Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Tadasana
(Sanskrit). Tadasana er en stående yoga-øvelse, der også kaldes palmetræet. Tadasana stammer fra ”tada”, der betyder ”bjerg”, og ”asana”, der betyder ”stilling” eller ”øvelse”. Tadasana burde derfor hedde ”bjergstillingen”. Tadasana udføres ved at man i oprejst stilling folder hænderne og vender håndfladerne udad. Herefter tager man en dyb indånding og strækker armene op over hovedet. Samtidig står man på tæerne, ser op på hænderne og holder balancen så længe man kan holde vejret. Herefter glider man ned på foldsålerne, sænker armene, ånder ud og bliver stående i stillingen mens man slapper af i hele kroppen.

Tai Chi
(Kinesisk). Tai Chi er en betegnelse for fysiske øvelser i et langsomt, meditativt tempo. Bevægelserne påvirker meridianerne og stimulerer energistrømmene i det fysiske legeme. Tai Chi er en forkortelse af Tai Chi Chuan eller Taijiquan. Tai Chi er en kinesisk kampkunst, der hovedsageligt bruges til at styrke sind og krop. Tai Chi bygger på et åndeligt fundament, der stammer fra den Taoismen. De vigtigste principper i Tai Chi bygger på harmonien mellem Yin og Yang. Yin og Yang er symbol for den essentielle dualitet. Tai Chi består af lange sekvenser af langsomme bevægelser, som kan bestå af fra 24 til 120 forskellige bevægelser, der er sammenkædet i én lang flydende bevægelse. Videnskabelige undersøgelser dokumenterer, at Tai Chi gavner patienter med astma og problemer med hjerterytme. Tai Chi udføres oftest alene og uden hjælpemidler, men træningen kan omfatte sabel, sværd og lanse, der øger sværhedsgraden. Kinesisk Qigong sammenlignes ofte med Tai Chi. Qigong betyder ”energiøvelser”, og er en bred fællesbetegnelse for kinesisk træning med fokus på indre energi. Tai Chi hører imidlertid ikke under samme kategori, for der er store forskelle i både principper og udførelse. (Se også Meridian og Qigong).

Talentkerne
Talentkerne er betegnelsen for den del af tidligere livs erfaringer, der overføres til det aktuelle liv i form af medfødte anlæg. I efterlivet bearbejdes de enkelte inkarnationers erfaringer, som omdannes til talenter, egenskaber og evner. Det fysiske menneske inkarnerer hver gang med en ny fysisk hjerne, og derfor er der ingen umiddelbar hukommelse fra erhvervelsen af tidligere erfaringer, men de opleves som medfødte anlæg. Selve talentet skal derfor genoptrænes, men fordi evnen ligger latent, er det lettere at tilegne sig den igen. Talenter er derfor udtryk for egenskaber, der er erhvervet i tidligere liv. Talenterne opbevares og overføres ved hjælp af de permanente atomer. (Se også Permanent atom).

Talisman
(Arabisk). Talisman stammer fra ”tilism” eller ”tilsam”, der betyder ”et magisk billede”. En talisman er en genstand af sten, metal, helligt træ eller symboler og figurer, der er tegnet som magiske formler f.eks. under bestemte planetariske indflydelser. En talisman gives af en okkultist til et menneske, der er ukendt med okkultisme for enten at beskytte vedkommende mod ondt, at stimulere bestemte egenskaber eller at opfylde specifikke ønsker. Enhver genstand kan magnetiseres på en måde, der gør dem til en talisman, men nogle ting – f.eks. juveler – er mere modtagelige end andre for magnetiske kræfter.

Tamas Guna
(Sanskrit). Tamas Guna er en af stoffets tre Gunaer eller egenskaber. Guna betyder ”egenskab”, ”streng”, ”tråd” eller ”fiber”. I mere abstrakt sammenhæng betyder Guna ”underinddeling”, ”art”, ”type” eller ”kvalitet” – eller ”et operationelt princip” eller ”en tendens”. De tre Gunaer kaldes: Tamas Guna, Rajas Guna, og Sattva Guna og stoffets tre kvaliteter kaldes tilsammen Triguna. De tre Gunaer eller Triguna er stoffets tre grundegenskaber: Tamas, som er træghed, inerti, død og forfald (hovedegenskaben på det fysiske plan) – Rajas, som er aktivitet og bevægelse (hovedegenskaben på astralplanet) – og Sattva, som er rytme, harmoni (hovedegenskaben på mentalplanet). I den hinduistiske Trimurti svarer Brahma til Rajas, Vishnu til Sattva og Shiva til Tamas.

Tamsvin
(Egyptologi). De tamsvin, der blev opdrættet på de gamle egypteres bondegårde, nedstammede fra vildsvinet sus scrofa ferus. Iflg. eksperter var tamsvinet i stand til selv at skaffe sig føde, nøjagtig som nutidens tamsvin, hvis man gør det til frilandssvin. Både vildsvinet og tamsvinet levede i det gamle Egypten. Deres knogler er fundet i møddinger overalt. Hieroglyffen for ”svin” er kendt fra Gamle Rige og fremefter. Det egyptiske svin havde lange ben, en lang tryne, stride børster og krølle på halen. De svin, man kan se på landbrugsscener i gravene har stort set ingen lighed med nutidens kødfulde skinker, som man ser i slagterbutikkerne. Det egyptiske svin havde et halvvildt udseende, og det var hurtigt og smidigt. Herodot fortæller: ”Hvis nogen gør dem ophidsede, når de går forbi dem, bør de springe i Nilen med al tøjet på”. Han tilføjer, at ”egypterne ofrede ikke svin til guderne”.

Tandava
(Sanskrit). Tandava eller Tandava Nrtya er Shivas dans, og dans er derfor en guddommelig kunstart. Iflg. hinduistisk mytologi er Shivas Tandava en kraftfuld dans, der er kilden til cyklus af skabelse, bevarelse og opløsning. Rudra Tandava beskriver Shivas voldsomme natur – først som skaberen og senere som nedbryderen af Universet – og iflg. Ananda Tandava nyder han oven i købet selve døden. Shiva som Nataraja – der betyder ”dansens herre” – betragtes som dansens overhoved. Tandava har fået sit navn fra Tandu, der er Shivas ledsager. Tandu betyder “at springe”. Nogle forskere mener, at Tandu var kilden til et tidligt værk om dramakunsten, som var en del af Natya Shastra. De klassiske kunstarter dans, musik og sang stammer fra Mudras og Shaiva-traditionens ritualer.

Tanha
(Pali) Tanha – eller Trishna på sanskrit – er viljen til at leve. Bogstavelige betyder Tanha ”tørst”, men det er almindeligt at oversætte ordet med ”trang” eller ”lyst”. Tanha kan defineres som frygt for døden og den trang til livet, der er årsag til reinkarnation her på Jorden. Tanha defineres desuden som trang eller lyst til at opnå behagelige oplevelser og undgå både smertefulde eller ubehagelige og neutrale erfaringer eller følelser. I Buddhas første undervisning i de fire ædle sandheder, identificerede han Tanha som en hovedårsag til Dukkha – dvs. lidelse, angst og utilfredshed.

Tanis
(Egyptologi). Engang var Tanis en tæt, grøn jungle ved Egyptens nordøstlige grænse, men den vindblæste steppe ved kanten af Menzaleh-søen er nu kun en ørkenslette, som befolkningen kæmper for at holde opdyrket. Var Tanis først en fæstning ved navn ”Avaris” under Hyksos-kongerne? Og blev den først senere Ramses’ by? Pierre Montet, der arbejdede i området i tyve år har præsenteret mange argumenter, der støtter teorien. Selv om det er et emne, der stadig diskuteres, så er én ting sikker: Tanis var centrum for udviklingen i 21. dynasti, der var samtidig med præstekongerne, og stedet blomstrede frem til den romanske periode. Stedet havde et stort Amon-tempel, der var omgivet af mure opført af soltørrede lersten. I ruinerne er der rester af væltede obelisker, knuste kolossalstatuer og gigantiske stenblokke fra Ramses II’s bygningsværker. Sfinkserne og de store statuer i Louvre museum i Paris og Egyptian museum i Cairo stammer fra Tanis. I et hjørne af templet begravede man flere faraoner, De blev fundet af egyptologen Montet – eksempelvis faraonerne Psusennes, Amenemapet, Osorkon II og Sheshong III.

Tankeform
I åndsvidenskaben er en tanke ikke alene en kraft (en vibration), men desuden en ting – en form på mentalplanet. En tankeform er skabt af mentalt stof, der og tankens form er skabt af den, der har tænkt den. Når man tænker, dannes der i mentallegemet en tankeform, af det man tænker på. Den består ofte af en blanding af mentalt og astralt stof, fordi der som regel er knyttet følelser til tanken. I den mentale og astrale aura kan man med clairvoyant syn iagttage tankebillederne, der ofte er ansvarlig for de tankevaner, holdninger og handlinger, som de medfører. Bag enhver handling er der et bevidst eller ubevidst tankebillede.

Tankelegeme
Se Mentallegeme.

Tankeoverføring
Se Telepati.

Tankeplanet
Se Mentalplan.

Tankesind
Tankesind kaldes i åndsvidenskaben for Manas. Manas oversættes hyppigst ved ”tanke”, ”tænkning”, ”tænker” o.l., men da Manas udover selve tænkeevnen også omfatter både selvbevidstheden og forestillingsevnen, er beskrivelsen ikke dækkende. Sind er heller ikke dækkende, for ordet bruges ofte som betegnelse for både tanker og følelser. Derfor er ordet ”tankesind” en mere præcis betegnelse for Manas.

Tanmatra
(Sanskrit). Tanmatra stammer fra ”tan”, der betyder ”subtil”, og ”matra”, der betyder ”element” eller en ”mikroskopisk mængde”. Tanmatra betegner derfor en mikroskopisk brøkdel af det subtile stof eller af Bhuta. Tanmatra er ”det guddommelige mål”, som henviser til den begrænsning, som det logoiske liv i et atom skal vibrere inden for, og som desuden er målet for vibrationens bølgelængde. Målet giver et eksistensplans atomer deres specielle egenskaber, og derfor benyttes Tanmatra også til at betegne den subtile essens af og de særlige egenskaber ved de fem grundelementer jord, vand, luft ild og æter. I et af grundelementernes aspekter er Tanmatra dermed identisk med de fem sanser: Lugt, smag, følelse, syn og hørelse, som gør det muligt at sanse den objektive verden. I en anden oversættelse af Tanmatra er ”tan” identisk med ”moder”, mens ”matra” betyder ”stof”. Tanmatra er derfor ”stoffets moder”, og Verdensmoderen og Tanmatra bliver identiske begreber. Hvert element er primært relateret til én Tanmatra, men elementet kan indeholde en del af de øvrige. Æter opstår af Shabda Tanmatra (høresans), luft af Shabda Tanmatra og Sparsha Tanmatra (høre- og følesans). Ild af Shabda Tanmatra, Sparsha Tanmatra og Rupa Tanmatra (høre-, føle og synssans). Vand af Shabda Tanmatra, Sparsha Tanmatra, Rupa Tanmatra og Rasa Tanmatra (høre-, føle-, syns- og smagssans), og jord af Shabda Tanmatra, Sparsha Tanmatra, Rupa Tan-matra, Rasa Tanmatra og Gandha Tanmatra (høre-, føle-, syns- og smags- og lugtesans). (Se også Bhuta).

Tantra
(Sanskrit). Tantra betyder ”væv” eller ”lære”, og tantrisme er en betegnelse for flere esoteriske traditioner, der stammer fra Indiens religioner. Tantra er forenklet sagt Østens esoterisme, som har mange paralleller til Vestens åndsvidenskab. Tantra indgår både i hinduisme, buddhisme og jainisme. I Tantra benyttes der mantraer, yantraer og mandalaer. Tantra, Tantrisme eller Tantrika er ceremonier og ritualer. Iflg. Tantra er alting gennemstrømmet af en guddommelig feminin kraft, der kaldes Shakti. For at få kontakt med den iboende kraft, skal man mobilisere og beherske det fysiske legemes energicentre, bl.a. ved hjælp af meditation, gentagelse af mantraer og i specielle tilfælde ved at udføre et særligt rituelt samleje – dvs. forening af skabelsens maskuline og feminine aspekter eller ånd og stof, som også kaldes ”det himmelske bryllup” mellem sjælen og personligheden. Den højere form for Tantra har intet med seksualmagi at gøre. Grundtanken i Tantra er at skabe kontakt til naturens iboende kraft, der ofte kaldes Shakti, og kontrollere og bruge kraften ved hjælp af esoteriske teknikker, som kun den indviede tantriske mester, lærer eller guru kender i fuldt omfang. Formålet er at afvikle karma og nå Moksha og frihed for reinkarnation. Tantra i forskellige former eksisterer i Indien, Kina, Japan, Tibet, Nepal, Bhutan, Pakistan, Sri Lanka, Korea, Cambodia, Burma, Indonesien og Mongoliet. (Se også Mandala, Mantra, Moksha, Pancha Makara, Shakti og Yantra).

Tantrisme
Se Tantra.

Tao
(Kinesisk). Tao eller Dao betyder ”vej” eller ”sti”, men nogle gange oversættes ordet frit til ”doktrin” eller ”princip”. Tao er navnet på Lao-Tzes filosofi, og betegner en ”vej” til åndeliggørelse. Man kan derfor kalde Tao for det kinesiske Nirvana. Begrebet Tao indgår i konfucianismen, Chan- og Zen-buddhisme og i den østasiatiske filosofi og religion i almindelighed. Her betegner Tao Universets oprindelige essens eller principielle karakter. Tao er ikke et navn for en ting, men den fundamentale og naturlige orden i Universet. Tao kaldes derfor ”den evigt navnløse”, og de mangfoldige ”navngivne” objekter, anses for at være Taos manifestationer. I Taoisme, kinesisk buddhisme og konfucianismen er den åndelige stræben rettet mod at ”blive ét med Tao” (Tao Te Ching), eller at harmonisere sin egen vilje med den kosmiske vilje for at opnå frihed (Wu Wei). Det kræver meditation og et moralsk liv. I praksis indebærer Tao uhåndgribelige kvaliteter, der gør det umuligt at definere dem eller udtrykke dem i ord. Kvaliteterne kan erfares og opleves, og principperne kan følges eller praktiseres. En stor del af de østasiatiske filosofiske skrifter fokuserer på værdien af at overholde principperne i Tao – og de forskellige konsekvenser af ikke at gøre det. Konfucianisme og religiøse former for Taoisme er ofte baseret på etiske og moralske argumenter om rigtig adfærd, mens buddhisme og mere filosofiske former for Taoisme normalt henviser til konsekvenserne af menneskets handlinger i stil med Indiens karma. Tao er uløseligt forbundet med begreberne Yin og Yang, hvor hver aktion skaber en reaktion, som uundgåelige påvirker alt inden for Taos manifestation, og balance mellem modsætningerne medfører et liv i overensstemmelse med den naturlige udvikling. (Se også Confucius, Konfucianisme, Konfutze og Lao-Tze).

Taoisme
Se Tao.

Tapah
(Sanskrit). Tapah betyder ”askese”, ”asketiske øvelser”, ”ofre” eller ”selvpåført lidelse”. Tapah eller ofrene kan opdeles i forskellige grupper. Der er f.eks. mennesker, der ofrer deres ejendele og formuer til velgørende organisationer. Den form for aktiviteter kaldes Dravyamaya-Yajna. Nogle stræber efter højere udvikling, og de vælger forskellige former for askese – eksempelvis Candrayaṇa og Caturmasya. Den form for askese er baseret på seriøse løfter og faste regler, der medfører afkald på mange af livets bekvemmeligheder. Andre vælger pilgrimsrejser til hellige valfartssteder. Den form for Tapah kaldes Yoga-Yajna, hvor man ofre sig for at opnå en bestemt type af perfektion i den materielle verden. Der er også mennesker, som engagerer sig i studier af vedisk litteratur – specielt Upanishaderne, Vedanta-Sutra og Samkhya-filosofi. De kaldes Svadhyaya-Yajna, hvor man ofrer sig til studierne. (Se også Samkhya og Yajna).

Tapas
(Sanskrit). Tapas betyder ”varme” eller ”skabt af varme”, men i den vediske religion og hinduismen bruges Tapas billedligt som en betegnelse for streng selvdisciplin, der kræver afkald og et nøjsomt liv, men det henviser desuden til yogiens høje åndelige bevidsthedstilstand eller Tapasa. Den tidligste henvisning til ordet findes i Rig Veda, hvor det bruges i betydningen ”smerte” eller ”lidelse”. I Rig Veda er ordet forbundet med Soma-kulten. Et menneske, der forpligter sig til Tapas er en Tapasvin. Adjektivet Tapasvin betyder ”stakkel”, ”fattig” eller ”elendige”, men det hentyder også til en asket, der praktiserer bodsøvelser. Tapas er roden til det mere udbredte ord Tapasya, som omtales i Katyayana-Shrauta-Sutra, Baudhayana-Dharma-Shashtra m.fl. Rig Veda har mange referencer til ord, der stammer fra Tapas, og som betegner lidelse og nøjsomhed. Tapas kan være en stræben efter Nirvana eller Moksha, men Tapas kan også være stræben efter perfektion inden for et bestemt område. (Se også Moksha, Nirvana, Rig Veda, Sannyasin og Soma).

Tarmskylning
Se Shankhaprakshalana.

Tarot
Tarot er spådomskunst baseret på 78 tarotbilledkort med symbolik fra kabbalaen, astrologien og numerologien. Tarotkortenes oprindelse er ukendt, men muligvis stammer de fra det gamle Egyptens mysterieskoler, hvor man havde en hieroglyf-bog, der bestod af 78 kort. En anden teori går ud på, at de stammer fra den jødiske tradition, for i det hebraiske alfabet er der 22 bogstaver og den kabbalistiske betydning af bogstaverne, svarer til betydningen af den store arkanas 22 kort. Og iflg. en tredje teori stammer symbolikken fra det fjerne Østen. Man ved dog, at de første kendte tarotkort dukkede op i middelalderens Europa i det 15. årh. Kortene blev først kendt som Trionfi og senere som Tarocchi (italiensk), Tarock og Tarot (fransk). En teori forbinder navnet Tarot til Taro-floden i det nordlige Italien nær Parma. En anden teori går ud på, at navnet stammer fra det arabiske ord ”turuq”, der betyder ”måder”. Et alternativ kan være det arabiske ”taraka”, der betyder ”at forlade”, ”opgive”, ”udelade” og ”efterlade”. Iflg. fransk etymologi stammer den italienske Tarocco fra arabisk ”ṭarh”, der betyder ”afvisning”, ”subtraktion”, ”fradrag” eller ”rabat”. I det meste af Europa blev tarotkort brugt til at spille kortspil, men fra slutningen af det 18. årh. og frem til nutiden blev kortene desuden benyttet til spådomskunst af mystikere og okkultister. Tarot består af forskellige sæt, som varierer fra område til område, hvor det franske bruges i Nordeuropa, det latinske i Sydeuropa og det tyske i Centraleuropa.

Tat
(Sanskrit). Tat er et vedantinsk navn for den absolutte guddom – dvs. ALTET, som mennesket er en del af. Atman, ånden eller menneskets inderste kerne har derfor en slags individualitet. Hvis det er korrekt, medfører det, at den ubetingede Brahman i det grænseløse kosmos kan beskrives med to modsatrettede begreber – det ene ubegrænsethed og ubetingethed, og det andet er begrænsning og betingethed. (Se også Atef-kronen, Brahman og Om-Tat-Sat).

Tathagata
(Sanskrit). Tathagata betyder ”sådan er det”. Tathagata er et andet navn for Buddha, men det henviser til Buddha som transcendent skikkelse. Tathagata er ”den, der vandrer i sine forgængeres fodspor”. Det er en titel, der gives enhver Buddha, men som især forbindes med Gautama Buddha. Der findes andre fortolkninger af Tathagata, men den præcise og oprindelige betydning af ordet kendes ikke. I Pali-kanonen henviser Buddha nogle gange til sig selv med udtrykket Tathagata i stedet for stedordet ”mig”, ”jeg” eller ”mig selv”. Det er muligvis for at understrege, at hans lære stammer fra en transcenderet bevidsthedstilstand – fra et menneske, der befinder sig hinsides den endeløse cyklus af fødsel, liv, død og genfødsel – dvs. et menneske, der har frigjort sig fra lidelse. (Se også Pali).

Tattva
(Sanskrit). Tattva eller Tattwa repræsenterer bevidstheden, energien eller den åndelige side af en skabning. Tattva er det indre åndelige lys. Tattva er de linjer, der danner et atoms form, grundakserne for atomets vækst og aksernes vinkelforhold. En analogi er krystallernes akser.

Tau
(Egyptisk). TAU-korset består af en lodret bjælke, og på toppen af bjælken er der anbragt en vandret bjælke, og dermed former symbolet et stort T. TAU er et frimurerisk symbol i Den Kongelige Bue-grad, hvor det repræsenterer frelse og indvielse, men TAU er ikke en frimurerisk opfindelse. Faktisk er TAU verdens ældste bogstav. Desuden er ordet TAU angiveligt blevet brugt af det atlantiske folk som et mantra – et kraftord, som senere i Indien og Egypten blev til AUM, og som i nutiden intoneres som OM. TAU-korset findes indhugget i klipper som både TAU og svastika på Påskeøens statuer, i det gamle Egypten, i Centralasien og i det førkristne Skandinavien. TAU er navnet på både det græske og det hebraiske bogstav T. Mange tror derfor, at TAU stammer fra det hebraiske bogstav, men TAU eksisterede årtusinder før opfindelsen af det jødiske alfabet. TAU fandtes eksempelvis i oldtidens Mexico, for man har fundet det i mayaernes paladser. Eksempelvis er et TAU indhugget som en hieroglyf i et basrelief i et maya-palads. Og fra den nordiske mytologi kender man TAU som Thors hammer, der som bekendt rummede kraften til at udsende lyn og torden. I klippevæggen på bjergtoppe i Sydamerika er der indhugget relieffer, som angiveligt er langt ældre end de kendte menneskeracer. Det gådefulde ved reliefferne er, at en række figurer viser omridset af et menneske, der ligger udstrakt på et T-formet kors, sådan at menneskeskikkelsen danner et kors. Korset kan opfattes som mennesket – eller mennesket som korset. Hinduernes guruer brugte TAU som et mærke i panden på deres chelaer (disciple). I de indiske skrifter kan man læse om Vishvakarman, der korsfæster den ”solindviede” på en korsformet træbjælke. Teksten siger: ”Hinduerne benyttede denne form for at beskrive mennesket, der er fæstet til korset.” Korsfæstelsen blev imidlertid fortolket som menneskets åndelige − ikke fysiske − genfødsel. Når kandidaten, der skulle indvies, blev fastgjort til TAU, skete det med langt højere og mere åndelige forestillinger i tankerne end idéen om det fysiske livs oprindelse. Men man møder også TAU i nyere tid. Frans af Assisi og franciskanerordenen brugte en særlig udformning af korset. Det bestod af et T, hvor tværbjælken er bredere udad og med ender, der er skråt afskårne. Det fuldkomne TAU var som sagt formet af den lodrette bjælke (ånden og den maskuline kraft) og den vandrette bjælke (stoffet og det feminine princip). Det kendte egyptiske Ankh-kors er en videreudvikling af TAU-korset. Ankh-korset består af et T-kors med en cirkelform eller rettere en ægform oven på T-formen. Hele ankh-korset er hieroglyffen for ”liv”, mens ordet ”ankh” er det egyptiske ord for ”nøgle” i betydningen ”livets nøgle”. Egypterne brugte ikke nøgler til at låse døre op og i, men ”nøgle” skal forstås som et princip, der giver adgang til noget, man har været udelukket fra – ikke mindst menneskets sjælelige og åndelige natur. (Se også Ankh).

Taurus
(Latin). Zodiakens 2. tegn og stjernebilledet Tyren.

Tefnut
(Egyptologi). Tefnut er en vigtig gudinde i den egyptiske gudekreds. Sol-guden Ra (livslyset) havde to ”børn” – guden Shu og gudinden Tefnut. Iflg. egyptologerne symboliserer Shu luft, mens Tefnut repræsenterer fugtighed. Ra – faderen til de to – er Solen, og derfor fortolker åndsvidenskaben desuden Shu og Tefnut som solenergi eller lys, der kan opdeles i henholdsvis lys som bølge (Shu) og lys som partikel (Tefnut), mens Ra udgør syntesen af lysets bølger og lysets stoflige manifestation. Alt i manifestationen rummer essentielt tre aspekter i sin natur – ånd, stof og relationen mellem ånd og stof. Det samme gælder Ra, Shu og Tefnut. Naturvidenskaben bekræfter, at lys ikke bare er lys, for lyset er dualt. Lyset opfører sig både som en elektromagnetisk bølge, og som en lyspartikel – dvs. som stof. Det gamle Egyptens indviede kendte lysets trefoldighed, og de symboliserede lysets udstrålende energi – den maskuline udstrålende livskraft – med gudesønnen Shu. Shu repræsenterede lyset som elektromagnetisk bølge. Modergudinden Tefnut var lysets formside – altså lysets feminine stofform. Hun var et billede på lyset som partikel. Tefnut, der blev vist i skikkelse af en løvegudinde, var desuden symbol på kundalinikraften eller kundaliniilden, som strømmer i spændingsfeltet mellem de lavere chakraer, symboliseret af løvegudinden Sakhmet og de højere chakraer, symboliseret af løvegudinden Tefnut. Når kundalinikraften bringes under kontrol, er den en positiv kraft på udviklingsvejen (Tefnut), men ukontrolleret vil den være destruktiv (Sakhmet). I udviklingsprocessen forvandles Sakhmet symbolsk til Bastet – den milde og tamme tempelkat, og via Bastet skabes der kontakt mellem Sakhmet og Tefnut – det højere og det lavere – og mennesket bliver ét. (Se også Maat, Ra og Shu).

Tehuti
Se Thoth og Ibis.

Teisme
(Græsk). Teisme stammer fra ”theos”, som betyder ”Gud”, og ”teisme” er afledt fra det franske ord ”théisme”. Teisme er grundlæggende troen på, at der findes én gud eller flere guder, dvs. skabende bevidstheder, der står bag Universets og menneskelivets opståen. Teisme er desuden en opfattelse af, at den skabende bevidsthed er personlig. Skaberen er en personlig Gud, som ganske vist fungerer i naturen, men som alligevel er udenfor og højt hævet over naturens love og processer. I den fortolkning befinder teisme sig i modsætning til panteisme, der opfatter Gud som immanent eller som et iboende princip i naturen, Universet og mennesket. I nogle tilfælde betegner Teisme en specifik gudstro, der indebærer, at den Gud eller de guder, der findes, griber mere eller mindre aktivt ind i verdens gang. Her står Teismen i modsætning til Deismen. Deisme blev især udviklet under oplysningstiden, og Deisme er udtryk for, at Gud har sat verden i gang på samme måde som et stort urværk, men Gud griber ikke ind i udviklingsprocesserne. Men Teisme er primært troen på en personlig Gud. Kristendommens udgangspunkt er Teisme, og religionen bygger videre på dette fundament, hvor kristendommen gav Teismen et bestemt indhold baseret på Jesu lære. Modsætningen til Teisme er Ateisme. (Se også Ateisme, Deisme, Henoteisme, Monolatri, Monoteisme, Panteisme, Polyteisme og Theos).

Telekinese
(Græsk). Telekinese stammer fra ”tele”, der betyder ”fjern” og ”kinese”, der betyder ”bevægelse”. ”Kinese” er afledt af ”kinein”, der betyder ”bevæge”. Telekinese betyder derfor ”fjernbevægelse”. Telekinese er evnen til at bevæge genstande ved hjælp af metafysiske (tanke-) påvirkninger. Det kræver ofte et medium, som udsender de æteriske kræfter, der kan rettes mod den fysiske genstand og dermed flytte den. (Se også Psykokinese).

Telepati
(Græsk). Telepati stammer fra ”tele”, der betyder ”fjern”, og ”patheia”, der er en omskrivning af ”pathos”, der betyder ”følelse”. Telepati henviser derfor til overførsel af informationer ved hjælp af tanker eller følelser mellem mennesker med andre sanser end de fem fysiske sanser. Telepati eller tankeoverføring er den klassiske betegnelse for metafysisk overførsel af tanker, hvor både afsender og modtager er involveret. Åndsvidenskaben skelner mellem den interne og eksterne telepati. Den interne telepati er den udveksling af bevidsthedsimpulser, der foregår mellem hjernen, astrallegemet, mentallegemet, og i bedste fald sjælen på sjælens eget plan (kausalplanet). Den eksterne telepati kan defineres som en spontan overførsel af bevidsthedsimpulser mellem mennesker. Man kan være i uafbrudt telepatisk kontakt med omgivelserne, uden at man er klar over, at man hele tiden modtager tanke og følelsesindtryk fra omgivelserne. Der findes mange typer af telepati afhængigt af de bevidsthedsplaner, de udtrykker sig på. Den sande telepati er kommunikation fra mentallegeme til mentallegeme eller fra sjæl til sjæl.

Teleplasma
(Græsk). Teleplasma er sammensat af ”tele”, der betyder ”fjern” og ”plasma”, der betyder ”det formede”. Teleplasma er den tågeagtige substans eller skylignende stof, som åndeskikkelser viser sig i, når de materialiserer sig under spiritistiske seancer. Teleplasma er æterisk stof, som primært strømmer ud fra mediet, men ofte også fra de tilstedeværende, der deltager i seancen. Stoffet stammer fra mediets og deltagernes æterlegemer.

Telugu
Telugu er et dravidisk sprog, der tales i delstaten Andra Pradesh i det sydøstlige Indien og de tilgrænsende områder. I 1800-tallet blev sproget kaldt ”Østens italiensk”, fordi alle ord i Telugu ender på vokaler. Ordrækkefølgen er fastlagt sådan, at objektet altid kommer før udsagnsordet. Alfabetet i Telugu er fonetisk og har 56 bogstaver, som hver svarer til en sproglyd. Sproget har mange låneord fra sanskrit. Etymologisk er man ikke sikker på Telugus oprindelse. Muligvis kan Telugu være afledt fra Trilinga. Iflg. en hindu legende manifesterede Shiva sig som en linga på tre bjerge – Kaleswara, Srisaila og Bhimeswara, der markerede grænserne for Telugu-landet. (Se også Sanskrit).

Tempelkat
(Egyptologi). Længe før de egyptiske dynastier opstod, levede vildkatten i ørkenens grænseområder i Egypten. Vildkatten var en race af aggressive jægere med en kort hale og et lidt buttet udseende. Det var uden tvivl denne katterace og ikke den rolige, slanke kattetype, der var prototype for ”Den store kat i Heliopolis”. I Dødebogen omtales den som et meget gammelt solvæsen, der flåede den onde slange – Apep, Aapep, Apepi eller Apophis – i småstykker ved foden af det hellige træ. Den rolige og venlige tempelkat viste sig først senere i historien. Man ser den i hvert fald ikke i mastabaernes scener fra det daglige liv i Gamle Rige, selv om der vises mange andre dyr. Den første reference til tamkatten ser man først omkring 2.100 f.Kr., hvor moderen til en person fra Mentuhotep I’s hof kaldes ”missen”. Løvegudinden og katten er nært forbundet i egyptisk symbolik. Løvegudinden symboliserer stoffets ildelement eller den utæmmede kundalinikraft i mennesket – slangeilden – i skikkelse af Sakhmet. I legenderne overvindes løvindens utæmmede vildskab, og gudinden forvandles til den tamme tempelkat – Bastet – som skaber forbindelse med det kundalinikraftens åndelige aspekt – løvegudinden Tefnut. Det sker, når kundalinikraften eller slangeilden er under kontrol. Ligesom katten er slangeilden stadig en selvstændig kraft, men den er omdannet fra en destruktiv kraft til en positiv. (Se også Apophis, Bastet, Dødebog, Sakhmet og Tefnut).

Tempelsøjler
Se Søjler.

Teofani
(Græsk). Teofani stammer fra ”theos”, der betyder ”gud”. Ordet er afledt af ”fainesthai”, der betyder ”at vise sig” eller ”komme til syne”. Teofani betyder derfor, at Gud eller en guddom viser sig for et menneske, men ikke nødvendigvis materielt. Iliaden er den tidligste kilde i den klassiske tradition, der beskriver teofani, og det fortsatte i hele den græske mytologi. I den jødisk-kristne tradition er Bibelen hovedkilden til teofani, for udtrykket blev overtaget og brugt af kristne og jøder. Teofani refererer til, at Gud manifesterer sig for et menneske, eller at der er tydelige tegn på Guds nærvær.

Teogoni
(Græsk). Teogoni stammer fra det græske ”theogonia”, der er afledt af ”theos” − dvs. ”gud” og af ”gonos”, der betyder ”afkom”. Teogoni handler derfor om gudernes tilblivelse og indbyrdes slægtskab. (Se også Theos).

Teologi
(Græsk). Teologi stammer fra ”theos”, der betyder ”gud”, og ”logos”, der betyder ”ord”, ”tanke”, ”hensigt” eller ”lære”. Teologi er læren om og studiet af forestillingerne om Gud, guddommelighed og tro på grundlag af religionens dogmer, i modsætning til religionsvidenskab, der beskriver religion som et kulturelt fænomen. Teologi bruges primært om læren om den kristne Gud. I klassisk græsk litteratur bruges ordet kun i filosofisk sammenhæng. Teologi kan i princippet bruges om enhver religion. Ordet viste sig først i kristen sprogbrug i 300-400-tallet, og det udviklede sig til at blive et samlebegreb for de videnskabelige studier af den kristne tradition. I alle religioner har mennesker påstået, at de har forstået, hvad Gud skulle have sagt, og herefter har de omdannet de såkaldte sandheder til dogmer og doktriner. Efterfølgende har de påtvunget de uvidende masser deres egen fortolkning under påstand om, at det er Guds egne ord. Teologi er udelukkende et udtryk for, hvad mennesker tror Gud mener. Religionen er ikke et problem i sig selv og har aldrig været det. Problemet har altid været de mennesker eller organisationer, som forsøger at missionere og indoktrinere, og som påstår at de repræsenterer det åndelige liv – endda det eneste sande åndelige liv. Det er en almindelig antagelse blandt kristne og jøder, at teksterne i Bibelen er ”Guds ord”. Det er imidlertid en illusion. Bibelen er ikke alene skrevet af mennesker – den er også gentagne gange omskrevet af mennesker. Gud har aldrig selv skrevet et eneste ord – heller ikke på Moses’ stentavler. Guds kommunikation med menneskeheden har altid krævet en stedfortræder (f.eks. profeter), og kvaliteten af budskabet har altid været betinget af mellemleddets udviklingsniveau. Jøderne foretog omfattende og afgørende omskrivninger især i perioden 600-400 f.Kr. Her ændrede man informationerne om Moses, som herefter blev opfattet som jøde og ikke egypter, og det var utvivlsomt hensigten med manipulationerne. Da jøderne vendte tilbage fra deres eksil i Babylon i 586-535 f.Kr., var det især Ezra, deres ledende præst, der redigerede Bibelen. Ezra tilføjede materiale fra nyere bøger og slægtsregistre og omskrev teksterne af regulære religionspolitiske årsager. Derfor foretog han flere sammenskrivninger og forkortelser i Bibelens ældste dele. I tiden derefter blev Bibelen betragtet som et uplettet religiøst dokument uafhængig af den historiske virkelighed. Ezras redigerede bibelversion blev til sidst enerådende. Redigeringerne skabte utallige ubalancer, og derfor måtte man konstant redigere og tilføje forklaringer og fortolkninger. Selv rabbinerskrifternes overleveringer om Moses har fået mange tilføjelser undervejs. Målet har tydeligvis været at eliminere Moses’ egyptiske baggrund. Jødernes store lovgiver måtte ikke være egypter. Folk skulle tro, at han var jøde.

Teosof
(Græsk). Teosof stammer fra ”theos”, der betyder ”gud” og ”sophos”, der betyder ”klog”. En teosof er derfor bogstaveligt et menneske med indsigt i det guddommelige. Ordet benyttes ofte om mennesker, der studerer teosofi eller om medlemmer af en teosofisk forening, men betegnelsen burde kun benyttes om mennesker, der lever i overensstemmelse med de teosofiske livsværdier. (Se også Teosofi).

Teosofi
(Græsk). Teosofi stammer fra det græske ”theosophia”, der betyder ”guddommelig visdom” eller ”åndelig visdom”. ”Theos” betyder ”Gud” og refererer til det guddommelige eller det åndelige. ”Sophia” betyder ”visdom” eller ”indsigt”. Teosofi kaldes også ofte ”den esoteriske lære”. Ordet ”esoterisk”, stammer også fra græsk og betyder ”indre”, i modsætning til ”eksoterisk”, der betyder ”ydre”. Teosofi er derfor læren om det indre menneske og om den usynlige verden, som ikke kan iagttages med de fysiske sanser. Netop fordi teosofien har til hensigt at arbejde religions-filosofisk videnskabeligt, afvises enhver form for dogmer. Teosofien er derfor åndsvidenskab, der udforsker livets skjulte sider eller tilværelsens årsager i modsætning til naturvidenskaben, der udforsker livets synlige formside eller virkningernes verden. Åndsvidenskabens forskning er baseret på metafysiske evner eller psykiske sanser. Mange af åndsvidenskabens påstande kan hverken bevises eller modbevises på grundlag af naturvidenskabens selvskabte præmisser for bevisførelse, der kræver fysiske beviser på enhver påstand. Åndsvidenskabens forskning bygger derfor primært på indicier og arbejdshypoteser. Men det medfører ikke, at teosofi er et trossystem. Teosofi er en videnskab, der er udvidet ved anvendelse af metafysiske forskningsmetoder, og fordi forskningen reelt er baseret på iagttagelse, kan den kaldes empirisk (erfaringsbaseret) i stil med naturvidenskab. Teosofi er ikke en ny åbenbaring, men et system, der er i overensstemmelse med ældgamle sandheder, som i et vist omfang allerede har været præsenteret gennem utallige århundreder af verdens indviede. Teosofiens ser det som sin opgave at organisere sandhederne i et samlet system og udbrede åndelig viden mere åbent, end det tidligere er sket. Teosofien blev introduceret i 1875 af H.P. Blavatsky og Henry Steel Olcott, som stiftede en forening, der skulle beskæftige sig med metafysiske fænomener. Det var begyndelsen på Det Teosofiske Samfund og på den esoteriske lære eller åndsvidenskaben. I 1930’erne blev overbygningen givet af Alice A. Bailey med 12.000 sider avanceret esoterisk stof. Alice A. Bailey opbyggede sin egen organisation − Lucis Trust − men de to ”systemer” udgør i praksis en helhed. (Se også Teosof).

Tesserakt
Tesserakt er en betegnelse for den 4-dimensionale terning – den mest enkle geometriske figur på astralplanet.

Tetraeder
(Græsk). Tetraeder stammer fra ”tetra”, der betyder ”fire”, og ”hedra”, der betyder ”flade” eller ”side”. Tetraeder er en geometrisk eller platonisk figur, der begrænses af fire lige store, ligesidede trekanter. De fire sideflader er trekanter, og tre af trekanterne mødes ved hvert hjørne. Tetraedre er en særlig type af triangulære pyramider, og formen er ”selvdual”. Tetraederet er et af de fem regulære Polyedre. Som krystalform tilhører Tetraederet det kubiske krystalsystem. Regulære Tetraedre kan ikke i sig selv ”udfylde” rummet. I virkeligheden er Oktaedre nødvendige for at udfylde nogle af mellemrummene. Som alle Platoniske legemer kan et Tetraeder foldes med et enkelt stykke papir. (Se også Dodekaeder, Heksaeder, Ikosaeder, Oktaeder, Platoniske legemer og Polyeder).

Tetragrammaton
(Græsk). Tetragrammaton er den græske betegnelse for den hebraiske Gud med de fire bogstaver, ”Jod, He, Vau, Hd” eller JHWH. Det læses som regel som Jehovah eller Jahveh, men den oprindelige udtale og etymologi er usikker. I danske bibeloversættelser fra de seneste hundrede år er egennavnet som regel erstattet med titlen ”Herren”. JHWH gengiver Guds personlige navn, som står skrevet 6.828 gange i den hebraiske bibel Tanakh (Det Gamle Testamente). I de hebraiske håndskrifter er navnet skrevet med de fire konsonanter י (jod) ה (he) ו (waw) ה (he) eller יהוה JHWH og derfor kaldes det Tetragrammaton. Ordet stammer fra det græske ”tetra”, der betyder ”fire”, og ”gramma”, der betyder ”bogstav”. Desuden forekommer navnet mindst 237 steder i især hebræiske oversættelser af den græske tekst i Det Nye Testamente.

Tetrakt
(Græsk). Tetrakt stammer fra ”tetra”, der betyder ”fire”. Tetrakt er firfoldighed, og ordet bruges navnlig om guddommens firfoldighed – dvs. Treenighedens tre aspekter plus deres syntese – guddommen i sin helhed.

Teutoner
Teutoner er iflg. åndsvidenskaben en betegnelse for den germansk-angelsaksiske underrace inden for den nuværende ariske rodrace – 5. rodraces 5. underrace. Teutonerne omtales af grækerne og romerne som en germansk stamme i tidlige historiske skrifter. Nogle mener, at Teutonerne levede i Jylland. Tyske historikere forbandt ikke navnet teuton med deres proto-germanske forfædre før 1200-tallet. Ca. 120 f.Kr. udvandrede mange teutonere sammen med kimbrerne, der boede i Nordjylland (muligvis i Himmerland), fra Skandinavien og drog mod Sydeuropa. De vandt adskillige slag mod romerne, men i år 102 f.Kr. blev de stoppet og udryddet af Gaius Marius i Slaget ved Aquae Sextiae (nutidens Aix-en-Provence i Frankrig).

Thalamus
(Latin). Thalamus stammer fra det græske ”thalamos”, der betyder ”det indre kammer”. Thalamus er en dybtliggende ægformet cellehob ved tredje ventrikel i hjernen, som foruden hypothalamus – i Storhjernens (cerebrums) mellemhjerne (diencephalon) – er tæt relateret til hjernebarken (cortex cerebri). Thalamus har bl.a. betydning for følelsesreaktionerne.

Thebaid
(Egyptologi). Thebaid eller Thebais var et navn, som man i den klassiske periode gav den sydlige del af Øvre-Egypten. Navnet stammer fra muligvis fra det græske Thebaida. Thebaid bestod af de tretten sydligste nomer (administrationsdistrikter) i Øvre Egypten, der strakte sig fra Abydos i Mellem-Egypten til Aswan i syd. Man regner med, at området måske fik sit navn pga. af, at det lå i nærheden af den vigtige egyptiske hovedstad Theben. I det gamle Egyptens ptolemæiske periode udgjorde Thebaid et enkelt administrationsdistrikt under Theben, som også var ansvarlig for at overvåge sejladsen i Det Røde Hav og Det Indiske Ocean. Under det romerske imperium skabte Diocletian provinsen Thebais, der blev bevogtet af legionerne Maximiana Thebanorum og Flavia Constantia. Senere blev området delt i Øvre Thebais, der omfattende den sydlige halvdel med hovedstaden i Theben, og Nedre Thebais, der omfattende den nordlige halvdel med en hovedstad ved Ptolemais. Stedet var omgivet af ørken, og omkring det 5. årh. blev Thebaid et sted hvor adskillige kristne eneboere trak sig tilbage. I kristen kunst afbillede man Thebaid som et sted med mange munke.

Theos
(Græsk). Theos er det græske ord for ”gud” eller ”guddom”. Theos eller Theoi stammer fra ”theein”, der betyder ”at styre” med henvisning til de planetariske guder, der udfører det kontinuerlige arbejde i den kosmiske evolution – eller til ”deus”, der er forbundet med Zeus eller Dios, der betyder ”den lyse” eller ”den skinnende”, dvs. Gud, guder, guddom, bygherrer eller kosmokratorer (verdensherskere). De to fortolkninger er ikke modstridende, fordi planeter, stjerner og sole er ”de lysende” og ”de skinnende”. Theos indgår i triaden af Kaos, Theos, Kosmos – de tre aspekter i den kosmiske evolution. De tre aspekter repræsenterer henholdsvis ”lageret af kosmiske frø”, ”bygherrerne” og ”Universet”, der er bygget af aspekterne. (Se også Kosmokrator og Zeus).

Theravada
(Pali). Theravada eller Sthaviravada på sanskrit betyder ”den ældste lære”. Theravada er en af buddhismens hovedretninger, og den ortodokse Theravada-skole er den ældste og eneste overlevende af de oprindelige Hinayana-skoler. Theravada er en af hovedretningerne inde for buddhismen. Det er den retning, der mest ligner den oprindelig buddhisme. Theravada kan opdeles i tre retninger: Maha Nikai, Kammatthana (skovtraditionen) og Thammayut. I nutiden er skolerne stadig aktive på Sri Lanka, i Myanmar (Burma), Thailand, Laos og Cambodja. Theravadas kanoniske tekster, der er skrevet på pali, er samlet i Tipitaka. (Se også Hinayana og Tripitaka).

Thinite-perioden
(Egyptologi). Thinite-perioden i det gamle Egypten kaldes 1.-2. dynasti – ca. 3200-2650 f.Kr., og perioden betragtes af egyptologerne som begyndelsen på civilisationen. Åndsvidenskaben er uenig og oplyser, at civilisationen blev grundlagt langt tidligere på kontinentet Atlantis, og at Egypten repræsenterer en efteratlantisk periode. Thinite-perioden udelukkende fødslen af den periode i Egypten, man kalder Gamle Rige. Faraonerne i perioden kom fra This, og herfra stammer betegnelsen ”Thinite”. Faraonernes grave er fundet ved Abydos ikke langt fra This. Menes var den første hersker i første dynasti, og han blev en legendarisk skikkelse og et symbol på sin tid, for han forenede landets nordlige og sydlige del, og det var ham, der grundlagde Memphis. De store Thinite-grave findes spredt i området ved Sakkara. (Se også Atlantis).

Thor
(Oldnordisk). Thor (Þórr) eller Tor er Odins søn – ”tordenguden” – i den germanske og nordiske mytologi. Thor er stort set identisk med den indiske gud Indra, og hovedfunktionen (dog ikke etymologisk), var identisk med både den græske gud Zeus og den romerske Jupiter. Thor svarer derfor principielt til Zeus og Jupiter. Torsdag er ”Thors dag” på de fleste germanske sprog. Islændingene har imidlertid erstattet þórsdagur med fimmtudagur (femtedag). Men torsdag på fransk hedder Jeudi og på latin Jovis Dies – Jupiters dag, der er helliget planeten Jupiter dvs. Jupiters ”indre hersker”. Navnet Þórr er også beslægtet med ordene ”torden” og det tyske ”dunder”, og minder om det engelske ”thunder” og det tyske ”Donner”. I de myter, der blev nedskrevet på Island i middelalderen, blev Thor præsenteret som Odins ældste søn, og den næst mægtigste gud i asernes slægt efter Odin selv. Som tordengud herskede Thor over vejret, og han bekæmpede civilisationens fjender, som f.eks. var jætter og trolde. Han beskyttede gudernes og nordboernes land mod kaosuhyrer, som f.eks. Midgårdsormen. Han kaldtes også Asathor, som var søn af Fjørgyn (Jorden), og han var gift med Sif. Med Sif fik han to børn – Trud og Modi (eller Modig). Med jættekvinden Jernsaxa fik han sønnen Magni eller Magne. Selv om han havde en krigerisk adfærd, fungerede Thor kun sjældent som krigsgud. Thor blev tilkaldt, når det drejede sig om spørgsmål, der vedrørte vind, vejr og vækst, for det var ham, der kontrollerede naturkræfterne, som kunne skade afgrøderne. Bag sit aggressive ydre stod Thor for lov og orden og opretholdelsen af fred i samfundet. Thor, Odin og Loke er de tre figurer, som optræder flest gange i de mytologiske fortællinger, mens andre kilder oplyser, at Thor, Odin og Freya udgjorde en treenighed, og at de var de vigtigste guder i kulten.

Thors hammer
(Oldnordisk). Thors hammer hed Mjølner i den nordiske mytologi. Den blev smedet af to dværge – Sindre og Brokk. Sindre smedede, mens Brokk holdt blæsebælgen i gang. Thors hammer blev smedet i forbindelse med Lokes væddemål med dværgene. Thors hammer – Mjølner – var det mægtigste våben i Asgård. Hammeren ramte altid det, den blev kastet imod. Den rammer med en kolossal kraft og vendte altid tilbage til den hånd, der havde kastet den. Thor var nødt til at få smedet en kraftig handske – Iarngreiper – for at være i stand til at gribe den, når den vendte tilbage. Selv om hammeren var et voldsomt våben, fyldte den ikke meget. Den kunne skifte størrelse, og den kunne gemmes i en lille lomme, hvis det var nødvendigt. Mjølner var Thors kæreste eje, og når han svingede den, gav det et voldsomt brag, og der sprang lyn og gnister omkring ham. Tordenbragene stammede derfor fra Mjølner iflg. den nordiske mytologi. En enkelt gang mistede Thor Mjølner, for den blev stjålet af jætten Trym. Thor var derfor nødt til at klæde sig ud som Freya og vise sig som kvinde for at få den narret fra Trym. Thors hammer siges nogle gange – vistnok fejlagtigt – at være de gamle nordboeres og germaneres Svastika. (Se også Svastika og Tau).

Thoth
(Egyptologi). Thoth er en egyptisk visdomsgud. Navnet Thoth er græsk, og oprindeligt hed visdommens gud, Tehuti. Thoth blev også kaldt ”den himmelske skriver” og ”dommer”. Mens alle andre guder – f.eks. Osiris, Isis og Horus, Seth m.fl. – forandrede deres karakter i tidens løb, var Tehuti den samme fra første til sidste dynasti. Han stod i forbindelse med de høje skabninger, som åndsvidenskaben kalder Lipikaerne eller Karmas Herrer. Tehuti har haft indflydelse på mange gamle kulturer. Det bevidnes af nogle af de gamle kulturers navne for Tehuti: Egypterne: ”Tehuti”, ”Thoth”, ”Tat”, ”Adad”, ”Seth” og ”Sat–an” (skal ikke opfattes som muslimers og kristnes Satan). Syrien: (samme som i Egypten). Fønikien: (samme som i Egypten). Grækerne: ”Hermes”, ”Kadmus”. Sumererne: ”Sin”. Gallerne: ”Theutates”. Muslimerne: ”Idris”. Atlantiderne: ”Chiquitet”. Mayaerne: ”Quetzacóatl”. Romerne: ”Merkur”. Kabbalisterne: ”Enoch”, ”Adam-Kadmon”. (Den første manifestation af guddommelig kraft). Seth er Teth eller Thoth eller Hermes. Seth identificeres også med jødernes ”Enoch”. Navnet ”Enoch” stammer fra ”He-Noch”, som betyder ”lærer”, ”indvier” eller ”en indviet”. H.P. Blavatsky fortæller i Isis Unveiled, vol. 1, at der var to Her-mes’er. Den ældste var Trismegistos, og den yngre var en udstråling eller ”kombination” af ham selv (skal sandsynligvis forstås som sjæl og personlighed). Iflg. Platon var det Thoth-Hermes, der opfandt geometri, astronomi og bogstaver. (Se også Adam-Kadmon, Ibis og Lipika).

Thoth-aben
(Egyptologi). I Egypten ser man to slags aber i relieffer og som skulpturer: 1) ”Cercopithecus aethiops” eller den langhalede abe i Ny Rige. 2) ”Papio hamadryas” eller bavianen, der ses i alle tidsperioder. Der stod statuer af bavianer i alle offentlige bygninger, og skriverne havde ofte aber siddende på skuldrene, mens de sad og skrev – en symbolik, der signalerede skrivernes klogskab. Bavianen var knyttet til visdomsguden, som egypterne kaldte Tehuti, og som grækerne kaldte Thoth, og Thoth-aben repræsenterede dermed et lavere aspekt af visdommen. Det lavere aspekt er kendetegnet ved viden og klogskab. Vejen til visdom, som i åndsvidenskaben defineres som ufejlbarlig intuitiv indsigt, kræver udvikling af klogskab, skelneevne og logisk tænkning. (Se også Thoth).

Thummim
Se Urim.

Thutmose
Se Tutmosis.

Thyrsusstaven
(Græsk). Thyrsus eller Thyrsos omtales i den græske mytologi. Her beskrives en stav, der bestod af en kæmpe fennikel (ferula communis), som var dækket med vedbend og vinblade. Nogle gange var staven viklet med taeniae (latin for ”fladt bånd”), men taven havde altid en pinjekogle i toppen. Thyrsusstaven blev brugt som en kraftstav i forbindelse med indvielsesceremonier i de gamle kulturer – bl.a. i Egypten og Indien. Under pinjekoglen var der bundet farvede, flagrende bånd. Staven er symbol på menneskets rygsøjle, og den repræsenterer kundalinislangen eller -ilden – den mystiske universelle kraft, der stiger op igennem rygsøjlen i udviklingens løb. Pinjekoglen symboliserede pinealkirtlen, som har fået sit navn efter pinjekoglen. Det siges, at koglen rummer 1001 frø eller sædekorn, og det leder tanken hen på hovedchakraets 1000-bladede chakra på toppen af hovedet. De farvede bånd repræsenterer sjælens forskellige kvaliteter og egenskaber. Stavene blev angiveligt udført af Dionysos og hans tilhængere. Euripides skrev, at honning dryppede fra Thyrsusstaven. Indvielsesstaven var forbundet med Dionysos- eller Bacchus-kulten og dens tilhængere.

Tibetaneren
Se Djwhal Khul.

Tibetanske broderskab
Se Hvide Broderskab.

Tibetanske dødebog
(Tibetansk). Den Tibetanske Dødebog hedder ”Bardo Tödröl” på tibetansk, og det er det mest internationalt kendte og udbredte arbejde i tibetansk Nyingma-litteratur. ”Bardo” betyder ”mellemtilstand” og ”tödröl” betyder ”befrielse”. Titlen oversættes ofte sådan: ”Frigørelse via lydhørhed i mellemtilstanden”. Den Tibetanske Dødebog er en vesterlandsk titel, som giver associationer til den egyptiske dødebog, som også er en titel, der er en vesterlandsk oversættelse. Dødebogen fra det gamle Egypten hed ”Bogen om at træde ind i lyset” på oldegyptisk, og det var en manual, der skulle læses af det fysisk levende menneske, og som skulle vejlede det afdøde menneske i processerne i efterlivet. Den Tibetanske Dødebog er en religiøs tekst, der også omhandler bardo-tilstanden – mellemtilstanden – mellem død og ny fødsel. Den er også en guide, der hjælper den afdøde gennem de oplevelser, som bevidstheden gennemlever efter døden i intervallet mellem døden og den næste genfødsel. Guiden beskriver bl.a., hvordan det er muligt at dø på en måde, så man undslipper karma og opnår enhed med Altet. Teksten er en praktisk vejledning ved dødsfald, som det er tanken, at man skal læse før døden, eller som man skal læses højt for den døende eller henvendt til den afdøde for at sikre, at den døde får vejledning og hjælp til at erkende sin nye situation og være åben for de muligheder, der nu viser sig på forskellige stadier i efterlivet. Teksten indeholder også kapitler om forskellige tegn på, at døden er på vej, og ritualer, der skal udføres, når dødstidspunktet nærmer sig, eller når den har fundet sted. På den måde vil det for nogle mennesker være muligt at slippe for de lidelsesfyldte cyklusser af fødsel, død og genfødsel. Det er ikke meningen, at teksten skal læses i sin helhed, for den indeholder afsnit, der er tilpasset det enkelte menneskes åndelige udviklingstrin. Idéindholdet i teksten er af indisk buddhistisk oprindelse, men teksten er et autentisk eksempel på en selvstændig tibetansk religiøs litteratur. Iflg. tibetansk tradition blev Den Tibetanske Dødebog forfattet i det 8. årh. af Padmasambhava, og den blev nedskrevet af hans elev, Yeshe Tsogyal. Den blev efterfølgende opdaget af en tibetansk Terton, Karma Lingpa, i det 14. årh. Der findes varianter af dødebogen i forskellige tibetanske sekter. Den Tibetanske Dødebog blev første gang oversat til et europæisk sprog af den amerikanske teosof Walter Evans-Wentz (1878-1965), og den blev udgivet i 1927 af Oxford University Press. Dr. Walter Y. Evans-Wentz valgte titlen pga. parallellerne til den egyptiske dødebog. Døden og genfødslen i Deen Tibetanske Dødebog er adskilt af tre Bardoer eller mellemtilstande: 1) Chikhai Bardo eller ”Bardo i dødsøjeblikket”, som giver mulighed for at opleve ”virkelighedens klare lys”, eller i det mindste det nærmeste man er i stand til at komme på den rene åndelige tilstand. 2) Chonyid Bardo eller ”Bardo til erkendelse af virkeligheden”, der giver mulighed for at opleve visioner af forskellige Buddha-tilstande – eller det nærmeste man er i stand til at komme denne oplevelse. 3) Sidpa Bardo eller ”Bardo for genfødsel”, som giver mulighed for oplevelse af karmiske scenerier, som i sidste ende kan medføre genfødsel. Desuden nævnes der tre andre Bardoer: 1) Livets Bardo – dvs. almindelig dagsbevidsthed. 2) Dhyana Bardo – dvs. meditation. 3) Drømme Bardo – dvs. drømmestadier under normal søvn. Tilsammen udgør de seks Bardoer en overordnet klassificering af bevidsthedstilstande. Enhver bevidsthedstilstand kan reelt udgøre en ”mellemtilstand”, som befinder sig mellem andre bevidsthedstilstande. Faktisk kan enhver flygtig bevidsthedstilstand betragtes som en Bardo, fordi den befinder sig mellem de tidligere og de fremtidige tilværelser, og fordi det giver mulighed for at opleve virkeligheden, som altid er til stede. Men virkeligheden skjules af forestillinger og kaos, der skyldes tidligere fejlagtige handlinger. (Se også Bardo og Dødebog).

Tidløs visdom
Åndsvidenskaben oplyser, at i alle de store religioner og filosofiske systemer er der en fælles kerne af esoteriske sandheder, som har været kendt i alle tider af de indviede. Den fælles kerne kaldes ”den tidløse visdom” eller ”den evige visdomslære”. Den esoteriske kerne er bl.a. gjort tilgængelig for den vestlige verden via forfatterskaber af H.P. Blavatsky og Alice A. Bailey.

Tiphereth
(Hebraisk). Tiphereth eller Tifaret, Tifereth, Tyfereth er den 6. af de 10 sephiroth i det kabbalistiske Livets Træ. Tiphereth repræsenterer åndelighed, balance, integration, skønhed, mirakler, medfølelse og maskulinitet. Tiphereth er skønheden ved det menneske, der vejledes af Gud. Solen er Tiphereths hersker.

Tirthika
(Sanskrit). Tirthika eller Titthiya på pali betyder ”den, der forsøger at krydse Samsaras strøm”. Tirthika er en generel betegnelse for asketiske tilhængere af ikke-buddhistiske filosofier og religioner, som vandrer omkring for at besøge hellige templer og steder – navnlig hellige badepladser. Ordet oversættes derfor ofte med ”kætterske lærere”, for buddhister støtter sig til ”de tre juveler”, og de vandrer ”den gyldne middelvej” mellem modsætningernes par, men det gør en Tirthika ikke. Iflg. Asoka Avadhana samledes Tithikaerne, der var jaloux på kong Asokas buddhistiske prædiken, og aftalte, ”– at hvis kong Asoka fortsatte med at tilbede Buddha, ville alle andre, der blev opmuntret af ham, også blive tilhængere af Buddha.” De gik derefter rundt til folks hjem, og erklærede, at deres religion var den sande religion, og at buddhisme ikke fører til Moksha. Tirthika har relation til ordet Tirthankara, som bruges i Jainisme. (Se også Moksha og Samsara).

Tiryaka Bhujangasana
Se Bhujangasana.

Tiryaka Tadasana
Se Tadasana.

Tis grav
(Egyptologi). Ti var en højtstående embedsmand, der levede ca. 2.500 f.Kr. Han havde det administrative ansvar for gravtemplerne i 5. dynasti. Der var andre embedsmænd i 5. dynasti, der havde højere rang og finere titler end Ti, men i nutiden er han berømt på grund af de smukke Ka-statuer, der er opstillet i hans grav i Sakkara. Desuden hører reliefferne til de bedste illustrationer af livet i det gamle Memphis. Bønder, fiskere, hyrder, skrivere osv. vises i livagtige scener sammen med dansere, sportsudøvere, jægere og præster i begravelsesceremonier. Ti selv er vist i offerscener og bøn. (Se også Ka).

Titiksha
(Sanskrit). Titiksha stammer fra roden ”tij”, der betyder ”at opfordre”, ”tilskynde til handling”, ”at være aktiv”, men Titiksha henviser navnlig til ”udholdenhed” og ”tålmodighed”. Men tålmodighed menes der ikke passiv resignation, men en aktiv holdning og tålmodighed i forhold til livets begivenheder. Titiksha er villighed til frygtløst at bære de karmiske virkninger, og til at give afkald på alt materialistisk, når som helst det er nødvendigt. Titikkha omfatter også fuldstændigt fravær af vrede over uretfærdighed baseret på aspirantens viden om, at de, der gør et menneske uret, kun er karmas redskaber. Esoterisk henviser Titiksha til den femte tilstand i Raja Yoga – ”den højeste form for upersonlighed”. Med upersonlighed mener man ikke en kold, hjerteløs, upåvirket holdning til andres lidelser, men en aktiv positiv og iagttagende holdning til egne glæder og sorger, som samtidig involverer en engageret og konstruktiv holdning til andres prøver og lidelser. (Se også Upacharo og Upersonlighed).

Tjasse
(Oldnordisk). Tjasse er far til Skade i den nordiske mytologi. Tjasse blev dræbt af aserne efter at have bortført Ydun (eller Idun), der var ungdommens gudinde og Brages kone. Hun var datter af dværgefyrsten Ivalde og lysdisen Hildegun. Hun vogter de fortryllede guldæbler, der holder aserne unge til evig tid. En dag, da Odin, Høner og Loke var på tur i Jotunheim, var de sultne, og de ville stege en okse over ilden. Aserne var meget sultne og kunne ikke vente på at oksen blev færdigstegt, for det kan tage en hel dag, og derfor ønskede de, at oksen blev stegt på en hurtigere måde. Men i Jotunheim skal man være forsigtig med, hvad man ønsker, for det kan få snedige jætter til pludselig at dukke frem, og det var det, der skete. Jætten Tjasse, der var forklædt i ørneskikkelse, tilbød at baske med vingerne for at få ilden til at blusse op. Til gengæld ville han have noget af kødet. Aserne indvilligede straks, og kødet blev hurtigt mørt – hvorefter Tjasse slugte det meste af oksen. Loke mente, det var alt for meget, og han slog derfor Tjasse med en gren. Det var ikke en almindelig gren, og Loke kunne ikke slippe den – og samtidig hang grenen fast i Tjasse, som straks lettede. Lokes arme var ved at blive rykket af led, og han skreg af smerte, men Tjasse lo bare, og han fløj rundt indtil Loke havde lovet, at han ville lokke Ydun til at gå uden for Asgårds mur med sine guldæbler. Loke bildte Ydun ind, at han havde set nogle æbler, som til forveksling lignede dem hun havde, og hun indvilligede i at tage sine æbler med for at sammenligne. På den måde fik Tjasse bortført Ydun. Aserne opdagede ikke hendes fravær, for hun holdt sig altid for sig selv, men de kunne hurtig mærke alderdommens åg og bemærkede derfor, at hun var væk, og det blev Lokes opgave at få hende tilbage. Efter mange trusler accepterede Loke, men kun hvis han måtte låne Freyas falkeham. Forklædt som falk fløj han af sted mod Tjasses gård, hvor han fik øje på Ydun, som han forvandlede til en nød, så han kunne have hende i sin ene klo. Tjasse optog forfølgelsen, og Odin, som så det hele fra Lidskjalv, beordrede aserne til at samle en masse letantændelige spåner lige inden for Asgårds mur. Da Loke nærmede sig muren med Tjasse i hælene, dykkede han ned mod jorden og det samme gjorde Tjasse. Aserne antændte spånerne, Loke rettede brat op, men Tjasse, som var meget tungere (han var jo en ørn og Loke en falk), styrtede lige ind i flammehavet, hvor aserne hurtigt dræbte ham. Tjasses datter, Skade, drog til Asgård for at hævne faderens død. For at formilde hende kastede Thor Tjasses flammende øjne op på himmelhvælvet, hvor de – i selskab med bl.a. Ørvandels tå – lyser om natten og hjælper de søfarende med at finde vej. (Se også Edda, Freya, Loke, Odin, Thor og Ydun).

Tlavatli
Tlavatli er navnet på 2. underrace i den 4. rodrace – den atlantiske. Tlavatlierne kom fra en ø ud for Atlantis’ vestkyst. Derfra bredte de sig over det atlantiske fastland, især den midterste del, men efterhånden også mod nord til kyststrækningen over for Grønlands forbjerge. Fysisk var de en stærk og hårdfør race med en rødbrun hudfarve, men de var ikke lige så høje som 1. underraces Rmoahalere, som de drev endnu længere mod nord. Tlavatlierne var et bjergelskende folk, og deres vigtigste opholdssteder var bjergegnene i den indre del af landet. I en tidlig periode befolkede de som nævnt de nordlige kyster, mens en blanding af Tlavatlier og Tolteker (3. underrace) beboede de vestlige øer, som senere blev en del af det amerikanske kontinent. (Se også Akkader, Atlantis, Rodrace, Mongoler, Rmoahal, Semitter, Tolteker og Turaner).

Tolteker
Tolteker er navnet på 3. underrace i den 4. rodrace – den atlantiske. Toltekerne repræsenterede en imponerende udvikling, og de herskede over hele det atlantiske kontinent i tusindvis af år med stor materiel magt og storhed. Underracen var så dominerende og vital, at selv ikke indgiftning fra de efterfølgende underracer var i stand til at ændre mennesketypen, som i alt væsentligt fortsatte med at være toltekisk. Og hundredtusinder af år senere ser man, at en af dens fjerne familieracer herskede med storslået pragt over Mexico og Peru, mange tidsaldre før deres degenererede efterkommere blev besejret af de vilde aztek-stammer fra nord. Toltekernes hudfarve var rødbrun, men de var mere røde eller mere kobberfarvede end Tlavatlierne. I Toltekernes velmagtsdage var de ret høje med et gennemsnit på omkring 2½ meter, men naturligvis svandt de ind til den størrelse, der er almindelig i nutiden ligesom alle andre racer. Tolteker-typen var en forbedring af de to foregående racer, for deres ansigtstræk var regelmæssige og markerede – i stil med de gamle grækeres. Toltekernes fødested lå i nærheden af Atlantis’ vestkyst omkring 30° nordlig bredde, og hele det omgivende land – herunder det meste af kontinentets vestkyst – var befolket af en ren Tolteker-race. Deres politiske organisation strakte sig til sidst over det meste af kontinentet, og det var fra den store hovedstad på østkysten, at de toltekiske kejsere opretholdt deres næsten verdensomspændende herredømme. De tre første underracer kaldes de ”røde” racer, og de blev til at begynde med sjældent blandet med de fire efterfølgende racer. De fire efterfølgende kaldes de ”gule”, selv om de adskilte sig betydeligt fra hinanden. Betegnelsen ”gul” passer udmærket til Turanernes og Mongolernes hudfarve, men Semitterne og Akkaderne var mere ”hvide” i huden. (Se også Akkader, Atlantis, Rodrace, Mongoler, Rmoahal, Semitter, Tlavatli og Turaner).

Trailokya
(Sanskrit). Trailokya eller Triloka er sammensat af ”tri”, der betyder ”tre” og ”loka”, der betyder ”lokalitet”, ”verden” eller ”sfære”. Trailokya betyder ”de tre verdener”, som er det fysisk-æteriske, astrale og mentale plan, hvor menneskehedens normale udvikling foregår. I brahmanistisk filosofi kaldes de tre verdener for Bhur (jord), Bhuvah (himmel) og Svar (atmosfære). Den buddhistiske Trailokya eller opdeling i tre verdener er anderledes. Fra det laveste til det højeste kaldes de: Kama-Dhatu eller Kama-Loka (begærverden), Rupa-Dhatu (formverden) og Arupa-Dhatu (formløs verden). Trailokyas verdener er ikke-fysiske sfærer, og de vedrører stadier efter døden. Åndsvidenskaben fortæller om syv eller ti stadier i efterlivet. De kan ikke rubriceres i de tre brahmanistisk verdener, men de passer ind i de tre buddhistiske Dhatus eller Lokaer. Rupa-Dhatu og Arupa-Dhatu kan kaldes Dhyana (kontemplation), og på den måde betegne karakteren af den dybe kontemplative bevidsthedstilstand. (Se også Arupa, Dhyana, Kama, Kama-Loka og Rupa).

Trance
(Latin). Trance er afledt af ”transire”, der betyder ”overskride”, ”passere”. Trance er en tilstand, hvor et menneskes bevidsthed træder tilbage for at stille det fysisk-æteriske legeme til rådighed som redskab for fremmede åndelige intelligenser – eksempelvis afdøde. Trancetilstanden er ofte ubevidst, fordi mediet ikke er bevidst om, hvad der sker under trancetilstanden. På et dybere niveau end det fysisk-æteriske erstattes trancemediets eget astrallegeme af en fremmed skabnings astrallegeme, og derfor kan meddelelser og budskaber fra astralverdenen overføres til det fysisk-æteriske redskab og dermed til den fysiske verden. På den måde kan der skabes forbindelse mellem afdøde og deres efterladte. Mennesker, der er disponerede for trancetilstand, er ofte også psykisk sensitive på andre områder som f.eks. clairvoyance. Trance frarådes, for gentagende trancetilstande vil udmatte mediet, og overdrivelse kan resultere i psykiske skader.

Trancemedium
Trancemedium er et udtryk, der beskriver et menneske, som er i stand til at overføre trancemeddelelser fra astralverdenen til den fysiske verden. En fremmed intelligens – eksempelvis en afdød – træder ind i trancemediet og påvirker tankesindet med de tanker, der skal overbringes. Mediets bevidsthed træder til side, og derfor kan meddelelsen leveres. (Se også Trance).

Trancemediumitet
Trancemediumitet er betegnelsen for et mediums evne til at overbringe informationer i en tilstand af trance.

Transcendent
(Latin). Transcendent betyder ”det overskridende” – dvs. overskridende ud over en bestemt grænse. Transcendent viser hen til noget andet og har sine forudsætninger uden for sit eget område. I filosofisk henseende er transcendent det, der ligger uden for erfaringens eller erkendelsens grænser – det, som ikke kan sanses med de fysiske sanser. Inden for den transpersonlige psykologi betegner transcendente tilstande f.eks. oplevelser i bevidstheden af enhed med noget større, en udvidet bevidsthed og sansning der nogle gange overskrider tid og rum.

Transcendentalisme
(Latin). Transcendentalisme er et begreb, der især bruges i filosofien. Efter filosoffen Immanuel Kants indflydelse på filosofien må der skelnes mellem begreberne transcendental og transcendent. Ordet stammer fra det latinske ”transcendere”, der betyder ”at overskride”. At transcendere vil derfor sige, at man går ud over noget eller overskrider noget. For Immanuel Kant er det transcendentale erkendelsens mulighedsbetingelse, og derfor betingelsen for enhver erfaring. Det transcendentale er, hvad der erkendes “fra det tidligere”.

Transfiguration
(Latin). Transfiguration stammer fra ”transfiguratio”, der er afledt af ”figura”, der betyder ”form”, ”forme” eller ”udseende”. Transfiguration er det stadie på indvielsesvejen, der kaldes 3. indvielse. Personligheden oplyses af sjælens lys og personlighedens tre legemer (mentallegemet, astrallegemet og det fysisk-æteriske legeme) transcenderes fuldstændigt. De tre legemer bliver til former, som åndelig kærlighed kan strømme igennem og videre ud til menneskeheden. I teologisk sammenhæng betyder transfiguration ”forklarelse” eller ”herliggørelse”.

Transformation
(Latin). Transformation stammer fra ”formare”, der betyder ”at danne”, og ”transformatio” betyder ”omdannelse”. I åndsvidenskaben er transformation en proces på discipelskabets vej, hvor disciplen omformer sin lavere trefoldige personlighed og begynder at leve et åndeligt liv. Astrallegemet bliver sensitivt for Buddhi (intuition). Det fysiske legeme begynder at adlyde mentallegemet, som bliver modtagelig for sjælens inspiration. De gamle egyptere var de første, der proklamerede, at sjælen er udødelig, og at døden blot medfører en transformation, hvor bevidstheden forlader det fysiske legeme for at belive i et andet og finere legeme på indre eksistensplaner. Transformationen medfører, at menneskets bevidsthed passerer gennem flere renselsesprocesser, som medfører yderligere transformation, indtil mennesket til sidst forenes med sin sjæl. På sjælens plan (kausalplanet) gør mennesket sig klar til genopstandelse (genfødsel) ligesom Solen, der hver morgen genfødes til en ny livscyklus, og den nye inkarnation præsenterer mennesket for nye vækstpotentialer. I den egyptiske dødebog beskrives målet for livenes transformationer som en forvandling til en gylden falk, en vinget solskive (ren bevidsthed) eller en lotus. (Se også Buddhi).

Transit
Transit er et udtryk, der anvendes i astrologien, som betegnelse for en planets passage over et vigtigt punkt i horoskopet. Når planeterne fortsætter deres bevægelse, vil de flytte sig i forhold til det faste billede, der er menneskets personlige fødselshoroskop. Planeterne og deres bevægelse i forhold til fødselshoroskopet vil vise retning for den fortsatte udvikling. Passagen kan fortolkes både positivt og negativt afhængig af planetforbindelser, huse m.m.

Transmigration
(Latin). Transmigration stammer fra ”transmigratio” og ”transmigrare”, der ofte oversættes med ”sjælevandring”. ”Trans” betyder ”flytte”, ”på den anden side af” eller ”hinsides”, og det har relation til transport eller transkontinental, hvor noget flyttes eller transporteres fra ét sted til et andet. Transmigration vil sige, at sjælen ved døden passerer fra ét legeme eller til et andet. Transmigration er derfor nært forbundet med reinkarnation og sjælens genfødsel i nye legemer. Mennesket vil altid udvikle sig mod stadig højere udviklingsstadier, og processen gentages indtil sjælen når den perfekte tilstand, som kaldes af Nirvana.

Transmutation
(Latin). Transmutation består af ”trans”, der betyder ”flytte”, ”på den anden side af” eller ”hinsides”, og ”mutare”, der betyder ”forandre”. Ordene er sammensat til ”transmutatio”, der betyder ”ombytning” og ”omflytning”. Transmutation i åndsvidenskaben henviser først og fremmeste til en proces, hvor det lavere integreres i det højere. Kraft omdannes til energi, og energien i de tre lavere chakraer (rod, sakral og solar plexus) løftes op i de tre højere chakraer (hals, hjerte og hoved). Processen vil senere gøre det muligt for den indviede at samle alle energierne i de tre centre i hovedet. Processen sker som et resultat af evolutionen. Transmutation er derfor en overgang fra én tilstand til en anden og højere tilstand − en overgangsproces, der løfter en stoftype til en højere vibration og dermed til en mere subtil dimension. Transmutation er også en betegnelse for forandring af tænkningens, følelsernes og den fysiske natur, sådan at evnerne kontrolleres af sjælen.

Transpersonlig
(Latin). Transpersonlig er et begreb i den transpersonlige psykologi. Ordet henvises til bevidsthedserfaringer, der overskrider den normale oplevelse af virkeligheden. Transpersonlige bevidsthedstilstande overskrider den individuelle og afgrænsede oplevelse, man normalt har af sig selv. Det kan være oplevelser af at føle sig ét med alt, eller indgå i en mystisk enhed med en gruppe mennesker, hvor man mister sin fornemmelse af at være afgrænset, og identificerer sig med noget, som ligger uden for personlighedens normale bevidsthed. Det transpersonlige kan opleves på forskellige måder. Den første transpersonlige tilnærmelse sker ofte via det abstrakte tankesind, der er menneskets evne til at se helhedsperspektiver. Evnen til at antage holdninger eller perspektiver, der overskrider menneskets egocentriske eller etnocentriske forestillinger (religiøse, nationalistiske, filosofiske) er abstrakte og i en vis forstand transpersonlige.

Transpersonlig psykologi
(Latin). ”Trans” betyder ”flytte”, ”på den anden side af” eller ”hinsides”. Transpersonlig psykologi bygger på teorien om, at mennesket rummer større kræfter og bevidsthedstilstande, der ligger ud over den personlige sfære eller det almindelige liv. Transpersonlig psykologi handler dermed bl.a. om menneskets åndelige dimensioner, og det er de transpersonlige erkendelser, der er genstand for den psykologiske forskning. Transpersonlige psykologer forsker i menneskers højdepunktsoplevelser, og ikke kun i deres driftsliv. Den transpersonlige psykologi er derfor et sprog, der gør det muligt at tale om åndelige og mystiske oplevelser uafhængigt af religion. Abraham Maslow, Stanislav Grof, Carl G. Jung, Roberto Assagioli og Ken Wilber er kendte forkæmpere for den transpersonlige psykologi.

Transsubstantiation
(Latin). ”Trans” betyder ”flytte”, ”på den anden side af” eller ”hinsides”, og ”substantia” betyder ”væsen”. Transsubstantiation betyder væsensforvandling, og det er en betegnelsen for den romersk-katolske kirkes tro på, at brødet og vinen under messen mirakuløst forvandles til Kristi legeme og blod. Kristus selv er dermed levende til stede, for hans krop og blod er til stede sammen med hans sjæl og guddommelighed. Den tidligste kendte brug af udtrykket ”transsubstantiation” til at beskrive brødets og vinens forvandling til Kristi legeme og blod, der mentes at forekomme i eukaristien, stammer fra Hildebert de Lavardin, ærkebiskop af Tours i det 11. årh. Ved udgangen af det 12. årh. var udtrykket udbredt. Den fjerde Lateranråd, som blev indkaldt i 1215, talte om brødet og vinen som ”transsubstantieret” til Kristi legeme og blod: ”Hans legeme og blod er virkelig indeholdt i nadveren ved alteret i form af brød og vin, for brødet og vinen er blevet transsubstantieret ved Guds kraft ind i hans legeme og blod”.

Tratak
(Sanskrit). Tratak eller Trataka betyder ”at se” eller ”at stirre”. Tratak eller Trataka er en Hatha-yoga øvelse. Tratak kan oversættes med intens koncentration. Det er en øjenøvelse, hvor man fokuserer ubrudt på en genstand, som ikke behøver at være fysisk. Tratak er to ting: Ydre Tratak (Bahir Tratak), hvor koncentrationen er rettet mod en ydre genstand, som iagttages med åbne øjne – eksempelvis flammen på et stearinlys, som betragtes som et groft objekt, fordi det er en lysende og strålende ydre genstand. I indre Tratak (Antar Tratak) fastholdes opmærksomheden intensivt på en tanke, et indre symbol osv., som ikke behøver en ydre lyskilde, og øvelsen udføres derfor med lukkede øjne.

Trataka
Se Tratak.

Treenighed
Helligånden er det tredje princip i den guddommelige treenighed, som i den kristne terminologi kaldes Faderen, Sønnen og Helligånden. Andre store religioner er også baseret på en treenig guddom, og i åndsvidenskaben repræsenterer treenigheden guddommens tre aspekter: Vilje, kærlighed-visdom og aktiv intelligens. I den kristne religion er den treenige Gud reelt den trefoldige Logos, som består af. 1. Logos – kilden til alt liv, som er Faderen. Den tofoldige 2. Logos, som er sønnen eller det guddommeliggjorte menneske. 3. Logos – den skabende tanke, som er Helligånden, som symbolsk svævede over urhavets kaos og skabte verdenerne. Hinduernes treenighed kaldes Trimurti (f.eks. Shiva, Vishnu og Brahma), egypternes treenighed kaldes triader (f.eks. Osiris, Isis og Horus), i den nordiske mytologi er det Odin, Freya og Thor osv. Meget tyder på, at der er en fælles kilde til de identiske opfattelser.

Trefoldighed
Trefoldighed anvendes ofte i åndsvidenskaben, og der henvises eksempelvis til menneskets højere trefoldighed – det udødelige aspekt, der kaldes Atma-Buddhi-Manas – i modsætning til menneskets lavere firfoldighed – personlighedens mentallegeme, astrallegeme, æterlegeme og fysiske legeme. (Se Atma-Buddhi-Manas).

Trekantstillinger
Se Trikonasana.

Treta-yuga
(Sanskrit). Treta-yuga var den anden af fire tidsaldre i Maha-yuga, der består af Krita- eller Aatya-yuga, Treta-yuga, Dvapara-yuga og Kali-yuga. Treta-yuga kaldes også sølvalderen, og den varede i 1.296.000 år. (Se også Brahmas alder, Dvapara-yuga, Kali-yuga, Krita-yuga, Maha-yuga og Yuga).

Triade
(Græsk). Triade stammer fra det græske ”trias”, ”triados”, som betyder ”trehed” eller ”trefoldig”. Triaden er det åndelige menneske eller åndens trefoldige udtryk i mennesket. Triade er den fremspirende ånd, der rummer alle potentialer til guddommelighed. Potentialerne udvikles i løbet af evolutionsperioden. Triaden danner det individualiserede eller selvstændige selv, der kaldes sjælen eller det højere selv. (Se også Enneade, Ogdoade, Treenighed og Trimurti).

Tridosha
(Sanskrit). Tridosha er en kombination af tre grundlæggende biologiske og energimæssige principper. Tridosha-teorien – som bl.a. indgår i Ayurvedisk filosofi – er en grundlæggende teori i indisk medicin. Iflg. teorien består menneskets krop af tre grundlæggende dele, der kaldes Tridoshaer. Den ene er Vata, som er den del af kroppen, der fungerer mekanisk. Den anden er Pitta, som er den del af kroppen, der fungerer kemisk. Den tredje del er Kapha, som er den del af kroppen, der fungerer stofligt. Hvis der opstår en ubalance i kroppens tre dele medfører det sygdomme. Yoga-læren anbefaler seks renselsesprocesser for at skabe og opretholde balancen i Tridoshaerne. De seks teknikker kaldes Shat Kriya – dvs. seks renselsesprocesser. De seks teknikker er: 1. Neti – næseskylning, hvor næsens passager og bihulerne renses med lunkent saltvand. 2. Dhauti – renselse af fordøjelseskanalen og maven. 3. Nauli – massage af mavemusklerne. 4. Kaphalabhati – renselse af hjernens frontallapper og lungerne. 5. Basti – renselse af tyktarmen. 6. Trataka – fokuseret stirren, der bruges til at rense øjnene og forbedre koncentrationen. (Se også Basti, Dhauti, Kapalbhati Pranayama, Nauli, Neti og Tratak).

Triguna
(Sanskrit). Triguna er stoffets tre kvaliteter: Tama, Rajas og Sattva, der er stoffets ”primære årsag” og ”Prakritis egentlige substans”, som under påvirkning fra Karma presses ud af balance ved en af Gunaernes dominans og til samlet manifestation som henholdsvis masse, energi og lys (intelligens) – eller obstruktion, aktion og ekspansion – der er tre betingelser for tilstedeværelse af stoffets bestanddele: Tanmatras og Mahabhuta. (Se også Guna, Karma, Mahabhuta, Prakriti, Rajas, Sattva, Tama og Tanmatras).

Trikaya
(Sanskrit). Trikaya betyder bogstaveligt ”tre legemer”. Trikaya-doktrinen er den Mahayana-buddhistiske undervisning i både virkelighedens natur og i Buddhas natur. Doktrinen siger, at en Buddha har tre Kayaer eller legemer: 1) Dharmakaya eller sandhedslegemet, som er indbegrebet af princippet om oplysning, og som er uden grænser. 2) Sambhogakaya eller glædeslegemet, som er et redskab for lyksalighed eller manifestation af klart lys. 3) Nirmanakaya eller legemet, som manifesterer sig i tid og rum. (Se også Dharmakaya, Nirmanakaya og Sambhogakaya).

Trikonasana
(Sanskrit). Trikonasana stammer fra ”trikona”, der betyder ”trekant” og ”asana”, der betyder ”øvelse” eller ”stilling”. Trikonasana er yoga-øvelser, der kaldes trekantstillinger, og det er primært øvelser, der smidiggør rygsøjlen.

Triloka
Se Trailokya.

Trimurti
(Sanskrit). Trimurti betyder ”en gruppe på tre”, ”trefoldighed”, ”tre-i-en” eller ”tre former”. Trimurti er hinduernes treenighedsbegreb. Den ældste Trimurti i Vedaerne er Agni (ild), Vayu (luft) og Surya (Solen). Senere – i nutidens hinduisme – blev hinduernes Trimurti eller Treenighed til Brahma (skaberen), Vishnu (opretholderen) og Shiva (nedbryderen og fornyeren). De svarer desuden til de tre Gunaer. (Se også Agni, Brahma, og Guna, Shiva, Surya, Vayu og Vishnu).

Tripitaka
(Sanskrit). Tripitaka betyder ”tre kurve”. Det er det traditionelle udtryk, der er brugt i de buddhistiske traditioner til at beskrive de hellige skrifter. Udtrykket ”tre kurve” henviser til de tre kurve, hvor de buddhistiske skriftruller oprindeligt blev opbevaret. Tripitaka indeholder følgende: 1) Sutra Pitaka – ordensregler. 2) Vinaya Pitaka – Buddhas prædikener. 3) Abhidharma Pitaka – kommentarer til Buddhas prædikener.


Side : 1 2
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook