Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Ka
(Egyptisk). Ka, som i flertal hedder ”kau”, kan forklares åndsvidenskabeligt. Egyptologerne kalder de gamle egypteres ”ka” for et abstrakt begreb, som ikke kan forklares, og årsagen er angiveligt, at der ikke findes et almindeligt anerkendt begreb, der svarer til egypternes ”ka”. I åndsvidenskaben er ”ka’en” detaljeret beskrevet, og en ”ka” er menneskets astrallegeme eller følelseslegeme. Astrallegemet er ganske vist usynligt for den fysiske synssans, men mennesket er altid til stede i sin ”ka” eller i sit astrallegeme. De gamle egyptere pointerede, at når et menneske blev født, blev ”ka’en” født med mennesket, og ”ka’en” forblev hos mennesket hele livet. Om natten under søvnen er mennesket levende og bevidst til stede i astrallegemet, når det forlader det fysisk-æteriske legeme. Og efter den fysiske død befinder den afdøde sig permanent i ”ka’en” eller astrallegemet. ”Ka” er et ord, der normalt oversættes med ”dobbelt” eller ”dobbeltgænger” på samme måde som linga-sarira eller æterlegemet. Iflg. åndsvidenskaben er ”ka’en” som sagt identisk med astrallegemet – menneskets følelseslegeme – og egypterne fortalte, at mennesket efter den fysiske død kunne forlade graven eller mumien i sin ”ka” og frit bevæge sig omkring. Åndsvidenskabeligt er det logisk, for det er nøjagtig det samme mennesket gør om natten under søvnen og efter den fysiske død, for når mennesket er frigjort fra det fysiske legeme kan det frit bevæge sig omkring i sit astrallegeme. Gudinden Nephthys er en personificering af menneskets astrallegeme, og esoterisk set er hun astralplanets gudinde. Det betyder, at hun også symboliserede astralplanet. Udtryksmåden ”at gå til sin Ka” betød ”at dø”, for i døden forlod en egypter sit fysisk-æteriske legeme (”khat” og ”khaibit”) og blev overført til astrallegemet (”ka’en”). Statuer af afdøde, som blev placeret i mastabaerne, blev kaldt ”ka”-statuer. Statuerne fungerede som fokus-punkter for de efterladte, for den afdøde kunne ”belive” statuen, når de efterladte besøgte mastabaen. Begravelsesritualet var desuden rettet mod den afdødes ”ka”, for ritualet var henvendt til den ”døde”, som i virkeligheden var levende og bevidst til stede på astralplanet i sin ”ka”– sit astrallegeme. Et levende menneske kunne i specielle tilfælde opleve sin ”ka” blive ophøjet af faraoen. Guderne havde også en ”ka”, eller de kunne skabe dem. Hver guddom havde angiveligt mange legemer – eksempelvis siger en tekst, at guden Ra har syv ”bau” (sjæle) og 14 ”kau” (legemer). Selv byer havde angiveligt en ”kau” eller en dublet på astralplanet. ”Ka” findes også på sanskrit, men i en anden betydning. ”Ka” på sanskrit stammer fra ”kah” eller ”kas”, der betyder ”hvem”. Hvem − personificeret som en guddom − har en esoterisk betydning, og det er navnet på Brahma som skaber eller Prajapati. ”Ka” er også det uforståelige eller ubeskrivelige − et udtryk for, at man afviser at give et navn til det, som er navnløst og ubeskriveligt, og derfor svarer det til Parabrahman. (Se også Astrallegeme, Astralplan, Brahma, Khaibit, Khat, Linga-sarira, Mastaba, Nephthys, Parabrahman, Prajapati, Sahu og Æterlegemet).

Kaaba
(Arabisk). Kaaba, Ka’baen eller Kaabeh er en bygning i Mekka, der er hellig for muslimer. Den helliggjorte sorte sten er fokus for muslimernes ærefrygt. Den er placeret i det sorte hjørne − det sydøstlige hjørne (Sa-fa). Stenen kom angiveligt direkte fra himlen. Oprindeligt var den hvid som sne, men efterhånden blev den sort på grund af menneskehedens synder. Den hvide sten, der betragtes som Ismaels grav, befinder sig i den nordlige side, mens Abrahams sted er mod øst.

Kabbala
(Hebræisk). Kabbala, Kabbalah, Kabala eller Cabala stammer fra ”qabal”, der betyder ”at modtage” eller ”overdrage”. Kabbala eller kabbalisme er betegnelsen for jødernes filosofiske system. Det er en almindelig antagelse, at den kabbalistiske mysterielære bygger på overleveringer fra den tidligste jødedom, men alt tyder på, at den stammer fra Østen og det gamle Egypten. Kabbalaen handler om menneskets indre udvikling, og kabbalaen er tydeligvis baseret på de gamle egypteres opfattelse af menneskets trefoldighed og skabelsens tre niveauer – ånd, sjæl og personlighed. De tre niveauer kaldte egypterne ”ka” (astralplanet og følelseslivet), ”ba” (mental-/kausalplanet og tanke-/sjælelivet) og ”A” (det guddommelige plan og det åndelige liv). Egypternes ”Ka-Ba-A” blev til kabala, kabbala eller kabbalah, og repræsenterede dermed menneskets totalitet – ånd, sjæl og personlighed. De tre niveauer var tredelt, for hvert niveau blev repræsenteret af en treenighed eller en gudetriade – en gud, en gudinde og en gudesøn – ånd, stof og bevidsthed. Tredelingen med de tre triader skabte egypternes kendte 9-gudekreds, der var skabelonen for jødernes kabbala. Kabbalisme bruges i daglig tale som synonym for den tal- og bogstavmystik, som kabbalisterne benytter. Den jødiske kabbalismes hovedværker er Sepher ha Zohar og Sepher Yetzirah. Kabbala er en disciplin, der ofte beskrives som mystisk. Det skyldes, at kabbalaen er en esoterisk forklaring på og kommentar til de hebræiske hellige skrifter. Kabbalaen er den esoteriske fortolkning af den hebræiske religion. Jødernes kabbala stammer som sagt primært fra Egypten, men den repræsenterede desuden kaldæernes hemmelige lære. Den blev efter sigende først nedskrevet af rabbi Moses de Leon i det 13. årh. Før den tid blev den overleveret mundtligt fra en indviet til udvalgte disciple, og derfor blev den kaldt ”traditionen”. Ezekiels, Daniels og Enoks bog i Det Gamle Testamente og Johannes’ åbenbaring i Det Nye Testamente er kabbalistiske bøger. Kabbalaen repræsenterer derfor også en esoterisk forklaring på og kommentar til de hebræiske hellige skrifter. Historisk set mener man, at der skete en forenkling af en stor del af kaldæernes hemmelige kabbala, som blev forvandlet til et skematisk system, der måske blev omsat til en nedskrevet form i Zohar af rabbiner Shim’on ben Yohai. Det arbejde, der har overlevet til nutiden via middelalderens kabbalister, er en samling fra det 13. årh., der sandsynligvis er fortaget af Moses de Leon. De vigtigste lærdomme i kabbalaen handler om det, der er uforståeligt i det guddommelige og det ufattelige Alt (Ain-Soph), om den guddommelige udstråling af Sephiroth – dvs. kosmologi – og om skabelsen eller udstrålingen af engle og mennesker og deres skæbne. Den jødiske kabbala er som sagt afledt af den kaldæiske kabbala, og den studerende, der accepterer nutidens kabbalistiske værker og rabbinernes fortolkninger i Zohar, tager alvorligt fejl, for den ægte kabbalistiske lærdom er meget gammel. I nutiden indeholder den jødiske kabbala ikke meget andet end ruiner, fragmenter og meget forvrængede rester af det oprindelige system, som var nøglen til alle religiøse systemer. Det ældste system og den kaldæiske kabbala var identiske. H.P. Blavatsky refererer til et værk, der ikke længere eksisterer − kaldæernes ”Tallenes Bog” − som er det oprindelige grundlag for kabbalaen. Systemet er helt sikkert meget gammelt, men ligesom fragmenter af andre systemer − uanset om de er religiøse eller filosofiske − stammer kabbalaen direkte fra Østens oprindelige hemmelige lære. Dens oprindelse går gennem Vedaerne, Upanishaderne, Orfeus, Thales, Pythagoras og Egyptens mysterieskoler. Den jødiske kabbala er – selv om den i sin nuværende form er delvist lemlæstet − et mere eller mindre trofast ekko af den universelle arkaiske visdomsreligion. (Se også Ain-Soph, Astralplan, Ba, Enok, Ka, Kabbalist, Kaldæerne, Kausalplan, Mentalplan, Orfeus, Pythagoras, Sephiroth, Upanishader, Veda og Zohar).

Kabbalist
(Hebræisk). Kabbalist stammer fra Q B L H, som blev til KABALA eller kabbala, som oprindeligt var en uskrevet eller mundtlig tradition. En kabbalist er et menneske, der studerer den hemmelige videnskab, og som forsøger at fortolker og forklarer den skjulte mening med skrifterne ved hjælp af den symbolske kabbala. Tamaim var jødernes første kabbalist, som levede i Jerusalem ved begyndelsen af det 3. årh. f.Kr. Jødernes kabbala er en dårlig kopi af kaldæernes kabbala, og den inkluderede desuden meget af den persiske visdom eller ”magi”. Historien omtaler glimtvis berømte kabbalister lige siden det 11. årh. Fra middelalderen og frem til nutiden har der været et meget stort antal lærde og intellektuelle mennesker, som har studeret kabbala. De mest berømte var Paracelsus, Henry Khunrath, Jacob Böhmen, Robert Fludd, Jan Baptist van Helmont, abbed John Trithemius, Cornelius Agrippa, kardinal Nicolao Cusani, Jerome Carden og Pave Sixtus IV. Der var desuden kristne forskere som Raymond Lully, Giovanni Pico de la Mirandola, Guillaume Postel, Johann Reuchlin, Henry More, Eugenius Philalethes (Thomas Vaughan), den lærde jesuit Athanasius Kircher og Christian Knorr von Rosenroth. Desuden kan nævnes Sir Isaac Newton, Gottfried Wilhelm Leibniz, Francis Bacon, Baruch de Spinoza osv. − listen er uendelig lang. (Se også Bacon, Francis og Kabbala).

Kabiri
(Græsk/fønikisk). Kabiri, kabeiri, kabeiroi, kabarim, kabirim, kabiria eller på latin cabiri er navnet på nogle meget mystiske guddomme, der blev tilbedt i næsten alle lande i Mellemøsten. De blev bl.a. tilbedt som guder i Samothrake og på Limnos (øen, der var dedikeret til Vulcanus), og folkeligt blev de opfattet som kosmiske dværge, der var sønner af Vulcanus (Hefaistos), og de mestrede kunsten at arbejde med metaller. Kabiri var en fællestitel. Eksempelvis omtaler Herodot dem som ildguder og oplyser, at Vulcanus er deres ophav. De var både maskuline og feminine, guder og dødelige, jordiske, himmelske og kosmiske. H.P. Blavatsky kalder kabirierne for de syv guddommelige titaner, som var identiske med de syv rishier, der blev reddet fra oversvømmelsen af Vaivasvata-manu. Det var de ”berømte og mægtige mennesker” (gibborim) fra perioden med de tidligste atlantiske underracer, dengang Lemurien endnu ikke var helt forsvundet. I 5. rodrace var det de lærere, som egypterne og fønikerne kaldte kabirier, grækerne kaldte titaner og hinduerne kaldte dæmoner og daityaer. Kort sagt var kabirierne identiske med kumaraer og rudraer, og de var klassificeret som dhyani-buddhaer eller elohim i jødisk teologi. De styrede tankesindet, og det medførte, at mennesket kunne udvikle kunst og videnskab og opbygge civilisationer. Kabirierne var tæt forbundet med både solild og jordisk ild. De svarer til åndsvidenskabens kumara-agnishwatta-manasaputra – dvs. kumaraer i deres rene guddommelighed − agnishwattaer, dvs. ”de, der har smagt ilden” eller sol-lhas (dvs. ånd eller guddommelig skabning) − og manasaputraerne, der er ”tankesindets sønner”, som i medlidenhed påtog sig det tunge kors at inkarnere for at hjælpe den kæmpende menneskehed med at komme videre i udviklingen. De er opdelt i grupper på tre, fire eller syv. Navnene på de fire er Axieros, Axiokersa, Axiokersos og Kadmos. Det var meget mystiske og magtfulde guddomme i den arkaiske periode, men uanset hvilket navn man giver dem, svarer de til dhyani-buddhaer og dhyanier i de kosmiske hierarkier i nutidens åndsvidenskab. De svarer til ærkeengle og engle i den kristne hierarkiske orden. Det er grunden til, at de er børn af den kosmiske åndelige ild, for ilden svarer til den udstrømmende lysende og varmende stråleglans fra det kosmiske tankesinds hierarkier. Kabirier er de mest gådefulde guddomme i den arkaiske visdomsreligion, og tilbedelse af kabirierne − uanset hvilket navn man gav dem − var præget af en høj grad af åndelig og filosofisk dybde og dyb religiøs hengivenhed. Kabiri var også gådefulde guder i Israel, hvor nogle − eksempelvis Terah, Abrahams far – blev tilbedt under navnet teraphim. Hos de kristne betragtede man kabirier som djævle og dæmoner på trods af, at ærkeengle er direkte transformeringer af kabirierne. (Se også Agnishwatta, Axieros, Daityaer, Dhyan-chohan, Dhyani-buddha, Elohim, Gibborim, Hefaistos, Kadmos, Kumaraer, Manasaputra, Manu, Rishi, Rudra, Titaner, Vaivasvata og Vulcanus).

Kadmilos
Se Kadmos.

Kadmon
Se Adam Kadmon.

Kadmos
(Græsk). Kadmos eller Kadmilos var en af kabirierne. Han var søn af Agenor, som var en græsk sagnkonge i Fønikien. Han var bror til Europa, og hun var Harmonias ægtemand. Kadmos var far til Semele. Han var den legendariske grundlægger af Theben. En afskyelig drage bevogtede Ares’ kilde, men Kadmos dræbte dragen, trak dens tænder ud og såede dem i jorden. Op af jorden voksede adskillige bevæbnede krigere, som i en blodig kamp dræbte hinanden – bortset fra fem, der blev Thebens helte. Kadmos byggede byen med hjælp fra de soldater, der voksede frem fra tænderne. Han og hans kone blev til sidst forvandlet til slanger af guderne. Man mener, at det var Kadmos, som indførte et alfabet i Grækenland. Det var muligvis baseret på 16 tegn, som stammede fra enten Egypten eller Fønikien, men i Indien var bogstaverne kendt og brugt af indviede tidsaldre før Kadmos. Han tilhører en gruppe af helte, der efterfulgte dynastierne af guder og halvguder, og han var ophav til de dødelige og deres læremester. Kadmos blev nogle gange identificeret med Hermes, for Hermes blev tilbedt på Samothrake som fædrenes gud under navnet Kadmos eller Kadmilos. (Se også Hermes, Kabiri og Semele).

Kadosh
(Hebræisk). Kadosh eller kodesh stammer fra ”qodesh”, der betyder ”indviet”, ”helliggjort” eller ”helligt”. Kadosh er noget, der er udvalgt med henblik på tempeltilbedelse. Men mellem ordets etymologiske betydning og dets senere betydning, hvor det blev forbundet med kadeshim (”præster”, der er udvalgt til bestemte tempelritualer), opstod der en meget stor forskel. Ordene kadosh og kadeshim blev brugt i Anden Kongebog som et temmeligt fornærmende ord, for Bibelens ”kadeshuth” var identisk med nautch-pigernes arbejde og pligter i nogle hindu-templer. Nautch er en af flere stilarter i populære danse, der blev udført af piger, der var kendt som nautch-piger. Mærkeligt nok blev udtrykket kadosh både antaget og brugt i flere grader inden for frimureriet, der var forbundet med tempelridderne. (Se også Bibelen, Qodesh og Qodesh qodashim).

Kadra
(Sanskrit). Kadra eller Kadru var Kasyapas hustru og mor til Kapila. Det var en race af nagaer (”slanger” eller indviede), og der fandtes angiveligt kun tusind af dem. De var født eller snarere udsprunget fra Kadra, Kasyapas kone, og det var hensigten, at de skulle befolke Patala. (Se også Kapila, Kasyapa, Naga og Patala).

Kadush
(Gnostisk). Kadush stammer fra det hebræiske ”qadosh”, der betyder ”hellig” eller ”indviet”. Kadush er ”den hellige”, og det er en betegnelse for Solen i Codex Nazaræus. (Se også Codex Nazaræus).

Kaf
(Persisk). Kaf, Kaph, Ghaf, Kaofa (på avestan) eller Kafor (på pahlavi) betyder ”bjerg”. I den persiske tradition henviser Kaf til det hellige mytologiske bjerg, som på mange måder kan sammenlignes med hinduernes Mount Meru, der betragtes som bolig for guderne, og som er et sted, hvor helte rejste hen for at nå det hellige land, der ligger ved bjergene. Helten Hushenk red dertil på sin tolvbenede hest, mens Tahmurath rejste på sin vingede hest. Bjerget er hjemsted for Simorgh eller Angha − den legendariske visdomsfugl. I ”Aghre-Sorkh” (”Det røde intellekt”), der er skrevet af det 12. årh. mystiske filosof Sohrevardi, kaldes Ghaf ”intellektet bolig”. Bjerget har elleve toppe, der omslutter verden, og kun indviede kan passere dem. Han oplyser, at Gohar-e-Shab Afrooz – juvelen, der lyser om natten − kan findes på Mount Ghaf. Juvelen modtager sin glans fra Touba-træet, som vokser på Mount Ghaf. (Se også Hest, Kailas, Meru, Simorgh og Tahmurath).

Kagyu
(Tibetansk). Kagyu, kagyupa eller kagyud praktiserer mundtlig overlevering. Kagyu er den næstældste af Tibets fire religiøse hovedskoler. Den er også kendt som ”skolen for hviskede formidling”, og den betragtes som en af Himalayas seks vigtigste skoler inden for tibetansk buddhisme. De fem andre er Nyingma, Sakya, Jonang, Bon og Gelugpa. Sammen med Sakya og Gelugpa-skolerne er Kagyu klassificeret som en af de nye formidlingsskoler, fordi den først og fremmest følger Vajrayana eller den tantriske lære, der er baseret på de såkaldte ”nye tantraer”. Sammen med Nyingma- og Sakya-skolerne er det en dugpa- eller rødhue-sekt. (Se også Bon, Dugpa, Gelugpa, Jonang, Nyingma, Sakya, Tantra og Vajrayana).

Kah-dum-pas
(Tibetansk). Kah-dum-pas eller bka’ gdams pa (ka-dam-pa) er den første ”reformerede” skole for tibetansk buddhisme, som blev grundlagt af den indiske buddhistiske lærer Dipamkara Srijnana eller Atisa (982-1048 e.Kr.). Han kom til Tibet i 1042 e.Kr. Tshong-kha-pa ses og betragtes som Atisas efterfølger, og gelugpa-ordenen kaldes af og til for ”ny ka-dam-pa”. (Se også Dipamkara og Gelugpa).

Kahuna-tro
(Hawaiiansk). Kahuna-tro er de oprindelige indbyggeres tro på Hawaii. Troen forsvandt, da øerne blev kolonialiseret af europæerne, og en af myterne siger, at troen blev forbudt af den hvide mand. Der fandtes flere forskellige typer af kahuna. En anden myte siger, at kahuna var den hawaiianske betegnelse for en shaman, og at betegnelsen stadig bruges af nogle hawaiianere. (Se også Shaman).

Kailas
(Sanskrit). Kailas, Kailasa eller Mount Kailas er et højt bjerg i Himalaya nord for Manasarovar-søen, som også kaldes Manasa-søen. Metafysisk repræsenterer Kailas ”himlen” eller ”gudernes bolig”. I mytologien er det Shivas paradis. Kuvera − guden for rigdom − har angiveligt også sit palads på Mount Kailas. (Se også Kaf, Kuvera, Meru og Shiva).

Kailem
(Hebræisk). Kailem betyder ”beholder” eller ”legeme”. Kailem er krukkerne, der fyldes fra kilden til ”livets vand”. Udtrykket bruges om de 10 sephiroth, og betragtes som den oprindelige kilde til alle kosmiske kræfter. Nogle kabbalister mener, at kilden manifesterer Universet via 22 kanaler, som er repræsenteret af de 22 bogstaver i det hebræiske alfabet, og på den måde skaber de 10 sephiroth 32 veje til visdom. (Se også Kabbala og Sephiroth).

Kaimarath
(Persisk). Kaimarath er den sidste race af før-menneskelige konger. Kaimarath er identisk med Adam Kadmon. Kaimarath er en sagnagtig persisk helt. (Se også Adam Kadmon).

Kain
(Hebræisk). Kain eller Gayin stammer fra ”qayin”, der betyder ”spyd”. I Bibelen er Kain søn af Adam og Eva. Kain dyrkede jorden, men han blev jaloux på sin bror Abel over den offergave, Abel gav til Herren. Iflg. legenden (Genesis) dræbte Kain derfor Abel. Allegorien betyder, at her skaber den maskuline del af den duale Adam − Jehovah-Kain – Abel i Eva, efter at han har skilt sig ud fra Eva − den første naturlige kvinde − og dermed udgydes det jomfruelige blod. Kain og Abel repræsenterer 3. rodrace eller hermafrodittens kønslige todeling. Kain er den første morder, og hver 5. mand i hans slægtslinje er morder. I Talmud omtales hans slægt detaljeret, og der er 13 mordere på slægtslinjen efter Kain. Det er ikke tilfældigt. Shiva er nedbryder og ødelægger, men han er også opbygger og genskaber. Kain er morder, men han er også den, der skaber nationer. Han er en slags opfinder. I bibelsk slægtshistorie er der en slægtslinje efter Kain, som består af Enok, Jarad (eller Irad), Mehujael, Methusael og Lemek, hvis sønner var Jubal, Jabal og Tubalcain. Seths slægtslinje − Adams og Evas tredje søn − er Enos, Kenan, Mehalaleel, Jarad, Enok, Metusalem, Lemek og Noah (iflg. Første Mosebog). H.P. Blavatsky kalder det resultatløs at forsøge at afkode Kains og Seths stamtavler eller at prøve at skjule navnenes identitet med en anden stavemåde. De er alle (kabbalistiske) symboler på sol- og måneår, på astronomiske perioder og fysiologiske (falliske) funktioner, nøjagtig som enhver anden hedensk symbolsk overbevisning. (Se også Abel, Adam, Bibelen, Enok, Eva, Fallisk, Genesis, Jabal, Jubal, Lemek, Metusalem, Noah og Talmud).

Kainitter
(Gnostisk). Kainitter er en gnostisk kristen sekt fra ca. 100 e.Kr., som blev opkaldt efter Kain i Det Gamle Testamente. Kainitterne nævnes af Irenæus og andre kirkefædre, men der er få informationer om dem. De betragtede angiveligt Kain, Esau og Judas som menneskehedens forbilleder. De var meget kritiske i forhold til Det Gamle Testamente og mente, at frelsen kun kunne opnås ved at bryde alle de gammeltestamentlige love og overskride alle moralske grænser.

Kaivalya
(Sanskrit). Kaivalya er afledt af ”kevala”, der betyder ”alene” eller ”isoleret”. Kaivalya er et udtryk for det ultimative mål i yoga, og ordet oversættes med ”ensomhed” eller ”adskillelse”. Det er begreber, som er identiske med moksha og nirvana. Kevala, Kaivalya og kaivalya-mukti møder man i Upanishaderne – bl.a. i Svetasvatara, Amrtabindu og Muktika. I Yogatattva Upanishad står der: ”Kaivalya er selve åndens karakter – den højeste tilstand (Paramam Padam). Kaivalya er udelt, pletfri og den direkte intuition af den universelle eksistens, intelligens og lyksalighed. Kaivalya er fri for fødsel, eksistens, nedbrydning, anerkendelse og erfaring. Det er det, der kaldes visdom”. Efter hinduismens fremkomst i det magtfulde Vijayanagar imperium i det 14. årh., oplevede veerashaivismen stor vækst i det sydlige Indien. Nogle af tidens lærde – eksempelvis Nijaguna Shivayogi (ca. 1500 e.Kr.) – forsøgte at forene veera-shaivismen med Shankaras advaitisme. Hans bedst kendte værk er Kaivalya Paddhati. (Se også Moksha, Mukti, Nirvana, Parama, Upanishader og Yoga).

Kakodæmon
(Græsk). Kakodæmon stammer fra ”kako”, der betyder ”lavtstående” eller ”ond”, og ”daimon”, der betyder ”gud” eller ”geni”. En kakodæmon er derfor en ond dæmon eller mørkets ånd. Kakodæmon er det modsatte af agathodæmon, der er en betegnelse for den gode, hjælpende ånd eller genius. Det er et gnostisk udtryk, der betegner den nederste ende eller pol på den dobbelte slange. I en forstand er det Skorpionen i modsætning til Jomfruen, som er herre over lavere riger, og menneskets frister, men den forvandles til en støtte, hvis den konfronteres og overvindes. (Se også Agathodæmon, Gnostisk, Dæmon og Midgårdsorm).

Kala
(Sanskrit). Kala stammer fra roden ”kal”, der betyder ”at beregne”. Kala handler om tid eller en tidsperiode − især en verdensperiode (svarer til yuga), og dermed også om menneskets livscyklus, som afsluttes med døden. Eller måling af tid – f.eks. fire timer, som er en periode på tredive kashthaer. Kala blev ofte personificeret og symboliseret af Yamas egenskaber – Yama, der er underverdenens konge og dommer over de afdøde. Filosofisk bruges kala om den uendelige tid i manifestation, om noget der varer uendeligt, men hvor der forekommer afgrænsede cykliske perioder. Kala er også en lille del af noget − især en 1/16 – men kala er også en cyklus, som nogle gange angives som 1/900 del af en dag − 1,6 minutter 1/1800 − 0,8 minutter − osv. Det bruges også om de syv elementers substrater eller dhatuer i menneskets legeme − kød, blod, fedt, slim, urin, galde, sæd. Der er 3015 kalaser eller atomer i de enkelte dhatuer. Kala betyder desuden mørk eller mørkfarvet som sort eller mørkeblå, og det er et navnet på Shiva eller Rudra og planeten Saturn. (Se også Dhatu, Rudra, Shiva, Yama og Yuga).

Kala Brahma
(Sanskrit). Kala Brahma er et andet navn for guden Sabda Brahma. Det er et gådefuldt navn for akasha eller det astrale lys, som er kilden til metafysiske lyde og kraften i mantraer. Sabda Brahmas legeme kaldes shad-ja, og det er den grundlæggende tone i hinduernes toneskala. Det er først, når en yogi har studeret de grundlæggende lyde, at det er muligt at se Kala Brahma − dvs. at opfatter ting i astrallyset. (Se også Akasha, Astrallys, Mantra og Shad-ja).

Kala-chakra
(Sanskrit). Kala-chakra betyder ”tidens hjul”. Kala-chakra omtales i den tibetanske Dus-Kyi-Khorlo, der er en del af Kanjur, som er genskrevet af Tsong-kha-pa. Kala-chakra er også et synonym for yuga eller cyklus. (Se også Chakra og Yuga).

Kalagni
(Sanskrit). Kalagni består af ”kala”, der betyder ”tid”, og ”agni”, der betyder ”ild” eller ”flamme”. Kalagni er derfor ”tidens flamme”. Tidens flamme henviser til, at tiden uundgåeligt fortærer eller regenererer alle manifesterede skabninger og ting. Kalagni er betegnelsen for guden Hari, som er nedbryder eller genskaber af alt. Kalagni er desuden en guddommelig skabning, som er skabt af Shiva − et monster med 1.000 hoveder. Det er en betegnelse for Shiva, der betyder ”skæbnens ild”. (Se også Hari og Shiva).

Kalahansa
(Sanskrit). Kalahansa eller kalahamsa betyder ”Jeg er Ham, Jeg er Ham, Jeg er Ham”. Kalahansa er derfor ”Guds ånd, der svæver over vandene”. Kalahansa er en ”fugl”, en ”svane” eller en ”gås”, som kaldes ”evighedens svane”, for den befinder sig i og hinsides tiden. Den sætter sig på en lotusblomst og svæver over urhavets rene, levende vande. Kalahansa er derfor symbol på evigheden – ”det, der hverken fødes eller dør”. Kalahansa er en betegnelse for Parabrahman, men det er også en titel, der benyttes om det menneske, der har passeret 3. indvielse – anagamin. I sit før-kosmologiske aspekt bliver kalahansa både Brahman eller Brahma − mørket eller det ukendte − og tidens og rummets ”svane”. Orientalister (eksperter i Orientens sprog og kultur) skriver i deres eksoteriske tekster og oversættelser, at kalahansa er Brahma-Prajapatis legeme, men det er en misforståelse. De kalder Brahman − som er intetkøn − for kalahansa, og den maskuline Brahma for hansa-vahana, fordi ”hans legeme er en svane eller en gås”. Det er en rent eksoterisk forklaring. Hvis Brahman − det uendelige − er alt, hvad orientalisterne påstår og desuden i overensstemmelse med Vedanta-teksterne, som oplyser, at der er tale om en abstrakt guddom, som ikke karakteriseres ved nogen menneskelig egenskab, og hvis det samtidig påstås, at ”Han” eller ”Det” kaldes kalahansa, hvordan kan det så esoterisk og logisk blive vahan for Brahma, den manifesterede gud? Det er lige omvendt. Svanen eller gåsen (hansa) er symbol på den maskuline eller midlertidige guddom Brahma og udstrømningen fra urstrålen, der fungerer som vahan eller legeme for den guddommelige stråle, som ellers ikke kunne manifestere sig i Universet, for den er nemlig selv en udstrømning fra mørket – i hvert fald når det opfattes med menneskets intellekt. Det er derfor Brahma, der er kalahansa, og strålen, som er hansa-vahana. Den første årsag havde intet navn i begyndelsen. Senere blev den første årsag afbilledet på grundlag af nogle tænkeres fantasi, hvor den blev fremstillet som en evig, usynlig og mystisk fugl, der oprindeligt lagde et æg i kaos, og ægget blev Universet. Derfor kaldes Brahma for kalahansa − ”tiden og rummets svane”. Han blev betragtet som ”evighedens svane”, der lægger et ”gyldent æg” i begyndelsen af hver mahamanvantara. Det symboliserer den store cirkel − eller det store O − som er et symbol for Universet og dets sfæriske legemer. Hamsa eller hansa er analog med rosenkreuzernes pelikaner. Det er det hellige og mystiske navn, som gik forud for navnet kala (tiden for en verdensperiode). Man finder de samme idéer i Zohar, hvor Ain-Soph (det uendelige og ubegrænsede) stiger ned i Universet for at manifestere, men her bruger man Adam-Kadmon (menneskeheden) som symbol på legemet. (Se også Adam-Kadmon, Ain-Soph, Anagamin, Brahma, Brahman, Hansa-vahana, Kala, Kalihansa, Maha, Manvantara, Parabrahman, Prajapati, Purusha, Rosenkreuzer, Vedanta og Zohar).

Kalaka
(Sanskrit). Kalaka er en af døtrene til danava Vaisvanara. Kalaka og hendes søster Puloma var mødre til 30 millioner af Kasyapas danavaer. De siges at have levet i Hiranyapura (”den gyldne by”), som svæver i luften. I én forstand er det Solen, og i en anden forstand er det rummets æteriske områder, der er støbeform til det fysiske univers. Deres børn blev kaldt Kalakanjaer og Paulomaer. (Se også Danava, Danu, Kasyapa og Puloma og Vaisvanara).

Kalanabha
(Sanskrit). Kalanabha består af ”kala”, der betyder ”sort”, og ”nabha”, der betyder ”navle”. Et navn for asuraen Taraka. (Se også Asura og Taraka).

Kalapa
(Sanskrit). Kalapa omtales som et sted i Vayu-Purana, og det ligger angiveligt på den nordlige side af Himalaya og derfor i Tibet. Matsay-Purana oplyser, at Kalkiavatarens genkomst vil ske fra Kalapa (stavet Katapa). (Se også Kalkiavatar, Matsay-Purana og Puranaer).

Kalavatti
(Sanskrit). Kalavatti omtales i Hari-Purana som en ung pige, der vækkes fra de døde af Krishna. (Se også Krishna og Puranaer).

Kalavingka
(Sanskrit). Kalavingka, Kuravikaya eller Karanda m.fl. er ”udødelighedens fugl med den søde stemme”. Fuglen er naturligvis allegorisk og ikke-eksisterende, men den er alligevel blevet identificeret som cuculus melanoleucus. Den repræsenterer et af de ædleste aspekter i menneskets opbygning, og esoterisk set er der tale om sjælen eller det højere ”Selv”. Stemmen kan høres på et bestemt stadie, når man praktiserer dhyana-yoga. Dhyana-yoga er en åndelig-intellektuel kombination med streng psykiske kontrol, som intet har at gøre med hatha-yoga. Det siges, at Kalavingkas stemme vækkede kong Bimbisara, og på den måde reddede det ham fra en kobraslanges hug. Det er en legende, som betyder, at en vismand kan redde sig fra angreb af den lavere kundalinislange ved at løfte bevidstheden til kundalinikraftens højere aspekter. (Se også Dhyana-yoga, Hatha yoga, Kundalini, Paramita og Uræus).

Kaldæer
Kaldæerne tilhørte oprindeligt 3. rodraces 7. underrace, som er mysterieskolens meget fjerne forgængere i den nu glemte geologiske historie. De var forgængerne for de, der senere blev kaldt kaldæere sammen med hinduistiske, egyptiske, persiske og fønikiske vismænd. I kaldæernes optegnelser omtales der guddommelige dynastier, som gik forud for de menneskelige konger, og der omtales en cyklus på 432.000 år. I deres gamle optegnelser har man fundet kilden til de oprindelige allegorier i den bibelske kosmogoni (læren om verdens skabelse og udvikling). Kaldæernes matematiske og astronomiske lærdom var berømt i alle de gamle civilisationer omkring Middelhavet. Ordet kaldæisk betød ofte blot en begavet magiker eller astrolog. I Bibelen omtales de normalt som babyloniere. Kaldæernes racemæssige ophav og den oprindelige kilde til deres hemmelige viden findes i Centralasien, for i en lang periode for ikke så mange titusinder af år siden havde området et optimalt klima, og det blev fyldt med folkerige byer og store landområder, hvor jorden blev dyrket intensivt. Området var beboet af et folk, der ikke er nutidens befolkning underlegen, og i nogle henseender var fortidens befolkning nutiden overlegen hvad angår viden og indsigt. (Se også Bibelen og Kosmogoni).

Kalender
En kalender er en skematisk oversigt over et tidsrum, som regel mindst et år. Alle kendte kalendere er inspireret af de store himmellegemers faste, periodiske tilbagevendende kredsløb. Hvis den esoteriske viden var bevaret, ville de cykliske bevægelser og perioder være uløseligt forbundet med alle andre aspekter i det esoteriske system. I nutiden er de oprindelige kalendere gået tabt, og de er udelukkende blevet rekonstrueret for at skabe oversigt over civile eller kirkelige formål. De har ingen anden betydning. Tidligere markerede de retningen på den kosmiske evolution og menneskeracernes rækkefølge. Surya-siddhanta oplyser antallet af planeternes kredsløb i 4.320.000 år og mange andre tilsvarende data. Surya-siddhanta er angiveligt et resultat af iagttagelser over en meget lang periode, der er baseret på indsigt i matematikken bag de kosmiske og jordiske cyklusser. Kalenderen eller det astronomisk-astrologiske skema siges at være udarbejdet af den atlantiske astronom og magiker Asuramaya. Mayaerne i Yucatan havde et kalendersystem, som er delvist tydet, og det rakte langt tilbage i fortiden. I mayaernes kalender finder man ikke kun de velkendte cyklusser for måne- og solåret, men også andre som f.eks. Venus’ synodiske omløbstid med præcise perioder på 250, 280 eller 360 dage. I egypternes kalender brugte de tidsmålinger for tre forskellige år. Det ene var et år på 365 dage, som er tilpasset den julianske år eller en Sothis-periode på 1.460 år. Sothis er det samme som Sirius. Måneåret med 12 måneomløb er meget gammel, og tidligere blev måneåret næsten brugt universelt, men ofte kombineret med solåret. Og måneåret bruges stadig i forskellige systemer med interkalation eller skudår for at tilpasse kalenderen til det tropiske år. Hvad angår perioderne på 280 og 260 dage kan man spekulere på, om tallene bare blev brugt som noget praktisk i forbindelse med beregningen, eller om de er baseret på reelle cyklusser, der ikke bruges i nutidens astronomi. De 280 dage er åbenbart forbundet med kvindens svangerskab og prænatale periode. De to årlige tidspunkter for equinox i forhold til stjernetegnene er ofte omtalt som vigtige tidspunkter for de gamle civilisationers begivenheder − og cyklusser af successive konjunktioner af alle eller i hvert fald af de fleste planeter er ofte nævnt i arkaisk litteratur af forskellige folkeslag. Det er derfor indlysende, at tidsstrukturen giver nøglerne til forståelsen af udviklingen i verdenerne og racerne. Og det er klart, at viden om alle cyklusser og deres skæringspunkter og kombinationer i et symmetrisk og grundigt videnskabeligt system vil være i stand til at reducere, hvad der i nutiden opleves som kaotisk. (Se også Annus Magnus, Asuramaya, Equinox, Siddhanta og Surya-siddhanta).

Kali
(Sanskrit). Kali betyder ”den sorte”. Det er navnet på den syvtungede Agni − ildguden, som er en sort, brændende flamme. Det sorte eller mørket har altid været forbundet med den før-kosmiske nat i esoterisk forstand – dvs. pralaya, som gik forud for Universets opvågnen og manifestationerne af liv. Derfor forestiller Kali den før-kosmiske visdom. Der er tale om en gådefuld spejlvending, som naturen manifesterer næsten overalt, for det højeste er afspejlet i det laveste, og derfor er den sorte, brændende flamme desuden den kondenserede, brændende, magnetiske vitalitet i de laveste materielle verdener. I den forstand står Kali ofte for ondskab. Senere blev Kali eller Kali-devi en titel på Shivas hustru, Parvati, på grund af Parvatis voldsomme og destruktive natur. Kali er et indisk symbol på det guddommelige som den evige ”Moder natur”. Kali er en gudinde, der repræsenterer den kvindelige shakti-energi. Kali er den gudinde, der opsuger eller eliminerer urenheder og uretfærdigheder. Transformationen af guddommen til de kosmiske kræfters store gudinde opstod i kombination med Devi Mahatmya (”gudindens herlighed”), hvor det siges, at hun udsprang fra øjenbrynene på gudinden Durga (dæmonernes drabsmand), hvorefter tilbedelsen af det feminine princip antog nye dimensioner. Gudinden blev ikke alene livets mystiske kilde − hun var desuden selve stoffet. Det var hende, der formede alt og fortærede alt. Kali afbildes som en sort kvinde med fire arme. I den ene hånd bærer hun et sværd. I den anden hånd holder hun en dræbt dæmon. Og med de to andre hænder opmuntrer hun sine tilhængere. Kalis dramatiske udseende har resulteret i mange fortolkninger af hendes natur. Hendes sorte farve symboliserer hendes altfavnende, vidtspændende natur. Årsagen er, at sort er den farve, som alle andre farver smelter sammen med. Den sorte farve absorberer dem og opløser dem. På samme måde vil alle former forsvinde i hende. Man kan også sige, at sort repræsenterer det totale fravær af alle farver. Kalis sorte farve symboliserer derfor hendes forvandling af alle former. (Se også Agni, Devi-Durga, Durga, Parvati, Pralaya og Shakti).

Kali-karaka
(Sanskrit). Kali-karaka er ”intrigemageren”. Det er et navn på Narada, den guddommelige rishi. I Puranaerne er Narada den første ”modstander” i individuel menneskelig form. Jo længere man går tilbage i de forhistoriske tiders mørke, jo mere filosofisk bliver forbilledet for den senere Satan. Den første ”modstander” i menneskelig form, man møder i den gamle puraniske litteratur, er en af de første rishier og yogier. Narada havde tilnavnet ”ufredsstifteren”. Forudsætningen for balance og harmoni i naturen er modstandskraft. Det svarer til, at jo dybere skyggen er, jo klarere opleves lyset, og jo lavere kuldegrader, jo mere værdsætter man varmen. (Se også Djævelen, Narada, Puranaer, Rishi og Yogi).

Kali-valya
(Sanskrit). Kali-valya er en betegnelsen for fuldstændig frigørelse i betydningen adskillelse af ånd og stof.

Kali-yuga
(Sanskrit). Kali-yuga er ”jernalderen”. Det er sanskrit-betegnelsen for den nuværende tidsalder eller 5. rodraces tidsalder, der også kaldes ”den sorte tidsalder”. Det er en cyklus, hvor åndeligheden er på sit laveste punkt, og hvor de materielle interesser dominerer. Kali-yuga begyndte den 16. februar år 3.102 f.Kr. (samtidig med Shri Krishnas død), og de første 5.000 år af yugaen sluttede februar 1898. De tre andre yugaer er krita- eller satya-yuga, treta-yuga og dvapara-yuga. Kali-yuga er den fjerde og sidste af de fire store yugaer, der udgør en maha-yuga (stor tidsalder). Kali-yuga er den mest materielle fase i et menneskes eller en gruppes udviklingscyklus. Hinduerne oplyser, at dengang kali-yuga begyndte, var der en konjunktion af alle planeter. Selv om kali-yuga er nutidens dybt materialistiske tidsalder, hvor kun en fjerdedel af sandheden er kendt af menneskeheden, og hvor der opleves mange rædsler, så giver tidsalderens hurtige impulser mulighed for at arbejde med sine energier på godt og ondt, og det medfører, at udviklingen kan gå hurtigere end i nogen anden yuga. Kali-yugaen efterfølges af krita-yuga i næste rodrace. Vishnu-Purana siger om kali-yuga, at barbarer vil være mestre ved bredden af Indus-floden, og at ”der vil være monarker, der hersker over Jorden − konger med grov moral og voldeligt temperament, som altid vil benyttes sig af løgne og udnytte svagheder. Det vil betyde død for kvinder og børn. Mennesker vil stræbe efter at erhverve sig ejendom og ting, og de vil være begærlige efter andres hustruer. Herskerne vil have ubegrænset magt, deres liv være kort, men deres begær vil være umætteligt. Velfærd og åndelighed vil blive reduceret, indtil verden er fuldstændig fordærvet. Det vil udelukkende være ejendom, der giver magt − penge og rigdom vil være som en afgud, der er den eneste kilde til hengivenhed − lidenskab vil være det eneste, der forbinder kønnene − løgn vil være det eneste middel til succes i retssager − kvinder vil være sexobjekter, som kun er tiltrækkende pga. af lidenskabelig tilfredsstillelse − rige mennesker vil blive betragtet som intelligente og ædle − uærlighed (anyaya) vil være det universelle overlevelsesmiddel − svaghed vil skabe afhængighed − arrogance vil erstatte lærdom – mennesket vil tilstræbe overflod – de stærke vil herske over de svage” − osv. På den måde vil kali-yugaen successivt synke i grus indtil menneskeheden nærmer sig tilintetgørelse (pralaya). Når afslutningen af kali-yugaen er nær, vil en mester vise sig på Jorden. Det er Kalkiavataren, der er udstyret med alle otte metafysiske evner. Han vil genetablere retfærdighed på Jorden og vække tankesindet hos de mennesker, der lever ved slutningen af kali-yugaen. De mennesker, der vækkes, vil være kimen til de mennesker, der skal fødes i den nye race, som skal følge lovene i krita-yugaen, som vil være renhedens tidsalder. (Se også Anvaya, Brahmas alder, Dvapara-yuga, Kalkiavatar, Krishna, Krita-yuga, Maha-yuga, Pralaya, Puranaer, Treta-yuga, Vishnu-Purana og Yuga).

Kalihansa
(Sanskrit). Kalihansa eller kalihamsa består af ”kali”, der betyder ”sort”, og ”hansa” eller ”hamsa”, der betyder ”svane” eller ”gås”. Kalihansa er ”den sorte svane”. Det er en titel, der er givet til Brahman (intetkøn). Kalihansa er det uåbenbarede eller det gådefulde mørke. Det er Brahman, der bruger kalahansa som legeme. For at forstå kalihansa, kan man spørge: Hvor er ånden i den flamme, der brænder? Det er kimen, og det er lyset − den hvide, strålende søn af den mørke, skjulte fader, der bruger kalahansa (den sorte svane eller gås). Lyset er en flamme, og flammen er ild, og ilden skaber varme, som skaber vand – dvs. ”livets vand” i den store moder (kaos). Fader-moder spinder et væv, hvis øverste ende er fæstet til ånden (purusha) − det lys, der udgik fra det store mørke − og hvis nederste ende er fæstet til stoffet (prakriti). Vævet er Universet, der er spundet af de to substanser og forbundet til én, som er svabhava. (Se også Brahma, Brahman, Hansa, Kalahansa, Prakriti, Purusha og Svabhava).

Kaliya
(Sanskrit). Kaliya eller Kaliyanaga er slangen med fem hoveder. Ild og røg vældede ud af munden på Kaliya, og slangen hærgede overalt i landet. Den levede angiveligt på et dybt sted i Yamuna-floden. Puranaerne fortæller, at Krishna − en af Vishnus avatarer − i sin barndom overvandt slangen, og han lod den trække sig tilbage til havet med sine hustruer og sit afkom. Det mytiske monster symboliserer menneskets lidenskaber og begær, og floden eller vandet var symbol på stoffet. (Se også Avatar, Krishna, Puranaer og Vishnu).

Kalk
Se Gral.

Kalkiavatar
(Sanskrit). Kalkiavatar består af ”kalkin”, der betyder ”hvid hest” og ”avatar”, der betyder ”guddommelig nedstigning”. Kalkiavataren er ”avataren på den hvide hest”. Det er den 10. og sidste nedstigning eller manvantariske inkarnation af Vishnu, som kommer på en hvid hest ved slutningen af kali-yugaen. Himlene vil åbne sig, og Vishnu vil vise sig siddende på en snehvid hest, der er lysende som en komet. Han sidder med trukket sværd for at gennemføre den endelige ødelæggelse af al ondskab, og han vil derefter genoprette harmoni og rigtige menneskelige relationer. Når afslutningen af kali-yugaen er nær, vil et aspekt af en guddommelig skabning, stige ned på Jorden. Han vil være udstyret med alle otte metafysiske evner, og han vil vække tankesindet hos de mennesker, der lever ved slutningen af kali-yugaen. De mennesker, der vækkes, vil være kimen til de mennesker, der skal fødes i den nye race, som skal følge lovene i krita-yugaen, som vil være renhedens tidsalder. Iflg. braminerne svarer Kalkiavataren til Maitreya-Buddha, som er anerendt i den nordlige buddhisme. Kalkiavataren svarer til zarathustrismens sidste helt og frelser, Sosiosh, som kommer på sin trofaste hvide hest (symbol på åbenbaring). Slutningen på enhver yuga kaldes ”ødelæggelsen af verdenen”, for Jorden forandrer hver gang sin ydre form, og sænker grupper af kontinenter og hæver andre grupper. Kalkiavataren svarer til muslimernes Imam Mahdi, hinduernes Kalkiavatar, buddhisternes Maitreya, jødernes Messias, zarathustrismes Sosiosh og kristendommens Kristus, der har forudsagt sin genkomst. (Se også Avatar, Bramin, Buddhisme, Kali-yuga, Maitreya, Messias, Sosiosh, Vishnu, Yuga og Zarathustrisme).

Kalpa
(Sanskrit). Kalpa stammer fra roden ”klrip”, der betyder ”at være i orden”. Generelt er det betegnelsen for en tidscyklus, en tidsperiode eller en æon i den hinduistiske og buddhistiske kosmologi – dvs. en relativt lang periode efter menneskelig målestok. Kalpa bruges som regel om én Brahmas dag – dvs. en periode på 4.320.000.000 år. Konceptet er første gang nævnt i Mahabharata, men definitionen af en kalpa findes i Puranaerne – specielt Vishnu-Purana og Bhagavad-Purana. (Se Bhagavad-Purana, Brahmas alder, Mahabharata, Puranaer, Vishnu-Purana og Æon).

Kalpa-vedanga
(Sanskrit). Kalpa er en af de seks vedanga-discipliner eller -ritualer. Vedanga-traditionen beskriver ikke en speciel ceremoni, når kalpa-vedanga praktiseres, men offerhandlinger indebærer altid en lang række systematiske sutraer for præster, der har forskellige rituelle opgaver. Man har kendskab til flere litterære værker med stor indflydelse blandt de litterære produktioner i sutra-perioden. Der findes to slags ceremonielle regler for kalpa-sutraerne: 1) Shrauta-sutraer, som er baseret på shruti. Det er læren om, hvordan man udfører de store ofre, som kræver offerild tre til fem gange. 2) Smarta-sutraer, som er regler, der er baseret på smriti-traditionen. Smrti-traditionen indeholder også to typer regler: 1) Grhya-sutraer eller nationale regler, der omhandler overgangsritualer som f.eks. ægteskab, fødsel, navngivning m.v., der er forbundet med enkle ildofre. 2) Dharma-sutraer, som omhandler told og andre sociale afgifter, og som har været de vigtigste i de senere lovbøger. Desuden omfatter shrauta-sutraer i Yajur-veda de såkaldte shulva-sutraer, dvs. snorreglen, som omhandler opmåling ved hjælp af snore, og udformningen af forskellige altertyper, der kræves til offerhandlinger. Reglerne har særlig interesse, for de er en kilde til vigtige oplysninger om den tidlige geometriske forståelse i Indien. Sutraer og et stort antal supplerende regler, som kan klassificeres i forhold til forskellige emner i forbindelse med de hellige tekster og vedisk religion kaldes generelt parisista. (Se også Dharma, Grihya, Parisista, Shrauta, Shruti, Smriti, Sutra, Vedanga og Yajur-Veda).

Kalv
Kalven er et gammelt symbol, som generelt stod for Jorden. Den puraniske allegori, der viser rishier, som malker Jorden, hvis kalv var Soma eller Månen, har en dyb kosmologisk betydning, for det er hverken planeten Jorden, der malkes, og det er heller ikke Månen, sådan som man kender den. I hver af Puranaerne skifter kalven navn. I den ene er det Manu Swayambhuva − i en anden er det Indra − i en tredje er det Himavat (Himalaya), mens Meru er den, der malker. (Se også Dharma-savarni, Himadri, Himavat, Indra, Ko, Manu, Meru, Puranaer, Rodmanu og Soma).

Kalypso
(Græsk). Kalypso eller Calypso er en nymfe i den græske mytologi. Odysseus strandene på øen Aiaia, hvor Kirke forvandlede alle hans ledsagere til svin på grund af deres lidenskaber, og derefter blev han kastet i land på Kalypsos ø Ortygia, hvor han levede i ca. syv år i et forbudt forhold til nymfen. Kalypso var datter af Atlas, og i alle de traditionelle, gamle versioner, hvor øen Ortygia er nævnt, siges det, at den lå meget langt fra Atlas. (Se også Atlas og Odysseus).

Kama
(Sanskrit). Kama stammer fra roden ”kam”, der betyder ”at ønske”. Kama identificeres generelt med Mara – fristeren. Kama er det 4. princip i det 5-delte menneske: 1. Sjæl (højere manas). 2. Personlighed (et aspekt af sjælen samt syntesen af de tre lavere aspekter). 3. Tankeliv (lavere manas). 4. Følelsesliv (Kama). 5. Handlingsliv (fysisk-æterisk). Kama er lidenskaber, begær, ønsker og sindsbevægelser, som tilhører menneskets lavere natur, og som manifesterer sig via astrallegemet. Forenet med lavere manas som kama-manas er det betegnelsen for hjerneintelligensen – eller personligheden med dens intelligens plus følelser og lidenskaber. Kama opstår fra samspillet mellem atma, buddhi og manas, men kama er i sig selv en farveløs kraft, som er god eller dårlig afhængig af den måde, tankesindet og sjælen bruge energien. Kama er hjemsted for levende elektriske impulser, begær og ambitioner, når de betragtes som et energiaspekt. Når et menneske følger sine lavere impulser og fokuserer sin bevidsthed i det fysiske legeme og i den astrale natur, leder det energien nedad. Når det aspirerer og åbner sit hjerte og tankesind for indflydelsen fra højere manas og buddhi, leder det energien opad, og dermed skrider det fremad i sin evolution. Det fjerde princip er de syv princippers balancepunkt. Det befinder sig i midten, og derfra kan mennesket styre energien opad eller nedad. Det er grundlaget for handling og drivkraften bag viljen. Den hermetiske lære siger: ”Bag viljen ligger begæret”. Hvis man ønsker at gøre noget godt eller dårligt, er man nødt til først at vække ønsket eller begæret for at styre handlingen mod målet. Hvis lystprincippet ikke er stærk nok, kan fantasien ikke gøre sit arbejde, for lysten udgør en støbeform for viljen, og den kan ikke handle, medmindre den bevæges, instrueres og holdes på sporet af begæret. Kosmisk kama eller kosmisk begær, der svarer til grækernes Eros, er kilden til fohat − Universets fremskyndende intelligente energier, som er upersonlig medfølelse og sympati. (Se også Atma, Atma-buddhi, Atma-buddhi-manas, Buddhi, Buddhi-manas, Eros, Fohat, Kama-Deva, Kama-dhatu, Kama-Loka, Kama-manas, Kama-raga, Kama-rupa, Manas og Mara).

Kama-Deva
(Sanskrit). Kama-Deva består af ”kama”, der betyder ”begær” eller ”lidenskab”, især i betydningen lidenskabelig eller seksuel kærlighed, og ”deva”, der betyder ”gud” eller ”guddommelig”. Kama-Deva er navnet på den indiske kærlighedsgud. Kama-Deva er afbildet som en ung, smuk, bevinget mand med grøn hud, og med bue og pile i hænderne (i stil med Amor). Buen er lavet af sukkerrør med en perlerække af honningbier, og hans pile har fem slags duftende blomster. De fem blomster stammer fra ashoka-træet, hvid og blå lotus, jasmin fra mallika-træet og blomster fra mango-træet. Kama-Deva kaldes også Mara, som er den hinduistiske gud for menneskets kærlighed eller begær. Kama-Deva har flere navne eksempelvis Manmadhudu. På telugu hedder han Atanu (”den, der er uden krop”). Desuden kaldes han Ragavrinta (”snert af lidenskab”), Ananga (”den urørlige”), Kandarpa (”den, der endda kan opildne en gud”), Manmatha eller Manmadha (”hjerternes oprører”), Manasija (”den, der er født i tankesindet”), Madana (”den berusende”), Kusuma Shara (”den, der skyder med blomsterpile”), Ratikanta, Pushpavan, Pushpadhanva eller bare Kama (”lidenskab”). Kama-Deva er søn af den hinduistiske gudinde Shri, og han er desuden Pradyumna, Krishnas søn, der betragtes som en inkarnation af Kama-deva. Iflg. åndsvidenskaben er kama-devaer det samme som begærelementaler. I begyndelsen blev Eros forbundet med verdens skabelse i den græske mytologi af Hesiod. Senere blev Eros imidlertid degraderet til den lidenskabelige Amor, men Kama i sin oprindelige betydning, som blev omtalt i Vedaerne, blev brugt i metafysisk og filosofisk betydning pga. funktionerne i kosmos. Kama er derfor det første bevidste og altomfattende ønske om godhed og universel kærlighed, og den første følelse af ubegrænset medfølelse med alle, der lever, føler og har brug for hjælp og venlighed. Hos Den Ene skabte det i bevidstheden en kraft, der udstrålede fra Det Absolutte. I Rig-Veda er Kama personificeringen af en følelse, som er drivkraften bag skabelsen. Kama var den første bevægelse, der strømmede ud fra Den Ene efter manifestationen af det rent abstrakte princip – ”at skabe”. Begær opstod først i det, som var den fundamentale kim i tankesindet, og som de vise søger med deres intellekt, for de har opdaget, at det er båndet, der forbinder enheden med de adskilte − eller manas med ren atma-buddhi. Der er ingen tanke om seksuel kærlighed. Først senere begyndte menneskeheden at materialisere skabelsens største idealer, og kama blev den kraft, som tilfredsstiller ønsker og begær på lavere planer. I Atharva-Veda omtales Kama som en suveræn guddom og skaber. I Taittiriya Brahmana er han barn af Dharma, guden for lov, retfærdighed, sraddha og tro. I en anden fremstilling udspringer Kama fra Brahmas hjerte. Andre fortæller, at ham er født af vand, dvs. opstået fra urhavet. Derfor er et af hans mange navne Ira-ja, der betyder ”vandfødt” − eller Aja, der betyder ”ufødt” og Atmabhu, der betyder ”selv-eksisterende”. På grund af Makaras (Stenbukkens) symbol på hans banner, kaldes han også ”Makaraketu”. I allegorien om Shiva forvandles Kama til aske med ilden fra Shivas midterste (tredje) øje, fordi han havde inspireret Mahadeva med tanker om Shivas hustru, men det siges, at han derved forvandlede Kama til sin oprindelige åndelige form. I Puranaerne er Kama konge og herre over apsaraerne. Det er her, han er afbilledet bevæbnet med bue og pile. (Se også Aja, Apsara, Atharva-Veda, Atmabhu, Atma-buddhi, Deva, Dharma, Eros, Hesiod, Kama, Kama-dhatu, Kama-loka, Kama-manas, Kama-raga, Kama-rupa, Krishna, Mahadeva, Manas, Mara, Puranaer, Rig-Veda, Sraddha, Shri og Veda).

Kama-dhatu
(Sanskrit). Kama-dhatu eller kama-vatchara er et bevidsthedsplan, der inkluderer kama-loka. I buddhismen og åndsvidenskaben er det den første trailokya – dvs. tre planer, der kaldes kama (begær), rupa (form), og arupa (formløs). I åndsvidenskaben er kama-dhatu sammensat af de syv manifesterede planeter i Jordkæden på de fire laveste kosmiske planer. Rupa-dhatu (formens verden) er sammensat af de fem overordnede planeter på de tre højere kosmiske planer. Arupa-dhatu (den formløste verden) består af de tre højeste af de ti kosmiske planer, som for mennesket er rent subjektive verdener, der snarere er en bevidsthedstilstand end et sted. Dhatuer svarer til hinduernes lokaer. (Se også Arupa, Buddhisme, Dhatu, Jordkæde, Kama, Kama-loka, Kama-manas, Kama-raga, Kama-rupa, Kædeperiode, Loka, Planetkæde, Planetrunder Rupa og Trailokya).

Kama-dhenu
(Sanskrit). Kama-dhenu, kama-duha eller surabhi består af ”kama”, der betyder ”begær” eller ”ønsker”, og ”dhenu”, der betyder ”malkeko”. Den mytiske malkeko tilhører vismanden Vasishtha. Den blev skabt af guderne ved kærning af det kosmiske hav. Man mener, at koen opfylder alle ønsker, og dermed repræsenterer koen masserne. Allegorien refererer til dengang Jorden blev skabt i rummet som moder til alt, hvad der findes − i hvert fald alt det, der er skabt på planeten Jorden. Jorden anses mytologisk for at blive malket for at producere fødevarer. Mange arkaiske mytologier har samme symbolik på frugtbarhed. (Se også Kama, Ko og Vasishtha).

Kama-duha
Se Kama-dhenu.

Kama-loka
(Sanskrit). Kama-loka består af ”kama”, der betyder ”følelser”, ”lidenskab” og ”begær”, samt ”loka”, der betyder ”lokalitet”, ”verden”, ”sfære” eller ”sted”. Kama-loka er derfor ”kamas verden”. Kama-loka minder om grækernes Hades, ”skyggernes rige”, katolikkernes skærsild og egypternes Amenti – ”landet med de tavse skygger”. I åndsvidenskaben er kama-loka den afdeling af astralplanet, hvor menneskets personlighed opholder sig i en periode efter det fysiske legemes død. Her gennemlever og renses mennesket for sine begær og lidenskaber – og den eventuelle lidelse står i forhold til menneskes astrale natur. Kama-loka er derfor ikke et sted med djævle, svovlpøl og andre af kristendommens fantasifostre, men det er en region, hvor mennesket konfronteres med sig selv og sit personlige følelses- og begærliv på godt og ondt. Kama-loka er et subjektivt plan, som er usynligt for det fysiske syn, men den astrale region omslutter Jorden og gennemtrænger det fysiske plan. Kama-loka er derfor bolig for fysisk afdøde mennesker, der nu befinder sig i astrallegemet eller i deres astrale form, der kaldes kama-rupa. De er reelt mere levende i deres astrallegeme, end dengang de var bundet til det fysiske legeme. De er levende og aktive, selv om de mangler den fysiske krop og dens æterlegeme. I kama-loka, der er den laveste del af astralplanet, opholder bl.a. selvmordere og henrettede kriminelle sig. På voldsom måde er de blevet slynget ud af deres fysiske legemer før tiden. Desuden indeholder kama-loka elementaler og sjæle med tendens til avichi. Alle disse mennesker fastholdes i kama-loka, indtil deres negative følelsesmæssige energier toner ud pga. udmattelse fra bearbejdningen af de mentale og følelsesmæssige impulser. I kama-loka oplever mennesket ”den anden død” eller astrale død, når de højere aspekter frigør sig fra de lavere, materielle og menneskelige aspekter, før mennesket træder ind i devachan. Hvis energien i det lavere aspekt i kama-loka er så kraftfuldt og fyldt med ondskab, at legemet er så stærkt tiltrukket af den fysiske sfære, vil monadens indflydelse ikke være stærk nok til at trække den reinkarnerende sjæl fri fra kama-rupa eller astrallegemet, og derfor vil legemet synke lavere og lavere og til sidst komme ind i avichi. Hvis indflydelsen fra monaden ikke har held til at gennemføre den ”anden død”, bliver kama-rupa et fantom eller et kama-rupa spøgelse, der straks begynder at forfalde og til sidst vil forsvinde, mens livsatomerne spredes. De højeste områder af kama-loka er sammenblandet med i de laveste områder i devachan, mens de groveste og laveste regioner i kama-loka er forbundet med de højeste områder i avichi. (Se også Amenti, Astrallegeme, Astralplan, Avichi, Devachan, Elemental, Hades, Helvede, Kama, Kama-Deva, Kama-dhatu, Kama-manas, Kama-raga, Kama-rupa, Mentallegeme, Mentalplan, Vetala og Æterlegeme).

Kama-manas
(Sanskrit). Kama-manas består af ”kama”, der betyder ”følelser”, ”lidenskaber” og ”begær”, samt ”manas”, der betyder ”tanke”, ”tankeliv” og ”tankesind”. I menneskets inkarnation er begærene og det lavere konkrete tankeliv så tæt sammenvævet, at de sjældent fungerer adskilt, og derfor bruger man udtrykket kama-manas i åndsvidenskaben. I den nuværende udviklingsperiode er menneskets bevidsthed næsten udelukkende fokuseret i kama-manas. Kama-manas bevidstheden består af den højere, opadrettede og aspirerende manas, som sammen med buddhi kaldes den reinkarnerende sjæl. Den lavere del af manas, der er forbundet med kama, er tiltrukket nedefra af materielle ting og oplevelser, og i menneskets liv er kama ofte udtryk for personligheden. Kama-manas i menneskets opbygning er på visse betingelser udødelig eller dødelig. Hvis kama-manas med succes er opadrettet og skaber intellektuel og følelsesmæssig forening med buddhi, som oplyser kama-manas, vil udødelighed i den aktuelle manvantara være relativt sikker. Men hvis kama-manas er for utilstrækkeligt oplyst til at modstå tiltrækningen fra de lavere astrale og materielle verdener, der består af følelser og tanker, vil mennesket stadig være lænket til de lavere verdener, og udødeligheden vil gå tabt – i det mindste for en tid. (Se også Buddhi, Kama, Kama-Deva, Kama-dhatu, Kama-loka, Kama-raga, Kama-rupa og Manvantara).

Kama-raga
(Sanskrit). Kama-raga består af ”kama”, der betyder ”følelser”, ”lidenskab” og ”begær”, og ”raga”, der betyder ”tiltrækning”. Kama-raga er derfor tiltrækning eller tilknytning til glæde ved sansefornemmelser, som fysisk kærlighed er et typisk eksempel på. På anagami-trinnet frigør mennesket sig fra de sidste rester af kama-raga lænken. (Se også Anagami, Kama, Kama-Deva, Kama-dhatu, Kama-loka, Kama-manas, Kama-rupa og Raga).

Kama-rupa
(Sanskrit). Kama-rupa består af ”kama”, der betyder ”følelser”, ”lidenskab” og ”begær”, samt ”rupa”, der betyder ”form” eller ”legeme”. Kama-rupa er det samme som astrallegemet, og kama-rupa betyder ordret ”begærets eller lidenskabernes form”. Når mennesket dør og forlader det fysisk-æteriske legeme, glider det over i astrallegemet eller kama-rupa. Efter den fysiske død lever mennesket videre i astrallegemet på astralplanet eller i kama-loka. På astralplanet bearbejder mennesket sit følelsesliv, og når bearbejdningen er foretaget, indtræffer ”den anden død”, dvs. adskillelsen af sjælen og mentallegemet fra astrallegemet. Menneskets lavere princip efterlades i kama-rupa (astrallegemet) i kama-loka (astralplanet), når højere manas (sjælslegemet) har forenet sig med atma-buddhi og er gået videre til devachan. Kama-rupa eller astrallegemet er en del af menneskets indre opbygning, og legemet rummer forskellige mentale og psykiske energier. De tanker, der er forbundet med begærlivet, bliver i astrallegemet ved den astrale død, og astrallegemet bliver et astralt lig. I åndsvidenskaben kaldes det en ”skygge” − dvs. astrallegemet, der er belivet af kama-manas (en blanding af tanker og følelser). Skyggen eller det astrale lig har en slags bevidsthed − dog uden intelligens – for det er en form for instinkt uden samvittighed og fornuft. Med tiden går ”skyggen” gradvist i opløsning. I Vesten at kalder man ”skyggen” for et ”spøgelse”. I Indien kaldes de pisachaer, som er meget frygtede. (Se også Arupa, Astrallegeme, Atma-buddhi, Devachan, Kama, Kama-Deva, Kama-dhatu, Kama-loka, Kama-manas, Kama-raga, Manas, Pisacha og Rupa).

Kama-sutra
(Sanskrit). Kama-sutra består af ”kama”, der betyder ”følelser”, ”lidenskab”, samt ”sutra”, der betyder ”tråd”, ”ledetråd” og ”læretekst”. Kama-sutra er en gammel indisk hindutekst, der er skrevet af Vatsyayana. Kama-sutra betragtes normalt som standard for menneskets seksuelle adfærd. En del af værket består i praktiske råd om samleje. Kama-sutra er stort set i prosa med mange indsatte poetiske vers. Kama, som er et af de fire mål i en hindus liv, betyder her ”sensuel”, ”seksuel nydelse” eller ”lidenskab”, og ”sutra” betyder bogstaveligt en ”tråd” eller ”linje”, dvs. noget, der holder tingene sammen. I en mere metaforisk betydning refererer det til en aforisme (eller linje, regel, formel), eller en samling af aforismer i form af en håndbog. I modsætning til den gængse opfattelse – især i den vestlige verden – er Kama-sutra ikke bare en eksklusiv sex-manual. Kama-sutra betragter sig selv som en guide til et kærligt og moralsk liv, hvor karakteren af kærlighed, familieliv og andre aspekter i relation til at livsglæde omtales. Kama-sutra er den ældste og mest tankevækkende af en gruppe skrifter, der er kendt som Kama-shastra eller Kama-sastra. Traditionelt tillægges den første udgivelse af Kama-shastra eller kama-disciplin den hellige Nandi, som var Shivas dørvogter. Den hørte de hellige udtalelser, for den overværede Shivas og hans kone Parvatis elskov, og senere blev udtalelserne nedskrevet til gavn for menneskeheden. Historikere mener, at Kama-sutra blev nedskrevet mellem 400-200 f.Kr. – og muligvis er Kama-sutra et kompendium, der blev samlet i sin nuværende form i det 2. årh. e.Kr. (Se også Kama, Nandi, Parvati, Shastra, Shiva og Sutra).

Kama-vatchara
Se Kama-dhatu.

Kamea
(Hebræisk). Kamea er en amulet, der sædvanligvis er formet som et magisk kvadrat. (Se også Amulet).

Kamelstillingen
Se Ustrasana (yoga-øvelse).

Kamsa
Se Kansa.

Kamu-mi-musubi-no-kami
(Japansk). Kamu-mi-musubi-no-kami er gudernes afkom. Det er den tredje og laveste i arupa-triaden i den japanske kosmogoni, der udgår fra ”kon-ton” (kaos). Kamu-mi-musubi-no-kami er uden form eller substans, for der var endnu ikke skabt hverken stof eller form. (Se også Arupa og Triade).

Kanaans land
Se Israel.

Kana’anæer
Kana’anæer er et bibelsk udtryk, der ofte bruges om det præ-israelske folk fra landet vest for Jordan, men kana’anæerne er ikke så gamle som amoritterne. Augustin nævner, at fønikerne kaldte deres land Kana’an. Sethos I og Ramses III nævner Kan’na, sandsynligvis med henvisning til landområder i det vestlige Syrien og Palæstina. I Første Mosebog er Kanaan (Kena’en) et navn til en af Hams fire sønner, og nogle forskere har foreslået, at navnet refererer til arabiske stammer, der senere bosatte sig i Palæstina – og desuden mener de, at fønikerne var medlemmer af den anden store semitiske migration, der have navnet Kanaan i de landområder, hvor de bosatte sig. Kana’anæernes vigtigste guddom var tilsyneladende Astarte. Antagelsen er baseret på antallet af de afbildninger, man har fundet, selv om afbildningerne minder meget om de egyptiske guder, der ligeledes er blevet gravet op. Nebo, den gamle kaldæiske visdomsgud, blev også tilbedt af kana’anæerne. (Se også Amoritter, Astarte, Genesis, Israel, Nebo, Ramses III og Sethos I).

Kandharasana
(Sanskrit). Kandhar betyder ”skulder” og asana betyder ”stilling”. Kandharasana er en bagoverbøjet yoga-stilling, hvor det fysiske legemes vægt lægges på skuldrene. Det er en yoga-øvelse, der er god for skjoldbruskkirtlen, og den kan praktiseres efter sarvangasana (skulderstand). Kandharasana udføres ved at man lægger sig på ryggen på sin yoga-måtte med hænderne placeret tæt på kroppen. Benene bøjes og fødderne placeres tæt på hofterne. Hold begge ben ved at placere hænderne nær anklerne. Ånd ind og skyd bagdelen op og forsøg at løfte kroppen så meget som muligt. I denne position holdes vægten på skuldre, nakke, arme og fødder. Bliv så længe som muligt i stillingen og vend langsomt tilbage til jorden ved udånding. Øvelse gentages 2-3 gange. (Se også Asana og Sarvangasana).

Kandu
(Sanskrit). Kandu var en hellig vismand og yogi i 2. rodrace. Han omtales i Puranaerne. I legenden sendte Indra Pramlocha − en af sine apsarasaer (nymfer) − for at friste vismanden. Kandu boede sammen med hende i flere hundrede år, men han oplevede det som én enkelt dag. Til sidst genvandt vismanden sine sanser, og han afviste hende og jog hende væk. Herefter fødte hun en datter, Marisha. H.P. Blavatsky sammenligner legenden med Viviens fristelse af Merlin og Sarahs fristelse af faraoen i Det Gamle Testamente. Kandu repræsenterer en tidsalder, hvor menneskeheden var æterisk og astral, og hvor den tidlige fysiske rodrace spirede frem, og her var mennesket stadig uden tanker og sanser. Kandu symboliserer en rodrace, der føder en anden rodrace, som kaldes ”de svedfødte”, og det sker via Pramlocha. (Se også Apsara, Indra, Pramlocha, Puranaer, Rodrace og Yogi).

Kang-gyur
Se Kanjur.

Kangalin
(Hindi). Kangalin er hekse. Kangalin praktiserer trolddom eller åndemaneri, og de er frygtet af befolkningen pga. de fænomener, der kan skabes ved hjælp af deres ekspertise.

Kanishtha
(Sanskrit). Kanishtha eller kanistha betyder ”de yngste”. Kanishtha er en gruppe blandt guderne, som vil manifestere sig i den 14. eller sidste manvantara i menneskehedens verden. (Se også Manvantara).

Kanjur
(Tibetansk). Kanjur, Kan-jur eller Kang-gyur består af ”bka”, der betyder ”hellige ord”, og ”gyur”, der betyder ”oversættelse”. Kanjur er en del af den tibetansk-buddhistiske kanon, der indeholder sutraer, og teksterne stammer angiveligt fra Buddha selv, og på sanskrit kaldes den ”Buddha-Vachana” (”Buddhas Ord”). Den anden del af den tibetanske buddhistiske kanon − Tanjur − indeholder sastraer eller kommentarer og andre skolastiske værker. Kanjur består næsten udelukkende af værker, der er oversat fra sanskrit eller fra andre indiske sprog. De tekster, der er indeholdt i Kanjur, er primært af indisk oprindelse, men Kanjur blev faktisk udarbejdet i Tibet, og i en struktur, der adskiller sig meget fra de gamle indiske tripitakaer. Fire mere eller mindre komplette versioner af den buddhistiske kanon har overlevet − pali, den kinesiske, den tibetanske og den mongolske. Den sidste er imidlertid en oversættelse af den tibetanske. De første tre versioner adskiller sig fra hinanden i indhold og opbygning. Den overordnede opbygning af Kanjur består af tre sektioner, og det har givet følgende sanskrit-navne: Vinaya (munkedisciplinen). Sutra (Buddhas foredrag). Tantra (esoteriske og rituelle tekster). Sutra-sektionen er opdelt i flere underafsnit. Hver sektion eller hvert underafsnit indeholder adskillige selvstændige tekster. Den tibetanske Kanjur blev oprindeligt samlet i ét manuskript − måske i det tidlige 14. årh. Siden 1410 er Kanjur offentliggjort i talrige udgaver. De følgende fem udgaver er bedst kendt i Vesten, og de kan give en idé om Kanjurs enorme omfang: 1) Peking-udgaver (1700-1737) – ca. 1.055 tekster i 106 bind. 2) Nar-thang-udgaver (1730-1732) – ca. 761 tekster i 100 bind. 3) Derge-udgaver (1729-1733) – ca. 1.108 tekster i 102 bind. 4) Cone-udgaver eller Cho-ne-udgaver (1721-1731) – 1.055 tekster i 107 bind − 5) Lhasa-udgave (1934) − 808 tekster i 99 bind. (Se også Buddha, Gautama Buddha, Kanon, Sastra, Skolastik, Sutra, Tanjur og Tripitaka).

Kanon
Kanon (med tryk på første stavelse) betyder ”forskrift”, ”rettesnor” eller ”forbillede”, og det kan være et religionssamfunds forskrifter – f.eks. de dele af Bibelen, der anses for ”ægte” (kanoniske). I den romersk-katolske kirke er det betegnelsen for bestemte påbud fra koncilier. I kunsten kan en kanon defineres som et proportionssystem, der er baseret på en standardisering af størrelsesforholdet mellem de forskellige legemsdele. (Se også Bibelen og Kanjur).

Kanonisk lov
Kanonisk betyder ”regelret” eller ”mønstergyldig”. Kanoniske love er love, der er formuleret af nogle kirker (f.eks. den romersk-katolske og Church of England). De kanoniske love omhandler spørgsmål vedrørende etik, moral, tro og disciplin. (Se også Apokryf).

Kanopekrukke
(Egyptisk). I det gamle Egypten er Ken kanope en slags vase, der blev brugt i forbindelse med begravelsesritualerne. Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor grækerne gav en af deres legendariske helte fra Troja-krigen navnet Canopus, men i en sen periode blev den egyptiske gud Osiris tilbedt i skikkelse af en krukke forsynet med gudens hoved. Med udgangspunkt i denne iagttagelse begyndte de europæiske arkæologer at kalde krukkerne for ”kanopekrukker”. Man fandt krukkerne i de egyptiske grave, og i krukkerne opbevarede balsamererne de afdødes indre organer, som var fjernet fra det fysiske legeme under mumificeringen. Der var fire krukker med hovederne af Horus’ sønner – Amset med menneskehoved, Hapi med bavianhoved, Duamutef med sjakalhoved og Qebsennuf med falkehoved. Navnet kanopekrukker stammer derfor ikke fra det gamle Egypten, men fra nutidens egyptologer. (Se også Horus, Mumificering og Osiris).

Kansa
(Sanskrit). Kansa eller Kamsa var Krishnas onde onkel og Mathuras tyranniske konge i oldtidens Indien. Det blev forudsagt, at Devakis (Krishnas mors) ottende barn ville dræbe ham, og derfor forsøgte han at dræbe alle Devakis børn. Forældrene flygtede med Krishna − deres ottende barn. Kansa beordrede herefter, at alle landets drengebørn skulle dræbes, men Krishna undslap. Det er en legende, der svarer til kong Herodes massakre på palæstinensiske spædbørn i Det Nye Testamente. Det er begivenheder, der ofte ses i legender, som er forbundet med vigtige religiøse skikkelser. De trues med døden ved fødslen eller forfølges senere, men de bliver aldrig dræbt af modstandskræfterne (stoffets, blændværkets og illusionens verden), uanset om modstanderen kaldes kong Kansa, kong Herodes eller kong Mara (den onde magt). Kansa er derfor et aspekt af modstandskræfterne i indvielsesritualerne. Krishna dræbte til sidst sin forfølger som forudsagt. (Se også Blændværk, Devaki, Illusion, Krishna og Mara).

Kanya
(Sanskrit). Kanya er det 6. stjernetegn – Jomfruen − som repræsenterer mahamaya eller shakti. Shakti eller de seks primære kræfter i naturen − para-shakti, jnana-shakti, ichchha-shakti, kriya-shakti, kundalini-shakti, og mantrika-shakti − repræsenterer tilsammen det astrale lys, som også kaldes ”den himmelske jomfru” af kabbalisterne og af de hermetiske filosoffer. Kanya Kumari er ”den jomfruelige ungmø”, og det er en betegnelse for Durga-kali, som blev tilbedt af thuggerne og tantrikaerne. (Se også Adi-shakti, Akasha-shakti, Astrallys, Durga, Gnana-shakti, Hermetisk, Hermetisme, Ichchha-shakti, Jnana-shakti, Jomfruen, Kabbalist, Kriya-shakti, Kundalini-shakti, Mahamaya, Mantra-shakti, Mantrika-shakti, Para-shakti, Shakti og Zodiak).

Kaos
(Græsk). Kaos eller chaos stammer fra ”chaino”, der betyder ”gab”, ”åbning” eller ”tomhed”. I Genesis 1:2 står der ”tohu wa-bohu”. Det oversættes med ”Jorden var tom og uden form”, og det er en beskrivelse af skabelsens første faser. Den græske mytologi præsenterer den samme idé om den oprindelige tomhed og formløshed, som gik forud for skabelsen eller rettere genfødslen af Universet efter pralaya (hviletilstanden). Kaos var den tomme, åndelige, formløse og ubegrænsede tilstand, der eksisterede før skabelsen af Universet. Kaos er ”intet, der rummer alt”. Det er et paradoks, for det er en tilstand, man ikke kan forestille sig, for det ville kræve, at der er én, der forestiller sig noget, og derfor vil der ikke være tomhed. I intetheden er der intet at forestille sig, og der er ingen, der kan forestille sig noget. Mennesker kan skabe på grundlag af det, der allerede er skabt. Evnen til at skabe på grundlag af absolut intet er guddommelig. Kaos sammenlignes som regel med mørke eller nat, men lys og mørke udgør en dualitet, og lys og mørke er derfor hinandens forudsætninger. Derfor var kaos ikke mørke men intethed. Begrebet ”kaos” indgår i de fleste religioner, hvor det refererer til den oprindelige tilstand før skabelsen, og kaos forbinder dermed to begreber – urhavet og urmørket – som er grundlaget for manifestationen. Og urhavet og urmørket eller intetheden kræver en Gud, hvis det skal forvandles fra intet til noget. Kaos er udelukkende ”kaotisk” i den forstand, at Universets bestanddele endnu er ikke skabt og organiseret hierarkisk. Skabelsen er stadig uorganiseret, fordi den består af et kosmisk lager af latente eller hvilende ”tankefrø” fra de tidligere manvantaraer (manifestationsperioder). Kaos rummer derfor potentialet til en bestemt hierarkisk opbygning, der er faldende i manifestation. Reelt er det betingelsen for et solsystem eller en planetarisk kæde under pralaya (hvileperioden), der indeholder alle nødvendige elementer i en udifferentieret tilstand. Kaos og æteren er de to principper, der umiddelbart er relateret til skabelsens første princip. Kaos er mere eller mindre synonymt med akasha – Verdensægget (hvorfra Brahma manifesteres som lys) – det jomfruelige æg – den jomfruelige moder – den ubesmittede årsag (befrugtet af strålen) – urdybet – afgrunden – ”den store Moder” – er alle betegnelser, der henviser til kaos. Den guddommelige stråle og kaos er ”Fader-Moder” eller kosmisk ild og vand. Chaos-Theos-Cosmos er den tredobbelte guddom eller Altet. Kaos, urdybet eller urhavet blev personificeret i Egypten af Neith, som er ”den eneste guddom uden form og køn. Hun gav fødsel til sig selv uden befrugtning, og derfor blev hun tilbedt i form af jomfrumoderen”. For hinduerne er kaos identisk med akasha. De nordlige buddhister kalder det svabhavat (substans), og i den islandske mytologi er det ginnungagap. En misforstået fortolkning af kaos som udtryk for total uorden eller forvirring dukkede først op i middelalderen. Kaos eller Chaos er desuden en af de syv græske skaberguder. Chaos, der omtales af Hesiod, er ofte blevet fortolket som bevægelsen fra den formløse tilstand til en tilstand med stof og form, som kosmos og guderne opstod af. (Se også Akasha, Brahma, Brahman, Buddhisme, Genesis, Ginnungagap, Manvantara, Neith, Pralaya, Svabhavat og Verdensægget).

Kapala
(Sanskrit). Kapala betyder ”kranie” eller ”hjerneskal”. En kapala er en skål, der er lavet af en hjerneskal. Den blev brugt som et rituelt redskab i både hindu-tantra og buddhistisk-tantra (vajrayana). Især i Tibet, blev de ofte skåret eller kunstfærdigt dekoreret med ædle metaller og juveler. Kapala er den kop, som Shiva formede af en hjerneskal, og han bruger den til at drikker blodet fra den dræbte. (Se også Shiva, Tantra og Vajrayana).

Kapalbhati-pranayama
(Sanskrit). Kapalbhati-pranayama består af ”kapal”, der betyder ”pande”, ”bhati”, der betyder ”lysende”, og ”pranayama”, der er et sanskritord, som betyder ”udvidelse af pran” dvs. ”ånde” eller ”udvidelse af livskraft”. Kapalbhati-pranayama er en åndedrætsteknik, der har til formål at rense forhjernen. Kapalbhati-pranayama kaldes også ”kranierens”. Øvelsen udføres ved hurtigt åndedræt med størst kraft i udåndingen. Kapalbhati foregår i siddende stilling, og man skal fokusere på udåndingen, fordi der skal være kontakt med mavemusklerne ved hver udånding. Man ånder ind som normalt. (Se også Bhastrika-pranayama, Bhramari-pranayama, Moorchha-pranayama, Plavini-pranayama, Pranayama, Seetkari-pranayama, Surya-bheda-pranayama og Ujjayi-pranayama).

Kapi-vaktra
(Sanskrit). Kapi-vaktra er ”ham med abeansigtet”. Det er et navn på Narada, den guddommelige rishi. (Se også Narada og Rishi).

Kapila
(Hindi). Kapila eller Kapila-rishi var en vedisk vismand fra før midten af det 6. årh. f.Kr., som angiveligt er en af grundlæggerne af samkhya-filosofien. Han omtales i Bhagavad-Purana, som har en teistisk version af Kapilas samkhya-filosofi. Traditionelle hinduistiske kilder beskriver Kapila som Manuens efterkommer og barnebarn af Brahma. Bhagavad-Gita omtaler Kapila som yogi og eneboer med højt udviklede evner og åndelige kræfter. I Bhagavad-Purana findes der mange detaljer om Kapilas liv. Her fortælles det, at hans forældre var Kardama Muni og Devahuti. Kapila betragtes som en inkarnation af den højeste skabning – Narayana – og det fremgår af en liste over hans inkarnationer i Bhagavad-Purana. Hans far forlod hjemmet, og derfor instruerede Kapila sin mor, Devahuti, i yoga-filosofi og tilbedelse af Vishnu, og det gjorde hende i stand til at opnå moksha (befrielse fra reinkarnation). Kapila nævnes også af Krishna i Bhagavad-Gita. Tidligere fandtes der adskillige oplyste lærere, som f.eks. Zarathustra og Hermes, og det blev en vane i arkaiske tider, at de senere lederne af skolen brugte navnet på skolens grundlægger som deres eget, og navnet blev derfor i nogle tilfælde en titel. I mange af de gamle skrifter er Kapila desuden et symbol på en kosmisk ånd eller det enkelte menneskes åndelige ”Selv”, som repræsenterer den højeste tilstand, der kan opnås på Jorden. Derfor fortæller Puranaerne og Ramayana, at Sagaras 60.000 sønner blev forvandlet til aske med et enkelt blik fra Kapilas øje. Allegorien symboliserer en personificering af menneskets følelsesliv − både det lidenskabelige og det mentale – som reduceres til total inaktivitet af den åndelige visdom og renhed, for vismanden er en personificering af selve visdommen. Kapila er også vismand for Krita-yugaen, hvor han kommer med ægte visdom til alle skabninger. (Se også Bhagavad-Gita, Bhagavad-Purana, Brahma, Brahman, Dharma-savarni, Hermes, Kapilaksha, Kapilasthen, Krishna, Krita-yuga, Kumara, Manu, Moksha, Narayana, Puranaer, Ramayana, Rishi, Rodmanu, Sagara, Samkhya, Samkhya-karika, Satya-yuga, Teisme, Veda, Vishnu og Zarathustra).

Kapilaksha
(Sanskrit). Kapilaksha eller kapilaksa er ”Kapila øje”. Det er et allegorisk navn for bestemte åndelige og intellektuelle kræfter, der aktiverer vibrationer, som neutraliserer og afbøjer viljen hos menneskets lavere tankeprocesser og følelser. I Puranaerne, Ramayana og andre hinduistiske værker, forvandlede vismanden Kapila med et enkelt blik kong Sagaras 60.000 sønner til et bjerg af aske. Sønnerne var en personificering af menneskets mentale og følelsesmæssige egenskaber. (Se også Kapila, Kapilasthen, Puranaer, Ramayana og Sagara).

Kapilasthen
(Sanskrit). Kapilasthen eller kapilasthan − muligvis kapilasthana på sanskrit – er Kapilas sæde, dvs. det sted, hvor Kapila iflg. traditionen sad i meditation i en årrække. (Se også Kapila og Kapilaksha).

Kapilavastu
(Sanskrit). Kapilavastu eller Kapilavatthu på pali består af ”kapila”, der betyder ”gul” eller ”gylden”, og ”vastu”, der betyder ”substans” eller ”stof”. Kapilavastu er derfor ”det gule stof” eller ”det gyldne stof”. Kapilavastu eller ”den gyldne bolig” er navnet på det sted i det gamle Shakya-rige, hvor Gautama Buddha voksede op. Kapilavastu er hovedstaden i Buddhas fars, kong Suddhodanas, kongerige, og her lå hans families hjem og have. Kapilavastu ligger ca. 10 km vest for hans berømte fødested Lumbini. Det er almindeligt accepteret, at Buddha levede de første 29 år af sit liv i nærheden af Kapilavastu. Legenden om Buddhas liv kan fortolkes esoterisk ved at studere den symbolske betydning af de forskellige navne, der bruges, for de faktuelle historiske kendsgerninger er blevet indhyllet i forskellige navne, både i forbindelse med hans på hans fødsel og hans senere karriere. Navnene blev også valgt for at beskrive hans mystiske fødsel. Hans mor hed f.eks. Mayadevi (illusionens gudinde) eller Mahamaya (den store illusion), for enhver indviet – inkl. buddhaerne − er i mystisk forstand født ud af den kosmiske illusion og ind i den metafysiske sandhed, der kaldes Buddhaskab. (Se også Buddha og Gautama Buddha).

Karabtanos
(Gnostisk). Karabtanos er ”den blinde ånd”. Karabtanos er det lavere begær eller et symbol på kama-rupa. Den blinde ånd er et symbol på astralstoffet, som er ”uden fornuft eller dømmekraft” iflg. Codex Nazaræus. Karabtanos er søn af anima mundi (Verdenssjælen) eller det astrale lys. Han er far til de syv begærånder, som han avlede med sin mor − astrallyset. Den rene ånd begik en fejl ved skabelsen, og derfor var det kun fordi Karabtanos indvilgede i at hjælpe sin mor, at hun kunne undfange og føder de syv skabninger, som igen blev til syv, og som endnu engang blev til syv – dvs. de syv dyder, syv synder og de syv verdener. (Se også Anima mundi, Astrallys, Codex Nazaræus og Kama-rupa).

Karana
(Sanskrit). Karana betyder ”årsag”, som metafysisk set altid er forbundet med intelligens. Der er forskellige former for karanaer, som alle er nært relateret til lignende typer og egenskaber, som f.eks. karana-sharira og karanopadhi. (Se også Karana-sharira og Karanopadhi).

Karana-sharira
(Sanskrit). Karana-sharira eller karana-sarira består af ”karana”, der betyder ”årsag”, og ”sharira”, der betyder ”legeme” eller ”krop”. Karana-sharira er derfor årsagslegemet. Karana-sharira er det samme som sjælslegemet eller kausallegemet. (På latin betyder ”kausal” også ”årsag”). Karana-sharira eller kaarana-sareeram er bevidsthedens redskab. Det er sjælens legeme, som rummer erhvervede egenskaber og potentielle tendenser. Karana-sharira svarer til ananda-maya-kosha – ”lyksalighedens kappe” – det inderste af de fem legemer. Karana-sharira har en dobbelt betydning. Eksoterisk er det avidya (uvidenhed), eller det, som er årsag til udviklingen af menneskets sjæl og sjælens reinkarnationer, og dermed er karana-sharira det samme som lavere manas, men esoterisk er det kausallegemet eller karanopadhi, der omtales i Taraka Raja-yoga. Det svarer til buddhi og dermed højere manas. Kausallegemet eller årsagslegemet er et princip, der ikke alene medfører, at en bevidsthedsenhed reinkarnerer i et legeme, men at det desuden gennemgår en udvikling i løbet af en manvantara i kraft af utallige legemer og reinkarnationer. Menneskets sjæl er hverken atma eller buddhi. Den er højere manas, og dermed den intellektuelle frugt af den intellektuelle, selvbevidste egoisme – vel at mærke i højere åndelig forstand. I de gamle skrifter kaldes legemet karana-sharira på sutratmas plan. Sutratma er den ”gyldne tråd”, og sjælens forskellige personligheder er trukket på den gyldne tråd som perler på en snor. Hvis man − ligesom i de halvt esoteriske allegorier − fortalte, at disse skabninger var tilbagevendende nirvanier fra tidligere maha-manvantaraer, dvs. tidsaldre af uberegnelig længde, som er forløbet i ”evigheden” som et ubegribeligt tidsrum − ville man sandsynligvis ikke få den rigtige forståelse af teksten. Karana-sharira er derfor det genskabende princip i en skabnings opbygning − eksempelvis et menneske. Mennesket føler sig tilskyndet til gentagne inkarnationer, og i en vis forstand også tvunget til at inkarnere pga. karma. Der er to typer af reinkarnation. Hvis kausallegemet er på et højt udviklingsniveau, som f.eks. buddhi-manas, der er et skatkammer af de indsamlede egenskaber, vil de blive genskabt i fremtidige inkarnationer som menneskets åndelige aspekter. I dette tilfælde er det buddhi-manas, der er karana-sharira. Men hvis det primære kausale aspekt igen og igen skaber legemer af en lavere type til det reinkarnerende aspekt, betyder det, at det er kama-manas eller lavere manas, der er karana-sharira. På den måde er der reelt to kausale aspekter i det sammensatte menneskes opbygning – et med en højere og et med en lavere karakter. Men hverken karana-sharira eller karanopadhi er strengt taget menneskets indre guddom, for det er atma eller det grundlæggende ”Selv” i menneskets inkarnerende monade, der kaldes karanatman. (Se også Ananda-maya-kosha, Anna-maya-kosha, Atma, Avidya, Buddhi-manas, Kama-manas, Karanopadhi, Karma, Karanatman, Kausallegeme, Maha, Mana-maya-kosha, Manas, Manvantara, Monade, Nirvani, Sjæl, Sutratma, Vidya og Vijnana-maya-kosha).

Karanatman
(Sanskrit). Karanatman består af ”karana”, der betyder ”årsag”, og ”atman”, der betyder ”Selv”. Karanatman er det kausale ”Selv” eller den guddommelige kilde i menneskets natur, og herfra strømmer der − i en faldende skala fra finere til tættere stofkvaliteter − de forskellige aspekter, der udgør menneskets sammensatte konstitution. Det kaldes det kausale ”Selv”, fordi fra det som den oprindelige kilde til bevidsthed strømmer ud til alle de aspekter, principper, egenskaber og karakteristika − svabhava − i enhver enhed, der gennemgår den lange evolutionære pilgrimsvandring gennem de forskellige verdener i det manifesterede univers. Det svarer til Atman, som i hindu-litteraturen kaldes Ishvara (herre eller mester). De forskellige enheder i menneskets opbygning − guddommelig, åndelig, menneskelig, dyrisk og astral-vital − er aspekter fra den grundlæggende eller øverste Atman i opbygningen. De forskellige enheder med deres reproduktive praksis er faktisk de kausale principper eller legemer i den uendelige række af reinkarnationer som enhver skabning gennemgår som en karmisk nødvendighed under den kosmiske manvantara − og derfor repræsenterer de forskellige enheder det ydre eller legemlige aspekt, som udgør de respektive karanopadhier eller karana-sharira. (Se også Atman, Ishvara, Karana-sharira, Karanopadhi, Kausallegeme, Manvantara, Monade og Svabhava).

Karanda
Se Kalavingka.

Karaniya-metta-sutta
(Sanskrit). Karaniya-metta-sutta kan oversættes med ”næstekærlighed”. Begreberne ren, uselvisk kærlighed (metta) og medfølelse (karuna) er det nærmeste, man kommer en betegnelse for buddhistisk næstekærlighed.

Karanopadhi
(Sanskrit). Karanopadhi består af ”karana”, der betyder ”årsag”, og ”upadhi”, der betyder ”base”, ”redskab”, ”legeme” eller ”forklædning”. Karanopadhi er ”årsagslegemet” eller ”kausallegemet”. Den kaldes karanopadhi − ”grundlaget for årsagen” − af taraka raja yogierne. Det er sjælens legeme på kausalplanet – sjælens eget plan − og det er udgangspunkt for utallige inkarnationer i den fysiske verden. Upadhi – den anden del af ordet – oversættes ofte med ”redskab”, men selv om ”redskab” giver den umiddelbare betydning, får man ikke ordets essentielle betydning, som er ”klædning”, ”forklædning” eller ”maske”, som menneskets monade (ånd) ifører sig, når den manifesterer sig på de lavere planer. Esoterisk set kan man næsten sætte lighedstegn mellem karanopadhi og maya eller de illusoriske forklædninger, som monaden beliver og manifesterer sig i. Betydningen af karanopadhi er derfor dual. Den første er nem at forstå, for årsagen til at skabe reinkarnerende personligheder er avidya, som snarere betyder uvidenskabelig end uvidenhed, for når den reinkarnerende enhed gennem mange inkarnationer i stof, form og legemer har afkastet stoffets og legemernes lænker og har erhvervet sig selvbevidst erkendelse af sine egne guddommelige kræfter, og derved har gennemskuet maya, bliver den det, der kaldes en jivanmukta. Det er kun ufuldkomne sjæle, der er forpligtet af naturens cykliske lov til at gennemgå de gentagende inkarnationer på det fysiske plan for at lære selvkontrol og herredømme over alle naturens eksistensplaner. Efterhånden som der sker fremskridt inden for viden, visdom og medfølelse, ligner den reinkarnerende enhed sin åndelige modpol mere og mere, og bliver mindre underlagt avidya. Karanopadhi svarer til ananda-maya-kosha i den vedantiske klassificering, og til sushupti, der er en dyb, drømmeløs, sovende tilstand. (Se også Ananda-maya-kosha, Anna-maya-kosha, Avidya, Jivanmukta, Karana-Sharira, Karanatman, Kausallegeme, Mana-maya-kosha, Maya, Monade, Sjæl, Solengel, Sushupti, Vidya og Vijnana-maya-kosha).

Kardinalpunkter
Kardinalpunkter er enten de fire vigtigste punkter i kompasset (nord, øst, syd, vest), eller de fire vigtigste zodiakale konstellationer − Vædderen, Krebsen, Vægten og Stenbukken. Men pga. jævndøgnspræcessionerne skifter konstellationerne i tidens løb. De fire punkter er forbundet med de fire arme på det ligearmede kors eller svastika, med også med kubussen – med tilføjelse af de fire punkter for zenit og nadir (det usynlige punkt på himmelhvælvingen, der er lodret under iagttageren). Kosmisk repræsenterer de fire kardinalpunkter en bestemt manifestationsfase, hvor de tre bliver fire. I dette tilfælde er det stoffets tal. Zohar siger, at de tre urelementer, de fire kardinalpunkter og alle naturens kræfter skaber ”Viljens Stemme”, som er identisk med den manifesterede Logos. Zeus omfattede iflg. det gamle orakel på Dodona selv de fire elementer og de fire kardinalpunkter. Brahma har tilsvarende fire ansigter. Pyramiden består af en trekant, der gentages på de fire kardinalpunkter. De fire kardinalpunkter hersker over − eller er manifestationer af – de fire kosmiske ånder, drager eller maharajaer. I buddhismen er de chatur-maharajaer (de fire store konger), som er de skjulte visdomsdrager eller himmelske nagaer (slanger). Hinduismen er det de fire, seks eller otte lokapalaer. I de egyptiske og jødiske templer var punkterne repræsenteret ved de fire farver på forhænget før Adytum. (Se også Adytum, Chatur-maharaja, Equinox, Kubus, Lokapala, Maharaja, Naga, Svastika, Zenit, Zeus, Zodiak og Zohar).

Karkata
(Sanskrit). Karkata eller Karkataka er Krebsen eller Cancer, som er zodiakens 4. stjernetegn. Stjernetegnet repræsenterer den hellige tetragram, og det fuldender den første firfoldighed. (Se også Krebsen, Tetragram, Tetragrammaton og Zodiak).

Karma
(Sanskrit). Karma stammer fra roden ”kri”, der betyder ”at gøre”, ”at udføre” eller ”at handle”. At handle vil sige årsagerne til og konsekvenserne af handlingen – dvs. den, der skaber forandringer. Normalt oversættes karma med ”handling”, og man siger, at karma er ”skæbnebestemt”, for al handling er årsagsskabende, men det er vigtigt at vide, at ikke-handling også betragtes som handling. Karma er loven om årsag og virkning. Princippet i karmaloven er i overensstemmelse med Isaac Newton, der sagde: ”Enhver aktion medfører en lige så stor og modsatrettet reaktion”. Karmaloven kaldes derfor retfærdighedens og gengældelsens lov: ”Hvad et menneske sår, skal det høste”. Karma skaber balance og genopretter harmoni, og derfor skaber karmaloven retfærdighed iflg. kausalitetsprincippet. Karma genskaber ligevægt ved at kompensere og justere alle handlinger, som er urimelige eller forkerte. Derfor kaldes karmaloven ofte loven om gengældelse, men karma indebærer hverken belønning eller straf. Loven er baseret på naturens behov for harmonisk ligevægt. Karma er ofte misforstået som ”skæbnens uafvendelighed”, men karma står reelt for alt det, man ikke har været bevidst om, det, som man kun har forstået delvist, og det, som man har undladt at konfrontere. Ved et menneskes positive eller negative karma forstår man den samlede opsparede sum af virkninger, som mennesket selv har været årsag til i det aktuelle liv eller i tidligere inkarnationer, og som før eller senere skal afbalanceres. Karma betinger på den måde et menneskes skæbne i næste eller fremtidige liv. Karmaloven virker bl.a. via underbevidstheden, som får mennesket bragt i situationer, hvor det kan gennemføre de opgaver, ønsker og beslutninger, der endnu ikke er opfyldt. Det er vigtigt desuden at inddrage den kollektive karma – dvs. den sociale påvirkning, som et mennesket er udsat for, og som spiller en rolle i menneskes karma. Iflg. buddhismen er karma den moralske kerne hos enhver skabning, og det er kun karmaen, der overlever døden og fortsætter i reinkarnation. Det betyder, at der ikke bliver andet tilbage af personligheden end årsagerne, som personligheden har skabt. Årsagerne er udødelige. Den græske gudinde Nemesis, som er den straffende retfærdighed, var en personificering af et af karmas aspekter. Nemesis har imidlertid kun én betydning − dårlig karma. Nemesis og mange andre navne blev en praksis, som i populære forestillinger antog skikkelse af hævnende guder. Årsagen er, at intet er livløst i Universet, og derfor er det ikke overraskende at høre om Karmas Herrer og eller lipikaer, der holder regnskab med karmaen iflg. åndsvidenskaben. Karma skal naturligvis overføres af levende skabninger, for der findes ikke andre muligheder. Universet og den universelle natur er ikke andet end én stor og næsten grænseløs skabning med en struktur, lovmæssigheder og aktiviteter, som består af utallige hierarkier, der er opbygget af skabninger i alverdens kvaliteter. De betinger ikke alene naturen, for de er i virkeligheden selve den universelle natur. Menneskets handlinger udvikler reelt levende skabninger, som påvirker andre mennesker, og i sidste ende reagerer de på den, der har skabt dem. Skabningerne er karmas repræsentanter på ét plan, og på højere planer er det andre skabninger, der repræsenterer karma. En esoteriker eller en filosof taler derfor aldrig om forsynets godhed eller ondskab, men identificerer den med karma. Effekten af karma på mennesket er derfor blot en naturlig reaktion på dets handlinger, som kan betegnes som halve handlinger, for de er ikke afsluttet, før reaktionen respekteres og harmoni og balance genskabes. Konsekvenserne af handlingerne opstår ikke nødvendigvis omgående, og derfor kan de vise sig på et senere tidspunkt i livet eller i kommende liv, hvor mennesket har udviklet evnen til at forstå reaktionen og ændre adfærd. Karma tilsidesætter ikke menneskets fri vilje, Karma indebærer heller ikke fatalisme (opfattelsen af, at alt er forudbestemt) eller mekanistisk determinisme. Karma er ikke en mekanisk kæde, der forbinder årsag og virkning, for det vil medføre, at enhver handling er forudbestemt af tidligere handlinger og ingen anden årsag. Mennesket er dybest set en guddommelig gnist, der udtrykker sig via en række legemer, der gør det muligt at være bevidst og handlende på legemernes respektive planer. Pga. af kontrakten med højere planer har mennesket magt til at bringe nye kræfter i aktion, og derfor er det ikke bundet til sin karma i mekanistisk forstand. På den anden side er det meningsløst at tale om en absolut fri vilje. Mennesket har først og fremmest frie valg. Viljen bliver imidlertid mere og mere frigjort efterhånden som mennesket trænger dybere ind i sin natur − men processen skal altid aktiveres af et motiv, og dermed bliver karmaen betinget af motivet. Der er mange typer af karma − eksempelvis menneskehedens karma, racens karma, den nationale karma, familiekarma, individuel karma osv. Karma er en kæde af årsagssammenhænge. Er der i tale om et menneske, kan man sige, at det i sin natur opsummerer både fortid og fremtid, som er dets personlige karma. Men hele Universet og alle skabninger er desuden forbundet, og derfor kan intet menneske have eksklusive interesser, og dybest set er alle skabningers karma forbundet og identiske. Karma hverken straffer eller belønner. Karma i sit moralske aspekt er udtryk for kosmisk retfærdighed. Karma forhindrer ikke, at man hjælper andre, og karma gør det heller ikke formålsløs at praktisere medfølelse, for man påfører sig som sagt ansvar ved både at undlade at handle og ved at handle. (Se også Buddhisme, Fri vilje, Karma-bandha, Karma-Nemesis, Karma-phala, Karma-sakshin, Karma-yoga, Karma-saya, Lipika, Nemesis og Årsag og virkning).

Karma-bandha
(Sanskrit). Karma-bandha består af ”karma”, der betyder ”handling” eller ”aktivitet”, og ”bandha”, der betyder ”binding” eller ”lænke”. Karma-bandha er derfor de bindinger, som karma eller handlinger skaber i gentagne inkarnationer. De karmiske bånd består af tanker, følelser og handlinger. En skabning, som er uden karma-bandha, har opnået frihed for de fængslende lænker, og har frigjort sig fra tiltrækning til det materialistiske liv. Det er en jivanmukta, som stadig har den karma, der er knyttet til det bevidsthedsplan, som jivanmuktaen befinder sig på. En jivanmukta kan kun løfte sig over karmaen i forhold til livet i de lavere verdener. Enhver skabning uanset udviklingsniveau lever som et individualiseret monadisk center, som uundgåeligt skaber karma, der svarer til eksistensplanet. Karma betyder enhver form for handling eller aktivitet − åndelig, intellektuel, psykologisk, astral eller fysisk. Selv manglende handling betragtes som et valg og en handling. Mennesket, der lever på de lavere eksistensplaner, skaber karma, der svarer til mennesket og dets miljø − men selv højt åndelige bevidstheder skaber naturligvis karma på i deres respektive eksistensplan, og karmaen svarer til deres ophøjede tilstand. Årsagen er, at de er individualiserede og aktive. (Se også Jivanmukta, Karma, Karma-nemesis, Karma-phala, Karma-sakshin, Karma-yoga og Karma-saya).

Karma-kanda
(Sanskrit). Karma-kanda er den del af Shruti eller de vediske skrifter, der vedrører ceremonielle handlinger og offerritualer. H.P. Blavatsky betragter dem som ligegyldige åndeligt set. Karma-kanda er også et af skrifterne hos jainisterne. (Se også Jaina, Jainister, Karma, Shruti og Veda).

Karma-marga
Se Marga.

Karma-nemesis
(Sanskrit/græsk). Karma-nemesis består af sanskritordet ”karma”, der betyder ”handling” eller ”årsag og virkning”, og det græske Nemesis, der var betegnelsen for gudinden for harmoni og gengældelse. Karma-nemesis er den fastsatte karmiske skæbne for enhver skabning. Karmaen ligger latent i livskimen, og den udfoldes gradvist i løbet af væksten og udviklingen. Universet som helhed opfylder − i løbet af sin cykliske evolution − alt hvad der er indeholdt i kimen, som var latent ved manifestationens begyndelse. Hver enkelt skabning, som essentielt er en gnist af det guddommelige liv, følger den samme gådefulde karmiske lov, og det gælder samtlige verdener og alle skabninger i dem. Den skæbne, der ligger i den karmiske kim, er den skæbne, som er forbundet med den åndelige skabning og dens forskellige egenskaber, og egenskaberne som helhed – som er skabningens svabhava − er udtryk for skabningens andel af den frie vilje, der i lange tidsaldre vil føre den ud på gådefulde biveje i dens evolutionære vækst. Den inkarnerede personlighed har evnen til at foretage valg, men den kan midlertidigt komme ud på lange afveje i forhold til den lige udviklingsvej, som er dens guddommelige skæbne, for den lokkes på afveje af tiltrækningskraften fra de lavere manifestationsplaner. De karmiske resultater, som bliver til Karma-nemesis, kan ikke undgås. De skal bearbejdes og gennemskues. Det er en positiv, men ubønhørlig justering og genoprettelse af harmonien. Skæbnen er derfor ikke udtryk for fatalisme (opfattelsen af, at alt er forudbestemt), men i stedet bekræftes tanken om, at karma er uløseligt forbundet med den frie vilje åndeligt set. Kimen til Karma-nemesis er konsekvenserne af handlinger, følelser og tanker, der er udtryk for en selvstændig vilje, og den medfører en virkning. Der er derfor to typer af skæbne − det, som skabningen under udvikling har opsparet som karakter, tilbøjeligheder, fordomme og svabhava i tidligere inkarnationer, og det, som skabningen i kraft af sin begrænsede frie vilje, har oplagret til sin fremtid, og det er i helt overensstemmelse med udøvelsen af den frie vilje eller det frie valg. (Se også Fri vilje, Karma, Karma-bandha, Karma-phala, Karma-sakshin, Karma-yoga, Karma-saya, Nemesis, Svabhava og Årsag og virkning).

Karma-phala
(Sanskrit). Karma-phala består af ”karma”, der betyder ”handling” eller ”årsag og virkning”, og ”phala”, der betyder ”frugt” eller ”resultat” – frugten af de handlinger, der er udført – dvs. de samlede konsekvenser af en skabnings handlinger. Karma-phala er derfor yoga-filosofiens betegnelse for karmiske virkninger. Karmaloven er loven om årsag og virkning på godt og ondt, og karma-phala repræsenterer derfor karmisk tilbagevirkning. Karma-phala skal opfattes positivt, for alle handlinger uden undtagelse giver resultater eller virkninger. Uanset hvad man gør, så skaber man virkninger. Iflg. hinduistisk filosofi er der tale om alle former for handlinger – herunder handling i tanker, følelser, ord og adfærd. Positive handlinger giver positiv tilbagevirkning, og negative handlinger giver negativ tilbagevirkning. Karma-phala kan opdeles i tre typer: Sanchita-karma-phala, som er virkninger, der modtages i det aktuelle liv pga. handlinger i tidligere liv. Prarabdha-karma-phala er virkninger, der stammer fra handlinger i nuværende liv. Kryamana-karma-phala er handlinger, der er udført i det nuværende liv, men hvor virkningerne først vil vise sig i kommende liv. (Se også Buddha-phala, Karma, Karma-bandha, Karma-nemesis, Karma-sakshin, Karma-yoga, Karma-saya, Phala og Sanchita).

Karma-sakshin
(Sanskrit). Karma-sakshin eller karma-saksin betyder ”vidnet til menneskehedens karma”. Karma-sakshin er af Suryas titler. (Se også Karma, Karma-bandha, Karma-nemesis, Karma-phala, Karma-yoga, Karma-saya og Surya).

Karma-sannyasa-yoga
(Sanskrit). Karma-sannyasa-yoga er opnåelse af enhed med den højeste ved hjælp af forsagelse af al handling til personlig fordel. Karma-sannyasa-yoga omtales i 5. kapitel i Bhagavad-Gita. En asket, der ikke søger noget til sig selv, og ikke afviser noget til sig selv, er upåvirket af modsætningernes par (dualitet), derved frigøres asketen fra de lænker, der er smedet via handlinger eller karma. At give afkald på handling og på hengivenhed via handling medfører begge den endelige frigørelse. Og i forhold til forsagelse er hengivenhed via handling eller karma-yoga den suverænt bedste metode. (Se også Bhagavad-Gita, Karma, Karma-bandha, Karma-nemesis, Karma-phala, Karma-sakshin, Karma-yoga og Karma-saya).

Karma-saya
(Sanskrit). Karma-saya består af ”karma”, der betyder ”handling”, og ”saya”, der betyder ”seksuel lyst”, ”begær” og ”lidenskab” – herunder ”i hjertet”. Karma-saya er betegnelsen for latente handlingsindtryk, som vil skabe virkninger før eller senere. Karma-saya er den samlede sum af de indtryk, der er efterladt af ethvert seksuelt forhold (fysisk, følelsesmæssigt og mentalt). Med andre ord efterlader tidligere seksuelle forhold karmiske spor i underbevidstheden, og karma-saya er en slags karmisk lager for den form for indtryk. Karma-saya kan overvindes ved at forstå de bagvedliggende årsager. Dyb meditation på følelsesmæssige kriser giver kontakt til karma-saya, og forståelsen kommer fra sjælen. Uden selverkendelse og meditation for at finde årsagerne er forståelse og efterfølgende eliminering af karma-saya umulig, og karma-saya oplagres i tankesindet og bliver årsag til lidelse. (Se også Karma, Karma-bandha, Karma-nemesis, Karma-phala og Karma-sakshin).


Side : 1 2 3 4
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook