Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Alsvin
(Oldnordisk). Alsvin (eller Alsvinn) og Arvak er de to heste, der trækker Solen over himlen i den nordiske mytologi. De to heste forfølges tæt af ulven Skoll, som hver aften indhenter dem og sluger Solen. Alsvin betyder “den meget hurtige” eller “den årvågne”. De to heste kaldes også Alsin og Arvak. De to heste, der trækker solvognen hedder Alsvin og Arvak, men hvad Månes heste hedder vides ikke. Disse heste skal ikke forveksles med Dags hest Skinfaxe eller Nats hest Rimfaxe. (Se også Alswider, Arvak, Grane, Guldfaxe, Hest, Hovvarpner, Rimfaxe, Sleipner og Skinfaxe).

Alswider
(Oldnordisk). Alswider betyder ”altid-hurtig”. I Eddaerne var det navnet på ”Månens hest”. Der herskede totalt mørke i hele rummet. Kun et par fyrige gnister fra muspelheim (en verden, der fandtes, før den kendte verden på Jorden blev dannet) vandrede planløst gennem rummet. Solen kendte ikke sin plads, det samme gjaldt Månen, og selvfølgelig vidste stjernerne heller ikke, hvor de skulle stå. Men guderne indsamlede gnisterne, gjorde dem til stjerner og satte dem fast på himmelhvælvingen. De skabte solvognen, og de spændte hesten Arwaker (”tidlig-ganger”), som blev styret af jomfru Sol, og hun blev hurtigt efterfulgt af den skinnende Måne, der blev trukket af hesten Alswider. Den blev styret af den smukke dreng, Mani (Måne). ”Moder Nat” talte kærligt til Mani, da hun kørte foran ham med sin sorte hest Rimfaxe (”frostmanke”), og hendes søn Dag fulgte hende med sin hvide Skinfaxe ”(lysmanke”). (Se også Alsvin, Alswider, Arvak, Edda, Guldfaxe, Hest, Hovvarpner, Muspelheim, Rimfaxe, Sleipner og Skinfaxe).

Alta Major centret
Alta Major centret findes i menneskets baghoved i bunden af kraniet, hvor rygmarven begynder. Alta Major centret forbinder energierne i det fysiske legeme og i mentallegemet.

Alter
(Egyptisk/Latin). Alter stammer fra ”altare”, som er afledt af ”altus”, der betyder ”høj”. Oprindelsen til alteret var en jordhøj, en sten eller en forhøjning af træ, som de bedende kunne knæle ved, eller hvor de kunne tilbyde ofre. Det kunne også være en piedestal med en usynlig guddommelighed, eller hvor man placerede en gudestatue. Fra de tidligste tider i Egyptens historie har man anvendt altre i gravene (Mastabaerne), og iflg. den traditionelle egyptologiske opfattelse blev de brugt af de efterladte, som bragte mad- og drikofre til den afdøde. Årsagen var, at gravens ejer selv havde fået fremstillet relieffer og inskriptioner, som beskriver de livretter, der blev værdsat i det fysiske liv. Iflg. åndsvidenskaben er det ikke den fysiske føde, der var i fokus, men den energimæssige side af det daglige måltid, som for de gamle egyptere ikke bare repræsenterede gudernes gaver. Guderne var til stede i alt som energi, og derfor indtog man reelt guderne, når man spiste og drak. Fødens energi var gudernes energi, og de efterladte fortsatte med det daglige ritual i graven sammen med den afdøde, som kunne være til stede i et af sine energilegemer (Ka’en eller astrallegemet). Altre er desuden fundet i templerne, ofte i form af en massiv granitblok, der stod i den åbne tempelgård – eksempelvis Heliopolis’ firkantede alter eller trinalteret i Amarna. Nogle gange var mindre altre anbragt i forkammeret til det allerhelligste. Der fandtes også altre, som bestod af et cylinderformet fundament med en stenplade på toppen – eller en stengral til afbrænding af røgelse. Den føde, der blev ofret til guderne, udgjorde præsternes og neofytternes måltider. Ildaltre, hvor man bragte brændofre, blev først anvendt sent i Egyptens historie. Det samme gælder dyreofringer, som er tegn på en degenererende kultur. Det er en indlysende misforståelse, at et levende væsen kan købe sig goodwill hos Gud ved at myrde et andet levende væsen, der er skabt af den samme Gud. Det er ”dyret” eller den dyriske natur i mennesket, der skal ofres – ikke et fysisk dyr. I Det Gamle Testamente omtales alteret som en del af udstyret i det jødiske tabernakel − guddommens hellige skrin. Det jødiske alter har horn i begge ender, som angiveligt symboliserer en frugtbar ko. Det er en idé, som jøderne har fælles med hinduerne og de gamle egyptere. Her var det et symbol på ”Moder Natur”, og forbindelsen til det Allerhelligste, som repræsenterer ”den store Moder”, opstandelsen og fødslen, er tydelig. Alteret blev overtaget af kristendommen, hvor det blev til alterbordet.

Alter ego
(Latin). Alter ego er ”det andet jeg”. Der er et begreb, som er udtryk for en anden personlighed eller identitet hos et menneske. Et menneskes alter ego manifesterer sig ofte fysisk med navn, historie og adfærd, der adskiller sig markant fra menneskets normale identitet. Selv om et alter ego ofte er påtaget, er det ofte udtryk for en skjult eller fortrængt del af menneskets personlighed, og derfor er den langt mere vidtrækkende end blot en rolle, der spilles. Et alter ego er en integreret del af mennesket.

Altergang
Se Kommunion og Nadver.

Altruisme
(Latin/fransk). Altruisme stammer fra det latinske ”alter”, der betyder ”anden” eller det franske ”autrui”, der betyder (for) ”andre mennesker”. Altruisme er det modsatte af egoisme. Et menneske, der er altruistisk, er menneskekærlig og uselvisk og ofte opofrende. Det altruistiske menneske prioriterer derfor andres lykke over sin egen. Nogle mener imidlertid, at altruisme snarere er en behagelig form for egoisme, for det altruistiske menneske opnår glæde ved at glæde andre. Altruisme betragtes som en moralsk grundholdning eller væremåde. Som etisk teori er altruisme en kombination af de holdninger og handlemåder, der udgør en altruistisk væremåde. Der kan f.eks. være tale om begrundelser ud fra en kristen næstekærlighedstanke eller ud fra et filosofisk princip om en almenmenneskelig pligt til at vise godgørenhed. De fleste religioner har et altruistisk grundsynspunkt som moralsk værdi. F.eks. mener kristne, at Jesus var et altruistisk menneske, men også buddhismen bygger på altruistiske egenskaber i mennesket.

Am
(Hebraisk). Am, Em eller Amia på kaldæisk betyder ”moder”. Nogle gange bruges betegnelsen for en kvindelig forfader eller endda om fødebyen. Somme tider bruges ordet som en metafor for Moder Jord. Desuden er det en betegnelse for Binah Sephira, hvis ”guddommelige navn er Jehovah” og som også kaldes ”Himmelske Moder”.

Amaltheia
(Græsk). Amaltheia eller Amalthea er en nymfe i den græske mytologi, der passede og plejede spædbarnet Zeus, da hans mor Rhea skjulte ham i en hule på Kreta for at forhindre, at han blev slugt af sin far Kronos. En anden legende oplyser, at det var nymferne Ida og Adrastea, der plejede Zeus, og at det var geden, der gav ham mælk fra sit yver, der hed Amaltheia. Amaltheia er forbundet med ”cornucopia” – geden med det afbrækkede horn. Guderne gav på den måde den ammede fremtidige konge usædvanlige evner og styrke. Han legede med sin barnepige, og ved et uheld brækkede han det ene af hendes horn af, som derefter havde guddommelige kraft til at give evig næring. Amaltheias horn blev et symbol på uudtømmelig overflod – et overflødighedshorn − og det blev brugt som en egenskab hos forskellige guddomme − bl.a. Hermes, Demeter, Gaia, Pluto og Cybele. I de romerske legender er Amalthea identisk med sibyllen Cumaean, der tilbød de sibyllinske bøger til Roms hersker Tarquin (Lucius Tarquinius Superbus).

Amanasa
(Sanskrit). Amanasa består af ”ikke” og ”manasa”, der stammer fra ”manas”, som betyder ”tankesind”. Manas henviser til mennesket, der er tænkeren, iagttageren og den reflekterende. Ikke-manas eller Amanasa er derfor ”de sindløse”, og betegnelsen henviser både til Jordens tidlige menneskeracer og til bestemte hinduistiske guder. På et tidspunkt i udviklingen var menneskeheden uden intellekt. Det var i perioden før Manasaputraerne (”tankens sønner”) inkarnerede i menneskeheden og aktiverede Manas – tankesindet. (Se også Manas og Manasaputra).

Amara-Kosha
(Sanskrit). Amara-Kosha eller Amarakosha består af ”ikke” og ”mara”, der betyder ”døende” fra roden ”mri”, der betyder ”at dø”. Ordet er kombineret med ”kosha”, der betyder ”skatkammer”, ”ordbog” eller ”hylster”. Amara-Kosha er det ”udødelige ordforråd”. Det er den ældste ordbog man kender i verden, og den rummer den mest præcise fortolkning af klassisk sanskrit. Den er skrevet af den buddhistiske vismand Amara Simha, men man ved ikke meget om ham. Orientalister placerer ham et sted mellem 2. og 6. årh., og de vurderer, at Amara-Kosha i kvalitet og betydning er på højde med det sanskritsprog, der findes i Paninis grammatik. Amara-Kosha bruges også nogle gange om den højeste af Koshaerne. (Se også Kosha).

Amarna
(Egyptisk). Amarna, Tell el-Amarna eller rettere Et-Till el-Amarna var en beduinlejr på Østbredden i Mellem-Egypten. Stedet har fået sit navn efter Beni Amran, som slog lejr i området for to århundreder siden. I nutiden vækker navnet Amarna minder om den imponerende hovedstad – Akhet-Aton (”Solens horisont” – eller ”Soltemplet”), som blev grundlagt omkring 1370 f.Kr. og dedikeret til solguden Aton af farao Akhenaton. Byen døde med faraoen, templerne blev ødelagt og husene smuldrede. Resterne af tre paladser, mange templer, rigmandsvillaer, en arbejderbydel og et kunstnerværksted blev fundet under ørkensandet. I den pragtfulde hovedstad levede Akhenaton, den smukke Nefertete, deres fem døtre og Tutankhaton, som senere skiftede navn til Tutankhamon. (Se også Akhenaton, Amenhotep IV, Aton og Nefertete).

Amasis
(Egyptisk). Amasis (ca. 569-525 f.Kr.) var konge i 26. dynasti i det gamle Egypten. Han kom på tronen efter et libysk oprør mod Apries og hans pengegriske grækere. Da Amasis blev konge, var han mere pro-græsk end forgængerne. Historiske tekster og demotiske kilder giver et billede af en tronraner med en mystisk personlighed. Han elskede stærke drikke – en svaghed, der nævnes i mange beretninger. Eksempelvis svigtede han ofte vigtige statsanliggender for at deltage i en drikkekonkurrence. Et andet eksempel beskriver, hvordan den etiopiske konge udfordrede sin egyptiske kollega til at drikke havet. Han var imidlertid ikke i stand til at forhindre udvidelsen af det overvældende persiske rige. Seks måneder efter hans død erobrede Cambyses Egypten.

Amata-Yana
(Pali). Amata-Yana består af ”ikke” og ”mata”, der betyder ”død”, fra roden ”mri”, der betyder ”at dø”. Ordet er kombineret med ”yana”, der betyder ”førende”, ”går” eller ”redskab” fra roden ”ya”, der betyder ”at gå” eller ”at gå frem”. Amata-Yana er derfor det ”udødelige redskab” eller den ”udødelige metode”. Det svarer til sanskrit-begrebet Amrita-Yana − det udødelige redskab eller den udødelige individualitet, i modsætning til personlighedens redskab eller ego’et (Pachcheka-Yana). Amata-Yana er derfor det udødelige aspekt af mennesket, som er en kombination af de 5., 6. og 7. principper − Atman, Buddhi og Manas. (Se også Amrita-Yana og Atman-Buddhi-Manas).

Amba
(Sanskrit). Amba er navnet på den ældste af de syv Plejader − de himmelske søstre eller jomfruer, der hver blev gift med en Rishi. Rishierne tilhørte Saptarishi − dvs. de syv Rishier, der har forbindelse til stjernetegnet Store Bjørn. Amba er en mor eller en kvinde, der agtes og respekteres. Amba er et af Durgas navne − Durga, der er Shivas hustru i Mahabharata. Hun er den ældste af kongen af Kasis tre døtre, som blev bortført af Bhishma, for at de kunne blive hans bror Vichitraviryas hustruer. Da Bhishma opdagede, at Amba allerede var lovet væk til Raja af Salva, sendte han Amba til ham. Raja afviste hende imidlertid, fordi hun havde tilhørt en anden mand. Dybt såret trak Amba sig tilbage til skoven for at praktisere ekstrem askese, for hun ønskede at opbygge kraft til at hævne sig over den uretfærdighed, Bhishma havde udsat hende for. Hendes liv sluttede frivilligt på et ligbål, og hun blev genfødt som Sikhandin, der dræbte Bhishma i den store kamp mellem Kauravaerne og Pandavaerne. Hendes søstre − Ambika og Ambalika − blev mødre til henholdsvis den blinde konge Dhritarashtra og til Pandu, der blev far til Arjuna. I Den Hemmelige Lære er Amba et udtryk for mystisk ærbødighed over for Aditi og Akasha − den himmelske jomfrumoder til det synlige univers. (Se også Durga, Krittika, Mahabharata, Raja, Rishi og Shiva).

Ambarvalia
(Latin). Ambarvalia eller Ambarvale er italienske ceremonier til ære for Ceres. De blev afholdt i Rom hvert år den 29. maj, og her velsignede man markerne. Landboerne gik tre gange rundt om deres marker efter et svin, en vædder og en tyr, som derefter blev aflivet, mens man bad til Ceres om at skænke frugtbarhed. Oprindeligt blev ceremonien udført til ære for Mars. Ambarvalia-ritualet indebar brød, vin og vand, der var skænket i en kalk, og ritualet for Ceres blev kopieret af de første kristne, og Ambarvalia er derfor oprindelsen til den kristne nadver. (Se også Ceres og Demeter).

Ambhamsi
(Sanskrit). Ambhamsi stammer fra ”ambhas”, der betyder vand, fra roden ”bha”, der betyder ”at skinne”. I Vedaerne er vand identisk med ”de himmelske vande”, og vand er også et synonym for guder. I Brahmanaerne og i Puranaerne beskrives Ambhamsi som fire grupper af skabninger, som henholdsvis ”skinner” eller ”blomstrer”. Deva-Manushyah (guder og mennesker), Pitrierne (stamfædre eller forfædre) og Asuraer (dæmoner eller elementaler) er alle skabt af urhavet − det akashiske ocean. Der findes derfor utallige tankeforbindelser til udtrykket Ambhamsi – eksempelvis ”jomfruen i Himlen” og alkymisternes ”himmelske Jomfru”. Ambhamsi er desuden et navn på Kumaraernes leder Sanat-Sujata, der kaldes ”vandene”. Betegnelsen bliver mere forståelig, når man ved, at den sidste Sanat-Sujatas karakter var Mikael − ærkeenglen, som i Talmud kaldes ”vandenes prins”. I den romersk-katolske kirke er han beskytter af bjerge ved kyststrækninger. Sanat-Sujata er ”den ubesmittede søn” af ”den ubesmittede moder” (Amba eller Aditi − kaos og rum) eller ”vandene” (urhavet) i det ubegrænsede rum. (Se også Aditi, Amba, Asura, Brahmana, Kumaraer, Pitri, Puranaer, Sanna, Talmud og Veda).

Ambrosia
(Græsk). Ambrosia stammer fra ”ambrotos”, der betyder ”udødelig”. Ordet består af et ”ikke” plus ”mortos” eller ”brotos”, der betyder ”dødelig” – dvs. ikke-dødelig. Jf. sanskritordet amrita, der består af et ”ikke” plus roden ”mri”, som betyder ”at dø” − eller det latinske ”immortalus”, der består af et ”ikke” plus ”mors”, der betyder ”død”. I klassiske myter henviser ambrosia til forskellige former for mad, drikke, guddommelig salve eller guddommelig visdom, som har relation til nektar – dvs. noget, der giver eller fremmer udødelighed. Ambrosia svarer også til soma − eller mjød i den oldnordiske mytologi. I en kinesisk allegori drikker den flyvende drage ambrosia, og den falder til jorden med sin vært. Evolutionsloven resulterer i en såkaldt forbandelse eller et fald af stort set alle værter – dvs. monader, som ofte kaldes engle. De falder ned i deres modpol og gennemgår udviklingen i stoffets riger. De er ”faldne engle”, og det indebærer legemliggørelse eller inkarnation på Jorden. Mennesket er en ånd eller en monade, og det har selv på et tidspunkt i sin udvikling oplevet en lignende ”nedstigning” og pga. impulser og en udødelige trang til at vokse, gøre fremskridt, udvikle sig og erkende stadig større dele af sandheden. Det er tydeligt i den hebræiske legende om det forbudte træ eller Kundskabens Træ og i hinduernes legender om soma. Men på den opadgående bue i den evolutionære cyklus betyder indtagelse af den hellige ambrosia indvielse. I mysterierne indtager den indviede en ”drik”, der betyder åndelig udødelighed. Det er en drik, der er symboliseret af en kop og dens væske, men reelt er der tale om, at man modtager den livgivende strøm fra den indre natur, der nu strømmer ind i bevidstheden. Det er en slurk af livseliksiren eller det evige liv. Når man indtager ambrosia-eliksiren, som er udtryk for et liv i uselviskhed, når mennesket til den endelige indvielse, hvor mesteren lærer at opholde sig i solsystemets mellemliggende sfærer med fuld selvbevidsthed, og samarbejde med de højere bevidstheder i deres kosmiske arbejde. Sådan er nirmanakayaerne og de sande buddhaer mv. (Se også Amrita, Buddha, Honning, Nirmanakaya, Soma og Træ).

Amen
(Egyptisk.) Amen oversættes sædvanligvis med ordene ”måtte det ske”, men esoterisk betyder amen ”den skjulte”. Egypterne benyttede mantraet til påkaldelse af den store mysteriegud Amon, Ammon eller Amen, hvorfra ”Amen” stammer. Amon staves ”A-m-n” med hieroglyffer. Esoterisk set repræsenterede Amon den guddommelige vilje og hensigt (Ra) omsat til handling – ”ske Din vilje”. Manetho oplyser, at ordet henviser til ”det, som er skjult”, og fra historikeren Hecatæus og andre ved man, at egypterne brugte ordet til påkaldelse af guden Amon. Bonomi − den respekterede hieroglyfkyndige − kalder meget korrekt Amon-religionens tilhængere for ”Amenoph”. Amon var ”nymånes herre”, og jødernes Jehovah-Adonai er kopieret fra den egyptiske gud Amon med vædderhovedet. Ordet Amen, som på hebraisk skabes af bogstaverne A-M-N, svarer til talværdierne 1,40,50 = 91, og derfor er der en tæt relation til ”Jehovah Adonai”, som har talværdierne 10, 5, 6, 5 og 1,4, 50,10 = 91. Det er en version af det hebraiske ord ”sandhed”, ”trofasthed”, ”pålidelighed eller ”sikkerhed”. Som udsagnsord betyder det ”sikkert”, ”bestemt”, ”sådan må det være”. Betydningen af Amen er i mange tilfælde næsten identisk med sanskritordet AUM (OM). Det er baggrunden for, at kristne bønner og gudstjenester afsluttes med ”Amen”, og det er en skik, der svarer til anvendelsen af OM og udtrykket OM TAT SAT i sanskrit skrifter. I senere gnostiske tider blev Amen medlem af engleskaren. I det gamle Egypten hed en af de store guder Amon. (Se også Adonai, Amon og Om-Tat-Sat).

Amenemhet
(Egyptisk). Amenemhet var navnet på fire konger i 12. dynasti i Mellemste Rige.

Amenemhet I
(Egyptisk). Amenemhet I (1991-1962 f.Kr.) var vizir under den sidste Mentuhotep i 11. dynasti. Amenemhet I besteg tronen efter mange år uden ledelse af landet. Egypten genopstod – ikke uden vanskeligheder – efter en lang periode med uro, og Amenemhet I måtte bruge 30 hårde år til at reorganisere dobbeltriget og genoprette kongemagtens autoritet. Hans forgænger regerede landet fra Theben (Luxor), men han flyttede hovedstaden til Lisht ved grænsen mellem Øvre- og Nedre-Egypten. Selv tilbragte han ikke meget tid i Lisht, for han måtte først rejse rundt i Egypten for at undertrykke lokale oprørsceller. Han fordrev nomadestammerne, som havde udnyttet fordelen ved landets interne uro og havde slået sig ned i det østlige delta, som Amenemhet I herefter forstærkede. Det lykkedes ham at give landet en solid administration. I 1971 f.Kr., da faraoen var blevet gammel og træt, udnævnte han sin søn Sesostris I til medregent, og herefter forlod han ikke paladset, men overlod kampene med Syrien, Nubien og Libyen til sin søn. Under en af ekspeditionerne døde Sesostris I’s far – muligvis som et resultat af en sammensværgelse – og familien var tæt på at miste tronen. Amenemhet I skrev et smukt og tankevækkende digt, der bl.a. opfordrer til næstekærlighed – ca. 2.000 år f.Kr.: ”Kæmp for livsglæden, som de fattige kæmper for deres brød. Og husk, at kærlighed er såsæd – og frugten af glæde. Elsk dig selv – så du kan elske de andre. Vær ikke bange for at blive gammel, for på enhver ny horisont finder du ny visdom. Vær ikke bange for døden, for du vil altid huske den anden flodbred.”

Amenemhet II
(Egyptisk). Amenemhet II (1929-1895 f.Kr.) var Amenemhet I’s sønnesøn. Dynastiet var solidt grundfæstet, da han kom til magten. Begivenhederne i hans regeringstid er uklare. Skatte fra andre lande, som er fundet i Tod-templet, er bevis på kongens forbindelse til Syrien.

Amenemhet III
(Egyptisk). Amenemhet III (1842-1797 f.Kr.), som efterfulgte Sesostris III herskede over et velhavende og velorganiseret land. Han dedikerede sig til udførelsen af imponerende arbejder, som er grundlaget for hans senere berømmelse. Han udviklede Faiyum, og her byggede han en pyramide, som græske og romerske forfattere – der beundrede ham meget – kaldte ”labyrinten”. Amenemhet III blev guddommeliggjort, og 2.000 år efter sin død blev han stadig tilbedt i området. Et usædvanligt tilfælde gjorde ham berømt efter døden. Hans navn ”Mares” (fra hans fornavn ”Nemaare”), et navn han senere blev kendt under, blev udtalt ligesom navnet på søen ”Karun” i Faiyum – ”de to byers sø Miwer”. De to navne blev blandet sammen til Moeris-søen, og man troede, at Amenemhet III udgravede søen og opkaldte den efter sig selv.

Amenemhet IV
(Egyptisk). Amenemhet IV (1798-1790 f.Kr.). En storslået periode lakkede mod enden under farao Amenemhet IV’s korte regeringstid, selv om det ikke har været muligt at finde en bestemt svaghed ved det hæderkronede dynasti. Det smuldrede i løbet af få år og bevægede sig ind i en mørk periode, hvor forskellige konger kortvarigt forsøgte at vinde prestige ved at tage navnet Amenemhet, men uden held.

Amenhotep
(Egyptisk). Amenhotep er navnet på fire berømte faraoner i 18. dynasti i Ny Rige.

Amenhotep I
(Egyptisk). Amenhotep I (1527-1506 f.Kr.) var søn af farao Ahmose I og dronning Ahmose-Nefertari. Amenhotep I blev begravet i Dira Abu’n-Naga i den ældste kongegrav i Theben (Luxor), og han blev betragtet som en af de fire skytsånder for den thebanske nekropol. Det samme gjaldt hans moder Ahmose-Nefertari.

Amenhotep II
(Egyptisk). Amenhotep II (1438-1412 f.Kr.) var søn af Tutmosis III og far til Tutmosis IV. Amenhotep II forsøgte at genvinde de asiatiske besiddelser, der tidligere blev erobret af hans far, ved nådesløst at knuse alle oprør. Han demonstrerede en stolthed over at være Egyptens leder, som overgik alle andre faraoner, for i imponerende inskriptioner pralede han af sin usædvanlige styrke. Han oplyste, at han var en fantastisk kæmper, den stærkeste til at skyde med bue, en kraftfuld roer i sin båd – osv. Den ”atletiske” konge betragtede krig som en sport, og i et enkelt tilfælde ledte han personligt et overraskelsesangreb, hvor han ene mand en hel nat holdt vagt over nogle fanger. Da den franske egyptolog Victor Clement Georges Philippe Loret opdagede Amenhotep II’s grav i Kongernes Dal (1889), fandt han udover kongeligt gravudstyr selve den kongelige mumie samt mumier af adskillige konger, der havde ligget skjult på stedet siden præstekongernes tid.

Amenhotep III
(Egyptisk). Amenhotep III (1402-1364 f.Kr.) var søn af Tutmosis IV. Amenhotep III har sat et markant præg på Egypten ved at bygge det smukke Luxor-tempel med den imponerende søjlekolonnade mellem 1. og 2. tempelgård. Arkitekten bag templet var den berømte Amenhotep søn af Habu. Amenhotep III stod bag fremstillingen af et overvældende antal Sakhmet-statuer (løvegudinden). Han byggede desuden det gigantiske gravtempel Kom el-Haitan på Vestbredden ved Theben (Luxor). I dag er kun de berømte Memnon-statuer tilbage. Tiye var hans elskede førstehustru og dronning. I hans regeringstid var det egyptiske imperium på sit højeste, og han havde allerede vist interesse for solguden Aton − en religiøs idé, som under hans søn Akhenaton skulle føre til en regulær religiøs revolution.

Amenhotep IV
(Egyptisk). Amenhotep IV (1364-1347 f.Kr.) var søn af Amenhotep III og dronning Tiye. Han forsøgte at revolutionere den egyptiske religion ved at gøre solguden Aton til den primære guddom, og dermed kastede han sig ud i et åbent opgør med det magtfulde Amon-præsteskab. Han ændrede på et tidspunkt sit navn fra Amenhotep til Akhenaton. (Se også Akhenaton, Amarna, Amenhotep III, Aton og Nefertete.)

Amenti
(Egyptisk). Amenti eller Amentet er Duat, som egyptologerne har valgt at oversætte med ”underverdenen”. Amenti betyder ”det skjulte sted” eller ”den hemmelige region”. De gamle egypteres Amenti var et område i efterlivet, hvor mennesket blev renset og forædlet efter den fysiske inkarnation. Det er imidlertid en almindelig misforståelse, at Amenti er identisk med et sted under Jorden ligesom Hades eller skærsilden, som den afdøde ankommer til umiddelbart efter døden. Amenti er i virkeligheden et højere bevidsthedsplan, hvor sjælen potentielt forvandles til ren ånd i evigheden. Det 15. eller sidste hus (Aat) i Duat, kaldes Amentet-Nefert (”smukke Amenti”), og beskrives som en bolig for guderne. Det er himmelverden eller Devachan. Efterlivet blev også omtalt som Sekhet-hetep (”fredens regioner”), som var under Osiris’ herredømme. En papyrus i Ødipus Egyptiacus viser et billede af et æg, der svæver over mumien. Det er et symbol på håbet om en ny fødsel på Jorden efter renselsesprocessen i Amenti. I åndsvidenskaben er ægget symbol på Devachan – ”salighedens region” – der er identisk med Mentalplanet. Et andet symbol for det samme er den vingede skarabæ. Den ”vingede solskive” er også et symbol, der er beslægtet med ægget, og begge har samme betydning som skarabæen Khepera eller Khopiru, et ord, der stammer fra ”khopru”, der betyder ”at blive” og ”at blive genfødt”. Der hentydes naturligvis til både menneskets reinkarnation og til dets åndelige genfødsel. Ved indgangen til Amenti fører Anubis den afdøde til Osiris’ Hal − Dommens Hal. Her skal det fysiske liv bedømmes af 42 dommere, og den afdødes hjerte (bevidsthed) vejes mod sandhedens fjer. I Dommens Hal i Amenti ”anklages” den afdøde efter den fysiske død af de 42 ”dommere”, der repræsenterer Osiris. Hvis sjælen klarer prøven, går den indre rejse videre til regionen Aalu. Hvis navnene på de 15 Aats, de 7 Arrets (cirkler), de 21 pyloner (porte), og hvis guder og vogtere af domænerne alle er kendt, er den afdøde i stand til at gå fra den ene hal til den næste, og til sidst stige om bord i nattens solbåd, der passerer gennem Duat for at løfte sig op på himlen. De afdøde, der ikke kommer med nattens båd − de uudviklede personligheder − skal blive i efterlivet eller Kama-Loka (astralplanet), mens de, der kommer med båden, føres op til himmelverdenen eller Devachan, hvor de lever, indtil de vender tilbage for at blive genfødt i den fysiske verden. Det henviser til en udvikling, hvor mennesket passerer fra eksistensplan til eksistensplan pga. af menneskets viden om planernes ”navne”, og til sidst bliver det muligt at finde den hemmelige eller usynlige vej til Solen. Kendskabet til navnene indikerer åndelig, intellektuel og psykisk udvikling, som medfører, at den afdøde ikke længere føler sig tiltrukket af de lavere verdener, for der er nu udviklet tilstrækkelig og korrekt kundskab til at klare udfordringerne, og derfor vil et højere udviklet menneske føle en tiltrækning, der fører opad mod åndelige højder. Hvis egyptologerne vidste mere om de egyptiske guders esoteriske betydning, ville de vide, at ”dommerne” svarer til Lipikaerne – Karmas Herrer. Hinduernes Chitragupta, der oplæser beretningen om enhver sjæls liv fra sin bog, der kaldes Agrasandhani, og dommerne, der oplæser deres fra den afdødes hjerte, der er som en åben bog for Yimas, Minos’, Osiris’ eller karmas øje, og de er alle varianter af åndsvidenskabens Lipikaer. Men Lipikaerne er ikke guddomme, der står i forbindelse med døden, men med det evige liv. Allegorien i Dødebogen, der handler om ”sjælens belønning”, svarer til åndsvidenskabens syv principper. De afdøde får tildelt et stykke jord på Aanroos mark, og her kan de høste det, de har sået ved deres handlinger i det fysiske liv. De afdøde, der er optaget blandt guderne, høster det syv alen høje korn, som vokser på et område, der er delt i syv og fjorten dele. Kornet er den føde, der betinger deres liv og død i Amenti, som Aanroo-marken er en del af, for her tilintetgøres den afdøde eller bliver til ren ånd i evigheden som følge af de ”syv gange syv og halvfjerds liv”, som den afdøde har tilbragt – eller skal tilbringe – på Jorden. Idéen om kornet, der høstes som ”frugten af menneskets handlinger”, er indlysende. De mystiske og mytologiske belæringer om Amenti var alle mere eller mindre symbolske beskrivelser af rækken af stadier i efterlivet. Det gælder Kama-Loka, Devachan og åndens pilgrimsrejse, som egypterne havde samlet under begrebet Amenti. (Se også Aanroo, Agra-Sandhani, Chitragupta, Devachan, Duat, Dødebog, Kama-Loka, Khepera, Lipika, Mentalplan og Yima).

Amesha Spenta
(Avestan). Amesha Spenta består af ”ikke” og ”mesha” eller ”mara”, der betyder ”dødelig” eller ”foranderlig” samt ”spenta”, der betyder ”beskytter” eller ”hellig” – i stil med sanskritordet ”svanta”, der betyder ”lykkevarslende”. Amesha Spenta er betegnelsen for seks engle eller guddommelige kræfter, der er personificeret som guder. De beskytter Ahura Mazda, og han er syntesen og den syvende. De seks udødelige beskyttere er Vohu-Manah, Asha-Vahishta, Khshathra-Vayria, Spenta-Armaiti (kærlighed), Haurvatat (perfektion) og Ameretat (udødelighed). De tre første er Ahura Mazdas egenskaber, som er abstraktioner uden form. De maskuline positive skabende kræfter projicerer et spejlbillede i den lavere mentale verden og føder dermed den anden treenighed, som er menneskets vej til frihed. De er både identiske med og alligevel adskilt fra Ahura-Mazda. De er en af prototyperne i den romersk-katolske kirkes ”syv ånder” eller ”engle”, der har ærkeenglen Mikael som leder. De kaldes også ”den himmelske hærskare” og ”de syv tilstedeværelsens engle”. De er gnostikernes Kosmokratorer, som er en kraft, der er tæt på skaberen, det aktive tankesind eller intellekt, som er kilden til guddommelig lyksalighed. De svarer til jødernes Elohim, arabernes Malaeka (engle), Koranens ”sjæl i englene”, og teosoffernes Dhyan-Chohaner eller Dhyani-Buddhaer. De er herskerne over jordkædens syv planeter, og de er identiske med de syv Prajapatier, Sephiroth osv. (Se også Ahura Mazda, Dhyan-Chohan, Dhyani-Buddhaer, Elohim, Kosmokrator, Prajapati og Sephiroth).

Ameyatman
(Sanskrit). Ameyatman stammer fra ”ameya”, der betyder ”umådelig”. Ordet består af ”ikke” og roden ”ma”, der betyder ”at måle” eller ”markere” samt ”atman”, der er ”Selvet”. Ameyatman er den umådelige sjæl eller det umådelige Selv, og betegnelsen henviser til Vishnu, som er i besiddelse af ekstraordinær eller umålelig visdom og storsind. (Se også Atman og Vishnu).

Amilakha
(Mongolsk). Amilakha henviser til en fase i evolutionen, hvor bevidstheder trådte ind i eller animerede menneskelige former. Udviklingsprocessen henviser især til Dhyani-Buddhaerne og de guddommelige Bodhisattvaer. (Se også Bodhisattva og Dhyani-Buddhaer).

Amita-Buddha
(Sanskrit). Amita-Buddha er de kinesiske og tibetanske buddhisters navn på den oprindelige visdom eller universelle sjæl. Amita-Buddha svarer til Adi-Buddha. Det er desuden det ”himmelske navn” på Gautama Buddha. Tsong-kha-pa betragtes som en direkte inkarnation af Amita-Buddha. (Se også Adi-Buddha, Amitabha, Buddha, Gautama Buddha og Tzon-kha-pa).

Amitabha
(Sanskrit). Amitabha består af ”ikke” og roden ”ma”, der betyder ”at måle” samt ”abha”, der betyder ”pragt” eller ”lys”. Det er afledt fra ”a-bha”, der betyder ”at skinne” eller ”at stråle”. Amitabha er derfor umålelig pragt, grænseløst lys eller grænseløst rum. Det er en af tibetansk buddhismes fem Dhyani-Buddhaer, der som regel kaldes de fem Tathaga-thas eller Jinaer (de sejrende). Oprindeligt repræsenterede Dhyani-Buddhaerne kosmiske åndelige egenskaber og udstrømninger fra Adi-Buddhi, men i mytologien blev de til guder. I Kina blev Amitabha en fordrejning af sanskritbetegnelsen Amrita-Buddha, der er Gautama Buddhas ”himmelske navn”. Amitabha er den af Dhyani-Buddhaerne, der manifesterer sig gennem Gautama Buddha, når han inkarnerer på Jorden. Navnet har mange varianter − f.eks. Amita, Abida, Amitaya m.fl. − og de fortolkes i betydningen ”grænseløs tidsalder” og ”grænseløst lys”. Den oprindelige opfattelse var et upersonligt guddommeligt lys. I Vesten er Amitabha den herskende guddom Sukhavati (”det vestlige Paradis” eller ”den rene jord”), og i Kina og Japan er Amitabha tilbedt som Amida-Buddha. Esoterisk set er der tale om de syv Dhyani-Buddhaer (foreløbig er kun fem manifesteret), og de repræsenterer både kosmiske skabninger og stråler eller refleksioner af de kosmiske kilder, som manifesterer sig i mennesket som Monader. Amitabha svarer til 1. Logos, som er Faderen i den kristne treenighed. Hos Pythagoras er Amitabha monadernes monade og i mennesket svarer det til Atman. Fra et filosofisk synspunkt betyder Amitabha også ”ingen farve” eller ”hvid herlighed”. Det er det grundlæggende åndelige element eller princip i solsystemet, som er kilden til syv differentierede ”farver”, der kendetegner de manifesterede kosmiske hierarkier. (Se også Adi-Buddhi, Atman, Dhyani-Buddhaer, Dolmas sGrol-ma, Buddha, Gautama Buddha og Monade).

Ammit
(Egyptisk). Ammit eller Ammut er et uhyggeligt fabeldyr, med krokodillehoved, løvemanke og -forben, leopardkrop og bagkroppen af en flodhest. Den symboliserede menneskets resterende Karma, der var selvskabt, og som kun kunne overvindes ved egen kraft i kommende inkarnationer. Det uhyggelige væsen var til stede i forbindelse med vejningen af den afdødes hjerte (bevidsthed) i Dommens Hal. Hvis den afdøde ikke blev godkendt som ”maa kheru” (sand af stemme), sad dæmonen Ammit - som i åndsvidenskaben kaldes ”tærsklens vogter” - og ventede. Den havde det uhyggelige navn - Æderen. Iflg. inskriptionerne havde den ventet 100.000 år på et måltid. Afdøde blev med andre ord hverken kastet i Helvede eller blev foder for et frådende uhyre. Symbolikken fortæller tydeligvis, at der altid er en ny chance i et nyt liv. (Se også Amenti).

Ammonius Saccas
(Græsk). Ammonius Saccas var grundlægger af den neoplatoniske skole i Alexandria i Egypten, hvor man søgte at undervise i principperne bag tidens forskellige religiøse og filosofiske systemer. Ammonius Saccas var derfor den første neoplatoniker, og han blev en indflydelsesrig filosof, der levede i Alexandria mellem 2. og 3. årh. e.Kr. Han kom fra fattige kår, blev født af kristne forældre, men var udstyret med en markant næsten guddommelig godhed, og derfor kaldte man ham theodidaktos, ”den gudslærde”. Han respekterede det, der var godt i kristendommen, men brød meget tidligt med den kristne tro og kirkerne, for han var ude af stand til at finde noget overbevisende i religionen. Han skrev ikke noget, men hans lære blev kendt via hans elever – navnlig Plotin. (Se også Analogeticist og Athenagoras).

Amon
(Egyptisk). Amon eller Amen er en egyptisk gud. I 5. dynasti (2465-2323 f.Kr.) hørte Amon og hans hustru gudinden Ament til de oprindelige skaberguder, der var placeret umiddelbart efter de guddomme, der var forbundet med urstoffet − Hauhet og Nunet – der begge var guder, som repræsenterede det kosmiske urhav, kaos eller ”afgrunden”. Amon var oprindeligt tænkt som symbol på ”Altet” eller selve Universet, især i dets esoteriske og skjulte aspekter. Men efter 12. dynasti (1937-1759 f.Kr.), fik Amon sol-egenskaber, og derfor blev han kaldt Amon-Ra − den øverste guddom hos Thebens magtfulde præsteskab, som dominerede hele Egypten. Amon blev især identificeret med Solens skjulte aspekter. Det fremgår af flere hymner, hvor det siges, at Amon er ”den, der er skjult for guder og mennesker”, ”han, som er ukendt” m.fl. Amon dannede dermed en triade, der bestod af en fader, en moder og en søn – Amon, Mut og Khonsu. Vædderen er Amons dyr, og nøgleordet for Vædderens tegn i nutidens fuldmånemeditationer giver en nøgle til forståelse, for det lyder: ”Jeg træder frem, og fra tankens plan hersker jeg”. Når sjælen træder frem og viser sig i handling, behersker sjælen personligheden ved hjælp af tænkeevnen. Amon repræsenterer den sjælsinspirerede tænkning i mennesket. Amon staves ”A-m-n” i hieroglyfskriften. ”A-m-n” betyder ”at tilsløre” eller ”at skjule”. Menneskets sjæl er skjult, og det samme er de tanker, der er sjælens redskab i det fysiske menneske. Amon repræsenterer det skjulte, men han er ikke selve sjælen. Han er den sjælsinspirerede handling – eller den intelligente aktivitet. Det kristne mantra ”AMEN” stammer fra ”AUM” og ”AMON”, og AMEN betyder ”måtte det ske”. I nutiden bruger man hovedsageligt mantraet AMEN som en fysisk bekræftelse, eller måske nærmere som en religiøs formalisme uden åndelig betydning overhovedet. De esoteriske forskere oplyser, at i nutiden og fremtiden vil man i stigende grad bruge ”OM”, som er en kontrolleret tilbagetrækningslyd, der gradvis giver mennesket bevidst herredømme over formerne og mulighed for at betræde vejen tilbage til sjælen – eller Gud. OM-lyden bruges med den hensigt at ryste atomerne i det mentale, astrale og fysiske legeme løs, afkaste det uønskede stof og indbygge nyt og mere velegnet materiale i henhold til 2. stråles tiltrækningslov. Amon var også vindens og luftelementets gud. Luftelementet symboliserer tankesindet (mentalplanet), og vinden repræsenterer bevægelser i tankestoffet – fra de fineste til de kraftigste. Vandelementet symboliserer følelserne (astrallegemet). Amon bærer en fjerkrone med to lange strudsefjer, fordi de fine fibre i strudsefjerene reagerer på den mindste bevægelse i luftelementet. Amons bevidsthed opfanger enhver bevægelse i det fineste stof på mentalplanet. Hans sceptre er hyrdestaven og plejlen. Hyrdestaven symboliserer kontrol over tænkeevnen. Tanken styrer følelsernes flok, på samme måde som hyrden styrer sin fåreflok. Plejlen er symbolet på kontrol over følelseslegemet. Følelserne sorterer det gode fra det dårlige, når mennesket vælger, hvad det kan lide, og hvad det ikke kan lide. På samme måde skiller plejlen kærnerne fra avnerne. Amon sidder ofte på en trone. Tronen er symbolet på kontrol over det fysiske legeme og det fysiske plan. Tronen er udhugget i granit, som er et af de hårdeste materialer i mineralriget. Amon sidder på stoffets trone og viser dermed kontrollen over det fysiske element. Tronen hviler imidlertid på vand, men her er vandelementet ikke et billede på astrallegemet, men på urhavet, som det fysiske plan, astralplanet og mentalplanet er skabt af. Amon bærer ofte skaberguden Khnums vædderhorn på hovedet. Legenden fortæller, at Verdensægget (Universet) blev anbragt i Khnum – skaberguden, der repræsenterer kræfterne i det 3. aspekt af ”Den Ene”. Det 3. aspekt kaldes også ”aktiv intelligens”, og dengang menneskeheden blev skabt, blev Khnum til Amon eller ”den intelligente aktivitet”. Den aktive intelligens blev til den intelligente aktivitet. (Se også Amen, Amon-kronen, Amon-Min, Chnoumis, Chnouphis, Hauhet, Khnum, Nunet, Khnum, Khonsu og Mut).

Amon-kronen
(Egyptisk). Amon-kronen eller fjerkronen ”Ibes” forbandt ”Deshret” (den røde krone for Nedre-Egypten) med Benu-fuglens to fjer, som symboliserede kraften fra Heliopolis’ guder. Amon var den skjulte eller usynlige gnist eller intelligens i Universet, men han var også vindens og luftelementets gud. (Se også Amon, Amon-Min, Atef-kronen, Benu, Blå krone, Dobbeltkronen, Hvide krone, Khnum-kronen, Nemes-hovedklædningen og Røde krone).

Amon-Min
(Egyptisk). Amon-Min er et aspekt af guden Amon. Amon repræsenterede Guds kraft i skabende manifestation, og undervisningen og indvielserne i Thebens (Luxors) templer koncentrerede sig naturligt om sakralcentrets bevidsthedsaspekter. Her arbejdede egypterne med de skabende kræfter, dvs. med avl i bred forstand – fra skabelse af Egypten som det perfekte rige til kønsliv og forplantning − og derfor var guden Min repræsenteret i alle templer i Theben. Al kunst og alle former for skabende virksomhed er reelt et resultat af sublimeringer af seksualenergi, mens ødelæggelsestrang og grusomhed skyldes manglende evne til at hæmme den primitive og afsporede seksualitet. Min er som sagt et aspekt af Amon, og Min blev også kaldt Amon-Min. Min betyder: ”Han, som åbner skyerne”, og symbolikken er nem at forstå, for regn betød frugtbarhed. Min afbildes sædvanligvis som en stående mand med erigeret penis. De færreste har imidlertid bemærket, at Mins penis ikke er placeret på sin naturlige plads på det fysiske legeme, men ud for navlen. Det indikerer følelses- og begærkontrol og anvendelse af seksualenergiens skabende kraft til højere formål. Min bærer Amons krone med to lange fjer på hovedet. Det fysiske legeme er mumificeret og dermed fikseret. Det viser, at Mins skaberevner udelukkende udgår fra bevidstheden. Han bruger den skabende tanke. Mins ene arm er imidlertid frigjort fra mumieklædningen. Den er bøjet og løftet op over hovedet. Over den løftede arm svæver en plejl – symbolet på følelseskontrol. Den løftede arm indikerer, at Min ikke symboliserer det lavere begærliv, men at det befinder sig på et højere bevidsthedsniveau. Min symboliserer derfor det sublimerede følelsesliv. Hans hud var oprindelig malet sort, og farvelægningen indgik i et særligt tempelritual. Det var Min-ypperstepræstens opgave at skabe den særlige substans, som statuen rituelt blev malet med, for sort var frugtbarhedens farve i det gamle Egypten – sort som den frugtbare jord langs Nilens bredder. Teksterne fortæller, at Min var sort, men han ”udstrålede den hvide sæd”. I skabelsesprocessen repræsenterede han forvandlingen af det sorte stof (materialisme). Den hvide sæd (sjælsimpulsen) påvirker det sorte stof, impulsen spirer og vokser, og den alkymistiske proces, der løfter bevidstheden fra uvidenhed til alvidenhed – fra formørkelse til oplysning – kan begynde. (Se også Amon og Amon-kronen).

Amonet
(Egyptisk). I Karnak-templet i forkammeret til det allerhelligste står en Amon-statue. Gudestatuen er udført med Tutankhamons ansigtstræk. Det er ikke usædvanligt at faraoner fremstillede Amon-statuer med deres egne ansigtstræk, men Amons statue står sammen med en tilsvarende kvindelig version, og det er ualmindeligt. Tutankhamons navn er fjernet fra statuerne og erstattet med hans efterfølger Horemhebs navn, og det vidner om den magtkamp, der udspillede sig på Tutankhamons tid. Nogle egyptologer kalder Tutankhamon i kvindeskikkelse for Amonet, og mener, at der er tale om en feminin modpol til Amon, men Amonet skal sandsynligvis ikke opfattes som en erstatning for gudinden Mut, der udgør den feminine modpol til Amon i den thebanske triade. Det bekræftes af, at Amonet ikke forekommer hverken før eller senere i Egyptens historie. Meget tyder på, at der er tale om en reminiscens fra Aton-kulten. Der er muligvis tale om et overgangsfænomen. Man ønskede at forlade Aton-religionens ligeværdighedsprincip, hvor farao Akhenaton fremstillede sig selv som androgyn for at vise, at alle mennesker er sjæle, at den kønslige dualitet udelukkende er fysisk, og at der bag dualiteten findes et enhedsprincip. Amon-præsterne ønskede givetvis at vende tilbage til den traditionelle Amon-symbolik, og det var muligvis grunden til, at de skabte Amonet. Den samme idé møder man i den græske mytologi i skikkelse af Hermes og Afrodite, som i en syntese smeltede sammen i hermafroditten – det androgyne princip. (Se også Amon).

Amor
Se Eros.

AMORC
AMORC er en forkortelse for ”Ancient Mystical Order of Rosicrucian”, som er navnet på Rosenkreuzordenen. Ordenen er opstået i det gamle Egypten under farao Akhenaton. Medlemmerne indvies i de egyptiske mysterier via ritualer og mysteriespil i stil med frimureriets ritualer, og begge steder er der tavshedspligt om den viden, der opnås.

Amoritter
(Hebræisk). Amoritter betød oprindeligt ”bjergbestiger”, men amoritterne er bl.a. kendt fra babyloniske kilder. De omtales første gang ca. 2050 f.Kr. De var nomader, som truede sikkerheden i det nordvestlige Babylonien. Iflg. skriftlige kilder var amoritterne opdelt i utallige mindre stammer. I Det Gamle Testamente optræder amoritterne som et folk, der bor i Kanaan øst og vest for Jordan før israelitternes indvandring. I Bibelen bruges amoritter i flæng med kana’anæer, selv om kana’anæerne generelt er en betegnelse for mennesker, der stadig lever, mens amoritterne især henviser til et folk i fortiden. Udtrykket er åbenbart forbundet med det assyriske navn ”Amurru”, det egyptiske ”Amar” og det babyloniske ”Mar-tu”. Mar-tu refererer til landområder nord for Palæstina så langt som til Kadesh ved Oront-floden, der udspringer i Libanonbjergene, selv om der fandtes et distrikt med navnet Mar-tu i omegnen af Babylon. (Se også Bibelen og Kana’anæer).

Amphitrite
(Græsk). Amphitrite var datter af havguden Nereus, og hun var den kvindelige personificeringen af havet. Nereus boede på havets bund med sine 50 døtre, nereiderne, og han var ligesom Proteus berømt for sine profetiske evner og for sin retfærdighed. Homer kaldte Nereus for ”den gamle fra havet”. Amphitrite var hustru til Poseidon og dronning af havet, og hun var mor til Triton. Nogle siger at hun var en af de halvtreds nereider. Da Poseidon først friede til Amphitrite, flygtede hun fra hans tilnærmelser. Nogle gange er hendes hår lukket inde i et net, og hendes pande er prydet med to ”horn” af krabbekløer. Hun er identisk med romernes Salacia, som var gudinde for de salte bølger. (Se også Nereus, Poseidon, Proteus og Triton).

Amrita
(Sanskrit). Amrita består af ”ikke” og ”mrita”, der betyder ”død” fra roden ”mri”, der betyder ”at dø”. Amrita betyder derfor ”udødelighed”. Amrita er ”livets vand” – gudernes ambrosiske drik eller føde, som giver udødelighed. Amrita er en livseliksir og en af de ”fjorten dyrebare ting” i den puraniske allegori. Amrita er et gammelt vendisk udtryk for den hellige soma-saft, der benyttes i tempelmysterierne. Iflg. Puranaer, Ramayana og Mahabharata er Amrita en livseliksir, der blev brygget i en strid mellem Devaer og Asuraer, da de kærnede ”mælkehavet” (livets vande). Livseliksiren blev stjålet mange gange, men hver gang blev den genskabt, og eliksiren ”er stadig bevaret omhyggeligt i Deva-loka”. I Vedaerne omtales Amrita som en mystisk soma-saft, som gør den nyindviede til et nyt menneske, og gør det muligt for den åndelige natur at beherske den lavere natur. Amrita er hævet over enhver Guna (egenskab). Esoterisk set betyder Amrita derfor, at man ”drikker” af den overjordiske visdoms kilde, og at det åndelige ”brusebad” tilfører livgivende kraft. (Se også Asura, Deva, Guna, Pancha Makara, Mahabharata, Puranaer, Ramayana og Veda).

Amrita-Buddha
Se Amitabha.

Amrita-Yana
(Sanskrit). Amrita-Yana består at ”ikke” og ”mrita” der betyder ”død” fra roden ”mri”, der betyder ”at dø”, kombineret med ”yana”, der betyder ”vej” eller ”redskab”. Amrita-Yana er derfor ”vejen til udødelighed”. I bogen Stilhedens Stemme er det Buddhaernes vej til udvikling af fuldkommenhed. Det er den ”hemmelige vej” – Arya, det ædle hjertes vej og den esoteriske visdoms doktrin. Det er Buddhaer, der afviser at iføre sig Dharmakaya-klædningen og indtræde i Nirvana, på samme måde som Pratyeka-Buddhaerne opgiver Nirvana for at iføre sig Nirmanakaya-klædningen. På grund af det store individuelle offer er det muligt for dem at arbejde direkte til gavn for mindre udviklede skabninger. Nirmanakayaen er på en måde den helligste af de tre legemer (Trikaya). Amrita-Yana er den ophøjede åndelig vej, der fører til ubeskrivelige herligheder i selvbevidst udødelighed i den kosmiske Manvantariske ”evighed”. Amrita-Yana kan også referere til det ”udødelige redskab” i ethvert menneskes individualitet i modsætning til den dødelige personlighed. Amrita-Yana er ”den åndelige gnist” eller den udødelige monade − en kombination af femtes, sjettes og syvendes principper. (Se også Amrita, Dharmakaya, Manvantara, Nirmanakaya, Nirvana og Trikaya).

Amsa
(Sanskrit). Amsa er et fragment eller en partikel. Det er en af Adityaerne i Mahabharata. Amsa er også Surya (Solen), der udsendte en solenergi, der var så kraftig, at Visvakarman − den guddommelige arkitekt – ”afbrød 1/8 af sin herlighed”. De lysende fragmenter (Amsa), der faldt på Jorden, forvandlede Visvakarman til en række redskaber for guderne − herunder Vishnus diskos og Shivas trefork. I Bhagavad-Gita udstråler Krishna selv en Amsa, som blev en Jiva (monade) blandt verdens levende skabninger. Den tiltrak Manas (tankesindet) og de fem sanser, som stammer fra Prakriti (naturen). Amsa er desuden grundtonen eller den dominerende tone i en Raga − hinduernes musik, der er komponeret for at stimulere højere følelser, som er i harmoni med dagens og nattens energier. I åndsvidenskaben henviser Amsa til partikler af enhver art − til både et livsatom og til en Monade, som er punkter eller ”fragmenter” i den kosmiske bevidstheds- og livssubstans. (Se også Aditya, Bhagavad-Gita, Jiva, Krishna, Mahabharata, Manas, Monade, Prakriti, Raga, Shiva, Surya og Vishnu).

Amsamsavatara
(Sanskrit). Amsamsavatara stammer fra ”amsamsa” (amsa + amsa), som er en del af en del eller et fragment af et fragment. Ordet er kombineret med ”ava-tara”, der betyder ”nedstigning” fra roden ”ava-tri”, der betyder ”at krydse over” eller ”at stige ned”. En del af en del, der stiger ned, anvendes på de mange af Vishnus og Brahmas manifestationer. I Vishnu-Purana henvises der specielt til Krishna og de ”handlinger, han udførte som en del af en del (Amsamsavatara) for de ophøjede”. En Avatar − eller en såkaldt guddommelige nedstigning − er aldrig en ”nedstigning” eller inkarnation af hele guddommen, men kun en del af guddommen. Derfor indebærer en nedstigning kun en del af en del, og en Avatar kan derfor reelt kaldes en Amsamsavatara. Jo højere udviklet Avataren er, jo større vil indflydelsen være. (Se også Amsa, Avatar, Brahma, Krishna, Puranaer og Vishnu).

Amshaspand
(Persisk). Amshaspand eller Amshaspend er ”de syv lyse og herlige” i Pahlavi-udgaven af den avestanske Amesha-Spenta. Amshaspand henviser til Ahura Mazdas seks egenskaber både i de åndelige og i de mentale verdener. De tre første − Vohu-Man (Bahman), Asha-Vahishta (Ordibehesht) og Khshathra-Vayria (Shahrivar) − er de tre aspekter af sandheden. Spenta-Armaiti (Spandar-Maz eller Esphand) Haurvata (Khordad) og Ameretat (Amordad) er refleksioner af den første maskuline treenighed i den mentale verden. Den samlede sum af de seks er Kherad (intellektet), menneskets frigørende kraft, som ikke skal forveksles med Ahura Mazda, den øverste skaber. Amshaspand i den gamle persiske teologi havde samme generelle forhold til Universet, som man møder i de syv eller ti Prajapati i hinduistiske skrifter, eller de syv eller ti Sephiroth i den hebraiske Kabbala. (Se også Ahura Mazda, Amesha Spenta, Kabbala, Prajapati og Sephiroth).

Amsumat
(Sanskrit). Amsumat eller Amsuman stammer fra ”amsu”, der betyder ”tråd” eller ”lysstråle”. Som tillægsord betyder Amsumat ”trådlignende” eller lysende som Solen og Månen, men også med henvisning til soma planter og soma saft. Som navneord er Amsuman en solprins og søn af Asamanja, og barnebarn af kong Sagara, der havde 60.000 sønner, som blev opslugt af et enkelt blik af Kapilas ”øje”. Deres jordiske rester blev opdaget af Amsuman, der bragte den hest tilbage til Jorden, som var blevet bortført fra Sagara under Asvamedha-offeret. (Se Amrita).

Amula-Mula
(Sanskrit). Amula-Mula eller Mulam består af ”ikke” og ”mula”, der betyder ”rod” eller ”basis”. I Vedaerne er Amula-Mula derfor ”den rodløse rod” eller Mulaprakriti. Amula-Mula benyttes af H.P. Blavatsky i forbindelse med Mulaprakriti, med henvisning til ”den åndelige rod” eller ”naturens essens”. Dvs. den åndeligs substantielle kilde til alt, der ligger bag den grænseløse Parabrahmans slør eller klædning. (Se også Mulaprakriti, Parabrahman og Veda).

Amulet
(Egyptisk). Amuletter i det gamle Egypten rummede magisk kraft. I forbindelse med mumificeringen placerede Anubis-præsterne amuletter i mumiebandagen for at beskytte den afdødes fysisk-æteriske legeme. Amuletterne var små figurer, der var udført i guld, bronze, sten, glas og fajance. Her er det ikke muligt at give en komplet liste over de mange figurer, deres symbolik og funktioner. Ofte var de forsynet med kraftord, mantraer og sætninger fra Dødebogen og fra bogen om balsameringsritualer. En samlet kollektion af de egyptiske amuletter ville fylde butiksvinduet i en mellemstor forretning, og de repræsenterede den egyptiske religion med guder, gudinder, hellige dyr og symboler. Egypterne havde kendskab til amuletternes metafysiske kræfter, og derfor smykkede de sig med symboler på de guddommelige kræfter – f.eks. gudeansigter, Udjat (hjertet), Djed-søjlen (Osiris’ rygsøjle), Khepera (skarabæen) osv. Amuletter blev derfor ikke alene benyttet ved begravelser, men også i hverdagslivet. (Se også Djed-søjle, Dødebog, Khepera og Osiris).

Ana
(Kaldæisk). Ana er den usynlige himmel, det astrale lys og den himmelske moder til Jordens hav. Ana indgår i en triade, der består af gudinderne Ana, Belita og Damkina. Ana som mor til havet er sandsynligt kilden den kristne symbolik, hvor Jomfru Maria står på halvmånen og har forbindelse til havet. Anna − navnet på Jomfru Marias moder − er afledt af det kaldæiske Ana. I den hinduistiske pantheon er Ana beslægtet med Annapurna, der er et navn på Shivas hustru Devi-Durga, som betyder ”fuld af føde”, med henvisning til den frugtbare mor – dvs. astrallyset i et af sine mange aspekter. (Se også Durga og Shiva).

Anael
Anael er en engel i den romersk-katolske kirke og i den kristne kabbalisme. Anael hersker over planeten Venus.

Anagamin
(Sanskrit/Pali). Anagamin består af ”ikke” og ”agamin” fra ”a-gam”, der betyder ”at komme” eller ”at gå mod”. Dvs. et menneske, ”der ikke kommer” eller ”den, der ikke vender tilbage”. I den sydlige buddhisme eller Theravada-buddhismen er Anagami betegnelsen for en delvis oplyst discipel. Når en Anagami i søvnen forlader sin fysiske krop, træder disciplen ind i den gådefulde udvidede buddhiske bevidsthed. En Anagami har nået den tredje af oplysningens fire grader eller faser − niveauet før man bliver Arhat og klar til Nirvana. Og når den aktuelle inkarnation er afsluttet, skal en Anagami ikke længere genfødes i den fysiske verden, men er blevet en Arhat (4. indviet). (Se også Arhat, Buddhi og Pathiga).

Anagram
(Græsk). Anagram stammer fra ”ana” og ”gramma”, der betyder ”skrifttegn”. Anagram er ord, sætninger eller navne, der er dannet ved omflytning af bogstaver. Ofte er det skabt ved omflytning af et andet ords bogstaver, sådan at der opstår en ny betydning. Anagrammet blev ofte benyttet af jødiske kabbalister, men det er også kendt i antikken og op gennem middelalderen.

Anahata Shabda
(Sanskrit). Anahata Shabda består af ”ikke” og ”a-han”, der betyder ”at anslå” samt ”shabda”, der betyder ”lyd”. ”Shabda” stammer fra roden ”sabd”, der betyder ”at støje”, ”at skrige” eller ”at råbe”. Anahata Shabda er derfor lyde, der ikke er slået an. Det er en immateriel lyd, der ikke skabes af nogen form for materielle ting − en mystisk klokkeagtig lyd, der ofte høres af døende. Lyden mister langsomt sin intensitet indtil dødsøjeblikket. Det er også den lyd, der høres af den mediterende yogi i kontemplation. Theravada-buddhister taler om, at lyden er et indre signal, der er devaernes stemmer, som ligner ”lyden af en gylden klokke”. Anahata Shabda er i virkeligheden en afspejling af den iboende lyd, der er karakteristisk for Akasha. Anahata Shabda er den tredje af fire lydfænomener eller -stadier, som også kaldes Madhyama. Det fjerde stadie kan opfattes af den fysiske høresans. Lyden høres ikke i de forudgående stadier, undtagen af de mennesker, der har udviklet de metafysiske sanser. De fire stadier kaldes Para, Pashyanti, Madhyama og Vaikhari. (Se også Akasha, Kontemplation og Theravada).

Anahata-chakra
Anahata-chakra (Sanskrit). Anahata-chakra er yoga-systemets betegnelse for det 4. chakra (den 12-bladede lotus) iflg. hinduistisk Shaktisme og buddhistiske tantriske traditioner. På sanskrit betyder ordet Anahata ”uskadt”, ”ubelastet” og ”ubesejret”. Anahata-Nad refererer til det vediske begreb ”ikke anslået lyd”, som er det åndelige riges lyd. Anahata-centret befinder sig i den centrale nadi (Sushumna) i rygsøjlen i hjerteområdet, mens chakraet munder ud på forsiden af æterlegemet i hjerteområdet mellem brysterne. Anahata-chakra symboliseres af en lotusblomst med 12 cinnoberrøde kronblade. Inde i figuren er der et røgfarvet felt, der består af to trekanter − en opadvendt og en nedadvendt − som skaber en Shatkona. Det er et symbol, der bruges i Yantraer, og som repræsenterer foreningen af det maskuline (åndelige) og det feminine (formmæssige) princip. Mere specifikt repræsenterer det Purusha (den øverste skabning), og Prakriti (moder natur eller det kausale stof). Ofte vises det som Shiva-Shakti. Guddommen er den røgfarvede, 4-armede Vayu, som ridder på en antilope, som er chakraets symbolske dyr. Chakraets mantra er ”Yam” − et tegn, der står på en mørkegrå baggrund. I de 12 cinnoberrøde kronblade er der indskrevet sanskrit-stavelserne Kam, Kham, Gam, Gham, Ngam, Cham, Chham, Jam, Jham, Nyam, Tam og Tham. De svarer til de 12 Vritti: Begær, bedrageri, ubeslutsomhed, anger, håb, angst, længsel, upartiskhed, arrogance, inkompetence, diskrimination og genstridighed. Anahata betragtes som sæde for Jivatman og Para Shakti. I Upanishaderne er det beskrevet som en lille flamme inde i hjertet. Anahata er forbundet med evnen til at tage beslutninger, der er uafhængige af karma. Fra Manipura-chakra og nedefter er mennesket bundet af karmiske love. I Anahata-chakra tager man beslutninger ”efter sit hjerte” og baseret på sjælen, og ikke ud fra uopfyldte følelser, begær og ønsker, der stammer fra den lavere natur. Anahata-chakra er derfor forbundet med kærlighed, medfølelse og barmhjertighed. Anahata-chakra er forbundet med huden, og chakraet har relation til handlinger med hænderne. I det endokrine system er Anahata forbundet til den hormonproducerende Thymus-kirtel. I Kundalini-yoga er Anahata-chakraet vækket og afbalanceret via yoga-praksis, herunder Asana, Pranayama og udøvelse af Ajapa Japa. (Se også Ajapa Japa, Asana, Kundalini-yoga, Manipura-chakra, Prakriti, Pranayama, Purusha, Shakti, Shaktisme, Shatkona, Sushumna Nadi, Tantra, Upanishader, Vayu, Vritti og Yantra).

Anaitia
(Kaldæisk). Anaitia er en afledning af Ana, som er en gudinde, der er identisk med hinduernes Annapurna. Annapurna er et af navnene på gudinden Kali, Shivas feminine aspekt, som er hendes gemal. (Se også Ana, Kali og Shiva).

Analogeticist
(Græsk). Analogeticist er en betegnelse for Ammonius Saccas’ disciple. Det var en tilnavn, de fik, fordi de arbejdede med at fortolke legender, myter og mysterier ud fra det analogiske og korresponderende princip, som findes i det kabbalistiske system. Det samme gælder Østens esoteriske og filosofiske skoler. (Se også Ammonius Saccas og Analogi).

Analogi
Analogi (Græsk). Analogi stammer fra det græske ”analogia”, der betyder ”overensstemmelse” og ”lighed”. Analogi er loven om paralleller. Det er den lovmæssighed, der henvises til i det hermetiske aksiom med ordene: ”Som foroven, således også forneden, som i det store, således også i det små, som i det ydre, således også i det indre”. Analogiloven er udtryk for Gud i mennesket.

Ananda
(Sanskrit). Ananda stammer fra ”a-nand”, der betyder ”glæde” og ”lyksalighed”. Ananda oversættes normalt med ”salighed”, ”lykke”, ”glæde” og ”ekstase”. Ananda var desuden navnet på Gautama Buddhas yndlingsdiscipel, der fulgte og tjente sin lærer med allerstørste hengivenhed i tyve år, og han får æren for at have reciteret hele Buddhavachana (Buddhas ord) kort efter Gautama Buddhas Parinibbana (overgang). I vedantinsk filosofi − Sat-Chit-Ananda (den trefoldige, universelle Logos) − er det tredje ord Ananda. Det er de tre egenskaber, der tilhører Atman eller Brahman eller den kosmiske Logos. (Se også Atman, Brahman, Gautama Buddha og Sat-Chit-Ananda).

Ananda-Lahari
(Sanskrit). Ananda stammer fra ”a-nand”, der betyder ”glæde” og ”lyksalighed”. Ananda-Lahari er en ”bølge af glæde”. Det er et smukt digt skrevet af Sankaracharya. Det er en hymne til Parvati, der er Shivas hustru. Teksten indeholder meget esoterisk undervisning. (Se også Ananda, Parvati og Shiva).

Ananda-Marga
(Sanskrit). Ananda-Marga er en praktisk filosofi til personlig udvikling, tjenestearbejde og forvandling af samfundet. Ananda-Margas åndelige system betragtes også som en syntese af vediske og tantriske filosofier.

Anandamaya-Kosha
(Sanskrit). Anandamaya-Kosha eller Anandamayakosha stammer fra ”ananda”, der er afledt fra ”a-nand”, der betyder ”glæde” og ”lyksalighed”. ”Maya” betyder ”skabt af” fra roden ”ma”, der betyder ”at måle” eller ”form”. ”Kosha” betyder ”hylster”, ”svøb” eller ”legeme”. Anandamaya-Kosha er derfor et hylster eller et legeme, der er skabt af lyksalighed. Anandamaya-Kosha en illusorisk form, for den er formløs (Arupa). I Vedaerne er legemet det første af fem svøb eller principper (Panchakosha) i menneskets opbygning, som omslutter den guddommelige monade − Atman. Anandamaya-Kosha er ”lyksalighedslegemet”, som er det legeme, der anvendes på det Buddhiske plan. I Upanishaderne kaldes det bl.a. for ”sollegemet”. Anandamaya-Kosha er en afspejling af Atman, som er absolut lyksalighed. Anandamaya-Kosha er ikke et legeme på samme måde som de fire ydre Koshaer (hylstre eller legemer). Anandamaya-Kosha er selve sjælen – et legeme af lys, der også kaldes Karana-Sharira og Karmashaya – dvs. ejer af karma fra det aktuelle og alle tidligere liv. Anandamaya-Kosha er det princip, der udvikles gennem alle inkarnationer og videre frem indtil sjælens ultimative syntese med Paramatman. Anandamaya-Kosha er forbundet med Karana-Sharira eller Kausallegemet. Det henviser til en fase, hvor Pranamaya-Kosha (Selvet) befinder sig i den evige lyksalighed – en fuldkommen tilstand af indre fred, sindsro, stabilitet og væren. Det er den tilstand, der kaldes Samadhi. Har man nået Anandamaya-Kosha-stadiet, forstår man alle de tidligere Koshaer (hylstre eller legemer), og erkender deres ufuldkommenhed. Man forstår hvor forgængelig og midlertidig eksistensplanerne reelt er, og forståelsen medfører fokusering på virkelighed og energi. Alle verdslige problemer bliver ubetydelige, og der indtræder en tilstand af fred og sindsro. Anandamaya-Kosha skal ikke forveksles med Annamaya-Kosha. (Se også Annamaya-Kosha, Arupa, Atma-Buddhi-Manas, Atman, Buddhi, Karana-Sharira, Karmasaya, Kausallegeme, Kosha, Manamaya-Kosha, Meditation, Paramatman, Samadhi, Upanishader, Veda, Vijnanamaya-Kosha og Æterlegeme).

Ananga
(Sanskrit). Ananga består af ”ikke” og ”anga”, der betyder ”lem”, ”del” eller ”inddeling”. Ananga betyder derfor ”uden lemmer” eller ”uden dele”. Det henviser til ”den kropsløse”, som er Kama eller Kama-Deva − kærlighedens gud. I den puraniske legende blev Kama gjort kropsløs med et enkelt blik fra Shivas tredje øje. Årsagen var et forsøg på at forstyrre Shivas asketiske liv (jf. Ramayana). Shiva er esoterikerens skytsånd, og det, der symboliseres af Shivas tredje øje, skal ”på mystisk vis erhverves via askese, før man bliver en mester”. Forklaringen er, at netop fordi Ananga betyder ”kropsløs”, ”uden lemmer” eller ”uden dele”, er det et billede på en suggestiv betegnelse for alle åndelige kræfter, kvaliteter eller egenskaber. Ananga er også en betegnelse for Akasha eller den kosmiske æter og Manas (tankesindet). Derfor er det ikke kun guden Kama, der er kropsløs, men hver eneste del af menneskets åndelige natur uden lemmer. Ananga er desuden navnet på jainisternes vigtigste hellige skrifter. (Se også Ajna-chakra, Jain, Kama-Deva, Puranaer, Ramayana og Shiva).

Ananta
(Sanskrit) Ananta betyder ”grænseløs”, ”uendelig” og ”evig”. Ordet refererer muligvis til et af Vishnus navne. Ananta er også Ananta-Shesha, som er den slange, Vishnu ligger på. (Se også Ananta-Shesha og Vishnu).

Ananta-Jyotis
(Sanskrit). Ananta-Jyotis betyder ”uendeligt lys” eller ”altgennemtrængende lys”. Ananta-Jyotis er den fornemmelse, som yogier i meditation (Dhyana) får, når de bliver ”omgivet af glimt af evigt lys eller elektricitet”, som angiveligt stammer fra den universelle sjæl”. (Se også Dhyana og Meditation).

Ananta-Sesha
(Sanskrit). Ananta-Sesha består af ”ikke” og ”anta”, der betyder ”ende” plus roden ”sish”, der betyder ”at efterlade rester”. Ananta-Sesha betyder bogstaveligt ”evige eller uendelige rester”. Ananta-Sesha eller de uendelige Sishtaer (rester) er betegnelsen for ”evighedens slange”, som guden Vishnu hviler på under Universets Pralaya (hvileperiode). Evighedens slange omtales i Puranaerne. Evigheden symboliseres af den store 7-hovede slange, som er hvilested for Vishnu − den manvantariske Logos − når Logos synker ind i pralayisk inaktivitet. Relationen betegner de potentielle Sishtaer – dvs. åndelige kosmiske frø eller ”rester”, der overføres fra Manvantara (manifestationsperiode) til Manvantara via de mellemliggende Pralayaer og dermed i al evighed. Vishnu, den kosmiske Logos, kan hvile på den evige sum af kosmiske Sishtaer, og den logoiske bevidsthedstråd bliver på den måde overført fra Manvantara til Manvantara via Pralaya. I åndsvidenskaben er Vishnu en generel betegnelse for de utallige forbundne hierarkier af skabninger og genstande, der er udfoldet i løbet af en Manvantara, og under Pralaya står Vishnu for den samme sum af hierarkier, når de opfattes som hvilende på de karmiske frø eller på den ”sovende” substans, der blev tilovers fra den foregående Manvantara. (Se også Ananta, Manvantara, Pralaya og Vishnu).

Anareta
Anareta vil sige ”dødens planet”. En planet, der er i stand til at nedbryde og være en trussel mod livet, kan også give fødsel og liv. Anareta er betegnelsen for påvirkningerne fra Saturn og Mars, og i astrologien betragtes de som ”anaretiske”, for de skaber spændinger og kriser. Anareta betyder derfor ”livsødelæggende”.

Anastasis
(Græsk). Anastasis betyder ”at stige op”, og betegnelsen henviser til de afdøde og deres opstandelse, og dermed også til sjælens fortsatte eksistens. Men Anastasis er desuden et gammelt udtryk fra mysterielæren, hvor det blev brugt som betegnelse for den nyindviede. Når indvielsens prøver var fuldført, rejste den indviede sig som et nyt menneske, en ”genfødt”, som i Indien blev kaldt en Dvija – ”den to gange fødte”. En anden betydning stammer fra endnu tidligere tider, for her blev Anastasis brugt om et menneske, der havde gennemgået en vanskelig uddannelse og indvielse, og herefter forsagede alt stofligt for at beskæftige sig med åndelighed. Anastasis var et menneske, som havde succes med at blive ét med sin sjæl. Man betragtede derfor den indviede som genfødt eller genopstanden inden for alle områder af det kosmiske liv, og som et menneske, der havde opnået selvbevidst eksistens i ånden. Når man havde nået Anastasis-stadiet, indtog man sin plads i lysets hierarki, hvor man ”samarbejdede med guderne”. (Se også Dvija).

Anatman
(Sanskrit). Anatman består af ”ikke” og ”atman”, der betyder ”sjæl” eller ”selv”, som dels stammer fra roden ”at bevæge” og dels ”at ånde”, som igen stammer fra roden ”va”, der betyder ”at blæse”. Anatman betyder derfor ”ikke-selv” eller ”ikke-ånd” − dvs. et kropsbevidst menneske, der er blottet for sjælsbevidsthed eller åndelig orientering. Når Anatman bruges om kosmos, menes der en modsætning til Atman, som er absolut ånd. Anatman er Atmans skygge eller ikke-ånd, dvs. den stoflige eller formmæssige side af Universet, der ofte omtales som ”den kosmiske skygge”. Anatman, som kaldes Anatta på pali, er en central lære i buddhismen. Iflg. læren er der intet ”Selv” i form af en fast, integreret, autonom skabning med individuel eksistens. Det, som mennesket oplever som sin individualitet, er midlertidige nyskabelser af Skandhaer. Anatman opfattes fejlagtigt i betydningen ”ikke-eksistens”, men det er ikke, hvad buddhismen mener. Det er mere korrekt at sige, at eksistens er, men at mennesket forstår det på en separatistisk og forfejlet måde. (Se også Anatta, Atman, Samsara og Skandha).

Anatta
(Pali). Anatta består af ”ikke” og ”atta”, der betyder ”sjæl” eller ”selv” – og ”atta” svarer til ”atman” på sanskrit. Anatta betyder derfor ”ikke-sjæl” eller ”ikke-selv”. Anatta er en buddhistisk lære, der påstår, at der ikke findes en uforanderlig, permanent sjæl i mennesket. Det er i modsætning til Upanishadernes opfattelse af Atman eller menneskets indre essens, som er identisk med Brahman, den øverste bevidsthed, der gennemstrømmer alt, og som er Universet. Gautama Buddha understregede sjælens eller selvets ikke-eksistens, men det var med henvisning til sjælens egenskaber (de fem Skandhaer), som vender tilbage, hver gang mennesket inkarnerer. Det er dokumenteret i skrifter i både de sydlige og de nordlige buddhistiske skoler, at Buddha anerkendte den grundlæggende individualitet i menneskets konstitution − eksempelvis i Dhammapada, der er en af de mest respekterede tekster hos de sydlige buddhister. (Se også Anatman, Atman, Brahman, Dhammapada, Gautama Buddha, Skandha og Upanishader).

Anatum
(Kaldæisk). Anatum eller Antum er det kvindelige aspekt af Anu eller An, som er den øverste gud i den assyrisk-babyloniske gudekreds. Anatum repræsenterer Jorden og dybderne, mens hendes ægtefælle Anu repræsenterer Himlen og højderne. Hun blev betragtet som mor til guderne, og Anatum er bl.a. mor til guden Hea eller Ea. Astronomisk er hun Isthar, Venus og jødernes Astarte. Iflg. Hesiod svarer Anu og Anatum til de græske guder Uranus og Gaia, og dermed er Anatum identisk med hinduernes Prakriti. (Se også Anu, Gaia, Hea, Prakriti og Uranus)

Anava
(Sanskrit). Anava stammer fra ”anu”, der betyder ”et atom” eller ”en usandsynlig lille enhed”. Anava er et bevidsthedsstadie, der medfører en opfattelse af at være en selvstændig personlighed, og en følelse af at være et isoleret ”jeg”. Anava indebærer derfor en oplevelse af individualitet og separatisme. Anava er en af de tre buddhistiske Mala’er (bindinger eller lænker): Anava, Karma og Maya. De tre Mala’er eller Pasha’er er vigtige emner i Shaivite-hinduismens teologi. I Shaivisme er Anava årsagen til, at den individuelle sjæl glemmer erkendelsen af sin egen identitet, og derfor oplever den adskillelse fra Shiva – den universelle Gud. Anava er den sidste lænke, der brydes, før mennesket opnår forening med det guddommelige – Moksha – via selverkendelse. (Se også Karma, Maya, Moksha, Pasha og Shaivisme).

Anaxagoras
(Græsk). Anaxagoras af Klazomenai (500?-428 f.Kr.) er en berømt videnskabelig filosof, som studerede filosofi under Anaximenes fra Miletus (ca. 525 f.Kr.). Anaxagoras boede i Athen på Perikles’ tid (ca. 495-429 f.Kr.). Sokrates, Euripides, Archelaus og andre tænkere og filosoffer var blandt hans disciple og elever. Han var en usædvanlig vidende astronom og en af de første, der åbent forklarede det, som hørte til Pythagoras’ hemmelige lære − planeternes bevægelser, Solens og Månens formørkelser osv. Det var Anaxagoras, der fremsatte kaosteorien ud fra et princip om, at ”intet kommer fra intet”, og han betragtede atomer som den underliggende essens og substans bag alle former og legemer, og han mente, at de bestod ”af den samme natur, som de legemer, de formede”. Han oplyste, at atomerne primært blev sat i bevægelse af Nous (den universelle intelligens − hinduernes Mahat) vel at mærke et Nous, som er en immateriel, evig, åndelig enhed. Kombinationen medførte, at verden blev skabt, de materielle legemer blev manifesteret, og de æteriske atomer (eller ildæteren) blev spredt i de højere himmelske regioner. Anaxagoras var derfor over 2.000 år forud for nutidens naturvidenskab, for han oplyste, at stjernerne bestod af samme materiale som Jorden, at Solen var en glødende masse, at Månen var et dødt og ubeboeligt legeme, som modtog sit lys fra Solen, at kometerne var vandrende himmellegemer − og han var overbevist om, at tingenes virkelige eksistens, som mennesket opfatter den med sanserne, ikke kan bevises. Ligesom Parmenides benægtede han eksistensen af fødsel og død, for de to processer er uadskillelige. De ultimative elementer i processen er et uendeligt antal af udelelige, uforgængelige partikler, der manifesteres af ånden af ren kosmisk årsag. Han troede fuldt og fast på, at de åndelige prototyper af alle former og deres elementer skulle findes i den grænseløse æter, hvor de er blevet skabt, hvorfra de har udviklet sig, og som de vil vendte tilbage til. Han døde i eksil ved Lampsacus i en alder af 72. (Se også Anaximenes, Mahat, Nous, Parmenides, Pythagoras, Æter, Æterkraft og Æterlegeme).

Anaximenes
(Græsk). Anaximenes af Miletus (611-547 f.Kr.) var filosof og elev af Anaximander (610-546 f.Kr.). Anaximenes betragtede luft som det grundlæggende princip. Luft var basis for ild, som opstod via forædling og vand, mens former opstod ved kondensering. Han fastslog også, at Universet var levende, og at den individuelle sjæl var en lille del af den mest forfinede ”luft” eller ursubstans, der var indespærret i det enkelte menneske. Han oplyste, at menneskeheden havde udviklet sig fra dyrene, men H.P. Blavatsky siger, at Anaximenes ikke mente det i darwinistiske forstand. (Se også Anaxagoras).

Anda
(Sanskrit). Anda betyder ”æg”. Det er et navn på Shiva, på grund af guddommens forbindelse til og identifikation med Brahmanda – Brahmas Verdensæg, som er symbol på Universet. På samme måde som et fugleæg rummer kimet til en fugleunge, gælder det samme for planeter, sole, galakser og Universet. Med andre ord rummer ethvert Verdensæg kimene til det, der senere under den kosmiske manifestation skal udfolde sine basale egenskaber, enten i form af en planetarisk kæde, et solsystem, en galakse eller som en galaksehob. Og alle kan betragtes som en af Brahmas Anda’er. Anda bruges også om den centrale, halvkugleformede kuppel, der består af jord, mursten eller sten, som udgør fundamentet for den buddhistiske Stupa. (Se også Brahma og Shiva).

Anda-Kataha
(Sanskrit). Anda-Kataha stammer fra ”anda”, der betyder ”æg” og ”kataha”, der betyder ”beholder” eller ”halvrund beholder” fra roden ”kat”, der betyder ”at omslutte”. Anda-Kataha er det ydre dække eller ”skallen” på Brahmas æg i Vishnu-Purana. Anda-Kataha er Verdensægget og symbol på det manifesterede univers. (Se også Brahma og Puranaer).

Andaja
(Sanskrit). Andaja stammer fra ”anda”, der betyder ”æg” og ”ja”, der stammer fra roden ”jan”, som betyder ”at blive født”. ”Ægfødt” – oviparous – er som bekendt den metode, som fugle, krybdyr og fisk bruger til reproduktion, men mennesker er reelt også undfanget i et æg inde i livmoderen. I åndsvidenskabelige skrifter fremgår det, at androgyne menneskeagtige skabninger i den tidlige og midterste periode i 3. rodrace (den lemuriske) for mange millioner år siden blev reproduceret ved hjælp af store æg, der blev udskilt fra kroppen. Æglægningen skete i overensstemmelse med årstidernes cyklus. Efter en rugetid i fri luft brød en menneskelignende unge ud af ægget − meget i stil med det, man ser hos fugle og krybdyr i nutiden. (Se også Rodrace).

Andarah
(Sanskrit). Andarah stammer muligvis fra sanskritordet ”andhakara”, som betyder ”mørke” eller ”blindhed” fra ”andha”, der betyder ”blind”, ”mørke” og ”grumset”. Ordet stammer fra roden ”andh”, der betyder ”at gøre blind” plus ”kara”, der betyder ”gøre” fra roden ”kri”, der betyder ”at gøre”. Eller muligvis stammer Andarah fra sanskritordet ”antarala”, der betyder ”midt imellem” eller ”det mellemliggende rum” fra ”antar”, der betyder ”intern” eller ”mellem” plus ”ala”, der sandsynligvis kan oversættes med ”alaya”, som betyder ”bolig” eller ”asyl”. Andarah henviser derfor muligvis til det ”mørke” eller ”mellemliggende rum”, der omtales i Mahatmabrevene (mesterbrevene): ”Husk den hinduistiske allegori om de faldne Devaer, som Shiva med tilladelse af Para Brahman slyngede ind i Andarah, der kan betragtes som et mellemliggende stadie, hvor de kan forberede sig til en række genfødsler i denne sfære for at opnå en højere tilstand − en regenerering)”. (Se også Deva, Mahatma og Para Brahman).

Androgyn
(Græsk). Androgyn stammer fra ”androgynos”, der er en ”mand-kvinde”. Androgyn betyder ”tvekønnet” eller ”dobbeltkønnet”. Det androgyne princip symboliseres af hermafroditten, som repræsenterer syntesen af det duale princip, for hermafroditten består af både de aktive og de passive kræfter, på samme måde som den androgyne stråle eller 2. Logos, Purusha-Prakriti, ånd-stof osv. Hermafroditten henviser desuden til 2. rodrace, hvor mennesket fysiologisk bestod af begge køn, og biologisk tilhørte bestemte dyr med duale køn. Polarisering, kontrast og samspil mellem naturens energiside og naturens formside er universel. Køn er bare en bestemt fase i den universelle udvikling, og begreberne bruges ofte i en rent symbolsk betydning for at definere naturens grundlæggende dualitet. Man skal passe på ikke at opfatte symbolerne bogstaveligt og tro, at de har relation til fysiologiske egenskaber hos højere kræfter. Når ordet androgyn eller hermafrodit bruges i filosofien, betyder det hverken fysisk eller æterisk tvekønnethed, undtagen når der tydeligt henvises til fysiske, dobbeltkønnede skabninger, for sædvanligvis menes der naturens dobbelte egenskab i manifestation. Meget ofte er dobbeltheden opdelt i ”maskulin” og ”feminin” for at bruge ord, der er velkendte fra menneskelivet, selv om dobbeltheden måske kunne beskrives mere præcist med ordene ”positiv” og ”negativ”, ”ånd” og ”stof” eller ”bevidsthed” og ”legeme”. Det er årsagen til, at gudekredsen i de gamle kulturer blev præsenteret som guder og gudinder, og i myter og legender blev gudekredsen beskrevet og afbilledet som om den var opdelt i to køn. Den androgyne eller duale karakter af de manifesterede verdener begyndte med den kosmiske Buddhi eller Maha-Buddhi, selv om den første mere klart definerede manifestation af individualiseret dualitet begyndte på planet for kosmisk Kama, hvor Fohat især virker. På højere planer forenes de to stråler fra Den Ene igen. I mytologiernes verden – navnlig den græske – er androgynitet et symbol på helhed og den oprindelige harmoni. Iflg. åndsvidenskaben (og Platon) er sjælen ikke opdelt i køn, men repræsenterer enhed. Ved fødslen på det fysiske plan spaltes sjælene i to køn, som derefter søger hinanden i en erotisk stræben efter genforening. Iflg. åndsvidenskaben var mennesket oprindeligt tvekønnet eller uden køn, men evolutionen er baseret på dualitet, og derfor spaltedes den fysiske menneskehed i to køn. Enheden findes før og efter dualismen, og menneskeheden vil igen vende tilbage til den oprindelige androgyne tilstand. Åndsvidenskaben betragter derfor de to køn som midlertidig. (Se også Androgyne stråle, Buddhi, Fohat, Hermafrodit, Kama, Mahat, Prakriti og Purusha).

Androgyn ged
Se Baphomet.

Androgyn stråle
Den androgyne stråle er udtryk for skabelsens 2. fase – dvs. 2. Logos i systemet, hvor Logoi strømmer ud i manifestation. H.P. Blavatsky omtaler processen som den kosmiske undfangelses Fader-Moder, der på sanskrit kaldes Brahma-Prakriti eller Purusha-Prakriti. Manu Svayambhuva siger: ”De to − Brahma og Prakriti − er i virkeligheden én, men de er samtidig de to aspekter af den ene udstråling, der handler og reagerer i forhold til sig selv.” (Se også Brahma, Logos, Prakriti og Purusha).

Andvare
(Oldnordisk). Andvare stammer fra ”and”, der betyder ”ånd” og ”vari”, der betyder ”iagttager” eller ”beskytter”. I den nordiske mytologi er Andvare en dværg, der vogter en skat, som er centrum for de indviklede begivenheder i Nibelungen. Guldskatten har en dobbelt betydning, og desuden har den en markant dobbelt effekt på de forskellige hovedpersoner, der begærer skatten.

Anemoi
(Græsk). Anemoi var vindene i den gamle græske religion og mytologi. De græske vindguder repræsenterede hver den hovedretning, som vinden kom fra, og derfor blev de forbundet med forskellige sæsoner og vejrforhold. Nogle gange repræsenterede de bare vindstødene, og andre gange var de personificeret som mænd med vinger, og på nogle tidspunkter blev afbildet som heste, der stod i staldene hos stormguden Aeolus. Det var ham, der forsynede Odysseus med Anemoi i Odysseen. Spartanerne skulle angiveligt ofre en hest for alle vinde på Mount Taygetus. Den astrologiske guddom Astraeus var nogle gange forbundet med Aeolus og Eos, daggryets gudinde, for de var forældre til Anemoi iflg. den græske digter Hesiod. Af de fire primære Anemoi var Boreas (Septentrio på latin) nordenvinden, og det var ham, der bragte den kolde vinterluft. Zephyrus (Favonius på latin) var vestenvinden, som bragte lys, forår og de tidlige sommerbriser. Notos (Auster på latin) var søndenvinden, og han bragte stormene i sensommeren og efteråret. Eurus (Subsolanus på latin) var østenvinden, men den var ikke forbundet med nogen af grækernes tre sæsoner, og han er den eneste af de fire Anemoi, der ikke nævnes af Hesiod. Derudover blev fire mindre Anemoi nogle gange omtalt. De repræsenterede vindene fra nordøst, sydøst, nordvest og sydvest. De romerske guddomme, der svarer til Anemoi, hed Venti. Guderne havde forskellige navne, men de var ellers meget identiske med deres græske modpart. Man havde tydeligvis lånt deres egenskaber, og ofte smeltede de sammen med dem. (Se også Aeolus, Boreas, Eos, Eurus, Hesiod, Notos og Zephyrus).

Anganta Yene
(Sanskrit). Anganta Yene er et udtryk, der er kendt af stort et alle i Indien. Anganta Yene er et mennesker, som er blevet besat af en Bhuta. Det er en elemental, der har taget et mediets sensitive men passive krop i besiddelse. Anganta Yene betyder derfor bogstaveligt ”besættelse”. I nutiden frygter hinduerne den form for besættelse lige så stærkt, som for tusinder af år siden. Hinduer, tibetanere eller singalesere – bortset fra den laveste kaste eller mennesker med den laveste intelligens – frygter tegnene på, at en elemental har overtaget kontrollen over et medlem af familien. (Se også Bhuta).

Angaraka
(Sanskrit). Angaraka eller Angara stammer fra roden ”ag”, der betyder ”at bevæge sig snørklet” eller fra roden ”ang”, der betyder ”at gå” eller ”at bevæge”. Angaraka er planeten Mars, men ordet betyder også kul, som basis for ild. Angaraka betyder derfor ”ildstjerne”, som henviser til den røde planet Mars – eller Bhauma (søn af Bhumi), der er krigsgud. Han betragtes som søn af Prithvi eller Bhumi (Jordens gudinde). Det er Angaraka, der hersker over Vædderen og Skorpionen tegn. Ara er et andet navn af Mars (jf. det græske Ares) og for Saturn. I Mahabharata repræsenterer Angaraka nogle gange en af verdens vogtere, nogle gange en planet og andre gange en af Solens 108 navne. (Se også Bhumi, Mahabharata og Prithvi Tattwa).

Angelus Rector
(Latin). Angelus Rector er retfærdighedens engel. Iflg. Johannes Kepler er det en engel eller en guddommelig skabning, der er årsag til, at en planet fortsætter i sin bane omkring Solen. Det svarer til teosofiens planetariske herskere.

Angerboda
(Oldnordisk). Angerboda stammer fra ”anger”, der betyder ”vrede”, ”sorg” og ”ærgrelse” plus ”boda”, der betyder ”varsel”. I den nordiske mytologi repræsenteres vredens eller sorgens varsel af en jættekvinde, der er hustru til Loke. Hun har tre børn med Loke. Det er tankevækkende, at jættekvinden (stofaspektet), der er Lokes (tankesindet) hustru, får tre børn: Hel (døden), Jörmungandr (Midgårdsormen eller ækvator) og Fenris (ulven, der skal sluge Solen, når dets livscyklus er forbi). (Se også Fenris, Jörmungandr, Loke og Midgårdsormen).

Angira
(Sanskrit). Angira stammer fra ”ang”, der betyder ”at gå” eller ”at bevæge”. Angira er en af de syv Rishier eller Manasaputraer (Brahmas tankefødte sønner) i første Manvantara, der er en sekundær projektion af Brahmas tankesind og vilje, fordi hans første ”tankeskabte afkom ikke formerede sig”. Derfor er Angira en af Prajapatierne (stamfædrene), hvis sønner og døtre befolker jorden i de efterfølgende Manvantaraer − og menneskeheden hører til deres afkom. Stamfædrene er opdelt i to overordnede grupper. Den ene gruppe er de immaterielle, som f.eks. Agnishwattaer, og den anden har legemer, som f.eks. Angirasaerne, der er efterkommere af Angira. Iflg. åndsvidenskaben er Angirasaer en gruppe under Manasaputraerne − det udstrålede afkom af de immaterielle Agnishwattaer eller Kumaraer. I syvende Manvantara (den nuværende) er Angira angiveligt søn af Agni, selv om Agni oprindeligt blev født af Angira. I astronomien er Angira både faderen og herskeren over Brihaspati (planeten Jupiter) og en stjerne i Ursa Major (Store Bjørn), for Angira er en af de syv store Rishier. Navnet Angira er forbundet med at bringe lys, og det har relation til lyslegemer. En række hymner i Rig-Veda er dedikeret til Angira, og i et af hans liv, er han kendt for sin høje moral og som en fortolker af Brahma-Vidya (guddommelig eller transcendental visdom). I Vayu-Purana og andre steder i den puraniske litteratur oplyses det, at nogle af Angiras efterkommere er født som Kshatriya og er kaldet til at blive Braminerne. (Se også Agni, Brahma, Brahma-Vidya, Brihaspati, Kshatriya, Kumaraer, Manasaputra, Manvantara, Prajapati, Rig-Veda, Rishi og Vayu-Purana).

Angirasa
(Sanskrit). Angirasa stammer fra ”ang”, der betyder ”at gå” eller ”at bevæge” – men med forhindringer. Angirasa er Angiras efterkommerne via sønnen Agni − et navn, der optræder i vediske hymner med henvisning til lysende guddomme. Senere blev det udvidet til alle fænomener, der var forbundet med lys. Mere specifikt er det hymnerne i Athrava-Veda, der kaldes Angirasa, for det var dem, præsterne reciterede, mens de udførte de ofre, det er beskrevet i de Atharva-vediske regler. Angirasa var også et af navnene på Dhyanier eller Devaer (guru-devaer), der var de indviedes vejledere i den sene 3., 4., og endda i 5. rodrace. Navnet er desuden forbundet med en gruppe Pitrier med legemer. (Se også Agni, Angira, Deva, Pitri, Puranaer, Rodrace og Vedaer).

Angra Mainyu
(Avestan). Angra Mainyu er det zoroastriske navn for Ahriman − ondskabens, ødelæggelsens og modstandskræfternes ånd i den senere Avesta. I Gatha (17 hymner, som man mener, er skrevet af Zarathustra selv) taler Zarathustra om, at Mazda skabte to ånder. De var tvillinger, men levede i konstant krig med hinanden. Den ene skabte liv, den anden død − den ene talte sandhed, den anden fortalte løgne. De modsatrettede kræfter, der opretholder det synlige univers, er Spenta Mainyu og Angra Mainyu, som er roden til henholdsvis alt godt og til alt ondt. Fordi Angra Mainyu betragtes som Ahriman, mener nogle forskere, at Spenta Mainyu også skal repræsentere Ahura Mazda. I Mazdean-filosofi er Ahura Mazda den øverste skaber, mens Ahriman er et skabt væsen. I Avesta beskrives Angra Mainyu som den djævelske Druj − Daevaernes Daeva – ondskabens fyrste. Han er symbol på mørke og uvidenhed, og han opholder sig i den uendelige nat. Uanset hvad den gode ånd opbygger, forsøger den onde ånd at nedbryde – på trods af at ”de to ånder − den gode ånd og den onde − skabte verden”. Da verden var skabt, brød Angra Mainyu ind i den, og hver gang Ahura Mazda skabte noget, brugte hans modpart trolddom til at skabe en plage. Han dræbte eksempelvis den førstefødte tyr, som havde været kilde til alt liv på Jorden. Han skabte 99.999 sygdomme − osv. Ahriman ødelægger alt det, der er skabt af Ormuzd, og det er symbol på det uvirkelige fysiske liv, der er kimen til sorg, og årsag til at mennesket glemmer, at fortabte og forgængelige frø skal dø, hvis udødelighedens åndelige plante − det evige liv − skal spire og vokse. Derfor er Ahriman udråbt som fjenden, modstandskræfterne og djævelen. De mange allegorier var forbundet med menneskets udvikling og kampe for at opnå indvielse og mesterskab, og astronomisk henviste de til sol- og måneformørkelser. Selv om Angra Mainyu og hans overvældende onde kræfter, som personificeres i Avesta af Daevaerne, tilsyneladende har stor magt i verden, vil den dag komme, hvor de overvindes af Ahura Mazda − når Ahura Mazda lader sin hellige ord inkarnere i Sosiosh (Saoshyant), for derefter vil han overvinde Angra Mainyu og genskabe verden. (Se også Ahriman, Ahura Mazda, Avestan, Daeva, Gatha og Zarathustra).

Anhika
(Sanskrit). Anhika er afsnit eller kapitler i Mahabhasya − det store værk af Patanjali. Patanjali var en af de tre mest berømte sanskrit-grammatikere i oldtidens Indien. De to andre er Panini og Katyayana, der levede før Patanjali (ca. 150 f.Kr.). Katyayanas arbejde er kun tilgængelig via referencer i Patanjalis arbejde. Det var med Patanjali, at den indiske tradition for sproglig videnskab fik en bestemt form. (Se også Patanjali).

Anicca
(Sanskrit). Anicca betyder ”natur”.

Anima
(Latin). Anima og Animus er de feminine og maskuline former af latin for luft, vind, åndedræt og livskraft. Især Carl Gustav Jung brugte begreberne til at betegne dybdepsykologiske fænomener. I åndsvidenskaben henviser Anima til luft, vind, åndedræt, liv, sjæl, ånd og tankesind. De færreste er opmærksom på, at man kan skelne mellem Anima og Animus, hvor Animus ligger meget tæt på begrebet intelligens eller Manas, og Anima svarer til den åndsvidenskabelige betegnelse Prana. Anima svarer til Prana, og derfor eksisterer Anima på alle syv eksistensplaner − fra Atma til det fysiske − og derfor er der Anima til stede i hver gruppe af kosmiske skabninger. Anima er derfor ikke begrænset til mennesker, dyr og andre skabninger, der er til stede i materielle legemer. Anima er en skabning, der belives af en individuel sjæl, og Jorden er også et legeme, der belives af en sjæl. Anima omtales som ren ånd, fordi essensen af Prana reelt er ånd, for Prana stammer direkte fra den Atma-Buddhiske monade, selv om Prana farves på de lavere planer af sin intime forbindelse med personligheden. (Se også Animus, Atma, Atma-Buddhi-Manas, Manas, Monade og Prana).

Anima Divina
(Latin). Anima Divina er en betegnelse for den guddommelige ånd eller sjæl. I Rom og Grækenland blev menneskets sjæl præsenteret som dual − Anima Divina, der var den udødelige sjæl (græsk ”Nous” eller ”Logos”), og Anima Brutus, der var den dyriske sjæl (græsk: Phren, Thymos eller Alogos). (Se også Logos og Nous).

Anima Mundi
(Latin). Anima Mundi er Verdenssjælen. Anima Mundi er livets subjektive side – den usynlige bevidsthed i alle naturens former og den guddommelige essens, der gennemtrænger og beliver alt fra det mindste atom til mennesker, planeter, solsystemer, galakser, galaksehobe og det, der er endnu større. Anima Mundi er den skabende 3. Logos i det logoiske feminine aspekt. Anima Mundi svarer til Alaya hos de nordlige buddhister, og Alaya betyder ”det uløselige”. Ordet anvendes i buddhismen som udtryk for den universelle sjæl eller de højere aspekter af Anima Mundi, der er kilden til alle skabninger og al manifestation. Anima Mundi er substansens sansende faktor, og derfor er Anima Mundi udtryk for den bevidsthed, kvalitet eller reaktionsevne, som enhver form er i besiddelse af. Anima Mundi er dermed identisk med den universelle sjæl eller Buddhi betragtet som et kosmisk princip. I mennesket svarer Anima Mundi til Atma og Atma-Buddhi. I nogle sammenhænge er Anima Mundi identisk med Mulaprakriti (ursubstansen), som er oprindelsen til alle ting. I Den Hemmelige Læres stanzaer kaldes Anima Mundi den ”syvdelte moder” som udtryk for essensen af de syv planer for føleevne, bevidsthed og differentiering − både moralsk og fysisk. Anima Mundi i sit højeste aspekt er Nirvana, og i sit laveste aspekt er Anima Mundi astralt lys. Hos gnostikerne og de første kristne var Anima Mundi et feminint aspekt, men det var biseksuelt hos andre sekter, som kun betragtede Anima Mundi på de fire lavere planer. Når man kan læse, at menneskets sjæl blev født ved at frigøre sig fra Anima Mundi, så betyder det, at esoterisk set består sjælen af en essens, der er identisk med Det Universelle Absolutte, og derfor er sjælene udstrålinger fra Verdenssjælen. Anima Mundi blev skiftevis identificeret med Isis, Sephira, Sophia, Helligånden, Mahat, Mulaprakriti osv., men begrebet blev brugt i en tåget og ofte materialistisk forståelse. (Se også Alaya, Atma, Atma-Buddhi, Buddhi, Isis, Logos, Mahat, Mulaprakriti, Nirvana, Sephiroth og Sophia).


Side : 1 2 3 4 5 6 7 8
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook