Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Ahor
(Hebræisk). Ahor betyder ”bagside” eller ”bagud”. I kabbalaen er Ahor en modsætning til Anpin, der betyder ”ansigt” – et kaldæisk ord, som også staves Anpeh og på Hebræisk Appayim, der svarer til Makroprosopus. Makroprosopus er latin og betyder ”det store ansigt”. Makroprosopus er en poetisk beskrivelse af udstrålingerne fra det første Sephira, Kether, der betyder kronen. Kronen er det punkt, hvor intet bliver til noget. Herfra strømmer al skabelse ud. Makroprosopus er lysende – og visualiseres som et ansigt set i profil. Ansigtet har et evigt åbent øje – og et vældigt skæg med 13 lokker. Alle lokkerne ender i myriader af universer. Fra det store univers udstrømmer Sephiroth-træet. (Se også Kether, Makroprosopus, og Sephiroth).

Ahriman
(Persisk). Ahriman eller Angro Manyu stammer fra ”ah”, der betyder ”bevidst liv” og ”riman”, der betyder ”demoraliseret”. Ahriman forstyrrer den kosmiske orden og demoraliserer tankesindet. Ahriman er ”den onde ånd” i den persiske religion. Iflg. den mazdaske filosofi udgår livet fra to principper: Ahura Mazda (lysets princip) og Ahriman (mørkets princip). Ahriman repræsenterer de modstandskræfter, som mennesket skal overvinde på udviklingsvejen. Ahriman er derfor identisk med åndsvidenskabens elementalessens, som menneskets legemer består af. Elementalessensen udvikler sig i retning af tiltagende stoflig tæthed (involution), hvorimod mennesket udvikler sig i retning af tiltagende åndelighed (evolution). I spændingsfeltet mellem de duale energier udvikles mennesket. Ahriman er derfor en forudsætning for menneskets udvikling. I Rudolf Steiners antroposofi og hos Rosenkreuzerne har udtrykket Ahriman stor betydning som betegnelse for modstandskræfterne, som mennesket skal overvinde for at få adgang til højere bevidstheds- og eksistensplaner. I Martinus’ åndsvidenskab er Ahriman identisk med ”de mørke genløsere”. I symbolsproget er Ahriman den ene af røverne på Golgatha. Det var den røver, der valgte at følge folkemængden for at spotte Jesus. Shahrestani – en islamisk vismand fra det 12. årh. – skriver, at ”magikerne kom fra tre sekter: Geomarathianerne, Zurvanianerne og Zoroastrianerne. Alle tre havde det synspunkt til fælles, at to principper styrer Universet: Ahura Mazda og Ahri-man. Ahura Mazda er en før-eksisterede bevidsthed og Ahriman er det skabte”. Han fortæller allegorisk, at Ahura-Mazda funderede over, hvordan det ville være, hvis han havde en rival. På baggrund af tanken blev den onde ånd Ahriman skabt. Og Ahriman gjorde straks oprør mod lyset og nægtede af følge lysets love. Det udviklede sig til en kamp mellem lysets og mørkets hære. Englene fungerede som mæglere, og de forhandlede sig frem til en våbenhvile, hvor underverdenen blev givet til Ahriman i 7.000 år og derefter til Ahura-Mazda i 7.000 år. Alle skabninger, der befandt sig i en tilstand af før-eksistens, forsvandt. Mennesket – Gaeo-Marth – og et dyr (en tyr) kom til syne. Men begge døde. Fra menneskets hoved spirede en rabarberplante, og ud fra planten voksede der en mand og en kvinde – Mashia og Mashiana – som blev menneskehedens forfædre. Alle dyr voksede frem fra tyrens hoved. Troen er baseret på, at lyset gav menneskeheden to valg: At blive ånder uden legemer, der befinder sig langt væk fra Ahriman, eller at iklæde sig legemer for at kæmpe imod ham. Menneskeheden valgte det sidste. Overvindelse af Ahrimans hær ville medføre opstandelse. I senere Pahlavi-skrifter møder man Ahrimans afkom – seks modstandere som hver for sig stiller op imod Amesha-Spenta – de seks udødelige velgørere. (Se også Ahura Mazda).

Ahti
(Oldnordisk). Ahti er ”dragen” i Eddaerne. Ahti er desuden en finsk vandgud, der afbildes som en gammel mand. Hans kone er Vellamo. Den gamle mand er meget hjælpsom over for fiskere. Ahti er desuden et navn for Lemminkainen, der kaldes ”vidensdragen” i Kalevala. Ahti symboliserer den lavere personlighed eller det personlige liv. Det er den laveste triade i menneskets syvfoldige konstitution – det fysiske legeme, æterlegemet og astrallegemet. (Se også Edda).

Ahu
(Persisk/Oldnordisk/Sanskrit). Iflg. Avesta – som er zarathustrismens samling af hellige tekster, hvor Avesta kun udgør en lille del, der var opdelt i 21 nasker (bundter) – stammer Ahu fra roden ”ah”, der betyder ”bevidst liv”. Dvs. de mest bevidste, som derfor er de bedst forberedte til at handle i den fysiske verden. På nordisk betyder Ahu ”den ene” og ”den første”. I den mazdaske litteratur korresponderer Ahu med den første af fem livgivende former for ild eller åndelige kræfter nemlig: Ahu, Daena, Baudha, Urvan og Fravashi, der alle handler om bevidsthed. De fem kan oversættes med henholdsvis ånd, bevidsthed, intelligens, sjæl og de afdødes rene sjæle. Fravashi er de, der er mindst bevidste om den fysiske verden, men de er alligevel kilden til bevidsthed, og det er dem, der er nærmest ved kilden til ”absolut væren”. Iflg. de senere Pahlavi-skrifter, er det Ahus opgave at skabe orden i menneskets fysiske legeme, og derfor betragtes Ahu som den fysiske verdens hersker. Rumi, den iranske mystiker og poet fra det 13. årh., anså Ahu (”jan”) for at være bevidst liv, som den evige visdom reflekteres i. Molavi tillægger tre kvaliteter til ”jan”: Bevidsthed – skelneevne mellem godt og ondt – og en tendens mod det gode og en afvisning af det onde. Ferdowsi, den iranske poet fra 10. årh., betragtede ”Kherad” (intellektet) for at være bevarer af Ahu – den første skabelse og integrerede del af ”jan”. På sanskrit stammer Ahu muligvis fra ”paro’mhu”, der betyder ”uden for synsvidde”. Ahu er derfor noget usynligt, ukendt, hemmeligt og mysteriøst. H.P. Blavatsky sammenligner Ahu med sanskrit-ordet ”eka”, der betyder ”ene”, og det hebraiske ”echod”, der betyder de, som indleder udstrålingerne fra det uerkendelige. (Se også Daena og Fravashi).

Ahum
(Avestan). Ahum er de første tre principper i det syvfoldige menneske i Avesta – zarathustrismens samling af hellige tekster, hvor Avesta kun udgør en lille del, der var opdelt i 21 nasker (bundter). Ahum er det fysiske menneske og dets æteriske og astrale legemer.

Ahura
(Avestan). Ahura stammer fra roden ”ahu”, der betyder ”bevidst liv”. Ahura er det samme som Asura på sanskrit – dvs. ”Livets Herre”, ”Det Ene Liv, som alt udgår fra”, ”det hellige” eller ”det åndedrætslignende”. Zoroasternes Ahura Mazda eller persernes Ormudz er ”Herren, som skænker lys og intelligens”, og symbolet er Solen, og hvor Ahriman – den europæiske udgave af ”Angra Mainyu” – er det mørke aspekt. De var oprindeligt højtstående guder, som blev forandret til dæmoner af iranerne, og Asuraerne blev på samme måde forandret til dæmoner af inderne. I de tidlige Vedaer præsenteres Asura især om Varuna, der var lederen af den himmelske region. Zend Avesta i de mazdæisme skrifter, Vendidad (loven mod dæmoner) og andre skrifter korrigerer og afslører de senere snedige sammenblandinger af guderne i hinduernes gudekreds, og ved hjælp af Ahura giver de Asuraerne deres retsmæssige plads i teogonien. H.P. Blavatsky gav en jordnær fortolkning af Ahura, for hun sagde: ”Magikerne havde ikke kendskab til nogen højtstående ‘personlig’ individualitet. De anerkendte kun Ahura – ‘Herren’ – det 7. princip i mennesket, og ‘bad’ – dvs. gjorde sig anstrengelser under meditationen for at tilegne sig og forene Ahuras øvrige principper, som er afhængige af den fysiske krop, og som evigt er underlagt Angra-Mainya (stof), for at kontakte det eneste rene, hellige og evige princip, den guddommelig monade. Hvem kunne magikerne ellers bede til? Hvem var Ormudz, hvis det ikke var Spent-Mainyu – monaden – gudsprincippet i menneskets egen natur? Og den esoteriske doktrin forklarer, at Ahura er menneskets egen indre, sande, personlige gud, som er det åndelige lys og ”skaberen af den materielle verden” – dvs. arkitekten og skaberen af mikrokosmos. Mennesket kan få kontakt med monaden, når det ved, hvordan Angra-Mainyu eller Kama, lidenskaber og materielle begær kontrolleres. Og det skal have tillid til, at blive overskygget af Ahura-Mazda eller den åndelige essens. Ahura-Mazda er også far til Tistrya – regnmageren – som gør den udtørrede jord frugtbar og hjælper den med at bære god frugt baseret på egne anstrengelser, dvs., ved at smage frugten fra det evige livs træ via åndelig oplysning. Tistrya er den persiske gud, der er forbundet med regn og fertilitet – den personificerede guddom Sirius (Hundestjernen). Det er Tistrya, der leder Ahura Mazdas hære mod de onde kræfter. (Se også Ahriman, Ahura Mazda, Asura, Meditation, Monade og Veda).

Ahura Mazda
(Persisk). Ahura Mazda eller Aura Mazda (oldpersisk), Auhr Mazd (Pahlavi), Hormazd, Hormoz, Ormazd, Ormuzd eller Ormudz (persisk) stammer fra Ahura (Avestan), der betyder ”Livets Herre”. Det er afledt af roden ”ahu”, der betyder ”bevidst liv”. Ordet er kombineret med ”Mazda”, der er ”skaberen af tankesindet” eller ”hukommelsen”, som stammer fra roden ”man”, der betyder ”at tænke”, og ”da”, som betyder ”skaberen” eller ”skænkeren”. Ahura Mazda er derfor et navn for Ormuzd – det universelle guddommelige lys i den persiske religion. Ahura Mazda er den personificerede guddom, og hans symbol er Solen. Modsætningen er Ahriman – mørkets gud. Ahura Mazda stammer fra Ahura eller Asura, der betyder ”åndedrag”, ”åndelig” eller ”guddommelig” i den ældste Rig-Veda, hvor de ortodokse Brahmanaer degraderede Ahura Mazda til Asura, der betyder ”ingen guder”, på samme måde som mazdeanerne degraderede hinduernes devaer (”guder”) til ”dæva” (djævle). Ahura Mazda er ”Herren, der gav liv” eller ”Herren, der gav tankesindet” – det uforanderlige lys – den uskabte højeste guddom i mazdean-systemet. Pythagoras sagde, at ”iranerne betragter Ahura Mazda som en skabning, der har et lyslegeme, og en sjæl, der består af sandhed”. Ahura Mazda omtales som skaberen af den materielle verden og far til seks Amesha-Spentas. I senere persisk litteratur ser man lignende beskrivelser af den højeste skaber. Ferdowsi omtaler ham som ”Herre Jan” (bevidsthed) og Kherad (intellekt). I zoroastrismen er der en dualistisk kosmisk orden, der består af godt og ondt. H.P. Blavatsky sagde: ”Der findes ikke en mere dybsindig, en mere imponerende, en mere realistisk og mere modig allegori i verdens religioner end de to modstridende kræfter i Mazdean-religionen, som kaldes Ahura Mazda og Angra Mainyu, der er bedre kendt i deres nyere form som Ormuzd og Ahriman. Af ’den grænseløse tids sønner’ er de to udstrålinger – Zeruana-Akrana – selv udsendt fra det højeste og ukendte princip. Den ene er legemliggørelsen af ’gode tanker’ (Vohu-Mano), den anden af ’onde tanker’ (Ako-Mano). Lysets konge eller Ahura Mazda udstråler fra urlyset og former eller skaber ved hjælp af ’Ordet’ – Honover (Ahuna-Vairya) – en ren og hellig verden. Men Angra Mainyu, der ganske vist er født lige så ren som sin ældre bror, bliver jaloux på ham, og modarbejder alt i Universet og på Jorden, og skaber synd og ondskab overalt, hvor han går. De to kræfter er uadskillelige på menneskehedens nuværende bevidsthedsniveau, og det er et niveau i evolutionen, hvor den ene forudsætter den anden. De er plus- og minuspoler i den ene manifesterede skabende kraft, og den sidstnævnte skal betragtes som en universal kosmisk kraft, der opbygger verdener – eller som det antropomorfe aspekt, som skaber det tænkende menneskes legemer”. (Se også Ahriman, Ahura, Asura, Brahmana, Pythagoras og Zoroastrisme).

Ain-Soph
(Hebraisk). Ain-Soph, Eyn-Soph, Ayn-Soph, Eyn-Suph, Ein-Soph osv. betyder ”absolut intethed” – negativ eksistens – eller ”kosmisk tomrum”. Ain-Soph er en betegnelse for det abstrakte begreb ”absolut intethed”, der er det store dybe ”intet”, som alle eksistenser udgår fra. Alt, hvad der eksisterer, er skabt. Livmoderen for ”absolut intethed”, hvorfra alt i Universet er skabt, er ikke alene årsagen til alle eksistenser, men også til deres funktionsområder. Alt i skabelsen har en hensigt. Ain-Soph oversættes ofte fejlagtigt med ”ingenting”, men ”absolut intethed” er bestemt ikke ingenting, for det er selve livets essens. Det grænseløse og uendelige er det absolutte guddommelige princip, som er upersonligt, og det kan ikke erkendes. Ain-Soph svarer til Parabrahman. Ain-Soph svarer også i nogle henseender til den mystiske Sunyata i Mahayana-buddhismen. I kabbalaen er Ain-Soph det ubegrænsede lys, som koncentreres i første og højeste Sephiroth – Kether eller Kronen – for det, der er over Kether eller Macroprosopus, er ”absolut intethed”. Betegnelsen skyldes, at man intet ved om det, for det er umuligt at vide noget om det, der findes i dette princip, fordi det ligger så uendelig langt over menneskets uvidenhed, og fordi det befinder sig over selve visdommen. Ain-Soph skrives også En-Soph og Ain-Suph, og ingen – ikke en gang rabbinerne – er sikker på vokalerne. I de gamle hebraiske filosoffers metafysik var ”det ene princip” en abstraktion ligesom Parabrahman, men selv nutidens kabbalister har via ordkløveri og mærkelige paradokser haft held til at reducere ”absolut intethed” til ”den øverste Gud” og intet højere. Men for de tidlige kaldæiske kabbalister var Ain-Soph ”uden form og væren”. Ain-Soph havde ”ingen lighed med noget andet”. At Ain-Soph aldrig har været anset for at være ”Skaberen” bevises endda af en så ortodoks jøde som Philo, der kaldte ”Skaberen” for Logos, som står ved siden af den ”ubegrænsede Ene” og ”den anden Gud”. ”Den anden Gud” er Ain-Sophs visdom iflg. Philo. Guddom er ”absolut intethed”. Guddommen er navnløs, og kaldes derfor Ain-Soph, og ordet ”Ain” betyder ”intet”. (Se også Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Geburah, Hod, Jesod, Kabbala, Kether, Logos, Mahayana, Malkuth, Netzach, Parabrahman, Sephiroth, Sunyata og Tiphereth).

Aindri
(Sanskrit). Aindri er det feminine tillægsord for Indra, der sandsynligvis stammer fra roden ”ind”, der betyder til ”at droppe”. I forhold til guden Indra er Aindri et feminin egennavn på Indras hustru. Hun kaldes også Aindri-Shakti, Indrani og Aindriya. Aindri som hankønsord skal forstås som en efterkommer af Indra, som nogle gange henviser til Arjuna, som er søn af Indra af Kunti. (Se også Indra).

Aindriya
Se Aindri og Indrani.

Aindriyaka
(Sanskrit). Aindriyaka stammer fra ”indriya”, som henviser til den ”forstand” eller ”magt”, der tilhører guden Indra. I Puranaerne er Brahmas skaberværker henholdsvis opregnet som seks, syv og ni. Aindriyaka repræsenterer organisk skabelse, der involverer udviklingen af sanserne. (Se også Brahma, Indra og Purana).

Airavata
(Sanskrit). Airavata er en mytologisk hvid hanelefant, der bærer den hinduistiske gud Indra på ryggen. Den kaldes også Ardha-Matanga, der betyder ”sky-elefant”, ”Naga-Malla”, der betyder ”kæmpende elefant” og ”Arkasodara”, der betyder ”Solens broder”. Abharamu er hanelefantens feminine partner. Airavata har fire stødtænder og syv snabler. Den er hvid og uden en plet. I Thailand er den kendt som Erawan. Iflg. Ramayana var Iravati elefantens moder. Matangalila oplyser, at Airavata blev født, mens Brahma sang hellige mantraer over de to æggeskaller fra ægget, som Garuda blev klækket af. Garuda er navnet på Vishnus legeme. Airavata blev efterfulgt af yderligere syv han- og otte hunelefanter. Prithu (en Avatar eller inkarnation af Vishnu) gjorde Airavata til konge over alle elefanter. En af hans navne betyder ”den, der knytter eller binder skyerne”, for iflg. myten kan de hellige elefanter skabe skyer. Forbindelsen mellem elefanter, vand og regn betones i mytologien om Indra, der ridder på elefanten Airavata i slaget, hvor han besejrer Vritra. Den store elefant er i stand til med sine syv lange snabler at nå ned i den våde underverden og suge vand, og derefter sprøjte vandet op i luften og danne skyer, som Indra derefter får til at regne med køligt vand. Himlen og underverdenen forbindes dermed af vandet. Airavata står desuden ved indgangen til Indras palads Svarga. Det samme gør otte vogtende guddomme, som hersker over hvert sit punkt i cirklen. Hver guddom har en elefant, der deltager i forsvaret og beskyttelsen af hver sit kvadrat. Elefanternes konge er Indras Airavata. Der er en henvisning til Airavata i Bhagavad-Gita. (Se også Avatar, Bhagavad-Gita, Indra, Ramayana, Svarga og Vritra).

Airgiod-Lamh
(Gælisk). Airgiod-Lamh betyder ”gylden hånd”. Det er den hånd, der har modtaget og spredt den himmelske ild. Airgiod-Lamh er et irsk navn for Zarathustra. (Se også Zarathustra).

Airyana-ishejo
(Avestan). Airyana-ishejo er navnet på en bøn til den ”hellige Airyanmen”, dvs. Ahrimans guddommelige aspekt før Ahriman blev en mørk modstandskraft – en Satan. Ahriman er skabt af samme essens som Ahura Mazda, ligesom Typhon-Seth består af den samme essens som den egyptiske gud Osiris. Bønnen har følgende ordlyd: ”Må menneskehedens broderskab, som vi længes efter, vise sig blandt os og glæde mænds og ungmøers hjerter, som er forenet i Zarathustra-troen. Må det bringe fuldbyrdelse til Vohu Manah (Guds hensigt eller Guds tankesind), når som helst menneskesjælene modtager den dyrebare mjød. Jeg beder også Asha i Hans nåde om at give de velsignelser, som menneskesjælene længes efter, og som af Mazda er forudbestemt for alle”. Selv om verset ikke er med i Gathaerne (Gatha er 17 hymner, som man mener, er komponeret af Zarathustra), så følger det umiddelbart efter 5. Gatha. Både sprog og versemål er nøjagtig de samme, som i de vers, der er i 5. Gatha. Airyana-ishejo reciteres under Zoroastrianske vielsesritualer som en del af velsignelsen. (Se også Ahriman, Ahura Mazda og Zarathustra).

Airyanmen Vaeja
(Avestan). Airyanmen Vaeja eller Airyena-Vaegah, Airyana-Vaeja, Airyam-Veg (Pahlavi) er Ariere – ”de ædle” – og iflg. Avesta havde de deres oprindelige hjem i Airyana Vaeja, et fjerntliggende land, som var Ariernes vugge. Det var det første af de landområder, der blev skabt af Mazda. Det befandt sig i Jordens midte, og i landets midte stod bjerget Harabareza. Det svarer til hinduernes beskrivelse af gudernes land med Mount Meru i landområdets midte. Ariere inddelte Universet i syv regioner eller Keshvar: 1) Arzah eller Arzahe 2) Shabah eller Sava-Cavahe 3) Fradaafsh eller Fradadhfsha, 4) Vidadafsh eller Vidadahfshu; 5) Vorubarst eller Vourubaresti, 6) Vorugarst, Vourujaresti eller Vouruzaresti og 7) Khvanuras, Ganiratha eller Hvaniratha. Den syvende region ligger i midten af de andre seks. I introduktionen til Abu-Mansouris Shah-Nameh (den ældre Shah-Nameh), er den syvende region, som kongerne kaldte Iran-Shahr (Airya-Vaeja) også i midten af de øvrige seks. Airyanmen Vaeja er et urland, som i Vendidad (en tekstsamling i Avesta) er kendetegnet ved uskyld og lyksalighed. Det svarer til Sveta-Dvipa (den hvide ø) i den puraniske litteratur og til hinduernes Mount Meru. I det ”smukke land” ved floden Daitya ”steg stjernerne, Månen og Solen kun op én gang (om året) på himlen” (Vendidad). H.P. Blavatsky sidestiller det med den fysiske menneskeheds vugge, og stedfæster det i Centralasien. Det er identisk med Shamballa og Arghya Varsha, hvorfra man forventer Kalki Avatarens genkomst. I en persisk legende dukkede der en slange op i Airyana Vaeja, og slangegiften forvandlede det smukke evige forår til vinter, og den skabte sygdom og død. Det skal fortolkes geologisk og astronomisk. Esoterikere ved, at slangen hentyder til Nordpolen, som også er himlenes pol. Den sidstnævnte skaber årstiderne afhængig af den vinkel, den har i forhold til Jordens akse. De to polakser var ikke længere parallelle, og derfor forsvandt det evige forår i Airyana Vaeja, og den gode flod Daitya forsvandt også. Iflg. åndsvidenskabelige kilder var Arierne derfor nødt til at emigrere til Sagdiani. Men åndsvidenskaben pointerer, at polaksen tidligere har passeret igennem ækvator, og at ”lyksalighedens land” i 4. rodrace, som den arvede fra 3. rodrace, blev ødelagt og genstand for lidelse. (Se også Arier, Avatar, Rodrace og Shamballa).

Aisa
(Græsk). Aisa betyder Karma, som giver alle deres andel af godt og ondt. (Se også Karma).

Aish
(Hebraisk). Aish eller ”Ish” betyder ”menneske”. Navnet Jesus blev iflg. H.P. Blavatsky udledt af Aish. I relation til korsfæstelsens symbolik, bemærker H.P. Blavatsky, at ”de tidlige forfattere af de kristne mysterier var velbevandret i esoterisk filosofi og i hebraisk okkulte metrologi (læren om målinger og måleteknik), og de brugte deres viden behændigt. De tog ordet Aish, og kombinerede det med Shanah, der betyder ”måneår”, så Aish på mystisk vis blev forbundet med navnet Jehova, den formodede ”far” til Jesus, og dermed gav de den mystiske idé i en astronomisk værdi og formel”.

Aistheton
(Græsk). Aistheton betyder ”sensitiv opfattelse ved hjælp af sanserne”. Aistheton blev brugt af Platon som en modsætning til ”Noeton”, der betyder ”forståelige”, for han ønskede at betegne det synlige aspekt af den oprindelige årsag til den manifesterede verden. (Se også Platon).

Aisvarika
(Sanskrit). Aisvarika stammer fra ”Isvara”, der betyder ”herre”, ”prins” eller ”mester”. Det er afledt af roden ”ish”, der betyder ”at være valid”, ”kraftfuld” eller ”mester i noget”. Aisvarika er derfor en konge, en herre, eller et overhovedet og den øverste åndelige leder i et hierarki. Aisvarika er desuden en af fire filosofiske skole i Nepal. De andre er Karmika, Yatnika og Svabhavikia. Aisvarika er teistisk, for i Aisvarika-systemet er Adi Buddha den øverste gud (Isvara), i stedet for at betragte det højeste som et abstrakt princip eller symbol. I Aisvarika-systemet er Adi-Buddha individualiseret som den kosmiske ånd i menneskehedens hierarki, og derfor bliver opmærksomheden centreret om individualiseringen i et omfang, der er usædvanligt i buddhismen. Selv om det er rigtigt, at den højeste individualiserede manifestation af Adi-Buddhi er Adi-Buddha, som er Isvara eller det kosmiske overhoved i dette hierarki, er både Adi-Buddhi og Adi-Buddha abstrakte principper i det galaktiske rum. (Se også Adi-Buddha, Adi-Buddhi og Teisme).

Aitareya
(Sanskrit). Aitareya stammer fra ”itara”, der betyder ”anden”, men ordet stammer også fra Itara, der er mor til Aitareya. Aitareya er navnet på en Aranyaka (Brahmana), en Upanishade og et litterært værk, der er knyttet til Rig-Veda. Nogle af dens dele er rent Vedantiske. Aitareya-Brahmana – eller Aitareyaka – indeholder 40 Adhyayaer (afsnit), hvor tjenestearbejdet for et Hotri (præst) er beskrevet. Aitareya-Aranyaka består af fem bøger eller Aranyakaer, og det er 2. og 3. bog, der kaldes Aitareya-Upanishaden, selv om de sidste fire afsnit af 2. bog nogle gange betegnes på den måde. (Se også Brahmana, Rig-Veda, Upanishader og Veda).

Aith-ur
(Kaldæisk). Aith-ur betyder ”solild” eller ”guddommelig æter”.

Aither
(Græsk). Aither, Aether eller Æthere stammer fra ”aitho”, der betyder ”skinner” eller ”ild”. Aither eller Aether var en af de syv græske skaberguder. Aither var en personificering af den mest subtile del af luftelementet, og ligesom Tartaros og Erebos har Aither muligvis haft helligdomme i Hellas, men man byggede og dedikerede ikke templer til ham, og derfor er det usandsynligt, at han havde en kult. Aither symboliserer den rene luft i ”de højere luftlag”, som guderne indånder, i modsætning til den normale luft – ”aer” – som indåndes af de dødelige. I den græske mytologi er Aither en af de oprindelige skaberguder – den førstefødte. I antikken var Aither eller Aether betegnelsen for urstoffet – Proteus eller protyl. Protyl er et hypotetisk oprindeligt stof, som de kemiske elementer er skabt af. Aither er derfor både kilden til alt stof og al form, og dermed også til alle kosmiske former og fænomener. Det er et begreb, der dækker betegnelser, der strækker sig fra Alfader til Moder Jord. I Den Hemmelige Lære er Aither eller æteren det femte kosmiske element nedefra, som forbinder det kosmiske tankesind eller Mahat med den lavere manifesterede verden. Det er derfor redskab for det oprindelige og ophav til det sidstnævnte. Ser man på æter fra en mere generel kosmisk synsvinkel, befinder det sig inden for den kosmiske 3. Logos’ – Brahmas eller Prakritis – aktivitetsområde, og derfor er æteren ”den store livmoder” til alle manifesterede skabninger. Æteren er skatkammer for alle kosmiske arketyper, og fra skatkammeret strømmer arketyperne ud i manifestation og antager form, og de vender tilbage til udgangspunktet ved manifestationsperiodens slutning, når den kosmiske Pralaya (hvileperiode) begynder. Æteren er derfor det store urstof eller ”moderstof”, som alle hierarkier i Universet er opbygget af. Æteren gennemtrænger alt fra begyndelsen af den universelle Manvantara (manifestationsperiode) til afslutningen, og herefter kan man sige, at den fortsat eksisterer i sin mest sublime og subtile åndelige form under den kosmiske Pralaya, hvor potentialerne opbevares som åndelige kim. Når manifestationen igen begynder efter hvileperioden, vil alt igen strømme ud i manifestation i den nye periode for kosmisk aktivitet. Når æteren betragtes som den kosmiske moder til alt i skabelsen, er æter i sit højeste feminine aspekt det samme som den vediske Aditi – eller Hera eller Juno i Grækenland og Rom. I den forstand er æteren også Mulaprakriti, dvs. den, der skaber de frø, der er ophav til alt i skabelsen. Det Gamle Testamente omtaler æteren som ”det kosmiske ocean”. I sine højeste aspekter er det den mystiske Alaya (den kosmiske ånd og sjæl), som i den nordlige buddhisme kaldes Svabhavat (substans) – eller det er den endnu mere gådefulde Adi-Buddhi. Nogle gange oversættes sanskritordet Akasha med ”æter”, og det har samme etymologiske og filosofiske betydning. Akasha er et element eller princip, der kommer efter Manas (det mentale princip) og Kama (det astrale princip) og før det æteriske princip. Men det æteriske princip er en stor del af Akasha, som også har syv underordnede aspekter. I det kosmiske rum er der mindst syv ætere eller Prakritier, som findes inden i hinanden på en opadgående åndelig skala. Tilsammen kan man derfor kalde ånd for æter eller Akasha. Hesiod betragtede Aither som ”lys” – måske inspireret af astrallyset. Aither er søn af Erebus (mørket) og Nyx (natten), og han er bror til Hemera (dagen). Den romerske Hyginus siger, at Aither var søn af Chaos og Caligo (mørket). Vergil taler om, at ”Jupiter er identisk med Aither”, og Cicero beskriver æteren som en ultimativ sfære på himlen, som omkranser og gennemtrænger alt, og derfor indgik æteren i alkymisternes jagt på det ”absolutte element”, som ville give magt over naturen – og som desuden er et medium for overførsel af lysbølger. (Se også Adi-Buddhi, Afrodite, Akasha, Alaya, Apollon, Ares, Artemis, Athene, Brahma, Chaos, Demeter, Erebos, Eros, Gaia, Hades, Hefaistos, Hera, Hestia, Kama, Logos, Manas, Manvantara, Mulaprakriti, Nyx, Poseidon, Prakriti, Pralaya, Python, Tartaros, Tyfon, Uranus, Zeus og Æter).

Aithihya
(Sanskrit). Aithihya stammer fra ”iti”, der betyder ”sådan” eller ”på den måde” samt ”ha”, der betyder ”bestemt”. Aithihya betyder derfor: ”Sådan er det faktisk”. Det henviser til vedtagne regler og nedarvede traditioner. Aithihya ligger tæt på Itihasa, der er et navn, som man bl.a. møder i semi-legender og episke skildringer. Det forekommer også i Mahabharata og Ramayana. På nogle skoler, hvor man navnlig lærer mundlig undervisning, indleder man en sætning med frasen: ”Iti maya srutam” eller ”iti ha maya srutam”, der betyder: ”Jeg har i sandhed hørt …”. Den form for instruktion kaldes ”Aitihya” eller ”Aitiha”. Som tillægsord betyder ”Aitihasika” også det, der stammer fra traditionen, gamle legender eller heroiske historier. (Se også Mahabharata og Ramayana).

Aja
(Sanskrit). Aja består af ”ikke” og roden ”jan”, der betyder ”at blive født” eller ”skabt”. Aja betyder derfor ”ufødt” eller ”uskabt”. Det er en titel eller et tilnavn, der er givet til mange af de oprindelige skaberguder. I Rig-Veda svarer det til 1. Logos, som er en udstråling eller den første manifestation på illusionens plan for det Absolutte eller den kosmiske Paramatman. I både Rig-Veda og Purusha-Sukta er det den tusindhovede Purusha, der blev opsplittet ved Universets grundlæggelse, og Universet blev derfor skabt af hans stoflige rester. Det er grundlaget for det senere kristne symbol med offerlammet. Aja den ”ufødte” – Purusha eller den manvantariske ånd – kan også udledes af roden ”aj”, der betyder ”fremstød” eller ”at drive frem”, og betydningen omfatter vædderen, vædderhornene og stjernetegnet Vædderen. Ånden forsvinder eller dør – metaforisk – jo mere den involveres i kosmisk stof, og det medførte ofring af det ufødte lam eller en vædder. Når Aja stammer fra roden ”aj”, er det desuden en titel, der gives til forskellige vediske guder – f.eks. Rudra, Indra, Agni, Solen – og i de post-vediske værker er det Brahma, Vishnu og Shiva samt kosmisk Kama, der er et modstykke til den græske kosmiske Eros. Alle guderne er ledere af deres respektive hierarkier i den forstand, at de inspirerer, styrer eller fremskynder livet og intelligensen i hierarkierne. Aja i sin feminine form betyder Maya (blændværk) og dermed Prakriti i naturen under udvikling. (Se også Agni, Brahma, Eros, Indra, Kama, Logos, Maya, Paramatman, Prakriti, Purusha, Rig-Veda, Rudra, Shiva, Veda og Vishnu).

Ajapa
(Sanskrit). Ajapa består af ”ikke” og roden ”jap”, der betyder ”at tale med lav stemme”. Ajapa henviser til et menneske, der ikke bruger ortodokse bønner, og ikke oplæser doktrinære skrifter, og ikke intonerer mantraer. Ajapa er den særlig form for mantra, der hedder Hamsa, som består af en række indåndinger og udåndinger.

Ajapa Japa
(Sanskrit). Ajapa Japa betyder ”meditationen, der sker af sig selv”. Meditationen indebærer en spontan gentagelse af mantraet ”Soham”. Ajapa Japa er baseret på det såkaldte psykiske åndedræt kombineret med et mantra. Ved Ajapa Japa skaber man et svagt hvæsende åndedræt dybt nede i halsen – helt nede ved stemmebåndene. Man fokuserer opmærksomheden på lyden, og får ind- og udånding til at lyde ens. Man ånder ind, holder vejret et øjeblik og ånder derefter ud, og holder vejret et øjeblik, før man igen tager en indånding. Munden holdes lukket, og tungen foldes bagover og opad, så den placeres over den bløde gane. I begyndelsen vil de fleste kun være i stand til at føre tungespidsen tilbage, så den rører den bløde gane. Det skal gøres uden anstrengelse. Herefter lytter man koncentreret til lyden af åndedrættet. Efter en periode forestiller man sig, at man oplades med lys og energi for hvert åndedræt. Efter endnu et stykke tid forestiller man sig, at luftstrømmen bevæger sig fra Manipura-chakra (Solar plexus chakra) ved navleområdet til Vishuddhi-chakra (Halschakraet) i halsen. Luften bevæger sig op og ned ad den psykiske passage mellem Manipura og Vishuddhi. Man fortsætter i 5-15 minutter. Gå herefter op til Vishuddhi på en indånding, og lad fokuseringen blive dér. På næste indånding forestiller man sig, at indåndingen stiger fra Vishuddhi til et punkt, der befinder sig midt på toppen af hovedet. Fornem punktet tre gange. Ved næste udånding går man ned til Vishuddhi og fornemmer Vishuddhi tre gange. Stig op igen – og fortsæt på den måde 5-15 minutter. Herefter flyttes fokus fra åndedrættet, og i stedet høres åndedrættets lyd eller mantra – ”So-Ham”. Hør i indåndingen ”So” stige op til Vishuddhi. Hold vejret et øjeblik. Hør derefter ”Ham” synke ned til Manipura. Oplev derefter passagen i hovedet. Man tager en indånding, mens man går til Vishuddhi. Ånd ud og bliv dér med opmærksomheden. Ved næste indånding stiger man op med ”So” fra Vishuddhi, til punktet midt på toppen af hovedet. Fornem punktet (der er navnløst) tre gange. Ved næste udånding går man ned med ”Ham” til Vishuddhi, som fornemmes tre gange. Fortsæt med at gå op med ”So”, og ned med ”Ham”. Processen skal ske ubesværet og af sig selv. Til sidst gør man de to passager til én lang kanal, hvor åndedrættet og energien strømmer hele vejen op fra Manipura til punktet midt på toppen af hovedet og ned igen. Denne del af øvelsen fortsættes i 10-30 min. (Se også Ajapa, Halschakra, Khechari Mudra, Manipura-chakra, Meditation, Soham, Solar plexus chakra og Vishuddhi-chakra).

Ajita
(Sanskrit). Ajita består af ”ikke” og roden ”ji”, der betyder ”at erobre” eller ”triumfere”. Ajita er et af de esoteriske navne på de tolv højtstående guder, der inkarnerer i hver Manvantara. Esoterikerne identificerer dem med Kumaraer, der også kaldes Jnana-devaer eller Gnana-devaer. Ajita er også en af Vishnus skikkelser i den anden Manvantara. Ajita kaldes også Jayaer. I Vayu-Purana er Ajita den usynlige, den uovertrufne og den øverste af tolv guder, som kaldes Jayaer. Jayaerne blev skabt af Brahma, så de kunne støtte ham ved Manvantaraens begyndelse. Men de forsømte deres pligter, og derfor blev de ”forbandet” af Brahma, og derfor skulle de fødes i hver af de efterfølgende Manvantaraer indtil den syvende – Vaivasvata-Manvantara. De tolv Jayaer i den hinduistiske filosofi svarer til de tolv store guder i den græsk-romerske mytologi. På grund af deres altgennemtrængende karakter er de tolv guddomme – på et lavere niveau – identiske med Manasaer, Jnana-devaer, Rudraer og andre grupper af manifesterede guder. Deres funktioner i de lavere manifestationer er identiske med Dhyani-Chohanernes grupper, som ”nægtede at inkarnere”. Ajita er desuden navnet på den anden af de 24 Tirthankaras eller Jain-lærere. (Se også Dhyani-Chohan, Jain, Jnana, Kumaraer, Manvantara og Rudra).

Ajna-chakra
(Sanskrit). Ajna-chakra eller Ajnakhya-chakra er betegnelsen for det 6. chakra (den 96-bladede lotus). Ajna-centret befinder sig mellem øjenbrynene midt i hovedet, hvor det er forbundet med hypofysen. Det er en endokrin kirtel, der påvirker og styrer mange andre endokrine eller hormonproducerende kirtler. Ajna-chakraet kaldes også Agni-chakraet eller Agniya-chakraet – det ildagtige chakra. Ajna er center for bevidsthedens Tattva. Ajna-centret er det højeste af personlighedens centre og består egentlig af en dobbeltbladet ”lotus”, der hver har 48 ”blade”. Lotusbladene er symbolske udtryk for kræfter, der kommer til udtryk gennem de syv primære centre eller chakraer. Ajna-chakraet er lokaliseret ca. fem centimeter foran øjenbrynene. Ajna-centrets er centret for menneskets bevidsthed – ”den indre iagttager”. Direkte oversat betyder Ajna ”kommando”. Det hentyder til centrets funktion som stedet, hvor personlighedens vilje ultimativt forenes med den højere åndelige vilje via Sahasrara-centret (Hovedcentret) og omsættes til aktiv handling. Ajna-centrets er også ”visionens øje”. Det er centret, hvor de højere abstrakte idéer tager konkret form i bevidstheden og projiceres ud i livet som aktivt tjenestearbejde. Chakraet befinder sig i øjenbrynsregionen, og kaldes ofte ”det tredje øje”. Symbolet for Ajna er hvidt, og det vises med to hvide kronblade. Inde i dobbeltformen ses Shakti Hakini, der er en hvid Måne med seks ansigter og seks arme, der holder en bog, et kranium, en tromme, en rosenkrans og gør fagter for at give velsignelse og fjerne frygt. Ovenover er der en trekant, som peger nedad, og inde i den er der en månehvid Lingam. I nogle systemer ses guddommen Ardhanarishvara, som er en hermafroditagtig udgave af Shiva-Shakti, der symboliserer den oprindelige dualitet mellem subjekt og objekt. Over trekanten er der en mindre trekant, og inde i den ses symbolet AUM BIJA – mantraet i den esoteriske buddhisme. Ajnas to hvide kronblade repræsenter angiveligt de psykiske kanaler Ida Nadi og Pingala Nadi, der mødes i den centrale Sushumna Nadi i rygsøjlen, inden de stiger op til Sahasrara-chakra eller hovedchakraet. Med hvide bogstaver er der skrevet ”Ham” på venstre kronblad, og ”Ksham” på højre kronblad. De repræsenterer henholdsvis Shiva og Shakti. Kronbladene symboliserer desuden manifestet og umanifesteret tankesind, og nogle mener, at de også repræsenterer pinealen og hypofysen. (Se også Agni, Ardhanarishvara, Hovedchakra, Ida Nadi, Lingam, Pandecentret, Pingala Nadi, Sahasrara-chakra, Shakti, Sushumna Nadi og Tattva).

Ajnana
(Sanskrit). Ajnana består af ”ikke” og ”jnana”, der betyder ”viden”. Det er afledt fra roden ”jna”, der betyder ”at vide”, at forstå” eller ”at opfatte”. Ajnana er derfor uvidenhed eller rettere ikke-visdom – eller det modsatte af kundskab eller Jnana (udtales ”gnjana”). En Ajizani betyder en ”profan”, dvs. et menneske, der lever uden for de hellige templer og mysterielæren. (Se også Jnana).

Akacie
(Græsk). Akacie symboliserer ”håb” og ”uskyldighed”. Det er en plante, der anvendes i frimureriet som symbol på indvielse, udødelighed og renhed. Akacietræet stammer fra legenden om Osiris og Isis, og her voksede det i Byblos – nutidens Libanon. I legenden omtales akacietræet som et sykomoretræ. Jøderne lånte senere symbolet hos de gamle egyptere, og kaldte det et ”Shittah-træ”, der var symbol på udødelighed. Sykomoretræet forvandledes til en søjle, som egypterne kaldte en Djed-søjle, der var symbol på Osiris’ rygsøjle. Akaciegrenen er derfor symbol på menneskets åndelige vækst. Som søjle repræsenterede akaciegrenen rygsøjlen, og den blev kaldt ”tornegrenen”. I Rabbinerskrifterne kan man læse at: ”… tornebusken var det første træ, der blev skabt i Paradis …” Og tornebusken er identisk med ”livets træ” eller ”kundskabens træ” i Paradis. Den egyptiske Djed-søjle, som både repræsenterer Osiris’ rygsøjle og menneskets rygsøjle, kaldes ”det tornede træ” eller ”tornegrenen” på grund af ryghvirvlernes tapper. Åndsvidenskaben oplyser, at mennesket langs rygsøjlen har syv psykiske centre eller chakraer, der beskrives som lysende eller ”brændende” energihvirvler, og det siges, at i udviklingens løb, stiger energien op gennem rygsøjlen. I Isis-kulterne hos romerne kaldte man disse centre langs den ”tornede” rygsøjle for ”roser”. Og i senere kristne kulter − som f.eks. Rosenkreuzerne, hvis navn betyder ”roserne på korset” eller ”de korsfæstede roser” – vises de som flammende røde roser, der stikker frem fra den tornede gren. (Se også Rosenkreuzer).

Akali
Akali er sikhernes vogtere af det synlige sted for tilbedelse af guderne.

Akanishta
(Sanskrit). Akanishta betyder bogstaveligt ”det, som ikke er under” eller ”ikke højere”. Akanishta er betegnelsen for den højeste Buddha-tilstand. Der findes seks steder med samme navn. De strækker sig fra det 8. niveau, der er gudernes Paradis op til det absolutte Akanishta, som er ufatteligt. Akanishta er bl.a. den højeste himmel i formens verden. Akanishta er desuden Vajradharas ”højeste rige”, dvs. Dharmakaya Buddhas oplyste sfære. Akanishta bruges ofte som et synonym for Dharmadhatu. (Se også Dharmadhatu og Vajradhara).

Akantus
(Latin). Akantus stammer fra ”acanthi”, som er den latinske form af det græske ord ”acanthos”, ”akanthos” eller ”acantho”, der betyder ”vanskelig”. Akantus er en plante, der er kendt langt tilbage i historien. Den vokser sig stor og frodig under de rigtige vækstvilkår, og bladene springer ud ved at udfolde sig i stil med bregner. På sandjord ligner den en bonsai, og hvis vækstbetingelserne er ideelle, bliver den meterhøj. Akantusblade blev brugt på kapitæler på den Korintiske søjle, der symboliserer skønhed. (Se også Korintisk søjle).

Akar
(Egyptisk). Akar eller Akert var en betegnelse for underverdenen, hvor guden Osiris i sit aspekt af Un-Nefer var Herren. Akar er også navnet på guden for dagens femte time. (Se også Aahla).

Akarna Dhanurasana
Akarna Dhanurasana Se Dhanurasana.

Akasa
Se Akasha.

Akasha
(Sanskrit). Akasha, Aksha, Akasa eller Aksa stammer fra roden ”aksh”, som betyder ”at nå”, ”at passere igennem”, ”at gennemstrømme”. Det er en matrice eller den akse, livet drejer omkring. Akasha er ”primærrum” (det femte element). Akasha er det immaterielle stof, der udgør både det lufttomme rum i Universet og tomrummet mellem atomerne. Akasha er derfor den æteriske ursubstans – det første manifesterede element i solsystemet. Akasha er det oprindelige stof, der ligger til grund for alle former. Men i den senere åndsvidenskabelige litteratur anvendes udtrykket udelukkende om stoffet på det øverste mentalplan, som er center for ”naturens hukommelse” – den såkaldte Akasha-kronik. Her er alt, hvad der er sket i alle tider i planetens historie ”registreret”, og derfor kan det ”aflæses” ved hjælp af højt udviklet clairvoyance. Akasha er derfor den subtile, metafysiske åndelige essens, der gennemtrænger alt rum. Akasha er den ursubstans, som fejlagtigt identificeres med æteren. Men Akasha svarer til æter som ånd svarer til stof – eller som Atma til Kama-Rupa. Akasha er det universelle rum, som indeholder Universets evige tankeform i dens evigt-foranderlige aspekter på stoffets og objektivitetens planer, og hvorfra 1. Logos udstråler sin tanke. Det er grunden til, at Puranaerne oplyser, at Akasha kun har én egenskab – lyd – for lyd er et symbolsk udtryk for Logos. Akasha (det femte kosmiske element set nedefra) forbinder det kosmiske tankesind eller Mahat med den lavere manifesterede verden. Akasha er derfor redskab for det oprindelige og ophav til det sidstnævnte. Ser man på Akasha fra en mere generel kosmisk synsvinkel, befinder det sig inden for den kosmiske 3. Logos’ – Brahmas eller Prakritis – aktivitetsområde, og derfor er Akasha ”den store livmoder” til alle manifesterede skabninger. Akasha er skatkammer for alle kosmiske arketyper, og fra skatkammeret strømmer arketyperne ud i manifestation og antager form, og de vender tilbage til udgangspunktet ved manifestationsperiodens slutning, når den kosmiske Pralaya (hvileperiode) begynder. Akasha er derfor det store urstof eller ”moderstof”, som alle hierarkier i Universet er opbygget af. Akasha gennemtrænger alt fra begyndelsen af den universelle Manvantara (manifestationsperiode) til afslutningen, og herefter kan man sige, at den fortsat eksisterer i sin mest sublime og subtile åndelige form under den kosmiske Pralaya (hvileperiode), hvor potentialerne opbevares som åndelige kim. Når manifestationen igen begynder efter hvileperioden, vil alt igen strømme ud i manifestation i den nye periode eller Manvantara for kosmisk aktivitet. Når Akasha betragtes som den kosmiske moder til alt i skabelsen, er Akasha i sit højeste feminine aspekt det samme som den vediske Aditi. I den forstand er Akasha også Mulaprakriti, dvs. den, der skaber de frø, der er ophav til alt i skabelsen. Det Gamle Testamente omtaler Akasha som ”det kosmiske ocean”. I sine højeste aspekter er det den mystiske Alaya (den kosmiske ånd og sjæl), som i den nordlige buddhisme kaldes Svabhavat (substans) – eller det er den endnu mere gådefulde Adi-Buddhi. Nogle gange oversættes sanskritordet Akasha som sagt med ”æter”, og det har samme etymologiske og filosofiske betydning. Akasha er et element eller princip, der kommer efter Manas (det mentale princip) og Kama (det astrale princip) og før det æteriske princip. Men det æteriske princip er en stor del af Akasha, som også har syv underordnede aspekter. I det kosmiske rum er der mindst syv ætere eller Prakritier, som findes inden i hinanden på en opadgående åndelig skala. Tilsammen kan man derfor kalde ånd for æter eller Akasha. Nogle gange bruges ”astrallyset” som en nem men unøjagtig betegnelse for Akasha. H.P. Blavatsky forklarer: ”Astrallyset er det, der afspejler de tre højere bevidsthedsplaner (det mentale, det astrale og det æteriske), der befinder sig over det fysiske, og derfor ikke strækker sig ud over det fjerde plan, hvor Akasha begynder”. Akasha er den evige guddommelige bevidsthed, som er uden skelneevne, uden kvaliteter og uden handling, for handling hører til det, der reflekteres eller afspejles. Det ubetingede og evige kan ikke have forbindelse med det betingede og forgængelige. (Se også Adi-Buddhi, Akasha-kronik, Alaya, Atma, Kama, Kama-Rupa, Manas, Manvantara, Mulaprakriti, Prakriti, Pralaya, Puranaer, Substans og Æter).

Akasha-Bhuta
(Sanskrit). Akasha-Bhuta stammer fra ”akasha” der betyder ”rum” og ”bhuta”, der betyder ”element”, ”det eksisterende” og ”skabning” – fra roden ”bhu”, der betyder ”at være” eller ”at blive”. Akasha-Bhuta henviser til det æteriske element – Fader-Moder-elementet – der er det tredje i den nedadgående skala med syv kosmiske Bhutaer. I Upanishaderne taler man om fem, og i buddhistiske skrifter om fire. Akasha-Bhuta er analog med 3. Logos, fordi 3. Logos er formskabende, og derfor kaldes Fader-Moder, men som ikke er identisk med æteren, som blot er et af de laveste principper og kun lidt mere æterisk end fysisk stof. (Se også Akasha, Bhuta og Upanishader).

Akasha-kronik
(Sanskrit). Akasha-kronikken kaldes ofte for naturens hukommelse. Der er tre niveauer i hukommelsen: 1) Det midlertidige niveau, der befinder sig i den æteriske (elektromagnetiske) substans i nærheden af Jorden. Niveauet vil efterhånden forsvinde. 2) En mere nøjagtig form, der befinder sig på det højere mentalplan (kausalplanet). 3) På det Buddhiske plan findes det højeste niveau af hukommelsesbanken. Den indeholder den fuldstændige hukommelse af det planetariske liv og evolution. Akasha-kronikken kan derfor defineres som Jordens DNA. (Se også Akasha, Buddhisk plan og Mentalplan).

Akasha-Shakti
(Sanskrit). Akasha-Shakti stammer fra ”akasha” der betyder ”rum” og ”shakti”, der betyder ”kraft” og ”energi” – fra roden ”sak”, der betyder ”at være stærk”, ”at være i stand til”. Akasha-Shakti benyttes af H.P. Blavatsky om sjælens eller Prakritis energi: ”Den tibetanske esoteriske buddhistiske doktrin oplyser, at Prakriti er kosmisk stof, som alle synlige former er skabt af, og Akasha består af det samme kosmiske stof, men det bliver stadig mere ubestemmeligt, for den oprindelige ånd bliver Prakriti, som er legemer eller stof, og Akasha-Shakti bliver sjæl eller energi”. Hver guddom har sin Shakti (aktive energi og kraft), som mytologisk kaldes gudens hustru eller feminine modstykke. Derfor omtales Akasha-Shakti som Akasha-energi i Prakritis utallige differentieringer. (Se også Akasha, Prakriti og Shakti).

Akasha-Tattva
(Sanskrit). Akasha-Tattva stammer fra ”akasha”, der betyder ”rum”, og ”tattva”, der betyder ”realitet”. Tattva eller Tattwa er det indre åndelige lys. Akasha-Tattva kaldes strålende, skinnende, åndeligt lysende og naturens udviklende grundlag. Akasha-Tattva er den tredje i nedstigende retning af syv Tattvaer. Iflg. en af de måder, der anvendes til at beskrive den kosmiske bevidsthedsmæssige rækkefølge, svarer Tattva til det feminine aspekt af 3. Logos, men fordi naturen konstant gentager sine processer i den evolutionære udfoldelse, er det også korrekt at udlede den underordnede 1. Logos fra Akasha, når Akasha betragtes som næsten identisk med Mulaprakriti. I betragtning af naturens princip om gentagelse, er det vigtigt ikke at fastlåse tankesindet på én enkelt definition af et stadie i en række ”nedstigninger”, som om forståelsen af det ene stadie kan dække alle stadier. Det fremgår bl.a. af 1. Logos, for Adi-Tattva er den første af de fem eller syv Tattvaer, der kan kaldes 1. Logos. Fra et andet aspekt fødes 1. Logos fra Akasha-Tattva som den formskabende mentale impuls. (Se også Adi, Akasha, Adi-Tattva, Logos, Mulaprakriti og Tattva).

Akashisk magnetisme
Akashisk magnetisme er i åndsvidenskaben både elektricitet og magnetisme, der betragtes som de vitale væsker eller udstrømninger af levende skabninger, som strømmer ud for at sammenblandes og samarbejde, og for at skabe multimyriader af former og elektriske og magnetiske fænomener, der er fælles for processer og aktiviteter overalt. Det betyder, at både magnetisme og elektricitet skal spores til deres kilde i den kosmiske Akasha, som i det store er, hvad magnetisme i et menneske er i det små. Forandringer i Jordens magnetisme ”skyldes Akashisk magnetisme, som konstant genererer elektriske strømme, der har tendens til at genoprette ubalancer i ligevægten”. Pga. at alle magnetiske eller elektriske processer på Jorden er skabt af astral magnetisme og elektricitet, genereres der konstant elektriske og magnetiske strømme, der reproducerer sig selv i den fysiske sfære. (Se også Akasha).

Akashisk Samadhi
(Sanskrit). Akashisk Samadhi er en kombination af ”akasha”, der betyder ”rum”, og ”samadhi”, der kan oversættes med ”dyb meditation”. Samadhi stammer fra ”sam-a-dha”, der betyder ”at holde” eller ”fastgøre” (i abstrakt forstand). Akashisk Samadhi henviser til den bevidsthedstilstand, som ofre for utilsigtet død træder ind i. Det er en tilstand, der kan betegnes som ”stille søvn” – en søvn, der er fyldt med rosenrøde drømme, hvor der ikke er nogen erindring om den dødelige ulykke, men hvor der er en oplevelse af at være sammen med familie og venner i kendte scener. Tilstanden varer indtil den planlagte inkarnation er færdig, hvor den afdøde vågner i Devachan. Det er en bevidsthedsmæssig situation, der adskiller sig fra den normale devachaniske tilstand. Som nævnt handler Akashisk Samadhi om mennesker, der dør i forbindelse med et utilsigtet uheld, og som i det fysiske liv har haft en usædvanlig ren karakter. Akashisk Samadhi er en midlertidig tilstand, hvor der sker en automatisk genspejling i den afdødes bevidsthed af de smukke og ophøjede tanker, som kom til udtryk under den fysiske inkarnation. I virkeligheden er det en slags foreløbig devachanisk tilstand. Drømmetilstanden, som den første fase efter døden, gælder for alle mennesker – gode, onde eller midt imellem – når chokket over en pludselig og utilsigtet død medfører absolut bevidstløshed. Men i ovennævnte tilfælde med den ophøjede karakter vil der ikke være nogen bevidst Kama-Loka-erfaring overhovedet, for chokket over døden medfører lammelse af alle de lavere aspekter i mennesket. Der sker kun en bevidsthedsmæssig overskygning af Buddhi og Atma, og kun den mest åndelige del af Manas vil være aktiv. I nogle tilfælde vil Samadhi-tilstanden i de Akashiske områder af den menneskelige konstitution vare indtil det tidspunkt, hvor den fysiske inkarnation naturligt ville være afsluttet, hvorefter mennesket glider ind i den devachaniske tilstand. (Se også Akasha, Devachan, Kama-Loka, Meditation og Samadhi).

Akbar
(Hindi). Akbar var Indiens kejser og stormogul 1542-1605. Iflg. åndsvidenskaben er Akbar identisk med mesteren Morya. Han blev kendt som Akbar den Store, den berømte beskytter for religiøse kunstarter og videnskaber og som den mest frie af alle muslimske overhoveder. Han var den tredje og største hersker over Mughal-dynastiet i Indien. Akbar efterfulgte sin far, Humayun, under regenten Bairam Khan, der hjalp den unge kejser med at udvide og konsolidere Mughal-domænerne i Indien. Akbar havde en stærk personlighed og var vellykket som general, og gradvist udvidede han riget til at omfatte næsten hele det indiske subkontinent nord for Godavari floden. Hans magt og indflydelse omfattede hele landet pga. den militære, politiske, kulturelle og økonomiske dominans. Akbar etablerede et centraliseret system for sin administration i det store imperium, og han gennemførte en politik til forsonlig med slagne herskere ved hjælp af ægteskab og diplomati. For at bevare ro og orden i et religiøst og kulturelt mangfoldigt imperium, gennemførte han en politik, der gav ham støtte fra sine ikke-muslimske undersåtter. Han undgik forbindelser til stammefolk og forhindrede, at der blev indført en islamisk stat. Akbar stræbte efter at forene de mange regioner i riget ved hjælp af loyalitet, og han fik næsten guddommelig status. Akbar var begejstret for litteratur, og han skabte et bibliotek med over 24.000 bind, der var skrevet på sanskrit, hindi, persisk, græsk, latin, arabisk og kashmiri. Og biblioteket blev bemandet med lærde, oversættere, kunstnere, kalligrafer, skriftkloge bogbindere og læsere. Hellige mænd fra mange trosretninger, digtere, arkitekter og kunsthåndværkere kom fra hele verden for at studere og diskutere. Han var overbevist om, at et stabilt imperium afhang af samarbejde og god vilje. Og det blev grundlaget for et multikulturelt imperium i hans regeringstid. Akbar blev efterfulgt som kejser af sin søn, Jahangir. Der har aldrig været en mere tolerant eller oplyst hersker end kejser Akbar, hverken i Indien eller noget andet muslimsk land.

Aker
(Egyptisk). Aker eller Akar er en guddom fra meget gammel tid i det gamle Egypten. Aker var en guddommeliggørelse af horisonten, og gudeskikkelsen blev fremstillet som en løve, der var symbol på solopgang og daggry. Aker vogtede Solens port. Senere i den egyptiske civilisation afbildede man to løver. Derfor blev Aker ofte omtalt som Ruti, der er det egyptiske ord for to løver. Den ene kaldte man gårsdagens løve (Sef), og den anden var dagens løve (Tuau). Mellem de to løver var der ofte hieroglyffen for horisonten, hvor Solenskiven var anbragt mellem to bjerge. I kampen mellem solguden Ra (symbol på lys og kærlighed) og Apep-slangen (symbol på mørke og ondskab), hjalp Aker lysets kræfter ved at binde og fastlænke slangen. Aker betyder ”den, der krummer”, fordi horisonten er krum. I pyramideteksterne er der en erklæring om, at Akeru (flertalsformen af Aker) ikke vil fastholde faraoen på hans vej til Nordstjernen efter døden. Horisonten markerer grænsen mellem dag og nat – solopgang og solnedgang. Nogle gange havde løverne i symbolikken leopardlignende pletter, og det henviser sandsynligvis til den uddøde Atlas-løve, som i modsætning til de afrikanske arter havde plettet pels. Når nat blev dag sagde man, at Aker bevogtede indgangen til underverdenen.

Akhenaton
(Egyptisk). Amenhotep IV (1364-1347 f.Kr.), som senere ændrede navn til Akhenaton, er en af historiens mest fascinerende herskere. Hans regeringsperiode på kun 17 år (1364-1347 f.Kr.) lå i slutningen af det 18. dynasti – en periode, der er kendt for smuk, idealistisk kunst. Mange faraoner regerede i flere årtier, uden at deres navne har sat så tydelige spor i historien, som Akhenatons. I nutiden kaldes han ”den første monoteist”, for man tror fejlagtigt, at egypterne før Akhenaton dyrkede mange guder (polyteisme). Egypterne har imidlertid altid troet på Den Ene Gud som var usynlig og repræsenterede årsagen til Universets skabelse, men Den Ene manifesterede sig via utallige aspekter, som er virkninger af skaberimpulsen. Bag skabelsens ydre mangfoldighed er der derfor syntese og indre enhed. Der er én Gud eller én bevidsthed. Det er dog helt korrekt, at Akhenaton forsøgte at gennemføre en tiltrængt religiøs revolution. Revolutionen var et opgør med det etablerede trossystem, der var blevet afsporet, og derfor blev Akhenaton betragtet som en forræder – en kætter. Nutiden har derfor også givet ham tilnavnet ”kætterkongen”. Han indførte et gudesymbol, Aton, som ikke blev personificeret ved hjælp af statuer ligesom de øvrige egyptiske guder. Selve solskiven på himlen var symbol på Den Ene Gud. Aton vises dog på relieffer som en rund solskive, og det livgivende lys strømmer ud fra solskiven som lange arme, der ender i varme og kærlige hænder. Livet og kærligheden rækkes til alt levende på Jorden. Akhenaton regerede som sagt i 17 år, men han nåede at fejre sit 30 års regeringsjubilæum, fordi han som – ene af alle faraoner – regnede sin regeringsperiode fra sin fødsel. Måske døde han af sygdom. Sandsynligvis blev han myrdet. Man ved det ikke. Men få år efter hans død sad feltherren Horemheb på tronen som Amon-troens fuldstændige genopretter. (Se også Aton).

Akiba
(Hebraisk). Rabbi Akiba er den eneste af Tanaim (dvs. de indviede profeter), der gik ind i ”Paradisets Have” (dvs. ind i de esoteriske videnskaber), som havde succes med at blive indviet. De andre fejlede. Tanaim var de første kabbalister blandt jøderne. De viste sig i Jerusalem omkring begyndelsen af 3. årh. f.Kr. (Se også Acher).

Akkader
Akkader er betegnelsen for en rodrace. Iflg. åndsvidenskaben levede menneskehedens 4. rodrace på Atlantis, og 4. rodrace havde syv underracer, og den 6. underrace kaldes Akkader. Akkadernes underrace opstod efter den store naturkatastrofe for ca. 800.000 år siden. Underracen havde sin opvækst i landet øst for Atlantis i midten af en stor halvø. Halvøens sydvestlige del strakte sig ud mod det gamle kontinent. Stedet er lokaliseret til omkring 42° nordlig bredde og 10° østlig længde. Akkaderne begrænsede sig imidlertid ikke til deres fødested, men spredte sig hurtigt til det formindskede atlantiske kontinent. De udkæmpede mange slag med Semitterne både til lands og til søs, og der blev brugt meget store flåder på begge sider. Akkaderne havde sin storhedstid efter den atlantiske katastrofe ca. 200.000 år f.Kr., hvor racen kæmpede og til sidst udkonkurrerede den 5. atlantiske underrace – Semitterne – for til sidst (for omkring 100.000 år siden) besejrede de Semitterne helt. Fra den tid blev der etableret et akkadisk dynasti i den gamle semitiske hovedstad. Det regerede landet klogt i adskillige hundrede år. Akkaderne var et toneangivende handelsfolk, en søfarende og koloniserende nation, som etablerede mange centre, der havde forbindelse til fjerne lande. H.P. Blavatsky oplyser i Den Hemmelige Lære, at Akkaderne ikke var turanske, men var emigranter fra Indien, og de var de ariske inspiratorer for de senere babyloniere. Etnologien vedr. de folk, der levede i Mesopotamien, er meget uklar. Optegnelser i den esoteriske verdenshistorie viser, at i en tidligere geologisk periode, var det vestlige og centralvestlige Asien, der omfatter Persien, Babylonien, Turkestan, Baluchistan, Afghanistan osv., engang en særdeles frugtbart og ret tæt befolket del af Jorden, hvor der ikke kun én gang udviklede sig store og intelligente civilisationer, men som også var hjemsted for forskellige folkeslag, der levede side om side. Der skete enorme klimatiske og geologiske forandringer, og store områder åbnede derfor nye vækstmuligheder, og herfra spredte immigranterne sig mod øst, syd og vest. De befolkede de dengang mindre frugtbare områder, som i tidens løb udviklede sig i det nordlige Indien, Afghanistan, Baluchistan og Turkestan og i det sydvestlige Iran, Mesopotamien, Lilleasien og Kaukasus-distriktet. Det var først langt senere, at en omvendt strøm af immigranter forlod, hvad der nu er det nordlige Indien, og fortsatte vestpå og i et vist omfang slog sig ned i deres gamle forfædres landområder. Det forklarer ikke kun lighederne mellem vest og øst i området, men også at den indiske indflydelse var mærkbar i Mesopotamien, og der opstod tætte forbindelser – bl.a. sproglige. (Se også Atlantis, Rodrace, Mongoler, Rmoahal, Semitter, Tlavatli, Tolteker og Turaner).

Akkaer
Akkaerne er navnet på en stamme i det sydlige Afrika, hvor stammens medlemmer lignede hårløse orangutanger eller chimpanser. Akkaerne nævnes af H.P. Blavatsky, og hun oplyser, at de svarende til Herodots pygmæer, og muligvis er de rester af ”the missing link”.

Ako-mano
(Persisk). Ako-mano betyder ”onde tanker”. I Zarathustrisme er Angra Mainyu en legemliggørelse af Ako-mano, på samme måde som Ahura Mazda er legemliggørelsen af Vohu-mano, der betyder ”gode tanker”. (Se også Ahura Mazda og Zarathustrisme).

Akosmisme
(Græsk). Akosmisme består af ”ikke” og ”kosmos”, der betyder ”universet”, ”orden” og ”form” plus ”isme”. Akosmisme er derfor en filosofisk opfattelse af et ”ikke-kosmos” med henvisning til perioden før skabelsen, hvor Kosmos ikke fandtes, og hvor der udelukkende herskede kaos. Akosmisme vil derfor sige, at Universets virkelighed udgår fra noget, der befinder sig uden for Universet – f.eks. Gud eller en Verdenssjæl.

Akousmatikoi
(Græsk). Akousmatikoi er en betegnelse for deltagerne, kandidaterne og tilhørerne i Pythagoras’ skole.

Akrishu
(Sanskrit). Akrishu, Akrsa, Akarsha eller Akrsu stammer fra ”askrish”, der betyder ”at tiltrække”, ”at trække i retning af”. Akrishu er derfor tiltrækningskraft, magnetisme osv., i modsætning til Prishu eller Presha, der betyder frastødning, afsky, aversion osv.

Akshara
(Sanskrit). Akshara eller Aksara består af ”ikke” og ”kshara”, der betyder ”strømmer”. Akshara er afledt af roden ”kshar”, der betyder ”at strømme” eller ”at smelte”. Det, der ikke strømmer, henviser til det evige, uforgængelige og altid perfekte. Akshara er et af Brahmans navne, og nogle gange bruges det også om Shiva og Vishnu. Akshara henviser til gudernes uforanderlige og uforgængelig natur, der er et udtryk for Mahamanvantara. Krishna fortæller Arjuna, at der er to slags Purusha i verden – Kshara og Akshara – det forgængelige og det uforgængelige. Alle skabninger er Kshara i den forstand, der bruges af den græske filosof Heraklit: Panta Rhei – alt det, der strømmer, og alt det, der dør, er ikke Akshara. Men den højeste Purusha er stadig noget andet. Det er Paramatman eller den øverste Atman. (Se også Arjuna, Atman, Brahman, Krishna, Maha, Manvantara, Paramatman, Purusha, Shiva og Vishnu).

Akta
(Sanskrit). Akta stammer fra roden ”aj”, der betyder ”at køre”, ”at drive frem”, men også fra roden ”anj”, der betyder ”at smøre”, ”at salve”. Akta er en kraft, der driver fremad, men ordet henviser også til ”den salvede”. Derfor er Akta forbundet med både Kristus (”den slavede”) og Visvakarman (Tvashtri), den guddommelige arkitekt, øverste skaber eller Logos i vedisk litteratur. Akta er en personificering af Logos’ kosmiske formskabende kraft, og i Rig-Veda kaldes han ”Gudernes Fader” og ”Den hellige ilds Fader”. (Se også Logos, Rig-Veda og Veda).

Akupara
(Sanskrit). Akupara består af ”ikke” og ”kupara”, der betyder ”ocean”. Akupara er det ubegrænsede – den mytiske og symbolske skildpadde, som Jorden hviler på. Akupara henviser desuden til havet, uanset om det er det jordiske hav eller det kosmiske urhav. Akupara er desuden et navn for Solen.

Al Quran
Se Koranen.

Al-ait
(Fønikisk). Al-ait er en fønikisk ildgud, og Al-ait er et meget gammelt og meget mystisk navn inden for koptisk esoterisme. (Se også Alethai).

Al-Chazari
(Arabisk). Al-Chazari er en prinse-filosof og esoteriker.

Al-om-jah
(Egyptisk). Al-om-jah var et navn, man gav de mest oplyste og højtstående hierofanter i det gamle Egyptens mysterieskoler.

Alaparus
(Kaldæisk). Alaparus er den anden guddommelige konge fra Babylon, som regerede ”tre saroi”. Saro er en periode på 3.600 år. Iflg. Berosus var Alorus den første konge i det guddommelige dynasti. Han blev ”udpeget som ”fårehyrde for folket” og regerede ti Saroi – dvs. i 36.000 år. De lange regeringsperioder henviser selvsagt ikke til mennesker men til underracer, for de enkelte underracer har deres egen karakteristiske Svabhavat (substans) eller individualitet, og derfor omtalte de gamle vismænd underracerne som individer.

Alaya
(Sanskrit). Alaya består af ”ikke” og ”laya”, der betyder ”opløsning”. Alaya er derfor ”ikke-opløsning” eller ”det uopløselige”. Alaya bruges i buddhismen som udtryk for den universelle sjæl eller de højere aspekter af Anima Mundi, som er kilden til alle skabninger og al manifestation. Alaya er på mystisk måde identisk med de højeste aspekter af Akasha og med Mahabuddhi, men også med Mulaprakriti − roden til alt skabt. Alaya, Anima Mundi eller Verdenssjælen er livets subjektive side – den usynlige bevidsthed i alle naturens former. Alaya er den sansende faktor i selve substansen, og betegner derfor den bevidsthed, kvalitet eller reaktionsevne, som enhver form er i besiddelse af. Alaya er derfor Verdenssjælen, den universelle sjæl eller Buddhi betragtet som et kosmisk princip. Alaya svarer til Atma og Atma-Buddhi hos mennesket. Det er den guddommelige essens, der gennemtrænger og beliver alt fra det mindste atom til mennesker, planeter, solsystemer, galakser osv. Navnet stammer fra det tibetanske system − nærmere bestemt fra den kontemplative Mahayana Skole. Hos Mahayana-buddhisterne betragtes Alaya som både den universelle sjæl og det åndelige selv i et højt udviklet menneske. Aryasangha oplyste, at ”den, der behersker yoga, kan i kraft af sin vilje udtrykke sin Alaya, og dermed menes der meditation, som skaber kontakt til ’eksistensens sande natur’.” Den Hemmelige Lære nævner Alaya i forbindelse med Yogachara-systemet, og der henvises sandsynligvis til Alaya-Vijnana, men det tilføjes, at for ”de esoteriske buddhister har Alaya en dobbelt og endda en tredobbelt betydning.” (Se også Akasha, Alaya-Vijnana, Anima Mundi, Aryasangha, Atma, Atma-Buddhi-Manas, Buddhi, Mahat, Mahayana, Meditation, Mulaprakriti, Verdenssjælen og Yogacara).

Alaya-Mahat
(Sanskrit). Alaya-Mahat stammer fra ”alaya”, der betyder ”bolig” eller ”tilholdssted” fra ”roden ”a-li”, der betyder ”at bosætte”, og ”at komme tæt på”, plus ”mahat” er det kosmiske tankesind. Alaya-Mahat er derfor det universelle tankesinds tilholdssted, og individuelle og personlige tankesind (Buddhi-Manas) er midlertidige refleksioner af Alaya-Mahat. (Se også Alaya, Atma-Buddhi-Manas og Mahat).

Alaya-Vijnana
(Sanskrit). Alaya-Vijnana stammer fra ”alaya”, der betyder ”tilholdssted” eller ”bolig” fra ”roden ”a-li”, der betyder ”at bosætte” og ”at komme tæt på”. Alaya kombineres med ”vijnana”, der betyder ”dømmekraft” eller ”viden” fra roden ”vijna”, der betyder ”at skelne”, ”at kende” og ”at forstå”. Alaya-Vijnana er derfor viden, som er baseret på skelneevne og upersonlighed. Det er den videnskabelige kritiske sans og den mentale evne til at differentiere og nå frem til højere ræsonnementer. Når ordet bruges esoterisk, henviser det til ”et reservoir eller et skatkammer af viden og visdom”. Alaya-Vijnana svarer til det vedantiske Vijnanamaya-Kosha, der er ”det tankeskabte reservoir af menneskelig erkendelse”, som er identisk med højere manas eller den reinkarnerende sjæl. I Mahayana-buddhismen har Alaya-Vijnana en tilsvarende betydning. Her bruges udtrykket som en betegnelse for menneskets monade (ånd), for Buddhi-Manas eller for højere Manas (sjælen), som er det indre legeme (kausallegeme), hvor inkarnationens højere erfaringer opsamles. Derfor sammenlignes Alaya-Vijnana med et skatkammer. (Se også Atma-Buddhi-Manas, Kausallegeme, Mahayana, Manas, Monade og Vijnanamaya-Kosha).

Alba Petra
(Latin). Alba Petra betyder ”hvid sten”. Det er indvielsens hvide sten − den ”hvide karneol”, der nævnes i Johannes Åbenbaring 2,17: ”Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give af den skjulte manna og give ham en hvid sten, og på den sten er der indskrevet et nyt navn, som ingen kender, undtagen den, der får det.” Den hvide sten henviser til indvielse og til den indviedes rene og ophøjede karakter. Det nye navn, der skrives på stenen, er en symbolsk måde at beskrive det nye menneske, der nu er blevet genfødt i indvielseskammeret. Og fordi den indviede dermed er blevet et nyt og højt udviklet menneske, har det ret til det nye navn som er adept eller mester. Det er indlysende, at intet menneske kender det nye navn, bortset fra den, der modtager det. (Se også Adept).

Alcyone
(Græsk). Alcyone eller Halcyone var datter af Æolus i den græske mytologi. Hun var hustru til Ceyx, som druknede, da Ceyx rejste for at konsultere oraklet, og derfor kastede hun sig i havet. Efterfølgende forvandlede guderne dem begge til ”kongefiskere”. Kvinden lagde angiveligt sine æg i havet og holdt bølgerne i ro i syv dage før og syv dage efter solhverv. Det har dybere betydning inden for Ornitomanti. Alcyone er desuden den klareste stjerne i Plejaderne. Alcyone og Plejaderne er den centrale gruppe i ”systemet for siderisk symbolik”. Det guddommelige åndedræt udgår herfra og vender tilbage hertil. Det er en kontinuerlig bevægelse under en Manvantara. Plejadernes og Alcyones kulmination på meridianen ved midnat i november blev fejret overalt i verden med ceremonier, der hovedsageligt var til ære for de døde. (Se også Manvantara og Ornitomanti).

Aldebaran
(Arabisk). Aldebaran stammer fra det arabiske ”al-dabaran”, som bogstaveligt betyder ”følgesvend” − sandsynligvis fordi denne klart lysende stjerne tilsyneladende følger Plejaderne eller de ”Syv Søstre”. Aldebaran eller Alpha Tauri er en rød kæmpestjerne, der befinder sig ca. 68 lysår fra Jorden i stjernebilledet Tyren. Aldebaran er både den klareste stjerne i stjernebilledet og en af de klareste stjerner på nattehimlen. Aldebaran var en af de fire ”kongelige stjerner” i det gamle Persien, som omtrent markerede solhverv og jævndøgn omkring 4000 f.Kr. Aldebaran repræsenterede forårsjævndøgn, og de tre andre er Antares i Skorpionen (sommersolhverv), Regulus i Løven (efterårsjævndøgn) og Fomalhaut (fiskens mund) i den sydlige Fisk (vintersolhverv). De er blevet relateret til hinanden fra en tidlig periode i Indien i form af legender, der handler om fire Maharajaer (herskere over kardinalpunkter), og de fire ur-elementer, der omtales i hebraiske og semitiske skrifter som ærkeenglene Uriel, Gabriel, Michael og Raphael. De findes desuden i kristen symbolik i de fire evangelister − tyren, ørnen (skorpionen), løven og englen eller mennesket. H.P. Blavatsky oplyser, at forårsjævndøgn var i Taurus i begyndelsen af Kali-Yuga (3102 f.Kr.), selv om forårsjævndøgnet nærmede sig Vædderen. Aldebaran symboliserer det hebraiske Aleph, der repræsenterer A eller 1. (Se også Aleph og Kali-Yuga).

Aleph
(Hebraisk). Aleph er det første bogstav i det hebraiske alfabet. Aleph blev symboliseret af en okse eller en tyr. Alephs numeriske værdi var 1.

Alesia
(Keltisk). Alesia eller Alisa er en forhistorisk gallisk by, som i nutiden kaldet St. Reine. Alesia er navnlig kendt for sine keltiske mysterier. Gallernes oprør mod romerne under Cæsar resulterede i nedslagtning af både garnisonen og alle indbyggerne i Alesia − herunder druiderne, præsterne og neofytterne. Herefter blev hele byen plyndret og jævnet med jorden, og druidernes biblioteker blev ødelagt. Da den nærliggende Bibracte − nutidens Autun – kort efter også blev erobret og ødelagt, var drudismen reelt udryddet i Gallien.

Aletae
(Fønikisk). Al-ait er en betegnelse for en fønikisk ildgud, og Aletae er ”ildtilbedere”. Aletae er det samme som de syv Kabiri eller Rishier – dvs. de guddommelige titanere, der var sønner af Agruerus eller Kronos, og ligesom Agruerus’ (Saturns) syv udstrålinger har de alle relation til ild, til det solare eller til ”storm-guder”. I et af aspekterne er Al-ait synonymt med Maruta. (Se også Al-ait og Maruta).

Alethai
Se Aletae.

Aletheia
(Græsk). Aletheia består af et ”ikke” og ”lethein”, der betyder ”at holde skjult”. Aletheia betyder sandhed, og er derfor en modsætning til usandhed og upålidelighed. Aletheia var desuden en safir, der blev båret af egyptiske ypperstepræster som symbol på, at de kendte sandheden.

Aleuromanti
(Græsk). Aleuromanti stammer fra ”aleuro” eller ”aleuron”, der betyder ”mel”, og ”mantik”, der betyder ”spådomskunst”. Eller muligvis fra det græske ”alektyon” eller ”alektor”, der betyder ”hane”. Aleuromanti er spådom ved hjælp af kornkerner, hvor man benyttede en hane eller en anden fugl. Man tegnede en cirkel, som blev inddelt i felter, og hvert felt repræsenterede et bogstav. Herefter spredte man korn ud over felterne, og den rækkefølge fuglen tog kornene i bogstavsinddelingen blev noteret som udtryk for et varsel.

Alexander den Store
(Egyptisk/Græsk). Alexander den Store (332-323 f.Kr.). I efteråret 332 f.Kr. nåede grækeren Alexander den Store til Egypten. På det tidspunkt smuldrede det Persiske rige, som overgav provins efter provins til de makedoniske hærførere. I fem måneder besatte Alexander den Store Egypten så langt sydpå som til 1. katarakt ved Aswan, og han påtvang Egypten et styre, som i det store hele bevarede græsk militær- og økonomisk kontrol. To begivenheder var markante under invasionen. Den ene var grundlæggelsen af Alexandria, som blev Egyptens nye hovedstad. Den anden var i form af en legende, der fortæller, at den store gud Amon anerkendte Alexander som sin søn og lovede ham, at han skulle herske over hele verden – et ritual, der var almindelig kendt i forbindelse med anerkendelse af egyptiske faraoner. Kort efter blev Alexander kronet som Egyptens konge i Ptah-templet i Memphis. I foråret 331 f.Kr. rejste han mod øst, og han vendte aldrig tilbage til Egypten igen. (Se også Alexandria).

Alexandria
(Egyptisk/Græsk). Alexandria blev grundlagt 332 f.Kr. af Alexander den Store, og Egypten blev styret fra Alexandria fra Ptolemæ I’s tid. Byen voksede i den græsk-romanske periode, og under Ptolemæ II og III blev byens befolkning rigere og mere magtfulde. Alexandria forfaldt imidlertid efter arabernes erobring af byen. I nutiden er Alexandria Egyptens næststørste by. (Se også Alexander den Store).

Alexandria-biblioteket
(Egyptisk/Græsk). I antikken var Alexandria-biblioteket det største bibliotek i verden, og det gjorde Alexandria til et førende center for lærdom. Man mener, at Alexandria-biblioteket blev grundlagt af Egyptens hersker Ptolemæus Soter (367-283 f.Kr.), og videreført af hans efterfølger Ptolemæus Philadelphus. Man ved, at Eratosthenes og Aristarchos forskede aktivt ved biblioteket. De to vigtigste biblioteker var i Bruchion og Serapeum, og i sin storhedstid have bibliotekerne mellem 400.000 og 700.000 skriftruller hovedsagelig med græsk litteratur. Selve universitetet hed Museion. Ved et uheld blev der sat ild til Bruchion, da Cæsar brændte flåden i havnen, men mange ruller blev reddet. Bruchion-kvarteret blev ødelagt af Lucius Domitius Aurelian i 273 e.Kr., og sandsynligvis blev biblioteket ødelagt ved samme lejlighed. Og ca. 390 e.Kr. beordrede Theodosius I (egentligt Flavius Theodosius) ødelæggelse af Serapeum, og bibliotekets bøger blev plyndret af de kristne. Omar − den muslimske kalif – var angiveligt den, der endeligt ødelagde resten af biblioteket. (Se også Alexandria og Alexandria-skolen).

Alexandria-skolen
(Egyptisk/Græsk). Alexandria-skolen blomstrede fra det 4. årh. f.Kr. til det 7. årh. e.Kr., og det var et absolut bemærkelsesværdigt videnscenter pga. blandingen af græsk og orientalsk indflydelse. Den berømte Alexandria-skole opstod i Alexandria i Egypten, og i flere århundreder var den verdens førende skole for lærdom og filosofi. Alexandria var navnlig berømt for sit bibliotek, der blev grundlagt af Ptolemæus Soter (367-283 f.Kr.) ved begyndelsen af hans regeringstid. Biblioteket havde et sted mellem 400.000 og 700,000 skriftruller iflg. den romerske forfatter og grammatiker Aulus Gellius. Alexandria-skolen blev dannet af neoplatoniske filosoffer, som lagde grunden til den senere alexandrinske kultur og dermed sandsynligvis også de gnostiske skoler. Filosofien var karakteriseret af de arkaiske visdomsreligioner, der stammede fra Indien og baseret på den viden og indsigt, der stadig var tilgængelig i Egypten. Alexandria-skolen var verdens første virkelige akademi for videnskaber og kunstarter. Skolen blev kendt pga. dens verdensberømte videnskabsfolk, som f.eks. Euklid (faderen til naturvidenskabelig geometri), Apollonios fra Perga (forfatteren til det endnu intakte værk om koniske sektioner) og Nicomachus (aritmetikeren) − og astronomer, filosoffer, anatomikere som f.eks. Herophilus og Erasistratus – og læger, musikere, kunstnere osv. Skolen voksede i anerkendelse pga. dens eklekticisme, og pga. den nyplatoniske skole, der blev grundlagt i 193 e.Kr. − muligvis af Ammonius Saccas, der havde disciple som Origenes, Plotin og mange andre, der senere i historien blev verdenskendte. De mest kendte gnostiske skoler opstod i Alexandria. Philo Judæus Josephus, Iamblichus, Porfyr, Clement fra Alexandria, astronomen Eratosthenes, Hypathia og utallige andre, som på forskellige tidspunkter var knyttet til de forskellige skoler, var med til at gøre Alexandria til et af de mest berømte steder for lærdom og filosofi i verden. (Se også Alexandria og Alexandria-biblioteket).

Alexeterioi
(Græsk). Alexeterioi er skytsguder. De befinder sig i Himlen, og de har samme størrelse og form som et menneske. De var genstand for tilbedelse og blev brugt til magiske formål både i Israel og i Babylon. De er bl.a. kendt i forbindelse med jødiske Teraphim (orakler). Anvendelsen af Teraphim var sandsynligvis ikke udtryk for tilbedelse af fremmede guder, men et forsøg på at tilbede den ene Gud på en fejlagtig måde.

Alfa og Omega
(Græsk). Alfa og Omega er det første og det sidste bogstav i det græske alfabet. ”Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden,” siger Herren i Johannes’ Åbenbaring (21,6). Det betyder ikke alene at ”Jeg er Alt”, men også begyndelsen og slutningen på en guddommelig og åndelige kosmiske ”slange”, hvoraf Alfa er 2. Logos eller 2. person i Treenigheden, og Omega er symbol på Jordens vismænd. I en anden betydning er Sologos ophav til den kosmiske Manvantara, og alle åndelige hierarkier strømmer ud fra Sollogos for at opbygge, bevare og til sidst nedbryde solsystemet, når manifestationsperioden slutter. Alfa eller den udstrømmende energi spiller sammen med Omega eller den indstrømmende energi, som forenes i den oprindelige enhed. (Se også Logos og Manvantara).

Alfabølger
Alfabølger er bioelektromagnetiske bølger fra hjernen. De ligger i området 7-14 Hz, (dvs. vågen men afslappet tilstand), og de er forbundet med bestemte fysiologiske og psykologiske tilstande, der f.eks. er brugt i ESP-forskningen.

Alfadir
(Oldnordisk). Alfadir stammer fra ”al”, der betyder ”alle” og ”fadir”, der betyder ”far”. Alfadir er derfor det samme som ”Alfader”. Alfadir var en betegnelse for Odin, som var far til guder og mennesker. Som Alfader viste Odin sig på mange niveauer. Han var Universets iboende guddommelighed, og derfor var han til stede i alle dele af Universet. Han var desuden sammen med sine to brødre, og han var den skabende livskraft på hvert eksistensplan. Odin er den guddommelige intelligens, som svarer til indernes Mahat. Vile repræsenterede vilje, og Ve eller Vi var symboler på ærefrygt og hellighed. Odin, Vile og Ve udgjorde den kosmiske skabende treenighed. De var udgået fra Bur eller 2. Logos, og Bur udgik fra Buri, den legendariske konge over kulden. Buri blev nedsænket i isen, som symboliserer ikke-væren, indtil koen Audhumle, som var symbol på frugtbarhed, afslørede hans hoved ved at slikke salt af isblokken. På næste niveau var Odin medvirkende til skabelsen. Her kaldes hans brødre og medskabere Honir og Lodur. Guderne i den lavere treenighed svarer til de hinduistiske Tattva’er. Odin stod for luft (ånd), Honir for vand (intelligens) og Lodur for ild (energi, vilje og vitalitet). (Se også Mahat, Niflheim, Odin og Vile).

Alfer
Se Naturånder.

Alfheim
(Oldnordisk). Alfheim eller Alfhem er kombineret af ”alf” og ”heim”, der betyder ”hjem” eller ”hjemsted”. Alfheim er derfor hjemsted for alferne i den nordiske mytologi. Alfheim er Freyrs bolig i Asgård, som er beboet af lysalfer eller feer, som også kaldes elverfolk eller ellefolk. Alfheim regeres af Freyr, den nordiske gud for frugtbarhed. Ligesom sin far Njord og sin søster Freya tilhørte han Vanernes slægt. Alfer sidestilles ofte med feer, men det er ikke korrekt, for myterne antyder, at alfer skaber en kanal mellem den guddommelige eller åndelige kilde og dens redskab. Med andre ord fungerer en alf som en formidler eller som en sjæl i en levende skabning. I Edda er Alfheim ”begyndervanskelighedernes gave”, der blev skænket i tidernes morgen af Freyr, som er symbol på den planetariske guddom, Jordens iboende bevidsthed eller Jordsystemets herre og hersker med alle dens aspekter. Derfor er Alfheim eller ”alfehjemmet” sjælenes bolig i planetens sfære. Odins krigere på Jorden brugte Freyrs sværd (åndelig vilje) til kampen i ”giganternes verden”, som er stoffets verden. For Freyr er Alfheim identisk med menneskets sjæl eller alf. (Se Edda, Freya, Freyr, Naturånder og Odin).

Alhim
Se Elohim.

Alice A. Bailey
Alice A. Bailey (1880-1949) var en af det 20. århundredes helt store åndsvidenskabelige pionerer. Hendes forfatterskab er blandt de mest avancerede og omfattende inden for åndsvidenskabelig forskning. Hun skrev 24 bøger, heraf 20 i samarbejde med den tibetanske mester Djwhal Khul, som ofte kaldes D.K. eller Tibetaneren. Samarbejdet var muligt pga. af Alice A. Baileys højtudviklede psykiske evner. Hun var i stand til at overføre indtryk, ved hjælp af bl.a. mental telepati, og på den måde modtog hun den undervisning som – efter Hierarkiet planer – skal gå forud for og forberede menneskeheden til Den Nye Tidsalder − Vandbærerens tidsalder. (Se også Djwhal Khul).

Alilat
(Arabisk). Alilat er en gudinde som araberne symboliserede med Månens to horn. Alilat svarer til den assyriske Mylitta, Magna Mater, Adonaia (Venus) osv.

Alinga
(Sanskrit) Alinga er Shivas absolutte form, der befinder sig hinsides alle synlige former. Alinga er det, der ikke har nogen synlig form, og som er grundlag for senere manifestationer af enhver synlig form eller Linga. Alinga betyder derfor ”det, der er uden årsag”. (Se også Shiva).

Alipta
(Sanskrit). Alipta består af ”ikke” og ”lipta”, der betyder ”tilsmudse” fra roden ”at smøre” eller ”at salve”. Alipta betyder derfor ”utilsmudsket”, ”ufarvet”, ”uplettet” eller ”ubesmittet”. Filosofisk set betyder Alipta ”ubegrænset” eller ”ubundet”. Det er det højeste princip i den menneskelige konstitution – Atman. Atman kan kaldes Alipta, for Atman er ”uplettet” i den forstand, at det er et princip, der er ubundet af alle de principper, der befinder sig under det. Og det er kun de lavere menneskelige principper, der er mangelfuldt udviklede. Principperne er ufuldkomne udstrømninger fra den iboende latente guddommelighed, og derfor kan man sige, at de er tilsmudsede eller besmittede ved at være bundet til lavere principper. (Se også Atman).

Alkahest
(Arabisk). Inden for Alkymi henviser Alkahest til universel opløsning. Det er den kombination, der omdanner stof (bly) til guld. Inden for åndsvidenskaben henviser begrebet til det Højere Selv, hvor alle forbindelser genoprettes, sådan at menneskekroppen og dens egenskaber omdannes til den oprindelige åndelige essens. Udtrykket Alkahest blev første gang brugt af Paracelsus for at betegne menstruum (et stof, der opløser et fast stof eller fortrænger det). Alkahest er det universelle opløsningsmiddel, som iflg. Paracelsus og Van Helmont kan reducere alle organer − enkelvis eller sammensatte − til primum (dvs. det første eller det oprindelige). På en måde er det Akasha, som i sin laveste form er Anima Mundi eller det astrale lys. Van Helmont mente, at det var muligt at skabe et generelt opløsningsmiddel ved hjælp af kemiske midler, når det gælder fysiske ting. Men psykologisk har det relation til de mangfoldige og skiftende elementer, som styrer menneskets handlinger, og som kan komme under kontrol ved hjælp af den oplyste vilje. Det gøres ved at reducere dem til deres essens, som de alle er udgået fra. Alkahest – set fra det metafysiske, psykologiske og mystiske aspekt − er derfor det Højere Selv, der bruger de iboende energier til at bearbejde eller opløse stoffets indflydelse – eller bearbejde og forvandle ”bly” og med tiden forvandle det til det ”rene guld”. Med andre ord går processen ud på at bringe hele menneskets tilstand i perfekt harmoni og åndelig sympati med Alkahest − den monadiske essens eller det Højere Selv. (Se også Akasha, Alkymi og Anima Mundi).

Alkymi
(Arabisk). Alkymi stammer fra ”al”, der betyder ”den” og ”kimiya”, der betyder ”vises sten”. Al-Kimiya er imidlertid et arabiseret ord, der stammer fra det græske ”chemeia”, der betyder ”væske” eller saft, der er udtrukket fra en plante. Chemeia kan derfor oversættes med ”livets vand”. ”Al-Kimiya” eller ”Ul-Khemi” blev til Alkymi, dvs. den guddommelige magis kunst. Men hvis man går længere tilbage i tiden, stammer Alkymi fra den egyptiske skabergud Chem eller Khem. Ordet ”Khem” er identisk med navnet på skaberguden Khnum. De gamle egyptere sagde, at ”Khnum giver ånden form og liv”, for han var symbol på den guddommelige kraft, der omsatte den guddommelige hensigt og plan til det skaberværk, der kaldes Universet. Khnums enestående alkymistiske handling bestod i at forvandle absolut intet til absolut alt (Universet i sin helhed), og det må betegnes som en guddommelig alkymistisk proces. Khnums arbejde var derfor en forudsætning for skabelse og udviklingen af stof, tid og rum, af cyklisk bevægelse og af begyndelse og slutning. Egyptens navn havde også relation til de alkymistiske processer. Egypten hed oprindeligt ”Kemit”, der betyder ”den sorte jord”. Navnet var inspireret af det sorte slam fra Nilen, der gjorde Egypten til et frugtbart land midt i den livløse ørken. ”Kemit” blev senere til det græske ”chemeia”, der blev forvandlet til det nutidige ord: ”Kemi” – eller ”Alkymi”. Egypten og dets civilisation var planlagt til gennem forvandlingen fra sort jord eller mørkt stof til at blive et tempel for åndeligt lys. Kemit eller den sorte jord var derfor symbol på mørk materialisme, som kendetegner de tidlige stadier i menneskets åndelige udvikling. Alkymi er ”naturens kemi”. Alkymi beskæftiger sig med naturens finere kræfter, som eksoterisk set er en søgen efter midler til at forvandle uædle metaller til guld ved hjælp af f.eks. ”de vises sten” – lapis philosophorum (kabbalistisk alkymi). Forvandlingen er mulig, men det er en søgen, der kun repræsenterer alkymiens rent fysiske eller materielle aspekt. Esoterisk set arbejder alkymien på at forvandle menneskets lavere firfoldighed til den højere åndelige triade, som smelter sammen i en syntese og bliver ét, når de åndelige, alkymistiske processer er fuldført – og her er der tale om åndelig eller esoterisk alkymi. Det er det, rosenkreuzerne kalder ”det kymiske bryllup”. De uædle metaller symboliserer det lavere sinds begær, lidenskaber og vrangforestillinger, og rent guld er den visdom, der opstår når højere Manas forbindes med Buddhi. Middelalderens rosenkreuzere var alkymister, der ledte efter ”den skjulte ånd” i alt uorganisk stof, og som af frygt for forfølgelser skjulte deres esoteriske filosofi bag et slør af symbolik. Alkymi beskæftiger sig som sagt med naturens finere kræfter og forskellige tilstande, og alkymisten forsøger med mere eller mindre symbolsk sprogbrug at vise de uindviede så meget af ”mysterium magnum” som det var sikkert at afsløre for en egoistisk og grådig menneskehed. Som det første princip postulerer alkymisten, at der findes et bestemt universelt opløsningsmiddel, som medfører, at alle sammensatte legemer opløses i den homogene substans, som de alle er opstået fra. Det er en substans, som alkymisten kalder ”rent guld” eller ”summa materia”. Opløsningen, der også kaldes ”menstruum universale”, rummer kraften til at fjerne alle sygdomme fra menneskekroppen. Den kan forny ungdommeligheden og forlænge livet. Sådan er ”lapis philosophorum” − de víses sten. Alkymi kom først til Europa via Geber − den arabiske vismand og filosof fra det 8. årh. e.Kr. − men Alkymi var kendt og praktiseret i Kina og Egypten i årtusinder tilbage i tiden. Man har fundet utallige papyri om alkymi og andre beviser på, at det var faraonernes og præsternes foretrukne studier, og informationerne er bevaret under den overordnede betegnelse ”hermetiske skifter” – Corpus Hermeticum. Man studerede Alkymi på tre særskilte niveauer, som giver mulighed for mange fortolkninger − kosmisk, menneskelig og fysisk. De tre metoder blev kategoriseret under de tre alkymistiske egenskaber − svovl, kviksølv, og salt. Forskellige forfattere har oplyst, at der henholdsvis er tre, syv, ti og tolv processer, men de er alle enige om, at der kun er ét formål med Alkymi: At transmutere grove metaller og forvandle dem til rent guld. Men hvad der menes med ”det rene guld”, er der meget få, der har forstået. Der er ingen tvivl om, at naturen rummer mulighed for en transmutation af grovere metaller til finere – dvs. til guld. Men det er kun ét af alkymiens aspekter. Det er det fysiske og rent materielle aspekt, for de samme processer foregår i Jordens indre. Men desuden har Alkymi en symbolsk, psykisk og åndelig betydning. De kabbalistiske alkymister stræber efter erhvervelse af den førstnævnte metode, men de esoteriske alkymister er ikke interesseret i fysisk guld, for de retter al opmærksomhed og alle bestræbelser på transmutation af den lavere firfoldighed, så den kan indgå i en syntese med den åndelige treenighed i mennesket. Menneskets sjælelige, mentale, astrale og fysiske bevidsthedsplaner sammenlignes derfor med de fire elementer − ild, luft, vand og jord – eller de tre elementer svovl, salt og kviksølv, der er en betegnelse for ånd, krop og sjæl − eller ild, jord og vand. Hvert element rummer en trefoldig sammensætning − fast, vekslende og flygtig. Man ved kun lidt eller intet om oprindelsen til filosofiens arkaiske gren, men der er ingen tvivl om, at den går forud for konstruktionen af enhver kendt zodiak. Der er heller ikke tvivl om, at den beskæftiger sig med naturens personificerede kræfter, og at den muligvis også har inspireret til verdens mytologier. Der er heller ingen tvivl om, at den sande transmutation (på det fysiske plan) var kendt i de gamle civilisationer, men at den er gået tabt ved begyndelsen af den såkaldte historiske periode. De fleste i Europa beskyldte alkymisterne for at være fupmagere og charlataner, men tænkere som Roger Bacon, Agrippa, Henry Khunrath og den arabiske Geber var alt andet end fupmagere. Naturvidenskabens forskere, som i nutiden reformerer fysikkens videnskab på baggrund af Demokrites teori om atomet, der er genfremsat af John Dalton, ”glemmer”, at Demokrites fra Abdera var alkymist, og at et tankesind, der var i stand til at trænge så dybt ind i naturens hemmelige processer, må have haft gode grunde til at blive hermetisk filosof. (Se også Alkahest, Buddhi og Manas).

Alkymist
Se Alkymi.

Allah
(Arabisk). Allah stammer fra ”al”, der betyder ”den” og ”ilah”, der betyder ”Gud”. Allah er den muslimske betegnelse for Gud. Ordet stammer fra det hebraiske ”Eloah”. I islam er Allah den ene Gud analogt med den hebraiske Jahweh. Den arabiske og før-muslimske skytshelgen for Mekka var guden Hobal, som man kaldte Al-Lahu (”guden”), og som blev bevaret som øverste gud i muslimsk teologi. De øvrige guder blev betragtet som dæmoner. Allahs enhed og originalitet er en af de fundamentale overbevisninger i islam.

Allatu
(Kaldæisk). Allatu eller Allatum er underverdens gudinde. Allatu er en efterligning af den mesopotamiske gudinde Ereshkigal. Hun blev tilbedt af de vestlige semitiske folkeslag, herunder Kartago. Hun kan også sidestilles med kanaanæerne gudinde Arsay. (Se også Ereshkigal).

Allegori
(Græsk). Allegori stammer fra ”allegoria” fra roden ”allegorein”, der betyder ”at sige noget andet”. En allegori er derfor tale eller skrift, som ikke skal fortolkes bogstaveligt men symbolsk. Det er en fortælling, et digt eller et billede, hvor personer og begivenheder er symboler på noget andet, end det, de umiddelbart viser. Allegori i den græske retorik er en udtryksmåde, der indeholder noget andet end det, der formelt ligger i den.

Allerhelligste
Det allerhelligste svarer til det latinske ”sanctum sanctorum”. Det allerhelligste er en betegnelse for det inderste og helligste rum i templerne. Assyriologer, egyptologer og orientalister oplyser, at generelt betragtet var der et allerhelligste sanktuarie i ethvert tempel i oldtiden. De eneste, der havde adgang til templets allerhelligste rum var faraoen/kongen, ypperstepræsten eller hierofanterne. I før-kristen tid havde templerne dette specielle rum, hvor der var et alter og et skrin. Det kunne være en bark, en ark, et gudeskrin eller måske en sarkofag. Det allerhelligste fungerede i teorien som sanktuarie for den gud eller gudinde, som templet var dedikeret til. Derfor var den guddommelige kraft altid til stede i det allerhelligste. Lignende idéer er knyttet til koret og alteret i kristne kirker. Det allerhelligste skal imidlertid ikke forveksles med indvielseskamrene, som også fandtes i mange templer. I det gamle Egypten var det såkaldte kongekammer i den store pyramide i særdeleshed et eksempel på et helligt indvielseskammer, og sarkofagen blev ikke som påstået brugt til at faraoens mumie, for sarkofagen blev udelukkende brugt til indvielser. I forbindelse med indvielsesritualerne blev neofytten ført ind i kammeret, og efter ritualerne forlod neofytten det hellige kammer som genfødt. Indvielsen medførte åndelig undfangelse og fødsel − eller rettere genfødsel. Neofytten ankom i foroverbøjet stilling og stod ydmygt ved indgangen til det allerhelligste parat til at passere via Moder Natur, for igen at blive den oprindelige åndelige skabning − det prænatale menneske. Det allerhelligste har en specifik betydning i forbindelse med det jødiske tabernakel, som det forklares i Anden Mosebog, med henvisning til det inderste rum. Tre af siderne i det hellige rum blev dannet af væggene i tabernaklet, mens den fjerde side eller den østlige ende af sanktuariet var lukket af et forhæng eller et slør, hvor der var en afbildning af keruberne. Det var ophængt på fire guldbelagte søjler af akacietræ. Hensigten var at skabe det allerhelligste i form af en fuldendt kubisk sten. I det allerhelligste stod Pagtens Ark som var lavet af akacietræ, der var belagt med guld. Ved arken stod den gyldne nådestol eller kapporeth (kapporeth er arkens låg) med to gyldne keruber, der var orienteret mod arkens center. I stedet for at være en sarkofag (der symboliserede Moder Natur og opstandelse) var arken mere realistisk i sin konstruktion pga. de to keruber, der var placeret på arken som beskyttere, for de var vendt imod hinanden med vingerne spredt og formet på en måde, så de dannede en perfekt Yoni (kvindeligt kønsorgan) som i Indien. Forplantningssymbolikken fremhæves af de fire mystiske bogstaver i Jehovas navn − Y (e) H (o) V (a) H – det maskuline og feminine symbol. Men tilbedelsen af guden i arken stammer kun fra Davids tid, og i tusind år kendte Israel ikke til en fallisk Jehova. (Se også Ark, Hierofant, Hiranya Garbha, Jehova, Kerubim, Sarkofag og Yoni).

Almadel
Almadel er en afhandling om theurgi eller hvid magi. Den er skrevet af en ukendt europæisk forfatter i middelalderen. Bogen findes nogle gange i litteratur med manuskripter, der kaldes ”Solomons Nøgler”.

Almeh
(Arabisk). Almeh er kvindelige arabiske dansere. De svarer til de indiske tempeldansere og offentlige dansere. Det var kvinder, der var uddannet til at synge og recitere klassisk poesi og samtale. De var sandsynligvis en videreførelse af Gayna slave-sangerne i det før-islamiske Arabien. Almeh var uddannede kvinder af god social status, og de dansede, sang og fremsagde digte ved højtider og forlystelser. De blev desuden hyret som sørgende ved begravelser. I den islamiske tradition blev de knyttet til Aisha, der var profeten Muhammeds hustru, og Aisha bint Talhah, der konverserede med de lærde ved retten i Damaskus. Hun fik tilnavnet ”litteraturens blomst” pga. af den poesi, hun forfattede.

Alogon
(Græsk). Alogon er et udtryk, der blev brugt af Pythagoras og Platon som betegnelse for menneskets usynlige sjæl. Alogon blev opdelt i Thymichon og Epithymichon. Den erkendelige sjæl blev kaldt Logos.

Alpha Draconis
(Latin). Alpha Draconis, der også kaldes Thuban, er en stjerne i stjernebilledet Dragen nord for stjernebilledet Store Bjørn. Alpha Draconis befinder sig ca. 300 lysår fra Jorden. Thuban var Nordstjerne omkring 2800 f.Kr. Ca. 2170 f.Kr. befandt stjernen sig i lige linje ud for den nedadgående passage i Den Store Pyramide i Giza, men både egyptologer og åndsvidenskaben mener, at pyramiden er meget ældre. Ca. 26.000 år tidligere befandt Alpha Draconis sig i samme position.

Alsin
Se Alsvin og Alswider.


Side : 1 2 3 4 5 6 7 8
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook