Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Ha
(Sanskrit). Ha er en magisk stavelse, som blev brugt i hellige mantraer, der repræsenterer akasha shakti kraften. Stavelsens virkning ligger i den lyd, udåndingen skaber. (Se også Akasha, Mantra og Shakti).

Ha-Hoser
(Hebræisk). Ha-Hoser betyder ”reducere” eller ”aftage”, og det henviser til refleksion. Det reflekterede lys er en kabbalistisk betegnelse for det mindre hierarki af bygherrer, som har begrænset kraft. (Se også Kabbala).

Habal de Garmin
(Hebræisk). Habal de Garmin er iflg. kabbalaen ”opstandelseslegemet”. Det er den indre fundamentale åndelige kvalitet af det afdøde menneske, der bliver tilbage efter døden. Det er ”knoglernes ånd”, som omtales i Daniels Bog, Esajas’ Bog og Salmernes Bog, og som desuden nævnes i Ezekiels vision om de tørre ben, der iklædes liv. (Se også Kabbala).

Habel
(Hebræisk). Habel eller hebel stammer fra roden ”habal”, der betyder ”at ånde”, ”at blæse”, ”noget forbigående”, ”noget forgængeligt”, noget kortvarigt” mv. Habel er åndedræt, tåger, dampe og tomhed – alt hvad er illusorisk og kortvarigt. Habel svarer til sanskritordet maya. I Prædikerens Bog er habel oversat med ”forfængelighed”. Habel eller hebel er desuden søn af Adam og Eva − Abel. (Se også Abel og Maya).

Hachamim
(Hebræisk). Hachamim, som på kaldæisk hedder hakkim, betyder ”vismænd”, ”filosoffer”, ”statsmænd”, ”magikere” – nogle gange med henvisning til de historiske magianere (medlemmer af zarathustrismens præstekaste). (Se også Zarathustrisme).

Hades
(Græsk). Hades eller Aides betyder ”det usynlige”. Hades er ”skyggernes land”. Det er grækernes dødsrige eller den såkaldte ”underverden”. Hades svarer til hinduernes kama-loka, med henvisning til astralplanets lavere underplaner, men Hades henviser sandsynligvis udelukkende til 6. underplan, som i åndsvidenskaben kaldes ”skyggelandet”, hvor materialistiske mennesker bindes til underplanet af deres egne begær efter det fysiske liv og fortsat tilfredsstillelse af de fysiske sanser. Men Hades er ikke Helvede. Hades svarer ikke til den kristne forestilling om Helvede, for Hades er ikke et torturkammer, hvor den ”alkærlige” Fader opbevarer de mennesker, der ikke troede på ham på den måde, som de kristne præster krævede det, eller hvor syndige mennesker opbevares efter døden og udsættes for forfærdelige pinsler som straf for de småsynder, fejltagelser eller forkerte beslutninger, de begik i livet. Hades svarer heller ikke til de kristnes Himmel, for Homer beskriver Hades som et trist sted, hvor sjælene lever et skyggeliv. De afdøde kom til Hades ved at krydse den mytiske flod Styx, og det var færgemanden Charon, der sejlede dem over floden mod betaling. Derfor placerede man en mønt under tungen på de afdøde, så de ikke skulle blive efterladt på den forkerte bred. Vejen ud af Hades blev vogtet af hunden Kerberos. Den var venlig ved ankomsten, men farlig og bidsk, hvis man ville ud. Odysseus, Herkules (Herakles) og Orfeus besøgte imidlertid underverdenen, og de kom ud igen. Hades var desuden dødsrigets gud. Hades var søn af Kronos, bror til Zeus og Poseidon og gift med Persefone. Zeus herskede i Himlen, Poseidon i havet og Hades i dødsriget. En af regionerne i Hades var Tartaros. De allegoriske beskrivelser af stedets tilstande viser, at opholdet er karmisk. Hades er et sted, hvor de afdøde oplever retfærdig gengældelse iflg. loven om aktion og reaktion − ikke andet. (Se også Amenti, Astralplanet, Charon, Garm, Herkules, Hel, Helvede, Kama-Loka, Karma, Kerberos, Kronos, Neptun, Orfeus, Persefone, Styx, Tartaros og Zeus).

Hagar
(Hebræisk). Hagar er Sarahs (Sarais) egyptiske tjenerinde, som fødte Abrahams søn Ismael (iflg. Første Mosebog). Nogle forskere identificerer Hagar med Mount Sinai (Har Sinai), for der findes 235 fortolkninger af hendes navn.

Hagekors
Se Svastika.

Hagelåsen
Se Jalandhara Bandha (yoga-øvelse).

Haima
(Sanskrit). Haima stammer fra ”heman”, der betyder ”guld” eller ”vinter”. Gylden svarer til hiranya, der også betyder vinteragtig. På mystisk vis blev bestemte genstande eller helheder betragtet som gyldne i den forstand, at de var de suverænt bedste. Eksempelvis blev Himalaya-bjergene betragtet som de bedste af alle bjerge, og derfor blev de ofte omtalt som haima (de gyldne bjerge). I senere tider blev ordet blot brugt til at udtrykke idéen om guld og det gyldne, for den oprindelige symbolske betydning gik tabt. (Se også Hiranya).

Hajaschar
(Hebræisk). Hajaschar er lysets kræfter i kabbalaen. Lysets kræfter er de skabende men underordnede kræfter. (Se også Kabbala).

Hakem
(Arabisk). Hakem eller hakim (persisk) stammer fra ”hakama”, der betyder ”ekspert”. Hakem er ”den vise” eller ”en læge”. Generelt henvises der til en healer, der arbejder med urtemedicin og islamisk medicin.

Halachah
(Hebræisk). Halachah, halachah eller halocho betyder ”regel”. Det er en betegnelse, der er givet til dele af Talmud. Halachah er jødiske religiøse love, der er afledt fra den skriftlige og mundtlige Torah. Reglerne omfatter 613 mitzvot (”bud”), som er doktriner, love, skikke og traditioner, der er samlet i Shulchan Arukh (”jødisk lov”). Klassisk jødedom skelner ikke mellem det religiøse og det ikke-religiøse liv. (Se også Talmud og Torah).

Halasana
(Sanskrit). Halasana stammer fra ”hala”, der betyder ”plov”, og ”asana”, der betyder ”stilling”. Halasana er en yoga-øvelse, der kaldes ”ploven”. Det skyldes, at stillingen minder om en gammel indisk plov. Øvelsen praktiseres ved at ligge på ryggen på gulvet med strakte ben og hænderne ned langs siden. De strakte ben løftes op i lodret stilling, og sænkes derefter ned over hovedet. Fødderne placeres på gulvet så langt bag hovedet som muligt. Armene kan enten strækkes bagud fra ryggen eller løftes over hovedet, så de peger i retning af tæerne. Man skal blive i stillingen i ca. 2-3 minutter, og når man bliver mere øvet, lader man tidsrummet vokse til 5-10 minutter. I stillingen koncentreres bevidstheden i manipura-chakra. Øvelsen øger blodgennemstrømningen, smidigheden og vitaliteten, men den forbereder også kroppen til afslapning og meditation. (Se også Manipura-chakra og Yoga).

Hallucination
Hallucination er betegnelsen for en sanseoplevelse eller sanseillusion, der ikke stammer fra en ydre genstand, og derfor mener naturvidenskaben, at opfattelsen skyldes en fejlregistrering af sanserne, for hallucinationer medfører, at personen ikke kan skelne oplevelsen fra en virkelig sanseoplevelse. Metafysiske sanser og erkendelser (ved hjælp af f.eks. clairvoyance) betragtes af åndsvidenskabens modstandere som hallucinationer, selv om utallige vismænd og -kvinder i historien har haft metafysiske evner uden at vise tegn på sindssyge, men tværtimod afslører en indsigt, forståelse og visdom, der langt overgår selv højt intelligente menneskers tænkeevne. Men mange sindssygdomme skaber faktisk hallucinationer – navnlig hørehallucinationerne ved paranoid skizofreni, hvor patienten hører stemmer, der taler til og om patienten. Hallucinationer kan også opstå pga. indtagelse af psykedeliske stoffer – eksempelvis svampe (f.eks. psilocybe semilanceata eller spids nøgenhat). Det samme gælder det psykedeliske stof LSD og ved alkoholmisbrug. Hallucinationerne opstår, fordi stoffet påvirker hjernen. Hallucination er en tilstand, der nogle gange skabes i forbindelse med mediumisme. Årsagen til visionerne skal derfor søges på et dybere niveau end blot fysiologisk. Alle visioner − især når de opstår via mediumisme − skaber uundgåeligt en abnorm magnetisk tilstand, som tiltrækker bølger af astrallys. Det er astrallyset, der skaber de forskellige hallucinationer. Der er imidlertid ikke altid tale om lægernes forklaring på fænomenet, for de kategoriserer det som tomme og uvirkelige fantasier. Man glemmer, at ingen kan se og høre noget, som ikke eksisterer − dvs. noget, som ikke er afspejlet i de astrale bølger. Lægerne mener, at en hallucination er en sanseoplevelse uden en ydre påvirkning af sanseorganet − f.eks. at man hører og ser ting, som ikke eksisterer eller er uvirkelige. Hallucinationer er imidlertid ikke det samme som vrangforestillinger. En clairvoyant kan opfatte genstande og situationer − uanset om de er fortidige, nutidige eller fremtidige − som ikke har relation til den clairvoyante selv. Den clairvoyante kan opfatte meget på én og samme tid, selv om indtrykkene er fuldstændigt adskilt fra hinanden, og på den måde skabes der groteske kombinationer. Både narkomanen, alkoholikeren, den psykiske syge, den clairvoyante og mesteren ser de forskellige visioner i astrallyset, men narkomanen, alkoholikeren, den psykiske syge og den utrænede clairvoyante ser visionerne, fordi de ikke kan undgå det. Ubevidst tiltrækker de et virvar af visioner, mens mesteren og den trænede clairvoyante gør det bevidst, og de har fuld kontrol over visionerne. De ved, hvordan de stabiliserer de scener, de ønsker at iagttage, og hvordan de ser dybere end det passive lag i astrallyset. Hos de førstnævnte optræder bevidsthedsglimtene som bølger af hallucinationer, og hos de sidstnævnte bliver de sikre genskabelser af scener, der er sket tidligere, som sker nu, eller som vil finde sted senere. (Se også Astrallys, Clairvoyance og Hallucinogen).

Hallucinogen
Hallucinogener er bevidsthedsudvidende rusgifte, som kan fremkalde hallucinationer – eksempelvis hash, LSD, heroin osv. Hallucinogener er en fællesbetegnelse for farmakologiske midler, som kan inddeles i tre hovedkategorier − psykedeliske, dissociative og delirianter. Betegnelsen psykedeliske stoffer bruges om en gruppe psykoaktive, dvs. såkaldt bevisthedsudvidende stoffer, som indeholder f.eks. LSD. Ved de dissociative tilstande er der svære forstyrrelser i integrationen af erkendelse, identitet, hukommelse, sansning og vilje. Delirianterne (eller anticholinergika) er en særlig gruppe af psykoaktive stoffer, der betragtes som ægte hallucinogener, fordi brugeren oplever samtaler med mennesker, som ikke er der. De forskellige grupper af psykofarmaka har det til fælles, at de kan forårsage subjektive ændringer i opfattelse, tanke, følelse og bevidsthed. I modsætning til andre psykofarmaka, som f.eks. stimulanser og opioider, forstærker hallucinogener ikke alene velkendte sindstilstande, men skaber oplevelser, der kvalitativt er anderledes end den almindelige bevidsthed. Oplevelserne sammenlignes ofte med ikke-almindelige former for bevidsthed – eksempelvis trance eller sindssyge. Ikke alle stoffer skaber den samme virkning, og det samme lægemiddel kan endda fremkalde forskellige effekter i det samme menneske ved forskellige lejligheder. Åndsvidenskaben advarer kraftigt mod indtagelse af hallucinogener, for stofferne brænder de æteriske beskyttelseslag, der ligger mellem centrene i rygsøjlen, bort. Det kan give katastrofale følger i den aktuelle inkarnation, hvis astrale energier strømmer ukontrolleret ind i bevidstheden, men det tager desuden flere liv at genskabe beskyttelsesvævene, og derfor resulterer det i et stærkt svækket immunforsvar i ét eller flere efterfølgende inkarnationer, hvor livet præges af nervøse tilstande, angstneuroser eller endda alvorlige psykiske lidelser. (Se også Hallucination).

Halschakra
Halschakraet befinder sig på overfladen af menneskets æteriske legeme foran på halsen og er tilknyttet halscentret i den æteriske rygsøjle. Chakraet er forbundet med skjoldbruskkirtlen. Dets funktion er skabende tankeliv, og det skaber forbindelse til det lavere mentalplan. Udviklingen af den konkrete tænkning (den lavere tænkeevne) udvikles i barndommen. Udviklingen sker i et samspil med halschakraet (vishuddhi), for ved pubertetens begyndelse er hjernen tilstrækkeligt udviklet til at skabe abstrakte tanker. Den tibetanske mester Djwhal Khul kalder den abstrakte tænkning for ”den højere tænkeevne”. På dette udviklingsniveau kan pandechakraet eller (ajna) vækkes – og det er her, raja yoga kan tage sin begyndelse. (Se også Ajna-chakra, Djwhal Khul, Manas, Mentalplan, Pandechakra, Raja yoga og Vishuddhi-chakra).

Halvguder
Halvguder er en betegnelse for en gruppe af halv-guddommelige vejledere og åndelige skabninger i menneskeskikkelse. Herodot er en af de græske forfattere, der taler om, at menneskeheden styres henholdsvis af guder, halvguder, helte og mennesker. På Lemurien og Atlantis var menneskeheden blandt de første, der havde et dynasti af åndelige konger – dvs. højtudviklede devaer eller halvguder – eksempelvis de kinesiske halvguder, Chinnanga og Changy, peruvianernes Manco-Capac, hinduernes rishier og halvguderne hos de gamle egyptere, grækere og romere. I Saturnus’ guldalder (en gud i den gamle romerske religion, hvis regeringstid blev beskrevet som en guldalder med fred) var alle mennesker angiveligt halvguder. Mange af skikkelserne i mytologien, som nogle gange betragtes som historiske skikkelser og andre gange som gudeskikkelser eller symboler, var faktisk halvguder, som engang befandt sig blandt mennesker. Det var dem, der grundlagde de nye kulturer, instruerede og vejledte menneskeheden og introducerede alle kunstarter og videnskaber. Som eksempler på halvguder, der reelt bevægede sig ned til menneskeheden og underviste den i forhistorisk og historisk tid, kan nævnes Osiris, den første Zarathustra, Krishna og Moses. (Se også Atlantider, Atlantis, Avatar, Deva, Herodot, Krishna, Lemurien, Moses, Osiris, Rishi og Zarathustra).

Halvmånestillingen
Se Ardha Chandrasana.

Ham
(Hebræisk). Ham betyder ”varm” eller ”hede”. I Bibelen er Ham en af Noahs tre sønner, og et stort flertal fra de sydlige regioner stammer angiveligt fra Ham (Første Mosebog). Nogle forskere mener, at Ham svarer til Kemit eller Khem (den sorte jord), som var de gamle egypteres navn for Egypten, fordi Chem er navnet på Egypten i kabbalaen. Noah og hans sønner repræsenterer i nogle tilfælde 5. rodrace, og i andre tilfælde 3. rodrace. (Se også Bibelen, Kabbala, Kemit, Noah og Rodrace).

Hamadryade
(Græsk). Hamadryade består af ”ama”, der betyder ”sammen med”, og ”dryad”, der betyder ”træsjæl”. En hamadryade er principielt det samme som en dryade. En hamadryade er en luftelemental, som er livet i et træ, og derfor er elementalen bundet til træet. Det er et faktum, at det fysiske træ er udtryk for det iboende liv eller træsjælen, som er en elemental, der kommer til udtryk som et træ. Et træ er derfor ikke bare et træ, men en træsjæl, og dryaden eller træsjælen er igen udtryk for en endnu højere monadisk essens. (Se også Dryade, Elemental, Monade og Naturånder).

Hamingja
(Oldnordisk). Hamingja eller fylgje betyder ”lykke” og ”held” eller ”følgesvend” og ”ledsager” i den nordiske mytologi. I Eddaen omtales hamingja som et menneskes skytsengel, der styrer menneskets skæbne, men den er desuden nært knyttet til slægten. Det samme gjaldt slægtens klenodier som f.eks. en ring eller et sværd. Hamingja nedstammer fra nornerne, som er verdens hamingjaer. At give sin hamingja til en anden betyder, at man giver en velsignelse. Når mennesket dør, trækker hamingjaen sig tilbage til sit eget guddommelige rige. (Se også Dis, Diser, Edda, Fylgje, Norner og Valkyrie).

Hamitiske race
Den hamitiske race er en generel betegnelse for de racer eller stammer, som man regner med nedstammer fra Ham. Ham er en af Noahs sønner iflg. den bibelske legende. I nutiden bruger forskere primært betegnelsen ”den hamitiske race” i filologisk forstand med henvisning til en sproggruppe, der tales af mennesker af forskellige racer, hvorimod ordet ”race” i traditionel forstand alene henviser til en fysisk mennesketype. Det hamitiske sprog repræsenteres hovedsageligt af de gamle egyptere og af nutidens stærkt modificerede efterkommer – koptisk. (Se også Egyptisk race, Ham, Kopter og Noah).

Hamsa
Hamsa er en amulet. Den forestiller en hånd, og den bruges i flere af de abrahamitiske religioner. Abrahamitiske religioner er en fællesbetegnelse for en række religioner med ophav i gammel, semitisk monoteistisk tradition − primært jødedom, kristendom og islam. Symbolets oprindelse kendes ikke. I jødedommen kaldes den ”Mirjams hånd”, i islam kaldes den ”Fatimas hånd” og i levantisk kristendom kaldes den ”Marias hånd”. Levantisk vil sige karakteristisk for landene ved det østlige Middelhav, Levanten. Man mener, at hånden giver beskyttelse, magt, styrke og velsignelse, og desuden beskytter den mod ”det onde øje”. Hamsa er desuden det arabiske ord for tallet fem. Og på arabisk er Hamsa også grundlæggeren af den mystiske sekt druserne på Mount Lebanon. Symbolet er ældre end kristendommen og islam. Symbolet er blevet benyttet som et fælles symbol i de områder, hvor jøder og muslimer boede sammen. Endelig betyder hamsa eller hansa ”svane” eller ”gås”. (Se også Abrahamitisk, Amulet, Druser, Hansa og Kalahansa).

Hanekyllingen
Se Kukkutasana (yoga-øvelse).

Hangsa
(Sanskrit). Hangsa er en mystisk stavelse, der betyder udvikling eller evolution. Bogstaveligt betyder hangsa ”Jeg er ham” eller ahamsa. (Se også Ahamsa).

Hansa
(Sanskrit). Hansa eller hamsa svarer til ”a-ham-sa” – tre ord, der betyder ”jeg er Ham”. Hvis ordet deles på en anden måde, læses det ”so-ham”, ”Han (er) mig”, for ”soham” svarer til ”sah”, der betyder ”han”, og ”aham”, der betyder ”jeg” − eller ”jeg er Ham”. For den, der forstår visdommens sprog, rummer det ene ord det universelle mysterium, dvs. læren om, at mennesket og guddommen i deres inderste væsen er ét. Det er baggrunden for den symbolske allegori om kalahansa (eller hamsa/hansa) og betegnelsen hamsa-vahana, som blev brugt om Brahman (intetkøn) og senere om den maskuline Brahma, og som betyder ”den, der bruger hansa eller hamsa som sit legeme”. Det samme ord kan læses som kalahansa eller ”jeg er jeg” i al evighed, og det svarer til det bibelske eller rettere zoroastriske ”jeg er den, jeg er”. Hansa – ”Jeg”, ”Han”, ”svanen” eller ”gåsen” − er et vigtigt symbol, bl.a. på den guddommelige visdom. Det er den visdom, der holder til i mørket og er uden for menneskehedens rækkevidde. Eksoterisk set er hansa, en fabelfugl, og det ved enhver hindu, og i allegorien blev den fodret med mælk blandet med vand. Mælken og vandet skilte ad, og fuglen drak mælken og lod vandet blive tilbage, og på den måde demonstrerede den en naturlig visdom – for mælk er et symbol på ånden, mens vand repræsenterer stoffet. Hansa er iflg. Bhagavata Purana desuden navnet på den ”ene kaste”, dengang befolkningen ikke var opdelt i kaster. Dengang var der ”én Veda, én guddom og én kaste”. (Se også Brahma, Brahman, Bramin, Chaturvarna, Hamsa-vahana, Kalahansa, Kshatriya, Puranaer, Sudra, Varna og Vaishya, Zarathustra og Zarathustrisme).

Hansa-vahana
(Sanskrit). Hansa-vahana er ”den, der bruger hansa (svanen) som sit legeme”. Hansa-vahana er en af titlerne på Brahman (intetkøn). (Se også Brahma, Brahman og Kalahansa).

Hanuman
(Sanskrit). Hanuman eller Hanumat er en hinduistisk abegud. ”Hanu” betyder ”kæbe”, og ”man” eller ”mant” betyder ”iøjefaldende” eller ”vansiret”. Hanuman betyder derfor ”en, der har en fremtrædende eller vansiret kæbe”. En anden teori siger, at Hanuman stammer fra sanskrit ordet ”han”, der betyder ”dræbt” eller ”ødelagt”, og ”maana”, der betyder ”stolthed”. Hanuman betyder derfor ”en, der har fået sin stolthed ødelagt”. Hanuman er som nævnt en hinduistisk gud, som også kaldes ”abeguden”. Han er en personificering af mod, fighteregenskaber og loyalitet, og han er meget populær blandt hinduer. I Ramayana er Hanuman feltherre i Ramas krig mod den dæmoniske konge Ravana. Hanuman var Ramas trofaste allierede, og med vovemod, humor, vid og visdom hjalp han avataren Vishnu med endeligt at besejre dæmonkongen Ravana af Lanka, som havde bortført Ramas hustru, den smukke Shita. Det var den skandale, der førte til den berømte krig. Den dybe ærbødighed, som hinduer i alle tidsaldre har haft for Hanuman, er baseret på en intuitiv forbindelse til de atlantiske og oven i købet til de lemuriske tider, hvor der var en tættere forbindelse mellem aber og menneskeheden. (Se også Avatar, Jainister, Mahabharata, Puranaer, Rama, Ramayana, Ravana, Vayu og Vishnu).

Hanumanasana
(Sanskrit). Hanumanasana er en yoga-øvelse, der styrker og smidiggør hofter, bækken og underliv. Hanumanasana kaldes også ”abestillingen” efter den hinduistiske abegud Hanuman. Yoga-udøvere oplever Hanumanasana som en udfordring, for det er vanskeligt at skabe et stabilt fundament. Uden understøttelse vil hofter og ben ofte blokere, og det vil forhindre, at man går dybere i øvelsen. Man kan løse problemet ved at lave forhøjninger, som hænderne kan hvile på og langsomt sænke kroppen ind i Hanumanasana. Man knæler på gulvet, og flytter højre fod frem foran venstre knæ, og drejer sit højre lår udad. Det gøres ved at løfte fodsålen væk fra gulvet og lade foden hvile på hælens yderside. Under en udånding lænes overkroppen frem, og fingerspidserne placeres på gulvet. Lad venstre knæ glide langsomt tilbage mens knæet strækkes, og samtidig sænkes højre lår mod gulvet. Stop udstrækningen af det bageste knæ lige før grænsen for strækket nås. Herefter skubbes højre hæl væk fra overkroppen. Fordi man begyndte med en stærk drejning af forbenet, skal benet nu gradvist drejes indad, og det rettes op indtil knæskallen peget mod loftet. Mens det forreste ben strækkes, trykkes det venstre knæ tilbage, og forsigtigt føres det ned til forsiden af venstre lår og bagsiden af højre ben (og bunden af bækkenet) til gulvet. Sørg for at midten af højre knæ peger lige op mod loftet. Sørg også for, at det bageste ben strækkes lige ud fra hoften (ikke ud til siden), og at midten af knæskallen presses direkte mod gulvet. Anbring hænderne i anjali mudra, eller stræk armene lige op mod loftet. Sid i stillingen i et halvt til et helt minut. For at komme ud af stillingen, trykker man hænderne mod gulvet, drejer det forreste ben lidt ud, og langsomt trækkes den forreste hæl og det bageste knæ tilbage til deres udgangsposition. Derefter gentages øvelsen ved at flytte venstre ben frem foran højre knæ osv. – altså modsat. (Se også Anjali Mudra og Hanuman).

Haoma
(Avestisk). Haoma, som kaldes hum på pahlavi og homa på persisk, blev kaldt ”Livets Træ”. Der er to haomaer − den gule haoma og den hvide haoma. Den gule eller gyldne haoma blev tilberedt og brugt til ofringer, for det er den helbredende plante, der er den mest hellige og kraftfulde af alle de offerhandlinger, der er foreskrevet i mazdean-skrifterne. Den gyldne haoma svarer til den hinduistiske soma − den hellige drik, der bruges i templerne som trancedrik. Den hvide haoma (eller hom) kaldes gogard − det evige livs hellige træ, der blev skabt af Ahura Mazda. Træet voksede op i midten af Farakhard-oceanet (det grænseløse hav eller urhavet), der var omgivet af 10.000 helbredende planter, som blev skabt af Ahura Mazda for at modvirke de 99.999 sygdomme, der blev skabt af Angra Mainyu. Ved at drikke af gogard bliver mennesket udødeligt på opstandelsesdagen iflg. Bundahishn. I senere esoterisk persisk litteratur bliver haoma erstattet af simorgh (en gigantisk fabelfugl, der minder om en grif, dvs. halvt phoenix og halvt løve) på toppen af Mount Alborz. Til sidst blev det den mytiske fugl, der bringer glæde og lykke til de mennesker, den beskytter. Frugten af haoma var frugten fra visdommens træ, som senere blev ændret til ”den forbudte frugt”. Det svarer til visdomsæblerne og pippala. (Se også Ahura Mazda, Angra Mainyu, Bundahishn, Gogard, Grif, Mazdean, Phoenix, Pippala, Serapis, Simorgh, Soma og Træ).

Hapi
(Egyptisk). Hapi var Nilens gud. Hapi, Hep og senere Hap er et navn, som man mener oprindeligt blev givet til floden af de prædynastiske egyptere. Guddommen blev altid afbildet som androgyn, dvs. i form af en mand med kvindebryster og mave, der tydeligvis var gravid som symbol på frugtbarhed og vækst. Dengang Egypten blev delt i Nedre-Egypten (nord) og Øvre-Egypten (syd), fik guddommen to aspekter − Hapi-Reset eller Hap-Reset (den nordlige del af Nilen), hvor guden blev afbilledet med en klynge papyrusplanter på hovedet, og Hapi-Meht eller Hap-Meht (den sydlige del af Nilen), hvor guden var afbildet med lotusplanter på hovedet. Han blev kaldt ”livgiver”, ”skaberen af det eksisterende” og ”gudernes fader”. I et aspekt var Hapi identificeret med Osiris − især Osiris-Apis eller Serapis – og på den måde blev Isis hans hustru. Han havde også de samme egenskaber som Nut, den urgamle afgrund (urhavet) som solguden Ra og livslyset dukkede op af på den første dag i den nye verdensperiode (manvantara), og det var grunden til, at Hapi blev betegnet som altings fader, for uden urhavet, ville alt levende forgå. H.P. Blavatsky peger på hans rolle som skytsånd og mægler og hans lighed med englen Gabriel. For de gamle egyptere havde Hapi to eksistenser − den himmelske og den jordiske. På den måde var Nilen i Egypten, hvad floden Jordan blev for jøderne og de kristne − både himmelsk og jordisk. Floden er både livets flod og dødens flod, som skulle krydses af den afdøde. (Se også Apis, Eridanus, Gabriel, Isis, Jordan, Manvantara, Nilen, Nut, Osiris og Ra).

Har-Ru-Bah
(Egyptisk). Har-Ru-Bah eller Heru-aa-abu betyder ”Horus’ hjerte”. Det var en af Horus’ titler i den egyptiske dødebog.

Hare
Haren og haretilbedelsen var hellig i mange lande − især blandt egyptere og jøder. Jøderne mente imidlertid, at haren var et urent dyr, der var uegnet til at spise, ligesom svinekød betragtes som urent af muslimer. Men haren var alligevel hellig i de fleste kulturer. Muligvis var årsagen, at hannen af og til diede hareungerne hos nogle arter. Haren blev derfor betragtet som androgyn eller hermafrodit ligesom en demiurg eller Logos. I det gamle Egypten findes haren både som en hieroglyf, og som en guddom med harehoved ved navn Unnu, der sammen med sin feminine modpart Wenet eller Unnut var ældgamle guddomme i Hermopolis. Wenet eller Unnut var tæt forbundet med gudinden Sakhmet. Hos de nordamerikanske algonquin-indianere er der en stort set identisk mytologi. Deres primære guddom var en stor hare, som de kaldte Menabosho eller Michabo, og når de døde, gik de til Menabosho. For de gamle germanske og skandinaviske folkeslag var haren et symbol, der var helliget gudinden Freja. Og det samme gælder den angelsaksiske Ostara eller Eostre (Easter), der var gudinde for foråret. Man mener, at det er årsagen til, at haren er forbundet med påsken. Idéen findes i mange racer − ofte hos mongoler, kinesere, japanere og andre folk fra Fjernøsten. Eros, den græske gud for seksuel tiltrækning, vises med en hare i favnen. Haren var desuden helligt for Osiris, og den var også et symbol på Månen. (Se også Demiurg, Eros, Freja, Logos, Osiris, Påske, Sakhmet og Wenet).

Harem
(Egyptisk). Harem stammer fra arabisk ”harim”, som kommer fra det tyrkiske ”harem”. Et harem er en del af et hus, der er forbeholdt kvinder. Da Herodot rejste i Egypten, blev han forfærdet over, at de egyptiske kvinder kunne færdes frit både i byerne og på landet, for det måtte de ikke i Grækenland. Desuden havde kvinderne deres egen afdeling i faraoens palads og i adelens herskabsvillaer, og det kan være årsagen til, at Herodot kaldte kvindernes boligafsnit for ”harem”, som er et synonym for det oldegyptiske ord ”fængsel”. Men livet i det egyptiske harem kan ikke sammenlignes med det orientalske harem. I Ny Rige var haremmer store institutioner, der blev finansieret via skatterne. Dronningerne levede her, og mange prinser havde deres opvækst i haremmet. Kvinderne og deres tjenerinder arbejdede bl.a. med vævearbejde på et industrielt niveau – og der var ingen eunukker i de egyptiske haremmer. (En eunuk var en kastreret mand, der vogtede kongens harem i de orientalske haremmer). (Se også Eunuk, Herodot og Ny Rige).

Hari
(Sanskrit). Hari stammer fra roden ”hri”, der betyder ”at tage”, ”at fjerne” og ”at være gul”. Hari bruges især i forbindelse med navnet Krishna som Vishnus avatar, men det bruges også om andre guder og generelt om Shiva. Hari er også et andet navn for stjernetegnet Simha eller Løven i zodiakens dyrekreds. Selve ordet betyder ”løve”, men det er også et navn for Solen, Månen, Indras heste og for en af verdens ni varshaer eller afdelinger. Som tillægsord betyder hari gul eller grøn. (Se også Indra, Krishna, Shiva, Varsha, Vishnu og Zodiak).

Harikesa
(Sanskrit). Harikesa består af ”hari”, der betyder ”gul”, og ”kesa”, der betyder ”hår”. Harikesa er en betegnelse for en af Solens syv primære stråler. Harikesa er også et navn for Savitri. Som tillægsord betyder det gul eller gyldent hår. Det er desuden en titel, der især bruges til Shiva. (Se også Savitri og Shiva).

Haris
(Sanskrit). Haris er en betegnelse af de tolv store guder eller jaya’er, der er udstrålet fra Brahma, dengang han skabte Universet og alt det, der er i det. (Se også Brahma, Brahman og Jaya).

Harivamsa
(Sanskrit). Harivamsa eller Harivansa er beslægtet med Hari dvs. Krishna. Harivamsa er et berømt digt på 16.374 vers. Det betragtes normalt som en del af Mahabharata, men det stammer muligvis fra en langt senere dato end det store epos. Harivamsa omhandler Krishnas familie, og det er opdelt i tre dele: 1) En indledning, der skitserer dynastiet 2) Krishnas liv og eventyr. 3) Betingelserne, der hersker under kali yuga og verdens fremtidige tilstand. (Se også Hari, Kali-yuga, Krishna og Mahabharata).

Harmachis
Se Horus Harmachis.

Harmløshed
I åndsvidenskaben betyder harmløshed evnen til at vise forståelse og handle ud fra uselviske motiver. Harmløshed er derfor nært knyttet til god vilje. Harmløshed er en aktiv, positiv og dynamisk kvalitet. Harmløshed opnås ved at tænke, føle, tale og handle på en måde, der ikke skader andre. Harmløshed er hverken svaghed eller sentimentalitet.

Haroeris
Se Horus den Ældre.

Harpokrates
Se Horus Harpokrates.

Harviri
(Egyptisk). Harviri er et andet navn for Horus den Ældre. Harviri er det gamle navn på solguden, hvor den opgående Sol vises som en gud midt i en fuldt udfoldet lotusblomst, der har løftet sig op over vandet. Vandet symboliserer urhavet, lotusblomsten symboliserer Universet, og Horus er symbol på Universets iboende guddommelige bevidsthed. (Se også Harviri, Horus Behdety, Horus den Anden, Horus den Ældre, Horus Harmachis, Horus Harpokrates, Horus Harsomtus, Isis, Osiris og Ra).

Haryaswa
(Sanskrit). Haryaswa eller Haryasva er et navn, der bruges til både Indra og Shiva. Haryaswaer er patriarken Dakshas 5.000 eller 10.000 sønner. Hensigten med deres fødsel var befolkning af verdenen, for det var deres fars ønske, men rishi Narada overtalte dem til at forblive ungkarle og leve i cølibat. Herefter ”spredte de sig via regionerne, og de vendte ikke tilbage”. Iflg. åndsvidenskaben betyder det, at de alle inkarnerede i dødelige. Navnet gives til mystikere og mennesker, der praktiserer cølibat, for man siger, at de er inkarnationer af ”Haryaswaer”. (Se også Daksha, Indra, Narada, Rishi og Shiva).

Hatchet
(Egyptisk). Hatchet er en egyptisk hieroglyf, som er symbol på både kraft og død. Hieroglyffen hatchet kaldes ”den stærke knude” – med henvisning til ægteskabet eller ethvert andet bånd.

Hatha-yoga
(Sanskrit). Ordet Hatha-yoga stammer fra ”ha”, der betyder ”sol”, og ”tha”, der betyder ”måne”, og ordene refererer til det varme og kolde åndedræt gennem henholdsvis højre og venstre næsebor. ”Ha” er den varme, kreative og fysiske (pingala). ”Tha” er det kølige, mentale eller psykiske (ida). ”Ha” og ”tha” refererer til nervesystemets to funktioner − det sympatiske og parasympatiske. Hatha-yoga er en bestemt gren inden for yogasystemet. I hatha-yoga forsøger man at få kontrol over det fysiske legeme og åndedrættet ved at praktisere yogaens fysiologiske discipliner. Formålet med kropskontrollen er at gavne meditationsprocessen. Hatha-yoga skal standse alt, hvad der udefra forhindrer meditation ved at ”binde” det fysiske legemes, sansernes og tankernes uønskede aktiviteter. Metoden er åndedrætskontrol kombineret med fysiske stillinger (asana). Reelt er hatha-yoga kun indledning og forberedelse til raja-yoga (mental yoga). Oprindeligt var det alene hensigten at styrke det fysiske legeme og gøre det til et egnet redskab for menneskets højere principper, men i nutiden misforstås det som regel. Åndsvidenskaben oplyser, at hatha-yoga blev benyttet af den første fysiske menneskerace (den lemuriske). I den lemuriske rodrace skulle mennesket bringe den fysiske organismes forskellige organer og muskler under bevidsthedens kontrol. Ved hjælp af fysiske øvelser lærte mennesket at kontrollere hjerteslaget, åndedrættet, legemstemperaturen osv. De kropslige funktioner sker nu automatisk. Hatha-yoga opretholder en harmonisk balance i kroppen ved at rense den. Øvelserne hæmmer nedbrydningsprocessen i det fysiske legeme, holder stofskiftet i orden og forbedrer koncentrationen. Det er muligt at nå til en vis grad af psychomental abstraktion og udvikle nogle af de lavere æteriske og astrale kræfter ved hjælp af fysiske øvelser og stillinger, som regulerer åndedrættet, eller med andre psykofysiske metoder. Hatha-yoga inkluderer både en fysisk øvelse, en fokusering på et af chakraerne og et mantra. Det kan ikke anbefales at bruge teknikkerne fuldt ud, for det er farligt, medmindre de udføres under tilsyn af en kompetent yoga-lærer og i kombination med de højere former for yoga. En teknik i hatha-yoga er pranayama (åndedrætskontrol), som er et indgreb i kroppens normale og sunde åndedræt. Det anbefales kun i meget få tilfælde, hvor en chela er avanceret relativt langt både mentalt og åndeligt. Desværre er fysiske øvelser attraktive for gennemsnitsmennesket, fordi de tilsyneladende er nemme at praktisere. Det er altid sikkert og desuden en forudsætning for en discipel at praktisere de højere former for yoga – f.eks. jnana-yoga, raja-yoga, bhakti-yoga, og karma-yoga, for det er yoga-former, der stimulerer den uselviske indsats i hverdagen. (Se også Abhyasa-yoga, Agni-yoga, Antar-yoga, Asana, Bhakti-yoga, Chakra, Chela, Gnanna-yoga, Hatha-yoga, Jnana-yoga, Karma-yoga, Kundalini-yoga, Laya-yoga, Mantra, Prana, Pranayama, Raja-yoga, Yoga og Æterlegeme).

Hathor
(Egyptisk). Hathor er det græske ord for det oldegyptiske Het-Hert. Hathor var himmelgudinde, og hun blev bl.a. afbildet i skikkelse af en ko, fordi hun i legenderne blev omtalt som datter af solguden Ra og Nut. Moderen Nut symboliserer både Mælkevejen og kosmos – dvs. himmelrummet i sin helhed. Hinduismen har principielt samme symbolik, men i nutiden er idéen materialiseret, og derfor betragter man den fysiske ko som et særligt helligt og guddommeligt dyr. Andre gange er Hathor afbildet med menneskeansigt og ko-ører, og hun er en af de få fra den egyptiske gudekreds, der blev afbildet ”en face” i reliefferne. Endelig vises Hathor også i en kvindeskikkelse, hvor hun er kronet med to imponerende kohorn. Hathors navn betyder bl.a. ”ansigtets hus”. Gudinder symboliserer altid stof eller form. Hathor repræsenterer derfor et aspekt af stoffet, og er dermed et aspekt af åndsvidenskabens devarige. Devaerne er selve stoffet, men de er samtidig de kræfter, der opbygger alle former ved hjælp af deres eget stof. Stoffets mange former er skabt af åndens vilje. Det formes efter den guddommelige plan eller hensigt. Stoffet er derfor det ydre udtryk for en indre hensigt, og man kan derfor kun forholde sig til den guddommelige årsag og hensigt via virkningerne. Gud viser sig for mennesket via stoffet. Stoffet eller Hathor er derfor ”Guds ansigt” – eller ”sjælens ansigt”. Hathors navn betyder også ”Horus’ hus”. Horus er sjælen og Hathor er stoffet eller legemet (dvs. kausallegemet), som rummer sjælen. Derfor symboliserer hun ”Horus’ hus”, sjælens legeme eller sjælens tempel. Det er nøglen til det mytiske og hellige ægteskab mellem Hathor og Horus, som blev fejret hvert år, når Hathors statue blev ført fra Hathor-templet i Dendara til Horus-templet i Edfu 300 km. syd for Dendara. Ritualet symboliserer foreningen af menneskets sjæl og sjælslegeme på sjælens eget plan. Det guddommeliges natur er liv og kærlighed, og som datter af Ra symboliserede Hathor livsglæde og kærlighed. Den menige egypter betragtede hende som beskytter af gravide kvinder og som en slags fødselshjælper. Hendes forbindelse med undfangelse, frugtbarhed og fødsel kræver en esoterisk forklaring, for hun symboliserer både åndens befrugtning af sjælslegemet og sjælslegemets befrugtning af personligheden. Oprindeligt var Hathor en kosmisk gudinde, som var solguden Ras hustru og ”lysets moder”. I kosmogonien har ”lysets moder” forbindelse til skabelsen i kosmogonien, og det var hende, der oprindeligt skabte guddommens børn − Shu og Tefnut. Senere blev hun betragtet som ”den store moder”, der fødte alle guder og gudinder. Hun var derfor en personificering af ”Moder Natur”. Hun var tidligere tilknyttet alle Egyptens gudinder og alle deres egenskaber − men hendes primære titel var ”Amentis frue”. Grækerne identificerede Afrodite med Hathor. Astronomisk blev Hathor tilknyttet stjernen Sept (Sothis eller Sirius), der steg op ved morgengry på den første dag i det egyptiske nytår. (Se også Amenti, Dendara, Deva, Edfu, Horus, Horus den Anden, Horus den Ældre, Shu og Tefnut).

Hatshepsut
(Egyptisk). Hatshepsut (1490-1468 f.Kr.) var farao i det 18. dynasti. Hun var Tutmosis I’s datter og førstehustru. I hendes årer strømmede blodet fra Kamose, som to generationer tidligere havde befriet Egypten for Hyksos-kongernes herredømme. Kort efter Tutmosis I’s død afholdt man kroningsceremonier for den smukke prinsesse Hatshepsut, datter af dronning Ahmose og barnebarn til dronning Nefertari, og for hendes ægtemand og halvbroder prins Tutmosis II, hvis moder var Mut-Nofert – en kvinde som ikke nedstammede i lige linje fra den faraoniske slægt. Teksterne fortæller om den strålende unge dronning, at … ”hendes velduft er som et guddommeligt åndedrag. Hendes hud er som guld, den skinner ligesom stjernerne. Hun er et stort underværk … hun er udvalgt til at beskytte Egypten … for at vække menneskets tapperhed. Hun er udødelig. Hun lever i al evighed”. Hendes ægtemand, Tutmosis II, blev født af en sekundær hustru, men Hatshepsut giftede sig med ham, og inskriptionerne siger, at da … ”steg han op til himlens herlighed og forenede sig med guderne”. Da Tutmosis II døde, trådte Hatshepsut imidlertid ikke ned fra tronen. Hun regerede som dronning og faraoens enke, og det var i overensstemmelse med traditionen. Men efter flere år tog hun det usædvanlige skridt at erklære sig selv for farao, sandsynligvis i et forsøg på at undgå, at præsteskabet indsatte hendes nevø – den senere Tutmosis III − på tronen. Den nyeste forskning afslører, at den retmæssige arvtager til tronen var hendes søn, Senmut, som er identisk med Bibelens Moses. (Se også Bibelen, Hyksos, Moses, Tutmosis I, Tutmosis II, Tutmosis III og Senmut).

Hattatal
Se Edda.

Hauhet
(Egyptisk). Hauhet var en egyptisk ur-gudinde og den feminine modpol til guden Hah, der var hendes ægtefælle. De tilhørte den heliopolitanske ogdoade. Ligesom ægtefællen symboliserede hun det formløse urhav og rummets uendelighed, der blev personificeret af gudinden Nun. I den heliopolitanske mytologi var Hah personificeringen af uendeligheden og evigheden, og han var derfor også en himmelgud. Himmelrummet Nut, blev bl.a. afbildet som en himmelko, der blev støttet af otte Hah-guder. (Se også Nun, Nunet, Nut og Ogdoade).

Havfruer
Se Naturånder.

Havskum
I mange skabelsesberetninger overalt på Jorden fødes gudinder af havskum. Eksempelvis er Afrodite født af det havskum, der samlede sig omkring guden Uranus’ afhuggede kønslem. Ordet Afrodite stammer fra ”aphors”, der betyder ”skum”. Det bringer tankerne hen på Venus og andre guddomme, hvor man mytologisk forklarer, at de ligesom Afrodite er født af havets skum. Symbolikken er ikke græsk. Den findes i mange kulturer – f.eks. hos inderne og peruanerne. Eksempelvis er hinduernes Ksirabdhi-Tanaya datter af mælkehavet. Det er et navn for gudinden Lakshmi, der opstod af skum fra mælkehavets bølger, da det blev kærnet af guderne, og det er identisk med legenden om den græske Afrodite. Havet, der henvises til, er ikke havet på Jorden. Havet er urhavet. Skum på urhavet er derfor symbol på de højeste skabninger eller de kosmiske bevidstheder, der blev personificeret i skikkelse af guder og gudinder. Eksempelvis er hinduernes Brahman både maskulin og kønsløs, og derfor har han to betydninger. Det maskuline aspekt, der kaldes Brahma (altså ikke Brahman), symboliserer energiudviklingen i det kosmiske æg, som adskiller sig fra den kønsløse Brahman. Brahma er Brahmans redskab eller kosmiske kappe. Vishnu-Purana oplyser, at Brahma i sin helhed primært er et aspekt af prakriti, og de er begge både udviklede og uudviklede (mulaprakriti) samt aspekter af ånd og tid. Prakriti kan betegnes som en ”primal drivkraft” eller Universets grundlæggende bestanddel. Prakriti stammer fra det oprindelige mulaprakriti, som er kosmisk substans i hvilende tilstand, og derfor uden egenskaber eller tendenser. Brahma, der kaldes ”et kim af det ukendte mørke”, symboliserer det stoflige, som er grundlag for, at alt kan udvikle sig. Det udvikler sig som spindet fra en edderkop – eller som skum fra urhavet. Brahma ”udvider” sig og bliver Universet, som er vævet af sin egen substans. Ligesom i alle ægte filosofiske systemer viser det, at ægget eller cirklen (eller nul) repræsenterer den grænseløse uendelighed, der omtales som ”Det”, og Brahma er blot den første enhed, som kaldes en maskulin gud pga. det befrugtende princip. I menneskets syvfoldige verden kaldes princippet for Brahma, men betragtet fra enhedens princip, som er virkeligheden, er den maskuline Brahma en illusion. (Se også Afrodite, Brahma, Brahman, Lakshmi, Mulaprakriti, Prakriti, Verdensægget og Vishnu-Purana).

Hay-yah
(Hebræisk). Hay-yah eller hayyah stammer fra ”hayah”, der betyder ”liv” eller ”vitalitet”. Nogle gange skriver man chiah, chayah, hayyeh osv. Hay-yah er et af de metafysiske menneskelige ”principper”. I Østens esoteriske lære inddeler man mennesket i syv principper. Kabbalister i Vesten har en tredeling − nephesh, ruah og neshamah − men tredelingen er lige så overordnet som opdelingen i krop, sjæl og ånd. I Zohar siges det, at neshamah eller ånden har tre inddelinger. Den højeste er ye’hee-dah (atma), den midterste er hay-yah (buddhi), og den tredje og sidste er neshamah (højere manas). På den måde bliver mahshabah eller tanken (lavere manas), det aspekt, som højere aspekter kan manifestere sig i. Dermed opstår der fire skabende aspekter, som efterfølges af tselem, formens blændværk (kama-rupa eller det kamiske element), d’yooq-nah, formens skygge (linga-sharira eller æterlegemet) og zurath (prototyper, maya-former eller rupa). Det giver syv i alt − selv uden D’mooth (den fysiske krop). (Se også Atma, Buddhi, Kabbala, Kama-Rupa, Karma, Linga-Sharira, Manas, Maya, Nephesh, Neshamah, Personlighed, Ruah, Rupa, Tselem og Zohar).

Hay-Yashar
(Hebræisk). Hay-Yashar er de pålidelige, de retfærdige, støtterne eller lysets kræfter. Hay-Yashar bruges i kabbalaen om en gruppe eller et mindre hierarki, der repræsenterer kræfter eller energier af en lavere kvalitet, men som stadig tilhører lysets kræfter. H.P. Blavatsky staver ordet på denne måde: Hayasscher. (Se også Kabbala).

Hay-yoth ha Qadosh
(Hebræisk). Hay-yoth ha Qadosh består af ”hay-yah”, der betyder ”liv” eller ”levende skabning”, ”haq”, der betyder ”bestemt tekst”, og ”qadosh”, der betyder ”hellig”. Hay-yoth ha Qadosh er en kabbalistisk betegnelse for de hellige levende skabninger i Ezekiels vision om Merkabah (vognen). Det er de fire symbolske dyr, der er Ezekiels keruber, som i zodiaken svarer til Tyren, Løven, Skorpionen (eller Ørnen), og Vandbæreren (mennesket). (Se også Kabbala, Kerubim, Merkabah og Zodiak).

Hazim
(Hebræisk). Hazim eller hozim, der stammer fra flertalsformen ”hazah”, betyder ”at se”, ”betragte” eller ”kontemplere” på åndelige eller guddommelige objekter. I entalsformen ”hozeh” betyder ordet ”profet” eller ”clairvoyant”. Tidligere var hozim-skoler almindeligt kendte, og her underviste man i de esoteriske videnskaber. Den bibelske person Samuel stod angiveligt i spidsen for en hozim-skole i Ramah, mens Elisha − en profet, der nævnes i den hebræiske bibel, i Koranen og i baha’i-skrifterne − skulle havde haft sin i Jeriko.

He
(Hebræisk). He, heh, hei er det femte bogstav i det hebræiske alfabet, og man går ud fra, at det symboliserer et vindue eller en åbning. H.P. Blavatsky mener, at symbolikken i tetragrammaton (IHVH) er en livmoder. Den numeriske værdi er 5. Udtalen af ”he” har en mellemposition mellem det bløde ”aleph” og det skarpere ”heth”, og derfor bliver ”he” både i udtale og i forbindelse med skrivning nogle gange udskiftet med de to andre tegn. (Se også Aleph og Tetragrammaton).

Hea
(Kaldæisk). Hea eller Ea stammer fra ”hus” og ”vand”. Hea er ”herren over havet eller dybet”. Hea er en af de tre vigtigste guder i den kaldæiske eller assyrisk-babyloniske gudetriade, der består af Anu, Baal og Hea. Dengang Universet blev opdelt i himmel, jord og vand, blev Hea konge over havets dybder (Shar Apsi). Han blev også herre over de lavere regioner (En-Ki). Hea blev betragtet som et fiskemenneske, for han var iklædt en fiskekrop, og dermed lignede han Oannes og Dagon. Marodach og Marduk er også aspekter af den samme guddom. Heas hustru var Damkina (de lavere regioners gudinde), eller Damgal-Nunna (vandets store dame), som også hed Nin-Ki (”fruen for det, som er under” – dvs. havdybet eller underverdenen). Hea kaldes visdomsgud, og en af hans titler var ”den sublime fisk”. Det henviser til det kosmiske aspekt som den evige ånd og bevidsthed i rummets eller urhavets dybder. Vandene er et symbol på visdom og esoterisk indsigt. (Se også Anu, Baal, Dagon, Damkina, Marduk og Oannes).

Heb Sed
(Egyptisk). I pyramideteksterne og i andre tekster beskrives Sed eller Heb Sed-ceremonien, der også kaldes halens ritual, for Sed betyder ”hale”. Heb Sed er en indvielsesceremoni, hvor faraoen skulle dø en rituel død via en ud-af-kroppen oplevelse, som svarer til dødsoplevelsen. Ceremonien bestod essentielt af faraoens rituelle død og genfødsel. I ceremonien identificeres faraoen med Osiris, den gud, som i historisk tid er helten i menneskehedens drama, for han gennemlever de tre livsstadier − liv, død og genfødsel i underverdenen. Faraoen blev klædt i Osiris’ mumieklædning og med gravudstyret båret tæt til kroppen, blev han ført til graven, og fra graven vendte han tilbage, forynget og genfødt, som når Osiris genopstår fra de døde. Muligvis var Heb Sed-ceremonien ikke forbeholdt faraonerne alene. Faraoen blev vist i reliefferne og beskrevet i teksterne, fordi han var folkets repræsentant og neofytternes forbillede. Ceremonien krævede flere specifikke redskaber og klædninger, der skulle bæres af faraoen. Den første var en klædning med en hale, som bestod af et plettet leopardskind. Den anden var Osiris’ tætsiddende mumieklædning, der ganske enkelt bestod af mumiegaze, som faraoen eller neofytten blev viklet ind i på samme måde som afdødes fysiske legemer under mumificeringsprocessen. Den tredje klædning var et sort eller broget tyreskind – eller antilopeskind. Og ultimativt kunne faraoen (neofytten) erhverve det gyldne skind – løveskindet. Det plettede leopardskind symboliserede et lavere menneske, der er iført klædningen med halen – (forbindelsen til jorden/rodcentret). Osiris-klædningen og indhylningen i mumiegaze repræsenterede det lavere menneskes død, men lige som i legenden om guden Osiris fører døden til genfødsel eller genopstandelse. Det sorte tyreskind eller antilopeskind med bælte var symbol på livmoderen, navlestrengen og fostret, og dermed på den proces, der fører til genfødsel. Faraoen forlod herefter tyreskindet og havde således gennemført en rituel genfødsel. Faraoen blev nu iført løveskindet – det gyldne skind – der var symbol på den forædlingsproces, der var resultatet af indvielsen. Det gyldne skind var et billede på sindets gyldne eller guddommelige natur. (Se også Neofyt, Osiris og Ud-af-kroppen-oplevelse).

Hebdomad
(Græsk). Hebdomad stammer fra ”hebdomas”, som er en gruppe på syv. Hebdomad betyder derfor syvfoldighed − en periode på syv dage, syv år, osv.

Hebe
(Græsk). Hebe betyder ”ungdom”. I den græske mytologi er Hebe gudinde for ungdom og styrke. Hun blev gift med den guddommeliggjorte Herkules. Hun er datter af Zeus og Hera, og hun opholder sig på Olympen. Her fungerer hun som gudernes mundskænk. Hun svarer til den romerske gud, der hed Juventas. (Se også Hera, Herkules, Juventas, Olympen og Zeus).

Hebel
Se Abel.

Hebel de-Germin
(Kaldæisk). Hebel de-Germin, habal garmin eller hebel de-garmin består af ”hebel”, der betyder ”åndedræt” eller ”damp”, og ”gerem”, der betyder ”knogle”. Hebel de-Germin er åndedrættet (livet) i knoglerne, som af nogle kabbalister fortolkes som opstandelseslegemet under henvisning til ”tselem” (formen) af den afdøde, som man mente fortsat eksisterede som en uforgængelig prototype. Hebel de-Germin nævnes også i det Gamle Testamente i visionen om Ezekiel, hvor der blev pustet liv i en hær af knogler, samt i Daniels Bog og Esajas’ Bog. Et parallelt begreb findes i den egyptiske Dødebog: ”Rejs dig Osiris, du har din rygrad, du har din hals, dine ryghvirvler og din rygsøjle”. Hebel er desuden den hebræiske stavemåde for Adams anden søn, som normalt på dansk udtales som Abel, der var bror til Kain. (Se også Kabbala, Kain, Osiris og Tselem).

Hebron
Hebron eller Kirjath-Arba er byen med de fire Kabiri, for Hebron eller Kirjath-Arba betyder ”de fires by”. Iflg. legenden var det i Hebron, at en isarim − dvs. en indviet − fandt den berømte smaragdtavle på Hermes’ døde legeme. (Se også Hermes, Isarim, Kabiri og Smaragdtavlen).

Hebræer
(Egyptisk). Hebræer var en betegnelse, som andre brugte om israelitterne, for oprindeligt var det et skældsord for landflygtige og samfundets udskudte. Sandsynligvis skyldes det, at det egyptiske ord ”hapiro” bl.a. betød: ”fremmede”, ”omstrejfere” eller ”omrejsende” (på vand = sømand). Ordet kan muligvis være beslægtet med det akkadiske ord ”habiru”, som var et skældsord eller øgenavn i det 2. årtusinde f.Kr. Nyere forskning sætter spørgsmål ved Moses som hebræer, for alt tyder på, at han var identisk med den egyptiske Senmut, der ikke var dronning Hatshepsuts elsker, selv om egyptologerne gætter på det, men hendes søn og Egyptens tronarving. Iflg. Bibelen løftede faraos datter den tre måneder gamle Moses op fra barken og udbrød straks, at barnet er … ”et af hebræernes børn” (mij-jaldej ha-’ivrim zeh). Men hvordan kunne den egyptiske dronning vide, at det tre måneder gamle barn var hebræisk og ikke egyptisk? Omskæring kunne ikke bruges som identifikation, for både egyptere og hebræere brugte skikken. Omskæring blev i øvrigt slet ikke foretaget på spædbørn i den aktuelle periode i historien. Som et led i et egyptisk kongebarnsritual har faraos datter i virkeligheden blot bekræftet, at barnet var ”gudens barn”, der ankom som en ”hebræer” – en ”rejsende på livets flod”. (Se også Bibelen, Hatshepsut, Moses og Senmut).

Hedjet
(Egyptisk). Faraoen bar Hedjet – den hvide krone – når han ønskede at signalere, at han var overhoved for Øvre-Egypten (sydlige del). Han bar Deshret – den røde krone – når han demonstrerede sin ret til at herske over Nedre-Egypten (nordlige del). Og han bar Pasekhemty – dobbeltkronen – som var en kombination af den hvide og den røde krone – når ritualet krævede, at han signalerede, at han herskede over de to lande (dobbeltriget). Det kan naturligvis fortolkes bogstaveligt, og det skal det også. Faraoen, som bar dobbeltkronen, var den fysiske hersker over både den nordlige og sydlige del af Egypten. Men det ydre herskersymbol havde altid en symbolsk og esoterisk betydning. Faraoen symboliserede samtidig kraften til at herske over det indre kongerige – personlighedens legemer og chakrasystemet. Faraoen var et forbillede for det egyptiske folk og ikke mindst for templernes neofytter. Når han bar dobbeltkronen, betød det ikke nødvendigvis, at han havde fuldkommen kontrol over sin natur, selv om det uden tvivl var tilfældet i Egyptens tidligste perioder, hvor mestrene og de højt indviede stod i spidsen for civilisationen. Senere blev faraoen mere et symbol på de høje indvielser og det fuldkomne menneske. Den hvide krone (Hedjet) symboliserer kontrol over de lavere chakraer. Den hvide farve repræsenterer det hvide og rene, for oprindeligt hed Egypten ”Kemit”, som betyder ”den sorte jord”. Kemit blev senere til det græske ”chemia”, som i nutiden er blevet til ”kemi”. Det var egypternes opgave at forvandle Egypten fra ”sort jord” (materialisme) til et tempel for Guds lys. Skaberguden Chem eller Khnum blev f.eks. kaldt Khnum-Ra, fordi han skabte lyset på baggrund af mørket. (Se også Amon-kronen, Atef-kronen, Blå krone, Dobbeltkronen, Hvide krone, Kemit, Khnum, Khnum-kronen, Nemes-hovedklædningen, Neofyt, Ra og Røde krone).

Hedone
(Græsk). Hedone betyder ”nydelse”, ”overdådighed” eller ”glædens land”. Hedone er den græske parallel til hebræernes Eden. (Se også Eden).

Hedonisme
(Græsk). Hedonisme stammer fra ”hedone”, der betyder ”lyst” eller ”nydelse”. Det er læren om, at nydelsen er det højeste gode, og at mennesket i sidste ende kun handler for at opnå nydelse. Inden for morallæren betyder hedonisme tilfredsstillelse af naturlige drifter, og det betragtes som et vigtigt gode, og dermed opfyldes den moralske lov. Værdien af doktrinen afhænger af, hvad man opfatter som nydelse eller lyst. Skolen blev grundlagt af Aristippos af Kyrene og senere videreført og revideret af Epikur. De mennesker, der fulgte skolen, kaldes epikuræere. Hvis man skal se det i et positivt lys, forsøgte Epikur og hans tilhængere at udtrykke det højeste gode som et mål for menneskets stræben, og skolens undervisning gik ud på at få deltagerne til at forstå, at hverken lykke eller fred nogensinde kan opnås ved at underkaste sig tanker, sind og samvittighed og dermed kroppens instinkter eller drifter. Nogle aspekter af nutidens utilitarisme (konsekvensetik) kan betragtes som en form for hedonisme. Men læren blev hurtigt nedbrudt, og i dens værste form kom den til udtryk som en dyrkelse af tilfredsstillelse af lidenskaber og begær. I nutiden er hedonisme et ord, som har den modsatte betydning, for den er den stik modsatte af, hvad oldtidens filosoffer troede lærte. (Se også Hedone).

Hefaistos
(Græsk). Hefaistos er en ildgud, der er søn af Zeus og Hera. Hefaistos svarer til det latinske Vulcanus eller Vulkan. Hefaistos blev to gange kastet ned fra Olympus, men han kom imidlertid tilbage, og derfor blev han budbringer mellem guderne og Jorden, og han vises på forskellige planer som en manifestation af kosmisk ild. Han er en Kabir, menneskehedens kosmiske lærer, og han instruerede mennesket i ildens brug og metallernes kunst. Jupiter – eller den firehovede eller den firesidede Brahma − medvirkede som repræsentant for de fire elementer. Hefaistos havde både en kosmisk og en jordisk betydning, og fordi han hovedsagelig var en ildgud, var hans natur og funktioner involveret i alle tænkeevnens mystiske områder, for ild er ånd, ild er intellektet, ild er skabende aktivitet osv. Generelt kan Hefaistos identificeres med ildens eller det aspirerende aspekt i mennesket, der udgår fra højere manas, som forbinder Hefaistos med manasaputriske aktiviteter. Han var smedenes gud, og derfor var han knyttet til Kabiri, som underviste menneskeheden i metallernes kunst. Han fremstillede lynene til Zeus, og formede rustninger, smykker og andre genstande til guderne, og det siges, at det var ham, der har formede den første kvinde, Pandora, som blev sendt til Epimetheus (”den, der tænker bagefter”) − en af titanerne i den græske mytologi. Den vulkanske ø Lemnos, som man mener Hefaistos faldt ned på, dengang han blev kastet fra Olympen, var dedikeret til ham. (Se også Brahma, Epimetheus, Hera, Kabiri, Manas, Manasaputra, Olympen, Pandora, Vulcanus og Zeus).

Hegemoni
(Græsk). Hegemoni stammer fra ”hegemonia”, der betyder ”overherredømme”. Hegemoni henviser til militær magt og indflydelse, og i Grækenland var det derfor betegnelsen for en stats eller et bysamfunds ledende stilling. I antikken blev Hegemoni imidlertid udvidet til at omfatte en bystats evne til at dominere andre bystater på andre måder end ved brug af militærmagt. Begrebet Hegemoni kan derfor relateres til begrebet stormagtsdominans. Hegemoni vil sige, at kulturelle holdninger, værdier eller normer får magt på bekostning af andre.

Hejmdal
(Oldnordisk). Hejmdal eller Heimdal er en gud i den nordiske mytologi. Ordet Hejmdal er etymologisk usikkert. Det første led ”heim(r)” betyder sandsynligvis ”verden”. Hejmdal er det oldnordiske symbol for kerubim med det flammende sværd. Hejmdals funktion er gådefuld. I Snorres Edda kaldes han en af aserne og ”den hvideste af aserne”. Hans tænder er af guld, og hans hest hedder Guldtop. Hans bolig er Himinbiorg eller Himmelbjerget ved regnbuen Bifrost, som er gudernes bro til Midgård. Hans hørelse er så skarp, at han kan høre græsset gro, og hans magtsymbol er en lur, som kaldes Gjallarhorn. Gjallarhorn kan høres i hele verden, og han vil blæse i luren før ragnarok kommer, for det vil kalde guderne til kamp. Det sker ved verdens ende, hvor guderne trækker sig tilbage. I Vølvens spådom kaldes menneskene for ”Hejmdals sønner”, og i Edda-digtet Rigsþula (Rigs remsedigt) betragtes han som stamfader til de tre stænder − slaver, bønder og jarler. Rigsþula er et eddadigt på 49 strofer i Den Ældre Edda, og Rig er guden Hejmdal, som er på vandring i menneskeheden. Forskerne har i beskrivelserne især lagt vægt på, at Hejmdal er asernes vogter, og at han er en gud, der er tilknyttet verdens begyndelse. Nogle mener, at Hejmdal er en slags solguddom, og det tyder hans navn også på, for det betyder ”den, der lyser over verden”. (Se også Aser, Bifrost, Edda, Kerubim, Midgård, Ragnarok og Vølvens spådom).

Heka
(Egyptisk). Heka er en egyptisk gud, der fungerede som magiens vogter, og derfor var Heka også skytsånd for medicin. Det egyptiske ord for magi var ”heka”, som bogstaveligt betyder ”ved hjælp af ka”, og derfor var Heka personificeringen af magi. Heka blev også brugt i forbindelse med udøvelse af magiske ritualer. Hans navn (og ordet magi) blev bl.a. afbildet som to løftede arme. Iflg. en egyptisk tekst fandtes Heka ”før dualiteten var en realitet”. Iflg. myten kæmpede Heka med to slanger, og han vandt. Derfor blev to sammenslyngede slanger et symbol på hans magt. Symbolet er stadig forbundet med medicin i nutiden. Heka blev betragtet som søn af Menhet og Khnum, og de tre udgjorde triaden fra Latopolis (Esna) i Øvre-Egypten (den sydlige del). Menhet, som også var kendt som Menhit eller Menkhet, var en nubisk løvegudinde. Hendes navn betyder ”den, der ofrer”, men hun var også kendt som ”slagteren”. Heka var desuden populær i Heliopolis, hvor han blev beskrevet som søn af Atum pga. Atums forening med Khnum. Begrebet Heka var centralt for den egyptiske livsstil og egypternes opfattelse af døden. De brugte rituelle, magiske redskaber for at hjælpe de afdøde sikkert ind i efterlivet, og Heka var et middel til at udføre opgaven. Heka hjalp også Ra på sin daglige rejse over himlen ved at rydde vejen for onde ånder og dæmoner. Læger og healere kaldte man ”heka-præster”. (Se også Atum, Diana, Esna, Heliopolis, Ka, Khnum, Nubien og Ra).

Hekate
(Græsk). Hekate eller Hecate er gudinden for trolddom, og Zeus gav hende magten i Himlen, på Jorden og i havet. Hekate er en mystisk guddom, som hjemsøger trekorsveje og kirkegårde. Hun vandrer kun om natten, og hun kan ses af hunde, og deres gøen advarer om hendes ankomst. Hun identificeres med Artemis og Persefone. Hun blev desuden anset for at være den samme som Selene eller Månen på himlen, Artemis eller Diana på Jorden, og Persefone i underverdenen. I den orfiske lære kaldte man hende derfor for Tergemina eller Trivia (latin) – ”den trefoldige” eller ”trevejsgudinden”. Hun er en personificering af Månen, som har tredelte fænomener, og hun var prototypen på kristendommens Treenighed. Ligesom Diana repræsenterede hun måneskinnets skønhed om natten, men hun repræsenterede desuden skræk og rædsel, og derfor er hun bedst kendt som underverdens gudinde, hvor hun manifesterede frygtelige fantomer, og hun styrede processerne overalt, hvor man praktiserede trolddom. Men hun kunne også afværge trolddom, og i Athens huse og ved T-formede veje fandtes der derfor små altre for Hekate, som kunne holde onde ånder væk. (Se også Artemis, Diana, Persefone, Selene, Treenighed og Zeus).

Heket
(Egyptisk). Heket, Hequet eller Heqtit er en egyptisk fødselsgudinde. Det er en gudinde med kvindeskikkelse og frøhoved. Hun blev ofte identificeret med gudinden Hathor. I Hermopolis blev Heket associeret med Isis, for de to gudinder var bl.a. de abstrakte og de konkrete aspekter af samme kosmiske kraft. Oprindeligt var hun den feminine modpart til skaberguden Khnum, og sammen med ham blev hun mor til Aroeris, Heru’ur eller Horus den Ældre. Fødslen og livets oprindelse har altid været nært knyttet til lotusblomstens og vandets symbolik. I det gamle Egypten ser man, at jo ældre symbolerne er, jo oftere finder man lotusblomster og vand i forbindelse med skaberguderne. Skaberguden Khnum symboliserer den fugtige kraft og vandets princip, for han er skaberen af urhavet eller urstoffet. I de ældste relieffer sidder han på en trone i en lotus, som hviler på urhavet. Guden Bes, som er fødselshjælper, står også på en lotus. Den hellige tyr Mnevis, der er et aspekt af visdomsguden Tehuti (Thoth), sidder med tyrehoved og menneskeskikkelse i en fuldt udsprunget lotus. Heket hjalp Khnum ved fødslerne. Hun blev også afbildet i en lotusblomst, og det bekræfter forbindelsen til urhavet og livets oprindelse. Udover at være associeret med vandelementet var hun forbundet med reproduktionsprocessen og fødslen. Frøernes udklækning giver associationer til æggene og sædcellerne (der minder om små haletudser), som er forudsætningen for at livet kan manifesteres i fysisk form. Barnet befinder sig i livmoderens vand, som derfor er essentielt, når livet skal fødes til fysisk eksistens. Heket var ikke kun fødselshjælper. Legenden fortæller, at hun sammen med Khnum deltog i verdens opbygning. Heket hjalp Osiris, da han blev genfødt eller genopstod fra de døde. Hun var desuden forbundet med opstandelsen. H.P. Blavatsky fortæller, at frøgudinden var en af de kosmiske hovedguddomme, der blev forbundet med skabelsen pga. frøens adfærd. I lange tider lever frøen skjult og i ensomhed i gamle mure, stensætninger, klippespalter osv. Tilsyneladende er der intet liv. Men pludselig dukker den frem på samme måde, som når livet opstår efter den lange tilsyneladende livløse hvileperiode (pralaya). Derfor symboliserer frøen livets opstandelse. Livet (frøen) var usynligt, og bliver ikke synligt, før det selv viser sig. Derfor var frøgudinden Heket knyttet til den egyptiske opstandelseslære. De gamle egyptere havde også bemærket en anden adfærd hos frøen, som indgik i symbolforståelsen. Når lotusblomsten løftede sig op over vandet og åbnede sig mod sollyset, sad der ofte en lille frø mellem lotusblomstens kronblade. Den var derfor symbolsk til stede ved livets udfoldelse eller bevidsthedens fødsel, for symbolsk løfter livet sig op af urhavets mørke og udfolder sig i lyset. (Se også Bes, Hathor, Horus, Horus den Anden, Horus den Ældre, Isis, Ka, Khnum, Lotus, Osiris, Pralaya og Thoth).

Heksaeder
(Græsk). Heksaeder stammer fra ”heksa”, der betyder ”seks” og ”hedra”, der betyder ”flade” eller ”side”. Et heksaeder er en geometrisk eller platonisk figur, der er formet som en kubus, terning eller et legeme, der begrænses af seks lige store kvadrater med tre, der mødes ved hvert hjørne. Det er et af de fem regulære polyedre. Heksaederet er en særlig type kvadratisk prisme − et rektangulært parallelepipedum og triangulært trapezoeder, og den er dual i forhold til oktaederet. Den sekssidede terning er den almindeligste form for terning til spil. I den firdimensionale geometri har modparten til terningen et særligt navn – en tesserakt eller en hyperterning. (Se også Dodekaeder, Ikosaeder, Oktaeder, Platoniske legemer, Polyeder, Tesserakt og Tetraeder).

Heksagram
(Græsk). Heksagram eller sexagram (latin) har været kendt i mange kulturer. Den sekstakket stjerne er opbygget som to midtstillede trekanter. Den består af en opadvendt trekant kombineret med en nedadvendt trekant, som i forening danner den sekstakkede stjerne. Den er derfor et heksagram. I nogle tilfælde er en af trekanterne hvid, mens den anden er sort – den ene repræsenterer lys, den anden mørke. Den sekstakkede stjerne kaldes også ”Davidsstjernen” og ”kong Salomons segl”, for iflg. ikonografien har Davidsstjernen også seks takker. Davidsstjernen kaldes ofte ”jødestjernen” eller ”Israelstjernen”, og på hebræisk hedder den ”Magen David”, der betyder ”Davids skjold”, og symbolet fungerer som en jødisk pendant til det kristne kors og muslimernes halvmåne. Ved staten Israels oprettelse blev ”Magen David” valgt som nationalsymbol, og det bruges bl.a. på Israels flag. Men Davidsstjernen er ikke skabt af jøderne. Oprindelsen går så langt tilbage i tiden, at den forsvinder i fortidens tåger. Man har fundet denne geometriske figur mange steder, og man har eksempelvis kendt den i det gamle Indien og i det gamle Egypten – og i mange andre gamle kulturer. Kong David eller kong Salomon har sandsynligvis aldrig set Davidsstjernen, for jøderne tog først symbolet til sig på et langt senere tidspunkt. Iflg. åndsvidenskaben er den sekstakkede stjerne et symbol på den trefoldige eller treenige Gud, der er reflekteret ned i sin egen skabelse. Tallet seks er sjælens tal, for når sjælens overordnede princip forenes med menneskets fem sanser, opstår der en syntese mellem menneskets højere og lavere bevidsthedsaspekter. Den sekstakkede stjerne symboliserer derfor fuldbyrdelse, hvor den subjektive sjæl og den objektive personlighed (legemernes stof) forenes. Det sker, når den alkymistiske proces er gennemført, og det tilsyneladende umulige er gjort muligt − elementerne (og symbolerne) for ild og vand forenes. Formålet med livets bevægelse ned i stoffet og dets tilbagevenden til det åndelige udgangspunkt er at skabe syntese mellem sjæl og personlighed − ånd og stof. Stoffet skal åndeliggøres, og ånden skal stofliggøres. Hensigten symboliseres ved kombinationen af den opadvendte og den nedadvendte trekant, der forenes i den sekstakkede stjerne. Den opadvendte trekant er i nogle sammenhænge hvid, mens den nedadvendte er sort. Det er almindeligt at fortolke kombinationen som aktion og reaktion. Den opadvendte hvide trekant symboliserer Gud eller ånd. Iflg. åndsvidenskaben er ånden eller den ene Gud treenig, tredelt eller trefoldig. Forklaringen er, at det Ene Liv før manifestationen rummer tre grundlæggende kræfter eller kvaliteter, der kaldes liv/kraft (1. aspekt), kærlighed-visdom (2. aspekt) og intelligent aktivitet (3. aspekt). De grundlæggende og umanifesterede kræfter blev i Indien symbolsk personificeret af en såkaldt trimurti − Shiva, Vishnu og Brahma. I det gamle Egypten havde man mange triader som f.eks. Ra, Shu og Tefnut, Osiris, Isis og Horus, Amon, Mut og Khonsu osv. Senere møder man samme idé i kristendommens treenige Gud − Fader, Søn og Helligånd. Egypterne sagde, at ”Gud er tre i én og én i tre”, for selv om det er muligt at tredele de guddommelige kræfter, udgør de samtidig en uadskillelig enhed. (Se også Amon, Brahma, Davidsstjernen, Gud, Horus, Isis, Israel, Khonsu, Mut, Osiris, Ra, Salomons segl, Shiva, Shu, Tefnut, Treenighed, Triade, Trimurti og Vishnu).

Hel
(Oldnordisk). Hel eller Hela stammer fra ”helju”, der betyder ”helvede” eller ”død”. I den nordiske mytologi er Hel den mytiske hersker over dødsriget. Hun er afbildet som halvt sort eller blå og halvt kødfarvet. Iflg. Eddaen er hun datter af Loke (tankesindet) og jættekvinden Angerboda (varsel om sorg). Hel styrer dødens ni verdener, som svarer til livets ni verdener, og hun tildeler enhver, der ankommer, en passende bolig i forhold til sjælenes gode eller dårlige egenskaber. Nogle afdøde kan tumle på solbeskinnede enge, mens andre lider, for de føres gennem portene, der fører til Helheims og Niflheims dybder, hvor stof skal nedbrydes. Hels rige med de mange forskellige boliger minder om grækernes Hades, men ikke om et Helvede, hvor onde sjæle får deres velfortjente straf iflg. den populære tro. Det er snarere et rige, hvor døden repræsenterer et afslappende mellemspil, og hvor sjælene tilbringe en passende tid i deres legitime miljø. Eddaerne oplyser, at alfer (menneskesjæle) sover blandt guderne, mens de holder gilde med masser af mjød, der er symbol på en tidligere livsperiodes erfaringer, og på den måde er de sjæle, der hviler efter livet, til stede i de guddommelige sfærer, selv om de er ubevidste om deres omgivelser. I Eddaens ”Vagtamskvadet” handler legenden om solgudens død og ankomst til Hels bolig, hvor der er indrettet en overdådig lejlighed til ham, og hvor mjød står klar og friskbrygget ved hans ankomst. (Se også Angerboda, Edda, Hades, Helheim, Helvede, Loke og Niflheim).

Helena
(Græsk). Helena eller Helen (af Troya) er Zeus’ og Ledas smukke datter. Hun er søster til Kastor og Pollux (Dioskurerne) og Klytaimnestra samt hustru til Menelaos, der er Spartas konge. Helena blev forført af Paris med hjælp fra Afrodite, men hun tog med ham til Troja, og den trojanske krig blev udkæmpet for at tilbageerobre hende, for trojanerne ville ikke give slip på hende. Efter grækernes sejr vendte hun tilbage til Sparta sammen med Menelaos, og de levede lykkeligt sammen. (Se også Afrodite, Aswin, Dioskurer, Klytaimnestra og Leda).

Helenos
(Græsk). Helenos er søn af Priamos (Trojas konge) og Hekabe, der var kong Priamos’ yndlingshustru og mor til 19 børn, bl.a. Hektor, Paris, Deifobos, Kassandra og Kreusa. Hekabe forudsagde Paris’ fremtid, før han forførte Helena. Efter Paris’ død sluttede Helenos sig enten til grækerne, eller han blev taget til fange af dem, og det viser, at Troja ikke kunne erobres uden Neoptolemos (Achilleus’ søn) og Filoktetes. Han måtte bruge tricket med træhesten. Han blev senere gift med Andromache, den trojanske sagnprinsesse, som i de græske myter var gift med Hektor og mor til Astyanax. (Se også Helena).

Helheim
(Oldnordisk). Helheim eller Helhem er de dødes rige i den nordiske mytologi. I Eddaen omkranser Helheim ”tågernes sted” – dvs. den nordlige tågeverden, der kaldes Niflheim. Iflg. Eddaen er det Hel eller Hela, der hersker over dødsriget. Hel er datter af Loke, der styrer det rige, hvor de afdødes sjæle tilbringer efterlivet i tiden mellem livene i ”sejrens verdener”. De dødes rige varierer fra det smukkeste, fredeligste og glædeligste til rædselsfulde steder med bure, der er flettet med giftige slanger, og hvor beboerne gennemgår ubehagelige lidelser. I de laveste områder af disse helveder løber der floder af gift, og de, der har brudt en ed eller har været utro, svømmer rundt i floderne. (Se også Edda, Hel, Loke og Niflheim).

Heliocentrisk
(Græsk). Heliocentrisk består af det græske ”helios”, der betyder ”sol”, og det latinske ”centrum”. Heliocentrisk betyder ”med Solen som midtpunkt”. Det heliocentriske system blev alment kendt i oldtiden som en del af undervisningen i mysterierne, og nogle indflydelsesrige vismænd fra de arkaiske tider underviste endda mere eller mindre åbenlyst i det heliocentriske system – bl.a. Konfutze i Kina, de græske filosoffer, de egyptiske præster og de hinduistiske astronomer og flere andre forfattere. Pythagoras tilslørede den heliocentriske teori under undervisning til, at planeterne (og Solen) kredsede omkring en mystisk central ild, der er usynlig for mennesket, men lyset fra den centrale kilde blev afspejlet på Jorden via Solen. Samtidig var stort set alle tænkere i antikken enige om, at det geocentriske synspunkt var bedst egnet til offentlig udbredelse af deres idéer. Hemmeligholdelse kan have været årsagen − eller måske har de ønsket at repræsentere den mekaniske geocentriske teori af bekvemmeligheds grunde, for alle deres studerende levede på Jorden og ikke på Solen. I det ptolemæiske verdenssystem blev astronomien beskrevet geocentrisk.
 Kirken havde indtil da postuleret et geocentrisk verdensbillede, hvor Jorden var centrum, og himlen hvælvede sig som en kuppel uden om Jorden. Den samme tavshedspligt er ikke nødvendig i nutiden, for mennesket er ikke længere opmærksom på naturens harmoni og de universelle forbindelser. (Se også Confucius, Geocentrisk, Konfutze og Pythagoras).

Heliolatri
(Græsk). Heliolatri består af ”helios”, der betyder ”sol”, og ”latri”, fra det græske ”latreia”, der betyder ”tjeneste”, ”dyrkelse” eller ”tilbedelse”. Heliolatri er derfor soltilbedelse.

Heliopolis
(Græsk). Heliopolis består af ”helios”, der betyder ”sol”, og ”polis”, der betyder ”by”. Heliopolis er derfor ”solbyen”. Heliopolis var grækernes betegnelse for byen, som i nutiden kaldes Giza. Den hed oprindeligt An eller On på oldegyptisk. Heliopolis ligger nordøst for nutidens Cairo ved kanten af Sahara-ørkenen. Den oprindelige by blev revet ned i den græske periode, og senere blev stenblokkene genanvendt i arabisk byggeri. Heliopolis var ”Solens by”, og Solen var centrum for ceremonierne under mange gudenavne som f.eks. Atum, Ra, Khepera og Ra Herakte. Benu-stenen, som egyptologerne kalder en ”pyramidion”, stod oprindeligt her. Legenden fortæller, at før tiden blev skabt fløj Benu-fuglen (egypternes fugl Fønix) over det uendelige urhav. Den ledte efter et sted, hvor den kunne slå sig ned. Pludselig fik den øje på en pyramidetopsten, der stak op af vandet. Den satte sig på stenens top og udstødte et skrig, og i samme øjeblik blev verden skabt. Egyptologerne regner ikke længere med, at Heliopolis har fungeret som hovedstad i Gamle Rige, men det har været en by af allerstørste betydning i hele Egyptens lange historie. Det var det gamle Egyptens højeste åndelige center, og iflg. åndsvidenskaben var Heliopolis pandechakraet i Egyptens tempellandskab og chakrasystem, hvor de højeste indvielser fandt sted i pyramidernes kamre. (Se også Atum, Benu, Fugl Fønix, Khepera, Ra og Ra-Herakte).

Helios
(Græsk). Helios, Helion, Helius er en græsk solgud, som er søn af Hyperion og Thea. Helios er bror til Selene (Månen) og Eos (morgenrøden). Det er Helios, der dagligt kører solvognen over himlen. Helios er i princippet identisk med Apollon eller Phoebe. Helios sidestilles etymologisk med det hebræiske ”El” og ”Elohim”, den kaldæiske Bel og den fønikiske Baal. Helios (Solen) danner par med Selene (Månen). (Se også Apollon, Baal, Elohim, Eos, Hyperion, Phoebe, Selene, Thea og Titaner).

Helle
(Græsk). Helle er en skikkelse i den græske mytologi. Hun var datter af den bøotiske konge Athamas og hans første hustru nymfen Nefele. Helle og broderen Frixos blev forfulgt af deres stedmor Ino. Under en hungersnød, som hun selv stod bag, fordi hun afbrændte alt sædekorn, og ved at forfalske et orakelsvar, som krævede, at Frixos blev ofret til guderne, regnede hun med at slippe af med dem. Men lige inden ofringen skulle finde sted sendte Nefele en gylden, flyvende vædder, og den fløj væk med søskendeparret. På vejen mod Kolchis (nutidens Georgien) faldt Helle imidlertid af vædderen og druknede i havet. Havet blev derefter opkaldt efter hende som Hellespont (Helles hav). (Se også Frixos, Jason og Gyldne skind).

Hellenisme
(Græsk). Hellenisme eller ”hellenismos” betyder ”efterligning af grækerne”. Hellenisme er betegnelsen for den græsk dominerede kultur og etniske filosofi, der opstod med Alexander den Store og fortsatte i århundreder efter i den romerske kultur. ”Hellenismos” blev første gang brugt i 4. årh. af romerske kejser Julian med hentydning til græsk religion. I nutiden bruges ordet i betydningen Grækenland og græsk kultur. Hellenisme omfatter græsk filosofi, religion og de græske guder, herunder de eleusinske mysterier, de delfiske mysterier, de dionysiske mysterier og andre græske mysterier. Men den omfatter ikke alle de teistiske filosofier som f.eks. orfismen, pythagoræisme, den milesianske skole, den eleatiske skole, den førsokratiske filosofi, platonisme, den peripatetiske skole, neo-platonisme, skepticismen, stoicisme og andre hellenistiske filosofier. (Se også Bacchus, Delfi, Dionysos, Eleusinske mysterier, Orfiske mysterier Platon og Pythagoras).

Hellig ild
Den hellige ild er et begreb, der svarer til ”den hellige gnist”. Begge henviser til oplysning af sindets ild i menneskeheden i 3. rodrace i forbindelse med individualiseringen. Udtrykket bruges især i forbindelse de gamle grækeres esoteriske allegori i relation til Prometheus, for det var ham, der bragte den hellige ild – i betydningen tankesind og tænkeevne – fra Himlen til menneskeheden. Udtrykket bruges også i relation til de hellige samothrakiske kabiri-mysteriers guder, som personificerede den hellige ild, der er den kraftigste esoteriske kraft i naturen. Når den hellige ild sidestilles med ”den levende ild”, er det en talemåde, der betegner guddommen eller det Ene Liv. Symbolet på ”den levende ild” er Solen. (Se også Gruppesjæl, Gudsgnist, Kabiri, Prometheus og Rodrace).

Hellige dyr
(Egyptisk). De hellige dyr i den egyptiske religion undrede grækerne, den medførte grusomheder fra persernes side, den fremkaldte sarkasme fra romerne og indignation og latterliggørelse fra de kristne. Men dyreaspektet i egypternes religion er tydeligvis misforstået på grund af uvidenhed. Det var ellers allerede formuleret tidligere end 3000 f.Kr. men i uklare formuleringer. Dyrene blev ikke kun betragtet som symboler, sådan som nogle egyptologer tror. Egypterne betragtede dyrene som et energimæssigt aspekt i Den Ene Guds skaberværk (3. naturrige), som er fundamentet for menneskeriget (4. naturrige). Dyrene repræsenterer derfor den kommende menneskehed. Livet udgør en uadskillelig helhed, og dyreriget repræsenterer den instinktive bevidsthed, som i evolutionen transformeres til menneskehedens individualiserede bevidsthedsniveau og bliver til bevidst erkendelse af årsag og virkning (dvs. aftagende genetisk eller instinktiv styring). Dyrene er derfor udtryk for guddommelige kræfter, der er opløftet til et højere udtryk for bevidsthed i menneskeriget, som potentielt kan transformere menneskets niveau til det overmenneskelige bevidsthedsniveau – det 5. naturrige, de overmenneskelige bevidsthedsplaner eller gudernes rige. Derfor havde dyrene en naturlig og selvfølgelig plads i egypternes holistiske religionsopfattelse, fordi dyrene havde en naturlig og uundværlig plads i skaberværket, som gjorde det muligt at forstå menneskets bevidsthedsmæssige fortid og dets potentieller udviklingsmuligheder ud fra princippet: ”Som i det store, således også i det små”.

Hellige søer
(Egyptisk). De fleste egyptiske templer havde en hellig sø, som var symbol på livets opståen (urhavet), dengang Universet blev skabt. Solen eller livslyset kom til syne fra urhavet, og begivenheden blev gentaget i form af tempelceremonier, som ikke alene fokuserede på livets tilsynekomst i det kosmiske urhav, dengang Universet opstod, men også på den cykliske gentagelse af det samme princip på skabelsens lavere niveauer, sådan som det kommer til udtryk i dagsrytmen, årsrytmen og reinkarnationernes tilbagevendende fornyelses- og forædlingsproces. Mange hellige søer er blevet udgravet – eksempelvis i Amon-templet i Karnak, i Hathor-templet ved Dendara og ved Medamut og Tanis. Præsterne udførte daglige og natlige renselsesritualer i de hellige søers vand før deres deltagelse i tempelceremonierne for på den måde at gentage gudernes handlinger, sådan som de beskrives i legenderne. Legenderne fortæller, hvordan guderne og gudinderne fornyede deres kraft ved at bade i livsstrømmen, som i Egypten blev symboliseret af Nilen – den hellige flod, der gav liv til landet. (Se også Amon, Dendara, Hathor, Karnak og Nilen).

Helliges samfund
Se Hvide Broderskab.

Helligt vand
Det hellige vand, som bruges i ritualerne i den romersk-katolske kirke, er stort set identisk med de gamle egypteres ritual med helligt vand. Vandet, der var velsignet eller indviet, blev brugt til at stænke på deltagere og rituelle genstande, der skulle bruges i ceremonien. De kristne har utvivlsomt kopieret ritualet med det hellige vand fra egypternes gamle mysterier, og det blev gjort til et ritual for en symbolsk ydre renselse. I Egypten og i det hedenske Romerrige indgik det hellige vand i ritualet med brød og vin. Den egyptiske præst stænkede helligt vand på både gudestatuer og deltagerne. Vandet blev både stænket og hældt over de rituelle genstande. Man har fundet en børste, som sandsynligvis blev brugt til formålet. Det brød, der blev brugt – ”Isis’ brød” − blev anbragt på alteret, og det havde samme form som det alterbrød, der bruges i de romersk-katolske kirker. Egypterne mærkede og velsignede det hellige brød med det ligearmede kors, som i nutiden kaldes Andreaskorset. Brødet blev brudt, før præsterne gav det til deltagerne, og de gjorde opmærksom på, at brød og vin symboliserede guddommens kød og blod. Miraklet blev skabt af den præst, der velsignede brødet og vinen. (Se også Isis og Nadver).

Helligånden
Se Treenighed.

Helt
(Græsk). Ordet ”helt” stammer fra ”heros”, der betyder ”fri mand”, ”herre” eller ”stor mand”. I antikken tales der om helte og halvguder, som har en kombination af guddommelig og menneskelig afstamning, og som herskede over og underviste menneskeheden i svundne tidsaldre. Den blandede guddommelige og menneskelige afstamning henviser til de ophøjede menneskeskikkelser i den sene 3. og tidlige 4. rodrace, der besjælede enkeltindivider med åndelige kvaliteter fra deres guddommelige forfædre kombineret med menneskelige egenskaber. De menneskelige egenskaber blev dengang gradvis blev mere og mere dominerende, og de var forudbestemt til at overskygge det guddommelige aspekt. Traditionerne omtales overalt og findes overalt fra Kaldæa til Peru og Mexico, og de er altid i overensstemmelse med en udviklingsplan. De omhandler menneskehedens udvikling i de meget lange tidsrum, der gik forud for den nuværende kali-yuga. Åndsvidenskaben oplyser, at dengang menneskeheden udviklede sig på den nedadgående bue, blev menneskeheden først regeret af guder, derefter af halvguder, herefter af helte og endelig af indviede men dødelige konger, som senere blev afløst af almindelige mennesker, som overtog styringen. Blandt de ægte halvguddommelige helte, der hører til den tidligste del af den nuværende rodrace (5. rodrace), findes der navne som Orfeus, Hermes, Kadmos og Asklepios, som alle åbenbarede ægte esoteriske videnskaber for menneskeheden. Nutidens mangeartede videnskaber er udviklet fra datidens viden og videnskab. (Se også Asklepios, Kadmos, Kali-yuga, Rodrace og Yuga).

Heltens stilling
Se Veerasana (yoga-øvelse).

Helvede
Helvede er et udtryk, der blev brugt af angelsakserne, og det stammer tydeligvis fra navnet på den nordiske gudinde Hel og det græske Hades. De fleste religioner har en opfattelse af, at der findes et sted, hvor man opbevarer de sjæle, som af forskellige grunde ikke kan få adgang til himmeriget efter døden. Kristendommen truer også med et evigt Helvede, som er et rædselsfuldt torturkammer, hvor den ”alkærlige” Fader opbevarer sine menneskebørn, alene fordi de satte spørgsmålstegn ved hans eksistens, eller nægtede at tro på ham på den dogmatiske måde, som de kristne præster fortolker kristendommen. De milliarder af mennesker – herunder gode og kærlige sjæle – som var så uheldige at leve før Jesus introducerede kristendommen, er henvist til evige lidelser, fordi de levede og døde med den ”forkerte” tro. Og det samme gælder børn, der ikke når at blive døbt inden de dør, for de henvises også til ubeskrivelige lidelser, selv om de ikke havde chancen for at få den ”rigtige” tro, og ikke nåede at begå synder. Fra et åndsvidenskabeligt synspunkt er tanken absurd, uanset om man bruger samvittigheden eller fornuften. Den er også meningsløs, for en begrænset årsag kan aldrig skabe en ubegrænset virkning. Der eksisterer intet ”evigt Helvede” i den betydning, som den kristne kirke tillægger ordet. Det er en opfindelse, som de kristne præster har udtænkt af magtpolitiske grunde. Folket skulle frygte konsekvenserne, hvis de ikke underkastede sig kirken og blindt troede på præsterne. Den katolske kirke forsøgte endda at tjene penge på frygten ved at sælge aflad. ”Når pengene i kassen klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer”, lød budskabet fra præsterne. Når et budskab konsekvent gentages i de store religioner, er det uklogt uden videre at afvise det, for en forvrænget idé kan have et sandt udgangspunkt. Der ligger en kerne af sandhed bag idéen, selv om de kristne og muslimerne fuldstændig har fordrejet den. Der er midlertidige ”helveder” – f.eks. den første og laveste afdeling af astralplanet – kama-loka. Men det er ”helveder”, der udelukkende er udtryk for Newtons lov – dvs. den naturlov, der fastslår, at til enhver aktion er der en lige så stor og modsatrettet reaktion – dvs. loven om årsag og virkning eller karmaloven. Newtons lov fungerer på alle eksistensplaner. De årsager, et menneske har skabt via tanker, følelser og handlinger i inkarnationen, skal det møde i form af virkninger. Når et menneske dør og ankommer til astralplanet, konfronteres det udelukkende med sine egne tanker, følelser og handlinger, for det er en forudsætning for at kunne bearbejde indtrykkene og omdanne dem til evner. Mennesket møder derfor hverken en sydende svovlpøl eller ondskabsfulde djævle, når det dør, for den afdøde konfronteres udelukkende med sig selv. Men det værste af alle helveder siges at være – det fysiske liv på det fysiske plan. ”Limbus” betyder ”grænse”, og iflg. den romersk-katolske teologi er det betegnelsen for ”Helvedes forgård”. Det kan tilføjes, at det tibetanske ”Myalba” betyder ”Helvede” i eksoterisk forstand, men esoterisk set er det ”Jorden” eller det fysiske plan, der er Helvede, for her er mange mennesker tvunget til at reinkarnere for at møde den selvskabte karma. På sanskrit kan begrebet måske forklares med, at ”tala”, der betyder ”jævn flade”, ”fladt dække”, ”hul”, ”grube” og ”kløft”, som også henviser til en afdeling af Helvede eller underverdenen. ”Patala” er de laveste niveauer af astralplanet. Og mahatala er det andet loka. (”Loka” betyder ”sted” eller ”lokalitet”). Ordet ”vitala” består af ordene ”vi”, som betyder ”afdeling”, ”afsavn” eller ”adskillelse” plus førnævnte ”tala”, som også er en af astralplanets regioner. ”Tartaros” er den græske betegnelse for helvedesregionerne, men de befinder sig lige så langt under Hades, som Himlen befinder sig over Jorden. For kirkefædre som Origenes eller Klemens fra Alexandria var Månen det levende symbol på Jehovah. Det samme gælder grækerne, hvor Artemis var Luna (Månen) på himlen, og på Jorden var Diana gudinden for børnefødsler og liv. Hos egypterne var hun Heket i Helvede, gudinden, der herskede over magi og trolddom. I Zohar tales der om ”sort ild”, som er absolut lys – dvs. visdom. Men mennesker, der er inspireret af gamle teologiske fordomme vil måske sige, at asuraerne er de oprørske devaer og gudernes modstandere, og derfor er de djævle og onde ånder. Svaret er, at den esoteriske filosofi ikke anerkender godt eller ondt som principper, der eksisterer selvstændigt i naturen. Hvad kosmos angår, må grunden til begge søges i nødvendigheden af modsætninger og dualitet, og for menneskets vedkommende i dets natur, uvidenhed og lidenskaber. Der findes ingen djævle eller totalt fordærvede skabninger i moralsk henseende – og der findes heller ikke fuldkomne engle. Men der findes ånder, som repræsenterer lyset eller mørket. Lucifer – den intellektuelle oplysnings og tankefrihedens ånd – er billedlig talt den ledestjerne, der hjælper mennesket til at finde vej mellem livets skær og rev, for Lucifer er i sit højeste aspekt Logos og i sit laveste ”modstanderen”, og begge afspejles i menneskets natur. (Se også Artemis, Astralplanet, Asura, Deva, Diana, Hades, Heket, Hel, Jehovah, Kama-Loka, Karma, Loka, Logos, Lucifer, Luna, Mahatala, Patala, Tala, Tartaros, Vitala og Zohar).

Hemadri
(Sanskrit). Hemadri består af ”heman”, der betyder ”gyldne”, og ”adri”, der betyder ”bjerg”. Hemadri er ”det gyldne bjerg”, som er et navn på Mount Meru. (Se også Meru).

Hemera
(Græsk). Hemera betyder ”dag”. Dagen og lyset udgår fra Chaos eller Kaos i den ældre græske mytologi i skikkelse af Erebos og Nyx (kosmisk mørke og kosmisk nat), og fra dem opstod Aither og Hemera (lyset og dagen) under påvirkning fra Eros. Det er derfor mørket, der skaber lyset. Det er Aither (æteren), der repræsenterer de himmelske og de højere sfærers lys, mens Hemera er lyset fra de inferiøre eller jordiske regioner. Men begge fødes af Erebos (mørket) og Nyx (natten). (Se også Aither, Erebos, Eros, Kaos og Nyx).

Henoteisme
(Græsk). Henoteisme stammer fra ”hen”, der betyder ”en” og ”theos”, der betyder ”gud”. Henoteisme er en religionsform med en hovedgud blandt mange guder, uden at andre guder dermed benægtes. Det er en religionsform, der har mange ligheder med Monolatri. De græske, romerske, egyptiske, nordiske osv. gudekredse er udtryk for Henoteisme. I praksis er det som regel kun den øverste gud, der har magten, og de øvrige eksisterer kun i forlængelse af denne. (Se også Ateisme, Monolatri, Monoteisme, Polyteisme og Teisme).

Henoteisme
(Græsk). Henoteisme stammer fra ”hen”, der betyder ”en” og ”theos”, der betyder ”gud”. Henoteisme er en religionsform med en hovedgud blandt mange guder, uden at andre guder dermed benægtes. Det er en religionsform, der har mange ligheder med monolatri. De græske, romerske, egyptiske, nordiske osv. gudekredse er udtryk for henoteisme. I praksis er det som regel kun den øverste gud, der har magten, og de øvrige eksisterer kun i forlængelse af den højeste guddom. (Se også Ateisme, Dualisme, Gnosticisme, Gud, Guddom, Holisme, Monisme, Monolatri, Monoteisme, Pandeisme, Panenteisme, Panteisme, Pluralisme, Polyteisme, Teisme, Theos, Treenighed, Triade, Trimurti og Universalisme).


Side : 1 2 3
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook