Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Gabriel
(Hebraisk). Gabriel består iflg. populær fortolkning af ”geber”, der betyder ”kraft” eller ”styrke”, og ”el”, der betyder ”guddom”. Det henviser angiveligt til Guds kraft og styrke. Iflg. en anden fortolkning og mere sandsynlig forklaring er Gabriel kopieret fra de gamle egypteres gud Geb (Jordens gud). Ordet er en kombination af Geb (Jorden), Ra (Solen) og ”el” (guddom) eller Geb-Ra-El, som blev til Gabriel. I senere jødisk tradition var Gabriel Jordens ærkeengel. Ordet ”geb” (”gev”, ”geu”) indgik senere i græsk som ge(o) ”jord” − bl.a. geometri (jordopmåling), geografi (Jordens lande) og i Gaia, (Jordens gudinde). Iflg. Gnostikerne er Gabriel eller ærkeenglen Gabriel identisk med ”ånden” eller ”Christos” − ”livets budbringer”. Iflg. Det Nye Testamente blev Gabriel sendt af Gud for at fortælle Maria om Jesu fødsel. Blandt nazarenerne blev Aebel Zivo kaldt Gabriel Legatus (budbringeren Gabriel), men hos de senere jøder blev Gabriel betragtet som en af de syv ærkeengle, og det samme skete i kristen teologi. Gabriel er måske den første, der svarer til de jomfruelige engle eller åndsvidenskabens kumaraer. I henhold til den gængse opfattelse våger englen Gabriel over Iran eller Persien, og i Ezekiels vision om keruberne og de fire hellige dyr, svarer ørnen til Gabriel. I den gamle astrologi herskede han over Månen og stjernetegnet Tyren. Hos gnostikerne blev udtrykket ”ånd” eller ”Christos” kendt som ”livets budbringer”, men budbringeren blev også kaldt Gabriel. Det nævner den kristne biskop Irenæus (ca. 130-ca. 200 e.Kr.) − en indflydelsesrig teolog i den tidlige kristendom − og han sagde, at Gabriel blev født af den kosmiske moder eller Helligånden, og han tog Logos’ plads, mens Helligånden blev betragtet som et kosmisk liv eller en æon. I gnosticismen er en æon en personificeret guddommelig kraft, der udspringer fra Gud. Gabriel er også ét med det højere Selv eller den indre guddommelighed. (Se også Chrestos, Gaia, Geb, Gnosis, Gnostiker, Kerubim, Kristus, Kumaraer, Nazarener og Æon).

Gada
(Sanskrit). Gada eller gadha henviser til et mytisk indisk våben. Gada var en form for ”morgenstjerne” − et våben med jernpigge i køllehovedet, som bl.a. blev brugt af middelalderens vægtere. (Se også Sudarshana-chakra).

Gaea
Se Gaia.

Gaganeswara
(Sanskrit). Gaganeswara eller gaganesvara består enten af ”gagana”, der betyder ”himmel”, eller muligvis stammer ordet fra roden ”gam”, der betyder ”at gå” samt ”ishvara”, der betyder ”herre”. Gaganeswara er derfor ”Himlens Herre” eller ”Herren for de, der er i bevægelse”. Det er også en betegnelse for Garuda pga. Garudas stråleglans, for Garuda repræsenterer et esoterisk aspekt af Solen, især med den esoteriske Herre for monaderne, der vandrer eller bevæger sig omkring i solsystemet. Garuda symboliseres ofte i skikkelse af en flyvende fugl eller en vandrefugl. (Se også Garuda, Ishvara og Monade).

Gah
(Pahlavi/persisk). Gah er et stykke af et døgn i den zarathustriske tradition. I traditionen opdeles dagen i fem perioder eller gah’er – perioden ved daggry, perioden ved middagstid, perioden om eftermiddagen, perioden efter solnedgang og frem til midnat, og perioden fra midnat til stjernerne forsvinder. Den anden periode var den vigtigste gah, for her stod Solen på sit højdepunkt, og der var ingen skygger. Ahura Mazda − ”Livets Herre” − udførte her en ceremoni, hvor han beder sammen med amesha spentaerne (seks engle eller guddommelige kræfter) for at overvinde sin modstander. (Se også Ahura Mazda, Amesha Spenta og Zarathustrisme).

Gahambar
(Persisk). Gahambar er seks perioder eller cyklusser, som giver udvikling i verden i den zarathustriske tradition. De seks perioder omfatter maidyoizaremaya, dengang himlene blev skabt – maidyoisema, dengang vandet opstod − paitishahya, dengang jorden størknede – ayathrima, dengang vegetationen opstod – maidyairya, dengang dyrelivet viste sig − og hamaspathaedaya, dengang mennesket opstod. Man regner med, at den syvende periode kommer efter en vis cyklus, og her vil Messias vise sig.

Gaia
(Græsk). Gaia, gaea eller ge betyder ”land” eller ”jord”. Gaia svarer til terra (eller tellus) på latin i den romerske gudekreds. Gaia er en af de ældre gudinder i gudekredsen, og hun omtales som en af de første guder, der udsprang fra Chaos. Det var Gaia, der fødte Uranus eller Ouranos (himlen) og Pontus eller Pontos (havet), men det var sammen med Uranus, at Gaia fødte titaner, kykloper og hekatonkheirer. Den tilsyneladende unormalitet skyldes til dels de forskellige betydninger af ordet Jorden, som bl.a. hentyder til enten urstoffet, der indgik i skabelsesprocessen, dengang Jorden blev skabt, eller til Jorden efter den blev skabt. Gaia svarer derfor i en vis forstand til sanskritordet aditi eller ”det store kosmiske dyb”. Sammen med Chaos og Eros udgør Gaia den oprindelige treenighed. Gaia repræsenteres ved det oprindelige gamma-tegn, som desuden er det tredje bogstav i det græske alfabet. Det indikerer den tredje fase i den kosmiske evolution. Som den oprindelige moder blev hun tilbedt både som den, der fostrer alt, og som gudinde for døden, dvs. den, som alle vender tilbage til. I den oldgræske religion var Gaia derfor gudinde for eller en personificering af Jorden, før, under og efter skabelsen af planeten. Hun tilhørte den græske treenighed, og hun var en af de oprindelige syv skaberguder, og derfor blev hun betragtet som ”Den Store Moder” for alle − herunder de himmelske guder, titanerne og giganterne. Alt i skabelsen blev født som afkom fra hende via forening med Uranus eller Ouranos (himlen), mens havguderne i nogle versioner var født pga. hendes forening med Pontus eller Pontos (havet). I den græske mytologi var Pontus, der oversættes med ”hav”, en gammel præ-olympisk havgud, som deltog i skabelsen af Universet. Pontus fremstilles i nogle versioner som Gaias søn, og iflg. Hesiod blev han født uden forudgående samleje. For Hesiod var Pontus mere end en personificering af havet, for han var ”ho Pontus” eller ”vejen” (”søvejen”), som var hellenernes betegnelse for Middelhavet. Med Gaia blev han far til Nereus – ”havets gamle mand”. Thaumas – ”havets respektindgydende underværk” – repræsenterede havets farlige aspekter. Phorkys var også gud for havets skjulte farer, og med havets gudinde Thalassa (på oldgræsk betød hendes navn oprindeligt ”hav”) blev han far til Telchines og dermed til alt liv i havet. Hesiod fortæller, at efter Chaos opstod ”den storbarmede” Gaia (Jorden) for at være det evige tilholdssted for de udødelige, der hersker helt oppe fra Olympen og helt ned i dybderne af Tartaros (sådan fortolkes det af nogle forskere). Gaia fødte sin ligemand Uranus (eller Ouranos på oldgræsk), for at himlen kunne ”dække hende på hver side”, og for at fungere som bolig for guderne. Gaia fødte også bakkerne (ourea) og Pontus (havet), men som sagt ”uden kærlighedens søde forening”. Derefter forenede hun sig med Uranus. Hun fødte titanerne, kykloperne og ”de hundredarmede”. Hesiod fortæller, at Gaia lå med himlen og fødte det dybe, hvirvlende Okeanos, Coeus og Crius. Og desuden Hyperion, Iapetos, Theia, Rhea, Themis og Mnemosyne og den guldkronede Phoebe og dejlige Tethys. Efter dem blev Kronos født – den yngste, den snu og den mest forfærdelige af børnene, som hadede sin stærke far. Iflg. Hesiod undfangede Gaia flere børn med Uranus – den gigantiske enøjede kyklop Brontes (”torden”), Steropes (”lyn”) og Arges (”lyset”). Derefter kom hekatonkheirerne eller ”de hundredarmede”: Kottos, Briareus og Gyges, som hver havde 100 arme og 50 hoveder. Da kykloperne og hekatonkheirerne var født, gemte Uranus dem et hemmeligt sted inde i Gaia, og det gav hende store smerter. Derfor udtænkte Gaia en plan. Hun fremstillede en grå flintesten eller adamantine som en slags kniv. (Adamantine betyder ”utæmmelig”, og adamantite og adamantium er en betegnelse for en metalgenstand). Og Kronos brugte kniven til at kastrere sin far Uranus, da han nærmede sig Gaia for at have samleje med hende. Blodet fra Uranus brugte Gaia til at skabe Erinjerne, der var tre af underverdens gudinder, som forbrød sig mod den naturlige orden. De var især involveret i drab, barnlig adfærd og forbrydelser mod guderne herunder falsk vidneforklaring. Afrodite blev skabt af blodet fra Uranus’ afskårne testikler, der befandt sig i havet. Sammen med sin søn Pontus, fødte Gaia havguderne Nereus, Thaumas, Phorkys, Ceto og Eurybia. Kronos havde hørt fra Gaia og Uranus, at det var profeteret, at han ville blive væltet af sit eget barn. Derfor slugte Kronos alle sine børn, som var blevet født af hans titan-søster Rhea. Men da Rhea var gravid med sit yngste barn Zeus, bad hun Gaia og Uranus om hjælp. Og da Zeus blev født, tog Gaia barnet i pleje, og i stedet for Zeus gav Rhea Kronos en sten, der var svøbt i stof, og som han derefter slugte. Pga. Gaias råd besejrede Zeus titanerne. Men derefter havde Gaia samleje med Tartaros, og hun fødte den yngste af hendes sønner – Tyfon – som skulle blive den sidste udfordring for Zeus’ autoritet. (Se også Aditi, Afrodite, Briareus, Eros, Gamma, Gigant, Gyges, Hyperion, Iapetos, Kaos, Kottos, Kronos, Kyklop, Klymene, Mnemosyne, Nereus, Okeanos, Phoebe, Pontus, Rhea, Tartaros, Telchines, Tethys, Thalassa, Themis, Titaner, Tyfon, Uranus og Zeus).

Gal-hinnom
(Hebræisk). Gal-hinnom er navnet på Helvede i Talmud. (Se også Talmud).

Gallu
(Kaldæisk). Gallu i kaldæisk teologi er en gruppe ånder, der befinder sig under Jordens engle.

Gambantein
(Oldnordisk). Gambantein, Gambanteinn eller Gammanten består af ”gamban”, der betyder ”tilbagebetale”, og ”teinn”, der betyder ”stab” − eller muligvis stammer ordet fra det svenske ”gamman”, der betyder ”glæde” og ”ten”, der betyder ”ansatte”. Gambantein bruges i den islandske Edda i digtet Skirnismal, hvor Gambantein er navnet på en magisk stav, som Freys sendebud Skirner skar i et forsøgt på at bejle til jættekvinden Gerd (menneskeheden) på gudernes vegne. Digtet har tilsyneladende relation til nedstigningen til menneskets verden. (Se også Edda, Frey, Gerd, Skirner og Skirnismal).

Gamle Rige
(Egyptisk). Gamle Rige eller Memphis-perioden varede fra 3. til 6. dynasti – fra ca. 3000-2160 f.Kr. Perioden er kendt for inskriptioner og skulpturer – fra relieffer med gravtekster og biografier mejslet ind i væggene på mastabaerne og gravtemplerne. Det er derfor muligt at studere den såkaldte pyramidealder og dens sociale organisation. Gamle Rige voksede frem som den smukkeste og mest perfekte blomst i den faraoniske civilisation. Ingen civilisation opstår uden en lang, forudgående udviklingsperiode, og en af åndsvidenskabens forskere oplyser: ”Egypten har altid været civiliseret. De egyptiske arkæologer kan ikke finde nogen tidsepoke, hvor Egypten var barbarisk, vild og uciviliseret, uden lov, uden forfatning og uden religion. Tværtimod, trådte Egypten frem på historiens skueplads fuldvoksen og udrustet med alle sine evner”. Egyptologernes teori om, at de gamle egyptere udviklede sig fra primitive stenalderfolk til geniale pyramidebyggere på rekordtid er ikke troværdig. Kun få historiske facts er bevaret, men perioden overlevede i legender, som skriverne kopierede i senere generationer, og på den måde blev visdommen fra Atlantis bevaret. Ved slutningen af Gamle Rige krævede landets provinser selvstændighed, og ”hele landet blev hjemsøgt af revolution”. (Se også Gravtempel og Mastaba).

Gamma
(Græsk). Gamma er det tredje bogstav i det græske alfabet. Gammas versal står ofte for Gaia, Jordens gudinde, der i sit kosmiske aspekt symboliserer evolutionens tredje fase. Alfabetisk svarer det til ”gimel”, der er det tredje bogstav i det hebraiske alfabet. (Se også Gaia).

Gan-Eden
(Hebræisk). Gan-Eden, Gan-Aeden eller Gandunia består af ”gan”, der betyder ”have” eller ”park”, og ”eden”, som måske stammer fra det assyriske ord ”edinu”, der betyder ”steppe”, som er sat i forbindelse med det hebraiske ”eden”, der betyder ”ynde”. Gan-Eden er Edens Have – et lykkeligt og sorgløst sted. I de assyriske tavler kaldes Gan-Eden for Gan-Dunyas eller Gan-Dunu, som også er et navn for Babylon. (Se også Eden og Paradis).

Gana
(Sanskrit). Gana stammer fra roden ”gan”, der betyder ”at tælle”. Gana er en gruppe, en flok, en skare, mangfoldighed, antal, klasse osv. I flertal bruges gana om skarer eller grupper af lavere guddomme (devataer), der betragtes som Shivas tjenere, som er under særlig overvågning af guden Ganesha. Gana bruges ofte i sammensatte former som f.eks. Ganadevata eller Ganadevas). Gana er også en række asterismer (inden for astronomi er et asterisme en betegnelse for et mønster af stjerner på himlen, hvor der ikke er tale om et officielt stjernebillede). Gana har desuden relation til Månen, hvor der er tre grupper: Guder, mennesker og dæmoner. (Se også Brahmas alder, Devata, Ganadeva, Ganesha, Kalpa, Maha, Mahaloka, Loka og Shiva).

Ganadeva
(Sanskrit). Ganadeva er en gruppe himmelske skabninger, som angiveligt bor i Mahaloka. De hersker i den nuværende kalpa (cyklus), og derfor kaldes de Kalpadhikariner eller Kalpaernes Herrer. De eksisterer kun en enkelt af Brahmas dage. (Se også Brahmas alder, Kalpa og Mahaloka).

Gandapada
(Sanskrit). Gandapada er en kendt Brahmansk lærer, der er forfatter til kommentarerne til Sankhya Karika, Mandukya Upanishad, og andre værker.

Gandhara
(Sanskrit). Gandhara er en musiktone med stor esoterisk kraft i hinduernes gamut − den tredje af de syv primære toner i den diatoniske skala. Inden for musik betyder diatonisk bevægelsen i hel- og halvtonetrin. (Se også Shad-ja).

Gandharva
(Sanskrit). Gandharvaer er devaer eller guddomme, som kaldes ”himmelske sangere” eller ”musikere” i Indien. Esoterisk er de mellemled mellem guderne og menneskeheden, og derfor er de på en måde menneskehedens instruktører i esoterisk videnskab. I Vedaerne er gandharvaer guddomme, der kender og afslører åndelige hemmeligheder og guddommelige sandheder for de dødelige. Kosmisk set er gandharvaerne solildens akkumulerede kræfter. De udgør solildens styrke. Psykisk set er de intelligensen, der befinder sig i sushumna. De er den solare stråle, som er den øverste af de syv stråler. Esoterisk set vogter de over den skjulte kraft i den hellige soma (Månen), som er en drik, der er lavet af ”måneplanten” – en nektar, der gav ”alvidenhed” og evigt liv. Fysisk set repræsenterer gandharvaerne fænomener og åndelighed, og de er den grundlæggende årsag til lyd. De kaldes de 6.333 ”himmelske” sangere og musikere fra Indras loka, der personificerer de forskellige lyde i naturen på alle eksistensplaner. De har angiveligt en mystisk magt over kvinder, som de føler sig knyttet til. Gandharvaerne minder om de forskellige grupper af græske daimonos eller kristne engle. De højststående englegrupper eller de højststående gandharvaer svarer til de højststående dhyan-chohaner. De er intelligente strømninger i den kosmiske balance. Nogle gange er de aktive, og nogle gange er de passive i arbejdet med den karmiske skæbne. (Se også Deva, Dhyan-Chohaner, Dæmon, Enok, Indra, Loka, Soma, Sushumna og Veda).

Gandiva
(Sanskrit). Gandiva er Arjunas bue, der var en gave fra guderne. (Se også Arjuna og Bhagavad-Gita).

Ganesha
(Indisk). Ganesha er betegnelsen for den indiske visdomsgud med elefanthoved. Ganesha er Shivas søn. Legenden fortæller, at Ganesha mistede sit menneskehoved, men det blev derefter erstattet af et elefanthoved. Ganesha er en guddom, der fjerner forhindringer. Han påkaldes hver gang man begynder på et vigtigt projekt, og det samme gælder, når man begynder at skrive en bog. Ganesha er overhoved for mange underordnede åndelige skabninger. For en guddom, der repræsenterer visdom, er det en nødvendighed, for han skal være i stand til at gennemføre sine kosmiske projekter via underordnede hierarkier af intelligente og halvintelligente skabninger, hvor han fungerer som deres vejleder, når tankerne skal omsættes til form. Han er på mange måder identisk med de gamle egypteres Tehuti, Thoth-Hermes eller Anubis. (Se også Anubis, Hellige dyr, Hermes, Hermes Trismegistos, Shiva og Thoth).

Ganga
(Sanskrit). Ganga er Ganges, som er den helligste flod i Indien. Ganges er ligesom mange andre gamle, hellige vandløb et symbol på strømmen fra ånd til stof, eller fra himmelske riger til jordiske riger. Der er tale om usynlige kræfter, bl.a. strømme af visdom og kraft, der konstant flyder fra Himlen til Jorden eller fra guder til menneskeheden. Det var en idé, som engang sørgede for, at opmærksomheden blev fastholdt på virkeligheden og de åndelige verdener og de indre verdeners intime forbindelse med den fysiske verden og med rum og tid. I Puranaerne og i gamle legender fortælles det, at gudinden Ganga transformerede sig selv til en flod, som derefter strømmede ud fra Vishnus tå. Hun blev bragt fra Himlen til Jorden af bønner fra Bhagiratha, der var konge af Kosala. Ganga skulle rense asken fra kong Sagaras 60.000 sønner, der var blevet fortæret af vismanden Kapilas vrede blik. En anden legende fortæller, at Ganga faldt fra det ene af Shivas ører ned i Anavatapta søen, og derfra strømmede den ud gennem munden på sølvkoen (Gomukhi, som angiveligt ligner munden på en ko), krydsede hele det østlige Indien og strømmede ud i det sydlige hav. I Vesten betragtes det som ”kættersk overtro” at Ganges vande skulle rense de troende fra synd, men det er ikke mere ”overtroisk” end at påstå, at man tror på, at ”dåbens vande” har kræfter, der renser fra synd. Den sande fortolkning af den gamle legende gik gradvist tabt, og der opstod en religiøs overbevisning om, at det fysiske vand i Ganges kunne rense de troende fra synd. Det minder om kristendommens og endda i jødernes påstand om, at vandet i Jordanfloden har syndsrensende kraft. (Se også Eridanus, Gangadvara, Kapila, Nilen, Puranaer, Shiva og Vishnu).

Ganga-Putra
(Sanskrit). Ganga-Putra betyder ”søn af Ganges”, og det er bl.a. betegnelsen for Karttikeya, der er hinduernes krigsgud. (Se også Karttikeya og Murugan).

Gangadvara
(Sanskrit). Gangadvara består af ”ganga”, der henviser til Ganges-floden og ”dvara”, der betyder ”dør”. Gangadvara er døren eller åbningen til Ganges, ved en by, der i nutiden kaldes Hardwar ved foden af Himalaya. Iflg. legenden var det her, vismanden Kapila sad i meditation i en årrække. (Se også Ganga og Kapila).

Ganges
Se Ganga.

Gangi
(Sanskrit). Gangi er en kendt og respekteret magiker på Kasyapa Buddhas tid. Kasyapa Buddha var Gautama Buddhas forfader. Gangi blev betragtet som en inkarnation af Apalala − Naga (slangen), der var skytsånd for Subhavastus kilder − en flod i Udyana. Apalala er angiveligt konverteret til ”den gode lov” af Gautama Buddha, og han blev arhat (dvs. fik 4. indvielse). Allegorien til slanger er forståelig, for alle mestre og indviede blev kaldt nagaer − ”visdommens slanger”. (Se også Adept, Arhat, Gautama Buddha, Kasyapa og Naga).

Ganinnanse
(Pali). Ganinnanse stammer fra ”gana”, der betyder ”menneskemængde” eller ”forsamling”. Ganinnanse er en singalesisk præst, som endnu ikke er blevet ordineret. De ordinerede præster kaldte man terunnanse.

Ganymede
(Græsk/latin). Ganymede er en smuk, ung kongesøn, som levede blandt de dødelige, men Zeus bortførte ham til Olympen. Her fik Ganymedes evig ungdom og blev gudernes mundskænk. En fortolkning siger, at når Ganymedes, der står for motiver, som repræsenterer de lavere begær, ”overmandes af verdensherren for den mørke cyklus, forkastes Astraea”. Astraea er gudinde for retfærdighed og renhed, og det betyder, at den gyldne tidsalder er forbi. Astronomisk betyder det en ændring af Jordens poler, der eliminerer Jomfruen (Astraea) og bringer Vandbæreren (Ganymedes). Jupiters og Solsystemets største måne er opkaldt efter Ganymedes. (Se også Astraea og Zeus).

Gardiner
(Egyptisk). Alan Henderson Gardiner (1879-1963) var engelsk egyptolog. Han studerede sammen med Adolf Erman i Berlin, og var medarbejder på den store egyptiske ordbog – "Wörterbuch der ägyptischen Sprache". Et højdepunkt i Alan Henderson Gardiners videnskabelige arbejde var ”Egyptian Grammar”, som udkom første gang i 1927. (Se også Erman).

Garima
(Sanskrit). Garima eller gariman er en af siddhierne, der erhverves gennem yoga-træning, hvor yogien ”opnår en forøget tyngdekraft − ved at sluge en stor portion luft, og komprimere den i sit system”. Ved at bruge sin vilje ændrer yogien dermed sin vægt, og det medfører en regulering af kroppens elektriske polaritet. (Se også Siddhi, Yoga og Yogi).

Garm
(Oldnordisk). Garm er identisk med Kerberos i Eddaen. Garm er en hund i Hades. Den tilhører Hel, gudinden for og dronningen af underverdenen. I Eddaerne siges det, at Garm har blodige stålkæber. Hunden står lænket i Gnipahulen iflg. eddadigtet ”Vølvens Spådom”. Grotten ligger muligvis ved indgangen til Hels rige, men placeringen er usikker. På det sidste slag vil Garm bryde sin lænke og kæmpe med guden Tyr, og de vil blive hinandens banemænd. (Se også Edda, Hades, Hel, Helvede, Kerberos og Tyr).

Garuda
(Sanskrit). Garuda er en gigantisk skabning, som er halvt menneske og halvt fugl i den hinduistiske mytologi. Garuda er født af et æg, som er skabt af Vinata, der er Kasyapas hustru. Garuda er den selvskabte, der sprang ind i tiden, og som er en af de syv udstrålinger, der skabte verden. Garuda er derfor symbol på den store cyklus eller manvantara. Garuda er også et symbol på Solen og Solens cyklus. Garuda består lige så evigt som Vishnu, for Garuda er et aspekt eller en manifestation af Vishnu selv. Derfor siges det ofte, at Vishnu ridder på Garuda som på en hest, når han symboliserer Vishnu i tid og rum. Garudas søn er Jatayu, som i Ramayana skyndte sig at redde Sitha, da hun blev bortført af Ravana, dæmonkongen af Lanka, men blev dræbt i den efterfølgende konflikt. (Se også Gaganeswara, Jatayu, Kasyapa, Manvantara, Ramayana, Ravana, Sitha, Vinata og Vishnu).

Garuda-Purana
(Sanskrit). Garuda-Purana var en af de 18 vigtigste Puranaer i oldtidens Indien. Den omhandler hovedsageligt fødslen af Garuda fra Vinata. (Se også Garuda, Puranaer og Vinata).

Garudanana
(Sanskrit). Garudasana er en yoga-øvelse. Garuda betyder ”ørn”. Garudasana er derfor ”ørnen” eller ”ørnestillingen”. Garuda er navnet på Vishnus legeme, og den hinduistiske guddom har relation til princippet om opretholdelse. Stillingen er en balanceøvelse, der styrker benenes muskler. Garudasana udføres sædvanligvis som en kompakt asymmetrisk stående balancestilling. Garudasana udføres ved at bøje knæene lidt, løfte venstre fod og balancere på højre fod. Venstre lår krydses over højre lår. Tæerne på venstre fod skal pege mod gulvet. Pres foden bagud, og placer forsiden af foden bag højre læg, og balancer på højre fod. Stræk herefter armene lige frem parallelt med gulvet og spred skulderbladene så meget som muligt på overkroppens bagside. Kryds armene foran overkroppen med højre arm over venstre. Før højre albue ind i venstre armkrog og løft underarmene, så de er vinkelret med gulvet. Bagsiden af hænderne skal vende mod hinanden. Pres højre hånd til højre og venstre til venstre, så håndfladerne nu står over for hinanden. Tommelfingeren på højre hånd skal befinde sig foran lillefingeren på venstre hånd. Pres nu håndfladerne sammen (så meget som muligt), løft albuerne op og stræk fingrene mod loftet. Bliv stående i stillingen i 15 til 30 sekunder. Slap derefter af i ben og arme og stå i opret stilling. Gentag øvelsen men denne gang modsat ved at balancere på venstre fod. (Se også Vishnu og Yoga).

Gastromanti
Gastromanti er betegnelsen for en spådomskunst, hvor man bruger et fad med indviet vand. Ved at stirre afslappet men koncentreret på vandets spejlende overflade, kan der vise sig skikkelser – ofte af afdøde. Gastromanti er beslægtet med hydromanti. (Se også Hydromanti).

Gatha
(Avestan). Gatha stammer fra roden ”ga”, der betyder ”at synge”. Gathaerne er 17 hymner med moralske aforismer, som man mener, Zarathustra selv har komponeret. Gatha er derfor de helligste tekster i zarathustrismen. Gathaerne er skrevet som vers i overensstemmelse med den struktur, man brugte i antikkens iranske religiøse digte. Derfor er versene ekstremt kortfattede, og de repræsenterer en undtagelse til de normale grammatiske konstruktioner. De 17 hymner består af 238 strofer med ca. 1.300 linjer eller 6.000 ord i alt. De blev senere samlet i Yasna, der har 72 kapitler. Yasna er den primære liturgiske tekstsamling inden for et større kompendium af Avesta. De 17 hymner kan identificeres med deres kapitel-numre i Yasna, og de er opdelt i fem hovedafsnit: 28-34 − Ahunavaiti Gatha med 100 strofer. 43-46 − Ushtavaiti Gatha med 66 strofer. 47-50 − Spenta Mainyu Gatha med 41 strofer. 51 − Vohu Khshathra Gatha med 22 strofer. 53 − Vahishto Ishti Gatha med 9 strofer. Med undtagelse af Ahunavaiti Gatha, som er opkaldt efter Ahuna Vairya-bønnen (Yasna 27, som ikke er i gatha), afspejler navnene på gathaerne det/de første ord i første salme i versene. En gatha på 32 ord kaldes Aryagiti. Salmerne er historisk relateret til den vediske tristubh-jagati kategori. Hymnerne synges ikke − de reciteres. (Se også Avesta, Yasna, Zarathustra og Zarathustrisme).

Gati
(Sanskrit). Gati betyder ”vej”, ”kurs” eller ”sti”. Det er de seks (esoterisk er der syv) tilstande af sansende eksistens. Den syvende eksistenstilstand er nirmanakayaens. De seks tilstande er inddelt i to grupper − de tre højere og de tre lavere veje. Devaerne, asuraerne og (udødelige) mennesker tilhører de tre højere veje − og i den eksoteriske lære henviser de tre lavere veje til skabninger i Helvede − dvs. pretaer eller grådige dæmoner og dyr. Iflg. den esoteriske fortolkning er de sidste tre imidlertid mennesker i kama-loka, elementaler og dyr. En gati er en vej eller en eksistenssfære, som uundgåeligt skal følges pga. af tidligere karma. Hvis et menneske lever et ædelt og ærligt liv, vil dets gati være vejen, der fører til menneskehedens højere aspekter. Hvis mennesket bevidst lever et egoistisk, ondt og degenereret liv, vil vejen eller næste eksistenssfære være en inkarnation i en degenereret menneskelig form eller funktion. Det samme gælder for guddommelige skabninger og alle andre, for deres efterfølgende livsområder, funktioner og handlinger er præcis i overensstemmelse med deres karma. Karma er universel − og den måde, man lever på, er den måde, man bliver. I det manifesterede univers er livet i alle tilfælde og overalt et resultat af de bestående karmiske forhold, som sørger for fremdrift, og lejlighedsvis tvinger det en skabning ind i en eller anden af gatierne. (Se også Asura, Bhuta, Deva, Kama-Loka, Karma, Nirmanakaya og Preta).

Gatra
(Sanskrit). Gatra stammer fra roden ”ga”, der betyder ”at gå” eller ”at bevæge”. Gatra er en legemsdel eller et aspekt af kroppen. Flertalsformen henviser esoterisk set til Brahmas lemmer, hvorfra de syv tankefødte sønner, de syv kumaraerne eller manasaputraerne angiveligt er født. Den feminine form bruges nogle gange som navn på Jorden – ”den, der bevæger sig”. (Se også Brahma, Brahman, Kumaraer og Manasaputra).

Gaudapada
(Sanskrit). Gaudapada (ca. 6. årh. e.Kr.) – som også kaldes Shri Gaudapadacharya eller Gaudapadacarya − er en berømt bramin, der fungerede som lærer. Han var Sankaracharyas guru eller lærer i filosofi. Gaudapada var forfatter til kommentarerne til Samkhya-Karika, Mandukya Upanishad og andre værker. Mandukya-karika er en grundtekst, som bruger madhyamika-filosofisk terminologi for at beskrive Advaita Vedanta-filosofien. (Se også Advaita, Bramin, Gaudapadacharya, Guru, Mandukya Upanishad, Samkhya-karika, Sankaracharya, Vedanta og Upanishader).

Gaudapadacharya
Se Gaudapada.

Gauri
(Sanskrit). Gauri er det feminine tillægsord, der betyder ”strålende” eller ”smuk”. Gauri bruges ofte til feminine skabninger, hvor det betyder det jomfru, og det henviser til Jorden, som er gudinden Parvati, der er Shivas og Varunas ægtefælle. Gauri henviser også til Sakyamunis (Gautama Buddhas) mor. (Se også Gautama Buddha, Parvati, Sakyamuni, Shiva og Varuna).

Gautama Buddha
(Sanskrit). Gautama eller Gotama på pali er et ord, som består af ”gau”, der betyder ”på Jorden” og ”tama”, der betyder ”den herligste”. Navnet Gautama eller Gotama, der var et slægtsnavn, betyder ”den herligste på Jorden”. Gautama er navnet på religionsstifteren Gautama Buddha. Gautama var det gejstlige navn på Sakya-familien, det kongelige dynasti, som Gautamas far, kong Suddhodhana af Kapilavastu, tilhørte. Gautama Buddha blev også kaldt Sakyamuni, som betyder familien Sakyas ”muni” dvs. ”vismand”. Årsagen er, at han tilhørte Sakya-slægten, og derfor fik han navnet Sakyamuni – ”vismanden fra Sakya-slægten”. I titlen Sakyamuni er ”mundi” faldet bort, og derfor er Sakya blevet et efternavn. Kapilavastu var en by i antikken og fødestedet for Østens store religiøse reformator. Byen blev ødelagt i Gautamas levetid. Efter at have været den 4. rodraces Bodhisattva inkarnerede han for sidste gang som prins Siddharta i dynastiet Sakya i Kapilavestu i året 621 f.Kr. Han opnåede buddhaskab år 592 f.Kr. Gautama Buddha var den første fra menneskeheden, der opnåede buddhaskab, hvor han iflg. den eksoteriske buddhisme indtrådte i Nirvana. Han forlod sit fysiske legeme år 543 f.Kr. Datoerne stammer fra den sydbuddhistiske religion. Eksoteriske kilder opgiver andre årstal: Født ca. 557 − død 477 f.Kr. Hans lære, der på en måde kan betragtes som en reformation af brahmanismen (hinduernes gamle religion), er mest af alt en sublim morallære – måske den mest sublime, der eksisterer på Jorden − selv i sin eksoteriske form. Efter ham kaldte man hans morallære for buddhisme eller – som den burde kaldes – buddhaisme. Den er, i modsætning til jødernes, de kristnes og muslimernes religioner, absolut ikke-voldelig. Den stiller krav om vegetarisme, og den har udviklet sig uden religionskrige i modsætning til de andre store religioner. I nutiden er buddhismen den mest udbredte af verdensreligionerne. Den har flere gange været i forfald, men er blevet reformeret af oplyste lærere, bl.a. de tre, der kaldes ”buddhismens tre sole”: Aryasangha, Aryadeva og Nagarjuna – og desuden Tzon-kha-pa. Buddhismen, der har en omfattende litteratur, kaldes også Dhamma eller Dharma (”loven”), og af dens vigtigste hellige skrifter kan nævnes Tripitaka i tre dele. 1) Ulla Pitaka – selve læren. 2) Vinaya Pitaka – regler og forskrifter for asketerne. 3) Abhidamma Pitaka – metafysiske og filosofiske afhandlinger. Desuden findes Dhammapada, der indeholder Buddhas morallære, og Lalita Vistara, der er en biografi af Buddha, skrevet af Dharmarakcha år 308 e.Kr. For at nå sit høje udviklingsniveau måtte Gautama Buddha i løbet af meget kort tid gennemføre et arbejde, der siges at have været så omfattende, at ingen af de foregående buddhaer troede, det var muligt. Buddhas udviklingsstadie svarer til menneskehedens niveau ved slutningen af 6. runde, og derfor var han bl.a. nødt til at opbygge et 6. runde-legeme – men der fandtes på det tidspunkt ingen atomer her på Jorden, der egnede sig til det. Derfor var han tvunget til selv at forme den nødvendige type atomer – et arbejde, som almindelige mennesker overhovedet ikke kan gøre sig begreb om. Da Buddha forlod sit fysiske legeme, indtrådte han ikke i nirvana, som den eksoteriske buddhisme påstår (selv om han havde vundet retten til det). Han venter på nirvanas tærskel som en nirmanakaya. (Se også Aryasangha, Aryadeva, Bodhisattva, Buddha, Dhammapada, Dharma, Foh, Kapilavastu, Nagarjuna, Nirmanakaya, Nirvana, Sakyamuni, Siddhartha, Tripitaka, Tzon-kha-pa og Vinaya Pitaka).

Gaya
(Sanskrit). Gaya er den gamle by, Magadha, der ligger nordvest for nutidens Gayah i Bihar i Indien som mange besøger under en pilgrimsfærd. I Gaya opnåede Sakyamuni sit buddhaskab under det berømte bodhitræ, bodhi druma. (Se også Bodhi Druma, Bodhitræ, Gautama Buddha og Sakyamuni).

Gayatri
(Sanskrit). Gayatri eller Savitri stammer fra roden ”ga”, der betyder ”at synge”. Gayatri-mantraet findes i Rig-Veda. Det er verdens ældste mantra, og det bruges overalt på Jorden. Gayatri-mantraet er en invokation til Solen – dvs. til Sollogos − det største af alle symboler. Braminerne skulle gentage mantraet i tanken hver morgen og aften under deres ritualer. Clairvoyante forskere oplyser, at en stor lysstråle øjeblikkeligt strømmer ned imod og ind i den, der intonerer mantraet. Det ser ud som om lysstrålen kommer fra den fysiske sol, uanset hvor den befinder sig. Gayatri-mantraet er blevet intoneret overalt i Indien fra de tidligste tider, og iflg. åndsvidenskaben har devariget fået indsigt i effekten, og devaerne responderer på mantraet på en speciel måde. Gayatri begynder altid med det hellige ord ”OM” og med en præsentation af de tre bevidsthedsplaner, som mantraet skal påvirke. Det er menneskets tre lavere verdener − den fysiske, den astrale og den mentale. Når de enkelte bevidsthedsplaner nævnes, samler devaer på de respektive planer sig omkring det menneske, der intonerer mantraet for at udføre den opgave, som intoneringen af mantraet aktiverer. Mens det almindelige ord for Solen er Surya, bruges den specielle betegnelse Savitri i gayatri-mantraet for at henvise til den åndelige Sol – dvs. Sollogos – som inspirator og livgiver. På originalsproget lyder teksten sådan: ”Om bhur bhuva svaha. Om tat savitur varenyam. Bhargo devasya dhimahi. Dhiyo yo nah prachodayat” – iflg. Isavas Upanishad. De enkelte ord betyder: ”Om” – den lyd, der skabte Universet. ”Bhur” – den fysiske verden. ”Bhuvah” – mentalplanet. ”Suvah” – den åndelige eller guddommelige verden. ”Thath” – ”Det”, Gud, den transcendentale Paramatma. ”Savitur” – Solen, Skaberen, Bevareren. ”Varenyam” – den mest tilbedelsesværdige. ”Bhargo” – lysende, stråleglans. ”Devasya” – strålende og højeste Herre. ”Dheemahi” – vi mediterer på. ”Dhiyo” – intelligens, forståelse. ”Yo” – Måtte de lyse. ”Nah” – vores. ”Prachodayath” – oplyse, vejlede, inspirere. Der findes adskillige oversættelser og ordforklaringer til Gayatri-mantraet, og den tibetanske mester Djwhal Khul har givet sin version: ”Du, som giver næring til Universet, fra hvem alle ting udgår, til hvem alle ting vender tilbage. Afdæk for os den sande åndelige Sols ansigt, skjult bag en skive af gyldent lys, så vi må kende sandheden og gøre vores fulde pligt på rejsen til dine hellige fødder”. (Se også AUM, Bramin, Logos, Mantra, Rig-Veda, Savitri, Sollogos, Surya og Upanishader).

Geb
(Egyptisk). Himmelgudinden Nuts modpol er guden Geb, og Geb symboliserer Jorden. I de fleste kulturer er Jorden en feminin skikkelse, og derfor overrasker det de fleste, at ”Moder Jord” blev symboliseret af ”Fader Jord” i det gamle Egypten. For at forstå logikken er det vigtigt at holde fast i grundsymbolikken. Guder symboliserer ånd, sjæl og bevidsthed. Gudinder symboliserer substans, stof, legemer og form. Geb repræsenterer derfor den maskuline modpol til den feminine mælkevej i skikkelse af gudinden Nut. Nut repræsenterer Mælkevejen og rummet, som er form og stof. For de gamle egyptere var Jorden derfor ikke hverken form eller stof. For dem var Geb identisk med Planetlogos – dvs. den skabning, der bruger planeten Jorden som sit fysiske legeme. Iflg. egypterne er Jorden derfor ånd og bevidsthed, som levede i Nuts form (rummet). Men hvor passer Nut (himmelrummet) ind i menneskets struktur? Og hvad med Geb? Alle mennesker er celler i den planetariske organisme, og planeten er et center i solsystemets organisme, som igen er et center i Mælkevejen osv. Den egyptiske gudekreds beskriver ikke alene menneskets indre opbygning, men fastholder samtidig menneskets placering i helheden. Geb har imidlertid en dobbeltrolle i gudekredsen. Udover at repræsentere Planetlogos, er han også symbol på menneskets æterlegeme, som er den stofligt finere del af det fysiske legeme. Mange senere myter er tydeligvis inspireret af denne symbolik, og derfor fremstilles Jorden som en gudinde. Gudinder er som nævnt stof eller legemer, og både Jordens æter og menneskets æterlegeme hører til det fysiske plan. ”Moder Jord” og den græske gudinde ”Gaia” er derfor symboler på Jordens æterlegeme og den faste fysiske jord. I tidens løb har man på denne måde flyttet fokus fra egypternes Planetlogos, som er Jordens indre ånd og bevidsthed (og som derfor er en maskulin guddom), til Jordens æterlegeme, som er Gaia, moderen eller et feminint princip. Geb var som nævnt Jordens gud for de gamle egyptere, og Jordens gud er et lavere aspekt af Solens gud, som i Egypten hed Ra. Hebræerne kombinerede − Geb og Ra − og tilføjede ”el”, som betyder ”gud” eller ”kraft”. I den jødisk tradition blev Geb-Ra-El til ærkeenglen Gabriel, der er Jordens engel. Ordet Geb (Gev, Geu) går senere igen i græsk som ”ge(o)”, der betyder ”jord”. ”Geo” indgår i begreber som geometri (jordopmåling) og geografi (videnskaben om Jorden). (Se også Gabriel, Gaia, Logos, Nut, Planetlogos, Ra og Æterlegeme).

Geber
(Hebræisk). Geber stammer fra ”gabar”, der betyder ”at være stærk”. Geber er et menneske med magt eller styrke. I flertalsform hedder det gibborim dvs. ”mægtige mennesker”. Gibborim er tæt forbundet med kabirim (kabiri). Geber har en tredobbelt betydning. Geber henviser til en skabning med mægtig åndelig kraft i stil med englenes egenskaber. Geber er også jætter eller titaner på Jorden, som omtalt i Første Mosebog – og de sidstnævnte er refleksioner af de førstnævnte. Geber henviser desuden til planeterne pga. deres iboende åndelige engle. (Se også Gibborim og Kabiri).

Geburah
(Hebræisk). Geburah er den femte sephira af de 10 sephiroth i kabbalaen. Geburah repræsenterer styrke, kraft og magt. Geburah kaldes også pahad, der betyder ”frygt”, og ”din”, der betyder ”dom” og ”retfærdighed”. Geburah stammer fra de fire foregående sephiroth. Geburah er ”Guds strenghed”, der er symboliseret af naturloven, som beherskes af Mars. Geburah er et feminint og passivt aspekt, der kaldes ”strenghedens søjle”. Kabbalisternes guddommelige navn er normalt eloha. I englenes orden er geburah repræsenteret som serafim. I menneskets legeme betragtes geburah som venstre arm, og i forhold til de syv planeter i den planetariske kæde svarer geburah til planeten A. Fra geburah udsprang den sjette sephira − tiphereth. (Se også Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Elohim, Hod, Jesod, Kabbala, Kether, Malkuth, Netzach, Sephiroth, Serafim og Tiphereth).

Ged
Geden med dens horn er et dyr, der i mange generationer har været symbol på regenerering, forplantning, kraft, styrke og magt. Den hebræiske syndebuk, Azazel, var en Prometheus-figur, som var leder af de seks menneskeånder (Ishim), der kom for at undervise menneskeheden. Hornene ses på grækernes gud for naturen, Pan, men også på symbolet for Stenbukken i form af en kombination af en ged og en delfin − osv. Dengang symbolets oprindelige betydning blev misforstået, blev geden forbundet med djævelen, ondskab, heksesabbat og syndebukken. (Se også Azezel, Baphomet, Djævelen, Horn, Pan, Prometheus og Ishim).

Gedulah
(Hebræisk). Gedulah betyder ”højhed” eller ”majestæt”. Gedulah er et andet navn for sephiraen chesed. (Se også Binah, Chesed, Chokmah, Geburah, Hod, Jesod, Kabbala, Kether, Malkuth, Netzach, Sephiroth og Tiphereth).

Geh
(Pahlavi). Geh er en ond kvindelig dæmon, der kommer for at hjælpe Ahriman med at genere Ahura-Mazdas skabelse. (Se også Ahriman, Ahura og Ahura-Mazda).

Gei-Hinnom
(Hebræisk). Gei-Hinnom, Gai-Hinnom eller i dalen Hinnom syd for Jerusalem var Tophet en lokalitet, hvor tilbedere, der var påvirket af kana’anæernes gudekreds, ofrede børn til Moloch og Baal ved at brænde dem levende. (Anden Kongebog). Tophet blev et teologisk synonym for Helvede i kristendommen. Senere blev stedet brugt til afbrænding af byens affald, og formålet var at symbolisere evig ild. I Bibelen oversættes ordet med Helvede eller ildhelvede, men det hebræiske ord indeholder ikke den fortolkning. Det græske Gehenna er identisk med den homeriske Tartaros. I Zohar og Talmud er det stedet for forædling. Efter døden fører Dumah (dødens engel eller ”det tavse skyggeland”, der er et område på det lavere astralplan, som kaldes Sheol, Hades eller underverdenen) iflg. Zohar den urene Neshamah til Gei-Hinnoms bolig, hvor der skal foretages en forædling, før det er muligt at fortsætte rejsen. Byer har brug for krematorier og forbrændingsanstalter, som kan fjerne overflødigt materiale, og på samme måde har Jorden et Helvede, som esoterikere kalder den ottende sfære, hvor slagger og affald fra planetens kosmiske stof er under konstant omdannelse. (Se også Baal, Dumah, Hades, Helvede, Kana’anæerne, Moloch, Neshamah, Sheol, Talmud, Tartaros og Zohar).

Gelugpa
(Tibetansk). En Gelugpa eller gelukpa er en såkaldt ”gulhue”, som er den mest esoteriske buddhistiske orden i Tibet. Ordenen blev grundlagt ca. 1400 e.Kr. med udgangspunkt i den tibetanske buddhistiske Tsong-kha-pa Lozang Dragpas (1358-1417) reformer. Gelugpaer er de ægte ortodokse buddhister, og Vestens forskere kender stort set intet til deres lære. Gelugpaerne lægger stor vægt på filosofiske studier og debat om esoteriske emner. Tsong-kha-pa tog udgangspunkt i den ældste tibetanske buddhistiske orden, kadampa, og han optog mange af dens elementer i sin nye orden. Bl.a. byggede han videre på kadampas frihedslære om, at oplysning sker via en trinvis erkendelse. Det var derfor vigtigt at opbygge et træningsprogram for meditation og en skole for at akkumulere esoterisk viden. Det blev grundlaget for det veletablerede uddannelsessystem, der findes i nutiden, hvor munke via intense studier af udvalgte filosofiske tekster kan opnå status som geshe. Studiet afsluttes med en geshe-eksamen, hvor kandidaterne debatterer med hinanden både verbalt og nonverbalt efter et fastlagt mønster. Buddhismen blev introduceret i Tibet i sidste halvdel af det 8. årh., men den var farvet af et tantrisk element og bon-ritualer fra den før-buddhistiske tibetanske religion, som begge var helt fremmede for Gautama Buddhas lære. Munkene fungerede dengang på et meget lavt niveau, og religionen var blevet så nedbrudt, at de reformer, der blev introduceret af Tsong-kha-pa generelt blev hilst velkommen. Han indførte en langt strengere moralkodeks for munkene. Det blev f.eks. forbudt at munkene giftede sig, cølibat var en vigtig grundbestanddel, og de måtte ikke drikke vin. Og for at kunne skelne kah-dum-pas (de munke, der er bundet af ritualerne) fra andre, skulle de indviede bære gule kapper og hætter i modsætning til de røde klæder og de delegeredes sorte gevandter – og dermed fulgte man kinesisk skik. Derfor kaldes gelugpaerne almindeligvis gulhuer eller gulkapper. Tsong-kha-pa efterfølger Geden-kar-pa grundlagde klostret Tashi-lhunpo, som i det 17. årh. blev residens for Panchan Lama. En anden sekt er dugpaerne – de såkaldte ”rødhuer”. Dugpaerne hører til den gamle Nyang-na-pa sekt, som fortsatte med bon, og de modstod Tsong-kha-pas autoritet og de religiøse reformer. I 1641 blev dugpaerne fuldstændig underkuet af Oelot-mongolerne på anmodning fra den femte Dalai Lama (Lobsang Gyatso) − og fra midten af 1600-tallet indtil den kinesiske besættelse af Tibet i 1959 fungerede højtstående gelugpamunke − bl.a. Dalai Lama − som landets herskere. (Se også Bon, Buddha, Buddhisme, Dalai Lama, Gautama Buddha, Dugpa og Tsong-kha-pa).

Gemara
(Hebræisk). Gemara stammer fra roden ”gamar”, der betyder ”at fuldføre” eller ”at være perfekt”. Gemara er undervisning, der fører til fuld indvielse. Gemara er den sidste del af den jødiske Talmud − en kommentar til Mishna’en. Gemara blev begyndt af rabbi Ashi (352-427 e.Kr.) og fuldendt af rabbi Mar og Meremar, omkring 300 e.Kr. (Se også Talmud).

Gematria
(Hebræisk). Gematria stammer fra det græske ”geometria” − jf. det aramæiske ”gematrya”, der betyder ”geometri”. Gematria er en inddeling af det kabbalistiske system, der viser de hebræiske ords numeriske værdi, og ved hjælp af det kan man finde den numeriske værdi af et eller flere ord. De 22 bogstaver i det hebræiske alfabet har hver tilknyttet et tal. Derfor kan man erstatte et ord med et andet ord med den samme numeriske værdi. En anden metode er at bruge de aritmetiske værdier af ord og vendinger til fortolkning af skrifterne. Metoden er en af nøglerne til fortolkning af de hellige skrifter, selv om den ikke er en af de primære, og i hænderne på et ukyndigt menneske er metoden stort set ubrugelig. (Se også Kabbala).

Gemini
Se Tvillingerne.

Genesis
(Græsk). Genesis betyder ”begyndelse” eller ”skabelse”, og det svarer til det hebræiske navn for det samme skrift, bereshit, som bogstaveligt betyder ”i begyndelsen”. Genesis er Første Mosebog. Det er den første bog i Bibelen, som blev oversat til græsk, og kapitlerne omhandler skabelsen af verdenerne og de levende skabninger. Genesis bygger på kaldæernes kosmogoni. Mosebøgerne svarer til den hebræiske Torah, som er de første fem bøger i Det Gamle Testamente. De græsk-latinske navne er Genesis, Exodus, Leviticus, Numeri og Deuteronomium, som under ét kaldes Pentateuken, som på græsk betyder ”fembogen”. De tre første kapitler er omskrevet fra allegoriske fortællinger om begyndelsen eller skabelsen, der er fælles for alle nationer. Kapitel 4 og 5 er en ny allegorisk tilpasning af den samme fortælling der findes i Numeri (Tallenes Bog). Kapitel seks er en astronomisk fortælling om solåret og de syv kosmokratorer fra den egyptiske original, som på græsk blev til pymander samt symbolske visioner, der stammer fra en række enoichioi (clairvoyante). De er også kilden til Enoks Bog. Historien om Moses-barnet på Nilen er kopieret fra den babyloniske Sargon (ca. 2334-2279 f.Kr.). Moses, der tages op fra en kurv på Nilen, stammer fra ca. 1500 f.Kr. Sargon var konge af Akkad og Sumer i oldtidens Mesopotamien i det nuværende Irak. Han levede derfor ca. 800 år før jødernes lovgiver. Alligevel er Genesis et esoterisk værk. I hele Genesis frem til Josefs død er der stort set ikke ændret i kaldæernes kosmologi. Det er bevist via de assyriske tavler. I Genesis er de universelle symboler ikke forvrænget, for de er de evige sandheder, der er tilpasset til den nationale ånd. Læren er skjult i allegorier, der kun er forståelige for kabbalister og indviede. Gnostikerne har gjort det samme. Det gælder enhver sekt, som har formuleret læren på sin egen måde i Indien, Egypten, Kaldæa og Grækenland. Nøglen og løsningen findes i åndsvidenskaben. (Se også Clairvoyance, Enok, Kaldæerne, Kosmokrator, Moses, Pymander, Sargon og Spøgelse).

Genfærd
Et genfærd er ofte betegnelsen for et fænomen, hvor en tåget skikkelse af et afdødt menneske kan iagttages på steder, som genfærdet var knyttet til i sit fysiske liv. Genfærd kan nogle gange opleves på kirkegårde, og som regel er der tale om, at et menneske med æterisk syn ser den afdødes æterlegeme, der svæver i mere eller mindre opløst tilstand over graven. Æterlegemet er en stofform, der er en del af det fysiske legeme og derfor knyttet til den fysiske krop. I døden forlader sjælen både det fysiske og det æteriske legeme, og den afdøde befinder sig nu på astralplanet i sit astrallegeme. Æteriske ”genfærd” kaldes ofte kirkegårdsspøgelser. Beretningen om genfærd er i overensstemmelse med åndsvidenskabens oplysning om, at menneskets sammensatte natur opsplittes i forbindelse med den fysiske død. Når astrallegemet er befriet fra sin fysisk-æteriske krop, er den stadig magnetisk forbundet til kroppen, og derfor ser man, at det nogle gange vender tilbage til graven et øjeblik, men atomerne i den skyggeagtige form begynder hurtigt at sprede sig. Men de mere æteriske og holdbare astrale atomer er fastere knyttet til det kama-rupiske legeme i den afdødes lavere mentale, astrale og psykiske natur. De legemliggjorte lavere lidenskaber og begær udgør en jordbundet enhed i forbindelse med deres astrale automatiske legeme, når de er adskilt fra den belivende sjæl ved ”den anden død” (den astrale død) i den lavere astrale verden. De såkaldte genfærd eller spøgelser kaldte de romerske forfattere for de afdødes ”larver”. Før romerne omtalte grækerne menneskets skaller som ”fantomer” – dvs. astrale ”billeder” af de døde. Fortidens folkeslag var godt informeret om skygger og skaller, der skulle gennemgå en renselsesproces, når den afdøde kunne stige op fra kama-loka til devachan i de højere sfærer. Kama-rupiske skygger – uanset om de var skaller eller ej − er sædvanligvis usynlige, men de kan nogle gange ses af clairvoyante. De mere sammenhængende er skaller fra grove eller onde mennesker. Skallerne er skabt af påvirkninger fra lidenskabelige eller onde tendenser, som instinktivt hjemsøger inkarnerede mennesker og fysiske steder, der har betingelser, som er i overensstemmelse med deres egne lave vibrationer, og derfor er de magnetisk tiltrukket af dem. De har en relativt negativ fysisk virkning selv på velmenende, sensitive mennesker og personer med mediumistiske eller psykiske evner, fordi de er mere eller mindre bevidste på astralplanet. Derfor er de nogle gange modtagelige for mærkelige og måske endda perverse påvirkninger. Fortidens lærdom viser, hvorfor menneskers instinktive frygt for de spøgelsesagtige fænomener − resterne af personligheden − var velbegrundet. (Se også Astrallegeme, Clairvoyance, Devachan, Kama-Loka, Kama-Rupa, Mentallegeme, Skygger og Æterlegeme).

Genfødsel
Se Reinkarnation og Transmigration.

Genganger
Se Genfærd og Spøgelse.

Genii
(Latin). Genii er en betegnelse for æoner, og hos gnostikerne er det en betegnelse for engle. Navnene på deres hierarkier og grupper er ganske enkelt ”legioner”. (Se også Genius, Gnostiker og Æon).

Genius
(Latin). Genius stammer fra roden ”gen”, der betyder ”fødsel” eller ”medfødt”. Genius er en ”skabende ånd” eller en skytsånd for det enkelte menneske. Skytsånden kan desuden knyttes til et bestemt sted. Genius er en betegnelse, der bruges om mange forskellige former for åndelige væsener. Hos gnostikerne betyder genius æoner eller et englehierarki. I romersk religion var genius oprindeligt betegnelsen for et menneskes natur, og navnet var afledt af begrebet ”avlekraft”. Eksempelvis er det intellektuelle geni i mennesket en manasaputra. I én betydning er genius en rådgivende guddommelighed, men den tilhører ikke nødvendigvis de højere åndelige grupper. I græsk og romersk tro er genius personlige skytsånder, der blev tilknyttet mennesker ved fødslen, og de fulgte dem gennem hele livet, og ledsagede dem til Hades, når de døde. Skytsånden blev hædret ved hjælp af ritualer og nogle gange blev den guddommeliggjort. I den traditionelle form var genius en guddommeliggjort personificering af forfædrene, som var tilknyttet slægtens inkarnerede overhoved (pater familias). Det var familiens repræsentant i alle offentlige og religiøse anliggender. Romernes kvindelige guddom Juno (grækernes Hera) var tilknyttet familiens kvindelige overhoved (mater familias). Men omkring år 0 blev genius opfattet som en skytsgud – dels for mennesker og dels for forskellige former for fællesskaber – f.eks. håndværkerlaug, staten, byen osv. En af de vigtigste genius-kulter blev kulten for kejserens genius. Ordet blev også brugt som ”genius loci”, der betyder skytsguddomme, der beskytter steder. De er æteriske, og derfor adskiller de sig fra naturens kræfter. Ordet atom var ikke en betegnelse for en partikel i den oprindelige betydning, for atom svarede til genius, og det svarer til et livsatom i åndsvidenskaben. Ordet har også en negativ betydning som f.eks. i udtrykket ”den onde genius”. Mennesker befinder sig i et spændingsfelt mellem påvirkning af godartede og ondartede kræfter, som er personificeret af skytsengle og dæmoner eller gode og onde indflydelser. De gode og de onde henviser til de karmiske forhold, som indgår i et samspil med menneskets frie valg, og derfor kan mennesket ændre sin skæbne. De henviser enten til sjælens indre stemme eller til påvirkningen fra den lavere astrale personlighed. I en bredere betydning står genius for en vifte af skabninger, som omfatter næsten alle dhyan-chohanernes hierarkier, der arbejder på alle indre planer, og de går under betegnelsen guder, devaer, engle, dæmoner osv. I nutiden betragtes genius eller et geni som et menneske med en usædvanlig intellektuel natur kombineret med kreative evner, og det henviser til stor sensitivitet over for hjernen og hukommelse – dvs. over for højere manas eller tankesindet. (Se også Deva, Dhyan-Chohan, Djinn, Dæmon, Gnostiker, Hera, Jinn, Manas, Manasaputra og Æon).

Genopstandelse
Med genopstandelse menes der sjælens eller åndens fortsatte liv efter den fysiske død. Et eksempel er Jesu manifestation i et åndeligt legeme efter korsfæstelsen, døden på korset og gravsætningen. Genopstandelsens mysterium har i alle tider været en integreret del af alle store kulturers religiøse forståelse.

Geocentrisk
(Græsk/latin). Geocentrisk består af det græske ord ”geo” og det latinske ord ”centrum”. Den geocentriske teori er en teori, hvor man mener, at Jorden befinder sig i centrum af solsystemet − som regel med henvisning til Claudius Ptolemæus’ system. Systemet var i overensstemmelse med den gamle lære, dengang Ptolemæus afbillede Jorden omgivet af ti koncentriske sfærer − vand, luft (eller ild), Månen, Merkur, Venus, Solen, Mars, Jupiter, Saturn og stjernerne. For at tage højde for de faktuelle uregelmæssigheder i planeternes bevægelser, introducerede han korrektioner, og det betød, at det komplicerede system faktisk var brugbart. Den heliocentriske teori reducerede problemerne og uregelmæssighederne, og der blev dermed skabt orden og regelmæssighed. Men da mennesket lever på Jorden, og bevidstheden fungerer på det tilsvarende plan, er det en vigtig begrundelse for accepten af den geocentriske teori. Måske blev systemet brugt til eksoteriske formål af de mennesker, der faktisk kendte den heliocentriske teori. (Se også Heliocentrisk).

Geomanti
(Græsk). Geomanti eller geomantik stammer fra ”ge”, der betyder jord, og ”manteia”, der betyder ”spådom”. Geomanti er derfor en spådomskunst, hvor man bruger figurer, punkter og mønstre – eller sand, sten og linjer – på jorden, som tydes i forhold til stjernetegn og planeter på himlen. Geomanti kom til Europa fra Nordafrika i det 12. årh. via latinske oversættelser af arabiske værker, og i renæssancen blev det en populær metode til spådomskunst. I nutiden er geomanti i den oprindelige form næsten forsvundet fra Europa. Udtrykket bruges nu i forbindelse med andre metoder, som f.eks. de såkaldte leylines.

Gerd
(Oldnordisk). Gerd er i den nordiske mytologi en utrolig smuk jættekvinde. Hun er datter af jætteparret Gymer og Aurbode eller Ørboda og søster til Bele. Hun blev gift med Freyr og boede sammen med ham i Alfheim. Historien om, hvordan Freyr og Gerd mødte hinanden første gang, beskrives i eddadigtet Skirnismal og i Snorres Edda. Freyr forelskede sig i hende og friede til hende med Skirner − Freyrs tjener − som mellemmand. Skirner måtte true hende med trolddom for at få hende med til Asgård. Gerd er en frugtbarhedsgudinde, der er forbundet med Jorden. Man kan opfatte Gerds forening med Freyr som et helligt bryllup mellem Himmel og Jord. (Se også Alfheim, Asgård, Bele, Edda, Freyr, Gymer, Skirner og Skirnismal).

Gereon
Den hellige Gereon og hans 318 ledsagere har mindedag den 10. oktober. Gereon er skytshelgen for soldater, og mod hovedsmerter og migræne. Den hellige Gereon (Geron) er en historisk person, og fortællingen om ham og hans lidelsesfæller har en historisk kerne. Fra 300-tallet blev en gruppe af ukendte helgener æret i Köln, hvor kirken St. Gereon nu står. De led martyrdøden i begyndelsen af 300-tallet – efter sigende ved halshugning. Deres grav var kendt allerede i 400-tallet. Den hellige Gregor af Tours (død 594) fortæller om 50 martyrer fra Den Tebanske Legion, som var gravlagt i Köln, men han nævner ikke Gereon. Detaljerne tilhører legenden, der er skrevet i 1200-tallet af cistercienseren Helinand. Da hæren med Den Tebanske Legion slog lejr i Schweiz, var nogle tropper i legionen sendt i forvejen. En af tropperne marcherede under Thyrsus til Trier og en anden under Cassius, Florentius og Pius til Bonn. En trop på 318 mand under Gereon og en maurisk trop på 360 mand under Gregor fortsatte til Köln, hvor de ankom den 9. oktober, og de begav sig straks til militærlejren. Det fortælles, at krigerne var meget anderledes end de romerske soldater. De var rolige og mere tilbageholdne. De havde også en mørkere hudfarve og var mere slanke og mere smidige end romerne. De bar angiveligt helt specielle tegn på dragter og våben. Officererne kommunikerede venligt med soldaterne. Før de gik til ro om aftenen, så man dem stå sammen og bede med bøjede hoveder. Ved daggry hørte man pludselig et hornsignal, og soldaterne strømmede ud af teltene, og legionærerne samlede sig på lejrkommandantens befaling. Han gav dem besked om øjeblikkelig afmarch til Xanten. Men på kejser Maximians ordre skulle de først give et offer til guderne for at sikre et lykkeligt resultat af felttoget. Kommandanten oplyste også, at deres kammerater i Bonn, Trier og Octodurum havde nægtet at ære de romerske guder, og derfor var de uden undtagelse blevet henrettet sammen med deres fører Mauritius. Hvis soldaterne ikke ville dele kammeraternes skæbne, skulle de straks afsværge kristendommen. Tavse og ubevægelige lyttede legionærerne til talen. Mens de overvejede, så de, at der bag dem stod andre soldater med korte sværd klar til slag. Deres mørke ansigter lyste op som i hellig triumf. Gereon, deres anfører, trådte nu frem og erklærede på alles vegne, at de som trofaste soldater gerne ville udføre enhver ordre fra kejseren, men som trofaste kristne kunne de aldrig mere ofre til de romerske guder. Bevæbnet alene med troens sandhed var de heltemodige legionærer urokkelige, da kommandanten gav ordre om at nedslagtningen skulle begynde. De opmuntrede hinanden til at være trofaste mod troen indtil døden. Da bødlerne indså, at legionærerne ikke ville vige fra deres tro, men fortsætte med at forkynde kristendommen, blev de alle halshugget. Morderne slæbte deres legemer over markene og kastede dem i en dyb brønd. Man opdagede deres relikvier ved Köln på et sted, som hed Mechtern − ad martyres – og man iførte dem kostbare klæder og begravede dem i indviet jord.

Geryon
(Græsk). Geryon er en kæmpe med vinger og tre kroppe. Geryon er søn af Chrysaor og Callirrhoe, der boede på øen Erytheia ved den yderste grænse mod vest. Herkules’ tiende arbejde bestod i at bortføre Geryons kvæg. Nogle gange siges det, at Herkules dræbte Geryon, da han forfulgte ham. (Se også Herkules).

Gethsemane
Gethsemane er en have øst for Jerusalem, i nærheden af Kedron eller Kidron, som er navnet på dalen mellem Oliebjerget og Tempelbjerget i Jerusalem. Iflg. Matthæusevangeliet var Gethsemane stedet, hvor Jesu blev forrådt, og det var her, han bad: ”Ikke min vilje, men din ske”.

Ghadia
(Prakrit). Ghadia er både i Middelalderen og i nutiden afledt af sanskritordet ghati eller ghatika, som er en 60. del af et døgn på 24 timer. (Se også Barhaspatyamana, Chandramanam, Prakrit og Suryamana).

Gharma
(Sanskrit). Gharma eller gharma-ja består af ”gharma”, der betyder ”varme”, ”hede” eller ”sved”. Det stammer fra roden ”ghr”, der betyder ”at blive fugtig” eller ”at blive våd” (jf. det græske ”thermos”, der betyder ”varme”) samt ”ja”, der betyder ”født”. Gharma-ja er den ”svedfødte”, som er en betegnelse for den indiske krigsgud Karttikeya, som angiveligt blev født, da en dråbe sved fra Shiva faldt i Ganges. Karttikeya er en af de vigtigste af kumaraerne i hinduernes arkaiske, esoteriske legender. Kumaraerne er jomfruelige guddomme, der udgik fra Brahmas krop. Brahma er 3. Logos, men selv om kumaraerne spillede en mindre rolle i den efterfølgende kosmiske historie, havde de en primær betydning i forbindelse med opbygningen af Universet. (Se også Brahma, Brahman, Ganga, Karttikeya, Kumaraer, Logos og Shiva).

Ghocha
(Sanskrit). Ghocha betyder ”en utydelig støj”, ”tumult” eller en lyd, der stammer fra ord eller skrig, der høres på afstand. Den bogstavelige oversættelse af Ghocha betyder ”den mirakuløse stemme”. I buddhismen er Ghocha en oplyst arhat, der var forfatter til Abhidharmamrita-Shastra. Han gav et blindt menneske synet tilbage ved at salve øjnene med tårerne fra de tilhørere, der var rørt over Ghochas overnaturlige talegaver. (Se også Abhidharma, Arhat og Buddhisme).

Gholaiter
Gholaiter er en mesopotamisk-iransk muslimske sekt, som tror på ”Noor Illahi” – ”Elohims lys” – der er overført via anastasis (opstandelse) gennem hundrede oplyste profeter. Årsagen er, at de i deres uvidenhed og overtro har fastholdt den overleverede religion om ”lysets guddomme”, som Jahveh besejrede − eller som man påstår, han har besejret − for ved at omstyrte dem, ville han have omstyrtet sig selv. (Se også Anastasis, Elohim og Jehova).

Ghoul
(Arabisk). Ghoul stammer fra ”ghul” eller ”ghuwal”. I populære arabiske overleveringer er det en gruppe onde væsener, der hjemsøger bjerge og skove og plager menneskeheden og dyrene. Mere specifikt er der tale om astrale eller astral-fysiske skabninger, der hjemsøger kirkegårde eller gravsteder, og de udgør en fare for mennesker eller dyr, der kommer i kontakt med dem. De arabiske ghoul’er er jordbundne kama-rupaer, som hører til de mest lavtstående og stoftætte typer, der svarer til de hinduistiske preta’er af laveste art − eller måske endda pisacha’er o.l. (Se også Astralplanet, Kama-Rupa, Pisacha og Preta).

Ghrita Neti
(Sanskrit). Ghrita Neti er et yogaudtryk for næseskylning – en renselsesteknik, hvor man bruger varmt og flydende smør. Hvis man bruger olie i stedet for smør, skal olien være ukoncentreret og uden kemikalier. Ghrita Neti forhindrer halssygdomme, og næseskylningen har en kraftig fysiologisk virkning på krop, tankesind og personlighed. Behandlingen stimulerer slimhinden i næsen og fjerner ophobet slim fra næseborene og bihulerne og tillader luft at strømme uhindret. Desuden påvirkes øjnene, for tårekanaler og kirtler stimuleres. Neti skal altid foregå på en afslappet måde. (Se også Neti, Dugdha Neti, Jala neti, Neti Kriya, Neti Kriya og Sutra Neti).

Gibborim
(Hebræisk). Gibborim er flertalsformen af geber, som stammer fra ”gabar”, der betyder ”at være stor og stærk”. Gibborim betyder ”mægtige mennesker”. Generelt henviser gibborim til de oldnordiske giganter eller atlantider – menneskehedens 4. rodrace. I 5. rodrace blev de kendt som Kabiri − de tidlige tiders oplyste vismænd. (Se også Geber og Kabiri og Rodrace).

Gigant
(Græsk). Gigant stammer fra ”gigas”, der betyder ”kæmpe”. Gigant henviser til de gigantiske mennesker og dyr, som kendetegnede de lemuriske og atlantiske underracer, for fysisk var de gigantiske i forhold til menneskeheden i nutiden. Populært bruger man ofte giganter som et begreb, der svarer til dæmoner, titaner, daityaer, asuraerne, danavaer, gibborimer, jætter osv., og her henvisning til Jordens kræfter, som satte sig op imod guderne i de tidlige perioder da Jorden og dens befolkninger blev skabt. (Se også Asura, Daityaer, Danava, Dæmon, Gibborim, Jætter, Titaner).

Gilgamesh
Se Izdubar.

Gilgulim
(Hebræisk). Gilgulim stammer fra roden ”galal”, der betyder ”at rulle” eller ”at dreje”. Gilgulim henviser enten til genstande eller til tidsperioder, men det er også betegnelsen for en hvirvelvind. For de hebræiske kabbalister var gilgulim genfødslernes cyklus. Hos de ortodokse kabbalister var gilgulim ”sjælens kredsløb” efter døden, for den finder ikke hvile, før den når det ”forjættede land”. Gilgulim var derfor læren om evolutionens hvirvlende bevægelse, hvor sjælene inkarnerede i tid og rum. Iflg. Zohar løftes alle sjæle op via gil-gool-ah (gilgula), dvs. via hvirvler. Forløbet er en slags reinkarnationsproces, for den psykiske gnist kommer til udtryk gennem fugle, dyr, fisk og selv de mindste insekter. Allegorien henviser til kroppens atomer, som hver især skal passere gennem enhver form, før alle atomer når den endelige tilstand, som er atomets udgangspunkt − dets primitive laya-stadie. Men den almindelige opfattelse af gilgulim eller ”sjælenes roterende bevægelse” var idéen om reinkarnerende sjæle. Den laveste af de fire olam’er (verdener eller sfærer), der hedder asiyyah, kaldes også gilgulims verden. Desuden henviser gilgulim til de 10 sephiroth-sfærer, hvor den første kaldes re’shith hag-gilgulim – dvs. begyndelsen på den hvirvlende bevægelse. (Se også Asiyyah, Asura, Daityaer, Danava, Dæmon, Gibborim, Jætter, Kabbala, Laya, Olam, Sephiroth, Titaner og Zohar).

Gimil
Se Gimli.

Gimli
(Oldnordisk). Gimli eller Gimil stammer fra ”gimill”, ”himill” eller ”himin”, der betyder ”Himlen”. Gimli eller ”Gimils Hule” er den himmelske bolig eller en slags Paradis, ”hvor de blide, udvalgte guder” med fred i sindet opholder sig efter ødelæggelsen af det nuværende verdenssystem (ragnarok). Gimli skal ikke forveksles med Valhalla, hvor Odins helte hviler sig mellem kampene på indvielsessletten (Vigridsslatten). I Gimli stråler et gyldent palads klarere end Solen. I pragt overgår Gimli himlene, som kaldes audlang (rummelig) og vidblainn (bred og blå), og det vil være gudernes fremtidige hjem, når de vender tilbage efter ragnarok, og når den nye Jord rejste sig af vandene. Det henviser til tre planeter i Jordkædens gradvist opadgående orden. Her indsættes guderne igen på tronen, hvor de plejede at sidde. Fra Gimlis højder (den syvende planet eller den højeste og reneste planet), ser de på de glade efterkommere af Liv og Livtraser – dvs. det menneskepar, der iflg. Eddadigtet Vaftrudnismal og Snorres Edda efter ragnarok sørger for, at de nye slægter opstår (en slags kommende Adam og Eva, der opstår af en renset menneskehed), som trin for trin kan klatre højere op for at vokse i viden og visdom − fra den ene himmel til den næste − indtil de til sidst bliver forenet med guderne i Alfaderens hus. Det er forudsagt af sibyllen i Voluspa. (Se også Audlang, Edda, Paradis, Ragnarok, Sibylle, Valhalla, Vidblainn, Vigridsslatten og Voluspa).

Ginnungagab
(Oldnordisk). Ginnungagap består af ”ginn”, der betyder ”store” eller ”brede” og ”unga”, der betyder ”at føde” eller ”udruge” (som et æg) samt ”gap”, der betyder ”afgrund” eller ”gab”. I skabelsesberetningen i den nordiske mytologi er Ginnungagab navnet på det gabende svælg − det tomme kaos eller det formløse tomrum, der gik forud for skabelsen, og som udgør Universets urtilstand. Ginnungagap er det store dybs uendelige afgrund, eller det kystløse urhav, den begyndelsesløse gabende afgrund, der er uden slutning, som i åndsvidenskaben kaldes det levende ur-rum. Iflg. Snorri Sturlusons Edda ligger Ginnungagab mellem det kolde isfyldte Niflheim i nord og det varme ildrige Muspelheim i syd. Forstavelsen ”ginn” forekommer kun i forbindelse med ord som ”Ginnheilog” (den øverste guddommelige essens), ”Ginnregin” (de højeste guder, der er overordnet både aser og vaner), og Ginnungave, der repræsenterer ”den allerhelligste helligdom” − Universet. I sit højeste aspekt omtales Odin som ”Ginnarr”, og det forbinder ham til æteren eller sanskritudtrykket akasha. Udsagnsordet ”ginna” betyder også at vildlede eller bedrage. Iflg. Eddas poetiske beskrivelse eksisterede der intet − bortset fra Ginnungagap − før verdenerne blev skabt. Alt stof var ”frosset” i en tilstand af ikke-eksistens pga. mangel på gudernes energi. Der var ingen bevægelse, ingen atomer og derfor hverken stof eller form. Tilstanden af ikke-eksistens blev personificeret af frostgiganten Ymer, som forvandlede Jordens stof til en glødende tilstand, da varmen fra Muspelheim (ilden hjemsted) mødte dampene fra tågernes verden, Niflheim (stjernetågernes hjemsted), som skabte en frugtbar damp i tomrummet. Koen Audumla slikkede salt fra isblokkene og afdækkede Bures hoved, der personificerede det frosne, krystalliserede, ubevægelige og ikke-eksisterende. Fra Bure udgik Borr, og fra denne anden fase (eller 2. Logos) opstod den skabende treenighed − Odin, Vile og Ve, og deres samlede kraft ”dræbte” Ymer, og med sin krop (stoffet) formedes verdenerne. (Se også Akasha, Aser, Audumla, Bure, Edda, Muspelheim, Niflheim, Odin, Vaner, Ve, Vile, Ymer og Æter).

Girafhale
(Egyptisk). I reliefferne ses Egyptens faraoner ofte afbildet med en lang girafhale, der hænger fra bæltet bag på lændeklædet. Girafhalen var et symbol på evnen til ”at se langt” (ligesom giraffen, der har et større udsyn end andre dyr på savannen), og dermed viste de gamle egyptere, at faraoen var clairvoyant, for han kunne se mere eller længere end de fleste.

Giza
(Egyptisk). Den middelalderlige by Giza i udkanten af storbyen Cairo ved grænsen til den vestlige ørken er nu en moderne bydel, der er verdensberømt pga. de tre store pyramider og den store sfinks. Ud over pyramiderne, der hører til verdens underværker, strækker en enorm nekropol med utallige mastabaer sig ud over området. Mastabaerne er opført og dekoreret på ordre af adelsmænd fra Gamle Rige. Mange er overraskende velbevarede. (Se også Mastaba og Sfinks).

Giöl
(Oldnordisk). Giöl, Gjøl eller Giol i den nordiske mytologi er en flod, der svarer til grækernes Styx. Floden Giöl skulle passeres, før den afdøde nåede til underverdenen og Hel, dronningen over de døde. Giöl er en af floderne i Elivagar (isbølger), og den strømmer fra Hvergelmir, der er kilden til urstoffet eller afgrunden. Floden havde en guldbelagt bro, Gjallarbru (den larmende bro), som førte til gudindens palads i underverdenen. (Se også Elivagar, Hades, Hel og Styx).

Glasfremstilling
(Egyptisk). Ved at blande kvarts med natron eller aske er det muligt at fremstille glas, men mens man i nutiden foretrækker transparent glas, ønskede de gamle egyptere et uigennemsigtigt, blødt og plastisk materiale med farver fra halvædelsten. Blå, rød, violet eller grøn blev skabt ved at anvende oxideret metal, som både dengang og nu blev blandet med fritte (et stof til fremstilling af porcelænsmasse eller glas). Selv i Egyptens ældste periode kendte egypterne til kunsten at fremstille fin fajance. Den bedste periode for egyptisk glasarbejde begynder med Hyksos-folket – muligvis pga. deres forbindelser til Østen og Mesopotamien – hvor man mestrede meget fornem glaskunst. Smukke parfumekrukker med bølgende tråde, der forestiller lysstråler, viser stilen og niveauet i glaskunsten under Amenhotep III (18. dynasti) – og brugskunsten var desuden en eksportvare. (Se også Amenhotep III og Hyksos).

Glorie
En glorie er en udstråling eller en lysaura, der strømmer ud fra og omgiver hovedet på en hellig person. (Se også Aura og Nimbus).

Glossolalia
(Græsk). Glossolalia er sammensat af ”glossa”, der betyder ”tunge” eller ”sprog”, og ”laleo”, der betyder ”at tale”, ”snakke”, ”ævle” eller at ”komme med lyde”. Det græske udtryk optræder i forskellige former i Det Nye Testamente. Glossolalia eller tungetale er blevet brugt i hvert fald siden oversættelsen af Det Nye Testamente. Glossolalia eller ”at tale i tunger” henviser til en talestrøm (i sjældnere tilfælde til skrivning) af ordlignende stavelser, hvor det er vanskeligt at opfatte betydningen. I nogle tilfælde betragtes tungetale som en del af den religiøse praksis, og nogle religiøse minoriteter betragter tungetale som en del af et helligt sprog. Tungetale praktiseres f.eks. inden for Pinsebevægelsen, men også af i ikke-kristne religioner. (Se også Tungetale).

Glæde
Glæde er en sjælskvalitet. Glæde har sin oprindelse i sjælen og kommer til udtryk i den trefoldige personlighed – via tanker, følelser og handling. Ægte glæde stammer fra sjælens fuldstændige kontrol over personligheden.

Gna
(Oldnordisk) Gna er en af gudinden Friggas tre tjenestepiger. Frigga er Alfaderen Odins hustru. Iflg. Snorres Edda er Gna Friggas budbringer, og hun færdes overalt − også i luften − på sin hest Hovvarpner. Hun er en kvindelig Merkur, og hun bringer sin frues meddelelser til alle dele af verdenen. (Se også Edda, Frigga, Hovvarpner og Odin).

Gnan-deva
(Sanskrit). Gnan-devaer er ”kundskabens guder”. Det er de højere grupper af guder eller devaer – dvs. Brahmas ”tankefødte sønner” og andre herunder manasaputraerne (intellektets sønner). Iflg. åndsvidenskaben er det menneskets reinkarnerende sjæle. (Se også Brahma, Brahman, Deva og Manasaputra).

Gnana
(Sanskrit). Gnana er viden, som stammer fra de esoteriske videnskaber.

Gnanashakti
(Sanskrit). Gnanashakti er den sande videns kraft. Det er en af naturens syv store kræfter (iflg. åndsvidenskaben er der seks). (Se også Shakti).

Gnanna-yoga
Gnanna-yoga er betegnelsen for en bestemt yogalære, som kan oversættes som visdommens yoga eller erkendelsens yoga. Målet for gnanna-yoga er via selverkendelse at trænge frem til tilværelsens inderste natur, for derved at forene den individuelle bevidsthed med den universelle. (Se også Abhyasa-yoga, Agni-yoga, Antar-yoga, Asana, Bhakti-yoga, Chakra, Chela, Hatha-yoga, Jnana-yoga, Karma-yoga, Kundalini-yoga, Laya-yoga, Mantra, Prana, Pranayama, Raja-yoga, Yoga og Æterlegeme).

Gnatha
(Sanskrit). Gnatha er den kosmiske sjæl – dvs. den bevidste, intelligente kosmiske sjæl. (Se også Sjæl).

Gnipa
(Oldnordisk). I den nordiske mytologi er Gnipa-hulen den grotte, der giver adgang til underverdenen eller de afdødes verden, som omfatter de dødes dronning Hel, Lokes datter. Desuden møder man Hels hund, Garm, der vil hyle i hulen før ragnarok. (Se også Garm, Hel, Loke og Ragnarok).

Gnom
(Latin). Gnom stammer fra ”gnomus” og er afledt af det græske ”gnome” – der oprindeligt betød ”elementarånd”. Åndsvidenskabeligt er der tale om mineral- og jordelementaler. Ordet gnom er opfundet af Paracelsus. Der findes fire slags elementarånder, som lever i hvert sit element. I vandet er der nymfer eller undiner, i luften er der sylfer, i jorden er der gnomer, og i ilden er der salamandre. I alkymien er gnom den rosenkreuziske betegnelse for mineral- og jordelementaler. I middelalderens Europa var det populært at afbillede gnomer som meget små, grimme og ofte deforme dværge eller nisser. De feminine kaldte man gnomider, og de var angiveligt ekstremt smukke og gode, og det var navnlig dem, der blev sat til at vogte diamanter. Elementalvæsener er generelt set ånden i elementerne – dvs. naturens lunefulde kræfter, der er underlagt en uforanderlig lov. De beliver kraftcentrene med uudviklet bevidsthed og plastisk stof, der kan formes efter menneskets bevidste eller ubevidste vilje, når mennesket kontakter elementalstoffet. De tilhører de tre elementalriger under mineralriget. Jordelementet er ikke det, der kaldes planeten Jorden, for Jorden er en forbindelse mellem alle syv elementer, der omtales i de gamle kulturer og mest af alt de fleste af nutidens kemiske elementer. Jordelementet er snarere hinduernes prithivi tattwa. Når et menneske har en overvægt af jordelementet i sin opbygning, siges det, at gnomer føler sig tiltrukket til mennesket og støtte det i udviklingen af det, der svarer til jordprincippet − herunder materialisme og rigdom. (Se også Alkymi, Element, Elemental, Elementar, Elementalriger, Faun, Kobold, Naturånder, Nymfe, Prithivi Tattwa, Rosenkreuzer, Salamander, Sylfer og Undiner).

Gnosis
(Græsk). Gnosis betyder ”kundskab”, ”viden”, ”erkendelse” og ”forståelse” − jf. sanskritordet jnana, der betyder ”viden”. Der refereres til gnosticismens fokusering på erhvervelsen af en esoterisk erkendelse eller indsigt som det centrale mål i livet. Gnosis stammer fra både før og under de første århundreder af såkaldt kristendom, som en betegnelse for formålet med skolens lærdom. Skolens undervisning var primært esoterisk. Den åndelige viden svarer til hinduernes gupta vidya, der kun kunne erhverves gennem indvielse i de åndelige mysterier. Gnosis blev eksempelvis brugt af Platon og neoplatonikerne som betegnelse for den guddommelige viden (gupta-vidya), der opnås via indvielse − og for de studerende betød det, at de aktivt arbejdede for at trænge ind bag tankesindets slør for at erkende sandheden og virkeligheden. I nutiden bruges ordet mest som betegnelse for den hemmelige visdom eller den åndelige lære, der er kernen i alle religioner. Essensen i gnosis er menneskets ånd, der symboliseres af en guddomsgnist, der midlertidigt er fængslet i det fysiske legeme. Via gnosis eller kundskab og erkendelse kan mennesket frigøre sig fra fangenskabet i stof og form. Den kristne kirke bekæmpede og forfulgte gnostikerne, men læren overlevede i skjulte samfund og hemmelige broderskaber. (Se også Gnosticisme, Gupta Vidya og Jnana).

Gnosticisme
(Græsk). Gnosticisme stammer fra gnosis, der betyder ”kundskab”, ”viden”, ”erkendelse” og ”forståelse”. Det er en fællesbetegnelse for religiøse filosofier og mysteriereligioner, der havde stor udbredelse i græsk-romersk tid − først i Middelhavsområdet, og derfra bredte gnosticismen sig til Centralasien. Gnosis referer til gnosticismens fokusering på erhvervelsen af en esoterisk erkendelse eller indsigt som det centrale mål i livet. Gnosticismen indebærer som regel en dualistisk filosofi med ånd og stof, sjæl og personlighed. Gnosticismen opstod i før-kristen tid, og der er mange ligheder mellem gnosticismen og den allertidligste kristendom − eksempelvis er Thomasevangeliet sandsynligvis et tidlige udtryk for en kristen-gnostisk bevægelse, og i det såkaldte Nag Hammadi-bibliotek fra ca. år 400 finder man et tydeligt udtryk for gnostisk kristendom. (Se også Gnosis, Gnostiker, Gupta Vidya og Jnana).

Gnostiker
(Græsk). Gnosis betyder ”kundskab”, ”viden”, ”erkendelse” og ”forståelse”. I kristendommens første tid var en gnostiker betegnelsen for alle intelligente mystikere, der studerede gnosis, og som betragtede kristendommen som en esoterisk filosofi – dvs. ikke som noget historisk og bogstaveligt. Filosofferne, som formulerede og lærte om gnosis eller esoterisk viden, prægede de første tre århundreder af den kristne æra. Det drejede sig f.eks. om Filon af Alexandria, Clemens af Alexandria, Valentinus, Basilides, Markion, Simon Magus, Lucius Appulejus Saturninus, Aulus Cornelius Celsus m.fl. Efterhånden som kristendommen fik magt og blev mere verdslig, blev gnostikerne forfulgt. Gnostikernes lære var på mange måder udtryk for den gamle visdom, der stammer fra Egypten, Indien, Persien og andre store kulturer. Nogle af de karakteristiske doktriner er gnostikernes system med kræfter og æoner. Gnostikerne kalder æoner for emanationer (udstrålinger), og dermed byggede de bro over tomrummet mellem guddommelighed og de manifesterede skabninger i verden. Den samlede skabelse – det højere og det lavere tilsammen − udgør Pleroma. Alle potentialer udgår fra Den Højeste, og i en nedadgående skabelsesproces fortsætter evolutionen gennem forskellige æoner ned til mennesket, som derfor er udrustet med ubegrænsede potentialer. Gnostikernes skelnen mellem agathodæmon og kakodæmon – dvs. anerkendelsen af den mystiske slange, som repræsenterer viden og kundskab, der forsyner menneskeheden med kombinationen af visdom og modstand − er bare udtryk for de skabende demiurger i funktion (repræsenteret som Det Gamle Testamentes Jehova) og det var temmelig dygtigt indarbejdet i systemerne. Iflg. Clemens af Alexandria er den oplyste eller fuldkomne kristne en gnostiker. I den gnostiske lære er Kristus en æon af høj grad. Han er Lucifer − lysbringeren − der forløser menneskeheden fra den lavere magt, som ganske enkelt er de skabende demiurger − dvs. at han redder mennesker fra at blive viklet ind i og identificeret med de lavere kosmiske kræfter. (Se også Agathodæmon, Demiurg, Gnosis, Gnosticisme, Gupta Vidya, Jehova, Jnana, Kakodæmon, Kristus, Lucifer, Pleroma og Æon).

Gnyana
Se Jnana.

Gnypa
(Oldnordisk). Gnypa er en hule, der vogtes af hunden Garm. (Se også Garm, Gnipa, Hades og Hel).


Side : 1 2
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook