Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Anima Supra Mundi
(Latin). Anima Supra Mundi er det intelligente liv hinsides eller i verden, og den højere del af Anima Mundi. Anima Supra Mundi er Akasha eller den kosmiske intelligens, og dermed i en vis forstand Verdenssjælen. (Se også Akasha og Anima Mundi).

Animisme
(Latin). Animisme er kombineret af ”anima”, der kan oversættes med ”sjæl” plus ”isme”, der betyder ”bevægelse” eller ”lære”. Animisme er troen på, at alt har en sjæl. Oprindelsen til alle fænomener er derfor sjælen og ikke ydre årsager. I modsætning til spiritismen påstår animismen, at åndelige kræfter uden for mennesket også skal tages i betragtning i forbindelse med esoteriske fænomener. Animisme er en betegnelse, der er givet af antropologer for at beskrive troen på, at tilsyneladende livløse objekter som f.eks. bjerge, floder eller billeder har liv og er udtryk for bevidsthed. Animisme er desuden en betegnelse for dyrkelse af forfædrenes ånder. Animisme eksisterede tidligere i mange folkeslag som en anerkendelse af naturens universelle bevidsthed. (Se også Anima).

Animus
(Latin). Animus er den rationelle sjæl i modsætning til Anima, der er den vitale sjæl. Både Animus og Anima blev brugt overfladisk af romerne, på samme måde som man i nutiden bruger ordene sjæl og sind. Animus svarer til åndsvidenskabens Kama-Manas og Anima svarer til Prana-Manas. (Se også Anima, Kama-Manas og Prana).

Aniyamsam
(Sanskrit). Aniyamsam eller Aniyasam stammer fra ”anu”, der betyder ”atom”. Filosofisk er det atomernes atomer ellers det mindste af det mindste. Det er en sætning, der er hentet fra en af de hinduistiske skrifter. Det bruges både om essensen af den universelle guddoms allestedsnærværende bevidsthed, og om det absolutte åndelige atom, som er den guddommelige monade i alle enheder i kosmos − store såvel som små. I vedantinsk filosofi bruges betegnelsen ofte som et navn på Brahman, for hinduerne opfatter Brahman som mindre end det mindste atom og tilsvarende højere end den højeste sfære dvs. hele Universet. Betegnelsen gælder også Paramatman. Uanset om universaliteten er uendelig lille eller har kosmisk udstrækning kommer den til udtryk i en betegnelse, der næsten er identisk − Anor Aniyamsam − der betyder ”mindre end et atom”, og i betegnelsen Anor Aniyan, der betyder ”mindre end det mindste” i kombination med Mahato Mahiyan, der betyder ”større end det største”, som begge omtales i Upanishaderne. (Se også Atom, Brahman, Paramatman, Upanishader og Vedanta).

Anjala
(Sanskrit). Anjala er en af de syv personificerede kræfter, der udsprang fra Brahmas legeme − Prajapatierne. (Se også Brahma og Prajapati).

Anjali Mudra
(Sanskrit). Anjali Mudra stammer fra ”Anjali”, der betyder ”gestus”, ”ærbødighed”, ”velsignelse” og ”hilsen”. Ordet er afledt af ”anj”, der betyder ”at ære” eller ”at fejre”. ”Mudra” betyder ”tegn” eller ”segl”. Anjali Mudra er ligesom Pranamasana en håndbevægelse, der praktiseres overalt i Østen. Anjali Mudra er tegn på respekt. I Indien er det en almindelig hilsen, og den bruges også blandt yoga-udøvere. Det er en gestus, der er indarbejdet i mange yoga-asanas. Anjali Mudra udføres ved at lægge håndfladerne sammen. Fingrene holdes samlet med fingerspidserne pegende opad. I den mest almindelige form for Anjali Mudra placeres hænderne foran Anahata-chakra (hjertechakraet) med tommelfingrene hvilende let mod brystbenet. Men Anjali Mudra kan også udføres ved at placere hænderne foran Ajna-chakra (pandechakraet) med spidsen af tommelfingrene hvilende let mod det ”tredje øje”. Anjali Mudra kan desuden udføres ved at placere hænderne på Sahasrara-chakra (hovedchakraet) over issen. I nogle yogastillinger placeres hænderne i Anjali Mudra stilling til en af kroppens sider eller bag ryggen. Anjali Mudra kombineres ofte med en let bøjning af hovedet. Anjali Mudra har samme betydning som sanskrit-hilsenen Namaskara eller Namaste, og den kan udføres samtidig med, at man siger Namaskara, Namaste eller Pranam. Anjali Mudra har en dybere betydning end bare ”goddag” og ”farvel”. Når hænder og fingre samles, er det symbol på forening af højre og venstre hjernehalvdel, der repræsenterer enhed. Anjali Mudra viser derfor den sjælsmæssige enhed mellem de mennesker, der hilser på hinanden. Det er derfor en gestus, der anerkender den indre guddommelighed hos både afsender og modtager. (Se også Ajna-chakra, Anahata-chakra, Asana, Namaskara, Pranam og Sahasrara-chakra).

Anjana
(Sanskrit). Anjana stammer fra roden ”anj”, der betyder ”at smøre med”, ”at salve” eller ”at ære”. Anjana er en magisk salve. Som egennavn er Anjana en af de 1.000 mytiske mangehovedede slanger, der udgår fra Kadra, der er Rishi Kasyapas søn eller ægtefælle. Anjana er også navnet på en af Universets fire elefanter, der bevogter det vestlige eller sydvestlige område af rummet. Anjana er desuden mor til Hanumat eller Hanuman, den berømte abegud Ramayana, som derfor kaldes Anjaneya (søn af Anjana). I en tidligere inkarnation var Anjana gudinde, men på grund af en forbandelse, blev hun født som en abe i Himalaya. Fødslen af hendes søn, Hanuman, ophævede forbandelsen, og efter en periode steg Anjana op til Svarga (”Himlen”). Anjana er desuden navnet på et bjerg. (Se også Hanuman, Ramayana, Rishi og Svarga).

Ankh
(Egyptisk). Ankh er ”det egyptiske kors”. Ankh er symbol på liv og udødelighed. Symbolet er en hieroglyf, der betyder ”liv” med henvisning til ”evigt liv”, mens ordet ”ankh” oversættes med ”nøgle”. Ankh-korset kaldes derfor ”livets nøgle”. På latin kaldes Ankh-korset for Crux Ansata – ”hankekorset”. Ankh-korset er skabt ved at anbringe ægformen eller cirklen (evighedens symbol) på toppen af T-korset (stoffets, dualitetens eller menneskets symbol). Korsets T-form stammer fra det egyptiske Tau (gudinden Isis) eller det endnu ældre Tat. Overalt i de egyptiske templer ser man relieffer, hvor guder og gudinder bærer Ankh-korset i hænderne. Det sammen gælder faraoner, dronninger og indviede, og desuden blev det anbragt på mumierne. Det planetariske tegn for Venus er stort set det samme som formen på Ankh-korset. Esoterisk viser Ankh-korset, at menneskeheden og alt dyreliv er trådt ud af den guddommelige åndelige cirkel (enheden) og er nedsænket i stoffets maskuline og feminine polarisering i de lavere verdener (T-korset). Det er derfor et tegn, der markerer slutningen af 3. rodrace, og det har samme betydning som ”livets træ” i Paradisets have. (Se også Rodrace).

Anna
(Sanskrit). Anna stammer fra roden ”ad”, der betyder ”at spise” eller ”at forbruge”. Anna henviser derfor til alt spiseligt – f.eks. mad eller fødevarer. Men Anna er også mad i esoterisk forstand – dvs. Brahmans laveste manifestation eller legeme. Brahman − den højeste ånd i manifestation − betragtes som ”fødevarer” af de enheder, der bor i formerne, for de lever af eller bliver ”fodret” af stamfaderens legeme. Det er årsagen til, at ordet nogle gange betyder ”jord” og ”vand”. ”Levende væsener skabes af fødevarer (Anna), fødevarer skabes af regn, regn stammer fra ofre (Yajna), og ofre stammer fra handlinger (Karma).” (Se også Annamaya-Kosha, Brahman, Karma og Yajna).

Annamaya-Kosha
(Sanskrit). Annamaya-Kosha er et vedantinsk udtryk. Det repræsenterer det samme som Sthula Sharira eller den fysiske krop. Det er det første ”hylster” af fem ”hylstre” iflg. Vedaerne. Et hylster kaldes et ”princip” inden for åndsvidenskaben. Kosha betyder ”hylster”, og det er den vedantinske betegnelse for menneskets forskellige legemer. Koshaer eller legemer er områder for erfaring og eksistens. Der er fem Koshaer: Det første er det fysiske legeme, der kaldes Annamaya-Kosha. Sanskritordet ”Anna” betyder ”mad”. Alle de fysiske aspekter i livet kommer og går – opstår og forvinder – og forbruges af et andet aspekt af den ydre virkelighed. Derfor kaldes den yderste af de fem Koshaer for ”madlegemet”. Mennesket uddanner og disciplinerer det ydre aspekt af sin natur, tager sig af det, plejer det, så det er muligt både at nyde det ydre liv og gå indad, uden at det skaber forhindringer under meditation. I meditation, bliver mennesket opmærksom på Annamaya-Kosha, det udforske legemet, og derefter går det indad til de andre Koshaer. (Annamaya-Kosha skal ikke forveksles med Anandamaya-Kosha). (Se også Anandamaya-Kosha, Manamaya-Kosha, Kosha, Sthula Sharira, Veda, Vijnanamaya-Kosha og Æterlegemet).

Annapurna
Se Ana.

Annedotus
(Græsk). Annedotus er den kaldæiske Oannes, den mystiske menneske-fisk, som var halvt menneske og halvt dyr, men som alligevel var i stand til at give kaldæerne nyttig viden, der kunne menneskeliggøre dem. Iflg. historikeren Berosus rejste der sig ved utallige begivenheder en halvdæmon med navnet Oannes eller Annedotus fra det Eritreanske Hav. Der var ti og syv kaldæiske Annedotus’er, som kan sammenlignes med Sephiroth, Amshaspand (Ahura-Mazdas guddommelige følgesvende), Rishi-Manuer, osv., der repræsenterer de guddommelige forfædre, som var menneskeracernes ophav, og som udgør et aspekt af det udstrålende hierarki, der er udgået fra de oprindelige Dhyan-Chohaner. Berosus’ historie begynder med skabelsen og de mellemliggende stadier, der gik forud for menneskeracerne. Fortællingerne er fulde af esoteriske oplysninger for de mennesker, der har nøglerne til hans myter. (Se også Ahura-Mazda, Amshaspand, Dhyan-Chohan og Sephiroth).

Annihilationisme
Annihilationisme er en kristen trosretning, hvor man tror, at syndere og ikke-troende ikke vil opleve evig lidelse i Helvede, men efter afstraffelsen i stedet vil blive ”udslettet” efter døden. Annihilationisme er et attraktivt trossyn for mange, fordi det er frygteligt at forestille sig, at mennesker skal tilbringe en evighed under ufattelige lidelser i Helvede pga. deres manglende eller forkerte tro.

Annus Magnus
(Latin). Annus Magnus betyder ”det store år”, og betegnelsen henviser til en præcessionscyklus på 25.920 år. Annus Magnus er desuden intervallet mellem to successive ekliptika-konjunktioner med samtlige planeter − herunder Solen og Månen. Hinduerne daterer begyndelsen af Kali-Yuga til sådan en storkonjunktion, som angiveligt fandt sted 3102 f.Kr. I antikken var det en udbredt overbevisning, at cyklusser af varierende længder markerede afgørende epoker eller tidspunkter for indvielse, og det blev markeret af udrensende naturkatastrofer, og derefter fulgte en gentagelse af tilsvarende begivenheder. (Se også Kali-Yuga).

Annwn
(Walisisk). Annwn er et udtryk, der blev brugt af druiderne. Annwn er det store dyb, der befinder sig under menneskets verden på det laveste plan, Abred. Sjælens udgangspunkt var oprindeligt Annwn, men den udviklede sig fra dette niveau gennem alle mulige former for liv indtil sjælen nåede menneskets niveau. Hvis mennesket i mange liv blev ved med at udføre dårlige handlinger, kunne det synke tilbage til Annwn igen gennem Cydfil og Obryn. Hvis et menneske sank ned i Annwn igen, ville det være endeligt, og det ville medføre udslettelse – ”Nid ai Annwn ond unwaith” – ”der er kun én nedstigning til Annwn”. (Se også Druide).

Anoia
Se Agnoia.

Anouki
Se Anuket og Anuki.

Ansigt
(Se Makroprosopus).

Ansumat
(Sanskrit). Ansumat er ”nevø til kong Sagars 60.000 sønner” i Puranaerne. Kong Sagars sønner blev forvandlet til aske med et enkelt blik fra Kapila Rishis øje. (Se også Kapila og Purana).

Antaeus
(Græsk). Antaeus er en af giganterne i de græske mysterier. Antaeus er søn af Poseidon og Gaia. Han voksede sig stærkere hver gang, han rørte ved sin mor, Jorden. Han blev dræbt af Herkules, fordi Herkules var i stand til at holde ham væk fra jorden. Han blev begravet nær Tingis i Mauretanien.

Antahkarana
(Sanskrit). Antahkarana eller Antaskarana består af ”antar”, der betyder ”midterste” eller ”indre”, og ”karana”, der betyder ”årsag” eller ”redskab”. I teknisk forstand er Antahkarana broen mellem det højere og det lavere tankesind – dvs. det indre redskab, som fungerer imellem dem. Antahkarana kaldes ”broen” eller ”regnbuebroen”, som er forbindelsesleddet mellem den højere og den lavere tænkeevne (Manas) – dvs. mellem sjælen og personligheden. Det er åndsvidenskabens definition på Antahkarana, men ordet bruges også i andre betydninger i de filosofiske skoler. Antahkaranaen opbygges af bevidsthed og giver respons på højere sjælelige og åndelige energier. Før stadiet for bevidst sjælskontakt er der en barriere mellem sjælen på kausalplanet og sjælsaspektet i personligheden. Bevidsthedsbarrieren forhindrer mennesket i at få bevidst kontakt med sjælen − og med ånden (monaden) på et senere udviklingsstadie. Men via meditation, studier og aktivt tjenestearbejde til gavn for menneskeheden opbygges der en bevidsthedsbro fra personligheden ind til sjælen og senere til ånden. Det er denne bro, der kaldes Antahkaranaen. Som sagt har Antahkarana forskellige betydninger i forskellige filosofiske skoler og grupper. Sankaracharya oversætter Antahkarana med ”forståelse”. Andre siger ”det indre instrument”, ”sjælen, formet af det tænkende princip og egoisme” o.l. (Se også Kausallegemet, Manas og Monade).

Antar
(Sanskrit). Antar betyder ”indre”, ”intern” eller ”i midten”.

Antar Dhauti
(Sanskrit). Antar Dhauti er betegnelsen for teknikker til indre renselse (Shat-Marma) i yoga. Dhauti er opdelt i fire dele. Iflg. Gherand Samhita kaldes de fire dele a) Antar (intern), b) Dhauti, Danta (tænder), c) Dhauti (hjerte) og d) Moola Shodhana (rektal udrensning). Den teknik, der beskrives i denne yoga-øvelse, er reelt Vastra Dhauti. (Vastra betyder ”klud”). Yoga-øvelsen må kun udføres under kyndig vejledning og i fuld overensstemmelse med teknikkens instrukser. (Se også Danda Dhauti, Danta Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Antar Kumbhaka
(Sanskrit). Antar Kumbhaka betyder tilbageholdelse af åndedrættet. Det er et stadie i Pranayama, hvor man holder vejret efter indånding, og Kumbhaka danner grundlag for de dybe åndedrætsøvelser (Pranayama), der regulerer aktiviteterne i tankesindet og øger koncentrationen. Åndedrættet omfatter indånding og udånding. Imellem de to yderpunkter, er der er en lille pause (normalt på millisekunder), som normalt ikke bemærkes. Pausen forekommer igen og igen i rytmen indånding-pause-udånding-pause-indånding … osv. Den største pause forekommer i hviletilstand. Kumbhaka forsøger at øge pausen ved at regulere åndedrættets rytme ved hjælp af forskellige former for af Pranayama- og Kumbhaka-øvelser. (Se også Kumbhaka, Pranayama og Rechaka).

Antar Mouna
(Sanskrit). Antar Mouna betyder ”indre stilhed”. Det er en tantrisk meditationsteknik, der skal forberede tankesindet til selve meditationsstadiet. Antar Mouna består af seks faser, og det anbefales, at man arbejder med hver fase i mindst en måned. Antar Mouna er et effektivt redskab til træning af hjernen og sanserne. Antar Mouna er en Pratyahara-teknik, og Pratyahara (tilbagetrækning af sanserne) er den første af de fire trin i Raja-yoga. Antar Mouna arbejder med det aktive og bevidste tankesind, og derfor er man opmærksom på tankerne og den mentale aktivitet, når man praktiserer Antar Mouna. Teknikken indebærer muligheden for at skabe, transformere og endelig få kontrol over tankeprocesserne. (Se også Meditation, Pratyahara og Raja-yoga).

Antar-yoga
(Sanskrit). Antar-yoga stammer fra ”antar”, der betyder ”indre” eller ”intern” og ”yoga”, der betyder ”forening”. Yoga stammer fra roden ”yuj”, der betyder ”at deltage” eller ”at forene”. Antar-yoga er derfor indre forening − en tilstand af fordybelse eller abstraktion, der er tegn på opnåelse af et højt niveau af indre åndelig og intellektuel kontakt, hvor alle de højerestående instanser i menneskets konstitution er samlet og fokuseret i et enkelt punkt af bevidsthed. Det er målet for opnåelse af højere bevidsthedstilstande som f.eks. Turiya-Samadhi. (Se også Abhyasa-yoga, Agni-yoga, Antar-yoga, Bhakti-yoga, Hatha-yoga, Jnana-yoga, Karma-yoga, Kundalini-yoga, Raja-yoga Turiya og Yoga).

Antarabhava
(Pali). Antarabhava betyder ”mellemtilstand”, men begrebet forkastes af Abhidharma på trods af, at Sutraerne omtaler en mellemtilstand mellem livene i reinkarnationsprocessen. (Se også Abhidharma, Bardo og Sutra).

Antarakasha
(Sanskrit). Antarakasha stammer fra ”antar”, der betyder ”indre” eller ”i midten” og ”akasha”, der betyder ”rum” eller ”æter” fra ”a-kas”, der betyder ”at skinne” eller ”at stråle”. Antarakasha er ”Akashaens Akasha” eller essensen af Akasha eller essensen af den inderste æter. Det er den åndelige-guddommelige æter eller Pradhana, som er hjemsted for den oprindelige Atman på en kosmisk skala, eller den svarer til samme princip i individuelle enheder. ”Det, der findes i Brahmapura (”Brahmans by”), er en bolig, en lille lotusblomst, og inden i den er der et lille rum (Antarakasha). Det, der er inde i det lille rum, skal undersøges. Det er i sandhed det, man skal ønske at forstå”. (Se også Akasha, Atman og Pradhana).

Antaratman
(Sanskrit). Antaratman stammer fra ”antar”, der betyder ”indre” eller ”i midten” og ”atman”, der betyder ”Selv”. Antaratman er det indre Selv eller den oprindelige kilde i et individ. Målet for en yogi er den ultimative forening med Antaratman. (Se også Atman).

Antardhanam
(Sanskrit). Antardhanam er et udtryk, der beskriver en yogis forsvinden ved hjælp af en viljeshandling.

Antariksha
(Sanskrit). Antariksha eller Antariksa stammer fra ”antar”, der betyder ”indre” eller ”i midten” og ”iksha” fra roden ”iksh”, der betyder ”at betragte” eller ”at se”. Antariksha er midterfeltet, himmelhvælvingen eller området mellem Jorden og Himlen, hvor Apsaraerne (nymferne), Gandharvaerne (de himmelske musikere) og Yakshaerne (forskellige typer af alfer) sammen med den mytiske ko, Kamadhenu, der rundhåndet opfylder ønsker, opholder sig. I Vedaerne er Antariksha i midten af eller det andet af tre Lokaer (regioner), der sædvanligvis omtales som Bhur, Bhuvar og Svar. Over de tre Lokaer findes der fire højere Lokaer i den almindelige hierarkiske opbygning. I dette hierarki er Bhur-Loka den fysiske sfære og Bhuvar-Loka eller Antariksha svarer til astralplanet. I Vishnu-Purana nævnes Antariksha af Vyasa som 13. Dvapara-yuga i Vaivasvata Manvantara, dvs. den nuværende verdenscyklus. (Se også Apsara, Astralplan, Dvapara-yuga, Gandharva, Loka, Manvantara, Veda, Vyasa og Yaksha).

Antediluviansk
(Latin). Antediluviansk stammer fra ”ante”, der betyder ”før” eller ”foran” og ”diluvium”, der betyder ”oversvømmelse”. Diluvium er afledt af ”luere”, der betyder ”at afvaske”. Antediluviansk er betegnelsen for tiden før Syndfloden, men ordet kan også henvise til noget, der er forældet eller gammeldags.

Anthesteria
(Græsk). Anthesteria stammer fra ”anthos”, der betyder ”blomst”. Anthesteria er blomsternes fest. I den gamle romerske religion var blomsternes fest, Floralia, en ceremoni til ære for gudinden Flora, som blev afholdt 27. april i den republikanske æra og 28. april efter den julianske kalender. På latin blev festivalen kendt som Ludi Florae, og spillene varede i seks dage. I det gamle Grækenland blev dåbs- og renselsesritualerne udført ved tempelsøerne, Limnaeerne, under Anthesteria, der blev afholdt fra den 11. til den 13. i måneden Anthesterion (februar-marts), hvor Mystaeen blev inspireret til at gå gennem Dionysos’ ”snævre port”, for derefter at gå videre som indviet. Det var et ritual i de mindre mysterier, som var forberedelse til ritualerne i måneden Boedromion (september) i Eleusis. (Se også Eleusinske Mysterier).

Anthropoid
(Græsk). Anthropoid betyder ”menneskelignende” eller ”abeagtig”, dvs. ethvert medlem af underordenen Anthropoidea − herunder aber og menneskeaber og hominider (f.eks. neandertaleren). I åndsvidenskaben henvises der til en periode, hvor menneskeheden i 4. rodraces 4. runde (den atlantiske) på planeten D (den nuværende Jord) passerede et punkt, hvor nogle mennesker endnu kun delvist bevidst var indblandet i raceblandinger med de dengang eksisterende abetyper, som selv var afkom fra en tidligere tilsvarende raceblanding i 3. rodrace (den lemuriske). Anthropoider nedstammer dels fra menneskelige stamceller, og derfor udgør Anthropoider ikke en opadstigende udvikling imod mennesket i den forstand, som darwinismen påstår. Det er bevist ved en undersøgelse af de strukturelle og funktionelle forskelle og ligheder mellem Anthropoider og mennesket. Siden midten af 4. rodrace kunne monader fra dyreriget ikke længere inkarnere i menneskeriget, for dengang begyndte Jorden sin opstigende udvikling i evolutionen. Alligevel vil uratomerne, der er findes i Anthropoidernes opbygning, påvirke med de laveste og mindst udviklede tendenser fra menneskeriget under 5. runde. Monaderne, der nu findes i Anthropoide kroppe, vil forsvinde ud af inkarnation i løbet af den nuværende 5. rodrace, og de vil træde ind i Paranirvana. De vil fortsat eksistere som astrale monader indtil næste runde – dvs. 5. runde. De relativt få individer blandt Anthropoiderne, som har nået den mest avancerede grad af udvikling, som er mulig for Anthropoiderne, vil have nået et næsten-menneskelig niveau, men de befinder sig stadig i menneskelignende kroppe, før 5. rodrace har nået sin afslutning. Selv de ekstraordinære Anthropoider vil sandsynligvis uddø, før 5. rodrace er ophørt eller i den første del af 6. rodrace − en periode, der ligger flere millioner år fremme i tiden. (Se Atlantis, Lemurien og Rodrace).

Anthropos
(Græsk). Anthropos betyder ”menneske” eller ”menneskeheden”. Filosofisk svarer det til Adam eller den første menneskehed. I gnosticismen er anthropos det første princip også kaldet Ieov (navnet med de fire vokaler), som svarer til Brahma. (Se også Adam, Brahma og Brahman).

Antigamin
(Sanskrit). En Antigamin er ”en skabning, der ikke længere skal genfødes i begærets verden”. Det er et trin på indvielsesvejen, der går forud for Arhat-stadiet. (Se også Arhat).

Antipartikel
En antipartikel er en partikel, som har de modsatte egenskaber i sammenligning med kendte partikler. Eksistensen af en antipartikel tyder på en mulig eksistens af antistof.

Antologi
(Græsk). Antologi stammer fra det græske ”anthologia”, der reelt betyder ”blomstersamling”, for ordet er sammensat af ”anthos” (blomst) og ”logi”, der er en afledning af ”logos” i betydningen ”læren om”. Teologi er eksempelvis ”læren om Gud”, biologi er ”læren om liv” osv. Antologi er en samling af udvalgte digte eller af eksempler fra én eller flere forfatteres litterære arbejde. Betegnelsen bruges navnlig om to store digtsamlinger fra antikken – den græske og den latinske Antologi.

Antropogoni
(Græsk). Antropogoni er et mytologisk begreb, der stammer fra det græske ”antropo” og ”goni” − dvs. videnskaben om menneskets opståen og afstamning eller menneskets udviklingshistorie. Antropogoni referer ofte til religiøse fortællinger eller myter – eksempelvis myten om Adam og Eva fra Det Gamle Testamente.

Antropologi
(Græsk). Antropologi er ”videnskaben om mennesket”. Den omfatter bl.a. fysiologi eller den gren af naturvidenskaben, som afslører organernes funktioner i mennesker, dyr og planter. Antropologi omfatter også – eller især – psykologi. I virkeligheden omfatter den også den oversete videnskab om sjælen. Med sjælens psykologi menes der den enhed, der er adskilt fra ånden, og dets relation til ånden og legemerne. I nutidens videnskab beskæftiger psykologien sig kun eller principielt med tilstande i nervesystemet, og ignorerer stort set helt den psykiske essens og natur. Lægevidenskaben mener, at videnskaben om psykisk sygdom hører under psykologien.

Antropomorfisk
(Græsk). Antropomorfisk stammer fra ”anthropos”, der betyder ”menneskelig”, og ”morfe”, der betyder ”form”. Antropomorfisme vedrører menneskeformen. Antropomorfisk form eller Antropomorf betyder derfor menneskeskikkelse. Det er en form, hvor noget abstrakt eller åndeligt symboliseres i menneskeskikkelse, eller det er et fænomen eller at en skabning, der tillægges menneskelige egenskaber – eksempelvis den kristne Gud, hvor de kristne tror på en personlig Gud eller at Gud har menneskeskikkelse. Antropomorfisme er derfor en handling, hvor man giver Gud eller guder menneskelig form og menneskelige egenskaber eller kvaliteter.

Antroposofi
(Græsk). Antroposofi stammer fra ”anthropos”, der betyder ”menneske” og ”sofia”, der betyder ”visdom”. Antroposofi betyder derfor ”menneske-visdom” eller ”viden om mennesket”. Antroposofi er en åndelig bevægelse, der blev grundlagt af Rudolf Steiner (1861-1925). Iflg. antroposofien er mennesket en del af en trindelt indre verden, der gør det muligt at opnå stadig højere sjælelige egenskaber. (Se også Rudolf Steiner).

Antum
Se Anatum.

Anu
(Sanskrit/Kaldæisk). På sanskrit er Anu som navneord et stofligt atom, og som tillægsord betyder Anu ”småt” eller ”minut”. Anu er en betegnelse for Brahma, som angiveligt er et atom i betydningen uendelig og universel. Det kan betragtes som en henvisning til guddommelighedens panteistiske natur. Hvert eneste Anu eller atom er ”et center for potentiel vitalitet med latent intelligens”. I Bhagavad-Gita bliver Arjuna bedt om at meditere på ”den, der ser”, dvs. den oplyste, alvidende guddom, som er ”mindre end et atom” (Anor Aniyamsam), og desuden ”den, der forener alt og alle”. I jainismen er Anu identisk med sjælen, og det siges, at sjælen har samme størrelse som et atom. Atomet sidder i hjertet, mens Jiva (livet eller monaden) er det aktiverende aspekt, der gennemstrømmer hele menneskets system. Kaldæisk er Anu en af de mest ophøjede guddomme i den babyloniske gudekreds. Anu var et primært aspekt i treenigheden sammen med Enlil og Ea. ”Anu er konge over engle og ånder, og hersker over byen Erech eller Uruk − senere Ur”. Han er Herren og guden i Himlen og på Jorden. Det var ham, der skabte stjernernes ånder og kuldens, regnens og mørkets dæmoner. Ægtefællen til Anu var Anatum (eller Antum), der var gudernes moder. De svarer til grækernes Uranus og Gaia iflg. Hesiod. Anu var en usynlig guddom i den kaldæiske skabelseslegende. Han var en passiv guddom, og alligevel repræsenterede han desuden det oprindelige kaos, kosmos, det uskabte stof, tid og rum, der udgår fra det ene grundlæggende princip bag alt i skabelsen. I den senere babylonske historie består treenigheden af Anu, Baal og Ea, der er forbundet med tre regioner i Universet − Himlen, Jorden og rummet eller dybet. I et andet aspekt er Anu identisk med Sin − Månen. Månen i den hebraiske Kabbala er Argha, der er kilden til alt materielt liv, som kabbalistisk set er endnu tættere forbundet med Jehova, der rummer begge køn i sin natur ligesom Anu. De er begge repræsenteret i åndsvidenskaben som et dualt aspekt − det maskuline og åndelige og det feminine og stoflige − eller ånd og stof − eller modsætningernes par. Der er ingen tvivl om, at den kaldæiske Anu og Anu (atom) på sanskrit har samme oprindelse. Anu er en titel på den formskabende Brahma, som filosofisk set ofte fremstilles som det kosmiske atom eller det uendelige Univers. Anu er et udtryk, der på mystisk vis henviser til det evigt usynlige, uerkendelige guddommelige center − uanset om det opleves som en skabning eller et univers. Anu er det guddommelige, åndelige fokuspunkt for den essentielle bevidsthed, og kilden til de mangfoldige strømme af bevidsthed. (Se også Aniyamsam, Atom, Baal,Bhagavad-Gita, Ea, Gaia, Jain, Jiva, Panteisme og Uranus).

Anubhava
(Sanskrit). Anubhava betyder erfaring eller virkeliggørelse.

Anubis
(Egyptisk/Græsk). Den egyptiske gud Anubis hed oprindeligt Anpu på egyptisk, men på græsk blev det til Anubis. Det var Anubis-præsten, der havde ansvaret for neofytternes mange prøver og eksaminationer. Han repræsenterede guden Anubis – en meget gammel gudeskikkelse, der blev afbilledet med sjakalhoved. Døden er også en indvielse, og fordi det var Anubis’ opgave at vise den afdøde vejen til livet på den anden side af døden (astralplanet), var det også ham, der førte neofytten over indvielsens tærskel til et nyt liv som indviet. Han var derfor symbol på slutningen og begyndelsen − slutningen på det fysiske liv og begyndelsen på livet i den ikke-fysiske verden – eller slutningen på et stadie i menneskelivet og begyndelsen på det næste. Anubis blev født efter en forening mellem Isis’ søster Nephthys og Osiris, men i legenden bliver Anubis Isis’ trofaste følgesvend og beskytter. Astronomisk danner Anubis stjernebilledet Sirius sammen med Isis. Når Orion, som egypterne identificerede med Osiris, steg op over den sydlige horisont, blev han fulgt af Sirius, som egypterne identificerede med Isis, og Isis blev tæt fulgt af Hundestjernen, som egypterne sammenlignede med Anubis. Anubis er derfor Hundestjernen, der markerer hjertet i det store stjernebillede Canis Major. Hunden symboliserer ”stifinderen”, eller ”den, der viser vejen”. Anubis er derfor et aspekt af Tehuti (egyptisk) eller Thoth (græsk), som er ”budbringer” – dvs. ”den, der kender vejen”. Tehuti er symbol på Verdenslæreren og sjælens vejleder på indvielsesvejen, mens Anubis er den, der tester sjælen undervejs. Anubis’ tal er 9, som også er et symbol, der repræsenterer begyndelsen og slutningen, for 9-tallet markerer slutningen på talrækken og begyndelsen på den næste talrække på et højere niveau. Anubis er ansvarlig for overgangen fra én bevidsthedstilstand til en anden, og derfor er det naturligt, at Anubis også er balsamerernes overhoved. Legenderne siger, at det var Anubis, der balsamerede Osiris’ døde legeme, og han var derfor den første, der udførte en balsamering. Det var også Anubis, der vogtede vægten i Amenti – ”Dommens Hal”. Anubis aflæste vægten, hvor den afdødes hjerte (bevidsthed) blev vejet på den ene vægtskål mod retfærdighedens hvide fjer på den anden, og det var alene Anubis’ dom, der var afgørende. Hverken Osiris eller andre i Dommens Hal kunne blande sig eller ændre afgørelsen. Anubis var født af Nephthys, som er søster til Isis. Anubis var Isis’ trofaste vagthund, nærmere bestemt i de usynlige verdener, som symboliseres af Nephthys og i den synlige verden symboliseret af Isis. Anubis var forbindelsen og overgangen mellem den synlige og den usynlige verden – mellem Isis og Nephthys. Anubis var desuden skytsgud for psykiatere og for læger, der udfører bedøvelse. Under bedøvelse forlader bevidstheden det fysiske legeme, og igen understreges Anubis’ rolle som bindeled mellem to tilstande. Han var også skytsgud for enhver, der søger efter tabte ting. Det skal forstås i overført betydning, for det gjaldt især den tabte forbindelse til det åndelige. Anubis er både ”den, der viser vejen”, og ”den der giver adgang til vejen”. De store mysterier befandt sig i hans varetægt. Anubis’ lære var hemmelig og blev kun afsløret for neofytter, der søgte indvielse. (Se også Amenti, Isis, Nephthys og Thoth).

Anugita
(Sanskrit). Anugita stammer fra ”anu”, der oversættes med ”efter” og ”gita”, der betyder ”sang” fra roden ”gai”, der betyder ”at synge”. Anugita betyder derfor ”eftersang”. Anugita er en af Upanishaderne. Det er en betegnelse for kapitlerne 16-92 i Asvamedhika-Parvan − Mahabharatas 14. bog. Den omhandler Asvamedha (ofring af heste) udført af Yudhishthira. Det er et ritual, der stammer fra den vediske periode. Ligesom Bhagavad-Gita er Anugita en samtale mellem Krishna og Arjuna − en ”eftersang” − hvor Krishna giver en detaljeret forklaring på undervisningen med mange mystiske hentydninger − en meget esoterisk afhandling. (Se også Arjuna, Bhagavad-Gita, Krishna, Mahabharata og Upanishader).

Anugraha
(Sanskrit). Anugraha eller Anugrahana stammer fra ”anu-grah”, der betyder ”at støtte”, ”at værne”, ”at fremme” og ”at behandle venligt”. Anugraha henviser til velvilje, venlighed og fremme af en god sag. I Vishnu Purana, er der syv skabelser, men der tilføjes to, og den 8. kaldes Anugraha, som ”besidder både godhedens og mørkets egenskaber”. Det er en tanke, der mere hører hjemme i Sankhya-filosofien end i Puranaerne. I Vishnu-Purana (1:5) anvendes Anugraha om den 8. skabelse (i Matsya og andre Puranaer om den 5. skabelse), der er perioden for udvikling af form, ”som rummer kvaliteterne godhed og mørke.” I Sankhya filosofien henviser Anugraha-Sarga til skabelsen eller dannelse af ”følelser eller mentale tilstande”. H.P. Blavatsky mener, at Anugraha er en tilsløring. Den 8. skabelse, der nævnes, er slet ikke nogen skabelse. Det er en tilsløring, fordi den refererer til en rent mental proces − erkendelsen af den ”9. skabelse”, som igen er en virkning af det, der var en ”skabelse” i den primære skabelse (Prakrita), dvs. en virkning, der manifesterer sig i den sekundære. Den 8. der kaldes Anugraha er Sankhyaernes (se Sankhya-Karika) intellektuelle skabelse eller Pratyayasarga skabelse. Det er ”den skabelse, som man har en forestilling om (i dens esoteriske aspekt), eller som man erkender intellektuelt (Anugraha) i modsætning til den organiske skabelse.” Det er den korrekte opfattelse af menneskets forhold til hele rækken af de forskellige ”guder” og især af forholdet til Kumaraerne − den såkaldte ”9. skabelse”, der i virkeligheden er et aspekt eller en afspejling af den 6. i den nuværende Manvantara (Vaivasvata Manvantara). ”Der er en 9. Kumara-skabelsen, som både er primær og sekundær”, oplyser Vishnu-Purana, der er den ældste af Puranaerne. Alle de forskellige ”skabelser”, der nævnes i Puranaerne, repræsenterer stadier i evolutionen, som sker i regelmæssig rækkefølge, og det, der befandt sig som latente frø, udfolder sig i manifestation, og dermed opstår de forskellige stadier. Derfor kan henvisningen i Vishnu-Purana f.eks. være et analogisk ræsonnement, der gælder både for et univers, et solsystem, en planetarisk kæde eller Jordens og menneskehedens udviklingsmæssige historie. (Se også Manvantara, Prakrita, Pratyaya, Pratyayasarga og Puranaer)

Anuket
(Egyptisk). Anuket eller Anukis er den græske betegnelse for den egyptiske gudinde Anqet. Anqet stammer fra ”anq”, der betyder ”omslutte” eller ”omfavne”. Anuket indgik i gudinde-triaden, der bestod af Anuket, Satet og Neith. De var alle hustruer til skaberguden Khnum eller Khnemu. Anuket var gudinde for katarakten ved Egyptens sydlige grænse, hvor hendes hovedhelligdom fandtes på øen Seheil. Hun afbildes normalt som en kvinde med en hovedklædning, der består af ildrøde fjer, som kunne stamme fra røde papegøjer. Grækerne identificerede Anuket med Hestia, gudinden for ildstedet. Man ved ikke, om de røde fjer stammer fra papegøjer, men alligevel har det givet anledning til en teori, der går ud på, at egypterne havde importeret gudinden Anuket fra afrikanske stammers gudelære. Når man ved, hvor omhyggeligt de gamle egyptere udviklede deres gude- og gudindesymboler, lyder det usandsynligt, at de skulle have valgt en nem løsning ved at kopiere et symbol fra en anden kultur med en helt anden religiøs symbolik. Det er vigtigere at fokusere på fjerenes farve, for rød var åndens og ildelementets farve i det gamle Egypten, og Anuket var 1. aspekt i Khnums gudindetriade. Anukets røde fjerkrone viser, at hun udgør den øverste position og funktion i den skabende triade af gudinder, der er forbundet med guden Khnum. Men på trods af at hun er i stand til at skabe former ved egen kraft, følger hun ikke sin egen vilje, men opfanger konstant den guddommelige vilje, som strømmer fra skaberguden Khnum. Fjerene er et smukt symbol på gudindens lydhørhed over for de guddommelige impulser, for fjerenes fibre opfanger og reagerer på selv de blideste vindpust – og i dette tilfælde kommer de fra ”nordenvinden”, som var en betegnelse for Khnum. (Se også Khnum, Neith og Selket).

Anukis
Se Anuket.

Anuloma
(Pali). Anuloma betyder ”direkte orden” eller ”rækkefølge”. Det skal forstås sådan, at opnåelsen af Anuloma er en naturlig følge af tilegnelsen af de tre egenskaber – Manodvaravajjana, Parikamma og Upacharo. Det er et udviklingsstadie, hvor man får et intenst ønske om frigørelse fra det fysiske liv og forene sig med det højeste. Hinduernes betegnelse for egenskaben er Mumukshatva. (Se også Manodvaravajjana, Parikamma og Upacharo).

Anumana
(Sanskrit). Anumana stammer fra ”anu-ma”, der betyder ”at udlede”, ”at konkludere” eller ”at forudsætte”. Anumana er derfor en følgeslutning eller en konklusion baseret på givne præmisser. I Samkhya-yoga er Anumana den anden af tre Pramanaer (beviser eller former for erkendelse), som bruges til at øge forståelsen eller til at søge viden. Nyaya-systemet nævner fire kilder til præcis viden, hvor Anumana (logisk konklusion) også er den anden. (Se også Pramana og Samkhya).

Anumati
(Sanskrit). Anumati stammer fra ”anu-man”, der betyder ”at godkende” eller ”at acceptere”. Anumati vil derfor sige enighed, bevilling og accept. Anumati er ofte personificeret som en gudinde. Anumati er den 15. dag i Månens cyklus, og det er angiveligt et tidspunkt, der er gunstigt for offergaver til Devaer og Pitrier. ”Ved fuldmåne bliver Soma af en gud gjort til gudinde”. Første halvdel af den tiltagende fase i Månens cyklus betragtes mytologisk som maskulin. Ved fuldmåne og de efterfølgende fjorten dage er Månen aftagende, og den betragtes som feminin. I nogle kulturer betragtes Månen som maskulin og i andre som feminin. På latin var Månen både Lunus (maskulin) og Luna (feminin), men i de fleste andre sprog er Månen næsten konsekvent enten maskulin eller feminin. (Se også Deva, Pitri og Soma).

Anumiti
Se Anumana.

Anunit
(Kaldæisk). Anunit er gudinden fra Akkad. H.P. Blavatsky fastslog, at Anunit er Venus, dvs. Lucifer, lysbringeren og morgenstjernen. Anunit var desuden aftenstjernen Isthar fra Erech, som var den samme planet. Anunit var en af de populære gudinder i den tidlige babyloniske befolkning, som i et aspekt kaldes Ishtar. Tilbedelsen af Anunit var markant på Sippar i den senere babyloniske periode. Man rejste et sanktuarie, der var dedikeret til hende ved Sargon af Akkad i Babylon (3800 f.Kr.).

Anunnaki
(Kaldæisk). Anunnaki er engle eller ånder fra Jorden − også jordiske Elementaler. Anunnaki er et hierarki af laverestående engle i den babyloniske mytologi. Det er Jordens engle eller underverdenens engle, og stjerneguder, der er sunket under horisonten og fungerer som dommere over de døde. Under Anunnaki er der flere grupper − Sadu Vadukku, Ekimu og Gallu − og nogle repræsenterer godhed og andre ondskab. Anunnaki er desuden elementaler. I sumerisk mytologi er Anunnaki børn og tilhængere af An − de afdødes dommere. (Se også Elementaler).

Anunnaki
(Kaldæisk). Anunnaki er et hierarki af laverestående engle i den babyloniske mytologi. De er Jordens eller underverdenen engle. De er stjerneguder, som er sunket under horisonten, og er blevet de afdødes dommere. Under Anunnaki er der flere grupper af ånder − sadu, vadukku, ekimu og gallu. Nogle omtales som gode og andre som onde. Anunnaki er desuden jordelementaler. I den sumeriske mytologi er det børn og tilhængere af An, der dømmer de afdøde. (Se også Ekimu, Elementaler, Gallu og Igaga).

Anupadaka
(Sanskrit). Anupadaka, Anupapadaka eller Aupapaduka betyder ”forældreløs”, ”selveksisterende”, ”selvskabt” eller ”født uden forældre eller ophav”. I buddhismen er det et udtryk, der sædvanligvis henviser til selvskabte guder og Dhyani-Buddhaer. Anupadaka er ”det, hvori endnu intet legeme er skabt”. Det er det næsthøjeste plan i solsystemet – det monadiske plan eller åndens plan. Sammen med Atma, som er det højeste trin i menneskets udvikling, udgør det en treenighed for guddommelig skabelse. Adi-Anupadaka-Atmaska skaber og opretholder solsystemet. De tre aspekter i Sollogos kaldes også vilje, visdom og virksomhed. (Se også Anupapaduka-Bhuta, Anupapaduka-Tattva og Dhyani-Buddhaer).

Anupapaduka-Bhuta
(Sanskrit). Anupapaduka-Bhuta stammer fra ”aupapaduka”, der betyder ”selvskabt” og ”bhuta”, der betyder ”element” fra roden ”bhu”, der betyder ”at blive”. Anupapaduka-Bhuta er derfor det selvskabte element − dvs. den anden i nedstigende skala af de syv kosmiske Bhutaer eller elementer. Anupapaduka-Bhuta svarer derfor til 2. Logos eller den umanifesterede Logos. (Se også Anupadaka, Anupapaduka-Tattva og Bhuta).

Anupapaduka-Tattva
(Sanskrit). Anupapaduka-Tattva stammer fra ”aupapaduka”, der betyder ”selvskabt” og ”tattva”, der betyder ”essens”. Tattva repræsenterer bevidstheden, energien eller den åndelige side af en skabning. Anupapaduka-Tattva er det selvskabte eller forældreløse princip − dvs. den anden i nedstigende skala af de syv kosmiske Tattvaer. I Indiens filosofiske skoler regner man kun med fem. Aupapaduka henviser til den mystiske mening om noget, der opstår − uanset om det er i kosmos eller i et menneske − udelukkende af den iboende energi. Det opstår derfor ikke som afkom eller barn af en forgænger. Aupapaduka-Tattva svarer derfor til 2. Logos eller den umanifesterede Logos. (Se også Anupadaka, Anupapaduka-Bhuta og Tattva).

Anuttara
(Sanskrit). Anuttara består af ”ikke” og ”uttara”, der kan sammenlignes med ordene ”ud” eller ”op”. Anuttara betyder uovertruffen, enestående, uden lige osv. Eksempelvis betyder Anuttara-Bodhi uovertruffen eller enestående intelligens eller visdom, og Anuttara-Dharma er en enestående eller uovertruffen lov eller religion. I buddhismen er Anuttara-Tantra en af de fire grupper af tantriske afhandlinger, der fortolker de yogiske teknikker til opnåelse af den højeste sandhed. Hos jainister er Anuttaraer (maskulin flertal) en gruppe af guder.(Se også Jain).

Anuttara-Samyak-Sambodhi
(Sanskrit). Anuttara-Samyak-Sambodhi er det uoverstigelige, barmhjertige og oplyste hjerte. Det er Jivanmukta eller ”det frigjorte liv” – frigjort fra reinkarnation. Det er fuldkomne skabninger, der er forbundet i enhed, og derfor kan de ”passere gennem alle seks eksistensplaner (Rupa-Loka) og træde ind i de tre højeste verdener (Arupa)”. (Se også Arupa, Jivanmukta, Loka og Rupa).

Anvaya
(Sanskrit). Anvaya betyder ”falsk lys” eller ”uærlig fremtoning”.

Anyamsam
Se Aniyamsam.

Anæstesi
(Græsk). Anæstesi stammer fra ”anaisthesia”, der betyder ”følelsesløs”. Det er en tilstand med hel eller delvis følelsesløshed. De mange referencer til bedøvelsesmidler i de gamle kulturer indikerer, at man vidste meget om emnet, som man er uvidende om i nutiden. H.P. Blavatsky henviser bl.a. til en hellig drik, der blev brugt af hierofanter i ceremonierne for at frigøre astrallegemet fra bindingen til det fysiske legeme, og det gjorde det muligt at gennemføre kontrollerede ud-af-kroppen-oplevelser. Anæstesi virker med større besvær på kirurgiske patienter, der lider af skræk, før de bedøves, og der er også større bivirkninger fra bedøvelsesmidlet end hos mennesker, der ikke føler angst. Den første fase i almindelig anæstesi, er sædvanligvis ikke ubehagelig, og den resulterer ganske enkelt i tab af fysisk bevidsthed. Derefter begynder anden fase, hvor man kæmper mere eller mindre energisk − sandsynligvis pga. en automatisk reaktion på den fysiske krop, der forsøger at forhindre, at astrallegemet adskilles fra det fysiske aspekt. I tredje fase slapper musklerne af, og hjerte og lunger finder en almindelig rytme, der er under kontrol af det sympatiske nervesystem, og patienten glider ind i en dyb og drømmeløs søvn. Bevidstheden forlader sin sædvanlige tilstand af væren, og bevæger sig mere eller mindre dybt ind på de subjektive bevidsthedsplaner i det indre liv. Det er en tilstand, der paradoksalt nok kan kaldes ”bevidst bevidstløshed”. Der er en risiko for, at sjælen kan komme så langt i adskillelsen fra den fysiske krop, at den ikke vender tilbage igen. Resultatet er fysiske død. Men bevidstløsheden er udelukkende en fysisk tilstand. Mennesker er stadig bevidst i et aspekt af sin indre natur, på samme måde som mennesket gennemgår en serie af stadig dybere former for bevidsthed efter den fysiske død. Nogle mennesker er blevet bragt tilbage efter en dødlignende tilstand, og efter nær-død-oplevelsen har de en mere eller mindre klar erindring om en tilstand af at være transcenderet til noget, som de aldrig nogensinde havde forestillet sig i fysisk tilstand. Deres første følelse er en ubeskrivelig fred og befrielse. Derefter oplever de en mental klarhed med kosmiske visioner om fuldkommen sandhed og en realisering af det selveksisterende ”Selv”, som en del af den universelle helhed. Det åndeligt bevidste menneske kan opnå en øjeblikkelig og fuldstændig Buddhi-Manasisk erkendelse af ”tingene som de er”, men eventuelle glimt af viden kan blive misforstået af hjerne og tankesind pga. forudfattede filosofiske eller religiøse idéer. Gennemsnitsmennesket bringer kun lidt eller overhovedet ingen erindring tilbage om sin oplevelserne på de indre planer. Det bedøvede menneske kan eventuelt være bevidst om at befinde sig uden for sin krop, og eventuelt se ned på kroppen under operationen, og det kan bevarer en svag erindring om ud-af-kroppen-oplevelsen, når det igen vågner til fysisk bevidsthed.

Apah
Se Apas.

Apamnapat
(Sanskrit). Apamnapat stammer fra Apam, der betyder ”vande” fra ”ap”, der betyder ”vand” og ”napat”, der betyder ”barn”, ”søn” eller ”afkom”. Apamnapat er derfor ”vandenes søn” i Vedaerne. Det er et navn på Agni (den kosmiske og jordiske ild), der er opstået som et lyn fra himmelhvælvingen eller fra det kosmiske rum, der ofte kaldes ”vandene” eller ”urhavet” i de gamle skrifter. Apamnapat har forbindelse med Fohat. På samme måde som Fohat er den kosmiske vitalitet manifesteret i en af sine former som ild (Agni), elektricitet og magnetisme i mange varianter, og Fohat eller Apamnapat er ”et barn” eller ”afkom” af det kosmiske rum eller de kosmiske vande. Men vandene består ikke af væske, sådan som man kender det fra den fysiske verden, men af æter – ”rummets flammende vande”. Fohat kaldes også ”æterens søn” i sit højeste aspekt som Akasha. (Se også Agni, Akasha, Fohat og Veda).

Apana
(Sanskrit). Apana stammer fra ”apa”, der betyder ”væk” eller ”ned”, og ”an”, der betyder ”at puste” eller ”at ånde”. Apana vil sige at ”ånde ned” eller at ”ånde væk”− dvs. indtage livsenergier, livsstrømme eller Prana, som vitaliserer og renser mennesket. Apana kan oversættes med ”subtil energi”, der bevæger sig i maveregionen og styrer fjernelse af affaldsprodukter fra kroppen. Som ”apa” i betydningen ”væk” antyder, er det Prana, som udskiller materiale eller biprodukter fra systemet, der ikke længere er behov for, i modsætning til funktionen Udana, den opadstigende livsstrøm i menneskekroppen, der opbygger og opretholder kroppen. I yoga oversættes Prana med ”livskraft”, og ordet henviser til en kosmisk energi, der stammer fra Solen og forbinder elementerne i Universet. Prana er et universelt princip om energi eller kraft, der er ansvarlig for kroppens liv, varme og opretholdelse. Prana er derfor summen af al energi, som er manifesteret i Universet. Livsenergien Prana er detaljeret beskrevet i Vedaerne. I Ayurveda, Tantra og Prana Vayu (tibetansk medicin) er den essentielle Vayu (vind, luft), som alle andre Vayuer udgår fra. (Se også Prana, Tantra, Udana og Vayu).

Apap
Se Apep.

Aparavidya
(Sanskrit). Aparavidya består af ”ikke” og ”para”, der betyder ”fremmest” samt ”vidya”, der betyder ”viden” fra roden ”vid”, der betyder ”at se”, ”at vide” og ”at opfatte”. Aparavidya betyder derfor den ”ikke-fremmeste viden” i Vedanta-filosofien – dvs. den lavere visdom om Brahman. Der henvises til relative kundskaber, som er opnået ved hjælp af intellektet og via udførelse af rituel tilbedelse og tjeneste. Aparavidya er derfor en modsætning til Paravidya – den højeste visdom eller den transcendentale viden om Brahman, som kun er opnåelig for den, der har opnået Moksha (befrielse) i løbet af inkarnationen. Det er en skelnen mellem den eksoteriske og den esoteriske tradition og doktrin, som findes i stort set alle kulturer. (Se også Brahman, Moksha og Vedanta).

Aparigraha
(Sanskrit). Aparigraha består af ”ikke” og ”parigraha”, der betyder at ”begære noget” eller at ”kræve noget til sig selv”. Aparigraha er derfor ”ikke-besiddertrang”. Aparigraha er en modsætning til Asteya, der henviser til det, der er virkelig nødvendigt − og ikke mere end det. Aparigraha eller ikke-besiddertrang er både et Jain-koncept og et aspekt af Raja Yoga eller Ashtanga Yoga. Udtrykket betyder normalt at begrænse ejendele til det, der er nødvendigt eller vigtigt, og det skifter fra tidsperiode til tidsperiode – hvorimod en Sadhu ikke ønsker at eje noget. Det er et af de fem principper i jainismen, som sammen med Ahimsa (ikke-vold), Asteya (ikke-stjæle), Brahmacharya (ikke have sex dvs. cølibat) og Satya (sandfærdighed). De kaldes også de fem begrænsende løfter. I Yoga Sutras, der er baseret på Raja Yoga-traditionen, er Aparigraha den femte Yama eller nøglen til selvbeherskelse efter Ahimsa (ikke-vold), Satya (sandfærdighed), Asteya (ikke-stjæle) og Brahmacharya (cølibat). (Se også Ahimsa, Brahmacharya, Jain, Raja Yoga, Sadhu, Satya og Yama).

Aparinamin
(Sanskrit). Aparinamin består af ”ikke” og ”pari”, der betyder ”rundt om” eller ”omkring” samt roden ”nam”, der betyder ”at bøje”, ”at dreje” eller ”at ændre”. Aparinamin er det uforanderlige, som er det modsatte af Parinamin, der henviser til det, som er underlagt ændring, differentiering eller forfald. Aparinamin bruges i forbindelse med Purusha og Prakriti eller Pradhana i betydningen deres grundlæggende essens af permanent åndelig substans. I Puranaerne kaldes både Purusha (ånd) og Aparinamin (uforanderlig) eksempelvis Avyaya, der betyder ”uforgængelig”, mens Prahana eller Prakriti (stof i elemental-stadiet) er Vyaya (forgængeligt) og Parinamin, der betyder ”underlagt forandring”. Men når Purusha og Prakriti betragtes ud fra de perioder, hvor de er i manifestation, bliver deres aspekter Maya (illusoriske), og deres samspil er derfor omfattet af ændringerne under evolutionen i den aktuelle Manvantara. (Se også Manvantara, Maya, Pradhana, Prakriti, Puranaer og Purusha).

Aparoksha
(Sanskrit). Aparoksha betyder ”direkte opfattelse” eller ”direkte oplevelse af sandheden”. Aparoksha henviser til guddommelig Jnana eller viden, som modtages fra højeste åndelige kilde, og som kaldes Aparoksha-Jnana. Der er tale om identifikation af det individuelle Selv med det universelle Selv via en direkte oplevelse af den højeste sandhed. Iflg. Advaita Vedanta-filosofien er Brahman (eller ”Det Absolutte”), den eneste virkelighed, og verden har ingen eksistens udover Brahman. I Aparokshanu-Bhuti omtales metoderne og vejen til en direkte oplevelse af Brahman og den ultimative sandhed. Metoden til at føre tankesindet fra Paroksha-Jnana til Aparoksha-Jnana oplyses i 6. kapitel af Chhandogya-Upanishaden (fra omkring 600-tallet), hvor Uddalaka-Aruni instruerer studerende i Svetaketu. Indirekte viden om Brahman er givet som udsagn i Upanishaden med ordene ”Satyam-Jnanam-Anantam Brahma” – ”sandhed-viden-uendelighed er Brahman” − og direkte kendskab til temaet findes i 6. kapitel af Chhandogya-Upanishaden, som også har vigtige sætning ”Tat-Tvam-Asi” – ”Det-er-Dig”. Ordene rummer grundtanken i Upanishade-læren, som siger, at ethvert individ i sit inderste væsen (Atman) er identisk med verdensaltet eller Brahman. Stedordene ”Det” og ”Dig” refererer til henholdsvis et fjernt objekt og et nært objekt, som er velkendt. (Se også Atman, Brahman, Jnana og Upanishader).

Apas
(Sanskrit). Apas eller Apah stammer fra ”ap”, som betyder ”vand” eller ”fugtig” og i flertal betyder Apas ”vandene”, der symboliseres med feminine guddomme, gudinder og guddommelige mødre, som har født alt. Kosmisk set er Apas eller Apas’er urhavet, som er Universets byggesten. En tekst siger: ”Apas (vandene) antager forskellige former på Jorden, skaber atmosfæren, himlen, bjergene, guderne og mennesker (Deva-Manushyah), kvæg, fugle, græs, træer, dyr og desuden orme, fluer og myrer. Apas (vand) er i høj grad alle disse former”. Apas eller Ap er desuden navnet på en dæmon, der er forbundet med måneden Karttika (oktober). Apas nævnes også som en Prajapati af den anden Manvantara (manifestationsperiode) og søn af Vasishtha. (Se også Manvantara og Prajapati).

Apas-Bhuta
(Sanskrit). Apas-Bhuta stammer fra ”ap”, som betyder ”vand” eller ”fugtig” og ”bhuta”, der betyder ”element” fra roden ”bhu”, der betyder ”at være” eller ”at blive”. Vandelementet er det sjette af de syv kosmiske Bhutaer i nedadgående skala (hvoraf de fem er almindeligt anerkendt), og det er det andet i opadgående skala på elementernes kosmiske stige. Apas-Bhuta svarer til Linga-Sharira i menneskets opbygning. (Se også Apas, Apas-Tattva, Bhuta og Linga-Sharira).

Apas-Tattva
(Sanskrit). Apas-Tattva eller Apattattva stammer fra ”ap”, som betyder ”vand” eller ”fugtig” og ”tattva”, der betyder ”virkelighed” − det indre åndelige lys. Vandet eller urhavet er grundlag for den manifesterede virkelighed. I nedadgående skala er vandelementet det sjette af de syv kosmiske Tattvaer, der er principper eller kategorier i naturen. I Upanishaderne og Vedanta nævnes kun fem af de syv Tattvaer. (Se også Apas, Apas-Bhuta, Mahattattva, Tattva, Upanishader og Vedanta).

Apattattva
Se Apas-Tattva.

Apava
(Sanskrit). Apava stammer fra ”ap”, der betyder ”vand”. Apava betyder bogstaveligt ”han, der bevæger sig i eller på rummets vande”. Apava er et aspekt af Narayana eller Vishnu og af Brahma i kombination, for ligesom den sidstnævnte inddeler Apava sig selv i to dele − maskulin og feminin − og skaber Vishnu, som skaber Viraj, som skaber den første manu − Manu Svayambhuva. Manuen skabte derefter de ti Prajapatier, der er stamfædre til den manifesterede verden. I Mahabharata er Apava et navn på Prajapati Vasishtha. Navnet forklares og fortolkes på forskellige måder i brahmanistisk litteratur. (Se også Brahma, Mahabharata, Manu, Narayana, Prajapati og Vishnu).

Apavarga
(Sanskrit). Apavarga stammer fra ”apa-vrij”, der betyder ”holde op med” eller ”at opfylde”. Apavarga vil sige at holde op med at blive genfødt eller at frigøre sig fra reinkarnation. Dermed menes der sjælens frigørelse fra gentagne fødsler og opnåelse af Moksha, Nirvana eller befrielse. (Se også Moksha og Nirvana).

Apeiros
(Græsk). Apeiros betyder ”grænseløs”, ”uendelig” eller ”grænseløs ekspansion”. Apeiros blev brugt af Anaximander, Anaximenes og Platon i Philebus. Det tilsvarende udtryk − Apeiria − blev brugt af Anaxagoras og Aristoteles. Det svarer til Ain-Soph, og iflg. Porfyr svarer det til Pythagoras’ monade, der er ”årsag til al enhed og målestok for alle ting.” (Se også Ain-Soph, Anaxagoras, Anaximenes, Platon og Pythagoras).

Apep
(Egyptisk). Apep eller Apap var de gamle egypteres billede på ondskab, der symbolsk havde taget form som en slange. Generelt blev Apep betragtet som den laveste og tætteste del af åndens differentiering. Apep omtales i Dødebogen som den, der dræber solbarken og Solen. Apep var desuden sjælens banemand, fordi sjælen kun var løst knyttet til sin udødelige ånd. Efter at Typhon have dræbt Osiris, inkarnerer Typhon i Apep, og han forsøger nu at dræbe Osiris’ søn Horus, men Apep bliver dræbt af Horus ved hjælp af kraften fra Osiris − det buddhiske princip. Apep er desuden den slange, der dræbes af solguden Ra. Kampen er et andet aspekt af myten om kampen mellem Horus og Seth, og guderne repræsenterer henholdsvis kosmisk og fysisk lys og kosmisk og fysisk mørke. Ligesom Taoer (eller Ta-ap-oer, der er Typhons kvindelige aspekt), kaldes Apep ”den, der fortærer sjælene”, fordi Apep symboliserer menneskets dyriske krop. Den fysiske krop består af stof, der overlades sjælsløs til sig selv. Osiris er ligesom alle andre solguder en betegnelse for et åndeligt aspekt eller åndelig bevidsthed. Horus den Ældre med solskiven på hovedet symboliserer højere Manas eller højere bevidsthed, mens Horus den Anden, der bærer dobbeltkronen, repræsenterer personligheden og selvbevidsthed. På mange relieffer kan man se Horus den Anden i kamp, hvor han bliver hjulpet af guder med sjakalhoved (Anubis), der er bevæbnet med ankh-kors og spyd, hvor de sammen dræber Apep. Scenerne kan betragtes som den tidligste form for Skt. George og Dragen eller Michael og Satan osv. Apep-slangen eller ondskaben dræbes af Aker, der er Seths slange, og det viser slangesymbolets dobbelte betydning. Kosmologisk betyder det, at der skabes orden i de turbulente principper i kaos, i mennesket henviser det til indvielsernes prøver og i astronomi til eklipser. Apep blev af grækerne kaldt Apophis. (Se også Apophis, Horus den Anden, Horus den Ældre, Manas og Osiris).

Apis
(Egyptisk). Apis var en tyr, som på egyptisk hed Hapi-ankh – ”den levende døde”. Den repræsenterede Osiris, som var inkarneret i den hellige hvide Apis-tyr. Egypterne tilbad ikke selve tyren, for den var et symbol på Osiris, på samme måde som de kristne beder til lammet, der er symbol på Kristus. Apis er den hellige tyr, som første gang blev fundet af egyptologen Mariette i Serapeums underjordiske gravlabyrint ved Sakkara. Apis-tyren har en historie, der er lige så lang som den egyptiske civilisation, og Apis-kulten blev først afviklet i forbindelse med kristendommens indførelse. I århundredernes løb fik det oprindelige esoteriske begreb mange former. Apis-tyrens kult var knyttet til Memphis og skaberguden Ptah og repræsenterede gudens lavere aspekt – dvs. den guddommelige vilje eller hensigt manifesteret i stoffet. Den hvide Apis-tyr bærer solskiven (symbolet på solguden Ra eller ånden) mellem sine horn og viser dermed livet, som er sænket ned i stoffets duale verden. Apis blev på den måde forenet med Ra – det lavere og det højere blev forenet. Apis smeltede som sagt også sammen med Osiris, for Osiris symboliserede ånden, der genopstod fra graven. Når Apis-tyren var 28 år gammel – den alder, hvor Osiris blev slået ihjel af Seth − blev tyren slået ihjel under en stor ceremoni. (Se også Osiris).

Apokryf
(Græsk). Apokryf stammer fra det græske ”apokryfos”. Apokryf betyder ”hemmelig” eller ”skjult”. Apokryfisk er betegnelsen på de skrifter, der er blevet fjernet fra Det Gamle og Det Nye Testamente som ”uheldige” eller i hvert fald ligegyldige i teologisk henseende. Nogle apokryfe bøger har dog fået deres plads selv i nyere bibeludgaver, selv om de ikke sidestilles med de kanoniske skrifter – dvs. de hellige bøger, der anvendes under gudstjenesten − mens andre og størsteparten er forsvundet ud af Bibelen.

Apollon
(Græsk). Apollon er en græsk gud for det gode, det smukke, for harmoni, inspiration, musik og for digtekunst. Apollon kaldes også Foibos eller Phoebus på latin. Det betyder ”den rene” eller ”den skinnende”. Romerne kaldte ham Apollo. Apollon var søn af Zeus og Leto (Latona) − polarområdet eller natten – og hans tvillingesøster var Artemis (Diana). Hans fødsel repræsenterede udstråling af lys fra mørket. Apollon var en af de mest populære guder i den græske mytologi. Han var først og fremmest lysets guddom, og han var forbundet med Solen. Derfor var det ham, der gav liv, lys og visdom til Jorden og menneskeheden. H.P. Blavatsky oplyste, at ”Apollon og Artemis er den mystiske Sol og den højere esoteriske Måne”. Apollon symboliserede orden, retfærdighed, lov og udrensning ved bodshandling. Han straffede ondskab, og det blev symboliseret af buen, som han brugte, dengang han dræbte Python, selv om han dengang kun var et spædbarn. Han ikke alene straffede ondskab, for han var desuden en guddom, der afværgede ondskab. Han var også gud for medicin og healing og far til Asklepios, som han ofte bliver identificeret med. Han var også gud for profeti, og han var især tilknyttet oraklet i Delfi, men også med Klaros og Didyma. Et andet vigtigt sted for tilbedelse af Apollon var på Delos, der var hans fødested. Han var desuden skytshelgen for sang og musik og beskytter af afgrøder og menneskemængder. Hans musikinstrument, som han havde fået af Hermes, var den hellige syvstrengede heptachord-lyre, der er udtryk for Logos’ syvfoldige manifestationer i Universet og i mennesket. Apollon var derfor også Solen med dens syv hellige planeter. Apollons hellige træ var laurbærtræet (Dafne), og laurbærgrene bruges stadig til hæderskranse for digtere og musikere. Apollon svarer på en måde til den hinduistiske Indra og Karttikeya og til den kristne ærkeengel Michael, men i Romerriget var det Janus, der var lysets gud. (Se også Artemis, Asklepios, Hermes, Indra, Janus, Murugan, Latona, Python og Zeus).

Apollonius af Tyana
(Græsk). Apollonius af Tyana var ny-pythagoræisk filosof. Han blev født i Kappadokien. Han levede i 1. årh. e.Kr. og blev kendt for sit asketiske liv, sin morallære og sine magiske evner. Hans lære var baseret på hermetikkens allegorier, men i en mere faktuel udgave. Apollonius af Tyana var en mester med stor autoritet. Han studerede den pythagoræiske filosofi og de fønikiske videnskaber under Euthydemus og andre studier under Euxenus fra Heraclea. Han rejste meget bl.a. til Babylon og Indien, hvor han var i forbindelse med kaldæerne, brahmanerne og buddhisterne. Hans liv var dedikeret til oplysning om etik og moral, og han profeterede og udførte healing, og der findes mange veldokumenterede fænomener eller såkaldte ”mirakler” udført af ham. Iflg. åndsvidenskaben er han en tidligere inkarnation af mesteren Jesus, og H.P. Blavatsky oplyser, at Apollonius af Tyana snarere var en Nirmanakaya end en Avatar. Han var vegetar i hele sit liv, og han spiste kun frugter og urter. Han drak ingen vin, bar kun klæder fremstillet af plantefibre, gik barfodet og lod håret vokse til fuld længde ligesom alle andre indviede havde gjort både før og efter ham. Han blev indviet af præsterne i Asklepios-templet ved Ægaæ og lærte mange healings-”mirakler”. Han forberedte sig til en højere indvielse ved at praktisere tavshed og stilhed i fem år, og han besøgte Antioch, Ephesus og Pamphylia og andre egne. Da han rejste til Indien via Babylon, forlod alle hans disciple ham, for de var bange for at tage til ”fortryllelsens land.” Damis − en discipel, som han mødte på sin vej − fulgte ham imidlertid på rejserne. Iflg. Damis blev han indviet af kaldæerne og magerne i Babylon. Damis’ beretning blev kopieret af Philostratus 100 år senere. Efter sin tilbagevenden fra Indien optrådte Apollonius af Tyana som en sand indviet, hvor han profeterede pest, jordskælv, kongers død og andre begivenheder, som skete nøjagtig som profeteret. På Lesbos blev en Orfeus-præst jaloux på ham, og nægtede at indvie ham i de orfiske mysterier, men indvielsen skete mange år senere. Før sin død grundlagde han en esoterisk skole i Efesos. Apollonius af Tyana døde i en alder af næsten 100 år. (Se også Avatar, Nirmanakaya, Orfeus og Orfisme).

Apollyon
(Græsk). Apollyon er latin, men ordet stammer fra ”apollunai”, der betyder ”total nedbrydning”. Apollyon er derfor nedbryderen − et navn, der senere blev givet til Djævelen (Åb 9:11) af de kristne. Apollyon stammer fra det samme verbum som Apollo. Symbolet er udtryk for, at kraften til enhver vækst rummer en lige så stor nedbrydnings- og spredningskraft, som er en forudsætning for ny vækst. Oprindeligt repræsenterede Apollyon derfor et vigtigt esoterisk begreb, men i kristen tid blev Apollyon pga. af præsternes uvidenhed forvandlet til at være identisk med Satan. Den kirkelige monoteisme krævede, at nogle af de positive skabende kræfter blev fjernet fra Himlen og forvist til afgrunden. (Se også Apollon).

Apophis
(Græsk). Apophis symboliserede kaos, og blev fremstillet som en dæmonisk slange af gigantisk størrelse, der forstyrrede den kosmiske orden ved at angribe solbarken hver morgen og hver aften. Evigt besejret men også evigt genfødt var han uforgængelig og et fast element i den kosmiske orden. Apophis var den trussel, der udfordrede de kræfter, der forsøgte at skabe balance. Mange hellige skrifter fortæller om angrebene fra Apophis og om hans nederlag. I templerne udførte man hemmelige ritualer, som havde til formål at paralysere angrebene fra det forfærdelige monster på det tidspunkt, hvor solskiven steg op over horisonten. Apophis identificeres ofte med den egyptiske gud Seth. (Se også Apep og Seth).

Aporrheta
(Græsk). Aporrheta betyder ”forbudt”, ”hemmelig”, ”mystisk” og ”noget der ikke tales om”. Aporrheta er hemmelige instruktioner om esoteriske emner. Instruktionerne blev givet til neofytter under indvielsesceremonierne i de egyptiske og græske mysterier. I en dybere betydning henviser Aporrheta til specifikke fakta af teknisk esoterisk karakter, der gives af mestre i forbindelse med indvielse, og som det er forkert at videregive informationerne til uindviede, og derfor er de forbundet med tavshedspligt.

Apostolisk succession
Apostolisk succession er en trosforestilling, der praktiseres i forskellige grene af den kristne kirke. Doktrinen medfører, at biskoppelig magt er nødvendig for den anerkendte administration af sakramenterne og for modtagelse af Guds ordrer og befalinger mv. Apostolisk succession er blevet praktiseret ubrudt siden Saint Peter, som angiveligt var den discipel, som Jesus stolede på. Den grundlæggende idé, der blev til den apostoliske succession, kopierede den tidlige kristendom fra den esoteriske lære hos Middelhavets folkeslag. Det oprindelige esoteriske ritual bestod i, at lys blev videregivet fra en mester til en anden i forbindelse med en indvielse. Dermed skabes der det, der kaldes Guruparampara eller overførsel af energi og viden fra lærer til lærer i en uafbrudt serie eller række af lærere. En lignende praksis eksisterede i de Eleusinske mysterier, hvor Hierofanterne stammede fra én familie – Eumolpidae – men samme praksis fandtes i mange andre dele af verden. (Se også Eleusinske mysterier, Guruparampara og Hierofant).

Apparition
(Latin). Apparition stammer fra ”apparitio”, der betyder ”at komme til syne”. Åndsvidenskaben beskriver Apparition som en visuel oplevelse af en diskarneret eller nulevende person, som ikke er fysisk til stede. Apparition er derfor en slags genfærd, der, selv om fænomenet sjældent forekommer, er både ægte og autentisk. Tilsynekomsten skyldes den døendes intense tanke om et andet menneske, og det gør det muligt et kort øjeblik at manifestere sig synligt for det andet menneske. Årsagen kan være et intenst ønske om at se eller vise sig for den anden, eller det kan være en projektion af en Mayavirupa af den døende. I det sidste tilfælde kræver det en bevidst evne og kraft til at adskille og projicere det højere astrale-mentale legeme. (Se også Mayavirupa).

Apperception
(Latin). Apperception stammer fra ”ad”, der betyder ”til”, og afledningen af ”percipere”, der betyder ”opfatte” eller ”tilegne sig”. Det er et filosofisk begreb, som betegner et stadie, der befinder sig over eller er mere subtilt end perception. Perception involverer selvbevidsthed, dvs. erkendelse ved at forbinde nye idéer med velkendte idéer. Indtryk, der modtages ved hjælp af perception og forstås af tankesindet, er relateret til andre indtryk, som er lagret i hukommelsen, og dermed er det muligt at kombinere og skabe komplekse idéer. Apperception kan derfor kaldes perception ledsaget af opmærksomhed sammen med en fortolkende kraft. I modsætning til forestillingen om, at tankesindets højere sanser er kunstigt opbygget fra det lavere, er teorien baseret på, at intuitive eller oprindelige indre kræfter er de primære. Spirende Apperception, som er de lavere niveauers Mahat, er især udviklet af elementalernes tredje orden, som efterfølges af det første objektive naturrige, der kaldes mineralriget, og i sidstnævnte er Apperception helt latent, og kan kun genskabes i planteriget. Og det, der kaldes ”dyr” i den primære skabelse, er kimen til vækkelse af bevidsthed eller Apperception. Det er det, der svagt spores i bestemte sensitive planter på Jorden og mere tydeligt i protoctista monera − organismer, der kendetegnes ved at have cellekerne (dvs. være eukaryoter). Protoctista omfatter de undergrupper, som hverken er dyr, planter eller svampe, f.eks. grupper af encellede organismer som ciliater, foraminiferer og coccolitter samt grupper, der kan indeholde eller udelukkende består af flercellede former som f.eks. forskellige alger, der hverken er planter eller dyr, men en eksistens mellem de to. (Se også Mahat).

Apport
(Fransk). Apport stammer fra ”apporter”, der igen stammer fra det latinske ”apportare”, der betyder ”at bringe hjem”, ”at hente”. Ordet er afledt af ”ad” og ”portare”, der betyder ”at bære”, ”at bringe”, ”at hente”. Apport er en betegnelse, man møder i åndsvidenskaben. Apport henviser til, at fysisk stof kan påvirkes og opløses i finere og mere subtile bestanddele og føres op på et metafysisk plan. Herefter kan stoffets atomer igen samles og manifesteres på det fysiske plan – muligvis på et andet sted. Apport-fænomenet kendes inden for spiritismen, hvor genstande pludseligt daler ned i en kreds af mennesker. Kraften formidles som regel af et medium. (Se også Spiritisme).

Apportation
Apportation er evnen til at projicere et objekt gennem rummet og derved flytte det fra et sted til et andet. Det kan være en menneskelig form eller ethvert andet objekt. Evnen omtales ofte i indiske skrifter, men man møder den også i forbindelse med kristne helgener og åndelige skikkelser som Apollonius af Tyana. (Se Apollonius af Tyana og Apport).

Apsara
(Sanskrit). Apsara eller Apsarasa stammer fra ”ap”, der betyder ”vand” og ”saras”, der betyder ”flyde” fra roden ”sri”, der betyder ”at flyde”, ”at glide” og ”at blæse”. Apsara er også kendt som Vidhya Dhari eller Tep Apsar hos khmererne, Acchara på pali, og på engelsk oversættes ordet Apsara med ”nymfe”, ”himmelsk nymfe” og ”himmelsk jomfru.” Apsara er betegnelsen for en Undine eller en vandnymfe fra Indras Himmel. Apsaraerne er iflg. en populær overbevisning ”gudernes hustruer”, og de kaldes Suranganaer − og med et mindre respektfuldt udtryk, kaldes de Sumad-atmajaer eller ”behagelighedens døtre”, for man mener, at når de viste sig ved kværningen af urhavet, ville hverken guder (Suraer) eller dæmoner (Asuraer) tage dem som legitime hustruer. Apsaraer omtales i Vedaerne. Der er to typer – Laukika, der er jordiske, og 34 specificeres, mens Daivika er guddommelige, og her omtales 10. Urvasi, Menaka, Rambha og Tilottama er de mest berømte blandt Apsaraerne. Apsaraer sammenlignes nogle gange med muser i oldtidens Grækenland, hvor hver af de 26 Apsaraer i Indras hof repræsenterer et aspekt af scenekunsten. Apsaraer er forbundet med vand, og dermed kan de sammenlignes med Nymfer, Dryader og Najader i oldtidens Grækenland. De har desuden relation til frugtbarhedsritualer. En gruppe af de feminine guddomme er kendt som himmelske vandnymfer, og de befinder sig sædvanligvis mellem skyerne og ikke i havene på Jorden, selv om de angiveligt ofte besøger Jorden. De alfelignende hustruer til Gandharvaerne (de himmelske musikere) kan ændre form efter behag, og de illustreres ofte som vandfugle. I Puranaerne og Ramayana relateres deres oprindelse til kværningen af de kosmiske vande. I Yajur-Veda kaldes Apsarasaerne for ”solstrålerne” på grund af deres forbindelse til Gandharvaerne, der personificerer Solen. H.P. Blavatsky betragter Apsarasaerne som ”både kvaliteter og mængder”, men også som ”vandplanter, der virker som sovemiddel og indre naturkræfter”. (Se også Asura, Dryader, Gandharva, Indra, Laukika, Naturånder, Puranaer, Ramayana, Sura, Undine, Urvasi, Veda og Vidya).

Apsu
Se Ab-Soo.

Apta
(Egyptisk). Apta betyder ”seng”, ”krybbe” eller ”fødested” for Solen.

Apurva
(Sanskrit). Apurva betyder ”første årsag”.

Aquarius
Se Vandbæreren.

Aquinas
Thomas Aquinas (1225?-1274) var italiensk filosof og medlem af den dominikanske orden. Han var elev af Albertus Magnus, og den mest fremtrædende kristne filosof i Middelalderen. Han blev kanoniseret i 1323, og i 1567 titulerede man ham ”kirkens læge”. Han er kendt som den katolske teologis organisator og for sin filosofi, der nu er kendt som Thomisim. Hans bedst kendte værk er Summa Theologica.

Ar-Abu Nasr-al-Farabi
(Persisk). Ar-Abu Nasr-al-Farabi eller Abu Nasr Muhammad al-Farabi, som på latin kaldes Alpharabius var en af de tidligste islamiske intellektuelle, der formidlede Platons og Aristoteles’ doktriner til den muslimske verden, og han fik stor indflydelse på de senere islamiske filosoffer som f.eks. Avicenna. Han var en fremragende sprogforsker som oversatte Aristoteles’ og Platons græske værker, og han forsynede dem med vigtige tilføjelser af sine egne tanker. Han fik tilnavnet Mallim-e-Sani, og tilnavnet er oversat som ”den anden master” eller ”den anden lærer”. Han blev født i 950 e.Kr., og han blev angiveligt myrdet i 1047. Han var hermetisk filosof, og han havde evnen til at hypnotisere via musik. Nogle af hans arbejder om hermetisk filosofi findes i biblioteket i Leyden.


Side : 1 2 3 4 5 6 7 8
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook