13. KAPITEL

FARVER OG DERES BETYDNING

Man må lære den grundlæggende betydning af de farvetoner, der er vist på 1. planche, før man på fornuftig måde kan studere de forskellige legemer i detaljer. Man må forstå, at de kan optræde i et næsten uendeligt antal af kombinationer. Der er så vidt muligt gjort forsøg på at vise den bestemte nuance, der er udtryk for den rene følelse, der er omtalt i hvert enkelt tilfælde. Men menneskelige følelser er næsten aldrig rene, og derfor må man hele tiden klassificere eller analysere ubestemmelige nuancer, som er dannet på grundlag af mange faktorer.

Purpurrødt svarer for eksempel til vrede, og højrødt eller rosa svarer til kærlighed. Men både vrede og kærlighed er ofte stærkt farvet af selviskhed, og afhængig af hvor stærk følelsen er, vil farvernes renhed være sløret af en rå, gråbrun farve, der er typisk for denne karaktersvaghed. Vrede og kærlighed kan også være blandet med stolthed, og det vil straks ses som en dyb, orangefarvet nuance. Efterhånden som undersøgelserne fortsættes, vil man erfare mange eksempler på sammenblandinger, der danner forskellige farvenuancer. Først og fremmest skal betydningen af de usammensatte farver undersøges, og i listen præsenteres nogle af de mest almindelige.

Tætte sorte skyer i astrallegemet er udtryk for had og ondskabsfuldhed. Når det uheldige sker, at et menneske giver efter for lidenskabelig vrede, kan man som regel se hadets skrækkelige tankeformer svæve i auraen som tætte giftige røgspiraler.

Dybrøde glimt − som regel på sort baggrund − viser vrede, og den sorte farve vil i større eller mindre grad have et skær af brunt, afhængig af om der er mere eller mindre alvorlig egoisme i den vrede, der kommer til udtryk. Det, der af og til kaldes ”ædel harme”, fordi det er et undertrykt eller forurettet menneskes, der udtrykker berettiget vrede, ses som strålende purpurrøde glimt med den almindelige aura som baggrund.

Begær kommer til udtryk som en snavset blodrød farve, der ikke er til at tage fejl af, selvom den er vanskelig at beskrive.

Griskhed viser sig som en mat rødbrun eller næsten rustrød farve. Den lægger sig normalt i parallelle striber på tværs af astrallegemet, som derved får et meget specielt udseende.

En mat, tæt gråbrun farve afslører egoisme, og desværre er det en af de mest almindelige farver i astrallegemet.

Grønbrunt blandet med dybrøde eller purpurrøde glimt er tegn på jalousi. Gennemsnitsmenneskets aura har næsten altid en hel del af denne farve, når det er det, man kalder ”forelsket”.

En mørk blygrå farve er udtryk for dyb depression. Hvis denne tilstand er hyppig hos et menneske, er astrallegemet ubeskrivelig dystert og kedeligt at se på. Farven minder om den, der er tegn på griskhed. I begge tilfælde lægger farven sig i parallelle striber, og i begge tilstande giver den indtryk af, at det fortvivlede offer er spærret inde i en slags astralt bur.

Frygt viser sig som askegråt, og er en særdeles hæslig og uhyggelig farve.

Denne farve er udtryk for kærlighed og er ofte det smukkeste træk i gennemsnitsmenneskets legemer. Den varierer naturligvis meget alt efter kærlighedens natur. Den kan være mørk, dyster og stærkt præget af selviskhedens brune farvetone, hvis den såkaldte kærlighed er udtryk for, hvor megen kærlighed man selv modtager fra den anden − hvor meget man får til gengæld for sin investering. Hvis kærligheden er af den art, hvor man ikke tænker på sig selv eller på, hvad man selv modtager, men udelukkende på, hvor meget man kan give, og i hvor høj grad man kan lade denne kærlighed strømme som en gave, der villigt gives til den elskede, vil den vise sig som den skønneste rosenrøde farve, og når denne farvetone er særlig strålende og har et lilla skær, er den tegn på den mere åndelige kærlighed til menneskeheden. De mellemliggende muligheder er utallige, og denne følelse kan naturligvis være farvet på forskellige andre måder − for eksempel af stolthed eller misundelse.

Denne farve er altid tegn på stolthed eller ærgerrighed og forekommer i næsten lige så mange variationer som den ovennævnte. Man ser den ofte i forbindelse med irritabilitet.

Det er en meget positiv farve, der altid er ensbetydende med, at personen er i besiddelse af intelligens. Den forekommer i flere nuancer og kan være blandet med forskellige andre farver. I det store og hele er den mørkere og mere glansløs, når intelligensen hovedsagelig ledes ind i lavere baner og især, hvis formålet er selvisk, men når tanken er rettet mod højere og mere uselviske mål, er den gylden og lysende, og den løfter sig gradvis til en smuk, klar og lysende citron‑ eller primulagul nuance.

Ingen anden farve har så mange forskellige betydninger som denne, og korrekt tydning kræver et større studie. I de fleste af sine manifestationer er den tegn på en form for tilpasningsevne, der i begyndelsen er negativ og falsk, men senere hen positiv og forstående.

Grågrønt er en speciel nuance, der tyder på falskhed og snuhed. Det er en temmelig markant farve i de fleste primitive menneskers astrallegeme. Den er bestemt ikke sjælden blandt civiliserede mennesker, selvom de for længst burde have passeret det stadie i evolutionen, som farven kendetegner. Efterhånden som mennesket udvikler sig, ændres den grågrønne farve til en klar, smaragdgrøn farvetone, der er tegn på alsidighed, opfind­somhed og beslutsomhed, men uden negative hensigter i forbindelse med disse egenskaber. Den er udtryk for evnen til at ”være alt muligt for alle mennesker”, men ikke længere i den hensigt at narre eller manipulere dem. I begyndelsen er det hensigten at behage andre mennesker eller opnå deres ros eller sympati, og senere − efterhånden som forståelsen udvikler sig − for at hjælpe og styrke dem. Til sidst bliver den til en fortryllende lys, blågrøn nuance. Den er lysende, og minder om en ualmindelig smuk solnedgangshimmel, og den er tegn på nogle af de bedste egenskaber i den menneskelige natur − den dybeste sympati og medfølelse i forbindelse med fuldkommen tilpasningsevne, som kun disse egenskaber kan give. På de tidligere udviklingstrin synes stærk vitalitet altid at være forbundet med en klar, æblegrøn farvetone.

En klar, mørkeblå farve er som regel tegn på religiøse følelser. Men den varierer også afhængig af følelsens type, dens renhed eller hykleri, dens ædelhed eller selviskhed. Denne farve har tendens til at blive modificeret af næsten enhver af de tidligere omtalte egenskaber, og den forekom­mer derfor i enhver nuance fra indigo på den ene side og en varm, dyb violet farvetone på den anden og ned til den grumsede, gråblå nuance, der er i niveau med afguderi. Kærlighedens eller frygtens, falskhedens eller stolthedens farve kan blande sig med religiøsitetens, og der forekommer derfor en lang række variationer.

Lyseblåt er tegn på hengivenhed for et ædelt åndeligt ideal, og farven ændrer sig gradvis til en lysende blålilla nuance, der betegner højere åndelighed, og som regel ledsages den af funklende, gyldne stjerner, der er udtryk for høj åndelig stræben.

Det er indlysende, at de mange farvenuancer kan kombineres og modificeres nærmest i det uendelige, sådan at de fineste nuancer i karak­teren eller de mest flygtige og blandede følelser kan komme til udtryk med stor nøjagtighed. For fuldt ud at forstå det, man iagttager, må faktorer som astrallegemets almindelige stråleglans, dets mere eller mindre afgrænsede omrids og de forskellige kraftcentres relative klarhed, tages i betragtning. Det bør desuden nævnes, at psykiske evner, der allerede er udviklet, eller som er ved at blive det, viser sig som farver, der ligger uden for grænserne af det synlige farvespekter. Det er derfor ikke muligt at afbilde dem ved hjælp af fysiske nuancer. De ultraviolette farvetoner er tegn på en højere og renere udvikling af disse evner, mens uhyggelige kombinationer af infrarødt afslører ondsindetheden hos den, der beskæftiger sig med onde og selviske former for magi. Åndelige fremskridt kommer ikke blot til udtryk gennem farver, men også ved, at de forskellige legemer bliver større og mere lysende og deres omrids mere klart defineret.