Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Fa-hsiang-Tsung
(Kinesisk). Fa-hsiang-Tsung er en buddhistisk kontemplationsskole, der er grundlagt af Hiuen-Tsang − den rejsende. Fa-hsiang-Tsung betyder ”skolen, der afslører den indre natur”.

Fabeldyr
Se Grif.

Faderen
Den Himmelske Fader eller Faderen omtales af Jesus i Det Nye Testamente. Faderen er et udtryk for menneskets Monade eller Atman, og i nogle sammenhænge Atma-Buddhi. På et lavere niveau kan Faderen bruges om den reinkarnerende sjæl. Hvis der er tale om et enkelt menneske, refererer Faderen til det individuelle Absolutte, som befinder sig øverst i menneskets opbygning eller hierarki, og det er dermed roden eller kilden til alt, hvad mennesket er. I den forstand kan man også kalde Faderen for Paramatman, som er menneskets åndelige Selv − den stråle fra Dhyani-Buddha, som udgør det enkelte menneskes mest intime åndelige forbindelse. Jesus bad derfor ikke mennesket om at påkalde et imaginær billede af Gud, men menneskets eget åndelige Selv, som i sin essens er ét med det Universelle Selv eller den kosmiske Paramatman. (Se også Atma-Buddhi, Atma-Buddhi-Manas, Atman, Dhyani-Buddha, Jesus, Monade, Paramatman og Treenighed).

Fafner
(Oldnordisk). Fafner eller Fafnir er en mytisk drage i Eddaen. I den lange og indviklede saga om Vølsungerne (Niflungar − bedst kendt som Wagners Nibelungen), dræbte Fafner sin far for at få fat i hans guldskat, som var blevet forbandet af dværgen Andvare, ”den forsigtige” (stammer fra ”and”, der betyder ”ånd” og ”vari”, der betyder ”overvåger” eller ”vogter”). Fafner antog form af en drage og udsatte guldets vogter for Gnipaheden (voldsom varme). Hans bror Regin, som ønskede at få en andel af guldet, overtalte sin vogter − helten Sigurd − til at dræbe dragen, og Sigurd stegte dens hjerte til Regin. Da Sigurd stegte hjertet, brændte han sin finger. Automatisk førte han fingeren ind i munden, og han fandt ud af, at så snart dragens hjerteblod rørte ved hans tunge, blev han i stand til at forstå fuglenes sprog og budskaber fra dem. Fortællingen er som så mange mytiske historier en allegorisk historie om de tidlige menneskeracer, der omhandler racernes successive udvikling af intelligens og bestemte kvaliteter. I mange myter medfører drabet af en drage eller visdommens slange, at man får fat i en guldskat (visdom), men i mange tilfælde medfører det en forbandelse, og det viser behovet for udvikling af skelneevne, når skatten i bruges. (Se også Edda).

Faijum
(Egyptisk). På landkortet minder Faijum eller Faiyum om en grøn ø eller en oase i Saharas ørken. Men i modsætning til rigtige oaser er lavningen på vestsiden i Mellem-Egypten forbundet med Nildalen med en naturlig forgrening, som Kopterne kaldte ”Josef-floden”. Lavningens bund er dækket af den store sø, Karun. Søens vandstand, der nu er faldet, dækkede engang et endnu større areal og blev dengang kaldt ”Payom” (”søen”) af de gamle egyptere i Ny Rige, og det er blevet betegnelsen for hele området. I fortiden var stedet navnlig berømt for fisk og fugle. Konger og adel kom her for at jage. De lokale var travlt beskæftiget med fiskeri, og de leverede friske og saltede fisk til det egyptiske rige. Der levede krokodiller i søen, og i de tidligste tider blev den store krokodillegud Sobek regionens guddom. Hovedstaden i Faijum gav grækerne navnet Crokodilopolis (krokodillebyen). I 12. dynasti satte Amenemhet III, der var prototypen på den legendariske Moeris, labyrintens bygherre og bygherre for et smukt tempel til slangegudinderne, sit præg på området. I Sentiden gjorde kolonister fra provinserne Faijum til et mikrokosmos for hele Egypten. Og senere under ptolemæ Philadelphus omvendte han sine grækere og makedonere til hengivne neofytter for Sobek. (Se også Amenemhet III, Kopter og Sobek).

Fakir
(Arabisk). Fakir betyder ”den fattige”. Fakir er synonymt med Dervish. Fakir var oprindeligt betegnelsen for en muslimsk asket i Indien, men i nutiden benyttes ordet til beskrivelse af et menneske, der har erhvervet sig en vis grad af kundskab inden for yoga-udøvelse. Ofte bruger Fakiren sin viden til at udføre ”mirakler” og ”fænomener”, men det skal ikke forveksles med den ægte yogi, som absolut ikke udfører ”mirakler” for øjnene af en tilskuerskare, men tværtimod benytter sin viden og sine evner til højere åndelig selvudvikling i de indre verdener. Iflg. T.P. Hughes er der fem primære ordrer for Fakirer i det nordlige Indien og Pakistan: Naqshbandia, Qadiria, Chishtia, Jalalia og Sarwardia. Alle er ”bashara” (med loven) – dvs. at det er Fakirer, der styrer deres adfærd i henhold til de islamiskes principper. Fakirer skal ikke forveksles med hverken Sannyasins eller hinduistiske Yogier. (Se også Dervish, Sannyasin og Yogi).

Faldne engle
Faldne engle er kosmiske skabninger eller Dhyanier fra forskellige kategoriser, som har bevæget sig ned i stoffet for at skabe og vejlede de lavere verdener. I mytisk forstand gjorde de dermed ”oprør” mod ånden, for de insisterede på individuel fri vilje og guddommelig kærlighed. Deres handling skete først og fremmest af medfølelse og selvopofrelse, og de bliver med tiden frelst, når de bevæger sig ind i deres evolutionscyklus på den opstigende bue. De kristne teologer har fortolket legenden om de faldne engle som et syndefald, som en forbrydelse og som et oprør mod Gud. Man mener, at de faldne engle er evige fjender af Gud og menneskeheden, og som konsekvens er de dømt til undergang. I sin oprindelige form har myten mange varianter, som f.eks. i legenden om Prometheus, Bahak-Zivo, Kumaraerne osv. I åndsvidenskaben refererer de faldne engle til Dhyaniernes nedstigning i de lavere naturriger. Det refererer bl.a. til menneskets nedstigning i stoffet, da mennesket blev iklædt kød og begyndte at reproducere sig ved hjælp af seksualitet. Begge symbolske handlinger i evolutionscyklussen er blevet perverteret pga. kirkens katastrofale uvidenhed og mange misforståelser. Nedstigningen af Manasaputra-Dhyanierne er i Vestens teologi blevet forvandlet til Satans oprør imod Gud. ”Krigen i Himlen” er en allegori på stoffets og den lavere naturs modstand og dens udvikling, som er afgørende for evolutionen. Den faldne menneskehed indebærer menneskets naturlige evolutionære udvikling i en fysisk krop, men også misbruget af menneskets intelligens. Men det refererer ikke til den naturlige brug af forplantningsevnen, en medfødt syndighed eller en arvesynd. (Se også Bahak-Zivo, Dhyan-Chohan, Dhyani-Bodhisattva, Dhyani-Buddha, Dhyanipasa, Djævelen, Kumaraer, Manasaputra og Prometheus).

Falk
(Egyptisk). Den mellemstore rovfugl – falken – nærmere bestemt vandrefalken med den smukke fjerdragt, og ikke spurvehøgen, som nogen tror – var mere almindelig i fortiden, end den er nu. Et egyptisk ordsprog sagde, at fjender faldt paralyseret foran faraoen, ”sådan som andre fugle falder foran en falk”. Falken var fuglenes konge i Egypten, og den symboliserede et guddommeligt princip. Når egypterne brugte ordet ”Hor”, refererede de til falken, som de så cirkle på himlen højt over deres hoveder. ”Hor” kan enten betyde ”ansigt” eller ”i det fjerne”. Lettere modificeret til ”Horet” betyder det ”himmel”. Falken jager på jorden og løfter sig ved egen kraft op mod Solen og lyset. Iagttagelsen brugte de egyptiske præster, når de ønskede at vise, at mennesket i inkarnation kan løfte sig mod sjælen. Horus blev derfor fremstillet som et menneske med falkehoved, og som krone bar han en strålende solskive omgivet af en uræus-slange. Symbolet er identisk med symbolet for Ra, for Horus er en spejling af Ra – og et spejlbillede er som bekendt en nøjagtig kopi af den, der spejler sig. (Se også Horus den Anden, Horus den Ældre og Ra).

Falk
(Egyptisk). Falke-symbolet i det gamle Egypten var forbundet med Solen. Overalt, hvor man praktiserede soltilbedelse, var falken normalt til stede − især i Hierakonpolis (falkebyen) syd for Theben. Falken var især tilknyttet Horus, Ra, Osiris og Sokar. Horus og Ra (sidstnævnte især i samarbejde med Monthu, ”Thebens herre”) blev ofte afbildet som falke, og begge var solguder. Den gyldne falk blev ofte identificeret med Benu-fuglen (den egyptiske phoenix). Falkeguderne blev betragtet som afkom af skaberguden Atum, som var forbundet med Horus i hans aspekt af Osiris’ søn. Falken blev også brugt som symbol for menneskets sjæl, og ofte blev falken afbildet svævende over mumien med den afdøde. Fortolkningen varierer afhængig af fuglens position. I forbindelse med den afdøde repræsenterede falken overgangen til efterlivet eller begyndelsen på næste inkarnation. Når vingerne vises åbnede, betyder det, at den afdøde genopstår i Amenti (mentalplanet), og igen bevidst forenes med sin sjæl. Grækerne ville sige, at puppen er blevet til en sommerfugl. I mange andre lande er falken eller en anden flyvende skabning symbol på menneskets sjæl. (Se også Amenti, Atum, Benu, Horus, Khensu, Monthu, Osiris, Phoenix, Ra og Sokar).

Fallisk
(Græsk). I åndsvidenskaben bruges ordet fallisk i forbindelse med alt, hvad der vedrører seksuel gudsdyrkelse eller som har ydre seksuel karakter. Ofte bruges betegnelsen, når noget vedrører eller ligner en Fallos, især betragtet som symbol på f.eks. begær, maskulin kraft og aggressivitet. Sigmund Freud fremhævede barnets seksualitet, og iflg. Freud kan barndommen inddeles i faser, hvor barnets seksualitet fokuseres på en række bestemte kropsområder: Den orale fase, den anale fase, den falliske/ødipale fase, latensfasen og den genitale fase. Den falliske fase er derfor et psykoanalytisk begreb, der henviser til aldersperioden 3-6 år, hvor drenge fokuserer på fallos (penis) og piger på klitoris. (Se også Fallos).

Fallos
(Græsk). Fallos stammer fra ”phallos”, der er et udtryk, som bruges om det mandlige kønsorgan. Udtrykket bruges i forbindelse med analyser, der er baseret på Sigmund Freuds teorier. Iflg. Freud skal fallosformede objekter betragtes som fallossymboler og dermed også som seksuelle. Fallossymboler fandtes som religiøst symbol før ældre stenalder (ca. 10.000 f.Kr.), og i hele religionshistorien er fallosformede objekter blevet brugt som kultgenstand. Fallossymbolet repræsenterer den skabende, livgivende kraft i naturen. (Se også Fallisk).

Fantasi
Fantasi er iflg. åndsvidenskaben en vigtig evne, som hører til følelseslivet. Hvis fantasien fungerer i samspil med tankesindet, skabes forestillingsevnen, som er et centralt element i meditationsprocessen. Fantasi gør det muligt at skabe billeder af det ukendte og af fremtidens muligheder. Den bevidste udvikling af børns fantasi er en forberedelse til den højere forestillingsevne og en af kreativitetens vigtigste egenskaber. (Se også Forestillingsevne).

Fantomsmerter
Når et menneske har mistet f.eks. et ben, er benets æteriske genpart stadig intakt, og derfor kan det æteriske ben (”fantomet”) stadig fotograferes ved hjælp af Kirlian-fotografering (elektrofotografi). Det samme gælder, hvis man f.eks. har skåret en del af et blad fra en plante. Den fysiske del er fjernet, men den æteriske genpart eksisterer stadig. Fantomsmerter er et fænomen, hvor et menneske oplever smerte i en legemsdel, som fysisk er fjernet ved amputation eller ved en ulykke. Smerten stammer derfor ikke fra selve legemsdelen. Naturvidenskaben kalder smerterne for indbildte smerter, men iflg. åndsvidenskaben skyldes fantomsmerter, at smerter ikke opstår i det fysiske nervesystem, men i astrallegemet (følelseslegemet). Følelser – herunder smerter – overføres til hjernen via æterlegemet, og fordi æterlegemet stadig er intakt, kan mennesket opleve de såkaldte fantomsmerter i den manglende legemsdel. (Se også Astrallegeme og Kirlianfotografi).

Farao
(Egyptisk). Ordet ”farao” stammer fra det egyptiske ord ”per-o” eller ”per-aa”, som betyder ”det store hus”, der henviser til kongens palads. Men ”farao” har aldrig været titlen på Egyptens konger. Man møder samme princip i nutiden, hvor journalister siger: ”Det forlyder fra Christiansborg …”, eller ”i Det Hvide Hus” har man besluttet …”. Man henviser til magtens centrum eller det sted, hvor beslutningen er taget. ”Farao” refererer desuden til Egypten som et tempel for guderne. Templet – eller faraoen – var det redskab, planen for Egypten skulle manifestere sig igennem. Der findes flere benævnelser for faraoen som konge – f.eks.: ”nb”, ”ity”, ”niswt-bity”, men to træder markant frem: ”Hm”, der betyder ”legeme” eller ”person”, der betegner faraoen som almindeligt menneske og enkeltperson. ”Hm” oversættes sædvanligvis med ”majestæt”. ”Hm” betegner et bestemt individ – den levende hersker – og benyttes kun i ental. Det andet er ”Niswt”, der refererer til faraoen som ”gud” på Jorden – eller rettere gudernes repræsentant på det fysiske plan. ”Niswt” er derfor betegnelsen for det egentlige herskerembede.

Faraonisk samfund
(Egyptisk). Det faraoniske samfund var uden tvivl ekstremt komplekst og velorganiseret. Endnu har forskerne ikke det fulde overblik over samfundets utallige sociale ansvarsområder, der omtales i de gamle tekster. Det er imidlertid logisk, at forskernes idé om, at de gamle egyptere oprindeligt var primitive, og at samfundet på rekordtid udviklede sig fra et primitivt stenalderstadie til højder, der overgår nutidens formåen på mange områder, er indlysende forkert. Forskerne har ikke fundet et tidspunkt i udviklingen, hvor Egypten var primitivt og underudviklet. Egypten træder tilsyneladende fuldt udviklet frem på verdensscenen. Det er derfor logisk at antage, at der har eksisteret en lang kulturel udvikling, der gik forud for Egyptens civilisation – eksempelvis Atlantis, som åndsvidenskaben omtaler. Som eksempel på et højt udviklet samfund kan nævnes egypternes moral, der ikke kun handlede om respekten for den kosmiske lov, orden og retfærdighed, som kom til udtryk gennem gudinden Maat, men også lov, orden og retfærdighed i det daglige liv – ”brød og øl som alles ret”, ”kvinders og mænds ligeværd og lige ret” osv. Men man kan heller ikke karakterisere den egyptiske periode som en ”guldalder”, som nogen ønsker at kalde den, for samtidig hører man om utallige konflikter og krige. Men den sociale struktur var stort set uforandret i flere tusinde år. (Se også Atlantis, Farao og Maat).

Farbauti
(Oldnordisk). Farbauti består af ”far”, som betyder ”lang rejse” eller ”skib” og ”bauti”, der betyder ”at jage”. Farbauti kaldes også ”roeren”. I den nordiske mytologi er Farbauti en kæmpe, der er far til Loke, og hans mor hedder skiftevis Lofo (den grønne ø eller Jorden) eller Nal (nål). Farbauti repræsenterer vinden, der jager livets skib, og som allegorisk kan være forbundet med manifestation af levende skabninger. Det vil til senere skabe menneskets intelligens (Loke). Farbauti var muligvis giganten, som reddede sig selv fra oversvømmelsen i en båd, og øen, som han roede til, er en variant af Syndfloden. (Se også Edda og Loke).

Farvarshi
(Persisk). Farvarshi eller Ferouer betyder ”den modsatte” eller ”dublet”. Farvarshi er det åndelige modstykke til den åndelige original. Ahriman er Farvarshi eller Ferouer af Ormuzd − ”demon est deus inversus” − ”Djævlen er Guds modsætning” eller ”Han er lige som Gud”, dvs. en Farvarshi eller Ferouer af Gud. En Farvarshi er guddommens skygge eller mørke side – dvs. guddommens mørkere klædning. (Se også Ahriman, Ahura Mazda, Demon est Deus inversus og Djævlen).

Farveægthed
(Egyptisk). Analyser viser, at de gamle egyptere knuste og pulveriserede halvædelstene (malakit til grøn farve, lapis lazuli til blå, karneol til rød osv.) Men et stort mysterium er endnu ikke afsløret – lysægtheden. Farver, der bevares i flere tusinde år på trods af sol, sandstorme, kulde og varme, er i sandhed en gåde. Man har fundet ud af, at hemmeligheden ligger skjult i olien, som farvepulveret blev blandet med, men man ved ikke, hvordan egypterne fremstillede den meget specielle olie, som åbenbart havde en helt usædvanlig holdbarhed.

Fatalisme
Fatalisme er troen på en uundgåelig skæbne, og iflg. fatalismen har mennesket ingen fri vilje. Fatalisme er ofte en religiøs variant af Determinisme, for psykologisk set medfører Fatalisme, at begivenhederne i livet er uden for det enkelte menneskes kontrol. Fatalisme er derfor et spørgsmål om lykke og navnlig ulykke. Der er forskellige grader af Fatalisme. Nogle Fatalister mener, at Fatalismen er total. Den omfatter både alle ydre begivenheder og alle tanker og følelser. Med andre ord − den medfødte natur er 100% skæbnebestemt. Andre Fatalister betragter kun ydre begivenheder som skæbnebestemte, og det betyder, at det enkelte menneske i begrænset omfang kan påvirke og ændre verden. (Se også Determinisme og Fatalist).

Fatalist
Fatalisme er skæbnetro, og en Fatalist er et menneske, der tror, at skæbnen er underlagt upersonlige åndelige kræfter. Det medfører, at det enkelte menneskes livskvalitet er underordnet, for alt er forudbestemt af skæbnen. Fatalismen kan sammenlignes med Determinisme. (Se også Determinisme og Fatalisme).

Faun
Faun, Fauna eller Faunus er en gammel romersk guddom, der beskyttede landbrug og dyreflokke, og som gav orakler. Senere identificerede romerne Faun med grækernes Pan, og fordi naturen manifesterer sig på mange forskellige måder, fik Faun flertalsformen Fauni, som igen blev identificeret med de græske Satyrer. Fauner blev populært afbilledet som drilagtige, og man mente, at de var årsag til mareridt. Fauner blev afbildet med horn, gedebukkeben og hale, og de var symbol på den vilde natur og kødets lyst. Som maskulint væsen blev han kaldt Faunus, og som feminint hed hun Fauna. Fauna blev senere betegnelsen for dyreliv generelt, og Flora, en anden romersk gudinde, blev betegnelsen for planteverdenen. Faunus blev tilbedt i et tempel på Tiberøen i Rom. (Se også Element, Elemental, Elementar, Elementalriger, Gnom, Kobold, Naturånder, Nymfe, Pan, Prithivi Tattwa, Salamander, Satyr, Sylfer og Undiner).

Fem
Fem eller 5-tallet er halvdelen af det perfekte tal ti. Fem havde stor opmærksomhed og blev studeret af alle tilhængere af det pythagoræiske talsystem. Menneskeheden befinder sig i 5. rodrace, og det femte princip (Manas) har en dominerende position i menneskets evolution. Den fem-takkede stjerne eller Pentagrammet er symbol på mikrokosmos − mennesket, der ofte omtales som fem-lemmet (hoved, to arme og to ben). Fem symboliserer på én gang det evige åndelige liv og det jordiske åndelige liv i relation til mennesket. Det rummer både den guddommelige og den djævelske magi − og den universelle og den individuelle kerne af væren. Symbolet på Kali-yuga er den omvendte femtakkede stjerne, hvor stjernens to punkter eller horn peger opad. Det er et symbol på sort magi. I det gamle Egyptens numeriske mystik repræsenterede fem krokodiller eksempelvis den himmelske Nil, og den skabende guddom skabte de fem krokodiller i den femte skabelse. Tallet fem − og andre tal − var hellige for Gnostikerne, og fem ord var derfor ensbetydende med de fem mystiske kræfter, der blev givet til de indviede. I det klassiske Grækenland var ”E Delphicum”, et helligt symbol, som bl.a. angiver tallet fem. Det er det femte bogstav i det græske og engelske alfabet, der svarer til ”Han”, og det er også det femte bogstav i det hebraiske alfabet, og her betyder det ”vindue”, mens det i Kabbalaen symboliserer kvindens livmoder. I Chozzar (den gnostiske Poseidon) var der fem ministre. Det gælder både kosmisk og billedligt. Poseidon er en ”drage” – iflg. Peraterne (en af de gnostiske sekter) er dragen Chozzar, som de uindviede kalder Neptun, den ”gode og fuldkomne slange”, Naassenernes Messias og symbolet på himlen er Dragen. I den hinduistiske mytologi siger Brahma fem ord eller vokaler ved skabelsen. Fem er den universelle kvintessens, der spreder sig i alle retninger og skaber alt stof. (Se også Brahma, Brahman, Chozzar, Gnosis, Gnostiker, Kabbala, Kali-yuga, Manas, Naassenerne, Pentagram, Pythagoras, Rodrace og Yuga).

Feminine princip
Det feminine princip er årsag til, at den umanifesterede Ene bliver dual. Dualitet, der gennemsyrer kosmos, er ofte symboliseret som maskulin og feminin − mand og kvinde − aktiv og passiv − ånd og stof − sind og krop − positiv og negativ – pluspol og minuspol. De sidstnævnte udtryk foretrækkes på grund af deres mangel på personlige egenskaber. Synonymer for det feminine princip er rodstoffet, Mulaprakriti, den evige kosmiske jomfru, den store Moder, naturens livmoder, den kosmiske ark eller bark osv. I menneskets tankesind er den fysiske forskel, som symbolet rummer, dualitet, og hvis man tænker nedefra og op, vil man nemt begå den fejl, at man tror, at egenskaberne i menneskets fysiske natur er identiske med de åndelige skabninger og deres formskabende kræfter i kosmos. Det medfører fallisk symbolforståelse og pervertering af de hellige symboler. De maskuline og feminine principper er ikke enheder i sig selv, men aspekter af en enhed. Hvert element er sammensat, og derfor betyder ordene maskulin og feminin, som bruges om ethvert element, udelukkende en midlertidig overvægt af den ene eller den anden kvalitet. Forskellen er ikke af principiel karakter, for den er udtryk for en relation, så det, der er feminint i forhold til en ting, kan være maskulint i forhold til en anden. (Se også Dualisme, Dualitet, Fallisk, Fallos, Maskuline princip og Mulaprakriti).

Femte princip
I åndsvidenskaben er det femte princip tænkningens princip, og dermed menes menneskets selvbevidsthed, som er i stand til intelligent at forstå årsag og virkning. Det er en evne, der bevidsthedsmæssigt adskiller mennesket fra dyrene, som har en bevidsthed, der er baseret på instinkt. (Se også Manas).

Femte runde
Den femte rundes menneskelige monader − selv om de er inkarneret i den nuværende fjerde runde – vil for menneskeheden som helhed befinde sig på det psykiske, mentale og åndelige niveau, når menneskeheden når frem til femte runde. Livsbølgerne, der passerer omkring de planetariske kæder, er ikke stive og ufravigelige helheder, sådan at de binder alle mennesker til fuldkommen konformitet sammen med gruppeevolutionen. Det er muligt for nogle individuelle monader i deres egen udvikling at løfte sig over massens livsbølge – på samme måde som et par regndråber kan gå forud for en kommende tordenbyge. Livsbølgens forløbere kan via deres forskellige individuelle inkarnationer afslutte fjerde runde og i det indre − men ikke i fysiske kroppe − erhverve de erfaringer, som livsbølgen som helhed vil aktivere i løbet af femte runde. På den måde oplever de i det mindste en del af femte runde betingelser allerede i fjerde runde. (Se også Monade og Planetkæde).

Fenris
(Oldnordisk). Fenris er nordboernes mytiske ulv, der er dømt til at fortære Solen i slutningen af dens levetid. Fenris er et af de tre uhyrer, der er Lokes afkom. De to andre er Hel, dronning i dødens verden og Iormungandr, som er slangen, der omkranser Jorden i havets dybder. Iflg. den populære fortælling, voksede Fenris så hurtigt, at guderne blev alarmeret at frygt for, at han ville fortære Solen for tidligt, og de forsøgte gentagne gange at holde ham tilbage ved hjælp af tunge kæder, men uden succes. Dværgene smedede en magisk tråd, Gleipner − en elastisk lænke – en lænke, som Fenrisulven kunne bindes med. Dværgene fremstillede lænken af kattetrin, larm, kvindeskæg, bjerges rødder, bjørnesener, fiskeånde og fuglespyt. Den blev så smidig og stærk, at den først brydes ved Ragnarok. Guderne bandt ulven med lænken, men det var kun muligt, da en af guderne, Tyr (Mars), accepterede at holde sin hånd i dens kæber. Tyr ofrede sin hånd, og dermed blev Fenris harmløs indtil slutningen af cyklussen. (Se også Angerboda, Edda, Hel, Jörmungandr og Loke).

Ferho
(Gnostisk). Ferho bruges af Nazarene i Codex Nazaraeus om selve livet, som i sin natur er ukendt og formløs, fordi det er den skabende kosmiske vitalitet inde i formverdenerne. ”Før nogen skabning opstod, eksisterede Herren Ferho”. (Codex Nazaraeus 1,45). Han beskrives som den Højeste Herre af lys og pragt, der er manifesteret som det skjulte kosmiske liv, der findes i Ferho fra evigheden. Hvis de gnostiske navne skal opdeles i en treenighed, placerer H.P. Blavatsky Ferho som øverst i den første treenighed, som består af Ferho, Chaos og Fetahil, der svarer til Faderen, Helligånden og Sønnen i det kristne system. Det er den skjulte eller ikke-manifesterede treenighed, der svarer til den umanifesteret 1. Logos i åndsvidenskabelig litteratur. Samtidig er Ferho ”liv, som ikke er liv”. Ferho er den højeste Gud, som repræsenterer årsagen, der skaber lys eller den usynlige Logos. Ferho kan derfor både betragtes som hinduernes Brahma, den formskabende kosmiske kraft, og som hinduernes Brahman. Kosmisk liv har den samme dobbelte betydning. Der er enten tale om kilden til livet eller det manifesterede liv. (Se også Brahma, Brahman og Codex Nazaraeus).

Feruer
(Persisk). Feruer eller Ferouer stammer fra Fravashi eller Farvarshi. Feruer er et meget mystisk udtryk i den gamle persiske teologi, der generelt betyder et åndeligt slør, en klædning eller et legeme fra en højere og gradvis mere og mere åndelig kilde. Iflg. mystisk tankegang behøver Feruer eller Fravashi ikke nødvendigvis altid at repræsentere en højere åndelig type eller stamme fra en højere gruppe. Hvis den oprindelige guddommelighed ikke er højtstående, vil dens Feruer, klædning eller mørkere aspekt heller ikke være af høj åndelig karakter. (Se også Farvarshi og Fravashi).

Fetich
(Latin). Fetich stammer fra ”feitico” og det franske ”fétiche”. Fetich er en genstand, som er udformet som, belivet af eller beboet af en ånd eller kraft, som tillægges metafysiske evner med magisk styrke, og som derfor kan benyttes som beskyttende amulet. Hos primitive stammer betragtes en Fetich som en slags afgud eller en ånd, der bor i genstanden, og som derfor dyrkes med stor ærefrygt. En Fetich kan derfor være enhver genstand, idé osv., der skaber ubetinget respekt, autoritet eller hengivenhed. Psykologisk kan en Fetich være enhver genstand, der er årsag til en erotisk reaktion eller fiksering. (Se også Amulet, Fetichisme og Talisman).

Fetichisme
(Latin). Fetichisme stammer fra ”facticius”, der betyder ”kunstige”, og det franske ”fétiche”, der er afledt af det portugisiske ”feitico”, der betyder ”trolddom”, ”tryllemiddel” samt det latinske ”facere” – dvs. ”at gøre”. Portugisiske søfolk brugte betegnelsen om de afrikanske indfødtes dyrkelse af kultstatuer. Fetichisme eller fetichdyrkelse er rettet mod bestemte genstande – f.eks. naturlige som en dyretand eller fugleklo, eller det kan være kunstige, som f.eks. et udskåret billede (afgudsdyrkelse). Årsagen er, at man mener, at der er knyttet psykologiske ladninger (naturkræfter) til genstandene. Den psykologiske ladning mystificeres i fetichismen. Fetichisme kan også være dyrkelse af bestemte beklædningsgenstande med det formål at stimulere kønsdriften. Fetichisme kan derfor komme til udtryk som en religion, hvor man tror på og dyrker feticher. Fetichisme kan være en tilbøjelighed til at blive seksuelt ophidset ved at se eller røre bestemte genstande. Det er et levn fra gammel viden om det indbyrdes forhold af alt i kosmos, og brugen af genstande og symboler, der svarer til bestemte kosmiske kræfter, betragtes som et middel til at påkalde disse kræfter. Og fetichisme kan komme til udtryk som overdreven dyrkelse af det materielle på bekostning af det menneskelige. Iflg. Karl Marx er fetichismen et udtryk for kapitalisme, hvor genstandes værdi er vigtigere end menneskers værdi. (Se også Amulet, Fetich og Talisman).

Fiat Lux
(Latin). Fiat Lux betyder ”lad der blive lys” (1. Mosebog 1,3). Her betød lyset den kosmiske tilsynekomst af ”lysets sønner” eller ”lysets hierarki” – dvs. de formskabende Logoi i den hierarkiske enhed. ”Fiat lux ex nihilo” betyder ”lad der blive lys ud af ingenting”, er en anden latinsk sætning, der henviser til påstanden om, at lys blev skabt ud af ingenting, og det er indlysende meningsløst, medmindre man med ”intet” forstår Universets oprindelige kaos, det kosmiske tomrum eller Sunyatha (tomhed). (Se også Sunyatha).

Filioque Dogma
(Latin). Filioque Dogma stammer fra ”filioque” eller ”et Filio”, der betyder ”fra Sønnen”. Oprindeligt i den kristne trosbekendelse erklærede man simpelthen, at man troede på Helligånden eller Ånden, og til den bekendelse tilføjede man ”qui ex Patre procedit”, der betyder ”som udgår fra Faderen”. Senere blev sætningen ”Filioque” eller ”et Filio” tilføjet ved et af den vestlige kirkes rådsforsamlinger. Indsættelsen af formuleringen i trosbekendelsen markerer en af de vigtigste forskelle mellem den vestlige og den østlige kirke. Tidligere var holdningen, at Helligånden udstrømmede fra Faderen og fra Sønnen, mens sidstnævnte altid har holdt fast på den oprindelige kristne tro, at Helligånden var en udstrømning fra Faderen, og derfor er Helligånden feminin af natur, mens Sønnen var en udstrømning fra både Faderen og Helligånden. Derfor er rækkefølgen i den såkaldte vestlige kirke − Faderen, Sønnen og Helligånden, mens den i den østlige kirke altid har været Fader, Helligånd og Søn. Forskellen i rækkefølgen var en af de vigtigste årsager til bruddet i den kristne kirke, som blev opdelt i de to vigtigste oprindelige grene − den tidligere eller græsk-ortodokse kirke, og den vestlige kirke, hvor den romersk-katolske kirke er den typiske og den største.

Fimbulvetr
(Oldnordisk). Fimbulvetr består af ”fimbul”, der betyder ”mægtig” og ”vetr”, der betyder ”vinter”. I den nordiske mytologi er Fimbulvetr den mægtige eller meget lange periode uden liv i de mellemliggende cyklusser i Universets eksistens. Fimbulvetr svarer til sanskritudtrykket Pralaya. I Eddaen er Fimbulvetr synonym med frostgiganten Ymer, som bliver ”slået ihjel” af guderne ved hver ny skabelse. (Se også Edda, Pralaya og Ymer).

Fire
Fire eller 4-tallet er det andet lige tal i talrækken, og dermed har det feminine egenskaber. Pythagoræerne betragtede 4-tallet med særlig respekt, for det var grundlaget for Tetraktys. Fire svarer til en af de Platoniske legemer, Heksaederet, og desuden til firkanten og kvadratet. Det gælder også på det åndelige plan, hvor det følger umiddelbart efter Triaden, som er symbol på udødelighed. I den forstand er det et perfekt tal − den ideelle kilde til de efterfølgende hierarkiske tal på de lavere planer, herunder det fysiske. Det åndelige 4-tal er derfor grundtypen for al skabelse, og det er også det stoflige 4-tal, der er grundtypen for alle tal på astralplanet og det fysiske plan. Pythagoræerne kaldte fire for ”nøglen til naturen”, men det var udelukkende, når de så det sammen med 3-tallet, for så blev summen syv, der er naturens perfekte tal i denne verden. Hermetikerne havde samme idé. Fire var symbol på sandheden, når fire blev udvidet til en terning, for når terningen udfoldes, opstår der en syvdeling. Fire blev betragtet som feminint i forhold til stofplanerne. Fire betragtes kun som maskulint og dynamisk på det højeste plans abstraktionsniveau. Når fire er forenet med tre (ånd), er deres forening symbol på det evige liv i ånden på sin opadstigende bue, og i stoffet er det symbol på det element, der evigt genopstår ved hjælp af forplantning og reproduktion. I åndsvidenskaben betragtes 3, 4, og 7 som hellige tal, fordi de symboliserer lys, liv og forening − i hvert fald i den nuværende Manvantara. (Se også Heksaeder, Manvantara, Platoniske legemer, Pythagoras, Tetraktys og Triade).

Fire ædle sandheder
(Buddhisme). Afhængig af retning præsenteres de fire ædle sandheder forskelligt i buddhismen. Ofte opfattes det fysiske liv som en lidelse, hvor man er bundet til livshjulet – Samsara. Man kan først bryde ud af Samsara, når man har nået oplysning og åndelig erkendelsen. I Buddhas lære indgår fire ædle sandheder om lidelse. Den første ædle sandhed er en konstatering af, at lidelse eksisterer, og Buddha definerer, hvad lidelsen består af. Livet er den lidelse, som består af fødsel, alderdom, sygdom, død, og at være forbundet med det, der er uønsket, og at være adskilt fra det, man har kært. Den anden ædle sandhed er sandheden om lidelsens oprindelse eller årsag. Lidelsen har en årsag, som stammer fra en årsags-/virkningskæde. De tre primære årsager til lidelse er uvidenhed, had og begær. Den tredje sandhed er sandheden om lidelsens ophør. Buddha påviser, at lidelsen kun er midlertidig. Den fjerde og sidste sandhed er vejen, der fører til lidelsens ophør. For at slippe af med lidelsen, kræver det, at mennesket fuldstændigt opgiver og tilintetgør de 12 led i årsagskæden. Det opnås ved at følge den ædle ottefoldige vej (Magga), som fører til fuldkommen erkendelse og Nirvana, som er fuldt oplyst bevidsthed. (Se også Buddha, Buddhisme, Magga og Samsara).

Firewalking
(Engelsk). Firewalking eller ildgang er evnen til at gå barfodet på glødende kul uden at blive skadet og uden at føle smerte. Firewalking er praktiseret af mange mennesker og kulturer overalt i verden. Den tidligst kendte henvisning går helt tilbage til jernalderen i Indien – ca. 1200 f.Kr. Firewalking er en velkendt praksis for mange fakirer, stammefolk, medicinmænd og indviede. Firewalking blev ofte brugt til manddomsprøver og for at teste et menneskes styrke og mod – eller som en religiøs test på styrken i troen. I nutiden bruges Firewalking i forbindelse med erhvervslivets teambuilding seminarer, som en tillidsskabende øvelse. Firewalking bruges også for at vise, at stærk tro eller evnen til at centrere bevidstheden kan give tankesindet magt over stoffet. I Tibet og Indien er man i stand til at skabe en tilstand, hvor man er usårlig over for ild og andre fysiske genstande, og tilstanden kan skabes bevidst og efter behag. Den åndsvidenskabelige forklaring er, at det astrale stof, der allerede eksisterer i mennesket, komprimeres, sådan at der dannes en elastisk skal, som ikke reagerer på fysiske påvirkninger. Fysisk varme registreres ikke af astralt stof. Naturvidenskaben forklarer, at fænomenet skyldes, at den tid foden er i berøring med det glødende kul ikke er nok til at give en forbrænding kombineret med det faktum, at glødende kul ikke er gode varmeledere.

Firfoldighed
De fire lavere principper hos mennesket er iflg. åndsvidenskaben – mentallegemet, astrallegemet, æterlegemet og det fysiske legeme – som er menneskets forgængelige eller dødelige natur – i modsætning til den højere trefoldighed, som er menneskets evige og uforgængelige natur. Der findes mange forskellige måder at opdele Universets sammensætning og dermed også enhver integreret enhed i Universet som f.eks. et menneske. Flere filosofiske og religiøse systemer bruger den samme firfoldige opdeling, som findes i flere hinduistiske systemer. Subba Row gjorde opmærksom på, at den firedobbelte klassificering af menneskets principper i de hinduistiske systemer ikke kun gælder mennesket, men også solsystemet og Universet. Taraka-Raja-Yoga-systemet er måske det mest mystiske og filosofiske af de bramanistiske-yogaskoler. Her opdeles menneskets opbygning i tre Upadhier (grundpiller) plus Atman eller det essentielle Selv. Rækkefølgen er: Atman, Karanopadhi, Sukshmopadhi og Sthulopadhi. (Se også Astrallegeme, Atman, Brahma, Brahman, Karanopadhi, Mentallegeme, Principper, Sthulopadhi, Sukshmopadhi, Taraka-Raja-yoga, Upadhi og Æterlegene).

Firmament
(Latin). Firmament stammer fra ”firmamentum”. Firmament betyder ”støtte”, ”tag”, ”himmel”, og ordet er afledt af ”firmus”, der betyder ”fast”. Firmament bruges sædvanligvis som en betegnelse for himmelhvælvingen. Firmament kombinerer betydningen af støtte, omfang og grænse. Det kombinerer det latinske ord ”firmamentum” (støtte), det græske ”stereoma” (fundament) og det hebraiske ”raqi” (udfoldning eller flade). Den almindelige europæiske betydning er dog himmelhvælvingen eller himlen. Firmament er ofte identificeret med luft i islamisk mystik. I Indien er Firmament det æteriske område, som er Indras domæne, og man kan læse om de 1.008 afdelinger af Deva-loka (gudernes bolig) og Firmamenterne. Firmament har også relation til støtterne, søjlerne eller Kosmokratorerne i mange gamle Kosmogonier, som angiveligt opretholder eller understøtter Universet. I den forbindelse henviser ”vand” på hebraisk ofte til den esoteriske betydning af Æter og dermed en opdeling af vand foroven og vand forneden, men det henviser ikke til almindelig væske. (Se også Deva-loka, Indra, Kosmogoni, Kosmokrator og Æter).

Fisk
I den gamle teologiske eller mystisk tankegang er fisk beslægtet med vand og urhavet. I Dzyans Stanzer kaldes Moderen for ”livets flammende fisk”, og i den egyptiske Dødebog siger den afdøde: ”Jeg er den store Horus’ fisk”. Den esoteriske betydning af fiskesymbolet er guddommeligt, men den teologiske er stort set fallisk. Fiskene, som på sanskrit hedder Mina, er det tolvte og sidste tegn i dyrekredsen, og derfor markerer det afslutningen på en cyklus og begyndelsen på den efterfølgende cyklus. Vishnu som fiske-avatar er både den første og den tiende eller sidste. Og det gælder både for Mahakalpaer og de mindre cyklusser i Mahakalpaerne, og det samme gælder for opdelingen af den nuværende og den tidligere Manvantara. Selv om Fiskene − som det forstås i nutiden − henviser til cykliske forbindelsespunkter i almindelighed og med oversvømmelser og tilsynekomsten af Verdenslærere, betragter man i Vesten Fiskene som en henvisning til Jesus og indgangen til skæringspunktet eller jævndøgnspunktet i Fiskenes tegn. Det græske ”ichthys” (fisk) er blevet gjort til et akrostikon (hvor det første bogstav af hver linje danner et eller flere ord): ”Jesus Christos Theou Yios Soter” (Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser). Jesus, Bakkus, den kaldæiske Dagon og Oannes, den akkadiske Hea, den babylonske Xisuthros, og den hinduistiske Vishnu og Vaivasvata-Manu repræsenterer alle esoterisk set Fiskenes tegn, og dermed er de forbundet med oversvømmelser og Avatarer. (Se også Avatar, Bakkus, Dagon, Dzyans Stanzer, Dødebog, Equinox, Fiskene, Hea, Horus den Anden, Horus den Ældre, Jesus, Kalpa, Maha, Manvantara, Manu, Mina, Oannes, Vaivasvata, Vishnu og Xisuthros).

Fisken
Se Matsyasana (yoga-øvelse).

Fiskene
Fiskene er det 12. tegn i dyrekredsen. Det er et vandtegn, et bevægeligt tegn og et af husene i Jupiter. Fiskene svarer anatomisk til fødderne. Tegnet er det sidste i dyrekredsen, og derfor indvarsler det dyrekredsens første tegn − Vædderen. Det er Omega i udtalelsen: ”Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden”. Det antyder de betingelser, der går forud for begyndelsen eller genfødslen, hvor afslutningen på en cyklus varsler fødslen af den efterfølgende. Stjernetegnets symbol er to fisk − og mytologien rummer beretninger om juveler eller penge, der kastes i havet, og som derefter findes i maven på en fisk. Fortællingen om Jesus har også relation til fisken, og det samme gælder historien om Polykrates. Stjernetegnet forbindes med oversvømmelser, syndflod, verdensfrelsere og overgangen til en ny cyklus efter afslutningen på den gamle. Jonas og fisken er et lignende symbol og historien er en allegori. I det hinduistiske system svarer Mina (fisken eller fiskene), til tallet 5, der kan betragtes som de fem elementer (Pancha-Mahabhutas), der er anerkendt eksoterisk. Fiskenes tegn antyder især det kosmiske element vand − dvs. rum. Det brahmanistiske stjernetegn Mina er under ledelse af Agni − ildens gud. Nogle kristne mener, at Jesus blev født i det øjeblik Solen gik ind i Fiskenes tegn, men tidspunktet for hans fødsel er ukendt, og både hinduer og babylonierne satte på samme måde deres messiasser i relation til fisk og Fiskenes tegn. Fiskenes tegn er desuden forbundet med menneskeskabte fisk – f.eks. Dagon og Oannes. Jakobs tolv sønner i det hebraiske system fik hver især tildelt et af de tolv stjernetegn i dyrekredsen, og det var Zebulon, der fik Fiskene. (Se også Agni, Dagon, Fisk, Jesus, Mina, Oannes, Pancha-mahabhuta og Polykrates).

Fission
I naturvidenskaben (fysikken) er Fission en spaltning af tunge atomkerner i lettere atomkerner og neutroner. I naturen sker der spontan fission, der skaber meget tunge og ustabile kerner. I kernekraftværker bruges induceret fission, hvor en fissionsreaktion sættes i gang ved at beskyde urankerner med neutroner. Den omvendte proces, hvor to lette atomkerner forenes til en tungere, kaldes Fusion. (Se også Fusion).

Fjerde dimension
Fjerde dimension er et emne, der har skabt stor forvirring hovedsageligt på grund af, at man ikke skelner mellem fysiske og geometriske begreber. Fysiske kroppe er 3-dimensionale − hverken mere eller mindre. Genstande med færre eller flere dimensioner er ikke en fysisk krop. I matematik kan man forudsætte så mange eller så få såkaldte dimensioner som uafhængige variable og bruge formuleringen i fortolkningen af fænomener. På den måde kan man fremstille bevægelse eller position i tid med en linje eller en vektor (en størrelse, som er karakteriseret ved både at have en talværdi og en retning), og dermed udtænke en særlig beregning for fortolkningen af fysiske fænomener, som man kan kalde rum-tid kontinuum (sammenhængende hele, som udgør et ikke-afbrudt forløb). Men man tager fejl, hvis man forsøger at forestille sig eksistensen af 1-, 2- eller 4-dimensionale fysiske kroppe. Det er naturligvis let at beregne, hvor mange sider eller kanter, sådan en transcendental krop ville have, hvis man forestiller sig, at den kunne eksistere, men beregningerne har kun en algebraisk funktion. Den form for tågede spekulationer er blevet brugt til at forklare fænomener som spiritisme og ufoer. Men den dimensionale beregning er kun nyttig i forbindelse med fortolkning af ikke-fysiske idéer eller fænomener − f.eks. tanke- eller følelsesfænomener − hvor fysiske begreber er for abstrakte for tankesindet.

Fjerde princip
Det fjerde princip i en syvfoldighed er altid det fjerde eller det midterste. I det syvfoldige menneskes opbygning er det Kama eller følelseslivet, som udgør forbindelsen mellem de højere og de lavere triader. Det fjerde princip er derfor bindeleddet mellem ånd og stof, uanset om det er kosmisk eller det er i mennesket. Princippet bliver fuldt udviklet i løbet af den fjerde runde (planetkæde) som et egnet redskab til det næste og højere princip. Blandt de principper, der skaber verdenerne, betragtes Fohat i sit sekundære aspekt som solenergi, som elektrisk vital væske eller som naturens Kama, som det bevarende fjerde princip. (Se også Fohat, Kama, Planetkæde, Principper og Triade).

Fjørgyn
(Oldnordisk). Fjørgyn, Hlodyn eller Jord var en gudinde, som i nordisk mytologi symboliserede Jorden − dvs. den del af verdensaltet, der hverken tilhørte himmelhvælvet eller underverdenen. Hlodyn er sandsynligvis et andet navn for Fjørgyn. Man kender kun meget lidt til Fjørgyns rolle i den nordiske religion. I skrifterne omtales hun som Odins elskerinde eller hustru, og hun omtales også som mor til Thor. Der er ingen overleveringer om en egentlig religiøs dyrkelse af hende, og der er heller ingen levn fra myter. Fjørgyn var tilsyneladende af jætteslægt, men blev opfattet som en gudinde på samme måde, som andre jættekvinder, der dannede par med en gud. I forskellig tekster omtales Thor enten som Fjørgyns eller Hlodyns søn, og det betyder sandsynligvis at de to navne betegner den samme guddom. (Se også Jord, Odin og Thor).

Flagae
Flagae blev brugt af Paracelsus som betegnelse for en gruppe åndelige skabninger, der svarer til kristendommens skytsengle. Flagae er identiske med det, der i åndsvidenskaben kaldes de højerestående Pitrier eller de seksdobbelte Dhyan-Chohaner. Det er en gruppe af Dhyan-Chohaner, som har udviklet seks af de syv principper i deres natur, hvor de er mere eller mindre integrerede og aktive. (Se også Dhyan-Chohan, Paracelsus og Pitri).

Flagellant
(Latin). Flagellant stammer fra ”flagellare”, der betyder ”pisk” eller ”at piske”. Flagellant er en betegnelse for mennesker, der piner sig selv – især ved piskning. Begrebet bruges som regel om kristne, der straffer kroppen, som de mener, er årsag til deres synder. Flagellantisme var en bevægelse, der opstod i den katolske kirke fra det 13. til det 15. årh. Flagellation var en helt almindelig praksis blandt fanatisk religiøse. Forskellige religioner – herunder Isis-dyrkelsen i slutningen af den egyptiske periode og den dionysiske kult i Grækenland – praktiserede forskellige former for flagellering. Gudinden Kybeles eunuk-præster (kasterat-præster) i det gamle Rom piskede sig selv til blods under den årlige festival kaldet Dies Sanguinis (bloddagen). Kvinder blev f.eks. pisket under romernes Lupercalia-fest for at sikre frugtbarhed. I den katolske kirke blev flagellering i første omgang en slags bod, især i kirkens asketiske klosterordener. Eksempelvis gentog fanatikeren Dominicus Loricatus i det 11. årh. engang en flagellering akkompagneret af en psalter (gammelt harpelignende instrument) hele 20 gange på en uge, og til hver salme gav han sin ryg 100 piskeslag. Flagellanterne stod offentligt frem og optrådte med deres selvpineri i byerne, for at demonstrere fromhed. Flagellering blev indbygget i ritualerne og i processionerne – bl.a. under salmesang. Eksempelvis skulle man, når man sang en salme og var nået til et vers om Jesu lidelse, kaste sig på jorden, uanset hvor snavset, stenet eller smertefuldt området så ud til at være. Og man måtte ikke bevæge sig, hvis der lå noget på jorden, der var årsag til smerte. Flagellantismen havde ikke en central doktrin eller overordnede ledere, men bevægelsen blev populær overalt i Europa. (Se også Dies Sanguinis, Isis, Kybele og Lupercalia).

Flamma
(Latin). Flamma betyder ”ild” eller ”flamme”. Flamma er et alkymistisk eller vestligt hermetisk begreb, der blev brugt til at betegne et af de fire elementer, der svarer til alkymistisk svovl og ånd.

Flammeherrer
Se Kumaraer.

Flammer
Flammer er synonymt med ild, og ild er åndsvidenskabens symbol for ånd, forstået som et aktivt, besjælende princip i modsætning til substans, stof og form. Både flammer og ild er betegnelser, der er lånt fra ildfilosofferne i et forsøg på at gengive den gamle lærdom. Ofte skelner man på samme måde i almindeligt sprogbrug, for her er flammen en del af ilden, men ild er en mere abstrakt betegnelse, mens flammer er mere konkrete. Eksempelvis omtales de intelligente vejledende kosmiske ånder og de astralt og fysisk skabende bygherrer som ”et hierarki af flammer”. Agnishwatta-Pitrier er ”Flammens herrer” eller de intelligente kosmiske arkitekter. Det var dem, der gav tankesindet til menneskeheden, og der hentydes til dem som åndelige skabninger, hvis ild var for ren til skabelse af den fysiske og dødelige menneskehed. For de asiatiske kabbalister eller semitiske indviede betød ”den hellige flamme” det samme som det, der kaldes Anima Mundi eller Verdenssjælen, og derfor blev de indviede kaldt ”den hellige ilds sønner”. Flammen er også en projektion af ilden − eksempelvis som når en flamme fra den guddommelige ild springer ned i stoffet, eller når ildflammer springer ned på et menneske, der inspireres af Helligånden, eller når ilden omgiver hovedet på en indviet. (Se også Agnishwatta, Anima Mundi, Ild, Ildfilosoffer, Kumaraer og Pitri).

Flodhest
(Egyptisk). I hieroglyfskriften betyder billedet af en flodhest ”tung” – og med god grund. Flodhesten er et farligt dyr, men det var ikke det, der fik egypterne til at hade flodhesten – det var flodhestens tyngde og adfærd. Om aftenen kom flodhestene i flokke, og de trampede ind over bøndernes marker. De åd afgrøderne, og alle de afgrøder, de ikke åd, trådte de ned. For et samfund, der levede af landbrug, var det en alvorlig sag, og derfor blev flodhesten symbol på de nedbrydende kræfter i naturen og i kosmos. Osiris (lyset) havde en broder Seth (skyggen eller mørket), der myrdede Osiris, og som viste sig i forskellige skikkelser – bl.a. som hanflodhest. På reliefferne på tempelvæggene i Horus-templet ved Edfu ser man Horus’ kamp mod Seth i skikkelse af den frygtede flodhest. Horus myrder ikke Seth, men han får ham til sidste under kontrol. I det gamle Egypten var flodhesten desuden forbundet med gudinden Taweret, som var den kvindelige modpart til Seth, og hun var mor til solguden. I dødebogen blev Taweret betragtet som en venlig vogter af de afdøde, i modsætning til monsteret Ammit, som er til stede i Dommens Hal i forbindelse med vejningen af den afdødes hjerte (bevidsthed). Ammit er et sammensat fabeldyr med en bagkrop, der stammer fra en flodhest. Ammit repræsenterer Karma, men også frygten for den astrale verden, hvis den afdødes liv havde skabt en Karma, der medførte en opvågnen til selvbevidsthed i Kama-Loka. Flodhesten, krokodillen og frøen var amfibiske dyr med forbindelse til vand, som er det element, der symboliserer Astralplanet. (Se også Amenti, Astralplanet, Edfu, Kama-Loka, Karma, Osiris, Horus, Seth og Taweret).

Fo-hi
(Kinesisk). Fo-hi er ”det himmelske menneske”, som kaldes de tolv T’ien-Hoang − de tolv hierarkier af Dhyanier med ansigter og dragekroppe. De skaber mennesker ved at inkarnere i syv lerstatuer − jord og vand − lavet i form af de tolv T’ien-Hoang. (Se også Dhyani-Buddha og T’ien-Hoang).

Foh
(Kinesisk). Foh er den almindelige kinesiske betegnelse for Buddha. Egentlig betyder Foh kun en ”guru”, der sædvanligvis bor i nærheden af et Buddha-tempel, mens den rigtige betegnelse for Gautama er Foh-Maeyu. (Se også Buddha, Guru og Gautama Buddha).

Fohat
(Tibetansk-mongolsk). Fohat er Logos’ energi eller kraft. Det er Logos’ 3. aspekt eller den kraft, der besjæler stof. Udtrykket betegner Shaktis aktive (dvs. maskuline) potentiale (dvs. feminine reproduktionskraft) i naturen. Det er den skabende kraft i den kosmiske tanke på alle planer. Fohat er den magnetisme, der opretholder forholdet mellem ånd og stof, også efter deres adskillelse. Fohat er derfor den guddommelige tanke eller energi (Shakti), som er manifesteret på ethvert plan i kosmos. Fohat kaldes i sin udifferentierede tilstand også Daiviprakriti – ”Logos’ urlys”. I det fysiske univers er elektriciteten i sine mange former et af Fohats vigtigste udtryk. Fohat kan fortolkes som syntesen af og kontrollen over alle naturkræfterne. Iflg. den tibetanske mester Djwhal Khul (Alice A. Bailey) og H.P. Blavatsky er Fohat kosmisk elektricitet, urlyset, den allestedsnærværende elektriske energi, den universelle fremdrivende livskraft, den evige nedbrydende og opbyggende kraft og syntesen af de mange former for elektriske fænomener. Akasha, i manifestation, kommer til udtryk som Fohat eller guddommelig energi, og Fohat på de forskellige planer er kendt som æter, luft, ild, vand, elektricitet, prana og lignende udtryk. (Se også Akasha, Daiviprakriti, Djwhal Khul, Elektricitet, Fohat-magnetisme, Logos, Prana og Shakti).

Fohat-magnetisme
Fohat-magnetisme er den åndelige magnetisme og elektricitet, som er individuel for hver enkelt enhed fra subatomar (de mindre partikler, som et atom er opbygget af) til galakser. De tolv stjernetegn i dyrekredsen har hver sin Fohat-magnetisme, som tilsammen udgør galaksens karakteristiske kvalitet. De tolv magnetismer, som reelt er seks topolede magnetismer, er også ansvarlige for jævndøgns-præcessionerne. Enhver planetarisk kæde og enhver planet i kæden består ikke alene af sin egen monadiske Svabhavat (substans), men desuden af de tolv Fohat-magnetismer fra de tolv konstellationer, som også er stærkt impliceret sammen med de iboende magnetiske Svabhavat’er i skabelsen af de planetariske kæder og deres respektive planeter. (Se også Fohat, Monade, Planetkæde, Præcession og Substans).

Forbindelser
(Egyptisk). I den egyptiske livsopfattelse er intet adskilt eller uden forbindelse. Alt har forbindelse med alting, for alt er ét. Der foregår derfor uundgåeligt en udveksling og et samspil mellem ethvert menneske og alle levende skabninger i alle naturriger. Det fremgår af Corpus Hermeticum, hvor det hermetiske aksiom bekræfter: ”Som i det store, således også i det små, som foroven, således også forneden, som i det indre. Således også i det ydre”. Aksiomet beskriver i al sin enkelthed egypternes tænkemåde, for den byggede på idéassociationer. Man regner med, at idéassociationer var fundamentet for egypternes magiske teknikker, som muliggjorde transformation af både energi og stof. Deres livssyn indikerer, at højere principper er legemliggjort i deres laveste modsætning, uanset hvad den oprindelige kraft eller årsag har været. I den egyptiske tænkemåde eksisterer der ingen ultimativ gud eller djævel, for alt i den fysiske verden er spejlinger af højere verdener. Derfor eksisterer der intet andet end gradueringer af, hvad der oprindeligt er guddommelig kraft, som er manifesteret i mineralerne, planterne, dyrene, menneskeheden og i Universet.

Fordømmelse
(Latin). Fordømmelse stammer fra ”dammnare”, der betyder ”at fordømme” og fra ”damnum”, der betyder ”at skade”. I kristendommen medfører fordømmelse på grund af de synder, man har begået, evig straf i et rædselsfuldt Helvede, der fungerer som et regulært torturkammer, hvor den kristne Gud opbevarer de sjæle, der ikke troede på de kristne præster. (Se også Himmerige og Helvede).

Forestillingsevne
Forestillingsevnen er evnen til at skabe tankebilleder. Det er en kombination af fantasi (følelse) og mental (tankemæssig) kreativitet og klarhed. Evnen er særdeles vigtig for ”som et menneske tænker, sådan er det”. Åndsvidenskaben oplyser, at energi følger tanken, og det betyder, at positive tanker automatisk skaber en positiv karakter. Forestillingsevnen betragtes som en af sjælens psykiske evner på linje med Clairvoyance og Telepati. (Se også Clairvoyance, Fantasi og Telepati).

Forfatterskab
(Egyptisk). Egyptens ”kunstnere” var anonyme, sandsynligvis fordi de blev betragtet som håndværkere. Men det gjaldt ikke forfattere, som skrev om vigtige emner. Eksempelvis kendes forfatterne til Visdommens Bog, for de skrev deres navne i bogens begyndelse, sådan at læserne kunne se, hvem der talte til dem. Imhotep, som levede i begyndelsen af Gamle Rige, skrev den første kendte bog, Visdommens Bog, og han blev guddommeliggjort i den græsk-romanske periode. (Se også Imhotep).

Form
Form er en af Aristoteles’ tre hypostaser − offer, form og stof − som er et nøglebegreb i senantikkens kristne tænkning, der betegner en substantiel virkelighed. Offer, som repræsenterer afsavn, betyder ikke tomhed eller intethed, for udtrykket henviser til det, der går forud for skabelsen af form. Offer er derfor det aktivt manifesterede liv, som er årsag og kilde til manifestationen − og når det formløse kaldes offer, skyldes det, at formløshed indebærer ubegrænsethed. Form svarer til legemet, og legemet eller legemliggørelsen svarer til sanskritudtrykket Rupa, hvor man skelner mellem Rupa- og Arupa verdenerne – form- og de formløse eksistensplaner. Plotin (ca. 205-270)) udformede læren om de tre hypostaser eller hierarkiske niveauer af den åndelige (immaterielle) virkelighed − det højeste princip (Den Ene), fornuften eller ånden (Nous) og sjælen). Inden for kristendommen er det de tre bestanddele i Treenigheden, dvs. Gud, Jesus og Helligånden, der tilsammen udgør en enhed. (Se også Arupa, Formløs, Nous, Plotin, Rupa og Treenigheden).

Formløs
Formløs svarer til sanskrit-ordet Arupa, der betyder ”uden krop” eller ”uden form”. Absolut formløshed på sit eget plan vil sige at være helt uden kvaliteter, og derfor kan man skelne det formløse fra enhver anden enhed eller genstand. Men ordet betyder snarere uden krop eller form, hvis det ses fra menneskehedens jordiske synspunkt. Derfor indebærer det, at enheder i Arupa-sfærerne eksisterer som udtryk for det, som Platon kalder idéer, der legemliggøres eller antager form på de forskellige lavere planer i en eller anden periode under den meget lange kosmiske eksistens. Kosmisk Pralaya opleves ikke af Arupa-enheder, for det er kun Rupa-enheder, der går i opløsning − men selv om udsagnet er sandt, er det kun sandt set fra et jordisk synspunkt. (Se også Arupa, Manvantara, Platon, Pralaya og Rupa).

Forplantning
De forskellige metoder, som menneskehedens livsbølge har brugt for at forplante sin art på Jorden, er nært knyttet til udfoldelsen af menneskets sammensatte natur, men den er desuden en del af historien om udviklingen af runder og rodracer. Den inkarnerende sjæl i manifestation har en sammensat natur, der svarer til de forskellige stofgradueringer, som sjælen langsomt vikler sig ind i eksistensplan efter eksistensplan, indtil den når den nuværende tilstand. Beviset på de mange tidligere former for racemæssige inkarnationer og de forskellige former for forplantning, kan man bl.a. iagttage i gentagelsen af menneskefosterets udvikling, i de rudimentære organer hos voksne og i de reproduktive metoder, som stadig er fremherskende i de lavere naturriger − plante- og dyreriget. I histologien (dvs. læren inden for lægevidenskab eller biologi om den mikroskopiske struktur og sammensætning af plante- eller dyrevæv), hvor man iagttager celledelingen, viser en mikroskopisk undersøgelse af menneskehedens ældgamle historie serier af materialisationer. I de laveste former for liv er der en homogen masse af protoplasma, der deler sig i to. I næste fase er der en celle med en kerne. Cellekernen deler sig i to underkerner, som udvikles inden for cellevæggen, eller ved at bryde igennem den for at dele sig i selvstændige enheder udenfor. Spaltningen er en kopi af 1. rodraces forplantningsmetode. Den næste type celledeling består af knopskydning, hvor en del af ophavet svulmer ud på overfladen, for til sidst at adskille sig for at vokse op til fuld størrelse som selvstændigt individ. Metoden ser man hos mange grøntsager og hos søanemoner m.fl. Det er en gentagelse af den metode, som den urmenneskelige race udviklede på basis af den første forplantningsmetode. I næste skridt i biologien afkaster forældreorganismen en enkelt celle, der udvikler sig til en flercellet organisme, som er identisk med ophavet, på samme måde som det sker for bakterier og mosarter. Dannelsen af sporer efterfølges af en slags mellemprodukt med tvekønnethed med biseksuelle organer, som er en fast bestanddel af det samme individ − ligesom i planter. Det svarer til forplantningsmetoden ved midten af 2. rodrace. ”Knopperne” er mere talrige, og de blev, hvad zoologer vil kalde menneskelige sporer eller frø. H.P. Blavatsky beskriver dem som ”vitalt sved”. På den måde skete knopskydningen på bestemte årstider, når ophavet eller for-ældreenheden var blevet moden, og derfor skete adskillelsen, på samme måde som det sker for plantesporer eller -frø gør i nutiden. Naturen tog sig af frøene, og udviklede dem i det bedst egnede miljø. På nuværende tidspunkt i udviklingen forekommer der ekstraordinære tilfælde af flere menneskelige fødsler, der antyder den tilstand i forplantningen, som ligger meget langt tilbage i tiden. Efter flere millioner af år udviklede 2. rodrace sig gradvist til den tidlige 3. rodrace, hvor de daværende menneskelige individer var androgyne. De producerede et frugtbart kim, der blev lagt som et æg – og det samme sker for fugle og visse krybdyr i nutiden. Menneskeæggene modnedes langsomt, men til sidst brød spædbarnet frem – meget i overensstemmelse med det, som en kylling gør i nutiden. Hermafroditten i den tidlige 3. rodrace begyndte gradvist at adskille de to køn i de prænatale æg. Det skete under impuls fra de iboende evolutionslove. Og på den måde nærmede rodracen sig en forening med den 4. rodrace, hvor børn stadig blev undfanget i et æg, men de blev i stadigt stigende antal født fra livmoderen, på samme måde som det sker i nutiden. Rækken af forplantningsmetoder har ikke alene været i overensstemmelse med de skiftende forhold i runder og rodracer, men det ses nu i de rodracer, hvis tid er næsten omme, hvor rodracernes afslutning fremskyndes ved hjælp af en usædvanlig sterilitet hos kvinderne. Den eksisterende metode til forplantning er − ligesom alle de foregående − en forbigående fase til skabelse af menneskekroppe, og den vil med tiden blive en del af menneskets udviklingshistorie, og andre formeringsmetoder, der allerede er varslet, vil tage den nuværende metodes plads. Efterhånden som mennesket udvikler sig på den opstigende udviklingsbue, udvikler det sin højere natur, og menneskets afkom vil blive skabt af mennesket selv, og kilden vil være menneskets frivillige, åndelige og intellektuelle skabende kræfter. (Se også Rodrace).

Forsete
(Oldnordisk). Forsete i nordisk mytologi er søn af Balder og Nanna. I Yngre Edda beskrives han som retfærdighedens gud, der mestrer at løse indviklede konflikter, og han er ordfører på Asernes ting. Forsete er gud for retfærdighed, der svarer til Lipikaerne, der er Karmas Herrer. Han bor på det guld- og sølvglinsende slot Glitner (den lysende), med vægge af guld og tag af sølv, som han fik af sin far. Han kører angiveligt med en gylden okse. (Se også Edda, Karma og Lipika).

Fortabte sjæle
Se Transmigration.

Forudsigelse
Se Prækognition.

Fravashi
(Avestan). Fravashi eller Fravahr på pahlavi og Fravati på gammel persisk, består af ”fra”, der betyder ”før”, og ”var”, der betyder ”at vokse lodret”, ”stige opad” eller ”at være sand”. Fravashi er alter ego eller den oprindelige sandhed eller det åndelige modstykke til enhver enhed. Fravashi er den indre kraft, som opretholder og udvikler enhver skabning. Oprindeligt var Fravashi det samme som hinduernes Pitrier eller romernes Manes, dvs. de evige og guddommeliggjorte sjæle af de afdøde, men i tidens løb fik Fravashi en bredere betydning, som ikke kun gjaldt afdøde mennesker, men også guder og endda fysiske objekter. I Yasna (zarathustrisk bog på 72 kapitler) nævnes der fem forskellige evner til at forstå eller fem stadier af bevidsthed: Ahu, Daena, Baudha, Urvan og Fravashi (behovet for opstigende udvikling). I Bundahish iværksætter Ahura-Mazda en forberedende skabelse af uudviklede og immaterielle eksistenser. Det er prototyperne, Fravashier eller skytsengle, som er åndelige støbeforme til de åndelige og materielle skabninger, der skal skabes efterfølgende. Før den materielle skabelse rådførte Ahura-Mazda sig med Fravashierne (lysets børn), og menneskehedens skytsånder valgte at bekæmpe modstanderen, Ahriman, i kropslig form. Kosmisk set er der tale om den overjordiske dublet af de lavere himmelske skabninger − den kosmiske Kristus eller den universelle ånd. (Se også Ahriman, Ahu, Ahura-Mazda, Bundahish, Daena, Kosmisk Kristus, Manes, Pahlavi, Pitri og Yasna).

Frelse
Frelse er et begreb, som bruges både i religionen og i åndsvidenskaben. Det bruges som regel i betydningen frigørelse fra trældom, redning eller genrejsning. Jesus viste menneskeheden, hvordan mennesket får adgang til det overmenneskelige rige ved at frigøre kraften fra den iboende Kristus (Kristusbevidstheden), der findes i personlighedsaspektet i menneskets indre.

Frenologi
(Græsk). Frenologi stammer fra ”phren”, der betyder ”mellemgulv”, som dengang blev opfattet som center for sjæl og forstand og ”logi”. Frenologi er læren om, at man kan bedømme et menneskes karakteregenskaber og psykiske egenskaber på grundlag af kraniets ydre form. Det er en pseudo-videnskabelig lære, som hverken teoretisk eller empirisk har naturvidenskabeligt grundlag, og derfor betragtes Frenologi som forældet.

Freya
(Oldnordisk). Freya er den nordiske gudinde for kærlighed og skønhed. Freya er datter af Njord, havets guddom, hun er søster til Freyr, som er frugtbarhedens og agerdyrkningens gud, og hun er af Vanernes slægt. Freya svarer nærmest til Venus og Isis-Hathor. I Eddaen er Freya moder til guder på samme måde som Aditi er det i Vedaerne. Hun er gudinde for moderskabet, familien og menneskeheden. Hun er identisk med tyskernes nordiske Frea, og i sit laveste aspekt blev hun tilbedt som den omsorgsfulde Moder Jord. På brystet bærer hun en ”brændende juvel”, Brisingamen, der repræsenterer menneskehedens fineste karakteregenskaber. Hun sidder på sin gyldne trone, der er vævet af gyldent lys, og hun har tre guddommelige jomfruer som tjenestepiger. Freya er beskæftiget med at spinde gyldne tråde som belønning til gode mennesker. Hun svarer til den græske Afrodite og den romerske Venus. Hun er både Isis og Diana, og hun er også tyskernes mægtige jæger, Holdra, som var skytsengel for landbrug og kvinders håndværk. Holdras navn og navnene Huld og Hulda kan være beslægtet med den skandinaviske skabning, der er kendt som Huldra. Hun er desuden Ceres-Demeter, som beskytter landbruget, Månen og naturen. Fredag er dedikeret til Freya. Freya skal ikke forveksles med Frigga. (Se også Aditi, Afrodite, Alfheim, Ceres, Demeter, Diana, Edda, Freyr, Frigga, Isis, Njord, Hathor, Vaner og Veda).

Freyr
(Oldnordisk). Freyr, Frej, Frøj eller Fro betyder ”herre”. Freyr stammer fra ”fro”, der betyder ”frø” eller ”kim”. Man mener, at navnet Freyr er beslægtet med det gotiske ”frauja” og det angelsaksiske ”frea”, som også betyder ”herre”, samt det svenske ord ”frojda”, der betyder ”fryde”. Freyr var den nordiske gud for frugtbarhed. Hans far var Njord – gud for havet, handel og fiskeri. Hans søster var Freya, og i de islandske skrifter – både den Ældre og den Yngre Edda − beskrives Freyr som en af Vanerne, der er den ene af gudeslægterne i den nordiske mytologi. Freyr var en af de vigtigste guder i den nordiske religion. Han var særligt knyttet til afgrøder, landbrug, velstand og frugtbarhed. Statuetter med en stor Fallos fortolkes normalt som afbildninger af Freyr. Iflg. Snorre Sturlason blev Freyr betragtet som stamfar til den mytologiske ynglingeslægt, der anses for at være Sveriges ældste kongeslægt. I Uppsala var der statuer af guderne Odin, Thor og Freyr, og det antyder, at det var de tre maskuline guder, der var vigtigst i området. Freyrs hjemland var Alfheim. Han ejede skibet Skidbladnir og galten Gullinbursti. Den mest omfattende myte om Freyr findes i Edda-digtet ”Skirnismal” (Skirners færd), der fortæller om Freyrs voldsomme forelskelse og ægteskab med jættekvinden Gerd. (Se også Alfheim, Edda, Fallos, Freya, Gullinbursti, Njord, Odin, Skidbladnir, Skirner, Skirnismal og Thor).

Fri vilje
Fri vilje er den iboende kraft eller evne til at vælge. Fri vilje er guddommelig i sin oprindelse, og hver skabning i kosmos giver til en vis grad bevidst eller ubevidst udtryk for fri vilje, som udvikler alle skabninger fremad mod deres essens. Fri vilje er derfor en betegnelse for evnen og styrken til uafhængigt og frivilligt at kontrollere sine egne handlinger. Men fri vilje er ikke alene et spørgsmål om at kunne fortage et valg mellem to muligheder. Viljen er fri, når sjælen henter sine motiver fra kilder, der befinder sig på højere niveauer end sjælen, og når valget ikke påvirkes eller aktiveres af ydre kilder eller af personligheden. Hvis fri vilje ses i det perspektiv, har gennemsnitsmennesket ingen fri vilje. Det har udelukkende frie valg. Alt i skabelsen har imidlertid sit eget essentielle kendetegn eller Svabhava, og den universelle trang stimulerer til selvudfoldelse og selvbevidsthed, og derfor har enhver enhed sin relative andel af den iboende frie vilje. Evolution er baseret på dannelsen af den monadiske essens og udfoldelsen af de indre evner, men evolution kan ikke opstå af sig selv − den skal stimuleres af noget, der befinder sig uden for. Den ene guddommelige vilje er kraften bag udviklingen på alle eksistensplaner i hele kosmos. Derfor har hver enkelt enhed i den guddommelige enhed sin specifikke andel af frit valg og kraft til at udtrykke det, der er inde i enheden. Fri vilje er imidlertid svagt manifesteret som en passiv eller automatisk handling i atomets hvirvlende elektroner, men også i stoffets karakteristiske handlinger, som f.eks. sammenhængskraft, polaritet og elektricitet. Det samme gælder i forskellig former for vegetation, inden for dyrenes aktiviteter, i mennesker under udvikling og i de fuldkomne mennesker, der kaldes guder − og videre op i skalaen for eksistens. Viljen fungerer som en indre trang, der får monaden til at afkaste sit legeme i mineralriget for at iføre sig et nyt i planteriget. Planteriget forlades igen for at fortsætte udviklingen i dyreriget. Igen forlader monaden dyrerigets former for at antage menneskelig form, hvor den udvider sin indflydelsessfære, fordi den nu handler mere eller mindre selvbevidst. Den karma, der møder et menneske, repræsenterer betingelser, som det ikke hverken vælger eller ofte ikke ønsker i den aktuelle inkarnation, men alligevel er betingelserne i overensstemmelse med den frie vilje, for responsen er et resultat af alle menneskets tidligere aktioner, som nu kommer til udtryk i reaktioner. Reaktionerne stammer fra årsager, som blev aktiveret i det nuværende eller i tidligere liv, og reaktionen er forbundet med de tidligere valg. Det er derfor en selvpålagt skæbne − men det er ikke fatalisme, fordi mennesket har frihed til at beslutte, hvordan det vil møde resultaterne af de valg, det beslutter i forhold til sig selv. Karma er matematisk præcis − både fysisk og metafysisk − men involverer konstant nye valg baseret på skelneevne, og derfor kan virkningerne måles på en glidende skala. Den frie vilje har en automatisk fase for forskellige instinktive aktiviteter hos lavere livsformer. Ubevidste skabninger er beskyttet, og derfor styres de af højere viljer, som kommer til udtryk i de såkaldte naturlove − selv for de dyr, der instinktivt vælger at følge deres egne indre impulser eller Svabhava. Ubevidst har de viljen til at være sig selv og ikke kopiere andre. Deres frie vilje er præcist afstemt med deres bevidsthed, ligesom ethvert menneskes frie vilje, der er i overensstemmelse med de højere grader af intelligens og den voksende intuition. På den måde har mennesket kraft til at arbejde med sin udvikling, og det overmenneskelige rige vokser dermed i styrke. Den individuelle bevidste indsats arbejder mod en konstant udvidelse af balance og harmoni med den guddommelige vilje. Alligevel har ingen enkelt skabning eller enhed en fuldstændig ubegrænset og fuldkommen fri vilje uden ansvar. Som følge af den relative ufuldkommenhed, og at den uundgåeligt er underordnet højere viljer, udvikler enhver enhed sig på en skala, der går fra enhedens egen fase af ufuldkommenhed til gradvis større fuldkommenhed. De, der befinder sig på de højere trin af den hierarkiske stige, er villige til i stadigt større grad bevidst at følge den overordnede guddommelige vilje, som alt i skabelsen er underlagt. (Se også Fatalisme, Karma og Svabhava).

Frigga
(Oldnordisk). Frigga, Frigg eller Frija på oldtysk, Frea på langobardisk (et uddødt sprog, der blev brugt af langobarderne, et germansktalende folk, der slog sig ned i Italien i det 6. årh.) og Frige på oldengelsk, er den gudinde, der var Odins hustru og moder til Aserne (guderne) på samme måde som Aditi er det i Vedaerne. Hun er naturen, og i sit laveste aspekt er hun Moder Jord. Det er Frigga, der spinder skyerne (tågerne), og hun kender enhver skabnings skæbne. I Valhalla ”modtager hun halvdelen af de faldne” – dvs. Odins krigere, der kæmper dagligt på Vigridsslatten (indvielsessletten). Frigga har været forbundet med planeten Venus, men det er en position, der reelt tilhører Freya, som Frigga ofte forveksles med. I nordisk mytologi − den nordligste gren af germansk mytologi − er Frigga omtalt som en gudinde, der er forbundet med forudviden og visdom. Friggas børn med Odin er tordenguden Thor og guden Balder. (Se også Aditi, Aser, Balder, Freya, Odin, Thor, Valhalla og Veda).

Frixos
(Græsk). Frixos – som hed Phrixus i den græske mytologi − var søn af Athamas (Boiotiens konge) og Nefele (skyernes gudinde). Frixos og hans tvillingesøster Helle var hadet af deres stedmor, Ino. Ino udtænkte en listig plan for at slippe af med tvillingerne. Hun afbrændte alle Bøotiens sædekorn, så det ikke var muligt at tilså markerne. De lokale landmænd, der var bange for hungersnød, spurgte et nærliggende orakel til råds for at få hjælp. Ino bestak mændene, der blev sent til oraklet for at lyve og fortælle, at oraklet krævede, at Frixos og Helle blev ofret. Men inden de blev dræbt, lykkedes det for Frixos og Helle at blive reddet af en løbende, flyvende og svømmende vædder med gylden uld. Den var sendt til dem af deres biologiske mor Nefele. Under vædderens flyvetur besvimede Helle, og hun faldt af vædderen og druknede i Dardanellerne, som blev omdøbt til Hellespont (Helles hav), men Frixos overlevede hele rejsen til Kolchis, hvor kong Aeetes, der var søn af solguden Helios, tog sig af ham og behandlede ham godt. Kongen gav sin datter Chalciope til Frixos, og de blev gift. I taknemmelighed ofrede Frixos vædderen til Zeus, og han forærede kongen vædderens gyldne skind. Aeetes hængte skindet op i et træ i den hellige lund i Ares, og skindet blev bevogtet af en drage, der aldrig sov. Frixos og Chalciope fik fire sønner − Argos/Argus, Phrontis, Melas og Cytisorus − som senere slog sig sammen med Argonauterne. Argonauterne var en gruppe af helte i den græske mytologi, som i årene før den trojanske krig, ledsagede Jason til Kolchis i et forsøg på at finde det gyldne skind. Navnet stammer fra deres skib, Argo, der blev opkaldt efter bygherren Argus. Argonauter betyder bogstaveligt ”Argos sømænd”. (Se også Gyldne skind, Helle, Jason og Zeus).

Frostgiganter
(Oldnordisk). Frostgiganter, Frostkæmper, Rimturser eller Hrimthurser stammer fra ”hrim”, der betyder ”rim”, og ”thurs” eller ”thruse”, der betyder ”gigant”. I den nordiske mytologi var Frostgiganterne eller Rimturserne kæmper fra kuldens rige Niflheim, som truede verden med rimfrost og evig vinter. I Eddaerne er Frostgiganterne tunge, ubevægelige, tankeløse og dumme for at give et indtryk af deres egenskaber som dødt, inaktivt stof, der endnu ikke har antaget form eller er organiseret på nogen måde. De svarer til grækernes Kaos eller Chaos. De repræsenterer tidsaldrene uden liv, som findes i perioderne mellem Universets manifestationer. De svarer til sanskritordet Pralaya (hviletilstand). Grafisk beskriver de en fase med total kulde og ubevægelighed, hvor ingen atomer bevæger sig, og derfor eksisterer der absolut intet. Lemmerne fra den Frostgigant, som de skabende guder brugte til at genoprette livet i Universet, kaldte man Ymer. Mordet på Ymer markerer skabelsen af verdenerne, hvor guderne ”rejste bordene” (sfærerne), og hvor guderne festede og drak store mængder mjød (erfaringer). Frostgiganterne blev angiveligt født fra Ymers fødder. Ymer bliver derefter til Aurgelmir, idet han forvandles til den urlyd (ligesom ”i begyndelsen var Ordet”), som indleder den række af vibrationer eller kvaliteter, som Universet består af. Guderne er energier eller bevidstheder (Monader) på udviklingens forskellige niveauer, og giganterne eller kæmperne er deres fysiske former, og selv om formernes levetid er meget lang, er den alligevel tidsbegrænset. Giganternes døtre repræsenterer kortere livsperioder. (Se også Edda, Kaos, Monade, Niflheim, Pralaya og Ymer).

Frø
Se Heket.

Frøatom
Frøatom er en anden betegnelse for det permanente atom. (Se også Permanent Atom og Talentkerne).

Frøstillingen
Se Mandukasana (yoga-øvelse).

Fugl Fønix
(Græsk). Fønix stammer fra ”phoinix”, der betyder ”purpur”, og det er desuden en betegnelse, der ligger til grund for navnet Fønikien, for indbyggerne handlede oprindeligt med det populære farvestof. Fuglen Fønix er et fabeldyr, der er kendt fra den persiske mytologi, hvor den er et symbol på genfødsel. Fugl Fønix findes også hos de gamle grækere og romerne, men det er uden tvivl de gamle egyptere, der var ophav til idéen, for i Egypten var Fugl Fønix identisk med Benu-fuglen. Benu-fuglen var en hejre, og Fugl Fønix ligner en hejre. Fugl Fønix blev ofte brugt som motiv på de romerske kejseres mønter. Ifølge legenden lever der ét enkelt eksemplar af fuglen ad gangen. Den dukker op med 500 eller 1.000 års mellemrum. Fugl Fønix brændte sig selv i sin rede, og kort tid efter genopstod den af sin egen aske og løftede sig højt på himlen. (Se også Benu).

Fugl Fønix
(Græsk). Fønix stammer fra ”phoinix”, der betyder ”purpur”. Det er desuden en betegnelse, der ligger til grund for navnet Fønikien, for indbyggerne handlede oprindeligt med det populære farvestof. Fuglen Fønix er et fabeldyr, som er kendt fra den persiske mytologi, hvor den er symbol på genfødsel. Fugl Fønix findes også hos de gamle grækere og romerne, men det er uden tvivl de gamle egyptere, der var ophav til idéen, for i Egypten var Fugl Fønix identisk med Benu-fuglen. Benu-fuglen var en hejre, og Fugl Fønix ligner en hejre. Fugl Fønix blev ofte brugt som motiv på de romerske kejseres mønter. Iflg. legenden lever der ét enkelt eksemplar af fuglen ad gangen. Den dukker op med 500 eller 1.000 års mellemrum. Fugl Fønix brændte sig selv i sin rede, og kort tid efter genopstod den af sin egen aske og løftede sig højt på himlen. (Se også Benu).

Fugl Phoenix
Se Benu og Fugl Fønix.

Fulgur
(Latin). Fulgur betyder ”lyn”, som er et aspekt af Zeus eller Jupiter som kosmisk gud. Jupiter Fulgur eller Fulgurans var Jupiter, når han udtrykker sin kraft som lyn. Jupiter Fulgur blev af de kristne kaldt Oelicius og fordømt som ”sjælen af lyn”. (Se også Zeus).

Fung Shui
(Kinesisk). Fung Shui elle Feng Shui betyder vind, regn eller vand. Fung Shui er videnskab og kunst, som forsøger at realisere det ideelle mål, som er ethvert menneskes bolig – landsby eller by, marker, den omkringliggende egn, veje, porte, templer − faktisk alt det, der er forbundet med menneskets aktiviteter på Jorden, skal være placeret og konstrueret på en måde, så Universet så fuldstændigt som muligt kan stimulere dem med positive påvirkninger. Fung Shuis kontrolmyndighed er angiveligt de tre Buddhaer (Trisarana). Det er derfor et aspekt, hvor taoismen blander sig med buddhismen. Fung Shui kaldes også Khan Yu (himmel og jord) i Han-litteraturen. (Buddha, Buddhisme, Tao og Trisarana).

Fusion
Fusion betyder ”at forene”. I åndsvidenskaben bruges ordet oftest i betydningen forening af sjæl og personlighed − eller om en gruppe, der fungerer som en enhed. Naturvidenskabeligt er fusion en betegnelse for en fysik proces, hvor mindre atomkerner forenes til en større atomkerne med biprodukter (som f.eks. neutroner). Fusion udløser store mængder energi i form af varme og gammastråling. Fusionsprocesser spiller en afgørende rolle i Universets udvikling og har i nyere tid fået stor teknologisk betydning. Den omvendte proces, hvor større atomkerner spaltes i mindre, kaldes Fission. (Se også Fission).

Fylgje
(Oldnordisk). Fylgje eller Fylgja (flertal: Fylgjor) er en skytsånd eller en såkaldt ”følgeånd”. Det er en metafysisk skabning – en slags dobbeltgænger – og i den nordiske mytologi antog de ofte dyreskikkelse, der ledsagede et menneske og repræsenterede menneskets personlighed. Fylgjor blev også præsenteret som kvindelige skabninger (Fylgjukonur), der fungerede som slægtsbeskyttere. De mindede derfor meget om de kvindelige skytsånder, man kaldte diserne. Man kontaktede fylgjor i drømme, men clairvoyante var i stand til at se et andet menneskes fylgje. (Se også Dis, Diser, Hamingja og Valkyrie).

Fysiologi
Fysiologi er læren om organismens livsfunktioner. Fagområdet grænser op til både anatomi og biokemi. Nervesystemet, fordøjelsen, stress og de fysiske sanser hører under fysiologien.

Fåreavl
(Egyptisk). I det gamle Egypten havde man forskellige ord for ”får” – navnlig ”baa” og ”khenum”, der muligvis er et gammelt semitisk ord (på arabisk ”ghanam”). Fåreavlerne producerede primært to fåretyper: Ovis longipes palæegyptiaca, som var store og havde lang hale og snoede horn, der stod vandret ud fra siderne af hovedet. Vædderne havde imponerende horn og store manker. Fårearten uddøde imidlertid. Den anden fåretype var det lille Sahara-får – ovis platyra ægyptiaca – som efterhånden blev udbredt langs Nilens bredder. Der var mange guder med vædderhoveder i Egyptens historie, og det ældste eksempel, man kender på en mumificeret vædder, stammer fra 1. dynasti, men man ved, at vædderguder eksisterede i før-dynastisk tid. (Se også Amon og Khnum).

Fænomen
(Græsk). Fænomen stammer fra ”phainomenon”, der er afledt af ”phainesthai”, som betyder at ”vise sig” eller ”komme til syne” (Platon) for sansningen. Ordet bruges i åndsvidenskaben om ydre virkninger, der skyldes indre eller metafysiske årsager. Et fænomen er en genstands illusoriske ydre i modsætning til dens indre væsen – dens numenon. Fænomen er derfor det, der i almindelighed kaldes ”virkeligt”, fordi det er noget ydre og objektivt, der kan ses og fornemmes med de fysiske sanser, men som reelt er illusorisk og ”uvirkeligt”, fordi det er foranderligt og midlertidigt. Ordet Fænomen bruges også om pludselige begivenheder, hvor årsagen er ukendt.

Fødsel
I åndsvidenskaben repræsenterer fødslen inkarnationens begyndelse, men der kan desuden skelnes mellem inkarnationens virkelige fødsel eller begyndelse, der finder sted, når menneskets sjæl begynder at skabe legemer af de indre bevidsthedsplaners stof omkring sit eget center. Før for den fysiske fødsel skabes et mentallegeme (tankelegeme), et astrallegeme (følelseslegeme), et æterisk legeme (fysisk energilegeme), som er støbeform for det fysiske legeme (handlingslegeme). (Se også Astrallegeme, Mentallegeme og Æterlegeme).

Fødselshoroskop
Et fødselshoroskop er et horoskop, der er baseret på det tidspunkt, hvor et barn kom til verden. Helt præcist opstilles horoskopet fra det første åndedrag, hvor barnet bliver en selvstændig skabning, der har frigjort sit fysiske legeme fra moderen og fra hendes iltforsyning. (Se også Astrologi og Horoskop).

Følelse
Iflg. åndsvidenskaben er følelser udtryk for hjernens registrering af svingninger i Astrallegemet. (Se også Astrallegeme).

Følelseslegeme
Se Astrallegeme.

Første Mellemtid
(Egyptisk). Første Mellemtid er en periode, der adskiller Gamle Rige fra Mellemste Rige. Første Mellemtid varede mere end to århundreder – ca. 2155-2040 f.Kr. – og den omfattede 7.-10. dynasti. En revolution afsluttede Gamle Rige, og Manetho beskriver frustrationen: ”7. dynasti med 70 konger, der regerede i 70 dage”. Egyptens grænser blev ikke vogtet, og beduinstammer spredte terror i Deltaet. Derefter ankom prinserne fra Herakleopolis til Faijum under omstændigheder, der ikke kendes. De tog kongelige titler, og dannede 9. og 10. dynasti. Ca. et århundrede senere begyndte et oprør i Theben under Antefs lederskab, og det blev begyndelsen på 11. dynasti. Efter lange kampe vandt Mentuhotep I (ca. 2134-1991 f.Kr.) og genoprettede Dobbeltriget og indledte Mellemste Rige. (Se også Faijum, Mellemste Rige og Mentuhotep).


Side : 1
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook