Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRĆDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BŰGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJŰ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Ahor
(HebrĂŠisk). Ahor betyder ”bagside” eller ”bagud”. I kabbalaen er Ahor en modsĂŠtning til Anpin, der betyder ”ansigt” – et kaldĂŠisk ord, som ogsĂ„ staves Anpeh og pĂ„ HebrĂŠisk Appayim, der svarer til Makroprosopus. Makroprosopus er latin og betyder ”det store ansigt”. Makroprosopus er en poetisk beskrivelse af udstrĂ„lingerne fra det fĂžrste Sephira, Kether, der betyder kronen. Kronen er det punkt, hvor intet bliver til noget. Herfra strĂžmmer al skabelse ud. Makroprosopus er lysende – og visualiseres som et ansigt set i profil. Ansigtet har et evigt Ă„bent Ăžje – og et vĂŠldigt skĂŠg med 13 lokker. Alle lokkerne ender i myriader af universer. Fra det store univers udstrĂžmmer Sephiroth-trĂŠet. (Se ogsĂ„ Kether, Makroprosopus, og Sephiroth).

Ahriman
(Persisk). Ahriman eller Angro Manyu stammer fra ”ah”, der betyder ”bevidst liv” og ”riman”, der betyder ”demoraliseret”. Ahriman forstyrrer den kosmiske orden og demoraliserer tankesindet. Ahriman er ”den onde Ă„nd” i den persiske religion. Iflg. den mazdaske filosofi udgĂ„r livet fra to principper: Ahura Mazda (lysets princip) og Ahriman (mĂžrkets princip). Ahriman reprĂŠsenterer de modstandskrĂŠfter, som mennesket skal overvinde pĂ„ udviklingsvejen. Ahriman er derfor identisk med Ă„ndsvidenskabens elementalessens, som menneskets legemer bestĂ„r af. Elementalessensen udvikler sig i retning af tiltagende stoflig tĂŠthed (involution), hvorimod mennesket udvikler sig i retning af tiltagende Ă„ndelighed (evolution). I spĂŠndingsfeltet mellem de duale energier udvikles mennesket. Ahriman er derfor en forudsĂŠtning for menneskets udvikling. I Rudolf Steiners antroposofi og hos Rosenkreuzerne har udtrykket Ahriman stor betydning som betegnelse for modstandskrĂŠfterne, som mennesket skal overvinde for at fĂ„ adgang til hĂžjere bevidstheds- og eksistensplaner. I Martinus’ Ă„ndsvidenskab er Ahriman identisk med ”de mĂžrke genlĂžsere”. I symbolsproget er Ahriman den ene af rĂžverne pĂ„ Golgatha. Det var den rĂžver, der valgte at fĂžlge folkemĂŠngden for at spotte Jesus. Shahrestani – en islamisk vismand fra det 12. Ă„rh. – skriver, at ”magikerne kom fra tre sekter: Geomarathianerne, Zurvanianerne og Zoroastrianerne. Alle tre havde det synspunkt til fĂŠlles, at to principper styrer Universet: Ahura Mazda og Ahri-man. Ahura Mazda er en fĂžr-eksisterede bevidsthed og Ahriman er det skabte”. Han fortĂŠller allegorisk, at Ahura-Mazda funderede over, hvordan det ville vĂŠre, hvis han havde en rival. PĂ„ baggrund af tanken blev den onde Ă„nd Ahriman skabt. Og Ahriman gjorde straks oprĂžr mod lyset og nĂŠgtede af fĂžlge lysets love. Det udviklede sig til en kamp mellem lysets og mĂžrkets hĂŠre. Englene fungerede som mĂŠglere, og de forhandlede sig frem til en vĂ„benhvile, hvor underverdenen blev givet til Ahriman i 7.000 Ă„r og derefter til Ahura-Mazda i 7.000 Ă„r. Alle skabninger, der befandt sig i en tilstand af fĂžr-eksistens, forsvandt. Mennesket – Gaeo-Marth – og et dyr (en tyr) kom til syne. Men begge dĂžde. Fra menneskets hoved spirede en rabarberplante, og ud fra planten voksede der en mand og en kvinde – Mashia og Mashiana – som blev menneskehedens forfĂŠdre. Alle dyr voksede frem fra tyrens hoved. Troen er baseret pĂ„, at lyset gav menneskeheden to valg: At blive Ă„nder uden legemer, der befinder sig langt vĂŠk fra Ahriman, eller at iklĂŠde sig legemer for at kĂŠmpe imod ham. Menneskeheden valgte det sidste. Overvindelse af Ahrimans hĂŠr ville medfĂžre opstandelse. I senere Pahlavi-skrifter mĂžder man Ahrimans afkom – seks modstandere som hver for sig stiller op imod Amesha-Spenta – de seks udĂždelige velgĂžrere. (Se ogsĂ„ Ahura Mazda).

Ahti
(Oldnordisk). Ahti er ”dragen” i Eddaerne. Ahti er desuden en finsk vandgud, der afbildes som en gammel mand. Hans kone er Vellamo. Den gamle mand er meget hjĂŠlpsom over for fiskere. Ahti er desuden et navn for Lemminkainen, der kaldes ”vidensdragen” i Kalevala. Ahti symboliserer den lavere personlighed eller det personlige liv. Det er den laveste triade i menneskets syvfoldige konstitution – det fysiske legeme, ĂŠterlegemet og astrallegemet. (Se ogsĂ„ Edda).

Ahu
(Persisk/Oldnordisk/Sanskrit). Iflg. Avesta – som er zarathustrismens samling af hellige tekster, hvor Avesta kun udgĂžr en lille del, der var opdelt i 21 nasker (bundter) – stammer Ahu fra roden ”ah”, der betyder ”bevidst liv”. Dvs. de mest bevidste, som derfor er de bedst forberedte til at handle i den fysiske verden. PĂ„ nordisk betyder Ahu ”den ene” og ”den fĂžrste”. I den mazdaske litteratur korresponderer Ahu med den fĂžrste af fem livgivende former for ild eller Ă„ndelige krĂŠfter nemlig: Ahu, Daena, Baudha, Urvan og Fravashi, der alle handler om bevidsthed. De fem kan oversĂŠttes med henholdsvis Ă„nd, bevidsthed, intelligens, sjĂŠl og de afdĂždes rene sjĂŠle. Fravashi er de, der er mindst bevidste om den fysiske verden, men de er alligevel kilden til bevidsthed, og det er dem, der er nĂŠrmest ved kilden til ”absolut vĂŠren”. Iflg. de senere Pahlavi-skrifter, er det Ahus opgave at skabe orden i menneskets fysiske legeme, og derfor betragtes Ahu som den fysiske verdens hersker. Rumi, den iranske mystiker og poet fra det 13. Ă„rh., ansĂ„ Ahu (”jan”) for at vĂŠre bevidst liv, som den evige visdom reflekteres i. Molavi tillĂŠgger tre kvaliteter til ”jan”: Bevidsthed – skelneevne mellem godt og ondt – og en tendens mod det gode og en afvisning af det onde. Ferdowsi, den iranske poet fra 10. Ă„rh., betragtede ”Kherad” (intellektet) for at vĂŠre bevarer af Ahu – den fĂžrste skabelse og integrerede del af ”jan”. PĂ„ sanskrit stammer Ahu muligvis fra ”paro’mhu”, der betyder ”uden for synsvidde”. Ahu er derfor noget usynligt, ukendt, hemmeligt og mysteriĂžst. H.P. Blavatsky sammenligner Ahu med sanskrit-ordet ”eka”, der betyder ”ene”, og det hebraiske ”echod”, der betyder de, som indleder udstrĂ„lingerne fra det uerkendelige. (Se ogsĂ„ Daena og Fravashi).

Ahum
(Avestan). Ahum er de fþrste tre principper i det syvfoldige menneske i Avesta – zarathustrismens samling af hellige tekster, hvor Avesta kun udgþr en lille del, der var opdelt i 21 nasker (bundter). Ahum er det fysiske menneske og dets éteriske og astrale legemer.

Ahura
(Avestan). Ahura stammer fra roden ”ahu”, der betyder ”bevidst liv”. Ahura er det samme som Asura pĂ„ sanskrit – dvs. ”Livets Herre”, ”Det Ene Liv, som alt udgĂ„r fra”, ”det hellige” eller ”det Ă„ndedrĂŠtslignende”. Zoroasternes Ahura Mazda eller persernes Ormudz er ”Herren, som skĂŠnker lys og intelligens”, og symbolet er Solen, og hvor Ahriman – den europĂŠiske udgave af ”Angra Mainyu” – er det mĂžrke aspekt. De var oprindeligt hĂžjtstĂ„ende guder, som blev forandret til dĂŠmoner af iranerne, og Asuraerne blev pĂ„ samme mĂ„de forandret til dĂŠmoner af inderne. I de tidlige Vedaer prĂŠsenteres Asura isĂŠr om Varuna, der var lederen af den himmelske region. Zend Avesta i de mazdĂŠisme skrifter, Vendidad (loven mod dĂŠmoner) og andre skrifter korrigerer og afslĂžrer de senere snedige sammenblandinger af guderne i hinduernes gudekreds, og ved hjĂŠlp af Ahura giver de Asuraerne deres retsmĂŠssige plads i teogonien. H.P. Blavatsky gav en jordnĂŠr fortolkning af Ahura, for hun sagde: ”Magikerne havde ikke kendskab til nogen hĂžjtstĂ„ende ‘personlig’ individualitet. De anerkendte kun Ahura – ‘Herren’ – det 7. princip i mennesket, og ‘bad’ – dvs. gjorde sig anstrengelser under meditationen for at tilegne sig og forene Ahuras Ăžvrige principper, som er afhĂŠngige af den fysiske krop, og som evigt er underlagt Angra-Mainya (stof), for at kontakte det eneste rene, hellige og evige princip, den guddommelig monade. Hvem kunne magikerne ellers bede til? Hvem var Ormudz, hvis det ikke var Spent-Mainyu – monaden – gudsprincippet i menneskets egen natur? Og den esoteriske doktrin forklarer, at Ahura er menneskets egen indre, sande, personlige gud, som er det Ă„ndelige lys og ”skaberen af den materielle verden” – dvs. arkitekten og skaberen af mikrokosmos. Mennesket kan fĂ„ kontakt med monaden, nĂ„r det ved, hvordan Angra-Mainyu eller Kama, lidenskaber og materielle begĂŠr kontrolleres. Og det skal have tillid til, at blive overskygget af Ahura-Mazda eller den Ă„ndelige essens. Ahura-Mazda er ogsĂ„ far til Tistrya – regnmageren – som gĂžr den udtĂžrrede jord frugtbar og hjĂŠlper den med at bĂŠre god frugt baseret pĂ„ egne anstrengelser, dvs., ved at smage frugten fra det evige livs trĂŠ via Ă„ndelig oplysning. Tistrya er den persiske gud, der er forbundet med regn og fertilitet – den personificerede guddom Sirius (Hundestjernen). Det er Tistrya, der leder Ahura Mazdas hĂŠre mod de onde krĂŠfter. (Se ogsĂ„ Ahriman, Ahura Mazda, Asura, Meditation, Monade og Veda).

Ahura Mazda
(Persisk). Ahura Mazda eller Aura Mazda (oldpersisk), Auhr Mazd (Pahlavi), Hormazd, Hormoz, Ormazd, Ormuzd eller Ormudz (persisk) stammer fra Ahura (Avestan), der betyder ”Livets Herre”. Det er afledt af roden ”ahu”, der betyder ”bevidst liv”. Ordet er kombineret med ”Mazda”, der er ”skaberen af tankesindet” eller ”hukommelsen”, som stammer fra roden ”man”, der betyder ”at tĂŠnke”, og ”da”, som betyder ”skaberen” eller ”skĂŠnkeren”. Ahura Mazda er derfor et navn for Ormuzd – det universelle guddommelige lys i den persiske religion. Ahura Mazda er den personificerede guddom, og hans symbol er Solen. ModsĂŠtningen er Ahriman – mĂžrkets gud. Ahura Mazda stammer fra Ahura eller Asura, der betyder â€Ă„ndedrag”, â€Ă„ndelig” eller ”guddommelig” i den ĂŠldste Rig-Veda, hvor de ortodokse Brahmanaer degraderede Ahura Mazda til Asura, der betyder ”ingen guder”, pĂ„ samme mĂ„de som mazdeanerne degraderede hinduernes devaer (”guder”) til ”dĂŠva” (djĂŠvle). Ahura Mazda er ”Herren, der gav liv” eller ”Herren, der gav tankesindet” – det uforanderlige lys – den uskabte hĂžjeste guddom i mazdean-systemet. Pythagoras sagde, at ”iranerne betragter Ahura Mazda som en skabning, der har et lyslegeme, og en sjĂŠl, der bestĂ„r af sandhed”. Ahura Mazda omtales som skaberen af den materielle verden og far til seks Amesha-Spentas. I senere persisk litteratur ser man lignende beskrivelser af den hĂžjeste skaber. Ferdowsi omtaler ham som ”Herre Jan” (bevidsthed) og Kherad (intellekt). I zoroastrismen er der en dualistisk kosmisk orden, der bestĂ„r af godt og ondt. H.P. Blavatsky sagde: ”Der findes ikke en mere dybsindig, en mere imponerende, en mere realistisk og mere modig allegori i verdens religioner end de to modstridende krĂŠfter i Mazdean-religionen, som kaldes Ahura Mazda og Angra Mainyu, der er bedre kendt i deres nyere form som Ormuzd og Ahriman. Af ’den grĂŠnselĂžse tids sĂžnner’ er de to udstrĂ„linger – Zeruana-Akrana – selv udsendt fra det hĂžjeste og ukendte princip. Den ene er legemliggĂžrelsen af ’gode tanker’ (Vohu-Mano), den anden af ’onde tanker’ (Ako-Mano). Lysets konge eller Ahura Mazda udstrĂ„ler fra urlyset og former eller skaber ved hjĂŠlp af ’Ordet’ – Honover (Ahuna-Vairya) – en ren og hellig verden. Men Angra Mainyu, der ganske vist er fĂždt lige sĂ„ ren som sin ĂŠldre bror, bliver jaloux pĂ„ ham, og modarbejder alt i Universet og pĂ„ Jorden, og skaber synd og ondskab overalt, hvor han gĂ„r. De to krĂŠfter er uadskillelige pĂ„ menneskehedens nuvĂŠrende bevidsthedsniveau, og det er et niveau i evolutionen, hvor den ene forudsĂŠtter den anden. De er plus- og minuspoler i den ene manifesterede skabende kraft, og den sidstnĂŠvnte skal betragtes som en universal kosmisk kraft, der opbygger verdener – eller som det antropomorfe aspekt, som skaber det tĂŠnkende menneskes legemer”. (Se ogsĂ„ Ahriman, Ahura, Asura, Brahmana, Pythagoras og Zoroastrisme).

Ain-Soph
(Hebraisk). Ain-Soph, Eyn-Soph, Ayn-Soph, Eyn-Suph, Ein-Soph osv. betyder ”absolut intethed” – negativ eksistens – eller ”kosmisk tomrum”. Ain-Soph er en betegnelse for det abstrakte begreb ”absolut intethed”, der er det store dybe ”intet”, som alle eksistenser udgĂ„r fra. Alt, hvad der eksisterer, er skabt. Livmoderen for ”absolut intethed”, hvorfra alt i Universet er skabt, er ikke alene Ă„rsagen til alle eksistenser, men ogsĂ„ til deres funktionsomrĂ„der. Alt i skabelsen har en hensigt. Ain-Soph oversĂŠttes ofte fejlagtigt med ”ingenting”, men ”absolut intethed” er bestemt ikke ingenting, for det er selve livets essens. Det grĂŠnselĂžse og uendelige er det absolutte guddommelige princip, som er upersonligt, og det kan ikke erkendes. Ain-Soph svarer til Parabrahman. Ain-Soph svarer ogsĂ„ i nogle henseender til den mystiske Sunyata i Mahayana-buddhismen. I kabbalaen er Ain-Soph det ubegrĂŠnsede lys, som koncentreres i fĂžrste og hĂžjeste Sephiroth – Kether eller Kronen – for det, der er over Kether eller Macroprosopus, er ”absolut intethed”. Betegnelsen skyldes, at man intet ved om det, for det er umuligt at vide noget om det, der findes i dette princip, fordi det ligger sĂ„ uendelig langt over menneskets uvidenhed, og fordi det befinder sig over selve visdommen. Ain-Soph skrives ogsĂ„ En-Soph og Ain-Suph, og ingen – ikke en gang rabbinerne – er sikker pĂ„ vokalerne. I de gamle hebraiske filosoffers metafysik var ”det ene princip” en abstraktion ligesom Parabrahman, men selv nutidens kabbalister har via ordklĂžveri og mĂŠrkelige paradokser haft held til at reducere ”absolut intethed” til ”den Ăžverste Gud” og intet hĂžjere. Men for de tidlige kaldĂŠiske kabbalister var Ain-Soph ”uden form og vĂŠren”. Ain-Soph havde ”ingen lighed med noget andet”. At Ain-Soph aldrig har vĂŠret anset for at vĂŠre ”Skaberen” bevises endda af en sĂ„ ortodoks jĂžde som Philo, der kaldte ”Skaberen” for Logos, som stĂ„r ved siden af den ”ubegrĂŠnsede Ene” og ”den anden Gud”. ”Den anden Gud” er Ain-Sophs visdom iflg. Philo. Guddom er ”absolut intethed”. Guddommen er navnlĂžs, og kaldes derfor Ain-Soph, og ordet ”Ain” betyder ”intet”. (Se ogsĂ„ Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Geburah, Hod, Jesod, Kabbala, Kether, Logos, Mahayana, Malkuth, Netzach, Parabrahman, Sephiroth, Sunyata og Tiphereth).

Aindri
(Sanskrit). Aindri er det feminine tillĂŠgsord for Indra, der sandsynligvis stammer fra roden ”ind”, der betyder til ”at droppe”. I forhold til guden Indra er Aindri et feminin egennavn pĂ„ Indras hustru. Hun kaldes ogsĂ„ Aindri-Shakti, Indrani og Aindriya. Aindri som hankĂžnsord skal forstĂ„s som en efterkommer af Indra, som nogle gange henviser til Arjuna, som er sĂžn af Indra af Kunti. (Se ogsĂ„ Indra).

Aindriya
Se Aindri og Indrani.

Aindriyaka
(Sanskrit). Aindriyaka stammer fra ”indriya”, som henviser til den ”forstand” eller ”magt”, der tilhĂžrer guden Indra. I Puranaerne er Brahmas skabervĂŠrker henholdsvis opregnet som seks, syv og ni. Aindriyaka reprĂŠsenterer organisk skabelse, der involverer udviklingen af sanserne. (Se ogsĂ„ Brahma, Indra og Purana).

Airavata
(Sanskrit). Airavata er en mytologisk hvid hanelefant, der bĂŠrer den hinduistiske gud Indra pĂ„ ryggen. Den kaldes ogsĂ„ Ardha-Matanga, der betyder ”sky-elefant”, ”Naga-Malla”, der betyder ”kĂŠmpende elefant” og ”Arkasodara”, der betyder ”Solens broder”. Abharamu er hanelefantens feminine partner. Airavata har fire stĂždtĂŠnder og syv snabler. Den er hvid og uden en plet. I Thailand er den kendt som Erawan. Iflg. Ramayana var Iravati elefantens moder. Matangalila oplyser, at Airavata blev fĂždt, mens Brahma sang hellige mantraer over de to ĂŠggeskaller fra ĂŠgget, som Garuda blev klĂŠkket af. Garuda er navnet pĂ„ Vishnus legeme. Airavata blev efterfulgt af yderligere syv han- og otte hunelefanter. Prithu (en Avatar eller inkarnation af Vishnu) gjorde Airavata til konge over alle elefanter. En af hans navne betyder ”den, der knytter eller binder skyerne”, for iflg. myten kan de hellige elefanter skabe skyer. Forbindelsen mellem elefanter, vand og regn betones i mytologien om Indra, der ridder pĂ„ elefanten Airavata i slaget, hvor han besejrer Vritra. Den store elefant er i stand til med sine syv lange snabler at nĂ„ ned i den vĂ„de underverden og suge vand, og derefter sprĂžjte vandet op i luften og danne skyer, som Indra derefter fĂ„r til at regne med kĂžligt vand. Himlen og underverdenen forbindes dermed af vandet. Airavata stĂ„r desuden ved indgangen til Indras palads Svarga. Det samme gĂžr otte vogtende guddomme, som hersker over hvert sit punkt i cirklen. Hver guddom har en elefant, der deltager i forsvaret og beskyttelsen af hver sit kvadrat. Elefanternes konge er Indras Airavata. Der er en henvisning til Airavata i Bhagavad-Gita. (Se ogsĂ„ Avatar, Bhagavad-Gita, Indra, Ramayana, Svarga og Vritra).

Airgiod-Lamh
(GĂŠlisk). Airgiod-Lamh betyder ”gylden hĂ„nd”. Det er den hĂ„nd, der har modtaget og spredt den himmelske ild. Airgiod-Lamh er et irsk navn for Zarathustra. (Se ogsĂ„ Zarathustra).

Airyana-ishejo
(Avestan). Airyana-ishejo er navnet pĂ„ en bĂžn til den ”hellige Airyanmen”, dvs. Ahrimans guddommelige aspekt fĂžr Ahriman blev en mĂžrk modstandskraft – en Satan. Ahriman er skabt af samme essens som Ahura Mazda, ligesom Typhon-Seth bestĂ„r af den samme essens som den egyptiske gud Osiris. BĂžnnen har fĂžlgende ordlyd: ”MĂ„ menneskehedens broderskab, som vi lĂŠnges efter, vise sig blandt os og glĂŠde mĂŠnds og ungmĂžers hjerter, som er forenet i Zarathustra-troen. MĂ„ det bringe fuldbyrdelse til Vohu Manah (Guds hensigt eller Guds tankesind), nĂ„r som helst menneskesjĂŠlene modtager den dyrebare mjĂžd. Jeg beder ogsĂ„ Asha i Hans nĂ„de om at give de velsignelser, som menneskesjĂŠlene lĂŠnges efter, og som af Mazda er forudbestemt for alle”. Selv om verset ikke er med i Gathaerne (Gatha er 17 hymner, som man mener, er komponeret af Zarathustra), sĂ„ fĂžlger det umiddelbart efter 5. Gatha. BĂ„de sprog og versemĂ„l er nĂžjagtig de samme, som i de vers, der er i 5. Gatha. Airyana-ishejo reciteres under Zoroastrianske vielsesritualer som en del af velsignelsen. (Se ogsĂ„ Ahriman, Ahura Mazda og Zarathustra).

Airyanmen Vaeja
(Avestan). Airyanmen Vaeja eller Airyena-Vaegah, Airyana-Vaeja, Airyam-Veg (Pahlavi) er Ariere – ”de ĂŠdle” – og iflg. Avesta havde de deres oprindelige hjem i Airyana Vaeja, et fjerntliggende land, som var Ariernes vugge. Det var det fĂžrste af de landomrĂ„der, der blev skabt af Mazda. Det befandt sig i Jordens midte, og i landets midte stod bjerget Harabareza. Det svarer til hinduernes beskrivelse af gudernes land med Mount Meru i landomrĂ„dets midte. Ariere inddelte Universet i syv regioner eller Keshvar: 1) Arzah eller Arzahe 2) Shabah eller Sava-Cavahe 3) Fradaafsh eller Fradadhfsha, 4) Vidadafsh eller Vidadahfshu; 5) Vorubarst eller Vourubaresti, 6) Vorugarst, Vourujaresti eller Vouruzaresti og 7) Khvanuras, Ganiratha eller Hvaniratha. Den syvende region ligger i midten af de andre seks. I introduktionen til Abu-Mansouris Shah-Nameh (den ĂŠldre Shah-Nameh), er den syvende region, som kongerne kaldte Iran-Shahr (Airya-Vaeja) ogsĂ„ i midten af de Ăžvrige seks. Airyanmen Vaeja er et urland, som i Vendidad (en tekstsamling i Avesta) er kendetegnet ved uskyld og lyksalighed. Det svarer til Sveta-Dvipa (den hvide Ăž) i den puraniske litteratur og til hinduernes Mount Meru. I det ”smukke land” ved floden Daitya ”steg stjernerne, MĂ„nen og Solen kun op Ă©n gang (om Ă„ret) pĂ„ himlen” (Vendidad). H.P. Blavatsky sidestiller det med den fysiske menneskeheds vugge, og stedfĂŠster det i Centralasien. Det er identisk med Shamballa og Arghya Varsha, hvorfra man forventer Kalki Avatarens genkomst. I en persisk legende dukkede der en slange op i Airyana Vaeja, og slangegiften forvandlede det smukke evige forĂ„r til vinter, og den skabte sygdom og dĂžd. Det skal fortolkes geologisk og astronomisk. Esoterikere ved, at slangen hentyder til Nordpolen, som ogsĂ„ er himlenes pol. Den sidstnĂŠvnte skaber Ă„rstiderne afhĂŠngig af den vinkel, den har i forhold til Jordens akse. De to polakser var ikke lĂŠngere parallelle, og derfor forsvandt det evige forĂ„r i Airyana Vaeja, og den gode flod Daitya forsvandt ogsĂ„. Iflg. Ă„ndsvidenskabelige kilder var Arierne derfor nĂždt til at emigrere til Sagdiani. Men Ă„ndsvidenskaben pointerer, at polaksen tidligere har passeret igennem ĂŠkvator, og at ”lyksalighedens land” i 4. rodrace, som den arvede fra 3. rodrace, blev Ăždelagt og genstand for lidelse. (Se ogsĂ„ Arier, Avatar, Rodrace og Shamballa).

Aisa
(GrÊsk). Aisa betyder Karma, som giver alle deres andel af godt og ondt. (Se ogsÄ Karma).

Aish
(Hebraisk). Aish eller ”Ish” betyder ”menneske”. Navnet Jesus blev iflg. H.P. Blavatsky udledt af Aish. I relation til korsfĂŠstelsens symbolik, bemĂŠrker H.P. Blavatsky, at ”de tidlige forfattere af de kristne mysterier var velbevandret i esoterisk filosofi og i hebraisk okkulte metrologi (lĂŠren om mĂ„linger og mĂ„leteknik), og de brugte deres viden behĂŠndigt. De tog ordet Aish, og kombinerede det med Shanah, der betyder ”mĂ„neĂ„r”, sĂ„ Aish pĂ„ mystisk vis blev forbundet med navnet Jehova, den formodede ”far” til Jesus, og dermed gav de den mystiske idĂ© i en astronomisk vĂŠrdi og formel”.

Aistheton
(GrĂŠsk). Aistheton betyder ”sensitiv opfattelse ved hjĂŠlp af sanserne”. Aistheton blev brugt af Platon som en modsĂŠtning til ”Noeton”, der betyder ”forstĂ„elige”, for han Ăžnskede at betegne det synlige aspekt af den oprindelige Ă„rsag til den manifesterede verden. (Se ogsĂ„ Platon).

Aisvarika
(Sanskrit). Aisvarika stammer fra ”Isvara”, der betyder ”herre”, ”prins” eller ”mester”. Det er afledt af roden ”ish”, der betyder ”at vĂŠre valid”, ”kraftfuld” eller ”mester i noget”. Aisvarika er derfor en konge, en herre, eller et overhovedet og den Ăžverste Ă„ndelige leder i et hierarki. Aisvarika er desuden en af fire filosofiske skole i Nepal. De andre er Karmika, Yatnika og Svabhavikia. Aisvarika er teistisk, for i Aisvarika-systemet er Adi Buddha den Ăžverste gud (Isvara), i stedet for at betragte det hĂžjeste som et abstrakt princip eller symbol. I Aisvarika-systemet er Adi-Buddha individualiseret som den kosmiske Ă„nd i menneskehedens hierarki, og derfor bliver opmĂŠrksomheden centreret om individualiseringen i et omfang, der er usĂŠdvanligt i buddhismen. Selv om det er rigtigt, at den hĂžjeste individualiserede manifestation af Adi-Buddhi er Adi-Buddha, som er Isvara eller det kosmiske overhoved i dette hierarki, er bĂ„de Adi-Buddhi og Adi-Buddha abstrakte principper i det galaktiske rum. (Se ogsĂ„ Adi-Buddha, Adi-Buddhi og Teisme).

Aitareya
(Sanskrit). Aitareya stammer fra ”itara”, der betyder ”anden”, men ordet stammer ogsĂ„ fra Itara, der er mor til Aitareya. Aitareya er navnet pĂ„ en Aranyaka (Brahmana), en Upanishade og et litterĂŠrt vĂŠrk, der er knyttet til Rig-Veda. Nogle af dens dele er rent Vedantiske. Aitareya-Brahmana – eller Aitareyaka – indeholder 40 Adhyayaer (afsnit), hvor tjenestearbejdet for et Hotri (prĂŠst) er beskrevet. Aitareya-Aranyaka bestĂ„r af fem bĂžger eller Aranyakaer, og det er 2. og 3. bog, der kaldes Aitareya-Upanishaden, selv om de sidste fire afsnit af 2. bog nogle gange betegnes pĂ„ den mĂ„de. (Se ogsĂ„ Brahmana, Rig-Veda, Upanishader og Veda).

Aith-ur
(Kaldéisk). Aith-ur betyder ”solild” eller ”guddommelig éter”.

Aither
(GrĂŠsk). Aither, Aether eller Æthere stammer fra ”aitho”, der betyder ”skinner” eller ”ild”. Aither eller Aether var en af de syv grĂŠske skaberguder. Aither var en personificering af den mest subtile del af luftelementet, og ligesom Tartaros og Erebos har Aither muligvis haft helligdomme i Hellas, men man byggede og dedikerede ikke templer til ham, og derfor er det usandsynligt, at han havde en kult. Aither symboliserer den rene luft i ”de hĂžjere luftlag”, som guderne indĂ„nder, i modsĂŠtning til den normale luft – ”aer” – som indĂ„ndes af de dĂždelige. I den grĂŠske mytologi er Aither en af de oprindelige skaberguder – den fĂžrstefĂždte. I antikken var Aither eller Aether betegnelsen for urstoffet – Proteus eller protyl. Protyl er et hypotetisk oprindeligt stof, som de kemiske elementer er skabt af. Aither er derfor bĂ„de kilden til alt stof og al form, og dermed ogsĂ„ til alle kosmiske former og fĂŠnomener. Det er et begreb, der dĂŠkker betegnelser, der strĂŠkker sig fra Alfader til Moder Jord. I Den Hemmelige LĂŠre er Aither eller ĂŠteren det femte kosmiske element nedefra, som forbinder det kosmiske tankesind eller Mahat med den lavere manifesterede verden. Det er derfor redskab for det oprindelige og ophav til det sidstnĂŠvnte. Ser man pĂ„ ĂŠter fra en mere generel kosmisk synsvinkel, befinder det sig inden for den kosmiske 3. Logos’ – Brahmas eller Prakritis – aktivitetsomrĂ„de, og derfor er ĂŠteren ”den store livmoder” til alle manifesterede skabninger. Æteren er skatkammer for alle kosmiske arketyper, og fra skatkammeret strĂžmmer arketyperne ud i manifestation og antager form, og de vender tilbage til udgangspunktet ved manifestationsperiodens slutning, nĂ„r den kosmiske Pralaya (hvileperiode) begynder. Æteren er derfor det store urstof eller ”moderstof”, som alle hierarkier i Universet er opbygget af. Æteren gennemtrĂŠnger alt fra begyndelsen af den universelle Manvantara (manifestationsperiode) til afslutningen, og herefter kan man sige, at den fortsat eksisterer i sin mest sublime og subtile Ă„ndelige form under den kosmiske Pralaya, hvor potentialerne opbevares som Ă„ndelige kim. NĂ„r manifestationen igen begynder efter hvileperioden, vil alt igen strĂžmme ud i manifestation i den nye periode for kosmisk aktivitet. NĂ„r ĂŠteren betragtes som den kosmiske moder til alt i skabelsen, er ĂŠter i sit hĂžjeste feminine aspekt det samme som den vediske Aditi – eller Hera eller Juno i GrĂŠkenland og Rom. I den forstand er ĂŠteren ogsĂ„ Mulaprakriti, dvs. den, der skaber de frĂž, der er ophav til alt i skabelsen. Det Gamle Testamente omtaler ĂŠteren som ”det kosmiske ocean”. I sine hĂžjeste aspekter er det den mystiske Alaya (den kosmiske Ă„nd og sjĂŠl), som i den nordlige buddhisme kaldes Svabhavat (substans) – eller det er den endnu mere gĂ„defulde Adi-Buddhi. Nogle gange oversĂŠttes sanskritordet Akasha med ӎter”, og det har samme etymologiske og filosofiske betydning. Akasha er et element eller princip, der kommer efter Manas (det mentale princip) og Kama (det astrale princip) og fĂžr det ĂŠteriske princip. Men det ĂŠteriske princip er en stor del af Akasha, som ogsĂ„ har syv underordnede aspekter. I det kosmiske rum er der mindst syv ĂŠtere eller Prakritier, som findes inden i hinanden pĂ„ en opadgĂ„ende Ă„ndelig skala. Tilsammen kan man derfor kalde Ă„nd for ĂŠter eller Akasha. Hesiod betragtede Aither som ”lys” – mĂ„ske inspireret af astrallyset. Aither er sĂžn af Erebus (mĂžrket) og Nyx (natten), og han er bror til Hemera (dagen). Den romerske Hyginus siger, at Aither var sĂžn af Chaos og Caligo (mĂžrket). Vergil taler om, at ”Jupiter er identisk med Aither”, og Cicero beskriver ĂŠteren som en ultimativ sfĂŠre pĂ„ himlen, som omkranser og gennemtrĂŠnger alt, og derfor indgik ĂŠteren i alkymisternes jagt pĂ„ det ”absolutte element”, som ville give magt over naturen – og som desuden er et medium for overfĂžrsel af lysbĂžlger. (Se ogsĂ„ Adi-Buddhi, Afrodite, Akasha, Alaya, Apollon, Ares, Artemis, Athene, Brahma, Chaos, Demeter, Erebos, Eros, Gaia, Hades, Hefaistos, Hera, Hestia, Kama, Logos, Manas, Manvantara, Mulaprakriti, Nyx, Poseidon, Prakriti, Pralaya, Python, Tartaros, Tyfon, Uranus, Zeus og Æter).

Aithihya
(Sanskrit). Aithihya stammer fra ”iti”, der betyder ”sĂ„dan” eller ”pĂ„ den mĂ„de” samt ”ha”, der betyder ”bestemt”. Aithihya betyder derfor: ”SĂ„dan er det faktisk”. Det henviser til vedtagne regler og nedarvede traditioner. Aithihya ligger tĂŠt pĂ„ Itihasa, der er et navn, som man bl.a. mĂžder i semi-legender og episke skildringer. Det forekommer ogsĂ„ i Mahabharata og Ramayana. PĂ„ nogle skoler, hvor man navnlig lĂŠrer mundlig undervisning, indleder man en sĂŠtning med frasen: ”Iti maya srutam” eller ”iti ha maya srutam”, der betyder: ”Jeg har i sandhed hĂžrt 
”. Den form for instruktion kaldes ”Aitihya” eller ”Aitiha”. Som tillĂŠgsord betyder ”Aitihasika” ogsĂ„ det, der stammer fra traditionen, gamle legender eller heroiske historier. (Se ogsĂ„ Mahabharata og Ramayana).

Aja
(Sanskrit). Aja bestĂ„r af ”ikke” og roden ”jan”, der betyder ”at blive fĂždt” eller ”skabt”. Aja betyder derfor ”ufĂždt” eller ”uskabt”. Det er en titel eller et tilnavn, der er givet til mange af de oprindelige skaberguder. I Rig-Veda svarer det til 1. Logos, som er en udstrĂ„ling eller den fĂžrste manifestation pĂ„ illusionens plan for det Absolutte eller den kosmiske Paramatman. I bĂ„de Rig-Veda og Purusha-Sukta er det den tusindhovede Purusha, der blev opsplittet ved Universets grundlĂŠggelse, og Universet blev derfor skabt af hans stoflige rester. Det er grundlaget for det senere kristne symbol med offerlammet. Aja den ”ufĂždte” – Purusha eller den manvantariske Ă„nd – kan ogsĂ„ udledes af roden ”aj”, der betyder ”fremstĂžd” eller ”at drive frem”, og betydningen omfatter vĂŠdderen, vĂŠdderhornene og stjernetegnet VĂŠdderen. Ånden forsvinder eller dĂžr – metaforisk – jo mere den involveres i kosmisk stof, og det medfĂžrte ofring af det ufĂždte lam eller en vĂŠdder. NĂ„r Aja stammer fra roden ”aj”, er det desuden en titel, der gives til forskellige vediske guder – f.eks. Rudra, Indra, Agni, Solen – og i de post-vediske vĂŠrker er det Brahma, Vishnu og Shiva samt kosmisk Kama, der er et modstykke til den grĂŠske kosmiske Eros. Alle guderne er ledere af deres respektive hierarkier i den forstand, at de inspirerer, styrer eller fremskynder livet og intelligensen i hierarkierne. Aja i sin feminine form betyder Maya (blĂŠndvĂŠrk) og dermed Prakriti i naturen under udvikling. (Se ogsĂ„ Agni, Brahma, Eros, Indra, Kama, Logos, Maya, Paramatman, Prakriti, Purusha, Rig-Veda, Rudra, Shiva, Veda og Vishnu).

Ajapa
(Sanskrit). Ajapa bestĂ„r af ”ikke” og roden ”jap”, der betyder ”at tale med lav stemme”. Ajapa henviser til et menneske, der ikke bruger ortodokse bĂžnner, og ikke oplĂŠser doktrinĂŠre skrifter, og ikke intonerer mantraer. Ajapa er den sĂŠrlig form for mantra, der hedder Hamsa, som bestĂ„r af en rĂŠkke indĂ„ndinger og udĂ„ndinger.

Ajapa Japa
(Sanskrit). Ajapa Japa betyder ”meditationen, der sker af sig selv”. Meditationen indebĂŠrer en spontan gentagelse af mantraet ”Soham”. Ajapa Japa er baseret pĂ„ det sĂ„kaldte psykiske Ă„ndedrĂŠt kombineret med et mantra. Ved Ajapa Japa skaber man et svagt hvĂŠsende Ă„ndedrĂŠt dybt nede i halsen – helt nede ved stemmebĂ„ndene. Man fokuserer opmĂŠrksomheden pĂ„ lyden, og fĂ„r ind- og udĂ„nding til at lyde ens. Man Ă„nder ind, holder vejret et Ăžjeblik og Ă„nder derefter ud, og holder vejret et Ăžjeblik, fĂžr man igen tager en indĂ„nding. Munden holdes lukket, og tungen foldes bagover og opad, sĂ„ den placeres over den blĂžde gane. I begyndelsen vil de fleste kun vĂŠre i stand til at fĂžre tungespidsen tilbage, sĂ„ den rĂžrer den blĂžde gane. Det skal gĂžres uden anstrengelse. Herefter lytter man koncentreret til lyden af Ă„ndedrĂŠttet. Efter en periode forestiller man sig, at man oplades med lys og energi for hvert Ă„ndedrĂŠt. Efter endnu et stykke tid forestiller man sig, at luftstrĂžmmen bevĂŠger sig fra Manipura-chakra (Solar plexus chakra) ved navleomrĂ„det til Vishuddhi-chakra (Halschakraet) i halsen. Luften bevĂŠger sig op og ned ad den psykiske passage mellem Manipura og Vishuddhi. Man fortsĂŠtter i 5-15 minutter. GĂ„ herefter op til Vishuddhi pĂ„ en indĂ„nding, og lad fokuseringen blive dĂ©r. PĂ„ nĂŠste indĂ„nding forestiller man sig, at indĂ„ndingen stiger fra Vishuddhi til et punkt, der befinder sig midt pĂ„ toppen af hovedet. Fornem punktet tre gange. Ved nĂŠste udĂ„nding gĂ„r man ned til Vishuddhi og fornemmer Vishuddhi tre gange. Stig op igen – og fortsĂŠt pĂ„ den mĂ„de 5-15 minutter. Herefter flyttes fokus fra Ă„ndedrĂŠttet, og i stedet hĂžres Ă„ndedrĂŠttets lyd eller mantra – ”So-Ham”. HĂžr i indĂ„ndingen ”So” stige op til Vishuddhi. Hold vejret et Ăžjeblik. HĂžr derefter ”Ham” synke ned til Manipura. Oplev derefter passagen i hovedet. Man tager en indĂ„nding, mens man gĂ„r til Vishuddhi. Ånd ud og bliv dĂ©r med opmĂŠrksomheden. Ved nĂŠste indĂ„nding stiger man op med ”So” fra Vishuddhi, til punktet midt pĂ„ toppen af hovedet. Fornem punktet (der er navnlĂžst) tre gange. Ved nĂŠste udĂ„nding gĂ„r man ned med ”Ham” til Vishuddhi, som fornemmes tre gange. FortsĂŠt med at gĂ„ op med ”So”, og ned med ”Ham”. Processen skal ske ubesvĂŠret og af sig selv. Til sidst gĂžr man de to passager til Ă©n lang kanal, hvor Ă„ndedrĂŠttet og energien strĂžmmer hele vejen op fra Manipura til punktet midt pĂ„ toppen af hovedet og ned igen. Denne del af Ăžvelsen fortsĂŠttes i 10-30 min. (Se ogsĂ„ Ajapa, Halschakra, Khechari Mudra, Manipura-chakra, Meditation, Soham, Solar plexus chakra og Vishuddhi-chakra).

Ajita
(Sanskrit). Ajita bestĂ„r af ”ikke” og roden ”ji”, der betyder ”at erobre” eller ”triumfere”. Ajita er et af de esoteriske navne pĂ„ de tolv hĂžjtstĂ„ende guder, der inkarnerer i hver Manvantara. Esoterikerne identificerer dem med Kumaraer, der ogsĂ„ kaldes Jnana-devaer eller Gnana-devaer. Ajita er ogsĂ„ en af Vishnus skikkelser i den anden Manvantara. Ajita kaldes ogsĂ„ Jayaer. I Vayu-Purana er Ajita den usynlige, den uovertrufne og den Ăžverste af tolv guder, som kaldes Jayaer. Jayaerne blev skabt af Brahma, sĂ„ de kunne stĂžtte ham ved Manvantaraens begyndelse. Men de forsĂžmte deres pligter, og derfor blev de ”forbandet” af Brahma, og derfor skulle de fĂždes i hver af de efterfĂžlgende Manvantaraer indtil den syvende – Vaivasvata-Manvantara. De tolv Jayaer i den hinduistiske filosofi svarer til de tolv store guder i den grĂŠsk-romerske mytologi. PĂ„ grund af deres altgennemtrĂŠngende karakter er de tolv guddomme – pĂ„ et lavere niveau – identiske med Manasaer, Jnana-devaer, Rudraer og andre grupper af manifesterede guder. Deres funktioner i de lavere manifestationer er identiske med Dhyani-Chohanernes grupper, som ”nĂŠgtede at inkarnere”. Ajita er desuden navnet pĂ„ den anden af de 24 Tirthankaras eller Jain-lĂŠrere. (Se ogsĂ„ Dhyani-Chohan, Jain, Jnana, Kumaraer, Manvantara og Rudra).

Ajna-chakra
(Sanskrit). Ajna-chakra eller Ajnakhya-chakra er betegnelsen for det 6. chakra (den 96-bladede lotus). Ajna-centret befinder sig mellem Ăžjenbrynene midt i hovedet, hvor det er forbundet med hypofysen. Det er en endokrin kirtel, der pĂ„virker og styrer mange andre endokrine eller hormonproducerende kirtler. Ajna-chakraet kaldes ogsĂ„ Agni-chakraet eller Agniya-chakraet – det ildagtige chakra. Ajna er center for bevidsthedens Tattva. Ajna-centret er det hĂžjeste af personlighedens centre og bestĂ„r egentlig af en dobbeltbladet ”lotus”, der hver har 48 ”blade”. Lotusbladene er symbolske udtryk for krĂŠfter, der kommer til udtryk gennem de syv primĂŠre centre eller chakraer. Ajna-chakraet er lokaliseret ca. fem centimeter foran Ăžjenbrynene. Ajna-centrets er centret for menneskets bevidsthed – ”den indre iagttager”. Direkte oversat betyder Ajna ”kommando”. Det hentyder til centrets funktion som stedet, hvor personlighedens vilje ultimativt forenes med den hĂžjere Ă„ndelige vilje via Sahasrara-centret (Hovedcentret) og omsĂŠttes til aktiv handling. Ajna-centrets er ogsĂ„ ”visionens Ăžje”. Det er centret, hvor de hĂžjere abstrakte idĂ©er tager konkret form i bevidstheden og projiceres ud i livet som aktivt tjenestearbejde. Chakraet befinder sig i Ăžjenbrynsregionen, og kaldes ofte ”det tredje Ăžje”. Symbolet for Ajna er hvidt, og det vises med to hvide kronblade. Inde i dobbeltformen ses Shakti Hakini, der er en hvid MĂ„ne med seks ansigter og seks arme, der holder en bog, et kranium, en tromme, en rosenkrans og gĂžr fagter for at give velsignelse og fjerne frygt. Ovenover er der en trekant, som peger nedad, og inde i den er der en mĂ„nehvid Lingam. I nogle systemer ses guddommen Ardhanarishvara, som er en hermafroditagtig udgave af Shiva-Shakti, der symboliserer den oprindelige dualitet mellem subjekt og objekt. Over trekanten er der en mindre trekant, og inde i den ses symbolet AUM BIJA – mantraet i den esoteriske buddhisme. Ajnas to hvide kronblade reprĂŠsenter angiveligt de psykiske kanaler Ida Nadi og Pingala Nadi, der mĂždes i den centrale Sushumna Nadi i rygsĂžjlen, inden de stiger op til Sahasrara-chakra eller hovedchakraet. Med hvide bogstaver er der skrevet ”Ham” pĂ„ venstre kronblad, og ”Ksham” pĂ„ hĂžjre kronblad. De reprĂŠsenterer henholdsvis Shiva og Shakti. Kronbladene symboliserer desuden manifestet og umanifesteret tankesind, og nogle mener, at de ogsĂ„ reprĂŠsenterer pinealen og hypofysen. (Se ogsĂ„ Agni, Ardhanarishvara, Hovedchakra, Ida Nadi, Lingam, Pandecentret, Pingala Nadi, Sahasrara-chakra, Shakti, Sushumna Nadi og Tattva).

Ajnana
(Sanskrit). Ajnana bestĂ„r af ”ikke” og ”jnana”, der betyder ”viden”. Det er afledt fra roden ”jna”, der betyder ”at vide”, at forstĂ„â€ eller ”at opfatte”. Ajnana er derfor uvidenhed eller rettere ikke-visdom – eller det modsatte af kundskab eller Jnana (udtales ”gnjana”). En Ajizani betyder en ”profan”, dvs. et menneske, der lever uden for de hellige templer og mysterielĂŠren. (Se ogsĂ„ Jnana).

Akacie
(GrĂŠsk). Akacie symboliserer ”hĂ„b” og ”uskyldighed”. Det er en plante, der anvendes i frimureriet som symbol pĂ„ indvielse, udĂždelighed og renhed. AkacietrĂŠet stammer fra legenden om Osiris og Isis, og her voksede det i Byblos – nutidens Libanon. I legenden omtales akacietrĂŠet som et sykomoretrĂŠ. JĂžderne lĂ„nte senere symbolet hos de gamle egyptere, og kaldte det et ”Shittah-tré”, der var symbol pĂ„ udĂždelighed. SykomoretrĂŠet forvandledes til en sĂžjle, som egypterne kaldte en Djed-sĂžjle, der var symbol pĂ„ Osiris’ rygsĂžjle. Akaciegrenen er derfor symbol pĂ„ menneskets Ă„ndelige vĂŠkst. Som sĂžjle reprĂŠsenterede akaciegrenen rygsĂžjlen, og den blev kaldt ”tornegrenen”. I Rabbinerskrifterne kan man lĂŠse at: ”
 tornebusken var det fĂžrste trĂŠ, der blev skabt i Paradis 
” Og tornebusken er identisk med ”livets tré” eller ”kundskabens tré” i Paradis. Den egyptiske Djed-sĂžjle, som bĂ„de reprĂŠsenterer Osiris’ rygsĂžjle og menneskets rygsĂžjle, kaldes ”det tornede tré” eller ”tornegrenen” pĂ„ grund af ryghvirvlernes tapper. Åndsvidenskaben oplyser, at mennesket langs rygsĂžjlen har syv psykiske centre eller chakraer, der beskrives som lysende eller ”brĂŠndende” energihvirvler, og det siges, at i udviklingens lĂžb, stiger energien op gennem rygsĂžjlen. I Isis-kulterne hos romerne kaldte man disse centre langs den ”tornede” rygsĂžjle for ”roser”. Og i senere kristne kulter − som f.eks. Rosenkreuzerne, hvis navn betyder ”roserne pĂ„ korset” eller ”de korsfĂŠstede roser” – vises de som flammende rĂžde roser, der stikker frem fra den tornede gren. (Se ogsĂ„ Rosenkreuzer).

Akali
Akali er sikhernes vogtere af det synlige sted for tilbedelse af guderne.

Akanishta
(Sanskrit). Akanishta betyder bogstaveligt ”det, som ikke er under” eller ”ikke hĂžjere”. Akanishta er betegnelsen for den hĂžjeste Buddha-tilstand. Der findes seks steder med samme navn. De strĂŠkker sig fra det 8. niveau, der er gudernes Paradis op til det absolutte Akanishta, som er ufatteligt. Akanishta er bl.a. den hĂžjeste himmel i formens verden. Akanishta er desuden Vajradharas ”hĂžjeste rige”, dvs. Dharmakaya Buddhas oplyste sfĂŠre. Akanishta bruges ofte som et synonym for Dharmadhatu. (Se ogsĂ„ Dharmadhatu og Vajradhara).

Akantus
(Latin). Akantus stammer fra ”acanthi”, som er den latinske form af det grĂŠske ord ”acanthos”, ”akanthos” eller ”acantho”, der betyder ”vanskelig”. Akantus er en plante, der er kendt langt tilbage i historien. Den vokser sig stor og frodig under de rigtige vĂŠkstvilkĂ„r, og bladene springer ud ved at udfolde sig i stil med bregner. PĂ„ sandjord ligner den en bonsai, og hvis vĂŠkstbetingelserne er ideelle, bliver den meterhĂžj. Akantusblade blev brugt pĂ„ kapitĂŠler pĂ„ den Korintiske sĂžjle, der symboliserer skĂžnhed. (Se ogsĂ„ Korintisk sĂžjle).

Akar
(Egyptisk). Akar eller Akert var en betegnelse for underverdenen, hvor guden Osiris i sit aspekt af Un-Nefer var Herren. Akar er ogsÄ navnet pÄ guden for dagens femte time. (Se ogsÄ Aahla).

Akarna Dhanurasana
Akarna Dhanurasana Se Dhanurasana.

Akasa
Se Akasha.

Akasha
(Sanskrit). Akasha, Aksha, Akasa eller Aksa stammer fra roden ”aksh”, som betyder ”at nĂ„â€, ”at passere igennem”, ”at gennemstrĂžmme”. Det er en matrice eller den akse, livet drejer omkring. Akasha er ”primĂŠrrum” (det femte element). Akasha er det immaterielle stof, der udgĂžr bĂ„de det lufttomme rum i Universet og tomrummet mellem atomerne. Akasha er derfor den ĂŠteriske ursubstans – det fĂžrste manifesterede element i solsystemet. Akasha er det oprindelige stof, der ligger til grund for alle former. Men i den senere Ă„ndsvidenskabelige litteratur anvendes udtrykket udelukkende om stoffet pĂ„ det Ăžverste mentalplan, som er center for ”naturens hukommelse” – den sĂ„kaldte Akasha-kronik. Her er alt, hvad der er sket i alle tider i planetens historie ”registreret”, og derfor kan det ”aflĂŠses” ved hjĂŠlp af hĂžjt udviklet clairvoyance. Akasha er derfor den subtile, metafysiske Ă„ndelige essens, der gennemtrĂŠnger alt rum. Akasha er den ursubstans, som fejlagtigt identificeres med ĂŠteren. Men Akasha svarer til ĂŠter som Ă„nd svarer til stof – eller som Atma til Kama-Rupa. Akasha er det universelle rum, som indeholder Universets evige tankeform i dens evigt-foranderlige aspekter pĂ„ stoffets og objektivitetens planer, og hvorfra 1. Logos udstrĂ„ler sin tanke. Det er grunden til, at Puranaerne oplyser, at Akasha kun har Ă©n egenskab – lyd – for lyd er et symbolsk udtryk for Logos. Akasha (det femte kosmiske element set nedefra) forbinder det kosmiske tankesind eller Mahat med den lavere manifesterede verden. Akasha er derfor redskab for det oprindelige og ophav til det sidstnĂŠvnte. Ser man pĂ„ Akasha fra en mere generel kosmisk synsvinkel, befinder det sig inden for den kosmiske 3. Logos’ – Brahmas eller Prakritis – aktivitetsomrĂ„de, og derfor er Akasha ”den store livmoder” til alle manifesterede skabninger. Akasha er skatkammer for alle kosmiske arketyper, og fra skatkammeret strĂžmmer arketyperne ud i manifestation og antager form, og de vender tilbage til udgangspunktet ved manifestationsperiodens slutning, nĂ„r den kosmiske Pralaya (hvileperiode) begynder. Akasha er derfor det store urstof eller ”moderstof”, som alle hierarkier i Universet er opbygget af. Akasha gennemtrĂŠnger alt fra begyndelsen af den universelle Manvantara (manifestationsperiode) til afslutningen, og herefter kan man sige, at den fortsat eksisterer i sin mest sublime og subtile Ă„ndelige form under den kosmiske Pralaya (hvileperiode), hvor potentialerne opbevares som Ă„ndelige kim. NĂ„r manifestationen igen begynder efter hvileperioden, vil alt igen strĂžmme ud i manifestation i den nye periode eller Manvantara for kosmisk aktivitet. NĂ„r Akasha betragtes som den kosmiske moder til alt i skabelsen, er Akasha i sit hĂžjeste feminine aspekt det samme som den vediske Aditi. I den forstand er Akasha ogsĂ„ Mulaprakriti, dvs. den, der skaber de frĂž, der er ophav til alt i skabelsen. Det Gamle Testamente omtaler Akasha som ”det kosmiske ocean”. I sine hĂžjeste aspekter er det den mystiske Alaya (den kosmiske Ă„nd og sjĂŠl), som i den nordlige buddhisme kaldes Svabhavat (substans) – eller det er den endnu mere gĂ„defulde Adi-Buddhi. Nogle gange oversĂŠttes sanskritordet Akasha som sagt med ӎter”, og det har samme etymologiske og filosofiske betydning. Akasha er et element eller princip, der kommer efter Manas (det mentale princip) og Kama (det astrale princip) og fĂžr det ĂŠteriske princip. Men det ĂŠteriske princip er en stor del af Akasha, som ogsĂ„ har syv underordnede aspekter. I det kosmiske rum er der mindst syv ĂŠtere eller Prakritier, som findes inden i hinanden pĂ„ en opadgĂ„ende Ă„ndelig skala. Tilsammen kan man derfor kalde Ă„nd for ĂŠter eller Akasha. Nogle gange bruges ”astrallyset” som en nem men unĂžjagtig betegnelse for Akasha. H.P. Blavatsky forklarer: ”Astrallyset er det, der afspejler de tre hĂžjere bevidsthedsplaner (det mentale, det astrale og det ĂŠteriske), der befinder sig over det fysiske, og derfor ikke strĂŠkker sig ud over det fjerde plan, hvor Akasha begynder”. Akasha er den evige guddommelige bevidsthed, som er uden skelneevne, uden kvaliteter og uden handling, for handling hĂžrer til det, der reflekteres eller afspejles. Det ubetingede og evige kan ikke have forbindelse med det betingede og forgĂŠngelige. (Se ogsĂ„ Adi-Buddhi, Akasha-kronik, Alaya, Atma, Kama, Kama-Rupa, Manas, Manvantara, Mulaprakriti, Prakriti, Pralaya, Puranaer, Substans og Æter).

Akasha-Bhuta
(Sanskrit). Akasha-Bhuta stammer fra ”akasha” der betyder ”rum” og ”bhuta”, der betyder ”element”, ”det eksisterende” og ”skabning” – fra roden ”bhu”, der betyder ”at vĂŠre” eller ”at blive”. Akasha-Bhuta henviser til det ĂŠteriske element – Fader-Moder-elementet – der er det tredje i den nedadgĂ„ende skala med syv kosmiske Bhutaer. I Upanishaderne taler man om fem, og i buddhistiske skrifter om fire. Akasha-Bhuta er analog med 3. Logos, fordi 3. Logos er formskabende, og derfor kaldes Fader-Moder, men som ikke er identisk med ĂŠteren, som blot er et af de laveste principper og kun lidt mere ĂŠterisk end fysisk stof. (Se ogsĂ„ Akasha, Bhuta og Upanishader).

Akasha-kronik
(Sanskrit). Akasha-kronikken kaldes ofte for naturens hukommelse. Der er tre niveauer i hukommelsen: 1) Det midlertidige niveau, der befinder sig i den Êteriske (elektromagnetiske) substans i nÊrheden af Jorden. Niveauet vil efterhÄnden forsvinde. 2) En mere nÞjagtig form, der befinder sig pÄ det hÞjere mentalplan (kausalplanet). 3) PÄ det Buddhiske plan findes det hÞjeste niveau af hukommelsesbanken. Den indeholder den fuldstÊndige hukommelse af det planetariske liv og evolution. Akasha-kronikken kan derfor defineres som Jordens DNA. (Se ogsÄ Akasha, Buddhisk plan og Mentalplan).

Akasha-Shakti
(Sanskrit). Akasha-Shakti stammer fra ”akasha” der betyder ”rum” og ”shakti”, der betyder ”kraft” og ”energi” – fra roden ”sak”, der betyder ”at vĂŠre stĂŠrk”, ”at vĂŠre i stand til”. Akasha-Shakti benyttes af H.P. Blavatsky om sjĂŠlens eller Prakritis energi: ”Den tibetanske esoteriske buddhistiske doktrin oplyser, at Prakriti er kosmisk stof, som alle synlige former er skabt af, og Akasha bestĂ„r af det samme kosmiske stof, men det bliver stadig mere ubestemmeligt, for den oprindelige Ă„nd bliver Prakriti, som er legemer eller stof, og Akasha-Shakti bliver sjĂŠl eller energi”. Hver guddom har sin Shakti (aktive energi og kraft), som mytologisk kaldes gudens hustru eller feminine modstykke. Derfor omtales Akasha-Shakti som Akasha-energi i Prakritis utallige differentieringer. (Se ogsĂ„ Akasha, Prakriti og Shakti).

Akasha-Tattva
(Sanskrit). Akasha-Tattva stammer fra ”akasha”, der betyder ”rum”, og ”tattva”, der betyder ”realitet”. Tattva eller Tattwa er det indre Ă„ndelige lys. Akasha-Tattva kaldes strĂ„lende, skinnende, Ă„ndeligt lysende og naturens udviklende grundlag. Akasha-Tattva er den tredje i nedstigende retning af syv Tattvaer. Iflg. en af de mĂ„der, der anvendes til at beskrive den kosmiske bevidsthedsmĂŠssige rĂŠkkefĂžlge, svarer Tattva til det feminine aspekt af 3. Logos, men fordi naturen konstant gentager sine processer i den evolutionĂŠre udfoldelse, er det ogsĂ„ korrekt at udlede den underordnede 1. Logos fra Akasha, nĂ„r Akasha betragtes som nĂŠsten identisk med Mulaprakriti. I betragtning af naturens princip om gentagelse, er det vigtigt ikke at fastlĂ„se tankesindet pĂ„ Ă©n enkelt definition af et stadie i en rĂŠkke ”nedstigninger”, som om forstĂ„elsen af det ene stadie kan dĂŠkke alle stadier. Det fremgĂ„r bl.a. af 1. Logos, for Adi-Tattva er den fĂžrste af de fem eller syv Tattvaer, der kan kaldes 1. Logos. Fra et andet aspekt fĂždes 1. Logos fra Akasha-Tattva som den formskabende mentale impuls. (Se ogsĂ„ Adi, Akasha, Adi-Tattva, Logos, Mulaprakriti og Tattva).

Akashisk magnetisme
Akashisk magnetisme er i Ă„ndsvidenskaben bĂ„de elektricitet og magnetisme, der betragtes som de vitale vĂŠsker eller udstrĂžmninger af levende skabninger, som strĂžmmer ud for at sammenblandes og samarbejde, og for at skabe multimyriader af former og elektriske og magnetiske fĂŠnomener, der er fĂŠlles for processer og aktiviteter overalt. Det betyder, at bĂ„de magnetisme og elektricitet skal spores til deres kilde i den kosmiske Akasha, som i det store er, hvad magnetisme i et menneske er i det smĂ„. Forandringer i Jordens magnetisme ”skyldes Akashisk magnetisme, som konstant genererer elektriske strĂžmme, der har tendens til at genoprette ubalancer i ligevĂŠgten”. Pga. at alle magnetiske eller elektriske processer pĂ„ Jorden er skabt af astral magnetisme og elektricitet, genereres der konstant elektriske og magnetiske strĂžmme, der reproducerer sig selv i den fysiske sfĂŠre. (Se ogsĂ„ Akasha).

Akashisk Samadhi
(Sanskrit). Akashisk Samadhi er en kombination af ”akasha”, der betyder ”rum”, og ”samadhi”, der kan oversĂŠttes med ”dyb meditation”. Samadhi stammer fra ”sam-a-dha”, der betyder ”at holde” eller ”fastgĂžre” (i abstrakt forstand). Akashisk Samadhi henviser til den bevidsthedstilstand, som ofre for utilsigtet dĂžd trĂŠder ind i. Det er en tilstand, der kan betegnes som ”stille sĂžvn” – en sĂžvn, der er fyldt med rosenrĂžde drĂžmme, hvor der ikke er nogen erindring om den dĂždelige ulykke, men hvor der er en oplevelse af at vĂŠre sammen med familie og venner i kendte scener. Tilstanden varer indtil den planlagte inkarnation er fĂŠrdig, hvor den afdĂžde vĂ„gner i Devachan. Det er en bevidsthedsmĂŠssig situation, der adskiller sig fra den normale devachaniske tilstand. Som nĂŠvnt handler Akashisk Samadhi om mennesker, der dĂžr i forbindelse med et utilsigtet uheld, og som i det fysiske liv har haft en usĂŠdvanlig ren karakter. Akashisk Samadhi er en midlertidig tilstand, hvor der sker en automatisk genspejling i den afdĂždes bevidsthed af de smukke og ophĂžjede tanker, som kom til udtryk under den fysiske inkarnation. I virkeligheden er det en slags forelĂžbig devachanisk tilstand. DrĂžmmetilstanden, som den fĂžrste fase efter dĂžden, gĂŠlder for alle mennesker – gode, onde eller midt imellem – nĂ„r chokket over en pludselig og utilsigtet dĂžd medfĂžrer absolut bevidstlĂžshed. Men i ovennĂŠvnte tilfĂŠlde med den ophĂžjede karakter vil der ikke vĂŠre nogen bevidst Kama-Loka-erfaring overhovedet, for chokket over dĂžden medfĂžrer lammelse af alle de lavere aspekter i mennesket. Der sker kun en bevidsthedsmĂŠssig overskygning af Buddhi og Atma, og kun den mest Ă„ndelige del af Manas vil vĂŠre aktiv. I nogle tilfĂŠlde vil Samadhi-tilstanden i de Akashiske omrĂ„der af den menneskelige konstitution vare indtil det tidspunkt, hvor den fysiske inkarnation naturligt ville vĂŠre afsluttet, hvorefter mennesket glider ind i den devachaniske tilstand. (Se ogsĂ„ Akasha, Devachan, Kama-Loka, Meditation og Samadhi).

Akbar
(Hindi). Akbar var Indiens kejser og stormogul 1542-1605. Iflg. Ändsvidenskaben er Akbar identisk med mesteren Morya. Han blev kendt som Akbar den Store, den berÞmte beskytter for religiÞse kunstarter og videnskaber og som den mest frie af alle muslimske overhoveder. Han var den tredje og stÞrste hersker over Mughal-dynastiet i Indien. Akbar efterfulgte sin far, Humayun, under regenten Bairam Khan, der hjalp den unge kejser med at udvide og konsolidere Mughal-domÊnerne i Indien. Akbar havde en stÊrk personlighed og var vellykket som general, og gradvist udvidede han riget til at omfatte nÊsten hele det indiske subkontinent nord for Godavari floden. Hans magt og indflydelse omfattede hele landet pga. den militÊre, politiske, kulturelle og Þkonomiske dominans. Akbar etablerede et centraliseret system for sin administration i det store imperium, og han gennemfÞrte en politik til forsonlig med slagne herskere ved hjÊlp af Êgteskab og diplomati. For at bevare ro og orden i et religiÞst og kulturelt mangfoldigt imperium, gennemfÞrte han en politik, der gav ham stÞtte fra sine ikke-muslimske undersÄtter. Han undgik forbindelser til stammefolk og forhindrede, at der blev indfÞrt en islamisk stat. Akbar strÊbte efter at forene de mange regioner i riget ved hjÊlp af loyalitet, og han fik nÊsten guddommelig status. Akbar var begejstret for litteratur, og han skabte et bibliotek med over 24.000 bind, der var skrevet pÄ sanskrit, hindi, persisk, grÊsk, latin, arabisk og kashmiri. Og biblioteket blev bemandet med lÊrde, oversÊttere, kunstnere, kalligrafer, skriftkloge bogbindere og lÊsere. Hellige mÊnd fra mange trosretninger, digtere, arkitekter og kunsthÄndvÊrkere kom fra hele verden for at studere og diskutere. Han var overbevist om, at et stabilt imperium afhang af samarbejde og god vilje. Og det blev grundlaget for et multikulturelt imperium i hans regeringstid. Akbar blev efterfulgt som kejser af sin sÞn, Jahangir. Der har aldrig vÊret en mere tolerant eller oplyst hersker end kejser Akbar, hverken i Indien eller noget andet muslimsk land.

Aker
(Egyptisk). Aker eller Akar er en guddom fra meget gammel tid i det gamle Egypten. Aker var en guddommeliggĂžrelse af horisonten, og gudeskikkelsen blev fremstillet som en lĂžve, der var symbol pĂ„ solopgang og daggry. Aker vogtede Solens port. Senere i den egyptiske civilisation afbildede man to lĂžver. Derfor blev Aker ofte omtalt som Ruti, der er det egyptiske ord for to lĂžver. Den ene kaldte man gĂ„rsdagens lĂžve (Sef), og den anden var dagens lĂžve (Tuau). Mellem de to lĂžver var der ofte hieroglyffen for horisonten, hvor Solenskiven var anbragt mellem to bjerge. I kampen mellem solguden Ra (symbol pĂ„ lys og kĂŠrlighed) og Apep-slangen (symbol pĂ„ mĂžrke og ondskab), hjalp Aker lysets krĂŠfter ved at binde og fastlĂŠnke slangen. Aker betyder ”den, der krummer”, fordi horisonten er krum. I pyramideteksterne er der en erklĂŠring om, at Akeru (flertalsformen af Aker) ikke vil fastholde faraoen pĂ„ hans vej til Nordstjernen efter dĂžden. Horisonten markerer grĂŠnsen mellem dag og nat – solopgang og solnedgang. Nogle gange havde lĂžverne i symbolikken leopardlignende pletter, og det henviser sandsynligvis til den uddĂžde Atlas-lĂžve, som i modsĂŠtning til de afrikanske arter havde plettet pels. NĂ„r nat blev dag sagde man, at Aker bevogtede indgangen til underverdenen.

Akhenaton
(Egyptisk). Amenhotep IV (1364-1347 f.Kr.), som senere ĂŠndrede navn til Akhenaton, er en af historiens mest fascinerende herskere. Hans regeringsperiode pĂ„ kun 17 Ă„r (1364-1347 f.Kr.) lĂ„ i slutningen af det 18. dynasti – en periode, der er kendt for smuk, idealistisk kunst. Mange faraoner regerede i flere Ă„rtier, uden at deres navne har sat sĂ„ tydelige spor i historien, som Akhenatons. I nutiden kaldes han ”den fĂžrste monoteist”, for man tror fejlagtigt, at egypterne fĂžr Akhenaton dyrkede mange guder (polyteisme). Egypterne har imidlertid altid troet pĂ„ Den Ene Gud som var usynlig og reprĂŠsenterede Ă„rsagen til Universets skabelse, men Den Ene manifesterede sig via utallige aspekter, som er virkninger af skaberimpulsen. Bag skabelsens ydre mangfoldighed er der derfor syntese og indre enhed. Der er Ă©n Gud eller Ă©n bevidsthed. Det er dog helt korrekt, at Akhenaton forsĂžgte at gennemfĂžre en tiltrĂŠngt religiĂžs revolution. Revolutionen var et opgĂžr med det etablerede trossystem, der var blevet afsporet, og derfor blev Akhenaton betragtet som en forrĂŠder – en kĂŠtter. Nutiden har derfor ogsĂ„ givet ham tilnavnet ”kĂŠtterkongen”. Han indfĂžrte et gudesymbol, Aton, som ikke blev personificeret ved hjĂŠlp af statuer ligesom de Ăžvrige egyptiske guder. Selve solskiven pĂ„ himlen var symbol pĂ„ Den Ene Gud. Aton vises dog pĂ„ relieffer som en rund solskive, og det livgivende lys strĂžmmer ud fra solskiven som lange arme, der ender i varme og kĂŠrlige hĂŠnder. Livet og kĂŠrligheden rĂŠkkes til alt levende pĂ„ Jorden. Akhenaton regerede som sagt i 17 Ă„r, men han nĂ„ede at fejre sit 30 Ă„rs regeringsjubilĂŠum, fordi han som – ene af alle faraoner – regnede sin regeringsperiode fra sin fĂždsel. MĂ„ske dĂžde han af sygdom. Sandsynligvis blev han myrdet. Man ved det ikke. Men fĂ„ Ă„r efter hans dĂžd sad feltherren Horemheb pĂ„ tronen som Amon-troens fuldstĂŠndige genopretter. (Se ogsĂ„ Aton).

Akiba
(Hebraisk). Rabbi Akiba er den eneste af Tanaim (dvs. de indviede profeter), der gik ind i ”Paradisets Have” (dvs. ind i de esoteriske videnskaber), som havde succes med at blive indviet. De andre fejlede. Tanaim var de fĂžrste kabbalister blandt jĂžderne. De viste sig i Jerusalem omkring begyndelsen af 3. Ă„rh. f.Kr. (Se ogsĂ„ Acher).

Akkader
Akkader er betegnelsen for en rodrace. Iflg. Ă„ndsvidenskaben levede menneskehedens 4. rodrace pĂ„ Atlantis, og 4. rodrace havde syv underracer, og den 6. underrace kaldes Akkader. Akkadernes underrace opstod efter den store naturkatastrofe for ca. 800.000 Ă„r siden. Underracen havde sin opvĂŠkst i landet Ăžst for Atlantis i midten af en stor halvĂž. HalvĂžens sydvestlige del strakte sig ud mod det gamle kontinent. Stedet er lokaliseret til omkring 42° nordlig bredde og 10° Ăžstlig lĂŠngde. Akkaderne begrĂŠnsede sig imidlertid ikke til deres fĂždested, men spredte sig hurtigt til det formindskede atlantiske kontinent. De udkĂŠmpede mange slag med Semitterne bĂ„de til lands og til sĂžs, og der blev brugt meget store flĂ„der pĂ„ begge sider. Akkaderne havde sin storhedstid efter den atlantiske katastrofe ca. 200.000 Ă„r f.Kr., hvor racen kĂŠmpede og til sidst udkonkurrerede den 5. atlantiske underrace – Semitterne – for til sidst (for omkring 100.000 Ă„r siden) besejrede de Semitterne helt. Fra den tid blev der etableret et akkadisk dynasti i den gamle semitiske hovedstad. Det regerede landet klogt i adskillige hundrede Ă„r. Akkaderne var et toneangivende handelsfolk, en sĂžfarende og koloniserende nation, som etablerede mange centre, der havde forbindelse til fjerne lande. H.P. Blavatsky oplyser i Den Hemmelige LĂŠre, at Akkaderne ikke var turanske, men var emigranter fra Indien, og de var de ariske inspiratorer for de senere babyloniere. Etnologien vedr. de folk, der levede i Mesopotamien, er meget uklar. Optegnelser i den esoteriske verdenshistorie viser, at i en tidligere geologisk periode, var det vestlige og centralvestlige Asien, der omfatter Persien, Babylonien, Turkestan, Baluchistan, Afghanistan osv., engang en sĂŠrdeles frugtbart og ret tĂŠt befolket del af Jorden, hvor der ikke kun Ă©n gang udviklede sig store og intelligente civilisationer, men som ogsĂ„ var hjemsted for forskellige folkeslag, der levede side om side. Der skete enorme klimatiske og geologiske forandringer, og store omrĂ„der Ă„bnede derfor nye vĂŠkstmuligheder, og herfra spredte immigranterne sig mod Ăžst, syd og vest. De befolkede de dengang mindre frugtbare omrĂ„der, som i tidens lĂžb udviklede sig i det nordlige Indien, Afghanistan, Baluchistan og Turkestan og i det sydvestlige Iran, Mesopotamien, Lilleasien og Kaukasus-distriktet. Det var fĂžrst langt senere, at en omvendt strĂžm af immigranter forlod, hvad der nu er det nordlige Indien, og fortsatte vestpĂ„ og i et vist omfang slog sig ned i deres gamle forfĂŠdres landomrĂ„der. Det forklarer ikke kun lighederne mellem vest og Ăžst i omrĂ„det, men ogsĂ„ at den indiske indflydelse var mĂŠrkbar i Mesopotamien, og der opstod tĂŠtte forbindelser – bl.a. sproglige. (Se ogsĂ„ Atlantis, Rodrace, Mongoler, Rmoahal, Semitter, Tlavatli, Tolteker og Turaner).

Akkaer
Akkaerne er navnet pĂ„ en stamme i det sydlige Afrika, hvor stammens medlemmer lignede hĂ„rlĂžse orangutanger eller chimpanser. Akkaerne nĂŠvnes af H.P. Blavatsky, og hun oplyser, at de svarende til Herodots pygmĂŠer, og muligvis er de rester af ”the missing link”.

Ako-mano
(Persisk). Ako-mano betyder ”onde tanker”. I Zarathustrisme er Angra Mainyu en legemliggĂžrelse af Ako-mano, pĂ„ samme mĂ„de som Ahura Mazda er legemliggĂžrelsen af Vohu-mano, der betyder ”gode tanker”. (Se ogsĂ„ Ahura Mazda og Zarathustrisme).

Akosmisme
(GrĂŠsk). Akosmisme bestĂ„r af ”ikke” og ”kosmos”, der betyder ”universet”, ”orden” og ”form” plus ”isme”. Akosmisme er derfor en filosofisk opfattelse af et ”ikke-kosmos” med henvisning til perioden fĂžr skabelsen, hvor Kosmos ikke fandtes, og hvor der udelukkende herskede kaos. Akosmisme vil derfor sige, at Universets virkelighed udgĂ„r fra noget, der befinder sig uden for Universet – f.eks. Gud eller en VerdenssjĂŠl.

Akousmatikoi
(Grésk). Akousmatikoi er en betegnelse for deltagerne, kandidaterne og tilhþrerne i Pythagoras’ skole.

Akrishu
(Sanskrit). Akrishu, Akrsa, Akarsha eller Akrsu stammer fra ”askrish”, der betyder ”at tiltrékke”, ”at trékke i retning af”. Akrishu er derfor tiltrékningskraft, magnetisme osv., i modsétning til Prishu eller Presha, der betyder frastþdning, afsky, aversion osv.

Akshara
(Sanskrit). Akshara eller Aksara bestĂ„r af ”ikke” og ”kshara”, der betyder ”strĂžmmer”. Akshara er afledt af roden ”kshar”, der betyder ”at strĂžmme” eller ”at smelte”. Det, der ikke strĂžmmer, henviser til det evige, uforgĂŠngelige og altid perfekte. Akshara er et af Brahmans navne, og nogle gange bruges det ogsĂ„ om Shiva og Vishnu. Akshara henviser til gudernes uforanderlige og uforgĂŠngelig natur, der er et udtryk for Mahamanvantara. Krishna fortĂŠller Arjuna, at der er to slags Purusha i verden – Kshara og Akshara – det forgĂŠngelige og det uforgĂŠngelige. Alle skabninger er Kshara i den forstand, der bruges af den grĂŠske filosof Heraklit: Panta Rhei – alt det, der strĂžmmer, og alt det, der dĂžr, er ikke Akshara. Men den hĂžjeste Purusha er stadig noget andet. Det er Paramatman eller den Ăžverste Atman. (Se ogsĂ„ Arjuna, Atman, Brahman, Krishna, Maha, Manvantara, Paramatman, Purusha, Shiva og Vishnu).

Akta
(Sanskrit). Akta stammer fra roden ”aj”, der betyder ”at kĂžre”, ”at drive frem”, men ogsĂ„ fra roden ”anj”, der betyder ”at smĂžre”, ”at salve”. Akta er en kraft, der driver fremad, men ordet henviser ogsĂ„ til ”den salvede”. Derfor er Akta forbundet med bĂ„de Kristus (”den slavede”) og Visvakarman (Tvashtri), den guddommelige arkitekt, Ăžverste skaber eller Logos i vedisk litteratur. Akta er en personificering af Logos’ kosmiske formskabende kraft, og i Rig-Veda kaldes han ”Gudernes Fader” og ”Den hellige ilds Fader”. (Se ogsĂ„ Logos, Rig-Veda og Veda).

Akupara
(Sanskrit). Akupara bestĂ„r af ”ikke” og ”kupara”, der betyder ”ocean”. Akupara er det ubegrĂŠnsede – den mytiske og symbolske skildpadde, som Jorden hviler pĂ„. Akupara henviser desuden til havet, uanset om det er det jordiske hav eller det kosmiske urhav. Akupara er desuden et navn for Solen.

Al Quran
Se Koranen.

Al-ait
(FÞnikisk). Al-ait er en fÞnikisk ildgud, og Al-ait er et meget gammelt og meget mystisk navn inden for koptisk esoterisme. (Se ogsÄ Alethai).

Al-Chazari
(Arabisk). Al-Chazari er en prinse-filosof og esoteriker.

Al-om-jah
(Egyptisk). Al-om-jah var et navn, man gav de mest oplyste og hÞjtstÄende hierofanter i det gamle Egyptens mysterieskoler.

Alaparus
(KaldĂŠisk). Alaparus er den anden guddommelige konge fra Babylon, som regerede ”tre saroi”. Saro er en periode pĂ„ 3.600 Ă„r. Iflg. Berosus var Alorus den fĂžrste konge i det guddommelige dynasti. Han blev ”udpeget som ”fĂ„rehyrde for folket” og regerede ti Saroi – dvs. i 36.000 Ă„r. De lange regeringsperioder henviser selvsagt ikke til mennesker men til underracer, for de enkelte underracer har deres egen karakteristiske Svabhavat (substans) eller individualitet, og derfor omtalte de gamle vismĂŠnd underracerne som individer.

Alaya
(Sanskrit). Alaya bestĂ„r af ”ikke” og ”laya”, der betyder ”oplĂžsning”. Alaya er derfor ”ikke-oplĂžsning” eller ”det uoplĂžselige”. Alaya bruges i buddhismen som udtryk for den universelle sjĂŠl eller de hĂžjere aspekter af Anima Mundi, som er kilden til alle skabninger og al manifestation. Alaya er pĂ„ mystisk mĂ„de identisk med de hĂžjeste aspekter af Akasha og med Mahabuddhi, men ogsĂ„ med Mulaprakriti − roden til alt skabt. Alaya, Anima Mundi eller VerdenssjĂŠlen er livets subjektive side – den usynlige bevidsthed i alle naturens former. Alaya er den sansende faktor i selve substansen, og betegner derfor den bevidsthed, kvalitet eller reaktionsevne, som enhver form er i besiddelse af. Alaya er derfor VerdenssjĂŠlen, den universelle sjĂŠl eller Buddhi betragtet som et kosmisk princip. Alaya svarer til Atma og Atma-Buddhi hos mennesket. Det er den guddommelige essens, der gennemtrĂŠnger og beliver alt fra det mindste atom til mennesker, planeter, solsystemer, galakser osv. Navnet stammer fra det tibetanske system − nĂŠrmere bestemt fra den kontemplative Mahayana Skole. Hos Mahayana-buddhisterne betragtes Alaya som bĂ„de den universelle sjĂŠl og det Ă„ndelige selv i et hĂžjt udviklet menneske. Aryasangha oplyste, at ”den, der behersker yoga, kan i kraft af sin vilje udtrykke sin Alaya, og dermed menes der meditation, som skaber kontakt til ’eksistensens sande natur’.” Den Hemmelige LĂŠre nĂŠvner Alaya i forbindelse med Yogachara-systemet, og der henvises sandsynligvis til Alaya-Vijnana, men det tilfĂžjes, at for ”de esoteriske buddhister har Alaya en dobbelt og endda en tredobbelt betydning.” (Se ogsĂ„ Akasha, Alaya-Vijnana, Anima Mundi, Aryasangha, Atma, Atma-Buddhi-Manas, Buddhi, Mahat, Mahayana, Meditation, Mulaprakriti, VerdenssjĂŠlen og Yogacara).

Alaya-Mahat
(Sanskrit). Alaya-Mahat stammer fra ”alaya”, der betyder ”bolig” eller ”tilholdssted” fra ”roden ”a-li”, der betyder ”at bosĂŠtte”, og ”at komme tĂŠt pĂ„â€, plus ”mahat” er det kosmiske tankesind. Alaya-Mahat er derfor det universelle tankesinds tilholdssted, og individuelle og personlige tankesind (Buddhi-Manas) er midlertidige refleksioner af Alaya-Mahat. (Se ogsĂ„ Alaya, Atma-Buddhi-Manas og Mahat).

Alaya-Vijnana
(Sanskrit). Alaya-Vijnana stammer fra ”alaya”, der betyder ”tilholdssted” eller ”bolig” fra ”roden ”a-li”, der betyder ”at bosĂŠtte” og ”at komme tĂŠt pĂ„â€. Alaya kombineres med ”vijnana”, der betyder ”dĂžmmekraft” eller ”viden” fra roden ”vijna”, der betyder ”at skelne”, ”at kende” og ”at forstĂ„â€. Alaya-Vijnana er derfor viden, som er baseret pĂ„ skelneevne og upersonlighed. Det er den videnskabelige kritiske sans og den mentale evne til at differentiere og nĂ„ frem til hĂžjere rĂŠsonnementer. NĂ„r ordet bruges esoterisk, henviser det til ”et reservoir eller et skatkammer af viden og visdom”. Alaya-Vijnana svarer til det vedantiske Vijnanamaya-Kosha, der er ”det tankeskabte reservoir af menneskelig erkendelse”, som er identisk med hĂžjere manas eller den reinkarnerende sjĂŠl. I Mahayana-buddhismen har Alaya-Vijnana en tilsvarende betydning. Her bruges udtrykket som en betegnelse for menneskets monade (Ă„nd), for Buddhi-Manas eller for hĂžjere Manas (sjĂŠlen), som er det indre legeme (kausallegeme), hvor inkarnationens hĂžjere erfaringer opsamles. Derfor sammenlignes Alaya-Vijnana med et skatkammer. (Se ogsĂ„ Atma-Buddhi-Manas, Kausallegeme, Mahayana, Manas, Monade og Vijnanamaya-Kosha).

Alba Petra
(Latin). Alba Petra betyder ”hvid sten”. Det er indvielsens hvide sten − den ”hvide karneol”, der nĂŠvnes i Johannes Åbenbaring 2,17: ”Den, der har Ăžre, skal hĂžre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give af den skjulte manna og give ham en hvid sten, og pĂ„ den sten er der indskrevet et nyt navn, som ingen kender, undtagen den, der fĂ„r det.” Den hvide sten henviser til indvielse og til den indviedes rene og ophĂžjede karakter. Det nye navn, der skrives pĂ„ stenen, er en symbolsk mĂ„de at beskrive det nye menneske, der nu er blevet genfĂždt i indvielseskammeret. Og fordi den indviede dermed er blevet et nyt og hĂžjt udviklet menneske, har det ret til det nye navn som er adept eller mester. Det er indlysende, at intet menneske kender det nye navn, bortset fra den, der modtager det. (Se ogsĂ„ Adept).

Alcyone
(GrĂŠsk). Alcyone eller Halcyone var datter af Æolus i den grĂŠske mytologi. Hun var hustru til Ceyx, som druknede, da Ceyx rejste for at konsultere oraklet, og derfor kastede hun sig i havet. EfterfĂžlgende forvandlede guderne dem begge til ”kongefiskere”. Kvinden lagde angiveligt sine ĂŠg i havet og holdt bĂžlgerne i ro i syv dage fĂžr og syv dage efter solhverv. Det har dybere betydning inden for Ornitomanti. Alcyone er desuden den klareste stjerne i Plejaderne. Alcyone og Plejaderne er den centrale gruppe i ”systemet for siderisk symbolik”. Det guddommelige Ă„ndedrĂŠt udgĂ„r herfra og vender tilbage hertil. Det er en kontinuerlig bevĂŠgelse under en Manvantara. Plejadernes og Alcyones kulmination pĂ„ meridianen ved midnat i november blev fejret overalt i verden med ceremonier, der hovedsageligt var til ĂŠre for de dĂžde. (Se ogsĂ„ Manvantara og Ornitomanti).

Aldebaran
(Arabisk). Aldebaran stammer fra det arabiske ”al-dabaran”, som bogstaveligt betyder ”fĂžlgesvend” − sandsynligvis fordi denne klart lysende stjerne tilsyneladende fĂžlger Plejaderne eller de ”Syv SĂžstre”. Aldebaran eller Alpha Tauri er en rĂžd kĂŠmpestjerne, der befinder sig ca. 68 lysĂ„r fra Jorden i stjernebilledet Tyren. Aldebaran er bĂ„de den klareste stjerne i stjernebilledet og en af de klareste stjerner pĂ„ nattehimlen. Aldebaran var en af de fire ”kongelige stjerner” i det gamle Persien, som omtrent markerede solhverv og jĂŠvndĂžgn omkring 4000 f.Kr. Aldebaran reprĂŠsenterede forĂ„rsjĂŠvndĂžgn, og de tre andre er Antares i Skorpionen (sommersolhverv), Regulus i LĂžven (efterĂ„rsjĂŠvndĂžgn) og Fomalhaut (fiskens mund) i den sydlige Fisk (vintersolhverv). De er blevet relateret til hinanden fra en tidlig periode i Indien i form af legender, der handler om fire Maharajaer (herskere over kardinalpunkter), og de fire ur-elementer, der omtales i hebraiske og semitiske skrifter som ĂŠrkeenglene Uriel, Gabriel, Michael og Raphael. De findes desuden i kristen symbolik i de fire evangelister − tyren, Ăžrnen (skorpionen), lĂžven og englen eller mennesket. H.P. Blavatsky oplyser, at forĂ„rsjĂŠvndĂžgn var i Taurus i begyndelsen af Kali-Yuga (3102 f.Kr.), selv om forĂ„rsjĂŠvndĂžgnet nĂŠrmede sig VĂŠdderen. Aldebaran symboliserer det hebraiske Aleph, der reprĂŠsenterer A eller 1. (Se ogsĂ„ Aleph og Kali-Yuga).

Aleph
(Hebraisk). Aleph er det fĂžrste bogstav i det hebraiske alfabet. Aleph blev symboliseret af en okse eller en tyr. Alephs numeriske vĂŠrdi var 1.

Alesia
(Keltisk). Alesia eller Alisa er en forhistorisk gallisk by, som i nutiden kaldet St. Reine. Alesia er navnlig kendt for sine keltiske mysterier. Gallernes oprĂžr mod romerne under CĂŠsar resulterede i nedslagtning af bĂ„de garnisonen og alle indbyggerne i Alesia − herunder druiderne, prĂŠsterne og neofytterne. Herefter blev hele byen plyndret og jĂŠvnet med jorden, og druidernes biblioteker blev Ăždelagt. Da den nĂŠrliggende Bibracte − nutidens Autun – kort efter ogsĂ„ blev erobret og Ăždelagt, var drudismen reelt udryddet i Gallien.

Aletae
(FĂžnikisk). Al-ait er en betegnelse for en fĂžnikisk ildgud, og Aletae er ”ildtilbedere”. Aletae er det samme som de syv Kabiri eller Rishier – dvs. de guddommelige titanere, der var sĂžnner af Agruerus eller Kronos, og ligesom Agruerus’ (Saturns) syv udstrĂ„linger har de alle relation til ild, til det solare eller til ”storm-guder”. I et af aspekterne er Al-ait synonymt med Maruta. (Se ogsĂ„ Al-ait og Maruta).

Alethai
Se Aletae.

Aletheia
(GrĂŠsk). Aletheia bestĂ„r af et ”ikke” og ”lethein”, der betyder ”at holde skjult”. Aletheia betyder sandhed, og er derfor en modsĂŠtning til usandhed og upĂ„lidelighed. Aletheia var desuden en safir, der blev bĂ„ret af egyptiske yppersteprĂŠster som symbol pĂ„, at de kendte sandheden.

Aleuromanti
(GrĂŠsk). Aleuromanti stammer fra ”aleuro” eller ”aleuron”, der betyder ”mel”, og ”mantik”, der betyder ”spĂ„domskunst”. Eller muligvis fra det grĂŠske ”alektyon” eller ”alektor”, der betyder ”hane”. Aleuromanti er spĂ„dom ved hjĂŠlp af kornkerner, hvor man benyttede en hane eller en anden fugl. Man tegnede en cirkel, som blev inddelt i felter, og hvert felt reprĂŠsenterede et bogstav. Herefter spredte man korn ud over felterne, og den rĂŠkkefĂžlge fuglen tog kornene i bogstavsinddelingen blev noteret som udtryk for et varsel.

Alexander den Store
(Egyptisk/GrĂŠsk). Alexander den Store (332-323 f.Kr.). I efterĂ„ret 332 f.Kr. nĂ„ede grĂŠkeren Alexander den Store til Egypten. PĂ„ det tidspunkt smuldrede det Persiske rige, som overgav provins efter provins til de makedoniske hĂŠrfĂžrere. I fem mĂ„neder besatte Alexander den Store Egypten sĂ„ langt sydpĂ„ som til 1. katarakt ved Aswan, og han pĂ„tvang Egypten et styre, som i det store hele bevarede grĂŠsk militĂŠr- og Ăžkonomisk kontrol. To begivenheder var markante under invasionen. Den ene var grundlĂŠggelsen af Alexandria, som blev Egyptens nye hovedstad. Den anden var i form af en legende, der fortĂŠller, at den store gud Amon anerkendte Alexander som sin sĂžn og lovede ham, at han skulle herske over hele verden – et ritual, der var almindelig kendt i forbindelse med anerkendelse af egyptiske faraoner. Kort efter blev Alexander kronet som Egyptens konge i Ptah-templet i Memphis. I forĂ„ret 331 f.Kr. rejste han mod Ăžst, og han vendte aldrig tilbage til Egypten igen. (Se ogsĂ„ Alexandria).

Alexandria
(Egyptisk/GrĂŠsk). Alexandria blev grundlagt 332 f.Kr. af Alexander den Store, og Egypten blev styret fra Alexandria fra PtolemĂŠ I’s tid. Byen voksede i den grĂŠsk-romanske periode, og under PtolemĂŠ II og III blev byens befolkning rigere og mere magtfulde. Alexandria forfaldt imidlertid efter arabernes erobring af byen. I nutiden er Alexandria Egyptens nĂŠststĂžrste by. (Se ogsĂ„ Alexander den Store).

Alexandria-biblioteket
(Egyptisk/GrĂŠsk). I antikken var Alexandria-biblioteket det stĂžrste bibliotek i verden, og det gjorde Alexandria til et fĂžrende center for lĂŠrdom. Man mener, at Alexandria-biblioteket blev grundlagt af Egyptens hersker PtolemĂŠus Soter (367-283 f.Kr.), og viderefĂžrt af hans efterfĂžlger PtolemĂŠus Philadelphus. Man ved, at Eratosthenes og Aristarchos forskede aktivt ved biblioteket. De to vigtigste biblioteker var i Bruchion og Serapeum, og i sin storhedstid have bibliotekerne mellem 400.000 og 700.000 skriftruller hovedsagelig med grĂŠsk litteratur. Selve universitetet hed Museion. Ved et uheld blev der sat ild til Bruchion, da CĂŠsar brĂŠndte flĂ„den i havnen, men mange ruller blev reddet. Bruchion-kvarteret blev Ăždelagt af Lucius Domitius Aurelian i 273 e.Kr., og sandsynligvis blev biblioteket Ăždelagt ved samme lejlighed. Og ca. 390 e.Kr. beordrede Theodosius I (egentligt Flavius Theodosius) ĂždelĂŠggelse af Serapeum, og bibliotekets bĂžger blev plyndret af de kristne. Omar − den muslimske kalif – var angiveligt den, der endeligt Ăždelagde resten af biblioteket. (Se ogsĂ„ Alexandria og Alexandria-skolen).

Alexandria-skolen
(Egyptisk/GrĂŠsk). Alexandria-skolen blomstrede fra det 4. Ă„rh. f.Kr. til det 7. Ă„rh. e.Kr., og det var et absolut bemĂŠrkelsesvĂŠrdigt videnscenter pga. blandingen af grĂŠsk og orientalsk indflydelse. Den berĂžmte Alexandria-skole opstod i Alexandria i Egypten, og i flere Ă„rhundreder var den verdens fĂžrende skole for lĂŠrdom og filosofi. Alexandria var navnlig berĂžmt for sit bibliotek, der blev grundlagt af PtolemĂŠus Soter (367-283 f.Kr.) ved begyndelsen af hans regeringstid. Biblioteket havde et sted mellem 400.000 og 700,000 skriftruller iflg. den romerske forfatter og grammatiker Aulus Gellius. Alexandria-skolen blev dannet af neoplatoniske filosoffer, som lagde grunden til den senere alexandrinske kultur og dermed sandsynligvis ogsĂ„ de gnostiske skoler. Filosofien var karakteriseret af de arkaiske visdomsreligioner, der stammede fra Indien og baseret pĂ„ den viden og indsigt, der stadig var tilgĂŠngelig i Egypten. Alexandria-skolen var verdens fĂžrste virkelige akademi for videnskaber og kunstarter. Skolen blev kendt pga. dens verdensberĂžmte videnskabsfolk, som f.eks. Euklid (faderen til naturvidenskabelig geometri), Apollonios fra Perga (forfatteren til det endnu intakte vĂŠrk om koniske sektioner) og Nicomachus (aritmetikeren) − og astronomer, filosoffer, anatomikere som f.eks. Herophilus og Erasistratus – og lĂŠger, musikere, kunstnere osv. Skolen voksede i anerkendelse pga. dens eklekticisme, og pga. den nyplatoniske skole, der blev grundlagt i 193 e.Kr. − muligvis af Ammonius Saccas, der havde disciple som Origenes, Plotin og mange andre, der senere i historien blev verdenskendte. De mest kendte gnostiske skoler opstod i Alexandria. Philo JudĂŠus Josephus, Iamblichus, Porfyr, Clement fra Alexandria, astronomen Eratosthenes, Hypathia og utallige andre, som pĂ„ forskellige tidspunkter var knyttet til de forskellige skoler, var med til at gĂžre Alexandria til et af de mest berĂžmte steder for lĂŠrdom og filosofi i verden. (Se ogsĂ„ Alexandria og Alexandria-biblioteket).

Alexeterioi
(GrÊsk). Alexeterioi er skytsguder. De befinder sig i Himlen, og de har samme stÞrrelse og form som et menneske. De var genstand for tilbedelse og blev brugt til magiske formÄl bÄde i Israel og i Babylon. De er bl.a. kendt i forbindelse med jÞdiske Teraphim (orakler). Anvendelsen af Teraphim var sandsynligvis ikke udtryk for tilbedelse af fremmede guder, men et forsÞg pÄ at tilbede den ene Gud pÄ en fejlagtig mÄde.

Alfa og Omega
(GrĂŠsk). Alfa og Omega er det fĂžrste og det sidste bogstav i det grĂŠske alfabet. ”Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden,” siger Herren i Johannes’ Åbenbaring (21,6). Det betyder ikke alene at ”Jeg er Alt”, men ogsĂ„ begyndelsen og slutningen pĂ„ en guddommelig og Ă„ndelige kosmiske ”slange”, hvoraf Alfa er 2. Logos eller 2. person i Treenigheden, og Omega er symbol pĂ„ Jordens vismĂŠnd. I en anden betydning er Sologos ophav til den kosmiske Manvantara, og alle Ă„ndelige hierarkier strĂžmmer ud fra Sollogos for at opbygge, bevare og til sidst nedbryde solsystemet, nĂ„r manifestationsperioden slutter. Alfa eller den udstrĂžmmende energi spiller sammen med Omega eller den indstrĂžmmende energi, som forenes i den oprindelige enhed. (Se ogsĂ„ Logos og Manvantara).

AlfabĂžlger
AlfabÞlger er bioelektromagnetiske bÞlger fra hjernen. De ligger i omrÄdet 7-14 Hz, (dvs. vÄgen men afslappet tilstand), og de er forbundet med bestemte fysiologiske og psykologiske tilstande, der f.eks. er brugt i ESP-forskningen.

Alfadir
(Oldnordisk). Alfadir stammer fra ”al”, der betyder ”alle” og ”fadir”, der betyder ”far”. Alfadir er derfor det samme som ”Alfader”. Alfadir var en betegnelse for Odin, som var far til guder og mennesker. Som Alfader viste Odin sig pĂ„ mange niveauer. Han var Universets iboende guddommelighed, og derfor var han til stede i alle dele af Universet. Han var desuden sammen med sine to brĂždre, og han var den skabende livskraft pĂ„ hvert eksistensplan. Odin er den guddommelige intelligens, som svarer til indernes Mahat. Vile reprĂŠsenterede vilje, og Ve eller Vi var symboler pĂ„ ĂŠrefrygt og hellighed. Odin, Vile og Ve udgjorde den kosmiske skabende treenighed. De var udgĂ„et fra Bur eller 2. Logos, og Bur udgik fra Buri, den legendariske konge over kulden. Buri blev nedsĂŠnket i isen, som symboliserer ikke-vĂŠren, indtil koen Audhumle, som var symbol pĂ„ frugtbarhed, afslĂžrede hans hoved ved at slikke salt af isblokken. PĂ„ nĂŠste niveau var Odin medvirkende til skabelsen. Her kaldes hans brĂždre og medskabere Honir og Lodur. Guderne i den lavere treenighed svarer til de hinduistiske Tattva’er. Odin stod for luft (Ă„nd), Honir for vand (intelligens) og Lodur for ild (energi, vilje og vitalitet). (Se ogsĂ„ Mahat, Niflheim, Odin og Vile).

Alfer
Se NaturÄnder.

Alfheim
(Oldnordisk). Alfheim eller Alfhem er kombineret af ”alf” og ”heim”, der betyder ”hjem” eller ”hjemsted”. Alfheim er derfor hjemsted for alferne i den nordiske mytologi. Alfheim er Freyrs bolig i AsgĂ„rd, som er beboet af lysalfer eller feer, som ogsĂ„ kaldes elverfolk eller ellefolk. Alfheim regeres af Freyr, den nordiske gud for frugtbarhed. Ligesom sin far Njord og sin sĂžster Freya tilhĂžrte han Vanernes slĂŠgt. Alfer sidestilles ofte med feer, men det er ikke korrekt, for myterne antyder, at alfer skaber en kanal mellem den guddommelige eller Ă„ndelige kilde og dens redskab. Med andre ord fungerer en alf som en formidler eller som en sjĂŠl i en levende skabning. I Edda er Alfheim ”begyndervanskelighedernes gave”, der blev skĂŠnket i tidernes morgen af Freyr, som er symbol pĂ„ den planetariske guddom, Jordens iboende bevidsthed eller Jordsystemets herre og hersker med alle dens aspekter. Derfor er Alfheim eller ”alfehjemmet” sjĂŠlenes bolig i planetens sfĂŠre. Odins krigere pĂ„ Jorden brugte Freyrs svĂŠrd (Ă„ndelig vilje) til kampen i ”giganternes verden”, som er stoffets verden. For Freyr er Alfheim identisk med menneskets sjĂŠl eller alf. (Se Edda, Freya, Freyr, NaturĂ„nder og Odin).

Alhim
Se Elohim.

Alice A. Bailey
Alice A. Bailey (1880-1949) var en af det 20. Ă„rhundredes helt store Ă„ndsvidenskabelige pionerer. Hendes forfatterskab er blandt de mest avancerede og omfattende inden for Ă„ndsvidenskabelig forskning. Hun skrev 24 bĂžger, heraf 20 i samarbejde med den tibetanske mester Djwhal Khul, som ofte kaldes D.K. eller Tibetaneren. Samarbejdet var muligt pga. af Alice A. Baileys hĂžjtudviklede psykiske evner. Hun var i stand til at overfĂžre indtryk, ved hjĂŠlp af bl.a. mental telepati, og pĂ„ den mĂ„de modtog hun den undervisning som – efter Hierarkiet planer – skal gĂ„ forud for og forberede menneskeheden til Den Nye Tidsalder − VandbĂŠrerens tidsalder. (Se ogsĂ„ Djwhal Khul).

Alilat
(Arabisk). Alilat er en gudinde som araberne symboliserede med MĂ„nens to horn. Alilat svarer til den assyriske Mylitta, Magna Mater, Adonaia (Venus) osv.

Alinga
(Sanskrit) Alinga er Shivas absolutte form, der befinder sig hinsides alle synlige former. Alinga er det, der ikke har nogen synlig form, og som er grundlag for senere manifestationer af enhver synlig form eller Linga. Alinga betyder derfor ”det, der er uden Ă„rsag”. (Se ogsĂ„ Shiva).

Alipta
(Sanskrit). Alipta bestĂ„r af ”ikke” og ”lipta”, der betyder ”tilsmudse” fra roden ”at smĂžre” eller ”at salve”. Alipta betyder derfor ”utilsmudsket”, ”ufarvet”, ”uplettet” eller ”ubesmittet”. Filosofisk set betyder Alipta ”ubegrĂŠnset” eller ”ubundet”. Det er det hĂžjeste princip i den menneskelige konstitution – Atman. Atman kan kaldes Alipta, for Atman er ”uplettet” i den forstand, at det er et princip, der er ubundet af alle de principper, der befinder sig under det. Og det er kun de lavere menneskelige principper, der er mangelfuldt udviklede. Principperne er ufuldkomne udstrĂžmninger fra den iboende latente guddommelighed, og derfor kan man sige, at de er tilsmudsede eller besmittede ved at vĂŠre bundet til lavere principper. (Se ogsĂ„ Atman).

Alkahest
(Arabisk). Inden for Alkymi henviser Alkahest til universel oplĂžsning. Det er den kombination, der omdanner stof (bly) til guld. Inden for Ă„ndsvidenskaben henviser begrebet til det HĂžjere Selv, hvor alle forbindelser genoprettes, sĂ„dan at menneskekroppen og dens egenskaber omdannes til den oprindelige Ă„ndelige essens. Udtrykket Alkahest blev fĂžrste gang brugt af Paracelsus for at betegne menstruum (et stof, der oplĂžser et fast stof eller fortrĂŠnger det). Alkahest er det universelle oplĂžsningsmiddel, som iflg. Paracelsus og Van Helmont kan reducere alle organer − enkelvis eller sammensatte − til primum (dvs. det fĂžrste eller det oprindelige). PĂ„ en mĂ„de er det Akasha, som i sin laveste form er Anima Mundi eller det astrale lys. Van Helmont mente, at det var muligt at skabe et generelt oplĂžsningsmiddel ved hjĂŠlp af kemiske midler, nĂ„r det gĂŠlder fysiske ting. Men psykologisk har det relation til de mangfoldige og skiftende elementer, som styrer menneskets handlinger, og som kan komme under kontrol ved hjĂŠlp af den oplyste vilje. Det gĂžres ved at reducere dem til deres essens, som de alle er udgĂ„et fra. Alkahest – set fra det metafysiske, psykologiske og mystiske aspekt − er derfor det HĂžjere Selv, der bruger de iboende energier til at bearbejde eller oplĂžse stoffets indflydelse – eller bearbejde og forvandle ”bly” og med tiden forvandle det til det ”rene guld”. Med andre ord gĂ„r processen ud pĂ„ at bringe hele menneskets tilstand i perfekt harmoni og Ă„ndelig sympati med Alkahest − den monadiske essens eller det HĂžjere Selv. (Se ogsĂ„ Akasha, Alkymi og Anima Mundi).

Alkymi
(Arabisk). Alkymi stammer fra ”al”, der betyder ”den” og ”kimiya”, der betyder ”vises sten”. Al-Kimiya er imidlertid et arabiseret ord, der stammer fra det grĂŠske ”chemeia”, der betyder ”vĂŠske” eller saft, der er udtrukket fra en plante. Chemeia kan derfor oversĂŠttes med ”livets vand”. ”Al-Kimiya” eller ”Ul-Khemi” blev til Alkymi, dvs. den guddommelige magis kunst. Men hvis man gĂ„r lĂŠngere tilbage i tiden, stammer Alkymi fra den egyptiske skabergud Chem eller Khem. Ordet ”Khem” er identisk med navnet pĂ„ skaberguden Khnum. De gamle egyptere sagde, at ”Khnum giver Ă„nden form og liv”, for han var symbol pĂ„ den guddommelige kraft, der omsatte den guddommelige hensigt og plan til det skabervĂŠrk, der kaldes Universet. Khnums enestĂ„ende alkymistiske handling bestod i at forvandle absolut intet til absolut alt (Universet i sin helhed), og det mĂ„ betegnes som en guddommelig alkymistisk proces. Khnums arbejde var derfor en forudsĂŠtning for skabelse og udviklingen af stof, tid og rum, af cyklisk bevĂŠgelse og af begyndelse og slutning. Egyptens navn havde ogsĂ„ relation til de alkymistiske processer. Egypten hed oprindeligt ”Kemit”, der betyder ”den sorte jord”. Navnet var inspireret af det sorte slam fra Nilen, der gjorde Egypten til et frugtbart land midt i den livlĂžse Ăžrken. ”Kemit” blev senere til det grĂŠske ”chemeia”, der blev forvandlet til det nutidige ord: ”Kemi” – eller ”Alkymi”. Egypten og dets civilisation var planlagt til gennem forvandlingen fra sort jord eller mĂžrkt stof til at blive et tempel for Ă„ndeligt lys. Kemit eller den sorte jord var derfor symbol pĂ„ mĂžrk materialisme, som kendetegner de tidlige stadier i menneskets Ă„ndelige udvikling. Alkymi er ”naturens kemi”. Alkymi beskĂŠftiger sig med naturens finere krĂŠfter, som eksoterisk set er en sĂžgen efter midler til at forvandle uĂŠdle metaller til guld ved hjĂŠlp af f.eks. ”de vises sten” – lapis philosophorum (kabbalistisk alkymi). Forvandlingen er mulig, men det er en sĂžgen, der kun reprĂŠsenterer alkymiens rent fysiske eller materielle aspekt. Esoterisk set arbejder alkymien pĂ„ at forvandle menneskets lavere firfoldighed til den hĂžjere Ă„ndelige triade, som smelter sammen i en syntese og bliver Ă©t, nĂ„r de Ă„ndelige, alkymistiske processer er fuldfĂžrt – og her er der tale om Ă„ndelig eller esoterisk alkymi. Det er det, rosenkreuzerne kalder ”det kymiske bryllup”. De uĂŠdle metaller symboliserer det lavere sinds begĂŠr, lidenskaber og vrangforestillinger, og rent guld er den visdom, der opstĂ„r nĂ„r hĂžjere Manas forbindes med Buddhi. Middelalderens rosenkreuzere var alkymister, der ledte efter ”den skjulte Ă„nd” i alt uorganisk stof, og som af frygt for forfĂžlgelser skjulte deres esoteriske filosofi bag et slĂžr af symbolik. Alkymi beskĂŠftiger sig som sagt med naturens finere krĂŠfter og forskellige tilstande, og alkymisten forsĂžger med mere eller mindre symbolsk sprogbrug at vise de uindviede sĂ„ meget af ”mysterium magnum” som det var sikkert at afslĂžre for en egoistisk og grĂ„dig menneskehed. Som det fĂžrste princip postulerer alkymisten, at der findes et bestemt universelt oplĂžsningsmiddel, som medfĂžrer, at alle sammensatte legemer oplĂžses i den homogene substans, som de alle er opstĂ„et fra. Det er en substans, som alkymisten kalder ”rent guld” eller ”summa materia”. OplĂžsningen, der ogsĂ„ kaldes ”menstruum universale”, rummer kraften til at fjerne alle sygdomme fra menneskekroppen. Den kan forny ungdommeligheden og forlĂŠnge livet. SĂ„dan er ”lapis philosophorum” − de vĂ­ses sten. Alkymi kom fĂžrst til Europa via Geber − den arabiske vismand og filosof fra det 8. Ă„rh. e.Kr. − men Alkymi var kendt og praktiseret i Kina og Egypten i Ă„rtusinder tilbage i tiden. Man har fundet utallige papyri om alkymi og andre beviser pĂ„, at det var faraonernes og prĂŠsternes foretrukne studier, og informationerne er bevaret under den overordnede betegnelse ”hermetiske skifter” – Corpus Hermeticum. Man studerede Alkymi pĂ„ tre sĂŠrskilte niveauer, som giver mulighed for mange fortolkninger − kosmisk, menneskelig og fysisk. De tre metoder blev kategoriseret under de tre alkymistiske egenskaber − svovl, kviksĂžlv, og salt. Forskellige forfattere har oplyst, at der henholdsvis er tre, syv, ti og tolv processer, men de er alle enige om, at der kun er Ă©t formĂ„l med Alkymi: At transmutere grove metaller og forvandle dem til rent guld. Men hvad der menes med ”det rene guld”, er der meget fĂ„, der har forstĂ„et. Der er ingen tvivl om, at naturen rummer mulighed for en transmutation af grovere metaller til finere – dvs. til guld. Men det er kun Ă©t af alkymiens aspekter. Det er det fysiske og rent materielle aspekt, for de samme processer foregĂ„r i Jordens indre. Men desuden har Alkymi en symbolsk, psykisk og Ă„ndelig betydning. De kabbalistiske alkymister strĂŠber efter erhvervelse af den fĂžrstnĂŠvnte metode, men de esoteriske alkymister er ikke interesseret i fysisk guld, for de retter al opmĂŠrksomhed og alle bestrĂŠbelser pĂ„ transmutation af den lavere firfoldighed, sĂ„ den kan indgĂ„ i en syntese med den Ă„ndelige treenighed i mennesket. Menneskets sjĂŠlelige, mentale, astrale og fysiske bevidsthedsplaner sammenlignes derfor med de fire elementer − ild, luft, vand og jord – eller de tre elementer svovl, salt og kviksĂžlv, der er en betegnelse for Ă„nd, krop og sjĂŠl − eller ild, jord og vand. Hvert element rummer en trefoldig sammensĂŠtning − fast, vekslende og flygtig. Man ved kun lidt eller intet om oprindelsen til filosofiens arkaiske gren, men der er ingen tvivl om, at den gĂ„r forud for konstruktionen af enhver kendt zodiak. Der er heller ikke tvivl om, at den beskĂŠftiger sig med naturens personificerede krĂŠfter, og at den muligvis ogsĂ„ har inspireret til verdens mytologier. Der er heller ingen tvivl om, at den sande transmutation (pĂ„ det fysiske plan) var kendt i de gamle civilisationer, men at den er gĂ„et tabt ved begyndelsen af den sĂ„kaldte historiske periode. De fleste i Europa beskyldte alkymisterne for at vĂŠre fupmagere og charlataner, men tĂŠnkere som Roger Bacon, Agrippa, Henry Khunrath og den arabiske Geber var alt andet end fupmagere. Naturvidenskabens forskere, som i nutiden reformerer fysikkens videnskab pĂ„ baggrund af Demokrites teori om atomet, der er genfremsat af John Dalton, ”glemmer”, at Demokrites fra Abdera var alkymist, og at et tankesind, der var i stand til at trĂŠnge sĂ„ dybt ind i naturens hemmelige processer, mĂ„ have haft gode grunde til at blive hermetisk filosof. (Se ogsĂ„ Alkahest, Buddhi og Manas).

Alkymist
Se Alkymi.

Allah
(Arabisk). Allah stammer fra ”al”, der betyder ”den” og ”ilah”, der betyder ”Gud”. Allah er den muslimske betegnelse for Gud. Ordet stammer fra det hebraiske ”Eloah”. I islam er Allah den ene Gud analogt med den hebraiske Jahweh. Den arabiske og fþr-muslimske skytshelgen for Mekka var guden Hobal, som man kaldte Al-Lahu (”guden”), og som blev bevaret som þverste gud i muslimsk teologi. De þvrige guder blev betragtet som démoner. Allahs enhed og originalitet er en af de fundamentale overbevisninger i islam.

Allatu
(KaldÊisk). Allatu eller Allatum er underverdens gudinde. Allatu er en efterligning af den mesopotamiske gudinde Ereshkigal. Hun blev tilbedt af de vestlige semitiske folkeslag, herunder Kartago. Hun kan ogsÄ sidestilles med kanaanÊerne gudinde Arsay. (Se ogsÄ Ereshkigal).

Allegori
(GrĂŠsk). Allegori stammer fra ”allegoria” fra roden ”allegorein”, der betyder ”at sige noget andet”. En allegori er derfor tale eller skrift, som ikke skal fortolkes bogstaveligt men symbolsk. Det er en fortĂŠlling, et digt eller et billede, hvor personer og begivenheder er symboler pĂ„ noget andet, end det, de umiddelbart viser. Allegori i den grĂŠske retorik er en udtryksmĂ„de, der indeholder noget andet end det, der formelt ligger i den.

Allerhelligste
Det allerhelligste svarer til det latinske ”sanctum sanctorum”. Det allerhelligste er en betegnelse for det inderste og helligste rum i templerne. Assyriologer, egyptologer og orientalister oplyser, at generelt betragtet var der et allerhelligste sanktuarie i ethvert tempel i oldtiden. De eneste, der havde adgang til templets allerhelligste rum var faraoen/kongen, yppersteprĂŠsten eller hierofanterne. I fĂžr-kristen tid havde templerne dette specielle rum, hvor der var et alter og et skrin. Det kunne vĂŠre en bark, en ark, et gudeskrin eller mĂ„ske en sarkofag. Det allerhelligste fungerede i teorien som sanktuarie for den gud eller gudinde, som templet var dedikeret til. Derfor var den guddommelige kraft altid til stede i det allerhelligste. Lignende idĂ©er er knyttet til koret og alteret i kristne kirker. Det allerhelligste skal imidlertid ikke forveksles med indvielseskamrene, som ogsĂ„ fandtes i mange templer. I det gamle Egypten var det sĂ„kaldte kongekammer i den store pyramide i sĂŠrdeleshed et eksempel pĂ„ et helligt indvielseskammer, og sarkofagen blev ikke som pĂ„stĂ„et brugt til at faraoens mumie, for sarkofagen blev udelukkende brugt til indvielser. I forbindelse med indvielsesritualerne blev neofytten fĂžrt ind i kammeret, og efter ritualerne forlod neofytten det hellige kammer som genfĂždt. Indvielsen medfĂžrte Ă„ndelig undfangelse og fĂždsel − eller rettere genfĂždsel. Neofytten ankom i foroverbĂžjet stilling og stod ydmygt ved indgangen til det allerhelligste parat til at passere via Moder Natur, for igen at blive den oprindelige Ă„ndelige skabning − det prĂŠnatale menneske. Det allerhelligste har en specifik betydning i forbindelse med det jĂždiske tabernakel, som det forklares i Anden Mosebog, med henvisning til det inderste rum. Tre af siderne i det hellige rum blev dannet af vĂŠggene i tabernaklet, mens den fjerde side eller den Ăžstlige ende af sanktuariet var lukket af et forhĂŠng eller et slĂžr, hvor der var en afbildning af keruberne. Det var ophĂŠngt pĂ„ fire guldbelagte sĂžjler af akacietrĂŠ. Hensigten var at skabe det allerhelligste i form af en fuldendt kubisk sten. I det allerhelligste stod Pagtens Ark som var lavet af akacietrĂŠ, der var belagt med guld. Ved arken stod den gyldne nĂ„destol eller kapporeth (kapporeth er arkens lĂ„g) med to gyldne keruber, der var orienteret mod arkens center. I stedet for at vĂŠre en sarkofag (der symboliserede Moder Natur og opstandelse) var arken mere realistisk i sin konstruktion pga. de to keruber, der var placeret pĂ„ arken som beskyttere, for de var vendt imod hinanden med vingerne spredt og formet pĂ„ en mĂ„de, sĂ„ de dannede en perfekt Yoni (kvindeligt kĂžnsorgan) som i Indien. Forplantningssymbolikken fremhĂŠves af de fire mystiske bogstaver i Jehovas navn − Y (e) H (o) V (a) H – det maskuline og feminine symbol. Men tilbedelsen af guden i arken stammer kun fra Davids tid, og i tusind Ă„r kendte Israel ikke til en fallisk Jehova. (Se ogsĂ„ Ark, Hierofant, Hiranya Garbha, Jehova, Kerubim, Sarkofag og Yoni).

Almadel
Almadel er en afhandling om theurgi eller hvid magi. Den er skrevet af en ukendt européisk forfatter i middelalderen. Bogen findes nogle gange i litteratur med manuskripter, der kaldes ”Solomons Nþgler”.

Almeh
(Arabisk). Almeh er kvindelige arabiske dansere. De svarer til de indiske tempeldansere og offentlige dansere. Det var kvinder, der var uddannet til at synge og recitere klassisk poesi og samtale. De var sandsynligvis en viderefþrelse af Gayna slave-sangerne i det fþr-islamiske Arabien. Almeh var uddannede kvinder af god social status, og de dansede, sang og fremsagde digte ved hþjtider og forlystelser. De blev desuden hyret som sþrgende ved begravelser. I den islamiske tradition blev de knyttet til Aisha, der var profeten Muhammeds hustru, og Aisha bint Talhah, der konverserede med de lérde ved retten i Damaskus. Hun fik tilnavnet ”litteraturens blomst” pga. af den poesi, hun forfattede.

Alogon
(GrĂŠsk). Alogon er et udtryk, der blev brugt af Pythagoras og Platon som betegnelse for menneskets usynlige sjĂŠl. Alogon blev opdelt i Thymichon og Epithymichon. Den erkendelige sjĂŠl blev kaldt Logos.

Alpha Draconis
(Latin). Alpha Draconis, der ogsÄ kaldes Thuban, er en stjerne i stjernebilledet Dragen nord for stjernebilledet Store BjÞrn. Alpha Draconis befinder sig ca. 300 lysÄr fra Jorden. Thuban var Nordstjerne omkring 2800 f.Kr. Ca. 2170 f.Kr. befandt stjernen sig i lige linje ud for den nedadgÄende passage i Den Store Pyramide i Giza, men bÄde egyptologer og Ändsvidenskaben mener, at pyramiden er meget Êldre. Ca. 26.000 Är tidligere befandt Alpha Draconis sig i samme position.

Alsin
Se Alsvin og Alswider.


Side : 1 2 3 4 5 6 7 8
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z ? ? ?
Hűjre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Hűjre-spalte-Artikler-pć-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Hűjre-spalte-Nyeste-eBűger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Hűjre-spalte-eBűger-pć-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Fűlelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FŰLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Hűjre-spalte-Trykte-bűger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegćder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGĆDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er pć Facebook