Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Ra
(Egyptologi). Ra er navnet på den egyptiske solgud. Ra skrives ofte Re. Årsagen er, at de gamle egyptere aldrig skrev vokaler, og derfor kan oversætterne ikke altid afgøre, om det skal være et ”a” eller et ”e” − eller noget tredje. Solguden Ra symboliserer lyset. I sit makrokosmiske aspekt er Ra lysets arketype. Alt i Universet er energi – og energi er lys. Skabelsen – lyset, der toner frem af mørket – symboliserede de gamle egyptere i relieffer med Ra, der kommer til syne på Nuns vande (urhavet) i en smuk lotus. Lotusblomsten, som netop har åbnet sig, åbenbarer et menneskehoved, der er en personificering af Ra. Symbolikken illustrerer lysets fødsel. I andre relieffer vises Ra med menneskeskikkelse, falkehoved og en solskive på hovedet. Som regel sidder han som en regent på en trone med gudesceptret (was-sceptret) i hånden. Ra hersker over både liv og død, for uden lys er der intet liv. Herskeraspektet repræsenterer Guds kosmiske lys. Når de gamle egyptere ville vise Ra på lavere niveauer af skabelsen, ændrede de ikke symbolik. Ra var stadig den samme, for Guds lys er altid det samme. I den almindelige fortolkning af Ra symboliserer han makrokosmos og mikrokosmos i et solsystem. Ra er solsystemets fysiske Sol (Sollogos), som ubetinget skinner på alt levende. Han er symbol på den alkærlige Gud – han er Faderen i himlen. Ra er også den guddommelige gnist eller ånden i mennesket, og derfor symboliserer han åndsvidenskabens monade. Åndsvidenskaben oplyser, at Ra er neofyttens monade, fordi det kun er relevant at tale om det indre menneske, når et menneske bevidst arbejder med sin åndelige udvikling, Det var det, neofytterne gjorde i tempelindvielserne. Alle mennesker har en ånd eller ”en indre Ra”, men det er ikke alle, der er bevidst om det. Når præsterne underviste neofytterne i templerne, fortalte de, at Ra er neofyttens ånd eller monade, der stiger ned for at befrugte højere manas (sjælen). Præsterne symboliserede sjælens legeme med gudinden Hathor, der er et aspekt af Isis. Resultatet af Ras forening med eller befrugtning af Hathor, er buddhi (intuitionen) symboliseret ved Horus den Ældre. Den trefoldige Sollogos skabte dermed en triade, der bestod af Ra, Hathor og Horus den Ældre, som symboliserer menneskets ånd (Atma), intuition (Buddhi) og sjælslegeme (Manas). Ras legeme er iflg. åndsvidenskaben Sollogos’ fysisk permanente atom, der ses som en lysende skive på himlen. Ra var en solgud, som blev symboliseret ved selve solskiven. Solskiven var den sande guddom for alle almindelige egyptere. Men esoterisk set er Ra den åndelige sol – altså det gigantiske væsen, der beliver Solen og bruger Solen som sit fysiske legeme. For de indviede var solskiven derfor kun Ras fysiske legeme, som skjuler den indre åndelige sol bag et slør af gyldent lys. (Se også Shu og Tefnut).

Rabbiner
(Hebraisk). Rabbiner eller rabbi stammer fra det semitiske rod R-B-B, som på hebraisk svarer til ”rav”, som på bibelsk aramæisk betyder ”den store” – men i flere betydninger som bl.a. ”værdsat”. Ordet benyttes imidlertid først og fremmest som forstavelse. selv om udtrykket ”rabbim”, der betyder ”mange”, ”flertallet”, ”de mange” og repræsenterer en samfundsgruppe i Dødehavsrullerne, er der ingen beviser på, at der er en forbindelse til titlen ”rabbi” eller ”rabbiner”. Ordet er beslægtet med det arabisk ”rabb”, der betyder ”herre”, og som generelt bruges, når man taler om Gud, men også om profane herrer. Titlerne ”rabban” og ”rabbi” nævnes første gang i Mishnah (ca. 200 e.Kr.). Udtrykket blev første gang brugt til Rabban Gamaliel den Ældre, (Rabban Simeon hans søn), og Rabban Johanan ben Zakkai, som alle var patriarker for Sanhedrin. Titlen ”rabbi” eller ”rabbiner” optræder (på græsk ”rhabbi”) i evangelierne af Matthæus, Markus og Johannes i Det Nye Testamente, hvor det bruges som reference til ”skriftkloge”, ”farisæerne” og til Jesus. Som udtryk for stor respekt kaldes nogle højtstående rabbinere for ”Rav”. Oprindeligt var en rabbiner en lærer og fortolker af de hemmelige mysterier – kabbalaen. Senere kaldte man enhver levit af præstekasten for rabbi eller rabbiner. Den grundlæggende form for rabbiner blev udviklet i den farisæiske og talmudiske periode, hvor lærde undervisere samledes for at sammenstykke jødedommens skriftlige og mundtlige love. I de seneste århundreder er hvervet som rabbiner i stigende grad blevet påvirket af aktiviteter og pligter i samfundet – heraf titlen ”prædikestolsrabbinere” – der bl.a. omfatter prædikener, præstelig rådgivning og repræsentation i det omgivende samfund. Inden for de forskellige jødiske trosretninger er der forskellige krav til rabbinsk ordination, og der er forskellige meninger om, hvem der kan blive anerkendt som rabbiner.

Race
Se Rodrace.

Radha
(Sanskrit). Radha er også kendt som Radhika, Radhika Devi, Radharani og Radhikarani. Hun er næsten altid afbildet sammen Krishna, og hun har en fremtrædende plads i nutidens Vallabha- og Gaudiya Vaishnava-sekter, der betragter Radha som den oprindelige gudinde eller Shakti. Radha er desuden den vigtigste gudinde i ritualerne i Nimbarka Sampradaya, for Nimbarka – traditionens grundlægger – erklærede, at Radha og Krishna tilsammen udgør ”den absolutte sandhed”. Radhas forhold til Krishna er detaljeret beskrevet i skrifter, som f.eks. Brahma Vaivarta Purana, Garga Samhita og Brihad Gautamiya tantra. Men mange forskere har tvivlet på eksistensen af Radha, for hun er ikke nævnt i Srimad Bhagavata Purana, Vishnu Purana og Mahabharata, som er de vigtigste kilder til Krishnas historie. I fortællingen om Krishna, der findes i Mahabharata og Bhagavata Purana, tilbringer Krishna en stor del af sin barndom i selskab med en ung hyrdinde i landsbyen Madhuvan, og Krishna forlod sin fødeby i en ung alder. Mahabharata beskriver ikke Krishnas tidligere liv med mange detaljer, men fokuserer mere på slaget ved Kurukshetra. Men i Bhagavata Purana beskrives Krishna-barnets tidsfordriv i levende detaljer. I Bhagavata Purana nævnes Radha imidlertid ikke ved navn, men i 10. kapitel hentydes der til en hyrdinde, som Krishna leger med under sin opvækst. Krishna forlod Vrindavan i en alder af 10 år og 7 måneder iflg. Bhagavata Purana. Man regner derfor med, at Radha var 10 år eller yngre, da Krishna forlod Vrindavan. I senere tekster – f.eks. Gita Govinda – finder man fortællingen om Radha.

Radioni
Radioni er baseret på, at alt er energi, og at alt levende udsender vibrationer. Vibrationerne kan måles, og på grundlag af målingen er det muligt at konstatere ubalancer og uregelmæssigheder, som bl.a. er udtryk for sygdom eller optræk til sygdom. En genskabelse af balance og harmoni i energistrømmene kan derfor virke helbredende. Det var den engelske ingeniør George DelaWarr, der som den første udviklede apparater til registrering og justering af de strømninger, der udsendes fra mennesker og dyr. Metoden kaldes radioni. Iflg. behandlere, der praktiserer radioni, vil et rask menneske i kroppen have bestemte energifrekvenser, der definerer sundhed, mens et usundt menneske vil udsende andre energifrekvenser, der er udtryk for lidelser. Radioni-apparater, der registrerer frekvenserne, kan derfor diagnosticere og helbrede ved at påvirke kroppen med svingninger, der afbalancerer de disharmoniske frekvenser. Radioni bruger ikke ordet ”frekvens” i naturvidenskabelig betydning, for radioni arbejder i mere subtile stofområder. Til radioni bruges en fysisk maskine, som skaber et magnetfelt. Det bruges til at forstærke, opdage og registrere de fine elektriske strømme, og det er forstærkningen af de små impulser, der gør det muligt at registrere dem. Men radioni kræver en særlig form for terapeut, og derfor opnår nogle terapeuter bedre resultater end andre. Nogle mennesker kan overhovedet ikke få radioni-apparaterne til at virke. Patienten skal sende en dråbe blod, spyt, hår eller et brev, som har til formål at forbinde patienten med terapeuten via det apparat, der bruges. Terapeuten, der skal have bevidste eller ubevidste metafysiske evner, psykometriserer den æteriske udstråling fra prøven og foretager på denne måde fjernhealing.

Radiæstesi
(Latin/Græsk). Radiæstesi stammer fra det latinske ”radius”, der betyder ”stråle”, og det græske ”aisthesis”, der betyder ”følelse” eller ”sansning”, dvs. følsomhed eller sensitivitet for udstråling. Radiæstesi er teorien om, at alt stof udsender specifikke stråler eller energimønstre, som sensitive mennesker er i stand til at opfange – nogle gange ved hjælp af katalysatorer som eksempelvis et pendul eller en ønskekvist. Brugen af ønskekviste til lokalisering af vandårer eller mineraler i jorden har været kendt siden middelalderen. I 1900-tallet opfandt franskmanden Alex Bouly udtrykket radiæstesi for at distancere teknikken fra dens okkulte fortid og gøre den videnskabelig. Omtrent samtidig opstod der en ny disciplin – den medicinske radiæstesi – der er baseret på, at forskellige sygdomme og ubalancer har deres egne energimønstre. De kan derfor måles bl.a. ved hjælp af et pendul, der bruges direkte over patienten eller over en dråbe blod fra patienten. Behandlingen kan f.eks. bestå af medicin med et afbalancerende energimønster. Selv om radiæstesi ikke accepteres af naturvidenskaben, benyttes metoden af og til af erhvervslivet i et forsøg på lokalisering af oliefelter-, gasforekomster, vandreservoirer eller mineralfund. Den medicinske radiæstesi er blevet populær inden for homøopati, radioni, jordstråler og anden alternativ medicin. (Se også Radioni).

Raga
(Sanskrit). Raga betyder ”tiltrækning”, og Raga er en af de fem Klesha. Der findes tre typer af Raga – Kama-Raga, Rupa-Raga og Arupa-Raga. Kama-Raga er begær efter glæde via sanserne. Kamas verden er astralplanet, der er følelsernes verden, og et menneskes tilknytning til ”Kamas verden” skyldes begæret efter at tilfredsstille de fysiske sansers tiltrækning til ydre genstande. Hvis man udrydder begæret, fjerner man samtidig tilknytningen til ”Kamas verden”. ”Kamas verden” er som sagt astralplanet, med der findes højere verdener, og når man gradvis frigør sig fra de lavere verdener, får man successivt adgang til højere verdener og bevidsthedstilstande. Rupa-Raga henviser til følelses- og tankelivets højere niveauer, som kommer til udtryk som fred, sindsro og ligevægtig. Rupa betyder ”form”, og der henvises til højere tankeformer (Manas) og astrale former (Kama). Arupa betyder ”formløs”. Arupa Raga henviser derfor til endnu højere tilstande af lyksalighed på sjælens plan eller endnu højere bevidsthedsplaner. Når man bevæger sig hinsides de fire Rupa Jhanaer, går man ind i det område, der kaldes Arupa Jhanaer. Kama-Raga, Rupa-Raga og Arupa Raga er de tre former for begær eller tiltrækning. Hvis tiltrækningen til en sanseoplevelse viser sig, skal man vide, at den er opstået. Uanset om tiltrækningen gælder en ydre genstand, lyksalighed eller ønsket om Samadhi, skal man vide, at tiltrækningen er opstået. Hvis ønsket om formløshed opstår, skal man vide, at tiltrækningen er der. Hvis man ikke ønsker nogen af de tre, skal man vide, at tiltrækningen ikke er til stede, og at den er forsvundet. Det er det, der er hensigten med at være opmærksom og bevidst om et tankesind i Raga, og om et tankesind, der ikke er i Raga. (Se også Arupa-Raga, Jhana, Kama-Raga, Klesha og Rupa-Raga).

Ragnarok
(Oldnordisk). Ragnarok stammer fra ”ragna”, der er afledt af ”regin”, der betyder ”herskende magter” – dvs. guderne – og ”rökr”, som betyder ”årsag”, ”skæbne”, ”dom” og ”afslutning”. Ragnarok er derfor de herskende magters dom. Ragnarok er derfor ”gudernes tusmørke” – den sidste forfærdelige kamp mellem guder og jætter, hvor næsten alle guder og mennesker dræbes, og hvor Jorden og Himlen opbrændes af Surt – flammernes herre, som er symbol på ånden. Ragnarok er verdens undergang. Men efter ragnarok skabes en ny Himmel og en ny Jord – dvs. en ny manifestationsperiode – der styres af ”den stærke” – af Alfaderen. Nedbrydning af det gamle og udtjente er en forudsætning for at opbygge det nye. Ragnarok-myten er beskrevet i digtet Völuspá og Snorre Sturlusons Edda, men der er mange andre referencer til eskatologi (læren om de sidste ting), fra det germanske område. De fleste, der deltager i kampen, dør – også de mest magtfulde guder. Slaget afsluttes af en global brand, hvorefter Jorden synker i havet. Men en ny Jord stiger op. Den er befolket af de få overlevende fra gudernes slægter og et menneskepar.

Ragnarok
(Oldnordisk). Ragnarók er sammensat af ordene "regin" og "rók". "Regin" betyder magter eller magterne – dvs. guderne. "Ragna" er en genitivform af "regin", og kan derfor oversættes til gudernes. "Rók" betyder noget i stil med proces eller forklaring. Ragnarók betyder derfor "gudernes forklaring", eller "gudernes proces". I nordisk mytologi hentyder Ragnarók til den sidste grusomme kamp mellem guder og jætter, hvor næsten alle guder og mennesker dræbes, og hvor Jorden og Himlen opbrændes af Surt – flammernes herre – åndens symbol. Men derefter opstår en ny Himmel og en ny Jord – en ny manvantara (manifestationsperiode) – der styres af "den stærke" Alfader.

Raja
(Sanskrit). Raja, som også staves Rajah, er en indisk betegnelse for en fyrstelig hersker. Maharaja betyder ”konge” eller ””monark”, og ordet er beslægtet med det latinske ”rex” og det danske ord ”rige”. Den feminine form af Raja er Rani, der betyder ”dronning”, og det bruges hovedsagelig som en betegnelse for hustruen til en Raja. Rani staves nogle gange Ranee, der stammer fra sanskritordet Rajni eller Ratu. I dag anvendes Raja-titlen kun som ærestitel i Sydøstasiens gamle adel, og den har ingen politisk betydning. (Se også Maharaja).

Raja Guna
(Sanskrit). Raja Guna er en af stoffets tre Gunaer eller egenskaber. Guna betyder ”egenskab”, ”streng”, ”tråd” eller ”fiber”. I mere abstrakt sammenhæng betyder Guna ”underinddeling”, ”art”, ”type” eller ”kvalitet” – eller ”et operationelt princip” eller ”en tendens”. De tre Gunaer kaldes: Tamas Guna, Rajas Guna, og Sattva Guna og stoffets tre kvaliteter kaldes tilsammen Triguna. De tre Gunaer eller Triguna er stoffets tre grundegenskaber: Tamas, som er træghed, inerti, død og forfald (hovedegenskaben på det fysiske plan) – Rajas, som er aktivitet og bevægelse (hovedegenskaben på astralplanet) – og Sattva, som er rytme, harmoni (hovedegenskaben på mentalplanet). I den hinduistiske Trimurti svarer Brahma til Rajas, Vishnu til Sattva og Shiva til Tamas.

Raja-yoga
(Sanskrit). Raja-yoga blev først beskrevet som den ottefoldige vej (Astanga-yoga) i Yoga Sutras af Patanjali. Raja-yoga er en del af Samkhya-traditionen, men udgør en integreret del af den åndelige praksis i mange hinduistiske traditioner. Det er en yoga-teknik til forening med sjælen ved hjælp af koncentreret brug af tænkeevnen. I Yoga Sutras kommer Patanjali med udtalelsen: ”Yoga begrænser svingninger i tankesindet.” Raja-yoga handler derfor om Chitta – tankesindet – og Vrittis – tankesindets svingninger, hvirvler og variationer. Ved hjælp af Raja-yoga dæmper man tankesindets svingninger, og til sidst mestrer man dem. Tankesindet betragtes normalt som ”kongen” over den psyko-fysiske krop. Men pga. forholdet mellem tankesindet og følelserne skal tankesindet, den astrale natur og det fysisk-æteriske legeme først ”tæmmes” via selvdisciplin. Mennesket har gjort sig afhængig af tvangstanker, og de står i vejen for meditation. Ved hjælp af Yama – tilbageholdenhed – og opmærksomhed på Niyama – regler for krop, tale og tankesind – bliver man i stand til at praktisere meditation. Raja-yoga kaldes derfor ”den kongelige vej” eller ”læren om tænkeevnen”. Raja-yoga er et af nutidens vigtigste former for yoga-træning, netop fordi Raja-yoga er tænkeevnens yoga. Raja-yoga overvinder fysiske bindinger og begrænsninger ved tankens hjælp. Koncentrations- og meditations-øvelser er et vigtig element i Raja-yoga. Formålet er som sagt forening med sjælen, modsat Hatha-yoga, der er en fysisk eller psyko-fysiologisk træning. Yoga-klassifikationernes områder er imidlertid ikke skarpt adskilte. Raja-yoga er en metodisk videnskab, der kan læres. I nutiden er menneskeheden på vej ind i nye udviklingsområder, og for første gang i evolutionens lange løb er mennesket i stand til at arbejde med tanken uafhængigt af følelserne. Raja-yoga – tænkeevnens yoga – foretrækkes i nutiden af den tænkende del af menneskeheden. Raja-yoga kaldes af nogen for ”bevidsthedsudvidelse”, fordi det er resultatet af denne yoga-praksis. Raja-yoga er læren om tænkningen og de love, der begrænser og frigør tænkeevnen. Når man arbejder med tankesindet og erkender tænkeevnens love, når man mediterer og bruger teknikker, der opløser tænkeevnens hæmninger, når man behersker tænkeevnens tendens til at flakke omkring og bliver i stand til at fastholde den i en sikker koncentration – så går man ”den kongelige vej” – man praktiserer Raja-yoga. Raja-yoga er en metodisk videnskab, som kan læres. Det er ikke muligt på én gang at vide alt – heller ikke om sin egen tænkeevne. Teknikken til at overskue tankesindets dybder og at kende dets love, er bevaret og videregivet fra generation til generation. Raja-yoga handler om koncentration, men koncentrationen skal ske uden anstrengelse, fortrængninger og tvang. Raja-yoga er en teknik, der ikke anspænder men åbner bevidstheden. I den forstand Raja-yoga ”kongen blandt yoga-teknikker”. (Se også Astanga-yoga, Chitta, Niyama, Vrittis og Yama).

Rajah
Se Raja.

Rajas
Se Guna.

Rakoczy
Mesteren Rakoczy er den mester, som især beskæftiger sig med fremtidens udvikling af folkeslagenes relationer i Europa og med det mentale resultat heraf i USA og Australien. Han er ungarer og har sit hjem i Karpaterne. Han var engang en velkendt skikkelse ved det ungarske hof. Omtale af ham kan findes i gamle historiebøger. Han var især i offentlighedens søgelys, da han var Greven af Skt. Germain og endnu tidligere, da han var både Roger Bacon og senere Francis Bacon. Det er interessant at lægge mærke til, at mens mesteren Rakoczy på de indre planer beskæftiger sig med Europas anliggender, så kommer hans navn som Francis Bacon i offentlighedens søgelys i Bacon-Shakespeare uoverensstemmelsen. Rakoczy var en lille og mager mand med stort fipskæg og glat sort hår, og han tager ikke så mange elever. Mesteren Rakoczy har i en lang periode været mester på 7. stråle for ceremoniel orden og magi, hvor han arbejdede med esoteriske ritualer og ceremonier. Han har levende interesse i de hidtil ukendte virkninger af frimurernes og de forskellige broderskabers og kirkers ceremonier overalt. Rakoczy har senere overtaget positionen som Mahachohan. Det har resulteret i, at de indstrømmende kræfter formidles til gruppen af mestre, der har taget 5. indvielse. Dengang mesteren Rakoczy påtog sig opgaven som Mahachohan eller civilisationens herre, blev hans ashram overført fra 7. stråle for ceremoniel orden til 3. stråle for aktiv intelligens.

Rakshasa
(Sanskrit). Rakshasa betyder ”råædere”. I folketroen er Rakshasa onde ånder eller dæmoner. Esoterisk er de imidlertid det samme som Bibelens Gibborim (kykloper), som iflg. åndsvidenskaben henviser til den lemuriske 3. rodrace eller atlantidernes 4. rodrace, nærmere bestemt 1. underraces Rmoahalere. I den hinduistiske mytologi er Rakshasa en dæmon – en menneskelignende skabning eller en ondskabsfuld ånd. Senere blev den dæmoniske Rakshasa optaget i andre religioner – bl.a. i buddhismen. Rakshasa kaldes endda menneskeædere. En kvindelig dæmon kaldes en Rakshasi, og en kvindelig dæmon i menneskeskikkelse er en Manushya-Rakshasi. Ofte bruges Rakshasa og Asura og i flæng. Oprindelsen til Rakshasa og Rakshasi kan ikke spores tilbage til vedisk tid. I vediske tider fandtes der kun to mennesketyper – Asuraerne og Devaerne. Først langt senere blev begrebet genopfundet, og her placerede man Asuraerne i dæmon-gruppen. Det understøttes af den kendsgerning, at ordet Rakshasa først blev brugt i meget senere tider. Det er kun Asuraerne, der kan spores tilbage til vedisk tid, hvor Asuraer og Devaer stort set var på lige fod. Rakshasa blev ofte afbildet som en stor, ond, grim, benhård, sort dæmon med to store hugtænder, der stritter ud fra overmunden. En Rakshasa har skarpe klolignende fingernegle, og han knurrer som et vildt dyr. Rakshasa blev også afbildet som kannibal med en umættelig appetit, og han kunne spore lugten af dyr, mennesker eller kød på lang afstand. Nogle mere glubske udgaver blev vist med flammende røde øjne og ild i håret, mens de drikker blod fra håndfladerne eller fra en hjerneskal. I denne version minder de om vampyrer i den kristne mytologi. I mytiske fortællinger havde dæmoner som regel magt til at flyve. De kunne forsvinde, og de kunne øge eller reducere deres størrelse efter behag. De kunne også antage form af ethvert dyr, menneske eller andre genstande, hvis og når det passede dem. I Ramayanas og Mahabharatas verden var dæmonerne en folkerig race, der bestod af overnaturlige menneskelignende væsener. Der var både gode og onde dæmoner, og når der var krig, kæmpede de sammen med hæren på godt og ondt. De var både stærke krigere og eksperter i magi og illusion. De kunne antage alverdens forskellige fysiske former, og det var ikke altid klart, hvornår de havde deres naturlige form, eller hvornår de havde forklædt sig. Som illusionister var de i stand til at skabe scener, der var virkelige for de mennesker, der troede på dem. Iflg. myterne voksede nogle Rakshasaer i anerkendelse. Nogle blev helte, men de fleste var skurke. (Se også Asura, Atlantis, Lemurien, Rmoahal og Rodrace).

Rakta Bindu
(Sanskrit). Rakta Bindu er en ”rød bindu”, der er det samme som Bija (”sæd” eller ”frø”) Bindu, Shakti Bindu – den potentielt skabende Bindu, som skabelsen udspringer fra – ofte med henvisning til ægget. (Se også Bija og Bindu).

Rama
(Sanskrit). Rama eller Ramachandra er guden Vishnus 7. inkarnation, og en af de primære guder inden for hinduismen. Rama er den centrale skikkelse i eposset Ramayana. Han kaldes også for ”Shri Rama”. Rama vises altid med bue og pil som symbol på, at han altid er parat til at nedkæmpe det onde. For det meste er han afbildet sammen med sin familie – hans hustru Sita, der betragtes som indbegrebet af perfekt kvindelighed og dyd, broderen Lakshman og vennen Hanuman, som sidder ved Ramas fødder. Før det 11. årh. var ingen templer dedikeret til Rama, for han blev betragtet som avatar og derfor menneskelig. Først i det 16. årh. begynder Ramas Bhakti-poesi at dukke op. Ramas liv og udvikling er en præsentation af den perfekte Dharma på trods af et barsk liv. Rama fremstilles som det perfekte menneske, og af hensyn til sin fars ære opgiver Rama sit krav til Kosalas trone for at gå i eksil i skoven i 14 år. Hans hustru Sita og hans bror Lakshmana kunne ikke leve uden Rama, og derfor sluttede de sig til ham, og de tre tilbringer de 14 år i skoven sammen. Mens de er i eksil, bliver Sita kidnappet af Ravana – en Asura (dæmon). Efter en lang og besværlig søgen, der tester Ramas personlige styrke og moral, kæmper han en voldsom kamp mod Ravanas hære. I krigen deltager kraftfulde, magiske væsener og ødelæggende våben, men det lykkes for Rama at dræbe Ravana i kamp og befri sin hustru. Ramas målrettede handlinger og høje moral tiltrækker stærke og hengivne allierede som Hanuman og aberne i Kishkindha, og han redder Sita med deres hjælp. Efter afsluttet eksil i skoven vender Rama tilbage for at blive kronet til konge i Ayodhya (hovedstaden i Ramas rige), og til sidst bliver han kejser, og han hersker med fred, velstand og retfærdighed i en periode, der er kendt som Rama Rajya. Rama er derfor helten i Ramayana, der er sammenkædet med Mahabarata. Rama var en af Vishnus avatarer, og hans hustru Sita, var avatar af Lakshmi, der blev bortført af Ravana, som var Rakshasaernes konge fra Sri Lanka. Det var begyndelsen til den berømte krig, hvor Rama fik hjælp af aberne. Iliaden er sandsynligvis bygget over Ramayana. (Se også Asura, Hanuman, Kubera, Rakshasa og Vishnu).

Ramachandra
Se Rama.

Ramadan
Ramadan er en af årets særlige måneder for over en milliard muslimer overalt i verden. Det er en tid med refleksioner, hengivenhed over for Allah og selvkontrol. Muslimer betragter det som en form for tune-up af deres åndelige liv. Der er lige så mange meninger om Ramadan, som der er muslimer. Fasten er ”den tredje søjle” dvs. religiøse forpligtelse i Islam, og den har mange specielle fordele. Bl.a. repræsenterer den en vigtig træning i selvkontrol. På grund af den manglende interesse for tilfredsstillelsen af det fysiske legemes madbegær i fasteperioden fra solopgang til solnedgang, får man en målestok for kontrollen over den åndelige natur, som bliver en metode til tilnærmelse til Allah. Ramadan er desuden en tid med intensiv tilbedelse, med læsning i Koranen, med velgørenhed, forædling af adfærden, og hvor der gøres gode gerninger. Fasten har også et andet mål, for den er en metode til at erfare sult og udvikle sympati for dårligere stillede medmennesker, og hvor man lærer at vise taknemmelighed og påskønnelse for alle Allahs belønninger. Fasten er desuden nyttig for helbredet, og den er et tilbud om en pause i den rutinemæssige cyklus af faste vaner eller overdrevne nydelser. Den daglige fasteperiode begynder ved solopgang, og den slutter ved solnedgang. I dagtimerne skal muslimer fuldstændig afstå fra indtagelse af fødevarer og drikkevarer samt tobaksrygning. Det er sædvanlig praksis at indtage et før-faste måltid (suhoor) før solopgang og et efter-faste måltid (iftar) efter solnedgang.

Ramayana
(Sanskrit). Ramayana er sammensat af ordene ”rama”, der betyder ”gældende” eller ”at gå efter”, og ”ayana”, der betyder ”fremskridt”. Ramayana er derfor det, der er gældende, hvis man ønsker at gøre fremskridt og udvikle sig åndeligt. Ramayana er gamle episke digte i Indiens og Nepals historie, mytologi og filosofi. Ramayana tilskrives den hinduistiske vismand Valmiki, og værket udgør en vigtig del af den hinduistiske kanon (Smrti). Iflg. indisk tradition – og i henhold til Ramayana selv – tilhører Ramayana genren Itihaasa på samme måde som Mahabharata. Definitionen af Itihaasa varierer i tidens løb, med én definition er, at Itihaasa er en fortælling om tidligere begivenheder (Puravrtta), som omfatter læren om menneskets livsmål. Iflg. hinduistisk tradition finder Ramayana sted i en periode, der er kendt som Treta Yuga. Mahabharata og Ramayana udgør Indiens to store epos. Ramayana beskriver pligter, relationer og portrætterer ideelle karakterer – den ideelle far, den ideelle tjener, den ideelle bror, den ideelle hustru og den ideelle konge osv. Ramayana består af 24.000 vers i 7 Kandas (bøger) og 500 Sargas (digte), som fortæller historien om Rama (en af Vishnus avatarer), og hans hustru Sita, der blev bortført af Ravana – Sri Lankas onde konge. Ramayana omhandler medmenneskelige værdier og ikke mindst begrebet Dharma. Ramayana fik stor indflydelse på senere sanskritpoesi og indisk liv og kultur. Ligesom Mahabharata er Ramayana ikke bare et eventyr. Ramayana præsenterer de gamle hinduistiske vismænds lære (Vedaerne) i allegorisk form, hvor man har indflettet filosofiske og hengivne aspekter. (Se også Ananga, Brahmas alder, Dharma og Rama).

Ramesseum
(Egyptologi). Ramesseum er en betegnelse, som egyptologerne bruger, når de taler om Ramses II’s tempel på Vestbredden ved Theben. Det er en kort version af det oprindelige navn, og det er forståeligt, for Ramses II kaldte selv sit tempel for: ”Årmillionernes tempel for kong Usi-Ma-Ra, udvalgt af Ra, som i Theben er forenet med Amons domæne vest for Theben”. Den græske historiker Diodorus kaldte fejlagtigt templet for ”Osymandias’ grav”. Osymandia er en fejloversættelse af Ramses II’s navn – User-Maat-Ra. Ramesseum er et smukt gravtempel, der er dedikeret til Amon og Ramses II selv. Det ligger nordvest for de berømte Memnon-statuer. Selv om dele af templet nu ligger i ruiner, er det muligt at få et indtryk af det oprindelige tempels skønhed og storhed. En berømt seværdighed i Ramesseum er torsoen af en væltet kolossalstatue af Ramses II. Den var oprindelig 18 m høj og vejede ca. 1.000 tons. De dele af statuen, der er tilbage (brystet, overarmene, en fod osv.), fortæller om den omhu, der prægede stenhuggernes arbejde, da det gigantiske monument blev udhugget og poleret. Øret er 1,05 m. langt. Torsoen måler fra skulder til skulder 7,11 m. Omfanget af armen omkring albuen er 5,33 m. Pegefingeren er 1 m lang. Fodens bredde ved tæerne er 1,40 m.

Ramesside
(Egyptologi). Ramesside er dannet af kongenavnet Ramses og det græske ord ”-ide”, der betyder ”ætling” (efterkommer). Ramessidetiden i det gamle Egypten bestod af 11 faraoner, der alle tog navnet Ramses. De regerede i en periode, der kaldes 19.-20. dynasti – ca. 1295-1069 f.Kr. Kulstof 14-dateringer tyder imidlertid på, at perioden begyndte tidligere. Der er i øvrigt stor usikkerhed vedr. egyptologernes dateringer, som konstant må ændres. Det var navnlig Ramses II (ca. 1279-1213 f.Kr.), der gjorde Ramses-faraonerne berømte. Han gik bl.a. i krig mod hittitterne i det berømte slag ved Kadesh, og han blev en rollemodel for sine efterfølgere. Ramessidetiden var præget af forsøg på at afværge indtrængen fra nomadestammer, som man kaldte ”havets folk”, som under Ramses III gik sammen med libyske stammer. I kampen med ”fremmedfolkene” mistede Egypten sit greb om imperiet, og efter mordet på Ramses III begyndte økonomien og magten at smuldre. Resultatet var korruption og interne stridigheder. De mange faraoner, der tog navnet Ramses, var ikke i stand til at leve op til deres berømte forgænger – Ramses II.

Ramose
(Egyptologi). Ramose var Amenhotep III’s sidste vizir (statsminister) og den første i sønnen Amenhotep IV’s (Akhenatons) regeringstid. Hans store og smukke grav i el-Qurnas nekropol er et besøg værd. På den sydlige væg ses et smukt malet relief, der viser vizirens overdådige begravelsesritual med talrige grædekoner og transport af det omfattende gravudstyr. På vestvæggen ses relieffer og skitser til relieffer med de ældste kendte repræsentationer af Akhenaton og Aton. På østvæggen ses smukke relieffer med offerriterne for Ramose og hans familie. Samme smagfulde reliefstil kan ses i Khaemhats og Kheruefs adelsgrave på Vestbredden ved Luxor.

Ramses
(Egyptologi). Navnet Ramses blev båret af 11 faraoner i de såkaldte Ramesside-dynastier fra 19.-20. dynasti i anden halvdel af Ny Rige. (Se også Ramesside).

Ramses I
(Egyptologi). Ramses I (Men-Pehty-Ra) ca. 1295-1294 f.Kr. var en af de generaler, der sammen med Amon-præsterne deltog aktivt i afviklingen af Akhenatons regime og dermed af Aton-religionen. Ramses I var en ældre mand, da han blev farao, og han overlod reelt ledelsen til sin søn Sethos, som blev hans efterfølger på tronen. Sønnen var den senere berømte farao Sethos I (Menmaatre) ca. 1394-1279 f.Kr.

Ramses II
(Egyptologi). Ramses II eller Ramses den Store (User-Maat-Ra-Setepen-Ra) ca. 1279-1213 f.Kr. var søn af Sethos I. I Ramses II’s regeringstid foregik alt i stor målestok. Han regerede i 67 år, havde 5 eller 6 ”store hustruer” (dronninger), og han blev far til 92 prinser og 105 prinsesser – naturligvis med hjælp fra haremmet. Han rejste mange kolossalstatuer, grundlagde talrige byer overalt i Egypten, og han forevigede sit berømte slag ved Kadesh i en af de længste tekster i egyptisk litteratur – Pentaurdigtet. Ved Tanis og overalt i Deltaet, mange steder i Mellem-Egypten, ved Abydos, i Theben (Karnak-templet, Luxor-templet og Ramesseum) og i seks klippetempler i Nubien er Ramses II’s navnekartouche med teksten ”udvalgt af Ra” gentaget igen og igen. En forkortet liste over de eksisterende spor efter hans regeringstid ville fylde en bog på mange hundrede sider – selv uden at medregne de monumenter, han overtog fra tidligere faraoner ved at erstatte deres navnekartouche med hans egen. Det skal nævnes, at Ramses II’s ”sejr” over hittitterne ved Kadesh i virkeligheden endte uafgjort efter 15-16 års krig, og den fæstning, han byggede i Libyen, forhindrede ikke fjenden i at true Memphis fem år efter hans død. Hans smag for det storslåede førte til en fornyelse – og en forgrovelse – af kunst og arkitektur, og man gætter på, at det skyldes, at han pressede sine arkitekter for meget. Men det kan ikke nægtes, at Ramses II havde stor succes, og hans kunstneriske stil blev plagieret af hans efterfølgere. Han blev efterfulgt af sin søn Merneptah (Baen-Ra-Hotephir-Maat) ca. 1213-1203 f.Kr., der var den 13. i prinserækken.

Ramses III
(Egyptologi). Ramses III (User-Maat-Ra-Mery-Amon) ca. 1184-1153 f.Kr. overtog tronen efter Merneptah (ca. 1213-1203 f.Kr.), Amenmesse (Men-Mire) ca. 1203-1200 f.Kr., Seti II (User-Kheperu-Resetepenre) ca. 1200-1194 f.Kr., Siptah (Akhen-Ra-Setepenre) ca. 1194-1188 f.Kr., Tausert (Sit-Ra-Merit-Amon) ca. 1188-1186 f.Kr. og Sethnakhte (User-Khaura-Mery-Amon) ca. 1186-1184 f.Kr. Der gik mange år mellem Ramses II og Ramses III, men alligevel forsøgte han at efterligne Ramses II – navnlig i planen for det store Medinet Habu-tempel på Vestbredden ved Theben (Luxor). Ramses III måtte kæmpe hårdt for at bevare sit imperium, og i hans regeringstid reddede han Egypten for to invasionsforsøg fra Libyen og et angreb fra ”havets folk”, der kom fra Aeg. Ramses III blev myrdet efter en sammensværgelse i haremmet, og iflg. ”Lovens papyrus” blev den skyldige fundet og straffet.

Ramses-faraonerne
(Egyptologi). Udover de store Ramses-faraoner – Ramses I, Ramses II og Ramses III – var de resterende konger i 20. dynasti (dvs. fra Ramses IV til Ramses XI) svage regenter. De herskede over et imperium i opløsning, og perioden var kendetegnet af administrative skandaler, interne stridigheder og militærets kontrol over guden Amons besiddelser, libyske soldaters frigørelse, udplyndringer af den thebanske nekropol og endog vold mod de faraoniske mumier. Til sidst måtte Ramesside-dynastiet vige pladsen til fordel for de såkaldte præstekonger. Efter de tre store Ramses-faraoner herskede Ramses IV (Heka-Maat-Ra-Setepen-Amon) ca. 1153-1147 f.Kr. Ramses V (User-Maat-Ra-Sekheperen-Ra) ca. 1147-1143 f.Kr. Ramses VI (Neb-Maat-Ra-Mery-Amon) ca. 1143-1136 f.Kr. Ramses VII (User-Maat-Ra-Setepen-Ra) ca. 1136-1129 f.Kr. Ramses VIII (User-Maat-Ra-Akhen-Amon) ca. 1129-1126 f.Kr. Ramses IX (Nefer-Ka-Ra-Setepen-Ra) ca. 1126-1108 f.Kr. Ramses X (Kheper-Maat-Ra-Setepen-Ra) ca. 1108-1099 f.Kr. Ramses XI (Men-Maat-Re-Setepen-Ptah) ca. 1099-1069 f.Kr. (Se også Præstekonger).

Re
Se Ra.

Rechaka
(Sanskrit). Rechaka betyder ”udånding”. Rechaka er en Pranayama-øvelse, hvor man fokuserer på udåndingen. Når man ånder ud, skal man lytte til lyden fra åndedrættet. På samme måde som med et musikinstrument skal lyden afstemmes, sådan at åndedrættets vibrationer er harmoniske under hele udåndingen. Lydvibrationerne påvirker energilegemerne og indikerer hvilket pres, der i øjeblikket er på organismen. For stort pres på udåndingen skaber et stigende pres omkring tindingerne. Hvis der opstår en strammende fornemmelse omkring hjertet under udåndingen, skal man straks afbryde vejrtrækningsøvelsen og slappe af. Man skal tage nogle almindelige vejrtrækninger indtil hjertet falder til ro. Derefter er det igen sikkert at foretage åndedrætsøvelser, men sørg derefter for, at åndedrætsøvelserne bliver mindre anstrengende, og at pausen mellem hvert åndedrag bliver mindre, så presset lettes på nervesystemet og hjertet. (Se også Puraka).

Regression
I regression føres en person tilbage til tidligere tidspunkter i det aktuelle liv eller til før fødslen – eller endog til tidligere inkarnationer ved hjælp af regressionsteknikker.

Regression
(Latin). Stammer fra ”regredio”, der betyder ”at gå tilbage”. I forbindelse med hypnose eller terapi betegner regression, at: 1) Et menneske føres tilbage til tidligere begivenheder i det aktuelle liv. 2) Et menneske føres tilbage til før fødslen. 3) Et menneske føres tilbage til tidligere inkarnationer. Det sker ved hjælp af regressionsteknikker. Regression er en metode der rummer store potentialer for indsigt i fortidens begivenheder, men den rummer også mangfoldige muligheder for fejlfortolkning af tankebilleder, der intet har at gøre med det regredierede menneske. Inden for psykologien kan regression også betyde, at et menneske pga. af en krise identificerer sig med et tidligere udviklingstrin – f.eks. barndommen.

Reinkarnation
(Latin). I åndsvidenskaben henviser reinkarnation til gentagne erfaringer på det fysiske plan via adskillige fødsler i fysiske legemer. Reinkarnation er derfor læren om menneskets genfødsel i det fysiske liv. Man kan også sige, at reinkarnation er sjælens cykliske skabelse af personligheder, som gang på gang inkarneres på det fysiske plan, indtil sjælen ved hjælp af personlighedens redskaber har indsamlet alle nødvendige erfaringer i menneskeriget. Sjælen vil dermed gradvis udvikle sig og til sidst blive fuldkommen. Den individuelle sjæl er underlagt Sollogos’ og Planetlogos’ overordnede hensigt, der styrer evolutionen mod sit mål. Iflg. åndsvidenskaben er målet for det nuværende solsystem at udvikle af kærlighed og visdom til fuldkommenhed. Det er et mål, som alle levende væsener, der alle er en del af Den Ene, er med til at fuldføre. Sjælen skaber derfor ved hver inkarnation tre nye legemer – et fysisk-æterisk legeme, et astrallegeme og et mentallegeme, som den arbejder på at forædle. Målet er, at den rene intuition (kærlighed og visdom) kan komme til udtryk via personlighedens legemer. Indtil sjælen har nået sit mål, fortsætter den sine inkarnationer. Udviklingen går kun fremad. Sjælen kan aldrig vende tilbage til primitive tilstande i dyreriget, men vil altid udvikle sig mod stadig højere bevidsthedstilstande. Karmaloven er en sikkerhed for, at et menneske altid vil møde virkningerne af sine egne handlinger og på den måde erkende årsag og virkning. Reinkarnation og karma er en naturlov og en grundlov i hinduismen og buddhismen – og i åndsvidenskaben. Den var anerkendt af kirkefædrene og den ældste kristne kirke, og der er mange hentydninger til reinkarnation i både Det Gamle og Det Nye Testamente. Reinkarnation blev forbudt og erklæret for kætteri på kirkemødet i Konstantinopel i året 538. Naturvidenskaben afviser også reinkarnation, selv om man savner bevis for, at mennesket kun lever ét enkelt liv. Alt i Universet fra galakser, solsystemer, planeter, Jorden, naturen og helt ned til atomart niveau fungerer cyklisk. Alt uden undtagelse vender konstant tilbage til deres relative udgangspunkt. Derfor savner både naturvidenskaben og kristendommen en logisk forklaring på, hvorfor mennesket som den eneste skabning i Universet er undtaget fra den universelle, cykliske lovmæssighed, der kaldes periodicitetsloven. Reinkarnation er den eneste lære, der i forbindelse med karmalæren på en logisk og fornuftig måde kan forklare livets tilsyneladende ”uretfærdigheder” og ”grusomheder”. (Se også Inkarnation).

Rekhmire
(Egyptologi). Rekhmire var vizir (statsminister) under Tutmosis III. Rekhmires grav findes i el-Qurna nekropolen og bør besøges af enhver, der rejser til Luxor. Gravens malede relieffer afslører ikke alene det vigtige mundåbningsritual og den traditionelle begravelsesceremoni med deltagelse af begravelsespræster og familiemedlemmer, men også de daglige opgaver i det magtfulde vizir-embede, som omfattede skatteopkrævning, modtagelse af donationer fra udlandet, styring af landbruget og bøndernes arbejde samt håndværkerne, handlen, stenhuggerne, guldsmedene, metalarbejderne og smedene.

Remote viewing
(Engelsk). Remote betyder ”fjern”, og viewing betyder ”opfattelse”. Remote viewing er fjernopfattelse. Det er en betegnelse for sammenhængen mellem det, en ”modtager” forsøger at beskrive, og det en ”afsender” meddeler om et udvalgt objekt. Remote Viewing er en form for psykiske evner, for det repræsenterer evnen til at ”se” med ”sindets øje” – dvs. noget, der ikke i øjeblikket befinder sig umiddelbart foran iagttageren i tid og rum. Det er en psykisk evne, der kræver, at man er i stand til at ekspandere bevidstheden ud over niveauet for de fem fysiske sanser. Enhver, der har kendskab til det elektromagnetiske spektrum ved, at de fysiske sanser kun opfatter et meget snævert område af de frekvenser, der findes i menneskets omgivelser. Remote viewing er evnen til at modtage indtryk fra et fjernt eller uset mål ved hjælp af subjektiv erkendelse – dvs. ESP, der betyder ”extra-sensory perception”, (metafysisk opfattelse). Remote viewing er derfor evnen til at opfatte indtryk og informationer, der stammer fra højere bevidsthedsområder. ESP blev oprindeligt indført af den amerikanske professor Joseph Banks Rhine for begrebet telepati – tankeoverføring. De amerikanske fysikere Russell Targ og Harold E. Puthoff var begge forskere i parapsykologi og ESP på Stanford Research Institute, og de arbejdede bl.a. med remote viewing. (Se også ESP).

Resolvere
Resolvere betyder at ”beslutte”, ”bestemme sig til” men også ”opløse”. Man kan f.eks. sige, at en helhed er resolveret i flere dele.

Retrokognition
(Latin). Retrokognition stammer fra ”retro”, der betyder ”tilbage”, ”bagud” og ”kognition”, der betyder ”at kende”. Retrokognition er betegnelsen for evnen til at opfatte en begivenhed, efter at den er sket, men som ikke kan forklares som erkendelse på normal måde. Retrokognition kaldes også ”postkognition”. Begrebet blev opfundet af Frederic William Henry Myers, som var digter, filolog og grundlægger af Society for Psychical Research. Iflg. naturvidenskaben kan retrokognition ikke verificeres, for hvis man skal bevise, at den nøjagtige retrokognitive erfaring faktisk har fundet sted, er det nødvendigt at konsultere den situation, der engang fandt sted. Hvis man eksempelvis påstår, at man har retrokognitiv viden om en begivenhed i fortiden, kan man kun kontrollere, om oplysningen er korrekt, ved at konsultere kilder, der er bevaret, og som kan dokumentere påstanden. Hvis det viser sig, at påstanden er korrekt, kan man sige, at man ”bare” har fået nutidig viden (f.eks. ved hjælp af clairvoyance eller telepati) og ikke en direkte opfattelse af noget, der engang skete. Det er et grundlæggende logisk problem, der har gjort det vanskeligt for parapsykologer at foretage eksperimentel undersøgelse af retrokognition.

Rig-veda
(Sanskrit). Rig-Veda stammer fra ”rc”, der betyder ”lovprisning” eller ”vers”, og ”veda”, der betyder ”viden”. Rig-Veda er den ældste og vigtigste af de gamle indiske hellige sanskrit-skrifter, og de ældste bevarede tekster blandt alle indoeuropæiske sprog. Rig-Veda hører til hinduismens fire kanoniske Sruti (hellige tekster), der er kendt som Vedaerne. Nogle af versene reciteres stadig ved religiøse ceremonier og andre lejligheder, og dermed hører Rig-Veda til blandt verdens ældste religiøse tekster, der fortsat er i brug. Rig-Veda indeholder adskillige mytologiske og poetiske beretninger om verdens skabelse, lovprisning af guderne m.m. Rig-Veda består af 1.017 sutraer eller vers. Filologisk og sproglig forskning tyder på, at Rig-Veda blev forfattet i den nordvestlige region i det indiske subkontinent, mellem ca. 1700-1100 f.Kr. (den tidlige vediske periode). Der er tydelige sproglige og kulturelle ligheder med den tidlige iranske Avesta, ofte med relation til de tidlige Andronovo- og Sintashta-Petrovka-kulturer fra ca. 2200-1600 f.Kr. Den del af Rig-Veda, der har overlevet, bygger på den tidlige jernalder (ca. 10. årh. f.Kr.). Ligesom med de øvrige Vedaer er Rig-Veda redigeret og overleveret i flere versioner. Den vigtigste er Padapatha, hvor hvert ord isoleres i ”pausa-form” (stammer fra det græske ”pausis”, som i sprogvidenskab betyder ”stop”), og som er en metode til at lære udenad. En anden version er Samhitapatha, der kombinerer ord i henhold til reglerne i Sandhi (en proces, der beskrives i Pratisakhya), som bruges til recitation. Padapatha- og Pratisakhya-teknikken er årsagen til, at teksten er blevet bevaret med imponerende nøjagtighed i mere end 1.000 år, selv om den udelukkende er baseret på mundtlig tradition. Rig-Veda blev sandsynligvis først nedskrevet i Gupta-perioden (4.-6. årh. e.Kr.). Teksten er organiseret i 10 bøger, der er kendt som mandalaer med forskellig alder og længde. Mandalaerne 2-7 er den ældste og korteste del af Rig-Veda. Mandalaerne 8-9 består af vers med forskellig alder. 1. og 10. mandala er de yngste og længste. (Se også Veda).

Ring-pass-not
(Engelsk). I åndsvidenskaben er ring-pass-not betegnelsen for en levende skabnings indflydelsessfære. Det er samtidig grænsen for en levende skabnings – f.eks. et solsystems – aktivitet. I gennemsnitsmennesket angiver ring-pass-not mentallegemets grænse og dermed tænkeevnens rækkevidde. Ring-pass-not bruges også i forbindelse med meditation, hvor den mediterende fokuserer på et nøgleord, hvor nøgleordet udgør grænsen for tankens aktivitet. Ring-pass-not oversættes ofte med ”ringmur” eller ”grænsering”.

Rishi
(Sanskrit). Rishi stammer fra roden ”rsh” iflg. indisk tradition, men iflg. sanskrit-grammatikere er ordet udledt fra den anden rod, der betyder ”at gå”, ”at bevæge sig”. En Rishi er en hellig vismand eller viskvinde – en mester – som er kanal for inspiration og visdom fra endnu højere intelligenser. I Indien betragtes ”de syv Rishier” som de mest ophøjede vismænd/-kvinder, men ordet benyttes ofte i mere udvidet betydning om mange vise lærere i Indien. ”De syv rishier” er også i nogle sammenhænge det samme som ”de syv Prajapati”. En Rishi – eller Rishika, når der henvises til en kvindelig Rishi – er et menneske, der har erhvervet sig visdom ved at praktiserer selvkontrol som yogi eller yogini, og som har opnået Asamprajnata Samadhi – realisering af enhed med alt. En Rishi eller en Rishika kan derfor modtage visdom direkte fra den universelle kilde. (Se også Prajapati).

Rmoahal
Iflg. åndsvidenskaben er Rmoahal betegnelsen for 4. rodraces (den atlantiske) 1. underrace. Rmoahal er en efterligning af det navn, som racen angiveligt gav sig selv. Racen opstod på Atlantis som de første efterfølgere af 3. rodrace (den lemuriske) for mange millioner år siden. Rmoahalerne havde blåsort hud og var kæmper. De var grundstammen til de efterfølgende seks atlantiske underracer. Deres nutidige efterkommere er samerne. Rmoahal-racen opstod for 4-5 millioner år siden, da der stadig fandtes store dele af det sydlige kontinent, Lemurien, og mens det atlantiske kontinent endnu ikke havde antaget de proportioner, det opnåede til sidst. Rmoahal-racen opstod på en halvø til det lemuriske landområde. Det var et varmt og fugtigt land, hvor gigantiske dyr levede i rørsumpe og store skove i tiden før syndfloden. Rmoahalernes hudfarve var nærmest mahognisort. Deres højde i de tidlige tider var omkring 3-4 meter, men i århundredernes løb blev de gradvis mindre ligesom alle de andre racer. Senere svandt de ind til ”furfooz-menneskets” størrelse – dvs. det anatomisk moderne menneske fra øvre europæiske palæolitisk tid (ældre stenalder). Til sidst udvandrede Rmoahalernes til sydkysterne af Atlantis, hvor de konstant lå i krig med 6. og 7. lemuriske underrace, som dengang boede i landet. En stor del af Rmoahal-stammen bevægede sig til sidst mod nord, mens resten bosatte sig på stedet og blandede sig med de mørke, lemuriske indfødte. I den aktuelle periode var der derfor ingen rene racetyper tilbage mod syd. Resten af racen nåede imidlertid de yderste, nordøstlige forbjerge på højde med Island. Der levede de i utallige generationer og blev gradvis lysere i huden. Deres ophold var ikke fast, for omstændighederne drev dem af og til mod syd. Istidernes kulde påvirkede naturligvis alle racer, og der opstår en mindre istid med omkring 30.000 års mellemrum. Men derudover var der to tilfælde i Atlantis’ historie, hvor isbæltet ikke alene lagde de nordlige regioner øde, men invaderede størstedelen af kontinentet og tvang alle livsformer til at udvandre til lande omkring ækvator. Den første af den type istid var under udvikling på Rmoahalernes tid for omkring 3 millioner år siden, mens den anden fandt sted i Toltekernes magtperiode for ca. 850.000 år siden. (Se også Akkader, Atlantis, Mongoler, Rodrace, Semitter, Tlavatli, Tolteker og Turaner).

Rodchakra
Rodchakraet befinder sig på overfladen af menneskets æteriske legeme, og er placeret ved mellemkødet et stykke oppe i det fysiske legeme mellem kønsdelen og anus og forbundet med binyrerne. Chakraet er tilknyttet rodcentret nederst i den æteriske rygsøjle. Chakraets funktion er selvopholdelsesdrift, som er det fysiske livs kraft. Rodchakraet forbinder mennesket til astralplanet. Når et menneske lever for sit fysiske legeme – eksempelvis gennem overdreven fokusering på kroppens sundhed og fysiske form – ved man, at rodchakraet (Mooladhara) dominerer. (Se også Mooladhara-chakra).

Rodlåsen
Se Moola Bandha.

Rodmanu
Se Manu.

Rodrace
Menneskeheden er én enhed – én race – som udvikler bevidsthed ved at inkarnere i skiftende legemer, der er udstyret med et nervesystem med stigende kompleksitet og sensitivitet. Legemerne danner grundlag for opdelingen af menneskeheden i rodracer og underracer. Menneskeheden gennemlever i øjeblikket en periode på planeten Jorden, der medfører, at menneskeriget gennemlever 7 rodracer, der hver har 7 underracer. Udviklingen er iflg. åndsvidenskaben nået til 5. rodraces 5. underrace. På den måde erfarer mennesket forskellige bevidsthedstilstande. Først sker det via identifikation med metafysiske og æteriske legemer. Senere inkarnerer mennesket i fysiske former, og erfarer bevidsthedstilstande via det fysiske legeme (Lemurien). I efterfølgende fysiske inkarnationer identificerer mennesket sig med følelseslivet og astrallegemet (Atlantis). Herefter erfarer det fysiske menneske verden via tankesindet og mentallegemet (nutiden). Herefter skal mennesket udvikle højere bevidsthedstilstande i overmenneskelige verdener. Legemerne og deres bevidsthedsmæssige egenskaber opdeler menneskeheden i rodracer og underracer. Åndsvidenskaben oplyser, at menneskehedens evolution går gennem syv rodracer. Rodracerne inddeles igen i underracer, delracer osv. Jorden har allerede udviklet fem rodracer, men har brug for at udvikle yderligere to. Efter udviklingen af syv rodracer, bliver Jorden en ny måne. Jordens biologiske liv blev på et tidspunkt overført fra den nuværende måne. Da det planetariske liv forlod Månen, blev Månen et planetarisk lig. Navnet på rodracerne, deres laveste udtryksform (det legeme, bevidstheden er fokuseret i) og racens geografiske placering på planeten, kan præsenteres i skematisk form. 1. rodrace kaldes den adamiske rodrace, og den laveste eller tætteste stofform var astral. Rodracen udviklede sig på astralplanet i et område, der dannede et stjerneformet kontinent omkring Nordpolen. 2. rodrace kaldes den hyperboræiske rodrace, og dens laveste eller tætteste form var æterisk. Udviklingen foregik på det æteriske plan i et hesteskoformet kontinent, der strakte sig fra Sibirien til Grønland. 3. rodrace kaldes den lemuriske rodrace, og den laveste og tætteste form var for første gang fast fysisk. Udviklingen foregik på et kontinent i Stillehavet, som kaldes Lemurien eller Mu. Kontinentet blev ødelagt ved ild (vulkaner og jordskælv). 4. rodrace kaldes den atlantiske rodrace. Den tætteste form var stadig fast fysisk, og udviklingen foregik på et kontinent i Atlanterhavet, som kaldes Atlantis. Kontinentet blev ødelagt af vand, da det sank i havet (den bibelske syndflod). 5. rodrace er den ariske rodrace, og den laveste form er stadig fysisk. Udviklingen foregår på det nuværende verdenskort. Hinduerne tilhører 5. rodraces 1. underrace, som er indoeuropæere eller de egentlige ariere. 2. underrace er den arabiske. 3. underrace er den persiske. 4. underrace (den keltiske) består af de latinske folkeslag – sydeuropæerne. 5. underrace (den teutoniske) repræsenteres af de vestlige kulturer. 6. underrace, der er multietnisk, er ved at blive dannet i USA og Australien, og den skal engang i fremtiden udgøre grundlaget for 6. rodrace. Men resterne fra den 4. eller atlantiske rodrace er endnu de mest talrige – herunder kinesere, mongoler, indianere og polynesiere. Det er vigtigt at huske, at samtlige sjæle skal inkarnere i de forskellige legemstyper og dermed i de forskellige rodracer og underracer for at erfare og integrere den bevidsthed, der skal udvikles i de forskellige rodracer og deres underracer. Rodracer og underracer repræsenterer udelukkende forskellige faser af bevidsthedsudvikling. Alle mennesker skal igennem alle faser. Alle mennesker er ligeværdige, men alle mennesker er ikke lige langt i deres udvikling. Der er unge sjæle, og der er gamle sjæle, men menneskeheden er ét. I nutiden er de forskellige rodracer fordelt i alle nationer. (Se også Akkader, Atlantis, Mongoler, Rmoahal, Semitter, Tlavatli, Tolteker og Turaner).

Romere
(Egyptologi). Da romerne erobrede Egypten 30 f.Kr., ophørte Egyptens selvstændighed som nation. Landet var herefter uden hovedstad og uden konge, og kongerne havde i en lang periode været fremmede i deres eget land. Egypten fik en status, der var lavere end en af Romerrigets provinser, for landet kom til at tilhøre Augustus personligt. Egypten blev udsat for en regulær pengeafpresning, der ikke tog hensyn til egypternes liv og eksistens. Romerne – de nye magthaver – foretog sådan set ikke en radikal ændring af ptolemæernes administrative system. En præfekt erstattede kongen, og de væsentligste embedsmænd beholdt deres funktioner. Men målet for administrationen var ændret, for nu drejede det sig ikke længere om at skabe en afbalanceret økonomi i forhold til landets ressourcer, men om hensynsløs beskatning til fordel for Romerriget, som intet ydede til gengæld. Administrationens eneste opgave var derfor at indsamle skatter. Den systematiske udnyttelse havde naturligvis katastrofale konsekvenser. Bønderne flygtede fra markarbejdet, landet blev fattigt og egypterne strejfede omkring. Nogle kejsere forsøgte at genskabe administrationen – navnlig Septimius Severus. Men det væsentligste problem – selve brandbeskatningen – blev ikke lempet, og derfor mislykkedes forsøgene. Under romernes herredømme var græsk det officielle sprog i Egypten, og egypterne fortsatte med at praktisere deres oprindelige religion. I år 384 e.Kr. gav kejser Theodosius ordre til, at samtlige egyptiske templer skulle lukkes, og den ”hedenske” religion blev herefter forbudt, mens kristendommen fik officiel status. Men det forhindrede ikke, at den gamle egyptiske religion blev praktiseret i det skjulte. En stor del af befolkningen konverterede til den nye koptiske religion, men navnlig de sydlige områder ved Akhmim og Philae gjorde modstand i en lang periode, og i nogle områder fortsatte især Isis-kulten indtil araberne erobrede landet 639 e.Kr.

Rosenkreuzer
(Latin). Rosenkreuzer stammer fra ”rosa”, der betyder ”rose”, og ”crux”, der betyder kors. Rosenkreuzerne er i virkeligheden en meget gammel universel orden, hvor medlemmerne studerer den hermetiske tradition, livets indre dimensioner, den esoteriske symbolik, udfører mysterieritualer og praktiserer tavshed. Rosenkreuzer-ordenen er angiveligt grundlagt af Christian Rosenkreuz, der levede i Tyskland omkring 1460. Ordenen er strengt hemmelig og er en direkte aflægger af de egyptiske mysterier. Der er i nutiden flere hemmelige grupper, som arbejder på omtrent samme måde som frimurerne, og som kalder sig Rosenkreuzere. Rosenkreuzerne er en orden eller et broderskab, der har bevaret og overleveret den evige visdom fra generation til generation. Rosenkreuzernes traditioner er mundtligt overleveret siden ordenen blev grundlagt som mysterieskole for esoterisk viden i Egypten i det 18. dynasti. Mysterieskolen blev angiveligt oprettet af farao Akhenaton (ca. 1352-1336 f.Kr.), og ordenens symboler og ritualer blev bevaret og overført fra oldtidens vismænd til nutiden. Rosenkreuzer-ordenen fortæller selv om skolens første elever, der blev undervist og indviet i pyramidernes indvielseskamre og i templernes allerhelligste sanktuarier. Dokumenter og bøger om oldtidens rosenkreuzere opbevares i ordenens arkiver i USA og Europa. Blandt ordenens mest kendte skikkelser hører Sir Francis Bacon, Benjamin Franklin, Isaac Newton, René Descartes og Claude Debussy. Rosenkreuzer er reelt ikke betegnelsen for et medlem af Rosenkreuzer-ordenen, for ordet ”rosenkreuz” eller ”rosenkors” er symbol på den rose, der vokser op ad og springer ud på livets kors. I Rabbinerskrifterne kan man læse at: ”Tornebusken var det første træ, der blev skabt i Paradis!” Og at tornebusken er identisk med ”livets træ” eller ”kundskabens træ” i Paradis. Den egyptiske djed-søjle, som både repræsenterer Osiris’ rygsøjle og menneskets rygsøjle, kaldes ”det tornede træ” eller ”tornegrenen” på grund af ryghvirvlernes tappe. Åndsvidenskaben oplyser, at mennesket langs rygsøjlen har syv psykiske centre eller chakraer, der beskrives som lysende eller ”brændende” energihvirvler, og det siges at i udviklingens løb, løftes energien op gennem rygsøjlen. I Isis-kulterne hos romerne kaldes disse centre langs den ”tornede” rygsøjle for ”roser”. Og i senere kristne kulter som f.eks. rosenkreuzerne – hvis navn betyder ”roserne på korset” eller ”de korsfæstede roser” – vises de som flammende røde roser, der stikker frem fra den tornede gren. Indvielsesvejen kaldes ”den tornede vej”, og rosens vækst repræsenterer kundalinirejsningen, for rosen repræsenterer hjertet (bevidstheden) og den åndelige udvikling, som kulminerer med rosens blomstring. Korset er symbol på menneskets binding til stoffet og den materialistiske verden, og pga. den selvskabte binding, har mennesket korsfæstet sig selv.

Rosette-stenen
(Egyptologi). I 300-tallet e.Kr. blev de sidste hieroglyffer udhugget i templet på Philae. Præsterne, der kunne læse hieroglyffer, døde, og i næsten 1.500 år forblev fortidens stemmer tavse. I en meget lang periode kendte man derfor kun til Egypten via mundtlige overleveringer. Man var derfor tvunget til at stole på gamle græske forfattere som f.eks. Herodot, Plutarch m.fl. Da Napoleons hær i slutningen af det 18. århundrede drog gennem Egypten, fulgte mange arkæologer med hæren, og blandt utallige interessante opdagelser gjorde de et afgørende fund ved byen Rusta i deltaet. Rosette-stenen blev fundet i 1799 e.Kr. i en mur. Det var en sten med inskriptioner, der senere skulle blive nøglen til genopdagelsen af hieroglyfskriftens betydning. Stenen stod oprindelig i Memphis, men på et tidspunkt var den blevet flyttet til Rusta, som franskmændene kaldte Rosette, og det er den lille kystby, der gav stenen navnet Rosette-stenen. Det var en stor, sort granitblok med tre inskriptioner. Den ene er med hieroglyffer, den anden er med demotiske tegn og den tredje er skrevet på oldgræsk. Det interessante er, at den græske tekst fortæller, at de to egyptiske tekster er identiske med den græske. Forskerne stod med nøglen til hieroglyfskriften. Den græske tekst kunne man umiddelbart tyde. Den er et ”takkebrev” fra 196 f.Kr. fra præsterne til Ptolemæ V, og teksten fortæller om hans kroningsfest. Mange forsøgte at bryde koden – svenskere, englændere og en dansker. Man gjorde nogle fremskridt med oversættelsen af den demotiske tekst, men hieroglyfskriften omfattede hundredvis af skrifttegn, og det lykkedes ikke at finde frem til tegnenes værdier. Arbejdet lå stille i mange år, men i 1822 påtog franskmanden Jean-Francois Champollion sig opgaven, og det lykkedes ham delvis at bryde koden. Men det tog yderligere 40 års arbejde, før bearbejdningen var tilendebragt. Stenen befinder sig nu på British Museum i London, og det må have ærgret Napoleon, at englænderne erobrede Rosette-stenen, men den franske flåde havde i 1799 lidt et knusende nederlag til den engelske flåde under admiral Nelson ved den egyptiske by Abukir, og fredsslutningen 1801 betød bl.a., at England tog Rosette-stenen som krigsbytte. (Se også Zazazig-stenen).

Rudiment
(Fransk). Rudiment eller rudimentær stammer fra det franske ”rudimentaire”. Ordet oversættes som regel med uudviklet, indskrumpet, ufuldstændigt eller mangelfuldt. Men rudimentær er ikke kun udtryk for en forkrøblet levning fra et ældre udviklingstrin, for det betyder desuden den første begyndelse, en spire til noget, som endnu ikke er udviklet, og som er under udfoldelse.

Rudra
(Sanskrit). Rudra stammer fra ”rud”, som betyder ”at hyle” eller ”at græde”. Rudra er vindens og stormens gud i Indien. Rudras navn er desuden blevet oversat med ”brøleren”. Guden forbindes også med jagt. Det siges, at Rudra er udgået fra Brahmas forhoved, og at han er den ene i den hellige treenighed. Rudras tilnavn er Shiva, men det bruges som en omskrivning for en gud, der i Rig-Veda kaldes Ghora (”den grusomme”). Anvendelsen af tilnavnet kom til overgå den oprindelige betydning i den post-vediske periode, og Rudra blev derfor betragtet som synonym for Shiva, og de to navne blev brugt i flæng. Andre forskere har foreslået, at Rudra betyder ”den røde”, ”den geniale” fra den glemte rod ”rud”, der betyder ”at være rød” eller ”at være rødmosset” – eller evt. ”at skinne”.

Runder
Se Planetkæder.

Runer
(Oldnordisk). Rune betyder ”tale”, ”sang”, ”skrift” og ”kundskab”. Runer er skrifttegn fra vikingetiden i Norden. Runernes ophav er ukendt. De fleste af de ældste eksempler stammer fra Danmark, men det beviser ikke, at de er opstået i Danmark. Runernes kantede form skyldes, at skulle skæres i træ. Frem til ca. år 500 blev det germanske runealfabet med 24 runer brugt i Danmark. Fra ca. år 500-800 var der flere overgangsversioner til et runealfabet på 16 runer. Fra år 800 brugte man kun 16 runer. Fra år 900 og fremefter blev der løbende ændret en smule på runernes form og lydværdi. Fra år 1300 blev runerne tilpasset det latinske alfabet. Runealfabetet er et skriftsystem, som hovedsageligt blev brugt inden for den germanske og nordiske kultur. Som skrifttradition var runerne udviklet uafhængigt af den latinske. Et runebogstav kaldes som regel en ”runestav”, og ”runerækken” kaldes ”futhark”. Runerne blev brugt i både religiøse og dagligdags tekster. Runer rummer angiveligt psykiske kræfter, som mennesker med psykiske evner kan benytte til forudsigelser. Man kan læse runerne på forskellige måder. Nogle kaster alle runerne på bordet, og fjerner de runer, der ligger med bagsiden opad. Derefter kastes de resterende igen. Igen fjernes runerne, der ligger med bagsiden opad, og til sidst fortolkes de som tre grupper, der repræsenterer fortiden, nutiden og fremtiden. En anden metode, er at lægge alle runerne med bagsiden opad, føre hånden over dem, og vælges de brikker, man føler sig tiltrukket af. En tredje mulighed er at lægge runerne i en pose og trække de brikker, der føles rigtige.

Rupa
(Sanskrit). Rupa betyder ”form” eller ”legeme”. I hinduisme og buddhisme henviser Rupa generelt til materielle objekter herunder både kroppen, stofformer og finere stof. I Pali-kanon er der tre vigtige definitioner på Rupa: 1) Rupa-Khandha, der er ”stofformer”. Det er en af de fem Khandha, som alle stoflige fænomener kan kategoriseres under. 2) Rupa-Ayatana, der er ”synlige objekter”, som kan iagttages med øjet. Det er de seks ydre sanseområder (Ayatana) i den fysiske verden: a) Øjne og synlige objekter. b) Ører og lyd. c) Næse og lugt. d) Tunge og smag. e) Krop og følelse. f) Tankesind og tankeformer. 3) Nama-Rupa, som er ”navn og form” eller ”krop og sind”, der i årsags-virknings-kæden stammer fra bevidstheden, som opbygger logiske sammenhænge. (Se også Arupa).

Ruparaga
(Sanskrit). Ruparaga stammer fra ”rupa”, der betyder ”form” og ”raga”, der betyder ”tiltrækning”. Ruparaga er betegnelsen for ønsket om formskønhed eller om fysisk tilværelse i en form − selv i den meget subtile form på mentalplanet. Ruparaga er en ”lænke”, som den indviede skal afkaste på udviklingsvejen. Den sjette lænke kaldes for ”ruparaga”, som betyder ”ønsket om liv i form.” Der er her tale om frigørelse fra ønsket om såvel formskønhed som tilværelse i en form. Herefter følger den syvende lænke ”aruparaga”, som betyder ”ønsket om et liv uden form.” (Se også Arupa, Raga og Rupa).

Ruta
Ruta var et økontinent i den atlantiske periode. Hinduerne har haft adgang til Akashaens historiske optegnelser siden den første store syndflod. Derfor har de været vidne til den atlantiske katastrofe og de sidste befolkningers undergang, da de sidste dele af Atlantis blev oversvømmet for 850.000 år siden. Iflg. Den Hemmelige Lære oplyses det, at de fleste af atlantiderne omkom i katastrofer i en periode for 850.000-700.000 år siden. Den ariske race var 200.000 år gammel, da den første store ø blev oversvømmet. Men ødelæggelsen af den berømte ø Ruta skete i de senere pliocæn-tider. Den mindre ø Daitya, skal ikke forveksles med nedsænkning af det atlantiske hovedkontinent i Miocæn-tiden. Efter nedsænkningen af Ruta for 850.000 år siden var der ingen større nedsænkninger før Poseidonis, der omtales af Platon i historisk tid. Platons Atlantis blev ødelagt af ”vand forneden og ild foroven”, for den store vulkan udspyede flammer og lava, mens katastrofen skete. En række små øer, der lå spredt rundt om Poseidonis, var blevet forladt pga. jordskælv længe før den endelige katastrofe indtraf. Den sidste af de atlantiske øer – Poseidonis – der sank i havet for omkring 12.000 år siden, omtales i historien takket være skriftlige optegnelser. (Se også Akasha, Akasha-kronik og Atlantis).

Rygstrækket
Se Paschimottanasana.

Rød krone
(Egyptologi). Faraoen bar Deshret – den røde krone – når han ville vise sin ret til at herske over Nedre-Egypten. Han bar Hedjet – den hvide krone – når han ville vise, at han var overhoved for Øvre-Egypten. Og han bar Pasekhemty – dobbeltkronen (som er en kombination af den hvide og den røde krone), når han stod frem som herskeren over de to lande. Det kan naturligvis fortolkes bogstaveligt, og det skal det også. Faraoen, som bar dobbeltkronen, var absolut den fysiske hersker over både den nordlige og sydlige del af Egypten. Men det ydre herskersymbol havde altid en indre symbolsk betydning i det gamle Egypten. Faraoen symboliserede samtidig kraften til at herske over det indre kongerige – personlighedens legemer og chakrasystemet. (Se også Dobbeltkronen og Hvid krone).

Røde løve
Rød løve er betegnelsen for en af faserne i den alkymiske proces.


Side : 1
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z ? ? ?
Hjre-spalte-Nste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-terlegemet
Annie Besant: TERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Hjre-spalte-Artikler-p-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Hjre-spalte-Nyeste-eBger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Hjre-spalte-eBger-p-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Flelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopdi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPDI


Hjre-spalte-Trykte-bger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er p Facebook