Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Ba
(Egyptisk). Ba er de gamle egypteres udtryk for mentallegemet inklusiv kausallegemet eller sjælslegemet. Menneskets sjæl var tæt forbundet med hjertet, og som regel blev Ba’en afbildet som en falk eller en svale med menneskehoved. Åndsvidenskaben oplyser, at mentallegeme og kausallegeme repræsenterer henholdsvis konkret tænkeevne og abstrakt tænkeevne. Menneskets natur blev betragtet som ”dobbelt”, dvs. et aspekt, der er evigt, og et aspekt, der er og dødeligt, og som svarer til Prana i nogle af sine funktioner eller til Kama-Manas. Inderne taler også om en opdeling i Rupa (form) og Arupa (formløs). De gamle egyptere sagde, at ”Sahu lever i Ba”. ”Sahu” kan derfor fortolkes som egypternes betegnelse for sjælen, der kommer til udtryk i stof, der er finere end selve tanken. De dybeste åndelige instanser, der i nutiden kaldes højere bevidsthed (dvs. højere end sjælen), kaldte de gamle egyptere ”Akh”, der betyder ”lysvæsen” eller ”ånd”. At blive en ”Akh” var målet for enhver egypter. (Se også Arupa, Kama-Manas, Manas, Prana, Rupa og Sahu).

Baal
(Kaldæisk). Baal, Ba’al eller på græsk/latin Bel, stammer fra det semitiske udtryk Ba’al, der betyder ”herre”. Herren eller overhovedet var en af de øverste guder i den assyrisk-babyloniske gudekreds. Baal var den anden i en gudetriade, der bestod af Anu, Baal og Ea. Assyriologer mener, at Baal simpelthen var titlen på en guddom, som de har udpeget som ”En-lil” – ”den mægtige herre”. I forbindelse med Universets opdeling i himlen, jorden og vandet blev Baal betragtes som ”landets herre”, og hans tempel i Nippur blev kaldt ”E-kur” – ”bjerghuset”, og Eas tempel blev kaldt ”vandhuset”. Der har været mange Baal’er, og det kan være en af grundene til, at Den Hemmelige Lære omtaler Baal som Solen, Jupiter, Saturn og Merkur. Fordi Baal betyder ”herre”, benyttes betegnelsen til enhver af de vigtige himmellegemer. Iflg. en kilde tilskrives skabelsen af verden og især menneskeheden Baal. Baal kaldes også ”gudernes fader”, og hans hustru, Belit, kaldes ”gudernes moder”. Baals ældste søn er Sin – Månens gud. Baal skaber også Syndfloden, der tilintetgør menneskeheden, og det viser hans dobbelte aspekt som opretholder og nedbryder. Baal er blevet forbundet med den fønikiske Baal, som var kanaanæerne vigtigste gud, men Baal havde desuden en beskyttende effekt på produktion og frugtbarhed, som er forbundet med Månen. Baals kvindelige modstykke, Astarte (Ishtar) blev betragtet som den receptive gudinde, og hun var også en månegudinde. I senere tider blev ritualerne for guddommene forvandlet til hæmningsløse orgier, der indebar ofringer − sandsynligvis også menneskeofringer − men på et tidspunkt blev Baal tilbedt som en solgud. Hans forskellige navne i Det Gamle og Det Nye Testamente afslører Baals forskellige aspekter. Eksempelvis blev Baal i Anden Mosebog udnævnt til Ba’al-Tsephon – ”gud for krypten”. Han blev desuden opkaldt efter Seth eller Sheth, der betyder en søjle (fallos), og pga. de mange associationer, blev han betragtet som en skjult gud, der svarer til Amon i Egypten. Blandt ammonitterne − et folk af det østlige Palæstina, var han kendt som Moloch (kongen). I Tyrus blev han kaldt Melcarth. Tilbedelsen af Baal blev indført i Israel under Ahab. Hans hustru var en fønikisk prinsesse. Typhon, også kaldet Seth, der var en vigtig gud i Egypten i de tidlige dynastier, var et aspekt af Baal og Amon og desuden af Shiva, Jehovah og andre guder. Baal var den altfortærende Sol − i en vis forstand er han den brændende Moloch. Med hensyn til de dansende Baal-profeter, der nævnes i Bibelen, skriver H.P. Blavatsky: ”Det var simpelthen et udtryk for Sabean-tilbedelse, for dansen betegnede planeternes bevægelse rundt om Solen”. Baal er også navnet for Solen hos gallerne. (Se også Adonai, Amon, Anu, Astarte, Ea, Ishtar, Seth og Shiva).

Babel
(Hebraisk). Babel eller Babah hentyder til Babelstårnet, som mennesker ville bygge for at nå op til Himlen og guddommen. Babelstårnet er derfor en symbolsk bygning, der repræsenterer indvielse eller porten til det guddommelige. Det fysiske tårn var både en bygning, der skulle indeholde og beskytte indvielseskamrene og de indvielsesceremonier, der blev udført i dem, samt være et arkitektonisk symbol på bevidsthedsudvidelse mod højere niveauer. Babelstårnet kan både have en negativ og en positiv betydning, for tårnet repræsenterer både egoistisk selvudvikling og åndelig stræben. Det, som den sorte magiker bygger, er forgængeligt, og når bygningen når Himlen, styrter den i grus. Hvis tårnet og systemet bruges af indviede på ”venstrehåndsvejen”, medfører det total og forudbestemt forvirring som den ene mulighed. Hvis tårnet og dets indre mysterier bruges af indviede på ”højrehåndsvejen”, er det noget helt andet. Bibelens fortælling om Babelstårnet har tilsyneladende udelukkende haft fokus på de sorte magikere. Atlantiderne var i den sidste epoke kendt for misbrug af magiske kræfter, ondskab og oprør mod den guddommelige hensigt, og traditionen er bevaret i mange legender, som f.eks. det bibelske Babelstårn, men legenden stammer fra endnu ældre kaldæiske skrifter. De legendariske historier fra før syndfloden om giganter, der stræber mod himlen, er almindelige i de fleste mytologier. Giganternes nederlag i nogle af legenderne resulterer i sprogforvirring, splittelse og spredning, der medfører omfattende opdeling af menneskeheden i racer. (Se også Venstrehåndsvejen).

Babu
Babu betyder ”hr.” og titlen anbringes efter bengalske navne – ikke foran som i Vesten.

Babylon
(Assyrisk). Babylon − ”gudernes port” − er en gammel, berømt by ved Eufrat, som angiveligt blev grundlagt af den assyriske monark Ninus eller hans legendariske kone Semiramis. I oldtiden var Babylon centrum for Indiens esoteriske visdom, der blev udbredt i Lilleasien, og kosmogonien skabte forbindelse mellem den esoteriske lærdom og den hebraiske bibels kosmogoni.

Bacchus
Se Bakkus.

Bacon, Francis
Sir Francis Bacon (1561-1626) var engelsk filosof, statsmand, jurist, politiker og forfatter. Han blev adlet baron Verulam of Verulam (1618) og Viscount St. Alban (1621). Allerede som 22-årig blev han parlamentsmedlem, og han blev Lord Chancellor (finansminister) som 57-årig i 1618, men han blev afsat i 1621 på grund af anklager om bestikkelse. Francis Bacon havde den tvivlsomme ære, at være opført på Index Librorum Prohibitorum, den katolske kirkes indeks over forbudte bøger. I 1621 blev han dømt for korruption og frataget sine embeder. Francis Bacon havde modtaget mange gaver, men han oplyste, at det aldrig havde påvirket ham, og der er ingen grund til at betvivle hans ord. Francis Bacons navn er knyttet til den induktive metode og til det videnskabelige eksperiment. Induktion var allerede kendt af Aristoteles, men Francis Bacon påpeger, at man tidligere generaliserede ud fra få eksempler eller for hurtigt generaliserede uden at kontrollere punkt for punkt om generaliseringen var holdbar. Han anses som grundlægger af erfaringsfilosofien, der også kaldet empirisme. Francis Bacons hovedværk Novum Organum (Det nye værktøj) fra 1620, er en del af det større og aldrig færdiggjorte værk Instauratio Magna (Den store fornyelse). Titlen refererer til Aristoteles’ værk Organum som det oprindelige værktøj, som Francis Bacon fornyede. Baconteorien går ud på, at Francis Bacon er den virkelige forfatter til William Shakespeares værker, og at William Shakespeares navn blev brugt som pseudonym, for det var ikke passende at skrive skuespil for et menneske af Francis Bacons stand. Hovedargumentet for de såkaldte ”baconister” er, at forfatteren til Shakespeares skuespil må være et menneske med omfattende indsigt i historie, sprog, kultur, dannelse, jura mm., og det passer bedre på Francis Bacon end på skuespilleren William Shakespeare. C.W. Leadbeater oplyser, at ”Francis Bacon blev født i 1561, og han var søn af dronning Elisabeth, der giftede sig med sir Robert Dudley, mens de begge var fanger i Tower. Francis Bacon blev dronning Elisabeths minister, og i andre inkarnationer har han som mesteren Rakoczy spillet en enestående rolle i Europas historiske liv”. (Se også Rakoczy).

Bacon, Roger
Roger Bacon (1215-1292) var engelsk filosof og teolog. I 1240’erne underviste han i filosofi i Paris. I 1250’erne blev han franciskanermunk, og i årene derefter arbejdede han på en samlende teori for alle videnskaber. Roger Bacons vigtigste skrift er Opus Maius (Det Store Værk), som han skrev ca. 1267, efter at pave Clemens 4. havde bedt ham publicere sin store lærdom. I Opus Maius påstår Roger Bacon, at et menneske i princippet kan forstå den totale virkelighed. Forståelsen opstår, når menneskets fatteevne – ”den potentielle intelligens”, bliver oplyst af ”den aktive intelligens”, som er Gud. Imidlertid kan autoritet, vaner og fordomme forhindre mennesket i at opnå den sande forståelse. Han eksperimenterede med alkymi og optik og blev beskyldt for at praktisere sort magi. I ti år blev han holdt indespærret i Paris af sin munkeorden pga. sine ”kætterske” skrifter, og det gentog sig i 1278-92. C.W. Leadbeater oplyser, at mesteren Rakoczy er identisk med Roger Bacon: ”Rakoczy inkarnerede i året 1211, og i dette liv var han Roger Bacon, en franciskanermunk, der var reformator af både sin samtids teologi og dens videnskab. Han var en engageret eksperimentator”. (Se også Rakoczy).

Bacon-metoden
Bacon-metoden svarer nogenlunde til det, der er kendt som den induktive metode, og som Sir Francis Bacon var fortaler for. Den induktive metode står i modsætning til den deduktive metode. Ved induktion iagttager man enkelte tilfælde (specialtilfælde) og konkluderer noget generelt (generalisering) på grundlag af iagttagelsen. Det er den såkaldt empiriske metode, der benyttes som nutidens videnskabelige metode. Statistik er eksempelvis et redskab for den induktive tænkning, ligesom logik er det for den deduktive. Et filosofisk standardeksempel er, at man gentagne gange har iagttaget, at de svaner, man har set, er hvide. Man konkluderer derfor, at alle svaner er hvide. Fejlen ved måden at konkludere på illustreres af, at alle svaner, der iagttages i Europa, er hvide, men alligevel eksisterer der sorte svaner i Australien. Selv mange observationer garanterer derfor ikke induktionsmetodens rigtighed. I praksis kan man undersøge, hvordan virkeligheden ser ud, og ud fra resultatet beslutte en teori, der fortæller noget generelt ud fra empiriske undersøgelser af nogle få tilfælde. F.eks. er meningsmålinger induktive, fordi man typisk ”kun” interviewer en promille af den samlede mængde for at få et overordnet billede. Ved hjælp af Bacon-metoden undersøges særlige fænomener for at finde ud af, hvad der er væsentligt og udelukke det, der er uvæsentligt, og dermed vedtage en generel lov. Men svagheden ved metoden er, at antallet af særlige fænomener eller oplysninger, der skal undersøges for at nå frem til sandheden, er grænseløse. Reelt er den naturvidenskabelige metode er en kombination af de to metoder. Man kan ikke fortolke fænomener uden at have udgangspunkt i nogle principper. Og så snart man har besluttet en generel lov, begynder man at bruge den i forbindelse med opdagelse af andre fænomener, og dermed bruger man den deduktive metode. En mere vigtig indvending mod den induktive metode, som benyttes af nutidens naturvidenskab, er, at den begrænser grundlaget for ræsonnementet til de relativt begrænsede oplysninger, der stammer fra de fysiske sanser, og data fra sanserne skal forskerne først lære at forstå til et niveau, hvor de er indiskutable, ellers vil ræsonnementet være fejlagtigt. H.P. Blavatsky understreger, at fænomenernes usynlige karakter ikke kan udledes på den måde, men at man er nødt til at bruge højere sanser for at skabe det nødvendige grundlag for konklusionerne, og for at sikre tilstrækkelig forståelse af de data, der iagttages. (Se også Bacon, Francis og Rakoczy).

Baddha
(Sanskrit). Baddha stammer fra roden ”bandh”, der betyder ”at binde”. I hinduismen henviser Baddha til et menneske, der er ”bundet af livets lænker eller ondskab”, og det gælder for enhver dødelig, som ikke har frigjort sig og har opnået Nirvana. (Se også Mukti Nirvana).

Badha
(Sanskrit). Badha stammer fra roden ”badh”, der betyder ”at chikanere”, ”smerter”, ”besvær”, ”lidelse” eller ”problemer”.

Bagavadam
(Sanskrit). Bagavadam er et tamilsk helligt skrift om astronomi og beslægtede emner. Tidsperioderne i skriftet adskiller sig fra nutidens beregninger. 15 soldage danner en ”paccham”, 2 ”paccham” (30 dage) udgør en måned, og det svarer til én enkelt dag for en Pitri. To måneder udgør en ”roodoo”, tre ”roodoo” er en ”ayanam”, to ”ayanam” udgør et år. Men et år for de dødelige svarer til én enkelt dag for guderne. (Se også Pitri).

Bahak-Zivo
(Gnostisk). Bahak-Zivo eller Bahak-Ziwa betyder ”åndernes fader” i Codex Nazarœus. Nazaræerne var en tidlig halvkristen sekt. Det var Bahak-Zivo, som ud af det mørke vand, vækkede verden til eksistens. Han kaldes også faderen til ”genii” dvs. æonerne. Bahak-Zivo fik ordre til at fremstille skabninger, men det lykkedes ham ikke at gøre det, fordi han var uvidende om Orcus (afgrunden). Derfor bad han om hjælp fra en endnu renere ånd – Fetahil – men hans forsøg mislykkedes også. (Se også Codex Nazaraeus).

Bahir
(Sanskrit). Bahir betyder ”ydre” eller ”udvendig”.

Bahir Kumbhaka
(Sanskrit). Bahir Kumbhaka er en betegnelse for tilbageholdelse af åndedrættet i en yoga-øvelse. Bahir Kumbhaka er et stadie i yoga-øvelsen Pranayama, hvor man holder vejret ude efter udånding. (Se også Pranayama).

Bahiranga Trataka
(Sanskrit). Bahiranga Trataka er et yogaudtryk, der betegner koncentreret opmærksomhed på et ydre objekt som eksempelvis flammen på et stearinlys. (Se også Tratak).

Bahish-Prajna
(Sanskrit). Bahish-Prajna stammer fra ”bahish”, der betyder ”ud” og ”udenfor” plus ”prajna”, der er ”intuitiv bevidsthed”. Bahir-Prajna er menneskets nuværende bevidsthedstilstand. (Se også Bahir og Prajna).

Bahram
(Persisk). Bahram betyder ”den sejrende” og henviser til en af de syv planeter, der hersker over den første måned i det iranske år ”Farvardin” (Vædderen). I vedisk litteratur er Bahram kendt som den, der dræber dæmonen Vritra. I de islamiske mystiske skrifter er Bahram nævnt som den 5. sfære eller det 5. intellekt. ”Som den jordiske repræsentant for den himmelske ild, er Bahram det hellige center, som enhver jordisk ild længes efter at vende tilbage til, for igen at blive forenet med sit naturlige hjem. Jo større indvikling i verdslige handlinger, jo større er værdien af at vikle sig ud af dem igen”. (Se også Atash, Atash-Bahram og Vritra).

Bahudaka
(Sanskrit). Bahudaka er den anden af livets fire faser for en Sannyasin og den fjerde og sidste fase af livet for en hindu. En Bahudaka er et menneske, ”der lever helt adskilt fra sin familie og fra verden, som lever af almisser, der indsamles fra syv huse, og som er iført den samme rødlige beklædningsgenstand”. (Se også Sannyasin).

Bakkus
(Græsk). Bakkus eller Bakkhos − som på latin hedder Bacchus – var en guddom, der blev brugt af både grækere og romere. Bakkus blev også kaldt Dionysos af grækerne, Liber af romerne, Zagreus i de orfiske mysterier og Sabazios i Frygien og Thrakien. Bakkus var vinens gud i den antikke græsk-romerske religion. Eksoterisk og overfladisk betragtet er Bakkus gud for vin, frugtbarhed og for seksuelt begær og udskejelser, men den esoteriske betydning er mere filosofisk. Bakkus svarer til egypternes Osiris, og hans liv og symbolik tilhører samme gruppe som andre solare guddomme, for han ”bærer al synd”, han dræbes og han genopstår − dvs., som Dionysos eller som Atys fra Frygien, Adonis, den syriske Tammuz, Ausonius, Balder osv. De blev alle slået ihjel, man sørgede over deres død, og de genopstod. Atys ceremonier fandt sted 15. marts ved Hilaria i den ”hedenske” påske. Ausonius (en slags Bakkus) blev dræbt 21. marts ”ved forårsjævndøgn, og han genopstod på tredje dag”. Bakkus blev dræbt, og hans mor samlede delene af hans sønderrevne krop på samme måde som Isis samlede Osiris’ kropsdele. Iakchos, (som er forbundet med Iao og Jehova), blev sønderlemmet af Titanerne, og Iakchos, Osiris og Krishna steg alle ned til dødsriget eller Hades og vendte tilbage igen. Bakkus er en menneskeskabt frelser parallelt med Adonis, Osiris, Krishna, Buddha og Kristus. Psykisk set er de alle et symbol på den konstant reinkarnerende sjæl. De er alle uskyldsrene syndebukke, som soner de dødeliges synder. Astronomisk repræsenterer de alle Solen. Bakkus er sædvanligvis repræsenteret som søn af Zeus og Semele, og han omtales nogle gange som en solguddom og nogle gange som en måneguddom, for ligesom mange andre personificeringer af kosmiske kræfter er han både sol og måne − det maskuline og feminine aspekt. Som solguddom har han en slange som sit symbol. De oprindelige rene Bakkus-ritualer var forbundet med høje indvielser, hvor neofytten blev bevidst om sin enhed med guddommen. Slangen og vinen er derfor symboler på guddommelig inspiration. Men dengang nøglerne til den hellige videnskab var gået tabt, og symbolerne blev fortolket bogstaveligt, udartede ritualerne og de blev ofte umoralske. Eksoterisk opfattes Bakkus-Dionysos også som inspirator for dramatisk kunst, som påvirkede mennesker med guddommelige indfald eller okkult vanvid, men i den oprindelige esoteriske betydning var der tale om neofyttens forbindelse med sin egen indre gud – sjælen − og den deraf følgende inspiration. På et lavere plan betød det en digters eller kunstners mere flygtige inspiration, men misforståelsen udartede til regulært hysteri og sygelige psykiske tilstande. (Se også Adonis, Balder, Dionysos, Krishna, Osiris, Tammuz og Titaner).

Bal
Se Baal.

Bal-ilu
(Kaldæisk). Bal-ilu er en af Solens mange titler. Det er en gammel betegnelse for Solen. Iflg. Dzyans bog byggede Moderen (rummet) otte huse til sine otte guddommelige sønner (planeterne) − fire store og fire små – og otte Sole som lyste i overensstemmelse med deres alder og udvikling. Bal-ilu (Marrtanda) − den ottende Sol, som er Solen i vores solsystem − var ikke tilfreds, selv om hans hus var det største. Han begyndte at arbejde på samme måde som de store elefanter. Han tog en gigantisk indånding af sine brødres livgivende luft. Han forsøgte simpelthen at fortære dem, men de fire største var for langt væk, for de befandt sig på grænsen af deres rige (planetsystem). De blev ikke slugt (berørt) og de morede sig. ”Gør hvad du kan, for du kan ikke nå os”, sagde de. Men de mindre græd, og de klagede til Moderen. Hun landsforviste Bal-ilu til miden af sit rige, og herfra kunne han ikke bevæge sig. Siden det skete, kunne han kun iagttage og true. Han prøvede at forfølge brødrene ved at dreje langsomt rundt om sig selv, men de bevægede sig hurtigt væk fra ham, og han kom langt bagefter i det kredsløb, som hans brødre fulgte om deres huse. (Iflg. astronomien roterer Solen altid om sin akse i den samme retning, som planeterne kredser i deres respektive baner). (Se også Dzyan).

Bala
(Sanskrit). Bala betyder ”kraft”, ”styrke” eller ”handlekraft”. Bala er en af handlingens seks funktioner, der svarer til de ti Karmendriya (karmiske energier) i buddhismen. Bala eller Panchabalani er de ”fem kræfter”, som erhverves ved at praktisere yoga. De fem kræfter er ”fuld tillid” eller ”tro”, ”energi”, ”hukommelse”, ”meditation” og ”visdom”. (Se også Karmendriya og Meditation).

Balaam
(Hebraisk). Balaam eller Bil’am er en af Det Gamle Testamentes profeter. Han er den sidste og største af de hedenske profeter, der gør sin entré på det tidspunkt, hvor israelitterne var færdige med deres 40 års ørkenvandring. Zohar oplyser, at de ”fugle”, der inspirerede Bileam, var visdomsslanger − dvs. vise mænd og mestre − og i deres mysterieskoler havde Balaam lært profetiens mysterier. (Se også Zohar).

Balahala
(Egyptisk). Balahala er femte grad i Egyptens mindre mysterier, som indebar undervisning i alkymi. Undervisning i forståelsen af Horus var femte grads vigtigste element. Gradens ord var ”Khemi”. (Khemi var det oldegyptiske navn for landet Egypten).

Balarama
(Sanskrit). Balarama er Krishnas ældste bror. Balarama betragtes af nogle som avataren Vishnu, men for andre er han inkarnationen af den store slange Sesha. Balarama tilbragte sin barndom sammen med Krishna, og i løbet af livet udførte han mange modige bedrifter. Krishnas indigo hudfarve, blev betragtet som en næsten fuldstændig avatar-manifestation af Vishnu, men man sagde, at Balarama havde en lysere teint, der blev betragtet som en delvis avatar-inkarnation af Vishnu. (Se også Avatar, Krishna, Sesha og Vishnu).

Balder
(Oldnordisk). Balder, Baldr eller Baldur er en nordisk guddom, og hans rolle i mytologien er meget omdiskuteret. Balder er ”lysets gud” – ”den hellige” – ”den eneste, som er uden synd” – ”det godes gud” − ”giveren af alt godt”. Han er solguden, der genopstår hvert forår som forårssolen Vali, der også kaldes Balders bror, og det er ham, der hævner drabet på Balder. Balder er en personificering af dagen og lyset (åndeligt lys, kærlighed og visdom), der dræbes af den blinde Hødur (mørke og uvidenhed), som er en personificering af natten og mørket. Balders hustru er Nanna, der personificerer foråret og daggryet. Sammen med hende har han sønnen Forsete. Forsete er gud for retfærdighed, og det svarer til Lipikaerne, der er Karmas Herrer, men Balder omtales almindeligvis som retfærdighedens gud i religionshistorien. Balder omtales i myterne som den smukkeste af alle Aserne og søn af gudernes konge Odin og Frigga. Hans bolig er Breidablik eller Bredeblik, som er et sted, hvor intet urent kan eksistere. Herfra kan han holde øje med alle verdener. Myten om Balders død er blandt de mest kendte i den nordiske mytologi. I myten dræbes Balder af et skud fra Hødur med en pil af mistelten. Hans mor havde ellers taget alt i hele verden i ed, og alle havde lovet aldrig at skade Balder. Hun mente dog, at misteltenen var uvæsentlig, og derfor blev den ikke taget i ed – ligesom da Achilleus’ mor glemte sønnens hæl. Loke − den drillesyge gud (menneskets tankesind) − lavede en pil af mistelten og anbragte den i hænderne på den blinde Hødur, som dræbte lysets gud med pilen. Tankesindet, der var formørket af uvidenhed, udførte det, som ingen andre kunne – det dræbte det guddommelige lys. Julens mistelten er muligvis et levn efter misteltenen, som dræbte den gode gud. I mytologien fremstilles Balder som en passiv gud i stedet for aktiv og handlende, men han får alligevel en helt central placering i det store kosmologiske drama, for hans død markerer begyndelsen på de begivenheder, der resulterer i verdens undergang. Efter Ragnarok skal Balder igen vende tilbage fra dødsriget. Han ”skal fødes igen, når en nyere og renere verden opstår fra den gamle syndefulde verdens (Asgårds) aske”. (Se også Aser, Asgård, Frigga, Karma, Lipika, Loke, Nanna, Odin og Ragnarok).

Baldur
Se Balder.

Balthasar
Balthasar eller Belshazzar er ”rigdommens herre” eller ”fangernes herre”. Balthasar er en af de tre víse mænd eller hellige tre konger, der omtales i forbindelse med rejsen til Judæa, hvor de ønskede at hædre det nyfødte Jesus-barn. Den gamle babylonske gud Bel eller Baal var forbundet med Månen. Han var ”den mægtige herre”, og det giver en anden fortolkning af julelegenden, for den i handler i virkeligheden om de tre planeter, der var særligt fremherskende ved Jesu fødsel. Balthasar symboliserede Månen, Kasper var symbol for Mercur, og Melchior repræsenterede Venus. (Se også Baal).

Bandha
(Sanskrit). Bandha stammer fra roden ”bandh”, der betyder ”at blive lænket”, ”at binde” og ”at lænke”. Bandha stammer fra den samme rod som Baddha. Bandha er derfor en binding eller en begrænsning. Inden for filosofien bruges udtrykket om livet på jorden, om verdslig trældom eller binding til den fysiske verden i modsætning til Mukti eller Moksha (endelig frigørelse). Bandha er desuden en yogastilling, hvor organer og muskler trækkes sammen for at skabe en energilås i et specifikt område af den fysiske krop. Muskelsammentrækningen holdes et lille stykke tid. (Se også Baddha, Bandhakarana, Jalandhara Bandha, Maha Bandha, Moksha, Moola Bandha, Mukti og Uddiyana Bandha).

Bandhakarana
(Sanskrit). Bandhakarana består af ”bandha”, der betyder ”trældom”, og ”karana”, som stammer fra roden ”kri”, der betyder ”at handle” eller ”at gøre”. Bandhakarana er derfor en handling, der medfører binding − en binding, der begrænser eller tilbageholder. Der er muligvis tale om, at Mulaprakriti er den reelle eller principielle Bandhakarana, som er den oprindelige årsag til karmisk aktivitet, men det henviser kun til den mest abstrakte og åndelige side af tingene, for i sidste instans kan selv karma spores tilbage og indad til Mulaprakriti som et område for alle de aktiviteter, der er mulige. (Se også Bandha, Karma og Mulaprakriti).

Bankelyde
Bankelyde er esoterisk set paranormale akustiske lyde, der ligner fysiske bankelyde, men som opstår uden fysisk påvirkning. Lydene kan optages med recorder. Bankelyde opleves ofte i forbindelse med poltergejster. Evnen til at høre bankelyde er ikke identiske med clairaudience, som er evnen til at høre metafysiske lyde.

Baphomet
(Græsk). Baphomet er et ord, der er skabt af ”baphe”, der betyder ”fordybelse”, og ”metis”, der betyder ”visdom”. I middelalderen var det et mystisk udtryk, som normalt blev identificeret med Mendes, den androgyne ged. Mendes eller Mendesius var identisk med den egyptiske gud Amon med vædderhovedet. På et senere tidspunkt i den kristne teologi blev symbolet fejlagtigt betragtet som en dæmonisk gedebuk, som man mente, at frimurere tilbad. Tempelridderne på Malta blev eksempelvis anklaget for at tilbede Baphomet som en afgud. ”Baphomat” betyder ”dåben i visdom” eller ”indvielse i visdom”, men ligesom så meget andet blev symbolet mistænkeliggjort og misforstået på grund af uvidenhed, og nøglerne til den virkelige betydning gik tabt. Iflg. de vestlige − og især de franske kabbalister − blev tempelherrerne beskyldt for at tilbede Baphomet, og tempelherrernes stormester, Jacques Molay, led døden sammen med alle sine frimurerbrødre, som konsekvens af de kristnes uvidenhed. Men hverken esoterisk eller filologisk betød ordet nogensinde ”ged” − og heller ikke noget så objektivt som en afgud. Udtrykket betyder som sagt ”dåb” eller ”indvielse i visdom”, men desuden havde Baphometus relation til Pan. Det var et hermetisk-kabbalistisk symbol, men hele forestillingen, som blev opfundet af de gejstlige, var falsk. Pan, den græske gud for naturen, som symboliserede naturens altbesjælende ånd, blev ofte symboliseret med gedehorn, gedeører og gedehove, men Pan har kun relation til den mendesianske ged under forudsætning af, at Mendes er en talisman med stor magisk potens i form af naturens skabende kraft. (Se også Amon, Kabbala og Pan).

Bar-Nang
(Tibetansk). Bar-Nang eller Bar-Snan betyder ”rum” eller Maha-Sunyata, dvs. ”intethed” eller Akasha. (Se også Akasha og Sunyata).

Barbelo
(Gnostisk). Barbelo-gnostikerne var i middelalderen en sekt, der dyrkede satanisme. De praktiserede den såkaldte ”sorte messe”, som bestod af ritualer, hvor sektens medlemmer påkaldte mørke magter. Barbelo har en fremtrædende plads i Pistis Sophia, men her omtales Barbelo som ”en usynlig gud”, og Barbelo er en af tre usynlige guder. (Se også Pistis Sophia).

Barder
(Gallisk). Barder stammer fra det latinske ”bardus” og desuden fra gallisk og sandsynligvis også fra det walisiske ”bardd”, der betyder ”ophøjet”, ”indviet” eller ”lærer”. Barderne var en af Druidernes tre hellige ordener − Druider, Barder og Ovates. Den græske historiker Strabo, skrev i sin Geographica, at der hos gallerne var tre typer højt respekterede skikkelser: Digtere og sangere, der var kendt som ”bardoi”, profeter og specialister i den åndelige verden, der var kendt som ”o’vateis”, og de mennesker, som studerede ”moralfilosofi”, der var kendt som ”druidai”. Barderne havde pligt til at holde viden og intuition i live blandt folket, for det repræsenterede en vej, der førte til visdom og indvielse. Barderne formidlede budskaberne ved at fortælle legender. En ”mabinogi” var en legende, som var et vigtigt redskab for Barderne. Legenderne blev fortalt på en måde, som gjorde den symbolske betydning indlysende for tilhørere med intuition, men samtidig var betydningen skjult for masserne. Når de fortalte legenderne, brugte de ofte vers, og en ”bard” er derfor det samme som en ”skjald” i alle lande bortset fra Wales. I Wales har man bevaret levn af den oprindelige betydning, for her er en bard medlem af Gorsedd, og medlemmet er måske og måske ikke digter, men ingen digter er en Bard medmindre Gorsedd har givet titlen til digteren. Bardernes beklædning var blå, Druidernes var hvid og Ovates bar grønne kåber. (Se også Druide).

Bardo
(Tibetansk). Bardo består af ”bar”, der betyder ”mellem” og ”do”, der betyder ”to”. Bardo betyder derfor ”mellem to”. Bardo henviser normalt til et mellemrum eller en kløft, et interval eller en mellemtilstand – også i betydningen midlertidig tilstand eller mellemstadie, og det er især tilstanden mellem to fødsler. Udtrykket er blevet kendt i Vesten gennem ”Bar do thos sgrol” (Bardo Thødol), der betyder ”Befrielse gennem høringen i Bardo”. Bardo Thødol er oversat af W.Y. Evans-Wentz, og er kendt som Den Tibetanske Dødebog. På sanskrit kaldes begrebet Antarabhava. Bardo er tilstanden mellem død og genfødelse, hvor den afdødes skæbne (Karma) afgøres. Her bestemmes det, om den afdøde kan opnå Nirvana eller skal genfødes til et nyt fysisk liv. Begrebet opstod kort efter Gautama Buddhas død, og mange buddhistiske retninger accepterer eksistensen af mellemtilstanden, mens andre afviser den. I den almindelige opfattelse henviser Bardo til efterlivet eller menneskets tilstand imellem to fysiske inkarnationer. Iflg. den tibetanske tradition gennemlever den afdøde en række forskellige tilstande i perioden, der strækker sig fra den fysiske død og frem til næste fysiske fødsel – dvs. i den periode, hvor bevidstheden ikke er bundet til en fysisk krop. Tilstandene i Bardo er et resultat af den afdødes bearbejdning af tanker, følelser og handlinger fra det fysiske liv, for i mellemtilstanden får mennesket de klareste erkendelser af virkeligheden. Iflg. Bardo Thødol er der seks ”stadier”: 1) Fødslens Bardo. 2) Drømmenes Bardo. 3) Samadhi Bardo (meditation). 4) Bardo i øjeblikket før døden. 5) Bardo af Dharmata (væren). 6) Transformationens Bardo. Bardo Thødol beskriver de sidste tre, som fremsiges for den afdøde, som er på vej til at opleve stadierne i efterlivet, som regel i en samlet periode på 49 dage. Undervisningen skal inspirere den afdøde til at stræbe efter befrielse eller i det mindste til at opnå den bedst mulige genfødsel. Bardo bruges i Tibet til at henvise til de mange begivenheder og erfaringer, som afdøde gennemlever efter den fysiske død. Perioden betragtes generelt for at vare fra den fysiske død indtil den næste genfødsel eller reinkarnation. Perioden ”kan vare fra et par år til en Kalpa”, og derfor har Bardo ikke alene den betydning, som almindeligvis forstås af den tibetanske befolkning, for Bardo omfatter både den periode, som den afdøde tilbringer i Kama-Loka (astralplanet), dvs. i den mellemliggende bearbejdningsperiode, hvor mennesket forbereder sin fødsel i Devachan (mentalplanet), og perioden med ekstatisk lyksalighed og fred i Devachan. Bardo omfatter derfor også den senere mellemliggende periode − som regel omhyggeligt skjult fra almindelig viden – som opstår i perioden mellem afslutningen af perioden i Devachan og genfødslen i en fysisk krop. (Se også Antarabhava, Astralplan, Devachan, Gautama Buddha, Kalpa, Kama-Loka, Karma, Meditation, Mentalplan og Nirvana).

Barelitae
(Gnostisk). Barelitae var en betegnelse, som valentinianske gnostikere brugte om deres indvielse til højeste grad, hvor mesteren blev en fuldkommen Pneumatisk (besjælet) eller Illuminatus − en ”udødelig søn”. (Se også Gnosis og Gnostiker).

Baresma
(Zend). Baresma er en plante, der blev brugt af Mobad (persiske præster) i ildtemplerne, hvor der fandtes bundter af planten, som var indviet til formålet. (Se også Mobad).

Baresman
(Avestan). Baresman, Baresma, Barsum (pahlavi) eller Barsam (persisk) stammer fra roden ”at vokse oprejst”. Baresman er en magisk tryllestav, der omtales i Vendidad, hvor man opfordres til at gå til træet ”som er smukt, har høj vækst og er mægtigt blandt de højtvoksende træer, og efter en invokation skal man afskære en kvist, der er lang som et plovskær, tyk som et ”barley-corn” (svarer til en tredjedel af en tomme). Den rettroende holder kvisten i sin venstre hånd, og fastholder sit blik på den, mens offeret dedikeres til Ahura Mazda og Amesha-Spenta”. Selv i nutiden bruger Parserne en Baresman, men de har erstattet kvistene med messingtråde. H.P. Blavatsky antyder, at en Baresman er skåret fra det træ, der blev skabt af Ahura Mazda. Det er ”visdommens træ”, der repræsenterer den esoteriske, åndelige viden og visdom. Derfor er det ofte en symbolsk kraftstav eller visdomsstav, der omtales i gamle mytologier i forbindelse med ophøjede mestre, oplyste ledere eller lærere for folket. Baresman er et symbol på en gren fra kundskabens eller visdommens træ, der er kendt som Gaokarena i Pahlavi-litteraturen, Haoma til sjæls-healing (ekstrakt fra træet) og Zavr (drikoffer). ”Vi priser den mægtige Vayu med Haoma, der er blandet med mælk, og med en Baresman, der har Kherads (intellektets) tunge (det hellige ord) med tale og gerninger, med Zavr og sandhedens ord”. Det siges i Zad-Sparam, at træet til Harwisp Tohmag (træet, der bærer alverdens frø) blev skabt i havet af Farakhkard (det grænseløse ocean), som er kilden til alle planter, og at den mytiske fugl Simorgh (Saena) byggede rede i det. Når Simorgh flyver væk fra træet, drysser alle de tørre frø ned i vandet, som regnen væder jorden med. Ved siden af træet, der bærer alverdens frø, voksede det hvide Haoma-træ (Gaokarena) eller livets træ, der er alderdommens fjende, de dødes genopliver og den, der giver evigt liv. (Se også Ahura Mazda, Amesha-Spenta, Haoma, Parser, Simorgh og Vendidad).

Barhaspatyamana
(Sanskrit). Barhaspatyamana består af ”brihaspati”, der betyder ”Jupiter”, og roden ”ma”, der betyder ”at måle”. Barhaspatyamana er derfor en metode til måling af tiden baseret på Jupiters årscyklus, hvor et Jord-år beregnes til 361 dage og 11 Ghadiaer. Det er en af de tre metoder til beregning af tiden, der blev brugt i den periode, hvor Gautama Buddha levede − navnlig i Magadha og hos Pali-forfattere. Metoden bruges stadig i dele af Indien. (Se også Chandramanam, Ghadia og Suryamana).

Barhishader
(Sanskrit). Barhishader stammer fra ”barhish”, der betyder ”ild”, og fra roden ”sad”, der betyder ”at sidde”. Barhishader er en gruppe af Månepitrier, og esoterisk set er det de Pitrier, der projicerede deres astrale skygger eller Chhayaer og skabte den første menneskerace. Barhishaderne bestod af syv eller ti grupper, der udviklede sig frem til et punkt, hvor de kunne skabe astrale legemer eller Chhayaer (skygger), og derfor udgjorde de menneskehedens første astral/fysiske racer. De var derfor prototyper for de første menneskeracers fysiske legemer. Agnishwattaerne − de højere grupper af Pitrier – inkarnerede, og dermed skabte de det ægte tænkende menneske på grundlag af den relativt intellektuelt ubevidste menneskehed. Det er derfor indlysende, hvorfor Agnishwatta, der var blottet for den grovere skabende ild, var ude af stand til at skabe fysiske mennesker, for de havde hverken et æterlegeme eller et astrallegeme, som kunne projiceres, for de var selv uden form. Det fremgår af eksoteriske allegorier om yogier og kumaraer, som blev ”oprørske” Asuraer, der kæmper med og går imod guderne, men det var kun dem, der kunne skabe mennesket, dvs. gøre mennesker selvbevidste − næsten som guddommelige skabninger eller som en slags guder på Jorden. Barhishaderne, der selv var i besiddelse af den skabende ild, var blottet for højere Mahat. De var skabninger, der var på niveau med de lavere principper – dvs. de principper, der kommer før det grove objektive stof. De var kun i stand til at skabe det ydre menneske, eller rettere den astrale skabelon til det fysiske menneske. Barhishaderne kunne kun skabe − eller snarere iklæde menneskets Monade − deres egne astrale ”Selv”, men de kunne ikke skabe mennesket i deres eget billede. ”Mennesket skal ikke være som en af os”, sagde de skabende guder, der havde ansvaret for skabelsen af de laverestående dyr, ”− men deres niveau skal være højere end dyrenes”. De skabte menneskets form ud af deres egen guddommelige essens, og esoterisk betyder det, at det er dem, der blev den første astrale menneskerace, og dermed delte de skæbne med menneskeheden og dens videre udvikling. ”De ville ikke − simpelthen fordi de ikke kunne − give mennesket den hellige gnist, der brænder i menneskets inderste årsag, og som udfoldes i selvbevidsthedens blomst, for den var de ikke i stand til at give”. (Se også Agnishwatta, Asura, Chhaya, Mahat, Monade og Pitri).

Bark
Se Ark.

Basileus
(Græsk). Basileus eller Archon Basileus var en øvrighedsperson i Athen i oldtiden. Når Archon i Athen blev erstattet af en bestyrelse på ni Archon’er, blev de officielle funktioner delt, og den anden Archon fik formandskabet for de religiøse skikke og ritualer − herunder af de Eleusinske mysterier. Han havde derfor det ydre opsyn med de Eleusinske mysterier. Man hans funktioner skal ikke forveksles med Hierofantens, for han var den sande leder af de indre ritualer og indvielser. Hierofanten var indviet i visdommen, mens Basileus’en i det indre tempel var medlem af den overordnede Hierofants stab. (Se også Archon, Eleusinske mysterier og Hierofant).

Basilisk
(Græsk). Basilisk stammer fra ”basileos”, der betyder ”konge”, og ”basiliskos”, der betyder ”lille konge”. Basilisken er et fabeldyr i græsk og europæisk mytologi, og den kaldes ofte ”reptilernes konge”. Den beskrives oftest som en stor slange eller øgle, men Plinius den Ældre beskrev basilisken som en lille slange. Til gengæld var dens gift så dræbende, at alene det at krydse dens spor var nok til at slå et menneske ihjel. Ud over den stærke gift blev det ofte sagt, at basiliskens blik var i stand til at forvandle et menneske til en sten. Mange kender basilisken som en blanding af en slange og en hane. Basilisken har haft utallige former og oprindelser. En af de måder, en basilisk kom til verden på, var, at en hanes æg blev udruget af en tudse. I en anden metode påstod man, at basilisken opstod fra vin eller øl, der havde gæret i flere hundrede år. Der fandtes også forskellige måder at dræbe basilisken på. Man kunne f.eks. lade den se sig selv i et spejl, for det ville dræbe den. Det samme skete, hvis den hørte en hane gale.

Bastet
(Egyptisk). Bastet stammer fra ”bes”, der betyder ”varme” eller ”ild”. Hendes navn staves også Bast og Ubasti. Bastet var gudinde for 7. nome i Nedre-Egypten, hvor hovedbyen var Per-Bast, som grækerne kaldte Bubasti. Bastet var en kattelignende gudinde. Hun blev identificeret med de feminine modstykker til Ra og Atum, og derfor blev hun bl.a. kaldt ”Ras og Atums øje”, og Sakhmet – ”den skjulte”. I Theben blev hun identificeret med Mut og Isis, og hendes søn, som hun fik sammen med solguden Shu var Khonsu. Khonsu var en månegud. Bastet blev betragtet som en personificering af Solens kraft, der manifesteres i form af varme. Det var en egenskab, hun delte med løvegudinden Sakhmet. Men Bastet var desuden tæt forbundet med Månen − især i hendes forbindelse til katten. Når Bastet blev afbildet som løvinde, blev hendes egenskaber vist med en sol, og med en måne, når hun blev vist som en kat. Dobbeltaspektet havde en tæt analogi med Månen, og det understreges dels af, at Bastet optrådte som gudinde i fødselskammeret, og dels af at hendes søn Khonsu kunne gøre kvinder frugtbare og få det menneskelige kim til at vokse, fordi han var lysbringer, og pga. hans forbindelse til Månen. Bastet er en gammel guddom, der kendes fra 2. dynasti, men sandsynligvis er gudinden endnu ældre. Tamkatten Bastet er en blidere version af løvegudinden Sakhmet. Sakhmet symboliserer kundalinikraften – den psykiske energi i ethvert menneske. Men desuden er kundalinikraften stoffets iboende kraft. Sakhmet fremstilles som både en brutal og hensynsløs gudinde og en styrkende og helbredende healingsgudinde. Kundalinikraften er en voldsom kraft, som kan være totalt ødelæggende, hvis den er ude af kontrol eller udvikles for tidligt. Et uudviklet menneske vil ikke kunne kontrollere den enorme psykiske kraft, og resultatet vil ofte være katastrofalt. Modsat er energien en kolossal kreativ, dynamisk og forvandlende kraft, der kan løfte mennesket fra dyrisk natur til overmenneskelige højder. Når kundalinikraften er under kontrol, er den en positiv kraft og en tro ledsager på udviklingsvejen. Når Sakhmet – den utæmmede kundalinikraft – kommer under kontrol, forvandles hun til Bastet – den milde og tamme tempelkat, der dog stadig har kattens selvstændige natur. Via Bastet (den kontrollerede kundalinikraft) skabes der kontakt mellem løvegudinden Sakhmet (rodchakraet) og løvegudinden Tefnut – kundalinikraftens åndelige aspekt (hovedchakraet). Herodot oplyser, at den græske Artemis (Diana på latin) svarer til Bastet. (Se også Artemis, Atum, Mut, Isis, Khonsu, Kundalini, Ra, Sakhmet, Shu og Tefnut).

Basti
(Sanskrit). Basti er en tarmrensningsteknik (Shatkarma) – en slags yoga-lavement. Dhauti renser den øverste del af fordøjelseskanalen. Basti renser den nederste del af tarmene, og Shankhaprakshalana er en grundigt rensning af hele fordøjelsessystemet fra mund til anus. I tidligere tider blev Basti udført i floden. Man sad i hugsiddende stilling, og ved hjælp fra Nauli blev vand suget op i tarmene og derefter igen skyllet ud i floden. I nutiden bruges Basti som et lavement med henblik på at rense den nederste del af tarmen. (Se også Antar Dhauti, Danda Dhauti, Danta Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Shatkarma, Tridosha, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Bath Kol
(Hebraisk). Bath Kol stammer fra ”bath”, der betyder ”datter” og ”qol”, der betyder ”stemme”. Bath Kol er ”stemmens datter”. Bath Kol bruges i Kabbala til at symbolisere Logos’ feminine side, som er Shechinah, datter af den oprindelige lys. Hun svarer til den hinduistiske Vach og den kinesiske Kwan-Yin. Bath Kol henviser også til den visdom, der blev modtaget af indviede i form af en indre stemme (inspiration), en visdom, som er ”datter af den kosmisk alvisdom”. Stemmen svarer til ”Ordet”, som et udtryk for tanken. Bath-Kol, den ”guddommelige stemme” eller ”Ordets datter”, er den maskuline/feminine Logos, det ”himmelske menneske” eller Adam Kadmon, der samtidig er Sephira. Sidstnævnte stammer uden tvivl fra en senere tid end hinduernes Vach, den kvindelige essens, som er et aspekt af Aditi, gudernes moder og urlyset. Vach er talens eller ordets gudinde, for Vach, der er datter eller den kvindelige del af Brahma og ”avlet af guderne”, er ligesom Kwan-Yin, Isis (der også er Osiris’ datter, hustru og søster) og andre gudinder så at sige den feminine Logos eller gudinden for de aktive kræfter i naturen. Hvad skaberværket angår, står hun i forbindelse med Prajapati. Bath Kol er den guddommelige inspiration, som Israels profeter blev inspireret af som ved en stemme fra Himlen. På latin kaldes det ”filia vocis”. (Se også Aditi-Vach, Kabbala, Kwan-Yin, Logos og Prajapati).

Beelzebub
(Hebraisk). Beelzebub, Beelzebul eller Baal Zebub stammer fra ”baal”, der betyder ”herre” og ”zebub”, der betyder ”flue”. Beelzebub betyder derfor ”fluernes herre”. Beelzebub eller Beel-Zebub er en forvanskning af Baal eller mere korrekt Beel-Zebul. Det var en af Filistrenes populære guder, som blev tilbedt for evnen til at uskadeliggøre fluer, og der blev rejst et tempel til Beelzebub i Ekron. ”Fluernes herre” er et latterligt tilnavn, som blev brugt af jøderne, og det repræsenterer den forvirrede og fejlagtige opfattelse af Khepera, ”den hellige skarabæ”, som var et egyptisk symbol på transformering, regenerering og udødelighed. Khepera stammer fra ordet ”khopru”, som betyder ”at blive” eller ”at blive genfødt”. Direkte oversat betyder Beelzebub ”boligens gud”. Apollon, som oprindeligt ikke var en græsk men en fønikisk gud, var både en healede gud og oraklernes gud, og han blev gradvist transformeret til ”boligens herre”, og derfor blev han kaldt Beelzebub. Han varetog sjælene på samme måde som egypternes Anubis gjorde det. Beelzebub var orakelguden, og han blev først forvekslet og identificeret med Apollon på et senere tidspunkt. Fortidens mytiske insektforståelse peger direkte på en esoterisk forklaring. ”Fluer” henviser ikke til insektet, men til en bestemt gruppe af elementaler, som ”fløj” rundt om og gennem Jorden, og som blev styret direkte af Månens påvirkninger. Set i det lys er Beelzebub en måneguddom. I Det Gamle og Det Nye Testamente omtales Beelzebul som ”boligens herre” eller ”husbonden”. Det er en henvisning til Månen som det sted, hvor elementalerne ”boede” eller opholdt sig på et bestemt tidspunkt af deres eksistens. I den kristne dæmonologi er Beelzebul en af guvernørerne i det djævelske kongerige under Lucifer. I Matthæusevangeliet kaldes Beelzebub ”de onde ånders fyrste”. (Se også Anubis, Apollon, Baal, Dæmonologi, Elementaler, Khepera og Lucifer).

Begravelseskult
(Egyptisk). Hvis man ser på antallet af grave, der har overlevet ødelæggelse, på deres rigdom af udsmykninger og på deres overflod af tekster, er det indlysende, at egypterne brugte mere tid på problemer og opgaver, der ventede dem i efterlivet end noget andet folk i oldtiden. Men man skal være forsigtig med at fortolke meningen med skikken, der kom til udtryk i den opmærksomhed, man investerede i både den afdøde og i begravelsesceremonierne, som fortsatte længe efter selve begravelsen. Det var ikke frygt for døden, der inspirerede til handlingerne. Egypterne betragtede det fysiske liv som et naturligt trin på vejen til en anden form for liv i andre legemer på indre eksistensplaner. Afdøde egyptere levede videre i et andet legeme, der er usynligt for det fysiske øje, men de afdøde kunne stadig kontaktes i mastabaerne. Det er årsagen til den store betydning, man tillagde begravelseskulten, der kom til udtryk i begravelsesceremonierne. En egypter indrettede sin egen grav efter eget ønske og ”økonomi”, og en Ka-præst blev ansat til at fortsætte ritualerne efter ejerens fysiske død. Men det er helt usandsynligt, at egypterne troede, at den afdøde levede videre i graven i sit mumificerede legeme, selv om egyptologerne påstår det. (Se også Ka og Mastaba).

Begravelsesskik
(Egyptisk). En begravelse i det gamle Egypten bestod af flere faser. I første fase sørgede den afdødes familie og husstand omkring den afdødes båre, og her spillede professionelle grædekoner en vigtig rolle. Når en egypter døde, var der både glæde og sorg i familien. Man glædede sig over, at den afdøde havde afsluttet et nyt afsnit i sin uddannelse i livets skole og nu kunne gå gennem dødens indvielse beriget med livets erfaringer. Men man følte også sorg over at skulle skilles fra et nært familiemedlem, selv om adskillelsen kun var fysisk. Dilemmaet mellem glæde og sorg løste egypterne ved at leje grædekoner, som skulle klage og jamre højlydt, slå sig for brystet, smøre sand og snavs i ansigtet og flå tøjet i stykker – på familiens vegne. Familien kunne koncentrere sig om den festlige side af ritualet, som omfattede et festligt måltid. Skikken med at mumificere den afdødes fysiske legeme medførte, at der var en lang periode mellem selve døden og den endelige begravelse, og det skabte naturligt to faser i begravelsesritualet. I den første fase forlod den afdøde sit fysiske hjem i kisten fulgt at venner og slægtninge. Den afdøde blev identificeret med Osiris – dødens og opstandelsens gud – og derfor skulle to kvindelige pårørende personificere Osiris’ hustru og hendes søster, gudinderne Isis og Nephthys. Følget gik til Nilen, hvor den afdøde blev ført i procession til en bark og sejlet til ”Dødens hus”. Her blev det fysiske legeme balsameret, og når det var udført, blev mumien overdraget til familien. Først herefter kunne den anden procession begynde. Det krævede 70 dage at gennemføre en mumificering efter forskrifterne, og kun faraoner og adelsmænd havde råd til den fulde mumificering. Almindelige mennesker måtte nøjes med en mindre kompliceret og væsentlig billigere mumificering. I de 70 dage, hvor mumificeringen foregik, forberedte man gravudstyret, udarbejdede dekorationer og fremstillede de forskellige kister og en sarkofag. Den afdøde blev anbragt i mindst én trækiste, men ofte i flere, der kunne anbringes inden i hinanden. De blev anbragt i selve stensarkofagen. Hvis det var en kongelig mumie, blev de mumieformede kister anbragt i guldbelagte skrin, som var placeret inden i hinanden. Indvoldene blev anbragt i beholdere, der blev kaldt Kanopekrukker. Nu kunne næste fase i den lange ceremoni begynde. Under ledelse af begravelsespræsterne blev mumien igen båret i procession til Nilen og sejlet fra Østbredden til Vestbredden – til ”de dødes land”. Før mumien blev sænket ned i det underjordiske mumiekammer, blev den omfavnet af ypperstepræsten. Herefter blev den lagt foran Ka-statuen i Mastabaen for at vise forbindelsen mellem det fysiske legeme og den afdødes Ka-statue. Der blev slagtet offerkvæg, og kødet blev tilberedt til et begravelsesmåltid. Sangere og dansere bød den afdøde velkommen til ”Vestens hellige land”, hvor den afdøde på de indre planer skulle føres til ”Dommens hal”, stilles over for 42 dommere, dømmes og herefter gennemgå forskellige faser i en transformationsproces, der afsluttedes med den afdødes genfødsel til efterlivet. I årene efter begravelsen kunne de efterladte derfor bevare kontakten til den afdøde og regelmæssigt udføre bestemte ritualer i Mastabaen. (Se også Amenti, Isis, Kanopekrukke, Nephthys og Osiris).

Begær
Begær er et ord, der kan fortolkes på mange måder. Begær spænder fra primitiv dyrisk lidenskab til kosmisk Kama (begær) efter manifestation, som er en forudsætning for hele skabelsen. Det var begæret, der var årsag til, at ånden forenede sig med stoffet og gav anledning til skabelse eller udstråling af forskellige grupper af skabninger. Begær kan også være ophøjet åndelige aspiration, dvs. en stærk længsel opad mod den udødelige sjæl eller mod guddommelighed – eller et ønske om upersonlig kærlighed − eller trangen til at blive forenet med eller blive ét med andre. Det er følelser, længsler og ønsker, der udtrykkes med mange forskellige ord − eksempelvis vilje, tiltrækning, kærlighed og begærlighed. I åndsvidenskaben bruges en generel oversættelse med sanskritordet ”Kama”. Filosofisk er Kama ofte synonymt med abstrakt vilje, f.eks. når Kama nogle gange kaldes begær og nogle gange vilje. Så ser det ud til, at vilje og ønske blandes og bliver ét på et højere niveau. Når man siger, at begæret skjuler sig bag viljen, er viljen en farveløs kraft, der er sat i gang af begæret, på samme måde som når en strøm skabes af en elektromotor. Men set fra en anden synsvinkel, er viljen som en abstrakt motor i menneskets konstitution, som skabes af en højere eller åndelig-intellektuel instans, der består af selve Kama-princippet. Årsagen er, at vilje og begær er henholdsvis højere og lavere aspekter af én og samme kraft. (Se også Abhimana, Abhimanim, Kama og Samkhya).

Begærelementaler
1) Kama-devaer er de naturånder, der står for skabelsen af dyrs og menneskers astrallegemer. 2) Selve den astralelementale essens, der indgår i menneskets astrallegeme. Den astralelementale essens er på den involutionære vej i sin udvikling, og derfor søger begærelementalen så stærke og grove vibrationer som muligt. Den frister derfor mennesket til grove og negative følelser, og derfor kan den fungere som en indre ”frister”. (Se også Kama, Kama-Deva og Kama-Loka).

Begærlegeme
Se Astrallegeme.

Behdety
Se Horus Behdety.

Behemoth
(Hebraisk). Behemoth, som i ental hedder Behemah, stammer fra ”ba-ham”, der betyder at være ”stum” eller ”lydløs”. Behemoth er et dyr − en umælende levende skabning, der omtales i Job (40,15-23). Eksperter mener, at Behemoth henviser til en flodhest eller en Leviathan (et havuhyre). Behemoth er princippet om mørket − eller Satan i romersk-katolske teologi − og alligevel siger Job, at ”Behemoth er det vigtigste (princip) blandt Guds veje” − og med Guds veje menes der garanteret ikke et fysisk firbenet dyr på Jorden.

Beith Elohim
(Hebraisk). Beith Elohim betyder ”Elohims Hus” af dvs. ”gudernes hus”. Det er titlen på et kabbalistisk arbejde, som er klassificeret som en afhandling i Zohar, der indeholder Rabbi Isaac Loria’s doktriner (redigeret af Rabbi Irira). Afhandlingen omhandler engle, dæmoner, elementaler og sjæle. (Se også Elohim, Kabbala og Zohar).

Bel
Se Baal.

Bel Shemesh
(Hebraisk). Bel Shemesh er ”Solens Herre” − en titel der også blev givet til Månen. Udtrykket stammer fra en periode, hvor jøderne var delt mellem sol- og måne-tilbedere − Eliter og Beliter. Her tilbad jøderne Månen som en maskulin guddom, mens Solen blev betragtet som en feminin guddom. Senere blev titlen brugt om Solen (og også om Jehova), og derefter blev Ashtoreth dronning af Himlen eller Månen.

Bele
(Oldnordisk). Bele var en jætte, der var søn af Gymer og Aurbode eller Ørboda, og han var bror til Gerd. Han blev dræbt med et hjortehorn af Freyr, da Freyr havde givet sit sværd til sin tjener Skirner. (Se også Edda, Gerd, Gymer, Freyr og Skirner).

Belial
(Hebraisk). Belial eller Beliyya’al stammer fra ”beli”, der betyder ”intet” eller ”ikke” og ”ya’al”, der betyder ”værdi”, ”profit”, ”udnyttelse”. Værdiløshed antyder ondskab − herunder et ondt menneske, en vandal, en nedbryder. Det er en betegnelse, der er givet af hebraiske og kristne demonologer, som betegnelse for summen af onde astrale kræfter eller påvirkninger. Nogle af de astrale kræfter har antaget en individualiseret form, og deres indflydelse er altid skadelig for mennesker. Forbindelse med dem er uundgåeligt umoralsk, fordi de leder tanken hen på ondskab.

Bellona
Bellona var en romersk krigsgudinde i antikkens Rom. Hendes navn er en afledning af det latinske ord for krig – ”bellum”. Hun blev opfattet som søster til Mars. Bellona svarer til den oldgræske Enyo, som også var gudinde for krig og ødelæggelse i den græske mytologi. Bellona bar et sværd, og hun blev afbildet iført en hjelm og bevæbnet med spyd og fakkel. I forbindelse med krig med fremmede magter afholdt det romerske senat møder i Templum Bellonae – Bellonas tempel på Collis Capitolinus udenfor Pomerium. (Se også Pomerium).

Belomanti
Belomanti er betegnelsen for en speciel spådomskunst, som i oldtiden blev praktiseret ved hjælp af bue og pil. Fortolkningen var knyttet til afskydningen af pilene.

Ben
(Hebraisk). Ben betyder ”søn”. Ben bruges i forbindelse med navne for at betegne ”søn af”, som f.eks. Ben-Hadad (søn af Hadad).

Benares-talen
Benares-talen er den første tale, som Siddharta Gautama Buddha holdt, efter at han var blevet en oplyst. Han oplyste, at der i livet er to yderligheder, som man skal undgå: Et liv i begærtilfredsstillelse og et liv i askese. Desuden fortalte han om igangsætning af ”lærens hjul” med ”middelvejen, den ædle ottefoldige vej og de fire ædle sandheder”, om lidelsen, om lidelsens ophav, om lidelsens ophør og om vejen til lidelsens ophør. ”Lidelse er: Fødsel, ældning, sygdom, død, forening med ukært og adskillelse fra kært.” ”Den ottefoldige vej er: Rigtig holdning, rigtig tanke, rigtig tale, rigtig handling, rigtig levevis, rigtig stræben, rigtig omtanke, rigtig koncentration.” Det er begæret efter sanselig nydelse og eksistens, der medfører genfødsel. (Se også Gautama Buddha).

Benu
(Egyptisk). Benu, Bennu, Benoo er en betegnelse, som man forbinder med ”Phoenix” eller ”Fønix”. Benu relaterede til to symboler. Det ene var Shen-shen (hejren), og det andet var en ubeskrivelig fugl kaldet Rech (den røde) − begge var dedikeret til Osiris. Det var den sidstnævnte, der var den virkelige Phoenix i Egyptens større mysterier, for den var det typiske symbol på selvskabelse og genopstandelse via døden. Symbolikken var et eksempel på den solare Osiris og den guddommelige sjæl i mennesket. Alligevel var både hejren og Rech’en symboler på cyklusser − den førstnævnte på solåret på 365 dage, og den sidstnævnte på det tropiske år eller en periode på næsten 26.000 år. I begge tilfælde repræsenterede cyklusserne en form for lysets tilbagevenden efter mørke − den årlige store cykliske tilbagevenden af solguden til hans fødested eller hans genopstandelse. Den romerske forfatter Ambrosius Theodosius Macrobius (ca. 400 e.Kr.) oplyser, at Rech-Benu levede i 600 år, og derefter døde den, mens andre siger, at den levede i 1.460 år. Pliny beskriver Rech’en som en stor fugl med gyldne og violette vinger og med en lang blå hale. Iflg. traditionen bygger Phoenix’en et ligbål på et offeralter, når den føler, at enden er nær, og den lader ilden fortære sig som brændoffer. Herefter opstår den som en orm i asken. Den vokser og udvikler sig hurtigt til en ny Phoenix, som genopstår fra sin forgængers aske. Benu afbildes sædvanligvis som en fiskehejre. Den havde en markant betydning i egyptisk mytologi, og den blev associeret med Solen. Det siges, at den blev skabt i den ild, der brændte på toppen af det hellige Persea-træ (Mimusops Schimperi) i samme øjeblik morgensolen løftede sig over horisonten i form af Benu − og Benu var solguden Ras sjæl. Benus helligdomme var dedikeret til både Ra og Osiris. Et vers i Dødebogen siger: ”Jeg forsvinder som en falk og jeg vender tilbage som Benu – Ras morgenstjerne (dvs. planeten Venus)”. H.P. Blavatsky oplyser, at ”Benu, den evige genopstandelses fugl, hvor nat følger dag og dag nat, henviser til de periodiske cyklusser af kosmisk genopstandelsen og menneskets reinkarnation”. En af Egyptens skabelseslegender fortæller om en tid, hvor Egypten var totalt oversvømmet. En prægtig fugl svævede over de uendelige vande (urhavet). Fuglens navn var Benu eller Boinu, og navnet er roden til grækernes Phoenix eller Fønix. Ligesom Solen eller livslyset – som Benu-fuglen symboliserede – havde Benu-fuglen skabt sig selv i urhavets tåger, og – ligesom Solen – herskede den over en 30-års cyklus og fornyelsesritualerne (de faraoniske Heb-Sed-ritualer). Benu-fuglen var i sandhed vandenes konge. Legenden fortæller, at fuglen svævede over urhavet (kaos), mens den søgte et sted, hvor den kunne slå sig ned. Endelig fik den øje på toppen af en pyramide, der stak op af vandet. Den landede på topstenen og udstødte et højt skrig, og skriget (lyden) skabte alt, som er. Og hermed blev også tiden skabt. Symbolikken er sandsynligvis hentet fra en virkelig begivenhed, fra dengang Egypten blev totalt oversvømmet i forbindelse med, at Atlantis’ hovedland sank i havet ved den anden store Atlantis-katastrofe (Bibelens syndflod). Åndsvidenskaben oplyser, at Egypten blev totalt oversvømmet, og det eneste, der stak op af vandet, var toppen af de to store pyramider. I forhold til den egyptiske civilisation kan det opfattes som tidernes begyndelse – eller Egyptens fødsel eller genfødsel i urhavet. I det første morgengry rejste Benu-fuglen sig af vandene på samme måde som Solen havde gjort det ved det første morgengry. Den egyptiske Benu-fugl var derfor nært knyttet til den mystiske pyramideformede topsten – Benu-stenen – som man har fundet i adskillige grave. Genopstandelsessymbolikken knyttede desuden Benu-fuglen til dødens og genopstandelsens gud Osiris. (Se også Atlantis, Osiris, Phoenix og Ra).

Benu-stenen
Se Benu.

Berasit
(Hebraisk). Berasit, Bere’shith eller B’raisheeth er det første ord i Første Mosesbog. De etablerede versioner oversætter det med ”i begyndelsen”, men fortolkningen er stærkt debatteret blandt eksperter. Hebraisk blev oprindeligt skrevet fra højre mod venstre i en række konsonanter og uden vokaler, og derfor kan der være lavet flere fortolkninger af hver passage i overensstemmelse med den måde, man indsatte vokaler og inddelte konsonanterne i ordene. Det originale hebræiske − b r ‘ sh th − kan opdeles som be-re’shith, som man normalt gør det i europæiske oversættelser, og derfor betyde ”i begyndelsen”, for ”be” betyder ”i” og ”re’shith” betyder ”begyndende” fra ”re’sh” eller ”ro’sh”, som betyder ”hoved”, ”leder”, ”øverst”, ”første del” eller ”toppen”. En anden oversættelse kunne være ”i den første del”. Hvis man vælger betydningen af ”hoved” eller ”leder”, og lader ordet betyde ”visdom”, betyder kombinationen ”i visdom”. Men den samme bogstavkombination kan betyde ”efter aftale” eller ”ved etableringen” ved at skille ”bare’-shith”. Tertullian oversatte Berasit til ”Ved magt” – Grotius til ”Da først …”, men forfatterne til Targum af Jerusalem, som havde stort kendskab til hebraisk, oversatte Berasit til ”I visdom”. Godfrey Higgins insisterer i Anacalypsis på, at Berasit er tegnet for den ablative (en grammatisk kasusform, som bruges for at angive en bevægelse til eller fra) form i betydningen ”i” og ”ras” eller ”rasit”, som er et gammelt ord for Chokmah, der betyder ”visdom”. Berasit eller Berasheth er et esoterisk ord blandt kabbalister i Lilleasien. (Se også Chokmah og Kabbala).

Bergelmir
(Oldnordisk). Bergelmir eller Bargalmer stammer fra ”ber”, der betyder ”at bære” og ”gelmir”, der betyder ”skrigeren”. Det er muligvis en skrigende ørn (gemlir) eller endelsen på et navneord, der knytter sig til det islandske verbum ”gella”, der betyder ”skrig” − eller til det svenske tillægsord ”gall”, der betyder ”skinger”. Bergelmir er kæmpen, der overlever verdens undergang. Det er livsfrugten, der fødes af – Trudgelmir – den nye livscyklus og spirer frem. Bergelmir kaldes søn af Trudgelmir, der til gengæld er født af Orgelmir (den oprindelige lyd) − eksistensens toneskala. Historien fortæller, at da urjætten Ymer blev dræbt (forvandlet) af gudernes skabende treenighed og omdannet til verdenerne, druknede alle de onde jætter i hans blod − undtagen Bergelmir. Han blev reddet på en bådkøl og malet i en mølle for at blive stof til den nye skabelse. (Se også Jætter og Ymer).

Beri’ah
(Hebraisk). Beri’ah stammer fra ”bara”, der betyder ”at skabe” eller ”antage skikkelse”. Den beri’atiske verden eller ‘Olam hab-beri’ah er ”skabelsens verden” eller ”skabelsens sfære”, der er den anden af fire verdener (‘Olamim), som iflg. Kabbala udstråles i løbet af manifestationen af Universet. Man mener, at skabelsen udelukkende rummer rene eller åndelige former og originale idéer, for ‘Olam er begyndelsen på skabelsen. Sfæren er en fortsættelse af ‘Olam ‘atstsiloth - den første udstråling, og den indeholder ligesom enhver ‘Olamim et komplet tifoldigt kabbalistisk træ, men vedr. ‘Olam hab-beri’ah har enkelte af de ti Sephiroth særlige aktionsområder. Sephiroth er guddommens 10 udstrålinger i Kabbalaen. Substansen i den beri’atiske verden er stadig af en meget æterisk eller åndelig type. Ligesom Diyyuqna’ (prototypen), der okkuperer den første verden, indtager Metatron den anden, som også kaldes Kursyai’ eller ”tronen”. Fra den anden verden udgik ‘Olam hay-yetsirah – den tredje verden. Det er interessant, at når man skriver uden de masoretiske synspunkter, så omfatter Beri’ah de samme bogstaver – ”BRH” - som findes i sanskrit i roden ”brih”, der betyder ”at udvide”, og som er roden til hinduernes første skaber Brahma. Masoretiske stammer fra ”masorah”, der betyder ”overlevering”, men som oprindeligt betød ”lænke”. Det repræsenterede det rabbinske arbejde med at fastholde en bestemt bibeltekst. (Se også Kabbala, Olam og Sephiroth).

Berosus
(Kaldæisk). Berosus (3. årh. f.Kr.) var kaldæisk præst på Alexander den Stores tid. Han nedskrev menneskehedens urgamle traditioner næsten helt frem til hans egen tid. Fragmenter af hans arbejde er blevet bevaret af historikere og mytologer som Apollodoros og polyhistorer (forskere, der har en dybdegående viden inden for flere forskellige videnskaber), men også Josefus i 1. og 2. årh. f.Kr. Berosus’ kosmogoni viser, at de bibelske historier om skabelse og syndflod blev afledt fra ældre kilder, som siden er blevet bekræftet af babylonisk arkæologi. Berosus skrev kosmologiens historie for Alexander den Store med udgangspunkt i templernes undervisning i kosmologi. (Se også Alexander den Store).

Bes
(Egyptisk). Bes stammer fra ”besa” og ”basu”, der betyder ”panter”. Bes er en mystisk guddom – en grinende dværg med stort skægget hoved, flad næse, med en stor tunge, der hænger ud af munden, tjavset hår, tyk mave og udstyret med en kappe af panterskind med hale og afrikansk hovedklæde. Mange opfatter Bes som uhyggelig, men i Egypten blev han betragtet som en hyggelig og sjov fyr, der var beskytter af børn, og han beskyttede mod negative indflydelser. Den sjove lille pygmælignende gud repræsenterer et lavere aspekt af gudinden Hathor. Bes repræsenterer principielt det samme som Hathor, bare på et lavere og særdeles menneskeligt niveau. På samme måde som Hathor repræsenterer han glæden, dansen og musikken, men han er desuden vinens og søvnens gud. Han symboliserer det glade, festende, spisende, drikkende og dansende menneske, som ofte ender med at falde i søvn – beruset af vin, dans og sang. I senere perioder blev han fusioneret med nogle af Horus’ aspekter. I de fleste aspekter er Bes den egyptiske repræsentation af den latinske Amor. (Se også Hathor og Horus).

Bestla
(Oldnordisk). Bestla er datter af jætten Bøltorn i den nordiske mytologi. Hun er Borrs hustru og mor til Odin, Vile og Ve. Iflg. skabelsesmyten i Snorres Edda giftede hun sig med Borr, der var søn af Bure. Bure er den jætte, som koen Audumla slikkede frem af de salte sten. Bestla er omtalt i Ældre Edda, der er samlet i det 13. årh. fra tidligere traditionelle kilder. (Se også Audumla, Borr, Bure, Bøltorn, Edda, Odin, Ve og Vile).

Besvimelsen
Se Moorchha Pranayama.

Besværgelse
Besværgelse er en lyd, et ord, en sætning eller et matra, som et menneske med kendskab til teknikken kan bruge med viljens kraft. Besværgelsen kan bruges til at besværge eller afsværge okkulte kræfter i naturen. Brug af besværgelser er derfor magi − især af ceremoniel art. Effekten af lyd var tidligere velkendt, og iflg. H.P. Blavatsky er det den ”første af de nøgler, der åbner døren til kommunikation mellem dødelige og udødelige”. Det er en af de syv siddhier, eller mantrika-shakti. (Se også Mantra, Mantrika-Shakti og Siddhi).

Besættelse
Besættelse er et almindeligt begreb i åndsvidenskaben. Besættelse forekommer, når en diskarneret (et menneske, der ikke længere er i en fysisk krop) under visse betingelser overtager kontrollen med et inkarneret menneskes fysiske legeme. Den besattes personlighed skubbes derved i baggrunden. Der kan være tale om flere typer af besættelser. Nogle er ufrivillige, andre er frivillige. De ufrivillige besættelser, som kan være permanente eller midlertidige, er oftest farlige og smertefulde for den besatte. Der foregår ofte en intens indre kamp om hvem, der skal bestemme og have kontrol over kroppen. De frivillige besættelser kan også være farlige, specielt hvis de er ubevidste. I forbindelse med spiritistiske trancer ser man ofte fænomenet. Her opgiver mediet frivilligt og bevidst kontrollen over sin krop, for at give en afdød mulighed for at kommunikere gennem sig. Sker det ubevidst, dvs. at mediet ikke kan huske, hvad der er sket, kan det være farligt, for mediet kan ikke altid være sikker på, at den ”rigtige” træder ind i kroppen. Den bevidste besættelse, hvor mediet hele tiden er bevidst om processen, kan i nogle tilfælde være gavnlig, for den kan bygge bro mellem den åndelige og den fysiske verden.

Beth Elohim
(Hebraisk). Beth Elohim er en kabbalistisk afhandling, der omtaler engle, menneskets sjæl og dæmoner. Beth Elohim betyder ”gudernes hus”.

Betylos
(Fønikisk). Betylos, Baetyl, Betyles og Baetylus (latin) stammer fra ”betylus”, der betyder ”meteorisk sten”. I antikken var Betylos en sten, der enten var formet naturligt eller kunstigt, og dens oprindelse blev betragtet som symbol på guddommelighed, fordi den kom ned fra himlen. Der fandtes adskillige af den slags hellige sten i Grækenland, men den mest berømte er omphalos ved Delfi (på græsk betyder omphalos ”navle”). Desuden var der de såkaldte ”animerede” sten eller orakelsten. Strabo, Plinius og Hellanikos taler alle om Betylos’ elektro-magnetiske kraft. De indgik i ritualerne i den fjerneste oldtid i Egypten og Samothraki som såkaldte ”magnetiske sten”, der indeholdt kraft, der var sendt fra himlen, og præsterne på Kybele bar en lille Betylos på kroppen. I Persien blev de kaldt Oitzoe. De opstod længe før antikken, for de fandtes på Lemurien og Atlantis og i de tidligste perioder i 5. rodrace, som alle kendte til Betylos og magiske sten i almindelighed. (Se også Atlantis, Lemurien og Mundåbningsceremonien).

Bevarelse af energi
Bevarelse af energi er en naturvidenskabelig teori om, at den samlede energi i ethvert stofligt system består af en energimængde, der hverken kan øges eller reduceres af handlinger delene imellem. Teorien siger også, at når energi tilsyneladende forsvinder, er den bare omdannet til en tilsvarende energimængde i en anden form. Når teorien fortolkes i bredeste forstand, betyder den ganske enkelt, at det ikke er muligt at skabe noget ud af ingenting eller at opløse noget til ingenting. Tilsyneladende er der tale om en perfekt og harmløs generalisering. Men åndsvidenskaben siger, at der sker en konstant tilstrømning af kraft til et fysisk eller stofligt system, som videnskabeligt set stammer fra kilder, der ligger uden for det ”lukkede stoflige system”. Men åndsvidenskaben betragter ikke energierne som ydre, for man ser de lukkede stoflige systemer som fænomener på det fysiske plan, der er skabt af stærke indre kræfter, der manifesterer de fysiske systemer som ydre former, som naturligvis er virkelige for de enheder, der beliver dem, så længe formen varer, men formen forsvinder, når de indre, kontrollerende kræfter trækker sig tilbage. Atomerne forsvinder simpelthen, fordi de energier, som får dem til at hænge sammen som former, også trækkes tilbage. På baggrund af de åndsvidenskabelige betragtninger er det indlysende, hvorfor mestrene på H.P. Blavatskys tid erklærede, at den naturvidenskabelige teori om bevarelse af energi var grundlæggende forkert, selv om den var anvendelig som en simpel hypotese i forbindelse med laboratorieundersøgelser.

Bevidsthed
(Latin). Bevidsthed strammer fra ”conscio”, der betyder ”at vide med” eller ”at vide sammen”. Bevidsthed er åndens aktive tilstand i manifesteret eksistens. Ligesom lys kan bevidsthed kun manifesteres ved hjælp af et redskab, og bevidsthed kan have forskellige grader af manifestation i henhold til bevidsthedsplanerne. Den individuelle bevidsthed stammer fra Logos i ethvert hierarki. Hver manifesteret enhed er bevidst til en vis grad, og er et udtryk for guddommelig bevidsthed eller ånd. Buddhi siges at være latent åndelig bevidsthed, som bliver til tænkning i Manas afhængig af menneskets udviklingsniveau. Iflg. åndsvidenskaben skabes bevidsthed ikke af hjernen. Menneskets bevidsthed skabes af en indre eller højere instans i mennesket, der kaldes mentallegemet, og når mennesket fungerer i sit fysiske legeme, bruger det hjernen som modtager af bevidsthedsimpulser. Når impulserne fra mentallegemet modtages af hjernen, fortolker mennesket dem som tanker, og svingningerne i Astrallegemet fortolkes som følelser. Man kan derfor sammenligne hjernen med en radiomodtager. Der indgår tre aspekter i enhver sanse- eller bevidsthedsproces: 1) Den, der opfatter. 2) Selve opfattelsen. 3) Det, der opfattes. Menneskets bevidsthed er tæt forbundet med sanserne. Udtrykket bevidsthed bruges ofte som alternativ til ånd, som hvor det siges, at bevidsthed og stof er Parabrahmans to aspekter, eller at bevidsthed er kosmisk kraft i sin reneste form. Reelt er bevidsthed en egenskab ved den aktive ånd. Nogle gange kaldes bevidsthed for ”det universelle liv”. Den relative anvendelse af ordet gør det muligt at tale om stadier eller grader af bevidsthed, afhængig af det plan, som essensen er manifesteret på − eller man kan kalde et stadie for ubevidst i modsætning til et andet, som når man sammenligner den vågne bevidsthed med bevidstheden under søvn eller trance. (Se også Astrallegeme, Bevidsthedsplaner, Buddhi, Logos, Manas, Mentallegeme og Parabrahman).

Bevidsthed-Liv-Substans
Bevidsthed-Liv-Substans er den forenede kilde af bevidsthed-liv-stof, som er kildens redskaber i manifestation. Det betyder, at den ene virkelighed eller essens ligger bag al manifestation. Den bagvedliggende essens er grundlaget for universel enhed, som ofte kaldes broderskab i åndsvidenskaben. (Se også Bevidsthed og Bevidsthedsplaner).

Bevidsthedsplaner
Åndsvidenskaben beskriver virkeligheden som syv bevidsthedsplaner, hvor det fysiske plan er det laveste, ”nederste” og tætteste stofplan. Da Den Ene, der kaldes Gud, skabte de syv bevidstheds- eller eksistensplaner, skete det indefra og ud – eller ”oppefra og ned”. Derfor er alle eksistensplanerne udtryk for liv og ånd. H.P. Blavatsky sagde: ”Stof er ånd i sit laveste aspekt, mens ånd er udtryk for stof i sit højeste aspekt.” Ånden skabte eksistensplanerne med den hensigt at udvikle kærlighed og visdom til fuldkommenhed. Alle uden undtagelse deltager i udviklingsprocessen. Når mennesker inkarnerer og forædler deres karakter, forædler de samtidig de bevidsthedsplaner, de arbejder på. Forædling af følelseslivet er eksempelvis med til at forædle (løfte vibrationerne) på det kollektive astrale bevidstheds niveau osv. Når åndsvidenskaben taler om planer, menes der eksistensplaner eller bevidsthedstilstande, der karakteriseres af forskellige tætheder og dimensioner af stoffet. I solsystemet er der syv eksistensplaner, som hver har syv underplaner. De syv eksistensplaner (eller rettere deres syv atomare (”øverste”) underplaner) udgør tilsammen det laveste komiske bevidsthedsplan, og udgør planets underplan. De syv planer i solsystemet er: 1. Det fysiske plan, som er delt i tre rent fysiske og fire æteriske underplaner. 2. Astralplanet med syv underplaner. 3. Mentalplanet, hvor de syv underplaner er delt i to hovedafdelinger – den konkrete tænknings planer (Rupa-planet) og den abstrakte tænknings planer (Arupa-planet). 4. Det Buddhiske plan. 5. Det Atmiske eller Nirvaniske plan. 6. Det Monadiske plan. 7. Det Logoiske plan. På sit nuværende udviklingstrin fungerer menneskeheden primært på de tre ”laveste” eksistensplaner, men den skal i den aktuelle manifestationsperiode (Manvantara) udvikle sig så langt, at den er i stand til at fungere på de fem laveste eksistensplaner. De to øverste planer ved man intet andet om bortset fra, at de er selve Sollogos’ og Monadernes bevidsthedsområder. Når planerne kaldes ”lavere” og ”højere”, betyder det ikke, at nogle af planerne er højere i rum end andre. Eksistensplanerne ligger ikke oven over hinanden som hylder i en bogreol, for de gennemtrænger hinanden. En ”bevægelse” fra det ene plan til det andet behøver derfor ikke at medføre en bevægelse i rummet, men skyldes udelukkende en forandring i bevidstheden. På den måde bliver mennesket i udviklingens løb i stand til at erkende finere eller grovere tilstande. Planerne adskilles fra hinanden, fordi hvert plan har sine specielle atomer, og det er deres forbindelser, der danner underplanerne og formerne. Det siges, at hvert plan har en dimension mere end det nærmeste og lavere, sådan at astralplanet har fire dimensioner, mentalplanet har fem osv. – men om princippet gælder for alle de højere planer, vides ikke. Det er dog sandsynligt, at højere dimensioner skal karakteriseres som en slags bevidsthedsudvidelser. (Se også Arupa, Astralplan, Atma-Buddhi-Manas, Bevidsthed, Buddhisk plan, Mentalplan, Monade, Logos, Nirvana og Rupa).

Bevidsthedsudvidelse
Åndsvidenskaben oplyser, at formålet med evolutionen er udvikling af bevidstheden og ikke udvikling af formen. Målet for ethvert menneske er almagt, allestedsnærværelse og alvidenhed, og midlet er disciplinering af levemåden, erhvervelse af erfaringer via reinkarnation og esoterisk undervisning. Alt, hvad der kan erkendes, eksisterer allerede i et fuldkomment univers, og bevidsthedsudvidelse betyder, at bevidstheden ekspanderes, sådan at den gradvis kommer til at omfatte stadig mere af det, der allerede er. (Se også Bevidsthed og Bevidsthedsplaner).

Bhadra-Kalpa
(Sanskrit). Bhadra-Kalpa stammer fra ”bhadra”, der betyder ”ædel” eller ”velsignet” og ”kalpa”, der betyder ”tidsalder”. Bhadra-Kalpa betyder derfor ”vismændenes tidsalder” eller ”Bodhisattvaernes tidsalder”. Den nuværende runde eller ”perioden med stabilitet” kaldes Bhadra-Kalpa, og eksoterisk set er den på mindst 236 millioner år. Den kaldes ”vismændenes tidsalder”, fordi 1.000 Buddhaer eller vismænd vil vise sig i løbet af tidsalderen. Esoterisk svarer perioden til varigheden af klode (D), og de 1.000 Buddhaer bliver i realiteten begrænset til 49 i alt − og 4 Buddhaer har allerede vist sig. Ud af de 236 millioner år, er der allerede gået 151 millioner år, og derfor er fordelingen af Buddhaer tilsyneladende temmelig ulige, men det er ofte et udtryk for, hvordan eksoteriske eller materialistiske religioner forvirrer begreberne. Den esoteriske filosofi oplyser, at enhver rodrace har sine primære Buddhaer, som også viser sig i de syv underracer som Bodhisattva. Gautama Sakyamuni var den fjerde, men også den femte Buddha − den femte, fordi menneskeheden i nutiden befinder sig i 5. rodrace, og den fjerde som den herskende Buddha i den nuværende 4. runde eller Planetkæde. (Se også Bodhisattva, Buddha, Kalpa, Planetkæde og Rodrace).

Bhadra-Vihara
(Sanskrit). Bhadra-Kalpa stammer fra ”bhadra”, der betyder ”velsignet” og ”vihara”, der betyder ”kloster”. Bhadra-Vihara betyder derfor ”vismændenes kloster” eller ”Bodhisattvaernes kloster”. Vihara er en betegnelse for et buddhistisk kloster, og oprindeligt betød det ”et afsides tilflugtssted”, og det henviste til ”boliger” eller ”tilflugtssteder”, som blev brugt af vandrene munke i regntiden. (Se også Bodhisattva).

Bhadrasana
(Sanskrit). Bhadrasana stammer fra ”bhadra”, der betyder ”ædel” eller ”velsignet” og ”asana”, der betyder ”øvelse” eller ”stilling”. Bhadrasana er en yoga-øvelse, der strækker muskler og sener på lårenes inderside, og Bhadrasana betyder ”den ædle stilling”. Bhadrasana kaldes også ”sommerfuglen”. Bhadrasana stimulerer hoftefleksibiliteten. Øvelsen udføres ved at man sidder på gulvet, fodsålerne sættes sammen og knæene fra hinanden. Placer hænderne på fødderne og lad knæene bevæge sig op og ned nogle gange for at varme op. Herefter bevæger man knæene ned mod gulvet. Det åbner op for hofteleddet. Når der er gjort fremskridt i Bhadrasana, kan man forsigtigt lægge pres på knæene med hænderne. Indersiden af benene skal være afspændte. Man skal ikke gå voldsomt frem, men bruge et kontinuerligt blidt pres. Næste fremskridt i Bhadrasana kan gøres ved at lægge pres på knæene med hænderne, mens man læner ryggen mod væggen. Det gør øvelsen effektiv. Slap af i benene og pres med hænderne. Først gøres det forsigtigt og derefter øges presset. En endnu mere avanceret variant kan benyttes, når man er i stand til at holde knæene på gulvet, hvorefter man kan bøje dig forover.

Bhagat
(Hindustani). Bhagat, som hedder Bhakta på sanskrit, kaldes også Sokha og Sivnath i hinduismen. Bhagat er en religiøs tigger eller hengiven, som er i stand til at uddrive onde ånder. (Hindustani er en fællesbetegnelse for hindu og urdu).

Bhagavad-Gita
(Sanskrit). Bhagavad-Gita stammer fra ”bhagavat”, der betyder ”hæderkronet”, ”hellig” eller ”Herren er hellig” (en af Krishnas titler) og ”gita”, der betyder ”sang”. Bhagavad-Gita betyder ”Herrens Sang” eller ”Den Helliges Sang”. Bhagavad-Gita er et afsnit af det store hinduistiske epos Mahabarata (”Den store krig”). Det er et af Indiens smukkeste digte med åndeligt indhold. Den består af en dialog i 18 samtaler mellem Krishna (Vishnus avatar, Ishvara, det højere selv), der optræder som vognstyrer, og disciplen Arjuna, hærføreren (”den hvide”, mennesket eller det lavere selv) og Krishnas Chela. Den indeholder den højeste etiske undervisning, der findes i hinduernes hellige skrifter, og måske den højeste, der overhovedet er skrevet. Den er både en historisk beretning og en esoterisk afhandling, der – ligesom alle andre hellige skrifter – kræver syv nøgler, hvis man skal læse og forstå den i sin fulde betydning. I Alice A. Baileys bøger råder den tibetanske mester Djwhal Khul sine elever til at studere alle verdensreligionernes skrifter, men oplyser, at tre af dem er vigtige: Det Nye Testamente, Bhagavad-Gita og Patanjalis Yoga Sutras. Og Mahatma Gandhi skrev: ”Den, der vil meditere over Gita, vil få glæde og ny mening fra den hver dag. Der er ikke et eneste åndeligt spørgsmål, som Gita ikke kan løse”. (Se også Alice A. Bailey, Arjuna, Chela, Djwhal Khul, Ishvara, Krishna, Mahabarata, Patanjali og Vishnu).

Bhagavad-Purana
Bhagavad-Purana eller Bhagavata-Purana, der også er kendt som Srimad Bhagavata Maha Purana, Srimad Bhagavatam eller Bhagavata, er et helligt indisk skrift. Bhagavad-Purana betyder bogstaveligt ”de evige, guddommelige beretninger om Det højeste Væsen”. Det er en af de vigtigste puraniske tekster i hinduismen med fokus på Bhakti – dvs. religiøs hengivenhed over for den store guddom Vishnu (Narayana), med primært fokus på Krishna. Bhagavad-Purana indeholder mange informationer, der er velkendte i hinduismen, bl.a. om Vishnus forskellige Avatarer og om hans liv og aktiviteter i den fuldkomne inkarnation som Krishna eller Svayam Bhagavan. Bhagavad-Purana er den første Purana, der blev oversat til et europæisk sprog, og mellem 1840 og 1857 blev den også oversat af tre franskmænd. Padma-Purana kategoriserer Bhagavad-Purana som Sattva-Purana (Purana’en som repræsenterer godhed og renhed). Bhagavad-Purana anses for at være den reneste og vigtigste af alle Purana’erne, fordi den inspirerer til hengivenhed over for Vishnu og hans forskellige inkarnationer. Bhagavad-Purana pointerer, hvor vigtigt det er at gøre sig fri for alle materielle bindinger, mens man samtidig arbejder med processerne for at opnå ren transcendental viden, forsagelse og hengivenhed over for Vishnu. Iflg. Bhagavad-Purana er Vishnu (Narayana) identisk med Parabrahman – ”den øverste Herre” − der skabte de ubegrænsede universer, og han er til stede som Herre over hvert enkelt univers. Som Brahma er Vishnu engageret i skabelsen af 14 verdener inden i Universet, for han accepterer bevidst Raja Guna (bevarelse). Det er Vishnu selv, der opretholder og vedligeholder Universet i skikkelse af Vishnu, når han bevidst accepterer Sattva Guna (skabelse), og det er ham, der tilintetgør Universet ved slutningen af Maha-Kalpa i skikkelse af Shiva eller Rudra, når han bevidst accepterer Tama Guna (nedbrydning). Bhagavad-Purana er et produkt af traditionen med mundtlig overføring af visdommen, den nedskrevne udgave dateres sædvanligvis mellem 4. eller 10. årh. e.Kr. (Se også Avatar, Bhakti, Guna, Kalpa, Narayana, Parabrahman, Puranaer, Raja Guna, Rudra, Sattva Guna, Shiva, Tama Guna, Veda og Vishnu).

Bhagavat
(Sanskrit). Bhagavat, Bhagavan eller Bhagawan er en betegnelse for Buddha og for Krishna. Bhagavat betyder ”Herren”. Det er en betegnelse, der bruges om guder, halvguder, og højt oplyste skabninger som f.eks. Gautama Buddha, Krishna og Vishnu. (Se også Buddha, Gautama Buddha Krishna og Vishnu).

Bhagavata-Purana
Se Bhagavad-Purana.

Bhagawan
Se Bhagavat.

Bhajan
(Sanskrit). En Bhajan er en form for hinduistisk, rytmisk, hengiven sang (Bhakti). En Bhajan har ingen fast form. Sangen kan være helt enkel og baseret på et Mantra eller Kirtan, eller den kan være så raffineret og kompliceret som Dhrupad eller Kriti med musik, der er baseret på klassiske Ragaer og Talaer. En Bhajan er normalt et lyrisk udtryk for kærlighed til det guddommelige. Bhajan er beslægtet med Bhakti, der betyder religiøs hengivenhed. Det antyder, at Bhajan havde stor betydning for Bhakti-bevægelsen, der bredte sig fra den sydlige del af Indien til hele subkontinentet i mogul-perioden. Bhajan-versene stammer fra anekdoter og episoder fra skrifterne, lærdommen om oplyste skikkelser og beskrivelser af guder. Dhrupad-stilen, Sufi Qawwali og Kirtan eller sang i Haridasi-traditionen har relation til lovsang. (Se også Bhakti, Dhrupad, Karnatisk, Kirtan, Kriti, Mantra, Qawwali, Raga og Tala).

Bhakta
(Sanskrit). Bhakta er betegnelsen for et menneske, der praktiserer Bhakti-yoga. (Se også Bhakti og Bhakti-yoga)

Bhakti
(Sanskrit). Bhakti stammer fra roden ”bhaj”, der betyder ”at dele”, ”at tjene”, ”at være hengiven” eller ”at udtrykke kærlighed”. Bhakti er derfor kærlighed eller hengivenhed, men der er tale om den absolut højeste hengivenhed, hvor disciplen forsøger at rendyrke sin kærlighedsfølelse ved at erkende Gud i alle ting og i enhver skabning. Som navneord betyder Bhakti ”hengivenhed” eller ”kærlig tilknytning”, men det er samtidig en af de veje (Marga’er) som disciplen eller den studerende kan følge, og hvis det er tilfældet, betyder Bhakti befrielse ved hjælp af tro eller kærlighed. Bhakti-yoga er en yogagren, hvor yoga udøves i kraft af følelserne (hengivelse). At praktisere Bhakti-yoga vil sige at udføre alle sine opgaver og sit ansvar som en hengiven handling. (Se også Bhakta, Bhakti Marga, Bhakti-yoga og Marga).

Bhakti-Marga
(Sanskrit). Bhakti-Marga er vejen til frelse via Bhakti – ”nådevejen”. Veda-religionen har f.eks. Karma-Marga, dvs. frelse via handlinger. Upanishaderne har Jnana-Marga, dvs. frelse via kundskab og erkendelse. (Se også Karma, Marga og Upanishader).

Bhakti-yoga
(Sanskrit). Bhakti-yoga stammer fra ”bhakti”, der betyder ”hengivenhed” og ”yoga”, der betyder ”forening” fra roden ”yuj”, der betyder ”at forbinde” eller ”at forene”. Det er en form for yoga-praksis, der har til hensigt at nå forening med den åndelige eller guddommelige essens ved hjælp af hengivenhed, tro og kærlighed. Det menneske, der praktiserer Bhakti-yoga, forsøger at opnå forening med det højeste via hengivenhed. Efterhånden som mennesket udviklede sig og begyndte at komme over den første fysiske fokusering, opstod der to nye yogasystemer. Det skete i den atlantiske periode. Først kom Laya-yoga – ”centrenes yoga” – der udviklede en stabilisering af det æteriske legeme og af centre, chakraer og følelsesnaturen i mennesket. Senere blev Bhakti-yoga, der udsprang af udviklingen af astrallegemet, forbundet med Laya-yoga, og dermed var grundlaget lagt for den mysticisme og hengivenhed, som har været drivkraften for nutidens menneskehed både i Østen og Vesten. Bhakti-yoga er som sagt ”hengivenhedens yoga”. Bhakti-yoga giver det enkelte menneske mulighed for at transformere den astrale natur ved at rette følelserne mod sjælen, og dermed gå uden om tankesindet (mentallegemet). Bhakti-yoga er derfor fundamentet for mysticismens kærlighed, hengivenhed og opofrelse til Gud. Det er en holdning, der har kendetegnet helgener og mystikere i de seneste 2.000 år. At kunne give sig hen til livet og gøre det, man ønsker, uden eftertanke eller tvivl er Bhakti. Alle handlinger er, som de er. Alle tanker er tilladte. Det hele er i overensstemmelse med helheden, som man er del af. Der er stadig mennesker, der har behov for Bhakti-yoga. Det gælder mennesker, der overvejende lever via deres begær og fysiske besiddelser – eksempelvis ved konstant at ville erobre det modsatte køn eller anskaffe fysiske ejendele. Det afslører, at sakralcentret dominerer. Det samme gælder, hvis et menneske overvejende lever via sine følelser – eksempelvis ved at opsøger situationer, hvor det får nye oplevelser, føler sig godt tilpas og modtager positiv respons. Her er det solar plexus centret, der dominerer. (Se også Abhyasa-yoga, Agni-yoga, Antar-yoga, Bhakta, Bhakti, Bhakti-yoga, Hatha-yoga, Jnana-yoga, Karma-yoga, Kundalini-yoga, Laya-yoga, Raja-yoga og Yoga).

Bhao
(Sanskrit). Bhao er en spådomsceremoni, der praktiseres blandt Kolarian-stammerne i det centrale Indien.

Bharata
(Sanskrit). Bharata eller Bharata Varsha stammer fra roden ”bhri”, der betyder ”at opretholde”, ”at bære”, ”at støtte”, ”at producere” og ”varsha”, der betyder ”sletter”, ”lavland” og ”jord”. Bharata Varsha er det gamle hinduistiske navn for Indien. Bharata var desuden et navn, der også blev givet både til mange guder og til vigtige mennesker, store helte, men også til mennesker med mindre betydning. I Mahabharata blev den berømte helt, der var søn af Dushyanta (en stor konge i klassisk indisk litteratur og mytologi) og Sakuntala (hustru til Dushyanta og mor til kejser Bharata), navngivet Bharata − den første af tolv Chakravartin’er (et gammelt indisk udtryk, der bruges om en ideel, universel hersker, der hersker etisk og velmenende over hele verden). I åndsvidenskabelig litteratur er Bharata desuden blevet brugt om et gammelt helligt land. ”Lykkelige er de, der selv fra en tilstand af guddommelighed er født som mennesker i Bharata-Varsha, udbrød de inkarnerede guder under 3. rodrace. Bharata er sædvanligvis Indien, men i dette tilfælde symboliserede det datidens udvalgte folks land, og blev betragtet som den bedste af de divisioner af Jambudvipa (en ø eller et kontinent i den fysiske verden i hinduismes, buddhismes og jainismes kosmologier), dengang landet især var aktivt åndeligt − landet med indvielser og guddommelig viden”. (Se også Bhagavad-Gita og Mahabharata og Rodrace).

Bhashya
(Sanskrit). Bhashya stammer fra roden ”bhash”, der betyder ”at tale”. Bhashya er taler eller samtaler – bl.a. oplysende arbejde eller kommentarer vedr. de tekniske Sutraer, og især Patanjalis kommentarer vedr. Paninis Sutraer, der også kaldes Mahabhashya (Den store kommentar). (Se også Mahabhashya, Panini, Patanjali og Sutra).


Side : 1 2 3
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook