Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

I Ching
(Kinesisk). I Ching eller Yi King er ”Forandringernes Bog”. Det er en hellig bog om forandringer, som bliver manifestationer af Tao. Teksten til den oprindelige afhandling er fra et system med 8 trigrammer og 64 hexagrammer, der består af hele og brudte linjer. Ved at ændre de hele og de brudte linjers positioner, skabes forandringerne i diagrammerne. Systemet tilskrives Fu-Hsis forskere (30. årh. f.Kr.). Den første bevarede kommentar til I Ching tillægges Ching Wen, der var grundlægger af Chou-dynastiet (1122 f.Kr.) og hans søn. Der er givet mange forklaringer på systemet, som af mange kaldes ”Kinas kabbala”. Nogle betragter det kun som et spådomssystem − eller en månekalender − eller et system til fallisk tilbedelse. Andre mener, at det er en ordliste for en kinesisk stamme. Både taoister og konfucianister betragter I Ching som den helligste af alle bøger. Confucius erklærede, at han gerne vil give 50 år mere af sit liv til at undersøge systemet, men den eneste kinesiske kommentator, der angiveligt har forstået det, var Chu Hsi (1130-1200 e.Kr.). I Hi-ts’ze (appendiks) er Universet beskrevet som en levende organisme, der kaldes T’ai-ch’i (det højeste væsen, eller Det Absolutte). Processerne vedr. fødsel og genfødsel eller skabelse af livet, skyldes manifestationer af Tao ved hjælp af Yin og Yang. Til Yang hører tallene 1, 3, 5, 7 og 9, og til Yin hører tallene 2, 4, 6, 8 og 10. Der er derefter 5 himmelske og 5 jordiske tal − og rækkerne af 5 påvirker hinanden, og hvert tal har et andet tal, som det korresponderer med. Summen af de himmelske numre er 25. Processerne i Universet opstår i overensstemmelse med disse faktorer, samt når kwei og shen gør deres arbejde. H.P. Blavatsky siger om I Ching, ”at stanzaerne i åndsvidenskaben repræsenterer præcis den samme idé. Kosmologiens gamle arkaiske kort er fyldt med linjer, koncentriske cirkler og prikker i konfuciansk stil. De repræsenterer de mest abstrakte og filosofiske opfattelser af Universets kosmologi”. (Se også Confucius, Dzyans Stanzer, Konfucianisme, Tao, Trigram, Yi King og Yin og Yang).

I.H.S.
I.H.S. er et kendt kristen monogram, der angiveligt er forbogstaver, der betyder: ”Jesus Hominum Salvator” – ”Jesus, menneskets frelser”. I.H.S. var også det monogram, der repræsenterede Dionysos, og det blev brugt i mysterierne. I.H.S. som latinsk forkortelse, har en mystiske betydning – ”In hoc signo victor eris” – ”i dette tegn skal du sejre”. (Se også Dionysos, Eleusinske mysterier og Jesus).

I.N.R.I.
I.N.R.I. er fire bogstaver, der findes øverst på billeder af Jesus på korset. Generelt fortolkes I.N.R.I. som initialerne for ”Jesus Nazarenus Rex Iudaeorum” (”Jesus af Nazareth, Jødernes Konge”), men iflg. andre kilder, repræsenterer det rosenkreuzernes motto: ”Ingne Natura Renovatur Integra” (”med ild fornyes hele naturen”), og med ”ild”, menes der ”ånd”. (Se også Ild og Rosenkreuzer).

Iacchos
(Græsk). Iacchos stammer fra ”iacho”, ”iakcheo” eller ”iachein”, der betyder ”at råbe”. I mytologien er der tre personer ved navn Iacchos. De var alle græske forbilleder, som senere blev antaget af romerne. Ordet siges desuden at være af fønikisk oprindelse, og at det betyder ”et barn ved brystet”. Mange af fortidens monumenter forestiller Ceres og Demeter med Bacchus i armene. Iacchos er et synonym for Bacchus (Dionysos) i de eleusinske mysterier. Han var søn af Zeus og Demeter. Han var ikke søn af Zeus og Semele, som var den thebanske Bacchus, for den anden af de tre Iacchos’er var thebaner og erobrer. Hans mor døde før han blev født, og derfor blev han opbevaret i et stykke tid i sin fars lår. Han havde skikkelse som en drage. Denne Iacchos blev dræbt af titanerne. En tredje var Iacchos af Eleusis, som var søn af Ceres. Han er vigtig, for han optrådte på den sjette dag i de eleusinske mysterier. Nogle ser en analogi mellem Bacchus og Noah, fordi begge dyrkede vin. Navnet Iacchos er desuden en hentydning til de invokationer, som blev intoneret i de ritualer, der er forbundet med Iao og Jehova. (Se også Bacchus, Ceres, Demeter, Dionysos, Eleusinske mysterier, Iao, Jehova, Persefone, Semele, Titaner og Zeus).

Iaho
Iaho omtales mere udførligt under ordet ”Yah” og ”Iao”, men nogle få forklarende ord vil alligevel være nyttige. Diodorus Siculus (græsk historiker) nævner, at Moses’ Gud var Iao − men Iaho er betegnelsen for en ”mysteriegud”, som ikke skal forveksles med Iao eller Yah. Samaritanerne kaldte Iaho for Iabe og Yahva, mens jøderne sagde Yaho − og derefter Jehovah pga. forandring i de masoretiske vokaler. De udgør et fleksibelt system, som gør det muligt at udforske de forandringer, der ligger skjult i det. Men ”Jehovah” er en senere opfindelse og en invokation, for navnet var oprindeligt Jah eller Iacchos (Bacchus). Aristoteles påpeger, at de gamle arabere symboliserede Iach (Iacchos) med en hest − dvs. Solens (Dionysos’) hest − der fulgte vognen, som Ahura Mazda, ”himlenes gud”, dagligt red på. (Se også Ahura Mazda, Aristoteles, Bacchus, Dionysos, Iacchos, Iao, Jehovah og Yah).

Ialdabaoth
(Gnostisk). Ialdabaoth består af ”sem ilda” og ”baoth”. Ialdabaoth er ”barnet fra ægget” (kaos). Det er ånden i stoffet, herskeren over den lavere elohim, som er far til de seks mørke stjerneånder eller jordiske engle, og dermed en af de lavere grupper i kabbalaens Sephiroth. Ialdabaoth er skyggen eller refleksionen på de nederste fire kosmiske planer fra arupa-planerne eller de højere, formløse planer. Udstrømningerne fra stjernernes ånder bliver gradvis mørkere og mere stoflige, efterhånden som de bevæger sig væk fra deres kilder i nedstigningen, og derfor er det korrekt, at de beskrives som de syv planetariske ånder. Ialdabaoths mor, Sophia Achamoth (de fire lavere kosmiske planers visdom), er datter eller en manifesteret afspejling af den himmelske Sophia – den guddommelige visdom. Ialdabaoth svarer derfor til nazaræernes demiurg i Codex Nazaræus (Adams Bog), og det gør ham identisk med den hebræiske Jehova − skaberen af den fysiske jord og det materielle aspekt af planeten Saturns ånd. I orfitternes rangordning er han den første af den overordnede syvfoldighed. Som en skabende ånd skaber Ialdabaoth seks sønner (de lavere jordiske engle eller stjerneånder) uafhængigt af et feminint aspekt, og når sønnerne samarbejder med ham, skaber han Ophiomorphos, den slangeformede ånd, der består af alt det laveste i stoffet. Idet Ialdabaoth proklamerer, at han er Gud og Fader, og at ingen er over ham, fortæller Sophia ham, at første og anden Anthropos (det himmelske menneske) er over ham. Ialdabaoths sønner skabte et menneske, Adam, og Ialdabaoth gav sine livsånde til Adam ved at tømme sig fra skabende kraft. Fordi han gjorde oprør mod sin mor, var hans skabelse uden tænkeevne, og derfor skulle Sophia Achamoth forsyne skabelsen med et tankesind. Det er en henvisning til manasaputraernes nedstigning. Det er årsagen til, at mennesket stræber væk fra sin skaber, som derefter bliver menneskets modstander, og danner de tre lavere naturriger og lukker mennesket inde i et legeme af ler (kød). Ialdabaoth skaber også Eva (Lilith) for at eliminere den maskuline lyskraft. Sophia sender slangen eller intelligensen for at få Adam og Eva til at overtræde befalingen fra Ialdabaoth, som smides ud af Paradis og ind i verden sammen med slangen. Sophia eliminerer både Adams og Evas lyskraft, men til sidst genskabes deres kraft, og de vågner mentalt. Det er i store træk den samme forvirring, der er forbundet med de forskellige fortolkninger af Satan og slangen. Ialdabaoth, der har løvehoved eller har form som en løve, repræsenterer kama-princippet eller det falske lys, der tvinger sjælen ned i stoffet, og som kæmper imod enhver tilbagevenden til ånden. Nogle gnostikere mener, at Sophia sendte Christos for at hjælpe menneskeheden, fordi Ialdabaoth og hans påvirkningskraft var ved at fastfryse det guddommelige lys. Ialdabaoth opdagede ”− at Christos var ved at bringe hans materielle kongedømme til ende, og derfor ophidsede han sit eget folk, jøderne, imod ham, og Jesus blev henrettet”. (Se også Akasha, Arupa, Codex Nazaræus, Demiurg, Elohim, Eva, Jehova, Jehova-Tzabaoth, Kabbala, Kama, Lilith, Manasaputra, Nazaræer, Ophis, Orfitter, Sephiroth og Æg).

Iamblichus
(Græsk). Iamblichus (ca. 250-325 e.Kr.) var mystiker, filosof og forfatter i 3. og 4. årh. e.Kr. Han blev født ved Chalcis i Cælesyrien. Iamblichus er en af de vigtigste af de såkaldte neoplatoniske filosoffer – kun overgået af Plotin. Han var elev af Plotins discipel Porfyrios fra Tyros og grundlægger af den syriske neoplatoniske skole. Hans toneangivende afhandling ”Theurgia” eller ”On the Mysteries of Egypt” omhandler ”højere magi”, som beskrives på grundlag af gudekredsen. Agrippa refererede ofte til Iamblichus i sin ”Occulta Philosophia”. Iamblichus havde også en stærk indflydelse på andre af renæssancens esoterikere som Ficino, Pico della Mirandola og Giordano Bruno. Iamblichus er også omtalt i ”Grimorium Verum”. Iflg. åndsvidenskaben er Iamblicus identisk med mesteren Hilarion, for Hilarion var Iamblicus i en tidligere inkarnation, og endnu tidligere var han Paulus fra Tarsos – Bibelens Paulus. Der har aldrig eksisteret korrekte biografier om ham. Det skyldes, at han var hadet af de kristne, men uafhængige forfattere har samlet fragmenter om hans liv fra hans værker, og de beskriver en enestående moralsk karakter med stor lærdom. I begyndelsen var hans skole adskilt fra Plotins og Porfyrios’, for de var begge modstandere af ceremoniel magi og praktisk theurgi, som de betragtede som farlig. Senere fik Iamblichus overbevist Porfyrios om, at theurgisk magi i nogle tilfælde kunne være gavnlig. Theurgi er positiv magi, og den bliver først negativ, når den bruges til egoistiske formål. Porfyrios blev overbevist, selv om han aldrig selv praktiserede theurgi, men han gav instruktioner om, hvordan man erhvervede den hellige videnskab. I bogen ”Life of Plotinus” nævner Porfyrios en egyptisk præst, som ”på opfordring fra en af Plotins venner, viste ham den theurgiske filosofs velkendte dæmon i Isis-templet i Rom”. Dvs. at han intonerede den theurgiske invokation, og ved hjælp af invokationens kraft kunne datidens egyptiske hierofant eller den indiske mahatma forbinde sit eget eller ethvert andet menneskes astrallegeme med sjælen og gøre den synlig. Theurgi vil reelt sige, at man kan kommunikere med og har kraft til at bringe planetariske ånder og engle – ”lysets guder” − ned på Jorden. Det er den form for magi, som Iamblichus og mange andre − herunder middelalderens rosenkreuzere − kaldte ”forening med guddommen”. Iamblichus skrev mange bøger, og i afhandlingen ”On Deamons” advarer han imod enhver kontakt til elementalerne. Han var oplært i de kaldæiske mysterier, og i sin undervisning betonede han for det første, at Den Ene eller den universelle monade er princippet bag både enhed og mangfoldighed eller bag homogenitet og heterogentiet. Og for det andet at dualitet eller de to principper er intellektet, som i åndsvidenskaben kaldes buddhi-manas. Og det tredje er sjælen og den lavere manas − osv. Der er meget åndsvidenskab i Iamblichus’ lære. Hans disciplin, renhed i livsførelse og hans ihærdighed var stor. Man siger, at Iamblichus en gang var i stand til at levitere ti cubits fra jorden på samme måde som nogle af nutidens yogier. (Se også Bibelen, Buddhi, Buddhi-Manas, Cubit, Discipel, Elementaler, Heterogenitet, Hilarion, Hierofant, Kaldæerne, Levitation, Mahatma, Manas, Monade, Plotin, Rosenkreuzer, Sjæl, Theurgi og Theurgiker).

Iao
(Græsk). Iao var fønikernes øverste guddom, og ”gudens lys kunne kun opfattes af intellektet”. Iao var ”visdommens maskuline essens” – dvs. det fysiske og åndelige princip i skabelsen. Iflg. gnostikerne var de tre bogstaver i Iao et mysterium i stil med pranava på sanskrit. Og Iao minder om triader, trimurtier eller de treenige guder, som udgør en treklang. Princippet forekommer i mange variationer. F.eks. Io, den græske månegudinde − Iaho, Jevo, Jehova og andre hebræiske former – Iaso, som muligvis er oprindelsen til navnet Jesus – Iacchos i Bacchus-mysterierne m.fl. De har på én gang en tredobbelt, firdobbelt og syvdobbelt betydning. Iao Hebdomad (den syvfoldige) var en af gnostikernes syvfoldige mysterieguder. Gnostikerne havde en højerestående Hebdomad, en laverestående eller himmelsk Hebdomad og en jordisk Hebdomad. Iao blev betragtet som den, der var overordnet de syv himle over Jorden, som er identisk med månepitriernes overhoved. Iao Hebdomad er derfor den syvfoldige Iao eller de syv kollektive kosmiske bestyrere, som hver repræsenterer en himmel, og derfor identificerede vismændene Iao Hebdomad med de syv mysterieplaneter. Iao er nogle gange forbundet med Yah (eller Yaho), men fra et andet synspunkt er Iao manasaputraernes syv eller ti kollektive grupper. Iao er også forbundet med den kaldæiske Heptakis. Derfor kan man konkludere, at Iao eller Iao Hebdomad iflg. dette synspunkt ikke kun er de syvfoldige grupper af månepitrierne eller -dhyanierne, men de er også manasaputraernes syv eller ti grupper. Forenet med Månen er Iao enten maskulin, feminin eller androgyn afhængig af sammenhængen. Iao er også slangen i Edens have − den lysende engel, som er en udstrålende elohim, der er iklædt glans og herlighed. Eller mysteriernes Iao, der er overhoved for menneskehedens androgyne skabere. Ligesom med Bacchus og andre guddomme opstod der efterhånden en perverteret fortolkning, og det medførte falliske doktriner og ritualer. Iao eller Yah var et mysterienavn, som havde en meget høj og åndelig betydning. Betegnelsen repræsenterede den treenige kraft og substans, som er forbundet med den øverste guddommelighed i menneskehedens eget kosmiske hierarki, som befinder sig over de syv himle. Derfor er det en guddommelighed, der svarer til den universelle Atman eller Paramatman − det kosmiske åndelige lys, hvis udstråling er de individuelle åndelige monader. (Se også Atman, Bacchus, Elohim, Gnostiker, Hebdomad, Heptakis, Iacchos, Iaho, Io, Jehova, Manasaputra, Monade, Månepitri, Paramatman, Pitri, Pranava, Treenighed, Triade, Trimurti og Yah).

Iao Hebdomad
(Græsk). Iao Hebdomad er de kollektive ”syv Himle”, men iflg. Lyons kristne biskop Irenæus (ca. 130-ca. 200) er Iao Hebdomad også engle. Hos gnostikerne er Iao Hebdomad en mysteriegud, og Iao Hebdomad svarer til de syv manasaputraer i åndsvidenskaben. (Se også Gnostiker, Iao, Manasaputra og Yah.)

Iapetos
(Græsk). Iapetos eller Iapetus er en af titanerne i den græske mytologi. Han er søn af Uranos og Gaia, og han var far til Prometheus, Epimetheus, Atlas og Menoitios. I kampen mod titanerne kastede Zeus ham ned i Tartaros, det dybeste sted i underverdenen. (Se også Atlas, Epimetheus, Gaia, Prometheus, Tartaros og Zeus).

Iaso
(Græsk). Iaso er gudinde for helbredelse. Hun var datter af Æskulap eller Asklepios (Asklepios er den latiniserede form af Aesculapius, som er fordansket til Æskulap). Alle neofytter til indvielse i hendes fars tempel var under hendes beskyttelse. Nybegyndere eller chrostoi kaldte man ”Iasos sønner”. (Se også Asklepios og Neofyt).

Ibis
(Egyptisk). Turister på rejse i Egypten tror ofte, at de ser den hvide ibis ved Nilens bredder, men de forveksler den med den hvide kohejre, der findes overalt i Egyptens vådområder. Her ser man kohejren fjerne insekter fra ryggen af de store bøfler og køer, der græsser ved Nilens bredder. Men på reliefferne er det ikke dette medlem af hejrefamilien, der er afbildet, men den ægte ibis. Tre ibis-arter var oprindeligt hjemhørende i de egyptiske sumpe. Den ene er ”ibis falcinellus” – en trækfugl med brun fjerdragt, der stadig besøger landet hvert år, og som iflg. legenderne forsvarede landet imod invasion af vingede slanger. Den anden er ibissen med fjerbusken og den bronzefarvede fjerdragt, men det er en ibis-art, der ikke længere findes i Egypten, for den ”lever” kun på tempelvæggene og i gravene i form af en hieroglyf. Hieroglyffen betyder ”at stråle” samt afledninger af begrebet. Den tredje er den smukke, hellige ibis med den snehvide krop og med sort hoved og hale. Det var denne ibis, der blev betragtet som et symbol på visdomsguden Tehuti (som grækerne kaldte Thoth). Navnet ”nib”, som den ofte blev kaldt, har overlevet til nutiden. Den ses ikke længere ved Nilens bredder i Egypten, men den lever stadig i Sudans vådområder. Desuden kan den ses i Egyptian museum i Cairo og i Hermopolis i Mellem-Egypten – Tehutis hellige by – hvor mumier af den hellige fugl er bevaret. Ibisen var dedikeret til visdomsguden Thoth − især i byen Khmunu eller Khemennu (Hermopolis), hvor fuglen var forbundet med Månen. Den blev kaldt Osiris’ budbringer, for den var symbol på visdom, skelneevne og renhed – måske fordi den afskyr vand, der er det mindste forurenet. Den levede af krokodillernes og slangernes æg. Iflg. Herodot var ibissen højt respekteret, fordi den udryddede de vingede slanger, der kom flyvende fra Arabien i foråret. Ibissens guddommelige symbol var knyttet til de sorte vinger, som forbandt den til urmørket og skabelsens kaos, samt dens triangulære form, for trianglen eller trekanten var den første geometriske figur og et symbol på det trefoldige mysterium. I nutiden er Ibisen stadig en hellig fugl hos nogle koptiske stammer, som lever langs Nilen. (Se også Hermopolis, Herodot, Kopter, Osiris og Thoth).

Iblis
(Arabisk). Iblis eller Eblis er et ondt væsen iflg. den islamiske tro. Iblis var oprindeligt åndelig eller en engel, der ofte blev kaldt Shaitan, som generelt svarer til Satan. I Koranen er Iblis omtalt som leder af de engle, der gjorde oprør mod Allah, og derfor blev de bortvist fra Paradis. Selv om de er blevet dømt til døden, er straffen blevet tilbageholdt indtil Dommedag. Før Iblis’ fald blev han kaldt Azazel. Han betragtes ofte som leder af Jinn, som muslimer normalt betragter som onde ånder, men populære legender udstyrer dem også med kraft – ofte stor kraft – som en gang imellem kan være til gavn for menneskeheden. (Se også Azazel, Jinn og Satan).

Ichchha
(Sanskrit). Ichchha eller Iccha stammer fra roden ”ish”, der betyder ”at ønske”. Ichchha betyder derfor ønske, begær, intention − og en afledning deraf er vilje. Ichchha betyder derfor ”vilje” eller ”viljes-kraft”. (Se også Ichchha-Shakti).

Ichchha-shakti
(Sanskrit). Ichchha-shakti består af ”ichchha”, der stammer fra roden ”ish”, som betyder ”at ønske”, samt ”shakti”, der stammer fra ”shak”, som betyder ”at kunne”, og dermed menes der hellig kraft. Ichchha-shakti er derfor viljens kraft eller begærets kraft, som er en af naturens esoteriske kræfter. Det er en viljeskraft som − hvis den praktiseres esoterisk − opbygger nervestrømme, der er nødvendige for at sætte bestemte muskler i bevægelse og samtidig paralysere andre. En yogi udfører generelt sine ”mirakler” ved hjælp ichchha-shakti kombineret med kriya-shakti. Ønsker eller begær vækker eller motiverer viljen, som derefter bevæger sig i den retning, som ønsket eller begæret viser, og det indebærer altid mental aktivitet. Fra det generelle grundlag kan mesteren ved hjælp af sin viden om naturens love udnytte sine ønsker, som altid har en ophøjet karakter, til at vække viljen på forskellige planer. (Se også Adept, Hvide Broderskab, Kriya, Kriya-Shakti, Kriya-yoga, Mahatma, Mester, Shakti og Yogi).

Ichthus
(Græsk). Ichthus eller ichthys stammer fra ”ikhthýs” eller ”ikhthis”, der betyder ”fisk”. Symbolet består af to buer, der krydser hinanden, og de ligner profilen på en fisk. De tidlige kristne brugte symbolet som et hemmeligt tegn, men nu er det almindeligt kendt, at fiskesymbolet refererer til Jesus og delvist til Kristus. Ichthus er et akrostikon (dvs. en sætning, hvor linjernes begyndelses- eller slutningsbogstaver eller det første ord i linjen danner ord eller sætninger, når de læses lodret), som består af de første græske bogstaver i sætningen ”Iesous Christos Thiou Yios Soter (Iesous Christos Theou Yios Soter), som betyder ”Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser”. Derfor blev tilhængere af Jesus i de tidlige kristne århundreder ofte kaldt ”fiskere”, og der er fundet tegninger af fisk i katakomberne. I Det Nye Testamente fortælles det, at nogle af Jesu tidlige disciple var fiskere − og Jesus sagde: ”Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere”. Sandsynligvis stammer symbolikken fra det gamle Egypten, hvor visdommens gud Tehuti (Thoth) var forbundet med ibissen eller hejren. Hejren er en enestående fisker, og Tehuti er kendt som ”skattefiskeren”. Ibissen er kendt for sit skarpe syn, som gør den til den perfekte fiskefanger. Den står over vandet og ser det, der bevæger sig nede i vandet. Det er et symbol på årvågenhed og klarsyn. Neofytten ser ind i et andet element (plan). Den sande seer ser verdens hændelser fra et højere niveau – fra et oplyst bevidsthedsniveau. Han ser og forstår med klarhed livets bevægelser, cyklusser og lovmæssigheder. Han er i stand til at identificere og udvælge de sjæle, der er parate til at gå ind i en højere indvielsesgrad. Gnostikerne brugte også Ichthus som tilnavn for deres ideal Jesus – men de brugte det også om den neofyt, der skulle indvies. Ichthus eller fisken var for de tidlige kristne forbundet med vandet i almindelighed og med vandet i Jordanfloden i særdeleshed. Derfor var fisken og vandet knyttet til de gamle indvielsesmysterier. Bemærk også Vesica Piscis, der generelt set er en konventionel form for fisk, som ofte omkranser et billede af Kristus, den hellige jomfru eller en helgen. Det Nye Testamente skal ikke forstås bogstaveligt, for det er reelt en allegorisk beskrivelse af indvielsens cyklus. Mennesket fødes i kødet, og dets anden eller åndelige fødsel er en indvielse, der efterfølges af opstandelsen efter tre dage i en ud-af-kroppen oplevelse, hvor mennesket befinder sig på astralplanet i sit astrallegeme. Ordet Ichthus blev også anvendt til Bacchus. Og der er andre skikkelser, som er forbundet med fiskesymboler – eksempelvis Jonas, Oannes, Dagon, Vishnu osv. (Se også Astrallegeme, Astralplan, Bacchus, Dagon, Fiskene, Oannes, Thoth, Ud-af-kroppen-oplevelse, Vesica Piscis og Vishnu).

Ichthyocentaur
(Græsk). Ichthyocentaur består af ”ichthyo” og ”centaur”. ”Ichthyo” stammer fra det græske ord ”ikhthýs” eller ”ikhthis”, som betyder ”fisk”. ”Centaur” eller ”centaurus” på latin stammer fra den klassiske mytologi. En kentaur er et fabelvæsen, der har hoved, overkrop og arme som et menneske, mens resten af kroppen og benene stammer fra en hest. Ichtyocentaur har egenskaber fra dem begge, og derfor er fabelvæsenet et ”fiske-heste-menneske”. Ichthyocentaur er forbundet med kentaurer, havnymfer og havfolk – men hvordan det mystiske væsen opstod, er et mysterium. Man mener, at skabelsen af de mystiske havkentaurere oprindeligt blev afbildet som en stjernekonstellation i stjernebilledet Fiskenes tegn. Ved slutningen af den poetiske græske mytologi var ichthyocentaur (eller ikhthyokentauroi) et par havguder med et menneskes mandlige overkrop, og med en underkrop af en hest, mens halen var fra en fisk. Nogle gange havde de horn af hummerkløer. De var halvbrødre til Chiron, den vise kentaur, og de var sønner af Poseidon og Amphitrite. De to ichthyocentaurere ses sammen i flere kunstværker. Havkentaurerne stammer sandsynligvis fra den guddommelige fisk i den syriske mytologi (som muligvis er identisk med Dagon), der bragte Astarte i land efter hendes fødsel i havet. (Se også Astarte, Dagon, Ichthus, Ishtar, Poseidon og Triton).

Ida
(Oldnordisk/sanskrit). Ida stammer fra ”ida eddy”, der betyder ”strømhvirvel”. Iflg. Eddaen er Idas marker urolige og i konstant bevægelse, og her forsamles aserne for at holde råd. Idas marker befinder sig i midten af Asgård, som er gudernes bolig. Idas marker kan sammenlignes med Vigridsslatten (indvielsessletten), hvor menneskehedens helte i deres livscyklus kæmper mod mørkets kræfter. Hver slette svarer til en verden og dens beboere, og hver slette har en tilsvarende himmelsk sfære. De tilbageværende aser samles på Idas marker efter Ragnarok, for intet andet end Asgård har overlevet.

Ida-nadi
(Sanskrit). Ida-nadi består af ”ida”, der betyder ”forfriskning” og ”nadi”, der betyder ”rørformet beholder”. Ida-nadi er en af de tre hovednadier (æteriske nervebaner). I åndsvidenskaben spiller rygsøjlen mange fysiologiske roller, men den er navnlig tredoblet i sine funktioner, som er fundamentet for kroppens praniske vitalitet, drevet af pingalas kama og mere eller mindre kontrolleret af Idas højere manasiske eller dirigerende egenskaber. Ida-nadi løber til venstre for og langs rygsøjlen og forbinder rodcentret med hovedcentret. Et andet navn for ida-nadi er chandra-nadi. pingala-nadi strømmer i højre side af rygsøjlen. Ida-nadi og chandra-nadi er ”måneenergi” og pingala-nadi og surya-nadi er ”solenergi”, for ida er kølig og pingala er varm. I yoga-filosofien kaldes venstre næsebor – chandra-nadi eller ida-nadi – for ”måne-passagen” og højre næsebor kaldes – surya-nadi eller pingala-nadi – for ”sol-passagen”. Åndedrættet i højre næsebor repræsenterer livskraften, og venstre næsebor repræsenterer den mentale kraft. ”Måneenergien” eller den mentale energi anses for at være den dominerende. (Se også Chandra-nadi, Hovedcenter, Kama, Nadi, Pancha Makara, Pingala-nadi, Rodcenter, Surya-nadi, Sushumna og Æterlegeme).

Idam
(Sanskrit). Idam bruges af vediske vismænd til at beskrive det manifesterede univers − i modsætning til Tat (Det), den ubeskrivelige kilde, hvorfra alle universer udgår, og hvortil de igen vender tilbage til pralaya (kosmisk hviletilstand), og herfra udsendes de igen til nye manifestationsperioder med aktivitet. (Se også Pralaya).

Idas
(Græsk). Idas er bror til Lynceus. Idas og Lynceus er sønner af Aphareus og Arene og fætre til dioskurerne, Kastor og Pollox. Idas erobrede nymfen Marpessa fra Apollon, og blev derfor betragtet som den stærkeste blandt levende mennesker. På grund af et skænderi over fordelingen af kvæg − eller over dioskurernes voldtægt af deres trolovede, dræbte Idas Kastor, men Idas blev derefter dræbt af et lyn fra Zeus. (Se også Apollon, Dioskurer og Zeus).

Idaspati
(Sanskrit). Idaspati består af ”id”, der betyder ”en forfriskende slurk” eller ”drikoffer”, og ”pati”, der betyder ”herre” eller ”mester”. Idaspati er derfor ”drikofrenes herre”. Betegnelsen bruges om Brihaspati (en vedisk guddom) i Rig-Veda og Pushan (en anden vedisk guddom). I Puranaerne bruges Idaspati om Vishnu, især Vishnu i sit aspekt som Narayana (”Den Ene, der hviler på vand”). (Se også Brihaspati, Narayana, Puranaer, Pushan, Rig-Veda, Veda og Vishnu).

Idavatsara
(Sanskrit). Idavatsara består af ”ida”, der betyder ”dagen i dag”, og ”vatsara”, der betyder ”det femte år” i en femårig cyklus. Idavatsara er derfor året i en femårig cyklus. Idavatsara er desuden en af de fem perioder, der udgør en yuga. Yuga betyder ”epoke” eller ”æra” i en cyklus, og den vediske cyklus er beregningsgrundlag for større cyklusser. (Se også Yuga).

Iddhi
(Pali). Iddhi stammer fra roden ”sidh”, der betyder ”at lykkes”, ”at nå et mål”, ”at realisere”. Iddhi svarer til sanskritordet siddhi, der bruges til at betegne perfekte evner og egenskaber. Evnerne kan være åndelige og intellektuelle, men også astrale og fysiske, og de erhverves ved hjælp af uddannelse, disciplin og indvielse. I buddhismen betragtes iddhi generelt som ”metafysik kraft”. Iddhi opdeles i to grupper. Iflg. Digha-Nikaya og andre buddhistiske værker består den højeste Iddhi af otte evner: 1) Evnen til at projicere tankeskabte billeder af sig selv − 2) Evnen til at gøre sig usynlig − 3) Evnen til at gå igennem faste ting f.eks. en væg − 4) Evnen til at trænge igennem fast fundament, som om det bestod af vand − 5) Evnen til at gå på vandet − 6) Evnen til at flyve gennem luften − 7) Evnen til at røre Solen og Månen − 8) Evnen til at stige op til den højeste Himmel. Buddha sagde om tilegnelsen af de otte evner: ”Jeg kan se faren ved at praktisere de mystiske evner, og derfor væmmes, afskyr og skammer jeg mig over dem”. Det er en meget kontant besked, selv om iddhier er evner, der er både positive og efterstræbelsesværdige, vel at mærke når de vedrører menneskets højere natur, for de er af åndelig, intellektuel og højere psykisk karakter. Det er kun når iddhierne eller siddhierne er begrænset til astrale og psykiske egenskaber, at Buddha fordømmer dem og betragter dem som farlige, og med god grund. For ambitiøse og egoistiske mennesker er evnerne ekstremt farlige. Desuden var det forbudt i forhold til broderskabets (Sanghas) regler, at demonstrere nogen form for metafysiske evner for almindelige mennesker. Grundlaget for erhvervelse af iddhier, var baseret på fire afsluttede trin i uddannelse (iddhipada) − målbevidst koncentration på formålet, på viljen, på tænkeevnen og på studier. (Se også Buddha, Buddhisme, Sangha, Siddha, Siddhi).

Idealisme
Idealisme i de filosofiske systemer er principielt baseret på bevidsthed, i modsætning til systemer, der er baseret på sansning eller materialisme. Det bekræfter, at Universet er tankesindets legemliggørelse − eller som oplyst i åndsvidenskaben – bevidsthedshierarkiernes legemliggørelse, som strømmer ud fra en enhed eller en essentiel universel kilde. Det medfører, at virkeligheden reelt er guddommelig eller åndelig, og det psykiske kommer til udtryk som fysiske fænomener på et lavere plan. Teoretisk set er idealisme enten en metode til identifikation af virkeligheden i forhold til menneskeheden og dens indre bevidste erfaring, eller også er det udelukkende det mentale liv, der erkendes. Subjektiv idealisme benægter eksistensen af den objektive virkelighed − undtagen måske som illusorisk. Objektiv idealisme anerkender eksistensen af objektive verdener samtidig med den ideelle verden, som er den primære og altoverskyggende. Den ydre verden har en relativ og midlertidig virkelighed, som på sanskrit kaldes maya. Maya vil sige, at alt (skabelsen), undtagen Skaberen, er en illusion, uvirkeligt eller rettere ikke evigt. Det sidste synspunkt er den eneste logiske konklusion, for hvis man eliminerer objektet, må man også eliminere subjektet, og subjekt og objekt er uden betydning undtagen i forhold til hinanden. Enhver teori kræver den, der ved, og det, der vides noget om. Det sidstnævnte er det objektive, og det førstnævnte er det subjektive. Absolut idealisme er logisk set lige så utænkeligt som absolut materialisme. (Se også Maya).

Idédannelse
Idédannelse er evnen, kraften eller processen til at skabe idéer. Kosmisk idédannelse kaldes en abstraktion, for den er et aspekt af det kosmiske sjælsaspekt, men kosmisk idédannelse er også den mere konkrete virkelighed, der er repræsenteret ved mahat − den kosmiske bevidsthed. Kosmisk idédannelse er rettet mod et fokuspunkt eller upadhi, som resulterer i rummets abstrakte bevidsthed, hvor der arbejdes via monaden eller legemerne − og manifestationerne varierer i forhold til graden af de forskellige upadhier. Kosmisk idédannelse kaldes mahabuddhi eller mahat, som er den universelle verdenssjæl − det kosmiske eller åndelige stof. Mahat er den oprindelige essens eller urprincippet i kosmisk bevidsthed og intelligens, som er kilden til de syv prakriti – dvs. Universets syv bevidsthedsplaner eller elementer, samt den styrende intelligens, der er manifesteret i naturen på alle planer. Hvis man går dybere, er der en førkosmisk idédannelse, som er et aspekt af den metafysiske triade, som er kilden til al manifestation. For Platon var en idé først og fremmest en prototype, der eksisterede i det kosmiske tankesind, og som manifesterede sig i former pga. virkningen af den kosmiske energi, der er styret af idédannelsen, som er aktiv i stoffet. Derfor må evnen betragtes som medfødt, og menneskets tanker er derfor mentale manifestationer af idéer. For Platon og Aristoteles (når man ikke bruger ordet til at betegne arter) var idéer de grundlæggende kilder til manifesterede former og genstande, og derfor skal idéer ses som et bevidsthedsaspekt og ikke som et stofaspekt. Af den årsag skal evnen til idédannelse betragtes som kosmisk og skabende, for det ligger latent i selve idédannelsen, og den kan være det samme i mennesket, fordi hvert eneste individ er et mikrokosmos. Det er helt forskellig fra evnen til at skabe mentale billeder pga. sanseoplevelser, for de er reelt en form for billeder, som grækerne kaldte phantasmata. Men selv den form for billeder er blot en grad af den oprindelige proces, og derfor kan den måske kaldes astral idédannelse. (Se også Aristoteles, Mahat, Platon, Prakrita, Prakriti, Triade og Upadhi).

Ideos
(Græsk). Ideos er iflg. Paracelsus det samme som det oprindelige udifferentierede stof i kaos − eller mysterium magnum, som filosoffen også kalder det. Hos Paracelsus er ideos det samme som urstoffet i subjektiv tilstand. (Se også Mysterium Magnum).

Idises
(Oldnordisk). Idises er det samme som diserne, feerne og valkyrierne iflg. Eddaen. Idises omtales som guddommelige kvinder i de nordiske legender. De blev bl.a. æret af teutonerne. Germanerne betragtede dem som clairvoyante, kvindelige profeter, og sædvanligvis kaldte man dem for viskvinder, for de var i stand til at lindre de syge ved hjælp af urter og metafysiske kræfter. (Se også Edda, Diser, Naturånder, Teutoner og Valkyrier).

Idol
(Græsk). Idol stammer fra ”eidolon”, der betyder ”billede” (”forbillede”) og ”syn”. ”Eidolon” er afledt af ”eidos”, der betyder ”form”. Idol er opstået pga. brugen af gudebilleder, som blev synlige symboler, der blev æret i ceremonier og ritualer. Holdningen til gudebilleder varierer fra religion til religion. Katolicismen, hinduisme og buddhisme tillader gudebilleder. Ortodoks kristendom tillader ikoner − eksempelvis billeder af helgener. Jødedom, islam og protestantisk kristendom er imod gudebilleder. Forskellige grader af uvidenhed eller mangel på oplysning kan medføre, at et gudebillede i sig selv betragtes som en afgud, der repræsenterer en legemliggørelse af guddommelighed, og man mener, at gudebilledet kan overføre sin guddommelige eller åndelige indflydelse til den bedende. Eksempelvis beder mange katolikker ikke ved en statue af Jomfru Maria, men til statuen, og mange jøder beder ikke ved ”Grædemuren” i Jerusalem, men til ”Grædemuren”. I virkeligheden medfører idoldyrkelsen, at man fokuserer på formen i stedet for på ånden, og ofte nedværdiger mennesket sig til at tilbede de billeder, der er opbygget i fantasien. Åndsvidenskaben oplyser, at afguder og tilbedelse af afguder skulle uddø med 4. rodrace (den atlantiske), men efteratlantiske racer bragte gradvis tilbedelsen tilbage. Vedaerne tolereret f.eks. ingen afguder. Psykoanalytisk betragtes idolet som et ”overføringsobjekt”, og fascinationskraften beror på, at mennesket ubevidst overfører elementer fra sit eget indre idealbillede til den idoliserede skikkelse, og derefter identificerer det sig med idolet i forbindelse med idoldyrkelsen. (Se også Atlantis, Rodrace og Veda).

Idospati
(Sanskrit). Idospati er det samme som Narayana eller Vishnu, og Idospati svarer på en måde til Poseidon. (Se også Narayana, Neptun og Vishnu).

Idra Rabba
(Hebræisk). Idra Rabba eller Idrah Rabbah er ”Den større hellige forsamling”. Det er en del af Zohar. (Se også Zohar).

Idra Suta
(Hebræisk). Idra Suta eller Idrah Suta er ”Den mindre hellige forsamling”. Det er en anden del af Zohar. (Se også Zohar).

Idris
(Arabisk). Idris eller Edris er ”den lærde”. Det er også en betegnelse, der bruges om Enok, som er identisk med den egyptiske visdomsgud Tehuti, (Thoth) og Orfeus. (Se også Enok, Orfeus og Thoth).

Idun
(Oldnordisk). Idun, Idunn eller Iduna stammer fra ”id”, der betyder ”foryngelse”. Idun er den nordiske gudinde for evig ungdom. Hun er den ældste af måneguden Ivaldes yngste afkom, som repræsenterer Jordens sjæl. Idun er gift med Brage, der er poesiens gud og skytsgud for skjalde og barder, og Idun fulgte med ham til Asgård. Idun vogter udødelighedens æbler, som hun dagligt (ved hver ny cyklus) serverer for aserne (guderne) i Asgård. Iflg. Eddaen har hun skjult ”livet” i oceanets dyb, og når den rette tid kommer, vil hun genskabe livet på Jorden. (Se også Aser, Asgård, Brage, Edda og Ivalde).

Idwatsara
(Sanskrit). Idwatsara er en af de fem perioder, som former yugaen. Idwatsara er en cyklus, som i særlig grad er den vediske cyklus, der er grundlag for udregningen af de større cyklusser. (Se også Veda og Yuga).

Idæisk finger
Idæisk finger er en jernfinger, der er stærkt magnetiseret, og som blev brugt i templerne til helbredelse. Den idæiske finger skabte mirakler, og derfor mente man, at den indeholdt magiske kræfter.

Ieu
(Gnostisk). Ieu, Ieon eller Jeu er det første menneske. Ieu omtales i Pistis Sophia. Andre titler er ”lysets vogter”, ”slørets vogter” og ”fader til Jesu fader”. Det er derfor et andet navn for kabbalaens Adam Kadmon, den kosmiske intelligens eller 3. Logos. (Se også Adam Kadmon, Kabbala Logos og Pistis Sophia).

Iezedian
(Persisk). Iezedian eller lezidi er en sekt, der kom til Syrien fra Basra. De praktiserede dåbsritualet og troede på ærkeengle, men de var desuden dedikeret til Satan. Iezad, deres profet, fortalte, at en budbringer fra Himlen ville bringe dem en bog, der var skrevet i evigheden.

Ifing
(Oldnordisk). Ifing stammer fra ”if” eller ”ef”, der betyder ”tvivl”. Ifing er navnet på den brede flod, der deler Asgård, gudernes hjem, fra Jotunheim, jætternes og giganternes hjem. Jætterne var store og stærke magikere. Neden for Asgård lå Alfheim med elverfolkets hjem, som var bygget i Solens æter, og herunder lå Midgård. Rækkefølgen af lokaliteterne svarer til hinduernes lokaer, som var beboet af forskellige grupper af guder og asuraer. Ifing-floden fryser aldrig, så den kan skabe en is-bro, der kan krydses af uværdige, men alle sjæle må i sidste ende krydse både tvivlens flod og også tidens flod (Tund) for at gøre sig fortjent til gudernes rige. (Se også Alfheim, Asgård, Asura, Loka og Midgård).

Igaga
(Kaldæisk). Igaga, Igege eller Igigi er et hierarki af højerestående engle. De svarer til ærkeengle. Igaga er åndelige i modsætning til anunnaki, der er Jordens engle. (Se også Anunnaki, Ekimu, Gallu og Ærkeengel).

Igege
Se Igaga.

Igigi
Se Igaga.

Igne Natura Renovatur Integra
(Latin). Igne Natura Renovatur Integra betyder, at ”naturen genopstår i renhed ved hjælp af ild” − eller rettere: ”Stoffet forædles ved hjælp af ånd”. Rosenkreuzernes middelalderlige motto betyder, at arbejdet med den indre åndelige ild − når den arbejder frit og ubundet af de omkringliggende slør − reducerer slørene, så de bliver ét. På den måde bliver den rene og fuldkomne natur forvandlet til den oprindelige essens. Det er en opfordring til mennesket, for når et menneske lever i ildens eller åndens lys eller i overensstemmelse med den indre guddom, smelter alle bevidsthedsslør sammen med den indre ild. Den oprindelige åndelige natur genoprettes, og mennesket bliver guddommeligt. (Se også Rosenkreuzer).

IHVH
Se Tetragrammaton.

Ikon
(Græsk). Ikon stammer fra ”eikon”, der betyder ”billede”. Et ikon er et helligt billede især inden for de ortodokse kirker. Som regel er det et billede, der er malet på træ, men ikoner omfatter også andre medier eksempelvis mosaik, tekstiler og endda skulpturer. Ofte er motivet et billede af Jomfru Maria med Jesus-barnet. Afbildningen betragtes ikke alene som en illustration, men som en del af det religiøse budskab, for billedet på ikonet opfattes som en fysisk manifestation af dét, den repræsenterer. I de ortodokse kirker er ikoner sat op på ikonostasen. (Se også Ikonografi).

Ikonografi
(Græsk). Ikonografi stammer fra ”eikon”, der betyder ”billede” og ”gráphein”, der betyder ”at skrive” – dvs. ”at skrive med billeder”. Ikonografi opstod fra det græske eikonographía via det latinske ikonographia. Ikonografi er betegnelsen for analyse, fortolkning og beskrivelse af et billedes eller en skulpturs motiv med henblik på at identificere portrætter, religiøse eller mytologiske figurer og scener. Ikonografi er derfor billedlære. Metoden benyttes også i forbindelse med fortolkning af nonfigurativ kunst, tv, film og reklamebilleder samt arkitektur og andre kulturers visuelle udtryksformer. Der er tale om et kunsthistorisk begreb for undersøgelse af idéer og detaljer i et kunstværk. En sekundær betydning er fremstillingen af ikoner i den byzantinske og ortodokse kristne tradition. Udtrykket bruges også inden for flere fagområder ud over kunsthistorien, f.eks. semiotik og studiet af massemedier. (Se også Ikon og Semiotik).

Ikosaeder
(Græsk). Ikosaeder stammer fra ”eikosi”, der betyder ”tyve”, og ”hedra”, der betyder ”flade” eller ”side”. Ikosaeder er en geometrisk eller platonisk figur, der begrænses af tyve lige store, ligesidede trekanter. Ikosaederet er et af de fem regulære polyedre. Et ikosaeder er et konvekst, regulært polyeder, der er sammensat af tyve trekantede sideflader, som er grupperet med fem trekanter, der mødes i hvert af de tolv hjørner. Ikosaederet har tredive kanter og ikosaederets duale polyeder er dodekaederet. Mange virustyper − bl.a. HIV og herpes − har form som et ikosaeder. Virusstrukturen er bygget af gentaget identiske proteinbyggesten, og ikosaederet er en af de nemmeste former at samle ved at bruge den form for byggesten. (Se også Dodekaeder, Heksaeder, Oktaeder, Platoniske legemer, Polyeder og Tetraeder).

Ikshu
(Sanskrit). Ikshu er et af de legendariske syv have. Nogle mener, at Ikshu er identisk med Sortehavet.

Ikshvaku
(Sanskrit). Ikshvaku, Ikshwaku eller Iksvaku var søn af Vaivasvata Manu, som er 5. rodraces stamfader – dvs. den nuværende menneskerace. Vaivasvata Manu var søn af Vivasvat (Solen). Ikshvaku var grundlægger af den solare race (suryavansa). Han regerede i Ayodhya ved begyndelsen af treta-yuga (den anden tidsalder). Det siges, at han havde 100 sønner, og den ene, Nimi, grundlagde Mithila-dynastiet. (Se også Ayodhya, Manu, Surya, Suryavansa, Treta-yuga og Vaivasvata).

Iksvaku
Se Ikshvaku.

Ila
(Sanskrit). Ila er nært forbundet med Ida, og nogle gange bruges de i flæng. Ila betyder ”strømning”, ”tale” og ”Jorden”. Ilagola betyder f.eks. “planeten Jorden”. Ila er gudinden for hellig tale. Ila minder om Vach, som i Rig-Veda kaldes ”Manuens lærerinde”, for hun introducerede reglerne for, hvordan offerhandlinger skal udføres. I Satapatha-Brahmana opstår Ida fra en offerhandling, som Manuen udførte for at få afkom. Hun blev gift med Manuen for at føde manuernes race. I Puranaerne er hun datter af Vaivasvata-Manu og hustru til Budha (visdom), og mor til Pururavas. I nogle sammenhænge føder hun en kvinde, som bliver en mand ved navn Sudyumna, så derefter igen bliver kvinde, for endeligt at blive en mand igen. Det refererer til den androgyne 3. rodrace og til slutningen af 2. rodrace. I sin mest mystiske betydning repræsenterer det foreningen mellem Svayambhuva Manu − der er den første personifikation af det duale princip, hvoraf Vaivasvata Manu og Ila er en anden og en tredje form − og Vach-Shata-Rupa, hans egen datter, som i den kosmiske symbolik er livets rod, dvs. den kim, som alle solsystemer, verdener, engle og guder udgår fra, for som Vishnu siger: ”Fra Manuen må alskabningen, guder, asuraer og mennesker være skabt. Han må have skabt Ordet − det, som bevæger og alligevel ikke bevæger sig”. (Se også Brahmana, Budha, Ida, Ida-nadi, Manu, Puranaer, Pururavas, Rig-Veda, Rodrace, Sudyumna, Vach og Vaivasvata).

Ilavrita
(Sanskrit). Ilavrita Ilavrta er en af de ni varshaer (opdelinger af Jorden) i henhold til fortidens hinduistiske undervisning. Det er området ved den nordlige pol og omgivelserne ved Mount Meru, der angiveligt skulle være hjemsted for guderne. (Se også Varsha).

Ild
I åndsvidenskaben er ild symbolet på ånd. Det skal forstås som et aktivt, besjælende princip i modsætning til substans, stof og form. I alle tidsaldre er ild blevet æret som symbol på ånden i modsætning til stoffet. Ildens essens eller substans består af ånd, og fordi ilden er mere essentiel end luft og vand (der betragtes som oprindelige elementer), bliver ilden identisk med sjælen. Desuden tilføjes elementet jord, og elementerne bliver belivede organer, som besjæles med egenskaber og kvaliteter fra de forudgående mere æteriske elementer. I oldtiden var det derfor vigtigt at holde liv i den hellige ild på alteret. Årsagen er, at den fysiske ild repræsenterer den himmelske eller åndelige ild, som er et aspekt af den kosmiske bevidsthed. Guddomme omtales ofte som den kosmiske bevidstheds ild. Fortidens opfattelse af ilden omfattede derfor langt mere end nutidens almindelige opfattelse af ild. Fortidens civilisationer havde en mangfoldig opfattelse af ildens egenskaber, der spænder fra guddommeligt-åndeligt intellekt via ildens manifestationer på mellemliggende faser og ned til fysisk varme som følge af afbrænding af materiale som f.eks. træ eller kroppens fysiske varme. Det er grunden til, at nogle gamle filosoffer som f.eks. Heraklit talte om ild, som Universets primære element, og det var i overensstemmelse med den arkaiske synsvinkel. Ild er det aktive, energimæssige, vitaliserende, fremdrivende princip på alle eksistensplaner. H.P. Blavatsky fastslår, at ilden opstod fra ur-kaos. Ilden var kold, formløs og lysende – den var den essentielle bevidsthedsubstans. Den første manifesterede varme ild med varme flammer opstod på et meget senere tidspunkt i manifestationen. Skjult i den centrale Sol findes den tredobbelte formløse og usynlige ild, som går forud for den kosmiske syvfoldige manifesterede ild. Ild, uanset om den er himmelsk eller jordisk, er den mest fuldkomne og rene refleksion af den universelle flamme. Ilden er liv og død − skaberen og genskaberen − begyndelsen og slutningen på al manifestation. Ilden er den guddommelige bevidsthedssubstans. Ild udgør en enhed på planet for den ene virkelighed. Og på illusionens plan er partiklerne brændende liv. Ligesom næsten alt andet har ild en lavere polarisering, som dermed udgør det ildens infernalske aspekt, men Helvedes flammer er rensende. Mennesket har magt til at foretage selvbevidste valg, og derfor kan det modarbejde naturens processer og skabe sine egne djævle. Ild var det vigtigste middel til forædling i middelalderens alkymi, for det fjernede slaggeret fra guldet. Det samme gælder på det moralske plan, for åndelig aspiration opvækker den indre ild, der renser guldet for slagger i aspirantens hjerte. Der er to fødsler eller dåbshandlinger, som vedrører vand og ild. Den førstnævnte er den fysiske, mens den sidstnævnte er den åndelige fødsel eller dåb, der gives til aspiranten. (Se også Agni, Element, Flammer, Helvede, Taijasa og Tattva).

Ild ved friktion
I åndsvidenskaben er ”ild ved friktion” en betegnelse for ”stoffets ild” – eller åndedraget – eller varmen fra moderaspektet. ”Ild ved friktion” har relation til 3. stråle.

Ildabaoth
(Gnostisk). Ildabaoth betyder ”barnet fra ægget”. Iflg. den gnostiske lære i Codex Nazaræus (nazaræernes og ebionitternes skrifter) er Ildabaoth skaberen af den fysiske Jord. Ebionitterne identificerer Ildabaoth med Jehovah, jødernes guddom. Ildabaoth er ”mørkets søn” i negativ betydning, og han er faderen til de seks jordiske og mørke stjerneånder, som er de lysende stjerneånders modsætning. Deres boliger er de syv sfærer, hvor den øverste begynder i det ”mellemste rum”. Deres moder, Sophia Achamoths region og Jordens lavere ende, er den syvende region. Ildabaoth er planeten Saturns skytsånd − eller den er snarere dens herskers onde ånd. (Se også Codex Nazaræus, Ebionitter, Gnosticisme, Gnostiker og Sophia Achamoth).

Ildens sønner
Se Kumara.

Ildfilosoffer
Ildfilosoffer er et navn, der blev givet til hermetikerne og alkymisterne i middelalderen, og det samme gælder rosenkreuzerne. Rosenkreuzerne, der var theurgisternes efterfølgere, betragter ild som symbol på guddommen. Ild er kilden − ikke kun til stoflige atomer, for de er blot formen, som rummede åndelige og psykiske kræfter, der giver dem energi. Bredt analyseret er ild et trefoldigt princip, og esoterisk er det syvfoldigt lige som alle andre elementer. Et menneske består af ånd, sjæl og legeme plus et firfoldigt aspekt, som er ild. Iflg. rosenkreuzere består ild af: 1) En synlig flamme (legeme) − 2) En usynlig astral ild (sjæl) − 3) Ånd. De fire aspekter er varme (liv), lys (sind), elektricitet (kamiske eller molekylære kræfter) og den syntetiske essens hinsides ånden, der er den fundamentale årsag til ildens eksistens og manifestation. For hermetikere eller rosenkreuzere er en flamme, som slukkes på de fysiske plan, kun gået fra den synlige verden til den usynlige − fra det kendte til det ukendte. (Se også Alkymi, Element, Hermetisme, Kama, Rosenkreuzer og Theurgi).

Ildgang
Se Firewalking.

Iliados
Iliados blev brugt af Paracelsus som synonym for ideos − urmaterien i subjektiv tilstand. (Se også Ideos).

Ilissos
(Græsk). Ilissos eller Ilissus var en flod i det gamle Grækenland – oprindeligt en biflod til Kifissos-floden. Nu er den stort set blevet kanaliseret ned under jorden. I antikken løb den uden for Athens forsvarsmure. Platon skrev i sin Kritias-dialog, at Ilissos-floden repræsenterede en grænse i antikkens Akropolis. Dens bredder var græsklædte og med skyggefulde platantræer, og området blev anset for idyllisk i antikken, og her kunne interesserede møde Sokrates, når han gik sine ture, og modtage hans undervisning.

Ilithyia
Se Eileithyia.

Illa-ah
(Hebræisk). Adam Illa-ah er den himmelske eller overordnede Adam i Zohar. (Se også Adam Kadmon, Himmelske Adam og Zohar).

Illinus
(Kaldæisk). Illinus er en af guderne i Damascius’ kaldæiske theogoni.

Illuminati
(Latin). Illuminati betyder ”de oplyste” og indviede adepter. Illuminati er en titel, som i Europa blev brugt af forskellige grupper af mystikere i forskellige perioder med påstand om, at medlemmerne havde udviklet evner til at se og forstå den guddommelige sandhed. Det var også populært at bruge illuminati om senere grupper som f.eks. Swedenborgs tilhængere og rosenkreuzerne. Illuminati blev desuden brugt om hemmeligs samfund − dels religiøse og dels politiske − som opstod i Tyskland i slutningen af det 18. årh. De spredte deres indflydelse til andre lande, og de havde indvielsesgrader i stil med frimurerloger. (Se også Adept).

Illumination
(Latin). Illumination betyder ”oplysning”, men i åndsvidenskaben er illumination betegnelsen for kontakt med højere bevidsthedstilstande, der oplyser den mediterende om et aspekt af den højere virkelighed. Når sjælens udstrålende lys modtages, forstår det fysiske menneske med sin hjernebevidsthed det, der tidligere var skjult. Den oplyste tænkning modtager sjælsviden. Udtrykket bruges navnlig om den selvindvielse, som Buddha opnåede i sin sidste inkarnation, hvor han fik den endelige oplysning eller illumination under Bodhi-træet. (Se også Bodhitræ og Buddha).

Illusion
Illusion er enten positiv uvirkelighed, eller den er helt og fuldstændigt vildledende uden grundlag i virkeligheden. Nogle filosoffer mener, at kilden til illusioner er menneskets eget tankesind. Dvs. at illusioner betragtes som subjektive eller indre forestillinger og ikke noget ydre og objektivt. Når illusioner opfattes på den måde, ligger forståelsen langt fra betydningen af sanskritordet maya. Opfattelsen af maya vil sige, at det ydre opstår af virkeligheden, og ikke er en modsætning til virkeligheden. Det er indlysende, at hvis man kan sige, at Universet eksisterer, skal man tillade denne illusion i den forstand, at maya har eksistens. Det er en midlertidig virkelighed, for den stammer naturligvis fra og skygger for virkeligheden bag manifestationen. Manifestationen er ikke virkeligheden selv, men dens mangeformede skikkelse. Når det siges, at verden og alle mennesker og skabninger og genstande i verden er en illusion, betyder det ikke, at det hele er en ligegyldig drøm. Det betyder, at verden er virkelig for mennesket, så længe mennesket er bevidst om verden på det fysiske plan, og den skabte verden skal betragtes som maya eller en bedragerisk fremtoning fra menneskets synspunkt, indtil mennesket bliver bevidst på et højere plan. (Se også Blændværk og Maya).

Illusionslegeme
Se Mayavirupa.

Ilmatar
(Finsk). Ilmatar er den store kosmiske Moder, som hjalp med skabelsen af Himlen og Jorden. I Kalevala er Ilmatar beskrevet som datter af æteren eller luften (ilma). Efter at have gennemgået et liv i lange tidsaldre i luftelementet, steg hun ned til vandelementet, for intet andet eksisterede på det tidspunkt. Efter 700 år påkaldte hun den store guddom. Jorden blev skabt, og hun blev i stand til at føde sine syv sønner, og det er deres bedrifter, der udgør den vigtigste fortælling i de store finske epos. (Se også Æter).

Ilmatar
(Finsk). Ilmatar er jomfruen, der falder ned i havet fra Himlen før skabelsen. Ilmatar er ”luftens datter” og mor til syv sønner (naturens syv kræfter).

Ilus
(Græsk). Ilus stammer fra ”ilue”, der betyder ”mudder”. Kaldæeren Berosus omtaler det oprindelige mudder, som er den grove substans, som kosmos blev bygget af. Og den fønikiske forfatter Sanchoniathon kalder det for kaossets afkom efter åndens omfavnelse. Lotusblomsten eller det manifesterede univers voksede ud af den kosmiske ilus eller den oprindelige substans. Elementerne blev adskilt eller udfoldede deres aktivitet fra deres urilus, som hvilede i pralaya. Esoterisk er det den homogene aflejring fra kaos eller det store dyb. Det er det første princip, som formede det objektive Univers. Det svarer til hyle. (Se også Hyle, Lotus og Pralaya).

Imagination
(Latin). Imagination kaldes også forestillingsevne. Imagination er evnen til at skabe nye tankebilleder, der ikke opfattes ved hjælp af synet, hørelsen eller andre fysiske sanser. I åndsvidenskaben tales der derfor ofte om ”skabende imagination”. Imagination er menneskets billeddannende evne eller kraft til at skabe mentale billeder. Først skabes tankeformen. Derefter aktiveres ønsket om at virkeliggøre det, man forestiller sig. Ved at handle ”som om”, kan et menneske bevidst aktivere den skabende imagination. I åndsvidenskaben skal imagination imidlertid ikke forveksles med fantasi. Ligesom fantasi er imagination en evne, der er knyttet til astrallegemet og astralplanet, men imagination er desuden baseret på hukommelse fra tidligere inkarnationer. Man kan derfor sige, at fantasien er imaginationens ”spejlbillede”. Imagination er accepteret af naturvidenskaben som en medfødt evne og tankeproces, der gør det muligt at skabe delvise eller komplette scener i tankesindet. Imagination bruges i psykologien som en teknisk betegnelse for evnen til at genoplive situationer i tankesindet, og dermed mener man, at imaginationen stammer fra sanseindtryk af genstande og situationer, der tidligere er oplevet i den ydre verden. Men definitionen er i konflikt med den almindelige opfattelse af imagination, og derfor foretrækker nogle psykologer at beskrive processen som ”visualisering”, der opfattes som reproduktiv, i modsætning til produktiv eller konstruktiv. Imagination er evnen til uafhængigt af sanserne at skabe billeder med det ”indre øje”, og imagination er derfor en skabende kraft, der bruges i forbindelse med viljen, og den fremkalder ikke kun skabende kræfter, men også associationer. På den måde kan imagination bruges til åndeliggørelse, men også til materialisering af billeder, der er undfanget i tankesindet – dvs. at skabe de resultater, man ønsker på godt og ondt. Det kan blive menneskets mester, der kæder det sammen til illusioner, som mennesket selv har skabt. Men når mennesket kan styre kraften og modstå de mange fantasifulde forslag, bliver imaginationen et effektivt redskab til at forme livet og skæbnen. (Se også Fantasi, Illusion, Manas og Visualisering).

Imago
(Latin). Imago er et image, en lignelse, et afgudsbillede, et genfærd, et spøgelse – og nogle gange bruges imago om linga-sarira. (Se også Genfærd, Linga-Sharira og Spøgelse).

Imam Mahdi
(Arabisk). I islamisk eskatologi (dvs. religiøs forestilling om de begivenheder, der indtræffer ved Jordens undergang) er Mahdi, der betyder ”den vejledte” − den profeterede frelser af islam. Han vil herske i syv, ni eller nitten år (iflg. forskellige fortolkninger) før ”Dommedag” (Yawm al-qiyamah), og han vil befri verden for ondskab. Der er ikke nogen udtrykkelig henvisning til Mahdi i Koranen, men der references til ham i hadith (beretninger og traditioner om Muhammeds belæringer, indsamlet efter hans død). Iflg. islamisk tradition vil Mahdis embedstid falde sammen med Kristi (Isas) genkomst, og han skal hjælpe Mahdi mod Masih ad-Dajjal − de ”falske Messias’er” eller ”Antikrist”. Der er forskellig opfattelse af Mahdi hos sunni-muslimer og tilhængere af den shia-muslimske tradition. Sunnier opfatter Mahdi som Muhammads efterfølger, der er endnu ikke kommet. For de fleste shia-muslimer er Mahdi blevet født, men han forsvandt, og han vil forblive skjult for menneskeheden, indtil han igen kan bringe retfærdighed til verden. For shia-muslimerne er den ”skjulte imam” identisk med Muhammad al-Mahdi − den 12. imam. Gennem historien har forskellige enkeltpersoner påstået, at de var Mahdi. Det gælder bl.a. Muhammad Jaunpuri, grundlægger af Mahdavia-sekten, Báb (Siyyid Ali Muhammad), grundlæggeren af babismen, Muhammad Ahmad, der grundlagde Mahdist-staten i Sudan i slutningen af det 19. årh., og Mirza Ghulam Ahmad, der var grundlægger af Ahmadiyya-sekten. Imam Mahdi svarer til hinduernes Kalkiavatar, buddhisternes Maitreya, jødernes Messias, zarathustrismes Sosiosh og kristendommens Kristus, der har forudsagt sin genkomst. (Se også Kalkiavatar, Maitreya, Messias, Sosiosh og Zarathustrisme).

Imhotep
(Egyptisk). Imhotep, I-em-hetep og Imhot-Pou på egyptisk og Imouthis og Imouthes på græsk. Imhotep betyder ”den, som kommer med fred”. Imhotep var arkitekt. I museerne findes der adskillige små bronzefigurer af Imhotep, der sidder med et udrullet stykke papyrus på knæene. Han ser lidt stiv og formel ud. Man ved kun meget lidt om hans liv og arbejde. Man ved dog, at han var kong Djosers rådgiver (3. dynasti ca. 2.800 f.Kr.). Egyptologerne mener, at det var ham, der var hjernen og arkitekten bag trinpyramiden ved Sakkara, men der er intet bevis for teorien. Legenderne om Imhotep overlevede til den persiske og ptolemæiske periode, hvor han blev skytshelgen for ”arbejdets overvågere”. De bøger, han skrev – og endog hans grav – er forsvundet. Han blev guddommeliggjort, men han blev ikke tilbedt som arkitekt, men som en healingsgud. Hans sanktuarie i Sakkara, blev efterhånden et helbredelsestempel, som handicappede fra hele Egypten søgte til. Hans popularitet spredtes til hele landet, og overalt blev bygninger dedikeret til ham – i Theben (Karnak, Deir el-Bahari, Deir el-Medina) og på Philae-øen, hvor Ptolemæ V byggede et sanktuarie til ham. Hans berømmelse var stor både blandt egyptere og grækerne, der som sagt kaldte ham Imuthes, og der findes mange bøger, der omtaler hans mirakuløse helbredelser. Imhotep blev derfor en egyptisk guddom, som var overhoved for medicin, især i forbindelse med uddannelse og videnskab. Han var søn af skaberguden Ptah og et aspekt af Hermes, og sammen med sin bror Nefertum eller Nefer-tem, blev han betragtet som det tredje medlem af den overordnede gudetriade i Memphis. Grækerne sidestillede ham med Asklepios. Han blev betragtet som gud for studier, og senere overførte man nogle af visdomsguden Tehutis (Thoths) egenskaber til ham, og han blev gudernes skriver. Han helbredte menneskers kroppe. Han stod desuden for bevarelsen af legemerne, og han blev betragtet som en af de afdødes skytsånder i underverdenen. (Se også Asklepios, Deir el-Bahari, Deir el-Medina, Hermes, Nefertum Karnak, Philae og Ptah).

Immah
(Hebræisk). Immah betyder ”moder” i modsætning til abba, der betyder ”fader”. (Se også Abba og Abba Amona).

Immah Illa-ah
(Hebræisk/kaldæisk). Immah Illa-ah er den himmelske moder eller det højeste moderprincip. Det er et navn, der er givet til Shekinah. I kabbalaen er det betegnelsen for den tredje Sephira, Binah, som skal skelnes fra Malkuth, det lavere moderprincip, der kaldes bruden eller dronningen. Det er den åndelige Shechinah eller den guddommelige kilde, som det udstrålende hierarki strømmer ud fra, og dets fuldkomne udvikling er det manifesterede univers. (Se også Binah, Kabbala, Malkuth, Sephiroth og Shechinah og Shekinah).

Imperil
(Engelsk). Imperil betyder ”at udsætte for fare”. Mesteren Morya bruger betegnelsen ”imperil” som udtryk for den ødelæggende gift, der dannes pga. irritation. Giften spreder sig langsomt i menneskets nervesystem og gradvis nedbryder giften både det æteriske og det astrale legeme. Irritation virker derfor som en snigende gift. Irritation er en sygdom, der er forbundet med egoisme, selvtilstrækkelighed og selvtilfredshed. Bekymring er også en kilde til sygdom. (Se også Astrallegeme, Morya og Æterlegeme).

In
(Japansk). In er stoffets feminine princip, der er befrugtet af Yo, det æteriske maskuline princip, og derefter er det udskilt og sendt ud i Universet. In er identisk med det kinesiske yin. I shintoisme svarer det til stoffets feminine princip eller jordelementet. In (Jorden) er befrugtet af Yo (Himlen). In skaber den første æteriske, kønsløse skabning, og med Yo skaber hun de syv guddommelige ånder, der udstråles i syv skabelser. (Se også Yin og Yang, Yo og Æter).

Inachos
(Græsk). Inachos eller Inachus er en flodgud, som er forfader til Pelasgian-folket og den ældste konge af Argos (oldgræsk bystat i landskabet Argolis i nærheden af Korinth). Han er søn af Okeanos og Tethys og far til Io og Phoroneus. Efter oversvømmelsen og Deucalion (den græske version af Noah), førte Inachos indbyggerne i det sydlige Grækenland fra bjergene til sletterne. (Se også Io, Okeanos, Phoroneus og Tethys).

Incubus
(Latin). Incubus består af ”in”, der betyder ”på”, og ”cub”, der betyder ”at narre”. Incubus er betegnelsen for et mareridt, hvor en astral elemental lægger sig oven på et sovende menneske. Nutidens lægevidenskab betragter det som et subjektivt indtryk, der er skabt af fysiologiske lidelser, men åndsvidenskabeligt skal man desuden tage hensyn til de lavere underplaner på astralplanet, der vrimler med sjælløse elementaler og astrale elementarer, som altid er parat til at drage fordel af ubevogtede og kaotiske forhold. Tilfældet er derfor mere reelt end en uhyggelig drøm, og det indebærer en risiko, der overgår den almindelige opfattelse af mareridt. Incubus stammer desuden fra ”incubo” og ”incubare”, der betyder ”at ligge på”, for incubus er en mandlig dæmon, der ”lægger sig på” eller ”lægger sig hos” kvinder. Iflg. åndsvidenskaben er incubus betegnelsen for bestemte laverestående astrale elementaler, der sædvanligvis tiltrækkes af vibrationer fra menneskers lidenskaber og begærliv. Incubus er en maskulin elemental, og succubus er en feminin elemental. Iflg. mytologiske traditioner lægger en incubus sig oven på sovende kvinder for at have samleje med dem. En incubus kan søge seksuel forbindelse for at blive ”far” til et barn – eksempelvis som i sagnet om Merlin. Religiøse traditioner advarer om, at gentagne samlejer med en incubus eller succubus svækker sundheden og kan medfører døden. Elementalerne kaldes ”åndelige brude” og ”åndelige gemaler” blandt spiritister og medier. De er formløse livscentre, der består af protoplasma uden sanser, men de kan belives og antage form. Hinduerne kan fortælle om frygtelige dramaer pga. pisachaer, som er indernes betegnelse for en incubus. Det er kraften i offerets lidenskabelige fantasier, der giver de astrale væsener magt over mennesket. Hvis de ikke belives, er de magtesløse, og der er ikke noget at frygte. (Se også Astral, Astralplanet, Elemental, Elementar, Pisacha, Protoplasma og Succubus).

Indfangning
Indfangning bruges om astronomiske legemer, der ikke hører til et bestemt systems oprindelse. Planeten Neptun omtales som indfanget – dvs. at planeten ikke oprindeligt tilhørte solsystemet. Det betyder, at det er et legeme, der er blevet trukket ind i kredsløb omkring Solen. Ordet bruges også om måner i kredsløb om planeter, der har flere satellitter end én måne, som er forælder til den synlige planet. De måner, der er indfanget, er satellitter fra et astronomisk synspunkt, men de er ikke de oprindelige måner eller forældre.

Indifferens
(Latin). Indifferens stammer fra ”indifferentia” (”in” og ”differentia”), der betyder ”at være indifferent” eller ”ligegyldighed”. I åndsvidenskaben er indifferens eller guddommelig indifferens frihed for binding til stof og form (ikke-selvet). Indifferens er en upersonlig reaktion, som er en af de hurtigste metoder til sjælens frigørelse fra personligheden. Guddommelig indifferens er baseret på en dyb tro på, at den udødelige sjæl i formen består, mens personlighedsproblemer og -fejl toner bort pga. manglende interesse – dvs. indifferens.

Individualisering
Se Gruppesjæl.

Individualitet
(Latin). Individualitet stammer fra ”individuum”, og i filosofien betyder det ”udelt enhed”. I åndsvidenskaben bruges individualitet om den iboende identitet − monaden, sjælen og atomet. Individualiteten er sjælen eller den højere bevidsthed i mennesket i modsætning til den lavere bevidsthed eller personligheden. Det er en skelnen, der ikke foretages i almindeligt sprogbrug. Individualitet er derfor et udtryk for det højere selv eller sjælen, som er årsag til individuel eksistens. Individualitet er det, der er karakteristisk for et enkelt menneske, som gør mennesker forskellige og adskiller mennesker fra andre mennesker i tid og rum. Den bagvedliggende årsag er, at den udødelige og guddommelige individualitet består evigt, mens den dødelige, menneskelige personlighed forgår. (Se også Monade og Sjæl).

Indolentia
(Latin). Indolentia består af ”in” og ”u”, der betyder ”ikke”, og ”dolere”, der betyder ”at føle smerte” eller ”ligegyldighed”. Indolentia er frihed fra smerte, som var de víses ideal, og iflg. dem kan lykke ikke adskilles fra moral.

Indra
(Sanskrit). Indra er den vediske gud eller deva for himmelhvælvingen. I den hinduistiske mytologi er Indra ”Himlens Herre” eller svarga loka. Indra kaldes også ”Æterens Herre”. Indra var den øverste deva i den tidlige vediske periode, men nu er Indra erstattet af Vishnu og Shiva. Men Indra har bevaret sin betydning som en vigtig gud, der er en fremtrædende skikkelse i mytologien. Som gud for himmelhvælvingen kan funktionerne sammenlignes med de principper, der svarer til de fire maharajaer. Indra, Varuna og Agni blev anset som de tre højeste guder i Vedaerne, selv om triaden, der består af Vayu, Surya og Agni, nævnes ofte. Indra træder ofte i stedet for Vayu. Indra er ofte beskrevet som forkæmper for alle guder og den, der uskadeliggør deres fjender. Det var f.eks. ham, der overvandt Vritra, den store kosmiske slange. Indra har derfor paralleller til Vestens St. Michael, og nogle af hans funktioner er identiske med krigsguden Karttikeya. I Rig-Veda er Indra den øverste og største af guderne, og hans soma-drikke er en allegori for hans høje åndelige natur. I Puranaerne er Indra fremstillet som demoraliseret, for han drikker regelmæssigt soma på en fysisk måde. Indra svarer til det kosmiske princip Mahat, og i den menneskelige opbygning er det princippets refleksion, dvs. manas i sit dobbelte aspekt. Nogle gange er Indra forbundet med buddhi, og andre gange er han trukket ned af kama − begærprincippet. (Se også Agni, Aindri, Arbhu, Buddhi, Deva, Element, Indrani, Indriya, Kama, Karttikeya, Loka, Maharaja, Mahat, Manas, Puranaer, Rig-Veda, Svarga, Varuna, Vayu, Veda, Vishnu, Shiva, Soma, Surya og Æter).

Indrajala
(Sanskrit). Indrajala betyder ”vildfarelse”.

Indrani
(Sanskrit). Indrani eller Aindri er guden Indras feminine aspekt. Hun beskrives derfor som hustru til Indra, og hun personificerer aindriyaka, som kaldes den organiske skabelse eller skabelsen af sanserne – dvs. forestillingen om ”jeg’et” (ahamkara). Indra står for Mahat − især det dobbelte aspekt af manas i mennesket. Indras ægteskab med Indrani skete pga. hendes ”attraktive rundinger”, og muligvis repræsenterer det sammenkædningen af den højere manas med den lavere på grund af karmiske forbindelser, og med den lavere trefoldighed i menneskets opbygning. Foreningen, kombinationen eller ægteskabet manifesterer sig som den kama-manasiske del af menneskets bevidsthed. (Se også Ahamkara, Aindri, Aindriyaka, Indra, Mahat og Manas).

Indre gud
Begrebet ”indre gud” bruges om det højere selv, sjælen eller monaden. Den indre gud handler om den guddommelig-åndelige individualitet i menneskets opbygning − især i forbindelse med forskellige grader af indvielse, hvor kandidaten forenes med sit sande åndelige selv – den indre gud. Det er den sande og evige enhed i mennesket i modsætning til den ydre og dødelige form, (det fysiske legeme, astrallegemet og mentallegemet). Det er den højere manas, kausallegemet eller manas sammen med atma-buddhi. (Se også Atma-Buddhi, Kausallegemet, Manas, Monade og Sjæl).

Indriya
(Sanskrit). Indriya betyder ”fornuft” eller ”kraft”, især med henvisning til sanserne – f.eks. evnen til at sanse sig selv, herunder det indre eller astrale sanseorgan. Bogstaveligt betyder Indriya ”det, der tilhører eller behager Indra”. Indriya skal forstås som ”sanser”. På både sanskrit og pali er det både en betegnelse for sanser i almindelighed og de fem sanser i særdeleshed. De sensoriske sanser hedder jnana-indriya, og de motoriske hedder karma-indriya. Indriya henviser til sanseorganerne – de fem handlingssanser – som er fødder, hænder, udskillelse, forplantning og mund (eller strubehoved, hånd, fod, anus og forplantning) – samt de fem kundskabssanser, som er syn, hørelse, lugt, smag og følelse eller øje, øre, næse, tunge og hud. Indriya er derfor ti forbindelser til det ydre. Pancha-indriyani i esoterisk forstand betyder ”kim, der skaber (evigt) liv”. Hos buddhisterne, er det de fem positive aspekter, der skaber fem himmelske kvaliteter. Mellem de ti organer og Atman står manas, som sammen med Atman og de ti sanser udgør tolv aspekter i menneskets opbygning. I vedantisk filosofi er der fire indre sanser (antar-indriyani) − manas, buddhi, ahamkara og chitta. Hver af de fjorten sanser og organer ledes af deres egen inyantri (hersker). Øjet af Solen − øret af verdenshjørnerne − næsen af de to aswin (”de guddommelige vognstyrere”) − tungen af prachetasa − huden af vinden − stemmen af ild − hånden af Indra − foden af Vishnu − anus af Mithra – forplantningsorganerne af prajapati − manas af Månen − buddhi af Brahman − ahamkara af Shiva − chitta af Vishnu som Achyuta. Forskellene i opdelingen kan forklares med de forskellige indiske filosofiske skolers måde at inddele de forskellige aspekter i menneskets opbygning. Puranaerne inddeler aspekterne i syv skabelser, og det var den tredje, der blev kaldt Indriya. I yoga indgår tilbagetrækning af sanserne, og øvelsen kaldes indriya-samyama, mens indriyasanga er ikke-binding til objekter eller den materielle verden. (Se også Achyuta, Ahamkara, Antar, Atman, Buddhi, Buddhisme, Chitta, Indra, Jnana, Jnanendriya, Kamendriya, Karma, Manas, Mithra, Prachetasa, Prajapati, Puranaer, Shiva, Veda og Vishnu).

Indriyatman
(Sanskrit). Indriyatman består af ”indriya”, der betyder ”fornuft” og Atman, der er Selvet. Indriyatman er en betegnelse for Brahma, og det bruges af H.P. Blavatsky til beskrivelse af tredje fase i Brahmans nedstigning i forbindelse med manifestationen. Det indebærer, at den åndelige eller intelligente sjæl via sin egen særlige udstråling er den grundlæggende essens, der skaber udviklingen i de indre sanser og de tilsvarende fysiske organer. (Se også Atman, Brahma og Brahman).

Indu
(Sanskrit). Indu stammer fra roden ”und”, der betyder ”at dryppe”. I Brahmanaerne er det Månen. I Vedaerne er det en dråbe − især af soma eller en gnist. Indu henviser til den fysiske Måne og dens funktioner, mens soma indebærer de væsentlig mere mystiske og esoteriske egenskaber ved Månen. (Se også Induvansa, Soma og Veda).

Induktion
Induktion, den induktive metode eller logisk induktion er en proces, der vil sige ræsonnementer, som går fra delene til helheden, fra det særlige til det almindelige eller fra individet til det universelle. Den induktive metode står i kontrast til den deduktive metode, som går fra helheden til delene, fra det generelle til det særlige eller fra det universelle til den enkelte. Induktion er forbundet med Aristoteles, men også med Francis Bacon og nutidens naturvidenskab i almindelighed. Naturvidenskaben forsøger at fastsætte generelle love ved at ræsonnere fra særlige iagttagelser − men det er nødvendigt at forudsætte, at det, der er sandt i det enkelte tilfælde, også vil være sandt i det generelle tilfælde, selv om der kun er tale om et enkeltstående eksempel. De hypoteser, man når frem til, skal naturligvis betragtes som foreløbige, og hypoteserne skal derfor ændres, når der kommer flere iagttagelser, som ændrer konklusionen. Metoden er et forsøg på at forstå naturen gennem en kontinuerlig proces med forsøg og fejl, og gradvis bliver beskrivelsen af naturens love bedre og bredere. Men en væsentlig del af metoden er i sig selv deduktiv, fordi man hele tiden konkluderer bagud på grundlag af de foreløbige hypoteser, der er fastlagt for de nye konklusioner, og på den baggrund forsøger man at dokumentere eller at afkræfte. Det er årsagen til, at metoden iflg. naturvidenskaben ofte kaldes en deduktiv-induktiv fremgangsmåde. Induktion og deduktion er indbyrdes afhængige funktioner i det rationelle tankesind. Desuden er naturvidenskabens data for induktion udtryk for sensoriske iagttagelsesindhold − og mængden af den slags oplysninger vil aldrig gøre det muligt for mennesket at beskrive sandheden om de kausale verdener, som ligger til grund for fænomenerne – dvs. de årsager, der ligger bag virkningerne. Hvis man ligesom Platon accepterer eksistensen af intuitionen eller den direkte erkendelse af essentielle sandheder, eller hvis man accepterer hans doktrin om eksistensen af sjælens hukommelse, der ligger latent i tankesindet, så har man en ressource, der vil frigøre menneskeheden fra den totale afhængighed af den nuværende kunstige metode til at beskrive de generelle sandheder. (Se også Aristoteles, Bacon, Bacon-metoden, Intuition, Platon og Sjæl).

Induvansa
(Sanskrit). Induvansa, induvamsa eller samovansa består af ”indu”, der betyder ”måne”, og ”vansa”, der betyder ”race”. Induvansa er ”måneracen”, ”månedynastiet” eller ”den lunare race” i den gamle hinduistiske historie. (Se også, Chandravansa, Indu og Suryavansa).

Indvielse
(Latin). Indvielse stammer fra ”initia” og fra ”initiatio”, der er afledt af ”initium”, som betyder ”indgang” eller ”begyndelse”. Indvielse henviser til de første grundsætninger eller de første principper i en videnskab. ”Initia”, ”initiation” eller ”indvielse” blev benyttet i mysterierne, hvor man sagde, at ypperstepræsten (hierofanten) ”initierede” kandidaten (neofytten) i kundskaber, der indtil afsløringen var hemmeligholdt. Generelt er indvielse en instruktion til en ny måde at leve på, hvor kandidaten bliver indført i en hemmelig viden af en kompetent lærer. Indvielse repræsenterer et nyt niveau i det åndelige liv, og den er en del af den normale udviklingsproces, der medfører fremadskridende udvidelser af bevidstheden. Der findes ”større” og ”mindre” indvielser med mange grader eller trin. Åndsvidenskaben omtaler fire store indvielser, som fører til den femte, der giver mesterskab – asekha-indvielsen. Forud for indvielsen skal kandidaten undervises og bestå adskillige prøver, der ofte er meget vanskelige. Selv om enhver indvielse er betinget af kandidatens indre åndelige udvikling, består indvielsen desuden af en ydre ceremoni eller højtidelighed. De fem indvielser har relation til de fem markante hændelser i Jesu liv − fødslen i Betlehem, dåben i Jordanfloden, transfigurationen på Karmels bjerg, korsfæstelsen på Golgata og opstandelsen og himmelfarten. For at tage 6. indvielse skal en mester gennemgå en intensiv undervisning i planetarisk esoterisme. En 6. indviet er en chohan af 6. grad – dvs. en Herre eller en bodhisattva, og en 7. indviet er en mahachohan af 7. grad – dvs. en ”stor herre” eller en Buddha. Indvielse i de hellige mysterier er en af de ældste traditioner, der blev praktiseret i alle fortidens religioner. I Europa forsvandt indvielsesprocesserne efterhånden, og der eksisterer kun en form for pseudo-indvielser inden for frimurerordenen. Frimureriet har imidlertid ikke flere sandheder, som kan afsløres eller hemmeligholdes. Iflg. græske og romerske filosoffer var mysterierne de helligste af alle ceremonier. Mysterierne symboliserede passagen fra det forgængelige liv via døden til den formløse sjæls og ånds oplevelser i den subjektive verden. I nutiden er metoden, der gør det muligt at give kandidaten en ud-af-kroppen oplevelse, gået tabt, og derfor praktiserer man diverse meningsløse ceremonier, og eksempelvis indvies frimurerne i Hiram Abiffs solare allegori, som man kalder ”enkens søn”. Hver nation havde engang sine eksoteriske og esoteriske mysterielære − den ene for masserne, den anden for den intelligente tænker. Eksempelvis havde hinduerne tre grader med flere undergrader. Egypterne havde også tre indledende grader personificeret af de ”tre vogtere af ilden”. Kineserne havde også tre, og tibetanerne har ”tre skridt”, som i Vedaerne blev symboliseret af Vishnus tre skridt. De gamle babyloniere havde tre faser som indvielse til præsteskabet (som dengang bestod af esoterisk viden). Jøderne, kabbalisterne og mystikere har lånt dem fra kaldæerne, og den kristne kirke har kopieret dem fra jøderne. Indvielsen medfører, at kandidaten gennemfører den naturlige evolution i et hurtigere tempo. Kandidaten udfolder de latente åndelige og intellektuelle kræfter, og på den måde højnes den individuelle selvbevidsthed til et tilsvarende niveau. Indvielse i de forskellige grader blev omtalt som en ny fødsel. Indvielserne blev ofte udført på bjerge, som derfor blev betragtet som hellige. Andre indvielser foregik i klippehuler eller afkroge i bjergene, som var valgt pga. deres utilgængelighed. Det samme gælder krypter eller kamre. I det gamle Egypten var den store pyramide et indvielsestempel – ikke en faraonisk gravplads. Adepten, der med succes havde gennemført alle prøver, blev bundet − ikke naglet − til et kors i form af et tau. Kandidaten blev ført ind i en trance eller en dyb søvn, som man kaldte ”Siloams søvn” − og det kaldes den stadig blandt de indviede i Lilleasien, Syrien og Egypten. Kandidaten forblev i den kontrollerede ud-af-kroppen-oplevelse i tre dage og tre nætter, og i de tre døgn ”talte sjælen med ‘guderne”, kom ned i Hades, op i Amenti eller i Patala (afhængig af landet), og på de indre planer skulle der udføres barmhjertighedsgerninger over for de usynlige skabninger, uanset om det var sjæle eller elementalånder. Det fysiske legeme lå hele tiden i tempelkrypten eller en underjordisk hule. I Egypten blev kandidaten lagt i sarkofagen i den store pyramides såkaldte kongekammer. På tredjedagen blev kroppen i løbet af natten transporteret til indgangen til et galleri, hvor strålerne fra den opgående Sol på et bestemt tidspunkt ramte kandidaten i ansigtet. I buddhistiske værker er der fire indvielsesgrader: 1) Sotapatti (”den, der er trådt ud i strømmen”), dvs. en kandidat, der har taget fat på opgaven med at forvandle kræfterne i sin natur − 2) Sakradagami (”den, som kommer igen”), dvs. en kandidat, der kun bliver genfødt på Jorden en enkelt gang, før kandidaten har nået de lavere grader af nirvana − 3) Anagamin (”den, der ikke kommer”), dvs. en kandidat, der ikke længere skal reinkarnere, medmindre kandidaten selv vælger at blive på Jorden for at hjælpe menneskeheden − 4) Arhat (”den værdige”), dvs. den, der efter behag kan erfare nirvana selv under sit liv på Jorden. (Se også Adept, Amenti, Anagamin, Arhat, Asekha, Bodhisattva, Buddha, Chohan, Hades, Hierofant, Hiram Abiff, Indvielse i Egypten, Indviet, Maha, Nirvana, Patala, Sakradagami, Sotapatti, Tau, Ud-af-kroppen-oplevelse, Veda og Vishnu).

Indvielse i Egypten
(Egyptisk). I Egypten omtales indvielser altid som ”en ny fødsel” eller ”en fødsel til sandheden”, for processerne var i sandhed en åndelig og intellektuel genfødsel af mennesket til større sjælskontakt. Dermed var en indvielse også en fødsel til en højere og klarere selvbevidsthed. Derfor kaldte man mennesker, der gennemgik en indvielse, for ”indviede” eller ”de genfødte”. I Indien kaldte man de genfødte for ”dvija”. Det er et sanskritord, der betyder ”dobbeltfødt”. I Egypten kaldte man desuden de indviede for ”Solens sønner” eller ”den dobbelte Horus”. Indvielse repræsenterede et nyt niveau i det åndelige liv, og den var en del af den normale evolutionsproces, som medfører fremadskridende udvidelser af bevidstheden. (Se også Dvija, Indvielse og Indviet).

Indviet
(Latin). Indviet stammer fra ”initiatus”, der betyder ”indgang”, ”begyndelse”, ”at opstå” og ”at blive helliggjort”. En indviet var derfor betegnelsen på enhver, der blev optaget i mysterierne og fik afsløret de esoteriske hemmeligheder. I oldtiden blev man indviet i den hemmelige esoteriske viden af mysterieskolernes víse hierofanter. I nutiden har de mennesker, som adepterne indviede i mysterielæren, stadigvæk nogle få sande og faste støtter på Jorden på trods af tidsaldrenes gang. (Se også Adept, Hierofant, Indvielse og Indvielse i Egypten).

Infernalske guddomme
(Latin). Infernalske guddomme stammer fra ”inferi” eller ”inferni”, der henviser til indbyggere i den lavere verden. Det er de kosmiske kræfter, der hører til de lavere manifestationsplaner. I den klassiske mytologi befinder Jorden og dens skabninger sig mellem Himlen og de infernalske eller djævelske regioner, og derfor er de under dobbelte påvirkning af henholdsvis højere og lavere guder − eller de, der er over, og de, der er under. De infernalske guder er som regel de højerestående guders dobbeltgængere, ofte med samme navn, eller med et tilnavn som i Jupiter-Ktonios (ktonisk, er det, der hører til Jorden – dvs. det underjordiske) eller Osiris-Typhon. Kontrasten mellem godt og ondt har givet guddommene et ildevarslende aspekt, som er forbundet med død, ødelæggelse og lidelse, selv om de symboliserer nødvendige kosmiske kræfter. Især den kristne teologi har gjort dem til djævle. (Se også Osiris, Seth og Typhon).

Inka
(Peruviansk). Inka var navnet på de skabende guder i den peruvianske teogoni, men senere blev betegnelsen givet til landets herskere. Legenden siger, at syv inkaer genbefolkede Jorden efter Syndfloden. De tilhørte begyndelsen på den 5. rodrace, som var et dynasti af guddommelige konger ligesom i Egypten, Indien og Kaldæa. (Se også Rodrace, Syndflod og Teogoni).

Inkarnation
(Latin). Inkarnation stammer fra ”in” og ”caro”, dvs. ”kød”, og det betyder ”at blive kød” underforstået at blive til menneske i kød og blod. Inkarnation er sjælens eller åndens ”indtræden i kødet” eller ”igen i kødet”. Inkarnation opfattes derfor som regel som et fysisk liv fra fødsel til død, men inkarnationen begynder reelt ved sjælens nedstigning fra sjælsplanet (kausalplanet) gennem mentalplanet (tankens plan) og astralplanet (følelsernes plan) til det fysisk-æteriske plan, og inkarnationen slutter først efter den fysiske død, den astrale død og den mentale død, når sjælen vender tilbage til sit eget plan. Ethvert menneske er en inkarnation af et åndeligt princip (sjælen), og enhver sjæl sender liv efter liv personligheder i inkarnation. Derfor kædes ordet sammen med forstavelsen ”re” (igen), og bliver til reinkarnation. Reinkarnation hentyder til gentagne inkarnationer. Sjælen og ånden inkarnerer udelukkende for at vinde erfaringer i de tre lavere verdener (den fysiske, astrale og mentale), for til sidst at beherske personligheden og derved udvikle kontrol over tanker, følelser og handlinger. Når alle erfaringer er gjort, og den erfarne sjæl har overtaget styringen af personligheden i de tre lavere verdener, er der ikke behov for flere inkarnationer. Ordet inkarnation benyttes også om monadernes liv i de lavere naturriger, f.eks. mineral-, plante- og dyreinkarnationer, men betegnelsen bør strengt taget kun benyttes om liv i menneskeriget. Inkarnation bruges også om avatarer, buddhaer m.v. for at beskrive mysteriet om foreningen af det guddommelige og menneskeheden. (Se også Astralplan, Avatar, Buddha, Kausalplan, Mentalplan, Monade, Reinkarnation).


Side : 1 2
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook