Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Ea
Se Hea.

Ebionitter
(Hebræisk). Ebionitter stammer sandsynligvis fra det hebræiske ”ebyon”, som betyder ”dårlig” (dvs. ”kætter”) eller fra ”ebjonim”, der betyder ”de fattige” (dvs. tiggerdisciple). Ebionitterne var de kristnes tidligste sekt, som opstod længe før ordet ”kristen” blev opfundet. Den anden sekt var nazaræerne. Ebionitterne var tilsyneladende disciple af Jeshua ben Panthera − en indviet lærer, der levede i Alexander Jannæus’ (104-79 f.Kr.) regeringstid. Mange forskere mener, at evangeliets historie om Jesus (Jeshu eller Iassou) blev bygget over Jeshua ben Panthera på et langt senere tidspunkt. Til gengæld er påstanden om, at Ebionitterne havde en grundlægger, der hed Ebion, usandsynlig. Ebionitternes asketiske tiggerdisciple kan spores mindst et århundrede tidligere end den kronologiske kristendom, og det er et yderligere bevis på, at Jesu levede i Alexander Jannæus regeringstid – dvs. ca. 100 år f.Kr. − og det var her, han blev slået ihjel, sådan som det omtales i Sepher Toldoth Yeshu. Kilderne til Ebionitternes læresætninger er usikre, for deres navn blev overført til forskellige sekter med afvigende holdninger. De var både afvigende i forhold til Moseloven, og i den måde, de fortolkede de kristne dogmer samt i deres opfattelse af Jesus arbejde. De blev betragtet som kættere, og til sidst blev de sandsynligvis smidt ud af den kristne kirke. De var en slags gnostikere, der betragtede både Kristus og modpolen Jehova som udstråling eller stråler, der udgik fra Logos, og de var optaget af tværreligiøs forskning for at forene den esoteriske lære med Moseloven på den ene side og den kristne kirkes materialistiske ånd på den anden. (Se også Jesus og Panthera).

Eblis
Se Iblis.

Edda
(Oldnordisk). Edda betyder ”oldemor”, men Edda er de gamle nordboeres gudelære og mytologi. Eddaen består af to samlinger – den ældre og den yngre Edda. Den ældre Edda er meget gammel, og den er overleveret fra mund til mund, indtil den blev nedskrevet omkring år 1300 e.Kr. Den ældre Edda er også kendt som ”den poetiske Edda” eller ”Sæmunds Edda”. Den indeholder den primære nordiske gudelære, mens den yngre Edda stammer fra det 13. årh., og den er delvis forfattet af Snorre Sturlason. Snorre er en fordanskning af Snorri, og Snorri Sturluson (1179-1241) var islandsk forfatter, høvding og skjald. Som medlem af Altinget havde han stor politisk indflydelse i sin samtid, men i nutiden er han mest kendt som forfatter til Snorris Edda eller Snorres Edda, som også kaldes ”den yngre Edda”, ”den anden Edda” eller ”prosa Edda”. Den yngre Edda er nærmest en skjaldelære med sagn om guder og helte. Gylfaginning er første sektion, Skaldskaparmal er midterste sektion og Hattatal er sidste sektion i den yngre Edda. Den ældre Eddas gudelære stammer utvivlsomt fra Egypten og Indien, og den er – ligesom alle de gamle religioner – baseret på den universelle visdomslære, men her har den fået sin egen udformning i overensstemmelse med det nordiske folks mentalitet og skikke.

Eden
(Hebræisk). Eden betyder ”fryd”, ”glæde” og ”skønhed”. I Første Mosebog er ”Frydens have” skabt af Gud. I Bibelen er det et landområde med den have, som Adam og Eva opholdt sig i. I Kabbalaen er ”Frydens Have” et sted, hvor man blev indviet i mysterierne. Orientalisterne identificerer Edens have med et sted i Babylon i Karduniyas-området, som også kaldes Gan-Dunu, og det er et navn, der ligger tæt på jødernes Gan-Eden. Det er et område med floderne Eufrat og Tigris, som udgør Mesopotamien (”landet mellem floderne”). (Se også Gan-Eden, Kabbala og Paradis).

Edfu
(Egyptisk). Byen Edfu eller Idfu ligger et sted, hvor Nildalen udvider sig. Byen ligger på et lavt plateau cirka 100 km syd for det gamle Theben på Nilens vestbred. I det gamle Egypten hed byen Tbot. På koptisk hed den Atbo. Grækerne kaldte den for Apollinopolis Magna efter solguden Horus-Apollo, som særligt blev tilbedt her. Grækerne gjorde byen til hovedstad for den 2. nome i Øvre-Egypten. Her udkæmpede Horus iflg. myterne et af sine store slag med Seth. Det 2.000 år gamle Horus-tempel i Edfu er næsten perfekt bevaret. Det er ligesom de fleste templer i Egypten bygget oven på et tidligere tempel, som var dedikeret til Horus, Hathor fra Dendara og deres søn, den unge Harsomtus – ”foreneren af de to lande”. Bygningsværkets historie og beskrivelsen af hele konstruktionen ses i en lang inskription på ydersiden af den omgivende tempelmur – især i den nordlige ende af øst- og vestmurene. Den bageste del af tempelkomplekset, som er det ”rigtige” tempel, blev påbegyndt 237 f.Kr. under Ptolemæ II Euergetes I’s første regeringstid, og arbejdet blev færdiggjort 212 f.Kr. af hans efterfølger Philopator. Udførelsen af relieffer og inskriptioner blev afbrudt under Epiphanes’ vanskelige regeringstid, men blev genoptaget i 176 f.Kr. af Philometor og færdiggjort i 147 f.Kr. under Euergetes II’s regeringstid, nøjagtig 90 år efter nedlæggelsen af grundstenen. Euergetes II byggede desuden en stor forgård, som stod færdig 122 f.Kr. Under Ptolemæ IX Soter II og Ptolemæ X Alexander I’s regeringstid blev den store forgård med dens kolonnader, ydermurene og pylonen bygget, men pylonerne blev kun dekoreret med relieffer, som stammer fra Ptolemæ XII Neos Dionysos’ regeringstid. Bygningen blev endelig fuldført i 57 f.Kr. Bygningsmaterialerne var sandsten. Nogle af reliefferne blev desværre fjernet i den første kristne periode. Templet var omgivet af en høj murstensmur, og dele af muren eksisterer stadig. Hovedindgangen mod syd lå på templets hovedakse. (Se også Hathor og Horus).

Edom
(Hebræisk). Edom er et gammeltestamentligt navn på den sydligste del af Østjordan mellem Zeredbækkenet (Wadi al-Hasa) og Aqababugten. Iflg. Det Gamle Testamente nedstammede edomitterne, som er indbyggerne i Edom, fra patriarken Isaks forsmåede ældste søn Esau, der var bror til Jakob. Edom og de edomitiske konger repræsenterer et skjult mysterium, som findes i allegorien om de syv konger fra Edom. I Mosesbogen står der, at ”de regerede i landet Edom, før der var nogen konge, som herskede over Israels børn”. Kabbalaen henviser til en periode med ubalance, før der blev skabt balance eller harmoni. Israel er et eksempel på den tilstand, som opstod i en senere periode, hvor der var skabt balance. Men den esoteriske forståelse iflg. den kabbalistiske allegori henviser ikke til syv konger fra Edom. Der er ikke tale om ødelagte verdener eller uafbalancerede kræfter. De syv konger er symbol på menneskehedens syv Rodracer, hvoraf de fire tilhører fortiden, den femte er den nuværende, og de to kommer senere i udviklingen. Man får imidlertid et klart hint i det skjulte esoteriske sprog i Johannes Åbenbaring (17,10), hvor der står: ”Og der er syv konger. De fem er allerede faldet (de forgående Rodracer), den ene er der (den 5. Rodrace er der stadig), den anden (den 6. Rodrace) er endnu ikke kommet, og når han kommer, skal han kun blive en kort tid”. Hvis alle de syv konger fra Edom var gået til grunde som ”ødelagte verdener” pga. ”uafbalancerede kræfter”, hvordan skulle den 5. Rodrace så stadig eksistere, og den anden eller den næste ”endnu ikke være kommet”? Det er interessant, at Edom er nøjagtig det samme ord som Adam, der betyder ”menneske”. Den eneste forskel er udtalelsen. Edoms syv konger er derfor menneskehedens syv Rodracer. (Se også Rodrace).

Ego
(Latin). ”Ego” betyder ”selv” med henvisning til bevidstheden i mennesket. ”Cogito ergo sum” er en latinsk sætning, der betyder ”jeg tænker, derfor er jeg”. Sætningen forbindes normalt med filosoffen René Descartes. I esoterisk filosofi lærer man om eksistensen af to ”egoer” i mennesket – det midlertidige, dødelige eller personlige ”ego”, og det højere, det evige og upersonlige ”Ego”. Det første og lavere ”ego” kaldes ofte ”personligheden”, og det andet og højere ”Ego” kaldes bl.a. ”sjælen, ”individualiteten” eller ”overselvet”. Det højere ”Ego” er det, der siger: ”Jeg er jeg”. Det er indirekte eller reflekteret bevidsthed − en bevidsthed, der erkender eksistensen af sin egen Mayavi (illusion) som en separat enhed. Det højere ”Ego” er ikke identisk med det permanente ”Selv” eller Atma-Buddhi-Manas, der betragtes som en permanent Triade. Alle ”egoer” i menneskets opbygning er refleksioner af det permanente åndelige aspekt – ”Selvet” eller Monaden. Det betyder, at der er utallige ”Egoer” af samme salgs − ”mig” og andre lignende ”mig’er” − men også, at der er ”Egoer” af forskellig slags. Hvis man betragter det hierarkiske system i menneskets opbygning som noget, der udgår fra det immanente eller permanente ”Selv” (Monaden), og hvis man betragter det som den egentlige livskim eller det essentielle ”Ego”, så vil Mayavi-egoet blive skabt på alle stofplaner, og dermed på alle de eksistensplaner eller i alle de verdener, som omfatter menneskets opbygning. Essensen manifesterer sig successivt i hvert enkelt legeme, og dermed skaber det lavere ”ego’er”, som er permanente eller forgængelige afhængig af afstanden fra det immanente eller permanente ”Selv”. På den måde får man en Monade, det guddommelige ”Ego”, som udvikler den guddommelige sjæl. Jiva (livet) skaber sit barn, som er det åndelige ”Selv”, som igen udvikler en åndelig Sjæl eller Individualitet. (Se også Atma-Buddhi, Atma-Buddhi-Manas, Egoisme, Individualitet, Jiva, Mayavi, Monade, Sjæl og Triade).

Egoisme
(Latin). Egoisme stammer fra ”ego”, der betyder ”selv”, ”jeg” eller ”mig selv”. Egoisme er en betegnelse for en tendens til først og fremmest at tænke på sig selv og i mindre grad på andre. Egoisme er et nødvendigt trin på udviklingsvejen, fordi egoisme stimulerer oplevelsen af at være adskilt fra andre som en forudsætning for at udvikle selvbevidsthed. Selvbevidsthed er en forudsætning for ansvarsfølelse. Ved egoismens overvindelse sublimeres menneskets intelligens − kundskab bliver til visdom, og mennesket lever i sit højere ”Ego” – sjælen. Egoisme er derfor et nødvendigt forstadie til kærlighed og altruisme. (Se også Ego).

Egregores
Egregores er iflg. Eliphas Lévi ”sjælenes ledere, som er ånder, der udtrykker sig via energi og handling”. Orientalske esoterikere beskriver Egregores som skabninger, der har legemer og essens, som består af astralt lys. De er skygger af de højere planetariske ånder, og deres legemer er essensen af det højere guddommelige lys. H.P. Blavatsky tilføjer, at Egregores er de giganter, der omtales i Første Mosebog. Det var dem, der elskede menneskehedens døtre. Det er en hentydning til den første før-fysiske menneskerace. De blev ikke født, men fortættede sig. (Se også Eliphas Levi).

Egypten
(Egyptisk). Oprindelsen til ordet ”Egypten” er ukendt. Man ved, at ordet stammer fra latin, som har det fra græsk, men sporene forsvinder i fortiden. I Memphis kaldte man de indfødte for ”Hikuptah”, der betyder ”sanktuariet for Ka og Ptah”, og iflg. en teori skulle grækerne have givet hele landet navnet ”Aegyptos”, baseret på navnet på Nilens vigtigste havn. Asiaterne kaldte Egypten ”Misr”, og ordet er oprindeligt semitisk. I nutiden bruges det stadig af araberne. Den mest farverige beskrivelse finder man på oldegyptisk, for egypterne kaldte deres eget land for ”Rødt og Sort”, og man gætter på, at det er inspireret af den rødlige ørken og den sorte jord ved Nilens landområder. Egypterne levede hovedsageligt på og af den sorte, frugtbare jord, der stammer fra Nilens aflejringer af sort slam, og derfor fik landet senere navnet ”Kemit”, der betyder ”den sorte jord”. Faraoen herskede over ”de to lande” eller ”dobbeltriget”, men navnet henviser til Øvre-Egyptens sydlige landområder og Nedre-Egyptens nordlige del. I nutiden skriver de fleste danskere Egypten i stedet for Ægypten sandsynligvis inspireret af engelsk. (Se også Egyptens farver).

Egyptens farver
(Egyptisk). De gamle egyptere brugte farver i det hellige billedsprog, og farverne var et aspekt i symbolikken. Den sorte farve, der dækkede mumierne, symboliserede genfødsel. Egypten hed oprindeligt ”Kemit” – ”den sorte jord” – som skulle forvandles eller genfødes som et tempel af guddommeligt lys (den hvide farve), og herefter kunne templet blive bolig for ånden (ildens røde farve). Derfor var indvielserne og balsamerernes gud Anubis sort. Og det samme var guden Min (et transformeret aspekt af Amon, der repræsenterede sublimeret seksualenergi). Osiris vises nogle gange sort og andre gange blågrøn (vand og plantevækst), som var symbol på livets vand, styrke og cyklisk vækst. Amon var ofte afbildet blå som himlen – gudernes hjem. Den gule farve symboliserede guld, som var ”gudernes hud” eller ”gudernes kød”. Den hvide farve symboliserede renhed. Rød var ildens eller åndens farve. Men åndens ild havde en fysisk modsætning, og fysisk ild kan som bekendt være destruktiv. Derfor var guden Seth (Osiris’ bror eller lysets skygge) også rød. Det var årsagen til, at skriverne skrev Seths navn med rødt blæk, mens resten af teksten blev skrevet med sort. (Se også Amon, Anubis, Egypten, Osiris og Seth).

Egyptens sjælsbegreb
(Egyptisk). Når de kristne egyptere (kopterne) talte om sjælen, brugte de det græske ord ”psyke”. Behovet for at låne et ord fra et andet sprog viser klart, at de kristne ikke havde et ord, der kunne beskrive begrebet – og dermed heller ikke ord, der kunne betegne de endnu dybere bevidsthedstilstande og evige, åndelige principper i menneskets natur. De gamle egyptere havde en række ord, der viser, at de havde en detaljeret indsigt i menneskets totalitet. Ordet ”Khat” var betegnelsen for det fysiske legeme. Den finere genpart af det fysiske legeme, som åndsvidenskaben kalder ”æterlegemet”, og som naturvidenskaben kalder ”det morfogenetiske felt”, kaldte egypterne for ”Khaibit”. Menneskets følelseslegeme (åndsvidenskabens astrallegeme), kaldte egypterne ”Ka” (dobbeltgængeren eller skyggen). Tankelegemet (åndsvidenskabens mentallegeme og sjælslegemet (åndsvidenskabens kausallegeme) gav egypterne fællesbetegnelsen ”Ba”. Åndsvidenskaben oplyser, at mentallegemet og kausallegemet repræsenterer henholdsvis logisk, konkret og systematik tænkeevne og abstrakt tænkeevne. Inderne taler om en opdeling i Rupa (form) og Arupa (formløs). De gamle egyptere sagde, at ”Sahu lever i Ba”. ”Sahu” er derfor egypternes betegnelse for sjælen, der kommer til udtryk i stof, der er finere end selve tanken. De dybeste åndelige instanser, der i nutiden kaldes højere bevidsthed (dvs. højere end sjælen), kaldte de gamle egyptere ”Akh”, der betyder ”lysvæsen” eller ”ånd”. At blive en ”Akh” var målet for enhver egypter. (Se også Arupa, Ba, Ka, Khat, Rupa og Sahu).

Egyptisk familie
(Egyptisk). I det gamle Egypten minder den egyptiske familie meget om nutidens europæiske familie. Dengang bestod den lille, uafhængige familie af mand og kone, som nød en høj grad af personlig og økonomisk frihed, og børnene var under forældrenes kontrol. Den lille familiekreds omtales ved hjælp af meget få ord. Der er otte ord i alt (ca. det halve af antallet i det gamle indoeuropæiske sprog). Hvis man ville sige ”fætter”, måtte man sige ”søn til faderens broder” eller mere høfligt (men til stort besvær for forskerne) ”broder”. Ejerskabet af ægteparrets ejendele forblev opdelt mellem dem hele livet, og blev ligeligt fordelt mellem børnene i testamentet. Der var intet familienavn, men blot en kort social status. Til personens navn tilføjede myndighederne ”søn eller datter af X og Y”. Det var først i den senere periode, at vigtige personer begyndte at opremse lange lister med deres slægt og titler.

Egyptisk kalender
(Egyptisk). Egypterne skabte en perfekt kalender, som iflg. eksperterne er den eneste intelligente kalender i menneskehedens historie. Året bestod af 365 dage opdelt i 12 måneder på hver 30 dage plus 5 tillægsdage i slutningen af året. Månederne var underopdelt i 3 perioder på hver 10 dage, som igen dannede 4 grupper, der udgjorde de 3 årstider: Oversvømmelse, vinter og sommer. Datoerne blev skrevet på denne måde: År 5, 3. måned i vinterperioden, dag 13. Egypternes system var enkelt og mindst lige så godt som nutidens, og det havde den fordel, at der ikke fandtes måneder af forskellige længder eller uger, der overlappede månederne og årene. Grækerne indså fordelene ved det egyptiske system og brugte det i deres egne beregninger. Systemet overlevede til Middelalderen, og Kopernikus brugte det også. Måske vil man en dag igen vende tilbage til det egyptiske kalendersystem. Man kan også takke egypterne for opdelingen af dagen i 24 timer, men deres timer havde sandsynligvis ikke samme længde. De 12 timer med dagslys og de 12 nattetimer varierede i forhold til årstiden. Om sommeren var dagtimerne længere end nattetimerne og omvendt om vinteren. Men man kendte systemet med lige lange timer. Det var grækerne, der opdelte timerne i 60 minutter inspireret af babylonierne, som var ophav til systemet. Men grækerne bevarede de egyptiske principper.

Egyptisk korrespondance
(Egyptisk). Der er gjort utallige fund af breve i Egyptens sand, og mange flere vil utvivlsomt dukke frem. Papyrusruller blev foldet og bundet med en tråd, der blev fastgjort med et lersegl. På ydersiden stod navnet på afsender og modtager. Teksten i brevene indledes med høflige fraser, som kunne være lige så lange som eller endda længere end selve beskeden. Formuleringerne varierer fra tidsperiode til tidsperiode. Det var ekstremt vanskeligt at skrive et brev korrekt, og skriverne måtte lære kunsten ved at studere tidligere skrifter og udkast.

Egyptisk lov og ret
(Egyptisk). Fundamentet i det egyptiske samfund var en velorganiseret lovsamling, der beskrev embedsmændenes pligter og regler for deres samarbejde, samt instruktioner for forholdet mellem dem og de ledende skikkelser (f.eks. i tempelritualerne). Overordnet var hensigten at omsætte rigtig og hensigtsmæssig adfærd til praktisk handling. Reglerne ændrede sig i tidens løb. Bortset fra perioden med præstekongerne (21. dynasti), hvor Amon-oraklet afsagde dommene, fungerede faraoen som øverste dommer. Uheldigvis omhandler de lovtekster, der har overlevet på papyrus og sten, specifikke sager, og de stammer fra en lang tidsperiode og fra forskellige steder i Egypten, og teksterne kaster kun et begrænset lys på statsadministrationen, retssystemet og den menige egypters status (socialt, familie, ægteskab, slaveri osv.). Der var tilsyneladende ligestilling mellem kvinder og mænd på alle sociale niveauer (bortset fra slaver). Det var almindeligt at skrive testamente, men muligheden for at overdrage sin ejendom til en anden var et privilegium – ikke en ret. Den egyptiske jura er beskrevet i et særpræget og næsten uforståeligt sprog. De kollektive og individuelle behov fremgår af teksterne, og de var nært knyttet til en livsstil og tænkemåde, der er gået i glemmebogen.

Egyptisk medicin
(Egyptisk). I teksterne tales der ofte om læger, øjenlæger, tandlæger og andre specialister herunder dyrlæger, og der er fundet et stort antal beskrivelser af kure og behandlinger samt notater, der tilhørte fortidens læger. Materialerne beskriver, hvordan specifikke tilfælde kunne behandles med almindelig medicin, gynækologi, kirurgi, øjenbehandling osv. Nogle gange inkluderede de en kort disputats om anatomi og fysiologi. Egyptisk lægekunst var i høj grad kombineret med det, man i nutiden kalder magi, men reelt dækker de ”magiske” metoder over kendskab til mennesket som en skabning af energi og ikke kun en mekanisk skabning med et fysisk legeme. Egyptiske læger var vidt berømte i hele den gamle verden. Berømte græske læger som Hippokrates og Galen lagde ikke skjul på, at deres viden stammede fra Egypten, og at de havde studeret medicin i Imhoteps tempel i Memphis. På grund af den viden, som lægevidenskaben mangler i nutiden, er der fortsat god grund til at studere de gamle egypteres lægekunst. (Se også Imhotep og Memphis).

Egyptisk metalarbejde
(Egyptisk). Fund har vist, at egypterne opnåede stor ekspertise inden for mange slags håndværk. I Egypten viste de store metalarbejder sig senere end i det vestlige Asien. Kobber viste sig langsomt ved slutningen af den præhistoriske periode, og bronze blev først brugt omkring 2000 f.Kr. – et tusinde år senere end i det fjerne Østen. Jern indgik langsomt i den egyptiske industri omkring 1000-600 f.Kr. Forklaringen er sandsynligvis, at forholdene ikke var gunstige for datidens smede. Det var vanskeligt at finde egnede mineraler i ørkenen, og de fandtes heller ikke i store mængder. Der var kun få træer i Nildalen, og derfor var brændsel til smedejern en mangelvare. Egypterne var derfor tvunget til at bruge flint til mange formål – f.eks. pilespidser, hamre og knive. Mange fine genstande blev lavet af kobber og senere af bronze – f.eks. statuer, smykker, barberblade, spejle osv.

Egyptisk moral
(Egyptisk). Egyptiske tekster – både hellige og verdslige – handler om at højne moralen. Visdomsbøgerne fremhæver både gode manerer og kræver udvikling i retning af ydmyghed, harmløshed og opfordrer til refleksion. Biografier fokuserer på ædle kvaliteter og stort mod. Formaningerne, der var mejslet ind i tempelvæggene og i gravene, og som var nedskrevet i den dobbelte ”uskyldserklæring”, der findes i Dødebogen, repræsenterede både anbefalinger og krav om respekt for de religiøse leveregler og for andre mennesker. Egyptisk etik skelner ikke mellem moral og intellektuelle kvaliteter eller giver dem forskellige værdier. Eksempelvis skelnes der ikke mellem korrekt adfærd og dyd, etikette og retfærdighed, respekt for magi og hengivenhed, blind lydighed over for faraoen og underdanighed over for den guddommelige vilje osv. Den moralske kodeks hvilede på princippet om, at moral kan betale sig både i det aktuelle liv, i efterlivet og i kommende liv.

Egyptisk palads
(Egyptisk). De første rejsende i Egypten, som besøgte tempelruinerne i Theben (Luxor), troede, at der var tale om store kongepaladser. Senere erfarede man, at de kongelige paladser blev bygget af langt mere skrøbeligt materiale, og derfor findes der kun rester af ganske få paladser. Kongepaladserne var som regel bygget af soltørrede lersten og træ – eksempelvis Amenhotep III’s palads på Nilens bred ved Theben, Sethos I’s ved Abydos, Ramses II’s ved Qantir, Mernepthas ved Memphis, Ramses III’s ved Medinet Habu og sidst men ikke mindst Akhenatons ved Tell el Amarna. Paladserne kan alligevel give et indtryk af, hvordan kongepaladserne har set ud. De var meget store og havde mange værelser. Overordnet var de opdelt i to sektioner – den private afdeling med kongens gemakker og med prinsernes og prinsessernes værelser samt en sektion til haremmet. I den anden afdeling fandtes mødesale, korridorer, søjlehaller og gårdspladser. I de fleste paladser var der desuden en åben balkon, hvor faraoen og hans familie viste sig for folket, og herfra foretog faraoen udnævnelser til høje embeder i Egyptens administration. (Se også Abydos, Akhenaton, Amarna, Amenhotep III, Amenhotep IV, Medinet Habu, Ramses II, Ramses III og Sethos I).

Egyptisk poesi
(Egyptisk). ”Intet liv kan forlænges i Egyptens land, alle skal rejse til den anden verden – tiden på Jorden har samme længde som en drøm”. – ”Siden tidernes morgen er nogle generationer stadig på vandring, andre er trådt ind i udødeligheden. Ingen vender tilbage fra graven for at fortælle, hvordan de har det, og for at fortælle, hvad de har behov for, eller for at lette de efterladets hjerter indtil man selv skal derover, hvor de befinder sig”. – ”Hav en glædesfyldt dag. Nyd den allersødeste duft af parfumer og sæt kranse af blomstrende lotus på din kones arme og om hendes hals. Må én, du elsker, sætte sig ved din side. Må der være sang og dans omkring dig. Smid bekymringerne over bord og tænk kun på glæderne, indtil den tid kommer, hvor du går til stilhedens land”. Eksemplerne repræsenterer essensen i digtene, som første gang blev skrevet i kong Antefs grav, men som derefter blev populære hos skriverne i Ny Rige.

Egyptisk politi
(Egyptisk). Der fandtes ingen landsdel, by eller landsby i det gamle Egypten, som ikke var beskyttet af loven, og derfor var der behov for en politistyrke. De menige egyptere arbejdede hårdt, men blev godt belønnet. Egypterne var ikke oprørske af natur, og de nød godt af faraoens lederskab og derfor var de på ingen måde dårlige undersåtter. Faraoen skulle i kraft af ritualerne opretholde kontakten til guderne, og et veluddannet politikorps sørgede for, at lov og orden blev opretholdt i det praktiske liv. En effektiv politistyrke var derfor nødvendig og et spørgsmål om retfærdig administration i tider med nød: ”Når natten kommer, kan den, der sover på hovedvejen takke mig, for han er lige så tryg som den, der sover i sit eget hus – så stor er respekten for mit korps”, oplyser en tekst fra en egyptisk politimand. Egyptens politi fungerede sædvanligvis uafhængigt af hæren. Ørkengrænserne blev normalt vogtet af ”Nuu” eller ”jægerne”. Stamfædrene til de frygtløse ”kystvagter” – ”jægerne” – afpatruljerede hovedvejen fra øst til vest, og de blev altid trofast fulgt af politihunde på deres anstrengende rejser – en parallel til nutidens ordenspoliti. Et andet politikorps tog sig af opsporing af og tilfangetagelse af flygtede slaver og af bønder, der ikke havde betalt skat (en slags kriminalpoliti). Allerede i Gamle Rige fandtes et landpoliti, som indkasserede betaling (i naturalier) for den lejede jord.

Egyptisk post
(Egyptisk). De gamle tekster giver kun sparsomme oplysninger om, hvordan breve blev sendt i det gamle Egypten. Det var sandsynligvis muligt for almindelige egyptere at sende budbringere med deres korrespondance eller at betro rejsende deres post.

Egyptisk race
(Egyptisk). De gamle egyptere tilhører ikke den ”hamitiske” race, sådan som det ofte påstås. ”Hamitisk” er ligesom ”indoeuropæisk” en betegnelse for en sproggruppe, der tales af mennesker af forskellige racer, hvorimod ordet ”race” i traditionel forstand alene henviser til en fysisk mennesketype. I åndsvidenskabelig forstand dækker ordet race imidlertid begrebet ”rodracer” og ”underracer”, der henviser til udviklingen af bestemte bevidsthedsniveauer, som i menneskeevolutionen desuden er knyttet til specifikke racer, civilisationer og kulturperioder. Esoterisk set tilhørte de gamle egyptere 4. rodrace (den atlantiske) 3. og 6. underrace (Toltekerne og Arkadierne). 4. rodraces 5. underrace (Semitterne), som for ca. 60.000 år siden lagde grunden til nutidens 5. rodrace, blandede sig i den efteratlantiske periode med datidens 2. underrace – en proces, der angiveligt startede for ca. 40.000 år siden. Nutidens egyptere er arabere, som erobrede Egypten år 639 e.Kr. (Se også Akkader, Atlantis, Mongoler, Rmoahal, Rodrace, Semitter, Tlavatli, Tolteker og Turaner).

Egyptisk retorik
(Egyptisk). Iflg. Egyptens hellige skrifter er det tavse menneske idealet for enhver indfødt egypter. Men hvordan kunne et land, der var i kontakt med omverdenen ignorere betydningen af retorik? Det gjorde man bestemt heller ikke. Fra de tidligste tider har egypterne udtrykt stor beundring for veltalenhed og ordets magt. En tekst kommer med et råd: ”Hvis du møder et menneske, der er lige så dygtig i en debat som dig selv, skal du forsøge at lade dine evner overgå den andens”. Intet tyder på, at det var nødvendigt at have en plads i ”det høje råd” (regeringen) for at komme til orde og have gavn af gode talegaver. Almindelige menige egyptere kunne vælge at forsvare sig selv med en sådan veltalenhed, at faraoen beordrede dommeren til at indstille retssagen for at nedskrive den anklagedes velformulerede forsvarstale.

Egyptisk retsvæsen
(Egyptisk). Mange steder i de gamle tekster kan man læse om retsforfølgelse og domsafsigelser. Det var faraoen, der var ansvarlig for opretholdelse af ro og orden i samfundet, og det var også ham, der var den øverste dommer, når der opstod uoverensstemmelser. Han uddelegerede sit ansvar til viziren (en form for statsminister), som foretog afhøringerne. Systemet var minutiøst og autoritært, og sagen blev intelligent belyst ved hjælp af civile love. Byboere havde tre dage til appel, mens landboere havde to måneder. Proceduren i kriminalsager var mindre hensynsfuld. Her var forhør ved hjælp af prygl tilladt. Der var utallige dommere og domstole. Juryen ved afhøringerne var lokale rangspersoner og offentligt ansatte (civile pligter, dommerembeder, matrikelopmålinger og skatteopkrævninger overlappede ofte hinanden som et resultat af det statskontrollerede system, der styrede den sociale og økonomiske politik). Der fandtes en højesteret, som sorterede under det faraoniske palads og tempelretten, der praktiserede domsafsigelser enten ved hjælp af et præsteråd eller ved hjælp af hellige orakler. Småsager blev ofte klaret ”i døren” til det offentlige kontor. Klagesager blev noteret af en skriver. Et regeringsdepartement blev repræsenteret af en ”herold”, og de stridende parter fremlagde deres egne sager i overensstemmelse med gældende regler, ved at fremføre gennemarbejdede taler. Uanset om der var tale om tyveri eller en svindelaffære eller mere komplicerede sager med stridigheder om ejerskab af landområder, var mulighederne for udsættelser, tid til revurdering og chancer for appel endeløse. Nogle retsskrifter hører til de længste tekster, der er skrevet på oldegyptisk.

Egyptisk seksualitet
(Egyptisk). Der er så vidt vides intet forskningsmateriale, der beskriver seksuel adfærd i det gamle Egypten, og studiet gøres ikke nemmere af, at de tekster, der antyder seksualitet er yderst diskrete. Sexredskaber, der er fundet i Egypten, stammer hovedsagelig fra den græsk-romerske periode, og fra den meget lange faraoniske periode har man kun fundet ganske få genstande. Men det vil være forkert at konkludere, at de gamle egyptere var lige så snerpede på det seksuelle område, som den nuværende civilisation har været det i den kristne tid, hvor kristendommen praktiserer en regulær seksualforskrækkelse. Tværtimod tyder det på, at egypternes syn på seksualitet var lige så naturligt og selvfølgeligt, som deres holdning til andre naturlige, kropslige drifter og funktioner. Der var dog visse regler i relation til udøvelse af seksuel adfærd. Det var eksempelvis forbudt at have samleje på hellige steder – og lige før hellige ritualer – men forbuddet var af hensyn til ritualet og ikke til moralen. I lange perioder var der intet krav om ”tækkelig” beklædning i det gamle Egypten. Før 19. dynasti kunne voksne mennesker gå nøgne omkring, hvis de ønskede det. Og på gravenes relieffer ser man dansere og musikere, der optræder nøgne eller næsten nøgne. Det tydeligste tegn på egypternes holdning til sex er måske hieroglyfferne for ”feminin”, der forestiller det ydre kvindelige kønsorgan, og hieroglyffen for ”maskulin”, der forestiller en penis. Hieroglyffen for ”livsledsager” er en forening af de to symboler, der på den måde udtrykker forening af det feminine og maskuline – eller samleje. Det hellige samleje (hieros gamos) afbildes på tempelvæggene, hvor Isis i form af en fugl sænker sig ned over den mumificerede Osiris’ erigerede penis, og på den måde genskabes hans livskraft. Et aspekt af guden Amon er guden Min. Min ses med et mumificeret fysisk legeme og en erigeret penis, der dog udgår fra navleområdet (sakralchakraet), og som derfor symboliserer sublimering af seksualkraften. Han er derfor ikke en gud for frugtbarhed, sådan som det påstås i den traditionelle egyptologiske forskning, som intet kender til chakrasystemet. (Se også Amon, Isis og Osiris).

Egyptisk sprog
(Egyptisk). Hvor befinder Egypten sig i den lingvistiske familie? Et sprog er sjældent isoleret. Det har som regel forbindelser til andre sprog, som danner en sproggruppe. Og flere grupper danner en sprogfamilie. Den indoeuropæiske familie inkluderer sprog, der er så gamle som sanskrit og hittittersprog, og så nye som russisk og amerikansk-engelsk. Det egyptiske sprog hører til den hamito-semitiske familie. Men der er ikke en tilstrækkelig betegnelse, for hamito-semitisk grammatik savner muligheden for sammenligning med sprogkilderne. Fordi de første semitiske tekster utvivlsomt har forbindelser til det tidligste egyptiske sprog, er den hamatiske sprogfamilie i det nordøstlige Afrika (den libysk-berbiske gruppe og Øvre-Nilens kushite-gruppe samt Etiopien) ofte kun kendt fra de nutidige dialekter, som i mange tilfælde savner skrevet litteratur. Filologer har fundet slående ligheder i strukturerne i både asiatiske og afrikanske sprog – eksempelvis den vægt, der i disse sprog lægges på konsonanter og på vokalernes støttefunktion.

Egyptisk triade
(Egyptisk). En triade var en gruppe bestående af tre guddommelige skabninger – en fader, en moder og deres søn. Triader findes overalt i Egyptens religiøse system, og de mest kendte er Osiris, Isis og Horus – Amon, Mut og Khonsu – Ptah, Sakhmet og Nefertum m.fl. Triaderne viser, at de gamle egyptere havde indsigt i skabelsens dybeste principper. Egypterne troede på én Gud eller ét livsvæsen, som i sin natur rummede tre fundamentale kræfter, der var en forudsætning for manifestation: 1) Liv eller energi (positiv pol), stof og form (negativ pol) samt 3) bevidsthed (forbindelsen eller spændingsfeltet mellem polerne). Princippet kendes fra hverdagen, hvor elektrisk strøm (liv eller energi) strømmer i en ledning (form), og dermed skabes der et spændingsfelt (magnetisme), som et resultat af mødet mellem de to. Egypterne symboliserede den oprindelige skabelsesproces, som gentager sig på skabelsens utallige niveauer, og derved opstår der mangfoldighed. De forskellige triader er udtryk for forskellige niveauer af skabelse, som alle er udtryk for den grundlæggende trefoldighed. Senere overtog de kristne idéen, og de præsenterede den ene Gud som en treenig Gud: Fader, Søn og Helligånd. (Se også Amon, Horus, Isis, Khonsu, Mut, Osiris, Ptah, Sakhmet, Treenighed, Triade og Trimurti).

Egyptisk videnskab
(Egyptisk). Den egyptiske tradition, der nu er flere tusinde år gammel, udviklede en enestående kundskab, som med rette kan kaldes ”videnskab”. Astronomi, geometri, medicin, kirurgi, botanik, forudsigelse af fremtiden (fremtidsforskning) og lignende forskningsområder, som nutidens verden har brugt århundreder til at udvikle (eller genopdage), eksisterede længe før Egyptens hemmeligheder og visdom gik tabt på grund af manglende forståelse for civilisationens storhed (en mangel, der stadig præger forskningen). Egypterne forskede ikke for forskningens skyld. De studerede astronomi for at forbedre deres kalender eller for at styre tiden. De hellige bygningsværker er arkitektoniske mesterværker, som er placeret og udført med en ufattelig præcision i alle måleforhold. De matematiske anvisninger, som i begrænset omfang er bevaret for eftertiden, overgår klart de læresætninger, som grækerne og romerne var i stand til at udvikle. Egypternes medicin og lægevidenskab var utrolig avanceret og inkluderede healingsteknikker, som man i nutiden betegner som magi, selv om den såkaldte magi reelt repræsenterede kendskab til energier og kræfter i naturen, som man ikke kender i nutiden. Historie som en egentlig beskrivelse af begivenheder interesserede ikke egypterne, medmindre de kunne bruges til formulering af legender med et religiøst indhold og budskab. De foretog præcise opmålinger og iagttagelser af deres land og havde derfor en praktisk anvendelig geografi. I det hele taget var Egyptens civilisation gennemsyret af et enestående organisationstalent, teknisk formåen og æstetisk sans. Årsagen var givetvis, at ”guderne vandrede på Jorden”, som egypternes selv udtrykte det, og åndsvidenskaben fortæller, at ”guderne” er identiske med mestrene, som også var fysisk til stede på Atlantis. (Se også Atlantis og Hvide Broderskab).

Egyptisk ægteskab
(Egyptologi). Intet fund beskriver et bestemt vielsesritual, men de indikerer, at der var visse retslige foranstaltninger i forbindelse med indgåelse af ægteskab. I retsdokumenter skelnede myndighederne skarpt mellem en ungkarl med en elskerinde og en lovformelig gift mand. Frieri foregik i pigens hjem. Egypterne kunne gifte sig med hvem, de ville, uafhængigt af sociale forhold. I kærlighedsdigte bruges ordene ”broder” og ”søster” i betydningen ”elskede” og skal ikke opfattes bogstaveligt. Ægteskab mellem broder og søster var forbeholdt kongefamilien, som desuden praktiserede polygami i kraft af haremmet, der bestod af dronninger, prinsesser fra fremmede lande samt kvinder fra højtstående familier i samfundet. Bigami forekom yderst sjældent blandt almindelige mennesker, men velstillede borgere kunne have elskerinder, som blev kaldt ”husets frue”. Formålet med at indgå ægteskab var at sætte børn i verden, men det forhindrede ikke egypterne i at vælge partner på grundlag af en stormende forelskelse – hvad utallige hede elskovsdigte bekræfter. Kvinderne blev gift så snart de var kønsmodne, og det betød, at de ofte blev gift, allerede når de var 12-14 år gamle. Mændene var som regel i 20’erne. Det var ofte brudens far, der stod for bryllupsarrangementet, og han aftalte med datterens kommende mand, hvordan brylluppet skulle fejres. Bruden medbragte som regel en medgift, men alt hvad hun bragte ind i ægteskabet, tilhørte hende, og det blev aldrig betragtet som fælleseje. Ægtemanden kunne overdrage to tredjedele af sine ejendele til hustruen, og børnene kunne arve dem efter hans død. Man har fundet en slags vielsesattester, men meget tyder på, at de ikke var nødvendige, og at der ikke var hverken tvungne religiøse eller juridiske formaliteter knyttet til vielsen. Dengang holdt man, hvad man lovede, og en mundtlig aftale var lige så bindende som en skriftlig. Efter brylluppet flyttede kvinden ind hos mandens familie.

Egyptiske mysterier
(Egyptisk). Egyptiske mysterier var et indvielsessystem i det gamle Egypten, hvor den, der skulle indvies, skulle trænes og bestå en lang række prøver kombineret med forskellige former for undervisning i esoteriske kundskaber og hemmeligheder. Hensigten var at udvikle latente evner hos kandidaten eller disciplen. Den, der forberedte sig til indvielse, kaldte man neofyt, og neofytten skulle være i stand til at besvare en række esoteriske spørgsmål og består forskellige ofte barske prøver, der krævede mod, udholdenhed, skelneevne, selvkontrol og mange moralske egenskaber. Til sidst blev neofytten bragt i en trancetilstand, som medførte, at bevidstheden frigjorde sig fra det fysiske legeme, og bevidstheden bevægede sig ind på de indre eksistensplaner, hvor den iførte sig indre legemer, og hvor neofytten var bevidst til stede enten i sit astrallegeme på astralplanet (de mindre mysterier eller Isis-mysterierne), eller i sit mentallegeme på mentalplanet og evt. på kausalplanet (de større mysterier eller Osiris-mysterierne). Her kunne neofytten ”se Solen ved midnat”, som det kaldtes i de gamle tekster. Egyptens mysterier foregik derfor på metafysiske eksistensplaner. Indvielsesstederne i den fysiske verden var templerne og pyramiderne, som dannede rammen om både de mindre og de større mysterier. Træningen havde ofte karakter af symbolske skuespil, hvor neofytten spillede hovedrollen. Ypperstepræsten, læreren eller indvieren kaldte de gamle egyptere for Hierofanten, og inden for præsteskabet havde han en række hjælpere, som alle var indviede. Indvielserne var opdelt i forskellige grader, som alle krævede et seriøst tavshedsløfte, og der var strenge straffe – ofte dødsstraf – for brud på løfterne. Hen imod slutningen af den egyptiske kultur forsvandt den indre og esoteriske betydning lidt efter lidt fra mysterierne, og tilbage blev kun en symbolsk, mytologisk lære. (Se også Hierofant, Mysterium og Neofyt).

Egyptiske navne
(Egyptisk). Uanset om navnet tilhørte en gud, en farao, et menneske eller et dyr, havde det en dybere funktion end blot identifikation. Navnet var en essentiel del af et menneske. For egypterne rummede navnet en skabende og magtfuld kraft, som strammede fra sjælen. Navnet var en levende, dynamisk skabning – en belivet tankeform. Navnet på et barn kunne udtrykke hengivenhed til en gud, et varsel, der viste sig under fødslen, en bøn for det nyfødte barn eller endog en magisk formular. Khufu (Cheops) betyder ”Må Khnum beskytte mig”. Ramses betyder ”Ra beskytter mig” eller ”Søn af Ra”. Når man udtalte eller skrev et navn, gav man både navnet og personen liv og kraft.

Egyptiske præster
(Egyptisk). På samme måde som egyptiske templer har meget lidt tilfælles med de græske – eller menneskers almindelige opfattelse af templer i disse tider – henviser den egyptiske titel ”præst” til flere forskellige mennesker, der er ansat i templernes tjeneste, og det har derfor skabt stor forvirring. Egyptiske præster udgjorde ikke en bestemt orden eller en sekt, der fungerede adskilt fra det øvrige samfund. Præster var ikke prædikanter og de havde ingen menighed – men de var ”Guds tjenere”. Templet var et legeme, og guden var til stede i templet som energi eller en bestemt kvalitet, der f.eks. belivede templet eller en statue. Guden blev på den måde betragtet som en levende skabning – ikke en livløs statue. Præsterne udførte de fastlagte ceremonier i templernes sanktuarier overalt i landet. Menige egyptere havde kun adgang til templernes yderste tempelgård, mens adgang til de øvrige tempelafsnit krævede højere præstegrader eller -indvielser. Det allerhelligste måtte kun betrædes af faraoen og de øverste ypperstepræster. Alle præster skulle foretage et rensende bad fire gange i døgnet – to gange om dagen og to gange om natten (iflg. Herodot). Desuden skulle de være barberede fra top til tå og omskåret (det gjaldt ikke den menige egypter), og i forbindelse med tjenestearbejdet i templet var seksuelle aktiviteter forbudt. Præsterne skulle underkaste sig templets regler (tabubelagte regler vedrørende føde og adfærd), og de skulle kun bære klæder af fint linned. Klæder af uld og læder, som stammer fra dyr, var ikke tilladt. (Se også Præstekonger og Præsteskabet).

Ehad
(Hebræisk). Ehad betyder ”første”, ”alene” eller ”single”. Ehad bruges af ortodokse jøder i forhold til Jehova som den eneste Gud. Den feminine form er Ahath. (Se også Ahath).

Ehyeh
(Hebræisk). Ehyeh stammer fra ”hayah”, der betyder ”at være” – dvs. ”jeg er” eller ”jeg vil være”. Ehyeh er ”han, der findes”, og det svarer til den højeste guddoms navn, som ikke må udtales. Ehyeh er derfor ”eksistens”, som svarer til Kether og Macroprosopus. Hemmeligheden bag ordet er ”jeg er”, som omfatter alt, ”når vejene er skjult og ikke adskilt, og når de samles på ét sted”, så kaldes de Ehyeh – ”jeg er” alt det skjulte, som endnu ikke er afsløret. Men eftersom det strømmer ud fra en defineret linje, og strømmen bærer alt ved sit bryst, kaldes Han iflg. Zohar ”Asher Ehyeh”, dvs. ”den jeg er”. I Den Hemmelige Lære bruges ordet i forbindelse med sætningen ”Jeg er den, jeg er” (ehyeh aser ehyeh), som angiveligt blev udtalt af Jehova, da Moses spurgte om Hans navn. Desuden er det betegnelsen for den første Sephiroth − Kether eller kronen. (Se også Adonai, Kether, Makroprosopus, Sephiroth og Zohar).

Eichton
(Græsk). Eichton er en guddom, der er identisk med Agathodæmon eller ”de himmelske guders ild”, men også den store Thoth-Hermes, som iflg. Hermes Trismegistos opfandt magien. (Se også Agathodæmon, Hermes, Hermes Trismegistos og Thoth).

Eileithyia
(Græsk). Eileithyia eller Ilithyia på latin stammer fra ”erchymai”, der betyder ”at komme” eller ”at komme tilbage”. Eileithyia kommer for at hjælpe kvinder, der har fødselsveer, for hun er fødslens gudinde. Hun er datter af Zeus og Hera. Hun er hovedsagelig Månens guddom, og hendes formeringsevner er ofte overtaget af andre guddomme − eksempelvis Hera, Artemis, Juno, Lucina og Diana. Hun blev navnlig tilbedt på Kreta og Delos, men mange helligdomme og statuer var dedikeret til hende mange steder. (Se også Artemis, Diana, Hera, Lucina og Zeus).

Ein-Soph
Se Ain-Soph.

Eka
(Sanskrit). Eka er tallet ”et” i betydningen ”den første”, ”den oprindelige” eller Adi. Eka kan derfor betyde Brahma, 3. Logos eller den skabende kosmiske Logos. Eka eller enhver anden første guddom, som f.eks. den hebræiske Ehad, betyder aldrig grænseløs eller uendelig, for det symboliseres af tallet nul. Ettallet repræsenterer altid begyndelsen på en rækkefølge, og uanset hvor højt et plan ”den første” befinder sig på, repræsenterer det altid begyndelsen på et hierarki, der strømmer frem fra sin bagvedliggende kilde. I den grænseløse uendelighed der er derfor utallige ”1’ere” eller ledere af de kosmiske hierarkier. (Se også Adi, Brahma, Brahman, Ehad, Hierarki og Logos).

Ekagrata
(Sanskrit). Ekagrata eller Ekagratva betyder ”målrettethed” i betydningen ”absolut intention”, der kommer til udtryk i Kontemplation på et meditationsobjekt, som holder tankesindet i perfekt koncentration på et enkelt punkt. (Se også Kontemplation og Meditation).

Ekaneka-Svarupa
(Sanskrit). Ekaneka-Svarupa stammer fra ”eka”, der betyder ”en”, ”et” eller ”den første” plus ”aneka”, der betyder ”ikke en” dvs. ”mange” samt ”svarupa”, der betyder ”egen form”. Ekaneka-Svarupa vil derfor sige, at man er én og dog mangfoldig i sin egen form. Udtrykket bruges i Puranaerne om Brahma. Selv om et aspekt er en enhed, er det manifesteret i mangfoldige udtryk. Princippet gælder for de forskellige manifestationer af Logos trods individualitet og transcendens, og på lavere niveauer gælder princippet for enhver monadisk individualitet − eksempelvis et menneske. (Se også Brahma, Brahman, Eka, Monade og Puranaer).

Ekasloka-Sastra
(Sanskrit). Ekasloka-Sastra stammer fra ”eka” ”eka”, der betyder ”en”, ”et” eller ”den første” og ”sloka”, der betyder ”strofe” samt ”sastra”, der betyder ”skrift”. Ekasloka-Sastra er et buddhistisk esoterisk værk, der er skrevet af Nagarjuna, og som på kinesisk kaldes Yih-shu-lu-kia-lun. (Se også Nagarjuna).

Ekimu
(Kaldæisk). Ekimu er ånder, der befinder sig under Himlens og Jordens engle. (Se også Anunnaki, Gallu og Igaga).

Eklektisk
(Græsk). Eklektisk stammer fra ”eklektikos”, der betyder ”selektiv” eller ”håndplukke”. Eklektisk vil derfor sige, at man er udvælgende eller udsøgende. Ordet bruges om systemer inden for filosofi og religion, når man udvælger det bedste fra en række forskellige systemer for at nå frem til det væsentlige. Eklektisk blev brugt af Ammonius Saccas og andre alexandrinske filosoffer, og det indebærer, at filosofferne håndplukkede, hvad der var bedst fra alle trosretninger for at skabe et nyt system. Årsagen var, at de vidste, at filosofi og alle de store religioner reelt var baseret på en fælles visdomsreligion, og derfor indeholdt alle systemer elementer af sandhed. Derfor underviste man i en visdomsreligion, der var baseret på syntese, og læren tog udgangspunkt i forskellige trosretninger. Ordet bruges også til andre forhold − f.eks. malerskoler. (Se også Alexandria-skolen og Ammonius Saccas).

Ekliptika
Ekliptika er astronomiens betegnelse for det plan eller den store cirkel, der tegner Jordens bane om Solen set fra Jorden. Det er Jordens bane om Solen, der tilsyneladende får Solen til at ændre position i forhold til stjernerne i baggrunden i årets løb. Et år er ca. 365 dage og der er 360 grader i en cirkel, og derfor ”bevæger” Solen sig ca. 1 grad hvert døgn i forhold til stjernerne i baggrunden set fra Jorden. Set fra Jorden følger Solen i løbet af et døgn stort set stjernerne i baggrunden. Hvis man kunne se stjernerne om dagen, ville man kunne se, at de ”følges” med Solen i løbet af dagen. Men de følger ikke fuldstændig hinanden, for Solen forskyder sig cirka 1 grad på et døgn i forhold til stjernerne i baggrunden. Bevægelsen på et døgn er ikke meget lille, men på et år udgør den meget langsomme, tilsyneladende bevægelse af Solen i forhold til stjernerne en hel cirkel på himlen, og det er den, der kaldes Ekliptika. I ”bevægelsen” gennem Ekliptika flytter Solen sig gennem alle de 12 stjernebilleder eller -tegn i dyrekredsen. Solsystemet har næsten form som en flad skive, og derfor bevæger planeterne sig også stort set langs Ekliptika. Stjernetegnene i dyrekredsen befinder sig også langs ekliptika. Ekliptika hælder 23,5 grader i forhold til himlens ækvator. De to punkter, hvor ekliptika skærer himlens ækvator, kaldes Equinox eller jævndøgnspunkterne. Højden af Ekliptika over horisonten ændres året igennem på grund af hældningen af Jordens omdrejningsakse på 23,5 grader i forhold til aksen for Jordens omløb omkring Solen. Hældningen af Jordens omdrejningsakse er årsag til årstidernes skiften. I sommerhalvåret ligger størstedelen af Ekliptika over horisonten (maksimalt ved sommersolhverv), og her er dagene længere end nætterne. I vinterhalvåret ligger størstedelen af Ekliptika under horisonten (maksimalt ved vintersolhverv), og her er dagene kortere end nætterne. (Se også Equinox).

Eksistens
(Latin). Eksistens stammer fra ”exsisto”, der betyder ”at dukke op”, ”at komme til syne”. Selv om ordet ofte bruges i flæng om skabninger og væren, så refererer væren i åndsvidenskaben til åndens abstrakte kontinuitet, mens eksistens henviser til en enheds manifestation i fænomenernes verdener. Derfor henviser en skabnings væren til ”tingen i sig selv” – dvs. tingenes sande eller indre årsag og natur − mens eksistens henviser til de illusoriske og forgængelige virkninger i den ydre verden. Derfor kan man tale om årsagerne til eksistens (Nidana), eller om at alle eksistenser bliver opløst. Den Absolutte − det kosmiske overhoved − er korrekt defineret som både ”absolut eksistens” og ”ikke-eksistens”. Ikke-eksistens beskrives som absolut væren, eksistens og bevidsthed. Johann Gottlieb Fichte havde en fornuftig skelnen mellem ”at være” (Seyn) og ”eksistens” (Daseyn), for den førstnævnte er Noumenon, og den sidstnævnte er fænomenernes mangfoldighed, som gør det muligt at erkende Den Ene. (Se også Nidana og Noumenon).

Eksistentialist
En eksistentialist er tilhænger af eksistentialismen. Eksistentialisme er en filosofisk retning, der sætter individet i centrum. En eksistentialist mener, at et menneske skal skabe sin egen tilværelse og selv træffe de valg, der giver mening for den enkelte uafhængigt af udefrakommende dogmer, regler og værdier. Eksistentialisterne betragter mennesker som subjekter i et ligegyldigt, dobbelttydigt og absurd univers, der er uden mening. Meningen med tilværelsen kan kun skabes som følge af de valg, man selv træffer. Men meningen er altid subjektiv, midlertidig og ustabil. Eksistentialister er ofte ateister. Eksistensfilosofien er bl.a. inspireret af Søren Kierkegaard og visse elementer fra Friedrich Nietzsches og Edmund Husserls tænkning. (Se også Ateisme og Ateist).

Eksorcisme
(Latin). Eksorcisme stammer fra det græske ”exorkizein”, der betyder ”at forpligte med en ed”. Eksorcisme er djævleuddrivelse eller uddrivelse af astrale væsener, der har besat et fysisk inkarneret menneske. Det sker bl.a. ved hjælp af rituelle besværgelser og okkulte mantraer. Eksorcisme er også betegnelsen for den kristne kirkes djævleuddrivelse eller uddrivelse af onde ånder i Kristi navn. Eksorcisme blev tidligere udført af den romersk-katolske kirke, og den udøvende præst skulle være i besiddelse af en særlig indsigt i besættelsens natur og metoder for at være i stand til at befri det besatte menneske for den ubudne gæst. Eksorcisme er stadig en anerkendt praksis i mange kristne kirker, men det er ofte kontroversielt. Eksorcisme udføres under andre navne i andre lande, og ritualerne er blevet praktiseret til alle tider med mange forskellige ceremonier og ved hjælp af kraften fra en person, der kender proceduren. (Se også Besættelse).

Eksoterisk
(Græsk). Eksoterisk stammer fra ”exoterikos”, der betyder ”ydre” eller ”udadvendt”, men eksoterisk kan også oversættes med ”offentlig” – dvs. det, som der offentligt undervises i. Eksoterisk er det modsatte af esoterisk, som betyder indre eller skjult. I åndsvidenskaben henviser eksoterisk ofte til den ydre lære, der gives i form af læresætninger, symboler og dogmer, som tilslører de esoteriske, skjulte eller indre betydninger. Den esoteriske lære er derfor læren om det indre menneske (energimennesket), den indre verden (højere eksistensplaner) og den ydre verdens skjulte betydning, men eksoterisk betyder ikke falsk eller usandt, som nogen tror, men henviser blot til den ydre formside af den indre visdom, som var tilsløret for at skjule store dele af den indre sandhed. (Se også Esoterisk).

Ekstase
(Græsk). Ekstase stammer fra ”ekstasis”, som betyder ”fortrængning”, ”at skille sig ud fra det rigtige sted” og dermed ”løfte sig hinsides”. Ekstase er en psyko-åndelig tilstand − en fysisk trance, som medfører clairvoyance og en lyksalig tilstand, hvor man kan modtage visioner. Ekstase er en overførsel af et menneskes bevidsthed fra det fysiske plan til et indre og højere bevidsthedsplan, som udvider opmærksomheden og skærper hukommelsen under ekstasen. Det er nødvendigt at skelne mellem en astral-psykisk ekstase og en virkelig psyko-åndelig ekstase. Den astral-psykiske ekstase er vildledende og fyldt med risiko for at mennesket, der er i ekstase, tager skade. Den psyko-åndelige oplevelse er en tilstand, der er omtalt af Plotin, som et resultat af en discipels sande askese, og i sin reneste form er den identisk med meditationens højere faser iflg. hinduistiske Yogier. Ekstase omtales i evangelierne, men her betyder begrebet ”forundring”, ”trance” eller ”ekstatiske visioner”. (Se også Alexandria-skolen, Meditation, Kontemplation, Plotin og Yogi).

Ektoplasma
(Græsk). Ektoplasma stammer fra ”ektos”, der betyder ”uden”, og ”plasma”, der betyder ”form”. Ektoplasma betyder derfor ”uden form”. Ordet bruges af mennesker, som er interesseret i psykisk forskning og beslægtede emner. Det er en betegnelse for det meget fine stof, der udsondres fra mediets krop under seancen. Mere præcist er Ektoplasma den æteriske substans, som i spiritistiske seancer overføres fra mediets fysisk-æteriske legeme i forbindelse med materialisationsfænomener, og som bruges til opbygning af de materialiserede skikkelser, der viser sig under seancen. Ofte tages stoffet fra mediets æterlegeme. I det lange løb kan processen have skadelige virkninger på mediet. Ektoplasma kan ikke ses i almindelig belysning, og spiritistiske materialiseringer foregår derfor altid i svag belysning. Der findes adskillige fotografier af materialiserede skikkelser, og skikkelserne har været i stand til både at tale og bevæge sig, men efterfølgende opløses de og forsvinder. Når Ektoplasma berøres, føles det varmt og levende – og nogle gange oplever man en dunkende fornemmelse, som kan fornemmes på grund af pulsslagene fra mediets hjerte. (Se også Spiritisme).

El
(Hebræisk). El (og nogle gange Al) betyder ”stærk” og ”mægtig”. Betegnelsen bruges til guddomme, kosmiske ånder og helte. De senere jødiske og kristne monoteister oversatte ordet som ”Gud”. El bruges i forbindelse med både Jehova og ikke-jødiske guder. Flertalsformen er Elim, mens den hebræiske flertalsform − Elohim – reelt er flertalsformen af det beslægtede kaldæiske og hebræiske ord Eloah. I oversættelser i Bibelen er Elohim imidlertid oversat med ”Gud”, hvorimod Jehova sædvanligvis oversættes med ”Herre”, men Elohim burde være oversat ved ”guderne”, fordi det hebræiske ord Elohim er et flertalsord. (Se også El Elion, Elohim, Elon og Elu).

El Elion
(Hebræisk). El Elion eller El Elyon består af ”el”, der betyder ”stærk” og ”mægtig” med henvisning til ”guddommelighed” og ”elyon”, der betyder ”det, der er højere eller hindsides”. El Elion eller ”Gud i det høje” er en betegnelse for guddommen, som jøderne har kopieret fra det fønikiske ord Elon, som er en betegnelse for Solen. (Se også El, Elohim, Elon og Elu).

Eleaterne
(Græsk). Eleaterne var en skole af før-sokratiske filosoffer fra den græske koloni Elea i Italien. Gruppen blev etableret i begyndelsen af 5. årh. f.Kr. af Parmenides. Andre medlemmer af skolen inkluderer bl.a. Zenon fra Elea og Melissos fra Samos. Xenofanes regnes nogle gange med til gruppen. Før-sokratikere er en fællesbetegnelse for de græske filosoffer, der levede før (og i nogen grad samtidig med) Sokrates. De kan inddeles i flere mere eller mindre veldefinerede grupper eller skoler. Fælles for dem er, at deres værker kun har overlevet som fragmenter eller som citater hos andre filosoffer. Der er derfor meget, der er usikkert, når det gælder detaljerne i deres tænkning. Ikke helt ufortjent kaldes de før-sokratiske filosoffer. De ioniske naturfilosoffer omfatter bl.a. Thales fra Milet og Anaximander. Fælles for dem var en søgen efter en form for naturligt grundellement eller urstof. De eleatiske filosoffer omfatter bl.a. Parmenides og Zenon. De betragtede kosmos som en enhed og anså forskellighed og bevægelse som umulig eller illusorisk. (Se også Anaximenes, Parmenides, Sokrates og Xenofanes).

Elefantine
Se Elephantine.

Elektra
(Græsk). Elektra eller Electra er en af Plejaderne. I den græske mytologi er Elektra Atlas’ datter og mor til Dardanos, som i den græske mytologi var stamfader til dardanerne (dvs. trojanerne) og dermed til Ganymedes, Priamos, Hektor, Paris og Æneas. Elektra kaldes nogle gange ”det mørke ansigt”, fordi hun betragtes som den Plejade, der ikke kan ses med det blotte øje, og da hun så Trojas ruiner, forlod hun sin plads for at blive komet. Hun betragtes også som datter af Agamemnon og Klytaimnestra, søster til Iphigenia og Orestes. (Se også Plejaderne).

Elektricitet
I åndsvidenskaben betragtes elektricitet ikke blot som en virkning, men som en enhed eller en kosmisk kraft, der kaldes Fohat. Når elektricitet på den måde forbindes med de kosmiske kræfter, associeres udtrykket for det første med den ene universelle energi, som alle andre energier udgår fra, men også med en bestemt energi som f.eks. Kundalini-Shakti − den psykiske kraft, som er kendetegnet ved en spiralbevægelse, der har relation til elektromagnetiske fænomener, selv om Kundalini snarere skal kaldes vital elektricitet eller magnetisme. Elektricitet og magnetisme er to sider af samme sag. Elektricitet, som mennesket kender den, er slutproduktet af en lang kæde af fænomener på forskellige kosmiske planer. I gamle esoteriske værker siges det, at ”Fader-Moder” er den oprindelige æter eller Akasha, der nogle gange kaldes Svabhavat (substans), som var homogen før udviklingen af ”Sønnen” – dvs. Fohat eller den kosmiske elektricitet. Elektricitet er også omtalt som en form for kosmisk vitalitet, som hovedsagelig stammer fra Universets forskellige Sole, men også i mindre grad fra alle andre kosmiske enheder. Og bag alle de levende og vitale aktiviteter findes den permanente kosmiske intelligens, der udfolder sig i det levende netværk af mindre kosmiske intelligenser. Elektricitet på Jordens niveau er en af de laveste former for åndeligt lys eller Daiviprakriti. Den Hemmelige Lære oplyser, at elektricitet er atomar. Det medfører, at elektricitet består af uendeligt mange partikler, og det bekræftes af nutidens forskning og teori. Det er desuden et udsagn om, at elektricitet er intimt involveret i manifestation af alle livsformer, og det kan dokumenteres af undersøgelser af de strømninger, som er årsag til alle vitale virkninger i levende organismer. Åndsvidenskabens standpunkt er, at ingen kosmisk kraft − eller manifestation af enhver kosmisk kraft – er adskilt fra selve det kosmiske liv, undtagen i sin Svabhava, hvor substansen har karakteristiske egenskaber. Desuden findes der ikke en livsløs partikel − uanset hvor lille den er – i det uendelige rum. Derfor skal det groveste stof betragtes som en tæt sammensætning af en vital virkning. De to påstande medfører, at elektricitet ikke kun er vitalitet, men at elektricitet er vitalitet, der er styret af intelligens, og menneskets manglende evne til at fornemme intelligens som elektriske virkninger udelukkende er et spørgsmål om menneskets uvidenhed om, hvordan kosmisk intelligens fungerer, for den er altgennemtrængende og stort set uendelig i dens manifestationer, mens menneskets egne forestillinger om vitale virkninger er begrænset til et meget begrænset område. (Se også Akasha, Daiviprakriti, Fohat, Kundalini, Kundalini-Shakti og Substans).

Elektrum
Se Guld.

Element
(Latin). Element stammer fra ”elementa”, der betyder ”de første principper”. Element betyder derfor ”grundemne”. ”Elementum” (ental) betyder ”et element”. Ordet element kan bruges om noget, som specifikt refererer til naturens stofaspekt. Det oprindelige element findes i Mulaprakriti, der er det essentielle rodstof, som ligger til grund for al manifestation. Filosofiske skoler præsenterer elementerne som ild, luft eller vand, (som dog ikke skal forstås i ordenes almindelige betydning), som grundlæggende elementer, eller de oplyser, at ild, luft, vand, jord og nogle gange æter er de fundamentale elementer. Mens alt er opstået fra den oprindelige enhed, er elementerne forbundet med relativt mange sammensatte ting. Eksempelvis kan kemiske elementer være baseret på en mere elementær subatomar partikel, som igen stammer fra Akasha − det fælles åndelig-æteriske ophav til det fysiske grundlag. Åndsvidenskabens lære om de kosmiske elementer og principper kaldes Tattva. I åndsvidenskaben er elementer betegnelsen for fire varianter af stof eller kræfter – ild, luft, jord, vand – som i astrologien og magien har stor betydning. I naturvidenskaben er elementer det samme som grundstoffer. Åndsvidenskaben taler om i alt syv elementer, hvoraf kun de fire er fuldt manifesterede, mens det femte – æteren – er ved at blive det, og æteren vil blive fuldt manifesteret i 5. runde. I hinduismen betegnes elementerne ved deres guder: Indra er æterens herre, Agni er ildens herre, Pavana er luftens herre, Varuna er vandets herre og Kshiti er jordens herre. De fire klassiske elementer er jord, ild, luft og vand. Alle stoffer i verden bygger ikke på de fire elementer, men i stedet på grundstofferne, der er opstillet i det periodiske system. (Se også Agni, Akasha, Bhuta, Elemental, Elementalriger, Kshiti, Mahabhuta, Mulaprakriti, Pavana, Tattva, Varuna og Æter).

Elemental
En elemental er substans, der er belivet. Elementaler er halvbevidste eller bevidste. De er ikke-menneskelige skabninger og kræfter af forskellige grader i naturen. Man skelner mellem naturlige elementaler – de såkaldte naturånder – og kunstige elementaler, som kun har midlertidigt liv. De kunstige elementaler benyttes f.eks. ved opbygningen af planter, når en Deva skaber en elemental, som er belivet af tanken om det arbejde, der skal udføres. Når arbejdet er udført, opløses elementalen. Mennesker skaber kunstige elementaler, bl.a. når de tænker, for enhver tanke skaber en tankevibration, der danner en form af elementalessens (tankeformer) på mentalplanet, og enhver følelse skaber en astral form på astralplanet. Elementaler er derfor belivet stof, og de er levende former, som kan udsendes for at gøre godt eller ondt (eksempelvis en kærlig eller hadefuld tanke). Hvor længe elementalerne lever, afhænger af den belivende tankes styrke og klarhed. Elementaler indgår som substans i opbygningen af menneskets legemer, og når elementalessensen iflg. sin naturlige udvikling stræber efter grovere former og vibrationer, må mennesket under udvikling løbende udskifte den elementalessens, som legemerne består af. Man kan derfor kalde Elementalerne for elementernes ånder. Det er skabninger, der er udviklet i de fire naturriger eller elementer – jord, luft, ild og vand. Kabbalisterne kalder dem Gnomer (jorden), Sylfer (luften), Salamandere (ilden), og Undiner (vandet). Det er kræfter, som esoterikere kan bruge til at skabe forskellige resultater, men hvis de kommer under indflydelse af Elementarerne, er der risiko for, at de bedrager godtroende. Alle de lavere usynlige skabninger, der befinder sig på 5., 6. og 7. plan i Jordens atmosfære, kaldes Elementaler, og i folketroen har de fået mange navne: Devaer, Djiner, Satyrere, Fauner, Elver, Dværge, Nisser, Trolde, Kobolder, Spøgelser, Feer osv. Ordet Elemental blev brugt af middelalderens europæiske mystikere − eksempelvis af Rosenkreuzerne og Kabbalisterne − til at betegne de grupper af æteriske skabninger, der befinder sig i de fire elementer eller naturriger. Normalt omtales de som fire grupper − luft, ild, vand og jord − men åndsvidenskaben fortæller, at der er syv naturriger eller endda ti alt − fire inden for det stoflige eller næsten-stoflige område, og tre (eller seks) af meget æterisk og endda næsten-åndelig substans. De beskrives ofte som naturens ånder. Der er tre elementalriger under mineralriget, og de har hver syv (eller ti) underinddelinger, og enhver enhed − højtstående eller lavtstående − er passeret gennem dette stadie på et tidspunkt i sin udvikling. Der er fire almindeligt anerkendte store grupper af de uudviklede skabninger, og middelalderens europæiske mystikere kaldte dem nisser, undinerne, sylfider og salamandre, som var elementaler for henholdsvis jord, vand, luft og ild. Elementalerne er ikke alene beboerne, der er født i de respektive elementer, for reelt er de selve elementerne. Fra en synsvinkel er de simpelthen naturens kræfter, og de er redskaber for de højere intelligenser. Fra en anden synsvinkel er de livsatomer på forskellige stadier i den evolutionære vækst. De er henholdsvis åndelige, æteriske, astrale eller stoflige, og de udvikler sig via enorme intervaller på de forskellige eksistensplaner. De findes overalt − i den luft, man indånder, den mad, man spiser og i alle fysiske væv. Elementalerne kan beskrives som kraftcentre med instinktive begær, men ikke med en bevidsthed som mennesket forstår det. Derfor kan man opleve deres handlinger som det, mennesket kalder gode, dårlige eller ligegyldige. (Se også Deva, Djin, Dværg, Element, Elemental, Elementar, Elementalriger, Faun, Gnom, Kobold, Naturånder, Nymfe, Prithivi Tattwa, Rosenkreuzer, Salamander, Satyr, Sylfer, Spøgelse og Undiner).

Elementalessens
Se Elementalriger.

Elementalriger
For mennesket er der tre elementalriger. Det er usynlige naturriger, som i evolutionens forløb kommer før mineralriget. Under involutionsprocessen strømmer livsbølgen fra Logos ned gennem naturrigerne, indtil livsstrømmen når til mineralriget, hvor den begynder at danne og manifestere sig i mineralske former. Det er vendepunktet for involutionen, og herefter begynder evolutionen. Livsbølgen stiger igen opad, og på sin vej opad udvikles planteriget, dyreriget, menneskeriget, det overmenneskelige rige osv., indtil livsudstrømningen vender tilbage til sit udgangspunkt. Inden livsbølgen når mineralriget, har den bevæget sig gennem mentalplanet og astralplanet, hvor den skaber planets baggrundsstof (elementalessens). Det stof, der er besjælet af det logoiske liv, kaldes på de indre eksistensplaner for elementalessens, når det befinder sig på de ikke-atomare underplaner, og monadisk essens, når det befinder sig på de atomare (højeste) underplaner. Når man i åndsvidenskaben taler om mentalessens, mener man derfor elementalessens på mentalplanet osv. Elementalessensen er det levende, belivede baggrundsstof til forskel fra de mentale og astrale stofformer i almindelighed. (Se også Element, Elemental, Logos og Monade).

Elementar
(Latin). Elementar stammer fra ”elementarius”, og oprindeligt blev ordet brugt om et middelmådigt menneskes diskarnerede personlighed, som havde adskilt sig fra den højere og udødelige del af mennesket (sjælen og ånden), og derfor gik elementaren sin fuldstændige opløsning i møde. Senere benyttede man Elementar om de astrale ”skaller” og ”skygger” – dvs. de Kama-Rupiske rester af menneskelige skabninger. ”Skaller” og ”skygger” optræder ofte ved spiritistiske seancer. De kan kortvarigt genoplives og gøres halvt bevidste ved hjælp af tankevibrationer eller magnetiske strømninger fra fysisk levende mennesker, eller de kan tages i besiddelse af naturånder. Ordet bruges sjældent. Elementarer er derfor jordbundne menneskesjæle uden legemer. De var ekstremt ondskabsfulde og demoraliserede, dengang de havde legemer. Det er sjæle, som på et tidspunkt før døden blev adskilt fra deres højere aspekter, og derfor mistede de muligheden for udødelighed. Det er bevidste eller halvbevidste astrale mennesker, som udelukkede alt åndeligt lys, da de var i inkarnation. De kan leve i århundreder, før de går i opløsning. H.P. Blavatsky skriver om den åndelige død, der resulterer i tilstanden: ”Når et menneske udelukkende interesserer sig for sig selv, og kun er interesseret i den materielle verden med dens fornøjelser, og derfor mister den åndelige kærlighed til det guddommelige og sine medmennesker, går det fra liv til død. De højere principper, der udgør de vigtigste aspekter i personens menneskelighed nedbrydes, og det befinder sig derfor alene på det plan, der er naturligt i forhold til evnerne. Legemligt er det levende, åndeligt er det dødt. Den åndelige død skyldes total afvisning af enhver form for tilnærmelse til det åndelige liv. Men åndeligt døde har stadig deres fornøjelser, for de er stadig i besiddelse af deres intellektuelle begavelse, magt og lidenskabelige aktiviteter. Alle animalske fornøjelser er stadig deres, og for mange mennesker udgør fornøjelserne og begærtilfredsstillelsen det højeste ideal for menneskelig lykke”. Når der er tale om højt udviklede mennesker, som er inkarneret på det fysiske plan, kaldes de i Østen for ”brødre i skyggen”. Det er en betegnelse, der er inspireret af deres astrale farvenuance, som afslører deres lave natur, for de er ”snu, kyniske og hævngerrige, og når de lider, forsøger de at hævne sig på menneskeheden. Når de nærmer sig den endelige udslettelse, bliver de en slags vampyrer og onde ånder. De stod i spidsen under den store åndelige fase, der kaldes ”materialisering”, og de fænomener, de udførte, skete ved hjælp af de mere intelligente blandt de ægte ”elementære” skabninger. I nutidens åndsvidenskabelige litteratur bruges udtrykket genfærd eller fantom om de ulegemlige mennesker, som midlertidigt opholder sig i Kama-Loka. De astrale skaller er ikke så farlige som de ægte elementarer, fordi skallerne er langt mindre bevidste, men de er stadig fyldt med energier fra et demoraliseret menneske. Deres skæbne er ultimativ opløsning, for de grove astrale atomer er årsag til, at de langsomt går i opløsning. Både elementarer og skaller er tiltrukket af de groveste steder og mest materielle mennesker på det fysiske plan. Et menneske med åndelig karakter afviser alle de astrale enheder ved hjælp af en form for psychomagnetisk antipati. Eliphas Levi og andre kabbalister skelner ikke mellem elementarer, som har været mennesker, og de skabninger, der beliver elementerne, og som fungerer som naturens blinde kræfter. Men når de én gang er blevet adskilt fra deres højere triade, bliver sjælene i deres Kama-Rupiske klædninger, og derfor er de uimodståeligt tiltrukket til det fysiske plan og de elementer, der er beslægtet med deres faste natur. Længden af deres ophold i Kama-Loka varierer, men det slutter uundgåeligt med en opløsning, der minder om en tågesky – dvs. at atom efter atom leveres tilbage til de omgivende elementer. (Se også Element, Elemental, Elementalriger, Eliphas Levi, Kabbala, Kama-Loka, Kama-Rupa, Skygger og Spøgelse).

Elementer
Element betyder ”grundemne”. I åndsvidenskaben er elementer betegnelsen for fire varianter af stof eller kræfter – ild, luft, jord, vand – som i astrologien og magien har stor betydning. I naturvidenskaben er elementer det samme som grundstoffer. Åndsvidenskaben taler om i alt syv elementer, hvoraf kun de fire er fuldt manifesterede, mens det femte – æteren – er ved at blive det, og æteren vil blive fuldt manifesteret i 5. runde. I hinduismen betegnes elementerne ved deres guder: Indra er æterens herre, Agni er ildens herre, Pavana er luftens herre, Varuna er vandets herre og Kshiti er jordens herre. De fire klassiske elementer er jord, ild, luft og vand. Alle stoffer i verden bygger ikke på de fire elementer, men i stedet på grundstofferne, der er opstillet i det periodiske system.

Elephantine
(Egyptisk). Elephantine eller Elefantine er en ø, der ligger midt i Nilen ved nutidens Aswan i Øvre-Egypten. Det var grækerne, der gav øen navnet Elephantine, fordi øens afrundede klippeformationer minder om elefanter. Idéen havde de imidlertid fra de gamle egyptere, som kaldte øen for Abu-øen – og Abu er det oldegyptiske ord for elefant. Skaberguden Khnum havde sine templer og sin kult på øen, som symboliserede Nilens kilde i betydningen ”livets kilde” eller livsstrømmens udspring, som i mennesket er identisk med rodchakraet. Området repræsenterede derfor rodchakraet i Egyptens legeme, for landet blev betragtet som et legeme og et tempel. Under det persiske herredømme havde jøderne en stor koloni og et tempel for Jahve på Elephantine-øen.

Eleusinske mysterier
(Græsk). Ordet eleusinske stammer fra ”elœu”, der kommer af det græske bynavn Eleusis – en lille by ikke langt fra Athen. De eleusinske mysterier var berømte esoteriske og kultiske ceremonier, der blev praktiseret i årene før Kristus – navnlig med fokus på gudinderne Demeter, Ceres og den egyptiske Isis. I Eleusis fandtes der en indvielsesskole – en såkaldt mysterieskole. I overensstemmelse med de egyptiske mysterier kunne accepterede disciple få undervisning og gennemgå prøver i et indvielsessystem, der var opdelt i de mindre mysterier og de større mysterier. De indviede i de mindre mysterier kaldte man ”Mystae”, og de indviede i de større mysterier kaldte man ”Epoptai”. Mysterierne blev indstiftet af den legendariske Orfeus, og derfor kaldes mysterierne ofte ”de orfiske mysterier”. De Eleusinske mysterier var de mest berømte og de ældste af alle græske mysterier (bortset fra de Samothrakiske). Indvielserne refererede til det soningsoffer og den genopstandelse, som gav den indviede adgang til den højeste grad af ”Epoptai”. Mysterium-ceremonierne, der var en offerfest for Apollon Boëdromios, begyndte i måneden Boëdromion (ca. september), som var tidspunktet for drueplukning, og ceremonierne varede i syv dage fra den 15. til den 22. september. Den hebræiske tabernaklernes fest − løvhyttefesten til minde om vandringen i ørkenen – lå i Ethanim (den syvende) måned – og den begyndte også den 15. og sluttede den 22. september. I begge blev der ofret ”brød og vin” før indvielsesmysterierne og i forbindelse med udskænkningen, blev mysterium-ceremonierne afsløret for kandidaten ved oplæsning fra Petroma − en slags bog lavet af to stentavler (Petrai). Iacchos, der var gud for vin i mere end én forstand, spillede en vigtig rolle i mysterierne. Den hellige drik gjorde det muligt for kandidaten at forlade kroppen og svæve ind i de indre verdener. Det gav mulighed for at kandidaten selv kunne iagttage og bedømme det, man erfarede. Et brud på kandidatens tavshedspligt ville betyde den visse død, og den øverste Hierofant krævede, at kandidaten aflagde ed. Ved de eleusinske mysterier blev der undervist i doktriner, der omhandlede det, der sker med mennesket efter døden. (Se også Apollon, Ceres, Demeter, Dionysos, Epoptai, Hierofant, Iacchos, Isis, Orfeus og Samothrake).

Eleusis
(Græsk). Eleusis betyder ”kommende” fra ”eleusomai”, der betyder ”vil komme”. Eleusis ligger i nærheden af Athen, og det var en af de mest anerkendte mysterium-centre i antikkens Grækenland. I Det Nye Testamente, er ordet oversat med ”fremkomsten.” (Se også Eleusinske mysterier).

Eliksir
(Arabisk). Eliksir stammer fra ”al Iksir” eller muligvis fra det græske ”xeros”, der betyder ”tør”. Eliksir er et alkymistisk middel, der har den såkaldte ”magt til forvandling”, men det er også ”livets eliksir” og ”det universelle opløsningsmiddel”. Alkymisterne vidste, at de grove, sammensatte elementer udgik fra ét enkelt element, der både bestod af liv og stof, som ikke kunne forgå – for enheden kan ikke gå i opløsning. Det var alkymisternes eliksir, der var i stand til at skabe rent guld, og som kunne opløse alle stoffer og give nyt liv eller evigt liv til en dødelig skabning. ”Den, der ville forvandle tungtflydende ilt til ozon i en alkymistisk aktivitet, reducerer det til ren essens (og det findes der metoder til), og opdager dermed et surrogat for en ”livseliksir”, som kan klargøres til praktisk brug”. I åndsvidenskabelig filosofi består den almindelige eller essentielle eliksir i, at disciplen i hele sin natur opfyldes med den åndelige strøm af højtvibrerende stof og energi fra det udødelige center i sig selv. Det er netop den strøm af ånd, som er den sande eliksir, der medfører udødelighed, og som er grundlaget for alle menneskets fantastiske egenskaber, som dermed genskabes og gør det i stand til at forvandle det grovere til det finere, det onde til det gode, og som gør det muligt at opnå evig selvbevidsthed i løbet af en Manvantara (manifestationsperiode). (Se også Manvantara og Heterogenitet).

Eliphas Levi
Eliphas Levi var pseudonymet for Alphonse Louis Constant (1810-1875), som var fransk okkultist, forfatter og magiker. Alphonse Louis Constant var søn af en skomager i Paris. Han begyndte at studere til præst i den romersk-katolske kirke ved præsteseminariet i St. Sulpice. Ved præsteseminariet fik han for første gang kendskab til læren om den animalske magnetisme, som iflg. skolens rektor blev styret af Djævlen. Påstanden gav næring til Alphonse Louis Constants interesse for magi og okkultisme. Han blev ekskommunikeret af kirken på grund af sine venstreorienterede politiske synspunkter, og fordi han ikke overholdt sine kyskhedsløfter. Herefter ernærede han sig som journalist. Han skrev en række tekster om religion og politiske frihedsprincipper, og det medførte et par korte fængselsdomme. I 1846, da han var 36 år, mødte han den 17-årige Noemia Cadot, som han giftede sig med. Sammen fik de et barn, som ikke overlevede barndommen. Da de mistede barnet, faldt ægteskabet langsomt fra hinanden, og de blev separeret i 1853 og endeligt skilt i 1865. Alphonse Louis Constant ernærerede sig forsat som journalist og foredragsholder, hvor han talte om esoteriske emner. Han tog navnet Eliphas Levi (Eliphas Levi Zahed), som han konstruerede ved at oversætte sit navn til hebræisk. I 1854 besøgte Eliphas Levi England, hvor han mødte forfatteren og rosenkreutzeren Edward Bulwer-Lytton. Det var angiveligt Edward Bulwer-Lytton, der inspirerede Eliphas Levi til at skrive sit storværk ”Dogme et Rituel de la Haute Magie” (”Den højere magis dogme og ritual”), der udkom i 1855. I 1861 publicerede han en efterfølger – ”La Clef des Grands Mystères” (”Nøglen til de store mysterier”). Blandt Eliphas Levis bøger kan nævnes ”Fables et Symboles” (”Historier og symboler”) fra 1862, ”La Science des Esprits” (”Videnskaben om ånderne”) fra 1865, ”Le Grand Arcane, ou l’Occultisme Dévoilé” (”Den store hemmelighed” − eller ”Okkultismen afsløret”), som imidlertid først udkom posthumt i 1898. Eliphas Levis præsentation af okkultisme og magi fik stor indflydelse på okkultismen i årene efter hans død. Eliphas Levi var en af de tidlige okkulte forfattere, der forbandt Tarotkort og Kabbala, og hans bøger var en stor inspirationskilde for okkultister som Arthur Edward Waite, Samuel Liddell MacGregor Mathers og Aleister Crowley. Den omfattende brug af symboler som f.eks. pentagrammet har påvirket hele den vestlige magiske tradition, men også Eliphas Levis definition af viljen som en helt fundamental præmis for succes i livet samt hans redegørelse for det astrale lys − en kosmisk energi, der gennemtrænger alt og kan antage forskellige former − har spillet en afgørende rolle i forståelsen af nutidens vestlige magi. (Se også Astrallys, Astralplanet, Kabbala og Tarot).

Elitisme
(Fransk). Elitisme består af ”élite” og ”-isme”. Elitisme er en opfattelse af, at magten i et samfund skal ligge hos en elite. Elite skal forstås som den gruppe, der er bedst uddannet og har flest ressourcer. Der skelnes mellem klassisk og nutidig elitisme. Den klassiske elitisme opstod som en reaktion på teorier om lighed, der påstod, at demokrati er en illusion, og at et elitært styre aldrig kan undgås, fordi forudsætningen for at få magt altid kræver, at man er veluddannet. Den nutidige elitisme indebærer, at der er flere modstridende eliter, der konkurrerer om magten.

Elivagar
(Oldnordisk). Elivagar består af ”eli”, der betyder ”is” og ”vagar”, der betyder ”bølger”. I den nordiske mytologi er Elivagar derfor ”bølger af is” (gletsjere), som flyder fra kilden Hvergelmir og videre ind i alle verdener, og giver livet former, som legemliggør alle skabninger. I Eddaernes kosmogoni er frostgiganten Ymer skabt af Elivagar – dvs. gletscheren eller ikke-eksistensens ubevægelige vande. Det er det tomrum af ikke-eksistens, hvor der hverken var ”jord, hav eller bølger”. I Elivagar samlede Ginnungagap sig (det formløse eller hellige tomrum), og der sprang byger af gnister fra Muspellsheim (ildens hjemsted) − det energimæssige modstykke til Niflheim (hjemsted for skyer og tåger) − for at skabe urjætten Ymer (damp). Ymer er frostgiganten, som guderne brugte til at skabte verdenerne, og Ymer opstod, da varme og kulde mødtes i Ginnungagap. Ymer grundlagde derefter frostgiganternes race. (Se også Edda, Ginnungagap, Hvergelmir, Muspellsheim, Niflheim og Ymer).

Elmsild
Elmsild, Sankt Elms ild, Sankt Elmos ild eller corpo santo er et atmosfærisk lysfænomen som i forbindelse med et uvejr kan vise sig i spidsen af tårnspir, på mastetoppe, bladspidser på et træ, og endda på menneskers fingre. Lysudstrålingen opstår ved en gradvis udstrømning af elektricitet. Hvis der strømmer negativ elektricitet ud, er elmsilden blålig, og er den positiv, er elmsilden rødlig. Lysudstrålingen opstår ved en gradvis udstrømning af elektricitet. Den kan eksempelvis forekomme på den store pyramide i Giza. Pyramiden er ca. 146 meter høj. Naturvidenskabens forskere anslår, at i godt vejr opstår der en potentiel difference på mellem 200.000 til 500.000 volt mellem jordoverfladen og ionosfæren. Det resulterer i en gradvis stigning på 100 volt for hver meter i opadgående retning, og stigningen er lineær. Alle de faktorer, der påvirker den stigende strømstyrke, kendes ikke nøjagtigt, men de atmosfæriske forhold og lokale geologiske forhold betragtes som variable. En højde på 146 meter kan resultere i en tiltagende forskel på 14.700 volt fra bunden til toppen af pyramiden, der ligger tæt på den tærskelværdi, som man kalder Elmsild. Fænomenet var kendt af fortidens søfarere, der kunne opleve et lys, der skød op fra toppen af sejlskibenes master. Fænomenet opstår også på moderne skibe, men de er som regel for oplyste, og derfor er fænomenet ikke synligt. Til gengæld kan piloter opleve fænomenet under natflyvning i en spændingsfyldt atmosfære. Spidse genstande som antenner, flagstænger og træer kan være gode fundamenter for dannelse af Elmsild. Under tordenvejr kan et spændingsfelt på flere tusinde volt rive elektronerne fra atomkernerne i luftens ilt og kvælstof, og dermed danne ioniseret plasma, der lyser blåviolet. Det er faktisk det samme der sker, lige inden en lynudladning. Løsrevne elektroner, der kan bevæge sig mere frit, gør luften elektrisk ledende. Elmsild blev engang blevet set som et varsel − nogle gange om gode ting, og andre gange om forestående ulykker.

Elohim
(Hebræisk). Elohim eller Aleim stammer fra ”Eloah”, der betyder ”gudinde” og ”im”, der er en maskulin flertalsendelse. Ordet staves forskelligt. De hebræiske bogstaver er aleph, lamed, hé, yod, mem, og numerisk repræsenterer de 1, 30, 5, 10, 40 = 86. De monoteistiske tendenser − ikke kun for jøder, men også hos kristne oversættere − har medført, at det hebræiske ord altid oversættes med ”Gud”, selv om ordet er en flertalsform. Derfor er Elohim et ord, som i 1. Mosebogs 1. kapitel er oversat med ”Gud”, selv om det burde være oversat med ”guderne”. Elohim er heller ikke den højeste Gud eller Jehovah, men Elohim svarer til Den Hemmelige Læres Dhyan-Chohaner, som er ”bygherrerne”. De er med andre ord de store kosmiske urintelligenser, der opbygger Universet efter den guddommelige tankes hensigt, plan eller skabelon. Skabelsen i 1. Mosebogs 1. kapitel betegnes derfor ofte som den ”elohistiske skabelse”, der ikke henviser til skabelsen af Jorden, men til skabelsen af hele Universet – til forskel fra ”skabelsen” i 2. kapitel, der omhandler Jordens skabelse, som kaldes den Jehovistiske, og det skyldes, at her omtales ”Gud” som Jehovah. Den korrekte oversættelse burde beskrive både de maskuline og de feminine egenskaber, som man kender det fra androgyne guder. På trods af de idéer, som ligger i selve ordet, var den senere udvikling af jødedommen årsag til, at Elohim udelukkende blev oversat med omskrivningen ”én sand Gud”, men tidligere betød Elohim (eller rettere Benei ’Elohim eller Benei ’Elim – gudesønner og medlemmer af grupper af guddommelige skabninger) åndelige skabninger eller kosmiske ånder med forskellige hierarkiske kvaliteter. Det var en kollektiv gruppe af kosmiske ånder, som bl.a. omfattede den velkendte jødiske Jahve eller Jehova. Hvis Elohim fortolkes på grundlag af den oprindelige Kabbala, betyder ordet ”himmelske hierarkier” af mange forskellige kvaliteter af åndelighed. Og i astrologisk eller kosmogonisk (læren om verdens skabelse og udvikling) fortolkning er Elohim ofte udtrykt via den generelle betegnelse ”tseba’oth” (stammer fra roden ”tsaba”, der betyder ”en vært” eller ”en hær”), som f.eks. udtrykket ”himlens hær ”. I den jødiske Kabbala er Elohim den sjette hierarkiske gruppe, der er udgået fra den første eller Kronen – Kether. Kosmogonisk repræsenterer gruppen de manifesterende vævere af kosmos. I det kabbalistiske system er Jehova det tredje aspekt (talt fra Kether). Elohim svare til de to grupper af Pitrier, der omtales i åndsvidenskabelig litteratur. Den højere eller mere åndeligt-intellektuelle blandt Elohim er Agnishwatta-Pitrier, og de lavere grupper er Barhishade-Pitrier. Agnishvatta-Pitrierne befinder sig hinsides den astrale-vitale-fysiske skabende ild, fordi de eksisterer på et meget højt niveau, og de er udpræget intellektuelle. De overlader arbejdet med skabelsen til de lavere Elohim eller Barhishaderne, der kaldes Månepitrier, som er tættere forbundet med Jorden, og som derfor blev den formskabende Elohim eller ”Adam af ler”. (Se også Agnishwatta, Barhishader, Dhyan-Chohan, Kabbala, Kether og Pitri).

Elon
(Fønikisk). Elon eller Elion er et navn for Solen. Elon eller Solen var anerkendt af fønikerne som en af de højststående aktive guddomme eller kosmiske energier, som omtales i Bibelen med sætningen ”El’Elyon” − ”Gud eller det guddommelige i det høje”. (Se også El, El Elion, Elohim og Elu).

Elu
(Kaldæisk). Elu er en kaldæisk gud. Elu er en variant af El (guddom eller guddommelighed), som ofte bruges af hebræerne. Elu og El svarer til Gud. Den oprindelige semitiske betydning omfatter idéen om at være almægtig, have umålelig magt og grænseløs styrke. (Se også El, El Elion og Elohim og Elon).

Elysion
(Græsk). Elysion kaldes i sin latinske form Elysium. På dansk kaldes stedet for ”De Saliges Øer” eller ”landet langt borte”. I den græske mytologi er Elysion en variant af efterlivet. De kristnes ”Himlen” er uden tvivl inspireret fra grækernes Elysion. Elysion er dermed den direkte modsætning til Tartaros. Iflg. Pindar herskede titanen Kronos i Elysion – og det gjorde han også i den græske urtid, og alle, der tre gange havde passeret ulasteligt gennem livet, skulle leve i Elysion i lyksalighed. Gudernes udvalgte blev ført til Elysion, hvor der ventede evigt liv i lyksalighed. I modsætning til Hades og Tartaros lå Elysion derfor ikke i underverdenen, men var angiveligt nogle øer langt ude mod vest på den anden side af Okeanos – et sted i Atlanterhavet. Iflg. Hesiod var det Heroerne (sagnhelte eller halvguder), som selveste Zeus viste den store ære, at han skænkede dem evigt liv i Elysion. Senere blev Elysion placeret i underverdenen som bolig for de afdøde mennesker, som dommere i Dommens Hal fandt værdige. Floden Lethe (glemsomhedens flod) strømmede gennem Elysions marker. (Se også Aanroo, Devachan, Hades, Kronos, Okeanos, Tartaros og Zeus).

Elysium
Se Elysion.

Emanation
(Latin). Emanation består af ”emanatus”, der betyder ”strømme frem fra” og ”manare”, der betyder ”at flyde”. Emanation er ”udstråling”. Åndsvidenskaben forklarer skabelsen som en Emanation fra Logos – men ikke som ”noget”, der opstår af ”intet”. Der er tale om en virkeliggørelse eller en objektivisering af noget, der allerede eksisterer som et potentiale. Logos emanerer derfor de kræfter, der medfører objektivisering eller skabelse. Emanation er et begreb, som inden for nyplatonismen og gnosticismen blev brugt til at beskrive, hvordan den objektive virkelighed er resultatet af en spontan udstrømning fra det højeste princip eller fra Gud. Inden for filosofi er emanatisme læren om Emanation. I metafysisk betydning, er Emanation en modsætning til Evolution, og alligevel er den ét med den. Iflg. naturvidenskaben er evolution en fysiologisk formeringstilstand, hvor kimen, som udvikler fostret, før-eksisterer i forældrene. Udviklingen, den endelige form og kimens karakteristisk dannes i naturen. Og i kosmologien sker processen blindt via korrelationer af elementerne, og deres forskellige dele. Åndsvidenskaben oplyser, at det kun er den tilsyneladende tilstand. Den virkelige proces er Emanation, som styres af intelligente kræfter i overensstemmelse med en uforanderlig lov. Doktrinen om Emanation var en gang universel. Alexandrinerne, de indiske filosoffer, egypterne, kaldæerne og de græske Hierofanter underviste i Emanation, og det samme gjaldt hebræerne (i Kabbala og i 1. Mosebog). På grund af bevidste fejl blev det hebræiske ord ”asdt” oversat til ”engle” fra Septuaginta, men ordet betyder Emanationer. (Se også Alexandria-skolen, Evolution, Gnosis, Gnostiker, Hierofant, Kabbala, Kaldæerne, Logos og Septuaginta).

Embla
(Oldnordisk). Embla er et elletræ. I Eddaen er Embla det ene af de to træer, som den første menneskehed blev skabt fra. Kvinden blev skabt fra et elletræ, og manden fra et asketræ. Emblu-askr er tilsyneladende en form for askr (asketræ), dvs. Livets Træ som en mikrokosmisk kopi af det makrokosmiske asketræ, der repræsenterer hele Universet med al dets liv. Alt liv er både en gren på det ”noble asketræ” og et selvstændigt livstræ. Den skabende treenighed − guderne Odin, Lodur og Høner − overførte deres egne egenskaber til asken og elletræet, og dermed skabte de menneskeracen. Odin gav sin ånd, Lodur gav sin livskraft og sit udseende, mens Høner gav menneskeheden sin intelligens. Den vegetative vækst var derfor allerede til stede i asken og elletræet. (Se også Høner, Lodur og Odin).

Emepht
(Egyptisk). Emepht er det første og højeste planetariske princip, der blæser ægget (verden) ud af sin mund, og som derfor svarer til indernes Brahma. Emepht skaber et æg og udruger det ved at gennemtrænge substansen i ægget med sin livgivende essens, og dermed udvikles kimen i ægget. Og skaberguden Ptah − det aktive, skabende princip − udgik fra ægget og begyndte sit arbejde. (Se også Brahma, Brahman, Ptah og Æg).

Emes
(Hebræisk). Emes er de tre kabbalistiske elementer i Sepher Yetzirah (luft, vand og ild), som kaldes de tre mødre. (Se også Kabbala og Sepher Yetzirah).

Empiri
(Græsk). Empiri stammer fra ”empeirikós”, der betyder ”erfaringsmæssig”. Det er afledt af ”empeiría”, der betyder ”erfaring”. Empiri defineres sædvanligvis som erfaring, der udelukkende er baseret på de fem fysiske sanser. Naturvidenskab er derfor baseret på Empiri. Empiri kan også defineres som ”erfaring baseret på iagttagelse”, og dermed bliver åndsvidenskab også empirisk, for åndsvidenskabelig forskning er baseret på iagttagelse ved hjælp af metafysiske sanser, der er en højere pendant til de fysiske sanser. Åndsvidenskab er ikke baseret på teorier ligesom meget naturvidenskabelig forskning, men udelukkende på direkte iagttagelse og erkendelse. For både naturvidenskaben og åndsvidenskaben gælder de samme vilkår, for ét er iagttagelsen, ét andet er forklaringen på iagttagelsen. Iagttagelsen kan være rigtig, men forklaringen kan være forkert. Der er forskel på empiri og empirisme, for empirisme er en bestemt teori om, hvordan man opnår erkendelse. Empirisme betragtes ofte som en modsætning til rationalisme, hvor empirisme fremhæver erfaring, mens rationalisme fremhæver logik. Men i nutiden er det alment accepteret at naturvidenskab er baseret på empiri.

Empusa
(Græsk). Empusa er et rædselsvækkende monster, som ofte anses for at være et spøgelse. Man mente, at Empusa var sendt af gudinden Hekate, som var guddom for underverdenen. Hun ønskede at skræmme mennesker − især rejsende − og hun kunne antage forskellige former og skikkelser. I overført betydning svarer hun til drillenisser. Men Empusa var også en generel betegnelse for bestemte spøgelsesagtige væsener, som kom fra det lavere astralplan og viste sig i den fysiske verden. De var alle under direkte påvirkning af Månen. Hekate var månegudinde i en af hendes mest esoteriske funktioner. (Se også Hekate).

Emunah
(Hebræisk). Emunah stammer fra ”em” – jf. det kaldæiske ”imma”, der betyder ”moder”. Emunah er den kosmiske feminine bygherre eller moder-bygger. Emunah findes ikke ret ofte i kabbalaen, hvor betegnelsen bruges om den 3. Sephira – Binah − som danner den første triade i kabbalaen sammen med den 1. Sephira − Kether − som udtrykket Abba (fader) refererer til, og den 2. Sephira − Chokmah. På samme måde betyder Amon og Emunah fasthed, stabilitet eller sikkerhed, og det omfatter idéer som troskab, trofasthed og faste procedurer. På baggrund af de sidste tanker kaldes Binah eller Imma intelligens, for det er via kosmisk intelligens og dets fasthed, stabilitet og troskab i idéskabelsen, at verdenerne er bygget i deres mangfoldige manifestationer, og de er i overensstemmelse med den iboende faste hensigt bag de guddommelige tanker. (Se også Abba, Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Geburah, Hod, Jesod, Kabbala, Kether, Malkuth, Netzach, Sephiroth og Tiphereth).

Encyklopædi
(Græsk/Latin). Encyklopædi stammer fra det græsk-latinske ”encyclopædia” og det græske ”engkýklios paideía”, som betyder ”kundskaber, der danner en cyklus” – dvs. en samlet fremstilling af viden. Fortidens lærde samlede lange lister med ord samt den forklaring, de modtog fra en mester. Formålet med at samle menneskets viden i én enkelt publikation er klart udtrykt i ”Onomasticon” (begrebsordbog), hvor der står: ”Den første undervisning, der kan afklare tankesindet, som kan oplyse den uvidende, og som kan informere om alt, der eksisterer, alt hvad Ptah (skaberguden) skabte, hvad Tehuti (visdomsguden) skrev ned, Himlen med dens anliggender, Jorden og hvad der er på den med udspyende bjerge, som vandes af floderne, alt som Ra (solguden) skinner på, alt det, der vokser på Jordens ryg – arbejdet som udføres af den hellige skriver i Livets Hus, Amenemope. Han skriver en liste over elementerne i Himlen, på Jorden og i vandene, over rigets sociale klasser, de fremmede lande, byer i Egypten, forskellige typer af bygningsværker, lande, føde- og drikkevarer.” Der er derfor tale om et opslagsværk – en enestående informationssamling – 3.000 år f.Kr.

Eneidfaddeu
(Walisisk). Eneidfaddeu består af ”enaid”, der betyder ”sjæl” og ”maddeu”, det betyder ”at tilgive”. Eneidfaddeu er druidernes doktrin om, at sjælen fjerner sine synder ved at lide, og at lidelser både er resultatet af og tilgivelse for forkerte tanker, følelser og handlinger – dvs. karmaloven.

Energeia
(Græsk). Energeia betyder ”virkelighed” eller ”virksomhed”. Begrebet bruges af Aristoteles i modsætning til Dynamis, der betyder ”kraft” eller ”magt”. Det er begreber, der svarer til Platons ”Aistheton” (fornuftig) og ”Noeton” (forståelig). (Se også Aistheton).

Energi
(Græsk). Energi består af ”energeia”, der betyder ”eje”, og ”ergon”, der betyder ”aktiv” eller ”effekt”. I fysikken betragtes energi som en målbar størrelse uden henvisning til dens faktiske natur eller kilde. Man plejede at betragte energi som adskilt fra og blot relateret til enten stof, inerti eller masse, men opfattelsen af masse eller stof til forskel fra energi er efterhånden forsvundet. Naturvidenskabens fysikere indrømmer, at der eksisterer store lagre af latent energi i atomer, og i betragtning af at alt er et spørgsmål om fysisk dynamik, antyder det, at der er brugt en tilsvarende mængde fysisk energi til at skabe atomet. Energi eller liv er Universets grundlæggende egenskab og funktion, som er manifesteret på alle Prakritis syv eller ti planer, der er centre for den energi, som indefra stråler udad. Æter omtales også som energiens kvintessens. Energien på astralplanet har langt mere effektive virkninger end den samme mængde energi, der bruges på det fysiske plan i henhold til den åndsvidenskabelige dynamik. Åndsvidenskaben skelner mellem kraft (eller kræfter) og energi. Kraft er en betegnelse for de aktive monadiske essenser, som hver især kan betragtes som en levende, intelligent og selvbevidst kraft, og når kraften bruges aktivt, og når kraften udfører et arbejde eller skaber effekter, er der tale om energi. (Se også Monade og Prakriti).

Energicenter
Udtrykket energicenter eller kraftcenter bruges ofte om chakraerne. (Se også Chakra).

Engel
(Græsk). Engel stammer fra ”angelos”, der betyder ”sendebud”. Engel er den kristne (jødiske) benævnelse på højtstående åndevæsener og skabende kræfter. Engle er det samme som åndsvidenskabens Chohaner og Dhyan-Chohaner – og i mange tilfælde også devaer. Det sker, at mestre og indviede, der fungerer på de højere bevidsthedsplaner forveksles med engle. Engle i almindelighed er som regel devaer, mens de højeste deva-væsener – ærkeenglene – svarer omtrent til Den Hemmelige Læres Dhyan-Chohaner. Hele englelæren stammer i øvrigt fra Østen og er langt ældre end Bibelen. Farisæerne bragte læren om engle med sig fra Babylon. (Se også Chohan, Deva, Dhyan-Chohan, Kerubim, Seraf, Serafim, Troner og Ærkeengle)

Engelske mestre
Man ved kun lidt om Hierarkiets to såkaldt engelske mestre. Ingen af de to mestre tager elever på samme måde som f.eks. mesteren Koot Hoomi eller mesteren Morya. Man ved, at en af de engelske mestre bor i England, og han har ansvaret for den indre ledelse af det engelske folk. Han arbejder med planerne for Englands fremtidige udvikling. Han inspirerer, forvandler og styrer arbejderbevægelsen overalt i verden, og han står bag demokratiets opsving. Ud af de demokratiske uenigheder og det eksisterende oprør og kaos vil den fremtidige verdens tilstand blive skabt, og grundtonen vil være samarbejde og ikke konkurrence − fordeling og ikke centralisering. (Se også Hvide Broderskab, Koot Hoomi og Morya).

Enneade
(Græsk). Enneade stammer fra ”ennead”, der betyder ”gruppe på ni”. En gruppe på ni hed ”Pesedjet” på oldegyptisk. Det var oprindeligt en gruppe af ni guddomme i et hierarki med komplementære funktioner, som tilsammen repræsenterer alle elementære kræfter i Universet. Den bedst kendte Enneade eller 9-gudekreds er den, der har sin oprindelse hos de heliopolitanske præster, som klassificerede guderne i et logisk system. Øverst var Atum, som skabte Ra – dvs. Solen eller livslyset. Herefter placerede man Ras børn − Shu (atmosfæren) og Tefnut (fugtigheden). Åndsvidenskaben fortolker desuden Shu og Tefnut som henholdsvis lyset som bølge og lyset som partikel og Ra som lysets syntese. Herefter kommer gudeparret Nut (Himlen) og Geb (Jorden). Næste gudepar er Osiris og Isis med gudesønnen Horus. Heliopolis skabte som sagt den nigudekreds eller Enneade, der er den mest kendte i nutiden, men man skabte også andre Enneader. På den anden side af floden ved Memphis fandtes en tregudekreds – en kraftfuld gudetriade, og det siges, at de tre skaberguder kom til syne ved Memphis engang i tidernes morgen. I Hermopolis fandtes en ottegudekreds − en guddommelig Ogdoade − og det var angiveligt den, der var ansvarlig for skabelsen af hele Universet. Og i det legendariske Theben (nutidens Luxor) i det sydlige Egypten, var der også en tregudekreds, men en helt anden gudetriade, som var ansvarlig for livets opståen. De fire kosmogonier i Heliopolis, Memphis, Hermopolis og Theben betragtes som Egyptens ”fire mysterieskoler” af egyptologerne, der også mener, at tidsaktuelle ”kulter” eller regionale religiøse opfattelser havde langt mindre betydning. Men på trods af at de fire mysterieskoler gjorde de fire templer til vigtige centre i en meget lang periode, var andre gudekredse lige så vigtige, og de påvirkede tankelivet og de kulturelle målsætninger i Egypten i landets fire kronologiske rytmer − Gamle Rige, Mellemste Rige, Ny Rige og i Sentiden. Egyptologerne mener, at de fire skoler altid lå i filosofisk strid med hinanden − eller måske endda i virkelige konflikter – i løbet af Egyptens lange historie. Iflg. de ældste optegnelser, der er fundet i Egypten, var Hermopolis’ kosmogoni dominerende i den periode, der er kendt som den arkaiske periode (3100-2700 f.Kr.). I den periode blev Hermopolis betragtet som Egyptens åndelige kraftcenter, og gudekredsen, der repræsenterede centrets kosmogoni, spillede en universel tematisk rolle i kunst og arkitektur. Herefter mener egyptologerne, at man kan spore et skift i holdningen til regionen i Deltaet, hvor kosmogonien i Memphis og Heliopolis overlappede hinanden i den periode, der kaldes Gamle Rige (2700-2180 f.Kr.). Hellige skrifter fra perioden afspejler de unikke kosmogonier, men efter den historiske Første Mellemtid (2040-1780 f.Kr.), opnåede regionen i Theben dominans både politisk og religiøst. Dybere forskning afslører, at der var et tæt og naturligt samarbejde mellem de fire skoler og præsterne, og at deres lære udgjorde helhed. Enneaden er desuden et værk af Plotin (ca. 205-270), og han er en af de sidste og mest berømte af de neoplatoniske filosoffer. Han var elev af Ammonius Saccas. Værket blev udgivet af hans discipel Porfyr. Alle seks bøger indeholder ni kapitler. (Se også Ammonius Saccas, Atum, Enneagram, Geb, Heliopolis, Hermopolis, Horus, Kosmogoni, Memphis, Nut, Ogdoade, Osiris, Isis, Ra, Shu, Tefnut og Triade).

Enneagram
(Græsk). Enneagram består af ”ennea”, der betyder ”ni”, og ”gram”, der betyder ”model”. Enneagrammet er derfor en model, der består af 9 punkter i en cirkel. Dermed er der et punkt for hver personlighedstype. Enneagrammet er et esoterisk symbol. Det består af en cirkel med en omkreds, der er opdelt i ni dele. De ni dele er forbundet inden for cirklen, så de danner en triangel og en uregelmæssig 6-sidet figur. Et Enneagram er derfor en trekant og en sekskant, der er tegnet på en måde, hvor linjerne krydser hinanden tre gange. Iflg. Georges Ivanovitch Gurdjieff er Enneagrammet ”den grundlæggende hieroglyf i et universelt sprog.” G.I. Gurdjieff bruger bevidst ordet hieroglyf for at henvise til Egypten og Enneaden – Heliopolis’ 9-gudekreds i den tidlige dynastiske periode, hvor Enneaden var en del af kosmologien og skabelseslegenderne. De kosmologiske principper er bevaret i pyramideteksterne fra Gamle Rige. I nutiden er Enneagrammet desuden et fortolkningssystem, som forbinder personligheden med det åndelige. Tilhængere af metoden betragter Enneagram som en slags landkort, hvor mennesket med udgangspunkt i sin type kan blive bevidst om sin egen situation – sine tanke-, følelses- og handlemønstre samt skjulte potentialer. Enneagrammet præsenteres dels som et værktøj til personlig udvikling og dels som et værktøj til udvælgelse og sammensætning af grupper. Enneagrammet bygger på teorier, der ikke er anerkendt af psykologer og naturvidenskaben. (Se også Enneade).

Ennoia
(Græsk). Ennoia består af ”en” og ”nous”, der betyder ”sind”. Ennoia, der er omtalt af Simon Magus, er det guddommelige sind, som er ét med det højeste sind – Faderen − og som er Moderen til alle ærkeengle og devaer (tidsaldre eller udstrålinger). Ennoia er nedsænket i de lavere verdener, hvor Moderen til sidst blev fængslet i det grove stof, hvor hun blev udsat for overgreb. Men Faderen, manifesterede sig som Sønnen og reddede Ennoia, og hun blev genindsat på den oprindelige trone. Simon Magus brugte den første person i sin undervisning, og samtidig kaldte han på symbolske måde hustruen for Ennoia. Han taler om hendes nedværdigelse som prostitution. Det har givet anledning til misforståelser hos den del lærde − både i fortiden og i nutiden. Ennoia danner par med Ophis (den guddommelige visdoms slange) for at forenes i de skabende Logoi. Der er en tæt mystisk forbindelse mellem Ennoia og Epinoia − den første passiv æon. I Gnosticisme er Æon ensbetydende med både en periode og en åndelig skabning, der indgår i et kosmisk hierarki. (Se også Epinoia, Gnosticisme, Logos, Ophis og Æon).

Enoichion
(Græsk). Enoichion betyder ”det indre øje” eller ”seeren”. Det er en reference til ”det tredje øje” eller ”det åndelige øje. Det er det sande navn for Enok, som blev forvrænget fra Chanoch. (Se også Enok og Tredje øje).

Enok
(Hebræisk). Enok, Enoch, Onech eller Hanoch betyder ”indvielse” eller ”indviet” og dermed også Hierofant. I Bibelen er der tre forskellige Enok’er. Den ene er søn af Kain, den anden er søn af Seth, og den tredje er søn af Jered, men alle tre er ens, og to af dem er nævnt med det formål at vildlede. Årstallet er kun oplyst for de sidste to, for den første forsvandt uden varsel. Iflg. åndsvidenskaben er han Noahs oldefar, og han var overhoved for 5. rodraces 1. underrace. Profeten Enok er sandsynligvis fra før syndfloden. Han opfandt undervisning og skriftlig kommunikation, og han grundlagde indvielsesritualerne. Hos araberne kaldes Enok sædvanligvis Idris, og det betyder ”den vise” eller ”den lærde”. Kerkes og Onech (Enok) har ansvaret for en racecyklus og det mystiske træ Ababel – Koranens ”Fadertræ” – og der vokser nye grene og blade på træet hver gang Kerkes eller Phoenix genopstår. Forbindelsen til Phoenix er esoterisk, for ligesom Phoenix, der bliver genfødt af sin egen aske, indleder Phoenix en ny cyklus, og derfor siges det, at kandidaten under indvielsesritualet bliver genfødt fra sin fortids ”aske”. (Se også Ababel, Enoichion, Hierofant, Idris, Kain, Kerkes, Noah, Phoenix og Thoth).

Entitet
(Latin). Entitet stammer fra ”ens”, der betyder ”det, som er”. Det er afledt af ”esse”, der betyder ”at være”. I filosofien er det et begreb for noget, der har eksistens – et ontologisk samlebegreb, som er en betegnelse for alt eksisterende. Derfor kan genstande, egenskaber, processer osv. sammenfattes i begrebet Entitet. Åndsvidenskabeligt er en Entitet et guddommeligt liv, og dermed menes der et synteseskabende, belivende og intelligent liv. Nogle gange benyttes ordet som betegnelsen for skabninger på de lavere astrale planer. (Se også Astralplanet).

Eos
(Græsk). Eos er morgenrødens gudinde i den græske mytologi. Hun er datter af Thea og Hyperion og er søster til Helios og Selene. En græsk myte handler om morgenrøden Eos. Myten findes i mange forskellige varianter, men en af dem fortæller, at Eos blev forelsket i den unge, jordiske trojanske prins Tithonos og bortførte ham til sit palads. Hun var så betaget af ham, at hun bad Zeus om at gøre ham udødelig. Det accepterede Zeus, men Eos havde glemt at bede om evig ungdom til Tithonos. Han ældedes gradvis, og de gyldne lokker blev efterhånden grå, og til sidst forsvandt de helt. Tithonos blev dement, og han skrumpede ind og blev til en krøbling. Det eneste, han til sidst havde tilbage, var sin stemme. Eos gemte ham i sit kammer, men hans stemme var der hele tiden. Af barmhjertighed forvandlede hun til sidst Tithonos til en cikade, og derfor er det nu hans smukke cikadesang, man hører. (Se også Helios, Hyperion, Selene, Thea og Zeus).


Side : 1 2
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook