Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Vahan
(Sanskrit). Vahan eller Vahana betyder ”hylster”, ”vehikel”, ”legeme” – mere specifikt ”et bevidsthedslegeme” eller Upadhi. Betegnelsen bruges især om de symbolske ”dyr”, som guderne benytter, når de stiger ned til de lavere planer. Dyrene er symboler på de lavere legemer, som de manifesterer sig igennem på de lavere eksistensplaner. (Se også Upadhi).

Vairagika
Se Vairagya.

Vairagya
(Sanskrit). Vairagya er sammensat af ”viraga”, der betyder ”uden”, og ”raga”, der betyder ”lidenskab”, ”følelser” eller ”interesse”. Men Vairagya betyder hverken ”følelseskulde” eller ”ligegyldighed” men ”ikke-binding”. Vairagya betyder generelt, at et menneske har frigjort sig fra begær efter ydre ting, der ville skabe bindinger i de fleste mennesker. Vairagya er derfor en fri, upersonlig eller ubundet holdning til livet. En asket, der har lagt alle lidenskaber og begær bag sig, kaldes en Vairagika. Iflg. hinduistisk filosofi, er Vairagya et middel til at opnå Moksha. Begrebet Vairagya omtales i Patanjalis Yoga Sutra, hvor det sammen med Abhyasa (praksis), er nøglen til fastholdelse af forandringer i tankesindet. Udtrykket Vairagya bruges tre gange i Bhagavad Gita, hvor det anbefales som et vigtigt middel til at få kontrol over det flakkende tankesind. Det er desuden det vigtigste emne for Moksopaya eller Yoga Vasistha. En anden vigtig tekst om forsagelse er Vairagya Shataka eller de ”100 vers om afkald”, som er en del af Bhartrharis Satakatraya-samling. (Se også Abhyasa, Parikamma, Patanjali, Moksha, Ubundethed og Upersonlighed).

Vaisakha
Se Wesak.

Vaishnava
Se Vaishnavisme.

Vaishnavisme
(Sanskrit). Vaishnavisme er en af hinduismes vigtigste grene sammen med Shaivisme, Smartisme og Shaktisme. Vaishnavisme drejer sig om tilbedelse af Vishnu. En Vaishnava, der er en hengiven tilhænger af Vishnu og Krishna, praktiserer en monoteistisk livsstil, med fokus på Vishnu og hans ti inkarnationer. Vaishnavisme kan også beskrives som hengivenhed over for Krishna eller nogle af hans guddommelige inkarnationer. Det er monoteisme, hvor tilbedelse af en personlig Gud er i fokus. Vaishnavisme er det førende religiøse system med flere tilhængere end Shaivisme og Shaktisme, og de mange andre udviklingsveje, der normalt er forbundet med hinduismen. Gamle tekster danner grundlag for det religiøse system: Vedaerne, Puranaerne, Mahabharata – herunder Bhagavad-Gita, Ramayana og skrifter af oplyste lærere. Nogle af teksterne dateres tilbage til det 2. årh. f.Kr., men den mundtlige tradition, der går endnu længere tilbage. Vaishnavisme er kendt som Sanatana Dharma eller ”sjælens evige funktion”. Vaishnavisme omtales også som Bhakti-yoga eller ”hengivenhedens vej, som fører til Den Højeste.” (Se også Bhagavad-Gita, Bhakti-yoga, Krishna, Mahabharata, Puranaer, Ramayana, Shaivisme, Shaktisme, Vishnu og Veda.)

Vaisya
Se Varna.

Vajra
(Sanskrit). Vajra er “tordenkilen” eller “diamantsceptret”. Vajra er et våben eller redskab, der benyttes af nogle indiske guder – eksempelvis er det guden Indras våben, hvor våbenet bruges til at dræbe dæmonen Vritra. Vajra rummer stor okkult kraft, der er i stand til at udslette onde indflydelser. Vajra er desuden de indviede buddhistiske lamaers magiske stav. Når Vajra omtales i buddhistisk litteratur, bliver redskabet defineret som ”diamant”, men det kan også betyde ”tordenkilen”, men det er en definition af Vajra, der oftere bruges i hinduismen. Den tidligste omtale af Vajra findes i den del af Vedaerne, der kaldes Rig-Veda. Her beskrives Vajra som guden Indras våben. I Rig-Veda er Indra den øverste guddom i gudekredsen. Iflg. Rig-Veda er våbnet lavet af Tvastar, der fremstiller de guddommelige redskaber. Indra brugte Vajra for at dræbe Vritra, der tog form af en slange. Vajra består af flere dele. I midten er der en kugle, som repræsenterer Sunyata eller Universets oprindelige natur – den tomhed, der rummer alt. Ud fra Sunyatas sfære skyder to ottebladede lotusblomster. Det ene repræsenterer Samsara – den forgængelige verden. Det andet repræsenterer noumena. Iflg. Immanuel Kant er den verden, som mennesket erkender, en fænomenverden og ikke en verden af ”ting i sig selv” – noumena – eller Nirvana. Det er en af de basale modsætninger, sådan som de opfattes af de uvidende. Den fysiske manifestation af Vajra, der også kaldes Dorje i denne sammenhæng, symboliserer det mandlige kønsorgan. Symmetrisk arrangeret omkring midten af lotussen er der to, fire eller otte dæmoner, som kaldes Makara. Det er mytologiske skabninger, der er halvt fisk og halvt krokodille. De består af to eller flere dyr, der ofte forener modsætninger eller harmoniserer kvaliteter, der transcenderer menneskets sædvanlige opfattelse. Ud af munden på hver Makara ser man tunger, som samles i ét punkt. En Vajra med fem grene (dvs. fire grene og en central gren) er den mest almindelige. Symbolikken rummer et komplekst system med korrespondancer mellem de fem elementer med noumenas verden på den ene side og fænomenernes verden på den anden. Eksempelvis er der en vigtig korrespondance mellem de fem ”giftstoffer” og de fem typer visdom. De fem giftstoffer er mentale tilstande, der tilslører tankesindets oprindelige renhed, mens de fem typer visdom er det oplyste tankesinds fem vigtigste aspekter. Hver af de fem typer af visdom er desuden forbundet med en Buddha-figur. (Se også Dorje, Makara, Samsara, Sunyata og Vritra).

Vajradhara
(Sanskrit). Vajradhara, Vajrasattva eller på tibetansk Dorje Chang er ”diamantsjælen”. Hos nordbuddhisterne er Vajradhara en titel på ”den højeste Buddha” – Dhyani-Buddhaernes øverste – der også kaldes Adi-Buddha iflg. Gelugpa- og Kagyu-skolerne i tibetansk buddhisme. I udviklingens løb har Vajradhara efterhånden fordrevet Samantabhadra som ”den højeste Buddha” i indisk buddhisme, men metafysisk set er de to identiske. Vajradhara-stadiet er det samme som fuldkommen realisering. Iflg. Kagyu-slægten er Vajradhara den oprindelige Buddha – Dharmakaya Buddha. Han afbildes som mørkeblå, der er udtryk for Buddhas kvintessens, og den historiske Buddhas opnåelse af fuldkommen oplysning. Symbolikken viser, at Vajradhara den øverste essens af alle Buddhaer, og navnet betyder ”lynets budbringer”. Det er den tantriske form for Sakyamuni, som kaldes Vajradhara. I tantrismen er der sandsynligvis oprindeligt blevet undervist i den tantriske form af Sakyamuni, der kaldes Vajradhara, og Vajradhara anses for at være tantraernes faderen ligesom Guhyasamaja, Yamantaka osv. Fra den oprindelige Vajradhara (eller Samantabhadra eller Dorje Chang) blev der manifesteret fem Dhyani-Buddhaer (Visdomsbuddhaer): Akshobhya, Amoghasiddhi, Amitabha, Ratnasambhava, Vairocana. Vajradhara og Dhyani-Buddhaer er ofte emner i mandalaerne. Vajradhara og Samantabhadra er beslægtede guddomme i den tibetansk buddhistiske kosmologi, hvor de har forskellige navne, egenskaber, adfærd og ikonografi. De er begge Dharmakaya-Buddhaer, der er oprindelige buddhaer. Samantabhadra er uden udsmykning, mens Vajradhara ofte er forsynet med udsmykning og egenskaber. Både Vajradhara og Samantabhadra er generelt afbildet i Yab-Yum-enhed med deres respektive ægtefæller, men da de er oprindelige Buddhaer, symboliserer de ultimativ tomhed. (Se også Adi-Buddha, Buddha, Dharmakaya, Dhyani-Buddhaer, Gautama Buddha, Sakyamuni og Yab-Yum).

Vajrasana
(Sanskrit). Vajrasana stammer fra ”vajra”, der betyder ”lynet” eller ”diamant” og ”asana”, der betyder ”øvelse” eller ”stilling”. Vajrasana er betegnelsen for yoga-øvelsen ”diamantstillingen”, der er en knælende stilling, hvor ballerne hviler på hælene. Stillingen kaldes nogle gange ”bækkenstillingen”. I Vajrasana sidder man på fødderne med samlede knæ og fødder. Storetæerne skal røre ved hinanden under ballerne, og hælene vender ud til siderne, sådan at fødderne former en skål, som ballerne hviler i. Ryggen holdes lige, og hænderne placeres på knæene. Vajrasana eller diamantstillingen kan bruges som meditationsstilling.

Vajrayana
(Sanskrit). Vajrayana er en betegnelse for ”diamantfartøjet”. Vajrayana kaldes derfor også ”diamantvejsbuddhisme” eller ”tantrisk buddhisme”. Vajrayana er en af buddhismens tre store hovedretninger. Vajrayana-buddhisme blev oprindeligt udviklet i Indien, hvor de første tantriske buddhistiske tekster blev skrevet i 4. årh. e.Kr. som en del af den tantriske bevægelse, der også påvirkede datidens hinduisme. Indien var centrum for Vajrayana-buddhismens udvikling indtil ca. det 11. årh. e.Kr., men på samme måde som de øvrige former for buddhisme forsvandt Vajrayana-buddhismen efterhånden fra det indiske hovedland, og i det 13. årh. e.Kr. var buddhismen stort set forsvundet fra Indien. I Vajrayana-buddhismen bruges der bl.a. nogle særlige tantriske metoder til at opløse karma. Eksempelvis bruges forskellige Vajrayana-meditationer, der ofte har en opbyggende og fuldendende fase. Vajrayana adskiller sig desuden fra andre former for buddhisme, fordi der lægges stor vægt på lærerens (lamaens) rolle, og Vajrayana-buddhismen kaldtes derfor også lamaisme. Normalt fokuserer en buddhist på Buddha, Dharma (læren) og Sangha (det buddhistiske fællesskab), men Vajrayana-buddhisten fokuserer desuden på sin lama. ( Se også Dharma og Sangha).

Valhalla
(Oldnordisk). Valhalla stammer fra ”Val”, der betyder ”kampplads” eller ”de slagne”. Valhalla, Valhal, Valhöll oversættes med ”de faldnes hal”. Valhalla lå i Asgård, som var Odins bolig, og hvor Odin var hersker. Valhalla var en slags Paradis, der svarer til åndsvidenskabens Devachan. Her samledes Einherjerne – de faldne helte, der døde ærefuldt i kamp. Valhalla var den store hal i Odins borg. Den havde 540 porte, og der kunne komme 800 krigere ud gennem hver port på én gang. Taget var dækket med gyldne skjolde og væggene var lavet af spydskafter. Her blev kæmperne beværtet med mjød og flæsk i store mængder. Hver dag drog de ud for at kæmpe med hinanden for at træne til kampen mod jætterne ved Ragnarok. Hver aften blev de genoplivet af valkyrierne og bragt tilbage til langbordene i Valhalla, hvor de spiste flæsk, der var skåret af grisen Særimner, og hvor de drak store mængder mjød. (Se også Jætter, Odin, Ragnarok og Valkyrier).

Valkyrier
(Oldnordisk). Valkyrier betyder ”de valkårende” eller ”de, der vælger faldne”. Valkyrierne var Odins døtre. De var skønheder, der udpegede de kæmper, der skulle falde i slaget, og som skulle tilbringe efterlivet i Odins store borg Valhalla. Det var også Valkyrierne, der bar de faldne bort fra ”Val” (kamppladsen) til Valhalla. I den nordiske mytologi var Valkyrierne en gruppe af feminine halvgudinder, der blev associeret med vikingernes krig, kamp, død og guden Odin. Valkyriernes rolle knyttede dem til begrebet skæbne (karma), der spillede en stor rolle i den nordiske kultur. I Valhalla blev krigerne medlem af ”Odins hird” – Einherjerne – som skulle kæmpe for ham i den sidste kamp ved Ragnarok. I Valhallas dødsrige blev vikingerne opvartet af Valkyrierne, og i flere heltesagn og digte omtales Valkyrierne som de døde krigeres elskerinder. I sagnene fremstilles de også ofte som smukke kongedøtre, der havde tilknytning til svaner. Valhalla- og Valkyriemytologien var uden tvivl et led i en særlig krigerideologi, som opstod før vikingetiden. Valkyrierne var et vigtigt element i ideologien, og den havde stor udbredelse indtil religionsskiftet. Der er detaljerede beskrivelser af Valkyrier i mange nordiske kilder fra middelalderen, bl.a. Ældre Edda, der blev nedskrevet i Island på baggrund af før-kristne kilder. I sagnene fremstilles krigerne som dygtige ryttere, og de omtales også i Yngre Edda (Snorres Edda), Heimskringla, Njals saga, Islændingesagaerne, Vølsungesaga og forskellige skjaldedigte. Fra før-kristen tid kendes flere runeindskrifter, der henviser til Valkyrierne, men det er vanskeligt at fortolke betydningen. De beskrives ikke som egentlige gudinder, men de var alligevel vigtige mytologiske skabninger. I angelsaksiske kilder er ordet ”valkyrie” beslægtet med ”wælcyrge” og ”wælcyrie”, og det kan være tegn på, at forestillingen om Valkyrierne var baseret på en ældre fællesgermansk tradition. Nogle forskere mener, at valkyrierne var forbundet med andre typer af gudinder – f.eks. norner, diser og vølver. Valkyrier er desuden identiske med grækernes muser. (Se også Edda, Odin, Valhalla).

Vama Nauli
(Sanskrit). Vama Nauli (venstre side) påvirker kun venstre sides muskler, mens højre sides muskler er afslappede. Dakshina Nauli (højre side) påvirker udelukkende højre sides muskler, uden at påvirke venstre sides muskler. Madhyama Nauli påvirker midten af underlivet uafhængig af musklerne i venstre og højre side af underlivet, og alle muskler er koncentreret i centrum af maveområdet i en lodret linje. Når man har fået fuld kontrol over de tre typer af Nauli, ved man, hvordan man spænder musklerne i midten, i venstre side og i højre side af maven, og man vil også vide, hvordan man bevæger dem fra side til side. Det kaldes Nauli Calana, som er en god øvelse til at styrke indvoldene i bughulen. Både de autonome nervecentre og de endokrine kirtler i maven aktiveres. (Se også Dakshina Nauli, Jalandhara Bandha, Madhyama Nauli, Nauli og Jalandhara Bandha).

Vama Swara
(Sanskrit). Vama Swara er en yoga-øvelse og en åndedrætsteknik, hvor der åndes ind gennem venstre næsebor. Øvelsen øger vitaliteten.

Vaman Dhauti
(Sanskrit). Vaman Dhauti er en yoga-øvelse, der renser maven ved hjælp af frivillig opkastning. Øvelsen kan udføres på to måder: Kunjal Kriya, der indebærer opkastning af vand, og Vyaghra, der medfører opkastning af mad. Udrensning af fordøjelseskanalen kan befri kroppen for toksiner og ophobede urenheder. Ved øvelsens afslutning vil man ofte føle sig lettet, forynget og sund. Udrensning af fordøjelsessystemet kræver, at hele fordøjelsessystemet skylles igennem, mens en maveudrensning kun indebærer udrensning af maven. Yoga-traditionen tilbyder mange forskellige udrensningsteknikker til både fordøjelseskanalen og maven, og de kan uden risiko praktiseres derhjemme. Før man beslutter sig for en bestemt metode til udrensning af fordøjelsessystemet, skal man foretage bestemte ændringer i kosten et par dage forud for renselsesprocessen. Måltiderne skal være enkle og tilberedt med friske råvarer. Alle former for junkfood, snacks, stegte eller saltede fødevarer, konservesretter, forarbejdede madvarer og desserter skal helt undgås. Fødevarer med et højt indhold af fedt, proteiner og kulhydrater skal gradvist nedtrappes til fordel for lette fødevarer, som f.eks. grøntsager og frugter. Vaman Dhauti begynder med, at hænderne vaskes og neglene renses og klippes. Herefter forberedes ca. to liter lunkent vand (kropstemperatur), og der tilføjes en teskefuld salt per liter. Man skal stå i nærheden af et toilet. Herefter drikker man mindst seks glas af det lunkne saltvand. De skal drikkes så hurtigt efter hinanden som muligt, indtil man føler, at maven ikke kan rumme mere. Det er meget vigtigt at drikke hurtigt og ikke bare drikke små mundfulde eller nippe til vandet. Når maven er fuld, kommer trangen til at kaste op automatisk. Man bøjer knæene, læner sig fremad og holde kroppen så vandret som muligt. Munden åbnes og pegefingeren og den midterste finger på højre hånd placeres så langt tilbage på tungen som muligt. Fingrene skal gnide og trykke forsigtigt på bagsiden af tungen. Det får sædvanligvis vandet til at strømme op fra maven. Hvis det ikke medfører opkastning, er det tegn på, at fingerspidserne ikke er langt nok nede i halsen, eller at tungen ikke bliver trykket tilstrækkeligt. Jo mere man slapper af under øvelsen, jo lettere vil det være at gennemføre den. Når opkastningen begynder, fjernes fingrene fra munden. Når opkastningen stopper, placeres fingrene igen i munden og processen gentages, og man fortsætter på den måde, indtil maven er tom. (Se også Antar Dhauti, Danda Dhauti, Danta Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Vandbæreren
Vandbæreren eller Aquarius er zodiakens 11. tegn og stjernebilledet Vandbæreren. I astrologien er Aquarius et lufttegn, der indgår i det faste kors i Saturns hus, men nogle gange styret af Uranus. I omkring 1898 passerede jævndøgnspunktet fra Fiskene til Vandbæreren i den bevægelige zodiak, og dermed begyndte en ny messiansk cyklus, som afløste en cyklus præget af Fiskenes stjernetegn. Fiskemennesket er som bekendt forbundet med Jesus Kristus. Den gnostiske solgud afbildes som en mand, der er dækket med bryster. Manden har en fisk på hovedet og et havmonster ved fødderne. Det symboliserer tydeligvis en gruppe på tre tegn − Fiskene, Vandmanden og Stenbukken − og det peger på en firdeling af dyrekredsen. Hver del rummer tre stjernetegn. Taurus, som sandsynligvis repræsenteres af den egyptiske Apis-tyr, repræsenterer den triade af tegn, der gik forud Aquarius. Brahmanernes pendant til Aquarius, der rangerer over himmelguden Indra, er kumbha, som svarer til den numeriske værdi 14 − et tal der repræsenterer 14 lokaer eller chaturdasa-bhuvanam. (Se også Apis, Indra, Kumbha og Loka).

Vandbærerens tidsalder
I astrologien defineres Vandbærerens tidsalder som en tidsalder, der ligger mellem Stenbukkens og Fiskenes tidsalder. Det er en periode på ca. 2.500 år, og i Vandbærerens tidsalder vil udviklingen af det humanistiske og holistiske sindelag og den globale bevidsthed blive særligt fremtrædende pga. menneskehedens evolutionære fremskridt. Hver tidsalder opstår som følge af forårspunktets recession (baglæns bevægelse) pga. rotation af Jordens akse omkring sig selv. Rotationsbevægelsen medfører, at Solen ved forårsjævndøgn i løbet af en 26.000 års periode bevæger sig baglæns gennem hele zodiaken, og derved opstår de forskellige tidsaldre. Fænomenet er et ydre symbol på de astrologiske energier, der strømmer ind i menneskehedens kollektive bevidsthed. Iflg. astronomerne begynder Vandbærerens tidsalder år 2150 e.Kr.

Vandmandens tidsalder
Se Vandbærerens tidsalder.

Varisara Dhauti
Se Shankhaprakshalana.

Varna
(Sanskrit). Varna refererer til opdelingen af det hinduistiske samfund i fire kaster eller sociale grupper. Varnas firdobbelte opdeling skal ikke forveksles med Jati eller andre opdelinger af det nutidige kastesystem i Indien. De fire Varnaer eller Chatur Varna omtales i gamle tekster som fra top til bund har denne rækkefølge: 1) Braminer – de vediske præster. 2) Kshatriya – herskere, ledere og soldater. 3) Vaishya – håndværkere, købmænd, handelsfolk, landmænd og hyrder. 4) Shudra – arbejdere og tjenestefolk. De første tre Varnaer betragtes som Aryaer, og derfor får de lov til at deltage i de vediske ritualer, som Shudra-Varnaen er udelukket fra, fordi de betragtes som ikke-Aryaer. Under Shudraerne og nederst i samfundet var de ”kasteløse” som f.eks. Dalitter og Chandaal (Candala), der var beskæftiget med at fjerne døde kroppe eller arbejde, der var snavset og ulækkert. Systemet var baseret på karma fra tidligere inkarnationer, som var årsag til den aktuelle livssituation. (Se også Jati).

Varselsdrømme
Varselsdrømme er drømme, som indeholder visioner, der kan fortolkes som varsler eller advarsler om kommende begivenheder.

Varuna
(Sanskrit). Varuna eller Waruna var ”vandets herre”. Varuna var oprindeligt hersker over ”rummets vande” eller urhavet, og derfor var han en af de højtstående kosmiske guder. I hinduistisk mytologi var Varunas ”ridehest” en krokodille ved navn Makara, og Varuna er fortsat gud for vandelementet i alle dets former især oceaner. Varuna er prototypen for grækernes Ouranos eller Uranus. I nutiden betegner Varuna blot en af devaerne eller guderne for vandelementet. Varuna har aspekter af solguddommen i sin natur, og i modsætning til Mitra, der er en vedisk betegnelse for Surya (Solen), er han primært forbundet med natten, mens Mitra er tilknyttet dagslyset. Som den vigtigste deva er Varuna imidlertid først og fremmest beskæftiget med moralske og samfundsmæssige anliggender, og ikke så meget med guddommeliggørelse af naturen. Varuna symboliserer den mørke halvdel af himlen – eller det himmelske ocean (Rasa) – dvs. Solens ”mørke” side, når den rejser tilbage fra vest til øst i nattens løb. Rig-Veda og Atharvaveda beskrives Varuna som alvidende, og han fanger løgnere i sine net. Stjernerne er hans tusindøjede spioner, der ser hver eneste bevægelse i menneskeheden. I Rig-Veda er ildens gud Indra overhoved for devaerne, og han er ca. seks gange mere fremtrædende end Varuna, der omtales 341 gange. Det har muligvis fordrejet Varunas virkelige betydning i de oprindelige vediske samfund på grund af Rig-Vedas fokus på ild. Både Mitra og Varuna er klassificeret som Asuraer i Rig-Veda, selv om de også beskrives som devaer. I post-vediske tekster blev Varuna gud for oceaner og floder og beskytter af druknede. Set i det lys, er Varuna desuden en gud for de afdøde, som han kan give udødelighed. (Se også Asura, Atharvaveda, Deva, Indra, Rig-Veda, Elementer og Veda).

Vasana
(Sanskrit). Vasana betyder begær, forventninger, lyster og tilbøjeligheder, der er opstået fra tidligere indtryk eller påvirkning fra latente oplevelser. Vasana er derfor en adfærdsmæssig tendens eller et karmisk aftryk, som påvirker et menneskes nuværende opførsel. Indtrykkene er præget i tankesindet i den nuværende bevidsthed, men de er skabt af tidligere opfattelser og oplevelser, og Vasana stammer derfor fra hukommelsen og fra rester, der er tilbage i tankesindet. Vasana er en teknisk term i Dharmiske Traditioner – især i buddhistisk filosofi og Adwaita Vedanta. (Se også Adwaita).

Vashitva
(Sanskrit). Vashitva er et udtryk for evnen til at kontrollere en hvilken som helst materiel genstand – levende eller død.

Vastra Dhauti
(Sanskrit). Vastra Dhauti stammer fra ”vastra”, der betyder ”klud”. Vastra Dhauti er en yogisk afgiftningsteknik, hvor et særligt forberedt stykke stof sluges og fjernes igen efter ca. ti minutter med det formål at fjerne slim fra maven. Vastra Dhauti er den mest almindeligt kendte Dhauti-praksis, og mange mennesker, der ikke kender til yoga-systemets rensningsteknikker, kender metoden med at sluge en klud. Vastra Dhauti udføres ved, at man tager en meget blød klud, der er fremstillet af ren bomuld. Kluden skal have en bredde på 6-7 cm og være ca. 6 m lang. Man bruger en klud af ren, fin, ufarvet bomuld uden broderier. Når kluden er forberedt, hælder man 2 eller 2½ glas varmt vand i en skål og tilsætter en halv teskefuld salt. Kluden dyppes i vandet, indtil den er helt gennemvædet. Teknikken skal kun bruges med tom mave. Man sidder i Utkatasana (yoga-stillingen ”stolen”) med et glas drikkevand ved siden af sig. Man tager en slurk vand for at fugte halsen og spiserøret. Herefter tager man den ene ende af kluden, putter den ind i munden, mens man langsomt begynder at sluge den. Hvis man føler modstand, tager man en slurk vand og fortsætter. Første gang man forsøger, får man måske kun kluden ca. 20 cm ned i halsen. Næste gang kommer den længere ned osv., indtil man en dag kan sluge hele kluden bortset fra ca. ½ m, som man har brug for, når kluden skal trækkes ud igen. Hvis denne Kriya skal udføres fuldstændigt, skal man stå op, bøje sig frem og praktisere Nauli. Træk til sidst kluden langsomt op igen. Steriliser kluden efter brug, så den kan genbruges. (Se også Antar Dhauti, Danda Dhauti, Danta Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Nauli, Shankhaprakshalana, Tridosha, Utkatasana, Vaman Dhauti og Vatsara Dhauti).

Vata
Se Vayu.

Vatsara Dhauti
(Sanskrit). Vatsara Dhauti en yogisk renselsesteknik, hvor der sluges luft, som føres ned i maven, hvorefter luften udstødes gennem munden. Maven og tarmene renses på den måde med luft. Det kan gøres på ethvert tidspunkt af dagen, men helst før et hovedmåltid. Øvelsen skal under ingen omstændigheder udføres under eller efter et måltid. Det er tilstrækkeligt at udføre øvelsen én eller to gange i træk. For at udføre øvelsen, skal man først sidde i en behagelig stilling. Man åbner munden og former læberne, så de ligner næbbet på en krage. Herefter skal man forestille sig, at luften er som vand, og man begynder synke luft, som om luften var drikkevand. Luften kan enten synkes i én lang slurk, eller som flere slurke hurtigt efter hinanden. Man vælger den teknik, der er nemmest. Man fortsætter indtil maven er fyldt mest muligt. Herefter stopper man, lukker munden og slapper af uden at forsøge at presse luften. Efter et stykke tid slippes luften ud af munden, men til sidst vil luften passere ud af anus. Vatsara Dhauti er en udrensningsteknik, der stimulerer fordøjelsessystemet og får det til at arbejde effektivt. (Se også Antar Dhauti, Danda Dhauti, Danta Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman Dhauti og Vastra Dhauti).

Vayu
(Sanskrit). Vayu betyder ”luft”, og Vayu er desuden en betegnelse for luftelementet. Vata er en supplerende betegnelse for Vayu, som er roden til sanskritordet Vatavaran, der betyder ”atmosfære”. Vayu er også en overordnet hinduistisk guddom – ”Vindenes Herre”. Vayu er far til Bhima og Hanuman, og han er kendt som udrenseren Vata Pavana (vinden), og nogle gange fortolkes han som Prana eller vitalitet. I betydningen luft (Vayu) og vind (Pavana) er han et af de fem primære elementer – Panchamahabhuta. Sanskritordet ”Vata” betyder ”blæst”, ”Vayu” betyder bogstaveligt ”blæser”, mens ”Prana” betyder ”vejrtrækning”, men i en dybere betydning, der kan betegnes ”livsånde”. Derfor refererer Vayu primært til ”livets guddom”, som i nogle tilfælde kaldes ”Mukhya-Vayu” (Herren Vayu) eller ”Mukhya-Prana” (Livets Herre). Af og til bruges ordet Vayu, som et almindelig dagligdags udtryk, når man omtaler den fysiske luft, vind eller blæst, og Vayu bruges endda som synonym for Prana. (Se også Bhima, Hanuman, Pavana og Prana).

Veda
(Sanskrit). Veda betyder ”viden”. Det er en viden, der blev nedskrevet ved alfabetets indførelse for ca. 3.000 år siden, men indholdet strækker sig endnu længere tilbage i tiden. Vedaerne er hinduernes gamle hellige sanskritbøger – deres ”åbenbarelse”. De tre af værkerne er meget gamle – Rig-Veda, Yaju-Veda og Sama-Veda – mens en af dem, Atharva-veda, der indeholder aforismer, besværgelser og magiske formularer, er forholdsvis ny. Vedaerne består af mantraer, dvs. vers, der er samlet under titlen Samhita, Desuden består de af afhandlinger og kommentarer på prosa – Brahmanaerne. Forskerne fastholder, at de ikke er mere end højst 5.000 år gamle, mens esoterikere og hinduerne selv påstår, at de er betydeligt ældre – de ældste er mindst 25.000 år. Rig-Veda, der er den ældste og vigtigste, indeholder ikke mindre end 1.017 vers. (Se også Rig-Veda og Samhita).

Vedana
(Sanskrit). Vedana er et buddhistisk begreb, der traditionelt oversættes med enten ”følelse” eller ”sensation”. Generelt refererer Vedana til de behagelige, ubehagelige eller neutrale fornemmelser, der opstår, når sanseorganerne kommer i kontakt med ydre genstande eller situationer og binder bevidstheden til dem. I den buddhistiske lære bekrives Vedana sådan: I Theravada Abhidharma er Vedana en af de syv universelle psykiske faktorer. I Mahayana Abhidharma er Vedana en af de fem universelle psykiske faktorer. I både Theravada- og Mahayana-traditionerne er Vedana en af de tolv årsager til skabelse af afhængighed. I både Theravada- og Mahayana-traditionerne er Vedana en af de fem Skandhaer. De tolv årsager til afhængighed af og tilknytning til Vedana medfører lidelse. En koncentreret bevidsthed og en klar forståelse af Vedana, kan medføre oplysning og fjernelse af årsagerne til lidelse. (Se også Skandha og Theravada).

Vedanga
(Sanskrit). Vedanga er seks ekstra discipliner, der traditionelt er forbundet med studiet og forståelsen af Vedaerne: 1) Shiksha eller Siksa, der handler om fonetik, fonologi og morfofonologi. 2. Kalpa, der handler om ritualer. 3. Vyakarana, der handler om grammatik. 4. Nirukta, der handler om etymologi. 5. Chanda, der handler om mål og vægt. 6. Jyotisha eller Jyotisa, der handler om astronomi. Traditionelt er Vyakarana og Nirukta fælles for alle fire Vedaer, mens hver Veda har egne Shiksha-, Chanda-, Kalpa- og Jyotisha-tekster. Vedanga blev første gang nævnt i Mundaka Upanishad, hvor der gøres opmærksom på, at det var nyttige emner for de, der studerede Vedaerne. Senere udviklede Vedanga sig til selvstændige discipliner, hver med sin egen samling af Sutraer. (Se også Sutra og Veda).

Vedanta
(Sanskrit). Vedanta er sammensat af ”veda” og ”anta”, som betyder ”Veda-slutning” i betydningen ”tillæg til Vedaerne”. Nogle forskere mener, at Vedanta betyder ”Vedaernes formål” eller ”Vedaernes endemål”. Vedanta kan også benyttes som et navneord, der beskrive et menneske, der mestrer de fire oprindelige Vedaer. Vedanta var oprindeligt et ord, der blev brugt i hinduistisk filosofi som synonym for den del af Veda-teksterne, der også er kendt som Upanishaderne. Vedanta er en af hinduernes store filosofiske skoler, der blev grundlagt af Vyasa, der siges at have levet ca. 1.400 f.Kr. Skolens mest oplyste lærer var Shri Shankaracharya. Vedanta beskæftiger sig hovedsageligt med den esoteriske fortolkning af Upanishaderne, og indholdsmæssigt ligger Vedanta tættere på nutidens åndsvidenskab end nogen anden skole. I det 8. årh. blev ordet Vedanta brugt til at beskrive en gruppe filosofiske traditioner, der beskæftiger sig med selvrealisering, med det formål at forstå den ultimative virkeligheds natur – Brahman. Derfor blev Vedanta også kaldt Uttara Mimamsa, der betyder ”den sidste undersøgelse” eller ”den dybere undersøgelse”. Titlen blev ofte kombineret med Purva Mimamsa – ”den tidligere undersøgelse”. Purva Mimamsa, der normalt bare kaldes Mimamsa, omhandler fortolkninger af ildofre i de vediske mantraer, nærmere bestemt i den del af Vedaerne, der kaldes Samhita og i Brahmanaerne, mens Vedanta forklarer de esoteriske lærdomme i Aranyakas (”skovskrifterne”) og i Upanishaderne, der er kompileret fra det 9. årh. f.Kr. og frem til nutiden. Vedanta er ikke begrænset til én bog, og der er ikke kun én enkelt kilde til vedantinsk filosofi. (Se også Brahmana, Samhita, Upanishader, Veda og Vyasa).

Vedantiner
En vedantiner er et menneske, der praktiserer Vedanta-filosofien. (Se også Vedanta).

Veena
Se Vina.

Veerasana
(Sanskrit). Veera betyder ”helt” eller ”kriger”, og ”asana” betyder ”øvelse” eller ”stilling”. Veerasana er derfor betegnelsen for yoga-øvelsen ”heltens stilling”, der stimulerer koncentration og upersonlig tænkning. Stillingen illustrerer den holdning, en kriger tager, før der angribes. Man står oprejst i Tadasana med samlede ben og armene ned langs siderne. Herefter strækkes venstre ben frem og placeres foran, mens man ånder ud. Venstre ben bøjes nu ved knæet for på den måde at danne en ret vinkel mellem lår og læg. Derefter lægges begge håndfladerne på venstre knæ. Højre ben holdes strakt. Man tager nu en dyb indånding og løfter begge hænder op over hovedet, og armene strækkes helt ud. Den øverste del af kroppen bøjes bagover, og overarmes inderside skal berøre ørerne. Kroppen, nakken og hovedet holdes i balance og bøjes bagover, mens ryggens krumning strækkes til det yderste og blikket rettes bagud. Højre ben skal ikke bøje, og begge fodsåler skal være på jorden. Man bliver nu stående i stillingen indtil man føler, at det bliver besværligt. Herefter udånder man langsomt og retter kroppen op. I indåndingen føres hænderne ned på knæene, venstre fod føres tilbage til højre fod i udåndingen. Efter en kort afslapning, udføres øvelsen med højre ben strakt frem. (Se også Tadasana).

Vehikel
(Latin). Vehikel stammer fra ”vehiculum”, der betyder transportmiddel. Ordet er afledt af ”vehere”, der betyder ”transportere” og ”culum”, der betyder redskab. I åndsvidenskaben er vehikel et udtryk for et legeme – fysisk eller åndeligt. Et vehikel er et legeme, som en bevidsthed kan manifesterer sig igennem. Ordet vehikel bruges også i betydningen ”udtryksmiddel” eller ”befordringsmiddel”.

Venstrehåndsvejen
Venstrehåndsvejen bruges i åndsvidenskaben som en betegnelsen for en udviklingsvej, der modarbejder Jordens og menneskehedens evolution, og dermed symboliserer venstrehåndsvejen modstand og det ondes princip. Venstre hånd og højre hånd bliver på denne måde symbol på henholdsvis sort og hvidt – sort magi og hvid magi. De mennesker, der vælger venstrehåndsvejen, kaldes sorte magikere. Den udviklingsvej, der er i overensstemmelse med Jordens og menneskehedens evolution, betegnes derfor højrehåndsvejen. (Se også Modstandskræfter).

Verdensaltet
Verdensaltet er Universet eller makrokosmos. I naturvidenskabelige kredse er man enstemmigt enige om, at Universet er i en udvidelsesfase. Man regner også med, at om mange milliarder af år vil Universet gå ind i en sammentrækningsfase, som medfører, at det til sidst forsvinder i punktet for skabelsen. Det er i overensstemmelse med de gamle kulturers opfattelse, for de talte om Universet som ”det store åndedrag”, som i sagens natur bestod af en udånding og en indånding. Teorien skaber imidlertid et problem, når man ligesom naturvidenskaben arbejder med tid og rum som eneste grundlag for sit verdensbillede. I den naturvidenskabelige teori er der endnu ikke plads til en tidløs og rumløs tilstand. Tidløshed og rumløshed er en vigtig del af både åndsvidenskabens og de gamle kulturers verdensbillede. Og de gamle kulturer må have ret, mens nutidens naturvidenskab tager fejl. Hvis man slår op i et leksikon ser man, at ”univers” betyder ”alt det, der er”. Det er grundlaget for betegnelsen ”verdensaltet”. Der eksisterer derfor ikke noget ud over Universet. Men hvis Universet er alt det, som er, kan det ikke udvide sig, for hvad skal det udvide sig ud i? Hvis det, Universet udvider sig ind i, ikke er Universet, hvad er det så? Og hvis det er noget, er Universet ikke alt det, der er. Problemet er, at forskerne i nutiden udelukkende betragter Universet som en fysisk størrelse. Man mangler den metafysiske side af livet, og den kan naturligvis ikke måles med fysiske instrumenter, for den befinder sig ikke inden for rammerne af tid og rum – eller inden for rammerne af det naturvidenskabelige verdensbillede. Den korrekte opfattelse af verdensaltet må derfor være samtlige eksistensplaner – både synlige og usynlige.

Verdenslærer
Verdenslæreren er betegnelsen på et hierarkisk embede. Verdenslæreren indstifter en ny religion, når udviklingen i menneskeheden kræver det. Den nuværende indehaver af det ophøjede embede kaldes i åndsvidenskaben for herren Maitreya, som i Vesten er kendt som Kristus. Iflg. åndsvidenskaben har Hierarkiet planlagt, at der i løbet af hver verdensperiode successivt skal være syv verdenslærere – én for hver rodrace. Verdenslærerene har skiftevis ansvaret for Bodhisattvaens embede, og under en embedsperiode har verdenslæreren ansvaret for al religiøs tænkning på Jorden – altså ikke alene for sin egen rodraces – og han kan inkarnere adskillige gange. Den tidligere indehaver af verdenslærerembedet er kendt under navnet Gautama Buddha. Han var den atlantiske eller 4. rodraces Bodhisattva, og han inkarnerede mange gange under forskellige navne i 4. rodrace i en periode, der strakte sig over flere hundrede tusinde år. Men selvom hans særlige arbejdsområde var 4. rodrace, havde han ansvaret for alle religioner overalt i verden, og dermed også for religionerne i 5. rodrace. Ved grundlæggelsen af hver af rodracens underracer inkarnerede verdenslæreren og grundlagde en passende religion. I 1. underrace var han den oprindelige Vyasa. I 2. underrace i Egyptens store religion var han Tehuti, som grækerne kaldte Thoth og senere Hermes Trismegistos – ”den trefold store Hermes”. I 3. underrace var han den oprindelige Zarathustra − den første i en lang række med det navn. Og blandt de tidlige grækere i 4. underrace var han den legendariske Orfeus, der grundlagde de græske mysterier. Åndsvidenskaben oplyser, at 2. stråle altid administreres via et hjertechakra, og Hierarkiet er planetens hjertecenter. Kristus er hjertecentrets leder, og han er desuden Hierarkiets leder. Kristus indtager dermed en central placering og rolle i Hierarkiet, for han er legemliggørelsen af kærlighed i ordets mest vidtrækkende betydning. Kristus overtog verdenslærerembedet omkring 600 år f.Kr. efter den foregående verdenslærer, Gautama Buddha. Den mester, som i Vesten kendes som Kristus, er kendt under andre navne i andre religioner. Hinduerne kalder ham Vishnu, og han levede i Indien som Herren Krishna for ca. 5.000 år siden. Hinduerne venter nu, at Vishnu vender tilbage til den fysiske verden som Kalki Avataren. Buddhisterne kender ham som Bodhisattvaen eller Herren Maitreya. I Islam venter de troende på Iman Mahdi, der skal fuldføre Mohammeds mission. Jøderne venter på Messias. (Se også Rodrace).

Verdensmoderen
Iflg. åndsvidenskaben er Verdensmoderen ikke et enkelt individ men en gruppe af sjæle, der består af højt udviklede kvinder i verden. De har alle opnået en høj grad af åndelighed, og de har gennemgået transfigurationsstadiet (3. indvielse). Verdensmoderen er reelt en gruppe, men hver af gruppens kvinder er hver især Verdensmoder, som repræsenterer Verdensmoderen i fuldt omfang. Hver rodrace har en Manu (stamfader), og på tilsvarende måde er der en Verdensmoder for hver rodrace. Den atlantiske rodraces (4. rodraces) Verdensmoder er Kwan Yin. Isis var Verdensmoder for nutidens 5. rodrace, men er nu afløst af Jesu moder, Maria. Maya, Buddhas moder, er Verdensmoder. Verdensmoderen er guddommens feminine aspekt, og Verdensmoderen forener bevidst det kosmiske feminine princip med det menneskelige feminine princip. Det er hendes opgave at: 1) Lindre verdens smerte, især hos kvinder og børn. 2) Beskytte vordende mødre og nyfødte børn. 3) Omslutte alt levende i moder naturs riger. I kirkerne prædikes der om Verdensmoderen – en guddommelig moderskikkelse, som de fleste mennesker har svært ved at forholde sig til. Men den ophøjede skabning findes faktisk. Verdensmoderens embede eksisterer den dag i dag som et departement i Det Store Hvide Broderskab eller den indre verdensstyrelse. Verdensmoderen er altså ikke kun et symbol, men virkelighed. Overordnet kan man sige, at Verdensmoderen er det moderlige eller feminine aspekt i hele skaberværket. Man kan samtidig tale om ”moder rum” (det omsluttende og formende) og ”fader tid” (den udfarende bevægelse). Moderen omslutter og beskytter, mens faderen skaber bevægelse ved hjælp af åndens usynlige impulser. (Se også Hvide Broderskab, Kwan Yin, Manu og Rodrace).

Verdensmoderlegenden
Åndsvidenskaben oplyser, at to stjernekonstellationer – Store Bjørn og Plejaderne – er solsystemets forældre. Store Bjørns syv stjerner, der er bedre kendt som Karlsvognens stjernebillede, er den maskuline eller positive pol. Plejadernes syv stjerner er den feminine eller negative pol. Store Bjørns syv stjerner kaldes ”de syv Rishier”, og Plejadernes syv stjerner kaldes ”de syv søstre” eller ”de syv guddommelige jomfruer”. Legenden fortæller, at de syv Rishier friede til de syv guddommelige jomfruer, og solsystemet er barn af det guddommelige ægteskab. Da solsystemet blev skabt, kunne den ene af de syv Rishier ikke finde sin brud, og man antog, at hun var forsvundet. Fordi Rishien ikke kunne finde den bortkomne Plejade, forblev hun jomfru. Plejaden var imidlertid ikke blevet væk. Hun var taget til det nyfødte planetariske barn Jorden for at være dets moder. Den bortkomne Plejade kaldes derfor ”Verdensmoderen”. (Se også Verdensmoder).

Verdenssjælen
Verdenssjælen, Alaya eller Anima Mundi er livets subjektive side – den usynlige bevidsthed i alle naturens former. Alaya betyder ”det uløselige”, og ordet anvendes i buddhismen som udtryk for den universelle sjæl eller de højere dele af Anima Mundi, der er kilden til alle skabninger og al manifestation. Verdenssjælen er den sansende faktor i substansen og er derfor udtryk for den bevidsthed, kvalitet eller reaktionsevne, som enhver form er i besiddelse af. Derfor er Verdenssjælen identisk med den universelle sjæl eller Buddhi betragtet som et kosmisk princip. Verdenssjælen svarer til Atma og Atma-Buddhi i mennesket. I nogle sammenhænge er Verdenssjælen identisk med Mulaprakriti, som er oprindelsen til alle ting. Det er den guddommelige essens, der gennemtrænger og beliver alt fra det mindste atom til mennesker, planeter, solsystemer, galakser, galaksehobe og det, der er endnu større osv. (Se også Alaya, Anima Mundi, Atma, Atma-Buddhi og Mulaprakriti).

Verdenstjenergruppen
Alle mennesker overalt på Jorden, der arbejder på at opløse spændinger mennesker imellem, skabe forståelse for enhed, skabe kontakter og øge erkendelsen af gensidig afhængighed, og som ikke er separatistiske i relation til race, nationalitet, køn eller religion, er en del af Verdenstjenergruppen – også selv om de aldrig har hørt om den. De henleder opmærksomheden på alt det, der er positivt, og de informerer om principperne: God vilje, gensidig forståelse og Det Ene Liv, som menneskehedens enhed er baseret på. De har med andre ord en livsholdning.

Vesakha
Se Wesak.

Vesica Piscis
(Latin). Vesica Piscis betyder ”fiskens kar” eller ”fiskeblære”. Vesica Piscis er en geometrisk figur med to cirkler, der har samme radius. Cirklerne skærer hinanden på en måde, så midten af begge cirkler befinder sig på den anden cirkels omkreds, og dermed dannes der en mandelform. Formen kaldes også ”mandorla”, som er italiensk og betyder ”mandel”. Vesica Piscis har været genstand for mystiske spekulationer i flere perioder i historien, og den geometriske figur betragtes som vigtig i nogle former for Kabbala. Mange New Age-forfattere fortolker Vesica Piscis som et yonisk symbol, og de påstår, at det henviser til de kvindelige kønsorganer, og at det er baseret på traditionel symbolfortolkning. Andre mener, at det er den totale solformørkelse, der har inspireret til formen på Vesica Piscis. De gamle egyptere praktiserede hellig geometri, der var baseret på formen. Arkitekter og kunstnere kopierede solformørkelsen, og indførte Vesica Piscis og dens matematik i de hellige bygninger og kunstværker for at afspejle en religiøs overbevisning. I kristen kunst har nogle glorier form som en lodretstående Vesica Piscis. Den gamle tradition er i århundreder blevet bevaret af frimurerne. Vesica Piscis er et symbol, der bruges i frimureriet, især i formen af den gradsbeklædning, der bæres af højtstående embedsmænd, når de udfører de frimureriske ritualer. Vesica Piscis ses også som indramning af nogle af frimurerlogernes segl. Vesica Piscis bruges som proportioneringssystem i arkitekturen, især i gotisk arkitektur. Systemet blev illustreret af den italienske maler, arkitekt og arkitektoniske teoretiker Cesare di Lorenzo Cesariano (1475-1543 e.Kr.). Han forfattede den første italienske sprogversion af Vitruvius ’De architectura (1521 e.Kr.) og han kaldte systemet for ”de tyske arkitekters regler”. (Se også Mandorla og Yoni).

Vetala
(Sanskrit). Vetala omtales i den hinduistiske mytologi som et spøgelse eller en spøgelseslignende skabning. Vetala defineres som ånder, der beliver lig og holder til i gravkapeller. Så længe ligene ikke er gået i forrådnelse, og derfor er klar til ”indflytning”, kan de bruges som redskaber, som ånden kan bevæge sig rundt i. Men en Vetala er desuden i stand til at forlade den døde krop ved hjælp af sin vilje. I hinduistisk folklore betragtes en Vetala som en ond ånd, der hjemsøger kirkegårde, og som på dæmonisk måde tager kontrol over et lig. De viser deres utilfredshed ved at genere fysisk levende mennesker. Vetalaer kan drive folk til vanvid, dræbe børn og være årsag til aborter, men de kan også bevogte landsbyer. Iflg. åndsvidenskaben er der tale om fjendtligtsindede afdøde, der er fanget i ”skyggelandet” – dvs. på astralplanets 6. underplan – hvor deres bevidsthed befinder sig i en gråzone mellem det fysiske liv og efterlivet pga. selvskabte bindinger til den fysiske tilværelse. En Vetala kan afvises ved hjælp af mantraer. (Se også Astralplan og Kama-Loka).

Vibhuti
(Sanskrit). Vibhuti betyder ”psykiske kræfter”. Vibhuti (sanskrit) eller Kannada (bengali) og Vibhooti (tamilsk) er hellig aske. Et andet sanskritnavn for hellig aske er Bhasma. Vibhuti har flere betydninger i hinduismen, men generelt bruges ordet til at betegne den hellige aske, der er lavet af tørret, brændt træ eller komøg i overensstemmelse med de vediske ritualer. Troende hinduer laver en pasta ved at blande Vibhuti med vand. De dypper fingrene i pastaen og tegner tre vandrette linjer på tværs af panden og evt. også på andre dele af kroppen. De tre linjer symboliserer sjælens tre tilknytninger: Anava, Karma og Maya. Symbolikken har relation til Shiva. Vibhuti, der smøres på tværs af panden til slutningen af begge øjenbryn, kaldes Tripundra. (Se også Anava, Karma, Maya, Mukti, Shaivisme, Shiva og Tripundra).

Vichikichchha
(Sanskrit). Vichikichchha betyder ”tvivl” eller ”uvished”. I den vestlige verden er de fleste mennesker desværre så indoktrinerede med forestillingen om, at der af enhver aspirant kræves blind og ubetinget accept af bestemte dogmer og trosforestillinger, at man − når man hører, at man i åndsvidenskaben betragter tvivl som en lænke og en forhindring − vil være tilbøjelige til at tro, at åndelig udvikling kræver den samme blinde tro, som nutidens religiøse systemer forlanger. Forestillingen er forkert. Det er rigtigt, at tvivl − eller rettere uvidenhed – i forbindelse med nogle spørgsmål forhindrer åndeligt fremskridt, men midlet er ikke blind tro. Blind tro er i sig selv en hindring. Med Vichikichchha menes der den sikre overbevisning, der er baseret på individuelle iagttagelser, refleksioner og konklusioner. Hvis en skoleelev tvivler på rigtigheden af matematikkens grundprincipper, bliver eleven sandsynligvis aldrig dygtig til matematik. Tvivlen kan kun fjernes ved hjælp af undersøgelser og logiske ræsonnementer, der er baseret på forståelse af, at det matematiske system er rigtigt. Hvis en skoleelev konkluderer, at 2+2 = 4, skyldes det ikke, at læreren har sagt det, men fordi det er indlysende logik. Det er netop åndsvidenskabens metode. Logiske ræsonnementer er det eneste, der kan fjerne tvivlen. Man har defineret Vichikichchha som tvivl på videnskaben om karma og reinkarnation, og tvivl på metoden til at opnå udvikling af højere bevidsthed ad den vej, der anbefales af åndsvidenskaben.

Vidya
(Sanskrit). Vidya eller Vidhya betyder ”viden” i betydningen åndsviden-skab. Derfor kan Vidya oversættes med ”rigtig viden” eller ”klarhed”. Det modsatte af Vidya er Avidya, der betyder ”uvidenhed” eller ”fejlinformation”. Vidya er et udtryk, der ofte bruges i hinduismen som en anerkendelse af den puraniske opfattelse af viden og læring. Vidya er et af den hinduistiske gudinde Saraswatis navne, og derfor kaldes hun ”lærdommens gudinde”. Saraswati er Brahmas hustru. (Se også Avidya og Saraswati).

Vijnana
(Pali). Vijnana eller Vinnana betyder ”at kende”, men oversættes ofte med ”bevidsthed”, ”livskraft”, ”tankesind” eller ”dømmekraft”. I Pali-kanonens Sutta Pitakas første fire Nikayaer er Vijnana et af tre udtryk, der henviser til tankesindet. De andre er Manas og Citta. De tre udtryk benyttes i generel og ikke-teknisk forståelse af tankesindet, men de tre præsenteres nogle gange i rækkefølge for at henvise til menneskets mentale processer som helhed. Deres primære anvendelse er imidlertid tydelig. I Pali-litteraturen findes der adskillige synonymer for Vijnana og den mentale kraft, der beliver det ellers inaktive fysiske legeme. I en række Pali-tekster forklares udtrykket imidlertid mere nuanceret og mere ”teknisk”. Eksempelvis analyseres Vijnana i 89 forskellige bevidsthedsstadier i Abhidhamma. (Se også Manas og Sutta).

Vijnanamaya-Kosha
(Sanskrit). Vijnanamaya-Kosha er sjælslegemet, kausallegemet eller årsagslegemet, som også kaldes ”solenglen” i åndsvidenskaben. I Vedanta-filosofien er der fem Koshaer eller legemer. Det fjerde legeme handler om visdom, og det er det, der kaldes Vijnanamaya-Kosha. Sanskritordet Vijnana betyder ”at kende”. Det er visdommens slør, der er under behandling – det højere aspekt af tankesindet. Det er det, der ved, beslutter, bedømmer og skelner mellem årsag og virkning – mellem nyttigt og unyttigt. Det er også selvbevidsthedens niveau, som medfører en kraftfuld bølge af ”jeg-er”-oplevelse. ”Jeg-er”-oplevelsen har i sig selv en positiv påvirkning, men når den bliver blandet sammen med minderne og domineres af Manas, mister den sin positive kraft. Stadig flere Sadhana (åndelige øvelser) er nødvendige på dette udviklingsniveau af menneskets natur. Det er et niveau, der giver mulighed for at søge den højeste visdom og sandhed, hvis man at går indad på jagt efter det evige bevidsthedscenter. (Se også Anandamaya-Kosha, Anandamaya-Kosha, Kosha, Manamaya-Kosha, Manas, Sadhana, Vijnana og Æterlegeme).

Vile
(Oldnordisk). Vile og Ve er Odins brødre i den nordiske mytologi. Sammen med Odin tilhører de den første generation af Aserne. De er sønner af Borr og jættekvinden Bestla. På grundlag af urjætten Ymers krop skabte de tre brødre Universet. Den islandske forfatter, høvding og skjald Snorre Sturlason (1179-1241), som i nutiden er mest kendt som forfatter til Snorres Edda, fortæller, at de tre guder herefter også gav liv til to stykker træ, og skabte de første mennesker – Ask og Embla. Det var Vile, der gav dem forstand og bevægelse, og Ve, der gav dem form, tale, hørelse og syn. Eddakvadet Völuspa fortæller imidlertid, at det var Odin, der gav Ask og Embla liv, og det skete i samarbejde med Høner og Lodur. Ve kan derfor være synonym med Honr, Høn eller Høne, ligesom Vile måske er det med Lodur, Loke og Mundilfore. Snorre Sturlason fortæller også, at Vile og Ve styrede Odins rige i Asgård, når han var borte. I Ynglingesaga fortæller han, at en gang var Odin borte så længe, at Aserne troede, at han aldrig ville vende tilbage, og derfor giftede de to brødre sig begge med Odins kone Frigg, og delte arven mellem sig. Odin vendte imidlertid tilbage, og han tog også Frigg tilbage. Herefter forsvandt Vile og Ve sporløst, og Odin overtog ledelsen af Asgård, og det har han gjort lige siden. (Se også Edda og Odin).

Vina
(Sanskrit). Vina eller Veena er et indisk strengeinstrument, der minder om en lut eller en stor guitar. I Indien er Vina en generel betegnelse for et strengeinstrument. Vina har et langt, hult gribebræt og resonanskasse i begge ender for at øge resonansen.

Vinnana
Se Vijnana.

Vinyasa
(Sanskrit). Vinyasa stammer fra Nyasa, der betyder at ”berøre”, ”placere”, ”bruge”, ”sætte på” eller ”sætte i”. Vinyasa er et ord, der ofte bruges i forbindelse med bestemte yoga-øvelser, og ligesom de fleste sanskritord, er Vinyasa et begreb med mange betydninger. Vinyasa er f.eks. betegnelsen for en yoga-disciplin, der omfatter stillinger og vejrtrækningsteknikker. I Vinyasa-yoga betyder Vinyasa ”sammenkædning”, for teknikken består af en sammenkædning af en serie bevægelser, der forbinder eller skaber overgang til næste stilling. Den form for Vinyasa bruges i høj grad i Astanga yoga, som også kaldes Astanga Vinyasa-yoga. Vinyasa-yoga er en flydende form for yoga, hvor de enkelte stillinger kædes sammen til serier mens der fokuseres på at kombinere bevægelsen og åndedrættet. Vinyasa-yoga kaldes nogle gange Power-yoga eller Flow-yoga. (Se også Surya Namaskar).

Viparita Karani
(Sanskrit). Viparita betyder ”omvendt” eller ”spejlvendt”, og Karani betyder ”at gøre” eller at udføre”. Viparita Karani betyder derfor ”omvendt handling”, og betegnelsen refererer til en yoga-øvelse, der kaldes ”den omvendt stående stilling” eller ”stillingen, der vender strømmen”. Det er en krævende stilling. Man ligger udstrakt på ryggen. Først løfter man langsomt de strakte, samlede ben fra underlaget til de danner en ret vinkel med gulvet, mens man støtter med hænderne mod ryggen. Herefter sænkes hofterne ned på håndrødderne, som presses ind i taljen, så de støtter under hoftebenet. Ben og underarme skal holdes så lodrette som muligt. Overkroppen står nu skråt, og hofterne hviler i hænderne. Underarmene understøtter og bærer vægten af underkroppen. Man skal stå i stillingen så længe man kan – helst 20 min.

Virgo
Se Jomfruen.

Viriya
(Sanskrit). Viriya er et buddhistisk udtryk, der normalt oversættes med ”energi”, ”omhu”, ”begejstring”, ”indsats”, ”udholdenhed”, ”handlekraft”, ”anstrengelse” eller ”flid”. Viriya kan defineres som en holdning, hvor man med begejstring engagerer sig i sunde aktiviteter, og at det medfører, at man kun handler moralsk korrekt. Bogstaveligt betyder Virya ”det stærke menneskes position” eller ”mandighed”. I vedisk litteratur er udtrykket ofte forbundet med heroisme og virilitet. I buddhismen er Virya mere generelt et udtryk, der refererer til udøverens ”energi”, ”anstrengelse” eller ”arbejdsindsats”, og det gentages igen og igen, at Viriya er en nødvendig forudsætning for at opnå befrielse eller Moksha. (Se også Moksha).

Visdom
Åndsvidenskaben oplyser, at visdom er en af Den Enes (Guds) primære kvaliteter. Kærlighed og visdom har samme kilde. I relation til det enkelte menneske kan visdom defineres som: ”Forståelse erhvervet via erfaring og motiveret af kærlighed.” Visdom er derfor nært forbundet til intelligens og kærlighed. En anden definition siger, at visdom kommer til udtryk som den specielle enhedsbevidsthed, der kaldes intuition. Den viser sig i tankesindet som visdom og i følelseslivet som kærlighed. En tredje definition på visdom er evnen til at handle i overensstemmelse med de guddommelige love.

Visdommens hal
Visdommens hal er iflg. åndsvidenskaben et bevidsthedsfelt på mentalplanets 4. øverste underplan − den konkrete tænknings øverste underplan. Mentalplanets tre øverste underplaner udgør sjælens bevidsthedsplan eller den abstrakte tænknings plan, der også kaldes kausalplanet. Visdommens hal på det lavere mentalplan er en spejling af kausalplanets atomare plan. Bevidsthedsplanet repræsenterer et bevidsthedsområde, hvor sjælen i stigende grad kontrollerer og styrer personlighedens tre lavere legemer og verdener – det fysisk-æteriske, astrale og mentale – og til slut opnår sjælen fuldkomment mesterskab. På det høje udviklings- og bevidsthedsniveau lærer mennesket at fungere som en øgte verdenstjener til gavn for menneskeheden. (Se også Astralplan, Mentalplan, Kausallegeme, Kundskabens hal og Uvidenhedens hal).

Visdommens hal
Visdommens hal er iflg. åndsvidenskaben et bevidsthedsfelt på mentalplanets 4. øverste underplan – dvs. den konkrete tænknings øverste underplan. Mentalplanets tre øverste underplaner udgør sjælens bevidsthedsplan eller den abstrakte tænknings plan, der også kaldes kausalplanet. Visdommens hal på det lavere mentalplan er en spejling af kausalplanets atomare plan. Bevidsthedsplanet repræsenterer et bevidsthedsområde, hvor sjælen i stigende grad kontrollerer og styrer personlighedens tre lavere legemer og verdener – det fysisk-æteriske, astrale og mentale – og til slut opnår sjælen fuldkomment mesterskab. På det høje udviklings- og bevidsthedsniveau lærer mennesket at fungere som en ægte verdenstjener til gavn for menneskeheden. (Se også Amenti, Astralplan, Mentalplan, Kausallegeme, Kundskabens hal og Uvidenhedens hal).

Vishnu
(Sanskrit). Vishnu eller Visnu er en højtstående gud, der symboliserer 2. aspekt i hinduernes Trimurti – Brahma, Vishnu og Shiva, hvor Brahma skaber, Vishnu opretholder, og Shiva nedbryder Universet. I princippet svarer indernes Trimurti til de gamle egypteres Triader og kristendommens Treenighed. Vishnu er som sagt kendt som ”opretholderen”, men han er i højere grad kendt som Krishna og Rama, der er Vishnus avatarer. Et andet vigtigt aspekt af Vishnu er Narayana og Hari. Vishnu er gift med gudinden Lakshmi, og Vishnu og Shiva er hinduernes mest tilbedte guder. I Vaishnavismen tilbedes Vishnu som den vigtigste guddom, og i de ældgamle hellige tekster som f.eks. Bhagavad Gita, Vedaerne og Puranaerne æres Vishnu som Purushottama eller den højeste Purusha. I Mahabharata omtales han som Vishnu Sahasranama (”Vishnu med de tusind navne”), hvor teksterne oplyser, at Vishnu er Paramatman (”den øverste sjæl”) og Parameshwara (”den øverste Gud”). Oplysningerne er udtryk for, at Vishnus altgennemtrængende essens strømmer i alle skabninger. Vishnu er fortidens, nutidens og fremtidens mester og samtidig hinsides tid og rum. Tilhængere af Adi Shankara tilbeder udelukkende Vishnu som én af de fem primære guder – Shiva, Vishnu, Devi, Surya og Ganesha – der alle betragtes som ligeværdige refleksioner af Brahman (Den Ene) snarere end som adskilte guddomme. Vishnu inkarnerer af og til som Avatar på det fysiske plan, for at modvirke onde indflydelser, og for at genoprette Dharma. I hinduismens hellige tekster har Vishnu den guddommelige blå farve, og han har fire arme. Han holder en Padma (lotusblomst) i nederste venstre hånd, og et unikt våben, der er kendt som en Gada, og som kan anvendes i kamp, i nederste højre hånd. I den øverste venstre hånd holder han en Panchajanya Shankha (konkylie), og i den øverste højre hånd holder han en diskos (Sudarshana-chakra). I Bhagavad Gita siges det, at Vishnu har ”universal form” (Vishvarupa eller Viraat Purusha), som er en form, der ligger hinsides grænserne for menneskets opfattelse eller fantasi. Vishnus evige bolig i det ikke-materielle univers kaldes Vaikuntha, som også er kendt som Paramdhama. Det er det endelige eller højeste sted for frigjorte sjæle, der har opnået Moksha. Vaikuntha er metafysisk, og derfor kan det ikke opfattes med de fysiske sanser eller forstås med naturvidenskabens logik. I stort set alle hinduistiske trosretninger tilbedes Vishnu enten direkte eller i form af Vishnus ti avatarer, hvor de mest kendte er Rama og Krishna. Ni af avatarerne er beskrevet, for de har tidligere manifesteret sig, mens den tiende vil manifestere sig engang i fremtiden ved slutningen af Kali Yuga. Vishnu tilbedes også som Mukunda, der betyder ”den højeste Gud”, for det er ham, der giver Mukti eller Moksha (frigørelse fra de cykliske genfødsler). (Se også Avatar, Bhagavad Gita, Dharma, Kali Yuga, Lakshmi, Moksha, Mukti, Purana, Purusha, Triade, Trimurti, Treenighed og Vaishnavisme og Veda).

Vishuddhi-chakra
(Sanskrit). Vishuddhi eller Visuddha stammer fra ”visha”, der betyder ”urenhed”, ”suddhi”, der betyder ”udrense” og ”chakra”, der betyder ”hjul”. Vishuddhi-chakra er betegnelsen for et af de syv primære energicentre. Vishuddhi-centret ligger i rygraden bag struben, og det er forbundet med skjoldbruskkirtlen. Vishuddhi er det femte primære chakra i menneskets energisystem. Vishuddhi-chakra ligger i halsområdet, og derfor kaldes det også halschakraet, og det er centret for fysisk og åndelig renselse. Det tilknyttede mantra er ”HAM”. Farven er overvejende blå, men helhedsindtrykket er sølvskinnende. Chakraet er forbundet med elementet ”æter”. Vishuddhi-chakra er udgangspunktet for Udana Prana. Det er en prana-type, der renser kroppen for giftige stoffer ved hjælp af vejrtrækningen. Navnet på chakraet er afledt af pranaens rensende funktion. Renselsesprocessen sker ikke kun på det fysiske plan, men også på niveauet for psyke og sind. Alle problemer og ubehagelige oplevelser, som mennesket har undertrykt i livets løb, er stadig til stede i underbevidstheden, indtil de konfronteres og løses ved hjælp af indsigt og visdom. Den guddom, der er knyttet til Vishuddhi-chakra, er Brahma. Brahma er Skaberen, og derfor også et symbol på bevidsthed. I meditation, når den individuelle bevidsthed opløses i Akasha, opnår mennesket viden og visdom. Vishuddhi-chakra symboliseres af en hvid elefant. Til symbolikken hører desuden Månen, der er et billede på sindet. Blokering af Vishuddhi-chakra skaber angstfølelser, oplevelse af mangel på frihed, begrænsninger og halsproblemer. Det symbolske billede på Vishuddhi-chakra er en lotus med seksten kronblade. De repræsenterer seksten potentielle evner (Klas), som et menneske kan udvikle. Vishuddhi-chakra er også et center for lyd, og derfor kan seksten også repræsentere de seksten vokaler i sanskritalfabetet. (Se også Akasha, Brahma, Chakra og Udana).

Vishvarupa
(Sanskrit). Vishvarupa betyder ”universel form”. Vishvarupa kaldes også Vishvarupa Darshan, Vishwaroopa og Virata Rupa. Det er en ikonografisk form og et udtryk for teofani (tilsynekomst) af den hinduistiske gud Vishnu eller hans avatar Krishna. Selv om der er flere Vishvarupa-teofanier, findes den mest berømte i Bhagavad Gita – ”Sangen om Gud” – der gives af Krishna i den episke Mahabharata, som blev fortalt til prins Arjuna på slagmarken ved Kurukshetra i krigen mellem Pandavaerne og Kauravaerne. Vishvarupa betragtes som Vishnu højeste form, hvor hele Universet er indeholdt i ham og stammer fra ham. (Se også Bhagavad Gita, Krishna, Kurukshetra, Mahabharata, Teofani).

Visualisering
Visualiseringer anvendes ofte i skabende meditationer og til mental træning. Det er et kraftfuldt middel, der kan bruges til at påvirke psykologiske kræfter og tilstande. Roberto Assagioli fortæller at: ”Idéer og billeder har en tilbøjelighed til at vække de følelser, der svarer til billederne”. Denne psykologiske lov kan anvendes aktivt ved bevidst at visualisere billeder, der skaber de ønskede følelsestilstande. Dermed bliver loven et redskab til at mestre følelseslivet, for gentagelse af visualiseringerne vil skabe de følelsestilstande, man ønsker. Roberto Assagioli fortæller desuden, at der eksisterer en feedback-mekanisme, og derfor har ”følelser og indtryk en tilbøjelighed til at vække og intensivere idéer og billeder, som korresponderer med dem eller er associeret til dem”.

Viveka
(Sanskrit). Viveka betyder ”skelneevne”. Skelneevne er menneskets intellektuelle evne til at skelne eller differentiere mellem det virkelige og det uvirkelige. Iflg. Vedanta er det virkelige identisk med permanent, og det uvirkelige er forgængeligt. (Se også Manodvaravajjana).

Vrikshasana
(Sanskrit). Vrikshasana stammer fra ”vriksha”, der betyder ”træ”, og ”asana”, der betyder ”øvelse” eller ”stilling”. Vrikshasana betyder derfor ”træstillingen”, og det er en yoga-øvelse, der strækker ryggen og åndedrætsmusklerne. Det er en stilling, der efterligner træets både yndefulde og stabile holdning. I modsætning til de fleste yogastillinger, kræver Vrikshasana, at øjnene holdes åbne under øvelsen for at opretholde kroppens balance. Øvelsen udføres ved, at man står ret og med armene ned langs siden. Herefter bøjer man højre knæ og placer højre fod højt oppe på venstre lår. Foden skal placeres tæt på roden af låret, og fodsålen skal holdes fladt mod låret. Samtidig skal man sørge for, at venstre ben er strakt, og at man finder balancen. Når balancen er fundet, tages der en dyb indånding, og langsomt løftes armene op over hovedet fra begge sider, og håndfladerne føres sammen i ”Namaste”. Øjnene rettes fremad mod en fjern genstand, for et fast blik hjælper med at opretholde en stabil balance. Rygsøjlen skal holdes lige, og kroppen skal være som et strakt elastik. Vejrtrækningerne skal være lange og dybe, og i hver udånding afspændes kroppen mere og mere. Stillingen afsluttes med en langsom udånding, hvor hænderne sænkes ned langs siderne, og højre ben føres ned til gulvet. Når man igen står i udgangspositionen, gentages øvelsen med venstre ben på højre lår. (Se også Namaste).

Vritra
(Sanskrit). Vritra omtales i den tidlige vediske religion. Vritra er en Asura, der bl.a. fremstilles som en slange eller en drage, hvor Vritra var Ahi (”slangen”). Vritra er en personificering af tørke og guden Indras fjende. Vritra omtales som en drage, der blokerede vandløb og floder, men han blev heroisk dræbt af Indra. Iflg. Rig-Veda holdt Vritra alle verdens farvande i fangenskab indtil han blev dræbt af Indra, som samtidig ødelagde alle Vritras 99 fæstninger. Kampen begyndte kort efter, at Indra blev født. Han havde drukket en stor mængde Soma, der skulle give ham kraft, før han konfronterede Vritra. Tvashtri byggede en ”tordenkile” (Vajrayudha) til Indra og Vishnu, på Indras opfordring. Vritra brækkede Indras kæbe i kampen, men derefter blev han kastet omkuld af Indra, og i faldet blev Vritras fæstninger knust. Pga. bedriften blev Indra kendt som Vritrahan – ”Vritras banemand” – og desuden som ”den førstefødte drages drabsmand.” Vritras mor Danu, som også var mor til Danava-racens Asuraer, blev derefter angrebet og besejret af Indra ved hjælp af tordenkilen. (Se også Asura, Indra, Rig-Veda og Soma).

Vritti
(Sanskrit). Vritti betyder bogstaveligt ”strømhvirvel”. Vritti eller Vrtti er tankesindets fluktuationer – dvs. urolige eller tilfældige tanke- og følelsesbølger, -bevægelser og -forandringer. Vritti er et teknisk udtryk i yoga, der indikerer, at mentallegemets indhold skaber forstyrrelser i bevidstheden. Begrebet er meget bredt, for det henviser ikke alene til tanker og opfattelser, der opleves i en normal vågen tilstand, men også til alle metafysiske oplevelser i andre bevidsthedstilstande. Vritti er et centralt begreb i Patanjalis Yoga Sutras: ”Yoga chitta vritti Nirodha” – ”Yoga standser tankesindets strømhvirvler”. Vritti er et centralt begreb i yoga i relation til modificering af tankesindet, som bl.a. er aktuelt i yoga-øvelser, hvor man praktiserer tavshed. Vritti i bevidstheden betragtes som forhindringer for oplysning. Vritti kan beskrives med en metafor, hvor Chitta (tankesindet) betragtes som en sø, og Vritti er bølger og krusninger, der viser sig, når søens vand påvirkes af ydre årsager. Man kan ikke se søens bund, fordi overfladen er dækket af krusninger. Når krusningerne har lagt sig, og vandet er faldet til ro, kan man fange et glimt af bunden. Hvis vandet er mudret, kan man ikke se bunden. Hvis vandet konstant er i bevægelse, kan bunden heller ikke ses. Hvis vandet er klart og uden bølger, skal man se bunden. Bunden af søen er menneskets sande selv, søen er Chitta, og bølgerne er Vritti. Målet for yoga er at ”stilne” eller ”standse” ændringerne i bevidstheden, og dermed gøre det muligt at bruge teknikkerne, der fører til Samadhi (oplysning). (Se også Chitta, Patanjali, Samadhi og Yoga Sutra).

Vulcan-periode
En vulcan-periode er den sidste periode i menneskehedens evolution. Åndsvidenskaben oplyser, at menneskehedens udvikling foregår på syv forskellige planeter. Den mellemste og laveste er skabt af mentalplanets stof. Desuden findes der to på sjælsplanet (kausalplanet), to på det buddhiske plan og to på det atmiske. Vulcan-perioden svarer til åndsvidenskabens syvende planetariske kæde eller manifestationsperiode (Manvantara).

Vyasa
(Sanskrit). Vyasa er ”en åbenbarer” eller ”en fortolker”, og i Indien er det navnet på de højst oplyste åndelige lærere. Vyasa blev derfor tidligere anvendt som en titel for Indiens største guruer. Der var derfor mange Vyasaer. En af dem samlede og strukturerede Vedaerne. En anden – den 28. Vyasa – var forfatter til Mahabarata. Og den sidste var grundlæggeren af Vedanta-filosofien, forfatter til Uttara Mimansa, den sjette skole for indisk filosofi. I Østen mener man, at den sidstnævnte Vyasa levede omkring år 1.400 f.Kr., men i virkeligheden levede han længe før den tid. Puranaerne nævner kun 28 Vyasaer, som kom til Jorden for at manifestere vediske sandheder, men der var mange flere. Vyasa er en central og respekteret skikkelse i de fleste hinduistiske traditioner. Han kaldes også Veda Vyasa – dvs. den, der organiserede Vedaerne i fire dele. Eller Krishna Dvaipayana, som henviser til hans hudfarve og fødested, for han blev født i Damauli i Tanahu-distriktet i Nepal. Det omtales i gamle religiøse bøger og Shastra. Guru Purnima-ceremonien er dedikeret til Vyasa. Ceremonien kaldes også Vyasa Purnima, for man regner med, at det var hans fødselsdag, eller at det var den dag, han organiserede Vedaerne. (Se Mahabarata, Purana, Shastra, Veda).

Vædderen
Vædderen eller Aries er zodiakens 1. tegn og stjernebilledet Vædderen. Aries er et ildtegn, og det styres af planeten Mars. Hvis en planet i horoskopet er placeret i Aries, vil energierne manifestere sig på en dynamisk måde og gennem handlinger. Fysisk er tegnet forbundet med hovedet, og det har en maskulin natur, og der er stor manifestationskraft i tegnets energi. Aries kaldes Mesha på sanskrit, og tegnet hersker over eller er dedikeret til den vediske guddom Varuna. Varuna symboliserer urhavet eller rummet. De tolv store guder i de gamle civilisationer herskede over de tolv tegn i dyrekredsen. (Se også Varuna).


Side : 1
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook