PLANCHE 17

I 17. planche ses et andet iøjnefaldende men heldigvis mindre almindeligt syn. Baggrunden afviger noget fra det almindelige astrallegeme, for der er intet spor af åndelighed og langt mindre kærlighed end normalt. Gerrighed og grådighed, egoisme, falskhed og tilpasningsevne − eller måske snarere snuhed − er altsammen forstærket. På den anden side er der meget lidt sensualitet. Det mest bemærkelsesværdige træk er imidlertid de ejendommelige rækker af parallelle, vandrette linjer, der går på tværs af ovalen, så det ser ud, som om personen er spærret inde i et bur. Disse bånd er af en dyb, brun farve, næsten som farven brændt sienna. Overkanten af dem er jævne og klart markeret, men ned­efter glider de over og bliver skylignende.

Det er et billede af en decideret gnier. Et så ekstremt tilfælde er selvfølgelig ikke almindeligt, men mange mennesker har noget af gnierens natur i sig. Det ses af en intensivering af gerrighedens brune farve og af et eller to tværbånd af denne type i den øverste del af astrallegemet − selvom der kun er få, der er så indespærret, som det er tilfældet her. Det er tydeligt, at dette menneske har isoleret sig helt fra verden, og at det let påvirkes af vibrationer udefra. På den måde kan nogle af tilværelsens fristelser måske undgås, men man gør sig samtidig uimodtagelig for vennernes kærlighed og sympati og for enhver højere åndelig følelse. Dette selvskabte fængsel er først og fremmest en hindring for, at vibrationer kan passere ud og ind, og selv kan dette menneske hverken lade kærlighed eller åndelighed strømme ud. Det er fuldstændig indkapslet i sin egen egoisme, og så længe det befinder sig i denne til­stand, kan det ikke gøre fremskridt. Gerrighed ser ud til at have den virkning, at den i øjeblikket og totalt bremser et menneskes udvikling, og denne last er meget vanskelig at frigøre sig for, når den først for alvor har fået tag i personligheden.