Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Serapeum
(Egyptologi). Serapeum ved Memphis er et underjordisk gravkompleks med lange gange og gallerier, der blev brugt til begravelser af de hellige Apis-tyre, der var knyttet til skaberguden Ptahs kult. Indgangen var oprindeligt flankeret af en lang række sfinkser. Egyptologen Mariette, som opdagede komplekset i 1850-51, fandt 24 granit- og basaltsarkofager, som stadig ligger på deres oprindelige pladser i kamrene. Den tungeste sarkofag vejer næsten 70 tons. Et kammer, som blev udført i år 30 i Ramses II’s regeringstid var intakt – endog med fodaftryk fra den sidste egypter, der forlod stedet, inden kammeret blev forseglet. Da man fandt sarkofagerne, var de fleste allerede blevet plyndret og tømt for indholdet. Andre teorier går ud på, at der aldrig har været mumificerede tyre i gravene. To sarkofager indeholdt imidlertid enkelte stykker gravgods. Tre af sarkofagerne har inskriptioner. På en af dem står navnet ”Amasis” (569-525 f.Kr.), på en anden ”Cambyses” (525-521 f.Kr.) og på en tredje ”Khabbash” (ca. 341 f.Kr.) – den sidste indfødte hersker før Alexander den Store indtog landet. Komplekset fungerede ikke alene som grave for tyrene, men også som tempel. På Amenhotep III’s tid (1402-1364 f.Kr.) og sandsynligvis også tidligere, bestod gravene af et underjordisk kammer, som man fik adgang til via en skrå skakt. Oven på skakten lå et sanktuarie og embedsmændene grave. I Ramses II’s (1290-1224 f.Kr.) regeringsperiode lod prins Khaemwast bygge en gravplads for alle Apis-tyrene. Langs begge sider af korridoren blev der udhugget kamre til tyrenes trækister. Psammetichus I (663-609 f.Kr.) udvidede bygningsværket med et endnu større og mere komplekst antal kamre. Komplekset blev yderligere udvidet flere gange helt op til den ptolemæiske periode for til sidst at måle 350 x 3 x 5,5 m. Oven på de underjordiske kamre blev der bygget et stort tempel. Når en hellig tyr døde, blev den først balsameret og derefter begravet med pomp og pragt. Mange pilgrimme besøgte tyregravene og bragte offergaver – ofte var det små mindeplader, som blev anbragt i gangenes vægge. Da kulten for guden Sarapis (Serapis) blev introduceret under Ptolemæus I, blev Sarapis identificeret med Osorapis (Osiris-Apis) og blev tilbedt med ham – og blev kendt under navnet Sarapeion eller Serapeum. Apis-tyren er skaberguden Ptahs hellige dyr, og repræsenterer et lavere aspekt af Ptah. Ptah er Universets arkitekt. Han er skaberen af de arketypiske tankeformer. Når tankeformer materialiseres, sker det ved sænkning af tankeenergiens frekvenser, som herefter bliver til lys og endelig bliver til stofpartikler. Tyren repræsenterede denne sænkning af hastigheden. Fra astrologien ved man, at tyren kendetegnes ved inerti og fastgørelse til stoffet. Desuden findes der et Serapeum i Alexandria.

Serapis
Mesteren Serapis kaldes for ”egypteren”. Han er mester på 4. stråle, og han inspirerer verdens store kunstretninger. Udviklingen inden for musik, malerkunst og dramatik modtager derfor livgivende impulser fra ham. For tiden er han dedikeret til arbejdet i devaevolutionen, for devaernes indflydelse skal åbne mulighed for store åbenbaringer i musikkens og malerkunstens verden i Den Nye Tidsalder. Der siges ikke meget om mesteren Serapis, og hans opholdssted kan heller ikke afsløres. I egyptologien er Serapis en gud, der blev introduceret i Egypten under Ptolemæ I’s regering, og det var utvivlsomt hensigten, at guddommen skulle samle egypterne og grækerne. Serapis fik nogle af Osiris’ karakteristika, men hans vigtigste kvaliteter var græske. Serapis’ kult spredte sig fra Alexandria videre ud over Middelhavsområdet, hvor bl.a. købmænd konverterede til den nye tro. Og Serapeum i Alexandria blev udråbt som et af verdens undere.

Seshonq
(Egyptologi). Seshonq var et navn, der blev givet til flere konger og prinser i den libyske periode. De sidste tre konger var svage herskere i et kongerige, der var præget af anarki, og som var ved at gå i opløsning (9.-8. årh. f.Kr.). Det er reelt kun den første konge med navnet Seshonq (ca. 940-924 f.Kr.), der har gjort sig fortjent til hæder. Sønnesønnen til den ældste Seshonq, der var høvding for Menhwesh-stammen, grundlagde 22. dynasti og genoprettede lov og orden på trods af fortsat uro og usikkerhed. Han førte sine hære mod Palæstina. Begivenhederne er beskrevet i Bibelen i 1. Kongebog (14,25-26) og 2. Krønikebog (12,9). Her kalder man ikke egypterkongen for Seshonq, men for Sjisjak: ”Men i kong Rehabeams femte regeringsår drog egypterkongen Sjisjak til Jerusalem og tog skattene i Herrens hus og i kongens palads. Han tog alt, også de guldskjolde, Salomon havde ladet lave”. Efter plyndringstogtet gav Seshonq ordre til rejsning af en sandstensportal foran Karnak-templet, hvor en beskadiget stele med en liste, hvor navne som Edom, Judæa og Israel, stadig kan ses. En anden Seshonq, hvis placering i den kronologiske orden er usikker, blev berømt på grund af en velbevaret grav i Tanis, der blev fundet af Pierre Montet.

Sesostris
(Egyptologi). I det gamle Egyptens 12. dynasti havde tre konger navnet Sesostris.

Sesostris I
(Egyptologi). Sesostris I (ca. 1971-1926 f.Kr.) var søn af tronraneren Amenemhet (ca. 1991-1962 f.Kr.) Sesostris I regerede sammen med sin far i ca. 10 år – en periode, hvor de ”underlagde sig fremmede lande”. Da Sesostris I vendte tilbage fra en sejrrig ekspedition til Libyen, hørte han, at faderen var død – sandsynligvis snigmyrdet. Hans hurtige tilbagevenden til Egypten afværgede en borgerkrig. Da krisen var overvundet, begyndte han en ekspansionspolitik, der ikke tidligere var set i Egypten. Landet blev udvidet til langt syd for 2. katarakt. Guld fra Nubien og produkter fra Sudan strømmede ind i landet. I Asien resulterede succesfuldt diplomati for udvidelse af Egyptens indflydelse. Udnyttelsen af miner og stenbrud blev intensiveret, og monumenter skød i vejret over alt i Nildalen. En tekst siger: ”Han er i sandhed en sejrende konge, som erobrede med sin stærke højre arm – et handlende menneske, hvis lige ikke findes”.

Sesostris II
(Egyptologi). Sesostris II (ca. 1897-1878 f.Kr.). Man ved kun lidt om hans regeringstid.

Sesostris III
(Egyptologi). Sesostris III (ca. 1878-1841 f.Kr.) løftede 12. dynasti til dets højdepunkt. Til sidst ophævede Sesostris III adelens autoritet over de store provinser, som hidtil havde fungeret uafhængigt af kongen. Han konsoliderede magten i Nedre-Nubien, som var annekteret af Egypten. Senma i syd (ved 2. katarakt) udgjorde landets grænse. I Ny Rige blev Sesostris III guddommeliggjort i sin region. Mod nord gennemførte kongen personligt den eneste omfattende militærekspedition, der er fundet beskrivelser af fra Mellemste Rige. Han indtog Sichem i Mount Ephraim. Erobringen styrkede det greb, Egypten allerede havde om Palæstina og Syrien. En hyldest til Sesostris III erklærer: ”Han, som slagter de indfødte uden sværdslag – han, som skyder en pil af sted uden at røre buen”. Det var sjældent, at konger blev hyldet i så ophøjede toner.

Seth
(Egyptologi). Den egyptiske gud Seth indgår i en triade med gudinden Nephthys og gudesønnen Horus den Anden i den egyptiske kabbala. Seth har menneskekrop og myreslugerhoved eller sjakalhoved. Nogen mener, at han har et vildæselhoved, og symbolsk er vildæslets natur et udmærket udtryk for Seths natur, for Seth rummer vildæslets stædige karakterstræk. Seth symboliserede menneskets identifikation med sin lavere natur, som er vanskelig at frigøre sig fra. Seth var symbol på de lavere niveauers inerti. Seth repræsenterede de instinktive kræfter, der ligger skjult i stoffet. I mennesket var Seth symbol på de menneskelige legemers modstandskraft eller tiltrækningskraft. Seth symboliserede derfor den lavere personlighed. I gudelæren repræsenterede Osiris lyset og Seth mørket. Seth var Osiris’ broder. Osiris var symbol på lyset, og lyset kaster en skygge, som blev symbol på Seth. I nutiden vil man umiddelbart fortolke Seth som det onde eller den onde – dvs. kristendommens og islams djævel eller Satan. Det skyldes, at nutidens religiøse fundament er den kristne kirkes tro på en grundlæggende polarisering eller dualisme. I kristendommen har man Gud og Satan, Himmel og Helvede, helgen og synder, belønning og straf. Den kristne lære er en systematisk lovprisning af den illusion, at det gode kan eksistere uden det onde, at lys kan eksistere uden mørke, at glæde kan opleves uden lidelse osv. Med andre ord er ånd godt og stof ondt. Ånd og stof står derfor i et modsætningsforhold og kan aldrig forenes. Gud og mennesket vil aldrig kunne forenes. For de gamle egyptere og nutidens esoterikere er dualisme en illusion. De tager udgangspunkt i alle tings enhed. Lys og mørke opleves som adskilte ting, men de er hinandens forudsætning. De udgør en ubrydelig enhed. Uden mørke var der intet lys. Uden Seth var der ingen Osiris. Derfor var Osiris og Seth brødre, og modsætninger har et tredje aspekt – syntese eller enhed.

Sethos I
(Egyptologi). Sethos I (ca. 1304-1290 f.Kr.) var den anden konge i 18. dynasti. Han var søn af Ramses I og far til Ramses II, der blev hans med-regent ved slutningen af hans regeringstid. Sethos I konsoliderede Egyptens magt i Palæstina, og han nedkæmpede angreb fra hittitterne, som han til sidst indgik en fredstraktat med. Mange monumenter fra hans regeringstid er velbevarede, og de er absolut et besøg værd. På hans tid nåede reliefkunsten et af sine højdepunkter. Sethos I’s Osiris-tempel ved Abydos, hans gravtempel ved el-Qurna og hypostylhallen i Karnak-templet er enestående eksempler på arkitekturens høje niveau på hans tid. Sethos I’s grav i Kongernes dal er en af Egyptens smukkeste kongegrave. Den blev fundet og frilagt af Belzoni i 1817. Den såkaldte Flaminius-obelisk, der står på Piazza del Popolo i Rom, er fremstillet af Sethos I. Den stod oprindeligt i Heliopolis.

Setuasana
(Sanskrit). Setuasana er en yoga-øvelse, hvor kroppen danner en bro. Stillingen kaldes også ”brostillingen”. Man sidder på gulvet med benene strakt foran sig. Herefter bøjer man i knæene, og placerer fødderne fladt på gulvet parallelt med hinanden og lidt spredt – ca. i skulderbredde. Fra dette udgangspunkt løftes overkroppen bagover og håndfladerne placeres fladt på gulvet bag kroppen med fingrene vendt mod fødderne – også lidt spredt – ca. i skulderbredde. Nu løftes hofterne op fra gulvet, og kroppens vægt fordeles ligeligt mellem fødder og hænder. Kroppen skal holdes parallelt med gulvet i en lige linje fra knæ til toppen af hovedet og hofterne holdes løftet. Her kan man evt. lade halsen falde tilbage.

Sfinks
(Egyptologi). Den mystiske sfinks eller sphinx nævnes ofte i det gamle Egypten, og utallige faraoner lod sig fremstille som statuer med menneskehoved og løvekrop liggende i den såkaldte sfinksstilling. Iflg. åndsvidenskaben var Egypten begyndelsen på en fase i evolutionen, hvor tænkeevnen skulle udvikles i menneskeriget efter den lange udvikling af følelsesnaturen i den atlantiske periode. Faraonerne havde løver som husdyr, og de brugte dem både i jagt og krig. Faraoen repræsenterede Egyptens sjæl (folkesjælen), og hans kontrol over løverne repræsenterede tankekontrol og evnen til at styre ved hjælp af tankesindet. Ordet menneske (”man” på engelsk), stammer fra sanskrit ”manas”, der betyder ”tænkeren”. Løven er symbol på menneskets instinktive og underbevidste kræfter, der skal kontrolleres af det bevidste menneske. Det højere i mennesket skal kontrollere det lavere. Men sfinksen kendes fra flere mytologier – f.eks. de græske, hvor sfinksen var et grusomt uhyre med kvindeansigt og -bryster, ørnevinger, løveforkrop og tyrebagkrop. Det er en sfinks, der optræder i sin magt og vælde i fortællingen om kongesønnen Ødipus. Ordet ”sphinx” er græsk. Egypterne kaldte den for ”shespankh”, og det betyder ”levende statue”. Nogle egyptologer mener, at sfinksen og dens symbolik er nået til Grækenland via Syrien, og at det muligvis kan forklare forvandlingen fra et positivt symbol til et negativt. I Egypten var sfinksen aldrig et negativt symbol – heller ikke når det blev vist som et feminint symbol i form af dronninger, eller når sfinksen tog form som en panter med ørnevinger for at angribe fremmede høvdinge, der forsøgte at erobre Egypten. Løven symboliserede altid kongelig kraft og styrke. Den tilhørte kattefamilien, og derfor havde den kattens selvstændige natur, og derfor gav den aldrig op i kamp. Muligvis stammer nutidens idé om at løven er dyrenes konge fra det gamle Egypten.

Shabda Brahman
(Sanskrit). Shabda Brahman eller Sabda-Brahman betyder metafysisk lyd eller lydvibration. Shabda eller Sabda står for ord, der er manifesteret ved lyd (mundtligt), og ord har magt til at formidle en bestemt følelse eller mening (Artha). Iflg. Nyaya- og Vaisheshika-skolen er Shabda identisk med ”mundligt udsagn”. Filosofisk set er Sabda et ord, der første gang optræder i Maitri Upanishaden, som omtaler to slags Brahman – Shabda Brahman (Brahman med lyd) og Ashabda Brahman (den lydløse Brahman). Bhartrhari omtaler den skabende kraft Shabda, og Universets mangfoldighed er skabt af Shabda Brahman. I Shatpatha Brahmana sidestilles tale med Brahman. I Purva Mimamsa omtales Shabda Brahman som kosmisk lyd eller det skabende ord, som rummer formler og former. Vedanta beskæftiger sig med Parama Brahman (den universelle virkelighed), som er transcendent og blottet for formler og former. Vedaerne anses ikke som et produkt af konventionelle sprog, men som en udstråling af virkeligheden i form af Shabda (lyd og ord), som er den eneste årsag til al skabelse, og som er evig. Purva Mimamsa er en esoterisk disciplin til åndelig vækst, der realiseres ved hjælp af Shabda Brahman (kosmisk lyd). Målet er at kontrollere sanser og tankesind, og når de er under kontrol, kan de indre subtile lyde realiseres som Shabda Brahman. Det essentielle i klassisk indisk musik, kunst og poesi har udgangspunkt i teorien om Nada Brahman eller Shabda Brahman, som er nært forbundet med den vediske religion. Apara Brahman, der nævnes i Mandukya Upanishad, er Nada Brahman eller Shabda Brahman. På det ultimative niveau af Shabda Brahman vil ord bliver ordløse, og form vil blive formløs, og mangfoldigheden vil smelte sammen i én transcendent bevidsthed, der befinder sig hinsides tankesind og tale.

Shaivisme
(Sanskrit). Shaivisme stammer fra ”saivam”, der betyder ”tændt” i forbindelse med Shiva. Shaivisme er derfor betegnelsen for tilhængere af Shiva. Shaivisme er en af hinduismens fire mest udbredte sekter, som ærer Shiva som Universets højeste bevidsthed. Tilhængere af Shaivisme kaldes ”Shaivas”, ”Saivas” eller ”Shaivites”. Deres tro bygger på, at Shiva er alt og i alt. Shiva er skaberen, beskytteren, nedbryderen, åbenbareren og bevareren af alt, som er. Shaivisme er udbredt i Indien, Nepal og Sri Lanka. Desuden praktiseres Shaivisme i dele af Sydøstasien – især Malaysia, Singapore og Indonesien. Hellig aske bruges som et tegn på Shaivisme. Tilhængere af Shiva bære asken som et mærke på panden og andre dele af kroppen som symbol på ærbødighed. Sanskrit ordene Bhasma og Vibhuti kan begge oversættes som ”hellig aske”. (Se også Vibhuti).

Shaka
(Sanskrit). Shaka i Puranaerne er navnet på den 6. rodraces kontinent – det nye, endnu ikke opdukkede kontinent i Stillehavet. (Se også Rodrace).

Shakta
Se Shaktisme.

Shakti
(Sanskrit). Shakti stammer fra ”shak”, der betyder ”at kunne”, og dermed menes der hellig kraft. I hinduismen er Shakti den oprindelige kosmiske energi, der består af dynamiske kræfter, som strømmer gennem hele Universet. Shakti er betegnelsen for gudernes feminine aspekt eller kraft i den esoteriske fortolkning. I den eksoteriske fortolkning er Shakti gudernes hustruer eller søstre eller begge dele. Man kan også sige, at Shakti er en personificering af stoffets vitaliserende energi eller kraft. På det fysiske plan manifesteres Shakti primært via kvindelig legemliggørelse og skaberkraft (frugtbarhed), men Shakti er også potentielt til stede i umanifesteret form i mænd. Shakti refererer til skabelse, men også til forandringer. Shakti er kosmisk eksistens, men Shakti repræsenterer desuden frigørelse. I sit vigtigste og mest kraftfulde udtryk er den Kundalini-Shakti – den mystiske psykospirituelle kraft i mennesket. Shakti eksisterer i en tilstand af Svatantrya, der er uafhængighed af alt, som er indbyrdes afhængig af alt i Universet. I Shaktism er Shakti tilbedt som den Højeste Skabning. Men i andre hinduistiske traditioner – Shaivisme og Vaishnavism – inkarnerer den aktive feminine energi Shakti i Prakriti via Purusha – og Purusha er Vishnu i Vaishnavismen eller Shiva i Shaivismen. Vishnus feminine modstykke hedder Lakshmi, mes Parvati er Shivas kvindelige halvdel. (Se også Ardhanarishvara, Fohat, Kali, Kriya-Shakti, Kundalini-Shakti, Lakshmi, Parvati, Prakriti, Purusha, Radha, Shaktisme, Shiva, Svatantrya og Vishnu).

Shaktipata
(Sanskrit). Shaktipata eller Saktipat stammer fra ”sakti”, der er ”psykisk energi”, og ”pata”, der betyder ”at falde”. I hinduismen er Shaktipata åndelig energi, som overføres fra én person til en anden. Shaktipat bruges ofte som betegnelse for overførsel af energi fra guru til discipel, f.eks. ved berøring. Shaktipat kan overføres med et helligt ord, et mantra, et blik, en tanke eller en berøring. Det sidste sker som regel ved berøring af Ajna-chakra (det tredje øje) på modtageren. Saktipat betragtes som en velsignelse (Anugraha) fra guruen eller fra det guddommelige. Modtagelsen kan ikke påtvinges af guruen. Modtageren skal være åben for energitilstrømningen, og den kan ikke påtvinges med magt. Guruens eller den guddommelige bevidsthedsenergi kan ikke strømme ind i disciplens sjæl og fremtvinge en indvielse eller en optagelse i guruens åndelige familie. Shaktipat kan sendes personligt og på afstand via en genstand – eksempelvis en blomst eller en frugt – eller via telefon, brev osv. (Se også Ajna-chakra og Anugraha).

Shaktisme
(Sanskrit). Shaktisme stammer fra ”saktam”, som bogstaveligt betyder ”kraftens doktrin” eller ”gudindens doktrin”. Shaktisme er en betegnelse for et religiøst system i hinduismen, hvor der fokuseres på tilbedelse af Shakti eller Devi – hinduernes guddommelige moder. Sammen med Shaivisme og Vaisnavisme, er Shaktisme en af de dominerende religiøse retninger i hinduismen. Shaktism ligner Shaivisme i de filosofiske og praktiske detaljer. En Shakta – dvs. en udøver af Shaktisme – fokuserer primært på tilbedelse af Shakti, som er det dynamiske feminine aspekt af Den Ene. Shiva – det maskuline aspekt – betragtes udelukkende som transcendent, og tilbedelsen af Shiva er normalt henvist til en birolle. I historiens løb har Shaktismen inspireret til store og vigtige værker inden for sanskrit-litteraturen og den hinduistiske filosofi, og Shaktismen har stadig stor indflydelse på nutidens hinduisme. Shaktisme praktiseres på hele det indiske subkontinent i mange former – både tantriske og ikke-tantriske. De to største og mest kendte skoler er Srikula, som har størst indflydelse i det sydlige Indien, og Kalikula, der har indflydelse i det nordlige og østlige Indien. (Se også Shiva, Shaivisme, Shakti og Vaisnavisme).

Shakubuku
(Sanskrit). Shakubuku stammer fra ”shaku”, der betyder ”at bryde” med henvisning til afsporede opfattelser, og ”buku”, der betyder ”at undertrykke” ondskab. Reelt betyder det, at det er rigtigt at gøre andre opmærksom på, at de lever på en forkert måde, og at hjælpe dem tilbage på den rigtige kurs i livet. Shakubuku er derfor betegnelsen for kampen mod vranglære. Det er en metode til udbredelse af buddhismen, som blev praktiseret af Nichiren Daishonin. Metoden kan beskrives som evnen til at modbevise en andens tilknytning til fejlagtige synspunkter og dermed lede modparten til den korrekte buddhistiske forståelse. Shakubuku betragtes derfor som en handling af mod og medfølelse.

Shakya
(Sanskrit). Shakya eller Sakya – Sakiyas, Sakka eller Sakya på pali – var et gammelt folkeslag på det indiske subkontinent i 1. årtusinde f.Kr. Shakya er desuden Buddhas slægtsnavn, og den mest berømte Shakya var uden tvivl Siddhartha Gautama (623-543 f.Kr.), som var grundlægger af buddhismen, og blev kendt som Gautama Buddha. Siddhartha var søn af Suddhodana. (Se også Gautama Buddha).

Shalabhasana
(Sanskrit). Shalabhasana er en yoga-øvelse, der kaldes ”græshoppen, for stillingen kan minde om en græshoppe med løftet bagkrop – dvs. en græshoppe i hvilende stilling, men stillingen er alt andet end afslappende. Shalabhasana er en bagoverbøjet stilling. Selv om øvelsen ikke kræver den samme udholdenhed og fleksibilitet i leddene som de fleste bagoverbøjede stillinger, hvor man er nødt til at skubbe opad mod tyngdekraften eller stå på arme eller ben, kræver Shalabhasana stor styrke. Man er ikke afhængig af støtte fra arme og ben, når man skal løfte sig i Shalabhasana, for i stedet bruger man mave- og rygmuskler, og det medfører, at man ikke kan holde stillingen så længe som i andre bagoverbøjede stillinger. Øvelsen udføres ved, at man ligger på gulvet på maven med ansigtet vendt nedad. Håndfladerne skal vendes opad. Hænderne kan evt. placeres under maven. Åndedrættet forløber sådan: Man tager først en langsom indånding (Puraka), herefter holder man vejret (Kumbhaka) indtil øvelsen er færdig, og til sidst udånder man langsomt. Øvelsen begynder med, at kroppen gøres stiv. Hovedet løftes, og fødderne strækkes. De strakte ben løftes så højt, at lårene og den nederste del af maven også løftes. Stillingen holdes fra 5-30 sek. Benene sænkes langsomt og samtidig udånder man meget langsomt. Øvelsen gentages 6-7 gange. Man kan evt. holde hænderne foran brystet med håndfladerne vendt gulvet, men uden at støtte med hænderne. Shalabhasana bøjer rygsøjlen bagover, og dermed er den en modøvelse til Paschimottanasana, Halasana og Sarvangasana, hvor rygsøjlen bøjes forover. Salabhasana styrker ryggen og udvikler rygmusklerne og den nederste halvdel af kroppen. Øvelsen styrker desuden musklerne i mave, lår og ben.

Shalmali
(Sanskrit). Shalmali nævnes i Puranaerne, hvor Shalmali er navnet på Lemurien – den 3. rodraces kontinent. (Se også Lemurien og Rodrace).

Shaman
(Tungusisk) Shaman eller Sjaman er traditionelt betegnelsen for en såkaldt åndemaner. Ordet stammer fra evinkifolket i Sibirien og betyder ”den, som ved”. I nutiden bruges ordet i en bredere betydning. En shaman er bl.a. i stand til at kontakte indre, usynlige verdener og kommunikere med de afdøde. Metoden er ofte ekstase. Ved hjælp af musik, rytme og hyperventilation – eller ved at tage hallucinerende stoffer – går shamanen i trance, og på den måde skabes der kontakt til andre bevidsthedsplaner. En shaman kan derfor hente meddelelser fra de indre verdener, helbrede m.m., og fungerer som mellemled mellem forskellige bevidsthedsplaner. Shamanisme er et universelt fænomen.

Shamballa
(Sanskrit). Shamballa, Shambala, Sambhala eller Shambhala, som på kinesisk kaldes Xiangbala, er et mytisk skjult rige, der angiveligt ligger i det indre Asien. Shamballa nævnes i forskellige gamle skrifter, bl.a. i Kalachakra Tantra og i de gamle tekster til Zhang Zhung-kulturen, som eksisterede før den tibetanske buddhisme i det vestlige Tibet. Shamballa nævnes også i Puranaerne og andre steder, og det oplyses, at Kalki-avataren eller Messias (jvf. Johannes’ Åbenbaring) vil træde frem fra Shamballa, når tiden er inde. Buddhisterne oplyser, at den næste Buddha – Maitreya – vil komme fra Shamballa. Muligvis er Shangri-La Vestens navn for Shamballa. Senere esoteriske forfattere har understreget og uddybet konceptet af den usynlige lokalitet – bl.a. H.P. Blavatsky. Alice A. Bailey fortæller, at Shamballa er en ekstra-dimensional eller åndelig virkelighed på det æteriske plan, et åndeligt center, hvor den indre verdensstyrelse under ledelse af Sanat Kumara – Planetlogos’ personlighedsaspekt – opholder sig. Shamballa er udtryk for Planetlogos’ viljesaspekt, og i åndsvidenskaben kaldes det ”stedet hvor Guds vilje er kendt”. Hierarkiet eller Det Store Hvide Broderskab repræsenterer planetens hjertecenter, men Hierarkiet er ikke identisk med Shamballa. Shamballa er et højere center, der fungerer som planetens hovedcenter. Shamballa siges at ligge et sted i Gobi-ørkenen. Shamballa eksisterer ikke i tæt fysisk stof, men findes på det højere æteriske plan over Gobi-ørkenen. Shamballa er det sted, hvor den guddommelige vilje er fokuseret, og hvorfra den guddommelige hensigt styres. Det kommer bl.a. til udtryk i racernes og nationernes skæbne og fremskridt. Det samme gælder religiøse bevægelser, civilisationers opståen og forsvinden, kulturelle udfoldelser og åndelige idéer. Der er tre store åndelige centre på Jorden: Shamballa (hovedcenter), Hierarkiet (hjertecentret) og menneskeheden (halscentret).

Shambhavi Mudra
(Sanskrit). Shambhavi er afledt af Shambhu, der refererer til en selvrealiseret tilstand af lyksalighed. Mudra betyder ”tegn” eller ”segl”. Shambhavi Mudra er en yoga-øvelse, hvor der fokuseres på pandecentret mellem øjenbrynene. På samme måde som en signetring præger et tegn på en blød voksagtig overflade, på samme måde præger Shambhavi Mudra et guddommeligt aftryk i den mediterendes bevidsthed, som gradvis forvandles til et billede af det guddommelige. En Mudra er en fysisk eller psykisk teknik, som forsegler eller lukker en energikanal, der sædvanligvis er åben, og dermed fastholdes og recirkuleres kroppens energi, og derfor intensiveres den mediterendes indsats. Shambhavi Mudra er en meditation, der udføres med åbne øjne, og hensigten er at integrere den indre og ydre verden. (Se også Mudra).

Shankaracharya
Se Vedanta.

Shankhaprakshalana
(Sanskrit). Shankhaprakshalana er en Shatkarma-teknik. Det er en af de store Hatha-yoga øvelser, der hører til Dhauti Kriya. Øvelsen er også kendt som Varisara Dhauti. Sanskritordet ”Dhauti” betyder ”indre vask” og ”Vari” betyder ”vand”. Det er imidlertid mere almindeligt at bruge udtrykket Shankhaprakshalana. ”Shankha” betyder ”konkylie” på grund af et konkylies lighed med mave og tarme, og Prakshalana betyder ”rengøring”. Shankhaprakshalana er ikke bare en øvelse, hvor man renser mave og tarme. Shankhaprakshalana giver en virkelig grundig udrensning, der påvirker lungerne, nervesystemet, huden, sinus-området – ja hele kroppen – og processen fortsætter, når man følger anvisningerne for speciel mad og yoga-øvelser. På den måde skabes der en reduktion af mange sygdomstilstande. Shankhaprakshalana medfører store ændringer i systemet, og derfor kan det ikke anbefales at udføre Shankhaprakshalana ofte. Hvis der er tale om raske mennesker, er en eller to gange om året tilstrækkelig. Mennesker med sygdomme som f.eks. diabetes, astma, mild forstoppelse kan udføre øvelsen oftere. Shankhaprakshalana skal altid udføres uden kyndig vejledning. Shankhaprakshalana er ikke bare en øvelse, der tager 3-4 timer på en ugentlig fridag. Øvelsen er faktisk et komplet fysiologisk eftersyn. Det begynder natten før øvelsen, hvor man spiser et let måltid. Næste morgen tages der et tidligt bad, for det er ikke tilladt at gå i bad under eller efter Shankhaprakshalana. Shankhaprakshalana udføres ved at drikke adskillige glas lunkent saltvand og skylle det ud ved toiletbesøg efter en serie yoga-øvelser (Asanas), og i processen renses maven og tarmsystemet. Øvelsen udføres ved at drikke lunkent saltvand og udfører bestemte øvelser, indtil man skal på toilettet. Vandet skal indeholde omkring en eller to teskefulde salt til en halv liter vand. Efter toiletbesøget udfører man igen en serie øvelser, drikker mere saltvand, går på toilettet osv. indtil det vand, der kommer ud i toilettet er lige så rent, som det, der drikkes. Når øvelsen er slut, skal man udføre Kunjal Kriya og Neti Kriya, og derefter skal man have 30-45 minutters hvile. Man skal undgå at falde i søvn under hvilen, for det medfører ophør af tarmaktiviteten. Efter hvilen skal man spise en portion kogte ris, der er blandet med 2-3 teskefulde smør, for at genskabe tarmenes elasticitet. I løbet af eftermiddagen skal der drikkes en god mængde vand. Ingen anden mad, drikke, slik, osv. er tilladt i nogen form. (Se også Antar Dhauti, Danda Dhauti, Danta Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Kunjal Kriya, Neti Kriya, Tridosha, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Sharira
(Sanskrit). Sharira betyder ”legeme” eller ”hylster”. Iflg. åndsvidenskaben beliver levende skabninger en række legemer, der består af psykospirituelle bestanddele. Hvert af de subtile legemer svarer til et subtilt eksistensplan, som i tæthed kulminerer i den faste fysiske form. Legemerne er omtalt under forskellige navne i forskellige åndelige traditioner. I sufismen er Wujud al-Aqdas ”det allerhelligste legeme”, og Jism Asli Haqiqi er et ”overjordisk legeme”. I tibetansk buddhisme tales der om ”diamantlegemet”, og i taoisme og Vajrayana omtales ”lyslegemet” eller ”regnbuelegemet”. I Kriya Yoga beskrives ”lyksalighedslegemet”, og i Hermetismen er det ”udødelighedens legeme” – Soma Athanaton. De subtile legemers forskellige egenskaber er ofte beskrevet i form af uigennemskuelig symbolik. Tantra henviser f.eks. til Solen og Månen og forskellige indiske floder og guddomme, mens taoistisk alkymi taler om heksekedler og cinnober-marker. I Den Hemmelige Lære kombinerede H.P. Blavatsky de vedantiske fem Koshaer med vestlige esoteriske traditioner (navnlig nyplatonismen), og først henviste hun til tre subtile legemer: 1) Linga Sharira – dubletten/astrallegemet, 2) Mayavirupa – illusionslegemet og 3) Kausallegeme – sjælslegemet. Linga Sharira eller astrallegemet kaldte hun desuden ”den usynlige dublet”, men i andre forbindelser bruges betegnelsen om æterlegemet, der er en støbeform for menneskets fysiske legeme. Æterlegemet kan udskilles eller projiceres på begrænset afstand af det fysiske legeme – f.eks. ved bedøvelse. Ved døden kasseres æterlegemet sammen med det fysiske legeme, og sammen går de i opløsning. Mayavirupa havde iflg. H.P. Blavatsky en dobbelt funktion, for det var både legeme for tankesindet og begærlivet. Den højere del af legemet, som indeholder de åndelige kvaliteter, der indsamles i inkarnationens løb, integreres efter døden i kausallegemet, mens den lavere del, som indeholder animalske elementer, danner Kama-Rupa legemet. Senere blev forskningen yderligere systematiseret af C.W. Leadbeater og Annie Besant. Eksempelvis opdelte de H.P. Blavatskys dobbelte Mayavirupa i to forskellige legemer – astrallegemet (følelseslegemet) og mentallegemet (tankelegemet). Desuden omdefinerede de nogle forudsætninger. Linga Sarira, som nogle gange blev kaldt astrallegemet af H.P. Blavatsky, blev af Annie Besant og C.W. Leadbeater kategoriseret som den æteriske dublet. Menneskets subtile legemer er derfor: 1) Æterlegemet (prana). 2) Astrallegemet (følelser og begær). 3) Mentallegemet (det lavere konkrete tankesind). 4) Kausallegeme (det højere abstrakte tankesind). Hvert legeme har sin separate aura og hver især sine chakraer, der svarer til et specifikt eksistens- og bevidsthedsplan. Kategoriseringen blev videreført af Alice A. Bailey, som fik den bekræftet af den tibetanske mester Djwhal Khul. Æterlegemet er blevet videnskabeligt dokumenteret ved hjælp af Kirlian-fotografi og Kilner-skærme. I Rudolf Steiners antroposofiske beskrivelse af mennesket omtales sædvanligvis kun æterlegemet og astrallegemet, men Rudolf Steiner brugte desuden en tredobbelt klassificering af krop, sjæl og ånd og en syvfoldig og nifoldig beskrivelse. (Se også Kama-Rupa, Kausallegeme, Mayavirupa, Prana og Principper).

Shashankasana
(Sanskrit). Shashank betyder ”Månen”, og ”asana” betyder ”øvelse” eller ”stilling”. Men Shashank består af to ord – ”Shash”, der betyder ”hare”, og ”ank”, der betyder ”skød”. Shashankasana er derfor yoga-øvelsen haren, for Shashankasana ligner en siddende hare. Det er en øvelse, der hjælper med at berolige nerverne, reducere stress og angst og forbedre hukommelse og koncentration. Shashankasana eller harestillingen er en modøvelse til Ustrasana (kamelstillingen), for kamelstillingen er en bagoverbøjet stilling, mens harestillingen er foroverbøjet. Man sidder i Vajrasana – diamantstillingen. Hals og ryg holdes lige. Øjnene lukkes, og der fokuseres på vejrtrækningen, mens den falder til ro. Med venstre hånd gribes der fat om håndleddet på højre hånd omme bag ryggen. Der tages nu en dyb indånding, og mens man langsomt ånder ud, bøjer man sig forover indtil hovedet rører gulvet. I denne stilling trækkes vejret normalt, mens koncentrationen fokuseres i ryggen bag navlen (Manipura). Man bliver liggende i stillingen i 3 min. eller længere. Derefter vender man tilbage til siddende stilling med lukkede øjne. Kroppen holdes i fuldstændig ro, mens bevidstheden udvides til at fylde hele kroppen, som opleves i sin helhed indefra. (Se også Diamantstillingen, Ustrasana og Vajrasana).

Shastra
(Sanskrit). Shastra stammer fra ”sastra”, der betyder ”forskrift” og ”belæring”. Shastra henviser til en kategori af hinduistisk religiøs, filosofisk og videnskabelig litteratur. En shastra-tekst kan derfor kategoriseres som en lærebog eller håndbog i en religiøs eller videnskabelig disciplin. For det religiøse liv i hinduismen har Dharmashastra-værkerne spillet en stor rolle. Det er håndbøger i Dharma (lov og orden) i videste forstand, og de behandler f.eks. forskellige samfundsklassers religiøse og sociale pligter. Det mest berømte Dharmashastra-værk er Manavadharmashastra fra omkring 100-tallet e.Kr. I det væsentlige er Shaastra den viden, der er baseret på principper, der betragtes som tidløse. I buddhismen er en Shastra ofte en kommentar til en original tekst, der er skrevet på et senere tidspunkt for at forklare en tidligere skrift eller Sutra. (Se også Grihya og Sutra).

Shatkarma
(Sanskrit). Shatkarma er betegnelsen for seks yogateknikker til renselse af kroppen: Neti, Dhauti, Nauli, Basti, Trataka og Kapalbhati. (Se også Antar Dhauti, Danda Dhauti, Danta Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman Dhauti, Varisara Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Shatkona
(Sanskrit). Shatkona er et symbol, der anvendes i hinduernes Yantra. Det repræsenterer foreningen af det maskuline og det feminine princip. Mere specifikt repræsenterer det Purusha (den højeste skabning) og Prakriti (moder natur eller den kausale substans), der ofte vises som Shiva og Shakti. Shatkona er et heksagram, og det er forbundet med Murugan, der er søn af Shiva og Shakti. Stilmæssigt er Shatkona næsten identisk med Davidsstjernen. Shatkona består af to trikonaer (triangler), hvor Shiva symboliseres af trianglen med spidsen opad og Shakti af trianglen med spidsen nedad. Shiva repræsenterer guddommens maskuline aspekt og Parashiva, der er Shivas altgennemtrængende mystiske form, som er uden kvaliteter. Shakti repræsenterer guddommens feminine aspekt og Parashakti, som er Shivas kraft. Den opadvendte trekant kan desuden repræsentere Purusha (den højeste skabning) og den nedadvendte kan være symbol på Prakriti eller det skabte univers. Når trianglerne overlapper hinanden, minder de om den ene Gud, som hverken er mand eller kvinde, men forener dualiteterne. Symbolet vises bl.a. med de tolv kronblade i Anahata-chakra eller hjertechakraet. Som nævnt er Shatkona et heksagram, og symbolikken kendes fra rituel magi. Shatkona er kombinationen af Shiva, der repræsenterer ildelementet, og Shakti, der repræsenterer vandelementet. Foreningen af ild og vand eller af mand og kvinde er symboliseret af hjertechakraet, for hjertechakraet eller Anahata-chakra er relateret til kærlighed, balance og forening. (Se også Anahata-chakra, Hjertechakra, Murugan, Prakriti, Shakti, Shiva og Yantra).

Shatsampatti
(Sanskrit). Shatsampatti er det 3. stadie på discipelskabets vej, og Shatsampatti består de seks egenskaber: a) Sama: Koncentration og evnen til fast fokusering af tankesindet. b) Dama: Kontrol over sanser og handling. c) Uparati: Manglende interesse for ydre begivenheder og eksterne genstande. d) Titiksha: Udholdenhed i forbindelse med modgang og lidelser. e) Shraddha: Tro eller fast overbevisning om sjælens eksistens og den esoteriske lære. f) Samadhana: Målbevidsthed i stræben mod Den Ene. (Se også Dama, Discipel, Sama, Samadhana, Shraddha, Titiksha, Upacharo og Uparati).

Shauca
(Sanskrit). Shauca er renhed eller renvaskelse. Problemer med det fysiske system har alvorlig indflydelse på tankesindet, og medfører uklar tænkning og forskellige andre lidelser. Opretholdelse af fysisk sundhed er afgørende, hvis man ønsker trivsel og tilfredshed hele livet. Selvom døden selvfølgelig er uundgåeligt, vil bevarelse af kontrol over evner og sanser til det sidste unægteligt være gavnlig. Shaucha handler om udrensning af hele mennesket: Krop, sind og omgivelser. Yama, Niyama, Asana og Pranayama renser krop og sind for giftstoffer. Kriyaer eller Shatkarma forstærker udrensningsprocesserne ved at afbalancere de tre Doshaer, der også er kendt som Tridosha: Vata, Pitta og Kapha. Alle mennesker har allerede integreret nogle af de fysiske Kriyaer i deres liv gennem almindelige aktiviteter som badning, tandbørstning o.l. – eller for nogle fås vedkommende renselse af bihulerne med saltvand ved at praktisere Neti. Mental renhed kan også opretholdes ved at praktisere Trataka-kriya, en øjenøvelse, der supplerer koncentrationsøvelsen Dharana. (Se også Dharana, Neti, Trataka og Tridosha).

Sheetali Pranayama
Se Seetkari Pranayama.

Shekinah
(Hebraisk). Shekinah betyder at ”bo”, ”bebo”, ”bosætte” eller ”ophold”. Hos jøderne relateres Shekinah til Guds nærvær. Shekinah var f.eks. til stede i Jerusalems tempel. Mishkan, ordet for tabernakel, er afledt af samme rod og bruges i betydningen ”bolig” i Bibelen – f.eks. Salme 132:5. I overensstemmelse med klassisk jødisk tænkning refererer Shekinah på en særlig måde til begrebet bolig eller at bosætte sig, for det henviser til guddommelig tilstedeværelse. Nogle kristne teologer forbinder begrebet Shekinah til det græske udtryk ”Parousia”, som betyder ”tilstedeværelse” og ”ankomst”, som i Det Nye Testamente anvendes på en lignende måde for ”guddommelige tilstedeværelse”. Nogle mener, at Shekinah repræsentere de feminine egenskaber ved Guds nærvær, for Shekinah er et feminint ord på hebraisk – navnlig på grundlag af læsning i Talmud.

Shimasana
(Sanskrit). Shimasana er en yoga-øvelse eller en Bandha, der kaldes ”løven” eller ”løvestillingen”. I Shimasana sidder man på benene med samlede knæ, og fødderne danner en skål under ballerne. Det er en siddende stilling, der kaldes ”diamantstillingen”. Herefter spreder man knæene, og med strakte arme anbringer man håndfladerne mellem knæene med fingrene vendt ind mod kroppen. Hovedet er hængende og foroverbøjet. Nu tager man en dyb indånding, mens hovedet løftes langt bagover, og øjnene ser op mod centret mellem øjenbrynene. Tungen strækkes så langt ud af munden og ned mod hagen som muligt. Herefter ånder man ud, samtidig med at man under hele udåndingen siger en lang, dyb og kraftig lyd – som en brølende løve. Ved slutningen af udåndingen slapper man af og lader igen hovedet hænge forover. Øvelsen gentages 5-10 gange.

Shishya
(Sanskrit). Shishya eller Sisya er betegnelsen for en discipel eller en studerende. Guru-Shishya traditionen findes i indisk kultur og religion eksempelvis som hinduisme, sikhisme, jainisme og buddhisme. I Indien er der en tradition for åndeligt vejledning, hvor lærdom overføres fra en guru (lærer) til en Shishya (discipel) eller Chela (elev). Relationen bygger på guruens ægthed og disciplens respekt, engagement, hengivenhed og lydighed, som er en forudsætning for at kunne formidle den subtile eller avancerede åndelige viden, som gradvis vil medføre, at den studerende mestrer den viden, som legemliggøres af guruen.

Shiva
(Sanskrit). Shiva, der betyder ”den lovende”, er en maskulin hinduistisk guddom. Han betragtes som den øverste guddom i Shaivismen, og en af de tre mest indflydelsesrige i hinduernes Trimurti. I andre grene af hinduisme – f.eks. i Smarta-traditionen – betragtes Shiva som en af Guds fem primære skikkelser. Han er ”nedbryderen” eller ”omformeren” i den hinduistiske Trimurti, der omfatter de tre primære aspekter af den guddommelige Treenighed. Shiva beskrives som en alvidende yogi, der lever et asketisk liv på Mount Kailash sammen med sin hustru gudinden Lakshmi. Shiva har mange både velgørende og frygtindgydende skikkelser. Ofte vises han i dyb meditation sammen med sin hustru og sine børn. Andre gange er han den kosmiske danser. I de mere drabelige aspekter afbildes han ofte, mens han dræber dæmoner. (Se også Lakshmi og Shaivisme).

Shraddha
(Sanskrit). Shraddha kan ikke umiddelbart oversættes til et vesterlandsk begreb, men Shraddha oversættes ofte med ”tro”, ”tillid” eller ”ærbødighed”. Shraddha er desuden betegnelsen for et hindu-ritual, der udføres til ære for de afdøde – navnlig afdøde forældre. Shraddha er desuden et pigenavn i Indien.

Shrauta
(Sanskrit). Shrauta eller Srauta er Devanagari-traditioner, der er gamle rituelle traditioner i hinduistisk vedisk religion, der er baseret på Shruti-litteraturen. Ritualerne praktiseres stadig i Indien, selv om det kun er af et lille mindretal. Shrauta-traditionen lægger først og fremmest vægt på udførelsen af ritualer i stedet for på overbevisninger. Ritualerne i Shrauta-traditionen består hovedsageligt af Yajna. Yajna er opdelt i to kategorier – Nitya-karma og Kaamya-karma. Nitya-karma henviser til de Yajnaer, der skal udføres dagligt eller ved lejlighed. Kaamya-karma henviser til de Yajnaer, der udføres med et bestemt formål – f.eks. Putrakameshti. (Se også Grihya, Putrakameshti, Shruti og Yajna).

Shravaka
(Sanskrit). Shravaka, Shravaka eller Savaka på pali betyder ”tilhøreren”, men bruges også mere generelt om en discipel. Shravaka er en studerende, der deltager i en esoterisk undervisning. Når studerende går fra teori til praksis eller udøvelse af askese, bliver de en Shramana. I jainisme kaldes enhver studerende for en Shravaka, men i buddhismen er udtrykket mange gange forbeholdt udvalgte disciple af Buddha.

Shri
(Sanskrit). Shri, Sri eller Shri er en titel, der betyder ”herre”. Titlen stammer fra sanskritordet Sriman, som muligvis er afledt fra den puraniske opfattelse af velstand. På det indiske subkontinent er Shri en høflig tiltaleform, der svarer til det engelske ”Mr.” og som muligvis etymologisk er knyttet til ”Sir”. Shri er desuden en titel, der bruges for at vise ærefrygt for hinduistiske guder, og derfor oversættes Shri normalt med ”hellig”. Hvis Shri står alene og ikke efterfølges af et navn, henviser det til Universets øverste bevidsthed dvs. Gud. Shri Devi (eller simpelthen Shri), er et andet navn for gudinden Lakshmi, der er Vishnus hustru. Hun er devi (gudinde) for rigdom iflg. den hinduistiske tro. (Se også Lakshmi).

Shruti
(Sanskrit). Shruti betyder ”hørelse” eller ”lytte”. Shruti staves ofte Sruti eller Sruthi hovedsageligt i det sydlige Indien. Shruti er hovedbestanddelen i de hellige tekster, der omfatter hinduismens centrale kanon, og som er en af de tre vigtigste kilder til Dharma. De hellige værker omfatter en stor del af hinduismens historie, der begynder med nogle af de tidligst kendte hindutekster og slutter i den tidlige nutidige periode med de senere Upanishader. Litteraturen adskiller sig fra andre kilder til hinduistisk filosofi – især Smriti, der betyder ”husket tekst”, på grund af Shrutis rent guddommelige oprindelse. Troen på teksternes guddommelighed er særligt frem-trædende i Mimamsa-traditionen. I den indledende litteratur mener man, at den er en direkte åbenbaring af ”kosmiske lyd og sandhed”, der blev hørt af de gamle Rishier (vismænd), som derefter oversatte det, de havde hørt, til noget forståeligt for mennesker. Shruti og Smriti repræsenterer en kategori af tekster, der bruges til at sammenfatte hinduistisk filosofi. Men de afspejler hver især en særlig relation, man kan få til materialet. Shruti betragtes udelukkende som tekster af guddommelig oprindelse. På grund af den guddommelige kilde, er de bevaret som en helhed i stedet for vers for vers. Smriti indeholder al den viden, der er blevet fortolket og nedskrevet på grundlag af Shruti, allerede da det blevet modtaget af de oplyste Rishier. Med andre ord er Smriti ikke af guddommelig oprindelse, men er ”husket tekst”, som Rishierne overleverede til deres tilhængere, og som blev videregivet af dem. I nogle af Smriti-teksterne bliver man mindet om den guddommelige natur i Shruti-teksterne, for hvis der er interessekonflikter mellem de to, vil Shruti altid underkende Smriti. (Se også Dharma, Rishi og Smriti).

Shu
(Egyptologi). Øverst i de gamle egypteres gudehierarki bestod af triaden Atum, Ptah og Khnum, som tilsammen var symbol på Den Ene. Triaden manifesterede lyset, som bestod af triaden Ra (Solen), og Ras ”børn” var guden Shu (atmosfæren) og gudinden Tefnut (fugtigheden). Åndsviden-skaben fortolker desuden Shu og Tefnut som solenergi eller lys, der kan opdeles i henholdsvis lys som bølge (Shu) og lys som partikel (Tefnut) samt Ra som syntesen af lysets bølger og lysets partikel. Alt i manifestationen rummer tre aspekter i sin natur: Liv, stof og bevidsthed – eller en fader, en moder og en søn. Det samme gælder Ra, Shu og Tefnut. Naturvidenskaben bekræfter, at lys ikke bare er lys, for lyset er dualt. Lyset opfører sig både som en elektromagnetisk bølge, og som en lyspartikel – dvs. som stof. Det gamle Egyptens vismænd kendte lysets trefoldighed, og symboliserede lysets udstrålende energi – den maskuline, udstrålende livskraft – med gudesønnen Shu. Han repræsenterede lyset som elektromagnetisk bølge. Modergudinden Tefnut var lysets formside – altså den feminine, livsform. Hun var lyset som partikel. (Se også Maat, Ra og Tefnut).

Shudra
(Sanskrit). Shudra er betegnelsen for de kasteløse, der er Indiens laveste samfundsklasse. Den består af arbejdere og tjenestefolk. Samfundet var tidligere opdelt i fire Varnaer eller Chaturvarna, og Shudra var den fjerde Varna iflg. Purusha Sukta i Rig Veda. De øvrige tre Varnaer var: 1) Braminer-kasten (præsterne). 2) Kshatriya-kasten (konger, guvernører og soldater). 3) Vaishya-kasten (landmænd, kvægavlere, hyrder, håndværkere og købmænd). Iflg. de gamle tekster, udførte Shudra-kasten funktioner for de tre andre Varnaer. Varna-systemet blev for usmidigt i den sene vediske periode, og i nutidens indiske samfund, har regeringen ved lov afskaffet forskellene mellem de forskellige kaster. (Se også Varna).

Shukra
(Sanskrit). Shukra er navnet på planeten Venus. Shukra Sukra betyder ”klar”, ”rene” eller ”lysende klarhed”. Det er navnet på Bhrigus søn, der var lærer for Daityaerne og guru for Asuraerne, og Shukra identificeres med planeten Venus. (Se også Asura og Daitya).

Shunya
(Sanskrit). Shunya, Sunyata eller Sunnata på pali oversættes sædvanligvis med ”tomhed” eller ”intethed”, men i buddhismen menes der en tomhed, der potentielt rummer alt, eller den ubegrænsethed, der eksisterede før det skabte. Skabelsen er udtryk for, at det ubegrænsede skaber en begrænsning, som kaldes Universet. Det tidløse skaber tiden, det rumløse skaber rummet, det formløse skaber formerne, og det evige manifesterer det forgængelige. Shunya kan derfor kaldes fravær af alle skabte fænomener i Universet. Shunya er et supplement til de buddhistiske begreber Anatman og Anatta (pali), der kan oversættes med ”ikke-selv”. I Shunya-yoga arbejdes der med udvidelse af bevidstheden og frihed fra alle årsager til lidelse, som stammer fra identifikation med former og fænomener. Den første fase i Shunya-yoga involverer rensning af tankesindets og kroppens energier, og fasen er en forberedelse til meditation. Meditation er en proces, hvor aktiviteten i tankesindet falder til ro, og samtidig får man indsigt i psykens funktioner. Når tankesindets sø er blevet stille, når overfladen er spejlblank og uden den mindste krusning fra tankestrømme, ser man direkte ind det, der befinder sig hinsides tankesindet. Man erfarer selve kernen, i den man er. Herinde er der tidløshed og grænseløshed. Der er ingen begyndelse og slutning – ingen fødsel og død. Det er en bevidsthedstilstand, hvor den individuelle bevidsthed smelter sammen med det uendelige. Efter erkendelsen af altings enhed (Nirvikalpa Samadhi), begynder den sidste fase af Shunya-yoga. Indsigten skal integreres i dagligdagen, for der findes ingen frihed uden for livet, og der findes heller ikke liv uden frihed. Udviklingsvejen forsvinder sporløst, og livet bliver et ubesværet udtryk for menneskets sande natur, fordi det fungerer i et direkte fællesskab med hele eksistensen. Det er den tilstand, som buddhisterne kalder Sahaja Samadhi – spontan oplysning. (Se også Agni, Bhumi, Jala, Panchamahabhuta og Vayu).

Siddha
(Sanskrit). Siddha betyder ”de fuldkomne”, og ordet henviser til yogier, der er nået til et fuldkomment stadie. Siddhaerne er befriede sjæle, for de har afsluttet cyklusserne af fødsel og død. De har nået en ultimativ tilstand af frihed, for de har ingen karma, og at de skaber ikke ny karma. Det er en tilstand af ægte frihed, som kaldes Moksha. De har ingen lidenskaber, og derfor er de fri for alle fristelser. Siddhaer er mennesker, der ikke har fysiske legemer, for de er sjæle i den reneste form. I Jain-kosmologien befinder Siddhaerne sig i Siddhashila, der ligger på toppen af Universet. I hinduistisk kosmologi er Siddhaloka en subtil verden (Loka), hvor fuldkomne skabninger befinder sig, og de er udstyret med de otte primære Siddhier (psykiske evner) ved fødslen. (Se også Loka, Moksha og Siddhi).

Siddha Yoni Asana
(Sanskrit). Yoni betyder ”livmoder” eller ”kilde”. Siddha Yoni Asana er betegnelsen for den kvindelige variant af meditationsstillingen Siddhasana. I Siddha Yoni Asana presses hælen mod indgangen til vagina. Øvelsen udføres ved, at man sidder på gulvet med benene strakt frem foran sig. Herefter bøjes højre ben, og fodsålen på højre fod anbringes, så den er i kontakt med indersiden af venstre lår. Tilpas højre hæls stilling, så den presser ind mod forsiden af vagina – de store kønslæber (labia majora). Juster kropstillingen, indtil stillingen føles komfortabel, men samtidig skal presset fra højre hæl kunne føles. Bøj derefter venstre ben og placer venstre fod på toppen af højre læg. Skub forsigtigt tæerne på venstre fod ind i mellemrummet mellem højre læg og lår. Træk tæerne på højre fod opad ind i mellemrummet mellem venstre læg og lår. Juster kropsstillingen, indtil stillingen føles komfortabel. Sørg for, at knæene er solidt plantet på gulvet. Sørg for at ryg og hoved holdes lige. Luk øjnene og forestil dig, at kroppen sidder fast i jorden, som om den var et træ med dybe rødder. Siddha Yoni Asana er en stilling, der stimulerer Mooladhara-chakra. Stillingen anbefales til kvinder, fordi Mooladhara-chakra er placeret lidt anderledes end hos mænd. Chakraet har direkte indflydelse på det kvindelige reproduktive system. Det hjælper udøveren til at få kontrol over de neuropsykiske impulser, der er forbundet med Mooladhara-chakra og de fysiske kønsorganer. (Se også Mooladhara-chakra og Siddhansana).

Siddhartha
(Sanskrit). Siddhasana er en siddende meditationsstilling, hvor hælen presses mod mellemkødet for at stimulere Mooladhara-chakra. Stillingen kaldes også ”mesterens stilling” eller ”den perfekte stilling”. Når man sidder i stillingen, skal man ikke presse eller tvinge kroppen. Man skal være opmærksom på de følelser, som kropsholdning skaber i forskellige dele af kroppen. Tankesindet skal følge kroppens bevægelser. Man sætter venstre hæl ved anus, og højre hæl placeres ved roden af kønsdelene. Knæene skal hvile på gulvet, og hælene hviler på hinanden. Hænderne kan placeres på knæene. Øvelsen hjælper med at skabe koncentration og klarhed i sindet og den forbedrer hukommelsen og fordøjelsen. (Se også Mooladhara-chakra og Siddha Yoni Asana).

Siddhasana
(Sanskrit). Siddhasana er en siddende meditationsstilling, hvor hælen presses mod mellemkødet (og stimulerer mooladhara chakra). Denne stilling kaldes også mesterens stilling eller "den perfekte stilling".

Siddhi
(Sanskrit). Siddhi er betegnelsen for metafysiske eller paranormale evner. Der er to slags Siddhi – de lavere, grovere psykiske og mentale evner, og den højere udvikling af de åndelige evner. Siddhi hedder Iddhi på pali. Videnskaben om Siddhier eller psykiske sanser og kræfter, har været kendt i hele verden i tusindvis af år. Evnerne kan udvikles naturligt, ved at praktisere bestemte teknikker, eller i samarbejde med en kyndig guru. (Se også Siddha).

Sila
(Sanskrit). Sila oversættes sædvanligvis med ”moral”, og i buddhismen er Sila en af tre teknikker på den ædle ottefoldige vej. Sila er en adfærdskodeks, der forpligter til harmoni og selvbeherskelse baseret på princippet om ikke-vold eller frihed fra at forårsage skade. Sila beskrives ofte med ord som ”dyd”, ”etik”, ”moral”, ”disciplin” og ”påbud”, men Sila er først og fremmest en indre, bevidst og integreret etisk adfærd, der er i overensstemmelse med den forpligtelse, man påtog sig, da man valgte discipelskabets vej. Sila er derfor et indre etisk kompas, der ikke umiddelbart kan oversættes med nutidens begreber ”dyd” eller ”moral”, som primært hentyder til lydighed, ydre pligter, overholdelse af regler og forventet adfærd. Sila er forbundet med et andet sanskritord, Samadhana, som betyder ”harmoni” eller ”koordinering”. Sila henviser også til en helhjertet holdning til alt, hvad der er sundt og godt. To aspekter af Sila er afgørende for disciplens uddannelse: Caritta – rigtige valg, og Varitta – rigtige fravalg. Respekt for de forskrifter, der kræves iflg. Sila, betragtes som Mahadana – dvs. en ”stor gave” til andre, fordi det skaber en atmosfære af tillid, respekt og sikkerhed. Det betyder, at man ikke udgør nogen trussel mod et andet menneskes liv, ejendom, familie, rettigheder eller velfærd.

Silabbataparamasa
(Sanskrit). Silabbataparamasa betyder ”overtro”, men generelt henviser Silabbataparamasa til accept af og deltagelse i forkerte ritualer og ceremonier. At tro, at en forkert praksis er en rigtig praksis kaldes Silabbataparamasa, for det medfører, at man tror, opretholder eller direkte støtter en forkert tro i praksis. Iflg. Buddhas lære er den ottefoldige ædle vej den rigtige, og det vil være forkert at vælge og praktisere en anden udviklingsvej. (Se også Ashtanga yoga og Benares-talen).

Sind
Udover evnen til at føle (Kama) er tænkeevnen en af sindets egenskaber, som er identisk med Manas. Manas oversættes hyppigst ved ”tanke”, ”tænkning”, ”tænker” o.l., men udover selve tænkeevnen omfatter Manas både selvopfattelsen og forestillingsevnen, og derfor er menneskets tænkeevne ikke en dækkende betegnelse. I åndsvidenskaben bruges ordet sind ofte som udtryk for både tanker og følelser, mens tankesind henviser til den del af sindet, man tænker med.

Sinuhe
(Egyptologi). Fortællingen om Sinuhe, der blev forfattet i Mellemste Rige, var i særlig grad populær i det gamle Egypten – selv 800 år efter fortællingens første udgivelse. Elever hos de egyptiske skrivere kopierede eksempelvis passager fra historien om Sinuhe. Fortællingen fortjente tilsyneladende den store berømmelse, for Rudyard Kipling udtalte engang, at historien hører til blandt verdenslitteraturens mesterstykker. Sinuhe er en biografi om en egypter ved faraos hof under Amenemhet I. Sinuhe flygtede fra Egypten i forbindelse med faraoens død af frygt for at blive indblandet i de politiske problemer, som han forventede ville opstå i forbindelse med arvefølgen. Sinuhe rejste gennem Deltaet, og det lykkedes ham at narre vagterne ved grænsen. Han fortsatte over landtangen ved Suez og videre ind i ørkenen, hvor han næsten døde af tørst. Men beduinerne fandt ham. De tog sig af ham, og de blev hans venner. Han rejste med dem rundt i ørkenen, stiftede familie og blev til sidst stammens leder. Men han kunne ikke glemme sit hjemland. Han fik hjemve, og da et dekret benådede ham, vendte han hjem til den nye farao, Sesostris I.

Sirshasana
(Sanskrit). Sirshasana stammer fra ”shirsha”, der betyder ”hoved”, og ”asana”, der betyder ”stilling”. Sirshasana er en yogastilling, der kaldes ”hovedstilling” eller ”hovedstand”. I Sirshasana står man på hovedet, og kroppen holdes strakt og oprejst støttet af underarmene og balancerende på issen på toppen af hovedet. Sirshasana betragtes som en af de vigtigste yogastillinger. Sirshasana kaldes yoga-stillingernes ”konge”, for hovedstand er angiveligt en ”kur mod alle sygdomme”. Sirshasana gavner de endokrine kirtler og fordøjelsessystemet. Den hjælper med at pumpe blodet hurtigt til hjertet og forbedrer strømmen af væsker gennem lymfesystemets kanaler. Den hjælper desuden kroppen til effektiv optagelse af næringsstoffer og fjernelse af affald. Øvelsen udføres ved at man folder et tæppe og dannet et blødt men alligevel fast underlag. Herefter sidder man på knæ, og man laver en fingerlås ved at flette fingrene. Hænderne med de flettede fingre anbringes på underlaget og toppen af hovedet placeres mellem hænderne i fingerlåsen. Begge ben løftes langsomt indtil de står lodret. Stillingen holdes så længe, det er muligt – gerne i 5-10 minutter. Man kan lære øvelsen ved i begyndelsen at øve den op ad en væg og evt. ved at få hjælp af en ven, indtil man lærer at holde balancen.

Sjakal
(Egyptologi). Sjakalen er det symbolske udtryk for den egyptiske gud Anubis, der ses over alt og i alle tider i Egyptens lange udvikling. Den virkelige sjakal findes ikke i Egypten, og derfor har zoologer valgt at acceptere en populær teori, og har valgt at kalde de omstrejfende hunde for ”egyptiske sjakaler” – altså dyr, der minder om ulve. Den egyptiske ”sjakal” har lange, spidse ører og snude, smidig krop og en busket hale. Hundene er mere eller mindre en udgave af ”canis lupaster”, der tidligere var mere almindelig. Egyptiske tekster beskriver den vilde hunds hurtighed, når den ”løber på lette poter på udkig efter rov, og den kan løbe rundt om Jorden på et minut”. De vilde hunde levede på grænsen mellem den tørre, livløse ørken og den frodige, grønne Nildal, og hundene levede derfor symbolsk på grænsen mellem livet og døden. Anubis og sjakalen blev derfor balsameringens herre, der herskede over dødsprocessen og overgangen til livet efter livet. Det fysiske liv er en skole, og livets mange kriser og prøver er opgaver, der skal løses på menneskets lange udviklingsvej i livenes løb. Livets prøver er små indvielser, på samme måde som døden er den store indvielse. Derfor var Anubis også indvielsernes gud, og det var hierofanter i gudens skikkelse og udstyret med sorte sjakalmasker, der varetog indvielsesprøverne i tempeluddannelsen. Og derfor kaldte de gamle egyptere Anubis for ”vejens åbner”. (Se også Anubis og Hierofant).

Sjisjak
Se Seshonq.

Sjæl
Sjælen har mange betegnelser i åndsvidenskabelig litteratur. Overordnet kan man sige, at sjælen er menneskets bevidsthed. Mennesket er en sjæl, og derfor er mennesket bevidsthed. Man skelner imidlertid mellem den guddommelige sjæl på sjælsplanet eller kausalplanet (mentalplanets tre øverste underplaner) og den inkarnerede sjæl og bevidsthed i personligheden. Sjælen på kausalplanet lever frigjort fra livet i de tre lavere verdener (den fysiske, astrale og mentale verden), mens den inkarnerede sjæl er indhyllet i og begrænset af legemerne i de tre verdener. Den del af sjælen, der er forankret i hjernen og fungerer via nervesystemet, er ofte uvidende om sin guddommelige oprindelse, fordi det fysiske, astrale og mentale legeme, som den er inkarneret i, begrænser bevidstheden. Videnskaben om sjælskontakt (meditation) er netop en bestræbelse på at løfte vibrationerne i de tre legemer, og på den måde kan der skabes en direkte forbindelse mellem sjælen på kausalplanet og sjælen i personligheden. I åndsvidenskaben kaldes ”det højere selv” – den udødelige del – for Atma-Buddhi i forbindelse med sjælen eller højere Manas. ”Det lavere selv” – den dødelige del – kaldes Kama-Manas og sættes i forbindelse med de lavere principper. Sjælen reinkarnerer igen og igen i skiftende personligheder for at udvikle bevidstheden, og for at den kan manifestere kærlighed og visdom i de tre lavere verdener og bidrage til at føre den guddommelige plan for menneskeheden og Jorden ud i livet. En række synonymer er blevet brugt som betegnelse for sjælen, og de antyder nogle af sjælens kendetegn og kvaliteter: Sjælen, egoet, selvet, det ene selv, det højere selv, det åndelige selv, den ene, den indre hersker, den indre gud, den indre virkelighed, den guddommelige indre hersker, den indre åndelige sol, den guddommelige beboer, mesteren i hjertet, den iboende flamme, den indre Kristus, Kristusprincippet, Kristusbevidstheden, individualiteten, den guddommelige realitet, det virkelige menneske, tænkeren, den åndelige tænker, solenglen, englen, nærværelsens engel, juvelen, Faderens søn, åndens flamme, det udviklende punkt, tankens søn, det midterste princip, trianglerne, lederen, den observerende enhed, iagttageren, tilskueren, den guddommelige modtager, vogteren, fortolkeren. (Se også Atma, Atma-Buddhi-Manas, Kama, Kausallegeme, Manas, Sjælens tempel og Solenglen).

Sjælens tempel
Sjælens tempel eller kausallegemet er − set fra det fysiske plan − ikke noget legeme, hverken subjektivt eller objektivt. Ikke desto mindre er det centret for sjælens bevidsthed, og det er skabt af forbindelsen mellem Buddhi og Manas. Kausallegemet er relativt permanent og består igennem inkarnationernes meget lange cyklus. Det opløses først efter 4. indvielse, når der for menneskets vedkommende ikke længere er behov for flere inkarnationer. Med den rigtige forståelse af begrebet sjælen i kausallegemet kommer evnen til at arbejde videnskabeligt med sin egen udvikling og bidrage konstruktivt til andre sjæles udvikling. I forbindelse med kausallegemet beskæftiger man sig direkte med en såkaldt solengels manifestationsredskab − en solengel eller -deva, som er kausallegemet, og som er ved at opbygge, forbedre og forstørre det, og dermed i en mindre målestok afspejler Logos’ arbejde på sit eget plan. (Se også Kausallegeme og Solenglen).

Skabelsen
Skabelse i den betydning, som den kristne kirke tillægger ordet, er en skabelse af noget ud af intet. Udlægningen anerkendes ikke af åndsvidenskaben. Ingen ”skabelse” er opstået af intet. Al skabelse har fundet sted som en udstråling fra noget, der allerede eksisterede – eller som en objektiv opbygning ved hjælp af subjektivt materiale.

Skaller
Se Skygger.

Skandha
(Sanskrit). Skandha er betegnelsen for en gruppe egenskaber. Skandha-kræfter er kræfterne i menneskets personlighed – den forgængelige del af mennesket. Eksoterisk er der fem, men esoterisk er der syv, som i buddhismen udgør et menneskes forgængelige personlighed. Det bekræftes af mesteren Koot Hoomi i Mahatma Brevene til A.P. Sinnett, hvor han oplyser, at der ikke er fem Skandhaer men syv. Skandhaerne omfatter de fem traditionelle i buddhismen, som er: Namarupa (navn og form), som indebærer identifikation med det aspekt af mennesket, der er legemliggjort. Vedana (følelser). Sanjna (sanseindtryk). Samskara (vanemønstre, tendenser, karaktersærheder). Vijnana (selvskabt bevidsthed). Yderligere to unavngivne Skandhaer er ansvarlige for illusionen om Sakkayaditthi – ”individualitetens illusion” og Attavada – ”læren om sjælen”, som begge (i tilfælde af det femte princip, sjælen) medfører Maya og troen på, at fysiske ritualer og ceremonier som bøn og forbøn har en effekt. (Se også Attavada, Namarupa, Sakkayaditthi, Sanjna, Samskara, Vedana og Vijnana).

Skarabæ
Se Khepera.

Skelneevne
Skelneevne er et udtryk, der ofte bruges i åndsvidenskaben, og med det menes der evnen til at iagttage og skelne forskelligheder ved modsætningernes par − godt og dårligt − form og liv − ånd og stof − sjæl og personlighed osv. Skelneevne er evnen til at afveje enhver omstændighed, handling eller begivenhed med det formål at forstå formålet og det bagvedliggende motiv og på dette grundlag at foretage et rigtigt valg.

Skildpadden
Se Kurmasana.

Skinfaxi
Se Alswider.

Skolastik
(Græsk). Skolastik stammer fra ”skolastikos”, der betyder ”det, der tilhører skolerne” – på latin ”schola”. Skolerne er de universiteter, der opstod pga. de intellektuelle meningsforskelle mellem den latinske og arabiske verden omkring 1100-tallet. Skolastikken er ikke en filosofi, men en analyseteknik. Den blev brugt af mange filosofiske retninger, f.eks. realismen, nominalismen, aristotelismen, timæansk platonisme osv. Metodens tese-antitese-syntese-system er en udmærket metode til at skabe overensstemmelse mellem forskellige synspunkter. Metoden repræsenterede et stort fremskridt i forhold til tidligere tiders abstraktionsniveau, eksempelvis i den angelsaksiske klosterkultur, der primært koncentrerede sig om at bevare viden fra det forfald, som den græsktalende verdens centralisme havde medført. Skolastikken inkluderede bl.a. brugen af et specialiseret fagsprog, skolastisk latin. Skolastik er derfor også et syn på teologien i middelalderen, sådan som den blev opfattet af mennesker, der arbejdede uden for klostrene – ofte på universiteterne. Skolastikerne beskæftiger sig med videnskab. De forsøgte at forene kirkens dogmer i et sammenhængende system. De anlagde en upartisk og objektiv holdning og anvendte logik, debat og spekulation. Skolastik er en sammenfatning af de politiske, sociale, økonomiske og filosofiske anskuelser, der var fremherskende i Vesteuropa i tiden fra middelalderen. Skolastiske anskuelser gennemgik med tiden en omfattende udvikling, hvor de gradvist frigjorde sig fra deres oprindelige udgangspunkter: Bibelen og de klassiske græske filosoffer, først og fremmest Aristoteles.

Skorpion
(Egyptologi). Den typiske præsentation af det farlige kryb er en af de ældst kendte hieroglyffer. Den blev anvendt til at skrive navnet på den før-dynastiske hersker ”Kong Skorpion”. Man ved, at skorpioner var udbredt i Egypten og hele Afrika, hvor de skjulte sig under sten og klipper i ørkenen. De udsøger sig ikke et offer, som de kan angribe, men forsvarer sig, hvis man er ved at træde på dem eller forsøger at fange dem. I det gamle Egypten blev skorpionen – ligesom slangen – betragtet som en guddommelig skabning. Skorpionen blev navnlig forbundet med gudinden Selket eller Selkit, som grundlæggende var et menneskekærligt væsen, fordi hun gav magten over sine fysiske manifestationer til Selket-præsterne, der var en betegnelse for healere. I gravinskriptioner blev billedet af den harmløse ”vandskorpion” og alle andre typer af den gule skorpion erstattet med gudinden. (Se også Selket).

Skrivemedium
Et skrivemedium er i stand til at lade usynlige åndelige skabninger overtage kontrollen over armen og hånden og føre et skriveredskab og på den måde nedskrive budskaber eller lave tegninger som en automatfunktion. Det er vanskeligt at afgøre, om evnen skyldes kræfter i mediet eller uden for mediet, men fordi nogle skrivemedier er i stand til med stor hastighed at udføre ”spejlskrift”, som kun kan læses ved hjælp af et spejl, ved man, at det umuligt kan udføres på almindelig vis.

Skriver
(Egyptologi). Egypten blev styret ved hjælp af papirarbejde, og det var skriverne, der styrede det omfattende bureaukrati – og i Egypten var bureaukraten en sand mester. Det gentages igen og igen på papyri: ”Det er skriverne, der påligner skatterne i Øvre- og Nedre-Egypten, og det er skriverne, der opkræver dem. Det er skriverne, der holder regnskab med alt. Hærene er afhængige af skriverne. Det er skriverne, der varetager forarbejdet for faraoen i alle sager og styrer livets gang for den menige egypter. Det er skriverne, der bestemmer over hele landet, og alt er under skrivernes kontrol”. Skrivernes profession var den vigtigste af alle professioner i det gamle Egypten. At arbejde som blev udført af skrivere, blev betragtet som en ære. I Gamle Rige havde prinserne retten til at lade statuer fremstille af sig selv, og de lod sig ofte præsenterede som skrivere. Skriverne havde mange fordele. F.eks.: ”Som arbejder med skriftlige dokumenter er en skriver fritaget fra at betale skat”. Skriverne var fritaget for al anden form for arbejde. ”Skriverne skulle ikke bruge en hakke eller bære en kurv eller bruge en åre.” Det egyptiske ord for ”skriver” betyder reelt ”den, som skriver”. Alle skrivere havde den samme skytsgud − visdomsguden Tehuti (græsk: Thoth) – ”den himmelske skriver”. (Se også Thoth).

Skulderstand
Se Kandharasana.

Skyggens symbolik
(Egyptologi). Mennesket har en ”skygge” eller en ”dobbeltgænger”, som de gamle egyptere kaldte ”Ka”. Åndsvidenskaben oplyser, at ”Ka” er astrallegemet – menneskets følelseslegeme. Egypterne fortalte, at man kunne forlade graven eller mumien i sin ”Ka” og bevæge sig omkring. Det lyder logisk, for det er det samme mennesket gør om natten under søvnen eller efter den fysiske død. Frigjort fra det fysiske legeme bevæger menneskets sig frit omkring på astralplanet i sit astrallegeme. Gudinden Nephthys er en billedliggørelse af menneskets astrallegeme, og hun er astralplanets gudinde. Det betyder, at hun også symboliserer astralplanet. Vendingen ”at gå til sin Ka” betød ”at dø”, for mennesket forlod sit fysisk-æteriske legeme og var i stedet levende og aktivt til stede sit astrallegeme. Statuerne af døde mennesker, som blev begravet i mastabaerne, blev kaldt ”Ka-statuer”. Begravelsesritualet var henvendt til den afdødes ”Ka”, men et levende menneske kunne også opleve ”sin Ka” blive ophøjet af faraoen.

Skygger
Åndsvidenskaben oplyser, at når en afdød har sluttet sit ophold på astralplanet (dvs. dør den astrale død), efterlader den afdøde en ”skygge” – dvs. astrallegemet, der er belivet af Kama-Manas (en blanding af tanker og følelser). Skyggen eller det astrale lig har en slags bevidsthed dog uden intelligens – en form for instinkt uden samvittighed og fornuft. Skyggens livskraft er stærkest, når den har tilhørt et menneske, der har udviklet den primitive side af sin natur og forsømt den intellektuelle og åndelige. Det er især den slags astrale former, der optræder som ”spøgelser” ved spiritistiske materialisationsseancer. Lidt efter lidt forlader livskraften skyggerne, og herefter kaldes de ”skaller” – som nu er tomme astrallig, som efterhånden fuldstændigt disintegreres og opløses. Ordet ”skygger” bruges nogle gange om de afdøde, og deres endnu ikke opløste æterlegemer, der kan optræde som kirkegårdsspøgelser for mennesker med æterisk syn.

Skytsengel
Se Skytsånd.

Skytsånd
Iflg. åndsvidenskaben har hvert menneske i inkarnation en skytsånd, som forsøger at hjælpe og vejlede det inkarnerede menneske. Skytsånden kan dog ikke forhindre resultatet af den karma, som mennesket selv har skabt, og som det derfor skal konfrontere. Skytsånden er en deva, som har til opgave at fremme det pågældende menneskes udvikling bedst muligt. Skytsånden er ikke i stand til at kommunikere direkte med det menneske, den er knyttet til, men overfører udelukkende impulser og tilskyndelser, der kan opfattes som en ubevidst trang uden nogen logisk begrundelse.

Skæggets symbolik
(Egyptologi). Allerede på kong Khufus (Cheops) tid lod egyptere af adelsfamilie sig afbilde med fine voksbehandlede overskæg. Men når håndværkerne fremstillede en hyrde eller en fisker, blev den sociale klasse fremstillet med skægstubbe på kinderne for at vise deres lave status, for et ansigt på en egypter af god familie skulle altid vises med glatragede kinder. I Memphis havde faraoens barber en høj position, og en inskription fortæller om barberens hårde arbejdsdag. Kun ved særlige anledninger var det anerkendt at man viste sig ubarberet – f.eks. i forbindelse med sorg og ved afrejsen til et fremmed land. Beviset findes i reliefferne, hvor faraoen vises med sortplettede kinder. Men på grundlag af det kan man ikke konkludere, at skægget ikke var et symbol på maskulinitet. Tværtimod blev guderne hyldet for ”skæg, der var som lapis-lazuli” – og reliefferne viser guderne med et langt, smalt, flettet skæg, som med snore var bundet til de glatbarberede kinder. De såkaldt ”falske skæg” var symbol på visdom og metafysiske evner. Ved bestemte lejligheder blev skægget båret af faraoen – sandsynligvis bl.a. i forbindelse med domsafsigelser.

Skærsild
Se Kama-Loka.

Slangeilden
Se Kundalini.

Slangestillingen
Se Bhujangasana og Kutilangasana.

Smedens blæsebælg
Se Bhastrika Pranayama.

Smriti
(Sanskrit). Smriti betyder ”husket tekst”, og ordet refererer til et specifikt helligt værk blandt de hinduistiske religiøse skrifter, som indgår i hinduistisk lov. Smriti-teksterne betragtes som sekundære i forhold til Shruti-teksterne, der betragtes som direkte guddommelige budskaber, hvorimod Smriti-teksterne er Rishiernes (vismændenes) fortolkninger af de guddommelige Shruti-tekster. Litteraturen, der omfatter Smriti-teksterne blev skabt efter Vedaerne ca. 500 f.Kr. Smriti-teksterne omhandler traditionen i den forstand, at den beskriver traditionens regler for Dharma – især reglerne for lovlydige og moralske mennesker. Man kan forstå Smriti ved at se på de traditionelle tekster, som f.eks. Ramayana, hvor traditionens hovedpersoner fremstilles som udtryk for streng overholdelse af Dharma. Det skal imidlertid forstås som erfaringer snarere end at gøre eller ikke-gøre. (Se også Dharma og Shruti).

Smykker
(Egyptologi). De få faraoniske grave, der er fundet intakte, har været fyldt med smykker og juveler af overvældende skønhed og værdi. Gravudstyret i de første faraoners grave – eksempelvis Djer ved Abydos og Sekhemket ved Sakkara – indeholdt særdeles smukke genstande. Hvis man går tilbage i tiden til Gamle Rige, kan man nævne dronning Hetspheres – kong Khufus moder – og adskillige grave ved Giza og Mahasna, hvor man har fundet armbånd, kraver, halsbånd af rent guld, dekoreret med elfenben, ametyst og turkis. Der er tale om imponerende mesterværker, der bevidner guldsmedenes enestående dygtighed og udsøgte smag. I Mellemste Rige viser gravfund fra bl.a. prinsesse Illahuns grav i Dashur, smykker, der er kunstfærdigt udført med små hule guld- og karneolperler, og diademer, der må betegnes som udsøgt delikate. I fundet var der smukke, feminine kæder med guldbelagte perler, ringe, brystsmykker og -plader. Det var i en periode, hvor guldsmede fra Byblos (nutidens Libanon) forsøgte at efterligne den egyptiske smykkekunst og med en vis succes. I Ny Rige og tiden derefter efterlod egypterne en fantastisk smykkesamling. Der kan nævnes fund fra dronning Aahotep, Tutankhamon, smykkefundene fra Serapeum, dronning Tausert og de kongelige grave ved Tanis – alle afslørede de en forfinet smykkekunst og en enestående teknisk kunnen. I de senere perioder under Ramses-faraonerne og de etiopiske konger fik smykkekunsten en mere barok tyngde med fokusering på indlagt glas og fajance og malede imitationer i overflod. Øreringe dukkede op i Ny Rige, og runde ringe med store skråslibninger blev populære i Saite-tiden. Guldsmede, der har studeret datidens smykker, udtrykker stor beundring for deres kolleger fra den fjerne fortid, og de gamle teknikker er blevet genskabt ved hjælp af reliefferne i templer og grave, hvor egypterne forevigede metoderne til smeltning, støbning, lodning og hamring (bladguld helt ned til en tykkelse på 1/200 mm), og de efterfølgende dekorationsprocesser: Ciselering, gravering, forgyldning ved hjælp af tryk, prægning (med ophøjet præg), indlægning, anvendelse af granulering eller filigran, polering og farvelægning.

Snofru
(Egyptologi). Snofru var den første farao i 4. dynasti (ca. 2575-2551 f.Kr.). Egyptologerne mener, at det var Snofru, der byggede to af pyramiderne i Dashur, fordi en tekst taler om ”dobbeltbyen med Snofrus to pyramider”. Men desuden sættes hans navn i forbindelse med pyramiden i Meidum. At der findes tre pyramider, som alle iflg. den accepterede teori om, at pyramider er kongegrave, som i dette tilfælde skulle være bygget til én og samme farao, skaber forklaringsproblemer. Nye teorier om alderen på Giza-pyramiderne, der sandsynligvis er væsentligt ældre end antaget, skaber også problemer for teorien om Snofru og ”hans” tre pyramider, for pyramiderne i Giza og Dashur m.fl. er tilsyneladende jordiske kopier af henholdsvis stjernebillederne Orion og Hyaderne, og derfor må de være opført i samme tidsperiode og som et samlet projekt. Men det er i det mindste muligt at konkludere, at Snofru var en magtfuld farao. Snofru var en hersker, der er kendt for at have foretaget militærkampagner ind i Nubien og Libyen, og han omtales i litteraturen i en senere periode som ”en virkelig god konge”. Man sagde om Snofru, at han talte til sine undersåtter på en familiær måde, for han kaldte dem ”venner” eller ”kammerater”. Han blev efterfulgt af kong Khufu (som grækerne kaldte Cheops), og som iflg. egyptologernes påstand skulle være bygherre til den store pyramide ved Giza, selv om der ikke findes dokumentation for deres teori.

Snorres Edda
Se Edda.

Sobek
(Egyptologi). Sobek er det gamle Egyptens krokodillegud. For at få et indtryk af den mystiske Sobeks natur og symbolik, er det vigtigt at forstå, at krokodillen, slangen og dragen er identiske symboler. I alle myter er de udtryk for de samme arketypiske energier og kvaliteter. Både krokodillen, slangen og dragen har en dobbelt natur. De repræsenterer idéen om mørke og lys, det gode og det onde – for godt og ondt er både relative ting og hinandens forudsætning. Uden mørke var der intet lys. Oprindeligt var krybdyrene, som man nu både frygter og betragter som uhyggelige, et af de højeste og mest respekterede symboler. Krybdyr har reptilhjerner. En reptilhjerne er ikke meget andet end en fortykkelse for enden af rygsøjlen. Når man brugte krybdyr som symbol på visdom, er det naturligvis ikke krybdyrenes intelligens, der ligger til grund for symbolikken. Krybdyr har ikke en todelt hjerne som højerestående dyr og mennesket. Den todelte hjerne giver mennesket mulighed for at opleve tilværelsens dualitet. Mennesket er asymmetrisk. Den ene halvdel af ansigtet er f.eks. større end den anden. Krybdyr er symmetriske. Højre og venstre halvdel af en krokodille er fuldstændig ens. Det er en vigtig information, når man vil forstå den symbolske sammenhæng mellem slanger, krokodiller og vismænd. En vismand eller en indviet identificerer sig ikke med den duale verden. Det er et menneske, der ikke alene har indset, at der bag dualiteten er enhed – for det er selv denne enhed. På samme måde symboliserer reptilhjernen en afbalanceret bevidsthed, der ikke er opsplittet i en maskulin/feminin tænkning. I Dødebogen kaldes Osiris ”den dobbelte krokodille”. Han er det godes og det ondes princip, dagens og nattens sol, guden og det dødelige menneske. Han er derfor makrokosmos og mikrokosmos. De egyptiske indviede understreger, at krokodillens symbolik er dualistisk og repræsenterer både de højeste og de laveste principper. Slangen og krokodillen symboliserer alvisdommen og Universets højeste principper. Men alvidenhed opstår af uvidenhed. Krokodillen er Khnum (alvisdom) i slangeskikkelse, men den er også Seth (uvidenhed), som er Osiris broder og lysets skygge. Seth og krokodilleguden Sobek udtrykker grundlæggende den samme symbolik. (Se også Dødebog, Khnum, Osiris og Seth).

Soham
(Sanskrit). Soham betyder ”Jeg er Det”. Shoam rummer derfor den mystiske lære om, hvordan man identificerer sig med menneskets essens eller guddommelighed. Soham er et mantra, der anvendes i en yogameditation. Soham er åndedrættets mantra, og det repræsenterer en psykisk lyd, hvor lyden ”so” hører til indåndingen, og ”ham” hører til udåndingen. I den vediske filosofi betyder det, at identificere sig med Universet eller med den ultimative virkelighed. Det påstås, at når et barn bliver født, skriger det ”Koham” ”Koham”, og det betyder ”hvem er jeg?” Og Universet svarer Soham – ”du er Det” eller ”du er den samme som mig”. Når Soham bruges i meditation, fungerer det et naturligt mantra, der styrer vejrtrækningens rytme. Det hjælper med at opnå dyb indånding og øget koncentration. Sooooo – er indåndingslyden, som huskes i tankesindet, hver gang der åndes ind. Hammmm – er udåndingslyden, som huskes i tankesindet, hver gang der åndes ud. I både Tantra og Kriya Yoga er Soham et vigtigt mantra i forbindelse med Ajapa-mantra, Ajapa-Gayatri, Hamsa-Gayatri, Hamsa-mantra, Prana-mantra, Shri Paraprasada-mantra, Paramatma-mantra, og det bruges navnlig i meditationen Ajapa Japa og i Kriya praksis Shabda Sanchalana. (Se også Ajapa Japa og Mantra).

Sohan
Se Sotapatti.

Solar ild
I åndsvidenskaben er solar ild identisk med ”tankesindets ild” eller ”kundskabens ild” på mentalplanet. Solar ild har relation til 2. stråle.

Solar plexus chakra
Solar plexus chakraet er placeret ud for navlen foran på kroppen i det æteriske legeme, og er knyttet til solar plexus centret i den æteriske rygsøjle. Chakraet er forbundet med bugspytkirtlen, og funktionen er knyttet til følelseslivet. Solar plexus chakraet forbinder det fysiske menneske til astralplanet. Når et menneske overvejende lever via sine følelser – eksempelvis ved at opsøge situationer, hvor det får nye oplevelser, føler sig godt tilpas og modtager positiv respons – ved man, at solar plexus chakraet dominerer. (Se også Manipura-chakra).

Solbark
(Egyptologi). Da livet i tidernes morgen manifesterede sig, trådte Den Ene (Gud) ud af en tilstand af tidløshed og ubegrænsethed. Skabelsen af kosmos medførte, at en del af Den Ene blev begrænset og midlertidigt (i en manifestationsperiode) indelukket i en form (Universet) – og dermed i tidens og rummets dimension. Den Ene i formen symboliserede de gamle egyptere med solguden Ra (Solen, ånden eller livslyset) og Ras bark (Universet eller formen). Livets cykliske fødsel, død og genopstandelse blev udtrykt i døgnrytmen, og derfor viste egypterne to solbarker – morgenens bark (dagtimerne og det synlige, fysiske liv) og aftenens bark (nattetimerne og det usynlige efterliv). Det hermetiske aksiom siger: Som foroven således også forneden, som i det store således også i det små, som i det indre således også i det ydre. Det makrokosmiske princip glæder derfor også i mikrokosmos – i menneskets verden. Menneskets sjæl fødes også ind i en begrænset form (det fysiske legeme), og efter døden lever det videre i en finere form på de indre eksistensplaner, indtil det genfødes til et nyt liv og til ny periode med udvikling.

Solengel
Solengel er åndsvidenskabens betegnelse for sjælens legeme på sit eget plan – kausalplanet. Solenglen eller sjælslegemet består af højtvibrerende kausalt stof. I den esoteriske litteratur kaldes solenglen ofte ”tankens søn” eller ”tankesindets søn”. Det er intelligensprincippet, og det har mange navne i den esoteriske litteratur som f.eks. Solengel, Agnishvatta eller Kristus-princippet m.fl. (Se også Agnishvatta).

Solhilsen
Se Surya Namaskar.

Sollegeme
Se Ananda-Maya-Kosha.

Sollogos
Sollogos er åndsvidenskabens betegnelse for det liv, der gennemstrømmer solsystemet. Sollogos er solsystemets liv, kraft og bevidsthed – eller Gud. Når ordet Sollogos bruges i forbindelse med Solen, er det en generel betegnelse for Solens syv eller tolv fundamentale åndelige og bevidsthedsmæssige solkræfter, og øverst i det energimæssige solhierarki er den fysiske Sol alene en refleksion af de samlede syvfoldige kræfter. Enhver skabning i Universet – stor eller lille – er oprindeligt opstået af en fundamental åndelig enhed, som ved at udstråler sine egen karakteristiske kræfter, skaber sine Logoi. I solsystemets Sol er der syv eller tolv primære kræfter eller grundlæggende stråler, som samlet udgør Solens totalitet, og kræfterne eller strålerne er forenet i et hierarki. De syv eller tolv kræfter er Sollogos, for de udgør de verdener, der danner solsystemets eksistensplaner. På en faldende evolutionær skala kan hver af de syv eller tolv primære kræfter opdeles i syv eller tolv mindre kræfter. I de gamle civilisationer blev Solens Logoi kaldt planeternes bestyrere, og de havde hver især en primær indflydelsessfære i ”Livets Hus”, og i nutidens åndsvidenskab kaldes de for de hellige planeter. I menneskets legeme findes en parallel til Sollogos og planeternes Logoi i menneskets forskellige chakraer.

Solperiode
Solperiode er åndsvidenskabens betegnelse for den anden store udviklingskæde i menneskehedens evolution (den nuværende er den fjerde), som fandt sted på et system af syv planeter, hvor den laveste substans var astral. Systemet bestod derfor af en planet, der var dannet af astralt stof, to planeter af mentalplanets stof, to planeter af sjælsplanets (kausalplanets) substans og endelig to planeter af buddhisk substans (stof fra det intuitive plan). Menneskehedens bevidsthedsniveau var dengang på samme niveau som det liv, der besjæler planteriget i nutiden.

Solpitri
Se Agnishwatta.

Solsfære
Solsfære i spiritistisk terminologi er et udtryk for den højeste sfære af lys, som er hjemsted for højt udviklede bevidstheder.


Side : 1 2 3
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook