Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Nada
(Sanskrit). Nada betyder ”lyd”. Men Nada er den lydløse lyd eller ”stilhedens stemme”. Udtrykket Nada Brahma i Vedaerne, kan oversættes med ”Universet er lyd” eller ”alt er lyd”. Nada henviser derfor til den lydløse lyd eller stilhedens stemme, der lød før skabelsen. Lyd er manifesterende energi, og alt stof består af energi. Derfor repræsenterer alt i skabelsen en lydkvalitet. Nada er derfor identisk med Johannesevangeliet 1,1, hvor der står: ”I begyndelsen var Ordet, Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” I stedet for ”Ordet” kunne man skrive ”lyd”, for alt er energi i forskellige frekvenser eller toner. Bhagavad Gita siger, at den universelle energi – Gud – er lyden ”OM”. Nada Brahma betyder derfor, at lyden er Gud, men den er også lyden af Gud.

Nadi
(Sanskrit). Nadi stammer fra ”nad”, der betyder subtil ”flod”, ”kanal” eller ”rør”. Hvis Nadi skal udtales korrekt, skal det udtales som "NaRdi", hvor ”r” og ”d” udtalt blødt sammen. En Nadi er en psykisk nervekanal – en æterisk genpart af de fysiske nerver. Det fysiske legeme er gennemvævet af Nadier, som nerveenergierne strømmer igennem. Nadier omtales bl.a. i traditionel indisk og kinesisk medicin samt i åndsvidenskaben. Energierne i den subtile genpart af det fysiske legeme – æterlegemet – strømmer i Nadier, som forbinder de vigtige psykiske centre, der kaldes chakraer. Nadierne kan stimuleres ved hjælp af forskellige Pranayama-øvelser, bl.a. Nadi Shodhana, der indebærer skiftevis vejrtrækning gennem venstre og højre næsebor. Særligt vigtige er Nadierne Ida og Pingala (henholdsvis til venstre og til højre for rygsøjlen) og Sushumna, der befinder sig i midten af rygsøjlen. Chakraernes centre ligger langs Sushumna. Ida er hvid, den feminine kanal, der repræsenterer kulde og Månen. Nadien udgår fra Muladhara, og Ida munder ud i venstre næsebor. Ida er forbundet med floden Ganga (Ganges). Pingala er rød, den maskuline kanal, der repræsenterer varme og Solen. Nadien udgår fra Muladhara, og Pingala munder ud i højre næsebor. Pingala er forbundet med floden Yamuna. Sushumna er den centrale kanal. I Sushumna Nadi er der tre mere subtile kanaler: Vajra, Chitrini og Brahma nadi. Kundalinikraften bevæger sig opad i rygsøjlen i de tre kanaler. Kraften fra et område lige under Muladhara-chakra til Sahasrara-chakra på toppen af hovedet. Sushumna er forbundet med floden Saraswati. (Se også Centre, Chakra, Ida Nadi, Nadi, Pingala Nadi, Pranayama, Shodhana og Sushumna Nadi).

Nadi Shodhana
(Sanskrit). Nadi Shodhana stammer fra ”nadi”, der betyder subtil ”flod”, ”kanal” eller ”rør”, og ”shodhan”, der betyder ”rensning”. Nadi Shodhana er en Pranayama teknik – dvs. en åndedrætsteknik. Den afbalancerer energistrømmen i nadierne og renser energikanalerne ved at skabe et afbalanceret åndedræt gennem højre og venstre næsebor. Nadi Shodhana – kaldes også ”det søde åndedræt”, og teknikken er en enkel form for vejrtrækningsøvelse, der er egnet for både begyndere og trænede udøvere. Nadi Shodhana beroliger sindet, dæmper angst og stress, afbalancerer venstre og højre hjernehalvdel og fremmer klar tænkning. Nadi Shodhana udføres ved, at man sidder behageligt med ryggen ret og afslappede skuldre. Venstre hånd anbringes på venstre knæ med håndfladen opad. Spidserne af tommel- og pegefinger røre let ved hinanden. Spidsen af højre hånds pegefinger og langfinger anbringes mellem øjenbrynene, ringfinger og lillefinger anbringes på venstre næsebor, mens tommelfingeren placeres på højre næsebor. Ringfingeren og lillefingeren bruges til at åbne eller lukke venstre næsebor, og tommelfinger åbner eller lukker for højre næsebor. Tommelfingeren trykkes nu ned på højre næsebor, og der åndes forsigtigt ud gennem venstre næsebor. Derefter åndes der ind gennem venstre næsebor. Efter indåndingen trykkes der på venstre næsebor med ringfinger og lillefinger. Højre tommelfinger fjernes fra højre næsebor, og der åndes ud gennem højre næsebor. Træk herefter vejret ind gennem højre næsebor og udånd gennem venstre. Hermed har man afsluttet en runde af Nadi Shodhan Pranayama. Fortsæt indånding og udånding fra skiftende næsebor. I alt skal der gennemføres ni runder, hvor man skiftevis trækker vejret gennem begge næsebor. Efter hver udånding, skal man huske at trække vejret ind fra samme næsebor, som man udånder gennem. Øjnene skal holdes lukkede hele tiden, og man fortsætter med at tage lange og dybe indåndinger uden anstrengelse. Nadi Shodhan Pranayama afslapper sindet og forbereder det til meditation. Derfor anbefales det, at man laver en kort meditation efter Nadi Shodhan.

Nadver
Nadver betyder "måltid". Nadveren i den kristne kirke og nadverelementerne er i virkeligheden et gammelt ”hedensk” ritual, der tidligt blev indført i kristendommen. Oprindeligt betød nadver forening af personligheden med den indre gud – sjælen. Det var et udviklingsstadie, som man kunne opnå i mere eller mindre perfekt grad under indvielse, eller det kunne opnås af neofytter, der selv havde opbygget kraften til at skabe sjælskontakt. Indvielserne blev praktiseret i mysterieskolerne ved hjælp af ritualer, og det er symbolikken i ritualerne, som den kristne kirke kopierede. Brød og vin er ydre og synlige symboler på den indre, åndelige vilje. Brød og vin repræsenterer konkrete aspekter, der blev brugt i indvielsesceremonierne, hvor de repræsenterede symbolske kundskaber. Et eksempel er de dionysiske mysterier, hvor vin symboliserede blodet fra Bakkus eller Bacchus, og hvor blod betød liv. Bakkus repræsenterede Logos, som ”blev kød” – dvs. Logos i manifestation. Ritualet var derfor symbol på det guddommelige liv, der blev opnået i indvielsesritualet i kraft af neofyttens bevidste forening af sin personlighed eller det lavere selv med sin indre gud, sjælen eller det højere selv. Foreningen var et resultat af en selvstændig, bevidst og disciplineret indsats af personligheden. På samme måde symboliserede brød eller korn det intellektuelle aspekt af indsatsen, for intellektet blev betragtet som den åndelige energitilstrømnings ”legeme”. Grækerne havde uden tvivl kopieret ritualet fra det gamle Egyptens tempelceremonier, for i flere templer viser reliefferne offerritualer med det hellige hvide brød. Nogle egyptere bringer ofre i form af hvidt offerbrød, der var formet som toppe. Brød var et symbol på liv. Hvidt brød symboliserede livets lys. Livets lys er Gud eller det guddommelige i mennesket. Det hvide brød indgik i ritualerne på principielt samme måde som alterbrød indgår i nutidens nadver i de kristne kirker. I nogle ritualer bagte egypterne brød, der var formet som Osiris. Når man rituelt spiste et stykke af brødet, var det symbol på, at den energi og vitalitet, man på den måde indtog, er guddommelig, for alt i Universet er Gud. Universet er en tankeform, og derfor var brødet udtryk for den guddommelige tanke eller hensigt, som man forenede sig med. Da spanierne invaderede Mexico og Peru, overraskede det dem, at man havde en ceremoni, der ligner nutidens nadver til forveksling. Man spiste små kager mærket med det egyptiske (atlantiske) Tau-kors (et T-formet kors), og kagerne kaldte man ”Guds kød”. Den kristne nadver blev som sagt kopieret fra ”hedenske” ritualer. I nadveren i de protestantiske kirker er både brød og vin et symbol på den guddommelig nåde, som modtages af den troende. I den katolske kirke mener man, at brødet og vinen reelt transubstantieres på mirakuløs vis, så vinen faktisk bliver til Kristi blod, og brødet til Kristi legeme, og derfor gives bægeret med vinen ikke til kirkegængerne, men betragtes som et ritual, hvor deltagernes og menneskehedens synder i almindelighed får forsoningsgaven. De gamle ”hedenske” ritualer var baseret på idéen om, at når man drak vinen, betød det, at neofytten forenede sig med åndens vitale energi i det indre, og at brødet var et symbol på en tilsvarende forening af neofyttens tankesind med det kosmiske tankesind. Nadveren leder også tanken til Østen, for flere steder i Vedaerne refererer ”Soma” til Gud eller Ishwar, hvor der fokuseres på de kvaliteter hos Ishwar, der giver fred, lyksalighed og harmoni (eller nåde). Soma eller Haoma var en vedisk rituel drik, der havde stor betydning blandt de tidlige indo-iranere og i de efterfølgende vediske og store persiske kulturer. Soma nævnes ofte i Rig-Veda, og Soma-saften var en trancedrik, som blev brugt i tempelritualerne. Drikken havde angiveligt okkulte og mystiske egenskaber, men det var kun de indviede præster, der kendte opskriften. (Se også Bakkus, Soma og Transsubstantiation).

Naga
(Sanskrit). Naga betyder ”slange”. Oldtidens indviede blev kaldt ”nagaer” og ”slanger”. Både de hinduistiske og de tibetanske mestre var ”slanger” eller ”nagaer”. I Egypten hed de "najaer". Det var menneskelige slanger – ikke krybdyr. I alle samfund i alle tider finder man legender om slangetro. Man fortæller om slangernes åndsevner og store visdom, og det siges bl.a., at slanger har et hypnotiserende blik. I nogle legender fortælles det, at en slange var som en troldmand, der med sit blik kunne fastholde og tryllebinde. Symbolikken er nem at forstå. Datidens indviede mestre havde en magnetisme eller fascinerende indflydelse, der kunne tryllebinde disciplenes opmærksomhed og fastholde deres fokusering. I datidens mysteriekulter kaldte både Egyptens og Babylons hierofanter sig som ”slangegudens sønner” eller ”dragens sønner”, og druiderne i de keltiske egne kaldte sig også for slanger. ”Jeg er en slange – jeg er en druide”, som udtryk for, at de var indviede. Slangen symboliserer begyndelsen og slutningen – og naturligvis også udviklingsprocessen der imellem. Slangen har altid været symbol på den cykliske forandring og vækst, og dermed på tiden og evigheden. Alt i Universet gennemgår en evig, cyklisk selvfornyelse, som slangen symboliserer med sit hamskifte. Oprindeligt var krybdyrene, som man nu både frygter og betragter som uhyggelige, et af de højeste og mest respekterede symboler. Krybdyr har reptilhjerner, og en reptilhjerne er ikke meget andet end en fortykkelse på enden af rygsøjlen. Når man brugte krybdyr som symbol på visdom, er det indlysende, at det ikke var krybdyrenes intelligens, der lå til grund for symbolikken. Krybdyr har ikke en todelt hjerne som højerestående dyr og som mennesket. Den todelte hjerne giver mennesket mulighed for at erfare og forstå årsag og virkning i tilværelsens dualitet. I den nuværende civilisation fokuserer mennesket primært på den logiske, rationelle, systematiske, skridt-for-skridt tænkning, der styres af den venstre hjernehalvdel. Den såkaldt maskuline tænkning har skabt ubalance i verden og i det enkelte menneske. På grund af dobbelthjernen og den manglende balance i brugen af de to hjernehalvdele, er mennesket asymmetrisk. Eksempelvis er den ene halvdel af ansigtet større end den anden. Krybdyr er symmetriske. Højre og venstre halvdel af en krokodille er fuldstændig ens. De indviedes tænkning var ikke dualistisk men udtryk for enhed og helhed, og derfor var slangernes reptilhjerne et egnet symbol.

Nagarjuna
(Sanskrit). Nagarjuna er en af de tre store buddhistiske filosoffer, lærere og reformatorer efter Gautama Buddha. Han levede i de første århundreder e.Kr. De tre lærere kaldes ”buddhismens tre sole”. Hans hovedværk er Madhyamikakarika. Sammen med sin discipel Aryadeva grundlagde Nagarjuna buddhismens esoteriske Mahayana-skole, og det var ham, der efter sin omvendelse til buddhismen drog til Kina og omvendte størstedelen af befolkningen. Man mener også, at det var Nagarjuna, der udviklede Prajnaparamita Sutraerne og – iflg. nogle kilder – for at have udviklet skriftstederne fra Nagaerne (”slangerne”) – dvs. de indviede. I virkeligheden er meget lidt dokumenteret om Nagarjunas liv, for kendskabet til ham stammer fra kinesiske og tibetanske skrifter, der er nedskrevet i århundrederne efter hans død. Iflg. nogle kilder var Nagarjuna født i det sydlige Indien. Nogle forskere mener, at Nagarjuna var rådgiver for en konge i Satavahana-dynastiet. Arkæologiske fund ved Amaravati tyder på, at hvis det er korrekt, må kongen have været Yajna Sri Satakarni, der regerede mellem 167 og 196 e.Kr. Derfor er Nagarjuna placeret i historien omkring 150-250 e.Kr. Iflg. en biografi fra 4.-5. årh., der er oversat af Kumarajiva, blev Nagarjuna født i en brahmin-familie, og senere blev han buddhist. Nogle kilder mener, at Nagarjuna i den sidste del af sit liv boede på bjerget Sriparvata i nærheden af byen, der senere blev kaldt Nagarjunakonda – ”Nagarjunas bjerg”. Nagarjunakonda ligger i det område, der nu kaldes Nalgonda/Guntur-distriktet i Andhra Pradesh. Man ved, at Caitika og Bahusrutiya Nikayaer har haft klostre i Nagarjunakonda. (Se også Gautama Buddha og Naga).

Nakht
(Egyptologi). Nakht var skriver i Amon-templet. Nakhts grav ligger i Theben (Luxor) nærmere bestemt i el-Qurna, og hans grav blev udhugget og farvelagt i 18. dynasti (ca. 1425 f.Kr.). Reliefferne vises stort set i alle nutidens bøger om egyptisk kunst. I Nakhts grav ser man ikke de traditionelle scener med ofringer og bøn, og det har gjort Nakhts grav berømt. I stedet præsenteres man for detaljerede scener fra det daglige liv: Pløjning af markerne, årets kornhøst, vinhøst, jagt og fiskeri i siv- og papyruskrattet, samt smukke afbildninger af kvindelige musikanter og dansepiger ved begravelsesritualer.

Nakshatra
Se Krittika.

Naljor
(Sanskrit). Naljor er en betegnelse for hellige mænd, vismænd, mestre eller lærere, der har stor indsigt i den evige visdomslære.

Namarupa
(Sanskrit). Namarupa er sammensat af ”nama”, der betyder ”navn”, og ”rupa”, der betyder ”form”. Udtrykket Namarupa bruges i hinduistismen, hvor Nama beskriver åndelige eller subjektive egenskaber ved et objekt eller en skabning, og hvor Rupa beskriver den fysiske tilstedeværelse, som er objektivt manifesteret. Begreberne bruges i betydningen ”essens”, og i katolsk teologi svarer det til transsubstantiation. Sondringen mellem Nama og Rupa i hinduistisk tankegang, forklarer åndelige kræfters evne til at manifestere sig via ubesjælede former, som kan tages i besiddelse og bl.a. bruges til at formidle orakelsvar. Nama-Rupatmak Vishva er et Vedanta-udtryk, der er en betegnelse for det manifesterede Univers. Enhver genstand i det skabte univers består af en Nama og en Rupa, og derfor kaldes den manifesterede verden Nama-Rupatmak Vishva. Paramatma (eller Skaberen) er ikke til stede i Nama-Rupatmak Vishva, men udtrykker sig via en Sadhaka (studerende), der praktiserer Bhakti (hengivenhed), afvikler Karma (pligt), opbygger Jnana (viden) og udfører Yoga (forening) eller en kombination af de nævnte metoder. Namarupa bruges også i buddhismen til at henvise til grundlæggende processer i mennesket. Nama anses typisk for at henvise til psykologiske aspekter i mennesket, mens Rupa refererer til fysiske. Den buddhistiske Nama og Rupa er gensidigt afhængige, og kan ikke adskilles, for Namarupa betegner en levende skabning. Namarupa kaldes også de fem Skandhaer. (Se også Bhakti, Jnana, Karma, Rupa, Sadhaka, Skandha, Transsubstantiation, Vedanta og Yoga).

Namaskara
(Sanskrit). Namaskara eller Namaste er en almindelig verbal hilsen, når Østens mennesker mødes. Namaskara er en kombination af to ord – ”namah”, som betyder ”hilsen” og ”kaar”, der betyder ”form” eller ”facon”. Namaste er også en kombination af to ord – ”namah”, der som nævnt betyder ”hilsen” og ”te”, der betyder ”at bukke for dig”, ”ærbødighed for dig” eller ”tilbedelse af dig”. Det er en gammel hilsen, der betyder: ”Jeg hilser det guddommelige i dig” – eller Pranamler ”jeg hilser sjælen i dig”. Det er en hilsen, der markerer, at man har forstået, at alle skabninger udelukkende er udtryk for fænomenet Maya (dvs. at formen er uvirkelig eller forgængelig), men under overfladen er alt levende en del af Brahman eller Den Ene, som har skabt alt. Ordet ”namah” betød oprindeligt ”menneskekærlig uselviskhed” eller ”erkendelse af enhed”, og derfor kan både Namaskara og Namaste fortolkes som en hilsen, der giver udtryk for både respekt og upersonlighed. Det er desuden en anerkendelse, der rummer en magisk kraft, som vækker den essentielle guddommelighed i begge parter. Den, der hilser med Namaskara eller Namaste, bruger en teknik, der ikke alene fører i en åndelig retning og koordinerer mennesket med den indre guddommelighed, men desuden udstråler en velsignelser på en dynamisk måde. Det er en hilsen, der gør mennesker til ”agenter for guddommelighed”, uanset hvornår den bruges. Namaskara og Namaste er en hilsen, der stammer fra de sydasiatiske hinduer og buddhister. Det er stadig den mest almindelige hilsen, når mennesker i Østen mødes, og når de tager afsked med hinanden. Når Namaskara eller Namaste udtales, er det almindeligt at man samtidig foretager en bevægelse, hvor man fører hændende sammen i en svag bue. De samlede fingre peger opad, og hænderne samles foran brystet ud for hjerteområdet. Samtidig bøjes hovedet svagt forover som hilsen til den anden. Det er en gestus, der kaldes Anjali Mudra eller Pranamasana. Bevægelsen kan udføres uden et ord, og den udtrykker samme betydning som hvis Namaskara eller Namaste udtales. Når bevægelsen bruges ved begravelser for at hilse på gæsterne, bliver den verbale del normalt udeladt. Når hændernes position løftes højere, er det som regel udtryk for ærbødighed eller tilbedelse. Hvis hænderne eksempelvis placeret på toppen af hovedet, er det normalt et tegnet på den allerstørste ærbødighed eller respekt. (Se også Anjali Mudra).

Namaste
Se Namaskara.

Namu Myoho Renge Kyo
(Sanskrit). Namu Myoho Renge Kyo stammer fra ”Nam”, der betyder ”hengive”, ”Myoho”, der betyder ”den mystiske lov”, ”Renge”, der betyder ”årsag og virkning” eller ”lotusblomst” og ”Kyo”, der betyder ”vibration” eller ”sutra”. Namu Myoho Renge Kyo betyder derfor ”Jeg hengiver mig til den mystiske lov om årsag og virkning via vibration” – eller ”æret være den mystiske lovs Lotus-skrift”. Namu Myoho Renge Kyo er et buddhistisk mantra, der blev givet af den japanske munk Nichiren Daishonin (1222-1282). Ifølge Nichiren Daishonin kunne recitation af mantraet med front mod mandalaen Gohonzon vække den iboende buddhatilstand, som befinder sig potentielt i alle mennesker.

Nara
(Sanskrit). Nara betyder ”menneske” og derfor symboliserer guden Narayana i den hinduistiske religion menneskets højeste udtryk. En anden oversættelse siger, Nara er ”urmennesket” eller ”den evige ånd”, der gennemstrømmer Universet, og som altid er forbundet med Narayana, der er ”søn af urmennesket”.

Narayana
(Sanskrit). Narayana er en højtstående guddom i hinduistisk religion. Narayana er et af Vishnus mange navne. Han er også kendt som Hari, og han betragtes som Purushottama eller ”den højeste Purusha” i hinduistiske tekster som f.eks. Bhagavad Gita, Vedaerne og Puranaerne. Narayana er en betegnelse for den øverste Gud i sine ubegrænsede og altgennemtrængende former. Han er den øverste Purusha af Purusha Suktam. Puranaerne giver en tilsyneladende paradoksal, men alligevel præcis beskrivelse af Narayana, for en fuldkommen guddom repræsenterer også paradokser. I 5. vers i Narayana Sukta – en hymne i Yajurveda – står der, at Narayana gennemstrømmer alt, hvad der er set eller hørt i Universet – uanset om det er set eller hørt indefra eller udefra. En anden vigtig oversættelse af Narayana er ”Den Ene, der hviler på vand”. Vandet er urhavet, der er skabt af Nara – urmennesket eller Gud som det himmelske menneske. Ayana var Narayanas første skridt på vejen, og kombinationen af Nara og Ayana er årsag til, at guden kaldes Narayana. Ayana betyder ”at gå vejen”. Narayana betyder derfor ”urmennesket, det går vejen”. Nara kan også henvise til hele menneskeheden eller til alle levende skabninger (Jivaer). Narayanas nære relation til urhavet forklarer, hvorfor han ofte afbildes i hinduistisk kunst som en stående eller siddende skikkelse på et hav. Når Vishnu sad i dyb meditation på den kosmiske slange Shesha og forberedte sig til igen at skabe Universet efter dets tilintetgørelse, kaldte man ham Narayana. I ældre tekster kaldes skaberguden Brahma også Narayana. I Puranaerne fortælles det, at Narayana har samme guddommelige blå farve som vandtunge skyer. Han har fire arme, og han holder en lotusblomst, våbenet Kaumodaki, konkylien Panchajanya Shankha og et hjul- eller skiveformet ”våben”, der hedder Sudarshana Chakra. Iflg. Bhagavad Gita har Narayana en universel form (Vishvarupa), som befinder sig langt uden for menneskelig forståelse eller fantasi. Bhagavata Purana oplyser, at Narayana, Vishnu eller Hari er Para Brahman eller Den Ene, som skaber et ubegrænset antal universer og beliver hver enkelt af dem som Universets Herre. Som Brahma er Narayana engageret i skabelse af 14 verdener i Universet, fordi han bevidst accepterer Rajas Guna. Som Vishnu er Narayana den, der opretholder, vedligeholder og bevarer Universet, når han bevidst accepterer Sattva Guna. Som Shiva eller Rudra er Narayana den, der nedbryder og tilintetgør Universet ved udgangen af en Mahakalpa, når han accepterer Tamas Guna. Derfor er den hellige Trimurti ikke forskellig fra Narayana eller Vishnu. Narayana betragtes også som Mukunda, der er et navn, som betyder ”den, der befrier”, for Mukunda er den guddom, der giver Mukti eller Moksha – dvs. befrielse fra den cykliske gentagelse af fødsler og dødsfald i den fysiske verden. Narayana evige og ophøjede bolig – ud over det fysiske univers – er Vaikuntha, der er en verden af evig lyksalighed og glæde. Det er en verden, som også er kendt som Paramdhama, der betyder det endelige og mest ophøjede sted for befriede sjæle, hvor de nyder evig lyksalighed og glæde. Vaikuntha befinder sig på et højere eksistensplan end det materielle univers, og derfor er det en verden, der hverken kan opfattes eller måles videnskabeligt eller begribes ved hjælp af logik. (Se også Guna, Kaumodaki, Mahakalpa, Moksha, Nara, Purusha Sukta, Sudarshana Chakra, Trimurti og Vishvarupa).

Narmer
(Egyptologi). Narmer-paletten er egyptologiens ældste fund, der viser en farao, som havde samlet Egyptens to lande – Øvre-Egypten og Nedre-Egypten – under én magtfuld konge. Egyptologerne antager, at faraoen, der først opnåede dette, var den legendariske Menes, men det er aldrig bevist af arkæologien, for man har aldrig fundet genstande, der bærer hans navn eller kongesymbol (kartouche). Men adskillige faraoner havde flere navne, og derfor arbejder egyptologerne ud fra teorien om, at Menes kan identificeres under andre navne. Narmer-paletten viser en farao, der erobrer Deltaet, og det mener mange egyptologer er tilstrækkeligt bevis på, at Narmer er identisk med Menes. På Narmer-paletten bærer Narmer imidlertid ikke dobbeltkronen, der er symbol på, at han hersker over dobbeltriget. På den side af paletten vises han med kronen for Nedre-Egypten, i en situation, hvor han er i kamp med Egyptens fjender. En genstand i ibenholt, der er fundet ved Sakkara, viser Narmers efterfølger Aha sammen med symbolet for ”menneske” (som på engelsk hedder ”man”). Det kunne indikere, at Aha var Menes, for. iflg. åndsvidenskaben er Menes identisk med Manuen, som er menneskehedens stamfader. Manu eller Menes blev til Manas på sanskrit, og Manas betyder ”tænkeren”. Tænkeevnen er den mest karakteristiske egenskab hos mennesket. Manas blev senere til ”man” eller ”menneske”. Iflg. Herodots optegnelser, var det Menes, der ændrede Nilens løb og byggede en dæmning eller en stor, hvid mur ved nutidens Memphis. (Se også Manu og Menes).

Nasagra Mudra
(Sanskrit). Nasagra Mudra eller Nasikagra Mudra er en håndstilling, man bruger under Pranayama – f.eks. Nadi Shodhana – for at veksle åndedrættets strøm mellem højre og venstre næsebor. (Se også Nadi Shodhana).

Nasarener
Nasarenere var navnet på en sekt blandt de første kristne. Meget tyder på, at sekten omfattede de kristne, der var blevet født som jøder, men som hverken ville eller kunne opgive den jødiske livsform. De var sandsynligvis efterkommere af de jødisk-kristne, der var flygtet til Pella før Titus ødelagde Jerusalem. Senere levede de fleste nasarenere ligesom essæerne i tidligere tider, for de havde flere karakteristika til fælles. De boede i øde områder omkring Det Døde Hav, og derfor kom de ud af trit med udviklingen i resten af kristendommen. I lang tid blev de betragtet som forbilledlige kristne. Man ved ikke meget om dem, udover at de var den første gruppe, der blev erklæret som kættere. Hvorfor de blev betragtet som kættere er ikke klart, f.eks. om de blev bebrejdet for judaisering, men der var mange judaiserede kristne dengang. Nazarenerne kan derfor ikke klart adskilles fra andre sekter. (Se også Essæerne).

Nataraj
(Sanskrit). Nataraj eller Nataraja stammer fra ”Narta Rajan”, der betyder ”dansens herre”. Nataraj er betegnelsen for Shiva i sit dansende aspekt, men der er ikke tale om dans for fornøjelsens skyld. Nataraj henviser til Universets cykliske runddans. Det er Shivas ekstatiske kosmiske dans er på én gang skabende og tilintetgørende. Nogle gange danser han sammen med sin hustru, Kali eller Durga. Shiva afbildes ofte som ”den kosmiske danser”, der udfører sin guddommelige dans for at nedbryde det udtjente univers og dermed gøre de nødvendige forberedelser til Brahmas skabelsesproces. På mikrokosmisk niveau i menneskets verden, kommer denne runddans til udtryk i fødsel, liv, død og genfødsel. (Se også Brahma og Kali).

Natarajasana
(Sanskrit). Natarajasana er en yoga-øvelse, der er opkaldt efter guden Shiva. Det er en balancestilling, der strækker musklerne forsiden af kroppen. Natarajasana kaldes også ”Shivas dans”, eller ”dansestillingen”, men betegnelsen er forkert, for yoga-stillingen er ikke et udtryk for Shiva – den ophøjede guddom – hvis hans rolle i skabelsen skal symboliseres som ”dansens konge”. Shivas dans er udtryk for Universets cykliske natur – den evige rytme af skabelse og nedbrydning – fødsel, liv, død og genfødsel – som fortsætter i endeløse cyklusser på alle skabelsens niveauer. Yoga-stillingen kan derfor ikke udtrykke Shivas kosmiske runddans. Natarajasana udføres ved at begynde stående i Samasthitiasana. Venstre arm løftes højt over hovedet med håndfladen åben og vendt fremad. Herefter bøjer man i højre knæ og løfter hælen op mod balden. Man balancerer nu på venstre fod. Med højre hånd rækker herefter man herefter ned og tager fat i indersiden af højre fod eller omkring storetåen. Det medfører en drejning af højre skulder, sådan at albuen peger nedad og håndfladen opad mod loftet. Nu strækkes højre ben, mens rygsøjlen samtidig svajes, og højre fod løftes op i luften. Hovedet holdes løftet og blikket rettet lige fremad. Træk vejret dybt og roligt og hold stillingen så længe som muligt. Til slut vender man langsomt tilbage til udgangsstillingen, og øvelsen gentag med den anden side af kroppen. (Se også Narayana, Nataraj, Samasthitiasana og Shiva).

Naturriger
Naturriger er betegnelsen for evolutionssystemets forskellige niveauer, hvor man i åndsvidenskaben regner med syv. Det laveste og tætteste er mineralriget, og herefter følger planteriget, dyreriget og menneskeriget. Det femte naturrige kaldes det overmenneskelige rige, sjælenes rige eller gudsriget, som består af tre niveauer, der desuden kaldes elementalriger. Det sjette og det syvende naturrige har endnu ikke fået et navn, fordi denne eksistensmulighed endnu er meget fjern − selv for de indviedes bevidsthed.

Naturånder
Iflg. åndsvidenskaben er naturånder naturens ikke-menneskelige intelligente eller halvintelligente skabninger af forskellige grader. De har intet fysisk legeme, og hører ikke til menneskehedens udviklingslinje. De lavtstående naturånder har æteriske legemer og de højt udviklede er astrale. De fleste tilhører dog de lavere niveauer af devaernes evolutionslinje. De deles sædvanligvis i fem hovedgrupper, der svarer til de fem manifesterede elementer: Æterens, ildens, luftens, vandets og jordens naturånder eller elementaler. Middelalderens alkymister kategoriserede de fire sidste grupper som henholdsvis salamandre, sylfer/sylfider, undiner og gnomer. Der findes yderligere to grupper, men de er endnu ikke i manifestation, fordi der på nuværende tidspunkt kun er manifesteret fem elementer. I folketroen og mytologierne har naturånderne fået mange navne, f.eks. nymfer, dryader, alfer, ellepiger (luftånder), havfruer, nøkker (vandånder), nisser, dværge, kobolter, underjordiske, trolde (jordånder) osv.

Nauli
(Sanskrit). Nauli er en yoga-øvelse, der udføres som en slags underlivs-massage. Det er en udrensningsteknik (Shatkarma), hvor der anvendes sammentrækning af bugmuskler og underlivsmuskler. Nauli er en Kriya-øvelse, der renser bughulen – dvs. fordøjelsesorganerne, tyndtarmen og giver massage til organerne i maven ved hjælp af cirkulære bevægelser af mavemusklerne. Nauli hører til de klassiske øvelser i Hatha Yoga, men der undervises ikke ofte i Nauli i Vestens yoga-skoler. Nauli betragtes som en meget vanskelig øvelse, som kun kan læres ved gentagelse og tålmodighed. Der er fire varianter af Nauli, som skal læres i rækkefølge. Madhyana Nauli vil sige at lave en isoleret sammentrækning af de lige mavemuskler (rectus abdominis). Vama Nauli, hvor man foretager en isoleret sammentrækning af den venstre del af de centrale mavemuskler. Daksina Nauli, hvor man foretager en isoleret sammentrækning af den højre del af de centrale mavemuskler. Og Nauli Kriya, hvor man foretager en cirkulær bevægelse af de centrale mavemuskler. Nauli anbefales bl.a. i forbindelse med tendenser til forstoppelse, men øvelsen kan desuden rense tyndtarmen og fjerne forskellige fordøjelsesproblemer. Nauli udføres stående, men det er desuden muligt at udføre Nauli i andre stillinger som f.eks. lotusstillingen. I lotusstillingen skal kroppen bøjet frem og understøttes af hænderne, der lægges på lårene.

Necho II
(Egyptologi). Necho II (ca. 609-593 f.Kr.) omtales ikke ofte på de egyptiske monumenter, men han har alligevel fået en ærefuld plads i historien. Han var farao i 26. dynasti (ca. 663-525 f.Kr.), og han viste stor interesse for de omgivende lande. Straks efter at han kom til magten, invaderede han Asien. Han nedkæmpede Judæas konge, Josiah, som forsøgte at afskære ham vejen gennem Megiddo. Josiah faldt i kampen, og Necho II indsatte en regent efter sit eget valg i hans sted. I fire år var han hersker over Palæstina og Syrien, men hans hær blev konfronteret med Nebuchadrezzar ved Carchemish (ca. 605 f.Kr.), og Necho II’s asiatiske imperium smuldrede. Herodot fortæller, at det var den farao, der begyndte udgravningen af Suezkanalen.

Nectanebo
(Egyptologi). Nectanebo I (378-361 f.Kr.) og Nectanebo II (358-341 f.Kr.) hører til blandt de sidste egyptiske faraoner. Sammen med Tachos (Djeho) (360-359 f.Kr.) udgjorde de det 30. dynasti. Deres regeringstid var præget af kampe med indtrængende persiske angribere – først kampen mod Pharnabazus, derefter mod Artaxerxes III og på samme tid måtte de forsøge at indgå græske alliancer (Sparta efter Athens frafald). På hjemmefronten var de to egyptiske faraoner store bygherrer, og det var dem, der påtog sig arbejdet med at restaurere adgangsvejene til de egyptiske templer. I mange tilfælde har de ptolemæiske arkitekter, som er kendt for at bygge de store sanktuarier, der kan besøges i nutiden, blot videreført de ambitiøse projekter, der blev iværksat af de to faraoner.

Nefertete
(Egyptologi). Nefertete betyder ”den smukke er kommet”. Nefertete var farao Amenhotep IV’s dronning og hustru. Amenhotep IV tog senere navneforandring til Akhenaton. Akhenatons religiøse revolution var med til at give Nefertete berømmelse, men det er ikke mindst de smukke statuer af dronningen, der har gjort hende berømt i nutiden. Akhenaton gav dronningen en fremtrædende rolle. Det begyndte i virkeligheden allerede under faderen, Amenhotep III, hvor kongen og dronningen blev vist sammen og i samme størrelse i modsætning til tidligere faraoner, som ofte henviste dronningen til en tilsyneladende ydmyg placering som lilleputstatue bag kongens ben. Hensigten var imidlertid ikke at nedgøre eller reducere det feminine princip, men at øge fokuseringen på det maskuline (sjælelige eller åndelige) princip. Egyptologerne mener, at Akhenaton introducerede en helt ny opfattelse af kongeparrets position i forhold til guderne. Esoterisk set er det korrekt, at solguden Aton, farao Akhenaton og dronning Nefertete som noget nyt lod sig afbilde som en guddommelig triade, hvor Aton symboliserede Gud og ånden, Nefertete repræsenterede stof og form, og Akhenaton var symbol på sjælen. Men det er vigtigt at bemærke, at den samme symbolik er velkendt i det gamle Egypten, hvor gudetriaden blev præsenteret af eksempelvis solguden Ra, gudinden Hathor og gudesønnen Horus. I ritualerne i alle tider var dronningen symbol på Hathor (stoffet og formen), kongen var symbol på Horus (sjælen), og syntesen af kongeparret repræsenterede guden Ra (ånden). Symbolikken i Akhenatons ”nye” triade repræsenterede derfor ikke noget grundlæggende nyt, og Akhenatons solreligion var derfor baseret på Egyptens accepterede og evige principper.

Neferteti
Se Nefertete.

Neith
(Egyptisk). Neith eller Net er en egyptisk gudinde, der kan spores tilbage til meget gammel tid. Hun svarer til grækernes Athena. Hendes kult lå i Sais, og hun blev vist i mange skikkelser og med forskellige funktioner. Nogle gange blev hun præsenteret som en androgyn skabergudinde, som symboliserede urhavet, der som den første kom til syne ved manifestationen af Universet. Ud af urhavet opstod lyset og alle former, kræfter, processer og bevidstheder. Hun blev derfor ”Solens moder”. Af og til blev hun sammenlignet med gudinden Nut, himlens eller himmelrummets gudinde, mens hun i andre situationer ses med bue og pil, hvor hun fik rollen som søvnens skytsengel. Hun var gudinde for hellige salver og olier, og det var hende, der opfandt vævekunsten. Hun var desuden en af de vogtende gudinder ved sarkofagen og kanopekrukkerne. Hendes kult varierede fra sted til sted, og nogle gange blev hun associeret med krokodilleguden Sobek – andre gange med Osiris, som også havde relation til Sobek. Ved slutningen af de dynastiske tider var Neith nært forbundet med gudinden Hathor, men i de tidligste optegnelser, var hun nært forbundet med urhavet eller det kosmiske kaos, som solguden Ra opstod fra. Men hun var oftere forbundet med Isis, der var symbol på hendes stoflige form eller manifesterede selv. Neith blev kaldt ”den store gudinde”, ”alle gudernes moder” og ”Himlens frue, som viste sig ved verdens begyndelse”. Neith var afbildet som jomfrumoderen, der diende spædbarnet Horus, på samme måde som man ser Isis afbildet overalt i Egypten. Neiths berømte tilnavne oplyses af Plutarch. Normalt tillægges de Isis, men de er angiveligt fundet indgraveret på en statue af Neith. Plutarch oplyste også, at egypterne ofte kaldte Isis for Athena, der betyder: ”Jeg er kommet fra mig selv”. (Se også Athena, Hathor, Isis, Kanopekrukke, Nut, Osiris og Sobek).

Nekhbet
(Egyptologi). Nekhbet er en gribbegudinde, der er knyttet til byen el-Kab i Øvre-Egypten. Nekhbet blev skytsgudinde for det sydlige Egypten på samme måde som Wadjet blev symbol for Nedre-Egypten. Hun herskede over ørkenens wadier (vandårer), og hun fik til en vis grad en plads i solcyklussen. I en mere populær fortolkning anses hun for at være gudinde for fødsler. Grækerne identificerede hende med Eileithya.

Nekkhamma
(Sanskrit). Nekkhamma betyder ”afkald”.

Nekromanti
(Græsk). Nekromanti stammer fra ”nekrós”, der betyder ”død”, og ”manteía”, der betyder ”spådom”. Nekromanti kaldes derfor ”åndemaning”, og det er en form for magi, der går ud på at søge råd hos de afdøde. Nekromanti omtales f.eks. i folkeviser og sagn, hvor helten eksempelvis søger råd hos sin afdøde mor o.l. Nekromanti hører reelt ind under begrebet sort magi, men nekromanti må ikke forveksles med almindelig spiritisme. Nekromanti udføres af en nekromantiker, som har evnen til at kontakte og kommunikere med de døde. Nekromantikeren påkalder den afdøde på astralplanet, og i nogle tilfælde anvendes knogler eller andre ligdele fra den afdøde rituelt. Det Gamle Testamente fortæller f.eks. om kong Saul, der får heksen fra En-Dor til at kontakte profeten Samuels ånd. (Siraks Bog 46,19-20 og Samuels Bog 28,3-25.

Nekropol
(Egyptologi). En Nekropol er en stor begravelsesplads. I det gamle Egypten var nekropoler ”de dødes byer”, men de var ikke døde byer. Et sandt netværk af skikke og traditioner – retslige, økonomiske og religiøse – garanterede de afdødes rettigheder og stillede adskillige tjenestefolk til deres rådighed. I Egypten var der aldrig tale om ”gravfred” eller ”gravens stilhed”. Håndværkere af alle slags var travlt beskæftiget med at bygge eller restaurere kongernes eller adelens store gravkomplekser. Begravelsespræster arbejdede med at udføre de vedtagne ritualer generation efter generation. Familie og venner besøgte jævnligt og cyklisk mastabaerne for at opretholde kontakten til de afdøde via Ka-statuerne, der var placeret foran ”den falske dør” i mastabaerne. Myndighederne overvågede præsternes aktiviteter og sørgede for den korrekte fordeling af bevillingerne, og de inspicerede jævnligt gravene. Tider med hungersnød fik gravrøvere til at ignorere risikoen for myndighedernes straf og gudernes vrede, og gravene blev plyndret.

Nekropolis
Se Nekropol.

Nemes-hovedklædningen
(Egyptisk). Nemes-hovedklædningen var daglig beklædning i det gamle Egypten. Den var stor nok til at rumme den runde paryk. Den bestod af et hvidt hovedklæde med blå eller røde striber. Nemes-hovedklædningen gik rundt om panden og ned bag ørerne, og den blev bundet i nakken. Hovedklædningen hang ned over skuldrene til brystet på begge sider af ansigtet, og nåede bagtil ned til midt på ryggen. (Se også Atef-kronen, Blå krone, Dobbeltkronen, Hvide krone, Khnum-kronen og Røde krone).

Nemesis
Se Karma.

Neofyt
(Græsk). Ordet stammer fra ”neo”, der betyder ”ny” eller ”ung” og ”pyhyton”, der betyder ”plante. ”Neophytos” betyder derfor ”nyplantet”. En neofyt var kandidat til indvielse. Uanset hvilket udviklingsniveau indvielsen repræsenterede, blev kandidaten betragtet som neofyt før selve indvielsesprocessen. Inden indvielsen skulle neofytterne gennemgå adskillige vanskelige prøver, navnlig ild-, vand-, luft- og jordprøverne. Neofyt var desuden en oldkirkelig betegnelse for et nydøbt voksent menneske. Neofyt kan også være en betegnelse for et nyt medlem af en orden. (Se også Egyptiske mysterier).

Neopagan
(Latin). Neopagan og Neopaganisme stammer fra ”paganus”, der betyder ”landboer”. ”Neo” betyder ”ny”, og ”pagan” betyder ”hedensk”. Neopaganisme henviser derfor til en genopfriskning af gamle religioner. På samme måde som buddhismen, hinduismen, taoisme osv. henviser til ”Østens religioner”, og udtrykket ”Abrahams religioner” henviser til jødedom, kristendom og islam, refererer Neopagan til en gruppe separate religioner. Neopagan er rekonstruktioner af gamle trossystemer eksempelvis keltiske, egyptiske, græske, nordiske, romerske og andre forladte traditioner. Desværre omtaler Bibelen paganisme som hedenskab, der fremstilles som noget universelt negativt, og ofte tales der om menneskeofringer og Satan-tilbedelse. Bibelteksterne var delvist ansvarlige for de kristnes forfærdelige inkvisitionsprocesser i middelalderen og renæssancen, hvor de kristne præster brændte ”vantro” på bålet med påstand om, at de var hekse. Misinformationen fra dengang har overlevet til nutiden. Mange kristne tror stadig, at der er en sammenhæng mellem hedenskab og Satan-tilbedelse. Neopaganisme indebærer ikke tilbedelse af Satan. Trossystemet indeholder ofte en panteon af guder og gudinder, og ingen i gudekredsen repræsenterer den universelle ondskab, som findes i kristendommen og islam. Neopaganisme er i nutiden blevet mere udbredt. Reelt har Neopaganisme ingen Gud, for tilhængerne har i stedet tillid til Universets energier, kvaliteter og processer. Religionernes guder er derfor blot en måde at personificere den universelle energi – herunder kristendommens opfattelse af en personlig Gud. I Neopaganisme kontaktes energierne ved hjælp af meditation og ritualer.

Nephthys
(Egyptologi). Den egyptiske gudinde Nephthys var Seths hustru. Nephthys var Isis’ søster. Isis dannede par med Osiris, og Seth var Osiris’ skyggeside, og tilsvarende var Nephthys et lavere aspekt af Isis. Gudinder symboliserer stof og form, og stoffet rummer to aspekter – dels selve stoffet dvs. formens byggesten og dels kraften til at bygge former af byggestenene. Man kan også sige, at stoffet både består af de synlige former og af den usynlige kraft, der opbygger dem. Man kan f.eks. se, at en lotus vokser, men man kan ikke se de kræfter, der får den til at vokse. Symbolikken skjulte de gamle egyptere i gudinderne Nephthys og Isis og deres indbyrdes relationer. Nephthys symboliserede den usynlige verden, og Isis symboliserede den synlige, for Isis var Verdensmoder. Derfor repræsenterede hun alt stof på alle skabelsens niveauer. Nephthys vises som en smuk kvindeskikkelse, der er helt identisk med Isis, bortset fra den krone, hun bærer på hovedet. Isis vises med en lille tronstol som symbol på, at hun hersker over stoffet, og Nephthys vises med en gral, der modtager, opsamler og rummer det, der strømmer fra et højere niveau. Isis symboliserede derfor stoffets essens, og Nephthys var underlagt Isis. Nephthys modtog sine impulser fra Isis, og tilsammen skabte Isis og Nephthys stoffets syntese. Stoffets synlige og usynlige kræfter blev på den måde præsenteret som en uadskillelig helhed. (Se også Isis og Verdensmoderen).

Neptun
(Latin). Neptun stammer fra ”Neptunus”. Den etymologiske baggrund for ”Neptunus” er uklar og omdiskuteret. Nogle kilder mener, at navnet stammer fra ”nuptus”, der er afledt af ”nuptiae”, som hentyder til ægteskabet mellem Himmel og Jord. Andre mener, at ”Neptunus” stammer fra ”nuptu”, som betyder ”den, der er våd”. I den romerske gudelære er Neptun gud for hav og vand. Neptun svarer til grækernes Poseidon og hinduernes Varuna. I den græske mytologi var Neptun bror til Jupiter og Pluto, som begge herskede over henholdsvis riger i Himlen, den fysiske verden og områder i underverdenen. Romernes mosaikker af Neptun er tydeligvis påvirket af grækernes opfattelse af Poseidon. Neptun blev sandsynligvis relateret til et kildevæld før han blev forbundet med havet. Ligesom Poseidon, blev Neptun også tilbedt af romerne som gud for heste under navnet Neptunus Equester, der var protektor for hestevæddeløb. Astronomisk er Neptun den ottende planet i solsystemet. Neptun er den fjerdestørste planet målt efter diameter og den tredjestørste efter masse. Neptuns masse er 17 gange så stor som Jordens og en smule større end dens nærmest beslægtede i solsystemet, Uranus, der består af 14 Jordmasser. Neptun er imidlertid en lille smule mindre end Uranus pga. en højere tæthed. Planeten er opkaldt efter Jupiters storebror Neptunus. Neptuns astronomiske symbol er en trefork, som er en stiliseret udgave af Poseidons trefork.

Neter
Se Neteru.

Neteru
(Egyptologi). Egyptens religiøse skrifter afspejler en konsekvent panteisme, og der er utallige referencer til åndelige skabninger, som er skabere af livet – ”Neteru”. Neteru er et ord, der sædvanligvis oversættes med ”guder”. ”Neter” var den individuelle guddom for et sted eller for en aktivitet – eller højere skabningers kræfter. Siden koden til hieroglyfskrivningen blev brudt i det 19. århundrede har man oversat ”Neter” med ”gud”. Nutidens fordomsfrie forskere mener, at egypternes tilsyneladende komplekse kosmologiske system med mange guder, gudinder og dyresymboler, var selve sproget i den hellige videnskab. Neteru repræsenterer systemets ”noder”, og Neteru forener principper og funktioner i sammensatte figurer, som hver især repræsenterer et rige, som både er en idé og et bevidsthedsområde med mulighed for aktivitet og erfaring. Neter betyder også ”kraft” eller ”magt” i abstrakt forstand. Hermed mener man en ”højerestående skabning” eller en ”gud”, som ikke er adskilt fra menneskelivet sådan som man forstår det i nutiden. Iflg. de gamle egypteres opfattelse gennemstrømmer Neteru menneskelivet og naturen, og i menneskeligt perspektiv udgør de derfor en ”hellig” eller ”guddommelig” dimension i forhold til mennesker, steder og genstande. Neterus ophøjede hellighed adskiller dem ikke fra mennesket, men binder dem sammen med mennesket og alle ting. Derfor er Neter ikke kraftens ophav, men en eksponent for den. Begrebet Neter adskiller også levende og bevidst stof fra levende og ubevidst. Alt stof er levende. Alt stof er desuden bevidst, men bevidstheden kan være på så lavt et niveau, at den opleves som ubevidst eller endog ikke-eksisterende. I den egyptiske kosmologi – i alle perioder og overalt i landet – siges det, at Neter er ”opstået” af urhavet, som egypterne kaldte ”Nun” eller ”Paut”. Nogle gange refererer man kollektivt til Neteru med ordet ”Pauti” – ”Pauts mangfoldighed”.

Neti
(Sanskrit). Neti er yoga-lærens betegnelse for næseskylning, som er en Hatha-yoga øvelse. Neti har til formål at rense slimhinderne i næsehulen ved hjælp af saltvand med legemstemperatur. Neti er en vigtig del af Shatkarma eller Shatkriya, der er det yogiske system kropsrensningsteknikker. Neti benyttes primært til rengøring af luftpassager i hovedet. Neti har mange gavnlige effekter, bl.a. dybe fysiologiske virkninger på krop, sind og personlighed. De to vigtigste Neti-varianter er Jala Neti med vand og en mere avanceret Sutra Neti ved hjælp af en tråd. (Se også Dugdha Neti, Ghrita Neti, Jala neti, Neti Kriya og Sutra Neti).

Neti Kriya
(Sanskrit). Neti Kriya er en yogisk udrensningsteknik (Shatkarma eller Shatkriya). Ifølge Tridosha-teorien, som er en af de grundlæggende teorier i indisk medicin, består menneskets krop af tre grundlæggende dele, der kaldes Tridoshaer. Den ene er Vata, som er den del af kroppen, der fungerer mekanisk. Den anden er Pitta, som er den del af kroppen, der fungerer kemisk. Den tredje del er Kapha, som er den del af kroppen, der fungerer stofligt. Hvis der opstår ubalance i kroppens tre dele medfører det sygdomme. Yoga-læren anbefaler seks renselsesprocesser for at skabe og opretholde balancen i Tridoshaerne. De seks teknikker kaldes Shat Kriya – dvs. seks renselsesprocesser. De seks teknikker er: 1. Neti – næseskylning, hvor næsens passager eller bihuler renses med lunkent saltvand. 2. Dhauti – renselse af fordøjelseskanalen og maven. 3. Nauli – massage af mavemusklerne. 4. Kaphalabhati – renselse af hjernens frontallapper og lungerne. 5. Basti – renselse af tyktarmen. 6. Trataka – fokuseret stirren, der bruges til at rense øjnene og forbedre koncentrationen. Shat Kriya er seks renselsesprocesser, der renser hele kroppen for at få eller opretholde et godt helbred. Shatkarmas er effektiv i yoga-terapi, der er god til at bekæmpe mange sygdomme. Shatkarma skaber harmoni i krop og sind. Renselsesprocesserne får energien til at flyde frit gennem kroppen. Teknikkerne er ikke alene gode for den almene sundhed, for de øger desuden evnen til at arbejde, tænke, indlære, koncentrere sig, smage, føle osv. (Se også Neti, Dugdha Neti, Ghrita Neti, Jala neti og Sutra Neti).

Netzach
(Hebraisk). Den 7. af de 10 sephiroth. Netzach er ”Guds sejr” eller ”kærlighedens sejr”. Netzach står under Venus’ herredømme.

Nibbana
Se Nirvana.

Nidra
Se Yoga Nidra.

Niflheim
(Oldnordisk). Niflheim er ”tågernes sted”. I Eddaen omtales Niflheim som det kolde, mørke Helvede. I nordisk mytologi er det en verden, hvor isen ligger flere meter tyk og holder den bundfrosne jord i et jerngreb. Sneen fyger døgnet rundt, og der er i det hele taget forfærdelig koldt og aldeles umenneskeligt. Niflheim grænser op til tomrummet i midten, Ginnungagap. I syd findes det brændende varme Muspelheim. Dragen Nidhug holdt til i Niflheim. Kilden Hvergelmer – under verdenstræet Yggdrasil – strækker sig ned i Niflheim. Niflheim optræder desuden som den dybeste del af dødsriget Hel – eller måske er Niflheim identisk med Hel. Betegnelsen Niflhel bruges også om dødsriget. Niflheim opfattes ofte som et sted med ”evig” ikke-bevidsthed og inaktivitet. I åndsvidenskaben er Niflheim identisk med det laveste underplan på astralplanet. Kilden Hvergelmer udvikler sig til en enorm flod, der strømmer gennem Niflheim med så stor fart, at den ikke kan nå at fryse til is. Hvergelmer deler sig i 11 mindre floder – Elivagar. De 11 bifloder strømmer mod syd mod Ginnungagap. Mod syd findes Muspelheim, der er lys og brændende varm. Midt imellem de to verdener – den kolde og den varme – findes Ginnungagap. Her er en behagelig temperatur, og her lever urkoen Audhumle og urjætten Ymer. Og den verden vikingerne kendte, blev født af Audhumle og Ymer. (Se også Astralplanet).

Nikaya
(Pali). Nikaya betyder bogstaveligt ”volumen”. Nikaya svarer til sanskrit-ordet Agama, der betyder ”kurv”. Nikaya bruges også i betydningen ”indsamling”, ”forsamling”, ”klasse” eller ”gruppe”. Nikaya bruges som regel i relation til de buddhistiske tekster i Sutta Pitaka, men ordet kan også henvise til de klosteragtige afsnit i Theravada-buddhismen. Desuden bruges udtrykket Nikaya-skole nogle gange om nutidens undervisning for at henvise til de tidlige buddhistiske skoler, hvor Theravada-skolen er den eneste, der stadig eksisterer. (Se også Agama, Sutta og Theravada).

Nilen
(Egyptologi). Navnet Nilen stammer fra grækerne, der kaldte floden ”Neilos”. Nilen er Jordens længste flod (6.537,16 kilometer). Den udspringer fra søerne Victoria og Albert m.fl. dybt inde i Afrika. De gamle egyptere havde ret, da de sagde, at Nilen er en gave til Egypten. Uden Nilens livgivende vand ville Egypten være livløs ørken. Hvert år oversvømmede Nilen store landområder langs bredderne og aflejrede frugtbart slam. Midt i juni hvert år begyndte Nilen at stige. Oversvømmelsen tiltog i august og var på sit højeste i september. I efteråret faldt vandstanden hurtigt og var på sit laveste i maj. Flodens bevægelse blev omhyggeligt målt og noteret på templernes nilometre i århundredernes løb. I mange tekster siger egypterne, at Nilen er en guddom ved navn Hapi, men Nilens geografiske navn var ”Ioteru” (floden) – eller mere præcist ”den store flod”. Det var navnet på den sydlige del af Nilen, hvorimod Deltaet med de mange flodarme blev kaldt ”floderne”. Hapi var ikke selve floden, men snarere Nilens ånd eller livgivende essens. Hapi var vandstrømmen, som udsprang af Nun (urhavet), som var ophav til hele Universet. Oversvømmelsen kaldte man ”Hapis ankomst”. I nogle myter var Hapi et lavere aspekt af skaberguden Khnum. (Se også Hapi og Khnum).

Nimbus
(Græsk). Nimbus i mytologien betegner en form for tågedis, som de græsk-romerske guder indhyllede sig i, når de ville stige ned til Jorden. Nimbus blev til aura, glorie, et lys eller en glans, der omgiver et menneske. En ”aureola” eller ”aureole”, der stammer fra det latinske ”aurea”, betyder ”gylden”, og det var betegnelsen for den lysende sky, der udstrålede fra hellige mennesker i malerier, og som ofte omgav hele skikkelsen. I den kristne kunst i de tidligste perioder var antallet af helgener begrænset, men i stedet malede man Jomfru Maria og apostlene med nimbus eller glorie. Nimbus eller glorie er en ring af lys, der omgiver et oplyst menneske i kunsten. De blev anvendt i ikoner for at angive, at der var tale om hellige skikkelser, og i forskellige tidsperioder blev glorierne også brugt i billeder af herskere og helte. I den hellige kunst i antikkens Grækenland, det gamle Rom, hinduismen, buddhismen og kristendommen og andre religioner blev hellige personer afbildet med en nimbus eller glorie i form af en cirkelrund lysende skive omkring hovedet. I asiatisk kunst havde de hellige skikkelser flammer omkring hovedet eller rundt om hele kroppen. Det sidstnævnte kaldes en Mandorla. Glorier kan vises i næsten alle farver, men de repræsenterer som regel lys, og derfor afbildes de ofte som gyldne, gule, hvide – eller røde, når de forestiller flammer. Glorier er ofte blevet brugt i indisk kunst – især i buddhistisk ikonografi, hvor de er vist siden det 1. årh. e.Kr. eller endda tidligere. I kinesisk og japansk buddhistisk kunst har glorier også været anvendt siden de tidligste perioder, eksempelvis i billeder af Amitabha Buddha og andre. I tibetansk buddhisme bruger man mange forskellige typer af glorier. Gloriernes forskellige farver har specifikke betydninger. Munkes glorier er orange. Buddhas er grønne, og det samme gælder meget ophøjede skabninger. Almindelige skikkelser har både en glorie omkring hovedet og en cirkulær omkring kroppen. De to glorier skærer ofte hinanden et sted omkring hovedet eller halsen. Fra kanten af glorien udstråler ofte tynde linjer af guld, og nogle gange består hele glorien af fine gyldne stråler. I asiatisk kunst forestiller en nimbus eller glorie ikke alene lys, men flammer. Glorier findes også i islamisk kunst fra forskellige steder og perioder – især var persiske miniaturer og osmannisk kunst præget af dem. (Se også Aura og Mandorla).

Nippang
(Tibetansk). Nippang er det samme som Nirvana og Moksha. (Se også Nirvana og Moksha).

Nirmanakaya
(Sanskrit). Nirmanakaya stammer fra ”nirmana”, der betyder ”at skabe” eller ”magisk skabelse” og ”kaya”, der betyder ”krop”. En Nirmanakaya er et menneske, som har opnået den meget høje indvielse, der betegner Buddha-embedet – den tredje Bardo-tilstand eller transformationslegemet. I stedet for at træde ind i Nirvana eller iføre sig Dharmakaya-klædningen (som begge for evigt udelukker den indviede fra menneskehedens verden) fortsætter den Buddha-indviede sit arbejde for at hjælpe menneskeheden. Åndsvidenskaben oplyser, at Gautama Buddha er en Nirmanakaya, og på grund af den store forsagelse for menneskehedens skyld, kender man ingen fra menneskeheden, der er højere indviet og oplyst end Gautama Buddha. De fuldkomne skabninger, der giver afkald på Nirvana og vælger et liv i selvopofrelse, bliver medlemmer af en usynlig gruppe, der beskytter menneskeheden inden for karmiske grænser. Arbejdet har relation til fortid, nutid og fremtid, og Hierarkiet, der er ansvarlig for den guddommelige plan for Jorden, modtager impulserne fra Shamballa via Nirmanakayaerne. Hierarkiets mestre gentager derefter processen, og den intelligente og sensitive del af menneskeheden modtager inspirationen. Mestrene arbejder primært gennem ”den nye verdenstjenergruppe”. Fra det højeste bevidsthedsplan, der kaldes det atmiske plan, som er udtryk for den åndelige vilje, strømmer impulsen ned og præger idéen i mentalt stof på mentalplanet. Selv om idéen er subtil, er der en klar forskel mellem formål og vilje, og den er tydelig for den avancerede indviede. Den dualistiske karakter af den planetariske manifestation og det solare udtryk viser sig som formål og vilje. Medlemmerne af ”Rådet” i Shamballa kender forskellen, og derfor er de henholdsvis ”garanter for formålet” og ”vogtere af viljen”. Vilje er aktiv. Formål er passiv. Formålet afventer resultatet af viljens aktivitet. De to grupper er afspejlet i Nirmanakayaernes hierarkiske cirkler. Hierarkiets mestre arbejder ikke alene med at udvide deres sensitivitet over for det planetariske systems formål, men også evnen til at formulere formålet for Shamballas Råd. I interplanetarisk forstand kommunikerer de med Nirmanakayaerne inden for Jordens bevidsthedsfelt. Deres kontemplative aktivitet er fokuseret på antahkaranaen, der forbinder Hierarkiet med Shamballa og menneskeheden med Hierarkiet. På samme måde som Nirmanakayaerne, der er en gruppe kontemplative indviede, som arbejder i dyb meditation mellem Hierarkiet og Shamballa, er der en endnu mere ophøjet gruppe, der kaldes ”Stråleherrerne”. De befinder sig i den dybeste kosmiske meditation i bevidsthedsområdet mellem Jorden og Jordens søsterplanet Venus. Selv blandt mestrene i Hierarkiet er kun få bevidste om konsekvenserne af kraften, der strømmer fra Sollogos eller de store reservoirer af åndelig kraft. Det er kun gruppen af kontemplative i Hierarkiet, som kaldes Nirmanakayaer, der er bevidst modtagelige over for den højere indflydelse, og kun når indflydelsen er blevet nedtrappet af bestemte magtfulde skikkelser i Shamballa. (Se også Dharmakaya, Nirvana og Shamballa).

Nirodha
(Sanskrit/Pali). Nirodha betyder at fastholde, kontrollere og undertrykke. Nirodha henviser bogstaveligt til fraværet eller udryddelse af et bestemt aspekt. Som den tredje af de fire ædle sandheder refererer Nirodha specifikt til ophør af Dukkha (lidelse) og Dukkhas årsager. Nirodha er derfor almindeligt anvendt som synonym for Nirvana. I forbindelse med de fire ædle sandheder, hvor Nirodha henviser til ophør af lidelse og årsagerne til lidelse, tænkes der på ophør af alle uhensigtsmæssige erfaringer og deres årsager, og at erkendelsen er så dybt integreret, at de aldrig kan opstå igen. Det er tale om fjernelsen i betydningen det definitive fravær eller totale ophør af Dukkha. Iflg. buddhismen vil mennesket på et tidspunkt udvikle en reel forståelse af årsagerne til lidelse – eksempelvis Tanha (begær) og Avidya uvidenhed – så menneskeheden helt kan udrydde årsagerne og derfor frigøre sig fra al lidelse. (Se også Avidya, Nirvana og Tanha).

Nirvana
(Sanskrit). Nirvana (Pali: Nibbana) oversættes som regel med ”tomhed” eller ”udslettelse”, men ofte – navnlig i Vesten – fortolker man meningen bogstaveligt, og derfor sidestiller man Nirvana med totalt ophør af liv og bevidsthed. Holdningen kan sammenlignes med naturvidenskabens overbevisning om, at når et fysisk menneske dør, udslettes livet og bevidstheden permanent. Iflg. åndsvidenskaben er begge dele en misforståelse. Nirvana er den tilstand man opnår, når man undslipper de karmiske cyklusser af genfødsel og lidelse. Nirvana er en tilstand af enhed med den universelle bevidsthed – ”den rene tilstand” – på det nirvaniske eller atmiske bevidsthedsplan. Nirvana betyder derfor ikke fuldstændig tilintetgørelse, men udelukkende en tilintetgørelse af alt det hos mennesket, der er personligt, egoistisk, separatistisk og forgængeligt – alt det, der binder mennesket til stoffet og sanseoplevelserne i den fysiske verden. Udslettelse af alle begær medfører frigørelse fra alle bindinger og dermed fra fødsel, opvækst, forfald, død og genfødsel. I buddhismen er Nirvana derfor en bevidsthedstilstand eller et ophøjet bevidsthedsstadie. Formålet med at praktisere buddhisme er at opnå Nirvana. Derfor er målet naturligvis ikke opløsning men forløsning. Man kan sige, at Nirvana er Samsaras modsætning – dvs. det modsatte af hvad ikke-oplyste skabninger betragter som virkelighed. Nirvana betyder, at man ikke længere har behov for at reinkarnere. Man er frelst og fri for alle lidelser. Man bliver ét med helheden, med kosmos og med den universelle bevidsthed. Nirvana er et dimensionsløst bevidsthedsplan, der befinder sig hinsides tid, rum og sansning. Iflg. buddhismen lever gennemsnitsmennesket i en illusion om at være begrænset af det fysiske og forgængelige legeme. Illusionen kan ophæves, men kun gennem erfaring – ikke gennem tænkning eller tro. Ved hjælp af utallige genfødsler i Samsara opnår mennesket gradvis større indsigt og ekspanderer bevidstheden til stadig højere bevidsthedsstadier, og til sidst når det til erkendelsen af illusionen. Det medfører opløsning – ikke af mennesket, men af oplevelsen af adskilthed. Når det sker, forsvinder begrænsningerne øjeblikkeligt, og man indgår i Nirvana. (Se også Atmisk og Samsara).

Nirvani
(Sanskrit). Nirvani er en mester eller adept, som har opnået Nirvana. (Se også Nirvana).

Nirvikalpa Samadhi
(Sanskrit). Nirvikalpa Samadhi er yoga-filosofiens betegnelse for den højeste åndelige tilstand, hvor den individuelle bevidsthed smelter sammen med ”bevidsthedsoceanet”. Det er en tilstand af absolut intethed – dvs. en bevidsthedstilstand, hvor alle forestillinger om subjekt og objekt og erkendelse smelter sammen og bliver ét. Det er en ubeskrivelig tilstand uden tanker, og hvor der er enhed med den sande natur. I Savikalpa Samadhi, der er et lavere niveau af Samadhi, vender mennesket tilbage til almindelig bevidsthed, men i Nirvikalpa Samadhi vender mennesker sædvanligvis ikke tilbage til fysisk tilværelse fra den ophøjede tilstand – bortset fra profeter og vismænd, der vender tilbage for at give menneskeheden et åndeligt budskab. Nirvikalpa Samadhi er kulminationen af enhver åndelig praksis, hvor man forenes med Atman (sjælen), som er et aspekt af Brahman (Skaberen af kosmos). Nirvikalpa Samadhi betyder, at man har reelt har nået målet for sin kosmiske rejse. Nirvikalpa Samadhi er højdepunktet af åndelig udvikling, hvor man bliver et fuldkomment menneske, der er karmafri. Al meditativ praksis overalt på Jorden, alle åndelige teknikker, al undervisning, alle kurser, seminarer og foredrag har ét fælles mål – virkeliggørelsen i Nirvikalpa Samadhi. Nirvikalpa Samadhi er ikke et ritual. Det er opnåelse af en bevidsthedstilstand. Når man træder ind i Nirvikalpa Samadhi, bliver hjertet større end selve Universet. Normalt kan man se verden omkring sig, og Universet opleves som uendeligt meget større end man selv er. Det skyldes, at verden og Universet opfattes af det begrænsede tankesind. Når man er i Nirvikalpa Samadhi, bliver Universet som en lille prik inde hjertet. I Nirvikalpa Samadhi er der ingen følelser, men alligevel uendelig lyksalighed. Når man træder ind i Nirvikalpa Samadhi, vokser man ind i denne lyksalighed. (Se også Atman, Brahman, Savikalpa Samadhi og Samadhi).

Nisser
Se Naturånder.

Nivritti
(Sanskrit). Iflg. hinduismen følger livsforløbet to primære veje: Nivritti og Pravritti. Hvert menneske beslutter selv, hvilke af de to veje, det vælger. Under normale daglige aktiviteter er tankesindet uafbrudt i bevægelse. Tankerne flakker rundt, og er konstant under forandring. Tankerne er optaget af at anskaffe nye ting og flere ting, opsøge oplevelser og adspredelse, følge med i forskellige aktiviteter, blande sig i andres anliggende, beskæftige sig med venner, børn og børnebørn osv. Det hele er sikre tegn på, at livsforløbet er på vej ud af Pravritti-vejen. På Pravritti-vejen oplever man hele tiden lidelser, misforståelser, skuffelser, forandringer og smerte. Hvis man er på Nivritti-vejen betyder det, at man har løst sine livsopgaver eller har opfyldt sine ønsker, og derfor har man bevidst valgt et liv i fred og ro. Der er stadig praktiske ting, der skal gøres, for man skal stadig tilberede måltider, vaske tøj og rengøre sit hjem, men man tillader ikke, at man bliver alt for involveret i de praktiske aktiviteter. Man skal blive ”Nivritt” både udadtil og indadtil. Verden er fuld af begær, og hvis man ikke har frigjort sig fra bindinger til begærene, kan man ikke komme ind på Nivritti-vejen. Gradvist frigør man sig fra Pravritti, og komme ind på Nivritti-vejen. I nogle karmiske situationer finder et menneske ind på Nivritti-vejen allerede fra barndommen. Men på et eller andet tidspunkt vågner ønsket om at opnå fuld bevidsthed i ethvert menneske. Nogle mennesker kræver mange liv til denne opvågnen. De to veje er ligesom to grene på samme træ. Den ene gren er Pravritti, og den bøjer sig nedad i et ønske om at nå helt ned til jorden. Den anden gren er Nivritti, og den bøjer sig opad i et ønske om at vokse op mod den kosmiske verden. Kærlighed og længsel efter sjælen kan udvikles af ethvert menneske. Men nogle mennesker har længsel efter oplevelser i den fysiske verden, mens andre ønsker at erkende sandheden, og opleve den, de i virkeligheden er. (Se også Pravritti).

Niyama
(Sanskrit). Niyama betyder ”regel” eller ”observans”. Niyama betegner generelt en opgave eller forpligtelse, der kræves af en åndelig aspirant, eller som fastsættes af en guru eller fremgår af en hellig skrift – især Niyamaerne i Raja-yoga. Patanjali beskriver fem regler. Niyama består af renhed, tilfredshed, strenghed, selvstudium og hengivenhed. Niyama er en af de otte Yogangaer. (Se også Yoganga).

Njord
(Oldnordisk). Njord var en af Vanerne i nordisk mytologi. Som en af Vandenne, symboliserede han de stille, rolige vande ved kysten eller flodernes og søernes vande. Ude på havet herskede Ægir. I de islandske myter var Njord også knyttet til havet, og han fungerede som gud for søfart, fiskeri og handel. I det østlige materiale blev Njord betragtet som en frugtbarheds- og velstandsgud, der var knyttet til indlandet i modsætning til det vestlige, hvor han som nævnt var knyttet til kysten. I vikingetiden var Njord som frugtbarhedsgud næsten blevet fortrængt af Freyr, der sandsynligvis havde overtaget nogle af de egenskaber, der oprindeligt var blevet tillagt hans far, Njord. Njord var gift med Skade, men de levede ikke sammen. Njords børn var Freyr og Freya, men deres mor er ukendt i nutiden. Efter krigen mellem Aser og Vaner blev Njord sammen med sine børn udleveret som gidsler til Aserne, og han slog sig ned blandt dem. Njord har været genstand for flere teorier. Den væsentligste grund er, at hans navn etymologisk er nært beslægtet med den ældre germanske gudinde Nerthus, der omtales af den romerske forfatter Tacitus i værket Germania fra 1. årh. e.Kr. Sammen med de mange tilfælde af stednavne, der indeholder hans navn, har det givet anledning til spekulationer om, at han tidligere i historien har haft langt større betydning i nordisk religion end de bevarede kilder viser. Nogle forskere mener, at Njord skiftede køn, og at det skyldes grammatiske forandringer i sproget, mens andre mener, at det skyldes religiøse forandringer. Njord kan også være relateret til den nordiske gudinde Njörun.

Nome
(Egyptologi). ”Nome” stammer fra det græske ”nomos”, som betyder ”landskab” eller ”provins”. Nutidens historikere har taget navnet fra grækerne, og benyttet det som en betegnelse for Egyptens administrationsdistrikter. De gamle grækere bemærkede egypternes præcise opdeling af landet i provinser, der blev styret af en ”nomarch” – dvs. en offentlig valgt delegeret. Efter den makedoniske erobring af Egypten ændrede grækerne sandsynligvis ikke den eksisterende administration, men overtog ordet ”nome” fra egypterne. Før den græske periode var Egyptens ”dobbeltrige (Øvre- og Nedre-Egypten) opdelt i ”sepats” eller ”provinser”. Symbolet ”sepat” repræsenterede et stykke land, som oftest var opdelt af kanaler og grøfter. Tekster bekræfter, at nomer var opdelt efter overrislede arealer, inddæmninger, landbrugsområder og væksten i finanserne, som dengang bestod af naturalier. Det ældste kendte navn på en ”nomarch” er, ”han, der graver kanaler”. I Gamle Rige var der enten 38 eller 39 nomer i Egypten, og listen over ”sepats” blev en prototype. I en senere periode blev antallet udvidet til 42 nomer eller samme antal som dommere i Dommens hal – de dommere, der assisterede Osiris i domsafsigelsen over den afdøde umiddelbart efter den fysiske død – og samme antal som antallet af visdomsguden Tehutis visdomsbøger. Øvre-Egypten (sydlige Egypten) havde 22 nomer og Nedre-Egypten (nordlige del) var opdelt i 20 nomer.

Norner
(Oldnordisk). Norner stammer fra ”norn”, som i flertal hedder ”nornir”. Norner er de tre gudinder i Eddaen, som spinder, måler og afklipper livets tråd for menneskene. De er skæbnens – dvs. karmas – tjenerinder. Deres navne er Urd (fortiden), Verdande (nutiden) og Skuld (fremtiden), og de er søstre, fordi fortid, nutid og fremtid er tæt forbundet via karmas tråd. Navnet Urd er beslægtet med det angelsaksiske ”wyrd” og ”weird”, der kan oversættes med ”skæbne”. Både Urd og Verdande er afledt af ”verda”, som betyder ”at være” eller ”at blive til”. Mens Urd stammer fra perfektum (førnutid) – dvs. ”det, der var”, ”det, der blev til” eller ”det, der skete”, så stammer Verdande fra præsens (nutid) – dvs. ”det, der sker”. Skuld er afledt af verbet (udsagnsordet) ”skulle” i futurum (fremtid) – dvs. ”det, der skal ske”. Meget tyder på, at man udover de tre havde utallige Norner, der bestemte skæbnen for alle typer af skabninger. Når et barn blev født, var der f.eks. en Norne til stede for at tilrettelægge dets skæbne i inkarnationen. Nornernes havde derfor både positiv og negativ indflydelse, for nogle mennesker fik et godt og langt liv, mens andre fik et kort og besværligt liv. I nyere forskning har man diskuteret forbindelsen mellem Norner og Valkyrier og de omrejsende Vølver. I det før-kristne samfund var Vølver hovedsageligt kvindelige kultledere, der bl.a. besøgte nyfødte børn. (Se også Valkyrier).

Noumenon
(Græsk). Noumenon stammer fra ordet ”nous”, der som regel oversættes med ”sansning”, ”forståelse” og ”tankesind”, men som iflg. åndsvidenskaben betyder ”højere manas” – dvs. sjælen og den abstrakte tænkeevne. Noumenon (i flertal Noumena) er tingenes sande eller indre årsag og natur – i modsætning til de illusoriske og forgængelige virkninger i den ydre verden. I Immanuel Kants filosofi er Noumenon ”et objekt, som det er” – dvs. uafhængigt af tankesindet. Noumenon kaldes også ”tingen-i-sig-selv” – ”das Ding an sich”. Den tyske filosof Immanuel Kant blev berømt for sit ”kategoriske imperativ”, der er et forsøg på at opstille en almengyldig etisk regel på baggrund af fornuften, og hans opdeling af verden i ”tingen-for-os” og ”tingen-i-sig selv”. Kant påstod, at ved hjælp af tænkningen kan mennesket kun lære de ydre fænomener at kende, men det kan aldrig trænge igennem til Noumenon. F.eks. afviser Immanuel Kant samtlige beviser for Guds eksistens som fejltagelser, der bygger på den usande opfattelse, at eksistens er en egenskab. Immanuel Kant bruger ordet ”transcendental” (dvs. det, der ligger uden for erfaringen) om undersøgelser af erkendelsens mulighedsbetingelser, og derfor kaldes hans filosofi for trans-cendentalfilosofi. (Se også Nous).

Nous
(Græsk). Nous oversættes som regel med ”intellekt”, ”at forstå” eller ”forståelse”, men der er flere kilder eller typer af ”forståelse”, der ofte adskiller sig fra hinanden. Nous er bl.a. en platonisk og gnostisk betegnelse for ”højere manas” – dvs. sjælen og den abstrakte tænkeevne. Lavere manas er identisk med den konkrete tænkevene. Opfattelsesevnen er kilden til følelser, indtryk eller rå data om ting, men indtrykkene skal fortolkes, hvis de skal konverteres til forståelse. Fornuften er en kilde til nye forståelser, men fornuften er opbygget ved at samle og adskille andre indtryk, som allerede er forstået. De filosofiske diskussioner om Nous har derfor drejet sig om oprindelsen til de mest basale forståelser, som tillader mennesket at skabe meninger og holdninger på basis af det, mennesket ser, hører, smager eller føler, og som også giver mulighed for at ræsonnere. Den mentale forbindelse, der findes mellem indtryk og ræsonnement er blevet diskuteret som enten et aspekt af opfattelsen eller et aspekt af ræsonnement. Det har rejst spørgsmålet, om der overhovedet kan være andre kilder til enhver grundlæggende forståelse end ophobning opfattelser. På en eller anden måde opbygger menneskets tankesind definitioner på en ensartet måde, fordi mennesker opfatter de samme ting og er i stand til at diskutere dem. Derfor er argumentet, at mennesket uundgåeligt fødes med medfødte potentialer for at forstå de samme ting på samme måde. Og desuden kræves der hjælp fra åndelig side for at opnå dette. Spørgsmålet om hvor forståelse stammer fra, er derfor relateret til spørgsmålet om, hvad viden er, og hvordan tingene kan og skal defineres eller klassificeres. Det medfører en vigtigt filosofisk diskussion, for hvis Nous er medfødt og stammer fra åndelige kilder, involverer det ikke alene menneskelig tænkning, men selve den kosmiske natur. Græske filosoffer har påstået, at menneskets forståelse – Nous – stammer fra den kosmiske Nous, som ikke alene fungerer som en modtager af orden, men skaber den. (Se også Noumenon).

Nubien
(Egyptologi). Nubien – Egyptens sydligste område – var oprindelig beboet af et mindre civiliseret folk, men de var dygtige soldater. ”Nub” er det egyptiske ord for ”guld”, og Nubien betyder derfor ”guldlandet”, for området var oprindeligt rigt på guld. Det var desuden kendt for ædelsten af høj kvalitet, hårdt ædeltræ og kvæg. Nubien var desuden porten til det centrale Afrika, som var rigt på elfenben, ibenholt og sjældne dyrearter. Elephantine-nomen blev indlemmet i Øvre-Egypten (den sydlige landsdel), og grænsen blev fastlagt ved 1. katarakt (Aswan). 2. katarakt blev erobret af kong Djers hær i 1. dynasti. Herskerne i Mellemste Rige erobrede Nedre-Nubien fra Semna til 2. katarakt. I Ny Rige udvidede egypterne deres rige til 4. katarakt under Tutmosis III og kom dermed i direkte kontakt med negroide stammer. Tutmosis III gav dog Nubien selvstændig administration under ”den kongelige søn af Kush”. På det tidspunkt var Egyptens magt på sit højeste. Senere, da faraonernes magt falmede, opnåede Nubien selvstændighed. (Se Nome).

Numerologi
(Latin). Numerologi stammer fra det latinske ”numerus”, der betyder ”tal”, og det græske ”logi”, der benyttes som efterled i sammensætninger – f.eks. sociologi, astrologi, arkæologi osv. Numerologi er læren om tallenes betydning. Numerologi er en talmystik, der er baseret på, at alfabetets bogstaver har bestemte talværdier, og at tal og bogstaver står i et vist forhold til hinanden. Ved at beregne tværsummen, når man frem til et enkelt eller to cifre, som herefter kan fortolkes på grundlag af en ældgammel tradition. Princippet er eksempelvis kendt fra det hebraiske sprog, hvor talmystik er et vigtigt element i fortolkningen af teksterne. Numerologi er baseret på bogstavkombinationer (ofte navne) og deres positive eller negative værdier, som afgøres på grundlag af talberegninger. I numerologiske systemer har de enkelte bogstaver i alfabetet ofte en specifik talværdi, men nogle gange har bestemte bogstavgrupper (f.eks. vokaler) samme værdi. I nutiden benyttes numerologien ofte som grundlag for navneændringer, for mennesker der frygter, at et bestemt navn har uheldig indflydelse. Nogle bruger det som grundlag for en vurdering af, om personnavne – og dermed mennesker – passer sammen. En numerolog er en person, der fortolker numerologi. En af numerologiens grundlæggerne var den græske matematikker og astrolog Pythagoras (ca. 580 - 500 f.Kr.), der blandt andet opdagede de matematiske relationer mellem toner, herunder oktaven og intervallerne mellem de toner, som resulterer i harmoni. Ifølge Pythagoras var ulige tal maskuline, aktive og kreative, og lige tal var feminine, passive og modtagelige. Hvert tal fra 1 til 9 har sine egne specifikke egenskaber og Pythagoras’ beskrivelse af egenskaberne har stor indflydelse på nutidens numerologi.

Nunet
(Egyptisk). Nunet eller Naunet er en oprindelig ur-gudinde. Nunet er et feminint aspekt baseret på navnet Nu med tilføjelse af en feminin endelse. Gudinden Naunet var guden Nuns ægtefælle i den heliopolitanske Ogdoade. Hun havde form af en kobraslange. Hun havde en rolle som himmelgudinde i Nuns urhav. Hun fungerede i samarbejde med himmelgudinden Nut og Jordens gud Geb. Nun kan betragtes som ur-stoffet, mens Naunet kan betragtes som ur-rummet. Naunet befinder sig derfor over Nun, som blev til Okeanos – verdensstrømmen − der flyder rundt om Jorden. (Se også Geb, Nut og Ogdoade).

Nut
(Egyptologi). Den egyptiske gudinde Nut skal ikke forveksles med gudinden Nun. Nun var symbol på urhavet. Nut var symbol på himmelrummet eller mælkevejen. Nut er derfor opstået af Nun. I kabbalaen repræsenterer Nut ”afgrunden” eller ”kaos”, som skabelsen skal passere for at manifestere sig. Ordet ”kaos” stammer i øvrigt fra græsk og betyder ”gab” eller ”svælg” – dvs. det tomrum, som skabelsen skal passere for at gå fra umanifesteret tilstand til manifesteret − en proces der begynder kaotisk. Skabelsesberetningerne oplyser, at før skabelsen var der totalt mørke. Lyset opstod på baggrund af mørket, og lyset og mørket er derfor hinandens forudsætninger. Lyset skabte først kaos, for der var intet stof og ingen former, og intet var under kontrol. I evolutionens løb forvandles det oprindelige kaos til tiltagende orden. Universet kaldes også ”rummet”, og rummet er identisk med Himlen. Gudinden Nun (som symboliserede urhavet) repræsenterede selve urstoffet, mens Nut (som symboliserede himmelrummet) var den form, som urstoffet antog ved skabelsen. Nun repræsenterede Universets byggesten, og Nut repræsenterede den bygning, der blev opført ved hjælp af byggestenene. Fra menneskehedens perspektiv hvælver himmelrummet sig over Jorden, og derfor vises Nut ofte som en kvinde, der bøjer sig over Jorden med fødderne i øst, mens hænderne rører den vestlige horisont. Hun var ”himlens bark” – eller rettere – hun var ”Ras bark”, for hun personificerede det rum, som solguden Ra oplyste. Hun var altomsluttende. Hendes klædning var lang, blå og beklædt med himlens stjerner. Nut vises med hænderne og fødderne som støttepiller på Jorden. Legenden fortæller, at Nut slugte Solen om aftenen og fødte den igen den næste morgen, når den havde passeret igennem hendes guddommelige krop. Benene og armene repræsenterede tiden og rejsen gennem formverdenen. Hendes fysiske legeme, hals og hoved symboliserede rejsens tilbagetur gennem Arupa-verdenen … dvs. den formløse verden. Hun var det hav, som Sollogos (solguden Ra) passerede på sin pilgrimsrejse. Den guddommelige moder kaldes i alle religioner ”havets stjerne” på grundlag af den egyptiske symbolik.

Ny Rige
(Egyptologi). Ny Rige (1522-712 f.Kr.) kaldes også 2. Thebanske Imperium (dvs. hvor Theben var landets religiøse center). Ny Rige er betegnelsen for den tredje storhedstid i Egyptens historie. Storheden bekræftes af gigantiske templer, imponerende gravkomplekser, beundringsværdige kunstværker, smukke papyri og utallige ostrakoner. Det var et imperium i ordets nutidige betydning – dvs. et rige med velorganiseret magt, med kolonier (f.eks. Nubien) og protektorater (f.eks. Asien). 18. dynasti (1552-1306 f.Kr.) havde magtfulde herskere som Tutmosis og Amenhotep, der dominerede den internationale scene i kraft af både krige og diplomati. Egypterne svømmede i luksus, og Egypten nåede sit højdepunkt i perioden. Men Ny Rige slog revner under Amenhotep IV (Akhenaton), da han introducerede solguden Aton og indledte en religiøs revolution mod Amon-præsteskabet. I 19. dynasti (1306-1194 f.Kr.) var Sethos I og Ramses II store bygherrer og frygtløse feltherrer, som formåede at holde sammen på dobbeltriget på trods af stor modstand. I Ny Rige fik Egypten reelt kosmopolitisk indflydelse, og nye kræfter kom i spil. Farao Ahmose (1552-1527 f.Kr.) havde drevet Hyksos-folket tilbage til Asien, og han havde erobret det vestlige Nubien. Med den positive begyndelse i ryggen kunne Tutmosis I erobre landet mellem 4. katarakt og Eufrat, og for at opretholde det store rige, skabte han en professionel hær. Den egyptiske farao fik sin kraft og magt fra guderne, og alle grundlæggerne af Ny Rige proklamerede, at de havde erobret verden med guden Amons hjælp.

Nyana
(Sanskrit). Nyana betyder ”regel” eller ”metode”. Det er et af seks anerkendte systemer (Darsana) i indisk filosofi, der er vigtige redskaber til logisk analyse. Nyana-systemets væsentligste bidrag er muligheden for at analysere detaljerne i tænkemåde og logiske slutninger. Nyana er både filosofi og religion. Den ultimative målsætning er at afslutte menneskehedens lidelser – lidelser, der skyldes uvidenhed. Mennesket kan befri sig selv ved hjælp af sand viden og ægte indsigt. Nyana beskæftiger sig derfor med betydningen af ægte kundskab. Metafysisk set hører Nyana til Vaisesika-systemet, og de to skoler blev ofte kombineret fra ca. 10. århundrede. De primære skrifter er Nyana-sutraerne, som tilskrives Gautama Buddha (ca. 2. årh. f.Kr.). Nyana-systemet fra Gautama Buddha via hans tidlige kommentar Vatsyayana (ca. 450 e.Kr.) til Udayanacarya (Udayana, 10. årh.) – blev betragtet som Gamle Nyana (Pracina-Nyana) i det 11. årh., da en ny Nyana-skole (Navya-Nyana eller Nye Nyana) voksede frem i Bengalen. Den bedst kendte Navya-Nyana filosof og grundlægger af skolen for indisk logik var Gangeśa (13. årh.). Nyana-skolen oplyser, at der er tre vigtige betydninger af kundskab: Pratyaksa – sanseopfattelse, Anumana – logisk slutning eller ræsonnement, Upamna – sammenligning og Sabda – bevisførelse. Forkert viden involverer hukommelse, tvivl, fejl og hypotetiske argumenter. Nyana-teorien om årsagssammenhænge defineres som en årsag, der er ubetinget og uforanderlig, og som går forud for en virkning. Det fremgår af rækkefølgen – at en virkning ikke kan eksistere forud for eller være inkluderet i sin egen årsag – og Nyana-teorien er derfor en variant af Samkhya-yogaens og vedantinernes holdning, men den adskiller sig ikke fra den vestlige induktive logik i denne sammenhæng. Tre årsager er anerkendt: 1) Iboende eller materiel årsag (en virkning, der opstår i substansen). 2) Ikke-iboende (som støtter skabelsen af en årsag). 3) Grundlæggende årsag (kraften, som hjælper den materielle årsag med at skabe virkningen).

Nyasa
(Sanskrit). Nyasa betyder at ”berøre”, ”placere”, ”bruge”, ”sætte på” eller ”sætte i” m.m. Nyasa er en proces, hvor man ved berøring vitaliserer en del af det fysiske legeme, eller et organ i en andens legeme, med en bestemt kraft. Nyasa er en gruppe af metoder og en praksis, som bruges i tantriske ritualer – også i de seksuelle, men ikke kun der. De forekommer også i afspænding og i meditation. Formålet er at ændre legems- og bevidsthedstilstanden, så den bliver nærværende, oplevende og følsom over for, hvad der videre sker i ritualet eller i meditationen. Det, der berøres, er i første omgang det fysiske legemes forskellige dele. Det, man rettes imod de pågældende steder, er f.eks. et mantra, en lyd. Nyasa kan derfor bestå i, at man med hånden ”berører” forskellige legemsdele. Det kan man selv gøre, eller man kan lade partneren eller læreren gøre det. Men det kan også gøres mentalt ved at tænke på de pågældende områder og nævne dem ved navn. Nyasa betyder derfor også at ”placere” et mantra på forskellige legemsdele. Det gøres mentalt eller ved at udtale mantraet højt. Elementerne jord, vand, ild, luft og æter spiller også en rolle i Nyasa. Det fysiske legeme deles op i fem områder, hver med sit element. Nyasa bruges, fordi det har en virkning på krop og sind. Nyasa er i slægt med – og måske engang forgænger til – Shiatsu og Akupunktur. Men hvor de to andre metoder tager udgangspunkt i det fysiske legeme og dets energipunkter og hovedsageligt bruges til helbredelse, omfatter Nyasa mere end det, fordi Nyasa også indeholder metoder til ”berøring” og stimulering af sindets mange dimensioner. Formålet med Nyasa er at berøre og opleve de forskellige planer, at vække bevidstheden der, hvor den normalt slumrer som følge af spændinger, og det kan være i organer og muskler. Derved frigøres spændingerne, men det er kun et skridt på vejen. Formålet er at opleve, at man ikke er bundet til et bestemt bevidsthedsplan, men at man ved fuld bevidsthed kan rumme alle bevidsthedsplaner. Det medfører, at man indser, at den virkelige identitet er den oplevende bevidsthed bag det hele. Den Tibetanske Dødebog fører endog princippet ud over livet og ind i efterlivet, hvor man forberedes på at indse, at man heller ikke er de bevidsthedsplaner, man møder efter døden, for de er også kun oplevelser, som man ikke behøver at binde sig til på udviklingsvejen.

Nyima
(Tibetansk). Nyima er navnet for Solen i tibetansk astrologi.

Nymfer
Se Naturånder.

Nyung Näs
(Tibetansk). Nyung Näs betyder ”glidefald”. Det er en bedeteknik, hvor man lægger sig fladt på maven og rejser sig op med én glidende bevægelse.

Nyx
(Græsk). Nyx eller Nux (som hed Nox på latin), var en af de syv græske skaberguder. Iflg. Hesiod er det Chaos, der skaber Erebos og Nyx – mørket og natten. Deres forening – og under påvirkning af Eros – opstår Aither og dagen. På mystisk vis er det mørket, der går forud for lyset, og det er mørket, der skaber lyset. Legenden afslører, at det, der kaldes lys, er et fænomen – en manifestation – noget, der er skabt. Lys er ganske vist sublimt, men det er skabt fra en kilde, og derfor bliver mørket symbol på ur-essensen af den kosmiske ånd og bevidsthed. Det, der ligger uden for rækkevidde af menneskets åndelige forestillingsevne, befinder sig i bevidsthedsmæssigt mørke. Men i virkeligheden er dette mørke absolut lys, og alle manifesterede verdener og genstande er lysets skygge. De gamle egypteres Khu-en-ua – styrmanden, der sejlede de afdødes sjæle over det mørke vand, der adskiller liv og død – blev senere til den græske Charon. Charon, Erebos og Nyx er derfor varianter af Khu-en-ua. Den døde var forpligtiget til at betale en ”obolus” – en lille mønt – til den dystre færgemand fra Styx og Acheron. Derfor placerede man altid en mønt under tungen på den afdøde. Traditionen er bevaret i nutiden, for i Rusland er det en udbredt skik i de lavere sociale klasser at lægge kobber i kisten under den afdødes hoved som betaling til ”døden”. (Se også Acheron, Afrodite, Apollon, Ares, Artemis, Athene, Chaos, Charon, Demeter, Erebos, Eros, Gaia, Hades, Hefaistos, Hera, Hestia, Poseidon, Prakriti, Pralaya, Python, Tartaros, Tyfon, Uranus, Zeus og Æter).

Nærkontakt
Nærkontakt er et begreb, der stammer fra ufologi. Ordet ”nærkontakt” stammer fra engelsk ”close encounter”. Nærkontakt er en begivenhed, hvor et menneske er vidne til et uidentificeret flyvende objekt – en UFO. Klassificeringssystemet bag nærkontakten blev introduceret af astronomen og UFO-forskeren J. Allen Hynek, som foreslog opdelingen i sin bog The UFO Experience. Man arbejder med tre grader af nærkontakt. 3. grad: Iagttagelse af UFO på nært hold. 2. grad: Observatøren oplever fysisk påvirkning af en UFO’s omgivelser. 1. grad: En UFO-observation, hvor objektet er mindre end 150 meter fra observatøren.

Næseskylning
Se Neti.

Nøgleord
Nøgleord er et udtryk, der bruges i meditation. Et nøgleord er et ord, et symbol eller en sætning, som den mediterende koncentreret mediterer på, studerer og reflekterer over. Nøgleordet udtrykker en idé eller en sandhed af dyb, åndelig betydning. I meditation udvides nøgleordet ved at fastholde tanken i sjælens lys. Sædtanke er en anden betegnelse for nøgleord.

Nøkke
Se Naturånder.


Side : 1
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook