Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

D.K.
Se Djwhal Khul.

Daath
(Hebraisk). Daath betyder ”viden”. Daath er en ”konjunktion af Chokmah og Binah − visdom og forståelse” – og nogle gange kaldes Daath fejlagtigt for en Sephira. Daath er en ”ikke-sephira”, der kaldes ”Afgrunden”. Den ligger på Kabbalaens midtersøjle i Livets Træ mellem Kether og Tiphereth. Daath repræsenterer ofringen af sønnen. Uden dette offer er de 11 Sephirot ikke fuldkomne. Daath er måske det mest kontroversielle aspekt i Kabbalaen, for det er både komplekst og uklart. Det er en lavere afspejling af Kether, der repræsenterer den viden om Kether, der er opnåeligt under ”Afgrunden”. I bibelsk forstand er det desuden viden om Chokmah og Binah – de grundlæggende maskuline og feminine centre i Livets Træ. I Isaac Lurias Kabbala er det en treklang, der består af Chokmah (faderen), Binah (moderen) og Daath (sønnen), men det er en udstråling, der ikke forekommer i den gamle Kabbala, og der findes heller ikke en Sephiroth. (Se også Binah, Chokmah, Kabbala, Kether, Sephiroth og Tiphereth).

Dabar
(Hebraisk). Dabar (flertal Debarim) betyder ”ord” eller ”tale” − ofte i betydningen ”en kosmisk, åndelig, bevidst energi”. Dabar svarer derfor til grækernes Logos, et kosmisk åndeligt væsen, et orakel eller en guddommelig kommunikation – dvs. årsag og virkning. I den kaldæiske Kabbala svarer Dabar til Logos, som udtalte ‘Ordet’, hvorefter alt blev skabt. Eller ‘Ordet’ − D(a)B(a)RIM − når det afspejler sig eller manifesterer sig som engle, Sephiroth eller tal, men stadig kollektivt er Én.

Dabistan
(Persisk). Dabistan (eller Dadistan) består af ”dab”, der stammer fra ”dib”, som betyder ”skrift” og endelsen ”stan”, der betyder ”sted”. Dabistan var navnet på fortidens Persien og nutidens Iran, men Dabistan var også en bog − Dabistan-i-madhahib (”sekternes skole”). Den blev skrevet omkring midten af det 17. årh. af Mohsan Fani − en muslimsk rejsende, som stammede fra Kashmir. Bogen beskæftiger sig med 12 forskellige religioner, og den første – Hushang – mener man er fra før Zarathustra (Zoroaster). (Se også Zarathustra og Zarathustrisme).

Dache-Dachus
(Kaldæisk). Dache-Dachus er Moymis’ dobbelte udstråling, dvs. det duale eller androgyne verdensprincips afkom − den maskuline Apason og den feminine Tauthe. Ligesom alle andre teokratiske nationer, der praktiserede tempelmysterier, omtalte babylonierne aldrig Universets Ene princip, og de gav det heller aldrig et navn. Det fik Damaskios (ca. 458-538 e.Kr.), der var kendt som den sidste neoplatoniker, og den sidste leder af Akademiet i Athen, til at bemærke, at babylonierne gik hen over det i stilhed ligesom resten af ”barbarerne”. Tauthe var gudernes moder, mens Apason var hendes selvgenererende maskuline kraft. Moymis − det ideelle Univers − var hendes eneste søn, som efterfølgende udstrålede Dache-Dachus og til sidst Belus − demiurgen i det objektive Univers. (Se også Babylon og Demiurg).

Dactyli
(Græsk). Dactyli stammer fra ”daktulos”, der betyder ”finger”. I den græske mytologi var det smeden, som angiveligt var den første, der opdagede og arbejdede i kobber og jern. Det var også ham, der indførte musik og rytme i Grækenland. Navnet blev også givet til Kybeles frygiske hierofanter, som blev anset for at være de største magikere, eksorcister og healere. Der var fem ligesom antallet af fingre på den ene hånd, som blev brugt til velsignelse, eller ti som fingrene på begge hænder, som blev brugt til at påkalde guderne. De healede desuden ved hjælp af mesmerisme. De er blevet identificeret med Korybanter – Attis’ præster, de unge, der var elsket af Kybele – og med Curetes, Telchines samt andre, som alle desuden er blevet forbundet med Kabiri. Men Kabiri var Manuer, Rishier og Dhyan-Chohaner, der inkarnerede i udvalgte fra 3. rodrace og i den tidlige del af 4. rodrace. Strukturen på de højere planer er afspejlet i den nederste, og derfor kan alle navnene også stå for fysiske kræfter og Hierofanter i overensstemmelse med de ritualer, der var kendetegnende for forskellige lande. (Se også Attis, Curetes, Dhyan-Chohan, Eksorcisme, Hierofant, Kabiri, Korybanter, Kybele, Manu, Mesmerisme, Rishi og Telchines).

Dad-Dugpa
(Tibetansk). Dad-Dugpa omtales af H.P. Blavatsky som ”brødre i skyggen” og som ”deres sjæles drabsmænd”. (Se også Brødre i skyggen, Dugpa, Gelukpa og Tsong-kha-pa).

Dadouchos
(Græsk). Dadouchos eller Daduchus er fakkelbæreren, som er en de Eleusinske mysteriers fire præster, der gik foran i Myste-processionen til Demeter-templet på 5. dag i fejringen af ritualerne. Der var adskillige præster tilknyttet templerne, men præsterne viste sig kun offentligt ved de Panathenske lege i Athen, hvor de skulle vogte over den såkaldte ”flammerace”. (Se også Eleusinske mysterier og Myste).

Daena
(Avestan). Daena består af ”da” og ”day”, der betyder ”at kigge”, ”at se” og ”at vide”. Daena er en personificering af Zarathustrismes love eller religion. Daena er dedikeret til månedens 24. dag, og dagen har fået samme navn som hende. Sammen med Khista (religiøs viden og viden om, hvad der medfører lyksalighed) udgør hun 16. Yasht − Din Yasht. ”Din” betyder Daena på pahlavi. Daena svarer til det menneskelige princip ”forståelse”, som er identisk med Manas. (Se også Manas, Pahlavi og Zarathustrisme).

Daeva
(Avestan). Daeva eller Dev (på pahlavi) eller Div (på persisk). I Avesta beskrives Daeva som væsener med ondsindede hensigter, der betragtes som djævle eller dæmoner under indflydelse af Angra Mainyu. Daeva er en generel betegnelse for en gruppe af åndelige, halvåndelige og æteriske væsener, der omtales i andre landes mysterielitteratur som dæmoner, devaer, ånder osv. De spænder derfor over selvbevidste skabninger af relativt høj udviklingsmæssig kvalitet via mellemliggende stadier helt ned til det, der i åndsvidenskaben kaldes elementaler. I Vendidad kaldes Daeva’er for ”ondskabsfulde”, og man viser, hvordan de haster ind i dybderne af verdens helvede − eller ned i det tætte stof. Det er en allegori, der viser devaer, som er tvunget til at inkarnere, når de først er blevet udskilt fra deres oprindelige essens. Det sker efter at enheden er blevet mangfoldig efter differentieringen og manifestationen. H.P. Blavatsky giver en anden fortolkning af Daeva’erne, for hun henviser til de atlantiske giganter. I Persien er Div’er ondskabsfulde og magtfulde væsener, der modarbejdede Persiens (Irans) retmæssige konger. (Se også Angra Mainyu, Atlantis, Avesta, Elementaler og Vendidad).

Daghdai
(Avestan). Daghdai, Dagh-dae eller Day-dae er Helligånden eller visdom – den guddommelige fisk, der var Zarathustras mor. (Se også Treenigheden og Zarathustra).

Dagoba
(Singalesisk). Dagoba er en kuppelformet struktur (Stupa), der er bygget over relikvier, som man påstår stammer fra Gautama Buddha eller fra buddhistiske helgener. De pyramidelignende strukturer er spredt over hele Indien og i buddhistiske lande som f.eks. Ceylon, Burma, Centralasien osv. Dagobaer har forskellige størrelser. Man mener, at menneskekroppen består af 84.000 dhatus (organiske celler med bestemte vitale funktioner), og derfor siger man, at Asoka byggede 84.000 Dhathu-gopaer eller Dagobaer til ære for hver eneste celle i Buddhas fysiske legeme, og hver enkelt er nu blevet et Dharmadhatu eller et helligt relikvie. Der er på Ceylon en Dhatu-gopa ved Anuradhapura, som angiveligt stammer fra 160 f.Kr. Senere blev de bygget pyramidelignende, men de primitive Dagobaer blev alle formet som tårne med cupola (en lille, oftest kuppelformet struktur på toppen af bygningen) og adskillige tchhatra (paraplylignende konstruktioner) over dem. Kinesiske Dagobaer har alle fra 7 til 14 tchhatraer på toppen. Antallet symboliserer aspekter i menneskekroppen. (Se også Asoka, Dharmadhatu, Dhathu, Gautama Buddha og Stupa).

Dagon
(Fønikisk). Dagon eller Dag på hebraisk stammer fra ”dag”, der betyder ”fisk” og ”on”, der betyder ”lillebitte”. Muligvis stammer Dagon fra ”dag-an”, der betyder ”korn”. En fisk eller en meget lille fisk var en af filisternes guder i Ashod og Gaza. Det er nævnt flere steder i Bibelen. Dagon var mere end en lokal guddom, og stednavne, der er opkaldt efter ham, er udbredt. Nogle forskere påstår, at der fandtes en gammel kanaanæisk guddom med samme navn, og den semitiske gud var også associeret med den babyloniske Dagan. Det er almindeligt antaget, at Dagon blev fremstillet som halvt menneske og halvt fisk og identificeret med Oannes, den græske form af den sumeriske Uanna − et tilnavn til Adapa, den første af i alt syv babyloniske vismænd fra tiden før syndfloden. De syv vise omtales som ”de strålende vise karper fra havet”. Nogle forskere citerer Philo af Byblos (eller Herennius Philon) ca. 64-141 e.Kr., som mente, at Dagon var den, der opdagede sædekornet og opfandt ploven. Han var derfor en jordgud i stil med Baal. Fisken, som et mystisk symbol, er sandsynligvis mere kendt fra de første primitive kristne sekter end fra hebræerne. En primitiv og endnu senere kristen ikonografi viser mange eksempler på fisk, der symboliserer Logos og Hans inkarnation som Messias. De tidlige kristne kaldte sig ”pisciculi”, som på latin betyder ”lille fisk”, og de talte om Kristus som ”den store fisk”, der var symbol på Logos, som manifesterede sig i urhavet i kosmos og stadig lever der, som en fisk, der lever i vand. (Se også Baal).

Daia
Se Daya.

Daij-dzin
Daij-dzin er elementaler eller astrallysets sjælløse ånder, som kan give clairvoyance.

Daimonion
(Græsk). Betegnelsen Daimonion blev givet af Sokrates til den advarende stemme, som vågede over ham og kontrollerede hans handlinger, og som aldrig fortalte ham, hvad han skulle gøre, men hvad han ikke skulle gøre. Reelt svarer det til samvittigheden eller sjælens stemme, som kan udvikles til et ekstraordinært niveau i et menneske. (Se også Sokrates).

Daimonion Photi
(Græsk). Daimonion Photi er et neoplatonisk udtryk for åndelig illumination.

Dainn
(Oldnordisk). Dainn stammer fra ”deyja”, der betyder ”at besvime”. Dainn er en dværg i den nordiske Edda, og dværgen symboliserer bevidstløshed. Dainn vågner først, når Universet går i hviletilstand, og han falder i søvn, når Universet vågner. Dainn er også navnet på en af de fire hjorte, der nippede bladene af verdenstræet Yggdrasil. (Se også Edda og Yggdrasil).

Daitya
(Sanskrit). Daitya er navnet på et stort atlantisk økontinent. H.P. Blavatsky siger, at ”for omkring 850.000 år siden sank den sidste store ø Ruta (en del af det atlantiske kontinent), der var hjemsted for 4. rodrace, mens Daitya − en lille ø, der var beboet af en blandet race − blev ødelagt for omkring 270.000 år siden under istiden”. Daitya er iflg. Vendidad navnet på en flod i Airyana-Vaeja − ariernes oprindelige hjemland, den første jord, der blev skabt af Ahura Mazda, og som var Jordens centrum. (Se også Ahura Mazda, Arier, Atlantis, Rodrace, Ruta og Vendidad).

Daitya Guru
(Sanskrit). Daitya Guru er Daityaernes lærer. Allegorisk er det betegnelsen for planeten Venus − eller snarere Sukra, planetens iboende hersker. Daitya Guru er skytsånd for Jorden og menneskeheden. Hver forandring, som Sukra fornemmer, afspejles på Jorden. Sukra eller Venus fremstilles derfor som Daityaernes lærer – dvs. Titanerne i 4. rodrace, som iflg. den hinduistiske allegori på én gang opnåede suverænitet over hele Jorden, hvor de besejrede de mindre guder. (Se også Daityaer, Rodrace og Titaner)

Daityaer
(Sanskrit). Daityaer i hinduistisk mytologi er en klan eller race, som tilhørte Asuraerne. Daityaerne var efterkommere af Diti og vismanden Kasyapa. De tilhørte Titanere, som kæmpede mod Devaerne, fordi de var jaloux på deres deva-halvbrødre. De kvindelige Daityaer beskrives som iført smykker på størrelse med kampesten. Hvis Aditi opfattes som Mulaprakriti, eller i bogstavelig forstand er det kosmiske rum, så kan Diti − den lavere pol af Mulaprakriti − opfattes som summen af Prakriti. Kosmisk set er Daityaer Titanere, som ofte kaldes Asuraer, og deres rolle er at stimulere udviklingen for alt i skabelsen. De er derfor en kontrast til de store kosmiske kræfters langsommere og permanente evolutionære inerti. Fra en fysisk synsvinkel er de den 4. rodraces Titaner eller giganter. Iflg. de hinduistiske Puranaer er Daityaerne dæmoner og fjender af ceremonielle ofre og ritualer − men iflg. den skjulte betydning bag mytologien var nogle af Daityaerne visionære impulsgivere til intellektuelle skabninger, der bestræber sig på at modvirke inertien eller dødvægten i menneskets natur. Dæmonerne, som de kaldes i Puranaerne, er ikke helt almindelige djævle, for de beskrives alle − Danavaer, Daityaer, Pisachaer og Rakshasaer − som ekstremt fromme iflg. Vedaerne. Nogle af dem bliver endda store Yogier, men de er imod præster, ritualer, ofringer og doktriner. (Se også Asura, Danava, Deva, Kasyapa, Mulaprakriti, Pisacha, Prakriti, Puranaer, Rakshasa, Titaner og Yogi).

Daiviprakriti
(Sanskrit). Daiviprakriti stammer fra ”daivi”, der betyder ”guddommelig” og fra roden ”div”, der betyder ”at skinne” samt ”prakriti”, der er den oprindelige substans, det guddommelige stof eller urlyset – Logos’ lys. Når lyset differentieres, bliver det til Fohat. Daiviprakriti er derfor det første slør, subtile stofhylster eller æteriske legeme, der omgiver Logos, og når Daiviprakriti har opnået en vis manifestation, kan man kalde det Fohat. (Se også Fohat).

Daiviprakriti
(Sanskrit). Daiviprakriti stammer fra ”daivi”, der betyder ”guddommelig” fra roden ”div”, der betyder ”at skinne” samt ”prakriti”, der er den oprindelige substans, det guddommelige stof eller urlyset – Logos’ lys. Når lyset differentieres, bliver det til Fohat. Daiviprakriti er derfor det første slør, det subtile stofhylster eller det æteriske legeme, der omgiver Logos, på samme måde som Pradhana eller Prakriti omgiver Purusha eller Brahman i Samkhya-filosofien. Og på en mere omfattende skala omgives Parabrahman af Mulaprakriti. Daiviprakriti er derfor elementalt stof – dvs. stof i dets første og anden udviklingsfase set ovenfra. Når Daiviprakriti har opnået en vis manifestation, kan det kaldes Fohat, selv om Fohat er magnetiserende kraft, der arbejder i og påvirker det manifesterede Daiviprakriti eller urstoffet. På samme måde som det er rytteren, der rider sin hest, er det den kosmiske intelligens eller den kosmiske Monade, der arbejder via både Daiviprakriti og dens differentierede energi, der kaldes Fohat. Det er det ledende og kontrollerende princip − ikke kun i kosmos, men i hver eneste af de underordnede elementer og skabninger, der udfylder kosmos. Solens hjerte eller Solens essens er Daiviprakriti, der arbejder selvstændigt, og som i sin manifestation kaldes Fohat, men via Daiviprakriti og Fohat-aspektet arbejder Sollogos’ guddommelige og alvidende intelligens. Når man studerer åndsvidenskab, skal man aldrig begå den fejl, at man adskiller Solens styrende intelligens fra de omgivende slør eller legemer, og en af de højeste er Daiviprakriti-Fohat. H.P. Blavatsky forklarer, at iflg. åndsvidenskaben er den originale og oprindelige ”prima materia”, både guddommelig og intelligent, for den er en direkte udstråling af det universelle tankesind, som er Daiviprakriti (det guddommelige lys, som stammer fra Logos), og som dannede grundstammen til alle de ”selvbevægende” himmellegemer i kosmos. Det er den oplysende, allestedsnærværende bevægelsesenergi og livsprincippet i solenes, månernes, planeternes og Jordens sjæle. (Se også Brahma, Brahman, Fohat, Monade, Pradhana, Prakriti, Purusha og Samkhya).

Dakhma
(Avestan). Dakhma stammer fra ”dag”, der betyder ”at brænde”, ”at kremere” og ”ild”. Dakhma er parsernes bygning til begravelse eller ligbrænding, som blev kaldt ”stilhedens tårn”. (Se også Parser).

Dakini
(Sanskrit). Dakini er kvindelige dæmoner, vampyrer og bloddrikkere, der er forbundet med gudinden Kali, som er Shivas hustru. Hvis man ser bort fra de mytologiske forklaringer, er Dakinier en form for avancerede elementaler. I 4. rodrace nåede man den rent menneskelige udviklingsperiode. De, der indtil det tidspunkt havde været halvt guddommelige skabninger, som frivilligt var til stede i fysiske legemer, og som kun var mennesker af udseende, ændrede sig fysiologisk og tog hustruer, der var smukke og helt menneskelige, men med legemer, der bestod af lavere stof, selv om højere skabninger var inkarneret i dem. Det var skabninger med kvindelige former (prototypen er Lilith i de jødiske traditioner), og i åndsvidenskaben kaldes de Khadoma (svarer til Dakini på sanskrit). Allegoriske legender kalder Liliths overhoved for Sangye Khado (eller Buddha Dakini på sanskrit), og de kender alle kunsten af ”gå på luft”. De viser stor venlighed over for de afdøde, men de har intet tankesind − kun dyrets instinkt. (Se også Khadoma, Kali, Lilith, Rodrace og Shiva).

Daksha
(Sanskrit). Daksha eller Daksa stammer fra ”daksh”, der betyder ”at kunne”, ”at være stærk”, ”intelligent” og ”klog”. Daksha er en af de ledende Prajapatier − kosmiske skabende intelligenser eller åndelige skabninger. Daksha er en betegnelse for den intelligente eller kvalificerede, men normalt henviser ordet til idéen om den skabende eller udviklende kraft. Daksha var søn af Brahma og Aditi, og iflg. nogle versioner var han selvfødt, for på samme måde som Minerva, sprang han ud af sin fars krop. Rig-Veda siger, at Daksha sprang fra Aditi og Aditi fra Daksha. Det er en henvisning til den evige cykliske genfødsel af den samme guddommelige essens. Puranaerne siger, at Daksha var søn af Prachetasa og Marisha, og han blev stamfader til det virkelige fysiske menneske − den første af de ”ægfødte”. Han grundlagde den æra af mennesker, der blev født baseret på samleje. Men det var en form for forplantning, der ikke skete på én gang, selv om mange måske tror det. Det krævede meget lang udviklingstid, før det blev den ene ”naturlige” måde. Derfor viser man, at hans offer til guderne blev interveneret af Shiva, den nedbrydende guddom, som personificerer evolution og fremskridt. Virabhadra, ”der opholdt sig i skyggernes (de æteriske menneskers) region, skabte fra porerne i huden (Romakupa’er) de magtfulde Rauma’er eller Raumya’er”. Ordet oversættes bl.a. med ”halvguder”, men Rauma’erne er simpelthen en race eller en stamme. Allegorien er mytisk, men der fortælles også i Mahabharata − der er historie i lige så høj grad som Iliaden − at Rauma’erne og andre racer er skabt på den måde af Romakupa’erne, dvs. hår- eller hudporerne. Den allegoriske beskrivelse af Dakshas offer rummer en dyb betydning for de mennesker, der studerer åndsvidenskab, og som har kendskab til de ”svedfødte”. I Vayu-Puranaernes beretning om offeret siges der desuden, at det fandt sted i overværelse af skabninger, der var født af æg, uddunstning, vegetation, hudporer og først til sidst af moderskødet. Daksha symboliserer 3. rodraces første mennesker, som var hellige og rene, men som endnu manglede individuelle sjæle, og de var kun i besiddelse af passive evner. Brahma befalede ham derfor (i de eksoteriske tekster) at skabe, og han adlød ordren og skabte ”lavere og højere” (Avara og Vara) afkom (Putra), to- og firbenede skabninger og i kraft af sin vilje blev kvinder og guder født, Daitya’erne (4. rodraces kæmper), slangeguderne, dyr, kvæg og Danava’erne (titaner og dæmon-magikere) og andre skabninger. Fra den tid blev levende skabninger født baseret på samleje. Før Dakshas tid blev de skiftevis formeret i kraft af viljen, ved hjælp af synet, ved berøring og ved yoga-kraft iflg. Vishnu-Purana. Forplantningen, som var åndelig i begyndelsen, blev selvfølgelig i slutningen af den materielle udvikling en forplantende kraft på det fysiske plan − og derfor er den puraniske allegori korrekt, og åndsvidenskaben oplyser, at den nuværende forplantningsmetode begyndte ved slutningen af 3. rodrace. (Se også Aditi, Avara, Brahma, Brahman, Daitya, Danava, Danu, Mahabharata, Marisha, Minerva, Prachetasa, Prajapati, Puranaer, Putra, Raumas, Rig-Veda, Rodrace, Roma-kupa, Shiva, Titaner, Vara, Virabhadra og Vishnu-Purana).

Daksha-Savarna
(Sanskrit). Daksha-Savarna eller Daksasavarna er en af de 14 Manuer − Rodmanuen af den 5. runde. (Se Manu og Rodmanu).

Dakshina Nauli
(Sanskrit). Dakshina Nauli (højre side) påvirker udelukkende højre sides muskler uden at påvirke venstre sides muskler. Vama Nauli (venstre side) påvirker kun venstre sides muskler, mens højre sides muskler er afslappede. Madhyama Nauli påvirker midten af underlivet uafhængig af musklerne i venstre og højre side af underlivet, og alle muskler er koncentreret i maveområdets centrum i en lodret linje. Når man har fået fuld kontrol over de tre typer af Nauli, ved man, hvordan man spænder musklerne i midten, i venstre side og i højre side af maven, og man vil også vide, hvordan man bevæger dem fra side til side. Det kaldes Nauli Calana, som er en god øvelse til at styrke indvoldene i bughulen. Både de autonome nervecentre og de endokrine kirtler i maven aktiveres. (Se også Jalandhara Bandha, Madhyama Nauli, Nauli, Jalandhara Bandha og Vama Nauli).

Dakshinayana
(Sanskrit). Dakshinayana eller Daksinayana består af ”dakshina”, der betyder ”sydlig” og ”ayana”, der betyder ”vej” eller ”sti”. Dakshinayana er den sydvendte vej, som er vejen til ”Yimas kvarter”. Solen bevæger sig syd for ækvator i vinterhalvåret, og i den hinduistiske esoteriske filosofi bruger man Dakshinayanam Anuya (dvs. at følge med den sydlige vej) til at beskrive dødsprocessen. (Se også Yima).

Daktylomanti
(Græsk). Daktylomanti stammer fra ”daktyl(o)” og betyder ”finger”. Daktylomanti er spådom ved hjælp af fingerringe, som blev magnetiseret, og derfor besad visse kræfter. Apollonius af Tyana havde angiveligt syv ringe, der var indviet til de syv planeter, og de blev anvendt ceremonielt på planeternes ugedage. Daktyloskopi er desuden betegnelsen for kriminalteknikkens brug af fingeraftryk.

Dal-jor
(Tibetansk). Dal-jor eller Dal-’byor betyder genfødsel som menneske.

Dalai Lama
(Tibetansk). Dalai Lama stammer fra det mongolske ord ”ta-le”, der betyder ”ocean”. Dalai Lama er titlen på den store lama eller leder af Gedun Dubpa-klosteret, der ligger ved Lhasa i Tibet, og som hovedsageligt blev benyttet af kinesere og mongoler. En af nøglerne til Dalai Lamas symbolske navn – ”ocean-lama” – er, at det betyder ”visdommens ocean”. Det stammer fra traditionen om det store hav af viden og forståelse, der er bevaret i mange tidsaldre, og som henviser til Sha-mo eller Gobi-ørkenen (Shamballa), hvor der engang var et hav. Tibetanerne kalder ham ”rgyal be rinpoche”, der betyder ”den ædle sejrherre” − eller ofte blot ”Kun-dun”, der betyder ”nærvær”. Eksoterisk betragtes han som en inkarnation af Chenresi (Avalokitesvara), og han værdsættes som Tibets jordiske hersker. De første tre efterfølgere af Tsong-kha-pa som ledere af Gelukpa-skolen var hans fremmeste disciple Gyel-tshab-je (Rgyal tshab rje), Khe-dub-je (Mkhas grub rje), og hans nevø Gen-dun-dub (Dge ‘dun grub). Gendundub, som grundlagde Tashi-Lhunpo-klostret og opbyggede Gelukpa-ordenen, blev efterfølgende anerkendt som den første Dalai Lama. Han blev efterfulgt af Gen-dun Gya-tsho (Dge ‘dun rgya mtsho), som blev anerkendt som reinkarnation af Gendundub. Gendun Gyatsho reinkarnerede som Sonam Gyatsho (Bsod nams Rgya mstho). I 1578 modtog Sonam Gyatsho støtte fra Altan Khan, der var leder af Tumed-mongolerne, og han fik den hædrende titel ”Ta-le Lama”, som også blev tildelt Sonam Gyatshos forgængere efter deres død. Herefter modtog Gelukpa-skolen mongolsk beskyttelse og skolen blev udbredt blandt mongolerne – og i virkeligheden var den fjerde Dalai Lama oldebarn af Altan Khan. Det var den femte Dalai Lama, der gav ordre til at opføre Potala-paladset, og ved hjælp af den mongolske leder Gushri Khan blev Gelukpa-ordenen den dominerende magt i Tibet med Dalai Lama i Lhasa, som den jordiske hersker i landet. Listen over Dalai Lamaer ser sådan ud: 1) Gendundub (Dge ‘dun grub) 1391-1474. 2) Gendun Gyatsho (Dge ‘dun rgya mtsho) 1475-1542. 3) Son-am Gyatsho (Bsod nams rgya mtsho) 1543-1588. 4) Yonten Gyatsho (Yon tan rgya mtsho) 1589-1616. 5) Ngawang Lobsang Gyatsho (Ngag dbang blo bzang rgya mtsho) 1617-1682. 6) Tsangyang Gyatsho (Tshangs dbyangs rgya mtsho) 1683-1706. 7) Kelsang Gyatsho (Bskal bzang rgya mtsho) 1708-1757. 8) Jampel Gyatsho (‘Jam dpal rgya mtsho) 1758-1804. 9) Lungtog Gyatsho (Lung rtogs rgya mtsho) 1806-1815. 10) Tsultrim Gyatsho (Tshul khrims rgya mtsho) 1816-1837. 11) Khedub Gyatsho (Mkhas grub rgya mtsho) 1838-1856. 12) Thinle Gyatsho (‘Phrin las rgya mtsho) 1856-1875. 13) Thubten Gyatsho (Thub bstan rgya mtsho) 1876-1933. 14) Tendzin Gyatsho (Bstan ‘dzin rgya mtsho) 1935-? (Se også Avalokitesvara, Chenresi, Den-sa Sum, Lama, Lhasa og Shamballa).

Dama
(Sanskrit). Dama stammer fra roden ”dam”, der betyder ”at undertrykke”, ”at erobre”, ”selvbeherskelse” eller ”selvkontrol”. Dama er kontrol over sine handlinger.

Damaghosha
(Sanskrit). Damaghosha eller Damaghosa var konge af Chedi og far til Sisupala. Det var Ravanas dæmon-reinkarnation, og han blev dræbt af avataren Krishna. (Se Avatar, Krishna og Reinkarnation).

Damkina
(Kaldæisk/Babylonisk). Damkina eller Davkina er Heas eller Eas hustru og gud for vandområderne eller ”de lavere regioners gudinde”. Hun overtog Heas egenskaber, og derfor blev hun både kaldt Damgal-Nunna (”vandets store frue”) og Nin-Ki (”fruen for det, som er under” – dvs. havdybet eller underverdenen). Hun er Marduks (eller Merodaks) mor − senere tiders Baal, og mor til mange flodguder. Hea eller Ea svarer til guden for de lavere regioner eller ”herren over havet eller dybet”. Desuden er han visdommens herre. (Se også Baal, Hea og Marduk).

Damo
(Pali). Damo betyder at ”tilbageholde”. Her har aspiranten tilegnet sig en vis grad af renhed i handlinger og ord. (Se også Upacharo).

Damsadhana
(Indisk). Damsadhana er en praksis, hvor man holder vejret i lange perioder i løbet af en religiøs handling.

Dan
(Hebraisk). Dan var søn af Jakob. I zodiaken er det en Jomfru-Skorpion forbindelse, der har relation til læren om sort magi.

Dana
(Sanskrit). Dana stammer fra roden ”da”, der betyder ”at give”, ”velgørenhed” eller ”ydelse”. Dana er selve handlingen, når man giver f.eks. en gave eller en donation – eksempelvis almisser til tiggere. I buddhismen er det den første af Paramitaerne: ”Nøglen til den udødelige velgørenhed og kærlighed”. (Se også Paramita).

Danava
(Sanskrit). Danava er Danus (eller Danayus) og Kasyapas børn, som ofte identificeres med Daityaer og Asuraer, der betragtes som fjender af guderne og devaerne. Det var Titanerne og dæmoner i 4. Rodrace, der næsten er identiske med Daitya’erne eller giganterne, som var uforsonlige modstandere af de to grupper fra 4. Rodrace, som praktiserede ritualer og idoldyrkelse. (Se også Asura, Daitya, Rodrace og Titaner).

Danda
(Sanskrit). Danda eller Dand betyder ”pind”, ”stang” eller ”stok”. Danda henviser til et scepter, der symboliserer kraft og magt. En Danda var en 3- eller 7-knudret bambusstokke, som en Sannyasin modtog som tegn på kraft efter sin indvielse. Den blev brugt af Raja-yogier, som opladede essensen af deres kraft i staven. Yogien erkender kraften i sig selv, og han overfører kraften ved at koncentrere den i objektet. Hvis han ønsker at bruge kraften, koncentrerer han sin egen vilje og sigter i en eller anden retning. Kraften − den dobbelte kvalitet − er tiltrækning og frastødning. På den måde forvandler han staven eller Danda’en til en Vahana, som han fylder med sin egen kraft og ånd, og dermed giver han den for en tid sine egne egenskaber. (Se også Raja-yoga, Sannyasin og Vahana).

Danda Dhauti
(Sanskrit). Danda Dhauti er en af de renselsesteknikker (Shatkarmas), hvor man i yoga-traditionen bruger en pind til at rense spiserøret. Man fører en blød pind ned i spiserøret. Pinden er sædvanligvis stammen fra en banan eller stilken fra en lotus. I nutiden praktiseres teknikken ofte med et kateter. Øvelsen skal altid udføres med tom mave. Man sidder i Utkatasana og drikker et glas vand for at gøre spiserøret vådt. Så tager man en grundig rengjort bananstilk eller lotusstilk. Hovedet bøjes bagover, og langsomt føres stiklen ned i halsen – i begyndelsen kun en cm. Den næste dag kan man føre den to cm, derefter fire cm osv., indtil man på et tidspunkt når helt ned i maven. Derefter føres stilken langsomt ud igen. På Tv kan man se mennesker synke sværd, og det er reelt en Danta Dhauti øvelse. Ved hjælp af røntgen kan man se sværdet imellem lungerne. (Se også Antar Dhauti, Danta Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Utkatasana, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Dangma
(Sanskrit). Dangma, som på tibetansk hedder Dwans-ma, er en renset sjæl. Betegnelsen bruges nord for Himalaya om et menneske med et aktivt tredje øje, og som derfor er en Jivanmukta eller højt oplyst Mahatma. Det åbnede øje – Dangma − bruges i Dzyans stanzer om den vækkede og aktive evne til åndelig vision og intuition, som giver adgang til sikker viden om alt, som den indviede fokuserer sin opmærksomhed på. I Indien og i åndsvidenskaben kaldes det tredje øje for Shivas øje. (Se også Dzyan, Jivanmukta, Mahatma, Shiva og Tredje øje).

Daniel
(Hebraisk). Daniel eller Daniyye’l omtales i Det Gamle Testamente i Daniels Bog, der har tolv kapitler. De seks første er en historisk fortælling, og de seks sidste er profetiske. Iflg. den første levede Daniel omkring 600 f.Kr. Han blev taget til fange af Nebukadnezar sammen med de andre jøder i Babylon. Hans begavelse inden for drømmetydning gjorde ham vellidt, og han fik guvernørposten i provinsen Babylon. Senere blev han den første præsident for hele det Medo-persiske imperium. Forskerne har imidlertid vanskeligt ved at få de bibelske data til at stemme overens med oplysninger fra andre historiske kilder.

Dans
(Egyptisk). På de egyptiske monumenter kan man se komplette koreografier med komplekse rytmer – lige fra rituelle danse, der udføres af dværge ved solopgang, og ekstatiske krigsdanse til yndefulde dansepiger, der laver piruetter, som underholdning for gæsterne ved en banket. Danse var meningsfulde elementer i tempelritualerne, før de blev til verdslig underholdning. Hellige danse blev udført ved mange lejligheder – eksempelvis ved Heb-Sed ceremonien, ved rejsningen af Djed-søjlen, ved Opet-ceremonien ved nytår, ved barkprocessioner, ved begravelser (hvor deltagere i Muu-dansen bar en mærkelig krone, der var fremstillet af siv), ved kultceremonier for musikkens og dansens gudinde Hathor osv. Faraoen deltog direkte i dansene. En tekst i Dendara-templet oplyser: ”Farao kommer for at danse – han kommer for at synge – se hvordan han danser – du hustru til Horus – se hvordan han springer”. Nogle guder deltog i de rituelle danse – f.eks. Bes, som holdt dæmoner på afstand med sine grimasser og med rytmen fra sin tamburin – og Ihi, der var søn af Hathor, som slog rytmen med hendes sistrum. I Mellemste Rige ser man et eksempel på, at mytologiske begivenheder omsættes til en ballet, hvor fem unge dansepiger optræder med en akrobatisk dans med titlen: ”De fire vindes sang”. Inskriptionerne i mastabaerne fortæller desuden om professionelle dansere, der blev hyret til forskellige lejligheder. (Se også Bes, Dendara, Djed-søjle, Hathor, Heb-Sed, Mastaba og Sistrum).

Dansestillingen
Se Natarajasana.

Danta Dhauti
(Sanskrit). Danta Dhauti er et yoga-udtryk for en tandrensningsteknik. Danta Dhauti er en Shatkriya- eller Shatkarma-øvelse, der udgør de seks rengøringsteknikker i Kriya-yoga. Danta Dhauti er den ældst kendte metode til tandbørstning. Dengang var tandbørsten ikke opfundet, og yogier brugte derfor en frisk kvist fra Neem-træet – også kendt som Azadirachta Indica eller Indian Lilac. Neem smager bittert, men anbefales til den aktuelle yoga-praksis, fordi træet er antibakterielt. Ved Danta Dhauti tager man en kvist på størrelsen med en tandbørste fra træet og begynder at tygge den. Kvisten skal være frisk, blød og saftig. Herefter kan man begynde at rense sine tænder som med en tandbørste. (Se også Antar Dhauti, Danda Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Danu
(Sanskrit). Danu er datter af Daksha og mor til Danava’erne, der ofte kaldes dæmoner, kæmper eller titaner i de hinduistiske historier, fordi de næsten svarer til Daitya. De er modstandere af rituelle ceremonier for guderne. (Se også Daitya, Daksha, Danava, Prajapati og Titaner).

Dao
Se Tao.

Daphnomanti
Daphnomanti er betegnelsen for spådomskunst udført ved hjælp af laurbærgrene, som afbrændes.

Darasta
(Sanskrit). Darasta er ceremoniel magi, der praktiseres af de centrale indiske stammer, især blandt Kolarianerne − en af de tre ikke-ariske sproggrupper i Indien. (Se også Kolarian).

Darha
(Sanskrit). Darha er forfædrenes ånder hos Kolarianerne. (Se også Kolarian).

Darshana
(Sanskrit). Darshana eller Darsana stammer fra roden ”dris”, der betyder ”at se”, ”at opfatte” – dvs. en vision, en erkendelse, en doktrin eller en filosofisk mening. I flertal henviser ordet især til de seks skoler Shad-Darshana i den gamle hinduistiske filosofi: 1) Nyaya (den logiske skole). 2) Vaiseshika (den atomistiske skole − som lægger vægt på detaljen og de små dele på bekostning af helheden). 3) Samkhya. 4) Yoga. 5) Purva-Mima-nsa (den første vedantiske skole). 6) Uttara-Mima-nsa (den sidste eller overordnede vedantiske skole). Skolerne er forbundet af filosofiske principper og postulater, og for at få en præcis forståelse af Universets natur og af menneskets fulde konstitution som en enhed, er det nødvendigt at studere i alle seks skoler. Undervisningen er udarbejdet af de oplyste indiske tænkere, der grundlagde de seks skoler. De forskellige systemer i skolerne omfatter mysterierne om den kosmiske og menneskelige natur fra det åndelige til det fysiske. Darshana er den højeste tilstand af visdom, for Darshana repræsenterer en yoga-teknik, som gør det muligt at se virkeligheden, som den er. Det kan sammenlignes med at se sig selv i spejlet, og ved hjælp af Darshana-teknikker at kunne se ”bag” spejlbilledet og iagttage sin sjæl. Darshana er ikke det samme som filosofi. Filosofi betyder ”kærlighed til viden”, og Darshana er ikke kun kærlighed til viden. Det repræsenterer en afgørende forskel mellem Østens og Vestens filosofi, for det ultimative mål for Østens Darshana er at se virkeligheden bag formen. Darshana-yoga er en videnskab, der er baseret på Samkhya-filosofi, som er grundlaget for alle videnskaber. (Se også Nyana, Samkhya, Vaiseshika og Yoga).

Darwinisme
Darwinisme er en skole for naturvidenskabelig tænkning, som udspringer af Charles Darwins teori om arternes oprindelse og udbredelse i dyre- og planteriget via naturlig udvælgelse, som konsekvens resulterer i den stærkes overlevelse. Darwinismen blev populariseret af den britiske anatom og zoolog Thomas Henry Huxley (1825-1895) og den tyske zoolog Ernst Heinrich Philip August Haeckel (1834-1919) i det 19. og 20. årh., og neo-darwinismen indarbejdede viden om genetik og mutation i de darwinistiske teorier. Mens darwinismen bidrog til at skabe en udbredt accept af begrebet evolutionær udvikling, tog åndsvidenskabens forfattere ofte afstand fra den ensidige vægt, der blev lagt på evolution via forandring af de fysiske kroppe, fordi teorien udelukkende var baseret på tilfældighed og fysiske årsager, og dermed er den baseret på totalt fravær af ånd eller bevidsthed i udviklingsprocessen. Darwinismen påstår, at de simpleste kemiske forbindelser gradvist og via tilfældige fysiske processer vil skabe simple organiske enheder, og pga. naturlige materielle kræfter vil de via miljøpåvirkninger udvikle mere komplekse og højere udviklede strukturer, der skaber en sammenhængende helhed i den fysiske evolution, indtil bevidstheden opstår. Man mener, at menneskeheden for ikke længe siden har udviklet sig fra menneskeaber. Åndsvidenskaben har det modsatte synspunkt. Evolutionen begynder med de mest åndelige og højt udviklede enheder, der bearbejder de mindst udviklede naturriger, når den planetariske manifestation indledes, og derefter – gradvist − opbygges de indre og ydre legemer, som er nødvendige for at den medfødte bevidsthed kan komme til udtryk i de forskellige enheder, der udgør naturrigerne. De lavere naturriger manifesteres via de mere udviklede, og derfor er menneskeriget roden eller oprindelsen til alle de lavere naturriger under menneskeriget, og de kom til verden via før-menneskelige stammer i tidligere evolutionære perioder. Åndsvidenskaben mener derfor, at enhver form for evolution ligger latent i essensen af hver enkelt enhed − at udviklingen af mennesket og skabninger under mennesket samt af selve Universet ikke kan forklares logisk via de anerkendte naturvidenskabelige linjer eller via de påståede naturvidenskabelige fakta, der udelukkende er afhængige af fysiske og kemiske faktorer. Fysiske og kemiske faktorer er ikke de eneste, der fungerer i forbindelse med udviklingen. Den vigtigste divergens mellem åndsvidenskabens syn på evolutionen og de darwinistiske teorier, der indtil videre er gældende i verden, er, at darwinismen nægter at acceptere den psyko-vitale ”motor” eller ”motoren” inden i den fysiske maskine. Man skal snarere kalde ”motoren” for ingeniører, men man kan også kalde dem åndelige skabninger, hvis man foretrækker det. (Se også Evolution, Evolutionsbue, Involution og Menneskeaber).

Dasa-sila
(Pali). Dasa-sila er de ti moralske forpligtigelser og deres praksis. Det er en moralkodeks, der gjaldt for buddhistiske præster. Det er ti forpligtigelser vedr. god karakter og adfærd, som indebærer afholdenhed fra: 1) Panatipata veramani (at slå ihjel). 2) Adinnadana (at tage noget, der ikke er givet til en). 3) Abrahmachariya (utroskab), som ellers kaldes Kamesu Michchha-Chara. 4) Musavada (at lyve). 5) Pisunavachaya (at sladre). 6) Pharusa-vachaya (at tale hårdt eller uvenligt). 7) Samphappalapa (at tale useriøst og meningsløst). 8) Abhijjhaya (at være begærlig). 9) Byapada (at være ondskabsfuld). 10) Michchhaditthiya (at have vantro holdninger). De første fire, med tilføjelse af afholdenhed fra indtagelse af rusmidler, omfatter Pansil (Pancha-sila på sanskrit), dvs. de forpligtelser, der kræves af almindelige buddhister. (Se også Buddhisme og Pansil).

Dasadis
(Sanskrit). Dasadis består af ”dasa”, der betyder ”ti”, og ”dis”, der betyder ”at påpege” eller ”at udpege”. Dasadis er en region i en del af eller en retning i rummet. Dasadisas (flertal) betyder de ti regioner. Det er de otte kardinalpunkter i kompasset plus punkterne over og under. Sanskrit-forfattere taler om Universets ti ansigter eller sider. Det er udtryk, som ikke direkte refererer til punkter i kompasset, selv om de er inkluderet, men til den gamle, reelle, esoteriske opdeling af rummet, som blev betragtet som den ubegribeligt enorme plerom eller Altets fylde. (Se også Ashtadisa).

Dastur
(Persisk). Dastur er en minister, en myndighed, en rådgiver eller en Zarathustra-præst – dvs. Parsi-præsternes højeste klasse. Den anden klasse er Mobed-præsterne. En søn af en Dastur behøver ikke at blive Dastur, men hvis man ikke er søn af en Dastur, kan man ikke blive Dastur. (Se også Parsi og Zarathustra).

Dattatraya
(Sanskrit). Dattatraya eller Dattatreya er ”den universelle herre”. Eksoterisk fortolkes det som en Trimurti (Treenighed), der består af Brahma, Vishnu og Shiva, som er inkarneret i en Avatar. Iflg. den esoteriske og sande fortolkning er det den tredobbelte essens, som er mesterens (adeptens) egen treenighed, der består af krop, sjæl og ånd. De tre aspekter er alle blevet realiseret af mesteren som virkelige, eksisterende og potentielle. Ved hjælp af yoga-øvelser bliver kroppen ren og klar som en krystal. Sjælen er renset for alle urenheder, og ånden, som fra begyndelsen arbejdede med at rense og udvikle sig, var for mesteren en fjern drøm, som nu er blevet virkelighed. Mennesket er blevet en halvgud. (Se også Adept, Avatar, Brahma, Brahman, Shiva, Vishnu, Trimurti og Yoga).

Dattoli
(Sanskrit). Dattoli er et navn på Agastya, en vismand og Rishi fra den første Manvantara. I en tidligere inkarnation var han søn af stamfaderen til Rakshasa. Varianter af Dattoli er Dattotti, Dattoi, Dattali, Dattotri, Dattobhri, Dambhobhi og Dhambholi. De syv varianter rummer hver en skjult betydning, som henviser både til de esoteriske beskrivelser af forskellige etnologiske klassificeringer, og til fysiologiske og antropologiske mysterier i relation til urmenneskets racer. En ting er sikkert – Rakshasaer var ikke dæmoner. På Atlantis var de blot primitive og vilde giganter. De var atlantider, som blev spredt ud over hele planeten, og i nutiden udgør de 5. Rodrace. Vasishtha er en garanti for påstanden, hvis hans ord til Parasara skal tages alvorligt – Parasara, der forsøgte en smule Jadoo (trolddom), som han kaldte ”offer” for Rakshasaernes ødelæggelser. Vasishtha sagde: ”Lad ikke flere af disse bedrageriske ’mørkets ånder’ blive knust”. (Se også Agastya, Jadoo, Manvantara, Parasara, Rakshasa, Rishi, Rodrace og Vasishtha).

Dava
(Tibetansk). Dava eller zla ba (da-wa) er Månen i tibetansk astrologi.

David
(Hebraisk). David var konge af Juda og Israel. Han var yngste søn af Isaj fra Betlehem. David var iflg. de gammeltestamentlige beretninger den anden konge i Israel efter Saul. Han var ”manden efter Guds hjerte”, og Gud lovede ham et evigt kongedømme. Han regerede fra omkring 1005 f.Kr. til 965 f.Kr. Iflg. 2. Samuelsbog regerede han i syv år i Hebron over Juda og 33 år i Jerusalem over hele Israel og Juda. Han blev anset for at være den mægtigste konge i Israel. Landet oplevede stor fremgang under hans lederskab. Sammen med Batseba fik han sønnen Salomon, der blev konge efter Davids død. Navnet ”David” forekommer over 1.100 gange i Bibelen, og det er dermed det næstmest benyttede egennavn efter Jahve. Efter ulydighed blev Saul vraget af Gud som konge. Profeten Samuel blev sendt ud for at salve David til konge. Derefter fyldes David angiveligt af Guds ånd, og han kunne dræbe filisteren Goliat. Saul ophøjede derfor David og gjorde ham til hærfører, men han blev grebet af misundelse og frygt for, at David ville tage magten, og derfor forfulgte han David. Da Saul mange år efter faldt i krig, blev David konge over Israel. Han indtog Jerusalem og gjorde den til hovedstad. (Se også Davidsstjernen, Salomon, Salomons segl og Salomons tempel).

Davidsstjernen
Davidsstjernen består af en opadvendt trekant kombineret med en nedadvendt trekant, som tilsammen danner en sekstakket stjerne. De fleste kender den som ”Davidsstjernen” eller ”jødestjernen”. Den kaldes også ”Kong Salomons segl”, og derfor tror mange, at symbolet tilhører jødedommen. Symbolet er imidlertid ikke skabt af jøderne, og David eller Salomon har aldrig set symbolet. Det er langt ældre, og det symboliserede den treenige Gud, der er reflekteret ned i sin egen skabelse. Tallet seks er sjælens tal, for sjælsprincippet lægges til menneskets fem sanser. Den sekstakkede stjerne symboliserer fuldkommengørelsen. Den opadvendte og den nedadvendte trekant er forenet. Ånd og stof er forenet. Den alkymistiske proces er fuldført, for det tilsyneladende umulige er gjort muligt: Elementerne (og symbolerne) for ild og vand er forenet. Formålet med livets bevægelse ned i stoffet og dets tilbagevenden til det åndelige udgangspunkt er at skabe syntese mellem ånd og stof. Stoffet skal åndeliggøres, og ånden skal stofliggøres. Hensigten symboliseres med kombinationen af den opadvendte og den nedadvendte trekant, der forenes i den sekstakkede stjerne. (Se også David, Elementer, Salomon, Salomons segl og Salomons tempel).

Davkina
Se Damkina.

Daya
(Sanskrit). Daya eller Daia (på punjabi) stammer fra ”day”, som betyder ”at sympatisere med” eller ”at have medlidenhed med”. Daya står derfor for medfølelse og sympati. Ordet betyder reelt ”lidelse pga. alle andres lidelser”, og det giver en dybere og mere positiv mening end ordet ”sympati”. Daya vil sige, at man erkendelsesmæssigt bemærker andres lidelser, og påvirkes og berøres af det. Man responderer derfor med kærlighed og hengivenhed. Daya vil sige, at man har evnen til at handle barmhjertigt, medfølende, venligt og tilgivende. Et menneske, der er gennemstrømmet af Daya, ”vil hellere vælger at dø selv, i stedet for at lade et medmenneske dø.” Daya eller medfølelse er en grundlæggende undervisning i Sikh-religionen. De øvrige fire kvaliteter er: Sandhed (Sat), tilfredshed (Santokh), ydmyghed (Nimrata) og kærlighed (Pyaar). De fem kvaliteter er afgørende for en sikh, og det er en pligt at meditere på dem og recitere Gurbani, sådan at dyderne indarbejdes i sindet. (Se også Sat og Yama).

Daytha
(Sanskrit). Daytha er hinduernes Nimrod (historien om de romerske nimroders togt) i Mahabharata. (Se også Mahabharata og Nimrod).

Dayus
(Sanskrit). Dayus eller Dyaus er et vedisk udtryk, der henviser til den uafslørede guddom, eller det, som kun metaforisk afslører sig selv som lys og den klare dag. (Se også Veda).

Dedikation
(Latin). Dedikation stammer fra ”dedicatio” og ”dedicare”, der betyder at ”kundgøre”. Senere blev ordet brugt i betydningen at ”tilegne” og at ”indvie”. Det henviste til en kirkelig handling, hvor en kirke blev tilegnet eller indviet til Gud. I nutiden betyder dedikation også at dedikerer sig, at man stille sig til rådighed for en sag, og derved giver man sig selv som sjæl og personlighed til et tjenestearbejde til gavn for sine medmennesker og ud fra erkendelsen af, at ethvert menneske er en del af helheden.

Dedikere
Se Dedikation.

Dei Termini
(Latin). Dei Termini er en betegnelse for søjler med menneskehoveder, der forestiller Hermes. De gamle romere og grækere placerede dem ved skilleveje. Dei Termini var desuden en generel betegnelse for guddomme, der herskede over grænseområder. (Se også Hermes).

Deir el-Bahari
(Egyptisk). På Nilens vestbred over for Karnak-templet (på østbredden) rejser klipperne sig og danner en adskillelse mellem den frodige Nildal og den golde ørken. Bag klippevæggen befinder den thebanske nekropol sig. Og foran med front mod Nilen ligger Deir el-Bahari. I 18. dynasti lod dronning Hatshepsut sit berømte gravtempel opføre ved foden af klipperne og delvis udhugget i selve klippevæggen. Planen blev udtænkt og realiseret af arkitekten Senmut, som sandsynligvis var hendes søn og kronprins. Templets terrasser er forbundet med lange ramper, som danner templets akse. I terrassernes kolonnader viser reliefferne scener fra Hatshepsuts guddommelige undfangelse og fødsel, hendes lange ekspedition til landet Punt samt bedriften med udhugningen, transporten og opstillingen af de to gigantiske obelisker i Karnak-templet på Nilens modsatte bred.

Deir el-Medina
(Egyptisk). Deir el-Medina ligger i en smal dal mellem gravtemplerne på Thebens vestlige slette og bjergene, der skjuler Kongernes dal. Her boede håndværkerne, som udhuggede og dekorerede faraonernes og adelens grave. De boede i små rækkehuse, og i nærheden af deres håndværkerby indrettede arbejderne små grave med smukt dekorerede vægge og med små pyramider på toppen af sanktuarierne. Gravene var ikke tiltænkt hverken prinser eller adelige men dem selv. ”Hvis det skal gøres godt, må man gøre det selv,” var et tema blandt håndværkerne. Flere håndværkere brugte derfor hele livet på at indrette deres egne grave. De er utroligt velbevarede og med farvestrålende scener fra deres liv.

Deisme
(Latin). Deisme stammer fra ”deus”, der betyder Gud. Deisme er betegnelse for troen på, at Gud eksisterer, men at Gud ikke griber aktivt ind i verdens gang. Gud har skabt verden som et perfekt funktionelt system, der kan køre af sig selv, og derfor er der ikke behov for, at Gud aktivt griber ind i verden. Deisme er et gudsbegreb inden for monoteismen, men det er i modstrid med f.eks. kristendommens, jødedommens og islams gudsbegreber. Deisme er i overensstemmelse med de tre religioner på vigtige punkter, for iflg. Deismen har Gud skabt verden, og Gud står uden for verden. Men fordi verden fungerer som et perfekt urværk, der kører af sig selv, adskiller Deismen sig alligevel på afgørende punkter. Desuden mener man, at teologien udelukkende skal baseres på fornuften uden henvisning til åbenbaringer eller autoriteter, for de er i sagens natur umulige iflg. Deismen. Opfattelsen opstod i 1600-tallet og var især udbredt hos oplysningsfilosofferne. (Se også Deist).

Deist
(Latin). En Deist er et menneske, der tror på en personlig Gud, men det afviser både, at Gud griber ind i begivenhederne i verden, og at Gud har åbenbaret sig for menneskeheden via de sædvanlige religiøse kanaler. Deisten er religiøs og tilstræber et etisk og moralsk liv. Troen var særligt udbredt i det 18. årh., og det er en form for rationalisme og en reaktion mod dogmatisk teologi i stedet for frihed til at bruge sit intellekt. (Se også Deisme).

Déja entendu
(Fransk). Déja entendu betyder ”allerede hørt”, og det hentyder til en fornemmelse af, at ”man har hørt det før” – dvs. clairaudience med bagudrettet tidsforskydning.

Déja vu
(Fransk). Déja-vu betyder ”allerede set” og udtales ”desja’vy”. Det er betegnelse for det fænomen, at man mener at have oplevet den nuværende situation før (eksempelvis et bestemt sted), selv om man beviseligt ikke har det. Begrebet blev første gang brugt af franskmanden Emile Boirac (1851–1917) i bogen L’Avenir des sciences psychiques. Åndsvidenskaben mener, at der kan være tale om reel genkendelse af oplevelser fra et tidligere liv. Naturvidenskabens forskere påstår, at der blot er tale om en slags tidsforskydning, sådan at begivenheden registreres af underbevidstheden, før den opfattes bevidst og derfor opleves som en slags genkendelse.

Dekade
Dekade betyder ”ti” eller en gruppe på ti − sommetider et årti. Dekade bruges især inden for tidsregning (ti år, ti dage o.l.). Den franske revolutionskalender (1792-1806) indførte en 10-dages uge, som man kaldte décade. Ti er et helligt tal, fordi Universet er opbygget på grundlag af en Dekade. Både den enkelte og Universet som helhed er tifoldig, selv om begge er syvfoldige i manifestation. Den Ene eller den kosmiske Monade omtales nogle gange som den, der udstråler de ni, og hvis man inkluderer den Ene, får man Logos’ ti stråler − eksempelvis Sephiroth, den egyptiske 9-gudekreds osv., der omtales som syv i det manifesterede Univers. En Dekade kan betragtes som en fordobling af fem, eller som tre triangler og en enhed. I antikkens Grækenland omtales det som Pythagoras’ Tetraktys, hvor de tre øverste punkter repræsenterer det umanifesterede Univers, og den nederste syv symboliserer det manifesterede. (Se også Monade og Tetraktys).

Dekanat
(Latin). Dekanat stammer fra ”decanatus”, der betyder ”ti”. Tidligere var det et område på ca. ti sogne, og dermed var et Dekanat især en kirkelig administrativ enhed. I astrologien er det et af de tre stadier, som hvert af de astrologiske tegn er opdelt i. (Se også Astrologi, Dekade og Dekaner).

Dekaner
(Egyptisk). For at kunne måle tiden (længden på en time varierede efter årstiden i det gamle Egypten) havde egypterne et målesystem baseret på Solen. Men om natten støttede man sig til Dekaner. Dekanerne var stjernekonstellationer, som var kortlagt, og når de viste sig over horisonten, kunne man se, hvad ”klokken” var. På bestemte ”klokkeslæt” ville en given konstellation vise sig på himlen. I en periode på ca. 10 dage var den samme Dekan synlig i horisonten. Der var derfor 36 dekaner på hver 10 dage, som var fordelt over det egyptiske år. Senere indgik Dekanerne i Zodiaken og derefter i den græske astrologi. (Se også Astrologi, Dekade, Dekanat og Zodiak).

Delfi
(Græsk). Delfi eller Delphi er et af de helligste steder i oldtidens Grækenland. Det var kendt som hjemsted for det mest berømte af de gamle græske orakler, som grækerne ofte kaldte ”centeret” eller ”Jordens navle”, selv om hellige centre, bjerge osv. fandtes overalt, og selv om de var baseret på samme idé. Delfi befandt sig i en dal ved Mount Parnassos. Parnassos er et bjergmassiv i det centrale Grækenland ca. 110 km NV for Athen. Parnassos er en sydlig udløber af Pindosbjergkæden. Det berømte orakel i Delfi på bjergets sydside var i antikken et magtfuldt politisk centrum, og bjerget spiller en stor rolle i antik litteratur, fordi man mente, at Delfis to herrer − Apollon og Dionysos − befandt sig her sammen med muser og mænader. En muse i græsk mytologi var en af de ni gudinder for kunst og videnskab, som var inspirationskilde for digtere, komponister mv. En mænade i græsk mytologi var en af de vilde, rasende og ophidsede kvinder, som hørte til Dionysos’ følge. Delfi var desuden et sted, hvor Pythia-spillene blev fejret, og det var et af de to mødesteder for det Amphictyoniske Råd. Orakler blev benyttet i mange tidsaldre, og navnlig Delfi var berømt i både historien og legenderne. Orakler blev universelt respekteret, og vismænd fra mange lande modtog råd fra oraklerne. Orakler degenererede af mange forskellige årsager, og de mistede gradvist tidligere tiders ubetingede respekt, og til sidst forsvandt de sammen med den græske civilisations fald. (Se også Apollon, Delfisk påbud, Dionysos, Orakel, Pythia og Sibylle).

Delfisk påbud
(Græsk). En indskrift på templet i Delfi sagde: ”Gnothi seauton” – ”Kend dig selv”. Ofte udvides indskriften til ”Menneske kend dig selv” eller ”Menneske kend dig selv, og du kender hele Universet”. I bogen The Consciousness of the Atom citerer Alice A. Bailey en variation af den fundamentale sandhed: ”Kend dig selv, for i dig selv finder du alt det, der kan vides”. For at finde vejen gennem mysteriernes mørke labyrint, der karakteriserer den fysiske erfaring, og for at finde den lysstråle, der skinner i uvidenhedens mørke, får mennesket kun hjælp af analogiloven.

Delios
(Græsk). Delios eller Delian var en af Apollons titler i den græske mytologi. Apollon blev født på øen Delos. (Se også Apollon og Delos).

Delirium tremens
(Latin). Delirium tremens består af ”delirare”, der betyder ”at fantasere”, og ”tremere”, der betyder ”at skælve” – dvs. skælvende delirium. Delirium tremens skyldes alkoholforgiftning, der kommer til udtryk som konstant rysten, søvnløshed, stor udmattelse og pinagtige illusioner og hallucinationer. Den unormale bevidsthedstilstand, der viser sig som en psykisk abnorm tilstand, der er præget af bevidsthedsuklarhed, er reelt et bevis på, at astralplanet eksisterer, og at det gennemtrænger og påvirker den fysiske verden. De karakteristiske hallucinationer optræder som groteske, ondskabsfulde fjender og forskellige frygtindgydende dyr og insekter, som aktivt forsøger at skræmme og skade det oprevne, forvirrede og berusede menneske. Det er et tydeligt bevis på indtryk, der stammer fra astralplanets laveste niveauer. Blandt de laveste eksistenser i det astrale lys findes de mest modbydelige og grusomme tanker, følelser og handlinger fra menneskers liv, og de mest ondartede dyriske impulser reflekteres tilbage til det fysiske plan, til menneskeheden og til dyreriget. Her findes de mest aktive og djævelske elementaler eller Kama-Rupiske enheder, som instinktivt tiltrækkes af ethvert menneskeligt offer, der ubevidst invaderer deres region. De tiltrækkes og vitaliseres af dampene fra de alkoholiske drikke, som det berusede menneske har mættede sin krop med. Alkohol tilslører det højere tankesind og det højere følelsesliv, mens det vækker og forstærker den lavere natur. Derfor er alkoholikeren stort set blottet for den almindelige selvbeskyttelse i form af dømmekraft, vilje og samvittighed. Mennesket har sænket bevidstheden til sit eget dyriske niveau. I en periode lever mennesket i det lavere astrallegemes bevidsthed, som viser sig med ekstraordinær styrke. Menneskets desorientering, ønsket om at glemme oplevelsen bagefter, og dets krampeanfald, minder meget om ægte epilepsi. Til nedbrydningen af menneskets vitalitet, den konstante uro og den voldsomme aktivitet i elementalernes angreb, kan tilføjes et enormt pres fra primitive diskarnerede mennesker, som forsøger at besætte alkoholikeren, for besætterne bliver mere og mere vitaliserede, efterhånden som alkoholikeren udmattes. (Se også Astralplan og Kama-Rupa).

Delos
(Græsk). Delos er en ø i den græske øgruppe Kykladerne i Det Ægæiske Hav. Øgruppen former en cirkel (kyklos) med øen Delos som centrum og gruppen består af 44 større øer. Delos blev kaldt frem fra dybet af Neptuns trefork. Øen flød omkring indtil Zeus lænkede den og gjorde den til fødested for Apollon og Artemis. På Homérs tid var øen mødested for religiøse og politiske formål. Øen Delos, den græske mytologis Asteria, lå ikke i Grækenland, for landet eksisterede endnu ikke på den tid. Flere forfattere har påvist, at Delos repræsenterede et land eller en ø, som var langt større end de småøer, der senere blev til Grækenland. Både Plinius og Diodoros Siculus placerer den i de nordlige have. Den ene kalder den Basilea eller ”den kongelige”, og den anden, Plinius, kalder den Osericta, et ord, der havde en betydning i de nordlige sprog, der svarer til ”de guddommelige kongers ø”, ”gudekongernes ø” eller ”gudernes kongelige ø”, fordi guderne var født der. Det vil i virkeligheden sige, at Atlantis’ guddommelige kongedynastier var udgået derfra. (Se også Apollon, Artemis og Zeus).

Delpersonlighed
Delpersonlighed er et begreb, der indgår i Roberto Assagiolis psykosyntese ud fra den iagttagelse, at mennesket indeholder en lang række psykologiske kræfter, som ofte er i modstrid med hinanden. De indre kræfter, følelser og tanker er organiseret som delpersonligheder – dvs. selvstændige psykologiske strukturer, der både bevidst og ubevidst har indflydelse på et menneske. Delpersonlighederne kan antage mange skikkelser som f.eks. kritikeren, ofret, den overansvarlige, det sårede barn, filosoffen, præsten osv. Det er et af psykosyntesens primære mål at få delpersonlighederne identificeret og integreret under bevidst styring af sjælen. Når det lykkes, er der skabt psykosyntese. (Se også Psykosyntese).

Demerit
(Fransk/Latin). Demerit stammer fra det franske ”desmerite” eller fra det latinske ”demeritum”. Inden for esoterisk og buddhistisk udtryksmåde er Demerit grundlæggende Karmisk. Ved hjælp af Avidya (uvidenhed) eller Vidya (klar viden eller guddommelig illumination), skaber mennesket fortjeneste eller mangel på fortjeneste. Når en Arhat opnår fuld illuminering og perfekt kontrol over personligheden og den lavere natur, skabes der ikke længere hverken ”fortjeneste eller mangel på fortjeneste”. (Se også Arhat, Avidya, Karma og Vidya).

Demeter
(Græsk). Demeter stammer muligvis fra det doriske ”da”, der betyder ”jord” og ”meter”, der betyder ”moder”. Demeter er ”jordens moder” og en af de vigtige olympiske guder. I den populære mytologi er hun navnlig forbundet med jorden og dens produkter, skytsgudinde for landbrug, gudinde for lov og orden, beskytter af ægteskabet og fødslen af afkom. Demeter er det græske navn for romernes Ceres, som var gudinde for korn og jordbearbejdning. Hendes stjernetegn er Jomfruen. De Eleusinske mysterier blev afholdt til ære for Demeter. Kornets gudinde svarede til den egyptiske Isis, mødre til korn, kornjomfruer, høstgudinder i forskellige kulturer i Amerika og i de tidlige germanske og skandinaviske racer i Central- og Nordeuropa. Populære legender omtaler Demeter som mor til Persefone, der plukkede blomster på Nysian-sletten, men blev fanget af Hades og ført til underverdenen. Demeter ledte utrøsteligt efter sit forsvundne barn, og hun kom til Celeus’ bolig ved Eleusis, hvor hun blev gæstfrit modtaget, selv om hendes identitet var ukendt. Hun blev bedt om at blive, og hun fik alene ansvaret for at pleje kongens søn, der var syg med feber. Demeter valgte at blive og påtage sig opgaven som barnets sygeplejerske. Hver aften lagde hun barnet på en seng af glødende kul, men da moderen opdagede det, rev hun forskrækket barnet til sig og råbte om hjælp. Demeter blev derfor afsløret som gudinde, og hun forklarede, at hvis processen ikke var blevet afbrudt, ville hun have gjort barnet udødeligt. Hun opsagde derefter sin stilling som sygeplejerske i vrede. Legenden er en nøjagtig kopi af de gamle egypteres Isis-legende. Før Demeter forlod Eleusis, grundlagde hun en mysterieskole eller en mysteriekult, som skulle holde liv i bestemte dele af den hemmelige lære om menneskets guddommelighed og livet efter døden. De Eleusinske mysterier beskæftiger sig især med stadierne efter den fysiske død og de fremskridt og erfaringer, som sjælen gør mellem inkarnationerne. Så vidt man ved, var der tre store eleusinske guddomme: Demeter-Thesmophoros (Demeters tilnavn var Thesmophoros), som var gudinde for lov og orden − Persefone-Kore, som var den guddommelige tjenestepige – Iacchos, den guddommelige søn eller det guddommelige menneske, som var hovedemnet i mysterierne. Det guddommelige menneske skulle genopstå fra det fysiske menneskes (personlighedens) ”grav”. På grund af Demeters relation til Persefone var Demeter i et af sine aspekter en guddom, der var forbundet med underverdenen, og hun blev tilbedt som gudinde i underverdenen i Sparta og Hermione ved Argolis. I de Orfiske mysterier var Demeter ikke kun jordens gudinde, men desuden Demeter-Kore − den guddommelige tjenestepige. Aspektet var dobbelt. Som Persefone var hun de afdødes jomfrudronning, og som de dødeliges tjenestepige, Semele, var hun mor til mysterielærens frelser Dionysos. Og senere blev hun indsat på tronen som Semele-Thyone (Semele, den inspirerede). Som både jomfru og mor, var hun den udødelige hustru til Zeus, men hun blev også kaldt mor til Zeus, for som et orfisk vers fortæller: ”Gudinden, som var Rhea, fødte Zeus og blev Demeter”. I et af sine aspekter er Demeter den, som i den Orfisk legende får hjertet til at slå i den myrdede Zagreus-Dionysos. Demeter tilhører Kabiri-gruppen − ”de godgørende guder, der bragte lys til verden og begavede menneskeheden med intellekt og fornuft symboliseret Prometheus”. En vigtig Demeterfest var Thesmoforiefesten. (Se også Ceres, Eleusinske mysterier, Hades, Iacchos, Isis, Kabiri, Kore-Persefone, Orfeus, Orfiske mysterier, Orfisme, Persefone og Thesmoforiefesten).

Demiurg
(Græsk). Demiurg eller Demiourgos består af ”demos”, der betyder ”folket” og ”ergon”, der betyder ”arbejde”. Demiurg oversættes med ”verdensbygmester”, men efterhånden kom ordet til at betyde ”iscenesætter” og til sidst ”Skaberen” − den himmelske kraft, der opbygger Universet. Frimurere oversætter Demiurg med ”Verdensarkitekten”. Den filosofiske anvendelse af ordet stammer fra Platons dialog Timaios, der er skrevet ca. 360 f.Kr., hvor Demiurgen beskrives som Universets skaber. I åndsvidenskaben er Demiurgos en ”bygmester”. Betegnelsen blev nogle gange brugt om Universets øverste bygmester eller ”Verdensarkitekten”, som er Logos – navnlig 3. Logos − men reelt henviser ordet til den samlede sum af alle de opbyggende hierarkier – f.eks. Dhyan-Chohanerne. Der er forskellige definitioner i de platoniske filosofiske traditioner. I de forskellige grene af den neoplatoniske skole (3. årh. og fremefter), er Demiurgen skaberen af virkeligheden, og det kan opfattes som en manifestation af idéer, men i de fleste neoplatoniske systemer er Demiurgen ikke i sig selv ”Den Ene”. I den dualistiske ideologi i de forskellige gnostiske systemer er det materielle univers ondt, mens den åndelige verden er god. Konklusionen er derfor, at Demiurgen er ondsindet pga. sin tilknytning til den materielle verden. I gnosticisme er den guddom, som er skaberen eller den kosmiske håndværksmester, en underordnet gud, der er adskilt fra den øverste guddom i hierarkiet ved at være skaberen af verdenerne, og den guddom, der fungerer på højeste niveau, er ikke direkte berørt af skabelsen. På grund af den tilsyneladende dobbelthed, og en opfattelse af at guderne konkurrerede, mente de første uvidende kristne med deres monoteistiske teologi, at demiurgen var fjendtlig over for både Gud og menneskeheden. Derfor gjorde de Demiurgen til en slange, Satan, Lucifer og mange andre negative kræfter. Markion (2. årh.) og hans skole forsøgte at forene de to ved at sidestille Demiurgen med jødernes Jehova. Demiurgen er imidlertid det skabende aspekt af Gud – 2. Logos – og ikke en personlig guddom, men et abstrakt begreb, der repræsenterer strømmen af skabende kræfter. Senere blev begrebet menneskeliggjort. Det er Elohim i Bibelen, som skaber kosmos på grundlag af kaos. Det er det universelle sind, adskilt fra sin kilde – det er Brahmas fire ansigter – det er de syv vigtigste Dhyan-Chohaner. I Kabbalaen er det Chokmah (visdom), der forenes med Binah (intelligens), og sidstnævnte er Jehova eller Demiurg. Men Demiurgen er dobbelt på samme måde som formens egenskaber er det. Alle bevidsthedsplaner er opdelt i det højeste og det laveste, mellem over og under, mellem lys og skygge osv. Og de omfatter kræfter, der er symboliseret ved menneskets sind som er opdelt i maskulin og feminin. Der var masser af muligheder – men også for forvirring med hensyn til ordets betydning. (Se også Arkitekt, Binah, Chokmah, Demiurgisk sind, Dhyan-Chohan, Elohim, Kabbala og Logos).

Demiurgisk sind
(Græsk). Demiurgisk sind er det samme som det ”Universelle sind”. Det svarer til Mahat, ”den guddommelige hensigt” eller ”den kosmiske bevidsthed” − eller Brahmas første ”skabelse” dvs. ham selv. (Se også Brahma, Brahman, Demiurg, Mahat og Universelle sind).

Demon est Deus inversus
(Latin). Demon est Deus inversus er et kabbalistisk aksiom, som bogstaveligt betyder, at ”Djævlen er Guds modsætning”. Rigtigt forstået betyder det, at der hverken findes ondt eller godt, for kræfterne, som skaber det ene, skaber også det andet, afhængig af naturen af de materialer, som de bearbejder.

Demotisk
(Egyptisk). Relativt få mennesker kunne læse og skrive i det gamle Egypten. I hieroglyfskrivningens dage var det stort set kun præsterne og skriverne, der beherskede det komplicerede skriftsprog. Men fra omkring 2.400 f.Kr. begyndte man at skrive på papyrus og potteskår med en rørpen. Det var begyndelsen på en udvikling, som fuldstændigt forandrede hieroglyfskriften, for den indrettede sig efter den nye og hurtigere måde at skrive på. Hieroglyfferne blev gradvis mere afrundede og forenklede. Ud af processen voksede et nyt skriftsprog – Hierartisk. Hierartisk blev først og fremmest brugt på papyri. Og udviklingsprocessen fortsatte. Hierartisk udviklede sig igen til et 3. skriftsprog. Iflg. Herodot blev både skrive- og talemåden kaldt Demotisk. Demotisk opstod omkring 650 f.Kr. I Demotisk er der flere sammentrækninger, og Demotisk adskiller sig klart fra den tidligere egyptiske skrivekunst og Demotisk indeholder desuden helt nye ord.

Demrush
(Persisk). Demrush eller Demruseh er en kæmpe i det gamle Persiens (nutidens Irans) mytologi. Kæmpen blev dræbt af Tahmurath. (Se også Tahmurath).

Den farlige øvelse
Se Samkatasana.

Den omvendte stilling
Se Sarvangasana.

Den store gestus
Se Maha Mudra.

Den store lås
Se Maha Bandha.

Den-sa Sum
(Tibetansk). Den-sa Sum er ”statens tre søjler”. Det er de tre store Gelukpa-klostre i nærheden af Lhasa − Ganden (Dga’ldan fra 1409), grundlagt af Tsong-kha-pa − Drepung (‘Bras spung fra 1416) − Sera (Se ra fra 1419), som blev grundlagt af hans disciple. Et almindeligt udtryk for de tre klostre er Serdegasum. Ordet er sammensat af forkortelser for hvert af de tre navne plus sum (gsum), der betyder tre.

Dendara
(Egyptisk). Byen Dendara ligger på Nilens vestbred og var tidligere en kendt by, som dengang var hovedstad for 6. nome, ”Yunet” i Øvre-Egypten. Det arabiske navn ”Dendara” stammer oprindeligt fra det oldegyptiske ”Enet-t-neter”, som betyder ”gudindens hjem”. Det blev senere til ”Yunet” eller ”Yunet Tantere” (”gudindens Yunet”). På græsk blev det til ”Tentyris” og på koptisk ”Tentore”. Hele tempelområdet dækker mere end 40.000 kvm. Selve templet måler 290 x 280 m., og der er flere helligdomme inden for tempelmuren. Dendara-templet er dedikeret til gudinden Hathor, og templet hed oprindeligt ”Annu”. Hathor-templet er bl.a. bygget af kejser Augustus (1. årh. f.Kr.), men templets historie er væsentligt ældre end selve bygningen, og de religiøse ceremonier, der er foreviget på tempelvæggene, stammer fra meget tidligere perioder. Iflg. traditionen er tempelplanen skabt på grundlag af meget gamle dokumenter, der kan dateres til kong Khufus (Cheops) og kong Pepis tid – ja endog til tidligere tider, hvor planen tilskrives ”guden Horus’ følgesvende”.

Deposit
Deposit betyder bl.a. ”aflejring”.

Dervish
(Persisk). Dervish hed Driyosh på pahlavi og Drighu på avestan. Dervish stammer fra ”pers darvish”, der betyder ”at søge fra dør (’dar’) til dør” – dvs. de mennesker, der går fra dør til dør som tiggere. Dervish oversættes normalt med ”fattig”, og det er betegnelsen for en omvandrende munk, der tilhører den ældgamle persiske orden fra 8. årh. f.Kr. Dervisher var asketiske sufier, der gik fattigt klædt og med en tiggerskål ved bæltet. Dervisher tilstræbte ekstase bl.a. ved hjælp af hvirveldanse, og derfor kaldte man dem ”dansende dervisher” (mawlawier). De havde usædvanlige evner, for de kunne sluge ild eller glas, udholde smerten fra lange nåle, der gennemborede kroppen, og de kunne omgås giftslanger. Dervish-munkene praktiserede mange mystiske ritualer, og islamiske teologer og regeringer tager afstand fra den side af sufismen. Bortset fra Dervishens disciplin, bønner og kontemplering, repræsenterer den tyrkiske, egyptiske og arabiske Dervish kun en begrænset lighed med hindu-fakiren. Dervishen kunne være en kraftfuld mesmerisk healer. Dervisher praktiserer fortolkning af Islam. På samme måde som fakirer og sufier mener man, at Dervish-broderskaberne er grundlagt af enten Ali eller Abu Bekr. De er opdelt i to store grupper, ba-Shara (”med loven”), der styrer deres adfærd i henhold til principperne i Islam, og Be-Shara (”uden loven”), som ikke lever livet i overensstemmelse med de formelle principper i en religiøs tro, selv om de kalder sig muslimer. Sufierne tilhører hovedsageligt den sidstnævnte gruppe. Man regner med, at der er 32 forskellige Dervish-broderskaber med utallige undergrupperinger, men de to vigtigste, som er kendt i Vesten, er Mevlevi-ordenen (de hvirvlende eller dansende dervisher) − en orden, der blev grundlagt af Jelal ud-Din ar-Rumi, forfatter til det persiske mystiske digt Math-Nawi. Desuden er Rifa’ite-ordenen (de hylende dervisher) kendt. I ekstase skærer de i sig selv med knive, spiser glødende kul og glas, tager rødglødende jern i hænderne og spiser giftslanger. I symbolikken i Hafiz (persisk mysteriedigter fra 14. årh.) er en Dervish et menneske, der har nået den højeste grad af åndelighed ved at opgive jordiske ejendele, men på trods af sit tiggerudseende har mennesket kendskab til hemmelighederne vedr. alkymi. I senere tider tog mennesker, der ikke forstod nuancerne i mysterielæren, den symbolske afvisning af den materielle verden for bogstaveligt. Holdningen hos nogle Dervisher bidrog til misforståelsen, især Safaviderne − et af de herskende dynastier i Persien, der selv er Dervisher og tilhængere af religionens ydre ritualer. (Se også Fakir, Pahlavi og Sufisme).

Desatir
(Persisk). Desatir er et meget gammelt Persisk værk kaldet ”Shets Bog”. Den fortæller om de 13 Zarathustraer. Den er meget esoterisk, og den er skrevet i et velformuleret og poetisk sprog. Oversætteren og udgiveren, Mulla Firuz, påstår, at det er en skriftsamling fra forskellige persiske profeter, der viste sig i perioden fra Mahabads tid til den 5. Sasan. Det bliver 15 i alt, og her var Zarathustra, Zoroaster eller Zerdusht den 13. og den 5. Sasan var den sidste. De 15 profeters skrifter er skrevet i et sprog, som er gået tabt, og som ville være helt uforståelig uden hjælp fra de gamle persiske oversættelser. Indholdet er blevet kritiseret af flere af nutidens forskere, som af sproglige grunde ikke betragter det som et værk, der stammer fra oldtiden. Men værket indeholder lærdomme, der ikke alene er universelle, men som går meget langt tilbage i menneskets historie. Eksempelvis oplyser første kapitel om de syv hellige planeter, og at hver stjerne og hver planet har en intelligens, en sjæl og et legeme. Kapitlet beskriver naturrigerne på livets kosmiske stige, og det forklarer reinkarnation, runder og de store perioder eller Manvantaraer og Pralayaer. (Se også Manvantara, Pralaya og Zarathustra).


Side : 1 2 3
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook