15. KAPITEL
TIDLIGE STADIER AF
MENNESKETS UDVIKLING
Når oplysningerne i kapitel 13 anvendes på analysen af et primitivt menneskes mentallegeme (afbildet i 6. planche), er der bestemte forhold i forbindelse med dette menneske, der straks falder i øjnene. Selvom dette mentallegeme i det store og hele er dårligt fungerende og uudviklet, er der dog allerede sket et vist fremskridt. Den matte gule farve foroven er udtryk for nogen intelligens, men den grumsede farve afslører, at den udelukkende bruges til selviske formål. Religiøsiteten, der kendes på den gråblå farvetone, må være afgudsdyrkelse. Den er stærkt præget af frygt og inspireret af selviske interesser. Den grumsede højrøde farve til venstre tyder på begyndende kærlighed, der tilsvarende hovedsagelig er selvisk. Den matte orangefarvede stribe vidner om stolthed, men af en lav type. Og det store stænk af purpurrødt er udtryk for en stærk tilbøjelighed til vrede, der uden tvivl kan blusse op på mindste foranledning. Den brede smudsiggrønne stribe, der optager en stor del af legemet, er tegn på falskhed, forræderi og grådighed. Det sidstnævnte karaktertræk kommer til udtryk i den brunlige farvetone. Nederst ses en slags slamfarvet bundfald, der afslører selviskhed i almindelighed og mangel på højere udviklede egenskaber.
Det er netop dette fravær af enhver klart defineret højere egenskab, der giver sikkerhed for, at når man studerer det tilsvarende astrallegeme (7. planche), vil man vide, at det stort set er ude af kontrol. En stor del af dette begærlegeme er fyldt med begær, der viser sig i den meget utiltalende rødbrune, næsten blodrøde farve.
Det er derfor ikke overraskende, at de dominerende karaktertræk er falskhed, egoisme og grådighed. De matte pletter af purpurrødt afslører desuden voldsom vrede. Der er stort set ingen tegn på kærlighed, og den intelligens og religiøse følelse, der findes, er af den lavest tænkelige art.
Man bør også bemærke astrallegemets uregelmæssige omrids, det uklare helhedsudtryk og farvernes placering. Når de mere udviklede menneskers legemer skal studeres, vil man se, at der er sket en betydelig forædling. Til en vis grad blander farverne sig og glider over i hinanden, men hos gennemsnitsmennesket har de alligevel en tendens til at lægges sig i mere eller mindre regelmæssige striber − og legemets omrids er blevet ret klart og regelmæssigt. Hos det uudviklede menneske er alt imidlertid uregelmæssigt og kaotisk. Dette menneske er tydeligvis et væsen med voldsomme og ofte ondsindede impulser, som det omgående giver efter for uden at gøre sig den mindste anstrengelse for at beherske dem. Sådan et menneske er alt i alt en højst utiltalende person. Men hvert eneste menneske har gennemgået dette stadie, og i kraft af de erfaringer, det har gjort i denne periode, har det været muligt at løfte sig over det til renere og ædlere tilstande.
Det er absolut nødvendigt, at man under forsøget på at forstå de forskellige legemers udseende er opmærksom på, at legemernes partikler altid er i hurtig bevægelse. I visse tilfælde − som beskrives senere − er der klart definerede striber og linjer i disse legemer. For det store flertals vedkommende smelter farvetonerne ikke blot sammen. De strømmer hele tiden hen over hinanden, idet de vekselvis kommer til syne og forsvinder. Denne tågede, farvestrålende overflade har en vis lighed med overfladen af spilkogende vand, for man ser, hvordan partiklerne hvirvler omkring, stiger op til overfladen for derpå at synke tilbage igen og til stadighed skifter plads. De forskellige farver bliver derfor ikke altid på de steder, hvor de er placeret i illustrationerne. Ikke desto mindre bliver de trukket i retning af den struktur, der er afbildet, og selvom gult, rosa og blåt ikke altid er grupperet som vist i billederne, forbliver disse farvetoner dog på trods af den konstante hvirvlen og bølgen i nærheden af den øverste del af ovalen. De ses altid omkring hovedet af det fysiske legeme, når de i det hele taget findes, mens de farver, der er tegn på egoisme, grådighed, falskhed eller had, altid har tendens til at vise sig i nærheden af den nederste del af ovalen, og den store masse af begærlige følelser flyder som regel omkring i området midt imellem.
Enhver af disse vibrationshastigheder − der viser sig som farver − har sin egen specielle astrale eller mentale stoftype, i hvilken de lettest kan komme til udtryk. Farvernes omtrentlige position i den konstant skiftende tågesky afhænger i virkeligheden af stoftypernes vægtfylde. Et pludseligt udbrud af voldsom sindsbevægelse kan få hele − eller næsten hele − stofmængden i et astrallegeme til at vibrere i en bestemt hastighed. Bortset fra den stoftype, som naturligt vibrerer på denne vibrationshastighed, vil det øvrige stof vende tilbage til sin sædvanlige vibrationshastighed, når kraften fra sindsbevægelsen er udtømt.
Ethvert menneske har naturligvis sine individuelle særpræg, og der findes ikke to mennesker, som er helt ens. Illustrationerne viser et udsnit af et gennemsnitsmenneske af en bestemt gruppe, og de forskellige farvetoner er afbildet i den del af ovalen, hvor de som regel findes.
|