PLANCHE 20

Man kan ikke undgå at bemærke kontrasten mellem det legeme, der er vist i 20. planche, og det, der lige er beskrevet. I 19. planche ses det, at hovedtrækkene er religiøsitet af en vis art samt begær, og at der kun findes et minimum af intelligens. I 20. planche er der overhovedet in­gen tegn på religiøsitet og langt mindre begær end gennemsnitligt, mens intellektet derimod er udviklet i meget usædvanlig grad. Der er kun lidt kærlighed og tilpasningsevne, og det, der er, er af ringe kvalitet, da det tilsyneladende er overskygget af den intellektuelle udvikling. Dette menneske er endnu ikke tilstrækkeligt udviklet til at kunne være i besiddelse af alle disse egenskaber i deres højere former. Der er ikke så lidt egoisme og grådighed og ligeledes en vis tilbøjelighed til jalousi, men det mest karakteristiske ved dette menneske er den store mængde gyldengult. Det er tegn på en veludviklet intelligens, som hovedsage­lig er rettet mod opnåelse af viden. En stor orangefarvet kegle midt i det gyldengule vidner om en hel del stolthed og ærgerrighed i forbindelse med denne viden. Den nuance af gult, der er tale om, udelukker, at intellektet skulle være nedværdiget til kun at tjene selviske formål.

Det bør også bemærkes, at de videnskabelige og discipline­rede tankevaner har en tydelig indflydelse på de astrale farvers arrangement. De har tendens til at ligge i regelmæssige bånd, og skillelinjerne mellem dem er langt klarere end i den foregående illustration.

Det er tydeligt, at de legemer, der er afbildet i plancherne 19 og 20, er eksempler på to forskellige former for en uharmonisk udvikling. De har begge gode sider, men bestemt også ulemper.

Herefter drejer det sig om legemerne hos det mere udviklede menneske, der har alle disse forskellige egenskaber i meget større omfang, men godt afbalanceret, sådan at den ene støtter og forstærker den anden i stedet for at beherske eller kvæle den.