Adhyatma-Jnana
(Sanskrit). Adhyatma-Jnana stammer fra âadhiâ, der betyder âoverâ, âĂžversteâ, âsuverĂŠnâ eller âaltafgĂžrendeâ og âatmanâ samt âjnanaâ, der betyder âvidenâ. (Jnana stammer fra roden âjnaâ, der betyder âat videâ eller âforstĂ„â). Adhyatma-Jnana er derfor viden om det Ăžverste Selv, der svarer til Adhyatma-Vidya. (Se ogsĂ„ Adi, Adhyatma-Vidya og Atman).
Adhyatma-Vidya
(Sanskrit). Adhyatma-Vidya stammer fra âadhiâ, der betyder âoverâ, âĂžversteâ, âsuverĂŠnâ eller âaltafgĂžrendeâ og âatmanâ samt âvidyaâ, der betyder âvidenâ fra roden âvidâ, der betyder âat videâ, âat opfatteâ, âat lĂŠreâ. Adhyatma-Vidya er kendskab til den Ăžverste Atman eller det hĂžjeste Selv. Adhyatma-Vidya oversĂŠttes med âden indre oplysteâ. Det er en af Pancha Vidya Sastras eller âDe fem videnskabers skrifterâ. Adhyatma-Vidya bruges i flĂŠng med Adhyatma-Jnana. (Se ogsĂ„ Adi, Adhyatma-Jnana og Atman).
Adhyatman
(Sanskrit). Adhyatman fra stammer fra âadhiâ, der betyder âoverâ, âĂžversteâ, âsuverĂŠnâ eller âaltafgĂžrendeâ og âatmanâ. Adhyatman er det Ăžverste eller oprindelige Selv, der svarer til Paramatman. (Se ogsĂ„ Adi, Atman og Paramatman).
Adhyatmika
(Sanskrit). Adhyatmika stammer fra âadhiâ, der betyder âoverâ, âĂžversteâ, âsuverĂŠnâ eller âaltafgĂžrendeâ og âatmanâ. Adhyatmika henviser til det hĂžjeste Selv eller Atman â og i mere abstrakt forstand henviser Adhyatmika til den oprindelige Atman. (Se ogsĂ„ Adi og Atman).
Adhyatmika-Duhkha
(Sanskrit). Adhyatmika-Duhkha stammer fra âadhiâ, der betyder âoverâ, âĂžversteâ, âsuverĂŠnâ eller âaltafgĂžrendeâ og âatmanâ samt âduhkaâ, der stammer fra âdushâ, der betyder âat blive besmittetâ. Adhyatmika-Duhkha er den fĂžrste af tre slags Klesha (lidelse) eller jordisk smerte. Adhyatmika-Duhkha betyder, at âlidelsen stammer fra sjĂŠlenâ â det vil sige, at det er en lidelse, der er pĂ„fĂžrt af sjĂŠlen og skabt af personligheden. Man er med andre ord selv Ă„rsag til lidelsen. Adhyatmika-Duhkha henviser normalt til fysiske lidelser (f.eks. hovedpine, feber, sygdomme osv.), men mere korrekt stammer lidelserne, smerterne eller problemerne fra psykiske og fĂžlelsesmĂŠssige ubalancer som f.eks. svag vilje, ukontrollerede eller vildledende fĂžlelser og mangelfulde tankeprocesser, som altid resulterer i fysiske lidelser. (Se ogsĂ„ Adi, Adhyatmika, Atman og Klesha).
Adhyaya
(Sanskrit) Adhyaya stammer fra âadhiâ, der betyder âoverâ, âĂžversteâ, âsuverĂŠnâ eller âaltafgĂžrendeâ og roden âiâ, der betyder âat gĂ„â, âat bevĂŠgeâ. Adhyaya henviser til et kapitel, et afsnit eller den del af en bog. Adhyaya eller inddeling i musik er otte takter. (Se ogsĂ„ Adi).
AdhĂŠsion
(Latin). AdhĂŠsion betyder âhĂŠnger vedâ og âholde fast iâ i betydningen sammenhĂŠngskraft mellem legemer, der berĂžrer hinanden. AdhĂŠsion skyldes tiltrĂŠkning af molekyler i legemernes overflader. (Se ogsĂ„ KohĂŠsion).
Adi
(Sanskrit). Adi betyder âden fĂžrsteâ, âdet oprindeligeâ, âdet hĂžjesteâ (i relation til bevidsthedstrin) og âdet hĂžjestes sĂžnnerâ. Adi benyttes i sammensatte ord f.eks. Adi-Buddhi, Adi-Sanat osv. Adi-planet er det hĂžjeste plan i solsystemet og ligger ligesom det nĂŠsthĂžjeste â Anupadaka-planet â endnu langt uden for menneskets opfattelsesevne. Man kender kun navnene og ved, at de betegner selve det guddommelige aktivitetsomrĂ„de â dvs. Logosâ eget indflydelsessfĂŠre. Adi kaldes ogsĂ„ âUniversets grundvoldâ, âUniversets stĂžtteâ og âUniversets livskildeâ. âAdis sĂžnnerâ kaldes i Ă„ndsvidenskaben âildtĂ„gens sĂžnnerâ − et udtryk, der bruges af nogle mestre, for at beskrive Atma-Buddhi. (Se ogsĂ„ Adi-Buddhi).
Adi-Banat
(Sanskrit). Adi-Banat betyder bogstaveligt âden fĂžrste gamleâ. Begrebet svarer til kabbalisternes âden gamle af dageâ. Det er en af Brahmas titler, som i Zohar kaldes Atteekah dâAtteekeen eller âden ĂŠldste af de ĂŠldsteâ. (Se ogsĂ„ Zohar).
Adi-Bhuta
(Sanskrit). Adi-Bhuta stammer fra âadiâ, der betyder âden fĂžrsteâ, âdet oprindeligeâ, âdet hĂžjesteâ (bevidsthedsmĂŠssigt) og âbhutaâ, der stammer fra roden âbhuâ, der betyder âat vĂŠreâ eller âat bliveâ. Adi-Bhuta er derfor det fĂžrste, oprindelige urelement i naturen â den oprindelige umanifesterede Ă„rsag til alle verdener, som nogle gange kaldes ânavnlĂžsâ i den Ă„ndsvidenskabelige litteratur. Adi-Bhuta er Ă„rsagen og kilden til de efterfĂžlgende syv kosmiske Bhutaer, der er de frĂž, som elementerne udstrĂ„ler fra. Adi-Bhuta er en betegnelse for Vishnu, fordi âDet fĂžrste elementâ indeholder alle elementer − âden gĂ„defulde guddomâ. (Se ogsĂ„ Adi og Bhuta).
Adi-Buddha
(Sanskrit). Adi-Buddha eller Adi-Budha er den fĂžrste, den hĂžjeste og den oprindelige Buddha â det evige lys. Adi-Buddha er ikke anerkendt i den sydlige buddhisme. Adi-Buddha befinder sig bevidsthedsmĂŠssigt over alle andre Buddhaer og Bodhisattvaer i den senere tibetanske, nepalesiske, javanesiske, og japanske Mahayana-buddhisme. I Ă„ndsvidenskabelig litteratur er Adi-Buddha det hĂžjeste aspekt for Universets Ăžverste bevidsthed, som eksisterer i den mest ophĂžjede Dharmakaya-tilstand. I den esoteriske buddhisme, og endda i den eksoteriske buddhisme i nord, er Adi-Buddha (Chogi Dangpoi Sangye), âden ene ukendteâ, som er uden begyndelse og uden slutning, identisk med Para Brahman og Ain-Soph, der udsender en lysstrĂ„le fra mĂžrket. Det er 1. Logos eller Vajradhara, den hĂžjeste Buddha (som tibetanerne kalder Dorjechang). Han er âHerren over alle mysterierâ, som ikke selv manifesteres, men som âsender sit hjerte ind i verdensmanifestationâ â det hjerte, der kaldes âdiamant hjertetâ â Vajrasattva (Dorjesempa). Adi-Buddha er Adi-Buddhis individualiserede monadiske fokus â den oprindelige kosmiske visdom eller intelligens, der er synonym med Maha-Buddhi eller Mahat (det universelle tankesind). Eller sagt pĂ„ en anden mĂ„de sĂ„ er Adi-Buddha den Ăžverste bevidsthed i solsystemets hierarki, hvor oceaner af lys strĂžmmer gennem alle de underordnede visdomshierarkier og deres hĂžjeste bevidsthed, som pĂ„ Jorden er Det Store Hvide Broderskab, mestrene eller Mahatmaerne. Lyset og kraften strĂžmmer gennem Mahachohanen, der er Jordens reprĂŠsentant for Adi-Buddha. Det er Ă„rsagen til, at tibetansk buddhisme anerkender den kontinuerlige âreinkarnation af Buddhaâ â ikke sĂ„dan at Gautama Buddha legemliggĂžres, men ved at Adi-Buddha gennem menneskehedens strĂ„le foreviger sig selv ved refleksion i udvalgte mennesker. PĂ„ samme mĂ„de som Adi-Buddha er den individualiserede guddommelige tankeform af Universet, som er altgennemtrĂŠngende og allestedsnĂŠrvĂŠrende, er de mennesker, der lĂžfter sig bevidsthedsmĂŠssigt op til at blive Ă©t med en af Adi-Buddhis strĂ„ler, faktuelt âreinkarnationerâ eller stĂžrre eller mindre legemliggĂžrelser af den kosmiske Buddha. Adi-Buddha manifesteres via de himmelske Buddhaers eller Dhyani-Buddhaernes hierarki. De manifesterer sig videre gennem Manushi-Buddhaerne og i mindre grad gennem mennesker, der â selv om nogen er ophĂžjede, alligevel er mindre ophĂžjede end Manushi-Buddhaerne. (Se ogsĂ„ Adi, Adi-Buddhi, Ain-Soph, Bodhisattva, Buddha, Buddhisme, Bhuta, Dharmakaya, Dhyani-Buddhaer, Dorjechang, Maha-Buddhi, Mahachohan, Mahat, Mahatma, Mahayana, Manushi-Buddhaer, Para Brahman og Vajradhara).
Adi-Buddhi
(Sanskrit). Adi-Buddhi stammer fra âadiâ, der betyder âden fĂžrsteâ, âdet oprindeligeâ, âdet hĂžjesteâ (bevidsthedsmĂŠssigt) og âbuddhiâ fra roden âbudhâ, der betyder âat videâ, âopfatteâ, âopvĂŠkkeâ. Buddhi er essensen af den hĂžjeste intelligens eller visdom â den evige Budhi eller det universelle tankesind, der er legemliggjort i Adi-Buddhi. Adi-Buddhi eller Dharmakaya er âden mystiske, universelle diffuse essens â den altgennemtrĂŠngende hĂžjeste og absolutte intelligens med sin cykliske manifestation af guddommelighed â Avalokiteshvara â der er syntesen af intelligens fra de universelle intelligenser inklusive Dhyan-Chohaner endda af de hĂžjeste ordenerâ. (Se ogsĂ„ Adi, Avalokiteshvara, Dharmakaya og Dhyan-Chohan).
Adi-Granth
Adi-Granth er sikhernes hellige skrifter.
Adi-Natha
(Sanskrit). Adi-Natha stammer fra âadiâ, der betyder âden fĂžrsteâ, âdet oprindeligeâ, âdet hĂžjesteâ (bevidsthedsmĂŠssigt) og ânathaâ, der betyder âbeskytterâ eller âherreâ. âNathaâ stammer fra roden ânathâ, der betyder âat sĂžge bistandâ. Adi-Natha er den hĂžjeste beskytter eller Herre. Adi-Natha bruges nogle gange om Adi-Buddha og andre kosmiske hierarkier â eksempelvis Shiva. Adi-Natha er ogsĂ„ kendt som Rishabha, der er den fĂžrste af de 24 Tirthankaras eller Jain-lĂŠrere. (Se ogsĂ„ Adi, Adi-Buddha og Jain).
Adi-Nidana
(Sanskrit). Adi-Nidana stammer fra âadiâ, der betyder âden fĂžrsteâ, âden oprindeligeâ, âden hĂžjesteâ (bevidsthedsmĂŠssigt) og ânidanaâ, der betyder âbindingâ. âNidanaâ stammer fra âniâ, der betyder ânedâ og âdanaâ, der betyder âbĂ„ndâ eller ârebâ fra roden âdaâ, dvs. âat bindeâ eller âat fastgĂžreâ. Adi-Nidana er den fĂžrste og Ăžverste Ă„rsag i betydningen forbindelsen mellem Ă„rsag og virkning eller Ă„rsagssammenhĂŠng, som symboliseres af den feminine kraft, der er et aspekt af enhver maskulin guddom. Shakti er derfor altid hustru til en gud i hinduernes gudekreds. Adi-Nidana er forbindelsen mellem den fĂžrste og hĂžjeste Ă„rsag og den efterfĂžlgende kĂŠde af Nidanaer, som i de buddhistiske skrifter kaldes de tolv Ă„rsager til manifesteret eksistens eller kĂŠden af Ă„rsag og virkning i hele den manifesterede guddom. (Se ogsĂ„ Adi og Shakti).
Adi-Sanat
(Sanskrit). Adi-Sanat stammer fra âadiâ, der betyder âden fĂžrsteâ, âden oprindeligeâ, âden hĂžjesteâ (bevidsthedsmĂŠssigt) og âsanatâ, der betyder âgammelâ og âaltidâ. Det er âden evigt-oprindeligeâ â et navn der bruges om Brahma. Dzyans stanzer fortĂŠller, hvad der gik forud for Svabhavat i den kosmiske evolution. FĂžrst var der intet, derefter Adi-Sanat â âden fĂžrste som er Ă©nâ â og herefter Svabhavat eller mangfoldighed og Ă„rsagssammenhĂŠng. Det kan sammenlignes med kabbalisternes âAttiqa de Atttiqinâ â âden ĂŠldste af de ĂŠldsteâ â i Zohar, men ogsĂ„ med den pythagorĂŠiske kosmiske monade, som er skabt i og fĂždt fra livmoderen af den evigtvĂŠrende eller uerkendelige, der manifesterer sig som kilden til kosmos, og trĂŠkker sig tilbage i âstilhed og mĂžrkeâ, men bĂ„de bevarer sin tilstand og samtidig fungerer som en ubeskrivelig kilde, som al manifestation er forbundet med i rummene i rummet. Adi-Sanat er det evigtvĂŠrende kim til det kosmiske tankesind, og fordi det eksisterer fra kosmisk Manvantara til kosmisk Manvantara, synker Adi-Sanat blot i perioder ind i umanifesterede forlĂžb af kosmiske Pralayaer. (Se ogsĂ„ Adi, Adinidana-Svabhavat, Dzyan, Manvantara, Pralaya og Zohar).
Adi-Sesha
(Sanskrit). Adi-Sesha stammer fra âadiâ, der betyder âden fĂžrsteâ, âden oprindeligeâ, âden hĂžjesteâ (bevidsthedsmĂŠssigt) og âseshaâ fra roden âsishâ, der betyder ârestâ eller âefterladtâ. Det henviser til den universelle hvile, der symboliseres af den mytologiske tusindhovede slange (Naga), som Vishnu âsoverâ pĂ„ under Pralaya (intervallet mellem manifestationerne). Det symboliserer desuden de syv Patalaâer, som i hinduistisk kosmologi betegner Universets syv nederste omrĂ„der, som befinder sig under jorden, og de syv eksistensplaner ovenover â dvs. hele Universet. Oftere kaldes det simpelthen Sesha â eller Ananta (ubegrĂŠnset) eller Ananta-Sesha. Sesha betyder âefterladtâ eller âdet, der er tiloversâ. Den vigtigste fortolkning er, at under Vishnus Pralaya, der reprĂŠsenterer den kosmiske guddommelighed, forestiller man sig, at der soves pĂ„ indholdet af en Ă„ndelig karakter, der er tilbage efter Universets oplĂžsning. PĂ„ den mĂ„de er Adi-Sesha â ursubstansen eller ârestenâ â det kosmiske rum eller hav af bevidsthedsstof, der er tilovers fra den tidligere kosmiske Manvantara. Det fungerer som moder-stof eller kaos, som er grundlaget for fĂždslen og skabelsen af de fremtidige verdener, nĂ„r Pralaya slutter. (Se ogsĂ„ Ananta, Manvantara, Naga, Pralaya og Vishnu).
Adi-Shakti
(Sanskrit). Adi-Shakti stammer fra âadiâ, der betyder âden fĂžrsteâ, âden oprindeligeâ, âden hĂžjesteâ (bevidsthedsmĂŠssigt) og âshaktiâ, som hentyder til kraft og energi. Det er den oprindelige energi eller guddommelige kraft, som er en direkte energiudstrĂ„ling fra Mulaprakriti â dvs. det feminine aspekt eller den stoflige iklĂŠdning af enhver potentiel Ă„ndelig form. Adi-Shakti er derfor den essentielle guddommelig energi â den feminine skabende kraft, som er et aspekt i enhver maskulin guddom i den hinduistiske gudekreds, og derfor er Shakti altid hustru til en gud. Shakti kaldes desuden Maya (uvirkeligt). Det er en vigtig betegnelse, for illusionen begynder med manifestationen. (Se ogsĂ„ Adi, Maya, Mulaprakriti og Shakti).
Adi-Tattva
(Sanskrit). Adi-Tattva stammer fra âadiâ, der betyder âden fĂžrsteâ, âden oprindeligeâ, âden hĂžjesteâ (bevidsthedsmĂŠssigt) og âtattvaâ, der betyder âessensâ. Det er det essentielle princip, og det bruges i Ă„ndsvidenskabelig litteratur som betegnelse for den fĂžrste eller den hĂžjeste af syv Tattvaer eller principper pĂ„ den nedadgĂ„ende bue i naturens strukturelle opbygning. I de kosmiske princippers rĂŠkkefĂžlge svarer Adi-Tattva til 1. Logos. (Se ogsĂ„ Adi, Logos og Tattva).
Adikrit
(Sanskrit). Adikrit eller Adikartri stammer fra âadiâ, der betyder âden fĂžrsteâ, âdet oprindeligeâ, âdet hĂžjesteâ (bevidsthedsmĂŠssigt) og âkritâ, der betyder âat handleâ. (âKartriâ er f.eks. betegnelsen for et handlingsmenneske, en forfatter, en producer osv.). âKritâ stammer fra roden âkriâ, der betyder âat gĂžreâ, âat laveâ, âat udretteâ. Adikrit betyder bogstaveligt âden fĂžrste skabteâ eller manifesterede. Det er den skabende kraft, der er evig og umanifesteret, men som manifesterer en del af sig selv periodisk. Adikrit bruges om Vishnu, som hviler i ârummets vandeâ under Pralaya. Den fĂžrste skabte er synonym med Adikara. I hinduistisk mytologi er det Skaberen, og i Puranaerne er Adikrit det personificerede aspekt af den udviklende eller kosmisk skabende kraft, der dybest set er evig, men desuden er periodisk i sine manifestationer. I perioder med manifestation (Manvantara) personificeres Adikrit med Vishnu eller Brahma. I perioder med hvile (Pralaya), symboliseres det med gudens sĂžvn i urhavet. Udtrykket gĂŠlder for ethvert univers eller hierarki, stort eller lille, om en galaksehob, et solsystem, en planet eller et menneske. (Se ogsĂ„ Adi, Brahma, Manvantara Pralaya og Vishnu).
Adinidana-Svabhavat
(Sanskrit). Adinidana-Svabhavat stammer fra âadiâ, der betyder âden fĂžrsteâ, âden oprindeligeâ, âden hĂžjesteâ (bevidsthedsmĂŠssigt) og ânidanaâ, der betyder âĂ„rsagssammenhĂŠngâ samt âsvabhavatâ, der betyder âselvskabtâ. âSvabhavatâ stammer fra âsvaâ, der betyder âselvâ og roden âbhuâ, der betyder âskalâ eller âbliverâ. Der henvises til den oprindelige Ă„rsagssammenhĂŠng med udgangspunkt i det selvskabte. I buddhismen kan Nidana ogsĂ„ betyde den oprindelige essens eller substans, mens Svabhavat sidestilles med Fader-Moder-manifestationen, der kan beskrives som âden oprindelige Fader-Moder Ă„rsagsessensâ. Det er manifestationens hĂžjeste aspekt eller 3. Logos i galaksen MĂŠlkevejen, og fordi 3. Logos i ethvert solsystem er en afspejling af den galaktiske 3. Logos, er Adinidana-Svabhavat i ethvert solsystem forbundet med galaksens Adinidana-Svabhavat. SĂŠtningen findes i Dzyan stanzer: âMĂžrket â det grĂŠnselĂžse eller uerkendelige â Adi-Nidana Svabhavatâ. Det er 3. Logosâ nedstigningspunkt, der kan beskrives som mĂžrke og uerkendeligt, for det er mĂžrke i relation til menneskets intellekt, og alligevel er det begyndelsen til erkendelse af alle de hierarkier, der strĂžmmer ud fra punktet. Alt det, der befinder sig herunder, kan ligesom Adinidana-Svabhavat kaldes grĂŠnselĂžs i betydningen den kosmiske essens eller Ă„ndelige substans uden indsnĂŠvrende grĂŠnser. (Se ogsĂ„ Adi, Adi-Nidana, Dzyan og Logos).
Aditi
(Sanskrit). Aditi stammer fra âikkeâ og âditiâ, der betyder âbundet afâ fra roden âat bindeâ. Aditi er det, der ikke er bundet. Det er det grĂŠnselĂžse, frigjorte eller uendelige. Aditi er modergudinden Devamatri i Vedaerne, og ud af hendes kosmiske substans blev alle himmellegemerne fĂždt. Aditi er derfor urnaturen eller grundstoffet (Mulaprakriti), og Aditis fysiske symbol er det grĂŠnselĂžse rum. Hun er den himmelske jomfru og moder til hver enkelt eksisterende form og skabning. Hun er syntesen af al skabelse. Hun er den Ăžverste Akasha. I Rig-Veda identificeres Aditi med Vach (den mystiske stemme), og i Vedanta desuden med Mulaprakriti. Hun er Universets livmoder og dermed en feminiseret udgave af Brahma. I Rig-Veda stĂ„r der: âDaksha udsprang fra Aditi og Aditi fra Dakshaâ, og det er en henvisning til âden evige cykliske genfĂždsel af den samme guddommelige essensâ. I et af de mere mystiske aspekter identificeres Aditi med guddommelig visdom. Aditis princip findes i mange gamle religioner â den hĂžjeste Sephira i Zohar, gnostikernes Sophia-Achamoth, den grĂŠske Rhea, der er moder til Olympens guder, Bythos (det store dyb), Amba, Surarani, Chaos, rummets vande, det oprindelige lys, og hun er kilden til de gamle egypteres syv himle. Nogle gange har hun relation til den grĂŠske Gaia, Jordens gudinde, for at vise hendes dobbelte natur, for hun er moderen til bĂ„de det Ă„ndelige og det fysiske. Aditi er bĂ„de det kosmiske rum, moderen til alle skabninger, og Gaia â Moder Jord â og i en stĂžrre skala er hun moder til alt, der har objektiv karakter. (Se ogsĂ„ Aditi-Vach, Akasha, Brahma, Daksha, Gaia, Mulaprakriti, Rig-Veda, Vedanta og Zohar).
Aditi-Prakriti
(Sanskrit). Aditi-Prakriti stammer fra âaditiâ, der betyder âgrĂŠnselĂžsâ og âprakritiâ, der betyder âat skabeâ eller âat manifestereâ fra roden âpraâ, der betyder âfremâ og roden âkriâ, der betyder âat gĂžreâ. Aditi-Prakriti er den Ă„ndelige-fysiske natur â Fader-Moder aspektet, der tonede frem i rummet ved skabelsen. Det er den kosmiske universelle grundsubstans, der personificeres i Universets dobbelte natur, og som ogsĂ„ kommer til udtryk i mennesket. Aditi betyder grĂŠnselĂžshed, der er personificeret i en gudinde, for Prakriti er urhavet eller grundsubstansen i den oprindelige tilstand. (Se ogsĂ„ Aditi og Prakriti).
Aditi-Vach
(Sanskrit). Aditi-Vach eller Aditi-Vac stammer fra âaditiâ, der betyder âgrĂŠnselĂžsâ og âvachâ, der betyder âtaleâ eller âstemmeâ fra roden âvachâ, der betyder âat sige nogetâ eller âat fremsigeâ. I sit feminine aspekt betragtes den kosmiske Logos som et slĂžr, der omgiver den kosmiske monade, som er under udvikling. Logois feminine aspekter er alle sammenhĂŠngende i deres noumenale aspekt, der bestĂ„r af lys, lyd og ĂŠter. Noumenal er iflg. Immanuel Kant et objekt, som det er i sig selv uafhĂŠngigt af tankesindet i modsĂŠtning til et fĂŠnomen.
Aditya
(Sanskrit). Aditya er âAditis sĂžnâ. I Vedaerne er Aditya et navn for Solen og for planeterne, for de syv Adityaer er identiske med de syv planeter eller rettere deres âguderâ, bevidstheder eller liv. Aditya refererer desuden til antallet fem, syv, otte og tolv. Den ottende Aditya â Marttanda â blev afvist af Aditi, og derefter var der syv âSolsĂžnnerâ, som hver manifesterer en bestemt solenergi (strĂ„le). âDe syv tillader de dĂždelige, at de ser deres boliger, men de viser sig kun for Arhaterâ, iflg. et gammelt ordsprog. Deres âboligerâ skal fortolkes som planeter. Brahmanaerne og Puranaerne omtaler normalt tolv Adityaer. I en forudgĂ„ende Manvantara blev de kaldt Tushitaer, men ved manifestationscyklussens slutning kom de ind i âAditis livmoderâ, for at de kan fĂždes i den nĂŠste Manvantara, ââ og der skal de igen opnĂ„ rang af guderâ. I den nuvĂŠrende syvende Manvantara er de kendt som Adityas. NĂ„r Pralaya (hviletilstanden) i Universet indtrĂŠder, vil de tolv sole vise sig. De tolv Adityas er de tolv store guder i hinduernes gudekreds. Det er desuden de tolv stjernetegn i dyrekredsen â eller Ă„rets tolv mĂ„neder. Adityaerne opretholder Solens guddommelige liv, som gennemstrĂžmmer alt, og i den nuvĂŠrende Vaivasvata Manvantara er det de guddommelige Solpitrier (fĂŠdre) â ikke at forveksle med de laverestĂ„ende MĂ„nepitrier, der inkarnerede i den tidlige menneskehed. (Se ogsĂ„ Aditi, Arhat, Brahmana, Manvantara, Pitri, Puranaer og Veda).
Adivamsa
(Sanskrit). Adivamsa stammer fra âadiâ, der betyder âden fĂžrsteâ, âden oprindeligeâ, âden hĂžjesteâ (bevidsthedsmĂŠssigt) og âvamsaâ, der betyder âafstamningâ eller âraceâ. Adivamsa er den fĂžrste rodrace, der omtales i Mahabharata som âur-racenâ â den oprindelige familie. (Se ogsĂ„ Mahabharata og Rodrace).
Adivarsha
(Sanskrit). Adivarsha stammer fra âadiâ, der betyder âden fĂžrsteâ, âden oprindeligeâ, âden hĂžjesteâ (bevidsthedsmĂŠssigt) og âvarshaâ, der er en opdeling af Jorden. Det stammer fra roden âvrishâ, der betyder âat regneâ eller âat udĂžseâ. Adivarsha er âdet fĂžrste landâ. Udtrykket bruges om âmenneskehedens fĂžrste rodraces Paradisâ. Det er det oprindelige kontinent, hvor menneskehedens fĂžrste rodracer levede. Det kaldes ogsĂ„ Stjernelandet, og det lĂ„ i omrĂ„det ved Nordpolen.
Adon
(Hebraisk). Adon er flertalsformen af âadonimâ, som stammer fra âadanâ, der betyder âat fastsĂŠtteâ. Adon er den Ăžverstbefalende, herren, mesteren, herskeren osv. Adonim og Adonai â som jĂžderne brugte om deres Jehova og engle â var simpelthen Jordens fĂžrste Ă„ndelige og ĂŠteriske sĂžnner. Det samme gĂŠlder guden Adonis, som i sine mange varianter reprĂŠsenterede âden fĂžrste Herreâ. H.P. Blavatsky bruger desuden Adon som en betegnelse for Codex Nazaraeusâ himmelske eller engleagtige hierarki. De gamle hebrĂŠere og fĂžnikerne brugte ikke kun Adon i forbindelse med guder eller guddomme, men ogsĂ„ som betegnelse for konger og prĂŠster. (Se ogsĂ„ Adonai og Codex Nazaraeus).
Adonai
(Hebraisk). Adonai stammer fra Adon, der betyder âHerreâ. Oprindeligt var Adonai en slags klage eller bĂžn til de hierarkiske Ă„ndelige krĂŠfter, der er overhoveder for Jordens planetariske kĂŠde â isĂŠr til Planetlogos. Men senere blev det en simpel erstatning for Guds navn, som ikke mĂ„tte udtales, og som derfor normalt erstattede Tetragrammaton (YHVH). Adonai betyder som sagt âHerreâ. NĂ„r en rettroende hebrĂŠer under lĂŠsningen af de hellige skrifter kom til navnet JHVH, erstatte de det med ordet Adonai, for âGuds navn mĂ„tte ikke udtalesâ for âdu skal ikke tage Herren din Guds navn forfĂŠngeligtâ. Den indre natur af YHVH er skjult, derfor kan YHVH kun navngives med navn som Shekhinah og Adonai. Derfor siger rabbinerne om navnet YHVH: âSom jeg skrives (dvs. YHVH), skal jeg ikke lĂŠsesâ. Og iflg. Zohar: âI denne verden skrives mit navn YHVH, og det lĂŠse Adonai, men i den kommende verden, vil det samme blive lĂŠst som det er skrevet, sĂ„ barmhjertighed (reprĂŠsenteret ved YHVH), skal findes overaltâ. I Bibelen oversĂŠttes âAdonaiâ med âHerrenâ, selv om det betyder âmine Herrerâ, hvorimod âElohimâ oversĂŠttes med âGudâ. I kabbalaen er Adonai det guddommelige navn for det hĂžjeste Sephira for Malkuth. Gnostikerne lĂŠrte, at Iurbo og Adonai var Iao-Jehova, som er en udstrĂ„ling af Ilda Baoth. IfĂžlge Origenes betragtede gnostikerne Adonai som udtryk for Solens egenskaber. H.P. Blavatsky oplyser, at bĂ„de Aidoneus og Dionysius (Dionysos) er grundlaget for Adonai, eller âJurbo Adonaiâ, som Jehova kaldes i Codex Nazaraeus. (Se Adon, Codex Nazaraeus, Elohim, Kabbala, Malkuth, Tetragrammaton og Zohar).
Adonim
Se Adon.
Adonis
(Hebraisk). Adonis stammer fra âadonâ, der betyder âHerreâ. Adon er ogsĂ„ en titel pĂ„ den babyloniske gud Tammuz. Hans kult blev importeret til GrĂŠkenland. Adonis var en smuk ung mand, der var hĂžjt elsket af Afrodite, men han blev drĂŠbt af et vildsvin. Afrodite var sĂ„ hĂ„rdt ramt af sorg, at guderne i de lavere verdener tillod ham at vĂŠre sammen med hende pĂ„ jorden et halvt Ă„r ad gangen. Hans dĂžd og opstandelse blev symboliseret i Ă„rlige festivaler. Han er et af de mange symboler pĂ„ den mystiske Kristus â gudemennesket. Selv om han er sĂžn af bĂ„de fader og moder, var han identisk med faderen. Adonis identificeres med bĂ„de Osiris og Horus, med den semitiske Tammuz i Ezekiel, med Athamaz, Tamaz og Adam-Kadmon, og desuden med den indiske Aditi og den hebraiske Adon eller Adonai. Adonis omtales som bĂ„de MĂ„nens og Solens guddom, for det, der er Solens lys fra Ă©t synspunkt, kan vĂŠre MĂ„nens lys fra et andet â eksempelvis kan Adonis reprĂŠsenteres Solen i en mĂ„nekalender. Adonis er forbundet med solĂ„ret, og det vises i allegorien om hans aftale om seks mĂ„neder pĂ„ Jorden sammen med Afrodite. (Se ogsĂ„ Adam-Kadmon, Adon, Adonai og Afrodite).
Adrasteia
(GrĂŠsk). Adrasteia bestĂ„r af âikkeâ og âdidraskeinâ, som betyder âat lĂžbe vĂŠkâ. Adrasteia er det, man ikke kan flygte fra. Adrasteia er symbol pĂ„ det aspekt af karma, der kaldes Nemesis, men de to udtryk er ikke synonymer. Nemesis, Adrasteia og Themis udgĂžr en treenighed. Adrasteia er Ă„rsager, der er skabt af personligheden, og derfor er tilbagevirkningen uundgĂ„elig. Nemesis er symbol pĂ„ respekt for loven â dvs. samvittighed. Og Themis er symbol pĂ„ guddommelig orden og harmoni â den iboende balance i den kosmiske struktur. Adrasteia betyder derfor de virkninger, som fĂžr eller senere vil ramme et menneske som resultat af positive eller negative tanker, fĂžlelser og handlinger.
Adrishta
(Sanskrit) Adrishta bestĂ„r af âikkeâ og roden âdrisâ, der betyder âat seâ, âat lĂŠreâ, âat opfatte med tankesindetâ eller âintuitionâ. Adrishta er det ukendte, det uforudsete, det usynlige og en uforudset fare. I filosofien henviser det til det, der er uden for rĂŠkkevidde eller iagttagelse ved hjĂŠlp af sanserne. W.Q. Judge definerer Adrishta som âen fordel eller ulempe, der er knyttet til et menneskes adfĂŠrd i en tidligere inkarnation, og den tilsvarende (tilsyneladende vilkĂ„rlige) positive eller negative tilbagevirkning i den nuvĂŠrende eller i en fremtidig inkarnationâ. Det fremgĂ„r tydeligt af det sammensatte udtryk Adrishta-Phala (ukendt frugt), for karmaen er ukendt og derfor endnu ikke trĂ„dt i kraft. Adrishta er derfor skĂŠbnen, der kommer til udtryk som lykke og nogen gange som ulykke. (Se ogsĂ„ Karma).
Adunai
(Gnostisk). Adunai bruges af Ofiterne og Nazarenes i forbindelse med Iurbo. Iflg. Ofiterne er Iurbo og Adunai navne pĂ„ Iao-Jehova â en af udstrĂ„lingerne af Ilda-Baoth og Adunai â og i forbindelse med Ezras rettelser og omformuleringer blev Adunai til sidst Adonai af Massorah â Den Ene og hĂžjeste Gud for de kristne â. (Se ogsĂ„ Ofiterne).
Advaita
(Sanskrit). Advaita eller Adwaita bestĂ„r af âikkeâ og âdvaitaâ, der betyder âdualâ fra âdviâ, der betyder âtoâ. I Vedanta betyder Advaita derfor ikke-dualistisk. Advaita er en filosofi, hvor dualitet ikke eksisterer. Der findes udelukkende Ă©t altomfattende bevidsthedsniveau. Advaita er desuden en Vedanta-sekt, som er den ikke-dualistiske (Advaita-) skole inden for den vedantinske filosofi. Den er grundlagt af Sankaracharya. De to andre vedantiske skoler er Dwaita- og Vishishthadwaita-skolen. Sankaracharyas lĂŠre handler om Universets â Brahmans eller Paramatmans â enhed med menneskets Ă„nd og sjĂŠl eller Jivatma, og som derfor er identisk med Ă„nd og stof. Han lĂŠrte ogsĂ„ at Universets guddommelige Ă„nd er den aktive og skabende Ă„rsag til periodiske manifestationer, opretholdelse og nedbrydning af Universet, og at den guddommelige kosmiske Ă„nd er den ultimative sandhed og eneste virkelighed. Derfor er Advaita den ene uden nogen anden. Alt andet er Maya, afhĂŠngig hvilken afstand det har til den guddommelige kilde. Efter Sankaracharya er de stĂžrste indviede og yogier kommet fra Advaita-vedantisternes rĂŠkker. Alligevel er den filosofiske kilde hos bĂ„de de advaitiske og de buddhistiske lĂŠrde i overensstemmelse med hinanden, og begge grupper har den samme respekt for dyr og deres liv, for de mener, at hver skabning pĂ„ Jorden â uanset hvor lille og beskeden den forekommer â er en udĂždelig del af det udĂždelige stof. Stof har en helt anden betydning end den, man mĂžder hos bĂ„de Kristne og materialister, for alle skabninger er underlagt Karma. (Se ogsĂ„ Brahman, Jivatma, Karma, Maya, Paramatman og Vedanta).
Advaya
(Sanskrit). Advaya bestĂ„r af âikkeâ og âdviâ, der betyder âtoâ. Dvs. âikke-toâ og dermed âĂ©n uden en andenâ. Advaya kan oversĂŠttes med âunikâ. Som maskulint navneord er Advaya navnet pĂ„ en Buddha. Som intetkĂžns navneord betyder Advaya nondualitet, enhed eller identitet â isĂŠr nĂ„r det bruges om Brahman, om Universet eller om Ă„nd og stof, og derfor reprĂŠsenterer Advaya den ultimative sandhed. (Se ogsĂ„ Brahman).
Advent
(Latin). Advent stammer fra âadâ, der betyder âmodâ og âvenioâ, der betyder âat kommeâ eller âankomstâ. I kristendommen er advent en periode pĂ„ ca. fire uger fĂžr jul. I det fĂžrkristne GrĂŠkenland var Eleusis et af de store indvielsescentre, og âeleusisâ var et grĂŠsk ord, der betĂžd âkommerâ eller âadventâ. Alle antikkens mysterieskoler underviste i og dramatiserede doktriner, som beskĂŠftigede sig med det, der skal komme â dĂždens mysterium, genfĂždslens mysterium og indvielsens mysterium â dvs. fĂždslen eller opvĂŠkkelsen af den indre Buddha eller Kristus i neofytten. Man kaldte det for âdet kommendeâ eller âadventâ eller fremkomsten af den indre gud. Advent henviser ogsĂ„ til rĂŠkken af tilsynekomster i den fysiske verden, hvor en Nirmanakaya legemliggĂžr en Dhyani-Buddha â et fuldkomment menneske fra en foregĂ„ende Manvantara, der kommer for at oplyse menneskeheden i den aktuelle cyklus. Nirmanakayaerne arbejder inden for Jordens sfĂŠre som menneskehedens usynlige eller nogle gange synlige hjĂŠlpere. âDen anden adventâ henviser til Kristi genkomst, og den blev betragtet som nĂŠrt forestĂ„ende af nogle af de tidlige kristne sekter, og den ventes stadig af forskellige grupper i nutiden. Det afspejler den arkaiske undervisning om Maitreya-Buddha genkomst. Maitreya-Buddha er den nĂŠste store Buddha i den lange rĂŠkkefĂžlge af Buddha-tilsynekomster. Det henviser ogsĂ„ til genkomsten af Elias hos jĂžderne og Kalki-Avatarens genkomst hos Hinduerne. (Se ogsĂ„ Dhyani-Buddha, Manvantara og Nirmanakaya).
Adyar
I 1882 kĂžbte Det Teosofiske Samfund en gammel engelsk bungalow â Huddlestones Garden â i Adyar, hvor H.P. Blavatsky og Henry Steel Olcott etablerede samfundets hovedkvarter i 1883. Det blev Det Teosofiske Samfunds internationale hovedkvarter og har vĂŠret det siden. Adyar ligger i Madras-provinsen i Indien. Det Teosofiske Samfund kaldes nogle gange âAdyar-samfundetâ, hvorimod Det Teosofiske Samfund i Californien â som brĂžd ud af det oprindelige samfund, der blev stiftet af H.P. Blavatsky â kaldes âPoint-Loma samfundetâ. (Se ogsĂ„ Teosofi).
Adytum
(Latin). Adytum stammer fra det grĂŠske âadytosâ, som bestĂ„r af âikkeâ og âduoâ, der betyder âat trĂŠde ind iâ (âadytaâ i flertalsform). Dvs. et omrĂ„de, man ikke skal trĂŠde ind i. Adytum er derfor den inderste helligdom â det allerhelligste â i et tempel, som kun mĂ„tte betrĂŠdes af de indviede. Det allerhelligste sanktuarium eller âsanctum sanctorumâ var almindelig i den arkitektoniske plan af templer i alle gamle civilisationer. Adytum eller det allerhelligste indeholdt ofte en sarkofag og en statue af den guddom, templet var indviet til. Adytum var et symbol pĂ„ regenerering, genopstandelse og indvielse. Da jĂžderne efterhĂ„nden fortolkede bogstaveligt og blev helt eksoteriske i deres religiĂžse tro og praksis, gjorde de Adytum til et symbol pĂ„ deres nationale eksoteriske monoteisme. Esoterisk blev Adytum blot et symbol pĂ„ formering i stedet for pĂ„ regenerering. Men den sande betydning kan stadig lĂŠses i historien om David, der danser foran arken, for dansen var i virkeligheden et bakkisk ritual, og dansens betydning blev kun afslĂžret i mysterierne. Arken var symbol pĂ„ det legeme, der opbevarer frĂžene til alle levende skabninger, der skal genbefolke Jorden i en ny cyklus. Kongens kammer i den store Giza-pyramide er et egyptisk Adytum. Neofytten, der skulle indvies, reprĂŠsenterede den solare guddom, som stiger ned i sarkofagen. Ceremonien symboliserede den livgivende strĂ„le, der strĂžmmer ind i naturens livmoder og befrugter den, og efter en mystisk dĂžd (kontrolleret ud-af-kroppen oplevelse) blev neofytten genfĂždt. (Se ogsĂ„ Neofyt).
Aeolus
(GrÊsk). Aeolus er Hippotes sÞn i grÊsk og romersk mytologi. Han var udpeget af Zeus som vogter af vindene. Han levede pÄ Þen Aeolia i det fjerne vesten, og Þens stejle klipper var omkranset af en messingvÊg. Her spÊrrede han vindene inde i en hule, og han slap dem kun lÞs, nÄr han Þnskede det, eller nÄr han blev beordret til det af guderne. Senere sagde man, at han boede pÄ en Þ nord for Sicilien. (Se ogsÄ Zeus).
Afaia
(GrĂŠsk). Afaia var i oldtiden en lokal gudinde pĂ„ den grĂŠske Ăž Ăgina. Dyrkelsen af Afaia gĂ„r tilbage til mykensk tid, og en sent overleveret myte identificerer hende med den kretensiske gudinde Britomartis. (Se ogsĂ„ Britomartis).
Affinitet
Affinitet er en ukendt kraft inden for fysikken. Affinitet manifesterer sig bl.a. i samspil med kemiske reaktioner. Affinitet gĂžr sig altid gĂŠldende i enhver partikelteori om Universet, men teorierne, der er nĂždvendige for en naturvidenskabelig fortolkning af naturen, kan ikke defineres pĂ„ det traditionelle materialistiske grundlag. I den fysiske verden er affinitet blot en manifestation af den universelle kraft, som har tilbĂžjelighed til at skabe mangfoldighed i enheden. Affinitet eller tiltrĂŠkningskraft er det modsatte af frastĂždningskraft, og de to krĂŠfter fungerer sammen om at skabe kosmisk harmoni. Affinitet er Fohat, som i sit hĂžjeste aspekt er guddommelig kĂŠrlighed â sympatiens og tiltrĂŠkningens elektriske kraft. Det er den kraft, der forener Ă„nden med den subtile natur. Det er den, der skaber sjĂŠlen i mennesket. I naturen er det den fĂžrste forbindelse mellem det ubetingede og det betingede eller manifesterede. Leucippus lĂŠrte menneskeheden, at rummet er fyldt med atomer â eller rettere monader â der er i konstant bevĂŠgelse, og Epicurus og Lucretius tilfĂžjede idĂ©en om affinitet. Leucippus havde samme idĂ©. Atomerne, som aflĂŠgges i dĂžden efter inkarnationen, vender tilbage til den samme personlighed pga. affinitet ved nĂŠste inkarnation. (Se ogsĂ„ Fohat).
Afgrund
(GrĂŠsk). Afgrund bestĂ„r af et âikkeâ og det grĂŠske âbyssosâ eller âbythosâ, der betyder âdybâ eller âdybdeâ, som pĂ„ engelsk er blevet til âabyssâ. Afgrunden er derfor noget, der ikke har en bund eller er bundlĂžs. Afgrund i Ă„ndsvidenskabelig betydning er en betegnelse for kaos, rummet og urhavets dybe afgrund, som er selve manifestationen eller kosmos. Det er et begreb, der findes i mytologier overalt i verden. Hos sumererne og babylonierne blev Hea fĂždt i âden store afgrundâ â Hea, den alvidende, uerkendelige og grĂŠnselĂžse guddom. I den kaldĂŠiske mytologi er Tiamat, det kvindelige princip, en legemliggĂžrelse af kaos. Kaos eller afgrunden var den kosmiske visdoms bolig. I den egyptiske mytologi er gudinden Nut det himmelske dyb. I den nordiske mytologi fortĂŠller man om Ginnungagap (afgrunden for Ginns afkom), det uendelige tomrum eller illusionens dyb. (Se ogsĂ„ Ginnungagap og Hea).
Aflad
Aflad var oprindeligt en eftergivelse af synd. IdĂ©en om betaling af den gĂŠld, som synderen skylder Gud, bygger pĂ„ tanken om, at Jesus, Maria og helgenerne samlede en âskat af dyderâ. Den katolske kirkes salg af aflad med pĂ„stand om, at man kunne betale sig fra evige lidelser og straf i Helvede i efterlivet, var den vĂŠsentligste Ă„rsag til Martin Luthers reformation. De fleste tror, at aflad er afskaffet i den katolske kirke, men Tridentinerkoncilet 1545-63 afskaffede ikke aflad. Det reformerede kirkens afladspraksis og forbĂžd bl.a. handel med afladsbreve. Den katolske kirkes lĂŠre om aflad findes stadig men i andre former, som senest er formuleret af pave Paul 6. i den apostolske konstitution âIndulgentiarum Doctrinaâ fra 1967. Eftergivelse af synd er i modstrid med bĂ„de den naturlov, der kaldes Newtons tredje lov, som siger, at enhver aktion har en lige sĂ„ stor og modsatrettet reaktion. Aflad er ogsĂ„ i modstrid med Ă„ndsvidenskaben og karmaloven, som er baseret pĂ„ naturloven om aktion og reaktion. Karmaloven er et pĂŠdagogisk system, hvor tilbagevirkningen af egne handlinger medfĂžrer voksende forstĂ„else, indlevelse og medfĂžlelse. Aflad betyder derfor, at man fratager et menneskes mulighed for at udvikle sig. Aflad eller eftergivelse af synd svarer til en pĂ„stand om, at man kan fĂ„ en sten, man har kastet i en sĂž, til at vende tilbage gennem vandet og op i den hĂ„nd, der kastede den. Dermed er aflad ogsĂ„ i modstrid med sund fornuft.
Afrit
(Arabisk). Afrit stammer fra âifritâ, der betyder dĂŠmon. Afrit er en gruppe naturĂ„nder eller elementaler i arabisk mytologi, som betragtes som en magtfuld ond jinn. Det er Ă„nder, som af muslimer anses for at vĂŠre djĂŠvle.
Afrodite
(GrĂŠsk). Afrodite er den grĂŠske gudinde for kĂŠrlighed. KĂŠrlighed og visdom er to sider af samme sag. Der findes ikke visdom uden kĂŠrlighed, og der er ingen kĂŠrlighed uden visdom. NĂ„r livet leves i overensstemmelse med solsystemets primĂŠre energi og kvalitet, vil det komme til udtryk som kĂŠrlighed og visdom. Det er Ă„rsagen til, at kĂŠrlighedens gudinde Afrodite i ĂŠldre tider symboliserede kosmisk harmoni. Afrodite var datter af Zeus og Dione. Zeus og Dione var begge mĂ„neguddomme, og det samme var deres datter Afrodite. MĂ„nen modtager og reflekterer det livgivende lys fra Solen, og det er symbol pĂ„, at gudetriaden modtager energierne fra en hĂžjere kilde, hvorefter de reflekterer dem. Zeus og Dione blev begge afbildet med MĂ„nens horn eller Tyrens stjernetegn (Taurus), og tyren reprĂŠsenterer manifestation. Tyren reprĂŠsenterer menneskets begĂŠr i dets sĂžgen efter tilfredsstillelse. Men tyren er ogsĂ„ den, der giver lyset, og den tidligere cyklus i mĂžrket oplyses. De gamle egyptere placerede en solskive (livslyset) mellem tyrens opadvendte horn, og det beskriver fremdriften hos mennesket hen imod illuminationens mĂ„l med de to horn (dualitet), som beskytter af âlysets Ăžjeâ midt i tyrens pande. Man kan konkludere, at Afrodite er formidler af en hĂžjere Ă„ndelig energi, som reflekteres eller manifesteres pĂ„ et lavere niveau. Afrodite stammer fra âaphorsâ, der betyder âskumâ, for Afrodite er fĂždt af det havskum, der samlede sig omkring Uranosâ afhuggede kĂžnslem. Men gudinden og hendes navn er meget gammelt. Det bringer tankerne hen pĂ„ Venus og andre guddomme, hvor man mytologisk forklarer, at de ligesom Afrodite er fĂždt af havets skum. Symbolikken er ikke grĂŠsk, for den findes i mange ĂŠldre kulturer â f.eks. hos inderne og peruanerne. IdĂ©en er inspireret fra Ăsten. Eksempelvis er hinduernes Ksirabdhi-Tanaya datter af mĂŠlkehavet. Ksirabdhi-Tanaya er et navn for gudinden Lakshmi, der opstod af skum fra mĂŠlkehavets bĂžlger, da det blev kĂŠrnet af guderne, og det er identisk med legenden om den grĂŠske Afrodite. Ramayana bliver Lakshmi (som er Vishnus kvindelige aspekt, der ogsĂ„ kaldes Padma) afbildet flydende pĂ„ en lotusblomst ved âskabelsenâ og under âkĂŠrningen af rummets havâ, og hun âudgĂ„r fra mĂŠlkehavetâ (MĂŠlkevejen) pĂ„ samme mĂ„de som Venus-Afrodite af havets skum. Hvad symboliserer havskum? Havet, der henvises til, er ikke havet pĂ„ Jorden. Havet er urhavet. âVandeâ og âvandâ er symbolet for akasha − ârummets uroceanâ â og over urhavet svĂŠver den selvskabte Ă„nd, som iflg. legenderne ogsĂ„ hviler pĂ„ urhavet. Urhavet er desuden Ă„ndens afkom. Skum pĂ„ urhavet er derfor symbol pĂ„ de hĂžjeste skabninger eller de kosmiske bevidstheder, der blev personificeret i skikkelse af guder og gudinder. Uranosâ afhuggede kĂžnslem eller hans afskĂ„rne testikler fortĂŠller med andre ord, at Afrodite ikke er skabt ved en traditionel kĂžnsakt. Hun er udtryk for et energimĂŠssigt guddommeligt aspekt, der udskilles fra sit ophav for at reprĂŠsentere en specifik men subtil kvalitet og proces i helheden. I en anden version af legenden er det Kronos, der kastrerer sin far Uranos, da han nĂŠrmede sig Gaia for at have samleje med hende. Her siges det, at Afrodite blev skabt af blodet fra Uranosâ afskĂ„rne testikler, der befandt sig i havet. NĂ„r Afrodite landede i en muslingeskal pĂ„ Ăžen Cythera, er det et forsĂžg pĂ„ at skabe et symbolsk billede af manifestation af den energi, kvalitet og proces, som hun reprĂŠsenterer. Hun er en Ă„ndelig energi (skum), der udgĂ„r fra urhavet, og hun ankommer til det fysiske plan i en muslingeskal. Hun er kĂŠrlighedens gudinde, og derfor ankom hun i en hjertemusling â jf. Solens energikvalitet, der er kĂŠrlighed/visdom. Afrodite er âperlenâ i muslingeskallen. Skallen kan sammenlignes med det kosmiske ĂŠg, der rummer bevidstheden og dens legeme. Planeter bestĂ„r ogsĂ„ af en skal, der rummer en levende skabning, som har udviklet sig fra kosmiske kim, der er passeret gennem forskellige stadier. Afrodite symboliserer et bevidsthedsaspekt, der befinder sig inde i en form â en skal. Hun er skjult for menneskets fysiske sanser. Og dermed nĂŠrmer man sig en forstĂ„else af, hvorfor Afrodite er identisk med egypternes gudinde Hathor, som symboliserede sjĂŠlslegemet eller solenglen. Afrodite sammenlignes med mange forskellige gudinder. Afrodite er i princippet identisk med Aditi, Annapurna, Astarte, Athene, Atmamatra, Demeter, Eva, He, Hekate, Hera, Hesperiderne, Ida, Ilmatar, Io, Ishtar, Isis, Hathor, Kanya, Kunti, Lakshmi, Latona, Leda, Lilith, Ma, Maia, Malkuth, Maquom, Marichi, Marisha, Mater, Matri-Padma, Maya, Metis, Mut, Nâcabvah, Neith, Nemesis, Nephthys, Nut, Nornerne, Nyx, Pasht, Prakriti, Prithivi, Pyrrha, Rhea, Ru, Saraswati, Sarva-Mandala, Satet, Savarna og Shakti, og dermed henviser Afrodite og de Ăžvrige gudinder desuden til Shri, Sippora, Surasa, Svaha, Uma, Ushas, Vach, Venus, Vesta, Vinata, Yoni og Zarpanitu. (Se ogsĂ„ Aditi, Akasha, Ana, Astarte, Athene, Atmamatra, Demeter, Dione, Eva, Gaia, Hathor, Havskum, He, Hekate, Hera, Hesperider, Ida, Ilmatar, Io, Ishtar, Kanya, Kronos, Ksirabdhi-Tanaya, Kunti, Lakshmi, Latona, Leda, Lilith, Ma, Maia, Malkuth, Marici, Marisha, Matripadma, Maya, Metis, Mut, Nâcabvah, Neith, Nemesis, Nephthys, Norner, Nut, Nyx, Padma, Pasht, Prakriti, Prithivi, Pyrrha, Rhea, Ru, Saraswati, Sarva-Mandala, Savarna, Satet, Shakti, Shri, Sippora, Surasa, Svaha, Uranos, Ushas, Vach, Vesta, Vishnu, Vinata, Yoni, Zarpanitu og Zeus).
Agama
(Sanskrit). Agama stammer fra âaâ, der betyder âmodâ og ânĂŠrâ og roden âgamâ, der betyder âat kommeâ, âat gĂ„â. Agama betyder derfor âat nĂŠrme sigâ, og det henviser til skriftsteder, âder er kommet nedâ â dvs. kanaliseret fra en hĂžjere kilde. Som maskulint navneord betyder det âat nĂŠrme sigâ, âtilsynekomstâ, âstudieâ, âlĂŠsningâ, âerhvervelse af videnâ eller âvidenskabâ. Inden for filosofien henviser Agama til traditionel videregivet lĂŠre. Agama er en samling af hellige skrifter pĂ„ sanskrit, tamil og grantha som f.eks. Brahmanaerne. Saivites â dvs. Shiva-tilhĂŠngere â anerkender 28 Agamaer. Shakta anerkender 77 Agamaer eller Tantraer, og der er 215 Vaishnava-Agamaer. Vaishnavaer â Vishnu-tilhĂŠngere â betragter Pancharatra Agamaer som hellige bĂžger. De samlede Agamaer udgĂžr Jain-kanonen. Agama omhandler hovedsageligt metoder til templets opfĂžrelse, skabelse af forbilleder, tilbedelse hjĂŠlp af guder, formulering af filosofiske doktriner, meditativ praksis og forskellige former for yoga. Agama-religionerne kaldes ogsĂ„ tantrisme, selv om udtrykket âtantraâ nogle gange bruges med henvisning til Shakta Agamas. Agama-religionernes oprindelse og kronologi er fortsat et omdiskuteret emne. Agama er ikke af vediske oprindelse, og skrifterne betragtes som enten post-vediske tekster eller som prĂŠ-vediske kompositioner. I malay-sproget betyder ordet Agama bogstaveligt âreligionâ. Agama-traditionerne har vĂŠret kilder til yoga og selvrealiseringskoncepter pĂ„ det indiske subkontinent â herunder Kundalini-yoga, og de omfatter bl.a. traditioner vedr. askese. (Se ogsĂ„ Brahmana, Jain, Kundalini-yoga og Tantra).
Agamin
(Sanskrit). Agamin stammer fra âaâ, der betyder âmodâ og roden âgamâ, der betyder âat kommeâ, âat gĂ„â. Agamin vil derfor sige âat kommeâ eller âat nĂŠrme sigâ. Og nĂ„r Agamin bruges sammen med karma, betyder det âden snarlige fremtidâ. NĂ„r Agamin bruges sammen med spĂ„dom â dvs. forudsigelser om fremtiden â henviser Agamin til tilfĂŠldig forandring i modsĂŠtning til Sthira, der betyder fastlagt forandring. Agami-karma er de karmiske frĂž, som vil blive sĂ„et, hvis man tilstrĂŠber et almindeligt liv â dvs., de karmiske frĂž, der endnu ikke er afviklet. (Se ogsĂ„ Karma).
Agapae
(GrĂŠsk). Agapae er flertalsformen af âagapeâ, der betyder âbroderlig kĂŠrlighedâ, âkĂŠrlig venlighedâ og âvelgĂžrenhedâ. Agapae var kĂŠrlighedsfester, der blev afholdt af de tidlige kristne. Ved kĂŠrlighedsfesterne skulle de kristne ikke kun udvise kĂŠrlighed til Gud, men ogsĂ„ kĂŠrlighed til hinanden som udtryk for medfĂžlelse, gensidig glĂŠde og sympati. Ved festerne deltog medlemmerne i en guddommeligt inspireret altergang, og ved Agapaen skulle man mĂždes i bĂžn, for at synge salmer, lĂŠse skrifterne, inspirere hinanden, udveksle nyheder, og festen blev afsluttet med et broderligt kys. Men efterhĂ„nden sneg verdsligheden sig ind, og der opstod udbredt misbrug ved kĂŠrlighedsfesterne, og det blev derfor nĂždvendigt at stoppe dem. I Korinterbrevene beklager Paulus sig over misbrug ved de kristnes fester.
Agastya
(Sanskrit). Agastya eller Agasti stammer fra âagaâ, der betyder âbjergâ og roden âasâ, der betyder âat kasteâ eller âsmide vĂŠkâ. Agastya er derfor âbjergkasterenâ. Men Agastya er reelt navnet pĂ„ den store Rishi, der var hĂžjt respekteret i Sydindien. Han var den ansete forfatter til en rĂŠkke hymner i Rig-Veda. Han omtales ogsĂ„ i Mahabharata og Ramayana. Legenderne siger, at Agastya blev fĂždt i en vandkrukke, at han var en lille mand, at han havde slugt havet, og at han havde tvunget Vindhya-bjerget til at kaste sig i stĂžvet for ham. Derfor fik han navnet âbjergkasterâ. I den tamilske litteratur er der tradition for at betragte Agastya som den, der bragte litteratur, videnskab, religion og filosofi til Sydindien. Det var ogsĂ„ Agastya, der instruerede Dravidierne i medicin, astrologi og magiske videnskaber. Agastya er desuden navnet pĂ„ stjernen âCanopusâ. (Se ogsĂ„ Dravidia, Mahabharata, Ramayana og Rishi).
AgathodĂŠmon
(Gnostisk). AgathodĂŠmon eller Agathodaimon (grĂŠsk) er en betegnelse for den gode, hjĂŠlpende Ă„nd eller genius â i modsĂŠtning til den onde og djĂŠvelske Ă„nd â KakodĂŠmon. AgathodĂŠmon var udstyret âmed kundskab om godt og ondtâ, dvs. med guddommelig visdom, for uden den sidste kan der ikke vĂŠre tale om den fĂžrste. Kobberslangen i Bibelen var en AgathodĂŠmon, mens giftslangerne var et aspekt af KakodĂŠmon. Ofiterne kaldte Logos og den guddommelige visdom for AgathodĂŠmon, og i mysterierne blev AgathodĂŠmon symboliseret med en slange pĂ„ en stang. AgathodĂŠmon blev ogsĂ„ symboliseret som en yngling med et overflĂždighedshorn og en skĂ„l i hĂŠnderne. I andre tilfĂŠlde var det en valmue og et kornaks. I Athen drak man et glas vin ved middagen til ĂŠre for AgathodĂŠmon. I en af de mange former var AgathodĂŠmons den kosmiske Kristus â evighedens slange. Og i menneskets tankesind blev AgathodĂŠmons genesis-slangen, som blev til Satan efter Middelhavs-civilisationernes fald. For at kunne skabe hierarkierne mĂ„tte Brahma blive firfoldig og gradvis udstrĂ„le dĂŠmoner, engle, pitrier, og mennesker. Den grĂŠske Agathodaimon refererer derfor til den fĂžrste af Brahmas udstrĂ„linger, hvor âdet kosmiske mĂžrkes sĂžnnerâ blev skabt. Det henviser til det ufattelige lys, som gĂ„r forud for det manifesterede lys. I kristen teologi forstod man det desvĂŠrre sĂ„dan, at Satan var vĂŠrt for Guds fĂžrste sĂžnner. Derfor valgte man af ren og skĂŠr uvidenhed at forvanske energiernes nedstigning. Nedstigningen havde til hensigt at udvikle og oplyse menneskeheden, men de kristne forvandlede den positive hensigt til i et primitivt oprĂžr mod den almĂŠgtige Gud. Agathodaimon blev pĂ„ den mĂ„de den guddommelige godheds og kĂŠrligheds fjende og modpol. Det samme skete med Asuraerne i Indien og med den kosmiske slange. Clement fra Alexandria, som var indviet neoplatoniker, vidste at Agathodaimon var identisk med den kosmiske Kristus og menneskehedens Ă„ndelige frelser. Det samme gĂŠlder Prometheus. I en tidlig form af Agathodaimon blev lĂŠren fremlagt for at oplyse menneskeheden om den inkarnerende Ă„ndelige krafts aktivitet og indflydelse. Som modpol til Agathodaimon stĂ„r Kakodaimon â den onde eller lavere slange. Det er den Satan, som beder Kristus om, at han skal tilbede ham, for: âJeg vil give dig alle kongeriger pĂ„ Jordenâ. Kakodaimon er det lavere aspekt af Agathodaimon. Kakodaimon er Kama-Manas â bedrageren â i modsĂŠtning til Buddhi-Manas â frelseren. (Se ogsĂ„ Buddhi-Manas, DjĂŠvelen, KakodĂŠmon, Kama-Manas, Ofiterne, Pitri og Prometheus).
Agathon
(GrĂŠsk). Agathon betyder bogstaveligt âdet godeâ, og bergebet henviser til âden universelle sjĂŠlâ. Agathon er âdet godeâ, âden godeâ eller âgodhedens principâ. Agathon er det hĂžjeste gode i moralsk betydning â summim bonum. Agathon var Platons betegnelse for den hĂžjeste Gud, der svarer til Alaya eller den universelle sjĂŠl. For Platon var Agathon identisk med det aspekt af det guddommelige, som kaldes det umanifesterede eller 1. Logos. Selv om Agathon nogle gange sidestilles med Atman â som kan sammenlignes med grĂŠkernes Pneuma â sĂ„ svarer Paramatman bedre til Agathon. Agathon svarer desuden til buddhisternes Alaya â det uforgĂŠngelige eller evige). (Se ogsĂ„ Alaya, Atman og Paramatman).
Aghora
(Sanskrit). Aghora bestĂ„r af âikkeâ og roden âghurâ, der betyder âat skrĂŠmmeâ â dvs. âikke skrĂŠkindjagendeâ. I Mahabharata er Aghora et maskulint navneord, der bruges som en titel pĂ„ guden Shiva, men Aghora er ogsĂ„ en betegnelse for en tilhĂŠnger af Shiva og hans hustru Durga. Som et feminint navneord er Aghora den 14. dag i den mĂžrke halvdel af Bhadra, der er en mĂ„ned i regntiden i august-september, og dagen er helliget Shiva. (Se ogsĂ„ Durga, Mahabharataen og Shiva).
Agla
(Hebraisk). Agla er en kabbalistisk talisman. Ordet er sammensat af initialerne for de fire ord: âAteh Gibor Leolam Adonaiâ, som betyder: âDu er mĂŠgtig for evigt O Herreâ. âAâ i ordets begyndelse betyder âden fĂžrsteâ. âGâ er treenigheden i enheden. âLâ betyder âfuldendelsen af det store vĂŠrkâ. Og âAâ i ordet slutning betyder âden sidsteâ. (Se ogsĂ„ Kabbala).
Agneya
(Sanskrit). Agneya stammer fra âagniâ, der betyder âildâ. Agneya betyder at tilhĂžre eller vĂŠre indviet til ilden eller ildguden Agni. Agni er den ene af âguderneâ for de fem manifesterede elementer. Agneya er desuden navnet pĂ„ krigsguden Murugan eller Karttikeya, men Agneya er ogsĂ„ betegnelsen for Agnis sĂžn. Betegnelsen Agni- eller Agneya-Purana skyldes, at Agni gav vismanden Vasishtha dobbelte viden om Brahman â det, der erhverves via studiet af âordâ (Vedaerne), og det, der erhverves via den hĂžjere opfattelsesevne, som opnĂ„s ved hjĂŠlp af kontemplation. (Se ogsĂ„ Agni, Kontemplation, Murugan og Veda).
Agneyastra
(Sanskrit). Agneyastra stammer fra âagneyaâ, der betyder âildvĂ„benâ. Ordet er sammensat af âagniâ, der betyder âildâ og âastraâ, der betyder âvĂ„benâ eller âpilâ. Agneyastra er eksoterisk forstĂ„et det ildagtige og flammende kastevĂ„ben, som guderne benytter i Puranaerne og Mahabarata. Det er et magisk vĂ„ben, der iflg. Ă„ndsvidenskaben blev brugt af den 4. rodrace â atlantiderne. Det âildagtige vĂ„benâ blev givet til Agnivesa â Agnis sĂžn af Bharadwaja, og Agnivesa gav det til Drona. Vishnu-Purana er ikke enig i udlĂŠgningen, for her er det vismanden Aurva, der giver det til Kong Sagara, der er hans Chela. IldvĂ„benet Agneyastra var et magisk vĂ„ben, der blev brugt af nogle af guderne og heltene i Mahabharata og Ramayana. Det magiske vĂ„ben var angiveligt bygget af de âsyv elementerâ. Det kan naturligvis opfattes som et fysisk vĂ„ben af ildagtig karakter, der blev brugt til fysisk krigsfĂžrelse, men hvis det ses esoterisk og i en kosmisk skala, kan det symbolisere en naturkraft, der bĂ„de kan bruges til offensive og defensive formĂ„l af intelligente og hĂžjtudviklede skabninger. Iflg. Ă„ndsvidenskaben er ild et abstrakt begreb, der er identisk med Ă„nd (liv), som gennemstrĂžmmer det syvfoldige univers. (Se ogsĂ„ Agni, Atlantis, Chela, Mahabarata, Purana og Ramayana).
Agni
(Sanskrit). Agni stammer fra roden âagâ, der betyder âat bevĂŠgeâ, âbugteâ og âvindâ. Agni betyder âildâ og i Vedaerne er Agni ildguden eller ildens herre. Agni er den ĂŠldste og den mest ansete af Indiens guder. Oprindeligt var Agni den ene person i hinduernes ĂŠldste Trimurti, der bestod af Agni, Vayu og Surya. Det var fĂžr Vishnu fik sin plads blandt guderne, og fĂžr Brahma og Shiva blev skabt. Agni var desuden syntesen af de tre guder i Trimurtien, for han er ildens trefoldige aspekt. Han manifesterede sig pĂ„ himlen som Solen (Surya), i atmosfĂŠren eller luften (Vayu) som lynet og pĂ„ Jorden som almindelig ild. I nutiden er Agni desuden en betegnelse for en hĂžjtstĂ„ende Ă„ndelig skabning, der styrer ildens manifestationer pĂ„ alle eksistensplaner, og som praktiserer sin magt via ildelementaler (salamanderne). Agni er den ene af âguderneâ for de fem manifesterede elementer. De fire andre er Indra, Pavana, Varuna og Kshiti. Agni er mellemled mellem guder og mennesker. Fra Agnis legeme udgĂ„r der âtusinde herligheds strĂžmme og syv flammetungerâ. Agni reprĂŠsenterer den guddommelige essens eller den himmelske ild, der findes i ethvert atom i Universet, og som derfor ofte bruges synonymt med Aditya. Som en af de fire Lokapalaer eller verdensbeskyttere er Agni beskytter af den sydĂžstlige kvadrant, og i Rig-Veda i skikkelse af Matarisvan er han budbringer for Vivasvat â Solen â og derfra bragte han den âskjulte ildâ ned til menneskeheden. At âtĂŠnde ildâ svarer derfor til at invokere en af de tre store ild-energier eller âat pĂ„kalde Gudâ. Ild omtales som det essentielle i Dzyans Stanzaer: âĂ
nden ovenover den manifesterede natur er det ildagtige Ă„ndedrag i dens absolutte enhed. I det manifesterede univers, er det den centrale Ă„ndelige Sol â alt livs elektriske ild. I solsystemet er det den synlige Sol â naturens Ă„nd â den jordiske gud â og i, pĂ„, og omkring Jorden, er det den ildagtige Ă„nd â luft er strĂžmme af ild â vand er flydende ild â Jord, er kompakt ild. Alt er ild. Ild er âignisâ i dens ultimative struktur, eller âjegâ, hvor roden er â0â (nul) ifĂžlge denne opfattelse. Ild er Altet i naturen og dets tankesind. Pro-moderen er guddommelig ild. Ild er skaberen, nedbryderen og opretholderen. Gudernes oprindelige navne er alle knyttet til ild, lige fra Agni til den jĂždiske gud, som âer den fortĂŠrende ildâ. I Puranaerne er Agni bĂ„de en Rishi i den 4. Manvantara, navnet pĂ„ en Kalpa, men desuden navnet pĂ„ en stjerne. (Se ogsĂ„ Aditya, Bhumi, Brahma, Indra, Jala, Kalpa, Kshiti, Manvantara, Panchamahabhuta, Pavana, Purana, Rishi, Shiva, Stanza, Surya, Trimurti, Varuna, Vayu, Veda, Vishnu).
Agni Abhimanin
(Sanskrit). Agni Abhimanin er den ĂŠldste sĂžn af Brahma, der havde tre sĂžnner, som selv havde 45 sĂžnner, og sammen med Brahma udgjorde de 49 former for ild eller âAgnierâ. (Se ogsĂ„ Agni og Brahma).
Agni Dhatu Samadhi
(Sanskrit). Agni Dhatu Samadhi er en form for kontemplering inden for yoga, hvor Kundalinikraften vĂŠkkes og rejses, og hvor âuendeligheden viser sig i en klĂŠdning af ildâ. (Se ogsĂ„ Kundalini og Yoga).
Agni-Vishnu-Surya
(Sanskrit). Agni-Visnu-Surya stammer fra âagniâ, der betyder âildâ og âvishnuâ fra roden âvisâ eller âvishâ, der betyder âat gennemstrĂžmmeâ plus âsuryaâ, der betyder âsolâ. Agni-Visnu-Surya er derfor en ildgennemstrĂžmmende solguddom. Trefoldigheden Agni-Visnu-Surya er muligvis en anden kombination af den oprindelige vediske trefoldighed Agni-Indra-Surya, som reprĂŠsenterede krĂŠfter, der relaterede sig til jorden, atmosfĂŠren og himlen. Agni-Vishnu-Surya kaldes âsyntesen og hovedet â eller det fokus hvorfra trefoldigheden udstrĂ„lede energierne i bĂ„de det fysiske og det metafysiske â fra bĂ„de den Ă„ndelige Sol og den fysiske Sol â eller de syv strĂ„ler, de syv ildagtige tunger, de syv planeter eller guderâ. (Se ogsĂ„ Agni, Indra, Surya, Veda og Vishnu).
Agni-yoga
Agni-yoga er âyoga for den Ă„ndelige viljeâ. Agni-yoga kaldes ogsĂ„ âildens yogaâ, for der er tale om tankesindets ild. Agni-yoga er fremtidens yogasystem, der fĂžrst bliver relevant, nĂ„r mennesket har opbygget en stabil sjĂŠlskontakt. (Se ogsĂ„ Abhyasa-yoga, Bhakti-yoga, Hatha-yoga, Jnana-yoga, Karma-yoga, Kundalini-yoga, Raja-yoga og Yoga).
Agnibahu
(Sanskrit). Agnibahu eller Agnivahu stammer fra âagniâ, der betyder âildâ og roden âbhuâ, der betyder âat vĂŠreâ eller âat bliveâ. Agnibahu er Manu Swayambhuvas â den âselvfĂždtesâ â asketiske sĂžn. Agnibahu var den fĂžrste Manu som kaldes âlovgiverenâ, fordi det var ham, der grundlagde de hellige love, som vejleder sjĂŠlen med regler for harmonisk og korrekt livsfĂžrelse. Agnibahu, som praktiserede et forbilledligt religiĂžst liv, kaldes ogsĂ„ Priyavarta af Kamya. Agnibahu er angiveligt den fĂžrste af de syv Rishier, som vil leve i den 14. Manvantara, der engang vil komme. Den nuvĂŠrende verdensperiode er den 7. som kaldes Vaivasvata. (Se ogsĂ„ Agni, Manu, Manvantara og Rishi).
Agnibhu
(Sanskrit). Agnibhu eller Agni Bhuvah stammer fra âagniâ, der betyder âildâ og roden âbhuâ, der betyder âat vĂŠreâ eller âat bliveâ. Agnibhu er derfor ildfĂždt. Det er et af krigsguden Murugans (Karttikeyas) navne, og det relateres til Kshatriyaerne eller krigskasten â den anden af de fire kaster â for man sagde, at deres forfĂŠdre var sprunget frem af ilden. Agnibhu var desuden en vedisk lĂŠrer. (Se ogsĂ„ Agni, Kshatriya, Murugan og Veda).
Agnidagdha
(Sanskrit). Agnidagdha stammer fra âagniâ, der betyder âildâ, og âdagdhaâ, der betyder âbrĂŠndtâ fra roden âdahâ, der betyder âat brĂŠndeâ. Agnidagdha oversĂŠttes med âfortĂŠret af ildâ. Agnidagdha er en gruppe af Pitrier (fĂŠdre eller forfĂŠdre), som opretholdt husstandens ild og gav offergaver i form af ild. Agnidagdhaerne, som omtales i Den Hemmelige LĂŠre, er identiske med de lunare Pitrier, der er lige sĂ„ gĂ„defulde som de hĂžjere Arupa-grupper hos Kumaraerne eller Agnishwattaere. Agnidagdhaerne er Arupa-gruppernes legemer, og pĂ„ grund af deres fastere og mere materialiserede essenser, er de i stand til forene sig med krĂŠfter og substanser i naturen pĂ„ mere materielle planer i solsystemet. De er ogsĂ„ kendt som Barhishader, som âvedligeholdt husstandens flammeâ, og det var dem, der var fortrolige med ild og levede med flammer i de materielle sfĂŠrer. De âmaterielleâ flammer er de ildagtige eller magnetisk-elektriske krĂŠfter og substanser i de lavere verdener, som inkluderer bĂ„de begĂŠrenes og lidenskabernes flamme og den elektriske ild i det fysiske univers. De forsynede ikke kun mennesket med de lavere aspekter, men projekterede deres Chhayaer (skygger eller astrallegemer), og fuldendte pĂ„ den mĂ„de det astral-fysisk-ĂŠteriske legeme i den tidlige menneskehed. Agnidagdhaerne, er de mere Ă„ndelige og intellektuelle grupper af Pitrier, som gav den spirende menneskehed de Ă„ndelige, intellektuelle og hĂžjere psykiske principper. H.P. Blavatsky skriver: âDe fĂžrste oprindelige Pitrier â âildens syv sĂžnnerâ â er adskilt og opdelt i syv grupper â tre af grupperne er Arupa (formlĂžse), og de bestĂ„r af intellektuel og ikke af elementarsubstans. Fire af grupperne er kropslige. Den fĂžrste er ren Agni (ild) eller Spta-jiva (dvs. âsyv livâ, som bliver Saptaâjihva eller âsyv-tungedeâ, fordi Agni symboliseres med syv tunger og med syv vinde, som udgĂžr hjulene pĂ„ hans ildvogn). Da de bestod af en formlĂžs og ren Ă„ndelig essens pĂ„ evolutionens Ăžverste niveau, kunne de ikke skabe den arketypiske form, for den var ikke i deres tankesind, og det er den fĂžrste forudsĂŠtning. De var kun i stand til at fĂžde âtankeskabte skabningerâ â deres âsĂžnnerâ, som var den anden gruppe af Pitrier (eller Prajapati, eller Rishier osv.), pĂ„ et niveau, der var mere materielt. De hĂžrer til den tredje og sidste af Arupa-grupperne. Det var den eneste gruppe, der blev virkeliggjort ved hjĂŠlp af den universelle sjĂŠls (Aditis, Akashas) fjerde princip til manifestation af objektive skabninger som har form. Men da de kom i eksistens, var den guddommelige udĂždelige sjĂŠl eller ild i dem sĂ„ begrĂŠnset, at de blev betragtet som fejltagelser. De tre ordner af skabninger â Pitri-Rishierne eller âflammens sĂžnnerâ â var nĂždt til at forene og sammensmelte deres tre hĂžjere principper med det fjerde og det femte (det mikrokosmiske) princip fĂžr den nĂždvendige forening kunne opnĂ„s og skabe resultaterâ. (Se ogsĂ„ Aditi, Agni, Agnishwatta, Akasha, Arupa, Barhishader, Chhaya, Kumaraer, Pitri, Prajapati og Rishi).
Agnidhra
(Sanskrit). Agnidhra stammer fra âagnidhâ, der betyder âtĂŠndeâ, fra roden âagniâ, der betyder âildâ plus roden âindhâ, der betyder âat tĂŠndeâ eller âoplyseâ. Agnidhra eller âildtĂŠnderenâ er den ĂŠldste af Priyavartas ti sĂžnner â Svayambhuva Manus ĂŠldste sĂžn. Tre af Priyavartas sĂžnner blev tiggere. De syv andre blev konger og berĂžmte pga. deres tapperhed og visdom. Priyavarta inddelte Jorden i syv Dvipaer eller kontinentale Ăžer, og han gav ansvaret for deres administration til hver af sĂžnnerne. Agnidhra regerede over Jambu-Dvipa. Han fik ti sĂžnner, og derefter delte han Jambu-Dvipa mellem dem. H.P. Blavatsky sammenligner den puraniske allegori med de syv planeter i den planetariske kĂŠde, og Jambu-Dvipa svarer til klode D i det teosofiske skema. Agnidhra eller Agnihotra henviser ogsĂ„ til prĂŠsten, der tĂŠnder offerilden. (Se ogsĂ„ Agni, Agnihotri og Puranaer).
Agnihotra
(Sanskrit). Agnihotra stammer fra âagniâ, der betyder âildâ og âhotraâ, der betyder âofferâ fra roden âhuâ, der betyder âat ofreâ. Agnihotra er et ildoffer. Det er et vigtigt vedisk offer til ildguden Agni, og offeret bestĂ„r af mĂŠlk, olie, og sur vĂŠlling. Agnihotra krĂŠver, at familiens overhoved to gange dagligt â fĂžr solopgang og efter solnedgang â udfĂžrer offerhandlingen. PrĂŠsten som tĂŠnder den hellige offerild kaldes Agnihotri eller Agnidhra. (Se ogsĂ„ Agni, Agnidhra og Veda).
Agnihotri
Se Agnidhra og Agnihotra.
Agniputra
(Sanskrit). Agniputra stammer fra âAgniâ, der betyder âildâ og âputraâ, der betyder âsĂžnâ eller âafkomâ. Agniputra er ildguden Agnis sĂžn. Agniputra er desuden navnet pĂ„ krigsguden Skandha eller Karttikeya. Ethvert af de utallige gudehierarkier kan betragtes som afkom eller âsĂžnnerâ af den kosmiske Ă„nd eller ild â for gudehierarkierne, som findes i rummet, er i virkeligheden rummet. Men Agniputra er isĂŠr en betegnelse for en af de karakteristiske kvaliteter, der gĂžr guden til en aktiv i stedet for en passiv eller nĂŠsten passiv medspiller i det kosmiske drama. Agniputra er symbol pĂ„ planeten Mars og dens indflydelser â eller Skandha, krigsguden i Mahabharataen â pga. af den karakteristiske intense ildagtige aktivitet, der omtales som Agniputra. Agniputra omtales ogsĂ„ i Den Hemmelige LĂŠre men i flertalsform med henvisning til de Ă„ndeligt-intellektuelle enheder, der bragte det intellektuelle lys til verden og indpodede intellekt og fornuft i menneskeheden. De er forbundet med Manasaputraerne. (Se ogsĂ„ Agni, Karttikeya, Manasaputra og Skandha).
Agniratha
(Sanskrit). Agniratha stammer fra âagniâ, der betyder âildâ og ârathaâ, der betyder âvognâ, og ârathaâ stammer fra roden âriâ, der betyder âat bevĂŠge sigâ. Agniratha betyder bogstaveligt en âildvognâ. Agniratha er en slags flyvende fartĂžj, der omtales i Ramayanaen og i gamle indiske vĂŠrker om magi samt i episke digte. âDen vibratoriske kraft fra en Agni Rath, der var fastgjort til et flyvende fartĂžj, blev rettet mod en hĂŠr, og den udslettede 100.000 mand og deres elefanter og forvandlede dem til aske, lige sĂ„ let som hvis de var en dĂžd rotteâ. (Se ogsĂ„ Agni og Ramayana).
Agnisara
Agnisara
(Sanskrit). Agnisara eller Agnisar Kriya er en yogisk teknik, der stimulerer forbrĂŠndingen, og derfor kaldes Agnisara âden der nĂŠrer ildenâ. Yoga-Ăžvelsen udfĂžres ved, at man stiller sig med spredte ben, mens man trĂŠkker vejret normalt. Herefter bĂžjer man sig fremover, benene bĂžjes en smule, og hĂŠnderne placeres pĂ„ knĂŠene. Hovedet bĂžjes, sĂ„ man kan iagttage maven, og herefter skal maven bevĂŠges ind og ud 20 gange. Ăvelsen gentages herefter, mens man Ă„nder helt ind. Derefter Ă„nder man helt ud, mens hovedet bĂžjes indtil hagen rĂžrer brystet. Vejret holdes ude og samtidig suges maven indad og opad â ikke lige bagud men opad â sĂ„dan at der dannes en hulning i maveomrĂ„det. Vejret holdes sĂ„ lĂŠnge, det er muligt. Bugen slappes af inden indĂ„ndingen. NĂ„r denne del af Ăžvelsen er under kontrol, kan Agnisara udvides med, at nĂ„r vejret holdes ude, kan man bevĂŠge maven ud og ind sĂ„ mange gange, som det er muligt, mens man holder vejret ude. Derefter slapper man af i bugen, retter sig op og Ă„nder ind. Agnisara gavner fordĂžjelsen og reducerer stress. (Se ogsĂ„ Kriya og Yoga).
Agnishtoma
(Sanskrit). Agnishtoma stammer fra âagniâ, der betyder âildâ og âstomaâ, der betyder âat lovpriseâ â fra roden âstuâ, der betyder âat priseâ eller âat hyldeâ. Agnishtoma betyder derfor lovprisning af ildguden Agni. Det er en gammel vedisk ceremoni eller offerhandling, der udfĂžres af en Bramin, der bestrĂŠber sig pĂ„ at opnĂ„ en bevidsthedstilstand, der giver adgang til Svarga Loka. Offeret til Indra og andre guder var Soma. Ceremonierne fortsatte i fem dage under ledelse af 16 prĂŠster. Selv om det i senere tider mest af alt blev en formalitet, sĂ„ var Agnishtoma oprindeligt forbundet med indvielsesritualerne i soma-mysterierne. I Puranerne er Agnishtoma Manuens syvende sĂžn â den sjette Manu, som nedstammer fra den fĂžrste Manu, Svayambhuva. (Se ogsĂ„ Agni, Agnishtoma, Bramin, Indra, Manu, Puraner, Soma, Svarga, Veda).
Agnishwatta
(Sanskrit). Agnishwatta eller Agnisvatta stammer fra âagniâ, der betyder âildâ og roden âsvadâ, der betyder âat forsĂždeâ eller âat smageâ. Agnishwatta er skabninger, der har smagt ild eller er forsĂždet af ild. Agnishwatta er en af de syv hĂžjere grupper af Pitrier eller stamfĂŠdre, der omtales i Puranaerne som âde, der er uden ildâ. I Ă„ndsvidenskaben er Agnishwatta en gruppe af Pitrier, som skabte den fĂžrste ĂŠteriske menneskerace â de solare stamfĂŠdre eller Solpitrierne til forskel fra Barhishaderne eller MĂ„nepitrierne. Esoterisk set er Agnishwattaerne langt hĂžjerestĂ„ende skabninger end Barishaderne, fordi de er fri for begĂŠrets ild. De er guddommelige og rene, og derfor er de befriet fra den grovere ildtype, og det medfĂžrer, at de er ude af stand til at forme det fysiske menneske. I stedet er de i besiddelse af den Ă„ndelig-intellektuelle ild, som menneskets bevidste, Ă„ndelige, udĂždelige sjĂŠl begaves med. Derfor kaldes Agnishwatta-Pitrierne for, âde, der er renset med ildâ, og det kan fortolkes som enten lidelsens ild i det fysiske liv, der skaber en stĂŠrk karakter og styrker Ă„ndeligheden, eller det kan ses fra et esoterisk synspunkt, der betegner de skabninger, som i evolutionens lĂžb essentielt et blevet Ă©t med Ă„ndens ĂŠteriske ild. Agnishwattaerne henviser til menneskets forfaders solare Selv i modsĂŠtning til Barishadernes, som er menneskets lunare forfĂŠdre. Agnishwattaerne omtales i Den Hemmelige LĂŠre som âdesigner af det indre menneskeâ, Manasa-Dhyanier (tankesindets herrer), solare devaer, visdomsflammens sĂžnner, de, der giver menneskelig intelligens og bevidsthed samt ilddhyanier. I det gamle GrĂŠkenland blev de kollektivt personificeret i den episke figur Prometheus, og i Kina, blev de symboliseret som visdommens ilddrager. Agnishwattaerne, menneskets solare Ă„ndeligt-intellektuelle aspekter, har i tidligere Manvantarer fĂŠrdiggjort deres evolution i stoffets verdener, og pĂ„ et tidspunkt, hvor evolutionen havde bragt de vĂ„gnende menneskemasser til et bevidsthedsstadie, hvor de kun havde deres fysiske kreative ild, kom Agnishwattaerne til undsĂŠtning ved at inspirere og oplyse de lunare Pitrier med Ă„ndelige og intellektuelle energier i form af ild. I Puranaerne er Agnishwattaerne identificeret med Ă„rstiderne, og de omtales som en af de grupper af guddomme, der hersker over Ă„rets cykliske opdeling. (Se ogsĂ„ Agni, Barhishader, MĂ„nepitrier, Pitrier, Prometheus og Puranaer).
Agnoia
(GrĂŠsk). Agnoia eller Anoia bestĂ„r af âikkeâ og âjnaâ, der betyder âat videâ eller âat forstĂ„â, som pĂ„ latin hedder âgnoscoâ eller ânoscoâ, og som pĂ„ engelsk blev til âknowâ â âat videâ. Agnoia betyder âuvidenhedâ, âirrationalitetâ, âfravĂŠr af videnâ, âtanketomâ eller âdumâ â dvs. det modsatte af ânousâ, som betyder âintelligensâ. Hos Platon er sjĂŠlen (psychen) enten forbundet med Nous eller Anoia. Nous og Anoia svarer til Ă„ndsvidenskabens Buddhi-Manas og Kama-Manas, dvs. lavere Manas, nĂ„r den er for tĂŠt forbundet med Kama, som er irrationel (Agnoia). Agnoia omtales ogsĂ„ som âfrigjort fra fornuftâ, og bogstaveligt betyder Agnoia âirrationalitetâ. IfĂžlge Plutarch inddelte Pythagoras og Platon menneskets sjĂŠl i to dele, der svarer til hĂžjere Manas og lavere Manas. (Se ogsĂ„ Agnostisk, Buddhi-Manas, Kama-Manas, Manas og Nous).
Agnostisk
(GrĂŠsk). Agnostisk bestĂ„r af âikkeâ og âgnostosâ, der betyder âkendtâ. Agnostos betyder derfor âukendtâ eller âuerkendeligtâ med henvisning til den uerkendelige guddom. Agnostisk er et ord som T.H. Huxley pĂ„stod at have opfundet for at indikere et menneske, som ikke tror pĂ„ noget, der ikke kan verificeres ved hjĂŠlp af de fysiske sanser. Udtrykket skulle betegne T.H. Huxleys egen holdning, der var i modsĂŠtning til gnosticismen, som indebĂŠrer muligheden for at kende sandheden om Universets indre og usynlige virkelighed. Agnosticisme er forskellig fra Ateisme, for Agnosticisme benĂŠgter ikke eksistensen af Gud eller kosmiske guddomme. Den senere Agnostiske Skole angiver en mere filosofisk definition af udtrykket. Agnosticisme er en mental holdning, der benĂŠgte muligheden for at opnĂ„ reel erkendelse af sandheden og derfor ogsĂ„ om Universets ultimative eller fundamentale natur. (Se ogsĂ„ Ateisme, Dualisme, Gnosis, Gnosticisme, Gnostikere, Gud, Guddom, Henoteisme, Holisme, Monisme, Monolatri, Monoteisme, Pandeisme, Panenteisme, Panteisme, Polyteisme, Teisme, Theos, Treenighed, Triade og Trimurti og Universalisme).
Agnus Dei
(Latin). Agnus Dei stammer fra âagnusâ, der betyder âlamâ og âdeusâ, der betyder âGudâ. Agnus Dei betyder derfor âGuds lamâ. Agnus Dei stammer fra Det Nye Testamente (Johannesevangeliet 1,29) hvor der stĂ„r: âNĂŠste dag ser han Jesus komme hen imod sig, og han siger: âSe Guds lam, som bĂŠrer (eller borttager) verdens syndâ.â I nutiden knyttes det til forskellige kristne symboler, nadverbrĂžd, salmer osv. i de ortodokse kristne kirkers gudstjenester. Ved den jĂždiske fest ved pĂ„skehĂžjtiden, ofrede og spiste man et lam, og i virkeligheden sagde Johannes: âSe det sande guddommelige pĂ„skelamâ. Imidlertid er den oprindelige idĂ© om, at urenheder brĂŠndes bort i den guddommelige ild fra den kilde, der strĂžmmer fra ethvert menneskes indre, blevet forvrĂŠnget og misforstĂ„et â bĂ„de med hensyn til âagniâ (ild) og âGuds lamâ, og den rituelle handling er fordrejet til idĂ©en om stedfortrĂŠdende forsoning.
Agnus-Castus
(Latin/GrĂŠsk). Agnus-Castus stammer fra det latinske âagnusâ, der betyder âlamâ og det grĂŠske âagnosâ, der er tilknyttet kyskhedsritualer, fordi det er afledt af âhagnosâ, der betyder âkyskâ eller âhelligâ. I den kristne symbolik er lammet udtryk for uskyld. Agnus-Castus er en slags âkyskhedstrĂŠâ â et pileagtigt trĂŠ. Prometheus (Logos) krones med Agnus-Castus-plantens blade, som var âde sejrendes kroneâ i Agonia i de olympiske lege. Agnus-Castus-planten blev desuden brugt ved Thesmophoria-festen til ĂŠre for Demeter â Jordens gudinde. Thesmophoros var gudinde for Nomos â lov og orden. PrĂŠstinderne sov pĂ„ Agnus-Castus-plantens lĂžv som en opfordring til kyskhed. I de kristne tider overlevede traditionen blandt nonner, hvor nonnerne drak vand, der var destilleret fra plantens blade, mens munkene brugte knive med hĂ„ndtag fra Agnus-Castus-plantens trĂŠ, og hensigten var den samme hensigt â at opmuntre til kyskhed.
Agochari Mudra
(Sanskrit). Agochari Mudra er en af fem Mudraer, der praktiseres af Aryanere, som begynderstadier indenfor Raja-yoga og Hatha-yoga. De Þvrige fire Mudraer er Bhuchari, Chachuri, Khechari og Charachari. (Se ogsÄ Abhyasa-yoga, Agni-yoga, Bhakti-yoga, Hatha-yoga, Jnana-yoga, Karma-yoga, Kundalini-yoga, Mudra, Raja-yoga og Yoga).
Agra-Sandhani
(Sanskrit). Agra-Sandhani stammer fra âagraâ, der betyder âfĂžrendeâ eller âbegyndelseâ og âsamâ, der betyder âsammenâ eller âmedâ plus roden âdhaâ, der betyder âat fastgĂžreâ eller âat foreneâ. Agra-Sandhani er derfor det, der er sat sammen eller samlet fra begyndelsen. Begrebet henviser til optegnelserne over menneskets handlinger (karma), der opbevares af Yima â hinduernes gud for de afdĂžde. Det har relation til Chitragupta â Yimas skribent â som optegner ethvert menneskes tanker, fĂžlelser og handlinger i Agrasamdhanien. Det svarer nĂŠsten til Lipikaerne i Den Hemmelige LĂŠre. (Se ogsĂ„ Chitragupta, Karma, Lipika og Yima).
Agrae
(GrÊsk). Agrae er en lille by pÄ Ilissus bredder nÊr Athen, hvor de mindre mysterier blev fejret om forÄret i det gamle GrÊkenland, og de var de indledende indvielser, der kunne fÞre til de stÞrre mysterier, der blev afholdt om efterÄret i Eleusis. Mysterierne i Agrae blev associeret med Kore-Persephone, og blev afholdt omkring midten af mÄneden Anthesterion, nÄr kornets afgrÞder var nye. (Se ogsÄ Eleusinske mysterier).
Agruerus
(FĂžnikisk). Agruerus er fĂžnikernes store gud, der er identisk med grĂŠkernes Kronos eller Saturn. Hans syv sĂžnner svarer til Titanerne eller Kabirierne, som er âforbundet med Syndfloden og de syv Rishierâ. (Se ogsĂ„ Kabiri).
Aguna
(Sanskrit) Aguna bestĂ„r af âikkeâ og âgunaâ, der betyder âegenskabâ. Aguna er derfor fravĂŠr af egenskaber eller kvaliteter. Det er en bevidsthedstilstand, der bruges om den hĂžjeste guddom. Nirguna betyder uden kvalificerende egenskaber. Som navneord henviser det til en mangel, for her betyder det uden gode kvaliteter. (Se ogsĂ„ Guna).
Agyrmos
(GrĂŠsk). Agyrmos er en gruppe mennesker â en forsamling. Agyrmos refererer til mysterieindvielse, synonymt med synakse (grĂŠsk: synaxis). I den ortodokse kirke er det dels den gudstjenestefejrende forsamling og dels festen for en helgen. Hesychius kaldte den fĂžrste dag i indvielsen i Ceres-mysterierne for Agyrmos. Ceres var hĂžstens gudinde. Udtrykket synakse blev til sidst opgivet af de kristne til fordel for âmissaâ eller âmesseâ.
Ah-hi
(Senzar). Ah-hi, som pĂ„ sanskrit hedder Ahi, betyder âslangeâ. Ah-hi er Dhyan-Chohaner dvs. âvĂse slangerâ eller âvisdomsdragerâ. Ah-hi er en gruppe himmelske eller Ă„ndelige skabninger, der er kendt i forskellige lande under forskellige navne: Dhyani-Chohan, Devaer, Engle, Elohim, grĂŠkernes mindre Logoi â osv. De er legemer for det kosmiske tankesind og den kosmiske vilje i manifestationen. Her fungerer de som âde Ă„ndelige skabningers kollektive vĂŠrterâ, som det universelle tankesind har brug for, for at vĂŠre i stand til at trĂŠde i aktivitet. âDe er intelligente krĂŠfter, som reprĂŠsenterer og udtrykker naturens lovmĂŠssigheder, mens de handler i overensstemmelse med de kosmiske love, som er pĂ„lagt dem pĂ„ tilsvarende mĂ„de af endnu hĂžjere krĂŠfter â men de er ikke personifikationer af naturens krĂŠfter, sĂ„dan som mange ofte fejlagtigt trorâ. Dzyans Stanzaer fortĂŠller, at under Pralaya (hviletilstanden) âeksisterede det universelle tankesind ikke, for der var ikke nogen Ah-hi, der kunne rumme detâ. Der var med andre ord ingen himmelske skabninger, der kunne manifestere tankesindet. H.P. Blavatsky beskriver Ah-hi som enheder, der âeksisterer pĂ„ det hĂžjeste plan, hvor de reflekterer det universelle tankesind kollektivt ved Manvantaraens fĂžrste bevĂŠgelseâ. Herefter begyndte de at arbejde med evolutionens lavere energier gennem de syv eksistensplaner â helt ned til det laveste â menneskehedens. Ah-hi er de oprindelige syv strĂ„ler, eller Logoi, der udstrĂ„les fra 1. Logos. UdstrĂ„lingen er trefoldig og alligevel essentielt Ă©t. Lige som alle andre hierarkier er de Arupa (dvs. formlĂžse) pĂ„ det hĂžjeste plan. De er uden substans og derfor kun et Ă„ndedrag. PĂ„ det andet plan, nĂŠrmer de sig fĂžrst Rupa (dvs. form). PĂ„ det tredje plan bliver de Manasaputraer â dvs. de, som blev inkarneret i mennesket. PĂ„ hvert plan, de manifesteres pĂ„, har de forskellige navne. (Se ogsĂ„ Ahi, Arupa, Deva, Dhyan-Chohan, Dzyan, Elohim, Logos, Manasaputra, Manvantara, Pralaya og Rupa).
Aham
(Sanskrit). Aham betyder âjegâ, og Aham er grundlaget for Ahamkara, dvs. oplevelsen af at vĂŠre adskilt fra helheden eller fĂžlelsen af âindividualitetâ pĂ„ et hvilket som helst plan. Det er mĂ„ske livets stĂŠrkeste drivkraft, som sikrer, at den evolutionĂŠre fremdrift udfolder sig, men alligevel er det en illusorisk manifestation i den individuelle Paramatman â det hĂžjeste Selv. Individualiteten, som er et karaktertrĂŠk ved Monaden, kan ikke bare betegnes som Maya, pĂ„ samme mĂ„de som den manifesterede personlighed heller ikke kan betragtes som det fulde udtryk for den kosmiske Paramatman. Den 1. kosmiske Logos eller Paramatman er ophav til utallige âmonade-bĂžrnâ, som er menneskelige skabninger â og desuden til enhver anden skabning pĂ„ dets eget plan. Enhver âbarne-monadeâ er identisk med Parabrahman med hensyn til substans, intelligens og bevidsthed, og alligevel er hver enkelt monade et evigt individ. En buddhistisk metafor antyder, at det kosmiske havs liv er inddelt i uendeligt mange drĂ„ber af Ă„nd, som kaldes monader, hvor hver enkelt er forudbestemt til at foretage sin separate kosmiske pilgrimsfĂŠrd for at udfoldede sine udviklingsmĂŠssige potentialer gennem ufattelige tidsperioder, men til sidst vender hver enkelt tilbage og smelter sammen med det kosmiske hav, som fĂždte den â âdugdrĂ„ben glider ned i det lysende havâ. (Se ogsĂ„ Logos, Maya, Monade og Paramatman).
Aham Eva Parabrahma
(Sanskrit). Aham Eva Parabrahma stammer fra âahamâ, der betyder âjegâ, âevaâ, der betyder âsandeligâ eller âbestemtâ, âparaâ, der betyder âovenoverâ og âBrahmaâ, der er den skabende guddom â fra roden âbrihâ, der betyder âat ekspandereâ. Aham Eva Parabrahma svarer til Aham Asmi Parabrahma: âJeg er sandelig Parabrahmaâ â den grĂŠnselĂžse. Det afspejler lĂŠren om, at ovenover og indeni en hvilken som helst skabning, findes alt det, der findes i det universelle rum eller i den grĂŠnselĂžse uendelighed. Ethvert menneske er derfor fundamentalt Ă©t med alt, for det er den samme guddommelige bevidsthed, der strĂžmmer igennem ethvert punkt i rummet. Ă
rsagen er, at alle verdener, guder, mennesker og atomer oprindeligt udgik fra samme kilde. (Se ogsÄ Aham, Brahma og Parabrahma).
Aham-atma
(Sanskrit). Aham-atma stammer fra âahamâ, som betyder âjegâ og âatmanâ, der betyder âselvâ eller âĂ„ndâ. Aham-atma betyder derfor âjeg er selvâ eller âjeg er Ă„ndâ. Det betyder, at ethvert âselvâ alene er en manifestation af det essentielle selv, Atman eller VerdenssjĂŠlen. For menneskehedens vedkommende er der tale om en refleksion af den indre Logos. EfterhĂ„nden som mennesket gĂžr fremskridt i evolutionen vil dets menneskelige âselvâ blive forenet med âAtmanâ â den Ă„ndelige kilde til menneskets sammensatte konstitution. I Bhagavad-Gita siger Krishna: âAhamatma gudakesa sarvabhutasayasthitahâ, der betyder: âJeg er den Atman, kĂŠre Gudakesa, som lever i hjertet af alle skabningerâ. (Se ogsĂ„ Aham, Atman, Bhagavad-Gita, Krishna og Logos).
Ahamkara
(Sanskrit). Ahamkara stammer fra âahamâ, der betyder âjegâ og âkaraâ, der betyder âskaberâ eller âudĂžverâ fra roden âat gĂžreâ. Udtrykket stammer fra vedisk filosofi for over 3.000 Ă„r siden, og det blev senere indarbejdet i hinduistisk filosofi â isĂŠr Samkhya-filosofien. Ahamkara er et individualitetsprincip. Ahamkara er selvbevidsthed eller selvidentificering. Ahamkara er derfor personligheden, som pĂ„ grund af uvidenhed opleves som adskilt fra den universelle enhed. Ahamkara i sit lavere aspekt kan derfor oversĂŠttes med egoisme, som stammer fra Avidya (uvidenhed). I Samkhya-filosofien er Ahamkara den 3. udstrĂ„ling. Fra Prakriti (urnaturen eller ursubstansen) udgĂ„r Mahat (den kosmiske hensigt), som er en betegnelse for den universelle bevidsthed, som efterfĂžlgende skaber Ahamkara eller individualitet. Fra Ahamkara opstĂ„r de fem Tanmatraer â de subtile former for elementer eller principper og âde to serier af sanseorganerâ. Iflg. Bhagavad-Gita manifesterer Prakriti sig i otte dele â âjord, vand, ild, ĂŠter, rum (Kham-Akasa), tankesind (Manas), forstĂ„else (Buddhi) og personlighed eller individualitet (Ahamkara)â â og det hele har relation til det objektive, som medfĂžrer en fejlagtig opfattelse af identitet eller identifikation med personligheden og livets formside. Som universel selvbevidsthed har Aham-kara et trefoldigt aspekt ligesom Manas. Opfattelsen af âjegâ eller âegoâ er enten Sattva â âren stilhedâ â eller det fremstĂ„r som Raja â âaktivitetâ â eller det forbliver Tamas â âtrĂŠghedâ eller âinertiâ. Det tilhĂžrer bĂ„de Himlen og Jorden, og antager egenskaber fra begge. Ahamkara er et af de fire aspekter af Antahkarana (âregnbuebroenâ eller forbindelsesleddet mellem den hĂžjere og den lavere tĂŠnkeevne), der er beskrevet i hinduistisk filosofi. De andre tre aspekter er Buddhi, Chitta og Manas. I Uttara Mimamsa eller hinduismens Vedanta-gren siges det, at Ahamkara skal udryddes, og selv om det ikke diskuteres i detaljer i Bhagavad-Gita, sĂ„ siger Krishna til Arjun, at Ahamkara skal fjernes â med andre ord skal mennesket vĂŠre underordnet den kosmiske bevidsthed. Grunden er, at sjĂŠlen ikke er og ikke kan vĂŠre til stede, nĂ„r mennesket befinder sig i en tilstand af Ahamkara. NĂ„r man forstĂ„r begrebet Ahamkara, forstĂ„r man sig selv og andre. Iflg. den vediske filosofi er man underlagt en tilstand af illusion, nĂ„r man er i en tilstand af Ahamkara, for tankesindet er bundet til formens verden og manifesterede genstande og relationer. Det skabte er fĂŠnomener, der kan opfattes som noget, der befinder sig uden for selvet. Det kan vĂŠre materielt (f.eks. en bil) eller immaterielt (f.eks. en ideologi). Personligheden er involveret i opbygningen af blĂŠndvĂŠrk og illusioner. (Se ogsĂ„ Aham, Antahkarana, Avidya, Bhagavad-Gita, Buddhi, Chitta, Mahat, Manas, Prakriti, Raja Guna, Samkhya, Sattva Guna, Tamas, Tanmatra og Veda).
Ahammana
(Sanskrit). Ahammana stammer fra âahamâ, der betyder âjegâ og âmanaâ, der er afledt fra roden âat tĂŠnkeâ eller âat reflektereâ. Ahammana er egoisme eller selvskabt illusion, og derfor er Ahammana lig med Ă„ndelig uvidenhed. Ahammana er Maya (det uvirkelige), der skabes ved at tĂŠnke pĂ„ eller forestille sig, at âjegâetâ har primĂŠr betydning. âNĂ„r sjĂŠlen er forbundet med Prakriti, er den prĂŠget af egoisme (Ahammana), og den stĂžtter sig til og identificerer sig med den grovere naturs kvaliteter, selv om den er adskilt fra dem og uforgĂŠngelig (Avyaya)â. (Se ogsĂ„ Aham, Maya og Prakriti).
Ahamsa
(Sanskrit). Ahamsa stammer fra âahamâ, der betyder âjegâ og âsaâ (âsahâ), der betyder âhanâ. Ahamsa er et mystisk anagram, der anvendes som titel pĂ„ Brahman â den fĂžrste umanifesterede kosmiske Logos. Man Ăžnskede at skabe forstĂ„else for, at menneskets essens er identisk med den kosmiske guddoms guddommelighed: âJeg er hamâ â âJeg er Brahmanâ. (Se ogsĂ„ Aham, Anagram, Brahman og Logos).
Ahan
(Sanskrit). Ahan betyder âdagâ. I Vishnu-Purana er Ahan en af Brahmas fire legemer: Jyotsna (daggry), Ratri (nat), Ahan (dag) og Sandhya (aften). De fire legemer er âomgivet af tre kvaliteterâ (Triguna). Esoterisk har det en direkte relevans for den manifesterede Brahma eller Universets syv principper, som afspejles i samme rĂŠkkefĂžlge i mennesket. Eksoterisk er der kun fire principper. Derfor omtaler Puranaerne kun fire af Brahmas legemer. (Se ogsĂ„ Brahma, Purana og Triguna).
Ahankara
Se Ahamkara.
Ahar
(Hebraisk). Ahar betyder âefterâ eller âbagefterâ bl.a. i tid. Ahar bruges af nogle kabbalistiske forfattere som en betegnelse for gudehierarkierne. JĂžderne sagde, at Jehovah â Achad (Ehad) â var den Ăžverste Gud.
Ahath
(Hebraisk). Ahath er den feminine version af Achath, der oversĂŠttes med âenâ i betydningen âĂ©nâ, âenestĂ„endeâ, âaleneâ eller âsoloâ. Betegnelsen bruges om det feminine aspekt af Logos eller Hierarkiets leder. I hebraisk esoterisme reprĂŠsenterer Ahath â sammen med den maskuline form Achod (Ehad) â âden kollektive enhed eller totalitet af de ledende arkitekter eller skabere af det synlige universâ. Begrebet er fejlagtigt blevet forbundet med Elohim som Sefiroth â fejlagtigt fordi de sidste kun er legemer eller manifestationer af Logos. Achath-Achod (Ahath-Ehad) korresponderer med sanskritordet Adi, der betyder âfĂžrsteâ eller âoprindeligâ â eller âEkaâ, der betyder Ă©n, men i dette tilfĂŠlde med henvisning til kronen, og dermed til skaberens inddeling af det kosmiske hierarki i mangfoldighed i forbindelse med at de Ă„ndelige substantielle energier strĂžmmer nedad i stoffets planer, hvor der skabes illusioner, som energierne selv sammensĂŠtter. (Se ogsĂ„ Adi, Ahar, Elohim og Sefiroth).
Ahath-Ruah-Elohim-Hayyim
(Hebraisk). Ahath-Ruah-Elohim-Hayyim betyder âsjĂŠlâ, âguderâ eller âlivâ. Ahath-Ruah-Elohim-Hayyim er âden ĂŠldste af de ĂŠldsteâ â dvs. den kosmiske skaber eller den Ăžverste i det kosmiske hierarki â som er kilden til Universet. Universet manifesteres fra den kosmiske skabers egen guddommelige essens, og pĂ„ den mĂ„de bliver Universet selv âden ĂŠldste af de ĂŠldsteâ. Der henvises ikke til menneskets tidsregning, men til kosmiske Manvantaraer, for âden ĂŠldste af de ĂŠldsteâ er Universets sjĂŠl (Ruah), der kommer til udtryk via gudehierarkier (Elohim) og utallige mindre hierarkier af levende skabninger (Hayyim), som Universets organisme er bygget af. Den hebraiske tankegang minder meget om den Ă„ndsvidenskabelige og den hinduistiske lĂŠre om Atman, Paramatman eller Brahman. Det er VerdensĂŠgget, som Universet fĂždes ud af, og som derefter fylder Universet med guddommelige og Ă„ndelige inspirationer. Her lever og arbejder utallige hierarkier af mindre skabninger, som bĂ„de udgĂžr og opbygger Universets hierarki, og som simpelthen er Universet. En anden parallel er den PythagorĂŠiske lĂŠre om âmonas monadumâ â dvs. âmonader af monaderâ. I kabbalaen er der relation til âKronenâ eller âKetherâ, som udstrĂ„ler alle de andre og lavere hierarkier. Kether â den hĂžjeste Sefiroth â er makrokosmos (âdet store kosmiske ansigtâ). Det er den kaldĂŠiske âArik Anpinâ (det store ansigt), som skjuler den iboende Ă„nd. Kether, Makrokosmos, Arik Anpin, og Adam Kadmon er blot forskellige mĂ„der at udtrykke den samme hierarkiske oprindelse, som dermed bliver det kabbalistiske Ain-Soph, Vedantas Parabrahman eller âdet grĂŠnselĂžseâ. H.P. Blavatsky gjorde opmĂŠrksom pĂ„, at betegnelsen âi bedste fald beskriver Elohim som androgyn, for det feminine aspekt er nĂŠsten fremherskende, nĂ„r det fortolkes: âHun er Ă©n â Elohim â livets Ă„ndâ. (Se ogsĂ„ Adam Kadmon, Ain-Soph, Atman, Brahman, Elohim, Kether, Manvantara, Paramatman, Sefiroth og Vedanta).
Ahavaniya
(Sanskrit). Ahavaniya er offerilden, som man kaster offergaver ind i.
Aheie
(Hebraisk). Aheie betyder âeksistensâ. Aheie er âhan, som eksistererâ. Begrebet korresponderer med Kether og Makroprosopus (det store ansigt). (Se ogsĂ„ Ahath-Ruah-Elohim-Hayyim).
Aher
(Hebraisk). Aher betyder âat vĂŠre efterâ, âbagefterâ, âsekundĂŠrâ, âen andenâ. Aher er flertalsformen af Aherim, og nĂ„r ordet blev brugt i sammenhĂŠng med Elohim, betĂžd det âandre eller fremmede guderâ, som man blot betragtede som idoler. De hebraiske skrifter viser, at de gamle hebrĂŠere aldrig benĂŠgtede eksistensen af andre folkeslags guder, men da jĂžderne selv var meget stammeprĂŠgede, sĂ„ betragtede de deres egen stammegud â Jehovah â som den hĂžjeste og vigtigste. Deres stammegud herskede over planeten Saturn, som var deres planetariske overhoved, og som derfor blev den Ăžverste gud for dem â guden over alle andre guder. Hvis jĂžderne var blevet fĂždt som stamme under en anden planetarisk hersker, ville overhovedet for den anden planet ifĂžlge deres opfattelse blive betragtet som den hĂžjeste gud. (Se ogsĂ„ Elohim).
Ahi
(Sanskrit). Ahi stammer fra roden âanhâ, der betyder âat presse sammenâ eller âat kvĂŠleâ. Ahi er en âslangeâ. Det er et navn for Vritra, der er den vediske dĂŠmon for tĂžrke, som omtales i Rig-Veda. Ahi er âhimlens slangeâ, og mytologisk refereres der til mĂžrkets og tĂžrkens dĂŠmon, som absorberede de kosmiske vande. Indra â regnmageren og himlens gud â kĂŠmper med Ahi og slĂ„r ham ihjel, og dermed frigĂžres vandene over Jorden. Ahi er desuden et navn for Solen. Det samme gĂŠlder Rahu â den opstigende mĂ„neknude og Daitya (dĂŠmonen), som periodisk âslugerâ eller formĂžrker Solen og MĂ„nen. (Se ogsĂ„ Ah-hi, Daitya, Rig-Veda og Vritra).
AHIH
(Hebraisk). AHIH er en kabbalistisk form for Tetragrammaton, der reprĂŠsenter Makrokosmos i modsĂŠtning til JHVH (Jehovah), der reprĂŠsenterer Mikrokosmos. Det er eksoterisk forbundet med Eyeh (absolut vĂŠrenhed) og med âJeg er det, Jeg er.â (Se ogsĂ„ Tetragrammaton og VĂŠrenhed).
Ahimsa
(Sanskrit). Ahimsa bestĂ„r af âikkeâ og roden âhimsâ, der betyder âat skadeâ, âat drĂŠbeâ og âat ĂždelĂŠggeâ. Ahimsa betyder âikke-voldâ eller âikke-skadeâ i tanke, ord og handling. Ahimsa er en af de fem Yamaer i Ashtanga-yoga. Ahimsa svarer til Ă„ndsvidenskabens harmlĂžshed, der er en af de kardinale dyder. Livets hellighed er legemliggjort bĂ„de i buddhisternes og jainernes lĂŠre, men desuden i mange hinduistiske skoler. Den fĂžrste buddhistiske kejser, Asoka, gik ind for Ahimsa som udtryk for Dharma. Det siges, at man kan erhverve sig evnen til at âhuske tidligere livâ ved at praktisere Ahimsa. I Vamana-Puranaen er Ahimsa personificeret som Dharmas kone og deres bĂžrn, som er Nara og Narayana. Begge er tilnavne for henholdsvis Arjuna og Krishna, som viste vejen til Ă„ndelig oplysning. (Se ogsĂ„ Asoka, Dharma, Jain, Purana og Yama).
|
