
VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Tarot
Betydning
Tarot er spådomskunst baseret på 78 tarotbilledkort med symbolik fra kabbalaen, astrologien og numerologien. Tarotkortenes oprindelse er ukendt, men muligvis stammer de fra det gamle Egyptens mysterieskoler, hvor man havde en hieroglyf-bog, der bestod af 78 kort. En anden teori går ud på, at de stammer fra den jødiske tradition, for i det hebraiske alfabet er der 22 bogstaver og den kabbalistiske betydning af bogstaverne, svarer til betydningen af den store arkanas 22 kort. Og iflg. en tredje teori stammer symbolikken fra det fjerne Østen. Man ved dog, at de første kendte tarotkort dukkede op i middelalderens Europa i det 15. årh. Kortene blev først kendt som Trionfi og senere som Tarocchi (italiensk), Tarock og Tarot (fransk). En teori forbinder navnet Tarot til Taro-floden i det nordlige Italien nær Parma. En anden teori går ud på, at navnet stammer fra det arabiske ord ”turuq”, der betyder ”måder”. Et alternativ kan være det arabiske ”taraka”, der betyder ”at forlade”, ”opgive”, ”udelade” og ”efterlade”. Iflg. fransk etymologi stammer den italienske Tarocco fra arabisk ”ṭarh”, der betyder ”afvisning”, ”subtraktion”, ”fradrag” eller ”rabat”. I det meste af Europa blev tarotkort brugt til at spille kortspil, men fra slutningen af det 18. årh. og frem til nutiden blev kortene desuden benyttet til spådomskunst af mystikere og okkultister. Tarot består af forskellige sæt, som varierer fra område til område, hvor det franske bruges i Nordeuropa, det latinske i Sydeuropa og det tyske i Centraleuropa. |