Alsvin
(Oldnordisk). Alsvin (eller Alsvinn) og Arvak er de to heste, der trĂŠkker Solen over himlen i den nordiske mytologi. De to heste forfĂžlges tĂŠt af ulven Skoll, som hver aften indhenter dem og sluger Solen. Alsvin betyder âden meget hurtigeâ eller âden Ă„rvĂ„gneâ. De to heste kaldes ogsĂ„ Alsin og Arvak. De to heste, der trĂŠkker solvognen hedder Alsvin og Arvak, men hvad MĂ„nes heste hedder vides ikke. Disse heste skal ikke forveksles med Dags hest Skinfaxe eller Nats hest Rimfaxe. (Se ogsĂ„ Alswider, Arvak, Grane, Guldfaxe, Hest, Hovvarpner, Rimfaxe, Sleipner og Skinfaxe).
Alswider
(Oldnordisk). Alswider betyder âaltid-hurtigâ. I Eddaerne var det navnet pĂ„ âMĂ„nens hestâ. Der herskede totalt mĂžrke i hele rummet. Kun et par fyrige gnister fra muspelheim (en verden, der fandtes, fĂžr den kendte verden pĂ„ Jorden blev dannet) vandrede planlĂžst gennem rummet. Solen kendte ikke sin plads, det samme gjaldt MĂ„nen, og selvfĂžlgelig vidste stjernerne heller ikke, hvor de skulle stĂ„. Men guderne indsamlede gnisterne, gjorde dem til stjerner og satte dem fast pĂ„ himmelhvĂŠlvingen. De skabte solvognen, og de spĂŠndte hesten Arwaker (âtidlig-gangerâ), som blev styret af jomfru Sol, og hun blev hurtigt efterfulgt af den skinnende MĂ„ne, der blev trukket af hesten Alswider. Den blev styret af den smukke dreng, Mani (MĂ„ne). âModer Natâ talte kĂŠrligt til Mani, da hun kĂžrte foran ham med sin sorte hest Rimfaxe (âfrostmankeâ), og hendes sĂžn Dag fulgte hende med sin hvide Skinfaxe â(lysmankeâ). (Se ogsĂ„ Alsvin, Alswider, Arvak, Edda, Guldfaxe, Hest, Hovvarpner, Muspelheim, Rimfaxe, Sleipner og Skinfaxe).
Alta Major centret
Alta Major centret findes i menneskets baghoved i bunden af kraniet, hvor rygmarven begynder. Alta Major centret forbinder energierne i det fysiske legeme og i mentallegemet.
Alter
(Egyptisk/Latin). Alter stammer fra âaltareâ, som er afledt af âaltusâ, der betyder âhĂžjâ. Oprindelsen til alteret var en jordhĂžj, en sten eller en forhĂžjning af trĂŠ, som de bedende kunne knĂŠle ved, eller hvor de kunne tilbyde ofre. Det kunne ogsĂ„ vĂŠre en piedestal med en usynlig guddommelighed, eller hvor man placerede en gudestatue. Fra de tidligste tider i Egyptens historie har man anvendt altre i gravene (Mastabaerne), og iflg. den traditionelle egyptologiske opfattelse blev de brugt af de efterladte, som bragte mad- og drikofre til den afdĂžde. Ă
rsagen var, at gravens ejer selv havde fĂ„et fremstillet relieffer og inskriptioner, som beskriver de livretter, der blev vĂŠrdsat i det fysiske liv. Iflg. Ă„ndsvidenskaben er det ikke den fysiske fĂžde, der var i fokus, men den energimĂŠssige side af det daglige mĂ„ltid, som for de gamle egyptere ikke bare reprĂŠsenterede gudernes gaver. Guderne var til stede i alt som energi, og derfor indtog man reelt guderne, nĂ„r man spiste og drak. FĂždens energi var gudernes energi, og de efterladte fortsatte med det daglige ritual i graven sammen med den afdĂžde, som kunne vĂŠre til stede i et af sine energilegemer (Kaâen eller astrallegemet). Altre er desuden fundet i templerne, ofte i form af en massiv granitblok, der stod i den Ă„bne tempelgĂ„rd â eksempelvis Heliopolisâ firkantede alter eller trinalteret i Amarna. Nogle gange var mindre altre anbragt i forkammeret til det allerhelligste. Der fandtes ogsĂ„ altre, som bestod af et cylinderformet fundament med en stenplade pĂ„ toppen â eller en stengral til afbrĂŠnding af rĂžgelse. Den fĂžde, der blev ofret til guderne, udgjorde prĂŠsternes og neofytternes mĂ„ltider. Ildaltre, hvor man bragte brĂŠndofre, blev fĂžrst anvendt sent i Egyptens historie. Det samme gĂŠlder dyreofringer, som er tegn pĂ„ en degenererende kultur. Det er en indlysende misforstĂ„else, at et levende vĂŠsen kan kĂžbe sig goodwill hos Gud ved at myrde et andet levende vĂŠsen, der er skabt af den samme Gud. Det er âdyretâ eller den dyriske natur i mennesket, der skal ofres â ikke et fysisk dyr. I Det Gamle Testamente omtales alteret som en del af udstyret i det jĂždiske tabernakel − guddommens hellige skrin. Det jĂždiske alter har horn i begge ender, som angiveligt symboliserer en frugtbar ko. Det er en idĂ©, som jĂžderne har fĂŠlles med hinduerne og de gamle egyptere. Her var det et symbol pĂ„ âModer Naturâ, og forbindelsen til det Allerhelligste, som reprĂŠsenterer âden store Moderâ, opstandelsen og fĂždslen, er tydelig. Alteret blev overtaget af kristendommen, hvor det blev til alterbordet.
Alter ego
(Latin). Alter ego er âdet andet jegâ. Der er et begreb, som er udtryk for en anden personlighed eller identitet hos et menneske. Et menneskes alter ego manifesterer sig ofte fysisk med navn, historie og adfĂŠrd, der adskiller sig markant fra menneskets normale identitet. Selv om et alter ego ofte er pĂ„taget, er det ofte udtryk for en skjult eller fortrĂŠngt del af menneskets personlighed, og derfor er den langt mere vidtrĂŠkkende end blot en rolle, der spilles. Et alter ego er en integreret del af mennesket.
Altergang
Se Kommunion og Nadver.
Altruisme
(Latin/fransk). Altruisme stammer fra det latinske âalterâ, der betyder âandenâ eller det franske âautruiâ, der betyder (for) âandre menneskerâ. Altruisme er det modsatte af egoisme. Et menneske, der er altruistisk, er menneskekĂŠrlig og uselvisk og ofte opofrende. Det altruistiske menneske prioriterer derfor andres lykke over sin egen. Nogle mener imidlertid, at altruisme snarere er en behagelig form for egoisme, for det altruistiske menneske opnĂ„r glĂŠde ved at glĂŠde andre. Altruisme betragtes som en moralsk grundholdning eller vĂŠremĂ„de. Som etisk teori er altruisme en kombination af de holdninger og handlemĂ„der, der udgĂžr en altruistisk vĂŠremĂ„de. Der kan f.eks. vĂŠre tale om begrundelser ud fra en kristen nĂŠstekĂŠrlighedstanke eller ud fra et filosofisk princip om en almenmenneskelig pligt til at vise godgĂžrenhed. De fleste religioner har et altruistisk grundsynspunkt som moralsk vĂŠrdi. F.eks. mener kristne, at Jesus var et altruistisk menneske, men ogsĂ„ buddhismen bygger pĂ„ altruistiske egenskaber i mennesket.
Am
(Hebraisk). Am, Em eller Amia pĂ„ kaldĂŠisk betyder âmoderâ. Nogle gange bruges betegnelsen for en kvindelig forfader eller endda om fĂždebyen. Somme tider bruges ordet som en metafor for Moder Jord. Desuden er det en betegnelse for Binah Sephira, hvis âguddommelige navn er Jehovahâ og som ogsĂ„ kaldes âHimmelske Moderâ.
Amaltheia
(GrĂŠsk). Amaltheia eller Amalthea er en nymfe i den grĂŠske mytologi, der passede og plejede spĂŠdbarnet Zeus, da hans mor Rhea skjulte ham i en hule pĂ„ Kreta for at forhindre, at han blev slugt af sin far Kronos. En anden legende oplyser, at det var nymferne Ida og Adrastea, der plejede Zeus, og at det var geden, der gav ham mĂŠlk fra sit yver, der hed Amaltheia. Amaltheia er forbundet med âcornucopiaâ â geden med det afbrĂŠkkede horn. Guderne gav pĂ„ den mĂ„de den ammede fremtidige konge usĂŠdvanlige evner og styrke. Han legede med sin barnepige, og ved et uheld brĂŠkkede han det ene af hendes horn af, som derefter havde guddommelige kraft til at give evig nĂŠring. Amaltheias horn blev et symbol pĂ„ uudtĂžmmelig overflod â et overflĂždighedshorn − og det blev brugt som en egenskab hos forskellige guddomme − bl.a. Hermes, Demeter, Gaia, Pluto og Cybele. I de romerske legender er Amalthea identisk med sibyllen Cumaean, der tilbĂžd de sibyllinske bĂžger til Roms hersker Tarquin (Lucius Tarquinius Superbus).
Amanasa
(Sanskrit). Amanasa bestĂ„r af âikkeâ og âmanasaâ, der stammer fra âmanasâ, som betyder âtankesindâ. Manas henviser til mennesket, der er tĂŠnkeren, iagttageren og den reflekterende. Ikke-manas eller Amanasa er derfor âde sindlĂžseâ, og betegnelsen henviser bĂ„de til Jordens tidlige menneskeracer og til bestemte hinduistiske guder. PĂ„ et tidspunkt i udviklingen var menneskeheden uden intellekt. Det var i perioden fĂžr Manasaputraerne (âtankens sĂžnnerâ) inkarnerede i menneskeheden og aktiverede Manas â tankesindet. (Se ogsĂ„ Manas og Manasaputra).
Amara-Kosha
(Sanskrit). Amara-Kosha eller Amarakosha bestĂ„r af âikkeâ og âmaraâ, der betyder âdĂžendeâ fra roden âmriâ, der betyder âat dĂžâ. Ordet er kombineret med âkoshaâ, der betyder âskatkammerâ, âordbogâ eller âhylsterâ. Amara-Kosha er det âudĂždelige ordforrĂ„dâ. Det er den ĂŠldste ordbog man kender i verden, og den rummer den mest prĂŠcise fortolkning af klassisk sanskrit. Den er skrevet af den buddhistiske vismand Amara Simha, men man ved ikke meget om ham. Orientalister placerer ham et sted mellem 2. og 6. Ă„rh., og de vurderer, at Amara-Kosha i kvalitet og betydning er pĂ„ hĂžjde med det sanskritsprog, der findes i Paninis grammatik. Amara-Kosha bruges ogsĂ„ nogle gange om den hĂžjeste af Koshaerne. (Se ogsĂ„ Kosha).
Amarna
(Egyptisk). Amarna, Tell el-Amarna eller rettere Et-Till el-Amarna var en beduinlejr pĂ„ Ăstbredden i Mellem-Egypten. Stedet har fĂ„et sit navn efter Beni Amran, som slog lejr i omrĂ„det for to Ă„rhundreder siden. I nutiden vĂŠkker navnet Amarna minder om den imponerende hovedstad â Akhet-Aton (âSolens horisontâ â eller âSoltempletâ), som blev grundlagt omkring 1370 f.Kr. og dedikeret til solguden Aton af farao Akhenaton. Byen dĂžde med faraoen, templerne blev Ăždelagt og husene smuldrede. Resterne af tre paladser, mange templer, rigmandsvillaer, en arbejderbydel og et kunstnervĂŠrksted blev fundet under Ăžrkensandet. I den pragtfulde hovedstad levede Akhenaton, den smukke Nefertete, deres fem dĂžtre og Tutankhaton, som senere skiftede navn til Tutankhamon. (Se ogsĂ„ Akhenaton, Amenhotep IV, Aton og Nefertete).
Amasis
(Egyptisk). Amasis (ca. 569-525 f.Kr.) var konge i 26. dynasti i det gamle Egypten. Han kom pĂ„ tronen efter et libysk oprĂžr mod Apries og hans pengegriske grĂŠkere. Da Amasis blev konge, var han mere pro-grĂŠsk end forgĂŠngerne. Historiske tekster og demotiske kilder giver et billede af en tronraner med en mystisk personlighed. Han elskede stĂŠrke drikke â en svaghed, der nĂŠvnes i mange beretninger. Eksempelvis svigtede han ofte vigtige statsanliggender for at deltage i en drikkekonkurrence. Et andet eksempel beskriver, hvordan den etiopiske konge udfordrede sin egyptiske kollega til at drikke havet. Han var imidlertid ikke i stand til at forhindre udvidelsen af det overvĂŠldende persiske rige. Seks mĂ„neder efter hans dĂžd erobrede Cambyses Egypten.
Amata-Yana
(Pali). Amata-Yana bestĂ„r af âikkeâ og âmataâ, der betyder âdĂždâ, fra roden âmriâ, der betyder âat dĂžâ. Ordet er kombineret med âyanaâ, der betyder âfĂžrendeâ, âgĂ„râ eller âredskabâ fra roden âyaâ, der betyder âat gĂ„â eller âat gĂ„ fremâ. Amata-Yana er derfor det âudĂždelige redskabâ eller den âudĂždelige metodeâ. Det svarer til sanskrit-begrebet Amrita-Yana − det udĂždelige redskab eller den udĂždelige individualitet, i modsĂŠtning til personlighedens redskab eller egoâet (Pachcheka-Yana). Amata-Yana er derfor det udĂždelige aspekt af mennesket, som er en kombination af de 5., 6. og 7. principper − Atman, Buddhi og Manas. (Se ogsĂ„ Amrita-Yana og Atman-Buddhi-Manas).
Amba
(Sanskrit). Amba er navnet pĂ„ den ĂŠldste af de syv Plejader − de himmelske sĂžstre eller jomfruer, der hver blev gift med en Rishi. Rishierne tilhĂžrte Saptarishi − dvs. de syv Rishier, der har forbindelse til stjernetegnet Store BjĂžrn. Amba er en mor eller en kvinde, der agtes og respekteres. Amba er et af Durgas navne − Durga, der er Shivas hustru i Mahabharata. Hun er den ĂŠldste af kongen af Kasis tre dĂžtre, som blev bortfĂžrt af Bhishma, for at de kunne blive hans bror Vichitraviryas hustruer. Da Bhishma opdagede, at Amba allerede var lovet vĂŠk til Raja af Salva, sendte han Amba til ham. Raja afviste hende imidlertid, fordi hun havde tilhĂžrt en anden mand. Dybt sĂ„ret trak Amba sig tilbage til skoven for at praktisere ekstrem askese, for hun Ăžnskede at opbygge kraft til at hĂŠvne sig over den uretfĂŠrdighed, Bhishma havde udsat hende for. Hendes liv sluttede frivilligt pĂ„ et ligbĂ„l, og hun blev genfĂždt som Sikhandin, der drĂŠbte Bhishma i den store kamp mellem Kauravaerne og Pandavaerne. Hendes sĂžstre − Ambika og Ambalika − blev mĂždre til henholdsvis den blinde konge Dhritarashtra og til Pandu, der blev far til Arjuna. I Den Hemmelige LĂŠre er Amba et udtryk for mystisk ĂŠrbĂždighed over for Aditi og Akasha − den himmelske jomfrumoder til det synlige univers. (Se ogsĂ„ Durga, Krittika, Mahabharata, Raja, Rishi og Shiva).
Ambarvalia
(Latin). Ambarvalia eller Ambarvale er italienske ceremonier til Êre for Ceres. De blev afholdt i Rom hvert Är den 29. maj, og her velsignede man markerne. Landboerne gik tre gange rundt om deres marker efter et svin, en vÊdder og en tyr, som derefter blev aflivet, mens man bad til Ceres om at skÊnke frugtbarhed. Oprindeligt blev ceremonien udfÞrt til Êre for Mars. Ambarvalia-ritualet indebar brÞd, vin og vand, der var skÊnket i en kalk, og ritualet for Ceres blev kopieret af de fÞrste kristne, og Ambarvalia er derfor oprindelsen til den kristne nadver. (Se ogsÄ Ceres og Demeter).
Ambhamsi
(Sanskrit). Ambhamsi stammer fra âambhasâ, der betyder vand, fra roden âbhaâ, der betyder âat skinneâ. I Vedaerne er vand identisk med âde himmelske vandeâ, og vand er ogsĂ„ et synonym for guder. I Brahmanaerne og i Puranaerne beskrives Ambhamsi som fire grupper af skabninger, som henholdsvis âskinnerâ eller âblomstrerâ. Deva-Manushyah (guder og mennesker), Pitrierne (stamfĂŠdre eller forfĂŠdre) og Asuraer (dĂŠmoner eller elementaler) er alle skabt af urhavet − det akashiske ocean. Der findes derfor utallige tankeforbindelser til udtrykket Ambhamsi â eksempelvis âjomfruen i Himlenâ og alkymisternes âhimmelske Jomfruâ. Ambhamsi er desuden et navn pĂ„ Kumaraernes leder Sanat-Sujata, der kaldes âvandeneâ. Betegnelsen bliver mere forstĂ„elig, nĂ„r man ved, at den sidste Sanat-Sujatas karakter var Mikael − ĂŠrkeenglen, som i Talmud kaldes âvandenes prinsâ. I den romersk-katolske kirke er han beskytter af bjerge ved kyststrĂŠkninger. Sanat-Sujata er âden ubesmittede sĂžnâ af âden ubesmittede moderâ (Amba eller Aditi − kaos og rum) eller âvandeneâ (urhavet) i det ubegrĂŠnsede rum. (Se ogsĂ„ Aditi, Amba, Asura, Brahmana, Kumaraer, Pitri, Puranaer, Sanna, Talmud og Veda).
Ambrosia
(GrĂŠsk). Ambrosia stammer fra âambrotosâ, der betyder âudĂždeligâ. Ordet bestĂ„r af et âikkeâ plus âmortosâ eller âbrotosâ, der betyder âdĂždeligâ â dvs. ikke-dĂždelig. Jf. sanskritordet amrita, der bestĂ„r af et âikkeâ plus roden âmriâ, som betyder âat dĂžâ − eller det latinske âimmortalusâ, der bestĂ„r af et âikkeâ plus âmorsâ, der betyder âdĂždâ. I klassiske myter henviser ambrosia til forskellige former for mad, drikke, guddommelig salve eller guddommelig visdom, som har relation til nektar â dvs. noget, der giver eller fremmer udĂždelighed. Ambrosia svarer ogsĂ„ til soma − eller mjĂžd i den oldnordiske mytologi. I en kinesisk allegori drikker den flyvende drage ambrosia, og den falder til jorden med sin vĂŠrt. Evolutionsloven resulterer i en sĂ„kaldt forbandelse eller et fald af stort set alle vĂŠrter â dvs. monader, som ofte kaldes engle. De falder ned i deres modpol og gennemgĂ„r udviklingen i stoffets riger. De er âfaldne engleâ, og det indebĂŠrer legemliggĂžrelse eller inkarnation pĂ„ Jorden. Mennesket er en Ă„nd eller en monade, og det har selv pĂ„ et tidspunkt i sin udvikling oplevet en lignende ânedstigningâ og pga. impulser og en udĂždelige trang til at vokse, gĂžre fremskridt, udvikle sig og erkende stadig stĂžrre dele af sandheden. Det er tydeligt i den hebrĂŠiske legende om det forbudte trĂŠ eller Kundskabens TrĂŠ og i hinduernes legender om soma. Men pĂ„ den opadgĂ„ende bue i den evolutionĂŠre cyklus betyder indtagelse af den hellige ambrosia indvielse. I mysterierne indtager den indviede en âdrikâ, der betyder Ă„ndelig udĂždelighed. Det er en drik, der er symboliseret af en kop og dens vĂŠske, men reelt er der tale om, at man modtager den livgivende strĂžm fra den indre natur, der nu strĂžmmer ind i bevidstheden. Det er en slurk af livseliksiren eller det evige liv. NĂ„r man indtager ambrosia-eliksiren, som er udtryk for et liv i uselviskhed, nĂ„r mennesket til den endelige indvielse, hvor mesteren lĂŠrer at opholde sig i solsystemets mellemliggende sfĂŠrer med fuld selvbevidsthed, og samarbejde med de hĂžjere bevidstheder i deres kosmiske arbejde. SĂ„dan er nirmanakayaerne og de sande buddhaer mv. (Se ogsĂ„ Amrita, Buddha, Honning, Nirmanakaya, Soma og TrĂŠ).
Amen
(Egyptisk.) Amen oversĂŠttes sĂŠdvanligvis med ordene âmĂ„tte det skeâ, men esoterisk betyder amen âden skjulteâ. Egypterne benyttede mantraet til pĂ„kaldelse af den store mysteriegud Amon, Ammon eller Amen, hvorfra âAmenâ stammer. Amon staves âA-m-nâ med hieroglyffer. Esoterisk set reprĂŠsenterede Amon den guddommelige vilje og hensigt (Ra) omsat til handling â âske Din viljeâ. Manetho oplyser, at ordet henviser til âdet, som er skjultâ, og fra historikeren HecatĂŠus og andre ved man, at egypterne brugte ordet til pĂ„kaldelse af guden Amon. Bonomi − den respekterede hieroglyfkyndige − kalder meget korrekt Amon-religionens tilhĂŠngere for âAmenophâ. Amon var ânymĂ„nes herreâ, og jĂždernes Jehovah-Adonai er kopieret fra den egyptiske gud Amon med vĂŠdderhovedet. Ordet Amen, som pĂ„ hebraisk skabes af bogstaverne A-M-N, svarer til talvĂŠrdierne 1,40,50 = 91, og derfor er der en tĂŠt relation til âJehovah Adonaiâ, som har talvĂŠrdierne 10, 5, 6, 5 og 1,4, 50,10 = 91. Det er en version af det hebraiske ord âsandhedâ, âtrofasthedâ, âpĂ„lidelighed eller âsikkerhedâ. Som udsagnsord betyder det âsikkertâ, âbestemtâ, âsĂ„dan mĂ„ det vĂŠreâ. Betydningen af Amen er i mange tilfĂŠlde nĂŠsten identisk med sanskritordet AUM (OM). Det er baggrunden for, at kristne bĂžnner og gudstjenester afsluttes med âAmenâ, og det er en skik, der svarer til anvendelsen af OM og udtrykket OM TAT SAT i sanskrit skrifter. I senere gnostiske tider blev Amen medlem af engleskaren. I det gamle Egypten hed en af de store guder Amon. (Se ogsĂ„ Adonai, Amon og Om-Tat-Sat).
Amenemhet
(Egyptisk). Amenemhet var navnet pÄ fire konger i 12. dynasti i Mellemste Rige.
Amenemhet I
(Egyptisk). Amenemhet I (1991-1962 f.Kr.) var vizir under den sidste Mentuhotep i 11. dynasti. Amenemhet I besteg tronen efter mange Ă„r uden ledelse af landet. Egypten genopstod â ikke uden vanskeligheder â efter en lang periode med uro, og Amenemhet I mĂ„tte bruge 30 hĂ„rde Ă„r til at reorganisere dobbeltriget og genoprette kongemagtens autoritet. Hans forgĂŠnger regerede landet fra Theben (Luxor), men han flyttede hovedstaden til Lisht ved grĂŠnsen mellem Ăvre- og Nedre-Egypten. Selv tilbragte han ikke meget tid i Lisht, for han mĂ„tte fĂžrst rejse rundt i Egypten for at undertrykke lokale oprĂžrsceller. Han fordrev nomadestammerne, som havde udnyttet fordelen ved landets interne uro og havde slĂ„et sig ned i det Ăžstlige delta, som Amenemhet I herefter forstĂŠrkede. Det lykkedes ham at give landet en solid administration. I 1971 f.Kr., da faraoen var blevet gammel og trĂŠt, udnĂŠvnte han sin sĂžn Sesostris I til medregent, og herefter forlod han ikke paladset, men overlod kampene med Syrien, Nubien og Libyen til sin sĂžn. Under en af ekspeditionerne dĂžde Sesostris Iâs far â muligvis som et resultat af en sammensvĂŠrgelse â og familien var tĂŠt pĂ„ at miste tronen. Amenemhet I skrev et smukt og tankevĂŠkkende digt, der bl.a. opfordrer til nĂŠstekĂŠrlighed â ca. 2.000 Ă„r f.Kr.: âKĂŠmp for livsglĂŠden, som de fattige kĂŠmper for deres brĂžd. Og husk, at kĂŠrlighed er sĂ„sĂŠd â og frugten af glĂŠde. Elsk dig selv â sĂ„ du kan elske de andre. VĂŠr ikke bange for at blive gammel, for pĂ„ enhver ny horisont finder du ny visdom. VĂŠr ikke bange for dĂžden, for du vil altid huske den anden flodbred.â
Amenemhet II
(Egyptisk). Amenemhet II (1929-1895 f.Kr.) var Amenemhet Iâs sĂžnnesĂžn. Dynastiet var solidt grundfĂŠstet, da han kom til magten. Begivenhederne i hans regeringstid er uklare. Skatte fra andre lande, som er fundet i Tod-templet, er bevis pĂ„ kongens forbindelse til Syrien.
Amenemhet III
(Egyptisk). Amenemhet III (1842-1797 f.Kr.), som efterfulgte Sesostris III herskede over et velhavende og velorganiseret land. Han dedikerede sig til udfĂžrelsen af imponerende arbejder, som er grundlaget for hans senere berĂžmmelse. Han udviklede Faiyum, og her byggede han en pyramide, som grĂŠske og romerske forfattere â der beundrede ham meget â kaldte âlabyrintenâ. Amenemhet III blev guddommeliggjort, og 2.000 Ă„r efter sin dĂžd blev han stadig tilbedt i omrĂ„det. Et usĂŠdvanligt tilfĂŠlde gjorde ham berĂžmt efter dĂžden. Hans navn âMaresâ (fra hans fornavn âNemaareâ), et navn han senere blev kendt under, blev udtalt ligesom navnet pĂ„ sĂžen âKarunâ i Faiyum â âde to byers sĂž Miwerâ. De to navne blev blandet sammen til Moeris-sĂžen, og man troede, at Amenemhet III udgravede sĂžen og opkaldte den efter sig selv.
Amenemhet IV
(Egyptisk). Amenemhet IV (1798-1790 f.Kr.). En storslĂ„et periode lakkede mod enden under farao Amenemhet IVâs korte regeringstid, selv om det ikke har vĂŠret muligt at finde en bestemt svaghed ved det hĂŠderkronede dynasti. Det smuldrede i lĂžbet af fĂ„ Ă„r og bevĂŠgede sig ind i en mĂžrk periode, hvor forskellige konger kortvarigt forsĂžgte at vinde prestige ved at tage navnet Amenemhet, men uden held.
Amenhotep
(Egyptisk). Amenhotep er navnet pÄ fire berÞmte faraoner i 18. dynasti i Ny Rige.
Amenhotep I
(Egyptisk). Amenhotep I (1527-1506 f.Kr.) var sĂžn af farao Ahmose I og dronning Ahmose-Nefertari. Amenhotep I blev begravet i Dira Abuân-Naga i den ĂŠldste kongegrav i Theben (Luxor), og han blev betragtet som en af de fire skytsĂ„nder for den thebanske nekropol. Det samme gjaldt hans moder Ahmose-Nefertari.
Amenhotep II
(Egyptisk). Amenhotep II (1438-1412 f.Kr.) var sĂžn af Tutmosis III og far til Tutmosis IV. Amenhotep II forsĂžgte at genvinde de asiatiske besiddelser, der tidligere blev erobret af hans far, ved nĂ„deslĂžst at knuse alle oprĂžr. Han demonstrerede en stolthed over at vĂŠre Egyptens leder, som overgik alle andre faraoner, for i imponerende inskriptioner pralede han af sin usĂŠdvanlige styrke. Han oplyste, at han var en fantastisk kĂŠmper, den stĂŠrkeste til at skyde med bue, en kraftfuld roer i sin bĂ„d â osv. Den âatletiskeâ konge betragtede krig som en sport, og i et enkelt tilfĂŠlde ledte han personligt et overraskelsesangreb, hvor han ene mand en hel nat holdt vagt over nogle fanger. Da den franske egyptolog Victor Clement Georges Philippe Loret opdagede Amenhotep IIâs grav i Kongernes Dal (1889), fandt han udover kongeligt gravudstyr selve den kongelige mumie samt mumier af adskillige konger, der havde ligget skjult pĂ„ stedet siden prĂŠstekongernes tid.
Amenhotep III
(Egyptisk). Amenhotep III (1402-1364 f.Kr.) var sĂžn af Tutmosis IV. Amenhotep III har sat et markant prĂŠg pĂ„ Egypten ved at bygge det smukke Luxor-tempel med den imponerende sĂžjlekolonnade mellem 1. og 2. tempelgĂ„rd. Arkitekten bag templet var den berĂžmte Amenhotep sĂžn af Habu. Amenhotep III stod bag fremstillingen af et overvĂŠldende antal Sakhmet-statuer (lĂžvegudinden). Han byggede desuden det gigantiske gravtempel Kom el-Haitan pĂ„ Vestbredden ved Theben (Luxor). I dag er kun de berĂžmte Memnon-statuer tilbage. Tiye var hans elskede fĂžrstehustru og dronning. I hans regeringstid var det egyptiske imperium pĂ„ sit hĂžjeste, og han havde allerede vist interesse for solguden Aton − en religiĂžs idĂ©, som under hans sĂžn Akhenaton skulle fĂžre til en regulĂŠr religiĂžs revolution.
Amenhotep IV
(Egyptisk). Amenhotep IV (1364-1347 f.Kr.) var sÞn af Amenhotep III og dronning Tiye. Han forsÞgte at revolutionere den egyptiske religion ved at gÞre solguden Aton til den primÊre guddom, og dermed kastede han sig ud i et Äbent opgÞr med det magtfulde Amon-prÊsteskab. Han Êndrede pÄ et tidspunkt sit navn fra Amenhotep til Akhenaton. (Se ogsÄ Akhenaton, Amarna, Amenhotep III, Aton og Nefertete.)
Amenti
(Egyptisk). Amenti eller Amentet er Duat, som egyptologerne har valgt at oversĂŠtte med âunderverdenenâ. Amenti betyder âdet skjulte stedâ eller âden hemmelige regionâ. De gamle egypteres Amenti var et omrĂ„de i efterlivet, hvor mennesket blev renset og forĂŠdlet efter den fysiske inkarnation. Det er imidlertid en almindelig misforstĂ„else, at Amenti er identisk med et sted under Jorden ligesom Hades eller skĂŠrsilden, som den afdĂžde ankommer til umiddelbart efter dĂžden. Amenti er i virkeligheden et hĂžjere bevidsthedsplan, hvor sjĂŠlen potentielt forvandles til ren Ă„nd i evigheden. Det 15. eller sidste hus (Aat) i Duat, kaldes Amentet-Nefert (âsmukke Amentiâ), og beskrives som en bolig for guderne. Det er himmelverden eller Devachan. Efterlivet blev ogsĂ„ omtalt som Sekhet-hetep (âfredens regionerâ), som var under Osirisâ herredĂžmme. En papyrus i Ădipus Egyptiacus viser et billede af et ĂŠg, der svĂŠver over mumien. Det er et symbol pĂ„ hĂ„bet om en ny fĂždsel pĂ„ Jorden efter renselsesprocessen i Amenti. I Ă„ndsvidenskaben er ĂŠgget symbol pĂ„ Devachan â âsalighedens regionâ â der er identisk med Mentalplanet. Et andet symbol for det samme er den vingede skarabĂŠ. Den âvingede solskiveâ er ogsĂ„ et symbol, der er beslĂŠgtet med ĂŠgget, og begge har samme betydning som skarabĂŠen Khepera eller Khopiru, et ord, der stammer fra âkhopruâ, der betyder âat bliveâ og âat blive genfĂždtâ. Der hentydes naturligvis til bĂ„de menneskets reinkarnation og til dets Ă„ndelige genfĂždsel. Ved indgangen til Amenti fĂžrer Anubis den afdĂžde til Osirisâ Hal − Dommens Hal. Her skal det fysiske liv bedĂžmmes af 42 dommere, og den afdĂždes hjerte (bevidsthed) vejes mod sandhedens fjer. I Dommens Hal i Amenti âanklagesâ den afdĂžde efter den fysiske dĂžd af de 42 âdommereâ, der reprĂŠsenterer Osiris. Hvis sjĂŠlen klarer prĂžven, gĂ„r den indre rejse videre til regionen Aalu. Hvis navnene pĂ„ de 15 Aats, de 7 Arrets (cirkler), de 21 pyloner (porte), og hvis guder og vogtere af domĂŠnerne alle er kendt, er den afdĂžde i stand til at gĂ„ fra den ene hal til den nĂŠste, og til sidst stige om bord i nattens solbĂ„d, der passerer gennem Duat for at lĂžfte sig op pĂ„ himlen. De afdĂžde, der ikke kommer med nattens bĂ„d − de uudviklede personligheder − skal blive i efterlivet eller Kama-Loka (astralplanet), mens de, der kommer med bĂ„den, fĂžres op til himmelverdenen eller Devachan, hvor de lever, indtil de vender tilbage for at blive genfĂždt i den fysiske verden. Det henviser til en udvikling, hvor mennesket passerer fra eksistensplan til eksistensplan pga. af menneskets viden om planernes ânavneâ, og til sidst bliver det muligt at finde den hemmelige eller usynlige vej til Solen. Kendskabet til navnene indikerer Ă„ndelig, intellektuel og psykisk udvikling, som medfĂžrer, at den afdĂžde ikke lĂŠngere fĂžler sig tiltrukket af de lavere verdener, for der er nu udviklet tilstrĂŠkkelig og korrekt kundskab til at klare udfordringerne, og derfor vil et hĂžjere udviklet menneske fĂžle en tiltrĂŠkning, der fĂžrer opad mod Ă„ndelige hĂžjder. Hvis egyptologerne vidste mere om de egyptiske guders esoteriske betydning, ville de vide, at âdommerneâ svarer til Lipikaerne â Karmas Herrer. Hinduernes Chitragupta, der oplĂŠser beretningen om enhver sjĂŠls liv fra sin bog, der kaldes Agrasandhani, og dommerne, der oplĂŠser deres fra den afdĂždes hjerte, der er som en Ă„ben bog for Yimas, Minosâ, Osirisâ eller karmas Ăžje, og de er alle varianter af Ă„ndsvidenskabens Lipikaer. Men Lipikaerne er ikke guddomme, der stĂ„r i forbindelse med dĂžden, men med det evige liv. Allegorien i DĂždebogen, der handler om âsjĂŠlens belĂžnningâ, svarer til Ă„ndsvidenskabens syv principper. De afdĂžde fĂ„r tildelt et stykke jord pĂ„ Aanroos mark, og her kan de hĂžste det, de har sĂ„et ved deres handlinger i det fysiske liv. De afdĂžde, der er optaget blandt guderne, hĂžster det syv alen hĂžje korn, som vokser pĂ„ et omrĂ„de, der er delt i syv og fjorten dele. Kornet er den fĂžde, der betinger deres liv og dĂžd i Amenti, som Aanroo-marken er en del af, for her tilintetgĂžres den afdĂžde eller bliver til ren Ă„nd i evigheden som fĂžlge af de âsyv gange syv og halvfjerds livâ, som den afdĂžde har tilbragt â eller skal tilbringe â pĂ„ Jorden. IdĂ©en om kornet, der hĂžstes som âfrugten af menneskets handlingerâ, er indlysende. De mystiske og mytologiske belĂŠringer om Amenti var alle mere eller mindre symbolske beskrivelser af rĂŠkken af stadier i efterlivet. Det gĂŠlder Kama-Loka, Devachan og Ă„ndens pilgrimsrejse, som egypterne havde samlet under begrebet Amenti. (Se ogsĂ„ Aanroo, Agra-Sandhani, Chitragupta, Devachan, Duat, DĂždebog, Kama-Loka, Khepera, Lipika, Mentalplan og Yima).
Amesha Spenta
(Avestan). Amesha Spenta bestĂ„r af âikkeâ og âmeshaâ eller âmaraâ, der betyder âdĂždeligâ eller âforanderligâ samt âspentaâ, der betyder âbeskytterâ eller âhelligâ â i stil med sanskritordet âsvantaâ, der betyder âlykkevarslendeâ. Amesha Spenta er betegnelsen for seks engle eller guddommelige krĂŠfter, der er personificeret som guder. De beskytter Ahura Mazda, og han er syntesen og den syvende. De seks udĂždelige beskyttere er Vohu-Manah, Asha-Vahishta, Khshathra-Vayria, Spenta-Armaiti (kĂŠrlighed), Haurvatat (perfektion) og Ameretat (udĂždelighed). De tre fĂžrste er Ahura Mazdas egenskaber, som er abstraktioner uden form. De maskuline positive skabende krĂŠfter projicerer et spejlbillede i den lavere mentale verden og fĂžder dermed den anden treenighed, som er menneskets vej til frihed. De er bĂ„de identiske med og alligevel adskilt fra Ahura-Mazda. De er en af prototyperne i den romersk-katolske kirkes âsyv Ă„nderâ eller âengleâ, der har ĂŠrkeenglen Mikael som leder. De kaldes ogsĂ„ âden himmelske hĂŠrskareâ og âde syv tilstedevĂŠrelsens engleâ. De er gnostikernes Kosmokratorer, som er en kraft, der er tĂŠt pĂ„ skaberen, det aktive tankesind eller intellekt, som er kilden til guddommelig lyksalighed. De svarer til jĂždernes Elohim, arabernes Malaeka (engle), Koranens âsjĂŠl i engleneâ, og teosoffernes Dhyan-Chohaner eller Dhyani-Buddhaer. De er herskerne over jordkĂŠdens syv planeter, og de er identiske med de syv Prajapatier, Sephiroth osv. (Se ogsĂ„ Ahura Mazda, Dhyan-Chohan, Dhyani-Buddhaer, Elohim, Kosmokrator, Prajapati og Sephiroth).
Ameyatman
(Sanskrit). Ameyatman stammer fra âameyaâ, der betyder âumĂ„deligâ. Ordet bestĂ„r af âikkeâ og roden âmaâ, der betyder âat mĂ„leâ eller âmarkereâ samt âatmanâ, der er âSelvetâ. Ameyatman er den umĂ„delige sjĂŠl eller det umĂ„delige Selv, og betegnelsen henviser til Vishnu, som er i besiddelse af ekstraordinĂŠr eller umĂ„lelig visdom og storsind. (Se ogsĂ„ Atman og Vishnu).
Amilakha
(Mongolsk). Amilakha henviser til en fase i evolutionen, hvor bevidstheder trÄdte ind i eller animerede menneskelige former. Udviklingsprocessen henviser isÊr til Dhyani-Buddhaerne og de guddommelige Bodhisattvaer. (Se ogsÄ Bodhisattva og Dhyani-Buddhaer).
Amita-Buddha
(Sanskrit). Amita-Buddha er de kinesiske og tibetanske buddhisters navn pĂ„ den oprindelige visdom eller universelle sjĂŠl. Amita-Buddha svarer til Adi-Buddha. Det er desuden det âhimmelske navnâ pĂ„ Gautama Buddha. Tsong-kha-pa betragtes som en direkte inkarnation af Amita-Buddha. (Se ogsĂ„ Adi-Buddha, Amitabha, Buddha, Gautama Buddha og Tzon-kha-pa).
Amitabha
(Sanskrit). Amitabha bestĂ„r af âikkeâ og roden âmaâ, der betyder âat mĂ„leâ samt âabhaâ, der betyder âpragtâ eller âlysâ. Det er afledt fra âa-bhaâ, der betyder âat skinneâ eller âat strĂ„leâ. Amitabha er derfor umĂ„lelig pragt, grĂŠnselĂžst lys eller grĂŠnselĂžst rum. Det er en af tibetansk buddhismes fem Dhyani-Buddhaer, der som regel kaldes de fem Tathaga-thas eller Jinaer (de sejrende). Oprindeligt reprĂŠsenterede Dhyani-Buddhaerne kosmiske Ă„ndelige egenskaber og udstrĂžmninger fra Adi-Buddhi, men i mytologien blev de til guder. I Kina blev Amitabha en fordrejning af sanskritbetegnelsen Amrita-Buddha, der er Gautama Buddhas âhimmelske navnâ. Amitabha er den af Dhyani-Buddhaerne, der manifesterer sig gennem Gautama Buddha, nĂ„r han inkarnerer pĂ„ Jorden. Navnet har mange varianter − f.eks. Amita, Abida, Amitaya m.fl. − og de fortolkes i betydningen âgrĂŠnselĂžs tidsalderâ og âgrĂŠnselĂžst lysâ. Den oprindelige opfattelse var et upersonligt guddommeligt lys. I Vesten er Amitabha den herskende guddom Sukhavati (âdet vestlige Paradisâ eller âden rene jordâ), og i Kina og Japan er Amitabha tilbedt som Amida-Buddha. Esoterisk set er der tale om de syv Dhyani-Buddhaer (forelĂžbig er kun fem manifesteret), og de reprĂŠsenterer bĂ„de kosmiske skabninger og strĂ„ler eller refleksioner af de kosmiske kilder, som manifesterer sig i mennesket som Monader. Amitabha svarer til 1. Logos, som er Faderen i den kristne treenighed. Hos Pythagoras er Amitabha monadernes monade og i mennesket svarer det til Atman. Fra et filosofisk synspunkt betyder Amitabha ogsĂ„ âingen farveâ eller âhvid herlighedâ. Det er det grundlĂŠggende Ă„ndelige element eller princip i solsystemet, som er kilden til syv differentierede âfarverâ, der kendetegner de manifesterede kosmiske hierarkier. (Se ogsĂ„ Adi-Buddhi, Atman, Dhyani-Buddhaer, Dolmas sGrol-ma, Buddha, Gautama Buddha og Monade).
Ammit
(Egyptisk). Ammit eller Ammut er et uhyggeligt fabeldyr, med krokodillehoved, lĂžvemanke og -forben, leopardkrop og bagkroppen af en flodhest. Den symboliserede menneskets resterende Karma, der var selvskabt, og som kun kunne overvindes ved egen kraft i kommende inkarnationer. Det uhyggelige vĂŠsen var til stede i forbindelse med vejningen af den afdĂždes hjerte (bevidsthed) i Dommens Hal. Hvis den afdĂžde ikke blev godkendt som âmaa kheruâ (sand af stemme), sad dĂŠmonen Ammit - som i Ă„ndsvidenskaben kaldes âtĂŠrsklens vogterâ - og ventede. Den havde det uhyggelige navn - Ăderen. Iflg. inskriptionerne havde den ventet 100.000 Ă„r pĂ„ et mĂ„ltid. AfdĂžde blev med andre ord hverken kastet i Helvede eller blev foder for et frĂ„dende uhyre. Symbolikken fortĂŠller tydeligvis, at der altid er en ny chance i et nyt liv. (Se ogsĂ„ Amenti).
Ammonius Saccas
(GrĂŠsk). Ammonius Saccas var grundlĂŠgger af den neoplatoniske skole i Alexandria i Egypten, hvor man sĂžgte at undervise i principperne bag tidens forskellige religiĂžse og filosofiske systemer. Ammonius Saccas var derfor den fĂžrste neoplatoniker, og han blev en indflydelsesrig filosof, der levede i Alexandria mellem 2. og 3. Ă„rh. e.Kr. Han kom fra fattige kĂ„r, blev fĂždt af kristne forĂŠldre, men var udstyret med en markant nĂŠsten guddommelig godhed, og derfor kaldte man ham theodidaktos, âden gudslĂŠrdeâ. Han respekterede det, der var godt i kristendommen, men brĂžd meget tidligt med den kristne tro og kirkerne, for han var ude af stand til at finde noget overbevisende i religionen. Han skrev ikke noget, men hans lĂŠre blev kendt via hans elever â navnlig Plotin. (Se ogsĂ„ Analogeticist og Athenagoras).
Amon
(Egyptisk). Amon eller Amen er en egyptisk gud. I 5. dynasti (2465-2323 f.Kr.) hĂžrte Amon og hans hustru gudinden Ament til de oprindelige skaberguder, der var placeret umiddelbart efter de guddomme, der var forbundet med urstoffet − Hauhet og Nunet â der begge var guder, som reprĂŠsenterede det kosmiske urhav, kaos eller âafgrundenâ. Amon var oprindeligt tĂŠnkt som symbol pĂ„ âAltetâ eller selve Universet, isĂŠr i dets esoteriske og skjulte aspekter. Men efter 12. dynasti (1937-1759 f.Kr.), fik Amon sol-egenskaber, og derfor blev han kaldt Amon-Ra − den Ăžverste guddom hos Thebens magtfulde prĂŠsteskab, som dominerede hele Egypten. Amon blev isĂŠr identificeret med Solens skjulte aspekter. Det fremgĂ„r af flere hymner, hvor det siges, at Amon er âden, der er skjult for guder og menneskerâ, âhan, som er ukendtâ m.fl. Amon dannede dermed en triade, der bestod af en fader, en moder og en sĂžn â Amon, Mut og Khonsu. VĂŠdderen er Amons dyr, og nĂžgleordet for VĂŠdderens tegn i nutidens fuldmĂ„nemeditationer giver en nĂžgle til forstĂ„else, for det lyder: âJeg trĂŠder frem, og fra tankens plan hersker jegâ. NĂ„r sjĂŠlen trĂŠder frem og viser sig i handling, behersker sjĂŠlen personligheden ved hjĂŠlp af tĂŠnkeevnen. Amon reprĂŠsenterer den sjĂŠlsinspirerede tĂŠnkning i mennesket. Amon staves âA-m-nâ i hieroglyfskriften. âA-m-nâ betyder âat tilslĂžreâ eller âat skjuleâ. Menneskets sjĂŠl er skjult, og det samme er de tanker, der er sjĂŠlens redskab i det fysiske menneske. Amon reprĂŠsenterer det skjulte, men han er ikke selve sjĂŠlen. Han er den sjĂŠlsinspirerede handling â eller den intelligente aktivitet. Det kristne mantra âAMENâ stammer fra âAUMâ og âAMONâ, og AMEN betyder âmĂ„tte det skeâ. I nutiden bruger man hovedsageligt mantraet AMEN som en fysisk bekrĂŠftelse, eller mĂ„ske nĂŠrmere som en religiĂžs formalisme uden Ă„ndelig betydning overhovedet. De esoteriske forskere oplyser, at i nutiden og fremtiden vil man i stigende grad bruge âOMâ, som er en kontrolleret tilbagetrĂŠkningslyd, der gradvis giver mennesket bevidst herredĂžmme over formerne og mulighed for at betrĂŠde vejen tilbage til sjĂŠlen â eller Gud. OM-lyden bruges med den hensigt at ryste atomerne i det mentale, astrale og fysiske legeme lĂžs, afkaste det uĂžnskede stof og indbygge nyt og mere velegnet materiale i henhold til 2. strĂ„les tiltrĂŠkningslov. Amon var ogsĂ„ vindens og luftelementets gud. Luftelementet symboliserer tankesindet (mentalplanet), og vinden reprĂŠsenterer bevĂŠgelser i tankestoffet â fra de fineste til de kraftigste. Vandelementet symboliserer fĂžlelserne (astrallegemet). Amon bĂŠrer en fjerkrone med to lange strudsefjer, fordi de fine fibre i strudsefjerene reagerer pĂ„ den mindste bevĂŠgelse i luftelementet. Amons bevidsthed opfanger enhver bevĂŠgelse i det fineste stof pĂ„ mentalplanet. Hans sceptre er hyrdestaven og plejlen. Hyrdestaven symboliserer kontrol over tĂŠnkeevnen. Tanken styrer fĂžlelsernes flok, pĂ„ samme mĂ„de som hyrden styrer sin fĂ„reflok. Plejlen er symbolet pĂ„ kontrol over fĂžlelseslegemet. FĂžlelserne sorterer det gode fra det dĂ„rlige, nĂ„r mennesket vĂŠlger, hvad det kan lide, og hvad det ikke kan lide. PĂ„ samme mĂ„de skiller plejlen kĂŠrnerne fra avnerne. Amon sidder ofte pĂ„ en trone. Tronen er symbolet pĂ„ kontrol over det fysiske legeme og det fysiske plan. Tronen er udhugget i granit, som er et af de hĂ„rdeste materialer i mineralriget. Amon sidder pĂ„ stoffets trone og viser dermed kontrollen over det fysiske element. Tronen hviler imidlertid pĂ„ vand, men her er vandelementet ikke et billede pĂ„ astrallegemet, men pĂ„ urhavet, som det fysiske plan, astralplanet og mentalplanet er skabt af. Amon bĂŠrer ofte skaberguden Khnums vĂŠdderhorn pĂ„ hovedet. Legenden fortĂŠller, at VerdensĂŠgget (Universet) blev anbragt i Khnum â skaberguden, der reprĂŠsenterer krĂŠfterne i det 3. aspekt af âDen Eneâ. Det 3. aspekt kaldes ogsĂ„ âaktiv intelligensâ, og dengang menneskeheden blev skabt, blev Khnum til Amon eller âden intelligente aktivitetâ. Den aktive intelligens blev til den intelligente aktivitet. (Se ogsĂ„ Amen, Amon-kronen, Amon-Min, Chnoumis, Chnouphis, Hauhet, Khnum, Nunet, Khnum, Khonsu og Mut).
Amon-kronen
(Egyptisk). Amon-kronen eller fjerkronen âIbesâ forbandt âDeshretâ (den rĂžde krone for Nedre-Egypten) med Benu-fuglens to fjer, som symboliserede kraften fra Heliopolisâ guder. Amon var den skjulte eller usynlige gnist eller intelligens i Universet, men han var ogsĂ„ vindens og luftelementets gud. (Se ogsĂ„ Amon, Amon-Min, Atef-kronen, Benu, BlĂ„ krone, Dobbeltkronen, Hvide krone, Khnum-kronen, Nemes-hovedklĂŠdningen og RĂžde krone).
Amon-Min
(Egyptisk). Amon-Min er et aspekt af guden Amon. Amon reprĂŠsenterede Guds kraft i skabende manifestation, og undervisningen og indvielserne i Thebens (Luxors) templer koncentrerede sig naturligt om sakralcentrets bevidsthedsaspekter. Her arbejdede egypterne med de skabende krĂŠfter, dvs. med avl i bred forstand â fra skabelse af Egypten som det perfekte rige til kĂžnsliv og forplantning − og derfor var guden Min reprĂŠsenteret i alle templer i Theben. Al kunst og alle former for skabende virksomhed er reelt et resultat af sublimeringer af seksualenergi, mens ĂždelĂŠggelsestrang og grusomhed skyldes manglende evne til at hĂŠmme den primitive og afsporede seksualitet. Min er som sagt et aspekt af Amon, og Min blev ogsĂ„ kaldt Amon-Min. Min betyder: âHan, som Ă„bner skyerneâ, og symbolikken er nem at forstĂ„, for regn betĂžd frugtbarhed. Min afbildes sĂŠdvanligvis som en stĂ„ende mand med erigeret penis. De fĂŠrreste har imidlertid bemĂŠrket, at Mins penis ikke er placeret pĂ„ sin naturlige plads pĂ„ det fysiske legeme, men ud for navlen. Det indikerer fĂžlelses- og begĂŠrkontrol og anvendelse af seksualenergiens skabende kraft til hĂžjere formĂ„l. Min bĂŠrer Amons krone med to lange fjer pĂ„ hovedet. Det fysiske legeme er mumificeret og dermed fikseret. Det viser, at Mins skaberevner udelukkende udgĂ„r fra bevidstheden. Han bruger den skabende tanke. Mins ene arm er imidlertid frigjort fra mumieklĂŠdningen. Den er bĂžjet og lĂžftet op over hovedet. Over den lĂžftede arm svĂŠver en plejl â symbolet pĂ„ fĂžlelseskontrol. Den lĂžftede arm indikerer, at Min ikke symboliserer det lavere begĂŠrliv, men at det befinder sig pĂ„ et hĂžjere bevidsthedsniveau. Min symboliserer derfor det sublimerede fĂžlelsesliv. Hans hud var oprindelig malet sort, og farvelĂŠgningen indgik i et sĂŠrligt tempelritual. Det var Min-yppersteprĂŠstens opgave at skabe den sĂŠrlige substans, som statuen rituelt blev malet med, for sort var frugtbarhedens farve i det gamle Egypten â sort som den frugtbare jord langs Nilens bredder. Teksterne fortĂŠller, at Min var sort, men han âudstrĂ„lede den hvide sĂŠdâ. I skabelsesprocessen reprĂŠsenterede han forvandlingen af det sorte stof (materialisme). Den hvide sĂŠd (sjĂŠlsimpulsen) pĂ„virker det sorte stof, impulsen spirer og vokser, og den alkymistiske proces, der lĂžfter bevidstheden fra uvidenhed til alvidenhed â fra formĂžrkelse til oplysning â kan begynde. (Se ogsĂ„ Amon og Amon-kronen).
Amonet
(Egyptisk). I Karnak-templet i forkammeret til det allerhelligste stĂ„r en Amon-statue. Gudestatuen er udfĂžrt med Tutankhamons ansigtstrĂŠk. Det er ikke usĂŠdvanligt at faraoner fremstillede Amon-statuer med deres egne ansigtstrĂŠk, men Amons statue stĂ„r sammen med en tilsvarende kvindelig version, og det er ualmindeligt. Tutankhamons navn er fjernet fra statuerne og erstattet med hans efterfĂžlger Horemhebs navn, og det vidner om den magtkamp, der udspillede sig pĂ„ Tutankhamons tid. Nogle egyptologer kalder Tutankhamon i kvindeskikkelse for Amonet, og mener, at der er tale om en feminin modpol til Amon, men Amonet skal sandsynligvis ikke opfattes som en erstatning for gudinden Mut, der udgĂžr den feminine modpol til Amon i den thebanske triade. Det bekrĂŠftes af, at Amonet ikke forekommer hverken fĂžr eller senere i Egyptens historie. Meget tyder pĂ„, at der er tale om en reminiscens fra Aton-kulten. Der er muligvis tale om et overgangsfĂŠnomen. Man Ăžnskede at forlade Aton-religionens ligevĂŠrdighedsprincip, hvor farao Akhenaton fremstillede sig selv som androgyn for at vise, at alle mennesker er sjĂŠle, at den kĂžnslige dualitet udelukkende er fysisk, og at der bag dualiteten findes et enhedsprincip. Amon-prĂŠsterne Ăžnskede givetvis at vende tilbage til den traditionelle Amon-symbolik, og det var muligvis grunden til, at de skabte Amonet. Den samme idĂ© mĂžder man i den grĂŠske mytologi i skikkelse af Hermes og Afrodite, som i en syntese smeltede sammen i hermafroditten â det androgyne princip. (Se ogsĂ„ Amon).
Amor
Se Eros.
AMORC
AMORC er en forkortelse for âAncient Mystical Order of Rosicrucianâ, som er navnet pĂ„ Rosenkreuzordenen. Ordenen er opstĂ„et i det gamle Egypten under farao Akhenaton. Medlemmerne indvies i de egyptiske mysterier via ritualer og mysteriespil i stil med frimureriets ritualer, og begge steder er der tavshedspligt om den viden, der opnĂ„s.
Amoritter
(HebrĂŠisk). Amoritter betĂžd oprindeligt âbjergbestigerâ, men amoritterne er bl.a. kendt fra babyloniske kilder. De omtales fĂžrste gang ca. 2050 f.Kr. De var nomader, som truede sikkerheden i det nordvestlige Babylonien. Iflg. skriftlige kilder var amoritterne opdelt i utallige mindre stammer. I Det Gamle Testamente optrĂŠder amoritterne som et folk, der bor i Kanaan Ăžst og vest for Jordan fĂžr israelitternes indvandring. I Bibelen bruges amoritter i flĂŠng med kanaâanĂŠer, selv om kanaâanĂŠerne generelt er en betegnelse for mennesker, der stadig lever, mens amoritterne isĂŠr henviser til et folk i fortiden. Udtrykket er Ă„benbart forbundet med det assyriske navn âAmurruâ, det egyptiske âAmarâ og det babyloniske âMar-tuâ. Mar-tu refererer til landomrĂ„der nord for PalĂŠstina sĂ„ langt som til Kadesh ved Oront-floden, der udspringer i Libanonbjergene, selv om der fandtes et distrikt med navnet Mar-tu i omegnen af Babylon. (Se ogsĂ„ Bibelen og KanaâanĂŠer).
Amphitrite
(GrĂŠsk). Amphitrite var datter af havguden Nereus, og hun var den kvindelige personificeringen af havet. Nereus boede pĂ„ havets bund med sine 50 dĂžtre, nereiderne, og han var ligesom Proteus berĂžmt for sine profetiske evner og for sin retfĂŠrdighed. Homer kaldte Nereus for âden gamle fra havetâ. Amphitrite var hustru til Poseidon og dronning af havet, og hun var mor til Triton. Nogle siger at hun var en af de halvtreds nereider. Da Poseidon fĂžrst friede til Amphitrite, flygtede hun fra hans tilnĂŠrmelser. Nogle gange er hendes hĂ„r lukket inde i et net, og hendes pande er prydet med to âhornâ af krabbeklĂžer. Hun er identisk med romernes Salacia, som var gudinde for de salte bĂžlger. (Se ogsĂ„ Nereus, Poseidon, Proteus og Triton).
Amrita
(Sanskrit). Amrita bestĂ„r af âikkeâ og âmritaâ, der betyder âdĂždâ fra roden âmriâ, der betyder âat dĂžâ. Amrita betyder derfor âudĂždelighedâ. Amrita er âlivets vandâ â gudernes ambrosiske drik eller fĂžde, som giver udĂždelighed. Amrita er en livseliksir og en af de âfjorten dyrebare tingâ i den puraniske allegori. Amrita er et gammelt vendisk udtryk for den hellige soma-saft, der benyttes i tempelmysterierne. Iflg. Puranaer, Ramayana og Mahabharata er Amrita en livseliksir, der blev brygget i en strid mellem Devaer og Asuraer, da de kĂŠrnede âmĂŠlkehavetâ (livets vande). Livseliksiren blev stjĂ„let mange gange, men hver gang blev den genskabt, og eliksiren âer stadig bevaret omhyggeligt i Deva-lokaâ. I Vedaerne omtales Amrita som en mystisk soma-saft, som gĂžr den nyindviede til et nyt menneske, og gĂžr det muligt for den Ă„ndelige natur at beherske den lavere natur. Amrita er hĂŠvet over enhver Guna (egenskab). Esoterisk set betyder Amrita derfor, at man âdrikkerâ af den overjordiske visdoms kilde, og at det Ă„ndelige âbrusebadâ tilfĂžrer livgivende kraft. (Se ogsĂ„ Asura, Deva, Guna, Pancha Makara, Mahabharata, Puranaer, Ramayana og Veda).
Amrita-Buddha
Se Amitabha.
Amrita-Yana
(Sanskrit). Amrita-Yana bestĂ„r at âikkeâ og âmritaâ der betyder âdĂždâ fra roden âmriâ, der betyder âat dĂžâ, kombineret med âyanaâ, der betyder âvejâ eller âredskabâ. Amrita-Yana er derfor âvejen til udĂždelighedâ. I bogen Stilhedens Stemme er det Buddhaernes vej til udvikling af fuldkommenhed. Det er den âhemmelige vejâ â Arya, det ĂŠdle hjertes vej og den esoteriske visdoms doktrin. Det er Buddhaer, der afviser at ifĂžre sig Dharmakaya-klĂŠdningen og indtrĂŠde i Nirvana, pĂ„ samme mĂ„de som Pratyeka-Buddhaerne opgiver Nirvana for at ifĂžre sig Nirmanakaya-klĂŠdningen. PĂ„ grund af det store individuelle offer er det muligt for dem at arbejde direkte til gavn for mindre udviklede skabninger. Nirmanakayaen er pĂ„ en mĂ„de den helligste af de tre legemer (Trikaya). Amrita-Yana er den ophĂžjede Ă„ndelig vej, der fĂžrer til ubeskrivelige herligheder i selvbevidst udĂždelighed i den kosmiske Manvantariske âevighedâ. Amrita-Yana kan ogsĂ„ referere til det âudĂždelige redskabâ i ethvert menneskes individualitet i modsĂŠtning til den dĂždelige personlighed. Amrita-Yana er âden Ă„ndelige gnistâ eller den udĂždelige monade − en kombination af femtes, sjettes og syvendes principper. (Se ogsĂ„ Amrita, Dharmakaya, Manvantara, Nirmanakaya, Nirvana og Trikaya).
Amsa
(Sanskrit). Amsa er et fragment eller en partikel. Det er en af Adityaerne i Mahabharata. Amsa er ogsĂ„ Surya (Solen), der udsendte en solenergi, der var sĂ„ kraftig, at Visvakarman − den guddommelige arkitekt â âafbrĂžd 1/8 af sin herlighedâ. De lysende fragmenter (Amsa), der faldt pĂ„ Jorden, forvandlede Visvakarman til en rĂŠkke redskaber for guderne − herunder Vishnus diskos og Shivas trefork. I Bhagavad-Gita udstrĂ„ler Krishna selv en Amsa, som blev en Jiva (monade) blandt verdens levende skabninger. Den tiltrak Manas (tankesindet) og de fem sanser, som stammer fra Prakriti (naturen). Amsa er desuden grundtonen eller den dominerende tone i en Raga − hinduernes musik, der er komponeret for at stimulere hĂžjere fĂžlelser, som er i harmoni med dagens og nattens energier. I Ă„ndsvidenskaben henviser Amsa til partikler af enhver art − til bĂ„de et livsatom og til en Monade, som er punkter eller âfragmenterâ i den kosmiske bevidstheds- og livssubstans. (Se ogsĂ„ Aditya, Bhagavad-Gita, Jiva, Krishna, Mahabharata, Manas, Monade, Prakriti, Raga, Shiva, Surya og Vishnu).
Amsamsavatara
(Sanskrit). Amsamsavatara stammer fra âamsamsaâ (amsa + amsa), som er en del af en del eller et fragment af et fragment. Ordet er kombineret med âava-taraâ, der betyder ânedstigningâ fra roden âava-triâ, der betyder âat krydse overâ eller âat stige nedâ. En del af en del, der stiger ned, anvendes pĂ„ de mange af Vishnus og Brahmas manifestationer. I Vishnu-Purana henvises der specielt til Krishna og de âhandlinger, han udfĂžrte som en del af en del (Amsamsavatara) for de ophĂžjedeâ. En Avatar − eller en sĂ„kaldt guddommelige nedstigning − er aldrig en ânedstigningâ eller inkarnation af hele guddommen, men kun en del af guddommen. Derfor indebĂŠrer en nedstigning kun en del af en del, og en Avatar kan derfor reelt kaldes en Amsamsavatara. Jo hĂžjere udviklet Avataren er, jo stĂžrre vil indflydelsen vĂŠre. (Se ogsĂ„ Amsa, Avatar, Brahma, Krishna, Puranaer og Vishnu).
Amshaspand
(Persisk). Amshaspand eller Amshaspend er âde syv lyse og herligeâ i Pahlavi-udgaven af den avestanske Amesha-Spenta. Amshaspand henviser til Ahura Mazdas seks egenskaber bĂ„de i de Ă„ndelige og i de mentale verdener. De tre fĂžrste − Vohu-Man (Bahman), Asha-Vahishta (Ordibehesht) og Khshathra-Vayria (Shahrivar) − er de tre aspekter af sandheden. Spenta-Armaiti (Spandar-Maz eller Esphand) Haurvata (Khordad) og Ameretat (Amordad) er refleksioner af den fĂžrste maskuline treenighed i den mentale verden. Den samlede sum af de seks er Kherad (intellektet), menneskets frigĂžrende kraft, som ikke skal forveksles med Ahura Mazda, den Ăžverste skaber. Amshaspand i den gamle persiske teologi havde samme generelle forhold til Universet, som man mĂžder i de syv eller ti Prajapati i hinduistiske skrifter, eller de syv eller ti Sephiroth i den hebraiske Kabbala. (Se ogsĂ„ Ahura Mazda, Amesha Spenta, Kabbala, Prajapati og Sephiroth).
Amsumat
(Sanskrit). Amsumat eller Amsuman stammer fra âamsuâ, der betyder âtrĂ„dâ eller âlysstrĂ„leâ. Som tillĂŠgsord betyder Amsumat âtrĂ„dlignendeâ eller lysende som Solen og MĂ„nen, men ogsĂ„ med henvisning til soma planter og soma saft. Som navneord er Amsuman en solprins og sĂžn af Asamanja, og barnebarn af kong Sagara, der havde 60.000 sĂžnner, som blev opslugt af et enkelt blik af Kapilas âĂžjeâ. Deres jordiske rester blev opdaget af Amsuman, der bragte den hest tilbage til Jorden, som var blevet bortfĂžrt fra Sagara under Asvamedha-offeret. (Se Amrita).
Amula-Mula
(Sanskrit). Amula-Mula eller Mulam bestĂ„r af âikkeâ og âmulaâ, der betyder ârodâ eller âbasisâ. I Vedaerne er Amula-Mula derfor âden rodlĂžse rodâ eller Mulaprakriti. Amula-Mula benyttes af H.P. Blavatsky i forbindelse med Mulaprakriti, med henvisning til âden Ă„ndelige rodâ eller ânaturens essensâ. Dvs. den Ă„ndeligs substantielle kilde til alt, der ligger bag den grĂŠnselĂžse Parabrahmans slĂžr eller klĂŠdning. (Se ogsĂ„ Mulaprakriti, Parabrahman og Veda).
Amulet
(Egyptisk). Amuletter i det gamle Egypten rummede magisk kraft. I forbindelse med mumificeringen placerede Anubis-prĂŠsterne amuletter i mumiebandagen for at beskytte den afdĂždes fysisk-ĂŠteriske legeme. Amuletterne var smĂ„ figurer, der var udfĂžrt i guld, bronze, sten, glas og fajance. Her er det ikke muligt at give en komplet liste over de mange figurer, deres symbolik og funktioner. Ofte var de forsynet med kraftord, mantraer og sĂŠtninger fra DĂždebogen og fra bogen om balsameringsritualer. En samlet kollektion af de egyptiske amuletter ville fylde butiksvinduet i en mellemstor forretning, og de reprĂŠsenterede den egyptiske religion med guder, gudinder, hellige dyr og symboler. Egypterne havde kendskab til amuletternes metafysiske krĂŠfter, og derfor smykkede de sig med symboler pĂ„ de guddommelige krĂŠfter â f.eks. gudeansigter, Udjat (hjertet), Djed-sĂžjlen (Osirisâ rygsĂžjle), Khepera (skarabĂŠen) osv. Amuletter blev derfor ikke alene benyttet ved begravelser, men ogsĂ„ i hverdagslivet. (Se ogsĂ„ Djed-sĂžjle, DĂždebog, Khepera og Osiris).
Ana
(KaldĂŠisk). Ana er den usynlige himmel, det astrale lys og den himmelske moder til Jordens hav. Ana indgĂ„r i en triade, der bestĂ„r af gudinderne Ana, Belita og Damkina. Ana som mor til havet er sandsynligt kilden den kristne symbolik, hvor Jomfru Maria stĂ„r pĂ„ halvmĂ„nen og har forbindelse til havet. Anna − navnet pĂ„ Jomfru Marias moder − er afledt af det kaldĂŠiske Ana. I den hinduistiske pantheon er Ana beslĂŠgtet med Annapurna, der er et navn pĂ„ Shivas hustru Devi-Durga, som betyder âfuld af fĂždeâ, med henvisning til den frugtbare mor â dvs. astrallyset i et af sine mange aspekter. (Se ogsĂ„ Durga og Shiva).
Anael
Anael er en engel i den romersk-katolske kirke og i den kristne kabbalisme. Anael hersker over planeten Venus.
Anagamin
(Sanskrit/Pali). Anagamin bestĂ„r af âikkeâ og âagaminâ fra âa-gamâ, der betyder âat kommeâ eller âat gĂ„ modâ. Dvs. et menneske, âder ikke kommerâ eller âden, der ikke vender tilbageâ. I den sydlige buddhisme eller Theravada-buddhismen er Anagami betegnelsen for en delvis oplyst discipel. NĂ„r en Anagami i sĂžvnen forlader sin fysiske krop, trĂŠder disciplen ind i den gĂ„defulde udvidede buddhiske bevidsthed. En Anagami har nĂ„et den tredje af oplysningens fire grader eller faser − niveauet fĂžr man bliver Arhat og klar til Nirvana. Og nĂ„r den aktuelle inkarnation er afsluttet, skal en Anagami ikke lĂŠngere genfĂždes i den fysiske verden, men er blevet en Arhat (4. indviet). (Se ogsĂ„ Arhat, Buddhi og Pathiga).
Anagram
(GrĂŠsk). Anagram stammer fra âanaâ og âgrammaâ, der betyder âskrifttegnâ. Anagram er ord, sĂŠtninger eller navne, der er dannet ved omflytning af bogstaver. Ofte er det skabt ved omflytning af et andet ords bogstaver, sĂ„dan at der opstĂ„r en ny betydning. Anagrammet blev ofte benyttet af jĂždiske kabbalister, men det er ogsĂ„ kendt i antikken og op gennem middelalderen.
Anahata Shabda
(Sanskrit). Anahata Shabda bestĂ„r af âikkeâ og âa-hanâ, der betyder âat anslĂ„â samt âshabdaâ, der betyder âlydâ. âShabdaâ stammer fra roden âsabdâ, der betyder âat stĂžjeâ, âat skrigeâ eller âat rĂ„beâ. Anahata Shabda er derfor lyde, der ikke er slĂ„et an. Det er en immateriel lyd, der ikke skabes af nogen form for materielle ting − en mystisk klokkeagtig lyd, der ofte hĂžres af dĂžende. Lyden mister langsomt sin intensitet indtil dĂždsĂžjeblikket. Det er ogsĂ„ den lyd, der hĂžres af den mediterende yogi i kontemplation. Theravada-buddhister taler om, at lyden er et indre signal, der er devaernes stemmer, som ligner âlyden af en gylden klokkeâ. Anahata Shabda er i virkeligheden en afspejling af den iboende lyd, der er karakteristisk for Akasha. Anahata Shabda er den tredje af fire lydfĂŠnomener eller -stadier, som ogsĂ„ kaldes Madhyama. Det fjerde stadie kan opfattes af den fysiske hĂžresans. Lyden hĂžres ikke i de forudgĂ„ende stadier, undtagen af de mennesker, der har udviklet de metafysiske sanser. De fire stadier kaldes Para, Pashyanti, Madhyama og Vaikhari. (Se ogsĂ„ Akasha, Kontemplation og Theravada).
Anahata-chakra
Anahata-chakra
(Sanskrit). Anahata-chakra er yoga-systemets betegnelse for det 4. chakra (den 12-bladede lotus) iflg. hinduistisk Shaktisme og buddhistiske tantriske traditioner. PĂ„ sanskrit betyder ordet Anahata âuskadtâ, âubelastetâ og âubesejretâ. Anahata-Nad refererer til det vediske begreb âikke anslĂ„et lydâ, som er det Ă„ndelige riges lyd. Anahata-centret befinder sig i den centrale nadi (Sushumna) i rygsĂžjlen i hjerteomrĂ„det, mens chakraet munder ud pĂ„ forsiden af ĂŠterlegemet i hjerteomrĂ„det mellem brysterne. Anahata-chakra symboliseres af en lotusblomst med 12 cinnoberrĂžde kronblade. Inde i figuren er der et rĂžgfarvet felt, der bestĂ„r af to trekanter − en opadvendt og en nedadvendt − som skaber en Shatkona. Det er et symbol, der bruges i Yantraer, og som reprĂŠsenterer foreningen af det maskuline (Ă„ndelige) og det feminine (formmĂŠssige) princip. Mere specifikt reprĂŠsenterer det Purusha (den Ăžverste skabning), og Prakriti (moder natur eller det kausale stof). Ofte vises det som Shiva-Shakti. Guddommen er den rĂžgfarvede, 4-armede Vayu, som ridder pĂ„ en antilope, som er chakraets symbolske dyr. Chakraets mantra er âYamâ − et tegn, der stĂ„r pĂ„ en mĂžrkegrĂ„ baggrund. I de 12 cinnoberrĂžde kronblade er der indskrevet sanskrit-stavelserne Kam, Kham, Gam, Gham, Ngam, Cham, Chham, Jam, Jham, Nyam, Tam og Tham. De svarer til de 12 Vritti: BegĂŠr, bedrageri, ubeslutsomhed, anger, hĂ„b, angst, lĂŠngsel, upartiskhed, arrogance, inkompetence, diskrimination og genstridighed. Anahata betragtes som sĂŠde for Jivatman og Para Shakti. I Upanishaderne er det beskrevet som en lille flamme inde i hjertet. Anahata er forbundet med evnen til at tage beslutninger, der er uafhĂŠngige af karma. Fra Manipura-chakra og nedefter er mennesket bundet af karmiske love. I Anahata-chakra tager man beslutninger âefter sit hjerteâ og baseret pĂ„ sjĂŠlen, og ikke ud fra uopfyldte fĂžlelser, begĂŠr og Ăžnsker, der stammer fra den lavere natur. Anahata-chakra er derfor forbundet med kĂŠrlighed, medfĂžlelse og barmhjertighed. Anahata-chakra er forbundet med huden, og chakraet har relation til handlinger med hĂŠnderne. I det endokrine system er Anahata forbundet til den hormonproducerende Thymus-kirtel. I Kundalini-yoga er Anahata-chakraet vĂŠkket og afbalanceret via yoga-praksis, herunder Asana, Pranayama og udĂžvelse af Ajapa Japa. (Se ogsĂ„ Ajapa Japa, Asana, Kundalini-yoga, Manipura-chakra, Prakriti, Pranayama, Purusha, Shakti, Shaktisme, Shatkona, Sushumna Nadi, Tantra, Upanishader, Vayu, Vritti og Yantra).
Anaitia
(KaldÊisk). Anaitia er en afledning af Ana, som er en gudinde, der er identisk med hinduernes Annapurna. Annapurna er et af navnene pÄ gudinden Kali, Shivas feminine aspekt, som er hendes gemal. (Se ogsÄ Ana, Kali og Shiva).
Analogeticist
(GrĂŠsk). Analogeticist er en betegnelse for Ammonius Saccasâ disciple. Det var en tilnavn, de fik, fordi de arbejdede med at fortolke legender, myter og mysterier ud fra det analogiske og korresponderende princip, som findes i det kabbalistiske system. Det samme gĂŠlder Ăstens esoteriske og filosofiske skoler. (Se ogsĂ„ Ammonius Saccas og Analogi).
Analogi
Analogi
(GrĂŠsk). Analogi stammer fra det grĂŠske âanalogiaâ, der betyder âoverensstemmelseâ og âlighedâ. Analogi er loven om paralleller. Det er den lovmĂŠssighed, der henvises til i det hermetiske aksiom med ordene: âSom foroven, sĂ„ledes ogsĂ„ forneden, som i det store, sĂ„ledes ogsĂ„ i det smĂ„, som i det ydre, sĂ„ledes ogsĂ„ i det indreâ. Analogiloven er udtryk for Gud i mennesket.
Ananda
(Sanskrit). Ananda stammer fra âa-nandâ, der betyder âglĂŠdeâ og âlyksalighedâ. Ananda oversĂŠttes normalt med âsalighedâ, âlykkeâ, âglĂŠdeâ og âekstaseâ. Ananda var desuden navnet pĂ„ Gautama Buddhas yndlingsdiscipel, der fulgte og tjente sin lĂŠrer med allerstĂžrste hengivenhed i tyve Ă„r, og han fĂ„r ĂŠren for at have reciteret hele Buddhavachana (Buddhas ord) kort efter Gautama Buddhas Parinibbana (overgang). I vedantinsk filosofi − Sat-Chit-Ananda (den trefoldige, universelle Logos) − er det tredje ord Ananda. Det er de tre egenskaber, der tilhĂžrer Atman eller Brahman eller den kosmiske Logos. (Se ogsĂ„ Atman, Brahman, Gautama Buddha og Sat-Chit-Ananda).
Ananda-Lahari
(Sanskrit). Ananda stammer fra âa-nandâ, der betyder âglĂŠdeâ og âlyksalighedâ. Ananda-Lahari er en âbĂžlge af glĂŠdeâ. Det er et smukt digt skrevet af Sankaracharya. Det er en hymne til Parvati, der er Shivas hustru. Teksten indeholder meget esoterisk undervisning. (Se ogsĂ„ Ananda, Parvati og Shiva).
Ananda-Marga
(Sanskrit). Ananda-Marga er en praktisk filosofi til personlig udvikling, tjenestearbejde og forvandling af samfundet. Ananda-Margas Ändelige system betragtes ogsÄ som en syntese af vediske og tantriske filosofier.
Anandamaya-Kosha
(Sanskrit). Anandamaya-Kosha eller Anandamayakosha stammer fra âanandaâ, der er afledt fra âa-nandâ, der betyder âglĂŠdeâ og âlyksalighedâ. âMayaâ betyder âskabt afâ fra roden âmaâ, der betyder âat mĂ„leâ eller âformâ. âKoshaâ betyder âhylsterâ, âsvĂžbâ eller âlegemeâ. Anandamaya-Kosha er derfor et hylster eller et legeme, der er skabt af lyksalighed. Anandamaya-Kosha en illusorisk form, for den er formlĂžs (Arupa). I Vedaerne er legemet det fĂžrste af fem svĂžb eller principper (Panchakosha) i menneskets opbygning, som omslutter den guddommelige monade − Atman. Anandamaya-Kosha er âlyksalighedslegemetâ, som er det legeme, der anvendes pĂ„ det Buddhiske plan. I Upanishaderne kaldes det bl.a. for âsollegemetâ. Anandamaya-Kosha er en afspejling af Atman, som er absolut lyksalighed. Anandamaya-Kosha er ikke et legeme pĂ„ samme mĂ„de som de fire ydre Koshaer (hylstre eller legemer). Anandamaya-Kosha er selve sjĂŠlen â et legeme af lys, der ogsĂ„ kaldes Karana-Sharira og Karmashaya â dvs. ejer af karma fra det aktuelle og alle tidligere liv. Anandamaya-Kosha er det princip, der udvikles gennem alle inkarnationer og videre frem indtil sjĂŠlens ultimative syntese med Paramatman. Anandamaya-Kosha er forbundet med Karana-Sharira eller Kausallegemet. Det henviser til en fase, hvor Pranamaya-Kosha (Selvet) befinder sig i den evige lyksalighed â en fuldkommen tilstand af indre fred, sindsro, stabilitet og vĂŠren. Det er den tilstand, der kaldes Samadhi. Har man nĂ„et Anandamaya-Kosha-stadiet, forstĂ„r man alle de tidligere Koshaer (hylstre eller legemer), og erkender deres ufuldkommenhed. Man forstĂ„r hvor forgĂŠngelig og midlertidig eksistensplanerne reelt er, og forstĂ„elsen medfĂžrer fokusering pĂ„ virkelighed og energi. Alle verdslige problemer bliver ubetydelige, og der indtrĂŠder en tilstand af fred og sindsro. Anandamaya-Kosha skal ikke forveksles med Annamaya-Kosha. (Se ogsĂ„ Annamaya-Kosha, Arupa, Atma-Buddhi-Manas, Atman, Buddhi, Karana-Sharira, Karmasaya, Kausallegeme, Kosha, Manamaya-Kosha, Meditation, Paramatman, Samadhi, Upanishader, Veda, Vijnanamaya-Kosha og Ăterlegeme).
Ananga
(Sanskrit). Ananga bestĂ„r af âikkeâ og âangaâ, der betyder âlemâ, âdelâ eller âinddelingâ. Ananga betyder derfor âuden lemmerâ eller âuden deleâ. Det henviser til âden kropslĂžseâ, som er Kama eller Kama-Deva − kĂŠrlighedens gud. I den puraniske legende blev Kama gjort kropslĂžs med et enkelt blik fra Shivas tredje Ăžje. Ă
rsagen var et forsĂžg pĂ„ at forstyrre Shivas asketiske liv (jf. Ramayana). Shiva er esoterikerens skytsĂ„nd, og det, der symboliseres af Shivas tredje Ăžje, skal âpĂ„ mystisk vis erhverves via askese, fĂžr man bliver en mesterâ. Forklaringen er, at netop fordi Ananga betyder âkropslĂžsâ, âuden lemmerâ eller âuden deleâ, er det et billede pĂ„ en suggestiv betegnelse for alle Ă„ndelige krĂŠfter, kvaliteter eller egenskaber. Ananga er ogsĂ„ en betegnelse for Akasha eller den kosmiske ĂŠter og Manas (tankesindet). Derfor er det ikke kun guden Kama, der er kropslĂžs, men hver eneste del af menneskets Ă„ndelige natur uden lemmer. Ananga er desuden navnet pĂ„ jainisternes vigtigste hellige skrifter. (Se ogsĂ„ Ajna-chakra, Jain, Kama-Deva, Puranaer, Ramayana og Shiva).
Ananta
(Sanskrit) Ananta betyder âgrĂŠnselĂžsâ, âuendeligâ og âevigâ. Ordet refererer muligvis til et af Vishnus navne. Ananta er ogsĂ„ Ananta-Shesha, som er den slange, Vishnu ligger pĂ„. (Se ogsĂ„ Ananta-Shesha og Vishnu).
Ananta-Jyotis
(Sanskrit). Ananta-Jyotis betyder âuendeligt lysâ eller âaltgennemtrĂŠngende lysâ. Ananta-Jyotis er den fornemmelse, som yogier i meditation (Dhyana) fĂ„r, nĂ„r de bliver âomgivet af glimt af evigt lys eller elektricitetâ, som angiveligt stammer fra den universelle sjĂŠlâ. (Se ogsĂ„ Dhyana og Meditation).
Ananta-Sesha
(Sanskrit). Ananta-Sesha bestĂ„r af âikkeâ og âantaâ, der betyder âendeâ plus roden âsishâ, der betyder âat efterlade resterâ. Ananta-Sesha betyder bogstaveligt âevige eller uendelige resterâ. Ananta-Sesha eller de uendelige Sishtaer (rester) er betegnelsen for âevighedens slangeâ, som guden Vishnu hviler pĂ„ under Universets Pralaya (hvileperiode). Evighedens slange omtales i Puranaerne. Evigheden symboliseres af den store 7-hovede slange, som er hvilested for Vishnu − den manvantariske Logos − nĂ„r Logos synker ind i pralayisk inaktivitet. Relationen betegner de potentielle Sishtaer â dvs. Ă„ndelige kosmiske frĂž eller âresterâ, der overfĂžres fra Manvantara (manifestationsperiode) til Manvantara via de mellemliggende Pralayaer og dermed i al evighed. Vishnu, den kosmiske Logos, kan hvile pĂ„ den evige sum af kosmiske Sishtaer, og den logoiske bevidsthedstrĂ„d bliver pĂ„ den mĂ„de overfĂžrt fra Manvantara til Manvantara via Pralaya. I Ă„ndsvidenskaben er Vishnu en generel betegnelse for de utallige forbundne hierarkier af skabninger og genstande, der er udfoldet i lĂžbet af en Manvantara, og under Pralaya stĂ„r Vishnu for den samme sum af hierarkier, nĂ„r de opfattes som hvilende pĂ„ de karmiske frĂž eller pĂ„ den âsovendeâ substans, der blev tilovers fra den foregĂ„ende Manvantara. (Se ogsĂ„ Ananta, Manvantara, Pralaya og Vishnu).
Anareta
Anareta vil sige âdĂždens planetâ. En planet, der er i stand til at nedbryde og vĂŠre en trussel mod livet, kan ogsĂ„ give fĂždsel og liv. Anareta er betegnelsen for pĂ„virkningerne fra Saturn og Mars, og i astrologien betragtes de som âanaretiskeâ, for de skaber spĂŠndinger og kriser. Anareta betyder derfor âlivsĂždelĂŠggendeâ.
Anastasis
(GrĂŠsk). Anastasis betyder âat stige opâ, og betegnelsen henviser til de afdĂžde og deres opstandelse, og dermed ogsĂ„ til sjĂŠlens fortsatte eksistens. Men Anastasis er desuden et gammelt udtryk fra mysterielĂŠren, hvor det blev brugt som betegnelse for den nyindviede. NĂ„r indvielsens prĂžver var fuldfĂžrt, rejste den indviede sig som et nyt menneske, en âgenfĂždtâ, som i Indien blev kaldt en Dvija â âden to gange fĂždteâ. En anden betydning stammer fra endnu tidligere tider, for her blev Anastasis brugt om et menneske, der havde gennemgĂ„et en vanskelig uddannelse og indvielse, og herefter forsagede alt stofligt for at beskĂŠftige sig med Ă„ndelighed. Anastasis var et menneske, som havde succes med at blive Ă©t med sin sjĂŠl. Man betragtede derfor den indviede som genfĂždt eller genopstanden inden for alle omrĂ„der af det kosmiske liv, og som et menneske, der havde opnĂ„et selvbevidst eksistens i Ă„nden. NĂ„r man havde nĂ„et Anastasis-stadiet, indtog man sin plads i lysets hierarki, hvor man âsamarbejdede med guderneâ. (Se ogsĂ„ Dvija).
Anatman
(Sanskrit). Anatman bestĂ„r af âikkeâ og âatmanâ, der betyder âsjĂŠlâ eller âselvâ, som dels stammer fra roden âat bevĂŠgeâ og dels âat Ă„ndeâ, som igen stammer fra roden âvaâ, der betyder âat blĂŠseâ. Anatman betyder derfor âikke-selvâ eller âikke-Ă„ndâ − dvs. et kropsbevidst menneske, der er blottet for sjĂŠlsbevidsthed eller Ă„ndelig orientering. NĂ„r Anatman bruges om kosmos, menes der en modsĂŠtning til Atman, som er absolut Ă„nd. Anatman er Atmans skygge eller ikke-Ă„nd, dvs. den stoflige eller formmĂŠssige side af Universet, der ofte omtales som âden kosmiske skyggeâ. Anatman, som kaldes Anatta pĂ„ pali, er en central lĂŠre i buddhismen. Iflg. lĂŠren er der intet âSelvâ i form af en fast, integreret, autonom skabning med individuel eksistens. Det, som mennesket oplever som sin individualitet, er midlertidige nyskabelser af Skandhaer. Anatman opfattes fejlagtigt i betydningen âikke-eksistensâ, men det er ikke, hvad buddhismen mener. Det er mere korrekt at sige, at eksistens er, men at mennesket forstĂ„r det pĂ„ en separatistisk og forfejlet mĂ„de. (Se ogsĂ„ Anatta, Atman, Samsara og Skandha).
Anatta
(Pali). Anatta bestĂ„r af âikkeâ og âattaâ, der betyder âsjĂŠlâ eller âselvâ â og âattaâ svarer til âatmanâ pĂ„ sanskrit. Anatta betyder derfor âikke-sjĂŠlâ eller âikke-selvâ. Anatta er en buddhistisk lĂŠre, der pĂ„stĂ„r, at der ikke findes en uforanderlig, permanent sjĂŠl i mennesket. Det er i modsĂŠtning til Upanishadernes opfattelse af Atman eller menneskets indre essens, som er identisk med Brahman, den Ăžverste bevidsthed, der gennemstrĂžmmer alt, og som er Universet. Gautama Buddha understregede sjĂŠlens eller selvets ikke-eksistens, men det var med henvisning til sjĂŠlens egenskaber (de fem Skandhaer), som vender tilbage, hver gang mennesket inkarnerer. Det er dokumenteret i skrifter i bĂ„de de sydlige og de nordlige buddhistiske skoler, at Buddha anerkendte den grundlĂŠggende individualitet i menneskets konstitution − eksempelvis i Dhammapada, der er en af de mest respekterede tekster hos de sydlige buddhister. (Se ogsĂ„ Anatman, Atman, Brahman, Dhammapada, Gautama Buddha, Skandha og Upanishader).
Anatum
(KaldÊisk). Anatum eller Antum er det kvindelige aspekt af Anu eller An, som er den Þverste gud i den assyrisk-babyloniske gudekreds. Anatum reprÊsenterer Jorden og dybderne, mens hendes ÊgtefÊlle Anu reprÊsenterer Himlen og hÞjderne. Hun blev betragtet som mor til guderne, og Anatum er bl.a. mor til guden Hea eller Ea. Astronomisk er hun Isthar, Venus og jÞdernes Astarte. Iflg. Hesiod svarer Anu og Anatum til de grÊske guder Uranus og Gaia, og dermed er Anatum identisk med hinduernes Prakriti. (Se ogsÄ Anu, Gaia, Hea, Prakriti og Uranus)
Anava
(Sanskrit). Anava stammer fra âanuâ, der betyder âet atomâ eller âen usandsynlig lille enhedâ. Anava er et bevidsthedsstadie, der medfĂžrer en opfattelse af at vĂŠre en selvstĂŠndig personlighed, og en fĂžlelse af at vĂŠre et isoleret âjegâ. Anava indebĂŠrer derfor en oplevelse af individualitet og separatisme. Anava er en af de tre buddhistiske Malaâer (bindinger eller lĂŠnker): Anava, Karma og Maya. De tre Malaâer eller Pashaâer er vigtige emner i Shaivite-hinduismens teologi. I Shaivisme er Anava Ă„rsagen til, at den individuelle sjĂŠl glemmer erkendelsen af sin egen identitet, og derfor oplever den adskillelse fra Shiva â den universelle Gud. Anava er den sidste lĂŠnke, der brydes, fĂžr mennesket opnĂ„r forening med det guddommelige â Moksha â via selverkendelse. (Se ogsĂ„ Karma, Maya, Moksha, Pasha og Shaivisme).
Anaxagoras
(GrĂŠsk). Anaxagoras af Klazomenai (500?-428 f.Kr.) er en berĂžmt videnskabelig filosof, som studerede filosofi under Anaximenes fra Miletus (ca. 525 f.Kr.). Anaxagoras boede i Athen pĂ„ Periklesâ tid (ca. 495-429 f.Kr.). Sokrates, Euripides, Archelaus og andre tĂŠnkere og filosoffer var blandt hans disciple og elever. Han var en usĂŠdvanlig vidende astronom og en af de fĂžrste, der Ă„bent forklarede det, som hĂžrte til Pythagorasâ hemmelige lĂŠre − planeternes bevĂŠgelser, Solens og MĂ„nens formĂžrkelser osv. Det var Anaxagoras, der fremsatte kaosteorien ud fra et princip om, at âintet kommer fra intetâ, og han betragtede atomer som den underliggende essens og substans bag alle former og legemer, og han mente, at de bestod âaf den samme natur, som de legemer, de formedeâ. Han oplyste, at atomerne primĂŠrt blev sat i bevĂŠgelse af Nous (den universelle intelligens − hinduernes Mahat) vel at mĂŠrke et Nous, som er en immateriel, evig, Ă„ndelig enhed. Kombinationen medfĂžrte, at verden blev skabt, de materielle legemer blev manifesteret, og de ĂŠteriske atomer (eller ildĂŠteren) blev spredt i de hĂžjere himmelske regioner. Anaxagoras var derfor over 2.000 Ă„r forud for nutidens naturvidenskab, for han oplyste, at stjernerne bestod af samme materiale som Jorden, at Solen var en glĂždende masse, at MĂ„nen var et dĂždt og ubeboeligt legeme, som modtog sit lys fra Solen, at kometerne var vandrende himmellegemer − og han var overbevist om, at tingenes virkelige eksistens, som mennesket opfatter den med sanserne, ikke kan bevises. Ligesom Parmenides benĂŠgtede han eksistensen af fĂždsel og dĂžd, for de to processer er uadskillelige. De ultimative elementer i processen er et uendeligt antal af udelelige, uforgĂŠngelige partikler, der manifesteres af Ă„nden af ren kosmisk Ă„rsag. Han troede fuldt og fast pĂ„, at de Ă„ndelige prototyper af alle former og deres elementer skulle findes i den grĂŠnselĂžse ĂŠter, hvor de er blevet skabt, hvorfra de har udviklet sig, og som de vil vendte tilbage til. Han dĂžde i eksil ved Lampsacus i en alder af 72. (Se ogsĂ„ Anaximenes, Mahat, Nous, Parmenides, Pythagoras, Ăter, Ăterkraft og Ăterlegeme).
Anaximenes
(GrĂŠsk). Anaximenes af Miletus (611-547 f.Kr.) var filosof og elev af Anaximander (610-546 f.Kr.). Anaximenes betragtede luft som det grundlĂŠggende princip. Luft var basis for ild, som opstod via forĂŠdling og vand, mens former opstod ved kondensering. Han fastslog ogsĂ„, at Universet var levende, og at den individuelle sjĂŠl var en lille del af den mest forfinede âluftâ eller ursubstans, der var indespĂŠrret i det enkelte menneske. Han oplyste, at menneskeheden havde udviklet sig fra dyrene, men H.P. Blavatsky siger, at Anaximenes ikke mente det i darwinistiske forstand. (Se ogsĂ„ Anaxagoras).
Anda
(Sanskrit). Anda betyder âĂŠgâ. Det er et navn pĂ„ Shiva, pĂ„ grund af guddommens forbindelse til og identifikation med Brahmanda â Brahmas VerdensĂŠg, som er symbol pĂ„ Universet. PĂ„ samme mĂ„de som et fugleĂŠg rummer kimet til en fugleunge, gĂŠlder det samme for planeter, sole, galakser og Universet. Med andre ord rummer ethvert VerdensĂŠg kimene til det, der senere under den kosmiske manifestation skal udfolde sine basale egenskaber, enten i form af en planetarisk kĂŠde, et solsystem, en galakse eller som en galaksehob. Og alle kan betragtes som en af Brahmas Andaâer. Anda bruges ogsĂ„ om den centrale, halvkugleformede kuppel, der bestĂ„r af jord, mursten eller sten, som udgĂžr fundamentet for den buddhistiske Stupa. (Se ogsĂ„ Brahma og Shiva).
Anda-Kataha
(Sanskrit). Anda-Kataha stammer fra âandaâ, der betyder âĂŠgâ og âkatahaâ, der betyder âbeholderâ eller âhalvrund beholderâ fra roden âkatâ, der betyder âat omslutteâ. Anda-Kataha er det ydre dĂŠkke eller âskallenâ pĂ„ Brahmas ĂŠg i Vishnu-Purana. Anda-Kataha er VerdensĂŠgget og symbol pĂ„ det manifesterede univers. (Se ogsĂ„ Brahma og Puranaer).
Andaja
(Sanskrit). Andaja stammer fra âandaâ, der betyder âĂŠgâ og âjaâ, der stammer fra roden âjanâ, som betyder âat blive fĂždtâ. âĂgfĂždtâ â oviparous â er som bekendt den metode, som fugle, krybdyr og fisk bruger til reproduktion, men mennesker er reelt ogsĂ„ undfanget i et ĂŠg inde i livmoderen. I Ă„ndsvidenskabelige skrifter fremgĂ„r det, at androgyne menneskeagtige skabninger i den tidlige og midterste periode i 3. rodrace (den lemuriske) for mange millioner Ă„r siden blev reproduceret ved hjĂŠlp af store ĂŠg, der blev udskilt fra kroppen. ĂglĂŠgningen skete i overensstemmelse med Ă„rstidernes cyklus. Efter en rugetid i fri luft brĂžd en menneskelignende unge ud af ĂŠgget − meget i stil med det, man ser hos fugle og krybdyr i nutiden. (Se ogsĂ„ Rodrace).
Andarah
(Sanskrit). Andarah stammer muligvis fra sanskritordet âandhakaraâ, som betyder âmĂžrkeâ eller âblindhedâ fra âandhaâ, der betyder âblindâ, âmĂžrkeâ og âgrumsetâ. Ordet stammer fra roden âandhâ, der betyder âat gĂžre blindâ plus âkaraâ, der betyder âgĂžreâ fra roden âkriâ, der betyder âat gĂžreâ. Eller muligvis stammer Andarah fra sanskritordet âantaralaâ, der betyder âmidt imellemâ eller âdet mellemliggende rumâ fra âantarâ, der betyder âinternâ eller âmellemâ plus âalaâ, der sandsynligvis kan oversĂŠttes med âalayaâ, som betyder âboligâ eller âasylâ. Andarah henviser derfor muligvis til det âmĂžrkeâ eller âmellemliggende rumâ, der omtales i Mahatmabrevene (mesterbrevene): âHusk den hinduistiske allegori om de faldne Devaer, som Shiva med tilladelse af Para Brahman slyngede ind i Andarah, der kan betragtes som et mellemliggende stadie, hvor de kan forberede sig til en rĂŠkke genfĂždsler i denne sfĂŠre for at opnĂ„ en hĂžjere tilstand − en regenerering)â. (Se ogsĂ„ Deva, Mahatma og Para Brahman).
Androgyn
(GrĂŠsk). Androgyn stammer fra âandrogynosâ, der er en âmand-kvindeâ. Androgyn betyder âtvekĂžnnetâ eller âdobbeltkĂžnnetâ. Det androgyne princip symboliseres af hermafroditten, som reprĂŠsenterer syntesen af det duale princip, for hermafroditten bestĂ„r af bĂ„de de aktive og de passive krĂŠfter, pĂ„ samme mĂ„de som den androgyne strĂ„le eller 2. Logos, Purusha-Prakriti, Ă„nd-stof osv. Hermafroditten henviser desuden til 2. rodrace, hvor mennesket fysiologisk bestod af begge kĂžn, og biologisk tilhĂžrte bestemte dyr med duale kĂžn. Polarisering, kontrast og samspil mellem naturens energiside og naturens formside er universel. KĂžn er bare en bestemt fase i den universelle udvikling, og begreberne bruges ofte i en rent symbolsk betydning for at definere naturens grundlĂŠggende dualitet. Man skal passe pĂ„ ikke at opfatte symbolerne bogstaveligt og tro, at de har relation til fysiologiske egenskaber hos hĂžjere krĂŠfter. NĂ„r ordet androgyn eller hermafrodit bruges i filosofien, betyder det hverken fysisk eller ĂŠterisk tvekĂžnnethed, undtagen nĂ„r der tydeligt henvises til fysiske, dobbeltkĂžnnede skabninger, for sĂŠdvanligvis menes der naturens dobbelte egenskab i manifestation. Meget ofte er dobbeltheden opdelt i âmaskulinâ og âfemininâ for at bruge ord, der er velkendte fra menneskelivet, selv om dobbeltheden mĂ„ske kunne beskrives mere prĂŠcist med ordene âpositivâ og ânegativâ, âĂ„ndâ og âstofâ eller âbevidsthedâ og âlegemeâ. Det er Ă„rsagen til, at gudekredsen i de gamle kulturer blev prĂŠsenteret som guder og gudinder, og i myter og legender blev gudekredsen beskrevet og afbilledet som om den var opdelt i to kĂžn. Den androgyne eller duale karakter af de manifesterede verdener begyndte med den kosmiske Buddhi eller Maha-Buddhi, selv om den fĂžrste mere klart definerede manifestation af individualiseret dualitet begyndte pĂ„ planet for kosmisk Kama, hvor Fohat isĂŠr virker. PĂ„ hĂžjere planer forenes de to strĂ„ler fra Den Ene igen. I mytologiernes verden â navnlig den grĂŠske â er androgynitet et symbol pĂ„ helhed og den oprindelige harmoni. Iflg. Ă„ndsvidenskaben (og Platon) er sjĂŠlen ikke opdelt i kĂžn, men reprĂŠsenterer enhed. Ved fĂždslen pĂ„ det fysiske plan spaltes sjĂŠlene i to kĂžn, som derefter sĂžger hinanden i en erotisk strĂŠben efter genforening. Iflg. Ă„ndsvidenskaben var mennesket oprindeligt tvekĂžnnet eller uden kĂžn, men evolutionen er baseret pĂ„ dualitet, og derfor spaltedes den fysiske menneskehed i to kĂžn. Enheden findes fĂžr og efter dualismen, og menneskeheden vil igen vende tilbage til den oprindelige androgyne tilstand. Ă
ndsvidenskaben betragter derfor de to kÞn som midlertidig. (Se ogsÄ Androgyne strÄle, Buddhi, Fohat, Hermafrodit, Kama, Mahat, Prakriti og Purusha).
Androgyn ged
Se Baphomet.
Androgyn strÄle
Den androgyne strĂ„le er udtryk for skabelsens 2. fase â dvs. 2. Logos i systemet, hvor Logoi strĂžmmer ud i manifestation. H.P. Blavatsky omtaler processen som den kosmiske undfangelses Fader-Moder, der pĂ„ sanskrit kaldes Brahma-Prakriti eller Purusha-Prakriti. Manu Svayambhuva siger: âDe to − Brahma og Prakriti − er i virkeligheden Ă©n, men de er samtidig de to aspekter af den ene udstrĂ„ling, der handler og reagerer i forhold til sig selv.â (Se ogsĂ„ Brahma, Logos, Prakriti og Purusha).
Andvare
(Oldnordisk). Andvare stammer fra âandâ, der betyder âĂ„ndâ og âvariâ, der betyder âiagttagerâ eller âbeskytterâ. I den nordiske mytologi er Andvare en dvĂŠrg, der vogter en skat, som er centrum for de indviklede begivenheder i Nibelungen. Guldskatten har en dobbelt betydning, og desuden har den en markant dobbelt effekt pĂ„ de forskellige hovedpersoner, der begĂŠrer skatten.
Anemoi
(GrÊsk). Anemoi var vindene i den gamle grÊske religion og mytologi. De grÊske vindguder reprÊsenterede hver den hovedretning, som vinden kom fra, og derfor blev de forbundet med forskellige sÊsoner og vejrforhold. Nogle gange reprÊsenterede de bare vindstÞdene, og andre gange var de personificeret som mÊnd med vinger, og pÄ nogle tidspunkter blev afbildet som heste, der stod i staldene hos stormguden Aeolus. Det var ham, der forsynede Odysseus med Anemoi i Odysseen. Spartanerne skulle angiveligt ofre en hest for alle vinde pÄ Mount Taygetus. Den astrologiske guddom Astraeus var nogle gange forbundet med Aeolus og Eos, daggryets gudinde, for de var forÊldre til Anemoi iflg. den grÊske digter Hesiod. Af de fire primÊre Anemoi var Boreas (Septentrio pÄ latin) nordenvinden, og det var ham, der bragte den kolde vinterluft. Zephyrus (Favonius pÄ latin) var vestenvinden, som bragte lys, forÄr og de tidlige sommerbriser. Notos (Auster pÄ latin) var sÞndenvinden, og han bragte stormene i sensommeren og efterÄret. Eurus (Subsolanus pÄ latin) var Þstenvinden, men den var ikke forbundet med nogen af grÊkernes tre sÊsoner, og han er den eneste af de fire Anemoi, der ikke nÊvnes af Hesiod. Derudover blev fire mindre Anemoi nogle gange omtalt. De reprÊsenterede vindene fra nordÞst, sydÞst, nordvest og sydvest. De romerske guddomme, der svarer til Anemoi, hed Venti. Guderne havde forskellige navne, men de var ellers meget identiske med deres grÊske modpart. Man havde tydeligvis lÄnt deres egenskaber, og ofte smeltede de sammen med dem. (Se ogsÄ Aeolus, Boreas, Eos, Eurus, Hesiod, Notos og Zephyrus).
Anganta Yene
(Sanskrit). Anganta Yene er et udtryk, der er kendt af stort et alle i Indien. Anganta Yene er et mennesker, som er blevet besat af en Bhuta. Det er en elemental, der har taget et mediets sensitive men passive krop i besiddelse. Anganta Yene betyder derfor bogstaveligt âbesĂŠttelseâ. I nutiden frygter hinduerne den form for besĂŠttelse lige sĂ„ stĂŠrkt, som for tusinder af Ă„r siden. Hinduer, tibetanere eller singalesere â bortset fra den laveste kaste eller mennesker med den laveste intelligens â frygter tegnene pĂ„, at en elemental har overtaget kontrollen over et medlem af familien. (Se ogsĂ„ Bhuta).
Angaraka
(Sanskrit). Angaraka eller Angara stammer fra roden âagâ, der betyder âat bevĂŠge sig snĂžrkletâ eller fra roden âangâ, der betyder âat gĂ„â eller âat bevĂŠgeâ. Angaraka er planeten Mars, men ordet betyder ogsĂ„ kul, som basis for ild. Angaraka betyder derfor âildstjerneâ, som henviser til den rĂžde planet Mars â eller Bhauma (sĂžn af Bhumi), der er krigsgud. Han betragtes som sĂžn af Prithvi eller Bhumi (Jordens gudinde). Det er Angaraka, der hersker over VĂŠdderen og Skorpionen tegn. Ara er et andet navn af Mars (jf. det grĂŠske Ares) og for Saturn. I Mahabharata reprĂŠsenterer Angaraka nogle gange en af verdens vogtere, nogle gange en planet og andre gange en af Solens 108 navne. (Se ogsĂ„ Bhumi, Mahabharata og Prithvi Tattwa).
Angelus Rector
(Latin). Angelus Rector er retfĂŠrdighedens engel. Iflg. Johannes Kepler er det en engel eller en guddommelig skabning, der er Ă„rsag til, at en planet fortsĂŠtter i sin bane omkring Solen. Det svarer til teosofiens planetariske herskere.
Angerboda
(Oldnordisk). Angerboda stammer fra âangerâ, der betyder âvredeâ, âsorgâ og âĂŠrgrelseâ plus âbodaâ, der betyder âvarselâ. I den nordiske mytologi reprĂŠsenteres vredens eller sorgens varsel af en jĂŠttekvinde, der er hustru til Loke. Hun har tre bĂžrn med Loke. Det er tankevĂŠkkende, at jĂŠttekvinden (stofaspektet), der er Lokes (tankesindet) hustru, fĂ„r tre bĂžrn: Hel (dĂžden), Jörmungandr (MidgĂ„rdsormen eller ĂŠkvator) og Fenris (ulven, der skal sluge Solen, nĂ„r dets livscyklus er forbi). (Se ogsĂ„ Fenris, Jörmungandr, Loke og MidgĂ„rdsormen).
Angira
(Sanskrit). Angira stammer fra âangâ, der betyder âat gĂ„â eller âat bevĂŠgeâ. Angira er en af de syv Rishier eller Manasaputraer (Brahmas tankefĂždte sĂžnner) i fĂžrste Manvantara, der er en sekundĂŠr projektion af Brahmas tankesind og vilje, fordi hans fĂžrste âtankeskabte afkom ikke formerede sigâ. Derfor er Angira en af Prajapatierne (stamfĂŠdrene), hvis sĂžnner og dĂžtre befolker jorden i de efterfĂžlgende Manvantaraer − og menneskeheden hĂžrer til deres afkom. StamfĂŠdrene er opdelt i to overordnede grupper. Den ene gruppe er de immaterielle, som f.eks. Agnishwattaer, og den anden har legemer, som f.eks. Angirasaerne, der er efterkommere af Angira. Iflg. Ă„ndsvidenskaben er Angirasaer en gruppe under Manasaputraerne − det udstrĂ„lede afkom af de immaterielle Agnishwattaer eller Kumaraer. I syvende Manvantara (den nuvĂŠrende) er Angira angiveligt sĂžn af Agni, selv om Agni oprindeligt blev fĂždt af Angira. I astronomien er Angira bĂ„de faderen og herskeren over Brihaspati (planeten Jupiter) og en stjerne i Ursa Major (Store BjĂžrn), for Angira er en af de syv store Rishier. Navnet Angira er forbundet med at bringe lys, og det har relation til lyslegemer. En rĂŠkke hymner i Rig-Veda er dedikeret til Angira, og i et af hans liv, er han kendt for sin hĂžje moral og som en fortolker af Brahma-Vidya (guddommelig eller transcendental visdom). I Vayu-Purana og andre steder i den puraniske litteratur oplyses det, at nogle af Angiras efterkommere er fĂždt som Kshatriya og er kaldet til at blive Braminerne. (Se ogsĂ„ Agni, Brahma, Brahma-Vidya, Brihaspati, Kshatriya, Kumaraer, Manasaputra, Manvantara, Prajapati, Rig-Veda, Rishi og Vayu-Purana).
Angirasa
(Sanskrit). Angirasa stammer fra âangâ, der betyder âat gĂ„â eller âat bevĂŠgeâ â men med forhindringer. Angirasa er Angiras efterkommerne via sĂžnnen Agni − et navn, der optrĂŠder i vediske hymner med henvisning til lysende guddomme. Senere blev det udvidet til alle fĂŠnomener, der var forbundet med lys. Mere specifikt er det hymnerne i Athrava-Veda, der kaldes Angirasa, for det var dem, prĂŠsterne reciterede, mens de udfĂžrte de ofre, det er beskrevet i de Atharva-vediske regler. Angirasa var ogsĂ„ et af navnene pĂ„ Dhyanier eller Devaer (guru-devaer), der var de indviedes vejledere i den sene 3., 4., og endda i 5. rodrace. Navnet er desuden forbundet med en gruppe Pitrier med legemer. (Se ogsĂ„ Agni, Angira, Deva, Pitri, Puranaer, Rodrace og Vedaer).
Angra Mainyu
(Avestan). Angra Mainyu er det zoroastriske navn for Ahriman − ondskabens, ĂždelĂŠggelsens og modstandskrĂŠfternes Ă„nd i den senere Avesta. I Gatha (17 hymner, som man mener, er skrevet af Zarathustra selv) taler Zarathustra om, at Mazda skabte to Ă„nder. De var tvillinger, men levede i konstant krig med hinanden. Den ene skabte liv, den anden dĂžd − den ene talte sandhed, den anden fortalte lĂžgne. De modsatrettede krĂŠfter, der opretholder det synlige univers, er Spenta Mainyu og Angra Mainyu, som er roden til henholdsvis alt godt og til alt ondt. Fordi Angra Mainyu betragtes som Ahriman, mener nogle forskere, at Spenta Mainyu ogsĂ„ skal reprĂŠsentere Ahura Mazda. I Mazdean-filosofi er Ahura Mazda den Ăžverste skaber, mens Ahriman er et skabt vĂŠsen. I Avesta beskrives Angra Mainyu som den djĂŠvelske Druj − Daevaernes Daeva â ondskabens fyrste. Han er symbol pĂ„ mĂžrke og uvidenhed, og han opholder sig i den uendelige nat. Uanset hvad den gode Ă„nd opbygger, forsĂžger den onde Ă„nd at nedbryde â pĂ„ trods af at âde to Ă„nder − den gode Ă„nd og den onde − skabte verdenâ. Da verden var skabt, brĂžd Angra Mainyu ind i den, og hver gang Ahura Mazda skabte noget, brugte hans modpart trolddom til at skabe en plage. Han drĂŠbte eksempelvis den fĂžrstefĂždte tyr, som havde vĂŠret kilde til alt liv pĂ„ Jorden. Han skabte 99.999 sygdomme − osv. Ahriman ĂždelĂŠgger alt det, der er skabt af Ormuzd, og det er symbol pĂ„ det uvirkelige fysiske liv, der er kimen til sorg, og Ă„rsag til at mennesket glemmer, at fortabte og forgĂŠngelige frĂž skal dĂž, hvis udĂždelighedens Ă„ndelige plante − det evige liv − skal spire og vokse. Derfor er Ahriman udrĂ„bt som fjenden, modstandskrĂŠfterne og djĂŠvelen. De mange allegorier var forbundet med menneskets udvikling og kampe for at opnĂ„ indvielse og mesterskab, og astronomisk henviste de til sol- og mĂ„neformĂžrkelser. Selv om Angra Mainyu og hans overvĂŠldende onde krĂŠfter, som personificeres i Avesta af Daevaerne, tilsyneladende har stor magt i verden, vil den dag komme, hvor de overvindes af Ahura Mazda − nĂ„r Ahura Mazda lader sin hellige ord inkarnere i Sosiosh (Saoshyant), for derefter vil han overvinde Angra Mainyu og genskabe verden. (Se ogsĂ„ Ahriman, Ahura Mazda, Avestan, Daeva, Gatha og Zarathustra).
Anhika
(Sanskrit). Anhika er afsnit eller kapitler i Mahabhasya − det store vĂŠrk af Patanjali. Patanjali var en af de tre mest berĂžmte sanskrit-grammatikere i oldtidens Indien. De to andre er Panini og Katyayana, der levede fĂžr Patanjali (ca. 150 f.Kr.). Katyayanas arbejde er kun tilgĂŠngelig via referencer i Patanjalis arbejde. Det var med Patanjali, at den indiske tradition for sproglig videnskab fik en bestemt form. (Se ogsĂ„ Patanjali).
Anicca
(Sanskrit). Anicca betyder ânaturâ.
Anima
(Latin). Anima og Animus er de feminine og maskuline former af latin for luft, vind, Ă„ndedrĂŠt og livskraft. IsĂŠr Carl Gustav Jung brugte begreberne til at betegne dybdepsykologiske fĂŠnomener. I Ă„ndsvidenskaben henviser Anima til luft, vind, Ă„ndedrĂŠt, liv, sjĂŠl, Ă„nd og tankesind. De fĂŠrreste er opmĂŠrksom pĂ„, at man kan skelne mellem Anima og Animus, hvor Animus ligger meget tĂŠt pĂ„ begrebet intelligens eller Manas, og Anima svarer til den Ă„ndsvidenskabelige betegnelse Prana. Anima svarer til Prana, og derfor eksisterer Anima pĂ„ alle syv eksistensplaner − fra Atma til det fysiske − og derfor er der Anima til stede i hver gruppe af kosmiske skabninger. Anima er derfor ikke begrĂŠnset til mennesker, dyr og andre skabninger, der er til stede i materielle legemer. Anima er en skabning, der belives af en individuel sjĂŠl, og Jorden er ogsĂ„ et legeme, der belives af en sjĂŠl. Anima omtales som ren Ă„nd, fordi essensen af Prana reelt er Ă„nd, for Prana stammer direkte fra den Atma-Buddhiske monade, selv om Prana farves pĂ„ de lavere planer af sin intime forbindelse med personligheden. (Se ogsĂ„ Animus, Atma, Atma-Buddhi-Manas, Manas, Monade og Prana).
Anima Divina
(Latin). Anima Divina er en betegnelse for den guddommelige Ă„nd eller sjĂŠl. I Rom og GrĂŠkenland blev menneskets sjĂŠl prĂŠsenteret som dual − Anima Divina, der var den udĂždelige sjĂŠl (grĂŠsk âNousâ eller âLogosâ), og Anima Brutus, der var den dyriske sjĂŠl (grĂŠsk: Phren, Thymos eller Alogos). (Se ogsĂ„ Logos og Nous).
Anima Mundi
(Latin). Anima Mundi er VerdenssjĂŠlen. Anima Mundi er livets subjektive side â den usynlige bevidsthed i alle naturens former og den guddommelige essens, der gennemtrĂŠnger og beliver alt fra det mindste atom til mennesker, planeter, solsystemer, galakser, galaksehobe og det, der er endnu stĂžrre. Anima Mundi er den skabende 3. Logos i det logoiske feminine aspekt. Anima Mundi svarer til Alaya hos de nordlige buddhister, og Alaya betyder âdet ulĂžseligeâ. Ordet anvendes i buddhismen som udtryk for den universelle sjĂŠl eller de hĂžjere aspekter af Anima Mundi, der er kilden til alle skabninger og al manifestation. Anima Mundi er substansens sansende faktor, og derfor er Anima Mundi udtryk for den bevidsthed, kvalitet eller reaktionsevne, som enhver form er i besiddelse af. Anima Mundi er dermed identisk med den universelle sjĂŠl eller Buddhi betragtet som et kosmisk princip. I mennesket svarer Anima Mundi til Atma og Atma-Buddhi. I nogle sammenhĂŠnge er Anima Mundi identisk med Mulaprakriti (ursubstansen), som er oprindelsen til alle ting. I Den Hemmelige LĂŠres stanzaer kaldes Anima Mundi den âsyvdelte moderâ som udtryk for essensen af de syv planer for fĂžleevne, bevidsthed og differentiering − bĂ„de moralsk og fysisk. Anima Mundi i sit hĂžjeste aspekt er Nirvana, og i sit laveste aspekt er Anima Mundi astralt lys. Hos gnostikerne og de fĂžrste kristne var Anima Mundi et feminint aspekt, men det var biseksuelt hos andre sekter, som kun betragtede Anima Mundi pĂ„ de fire lavere planer. NĂ„r man kan lĂŠse, at menneskets sjĂŠl blev fĂždt ved at frigĂžre sig fra Anima Mundi, sĂ„ betyder det, at esoterisk set bestĂ„r sjĂŠlen af en essens, der er identisk med Det Universelle Absolutte, og derfor er sjĂŠlene udstrĂ„linger fra VerdenssjĂŠlen. Anima Mundi blev skiftevis identificeret med Isis, Sephira, Sophia, HelligĂ„nden, Mahat, Mulaprakriti osv., men begrebet blev brugt i en tĂ„get og ofte materialistisk forstĂ„else. (Se ogsĂ„ Alaya, Atma, Atma-Buddhi, Buddhi, Isis, Logos, Mahat, Mulaprakriti, Nirvana, Sephiroth og Sophia).
|
