Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Adhyatma-Jnana
(Sanskrit). Adhyatma-Jnana stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og ”atman” samt ”jnana”, der betyder ”viden”. (Jnana stammer fra roden ”jna”, der betyder ”at vide” eller ”forstå”). Adhyatma-Jnana er derfor viden om det øverste Selv, der svarer til Adhyatma-Vidya. (Se også Adi, Adhyatma-Vidya og Atman).

Adhyatma-Vidya
(Sanskrit). Adhyatma-Vidya stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og ”atman” samt ”vidya”, der betyder ”viden” fra roden ”vid”, der betyder ”at vide”, ”at opfatte”, ”at lære”. Adhyatma-Vidya er kendskab til den øverste Atman eller det højeste Selv. Adhyatma-Vidya oversættes med ”den indre oplyste”. Det er en af Pancha Vidya Sastras eller ”De fem videnskabers skrifter”. Adhyatma-Vidya bruges i flæng med Adhyatma-Jnana. (Se også Adi, Adhyatma-Jnana og Atman).

Adhyatman
(Sanskrit). Adhyatman fra stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og ”atman”. Adhyatman er det øverste eller oprindelige Selv, der svarer til Paramatman. (Se også Adi, Atman og Paramatman).

Adhyatmika
(Sanskrit). Adhyatmika stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og ”atman”. Adhyatmika henviser til det højeste Selv eller Atman – og i mere abstrakt forstand henviser Adhyatmika til den oprindelige Atman. (Se også Adi og Atman).

Adhyatmika-Duhkha
(Sanskrit). Adhyatmika-Duhkha stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og ”atman” samt ”duhka”, der stammer fra ”dush”, der betyder ”at blive besmittet”. Adhyatmika-Duhkha er den første af tre slags Klesha (lidelse) eller jordisk smerte. Adhyatmika-Duhkha betyder, at ”lidelsen stammer fra sjælen” – det vil sige, at det er en lidelse, der er påført af sjælen og skabt af personligheden. Man er med andre ord selv årsag til lidelsen. Adhyatmika-Duhkha henviser normalt til fysiske lidelser (f.eks. hovedpine, feber, sygdomme osv.), men mere korrekt stammer lidelserne, smerterne eller problemerne fra psykiske og følelsesmæssige ubalancer som f.eks. svag vilje, ukontrollerede eller vildledende følelser og mangelfulde tankeprocesser, som altid resulterer i fysiske lidelser. (Se også Adi, Adhyatmika, Atman og Klesha).

Adhyaya
(Sanskrit) Adhyaya stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og roden ”i”, der betyder ”at gå”, ”at bevæge”. Adhyaya henviser til et kapitel, et afsnit eller den del af en bog. Adhyaya eller inddeling i musik er otte takter. (Se også Adi).

Adhæsion
(Latin). Adhæsion betyder ”hænger ved” og ”holde fast i” i betydningen sammenhængskraft mellem legemer, der berører hinanden. Adhæsion skyldes tiltrækning af molekyler i legemernes overflader. (Se også Kohæsion).

Adi
(Sanskrit). Adi betyder ”den første”, ”det oprindelige”, ”det højeste” (i relation til bevidsthedstrin) og ”det højestes sønner”. Adi benyttes i sammensatte ord f.eks. Adi-Buddhi, Adi-Sanat osv. Adi-planet er det højeste plan i solsystemet og ligger ligesom det næsthøjeste – Anupadaka-planet – endnu langt uden for menneskets opfattelsesevne. Man kender kun navnene og ved, at de betegner selve det guddommelige aktivitetsområde – dvs. Logos’ eget indflydelsessfære. Adi kaldes også ”Universets grundvold”, ”Universets støtte” og ”Universets livskilde”. ”Adis sønner” kaldes i åndsvidenskaben ”ildtågens sønner” − et udtryk, der bruges af nogle mestre, for at beskrive Atma-Buddhi. (Se også Adi-Buddhi).

Adi-Banat
(Sanskrit). Adi-Banat betyder bogstaveligt ”den første gamle”. Begrebet svarer til kabbalisternes ”den gamle af dage”. Det er en af Brahmas titler, som i Zohar kaldes Atteekah d’Atteekeen eller ”den ældste af de ældste”. (Se også Zohar).

Adi-Bhuta
(Sanskrit). Adi-Bhuta stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”det oprindelige”, ”det højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”bhuta”, der stammer fra roden ”bhu”, der betyder ”at være” eller ”at blive”. Adi-Bhuta er derfor det første, oprindelige urelement i naturen – den oprindelige umanifesterede årsag til alle verdener, som nogle gange kaldes ”navnløs” i den åndsvidenskabelige litteratur. Adi-Bhuta er årsagen og kilden til de efterfølgende syv kosmiske Bhutaer, der er de frø, som elementerne udstråler fra. Adi-Bhuta er en betegnelse for Vishnu, fordi ”Det første element” indeholder alle elementer − ”den gådefulde guddom”. (Se også Adi og Bhuta).

Adi-Buddha
(Sanskrit). Adi-Buddha eller Adi-Budha er den første, den højeste og den oprindelige Buddha – det evige lys. Adi-Buddha er ikke anerkendt i den sydlige buddhisme. Adi-Buddha befinder sig bevidsthedsmæssigt over alle andre Buddhaer og Bodhisattvaer i den senere tibetanske, nepalesiske, javanesiske, og japanske Mahayana-buddhisme. I åndsvidenskabelig litteratur er Adi-Buddha det højeste aspekt for Universets øverste bevidsthed, som eksisterer i den mest ophøjede Dharmakaya-tilstand. I den esoteriske buddhisme, og endda i den eksoteriske buddhisme i nord, er Adi-Buddha (Chogi Dangpoi Sangye), ”den ene ukendte”, som er uden begyndelse og uden slutning, identisk med Para Brahman og Ain-Soph, der udsender en lysstråle fra mørket. Det er 1. Logos eller Vajradhara, den højeste Buddha (som tibetanerne kalder Dorjechang). Han er ”Herren over alle mysterier”, som ikke selv manifesteres, men som ”sender sit hjerte ind i verdensmanifestation” – det hjerte, der kaldes ”diamant hjertet” – Vajrasattva (Dorjesempa). Adi-Buddha er Adi-Buddhis individualiserede monadiske fokus – den oprindelige kosmiske visdom eller intelligens, der er synonym med Maha-Buddhi eller Mahat (det universelle tankesind). Eller sagt på en anden måde så er Adi-Buddha den øverste bevidsthed i solsystemets hierarki, hvor oceaner af lys strømmer gennem alle de underordnede visdomshierarkier og deres højeste bevidsthed, som på Jorden er Det Store Hvide Broderskab, mestrene eller Mahatmaerne. Lyset og kraften strømmer gennem Mahachohanen, der er Jordens repræsentant for Adi-Buddha. Det er årsagen til, at tibetansk buddhisme anerkender den kontinuerlige ”reinkarnation af Buddha” – ikke sådan at Gautama Buddha legemliggøres, men ved at Adi-Buddha gennem menneskehedens stråle foreviger sig selv ved refleksion i udvalgte mennesker. På samme måde som Adi-Buddha er den individualiserede guddommelige tankeform af Universet, som er altgennemtrængende og allestedsnærværende, er de mennesker, der løfter sig bevidsthedsmæssigt op til at blive ét med en af Adi-Buddhis stråler, faktuelt ”reinkarnationer” eller større eller mindre legemliggørelser af den kosmiske Buddha. Adi-Buddha manifesteres via de himmelske Buddhaers eller Dhyani-Buddhaernes hierarki. De manifesterer sig videre gennem Manushi-Buddhaerne og i mindre grad gennem mennesker, der – selv om nogen er ophøjede, alligevel er mindre ophøjede end Manushi-Buddhaerne. (Se også Adi, Adi-Buddhi, Ain-Soph, Bodhisattva, Buddha, Buddhisme, Bhuta, Dharmakaya, Dhyani-Buddhaer, Dorjechang, Maha-Buddhi, Mahachohan, Mahat, Mahatma, Mahayana, Manushi-Buddhaer, Para Brahman og Vajradhara).

Adi-Buddhi
(Sanskrit). Adi-Buddhi stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”det oprindelige”, ”det højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”buddhi” fra roden ”budh”, der betyder ”at vide”, ”opfatte”, ”opvække”. Buddhi er essensen af den højeste intelligens eller visdom – den evige Budhi eller det universelle tankesind, der er legemliggjort i Adi-Buddhi. Adi-Buddhi eller Dharmakaya er ”den mystiske, universelle diffuse essens – den altgennemtrængende højeste og absolutte intelligens med sin cykliske manifestation af guddommelighed – Avalokiteshvara – der er syntesen af intelligens fra de universelle intelligenser inklusive Dhyan-Chohaner endda af de højeste ordener”. (Se også Adi, Avalokiteshvara, Dharmakaya og Dhyan-Chohan).

Adi-Granth
Adi-Granth er sikhernes hellige skrifter.

Adi-Natha
(Sanskrit). Adi-Natha stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”det oprindelige”, ”det højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”natha”, der betyder ”beskytter” eller ”herre”. ”Natha” stammer fra roden ”nath”, der betyder ”at søge bistand”. Adi-Natha er den højeste beskytter eller Herre. Adi-Natha bruges nogle gange om Adi-Buddha og andre kosmiske hierarkier – eksempelvis Shiva. Adi-Natha er også kendt som Rishabha, der er den første af de 24 Tirthankaras eller Jain-lærere. (Se også Adi, Adi-Buddha og Jain).

Adi-Nidana
(Sanskrit). Adi-Nidana stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”den oprindelige”, ”den højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”nidana”, der betyder ”binding”. ”Nidana” stammer fra ”ni”, der betyder ”ned” og ”dana”, der betyder ”bånd” eller ”reb” fra roden ”da”, dvs. ”at binde” eller ”at fastgøre”. Adi-Nidana er den første og øverste årsag i betydningen forbindelsen mellem årsag og virkning eller årsagssammenhæng, som symboliseres af den feminine kraft, der er et aspekt af enhver maskulin guddom. Shakti er derfor altid hustru til en gud i hinduernes gudekreds. Adi-Nidana er forbindelsen mellem den første og højeste årsag og den efterfølgende kæde af Nidanaer, som i de buddhistiske skrifter kaldes de tolv årsager til manifesteret eksistens eller kæden af årsag og virkning i hele den manifesterede guddom. (Se også Adi og Shakti).

Adi-Sanat
(Sanskrit). Adi-Sanat stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”den oprindelige”, ”den højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”sanat”, der betyder ”gammel” og ”altid”. Det er ”den evigt-oprindelige” – et navn der bruges om Brahma. Dzyans stanzer fortæller, hvad der gik forud for Svabhavat i den kosmiske evolution. Først var der intet, derefter Adi-Sanat – ”den første som er én” – og herefter Svabhavat eller mangfoldighed og årsagssammenhæng. Det kan sammenlignes med kabbalisternes ”Attiqa de Atttiqin” – ”den ældste af de ældste” – i Zohar, men også med den pythagoræiske kosmiske monade, som er skabt i og født fra livmoderen af den evigtværende eller uerkendelige, der manifesterer sig som kilden til kosmos, og trækker sig tilbage i ”stilhed og mørke”, men både bevarer sin tilstand og samtidig fungerer som en ubeskrivelig kilde, som al manifestation er forbundet med i rummene i rummet. Adi-Sanat er det evigtværende kim til det kosmiske tankesind, og fordi det eksisterer fra kosmisk Manvantara til kosmisk Manvantara, synker Adi-Sanat blot i perioder ind i umanifesterede forløb af kosmiske Pralayaer. (Se også Adi, Adinidana-Svabhavat, Dzyan, Manvantara, Pralaya og Zohar).

Adi-Sesha
(Sanskrit). Adi-Sesha stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”den oprindelige”, ”den højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”sesha” fra roden ”sish”, der betyder ”rest” eller ”efterladt”. Det henviser til den universelle hvile, der symboliseres af den mytologiske tusindhovede slange (Naga), som Vishnu ”sover” på under Pralaya (intervallet mellem manifestationerne). Det symboliserer desuden de syv Patala’er, som i hinduistisk kosmologi betegner Universets syv nederste områder, som befinder sig under jorden, og de syv eksistensplaner ovenover – dvs. hele Universet. Oftere kaldes det simpelthen Sesha – eller Ananta (ubegrænset) eller Ananta-Sesha. Sesha betyder ”efterladt” eller ”det, der er tilovers”. Den vigtigste fortolkning er, at under Vishnus Pralaya, der repræsenterer den kosmiske guddommelighed, forestiller man sig, at der soves på indholdet af en åndelig karakter, der er tilbage efter Universets opløsning. På den måde er Adi-Sesha – ursubstansen eller ”resten” – det kosmiske rum eller hav af bevidsthedsstof, der er tilovers fra den tidligere kosmiske Manvantara. Det fungerer som moder-stof eller kaos, som er grundlaget for fødslen og skabelsen af de fremtidige verdener, når Pralaya slutter. (Se også Ananta, Manvantara, Naga, Pralaya og Vishnu).

Adi-Shakti
(Sanskrit). Adi-Shakti stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”den oprindelige”, ”den højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”shakti”, som hentyder til kraft og energi. Det er den oprindelige energi eller guddommelige kraft, som er en direkte energiudstråling fra Mulaprakriti – dvs. det feminine aspekt eller den stoflige iklædning af enhver potentiel åndelig form. Adi-Shakti er derfor den essentielle guddommelig energi – den feminine skabende kraft, som er et aspekt i enhver maskulin guddom i den hinduistiske gudekreds, og derfor er Shakti altid hustru til en gud. Shakti kaldes desuden Maya (uvirkeligt). Det er en vigtig betegnelse, for illusionen begynder med manifestationen. (Se også Adi, Maya, Mulaprakriti og Shakti).

Adi-Tattva
(Sanskrit). Adi-Tattva stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”den oprindelige”, ”den højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”tattva”, der betyder ”essens”. Det er det essentielle princip, og det bruges i åndsvidenskabelig litteratur som betegnelse for den første eller den højeste af syv Tattvaer eller principper på den nedadgående bue i naturens strukturelle opbygning. I de kosmiske princippers rækkefølge svarer Adi-Tattva til 1. Logos. (Se også Adi, Logos og Tattva).

Adikrit
(Sanskrit). Adikrit eller Adikartri stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”det oprindelige”, ”det højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”krit”, der betyder ”at handle”. (”Kartri” er f.eks. betegnelsen for et handlingsmenneske, en forfatter, en producer osv.). ”Krit” stammer fra roden ”kri”, der betyder ”at gøre”, ”at lave”, ”at udrette”. Adikrit betyder bogstaveligt ”den første skabte” eller manifesterede. Det er den skabende kraft, der er evig og umanifesteret, men som manifesterer en del af sig selv periodisk. Adikrit bruges om Vishnu, som hviler i ”rummets vande” under Pralaya. Den første skabte er synonym med Adikara. I hinduistisk mytologi er det Skaberen, og i Puranaerne er Adikrit det personificerede aspekt af den udviklende eller kosmisk skabende kraft, der dybest set er evig, men desuden er periodisk i sine manifestationer. I perioder med manifestation (Manvantara) personificeres Adikrit med Vishnu eller Brahma. I perioder med hvile (Pralaya), symboliseres det med gudens søvn i urhavet. Udtrykket gælder for ethvert univers eller hierarki, stort eller lille, om en galaksehob, et solsystem, en planet eller et menneske. (Se også Adi, Brahma, Manvantara Pralaya og Vishnu).

Adinidana-Svabhavat
(Sanskrit). Adinidana-Svabhavat stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”den oprindelige”, ”den højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”nidana”, der betyder ”årsagssammenhæng” samt ”svabhavat”, der betyder ”selvskabt”. ”Svabhavat” stammer fra ”sva”, der betyder ”selv” og roden ”bhu”, der betyder ”skal” eller ”bliver”. Der henvises til den oprindelige årsagssammenhæng med udgangspunkt i det selvskabte. I buddhismen kan Nidana også betyde den oprindelige essens eller substans, mens Svabhavat sidestilles med Fader-Moder-manifestationen, der kan beskrives som ”den oprindelige Fader-Moder årsagsessens”. Det er manifestationens højeste aspekt eller 3. Logos i galaksen Mælkevejen, og fordi 3. Logos i ethvert solsystem er en afspejling af den galaktiske 3. Logos, er Adinidana-Svabhavat i ethvert solsystem forbundet med galaksens Adinidana-Svabhavat. Sætningen findes i Dzyan stanzer: ”Mørket – det grænseløse eller uerkendelige – Adi-Nidana Svabhavat”. Det er 3. Logos’ nedstigningspunkt, der kan beskrives som mørke og uerkendeligt, for det er mørke i relation til menneskets intellekt, og alligevel er det begyndelsen til erkendelse af alle de hierarkier, der strømmer ud fra punktet. Alt det, der befinder sig herunder, kan ligesom Adinidana-Svabhavat kaldes grænseløs i betydningen den kosmiske essens eller åndelige substans uden indsnævrende grænser. (Se også Adi, Adi-Nidana, Dzyan og Logos).

Aditi
(Sanskrit). Aditi stammer fra ”ikke” og ”diti”, der betyder ”bundet af” fra roden ”at binde”. Aditi er det, der ikke er bundet. Det er det grænseløse, frigjorte eller uendelige. Aditi er modergudinden Devamatri i Vedaerne, og ud af hendes kosmiske substans blev alle himmellegemerne født. Aditi er derfor urnaturen eller grundstoffet (Mulaprakriti), og Aditis fysiske symbol er det grænseløse rum. Hun er den himmelske jomfru og moder til hver enkelt eksisterende form og skabning. Hun er syntesen af al skabelse. Hun er den øverste Akasha. I Rig-Veda identificeres Aditi med Vach (den mystiske stemme), og i Vedanta desuden med Mulaprakriti. Hun er Universets livmoder og dermed en feminiseret udgave af Brahma. I Rig-Veda står der: ”Daksha udsprang fra Aditi og Aditi fra Daksha”, og det er en henvisning til ”den evige cykliske genfødsel af den samme guddommelige essens”. I et af de mere mystiske aspekter identificeres Aditi med guddommelig visdom. Aditis princip findes i mange gamle religioner – den højeste Sephira i Zohar, gnostikernes Sophia-Achamoth, den græske Rhea, der er moder til Olympens guder, Bythos (det store dyb), Amba, Surarani, Chaos, rummets vande, det oprindelige lys, og hun er kilden til de gamle egypteres syv himle. Nogle gange har hun relation til den græske Gaia, Jordens gudinde, for at vise hendes dobbelte natur, for hun er moderen til både det åndelige og det fysiske. Aditi er både det kosmiske rum, moderen til alle skabninger, og Gaia – Moder Jord – og i en større skala er hun moder til alt, der har objektiv karakter. (Se også Aditi-Vach, Akasha, Brahma, Daksha, Gaia, Mulaprakriti, Rig-Veda, Vedanta og Zohar).

Aditi-Prakriti
(Sanskrit). Aditi-Prakriti stammer fra ”aditi”, der betyder ”grænseløs” og ”prakriti”, der betyder ”at skabe” eller ”at manifestere” fra roden ”pra”, der betyder ”frem” og roden ”kri”, der betyder ”at gøre”. Aditi-Prakriti er den åndelige-fysiske natur – Fader-Moder aspektet, der tonede frem i rummet ved skabelsen. Det er den kosmiske universelle grundsubstans, der personificeres i Universets dobbelte natur, og som også kommer til udtryk i mennesket. Aditi betyder grænseløshed, der er personificeret i en gudinde, for Prakriti er urhavet eller grundsubstansen i den oprindelige tilstand. (Se også Aditi og Prakriti).

Aditi-Vach
(Sanskrit). Aditi-Vach eller Aditi-Vac stammer fra ”aditi”, der betyder ”grænseløs” og ”vach”, der betyder ”tale” eller ”stemme” fra roden ”vach”, der betyder ”at sige noget” eller ”at fremsige”. I sit feminine aspekt betragtes den kosmiske Logos som et slør, der omgiver den kosmiske monade, som er under udvikling. Logois feminine aspekter er alle sammenhængende i deres noumenale aspekt, der består af lys, lyd og æter. Noumenal er iflg. Immanuel Kant et objekt, som det er i sig selv uafhængigt af tankesindet i modsætning til et fænomen.

Aditya
(Sanskrit). Aditya er ”Aditis søn”. I Vedaerne er Aditya et navn for Solen og for planeterne, for de syv Adityaer er identiske med de syv planeter eller rettere deres ”guder”, bevidstheder eller liv. Aditya refererer desuden til antallet fem, syv, otte og tolv. Den ottende Aditya – Marttanda – blev afvist af Aditi, og derefter var der syv ”Solsønner”, som hver manifesterer en bestemt solenergi (stråle). ”De syv tillader de dødelige, at de ser deres boliger, men de viser sig kun for Arhater”, iflg. et gammelt ordsprog. Deres ”boliger” skal fortolkes som planeter. Brahmanaerne og Puranaerne omtaler normalt tolv Adityaer. I en forudgående Manvantara blev de kaldt Tushitaer, men ved manifestationscyklussens slutning kom de ind i ”Aditis livmoder”, for at de kan fødes i den næste Manvantara, ”– og der skal de igen opnå rang af guder”. I den nuværende syvende Manvantara er de kendt som Adityas. Når Pralaya (hviletilstanden) i Universet indtræder, vil de tolv sole vise sig. De tolv Adityas er de tolv store guder i hinduernes gudekreds. Det er desuden de tolv stjernetegn i dyrekredsen – eller årets tolv måneder. Adityaerne opretholder Solens guddommelige liv, som gennemstrømmer alt, og i den nuværende Vaivasvata Manvantara er det de guddommelige Solpitrier (fædre) – ikke at forveksle med de laverestående Månepitrier, der inkarnerede i den tidlige menneskehed. (Se også Aditi, Arhat, Brahmana, Manvantara, Pitri, Puranaer og Veda).

Adivamsa
(Sanskrit). Adivamsa stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”den oprindelige”, ”den højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”vamsa”, der betyder ”afstamning” eller ”race”. Adivamsa er den første rodrace, der omtales i Mahabharata som ”ur-racen” – den oprindelige familie. (Se også Mahabharata og Rodrace).

Adivarsha
(Sanskrit). Adivarsha stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”den oprindelige”, ”den højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”varsha”, der er en opdeling af Jorden. Det stammer fra roden ”vrish”, der betyder ”at regne” eller ”at udøse”. Adivarsha er ”det første land”. Udtrykket bruges om ”menneskehedens første rodraces Paradis”. Det er det oprindelige kontinent, hvor menneskehedens første rodracer levede. Det kaldes også Stjernelandet, og det lå i området ved Nordpolen.

Adon
(Hebraisk). Adon er flertalsformen af ”adonim”, som stammer fra ”adan”, der betyder ”at fastsætte”. Adon er den øverstbefalende, herren, mesteren, herskeren osv. Adonim og Adonai – som jøderne brugte om deres Jehova og engle – var simpelthen Jordens første åndelige og æteriske sønner. Det samme gælder guden Adonis, som i sine mange varianter repræsenterede ”den første Herre”. H.P. Blavatsky bruger desuden Adon som en betegnelse for Codex Nazaraeus’ himmelske eller engleagtige hierarki. De gamle hebræere og fønikerne brugte ikke kun Adon i forbindelse med guder eller guddomme, men også som betegnelse for konger og præster. (Se også Adonai og Codex Nazaraeus).

Adonai
(Hebraisk). Adonai stammer fra Adon, der betyder ”Herre”. Oprindeligt var Adonai en slags klage eller bøn til de hierarkiske åndelige kræfter, der er overhoveder for Jordens planetariske kæde – især til Planetlogos. Men senere blev det en simpel erstatning for Guds navn, som ikke måtte udtales, og som derfor normalt erstattede Tetragrammaton (YHVH). Adonai betyder som sagt ”Herre”. Når en rettroende hebræer under læsningen af de hellige skrifter kom til navnet JHVH, erstatte de det med ordet Adonai, for ”Guds navn måtte ikke udtales” for ”du skal ikke tage Herren din Guds navn forfængeligt”. Den indre natur af YHVH er skjult, derfor kan YHVH kun navngives med navn som Shekhinah og Adonai. Derfor siger rabbinerne om navnet YHVH: ”Som jeg skrives (dvs. YHVH), skal jeg ikke læses”. Og iflg. Zohar: ”I denne verden skrives mit navn YHVH, og det læse Adonai, men i den kommende verden, vil det samme blive læst som det er skrevet, så barmhjertighed (repræsenteret ved YHVH), skal findes overalt”. I Bibelen oversættes ”Adonai” med ”Herren”, selv om det betyder ”mine Herrer”, hvorimod ”Elohim” oversættes med ”Gud”. I kabbalaen er Adonai det guddommelige navn for det højeste Sephira for Malkuth. Gnostikerne lærte, at Iurbo og Adonai var Iao-Jehova, som er en udstråling af Ilda Baoth. Ifølge Origenes betragtede gnostikerne Adonai som udtryk for Solens egenskaber. H.P. Blavatsky oplyser, at både Aidoneus og Dionysius (Dionysos) er grundlaget for Adonai, eller ”Jurbo Adonai”, som Jehova kaldes i Codex Nazaraeus. (Se Adon, Codex Nazaraeus, Elohim, Kabbala, Malkuth, Tetragrammaton og Zohar).

Adonim
Se Adon.

Adonis
(Hebraisk). Adonis stammer fra ”adon”, der betyder ”Herre”. Adon er også en titel på den babyloniske gud Tammuz. Hans kult blev importeret til Grækenland. Adonis var en smuk ung mand, der var højt elsket af Afrodite, men han blev dræbt af et vildsvin. Afrodite var så hårdt ramt af sorg, at guderne i de lavere verdener tillod ham at være sammen med hende på jorden et halvt år ad gangen. Hans død og opstandelse blev symboliseret i årlige festivaler. Han er et af de mange symboler på den mystiske Kristus – gudemennesket. Selv om han er søn af både fader og moder, var han identisk med faderen. Adonis identificeres med både Osiris og Horus, med den semitiske Tammuz i Ezekiel, med Athamaz, Tamaz og Adam-Kadmon, og desuden med den indiske Aditi og den hebraiske Adon eller Adonai. Adonis omtales som både Månens og Solens guddom, for det, der er Solens lys fra ét synspunkt, kan være Månens lys fra et andet – eksempelvis kan Adonis repræsenteres Solen i en månekalender. Adonis er forbundet med solåret, og det vises i allegorien om hans aftale om seks måneder på Jorden sammen med Afrodite. (Se også Adam-Kadmon, Adon, Adonai og Afrodite).

Adrasteia
(Græsk). Adrasteia består af ”ikke” og ”didraskein”, som betyder ”at løbe væk”. Adrasteia er det, man ikke kan flygte fra. Adrasteia er symbol på det aspekt af karma, der kaldes Nemesis, men de to udtryk er ikke synonymer. Nemesis, Adrasteia og Themis udgør en treenighed. Adrasteia er årsager, der er skabt af personligheden, og derfor er tilbagevirkningen uundgåelig. Nemesis er symbol på respekt for loven – dvs. samvittighed. Og Themis er symbol på guddommelig orden og harmoni – den iboende balance i den kosmiske struktur. Adrasteia betyder derfor de virkninger, som før eller senere vil ramme et menneske som resultat af positive eller negative tanker, følelser og handlinger.

Adrishta
(Sanskrit) Adrishta består af ”ikke” og roden ”dris”, der betyder ”at se”, ”at lære”, ”at opfatte med tankesindet” eller ”intuition”. Adrishta er det ukendte, det uforudsete, det usynlige og en uforudset fare. I filosofien henviser det til det, der er uden for rækkevidde eller iagttagelse ved hjælp af sanserne. W.Q. Judge definerer Adrishta som ”en fordel eller ulempe, der er knyttet til et menneskes adfærd i en tidligere inkarnation, og den tilsvarende (tilsyneladende vilkårlige) positive eller negative tilbagevirkning i den nuværende eller i en fremtidig inkarnation”. Det fremgår tydeligt af det sammensatte udtryk Adrishta-Phala (ukendt frugt), for karmaen er ukendt og derfor endnu ikke trådt i kraft. Adrishta er derfor skæbnen, der kommer til udtryk som lykke og nogen gange som ulykke. (Se også Karma).

Adunai
(Gnostisk). Adunai bruges af Ofiterne og Nazarenes i forbindelse med Iurbo. Iflg. Ofiterne er Iurbo og Adunai navne på Iao-Jehova – en af udstrålingerne af Ilda-Baoth og Adunai – og i forbindelse med Ezras rettelser og omformuleringer blev Adunai til sidst Adonai af Massorah – Den Ene og højeste Gud for de kristne ”. (Se også Ofiterne).

Advaita
(Sanskrit). Advaita eller Adwaita består af ”ikke” og ”dvaita”, der betyder ”dual” fra ”dvi”, der betyder ”to”. I Vedanta betyder Advaita derfor ikke-dualistisk. Advaita er en filosofi, hvor dualitet ikke eksisterer. Der findes udelukkende ét altomfattende bevidsthedsniveau. Advaita er desuden en Vedanta-sekt, som er den ikke-dualistiske (Advaita-) skole inden for den vedantinske filosofi. Den er grundlagt af Sankaracharya. De to andre vedantiske skoler er Dwaita- og Vishishthadwaita-skolen. Sankaracharyas lære handler om Universets – Brahmans eller Paramatmans – enhed med menneskets ånd og sjæl eller Jivatma, og som derfor er identisk med ånd og stof. Han lærte også at Universets guddommelige ånd er den aktive og skabende årsag til periodiske manifestationer, opretholdelse og nedbrydning af Universet, og at den guddommelige kosmiske ånd er den ultimative sandhed og eneste virkelighed. Derfor er Advaita den ene uden nogen anden. Alt andet er Maya, afhængig hvilken afstand det har til den guddommelige kilde. Efter Sankaracharya er de største indviede og yogier kommet fra Advaita-vedantisternes rækker. Alligevel er den filosofiske kilde hos både de advaitiske og de buddhistiske lærde i overensstemmelse med hinanden, og begge grupper har den samme respekt for dyr og deres liv, for de mener, at hver skabning på Jorden – uanset hvor lille og beskeden den forekommer – er en udødelig del af det udødelige stof. Stof har en helt anden betydning end den, man møder hos både Kristne og materialister, for alle skabninger er underlagt Karma. (Se også Brahman, Jivatma, Karma, Maya, Paramatman og Vedanta).

Advaya
(Sanskrit). Advaya består af ”ikke” og ”dvi”, der betyder ”to”. Dvs. ”ikke-to” og dermed ”én uden en anden”. Advaya kan oversættes med ”unik”. Som maskulint navneord er Advaya navnet på en Buddha. Som intetkøns navneord betyder Advaya nondualitet, enhed eller identitet – især når det bruges om Brahman, om Universet eller om ånd og stof, og derfor repræsenterer Advaya den ultimative sandhed. (Se også Brahman).

Advent
(Latin). Advent stammer fra ”ad”, der betyder ”mod” og ”venio”, der betyder ”at komme” eller ”ankomst”. I kristendommen er advent en periode på ca. fire uger før jul. I det førkristne Grækenland var Eleusis et af de store indvielsescentre, og ”eleusis” var et græsk ord, der betød ”kommer” eller ”advent”. Alle antikkens mysterieskoler underviste i og dramatiserede doktriner, som beskæftigede sig med det, der skal komme – dødens mysterium, genfødslens mysterium og indvielsens mysterium – dvs. fødslen eller opvækkelsen af den indre Buddha eller Kristus i neofytten. Man kaldte det for ”det kommende” eller ”advent” eller fremkomsten af den indre gud. Advent henviser også til rækken af tilsynekomster i den fysiske verden, hvor en Nirmanakaya legemliggør en Dhyani-Buddha – et fuldkomment menneske fra en foregående Manvantara, der kommer for at oplyse menneskeheden i den aktuelle cyklus. Nirmanakayaerne arbejder inden for Jordens sfære som menneskehedens usynlige eller nogle gange synlige hjælpere. ”Den anden advent” henviser til Kristi genkomst, og den blev betragtet som nært forestående af nogle af de tidlige kristne sekter, og den ventes stadig af forskellige grupper i nutiden. Det afspejler den arkaiske undervisning om Maitreya-Buddha genkomst. Maitreya-Buddha er den næste store Buddha i den lange rækkefølge af Buddha-tilsynekomster. Det henviser også til genkomsten af Elias hos jøderne og Kalki-Avatarens genkomst hos Hinduerne. (Se også Dhyani-Buddha, Manvantara og Nirmanakaya).

Adyar
I 1882 købte Det Teosofiske Samfund en gammel engelsk bungalow – Huddlestones Garden – i Adyar, hvor H.P. Blavatsky og Henry Steel Olcott etablerede samfundets hovedkvarter i 1883. Det blev Det Teosofiske Samfunds internationale hovedkvarter og har været det siden. Adyar ligger i Madras-provinsen i Indien. Det Teosofiske Samfund kaldes nogle gange ”Adyar-samfundet”, hvorimod Det Teosofiske Samfund i Californien – som brød ud af det oprindelige samfund, der blev stiftet af H.P. Blavatsky – kaldes ”Point-Loma samfundet”. (Se også Teosofi).

Adytum
(Latin). Adytum stammer fra det græske ”adytos”, som består af ”ikke” og ”duo”, der betyder ”at træde ind i” (”adyta” i flertalsform). Dvs. et område, man ikke skal træde ind i. Adytum er derfor den inderste helligdom – det allerhelligste – i et tempel, som kun måtte betrædes af de indviede. Det allerhelligste sanktuarium eller ”sanctum sanctorum” var almindelig i den arkitektoniske plan af templer i alle gamle civilisationer. Adytum eller det allerhelligste indeholdt ofte en sarkofag og en statue af den guddom, templet var indviet til. Adytum var et symbol på regenerering, genopstandelse og indvielse. Da jøderne efterhånden fortolkede bogstaveligt og blev helt eksoteriske i deres religiøse tro og praksis, gjorde de Adytum til et symbol på deres nationale eksoteriske monoteisme. Esoterisk blev Adytum blot et symbol på formering i stedet for på regenerering. Men den sande betydning kan stadig læses i historien om David, der danser foran arken, for dansen var i virkeligheden et bakkisk ritual, og dansens betydning blev kun afsløret i mysterierne. Arken var symbol på det legeme, der opbevarer frøene til alle levende skabninger, der skal genbefolke Jorden i en ny cyklus. Kongens kammer i den store Giza-pyramide er et egyptisk Adytum. Neofytten, der skulle indvies, repræsenterede den solare guddom, som stiger ned i sarkofagen. Ceremonien symboliserede den livgivende stråle, der strømmer ind i naturens livmoder og befrugter den, og efter en mystisk død (kontrolleret ud-af-kroppen oplevelse) blev neofytten genfødt. (Se også Neofyt).

Aeolus
(Græsk). Aeolus er Hippotes søn i græsk og romersk mytologi. Han var udpeget af Zeus som vogter af vindene. Han levede på øen Aeolia i det fjerne vesten, og øens stejle klipper var omkranset af en messingvæg. Her spærrede han vindene inde i en hule, og han slap dem kun løs, når han ønskede det, eller når han blev beordret til det af guderne. Senere sagde man, at han boede på en ø nord for Sicilien. (Se også Zeus).

Afaia
(Græsk). Afaia var i oldtiden en lokal gudinde på den græske ø Ægina. Dyrkelsen af Afaia går tilbage til mykensk tid, og en sent overleveret myte identificerer hende med den kretensiske gudinde Britomartis. (Se også Britomartis).

Affinitet
Affinitet er en ukendt kraft inden for fysikken. Affinitet manifesterer sig bl.a. i samspil med kemiske reaktioner. Affinitet gør sig altid gældende i enhver partikelteori om Universet, men teorierne, der er nødvendige for en naturvidenskabelig fortolkning af naturen, kan ikke defineres på det traditionelle materialistiske grundlag. I den fysiske verden er affinitet blot en manifestation af den universelle kraft, som har tilbøjelighed til at skabe mangfoldighed i enheden. Affinitet eller tiltrækningskraft er det modsatte af frastødningskraft, og de to kræfter fungerer sammen om at skabe kosmisk harmoni. Affinitet er Fohat, som i sit højeste aspekt er guddommelig kærlighed – sympatiens og tiltrækningens elektriske kraft. Det er den kraft, der forener ånden med den subtile natur. Det er den, der skaber sjælen i mennesket. I naturen er det den første forbindelse mellem det ubetingede og det betingede eller manifesterede. Leucippus lærte menneskeheden, at rummet er fyldt med atomer – eller rettere monader – der er i konstant bevægelse, og Epicurus og Lucretius tilføjede idéen om affinitet. Leucippus havde samme idé. Atomerne, som aflægges i døden efter inkarnationen, vender tilbage til den samme personlighed pga. affinitet ved næste inkarnation. (Se også Fohat).

Afgrund
(Græsk). Afgrund består af et ”ikke” og det græske ”byssos” eller ”bythos”, der betyder ”dyb” eller ”dybde”, som på engelsk er blevet til ”abyss”. Afgrunden er derfor noget, der ikke har en bund eller er bundløs. Afgrund i åndsvidenskabelig betydning er en betegnelse for kaos, rummet og urhavets dybe afgrund, som er selve manifestationen eller kosmos. Det er et begreb, der findes i mytologier overalt i verden. Hos sumererne og babylonierne blev Hea født i ”den store afgrund” – Hea, den alvidende, uerkendelige og grænseløse guddom. I den kaldæiske mytologi er Tiamat, det kvindelige princip, en legemliggørelse af kaos. Kaos eller afgrunden var den kosmiske visdoms bolig. I den egyptiske mytologi er gudinden Nut det himmelske dyb. I den nordiske mytologi fortæller man om Ginnungagap (afgrunden for Ginns afkom), det uendelige tomrum eller illusionens dyb. (Se også Ginnungagap og Hea).

Aflad
Aflad var oprindeligt en eftergivelse af synd. Idéen om betaling af den gæld, som synderen skylder Gud, bygger på tanken om, at Jesus, Maria og helgenerne samlede en ”skat af dyder”. Den katolske kirkes salg af aflad med påstand om, at man kunne betale sig fra evige lidelser og straf i Helvede i efterlivet, var den væsentligste årsag til Martin Luthers reformation. De fleste tror, at aflad er afskaffet i den katolske kirke, men Tridentinerkoncilet 1545-63 afskaffede ikke aflad. Det reformerede kirkens afladspraksis og forbød bl.a. handel med afladsbreve. Den katolske kirkes lære om aflad findes stadig men i andre former, som senest er formuleret af pave Paul 6. i den apostolske konstitution ”Indulgentiarum Doctrina” fra 1967. Eftergivelse af synd er i modstrid med både den naturlov, der kaldes Newtons tredje lov, som siger, at enhver aktion har en lige så stor og modsatrettet reaktion. Aflad er også i modstrid med åndsvidenskaben og karmaloven, som er baseret på naturloven om aktion og reaktion. Karmaloven er et pædagogisk system, hvor tilbagevirkningen af egne handlinger medfører voksende forståelse, indlevelse og medfølelse. Aflad betyder derfor, at man fratager et menneskes mulighed for at udvikle sig. Aflad eller eftergivelse af synd svarer til en påstand om, at man kan få en sten, man har kastet i en sø, til at vende tilbage gennem vandet og op i den hånd, der kastede den. Dermed er aflad også i modstrid med sund fornuft.

Afrit
(Arabisk). Afrit stammer fra ”ifrit”, der betyder dæmon. Afrit er en gruppe naturånder eller elementaler i arabisk mytologi, som betragtes som en magtfuld ond jinn. Det er ånder, som af muslimer anses for at være djævle.

Afrodite
(Græsk). Afrodite er den græske gudinde for kærlighed. Kærlighed og visdom er to sider af samme sag. Der findes ikke visdom uden kærlighed, og der er ingen kærlighed uden visdom. Når livet leves i overensstemmelse med solsystemets primære energi og kvalitet, vil det komme til udtryk som kærlighed og visdom. Det er årsagen til, at kærlighedens gudinde Afrodite i ældre tider symboliserede kosmisk harmoni. Afrodite var datter af Zeus og Dione. Zeus og Dione var begge måneguddomme, og det samme var deres datter Afrodite. Månen modtager og reflekterer det livgivende lys fra Solen, og det er symbol på, at gudetriaden modtager energierne fra en højere kilde, hvorefter de reflekterer dem. Zeus og Dione blev begge afbildet med Månens horn eller Tyrens stjernetegn (Taurus), og tyren repræsenterer manifestation. Tyren repræsenterer menneskets begær i dets søgen efter tilfredsstillelse. Men tyren er også den, der giver lyset, og den tidligere cyklus i mørket oplyses. De gamle egyptere placerede en solskive (livslyset) mellem tyrens opadvendte horn, og det beskriver fremdriften hos mennesket hen imod illuminationens mål med de to horn (dualitet), som beskytter af ”lysets øje” midt i tyrens pande. Man kan konkludere, at Afrodite er formidler af en højere åndelig energi, som reflekteres eller manifesteres på et lavere niveau. Afrodite stammer fra ”aphors”, der betyder ”skum”, for Afrodite er født af det havskum, der samlede sig omkring Uranos’ afhuggede kønslem. Men gudinden og hendes navn er meget gammelt. Det bringer tankerne hen på Venus og andre guddomme, hvor man mytologisk forklarer, at de ligesom Afrodite er født af havets skum. Symbolikken er ikke græsk, for den findes i mange ældre kulturer – f.eks. hos inderne og peruanerne. Idéen er inspireret fra Østen. Eksempelvis er hinduernes Ksirabdhi-Tanaya datter af mælkehavet. Ksirabdhi-Tanaya er et navn for gudinden Lakshmi, der opstod af skum fra mælkehavets bølger, da det blev kærnet af guderne, og det er identisk med legenden om den græske Afrodite. Ramayana bliver Lakshmi (som er Vishnus kvindelige aspekt, der også kaldes Padma) afbildet flydende på en lotusblomst ved ”skabelsen” og under ”kærningen af rummets hav”, og hun ”udgår fra mælkehavet” (Mælkevejen) på samme måde som Venus-Afrodite af havets skum. Hvad symboliserer havskum? Havet, der henvises til, er ikke havet på Jorden. Havet er urhavet. ”Vande” og ”vand” er symbolet for akasha − ”rummets urocean” – og over urhavet svæver den selvskabte ånd, som iflg. legenderne også hviler på urhavet. Urhavet er desuden åndens afkom. Skum på urhavet er derfor symbol på de højeste skabninger eller de kosmiske bevidstheder, der blev personificeret i skikkelse af guder og gudinder. Uranos’ afhuggede kønslem eller hans afskårne testikler fortæller med andre ord, at Afrodite ikke er skabt ved en traditionel kønsakt. Hun er udtryk for et energimæssigt guddommeligt aspekt, der udskilles fra sit ophav for at repræsentere en specifik men subtil kvalitet og proces i helheden. I en anden version af legenden er det Kronos, der kastrerer sin far Uranos, da han nærmede sig Gaia for at have samleje med hende. Her siges det, at Afrodite blev skabt af blodet fra Uranos’ afskårne testikler, der befandt sig i havet. Når Afrodite landede i en muslingeskal på øen Cythera, er det et forsøg på at skabe et symbolsk billede af manifestation af den energi, kvalitet og proces, som hun repræsenterer. Hun er en åndelig energi (skum), der udgår fra urhavet, og hun ankommer til det fysiske plan i en muslingeskal. Hun er kærlighedens gudinde, og derfor ankom hun i en hjertemusling – jf. Solens energikvalitet, der er kærlighed/visdom. Afrodite er ”perlen” i muslingeskallen. Skallen kan sammenlignes med det kosmiske æg, der rummer bevidstheden og dens legeme. Planeter består også af en skal, der rummer en levende skabning, som har udviklet sig fra kosmiske kim, der er passeret gennem forskellige stadier. Afrodite symboliserer et bevidsthedsaspekt, der befinder sig inde i en form – en skal. Hun er skjult for menneskets fysiske sanser. Og dermed nærmer man sig en forståelse af, hvorfor Afrodite er identisk med egypternes gudinde Hathor, som symboliserede sjælslegemet eller solenglen. Afrodite sammenlignes med mange forskellige gudinder. Afrodite er i princippet identisk med Aditi, Annapurna, Astarte, Athene, Atmamatra, Demeter, Eva, He, Hekate, Hera, Hesperiderne, Ida, Ilmatar, Io, Ishtar, Isis, Hathor, Kanya, Kunti, Lakshmi, Latona, Leda, Lilith, Ma, Maia, Malkuth, Maquom, Marichi, Marisha, Mater, Matri-Padma, Maya, Metis, Mut, N’cabvah, Neith, Nemesis, Nephthys, Nut, Nornerne, Nyx, Pasht, Prakriti, Prithivi, Pyrrha, Rhea, Ru, Saraswati, Sarva-Mandala, Satet, Savarna og Shakti, og dermed henviser Afrodite og de øvrige gudinder desuden til Shri, Sippora, Surasa, Svaha, Uma, Ushas, Vach, Venus, Vesta, Vinata, Yoni og Zarpanitu. (Se også Aditi, Akasha, Ana, Astarte, Athene, Atmamatra, Demeter, Dione, Eva, Gaia, Hathor, Havskum, He, Hekate, Hera, Hesperider, Ida, Ilmatar, Io, Ishtar, Kanya, Kronos, Ksirabdhi-Tanaya, Kunti, Lakshmi, Latona, Leda, Lilith, Ma, Maia, Malkuth, Marici, Marisha, Matripadma, Maya, Metis, Mut, N’cabvah, Neith, Nemesis, Nephthys, Norner, Nut, Nyx, Padma, Pasht, Prakriti, Prithivi, Pyrrha, Rhea, Ru, Saraswati, Sarva-Mandala, Savarna, Satet, Shakti, Shri, Sippora, Surasa, Svaha, Uranos, Ushas, Vach, Vesta, Vishnu, Vinata, Yoni, Zarpanitu og Zeus).

Agama
(Sanskrit). Agama stammer fra ”a”, der betyder ”mod” og ”nær” og roden ”gam”, der betyder ”at komme”, ”at gå”. Agama betyder derfor ”at nærme sig”, og det henviser til skriftsteder, ”der er kommet ned” – dvs. kanaliseret fra en højere kilde. Som maskulint navneord betyder det ”at nærme sig”, ”tilsynekomst”, ”studie”, ”læsning”, ”erhvervelse af viden” eller ”videnskab”. Inden for filosofien henviser Agama til traditionel videregivet lære. Agama er en samling af hellige skrifter på sanskrit, tamil og grantha som f.eks. Brahmanaerne. Saivites – dvs. Shiva-tilhængere – anerkender 28 Agamaer. Shakta anerkender 77 Agamaer eller Tantraer, og der er 215 Vaishnava-Agamaer. Vaishnavaer – Vishnu-tilhængere – betragter Pancharatra Agamaer som hellige bøger. De samlede Agamaer udgør Jain-kanonen. Agama omhandler hovedsageligt metoder til templets opførelse, skabelse af forbilleder, tilbedelse hjælp af guder, formulering af filosofiske doktriner, meditativ praksis og forskellige former for yoga. Agama-religionerne kaldes også tantrisme, selv om udtrykket ”tantra” nogle gange bruges med henvisning til Shakta Agamas. Agama-religionernes oprindelse og kronologi er fortsat et omdiskuteret emne. Agama er ikke af vediske oprindelse, og skrifterne betragtes som enten post-vediske tekster eller som præ-vediske kompositioner. I malay-sproget betyder ordet Agama bogstaveligt ”religion”. Agama-traditionerne har været kilder til yoga og selvrealiseringskoncepter på det indiske subkontinent – herunder Kundalini-yoga, og de omfatter bl.a. traditioner vedr. askese. (Se også Brahmana, Jain, Kundalini-yoga og Tantra).

Agamin
(Sanskrit). Agamin stammer fra ”a”, der betyder ”mod” og roden ”gam”, der betyder ”at komme”, ”at gå”. Agamin vil derfor sige ”at komme” eller ”at nærme sig”. Og når Agamin bruges sammen med karma, betyder det ”den snarlige fremtid”. Når Agamin bruges sammen med spådom – dvs. forudsigelser om fremtiden – henviser Agamin til tilfældig forandring i modsætning til Sthira, der betyder fastlagt forandring. Agami-karma er de karmiske frø, som vil blive sået, hvis man tilstræber et almindeligt liv – dvs., de karmiske frø, der endnu ikke er afviklet. (Se også Karma).

Agapae
(Græsk). Agapae er flertalsformen af ”agape”, der betyder ”broderlig kærlighed”, ”kærlig venlighed” og ”velgørenhed”. Agapae var kærlighedsfester, der blev afholdt af de tidlige kristne. Ved kærlighedsfesterne skulle de kristne ikke kun udvise kærlighed til Gud, men også kærlighed til hinanden som udtryk for medfølelse, gensidig glæde og sympati. Ved festerne deltog medlemmerne i en guddommeligt inspireret altergang, og ved Agapaen skulle man mødes i bøn, for at synge salmer, læse skrifterne, inspirere hinanden, udveksle nyheder, og festen blev afsluttet med et broderligt kys. Men efterhånden sneg verdsligheden sig ind, og der opstod udbredt misbrug ved kærlighedsfesterne, og det blev derfor nødvendigt at stoppe dem. I Korinterbrevene beklager Paulus sig over misbrug ved de kristnes fester.

Agastya
(Sanskrit). Agastya eller Agasti stammer fra ”aga”, der betyder ”bjerg” og roden ”as”, der betyder ”at kaste” eller ”smide væk”. Agastya er derfor ”bjergkasteren”. Men Agastya er reelt navnet på den store Rishi, der var højt respekteret i Sydindien. Han var den ansete forfatter til en række hymner i Rig-Veda. Han omtales også i Mahabharata og Ramayana. Legenderne siger, at Agastya blev født i en vandkrukke, at han var en lille mand, at han havde slugt havet, og at han havde tvunget Vindhya-bjerget til at kaste sig i støvet for ham. Derfor fik han navnet ”bjergkaster”. I den tamilske litteratur er der tradition for at betragte Agastya som den, der bragte litteratur, videnskab, religion og filosofi til Sydindien. Det var også Agastya, der instruerede Dravidierne i medicin, astrologi og magiske videnskaber. Agastya er desuden navnet på stjernen ”Canopus”. (Se også Dravidia, Mahabharata, Ramayana og Rishi).

Agathodæmon
(Gnostisk). Agathodæmon eller Agathodaimon (græsk) er en betegnelse for den gode, hjælpende ånd eller genius – i modsætning til den onde og djævelske ånd – Kakodæmon. Agathodæmon var udstyret ”med kundskab om godt og ondt”, dvs. med guddommelig visdom, for uden den sidste kan der ikke være tale om den første. Kobberslangen i Bibelen var en Agathodæmon, mens giftslangerne var et aspekt af Kakodæmon. Ofiterne kaldte Logos og den guddommelige visdom for Agathodæmon, og i mysterierne blev Agathodæmon symboliseret med en slange på en stang. Agathodæmon blev også symboliseret som en yngling med et overflødighedshorn og en skål i hænderne. I andre tilfælde var det en valmue og et kornaks. I Athen drak man et glas vin ved middagen til ære for Agathodæmon. I en af de mange former var Agathodæmons den kosmiske Kristus – evighedens slange. Og i menneskets tankesind blev Agathodæmons genesis-slangen, som blev til Satan efter Middelhavs-civilisationernes fald. For at kunne skabe hierarkierne måtte Brahma blive firfoldig og gradvis udstråle dæmoner, engle, pitrier, og mennesker. Den græske Agathodaimon refererer derfor til den første af Brahmas udstrålinger, hvor ”det kosmiske mørkes sønner” blev skabt. Det henviser til det ufattelige lys, som går forud for det manifesterede lys. I kristen teologi forstod man det desværre sådan, at Satan var vært for Guds første sønner. Derfor valgte man af ren og skær uvidenhed at forvanske energiernes nedstigning. Nedstigningen havde til hensigt at udvikle og oplyse menneskeheden, men de kristne forvandlede den positive hensigt til i et primitivt oprør mod den almægtige Gud. Agathodaimon blev på den måde den guddommelige godheds og kærligheds fjende og modpol. Det samme skete med Asuraerne i Indien og med den kosmiske slange. Clement fra Alexandria, som var indviet neoplatoniker, vidste at Agathodaimon var identisk med den kosmiske Kristus og menneskehedens åndelige frelser. Det samme gælder Prometheus. I en tidlig form af Agathodaimon blev læren fremlagt for at oplyse menneskeheden om den inkarnerende åndelige krafts aktivitet og indflydelse. Som modpol til Agathodaimon står Kakodaimon – den onde eller lavere slange. Det er den Satan, som beder Kristus om, at han skal tilbede ham, for: ”Jeg vil give dig alle kongeriger på Jorden”. Kakodaimon er det lavere aspekt af Agathodaimon. Kakodaimon er Kama-Manas – bedrageren – i modsætning til Buddhi-Manas – frelseren. (Se også Buddhi-Manas, Djævelen, Kakodæmon, Kama-Manas, Ofiterne, Pitri og Prometheus).

Agathon
(Græsk). Agathon betyder bogstaveligt ”det gode”, og bergebet henviser til ”den universelle sjæl”. Agathon er ”det gode”, ”den gode” eller ”godhedens princip”. Agathon er det højeste gode i moralsk betydning – summim bonum. Agathon var Platons betegnelse for den højeste Gud, der svarer til Alaya eller den universelle sjæl. For Platon var Agathon identisk med det aspekt af det guddommelige, som kaldes det umanifesterede eller 1. Logos. Selv om Agathon nogle gange sidestilles med Atman – som kan sammenlignes med grækernes Pneuma – så svarer Paramatman bedre til Agathon. Agathon svarer desuden til buddhisternes Alaya – det uforgængelige eller evige). (Se også Alaya, Atman og Paramatman).

Aghora
(Sanskrit). Aghora består af ”ikke” og roden ”ghur”, der betyder ”at skræmme” – dvs. ”ikke skrækindjagende”. I Mahabharata er Aghora et maskulint navneord, der bruges som en titel på guden Shiva, men Aghora er også en betegnelse for en tilhænger af Shiva og hans hustru Durga. Som et feminint navneord er Aghora den 14. dag i den mørke halvdel af Bhadra, der er en måned i regntiden i august-september, og dagen er helliget Shiva. (Se også Durga, Mahabharataen og Shiva).

Agla
(Hebraisk). Agla er en kabbalistisk talisman. Ordet er sammensat af initialerne for de fire ord: ”Ateh Gibor Leolam Adonai”, som betyder: ”Du er mægtig for evigt O Herre”. ”A” i ordets begyndelse betyder ”den første”. ”G” er treenigheden i enheden. ”L” betyder ”fuldendelsen af det store værk”. Og ”A” i ordet slutning betyder ”den sidste”. (Se også Kabbala).

Agneya
(Sanskrit). Agneya stammer fra ”agni”, der betyder ”ild”. Agneya betyder at tilhøre eller være indviet til ilden eller ildguden Agni. Agni er den ene af ”guderne” for de fem manifesterede elementer. Agneya er desuden navnet på krigsguden Murugan eller Karttikeya, men Agneya er også betegnelsen for Agnis søn. Betegnelsen Agni- eller Agneya-Purana skyldes, at Agni gav vismanden Vasishtha dobbelte viden om Brahman – det, der erhverves via studiet af ”ord” (Vedaerne), og det, der erhverves via den højere opfattelsesevne, som opnås ved hjælp af kontemplation. (Se også Agni, Kontemplation, Murugan og Veda).

Agneyastra
(Sanskrit). Agneyastra stammer fra ”agneya”, der betyder ”ildvåben”. Ordet er sammensat af ”agni”, der betyder ”ild” og ”astra”, der betyder ”våben” eller ”pil”. Agneyastra er eksoterisk forstået det ildagtige og flammende kastevåben, som guderne benytter i Puranaerne og Mahabarata. Det er et magisk våben, der iflg. åndsvidenskaben blev brugt af den 4. rodrace – atlantiderne. Det ”ildagtige våben” blev givet til Agnivesa – Agnis søn af Bharadwaja, og Agnivesa gav det til Drona. Vishnu-Purana er ikke enig i udlægningen, for her er det vismanden Aurva, der giver det til Kong Sagara, der er hans Chela. Ildvåbenet Agneyastra var et magisk våben, der blev brugt af nogle af guderne og heltene i Mahabharata og Ramayana. Det magiske våben var angiveligt bygget af de ”syv elementer”. Det kan naturligvis opfattes som et fysisk våben af ildagtig karakter, der blev brugt til fysisk krigsførelse, men hvis det ses esoterisk og i en kosmisk skala, kan det symbolisere en naturkraft, der både kan bruges til offensive og defensive formål af intelligente og højtudviklede skabninger. Iflg. åndsvidenskaben er ild et abstrakt begreb, der er identisk med ånd (liv), som gennemstrømmer det syvfoldige univers. (Se også Agni, Atlantis, Chela, Mahabarata, Purana og Ramayana).

Agni
(Sanskrit). Agni stammer fra roden ”ag”, der betyder ”at bevæge”, ”bugte” og ”vind”. Agni betyder ”ild” og i Vedaerne er Agni ildguden eller ildens herre. Agni er den ældste og den mest ansete af Indiens guder. Oprindeligt var Agni den ene person i hinduernes ældste Trimurti, der bestod af Agni, Vayu og Surya. Det var før Vishnu fik sin plads blandt guderne, og før Brahma og Shiva blev skabt. Agni var desuden syntesen af de tre guder i Trimurtien, for han er ildens trefoldige aspekt. Han manifesterede sig på himlen som Solen (Surya), i atmosfæren eller luften (Vayu) som lynet og på Jorden som almindelig ild. I nutiden er Agni desuden en betegnelse for en højtstående åndelig skabning, der styrer ildens manifestationer på alle eksistensplaner, og som praktiserer sin magt via ildelementaler (salamanderne). Agni er den ene af ”guderne” for de fem manifesterede elementer. De fire andre er Indra, Pavana, Varuna og Kshiti. Agni er mellemled mellem guder og mennesker. Fra Agnis legeme udgår der ”tusinde herligheds strømme og syv flammetunger”. Agni repræsenterer den guddommelige essens eller den himmelske ild, der findes i ethvert atom i Universet, og som derfor ofte bruges synonymt med Aditya. Som en af de fire Lokapalaer eller verdensbeskyttere er Agni beskytter af den sydøstlige kvadrant, og i Rig-Veda i skikkelse af Matarisvan er han budbringer for Vivasvat – Solen – og derfra bragte han den ”skjulte ild” ned til menneskeheden. At ”tænde ild” svarer derfor til at invokere en af de tre store ild-energier eller ”at påkalde Gud”. Ild omtales som det essentielle i Dzyans Stanzaer: ”Ånden ovenover den manifesterede natur er det ildagtige åndedrag i dens absolutte enhed. I det manifesterede univers, er det den centrale åndelige Sol – alt livs elektriske ild. I solsystemet er det den synlige Sol – naturens ånd – den jordiske gud – og i, på, og omkring Jorden, er det den ildagtige ånd – luft er strømme af ild – vand er flydende ild – Jord, er kompakt ild. Alt er ild. Ild er ”ignis” i dens ultimative struktur, eller ”jeg”, hvor roden er ”0” (nul) ifølge denne opfattelse. Ild er Altet i naturen og dets tankesind. Pro-moderen er guddommelig ild. Ild er skaberen, nedbryderen og opretholderen. Gudernes oprindelige navne er alle knyttet til ild, lige fra Agni til den jødiske gud, som ”er den fortærende ild”. I Puranaerne er Agni både en Rishi i den 4. Manvantara, navnet på en Kalpa, men desuden navnet på en stjerne. (Se også Aditya, Bhumi, Brahma, Indra, Jala, Kalpa, Kshiti, Manvantara, Panchamahabhuta, Pavana, Purana, Rishi, Shiva, Stanza, Surya, Trimurti, Varuna, Vayu, Veda, Vishnu).

Agni Abhimanin
(Sanskrit). Agni Abhimanin er den ældste søn af Brahma, der havde tre sønner, som selv havde 45 sønner, og sammen med Brahma udgjorde de 49 former for ild eller ”Agnier”. (Se også Agni og Brahma).

Agni Dhatu Samadhi
(Sanskrit). Agni Dhatu Samadhi er en form for kontemplering inden for yoga, hvor Kundalinikraften vækkes og rejses, og hvor ”uendeligheden viser sig i en klædning af ild”. (Se også Kundalini og Yoga).

Agni-Vishnu-Surya
(Sanskrit). Agni-Visnu-Surya stammer fra ”agni”, der betyder ”ild” og ”vishnu” fra roden ”vis” eller ”vish”, der betyder ”at gennemstrømme” plus ”surya”, der betyder ”sol”. Agni-Visnu-Surya er derfor en ildgennemstrømmende solguddom. Trefoldigheden Agni-Visnu-Surya er muligvis en anden kombination af den oprindelige vediske trefoldighed Agni-Indra-Surya, som repræsenterede kræfter, der relaterede sig til jorden, atmosfæren og himlen. Agni-Vishnu-Surya kaldes ”syntesen og hovedet – eller det fokus hvorfra trefoldigheden udstrålede energierne i både det fysiske og det metafysiske – fra både den åndelige Sol og den fysiske Sol – eller de syv stråler, de syv ildagtige tunger, de syv planeter eller guder”. (Se også Agni, Indra, Surya, Veda og Vishnu).

Agni-yoga
Agni-yoga er ”yoga for den åndelige vilje”. Agni-yoga kaldes også ”ildens yoga”, for der er tale om tankesindets ild. Agni-yoga er fremtidens yogasystem, der først bliver relevant, når mennesket har opbygget en stabil sjælskontakt. (Se også Abhyasa-yoga, Bhakti-yoga, Hatha-yoga, Jnana-yoga, Karma-yoga, Kundalini-yoga, Raja-yoga og Yoga).

Agnibahu
(Sanskrit). Agnibahu eller Agnivahu stammer fra ”agni”, der betyder ”ild” og roden ”bhu”, der betyder ”at være” eller ”at blive”. Agnibahu er Manu Swayambhuvas – den ”selvfødtes” – asketiske søn. Agnibahu var den første Manu som kaldes ”lovgiveren”, fordi det var ham, der grundlagde de hellige love, som vejleder sjælen med regler for harmonisk og korrekt livsførelse. Agnibahu, som praktiserede et forbilledligt religiøst liv, kaldes også Priyavarta af Kamya. Agnibahu er angiveligt den første af de syv Rishier, som vil leve i den 14. Manvantara, der engang vil komme. Den nuværende verdensperiode er den 7. som kaldes Vaivasvata. (Se også Agni, Manu, Manvantara og Rishi).

Agnibhu
(Sanskrit). Agnibhu eller Agni Bhuvah stammer fra ”agni”, der betyder ”ild” og roden ”bhu”, der betyder ”at være” eller ”at blive”. Agnibhu er derfor ildfødt. Det er et af krigsguden Murugans (Karttikeyas) navne, og det relateres til Kshatriyaerne eller krigskasten – den anden af de fire kaster – for man sagde, at deres forfædre var sprunget frem af ilden. Agnibhu var desuden en vedisk lærer. (Se også Agni, Kshatriya, Murugan og Veda).

Agnidagdha
(Sanskrit). Agnidagdha stammer fra ”agni”, der betyder ”ild”, og ”dagdha”, der betyder ”brændt” fra roden ”dah”, der betyder ”at brænde”. Agnidagdha oversættes med ”fortæret af ild”. Agnidagdha er en gruppe af Pitrier (fædre eller forfædre), som opretholdt husstandens ild og gav offergaver i form af ild. Agnidagdhaerne, som omtales i Den Hemmelige Lære, er identiske med de lunare Pitrier, der er lige så gådefulde som de højere Arupa-grupper hos Kumaraerne eller Agnishwattaere. Agnidagdhaerne er Arupa-gruppernes legemer, og på grund af deres fastere og mere materialiserede essenser, er de i stand til forene sig med kræfter og substanser i naturen på mere materielle planer i solsystemet. De er også kendt som Barhishader, som ”vedligeholdt husstandens flamme”, og det var dem, der var fortrolige med ild og levede med flammer i de materielle sfærer. De ”materielle” flammer er de ildagtige eller magnetisk-elektriske kræfter og substanser i de lavere verdener, som inkluderer både begærenes og lidenskabernes flamme og den elektriske ild i det fysiske univers. De forsynede ikke kun mennesket med de lavere aspekter, men projekterede deres Chhayaer (skygger eller astrallegemer), og fuldendte på den måde det astral-fysisk-æteriske legeme i den tidlige menneskehed. Agnidagdhaerne, er de mere åndelige og intellektuelle grupper af Pitrier, som gav den spirende menneskehed de åndelige, intellektuelle og højere psykiske principper. H.P. Blavatsky skriver: ”De første oprindelige Pitrier – ’ildens syv sønner’ – er adskilt og opdelt i syv grupper – tre af grupperne er Arupa (formløse), og de består af intellektuel og ikke af elementarsubstans. Fire af grupperne er kropslige. Den første er ren Agni (ild) eller Spta-jiva (dvs. ’syv liv’, som bliver Sapta’jihva eller ’syv-tungede’, fordi Agni symboliseres med syv tunger og med syv vinde, som udgør hjulene på hans ildvogn). Da de bestod af en formløs og ren åndelig essens på evolutionens øverste niveau, kunne de ikke skabe den arketypiske form, for den var ikke i deres tankesind, og det er den første forudsætning. De var kun i stand til at føde ’tankeskabte skabninger’ – deres ’sønner’, som var den anden gruppe af Pitrier (eller Prajapati, eller Rishier osv.), på et niveau, der var mere materielt. De hører til den tredje og sidste af Arupa-grupperne. Det var den eneste gruppe, der blev virkeliggjort ved hjælp af den universelle sjæls (Aditis, Akashas) fjerde princip til manifestation af objektive skabninger som har form. Men da de kom i eksistens, var den guddommelige udødelige sjæl eller ild i dem så begrænset, at de blev betragtet som fejltagelser. De tre ordner af skabninger – Pitri-Rishierne eller ”flammens sønner” – var nødt til at forene og sammensmelte deres tre højere principper med det fjerde og det femte (det mikrokosmiske) princip før den nødvendige forening kunne opnås og skabe resultater”. (Se også Aditi, Agni, Agnishwatta, Akasha, Arupa, Barhishader, Chhaya, Kumaraer, Pitri, Prajapati og Rishi).

Agnidhra
(Sanskrit). Agnidhra stammer fra ”agnidh”, der betyder ”tænde”, fra roden ”agni”, der betyder ”ild” plus roden ”indh”, der betyder ”at tænde” eller ”oplyse”. Agnidhra eller ”ildtænderen” er den ældste af Priyavartas ti sønner – Svayambhuva Manus ældste søn. Tre af Priyavartas sønner blev tiggere. De syv andre blev konger og berømte pga. deres tapperhed og visdom. Priyavarta inddelte Jorden i syv Dvipaer eller kontinentale øer, og han gav ansvaret for deres administration til hver af sønnerne. Agnidhra regerede over Jambu-Dvipa. Han fik ti sønner, og derefter delte han Jambu-Dvipa mellem dem. H.P. Blavatsky sammenligner den puraniske allegori med de syv planeter i den planetariske kæde, og Jambu-Dvipa svarer til klode D i det teosofiske skema. Agnidhra eller Agnihotra henviser også til præsten, der tænder offerilden. (Se også Agni, Agnihotri og Puranaer).

Agnihotra
(Sanskrit). Agnihotra stammer fra ”agni”, der betyder ”ild” og ”hotra”, der betyder ”offer” fra roden ”hu”, der betyder ”at ofre”. Agnihotra er et ildoffer. Det er et vigtigt vedisk offer til ildguden Agni, og offeret består af mælk, olie, og sur vælling. Agnihotra kræver, at familiens overhoved to gange dagligt – før solopgang og efter solnedgang – udfører offerhandlingen. Præsten som tænder den hellige offerild kaldes Agnihotri eller Agnidhra. (Se også Agni, Agnidhra og Veda).

Agnihotri
Se Agnidhra og Agnihotra.

Agniputra
(Sanskrit). Agniputra stammer fra ”Agni”, der betyder ”ild” og ”putra”, der betyder ”søn” eller ”afkom”. Agniputra er ildguden Agnis søn. Agniputra er desuden navnet på krigsguden Skandha eller Karttikeya. Ethvert af de utallige gudehierarkier kan betragtes som afkom eller ”sønner” af den kosmiske ånd eller ild – for gudehierarkierne, som findes i rummet, er i virkeligheden rummet. Men Agniputra er især en betegnelse for en af de karakteristiske kvaliteter, der gør guden til en aktiv i stedet for en passiv eller næsten passiv medspiller i det kosmiske drama. Agniputra er symbol på planeten Mars og dens indflydelser – eller Skandha, krigsguden i Mahabharataen – pga. af den karakteristiske intense ildagtige aktivitet, der omtales som Agniputra. Agniputra omtales også i Den Hemmelige Lære men i flertalsform med henvisning til de åndeligt-intellektuelle enheder, der bragte det intellektuelle lys til verden og indpodede intellekt og fornuft i menneskeheden. De er forbundet med Manasaputraerne. (Se også Agni, Karttikeya, Manasaputra og Skandha).

Agniratha
(Sanskrit). Agniratha stammer fra ”agni”, der betyder ”ild” og ”ratha”, der betyder ”vogn”, og ”ratha” stammer fra roden ”ri”, der betyder ”at bevæge sig”. Agniratha betyder bogstaveligt en ”ildvogn”. Agniratha er en slags flyvende fartøj, der omtales i Ramayanaen og i gamle indiske værker om magi samt i episke digte. ”Den vibratoriske kraft fra en Agni Rath, der var fastgjort til et flyvende fartøj, blev rettet mod en hær, og den udslettede 100.000 mand og deres elefanter og forvandlede dem til aske, lige så let som hvis de var en død rotte”. (Se også Agni og Ramayana).

Agnisara
Agnisara (Sanskrit). Agnisara eller Agnisar Kriya er en yogisk teknik, der stimulerer forbrændingen, og derfor kaldes Agnisara ”den der nærer ilden”. Yoga-øvelsen udføres ved, at man stiller sig med spredte ben, mens man trækker vejret normalt. Herefter bøjer man sig fremover, benene bøjes en smule, og hænderne placeres på knæene. Hovedet bøjes, så man kan iagttage maven, og herefter skal maven bevæges ind og ud 20 gange. Øvelsen gentages herefter, mens man ånder helt ind. Derefter ånder man helt ud, mens hovedet bøjes indtil hagen rører brystet. Vejret holdes ude og samtidig suges maven indad og opad – ikke lige bagud men opad – sådan at der dannes en hulning i maveområdet. Vejret holdes så længe, det er muligt. Bugen slappes af inden indåndingen. Når denne del af øvelsen er under kontrol, kan Agnisara udvides med, at når vejret holdes ude, kan man bevæge maven ud og ind så mange gange, som det er muligt, mens man holder vejret ude. Derefter slapper man af i bugen, retter sig op og ånder ind. Agnisara gavner fordøjelsen og reducerer stress. (Se også Kriya og Yoga).

Agnishtoma
(Sanskrit). Agnishtoma stammer fra ”agni”, der betyder ”ild” og ”stoma”, der betyder ”at lovprise” – fra roden ”stu”, der betyder ”at prise” eller ”at hylde”. Agnishtoma betyder derfor lovprisning af ildguden Agni. Det er en gammel vedisk ceremoni eller offerhandling, der udføres af en Bramin, der bestræber sig på at opnå en bevidsthedstilstand, der giver adgang til Svarga Loka. Offeret til Indra og andre guder var Soma. Ceremonierne fortsatte i fem dage under ledelse af 16 præster. Selv om det i senere tider mest af alt blev en formalitet, så var Agnishtoma oprindeligt forbundet med indvielsesritualerne i soma-mysterierne. I Puranerne er Agnishtoma Manuens syvende søn – den sjette Manu, som nedstammer fra den første Manu, Svayambhuva. (Se også Agni, Agnishtoma, Bramin, Indra, Manu, Puraner, Soma, Svarga, Veda).

Agnishwatta
(Sanskrit). Agnishwatta eller Agnisvatta stammer fra ”agni”, der betyder ”ild” og roden ”svad”, der betyder ”at forsøde” eller ”at smage”. Agnishwatta er skabninger, der har smagt ild eller er forsødet af ild. Agnishwatta er en af de syv højere grupper af Pitrier eller stamfædre, der omtales i Puranaerne som ”de, der er uden ild”. I åndsvidenskaben er Agnishwatta en gruppe af Pitrier, som skabte den første æteriske menneskerace – de solare stamfædre eller Solpitrierne til forskel fra Barhishaderne eller Månepitrierne. Esoterisk set er Agnishwattaerne langt højerestående skabninger end Barishaderne, fordi de er fri for begærets ild. De er guddommelige og rene, og derfor er de befriet fra den grovere ildtype, og det medfører, at de er ude af stand til at forme det fysiske menneske. I stedet er de i besiddelse af den åndelig-intellektuelle ild, som menneskets bevidste, åndelige, udødelige sjæl begaves med. Derfor kaldes Agnishwatta-Pitrierne for, ”de, der er renset med ild”, og det kan fortolkes som enten lidelsens ild i det fysiske liv, der skaber en stærk karakter og styrker åndeligheden, eller det kan ses fra et esoterisk synspunkt, der betegner de skabninger, som i evolutionens løb essentielt et blevet ét med åndens æteriske ild. Agnishwattaerne henviser til menneskets forfaders solare Selv i modsætning til Barishadernes, som er menneskets lunare forfædre. Agnishwattaerne omtales i Den Hemmelige Lære som ”designer af det indre menneske”, Manasa-Dhyanier (tankesindets herrer), solare devaer, visdomsflammens sønner, de, der giver menneskelig intelligens og bevidsthed samt ilddhyanier. I det gamle Grækenland blev de kollektivt personificeret i den episke figur Prometheus, og i Kina, blev de symboliseret som visdommens ilddrager. Agnishwattaerne, menneskets solare åndeligt-intellektuelle aspekter, har i tidligere Manvantarer færdiggjort deres evolution i stoffets verdener, og på et tidspunkt, hvor evolutionen havde bragt de vågnende menneskemasser til et bevidsthedsstadie, hvor de kun havde deres fysiske kreative ild, kom Agnishwattaerne til undsætning ved at inspirere og oplyse de lunare Pitrier med åndelige og intellektuelle energier i form af ild. I Puranaerne er Agnishwattaerne identificeret med årstiderne, og de omtales som en af de grupper af guddomme, der hersker over årets cykliske opdeling. (Se også Agni, Barhishader, Månepitrier, Pitrier, Prometheus og Puranaer).

Agnoia
(Græsk). Agnoia eller Anoia består af ”ikke” og ”jna”, der betyder ”at vide” eller ”at forstå”, som på latin hedder ”gnosco” eller ”nosco”, og som på engelsk blev til ”know” – ”at vide”. Agnoia betyder ”uvidenhed”, ”irrationalitet”, ”fravær af viden”, ”tanketom” eller ”dum” – dvs. det modsatte af ”nous”, som betyder ”intelligens”. Hos Platon er sjælen (psychen) enten forbundet med Nous eller Anoia. Nous og Anoia svarer til åndsvidenskabens Buddhi-Manas og Kama-Manas, dvs. lavere Manas, når den er for tæt forbundet med Kama, som er irrationel (Agnoia). Agnoia omtales også som ”frigjort fra fornuft”, og bogstaveligt betyder Agnoia ”irrationalitet”. Ifølge Plutarch inddelte Pythagoras og Platon menneskets sjæl i to dele, der svarer til højere Manas og lavere Manas. (Se også Agnostisk, Buddhi-Manas, Kama-Manas, Manas og Nous).

Agnostisk
(Græsk). Agnostisk består af ”ikke” og ”gnostos”, der betyder ”kendt”. Agnostos betyder derfor ”ukendt” eller ”uerkendeligt” med henvisning til den uerkendelige guddom. Agnostisk er et ord som T.H. Huxley påstod at have opfundet for at indikere et menneske, som ikke tror på noget, der ikke kan verificeres ved hjælp af de fysiske sanser. Udtrykket skulle betegne T.H. Huxleys egen holdning, der var i modsætning til gnosticismen, som indebærer muligheden for at kende sandheden om Universets indre og usynlige virkelighed. Agnosticisme er forskellig fra Ateisme, for Agnosticisme benægter ikke eksistensen af Gud eller kosmiske guddomme. Den senere Agnostiske Skole angiver en mere filosofisk definition af udtrykket. Agnosticisme er en mental holdning, der benægte muligheden for at opnå reel erkendelse af sandheden og derfor også om Universets ultimative eller fundamentale natur. (Se også Ateisme, Dualisme, Gnosis, Gnosticisme, Gnostikere, Gud, Guddom, Henoteisme, Holisme, Monisme, Monolatri, Monoteisme, Pandeisme, Panenteisme, Panteisme, Polyteisme, Teisme, Theos, Treenighed, Triade og Trimurti og Universalisme).

Agnus Dei
(Latin). Agnus Dei stammer fra ”agnus”, der betyder ”lam” og ”deus”, der betyder ”Gud”. Agnus Dei betyder derfor ”Guds lam”. Agnus Dei stammer fra Det Nye Testamente (Johannesevangeliet 1,29) hvor der står: ”Næste dag ser han Jesus komme hen imod sig, og han siger: ’Se Guds lam, som bærer (eller borttager) verdens synd’.” I nutiden knyttes det til forskellige kristne symboler, nadverbrød, salmer osv. i de ortodokse kristne kirkers gudstjenester. Ved den jødiske fest ved påskehøjtiden, ofrede og spiste man et lam, og i virkeligheden sagde Johannes: ”Se det sande guddommelige påskelam”. Imidlertid er den oprindelige idé om, at urenheder brændes bort i den guddommelige ild fra den kilde, der strømmer fra ethvert menneskes indre, blevet forvrænget og misforstået – både med hensyn til ”agni” (ild) og ”Guds lam”, og den rituelle handling er fordrejet til idéen om stedfortrædende forsoning.

Agnus-Castus
(Latin/Græsk). Agnus-Castus stammer fra det latinske ”agnus”, der betyder ”lam” og det græske ”agnos”, der er tilknyttet kyskhedsritualer, fordi det er afledt af ”hagnos”, der betyder ”kysk” eller ”hellig”. I den kristne symbolik er lammet udtryk for uskyld. Agnus-Castus er en slags ”kyskhedstræ” – et pileagtigt træ. Prometheus (Logos) krones med Agnus-Castus-plantens blade, som var ”de sejrendes krone” i Agonia i de olympiske lege. Agnus-Castus-planten blev desuden brugt ved Thesmophoria-festen til ære for Demeter – Jordens gudinde. Thesmophoros var gudinde for Nomos – lov og orden. Præstinderne sov på Agnus-Castus-plantens løv som en opfordring til kyskhed. I de kristne tider overlevede traditionen blandt nonner, hvor nonnerne drak vand, der var destilleret fra plantens blade, mens munkene brugte knive med håndtag fra Agnus-Castus-plantens træ, og hensigten var den samme hensigt – at opmuntre til kyskhed.

Agochari Mudra
(Sanskrit). Agochari Mudra er en af fem Mudraer, der praktiseres af Aryanere, som begynderstadier indenfor Raja-yoga og Hatha-yoga. De øvrige fire Mudraer er Bhuchari, Chachuri, Khechari og Charachari. (Se også Abhyasa-yoga, Agni-yoga, Bhakti-yoga, Hatha-yoga, Jnana-yoga, Karma-yoga, Kundalini-yoga, Mudra, Raja-yoga og Yoga).

Agra-Sandhani
(Sanskrit). Agra-Sandhani stammer fra ”agra”, der betyder ”førende” eller ”begyndelse” og ”sam”, der betyder ”sammen” eller ”med” plus roden ”dha”, der betyder ”at fastgøre” eller ”at forene”. Agra-Sandhani er derfor det, der er sat sammen eller samlet fra begyndelsen. Begrebet henviser til optegnelserne over menneskets handlinger (karma), der opbevares af Yima – hinduernes gud for de afdøde. Det har relation til Chitragupta – Yimas skribent – som optegner ethvert menneskes tanker, følelser og handlinger i Agrasamdhanien. Det svarer næsten til Lipikaerne i Den Hemmelige Lære. (Se også Chitragupta, Karma, Lipika og Yima).

Agrae
(Græsk). Agrae er en lille by på Ilissus bredder nær Athen, hvor de mindre mysterier blev fejret om foråret i det gamle Grækenland, og de var de indledende indvielser, der kunne føre til de større mysterier, der blev afholdt om efteråret i Eleusis. Mysterierne i Agrae blev associeret med Kore-Persephone, og blev afholdt omkring midten af måneden Anthesterion, når kornets afgrøder var nye. (Se også Eleusinske mysterier).

Agruerus
(Fønikisk). Agruerus er fønikernes store gud, der er identisk med grækernes Kronos eller Saturn. Hans syv sønner svarer til Titanerne eller Kabirierne, som er ”forbundet med Syndfloden og de syv Rishier”. (Se også Kabiri).

Aguna
(Sanskrit) Aguna består af ”ikke” og ”guna”, der betyder ”egenskab”. Aguna er derfor fravær af egenskaber eller kvaliteter. Det er en bevidsthedstilstand, der bruges om den højeste guddom. Nirguna betyder uden kvalificerende egenskaber. Som navneord henviser det til en mangel, for her betyder det uden gode kvaliteter. (Se også Guna).

Agyrmos
(Græsk). Agyrmos er en gruppe mennesker – en forsamling. Agyrmos refererer til mysterieindvielse, synonymt med synakse (græsk: synaxis). I den ortodokse kirke er det dels den gudstjenestefejrende forsamling og dels festen for en helgen. Hesychius kaldte den første dag i indvielsen i Ceres-mysterierne for Agyrmos. Ceres var høstens gudinde. Udtrykket synakse blev til sidst opgivet af de kristne til fordel for ”missa” eller ”messe”.

Ah-hi
(Senzar). Ah-hi, som på sanskrit hedder Ahi, betyder ”slange”. Ah-hi er Dhyan-Chohaner dvs. ”víse slanger” eller ”visdomsdrager”. Ah-hi er en gruppe himmelske eller åndelige skabninger, der er kendt i forskellige lande under forskellige navne: Dhyani-Chohan, Devaer, Engle, Elohim, grækernes mindre Logoi – osv. De er legemer for det kosmiske tankesind og den kosmiske vilje i manifestationen. Her fungerer de som ”de åndelige skabningers kollektive værter”, som det universelle tankesind har brug for, for at være i stand til at træde i aktivitet. ”De er intelligente kræfter, som repræsenterer og udtrykker naturens lovmæssigheder, mens de handler i overensstemmelse med de kosmiske love, som er pålagt dem på tilsvarende måde af endnu højere kræfter – men de er ikke personifikationer af naturens kræfter, sådan som mange ofte fejlagtigt tror”. Dzyans Stanzaer fortæller, at under Pralaya (hviletilstanden) ”eksisterede det universelle tankesind ikke, for der var ikke nogen Ah-hi, der kunne rumme det”. Der var med andre ord ingen himmelske skabninger, der kunne manifestere tankesindet. H.P. Blavatsky beskriver Ah-hi som enheder, der ”eksisterer på det højeste plan, hvor de reflekterer det universelle tankesind kollektivt ved Manvantaraens første bevægelse”. Herefter begyndte de at arbejde med evolutionens lavere energier gennem de syv eksistensplaner – helt ned til det laveste – menneskehedens. Ah-hi er de oprindelige syv stråler, eller Logoi, der udstråles fra 1. Logos. Udstrålingen er trefoldig og alligevel essentielt ét. Lige som alle andre hierarkier er de Arupa (dvs. formløse) på det højeste plan. De er uden substans og derfor kun et åndedrag. På det andet plan, nærmer de sig først Rupa (dvs. form). På det tredje plan bliver de Manasaputraer – dvs. de, som blev inkarneret i mennesket. På hvert plan, de manifesteres på, har de forskellige navne. (Se også Ahi, Arupa, Deva, Dhyan-Chohan, Dzyan, Elohim, Logos, Manasaputra, Manvantara, Pralaya og Rupa).

Aham
(Sanskrit). Aham betyder ”jeg”, og Aham er grundlaget for Ahamkara, dvs. oplevelsen af at være adskilt fra helheden eller følelsen af ”individualitet” på et hvilket som helst plan. Det er måske livets stærkeste drivkraft, som sikrer, at den evolutionære fremdrift udfolder sig, men alligevel er det en illusorisk manifestation i den individuelle Paramatman – det højeste Selv. Individualiteten, som er et karaktertræk ved Monaden, kan ikke bare betegnes som Maya, på samme måde som den manifesterede personlighed heller ikke kan betragtes som det fulde udtryk for den kosmiske Paramatman. Den 1. kosmiske Logos eller Paramatman er ophav til utallige ”monade-børn”, som er menneskelige skabninger – og desuden til enhver anden skabning på dets eget plan. Enhver ”barne-monade” er identisk med Parabrahman med hensyn til substans, intelligens og bevidsthed, og alligevel er hver enkelt monade et evigt individ. En buddhistisk metafor antyder, at det kosmiske havs liv er inddelt i uendeligt mange dråber af ånd, som kaldes monader, hvor hver enkelt er forudbestemt til at foretage sin separate kosmiske pilgrimsfærd for at udfoldede sine udviklingsmæssige potentialer gennem ufattelige tidsperioder, men til sidst vender hver enkelt tilbage og smelter sammen med det kosmiske hav, som fødte den – ”dugdråben glider ned i det lysende hav”. (Se også Logos, Maya, Monade og Paramatman).

Aham Eva Parabrahma
(Sanskrit). Aham Eva Parabrahma stammer fra ”aham”, der betyder ”jeg”, ”eva”, der betyder ”sandelig” eller ”bestemt”, ”para”, der betyder ”ovenover” og ”Brahma”, der er den skabende guddom – fra roden ”brih”, der betyder ”at ekspandere”. Aham Eva Parabrahma svarer til Aham Asmi Parabrahma: ”Jeg er sandelig Parabrahma” – den grænseløse. Det afspejler læren om, at ovenover og indeni en hvilken som helst skabning, findes alt det, der findes i det universelle rum eller i den grænseløse uendelighed. Ethvert menneske er derfor fundamentalt ét med alt, for det er den samme guddommelige bevidsthed, der strømmer igennem ethvert punkt i rummet. Årsagen er, at alle verdener, guder, mennesker og atomer oprindeligt udgik fra samme kilde. (Se også Aham, Brahma og Parabrahma).

Aham-atma
(Sanskrit). Aham-atma stammer fra ”aham”, som betyder ”jeg” og ”atman”, der betyder ”selv” eller ”ånd”. Aham-atma betyder derfor ”jeg er selv” eller ”jeg er ånd”. Det betyder, at ethvert ”selv” alene er en manifestation af det essentielle selv, Atman eller Verdenssjælen. For menneskehedens vedkommende er der tale om en refleksion af den indre Logos. Efterhånden som mennesket gør fremskridt i evolutionen vil dets menneskelige ”selv” blive forenet med ”Atman” – den åndelige kilde til menneskets sammensatte konstitution. I Bhagavad-Gita siger Krishna: ”Ahamatma gudakesa sarvabhutasayasthitah”, der betyder: ”Jeg er den Atman, kære Gudakesa, som lever i hjertet af alle skabninger”. (Se også Aham, Atman, Bhagavad-Gita, Krishna og Logos).

Ahamkara
(Sanskrit). Ahamkara stammer fra ”aham”, der betyder ”jeg” og ”kara”, der betyder ”skaber” eller ”udøver” fra roden ”at gøre”. Udtrykket stammer fra vedisk filosofi for over 3.000 år siden, og det blev senere indarbejdet i hinduistisk filosofi – især Samkhya-filosofien. Ahamkara er et individualitetsprincip. Ahamkara er selvbevidsthed eller selvidentificering. Ahamkara er derfor personligheden, som på grund af uvidenhed opleves som adskilt fra den universelle enhed. Ahamkara i sit lavere aspekt kan derfor oversættes med egoisme, som stammer fra Avidya (uvidenhed). I Samkhya-filosofien er Ahamkara den 3. udstråling. Fra Prakriti (urnaturen eller ursubstansen) udgår Mahat (den kosmiske hensigt), som er en betegnelse for den universelle bevidsthed, som efterfølgende skaber Ahamkara eller individualitet. Fra Ahamkara opstår de fem Tanmatraer – de subtile former for elementer eller principper og ”de to serier af sanseorganer”. Iflg. Bhagavad-Gita manifesterer Prakriti sig i otte dele – ”jord, vand, ild, æter, rum (Kham-Akasa), tankesind (Manas), forståelse (Buddhi) og personlighed eller individualitet (Ahamkara)” – og det hele har relation til det objektive, som medfører en fejlagtig opfattelse af identitet eller identifikation med personligheden og livets formside. Som universel selvbevidsthed har Aham-kara et trefoldigt aspekt ligesom Manas. Opfattelsen af ”jeg” eller ”ego” er enten Sattva – ”ren stilhed” – eller det fremstår som Raja – ”aktivitet” – eller det forbliver Tamas – ”træghed” eller ”inerti”. Det tilhører både Himlen og Jorden, og antager egenskaber fra begge. Ahamkara er et af de fire aspekter af Antahkarana (”regnbuebroen” eller forbindelsesleddet mellem den højere og den lavere tænkeevne), der er beskrevet i hinduistisk filosofi. De andre tre aspekter er Buddhi, Chitta og Manas. I Uttara Mimamsa eller hinduismens Vedanta-gren siges det, at Ahamkara skal udryddes, og selv om det ikke diskuteres i detaljer i Bhagavad-Gita, så siger Krishna til Arjun, at Ahamkara skal fjernes – med andre ord skal mennesket være underordnet den kosmiske bevidsthed. Grunden er, at sjælen ikke er og ikke kan være til stede, når mennesket befinder sig i en tilstand af Ahamkara. Når man forstår begrebet Ahamkara, forstår man sig selv og andre. Iflg. den vediske filosofi er man underlagt en tilstand af illusion, når man er i en tilstand af Ahamkara, for tankesindet er bundet til formens verden og manifesterede genstande og relationer. Det skabte er fænomener, der kan opfattes som noget, der befinder sig uden for selvet. Det kan være materielt (f.eks. en bil) eller immaterielt (f.eks. en ideologi). Personligheden er involveret i opbygningen af blændværk og illusioner. (Se også Aham, Antahkarana, Avidya, Bhagavad-Gita, Buddhi, Chitta, Mahat, Manas, Prakriti, Raja Guna, Samkhya, Sattva Guna, Tamas, Tanmatra og Veda).

Ahammana
(Sanskrit). Ahammana stammer fra ”aham”, der betyder ”jeg” og ”mana”, der er afledt fra roden ”at tænke” eller ”at reflektere”. Ahammana er egoisme eller selvskabt illusion, og derfor er Ahammana lig med åndelig uvidenhed. Ahammana er Maya (det uvirkelige), der skabes ved at tænke på eller forestille sig, at ”jeg’et” har primær betydning. ”Når sjælen er forbundet med Prakriti, er den præget af egoisme (Ahammana), og den støtter sig til og identificerer sig med den grovere naturs kvaliteter, selv om den er adskilt fra dem og uforgængelig (Avyaya)”. (Se også Aham, Maya og Prakriti).

Ahamsa
(Sanskrit). Ahamsa stammer fra ”aham”, der betyder ”jeg” og ”sa” (”sah”), der betyder ”han”. Ahamsa er et mystisk anagram, der anvendes som titel på Brahman – den første umanifesterede kosmiske Logos. Man ønskede at skabe forståelse for, at menneskets essens er identisk med den kosmiske guddoms guddommelighed: ”Jeg er ham” – ”Jeg er Brahman”. (Se også Aham, Anagram, Brahman og Logos).

Ahan
(Sanskrit). Ahan betyder ”dag”. I Vishnu-Purana er Ahan en af Brahmas fire legemer: Jyotsna (daggry), Ratri (nat), Ahan (dag) og Sandhya (aften). De fire legemer er ”omgivet af tre kvaliteter” (Triguna). Esoterisk har det en direkte relevans for den manifesterede Brahma eller Universets syv principper, som afspejles i samme rækkefølge i mennesket. Eksoterisk er der kun fire principper. Derfor omtaler Puranaerne kun fire af Brahmas legemer. (Se også Brahma, Purana og Triguna).

Ahankara
Se Ahamkara.

Ahar
(Hebraisk). Ahar betyder ”efter” eller ”bagefter” bl.a. i tid. Ahar bruges af nogle kabbalistiske forfattere som en betegnelse for gudehierarkierne. Jøderne sagde, at Jehovah – Achad (Ehad) – var den øverste Gud.

Ahath
(Hebraisk). Ahath er den feminine version af Achath, der oversættes med ”en” i betydningen ”én”, ”enestående”, ”alene” eller ”solo”. Betegnelsen bruges om det feminine aspekt af Logos eller Hierarkiets leder. I hebraisk esoterisme repræsenterer Ahath – sammen med den maskuline form Achod (Ehad) – ”den kollektive enhed eller totalitet af de ledende arkitekter eller skabere af det synlige univers”. Begrebet er fejlagtigt blevet forbundet med Elohim som Sefiroth – fejlagtigt fordi de sidste kun er legemer eller manifestationer af Logos. Achath-Achod (Ahath-Ehad) korresponderer med sanskritordet Adi, der betyder ”første” eller ”oprindelig” – eller ”Eka”, der betyder én, men i dette tilfælde med henvisning til kronen, og dermed til skaberens inddeling af det kosmiske hierarki i mangfoldighed i forbindelse med at de åndelige substantielle energier strømmer nedad i stoffets planer, hvor der skabes illusioner, som energierne selv sammensætter. (Se også Adi, Ahar, Elohim og Sefiroth).

Ahath-Ruah-Elohim-Hayyim
(Hebraisk). Ahath-Ruah-Elohim-Hayyim betyder ”sjæl”, ”guder” eller ”liv”. Ahath-Ruah-Elohim-Hayyim er ”den ældste af de ældste” – dvs. den kosmiske skaber eller den øverste i det kosmiske hierarki – som er kilden til Universet. Universet manifesteres fra den kosmiske skabers egen guddommelige essens, og på den måde bliver Universet selv ”den ældste af de ældste”. Der henvises ikke til menneskets tidsregning, men til kosmiske Manvantaraer, for ”den ældste af de ældste” er Universets sjæl (Ruah), der kommer til udtryk via gudehierarkier (Elohim) og utallige mindre hierarkier af levende skabninger (Hayyim), som Universets organisme er bygget af. Den hebraiske tankegang minder meget om den åndsvidenskabelige og den hinduistiske lære om Atman, Paramatman eller Brahman. Det er Verdensægget, som Universet fødes ud af, og som derefter fylder Universet med guddommelige og åndelige inspirationer. Her lever og arbejder utallige hierarkier af mindre skabninger, som både udgør og opbygger Universets hierarki, og som simpelthen er Universet. En anden parallel er den Pythagoræiske lære om ”monas monadum” – dvs. ”monader af monader”. I kabbalaen er der relation til ”Kronen” eller ”Kether”, som udstråler alle de andre og lavere hierarkier. Kether – den højeste Sefiroth – er makrokosmos (”det store kosmiske ansigt”). Det er den kaldæiske ”Arik Anpin” (det store ansigt), som skjuler den iboende ånd. Kether, Makrokosmos, Arik Anpin, og Adam Kadmon er blot forskellige måder at udtrykke den samme hierarkiske oprindelse, som dermed bliver det kabbalistiske Ain-Soph, Vedantas Parabrahman eller ”det grænseløse”. H.P. Blavatsky gjorde opmærksom på, at betegnelsen ”i bedste fald beskriver Elohim som androgyn, for det feminine aspekt er næsten fremherskende, når det fortolkes: ”Hun er én – Elohim – livets ånd”. (Se også Adam Kadmon, Ain-Soph, Atman, Brahman, Elohim, Kether, Manvantara, Paramatman, Sefiroth og Vedanta).

Ahavaniya
(Sanskrit). Ahavaniya er offerilden, som man kaster offergaver ind i.

Aheie
(Hebraisk). Aheie betyder ”eksistens”. Aheie er ”han, som eksisterer”. Begrebet korresponderer med Kether og Makroprosopus (det store ansigt). (Se også Ahath-Ruah-Elohim-Hayyim).

Aher
(Hebraisk). Aher betyder ”at være efter”, ”bagefter”, ”sekundær”, ”en anden”. Aher er flertalsformen af Aherim, og når ordet blev brugt i sammenhæng med Elohim, betød det ”andre eller fremmede guder”, som man blot betragtede som idoler. De hebraiske skrifter viser, at de gamle hebræere aldrig benægtede eksistensen af andre folkeslags guder, men da jøderne selv var meget stammeprægede, så betragtede de deres egen stammegud – Jehovah – som den højeste og vigtigste. Deres stammegud herskede over planeten Saturn, som var deres planetariske overhoved, og som derfor blev den øverste gud for dem – guden over alle andre guder. Hvis jøderne var blevet født som stamme under en anden planetarisk hersker, ville overhovedet for den anden planet ifølge deres opfattelse blive betragtet som den højeste gud. (Se også Elohim).

Ahi
(Sanskrit). Ahi stammer fra roden ”anh”, der betyder ”at presse sammen” eller ”at kvæle”. Ahi er en ”slange”. Det er et navn for Vritra, der er den vediske dæmon for tørke, som omtales i Rig-Veda. Ahi er ”himlens slange”, og mytologisk refereres der til mørkets og tørkens dæmon, som absorberede de kosmiske vande. Indra – regnmageren og himlens gud – kæmper med Ahi og slår ham ihjel, og dermed frigøres vandene over Jorden. Ahi er desuden et navn for Solen. Det samme gælder Rahu – den opstigende måneknude og Daitya (dæmonen), som periodisk ”sluger” eller formørker Solen og Månen. (Se også Ah-hi, Daitya, Rig-Veda og Vritra).

AHIH
(Hebraisk). AHIH er en kabbalistisk form for Tetragrammaton, der repræsenter Makrokosmos i modsætning til JHVH (Jehovah), der repræsenterer Mikrokosmos. Det er eksoterisk forbundet med Eyeh (absolut værenhed) og med ”Jeg er det, Jeg er.” (Se også Tetragrammaton og Værenhed).

Ahimsa
(Sanskrit). Ahimsa består af ”ikke” og roden ”hims”, der betyder ”at skade”, ”at dræbe” og ”at ødelægge”. Ahimsa betyder ”ikke-vold” eller ”ikke-skade” i tanke, ord og handling. Ahimsa er en af de fem Yamaer i Ashtanga-yoga. Ahimsa svarer til åndsvidenskabens harmløshed, der er en af de kardinale dyder. Livets hellighed er legemliggjort både i buddhisternes og jainernes lære, men desuden i mange hinduistiske skoler. Den første buddhistiske kejser, Asoka, gik ind for Ahimsa som udtryk for Dharma. Det siges, at man kan erhverve sig evnen til at ”huske tidligere liv” ved at praktisere Ahimsa. I Vamana-Puranaen er Ahimsa personificeret som Dharmas kone og deres børn, som er Nara og Narayana. Begge er tilnavne for henholdsvis Arjuna og Krishna, som viste vejen til åndelig oplysning. (Se også Asoka, Dharma, Jain, Purana og Yama).


Side : 1 2 3 4 5 6 7 8
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook