Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Maat
(Egyptologi). Den egyptiske gudinde Maat symboliserede den kosmiske lov og orden. Hun svævede over skabelsen og gennemstrømmede den. Maat blev afbildet som en gudinde iført himmelblå kjole. Hun vises ofte knælende med udbredte vinger, og på hovedet bar hun en lille rød eller hvid fjer, som egypterne kaldte ”sandhedens fjer”. Hun var symbol på summen af stoffets kræfter i det manifesterede univers. Hun repræsenterede derfor de naturkræfter, som alle levende skabninger fra de makrokosmiske til de mikrokosmiske uundgåeligt er underlagt. I udviklingens løb lærer mennesket at forstå og kontrollere naturens kræfter og lovmæssigheder, men lovene kan hverken ophæves eller sættes ud af funktion. Alle skabninger er eksempelvis underlagt karmaloven (loven om årsag og virkning – eller loven om aktion og reaktion), periodicitetsloven (loven om den cykliske gentagelse), tyngdeloven osv. Selv om ypperstepræsterne kaldes magikere, kunne de ikke ændre naturlovene, men de kunne kontrollere og styre adskillige naturkræfter. I nutiden kaldes deres evne for magi, men ordet afslører udelukkende nutidens manglende kendskab til de gamle egypteres metoder, som naturligvis blev praktiseret inden for naturlovenes rammer. Maats modpol hedder ”Isfet”. Hun symboliserede negative egenskaber som f.eks. egoisme, falskhed og uretfærdighed. I den egyptiske mytologi tog Isfet skikkelse af en ond, dragelignende slangegud ved navn Apophis. Alt manifesteret er underlagt Maat (naturlovene). Lyset er manifesteret, og derfor måtte selv Ra (livslyset) respektere Maats kosmiske love. Alt manifesteret rummer tre aspekter i sin natur: Liv, stof og bevidsthed – eller personificeret ved hjælp af en fader, en moder og en søn. Det samme gjaldt Ra. Shu var sønnen, som var et resultat af Ras forening med løvegudinden Tefnut. Ra, Shu og Tefnut dannede derfor en højeste triade i Egyptens 9-gudekreds. Tefnuts modpol på et lavere niveau af manifestationen var løvegudinden Sakhmet, og tilsammen symboliserer de kundalinikraftens åndelige og stoflige polarisering. Man kan sige, at Tefnut symboliserede ”ildens substans”. og Sakhmet repræsenterede ”substansens ild”. Ra, Shu og Tefnut var ildens, åndens og lysets triade i det manifesterede univers. (Se også Ra, Shu og Tefnut).

Madhu
(Sanskrit). I den hinduistiske mytologi er Madhu identisk med Asuraerne dvs. dæmonerne. De voksede ud fra guden Vishnus ører, mens han befandt sig i den dybe yoga-søvn – Yoga-nidra. En lotus voksede ud fra navlen, og i lotusblomsten sad Brahma – Skaberen – i dyb kontemplation før skabelsen af Universet. (Se også Madhusudanah).

Madhusudanah
(Sanskrit). Madhusudanah er et andet navn for Vishnu eller Gud, og det er det 73. navn i Vishnu Sahasranama. Iflg. Adi Sankaras kommentar til Vishnu Sahasranama betyder Madhusudanah, den, der tilintetgør dæmonen Madhu. (Se også Madhu).

Madhyama Nauli
(Sanskrit). Madhyama Nauli er en yoga-øvelse, der påvirker midten af underlivet uafhængig af musklerne i venstre og højre side af underlivet, og alle muskler er koncentreret i centrum af maveområdet i en lodret linje. Dakshina Nauli (højre side) påvirker udelukkende højre sides muskler uden at påvirke venstre sides muskler. Vama Nauli (venstre side) påvirker kun venstre sides muskler, mens højre sides muskler er afslappede. Når man har fået fuld kontrol over de tre typer af Nauli, ved man, hvordan man spænder musklerne i midten, i venstre side og i højre side af maven, og man vil også vide, hvordan man bevæger dem fra side til side. Det kaldes Nauli Calana, som er en god øvelse til at styrke indvoldene i bughulen. Både de autonome nervecentre og de endokrine kirtler i maven aktiveres. (Se også Dakshina Nauli, Jalandhara Bandha, Nauli, Jalandhara Bandha og Vama Nauli).

Mager
(Oldpersisk). En Mager er oprindeligt en indviet persisk præst. Senere brugte man ordet om troldmand, fordi Mager blev relateret til magi.

Maggo
(Sanskrit). Maggo betyder ”vej”. Det er udviklingsvejen, hvor den studerende bestræber sig på at afkaste lænkerne til det fysiske liv.

Magi
Reelt eksisterer magi ikke, men der findes kendskab eller manglende kendskab til naturens kræfter. Når et menneske kontrollerer eller bruger kræfter, der er ukendte for nutidens naturvidenskab, kalder man det magi. Magi er derfor baseret på kendskab til naturens indre, skjulte kræfter, og deres anvendelse på det fysiske plan. Magi er derfor bl.a. videnskaben om forbindelsen til de usynlige verdener og deres beboere. Det er en videnskab, der oprindeligt var en uadskillelig del af religionen. Når magi benyttes positivt og altruistisk til gavn for verden og menneskeheden, kaldes den hvid magi. Men i samme øjeblik denne viden bruges til egoistiske formål eller – værre endnu – til skade for andre, betragtes den som sort magi. Den viden og de kræfter, der anvendes, er den samme i både hvid og sort magi. Motivet er den eneste afgørende forskel. (Se også Magi i Egypten og Magiker).

Magi i Egypten
(Egyptologi). Magi som et sociologisk fænomen findes i alle samfund. (Sociologi er studiet af samfund). Det vil være forkert at tale om magi alene med henvisning til Egypten, men her er det muligt at udpege to af magiens grundlæggende principper, der begge har forbindelse med ”sympatisk” affinitet mellem identiske lyde eller objekter. Magien var først og fremmest baseret på troen på lydens skabende kraft. For det almindelige menneske var navnet på en levende skabning eller en genstand ikke bare en praktisk betegnelse, der havde til formål at udveksle idéer og begreber med andre. Navnet eller lyden var selve skabningen, kvaliteten eller livet i genstanden. At udtale et navn medførte skabelse af genstanden eller det levende væsen – ikke nødvendigvis fysisk med i subtile stofformer på indre eksistensplaner. Desuden oplyser egypterne i flere skabelsesberetninger, at ypperstepræsten blot skulle udtale navnet på de enkelte bestanddele i det, der skulle skabes, for at kalde det frem til objektiv tilværelse. Det andet princip i den egyptiske magi bestod i et billedes eller et symbols skabende kraft. Alene udtalelsen af navnet på en gud ville tilkalde gudens energi, kvalitet og tilstedeværelse. På samme måde kunne tilstedeværelsen af en genstand eller et menneske påvirke og forvandle en person, som modtog en del af genstandens eller menneskets åndelige natur. Til det første princip hører alle de magiske ritualer, hvor man benyttede magiske formler. Det andet princip inkluderede alt, hvad man forsøgte at ændre via repræsentation – eksempelvis ved at ødelægge et billede for at beskytte sig mod ondskab, eller talismaner, der kunne anvendes til selvbeskyttelse. De fungerede som amuletter, der beskyttede mod ondskab og ulykke. Statuer blev brugt til healing, og magiske mantraer blev udtalt over medicinen, inden den blev givet til patienten. Magi spillede derfor en vigtig rolle i egypternes daglige liv. (Se også Magi og Magiker).

Magiker
En Magiker er et menneske, der udøver magi. I nutiden betragtes en Magiker ofte som enten en tryllekunstner eller en troldmand. En tryllekunstner praktiserer ikke magi, for det er et menneske, der bruger tricks, som giver illusionen af magiske handlinger. Med betegnelsen troldmand mener man et menneske, der angivelig står i forbindelse med overnaturlige kræfter. Men ægte magi kan ikke forklares med de såkaldte ”overnaturlige” kræfter, for der findes ingen kræfter, der er over naturen. Men der findes kræfter i naturen, som nutidens menneskehed enten har kendskab til eller er uvidende om. En magiker er derfor et menneske, der har kontrol over og kan anvende ukendte naturkræfter. Anvendt magi og mistanke om evnen til at udøve magi har kostet mange mennesker livet. I middelalderen accepterede den kristne kirke at Jesus udførte magiske mange handlinger og helbredelser, men præsterne var desuden overbevist om, at hvis mennesker havde lignende evner – også selv om de var i stand til at kurere sygdomme med urter – så ville de bruge deres magiske evner til onde gerninger. Derfor blev ”kloge koner”, hekse og troldmænd brændt på bålet under de mest forfærdelige pinsler. Ceremoniel, individuel og rituel magi er bare nogle få af de mange af forskellige betegnelser, man bruger om magi. (Se også Magi og Magi i Egypten).

Magisterium
(Latin). Magisterium stammer fra ”magister” i betydningen ”lærer”. Magisterium er dels en magisters embede og dels et mesterstykke. I åndsvidenskaben henviser Magisterium til ”Det store værk” eller et mesterværk, som er slutresultatet af den alkymistiske proces i forbindelse med fremstilling af guld. I den katolske kirke er Magisterium et læreembede, der har ansvaret for undervisningen i kirken. Katolsk teologi opdeler kirkens undervisningsfunktioner i to kategorier: Det fuldkomne hellige Magisterium og det ufuldkomne ordinære Magisterium. Det fuldkomne hellige Magisterium omfatter de ekstraordinære bekendtgørelser fra paven f.eks. ”cathedra”, og beslutninger i det økumeniske råd, hvor der traditionelt vedtages teologiske afgørelser, kanoner og dekreter. Det latinske ”cathedra” betyder ”stol”, og det stammer fra det græske ”kathedra”, der betyder ”sæde”. Det er et symbol på pavens eller biskoppens undervisende myndighed i den katolske og den ortodokse kirke. Kirkens undervisende myndighed har til opgave at give en autentisk fortolkning af Guds ord på grundlag af den hellige skrift eller kirkens tradition.

Magnetisme
Åndsvidenskabeligt er Magnetisme en betegnelse for æterisk strøm eller udstråling fra levende skabninger. Magnetisme er derfor en kraft i naturen, og den findes også hos mennesker og dyr. I naturen viser den sig som kosmisk og fysisk magnetisme og skaber forskellige tiltræknings- og polariseringsfænomener m.v. Hos mennesker og dyr er der tale om en udstråling, som kaldes animalsk eller dyrisk magnetisme.

Magnetopat
En Magnetopat er en helbreder, der healer og behandler ved hjælp af magnetiske strygninger.

Magni
(Oldnordisk). Magni eller Magne var søn af Thor og Jernsaxa i den nordiske mytologi. Navnet Magni betyder styrke, og varianten Magne er blevet brugt som drengenavn. Tre dage gammel reddede han sin far fra at blive kvalt under jætten Hrungners støvle, og modtog som belønning hesten Guldfaxe. (Se også Guldfaxe, Hrungner og Thor).

Maha
(Sanskrit). Maha er en forstavelse, som i ordforbindelser betyder ”stor” – eksempelvis Maha-Chohan, der betyder ”stor herre”.

Maha Bandha
(Sanskrit). Maha Bandha betyder ”den store lås”. Maha Bandha er en yoga-øvelse, der kombinerer tre låse – Moola Bandha, Jalandhara Bandha og Uddiyana Bandha – sammen med tilbageholdelse af åndedrættet. Øvelsen begynder i meditationsstilling. Der koncentreres på chakraerne Muladhara, Manipura og Vishuddhi. Man udånder helt gennem munden og holder vejret. Hænderne anbringes på knæene, skuldrene løftes, overkroppen vippes lidt frem og ryggen holdes lige. Man udfører nu Jalandhara Bandha og koncentrere sig om Vishuddhi chakra. Derefter udfører man Uddiyana Bandha og koncentrere sig om Manipura chakra. Endelig går man ind i Moola Bandha og koncentrere sig om Muladhara chakra. Man bliver i denne position, mens man holder alle tre Bandhaer så længe, man er i stand til at holde vejret uden anstrengelse. Slip derefter Bandhaerne i samme rækkefølge, som de blev opbygget. Tag en dyb indånding og vend tilbage til udgangspositionen og lad vejrtrækning blive normal i denne stilling. Øvelsen gentages 3-5 gange. (Se også Moola Bandha, Jalandhara Bandha og Uddiyana Bandha).

Maha Mudra
(Sanskrit). Maha Mudra betyder ”den store gestus” eller ”den store lås”. Maha Mudra er en yoga-øvelse, hvor Moola Bandha, Shambhavi Mudra og Khechari Mudras kombineres og udføres samtidig. Navnet refererer til en yogi, der har realiseret Maha Mudra – dvs. et menneske, der har haft succes med at opleve virkeligheden ved hjælp af Maha Mudra. Mudra henviser til det faktum, at alt er levende, og Maha henviser til det faktum, at erkendelsen er højt hævet over ethvert koncept, enhver fantasi og enhver projektion. Maha Mudra er en kilde til lærdom, som repræsenterer kulminationen af alle de former for yoga-praksis inden for tibetansk buddhisme. (Se også Moola Bandha, Khechari Mudras og Shambhavi Mudra).

Maha Nadi
(Sanskrit). Maha betyder ”stor”, og Nadi betyder ”kanal”, ”flod”, ”strøm” eller ”rør”. Nadier er de kanaler, som iflg. åndsvidenskaben og traditionel indisk medicin er årsag til, at energierne strømmer i æterlegemet, og det er desuden nadierne, der forbinder chakraerne. Maha Nadi betyder ordret den ”store nadi” eller den ”store kanal”, og det henviser til Sushumna, der er en kanal i menneskets æteriske rygsøjle. Mahanadi er desuden en 900 km lang flod i det centrale Indien. (Se også Sushumna).

Maha-Bhuta
(Sanskrit). Maha-Bhuta på sanskrit og pali betyder ”det store element” eller ”de grove elementer”. Shamkhya-filosofien opfatter alt undtagen Purusha (ånden) som forskellige former for stof, der består af 24 varianter af forbundne stoflige elementer − ikke kun de grove og synlige, men også Tanmatras – dvs. de finsubstantielle og usynlige som f.eks. tankesindet. Maha-Bhuta er en betegnelse for de grove, stoflige elementer, og i buddhismen er der fire store elementer – jord, vand, ild og luft. I hinduismen tilføjes et femte ”stort” eller ”groft” element – Akasha eller æteren. (Se også Pancha Tattva).

Maha-Buddhi
Se Mahat.

Maha-Mara
(Sanskrit). Maha-Mara er ”maraernes konge”, som er personificeringen af det onde. Maha-Mara er ”fristeren”. Det var Maha-Mara, der fristede Buddha på samme måde, som djævelen fristede Jesus.

Maha-Maya
(Sanskrit). Maha betyder ”stor”, og Maya betyder ”illusion”. Maha-Maya er derfor ”den store illusion”, og dermed menes der det objektive univers. I åndsvidenskaben og Østens filosofi er Maya en betegnelse for alt begrænset, midlertidigt og endeligt (også begreber), og er alt i manifestationen udtryk for illusion. Alt i skabelsen undtagen Skaberen, er en illusion, uvirkeligt i betydningen ikke evigt.

Maha-yuga
(Sanskrit). En Maha-yuga er en tusindedel af en Brahmas dag eller en periode på 4.320.000 fysiske år. En Maha-yuga deles i fire tidsaldre: Krita eller Aatya-yuga, Treta-yuga, Dvapara-yuga og Kali-yuga. (Se også Brahmas alder, Dvapara-yuga, Kali-yuga, Krita-yuga, Treta-yuga og Yuga).

Mahabharata
(Sanskrit). Mahabharata er ”den store krig”. Mahabharata er Indiens berømte fortælling, som sandsynligvis er det længste digt i verden. Med 90.000 dobbeltvers og godt 1,8 millioner ord er det et af verdenslitteraturens største værker, der bl.a. omfatter Bhagavad-Gita. Dens længste udgave består af over 100.000 shloka eller over 200.000 individuelle verslinjer og lange prosapassager. Ifølge Mahabharata selv er fortællingen udvides fra en kortere version på 24.000 vers, der kaldes Bharata. Der er stor uenighed om Mahabharatas alder, men værket er usædvanligt gammelt. Iflg. de bedste hinduistiske eksperter ligger den mahabaratanske periode omkring år 5.000 f.Kr. Traditionelt siges Mahabharata at være skrevet af vismanden Vyasa, men værkets forskelligartede indhold indikerer dog, at det er stykket sammen af ældre tekststykker, bl.a. gamle digte om fortidige helte og brahmanske belæringer fra bl.a. Veda-perioden. Den endelige udformning fik Mahabharata først i Gupta-perioden omkring år 400 e.Kr. Mahabharata betyder ”den store Bharata”, og der hentydes til kongeriget Bharata og den kongelige familie, hvor to grene af slægten kæmpede om magten. Kampen udviklede sig til en krig, som beskrives over flere bøger, bl.a. Bhagavad Gita, der er blevet særlig berømt. Bhagavad Gita har opnået status som måske den vigtigste tekst indenfor hinduismen. På grund af Bhagavad Gita og andre religiøse tekststykker, betragter hinduerne Mahabharata i sin helhed for en hellig tekst, og derfor benyttes den i templerne. Udover de episke fortællinger om Kurukshetra-krigen indeholder Mahabharata meget filosofisk materiale – eksempelvis en diskussion om de fire mål i livet (Purusharthas).

Mahachohan
(Sanskrit). Mahachohan er ”civilisationens herre” og en manifestation på Jorden af guddommens intelligensaspekt (3. stråle). Mahachohanen er derfor leder af den tredje store afdeling eller aktivitetsaspektet i Det Store Hvide Broderskab eller Hierarkiet. Universets manifestation er baseret på trefoldighed eller treenighed. Derfor manifesterer skabelsens trefoldighed sig på Jorden via Hierarkiet i form af en treenighed af mestre: Manuen, som er menneskehedens stamfader, Bodhisattvaen eller Kristus, som er Verdenslæreren, og Mahachohan, som er civilisationens herre, og som er ansvarlig for menneskehedens evolution. Evolutionens trefoldige arbejde på Jorden udføres af Mahachohan. På en måde fungerer han som repræsentant for 3. Logos på Jorden, og han er derfor den mester, der styrer det overordnede skabelsesarbejde. Det er Mahachohan, der modtager, kontrollerer og dirigerer de enorme skabende kræfter fra kosmos, men det er kun en del af hans arbejde. Mahachohan er de skabende energiers øverste leder på Jorden. Han er desuden ”evolutionens herre”. Alt hvad mennesket kalder vækst, forandring eller udvikling er udtryk for det trefoldige guddommelige tankesind, og Mahachohan repræsenterer dette aspekt. Det er ham, der aktiverer evolutionens bevægelser. Det er ham, der introducerer nye dynamiske tanker og leder civilisationens generelle udvikling. For ham ligger fremtiden som en åben bog. Han ved, hvad der skal komme, og han ved, hvilke aspekter af enhver evolutionscyklus, der skal afsluttes på et givet tidspunkt. Ved hjælp af de fem strålers energikvaliteter, der sorterer under ham, leder han evolutionens gang, og han påvirker udviklingen for at manifestere de ændringer, der skal ske. Mahachohan er ikke alene leder af den skabende aktivitet i både naturen og menneskeheden. Han har desuden ansvaret for det enkelte menneskes udvikling. Hans ernorme bevidsthed overvåger det enkelte menneskes forskellige skridt fra individualiseringen og helt frem til mesterskab. Det er Mahachohan, der registrerer de fremskridt, der gøres af aspiranter og disciple på udviklingsvejen. (Se også Bodhisattvaen, Hvide Broderskab og Manu).

Mahakala
(Sanskrit). Mahakala er en Dharmapala – dvs. ”beskytter af dharma” i Vajrayana-buddhismen. Mahakala er en uhyggeligt udseende beskytter i tibetansk buddhisme, men også en guddom i både kinesisk og japansk buddhisme. Mahakala er kendt som Daheitian i Kina og Daikokuten i Japan. Mahakala hører til det 4. hierarki af guder, og i hinduismen er Mahakala et navn på Shiva.

Maharaja
(Sanskrit). Maharaja, der også kan staves Maharajah, er en titel, der betyder ”stor konge”. I åndsvidenskaben kaldes Maharajaer også Devarajaer. De fire Maharajaer er åndelige skabninger, der tilhører et meget højtstående hierarki. Det er deres opgave at sørge for karmisk udligning og afbalancering. De tilrettelægger f.eks. de forskellige forhold i inkarnationen, sådan at menneskets livsbetingelser bliver de bedst mulige for afviklingen af karma. Det er Maharajaerne, der omtales i Ezekiels vision, den såkaldte ”Mercabah” (Ezekiels Bog, 1. kap.) Deres plads er symbolsk ved de fire verdenshjørner. I hindulitteraturen kaldes de ”Chatur Maharajaerne”, og her har de fået navnene Dhritarashtra, Virudhaka, Virupaksha og Vaishravana. (Se også Raja).

Mahat
(Sanskrit). Mahat eller Maha-Buddhi er en betegnelse for ”den guddommelige hensigt” eller ”den kosmiske bevidsthed”. Mahat er det princip af universel bevidsthed og intelligens, der først manifesteres i forbindelse med Universets skabelse. Mahat svarer til 3. Logos, (kristendommens Helligånd) og til Manas – mentallegemet eller tænkeevnen – i mennesket.

Mahatma
(Sanskrit). Mahatma stammer fra ”Maha”, der betyder ”stor” og ”Atma” der betyder ”ånd” eller ”Atman”, der betyder ”sjæl”. Mahatma eller ”Maha-atma” betyder derfor ”stor ånd” eller ”stor sjæl”. Det er betegnelsen for mennesker, der har udviklet deres sjælelige og åndelige natur og nu kontrollerer den fysiske, astrale og mentale natur på et niveau, der medfører, at de er blevet en slags ”overmennesker”. En Mahatma svarer til den buddhistiske Arhat. Mahatma er det samme, som omtales i åndsvidenskaben som menneskehedens ældre brødre, mestrene eller adepterne. Mahatma blev brugt i teosofisk litteratur i slutningen af det 19. århundrede, da H.P. Blavatsky, en af grundlæggerne af den Teosofiske Samfund, oplyste, at hendes lærere var Mahatmaer. H.P. Blavatsky brugte betegnelsen Mahatmaer eller Adepter for at afsløre Mahatmaernes esoteriske viden og kraft, men hun afviste teorier om, at de skulle være en slags mirakelmagere eller ”ånder”, der viser sig ved spiritistiske seancer. Mahatmaerne er mennesker ligesom alle andre mennesker, men de repræsenterer blomsten af den menneskelige udvikling. Iflg. teosofien er Mahatmaerne derfor ikke afdøde mennesker, men højt udviklede mennesker, der har det overordnede ansvar for menneskehedens åndelige vækst og udviklingen af civilisationer. H.P. Blavatsky var den første i nyere tid, der afslørede kontakt med Mahatmaerne – især mestrene Koot Hoomi og Morya. Mahatma er et ord, som navnlig benyttes i Indien, men her bruges det ofte om mennesker, der har iøjnefaldende personlige svagheder, selv om de lever et ikke-materialistisk liv, og derfor har ordet Mahatma også fået en anden betydning, end den oprindelige. Mange helt almindelige mennesker, der måske i nogle tilfælde ligefrem er usympatiske og grove, går i Indien for at være Mahatmaer. Sanskritordet betyder noget i retning af en ”helgen”, og normalt var helgener – med meget få undtagelser − langt fra fuldkomne. De kæmpede hele tiden mod forskellige fristelser, og flere af dem talte helt åbent om deres kampe og svagheder. (Se også Adept og Mester).

Mahattattva
(Sanskrit). Mahattattva stammer fra ”Maha”, der betyder ”stor”, og ”Tattva”, der betyder ”virkelighed” eller ”princip”. Mahattattva er den universelle eller kosmiske intelligens, som kommer til udtryk i urstoffet. Iflg. forskellige indiske filosofiske retninger, er Tattva et element eller aspekt af virkeligheden, som derfor opfattes som et aspekt af guddommen. Selv om antallet af Tattvaer varierer afhængigt af den filosofiske skole, så udgør Tattvaerne grundlaget for al menneskelig erfaring. I Samkhya-filosofien er der et system af 25 Tattvaer, mens der i Shaivisme er 36 Tattvaer. Mahattattva – eller skyggen af ren bevidsthed – er kilden til hele skabelsen. Det er ren kærlighed men med et lille islæt af stoffets sanselighed, og det er årsagen til, at bevægelse og aktivitet udgår fra dette punkt. Mahattattva er direkte forbundet med Den Enes højeste bevidsthed, men alligevel ser det ud som stof.

Mahayana
(Sanskrit). Mahayana betyder ”det store fartøj”, og det er en af buddhismens hovedretninger. I perioden omkring år 0 begyndte buddhismen for alvor at blive opdelt i forskellige skoler og bevægelser. En af de større retninger kaldte sig selv Mahayana, der betyder ”det store fartøj”. Navnet henviser til buddhismens lære om, at en Bodhisattva skal arbejde for alle andre skabningers oplysning. Andre bevægelser kaldte man for Hinayana, der betyder ”det lille fartøj”, fordi man mente, at buddhister, der valgte de andre retninger, udelukkende arbejdede på deres egen frelse. Mahayana-buddhismen er en lære, der tager udgangspunkt i, at alle skabninger har en iboende Buddha-natur, og at alle derfor kan finde Nirvana i sig selv. Enhver søgende har pligt til at hjælpe andre med at opnå Nirvana. Hvis man vil optages i Mahayana-buddhismen, skal man, inden man kan begynde på sin udviklingsvej, aflægge Bodhisattva-løftet. Her forpligter man sig til ikke at forlade denne verden, før man har hjulpet alle levende skabninger til oplysning. De vigtigste skrifter inden for Mahayana-buddhismen er – udover sanskrit-versionen af Tripitaka – Hjerte-sutraen (Prajnaparamita-Sutra), Diamant-sutraen (Vajrachhedikaprajnaparamita-Sutra) og Lotus-sutraen (Saddharmapundarika-Sutra). Den vigtigste filosof inden for Mahayana-buddhisme er Nagarjuna. Den tantriske buddhisme eller Vajrayana-buddhismen, som er særligt udbredt i Tibet, tager udgangspunkt i Mahayana-buddhismen. (Se også Bodhisattva).

Maitreya
(Sanskrit). Maitreya – (Pali) Metteyya – stammer fra ”Maitri” – (Pali) ”Metta” – som betyder ” den barmhjertige”. Det er igen afledt af navneordet ”Mitra” – (Pali) ”Mitta” – som betyder ”ven”. Iflg. åndsvidenskaben er Maitreya den øverste leder af Det Store Hvide Broderskab. I Østen kaldes han Bodhisattva. Han er muslimernes Iman Pascha og de kristnes Kristus. Hans forgænger og ældre broder er Gautama Buddha, som har taget Buddha-indvielsen. Der er knyttet store forventninger til Maitreyas genkomst som Verdenslærer i nutiden på samme måde som begivenheden i Palæstina for mere end 2.000 år siden.

Maitri
(Sanskrit). Maitri betyder ”venlighed” eller ”velvilje”. Maitri oversættes på mange måder, men oftest med ordet ”kærlighed”. Chogyam Trungpa Rinpoche oversatte Maitri med ”ubetinget venlighed” og især ubetinget venlighed imod sig selv. Maitri er sandsynligvis udtryk for den buddhistiske kærlighed, som er uden bindinger til andre.

Makara
(Sanskrit). Makara betyder ”sødrage” eller ”vandmonster”. Makara er et havvæsen i hinduistisk mytologi – dvs. et dyr, der sættes i forbindelse med vand. På tibetansk kaldes denne skabning for ”Chus-rin”, som er en hybrid skabning – dvs. en krydsning mellem flere dyr. Makara er sædvanligvis afbildet som halvt landdyr med forkrop som krokodille, elefant, hjort eller rådyr og bagkrop som vanddyr fra en sæl eller med en fiskehale. Nogle gange har det mystiske væsen endda en påfuglehale. Makara er oprindelsen til ordet for krokodille, som på hindi er “mugger”. Navnet stammer fra sumpkrokodillen, der er Indiens mest almindelige krokodille, og navnet beskriver krokodillens aggressive adfærd, når den angriber sit bytte. Der er derfor en logisk forbindelse til det engelske ord ”mugger”, der betyder ”voldsmand”. Makara er ofte portrætteret som beskytter ved indgangsporten til hinduistiske og buddhistiske templer. Makara er også legeme (Vahanaa) for Ganga, som er floden Ganges gudinde og havet gud Varuna. Makara er desuden det 10. tegn i zodiaken, som er stjernebilledet Stenbukken. Esoterisk set står Makara i forbindelse med den åndelige fødsel af mikrokosmos og det fysiske verdensalts død eller opløsning – dvs. dets overgang til det åndeliges domæne.

Makarasana
(Sanskrit). Makarasana stammer fra sanskritordet Makara, som betyder ”krokodille”, og ”Asana”, der betyder ”stilling” eller ”øvelse”. Makarasana er derfor betegnelsen for yoga-øvelsen krokodillen. Det er afslapningsøvelse og en version af Savasana. Makarasana eller krokodille-øvelsen er en yoga-stilling, der strækker hele kroppen og strækker og rettet musklerne ud i ryg, ben, balder og bagsiden af arme og ben. Krokodillen medvirker til at reducere stress og forbedre kropsholdningen. Formålet med yogastillingen er at frigøre spændinger fra andre øvelser. (Se også Savasana).

Makrokosmos
(Græsk). Makrokosmos stammer fra ”Makro”, der bertyder ”stor”, og ”Kosmos, der bogstaveligt betyder ”orden” eller ”ornament”, og derfor er det en modsætning til begrebet kaos, men metaforisk betyder ordet ”verden”. I nutiden bruges ordet almindeligvis som et synonym af det latinske låneord ”Universet”. Mikrokosmos er ”den lille verden”. Makrokosmos er derfor ”det store univers”, som betegner Universet som helhed – ofte i betydningen Gud. Makrokosmos er totalsummen, hvori mennesket ”lever, ånder og er”, som der står i Apostlenes Gerninger (17,28). Makrokosmos bruges ofte som modsætning til Mikrokosmos for at betegne det større i relation til det mindre, hvor det mindre er en genspejling af det store, og for at betegne en hel eller delvis overensstemmelse mellem en større helhed – Makrokosmos, og en mindre del af Makrokosmos – mennesket. (Se også Mikrokosmos).

Maling
(Egyptologi). Rørpenne, små børster fremstillet af palmeblade og paletter lavet af muslingeskaller var de primitive redskaber, der blev brugt af de gamle egyptiske håndværkere, når de arbejdede med tempera (i nutiden er temperafarver vandfarver tilsat æggehvide eller lim, fortyndet med eddike). For at kunne skabe de ønskede nuancer blandede de gamle egyptere deres få grundfarver, som blev opbevaret i form af pulverklumper. Sort lavede de af sod og kul, hvidt af kalk, rødt og gult af okker samt grønt og blåt af pulveriseret fajance. Særlige farver var forbeholdt hellige symboler. Hudfarven for mænd var rødbrun, og kvinder blev fremstillet som solbrændte – osv. Egypterne elskede smukke farver. Alle statuer fra træmodeller til kolossalstatuer var farvelagte. Det samme var stenbygninger. Selv bygninger af soltørrede lersten var smukt farvelagte. Søjle for søjle, relief for relief, hieroglyf for hieroglyf – alt var malet i strålende farver. Egyptens magiske kunst havde til formål at skabe virkelige, levende væsener, og derfor brugte man farver, der spillede samme rolle som naturens livgivende sollys. Fra de eksklusive arbejder i Gamle Rige til de farvestrålende relieffer under præstekongerne er der et kunstnerisk udbud til enhver smag. Tidens tand har imidlertid frarøvet statuer og relieffer den oprindelige klarhed, men selv uden den, virker den egyptiske kunst storslået.

Malkuth
(Hebraisk). Den sidste af de ti sephiroth. Malkuth betyder ”riget”. Det er Guds rige, selv om det på godt og ondt findes på Jorden. Malkuth er desuden atomernes ånd og beherskes af ærkeenglen Sandalphron.

Mammisi
(Egyptologi). Mammisi stammer fra koptisk og betyder ”fødested”, men ordets anvendelse på et lille separat sanktuarie i de egyptiske templer er tilskrevet den franske egyptolog Jean-Francois Champollion Mammisi er en betegnelse for et anneks, der blev bygget til de store sanktuarier i Sentiden. I nogle tilfælde var Mammisiet bygget på templets tag. Tidligere benyttede egypterne et telt til formålet, for Mammisiet var centrum for et årligt ritual, hvor man fejrede fødslen af gudens søn, Horus. Mammisiet blev desuden anvendt i forbindelse med fødslen af kongebørn – især tronfølgeren – som var undfanget i et hieros gamos ritual (et helligt eller guddommeligt samleje). Kongedatteren opholdt sig i Mammisiet sammen med det nyfødte kongebarn (som symbolsk var Guds søn) i tre måneder, og det havde også en symbolsk betydning. De bedst bevarede Mammisier findes i Isis-templet på Philae, Horus-templet i Edfu og Hathor-templet i Dendara, der stammer fra de ptolemæiske og romerske perioder i Egypten.

Manamaya-Kosha
I Vedanta-filosofien er der fem Koshaer eller legemer. Det tredje legeme er et mentallegeme, der kaldes Manamaya-Kosha. Sanskritordet ”Manas” betyder ”tankesind”. På dette niveau behandles tanker og følelser. Mentallegemet har den direkte ledelse ved hjælp af Prana og den fysiske krop og dens sanser. Det er ligesom en værkfører på en fabrik, for mentallegemet giver ordrer og retningslinjer, men det er ikke ansvarlig for fabrikkens overordnede liv og ledelse. Derfor kan legemet naturligvis komme i tvivl og skabte illusioner. Når det modtager klare instrukser fra et højere eller dybere niveau, fungerer det udmærket. Men når illusionerne danner et skydække, er den dybere visdom også overskygget. Efter at have disciplineret den fysiske krop og trænet Prana-strømmen, er det vigtigt at træne tankesindet på en positiv måde. I meditation bliver mennesket opmærksom på Manamaya-Kosha, udforsker det, og går derefter indad til de resterende Koshaer. (Se også Anandamaya-Kosha, Annamaya-Kosha, Kosha, Manas, Prana, Vijnanamaya-Kosha og Æterlegeme).

Manas
(Sanskrit). Manas stammer fra ordet ”man” – det betyder ”tænkeren” eller ”at tænke”. Manas er derfor ”tænkeevnen”. Manas er et af det trefoldige menneskes tre principper, der består af Atma (det højeste), Buddhi og Manas. Manas inddeles i to dele. Højere Manas kaldes kausallegemet (sjælslegemet) eller den abstrakte tænkning, og lavere Manas, som er den konkrete tænkning, intelligensen, det tænkende, individualiserende og reinkarnerende princip. Højere Manas udgør sammen med Atma og Buddhi menneskets højere trefoldighed eller ”det højere selv”. (Se også Atma-Buddhi-Manas).

Manas-chakra
(Sanskrit). Manas-chakra er et mindre chakra, der befinder sig over Ajna-chakra. Chakraets navn – Manas – er en betegnelse for tankesindet. I yoga-filosofien kaldes Manas-chakra for ”det lavere pandecenter”, og det afbildes med seks ”egre” eller ”kronblade”. De seks egre eller kronblade er normalt hvide, men de antager farvenuancer, når sanserne er aktive udover de fem fysiske sanser. Der hentydes til ”den sjette sans”, som ikke er det samme som clairvoyance. Under søvn og bevidstløshed er Manas-chakra sort. Chakraets funktion består i at sende sanseoplevelser til de højere chakraer. Manas-chakra er forbundet med Chitta, som repræsenterer bevidsthed eller psyke i almindelighed – og endda underbevidstheden og hukommelse. (Se også Chitta).

Manasaputra
(Sanskrit). Manasaputra betyder ”fornuftens sønner” eller ”tankens sønner” – eller ”strålerne fra det universelle sind”, for al manifestation udgår fra eller er elektrificeret fra det kosmiske mentale plan. Manasaputra er et stort hierarki af selvbevidste intelligenser. En gruppe udgør monaderne i menneskeheden. De inkarnerede første gang i midten af 3. rodrace – den lemuriske. Mennesket er derfor en Manasaputra – ”en tankens søn” – for alle mennesker er blevet ”oplyst af tankesindets ild”. Menneskets mål er at blive en guddommelig Manasaputra, eller en fuldkommen ”tankens søn”, der udfolder al den skaberkraft, der er forbundet med tankesindet, og dermed bliver mennesket ligesom sin monadiske kilde – en guddommelig skabning. En guddommelig skabning eller ”tankens søn” har udviklet Manas i sin natur, og arbejder på at blive ”visdommens søn” – ikke for sin egen skyld, men for at udtrykke det i fuld universel udfoldelse. En Sollogos er både en guddommelig Manasaputra og ”en visdommens slange”, som arbejder med at udvikle det kosmiske viljesaspekt, der vil gøre Sollogos til ”den kosmiske viljes løve”. (Se også Manas).

Mandala
(Sanskrit). Mandala betyder ”cirkel” eller ”kreds”. Det er en cirkel ofte med geometriske figurer, som symboliserer åndelige sammenhænge. Udtrykket er af hinduistisk oprindelse. Det fremgår af Rig Veda, men Mandalaer bruges også i andre indiske religioner, især buddhisme. Mandalaer benyttes bl.a. som meditationsobjekter, som har åndelig og rituel betydning i hinduismen og buddhismen. Mandalaer hører til de ældste religiøse symboler, som var kendt og benyttet i mange kulturer – bl.a. hos puebloindianerne. Mandalaer bruges almindeligvis af hinduistiske og buddhistiske munke og indenfor tantrisk yoga i forbindelse med meditation. Den grundlæggende form for de fleste hinduistiske og buddhistiske Mandalaer er en firkant med fire porte, der indeholder en cirkel med et centrum. Hver port har form af en T. Mandalaer er ofte i radial balance. I forskellige åndelige traditioner bruges Mandalaer som koncentrationsobjekter for aspiranter, disciple og indviede, som en hjælp i meditationsundervisningen. I den tibetanske gren af Vajrayana-buddhismen, er Mandalaerne blevet udviklet til sandmalerier. På tibetansk, kaldes de Dul-tson-kyil-Khor – mandala af farvet pulver.

Mandorla
(Italiensk). Mandorla stammer fra ”amandula”. Mandorla betyder ”mandel”. Det er en mandelformet glorie, der består af en tilspidset oval, som omgiver hele den glorificerede skikkelse. Mandorla er også kendt som Vesica Piscis, der symboliserer interaktioner, indbyrdes afhængighed og modsatrettede verdener og kræfter. Selv om symbolet er opstået før den kristne periode, brugte de første kristne symbolet som en metode til at beskrive den kommende forening af Himmel og Jord – det guddommelige og det menneskelige. Den tilspidsede oval består af to cirkler, der overlapper hinanden, og i midten dannes den tilspidsede oval. Cirklerne symboliserer både samspil og komplementære modsætninger. Rummet indenfor overlapningen er ”tærskelområdet” – det sted, hvor mennesket er ”kaldet til at forblive”. Det er et sted, man ankommer til, når man forlader et rum, men endnu ikke er trådt ind i et andet. Man befinder sig på tærsklen, og det kræver tro. Alle transformationer finder sted på en tærskel. Hvis man benægter én af modsætningerne (f.eks. døden), berører cirklerne kun hinanden – de skærer ikke hinanden. Når det sker, er man polariseret og ude af balance. Når man bliver helt integreret, vil overlapningen af de to cirkler være total, og derfor vil der tilsyneladende kun være én cirkel. Mandorla er kendt i både Østen og Vesten. Symbolet viser spændinger og polariseringer i livet – spændingen mellem komplementære modsætninger. Eksempelvis Himmel og Jord, fysisk og metafysisk, guddommeligt og menneskeligt, liv og død, indre og ydre, esoterisk og eksoterisk, sjælen og personligheden, det konkrete tankesind og det abstrakte tankesind – osv. Mandorla afbilder foreningen af tilsyneladende modsætninger. Det er den samme forening eller syntese, som mystikere omtaler. Det konkrete tankesind opdeler virkeligheden i subjekt og objekt, men den sande erkendelse er enhed. (Se også Vesica Piscis).

Mandukasana
(Sanskrit). ”Manduka” betyder ”frø” og ”Asana” betyder ”stilling”. Mandukasana er ”frø-stillingen” eller ”frø-øvelsen”, for stillingen og kropsholdning ligner en frø. Det er en yoga-øvelse, der består af en siddestilling, som ofte benyttes i forbindelse med meditation og åndedrætsøvelser. Øvelsen udføres ved, at man lægger sig på maven med ansigtet nedad. Man ånder ind og løfter benene og holder anklerne med hænderne. Man tager nu to eller tre vejrtrækninger, løfter hovedet og kroppen over gulvet og fokuserer på et bestemt objekt. Man holder stillingen i ca. 20-30 sekunder. Derefter udånder man langsomt, slipper hændernes greb om fødderne og vender langsomt tilbage til en afslappet stilling.

Manifestation
(Latin). Manifestation vil sige ”tilsynekomst”. Det er det subjektives tilsynekomst i objektivitet. Ofte bruges manifestation om et højere princip eller en skabning, der kommer til syne på et lavere eksistensplan.

Manikæisme
(Latin). Manikæisme stammer fra ”Mani” og ”isme”. Manikæisme er betegnelsen for en gnostisk religion, der betragtede livet som en kamp mellem lysets og mørkets kræfter. Religionen var strengt dualistisk, og målet med kampen er sjælens frigørelse og midlet er streng askese. Manikæismen blev stiftet i Mesopotamien af Mani (født 216 e.Kr.) – som på latin hed Manichæus. Manikæisme bredte sig fra Atlanterhavet til Kina, og blev statsreligion hos Uighur-folket (eller Uyghur-folket) i Centralasien i 762-840. Uighur-folket er et af den Kinesiske folkerepublik officielle mindretal.

Manipura-chakra
(Sanskrit). Manipura-chakra er yoga-filosofiens betegnelse for det tredje chakra – den 10-bladede lotus. Centeret befinder sig i rygsøjlen bag navlen eller Solar plexus. Manipura kaldes ”juvelernes by”. Manipura-chakra symboliseres af en lysende gul cirkel. I cirklen er der en rød trekant, der har spidsen nedad. Den gule cirkel er omkranset af 10 røde, mørkeblå eller sorte kronblade. Manipura er fordøjelsesildens område, og ildens region repræsenteres af guden Vahni, som er skinnende rød. Vahni har fire arme, og han holder en rosenkrans og et spyd i hænderne. Han foretager en håndbevægelse for at give velsignelse og fjerne al frygt. Han sidder på en vædder, som er det dyr, der repræsenterer Manipura-chakra. Nøgleordet, der er knyttet til chakraet, er ”RAM”. I et cirkelformet felt over Vahni vises guden Rudra, der er rød eller hvid. Han har tre ansigter, der hver har tre øjne. Han er gammel, for han har sølvgråt skæg, og desuden er han smurt ind i hvid aske. Han giver også velsignelse for at fjerne al frygt. Han sidder enten på et tigerskind eller på en hvid tyr. Hans shakti er gudinden Lakini, der sidder på en rød lotus i et andet cirkelformet felt over Vahni. Lakinis hud er enten sort, mørkeblå eller cinnoberrød. Hun har også tre ansigter med hver tre øjne. I de fire arme holder hun et lyn, ild, en pil, der er sendt af sted fra kamas bue og med hånden foretager hun en velsignende bevægelse, der fjerner al frygt. Manipura betragtes som center for dynamik, energi, viljestyrke og præstation (Itcha Shakti), der lader Prana gennem-strømme hele kroppen. Chakraet er forbundet med fordøjelsen og ildens kraft. Manipura er center for en æteriske-psykisk fornemmelse, der kommer til udtryk som en ikke-specifik sensuel følelse af at vide. Manipura-chakra befinder sig bag navlen eller solar plexus. I det endokrine nervesystem er Manipura associeret med bugspytkirtlen, og centret styrer bl.a. insulinproduktionen. Kirtlen skaber vigtige hormoner, der har relation til fordøjelsen.

Manjushri
(Sanskrit). Manjushri er ”visdommens Bodhisattva”. Manjushri er en af de vigtigste ikoniske figurer i Mahayana-kunsten og -litteraturen. Manjushri repræsenterer Prajna (visdom), som ikke er begrænset af viden eller doktriner. Manjushris navn betyder ”han, der er ædel og mild”. Han er ofte portrætteret som et ungt menneske med et sværd i højre hånd, og Prajna Paramita Sutra (den fuldkomne visdom) i eller i nærheden af venstre hånd. Nogle gange rider han på en løve, som understreger hans magtfulde og frygtløse natur. Andre gange er sværd og en sutra erstattet af en lotus, en juvel eller et scepter. Hans ungdommelighed indikerer, at visdom for ham er naturligt og strømmer ubesværet til ham. (Se også Paramita og Prajna).

Mano
(Sanskrit). Mano betyder ”stolthed”.

Mano-Maya-Kosha
(Sanskrit). Mano-Maya-Kosha betyder ”tankehylstret”. Det er en vedantinsk betegnelse, der omfatter både astral- og mentallegemet. (Se også Kosha, Vedanta og Vedantiner).

Manodvaravajjana
(Pali). Manodvaravajjana stammer fra ”Mano”, der betyder ”sind”, ”Dvara”, der betyder ”døråbning” og ”Avajjana”, der betyder ”henvisning”. Manodvaravajjana betyder ”åbning af tankesindets døre” − eller rettere ”at undslippe ad tankesindets dør”. På dette stadie erhverver aspiranten sig en intellektuel overbevisning om de rent fysiske formåls forgængelighed og værdiløshed. Det beskrives ofte som evnen til at kunne skelne mellem det virkelige og det uvirkelige. Udviklingen af evnen tager ofte lang tid og kræver mange hårde lektioner. Det er ikke desto mindre indlysende, at det må være det første trin i retning af ægte fremskridt i udviklingen. Intet menneske vil være i stand til helhjertet at betræde udviklingsvejen, før det definitivt har besluttet sig til at være tro mod det højere liv, i stedet for mod det, der hører til det fysiske liv. Beslutningen er rodfæstet i overbevisningen om, at i sammenligning med det højere liv er der intet på Jorden, der har egentlig værdi. Hinduerne betegner dette udviklingstrin som erhvervelsen af ”Viveka”, og i teosofien kaldes det ”troskabseden til det højere selv”. (Se også Viveka).

Mantik
(Græsk). Mantik stammer fra ”manteia”, der betyder ”spådom”. Mantik er spådomskunst. (Se også Aleuromanti, Astralgalomanti, Axinomanti, Belomanti, Botanomanti , Daktylomanti, Daphnomanti, Gastromanti, Geomanti, Hydromanti, Kartomanti, Katoptromanti, Kephalomanti, Kiromanti, Krystallomanti, Nekromanti, Pyromanti og Zoomantik).

Mantra
(Sanskrit). Mantra eller Mantram stammer fra ”Manan” og ”Trana”, som betyder ”frigørelse fra verdslige bindinger”. Ordet stammer fra sanskrit- udtrykket ”Mananaath Thraayathe”, som kan oversættes med ”den transformerende tanke”. Effekten af et mantra ligger i lydens evne til at producere en objektiv, mærkbar ændring i det menneske, der gentager mantraet korrekt. Mantra eller Mantram er kraftord, sætninger eller en række af sætninger, der er opbygget sådan, at ordenes rytme og lydkombinationer – når de intoneres på den rigtige måde – skaber bestemte vibrationer, der skal aktivere bestemte virkninger. Et mantra ophober åndelig energi (ved uafbrudt repetition). Mantraer anvendes specielt om bestemte stykker af Vedaerne (hellige hinduistiske skrifter), der bruges som invokationer og påkaldelser. Et mantra har til formål at hjælpe udøveren til erkendelse. Et mantra er et ord eller en lyd, som gentages i meditation, og den meditative opmærksomhed følger lydordet på dets vej dybere og dybere ind i tankesindet. Uafbrudt chanting og meditation på mantraer skaber Bhakti – dvs. hengivenhed og åndelig energi. Forskellige mantraer har subtile energier, der forbinder den, der invokerer, til højere aspekter. Nutidens vigtigste mantra er OM, som i yoga-traditionen er symbol for Ishvara. (Se også Chanting, Invokation, Ishvara, Mantra-yoga og Pranava).

Mantra Shakti
(Sanskrit). Mantra Shakti betyder ”mantraets kraft”.

Mantra-yoga
Mantra-yoga er ”lydens yoga”, hvor man arbejder med lydens skabende og forvandlende kraft. I Mantra-yoga meditation bruger man chanting af et ord eller en sætning, indtil tanker og følelser transcenderes og højere bevidsthed åbenbares og erkendes. Tankesindet strejfer konstant omkring, og mantrisk musik kan fokusere tankerne og bringe dem tilbage til meditationens nøgleord eller objekt. Både musikkens rytme og mantraets betydning kan lede tankesindet sikkert tilbage til meditationens fokuspunkt – den højere bevidsthed eller det specifikke åndelige fokus. De grundlæggende lyde kaldes ”sæd-vibrationer” eller ”bija” på sanskrit. Der er tale om universelle eller basale lydvibrationer. ”OM” er et universelt mantra. Både indånding og udånding skal være jævn og langsom. ”SOHAM” er også en universel lyd, hvor der skal fokuseres på ”SOOOO” ved indånding og ”HAMMMMM” ved udånding. Mange andre mantraer og lydvibrationer kan benyttes og koordineres med åndedrættet. Mantra-yoga øvelser kan forberede tankesindet til dybere meditation. Der findes mange længere mantraer på mange sprog. Nogle er positive bekræftelser, nogle udtrykker specifikke ønsker, nogle har relation til religioner, og andre har ikke. (Se også Chanting og Mantra).

Mantram
Se Mantra.

Manu
(Sanskrit). Manu er betegnelsen for den mester, der leder den menneskelige race. Manuen kaldes ”menneskehedens stamfader”. ”Manu” er på engelsk blevet til ”man” i betydningen ”fornuft”, ”tænkeren” eller ”at tænke”. Manuen er derfor ”mennesket”, for menneskets mest karakteristiske egenskab er tænkeevnen. Manuen legemliggør guddommens første aspekt – viljesaspektet (1. stråle). Han er leder af Hierarkiets første afdeling eller ashram. Manuerne er mestre, der har ansvaret for skabelse af en race og dens udvikling. De syv eller fjorten Manuer er derfor herrer over de forskellige racer i en Manvantara (manifestationsperiode). Manuerne er de guddommelige ledere af menneskeheden og hver for sig prototypen på sin race. Desuden er der Manuer for runder og kæder. De såkaldte Rodmanuer planlægger og indleder arbejdet ved begyndelsen af en runde eller kæde, mens Sædmanuerne afslutter arbejdet og overfører resultaterne til næste rundes eller kædes Rodmanu. Manu er også navnet på den første store lovgiver i Indien – en næsten guddommelig skabning.

Manushi-Buddhaer
(Sanskrit). Manushi-Buddhaer er menneskelige Buddhaer, Bodhisattvaer eller inkarnerede Dhyan-Chohaner. En Manushi-Buddha er derfor en Buddha, der lever i verden som et menneske. Der er angiveligt syv Manushi-Buddhaer, og de kaldes Kanakamuni, Kashyapa, Krakucchanda, Shakyamuni, Sikhi, Vipassin og Vishvabhu. En anden version ser bort fra de sidste tre, og erstatter dem med den fremtidige Buddha, Maitreya, sådan at der i alt er fem. De kaldes Manushi-Buddhaer, Manushya-buddhaer, Dhyani-Buddhaer, Kontemplations-Buddhaer, Meditations-Buddhaer, De fem himmelske Buddhaer, De fem visdoms-Buddhaer, Pancha-Tathagata – og på japansk – Go-Chi Nyorai, Heruka-Buddhaer, Mnushi-Buddhaer eller Pancha-Tagatha.

Manvantara
(Sanskrit) Manvantara er en kombination af ordene ”Manu” og ”Antara”, som bliver til ”Manu-antara”, ”Manuvantara” eller ”Manvantara”. En Manvantara er derfor ”en Manus alder”, ”varigheden af en Manu” eller ”Manuens levetid”, men Manvantara kan også fortolkes som ”mellem to Manuer”. En Manvantara er derfor en manifestationsperiode eller evolutionscyklus. Man kan også sige, at det er en manifestationsperiode mellem to Pralayaer (hvileperioder). I den åndsvidenskabelige litteratur benyttes Manvantara som regel om en samlet periode af syv runder, der udgør en kædeperiode. Hver Manvantara er skabt og regeret af en Manu. Iflg. hinduismen er Manuen skabt af Brahma – Skaberen selv. Manuen skaber verden og alle dens arter i manifestationsperioden. Hver Manvantara varer lige så længe som en Manu. Herefter skaber Brahma en ny Manu, der kan fortsætte skabelsens evige cyklus eller Shristi. Vishnu skaber samtidig en ny Avatar, og det samme gælder en ny Indra og Saptarishis. Det kræver 14 Manuer og deres respektive Manvantaraer at skabe en Kalpa – dvs. ”Brahmas dag” – i henhold til de hinduistiske og vediske tidsregning. Ved afslutningen af hver Kalpa er der en periode, der svarer til en Kalpa, hvor alt opløses og hviler i Pralaya. Pralaya kaldes også ”Brahmas nat”. Efter Pralaya indleder Brahma en ny cyklus. I den evige cyklus af skabelse, efterfølges manifestationen af nedbrydning, som Shiva – der står for både nedbrydning og opbygning – sørger for ved afslutningen af enhver cyklus. (Se også Brahmas alder, Manu og Pralaya).

Mappo
(Japansk). Mappo stammer fra ”matsu”, der betyder ”afslutning” og ”ho”, der betyder ”lov”. Mappo er betegnelsen for den sidste af tre tidsalder i buddhismen, og Mappo er den nuværende tidsalder, hvor menneskeheden og den buddhistiske lære har det sværest. Buddhismens tre tidsaldre kaldes ”Dharmas tre tidsaldre”. Mappo er en periode med forfald og degenerering. Den første tidsalder kaldes ”Dharmas gode tidsalder”, hvor man praktiserer den sande lov. Den varede 500 år. Den anden tidsalder kaldes ”Dharmas forvanskede tidsalder”, hvor man tilsyneladende praktiserer loven. Den varede også 500 år. Den tredje tidsalder er Mappo, hvor ”Dharma formørkes”. Iflg. skrifterne varer den 10.000 år, men det store tidsrum skal sandsynligvis fortolkes symbolsk i betydningen ”en længere periode”. I den sidste periode vil den kommende Buddha – Maitreya (japansk Miroku) – vise sig som frelser og Verdenslærer, der indleder en ny og positiv tidsalder. I Mahasamnipata Sutra er de tre perioder yderligere opdelt i fem perioder på 5-100 år, og den femte og sidste er iflg. profetierne, når buddhismens Sakyamuni mister sin magt, og en ny Buddha vil frelse menneskeheden. Den sidste tidsperiode (nutiden) vil være præget af uro, strid, hungersnød og naturkatastrofer.

Mara
Se Maha-Mara.

Marcosier
Marcosier var en gnostisk sekt, der blev ledet af en person ved navn Marcus. Han påstod, at sektens medlemmer kunne gøre sig usynlige. I åndsvidenskaben anses han metoder for at være sort magi.

Marga
(Sanskrit). Marga betyder ”vej” eller ”sti” men i særdeleshed i åndelig betydning – dvs. udviklingsvejen, der fører til frigørelse. Marga benyttes bl.a. om de ”tre veje til yoga”. Handlingens vej eller Karma-Marga er vejen, hvor man udfører sine religiøse, etiske og moralske forpligtelser. Visdommens vej eller Jnana-Marga er vejen, hvor man tilegner sig viden ved fordybelse og studier af filosofiske tekster. Hengivenhedens vej eller Bhakti-Marga, hvor man overgiver sig til den guddommelige hensigt. I Bhagavad Gita roser Krishna alle tre veje, men favoriserer Bhakti-Marga, som var tilgængelig for medlemmerne af en samfundsgruppe eller kaste. I buddhismen kaldes den ottefoldige vej Astangika-Marga. På Pali hedder den Atthangika-Magga. Den ottefoldige vej stammer fra Buddhas undervisning.

Marttanda
(Sanskrit). Marttanda er det vediske navn for Solen. Marttanda er søn af Aditi. Legenden fortæller, at Marttanda kun var en klump kød ved fødslen, og derfor smed hans mor Aditi ham væk. Men håndværkerguden Tvashtri formede klumpen til en gudelignende form, og han blev kendt som Vivasvat, der giftede sig med Saranyu, der var datter af Tvashtri. Marttanda blev senere til solguden Surya. (Se også Aditi og Surya).

Maruta
(Sanskrit). Maruta eller Marutagana identificeres nogle gange med Rudra’er, som er stormguder i hinduismen. Maruta’er er sønner af Rudra og Prisni. De følger Indra, som er en gammel vedisk guddom, der senere blev identificeret med Shiva. Antallet af Maruta’er varierer fra 27 til 60. De er meget voldelige og aggressive, og de er bevæbnet med gyldne våben i form af lyn og tordenbrag. De har jerntænder og brøler som løver. De hersker i nord, og kommer farende frem i gyldne vogne, der er trukket af ildrøde heste.

Mastaba
(Egyptologi). Gravene i Egypten fandtes i to hovedtyper: Klippegravene og de såkaldte mastabaer. Mastaba betyder ”bænk” på arabisk, og det er blevet den almindelige betegnelse for de gamle egyptiske gravminder. En mastaba blev indrettet med to adskilte rum – ét over jorden til de efterladte og ét sarkofagrum under jorden til den afdødes mumie. Mastabaerne kunne afvige meget fra hinanden både i størrelse og udsmykning. Hele skalaen er repræsenteret fra de helt enkle og primitive til de overdådige og fuldkomne. Væggene er dekoreret med farvelagte relieffer, der viste den afdødes liv og præsenterede de mest betydningsfulde personer og situationer i inkarnationen. Scenerne blev nøje udvalgte mens personen levede, og formålet var ikke at vise efterkommerne, at de havde erhvervet stor rigdom og magt, men hvordan de forvaltede deres rigdom og magt. Ligesom deres forbillede – faraoen – ønskede de at blive husket for deres etiske og moralske liv, for på den måde at inspirere kommende slægter. De egyptiske mastabaer havde en dobbelt bestemmelse. De skulle være et sikkert og værdigt hvilested for den afdøde, men de var desuden et helligt sted, hvor den afdødes slægt og venner kunne ”ofre” og være sammen med den afdøde. Og det skal forstås bogstaveligt. Mastabaens dobbelte funktion afspejles i dens opbygning. Den del af mastabaen, der befinder sig over jorden, består af en firkantet bygning med svagt skrånende vægge. Ofte var der kun et enkelt kammer i mastabaen. I kammeret var der en indgang, som vendte mod øst. Den var på den måde orienteret mod livet og solopgangen. På den vestlige væg inde i mastabaen – ofte lige over for indgangen – var der en ”falsk dør”. Den var udhugget i væggen, men dørkarmen og selve døren var blot profiler på væggen i stil med et dybt relief. ”Døren” var en del af væggen, og den kunne derfor ikke åbnes. Den afdøde persons Ka-statue eller et billede af den afdøde var ofte anbragt på dørens forside for at vise, at her befandt personens ”Ka” (astrallegeme). Personens ”Ka” passerede symbolsk fra vest (de dødes land) gennem den falske dør for at deltage i de måltider, slægtninge og venner serverede på et alter eller lille bord foran den falske dør. Ofte viser relieffer eller malerier den afdøde foran et bord, fyldt med føde, og under personen vises en liste, der beskriver de forskellige ”livretter”, som den afdøde foretrak. Den ”falske dør” var simpelthen et mødested, hvor de efterladte vidste, at den afdøde kunne være til stede i sin ”Ka” – i sit astrallegeme. At personen ikke længere var til stede i sit fysiske legeme, var ikke afgørende. Egypterne oplevede primært livet som energi eller bevidsthed – ikke som form. De vidste, at den afdøde var til stede, og at han eller hun kunne høre og se dem – og være sammen med dem.

Materialisering
Materialisering eller materialisation er betegnelsen for, at en genstand (eller et menneske) pludselig viser sig ”ud af den blå luft”. Materialisering betyder derfor ”at antage fysisk form” – en proces, der bevæger sig fra en usynlig tilstand til en synlig. I spiritistisk forstand hører substanser, som viser sig og senere forsvinder igen (ektoplasma), ind under begrebet materialisering.

Materie
Se Stof.

Matsyasana
(Sanskrit). Matsya betyder ”fisk” og Asana betyder ”stilling”. Matsyasana er derfor en yoga-øvelse, der kaldes ”fisken” eller ”fiskestillingen”. Det er en såkaldt modøvelse til Halasana (skulderstand), og derfor følger de to øvelser normalt efter hinanden, når man praktiserer yoga. Navnet på Matsyasana stammer fra den kendsgerning, at hvis man indtage fiskestillingen i vand, vil man have nemmere ved at flyde. Stillingen påvirker åndedrætssystemet på en særdeles positiv måde, for når man indtager fiskestillingen, åbnes brystet og bronkierne udvides, og derfor lettes vejrtrækningen. Efterhånden vil brystkassen blive udvidet, og det vil medføre, at vejret trækkes dybere ned i lungerne. Ved at løfte brystet og føre armene ind under kroppen, vil man modvirke holdningsmæssige problemer som f.eks. runde skuldre og problemer i nakkeområdet, fordi øvelsen letter presset på nerverne. Man skal forsøge at blive i stillingen i halvdelen af den tid, man har brugt i Halasana (skulderstand), for at udligne strækeffekterne på rygsøjle og muskler. (Se også Halasana).

Matsyendrasana
Se Ardha Matsyendrasana.

Maya
(Sanskrit). Maya betyder identifikation med det ydre − dvs. identifikation med menneskets legemer (mentallegemet, astrallegemet og det fysisk-æteriske legeme) i stedet for med det, mennesket i virkeligheden er – sjælen, der bruger legemerne som redskaber. Maya betyder derfor ”illusion”, som er en egenskab ved alt begrænset og endeligt (også begreber) − ved alt manifesteret. I åndsvidenskaben og Østens filosofi betragtes alt forgængeligt, midlertidigt og begrænset som Maya. Det betyder, at Alt (skabelsen), undtagen DET (Skaberen), er en illusion, uvirkeligt eller rettere ikke evigt. I åndsvidenskaben er illusion primært en mental kvalitet, som er karakteristisk for intellektuelle mennesker, der er vokset fra blændværk (som er astral). Det er specielt den type mennesker, der misforstår og fejltolker tankeformer og idéer. Maya i betydningen ”illusion” henviser også til det faktum, at mennesket ikke oplever selve miljøet, men snarere en projektion af miljøet, der er skabt af mennesket selv. Maya er derfor en forestilling, som skaber og fastholder illusionen om dualitet i det skabte univers. Ethvert menneske og enhver fysisk genstand er – set fra evighedens perspektiv – som en dråbe vand fra et uendeligt hav. Målet for menneskets oplysning er ikke alene at forstå det, heller ikke kun at opleve det, men at blive ét med havet i stedet for at identificere sig med dråben. Adskillelsen mellem mennesket og universet er en falsk modsætning. Sondringen mellem bevidsthed og fysisk stof, mellem tankesindet og kroppen, skyldes udelukkende uvidenhed. (Se også Blændværk og Illusion).

Mayavirupa
(Sanskrit). Mayavirupa er betegnelsen for ”illusionslegemet”. Det defineres nogle gange som æterlegemet og andre gange som mentallegemet, men Mayavirupa er i virkeligheden det legeme, der midlertidigt dannes på astralplanet, når en mester, der i øjeblikket fungerer på mentalplanet i sit mentallegeme og har efterladt sit astrallegeme ved det fysiske legeme, af en eller anden grund ønsker at stige ned på astralplanet og derfor ved en viljeshandling (Kriya-shakti) danner et legeme af astralt stof. Den tibetanske mester Djwhal Khul oplyser, at mestre er i stand til at tiltrække atomart fysisk stof samt astral og mental substans og samle stoffet til et Mayavirupa. De skaber legemet med deres vilje, de kan bruge det ved hjælp af viljen, og de kan lade det forsvinde ved hjælp af viljen. (Se også Kriya-Shakti).

Mayur
(Sanskrit). Mayur betyder ”påfugl”.

Mayurasana
(Sanskrit). Mayurasana stammer fra ”Mayur”, der betyder ”påfugl”, og ”Asana”, der betyder ”stilling” eller ”øvelse”. Mayurasana er derfor en betegnelse for yoga-øvelsen ”påfuglen”. Mayurasana er en avanceret stilling, hvor man forsøger at styrke armene og stimulere Manipura-chakra. (Se også Manipura-chakra).

Mazdaznan
(Persisk). Mazdaznan stamme angiveligt ”Mazda” og ”Znan”, der betyder ”mestertro”. Mazdaznan er en persisk bevægelse. Mazdaznan-bevægelsen bygger på et esoterisk system, som indebærer yoga-lignende åndedrætsøvelser og streng vegetarisk levevis. Mazdaznan er en religiøs doktrin, der er baseret på bevægelsens forståelse af en kosmologi, der hviler på tre historiske skikkelser: Ainyahita, Zarathustra og Jehoshua. Ainyahita kan være relateret til Anahita, der levede for 9.000 år siden, og formodes at være oprindelsen til den hvide ariske race, som omfatter jøderne og dermed Jesus af Nazareth. Bevægelsen blev grundlagt af tsar Otoman Adusht Ha’nish, som sandsynligvis hed Otto Hanisch. Han påstod, at han var født 1844 i Teheran, men i anden litteratur angives 1856 som fødselsår, og Polen som fødested. Han døde 1936 i Los Angeles. Mazdaznan er en blanding af zarathustrianisme, kristendom og nogle hinduistiske/tantriske elementer. Tilhængerne er vegetarer, der følger en bestemt ernæringslære, og de lægger stor vægt på åndedrætsøvelser, daglige meditationer – herunder tantriske øvelser – og personligt ansvar. Bevægelsen findes stadig i Danmark, England, Tyskland Ungarn, USA og Frankrig.

Medinet Habu
(Egyptologi). På Vestbredden overfor Theben (Luxor), hvor det opdyrkede land møder ørkenen, ligger et sted, der engang hed ”Djéme”, som betyder: ”Stedet, hvor Amon først kom til syne”. Tre faraoner, der alle bar navnet Tutmosis, byggede et sanktuarie her og dedikerede det til Amon. På det hellige sted har mange thebanske faraoner bygget deres gravtempler. De fleste ligger i dag i ruiner, men Ramses III’s store ”Årmillionernes hus” – flankeret af ruinerne af det kongelige palads – har bevaret hovedporten, pylonerne, adskillige tempelgårde, kolonnader, tempelrum og den høje lerstensmur, der omsluttede templet. Den er så stor, at den også omslutter det oprindelige lille tempel fra 18. dynasti. Makrokosmos, der er et tempel for ”Den Ene”, blev betragtet som ”årmilliardernes tempel”, og Ramses III ønskede ligesom Tutmosis III i Karnak-templet at bygge en mikrokosmisk kopi af Guds skaberværk. Derfor kaldte han sit tempel for ”årmillionernes hus”. Ved slutningen af Ny Rige var livet på Vestbredden koncentreret inden for templets mure, og den vigtige Osiris-kult etablerede sig her. Senere voksede den koptiske by op på ruinerne af de gamle bygninger og blev så stor, at området, der engang var beboet af få bønder, blev værdigt til at bære det arabiske navn for by – ”medina”. Medinet Habu-templet indeholdt magasiner, værksteder, administrationsbygninger og boliger til præster og tempelpersonale. Templet blev fokuspunktet for hele Thebens administrative og økonomiske liv, og spillede en dominerende rolle i flere hundrede år. Medinet Habu templet ligger sydøst for Dronningernes dal op imod ørkenbjergene. Det er det tempelkompleks i den thebanske nekropol, der ligger længst mod syd. Medinet betyder ”by”, og templet kaldes ”Habus by” efter en kristen landsby, som nu er forladt. Den voksede op indenfor tempelområdet fra omkring det 15. årh. e.Kr. Navnet ”Habu” stammer imidlertid fra det gamle Egypten, for det henviser til den vise og guddommeliggjorte skriver og arkitekt Amenhotep søn af Habu, som var hjernen bag Amenhotep III’s Luxor-tempel på Østbredden og det gigantiske gravtempel på Vestbredden for samme farao.

Meditation
Meditation er en ældgammel teknik, der i umindelige tider har været anvendt som en metode til at vende opmærksomheden fra den ydre verden ind i tankesindets dybder. Gåderne i makrokosmos findes i menneskets mikrokosmos, og de kan kun besvares inde fra dybderne i menneskets indre. Hvornår det første menneske satte sig ned for at meditere fortaber sig i fortidens tågedis, men det er en kendsgerning, at idéen på et tidspunkt blev undfanget – idéen om at svaret på livets store spørgsmål og indsigt i menneskets potentialer skulle søges i det indre univers og ikke i det ydre. Tilsyneladende har mennesket både kendt og praktiseret meditation i alle tidsperioder og i alle store civilisationer. Ofte var meditationsmetoderne en uadskillelig del af det religiøse system. Mange tror, at meditation er en østlig tradition, og at teknikkerne alene er knyttet til Østens religioner – og at metoderne er fremmede for den vestlige kultur. Meditation i nutiden går længere end fortidens meditationsform, hvor man forsøgte at opnå ekstatisk forening med det guddommelige for sin egen skyld. Målet for mange af nutidens meditationsmetoder er blot ”fred i sindet”, og man forsøger at frigøre tankesindet fra bindingerne til menneskets almindelige funktioner. Det resulterer ofte i en form for stilstand snarere end fred, hvor sindet er ude af stand til at registrere, analysere eller optage idéer. Disse tre ord: ”Registrere”, ”analysere” og ”optage” er måske den mest præcise betegnelse for processen i en skabende meditation. De forudsætter mental aktivitet. De involverer årsag og virkning. Og de indebærer kontakt til en inspirationskilde. Der findes mange former for meditation, og der lægges vægt på forskellige teknikker for at skabe kontakt til de højere åndelige kræfter i mennesket. Åndsvidenskaben anbefaler skabende meditation, som tager udgangspunkt i mental koncentration på udvalgte nøgleord og kvaliteter – f.eks. visdom, kærlighed, skønhed, vilje osv. Den konstante koncentration på de valgte kvaliteter vil iflg. loven om, at energi følger tanken, tiltrække energierne og indbygge kvaliteterne i personligheden. I det perspektiv er meditation kunsten at skabe åndelige kvaliteter i personlighedens karakter og udtrykke dem i et skabende samfundsengagement.

Medusa
(Græsk). Medusa var en af gorgonerne i den græske mytologi. Hendes hoved endte på den græske gudinde Athenes skjold. Mange kender figuren på hendes hår, der består af slanger. Medusa var datter af Phorkys og Ketos. Hun havde to søstre, men hun var den eneste dødelige af de tre gorgoner. Oprindeligt var Medusa en smuk ung pige, men da Poseidon forgreb sig på hende i Athenes tempel, blev gudinden så fornærmet, at hun forvandlede den mishandlede pige til et uhyre med slangehår. Medusa blev dræbt af den berømte græske sagnhelt Perseus. Perseus havde lånt en dølgehjelm af guden Hades. Når han tog den på, blev han usynlig. Desuden lånte han gudinden Pallas Athenes blanke skjold. Derefter red han til verdens ende og fandt Medusa. Hun kunne ikke se ham, fordi han var usynlig, men hun kunne høre, hvor han var. Perseus brugte Pallas Athenes skjold som spejl. På den måde kunne han se Medusa uden at blive til sten. Hurtigt trak han sit sværd og huggede hovedet af heksen. Blodet, der vældede frem, blev forvandlet til en snehvid hest med vinger. Det var Pegasus, som Medusa var gået svanger med efter Poseidons overfald. Perseus satte Medusas hoved fast til sit bælte, og brugte det til at frelse Andromeda fra havuhyret Ketos – Medusas egen far. Orfikerne så Medusas hoved i fuldmånen. Hun blev en dæmon, der holder andre dæmoner på afstand.

Mellemste Rige
(Egyptologi). Mellemste Rige er betegnelsen for perioden i 12. dynasti. Egyptologerne opdeler perioden i Første Mellemtid fra 7.-11. dynasti (ca. 2155-1991 f.Kr.), Mellemste Rige med 12. dynasti (ca. 1991-1785 f.Kr.) og Anden Mellemtid med 13-17. dynasti (ca. 1785-1551 f.Kr.). Perioden begyndte med Mentuhotep i 11. dynasti, da faraoen forenede landets nordlige og sydlige del (Øvre- og Nedre-Egypten) ca. 2040 f.Kr. Det var slutningen på en periode med oprør og borgerkrig i Egypten, og landet og befolkningen var parate til genoprettelse af ro og orden. 12. dynasti, som afløste 11. dynasti ca. 1991 f.Kr., førte Egypten tilbage til landets tidligere styrke og rigdom. Faraoner, som er kendt under navnene Amenemhet og Sesostris forlod Theben og flyttede regeringsbyen til Lisht, der ligger mellem Memphis og Faijum. De indlemmede Nubien i det egyptiske rige. 12. dynasti sluttede ca. 1785 f.Kr. under en kvindelig regent, og Egypten oplevede herefter sin mørkeste periode i historisk tid (13.-14. dynasti). Faraoner, som kun herskede i kort tid, bekrigede hinanden. Den svækkede nation var derfor nem at erobre for et fremmed folk – Hyksos-folket ca. 1650 f.Kr. (Se også Mentuhotep).

Memnon
(Egyptologi). Det var almindeligt at placere kolossalstatuer af faraoen på hver side af indgangen til et tempel for at markere, at besøgende bevægede sig fra den menneskelige til den guddommelige verden. På Vestbredden ved Luxor byggede Amenhotep III et gigantisk tempel, men alt er desværre ødelagt. Tilbage er kun to prominente kolossalstatuer, som forestiller Amenhotep III siddende på sin trone. Det er de berømte ”Memnon-statuer”. Tilnavnet skyldes, at de i det romerske imperiums periode blev omtalt som statuer af lederen af den græske hær, den modige Agamemnon, søn af Eos og Tithonus, som blev dræbt af Achilles under den trojanske krig. De to gigantiske statuer er begge udhugget i en meget hård gulligbrun sandsten, der blev hentet i et stenbrud i bjergene ved Edfu ca. 160 km. syd for Luxor. Den statue, som står længst mod syd, er den bedst bevarede. Den er 19,59 m høj. Da den blev fremstillet, havde den helt sikkert en krone, og dermed blev dens totale højde ca. 21 m. Benene alene måler 6 m. Skulderbredden er 6,17 m. Længden på den midterste finger er 1,38 m. På venstre side af statuen mod nord er der en mindre figur af Amenhoteps mor, Mutemuria. På højre side ses hans hustru Tiye. Mellem benene står en figur, men man ved ikke, hvem den forestiller. På begge sider af tronen er der relieffer af to nilguder, som sammenbinder symbolerne for Øvre- og Nedre-Egypten – lotusen og papyrusen. Statuerne var engang kendte for at være ”musikalske”. Det skyldes et fænomen, som allerede var kendt i romersk tid. Det blev bemærket, at statuerne udsendte en syngende lyd ved solopgang, og man sagde, at statuen hilste sin moder Eos (morgengryet) med den blide og melankolske tone, hvorefter hans moders tårer (duggen) faldt på hendes elskede søn. Strabo tvivlede på teorien, hvorimod Pausanias og Juvenal (2. årh. e.Kr.) accepterede fænomenet. Hvis tonen ikke blev udsendt, opfattede man det som tegn på gudens vrede. Tonen ophørte efter, at kejser Septimius Severus havde forsøgt at lade den øverste del af statuerne reparere – desværre på en temmelig klodset måde.

Memphis
(Egyptologi). Memphis er skaberguden Ptahs kraftcenter, og Sakkara er en gigantisk nekropol og kultcenter for Memphis. Nekropolen strækker sig over 7 km fra nord til syd og 1,5 km fra øst til vest og omfatter grave fra næsten alle perioder i den egyptiske historie. Hele nekropolen har utallige gange været udsat for plyndring. Der er foretaget arkæologiske udgravninger lige fra den tidligste periode op til nutiden – især under de byzantinske kejsere og kalifferne. Ikke desto mindre har nutidens arkæologiske udgravninger igen og igen været i stand til at opdage meget nyt. De meget beskedne rester af den engang storslåede og strålende hovedstad Memphis, hvis rigdom og pragt de gamle historikere fortæller så begejstret om, ligger spredt imellem huse, palmelunde og marker i det frugtbare område på Nilens østbred. Det var skik og brug fra Gamle Rige helt frem til den romerske imperialistiske periode at bygge huse og andre bygninger af soltørrede lersten. Limsten og granit blev kun brugt til templer og af og til i de kongelige paladser. Men bygninger af sten blev fjernet i de senere perioder, og stenene blev genbrugt til nye konstruktioner. Memphis’ historie går helt tilbage til begyndelsen af historisk tid. Historien fortæller, at Egyptens første hersker var kong Menes (ca. 3000-2770 f.Kr.), og man har givet ham æren af grundlæggelsen af Memphis. Iflg. åndsvidenskaben er Menes identisk med den mester, der kaldes Manuen. Man ved, at Manuen – eller Menes – stod bag opførelsen af nogle hvide mure, som fungerede som en slags fæstning, der blev bygget på indvundet land fra sumpen. Fæstningen var grundlæggelsen af Memphis, som voksede sig til et stort og vigtigt kraftcenter. Byen blev dog endnu ikke kaldt Memphis. Den nye by blomstrede hurtigt og blev hovedstad for den første nome (administrationsdistrikt) i Nedre-Egypten. De efterfølgende faraoner fra de tidlige dynastier byggede deres residenser i Memphis. Syd for byen rejste Manuen også et tempel, som blev dedikeret til skaberguden Ptah. Den velbevarede alabastsfinks, der stadig vogter over Memphis, var muligvis placeret ved indgangen til Ptah-templet, men det er ikke identisk med det tempel, der oprindeligt blev bygget af Manuen. I årtusindernes løb er templet konstant udvidet og ombygget, og på baggrund af billedhuggerstilen regner man med, at sfinksen stammer fra 18. eller 19. dynasti. Sfinksen blev fundet og udgravet i 1912. Den er 8 m. lang, 4 m. høj og vejer 80 tons. I 6. dynasti voksede et nyt byområde op, hvor farao Phiops (Pepi I) byggede sin residens. Han byggede desuden sin pyramide i byens nærhed. Det var Pepi I’s pyramide, der gav Memphis sit navn ”Men-nefer”, der betyder ”de smukke mure”. Navnet blev senere sammentrukket og ændret til ”Menef”, som på græsk blev til ”Memphis”. Memphis havde sin mest blomstrende periode i Gamle Rige, hvor landets herskere havde deres kongelige residens enten i Memphis eller i Heliopolis (det nuværende Giza-område) med de store pyramider – eller ved pyramidekomplekset i Abusir. Memphis blev imidlertid ikke mindre vigtigt under faraonerne i Mellemste og Ny Rige, da Theben blev Egyptens centrum, og den thebanske gud Amon blev den dominerende egyptiske guddom. I 20. dynasti var Ptahs tempel stadig det tredje største i landet. (Se også Manu og Menes).

Menes
(Egyptologi). Menes er den græske form for ”Meni”, som er det navn, der sædvanligvis forbindes med den første egyptiske konge i 1. dynasti. Selv om kongerækken begynder med Menes, er det udelukkende de græske forfattere, der har bevaret legender om ham – den første lovgiver og opfinder af materiel velfærd. Herodot siger, at det var Menes, der drænede det sumpede område ved Memphis og byggede ”den hvide mur” og Ptah-templet, der blev centrum for hans hovedstad. De gamle egyptere oplyser, at Menes udførte skabergudens opgave, da han byggede den første by, og de fortæller, at han var det første menneske, der blev konge efter halvgudernes herredømme. (Se også Narmer).

Menkaura
Se Mycherinos.

Menna
(Egyptologi). Mennas grav kan kvalitetsmæssigt sammenlignes med Nakhts grav, som er en af de mest beundrede grave i el-Qurna ved Luxor. Gravens vægge er udsmykket med rituelle scener. Den er klassisk i stil og udførelse. Menna var en højtstående embedsmand med ansvar for skatkammeret under Tutmosis IV (ca. 1412-1402 f.Kr.). Vægrelieffernes levende skildringer af livet på landet i det gamle Egypten er fyldt med spændende detaljer.

Menneskeofring
(Egyptologi). En dag hvor kong Khufu (Cheops) kedede sig, bad han om at blive underholdt enten af en historiefortæller eller af en magiker. En meget berømt magiker ved navn Djedi blev bragt til paladset, for man sagde, at han var i stand til ”at sætte et hoved tilbage på kroppen af en halshugget”. Faraoen gav ordre til, at en fange skulle hentes fra fængslet. Tanken var, at Djedi skulle halshugge ham og demonstrere sin magi. ”Nej – ikke et menneske, mægtige herre. Det er forbudt at handle sådan mod Guds hellige børn”, var svaret. Episoden viser egypternes respekt for menneskeliv. Menneskers liv måtte ikke ofres – heller ikke for at underholde en farao. På trods af at de religiøse tekster omtaler udryddelse af Egyptens fjender, som blev associeret med den onde gud Seth, var det altid kun dyr, der blev ofret på altrene. Menneskeofre er aldrig forekommet i Egypten. Henrettelse af forbrydere og drab i krig hørte til en anden kategori, men det var strengt forbudt at skade et andet menneske, og menneskeofring var helt udelukket. Det bekræftes af Herodot, som pointerer, at rygter om egyptiske menneskeofringer er forkerte. Han siger: ”Der er for øvrigt endnu mange andre ting, som hellenerne fortæller uden at have undersøgt sagen omhyggeligt. De fortæller f.eks. det tåbelige sagn om Herakles (Herkules), hvor de siger, at egypterne engang, da han var kommet til Egypten, omringede ham og førte ham i højtideligt optog ud for at ofre ham til Zeus. Iflg. sagnet holdt han sig rolig i lang tid, men da de stod ved alteret og ville til at ofre ham, satte han sig til modværge og dræbte dem alle sammen. Jeg synes nu, at hellenerne, når de fortæller denne historie, demonstrerer total uvidenhed om egypternes natur og skikke. For når det ikke engang er tilladt at ofre kvæg – bortset fra svin, tyre og tyrekalve, og kun under forudsætning af, at er rene – samt gæs, hvordan skulle de så kunne finde på at ofre mennesker?”

Mentalessens
Se Elementalriger.

Mentallegeme
Mentallegemet er menneskets subtile legeme på det lavere mentalplan. Manas fungerer gennem mentallegemet. Mentallegemet er et legeme, der består af det fine stof fra mentalplanets fire lavere niveauer. Alle mennesker uden undtagelse har et mentallegeme, som det tænker med. I åndsvidenskaben kaldes det ”lavere Manas”. Inden sjælen inkarnerer i et nyt fysisk-æterisk legeme, skaber sjælen et mentallegeme, som det benytter som sit tænkeredskab. Mentallegemet farves af de tendenser og kvaliteter, der er udviklet i tidligere inkarnationer, og som – i overensstemmelse med karmaloven – skal komme til udtryk i en aktuel inkarnation. Mentallegemet anvendes som redskab for hukommelsen og til tankeformsbygning. Det bruges også af sjælen, som overfører abstrakte og intuitive bevidsthedsindtryk i meditationsprocessen. Mentallegemet er endnu ikke særligt udviklet hos hovedparten af menneskeheden. (Se også Mentalplan og Tankeform).

Mentalplan
Mentalplanet er planet, der ligger umiddelbart over det astralplanet. Det består af stof, der er finere og vibrerer på en højere frekvens end det fysisk-æteriske og astrale stof og lavere end det Buddhiske (planet over mentalplanet). På mentalplanet dannes alle de tankeformer, der skabes af tænkende skabninger, og mentalplanet leverer også det stof, som tankeformerne består af. Mentalplanet er delt i to − det højere mentalplan eller Arupa-planet og det lavere mentalplan eller Rupa-planet. Mentalplanets lavere regioner – Rupa-planet – er personlighedens plan og den mere konkrete tænknings område, hvor tankeformerne eksisterer. De højere regioner – Arupa-planet – er sjælens hjemsted og planet for den højere, abstrakte tænkning. Det højere mentalplan kaldes også for kausalplanet, fordi det er her årsagerne til virkningerne og livet i de tre lavere verdener udspringer. Det højere mentalplan kaldes desuden for idéernes rige (Platon), fordi det er her, de guddommelige og arketypiske idéer bag enhver skabelse har sit udspring. På mentalplanet eksisterer alle de tankeformer, som menneskeheden har skabt gennem sin tænkning. Tankeformerne påvirker ethvert menneske ad telepatisk vej. På mentalplanet findes også diskarnerede sjæle, der enten venter på at inkarnere, arbejder som hjælpere eller skal videre mod kausalplanet og forening med sjælen, når tankeformerne fra inkarnationen er bearbejdet. (Se også Mentallegeme).

Mentuhotep
(Egyptologi). Mentuhotep II eller Nebkhru-Ra er den farao, der markerede begyndelsen til Mellemste Rige (ca. 2040-1650 f.Kr.). Han regerede i 11. dynasti, som blev skabt af dynamiske thebanske prinser, der lod deres magt vokse ud over grænserne på deres provinser, og derved fik de gradvis kontrol over hele Egypten. De fleste af prinserne havde navnet Antef eller Mentuhotep. Mentuhotep II’s regeringsperiode var lang – ca. 50 år. Tidligere troede man, at Mentuhotep II havde været tre forskellige faraoner, men yderligere forskning afslørede, at der var tale om én og samme regent. Mentuhotep II skabte fred med det rivaliserende kongerige Herakleopolis, og genskabte et forenet Egypten. Det var begyndelsen til en periode med velstand, fremgang og kulturel opblomstring. Det var også en periode, hvor Egypten ekspanderede ud til de landegrænser, man kender i nutiden. Mentuhotep II fortæller selv i en inskription: ”Jeg har forenet de to lande for jer i overensstemmelse med det, som sjælene fra Heliopolis har krævet”. Selv om ordene er konventionelle, så huskes Mentuhotep II virkelig som grundlæggeren af Mellemste Rige og erobreren, der genforenede Egypten efter den urolige periode mellem Gamle Rige og Mellemste Rige. Theben, som indtil da havde været en ubetydelig provinsby, blev nu hovedstad for hele landet. Mentuhotep II’s kult bestod i næsten 1.000 år efter hans død.

Mereruka
(Egyptologi). Mereruka eller Meraruka, som også kaldes Mera, var vizir (statsminister) under farao Teti i 6. dynasti ca. 2300 f.Kr.. Mererukas mastaba er en af de mest interessante i Sakkaras nekropol. Halvdelen af den store grav er uden udsmykning, men resten er fyldt med smukke relieffer, som afbilder scener fra dagliglivet på hans tid: Fiskeri, jagt, dans og markarbejde. Ved indgangen ses et meget usædvanligt relief, der viser personificeringer af årets tre årstider. (Egypterne opdelte året i tre årstider eller sæsoner). For enden af den smukke søjlehal ses en farvelagt statue af Mereruka. Den står i en Ka-niche, der fungerede som kontakt mellem den fysiske verden og den næste.

Meridian
(Latin). Meridian stammer fra ”meridianus”, der betyder, ”det, der vender mod syd”. Det er afledt af ”meridies”, der betyder ”syd” og ”middag”. Astronomisk set er en meridian den cirkel, der går gennem himlens nordpol (zenit), og himlens sydpol (nadir). Meridianer stammer også fra traditionel kinesisk medicin. Det kinesiske ord ”jingluo” betyder ”kanal”, og det henviser til den kanal, som livsenergien, der kaldes ”qi”, flyder igennem. Meridianer er primært et system af energibaner i den klassiske kinesiske og japanske akupunktur. Der er 12 standard meridianer, som er opdelt i 10 enkelte og 2 dobbelte. Alle meridianer er symmetriske. Der er derfor i alt 24 meridianer. De er delvis knyttet til det kendte nervesystem. Meridianerne består af en eller flere akupunktur-loci eller -punkter, som varierer fra 0,5 til 10 mm i diameter. Loci’erne har specielle elektriske egenskaber. I det 2. årh. e.Kr. blev 649 akupunkturpunkter anerkendt i Kina, og de 24 meridianer forbinder de fleste af punkterne. Udover de 12 standard meridianer er der 8 ekstraordinære meridianer. De 12 standard meridianer er opdelt i Yin- og Yang-grupper.

Meru
(Sanskrit). Meru – også kaldet ”Sumeru” betyder ”storslåede Meru” – er gudernes hellige bjerg i hinduistisk, buddhistisk og jainistisk mytologi og anses for at være centeret for alle fysiske og åndelige universer i stil med det græske Olympos – ”Verdensbjerget”. Meru betragtes som hjemsted for Brahma og andre guddomme. Mange hindutempler – bl.a. Angkor Wat i Cambodia – er blevet bygget som en symbolsk repræsentation af bjerget. Meru er placeret i Jambudvipa, der er et af kontinenterne på Jorden. Bjerget er angiveligt 80.000 yojana høj. Størrelsen af en yojana varierer, men Jordens omkreds skulle være 3.200 yojana. Det er derfor indlysende, at tallet er symbolsk, og at der hentydes til de indre bevidstheds- og eksistensplaner – eller hele skaberværket.

Mesmerisme
Mesmerisme er opkaldt efter Franz Anton Mesmer. Mesmerisme er en form for medicinsk behandling, der blev udviklet af Franz Anton Mesmer (1734-1815), og derefter yderligere udviklet af Puységur (1751-1826). Franz Anton Mesmer mente, at der eksisterer en universel grundkraft, som kan forklare fænomener som magnetisme og elektricitet, og at den desuden påvirker menneskers helbred. Et menneske producerer magnetisme, og i et sygt menneske er magnetismen i ubalance. Når balancen genoprettes ved hjælp af magneter, kan det syge menneske gøres rask. Franz Anton Mesmer opdagede, at han uden magneter var i stand til at helbrede folk ved strygning og berøring, og han gik derfor ud fra, at han var i besiddelse af magnetisk udstråling. Han udviklede derfor et kar, hvor han magnetiserede vand. Hans patienter fik kontakt med vandets energi ved at holde i jernstænger, der stod i forbindelse til vandet. Hensigten var, at den magnetiske kraft skulle strømme til de syge organer og helbrede dem. Mesmerisme betragtes i nutiden som en form for ”alternativ medicin”, hvor man behandler patienter ved hjælp af magnetisme.

Mester
Mester stammer fra det olddanske ”mæster”, det oldnordiske ”meistari”, fra det tyske ”meister” og det latinske ”magister”. Oprindeligt var det en titel på en lærer, som havde elever. Universitetsgraden ”magistergrad” stammer fra samme kilde. I åndsvidenskaben henviser ordet ”Mester” til menneskehedens ældre brødre og søstre, som har forladt det 4. naturrige, og nu udgør det 5. naturrige eller det overmenneskelige rige. De har fuldført den menneskelige evolutionscyklus, dvs. at de i deres udvikling er nået frem til det udviklingsniveau, som menneskeheden skal nå ved slutningen af denne runde. De kaldes mestre, fordi de mestrer menneskeudviklingen, og de har valgt at lede den del af menneskeheden, der stadig er bundet til reinkarnation. Nogle af mestrene lever i Tibet, andre lever forskellige steder i verden. Teosofien har offentliggjort navne på flere af mestrene. Nogle af mestrene har disciple og ved hjælp af dem, står de i forbindelse med den lavere verden. I åndsvidenskaben betyder mester sædvanligvis ét ophøjet menneske, der har disciple. Ordet blev brugt i forbindelse med Jesus af Nazareth, der blev omtalt som mesteren. Men ordet mester er efterhånden kommet til at betyde et ideal eller en leder. I den teosofiske litteratur fik ordet ofte samme betydning som sanskritordet ”guru”, der betyder ”åndelig lærer”. (Se også Adept, Hvide Broderskab, Mahatma og Jivanmukta).

Mesteren P.
Mesteren P. arbejder under mesteren Rakoczy i Nordamerika. Det er den mester, som esoterisk har beskæftiget sig meget med de forskellige mentale videnskaber som f.eks. Christian Science og New Thought, der begge er bestræbelser fra Hierarkiets side på at lære menneskeheden eksistensen og virkeligheden af den ikke-synlige verden samt tankens skabende kraft. Mesteren P har et irsk legeme, og han arbejder på 4. stråle. Hans opholdssted afsløres ikke. Meget af mesteren Serapis’ arbejde blev overtaget af Mesteren P, da Serapis’ fokuserede sin opmærksomhed mod devaevolutionen.

Metamorfose
(Græsk). Metamorfose er et begreb, der stammer fra græsk. Metamorfose betyder transformation, forvandling, omdannelse og omformning. Det er en forvandlingsproces i både orden og struktur. Metamorfose bruges især inden for naturvidenskabelige områder som zoologi og geologi. I biologien er det f.eks. et individs forvandling til et nyt livsstadie − eksempelvis en puppe, der forvandler sig til et vinget insekt. Man møder også Metamorfose i mytologien som en måde at beskrive en dybtgående forvandling. Eksempelvis havde de gamle egyptere et begravelsesritual, hvor en Tekenu (en begravelsespræst) repræsenterede den afdøde, og spillede rollen som den afdøde, der gennemgik faserne i en Metamorfose – dvs. forvandlingen fra fysisk og forgængeligt menneske til åndeligt og evigt menneske.

Metis
(Græsk). Metis stammer fra sanskrit-ordet ”mati”, der oversættes med ”råd fra et intelligent menneske”. Roden til ”mati” er ”ma”, der betyder ”visdom”. Metis er en af Zeus’ ægtefæller, og hun betragtes ofte som mor til Athena – visdommens gudinde. Metis repræsenterer guddommelig visdom med vandelementet som symbol. Det er årsagen til, at mange af fortidens kosmologier taler om, at Universet opstod af rummets urhav, og Universet er udtryk for manifestation af guddommelig visdom. (Se også Athena og Zeus).

Metodist
Metodisme er en protestantisk kirkelære, der lægger vægt på en ”metodisk” levemåde. Det indebærer bl.a., at medlemmerne – metodisterne – skal arbejde aktivt for personlig helliggørelse ved bøn og ved studier af de hellige skrifter. Metodismen er baseret på John og Charles Wesleys samt George Whitefiels lære. Bevægelsen opstod blandt studerende på Oxford-universitetet i England i midten af 1700-tallet. Bevægelsen var en protest mod den stillestående engelske statskirke, som i medlemmernes øjne ikke gjorde noget aktivt for at fremme kristne dyder i befolkningen. En metodist er medlem af et verdensomspændende fællesskab af kirker.

Metrologi
Metrologi er videnskaben om målinger og måleteknik. Metrologi beskæftiger sig med målinger af fysiske størrelser, f.eks. længde, masse, tid, strømstyrke, spænding, farve og hastighed.


Side : 1 2
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook