Tadasana
(Sanskrit). Tadasana er en stĂ„ende yoga-Ăžvelse, der ogsĂ„ kaldes palmetrĂŠet. Tadasana stammer fra âtadaâ, der betyder âbjergâ, og âasanaâ, der betyder âstillingâ eller âĂžvelseâ. Tadasana burde derfor hedde âbjergstillingenâ. Tadasana udfĂžres ved at man i oprejst stilling folder hĂŠnderne og vender hĂ„ndfladerne udad. Herefter tager man en dyb indĂ„nding og strĂŠkker armene op over hovedet. Samtidig stĂ„r man pĂ„ tĂŠerne, ser op pĂ„ hĂŠnderne og holder balancen sĂ„ lĂŠnge man kan holde vejret. Herefter glider man ned pĂ„ foldsĂ„lerne, sĂŠnker armene, Ă„nder ud og bliver stĂ„ende i stillingen mens man slapper af i hele kroppen.
Tai Chi
(Kinesisk). Tai Chi er en betegnelse for fysiske Ăžvelser i et langsomt, meditativt tempo. BevĂŠgelserne pĂ„virker meridianerne og stimulerer energistrĂžmmene i det fysiske legeme. Tai Chi er en forkortelse af Tai Chi Chuan eller Taijiquan. Tai Chi er en kinesisk kampkunst, der hovedsageligt bruges til at styrke sind og krop. Tai Chi bygger pĂ„ et Ă„ndeligt fundament, der stammer fra den Taoismen. De vigtigste principper i Tai Chi bygger pĂ„ harmonien mellem Yin og Yang. Yin og Yang er symbol for den essentielle dualitet. Tai Chi bestĂ„r af lange sekvenser af langsomme bevĂŠgelser, som kan bestĂ„ af fra 24 til 120 forskellige bevĂŠgelser, der er sammenkĂŠdet i Ă©n lang flydende bevĂŠgelse. Videnskabelige undersĂžgelser dokumenterer, at Tai Chi gavner patienter med astma og problemer med hjerterytme. Tai Chi udfĂžres oftest alene og uden hjĂŠlpemidler, men trĂŠningen kan omfatte sabel, svĂŠrd og lanse, der Ăžger svĂŠrhedsgraden. Kinesisk Qigong sammenlignes ofte med Tai Chi. Qigong betyder âenergiĂžvelserâ, og er en bred fĂŠllesbetegnelse for kinesisk trĂŠning med fokus pĂ„ indre energi. Tai Chi hĂžrer imidlertid ikke under samme kategori, for der er store forskelle i bĂ„de principper og udfĂžrelse. (Se ogsĂ„ Meridian og Qigong).
Talentkerne
Talentkerne er betegnelsen for den del af tidligere livs erfaringer, der overfÞres til det aktuelle liv i form af medfÞdte anlÊg. I efterlivet bearbejdes de enkelte inkarnationers erfaringer, som omdannes til talenter, egenskaber og evner. Det fysiske menneske inkarnerer hver gang med en ny fysisk hjerne, og derfor er der ingen umiddelbar hukommelse fra erhvervelsen af tidligere erfaringer, men de opleves som medfÞdte anlÊg. Selve talentet skal derfor genoptrÊnes, men fordi evnen ligger latent, er det lettere at tilegne sig den igen. Talenter er derfor udtryk for egenskaber, der er erhvervet i tidligere liv. Talenterne opbevares og overfÞres ved hjÊlp af de permanente atomer. (Se ogsÄ Permanent atom).
Talisman
(Arabisk). Talisman stammer fra âtilismâ eller âtilsamâ, der betyder âet magisk billedeâ. En talisman er en genstand af sten, metal, helligt trĂŠ eller symboler og figurer, der er tegnet som magiske formler f.eks. under bestemte planetariske indflydelser. En talisman gives af en okkultist til et menneske, der er ukendt med okkultisme for enten at beskytte vedkommende mod ondt, at stimulere bestemte egenskaber eller at opfylde specifikke Ăžnsker. Enhver genstand kan magnetiseres pĂ„ en mĂ„de, der gĂžr dem til en talisman, men nogle ting â f.eks. juveler â er mere modtagelige end andre for magnetiske krĂŠfter.
Tamas Guna
(Sanskrit). Tamas Guna er en af stoffets tre Gunaer eller egenskaber. Guna betyder âegenskabâ, âstrengâ, âtrĂ„dâ eller âfiberâ. I mere abstrakt sammenhĂŠng betyder Guna âunderinddelingâ, âartâ, âtypeâ eller âkvalitetâ â eller âet operationelt principâ eller âen tendensâ. De tre Gunaer kaldes: Tamas Guna, Rajas Guna, og Sattva Guna og stoffets tre kvaliteter kaldes tilsammen Triguna. De tre Gunaer eller Triguna er stoffets tre grundegenskaber: Tamas, som er trĂŠghed, inerti, dĂžd og forfald (hovedegenskaben pĂ„ det fysiske plan) â Rajas, som er aktivitet og bevĂŠgelse (hovedegenskaben pĂ„ astralplanet) â og Sattva, som er rytme, harmoni (hovedegenskaben pĂ„ mentalplanet). I den hinduistiske Trimurti svarer Brahma til Rajas, Vishnu til Sattva og Shiva til Tamas.
Tamsvin
(Egyptologi). De tamsvin, der blev opdrĂŠttet pĂ„ de gamle egypteres bondegĂ„rde, nedstammede fra vildsvinet sus scrofa ferus. Iflg. eksperter var tamsvinet i stand til selv at skaffe sig fĂžde, nĂžjagtig som nutidens tamsvin, hvis man gĂžr det til frilandssvin. BĂ„de vildsvinet og tamsvinet levede i det gamle Egypten. Deres knogler er fundet i mĂžddinger overalt. Hieroglyffen for âsvinâ er kendt fra Gamle Rige og fremefter. Det egyptiske svin havde lange ben, en lang tryne, stride bĂžrster og krĂžlle pĂ„ halen. De svin, man kan se pĂ„ landbrugsscener i gravene har stort set ingen lighed med nutidens kĂždfulde skinker, som man ser i slagterbutikkerne. Det egyptiske svin havde et halvvildt udseende, og det var hurtigt og smidigt. Herodot fortĂŠller: âHvis nogen gĂžr dem ophidsede, nĂ„r de gĂ„r forbi dem, bĂžr de springe i Nilen med al tĂžjet pĂ„â. Han tilfĂžjer, at âegypterne ofrede ikke svin til guderneâ.
Tandava
(Sanskrit). Tandava eller Tandava Nrtya er Shivas dans, og dans er derfor en guddommelig kunstart. Iflg. hinduistisk mytologi er Shivas Tandava en kraftfuld dans, der er kilden til cyklus af skabelse, bevarelse og oplĂžsning. Rudra Tandava beskriver Shivas voldsomme natur â fĂžrst som skaberen og senere som nedbryderen af Universet â og iflg. Ananda Tandava nyder han oven i kĂžbet selve dĂžden. Shiva som Nataraja â der betyder âdansens herreâ â betragtes som dansens overhoved. Tandava har fĂ„et sit navn fra Tandu, der er Shivas ledsager. Tandu betyder âat springeâ. Nogle forskere mener, at Tandu var kilden til et tidligt vĂŠrk om dramakunsten, som var en del af Natya Shastra. De klassiske kunstarter dans, musik og sang stammer fra Mudras og Shaiva-traditionens ritualer.
Tanha
(Pali) Tanha â eller Trishna pĂ„ sanskrit â er viljen til at leve. Bogstavelige betyder Tanha âtĂžrstâ, men det er almindeligt at oversĂŠtte ordet med âtrangâ eller âlystâ. Tanha kan defineres som frygt for dĂžden og den trang til livet, der er Ă„rsag til reinkarnation her pĂ„ Jorden. Tanha defineres desuden som trang eller lyst til at opnĂ„ behagelige oplevelser og undgĂ„ bĂ„de smertefulde eller ubehagelige og neutrale erfaringer eller fĂžlelser. I Buddhas fĂžrste undervisning i de fire ĂŠdle sandheder, identificerede han Tanha som en hovedĂ„rsag til Dukkha â dvs. lidelse, angst og utilfredshed.
Tanis
(Egyptologi). Engang var Tanis en tĂŠt, grĂžn jungle ved Egyptens nordĂžstlige grĂŠnse, men den vindblĂŠste steppe ved kanten af Menzaleh-sĂžen er nu kun en Ăžrkenslette, som befolkningen kĂŠmper for at holde opdyrket. Var Tanis fĂžrst en fĂŠstning ved navn âAvarisâ under Hyksos-kongerne? Og blev den fĂžrst senere Ramsesâ by? Pierre Montet, der arbejdede i omrĂ„det i tyve Ă„r har prĂŠsenteret mange argumenter, der stĂžtter teorien. Selv om det er et emne, der stadig diskuteres, sĂ„ er Ă©n ting sikker: Tanis var centrum for udviklingen i 21. dynasti, der var samtidig med prĂŠstekongerne, og stedet blomstrede frem til den romanske periode. Stedet havde et stort Amon-tempel, der var omgivet af mure opfĂžrt af soltĂžrrede lersten. I ruinerne er der rester af vĂŠltede obelisker, knuste kolossalstatuer og gigantiske stenblokke fra Ramses IIâs bygningsvĂŠrker. Sfinkserne og de store statuer i Louvre museum i Paris og Egyptian museum i Cairo stammer fra Tanis. I et hjĂžrne af templet begravede man flere faraoner, De blev fundet af egyptologen Montet â eksempelvis faraonerne Psusennes, Amenemapet, Osorkon II og Sheshong III.
Tankeform
I Ă„ndsvidenskaben er en tanke ikke alene en kraft (en vibration), men desuden en ting â en form pĂ„ mentalplanet. En tankeform er skabt af mentalt stof, der og tankens form er skabt af den, der har tĂŠnkt den. NĂ„r man tĂŠnker, dannes der i mentallegemet en tankeform, af det man tĂŠnker pĂ„. Den bestĂ„r ofte af en blanding af mentalt og astralt stof, fordi der som regel er knyttet fĂžlelser til tanken. I den mentale og astrale aura kan man med clairvoyant syn iagttage tankebillederne, der ofte er ansvarlig for de tankevaner, holdninger og handlinger, som de medfĂžrer. Bag enhver handling er der et bevidst eller ubevidst tankebillede.
Tankelegeme
Se Mentallegeme.
TankeoverfĂžring
Se Telepati.
Tankeplanet
Se Mentalplan.
Tankesind
Tankesind kaldes i Ă„ndsvidenskaben for Manas. Manas oversĂŠttes hyppigst ved âtankeâ, âtĂŠnkningâ, âtĂŠnkerâ o.l., men da Manas udover selve tĂŠnkeevnen ogsĂ„ omfatter bĂ„de selvbevidstheden og forestillingsevnen, er beskrivelsen ikke dĂŠkkende. Sind er heller ikke dĂŠkkende, for ordet bruges ofte som betegnelse for bĂ„de tanker og fĂžlelser. Derfor er ordet âtankesindâ en mere prĂŠcis betegnelse for Manas.
Tanmatra
(Sanskrit). Tanmatra stammer fra âtanâ, der betyder âsubtilâ, og âmatraâ, der betyder âelementâ eller en âmikroskopisk mĂŠngdeâ. Tanmatra betegner derfor en mikroskopisk brĂžkdel af det subtile stof eller af Bhuta. Tanmatra er âdet guddommelige mĂ„lâ, som henviser til den begrĂŠnsning, som det logoiske liv i et atom skal vibrere inden for, og som desuden er mĂ„let for vibrationens bĂžlgelĂŠngde. MĂ„let giver et eksistensplans atomer deres specielle egenskaber, og derfor benyttes Tanmatra ogsĂ„ til at betegne den subtile essens af og de sĂŠrlige egenskaber ved de fem grundelementer jord, vand, luft ild og ĂŠter. I et af grundelementernes aspekter er Tanmatra dermed identisk med de fem sanser: Lugt, smag, fĂžlelse, syn og hĂžrelse, som gĂžr det muligt at sanse den objektive verden. I en anden oversĂŠttelse af Tanmatra er âtanâ identisk med âmoderâ, mens âmatraâ betyder âstofâ. Tanmatra er derfor âstoffets moderâ, og Verdensmoderen og Tanmatra bliver identiske begreber. Hvert element er primĂŠrt relateret til Ă©n Tanmatra, men elementet kan indeholde en del af de Ăžvrige. Ăter opstĂ„r af Shabda Tanmatra (hĂžresans), luft af Shabda Tanmatra og Sparsha Tanmatra (hĂžre- og fĂžlesans). Ild af Shabda Tanmatra, Sparsha Tanmatra og Rupa Tanmatra (hĂžre-, fĂžle og synssans). Vand af Shabda Tanmatra, Sparsha Tanmatra, Rupa Tanmatra og Rasa Tanmatra (hĂžre-, fĂžle-, syns- og smagssans), og jord af Shabda Tanmatra, Sparsha Tanmatra, Rupa Tan-matra, Rasa Tanmatra og Gandha Tanmatra (hĂžre-, fĂžle-, syns- og smags- og lugtesans). (Se ogsĂ„ Bhuta).
Tantra
(Sanskrit). Tantra betyder âvĂŠvâ eller âlĂŠreâ, og tantrisme er en betegnelse for flere esoteriske traditioner, der stammer fra Indiens religioner. Tantra er forenklet sagt Ăstens esoterisme, som har mange paralleller til Vestens Ă„ndsvidenskab. Tantra indgĂ„r bĂ„de i hinduisme, buddhisme og jainisme. I Tantra benyttes der mantraer, yantraer og mandalaer. Tantra, Tantrisme eller Tantrika er ceremonier og ritualer. Iflg. Tantra er alting gennemstrĂžmmet af en guddommelig feminin kraft, der kaldes Shakti. For at fĂ„ kontakt med den iboende kraft, skal man mobilisere og beherske det fysiske legemes energicentre, bl.a. ved hjĂŠlp af meditation, gentagelse af mantraer og i specielle tilfĂŠlde ved at udfĂžre et sĂŠrligt rituelt samleje â dvs. forening af skabelsens maskuline og feminine aspekter eller Ă„nd og stof, som ogsĂ„ kaldes âdet himmelske bryllupâ mellem sjĂŠlen og personligheden. Den hĂžjere form for Tantra har intet med seksualmagi at gĂžre. Grundtanken i Tantra er at skabe kontakt til naturens iboende kraft, der ofte kaldes Shakti, og kontrollere og bruge kraften ved hjĂŠlp af esoteriske teknikker, som kun den indviede tantriske mester, lĂŠrer eller guru kender i fuldt omfang. FormĂ„let er at afvikle karma og nĂ„ Moksha og frihed for reinkarnation. Tantra i forskellige former eksisterer i Indien, Kina, Japan, Tibet, Nepal, Bhutan, Pakistan, Sri Lanka, Korea, Cambodia, Burma, Indonesien og Mongoliet. (Se ogsĂ„ Mandala, Mantra, Moksha, Pancha Makara, Shakti og Yantra).
Tantrisme
Se Tantra.
Tao
(Kinesisk). Tao eller Dao betyder âvejâ eller âstiâ, men nogle gange oversĂŠttes ordet frit til âdoktrinâ eller âprincipâ. Tao er navnet pĂ„ Lao-Tzes filosofi, og betegner en âvejâ til Ă„ndeliggĂžrelse. Man kan derfor kalde Tao for det kinesiske Nirvana. Begrebet Tao indgĂ„r i konfucianismen, Chan- og Zen-buddhisme og i den Ăžstasiatiske filosofi og religion i almindelighed. Her betegner Tao Universets oprindelige essens eller principielle karakter. Tao er ikke et navn for en ting, men den fundamentale og naturlige orden i Universet. Tao kaldes derfor âden evigt navnlĂžseâ, og de mangfoldige ânavngivneâ objekter, anses for at vĂŠre Taos manifestationer. I Taoisme, kinesisk buddhisme og konfucianismen er den Ă„ndelige strĂŠben rettet mod at âblive Ă©t med Taoâ (Tao Te Ching), eller at harmonisere sin egen vilje med den kosmiske vilje for at opnĂ„ frihed (Wu Wei). Det krĂŠver meditation og et moralsk liv. I praksis indebĂŠrer Tao uhĂ„ndgribelige kvaliteter, der gĂžr det umuligt at definere dem eller udtrykke dem i ord. Kvaliteterne kan erfares og opleves, og principperne kan fĂžlges eller praktiseres. En stor del af de Ăžstasiatiske filosofiske skrifter fokuserer pĂ„ vĂŠrdien af at overholde principperne i Tao â og de forskellige konsekvenser af ikke at gĂžre det. Konfucianisme og religiĂžse former for Taoisme er ofte baseret pĂ„ etiske og moralske argumenter om rigtig adfĂŠrd, mens buddhisme og mere filosofiske former for Taoisme normalt henviser til konsekvenserne af menneskets handlinger i stil med Indiens karma. Tao er ulĂžseligt forbundet med begreberne Yin og Yang, hvor hver aktion skaber en reaktion, som uundgĂ„elige pĂ„virker alt inden for Taos manifestation, og balance mellem modsĂŠtningerne medfĂžrer et liv i overensstemmelse med den naturlige udvikling. (Se ogsĂ„ Confucius, Konfucianisme, Konfutze og Lao-Tze).
Taoisme
Se Tao.
Tapah
(Sanskrit). Tapah betyder âaskeseâ, âasketiske Ăžvelserâ, âofreâ eller âselvpĂ„fĂžrt lidelseâ. Tapah eller ofrene kan opdeles i forskellige grupper. Der er f.eks. mennesker, der ofrer deres ejendele og formuer til velgĂžrende organisationer. Den form for aktiviteter kaldes Dravyamaya-Yajna. Nogle strĂŠber efter hĂžjere udvikling, og de vĂŠlger forskellige former for askese â eksempelvis Candrayaṇa og Caturmasya. Den form for askese er baseret pĂ„ seriĂžse lĂžfter og faste regler, der medfĂžrer afkald pĂ„ mange af livets bekvemmeligheder. Andre vĂŠlger pilgrimsrejser til hellige valfartssteder. Den form for Tapah kaldes Yoga-Yajna, hvor man ofre sig for at opnĂ„ en bestemt type af perfektion i den materielle verden. Der er ogsĂ„ mennesker, som engagerer sig i studier af vedisk litteratur â specielt Upanishaderne, Vedanta-Sutra og Samkhya-filosofi. De kaldes Svadhyaya-Yajna, hvor man ofrer sig til studierne. (Se ogsĂ„ Samkhya og Yajna).
Tapas
(Sanskrit). Tapas betyder âvarmeâ eller âskabt af varmeâ, men i den vediske religion og hinduismen bruges Tapas billedligt som en betegnelse for streng selvdisciplin, der krĂŠver afkald og et nĂžjsomt liv, men det henviser desuden til yogiens hĂžje Ă„ndelige bevidsthedstilstand eller Tapasa. Den tidligste henvisning til ordet findes i Rig Veda, hvor det bruges i betydningen âsmerteâ eller âlidelseâ. I Rig Veda er ordet forbundet med Soma-kulten. Et menneske, der forpligter sig til Tapas er en Tapasvin. Adjektivet Tapasvin betyder âstakkelâ, âfattigâ eller âelendigeâ, men det hentyder ogsĂ„ til en asket, der praktiserer bodsĂžvelser. Tapas er roden til det mere udbredte ord Tapasya, som omtales i Katyayana-Shrauta-Sutra, Baudhayana-Dharma-Shashtra m.fl. Rig Veda har mange referencer til ord, der stammer fra Tapas, og som betegner lidelse og nĂžjsomhed. Tapas kan vĂŠre en strĂŠben efter Nirvana eller Moksha, men Tapas kan ogsĂ„ vĂŠre strĂŠben efter perfektion inden for et bestemt omrĂ„de. (Se ogsĂ„ Moksha, Nirvana, Rig Veda, Sannyasin og Soma).
Tarmskylning
Se Shankhaprakshalana.
Tarot
Tarot er spĂ„domskunst baseret pĂ„ 78 tarotbilledkort med symbolik fra kabbalaen, astrologien og numerologien. Tarotkortenes oprindelse er ukendt, men muligvis stammer de fra det gamle Egyptens mysterieskoler, hvor man havde en hieroglyf-bog, der bestod af 78 kort. En anden teori gĂ„r ud pĂ„, at de stammer fra den jĂždiske tradition, for i det hebraiske alfabet er der 22 bogstaver og den kabbalistiske betydning af bogstaverne, svarer til betydningen af den store arkanas 22 kort. Og iflg. en tredje teori stammer symbolikken fra det fjerne Ăsten. Man ved dog, at de fĂžrste kendte tarotkort dukkede op i middelalderens Europa i det 15. Ă„rh. Kortene blev fĂžrst kendt som Trionfi og senere som Tarocchi (italiensk), Tarock og Tarot (fransk). En teori forbinder navnet Tarot til Taro-floden i det nordlige Italien nĂŠr Parma. En anden teori gĂ„r ud pĂ„, at navnet stammer fra det arabiske ord âturuqâ, der betyder âmĂ„derâ. Et alternativ kan vĂŠre det arabiske âtarakaâ, der betyder âat forladeâ, âopgiveâ, âudeladeâ og âefterladeâ. Iflg. fransk etymologi stammer den italienske Tarocco fra arabisk âṭarhâ, der betyder âafvisningâ, âsubtraktionâ, âfradragâ eller ârabatâ. I det meste af Europa blev tarotkort brugt til at spille kortspil, men fra slutningen af det 18. Ă„rh. og frem til nutiden blev kortene desuden benyttet til spĂ„domskunst af mystikere og okkultister. Tarot bestĂ„r af forskellige sĂŠt, som varierer fra omrĂ„de til omrĂ„de, hvor det franske bruges i Nordeuropa, det latinske i Sydeuropa og det tyske i Centraleuropa.
Tat
(Sanskrit). Tat er et vedantinsk navn for den absolutte guddom â dvs. ALTET, som mennesket er en del af. Atman, Ă„nden eller menneskets inderste kerne har derfor en slags individualitet. Hvis det er korrekt, medfĂžrer det, at den ubetingede Brahman i det grĂŠnselĂžse kosmos kan beskrives med to modsatrettede begreber â det ene ubegrĂŠnsethed og ubetingethed, og det andet er begrĂŠnsning og betingethed. (Se ogsĂ„ Atef-kronen, Brahman og Om-Tat-Sat).
Tathagata
(Sanskrit). Tathagata betyder âsĂ„dan er detâ. Tathagata er et andet navn for Buddha, men det henviser til Buddha som transcendent skikkelse. Tathagata er âden, der vandrer i sine forgĂŠngeres fodsporâ. Det er en titel, der gives enhver Buddha, men som isĂŠr forbindes med Gautama Buddha. Der findes andre fortolkninger af Tathagata, men den prĂŠcise og oprindelige betydning af ordet kendes ikke. I Pali-kanonen henviser Buddha nogle gange til sig selv med udtrykket Tathagata i stedet for stedordet âmigâ, âjegâ eller âmig selvâ. Det er muligvis for at understrege, at hans lĂŠre stammer fra en transcenderet bevidsthedstilstand â fra et menneske, der befinder sig hinsides den endelĂžse cyklus af fĂždsel, liv, dĂžd og genfĂždsel â dvs. et menneske, der har frigjort sig fra lidelse. (Se ogsĂ„ Pali).
Tattva
(Sanskrit). Tattva eller Tattwa reprĂŠsenterer bevidstheden, energien eller den Ă„ndelige side af en skabning. Tattva er det indre Ă„ndelige lys. Tattva er de linjer, der danner et atoms form, grundakserne for atomets vĂŠkst og aksernes vinkelforhold. En analogi er krystallernes akser.
Tau
(Egyptisk). TAU-korset bestĂ„r af en lodret bjĂŠlke, og pĂ„ toppen af bjĂŠlken er der anbragt en vandret bjĂŠlke, og dermed former symbolet et stort T. TAU er et frimurerisk symbol i Den Kongelige Bue-grad, hvor det reprĂŠsenterer frelse og indvielse, men TAU er ikke en frimurerisk opfindelse. Faktisk er TAU verdens ĂŠldste bogstav. Desuden er ordet TAU angiveligt blevet brugt af det atlantiske folk som et mantra â et kraftord, som senere i Indien og Egypten blev til AUM, og som i nutiden intoneres som OM. TAU-korset findes indhugget i klipper som bĂ„de TAU og svastika pĂ„ PĂ„skeĂžens statuer, i det gamle Egypten, i Centralasien og i det fĂžrkristne Skandinavien. TAU er navnet pĂ„ bĂ„de det grĂŠske og det hebraiske bogstav T. Mange tror derfor, at TAU stammer fra det hebraiske bogstav, men TAU eksisterede Ă„rtusinder fĂžr opfindelsen af det jĂždiske alfabet. TAU fandtes eksempelvis i oldtidens Mexico, for man har fundet det i mayaernes paladser. Eksempelvis er et TAU indhugget som en hieroglyf i et basrelief i et maya-palads. Og fra den nordiske mytologi kender man TAU som Thors hammer, der som bekendt rummede kraften til at udsende lyn og torden. I klippevĂŠggen pĂ„ bjergtoppe i Sydamerika er der indhugget relieffer, som angiveligt er langt ĂŠldre end de kendte menneskeracer. Det gĂ„defulde ved reliefferne er, at en rĂŠkke figurer viser omridset af et menneske, der ligger udstrakt pĂ„ et T-formet kors, sĂ„dan at menneskeskikkelsen danner et kors. Korset kan opfattes som mennesket â eller mennesket som korset. Hinduernes guruer brugte TAU som et mĂŠrke i panden pĂ„ deres chelaer (disciple). I de indiske skrifter kan man lĂŠse om Vishvakarman, der korsfĂŠster den âsolindviedeâ pĂ„ en korsformet trĂŠbjĂŠlke. Teksten siger: âHinduerne benyttede denne form for at beskrive mennesket, der er fĂŠstet til korset.â KorsfĂŠstelsen blev imidlertid fortolket som menneskets Ă„ndelige − ikke fysiske − genfĂždsel. NĂ„r kandidaten, der skulle indvies, blev fastgjort til TAU, skete det med langt hĂžjere og mere Ă„ndelige forestillinger i tankerne end idĂ©en om det fysiske livs oprindelse. Men man mĂžder ogsĂ„ TAU i nyere tid. Frans af Assisi og franciskanerordenen brugte en sĂŠrlig udformning af korset. Det bestod af et T, hvor tvĂŠrbjĂŠlken er bredere udad og med ender, der er skrĂ„t afskĂ„rne. Det fuldkomne TAU var som sagt formet af den lodrette bjĂŠlke (Ă„nden og den maskuline kraft) og den vandrette bjĂŠlke (stoffet og det feminine princip). Det kendte egyptiske Ankh-kors er en videreudvikling af TAU-korset. Ankh-korset bestĂ„r af et T-kors med en cirkelform eller rettere en ĂŠgform oven pĂ„ T-formen. Hele ankh-korset er hieroglyffen for âlivâ, mens ordet âankhâ er det egyptiske ord for ânĂžgleâ i betydningen âlivets nĂžgleâ. Egypterne brugte ikke nĂžgler til at lĂ„se dĂžre op og i, men ânĂžgleâ skal forstĂ„s som et princip, der giver adgang til noget, man har vĂŠret udelukket fra â ikke mindst menneskets sjĂŠlelige og Ă„ndelige natur. (Se ogsĂ„ Ankh).
Taurus
(Latin). Zodiakens 2. tegn og stjernebilledet Tyren.
Tefnut
(Egyptologi). Tefnut er en vigtig gudinde i den egyptiske gudekreds. Sol-guden Ra (livslyset) havde to âbĂžrnâ â guden Shu og gudinden Tefnut. Iflg. egyptologerne symboliserer Shu luft, mens Tefnut reprĂŠsenterer fugtighed. Ra â faderen til de to â er Solen, og derfor fortolker Ă„ndsvidenskaben desuden Shu og Tefnut som solenergi eller lys, der kan opdeles i henholdsvis lys som bĂžlge (Shu) og lys som partikel (Tefnut), mens Ra udgĂžr syntesen af lysets bĂžlger og lysets stoflige manifestation. Alt i manifestationen rummer essentielt tre aspekter i sin natur â Ă„nd, stof og relationen mellem Ă„nd og stof. Det samme gĂŠlder Ra, Shu og Tefnut. Naturvidenskaben bekrĂŠfter, at lys ikke bare er lys, for lyset er dualt. Lyset opfĂžrer sig bĂ„de som en elektromagnetisk bĂžlge, og som en lyspartikel â dvs. som stof. Det gamle Egyptens indviede kendte lysets trefoldighed, og de symboliserede lysets udstrĂ„lende energi â den maskuline udstrĂ„lende livskraft â med gudesĂžnnen Shu. Shu reprĂŠsenterede lyset som elektromagnetisk bĂžlge. Modergudinden Tefnut var lysets formside â altsĂ„ lysets feminine stofform. Hun var et billede pĂ„ lyset som partikel. Tefnut, der blev vist i skikkelse af en lĂžvegudinde, var desuden symbol pĂ„ kundalinikraften eller kundaliniilden, som strĂžmmer i spĂŠndingsfeltet mellem de lavere chakraer, symboliseret af lĂžvegudinden Sakhmet og de hĂžjere chakraer, symboliseret af lĂžvegudinden Tefnut. NĂ„r kundalinikraften bringes under kontrol, er den en positiv kraft pĂ„ udviklingsvejen (Tefnut), men ukontrolleret vil den vĂŠre destruktiv (Sakhmet). I udviklingsprocessen forvandles Sakhmet symbolsk til Bastet â den milde og tamme tempelkat, og via Bastet skabes der kontakt mellem Sakhmet og Tefnut â det hĂžjere og det lavere â og mennesket bliver Ă©t. (Se ogsĂ„ Maat, Ra og Shu).
Tehuti
Se Thoth og Ibis.
Teisme
(GrĂŠsk). Teisme stammer fra âtheosâ, som betyder âGudâ, og âteismeâ er afledt fra det franske ord âthĂ©ismeâ. Teisme er grundlĂŠggende troen pĂ„, at der findes Ă©n gud eller flere guder, dvs. skabende bevidstheder, der stĂ„r bag Universets og menneskelivets opstĂ„en. Teisme er desuden en opfattelse af, at den skabende bevidsthed er personlig. Skaberen er en personlig Gud, som ganske vist fungerer i naturen, men som alligevel er udenfor og hĂžjt hĂŠvet over naturens love og processer. I den fortolkning befinder teisme sig i modsĂŠtning til panteisme, der opfatter Gud som immanent eller som et iboende princip i naturen, Universet og mennesket. I nogle tilfĂŠlde betegner Teisme en specifik gudstro, der indebĂŠrer, at den Gud eller de guder, der findes, griber mere eller mindre aktivt ind i verdens gang. Her stĂ„r Teismen i modsĂŠtning til Deismen. Deisme blev isĂŠr udviklet under oplysningstiden, og Deisme er udtryk for, at Gud har sat verden i gang pĂ„ samme mĂ„de som et stort urvĂŠrk, men Gud griber ikke ind i udviklingsprocesserne. Men Teisme er primĂŠrt troen pĂ„ en personlig Gud. Kristendommens udgangspunkt er Teisme, og religionen bygger videre pĂ„ dette fundament, hvor kristendommen gav Teismen et bestemt indhold baseret pĂ„ Jesu lĂŠre. ModsĂŠtningen til Teisme er Ateisme. (Se ogsĂ„ Ateisme, Deisme, Henoteisme, Monolatri, Monoteisme, Panteisme, Polyteisme og Theos).
Telekinese
(GrĂŠsk). Telekinese stammer fra âteleâ, der betyder âfjernâ og âkineseâ, der betyder âbevĂŠgelseâ. âKineseâ er afledt af âkineinâ, der betyder âbevĂŠgeâ. Telekinese betyder derfor âfjernbevĂŠgelseâ. Telekinese er evnen til at bevĂŠge genstande ved hjĂŠlp af metafysiske (tanke-) pĂ„virkninger. Det krĂŠver ofte et medium, som udsender de ĂŠteriske krĂŠfter, der kan rettes mod den fysiske genstand og dermed flytte den. (Se ogsĂ„ Psykokinese).
Telepati
(GrĂŠsk). Telepati stammer fra âteleâ, der betyder âfjernâ, og âpatheiaâ, der er en omskrivning af âpathosâ, der betyder âfĂžlelseâ. Telepati henviser derfor til overfĂžrsel af informationer ved hjĂŠlp af tanker eller fĂžlelser mellem mennesker med andre sanser end de fem fysiske sanser. Telepati eller tankeoverfĂžring er den klassiske betegnelse for metafysisk overfĂžrsel af tanker, hvor bĂ„de afsender og modtager er involveret. Ă
ndsvidenskaben skelner mellem den interne og eksterne telepati. Den interne telepati er den udveksling af bevidsthedsimpulser, der foregÄr mellem hjernen, astrallegemet, mentallegemet, og i bedste fald sjÊlen pÄ sjÊlens eget plan (kausalplanet). Den eksterne telepati kan defineres som en spontan overfÞrsel af bevidsthedsimpulser mellem mennesker. Man kan vÊre i uafbrudt telepatisk kontakt med omgivelserne, uden at man er klar over, at man hele tiden modtager tanke og fÞlelsesindtryk fra omgivelserne. Der findes mange typer af telepati afhÊngigt af de bevidsthedsplaner, de udtrykker sig pÄ. Den sande telepati er kommunikation fra mentallegeme til mentallegeme eller fra sjÊl til sjÊl.
Teleplasma
(GrĂŠsk). Teleplasma er sammensat af âteleâ, der betyder âfjernâ og âplasmaâ, der betyder âdet formedeâ. Teleplasma er den tĂ„geagtige substans eller skylignende stof, som Ă„ndeskikkelser viser sig i, nĂ„r de materialiserer sig under spiritistiske seancer. Teleplasma er ĂŠterisk stof, som primĂŠrt strĂžmmer ud fra mediet, men ofte ogsĂ„ fra de tilstedevĂŠrende, der deltager i seancen. Stoffet stammer fra mediets og deltagernes ĂŠterlegemer.
Telugu
Telugu er et dravidisk sprog, der tales i delstaten Andra Pradesh i det sydĂžstlige Indien og de tilgrĂŠnsende omrĂ„der. I 1800-tallet blev sproget kaldt âĂstens italienskâ, fordi alle ord i Telugu ender pĂ„ vokaler. OrdrĂŠkkefĂžlgen er fastlagt sĂ„dan, at objektet altid kommer fĂžr udsagnsordet. Alfabetet i Telugu er fonetisk og har 56 bogstaver, som hver svarer til en sproglyd. Sproget har mange lĂ„neord fra sanskrit. Etymologisk er man ikke sikker pĂ„ Telugus oprindelse. Muligvis kan Telugu vĂŠre afledt fra Trilinga. Iflg. en hindu legende manifesterede Shiva sig som en linga pĂ„ tre bjerge â Kaleswara, Srisaila og Bhimeswara, der markerede grĂŠnserne for Telugu-landet. (Se ogsĂ„ Sanskrit).
Tempelkat
(Egyptologi). LĂŠnge fĂžr de egyptiske dynastier opstod, levede vildkatten i Ăžrkenens grĂŠnseomrĂ„der i Egypten. Vildkatten var en race af aggressive jĂŠgere med en kort hale og et lidt buttet udseende. Det var uden tvivl denne katterace og ikke den rolige, slanke kattetype, der var prototype for âDen store kat i Heliopolisâ. I DĂždebogen omtales den som et meget gammelt solvĂŠsen, der flĂ„ede den onde slange â Apep, Aapep, Apepi eller Apophis â i smĂ„stykker ved foden af det hellige trĂŠ. Den rolige og venlige tempelkat viste sig fĂžrst senere i historien. Man ser den i hvert fald ikke i mastabaernes scener fra det daglige liv i Gamle Rige, selv om der vises mange andre dyr. Den fĂžrste reference til tamkatten ser man fĂžrst omkring 2.100 f.Kr., hvor moderen til en person fra Mentuhotep Iâs hof kaldes âmissenâ. LĂžvegudinden og katten er nĂŠrt forbundet i egyptisk symbolik. LĂžvegudinden symboliserer stoffets ildelement eller den utĂŠmmede kundalinikraft i mennesket â slangeilden â i skikkelse af Sakhmet. I legenderne overvindes lĂžvindens utĂŠmmede vildskab, og gudinden forvandles til den tamme tempelkat â Bastet â som skaber forbindelse med det kundalinikraftens Ă„ndelige aspekt â lĂžvegudinden Tefnut. Det sker, nĂ„r kundalinikraften eller slangeilden er under kontrol. Ligesom katten er slangeilden stadig en selvstĂŠndig kraft, men den er omdannet fra en destruktiv kraft til en positiv. (Se ogsĂ„ Apophis, Bastet, DĂždebog, Sakhmet og Tefnut).
TempelsĂžjler
Se SĂžjler.
Teofani
(GrĂŠsk). Teofani stammer fra âtheosâ, der betyder âgudâ. Ordet er afledt af âfainesthaiâ, der betyder âat vise sigâ eller âkomme til syneâ. Teofani betyder derfor, at Gud eller en guddom viser sig for et menneske, men ikke nĂždvendigvis materielt. Iliaden er den tidligste kilde i den klassiske tradition, der beskriver teofani, og det fortsatte i hele den grĂŠske mytologi. I den jĂždisk-kristne tradition er Bibelen hovedkilden til teofani, for udtrykket blev overtaget og brugt af kristne og jĂžder. Teofani refererer til, at Gud manifesterer sig for et menneske, eller at der er tydelige tegn pĂ„ Guds nĂŠrvĂŠr.
Teogoni
(GrĂŠsk). Teogoni stammer fra det grĂŠske âtheogoniaâ, der er afledt af âtheosâ − dvs. âgudâ og af âgonosâ, der betyder âafkomâ. Teogoni handler derfor om gudernes tilblivelse og indbyrdes slĂŠgtskab. (Se ogsĂ„ Theos).
Teologi
(GrĂŠsk). Teologi stammer fra âtheosâ, der betyder âgudâ, og âlogosâ, der betyder âordâ, âtankeâ, âhensigtâ eller âlĂŠreâ. Teologi er lĂŠren om og studiet af forestillingerne om Gud, guddommelighed og tro pĂ„ grundlag af religionens dogmer, i modsĂŠtning til religionsvidenskab, der beskriver religion som et kulturelt fĂŠnomen. Teologi bruges primĂŠrt om lĂŠren om den kristne Gud. I klassisk grĂŠsk litteratur bruges ordet kun i filosofisk sammenhĂŠng. Teologi kan i princippet bruges om enhver religion. Ordet viste sig fĂžrst i kristen sprogbrug i 300-400-tallet, og det udviklede sig til at blive et samlebegreb for de videnskabelige studier af den kristne tradition. I alle religioner har mennesker pĂ„stĂ„et, at de har forstĂ„et, hvad Gud skulle have sagt, og herefter har de omdannet de sĂ„kaldte sandheder til dogmer og doktriner. EfterfĂžlgende har de pĂ„tvunget de uvidende masser deres egen fortolkning under pĂ„stand om, at det er Guds egne ord. Teologi er udelukkende et udtryk for, hvad mennesker tror Gud mener. Religionen er ikke et problem i sig selv og har aldrig vĂŠret det. Problemet har altid vĂŠret de mennesker eller organisationer, som forsĂžger at missionere og indoktrinere, og som pĂ„stĂ„r at de reprĂŠsenterer det Ă„ndelige liv â endda det eneste sande Ă„ndelige liv. Det er en almindelig antagelse blandt kristne og jĂžder, at teksterne i Bibelen er âGuds ordâ. Det er imidlertid en illusion. Bibelen er ikke alene skrevet af mennesker â den er ogsĂ„ gentagne gange omskrevet af mennesker. Gud har aldrig selv skrevet et eneste ord â heller ikke pĂ„ Mosesâ stentavler. Guds kommunikation med menneskeheden har altid krĂŠvet en stedfortrĂŠder (f.eks. profeter), og kvaliteten af budskabet har altid vĂŠret betinget af mellemleddets udviklingsniveau. JĂžderne foretog omfattende og afgĂžrende omskrivninger isĂŠr i perioden 600-400 f.Kr. Her ĂŠndrede man informationerne om Moses, som herefter blev opfattet som jĂžde og ikke egypter, og det var utvivlsomt hensigten med manipulationerne. Da jĂžderne vendte tilbage fra deres eksil i Babylon i 586-535 f.Kr., var det isĂŠr Ezra, deres ledende prĂŠst, der redigerede Bibelen. Ezra tilfĂžjede materiale fra nyere bĂžger og slĂŠgtsregistre og omskrev teksterne af regulĂŠre religionspolitiske Ă„rsager. Derfor foretog han flere sammenskrivninger og forkortelser i Bibelens ĂŠldste dele. I tiden derefter blev Bibelen betragtet som et uplettet religiĂžst dokument uafhĂŠngig af den historiske virkelighed. Ezras redigerede bibelversion blev til sidst enerĂ„dende. Redigeringerne skabte utallige ubalancer, og derfor mĂ„tte man konstant redigere og tilfĂžje forklaringer og fortolkninger. Selv rabbinerskrifternes overleveringer om Moses har fĂ„et mange tilfĂžjelser undervejs. MĂ„let har tydeligvis vĂŠret at eliminere Mosesâ egyptiske baggrund. JĂždernes store lovgiver mĂ„tte ikke vĂŠre egypter. Folk skulle tro, at han var jĂžde.
Teosof
(GrĂŠsk). Teosof stammer fra âtheosâ, der betyder âgudâ og âsophosâ, der betyder âklogâ. En teosof er derfor bogstaveligt et menneske med indsigt i det guddommelige. Ordet benyttes ofte om mennesker, der studerer teosofi eller om medlemmer af en teosofisk forening, men betegnelsen burde kun benyttes om mennesker, der lever i overensstemmelse med de teosofiske livsvĂŠrdier. (Se ogsĂ„ Teosofi).
Teosofi
(GrĂŠsk). Teosofi stammer fra det grĂŠske âtheosophiaâ, der betyder âguddommelig visdomâ eller âĂ„ndelig visdomâ. âTheosâ betyder âGudâ og refererer til det guddommelige eller det Ă„ndelige. âSophiaâ betyder âvisdomâ eller âindsigtâ. Teosofi kaldes ogsĂ„ ofte âden esoteriske lĂŠreâ. Ordet âesoteriskâ, stammer ogsĂ„ fra grĂŠsk og betyder âindreâ, i modsĂŠtning til âeksoteriskâ, der betyder âydreâ. Teosofi er derfor lĂŠren om det indre menneske og om den usynlige verden, som ikke kan iagttages med de fysiske sanser. Netop fordi teosofien har til hensigt at arbejde religions-filosofisk videnskabeligt, afvises enhver form for dogmer. Teosofien er derfor Ă„ndsvidenskab, der udforsker livets skjulte sider eller tilvĂŠrelsens Ă„rsager i modsĂŠtning til naturvidenskaben, der udforsker livets synlige formside eller virkningernes verden. Ă
ndsvidenskabens forskning er baseret pĂ„ metafysiske evner eller psykiske sanser. Mange af Ă„ndsvidenskabens pĂ„stande kan hverken bevises eller modbevises pĂ„ grundlag af naturvidenskabens selvskabte prĂŠmisser for bevisfĂžrelse, der krĂŠver fysiske beviser pĂ„ enhver pĂ„stand. Ă
ndsvidenskabens forskning bygger derfor primĂŠrt pĂ„ indicier og arbejdshypoteser. Men det medfĂžrer ikke, at teosofi er et trossystem. Teosofi er en videnskab, der er udvidet ved anvendelse af metafysiske forskningsmetoder, og fordi forskningen reelt er baseret pĂ„ iagttagelse, kan den kaldes empirisk (erfaringsbaseret) i stil med naturvidenskab. Teosofi er ikke en ny Ă„benbaring, men et system, der er i overensstemmelse med ĂŠldgamle sandheder, som i et vist omfang allerede har vĂŠret prĂŠsenteret gennem utallige Ă„rhundreder af verdens indviede. Teosofiens ser det som sin opgave at organisere sandhederne i et samlet system og udbrede Ă„ndelig viden mere Ă„bent, end det tidligere er sket. Teosofien blev introduceret i 1875 af H.P. Blavatsky og Henry Steel Olcott, som stiftede en forening, der skulle beskĂŠftige sig med metafysiske fĂŠnomener. Det var begyndelsen pĂ„ Det Teosofiske Samfund og pĂ„ den esoteriske lĂŠre eller Ă„ndsvidenskaben. I 1930âerne blev overbygningen givet af Alice A. Bailey med 12.000 sider avanceret esoterisk stof. Alice A. Bailey opbyggede sin egen organisation − Lucis Trust − men de to âsystemerâ udgĂžr i praksis en helhed. (Se ogsĂ„ Teosof).
Tesserakt
Tesserakt er en betegnelse for den 4-dimensionale terning â den mest enkle geometriske figur pĂ„ astralplanet.
Tetraeder
(GrĂŠsk). Tetraeder stammer fra âtetraâ, der betyder âfireâ, og âhedraâ, der betyder âfladeâ eller âsideâ. Tetraeder er en geometrisk eller platonisk figur, der begrĂŠnses af fire lige store, ligesidede trekanter. De fire sideflader er trekanter, og tre af trekanterne mĂždes ved hvert hjĂžrne. Tetraedre er en sĂŠrlig type af triangulĂŠre pyramider, og formen er âselvdualâ. Tetraederet er et af de fem regulĂŠre Polyedre. Som krystalform tilhĂžrer Tetraederet det kubiske krystalsystem. RegulĂŠre Tetraedre kan ikke i sig selv âudfyldeâ rummet. I virkeligheden er Oktaedre nĂždvendige for at udfylde nogle af mellemrummene. Som alle Platoniske legemer kan et Tetraeder foldes med et enkelt stykke papir. (Se ogsĂ„ Dodekaeder, Heksaeder, Ikosaeder, Oktaeder, Platoniske legemer og Polyeder).
Tetragrammaton
(GrĂŠsk). Tetragrammaton er den grĂŠske betegnelse for den hebraiske Gud med de fire bogstaver, âJod, He, Vau, Hdâ eller JHWH. Det lĂŠses som regel som Jehovah eller Jahveh, men den oprindelige udtale og etymologi er usikker. I danske bibeloversĂŠttelser fra de seneste hundrede Ă„r er egennavnet som regel erstattet med titlen âHerrenâ. JHWH gengiver Guds personlige navn, som stĂ„r skrevet 6.828 gange i den hebraiske bibel Tanakh (Det Gamle Testamente). I de hebraiske hĂ„ndskrifter er navnet skrevet med de fire konsonanter י (jod) ה (he) ו (waw) ה (he) eller יהוה JHWH og derfor kaldes det Tetragrammaton. Ordet stammer fra det grĂŠske âtetraâ, der betyder âfireâ, og âgrammaâ, der betyder âbogstavâ. Desuden forekommer navnet mindst 237 steder i isĂŠr hebrĂŠiske oversĂŠttelser af den grĂŠske tekst i Det Nye Testamente.
Tetrakt
(GrĂŠsk). Tetrakt stammer fra âtetraâ, der betyder âfireâ. Tetrakt er firfoldighed, og ordet bruges navnlig om guddommens firfoldighed â dvs. Treenighedens tre aspekter plus deres syntese â guddommen i sin helhed.
Teutoner
Teutoner er iflg. Ă„ndsvidenskaben en betegnelse for den germansk-angelsaksiske underrace inden for den nuvĂŠrende ariske rodrace â 5. rodraces 5. underrace. Teutonerne omtales af grĂŠkerne og romerne som en germansk stamme i tidlige historiske skrifter. Nogle mener, at Teutonerne levede i Jylland. Tyske historikere forbandt ikke navnet teuton med deres proto-germanske forfĂŠdre fĂžr 1200-tallet. Ca. 120 f.Kr. udvandrede mange teutonere sammen med kimbrerne, der boede i Nordjylland (muligvis i Himmerland), fra Skandinavien og drog mod Sydeuropa. De vandt adskillige slag mod romerne, men i Ă„r 102 f.Kr. blev de stoppet og udryddet af Gaius Marius i Slaget ved Aquae Sextiae (nutidens Aix-en-Provence i Frankrig).
Thalamus
(Latin). Thalamus stammer fra det grĂŠske âthalamosâ, der betyder âdet indre kammerâ. Thalamus er en dybtliggende ĂŠgformet cellehob ved tredje ventrikel i hjernen, som foruden hypothalamus â i Storhjernens (cerebrums) mellemhjerne (diencephalon) â er tĂŠt relateret til hjernebarken (cortex cerebri). Thalamus har bl.a. betydning for fĂžlelsesreaktionerne.
Thebaid
(Egyptologi). Thebaid eller Thebais var et navn, som man i den klassiske periode gav den sydlige del af Ăvre-Egypten. Navnet stammer fra muligvis fra det grĂŠske Thebaida. Thebaid bestod af de tretten sydligste nomer (administrationsdistrikter) i Ăvre Egypten, der strakte sig fra Abydos i Mellem-Egypten til Aswan i syd. Man regner med, at omrĂ„det mĂ„ske fik sit navn pga. af, at det lĂ„ i nĂŠrheden af den vigtige egyptiske hovedstad Theben. I det gamle Egyptens ptolemĂŠiske periode udgjorde Thebaid et enkelt administrationsdistrikt under Theben, som ogsĂ„ var ansvarlig for at overvĂ„ge sejladsen i Det RĂžde Hav og Det Indiske Ocean. Under det romerske imperium skabte Diocletian provinsen Thebais, der blev bevogtet af legionerne Maximiana Thebanorum og Flavia Constantia. Senere blev omrĂ„det delt i Ăvre Thebais, der omfattende den sydlige halvdel med hovedstaden i Theben, og Nedre Thebais, der omfattende den nordlige halvdel med en hovedstad ved Ptolemais. Stedet var omgivet af Ăžrken, og omkring det 5. Ă„rh. blev Thebaid et sted hvor adskillige kristne eneboere trak sig tilbage. I kristen kunst afbillede man Thebaid som et sted med mange munke.
Theos
(GrĂŠsk). Theos er det grĂŠske ord for âgudâ eller âguddomâ. Theos eller Theoi stammer fra âtheeinâ, der betyder âat styreâ med henvisning til de planetariske guder, der udfĂžrer det kontinuerlige arbejde i den kosmiske evolution â eller til âdeusâ, der er forbundet med Zeus eller Dios, der betyder âden lyseâ eller âden skinnendeâ, dvs. Gud, guder, guddom, bygherrer eller kosmokratorer (verdensherskere). De to fortolkninger er ikke modstridende, fordi planeter, stjerner og sole er âde lysendeâ og âde skinnendeâ. Theos indgĂ„r i triaden af Kaos, Theos, Kosmos â de tre aspekter i den kosmiske evolution. De tre aspekter reprĂŠsenterer henholdsvis âlageret af kosmiske frĂžâ, âbygherrerneâ og âUniversetâ, der er bygget af aspekterne. (Se ogsĂ„ Kosmokrator og Zeus).
Theravada
(Pali). Theravada eller Sthaviravada pĂ„ sanskrit betyder âden ĂŠldste lĂŠreâ. Theravada er en af buddhismens hovedretninger, og den ortodokse Theravada-skole er den ĂŠldste og eneste overlevende af de oprindelige Hinayana-skoler. Theravada er en af hovedretningerne inde for buddhismen. Det er den retning, der mest ligner den oprindelig buddhisme. Theravada kan opdeles i tre retninger: Maha Nikai, Kammatthana (skovtraditionen) og Thammayut. I nutiden er skolerne stadig aktive pĂ„ Sri Lanka, i Myanmar (Burma), Thailand, Laos og Cambodja. Theravadas kanoniske tekster, der er skrevet pĂ„ pali, er samlet i Tipitaka. (Se ogsĂ„ Hinayana og Tripitaka).
Thinite-perioden
(Egyptologi). Thinite-perioden i det gamle Egypten kaldes 1.-2. dynasti â ca. 3200-2650 f.Kr., og perioden betragtes af egyptologerne som begyndelsen pĂ„ civilisationen. Ă
ndsvidenskaben er uenig og oplyser, at civilisationen blev grundlagt langt tidligere pĂ„ kontinentet Atlantis, og at Egypten reprĂŠsenterer en efteratlantisk periode. Thinite-perioden udelukkende fĂždslen af den periode i Egypten, man kalder Gamle Rige. Faraonerne i perioden kom fra This, og herfra stammer betegnelsen âThiniteâ. Faraonernes grave er fundet ved Abydos ikke langt fra This. Menes var den fĂžrste hersker i fĂžrste dynasti, og han blev en legendarisk skikkelse og et symbol pĂ„ sin tid, for han forenede landets nordlige og sydlige del, og det var ham, der grundlagde Memphis. De store Thinite-grave findes spredt i omrĂ„det ved Sakkara. (Se ogsĂ„ Atlantis).
Thor
(Oldnordisk). Thor (ĂĂłrr) eller Tor er Odins sĂžn â âtordengudenâ â i den germanske og nordiske mytologi. Thor er stort set identisk med den indiske gud Indra, og hovedfunktionen (dog ikke etymologisk), var identisk med bĂ„de den grĂŠske gud Zeus og den romerske Jupiter. Thor svarer derfor principielt til Zeus og Jupiter. Torsdag er âThors dagâ pĂ„ de fleste germanske sprog. IslĂŠndingene har imidlertid erstattet ĂŸĂłrsdagur med fimmtudagur (femtedag). Men torsdag pĂ„ fransk hedder Jeudi og pĂ„ latin Jovis Dies â Jupiters dag, der er helliget planeten Jupiter dvs. Jupiters âindre herskerâ. Navnet ĂĂłrr er ogsĂ„ beslĂŠgtet med ordene âtordenâ og det tyske âdunderâ, og minder om det engelske âthunderâ og det tyske âDonnerâ. I de myter, der blev nedskrevet pĂ„ Island i middelalderen, blev Thor prĂŠsenteret som Odins ĂŠldste sĂžn, og den nĂŠst mĂŠgtigste gud i asernes slĂŠgt efter Odin selv. Som tordengud herskede Thor over vejret, og han bekĂŠmpede civilisationens fjender, som f.eks. var jĂŠtter og trolde. Han beskyttede gudernes og nordboernes land mod kaosuhyrer, som f.eks. MidgĂ„rdsormen. Han kaldtes ogsĂ„ Asathor, som var sĂžn af FjĂžrgyn (Jorden), og han var gift med Sif. Med Sif fik han to bĂžrn â Trud og Modi (eller Modig). Med jĂŠttekvinden Jernsaxa fik han sĂžnnen Magni eller Magne. Selv om han havde en krigerisk adfĂŠrd, fungerede Thor kun sjĂŠldent som krigsgud. Thor blev tilkaldt, nĂ„r det drejede sig om spĂžrgsmĂ„l, der vedrĂžrte vind, vejr og vĂŠkst, for det var ham, der kontrollerede naturkrĂŠfterne, som kunne skade afgrĂžderne. Bag sit aggressive ydre stod Thor for lov og orden og opretholdelsen af fred i samfundet. Thor, Odin og Loke er de tre figurer, som optrĂŠder flest gange i de mytologiske fortĂŠllinger, mens andre kilder oplyser, at Thor, Odin og Freya udgjorde en treenighed, og at de var de vigtigste guder i kulten.
Thors hammer
(Oldnordisk). Thors hammer hed MjĂžlner i den nordiske mytologi. Den blev smedet af to dvĂŠrge â Sindre og Brokk. Sindre smedede, mens Brokk holdt blĂŠsebĂŠlgen i gang. Thors hammer blev smedet i forbindelse med Lokes vĂŠddemĂ„l med dvĂŠrgene. Thors hammer â MjĂžlner â var det mĂŠgtigste vĂ„ben i AsgĂ„rd. Hammeren ramte altid det, den blev kastet imod. Den rammer med en kolossal kraft og vendte altid tilbage til den hĂ„nd, der havde kastet den. Thor var nĂždt til at fĂ„ smedet en kraftig handske â Iarngreiper â for at vĂŠre i stand til at gribe den, nĂ„r den vendte tilbage. Selv om hammeren var et voldsomt vĂ„ben, fyldte den ikke meget. Den kunne skifte stĂžrrelse, og den kunne gemmes i en lille lomme, hvis det var nĂždvendigt. MjĂžlner var Thors kĂŠreste eje, og nĂ„r han svingede den, gav det et voldsomt brag, og der sprang lyn og gnister omkring ham. Tordenbragene stammede derfor fra MjĂžlner iflg. den nordiske mytologi. En enkelt gang mistede Thor MjĂžlner, for den blev stjĂ„let af jĂŠtten Trym. Thor var derfor nĂždt til at klĂŠde sig ud som Freya og vise sig som kvinde for at fĂ„ den narret fra Trym. Thors hammer siges nogle gange â vistnok fejlagtigt â at vĂŠre de gamle nordboeres og germaneres Svastika. (Se ogsĂ„ Svastika og Tau).
Thoth
(Egyptologi). Thoth er en egyptisk visdomsgud. Navnet Thoth er grĂŠsk, og oprindeligt hed visdommens gud, Tehuti. Thoth blev ogsĂ„ kaldt âden himmelske skriverâ og âdommerâ. Mens alle andre guder â f.eks. Osiris, Isis og Horus, Seth m.fl. â forandrede deres karakter i tidens lĂžb, var Tehuti den samme fra fĂžrste til sidste dynasti. Han stod i forbindelse med de hĂžje skabninger, som Ă„ndsvidenskaben kalder Lipikaerne eller Karmas Herrer. Tehuti har haft indflydelse pĂ„ mange gamle kulturer. Det bevidnes af nogle af de gamle kulturers navne for Tehuti: Egypterne: âTehutiâ, âThothâ, âTatâ, âAdadâ, âSethâ og âSatâanâ (skal ikke opfattes som muslimers og kristnes Satan). Syrien: (samme som i Egypten). FĂžnikien: (samme som i Egypten). GrĂŠkerne: âHermesâ, âKadmusâ. Sumererne: âSinâ. Gallerne: âTheutatesâ. Muslimerne: âIdrisâ. Atlantiderne: âChiquitetâ. Mayaerne: âQuetzacĂłatlâ. Romerne: âMerkurâ. Kabbalisterne: âEnochâ, âAdam-Kadmonâ. (Den fĂžrste manifestation af guddommelig kraft). Seth er Teth eller Thoth eller Hermes. Seth identificeres ogsĂ„ med jĂždernes âEnochâ. Navnet âEnochâ stammer fra âHe-Nochâ, som betyder âlĂŠrerâ, âindvierâ eller âen indvietâ. H.P. Blavatsky fortĂŠller i Isis Unveiled, vol. 1, at der var to Her-mesâer. Den ĂŠldste var Trismegistos, og den yngre var en udstrĂ„ling eller âkombinationâ af ham selv (skal sandsynligvis forstĂ„s som sjĂŠl og personlighed). Iflg. Platon var det Thoth-Hermes, der opfandt geometri, astronomi og bogstaver. (Se ogsĂ„ Adam-Kadmon, Ibis og Lipika).
Thoth-aben
(Egyptologi). I Egypten ser man to slags aber i relieffer og som skulpturer: 1) âCercopithecus aethiopsâ eller den langhalede abe i Ny Rige. 2) âPapio hamadryasâ eller bavianen, der ses i alle tidsperioder. Der stod statuer af bavianer i alle offentlige bygninger, og skriverne havde ofte aber siddende pĂ„ skuldrene, mens de sad og skrev â en symbolik, der signalerede skrivernes klogskab. Bavianen var knyttet til visdomsguden, som egypterne kaldte Tehuti, og som grĂŠkerne kaldte Thoth, og Thoth-aben reprĂŠsenterede dermed et lavere aspekt af visdommen. Det lavere aspekt er kendetegnet ved viden og klogskab. Vejen til visdom, som i Ă„ndsvidenskaben defineres som ufejlbarlig intuitiv indsigt, krĂŠver udvikling af klogskab, skelneevne og logisk tĂŠnkning. (Se ogsĂ„ Thoth).
Thummim
Se Urim.
Thutmose
Se Tutmosis.
Thyrsusstaven
(GrĂŠsk). Thyrsus eller Thyrsos omtales i den grĂŠske mytologi. Her beskrives en stav, der bestod af en kĂŠmpe fennikel (ferula communis), som var dĂŠkket med vedbend og vinblade. Nogle gange var staven viklet med taeniae (latin for âfladt bĂ„ndâ), men taven havde altid en pinjekogle i toppen. Thyrsusstaven blev brugt som en kraftstav i forbindelse med indvielsesceremonier i de gamle kulturer â bl.a. i Egypten og Indien. Under pinjekoglen var der bundet farvede, flagrende bĂ„nd. Staven er symbol pĂ„ menneskets rygsĂžjle, og den reprĂŠsenterer kundalinislangen eller -ilden â den mystiske universelle kraft, der stiger op igennem rygsĂžjlen i udviklingens lĂžb. Pinjekoglen symboliserede pinealkirtlen, som har fĂ„et sit navn efter pinjekoglen. Det siges, at koglen rummer 1001 frĂž eller sĂŠdekorn, og det leder tanken hen pĂ„ hovedchakraets 1000-bladede chakra pĂ„ toppen af hovedet. De farvede bĂ„nd reprĂŠsenterer sjĂŠlens forskellige kvaliteter og egenskaber. Stavene blev angiveligt udfĂžrt af Dionysos og hans tilhĂŠngere. Euripides skrev, at honning dryppede fra Thyrsusstaven. Indvielsesstaven var forbundet med Dionysos- eller Bacchus-kulten og dens tilhĂŠngere.
Tibetaneren
Se Djwhal Khul.
Tibetanske broderskab
Se Hvide Broderskab.
Tibetanske dĂždebog
(Tibetansk). Den Tibetanske DĂždebog hedder âBardo Tödrölâ pĂ„ tibetansk, og det er det mest internationalt kendte og udbredte arbejde i tibetansk Nyingma-litteratur. âBardoâ betyder âmellemtilstandâ og âtödrölâ betyder âbefrielseâ. Titlen oversĂŠttes ofte sĂ„dan: âFrigĂžrelse via lydhĂžrhed i mellemtilstandenâ. Den Tibetanske DĂždebog er en vesterlandsk titel, som giver associationer til den egyptiske dĂždebog, som ogsĂ„ er en titel, der er en vesterlandsk oversĂŠttelse. DĂždebogen fra det gamle Egypten hed âBogen om at trĂŠde ind i lysetâ pĂ„ oldegyptisk, og det var en manual, der skulle lĂŠses af det fysisk levende menneske, og som skulle vejlede det afdĂžde menneske i processerne i efterlivet. Den Tibetanske DĂždebog er en religiĂžs tekst, der ogsĂ„ omhandler bardo-tilstanden â mellemtilstanden â mellem dĂžd og ny fĂždsel. Den er ogsĂ„ en guide, der hjĂŠlper den afdĂžde gennem de oplevelser, som bevidstheden gennemlever efter dĂžden i intervallet mellem dĂžden og den nĂŠste genfĂždsel. Guiden beskriver bl.a., hvordan det er muligt at dĂž pĂ„ en mĂ„de, sĂ„ man undslipper karma og opnĂ„r enhed med Altet. Teksten er en praktisk vejledning ved dĂždsfald, som det er tanken, at man skal lĂŠse fĂžr dĂžden, eller som man skal lĂŠses hĂžjt for den dĂžende eller henvendt til den afdĂžde for at sikre, at den dĂžde fĂ„r vejledning og hjĂŠlp til at erkende sin nye situation og vĂŠre Ă„ben for de muligheder, der nu viser sig pĂ„ forskellige stadier i efterlivet. Teksten indeholder ogsĂ„ kapitler om forskellige tegn pĂ„, at dĂžden er pĂ„ vej, og ritualer, der skal udfĂžres, nĂ„r dĂždstidspunktet nĂŠrmer sig, eller nĂ„r den har fundet sted. PĂ„ den mĂ„de vil det for nogle mennesker vĂŠre muligt at slippe for de lidelsesfyldte cyklusser af fĂždsel, dĂžd og genfĂždsel. Det er ikke meningen, at teksten skal lĂŠses i sin helhed, for den indeholder afsnit, der er tilpasset det enkelte menneskes Ă„ndelige udviklingstrin. IdĂ©indholdet i teksten er af indisk buddhistisk oprindelse, men teksten er et autentisk eksempel pĂ„ en selvstĂŠndig tibetansk religiĂžs litteratur. Iflg. tibetansk tradition blev Den Tibetanske DĂždebog forfattet i det 8. Ă„rh. af Padmasambhava, og den blev nedskrevet af hans elev, Yeshe Tsogyal. Den blev efterfĂžlgende opdaget af en tibetansk Terton, Karma Lingpa, i det 14. Ă„rh. Der findes varianter af dĂždebogen i forskellige tibetanske sekter. Den Tibetanske DĂždebog blev fĂžrste gang oversat til et europĂŠisk sprog af den amerikanske teosof Walter Evans-Wentz (1878-1965), og den blev udgivet i 1927 af Oxford University Press. Dr. Walter Y. Evans-Wentz valgte titlen pga. parallellerne til den egyptiske dĂždebog. DĂžden og genfĂždslen i Deen Tibetanske DĂždebog er adskilt af tre Bardoer eller mellemtilstande: 1) Chikhai Bardo eller âBardo i dĂždsĂžjeblikketâ, som giver mulighed for at opleve âvirkelighedens klare lysâ, eller i det mindste det nĂŠrmeste man er i stand til at komme pĂ„ den rene Ă„ndelige tilstand. 2) Chonyid Bardo eller âBardo til erkendelse af virkelighedenâ, der giver mulighed for at opleve visioner af forskellige Buddha-tilstande â eller det nĂŠrmeste man er i stand til at komme denne oplevelse. 3) Sidpa Bardo eller âBardo for genfĂždselâ, som giver mulighed for oplevelse af karmiske scenerier, som i sidste ende kan medfĂžre genfĂždsel. Desuden nĂŠvnes der tre andre Bardoer: 1) Livets Bardo â dvs. almindelig dagsbevidsthed. 2) Dhyana Bardo â dvs. meditation. 3) DrĂžmme Bardo â dvs. drĂžmmestadier under normal sĂžvn. Tilsammen udgĂžr de seks Bardoer en overordnet klassificering af bevidsthedstilstande. Enhver bevidsthedstilstand kan reelt udgĂžre en âmellemtilstandâ, som befinder sig mellem andre bevidsthedstilstande. Faktisk kan enhver flygtig bevidsthedstilstand betragtes som en Bardo, fordi den befinder sig mellem de tidligere og de fremtidige tilvĂŠrelser, og fordi det giver mulighed for at opleve virkeligheden, som altid er til stede. Men virkeligheden skjules af forestillinger og kaos, der skyldes tidligere fejlagtige handlinger. (Se ogsĂ„ Bardo og DĂždebog).
TidlĂžs visdom
Ă
ndsvidenskaben oplyser, at i alle de store religioner og filosofiske systemer er der en fĂŠlles kerne af esoteriske sandheder, som har vĂŠret kendt i alle tider af de indviede. Den fĂŠlles kerne kaldes âden tidlĂžse visdomâ eller âden evige visdomslĂŠreâ. Den esoteriske kerne er bl.a. gjort tilgĂŠngelig for den vestlige verden via forfatterskaber af H.P. Blavatsky og Alice A. Bailey.
Tiphereth
(Hebraisk). Tiphereth eller Tifaret, Tifereth, Tyfereth er den 6. af de 10 sephiroth i det kabbalistiske Livets TrĂŠ. Tiphereth reprĂŠsenterer Ă„ndelighed, balance, integration, skĂžnhed, mirakler, medfĂžlelse og maskulinitet. Tiphereth er skĂžnheden ved det menneske, der vejledes af Gud. Solen er Tiphereths hersker.
Tirthika
(Sanskrit). Tirthika eller Titthiya pĂ„ pali betyder âden, der forsĂžger at krydse Samsaras strĂžmâ. Tirthika er en generel betegnelse for asketiske tilhĂŠngere af ikke-buddhistiske filosofier og religioner, som vandrer omkring for at besĂžge hellige templer og steder â navnlig hellige badepladser. Ordet oversĂŠttes derfor ofte med âkĂŠtterske lĂŠrereâ, for buddhister stĂžtter sig til âde tre juvelerâ, og de vandrer âden gyldne middelvejâ mellem modsĂŠtningernes par, men det gĂžr en Tirthika ikke. Iflg. Asoka Avadhana samledes Tithikaerne, der var jaloux pĂ„ kong Asokas buddhistiske prĂŠdiken, og aftalte, ââ at hvis kong Asoka fortsatte med at tilbede Buddha, ville alle andre, der blev opmuntret af ham, ogsĂ„ blive tilhĂŠngere af Buddha.â De gik derefter rundt til folks hjem, og erklĂŠrede, at deres religion var den sande religion, og at buddhisme ikke fĂžrer til Moksha. Tirthika har relation til ordet Tirthankara, som bruges i Jainisme. (Se ogsĂ„ Moksha og Samsara).
Tiryaka Bhujangasana
Se Bhujangasana.
Tiryaka Tadasana
Se Tadasana.
Tis grav
(Egyptologi). Ti var en hÞjtstÄende embedsmand, der levede ca. 2.500 f.Kr. Han havde det administrative ansvar for gravtemplerne i 5. dynasti. Der var andre embedsmÊnd i 5. dynasti, der havde hÞjere rang og finere titler end Ti, men i nutiden er han berÞmt pÄ grund af de smukke Ka-statuer, der er opstillet i hans grav i Sakkara. Desuden hÞrer reliefferne til de bedste illustrationer af livet i det gamle Memphis. BÞnder, fiskere, hyrder, skrivere osv. vises i livagtige scener sammen med dansere, sportsudÞvere, jÊgere og prÊster i begravelsesceremonier. Ti selv er vist i offerscener og bÞn. (Se ogsÄ Ka).
Titiksha
(Sanskrit). Titiksha stammer fra roden âtijâ, der betyder âat opfordreâ, âtilskynde til handlingâ, âat vĂŠre aktivâ, men Titiksha henviser navnlig til âudholdenhedâ og âtĂ„lmodighedâ. Men tĂ„lmodighed menes der ikke passiv resignation, men en aktiv holdning og tĂ„lmodighed i forhold til livets begivenheder. Titiksha er villighed til frygtlĂžst at bĂŠre de karmiske virkninger, og til at give afkald pĂ„ alt materialistisk, nĂ„r som helst det er nĂždvendigt. Titikkha omfatter ogsĂ„ fuldstĂŠndigt fravĂŠr af vrede over uretfĂŠrdighed baseret pĂ„ aspirantens viden om, at de, der gĂžr et menneske uret, kun er karmas redskaber. Esoterisk henviser Titiksha til den femte tilstand i Raja Yoga â âden hĂžjeste form for upersonlighedâ. Med upersonlighed mener man ikke en kold, hjertelĂžs, upĂ„virket holdning til andres lidelser, men en aktiv positiv og iagttagende holdning til egne glĂŠder og sorger, som samtidig involverer en engageret og konstruktiv holdning til andres prĂžver og lidelser. (Se ogsĂ„ Upacharo og Upersonlighed).
Tjasse
(Oldnordisk). Tjasse er far til Skade i den nordiske mytologi. Tjasse blev drĂŠbt af aserne efter at have bortfĂžrt Ydun (eller Idun), der var ungdommens gudinde og Brages kone. Hun var datter af dvĂŠrgefyrsten Ivalde og lysdisen Hildegun. Hun vogter de fortryllede guldĂŠbler, der holder aserne unge til evig tid. En dag, da Odin, HĂžner og Loke var pĂ„ tur i Jotunheim, var de sultne, og de ville stege en okse over ilden. Aserne var meget sultne og kunne ikke vente pĂ„ at oksen blev fĂŠrdigstegt, for det kan tage en hel dag, og derfor Ăžnskede de, at oksen blev stegt pĂ„ en hurtigere mĂ„de. Men i Jotunheim skal man vĂŠre forsigtig med, hvad man Ăžnsker, for det kan fĂ„ snedige jĂŠtter til pludselig at dukke frem, og det var det, der skete. JĂŠtten Tjasse, der var forklĂŠdt i Ăžrneskikkelse, tilbĂžd at baske med vingerne for at fĂ„ ilden til at blusse op. Til gengĂŠld ville han have noget af kĂždet. Aserne indvilligede straks, og kĂždet blev hurtigt mĂžrt â hvorefter Tjasse slugte det meste af oksen. Loke mente, det var alt for meget, og han slog derfor Tjasse med en gren. Det var ikke en almindelig gren, og Loke kunne ikke slippe den â og samtidig hang grenen fast i Tjasse, som straks lettede. Lokes arme var ved at blive rykket af led, og han skreg af smerte, men Tjasse lo bare, og han flĂžj rundt indtil Loke havde lovet, at han ville lokke Ydun til at gĂ„ uden for AsgĂ„rds mur med sine guldĂŠbler. Loke bildte Ydun ind, at han havde set nogle ĂŠbler, som til forveksling lignede dem hun havde, og hun indvilligede i at tage sine ĂŠbler med for at sammenligne. PĂ„ den mĂ„de fik Tjasse bortfĂžrt Ydun. Aserne opdagede ikke hendes fravĂŠr, for hun holdt sig altid for sig selv, men de kunne hurtig mĂŠrke alderdommens Ă„g og bemĂŠrkede derfor, at hun var vĂŠk, og det blev Lokes opgave at fĂ„ hende tilbage. Efter mange trusler accepterede Loke, men kun hvis han mĂ„tte lĂ„ne Freyas falkeham. ForklĂŠdt som falk flĂžj han af sted mod Tjasses gĂ„rd, hvor han fik Ăžje pĂ„ Ydun, som han forvandlede til en nĂžd, sĂ„ han kunne have hende i sin ene klo. Tjasse optog forfĂžlgelsen, og Odin, som sĂ„ det hele fra Lidskjalv, beordrede aserne til at samle en masse letantĂŠndelige spĂ„ner lige inden for AsgĂ„rds mur. Da Loke nĂŠrmede sig muren med Tjasse i hĂŠlene, dykkede han ned mod jorden og det samme gjorde Tjasse. Aserne antĂŠndte spĂ„nerne, Loke rettede brat op, men Tjasse, som var meget tungere (han var jo en Ăžrn og Loke en falk), styrtede lige ind i flammehavet, hvor aserne hurtigt drĂŠbte ham. Tjasses datter, Skade, drog til AsgĂ„rd for at hĂŠvne faderens dĂžd. For at formilde hende kastede Thor Tjasses flammende Ăžjne op pĂ„ himmelhvĂŠlvet, hvor de â i selskab med bl.a. Ărvandels tĂ„ â lyser om natten og hjĂŠlper de sĂžfarende med at finde vej. (Se ogsĂ„ Edda, Freya, Loke, Odin, Thor og Ydun).
Tlavatli
Tlavatli er navnet pĂ„ 2. underrace i den 4. rodrace â den atlantiske. Tlavatlierne kom fra en Ăž ud for Atlantisâ vestkyst. Derfra bredte de sig over det atlantiske fastland, isĂŠr den midterste del, men efterhĂ„nden ogsĂ„ mod nord til kyststrĂŠkningen over for GrĂžnlands forbjerge. Fysisk var de en stĂŠrk og hĂ„rdfĂžr race med en rĂždbrun hudfarve, men de var ikke lige sĂ„ hĂžje som 1. underraces Rmoahalere, som de drev endnu lĂŠngere mod nord. Tlavatlierne var et bjergelskende folk, og deres vigtigste opholdssteder var bjergegnene i den indre del af landet. I en tidlig periode befolkede de som nĂŠvnt de nordlige kyster, mens en blanding af Tlavatlier og Tolteker (3. underrace) beboede de vestlige Ăžer, som senere blev en del af det amerikanske kontinent. (Se ogsĂ„ Akkader, Atlantis, Rodrace, Mongoler, Rmoahal, Semitter, Tolteker og Turaner).
Tolteker
Tolteker er navnet pĂ„ 3. underrace i den 4. rodrace â den atlantiske. Toltekerne reprĂŠsenterede en imponerende udvikling, og de herskede over hele det atlantiske kontinent i tusindvis af Ă„r med stor materiel magt og storhed. Underracen var sĂ„ dominerende og vital, at selv ikke indgiftning fra de efterfĂžlgende underracer var i stand til at ĂŠndre mennesketypen, som i alt vĂŠsentligt fortsatte med at vĂŠre toltekisk. Og hundredtusinder af Ă„r senere ser man, at en af dens fjerne familieracer herskede med storslĂ„et pragt over Mexico og Peru, mange tidsaldre fĂžr deres degenererede efterkommere blev besejret af de vilde aztek-stammer fra nord. Toltekernes hudfarve var rĂždbrun, men de var mere rĂžde eller mere kobberfarvede end Tlavatlierne. I Toltekernes velmagtsdage var de ret hĂžje med et gennemsnit pĂ„ omkring 2Âœ meter, men naturligvis svandt de ind til den stĂžrrelse, der er almindelig i nutiden ligesom alle andre racer. Tolteker-typen var en forbedring af de to foregĂ„ende racer, for deres ansigtstrĂŠk var regelmĂŠssige og markerede â i stil med de gamle grĂŠkeres. Toltekernes fĂždested lĂ„ i nĂŠrheden af Atlantisâ vestkyst omkring 30° nordlig bredde, og hele det omgivende land â herunder det meste af kontinentets vestkyst â var befolket af en ren Tolteker-race. Deres politiske organisation strakte sig til sidst over det meste af kontinentet, og det var fra den store hovedstad pĂ„ Ăžstkysten, at de toltekiske kejsere opretholdt deres nĂŠsten verdensomspĂŠndende herredĂžmme. De tre fĂžrste underracer kaldes de ârĂždeâ racer, og de blev til at begynde med sjĂŠldent blandet med de fire efterfĂžlgende racer. De fire efterfĂžlgende kaldes de âguleâ, selv om de adskilte sig betydeligt fra hinanden. Betegnelsen âgulâ passer udmĂŠrket til Turanernes og Mongolernes hudfarve, men Semitterne og Akkaderne var mere âhvideâ i huden. (Se ogsĂ„ Akkader, Atlantis, Rodrace, Mongoler, Rmoahal, Semitter, Tlavatli og Turaner).
Trailokya
(Sanskrit). Trailokya eller Triloka er sammensat af âtriâ, der betyder âtreâ og âlokaâ, der betyder âlokalitetâ, âverdenâ eller âsfĂŠreâ. Trailokya betyder âde tre verdenerâ, som er det fysisk-ĂŠteriske, astrale og mentale plan, hvor menneskehedens normale udvikling foregĂ„r. I brahmanistisk filosofi kaldes de tre verdener for Bhur (jord), Bhuvah (himmel) og Svar (atmosfĂŠre). Den buddhistiske Trailokya eller opdeling i tre verdener er anderledes. Fra det laveste til det hĂžjeste kaldes de: Kama-Dhatu eller Kama-Loka (begĂŠrverden), Rupa-Dhatu (formverden) og Arupa-Dhatu (formlĂžs verden). Trailokyas verdener er ikke-fysiske sfĂŠrer, og de vedrĂžrer stadier efter dĂžden. Ă
ndsvidenskaben fortÊller om syv eller ti stadier i efterlivet. De kan ikke rubriceres i de tre brahmanistisk verdener, men de passer ind i de tre buddhistiske Dhatus eller Lokaer. Rupa-Dhatu og Arupa-Dhatu kan kaldes Dhyana (kontemplation), og pÄ den mÄde betegne karakteren af den dybe kontemplative bevidsthedstilstand. (Se ogsÄ Arupa, Dhyana, Kama, Kama-Loka og Rupa).
Trance
(Latin). Trance er afledt af âtransireâ, der betyder âoverskrideâ, âpassereâ. Trance er en tilstand, hvor et menneskes bevidsthed trĂŠder tilbage for at stille det fysisk-ĂŠteriske legeme til rĂ„dighed som redskab for fremmede Ă„ndelige intelligenser â eksempelvis afdĂžde. Trancetilstanden er ofte ubevidst, fordi mediet ikke er bevidst om, hvad der sker under trancetilstanden. PĂ„ et dybere niveau end det fysisk-ĂŠteriske erstattes trancemediets eget astrallegeme af en fremmed skabnings astrallegeme, og derfor kan meddelelser og budskaber fra astralverdenen overfĂžres til det fysisk-ĂŠteriske redskab og dermed til den fysiske verden. PĂ„ den mĂ„de kan der skabes forbindelse mellem afdĂžde og deres efterladte. Mennesker, der er disponerede for trancetilstand, er ofte ogsĂ„ psykisk sensitive pĂ„ andre omrĂ„der som f.eks. clairvoyance. Trance frarĂ„des, for gentagende trancetilstande vil udmatte mediet, og overdrivelse kan resultere i psykiske skader.
Trancemedium
Trancemedium er et udtryk, der beskriver et menneske, som er i stand til at overfĂžre trancemeddelelser fra astralverdenen til den fysiske verden. En fremmed intelligens â eksempelvis en afdĂžd â trĂŠder ind i trancemediet og pĂ„virker tankesindet med de tanker, der skal overbringes. Mediets bevidsthed trĂŠder til side, og derfor kan meddelelsen leveres. (Se ogsĂ„ Trance).
Trancemediumitet
Trancemediumitet er betegnelsen for et mediums evne til at overbringe informationer i en tilstand af trance.
Transcendent
(Latin). Transcendent betyder âdet overskridendeâ â dvs. overskridende ud over en bestemt grĂŠnse. Transcendent viser hen til noget andet og har sine forudsĂŠtninger uden for sit eget omrĂ„de. I filosofisk henseende er transcendent det, der ligger uden for erfaringens eller erkendelsens grĂŠnser â det, som ikke kan sanses med de fysiske sanser. Inden for den transpersonlige psykologi betegner transcendente tilstande f.eks. oplevelser i bevidstheden af enhed med noget stĂžrre, en udvidet bevidsthed og sansning der nogle gange overskrider tid og rum.
Transcendentalisme
(Latin). Transcendentalisme er et begreb, der isĂŠr bruges i filosofien. Efter filosoffen Immanuel Kants indflydelse pĂ„ filosofien mĂ„ der skelnes mellem begreberne transcendental og transcendent. Ordet stammer fra det latinske âtranscendereâ, der betyder âat overskrideâ. At transcendere vil derfor sige, at man gĂ„r ud over noget eller overskrider noget. For Immanuel Kant er det transcendentale erkendelsens mulighedsbetingelse, og derfor betingelsen for enhver erfaring. Det transcendentale er, hvad der erkendes âfra det tidligereâ.
Transfiguration
(Latin). Transfiguration stammer fra âtransfiguratioâ, der er afledt af âfiguraâ, der betyder âformâ, âformeâ eller âudseendeâ. Transfiguration er det stadie pĂ„ indvielsesvejen, der kaldes 3. indvielse. Personligheden oplyses af sjĂŠlens lys og personlighedens tre legemer (mentallegemet, astrallegemet og det fysisk-ĂŠteriske legeme) transcenderes fuldstĂŠndigt. De tre legemer bliver til former, som Ă„ndelig kĂŠrlighed kan strĂžmme igennem og videre ud til menneskeheden. I teologisk sammenhĂŠng betyder transfiguration âforklarelseâ eller âherliggĂžrelseâ.
Transformation
(Latin). Transformation stammer fra âformareâ, der betyder âat danneâ, og âtransformatioâ betyder âomdannelseâ. I Ă„ndsvidenskaben er transformation en proces pĂ„ discipelskabets vej, hvor disciplen omformer sin lavere trefoldige personlighed og begynder at leve et Ă„ndeligt liv. Astrallegemet bliver sensitivt for Buddhi (intuition). Det fysiske legeme begynder at adlyde mentallegemet, som bliver modtagelig for sjĂŠlens inspiration. De gamle egyptere var de fĂžrste, der proklamerede, at sjĂŠlen er udĂždelig, og at dĂžden blot medfĂžrer en transformation, hvor bevidstheden forlader det fysiske legeme for at belive i et andet og finere legeme pĂ„ indre eksistensplaner. Transformationen medfĂžrer, at menneskets bevidsthed passerer gennem flere renselsesprocesser, som medfĂžrer yderligere transformation, indtil mennesket til sidst forenes med sin sjĂŠl. PĂ„ sjĂŠlens plan (kausalplanet) gĂžr mennesket sig klar til genopstandelse (genfĂždsel) ligesom Solen, der hver morgen genfĂždes til en ny livscyklus, og den nye inkarnation prĂŠsenterer mennesket for nye vĂŠkstpotentialer. I den egyptiske dĂždebog beskrives mĂ„let for livenes transformationer som en forvandling til en gylden falk, en vinget solskive (ren bevidsthed) eller en lotus. (Se ogsĂ„ Buddhi).
Transit
Transit er et udtryk, der anvendes i astrologien, som betegnelse for en planets passage over et vigtigt punkt i horoskopet. NÄr planeterne fortsÊtter deres bevÊgelse, vil de flytte sig i forhold til det faste billede, der er menneskets personlige fÞdselshoroskop. Planeterne og deres bevÊgelse i forhold til fÞdselshoroskopet vil vise retning for den fortsatte udvikling. Passagen kan fortolkes bÄde positivt og negativt afhÊngig af planetforbindelser, huse m.m.
Transmigration
(Latin). Transmigration stammer fra âtransmigratioâ og âtransmigrareâ, der ofte oversĂŠttes med âsjĂŠlevandringâ. âTransâ betyder âflytteâ, âpĂ„ den anden side afâ eller âhinsidesâ, og det har relation til transport eller transkontinental, hvor noget flyttes eller transporteres fra Ă©t sted til et andet. Transmigration vil sige, at sjĂŠlen ved dĂžden passerer fra Ă©t legeme eller til et andet. Transmigration er derfor nĂŠrt forbundet med reinkarnation og sjĂŠlens genfĂždsel i nye legemer. Mennesket vil altid udvikle sig mod stadig hĂžjere udviklingsstadier, og processen gentages indtil sjĂŠlen nĂ„r den perfekte tilstand, som kaldes af Nirvana.
Transmutation
(Latin). Transmutation bestĂ„r af âtransâ, der betyder âflytteâ, âpĂ„ den anden side afâ eller âhinsidesâ, og âmutareâ, der betyder âforandreâ. Ordene er sammensat til âtransmutatioâ, der betyder âombytningâ og âomflytningâ. Transmutation i Ă„ndsvidenskaben henviser fĂžrst og fremmeste til en proces, hvor det lavere integreres i det hĂžjere. Kraft omdannes til energi, og energien i de tre lavere chakraer (rod, sakral og solar plexus) lĂžftes op i de tre hĂžjere chakraer (hals, hjerte og hoved). Processen vil senere gĂžre det muligt for den indviede at samle alle energierne i de tre centre i hovedet. Processen sker som et resultat af evolutionen. Transmutation er derfor en overgang fra Ă©n tilstand til en anden og hĂžjere tilstand − en overgangsproces, der lĂžfter en stoftype til en hĂžjere vibration og dermed til en mere subtil dimension. Transmutation er ogsĂ„ en betegnelse for forandring af tĂŠnkningens, fĂžlelsernes og den fysiske natur, sĂ„dan at evnerne kontrolleres af sjĂŠlen.
Transpersonlig
(Latin). Transpersonlig er et begreb i den transpersonlige psykologi. Ordet henvises til bevidsthedserfaringer, der overskrider den normale oplevelse af virkeligheden. Transpersonlige bevidsthedstilstande overskrider den individuelle og afgrÊnsede oplevelse, man normalt har af sig selv. Det kan vÊre oplevelser af at fÞle sig ét med alt, eller indgÄ i en mystisk enhed med en gruppe mennesker, hvor man mister sin fornemmelse af at vÊre afgrÊnset, og identificerer sig med noget, som ligger uden for personlighedens normale bevidsthed. Det transpersonlige kan opleves pÄ forskellige mÄder. Den fÞrste transpersonlige tilnÊrmelse sker ofte via det abstrakte tankesind, der er menneskets evne til at se helhedsperspektiver. Evnen til at antage holdninger eller perspektiver, der overskrider menneskets egocentriske eller etnocentriske forestillinger (religiÞse, nationalistiske, filosofiske) er abstrakte og i en vis forstand transpersonlige.
Transpersonlig psykologi
(Latin). âTransâ betyder âflytteâ, âpĂ„ den anden side afâ eller âhinsidesâ. Transpersonlig psykologi bygger pĂ„ teorien om, at mennesket rummer stĂžrre krĂŠfter og bevidsthedstilstande, der ligger ud over den personlige sfĂŠre eller det almindelige liv. Transpersonlig psykologi handler dermed bl.a. om menneskets Ă„ndelige dimensioner, og det er de transpersonlige erkendelser, der er genstand for den psykologiske forskning. Transpersonlige psykologer forsker i menneskers hĂžjdepunktsoplevelser, og ikke kun i deres driftsliv. Den transpersonlige psykologi er derfor et sprog, der gĂžr det muligt at tale om Ă„ndelige og mystiske oplevelser uafhĂŠngigt af religion. Abraham Maslow, Stanislav Grof, Carl G. Jung, Roberto Assagioli og Ken Wilber er kendte forkĂŠmpere for den transpersonlige psykologi.
Transsubstantiation
(Latin). âTransâ betyder âflytteâ, âpĂ„ den anden side afâ eller âhinsidesâ, og âsubstantiaâ betyder âvĂŠsenâ. Transsubstantiation betyder vĂŠsensforvandling, og det er en betegnelsen for den romersk-katolske kirkes tro pĂ„, at brĂždet og vinen under messen mirakulĂžst forvandles til Kristi legeme og blod. Kristus selv er dermed levende til stede, for hans krop og blod er til stede sammen med hans sjĂŠl og guddommelighed. Den tidligste kendte brug af udtrykket âtranssubstantiationâ til at beskrive brĂždets og vinens forvandling til Kristi legeme og blod, der mentes at forekomme i eukaristien, stammer fra Hildebert de Lavardin, ĂŠrkebiskop af Tours i det 11. Ă„rh. Ved udgangen af det 12. Ă„rh. var udtrykket udbredt. Den fjerde LateranrĂ„d, som blev indkaldt i 1215, talte om brĂždet og vinen som âtranssubstantieretâ til Kristi legeme og blod: âHans legeme og blod er virkelig indeholdt i nadveren ved alteret i form af brĂžd og vin, for brĂždet og vinen er blevet transsubstantieret ved Guds kraft ind i hans legeme og blodâ.
Tratak
(Sanskrit). Tratak eller Trataka betyder âat seâ eller âat stirreâ. Tratak eller Trataka er en Hatha-yoga Ăžvelse. Tratak kan oversĂŠttes med intens koncentration. Det er en ĂžjenĂžvelse, hvor man fokuserer ubrudt pĂ„ en genstand, som ikke behĂžver at vĂŠre fysisk. Tratak er to ting: Ydre Tratak (Bahir Tratak), hvor koncentrationen er rettet mod en ydre genstand, som iagttages med Ă„bne Ăžjne â eksempelvis flammen pĂ„ et stearinlys, som betragtes som et groft objekt, fordi det er en lysende og strĂ„lende ydre genstand. I indre Tratak (Antar Tratak) fastholdes opmĂŠrksomheden intensivt pĂ„ en tanke, et indre symbol osv., som ikke behĂžver en ydre lyskilde, og Ăžvelsen udfĂžres derfor med lukkede Ăžjne.
Trataka
Se Tratak.
Treenighed
HelligĂ„nden er det tredje princip i den guddommelige treenighed, som i den kristne terminologi kaldes Faderen, SĂžnnen og HelligĂ„nden. Andre store religioner er ogsĂ„ baseret pĂ„ en treenig guddom, og i Ă„ndsvidenskaben reprĂŠsenterer treenigheden guddommens tre aspekter: Vilje, kĂŠrlighed-visdom og aktiv intelligens. I den kristne religion er den treenige Gud reelt den trefoldige Logos, som bestĂ„r af. 1. Logos â kilden til alt liv, som er Faderen. Den tofoldige 2. Logos, som er sĂžnnen eller det guddommeliggjorte menneske. 3. Logos â den skabende tanke, som er HelligĂ„nden, som symbolsk svĂŠvede over urhavets kaos og skabte verdenerne. Hinduernes treenighed kaldes Trimurti (f.eks. Shiva, Vishnu og Brahma), egypternes treenighed kaldes triader (f.eks. Osiris, Isis og Horus), i den nordiske mytologi er det Odin, Freya og Thor osv. Meget tyder pĂ„, at der er en fĂŠlles kilde til de identiske opfattelser.
Trefoldighed
Trefoldighed anvendes ofte i Ă„ndsvidenskaben, og der henvises eksempelvis til menneskets hĂžjere trefoldighed â det udĂždelige aspekt, der kaldes Atma-Buddhi-Manas â i modsĂŠtning til menneskets lavere firfoldighed â personlighedens mentallegeme, astrallegeme, ĂŠterlegeme og fysiske legeme. (Se Atma-Buddhi-Manas).
Trekantstillinger
Se Trikonasana.
Treta-yuga
(Sanskrit). Treta-yuga var den anden af fire tidsaldre i Maha-yuga, der bestÄr af Krita- eller Aatya-yuga, Treta-yuga, Dvapara-yuga og Kali-yuga. Treta-yuga kaldes ogsÄ sÞlvalderen, og den varede i 1.296.000 Är. (Se ogsÄ Brahmas alder, Dvapara-yuga, Kali-yuga, Krita-yuga, Maha-yuga og Yuga).
Triade
(GrĂŠsk). Triade stammer fra det grĂŠske âtriasâ, âtriadosâ, som betyder âtrehedâ eller âtrefoldigâ. Triaden er det Ă„ndelige menneske eller Ă„ndens trefoldige udtryk i mennesket. Triade er den fremspirende Ă„nd, der rummer alle potentialer til guddommelighed. Potentialerne udvikles i lĂžbet af evolutionsperioden. Triaden danner det individualiserede eller selvstĂŠndige selv, der kaldes sjĂŠlen eller det hĂžjere selv. (Se ogsĂ„ Enneade, Ogdoade, Treenighed og Trimurti).
Tridosha
(Sanskrit). Tridosha er en kombination af tre grundlĂŠggende biologiske og energimĂŠssige principper. Tridosha-teorien â som bl.a. indgĂ„r i Ayurvedisk filosofi â er en grundlĂŠggende teori i indisk medicin. Iflg. teorien bestĂ„r menneskets krop af tre grundlĂŠggende dele, der kaldes Tridoshaer. Den ene er Vata, som er den del af kroppen, der fungerer mekanisk. Den anden er Pitta, som er den del af kroppen, der fungerer kemisk. Den tredje del er Kapha, som er den del af kroppen, der fungerer stofligt. Hvis der opstĂ„r en ubalance i kroppens tre dele medfĂžrer det sygdomme. Yoga-lĂŠren anbefaler seks renselsesprocesser for at skabe og opretholde balancen i Tridoshaerne. De seks teknikker kaldes Shat Kriya â dvs. seks renselsesprocesser. De seks teknikker er: 1. Neti â nĂŠseskylning, hvor nĂŠsens passager og bihulerne renses med lunkent saltvand. 2. Dhauti â renselse af fordĂžjelseskanalen og maven. 3. Nauli â massage af mavemusklerne. 4. Kaphalabhati â renselse af hjernens frontallapper og lungerne. 5. Basti â renselse af tyktarmen. 6. Trataka â fokuseret stirren, der bruges til at rense Ăžjnene og forbedre koncentrationen. (Se ogsĂ„ Basti, Dhauti, Kapalbhati Pranayama, Nauli, Neti og Tratak).
Triguna
(Sanskrit). Triguna er stoffets tre kvaliteter: Tama, Rajas og Sattva, der er stoffets âprimĂŠre Ă„rsagâ og âPrakritis egentlige substansâ, som under pĂ„virkning fra Karma presses ud af balance ved en af Gunaernes dominans og til samlet manifestation som henholdsvis masse, energi og lys (intelligens) â eller obstruktion, aktion og ekspansion â der er tre betingelser for tilstedevĂŠrelse af stoffets bestanddele: Tanmatras og Mahabhuta. (Se ogsĂ„ Guna, Karma, Mahabhuta, Prakriti, Rajas, Sattva, Tama og Tanmatras).
Trikaya
(Sanskrit). Trikaya betyder bogstaveligt âtre legemerâ. Trikaya-doktrinen er den Mahayana-buddhistiske undervisning i bĂ„de virkelighedens natur og i Buddhas natur. Doktrinen siger, at en Buddha har tre Kayaer eller legemer: 1) Dharmakaya eller sandhedslegemet, som er indbegrebet af princippet om oplysning, og som er uden grĂŠnser. 2) Sambhogakaya eller glĂŠdeslegemet, som er et redskab for lyksalighed eller manifestation af klart lys. 3) Nirmanakaya eller legemet, som manifesterer sig i tid og rum. (Se ogsĂ„ Dharmakaya, Nirmanakaya og Sambhogakaya).
Trikonasana
(Sanskrit). Trikonasana stammer fra âtrikonaâ, der betyder âtrekantâ og âasanaâ, der betyder âĂžvelseâ eller âstillingâ. Trikonasana er yoga-Ăžvelser, der kaldes trekantstillinger, og det er primĂŠrt Ăžvelser, der smidiggĂžr rygsĂžjlen.
Triloka
Se Trailokya.
Trimurti
(Sanskrit). Trimurti betyder âen gruppe pĂ„ treâ, âtrefoldighedâ, âtre-i-enâ eller âtre formerâ. Trimurti er hinduernes treenighedsbegreb. Den ĂŠldste Trimurti i Vedaerne er Agni (ild), Vayu (luft) og Surya (Solen). Senere â i nutidens hinduisme â blev hinduernes Trimurti eller Treenighed til Brahma (skaberen), Vishnu (opretholderen) og Shiva (nedbryderen og fornyeren). De svarer desuden til de tre Gunaer. (Se ogsĂ„ Agni, Brahma, og Guna, Shiva, Surya, Vayu og Vishnu).
Tripitaka
(Sanskrit). Tripitaka betyder âtre kurveâ. Det er det traditionelle udtryk, der er brugt i de buddhistiske traditioner til at beskrive de hellige skrifter. Udtrykket âtre kurveâ henviser til de tre kurve, hvor de buddhistiske skriftruller oprindeligt blev opbevaret. Tripitaka indeholder fĂžlgende: 1) Sutra Pitaka â ordensregler. 2) Vinaya Pitaka â Buddhas prĂŠdikener. 3) Abhidharma Pitaka â kommentarer til Buddhas prĂŠdikener.
|
