10. KAPITEL

DEN TREDJE UDSTRØMNING

For at forstå hvordan sjælen udvikles i mennesket, er der endnu en vigtig faktor, der må tages i betragtning, nemlig det guddommelige livs tredje udstrømning, der udgår fra det første aspekt af Logos og i hvert enkelt menneske danner denne særskilte ”ånd, der stiger opad” i modsætning til ”dyrets ånd, der går nedad”. Det skal forstås sådan, at mens dyrets sjæl efter det fysiske legemes død strømmer tilbage til sin gruppesjæl, kan den guddommelige ånd i mennesket ikke på samme måde strømme tilbage. Den stiger konstant opad mod den guddom, den er udgået fra. Denne tredje livsbølge repræsenteres af båndet i højre side af 3. planche, og man vil bemærke, at udstrømningen ikke bliver mørkere eller mere stoflig på sin vej nedad. I sig selv synes den ikke at kunne stige længere ned end til det buddhiske plan, og her svæver den som en stor sky, mens den venter på en lejlighed til at forene sig med den anden udstrømning, der langsomt er på vej opad for at mødes med den. Selvom denne sky ser ud til at udøve en konstant tiltrækning på essensen nedenunder, må den udvikling, som muliggør foreningen med den, komme nedefra.

For at hjælpe aspiranten med at forstå denne proces sammenligner man den i Østen med dannelsen af en skypumpe. En skypumpe er også en stor sky. Den svæver over havets overflade, hvor bølgerne konstant dannes og forsvinder. Pludselig kommer en enorm ”finger” ud fra skyen − en omvendt kegle af hurtigt hvirvlende vanddamp. Under ”fingeren” dannes der omgående en malstrøm i havet, men i stedet for at danne en sænkning på vandets overflade, som det sker med en almindelig malstrøm, opstår der en hvirvlende kegle, der løfter sig op over havoverfladen. De to kegler nærmer sig hinanden mere og mere, og til sidst bliver tiltrækningen imellem dem så stærk, at de springer over det mellemliggende rum, og pludselig danner der sig en vældig søjle af vand og damp, hvor der før intet var.

På nøjagtigt den samme måde sender dyrerigets gruppesjæle konstant dele af sig selv ned i inkarnation i lighed med de midlertidige bølger på havoverfladen. Og differentieringsprocessen fortsætter, indtil den tid langt om længe kommer, hvor en af bølgerne løfter sig så højt, at den sky, der svæver over den, kan forene sig med den. Den løftes nu op til en ny tilværelse, der hverken befinder sig i skyen eller i havet, men midt imellem disse to − og er præget af begges natur. Den bliver på denne måde adskilt fra den gruppesjæl, som den hidtil har været en del af, og synker aldrig tilbage i havet igen.

Hvis man har været tæt på et klogt husdyr, er det ikke svært at forstå, hvordan det sker. Man vil have bemærket dyrets dybe hengivenhed til sin ejer, som det elsker, og den store anstrengelse, det gør sig, for at forstå sin ejers ønsker og leve op til dem. Det er klart, at såvel dyrets evne til at forstå som dets evne til at føle kærlighed og hengivenhed udvikles betydeligt gennem disse bestræbelser. Og den tid vil komme, hvor dyret har løftet sig så højt over sin gruppesjæls niveau, at det skiller sig ud fra den og bliver et velegnet legeme for denne tredje udstrømning. Ved foreningen med denne udstrømning dannes den individualitet, som derefter følger sin egen evolutionslinje tilbage til guddommen.

Nogle stiller spørgsmålet: Hvorfor det? For hvis essensen var gud­dommelig i begyndelsen og atter vender tilbage til det guddommelige, og hvis den menneskelige monade var alvís og algod, da den indledte sin lange vandring gennem stoffet, hvorfor var det da nødvendigt for den at gennemgå hele denne evolution med alt, hvad den indebærer af sorg og lidelse, bare for til slut at vende tilbage til sit ophav? Dette spørgsmål er imidlertid baseret på en helt fejlagtig opfattelse af forholdene. Da det, man ofte og måske med et uheldigt udtryk, kalder den menneskelige monade, udgik fra det guddommelige, var det overhovedet ikke en monade, og den var endnu mindre vís og god. Der var ikke nogen form for individualitet ved den. Den var intet andet end en samling af monadisk essens. Forskellen mellem dens tilstand, da den udgik fra det guddommelige, og når den vender tilbage til sit ophav, svarer præcist til forskellen mellem den gigantiske stofmasse i en lysende stjernetåge og det solsystem, som til sidst dannes af den. Stjernetågen er ganske vist smuk, men udflydende og gold, hvorimod den sol, der i løbet af en langsom evolution dannes af den, lader liv, varme og lys strømme ud over mange verdener og deres beboere.

Man kan også bruge en anden analogi. Menneskelegemet består af utallige millioner af små partikler, og nogle af dem afkastes konstant. Man kan forestille sig, at det var muligt for en­hver af disse partikler at gennemgå en form for evolution, som med tiden gjorde dem til et menneske. Så ville man ikke påstå, at fordi den potentielt havde været menneskelig ved begyndelsen af evolutionen, havde den ikke opnået noget ved slutningen. Selvom kraften er guddommelig, udgår essensen simpelthen som en udstrømning af denne kraft, og den vender tilbage i skikkelse af tusinder af millioner af mægtige adepter, og hver enkelt af dem er i stand til ved egen kraft at udvikle sig til en Logos.

Det er dette vidunderlige evolutionsforløb, der til en vis grad gøres forsøg på at præsentere i en række illustrationer. Og selvom det eneste man kan gøre er at forsøge at gengive den forandring, der finder sted i et menneskes forskellige legemer, efterhånden som det udvikler sig, håbes der på, at man på denne måde formår at give dem, der endnu ikke selv er i stand til at se det, en forestilling om det fremskridt, der finder sted. I forbindelse med den forening, der er gjort forsøg på at beskrive, er der et bestemt forhold, der kræver yderligere forklaring. Der er sket en ejendommelig forandring i den monadiske essens' position. Under hele den lange evolution gennem alle de forudgående naturriger har den altid været det besjælende og energigivende princip. Den har været kraften bag alle de forskelligartede former, som den midlertidigt har beboet. Men nu bliver det, der indtil nu har været den besjælende faktor, selv besjælet. Kausallegemet bliver nu dannet af den monadiske essens, der var en del af den dyriske gruppesjæl. Kausallegemet er en strålende æglignende form af levende lys. Dette lysende legeme er et endnu mere strålende lys som liv steget ned i ovenfra, og ved hjælp af dette højere liv bliver kausallegemet i stand til at komme til udtryk som en menneskelig individualitet.

Tro ikke at det er et værdiløst resultat af en lang og besværlig evolution langt om længe at blive legeme for denne sidste og højeste udstrømning af den guddommelige ånd. Glem ikke at menneskets udødelige individualitet aldrig var blevet til uden udviklingen af dette legeme, der fungerer som bindeled. Intet af det arbejde, der er udført i løbet af disse lange tidsaldre, går tabt. Intet har været overflødigt, for den højere triade, der på denne måde dannes, bliver til en transcendent enhed − ”ikke ved guddommens forvandling til kød, men ved den menneskelige naturs optagelse i Gud”. Denne endelige fuldbyrdelse kan aldrig opnås, uden dette lange evolutionsforløb. Fuldbyrdelsen består i, at mennesket løfter sig til det guddommeliges bevidsthedstrin, og at selve Logos bliver endnu mere fuldkommengjort ved at have nogle blandt sit eget afkom, som Han for første gang fuldt ud kan overstrømme med den kærlighed, der er Hans inderste guddommelige natur − og som kan besvare den.

Det farvede bånd yderst til højre i diagrammet i 4. planche symboliserer et udviklingstrin, der ligger langt over gennemsnits­menneskets. Det er et billede af et højt åndeligt menneske, med en bevidsthed, der allerede har udviklet sig ud over kausallegemet, så det frit kan fungere på det buddhiske plan og også − i hvert fald når dette menneske er ude af legemet − har en vis grad af bevidsthed på et endnu højere plan − et forhold, der symboliseres af den hvide spids. Man kan se, at for dette menneskes ved­kommende er bevidstheden ikke længere centreret på det fysiske og det astrale plan (symboliseret af den bredeste del af båndet), men mellem det højere mentale og det buddhiske. Det højere mentale og det højere astrale element i dette menneske er væsentligt mere udviklet end de lavere aspekter, og selvom det stadig har et fysisk legeme (vist ved at båndets neder­ste spids stadig berører den laveste fysiske grænse), er det dog kun en spids, og det betyder, at vedkommende kun har bevaret denne fysiske form for at kunne arbejde i den og bestemt ikke, fordi tanker og begær er centreret i den. Dette menneske har for længst løftet sig over al karma, der kunne binde det til inkarnation, og når det nu iklæder sig de lavere eksistensplaners legemer, er det simpelthen for ved hjælp af dem at være i stand til at udføre tjenestearbejde til gavn for menneskeheden og overføre en indflydelse, der ellers ikke kunne strømme ned til disse planer. Det skyldes, at de vibrationer, der udsendes af visse typer af guddommelig kraft, er for fine til at arbejde i de lavere planers grovere essens. Men hvis de strømmer ned gennem et menneske, hvis legemer på de lavere planer er fuldkommen rene, kan de alligevel komme til udtryk og på denne måde udføre deres opgave.

Når kausallegeme er nyt, er det gennemsigtigt og dog spiller det i alle regnbuens farver som en gigantisk sæbeboble. Sådan ser kausallegemet ud, når det studeres ved hjælp af højere clairvoyance − det vil sige når kausallegemet undersøges på sit eget plan af en åndsvidenskabelig forsker, der har udviklet sit eget kausallegemes evner fuldt ud. Det vil kun være synligt for et menneske med disse evner. På dette stadie ligner kausallegemet også sæbeboblen på en anden måde, for det ser ud som om, det næsten er helt tømt for guddommelige kraft. Det har endnu ikke haft tid til at udvikle de latente egenskaber ved at lære at vibrere som respons på påvirkninger udefra, og derfor er der på dette tidspunkt kun lidt farve i det. Den smule farve, der findes, skyldes visse egenskaber, der allerede er udviklet i den gruppesjæl, som kausallegemet tidligere var en del af. Det er i gang med at overføre dem til den indre kraft, sådan at der allerede er en vis vibration med frekvenser, der svarer til disse egenskaber. Derfor kan der selv på dette stadie ses svage tegn på disse vibrationer i kausallegemet i form af begyndende farveglimt. 5. planche giver en forestilling om kausallegemets udseende på dette tidlige tidspunkt eller kort efter, og planchen kan opfattes som en præsentation af det primitive menneskes kausallegeme. Den grå skygge i venstre side af illustrationen skal ikke opfattes, som en egenskab ved legemet. Den hører ikke til legemet, men er tegnet af kunst­neren for at give boblen en tredimensional virkning.

Selvom dette primitive menneske nu har et kausallegeme, er det stadig meget langt fra at være bevidst nok til at kunne modtage eller reagere på indtryk på kausalplanet. Da teknikken til udvikling af de latente egenskaber som sagt består i påvirkninger udefra, er mennesket selvsagt nødt til at stige så langt ned, at det kommer i kontakt med disse påvirkninger. Dette menneskes udviklingsmetode er derfor reinkarnation, som går ud på, at det kausale menneske sender en del af sig selv ned på de lavere planer for at få de erfaringer, der er mulige her, og på denne måde opnå de egen­skaber, der udvikles gennem disse erfaringer. Herefter trækker mennesket sig igen tilbage og ind i sig selv, idet det medbringer resultaterne af indsatsen. Det forhold, at mennesket sender en del af sig selv ned i inkarnation, kan faktisk sammenlignes med en investering. Hvis alt går godt, regner man ikke alene med at få hele sin kapital tilbage, men også et klækkeligt beløb i renter. Det sker ofte, men ligesom det er tilfældet med andre investeringer, er der også af og til risiko for tab. Det skyldes, at den del, der sendes ned i inkarnation, nogle gange bliver så kraftigt viklet ind i det lavere stof, at det bliver umuligt at trække den helt tilbage igen. Det falder uden for dette emne at beskrive, hvordan det kan ske, men det er grundigt behandlet og forklaret i bogen Astralplanet.

Sjælen stiger ned ansporet af det, man i Østen kalder trishna − tørsten efter manifesteret tilværelse − ønsket om at føle sig fysisk levende. Sjælen boltrer sig i stoffets hav, og styrker sin selvbevidsthed gennem selviskhed, og set med astralt syn viser mennesket sig i den yderst utiltalende skikkelse, der vises i 7. planche. Ganske langsomt lærer den, at der findes en højere evolution, og at den stærke skal af egoisme − der var en forudsætning for, at der kunne dannes et stærkt center − bliver nu en hindring for yderligere vækst, og skallen derfor må nedbrydes og aflægges. Det kan sammenlignes med at fjerne et stillads, når en bygning er opført, selvom det var nødvendigt, da den var under opførelse. I løbet af mange inkarnationer ændres sjælens astrale udseende langsomt fra det, der vises i 7. planche, til det, man ser i 10. planche − og endnu senere til det, der vises i 23. planche. Det er nu hensigten at følge denne evolution og beskrive den på dens forskellige stadier.