18. KAPITEL
MERE VARIGE TILSTANDE
Der er her gjort forsøg på at belyse den øjeblikkelige virkning af nogle af de pludselige sindsbevægelser, der influerer på menneskets ydre legemer, og på at forklare, at selvom de hurtigt går over, er de alligevel ikke uden varige resultater for sjælen i det indre. Men endnu mangler en beskrivelse af, hvordan visse tendenser eller karakteranlæg viser sig, så man ved, i hvilket omfang disse tilbøjeligheder påvirker menneskets fremskridt mod åndeliggørelse.
Der er en indflydelse, som skaber en væsentlig virkning i de fleste menneskers liv, selvom den egentlig ikke falder ind under disse kategorier. Indflydelsen opstår ofte pludseligt, og i de fleste tilfælde varer den bestemt ikke resten af livet. Men den forsvinder dog ikke så hurtigt som dem, der er omtalt i det foregående. Ikke desto mindre er indflydelsen som regel den største begivenhed i livet, når det drejer sig om et menneske som det, der er afbildet i plancherne 8, 9 og 10 − og meget ofte er den faktisk det eneste virkelige lyspunkt i en ellers ensformig, elendig og egoistisk tilværelse − den eneste lejlighed, hvor et sådant menneske et øjeblik bliver løftet op over sig selv og for en tid lever på et højere plan.
Denne pludselige tilstand indtræffer, når et menneske bliver ”forelsket”.
I ét nu oplyser et lysglimt fra oven en ellers ensformig og begrænset tilværelse, og det får den guddommelige gnist i det indre til at lyse med en stærkere glød. Lyset bliver måske senere hen slukket, og personen synker igen ned i hverdagens halvmørke. Men der er intet, der kan tage denne oplevelse fra mennesket, og det højere livs herlighed er til en vis grad blevet afsløret. I hvert fald har mennesket gennemlevet en fase, hvor personligheden i kortere eller længere tid har været fordrevet fra tronen, og et andet væsen har indtaget førstepladsen i livet. På denne måde læres for første gang en af de mest værdifulde lektier i hele evolutionsforløbet. Der vil gå lange tidsaldre, før mennesket helt har lært lektien, men selv dette første glimt af den er af uhyre betydning for sjælen, og dens virkning på astrallegemet er så stor, at den skal have særlig opmærksomhed.
PLANCHE 15
Som man vil se ved at sammenligne 10. planche med 15. planche, er forvandlingen uventet og fuldstændig. Forandringen er så påfaldende, at man ikke skulle tro, at de to legemer tilhører den samme person. Man vil se, at visse egenskaber i øjeblikket helt er forsvundet, mens andre er blevet enormt forstærket, og at de tilsvarende farvers position i forhold til hinanden er blevet betydeligt ændret.
Egoisme, falskhed og grådighed er forsvundet, og den nederste del af ovalen er nu fyldt med en blodrød farve, som tegn på en kraftig udvikling af dyriske begær. Tilpasningsevnens grønne farve er veget for den ejendommelige brunligt grønne nuance, der vidner om jalousi − en følelse, der i dette tilfælde er særdeles levende, for det fremgår af de klare, purpurrøde glimt af vrede, som gennemtrænger den.
De negative forandringer bliver dog mere end opvejet af det pragtfulde bånd af højrødt, der fylder en stor del af ovalen. Det er i øjeblikket det dominerende træk, og hele astrallegemet gløder af dets lys. Under dets indflydelse er de grumsede nuancer, der præger legemet i dets normale tilstand, forsvundet, og alle farvetonerne − de gode såvel som de mindre gode − er strålende og klart markeret. Der er tale om en intensivering af livet i forskellige retninger.
Man vil bemærke, at religiøsitetens blå farve er blevet meget renere, og dens natur er midlertidigt blevet så højnet, at man endog ser et stænk af en lys, violet nuance allerøverst i ovalen. Det er tegn på evnen til at respondere på et virkelig højt og uselvisk ideal. Intellektets gule farve er i øjeblikket forsvundet − og sandsynligvis vil kynikeren betragte netop dette forhold som karakteristisk for vedkommendes tilstand!
Efter hele denne fantastiske udvikling kan man næsten ikke forestille sig, at dette menneske igen skulle kunne falde tilbage i den tilstand, der er vist i 10. planche, men det er ikke desto mindre det, der sker i de allerfleste tilfælde − selvom der naturligvis er blevet betydeligt mere af den højrøde farve, og selvom den er blevet klarere end før. Det er ganske afgjort en værdifuld oplevelse for sjælen at være ”forelsket”, og det giver tydeligvis et skub fremad, selvom tilstanden ofte kan være forbundet med en hel del, der er mindre ønskværdigt.
Den meget intense uselviske kærlighed, som børn hyppigt føler for dem, der er noget ældre end dem selv, er en meget vigtig faktor i deres udvikling. Det skyldes, at den ofte er en fordel, fordi den er helt uden forbindelse med den lavere dyriske natur. Selvom en sådan kærlighed kan opleves som forbigående, og selvom den kan skifte genstand flere gange i årenes løb, er den imidlertid højst virkelig, så længe den varer. Den tjener et ædelt formål, for den forbereder legemet til lettere at kunne reagere på de stærke vibrationer, som endnu ligger langt ud i fremtiden. Det kan sammenlignes med et frugttræs ubefrugtede blomster, der ser ud til at gå til spilde, men de har deres funktion. De ser ikke alene særdeles smukke ud i øjeblikket, men bidrager desuden til at trække saften op til skabelse af den frugt, der er under udvikling.
|