Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Jabal
(Hebræisk). Jabal eller yabal betyder ”strømning”. I Bibelen er Jabal søn af Lemek og Ada. ”Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg”. (Første Mosebog). H.P. Blavatsky sammenligner Jabal med kabiri som instruerede menneskehedens i landbrug. (Se også Bibelen og Genesis).

Jabala
(Sanskrit). Jabala er en betegnelse for de mennesker, der studerer den mystiske del af den Hvide Yajur-Veda (den anden Veda). (Se også Veda).

Jacob
(Hebræisk). Jacob eller Ya’aqob var Isaks og Rebekkas yngre søn, som blev grundlægger af israelitternes nation. Han var tvillingebror til Esau. Israelitterne kaldes nogle gange Beith Ya’aqob (”Jakobs hus”). Tvillingerne symboliserer naturens dobbelte princip. Jacob er det feminine, og Esau er det maskuline princip. Jakobs søjle svarer til en linga – en kegle- eller cylinderformet sten, som i hinduismen symboliserer den avlende og skabende kraft. Ofte er lingaen anbragt i en skålformet genstand, en yoni, som symboliserer det kvindelige kønsorgan. Jakobs tolv sønner svarer til hinduernes rishier, men også til de tolv stjernetegn i dyrekredsen. Jakobs drøm, hvor han ser engle, der bevæger sig opad og ned ad en stige fra Himlen til Jorden, kan enten fortolkes som stoffets skiftende tæthed fra plan til plan, eller som den konstante cirkulation af monader eller skabninger, der bevæger sig opad og nedad, for at opfylde deres skæbne, og dermed yde deres bidrag til Universets struktur. (Se også Yoni).

Jacobitter
Jakobitter var en kristen sekt i 6. årh. i Syrien. De mente, at Kristus kun havde én natur, og at skriftemål ikke var af guddommelig oprindelse. De brugte hemmelige tegn, adgangskoder og en højtidelig indvielse i mysterierne”.

Jadar-Christina
(Sanskrit). Jadar-Christina eller Jadar-Krishna er en af Krishnas titler. (Se også Krishna).

Jadasphota
Se Brahmacakra.

Jadoo
(Hindi). Jadoo eller jadu betyder trolddom, sort magi eller magt til at forhekse. Jadoo praktiseres af jadugarer eller indiske magikere. (Se også Jadoogar, Magi og Magiker).

Jadoogar
(Hindi). Jadoogar eller jadugar er et menneske, der praktiserer jadu eller magi. Iflg. den indiske befolkning er det et menneske med onde øjne, for det er en magiker, der er i stand til at inspirere til både had og kærlighed, og som også er årsag til pludselige sygdomme eller endda være skyld i døden. Jadoogar kan skabe sygdom hos kvæg, og det er i det hele taget et menneske, der behersker trolddomskunst.

Jafet
(Hebræisk). Jafet eller Yepheth er Noahs yngste søn. Han var bror til Sem og Kam. Jafet er sandsynligvis stamfader til de nordlige og vestlige nationer og til den indoeuropæiske stamme. H.P. Blavatsky sammenligner Jafet med titanen Iapetus. (Se også Titaner).

Jagad-yoni
(Sanskrit). Jagad-yoni består af ”jagat”, der betyder ”verden”, og ”yoni”, der betyder ”livmoder” eller ”kilde”. Jagad-yoni er ”verdens livmoder” – dvs. rummet. Betegnelsen bruges om Brahma, Vishnu og Krishna. Det er den stoflige årsag til Universet og ikke Verdensmoderen, selv om Jagad-yoni ofte oversættes på den måde. Jagad-yoni er en del af det rumlige dyb, som er ”livmoderen” eller ”kilden” til himmellegemerne som f.eks. en planet, eller en gruppe af legemer som f.eks. et solsystem. Jagad-yoni er derfor et hvilket som helst aspekt af det kosmiske rum, som pga. af den karmiske skæbne kommer til udtryk som et himmellegeme eller et solsystem. Det svarer på nogle måder til hinduernes Hiranyagarbha og grækernes Pleroma (Se også Brahma, Hiranyagarbha, Jagat, Krishna, Pleroma, Vishnu og Yoni).

Jagaddhatri
(Sanskrit). Jagaddhatri eller jagaddhatr består af ”jagat”, der betyder ”verden”, og ”dhatri”, der betyder ”mor” eller ”sygeplejerske”. Jagaddhatri er derfor ”verdensmoderen” eller ”verdens sygeplejerske”. Det er en betegnelse, der bruges om Saraswati, Durga og andre hinduistiske gudinder. Men Jagaddhatri bruges især i relation til Krishna i hans logoiske aspekt – dvs. som avatar − og ligeledes med sin bror Balarama, som en betegnelse for den kraft, der bragte dem begge til deres mor, Devaki, ved hjælp af Jagaddhatri. Kosmologisk henviser navnet til den åndelige substans, som er noget af det første, der udgår fra Brahman. I opbygningen af verdenerne er Jagaddhatri den kosmiske matrix, som er grundlag for verdeners fødsel, og derfor optræder den ikke kun som udtryk for ”moderen”, men også som ”plejemoder”, ”sygeplejerske” og skaber. (Se også Avatar, Balarama, Devaki, Durga, Jagat, Krishna, Logos og Saraswati).

Jagannatha
(Sanskrit). Jagannatha består af ”jagat”, der betyder ”verden, og ”natha”, der betyder ”beskytter”, ”overhoved” eller ”herre”. Jagannatha er ”verdens beskytter eller ”Verdens Herre”. Det er titlen på både Vishnu og Krishna, især i manifestationen som Vishnus avatar, men også som Rama, der var en tidligere avatar. Det er en guddom, der tilbedes af alle sekter i Indien. Jagannatha er gud for mysterielæren, og hans templer, som er de mest talrige i Bengalen, har alle pyramideform. Jagannatha bruges specifikt for det store gudebillede af Vishnu og Krishna ved Puri i Orissa, Bengalen, hvor gudebilledet to gange årligt trækkes gennem gaderne i et stort transportmiddel under overværelse af et enormt antal pilgrimme i Snana yatra og Ratha-atra ceremonierne. Det enorme fartøj trækkes af hengivne, som betragter det som en lykke, hvis de skulle blive knust til døde under det. Et nutidigt engelsk ord er ”juggernaut”, der betyder kæmpestor lastvogn, en destruktiv kraft og enhver sædvane eller tro, der kræver blind hengivenhed og hensynsløst offer. Jagannatha er i kosmologien den kosmiske Herre for en bestemt kosmisk enhed, som er kilden til alle evolutionære udstrømninger, der former manifestationsperioderne i det pågældende univers, og som alt vender tilbage til, når tiden er inde, for igen at blive genudsendt, når den nye kosmiske manvantara begynder. Jagannatha har derfor på en måde paralleller til de skabende medlemmer af den hinduistiske trimurti. (Se også Avatar, Brahma, Jagat, Krishna, Manvantara, Rama, Trimurti og Vishnu).

Jagat
(Sanskrit). Jagat stammer fra roden ”gam”, der betyder ”at gå”. Jagat er verden, Universet eller Jorden. Jagat i flertal henviser til mennesker i almindelighed eller til menneskeheden. Oprindeligt betød jagat noget, der bevæger sig, som kontinuerligt er i bevægelse eller som konstant er aktivt, og derfor er det kosmisk set i live.

Jagrat
(Sanskrit). Jagrat eller jagrata stammer fra roden ”jagri”, der betyder ”at være vågen”. Jagrata er den vågne bevidsthedstilstand. Jagrata er den første af fire bevidsthedstilstande (avastha), der omtales i yoga-filosofien. Jagrat er ofte kombineret med avastha (betingelse, tilstand) som jagrad-avastha i en af de fire pranava-tilstande inden for asketisk praksis, som bruges af yogierne. Svapna er den drømmende tilstand, og sushupti er den dybe, drømmeløse søvn. De tre tilstande fører til den fjerde – turiya, som ligger hinsides den drømmeløse tilstand, og den er den højeste af dem alle. Turiya er en tilstand af høj åndelig bevidsthed. Svapna og sushupti er en drømmetilstand eller astral bevidsthed, hvor bevidstheden er mere eller mindre frigjort fra kroppens hylster, og delvis vågen på astralplanet på højere eller lavere underplaner afhængig af udvikling og omstændighed. Sushupti er en af de fire bevidsthedstilstande – avasthaer – der er beskrevet i Mandukya-Upanishad. Ønsket om selvrealisering begynder i hverdagen. Mennesket sover det meste af sit liv, og hvis man forstår søvnen, vil det være muligt at nå målet hurtigere. Jagrat, den vågne tilstand er nem at forstå. Under svapna eller den drømmende bevidsthed under søvnen har jagrat – den vågne tilstand – indvirkning på tankesindet. Kroppen hviler sig, men bevidstheden er aktiv. Sushupti eller den drømmeløse søvn, er en tilstand hvor det fysiske menneske befinder sig i dyb selvglemsel. Det er et stadie, der klart adskiller sig fra både den vågne tilstand (jagrat) og den drømmende tilstand (svapna). Under sushupti er både kroppen og sindet i hvile. Og når man vågner, har man en oplevelse af, at man er udhvilet. Turiya er en tilstand af overbevidsthed. Det er det dybeste fravær fra alt i den materielle verden. Turiya er menneskets højere bevidsthed. (Se også Avastha, Pranava, Sushupti, Svapna, Turiya, Upanishader og Yogi).

Jagt
(Egyptisk). De gamle egyptere elskede at gå på jagt, og de store papyrus-sumpe, som var mere udbredte dengang end i nutiden, gav rig mulighed for jagt på forskellige dyr og fugle. Når en farao under jagten nedlagde et særligt farligt dyr – eksempelvis en løve eller en tyr – brugte præsterne episoden som et billede på sjælens kamp og sejr over de mørke kræfter, de dyriske aspekter i mennesket eller karaktersvagheder i personligheden. Faraoen blev identificeret med Horus, som er et symbol på sjælen, og i jagten demonstrerede faraoen sjælens evne til at opspore ”dyret” eller det dyriske i menneskets natur og nedlægge det.

Jah
(Hebræisk). Jah eller yah stammer fra ”hayah”, der betyder ”at være” eller ”at blive”. Det er en forkortelse for Jehovah – selv om ordet sandsynligvis er afledt af ”Jah er hans navn”. Det henviser til en kosmisk skabning, selv om det er i en begrænset forstand. I kabbalaen er Jah det guddommelige navn for sephirah chokmah. Det er også det maskuline aspekt af den hermafroditiske opfattelse af Jehovah. (Se også Chokmah, Jah-Havah, Jah-Veh, Jehovah, Kabbala og Sephiroth).

Jah-Havah
(Hebræisk). Jah-Havah, Ja-Heva, Jah-Hovah, Jah-Eve osv. er et kabbalistisk ord, der betegner Jah eller Yah som det maskuline aspekt kombineret med Hovah (eller Eva), som er Jehovahs feminine aspekt. Tilsammen danner de en androgyn skabning. Det henviser desuden til et tidspunkt, hvor menneskeheden var androgyn. På et senere tidspunkt i udviklingen blev mennesket opdelt i køn. (Se også Eva, Jah, Jehovah og Kabbala).

Jah-Veh
(Hebræisk). Jah-Veh, YHVH eller JHVH er en translitteration (omskrivning af en tekst fra et alfabet til et andet) af Jehovah. (Se også Jehovah og Tetragrammaton).

Jahnavi
(Sanskrit). Jahnavi er Jahnus’ datter. Betegnelsen bruges også om floden Ganga eller Ganges. I Mahabharata omtales Ganges, som kom fra Himlen, flød over Jorden og oversvømmede Jahnus jordbund, der drak vandet. Han tillod, at vandene løb fra hans ører, og derfor betragtes floden som hans datter. (Se også Ganga og Mahabharata).

Jahva alhim
(Hebræisk). Jahva alhim er navnet som i Første Mosebog erstatter ”alhim” eller elohim dvs. guderne. Det bruges i 1. kapitel, men i 2. kapitel bruger man Jehovah eller ”Herren Gud”. Inden for esoterisk filosofi og eksoterisk tradition var Jahva Alhim (Java Aleim) betegnelsen for hierofanternes leder. Hierofanten indviede neofytterne i både det gode og det onde i verden, og det skete i præsteskolen, der var kendt som Aleim i Gandunya eller Babylon. Traditionen og overleveringerne fortæller, at lederen af templet Fo-maiyu, kaldet Foh-tchou (underviser i buddhismens love), er et tempel, der ligger ved det store bjerg Kouenlong-sang (mellem Kina og Tibet). Han underviste én gang hver tredje år under et træ, man kaldte Sung-Min-Shu, − ”Kundskabens Træ” eller ”Livets Træ” − som er bodhitræet. (Se også Bodhitræ, Genesis, Hierofant, Jehovah og Træ).

Jahve
Se Jehovah.

Jaimini
(Sanskrit). Jaimini var en højt respekteret vismand og filosof i antikken. Han var elev af Vyasa, som angiveligt kanaliserede Sama-Veda til ham. Jaimini var grundlægger af Purva-Mia-nsa eller Karma-Mima-nsa-systemet − en af den hinduistiske filosofis seks Darshana-skoler. (Se også Darshana og Vyasa).

Jaina
(Sanskrit). Jaina betyder ”sejrherre”. Jainister er tilhængere af Mahaviras lære. Jaina er en stor religiøs organisation i Indien, som på mange måder ligner buddhismen, men den gik forud for buddhismen med mange århundreder. Jainisterne påstår at Gautama Buddha var discipel af en af deres tirtankaraer eller helgener. De afviser Vedaernes autoritet og eksistensen af nogen personlig højeste gud, men tror på stoffets evighed, Universets periodicitet, menneskets udødelige tankesind (manas) og også dyrenes. En ekstremt mystisk sekt. (Se også Gautama Buddha, Buddhisme, Jainister, Mahavira, Manas og Veda).

Jaina-korset
Jaina-korset er det samme som svastika. Jaina-korset kaldes også Thors hammer eller det hermetiske kors. (Se også Svastika og Thors hammer).

Jainister
(Indisk). Jainister stammer fra ”jaina”, der betyder ”sejrherre”. Jainister er tilhængere af jina, der er en af de store indiske religioner. Forskerne placerer religionens oprindelse til det 5. årh. f.Kr., og man mener, at de er de sidste direkte repræsentanter for de filosofiske skoler, som dengang blomstrede. Jainisme blev imidlertid overskygget i forbindelse med fremkomsten af buddhismen, som jina minder meget om, men den kom i fokus dengang hengivenheden for buddhismen var aftagende i Indien. Den første registrerede jain-lærer er Vaddhamana (kendt som Mahavira − ”den store helt”). Jainisterne selv påstår, at en række lærere gik forud for ham, og de nævner 24 jinaer eller tirthankaraer. Jainister afviser Vedaernes autoritet, og de tror ikke på noget personligt højeste gode. De har en kompleks religiøs filosofi, som omfatter tro på stoffets evighed, Universets periodicitet og menneskets og dyrets udødelige sind. De er især kendt for at undgå at skade noget levende. (Se også Buddhisme, Jaina, Mahavira og Tirthankara).

Jakin
(Hebræisk). Jakin eller yachin stammer fra ”ikin”, som kan føres tilbage til roden ”kun”, det betyder ”at etablere”. Jakin er den højre søjle, der blev opstillet foran Salomons tempel af Hiram Abiff. Fra et kabbalistisk synspunkt er jakin den højre søjle i de 10 sephiroth, som tilsammen udgør ”Livets Træ”. ”Træet” består af chokmah (visdom), chesed (barmhjertighed) og Netzach (fasthed). Den anden søjle hed boaz (boas), som er den venstre søjle, der består af binah (intelligens), geburah (styrke) og hod (pragt). Jakin og boaz tilsammen repræsenterer den duale manas, eller det højere og det lavere ”Selv”. De to søjler var henholdsvis hvid og sort. Ud over det højere og det lavere ”Selv”, forbinder en anden teori de to søjler med den slovenske mystik, hvor de symboliserer Gud og Djævelen eller ”den hvide Gud” og ”den sorte Gud” eller ”Byeloy Bog” og ”Tchernoy Bog”. (Se også Binah, Boaz, Chesed, Chokmah, Geburah, Hiram Abiff, Hod, Jesod, Kabbala, Kether, Malkuth, Manas, Netzach, Salomons tempel, Sephiroth og Tiphereth).

Jala
(Sanskrit). Jala betyder ”vand”, som er det fjerde af fem elementer eller stadier i prakriti i den hinduistiske mytologi. Elementerne henviser imidlertid ikke til Universets skabelse, men til energier og kræfter i mennesket. Elementet vand opstår fra taijasa (ild), og dens særlige kvalitet er gandha (lugt). (Se også Agni, Apas, Bhumi, Bhuta, Element, Pancha-mahabhuta, Prakriti, Sanser, Shunya, Tanmatra, Vayu).

Jala-basti
(Sanskrit). Jala betyder ”vand”. Sanskritordet ”basti” henviser normalt til underlivet, maven, bækkenet og blæren, og jala-basti er en af yoga shatkarma-teknikkerne. Jala-basti er derfor en yoga-renselsesteknik, hvor der bruges vand. Det er en yoga-øvelse til renselse af maven – især tyktarmen. Jala-basti er en praksis, hvor man suger vand ind gennem anus. Øvelsen kaldes også ”vati-basti”. Vati betyder også vand, og vari-basti er også en øvelse, hvor tyktarmen renses med vand. Fremgangsmåden ved jala-basti og sthala-basti er den samme. Den eneste forskel er, at jala-basti praktiseres med vand, mens sthala-basti praktiseres med luft. I jala-basti er det tilladt at bruge et kateterrør. Det er det ikke i sthala-basti. Begyndere skal først indsætte et 0,8 cm kateter i endetarmen. Oprindeligt brugte yogierne et bambusrør. Røret skal være mindst 13-15 cm langt, glat og hult. Smør røret med f.eks. vaseline eller smør. Indsæt 4 cm af røret i endetarmen, og skræv i hugsiddende stilling over en spand, der er fyldt med vand. Ånd ud og udfør uddiyana bandha. Hvis vandet ikke suges op gennem røret i tarmen, så lav madhyama nauli og lås. Hvis vandet stadig ikke suges op, kan man udføre vama eller dakshina nauli. Når man ikke længere kan holde kumbhaka, fjernes kateteret uden udånding. Stå derefter oprejst og udånd langsomt gennem næsen. Når vandet lukkes ud, er det bedst at sidde på hug over et toilet. Efter mange øvelser kan kateteret undværes, for så vil man være i stand til at suge vand direkte ind i tarmen, men det er et meget fremskredent stadie. Efter øvelsen skal man sørge for, at alt vandet udrenses. Derefter skal man ligge i savasana på et tæppe. Det er vigtigt, at vandet, der bruges i basti, er helt rent og hverken for varmt eller for koldt. (Se også Dakshina Nauli, Madhyama Nauli, Uddiyana bandha, Savasana og Sthala-basti).

Jala-neti
(Sanskrit). Jala betyder ”vand”. Neti er en vigtig del af shatkarma (også kendt som shatkriya), der er yogiske teknikker til at rense kroppen. Jala-neti er et yogaudtryk for næseskylning. Jala-neti en renselsesteknik, hvor man bruger vand og en neti-kande. Neti har mange gavnlige virkninger, der spænder fra dybe fysiologiske effekter på kroppen, sindet og personligheden og som endda kan være et element i udvikling af clairvoyance. De to vigtigste varianter er jala-neti med vand og en mere avanceret sutra-neti, hvor der bruges en tråd. Ved jala-neti anvendes lunkent saltvand, der ved hjælp af en neti-kande først hældes i et næsebor, sådan at saltvandet løber ud gennem det andet næsebor. Derefter gentages proceduren i det andet næsebor. Næsen tørres ved at bøje sig fremad og trække vejret hurtig gennem næsen. (Se også Neti, Dugdha-neti, Ghrita-neti, Neti-Kriya og Sutra-neti).

Jalandhara-bandha
(Sanskrit). Jalandhara-bandha er et yogaudtryk for en hagelås, der begrænser åndedrættets bevægelse gennem halsen. Jalandhara-bandha udføres ved at presse hagen mod brystbenet. Bandha er en energilås, der fastholder prana i torsoen og koncentrerer energien i kroppens tre største nadier (energikanaler). Jalandhara-bandha kan udføres som en fysisk og ydre øvelse ved hjælp af musklerne, men øvelsen kan også opleves som en subtil og indre energiproces. Jalandhara-bandha aktiverer nakkemusklerne og tilfører energi til halschakraet. (Se også Bandha, Maha-bandha og Prana).

Jalarupa
(Sanskrit). Jalarupa består af ”jala”, der betyder ”vand” og ”rupa”, der betyder ”form” eller ”krop”. Jalarupa betyder ”vandkrop” eller ”vandform”. Det er et begreb, der har relation til det tiende stjernetegn, Makara, der svarer til Stenbukken. Jalarupa symboliseres af et dyr med hoved og forben som en antilope, og med en krop og en hale som en fisk. Det er et af de mest esoteriske og gådefulde af zodiakens tegn. Symbolet betragtes både som en haj og som en delfin, for den er symbol havguden Varunas vahan eller form. Symbolet findes på banneret for kærlighedens gud Kama, og det er forbundet med menneskets udødelige ”Selv”. (Se også Kama, Makara, Stenbukken og Varuna).

Jam-pe-yang
(Tibetansk). Jam-pe-yang eller Jam dpa’i dbyangs svarer til sanskritordet Manjughosha, som er et andet navn for bodhisattva Manjusri. (Se også Manjushri).

Jamblichus
Se Iamblichus.

Jambu-dvipa
(Sanskrit). Jambu-dvipa eller Jambu-dwipa består af ”jambu”, der er et rosen-/æbletræ (et gigantisk træ, der angiveligt blomstrer på Mount Meru), og ”dvipa”, der betyder ”kontinent” eller ”økontinent”. Jambu-dvipa er en af planetens hovedinddelinger i det puraniske system. Det er den midterste af de syv dvipaer eller økontinenter, der bekrives geografisk i Puranaerne og Mahabharata, og det er omgivet ”af et hav af lavana (saltvand)”. De andre seks er omgivet af hav af vin, afklaret smør osv. Nogle mener, at Jambu-dvipa var et kontinent, mens andre mener, at det var en ø eller en af syv øer (sapta dvipa), hvor Vishnu hersker. Puranaerne og Mahabharata fortæller, at Mount Meru løftede sig op fra Jambu-dvipas centrum. Jambu-dvipa var opdelt i ni varshaer (dele eller afdelinger): 1) Bharata eller Indien, der ligger syd for Himalaya – dvs. den sydligste del. 2) Kim-purusha. 3) Hari-varsha. 4) Ila-vrita, den centrale varsha med Mount Meru. 5) Ramyaka. 6) Hiran-maya. 7) Uttara-kuru. 8) Bhadrasva øst for Ila-vrita. 9) Ketu-mala vest for den centrale varsha. I astronomisk og esoterisk betydning er de syv dvipaer navnene på de syv planeter i jordkæden. Jambu-dvipa repræsenterer udelukkende menneskehedens verden, og de seks andre er (for mennesket) Jordens usynlige følgesvende. Det bekræftes af karakteren af de allegoriske og symbolske beskrivelser. (Se også Mahabharata, Meru, Puranaer og Træ).

Jamin
(Hebræisk). Jamin er menneskets højre side − den mest værdige. Benjamin betyder ”sønnen ved højre side”.

Jana-loka
(Sanskrit). Jana-loka eller jano-loka består af ”jan”, der betyder ”at blive født” eller ”at komme til syne”, og ”loka”, der betyder ”lokalitet”, ”verden” eller ”sted”. Iflg. Puranaerne er jana-loka den verden, hvor åndelige mennesker eller munier (helgener) hviler efter deres død, men jana-loka er desuden en jordisk lokalitet. Jana-loka er den tredje loka, når man tæller oppefra og nedad i skalaen med de syv lokaer (principper eller eksistensplaner for et hierarki). Det er dens tala (element eller stofside), som er sutala (en differentieret tilstand af meget æterisk og astralt stof). Åndsvidenskaben oplyser, at området strækker sig længere ud end solsystemet, og at det er bolig for de kumaraer, der befinder sig på et meget højt plan, men det befinder sig alligevel under de skabninger, der bor i tapar-loka. Siddhaerne (befriede sjæle) har angiveligt deres åndelige boliger eller hvileperioder i jana-loka. Lokaerne og talaerne er naturens usynlige sfærer, og de er langt mere æteriske end bhur-loka − det fysiske plan. Lokaerne har ikke kun relation til solsystemet, men til hele den planetariske kæde og samtlige planeter i kæden. (Se også Bhur, Bhur-loka, Loka, Puranaer, Siddha, Sutala, Tala og Tapar-loka).

Janaka
(Sanskrit). Janaka stammer fra roden ”jan”, der betyder ”at blive født” eller ”at komme til syne”. Janaka var konge fra Mithila-dynastiet, som herskede på Videha. Janaka var barnebarn af Ikshvaku, der var grundlægger af soldynastiet (suryavansa). Tyve generationer senere herskede en anden konge af samme navn på Videha. Han var berømt for sine gode gerninger, sin store viden og sin åndelighed. Han blev også kaldt Siradhvaja (”ham med plovbanneret”) for iflg. Ramayana gjorde kongen jorden parat til en offerhandling for at få afkom, og under arbejdet sprang en jomfru, Sitha, op af plovfuren. I kraft af sit retfærdige liv blev han bramin og en af de rajarshier, der omtales i Bhagavad-Gita. Det siges også, at han og hans lærer, Yajnavalkya, banede vejen for Buddha. Janaka brugt som tillægsord betyder ”skabe”. (Se også Bhagavad-Gita, Buddha, Ramayana, Sitha og Suryavansa).

Janardana
(Sanskrit). Janardana består af ”jan”, der betyder ”at blive født” eller ”at komme til syne”, og roden ”ard”, der betyder ”at bevæge sig” eller ”at agitere”. Janardana vil sige forgudet af menneskeheden, tilbedt af de dødelige eller mennesker, der forkynder eller agiterer. Janardana er Det Ene kosmiske intelligente liv iflg. Puranaerne. Det Ene Liv manifesterer sig i sit trefoldige aspekt som skaber, opretholder og nedbryder − Brahma, Vishnu, Shiva. Betegnelsen bruges også om Krishna i hans avatariske manifestation som Vishnu. Den filosofiske fortolkning betragter ”verdensbevægeren”, som den iboende intelligente vitale manifesterede kosmiske enhed − den evigtfødte. (Se også Avatar, Brahma, Krishna, Puranaer, Shiva og Vishnu).

Jang-khog
(Tibetansk). Jang-khog eller bhang-khog svarer til kama-rupa, som også kaldes dyresjælen i menneskets opbygning. Jang-khog er det aspekt, der kan fremkaldes ved hjælp af åndemaneri. (Se også Kama, Kama-rupa og Rupa).

Jangama
(Sanskrit). Jangama stammer fra roden ”gam”, der betyder ”at gå” eller ”at bevæge”. Evnen til at gå eller at bevæge sig henviser til levende enheder, der er selv-bevægende – eksempelvis dyr og mennesker. Jangama bruges i modsætning til sthavara (faste genstande), dvs. alle de enheder, der ikke er i stand til at bevæge sig efter behag − eksempelvis mineraler og planter. (Se også Sthavara).

Janman
(Sanskrit). Janman stammer fra roden ”jaan”, der betyder ”at blive født”. Janman betyder derfor fødsel.

Janmotsav
(Hindi). Janmotsav i hinduismen er en ceremoni til minde om Krishnas fødsel. (Se også Hinduisme og Krishna).

Jano-loka
Se Jana-loka.

Janu sirshasana
(Sanskrit). Janu sirshasana stammer fra ”janu”, der betyder ”knæ”, ”shirsha”, der betyder ”hoved”, og ”asana”, der betyder ”stilling”. Janu sirshasana betyder derfor hoved-til-knæ-stilling”. Det er en mildere version af yoga-øvelsen paschimottasana. I denne stilling lægges hovedet på det strakte knæ. Selv om janu sirshasana minder om yogastillingen sirsasana (hovedstand), er der ingen lighed mellem de to øvelser. (Se også Paschimottanasana og Sirsasana).

Janus
(Latin). Janus stammer fra ”janua”, der betyder ”port”. Janus er den ældste og den mest ophøjede af de romerske guder. Han blev kaldt den ældste af guderne og begyndelsen til alt. Han blev betragtet som oprindelsen til alt organisk liv − især menneskelivet. Fra ham udsprang alle bække og floder, og han havde desuden magt over havene. Janus havde ikke et græsk modstykke, og oprindeligt kan han have været en solgud eller en gud for lyset, der blev tændt og slukket i løbet af dagen. Senere var Janus især gud for begyndelse og slutning − eksempelvis begyndelsen og slutning på cyklusser, og det blev symboliseret ved at give hans statuer to ansigter – et, der vender bagud, og et der vender fremad for at symboliserede fortid og fremtid. Han repræsenterede desuden alle døre, porte, indgange og passager, hvor han blev afbilledet som porter med vagtmandskab og nøgle. Han blev hyldet hver morgen ved dagens begyndelse. Det samme gjaldt ved begyndelsen af hver måned, men også ved årets begyndelse. Da romerne begyndte et nyt år efter vintersolhverv (153 f.Kr.), kaldte de måneden ”januarius” – Janus’ måned − som repræsenterede slutningen på en cyklus og begyndelsen på den næste. De kombinerede navnet Janus med Dianus – dvs. et aspekt af den guddommelige sol, hvis feminine aspekt er Diana eller Månen. Janus blev også betragtet som den ældste italienske konge, der byggede et tempel ved Tiberen og bød Saturn velkommen. De kristne forvandlet Janus til St. Peter, som vogter porten eller indgangen til Himlen.

Japa
(Sanskrit). Japa stammer fra roden ”jap”, der betyder ”at hviske” eller ”at knurre”. Japa er yoga-lærens betegnelse for gentagelse (af mantraer). Japa er en åndelig disciplin, hvor der bruges meditativ gentagelse af et mantra, navnet på en åndelig energi eller navnet på en guddom. Mantraet eller navnet skal udtales så sagte, at det kun er den, der praktiserer japa, der kan høre det, eller det skal udelukkende ”siges” lydløst i tanken. Japa kan udføres, mens man sidder i meditationsstilling, og mens man udfører andre aktiviteter. Gentagelse af et mantra (eller en bøn) praktiseres i mange former inden for de fleste religioner, selv om man i Indien lægge vægt på, at japa skal praktiseres som en særskilt disciplin. (Se også Mantra og Meditation).

Jara-marana
(Sanskrit). Jara-marana består af ”jara”, der betyder ”aldring” eller ”alderdom” (fra roden ”jri”, der betyder ”at ældes”), og ”marana”, der betyder ”dø” eller ”død” fra roden ”mri”, der betyder ”at dø”. Jara-marana betyder derfor gammel, aldring og død. Jara-marana er skandhaer eller grupper af egenskaber. Jara-marana henviser til alt det, der er begrænset til menneskets struktur, og som bringes over til det nye liv fra sidste inkarnation som karmiske tendenser eller impulser, og som genforenes med personligheden ved den nye fødsel. Egenskaberne udgør dermed den nye personlighed, og det medfører, at det nyfødte menneske ikke bare er et barn af sidste livs personlighed, men en genkomst af den samme personlighed plus de ændringer eller modifikationer, som døden og opholdet i devachan har medført. Når personligheden har opnået modenhed, vil de skandhaer, som udgør personligheden, langsomt begynde at blive svækket, og de udskilles gradvis som forberedelse til døden. Efterhånden som processen fortsætter, vil den til sidst medføre jara-marana, forfald og død. (Se også i Devachan, Karma og Skandha).

Jaras
(Sanskrit). Jaras stammer fra roden ”jri”, der betyder ”at blive gammel”. Jaras vil sige at ældes, at gå i forfald eller ganske enkelt at nå alderdommen. Jaras er også det allegoriske navn på en jæger i Mahabharata, som ved et uheld sårede Krishna og forårsagede hans død. Esoterisk kan det fortolkes som den vitale cykliske kraft, der konstant bevæger manifesterede skabninger, sådan at unge bliver voksne og modne, og derefter bliver gamle. På den måde skaber naturen barndom, ungdom, manddom og alderdom igen og igen. (Se også Krishna og Mahabharata).

Jason
(Græsk). Jason eller Iason var en græsk sagnhelt. Han var søn af Aison, der var konge af Iolkos. Da Aison af sin halvbroder Pelias blev stødt fra tronen, blev den unge Jason overladt i Cheirons varetægt – den víse kentaur. Da Jason blev voksen, begav han sig til Iolkos, men ved Aneuros-floden mødte gudinden Hera ham i skikkelse af en gammel kvinde. Hun spurgte ham, om han ville bære hende over den voldsomme flod, men undervejs over floden tabte han sin ene sko. Det var uheldigt, for oraklet i Delfi havde advaret Pelias mod ”en, der kom med kun én sko”. Da Jason senere kom til Iolkos for at kræve sin retmæssige trone, befalede Pelias ham først at udføre en farlig og vanskelig opgave for at vise sit værd. Han skulle hente det gyldne skind fra Ares’ hellige lund i det fjerne Kolchis (nutidens Georgien). Skindet stammede fra den vædder, der have fløjet Frixos og Helle over Hellespont-strædet. Jason og skibsbyggeren Argos byggede sammen det talende skib Argo. De fremmeste og mest ansete mænd i Hellas (Grækenland) ønskede at komme med på det ædle togt. Blandt dem var dioskurerne, afariderne, Orfeus, Herkules og mange andre. På vej til Kolchis standsede togtet ved Lemnos, hvor Hypsipyle blev moder til Jasons første barn, Euneos. Jason nåede frem til målet og vandt ved kong Aietes’ datter trolddomskvinden Medeas hjælp adgang til lunden med det gyldne skind. I lunden hvilede den søvnløse drage – et grufuldt uhyre, som Jason overvandt. Jason havde forinden lovet Medea at tage hende med til Iolkos som hustru, hvis skindet blev hans – og det skete. Hjemme i Iolkos brugte Medea sine kræfter til at trylle Aison, der var ældet kraftigt, yngre igen. Lykken varede dog kort for Aison, der kort tid efter døde som følge af Pelias’ intriger. Pelias døde selv kort efter for enten Jasons eller Medeas hånd. Nogle mener, at Pelias’ egne døtre var skyld i hans ulykke. Jason og Medea levede som mand og hustru og fik børn. Freden varede dog ikke længe. Akastos, Pelias’ søn, kom til magten og fordrev Jason og Medea til Korinth. Her ændrede Jason sig og brød sit troskabsløfte til Medea, for han blev forelsket i kong Kreons datter Glauke og ville gifte sig med hende. Medea dræbte – rasende af had – Glauke og hendes far og tilmed sine egne børn − Mermeros og Feros – hvorefter hun drog bort. Hun tog først til Athen og siden tilbage til Kolchis. Helten Jason levede videre – knust og fortvivlet – i landflygtighed, og som gammel mand vendte han tilbage til Iolkos. Her ventede der ham en død, der var forudbestemt af skæbnen. Hans trofaste skib, Argo, der havde beskyttet ham og hans kammerater under talrige farer skulle blive hans undergang. Han havde lagt sig til hvile under sit gamle skibs stævn, og det mørnede træ faldt ned og dræbte ham. (Se også Gyldne skind, Frixos, Helle, Hera, Herkules og Medea).

Jata
(Sanskrit). Jata stammer fra roden ”jan”, der betyder ”at blive født” eller ”at komme til syne”. Jata betyder derfor fødsel eller at blive skabt. Når jata bruges om mennesker, henviser det til en levende skabning. Som egennavn, er Jata en af de syv kumaraer. (Se også Kumaraer).

Jataka
(Sanskrit). Jataka stammer fra roden ”jan”, der betyder ”at blive født” eller ”at komme til syne”. Jataka er en fødselshistorie. De 550 jataka-fortællinger er samlet i bogen Khuddaka Nikaya, som er en buddhistisk kanon. Historierne er angiveligt blevet fortalt af Buddha, og nogle anser dem for at være en beskrivelse af hans tidligere inkarnationer, mens andre betragter dem som fortællinger, der er basseret på esoteriske sandheder og Buddhas tidligere erfaringer. Fortællingerne blev behandlet som allegorier af nogle af hans første og nærmeste disciple for at skabe en oversigt over menneskehedens evolution. Som almindeligt dødeligt menneske levede Gautama Buddha hundredtusindvis af inkarnationer indtil han opnåede oplysning. I løbet af inkarnationerne arbejdede han sig gennem alle faser af transmigration fra det laveste atom og insekt op til det højeste – for mennesket rummer ldal al din Rumis velkendte esoteriske potentialer – ”Jeg døde som sten og blev til plante. Jeg døde som plante og blev til dyr, og nu er jeg menneske. Hvorfor frygte døden? Blev jeg nogensinde ringere eller mindre af at dø? Jeg dør engang som menneske og bliver til en åndelig skikkelse af lys, en drømmende engel – men min vej går videre. Alt undtagen Gud forsvinder. Jeg bliver, hvad ingen hørte eller så. Jeg bliver stjernernes stjerne, der stråler over fødsel og død”. Ethvert menneske passerer gennem den samme udvikling. Men den skjulte symbolik i jakatas (genfødslernes) rækkefølge rummer en perfekt historie om Jordens udvikling både før og efter menneskeheden, som er en videnskabelig fremstilling af naturlige fakta. En sandhed, der ikke er tilsløret, og som findes i terminologien, er, at så snart Gautama Buddha havde opnået menneskelig form, begyndte han i alle sine personligheder at demonstrere en høj grad af uselviskhed, selvopofrelse, medfølelse og velgørenhed. (Se også Buddha, Gautama Buddha).

Jatayu
(Sanskrit). Jatayu er fuglekongen eller gribbenes konge, som var Vishnus og andre guders hest. Jatayu er søn af Aruna og Syeni iflg. Mahabharata, eller søn af Garuda iflg. Ramayana. Jatayu lovede at støtte Rama, og da dæmonkongen Ravana bortførte Ramas hustru Sitha, forfulgte Jatayu ham, men han blev dødeligt såret efter en voldsom kamp med Ravana. Puranaerne oplyser, at dengang Ramas far, kong Dasaratha, drog til ekliptika for at befri Sitha fra Sani (Saturn), blev hans stridsvogn opslugt af et blik fra Sanis øje, men Jatayu greb den faldende konge og reddede ham. Jatayu er naturligvis cyklussen på 60.000 år inden for Garudas store cyklus, og derfor siges det, at han er hans søn eller nevø. Det er ligegyldigt, hvilken af delene man vælger, for hele betydningen ligger i, at han har sin plads i rækken af Garudas efterkommere. Cyklussen er den store cyklus eller mahakalpa, som symboliseres af den gigantiske fugl, der tjente som hest for Vishnu, og andre guder, den blev relateret til tid og rum. Fugle har fra tidernes morgen været symboler på de vandrende og udviklende monader. (Se også Aruna, Garuda, Kalpa, Mahabharata, Monade, Puranaer, Rama, Ramayana, Ravana, Sitha og Vishnu).

Jati
(Sanskrit). Jati stammer fra roden ”jan”, der betyder ”at blive født” eller ”at komme til syne”. Jati vil sige ”at komme til syne fra de indre vitale kræfter”. Jati refererer ikke alene til fødsel, skabelse eller eksistens baseret på fødsel, men henviser også til en gruppe, en familie, en race m.m. Varna udgør kastesystemets ideologiske ramme, og jati udgør en erfaringsbaseret gruppering. Jati er ofte begrænset til et geografisk område, som man er født i. Her gifter man sig, for jati udgør en lukket social gruppe, der ofte holdes sammen af fælles profession og fælles ritualer. I buddhismen er der tolv nidanaer (årsager til eksistens). Årsag og virkning er udtryk for chatur yoni (”de fire skød”), afhængig af, om det er et mennesker eller et dyr, der fødes, og hvor de er placeret i en af de seks (esoterisk er det syv) gati eller veje til sansende eksistens. Oppefra og nedad er der esoterisk set tale om disse syv: 1) Den højest oplyste dhyanier (anupadakaer). 2) Devaer. 3) Mennesker. 4) Elementaler eller naturånder. 5) Dyr. (6) Laverestående elementaler. 7) Organiske bakterier. I eksoterisk terminologi er der tale om devaer, mennesker, asuraer, væsener i Helvede, pretaer (sultne dæmoner) og dyr. (Se også Anupadaka, Asura, Chatur Yoni, Deva, Dhyani, Gati, Nidana, Preta, Varna og Yoni).

Java aleim
(Hebræisk). Java aleim eller Jehovahs elohim, hvor det mest almindelige er at bruge Jehovah elohim − Herren Gud. I Genesis bruges ordet elohim i 1. kapitel, og i 2. kapitel dukker Yehovah eller Herren op. Andre steder kombineres ordene til Yehovah ‘elohim. I Mesopotamiens esoteriske filosofi bruges ordet som betegnelse for lederen af et præstekollegium (elohim), som på et tidspunkt blomstrede i Kaldæa. Den, der var i besiddelse af ”ordet”, overførte det først til sin efterfølger på dødstidspunktet. (Se også Elohim, Genesis og Jehovah).

Javidan Khirad
(Persisk). Javidan Khirad er et værk med moralske forskrifter. Javidan Khirad er det evige intellekt. Man regner med, at den oprindelige Javidan Khirad var Houshang-læren, som stammede fra en af de mytiske pishdadian-konger (para-dhata) – dvs. de gamle lovgivere. Den iranske historiker Ibh-e-Moskouyeh (923-1030 e.Kr.) skrev en bog med samme navn. I indledningen til bogen skrev han: ”I min ungdom havde jeg læst en bog kaldet ‘Estetalat-al-Fahm af Jahiz’ (160-255 hejra), hvor Javidan Khirad var omtalt overvældende rosende. Jeg ledte efter bogen, og rejste overalt i min søgen efter den, og til sidst fandt jeg den ved Mobed-Mobedan (chefen for Mobeds) i Fers”.

Jaya
(Sanskrit). Jaya stammer fra roden ”ji”, der betyder ”at erobre”. Jaya er erobring, kapring og sejr. Erobring og sejr var et yndlingsegennavn, der blev brugt til guder og gudinder. I Puranaerne er jaya de tolv store varaer (eller de tolv store hierarkier af skabninger), der er skabt af Brahma for at hjælpe ham i det store arbejde med skabelsen i begyndelsen af en kalpa. Det er de tolv store guder, der nægtede at skabe mennesket, og derfor nedkaldte Brahma en forbandelse over dem, og den medførte, at de skal genfødes ”i enhver (race) manvantara ind til den syvende”. Jaya er desuden en anden form eller et andet aspekt af reinkarnerende sjæle. De kaldes også chhandajaer, dvs. de, der er født i menneskeform eller i andre former af egen fri vilje eller svabhavah. De gik glip af opholdet i samadhi, fordi de nægtede at skabe, og derfor skal de fødes flere gange i hver manvantara indtil den syvende. De kaldes henholdsvis: Ajitaer, tushitaer, satyaer, hariser, vaikunthaer, sadhyaer og adityaer. De svarer til manasaputraerne eller de reinkarnerende sjæle. Jaya indriyanam er et filosofisk begreb, der betyder sejr over eller tilbagetrækning af sanserne. (Se også Aditya, Ajita, Brahma, Brahman, Chhandaja, Haris, Kalpa, Manasaputra, Manvantara, Pratyahara, Puranaer, Sadhya, Samadhi, Satya, Sjæl, Svabhava, Tushita, Vaikuntha og Vara).

Jebel Djudi
(Arabisk). Jebel Judi eller Jabel Djudi er det hellige bjerg eller ”Syndflodsbjerget” i de arabiske legender. I tilsvarende fortællinger om oversvømmelser i andre legender henvises der til Mount Ararat og det babyloniske Mount Nizir, hvor Xisuthrus landede med sin ark eller livets beholder.

Jeg’et
Se Sjæl.

Jehovah
(Hebræisk). Jehovah eller Yehowah er iflg. Bibelen hebræernes Gud. Den jødiske guddom Jehovah eller J’hovah er sammensat af to ord, dvs. af ”Jah” (y, i eller j, yodh − alfabetets 10. bogstav) og ”hovah” (havah, eller Eva), iflg. en kabbalistisk autoritet. Jehovah er udtryk for en af nutidens fejlagtige udtalelser af de hebræiske bogstaver pga. jødernes kombination af de hebræiske konsonanter − YHVH eller JHVH − og vokalerne i ordet Adonai (”Herre”), fordi jøderne − selv om de altid skrev eller kopierede navnets alfabetiske tegn korrekt i deres skrifter − aldrig udtalte ordet YHVH, men altid læste ”Adonai” i stedet for. I ældre tid blev tegnene af tyske teologer fejlagtigt udtalt Jehovah, fordi den indskudte vokal stammer fra Adonai. Jødiske teologer påstår, at det hellige Tetragrammaton skal udtales YAHWEH eller YOD HE WAW (VAU) HE, selv om ingen siden ødelæggelsen af det andet tempel i Jerusalem har været helt sikker på den korrekte udtale. Når Bibelen blev studeret af de mennesker, der var bekendt med den virkelige udtale af YHVH, blev tegnene læst på forskellige måder − men almindeligvis som Jehovah. Men nogle forskere mener, at YHVH skal udtales Jahve eller Yahweh. Man har også foreslået Yihweh (”han vil være”, eller ”det vil være”). Josefus − en præst, der utvivlsomt kendte den korrekte udtale − skrev imidlertid, at det ikke var tilladt for ham at videregive det, som jøderne betragtede som alt for helligt til at udtale højt. H.P. Blavatsky skriver, at fortolkningen ”Ja-ho-vah” er ”en perversion af det hellige navn”. Flertallet af jøderne var uvidende om den korrekte udtale. Uden for deres nation var det udelukkende ypperstepræsterne, der havde kendskab til det, og de gav først deres viden videre til deres efterfølgere lige før deres død. En gang om året på ”forsoningsdagen”, fik ypperstepræsten lov til at udtale det med svag, hviskende stemme. He-bræerne var ikke de eneste, som havde en guddom med et navn, der hovedsageligt blev kommunikeret med vokaler. Det samme gjaldt gnostikernes Iao, Ieuo eller Iaou. De gamle kulturer ønskede at udtrykke Jordens og Månens og den planetariske kildes flydende, livgivende energi − i dette tilfælde Saturn – med vokalord. De tidlige kristne kirkefædre forbandt Månen og dens funktioner med Jehovah – dvs. den nærmeste, men ikke den kausale, som var ”den, der gav liv og død”. Desuden forbandt israelitterne Jehovahs funktion med den, der skænkede børnene, og den esoteriske forståelse af Bibelen, (når den fortolkes kabbalistisk), viser unægtelig, at templets allerhelligste udelukkende er et symbol på livmoderen. Idéen har jøderne tydeligvis kopieret fra egypterne og inderne. Jehovah er desuden identisk med slangen eller dragen, der fristede Eva. Dragen symboliserer ofte det oprindelige urprincip. I kabbalaen betragtes Jehovah som hermafrodit, og er forbundet med den kvindelige sephirah binah. Kabbalisterne viser, at ordet består af det tofoldige navn på den første androgyne − Adam og Eva eller Jod (Yodh), Vau og He-Va − den kvindelige slange, som er et symbol på den guddommelige intelligens, der strømmer ud fra Den Ene eller fra Den Skabende Ånd. Fra jødernes synspunkt var Jehovah deres stammegud – herskeren over planeten Saturn. I Første Mosebog kan man læse den fejlagtige oversættelse: ”Dengang begyndte man at påkalde Herrens navn”. Men der burde stå: ”Dengang begyndte mennesket at kalde sig selv ved navnet Jah-hovah” – dvs. at de kaldte sig for mænd og kvinder efter kønnenes adskillelse. Det sidste beskrives i samme kapitel, hvor Kain (den mandlige Jah) ”rejste sig imod Abel, (hans søster, ikke hans broder) og dræbte ham” (eller rettere ”spildte blodet” iflg. den originale udgave). Første Mosebog beskriver den allegoriske beretning fra perioden med den antropologiske og fysiologiske evolution, som er beskrevet i ”Den Hemmelige Lære”, hvor menneskehedens 3. rodrace omtales. (Se også Adonai, Bibelen, Binah, Eva, Heva, Kabbala, Sephiroth og Tetragrammaton).

Jehovah-tzabaoth
(Hebræisk). Jehovah-tzabaoth, Jehovah-tsebaoth eller Jehovah-sabbaoth er den syvende sephirah af de syv primære, som er identisk med netzach (triumf), der esoterisk svarer til haniel (menneskets fysiske liv) − den androgyne elohim. De tilhører alle formverdenen – og det samme gælder Shiva, Saturn og englen Michael. Michael og hans engle − eller Jehovah-tzabaoth − nægtede at skabe Brahmas syv begærløse, tankefødte sønner, fordi de ønskede at inkarnere som mennesker for at blive højere udviklet end guderne, og derfor kæmpede de mod dragen (den esoteriske visdom), for at få kontrol over den, og stoffets barn blev født. (Se også Baal, Brahma, Elohim, Michael, Netzach og Sephiroth).

Jehovahh-nissi
(Hebræisk). Jehovah-nissi eller Yehowah-nissi stammer fra ”nes”, der betyder ”høj” eller ”ophøjet”, og ”i”, der betyder ”min” eller ”mit” − dvs. ”Jehovah er min ophøjelse”. Iflg. Bibelen er Jehova-nissi det navn, som Moses gav alteret. H.P. Blavatsky har oplyst, at Jehovah-nissi er et aspekt af Jehovah, der svarer til Dionysos eller Bakkus, og at jøderne tilbad guddommen (den androgyne fra Nissi), på samme måde som grækerne tilbad Bakkus og Osiris. Iflg. traditionen blev Bakkus opfostret i en hule ved Nysa, og Diodorus lokaliserede Nysa et sted mellem Fønikien og Egypten. (Se også Bakkus, Bibelen, Dionysos, Jehova, Osiris og Zeus).

Jernalder
Jernalderen er den fjerde tidsalder, der er nævnt i Hesiods teogoni. Jernalderen svarer til hinduernes kali-yuga (den sorte tidsalder). I de gamle skrifter er tidsalderen omtalt som den værste af de fire tidsaldre, fordi det er den mest materialistiske, og den markerer samtidig det laveste punkt i en evolutionscyklus. Hver rodrace er opdelt i fire tidsaldre, som generelt følger de hinduistiske yugaer − og en rodraces mindre inddelinger er også underopdelt. Faktisk er de fire tidsaldre forbundet med naturens udviklingsmæssige progressionscyklusser, sådan at de mindre er indeholdt i de større, og derfor gentages de på en mindre skala. På den måde er der fire tidsaldre i en serie, der gælder for solsystemet som helhed, og desuden mindre serier på fire tidsaldre, der gælder for enhver planet osv. (Se også Hesiod, Kali-yuga, Teogoni og Yuga).

Jernsaxa
(Oldnordisk). Jernsaxa var en af Thors tidligere elskerinder i den nordiske mytologi. Med Thor fik Jernsaxa sønnen Magni. Desuden er hun én af de ni jomfruer. (Se også Magni og Thor).

Jerusalem
Jerusalem, Jerosalem, Yerushalem, Yerushalayim (iflg. den græske Septuaginta) og Hierosolyma iflg. Vulgata (betyder ”den almindelige”, ”den folkelige” − en sen 4. årh. latinsk oversættelse af Bibelen). Plutarch fortæller, at Typhon eller Seth efter en lang kamp med Horus flygtede på et æsel til Palæstina og grundlagde Hierosolyma og Judaeus − de to navne betyder Jerusalem og jøderne. På hebræisk kaldes byen Yrshlim eller ”fredens by”, men de gamle grækere kaldte mere præcist byen for Hierosalem eller ”den hemmelige Salem”, for Jerusalem var en genfødsel af Salem (by i Det Gamle Testamente), hvor Melkisedek var konge og hierofant, og han var desuden kendt som astrolog og soltilbeder. I forskellige epoker i historien, blev den jødiske Guds tempel plyndret, ødelagt og brændt – herunder Pagtens Ark, keruberne, Shekinah (Guds nærvær) og alt andet. Jødernes Gud var tilsyneladende magtesløs, når det drejede sig om at beskytte sin hellige ejendom fra at blive skændet. Efter at Gnæus Pompejus Magnus (106-48 f.Kr.) havde taget det andet tempel 63 f.Kr., og det tredje tempel, der var bygget af Herodes den Store, var alt blev jævnet med jorden af romerne, og det blev forbudt at bygge et nyt tempel til ”Herrens udvalgte folk” i hovedstaden. (Se også Ark, Hierofant, Keruber, Melkisedek, Shekinah, Seth, Tyfon og Typhon).

Jesod
(Hebræisk). Jesod er den 9. sephirah af de 10 sephiroth. Jesod betyder ”grundvold”, men repræsenterer desuden basis og kraft. Jesod er et maskulint aktivt potentiale, der fuldender de seks, som former microprosopus. Jesod står under Månens herredømme. (Se også Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Geburah, Hod, Kabbala, Kether, Macroprosopus, Malkuth, Microprosopus, Netzach, Sephiroth og Tiphereth).

Jesus
(Latin). Jesus er det latinske ord for det græske Iesous og for det hebræiske Yeshua, der er en sammentrækning af Yehoshua, som er et egennavn, der betyder frelser, eller noget, som er rummeligt eller udbredt. Det hebræiske navn Jah eller Jehovah blev af de kristne identificeret med Jesu navn, selv om Jesus aldrig var eller har været identisk med den jødiske Jehovah. Jesus er utvivlsomt en virkelig historisk skikkelse, men hans liv, som det beskrives i evangelierne, er ren og skær allegori. Hans virkelige liv er omformet til en indvielseshistorie, sådan som det var kutyme dengang. En jødisk historie fra middelalderen er beskrevet i ”Sepher Toledoth Yeshua”, og iflg. den er evangeliernes Jesus identisk med Jehoshua ben Panthera, en jødisk indviet, der levede ca. 100 f.Kr. Jesu liv illustrerer de typiske sekvenser i den esoteriske lære: 1) En leder eller lærer viser sig i et folk, der har brug for at blive guidet og undervist. 2) Hans død efterfølges af tilbedelse – og endda tilbedelse af hans tilhængere. 3) De historiske kendsgerninger omdannes gradvist, og bliver mere eller mindre pyntede og fantasifulde legender eller mytologiske fortællinger, som i tidens løb klistres som et tykt lag til mindet om ham og hans identitet som menneske, at selv hans rigtige navn er gået tabt. 4) Der bliver derefter skabt myter, allegorier eller legender. 5) Ved hjælp af andre troende, som senere bliver undervisere, der forklarer og fortolker, erstatter man de tidligere læreres forklaringer, og virkeligheden udskiftes med en rent mytisk skikkelse, og læren bliver gradvis materialiseret og misforstået. Kristendommens evangelier havde sin oprindelse i fortidens mysteriedramaer. De var meningsfulde, smukke og ofte sublime i deres dybere betydning. I mysteriedramaerne kunne neofytterne og de indviede erfare, hvordan man bliver ét med Logos, og når det lykkedes, blev mennesket kaldt en Logos, der var inkarneret som menneske. Logos selv blev henholdsvis kaldt Christos eller Dionysos, og udviklingen skete i etaper, der var tilpasset den semi-historiske skikkelse, sådan som det er sket i mange andre tilfælde og ikke kun i den kristne myte. Kristus eller Christos er derfor ikke et bestemt menneske eller en speciel guddommelig inkarnation, men en fællesbetegnelse for det guddommelige, som inkarnerer i alle mennesker – selv om Jesus uden tvivl var det individuelle navn på den oplyste jødiske indviede avatar. Det er årsagen til, at den universelle allegori i den kristne version kan henvise til en historisk sandhed, for det er set flere gange før den kristne æra, at en særlig cyklisk budbringer, som kom, da tiden var inde, dengang ekliptika skiftede fra stjernetegnet Vædderen til Fiskenes tegn. I åndsvidenskaben er Jesus en avatar, der var budbringer for Fiskenes cyklus. Iflg. åndsvidenskaben er Jesus af Nazareth den discipel, som stillede sit fysiske legeme til rådighed for Kristus – Verdenslæreren – dengang Jesus var fysisk til stede på Jorden. Iflg. mesteren Djwhal Khul er mesteren Jesus brændpunktet for den energi, der strømmer igennem de kristne kirker. Åndsvidenskaben oplyser, at Jesus for tiden lever i et syrisk legeme. Han rejser meget og tilbringer en stor del af sin tid i forskellige dele af Europa. Han arbejder især med masserne frem for med det enkelte menneske, selv om han har samlet en talrig skare af disciple omkring sig. Han er på 6. stråle for hengivenhed og abstrakt idealisme, og hans disciple er ofte kendetegnet ved den dedikation og hengivenhed, som kom til udtryk blandt martyrer i de tidlige kristne tider. Selv har han et myndigt udseende, og han er virkeliggørelsen af disciplin og jernvilje. Mesteren Jesus er høj og mager med et langt, smalt ansigt, sort hår, bleg og med gennemtrængende blå øjne. Hans arbejde er meget ansvarsfuldt, for det er hans opgave at lede Vestens tænkning ud af den nuværende urolige tilstand og ind i fredfyldte vande, hvor der hersker vished og viden. I Europa og USA skal han forberede vejen for Verdenslærerens tilsynekomst. Han er kendt fra Bibelen, for han viser sig første gang som Josua, Nuns søn, og derefter igen på Ezras tid som Jesua, der tog 3. indvielse. I Zakarias’ Bog er han omtalt som Josua, og i Det Nye Testamente er han kendt for to store ofre. Det ene, hvor han stillede sit legeme til rådighed for Kristus, og det andet, som var den store forsagelse, der kendetegner 4. indvielse. Som Apollonius af Tyana tog Jesus 5. indvielse og blev mester. Siden den tid er han som lovet blevet hos menneskeheden og har arbejdet med den kristne kirke, hvor han har stimuleret spiren til det sande åndelige liv, som findes blandt medlemmer af alle sekter og trosretninger. Han neutraliserer så vidt muligt præsternes og teologernes fejltrin og misforståelser. Han er uden tvivl en oplyst leder, og i kirkelige anliggender har han et nært samarbejde med Kristus. Han aflaster Kristus ved at fungere som hans mellemmand, når det er muligt. Ingen forstår Vestens problemer bedre end Jesus, og ingen anden er så nært forbundet med de mennesker, der står for det bedste i den kristne lære, og ingen anden er så bevidst om nutidens behov. (Se også Apollonius af Tyana, Avatar, Bibelen, Djwhal Khul, Ekliptika, Ezra og Jehovah).

Jetavana
(Sanskrit). Jetavana stammer fra ”Jetavana”, der er en lund i nærheden af Sravasti, hvor Buddha på én gang offentliggjorde sine doktriner. Jetavana er desuden en buddhistisk mysterieskole på Ceylon, som iflg. traditionen blev grundlagt ca. 247 f.Kr. af Katyayana − Gautama Buddhas nærmeste discipel. En af de tre afdelinger i en tidlig buddhistisk skole kaldte man Sthavira-kaya, som blev grundlagt i Rom 300 f.Kr. (Se også Buddha, Gautama Buddha og Sthavira).

Jethro
(Hebræisk). Jethro eller Yitro blev også kaldt Reuel (Exodus). Iflg. Bibelen var Jethro far til syv døtre. Den ene var Sippora, som blev gift med Moses. De syv døtre repræsenterede forskellige åndelige, intellektuelle og psykiske kræfter og egenskaber, som stammer fra monaden eller sjælen. I én forstand er Jethro Moses’ indvier. Jethro kaldes Moses’ ”svigerfar” − ikke fordi Moses reelt var gift med en af hans syv døtre, for Moses var en indviet. Måske har Moses aldrig eksisteret. Måske er han identisk med den egyptiske tronarving Senmut, der var søn af dronning Hatshepsut. Hvis Moses var asket − en nazar − kunne han aldrig gifte sig, og så er det en allegori ligesom så meget andet i historien. Sippora (”den lysende”) er sandsynligvis en personificering af de esoteriske videnskaber, der er givet af Revel-Jethro − den Midjan-præst, der indviede Moses, for han var hans egyptiske neofyt. (Se også Moses, Nazar, Reuel-Jethro og Sippora).

Jetzirah
(Hebræisk). Jetzirah, Sepher eller Sefer ha-yetsirah (”Skabelsens bog”) er en af de mest esoteriske af alle de kabbalistiske værker, som i nutiden er i mystikernes besiddelse. Man påstår, at den er nedskrevet af Abraham, men det er selvfølgelig noget vrøvl − men dets iboende værdi er stor. ”Skabelsens bog” er inddelt i seks perakim (kapitler), som er underinddelt i 33 korte mishnaer (sektioner), der beskriver Universets evolution via et system af korrespondancer og tal. Guddommen har iflg. bogen formet (”skabt”) Universet på grundlag af tal ”med 32 stier (eller veje), der består af hemmelig visdom. Vejene korresponderer både med 22 bogstaver i det hebræiske alfabet og de 10 fundamentale tal. De 10 tal er de oprindelige urtal, hvorfra hele Universet udgik, og de følges af 22 bogstaver, der er inddelt i tre ”mødre”, syv dobbelte konsonanter og tolv enkle konsonanter. (Se Yetzirah.)

Jhana
(Pali). Jhana kan bedst oversættes som en ”dyb meditativ tilstand”. Jhana svarer til sanskritordet ”jnana”. Jhana udtrykker også det samme som sanskritordet ”dhyana”, der stammer fra ”dhayati”, som betyder ”at tænke” eller ”at meditere”. Jhana er en meditativ tilstand af dybeste ro og koncentration. Tankesindet er fuldstændig absorberet i det valgte meditationsobjekt, og det er målet for koncentration. Der er fire niveauer af jhana, og hvert niveau er dybere end det foregående, og tilsammen udgør de samadhi i betydningen ægte koncentration. Nogle buddhistiske skoler lægger meget lidt vægt på jhanaerne, og nogle forkaster dem, fordi man betragter dem som ikke-buddhistiske, men studier af den tidligste buddhistiske lære viser, at jhanaer blev betragtet som særdeles vigtige, og en nødvendighed for at opnå oplysning. For at forstå de fire jhanaer skal man vide, at de repræsenterer afgørende faser for ægte koncentration i den buddhistiske tradition. Jhanaer er dybe meditative tilstande, hvor opmærksomheden forenes med et meditationsobjekt, og tankesindet udelukkes fra alle sansemæssige påvirkninger og alle tidligere bevidsthedsstadier. Hvert niveau i fordybelsen er karakteriseret ved en bestemt gruppe af forstærkende faktorer. Ud over de fire jhanaer er der to andre grupper af tilstande, der ofte relateres til de fire jhanaer. 1) Adgang til jhana: a) På tærsklen til jhana er fem forhindringer blevet forladt, og fem jhana-faktorer er skabt. b) Adgang til jhana og første jhana deler de samme fem grundlæggende faktorer, men i første jhana er de mere fuldkommengjorte og stabile. c) Den mediterendes adgang til jhana forudsætter evnen til at fastholde bevidstheden på skiftende sanseobjekter. 2) Fire immaterielle jhanaer følger sædvanligvis efter de fire jhanaer: a) Det uendelige rum. b) Den uendelige bevidsthed. c) Intetheden. d. Både-og/hverken-eller-opfattelsen. Første jhana har fem forhindringer: 1. Dovenskab og sløvhed. 2. Tvivl. 3. Ond vilje eller uvilje. 4. Rastløshed. 5. Grådighed og ønsker om sanseoplevelser. Fem faktorer skal erhverves eller intensiveres: 1. Anvendt tænkning. 2. Uafbrudt tænkning. 3. Glæde. 4. Lykke. 5. Fokusering. Anden jhana har to forhindringer: 1. Anvendt tænkning. 2. Uafbrudt tænkning. Tre faktorer skal erhverves eller intensiveres: 1. Glæde. 2. Lykke. 3. Fokusering. Tredje jhana har én forhindring: Glæde. To faktorer skal erhverves eller intensiveres: 1. Subtil lykke. 2. Fokusering. Fjerde jhana har én forhindring: Lykke. To faktorer skal erhverves eller intensiveres: 1. Tankesindets fokusering. 2. Sindsro. (Se også Dhyana, Jnana, Meditation og Samadhi).

Jhana Bhaskara
(Sanskrit). Jhana Bhaskara er et værk om Asuramaya, den atlantiske astronom og magiker, og andre legender fra førhistorisk tid. (Se også Asuramaya).

JHVH
Se Jehovah og Tetragrammaton.

Jihva-dhauti
(Sanskrit). Jihva-dhauti er yogisk tungeskrabning, som er en af shatkarma-teknikkerne til renselse af tungen. Man bruger en ”dantun” – dvs. den samme kvist fra det træ, man brugte til tandbørstning (danta-dhauti), og den bruger man også til jihva-dhauti. Man tager kvisten og river den midt over, så man har to halvdele. Man tager den ene halvdel af kvisten, bøjer den i u-form og trækker den en enkelt gang over tungen for at rense den. Herefter bruger man pege- og langfinger til at gnide på tungen for at løsne de toksiner, der evt. er tilbage. Til sidst tager man den anden halvdel af kvisten, bøjer den, og renser tungen med den igen, indtil tungen er helt ren. (Se også Antar-dhauti, Danda-dhauti, Danta-dhauti, Dhauti, Karna-dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman-dhauti, Vastra-dhauti og Vatsara-dhauti).

Jinn
(Arabisk). Jinn, jinni, jinnee en gruppe væsener i Koranen − både mandlige og kvindelige – der befinder sig mellem engleriget og menneskeriget. De omtales, som om de er skabt af røgfri ild. De opholder sig især på øde steder. Almindeligvis mener man, at jinn er i stand til at vise sig for mennesker ved at antage form af et husdyr eller af et menneske i gigantisk størrelse. De venligste af dem viser sig i smukke former, og de ondsindede i skrækindjagende skikkelser. (Se også Djinn og Koranen).

Jishnu
(Sanskrit). Jishnu eller Jishnu stammer fra roden ”ji”, der betyder ”at vinde” eller ”at erobre”. Jishnu vil derfor sige at være sejrrig, triumferende eller erobrende. Som et egennavn er det navnet på Vishnu og Indra, der svarer til den hebræiske Michael, som var leder af ærkeenglene. Jishnu blev også brugt om Arjuna, som var søn af Indra. Jishnu er desuden ”den himmelske værts leder”, som var en betegnelse for Indra, der anførte ”hærskaren af devaer” i gudernes krig mod asuraerne. (Se også Arjuna, Asura, Indra, Michael og Vishnu).

Jiva
(Sanskrit). Jiva betyder ”liv” – underforstået det guddommelige eller kosmiske liv. Jiva er det Absolutte liv. Jiva bruges også som betegnelse for det højeste åndsprincip hos manifesterede skabninger, og nogle gange er der tale om den individuelle jiva. Jiva − den levende skabning − var center for potentiel vitalitet og intelligens, der svarer til monaden, livsatomet eller atma-buddhi. Fra livet som ubevidst gudsgnist bliver en jiva en kosmisk elemental født fra det kosmiske element, og det er dets skæbne at passere gennem alle de mellemliggende udviklingsfaser, indtil det til sidst bliver en altfavnende gud − en jivanmukta. Jiva bruges også om det kosmiske livsprincip eller livskraften, og nogle gange bruges det i flæng for begreber som prana og livsprincippet i menneskets konstitution. (Se også Atma-buddhi, Jivanmukta, Monade, Prana og Sjæl).

Jivanmukta
(Sanskrit). Jivanmukta består af ”jiva”, der betyder ”liv”, og ”mukta” eller ”mukti”, der betyder ”befriet”. Jivanmukta er et menneske, som iflg. hinduismens Advaita-filosofi har fået dradh nishthaa − dvs. at det har integreret sjælsbevidstheden i sin natur, og derfor har det befriet sig fra reinkarnation. Jivanmukta er derfor en betegnelse for ”det frigjorte liv”. Jivanmukta er en mester eller adept, eller det samme som asekha − ”den, der ikke længere har noget at lære”, fordi bevidstheden er opløftet til nirvana. Jivanmukta er et menneske, der har opnået frihed fra de stoflige verdener som en individualiseret monade, og som lever i fuld bevidsthed i sine højeste aspekter. Ofte betyder jivanmukta den højeste gruppe af indviede, nirvanier, adepter, mestre eller mahatmaer − uanset om de er med eller uden legeme. (Se også Adept, Advaita, Asekha, Dradh nishthaa, Mahatma, Mester, Nirvana og Nirvani).

Jivanu
(Sanskrit). Jivanu består af ”jiva”, der betyder ”liv”, og ”anu”, der betyder ”atom” eller ”udelelig partikel”. Jivanu er livsatomet − et begreb, der blev opfundet af Gottfried de Purucker, for et livsatom, det uendeligt lille livsaspekt eller ”sjælen” i det kemiske atom, består kun i en bestemt periode, inden for den kosmiske manvantara. (Se også Atom, Livsatom og Manvantara).

Jivatma
(Sanskrit). Jivatma eller Jivatman består af ”jiva”, der betyder ”liv”, og ”atman”, der betyder ”Selv”. Jivatma er menneskets ånd, som er udødeligt til slutningen på Solens maha-manvantara. Reelt er der tale om monaden, hvis særlige plads er buddhi-princippet, som er frøet, og frugten er manas. Rækkevidden af jivatmas bevidsthed er solsystemet. I almindelighed er jivatma betegnelsen for det Ene universelle liv, men jivatma bruges som sagt også om ånden i mennesket. Jivatma fortolkes derfor ofte som ”det individuelle selv”, mens Paramatman betyder Gud. I de tidlige Vedaer afslører Gud sin eksistens for mennesket. Mennesket oplyses om Guds veje, natur og lære. Gud er alkærlig, og kan derfor kontaktes via kærlighed. Gud afslører sig selv, som den, der skaber, opretholder og nedbryder verden. På samme måde som musikere i et orkester er nødt til at afstemme sit instrument til det musikstykke, der skal spilles, skal det enkelte menneske afstemme sig selv efter den grundlæggende harmoni og orden, der kaldes Gud. Dermed skabes der enhed. Mennesker, som er i harmoni med helheden, er aldrig alene, og de er altid i kontakt med lys, kærlighed og kraft. Det er et velkendt faktum, at det er menneskets tanker, der former personligheden, og de vediske mestre var derfor fokuseret på, at mennesket ikke kun dyrkede tanken om Gud, men arbejdede på at legemliggøre alt, hvad Gud repræsenterer. (Se også Atma-buddhi, Buddhi, Manas, Manvantara, Paramatman og Veda).

Jnana
(Sanskrit). Jnana stammer fra roden ”jna”, der betyder ”at vide”, ”at have kendskab til” eller ”at forstå”. Jnana, der udtales ”gnjana”, er derfor viden, forståelse og visdom. Jana er afledt af samme rod som dhyana, der betyder ”meditation” eller ”erkendelser, som er opnået via meditation”. Jnana er visdom eller ren kundskab. Esoterisk set er jnana guddommelig indsigt, som er erhvervet via yoga. Jnana-yoga er derfor erkendelsens yoga. I jnana-yoga bliver mennesket bevidst opmærksom i den handlende personlighed, og det resulterer i to holdninger: 1) ”Jeg er den, der oplever, jeg er ikke det, der opleves”. 2) ”Jeg er alt. Alt er en del af mig, og jeg er en del af alt”. De gamle filosoffer sagde, at Parabrahman er ikke-jnana (kendt), ikke-jnana (viden) og ikke-jnana (det, der kan være kendt). Alligevel er Parabrahman den kilde, som de tre former for forståelse manifesteres fra. Jnana og vidya er meget ens, men måske kommer den intuitive intellektuelle opfattelse til udtryk som jnana, mens den mere aktive og individuelle aktivitet kommer til udtryk som vidya. Begge ord kan oversættes med viden eller visdom. I åndsvidenskaben er jnana ofte beskrevet som medfødt eller intuitiv viden, mens vidya betragtes som reflekteret eller ophobet intellektuel viden eller visdom, men forskellen er tilfældig. (Se også Dhyana, Jhana, Jnana-yoga, Meditation, Parabrahman, Vidya og Yoga).

Jnana-bhaskara
(Sanskrit). Jnana-bhaskara er ”summen af viden”. Jnana bhaskara er et sanskritord for medicinsk arbejde. Jnana-bhaskara er desuden et værk om Asuramaya, den atlantiske astronom og magiker, men den rummer også andre forhistoriske legender”. (Se også Atlantis og Magi).

Jnana-darsana-siddhi
(Sanskrit). Jnana-darsana-siddhi består af ”jnana”, der betyder ”viden” eller ”visdom”, og ”darsana”, der betyder ”vision” eller ”undervisning”, samt ”siddhi”, der betyder ”renhed”, ”sandhed” og ”perfektion”. Jnana-darsana-siddhi er derfor renhed eller perfektion i den viden eller visdom, der opnås i en vision eller i en undervisning.

Jnana-deva
(Sanskrit). Jnana-deva består af ”jnana”, der betyder ”viden” eller ”visdom”, og ”deva”, der betyder ”guddom”. Jnana-devaer er guderne for viden eller visdom. Det er de højerestående grupper af guddomme eller devaer herunder manasaputraer, agnishwattaer og kumaraer. I en vis forstand er jnana-devaerne menneskets reinkarnerende sjæle. I en anden forstand er det betegnelsen for oplyste víse mennesker som f.eks. mahatmaerne, og det indebærer, at det er lykkedes for dem at opnå − eller at de er under uddannelse for at opnå – en selvbevidst forening med den indre guddom. (Se også Agnishwatta, Kumaraer, Mahatma og Manasaputra).

Jnana-marga
Se Marga.

Jnana-mudra
Jnana-mudra (Sanskrit). Jnana betyder ”viden”, og mudra betyder ”tegn”, eller ”gestus”. Jnana mudra er tegnet for viden. I jnana-mudra bøjes pegefingeren sådan, at fingerspidsen føres sammen med tommelfingerens fingerspids, og de øvrige tre fingre er udstrakte. I hinduisme og buddhisme bruges mudra som symbolske og rituel tegn og bevægelser. Nogle mudraer involverer hele kroppen, men de fleste udføres med hænder og fingre. I de almindelige tantriske ritualer, er der 108 mudraer. (Se også Buddhisme, Hinduisme, Jhana, Mudra og Tantra).

Jnana-shakti
(Sanskrit). Jnana-shakti består af ”jnana”, der betyder ”viden” eller ”visdom”, og ”shakti”, der betyder ”kraft” og ”energi”. Jnana-shakti er den intellektuelle kraft eller visdomskraft. Kraften er det rene intellekt, som er en stråle, der udgår fra Logos, og derfor er jnana-shakti den bevidsthed, der kommer til udtryk som højere manas. Hver shakti – uanset om det er jnana-shakti, ajnana-shakti, ichchha-shakti eller kriya-shakti, som er manifesteret i Universet eller i en individuel skabning − er udtryk for en naturkraft, og derfor er enhver naturkraft en udstråling fra en kosmisk enhed. Hver udstråling har sin egen svabhava (individualitet eller særlige kendetegn), der tydeligt adskiller den fra alle andre naturkræfter. Jnana-shakti har kraften eller den iboende egenskab til at bevæge intelligensen i Universet, der også kommer til udtryk i mennesket, som er et barn af Universet, og det handler i overensstemmelse med sit eget særpræg. Adepten eller mesteren, som er bevidst om dette via sin monade, kan til enhver tid vælge en af de ønskede shaktier i sin opbygning, og bruge kraften alene eller i kombination med andre shaktier for at skabe både ydre og indre virkninger. Når kraften manifesteres, er det en aktion, og derfor opstår der altid en tilsvarende reaktion i stil med et lynnedslag, og der skal gå en vis tid inden den normale ligevægt genskabes. Ligevægt er en forudsætning for sundhed. Når en mester vælger at bruge sine indre kræfter til et medmenneskeligt formål, er det faktisk sjældent, at en enkelt af shaktierne bruges alene. Først danner mesteren et billede af, hvad der skal gøres, for billedet dirigerer viljen. Derefter fremkaldes ichchha-shakti eller ønsket om at udføre handlingen. Det kombineres med kriya-shakti eller den psykiske kraft, som dirigerer ønsket og viljen mod formålet. Andre shaktier kan eventuelt aktiveres efter behov. Det shakti, der som regel har en virkning eller bivirkning på det fysiske plan, er ichchha-shakti, som kombineres med kriya-shakti og styres af jnana-shakti. (Se også Adept, Ichchha-shakti, Jhana, Kriya-shakti, Manas, Mester, Shakti og Svabhava).

Jnana-vidya
(Sanskrit). Jnana-vidya består af ”jnana”, der betyder ”viden”, og ”vidya”, der betyder ”visdom”. Jnana-vidya svarer til brahma-vidya, åndsvidenskab, visdomstraditionen eller gnosis. (Se også Brahma-vidya, Gnosis, Gnosticisme, Jnana, Teosofi og Vidya).

Jnana-yoga
(Sanskrit). Jnana-yoga består af ”jnana”, der betyder ”viden”, og ”yoga”, der er udledt af roden ”yuj”, som betyder ”at forbinde” eller ”at forene”. Jnana-yoga er en form for yoga-praksis og -uddannelse, hvor opnåelse af forening med den åndelige eller guddommelige essens i det indre erhverves ved at praktisere visdom, åndelig indsigt og intuition. Jnana-yoga er derfor erkendelsens yoga eller vidensyoga. Jnana-yoga praktiseres ved hjælp af frivillig selvanalyse og studier af abstrakte og filosofiske idéer. Jnana-yoga er derfor indsigtens eller integrationens yoga. Jnana-yoga arbejder med erkendelse af sjæl, ånd og væren. Målet er skabelse af den integrerede personlighed. Jnana-yoga tilstræber evnen til at opleve, men samtidig at undgå at binde sig til begivenheder, tanker og følelser – dvs. at lade dem komme og gå af sig selv. I jnana-yoga lærer man at disidentificere sig – at gennemskue tankesindets automatiske processer – vanerne i tanke- og følelsesmønsteret. Og man lærer at acceptere det, man oplever, uden at føle skyld eller at fortrænge oplevelserne. Når man har lært sig selv at være ”nøgen” – uden idealer, uden ønsker om at være god, retfærdig osv. – vil man opdage en dyb ro og højt energiniveau i alle handlinger. Og man vil opleve sig selv – eller rettere sit ”Selv” − sjælen. (Se også Jnana, Sjæl og Yoga).

Jnanam
(Sanskrit). Jnanam er det samme som ”gnana”, og det samme som ”jhana”. (Se også Gnana og Jhana).

Jnanendriya
(Sanskrit). Jnanendriya stammer fra ”jhana”, der betyder ”viden”, ”forståelse” og ”visdom”, samt ”indriya”, der betyder ”sanseorgan”. Jnanendriya er de fem kanaler for viden og erkendelse. Ordet er synonymt med buddhindriya, som esoterisk kan betyde buddhis sanseorgan, men sædvanligvis henviser jnanendriya til de fysiske sanseorganers opfattelse og fornemmelse, som intelligensen fungerer igennem – dvs. øjne, ører, næse, tunge og hud. Men jnanendriya er især menneskets fem indre sanser i modsætning til karmendriya, der er de fem fysiske sanser, og de fysiske sanser er manifesteret på grundlag af de indre sanser. Jnanendriya er egenskaber i prakriti. Den sjæl, som er inkarneret i et fysisk legeme i den fysiske verden, opfatter verden gennem sanseorganerne, som gør det muligt at opfatte den omgivende fysiske verden. De fem sanser er: Shotra – høresansen og ørerne, tvak – følesansen og huden, chakshu – synssansen og øjnene, jivha – smagssansen og tungen og grahna – lugtesansen og næsen. Menneskets opfattelse af den ydre, håndgribelige verden sker gennem registrering af forskellige typer af vibrationer, som udgår fra de genstande og skabninger, der påvirker sanseorganerne. Tankesindet er meget sensitivt, og registrerer alle vibrationer i omgivelserne. Tankesindet reagerer på alle stimuli – billeder, lyde, dufte, berøring, smag og andre påvirkninger, som opfattes via sanserne. Tankesindet identificerer, organiserer og fortolker alle de sensoriske oplysninger, der modtages via sanseorganerne. (Se også Buddhi, Buddhindriya, Indriya, Jnana og Karmendriya, Prakriti og Sanser).

Jnaneshwari
(Sanskrit). Jnaneshwari eller jnaneswari stammer fra ”jhana”, der betyder ”viden”, ”forståelse” og ”visdom”, og ”isvari”, der betyder ”dronning”. Jnaneswari er ”vidensdronningen”. Jnaneshwari er en esoterisk afhandling, hvor Krishna beskriver betingelserne for, at en yogi kan opnå en tilstand af fuld oplysning for Arjuna. (Se også Arjuna, Jhana, Krishna og Yogi).

Jnanin
(Sanskrit). Jnanin stammer fra roden ”jna”, der betyder ”at vide”. Jnanin er en vismand, der har erhvervet sig viden og visdom om det åndelige og det guddommelige. Som tillægsord betyder jnanin ”klog” eller ”vís”.

Jnata
(Sanskrit). Jnata stammer fra roden ”jna”, der betyder ”at vide”. Jnata vil sige ”erkendt”, ”konstateret” og ”forstået”. Metafysisk bruges jnata om Logos eller om sjælene. Jnata som navneord, henviser til enhver, der ved eller forstår. (Se også Gnatha, Logos og Sjæl).

Jneya
(Sanskrit). Jneya stammer fra roden ”jna”, der betyder ”at vide”. Jneya henviser til det, der kan erkendes eller forstås.

Jol
(Oldnordisk). Jol eller Jul stammer fra ”hjol”, der betyder ”hjul”. Det er Solens hjul eller yuletide, som var dedikeret til Freyr. Som gud for solskin, frugtbarhed og høst boede han i lyselvernes hjem. Jol er relateret til vintersolhverv ved midvinter – jf. det angelsaksiske ord ”geol”, der betyder december. Jol er midvinterens festival, når Solen begynder at bevæge sig nordpå og lyset dermed får større magt. Jol var en årlig begivenhed, der selvfølgelig blev fejret længe før tidspunktet på året blev kendt som jul eller Kristmesse. Der findes utallige påmindelser om tidspunktets store betydning for de gamle nordboer. Man brugte betegnelsen yule-spil, yule-fest og jolahelgi (yule-ferie), som var en hellig periode, der havde særlig betydning, når der var en jola-tungl (yule-måne). Nordboernes yule varede 13 dage, og derfra stammer navnet threttandi (trettende) for helligtrekongersdag, der er en kirkelig festdag den 6. januar. Et af Odins navne er Jolnir. (Se også Freyr og Jul).

Jomfruen
Jomfruen eller Virgo (latin) udgør zodiakens 6. tegn og stjernebilledet Jomfruen. I astrologien er det et jordtegn. Det er et feminint tegn, som derfor har en modtagende energi. Jomfruens tegn styres af Merkur. Jomfruen hersker over maveregionen, fordøjelsen, tarmene, bughinden, milten og den nederste del af leveren. I en ældre zodiak, som kun havde ti eksoteriske stjernetegn (selv om der desuden var to skjulte tegn), blev de tre nuværende stjernetegn − Jomfruen, Vægten og Skorpionen − kombineret til et enkelt stjernetegn, der befandt sig mellem Løven og Skytten. Det repræsenterede en udviklingsfase, der lå før kønnenes adskillelse. Dengang Eva − iflg. den hebræiske legende − blev trukket ud af siden på Adam, og menneskeheden måtte formere sig via befrugtning, blev stjernetegnet delt i to − Jomfruen og Skorpionen − og det afbalancerende stjernetegn, Vægten, blev tilføjet. Iflg. det hebræiske system blev zodiakens tolv stjernetegn tildelt Jakobs sønner, hvor Tvillingerne repræsenteres af Simeon og Levi, og derfor er der en søn for lidt til stjernetegnene. Det blev reguleret ved at relatere Jakobs datter Dina til Jomfruen. I hinduernes zodiak kaldes det 6. stjernetegn også Jomfruen. Det er Kanya, og det er Karttikeya, krigsguden, der hersker over stjernetegnet. Subba Row siger, at Kanya repræsenterer shakti eller mahamaya. Stjernetegnet er den sjette rashi eller afdeling, og det antyder, at der i naturen er seks primære kræfter, og deres syntese er den syvende. H.P. Blavatsky tilføjede, at selve navnet Kanya (jomfru) viser, hvordan der er overensstemmelse mellem alle de gamle esoteriske systemer i deres grundlæggende doktriner. Kabbalisterne og de hermetiske filosoffer kalder astrallyset for den himmelske eller overjordiske jomfru, som i en syntese udgør den syvende. I den runde Dendara-zodiak i Egypten er der tre jomfruer. Det viser, at der var gået tre præcessionscyklusser, og at deres længde var blevet registreret. Jomfruen svarer til Astraea − gudinden for retfærdighed. (Se også Astraea, Astrallys, Dendara, Kabbalist, Kanya, Mahamaya, Shakti og Zodiak).

Jonang
(Tibetansk). Jonang er en af skolerne i tibetansk buddhisme. Oprindelsen i Tibet kan spores tilbage til mester Yumo Mikyo Dorje i begyndelsen af det 12. årh., men skolen fik meget større udbredelse ved hjælp af Dolpopa Sherab Gyaltsen − en munk, der oprindeligt var uddannet i Sakya-skolen. Man mente først, at Jonang-skolen var blevet udryddet i slutningen af det 17. årh. pga. den femte Dalai Lama, som med magt tvang Jonang-klostre ind under hans Gelugpa-skole og erklærede Jonang-skolen kættersk. Jonang-skolen genetablerede sit religions-politiske centrum i Golok, Nakhi og i de mongolske områder i Kham og Amdo centreret omkring Dzamthang-klostret, og skolen er stadig aktiv i nutiden. Man anslår, at 5.000 munke og nonner praktiserer Jonang-traditionen i nutiden. Men Jonang-læren var begrænset til de få regioner, indtil Rimé-bevægelsen i det 19. årh. tilskyndede til studier af ikke-gelugpa åndsretninger og praksis.

Jonisk søjle
Den joniske søjle er en af de tre søjleformer i den klassiske kunst – som desuden består af den korintiske og den doriske søjle. De joniske søjler er slankere end de doriske. De står på en base, og kapitælen slutter ofte i to kunstfærdige spiraler – volutter. Selve søjlen er cylindrisk eller let konveks med riller (kanneleringer) hele vejen fra søjlefoden og op til søjlehovedet. De joniske søjler symboliserer visdom, for volutterne (spiralerne i toppen) afbilleder en skriftrulle. Søjlerne blev ofte placeret ved indgangen til græske templer, og i nutiden benyttes søjlerne ofte i rådhuse, domhuse og i frimurernes ritualer m.m. De tre klassiske søjler repræsenterer de tre metaller guld, sølv og kobber. Guld er den joniske søjle, som symboliserer visdommen. Dens kapitæl forestiller en skriftrulle. Sølv er den korintiske søjle, som symboliserer skønheden. Kapitælen forestiller akantusblade, som er symbol på liv. Kobber tilhører den doriske søjle, som symboliserer styrken. Kapitælen forestiller en stødpude. Som fælles symbol repræsenterer de det sande, det smukke og det gode – eller religion, kunst og videnskab, som engang udgjorde en enhed. (Se også Akantus, Dorisk søjle og Korintisk søjle).

Jord
(Oldnordisk). Jord er gudinde for Jorden. Jord er datter af Nat (Nott) i den nordiske mytologi. Med Odin fik hun sønnen Thor. Hun kaldes også Fjørgyn. I Eddaens esoteriske symbolik kaldes Nat for datter af urgiganten eller frostgiganten, som symboliserer den substans, som verdenerne blev skabt af. Jord er søster til Thrudgelmir, den opretholdende kraft, og sammen med ham fik hun sønnen Urd (rig, frodig, ødelæggende), hvilket indikerer Bergelmir, som er slutningen på en livscyklus. Jords andet ægteskab med en af de skabende guder resulterede i fødslen af Jorden, mens en tredje forening med Delling (daggryet), gjorde hende til mor for den lyse dag. (Se også Bergelmir, Edda, Frostgiganter, Giganter, Jotun, Jotunheim, Jætter, Norner, Odin, Orgelmir, Rimfaxe, Sif, Skuld, Thor, Thrudgelmir, Urd, Thurser, Titaner, Verdandi og Yggdrasil).

Jord-manvantara
Jord-manvantara er åndsvidenskabens betegnelse for den samlede periode af syv runder i jordkæden. (Se også Jordkæde, Kædeperiode, Planetkæde, Planetrunder og Manvantara).


Side : 1 2
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook