Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRĆDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BŰGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJŰ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Ha
(Sanskrit). Ha er en magisk stavelse, som blev brugt i hellige mantraer, der reprÊsenterer akasha shakti kraften. Stavelsens virkning ligger i den lyd, udÄndingen skaber. (Se ogsÄ Akasha, Mantra og Shakti).

Ha-Hoser
(HebrĂŠisk). Ha-Hoser betyder ”reducere” eller ”aftage”, og det henviser til refleksion. Det reflekterede lys er en kabbalistisk betegnelse for det mindre hierarki af bygherrer, som har begrĂŠnset kraft. (Se ogsĂ„ Kabbala).

Habal de Garmin
(HebrĂŠisk). Habal de Garmin er iflg. kabbalaen ”opstandelseslegemet”. Det er den indre fundamentale Ă„ndelige kvalitet af det afdĂžde menneske, der bliver tilbage efter dĂžden. Det er ”knoglernes Ă„nd”, som omtales i Daniels Bog, Esajas’ Bog og Salmernes Bog, og som desuden nĂŠvnes i Ezekiels vision om de tĂžrre ben, der iklĂŠdes liv. (Se ogsĂ„ Kabbala).

Habel
(HebrĂŠisk). Habel eller hebel stammer fra roden ”habal”, der betyder ”at Ă„nde”, ”at blĂŠse”, ”noget forbigĂ„ende”, ”noget forgĂŠngeligt”, noget kortvarigt” mv. Habel er Ă„ndedrĂŠt, tĂ„ger, dampe og tomhed – alt hvad er illusorisk og kortvarigt. Habel svarer til sanskritordet maya. I PrĂŠdikerens Bog er habel oversat med ”forfĂŠngelighed”. Habel eller hebel er desuden sĂžn af Adam og Eva − Abel. (Se ogsĂ„ Abel og Maya).

Hachamim
(HebrĂŠisk). Hachamim, som pĂ„ kaldĂŠisk hedder hakkim, betyder ”vismĂŠnd”, ”filosoffer”, ”statsmĂŠnd”, ”magikere” – nogle gange med henvisning til de historiske magianere (medlemmer af zarathustrismens prĂŠstekaste). (Se ogsĂ„ Zarathustrisme).

Hades
(GrĂŠsk). Hades eller Aides betyder ”det usynlige”. Hades er ”skyggernes land”. Det er grĂŠkernes dĂždsrige eller den sĂ„kaldte ”underverden”. Hades svarer til hinduernes kama-loka, med henvisning til astralplanets lavere underplaner, men Hades henviser sandsynligvis udelukkende til 6. underplan, som i Ă„ndsvidenskaben kaldes ”skyggelandet”, hvor materialistiske mennesker bindes til underplanet af deres egne begĂŠr efter det fysiske liv og fortsat tilfredsstillelse af de fysiske sanser. Men Hades er ikke Helvede. Hades svarer ikke til den kristne forestilling om Helvede, for Hades er ikke et torturkammer, hvor den ”alkĂŠrlige” Fader opbevarer de mennesker, der ikke troede pĂ„ ham pĂ„ den mĂ„de, som de kristne prĂŠster krĂŠvede det, eller hvor syndige mennesker opbevares efter dĂžden og udsĂŠttes for forfĂŠrdelige pinsler som straf for de smĂ„synder, fejltagelser eller forkerte beslutninger, de begik i livet. Hades svarer heller ikke til de kristnes Himmel, for Homer beskriver Hades som et trist sted, hvor sjĂŠlene lever et skyggeliv. De afdĂžde kom til Hades ved at krydse den mytiske flod Styx, og det var fĂŠrgemanden Charon, der sejlede dem over floden mod betaling. Derfor placerede man en mĂžnt under tungen pĂ„ de afdĂžde, sĂ„ de ikke skulle blive efterladt pĂ„ den forkerte bred. Vejen ud af Hades blev vogtet af hunden Kerberos. Den var venlig ved ankomsten, men farlig og bidsk, hvis man ville ud. Odysseus, Herkules (Herakles) og Orfeus besĂžgte imidlertid underverdenen, og de kom ud igen. Hades var desuden dĂždsrigets gud. Hades var sĂžn af Kronos, bror til Zeus og Poseidon og gift med Persefone. Zeus herskede i Himlen, Poseidon i havet og Hades i dĂždsriget. En af regionerne i Hades var Tartaros. De allegoriske beskrivelser af stedets tilstande viser, at opholdet er karmisk. Hades er et sted, hvor de afdĂžde oplever retfĂŠrdig gengĂŠldelse iflg. loven om aktion og reaktion − ikke andet. (Se ogsĂ„ Amenti, Astralplanet, Charon, Garm, Herkules, Hel, Helvede, Kama-Loka, Karma, Kerberos, Kronos, Neptun, Orfeus, Persefone, Styx, Tartaros og Zeus).

Hagar
(HebrĂŠisk). Hagar er Sarahs (Sarais) egyptiske tjenerinde, som fĂždte Abrahams sĂžn Ismael (iflg. FĂžrste Mosebog). Nogle forskere identificerer Hagar med Mount Sinai (Har Sinai), for der findes 235 fortolkninger af hendes navn.

Hagekors
Se Svastika.

HagelÄsen
Se Jalandhara Bandha (yoga-Ăžvelse).

Haima
(Sanskrit). Haima stammer fra ”heman”, der betyder ”guld” eller ”vinter”. Gylden svarer til hiranya, der ogsĂ„ betyder vinteragtig. PĂ„ mystisk vis blev bestemte genstande eller helheder betragtet som gyldne i den forstand, at de var de suverĂŠnt bedste. Eksempelvis blev Himalaya-bjergene betragtet som de bedste af alle bjerge, og derfor blev de ofte omtalt som haima (de gyldne bjerge). I senere tider blev ordet blot brugt til at udtrykke idĂ©en om guld og det gyldne, for den oprindelige symbolske betydning gik tabt. (Se ogsĂ„ Hiranya).

Hajaschar
(HebrÊisk). Hajaschar er lysets krÊfter i kabbalaen. Lysets krÊfter er de skabende men underordnede krÊfter. (Se ogsÄ Kabbala).

Hakem
(Arabisk). Hakem eller hakim (persisk) stammer fra ”hakama”, der betyder ”ekspert”. Hakem er ”den vise” eller ”en lége”. Generelt henvises der til en healer, der arbejder med urtemedicin og islamisk medicin.

Halachah
(HebrĂŠisk). Halachah, halachah eller halocho betyder ”regel”. Det er en betegnelse, der er givet til dele af Talmud. Halachah er jĂždiske religiĂžse love, der er afledt fra den skriftlige og mundtlige Torah. Reglerne omfatter 613 mitzvot (”bud”), som er doktriner, love, skikke og traditioner, der er samlet i Shulchan Arukh (”jĂždisk lov”). Klassisk jĂždedom skelner ikke mellem det religiĂžse og det ikke-religiĂžse liv. (Se ogsĂ„ Talmud og Torah).

Halasana
(Sanskrit). Halasana stammer fra ”hala”, der betyder ”plov”, og ”asana”, der betyder ”stilling”. Halasana er en yoga-Ăžvelse, der kaldes ”ploven”. Det skyldes, at stillingen minder om en gammel indisk plov. Øvelsen praktiseres ved at ligge pĂ„ ryggen pĂ„ gulvet med strakte ben og hĂŠnderne ned langs siden. De strakte ben lĂžftes op i lodret stilling, og sĂŠnkes derefter ned over hovedet. FĂždderne placeres pĂ„ gulvet sĂ„ langt bag hovedet som muligt. Armene kan enten strĂŠkkes bagud fra ryggen eller lĂžftes over hovedet, sĂ„ de peger i retning af tĂŠerne. Man skal blive i stillingen i ca. 2-3 minutter, og nĂ„r man bliver mere Ăžvet, lader man tidsrummet vokse til 5-10 minutter. I stillingen koncentreres bevidstheden i manipura-chakra. Øvelsen Ăžger blodgennemstrĂžmningen, smidigheden og vitaliteten, men den forbereder ogsĂ„ kroppen til afslapning og meditation. (Se ogsĂ„ Manipura-chakra og Yoga).

Hallucination
Hallucination er betegnelsen for en sanseoplevelse eller sanseillusion, der ikke stammer fra en ydre genstand, og derfor mener naturvidenskaben, at opfattelsen skyldes en fejlregistrering af sanserne, for hallucinationer medfĂžrer, at personen ikke kan skelne oplevelsen fra en virkelig sanseoplevelse. Metafysiske sanser og erkendelser (ved hjĂŠlp af f.eks. clairvoyance) betragtes af Ă„ndsvidenskabens modstandere som hallucinationer, selv om utallige vismĂŠnd og -kvinder i historien har haft metafysiske evner uden at vise tegn pĂ„ sindssyge, men tvĂŠrtimod afslĂžrer en indsigt, forstĂ„else og visdom, der langt overgĂ„r selv hĂžjt intelligente menneskers tĂŠnkeevne. Men mange sindssygdomme skaber faktisk hallucinationer – navnlig hĂžrehallucinationerne ved paranoid skizofreni, hvor patienten hĂžrer stemmer, der taler til og om patienten. Hallucinationer kan ogsĂ„ opstĂ„ pga. indtagelse af psykedeliske stoffer – eksempelvis svampe (f.eks. psilocybe semilanceata eller spids nĂžgenhat). Det samme gĂŠlder det psykedeliske stof LSD og ved alkoholmisbrug. Hallucinationerne opstĂ„r, fordi stoffet pĂ„virker hjernen. Hallucination er en tilstand, der nogle gange skabes i forbindelse med mediumisme. Årsagen til visionerne skal derfor sĂžges pĂ„ et dybere niveau end blot fysiologisk. Alle visioner − isĂŠr nĂ„r de opstĂ„r via mediumisme − skaber uundgĂ„eligt en abnorm magnetisk tilstand, som tiltrĂŠkker bĂžlger af astrallys. Det er astrallyset, der skaber de forskellige hallucinationer. Der er imidlertid ikke altid tale om lĂŠgernes forklaring pĂ„ fĂŠnomenet, for de kategoriserer det som tomme og uvirkelige fantasier. Man glemmer, at ingen kan se og hĂžre noget, som ikke eksisterer − dvs. noget, som ikke er afspejlet i de astrale bĂžlger. LĂŠgerne mener, at en hallucination er en sanseoplevelse uden en ydre pĂ„virkning af sanseorganet − f.eks. at man hĂžrer og ser ting, som ikke eksisterer eller er uvirkelige. Hallucinationer er imidlertid ikke det samme som vrangforestillinger. En clairvoyant kan opfatte genstande og situationer − uanset om de er fortidige, nutidige eller fremtidige − som ikke har relation til den clairvoyante selv. Den clairvoyante kan opfatte meget pĂ„ Ă©n og samme tid, selv om indtrykkene er fuldstĂŠndigt adskilt fra hinanden, og pĂ„ den mĂ„de skabes der groteske kombinationer. BĂ„de narkomanen, alkoholikeren, den psykiske syge, den clairvoyante og mesteren ser de forskellige visioner i astrallyset, men narkomanen, alkoholikeren, den psykiske syge og den utrĂŠnede clairvoyante ser visionerne, fordi de ikke kan undgĂ„ det. Ubevidst tiltrĂŠkker de et virvar af visioner, mens mesteren og den trĂŠnede clairvoyante gĂžr det bevidst, og de har fuld kontrol over visionerne. De ved, hvordan de stabiliserer de scener, de Ăžnsker at iagttage, og hvordan de ser dybere end det passive lag i astrallyset. Hos de fĂžrstnĂŠvnte optrĂŠder bevidsthedsglimtene som bĂžlger af hallucinationer, og hos de sidstnĂŠvnte bliver de sikre genskabelser af scener, der er sket tidligere, som sker nu, eller som vil finde sted senere. (Se ogsĂ„ Astrallys, Clairvoyance og Hallucinogen).

Hallucinogen
Hallucinogener er bevidsthedsudvidende rusgifte, som kan fremkalde hallucinationer – eksempelvis hash, LSD, heroin osv. Hallucinogener er en fĂŠllesbetegnelse for farmakologiske midler, som kan inddeles i tre hovedkategorier − psykedeliske, dissociative og delirianter. Betegnelsen psykedeliske stoffer bruges om en gruppe psykoaktive, dvs. sĂ„kaldt bevisthedsudvidende stoffer, som indeholder f.eks. LSD. Ved de dissociative tilstande er der svĂŠre forstyrrelser i integrationen af erkendelse, identitet, hukommelse, sansning og vilje. Delirianterne (eller anticholinergika) er en sĂŠrlig gruppe af psykoaktive stoffer, der betragtes som ĂŠgte hallucinogener, fordi brugeren oplever samtaler med mennesker, som ikke er der. De forskellige grupper af psykofarmaka har det til fĂŠlles, at de kan forĂ„rsage subjektive ĂŠndringer i opfattelse, tanke, fĂžlelse og bevidsthed. I modsĂŠtning til andre psykofarmaka, som f.eks. stimulanser og opioider, forstĂŠrker hallucinogener ikke alene velkendte sindstilstande, men skaber oplevelser, der kvalitativt er anderledes end den almindelige bevidsthed. Oplevelserne sammenlignes ofte med ikke-almindelige former for bevidsthed – eksempelvis trance eller sindssyge. Ikke alle stoffer skaber den samme virkning, og det samme lĂŠgemiddel kan endda fremkalde forskellige effekter i det samme menneske ved forskellige lejligheder. Åndsvidenskaben advarer kraftigt mod indtagelse af hallucinogener, for stofferne brĂŠnder de ĂŠteriske beskyttelseslag, der ligger mellem centrene i rygsĂžjlen, bort. Det kan give katastrofale fĂžlger i den aktuelle inkarnation, hvis astrale energier strĂžmmer ukontrolleret ind i bevidstheden, men det tager desuden flere liv at genskabe beskyttelsesvĂŠvene, og derfor resulterer det i et stĂŠrkt svĂŠkket immunforsvar i Ă©t eller flere efterfĂžlgende inkarnationer, hvor livet prĂŠges af nervĂžse tilstande, angstneuroser eller endda alvorlige psykiske lidelser. (Se ogsĂ„ Hallucination).

Halschakra
Halschakraet befinder sig pĂ„ overfladen af menneskets ĂŠteriske legeme foran pĂ„ halsen og er tilknyttet halscentret i den ĂŠteriske rygsĂžjle. Chakraet er forbundet med skjoldbruskkirtlen. Dets funktion er skabende tankeliv, og det skaber forbindelse til det lavere mentalplan. Udviklingen af den konkrete tĂŠnkning (den lavere tĂŠnkeevne) udvikles i barndommen. Udviklingen sker i et samspil med halschakraet (vishuddhi), for ved pubertetens begyndelse er hjernen tilstrĂŠkkeligt udviklet til at skabe abstrakte tanker. Den tibetanske mester Djwhal Khul kalder den abstrakte tĂŠnkning for ”den hĂžjere tĂŠnkeevne”. PĂ„ dette udviklingsniveau kan pandechakraet eller (ajna) vĂŠkkes – og det er her, raja yoga kan tage sin begyndelse. (Se ogsĂ„ Ajna-chakra, Djwhal Khul, Manas, Mentalplan, Pandechakra, Raja yoga og Vishuddhi-chakra).

Halvguder
Halvguder er en betegnelse for en gruppe af halv-guddommelige vejledere og Ă„ndelige skabninger i menneskeskikkelse. Herodot er en af de grĂŠske forfattere, der taler om, at menneskeheden styres henholdsvis af guder, halvguder, helte og mennesker. PĂ„ Lemurien og Atlantis var menneskeheden blandt de fĂžrste, der havde et dynasti af Ă„ndelige konger – dvs. hĂžjtudviklede devaer eller halvguder – eksempelvis de kinesiske halvguder, Chinnanga og Changy, peruvianernes Manco-Capac, hinduernes rishier og halvguderne hos de gamle egyptere, grĂŠkere og romere. I Saturnus’ guldalder (en gud i den gamle romerske religion, hvis regeringstid blev beskrevet som en guldalder med fred) var alle mennesker angiveligt halvguder. Mange af skikkelserne i mytologien, som nogle gange betragtes som historiske skikkelser og andre gange som gudeskikkelser eller symboler, var faktisk halvguder, som engang befandt sig blandt mennesker. Det var dem, der grundlagde de nye kulturer, instruerede og vejledte menneskeheden og introducerede alle kunstarter og videnskaber. Som eksempler pĂ„ halvguder, der reelt bevĂŠgede sig ned til menneskeheden og underviste den i forhistorisk og historisk tid, kan nĂŠvnes Osiris, den fĂžrste Zarathustra, Krishna og Moses. (Se ogsĂ„ Atlantider, Atlantis, Avatar, Deva, Herodot, Krishna, Lemurien, Moses, Osiris, Rishi og Zarathustra).

HalvmÄnestillingen
Se Ardha Chandrasana.

Ham
(HebrĂŠisk). Ham betyder ”varm” eller ”hede”. I Bibelen er Ham en af Noahs tre sĂžnner, og et stort flertal fra de sydlige regioner stammer angiveligt fra Ham (FĂžrste Mosebog). Nogle forskere mener, at Ham svarer til Kemit eller Khem (den sorte jord), som var de gamle egypteres navn for Egypten, fordi Chem er navnet pĂ„ Egypten i kabbalaen. Noah og hans sĂžnner reprĂŠsenterer i nogle tilfĂŠlde 5. rodrace, og i andre tilfĂŠlde 3. rodrace. (Se ogsĂ„ Bibelen, Kabbala, Kemit, Noah og Rodrace).

Hamadryade
(GrĂŠsk). Hamadryade bestĂ„r af ”ama”, der betyder ”sammen med”, og ”dryad”, der betyder ”trĂŠsjĂŠl”. En hamadryade er principielt det samme som en dryade. En hamadryade er en luftelemental, som er livet i et trĂŠ, og derfor er elementalen bundet til trĂŠet. Det er et faktum, at det fysiske trĂŠ er udtryk for det iboende liv eller trĂŠsjĂŠlen, som er en elemental, der kommer til udtryk som et trĂŠ. Et trĂŠ er derfor ikke bare et trĂŠ, men en trĂŠsjĂŠl, og dryaden eller trĂŠsjĂŠlen er igen udtryk for en endnu hĂžjere monadisk essens. (Se ogsĂ„ Dryade, Elemental, Monade og NaturĂ„nder).

Hamingja
(Oldnordisk). Hamingja eller fylgje betyder ”lykke” og ”held” eller ”fĂžlgesvend” og ”ledsager” i den nordiske mytologi. I Eddaen omtales hamingja som et menneskes skytsengel, der styrer menneskets skĂŠbne, men den er desuden nĂŠrt knyttet til slĂŠgten. Det samme gjaldt slĂŠgtens klenodier som f.eks. en ring eller et svĂŠrd. Hamingja nedstammer fra nornerne, som er verdens hamingjaer. At give sin hamingja til en anden betyder, at man giver en velsignelse. NĂ„r mennesket dĂžr, trĂŠkker hamingjaen sig tilbage til sit eget guddommelige rige. (Se ogsĂ„ Dis, Diser, Edda, Fylgje, Norner og Valkyrie).

Hamitiske race
Den hamitiske race er en generel betegnelse for de racer eller stammer, som man regner med nedstammer fra Ham. Ham er en af Noahs sĂžnner iflg. den bibelske legende. I nutiden bruger forskere primĂŠrt betegnelsen ”den hamitiske race” i filologisk forstand med henvisning til en sproggruppe, der tales af mennesker af forskellige racer, hvorimod ordet ”race” i traditionel forstand alene henviser til en fysisk mennesketype. Det hamitiske sprog reprĂŠsenteres hovedsageligt af de gamle egyptere og af nutidens stĂŠrkt modificerede efterkommer – koptisk. (Se ogsĂ„ Egyptisk race, Ham, Kopter og Noah).

Hamsa
Hamsa er en amulet. Den forestiller en hĂ„nd, og den bruges i flere af de abrahamitiske religioner. Abrahamitiske religioner er en fĂŠllesbetegnelse for en rĂŠkke religioner med ophav i gammel, semitisk monoteistisk tradition − primĂŠrt jĂždedom, kristendom og islam. Symbolets oprindelse kendes ikke. I jĂždedommen kaldes den ”Mirjams hĂ„nd”, i islam kaldes den ”Fatimas hĂ„nd” og i levantisk kristendom kaldes den ”Marias hĂ„nd”. Levantisk vil sige karakteristisk for landene ved det Ăžstlige Middelhav, Levanten. Man mener, at hĂ„nden giver beskyttelse, magt, styrke og velsignelse, og desuden beskytter den mod ”det onde Ăžje”. Hamsa er desuden det arabiske ord for tallet fem. Og pĂ„ arabisk er Hamsa ogsĂ„ grundlĂŠggeren af den mystiske sekt druserne pĂ„ Mount Lebanon. Symbolet er ĂŠldre end kristendommen og islam. Symbolet er blevet benyttet som et fĂŠlles symbol i de omrĂ„der, hvor jĂžder og muslimer boede sammen. Endelig betyder hamsa eller hansa ”svane” eller ”gĂ„s”. (Se ogsĂ„ Abrahamitisk, Amulet, Druser, Hansa og Kalahansa).

Hanekyllingen
Se Kukkutasana (yoga-Ăžvelse).

Hangsa
(Sanskrit). Hangsa er en mystisk stavelse, der betyder udvikling eller evolution. Bogstaveligt betyder hangsa ”Jeg er ham” eller ahamsa. (Se ogsĂ„ Ahamsa).

Hansa
(Sanskrit). Hansa eller hamsa svarer til ”a-ham-sa” – tre ord, der betyder ”jeg er Ham”. Hvis ordet deles pĂ„ en anden mĂ„de, lĂŠses det ”so-ham”, ”Han (er) mig”, for ”soham” svarer til ”sah”, der betyder ”han”, og ”aham”, der betyder ”jeg” − eller ”jeg er Ham”. For den, der forstĂ„r visdommens sprog, rummer det ene ord det universelle mysterium, dvs. lĂŠren om, at mennesket og guddommen i deres inderste vĂŠsen er Ă©t. Det er baggrunden for den symbolske allegori om kalahansa (eller hamsa/hansa) og betegnelsen hamsa-vahana, som blev brugt om Brahman (intetkĂžn) og senere om den maskuline Brahma, og som betyder ”den, der bruger hansa eller hamsa som sit legeme”. Det samme ord kan lĂŠses som kalahansa eller ”jeg er jeg” i al evighed, og det svarer til det bibelske eller rettere zoroastriske ”jeg er den, jeg er”. Hansa – ”Jeg”, ”Han”, ”svanen” eller ”gĂ„sen” − er et vigtigt symbol, bl.a. pĂ„ den guddommelige visdom. Det er den visdom, der holder til i mĂžrket og er uden for menneskehedens rĂŠkkevidde. Eksoterisk set er hansa, en fabelfugl, og det ved enhver hindu, og i allegorien blev den fodret med mĂŠlk blandet med vand. MĂŠlken og vandet skilte ad, og fuglen drak mĂŠlken og lod vandet blive tilbage, og pĂ„ den mĂ„de demonstrerede den en naturlig visdom – for mĂŠlk er et symbol pĂ„ Ă„nden, mens vand reprĂŠsenterer stoffet. Hansa er iflg. Bhagavata Purana desuden navnet pĂ„ den ”ene kaste”, dengang befolkningen ikke var opdelt i kaster. Dengang var der â€Ă©n Veda, Ă©n guddom og Ă©n kaste”. (Se ogsĂ„ Brahma, Brahman, Bramin, Chaturvarna, Hamsa-vahana, Kalahansa, Kshatriya, Puranaer, Sudra, Varna og Vaishya, Zarathustra og Zarathustrisme).

Hansa-vahana
(Sanskrit). Hansa-vahana er ”den, der bruger hansa (svanen) som sit legeme”. Hansa-vahana er en af titlerne pĂ„ Brahman (intetkĂžn). (Se ogsĂ„ Brahma, Brahman og Kalahansa).

Hanuman
(Sanskrit). Hanuman eller Hanumat er en hinduistisk abegud. ”Hanu” betyder ”kĂŠbe”, og ”man” eller ”mant” betyder ”iĂžjefaldende” eller ”vansiret”. Hanuman betyder derfor ”en, der har en fremtrĂŠdende eller vansiret kĂŠbe”. En anden teori siger, at Hanuman stammer fra sanskrit ordet ”han”, der betyder ”drĂŠbt” eller ”þdelagt”, og ”maana”, der betyder ”stolthed”. Hanuman betyder derfor ”en, der har fĂ„et sin stolthed Ăždelagt”. Hanuman er som nĂŠvnt en hinduistisk gud, som ogsĂ„ kaldes ”abeguden”. Han er en personificering af mod, fighteregenskaber og loyalitet, og han er meget populĂŠr blandt hinduer. I Ramayana er Hanuman feltherre i Ramas krig mod den dĂŠmoniske konge Ravana. Hanuman var Ramas trofaste allierede, og med vovemod, humor, vid og visdom hjalp han avataren Vishnu med endeligt at besejre dĂŠmonkongen Ravana af Lanka, som havde bortfĂžrt Ramas hustru, den smukke Shita. Det var den skandale, der fĂžrte til den berĂžmte krig. Den dybe ĂŠrbĂždighed, som hinduer i alle tidsaldre har haft for Hanuman, er baseret pĂ„ en intuitiv forbindelse til de atlantiske og oven i kĂžbet til de lemuriske tider, hvor der var en tĂŠttere forbindelse mellem aber og menneskeheden. (Se ogsĂ„ Avatar, Jainister, Mahabharata, Puranaer, Rama, Ramayana, Ravana, Vayu og Vishnu).

Hanumanasana
(Sanskrit). Hanumanasana er en yoga-Ăžvelse, der styrker og smidiggĂžr hofter, bĂŠkken og underliv. Hanumanasana kaldes ogsĂ„ ”abestillingen” efter den hinduistiske abegud Hanuman. Yoga-udĂžvere oplever Hanumanasana som en udfordring, for det er vanskeligt at skabe et stabilt fundament. Uden understĂžttelse vil hofter og ben ofte blokere, og det vil forhindre, at man gĂ„r dybere i Ăžvelsen. Man kan lĂžse problemet ved at lave forhĂžjninger, som hĂŠnderne kan hvile pĂ„ og langsomt sĂŠnke kroppen ind i Hanumanasana. Man knĂŠler pĂ„ gulvet, og flytter hĂžjre fod frem foran venstre knĂŠ, og drejer sit hĂžjre lĂ„r udad. Det gĂžres ved at lĂžfte fodsĂ„len vĂŠk fra gulvet og lade foden hvile pĂ„ hĂŠlens yderside. Under en udĂ„nding lĂŠnes overkroppen frem, og fingerspidserne placeres pĂ„ gulvet. Lad venstre knĂŠ glide langsomt tilbage mens knĂŠet strĂŠkkes, og samtidig sĂŠnkes hĂžjre lĂ„r mod gulvet. Stop udstrĂŠkningen af det bageste knĂŠ lige fĂžr grĂŠnsen for strĂŠkket nĂ„s. Herefter skubbes hĂžjre hĂŠl vĂŠk fra overkroppen. Fordi man begyndte med en stĂŠrk drejning af forbenet, skal benet nu gradvist drejes indad, og det rettes op indtil knĂŠskallen peget mod loftet. Mens det forreste ben strĂŠkkes, trykkes det venstre knĂŠ tilbage, og forsigtigt fĂžres det ned til forsiden af venstre lĂ„r og bagsiden af hĂžjre ben (og bunden af bĂŠkkenet) til gulvet. SĂžrg for at midten af hĂžjre knĂŠ peger lige op mod loftet. SĂžrg ogsĂ„ for, at det bageste ben strĂŠkkes lige ud fra hoften (ikke ud til siden), og at midten af knĂŠskallen presses direkte mod gulvet. Anbring hĂŠnderne i anjali mudra, eller strĂŠk armene lige op mod loftet. Sid i stillingen i et halvt til et helt minut. For at komme ud af stillingen, trykker man hĂŠnderne mod gulvet, drejer det forreste ben lidt ud, og langsomt trĂŠkkes den forreste hĂŠl og det bageste knĂŠ tilbage til deres udgangsposition. Derefter gentages Ăžvelsen ved at flytte venstre ben frem foran hĂžjre knĂŠ osv. – altsĂ„ modsat. (Se ogsĂ„ Anjali Mudra og Hanuman).

Haoma
(Avestisk). Haoma, som kaldes hum pĂ„ pahlavi og homa pĂ„ persisk, blev kaldt ”Livets Tré”. Der er to haomaer − den gule haoma og den hvide haoma. Den gule eller gyldne haoma blev tilberedt og brugt til ofringer, for det er den helbredende plante, der er den mest hellige og kraftfulde af alle de offerhandlinger, der er foreskrevet i mazdean-skrifterne. Den gyldne haoma svarer til den hinduistiske soma − den hellige drik, der bruges i templerne som trancedrik. Den hvide haoma (eller hom) kaldes gogard − det evige livs hellige trĂŠ, der blev skabt af Ahura Mazda. TrĂŠet voksede op i midten af Farakhard-oceanet (det grĂŠnselĂžse hav eller urhavet), der var omgivet af 10.000 helbredende planter, som blev skabt af Ahura Mazda for at modvirke de 99.999 sygdomme, der blev skabt af Angra Mainyu. Ved at drikke af gogard bliver mennesket udĂždeligt pĂ„ opstandelsesdagen iflg. Bundahishn. I senere esoterisk persisk litteratur bliver haoma erstattet af simorgh (en gigantisk fabelfugl, der minder om en grif, dvs. halvt phoenix og halvt lĂžve) pĂ„ toppen af Mount Alborz. Til sidst blev det den mytiske fugl, der bringer glĂŠde og lykke til de mennesker, den beskytter. Frugten af haoma var frugten fra visdommens trĂŠ, som senere blev ĂŠndret til ”den forbudte frugt”. Det svarer til visdomsĂŠblerne og pippala. (Se ogsĂ„ Ahura Mazda, Angra Mainyu, Bundahishn, Gogard, Grif, Mazdean, Phoenix, Pippala, Serapis, Simorgh, Soma og TrĂŠ).

Hapi
(Egyptisk). Hapi var Nilens gud. Hapi, Hep og senere Hap er et navn, som man mener oprindeligt blev givet til floden af de prĂŠdynastiske egyptere. Guddommen blev altid afbildet som androgyn, dvs. i form af en mand med kvindebryster og mave, der tydeligvis var gravid som symbol pĂ„ frugtbarhed og vĂŠkst. Dengang Egypten blev delt i Nedre-Egypten (nord) og Øvre-Egypten (syd), fik guddommen to aspekter − Hapi-Reset eller Hap-Reset (den nordlige del af Nilen), hvor guden blev afbilledet med en klynge papyrusplanter pĂ„ hovedet, og Hapi-Meht eller Hap-Meht (den sydlige del af Nilen), hvor guden var afbildet med lotusplanter pĂ„ hovedet. Han blev kaldt ”livgiver”, ”skaberen af det eksisterende” og ”gudernes fader”. I et aspekt var Hapi identificeret med Osiris − isĂŠr Osiris-Apis eller Serapis – og pĂ„ den mĂ„de blev Isis hans hustru. Han havde ogsĂ„ de samme egenskaber som Nut, den urgamle afgrund (urhavet) som solguden Ra og livslyset dukkede op af pĂ„ den fĂžrste dag i den nye verdensperiode (manvantara), og det var grunden til, at Hapi blev betegnet som altings fader, for uden urhavet, ville alt levende forgĂ„. H.P. Blavatsky peger pĂ„ hans rolle som skytsĂ„nd og mĂŠgler og hans lighed med englen Gabriel. For de gamle egyptere havde Hapi to eksistenser − den himmelske og den jordiske. PĂ„ den mĂ„de var Nilen i Egypten, hvad floden Jordan blev for jĂžderne og de kristne − bĂ„de himmelsk og jordisk. Floden er bĂ„de livets flod og dĂždens flod, som skulle krydses af den afdĂžde. (Se ogsĂ„ Apis, Eridanus, Gabriel, Isis, Jordan, Manvantara, Nilen, Nut, Osiris og Ra).

Har-Ru-Bah
(Egyptisk). Har-Ru-Bah eller Heru-aa-abu betyder ”Horus’ hjerte”. Det var en af Horus’ titler i den egyptiske dþdebog.

Hare
Haren og haretilbedelsen var hellig i mange lande − isĂŠr blandt egyptere og jĂžder. JĂžderne mente imidlertid, at haren var et urent dyr, der var uegnet til at spise, ligesom svinekĂžd betragtes som urent af muslimer. Men haren var alligevel hellig i de fleste kulturer. Muligvis var Ă„rsagen, at hannen af og til diede hareungerne hos nogle arter. Haren blev derfor betragtet som androgyn eller hermafrodit ligesom en demiurg eller Logos. I det gamle Egypten findes haren bĂ„de som en hieroglyf, og som en guddom med harehoved ved navn Unnu, der sammen med sin feminine modpart Wenet eller Unnut var ĂŠldgamle guddomme i Hermopolis. Wenet eller Unnut var tĂŠt forbundet med gudinden Sakhmet. Hos de nordamerikanske algonquin-indianere er der en stort set identisk mytologi. Deres primĂŠre guddom var en stor hare, som de kaldte Menabosho eller Michabo, og nĂ„r de dĂžde, gik de til Menabosho. For de gamle germanske og skandinaviske folkeslag var haren et symbol, der var helliget gudinden Freja. Og det samme gĂŠlder den angelsaksiske Ostara eller Eostre (Easter), der var gudinde for forĂ„ret. Man mener, at det er Ă„rsagen til, at haren er forbundet med pĂ„sken. IdĂ©en findes i mange racer − ofte hos mongoler, kinesere, japanere og andre folk fra FjernĂžsten. Eros, den grĂŠske gud for seksuel tiltrĂŠkning, vises med en hare i favnen. Haren var desuden helligt for Osiris, og den var ogsĂ„ et symbol pĂ„ MĂ„nen. (Se ogsĂ„ Demiurg, Eros, Freja, Logos, Osiris, PĂ„ske, Sakhmet og Wenet).

Harem
(Egyptisk). Harem stammer fra arabisk ”harim”, som kommer fra det tyrkiske ”harem”. Et harem er en del af et hus, der er forbeholdt kvinder. Da Herodot rejste i Egypten, blev han forfĂŠrdet over, at de egyptiske kvinder kunne fĂŠrdes frit bĂ„de i byerne og pĂ„ landet, for det mĂ„tte de ikke i GrĂŠkenland. Desuden havde kvinderne deres egen afdeling i faraoens palads og i adelens herskabsvillaer, og det kan vĂŠre Ă„rsagen til, at Herodot kaldte kvindernes boligafsnit for ”harem”, som er et synonym for det oldegyptiske ord ”fĂŠngsel”. Men livet i det egyptiske harem kan ikke sammenlignes med det orientalske harem. I Ny Rige var haremmer store institutioner, der blev finansieret via skatterne. Dronningerne levede her, og mange prinser havde deres opvĂŠkst i haremmet. Kvinderne og deres tjenerinder arbejdede bl.a. med vĂŠvearbejde pĂ„ et industrielt niveau – og der var ingen eunukker i de egyptiske haremmer. (En eunuk var en kastreret mand, der vogtede kongens harem i de orientalske haremmer). (Se ogsĂ„ Eunuk, Herodot og Ny Rige).

Hari
(Sanskrit). Hari stammer fra roden ”hri”, der betyder ”at tage”, ”at fjerne” og ”at vĂŠre gul”. Hari bruges isĂŠr i forbindelse med navnet Krishna som Vishnus avatar, men det bruges ogsĂ„ om andre guder og generelt om Shiva. Hari er ogsĂ„ et andet navn for stjernetegnet Simha eller LĂžven i zodiakens dyrekreds. Selve ordet betyder ”lĂžve”, men det er ogsĂ„ et navn for Solen, MĂ„nen, Indras heste og for en af verdens ni varshaer eller afdelinger. Som tillĂŠgsord betyder hari gul eller grĂžn. (Se ogsĂ„ Indra, Krishna, Shiva, Varsha, Vishnu og Zodiak).

Harikesa
(Sanskrit). Harikesa bestĂ„r af ”hari”, der betyder ”gul”, og ”kesa”, der betyder ”hĂ„r”. Harikesa er en betegnelse for en af Solens syv primĂŠre strĂ„ler. Harikesa er ogsĂ„ et navn for Savitri. Som tillĂŠgsord betyder det gul eller gyldent hĂ„r. Det er desuden en titel, der isĂŠr bruges til Shiva. (Se ogsĂ„ Savitri og Shiva).

Haris
(Sanskrit). Haris er en betegnelse af de tolv store guder eller jaya’er, der er udstrĂ„let fra Brahma, dengang han skabte Universet og alt det, der er i det. (Se ogsĂ„ Brahma, Brahman og Jaya).

Harivamsa
(Sanskrit). Harivamsa eller Harivansa er beslÊgtet med Hari dvs. Krishna. Harivamsa er et berÞmt digt pÄ 16.374 vers. Det betragtes normalt som en del af Mahabharata, men det stammer muligvis fra en langt senere dato end det store epos. Harivamsa omhandler Krishnas familie, og det er opdelt i tre dele: 1) En indledning, der skitserer dynastiet 2) Krishnas liv og eventyr. 3) Betingelserne, der hersker under kali yuga og verdens fremtidige tilstand. (Se ogsÄ Hari, Kali-yuga, Krishna og Mahabharata).

Harmachis
Se Horus Harmachis.

HarmlĂžshed
I Ändsvidenskaben betyder harmlÞshed evnen til at vise forstÄelse og handle ud fra uselviske motiver. HarmlÞshed er derfor nÊrt knyttet til god vilje. HarmlÞshed er en aktiv, positiv og dynamisk kvalitet. HarmlÞshed opnÄs ved at tÊnke, fÞle, tale og handle pÄ en mÄde, der ikke skader andre. HarmlÞshed er hverken svaghed eller sentimentalitet.

Haroeris
Se Horus den Ældre.

Harpokrates
Se Horus Harpokrates.

Harviri
(Egyptisk). Harviri er et andet navn for Horus den Ældre. Harviri er det gamle navn pĂ„ solguden, hvor den opgĂ„ende Sol vises som en gud midt i en fuldt udfoldet lotusblomst, der har lĂžftet sig op over vandet. Vandet symboliserer urhavet, lotusblomsten symboliserer Universet, og Horus er symbol pĂ„ Universets iboende guddommelige bevidsthed. (Se ogsĂ„ Harviri, Horus Behdety, Horus den Anden, Horus den Ældre, Horus Harmachis, Horus Harpokrates, Horus Harsomtus, Isis, Osiris og Ra).

Haryaswa
(Sanskrit). Haryaswa eller Haryasva er et navn, der bruges til bĂ„de Indra og Shiva. Haryaswaer er patriarken Dakshas 5.000 eller 10.000 sĂžnner. Hensigten med deres fĂždsel var befolkning af verdenen, for det var deres fars Ăžnske, men rishi Narada overtalte dem til at forblive ungkarle og leve i cĂžlibat. Herefter ”spredte de sig via regionerne, og de vendte ikke tilbage”. Iflg. Ă„ndsvidenskaben betyder det, at de alle inkarnerede i dĂždelige. Navnet gives til mystikere og mennesker, der praktiserer cĂžlibat, for man siger, at de er inkarnationer af ”Haryaswaer”. (Se ogsĂ„ Daksha, Indra, Narada, Rishi og Shiva).

Hatchet
(Egyptisk). Hatchet er en egyptisk hieroglyf, som er symbol pĂ„ bĂ„de kraft og dĂžd. Hieroglyffen hatchet kaldes ”den stĂŠrke knude” – med henvisning til ĂŠgteskabet eller ethvert andet bĂ„nd.

Hatha-yoga
(Sanskrit). Ordet Hatha-yoga stammer fra ”ha”, der betyder ”sol”, og ”tha”, der betyder ”mĂ„ne”, og ordene refererer til det varme og kolde Ă„ndedrĂŠt gennem henholdsvis hĂžjre og venstre nĂŠsebor. ”Ha” er den varme, kreative og fysiske (pingala). ”Tha” er det kĂžlige, mentale eller psykiske (ida). ”Ha” og ”tha” refererer til nervesystemets to funktioner − det sympatiske og parasympatiske. Hatha-yoga er en bestemt gren inden for yogasystemet. I hatha-yoga forsĂžger man at fĂ„ kontrol over det fysiske legeme og Ă„ndedrĂŠttet ved at praktisere yogaens fysiologiske discipliner. FormĂ„let med kropskontrollen er at gavne meditationsprocessen. Hatha-yoga skal standse alt, hvad der udefra forhindrer meditation ved at ”binde” det fysiske legemes, sansernes og tankernes uĂžnskede aktiviteter. Metoden er Ă„ndedrĂŠtskontrol kombineret med fysiske stillinger (asana). Reelt er hatha-yoga kun indledning og forberedelse til raja-yoga (mental yoga). Oprindeligt var det alene hensigten at styrke det fysiske legeme og gĂžre det til et egnet redskab for menneskets hĂžjere principper, men i nutiden misforstĂ„s det som regel. Åndsvidenskaben oplyser, at hatha-yoga blev benyttet af den fĂžrste fysiske menneskerace (den lemuriske). I den lemuriske rodrace skulle mennesket bringe den fysiske organismes forskellige organer og muskler under bevidsthedens kontrol. Ved hjĂŠlp af fysiske Ăžvelser lĂŠrte mennesket at kontrollere hjerteslaget, Ă„ndedrĂŠttet, legemstemperaturen osv. De kropslige funktioner sker nu automatisk. Hatha-yoga opretholder en harmonisk balance i kroppen ved at rense den. Øvelserne hĂŠmmer nedbrydningsprocessen i det fysiske legeme, holder stofskiftet i orden og forbedrer koncentrationen. Det er muligt at nĂ„ til en vis grad af psychomental abstraktion og udvikle nogle af de lavere ĂŠteriske og astrale krĂŠfter ved hjĂŠlp af fysiske Ăžvelser og stillinger, som regulerer Ă„ndedrĂŠttet, eller med andre psykofysiske metoder. Hatha-yoga inkluderer bĂ„de en fysisk Ăžvelse, en fokusering pĂ„ et af chakraerne og et mantra. Det kan ikke anbefales at bruge teknikkerne fuldt ud, for det er farligt, medmindre de udfĂžres under tilsyn af en kompetent yoga-lĂŠrer og i kombination med de hĂžjere former for yoga. En teknik i hatha-yoga er pranayama (Ă„ndedrĂŠtskontrol), som er et indgreb i kroppens normale og sunde Ă„ndedrĂŠt. Det anbefales kun i meget fĂ„ tilfĂŠlde, hvor en chela er avanceret relativt langt bĂ„de mentalt og Ă„ndeligt. DesvĂŠrre er fysiske Ăžvelser attraktive for gennemsnitsmennesket, fordi de tilsyneladende er nemme at praktisere. Det er altid sikkert og desuden en forudsĂŠtning for en discipel at praktisere de hĂžjere former for yoga – f.eks. jnana-yoga, raja-yoga, bhakti-yoga, og karma-yoga, for det er yoga-former, der stimulerer den uselviske indsats i hverdagen. (Se ogsĂ„ Abhyasa-yoga, Agni-yoga, Antar-yoga, Asana, Bhakti-yoga, Chakra, Chela, Gnanna-yoga, Hatha-yoga, Jnana-yoga, Karma-yoga, Kundalini-yoga, Laya-yoga, Mantra, Prana, Pranayama, Raja-yoga, Yoga og Æterlegeme).

Hathor
(Egyptisk). Hathor er det grĂŠske ord for det oldegyptiske Het-Hert. Hathor var himmelgudinde, og hun blev bl.a. afbildet i skikkelse af en ko, fordi hun i legenderne blev omtalt som datter af solguden Ra og Nut. Moderen Nut symboliserer bĂ„de MĂŠlkevejen og kosmos – dvs. himmelrummet i sin helhed. Hinduismen har principielt samme symbolik, men i nutiden er idĂ©en materialiseret, og derfor betragter man den fysiske ko som et sĂŠrligt helligt og guddommeligt dyr. Andre gange er Hathor afbildet med menneskeansigt og ko-Ăžrer, og hun er en af de fĂ„ fra den egyptiske gudekreds, der blev afbildet ”en face” i reliefferne. Endelig vises Hathor ogsĂ„ i en kvindeskikkelse, hvor hun er kronet med to imponerende kohorn. Hathors navn betyder bl.a. ”ansigtets hus”. Gudinder symboliserer altid stof eller form. Hathor reprĂŠsenterer derfor et aspekt af stoffet, og er dermed et aspekt af Ă„ndsvidenskabens devarige. Devaerne er selve stoffet, men de er samtidig de krĂŠfter, der opbygger alle former ved hjĂŠlp af deres eget stof. Stoffets mange former er skabt af Ă„ndens vilje. Det formes efter den guddommelige plan eller hensigt. Stoffet er derfor det ydre udtryk for en indre hensigt, og man kan derfor kun forholde sig til den guddommelige Ă„rsag og hensigt via virkningerne. Gud viser sig for mennesket via stoffet. Stoffet eller Hathor er derfor ”Guds ansigt” – eller ”sjĂŠlens ansigt”. Hathors navn betyder ogsĂ„ ”Horus’ hus”. Horus er sjĂŠlen og Hathor er stoffet eller legemet (dvs. kausallegemet), som rummer sjĂŠlen. Derfor symboliserer hun ”Horus’ hus”, sjĂŠlens legeme eller sjĂŠlens tempel. Det er nĂžglen til det mytiske og hellige ĂŠgteskab mellem Hathor og Horus, som blev fejret hvert Ă„r, nĂ„r Hathors statue blev fĂžrt fra Hathor-templet i Dendara til Horus-templet i Edfu 300 km. syd for Dendara. Ritualet symboliserer foreningen af menneskets sjĂŠl og sjĂŠlslegeme pĂ„ sjĂŠlens eget plan. Det guddommeliges natur er liv og kĂŠrlighed, og som datter af Ra symboliserede Hathor livsglĂŠde og kĂŠrlighed. Den menige egypter betragtede hende som beskytter af gravide kvinder og som en slags fĂždselshjĂŠlper. Hendes forbindelse med undfangelse, frugtbarhed og fĂždsel krĂŠver en esoterisk forklaring, for hun symboliserer bĂ„de Ă„ndens befrugtning af sjĂŠlslegemet og sjĂŠlslegemets befrugtning af personligheden. Oprindeligt var Hathor en kosmisk gudinde, som var solguden Ras hustru og ”lysets moder”. I kosmogonien har ”lysets moder” forbindelse til skabelsen i kosmogonien, og det var hende, der oprindeligt skabte guddommens bĂžrn − Shu og Tefnut. Senere blev hun betragtet som ”den store moder”, der fĂždte alle guder og gudinder. Hun var derfor en personificering af ”Moder Natur”. Hun var tidligere tilknyttet alle Egyptens gudinder og alle deres egenskaber − men hendes primĂŠre titel var ”Amentis frue”. GrĂŠkerne identificerede Afrodite med Hathor. Astronomisk blev Hathor tilknyttet stjernen Sept (Sothis eller Sirius), der steg op ved morgengry pĂ„ den fĂžrste dag i det egyptiske nytĂ„r. (Se ogsĂ„ Amenti, Dendara, Deva, Edfu, Horus, Horus den Anden, Horus den Ældre, Shu og Tefnut).

Hatshepsut
(Egyptisk). Hatshepsut (1490-1468 f.Kr.) var farao i det 18. dynasti. Hun var Tutmosis I’s datter og fĂžrstehustru. I hendes Ă„rer strĂžmmede blodet fra Kamose, som to generationer tidligere havde befriet Egypten for Hyksos-kongernes herredĂžmme. Kort efter Tutmosis I’s dĂžd afholdt man kroningsceremonier for den smukke prinsesse Hatshepsut, datter af dronning Ahmose og barnebarn til dronning Nefertari, og for hendes ĂŠgtemand og halvbroder prins Tutmosis II, hvis moder var Mut-Nofert – en kvinde som ikke nedstammede i lige linje fra den faraoniske slĂŠgt. Teksterne fortĂŠller om den strĂ„lende unge dronning, at 
 ”hendes velduft er som et guddommeligt Ă„ndedrag. Hendes hud er som guld, den skinner ligesom stjernerne. Hun er et stort undervĂŠrk 
 hun er udvalgt til at beskytte Egypten 
 for at vĂŠkke menneskets tapperhed. Hun er udĂždelig. Hun lever i al evighed”. Hendes ĂŠgtemand, Tutmosis II, blev fĂždt af en sekundĂŠr hustru, men Hatshepsut giftede sig med ham, og inskriptionerne siger, at da 
 ”steg han op til himlens herlighed og forenede sig med guderne”. Da Tutmosis II dĂžde, trĂ„dte Hatshepsut imidlertid ikke ned fra tronen. Hun regerede som dronning og faraoens enke, og det var i overensstemmelse med traditionen. Men efter flere Ă„r tog hun det usĂŠdvanlige skridt at erklĂŠre sig selv for farao, sandsynligvis i et forsĂžg pĂ„ at undgĂ„, at prĂŠsteskabet indsatte hendes nevĂž – den senere Tutmosis III − pĂ„ tronen. Den nyeste forskning afslĂžrer, at den retmĂŠssige arvtager til tronen var hendes sĂžn, Senmut, som er identisk med Bibelens Moses. (Se ogsĂ„ Bibelen, Hyksos, Moses, Tutmosis I, Tutmosis II, Tutmosis III og Senmut).

Hattatal
Se Edda.

Hauhet
(Egyptisk). Hauhet var en egyptisk ur-gudinde og den feminine modpol til guden Hah, der var hendes ÊgtefÊlle. De tilhÞrte den heliopolitanske ogdoade. Ligesom ÊgtefÊllen symboliserede hun det formlÞse urhav og rummets uendelighed, der blev personificeret af gudinden Nun. I den heliopolitanske mytologi var Hah personificeringen af uendeligheden og evigheden, og han var derfor ogsÄ en himmelgud. Himmelrummet Nut, blev bl.a. afbildet som en himmelko, der blev stÞttet af otte Hah-guder. (Se ogsÄ Nun, Nunet, Nut og Ogdoade).

Havfruer
Se NaturÄnder.

Havskum
I mange skabelsesberetninger overalt pĂ„ Jorden fĂždes gudinder af havskum. Eksempelvis er Afrodite fĂždt af det havskum, der samlede sig omkring guden Uranus’ afhuggede kĂžnslem. Ordet Afrodite stammer fra ”aphors”, der betyder ”skum”. Det bringer tankerne hen pĂ„ Venus og andre guddomme, hvor man mytologisk forklarer, at de ligesom Afrodite er fĂždt af havets skum. Symbolikken er ikke grĂŠsk. Den findes i mange kulturer – f.eks. hos inderne og peruanerne. Eksempelvis er hinduernes Ksirabdhi-Tanaya datter af mĂŠlkehavet. Det er et navn for gudinden Lakshmi, der opstod af skum fra mĂŠlkehavets bĂžlger, da det blev kĂŠrnet af guderne, og det er identisk med legenden om den grĂŠske Afrodite. Havet, der henvises til, er ikke havet pĂ„ Jorden. Havet er urhavet. Skum pĂ„ urhavet er derfor symbol pĂ„ de hĂžjeste skabninger eller de kosmiske bevidstheder, der blev personificeret i skikkelse af guder og gudinder. Eksempelvis er hinduernes Brahman bĂ„de maskulin og kĂžnslĂžs, og derfor har han to betydninger. Det maskuline aspekt, der kaldes Brahma (altsĂ„ ikke Brahman), symboliserer energiudviklingen i det kosmiske ĂŠg, som adskiller sig fra den kĂžnslĂžse Brahman. Brahma er Brahmans redskab eller kosmiske kappe. Vishnu-Purana oplyser, at Brahma i sin helhed primĂŠrt er et aspekt af prakriti, og de er begge bĂ„de udviklede og uudviklede (mulaprakriti) samt aspekter af Ă„nd og tid. Prakriti kan betegnes som en ”primal drivkraft” eller Universets grundlĂŠggende bestanddel. Prakriti stammer fra det oprindelige mulaprakriti, som er kosmisk substans i hvilende tilstand, og derfor uden egenskaber eller tendenser. Brahma, der kaldes ”et kim af det ukendte mĂžrke”, symboliserer det stoflige, som er grundlag for, at alt kan udvikle sig. Det udvikler sig som spindet fra en edderkop – eller som skum fra urhavet. Brahma ”udvider” sig og bliver Universet, som er vĂŠvet af sin egen substans. Ligesom i alle ĂŠgte filosofiske systemer viser det, at ĂŠgget eller cirklen (eller nul) reprĂŠsenterer den grĂŠnselĂžse uendelighed, der omtales som ”Det”, og Brahma er blot den fĂžrste enhed, som kaldes en maskulin gud pga. det befrugtende princip. I menneskets syvfoldige verden kaldes princippet for Brahma, men betragtet fra enhedens princip, som er virkeligheden, er den maskuline Brahma en illusion. (Se ogsĂ„ Afrodite, Brahma, Brahman, Lakshmi, Mulaprakriti, Prakriti, VerdensĂŠgget og Vishnu-Purana).

Hay-yah
(HebrĂŠisk). Hay-yah eller hayyah stammer fra ”hayah”, der betyder ”liv” eller ”vitalitet”. Nogle gange skriver man chiah, chayah, hayyeh osv. Hay-yah er et af de metafysiske menneskelige ”principper”. I Østens esoteriske lĂŠre inddeler man mennesket i syv principper. Kabbalister i Vesten har en tredeling − nephesh, ruah og neshamah − men tredelingen er lige sĂ„ overordnet som opdelingen i krop, sjĂŠl og Ă„nd. I Zohar siges det, at neshamah eller Ă„nden har tre inddelinger. Den hĂžjeste er ye’hee-dah (atma), den midterste er hay-yah (buddhi), og den tredje og sidste er neshamah (hĂžjere manas). PĂ„ den mĂ„de bliver mahshabah eller tanken (lavere manas), det aspekt, som hĂžjere aspekter kan manifestere sig i. Dermed opstĂ„r der fire skabende aspekter, som efterfĂžlges af tselem, formens blĂŠndvĂŠrk (kama-rupa eller det kamiske element), d’yooq-nah, formens skygge (linga-sharira eller ĂŠterlegemet) og zurath (prototyper, maya-former eller rupa). Det giver syv i alt − selv uden D’mooth (den fysiske krop). (Se ogsĂ„ Atma, Buddhi, Kabbala, Kama-Rupa, Karma, Linga-Sharira, Manas, Maya, Nephesh, Neshamah, Personlighed, Ruah, Rupa, Tselem og Zohar).

Hay-Yashar
(HebrÊisk). Hay-Yashar er de pÄlidelige, de retfÊrdige, stÞtterne eller lysets krÊfter. Hay-Yashar bruges i kabbalaen om en gruppe eller et mindre hierarki, der reprÊsenterer krÊfter eller energier af en lavere kvalitet, men som stadig tilhÞrer lysets krÊfter. H.P. Blavatsky staver ordet pÄ denne mÄde: Hayasscher. (Se ogsÄ Kabbala).

Hay-yoth ha Qadosh
(HebrĂŠisk). Hay-yoth ha Qadosh bestĂ„r af ”hay-yah”, der betyder ”liv” eller ”levende skabning”, ”haq”, der betyder ”bestemt tekst”, og ”qadosh”, der betyder ”hellig”. Hay-yoth ha Qadosh er en kabbalistisk betegnelse for de hellige levende skabninger i Ezekiels vision om Merkabah (vognen). Det er de fire symbolske dyr, der er Ezekiels keruber, som i zodiaken svarer til Tyren, LĂžven, Skorpionen (eller Ørnen), og VandbĂŠreren (mennesket). (Se ogsĂ„ Kabbala, Kerubim, Merkabah og Zodiak).

Hazim
(HebrĂŠisk). Hazim eller hozim, der stammer fra flertalsformen ”hazah”, betyder ”at se”, ”betragte” eller ”kontemplere” pĂ„ Ă„ndelige eller guddommelige objekter. I entalsformen ”hozeh” betyder ordet ”profet” eller ”clairvoyant”. Tidligere var hozim-skoler almindeligt kendte, og her underviste man i de esoteriske videnskaber. Den bibelske person Samuel stod angiveligt i spidsen for en hozim-skole i Ramah, mens Elisha − en profet, der nĂŠvnes i den hebrĂŠiske bibel, i Koranen og i baha’i-skrifterne − skulle havde haft sin i Jeriko.

He
(HebrĂŠisk). He, heh, hei er det femte bogstav i det hebrĂŠiske alfabet, og man gĂ„r ud fra, at det symboliserer et vindue eller en Ă„bning. H.P. Blavatsky mener, at symbolikken i tetragrammaton (IHVH) er en livmoder. Den numeriske vĂŠrdi er 5. Udtalen af ”he” har en mellemposition mellem det blĂžde ”aleph” og det skarpere ”heth”, og derfor bliver ”he” bĂ„de i udtale og i forbindelse med skrivning nogle gange udskiftet med de to andre tegn. (Se ogsĂ„ Aleph og Tetragrammaton).

Hea
(KaldĂŠisk). Hea eller Ea stammer fra ”hus” og ”vand”. Hea er ”herren over havet eller dybet”. Hea er en af de tre vigtigste guder i den kaldĂŠiske eller assyrisk-babyloniske gudetriade, der bestĂ„r af Anu, Baal og Hea. Dengang Universet blev opdelt i himmel, jord og vand, blev Hea konge over havets dybder (Shar Apsi). Han blev ogsĂ„ herre over de lavere regioner (En-Ki). Hea blev betragtet som et fiskemenneske, for han var iklĂŠdt en fiskekrop, og dermed lignede han Oannes og Dagon. Marodach og Marduk er ogsĂ„ aspekter af den samme guddom. Heas hustru var Damkina (de lavere regioners gudinde), eller Damgal-Nunna (vandets store dame), som ogsĂ„ hed Nin-Ki (”fruen for det, som er under” – dvs. havdybet eller underverdenen). Hea kaldes visdomsgud, og en af hans titler var ”den sublime fisk”. Det henviser til det kosmiske aspekt som den evige Ă„nd og bevidsthed i rummets eller urhavets dybder. Vandene er et symbol pĂ„ visdom og esoterisk indsigt. (Se ogsĂ„ Anu, Baal, Dagon, Damkina, Marduk og Oannes).

Heb Sed
(Egyptisk). I pyramideteksterne og i andre tekster beskrives Sed eller Heb Sed-ceremonien, der ogsĂ„ kaldes halens ritual, for Sed betyder ”hale”. Heb Sed er en indvielsesceremoni, hvor faraoen skulle dĂž en rituel dĂžd via en ud-af-kroppen oplevelse, som svarer til dĂždsoplevelsen. Ceremonien bestod essentielt af faraoens rituelle dĂžd og genfĂždsel. I ceremonien identificeres faraoen med Osiris, den gud, som i historisk tid er helten i menneskehedens drama, for han gennemlever de tre livsstadier − liv, dĂžd og genfĂždsel i underverdenen. Faraoen blev klĂŠdt i Osiris’ mumieklĂŠdning og med gravudstyret bĂ„ret tĂŠt til kroppen, blev han fĂžrt til graven, og fra graven vendte han tilbage, forynget og genfĂždt, som nĂ„r Osiris genopstĂ„r fra de dĂžde. Muligvis var Heb Sed-ceremonien ikke forbeholdt faraonerne alene. Faraoen blev vist i reliefferne og beskrevet i teksterne, fordi han var folkets reprĂŠsentant og neofytternes forbillede. Ceremonien krĂŠvede flere specifikke redskaber og klĂŠdninger, der skulle bĂŠres af faraoen. Den fĂžrste var en klĂŠdning med en hale, som bestod af et plettet leopardskind. Den anden var Osiris’ tĂŠtsiddende mumieklĂŠdning, der ganske enkelt bestod af mumiegaze, som faraoen eller neofytten blev viklet ind i pĂ„ samme mĂ„de som afdĂždes fysiske legemer under mumificeringsprocessen. Den tredje klĂŠdning var et sort eller broget tyreskind – eller antilopeskind. Og ultimativt kunne faraoen (neofytten) erhverve det gyldne skind – lĂžveskindet. Det plettede leopardskind symboliserede et lavere menneske, der er ifĂžrt klĂŠdningen med halen – (forbindelsen til jorden/rodcentret). Osiris-klĂŠdningen og indhylningen i mumiegaze reprĂŠsenterede det lavere menneskes dĂžd, men lige som i legenden om guden Osiris fĂžrer dĂžden til genfĂždsel eller genopstandelse. Det sorte tyreskind eller antilopeskind med bĂŠlte var symbol pĂ„ livmoderen, navlestrengen og fostret, og dermed pĂ„ den proces, der fĂžrer til genfĂždsel. Faraoen forlod herefter tyreskindet og havde sĂ„ledes gennemfĂžrt en rituel genfĂždsel. Faraoen blev nu ifĂžrt lĂžveskindet – det gyldne skind – der var symbol pĂ„ den forĂŠdlingsproces, der var resultatet af indvielsen. Det gyldne skind var et billede pĂ„ sindets gyldne eller guddommelige natur. (Se ogsĂ„ Neofyt, Osiris og Ud-af-kroppen-oplevelse).

Hebdomad
(GrĂŠsk). Hebdomad stammer fra ”hebdomas”, som er en gruppe pĂ„ syv. Hebdomad betyder derfor syvfoldighed − en periode pĂ„ syv dage, syv Ă„r, osv.

Hebe
(GrĂŠsk). Hebe betyder ”ungdom”. I den grĂŠske mytologi er Hebe gudinde for ungdom og styrke. Hun blev gift med den guddommeliggjorte Herkules. Hun er datter af Zeus og Hera, og hun opholder sig pĂ„ Olympen. Her fungerer hun som gudernes mundskĂŠnk. Hun svarer til den romerske gud, der hed Juventas. (Se ogsĂ„ Hera, Herkules, Juventas, Olympen og Zeus).

Hebel
Se Abel.

Hebel de-Germin
(KaldĂŠisk). Hebel de-Germin, habal garmin eller hebel de-garmin bestĂ„r af ”hebel”, der betyder â€Ă„ndedrĂŠt” eller ”damp”, og ”gerem”, der betyder ”knogle”. Hebel de-Germin er Ă„ndedrĂŠttet (livet) i knoglerne, som af nogle kabbalister fortolkes som opstandelseslegemet under henvisning til ”tselem” (formen) af den afdĂžde, som man mente fortsat eksisterede som en uforgĂŠngelig prototype. Hebel de-Germin nĂŠvnes ogsĂ„ i det Gamle Testamente i visionen om Ezekiel, hvor der blev pustet liv i en hĂŠr af knogler, samt i Daniels Bog og Esajas’ Bog. Et parallelt begreb findes i den egyptiske DĂždebog: ”Rejs dig Osiris, du har din rygrad, du har din hals, dine ryghvirvler og din rygsĂžjle”. Hebel er desuden den hebrĂŠiske stavemĂ„de for Adams anden sĂžn, som normalt pĂ„ dansk udtales som Abel, der var bror til Kain. (Se ogsĂ„ Kabbala, Kain, Osiris og Tselem).

Hebron
Hebron eller Kirjath-Arba er byen med de fire Kabiri, for Hebron eller Kirjath-Arba betyder ”de fires by”. Iflg. legenden var det i Hebron, at en isarim − dvs. en indviet − fandt den berĂžmte smaragdtavle pĂ„ Hermes’ dĂžde legeme. (Se ogsĂ„ Hermes, Isarim, Kabiri og Smaragdtavlen).

HebrĂŠer
(Egyptisk). HebrĂŠer var en betegnelse, som andre brugte om israelitterne, for oprindeligt var det et skĂŠldsord for landflygtige og samfundets udskudte. Sandsynligvis skyldes det, at det egyptiske ord ”hapiro” bl.a. betĂžd: ”fremmede”, ”omstrejfere” eller ”omrejsende” (pĂ„ vand = sĂžmand). Ordet kan muligvis vĂŠre beslĂŠgtet med det akkadiske ord ”habiru”, som var et skĂŠldsord eller Ăžgenavn i det 2. Ă„rtusinde f.Kr. Nyere forskning sĂŠtter spĂžrgsmĂ„l ved Moses som hebrĂŠer, for alt tyder pĂ„, at han var identisk med den egyptiske Senmut, der ikke var dronning Hatshepsuts elsker, selv om egyptologerne gĂŠtter pĂ„ det, men hendes sĂžn og Egyptens tronarving. Iflg. Bibelen lĂžftede faraos datter den tre mĂ„neder gamle Moses op fra barken og udbrĂžd straks, at barnet er 
 ”et af hebrĂŠernes bĂžrn” (mij-jaldej ha-’ivrim zeh). Men hvordan kunne den egyptiske dronning vide, at det tre mĂ„neder gamle barn var hebrĂŠisk og ikke egyptisk? OmskĂŠring kunne ikke bruges som identifikation, for bĂ„de egyptere og hebrĂŠere brugte skikken. OmskĂŠring blev i Ăžvrigt slet ikke foretaget pĂ„ spĂŠdbĂžrn i den aktuelle periode i historien. Som et led i et egyptisk kongebarnsritual har faraos datter i virkeligheden blot bekrĂŠftet, at barnet var ”gudens barn”, der ankom som en ”hebrĂŠer” – en ”rejsende pĂ„ livets flod”. (Se ogsĂ„ Bibelen, Hatshepsut, Moses og Senmut).

Hedjet
(Egyptisk). Faraoen bar Hedjet – den hvide krone – nĂ„r han Ăžnskede at signalere, at han var overhoved for Øvre-Egypten (sydlige del). Han bar Deshret – den rĂžde krone – nĂ„r han demonstrerede sin ret til at herske over Nedre-Egypten (nordlige del). Og han bar Pasekhemty – dobbeltkronen – som var en kombination af den hvide og den rĂžde krone – nĂ„r ritualet krĂŠvede, at han signalerede, at han herskede over de to lande (dobbeltriget). Det kan naturligvis fortolkes bogstaveligt, og det skal det ogsĂ„. Faraoen, som bar dobbeltkronen, var den fysiske hersker over bĂ„de den nordlige og sydlige del af Egypten. Men det ydre herskersymbol havde altid en symbolsk og esoterisk betydning. Faraoen symboliserede samtidig kraften til at herske over det indre kongerige – personlighedens legemer og chakrasystemet. Faraoen var et forbillede for det egyptiske folk og ikke mindst for templernes neofytter. NĂ„r han bar dobbeltkronen, betĂžd det ikke nĂždvendigvis, at han havde fuldkommen kontrol over sin natur, selv om det uden tvivl var tilfĂŠldet i Egyptens tidligste perioder, hvor mestrene og de hĂžjt indviede stod i spidsen for civilisationen. Senere blev faraoen mere et symbol pĂ„ de hĂžje indvielser og det fuldkomne menneske. Den hvide krone (Hedjet) symboliserer kontrol over de lavere chakraer. Den hvide farve reprĂŠsenterer det hvide og rene, for oprindeligt hed Egypten ”Kemit”, som betyder ”den sorte jord”. Kemit blev senere til det grĂŠske ”chemia”, som i nutiden er blevet til ”kemi”. Det var egypternes opgave at forvandle Egypten fra ”sort jord” (materialisme) til et tempel for Guds lys. Skaberguden Chem eller Khnum blev f.eks. kaldt Khnum-Ra, fordi han skabte lyset pĂ„ baggrund af mĂžrket. (Se ogsĂ„ Amon-kronen, Atef-kronen, BlĂ„ krone, Dobbeltkronen, Hvide krone, Kemit, Khnum, Khnum-kronen, Nemes-hovedklĂŠdningen, Neofyt, Ra og RĂžde krone).

Hedone
(GrĂŠsk). Hedone betyder ”nydelse”, ”overdĂ„dighed” eller ”glĂŠdens land”. Hedone er den grĂŠske parallel til hebrĂŠernes Eden. (Se ogsĂ„ Eden).

Hedonisme
(GrĂŠsk). Hedonisme stammer fra ”hedone”, der betyder ”lyst” eller ”nydelse”. Det er lĂŠren om, at nydelsen er det hĂžjeste gode, og at mennesket i sidste ende kun handler for at opnĂ„ nydelse. Inden for morallĂŠren betyder hedonisme tilfredsstillelse af naturlige drifter, og det betragtes som et vigtigt gode, og dermed opfyldes den moralske lov. VĂŠrdien af doktrinen afhĂŠnger af, hvad man opfatter som nydelse eller lyst. Skolen blev grundlagt af Aristippos af Kyrene og senere viderefĂžrt og revideret af Epikur. De mennesker, der fulgte skolen, kaldes epikurĂŠere. Hvis man skal se det i et positivt lys, forsĂžgte Epikur og hans tilhĂŠngere at udtrykke det hĂžjeste gode som et mĂ„l for menneskets strĂŠben, og skolens undervisning gik ud pĂ„ at fĂ„ deltagerne til at forstĂ„, at hverken lykke eller fred nogensinde kan opnĂ„s ved at underkaste sig tanker, sind og samvittighed og dermed kroppens instinkter eller drifter. Nogle aspekter af nutidens utilitarisme (konsekvensetik) kan betragtes som en form for hedonisme. Men lĂŠren blev hurtigt nedbrudt, og i dens vĂŠrste form kom den til udtryk som en dyrkelse af tilfredsstillelse af lidenskaber og begĂŠr. I nutiden er hedonisme et ord, som har den modsatte betydning, for den er den stik modsatte af, hvad oldtidens filosoffer troede lĂŠrte. (Se ogsĂ„ Hedone).

Hefaistos
(GrĂŠsk). Hefaistos er en ildgud, der er sĂžn af Zeus og Hera. Hefaistos svarer til det latinske Vulcanus eller Vulkan. Hefaistos blev to gange kastet ned fra Olympus, men han kom imidlertid tilbage, og derfor blev han budbringer mellem guderne og Jorden, og han vises pĂ„ forskellige planer som en manifestation af kosmisk ild. Han er en Kabir, menneskehedens kosmiske lĂŠrer, og han instruerede mennesket i ildens brug og metallernes kunst. Jupiter – eller den firehovede eller den firesidede Brahma − medvirkede som reprĂŠsentant for de fire elementer. Hefaistos havde bĂ„de en kosmisk og en jordisk betydning, og fordi han hovedsagelig var en ildgud, var hans natur og funktioner involveret i alle tĂŠnkeevnens mystiske omrĂ„der, for ild er Ă„nd, ild er intellektet, ild er skabende aktivitet osv. Generelt kan Hefaistos identificeres med ildens eller det aspirerende aspekt i mennesket, der udgĂ„r fra hĂžjere manas, som forbinder Hefaistos med manasaputriske aktiviteter. Han var smedenes gud, og derfor var han knyttet til Kabiri, som underviste menneskeheden i metallernes kunst. Han fremstillede lynene til Zeus, og formede rustninger, smykker og andre genstande til guderne, og det siges, at det var ham, der har formede den fĂžrste kvinde, Pandora, som blev sendt til Epimetheus (”den, der tĂŠnker bagefter”) − en af titanerne i den grĂŠske mytologi. Den vulkanske Ăž Lemnos, som man mener Hefaistos faldt ned pĂ„, dengang han blev kastet fra Olympen, var dedikeret til ham. (Se ogsĂ„ Brahma, Epimetheus, Hera, Kabiri, Manas, Manasaputra, Olympen, Pandora, Vulcanus og Zeus).

Hegemoni
(GrĂŠsk). Hegemoni stammer fra ”hegemonia”, der betyder ”overherredĂžmme”. Hegemoni henviser til militĂŠr magt og indflydelse, og i GrĂŠkenland var det derfor betegnelsen for en stats eller et bysamfunds ledende stilling. I antikken blev Hegemoni imidlertid udvidet til at omfatte en bystats evne til at dominere andre bystater pĂ„ andre mĂ„der end ved brug af militĂŠrmagt. Begrebet Hegemoni kan derfor relateres til begrebet stormagtsdominans. Hegemoni vil sige, at kulturelle holdninger, vĂŠrdier eller normer fĂ„r magt pĂ„ bekostning af andre.

Hejmdal
(Oldnordisk). Hejmdal eller Heimdal er en gud i den nordiske mytologi. Ordet Hejmdal er etymologisk usikkert. Det fĂžrste led ”heim(r)” betyder sandsynligvis ”verden”. Hejmdal er det oldnordiske symbol for kerubim med det flammende svĂŠrd. Hejmdals funktion er gĂ„defuld. I Snorres Edda kaldes han en af aserne og ”den hvideste af aserne”. Hans tĂŠnder er af guld, og hans hest hedder Guldtop. Hans bolig er Himinbiorg eller Himmelbjerget ved regnbuen Bifrost, som er gudernes bro til MidgĂ„rd. Hans hĂžrelse er sĂ„ skarp, at han kan hĂžre grĂŠsset gro, og hans magtsymbol er en lur, som kaldes Gjallarhorn. Gjallarhorn kan hĂžres i hele verden, og han vil blĂŠse i luren fĂžr ragnarok kommer, for det vil kalde guderne til kamp. Det sker ved verdens ende, hvor guderne trĂŠkker sig tilbage. I VĂžlvens spĂ„dom kaldes menneskene for ”Hejmdals sĂžnner”, og i Edda-digtet RigsĂŸula (Rigs remsedigt) betragtes han som stamfader til de tre stĂŠnder − slaver, bĂžnder og jarler. RigsĂŸula er et eddadigt pĂ„ 49 strofer i Den Ældre Edda, og Rig er guden Hejmdal, som er pĂ„ vandring i menneskeheden. Forskerne har i beskrivelserne isĂŠr lagt vĂŠgt pĂ„, at Hejmdal er asernes vogter, og at han er en gud, der er tilknyttet verdens begyndelse. Nogle mener, at Hejmdal er en slags solguddom, og det tyder hans navn ogsĂ„ pĂ„, for det betyder ”den, der lyser over verden”. (Se ogsĂ„ Aser, Bifrost, Edda, Kerubim, MidgĂ„rd, Ragnarok og VĂžlvens spĂ„dom).

Heka
(Egyptisk). Heka er en egyptisk gud, der fungerede som magiens vogter, og derfor var Heka ogsĂ„ skytsĂ„nd for medicin. Det egyptiske ord for magi var ”heka”, som bogstaveligt betyder ”ved hjĂŠlp af ka”, og derfor var Heka personificeringen af magi. Heka blev ogsĂ„ brugt i forbindelse med udĂžvelse af magiske ritualer. Hans navn (og ordet magi) blev bl.a. afbildet som to lĂžftede arme. Iflg. en egyptisk tekst fandtes Heka ”fĂžr dualiteten var en realitet”. Iflg. myten kĂŠmpede Heka med to slanger, og han vandt. Derfor blev to sammenslyngede slanger et symbol pĂ„ hans magt. Symbolet er stadig forbundet med medicin i nutiden. Heka blev betragtet som sĂžn af Menhet og Khnum, og de tre udgjorde triaden fra Latopolis (Esna) i Øvre-Egypten (den sydlige del). Menhet, som ogsĂ„ var kendt som Menhit eller Menkhet, var en nubisk lĂžvegudinde. Hendes navn betyder ”den, der ofrer”, men hun var ogsĂ„ kendt som ”slagteren”. Heka var desuden populĂŠr i Heliopolis, hvor han blev beskrevet som sĂžn af Atum pga. Atums forening med Khnum. Begrebet Heka var centralt for den egyptiske livsstil og egypternes opfattelse af dĂžden. De brugte rituelle, magiske redskaber for at hjĂŠlpe de afdĂžde sikkert ind i efterlivet, og Heka var et middel til at udfĂžre opgaven. Heka hjalp ogsĂ„ Ra pĂ„ sin daglige rejse over himlen ved at rydde vejen for onde Ă„nder og dĂŠmoner. LĂŠger og healere kaldte man ”heka-prĂŠster”. (Se ogsĂ„ Atum, Diana, Esna, Heliopolis, Ka, Khnum, Nubien og Ra).

Hekate
(GrĂŠsk). Hekate eller Hecate er gudinden for trolddom, og Zeus gav hende magten i Himlen, pĂ„ Jorden og i havet. Hekate er en mystisk guddom, som hjemsĂžger trekorsveje og kirkegĂ„rde. Hun vandrer kun om natten, og hun kan ses af hunde, og deres gĂžen advarer om hendes ankomst. Hun identificeres med Artemis og Persefone. Hun blev desuden anset for at vĂŠre den samme som Selene eller MĂ„nen pĂ„ himlen, Artemis eller Diana pĂ„ Jorden, og Persefone i underverdenen. I den orfiske lĂŠre kaldte man hende derfor for Tergemina eller Trivia (latin) – ”den trefoldige” eller ”trevejsgudinden”. Hun er en personificering af MĂ„nen, som har tredelte fĂŠnomener, og hun var prototypen pĂ„ kristendommens Treenighed. Ligesom Diana reprĂŠsenterede hun mĂ„neskinnets skĂžnhed om natten, men hun reprĂŠsenterede desuden skrĂŠk og rĂŠdsel, og derfor er hun bedst kendt som underverdens gudinde, hvor hun manifesterede frygtelige fantomer, og hun styrede processerne overalt, hvor man praktiserede trolddom. Men hun kunne ogsĂ„ afvĂŠrge trolddom, og i Athens huse og ved T-formede veje fandtes der derfor smĂ„ altre for Hekate, som kunne holde onde Ă„nder vĂŠk. (Se ogsĂ„ Artemis, Diana, Persefone, Selene, Treenighed og Zeus).

Heket
(Egyptisk). Heket, Hequet eller Heqtit er en egyptisk fĂždselsgudinde. Det er en gudinde med kvindeskikkelse og frĂžhoved. Hun blev ofte identificeret med gudinden Hathor. I Hermopolis blev Heket associeret med Isis, for de to gudinder var bl.a. de abstrakte og de konkrete aspekter af samme kosmiske kraft. Oprindeligt var hun den feminine modpart til skaberguden Khnum, og sammen med ham blev hun mor til Aroeris, Heru’ur eller Horus den Ældre. FĂždslen og livets oprindelse har altid vĂŠret nĂŠrt knyttet til lotusblomstens og vandets symbolik. I det gamle Egypten ser man, at jo ĂŠldre symbolerne er, jo oftere finder man lotusblomster og vand i forbindelse med skaberguderne. Skaberguden Khnum symboliserer den fugtige kraft og vandets princip, for han er skaberen af urhavet eller urstoffet. I de ĂŠldste relieffer sidder han pĂ„ en trone i en lotus, som hviler pĂ„ urhavet. Guden Bes, som er fĂždselshjĂŠlper, stĂ„r ogsĂ„ pĂ„ en lotus. Den hellige tyr Mnevis, der er et aspekt af visdomsguden Tehuti (Thoth), sidder med tyrehoved og menneskeskikkelse i en fuldt udsprunget lotus. Heket hjalp Khnum ved fĂždslerne. Hun blev ogsĂ„ afbildet i en lotusblomst, og det bekrĂŠfter forbindelsen til urhavet og livets oprindelse. Udover at vĂŠre associeret med vandelementet var hun forbundet med reproduktionsprocessen og fĂždslen. FrĂžernes udklĂŠkning giver associationer til ĂŠggene og sĂŠdcellerne (der minder om smĂ„ haletudser), som er forudsĂŠtningen for at livet kan manifesteres i fysisk form. Barnet befinder sig i livmoderens vand, som derfor er essentielt, nĂ„r livet skal fĂždes til fysisk eksistens. Heket var ikke kun fĂždselshjĂŠlper. Legenden fortĂŠller, at hun sammen med Khnum deltog i verdens opbygning. Heket hjalp Osiris, da han blev genfĂždt eller genopstod fra de dĂžde. Hun var desuden forbundet med opstandelsen. H.P. Blavatsky fortĂŠller, at frĂžgudinden var en af de kosmiske hovedguddomme, der blev forbundet med skabelsen pga. frĂžens adfĂŠrd. I lange tider lever frĂžen skjult og i ensomhed i gamle mure, stensĂŠtninger, klippespalter osv. Tilsyneladende er der intet liv. Men pludselig dukker den frem pĂ„ samme mĂ„de, som nĂ„r livet opstĂ„r efter den lange tilsyneladende livlĂžse hvileperiode (pralaya). Derfor symboliserer frĂžen livets opstandelse. Livet (frĂžen) var usynligt, og bliver ikke synligt, fĂžr det selv viser sig. Derfor var frĂžgudinden Heket knyttet til den egyptiske opstandelseslĂŠre. De gamle egyptere havde ogsĂ„ bemĂŠrket en anden adfĂŠrd hos frĂžen, som indgik i symbolforstĂ„elsen. NĂ„r lotusblomsten lĂžftede sig op over vandet og Ă„bnede sig mod sollyset, sad der ofte en lille frĂž mellem lotusblomstens kronblade. Den var derfor symbolsk til stede ved livets udfoldelse eller bevidsthedens fĂždsel, for symbolsk lĂžfter livet sig op af urhavets mĂžrke og udfolder sig i lyset. (Se ogsĂ„ Bes, Hathor, Horus, Horus den Anden, Horus den Ældre, Isis, Ka, Khnum, Lotus, Osiris, Pralaya og Thoth).

Heksaeder
(GrĂŠsk). Heksaeder stammer fra ”heksa”, der betyder ”seks” og ”hedra”, der betyder ”flade” eller ”side”. Et heksaeder er en geometrisk eller platonisk figur, der er formet som en kubus, terning eller et legeme, der begrĂŠnses af seks lige store kvadrater med tre, der mĂždes ved hvert hjĂžrne. Det er et af de fem regulĂŠre polyedre. Heksaederet er en sĂŠrlig type kvadratisk prisme − et rektangulĂŠrt parallelepipedum og triangulĂŠrt trapezoeder, og den er dual i forhold til oktaederet. Den sekssidede terning er den almindeligste form for terning til spil. I den firdimensionale geometri har modparten til terningen et sĂŠrligt navn – en tesserakt eller en hyperterning. (Se ogsĂ„ Dodekaeder, Ikosaeder, Oktaeder, Platoniske legemer, Polyeder, Tesserakt og Tetraeder).

Heksagram
(GrĂŠsk). Heksagram eller sexagram (latin) har vĂŠret kendt i mange kulturer. Den sekstakket stjerne er opbygget som to midtstillede trekanter. Den bestĂ„r af en opadvendt trekant kombineret med en nedadvendt trekant, som i forening danner den sekstakkede stjerne. Den er derfor et heksagram. I nogle tilfĂŠlde er en af trekanterne hvid, mens den anden er sort – den ene reprĂŠsenterer lys, den anden mĂžrke. Den sekstakkede stjerne kaldes ogsĂ„ ”Davidsstjernen” og ”kong Salomons segl”, for iflg. ikonografien har Davidsstjernen ogsĂ„ seks takker. Davidsstjernen kaldes ofte ”jĂždestjernen” eller ”Israelstjernen”, og pĂ„ hebrĂŠisk hedder den ”Magen David”, der betyder ”Davids skjold”, og symbolet fungerer som en jĂždisk pendant til det kristne kors og muslimernes halvmĂ„ne. Ved staten Israels oprettelse blev ”Magen David” valgt som nationalsymbol, og det bruges bl.a. pĂ„ Israels flag. Men Davidsstjernen er ikke skabt af jĂžderne. Oprindelsen gĂ„r sĂ„ langt tilbage i tiden, at den forsvinder i fortidens tĂ„ger. Man har fundet denne geometriske figur mange steder, og man har eksempelvis kendt den i det gamle Indien og i det gamle Egypten – og i mange andre gamle kulturer. Kong David eller kong Salomon har sandsynligvis aldrig set Davidsstjernen, for jĂžderne tog fĂžrst symbolet til sig pĂ„ et langt senere tidspunkt. Iflg. Ă„ndsvidenskaben er den sekstakkede stjerne et symbol pĂ„ den trefoldige eller treenige Gud, der er reflekteret ned i sin egen skabelse. Tallet seks er sjĂŠlens tal, for nĂ„r sjĂŠlens overordnede princip forenes med menneskets fem sanser, opstĂ„r der en syntese mellem menneskets hĂžjere og lavere bevidsthedsaspekter. Den sekstakkede stjerne symboliserer derfor fuldbyrdelse, hvor den subjektive sjĂŠl og den objektive personlighed (legemernes stof) forenes. Det sker, nĂ„r den alkymistiske proces er gennemfĂžrt, og det tilsyneladende umulige er gjort muligt − elementerne (og symbolerne) for ild og vand forenes. FormĂ„let med livets bevĂŠgelse ned i stoffet og dets tilbagevenden til det Ă„ndelige udgangspunkt er at skabe syntese mellem sjĂŠl og personlighed − Ă„nd og stof. Stoffet skal Ă„ndeliggĂžres, og Ă„nden skal stofliggĂžres. Hensigten symboliseres ved kombinationen af den opadvendte og den nedadvendte trekant, der forenes i den sekstakkede stjerne. Den opadvendte trekant er i nogle sammenhĂŠnge hvid, mens den nedadvendte er sort. Det er almindeligt at fortolke kombinationen som aktion og reaktion. Den opadvendte hvide trekant symboliserer Gud eller Ă„nd. Iflg. Ă„ndsvidenskaben er Ă„nden eller den ene Gud treenig, tredelt eller trefoldig. Forklaringen er, at det Ene Liv fĂžr manifestationen rummer tre grundlĂŠggende krĂŠfter eller kvaliteter, der kaldes liv/kraft (1. aspekt), kĂŠrlighed-visdom (2. aspekt) og intelligent aktivitet (3. aspekt). De grundlĂŠggende og umanifesterede krĂŠfter blev i Indien symbolsk personificeret af en sĂ„kaldt trimurti − Shiva, Vishnu og Brahma. I det gamle Egypten havde man mange triader som f.eks. Ra, Shu og Tefnut, Osiris, Isis og Horus, Amon, Mut og Khonsu osv. Senere mĂžder man samme idĂ© i kristendommens treenige Gud − Fader, SĂžn og HelligĂ„nd. Egypterne sagde, at ”Gud er tre i Ă©n og Ă©n i tre”, for selv om det er muligt at tredele de guddommelige krĂŠfter, udgĂžr de samtidig en uadskillelig enhed. (Se ogsĂ„ Amon, Brahma, Davidsstjernen, Gud, Horus, Isis, Israel, Khonsu, Mut, Osiris, Ra, Salomons segl, Shiva, Shu, Tefnut, Treenighed, Triade, Trimurti og Vishnu).

Hel
(Oldnordisk). Hel eller Hela stammer fra ”helju”, der betyder ”helvede” eller ”dĂžd”. I den nordiske mytologi er Hel den mytiske hersker over dĂždsriget. Hun er afbildet som halvt sort eller blĂ„ og halvt kĂždfarvet. Iflg. Eddaen er hun datter af Loke (tankesindet) og jĂŠttekvinden Angerboda (varsel om sorg). Hel styrer dĂždens ni verdener, som svarer til livets ni verdener, og hun tildeler enhver, der ankommer, en passende bolig i forhold til sjĂŠlenes gode eller dĂ„rlige egenskaber. Nogle afdĂžde kan tumle pĂ„ solbeskinnede enge, mens andre lider, for de fĂžres gennem portene, der fĂžrer til Helheims og Niflheims dybder, hvor stof skal nedbrydes. Hels rige med de mange forskellige boliger minder om grĂŠkernes Hades, men ikke om et Helvede, hvor onde sjĂŠle fĂ„r deres velfortjente straf iflg. den populĂŠre tro. Det er snarere et rige, hvor dĂžden reprĂŠsenterer et afslappende mellemspil, og hvor sjĂŠlene tilbringe en passende tid i deres legitime miljĂž. Eddaerne oplyser, at alfer (menneskesjĂŠle) sover blandt guderne, mens de holder gilde med masser af mjĂžd, der er symbol pĂ„ en tidligere livsperiodes erfaringer, og pĂ„ den mĂ„de er de sjĂŠle, der hviler efter livet, til stede i de guddommelige sfĂŠrer, selv om de er ubevidste om deres omgivelser. I Eddaens ”Vagtamskvadet” handler legenden om solgudens dĂžd og ankomst til Hels bolig, hvor der er indrettet en overdĂ„dig lejlighed til ham, og hvor mjĂžd stĂ„r klar og friskbrygget ved hans ankomst. (Se ogsĂ„ Angerboda, Edda, Hades, Helheim, Helvede, Loke og Niflheim).

Helena
(GrĂŠsk). Helena eller Helen (af Troya) er Zeus’ og Ledas smukke datter. Hun er sĂžster til Kastor og Pollux (Dioskurerne) og Klytaimnestra samt hustru til Menelaos, der er Spartas konge. Helena blev forfĂžrt af Paris med hjĂŠlp fra Afrodite, men hun tog med ham til Troja, og den trojanske krig blev udkĂŠmpet for at tilbageerobre hende, for trojanerne ville ikke give slip pĂ„ hende. Efter grĂŠkernes sejr vendte hun tilbage til Sparta sammen med Menelaos, og de levede lykkeligt sammen. (Se ogsĂ„ Afrodite, Aswin, Dioskurer, Klytaimnestra og Leda).

Helenos
(GrĂŠsk). Helenos er sĂžn af Priamos (Trojas konge) og Hekabe, der var kong Priamos’ yndlingshustru og mor til 19 bĂžrn, bl.a. Hektor, Paris, Deifobos, Kassandra og Kreusa. Hekabe forudsagde Paris’ fremtid, fĂžr han forfĂžrte Helena. Efter Paris’ dĂžd sluttede Helenos sig enten til grĂŠkerne, eller han blev taget til fange af dem, og det viser, at Troja ikke kunne erobres uden Neoptolemos (Achilleus’ sĂžn) og Filoktetes. Han mĂ„tte bruge tricket med trĂŠhesten. Han blev senere gift med Andromache, den trojanske sagnprinsesse, som i de grĂŠske myter var gift med Hektor og mor til Astyanax. (Se ogsĂ„ Helena).

Helheim
(Oldnordisk). Helheim eller Helhem er de dĂždes rige i den nordiske mytologi. I Eddaen omkranser Helheim ”tĂ„gernes sted” – dvs. den nordlige tĂ„geverden, der kaldes Niflheim. Iflg. Eddaen er det Hel eller Hela, der hersker over dĂždsriget. Hel er datter af Loke, der styrer det rige, hvor de afdĂždes sjĂŠle tilbringer efterlivet i tiden mellem livene i ”sejrens verdener”. De dĂždes rige varierer fra det smukkeste, fredeligste og glĂŠdeligste til rĂŠdselsfulde steder med bure, der er flettet med giftige slanger, og hvor beboerne gennemgĂ„r ubehagelige lidelser. I de laveste omrĂ„der af disse helveder lĂžber der floder af gift, og de, der har brudt en ed eller har vĂŠret utro, svĂžmmer rundt i floderne. (Se ogsĂ„ Edda, Hel, Loke og Niflheim).

Heliocentrisk
(GrĂŠsk). Heliocentrisk bestĂ„r af det grĂŠske ”helios”, der betyder ”sol”, og det latinske ”centrum”. Heliocentrisk betyder ”med Solen som midtpunkt”. Det heliocentriske system blev alment kendt i oldtiden som en del af undervisningen i mysterierne, og nogle indflydelsesrige vismĂŠnd fra de arkaiske tider underviste endda mere eller mindre Ă„benlyst i det heliocentriske system – bl.a. Konfutze i Kina, de grĂŠske filosoffer, de egyptiske prĂŠster og de hinduistiske astronomer og flere andre forfattere. Pythagoras tilslĂžrede den heliocentriske teori under undervisning til, at planeterne (og Solen) kredsede omkring en mystisk central ild, der er usynlig for mennesket, men lyset fra den centrale kilde blev afspejlet pĂ„ Jorden via Solen. Samtidig var stort set alle tĂŠnkere i antikken enige om, at det geocentriske synspunkt var bedst egnet til offentlig udbredelse af deres idĂ©er. Hemmeligholdelse kan have vĂŠret Ă„rsagen − eller mĂ„ske har de Ăžnsket at reprĂŠsentere den mekaniske geocentriske teori af bekvemmeligheds grunde, for alle deres studerende levede pĂ„ Jorden og ikke pĂ„ Solen. I det ptolemĂŠiske verdenssystem blev astronomien beskrevet geocentrisk.
 Kirken havde indtil da postuleret et geocentrisk verdensbillede, hvor Jorden var centrum, og himlen hvĂŠlvede sig som en kuppel uden om Jorden. Den samme tavshedspligt er ikke nĂždvendig i nutiden, for mennesket er ikke lĂŠngere opmĂŠrksom pĂ„ naturens harmoni og de universelle forbindelser. (Se ogsĂ„ Confucius, Geocentrisk, Konfutze og Pythagoras).

Heliolatri
(GrĂŠsk). Heliolatri bestĂ„r af ”helios”, der betyder ”sol”, og ”latri”, fra det grĂŠske ”latreia”, der betyder ”tjeneste”, ”dyrkelse” eller ”tilbedelse”. Heliolatri er derfor soltilbedelse.

Heliopolis
(GrĂŠsk). Heliopolis bestĂ„r af ”helios”, der betyder ”sol”, og ”polis”, der betyder ”by”. Heliopolis er derfor ”solbyen”. Heliopolis var grĂŠkernes betegnelse for byen, som i nutiden kaldes Giza. Den hed oprindeligt An eller On pĂ„ oldegyptisk. Heliopolis ligger nordĂžst for nutidens Cairo ved kanten af Sahara-Ăžrkenen. Den oprindelige by blev revet ned i den grĂŠske periode, og senere blev stenblokkene genanvendt i arabisk byggeri. Heliopolis var ”Solens by”, og Solen var centrum for ceremonierne under mange gudenavne som f.eks. Atum, Ra, Khepera og Ra Herakte. Benu-stenen, som egyptologerne kalder en ”pyramidion”, stod oprindeligt her. Legenden fortĂŠller, at fĂžr tiden blev skabt flĂžj Benu-fuglen (egypternes fugl FĂžnix) over det uendelige urhav. Den ledte efter et sted, hvor den kunne slĂ„ sig ned. Pludselig fik den Ăžje pĂ„ en pyramidetopsten, der stak op af vandet. Den satte sig pĂ„ stenens top og udstĂždte et skrig, og i samme Ăžjeblik blev verden skabt. Egyptologerne regner ikke lĂŠngere med, at Heliopolis har fungeret som hovedstad i Gamle Rige, men det har vĂŠret en by af allerstĂžrste betydning i hele Egyptens lange historie. Det var det gamle Egyptens hĂžjeste Ă„ndelige center, og iflg. Ă„ndsvidenskaben var Heliopolis pandechakraet i Egyptens tempellandskab og chakrasystem, hvor de hĂžjeste indvielser fandt sted i pyramidernes kamre. (Se ogsĂ„ Atum, Benu, Fugl FĂžnix, Khepera, Ra og Ra-Herakte).

Helios
(GrĂŠsk). Helios, Helion, Helius er en grĂŠsk solgud, som er sĂžn af Hyperion og Thea. Helios er bror til Selene (MĂ„nen) og Eos (morgenrĂžden). Det er Helios, der dagligt kĂžrer solvognen over himlen. Helios er i princippet identisk med Apollon eller Phoebe. Helios sidestilles etymologisk med det hebrĂŠiske ”El” og ”Elohim”, den kaldĂŠiske Bel og den fĂžnikiske Baal. Helios (Solen) danner par med Selene (MĂ„nen). (Se ogsĂ„ Apollon, Baal, Elohim, Eos, Hyperion, Phoebe, Selene, Thea og Titaner).

Helle
(GrÊsk). Helle er en skikkelse i den grÊske mytologi. Hun var datter af den bÞotiske konge Athamas og hans fÞrste hustru nymfen Nefele. Helle og broderen Frixos blev forfulgt af deres stedmor Ino. Under en hungersnÞd, som hun selv stod bag, fordi hun afbrÊndte alt sÊdekorn, og ved at forfalske et orakelsvar, som krÊvede, at Frixos blev ofret til guderne, regnede hun med at slippe af med dem. Men lige inden ofringen skulle finde sted sendte Nefele en gylden, flyvende vÊdder, og den flÞj vÊk med sÞskendeparret. PÄ vejen mod Kolchis (nutidens Georgien) faldt Helle imidlertid af vÊdderen og druknede i havet. Havet blev derefter opkaldt efter hende som Hellespont (Helles hav). (Se ogsÄ Frixos, Jason og Gyldne skind).

Hellenisme
(GrĂŠsk). Hellenisme eller ”hellenismos” betyder ”efterligning af grĂŠkerne”. Hellenisme er betegnelsen for den grĂŠsk dominerede kultur og etniske filosofi, der opstod med Alexander den Store og fortsatte i Ă„rhundreder efter i den romerske kultur. ”Hellenismos” blev fĂžrste gang brugt i 4. Ă„rh. af romerske kejser Julian med hentydning til grĂŠsk religion. I nutiden bruges ordet i betydningen GrĂŠkenland og grĂŠsk kultur. Hellenisme omfatter grĂŠsk filosofi, religion og de grĂŠske guder, herunder de eleusinske mysterier, de delfiske mysterier, de dionysiske mysterier og andre grĂŠske mysterier. Men den omfatter ikke alle de teistiske filosofier som f.eks. orfismen, pythagorĂŠisme, den milesianske skole, den eleatiske skole, den fĂžrsokratiske filosofi, platonisme, den peripatetiske skole, neo-platonisme, skepticismen, stoicisme og andre hellenistiske filosofier. (Se ogsĂ„ Bacchus, Delfi, Dionysos, Eleusinske mysterier, Orfiske mysterier Platon og Pythagoras).

Hellig ild
Den hellige ild er et begreb, der svarer til ”den hellige gnist”. Begge henviser til oplysning af sindets ild i menneskeheden i 3. rodrace i forbindelse med individualiseringen. Udtrykket bruges isĂŠr i forbindelse de gamle grĂŠkeres esoteriske allegori i relation til Prometheus, for det var ham, der bragte den hellige ild – i betydningen tankesind og tĂŠnkeevne – fra Himlen til menneskeheden. Udtrykket bruges ogsĂ„ i relation til de hellige samothrakiske kabiri-mysteriers guder, som personificerede den hellige ild, der er den kraftigste esoteriske kraft i naturen. NĂ„r den hellige ild sidestilles med ”den levende ild”, er det en talemĂ„de, der betegner guddommen eller det Ene Liv. Symbolet pĂ„ ”den levende ild” er Solen. (Se ogsĂ„ GruppesjĂŠl, Gudsgnist, Kabiri, Prometheus og Rodrace).

Hellige dyr
(Egyptisk). De hellige dyr i den egyptiske religion undrede grĂŠkerne, den medfĂžrte grusomheder fra persernes side, den fremkaldte sarkasme fra romerne og indignation og latterliggĂžrelse fra de kristne. Men dyreaspektet i egypternes religion er tydeligvis misforstĂ„et pĂ„ grund af uvidenhed. Det var ellers allerede formuleret tidligere end 3000 f.Kr. men i uklare formuleringer. Dyrene blev ikke kun betragtet som symboler, sĂ„dan som nogle egyptologer tror. Egypterne betragtede dyrene som et energimĂŠssigt aspekt i Den Ene Guds skabervĂŠrk (3. naturrige), som er fundamentet for menneskeriget (4. naturrige). Dyrene reprĂŠsenterer derfor den kommende menneskehed. Livet udgĂžr en uadskillelig helhed, og dyreriget reprĂŠsenterer den instinktive bevidsthed, som i evolutionen transformeres til menneskehedens individualiserede bevidsthedsniveau og bliver til bevidst erkendelse af Ă„rsag og virkning (dvs. aftagende genetisk eller instinktiv styring). Dyrene er derfor udtryk for guddommelige krĂŠfter, der er oplĂžftet til et hĂžjere udtryk for bevidsthed i menneskeriget, som potentielt kan transformere menneskets niveau til det overmenneskelige bevidsthedsniveau – det 5. naturrige, de overmenneskelige bevidsthedsplaner eller gudernes rige. Derfor havde dyrene en naturlig og selvfĂžlgelig plads i egypternes holistiske religionsopfattelse, fordi dyrene havde en naturlig og uundvĂŠrlig plads i skabervĂŠrket, som gjorde det muligt at forstĂ„ menneskets bevidsthedsmĂŠssige fortid og dets potentieller udviklingsmuligheder ud fra princippet: ”Som i det store, sĂ„ledes ogsĂ„ i det smĂ„â€.

Hellige sĂžer
(Egyptisk). De fleste egyptiske templer havde en hellig sĂž, som var symbol pĂ„ livets opstĂ„en (urhavet), dengang Universet blev skabt. Solen eller livslyset kom til syne fra urhavet, og begivenheden blev gentaget i form af tempelceremonier, som ikke alene fokuserede pĂ„ livets tilsynekomst i det kosmiske urhav, dengang Universet opstod, men ogsĂ„ pĂ„ den cykliske gentagelse af det samme princip pĂ„ skabelsens lavere niveauer, sĂ„dan som det kommer til udtryk i dagsrytmen, Ă„rsrytmen og reinkarnationernes tilbagevendende fornyelses- og forĂŠdlingsproces. Mange hellige sĂžer er blevet udgravet – eksempelvis i Amon-templet i Karnak, i Hathor-templet ved Dendara og ved Medamut og Tanis. PrĂŠsterne udfĂžrte daglige og natlige renselsesritualer i de hellige sĂžers vand fĂžr deres deltagelse i tempelceremonierne for pĂ„ den mĂ„de at gentage gudernes handlinger, sĂ„dan som de beskrives i legenderne. Legenderne fortĂŠller, hvordan guderne og gudinderne fornyede deres kraft ved at bade i livsstrĂžmmen, som i Egypten blev symboliseret af Nilen – den hellige flod, der gav liv til landet. (Se ogsĂ„ Amon, Dendara, Hathor, Karnak og Nilen).

Helliges samfund
Se Hvide Broderskab.

Helligt vand
Det hellige vand, som bruges i ritualerne i den romersk-katolske kirke, er stort set identisk med de gamle egypteres ritual med helligt vand. Vandet, der var velsignet eller indviet, blev brugt til at stĂŠnke pĂ„ deltagere og rituelle genstande, der skulle bruges i ceremonien. De kristne har utvivlsomt kopieret ritualet med det hellige vand fra egypternes gamle mysterier, og det blev gjort til et ritual for en symbolsk ydre renselse. I Egypten og i det hedenske Romerrige indgik det hellige vand i ritualet med brĂžd og vin. Den egyptiske prĂŠst stĂŠnkede helligt vand pĂ„ bĂ„de gudestatuer og deltagerne. Vandet blev bĂ„de stĂŠnket og hĂŠldt over de rituelle genstande. Man har fundet en bĂžrste, som sandsynligvis blev brugt til formĂ„let. Det brĂžd, der blev brugt – ”Isis’ brĂžd” − blev anbragt pĂ„ alteret, og det havde samme form som det alterbrĂžd, der bruges i de romersk-katolske kirker. Egypterne mĂŠrkede og velsignede det hellige brĂžd med det ligearmede kors, som i nutiden kaldes Andreaskorset. BrĂždet blev brudt, fĂžr prĂŠsterne gav det til deltagerne, og de gjorde opmĂŠrksom pĂ„, at brĂžd og vin symboliserede guddommens kĂžd og blod. Miraklet blev skabt af den prĂŠst, der velsignede brĂždet og vinen. (Se ogsĂ„ Isis og Nadver).

HelligÄnden
Se Treenighed.

Helt
(GrĂŠsk). Ordet ”helt” stammer fra ”heros”, der betyder ”fri mand”, ”herre” eller ”stor mand”. I antikken tales der om helte og halvguder, som har en kombination af guddommelig og menneskelig afstamning, og som herskede over og underviste menneskeheden i svundne tidsaldre. Den blandede guddommelige og menneskelige afstamning henviser til de ophĂžjede menneskeskikkelser i den sene 3. og tidlige 4. rodrace, der besjĂŠlede enkeltindivider med Ă„ndelige kvaliteter fra deres guddommelige forfĂŠdre kombineret med menneskelige egenskaber. De menneskelige egenskaber blev dengang gradvis blev mere og mere dominerende, og de var forudbestemt til at overskygge det guddommelige aspekt. Traditionerne omtales overalt og findes overalt fra KaldĂŠa til Peru og Mexico, og de er altid i overensstemmelse med en udviklingsplan. De omhandler menneskehedens udvikling i de meget lange tidsrum, der gik forud for den nuvĂŠrende kali-yuga. Åndsvidenskaben oplyser, at dengang menneskeheden udviklede sig pĂ„ den nedadgĂ„ende bue, blev menneskeheden fĂžrst regeret af guder, derefter af halvguder, herefter af helte og endelig af indviede men dĂždelige konger, som senere blev aflĂžst af almindelige mennesker, som overtog styringen. Blandt de ĂŠgte halvguddommelige helte, der hĂžrer til den tidligste del af den nuvĂŠrende rodrace (5. rodrace), findes der navne som Orfeus, Hermes, Kadmos og Asklepios, som alle Ă„benbarede ĂŠgte esoteriske videnskaber for menneskeheden. Nutidens mangeartede videnskaber er udviklet fra datidens viden og videnskab. (Se ogsĂ„ Asklepios, Kadmos, Kali-yuga, Rodrace og Yuga).

Heltens stilling
Se Veerasana (yoga-Ăžvelse).

Helvede
Helvede er et udtryk, der blev brugt af angelsakserne, og det stammer tydeligvis fra navnet pĂ„ den nordiske gudinde Hel og det grĂŠske Hades. De fleste religioner har en opfattelse af, at der findes et sted, hvor man opbevarer de sjĂŠle, som af forskellige grunde ikke kan fĂ„ adgang til himmeriget efter dĂžden. Kristendommen truer ogsĂ„ med et evigt Helvede, som er et rĂŠdselsfuldt torturkammer, hvor den ”alkĂŠrlige” Fader opbevarer sine menneskebĂžrn, alene fordi de satte spĂžrgsmĂ„lstegn ved hans eksistens, eller nĂŠgtede at tro pĂ„ ham pĂ„ den dogmatiske mĂ„de, som de kristne prĂŠster fortolker kristendommen. De milliarder af mennesker – herunder gode og kĂŠrlige sjĂŠle – som var sĂ„ uheldige at leve fĂžr Jesus introducerede kristendommen, er henvist til evige lidelser, fordi de levede og dĂžde med den ”forkerte” tro. Og det samme gĂŠlder bĂžrn, der ikke nĂ„r at blive dĂžbt inden de dĂžr, for de henvises ogsĂ„ til ubeskrivelige lidelser, selv om de ikke havde chancen for at fĂ„ den ”rigtige” tro, og ikke nĂ„ede at begĂ„ synder. Fra et Ă„ndsvidenskabeligt synspunkt er tanken absurd, uanset om man bruger samvittigheden eller fornuften. Den er ogsĂ„ meningslĂžs, for en begrĂŠnset Ă„rsag kan aldrig skabe en ubegrĂŠnset virkning. Der eksisterer intet ”evigt Helvede” i den betydning, som den kristne kirke tillĂŠgger ordet. Det er en opfindelse, som de kristne prĂŠster har udtĂŠnkt af magtpolitiske grunde. Folket skulle frygte konsekvenserne, hvis de ikke underkastede sig kirken og blindt troede pĂ„ prĂŠsterne. Den katolske kirke forsĂžgte endda at tjene penge pĂ„ frygten ved at sĂŠlge aflad. ”NĂ„r pengene i kassen klinger, straks sjĂŠlen ud af skĂŠrsilden springer”, lĂžd budskabet fra prĂŠsterne. NĂ„r et budskab konsekvent gentages i de store religioner, er det uklogt uden videre at afvise det, for en forvrĂŠnget idĂ© kan have et sandt udgangspunkt. Der ligger en kerne af sandhed bag idĂ©en, selv om de kristne og muslimerne fuldstĂŠndig har fordrejet den. Der er midlertidige ”helveder” – f.eks. den fĂžrste og laveste afdeling af astralplanet – kama-loka. Men det er ”helveder”, der udelukkende er udtryk for Newtons lov – dvs. den naturlov, der fastslĂ„r, at til enhver aktion er der en lige sĂ„ stor og modsatrettet reaktion – dvs. loven om Ă„rsag og virkning eller karmaloven. Newtons lov fungerer pĂ„ alle eksistensplaner. De Ă„rsager, et menneske har skabt via tanker, fĂžlelser og handlinger i inkarnationen, skal det mĂžde i form af virkninger. NĂ„r et menneske dĂžr og ankommer til astralplanet, konfronteres det udelukkende med sine egne tanker, fĂžlelser og handlinger, for det er en forudsĂŠtning for at kunne bearbejde indtrykkene og omdanne dem til evner. Mennesket mĂžder derfor hverken en sydende svovlpĂžl eller ondskabsfulde djĂŠvle, nĂ„r det dĂžr, for den afdĂžde konfronteres udelukkende med sig selv. Men det vĂŠrste af alle helveder siges at vĂŠre – det fysiske liv pĂ„ det fysiske plan. ”Limbus” betyder ”grĂŠnse”, og iflg. den romersk-katolske teologi er det betegnelsen for ”Helvedes forgĂ„rd”. Det kan tilfĂžjes, at det tibetanske ”Myalba” betyder ”Helvede” i eksoterisk forstand, men esoterisk set er det ”Jorden” eller det fysiske plan, der er Helvede, for her er mange mennesker tvunget til at reinkarnere for at mĂžde den selvskabte karma. PĂ„ sanskrit kan begrebet mĂ„ske forklares med, at ”tala”, der betyder ”jĂŠvn flade”, ”fladt dĂŠkke”, ”hul”, ”grube” og ”klĂžft”, som ogsĂ„ henviser til en afdeling af Helvede eller underverdenen. ”Patala” er de laveste niveauer af astralplanet. Og mahatala er det andet loka. (”Loka” betyder ”sted” eller ”lokalitet”). Ordet ”vitala” bestĂ„r af ordene ”vi”, som betyder ”afdeling”, ”afsavn” eller ”adskillelse” plus fĂžrnĂŠvnte ”tala”, som ogsĂ„ er en af astralplanets regioner. ”Tartaros” er den grĂŠske betegnelse for helvedesregionerne, men de befinder sig lige sĂ„ langt under Hades, som Himlen befinder sig over Jorden. For kirkefĂŠdre som Origenes eller Klemens fra Alexandria var MĂ„nen det levende symbol pĂ„ Jehovah. Det samme gĂŠlder grĂŠkerne, hvor Artemis var Luna (MĂ„nen) pĂ„ himlen, og pĂ„ Jorden var Diana gudinden for bĂžrnefĂždsler og liv. Hos egypterne var hun Heket i Helvede, gudinden, der herskede over magi og trolddom. I Zohar tales der om ”sort ild”, som er absolut lys – dvs. visdom. Men mennesker, der er inspireret af gamle teologiske fordomme vil mĂ„ske sige, at asuraerne er de oprĂžrske devaer og gudernes modstandere, og derfor er de djĂŠvle og onde Ă„nder. Svaret er, at den esoteriske filosofi ikke anerkender godt eller ondt som principper, der eksisterer selvstĂŠndigt i naturen. Hvad kosmos angĂ„r, mĂ„ grunden til begge sĂžges i nĂždvendigheden af modsĂŠtninger og dualitet, og for menneskets vedkommende i dets natur, uvidenhed og lidenskaber. Der findes ingen djĂŠvle eller totalt fordĂŠrvede skabninger i moralsk henseende – og der findes heller ikke fuldkomne engle. Men der findes Ă„nder, som reprĂŠsenterer lyset eller mĂžrket. Lucifer – den intellektuelle oplysnings og tankefrihedens Ă„nd – er billedlig talt den ledestjerne, der hjĂŠlper mennesket til at finde vej mellem livets skĂŠr og rev, for Lucifer er i sit hĂžjeste aspekt Logos og i sit laveste ”modstanderen”, og begge afspejles i menneskets natur. (Se ogsĂ„ Artemis, Astralplanet, Asura, Deva, Diana, Hades, Heket, Hel, Jehovah, Kama-Loka, Karma, Loka, Logos, Lucifer, Luna, Mahatala, Patala, Tala, Tartaros, Vitala og Zohar).

Hemadri
(Sanskrit). Hemadri bestĂ„r af ”heman”, der betyder ”gyldne”, og ”adri”, der betyder ”bjerg”. Hemadri er ”det gyldne bjerg”, som er et navn pĂ„ Mount Meru. (Se ogsĂ„ Meru).

Hemera
(GrĂŠsk). Hemera betyder ”dag”. Dagen og lyset udgĂ„r fra Chaos eller Kaos i den ĂŠldre grĂŠske mytologi i skikkelse af Erebos og Nyx (kosmisk mĂžrke og kosmisk nat), og fra dem opstod Aither og Hemera (lyset og dagen) under pĂ„virkning fra Eros. Det er derfor mĂžrket, der skaber lyset. Det er Aither (ĂŠteren), der reprĂŠsenterer de himmelske og de hĂžjere sfĂŠrers lys, mens Hemera er lyset fra de inferiĂžre eller jordiske regioner. Men begge fĂždes af Erebos (mĂžrket) og Nyx (natten). (Se ogsĂ„ Aither, Erebos, Eros, Kaos og Nyx).

Henoteisme
(GrĂŠsk). Henoteisme stammer fra ”hen”, der betyder ”en” og ”theos”, der betyder ”gud”. Henoteisme er en religionsform med en hovedgud blandt mange guder, uden at andre guder dermed benĂŠgtes. Det er en religionsform, der har mange ligheder med Monolatri. De grĂŠske, romerske, egyptiske, nordiske osv. gudekredse er udtryk for Henoteisme. I praksis er det som regel kun den Ăžverste gud, der har magten, og de Ăžvrige eksisterer kun i forlĂŠngelse af denne. (Se ogsĂ„ Ateisme, Monolatri, Monoteisme, Polyteisme og Teisme).

Henoteisme
(GrĂŠsk). Henoteisme stammer fra ”hen”, der betyder ”en” og ”theos”, der betyder ”gud”. Henoteisme er en religionsform med en hovedgud blandt mange guder, uden at andre guder dermed benĂŠgtes. Det er en religionsform, der har mange ligheder med monolatri. De grĂŠske, romerske, egyptiske, nordiske osv. gudekredse er udtryk for henoteisme. I praksis er det som regel kun den Ăžverste gud, der har magten, og de Ăžvrige eksisterer kun i forlĂŠngelse af den hĂžjeste guddom. (Se ogsĂ„ Ateisme, Dualisme, Gnosticisme, Gud, Guddom, Holisme, Monisme, Monolatri, Monoteisme, Pandeisme, Panenteisme, Panteisme, Pluralisme, Polyteisme, Teisme, Theos, Treenighed, Triade, Trimurti og Universalisme).


Side : 1 2 3
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z ? ? ?
Hűjre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Hűjre-spalte-Artikler-pć-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Hűjre-spalte-Nyeste-eBűger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Hűjre-spalte-eBűger-pć-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Fűlelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FŰLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Hűjre-spalte-Trykte-bűger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegćder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGĆDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er pć Facebook