Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Solengel er åndsvidenskabens betegnelse for sjælens legeme på sit eget plan – kausalplanet. Solenglen eller sjælslegemet består af højtvibrerende kausalt stof. I den esoteriske litteratur kaldes solen
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben anvender en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på mange af åndsvidenskabens begreber og udtryk. Forståelse af visse af ordbogens forklaringer vil forudsætte et grundlæggende kendskab til åndsvidenskabens begreber.

Det opslåede ord
Solengel

Betydning
Solengel er åndsvidenskabens betegnelse for sjælens legeme på sit eget plan – kausalplanet. Solenglen eller sjælslegemet består af højtvibrerende kausalt stof. I den esoteriske litteratur kaldes solenglen ofte ”tankens søn” eller ”tankesindets søn”. Det er intelligensprincippet, og det har mange navne i den esoteriske litteratur som f.eks. Solengel, Agnishvatta eller Kristus-princippet m.fl. (Se også Agnishvatta).
Sacca
(Sanskrit/Pali). Sacca betyder ”sandhed” eller ”rigtig”. I den tidlige buddhistiske litteratur nævnes Sacca ofte i forbindelse med de ”fire ædle sandheder”, som er et fast element i buddhistisk visdom. Desuden er Sacca en af de ti Paramita – dvs. frigørende handlinger eller ”fuldkommenheder” – som en Bodhisattva skal udvikle, for at blive en Buddha. At udtrykke sandhed er en etisk praksis. I daglige praksis vil buddhister dagligt recitere fem forskrifter, som bl.a. omfatter: ”Jeg forpligter mig til at undlade forkert tale”. At tale sandfærdigt vil sige at praktisere Sacca. (Se også Bodhisattva og Paramitas).

Saddha
(Pali). Saddha (sanskrit: Sraddha) betyder ”tro” og ”tillid” til sin mester og til sig selv − dvs. en urokkelig overbevisning om, at mesteren er en kompetent lærer, og at aspiranten har den guddommelige gnist i sig, som − når den engang slår ud i lys lue − vil gøre det muligt at nå målet på samme måde, som mesteren har nået sit mål. Saddha eller tro er et vigtigt element i Buddhas lære, og derfor også i alle buddhismens traditioner, selv om opfattelsen af tro varierer fra skole til skole. Iflg. den Pali-buddhistiske tradition, var det nogle af de første ord, Buddha gav udtryk for, efter at han besluttede at undervise i Dharma. Buddha sagde: ”Døren står vidt åben for de udødelige, og for alle, der har ører, som kan høre, når de viser tro (Saddha)”. Det siges, at dyb og ægte tro kan medføre frigørelse. Et menneske, der ”frigør sig selv via tro”, kan derfor være ”på vej til at blive Arhat”. Det er grunden til, at Buddha understregede, at troen er en nyttig følgesvend og ”menneskets uvurderlige skat”. (Se også Arhat og Upacharo).

Saddukæer
(Hebraisk). Saddukæer stammer muligvis fra ”Sadok”, der var en betegnelse for en ypperstepræst på Davids og Salomons tid, men Saddukæerne selv identificerede sig med et hebraisk ord, der betyder ”retfærdig”. Saddukæerne var medlemmer af en jødisk sekt, der blev grundlagt i 2. årh. f.Kr., og den havde stor indflydelse på Jesu tid. Muligvis var saddukæerne oprindeligt et politik parti. Sekten lagde stor vægt på regelmæssig bøn i templet, og det var en stærkt konservativ gruppe, som var associeret med præstedømmet i templet i Jerusalem, og de kom fra templets højere præsteskab. Deres modsætning var farisæerne. Farisæerne baserede deres autoritet på lærdom og gudfrygtighed, mens saddukæerne baserede den på afstamning og status. Saddukæerne var dog mere imødekommende over for hellenismen. Saddukæerne nægtede at acceptere læresætninger, som ikke direkte var nævnt i Toraen, og de afviste idéen om sjælens udødelighed. De accepterede heller ikke eksistensen af et liv efter døden, og de benægtede derfor den farisæiske doktrin om en genopstandelse – og det var som bekendt et vigtigt element i den lærdom, Jesus prædikede. De var generelt imod farisæernes fortolkning af Moseloven. Der findes ingen bevarede tekster fra saddukæerne, og derfor er der stor usikker omkring deres tro, holdninger og position i det politisk ustabile Judæa. Saddukæerne forsvandt fra verdensscenen i begyndelsen af 1. årh. e.Kr.

Sadhaka
(Sanskrit). Sadhaka stammer fra ”sadhu”, der er afledt af ”sadh”, der betyder ”at udføre”. Sadhaka er en udøver af Sadhana, og Sadhaka er derfor yoga-lærens betegnelse for et åndeligt søgende menneske. Det er et menneske, der følger en bestemt Sadhana (livsstil), der har til formål at realisere menneskets ultimative ideal – eksempelvis enhed med Brahman eller realisering af en anden guddom. Så længe man endnu ikke har nået målet, er man en Sadhaka, mens den, der har nået målet, kaldes en Siddha. I nutiden bruges betegnelsen Sadhaka ofte om ethvert menneske, der praktiserer en religion. Tidligere var Sadhaka et snævert begreb, der kun blev brugt om et menneske, der havde gennemgået en bestemt indvielse. Både inden for hinduisme, Jainisme og i de Vajrayana-buddhistiske traditioner bruges udtrykket Sadhaka for indviede og/eller aspiranter. (Se også Sadhana, Sadhu og Siddha).

Sadhana
(Sanskrit). Sadhana betyder ”praksis” eller ”åndelig praksis” – ”et middel til at udføre noget”. Sadhana omfatter en række discipliner i hinduistiske, sikhistiske, buddhistiske og muslimske traditioner. Disciplinerne udføres for at opnå forskellige spirituelle eller rituelle formål. En person, der praktiserer Sadhana kaldes ofte Sadhu eller Sadhaka. Målet med Sadhana er at opnå en vis grad af åndelig erkendelse, som enten kan være oplysning, ren kærlighed til det guddommelige (Prema), befrielse (Moksha) fra reinkarnationens cyklus af fødsel og død (Samsara), eller for at nå et bestemt mål i Bhakti-traditionen. Sadhana kan involvere meditation, mantrisk chanting (nogle gange ved hjælp af Japa Mala), helligholdelse af en guddom, Yajna. Sadhana er enhver form for åndelig praksis, som udføres for at opnå selvrealisering, og Sadhana kan derfor betragtes som en åndelig livsstil. Sadhana er noget, som man virkelig ønsker at gøre, er nødt til at gøre, og som man selv gør. Det er ikke noget, der gøres for at behage nogen eller for at få noget til gengæld. Sadhana er en personlig proces, hvor man gør sit absolut bedste. Sadhana er forbundet med daglig åndelig praksis, som er grundlaget for al åndelig stræben. Sadhana er den personlige, individuelle åndelig indsats. Det er det vigtigste værktøj, man bruger til at arbejde med sig selv for at opfylde formålet med livet. Det kan gøres alene eller i en gruppe. Uanset hvem man er, eller hvad man gør, forsøger man konsekvent at rydde op i sin bevidsthed, for at man kan integrere enhedsbevidstheden i sin natur. (Se også Bhakti, Japa, Moksha, Sadhaka, Sadhu og Yajna).

Sadhu
(Sanskrit). Sadhu stammer fra roden ”sadh”, der betyder ”at nå sit mål”, ”gå direkte” eller ”få magt over”. Den samme rod anvendes i ordet Sadhana, der betyder ”åndelig praksis”. Sadhu kan også bruges som Vidhyartha, der betyder ”lad det gode ske”. Sadhu bruges primært i betydningen ”god mand”, mens Sadhvi betyder ”god kvinde”. Ordet henviser til mennesker, der har valgt at give afkald og leve et liv, der er adskilt fra samfundet for at fokusere på deres personlige åndelige udvikling. Sadhu/Sadhvi er derfor et menneske, der går den lige vej til målet – en asketisk hellig mand/kvinde i hinduismen. Selvom de fleste Sadhuer er yogier, er alle yogier ikke Sadhuer. En Sadhu er udelukkende dedikeret til at opnå Moksha (frigørelse fra reinkarnation) – den fjerde og sidste Asrama (livsfase). Det sker via meditation og kontemplation på Brahman. Sadhuer bærer som regel safran-farvet tøj, der symboliserer deres Sanyasa (afkald). Sadhus er Sannyasins, som har frigjort sig fra tilknytning til alt væsentligt materielt. De bor i huler, skove og templer overalt i Indien og Nepal. En Sadhu omtales ofte som Baba af almindelige mennesker. Ordet Baba betyder ”far”, ”bedstefar” eller ”onkel”. Sadhuer er sædvanligvis respekteret for deres hellighed, men nogle gange er de frygtede for deres forbandelser. Mange mener, at Sadhuers barske liv bidrager til at fjerne både deres personlige karma og samfundets som helhed. Derfor støttes Sadhuer af donationer fra mange mennesker. Men respekten for Sadhuer findes ikke overalt i Indien. Sadhuer er ofte under mistanke for at være forklædte ikke-troende tiggere, der spiller rollen som Sadhu for at få skaffe sig en indkomst. Der findes nøgne Sadhuer, der bærer håret i tykke dreadlocks (hvor håret opdeles i indfiltrede lokker) som kaldes Jata. (Se også Sadhaka, Sadhana og Sannyasins).

Sagittarius
(Latin). Zodiakens 9. tegn og stjernebilledet Skytten.

Sahasrara-chakra
(Sanskrit). Sahasrara-chakra er yoga-lærens betegnelse for det syvende og højeste chakra (den tusindbladede lotus, som reelt har 960+12 ”blade” eller ”egre”). De 1.000 kronblade er anbragt i 20 lag, hvor hvert lag har 50 kronblade. Chakraet befinder sig på toppen af hovedet – eller rettere ca. fire fingerbredder over issen. Når kundalinikraften stiger hele vejen op til Sahasrara-chakra, forenes Shiva og Shakti (bevidstheden i sin statiske og dynamiske form), og mennesket bliver ét med alt. Syntesen medfører, at mennesket bliver frigjort fra reinkarnationens nødvendighed. Sahasrara-chakra er placeret over Brahma-Randhra – ”Brahmas hule”. Det er et ”hul” i toppen af hovedet, som sjælen angiveligt benytter til at forlade det fysiske legeme ved den fysiske død. Åndsvidenskaben oplyser imidlertid, at det udelukkende er åndeligt fremskredne mennesker, der benytter denne åbning. Mange benytter Anahata-chakra (hjertechakraet), og de fleste bruger Manipura-chakra (solar plexus-chakra). Når en yogi adskiller sig fra den fysiske krop på dødstidspunktet, lukkes Brahma-Randhra op, og sjælen kommer ud gennem åbningen, der også kaldes Kapala Moksha. Åbningen kaldes også ”porten til ren bevidsthed”, eller ”porten til befrielse”. Når Kundalini Shakti (”slangeilden”) er steget op gennem Sushumna til Sahasrara, vender den igen tilbage til sin hvileposition i Mooladhara (rodcentret). Sahasrara-chakra repræsenterer udødelighed. For at løfte bevidstheden til det højeste chakra, skal yogien være i stand til at nå en tilstand, der kaldes Asama-Prajnata-Samadhi. Det er en tilstand, hvor er der ikke er nogen aktivitet i tankesindet. I denne tilstand er der ingen, der ved, og der er ingen viden. Alt er forenet i en syntese og derfor befriet for adskilthed. Når Kundalini er løftet op til Sahasrara-chakra, er illusionen om individualitet derfor gået i opløsning. Yogien har realiseret sig selv, og er blevet ét med de kosmiske principper. Derfor er der ikke længere behov for reinkarnation. Samadhi er ren lyksalighed i forening med den universelle væren. Tankesindet er grundfæstet i det rene tomrum, der kaldes Shunya Mandala. Alle tanker, følelser og begær, som er aktiviteter i sindet og baseret på adskilthed, er opløst i den oprindelige årsag. Adskilthed er forsvundet, og enhed er opnået. Yogien er Sat-Chit-Ananda (sandhed-væren-lyksalighed) – sit virkelige selv. Og så længe yogien bliver i sin fysiske krop, bevares den non-duale bevidsthed. Sahasrara-chakra symboliserer frigørelse fra illusion, der er et væsentligt trin i opnåelse af højere bevidsthed. (Se også Kapala, Kundalini Shakti, Mooladhara-chakra, Samadhi og Sat-Chit-Ananda).

Sahu
(Egyptologi). Sahu er de gamle egypteres betegnelse for ”det åndelige legeme”. Det fysiske legeme kaldte de for ”Khat”. Æterlegemet kaldte de ”Khaibit”, som ofte oversættes med ”skyggen”. Astrallegemet kaldte de ”Ka” – en betegnelse, der mange gange oversættes med ”dobbelt” eller ”dobbeltgænger”. Sjælen kaldte de ”Ba”, og fra nutidens åndsvidenskab ved man, at der hentydes til mentalplanet, der er opdelt i højere og lavere manas. ”Ba” er tænkeevnens bevidsthedsplan, og sjælen repræsenterer højere tænkning eller abstrakt tænkning, mens den lavere tænkning kommer til udtryk som konkret tænkning. Derfor havde man desuden en betegnelse for det åndelige legeme – ”Sahu”, der kan fortolkes som højere manas eller sjælen. Intelligensen, lavere manas eller den konkrete tænkning, kaldte man ”Khu”. Hjertet var identisk med bevidstheden, og hjertet kaldte man ”Ab”, mens menneskets formside blev kaldt ”Sekhem”. For de gamle egyptere var ord levende væsener, og menneskets navn var derfor en levende energi eller kraft, som man kaldte ”Ren”. Nogle af de indre legemer havde direkte forbindelse til ”gudernes rige”, og derfor levede mennesket reelt i ”gudernes rige”.

Saite-perioden
(Egyptologi). Psammetichus I, der var konge af Sais, havde fordrevet etiopierne fra Egypten og underlagt sig de lokale prinser. Han genoprettede ro og orden i Egypten, som herefter oplevede en periode med enestående politisk og religiøs renæssance under det 26. dynastis faraoner (664-525 f.Kr.) – Necho II, Psammetichus II, Apries og Amasis. Etiopien var ikke i stand til at generobre Egypten, og der blev dæmmet op for det babyloniske imperium. Landbruget blev reetableret og opnåede tidligere tiders velstand. Hoffet blev genskabt, og det administrative system blev genoprettet. Det demotiske skrivesystem vandt gradvis udbredelse over alt i landet. Byen Sais, hvor kongerne blev begravet i templet for gudinden Neith, Memphis, som var hovedstaden, og alle byer i det nordlige Egypten, blev prydet med nye, hellige bygningsværker. Theben, der var under gudinden Muts (Amons hustrus) beskyttende vinger, blev ikke forsømt. Saite-perioden var en mærkelig blanding af modernisme og kunstneriske traditioner. En persisk invasion blev afslutningen på Saite-perioden.

Sakhmet
(Egyptologi). Sakhmet blev afbildet som en kvinde med løvehoved, og hendes navn betyder ”den kraftfulde” eller ”den, der er fuld af styrke”. Sakhmet havde sanktuarier overalt i Egypten, men hovedcentret lå i Memphis, hvor hun havde indflydelse som den store skabergud Ptahs hustru og moder til deres gudesøn Nefertum. Sakhmet blev betragtet som en manifestation af Ras vrede øje, som fortærede solgudens fjender. Gudinden var hersker over krig og ufred. Hun hjalp faraoen med at nedslagte fjenderne, og derfor sagde man, at faraoen ”rasede som Sakhmet”. Paradoksalt nok, var hun også læremester i healing, og hun fordrev sygdomme. En gudinde, der kan nedbryde, kan også genopbygge, iflg. de gamle egyptere. Hun kunne dræbe, men hun kunne også redde liv. Titlen ”Sakhmet-præst” betød ”healer” eller ”doktor”, muligvis fordi hendes præster var fortrolige med at uddrive onde energier – og hvem er bedre til at bekæmpe det onde (fjenden eller de mørke kræfter) end en krigsgudinde? Sakhmet blev identificeret med adskillige andre gudinder – f.eks. Hathor, Bastet, Mut og Pakhet. I den oprindelige version af myten om, hvordan Ras øje tilintetgjorde fjenderne, var det Hathor, som spillede rollen som Sakhmet. Bastet, der havde form af en kat, var en blidere version af Sakhmet. Men hvem er Sakhmet åndsvidenskabeligt set? Hun er gudinde, og det feminine aspekt handler altid om stoffet. Når man studerer den egyptiske 9-gudekreds, vil man opdage, at Tefnut billedligt er fremstillet som Sakhmet og omvendt. De to gudinder er ens. Begge præsenteres som kvindeskikkelser med løvehoved, fordi de er et højere og et lavere aspekt af samme energi. Løven har relation til Solen, og løvegudinden Tefnut er det feminine aspekt af solguden Ra. Løven og Solens lys er forbundet med ild, og Tefnut og Sakhmet er i høj grad ildsymboler. Tre af de utallige kræfter, der udstråler fra Solen, nævnes i åndsvidenskaben. Det er ”kundalini” (slangeilden eller stoffets energi), ”prana” (livskraft eller vitalitet) og ”fohat” (elektricitet/magnetisme). Sakhmet symboliserer ”kundalinikraften”. Når Sakhmet fremstilles som både en brutal og hensynsløs krigsgudinde og en styrkende og helbredende healingsgudinde, er årsagen indlysende. Kundalinikraften er en enorm kraft, som kan være totalt ødelæggende, hvis den er ude af kontrol. Et uudviklet menneske kan ikke kontrollere den psykiske kraft, og resultatet er ofte katastrofalt. Modsat er det en kreativ, dynamisk og forvandlende kraft, der kan løfte mennesket fra den dyriske natur til overmenneskelige højder. Sakhmet kunne drive dæmoner på flugt, og kundalinikraften rejser sig netop, når ”det onde” (menneskets lavere natur) er overvundet. Når kundalinikraften er under kontrol, er den en positiv kraft på udviklingsvejen. Sakhmet bliver som Bastet – den milde og tamme tempelkat – men den har kattens selvstændige natur. Kundalinikraften rejser sig fra rodcentret og strømmer til hovedcentret ved 3. indvielse. Via Bastet skabes der kontakt mellem Sakhmet og Tefnut. Amenhotep III opstillede utallige siddende statuer af Sakhmet, og næsten 600 eksisterer stadig. I Muts tempelgruppe i Karnak var der oprindelig 730 Sakhmet-statuer – to for hver dag i året. Statuerne var cirka 2 meter høje og ofte udskåret i grå diorit. British Museum har ca. 30 af dem.

Sakkara
(Egyptologi). Sakkara er et navn, der sandsynligvis stammer fra falkeguden Sokaris eller Sokar, der var forbundet med graven og de afdødes processer i graven, men gamle arabiske skrifter oplyser, at området er opkaldt efter en beduinstamme, der levede i området i Middelalderen. Sakkara ligger syd for Cairo mellem Memphis’ ruiner og det store plateau, hvor mere end 20 konger, utallige adelsfamilier og menige egyptere fra Memphis fandt ”den mest lykkelige begravelsesplads”. I nutiden besøges Sakkara hovedsageligt på grund af Djosers trinpyramide, Unas-pyramiden, Teti-pyramiden og adelsgravene fra Gamle Rige – f.eks. Tis, Merarukas, Meras, Ptahhoteps og Kagemnis mastabaer – samt tyregravene i labyrinten Serapeum.

Sakkayaditthi
(Sanskrit). Sakkayaditthi betyder ”illusionen om individualitet” eller ”personlighedens blændværk”. Sakkayaditthi er den illusion, der skaber følelsen af at være en personlighed – i modsætning til følelsen af at være ét med helheden. Sakkayaditthi er et grundlæggende begreb i buddhismen, og det er relateret til læren om Skandha – de fem egenskaber, der skaber illusionen. Det er en af de ti lænker, der skal overvindes i indvielsesprocessen. Undervisningen i Sakkayaditthi bekræftes i åndsvidenskabelig litteratur. H.P. Blavatsky oplyser bl.a. at ”saligheden i Devachan er et resultat af Sakkayaditthi, dvs. illusionen om adskilthed eller ’individualitetens selvbedrag’, sammen med den attavadiske årsagskæde, der er nødvendig for monadens fremtidige fødsel”. Attavada er betegnelsen for den fejlagtige reaktion på adskiltheden mellem sjælen og det ene universelle, uendelige Selv. (Se også Devachan og Skandha).

Sakradagami
(Sanskrit). Sakradagami er betegnelsen for en discipel, der er trådt ind i et stadie, der beskrives som: ”Den, der kun vender tilbage én gang til”. Dermed menes der, at den, der har nået dette udviklingstrin, kun har behov for endnu én inkarnation for at blive Arhat. Det svarer til 4. indvielse eller niveauet umiddelbart før mesterskab. Sakridagamin er et trin, hvor der ikke afkastes flere lænker, men aspiranten bestræber sig på at reducere de forhindringer, der stadig står i vejen for den videre udvikling, til et minimum. (Se også Arhat).

Sakralchakra
Sakralchakraet befinder sig på overfladen af menneskets æteriske legeme. Det er tilknyttet sakralcentret, der er placeret bag skambenet i den æteriske rygsøjle. Chakraet er forbundet med kønskirtlerne. Dets funktion er forbundet med kønsdriften − det reproduktive liv og begærlivet. Det forbinder mennesket med astralplanet. Når et menneske overvejende lever via sine begær og besiddelser – eksempelvis ved konstant at ville erobre det modsatte køn eller anskaffe fysiske ejendele – ved man, at sakralchakraet (Swadhisthana) dominerer. (Se også Swadhisthana).

Sakshi
(Sanskrit). Sakshi eller Saakshi betyder ”vidne” på hindi, nepalesisk og telugu. Sakshi er nogen eller noget, der bruges til at bestemme sandheden.

Sakyamuni
(Sanskrit). Shakyamuni er et andet navn for Gautama Buddha, der også er kendt som Siddhartha Gautama eller simpelthen Buddha. Buddha var en oplyst vismand, og buddhismen blev grundlagt på hans lære. Buddha blev født i den gamle Shakya-republik ved foden af Himalayabjergene, og Gautama Buddha underviste primært i det nordøstlige Indien. Buddha betyder ”den opvækkede” eller ”den oplyste”. Buddha bruges også som en titel for den første oplyste i en tidsalder. I de fleste buddhistiske traditioner betragtes Gautama Siddhartha som ”den højeste Buddha” i den nuværende tidsalder. Gautama underviste menneskeheden i ”den gyldne middelvej” mellem sensuel nydelse og seriøs askese via Sramana (afkald). Senere underviste han i de store regioner i det østlige Indien eksempelvis Magadha og Kosala. (Se også Buddha, Gautama Buddha og Vajradhara).

Salafisme
(Arabisk). Salafisme betyder ”forgængere” eller ”tidlige generationer”. Det betegner en ortodoks og fundamentalistisk sunni-muslimsk retning, der betoner de fromme forgængere (Salaf) fra islams tidlige patriarkalske periode som eksemplariske forbilleder. Salafister anser de første tre generationer af muslimer, dvs. Muhammads samtidige og de to generationer efter ham, Tabi’in og Taba’ at-Tabi’in, som rollemodeller for, hvordan islam skal fortolkes og praktiseres. Princippet er afledt af en hadith (kort udtalelse) af Muhammad: ”Folk af min generation er de bedste, dernæst de, som følger efter dem, og så de, der følger efter de sidstnævnte”. Salafismens vigtigste dogme er, at islam var perfekt og fuldkommen på Muhammads og hans samtidiges tid, men uønskede ændringer er blevet tilføjet i efterfølgende århundreder på grund af materialistisk og kulturel indflydelse. Salafismen forsøger derfor at genoplive en praktisering af islam, som i højere grad ligner religionen på Muhammads tid. Salafismen er også blevet beskrevet som en forenklet version af islam, hvor tilhængerne kun følger få påbud og ritualer. Den salafistiske lære betegnes ofte som Wahhabisme, men salafister forkaster sædvanligvis udtrykket, dels fordi det anses for at være ned-sættende, og dels fordi ingen tidligere tilhængere af salafismen har benyttet denne betegnelse. Typisk benyttede de i stedet udtryk som ”Muwahidoon”, ”Ahle Hadith” eller ”Ahl at-Tawheed”. (Se også Wahhabisme og Sufisme).

Salamander
Salamander er betegnelsen for en ildelemental. (Se Naturånder).

Salighedslegeme
Se Ananda-Maya-Kosha.

Salomons segl
Salomons segl er den sekstakkede stjerne, der også kaldes Davidsstjernen. Stjernen består af to sammenflettede ligesidede trekanter – den ene med spidsen opad og den anden med spidsen nedad. Salomons segl er derfor et heksagram. På hebraisk hedder symbolet ”Magen David”, der betyder ”Davids skjold”. Men Salomons segl eller Davidsstjernen er hverken udtænkt eller skabt af jøderne, men kopieret sandsynligvis fra egypterne. Oprindelsen går så langt tilbage i tiden, at kilden til symbolet forsvinder i fortidens tåger. Man har fundet den geometriske figur mange steder og i mange gamle kulturer – eksempelvis i det gamle Egypten og i det gamle Indien, hvor symbolet kaldes ”Vishnus tegn”. Kong David eller kong Salomon har sandsynligvis aldrig set Davidsstjernen, for jøderne tog først symbolet til sig på et langt senere tidspunkt. Ved staten Israels oprettelse blev ”Magen David” valgt som nationalsymbol, og det bruges blandt andet på Israels flag. Den sekstakkede stjerne er i virkeligheden et vigtigt esoterisk symbol, der bl.a. illustrerer åndens gradvise indvikling i stoffet dvs. involution (den nedadvendende trekant), og den derpå følgende gradvise genopstigen, frigørelse fra stoffet eller evolution og tilbagevenden til de åndelige planer (den opadvendende trekant). Når centrum i den sekstakkede stjerne medregnes, symboliserer det desuden de syv principper i makro- og mikrokosmisk, for centret repræsenterer Atma, og stjernernes seks spidser symboliserer seks ”slør”.

Sama
(Sanskrit). Sama eller Saman stammer fra ”sam”, der betyder ”at være rolig”, ”rolig”, ”tilbagetrukket”. Sama henviser til sindsligevægt, fravær af lidenskab og begær og frigørelse fra alle illusioner. Sama er den femte af buddhismens otte Bhava-Pushpas (eksistensens blomster), som er: Selvbeherskelse, næstekærlighed, uselvisk kærlighed, ærlighed, meditation, tålmodighed, resignation, og uselvisk hengivenhed. Ved at praktisere de otte ”blomster”, vil Sama medføre psykisk og psykologisk succes.

Samadhana
(Sanskrit). Samadhana betyder ”ligevægt” – men også ”uafbrudt opmærksomhed”, der er en stræben, hvor man kun har ét mål for øje. Det betyder, at ingen fristelser kan lokke mennesket væk fra sin vej. Samadhana er en egenskab, der svarer til målbevidsthed. (Se også Upacharo).

Samadhi
(Sanskrit). Samadhi stammer fra ”sam”, der betyder ”sammen” eller ”integreret”, ”a”, der betyder ”retning”, og ”dha”, der betyder ”at få” eller ”at få fat på”. Samadhi kan derfor betragtes som opnåelse af total integration med helheden eller sandheden – Samapatti. En anden etymologisk analyse af Samadhi siger, at sanskritordet stammer fra ”sama”, der betyder ”selv” og ”dhi”, der er ”intellektet”. Samadhi er derfor en tilstand, hvor sjælen befinder sig i total ligevægt og frigjort fra intellektet. Samadhi er det tredje stadie i yoga – den højeste form for yoga – hvor bevidstheden kommer i direkte kontakt med det åndelige aspekt. Samadhi er selvrealiseringsprocessens meditative syntese, hvor man opnår Kaivalya. Samadhi i hinduisme, buddhisme, jainisme, sikhisme og andre yoga-skoler repræsenterer en højere grad af koncentreret meditation eller Dhyana, der beskrives af Patanjali i Yoga Sutras. Samadhi er blevet beskrevet som en ikke-dualistisk bevidsthedstilstand, hvor bevidstheden erkender, at det, der iagttages er identisk med det, der iagttages. Tankesindet bliver stille, målrettet og koncentreret, og den mediterende er fuldt bevidst. I buddhismen kan Samadhi også henvise til en varig tilstand, hvor tankesindet falder til ro og ikke involverer sig i det objekt, opmærksomhed er rettet imod, og på den måde er det i stand til at iagttage og få indblik i de skiftende strømninger og erfaringer. I hinduisme kan Samadhi henvise til Videha Mukti eller den individuelle bevidstheds fuldstændige sammensmeltning med sjælen. I hinduismen er Samadhi det vigtigste emne i den første del af Yoga Sutras, der kaldes Samadhi-Pada. Vyasa, en ophøjet skikkelse i hinduismen, og en af forfatterne til Mahabharata, siger i sin kommentar til vers 1.1 af Yoga Sutras, at ”yoga er Samadhi”. Sædvanligvis fortolkes det sådan, at Samadhi er en tilstand af fuldstændig kontrol (Samadhana) over bevidsthedens funktioner og forstyrrelser. I buddhismen er Samadhi koncentration af tankesindet. Det er den 3. afdeling af Buddhas ottefoldige vej og trefoldige træning: Visdom (Panna), Adfærd (Sila), Enhed (Samadhi). Vigtige aspekter i buddhistisk meditation, der ofte blev drøftet af Buddha, er de gradvis højere meditative tilstande, der er kendt som de fire Jhanaer. (Se også Dhyana, Jhana, Kaivalya, Pancha Makara, Patanjali, Samapatti, Sannyama og Vyasa).

Samapatti
(Sanskrit). Samapatti stammer fra ”samyag”, der betyder ”anskaffelse”, og ”apatti”, der betyder ”sandhed”. Det er en form for Alaukika-Pratyaksa – en metafysisk bevidsthedstilstand, der medfører total forståelse – Pramana. Samapatti er en fælles betegnelse i både Theravada-buddhisme og hinduernes yoga. Nogle gange bruges Samapatti som et synonym for Samadhi. I Patanjalis Yoga omtales Samapatti som den universelle form for yoga, der kaldes Samprajnata-yoga eller kognitiv yoga, efterfulgt af Asamprajnata-yoga eller overkognitiv yoga, som forudsætter udslettelse af alle begrænsninger (Vrittis) i underbevidstheden (Chitta). Dhyana efterfølges af yderligere fire åndelige øvelser eller Samapattier (kundskaber): 1) Bevidsthed om rummets uendelighed. 2) Bevidsthed om erkendelsernes uendelighed. 3) Betænkelighed over den skabte verdens uvirkelighed. 4) Bevidstheden om uvirkelighed som genstand for refleksion. (Se også Chitta, Dhyana, Pramana, Samadhi og Vrittis).

Samasthitiasana
(Sanskrit). Samasthitiasana stammer fra ”sama”, der betyder ”samme” eller ”lige”, "sthiti" betyder ”tilstand” eller ”tilstand af stabilitet” og ”asana” betyder ”øvelse”. Samasthitiasana kan derfor oversættes med ”stabil stående stilling”. Samasthitiasana var engang en vigtig øvelse, dengang mennesket begyndte at gå oprejst, og derfor var det nødvendigt at udvikle bevidsthed om balance og muskelspændinger i kroppen. Perfekt balance kræver mindst mulig brug af muskelarbejde for at opretholde balancen. Det er derfor vigtigt at mestre kunsten at stå korrekt. Når man praktiserer Samasthitiasana, står man med let adskilte ben – netop langt nok til, at benene ikke er i kontakt med hinanden. Fødderne vil være et par cm fra hinanden – næsten samlede men uden at røre hinanden. Ryggen skal være ret, og hals og hoved holdes på linje med rygsøjlen, og blikket rettes direkte fremad. Armene hænger afslappet ned langs siden af kroppen med åbne håndflader, der vender fremad. Det er den stående stilling, der kræver den mindste mængde af muskelarbejde, og hvor man giver slip på alle unødvendige spændinger i kroppen.

Sambhogakaya
(Sanskrit). Sambhogakaya betyder ”glædeslegemet”. Sambhogakaya er betegnelsen for den anden bardo-tilstand, og det er buddhismens Paradis, som befinder sig lige under Nirvana. Sambhogakaya er det andet aspekt af Trikaya. Sambhogakaya er et ”subtilt legeme med grænseløs form”. Både ”himmelske” Buddhaer, Bhaisajyaguru, Amitabha og mere avancerede Bodhisattvaer som Avalokitesvara og Manjushri kan vise sig i et ”glædeslegeme”. En Buddha kan f.eks. vises sig i et ”glædeslegeme” for at undervise Bodhisattvaer via visionære erfaringer. Buddhaerne og Bodhisattvaerne manifesterer sig på rene bevidsthedsplaner – dvs. eksistensplaner, der er skabt til gavn for helheden, og hvor det er let at opfatte og praktisere Dharma. Et menneske kan inkarnere på de rene bevidsthedsplaner, der ”stimuleres efter fortjeneste” af den herskende Buddha. Et af de steder, hvor Sambhogakaya-legemet vises, er i det metafysiske rige, der kaldes Akanishta, der er Suddhavasa-devaernes højeste rige. Reelt er det kun Dharmakaya, der er virkeligt af de tre legemer i Trikaya, for Sambhogakaya og Nirmanakayaen er provisoriske udtryk. Sambhogakaya henviser også til den lysende form af klart lys, som de, der praktiserer buddhistisme kan opnå, når de når de højeste dimensioner. Iflg. traditionen kan de, der praktiserer meditation, som f.eks. avancerede tibetanske lamaer og indiske yogier, samt andre højt realiserede buddhister, få adgang til Sambhogakaya og modtage direkte overførsel af sandhed. (Se også Amitabha, Avalokitesvara, Bodhisattva, Buddha, Dharma, Dharmakaya, Manjushri, Nirmanakaya og Trikaya).

Samhita
(Sanskrit). Samhita betyder ”kompilation af viden” eller ”samling af mantraer eller hymner”. Samhita henviser til de grundlæggende mantriske tekster i hver af Vedaerne – Rig-Veda, Yajur-Veda, Sama-Veda og Atharva-Veda. Iflg. forskere er Vedaerne inddelt i fire sektioner – Samhita, Brahmana, Aranyaka og Upanishaderne. Samhita og Brahmana udgør Vedanernes Karma-Kanda-sektion, som omhandler ceremonier og ritualer, mens Aranyaka og Upanishaderne udgør Vedaernes Gyan-Kanda-sektionen, der fokuserer på filosofi og åndelighed. Samhita udgør den første del af hver af de fire Vedaer. Fordi Samhita er en samling af mantraer, kaldes Samhita nogle gange for ”mantraerne”. De fleste af mantraerne og hymnerne handler om naturen og om guddommene. Samhita er opkaldt efter de Vedaer, de tilhører – eksempelvis Rig-Samhita eller Rig-Veda-Samhita, der henviser til Samhita i Rig-Veda. (Se også Aranyaka, Upanishaderne og Veda).

Samjna
Se Sanjna.

Samkalpa
Se Sankalpa.

Samkara
Se Sankara

Samkatasana
(Sanskrit). Samkata betyder ”farlig” og ”asana” betyder ”øvelse”. Samkatasana betyder derfor ”den farlige øvelse”. Nogle gange kaldes øvelsen for ”lidelsens kropsstilling”. Samkatasana er en yoga-øvelse, hvor benene lukkes stramt om bækkenet. Benene krydses som i Muktasana, men her sidder man ikke på hælen. Man sidder på gulvet med begge fødder på siderne af kroppen – højre fod ved ydersiden af venstre lår, venstre ved ydersiden af højre lår.

Samkhya
(Sanskrit) Samkhya – ”samyag akhyate” – betyder ”grundlaget for alle videnskaber”. Samkhya omfatter derfor hele Universet, hvordan Universet opstod og alle relationer i Universet. Samkhya forklarer menneskets liv på alle niveauer og menneskets forhold til Universet, dets forhold til Skaberen, relationerne til dets eget sind og indre natur, dets forhold til sit bevidsthedscenter og eksistens. Selv en agnostiker eller ateist vil få noget ud af at studere Samkhya-filosofi. Samkhya kaldes også Sankhya, der betyder ”optælling”. Samkhya er et filosofisk system, der er grundlagt af Kapila Rishi (ca. 500 f.Kr.). Det er et system af analytisk metafysik. Samkhya er en af de seks Dharsana – en hinduistisk filosofiretning med tilknytning til yoga. Samkhya-skolen regnes for den ældste af de seks vediske skoler inden for hinduismen. Den ældst bevarede tekst er Ishvarakrishnas Samkhyakarika, der er forfattet mellem det 3. og 5. årh. Samkhya-sutra, som man mener, er skrevet af Kapila, er forfattet omkring det 15. årh. Samkhya er en ateistisk, dualistisk filosofi. Der er to principper – bevidsthed (Purusha) og stof (Prakriti). Til stoffet regner Samkhya sjælen, fornuften og sindet (tanker og følelser). Bevidsthed er derfor ren opmærksomhed, som iflg. Samkhya er inaktiv, ubegrænset og uforanderlig. Alle sansende skabninger er Purusha. Prakriti består af tre Gunaer (kvaliteter): Rajas – aktivitet, følelse. Tamas – tyngde, mørke, inerti. Sattva – lys, klarhed, åndelighed, stræben mod frihed. I det oprindelige stof – Mulaprakriti – er de tre gunaer i balance. På grund af purushas tilstedeværelse bringes gunaerne i bevægelse. Gunaernes bevægelse forårsager i første omgang skabelse af den psykiske virkelighed. Først opstår Buddhi. Af Buddhi opstår Ahamkara (individualitet og selvbevidsthed). Fra Ahamkara udvikles tankesindet (Manas) og sanseevnerne (Buddhi Indriya), som primært består af Sattva. På samme måde opstår handleevnerne (Karmendriya), dvs. tale-, gribe-, gå-, udskille- og avleevne, der primært består af Rajas, og fem subtile elementer (Tanmatra), dvs. lyd, berøring, form, smag og lugt, der primært består af Tamas. Af de fem subtile elementer opstår fem grove elementer (Bhuta) – rum, luft, ild, vand og jord. De grove elementer udgør den fysiske og synlige verden. (Se også Ahamkara, Buddhi, Bhuta, Guna, Karmendriya, Manas og Mulaprakriti).

Samnyasa
(Sanskrit). Samnyasa eller Sannyasa betyder ”afkald” eller ”opgivelse”. Ordet består af tre dele – ”sam”, som generelt betyder ”samlet”, ”ni”, som betyder ”ned”, og ”asa”, der stammer fra roden ”at kaste” eller ”at sætte”. En bogstavelig oversættelse vil derfor være at ”sætte alt ned”. Samnyasa eller Sannyasa er en livsfase, hvor man af giver afkald fra det almindelige liv for at trække sig tilbage til livet i en ashram. I hinduismen betragtes det som den sidste og afgørende fase i ashram-systemet, og beslutningen tages traditionelt af både mænd og kvinder, når de er over 50 år, men også af unge mennesker, der ønsker at give afkald på det verdslige og materialistiske liv og dedikere livet til åndeligt arbejde og udvikling. Det er en fase af livet, hvor man udvikler Vairagya – dvs. en tilstand af begærløshed og frigørelse fra det materielle liv. Man giver afkald på profane tanker, og ønsker at bruge resten af livet til åndelig fordybelse. Et medlem af en Samnyasa-orden kaldes en Sannyasin (mand) eller en Sannyasini (kvinde). Under Samnyasa-fasen giver man ”afkald på ild” eller Agnihotra. Er man tilknyttet en Samnyasa-ashram, kan man vælge ikke at lave mad, udføre ild-ritualer eller modtage varme fra ilden. I praksis udfører Sannyasins forskellige tjenester, og de deltager i hellige ritualer for at være eksempel for andre. Samnyasa fokuserer kun på sjælen og åndelighed og ikke engang på guderne (symboliseret af at man opgiver ild). Symbolsk kaster en Sannyasin sin fysiske krop ind i ilden ved at bære safrangule gevandter, når de indtræder i Samnyasa-fasen. Det er et symbol på rensning af legemerne ved hjælp af ilden (ånden), og dermed frigør de sjælen, mens legemerne stadig er i live. Derfor bliver en Sannyasin ikke kremeret efter døden, ligesom de fleste hinduer gør det. I stedet bliver de begravet. (Se også Sannyasin og Vairagya).

Samo
(Pali). Samo betyder ”sindsro”. Det er den renhed og ro, der er resultatet af fuldstændigt herredømme over tankesindet − en kvalifikation, som det er uhyre vanskeligt at tilegne sig, men som imidlertid er absolut nødvendig. Hvis tankesindet ikke altid er lydhør over for viljen, kan det ikke være et fuldkomment redskab for mesterens arbejde i fremtiden. Det er en kvalifikation, der er meget omfattende, og den indbefatter også selvbeherskelse, der er en nødvendig forudsætning for astralt arbejde. (Se også Upacharo).

Samoyojana
(Sanskrit). Samoyojana er ”lænker”, der binder mennesket til genfødslens hjul og forhindrer, at det når Nirvana. Når disciplen afkaster de ti Samoyojana eller ”lænker”, opnås der absolut sikkerhed for, at den esoteriske lære er sand. Det er en vished, der enten er baseret på personlig førstehåndsviden eller på logik og fornuft. (Se også Nirvana).

Samsara
(Sanskrit). Samsara oversættes ofte med ”hjulet”, der består af fødsel, opvækst, forfald, død og genfødsel. Samsara er det buddhistiske livshjul – dvs. eksistensens cyklus, der repræsenterer sjælens vandring igennem forskellige tilværelsesformer. Samsara er derfor den forgængelige verden. Den cirkulære tænkning adskiller sig fra den lineære tænkning med fødsel/død og skabelse/dommedag i de tre store monoteistiske religioner – kristendommen, jødedommen og islam. Selve ordet Samsara betyder noget i retning af ”kontinuerlig tilblivelse”, men der skal tages højde for, at det er vanskeligt at oversætte fra sanskrit eller pali til dansk. Samsara består af en lang kæde af død og genfødsler. Buddhismens og hinduismens mål er at frelse sig selv fra Samsaras gentagelse, at komme ud af den evige cirkel af genfødsler og opnå Nirvana. Mennesket skal erkende, at Samsara er en illusion, før lidelsen ophører, og man når til den nirvaniske tilstand. Og det er kun muligt, når man har frigjort sig fra karma. Karma blokerer for adgang til Nirvana, og fastholder mennesket i Samsara. I buddhismen har man med et begreb, der hedder Anatman. Atman betyder ”Selv” eller ”sjæl”. Anatman er en negation – dvs. en benægtelse af sjælen som en uforanderlig enhed. Derfor har der været uenighed blandt forskellige buddhistiske retninger, når de skulle forklare, hvad det er, der genfødes eller reinkarnerer, hvis sjælen ikke findes – i hvert fald i den betingede verden. I de forskellige buddhistiske sutraer tales der ikke så meget om, hvad sjælen er, men mere om, hvad den ikke er. (Se også Anatman, Atman, Fire ædle sandheder og Nirvana).

Samskara
(Sanskrit). Samskara som hedder Sankhara på pali, er underbevidste indtryk (latent-depositter). Samskaras er tidligere indtryk i tanken, som nu har en eftervirkning. Samskara er en af de Skandhaer (egenskaber), der er opregnet i buddhismen. I hinduismen er Samskara en fællesbetegnelse for de mange ceremonier eller overgangsriter, der følger en hindu fra undfangelse til død. Sanskar er et almindeligt anvendt ord på hindi, og det betyder ”kulturarv” og ”opdragelse” i nutidens forståelse. (Se også Skandha).

Samtam
(Tibetansk). Samtam betyder det samme som sanskritordet Dhyana, eller meditationstilstanden, der har fire stadier.

Samtidighed
(Egyptologi). I Egypten blev naturens naturlige kredsløb betragtet som menneskets naturlige kredsløb. Alle fysiske begivenheder blev iagttaget og opfattet som en naturlig cyklisk proces, som f.eks. plantelivets spiring, vækst, frugtsætning og vinterdvale – eller Nilens rytmisk stigende og faldende vandmasser. Livet blev derfor ikke betragtet som en lineær proces med en begyndelse og en slutning. Det blev snarere opfattet som en serie af naturlige transformationer, hvor alle begivenheder i enhver cyklus forekommer samtidig på mere end ét af manifestationens forskellige niveauer. Efter egyptiske opfattelse gør samtidighed det muligt for mennesket at blive en del af en guddommelig oplevelse, hvis mennesket koordineres eller forbindes med det bagvedliggende princip. Aktiviteter på det guddommelige niveau opfattede man som tidløse, og derfor sker de samtidig med, at aktiviteterne på det fysiske plan finder sted – også selv om de ikke er synlige på det fysiske plan. Hvis man krydser den grænse, kan man få direkte adgang til en erkendelse af guderne (Neteru) og deres kræfter, for det indre liv eller efterlivet deler samme dimension. Forbindelsen skabes ved hjælp af naturlige transformationer. Og ved hjælp af den metode (hvis den mestres), er der intet ”ophør af liv” eller ”død”. Der er snarere en fortsættelse af livscyklussen på et andet erfaringsniveau. Ordet ”niveau” skal her forstås i betydningen ”et eksistensplan”, ”et bevidsthedsplan” eller ”en dimension”. Den vigtigste pointe er, at det er muligt et erhverve sig erfaring på et andet og højere niveau end det fysiske.

Samyama
(Sanskrit). Samyama betyder ”holder sammen”, ”binde” eller ”bindende”. Samyama anvendes i sammenhæng med Dharana (koncentration), Dhyana (meditation) og Samadhi (enhed), og er derfor er Samyama et udtryk for de tre stadier under ét. Det sidste stadie er en tilstand af dyb meditation, hvor den mediterende mister al bevidsthed om individualitet – også sin egen – og smelter fuldstændig sammen med Altet, og her modtages den højeste visdom, der er tilgængelig for den mediterende, mens vedkommende endnu er inkarneret i et fysisk legeme. Det er et begreb der sammenfatter den samlede proces for psykologisk absorption i meditationsobjektet. I Yoga Sutras fastslår Patanjali, at Samyama afføder Prajna. Adi Yoga eller Mahasandhi omtales lytte/studere, efterforskning/fordybelse, erkendelse/meditation, som udtryk for gennemførelse af den treenige Samyama. De aktiveres ubevidst i en ikke-struktureret form (og dermed produceres fragmenterede spontane Samyama-lignende effekter) af enhver tankemæssig aktivitet eller kontemplativ absorption og dybe niveauer af trance. Enhver form for intuitiv tænkning på forskellige stadier er udtryksformer, der også er relateret til Samyama-lignende fænomener. Samyama praktiseres konsekvent af yogier i bestemte skoler (Raja Yoga, Adi Yoga o.l.). Samyama beskrives i Yoga Sutras af Patanjali som de tre øvre niveauer af Raja Yoga. Hvis Patanjalis Yoga Sutras følges, vil en yogi, der opnår Samyama, fjerne alle kognitive slør (Klesha). Sutraerne beskriver forskellige kræfter eller fuldkommenheder (Siddhi), som yogien kan opnå igennem Samyama. (Se også Klesha, Prajna, Siddhi og Sutra).

Sanat Kumara
(Sanskrit). Sanat Kumara stammer fra ”sanat”, der betyder ”fra gammel” og ”altid”, ”kumara”, der står for ”ung” og ”mara, der står for ”dødelig”, der tilsammen betyder ”evig ungdom”. Sanat Kumara tilhører den vigtigste af de fire Kumara-grupper, der består af Brahmas tankefødte sønner, som han ”nægtede at skabe”. Kumaraerne er rent åndelige skabninger, der kosmisk set er ungdommelige, og det er deres evolutionære skæbne at passere gennem stoffets riger. De fire Kumara-grupper er Sanat, Sananda, Sanaka og Sanatana, og deres navne er alle vigtige kvalifikationer af det menneskelige intellekts forskellige grader. Sanat Kumara er personificeringen af den ældste af menneskehedens stamfædre. Sanat Kumara er derfor Østens benævnelse for Gud. I åndsvidenskaben er Sanat Kumara navnet på ”Verdens herre” eller Jordens Planetlogos. Sanat Kumara er reelt Planetlogos’ personlighedsaspekt. Sanat Kumara kendes også under betegnelsen ”Den gamle af dage”. Selv om hindulitteraturen normalt taler om fire Kumaraer, antydes det alligevel ofte, at der er syv tankefødte sønner. De fire Kumaraer, der her er nævnt anses for at være eksoteriske, mens tre andre er esoteriske, og deres navne er angiveligt Jata Kumara, Vadhu Kumara og Panchashikha Kumara. (Se også Kumaraer).

Sandaler
(Egyptologi). De gamle egyptere gik barfodede. Sandaler var en luksus, der indikerede, at ejeren tilhørte middelklassen. Egypterne bar hvide sandaler, når de deltog i religiøse ceremonier, og indviede bar guldsandaler ved særlige tempelritualer. Faraoen var iført nogle specielle sandaler, der i nogle tilfælde havde billeder af fremmede fanger indgraveret under sålerne, som symbol på, at han havde underlagt sig såvel ydre som indre. På de kongelige sandaler havde man indgraveret de metaforiske ”ni fanger” – en hentydning til alle Egyptens fjender, som skulle kontrolleres og holdes under kontrol af faraoen. Den dybere betydning var menneskets indre fjender – karaktersvaghederne. Ved bestemte indvielser modtog man symbolet på indvielsesgraden i form af gyldne sandaler, som kun blev anvendt ceremonielt. De symboliserede, at den indviedes fundament eller standpunkt nu var gyldent eller guddommeligt. Guld kaldte egypterne for ”gudernes kød”.

Sandhi
(Sanskrit). Sandhi betyder ”sammensmeltning”, og det er en betegnelse for en bred vifte af fonologiske processer – dvs. læren om, hvordan sproget er opbygget af sproglyde og med ordgrænser (morfeme tegn). Eksempelvis inkluderer det sammensmeltning af lyde på tværs af ordgrænser og modifikationer af lyde pga. af tilstødende lyde eller på grund af den grammatiske funktion i det tilstødende ord. Sandhi forekommer ofte i det indiske sprogs fonologi – især i telugu, tamil, kannada, malayalam, marathi, bengalsk og ikke mindst sanskrit, som har meget komplekse Sandhi-regler. (Se også Sandhyopasana).

Sandhyopasana
(Sanskrit). Sandhyopasana betyder bogstaveligt ”tilbedelse på tidens grænse”. Det er et mantra til Den Ene ved Sandhi – dvs. grænsen mellem nat og morgen, mellem formiddag og eftermiddag og mellem aften og nat. Arghyapradana til Solen og meditation på og intonering af Gayatri, udgør kernen i ritualet. Sandhya er en oprigtig invokation rettet til Den Ene om at sende lys og hjælp under de rutinemæssige, daglige aktiviteter. Sandhyopasana skal udføres ved de korrekte Sandhyaer. Kun på den måde kan den, der udfører ritualet, modtage hjælp. Der er en særlig manifestation af kraft ved døgnrytmens Sandhyaer, og kraften forsvinder, når Sandhya er forbi. Sandhyopasana er en daglig religiøs praksis for hinduer, når de er indsat i et helligt embede. Sandhya er en Nitya Karma, dvs. eller en handling, der skal udføres dagligt. Sandhya er en obligatorisk pligt, der skal udføres selvstændigt som en renselsesproces til selvudvikling. Sandhya skal udføres af alle tilhængere af Sanatana Dharma. Hver Brahmachari skal udføre ritualet hver dag, og hvis det ikke udføres, er det Pratyavaya Dosha eller en undladelsessynd, og dermed mister man sit Brahma-Tejas – dvs. Den Enes stråleglans. (Se også Gayatri og Sandhi).

Sange
(Egyptologi). Tempelmusik i det gamle Egypten omfattede liturgiske hymner og mantriske sange, og de blev ofte sunget af præstinder, der deltog i processionerne. Men egypterne sang også kærlighedssange og sange om naturen osv. – ”De fire vindes sang” – eller begravelseshymner – ”Guds hyrde er gået bort”. Sangene blev akkompagneret af harpespil, rytmeinstrumenter, taktfaste klapsalver og elegante dansetrin, mimespil eller rituelle bevægelser. Sangere og musikere var ikke adskilte kunstarter i det gamle Egypten. Sang, musik og dans var til ære for guderne og for de levende og de afdøde. Nogle sange blev ikke kun sunget i templerne, men også i private hjem, og det fremgår af inskriptionerne i mastabaerne, hvor man ser præster og præstinder synge, danse og klappe til musikken, og man ser menige egyptere, der synger til markarbejdet.

Sangha
(Pali). Sangha, som på sanskrit hedder Samgha, betyder på begge sprog ”sammenslutning”, ”samling”, ”gruppe” eller ”samfund”, og som regel refereres der til klosterordener af både buddhistiske munke og nonner. Begrebet dækker imidlertid også ofte menigheden som helhed. Traditionelt kaldes samfundet for Bhikkhu-Sangha eller Bhikkhuni-Sangha. Inden for samfundet er der grupper, som har opnået en højere grad, og de kaldes Ariya-Sangha eller ”Ædle-Sangha”. Sangha omfatter også lægfolk, der er personligt dedikeret til Dharma-Vinaya disciplinen. Denne betegnelse findes kun nogle få gange i Pali-teksterne.

Sangsara
Se Sansara.

Sanjna
(Sanskrit). Sanjna eller Samjna og Sanna på pali stammer fra ”sam”, der betyder ”hel” eller ”komplet” plus roden ”jna”, der betyder ”at vide”. Sanjna betyder derfor ”fuldkommen viden”, ”fuld forståelse”, ”fuldstændig opfattelse” med henvisning til åndelig bevidsthed. Sanjna er et buddhistisk begreb, der typisk oversættes med ”opfattelse” eller ”erkendelse”. Det kan defineres som evnen til at opfatte særlige træk eller karakteristika. Sanjna er buddhistiske belæringer: 1) En af de fem egenskaber. 2) En af de syv universelle psykiske faktorer i Theravada Abhidharma. 3) En af de fem universelle psykiske faktorer i Mahayana Abhidharma. Iflg. Puranaerne er Sanjna datter af Visvakarman og hustru til Surya (Solen). I Vishnu-Purana er Sanjna ”ikke i stand til at udholde sin herres lidenskaber”, og hun gav ham derfor sin Chhaya (skygge – dvs. astrallegeme), mens hun selv trak sig tilbage til junglen for at udføre religiøse ceremonier (Tapas). Solen, som gik ud fra at Chhaya (skyggen) var hans hustru, avlede børn med hende – i stil med Adam og Lilith – dvs. en astral skygge. Legenden henviser til skabelsen af den 1. rodrace – den adamiske rodrace – som var astral. Det var en urtilstand med kønsløs forplantning, for den 1. rodrace blev skabt af Pitrier. Sanjna er desuden den tredje af de Skandhaer (egenskaber), der betyder abstrakte idéer. (Se også Puranaer, Chhaya, Rodrace, Skandha, Surya og Tapas).

Sankalpa
(Sanskrit). Sankalpa eller Samkalpa stammer fra ”Sam-klrip”, der betyder at ”bringe til eksistens”, ”ønske” eller ”skabe”. Sankalpa oversættes ofte med ”åndelig beslutsomhed”, for det er en idé, der opbygges i tankesindet eller grundfæstes i hjertet. Vedaerne oplyser, at Universet udvikler sig gennem Sankalpa – dvs. de konstante karmiske impulser, der drives af kosmisk begær – og derfor er det kun via Sankalpa, at Universet bevarer sin karmiske struktur, sit udseende og sin udvikling. Sankalpa har derfor relation til ”vilje”, ”formål” eller ”målbevidsthed”. Sankalpa vil sige at skabe en intention. Sankalpa kan imidlertid ikke sammenlignes med et nytårsforsæt, som ofte tager udgangspunkt i et negativt aspekt i beslutningstageren, for Sankalpa forudsætter, at man udforsker, hvad der ligger bag den tanke eller følelse, der er årsag til intentionen. Man fokuserer derfor ikke på selve problemet, men på årsagen til problemet. Man fokuserer ikke på, hvad man gør forkert, men på den indsats, der kræves. Sankalpa kan være en udvalgt beslutning, der f.eks. kan foretages, mens man praktiserer Yoga-Nidra (”yoga søvn”). Sankalpa rummer potentialet til at frigive meget energi ved klart at definere og fokusere på et udvalgt mål. Virkningen er udtryk for, at viljestyrken vækkes ved at forene den bevidste opmærksomhed med de ubevidste kræfter. Det kan ske i form af en kort mantrisk sætning, som udtrykkes klart og præcist og med samme ordlyd hver gang, for at skabe den positive forandring. Sankalpa kan ses fra forskellige perspektiver. Man kan se livet som en flod, der skal krydses. Man kan imidlertid ikke krydse den dér, hvor man står, for her er floden bred. Man kan heller ikke svømme over pga. den stærke strøm. Derfor må man finde de trædesten, som kan bruges til at tage skridt for skridt indtil man kommer sikkert over på den anden side. (Se også Yoga-Nidra).

Sankara
(Sanskrit). Sankara eller Samkara betyder ”reaktion”. Sankara er ”nedbryderen” eller ”ødelæggeren” i den kosmiske triade, som i Indien kaldes Trimurti, i Egypten kaldes Triade og som i kristendommen kaldes Treenigheden. I Indien er Sankara derfor navnet på Shiva. (Se også Treenighed, Triade og Trimurti).

Sankhara
Se Samskara.

Sanna
(Pali). Sanna eller Sanjna som i buddhistisk terminologi hedder Samjna, betyder ”opfattelse”. Desuden er Sanna navnet på en af de tre esoteriske Kumaraer. Deres navne er Sanna, Kapila og Sanat Sujata, som er Kumaraernes leder. De udgør den mystiske triade, som indeholder mysteriet om skabelse og reinkarnation. (Se også Ambhamsi, Kumaraer, Sanjna og Sanat Kumara).

Sannyama
(Sanskrit). Sannyama har tre stadier: Pratyahara er et forberedende stadie, hvor målet er kontrol over tankesindet. Derefter kommer de tre primære stadier: Dharana, Dhyana og Samadhi. Det sidste stadie er en tilstand af dyb meditation, hvor den mediterende mister al bevidsthed om enhver form for individualitet – også sin egen – og bliver fuldstændig ét med Altet. Her modtages den højeste visdom, der er tilgængelig for den mediterende, mens vedkommende endnu er inkarneret i et fysisk legeme. Nogle yoga-skoler kaldes Sannyama. (Se også Dharana, Dhyana, Pratyahara og Samadhi).

Sannyasin
(Sanskrit). Sannyasin betyder ”den, der har givet afkald”. En Sannyasin er derfor et menneske, der forsager den materielle verden for at søge selvrealisering. Et medlem af en Samnyasa-orden kaldes en Sannyasin (mand) og en Sannyasini (kvinde). En Sannyasin kaldes også Bhiksu, Parivraja, Parivrajaka, Sadhu, Siddha, Sramana, Tasapa, Tapasvin, Tyagis, Vairagis og Yatis. En Sannyasin lever sit liv i cølibat og uden ejendele og praktiserer yoga eller Bhakti (hengivenhed) afhængigt af den specifikke tradition. Målet for den hinduistiske Sannyasin er Moksha (befrielse), men metoden varierer fra tradition til tradition. For traditioner, der er baseret på Bhakti, består befrielsen af forening med det guddommelige, mens de yoga-orienterede traditioner opnår befrielse via Samadhi (fuldkommen oplysning). I Advaita-traditionen består frigørelse i fjernelsen af al uvidenhed, og ved at realisere sig selv via forening med Brahman. (Se også Bhakti, Moksha og Samnyasa).

Sans
Sjælen har en række sanser og psykiske evner, som den anvender som erkendelsesredskaber på de syv bevidsthedsplaner. På det fysiske plan bruger sjælen de fem fysiske sanser, men på de indre bevidsthedsplaner benytter den en række metafysiske sanser. Sanserne sørger for at mennesket får indtryk fra omverdenen. Traditionelt taler man om fem sanser: Synet, hørelsen, smagen, lugtesansen og følesansen. Sanserne hører naturvidenskabeligt og akademisk ind under fysiologien, og klinisk ind under neurologien. Der er udbredt enighed blandt fysiologer om, at mennesket kun har fem sanser, men iflg. åndsvidenskaben har de fysiske sanser en metafysisk overbygning, som gør det muligt for mennesket at sanse og modtage indtryk fra omgivelserne på de indre eksistensplaner. På astralplanet har sjælen følgende evner: Lavere astral clairvoyance (clairvoyant klarsyn), clairaudience (klarhørelse), psykometri (klarfølelse), forestillingsevne og aspiration. På det lavere mentalplan har sjælen følgende evner: Højere mental clairvoyance (clairvoyant klarsyn), højere clairaudience (klarhørelse), højere psykometri (klarfølelse) og klar skelneevne. På kausalplanet (det højere mentalplan), befinder sjælen sig i sin egen verden, og her har sjælen følgende evner til sin rådighed: Dømmekraft, respons på gruppevibration og åndelig telepati. Både begreberne og de evner, der kræves på de højere bevidsthedsplaner repræsenterer en meget højt udviklet bevidsthed, som kun de færreste mennesker har udviklet på nuværende tidspunkt. På det buddhiske plan, der befinder sig umiddelbart over sjælens plan, findes det sande kærligheds- og visdomsplan. Det buddhiske plan kaldes ofte for intuitionens plan. Her har sjælen følgende evner: Åndelig forståelse, åndelig healing, åndelig vision, åndelig intuition, åndelig idealisme. På det atmiske plan, der svarer til buddhisternes Nirvana, findes den åndelige viljes plan. Her har sjælen evner, der er helt uforståelige for nutidens menneskehed, for evnerne er i høj grad abstrakte: Salighed, aktiv tjeneste, indsigt, perfektion og alvidenhed. (Se også Psykiske evner.)

Sansara
(Sanskrit). Sansara, Samsara eller Sangsara (pali), kan oversættes med ”kontinuerlig bevægelse” eller ”kontinuerlig strømning”. I buddhismen henviser Sansara til begrebet cyklisk fødsel (Jati), og deraf følgende forfald. Sansara henviser derfor til cyklussen af fødsel, liv, død og genfødsel (reinkarnation) inden for hinduismen, buddhisme, jainisme, yoga-traditionen og i taoisme. I Sikhisme betragtes konceptet på en lidt anden måde. Iflg. de asiatiske religioner og åndsvidenskaben er det nuværende liv kun ét af mange, der strækker sig fra utallige tidligere eksistenser og frem til utallige fremtidige inkarnationer. I hvert liv vil kvaliteten af tanker, følelser og handlinger (Karma), afgøre den fremtidige skæbne. Buddha oplyste, at cyklussen ikke har hverken begyndelse eller slutning. Målet er at frigøre sig fra den cykliske proces, og når det lykkes, kaldes det Moksha. Etymologisk betyder Samsara: ”man løber ind i sig selv” – i stedet for konstant at ”vandre” for at passere gennem eksistensens forskellige bevidsthedstilstande. (Se også Karma og Moksha).

Sanskara
(Sanskrit). Sanskara betyder bogstaveligt at ”fuldkommengøre”, ”rense”, ”rengøre”. Sanskara er afledt af sanskrit ordet ”Sanskar”, der betyder ”at gøre godt” og at ”forene”. Hinduernes liv er gennemsyret af forskellige ritualer, som kaldes Sanskar, og iflg. traditionen hjælper Sanskar med at opnå åndelighed, fred i sindet og i sidste ende Moksha. Sanskara har udviklet sig til at betyde en ceremoni, der udføres som en rituel rensning af et menneske eller en familie. Iflg. hinduistisk tro kan ceremonier udføres på to niveauer: Shrauta og Grihya. Shrauta ceremonier udføres på en stor skala, med mere end én præst og et stort antal mennesker til stede. Grihya ceremonier er små og private, de udføres hjemme med eller uden en præst. Sansakara giver åndelig inspiration til vigtige begivenheder på forskellige stadier af det hinduistiske liv lige fra før fødslen til efter døden. (Se også Grihya, Moksha, Shrauta og Yajna).

Sanskrit
(Sanskrit). Sanskrit (samskrta) betyder ”rent”, ”korrekt” (sprog). Sanskrit er Indiens klassiske kultursprog og det liturgiske sprog for hinduer, sikher og mange buddhister. Det er et af Indiens 22 officielle sprog. Sanskrit er verdens ældste sprog, et ”mysteriesprog” og et ”modersprog”, der ligger til grund for senere sprog. Åndsvidenskaben oplyser, at det er overført til Jorden fra Venus af Kumaraerne. Sanskrit har aldrig været kendt eller talt i sin sande systematiserede form (der blev givet af den store hinduistiske grammatiker Panini), undtagen af indviede braminer. Det er nu degenereret til det såkaldte Prakrita. I Indien og Sydøstasien har sanskrit samme rolle, som latin havde i Vesteuropa op til d. 20. årh. Både sanskrit og latin er såkaldt ”døde sprog”, for ingen taler de to sprog som modersmål. Det er derfor sprog, som en gruppe af befolkningen lærer sig senere i livet. Men i modsætning til latin, bruges sanskrit stadig i nutiden, og nogle braminer påstår, at sanskrit er deres modersmål. Både dansk og sanskrit tilhører den indoeuropæiske sprogfamilie, og derfor er der en del ligheder. ”Viden” hedder på sanskrit ”veda”, ”bærer” hedder ”bharati”, ”æde” hedder ”atti”, ”navn” hedder ”naman”, ”søn” hedder ”sunu”, ”mor” hedder ”matr”, ”datter” hedder ”duhitr” – osv. Via romani har svensk fået en del indiske ord ind i sproget. Sigøjnernes sprog romani har sit centrale ordforråd fra en nordindisk dialekt, der er beslægtet med sanskrit, og svenske udtryk som ”att kirra” (af sanskrit ”kr”, som betyder ”at gøre”) og ”att mucka” (af sanskrit ”muc”, som betyder ”at forlade”) stammer fra gammelindisk. ”Tjej” for ”pige” er f.eks. lånt fra romani. Klassisk sanskrit opstår omkring 500 f. Kr. og er kodificeret i Paninis klassiske grammatik Astadhyayi. Den tidligste litteratur er brahmanlitteraturen – bl.a. Upanishaderne. På nuværende tidspunkt kaldes de middelindiske dialekter under ét for Prakrita eller Prakrit. De sydlige buddhisters hellige sprog pali er også middelindisk. Middelindisk udvikler sig naturligt til de over hundrede nyindiske dialekter som f.eks. hindi, bengali og gujarati. Klassisk sanskrit er med andre ord opstået som en reaktion imod samtidens talte og skrevne sprog. En endnu mere arkaisk form for sanskrit, der normalt kaldet vedisk, findes i de vediske hymner i bl.a. Rig Veda, Sama Veda, Yaju Veda og Atharva Veda. Man mener, at de ældste (2.-7. bog af Rig Veda) er opstået i Punjab i det 13. årh. f.Kr., men er blevet overleveret mundtligt i ca. 2000 år, før de blev skrevet ned. Sprogvidenskabeligt vil man normalt skelne imellem vedisk og egentligt sanskrit som to forskellige varianter af oldindisk. Vedisk har bevaret en del arkaiske træk i morfologien, der ikke længere var anvendelig i klassisk sanskrit. De zoroastriske iranere har et tilsvarende og nærtbeslægtet helligt sprog – avestisk. Hvis man medregner vedisk, er sanskrit det ældste indoeuropæiske sprog, der stadig bruges aktivt. (Se også Kumaraer og Upanishader).

Santosha
(Sanskrit). Santosha eller Santosa betyder ”tilfredshed”, som er en af Ni-yamaerne i Raja-yoga. Patanjali beskriver fem regler. Niyama består af renhed, tilfredshed, strenghed, selvstudium og hengivenhed. Niyama er en af de otte Yoganga. Med Santosha eller tilfredshed menes der, at man skal være tilfreds med de ressourcer, man har ved hånden og ikke ønske sig mere. Man kræver derfor ikke mere, end det er absolut nødvendigt for at være tilfreds, og det betragtes som afkald på begæret efter at eje materielle ting, for det er et begær, der står i vejen for opnåelse af Moksha. (Se også Moksha Niyama, Patanjali, Raja-yoga og Yoganga).

Sanyasa
(Sanskrit). Sanyasa er et ord, der første gang nævnes i Mundaka Upanishad, og som repræsenterer vejen til forsagelse. En Sannyasin er et menneske, der har løftet sig over gennemsnitsmenneskets materielle ambitioner og har søgt stilheden som eneboer. Ifølge Bhagavad Gita betyder Sanyasa, at man har opgivet alle reaktioner, der skyldes begær, mens Tyaga betyder, at man har givet slip på belønning for enhver handling. (Se også Sanyasa-yoga).

Sanyasa-yoga
(Sanskrit). Sanyasa-yoga i hindu-astrologien er de specielle planetariske aspekter, der ses i nogle horoskoper, og som indikerer Sanyasa – dvs. en inkarnation, hvor de mennesker, der er født med de astrologiske aspekter, giver afkald på det materielle liv. Sanyasa-yoga er også kendt som Pravrajya-yoga. Sanyasa-yoga opstår, når fire eller flere stærke planeter er i konjunktion i et hus eller et tegn. Hvilken type Sanyasa, der er tale om, afhænger af den stærkeste planet i konjunktionen. Hvis Solen er den stærkeste planet, vil det være udtryk for et menneske med høj moral og stort intellekt, som vil vælge en vanskelig disciplin på fjerntliggende steder. Hvis Månen er stærkest, vil der være tale om afsondrethed for at studere. Hvis det er Merkur, vil mennesket være let modtagelig for filosofi. Hvis det er Mars, vil mennesket kæmpe for at styre sit temperament. Hvis det er Jupiter, vil målet være fuldstændig kontrol over sanserne. Hvis det er Venus, vil der være tale om en omvandrende tigger. Og hvis den stærkeste planet er Saturn, vil mennesket påtage sig ekstraordinært svære discipliner. Inddragelsen af herskeren over 10. hus i denne sammenhæng med fire eller flere planeter er en endnu stærkere indikator for Sanyasa.

Saptarishi
Se Krittika.

Saraswati
(Sanskrit). Saraswati eller Sarasvati er gudinden for viden, musik, kunst, videnskab og talens magt. Hun følger trofast Brahma, for hun værdsætter hans Shakti (kraft). Det var ved hjælp af hendes viden, at Brahma kunne skabe Universet. Hun er et aspekt af treenigheden Saraswati, Lakshmi og Parvati. Alle tre aspekter hjælper treenigheden, der består af Brahma, Vishnu og Shiva, med skabelsen, opretholdelsen og nedbrydningen af Universet. Saraswati repræsenterer den frie strøm af visdom og bevidsthed. Hun er Vedaernes moder, og hymner til hendes ære kaldes ”Saraswati Vandana”, og de bruges ofte ved begyndelsen og slutningen af vediske lektioner. Saraswati er datter af Shiva og gudinden Durga. Det er Saraswati, der udstyrer mennesket med evnen til at tale, med visdom og med evnen til at lære og forstå. Hun har fire hænder, som repræsenterer fire aspekter af menneskets indlæring: Tankesind, intellekt, opmærksomhed og sjæl. Hun holder hellige skrifter i den ene hånd og en lotus – symbolet på viden og sandhed – i den anden. Med de to andre hænder kan hun spille musik, der stimulerer kærlighed og liv. Hun spiller på et strengeinstrument, der kaldes Veena. Hun er klædt i hvidt – symbolet på renhed – og hun rider på en hvid svane, der symboliserer Sattwa Guna dvs. renhed og skelneevne. Saraswati er også en markant skikkelse i buddhistisk ikonografi, hvor hun er Manjushris gemalinde. Saraswati fødselsdag – Vasant Panchami – er en hindu-ceremoni, der fejres hvert år den 5. dag i den lyse halvdel af Månens måned Magha. Hinduer fejrer ceremonien i templer, i hjemmene og på uddannelsesinstitutioner. (Se også Brahma, Lakshmi, Manjushri, Parvati, Shiva og Vishnu).

Sarvangasana
(Sanskrit). Sarvangasana betyder ”alle legemsdele”. Sarvangasana er en yoga-øvelse med skulderstand – en såkaldt omvendt stilling. Sarvangasana udføres på et blødt underlag. Kroppen skal ligge fladt på underlaget, og armene lægges ned langs siderne. Herefter bøjes knæene, og hælene placeres tæt på ballerne. Mens man udånder løftes fødderne op fra underlaget, benene bøjes, så knæene kommer op mod ansigtet og bækkenet løftes fra underlaget. Armene strækkes nu ud, så de ligger lidt spredt evt. parallelt med kanten af underlaget, og med håndfladerne vendt nedad som støtte. Herefter bøjes albuerne, sådan at det kun er overarmene, der støtter på underlaget, og håndfladerne placeres på bækkenet. Bækkenet løftes nu ind over skuldrene. Hænderne flyttes nedad ved at skubbe ryggen væk fra gulvet uden at lade albuerne glide længere ud end til skulderbredde. Indånd og løft knæene mod loftet og ret benene ud, så de peger lodret mod loftet. Bagsiden af begge bene skal være helt strakte. Blødgør hals og tunge. Pres skulderbladene mod ryggen, og løft brystbenet mod hagen. Panden skal være parallel med gulvet og hagen holdes vinkelret. Løft herefter ryggen med overarmene og toppen af skuldrene, og forsøg at løfte den øverste del af rygsøjlen væk fra gulvet. Begyndere skal holde stillingen i ca. 30 sek. Gradvist øges det med 5 til 10 sek. Indtil man uden besvær kan holde stillingen i 3 min. Igen øges det gradvist med 5 til 10 sek. indtil man uden besvær kan holde stillingen i 5 min. Man kommer ud af øvelsen ved at udånde, bøje knæene ind mod overkroppen, og rulle ryg og overkrop langsomt og forsigtigt ned på gulvet mens bagsiden af hovedet holdes på gulvet.

Sarvodaya
(Sanskrit). Sarvodaya betyder ”alles velfærd”. Sarvodaya er et økonomisk begreb, der er udviklet af Gandhi i forbindelse med hans konfliktlære, der var baseret på ikke-vold.

Sat
(Sanskrit). Sat betyder ”sandhed”. I Vedanta oversættes Sat med ”den ideelle, rene og sande essens (natur)” af en eksistens. Man kan derfor konkludere, at Sat er identisk med den ”selv-eksisterende eller universelle ånd, Brahman.” (Se også Brahman).

Sat-Chit-Ananda
(Sanskrit). Sat-Chit-Ananda er den vedantinske benævnelse for den trefoldige, universelle Logos. Sat er ”den absolutte værenhed” – et begreb, der er endnu mere abstrakt end væren. I Vesten findes der ikke ord, der kan beskrive begrebet. Chit er visdommen – opretholdelsens princip – Selvets virkeliggørelse af sig selv. Og Ananda, der er den formløse salighed, når Selvet trækker sig tilbage ind i sig selv. Enhver Logos afspejler denne universelle bevidsthed i sine tre aspekter.

Satan
Se Djævelen.

Satanisme
(Hebræisk). Satan stammer fra hebræisk, der egentlig er et substantiv med betydningen ”modstander” snarere end et egennavn. Satan er i kristendommen blevet den øverste i dæmonernes rangorden. I forskellige kontekster omtales han også som Lucifer, Ahriman, Antikrist, Belial, Beelzebub, Abaddon, Fanden, Mørkets fyrste og Djævelen, der stammer fra det græske Diabolo). Satanisme er djævledyrkelse. Satanister betragter Satan eller Djævelen – den mørke åndskraft i personificeret form – som en guddom, der gøres til genstand for tilbedelse. Satanisme er organiseret udførelse af sort magi – til tider i form af de berygtede ”sorte messer”, som hovedsagelig blev praktiseret i Middelalderen. Sorte messer består af ritualer og ceremonier, hvor livets evolutionære eller lyse kræfter nedgøres, mens de egoistiske og involutionære kræfter forherliges. Ofte indebærer messerne vilde udskejelser. Sort magi og påkaldelse af mørke og dæmoniske kræfter indgår i ritualerne, og formålet er en mystisk forbindelse til og alliance med astralvæsener for gennem dem at opnå magt eller tilfredsstillelse af perverteret begær. Åndsvidenskaben accepterer ikke Satan eller de mørke kræfter personificeret i skikkelse af Satan eller Djævelen, men erkender tilstedeværelsen af negative eller mørke kræfter i naturen, og disse kræfter kan styres og kontrolleres af åndelige væsener, som på denne måde modarbejder evolutionen. (Se også Djævelen).

Satet
(Egyptologi). Satet eller Satis er en egyptisk gudinde. Satet, som grækerne identificerede som Hera og hustru til Zeus, var datter af skaberguden Khnum og gudinden Anuket. Anuket erstattede Heket som ”sin faders ægtefælle”, sandsynligvis på et meget tidligt tidspunkt, fordi hun omtales i pyramideteksterne som en gudinde fra meget gammel tid. Hun afbildes som en kvinde, der bærer den hvide krone for Øvre-Egypten. Kronen er flankeret med to slanke gazellehorn. Hendes kultcenter lå ligesom Anukets på øen Seheil. Hornene symboliserer målrettethed. Vi har her principielt den samme symbolik, som hos gudinden Anuket. Den formskabende aktivitet, som Satet er den del af, er udtryk for guddommelige impulser, som har en bestemt hensigt. Khnums gudinder, Satet og Neith ses ofte med bue og pile i hænderne. Den etablerede forskning tolker ofte konkret i stedet for symbolsk, og derfor gætter man på, at de er krigsgudinder, som skulle sørge for krigslykken på de egyptiske slagmarker. Åndsvidenskaben er uenig. Pilene er klare symboler på grundtemaet for skaberguden Khnums arbejde, nemlig målrettethed. Khnum er jo den, der målretter de umådelige skabende kræfter. Og Khnum i mennesket symboliserer den målrettede udvikling af kontrol over tanker, følelser og handlinger. Bue og pil er et enestående symbol på målrettethed, for det rummer hensigten om at ramme et bestemt mål – og opøvelse af evnen til faktisk at gøre det.

Satguru
(Sanskrit). Satguru eller Sadguru betyder ikke alene ”sand guru”. Udtrykket adskiller sig fra andre former for guruer, for Satguru er et menneske, der har opnået selvrealisering. Satguru er en titel, der gives specifikt til en oplyst Rishi, der har dedikeret sit liv er at vejlede indviede Shishyaer (disciple), der ønsker at vandre den åndelige vej, der fører til realisering af Selvet via realisering af det guddommelige, der er allestedsnærværende. En Satguru har særlige egenskaber, der ikke findes hos andre guruer. Der er fire typer af Satguruer: 1) Nitya Anadi Satguru – er den evige Satguru og han betragtes som Anadi (uden fødsel og død). Han er Jnani (oplyst), og Sanatan (evig og uforgængelig) iflg. Vedaerne. Han nævnes også i Upanishaderne som Amanava Purusha (en metafysisk skabning). Han kan tage menneskelig form ved hjælp af sin vilje. 2) Swayamsiddha Satguru – er den, der eksisterer via sig selv (han hviler i sig selv, oplever indre glæde, og han skaber sig selv). 3) Abhayassiddha Satguru – repræsenterer kvaliteten frygtløshed. 4) Parampara Satguru – der har guru-afstamning. (Se også Guru, Rishi og Shishya).

Satire
(Egyptologi). I Egypten var det ligesom i nutiden almindeligt at nedvurdere andres professioner for på den måde at fremhæve sin egen. Man regner med at satiren opstod på den måde, og den var populær i Egypten i lange tider. Den ældst kendte satire hedder ”Khetys uddannelse”, og et tusinde år senere blev den stadig brugt i Egyptens skoler, hvor man ved hjælp af den kunne lære af de dumheder, der blev begået af mureren, pottemageren, jægeren, fiskeren, frisøren og budbringeren. Skriverne i Ny Rige rettede navnlig deres vittigheder mod bønderne og soldaterne – for ikke at glemme præsterne og sømændene, bagerne og vaskemændene (åbenbart ikke vaskekonerne). Selv om teksterne ikke imponerede på grund af visdom, var de ikke uden humor, og de gav et farverigt indblik i datidens dagligliv.

Satori
(Japansk). Satori er afledt af verbet ”Satoru”. Satori er et japansk buddhistisk udtryk for ”opvågning” eller ”forståelse” i betydningen pludselig åndelig opvågnen, som kan opnås i zenbuddhismen. I den zenbuddhistiske tradition refererer Satori til oplevelsen af Kensho, dvs. evnen til at ”se ind i sin egen sande natur”. ”Ken” betyder ”se”, og ”sho” betyder ”natur” eller ”essens”. Både Satori og Kensho oversættes som regel med ”oplysning”. Erhvervelse af en ny synsvinkel på livet og verden kaldes populært Satori af japanske zen-elever (og Wu på kinesisk).

Satsang
(Sanskrit). Satsang stammer fra ”sat”, der betyder ”sandt” eller ”sandhed”, og ”sang”, der betyder ”samvær”. Satsang betyder derfor ”at være sammen med sandheden”. Satsang er ofte betegnelsen for samvær med en lærer eller guru, hvor der sker overførsel af viden, stilhed og væren. Ikke begrebsmæssig eller intellektuel viden, men en indre erkendelse. (Se også Pancha Makara og Sat).

Sattva Guna
(Sanskrit). Sattva Guna eller Sattwa Guna er en af de tre Gunaer. Guna betyder ”egenskab”, ”streng”, ”tråd” eller ”fiber”. Sattva repræsenterer kvaliteten lys, intelligens eller ånd. Sattva viser sig i åndelig bevidsthed, der kommer til udtryk som fornuft, godhed, kærlighed, renhed, åndelighed og healing. Sattva Guna er den uforanderlige renheds kvalitet. I Samkhya-filosofien er der tre Gunaer, der udgør de grundlæggende principper eller tendenser i Prakriti. Prakriti tilhører urstoffet, men Prakriti manifesterer sig via Trigunas (trefoldighed). Trefoldigheden består derfor af tre Gunaer, der er tendenser eller tilstande, der er kendt som Sattva (skabelse), Rajas (bevarelse), og Tamas, (nedbrydning). Hele skabelsen og dens udviklingsproces udføres af de tre fundamentale Gunaer. (Se også Prakriti og Trimurti).

Satya
(Sanskrit). Satya betyder ”sandhed” i betydningen ”den højeste sandhed”, ”absolut sandhed” eller ”virkelighed”. Satya er den første af Yamas-sandhederne. Den filosofiske betydning af Satya er ”uforanderlighed”. Menneskelivet udvikler sig gennem forskellige stadier af forandring – fra barndom til pubertet, fra pubertet til ungdom, fra ungdom til manddom, fra manddom til alderdom. Mennesket gør fremskridt via de cykliske forandringer i den manifestede verden. Derfor er menneskelivet og menneskets krop ikke Satya. I hinduismen defineres sandhed som ”uforanderlig”, som noget, ”der er uden forvanskning”, noget ”der er hinsides begrænsninger i tid, rum”, og ”det, der gennemsyrer Universet i sin uforanderlighed”. Eksempelvis kan menneskets krop derfor ikke udtrykke sandhed, for den ændrer sig med tiden. (Se også Yama).

Satya Nasti Pare Dharma
(Sanskrit). Satya Nasti Pare Dharma er Det Teosofiske Samfunds motto, som betyder: ”Der er ingen religion (eller vej) højere end sandheden”.

Satya-yuga
Se Krita-yuga.

Satyagraha
(Sanskrit). Satyagraha er sammensat af ”satya”, der betyder ”sandhed” og ”agraha”, der betyder ” at insistere”. Satyagraha betyder derfor, at ”insistere på sandhed” eller at ”stå fast på sandheden”. Hinduistisk opfattes Satyagraha som ikke-voldelig modstand, der også kaldes Ahimsa. Mahatma Gandhi brugte ordet Satyagraha som udtryk for sin filosofiske videreudvikling af begrebet passiv modstand, hvor de etiske og moralske krav til deltagerne er strengere end ved almindelige ikke-voldelige aktioner. Mahatma Gandhi brugte Satyagraha i den indiske uafhængighedsbevægelse. Satyagraha påvirkede Nelson Mandelas kamp i Sydafrika under apartheid, Martin Luther King, Jr.’s kampagner i borgerrettighedsbevægelsen i USA og mange andre kampe for social retfærdighed. Mennesker, der praktiserer Satyagraha kaldes Satyagrahi. (Se også Ahimsa).

Savasana
(Sanskrit). Savasana eller Shavasana stammer fra ”shava”, der betyder ”lig”, og ”asana”, der betyder stilling”. Savasana er en yoga-øvelse – en afslappende liggestilling, der ofte kaldes ”dødstille”, fordi man ligger stille som et lig på ryggen på et underlag gulvet. Efter en periode med kropslige yogaøvelser skal udøverens bevidsthed vendes indad og renses for sansemæssige forstyrrelser. Savasana er derfor en tilstand med tilbagetrækning af sanserne, hvor det er lettere at være opmærksom på åndedrættet og tankesindet. Savasana er ikke den bedste stilling til langvarig meditativ fordybelse, for den liggende stilling sløver tankesindet for meget. Men for at opnå dybere meditative tilstande, kan dette være en udmærket indledende øvelse, før man er klar til den egentlige meditation.

Savikalpa Samadhi
(Sanskrit). Savikalpa Samadhi er yoga-lærens beskrivelse af tankesindet og tænkeevnen, når mennesket ved hjælp af viljen bliver ét med et bestemt punkt eller emne. Savikalpa Samadhi er også realisering af guddommelighed. Menneskets ydre eller adskilte bevidsthed forsvinder. Det er en fase, hvor menneskets tankesind og det kosmiske tankesind smelter sammen og bliver ét. Forskellen mellem dette stadie og Nirvikalpa Samadhi er, at i Nirvikalpa Samadhi er al erkendelse af individuel eksistens totalt ophørt, for alt er ren eksistens eller essens – alt er integreret. Oplevelsen af dualitet er ikke-eksisterende. Samadhi er en åndelig bevidsthedstilstand. Der findes forskellige former for Samadhi. Blandt de mindre Samadhier er Savikalpa Samadhi den højeste. Hinsides Savikalpa Samadhi kommer Nirvikalpa Samadhi, men der er en dyb kløft mellem dem. De to er radikalt forskellige former for Samadhi. I Savikalpa Samadhi mister man al menneskelig bevidsthed i en kort periode. Det er en tilstand, hvor opfattelsen af tid og rum er fuldstændig anderledes. I en time eller måske to timer, er man i helt en helt anden verden. Her ser man, at næsten alt er perfekt. Men i den fysiske verden er der stadig mange uopfyldte begær. Millioner af begær ikke er endnu ikke opfyldt. Millioner af ting mangler at blive udført. Men når man er i Savikalpa Samadhi, kan man se, at næsten alt er udført, for her er intet at gøre. Man er kun et redskab, og hvis man har udført det, man skulle, er tingene gjort. Men fra Savikalpa Samadhi skal alle vende tilbage til almindelig bevidsthed. I Savikalpa Samadhi er der tanker og idéer, der strømmer ind fra forskellige steder, men man kan ikke påvirkes af dem. Mens man mediterer, forbliver men uforstyrret. Men når man når en lille smule højere, bliver man ét med sin sjæl i Nirvikalpa Samadhi. (Se også Nirvikalpa Samadhi og Samadhi).

Scientology
Scientology er grundlagt af amerikaneren Ronald Hubbard, som udviklede et psykologisk system, som han kaldte ”dianetik”. Gennem ”auditering” afdækkes psykiske årsager, og resultatet er angiveligt forøgelse af den mentale styrke.

Scorpio
(Latin). Zodiakens 8. tegn og stjernebilledet Skorpionen.

Seance
(Fransk). Seance er en betegnelse, der oftest bruges om spiritistmøder med psykiske medier. En seance er et forsøg på at kommunikere med de indre eksistensplaner. Ordet ”seance” stammer fra det franske ord for ”sæde”, ”session” eller ”sidde”, og roden er det gamle franske ”seoir”, der betyder ”at sidde”. På fransk er ordets betydning generel, for man kan f.eks. tale om ”une seance de cinéma” (”en film-session”). På engelsk blev seance et ord, der bruges specifikt om et møde, hvor mennesker samles for at modtage meddelelser fra afdøde eller lytte til et psykisk medium, der formidler budskaber fra den usynlige verden. I nutidens England behøver man ikke sidde i rundkreds for at deltage i en seance. I spiritismen er seancen en naturlig del af tjenestearbejdet, der går ud på at kommunikere med de indre verdener. Det er ofte udenforstående, der kalder mødet for en seance, for spiritister kalder det ”at modtage beskeder”. I sessionerne, som mange gange foregår i spiritistkirker, ledes arbejdet af et medium, og tjenesten indledes ofte med en ”helbredende tjeneste”. Formålet med seancen er at demonstrere livets kontinuitet for offentligheden. Seancen er en handling, hvor det praktiserende medium forsøger at modtage meddelelser fra afdøde, og nogle medier er helt bevidste og vågne, mens andre kan glide ind i delvis eller fuld trance eller i en ændret bevidsthedstilstand. Trancemedier har ingen erindring om de budskaber, de modtager, når de kommer ud af trancetilstanden.

Seer
En seer er det samme som en clairvoyant. En seer har metafysiske evner, der er knyttet til synssansen – i nogle tilfælde åndelig vision på det buddhiske plan. (Se også (Se også Clairalience, Clairaudience, Claircognizance, Clairgustance, Clairsentience og Clairvoyance).

Seetkari Pranayama
(Sanskrit). Seetkari Pranayama eller Sitkari Pranayama er en hvæsende åndedrætsteknik, der bl.a. har en kølende effekt på krop og sinde. Man sætter sig i en behagelig meditationsstilling, lukker øjnene, og slapper af i hele kroppen. Tænderne holdes let sammen, læberne adskilles og tænderne blottes. Tungen kan holdes fladt eller foldet op mod den bløde gane i Khechari Murda. Vejret trækkes langsomt ind og dybt gennem tænderne. Når indåndingen er færdig, lukkes munden. Tungen holdes stadig fladt eller foldet i Khechari Mudra, og herefter åndes der langsomt ud gennem næsen på en kontrolleret måde. Forløbet repræsenterer en runde. Foretage øvelsen i ni runder. Øvelsen holder tandkød og tænder sunde. Både krop og tankesind afkøles, og vigtige hjernecentre, der er forbundet med biologiske processer og temperaturregulering, påvirkes positivt. Mental og følelsesmæssig overstimulering dæmpes, og den frie pranastrøm i hele kroppen stimuleres. For højt blodtryk reduceres, og det samme gælder mavesyre eller halsbrand. Øvelsen giver desuden fordele i forbindelse med både graviditet & overgangsalder. (Se også Khechari Murda).

Sejlads
(Egyptologi). Egypten er primært en smal stribe af frugtbart land langs Nilens bredder. Skibe var derfor en væsentlig del af livet i det gamle Egypten. Fra de tidligste tider er skibe blevet afbildet i templer og grave og på klipper og lertøj. Guderne sejlede symbolsk over himlen i skibe (barker). Universet var for de gamle egyptere et urhav, og barkerne var symboler på planeter, solsystemer, solkonstellationer, galakser osv., og guderne var de væsener eller bevidstheder, der beboede eller belivede himmellegemerne. Nilen repræsenterede livsstrømmen, der flød gennem Egyptens legeme – fra syd mod nord. Strømmen i Nilen er stærk, men nordenvinden er stærkere. At sejle ned ad strømmen ved hjælp af årer var derfor nemt, og masten blev lagt ned. Mast, sejl og årer blev benyttet, når man sejlede mod strømmen. De egyptiske skibe stak ikke dybt – højst to meter – for at undgå grundstødning på de mange lumske mudderbanker, hvor man risikerede at kæntre og blive føde for krokodillerne. Var de gamle egyptere bange for havet? Overhovedet ikke! Fra de tidligste tider sejlede egyptiske skibe på ”det store grønne”, og de besøgte fjerne lande som f.eks. Syrien og Somalia (Punt). I Gamle Rige sejlede egypterne fra Aswan langs kysterne af Det Røde Hav.

Sekhem
(Egyptologi). De gamle egyptere kaldte menneskets formside for Sekhem. Det fysiske legeme kaldte de Khat. Æterlegemet kaldte de Khaibit, som ofte oversættes med ”skyggen”. Astrallegemet kaldte de Ka – en betegnelse, der mange gange oversættes med ”dobbelt” eller ”dobbeltgænger”. Sjælen kaldte de Ba, og fra nutidens åndsvidenskab ved man, at der hentydes til mentalplanet, der er opdelt i højere og lavere manas. Ba er tænkeevnens bevidsthedsplan, og sjælen repræsenterer højere tænkning eller abstrakt tænkning, mens den lavere tænkning kommer til udtryk som konkret tænkning. Derfor havde man desuden en betegnelse for det åndelige legeme – Sahu, der kan fortolkes som højere manas eller sjælen, og intelligensen, lavere manas eller den konkrete tænkning, kaldte man Khu. Hjertet var identisk med bevidstheden, og hjertet kaldte man Ab. For de gamle egyptere var ord levende væsener, og menneskets navn var derfor en levende energi eller kraft, som man kaldte Ren. Nogle af de indre legemer havde direkte forbindelse til ”gudernes rige”, og derfor levede mennesket reelt i ”gudernes rige”.

Sekularisme
Sekularisme er et udtryk for, at man udelukkende beskæftiger sig med den ydre fysiske, materielle verden og afviser indre, åndelige tilstande og dimensioner. Sekularisme er desuden udtryk for fuldstændig adskillelse mellem stat og religion – eksempelvis skal politiske forhold diskuteres uafhængigt af religion og trosforestillinger. Sekularisme i skolesystemet indebærer bl.a., at religionsundervisning skal være neutralt formidlende og ikke forkyndende, og at biologiundervisningen skal tage udgangspunkt i den darwinistiske, biologiske evolutionsteori. Forskningen skal iflg. sekularismen være metodisk uafhængig af forskernes eventuelle religiøse overbevisninger. Filosofisk indebærer sekularisme, at etiske og metafysiske spørgsmål kan reflekteres uafhængigt af idéen om en guddom. Sekularismen opstod i renæssancen, hvor objekter og principper fra specielt antikken blev udforsket empirisk og uafhængigt af kristendommens dogmer. Senere tog dele af liberalismen udgangspunkt i en sekularistisk stat. Sekularismen har til en vis grad præget nutidens statsopfattelser. Sekularisme skal ikke forveksles med ateisme, for sekularisme er foreneligt med religiøse trosforestillinger. Der findes mange religiøse sekularister. Det afgørende er, at politik, etik og forskning er uafhængigt af religiøs tro og dogmatik, der betragtes som et personligt spørgsmål.

Selket
(Egyptologi). Selket, Selkit, Selkis, Selkhet, Selchis, Serqet, Serket, Serkhit, Selqet, Selquet, Serket-hetyt – den egyptiske gudindes navn skrives på mange måder. Hendes navn betyder ”den, der er årsag til, at halsen trækker vejret.” I den Egyptiske Dødebog står der: ”Osiris Anis’ tænder, der kun taler sandhed, er Selkets tænder”. Selket var healinggudinde, og hun kunne heale giftige stik og bid iflg. den egyptiske mytologi. Selket var datter af solguden Ra og Verdensmoderen Isis, og hun var desuden gudesønnen Horus’ hustru. Hun symboliserede Solens brændende varme, og hendes center lå sandsynligvis i Tell El Amarna i Mellem-Egypten, i det område, hvor farao Akhenaton byggede sit soltempel for Aton og sin solby. Der er ingen historisk dokumentation for, hvornår hendes ceremonier blev afholdt, men det er logisk at antage, at det var i oktober ved begyndelsen af det astrologiske tegn Skorpionen. Selv om Selket er en mindre kendt gudinde i den egyptiske gudekreds, var hun en vigtig guddom. Nogle gange kaldes Selket for ”magiens gudinde”, men hendes vigtigste funktion var begravelsesgudinde. Hun blev symboliseret med den guddommelige skorpion, der herskede over medicin, giftstoffer, toksiner og død. Hun var gudinde for frugtbarhed, underverdenen, insekter, familie og grupper, og desuden var hun beskytter af ægteskab og ægteskabelige relationer. Hun beskyttede derudover arbejdende kvinder og kvinder, der fødte. Et bid fra en skorpion medfører smerte og lammelse, og egyptologerne mener, at hendes navn henviser til virkningen af et skorpionstik eller et slangebid, hvor halsen strammes og vejrtrækningen besværliggøres, men der er ingen dokumentation for teorien. I det gamle Egypten blev Selket afbildet som skorpion eller som en kvinde med en skorpion på hovedet. Selv om hun tilsyneladende ikke har haft nogen templer, var der mange Selket-præster i mange af de egyptiske samfund. De farligste skorpionarter findes i Nordafrika. Deres gift kan være dødelig, og nogle gange blev hun betragtet som faraoens beskytter, og derfor kaldes nogle faraoner for skorpion-konger. Selket var i stand til at beskytte mod gift og slangebid, og derfor sagde man, at hun også beskyttede guddommen fra Apep – den store, onde slangedæmon. De mange giftige dyr kostede mange livet i Egypten, og derfor blev Selket også betragtet som en beskytter af de døde. Hun var derfor også beskytter af balsamererne. En af kanopekrukkerne med den afdødes tarme havde relation til hende. Det var den kanopekrukke, som senere i historien fik et låg med Qebehsenuf – en af Horus’ fire sønner. I den sidste del af Egyptens flere tusind år lange historie, blev Selket identificeret med Isis. (Se også Skorpion).

Selkit
Se Selket.

Semitter
Semitter er iflg. åndsvidenskaben en fællesbetegnelse for den atlantiske 4. rodraces 5. underrace, og befolkningerne i den vestlige verden (5. rodraces 5. underrace) er primært efterkommere af semitterne eller ursemitterne. I nutiden står jøderne som typiske repræsentanter for den atlantiske race, selv om det ikke er hebræerne, der specifikt henvises til i den åndsvidenskabelige forskning. Et gammelt esoterisk skrift oplyser, at en gruppe disciple ventede foran ”Lysets Port”. ”Ordet” opfordrede dem til at træde ind over lysets tærskel, men først skulle de efterlade de skatte, som de medbragte til ”Lysets Herre”, som ikke havde behov for dem. Men tre af disciplene ønskede ikke at skille sig af med dem, og derfor drog de bort tyngede af alle deres skatte. Og ”Ordet” talte til dem og sagde, at de endnu engang skulle stå foran ”Lysets Port”, men med tomme hænder. Dermed opstod legenden om den vandrende jøde. Det er bl.a. de tre disciple, der hentydes til i frimurernes tradition om mordet på Hiram Abiff, der blev dræbt af tre mænd. De øvrige fra gruppen, som trådte ind gennem ”Lysets Port”, tog indvielsens første store trin. Den esoteriske fortolkning af de tre semitter, der nægtede at træde ind over tærsklen, henviser til både semitter, latinere og angelsaksere, som endnu ikke har afviklet deres karma, og derfor ikke kan få adgang til indvielse. Idéen om jøderne som et udvalgt folk stammer også fra Atlantis, hvor 4. rodraces 5. underrace (semitterne) blev udvalgt til at repræsentere det genetiske grundlag for udviklingen af den 5. racetype – nutidens vesterlandske menneske. Jøderne er derfor ikke et udvalgt folk, for intet folk er udvalgt af Gud. Og intet land er mere helligt end andre lande. Etnologerne har været temmelig forvirrede, hvad angår de oprindelige semitter eller den 5. underrace, og det er naturligt i betragtning af de yderst utilstrækkelige data, de har at gå ud fra. Underracen havde sin oprindelse i det bjergland, som udgjorde den sydligste af de to nordøstlige halvøer, som i nutiden kaldes Skotland, Irland og dele af de omgivende have. I denne del af det store kontinent voksede og blomstrede racen, for i århundreder opretholdt den sin uafhængighed af de krigeriske konger mod syd, indtil det også blev deres tur til at udvandre og kolonisere. Semitterne var en oprørsk, utilfreds race, som altid var i krig med deres naboer – især med akkaderne, hvis magt på det tidspunkt var voksende. (Se også Akkader, Atlantis, Mongoler, Rmoahal, Rodrace, Tlavatli, Tolteker og Turaner).

Sensitiv
I åndsvidenskabelige sammenhænge er en sensitiv person et menneske, der er følsom over for metafysiske påvirkninger. Naturvidenskabeligt arbejder man med begrebet HSP (highly sensitive person – særligt sensitive personer), som er et medfødt træk. Det berører 15-20% af alle mennesker fordelt på alle samfundslag og i alle kulturer. Den genetiske arv har iflg. forskerne en neutral betydning. Naturvidenskaben mener, at nutidens samfundsmiljø er en påvirkende faktor, der udløser de negative aspekter ved trækket.

Senzar
Senzar er iflg. åndsvidenskaben de indviede mestres hemmelige, hellige sprog eller ”mysteriesproget”, som engang var kendt overalt i verden. Senzar betragtes som originalsproget i Dzyans stanzer, der er omtalt flere steder i værker af H.P. Blavatsky. I Den Hemmelige Lære kaldes Senzar for ”et sprog med en terminologi, der er ukendt fra sprog og dialekter”. Den Teosofiske Ordbog kalder Senzar for ”den mystiske betegnelse for det hemmelige præstesprog eller mysteriesproget, som mestrene talte overalt i verden.” Filologer kender ikke Dzyans Bog (eller Dzans Bog) – i hvert fald ikke under dette navn.

Sepher Yetzirah
(Hebraisk). Sepher Yetzirah er ”Skabelsens bog”, som er et gammelt kabbalistisk værk – så gammelt, at traditionen påstår, at Abraham var forfatteren. Sepher Yetzirah er i hvert fald titlen på den ældst bevarede bog om jødisk esoterisme, selv om nogle tidlige kommentatorer betragtede indholdet som en afhandling om matematisk og sproglig teori i modsætning til Kabbalaen. Bogstaveligt oversat betyder Yetzirah ”tilblivelse”, og ordet ”briah” bruges for ”skabelse”.

Sephiroth
(Hebraisk). Sephiroth (flertal) og Sephira (ental) er guddommens 10 udstrålinger i kabbalaen. De 10 Sephiroth udgør tilsammen ”Livets Træ”. Den højeste Sephira dannes ved udstråling eller koncentration af Ain Soph Aur – det grænseløse lys, og hver Sephira skaber ved udstråling en ny Sephira. Navnene på de 10 Sephiroth er: 1) Kether – kronen. 2) Chokmah – visdom. 3) Binah – forståelse. 4) Chesed – barmhjertighed. 5) Geburah – magt eller strenghed. 6) Tiphereth – skønhed. 7) Netzach – sejr. 8) Hod – herlighed. 9) Jesod – grundvold. Og 10) Malkuth – riget. Nogle er maskuline eller positive – andre feminine eller negative. Kether eller ”kronen” er den 1. Sephiroth på ”Livets Træ”. Kether er Guds ensomme majestæt med det usigelige navn IHVH, men også med Sinai-navnet AHIH AShR AHIH, der betyder ”den evigt værende”. Kether kan også fortolkes som ”den hellige gral”, der symboliserer Guds permanente forbindelse med mennesket. Kether kaldes også ”det umanifesterede Malkuth”. Ærkeenglen Metatron hersker over Kethers sfære. Det tilknyttede gudenavn er Ehyeh. Punktet er forbundet med Kether. Chokmah eller ”visdom” er den 2. Sephiroth på ”Livets Træ” og Universets store stimulator. Den indviedes tegn styres af Uranus, og ærkeenglen Ratziel behersker Chokmahs sfære. Det tilknyttede gudenavn er Jehova. Linjen er forbundet med Chokmah. Binah eller ”forståelse” er den 3. Sephiroth på ”Livets Træ”. Binah er forståelse af guddommen eller erkendelse af, at der er én Gud. Saturn hersker over Binah og ærkeenglen Tzaphkiel behersker Binahs sfære. Det tilknyttede gudenavn er Jehova Elohim. Det todimensionelle plan er forbundet med Binah. Chesed eller ”barmhjertighed” er den 4. Sephiroth på ”Livets Træ”. Chesed er Guds nåde. Chesed kaldes også Gedulah – storhed eller medfølelse. Jupiter hersker over Chesed og ærkeenglen Zatkiel behersker Cheseds sfære. Det tilknyttede gudenavn er El. Den tredimensionelle form er forbundet med Chesed. Geburah eller ”strenghed” er den 5. Sephiroth på ”Livets Træ”. Geburah er Guds strenghed, symboliseret af naturloven, som beherskes af Mars og ærkeenglen Chamuel. Det tilknyttede gudenavn er Elohim Gibbor. Tiphereth eller ”skønhed” er den 6. Sephiroth på ”Livets Træ”. Tiphereth er skønheden ved det menneske, der vejledes af Gud, og hans sfære beherskes af ærkeenglen Rafael. Man siger også, at Solen er Tiphereths hersker. Det tilknyttede gudenavn er Tetragrammaton Eloah Va Daath. Netzach eller ”sejr” er den 7. Sephiroth på ”Livets Træ”. Netzach er Guds sejr eller kærlighedens sejr. Netzach er under Venus’ herredømme og beherskes af ærkeenglen Haniel. Det tilknyttede gudenavn er Jehova Tseva’oth (Hærskarers Herre). Hod eller ”herlighed” er den 8. Sephiroth på ”Livets Træ”. Hod er Guds herlighed i sin trofasthed mod skabningen, magiens sfære og denne sfære beherskes af ærkeenglen Michael og planeten Merkur. Det tilknyttede gudenavn er Elohim Tseva’oth (Hærskarers Gud). Jesod eller ”grundvold” er den 9. Sephiroth på ”Livets Træ”. Jesod betyder grundvold, men er desuden basis og kraft, og hans sfære er den dybere og fjernere æteriske substans, som nogle gange kaldes Akashaen. Den tilknyttede ærkeengel er Gabriel. Det er også sfæren for blændværk, det ubevidstes sfære, drømmenes sfære og den astrale verden eller astralplanet. Jesod står under Månens herredømme. Det tilknyttede gudenavn er Shaddai El Chai (Den Almægtige Levende Gud). Malkuth eller ”riget” er den 10. Sephiroth på ”Livets Træ”. Malkuth betyder ”Riget”. Det er Guds rige, selvom det på godt og ondt er på Jorden, og hans sfære er det fysiske plan og de åndelige værdier, som er i det tætte stof. Malkuth er desuden atomernes ånd og beherskes af ærkeenglen Sandalphron. Det tilknyttede gudenavn er Adonai Malekh (Adon ha-Arets). De fire Sephiroth – Hod, Netzach, Jesod og Malkuth – under Tiphereth repræsenterer personligheden eller det lavere selv. De fire Sephiroth – Binah, Chokmah, Geburah og Chesed – over Tiphereth repræsenterer individualiteten eller det højere selv. Geburah, Chesed, Tiphereth, Hod, Netzach og Jesod i forening kaldes ”kongen” og ”det mindre ansigt” eller Mikroprosopos med det hebraiske navn Zeir Anpin. Malkuth kaldes ”dronningen” og Mikroprosopos’ brud. (Se også Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Geburah, Hod, Jesod, Kabbala, Kether, Malkuth, Netzach og Tiphereth).

Septuaginta
Septuaginta er den ældste oversættelse af Det Gamle Testamente til græsk. Oversættelsen blev foretaget af 72 lærde. Septuaginta er derfor den ældste græske oversættelse af den hebraiske bibel, og den består både af Det Gamle Testamente og af de apokryfe skrifter. Ordet Septuaginta er latin, og betyder ”halvfjerds”, og oversættelsen har fået sit navn, fordi det ifølge legenden var 72 jødiske lærde, der stod for oversættelsen – seks fra hver af de tolv jødiske stammer. Navnet blev af praktiske hensyn afrundet til ”70”. Man mener, at oversættelsen er udført omkring 250-130 f.Kr. af diasporajøder i Egypten, og derfor kaldes den også for den alexandrinske bibeloversættelse. Den første kristne menighed brugte Septuaginta som deres hellige skrift. Vulgata – Hieronymus’ senere latinske oversættelse af den hebraiske bibel – fortrængte efterhånden Septuaginta i Vesteuropa, men Septuaginta bruges stadig i stort omfang i den græsk-ortodokse kirke. (Se også Apokryf).

Seraf
(Hebraisk). Seraf stammer af det hebraiske verbum ”saraf”, der betyder ”at brænde”. På latin hedder begrebet ”seraphi”. Det er en form for himmelske skabninger i Abrahams religion. Ordet ”Serafim”, der betyder ”de brændende”, benyttes også om slanger. Serafer er englevæsener, som sandsynligvis er identiske med åndsvidenskabens devaer. De omtales i Det Gamle Testamente, hvor det forklares, at en seraf er en engel med tre par vinger. I 3. Enoks Bog oplyses det, at seraferne har fået deres navn, fordi de brænder Satans optegnelser: ”Hver dag sidder Satan sammen med Sammael (Roms fyrsteengel) og Dubbiel (Persiens fyrsteengel), og de nedskriver Israels synder, og det skrevne gives videre til seraferne, for at de kan præsentere det for den Hellige, så Han kan udslette Israel fra verden.” I stedet brænder seraferne straks papirerne i ilden over for Herrens trone, ”så Israels synder ikke bliver kendt af Herren”. I 3. Enoks Bog er det seraferne, der står Herren nærmest. De brænder og udstråler et lys, der er så stærkt, at selv keruberne ikke er i stand til at se på dem uden at blive blændet. Serafernes tal er fire, de har hver seks vinger, der svarer til de seks skabelsesdage, og desuden de hver fire ansigter. De er store, for de er syv himle høje og vingefanget er dobbelt så stort. Deres fyrste – Serafiel – har skikkelse som en ørn. Ligesom keruberne er han dækket af øjne fra top til tå. Fra knæ til lår lyser øjnene som planeten Venus, fra lår til lænder som Månen, og derfra og op til nakken som Solen. Safiren på hans pande er så stor som hele Universet. I hans krone er alt lys i hele Universet samlet. (Se også Serafim og Troner).

Serafim
(Hebraisk). Serafim er himmelske væsener, der omtales af Esajas (6,2). Serafim betyder også ”slange”, og ordet står i forbindelse med grundformen ”at brænde” – dvs. et symbol på lys. Det Gamle Testamentes Serafim står i nær forbindelse med Kerubim. I kabbalaen er Serafim en gruppe engle, der står i forbindelse med sephiraen Geburah. I en vigtig passage i Esajas Bog (6:1-8) bruges udtrykket til at beskrive seks flammende, vingede skabninger, der flyver rundt om Guds trone, men de synger ”hellig, hellig, hellig”. Scenen med tronen og den tredobbelte påkaldelse af hellighed (en formel, der blev kendt som Trisagion), påvirkede den efterfølgende teologi, litteratur og kunst. Påvirkningen ses ofte i forbindelse med skildring af engle, himlen og forherligelse. Serafer kaldes himmelske skabninger i det indflydelsesrige hellenistiske værk Enoks Bog og i Johannes’ Åbenbaring. Traditionen placerer Serafer i 5. rang af 10 i det jødiske englehierarki, men de har højeste rang i det kristne englehierarki. (Se også Deva, Seraf, Trisagion og Troner).

Serapeum
(Egyptologi). Serapeum ved Memphis er et underjordisk gravkompleks med lange gange og gallerier, der blev brugt til begravelser af de hellige Apis-tyre, der var knyttet til skaberguden Ptahs kult. Indgangen var oprindeligt flankeret af en lang række sfinkser. Egyptologen Mariette, som opdagede komplekset i 1850-51, fandt 24 granit- og basaltsarkofager, som stadig ligger på deres oprindelige pladser i kamrene. Den tungeste sarkofag vejer næsten 70 tons. Et kammer, som blev udført i år 30 i Ramses II’s regeringstid var intakt – endog med fodaftryk fra den sidste egypter, der forlod stedet, inden kammeret blev forseglet. Da man fandt sarkofagerne, var de fleste allerede blevet plyndret og tømt for indholdet. Andre teorier går ud på, at der aldrig har været mumificerede tyre i gravene. To sarkofager indeholdt imidlertid enkelte stykker gravgods. Tre af sarkofagerne har inskriptioner. På en af dem står navnet ”Amasis” (569-525 f.Kr.), på en anden ”Cambyses” (525-521 f.Kr.) og på en tredje ”Khabbash” (ca. 341 f.Kr.) – den sidste indfødte hersker før Alexander den Store indtog landet. Komplekset fungerede ikke alene som grave for tyrene, men også som tempel. På Amenhotep III’s tid (1402-1364 f.Kr.) og sandsynligvis også tidligere, bestod gravene af et underjordisk kammer, som man fik adgang til via en skrå skakt. Oven på skakten lå et sanktuarie og embedsmændene grave. I Ramses II’s (1290-1224 f.Kr.) regeringsperiode lod prins Khaemwast bygge en gravplads for alle Apis-tyrene. Langs begge sider af korridoren blev der udhugget kamre til tyrenes trækister. Psammetichus I (663-609 f.Kr.) udvidede bygningsværket med et endnu større og mere komplekst antal kamre. Komplekset blev yderligere udvidet flere gange helt op til den ptolemæiske periode for til sidst at måle 350 x 3 x 5,5 m. Oven på de underjordiske kamre blev der bygget et stort tempel. Når en hellig tyr døde, blev den først balsameret og derefter begravet med pomp og pragt. Mange pilgrimme besøgte tyregravene og bragte offergaver – ofte var det små mindeplader, som blev anbragt i gangenes vægge. Da kulten for guden Sarapis (Serapis) blev introduceret under Ptolemæus I, blev Sarapis identificeret med Osorapis (Osiris-Apis) og blev tilbedt med ham – og blev kendt under navnet Sarapeion eller Serapeum. Apis-tyren er skaberguden Ptahs hellige dyr, og repræsenterer et lavere aspekt af Ptah. Ptah er Universets arkitekt. Han er skaberen af de arketypiske tankeformer. Når tankeformer materialiseres, sker det ved sænkning af tankeenergiens frekvenser, som herefter bliver til lys og endelig bliver til stofpartikler. Tyren repræsenterede denne sænkning af hastigheden. Fra astrologien ved man, at tyren kendetegnes ved inerti og fastgørelse til stoffet. Desuden findes der et Serapeum i Alexandria.

Serapis
Mesteren Serapis kaldes for ”egypteren”. Han er mester på 4. stråle, og han inspirerer verdens store kunstretninger. Udviklingen inden for musik, malerkunst og dramatik modtager derfor livgivende impulser fra ham. For tiden er han dedikeret til arbejdet i devaevolutionen, for devaernes indflydelse skal åbne mulighed for store åbenbaringer i musikkens og malerkunstens verden i Den Nye Tidsalder. Der siges ikke meget om mesteren Serapis, og hans opholdssted kan heller ikke afsløres. I egyptologien er Serapis en gud, der blev introduceret i Egypten under Ptolemæ I’s regering, og det var utvivlsomt hensigten, at guddommen skulle samle egypterne og grækerne. Serapis fik nogle af Osiris’ karakteristika, men hans vigtigste kvaliteter var græske. Serapis’ kult spredte sig fra Alexandria videre ud over Middelhavsområdet, hvor bl.a. købmænd konverterede til den nye tro. Og Serapeum i Alexandria blev udråbt som et af verdens undere.

Seshonq
(Egyptologi). Seshonq var et navn, der blev givet til flere konger og prinser i den libyske periode. De sidste tre konger var svage herskere i et kongerige, der var præget af anarki, og som var ved at gå i opløsning (9.-8. årh. f.Kr.). Det er reelt kun den første konge med navnet Seshonq (ca. 940-924 f.Kr.), der har gjort sig fortjent til hæder. Sønnesønnen til den ældste Seshonq, der var høvding for Menhwesh-stammen, grundlagde 22. dynasti og genoprettede lov og orden på trods af fortsat uro og usikkerhed. Han førte sine hære mod Palæstina. Begivenhederne er beskrevet i Bibelen i 1. Kongebog (14,25-26) og 2. Krønikebog (12,9). Her kalder man ikke egypterkongen for Seshonq, men for Sjisjak: ”Men i kong Rehabeams femte regeringsår drog egypterkongen Sjisjak til Jerusalem og tog skattene i Herrens hus og i kongens palads. Han tog alt, også de guldskjolde, Salomon havde ladet lave”. Efter plyndringstogtet gav Seshonq ordre til rejsning af en sandstensportal foran Karnak-templet, hvor en beskadiget stele med en liste, hvor navne som Edom, Judæa og Israel, stadig kan ses. En anden Seshonq, hvis placering i den kronologiske orden er usikker, blev berømt på grund af en velbevaret grav i Tanis, der blev fundet af Pierre Montet.

Sesostris
(Egyptologi). I det gamle Egyptens 12. dynasti havde tre konger navnet Sesostris.

Sesostris I
(Egyptologi). Sesostris I (ca. 1971-1926 f.Kr.) var søn af tronraneren Amenemhet (ca. 1991-1962 f.Kr.) Sesostris I regerede sammen med sin far i ca. 10 år – en periode, hvor de ”underlagde sig fremmede lande”. Da Sesostris I vendte tilbage fra en sejrrig ekspedition til Libyen, hørte han, at faderen var død – sandsynligvis snigmyrdet. Hans hurtige tilbagevenden til Egypten afværgede en borgerkrig. Da krisen var overvundet, begyndte han en ekspansionspolitik, der ikke tidligere var set i Egypten. Landet blev udvidet til langt syd for 2. katarakt. Guld fra Nubien og produkter fra Sudan strømmede ind i landet. I Asien resulterede succesfuldt diplomati for udvidelse af Egyptens indflydelse. Udnyttelsen af miner og stenbrud blev intensiveret, og monumenter skød i vejret over alt i Nildalen. En tekst siger: ”Han er i sandhed en sejrende konge, som erobrede med sin stærke højre arm – et handlende menneske, hvis lige ikke findes”.

Sesostris II
(Egyptologi). Sesostris II (ca. 1897-1878 f.Kr.). Man ved kun lidt om hans regeringstid.

Sesostris III
(Egyptologi). Sesostris III (ca. 1878-1841 f.Kr.) løftede 12. dynasti til dets højdepunkt. Til sidst ophævede Sesostris III adelens autoritet over de store provinser, som hidtil havde fungeret uafhængigt af kongen. Han konsoliderede magten i Nedre-Nubien, som var annekteret af Egypten. Senma i syd (ved 2. katarakt) udgjorde landets grænse. I Ny Rige blev Sesostris III guddommeliggjort i sin region. Mod nord gennemførte kongen personligt den eneste omfattende militærekspedition, der er fundet beskrivelser af fra Mellemste Rige. Han indtog Sichem i Mount Ephraim. Erobringen styrkede det greb, Egypten allerede havde om Palæstina og Syrien. En hyldest til Sesostris III erklærer: ”Han, som slagter de indfødte uden sværdslag – han, som skyder en pil af sted uden at røre buen”. Det var sjældent, at konger blev hyldet i så ophøjede toner.

Seth
(Egyptologi). Den egyptiske gud Seth indgår i en triade med gudinden Nephthys og gudesønnen Horus den Anden i den egyptiske kabbala. Seth har menneskekrop og myreslugerhoved eller sjakalhoved. Nogen mener, at han har et vildæselhoved, og symbolsk er vildæslets natur et udmærket udtryk for Seths natur, for Seth rummer vildæslets stædige karakterstræk. Seth symboliserede menneskets identifikation med sin lavere natur, som er vanskelig at frigøre sig fra. Seth var symbol på de lavere niveauers inerti. Seth repræsenterede de instinktive kræfter, der ligger skjult i stoffet. I mennesket var Seth symbol på de menneskelige legemers modstandskraft eller tiltrækningskraft. Seth symboliserede derfor den lavere personlighed. I gudelæren repræsenterede Osiris lyset og Seth mørket. Seth var Osiris’ broder. Osiris var symbol på lyset, og lyset kaster en skygge, som blev symbol på Seth. I nutiden vil man umiddelbart fortolke Seth som det onde eller den onde – dvs. kristendommens og islams djævel eller Satan. Det skyldes, at nutidens religiøse fundament er den kristne kirkes tro på en grundlæggende polarisering eller dualisme. I kristendommen har man Gud og Satan, Himmel og Helvede, helgen og synder, belønning og straf. Den kristne lære er en systematisk lovprisning af den illusion, at det gode kan eksistere uden det onde, at lys kan eksistere uden mørke, at glæde kan opleves uden lidelse osv. Med andre ord er ånd godt og stof ondt. Ånd og stof står derfor i et modsætningsforhold og kan aldrig forenes. Gud og mennesket vil aldrig kunne forenes. For de gamle egyptere og nutidens esoterikere er dualisme en illusion. De tager udgangspunkt i alle tings enhed. Lys og mørke opleves som adskilte ting, men de er hinandens forudsætning. De udgør en ubrydelig enhed. Uden mørke var der intet lys. Uden Seth var der ingen Osiris. Derfor var Osiris og Seth brødre, og modsætninger har et tredje aspekt – syntese eller enhed.

Sethos I
(Egyptologi). Sethos I (ca. 1304-1290 f.Kr.) var den anden konge i 18. dynasti. Han var søn af Ramses I og far til Ramses II, der blev hans med-regent ved slutningen af hans regeringstid. Sethos I konsoliderede Egyptens magt i Palæstina, og han nedkæmpede angreb fra hittitterne, som han til sidst indgik en fredstraktat med. Mange monumenter fra hans regeringstid er velbevarede, og de er absolut et besøg værd. På hans tid nåede reliefkunsten et af sine højdepunkter. Sethos I’s Osiris-tempel ved Abydos, hans gravtempel ved el-Qurna og hypostylhallen i Karnak-templet er enestående eksempler på arkitekturens høje niveau på hans tid. Sethos I’s grav i Kongernes dal er en af Egyptens smukkeste kongegrave. Den blev fundet og frilagt af Belzoni i 1817. Den såkaldte Flaminius-obelisk, der står på Piazza del Popolo i Rom, er fremstillet af Sethos I. Den stod oprindeligt i Heliopolis.

Setuasana
(Sanskrit). Setuasana er en yoga-øvelse, hvor kroppen danner en bro. Stillingen kaldes også ”brostillingen”. Man sidder på gulvet med benene strakt foran sig. Herefter bøjer man i knæene, og placerer fødderne fladt på gulvet parallelt med hinanden og lidt spredt – ca. i skulderbredde. Fra dette udgangspunkt løftes overkroppen bagover og håndfladerne placeres fladt på gulvet bag kroppen med fingrene vendt mod fødderne – også lidt spredt – ca. i skulderbredde. Nu løftes hofterne op fra gulvet, og kroppens vægt fordeles ligeligt mellem fødder og hænder. Kroppen skal holdes parallelt med gulvet i en lige linje fra knæ til toppen af hovedet og hofterne holdes løftet. Her kan man evt. lade halsen falde tilbage.

Sfinks
(Egyptologi). Den mystiske sfinks eller sphinx nævnes ofte i det gamle Egypten, og utallige faraoner lod sig fremstille som statuer med menneskehoved og løvekrop liggende i den såkaldte sfinksstilling. Iflg. åndsvidenskaben var Egypten begyndelsen på en fase i evolutionen, hvor tænkeevnen skulle udvikles i menneskeriget efter den lange udvikling af følelsesnaturen i den atlantiske periode. Faraonerne havde løver som husdyr, og de brugte dem både i jagt og krig. Faraoen repræsenterede Egyptens sjæl (folkesjælen), og hans kontrol over løverne repræsenterede tankekontrol og evnen til at styre ved hjælp af tankesindet. Ordet menneske (”man” på engelsk), stammer fra sanskrit ”manas”, der betyder ”tænkeren”. Løven er symbol på menneskets instinktive og underbevidste kræfter, der skal kontrolleres af det bevidste menneske. Det højere i mennesket skal kontrollere det lavere. Men sfinksen kendes fra flere mytologier – f.eks. de græske, hvor sfinksen var et grusomt uhyre med kvindeansigt og -bryster, ørnevinger, løveforkrop og tyrebagkrop. Det er en sfinks, der optræder i sin magt og vælde i fortællingen om kongesønnen Ødipus. Ordet ”sphinx” er græsk. Egypterne kaldte den for ”shespankh”, og det betyder ”levende statue”. Nogle egyptologer mener, at sfinksen og dens symbolik er nået til Grækenland via Syrien, og at det muligvis kan forklare forvandlingen fra et positivt symbol til et negativt. I Egypten var sfinksen aldrig et negativt symbol – heller ikke når det blev vist som et feminint symbol i form af dronninger, eller når sfinksen tog form som en panter med ørnevinger for at angribe fremmede høvdinge, der forsøgte at erobre Egypten. Løven symboliserede altid kongelig kraft og styrke. Den tilhørte kattefamilien, og derfor havde den kattens selvstændige natur, og derfor gav den aldrig op i kamp. Muligvis stammer nutidens idé om at løven er dyrenes konge fra det gamle Egypten.

Shabda Brahman
(Sanskrit). Shabda Brahman eller Sabda-Brahman betyder metafysisk lyd eller lydvibration. Shabda eller Sabda står for ord, der er manifesteret ved lyd (mundtligt), og ord har magt til at formidle en bestemt følelse eller mening (Artha). Iflg. Nyaya- og Vaisheshika-skolen er Shabda identisk med ”mundligt udsagn”. Filosofisk set er Sabda et ord, der første gang optræder i Maitri Upanishaden, som omtaler to slags Brahman – Shabda Brahman (Brahman med lyd) og Ashabda Brahman (den lydløse Brahman). Bhartrhari omtaler den skabende kraft Shabda, og Universets mangfoldighed er skabt af Shabda Brahman. I Shatpatha Brahmana sidestilles tale med Brahman. I Purva Mimamsa omtales Shabda Brahman som kosmisk lyd eller det skabende ord, som rummer formler og former. Vedanta beskæftiger sig med Parama Brahman (den universelle virkelighed), som er transcendent og blottet for formler og former. Vedaerne anses ikke som et produkt af konventionelle sprog, men som en udstråling af virkeligheden i form af Shabda (lyd og ord), som er den eneste årsag til al skabelse, og som er evig. Purva Mimamsa er en esoterisk disciplin til åndelig vækst, der realiseres ved hjælp af Shabda Brahman (kosmisk lyd). Målet er at kontrollere sanser og tankesind, og når de er under kontrol, kan de indre subtile lyde realiseres som Shabda Brahman. Det essentielle i klassisk indisk musik, kunst og poesi har udgangspunkt i teorien om Nada Brahman eller Shabda Brahman, som er nært forbundet med den vediske religion. Apara Brahman, der nævnes i Mandukya Upanishad, er Nada Brahman eller Shabda Brahman. På det ultimative niveau af Shabda Brahman vil ord bliver ordløse, og form vil blive formløs, og mangfoldigheden vil smelte sammen i én transcendent bevidsthed, der befinder sig hinsides tankesind og tale.

Shaivisme
(Sanskrit). Shaivisme stammer fra ”saivam”, der betyder ”tændt” i forbindelse med Shiva. Shaivisme er derfor betegnelsen for tilhængere af Shiva. Shaivisme er en af hinduismens fire mest udbredte sekter, som ærer Shiva som Universets højeste bevidsthed. Tilhængere af Shaivisme kaldes ”Shaivas”, ”Saivas” eller ”Shaivites”. Deres tro bygger på, at Shiva er alt og i alt. Shiva er skaberen, beskytteren, nedbryderen, åbenbareren og bevareren af alt, som er. Shaivisme er udbredt i Indien, Nepal og Sri Lanka. Desuden praktiseres Shaivisme i dele af Sydøstasien – især Malaysia, Singapore og Indonesien. Hellig aske bruges som et tegn på Shaivisme. Tilhængere af Shiva bære asken som et mærke på panden og andre dele af kroppen som symbol på ærbødighed. Sanskrit ordene Bhasma og Vibhuti kan begge oversættes som ”hellig aske”. (Se også Vibhuti).

Shaka
(Sanskrit). Shaka i Puranaerne er navnet på den 6. rodraces kontinent – det nye, endnu ikke opdukkede kontinent i Stillehavet. (Se også Rodrace).

Shakta
Se Shaktisme.

Shakti
(Sanskrit). Shakti stammer fra ”shak”, der betyder ”at kunne”, og dermed menes der hellig kraft. I hinduismen er Shakti den oprindelige kosmiske energi, der består af dynamiske kræfter, som strømmer gennem hele Universet. Shakti er betegnelsen for gudernes feminine aspekt eller kraft i den esoteriske fortolkning. I den eksoteriske fortolkning er Shakti gudernes hustruer eller søstre eller begge dele. Man kan også sige, at Shakti er en personificering af stoffets vitaliserende energi eller kraft. På det fysiske plan manifesteres Shakti primært via kvindelig legemliggørelse og skaberkraft (frugtbarhed), men Shakti er også potentielt til stede i umanifesteret form i mænd. Shakti refererer til skabelse, men også til forandringer. Shakti er kosmisk eksistens, men Shakti repræsenterer desuden frigørelse. I sit vigtigste og mest kraftfulde udtryk er den Kundalini-Shakti – den mystiske psykospirituelle kraft i mennesket. Shakti eksisterer i en tilstand af Svatantrya, der er uafhængighed af alt, som er indbyrdes afhængig af alt i Universet. I Shaktism er Shakti tilbedt som den Højeste Skabning. Men i andre hinduistiske traditioner – Shaivisme og Vaishnavism – inkarnerer den aktive feminine energi Shakti i Prakriti via Purusha – og Purusha er Vishnu i Vaishnavismen eller Shiva i Shaivismen. Vishnus feminine modstykke hedder Lakshmi, mes Parvati er Shivas kvindelige halvdel. (Se også Ardhanarishvara, Fohat, Kali, Kriya-Shakti, Kundalini-Shakti, Lakshmi, Parvati, Prakriti, Purusha, Radha, Shaktisme, Shiva, Svatantrya og Vishnu).

Shaktipata
(Sanskrit). Shaktipata eller Saktipat stammer fra ”sakti”, der er ”psykisk energi”, og ”pata”, der betyder ”at falde”. I hinduismen er Shaktipata åndelig energi, som overføres fra én person til en anden. Shaktipat bruges ofte som betegnelse for overførsel af energi fra guru til discipel, f.eks. ved berøring. Shaktipat kan overføres med et helligt ord, et mantra, et blik, en tanke eller en berøring. Det sidste sker som regel ved berøring af Ajna-chakra (det tredje øje) på modtageren. Saktipat betragtes som en velsignelse (Anugraha) fra guruen eller fra det guddommelige. Modtagelsen kan ikke påtvinges af guruen. Modtageren skal være åben for energitilstrømningen, og den kan ikke påtvinges med magt. Guruens eller den guddommelige bevidsthedsenergi kan ikke strømme ind i disciplens sjæl og fremtvinge en indvielse eller en optagelse i guruens åndelige familie. Shaktipat kan sendes personligt og på afstand via en genstand – eksempelvis en blomst eller en frugt – eller via telefon, brev osv. (Se også Ajna-chakra og Anugraha).

Shaktisme
(Sanskrit). Shaktisme stammer fra ”saktam”, som bogstaveligt betyder ”kraftens doktrin” eller ”gudindens doktrin”. Shaktisme er en betegnelse for et religiøst system i hinduismen, hvor der fokuseres på tilbedelse af Shakti eller Devi – hinduernes guddommelige moder. Sammen med Shaivisme og Vaisnavisme, er Shaktisme en af de dominerende religiøse retninger i hinduismen. Shaktism ligner Shaivisme i de filosofiske og praktiske detaljer. En Shakta – dvs. en udøver af Shaktisme – fokuserer primært på tilbedelse af Shakti, som er det dynamiske feminine aspekt af Den Ene. Shiva – det maskuline aspekt – betragtes udelukkende som transcendent, og tilbedelsen af Shiva er normalt henvist til en birolle. I historiens løb har Shaktismen inspireret til store og vigtige værker inden for sanskrit-litteraturen og den hinduistiske filosofi, og Shaktismen har stadig stor indflydelse på nutidens hinduisme. Shaktisme praktiseres på hele det indiske subkontinent i mange former – både tantriske og ikke-tantriske. De to største og mest kendte skoler er Srikula, som har størst indflydelse i det sydlige Indien, og Kalikula, der har indflydelse i det nordlige og østlige Indien. (Se også Shiva, Shaivisme, Shakti og Vaisnavisme).

Shakubuku
(Sanskrit). Shakubuku stammer fra ”shaku”, der betyder ”at bryde” med henvisning til afsporede opfattelser, og ”buku”, der betyder ”at undertrykke” ondskab. Reelt betyder det, at det er rigtigt at gøre andre opmærksom på, at de lever på en forkert måde, og at hjælpe dem tilbage på den rigtige kurs i livet. Shakubuku er derfor betegnelsen for kampen mod vranglære. Det er en metode til udbredelse af buddhismen, som blev praktiseret af Nichiren Daishonin. Metoden kan beskrives som evnen til at modbevise en andens tilknytning til fejlagtige synspunkter og dermed lede modparten til den korrekte buddhistiske forståelse. Shakubuku betragtes derfor som en handling af mod og medfølelse.

Shakya
(Sanskrit). Shakya eller Sakya – Sakiyas, Sakka eller Sakya på pali – var et gammelt folkeslag på det indiske subkontinent i 1. årtusinde f.Kr. Shakya er desuden Buddhas slægtsnavn, og den mest berømte Shakya var uden tvivl Siddhartha Gautama (623-543 f.Kr.), som var grundlægger af buddhismen, og blev kendt som Gautama Buddha. Siddhartha var søn af Suddhodana. (Se også Gautama Buddha).

Shalabhasana
(Sanskrit). Shalabhasana er en yoga-øvelse, der kaldes ”græshoppen, for stillingen kan minde om en græshoppe med løftet bagkrop – dvs. en græshoppe i hvilende stilling, men stillingen er alt andet end afslappende. Shalabhasana er en bagoverbøjet stilling. Selv om øvelsen ikke kræver den samme udholdenhed og fleksibilitet i leddene som de fleste bagoverbøjede stillinger, hvor man er nødt til at skubbe opad mod tyngdekraften eller stå på arme eller ben, kræver Shalabhasana stor styrke. Man er ikke afhængig af støtte fra arme og ben, når man skal løfte sig i Shalabhasana, for i stedet bruger man mave- og rygmuskler, og det medfører, at man ikke kan holde stillingen så længe som i andre bagoverbøjede stillinger. Øvelsen udføres ved, at man ligger på gulvet på maven med ansigtet vendt nedad. Håndfladerne skal vendes opad. Hænderne kan evt. placeres under maven. Åndedrættet forløber sådan: Man tager først en langsom indånding (Puraka), herefter holder man vejret (Kumbhaka) indtil øvelsen er færdig, og til sidst udånder man langsomt. Øvelsen begynder med, at kroppen gøres stiv. Hovedet løftes, og fødderne strækkes. De strakte ben løftes så højt, at lårene og den nederste del af maven også løftes. Stillingen holdes fra 5-30 sek. Benene sænkes langsomt og samtidig udånder man meget langsomt. Øvelsen gentages 6-7 gange. Man kan evt. holde hænderne foran brystet med håndfladerne vendt gulvet, men uden at støtte med hænderne. Shalabhasana bøjer rygsøjlen bagover, og dermed er den en modøvelse til Paschimottanasana, Halasana og Sarvangasana, hvor rygsøjlen bøjes forover. Salabhasana styrker ryggen og udvikler rygmusklerne og den nederste halvdel af kroppen. Øvelsen styrker desuden musklerne i mave, lår og ben.

Shalmali
(Sanskrit). Shalmali nævnes i Puranaerne, hvor Shalmali er navnet på Lemurien – den 3. rodraces kontinent. (Se også Lemurien og Rodrace).

Shaman
(Tungusisk) Shaman eller Sjaman er traditionelt betegnelsen for en såkaldt åndemaner. Ordet stammer fra evinkifolket i Sibirien og betyder ”den, som ved”. I nutiden bruges ordet i en bredere betydning. En shaman er bl.a. i stand til at kontakte indre, usynlige verdener og kommunikere med de afdøde. Metoden er ofte ekstase. Ved hjælp af musik, rytme og hyperventilation – eller ved at tage hallucinerende stoffer – går shamanen i trance, og på den måde skabes der kontakt til andre bevidsthedsplaner. En shaman kan derfor hente meddelelser fra de indre verdener, helbrede m.m., og fungerer som mellemled mellem forskellige bevidsthedsplaner. Shamanisme er et universelt fænomen.

Shamballa
(Sanskrit). Shamballa, Shambala, Sambhala eller Shambhala, som på kinesisk kaldes Xiangbala, er et mytisk skjult rige, der angiveligt ligger i det indre Asien. Shamballa nævnes i forskellige gamle skrifter, bl.a. i Kalachakra Tantra og i de gamle tekster til Zhang Zhung-kulturen, som eksisterede før den tibetanske buddhisme i det vestlige Tibet. Sambhala nævnes også i Puranaerne og andre steder, og det oplyses, at Kalki-avataren eller Messias (jvf. Johannes’ Åbenbaring) vil træde frem fra Sambhala, når tiden er inde. Buddhisterne oplyser, at den næste Buddha – Maitreya – vil komme fra Shamballa. Muligvis er Shangri-La Vestens navn for Shamballa. Senere esoteriske forfattere har understreget og uddybet konceptet af den usynlige lokalitet – bl.a. H.P. Blavatsky. Alice A. Bailey fortæller, at Shamballa er en ekstra-dimensional eller åndelig virkelighed på det æteriske plan, et åndeligt center, hvor den indre verdensstyrelse under ledelse af Sanat Kumara – Planetlogos’ personlighedsaspekt – opholder sig. Shamballa er udtryk for Planetlogos’ viljesaspekt, og i åndsvidenskaben kaldes det ”stedet hvor Guds vilje er kendt”. Hierarkiet eller Det Store Hvide Broderskab repræsenterer planetens hjertecenter, men Hierarkiet er ikke identisk med Shamballa. Shamballa er et højere center, der fungerer som planetens hovedcenter. Shamballa siges at ligge et sted i Gobi-ørkenen. Shamballa eksisterer ikke i tæt fysisk stof, men findes på det højere æteriske plan over Gobi-ørkenen. Shamballa er det sted, hvor den guddommelige vilje er fokuseret, og hvorfra den guddommelige hensigt styres. Det kommer bl.a. til udtryk i racernes og nationernes skæbne og fremskridt. Det samme gælder religiøse bevægelser, civilisationers opståen og forsvinden, kulturelle udfoldelser og åndelige idéer. Der er tre store åndelige centre på Jorden: Shamballa (hovedcenter), Hierarkiet (hjertecentret) og menneskeheden (halscentret).

Shambhavi Mudra
(Sanskrit). Shambhavi er afledt af Shambhu, der refererer til en selvrealiseret tilstand af lyksalighed. Mudra betyder ”tegn” eller ”segl”. Shambhavi Mudra er en yoga-øvelse, hvor der fokuseres på pandecentret mellem øjenbrynene. På samme måde som en signetring præger et tegn på en blød voksagtig overflade, på samme måde præger Shambhavi Mudra et guddommeligt aftryk i den mediterendes bevidsthed, som gradvis forvandles til et billede af det guddommelige. En Mudra er en fysisk eller psykisk teknik, som forsegler eller lukker en energikanal, der sædvanligvis er åben, og dermed fastholdes og recirkuleres kroppens energi, og derfor intensiveres den mediterendes indsats. Shambhavi Mudra er en meditation, der udføres med åbne øjne, og hensigten er at integrere den indre og ydre verden. (Se også Mudra).

Shankaracharya
Se Vedanta.

Shankhaprakshalana
(Sanskrit). Shankhaprakshalana er en Shatkarma-teknik. Det er en af de store Hatha-yoga øvelser, der hører til Dhauti Kriya. Øvelsen er også kendt som Varisara Dhauti. Sanskritordet ”Dhauti” betyder ”indre vask” og ”Vari” betyder ”vand”. Det er imidlertid mere almindeligt at bruge udtrykket Shankhaprakshalana. ”Shankha” betyder ”konkylie” på grund af et konkylies lighed med mave og tarme, og Prakshalana betyder ”rengøring”. Shankhaprakshalana er ikke bare en øvelse, hvor man renser mave og tarme. Shankhaprakshalana giver en virkelig grundig udrensning, der påvirker lungerne, nervesystemet, huden, sinus-området – ja hele kroppen – og processen fortsætter, når man følger anvisningerne for speciel mad og yoga-øvelser. På den måde skabes der en reduktion af mange sygdomstilstande. Shankhaprakshalana medfører store ændringer i systemet, og derfor kan det ikke anbefales at udføre Shankhaprakshalana ofte. Hvis der er tale om raske mennesker, er en eller to gange om året tilstrækkelig. Mennesker med sygdomme som f.eks. diabetes, astma, mild forstoppelse kan udføre øvelsen oftere. Shankhaprakshalana skal altid udføres uden kyndig vejledning. Shankhaprakshalana er ikke bare en øvelse, der tager 3-4 timer på en ugentlig fridag. Øvelsen er faktisk et komplet fysiologisk eftersyn. Det begynder natten før øvelsen, hvor man spiser et let måltid. Næste morgen tages der et tidligt bad, for det er ikke tilladt at gå i bad under eller efter Shankhaprakshalana. Shankhaprakshalana udføres ved at drikke adskillige glas lunkent saltvand og skylle det ud ved toiletbesøg efter en serie yoga-øvelser (Asanas), og i processen renses maven og tarmsystemet. Øvelsen udføres ved at drikke lunkent saltvand og udfører bestemte øvelser, indtil man skal på toilettet. Vandet skal indeholde omkring en eller to teskefulde salt til en halv liter vand. Efter toiletbesøget udfører man igen en serie øvelser, drikker mere saltvand, går på toilettet osv. indtil det vand, der kommer ud i toilettet er lige så rent, som det, der drikkes. Når øvelsen er slut, skal man udføre Kunjal Kriya og Neti Kriya, og derefter skal man have 30-45 minutters hvile. Man skal undgå at falde i søvn under hvilen, for det medfører ophør af tarmaktiviteten. Efter hvilen skal man spise en portion kogte ris, der er blandet med 2-3 teskefulde smør, for at genskabe tarmenes elasticitet. I løbet af eftermiddagen skal der drikkes en god mængde vand. Ingen anden mad, drikke, slik, osv. er tilladt i nogen form. (Se også Antar Dhauti, Danda Dhauti, Danta Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Kunjal Kriya, Neti Kriya, Tridosha, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Sharira
(Sanskrit). Sharira betyder ”legeme” eller ”hylster”. Iflg. åndsvidenskaben beliver levende skabninger en række legemer, der består af psykospirituelle bestanddele. Hvert af de subtile legemer svarer til et subtilt eksistensplan, som i tæthed kulminerer i den faste fysiske form. Legemerne er omtalt under forskellige navne i forskellige åndelige traditioner. I sufismen er Wujud al-Aqdas ”det allerhelligste legeme”, og Jism Asli Haqiqi er et ”overjordisk legeme”. I tibetansk buddhisme tales der om ”diamantlegemet”, og i taoisme og Vajrayana omtales ”lyslegemet” eller ”regnbuelegemet”. I Kriya Yoga beskrives ”lyksalighedslegemet”, og i Hermetismen er det ”udødelighedens legeme” – Soma Athanaton. De subtile legemers forskellige egenskaber er ofte beskrevet i form af uigennemskuelig symbolik. Tantra henviser f.eks. til Solen og Månen og forskellige indiske floder og guddomme, mens taoistisk alkymi taler om heksekedler og cinnober-marker. I Den Hemmelige Lære kombinerede H.P. Blavatsky de vedantiske fem Koshaer med vestlige esoteriske traditioner (navnlig nyplatonismen), og først henviste hun til tre subtile legemer: 1) Linga Sharira – dubletten/astrallegemet, 2) Mayavirupa – illusionslegemet og 3) Kausallegeme – sjælslegemet. Linga Sharira eller astrallegemet kaldte hun desuden ”den usynlige dublet”, men i andre forbindelser bruges betegnelsen om æterlegemet, der er en støbeform for menneskets fysiske legeme. Æterlegemet kan udskilles eller projiceres på begrænset afstand af det fysiske legeme – f.eks. ved bedøvelse. Ved døden kasseres æterlegemet sammen med det fysiske legeme, og sammen går de i opløsning. Mayavirupa havde iflg. H.P. Blavatsky en dobbelt funktion, for det var både legeme for tankesindet og begærlivet. Den højere del af legemet, som indeholder de åndelige kvaliteter, der indsamles i inkarnationens løb, integreres efter døden i kausallegemet, mens den lavere del, som indeholder animalske elementer, danner Kama-Rupa legemet. Senere blev forskningen yderligere systematiseret af C.W. Leadbeater og Annie Besant. Eksempelvis opdelte de H.P. Blavatskys dobbelte Mayavirupa i to forskellige legemer – astrallegemet (følelseslegemet) og mentallegemet (tankelegemet). Desuden omdefinerede de nogle forudsætninger. Linga Sarira, som nogle gange blev kaldt astrallegemet af H.P. Blavatsky, blev af Annie Besant og C.W. Leadbeater kategoriseret som den æteriske dublet. Menneskets subtile legemer er derfor: 1) Æterlegemet (prana). 2) Astrallegemet (følelser og begær). 3) Mentallegemet (det lavere konkrete tankesind). 4) Kausallegeme (det højere abstrakte tankesind). Hvert legeme har sin separate aura og hver især sine chakraer, der svarer til et specifikt eksistens- og bevidsthedsplan. Kategoriseringen blev videreført af Alice A. Bailey, som fik den bekræftet af den tibetanske mester Djwhal Khul. Æterlegemet er blevet videnskabeligt dokumenteret ved hjælp af Kirlian-fotografi og Kilner-skærme. I Rudolf Steiners antroposofiske beskrivelse af mennesket omtales sædvanligvis kun æterlegemet og astrallegemet, men Rudolf Steiner brugte desuden en tredobbelt klassificering af krop, sjæl og ånd og en syvfoldig og nifoldig beskrivelse. (Se også Kama-Rupa, Kausallegeme, Mayavirupa, Prana og Principper).

Shashankasana
(Sanskrit). Shashank betyder ”Månen”, og ”asana” betyder ”øvelse” eller ”stilling”. Men Shashank består af to ord – ”Shash”, der betyder ”hare”, og ”ank”, der betyder ”skød”. Shashankasana er derfor yoga-øvelsen haren, for Shashankasana ligner en siddende hare. Det er en øvelse, der hjælper med at berolige nerverne, reducere stress og angst og forbedre hukommelse og koncentration. Shashankasana eller harestillingen er en modøvelse til Ustrasana (kamelstillingen), for kamelstillingen er en bagoverbøjet stilling, mens harestillingen er foroverbøjet. Man sidder i Vajrasana – diamantstillingen. Hals og ryg holdes lige. Øjnene lukkes, og der fokuseres på vejrtrækningen, mens den falder til ro. Med venstre hånd gribes der fat om håndleddet på højre hånd omme bag ryggen. Der tages nu en dyb indånding, og mens man langsomt ånder ud, bøjer man sig forover indtil hovedet rører gulvet. I denne stilling trækkes vejret normalt, mens koncentrationen fokuseres i ryggen bag navlen (Manipura). Man bliver liggende i stillingen i 3 min. eller længere. Derefter vender man tilbage til siddende stilling med lukkede øjne. Kroppen holdes i fuldstændig ro, mens bevidstheden udvides til at fylde hele kroppen, som opleves i sin helhed indefra. (Se også Diamantstillingen, Ustrasana og Vajrasana).

Shastra
(Sanskrit). Shastra stammer fra ”sastra”, der betyder ”forskrift” og ”belæring”. Shastra henviser til en kategori af hinduistisk religiøs, filosofisk og videnskabelig litteratur. En shastra-tekst kan derfor kategoriseres som en lærebog eller håndbog i en religiøs eller videnskabelig disciplin. For det religiøse liv i hinduismen har Dharmashastra-værkerne spillet en stor rolle. Det er håndbøger i Dharma (lov og orden) i videste forstand, og de behandler f.eks. forskellige samfundsklassers religiøse og sociale pligter. Det mest berømte Dharmashastra-værk er Manavadharmashastra fra omkring 100-tallet e.Kr. I det væsentlige er Shaastra den viden, der er baseret på principper, der betragtes som tidløse. I buddhismen er en Shastra ofte en kommentar til en original tekst, der er skrevet på et senere tidspunkt for at forklare en tidligere skrift eller Sutra. (Se også Grihya og Sutra).

Shatkarma
(Sanskrit). Shatkarma er betegnelsen for seks yogateknikker til renselse af kroppen: Neti, Dhauti, Nauli, Basti, Trataka og Kapalbhati. (Se også Antar Dhauti, Danda Dhauti, Danta Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman Dhauti, Varisara Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Shatkona
(Sanskrit). Shatkona er et symbol, der anvendes i hinduernes Yantra. Det repræsenterer foreningen af det maskuline og det feminine princip. Mere specifikt repræsenterer det Purusha (den højeste skabning) og Prakriti (moder natur eller den kausale substans), der ofte vises som Shiva og Shakti. Shatkona er et heksagram, og det er forbundet med Murugan, der er søn af Shiva og Shakti. Stilmæssigt er Shatkona næsten identisk med Davidsstjernen. Shatkona består af to trikonaer (triangler), hvor Shiva symboliseres af trianglen med spidsen opad og Shakti af trianglen med spidsen nedad. Shiva repræsenterer guddommens maskuline aspekt og Parashiva, der er Shivas altgennemtrængende mystiske form, som er uden kvaliteter. Shakti repræsenterer guddommens feminine aspekt og Parashakti, som er Shivas kraft. Den opadvendte trekant kan desuden repræsentere Purusha (den højeste skabning) og den nedadvendte kan være symbol på Prakriti eller det skabte univers. Når trianglerne overlapper hinanden, minder de om den ene Gud, som hverken er mand eller kvinde, men forener dualiteterne. Symbolet vises bl.a. med de tolv kronblade i Anahata-chakra eller hjertechakraet. Som nævnt er Shatkona et heksagram, og symbolikken kendes fra rituel magi. Shatkona er kombinationen af Shiva, der repræsenterer ildelementet, og Shakti, der repræsenterer vandelementet. Foreningen af ild og vand eller af mand og kvinde er symboliseret af hjertechakraet, for hjertechakraet eller Anahata-chakra er relateret til kærlighed, balance og forening. (Se også Anahata-chakra, Hjertechakra, Murugan, Prakriti, Shakti, Shiva og Yantra).

Shatsampatti
(Sanskrit). Shatsampatti er det 3. stadie på discipelskabets vej, og Shatsampatti består de seks egenskaber: a) Sama: Koncentration og evnen til fast fokusering af tankesindet. b) Dama: Kontrol over sanser og handling. c) Uparati: Manglende interesse for ydre begivenheder og eksterne genstande. d) Titiksha: Udholdenhed i forbindelse med modgang og lidelser. e) Shraddha: Tro eller fast overbevisning om sjælens eksistens og den esoteriske lære. f) Samadhana: Målbevidsthed i stræben mod Den Ene. (Se også Dama, Discipel, Sama, Samadhana, Shraddha, Titiksha, Upacharo og Uparati).

Shauca
(Sanskrit). Shauca er renhed eller renvaskelse. Problemer med det fysiske system har alvorlig indflydelse på tankesindet, og medfører uklar tænkning og forskellige andre lidelser. Opretholdelse af fysisk sundhed er afgørende, hvis man ønsker trivsel og tilfredshed hele livet. Selvom døden selvfølgelig er uundgåeligt, vil bevarelse af kontrol over evner og sanser til det sidste unægteligt være gavnlig. Shaucha handler om udrensning af hele mennesket: Krop, sind og omgivelser. Yama, Niyama, Asana og Pranayama renser krop og sind for giftstoffer. Kriyaer eller Shatkarma forstærker udrensningsprocesserne ved at afbalancere de tre Doshaer, der også er kendt som Tridosha: Vata, Pitta og Kapha. Alle mennesker har allerede integreret nogle af de fysiske Kriyaer i deres liv gennem almindelige aktiviteter som badning, tandbørstning o.l. – eller for nogle fås vedkommende renselse af bihulerne med saltvand ved at praktisere Neti. Mental renhed kan også opretholdes ved at praktisere Trataka-kriya, en øjenøvelse, der supplerer koncentrationsøvelsen Dharana. (Se også Dharana, Neti, Trataka og Tridosha).

Sheetali Pranayama
Se Seetkari Pranayama.

Shekinah
(Hebraisk). Shekinah betyder at ”bo”, ”bebo”, ”bosætte” eller ”ophold”. Hos jøderne relateres Shekinah til Guds nærvær. Shekinah var f.eks. til stede i Jerusalems tempel. Mishkan, ordet for tabernakel, er afledt af samme rod og bruges i betydningen ”bolig” i Bibelen – f.eks. Salme 132:5. I overensstemmelse med klassisk jødisk tænkning refererer Shekinah på en særlig måde til begrebet bolig eller at bosætte sig, for det henviser til guddommelig tilstedeværelse. Nogle kristne teologer forbinder begrebet Shekinah til det græske udtryk ”Parousia”, som betyder ”tilstedeværelse” og ”ankomst”, som i Det Nye Testamente anvendes på en lignende måde for ”guddommelige tilstedeværelse”. Nogle mener, at Shekinah repræsentere de feminine egenskaber ved Guds nærvær, for Shekinah er et feminint ord på hebraisk – navnlig på grundlag af læsning i Talmud.

Shimasana
(Sanskrit). Shimasana er en yoga-øvelse eller en Bandha, der kaldes ”løven” eller ”løvestillingen”. I Shimasana sidder man på benene med samlede knæ, og fødderne danner en skål under ballerne. Det er en siddende stilling, der kaldes ”diamantstillingen”. Herefter spreder man knæene, og med strakte arme anbringer man håndfladerne mellem knæene med fingrene vendt ind mod kroppen. Hovedet er hængende og foroverbøjet. Nu tager man en dyb indånding, mens hovedet løftes langt bagover, og øjnene ser op mod centret mellem øjenbrynene. Tungen strækkes så langt ud af munden og ned mod hagen som muligt. Herefter ånder man ud, samtidig med at man under hele udåndingen siger en lang, dyb og kraftig lyd – som en brølende løve. Ved slutningen af udåndingen slapper man af og lader igen hovedet hænge forover. Øvelsen gentages 5-10 gange.

Shishya
(Sanskrit). Shishya eller Sisya er betegnelsen for en discipel eller en studerende. Guru-Shishya traditionen findes i indisk kultur og religion eksempelvis som hinduisme, sikhisme, jainisme og buddhisme. I Indien er der en tradition for åndeligt vejledning, hvor lærdom overføres fra en guru (lærer) til en Shishya (discipel) eller Chela (elev). Relationen bygger på guruens ægthed og disciplens respekt, engagement, hengivenhed og lydighed, som er en forudsætning for at kunne formidle den subtile eller avancerede åndelige viden, som gradvis vil medføre, at den studerende mestrer den viden, som legemliggøres af guruen.

Shiva
(Sanskrit). Shiva, der betyder ”den lovende”, er en maskulin hinduistisk guddom. Han betragtes som den øverste guddom i Shaivismen, og en af de tre mest indflydelsesrige i hinduernes Trimurti. I andre grene af hinduisme – f.eks. i Smarta-traditionen – betragtes Shiva som en af Guds fem primære skikkelser. Han er ”nedbryderen” eller ”omformeren” i den hinduistiske Trimurti, der omfatter de tre primære aspekter af den guddommelige Treenighed. Shiva beskrives som en alvidende yogi, der lever et asketisk liv på Mount Kailash sammen med sin hustru gudinden Lakshmi. Shiva har mange både velgørende og frygtindgydende skikkelser. Ofte vises han i dyb meditation sammen med sin hustru og sine børn. Andre gange er han den kosmiske danser. I de mere drabelige aspekter afbildes han ofte, mens han dræber dæmoner. (Se også Lakshmi og Shaivisme).

Shraddha
(Sanskrit). Shraddha kan ikke umiddelbart oversættes til et vesterlandsk begreb, men Shraddha oversættes ofte med ”tro”, ”tillid” eller ”ærbødighed”. Shraddha er desuden betegnelsen for et hindu-ritual, der udføres til ære for de afdøde – navnlig afdøde forældre. Shraddha er desuden et pigenavn i Indien.

Shrauta
(Sanskrit). Shrauta eller Srauta er Devanagari-traditioner, der er gamle rituelle traditioner i hinduistisk vedisk religion, der er baseret på Shruti-litteraturen. Ritualerne praktiseres stadig i Indien, selv om det kun er af et lille mindretal. Shrauta-traditionen lægger først og fremmest vægt på udførelsen af ritualer i stedet for på overbevisninger. Ritualerne i Shrauta-traditionen består hovedsageligt af Yajna. Yajna er opdelt i to kategorier – Nitya-karma og Kaamya-karma. Nitya-karma henviser til de Yajnaer, der skal udføres dagligt eller ved lejlighed. Kaamya-karma henviser til de Yajnaer, der udføres med et bestemt formål – f.eks. Putrakameshti. (Se også Grihya, Putrakameshti, Shruti og Yajna).

Shravaka
(Sanskrit). Shravaka, Shravaka eller Savaka på pali betyder ”tilhøreren”, men bruges også mere generelt om en discipel. Shravaka er en studerende, der deltager i en esoterisk undervisning. Når studerende går fra teori til praksis eller udøvelse af askese, bliver de en Shramana. I jainisme kaldes enhver studerende for en Shravaka, men i buddhismen er udtrykket mange gange forbeholdt udvalgte disciple af Buddha.

Shri
(Sanskrit). Shri, Sri eller Shri er en titel, der betyder ”herre”. Titlen stammer fra sanskritordet Sriman, som muligvis er afledt fra den puraniske opfattelse af velstand. På det indiske subkontinent er Shri en høflig tiltaleform, der svarer til det engelske ”Mr.” og som muligvis etymologisk er knyttet til ”Sir”. Shri er desuden en titel, der bruges for at vise ærefrygt for hinduistiske guder, og derfor oversættes Shri normalt med ”hellig”. Hvis Shri står alene og ikke efterfølges af et navn, henviser det til Universets øverste bevidsthed dvs. Gud. Shri Devi (eller simpelthen Shri), er et andet navn for gudinden Lakshmi, der er Vishnus hustru. Hun er devi (gudinde) for rigdom iflg. den hinduistiske tro. (Se også Lakshmi).

Shruti
(Sanskrit). Shruti betyder ”hørelse” eller ”lytte”. Shruti staves ofte Sruti eller Sruthi hovedsageligt i det sydlige Indien. Shruti er hovedbestanddelen i de hellige tekster, der omfatter hinduismens centrale kanon, og som er en af de tre vigtigste kilder til Dharma. De hellige værker omfatter en stor del af hinduismens historie, der begynder med nogle af de tidligst kendte hindutekster og slutter i den tidlige nutidige periode med de senere Upanishader. Litteraturen adskiller sig fra andre kilder til hinduistisk filosofi – især Smriti, der betyder ”husket tekst”, på grund af Shrutis rent guddommelige oprindelse. Troen på teksternes guddommelighed er særligt frem-trædende i Mimamsa-traditionen. I den indledende litteratur mener man, at den er en direkte åbenbaring af ”kosmiske lyd og sandhed”, der blev hørt af de gamle Rishier (vismænd), som derefter oversatte det, de havde hørt, til noget forståeligt for mennesker. Shruti og Smriti repræsenterer en kategori af tekster, der bruges til at sammenfatte hinduistisk filosofi. Men de afspejler hver især en særlig relation, man kan få til materialet. Shruti betragtes udelukkende som tekster af guddommelig oprindelse. På grund af den guddommelige kilde, er de bevaret som en helhed i stedet for vers for vers. Smriti indeholder al den viden, der er blevet fortolket og nedskrevet på grundlag af Shruti, allerede da det blevet modtaget af de oplyste Rishier. Med andre ord er Smriti ikke af guddommelig oprindelse, men er ”husket tekst”, som Rishierne overleverede til deres tilhængere, og som blev videregivet af dem. I nogle af Smriti-teksterne bliver man mindet om den guddommelige natur i Shruti-teksterne, for hvis der er interessekonflikter mellem de to, vil Shruti altid underkende Smriti. (Se også Dharma, Rishi og Smriti).

Shu
(Egyptologi). Øverst i de gamle egypteres gudehierarki bestod af triaden Atum, Ptah og Khnum, som tilsammen var symbol på Den Ene. Triaden manifesterede lyset, som bestod af triaden Ra (Solen), og Ras ”børn” var guden Shu (atmosfæren) og gudinden Tefnut (fugtigheden). Åndsviden-skaben fortolker desuden Shu og Tefnut som solenergi eller lys, der kan opdeles i henholdsvis lys som bølge (Shu) og lys som partikel (Tefnut) samt Ra som syntesen af lysets bølger og lysets partikel. Alt i manifestationen rummer tre aspekter i sin natur: Liv, stof og bevidsthed – eller en fader, en moder og en søn. Det samme gælder Ra, Shu og Tefnut. Naturvidenskaben bekræfter, at lys ikke bare er lys, for lyset er dualt. Lyset opfører sig både som en elektromagnetisk bølge, og som en lyspartikel – dvs. som stof. Det gamle Egyptens vismænd kendte lysets trefoldighed, og symboliserede lysets udstrålende energi – den maskuline, udstrålende livskraft – med gudesønnen Shu. Han repræsenterede lyset som elektromagnetisk bølge. Modergudinden Tefnut var lysets formside – altså den feminine, livsform. Hun var lyset som partikel. (Se også Maat, Ra og Tefnut).

Shudra
(Sanskrit). Shudra er betegnelsen for de kasteløse, der er Indiens laveste samfundsklasse. Den består af arbejdere og tjenestefolk. Samfundet var tidligere opdelt i fire Varnaer eller Chaturvarna, og Shudra var den fjerde Varna iflg. Purusha Sukta i Rig Veda. De øvrige tre Varnaer var: 1) Braminer-kasten (præsterne). 2) Kshatriya-kasten (konger, guvernører og soldater). 3) Vaishya-kasten (landmænd, kvægavlere, hyrder, håndværkere og købmænd). Iflg. de gamle tekster, udførte Shudra-kasten funktioner for de tre andre Varnaer. Varna-systemet blev for usmidigt i den sene vediske periode, og i nutidens indiske samfund, har regeringen ved lov afskaffet forskellene mellem de forskellige kaster. (Se også Varna).

Shukra
(Sanskrit). Shukra er navnet på planeten Venus. Shukra Sukra betyder ”klar”, ”rene” eller ”lysende klarhed”. Det er navnet på Bhrigus søn, der var lærer for Daityaerne og guru for Asuraerne, og Shukra identificeres med planeten Venus. (Se også Asura og Daitya).

Shunya
(Sanskrit). Shunya, Sunyata eller Sunnata på pali oversættes sædvanligvis med ”tomhed” eller ”intethed”, men i buddhismen menes der en tomhed, der potentielt rummer alt, eller den ubegrænsethed, der eksisterede før det skabte. Skabelsen er udtryk for, at det ubegrænsede skaber en begrænsning, som kaldes Universet. Det tidløse skaber tiden, det rumløse skaber rummet, det formløse skaber formerne, og det evige manifesterer det forgængelige. Shunya kan derfor kaldes fravær af alle skabte fænomener i Universet. Shunya er et supplement til de buddhistiske begreber Anatman og Anatta (pali), der kan oversættes med ”ikke-selv”. I Shunya-yoga arbejdes der med udvidelse af bevidstheden og frihed fra alle årsager til lidelse, som stammer fra identifikation med former og fænomener. Den første fase i Shunya-yoga involverer rensning af tankesindets og kroppens energier, og fasen er en forberedelse til meditation. Meditation er en proces, hvor aktiviteten i tankesindet falder til ro, og samtidig får man indsigt i psykens funktioner. Når tankesindets sø er blevet stille, når overfladen er spejlblank og uden den mindste krusning fra tankestrømme, ser man direkte ind det, der befinder sig hinsides tankesindet. Man erfarer selve kernen, i den man er. Herinde er der tidløshed og grænseløshed. Der er ingen begyndelse og slutning – ingen fødsel og død. Det er en bevidsthedstilstand, hvor den individuelle bevidsthed smelter sammen med det uendelige. Efter erkendelsen af altings enhed (Nirvikalpa Samadhi), begynder den sidste fase af Shunya-yoga. Indsigten skal integreres i dagligdagen, for der findes ingen frihed uden for livet, og der findes heller ikke liv uden frihed. Udviklingsvejen forsvinder sporløst, og livet bliver et ubesværet udtryk for menneskets sande natur, fordi det fungerer i et direkte fællesskab med hele eksistensen. Det er den tilstand, som buddhisterne kalder Sahaja Samadhi – spontan oplysning. (Se også Agni, Bhumi, Jala, Panchamahabhuta og Vayu).

Siddha
(Sanskrit). Siddha betyder ”de fuldkomne”, og ordet henviser til yogier, der er nået til et fuldkomment stadie. Siddhaerne er befriede sjæle, for de har afsluttet cyklusserne af fødsel og død. De har nået en ultimativ tilstand af frihed, for de har ingen karma, og at de skaber ikke ny karma. Det er en tilstand af ægte frihed, som kaldes Moksha. De har ingen lidenskaber, og derfor er de fri for alle fristelser. Siddhaer er mennesker, der ikke har fysiske legemer, for de er sjæle i den reneste form. I Jain-kosmologien befinder Siddhaerne sig i Siddhashila, der ligger på toppen af Universet. I hinduistisk kosmologi er Siddhaloka en subtil verden (Loka), hvor fuldkomne skabninger befinder sig, og de er udstyret med de otte primære Siddhier (psykiske evner) ved fødslen. (Se også Loka, Moksha og Siddhi).

Siddha Yoni Asana
(Sanskrit). Yoni betyder ”livmoder” eller ”kilde”. Siddha Yoni Asana er betegnelsen for den kvindelige variant af meditationsstillingen Siddhasana. I Siddha Yoni Asana presses hælen mod indgangen til vagina. Øvelsen udføres ved, at man sidder på gulvet med benene strakt frem foran sig. Herefter bøjes højre ben, og fodsålen på højre fod anbringes, så den er i kontakt med indersiden af venstre lår. Tilpas højre hæls stilling, så den presser ind mod forsiden af vagina – de store kønslæber (labia majora). Juster kropstillingen, indtil stillingen føles komfortabel, men samtidig skal presset fra højre hæl kunne føles. Bøj derefter venstre ben og placer venstre fod på toppen af højre læg. Skub forsigtigt tæerne på venstre fod ind i mellemrummet mellem højre læg og lår. Træk tæerne på højre fod opad ind i mellemrummet mellem venstre læg og lår. Juster kropsstillingen, indtil stillingen føles komfortabel. Sørg for, at knæene er solidt plantet på gulvet. Sørg for at ryg og hoved holdes lige. Luk øjnene og forestil dig, at kroppen sidder fast i jorden, som om den var et træ med dybe rødder. Siddha Yoni Asana er en stilling, der stimulerer Mooladhara-chakra. Stillingen anbefales til kvinder, fordi Mooladhara-chakra er placeret lidt anderledes end hos mænd. Chakraet har direkte indflydelse på det kvindelige reproduktive system. Det hjælper udøveren til at få kontrol over de neuropsykiske impulser, der er forbundet med Mooladhara-chakra og de fysiske kønsorganer. (Se også Mooladhara-chakra og Siddhansana).

Siddhartha
(Sanskrit). Siddhasana er en siddende meditationsstilling, hvor hælen presses mod mellemkødet for at stimulere Mooladhara-chakra. Stillingen kaldes også ”mesterens stilling” eller ”den perfekte stilling”. Når man sidder i stillingen, skal man ikke presse eller tvinge kroppen. Man skal være opmærksom på de følelser, som kropsholdning skaber i forskellige dele af kroppen. Tankesindet skal følge kroppens bevægelser. Man sætter venstre hæl ved anus, og højre hæl placeres ved roden af kønsdelene. Knæene skal hvile på gulvet, og hælene hviler på hinanden. Hænderne kan placeres på knæene. Øvelsen hjælper med at skabe koncentration og klarhed i sindet og den forbedrer hukommelsen og fordøjelsen. (Se også Mooladhara-chakra og Siddha Yoni Asana).

Siddhasana
(Sanskrit). Siddhasana er en siddende meditationsstilling, hvor hælen presses mod mellemkødet (og stimulerer mooladhara chakra). Denne stilling kaldes også mesterens stilling eller "den perfekte stilling".

Siddhi
(Sanskrit). Siddhi er betegnelsen for metafysiske eller paranormale evner. Der er to slags Siddhi – de lavere, grovere psykiske og mentale evner, og den højere udvikling af de åndelige evner. Siddhi hedder Iddhi på pali. Videnskaben om Siddhier eller psykiske sanser og kræfter, har været kendt i hele verden i tusindvis af år. Evnerne kan udvikles naturligt, ved at praktisere bestemte teknikker, eller i samarbejde med en kyndig guru. (Se også Siddha).

Sila
(Sanskrit). Sila oversættes sædvanligvis med ”moral”, og i buddhismen er Sila en af tre teknikker på den ædle ottefoldige vej. Sila er en adfærdskodeks, der forpligter til harmoni og selvbeherskelse baseret på princippet om ikke-vold eller frihed fra at forårsage skade. Sila beskrives ofte med ord som ”dyd”, ”etik”, ”moral”, ”disciplin” og ”påbud”, men Sila er først og fremmest en indre, bevidst og integreret etisk adfærd, der er i overensstemmelse med den forpligtelse, man påtog sig, da man valgte discipelskabets vej. Sila er derfor et indre etisk kompas, der ikke umiddelbart kan oversættes med nutidens begreber ”dyd” eller ”moral”, som primært hentyder til lydighed, ydre pligter, overholdelse af regler og forventet adfærd. Sila er forbundet med et andet sanskritord, Samadhana, som betyder ”harmoni” eller ”koordinering”. Sila henviser også til en helhjertet holdning til alt, hvad der er sundt og godt. To aspekter af Sila er afgørende for disciplens uddannelse: Caritta – rigtige valg, og Varitta – rigtige fravalg. Respekt for de forskrifter, der kræves iflg. Sila, betragtes som Mahadana – dvs. en ”stor gave” til andre, fordi det skaber en atmosfære af tillid, respekt og sikkerhed. Det betyder, at man ikke udgør nogen trussel mod et andet menneskes liv, ejendom, familie, rettigheder eller velfærd.

Silabbataparamasa
(Sanskrit). Silabbataparamasa betyder ”overtro”, men generelt henviser Silabbataparamasa til accept af og deltagelse i forkerte ritualer og ceremonier. At tro, at en forkert praksis er en rigtig praksis kaldes Silabbataparamasa, for det medfører, at man tror, opretholder eller direkte støtter en forkert tro i praksis. Iflg. Buddhas lære er den ottefoldige ædle vej den rigtige, og det vil være forkert at vælge og praktisere en anden udviklingsvej. (Se også Ashtanga yoga og Benares-talen).

Sind
Udover evnen til at føle (Kama) er tænkeevnen en af sindets egenskaber, som er identisk med Manas. Manas oversættes hyppigst ved ”tanke”, ”tænkning”, ”tænker” o.l., men udover selve tænkeevnen omfatter Manas både selvopfattelsen og forestillingsevnen, og derfor er menneskets tænkeevne ikke en dækkende betegnelse. I åndsvidenskaben bruges ordet sind ofte som udtryk for både tanker og følelser, mens tankesind henviser til den del af sindet, man tænker med.

Sinuhe
(Egyptologi). Fortællingen om Sinuhe, der blev forfattet i Mellemste Rige, var i særlig grad populær i det gamle Egypten – selv 800 år efter fortællingens første udgivelse. Elever hos de egyptiske skrivere kopierede eksempelvis passager fra historien om Sinuhe. Fortællingen fortjente tilsyneladende den store berømmelse, for Rudyard Kipling udtalte engang, at historien hører til blandt verdenslitteraturens mesterstykker. Sinuhe er en biografi om en egypter ved faraos hof under Amenemhet I. Sinuhe flygtede fra Egypten i forbindelse med faraoens død af frygt for at blive indblandet i de politiske problemer, som han forventede ville opstå i forbindelse med arvefølgen. Sinuhe rejste gennem Deltaet, og det lykkedes ham at narre vagterne ved grænsen. Han fortsatte over landtangen ved Suez og videre ind i ørkenen, hvor han næsten døde af tørst. Men beduinerne fandt ham. De tog sig af ham, og de blev hans venner. Han rejste med dem rundt i ørkenen, stiftede familie og blev til sidst stammens leder. Men han kunne ikke glemme sit hjemland. Han fik hjemve, og da et dekret benådede ham, vendte han hjem til den nye farao, Sesostris I.

Sirshasana
(Sanskrit). Sirshasana stammer fra ”shirsha”, der betyder ”hoved”, og ”asana”, der betyder ”stilling”. Sirshasana er en yogastilling, der kaldes ”hovedstilling” eller ”hovedstand”. I Sirshasana står man på hovedet, og kroppen holdes strakt og oprejst støttet af underarmene og balancerende på issen på toppen af hovedet. Sirshasana betragtes som en af de vigtigste yogastillinger. Sirshasana kaldes yoga-stillingernes ”konge”, for hovedstand er angiveligt en ”kur mod alle sygdomme”. Sirshasana gavner de endokrine kirtler og fordøjelsessystemet. Den hjælper med at pumpe blodet hurtigt til hjertet og forbedrer strømmen af væsker gennem lymfesystemets kanaler. Den hjælper desuden kroppen til effektiv optagelse af næringsstoffer og fjernelse af affald. Øvelsen udføres ved at man folder et tæppe og dannet et blødt men alligevel fast underlag. Herefter sidder man på knæ, og man laver en fingerlås ved at flette fingrene. Hænderne med de flettede fingre anbringes på underlaget og toppen af hovedet placeres mellem hænderne i fingerlåsen. Begge ben løftes langsomt indtil de står lodret. Stillingen holdes så længe, det er muligt – gerne i 5-10 minutter. Man kan lære øvelsen ved i begyndelsen at øve den op ad en væg og evt. ved at få hjælp af en ven, indtil man lærer at holde balancen.

Sjakal
(Egyptologi). Sjakalen er det symbolske udtryk for den egyptiske gud Anubis, der ses over alt og i alle tider i Egyptens lange udvikling. Den virkelige sjakal findes ikke i Egypten, og derfor har zoologer valgt at acceptere en populær teori, og har valgt at kalde de omstrejfende hunde for ”egyptiske sjakaler” – altså dyr, der minder om ulve. Den egyptiske ”sjakal” har lange, spidse ører og snude, smidig krop og en busket hale. Hundene er mere eller mindre en udgave af ”canis lupaster”, der tidligere var mere almindelig. Egyptiske tekster beskriver den vilde hunds hurtighed, når den ”løber på lette poter på udkig efter rov, og den kan løbe rundt om Jorden på et minut”. De vilde hunde levede på grænsen mellem den tørre, livløse ørken og den frodige, grønne Nildal, og hundene levede derfor symbolsk på grænsen mellem livet og døden. Anubis og sjakalen blev derfor balsameringens herre, der herskede over dødsprocessen og overgangen til livet efter livet. Det fysiske liv er en skole, og livets mange kriser og prøver er opgaver, der skal løses på menneskets lange udviklingsvej i livenes løb. Livets prøver er små indvielser, på samme måde som døden er den store indvielse. Derfor var Anubis også indvielsernes gud, og det var hierofanter i gudens skikkelse og udstyret med sorte sjakalmasker, der varetog indvielsesprøverne i tempeluddannelsen. Og derfor kaldte de gamle egyptere Anubis for ”vejens åbner”. (Se også Anubis og Hierofant).

Sjisjak
Se Seshonq.

Sjæl
Sjælen har mange betegnelser i åndsvidenskabelig litteratur. Overordnet kan man sige, at sjælen er menneskets bevidsthed. Mennesket er en sjæl, og derfor er mennesket bevidsthed. Man skelner imidlertid mellem den guddommelige sjæl på sjælsplanet eller kausalplanet (mentalplanets tre øverste underplaner) og den inkarnerede sjæl og bevidsthed i personligheden. Sjælen på kausalplanet lever frigjort fra livet i de tre lavere verdener (den fysiske, astrale og mentale verden), mens den inkarnerede sjæl er indhyllet i og begrænset af legemerne i de tre verdener. Den del af sjælen, der er forankret i hjernen og fungerer via nervesystemet, er ofte uvidende om sin guddommelige oprindelse, fordi det fysiske, astrale og mentale legeme, som den er inkarneret i, begrænser bevidstheden. Videnskaben om sjælskontakt (meditation) er netop en bestræbelse på at løfte vibrationerne i de tre legemer, og på den måde kan der skabes en direkte forbindelse mellem sjælen på kausalplanet og sjælen i personligheden. I åndsvidenskaben kaldes ”det højere selv” – den udødelige del – for Atma-Buddhi i forbindelse med sjælen eller højere Manas. ”Det lavere selv” – den dødelige del – kaldes Kama-Manas og sættes i forbindelse med de lavere principper. Sjælen reinkarnerer igen og igen i skiftende personligheder for at udvikle bevidstheden, og for at den kan manifestere kærlighed og visdom i de tre lavere verdener og bidrage til at føre den guddommelige plan for menneskeheden og Jorden ud i livet. En række synonymer er blevet brugt som betegnelse for sjælen, og de antyder nogle af sjælens kendetegn og kvaliteter: Sjælen, egoet, selvet, det ene selv, det højere selv, det åndelige selv, den ene, den indre hersker, den indre gud, den indre virkelighed, den guddommelige indre hersker, den indre åndelige sol, den guddommelige beboer, mesteren i hjertet, den iboende flamme, den indre Kristus, Kristusprincippet, Kristusbevidstheden, individualiteten, den guddommelige realitet, det virkelige menneske, tænkeren, den åndelige tænker, solenglen, englen, nærværelsens engel, juvelen, Faderens søn, åndens flamme, det udviklende punkt, tankens søn, det midterste princip, trianglerne, lederen, den observerende enhed, iagttageren, tilskueren, den guddommelige modtager, vogteren, fortolkeren. (Se også Atma, Atma-Buddhi-Manas, Kama, Kausallegeme, Manas, Sjælens tempel og Solenglen).

Sjælens tempel
Sjælens tempel eller kausallegemet er − set fra det fysiske plan − ikke noget legeme, hverken subjektivt eller objektivt. Ikke desto mindre er det centret for sjælens bevidsthed, og det er skabt af forbindelsen mellem Buddhi og Manas. Kausallegemet er relativt permanent og består igennem inkarnationernes meget lange cyklus. Det opløses først efter 4. indvielse, når der for menneskets vedkommende ikke længere er behov for flere inkarnationer. Med den rigtige forståelse af begrebet sjælen i kausallegemet kommer evnen til at arbejde videnskabeligt med sin egen udvikling og bidrage konstruktivt til andre sjæles udvikling. I forbindelse med kausallegemet beskæftiger man sig direkte med en såkaldt solengels manifestationsredskab − en solengel eller -deva, som er kausallegemet, og som er ved at opbygge, forbedre og forstørre det, og dermed i en mindre målestok afspejler Logos’ arbejde på sit eget plan. (Se også Kausallegeme og Solenglen).

Skabelsen
Skabelse i den betydning, som den kristne kirke tillægger ordet, er en skabelse af noget ud af intet. Udlægningen anerkendes ikke af åndsvidenskaben. Ingen ”skabelse” er opstået af intet. Al skabelse har fundet sted som en udstråling fra noget, der allerede eksisterede – eller som en objektiv opbygning ved hjælp af subjektivt materiale.

Skaller
Se Skygger.

Skandha
(Sanskrit). Skandha er betegnelsen for en gruppe egenskaber. Skandha-kræfter er kræfterne i menneskets personlighed – den forgængelige del af mennesket. Eksoterisk er der fem, men esoterisk er der syv, som i buddhismen udgør et menneskes forgængelige personlighed. Det bekræftes af mesteren Koot Hoomi i Mahatma Brevene til A.P. Sinnett, hvor han oplyser, at der ikke er fem Skandhaer men syv. Skandhaerne omfatter de fem traditionelle i buddhismen, som er: Namarupa (navn og form), som indebærer identifikation med det aspekt af mennesket, der er legemliggjort. Vedana (følelser). Sanjna (sanseindtryk). Samskara (vanemønstre, tendenser, karaktersærheder). Vijnana (selvskabt bevidsthed). Yderligere to unavngivne Skandhaer er ansvarlige for illusionen om Sakkayaditthi – ”individualitetens illusion” og Attavada – ”læren om sjælen”, som begge (i tilfælde af det femte princip, sjælen) medfører Maya og troen på, at fysiske ritualer og ceremonier som bøn og forbøn har en effekt. (Se også Attavada, Namarupa, Sakkayaditthi, Sanjna, Samskara, Vedana og Vijnana).

Skarabæ
Se Khepera.

Skelneevne
Skelneevne er et udtryk, der ofte bruges i åndsvidenskaben, og med det menes der evnen til at iagttage og skelne forskelligheder ved modsætningernes par − godt og dårligt − form og liv − ånd og stofsjæl og personlighed osv. Skelneevne er evnen til at afveje enhver omstændighed, handling eller begivenhed med det formål at forstå formålet og det bagvedliggende motiv og på dette grundlag at foretage et rigtigt valg.

Skildpadden
Se Kurmasana.

Skinfaxi
Se Alswider.

Skolastik
(Græsk). Skolastik stammer fra ”skolastikos”, der betyder ”det, der tilhører skolerne” – på latin ”schola”. Skolerne er de universiteter, der opstod pga. de intellektuelle meningsforskelle mellem den latinske og arabiske verden omkring 1100-tallet. Skolastikken er ikke en filosofi, men en analyseteknik. Den blev brugt af mange filosofiske retninger, f.eks. realismen, nominalismen, aristotelismen, timæansk platonisme osv. Metodens tese-antitese-syntese-system er en udmærket metode til at skabe overensstemmelse mellem forskellige synspunkter. Metoden repræsenterede et stort fremskridt i forhold til tidligere tiders abstraktionsniveau, eksempelvis i den angelsaksiske klosterkultur, der primært koncentrerede sig om at bevare viden fra det forfald, som den græsktalende verdens centralisme havde medført. Skolastikken inkluderede bl.a. brugen af et specialiseret fagsprog, skolastisk latin. Skolastik er derfor også et syn på teologien i middelalderen, sådan som den blev opfattet af mennesker, der arbejdede uden for klostrene – ofte på universiteterne. Skolastikerne beskæftiger sig med videnskab. De forsøgte at forene kirkens dogmer i et sammenhængende system. De anlagde en upartisk og objektiv holdning og anvendte logik, debat og spekulation. Skolastik er en sammenfatning af de politiske, sociale, økonomiske og filosofiske anskuelser, der var fremherskende i Vesteuropa i tiden fra middelalderen. Skolastiske anskuelser gennemgik med tiden en omfattende udvikling, hvor de gradvist frigjorde sig fra deres oprindelige udgangspunkter: Bibelen og de klassiske græske filosoffer, først og fremmest Aristoteles.

Skorpion
(Egyptologi). Den typiske præsentation af det farlige kryb er en af de ældst kendte hieroglyffer. Den blev anvendt til at skrive navnet på den før-dynastiske hersker ”Kong Skorpion”. Man ved, at skorpioner var udbredt i Egypten og hele Afrika, hvor de skjulte sig under sten og klipper i ørkenen. De udsøger sig ikke et offer, som de kan angribe, men forsvarer sig, hvis man er ved at træde på dem eller forsøger at fange dem. I det gamle Egypten blev skorpionen – ligesom slangen – betragtet som en guddommelig skabning. Skorpionen blev navnlig forbundet med gudinden Selket eller Selkit, som grundlæggende var et menneskekærligt væsen, fordi hun gav magten over sine fysiske manifestationer til Selket-præsterne, der var en betegnelse for healere. I gravinskriptioner blev billedet af den harmløse ”vandskorpion” og alle andre typer af den gule skorpion erstattet med gudinden. (Se også Selket).

Skrivemedium
Et skrivemedium er i stand til at lade usynlige åndelige skabninger overtage kontrollen over armen og hånden og føre et skriveredskab og på den måde nedskrive budskaber eller lave tegninger som en automatfunktion. Det er vanskeligt at afgøre, om evnen skyldes kræfter i mediet eller uden for mediet, men fordi nogle skrivemedier er i stand til med stor hastighed at udføre ”spejlskrift”, som kun kan læses ved hjælp af et spejl, ved man, at det umuligt kan udføres på almindelig vis.

Skriver
(Egyptologi). Egypten blev styret ved hjælp af papirarbejde, og det var skriverne, der styrede det omfattende bureaukrati – og i Egypten var bureaukraten en sand mester. Det gentages igen og igen på papyri: ”Det er skriverne, der påligner skatterne i Øvre- og Nedre-Egypten, og det er skriverne, der opkræver dem. Det er skriverne, der holder regnskab med alt. Hærene er afhængige af skriverne. Det er skriverne, der varetager forarbejdet for faraoen i alle sager og styrer livets gang for den menige egypter. Det er skriverne, der bestemmer over hele landet, og alt er under skrivernes kontrol”. Skrivernes profession var den vigtigste af alle professioner i det gamle Egypten. At arbejde som blev udført af skrivere, blev betragtet som en ære. I Gamle Rige havde prinserne retten til at lade statuer fremstille af sig selv, og de lod sig ofte præsenterede som skrivere. Skriverne havde mange fordele. F.eks.: ”Som arbejder med skriftlige dokumenter er en skriver fritaget fra at betale skat”. Skriverne var fritaget for al anden form for arbejde. ”Skriverne skulle ikke bruge en hakke eller bære en kurv eller bruge en åre.” Det egyptiske ord for ”skriver” betyder reelt ”den, som skriver”. Alle skrivere havde den samme skytsgud − visdomsguden Tehuti (græsk: Thoth) – ”den himmelske skriver”. (Se også Thoth).

Skulderstand
Se Kandharasana.

Skyggens symbolik
(Egyptologi). Mennesket har en ”skygge” eller en ”dobbeltgænger”, som de gamle egyptere kaldte ”Ka”. Åndsvidenskaben oplyser, at ”Ka” er astrallegemet – menneskets følelseslegeme. Egypterne fortalte, at man kunne forlade graven eller mumien i sin ”Ka” og bevæge sig omkring. Det lyder logisk, for det er det samme mennesket gør om natten under søvnen eller efter den fysiske død. Frigjort fra det fysiske legeme bevæger menneskets sig frit omkring på astralplanet i sit astrallegeme. Gudinden Nephthys er en billedliggørelse af menneskets astrallegeme, og hun er astralplanets gudinde. Det betyder, at hun også symboliserer astralplanet. Vendingen ”at gå til sin Ka” betød ”at dø”, for mennesket forlod sit fysisk-æteriske legeme og var i stedet levende og aktivt til stede sit astrallegeme. Statuerne af døde mennesker, som blev begravet i mastabaerne, blev kaldt ”Ka-statuer”. Begravelsesritualet var henvendt til den afdødes ”Ka”, men et levende menneske kunne også opleve ”sin Ka” blive ophøjet af faraoen.

Skygger
Åndsvidenskaben oplyser, at når en afdød har sluttet sit ophold på astralplanet (dvs. dør den astrale død), efterlader den afdøde en ”skygge” – dvs. astrallegemet, der er belivet af Kama-Manas (en blanding af tanker og følelser). Skyggen eller det astrale lig har en slags bevidsthed dog uden intelligens – en form for instinkt uden samvittighed og fornuft. Skyggens livskraft er stærkest, når den har tilhørt et menneske, der har udviklet den primitive side af sin natur og forsømt den intellektuelle og åndelige. Det er især den slags astrale former, der optræder som ”spøgelser” ved spiritistiske materialisationsseancer. Lidt efter lidt forlader livskraften skyggerne, og herefter kaldes de ”skaller” – som nu er tomme astrallig, som efterhånden fuldstændigt disintegreres og opløses. Ordet ”skygger” bruges nogle gange om de afdøde, og deres endnu ikke opløste æterlegemer, der kan optræde som kirkegårdsspøgelser for mennesker med æterisk syn.

Skytsengel
Se Skytsånd.

Skytsånd
Iflg. åndsvidenskaben har hvert menneske i inkarnation en skytsånd, som forsøger at hjælpe og vejlede det inkarnerede menneske. Skytsånden kan dog ikke forhindre resultatet af den karma, som mennesket selv har skabt, og som det derfor skal konfrontere. Skytsånden er en deva, som har til opgave at fremme det pågældende menneskes udvikling bedst muligt. Skytsånden er ikke i stand til at kommunikere direkte med det menneske, den er knyttet til, men overfører udelukkende impulser og tilskyndelser, der kan opfattes som en ubevidst trang uden nogen logisk begrundelse.

Skæggets symbolik
(Egyptologi). Allerede på kong Khufus (Cheops) tid lod egyptere af adelsfamilie sig afbilde med fine voksbehandlede overskæg. Men når håndværkerne fremstillede en hyrde eller en fisker, blev den sociale klasse fremstillet med skægstubbe på kinderne for at vise deres lave status, for et ansigt på en egypter af god familie skulle altid vises med glatragede kinder. I Memphis havde faraoens barber en høj position, og en inskription fortæller om barberens hårde arbejdsdag. Kun ved særlige anledninger var det anerkendt at man viste sig ubarberet – f.eks. i forbindelse med sorg og ved afrejsen til et fremmed land. Beviset findes i reliefferne, hvor faraoen vises med sortplettede kinder. Men på grundlag af det kan man ikke konkludere, at skægget ikke var et symbol på maskulinitet. Tværtimod blev guderne hyldet for ”skæg, der var som lapis-lazuli” – og reliefferne viser guderne med et langt, smalt, flettet skæg, som med snore var bundet til de glatbarberede kinder. De såkaldt ”falske skæg” var symbol på visdom og metafysiske evner. Ved bestemte lejligheder blev skægget båret af faraoen – sandsynligvis bl.a. i forbindelse med domsafsigelser.

Skærsild
Se Kama-Loka.

Slangeilden
Se Kundalini.

Slangestillingen
Se Bhujangasana og Kutilangasana.

Smedens blæsebælg
Se Bhastrika Pranayama.

Smriti
(Sanskrit). Smriti betyder ”husket tekst”, og ordet refererer til et specifikt helligt værk blandt de hinduistiske religiøse skrifter, som indgår i hinduistisk lov. Smriti-teksterne betragtes som sekundære i forhold til Shruti-teksterne, der betragtes som direkte guddommelige budskaber, hvorimod Smriti-teksterne er Rishiernes (vismændenes) fortolkninger af de guddommelige Shruti-tekster. Litteraturen, der omfatter Smriti-teksterne blev skabt efter Vedaerne ca. 500 f.Kr. Smriti-teksterne omhandler traditionen i den forstand, at den beskriver traditionens regler for Dharma – især reglerne for lovlydige og moralske mennesker. Man kan forstå Smriti ved at se på de traditionelle tekster, som f.eks. Ramayana, hvor traditionens hovedpersoner fremstilles som udtryk for streng overholdelse af Dharma. Det skal imidlertid forstås som erfaringer snarere end at gøre eller ikke-gøre. (Se også Dharma og Shruti).

Smykker
(Egyptologi). De få faraoniske grave, der er fundet intakte, har været fyldt med smykker og juveler af overvældende skønhed og værdi. Gravudstyret i de første faraoners grave – eksempelvis Djer ved Abydos og Sekhemket ved Sakkara – indeholdt særdeles smukke genstande. Hvis man går tilbage i tiden til Gamle Rige, kan man nævne dronning Hetspheres – kong Khufus moder – og adskillige grave ved Giza og Mahasna, hvor man har fundet armbånd, kraver, halsbånd af rent guld, dekoreret med elfenben, ametyst og turkis. Der er tale om imponerende mesterværker, der bevidner guldsmedenes enestående dygtighed og udsøgte smag. I Mellemste Rige viser gravfund fra bl.a. prinsesse Illahuns grav i Dashur, smykker, der er kunstfærdigt udført med små hule guld- og karneolperler, og diademer, der må betegnes som udsøgt delikate. I fundet var der smukke, feminine kæder med guldbelagte perler, ringe, brystsmykker og -plader. Det var i en periode, hvor guldsmede fra Byblos (nutidens Libanon) forsøgte at efterligne den egyptiske smykkekunst og med en vis succes. I Ny Rige og tiden derefter efterlod egypterne en fantastisk smykkesamling. Der kan nævnes fund fra dronning Aahotep, Tutankhamon, smykkefundene fra Serapeum, dronning Tausert og de kongelige grave ved Tanis – alle afslørede de en forfinet smykkekunst og en enestående teknisk kunnen. I de senere perioder under Ramses-faraonerne og de etiopiske konger fik smykkekunsten en mere barok tyngde med fokusering på indlagt glas og fajance og malede imitationer i overflod. Øreringe dukkede op i Ny Rige, og runde ringe med store skråslibninger blev populære i Saite-tiden. Guldsmede, der har studeret datidens smykker, udtrykker stor beundring for deres kolleger fra den fjerne fortid, og de gamle teknikker er blevet genskabt ved hjælp af reliefferne i templer og grave, hvor egypterne forevigede metoderne til smeltning, støbning, lodning og hamring (bladguld helt ned til en tykkelse på 1/200 mm), og de efterfølgende dekorationsprocesser: Ciselering, gravering, forgyldning ved hjælp af tryk, prægning (med ophøjet præg), indlægning, anvendelse af granulering eller filigran, polering og farvelægning.

Snofru
(Egyptologi). Snofru var den første farao i 4. dynasti (ca. 2575-2551 f.Kr.). Egyptologerne mener, at det var Snofru, der byggede to af pyramiderne i Dashur, fordi en tekst taler om ”dobbeltbyen med Snofrus to pyramider”. Men desuden sættes hans navn i forbindelse med pyramiden i Meidum. At der findes tre pyramider, som alle iflg. den accepterede teori om, at pyramider er kongegrave, som i dette tilfælde skulle være bygget til én og samme farao, skaber forklaringsproblemer. Nye teorier om alderen på Giza-pyramiderne, der sandsynligvis er væsentligt ældre end antaget, skaber også problemer for teorien om Snofru og ”hans” tre pyramider, for pyramiderne i Giza og Dashur m.fl. er tilsyneladende jordiske kopier af henholdsvis stjernebillederne Orion og Hyaderne, og derfor må de være opført i samme tidsperiode og som et samlet projekt. Men det er i det mindste muligt at konkludere, at Snofru var en magtfuld farao. Snofru var en hersker, der er kendt for at have foretaget militærkampagner ind i Nubien og Libyen, og han omtales i litteraturen i en senere periode som ”en virkelig god konge”. Man sagde om Snofru, at han talte til sine undersåtter på en familiær måde, for han kaldte dem ”venner” eller ”kammerater”. Han blev efterfulgt af kong Khufu (som grækerne kaldte Cheops), og som iflg. egyptologernes påstand skulle være bygherre til den store pyramide ved Giza, selv om der ikke findes dokumentation for deres teori.

Snorres Edda
Se Edda.

Sobek
(Egyptologi). Sobek er det gamle Egyptens krokodillegud. For at få et indtryk af den mystiske Sobeks natur og symbolik, er det vigtigt at forstå, at krokodillen, slangen og dragen er identiske symboler. I alle myter er de udtryk for de samme arketypiske energier og kvaliteter. Både krokodillen, slangen og dragen har en dobbelt natur. De repræsenterer idéen om mørke og lys, det gode og det onde – for godt og ondt er både relative ting og hinandens forudsætning. Uden mørke var der intet lys. Oprindeligt var krybdyrene, som man nu både frygter og betragter som uhyggelige, et af de højeste og mest respekterede symboler. Krybdyr har reptilhjerner. En reptilhjerne er ikke meget andet end en fortykkelse for enden af rygsøjlen. Når man brugte krybdyr som symbol på visdom, er det naturligvis ikke krybdyrenes intelligens, der ligger til grund for symbolikken. Krybdyr har ikke en todelt hjerne som højerestående dyr og mennesket. Den todelte hjerne giver mennesket mulighed for at opleve tilværelsens dualitet. Mennesket er asymmetrisk. Den ene halvdel af ansigtet er f.eks. større end den anden. Krybdyr er symmetriske. Højre og venstre halvdel af en krokodille er fuldstændig ens. Det er en vigtig information, når man vil forstå den symbolske sammenhæng mellem slanger, krokodiller og vismænd. En vismand eller en indviet identificerer sig ikke med den duale verden. Det er et menneske, der ikke alene har indset, at der bag dualiteten er enhed – for det er selv denne enhed. På samme måde symboliserer reptilhjernen en afbalanceret bevidsthed, der ikke er opsplittet i en maskulin/feminin tænkning. I Dødebogen kaldes Osiris ”den dobbelte krokodille”. Han er det godes og det ondes princip, dagens og nattens sol, guden og det dødelige menneske. Han er derfor makrokosmos og mikrokosmos. De egyptiske indviede understreger, at krokodillens symbolik er dualistisk og repræsenterer både de højeste og de laveste principper. Slangen og krokodillen symboliserer alvisdommen og Universets højeste principper. Men alvidenhed opstår af uvidenhed. Krokodillen er Khnum (alvisdom) i slangeskikkelse, men den er også Seth (uvidenhed), som er Osiris broder og lysets skygge. Seth og krokodilleguden Sobek udtrykker grundlæggende den samme symbolik. (Se også Dødebog, Khnum, Osiris og Seth).

Soham
(Sanskrit). Soham betyder ”Jeg er Det”. Shoam rummer derfor den mystiske lære om, hvordan man identificerer sig med menneskets essens eller guddommelighed. Soham er et mantra, der anvendes i en yogameditation. Soham er åndedrættets mantra, og det repræsenterer en psykisk lyd, hvor lyden ”so” hører til indåndingen, og ”ham” hører til udåndingen. I den vediske filosofi betyder det, at identificere sig med Universet eller med den ultimative virkelighed. Det påstås, at når et barn bliver født, skriger det ”Koham” ”Koham”, og det betyder ”hvem er jeg?” Og Universet svarer Soham – ”du er Det” eller ”du er den samme som mig”. Når Soham bruges i meditation, fungerer det et naturligt mantra, der styrer vejrtrækningens rytme. Det hjælper med at opnå dyb indånding og øget koncentration. Sooooo – er indåndingslyden, som huskes i tankesindet, hver gang der åndes ind. Hammmm – er udåndingslyden, som huskes i tankesindet, hver gang der åndes ud. I både Tantra og Kriya Yoga er Soham et vigtigt mantra i forbindelse med Ajapa-mantra, Ajapa-Gayatri, Hamsa-Gayatri, Hamsa-mantra, Prana-mantra, Shri Paraprasada-mantra, Paramatma-mantra, og det bruges navnlig i meditationen Ajapa Japa og i Kriya praksis Shabda Sanchalana. (Se også Ajapa Japa og Mantra).

Sohan
Se Sotapatti.

Solar ild
I åndsvidenskaben er solar ild identisk med ”tankesindets ild” eller ”kundskabens ild” på mentalplanet. Solar ild har relation til 2. stråle.

Solar plexus chakra
Solar plexus chakraet er placeret ud for navlen foran på kroppen i det æteriske legeme, og er knyttet til solar plexus centret i den æteriske rygsøjle. Chakraet er forbundet med bugspytkirtlen, og funktionen er knyttet til følelseslivet. Solar plexus chakraet forbinder det fysiske menneske til astralplanet. Når et menneske overvejende lever via sine følelser – eksempelvis ved at opsøge situationer, hvor det får nye oplevelser, føler sig godt tilpas og modtager positiv respons – ved man, at solar plexus chakraet dominerer. (Se også Manipura-chakra).

Solbark
(Egyptologi). Da livet i tidernes morgen manifesterede sig, trådte Den Ene (Gud) ud af en tilstand af tidløshed og ubegrænsethed. Skabelsen af kosmos medførte, at en del af Den Ene blev begrænset og midlertidigt (i en manifestationsperiode) indelukket i en form (Universet) – og dermed i tidens og rummets dimension. Den Ene i formen symboliserede de gamle egyptere med solguden Ra (Solen, ånden eller livslyset) og Ras bark (Universet eller formen). Livets cykliske fødsel, død og genopstandelse blev udtrykt i døgnrytmen, og derfor viste egypterne to solbarker – morgenens bark (dagtimerne og det synlige, fysiske liv) og aftenens bark (nattetimerne og det usynlige efterliv). Det hermetiske aksiom siger: Som foroven således også forneden, som i det store således også i det små, som i det indre således også i det ydre. Det makrokosmiske princip glæder derfor også i mikrokosmos – i menneskets verden. Menneskets sjæl fødes også ind i en begrænset form (det fysiske legeme), og efter døden lever det videre i en finere form på de indre eksistensplaner, indtil det genfødes til et nyt liv og til ny periode med udvikling.

Solengel
Solengel er åndsvidenskabens betegnelse for sjælens legeme på sit eget plan – kausalplanet. Solenglen eller sjælslegemet består af højtvibrerende kausalt stof. I den esoteriske litteratur kaldes solenglen ofte ”tankens søn” eller ”tankesindets søn”. Det er intelligensprincippet, og det har mange navne i den esoteriske litteratur som f.eks. Solengel, Agnishvatta eller Kristus-princippet m.fl. (Se også Agnishvatta).

Solhilsen
Se Surya Namaskar.

Sollegeme
Se Ananda-Maya-Kosha.

Sollogos
Sollogos er åndsvidenskabens betegnelse for det liv, der gennemstrømmer solsystemet. Sollogos er solsystemets liv, kraft og bevidsthed – eller Gud. Når ordet Sollogos bruges i forbindelse med Solen, er det en generel betegnelse for Solens syv eller tolv fundamentale åndelige og bevidsthedsmæssige solkræfter, og øverst i det energimæssige solhierarki er den fysiske Sol alene en refleksion af de samlede syvfoldige kræfter. Enhver skabning i Universet – stor eller lille – er oprindeligt opstået af en fundamental åndelig enhed, som ved at udstråler sine egen karakteristiske kræfter, skaber sine Logoi. I solsystemets Sol er der syv eller tolv primære kræfter eller grundlæggende stråler, som samlet udgør Solens totalitet, og kræfterne eller strålerne er forenet i et hierarki. De syv eller tolv kræfter er Sollogos, for de udgør de verdener, der danner solsystemets eksistensplaner. På en faldende evolutionær skala kan hver af de syv eller tolv primære kræfter opdeles i syv eller tolv mindre kræfter. I de gamle civilisationer blev Solens Logoi kaldt planeternes bestyrere, og de havde hver især en primær indflydelsessfære i ”Livets Hus”, og i nutidens åndsvidenskab kaldes de for de hellige planeter. I menneskets legeme findes en parallel til Sollogos og planeternes Logoi i menneskets forskellige chakraer.

Solperiode
Solperiode er åndsvidenskabens betegnelse for den anden store udviklingskæde i menneskehedens evolution (den nuværende er den fjerde), som fandt sted på et system af syv planeter, hvor den laveste substans var astral. Systemet bestod derfor af en planet, der var dannet af astralt stof, to planeter af mentalplanets stof, to planeter af sjælsplanets (kausalplanets) substans og endelig to planeter af buddhisk substans (stof fra det intuitive plan). Menneskehedens bevidsthedsniveau var dengang på samme niveau som det liv, der besjæler planteriget i nutiden.

Solpitri
Se Agnishwatta.

Solsfære
Solsfære i spiritistisk terminologi er et udtryk for den højeste sfære af lys, som er hjemsted for højt udviklede bevidstheder.

Soløvelsen
Se Surya Namaskar.

Soma
(Sanskrit). Soma eller Haoma (på Avestan) har mange betydninger – eksempelvis ”nektar”, ”kamfer”, ”måne”, ”himmel” og ”æter”. Soma oversættes ofte som ”nektar fra Månen”. Flere steder i Vedaerne refererer Soma til Gud eller Ishwar, hvor der fokuseres på de kvaliteter hos Ishwar, der giver fred, lyksalighed og harmoni. Soma eller Haoma var en vedisk rituel drik, der havde stor betydning blandt de tidlige indo-iranere og i de efterfølgende vediske og store persiske kulturer. Soma nævnes ofte i Rig Veda, hvor Soma Mandala indeholder 114 salmer, og mange roser Somas energigivende egenskaber. Soma var Månen, som var symbol på den evige visdom, men Soma var primært en betegnelse for saften af en plante af samme navn. Med saften fremstillede man en trancedrik, som blev brugt i tempelritualerne. Drikken havde angiveligt okkulte og mystiske egenskaber, men det var kun de indviede præster, der kendte opskriften. Man ved dog, at Soma fremstilles ved at udvinde saften fra stilke af en bestemt plante. I både den vediske og den zoroastriske tradition er navnet på en drink og den plante, den fremstilles af, aldrig den samme, for drikken, planten og navnet skaber en religiøs eller mytologiske enhed. I Rig Veda kaldes drikken for ”Gudernes Gud”. Der har været stor diskussion om identiteten på den oprindelige plante, men der er ikke enighed om svaret. Nogle vestlige eksperter uden for vediske og religiøse traditioner mener, at det er en art af Ephedra – måske Ephedra Sinica. (Se også Avestan, Rig Veda og Veda).

Soma-chakra
(Sanskrit). Soma-chakra er et 16-bladet chakra, der befinder sig over Ajna- chakra og Manas-chakra. Soma-chakra er ikke så kendt, for det tilsløres af Ajna-chakra – ”det tredje øje” – men det repræsenterer vigtige og vitale kræfter. Soma-chakra er også kendt som Amria-chakra, som kaldes ”nektar fra den tiltagende måne”. Chakraet er symbol på den feminine energi, og repræsenterer et center for Shivas og Parvatis bevidsthed. Det er en opflammende energi, der repræsenterer realiseringen af menneskets iboende drivkraft til at skabe, opretholde og nedbryde. Det er de essentielle kim, der lå i dvale i rodchakraet. Foreningen af Shiva og Parvati er udtryk for tre bevidsthedsaspekter: Viden, følelse og handling, som udgår fra sandhed, skønhed og godhed. Erkendelsen af, at de tre kvaliteter findes inden for alle former for livsudtryk, er udtryk for livets højeste bevidsthedstilstande. At indarbejde de tre bevidsthedstilstande i sit liv er udtryk for den højeste tilstand af erkendelse. Det fuldt vækkede Soma-chakra symboliseres af den ultimative forening af Shiva og Shakti, når der er opnået erkendelse af enhed, og dermed at dualitetens illusion. Det er en kraft, der opbygges fysisk i mennesket via forening af de to kirtler i hjernen – hypofysen og pinealen. (Se også Ajna-chakra, Manas-chakra og Soma).

Somnambulisme
(Latin). Somnambulisme stammer fra ”somnus”, der betyder ”søvn”, og ordet er afledt af ”ambulare”, der betyder at ”vandre”. Somnambulisme er søvngængeri. Somnambulisme er også en betegnelse for en trancetilstand, og i den tilstand er det muligt at være i kontinuerlig kontakt med personlighedens underbevidsthed. Det er en tilstand, hvor et medie viser egenskaber, der normalt er skjult. Men somnambulisme betragtes generelt som en søvnforstyrrelse, hvor et menneske i sovende tilstand udfører ting, som man normalt skal være vågen for at udføre. De fleste, der lider af somnambulisme, vandrer bare omkring. Lidelsen er ufarlig, men indebærer risiko for, at man kan komme til skade.

Sophia
(Græsk). Sophia eller Sofia betyder ”visdom”. Sophia er gnostikernes feminine Logos, den universelle sjæl, og hos de kristne er det Helligånden. Ordet Sophia indgår i mange sammenhænge – f.eks. i teosofi, der betyder ”guddommelig visdom”, antroposofi, der betyder ”visdom om mennesket”, filosofi, der betyder ”ven med visdom” osv. Sophia eller visdom var en central idé i hellenistisk filosofi og religion – i platonisme, gnosticisme, ortodoks kristendom, esoterisk kristendom og i kristen mystik. Sophiology er både et filosofisk begreb, der vedrører visdom, og et teologisk begreb, der handler om visdom og den bibelske Gud. For gnostikerne er Sophia gudinden for visdom, men Sophia findes også inden for Neopagan og feminist-inspirerede gudinder i spirituelle grupper. I den ortodokse og romersk-katolske kristendom, er Sophia – eller rettere Hagia Sophia, dvs. ”hellig visdom” – et udtryk for forståelse for ”Den Anden Person” i den hellige Treenighed, og i Det Gamle Testamente i Ordsprogenes bog, hvor Sophia hverken er en engel eller en gudinde. (Se også Antroposofi, Gnosis, Gnosticisme, Neopagan og Teosofi).

Sort loge
Se Modstandskræfter.

Sort magi
Sort magi er et udtryk man ofte møder i åndsvidenskaben, hvor der skelnes mellem sort og hvid magi afhængig af motiv og metode. Hvis motivet er uselvisk og i det godes tjeneste, taler man om hvid magi, hvorimod egoistiske motiver karakteriseres som sort magi. Esoterisk indsigt i naturens skjulte love og kræfter – f.eks. tankens kraft – kan bruges med både gode og onde motiver. Åndsvidenskaben oplyser, at menneskets personlighed er et udtryk for både det ubevidste og det bevidste tankeliv. I den nuværende manifestationsperiode udvikler solsystemet den kvalitet, der kaldes kærlighed-visdom. Det betyder, at målet for alle levende skabninger i solsystemet er evnen til at udtrykke fuldkommen kærlighed-visdom. Hvis man bevidst modarbejder det overordnede formål, kaldes det sort magi. Hvid magi vil sige, at man bruger lovene – f.eks. tankens kraft – til at arbejde i overensstemmelse med den guddommelige plan. Der er mange, som kritikløst og fejlagtigt betegner alt, der afviger fra det idealistiske for sort magi. I virkeligheden kræves der både stor esoterisk viden og indsigt kombineret med evnen til at opbygge stor kraft at praktisere sort magi, og det er de færreste mennesker heldigvis i stand til.

Sort messe
Se Satanisme.

Sotapanna
Se Sotapatti.

Sotapatti
(Pali). Sotapatti er sammensat af ”sota”, der betyder ”strømmende vand”, og ”apatti”, der betyder ”ankommer”. Sotapatti, Srotapatti eller Sohan er en betegnelse for ”den, der er trådt ud i strømmen”, dvs. den strøm, som fører til Nirvana. Den aspirant, der har nået Sotapatti-trinnet, kaldes en Sowani eller Sotapanna, for selv om aspiranten måske tøver eller bukker under for mere subtile fristelser og for en tid afviger fra sin vej, er det ikke længere muligt at falde tilbage fra det nyerhvervede åndelige udviklingstrin. Aspiranten er definitivt trådt ud i den højere menneskelige evolutionsstrøm, som alle mennesker skal træde ud i omkring midten af næste udviklingsrunde − medmindre de efterlades i den store livsbølge af midlertidigt ”mislykkede” mennesker. Det betyder, at de som sjæle skal vente til næste verdenskæde, før de kan gøre yderligere fremskridt. Aspiranten, der kan tage indvielsen, har derfor allerede udviklet sig i en hel runde gennem alle Jordens syv planeter, og derfor er aspiranten forud for flertallet af menneskeheden. Aspiranten har sikret sig mod risikoen for at ”falde ud af strømmen” i femte runde, og omtales derfor nogle gange som ”den, der er i sikkerhed”. Sotapatti er det første stadie på udviklingsvejen. Det andet stadie kaldes Sakradagami, Sakridagamin eller Sagardagam – ”den, der (kun) skal fødes én gang mere”. Det tredje stadie kaldes Anagamin, ”den, der ikke skal reinkarnere igen” – medmindre den indviede selv ønsker det for at hjælpe menneskeheden. Det fjerde og højeste stadie er Arhat, dvs. et menneske, der opnår nirvanisk bevidsthed i det fysiske liv. Man regner med, at en discipel begynder ”at vandre opad” i et liv og først når sit mål – dvs. opnår Arhatskab – i det syvende efterfølgende liv. I åndsvidenskaben behandles de fire faser detaljeret – bl.a. af H.P. Blavatsky i Den Hemmelige Lære og af C.W. Leadbeater – f.eks. i The Masters og Path. Den dybere betydning af ”ud i strømmen” er, at mennesket har flyttet fokus for den personlige identitet og fra den fysiske krop, hvor det identificerede sig med kroppens alder, højde, vægt, køn, osv. – til psyken, der sammenlignes med en strøm af bevidsthed. Ved Arhat-fasen, hvor et menneske ikke har behov for flere inkarnationer, aflægges et såkaldt Bodhisattva-løfte – men Arhaten fortsætte alligevel med at inkarnere pga. medfølelse og for at arbejde for menneskehedens åndelige udvikling, men genfødslen sker frivilligt. (Se også Anagamin, Arhat, Bodhisattva og Sakradagami).

Sowani
Se Sotapatti.

Spejlsymbolik
(Egyptologi). På museer kan man se smukke spejle fra det gamle Egypten. Spejlenes udformning er sædvanligvis den samme. De består af en metalskive, der er fremstillet af poleret kobber, bronze, sølv eller en legering. Metalskiven blev fastgjort på et håndtag, der var formet som en tempelsøjle. Egypterne havde først spejle af forsølvet glas i den kristne periode. Et almindeligt spejl blev af de gamle egyptere kaldt ”livets hus” eller ”livets beholder”. Derfor var spejlet et af gudinden Hathors symboler. Hathor betyder ”Horus’ hus”. Horus symboliserer sjælen, og sjælens hus eller legeme er ”livets hus”. Spejlet reflekterer et uvirkeligt billede af objektet og gengiver billedet nøjagtigt – men spejlvendt. Mennesket er et åndeligt væsen, der er spejlet eller reflekteret ned i stoffets verden. Når mennesket ser i spejlet, ser det ikke sin sjæl, men sjælens udtryk i stoffet – et spejlbillede. Hathor symboliserede menneskets sjælslegeme, og hun var derfor et billede på sjælen, som den kommer til udtryk i stoffet. Hathor er identisk med åndsvidenskabens solengel. (Se også Solengel).

Spejlæter
Spejlæter er en betegnelse, der nogle gange bruges i åndsvidenskaben om det højeste og fineste stof i det fysisk-æteriske legeme.

Sphinx
Se Sfinks.

Spiritisme
Spiritisme er læren om ånden, om det åndelige eller om forbindelse med de afdødes ”ånder” – navnlig via psykiske medier. Der burde skelnes mellem spiritisme og spiritualisme, for spiritisme er den mere materielle og eksperimentelle del af læren, der går ud på at fremkalde ”fænomener”, mens spiritualismen er den åndelige del af læren. Iflg. spiritismen er alle i stand til at modtage besked fra den åndelige verden, men som regel kræves der deltagelse i en seance med tilstedeværelse af et medium, som er tilstrækkelig sensitiv til at modtage oplysninger fra de indre eksistensplaner. Nutidens spiritistiske bevægelse opstod i USA. Den udviklede sig hurtigt og nåede et højdepunkt i 1840-1920 – især i engelsksprogede lande. I 1897 var der mere end otte millioner tilhængere i USA og Europa – primært fra de mellemste og øverste samfundsklasser. Spiritismen blomstrede uden kanoniske tekster eller formel organisation. Man skabte opmærksomhed om arbejdet ved hjælp af tidsskrifter, arrangementer med foredragsholdere og medier, lejrmøder og lignende aktiviteter. Mange prominente spiritister var kvinder, og de arbejdede for afskaffelse af slaveri og valgret for kvinder. Ved slutningen af 1880’erne blev spiritismens troværdighed svækket pga. beskyldninger om bedrageri, der blev begået af medier. Nogle anklager var berettigede, mens andre var ubegrundede. Spiritisme praktiseres stadig, men primært i forbindelse med forskellige trosretninger og spiritistkirker i USA, Canada og England.

Sportskamp
(Egyptologi). Kvinderne i haremmet spillede boldspil med stor ynde og dygtighed bl.a. for at glæde faraoen. Større drenge deltog i forskellige spil som f.eks. bueskydning, brydning, løb, spring og mange andre sportsgrene, hvor man spillede efter fastsatte regler. Sportsudøvelse er ofte afbildet på væggene i gravene, men mange af legene er ukendte i nutiden. Der var tilskuere til sportskampene. Tilskuerne de stod i skyggen og fulgte kampene. Der var desuden spil ved navn ”slangen”, ”gåsespil”, ”hunden og sjakalen” og ”zenet” – en slags mølle og dam på et bræt med 30 felter.

Spøgelse
Et spøgelse er en hel eller delvis materialisation af en afdød, som ofte viser sig på et sted, som den afdøde havde tilknytning til via fysiske ejendele eller personlige relationer til efterladte. Et spøgelse er imidlertid ikke altid en fysisk afdød. I nogle tilfælde kan der være tale om en astral skal (et astralt lig), som på grund af stærk magnetisk tiltrækning kredser om bestemte fysiske lokaliteter, selv om den menneskelige bevidsthed har forladt astrallegemet. (Se Genfærd, Ånder, Skygger, Skaller).

Sraddha
Se Saddha.

Sri
Se Shri.

Srotapatti
Se Sotapatti.

Sruthi
Se Shruti.

Sruti
Se Shruti.

Stabil stående stilling
Se Samasthitiasana.

Stele
(Egyptologi). Egyptiske steler findes i hundredvis i museer rundt omkring i verden. Steler er karakteristiske for den egyptiske kultur. Nogle er virkelig smukt udført, andre er mere primitive, men ingen er uinteressante. I det gamle Egypten blev steler enten opstillet ved en mur eller bygget ind i den. Steler er en monolitisk sten (dvs. udhugget i én sten), ofte i limsten og i sjældnere tilfælde i hårdere stenarter. De er altid dekorerede med relieffer og inskriptioner. Formen er rektangulær, og den øverste del er formet som en halvcirkel. Steler blev brugt til forskellige formål. Historisk set har de store faraoniske steler størst forskningsmæssig værdi, fordi de var en slags bekendtgørelse, der blev opstillet på offentlige steder (ved byporte og i tempelgårde osv.). Øverst på stelen ses den vingede solskive og faraoen i en offerscene. Teksten fortæller om faraoens storslåede planer for regeringsperioden. En anden type var gravstelen, der blev placeret ved indgangen til graven. Den gav oplysning om den afdødes navn og titel, og der var som regel tilføjet nogle rosende ord om den afdøde, men der stod aldrig noget om den afdødes biografi. Nutidens gravsten stammer tydeligvis idémæssigt fra det gamle Egyptens gravsteler.

Stenbrud
(Egyptologi). Stenbruddene i Egypten var af største betydning. Det bevidnes ikke mindst af pyramider, templer og andre af Egyptens gigantiske stenmonumenter. Stenfremstilling havde afgørende betydning for faraonerne, og det var en industri, som var en forudsætning for civilisationens overlevelse. Stenbruddene var forskellige på grund af stenenes art og kvalitet. Ved Tura, hvor man brød limsten, brød egypterne tunneller ind i klipperne. Granit blev brudt i det åbne land i nærheden af nutidens Aswan. Ved Wadi Hammamat havde naturen selv brudt klipperne, og stenblokkene skulle blot hentes, transporteres og formes. Der blev kun arbejdet i stenbruddene, når et byggeri blev sat i gang af faraoen. Faraoen gav først ordre til at udsende en ekspedition, som samlede de nødvendige eksperter og den nødvendige arbejdskraft. Ekspeditionens leder afleverede en rapport, som f.eks. en redegørelse fra Amenemhet III’s tid: ”Hans majestæt sendte mig ud for at skabe ham et monument af de bedste stenblokke fra Wadi Hammamat. Stenene skulle bruges til opførelse af en labyrint ved Crokodilopolis, som skulle bevares til evig tid. 10 siddende statuer 5 cubits høje blev skaffet i år”.

Sthala Basti
(Sanskrit). Sthala betyder ”jord”. Sanskritordet ”Basti” henviser normalt til underlivet, maven, bækkenet og blæren, og Sthala Basti en af yoga Shatkarma-teknikkerne. Sthala Basti er en yoga-praksis, hvor man står på tør jord og suger luft ind i anus i stedet for vand (Jala Basti). Yoga-øvelsen kaldes også Sushka Basti. Sanskritordet Sushka betyder ”tør”. Et andet navn for Sushka Basti er Vata Basti. Sanskritordet Vata betyder ”luft”. Det er en øvelse, der renser tyktarmen ved at suge luft ind i kroppen gennem anus. I Sushka Basti bruger man ikke et kateter eller et rør ligesom i Jala Basti. Sthala Basti udføres liggende på ryggen. Udfør Vipareeta Karani Mudra, men hold ryggen i en 600 vinkel i forhold til gulvet. Før knæene ned til brystet. Pres lukkemusklerne ud og ind, sådan at der suges luft ind i tarmen. Det er ikke en nem øvelse, og det anbefales først at lære Jala Basti. Når man har praktiseret Sthala Basti, skal man ikke indtage mad før efter 72 minutter. (Se også Dakshina Nauli, Jala Basti, Madhyama Nauli og Uddiyana Bandha).

Sthaviravada
Se Theravada.

Sthula Sharira
(Sanskrit). Sthula Sharira stammer fra ”sthul”, der betyder ”at blive massiv”, ”vokse i størrelse”, ”blive tyk” eller ”voluminøs”. Filosofisk betragtet er Sthula Sharira en modsætning til Sukshma, der henviser til noget subtilt eller uhåndgribeligt. Sthula Sharira er menneskets fysiske legeme, og det er det laveste og mest forgængelige af menneskets syv principper. Det fysiske legeme er et udviklingsprodukt – et ydre legeme, der er opbygget af det indre menneskes oplevelser og erfaringer i løbet af enorme tidsaldre og under udvikling gennem naturrigerne. Den inkarnerende sjæl har gradvis erhvervet sig viden om Jordens former og kræfter. Den har kombineret principper og erfaringer fra mineralrigets og planterigets livsatomer i sin dyrekrop, mens den udvikler sig gennem sine inkarnationer som menneske. Atomerne i et menneskes fysiske legeme, som spredes efter døden, tiltrækkes karmisk (vibratorisk) til mennesket igen ved næste inkarnation. Kvaliteten af menneskets tanker og følelser er indprentet atomerne, og deres automatiske magnetiske tiltrækning sørger for retfærdighed i den selvskabte fysiske arvelighed. (Se også Sharira og Sukshma).

Stigmatisering
(Græsk). Stigmatisering stammer fra ”stigma” (flertal: ”stigmata”), der betyder ”mærke” eller ”brændemærke”. Begrebet er et udtryk for den brændemærkning, der blev påført romerske slaver som straf, når de løb bort og blev fanget igen. Stigmatisering er desuden et begreb, der bruges af kristendommen om blødninger fra de sår, der opstod ved korsfæstelsen af Jesus, eller fra kropmærker, sår eller oplevelse af smerte på steder, der svarer til de sår, Jesu fik på hænder, håndled og fødder. Udtrykket stammer fra Paulus’ Brev til Galaterne (6,17), hvor han siger: ”– jeg bærer Jesu sårmærker på mit legeme”. Frans af Assisi var den første i den kristne historie, der blev omtalt som stigmatiseret. Et andet eksempel, der bruges i nutiden, er social stigmatisering. Det er udtryk for ekstrem modvilje mod et menneske eller en gruppe af sociale grunde – eksempelvis pga. afvigende kulturelle normer. Social stigmatisering kan skyldes opfattelsen (med rette eller urette) af psykisk sygdom, fysiske handicap, sygdomme, illegitimitet, seksuel orientering, kønsidentitet, hudfarve, uddannelse, nationalitet, etnicitet, religion (eller mangel på religion) eller kriminalitet. Adfærd, der medfører social stigmatisering, varierer ofte afhængig af geopolitiske og socialpolitiske holdninger i samfundet, som er årsag til, at medmennesker opleves som afvigende og anses for at være moralsk mindreværdige.

Stjernetegn
Iflg. Vestens astrologi er der stor forskel på stjernebilleder og stjernetegn. Stjernebilleder er de fysiske stjernekonstellationer, som man kan se på stjernehimlen indenfor den cirkel, som Jordens bane tegner omkring Solen. Set fra Jorden ser det ud, som om Solen passerer tolv store stjernekonstellationer i løbet af et år. Stjernetegnene tager udgangspunkt i Jordens bane omkring Solen. Banen, der kaldes ekliptika, inddeles i tolv lige store dele på hver 30 grader, og opdelingen begynder med Vædderens tegn ved forårsjævndøgn. De tolv tegn har samme størrelse på himmelhvælvingen – 30 grader hver. Stjernebillederne fylder imidlertid ikke lige meget på himmelhvælvingen, og derfor befinder Solen sig eksempelvis ikke i Løvens stjernebillede i den periode, hvor Solen går gennem Løvens tegn i horoskopet. Derfor tager astrologerne udgangspunkt i den imaginære bane, der kaldes den tropiske zodiak, og ikke de fysiske stjernebilleder, der kaldes den sideriske zodiak.

Stof
Stof eller materie findes i forskellige tætheder. I åndsvidenskaben skelnes der mellem stof, bevidsthed og ånd, og med stof menes der ikke kun fysisk stof. Iflg. naturvidenskaben kendetegner stof alt, hvad der vekselvirker med observerbare fænomener. Med observerbar menes der ved hjælp af de fysiske sanser og alle de naturvidenskabeligt anerkendte og korrekt anvendte måleinstrumenter. Iflg. åndsvidenskaben findes der højere bevidstheds- og eksistensplaner, som også er baseret på stof og stoflige former, men fra en fysisk synsvinkel er stoffet imidlertid så fint, at det ikke kan erkendes med fysiske sanser og måleinstrumenter. Erkendelsen af stof og former på højere bevidsthedsplaner er derfor baseret på metafysiske sanser, men både de naturvidenskabelige og de åndsvidenskabelige erkendelser er baseret på iagttagelse med henholdsvis fysiske og metafysiske sanser. Naturvidenskaben befinder sig på grænsen til de åndsvidenskabelige erkendelser, for der er en tendens til ikke at opfatte bestemte manifestationer af energi – som f.eks. fotoner (lys) og lyd – som stof. Men i fysik er forskellen vanskeligt at opretholde, for stof og energi kan iflg. relativitetsteorien konverteres til hinanden. Stof siges at have masse og at fylde i rummet, men der er tekniske problemer i fysik med begge kriterier. I fysik er begrebet masse et udtryk for mængden af stof i et legeme. Der er strengt taget to former for masse: Den træge masse, der populært kan beskrives som legemets modstand mod at ændre hastighed. Den gravitationelle masse, der kort sagt er den faktor, der indgår i massetiltrækningsloven. De to massebegreber er indholdsmæssigt helt forskellige, men eksperimenter har vist, at de to betydninger giver det samme resultat, indenfor den målenøjagtighed, det har været muligt at opnå.

Stoløvelsen
Se Utkatasana.

Strejke
(Egyptologi). Under Ramses III (ca. 1184-1153 f.Kr.) var håndværkerbyen på Thebens (Luxors) vestbred med byens lille Hathor-tempel centrum for strejker blandt de håndværkere, der byggede og udsmykkede de faraoniske grave i Kongernes dal. Strejkerne skyldes langsommelighed i udbetalingen af lønninger. En tekst fortæller: ”Vi er sultne, og 18 dage af måneden er allerede gået …” Formændene forsøgte at få håndværkerne til at genoptage arbejdet, men forgæves. Strejken blev afblæst, da håndværkerne fik deres løn, som altid var i naturalier. Det bør tilføjes, at den form for forstyrrelse af den offentlige ro og orden var yderst sjælden i det gamle Egypten, men idéen med at strejke for at opnå rettigheder var hermed grundlagt.

Stupa
(Sanskrit). En Stupa er et konisk monument – nogle gange hvælvet − som blev rejst over relikvier af Buddha, Arhater eller andre oplyste mennesker i Indien og Ceylon. (Se også Arhat og Buddha).

Subjektiv
De subjektive eksistensplaner er de indre planer, der er metafysiske for en iagttager på et hvilket som helst eksistensplan, for det plan, man befinder sig på i øjeblikket, er altid objektivt for de sanser, der hører til planet. (Se også Objektiv).

Substans
Substans er normalt identisk med stof eller materie – navnlig stoffet på de eksistensplaner, der ligger over det fysiske. I metafysikken er substans imidlertid ikke det samme som stof, for substans er en betegnelse for stoffets fundament eller væsen – som buddhisterne kalder Svabhavat.

Succubus
(Latin). Succubus stammer fra ”succuba”, der betyder ”prostituerer”. Succubus er betegnelsen for bestemte laverestående astralelementaler, der sædvanligvis tiltrækkes af vibrationer fra menneskers begærliv. Succubus er en feminin elemental, mens Incubus er en maskulin. Navnlig i middelalderen talte man om Succubus, der besøgte mænd – som regel munke – mens de sov for at have et slags spøgelsessamleje med dem. Mænd der havde samleje med en Succubus ville enten få dårligt helbred eller dø, for en Succubus drænede dem for energi under samlejet, og desuden indsamlede dæmonen sæd fra manden. Succubus havde et mandligt modstykke, som man kaldte Incubus. Incubus forførte kvinder, og ligesom en Succubus havde Incubus samleje med kvinderne mens de sov. Under samlejet kunne Incubus bruge den sæd, som Succubus havde indsamlet, og derfor kunne Incubus gøre kvinderne gravide. Hvis spøgelses-samlejet medførte graviditet, ville dæmonerne have nemmere ved at påvirke barnet, eller barnet ville blive født med fysiske skavanker. En Succubus var tiltrækkende og havde et ubeskriveligt smukt udseende, men dog med visse skønhedsfejl – eksempelvis flagermusvinger, katteøjne, horn eller haler. (Se også Incubus).

Sudarshana-chakra
(Sanskrit). Sudarshana-chakra stammer fra ”su”, der betyder ”guddommelig” og ”darshana”, der betyder ”vision”. Sudarshana betyder derfor ”guddommelig vision”. Generelt bruges Sudarshana i betydningen ”vision om noget glædeligt”. Sudarshana-chakra er en roterende skive med 108 takkede kanter i hånden på den hinduistiske gud Vishnu. Sudarshana-chakra er afbildet i den bagerste højre hånd af Vishnus fire hænder. Desuden holder han en Shankha (konkylie) i sin forreste venstre hånd, en Gada (et våben) i bageste venstre hånd, og en Padma (lotusknop) i forreste højre hånd. Iflg. Puranaerne bruges Sudarshana-chakra som et ødelæggende våben, der rettes mod fjenderne. Beskrivelsen af Vishnu med Sudarshana-chakra betyder også, at Vishnu vogter de guddommelige legemer og Himlen. Lord Sudarshana tilbedes normalt under Homa-ceremonien, hvor man afværger Djævelen og de negative kræfter eller vibrationer. Der er forskellige historier om oprindelsen af Sudarshana-chakra, men ingen menes at være autentisk. (Se også Chakra, Homa og Vishnu).

Suddhavasa
(Sanskrit). Suddhavasa betyder ”rent tilholdssted”. Suddhavasa er en gruppe på fem himle, der tilhører den fine stoflige verden Rupa-Loka, der er et tilholdssted for en Anagami, dvs. et menneske, der ikke længere skal genfødes. De har opnået Arahat-indvielsen og Nibbana Ariya-puggala. (Se også Arhat, Loka).

Sudra
(Sanskrit). Sudra er den fjerde Varna – dvs. den fjerde og laveste af Indiens oprindelige fire kaster. Shudra er beskrevet i Purusha Sukta i Rig Veda, som opdeler samfundet i fire Varnaer eller Chaturvarna. De øvrige tre Varnaer er Braminer (præster), Kshatriya (krigere og ledere), og Vaishya (landmand, handelsfolk og købmænd). Den fjerde Varna omfatter mennesker fra Sudradamai Varna, der hovedsageligt består af arbejdere, håndværkere og tjenestefolk. Ifølge de gamle tekster, udførte Shudra-kasten funktioner, der bestod i at betjene de tre andre Varnaer. Varna-systemet blev for stift i den senere vediske periode, og i nutidens indiske samfund, har man ved hjælp af lovgivning forsøgt at fjerne forskellene mellem de forskellige samfundskaster. (Se også Brahmin, Kshatriya og Vaishya).

Sufisme
(Arabisk). Sufisme stammer fra det arabiske ord ”suf”, der betyder ”uld”, og det henviser til de første tilhængeres fattige ulddragt. Desuden er stavelsen tilføjet ”isme”. Sufisme er en betegnelse for en islamisk mystik retning. Sufisme er en religiøs filosofi, der udtrykker kærlighed eller forbundenhed mellem Allah og mennesket. Der findes mange eksempler på islamisk mystik i perioden ca. 900-1400, der betragtes som islams guldalder. Sufisme indebærer mystik, åndelighed og kærlighed. Sufi-ordener lægger ofte vægt på påmindelse – ”dhikr” – af Guds navn. Man samles for at meditere, og meditationen er ofte akkompagneret af rytme eller musik. Sufismens oprindelse er ukendt, men nogle muslimer betragter sufisme som noget, der er opstået på et senere tidspunkt, mens sufierne selv mener, at deres lære går helt tilbage til Mohammad, men at den oprindeligt var uden navn. Mange muslimer, bl.a. tilhængerne af salafismen og wahabismen afviser sufismens plads i traditionel islam. (Se også Dervish og Isme, Salafisme og Wahabisme).

Suggestion
(Latin). Suggestion stammer fra ”suggestio”, der er opstået af ”suggero”, der betyder ”foreslå” og fransk ”suggestion”. Suggestion er en påvirkning af et menneskes tanker, følelser eller adfærd ved at påføre det ændrede forestillinger, ved at hæmme den selvstændige tanke- og viljevirksomhed – som evt. sættes ud af funktion – og stimulere nye sinds-, opfattelses- og helbredstilstande. Selvsuggestion kan opøves ved koncentration.

Suggestologi
Suggestologi er betegnelsen for en suggestionsmetode, der kan modvirke sygdom og udvikle indlæringsevnen. Suggestologi blev introduceret af den bulgarske læge Georgi Lozanov, der var psykiater og pædagog. Han udviklede suggestologi og suggestopædi, og hans arbejde gav inspiration til f.eks. fremmedsprogsundervisning, idrætstræning og psykoterapeutisk cancerbehandling, der involverede visualisering.

Sukhasana
(Sanskrit). Sukhasana en behagelig meditationsstilling, der også kaldes ”den nemme stilling” eller simpelthen ”skrædderstillingen”. Man krydser skinnebenene, spreder benene og sætter hver fod under modsatte knæ, samtidig med at man bøjer knæene og anbringer benene under torsoen. Slap af i fødderne og lad deres yderside hvile på gulvet, og placer indersiden af svangen under det modsatte skinneben. Man ved, at det understøttende ben er placeret rigtigt, når man ser ned og ser på en trekant, hvor siderne dannes af de to lår og de korslagte skinneben. I Sukhasana skal der være en behagelig afstand mellem fødder og bækken. Som altid, skal man sidde med bækkenet i en forholdsvis neutral position. Man kan enten lægge hænderne i skødet med håndfladerne opad, eller lægge hænderne på knæene med håndfladerne nedad. Man kan sidde i Sukhasana i længere tid, men hvis man praktiserer stillingen regelmæssigt, skal man sørge for skiftevis at placere højre og venstre ben øverst, når man krydser benene.

Sukshma
Se Sharira.

Sunyatha
(Sanskrit). Sunyatha, Shunyata eller Sunnata på pali stammer fra navneordet ”Sunya”, der betyder ”nul” eller ”intet”, men som normalt oversættes med ”tomhed” eller ”åbenhed”. Sunyatha henviser til fraværet af enhver indre identifikation med alle former for ydre fænomener. Sunyatha er identisk med det buddhistiske begreb Anatta eller Anatman, der betyder ”ikke-selv”. (Se også Anatman).

Supta Vajrasana
(Sanskrit). Supta Vajrasana er en yoga-øvelse. Supta betyder ”liggende”, Vajra er guden Indras tordenkile (og våben), og Asana betyder ”øvelse” eller ”stilling”. Direkte oversat betyder Supta Vajrasana ”det sovende lyns stilling”, men normalt kaldes øvelsen bugstrækket. Når man udfører Supta Vajrasana, ligger man udstrakt på ryggen på et underlag. Herefter bøjer man benene, og anbringer fodsålerne fladt på gulvet. Man griber nu fat om højre ankel og trækker foden bagud indtil den befinder sig ud for hoften – helst med vristen mod gulvet og foden strakt op langs kroppen. Hvis det er for vanskeligt kan man tæerne lægges ud til siden. Knæet sænkes forsigtigt ned mod underlaget. Det medfører, at lårmusklen på forsiden strækkes. Skuldre og hals afspændes, og i hver udånding kommer knæet nærmere underlaget. Herefter strækkes benet ud, og øvelsen gentages med venstre ben. I en mere avanceret udgave af Supta Vajrasana sidder man i diamantstilling med samlede knæ. Herefter læner man sig bagover mens man støtter på albuerne indtil hovedet og skuldrene rører underlaget. Knæene skal så vidt muligt røre gulvet (dog uden at bruge magt), og hænderne lægges på lårene. Man ånder normalt, og ved hver udånding kommer knæene nærmere underlaget. (Se også Vajrasana (diamantstilling).

Sura
(Sanskrit). Sura er en fællesbetegnelse for guderne – en slags titel til en guddom eller et åndeligt overhoved, der er rent, ædelt og arbejder for menneskehedens velfærd. Modsætningen er Asura, der betyder ”livskraft”. (Arabisk). Sura eller Surat betyder ”kapitel” (i Koranen). Sura betyder egentlig ”linje”, ”række” eller ”trin”. Sura er afledt af Pahlavi-ordet Suri, der betyder ”rød farve”, med henvisning til væggene omkring byerne og slottene, hvor farven var symbol på beskyttelse. Koranen består af 114 Suraer med forskellige længder. Med undtagelse af den første Sura er de disponeret efter længde med den længste Sura først. Der er derfor ingen kronologi i Koranen. Den korteste Sura (Al-Kawthar) har kun tre Ayat (vers), mens den længste (Al-Baqara) indeholder 286 Ayat. Af de 114 Suraer i Koranen, er 86 klassificeret som Mekka-suraer, mens 28 er Medina-suraer. Klassificeringen er kun omtrentlig i forhold til de lokaliteter, hvor åbenbaringen er sket. Mekka-suraerne omhandler generelt tro og det hinsides, mens Medina-suraerne er mere fokuseret på det sociale liv i det (dengang) spirende muslimske samfund. (Se også Asura).

Suraya
Se Surya.

Surya
(Sanskrit). Surya eller Suraya er Solen. I Rig-veda, hvor hverken Brahma, Vishnu eller Shiva forekommer, består treenigheden (Trimurti) af Surya, Agni og Vayu. Surya er den højeste lysskabning og hinduismens vigtigste solguddom. Surya er hersker over Navagraha, dvs. de klassiske planeter i hinduistisk astrologi. Surya afbildes ofte som fører af en stridvogn med syv heste eller en hest med syv hoveder, som repræsenterer regnbuens syv farver eller de syv chakraer. Surya hersker desuden over søndagene. Saura-sekten betragter Surya som den største guddom. Surya i skikkelse af Solen tilbedes ved daggry af de fleste hinduer, og mange templer er dedikeret til Surya overalt i Indien. Surya er navnlig specielt tilbedt ved hinduistiske ceremonier i Ratha Saptami, Makar Sankranti, Chhath og Samba Dashami.

Surya Bheda Pranayama
(Sanskrit). Surya Bheda Pranayama stammer fra ”Surya”, der betyder ”Sol”, og ”Bhedana”, stammer fra roden ”bhid”, der betyder ”at gennembore”, ”t bryde” eller ”passere igennem”. Pranayama stammer fra ”pran”, der betyder ”livskraft” eller ”vital energi” – især åndedrættet – og ”yam”, der betyder ”kontrol”. Surya Bheda Pranayama er en åndedrætsøvelse, hvor man ånder ind gennem højre næsebor. Med andre ord passerer Prana gennem Pingala eller Surya Nadi. Herefter udføres en Kumbhaka, hvor der udåndes gennem venstre næsebor, som gør gennem Ida Nadi. (Se også Ida Nadi, Kumbhaka, Pingala Nadi, Prana, Pranayama, Surya og Surya Nadi).

Surya Nadi
(Sanskrit). Surya betyder ”sol” og Nadi betyder ”kanal”. Surya Nadi er et andet navn for Pingala Nadi, som er en af de vigtigste kanaler for den åndelige energi, der strømmer til højre for rygsøjlen. Ida Nadi strømmer til venstre for rygsøjlen. Ida Nadi eller Chandra Nadi er ”måneenergi” og Pingala Nadi eller Surya Nadi er ”solenergi”, for Ida Nadi er kølig og Pingala Nadi er varm. I yoga-filosofien kaldes venstre næsebor Chandra Nadi eller Ida Nadi for ”måne-passagen” og højre næsebor kaldes Surya Nadi eller Pingala Nadi for ”sol-passagen”. Åndedrætter i højre næsebor repræsenterer livskraften, og venstre næsebor repræsenterer den mentale kraft. ”Måneenergien” eller den mentale energi anses for at være den dominerende. (Se også Ida Nadi, Nadi, Pingala Nadi og Surya).

Surya Namaskar
(Sanskrit). Surya Namaskar er en yoga-øvelse, der består af en række sammenhængende bevægelser på i alt tolv stillinger. Surya Namaskar betyder ”hilsen til Solen” eller ”hilsen til Surya”, og ofte kaldes den for ”soløvelsen”. Øvelsen består af en rækkefølge af bevægelser og Asanas, som kan praktiseres på forskellige bevidsthedsniveauer – lige fra fysisk træning til en komplet Sadhana, som inkluderer Asana, Pranayama, Mantra og Chakra-meditation. Det er ofte begyndende Vinyasa inden for en længere yogaserie. Surya Namaskara kan også henvise til andre former for ”solhilsener”. Surya Namaskar består af 2 x 12 stillinger, som udføres i en sammenhængende, glidende bevægelse. De enkelte stillinger påvirker kroppens organer, rygsøjlen og fjerner spændinger. (Se også Mantra, Pranayama, Sadhana og Vinyasa).

Sushumna Nadi
(Sanskrit). Sushumna Nadi er de syv chakraers centre, der ligger langs den æteriske rygsøjle. Sushumna Nadi er derfor betegnelsen for en subjektiv kanal eller Nadi i rygsøjlen. Sushumna er nært forbundet med Kundalinikraften og dens rejsning. I udviklingens lange løb skal Prana (livsenergi, vitalitet) strømme i Sushumna. Det betyder, at Pranaen ikke alene skal afbalanceres mellem Ida Nadi og Pingala Nadi – venstre og højre – men også strømme gennem den centrale kanal Sushumna, som nogle gange kaldes ”sølvsnoren”. Evnen til at afbalancere Ida og Pingala, og dermed få Prana til at flyde i Sushumna er en vigtig øvelse i meditation og Kundalini-yoga. Sushumna Nadis centrale kanal er symbolsk forbundet med Saraswati-floden. I Sushumna Nadi er der tre mere subtile kanaler – Vajra, Chitrini og Brahma Nadi, som Kundalinikraften bevæger sig igennem, når den bevæger sig opad i rygsøjlen fra området under Mooladhara-chakra (rodchakraet) til Sahasrara-chakra (hovedchakraet). Mooladhara-chakra er mødested for de tre vigtigste Nadier, der er kendt som Yukta Triveni. ”Yukta” betyder ”kombineret”, ”Tri” betyder ”tre” og ”Veni” betyder ”strøm”. I Kundalini Shakti er den statiske og umanifesterede Kundalinikraft symboliseret med en slange. Slangen er snoet tre og en halvt gang omkring den centrale akse Svayambhu-linga i bunden af rygsøjlen. Slangen blokerer indgangen til den centrale kanal Sushumna, som forbliver lukket, så længe Kundalinikraften ikke vækkes. Teknikken med Kundalini-yoga består i at bruge Prana (vitaliteten), og styre den gennem Ida Nadi og Pingala Nadi ned til bunden af rygsøjlen hvor Kundalinikraften ligger sammenrullet. De vitale energiers modsatrettede kræfter, der cirkulerer i Ida Nadi og Pingala Nadi vil nu være forenet, og Kundalini Shakti vil derefter stige op gennem Sushumna og de energigivende syv chakraer. (Se også Ida Nadi, Kundalini, Kundalini-Shakti, Kundalini-yoga, Mooladhara-chakra, Nadi, Pancha Makara, Pingala Nadi, Prana og Sahasrara-chakra).

Sushupti
(Sanskrit). Sushupti er en drømmetilstand eller astral bevidsthed, hvor bevidstheden er mere eller mindre frigjort fra det fysiske legeme, og delvis vågen på astralplanet på højere eller lavere underplaner afhængig af udvikling og omstændighed. Sushupti er en af de fire bevidsthedstilstande – Avastha – der er beskrevet i Mandukya-Upanishad. De fire tilstande kaldes Jagrat (den vågne tilstand), Svapna (den drømmende tilstand), Sushupti (den dybe drømmeløse tilstand), og Turiya (en tilstand af høj åndelig bevidsthed). Ønsket om selvrealisering begynder i hverdagen. Mennesket sover det meste af sit liv, og hvis man forstår søvnen, vil det være muligt at nå målet hurtigere. Jagrat, den vågne tilstand, er nem at forstå. Under Svapna eller søvnens drømmende bevidsthed har Jagrat – den vågne tilstand – indvirkning på tankesindet. Kroppen hviler sig, men bevidstheden er aktiv. Sushupti eller den drømmeløse søvn, er en tilstand hvor det fysiske menneske befinder sig i dyb selvforglemmelse. Det er et stadie, der klart adskiller sig fra både den vågne tilstand (Jagrat) og den drømmende tilstand (Svapna). Under Sushupti er både kroppen og tankesindet i hvile. Og når man vågner, har man en oplevelse af, at man er helt udhvilet. Turiya er en tilstand af overbevidsthed. Det er det dybeste fravær fra alt i den materielle verden. Turiya er menneskets højere bevidsthed. (Se også Avastha, Jagrat, Svapna og Turiya).

Suta-Maya Prajna
Se Prajna.

Sutra
(Sanskrit). Sutra betyder ”tråd”, ”ledetråd”, ”læretekst”. Sutraer er et sæt læreregler eller aforismer for rigtig livsførelse iflg. sanskritlitteraturen. Yoga Sutra er eksempelvis en samling og systematisering af praktiske metoder til selvrealisering via åndelig udvikling og frigørelse, skrevet af den indiske vismand Patanjali for mere end 1.500 år siden. Yoga Sutras er skrevet i et symbolsk sprog med den åbenlyse hensigt, at stille krav til tænkeevne og hukommelse. Yoga Sutras er populær blandt hinduer, som er et af de få folk i verden, der stadig leve efter regler, der er i overensstemmelse med den gamle religiøse og filosofiske tænkning. Der findes Sutraer om stort set ethvert emne, men som regel er Sutraerne forbundet med Vedaerne, hvor der er tre typer: Kalpa-sutraer (regler for offerritualer). Grhya-sutraer (nationale regler), som er familieritualer som f.eks. ægteskab, fødsel, navngivning osv. Samayacharika-sutraer, som bl.a. behandler told- og skatteregler m.m. Kalpa-sutraer tilhører Shruti-skrifterne (det, der er hørt eller åbenbaret), mens de to andre sutra-typer tilhører Smriti-skrifterne (det, der er husket), og som er overført mundtligt fra generation til generation. I buddhistiske skrifter er Sutra almindeligt kendt under pali-udtrykket Sutta. Et Sutra-værk, der er kendt i Vesten, er Vatsyayanas håndbog i erotik – Kama-Sutra. (Se også Kalpa-sutraer, Kama-Sutra, Patanjali, Shruti, Smriti og Sutta).

Sutra Neti
(Sanskrit). Sutra Neti er en yogateknik, hvor der anvendes en speciel tråd til at rense passagen i næsen. Sutra betyder ”tråd”, og rensningen foregår ved at føre en lang tråd gennem næsen. Man skal bruge en speciel tråd til formålet. Den skal være lavet af bomuld – ikke af syntetiske fibre, og den skal ikke være stramt viklet. Den skal være ca. 4 mm tyk og længden 35 cm lang. Det er en god idé først at øve sig med Jala Neti for at sikre sig, at næseborene er klar. (Se også Neti, Dugdha Neti, Ghrita Neti, Jala neti, Neti Kriya og Neti Kriya).

Sutratma
(Sanskrit). Sutratma eller Sutratman er sammensat af ”sutra”, der betyder ”tråd”, og ”atman”, der betyder ”Selv”. Det er ”Selvets tråd” – den gyldne tråd af selvbevidst individualitet, eller strømmen af sjælelig selvbevidsthed – hvor menneskets stofprincipper er trukket som perler på en guldtråd. Det er Sutratma eller strømmen af sjælens bevidsthedsliv, der er den grundlæggende individualitet i alle skabninger, og som afspejles i og gennem de mange mellemliggende legemer, slør eller redskaber, som rummer det usynlige menneske. Sutratma er ”tråden, der består af ånd”. Sutratma er den direkte livsstrøm, der strømmer fra monaden, gennem den åndelige triade og kausallegemet til personligheden, hvor den er forankret i det æteriske hjerte. Livsstrømmen styrer blodcirkulationen i hele det fysiske legeme. Sutratma defineres som ”en tråd, der forbinder alle menneskets aspekter med det guddommelige”. Sutratma er omtalt i Bibelen, hvor den kaldes ”sølvsnoren”. Sutratma er også et navn for den fine tråd af buddhisk stof, der holder de permanente atomer sammen. (Se også Buddhi og Permanente atom).

Sutta
(Sanskrit). Sutta, Sutta Pitaka eller Suttanta Pitaka er den anden af de tre dele i Tipitaka eller Pali-værkerne, der er en samling af buddhistiske skrifter i Theravada-buddhismen. Sutta Pitaka indeholder mere end 10.000 Suttaer (taler), som stammer fra Buddha eller hans nærmeste chelaer. Digha Nikaya Sutta er en samling af lange taler i Sutta Pitaka. Desuden findes Majjhima Nikaya Sutta, Samyutta Nikaya Sutta med over 2.000 Suttaer, Anguttara Nikaya Sutta, der er en samling af er flere tusinde Suttaer, Khuddaka Nikaya Sutta, der er en samling af mindre Suttaer, som alle indgår i de buddhistiske Tripitaka-værker. (Se også Sutra).

Svabhavat
Se Substans.

Svadhisthana-chakra
(Sanskrit). Svadhisthana-chakra er yogalærens betegnelse for det andet og næstnederste af de syv primære chakraer iflg. den hinduistiske tantriske tradition. Svadhisthana-centret befinder sig i den æteriske rygsøjle i det sakrale område bag skambenet. Svadhisthana-chakra har seks ”kronblade” eller ”egre”, der er illustreret med sanskrit bogstaver, der er skrevet med lys. Det er ”Bam”, ”Bham”, ”Mam”, ”Yam”, ”Ram” og ”Lam”. Den mantriske lyd i midten af chakraet er ”Vam”. Svadhisthana-chakra er placeret ved halebenet ca. to fingerbredder over Mooladhara-chakra. Det har som nævnt seks ”kronblade”, der er i overensstemmelse med de roterende bevidsthedsstrømme, der også er kendt som Vrittis. Svadhisthana-chakra befinder sig i æterlegemet foran på det fysiske legeme ud for skambenet. Svadhisthana beskrives som en lotus med seks rødorange kronblade. Inde i lotusen er der en hvid halvmåne, som er formet af to indre cirkler i forskellige størrelser, den ene inde i den anden. Halvmånen er Tattwa for vandelementet, og den er vist som en halvmåne af sølv, og guddommen er den hvide Varuna med fire arme. Han sidder på en krokodille og holder en løkke i hånden. Svadhisthana er forbundet med det ubevidste og med menneskets følelsesliv. Svadhisthana er tæt forbundet med Mooladhara, for i Svadhisthana ligger forskellige Samskaraer (potentiel karma) i dvale, og de kommer til udtryk via Mooladhara. Svadhisthana indeholder ubevidst begær – især seksuel lyst – og det er yderst vanskeligt at løfte Kundalini Shakti (bevidsthedsenergien) over Svadhisthana på grund af den ubevidste lyst. Mange indviede har stået over seksuelle fristelser i relation til Svadhisthana-chakra. Det er forbundet med tungen, smagssansen og ikke mindst med kønsorganerne og reproduktionsevnen – dvs. med de endokrine kirtler fra testikler hos mænd eller æggestokke hos kvinder. Kirtlerne producerer hormonerne testosteron eller østrogen, som er vigtige aspekter i den seksuelle adfærd. (Se også Mooladhara, Samskara og Varuna).

Svadhyaya
(Sanskrit). Svadhyaya betyder ”selvindlæring”. Svadhyaya er imidlertid et begreb i hinduismen med flere betydninger, bl.a. i forbindelse med studier af Vedaerne og andre hellige bøger. Ordet henviser bl.a. til recitering – f.eks. gentagelse af vedaerne med høj stemme, men Svadhyaya bruges også som en betegnelse for selve Vedaerne. I ortodoks brahmanisme lovprises Svadhyaya som udtryk for ”studie af skrifterne” og Darsana, ”der hjælper med forståelsen af Paramatmans natur.” Nogle oversættere bruger udelukkende ordet ”undersøgelse” uden at præcisere typen af undersøgelsen. (Se også Darsana og Paramatman).

Svapna
(Sanskrit). Sushupti er en drømmetilstand eller astral bevidsthed, hvor bevidstheden er mere eller mindre frigjort fra det fysiske legeme, og delvis vågen på astralplanet på højere eller lavere underplaner afhængig af udvikling og omstændighed. Sushupti er en af de fire bevidsthedstilstande – Avastha – der er beskrevet i Mandukya-Upanishad. De fire tilstande kaldes Jagrat (den vågne tilstand), Svapna (den drømmende tilstand), Sushupti (den dybe drømmeløse tilstand), og Turiya (en tilstand af høj åndelig bevidsthed). Ønsket om selvrealisering begynder i hverdagen. Mennesket sover det meste af sit liv, og hvis man forstår søvnen, vil det være muligt at nå målet hurtigere. Jagrat, den vågne tilstand, er nem at forstå. Under Svapna eller søvnens drømmende bevidsthed har Jagrat – den vågne tilstand – indvirkning på tankesindet. Kroppen hviler sig, men bevidstheden er aktiv. Sushupti eller den drømmeløse søvn, er en tilstand hvor det fysiske menneske befinder sig i dyb selvforglemmelse. Det er et stadie, der klart adskiller sig fra både den vågne tilstand (Jagrat) og den drømmende tilstand (Svapna). Under Sushupti er både kroppen og tankesindet i hvile. Og når man vågner, har man en oplevelse af, at man er helt udhvilet. Turiya er en tilstand af overbevidsthed. Det er det dybeste fravær fra alt i den materielle verden. Turiya er menneskets højere bevidsthed. (Se også Avasthas, Jagrat, Sushupti og Turiya).

Svarga
(Sanskrit). Svarga eller Swarga er også kendt som Svarga Loka, der er en af syv Lokaer eller bevidsthedsplaner i hinduistisk kosmologi. Loka’erne er i rækkefølge: Bhu Loka eller Prithvi Loka (det fysiske plan), Bhuvar Loka, Svarga Loka, Mahar Loka, Jana Loka, Tapa Loka, og det højeste be-vidsthedsplan er Satya Loka eller Brahma Loka. Det er de metafysiske eksistensplaner, hvor mennesker af forskellige udviklingsgrad og tilstand befinder sig. (Se også Loka).

Svastika
(Sanskrit). Svastika er et af de ældste (muligvis det allerældste) af alle symboler hos alle folkeslag. Svastika er symbolet på verdensaltets skabelse. Det kaldes også Jaina-korset, det hermetiske kors, hagekorset, croix cramponnee og nogle gange – men vistnok fejlagtigt – Thors hammer. Svastika eller hagekorset er oprindeligt et solkors. Ordet ”Svastika” stammer fra sanskrit, og er sammensat af tre stavelser: ”Su” som betyder ”god”, ”Asti”, som betyder ”skabning”, og ”Ka”, som betyder ”det gode”. Ordet ”Gud” er afledt af ”god”, og ”Svastika” repræsenterer den gode skabning eller Gud og det gode. Hermed skulle det være slået fast, at hagekorsets oprindelige eller dybere betydning er absolut positiv. Svastika var kendt i både Indien og Kina i mere end 3.000 år før kristendommen, og det er desuden fundet både i Troya og hos mayaerne. Svastika er som sagt et solkors, og det symboliserer livets bevægelse. Livet er ikke statisk. Den vertikale linje i solkorset er det aktive dynamiske princip, og den horisontale linje er det passive statiske princip. Solkorset repræsenterer desuden en opdeling i en højere og en lavere natur. Menneskets højere åndelige natur er bundet i kødet til den fysiske verden via det passive statiske princip, men mennesket kan frigøre sig fra bindingen ved hjælp af det aktive dynamiske princip. Korset eksisterede derfor længe før, nazisterne begyndte at bruge det. Hitlers misbrug af solkorset skaber i nutiden meget negative associationer hos de fleste mennesker, men det er som sagt et meget gammelt solsymbol, som ikke er skabt af Hitler, men misbrugt af Hitler. Svastika symboliserer bevægelse. Det er nemt at forestille sig, at det cirkelformede eller hjulformede solkors roterer omkring sin egen akse, og at armene på hagekorset viser retningen for rotationen. Retningen skjuler vigtige informationer, for korset kan illustrere Guds eller det godes bevægelse fra et guddommeligt niveau ned i manifestation i stadig tættere stof. Bevægelsen beskriver dermed livets involutionsproces eller indviklingsproces – dvs. bevægelsen væk fra det åndelige eller guddommelige udgangspunkt mod stadig større indvikling i stoffet (materialisme). Det var den version af hagekorset, nazisterne valgte som deres symbol. De spejlvendte dermed det oprindelige solkors, som repræsenterede involutionskræfterne, der fra menneskehedens synsvinkel er ondt. Mennesket er underlagt evolution, og rotation i den modsatte retning symboliserer derfor livets evolutionsproces – dvs. en bevægelse væk fra bindingen til og identifikation med det fysiske mod stadig større åndeliggørelse. Fuldkommengørelsen repræsenteres af livets tilbagevenden til udgangspunktet. Jesus sagde: ”Bliv da fuldkommen som min Fader i Himlen er fuldkommen”. Det samme budskab og den samme evolutionsproces beskrev de gamle egyptere ved hjælp af sønneguden Horus, som til slut bliver Ra-Herakte og forenes med Ra (Gud). Det høje bevidsthedstrin er identisk med åndsvidenskabens Kristusbevidsthed. (Se også Croix Cramponnee).

Svatantrya
(Sanskrit). Svatantrya stammer fra ”sva”, der betyder ”selv”, og ”tantram”, der betyder ”afhængighed”. Bogstaveligt betyder Svatantrya derfor ”selv-afhængighed” i betydningen ”fri vilje”. Det er et begreb i Kashmiri Shaivismen for guddommelig suverænitet. Svatantrya beskrives som en energi, der udstråler fra Den Højeste (Paramasiva). Det er en bølgebevægelse inde i bevidstheden (Spanda), der fungerer som Universets fundament. Eller med andre ord er Svatantrya det skabende ord eller Logos (Paravak). Svatantrya står i modsætning til det vedantiske begreb Brahman, som udelukkende er et bevidst vidne til skabelsen, som får påført en illusion (Maya) af en ydre kraft. Iflg. Kashmiri Shaivismens synspunkt er skabelse en aktiv viljeshandling fra den højeste bevidsthed (Shiva), som bruger sin uovervindelige viljestyrke (Svatantrya). Det er et vigtigt aspekt i Pratyabhijna-skolens Kashmir Shaivisme. Svatantrya er et begreb, der er essentielt i mange åndelige spørgsmål i Kashmir Shaivismen, og det samme gælder Shivas (Guds) guddommelige enemagt, Caitanya (bevidstheden), Vimarsa (den skabende kraft), den mantriske virkning og Kundalinikraften. (Se også Kashmir Shaivisme).

Swami
(Sanskrit). Swami eller Swamin er sammensat af ”sva”, der betyder ”selv” eller ”ens eget”, og ”pada”, der betyder ”position” eller ” status i udviklingen”. Swami er en lærer, en yogi, en asket eller en åndelig vejleder. Swami bruges bl.a. som ærestitel i slutningen af navne. Swami-ordenen blev grundlagt af Adi Shankara, som brugte betegnelsen for en religiøs lærer. En Swami var derfor oprindeligt en munk. Udtrykket henviser sædvanligvis til mænd, men det bruges også til kvinder, der har aflagt ed, og som har besluttet at opgive deres sociale og verdslig status for at følge yogaens udviklingsvej.

Swara-yoga
(Sanskrit). Swara-yoga er en selvstændig del af yogasystemet. Swara-yoga er beslægtet med Hatha-yoga og Kundalini-yoga. Swara-yoga arbejder med Ida Nadi og Pingala Nadi og deres funktioner ved hjælp af åndedrætsteknikker, som er baseret på åndedrættets balance ved at regulere luftstrømmen i næseborene. Når næseborene fungerer uafhængigt af hinanden, påvirker de kroppens kemi på en anden måde, end når vejret trækkes normalt. Ifølge Swara Yoga repræsenterer højre næsebor Solens hede eller kvaliteten varme, som øger kroppens syrlige sekreter, mens venstre næsebor repræsenterer Månens kølighed eller kvaliteten kulde, som øger de basiske sekreter. Både højre og venstre næsebor er forbundet med hver sin modstående hjernehalvdel. Næsen er i direkte kontakt med hypotalamus via forbindelsen til den olfaktoriske hjernelap. Hypotalamus er en del af det limbiske system, der har relation til følelser og motivation. Når vejret trækkes gennem næseborene, er åndedrættet forbundet med den neuromotoriske respons og derved med det autonome nervesystem. Den neuromotoriske respons påvirker hjernehalvdelene og deres primære aktiviteter i hjernen, og påvirkningen er kemisk. Signalstofferne er hjernens kemiske budbringere, og de har indflydelse på alle kroppens funktioner. Gennem et netværk af sensoriske nerver i næsen er næseborene forbundet med subtile æteriske nadier. Påvirkning af nadierne er nøglen til Swara Yoga-teknikken. Iflg. Swara Yoga kan man få herredømmet over vejrtrækningen ved gennem hvert næsebor at ændre vejrtrækningen regelmæssigt. Ved kraftig indånding gennem næsen, man kan beslutte, hvilket næsebor, der skal være det dominerende. Nadierne Ida og Pingala, der er forbundet med henholdsvis venstre og højre næsebor, aktiveres, når det tilsvarende næsebor er aktiveret. Sushumna Nadi i rygsøjlen aktiveres, når begge næsebor fungerer samtidigt, og normalt sker det kun et kort øjeblik i overgangen fra det ene næsebor til det andet i åndedrætsøvelsen. Det samme sker henholdsvis morgen og aften. Den periodiske vekslen mellem næseborene afbalancerer hele systemet. Kontrol over denne balance er det grundlæggende mål Swara Yoga. (Se også Hatha-yoga, Ida Nadi, Kundalini, Kundalini-yoga, Pingala Nadi og Sushumna Nadi).

Swaraj
(Sanskrit). Swaraj er sammensat af ”sva”, der betyder ”selv” eller ”egen” og ”raj”, der betyder ”konge” eller ”hersker”. Swaraj betyder ”selvstyre”, og ordet blev anvendt af Gandhi som synonymt med ”hjemmestyre”. Ordet henviser sædvanligvis til Gandhis koncept for indisk uafhængighed af udenlandsk (engelsk) dominans.

Swastikasana
(Sanskrit). Swastikasana eller Svastikasana stammer fra ”Svastik”, der betyder ”lovende”. Swastikasana er en behagelig meditationsstilling i stil med Siddhasana, og muligvis er det grunden til, at den kaldes ”den lovende stilling” eller ”den lykkebringende stilling”. Stillingen udføres ved at man sidder på gulvet og strækker benene samlet frem foran sig. Hænderne placeres ved siden af kroppen med håndfladerne på gulvet og med samlede fingre, som peger fremad. Herefter bøjes det højre ben, som placeres på venstre bens lår. På samme måde bøjes venstre ben, som placeres på højre lår. Fodsålerne skal placeres mellem lår og lægmuskler at undgå skader på læg- og haser. Begge hænder anbringes på knæene. (Se også Siddhasana og Svastika).

Sygdom
Åndsvidenskaben oplyser, at enhver sygdom skyldes blokeret sjælsenergi. Når tanker, følelser eller den fysisk-æteriske krop yder modstand mod sjælens hensigt i en inkarnation, opstår der sygdom i den del af personligheden, der er svagest. Der er naturligvis også sygdomme, som stammer fra udefrakommende indflydelser, der påvirker organismen og skaber sygdom. En stor del af den form for sygdom skyldes ofte ufornuftig behandling af det fysiske legeme (røg, spiritus, narkotika, junkfood osv.), men det er også et symptom på manglende sjælskontakt. Sjælskontakt kræver, at sjælens fysiske redskab behandles med stor respekt, og betragtes som sjælens fysiske tempel.

Sylfe
Se Naturånder.

Sylfide
Se Naturånder.

Symbol
(Græsk). Symbol stammer fra det græske ”symbolon”, der betyder ”varsel” eller ”tegn”. Et symbol repræsenterer noget, der illustrerer eller står for noget andet − et synligt tegn for noget usynligt eller uhåndgribeligt. Symboler er figurer eller tegn, som i stiliseret form illustrerer sandheder – navnlig abstrakte sandheder – der ikke let kan udtrykkes i ord eller ikke må nedskrives. Symboler er ikke det samme som et sindbillede, fordi alle sindbilleder er symboler – men ikke omvendt. I de tidligste skriftsystemer fandtes der ikke bogstaver. Tanker, sætninger eller ord blev udtrykt ved hjælp af symboler – f.eks. i hieroglyfferne eller det gamle kinesiske alfabet, med tusindvis af tegn, som først i 1923 blev afløst af et bogstavalfabet.

Symbolik
(Egyptologi). Når man studerer det gamle Egypten er det almindeligt at høre udtalelser om, at et egyptisk relief symboliserer et eller andet. Helt overordnet kan man sige, at et symbol er et fysisk objekt, der repræsenterer en subjektiv eller abstrakt idé. Set i dette lys er det magiske billedsprog, der eksempelvis ses i de faraoniske grave i Kongernes dal, hvor reliefferne fortæller om Solens og livslysets ubeskrivelige genfødsel, i høj grad symbolik. Men det medfører også, at egyptologernes brug af ordet ”symbol” bliver uklart. Det siges eksempelvis, at hanflodhesten symboliserede ondskab, men hanflodhesten er ikke et symbol på det onde, for det store og tunge dyr symboliserede ikke ødelæggelse – det VAR ødelæggelse, når det trampede afgrøderne ned. Flodhesten var ikke ond. Den gjorde bare det, som flodheste gør og altid har gjort. Men dens naturlige adfærd skabte problemer for menneskets adfærd. Derfor er der intet i naturen, der i sig selv er ondt. Det har sin naturlige plads i helheden, men adfærden, kan begrænse udviklingen for andre skabninger. Derfor er ondskab en relativ ting. Jagt og drab på flodhesten medførte reelt fjernelse af problemet. Et andet eksempel er faraoen, der ofrer en lotus til solguden, for ved offerhandlingen genskabte han i fysisk form betingelserne for skabelsen af Universet, som symbolsk eller principielt lå skjult i lotusplantens naturlige vækst. Eksemplerne viser, at egypternes verdenssyn stammede fra deres iagttagelse af naturen og dens processer. Alt i skabelsen var for dem udtryk for en bagvedliggende, iboende idé eller guddommelig hensigt, som havde antaget form. Dermed blev enhver form et symbol, der skjulte en guddommelig kraft og kvalitet, som havde sin naturlige og nødvendige plads i skabelsens helhed. Ethvert symbol eller enhver form kunne derfor afkodes i meditation eller ved dyb refleksion, der typisk indebar en proces, der gik gennem fem faser: 1) Meditation på en bestemt forms natur. 2) Meditation på en bestemt forms kvalitet. 3) Meditation på en bestemt forms formål. 4) Meditation på det liv, der besjæler en bestemt form. 5) Den endelige og dybeste erkendelse af et symbol ville medføre, at den mediterende blev ét med meditationsobjektet, idet alt i skabelsen udgør en helhed.

Synkretisme
(Græsk). Synkretisme er afledt af ”synkretismos”, som igen – sandsynligvis – er afledt af det latinske ord ”syncretismus”, som betyder ”at sammenblande” eller ”forene”. Synkretisme er forsøg på eller en reel forening af forskellige synspunkter. Synkretisme er eksempelvis betegnelsen for kombinationen af forskellige trosretninger på en måde, der får deres forskellighed til at gå i opløsning.

Synkronisitet
(Græsk). Synkronisitet stammer fra ”synkhronos” og er afledt af ”synkron”, der betyder ”samtidig” eller ”simultan”. Synkronisitet betyder derfor ”samtidighed” vel at mærke ”meningsfuld samtidighed” eller ”koincidens” mellem indre (psykiske) og ydre (fysiske) begivenheder, der ikke står i indbyrdes årsagssammenhæng med hinanden. Synkronisitet er relateret til synkronisering, men det har stort set den modsatte mening, fordi synkronisering er en (menneskeskabt) organiseret koordination i tid – f.eks. at en bus afgår fem minutter efter at toget er ankommet. Sagt på en anden måde er synkronisitet en oplevelsen af, at to eller flere begivenheder uden tilsyneladende årsagssammenhæng, eller ved at usandsynligt sammentræf opleves, som om de optræder sammen på en meningsfuld måde. Et eksempel kan være to mennesker, der ikke har mødt hinanden i mange år, men begge har ønsket at finde hinanden og til sidst tilfældigt møder hinanden i en tilfældig bus i en fremmed by, hvor de er ankommet til med hver sit tog. Ofte ses synkronisitet ved aktiviteter, hvor udfaldet kan opfattes som heldigt eller uheldigt – f.eks. i spil, i kærlighed osv. Teorien om meningsfuld samtidighed og gentagne oplevelser af synkronisitet hos de samme personer, som oplever begivenheder uden årsagssammenhæng, blev lanceret i 1920 af den schweiziske psykolog Carl Gustav Jung (1875-1961), og synkronisitet har en vigtig rolle i jungiansk og arketypisk psykologi og coaching.

Synode
(Græsk). Synode stammer fra ”synodos”, der betyder ”sammenkomst”. Ordet er sammensat af ”syn” og ”hodos”, der betyder ”vej” eller ”passage”. Synode har samme betydning som koncil, men koncil bruges som regel om de økumeniske (fælleskirkelige) forsamlinger, mens synode ofte bruges om mere afgrænsede lokale diskussioner. Synoder repræsenterer kirkeligt selvstyre, der fungerer uafhængige af statsmagten.

Syzygi
(Græsk). Syzygi er et gnostisk udtryk, der betyder et par, hvoraf den ene part er aktiv, mens den anden er passiv.

Sædmanu
Se Manu.

Sædtanke
Se Nøgleord.

Sæmunds Edda
Se Edda.

Søjler
(Egyptologi). I det gamle Egypten var søjlerne i templerne mere end nødvendige støtter for de overliggere, der bar tempeltaget. Søjlerne var desuden symboler på Universet, som voksede frem af urhavet. Templet repræsenterede en form eller et legeme, som var besjælet, og som havde et specifikt formål i samspillet med andre legemer eller besjælede former i den kosmiske helhed. Navnlig to planter symboliserede vækst og udvikling fra mørkt stof (materialisme) til lysende sjæl og ånd – lotusplanten og papyrusplanten. Derfor valgte de gamle egyptere at forme tempelsøjlerne som de to planter, fordi tempelindvielserne symbolsk indebar samme vækst for neofytterne. Begge planter har rødderne i nilslammet (mørkt stof – eller materialisme på det fysiske plan). De vokser op gennem vandet (følelsernes element eller astralplanet). De løfter sig op i luftelementet (tankens plan eller mentalplanet). Og de åbner sig for at modtage lyset fra Solen (sjælen eller ånden). (Se også Papyrus og Lotus).

Sølv
(Egyptologi). Egypterne brugte store mængder guld og et ædelt metal, de kaldte elektrum. Sidstnævnte er et ukendt metal, som sandsynligvis var renere og mere ædelt end guld. Til gengæld var sølv ikke til rådighed i samme omfang. Ikke desto mindre forstod egypterne at anvende sølvet, som de kaldte ”det hvide metal”. Guldsmedene fremstillede smukke sølvsmykker, og de brugte sølv til udsmykning af statuer og møbler. I myterne fortæller egypterne, at guderne har knogler af sølv og kød af guld. Det hvide metal blev importeret fra lande mod øst og nord. Sølvet omtales kun sjældent i de gamle skrifter.

Sølvalderen
Se Treta-yuga.

Sølvsnoren
Sølvsnoren er betegnelsen for den magnetiske tråd af æterisk stof, der forbinder det æteriske legeme med det fysiske. Forbindelsen er fastgjort i hjerteområdet. Når bevidstheden forlader det fysiske legeme – eksempelvis under narkose – træder den ind i æterlegemet, men forbindelsen mellem den frigjorte og den forladte del af det fysisk-æteriske legeme opretholdes via den æteriske tråd. Forbindelse afbrydes, når den fysiske død indtræffer, hvorefter bevidstheden først forlader det faste fysiske legeme og efter et kort ophold i det æteriske legeme, glider bevidstheden over i astrallegemet på astralplanet, hvor den første fase af efterlivet leves.


a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Højere-&-lavere-psykisme
Kenneth Sørensen: HØJERE & LAVERE PSYKISME


Artikel-Børns-psykiske-potentiale
Gesine Abraham: BØRNS PSYKISKE POTENTIALE


Artikel-Ilddevaer-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: ILDDEVAER


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Besættelse-årsag-&-virkning
Kenneth Sørensen: BESÆTTELSE


Artikel-Den-mystiske-akkord-Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN MYSTISKE AKKORD


Artikel-Devaernes-bevidsthed
Geoffrey Hodson: DEVAERNES BEVIDSTHED


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-Clairvoyance-e-bog-C-W-Leadbeater
C.W. Leadbeater: CLAIRVOYANCE


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
Bliv ven med os på Facebook