Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

(Sanskrit). Anganta Yene er et udtryk, der er kendt af stort et alle i Indien. Anganta Yene er et mennesker, som er blevet besat af en Bhuta. Det er en elemental, der har taget et mediets sensitive me
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben anvender en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på mange af åndsvidenskabens begreber og udtryk. Forståelse af visse af ordbogens forklaringer vil forudsætte et grundlæggende kendskab til åndsvidenskabens begreber.

Det opslåede ord
Anganta Yene

Betydning
(Sanskrit). Anganta Yene er et udtryk, der er kendt af stort et alle i Indien. Anganta Yene er et mennesker, som er blevet besat af en Bhuta. Det er en elemental, der har taget et mediets sensitive men passive krop i besiddelse. Anganta Yene betyder derfor bogstaveligt ”besættelse”. I nutiden frygter hinduerne den form for besættelse lige så stærkt, som for tusinder af år siden. Hinduer, tibetanere eller singalesere – bortset fra den laveste kaste eller mennesker med den laveste intelligens – frygter tegnene på, at en elemental har overtaget kontrollen over et medlem af familien. (Se også Bhuta).
A
”A” er det første bogstav i alfabetet overalt i verden – bortset fra nogle få undtagelser som det mongolske, det japanske, det tibetanske, det etiopiske, m.fl. ”A” er et bogstav med stor og mystisk magt og ”magisk kraft” i de lande, der bruger det, og hvor bogstavets numeriske værdi er én. Det er Aleph hos hebræerne, og det symboliseres af oksen eller tyren. Det er Alpha hos grækerne – det første og den ene. Det er Az hos slavonierne (Slavonien er en geografisk og historisk region i det østlige Kroatien − ikke at forveksle med Slovenien), og Az symboliserer stedordet ”jeg” (med henvisning til Bibelens ”Jeg er, det jeg er”). Alephs ophøjede betydning bliver endnu mere markant hos de kristne kabbalister, når de lærer, at bogstavet symboliserer enheden i treenigheden, fordi det er sammensat af to Yods − den ene er opretstående, og den anden har en skrå bjælke eller neksus (forbindelsesled), og dermed dannes der et ”A”. Andreaskorset er esoterisk set forbundet med dette princip. Aleph eller Ahih stammer fra sanskrit.

Aahla
(Egyptisk). Aahla betyder ”fredens sfære”. Aahla er en af de indre regioner, der også kaldes Amenti – dvs. indre eksistens- eller bevidsthedsplaner, som svarer til mentalplanet eller Manas i åndsvidenskaben. Aahla på sanskrit stammer fra ”jna”, der betyder ”at vide”, og dermed mener man en speciel viden om beherskelse over den indre natur. I buddhismen er det en af fem eller seks transcendentale kræfter til at opnå metafysiske evner og ultimativt at nå Buddha-tilstanden. (Se også Aanroo, Amenti, Kausalplanet og Manas).

Aam
(Egyptisk). Aam stammer sandsynligvis fra ”am”, der betyder ”at spise” eller ”fortære”. Begrebet stammer fra navnet på guden Tem, der repræsenterer en af solgudens skikkelser – især i byen Annu (Heliopolis). Et vers fra Dødebogen associerer Aam med solguden Ra: ”Jeg er Ra, Aam er jeg, jeg fortærede min arving”. H.P. Blavatsky tilføjer, at det er et billede på guddommelige funktioner, som skifter fra en form til en anden eller på sammenhængen mellem de guddommelige kræfter. Aam er den elektro-positive kraft, der fortærer alle andre, som dengang Saturn slugte sit afkom. (Se også Dødebog).

Aanroo
(Egyptisk). Aanroo, Aanru, Aanre, Aarru eller mere fuldstændigt Sekhet-Aanre, der betyder ”stråmarkerne”. Aanroo er en betegnelse for Amentis anden afdeling – ”den himmelske verden”. Det er den første region i efterlivet (Iwenmutef), hvor den afdøde befinder sig på de indre bevidsthedsplaner, hvor man ankommer som en Khu. Den anden afdeling af Amentis himmelske verden inden for Aanroo er omkranset af en jernmur. På markerne vokser der hvede, og man ser de afdøde, der er i gang med at indsamle aksene til ”Evighedens Herre”. Nogle strå er tre, andre fem, og de længste er syv ”cubits” høje. De afdøde, der er i stand til at høste hvede, som er vokset til de sidste to længder, fik adgang til lyksaligheden (som i åndsvidenskaben kaldes Devachan). De afdøde, der kun kan høste hvede, som er tre alen høj, får adgang til lavere regioner (Kama-Loka). Hos egypterne er hveden symbol på karmaloven, og måleenheden cubits henviser til de syv, fem og tre menneskelige principper. Hinsides Aanroo i Iwenmutef er der syv haller med vogtere, der er forbundet med Kama-Loka og det er kun de afdøde, der kender navnene på vogterne af de syv haller, der får adgang til Iwenmutef for evigt – dvs. de mennesker, der er passeret gennem de syv rodracer i hver runde – ellers må de hvile på de lavere marker, der repræsenterer de syv successive lokaer eller regioner. (Se også Amenti og Aahla).

Aarea
(Tahitiansk). Aarea betyder ”rød jord”, og iflg. tahitianske legender, blev de første mennesker skabt af den røde jord. Det svarer til den røde jord, som det hebraiske adamiske mennesket blev skabt af.

Aaron
(Hebræisk). Aaron var Moses’ ældste bror og Guds profet. Det fremgår af både den hebraiske bibel og Koranen. Aaron var den første indviede blandt de jøder, der senere blev til et hierarki af indviede. Aarons navn betyder ”den illuminerede” eller ”den oplyste”. Han stod for stammens præstelige funktioner, og han var israelitterne første ypperstepræst. Mens Moses modtog sin uddannelse ved det egyptiske hof og under sit eksil blandt midianitterne, blev Aron og hans søster Miriam sammen med deres slægtninge i Egyptens østlige grænseområde. Her blev Aaron kendt for sine talegaver og overbevisende taler. Man har forsøgt at finde ud af, hvornår Aaron levede, og der er gættet på mange årstal mellem ca. 1600-1200 f.Kr. Den Jødiske Encyklopædi har to forslag til begivenhederne omkring Arons død. Den ene, der betragtes som den vigtigste, er en detaljeret forklaring om, at efter begivenhederne ved Meriba, besteg Aron Sinai-bjerget (Mt. Hor) sammen med sønnen Eleazar og Moses. Her tog Moses præsteklædningen fra Aron og gavn den til Eleazar. Aron døde på toppen af bjerget, og folket sørgede over ham i 30 dage. Den anden beretning findes i 5. Mosebog, hvor Moses oplyser, at Aron døde på Moserah og blev begravet der. Aaron nævnes også i Det Nye Testamente.

Ab
(Egyptisk). Ab var de gamle egypteres betegnelse for hjertet, og hjertet var identisk med bevidstheden, mens menneskets formside blev kaldt Sekhem. Det fysiske legeme kaldte egypterne for Khat. Æterlegemet kaldte de Khaibit, som ofte oversættes med ”skyggen”. Astrallegemet kaldte de Ka – en betegnelse, der mange gange oversættes med ”dobbelt” eller ”dobbeltgænger”. Sjælen kaldte de Ba, og fra nutidens åndsvidenskab ved man, at der hentydes til mentalplanet, der er opdelt i højere og lavere Manas. Ba er tænkeevnens bevidsthedsplan, og sjælen repræsenterer højere tænkning eller abstrakt tænkning, mens den lavere tænkning kommer til udtryk som konkret tænkning. Derfor havde man desuden en betegnelse for det åndelige legeme – Sahu, der kan fortolkes som højere Manas eller sjælen, og intelligensen, lavere Manas eller den konkrete tænkning, kaldte man Khu. For de gamle egyptere var ord levende væsener, og menneskets navn var derfor en levende energi eller kraft, som man kaldte Ren. Nogle af de indre legemer havde direkte forbindelse til ”gudernes rige”, og derfor levede mennesket reelt i ”gudernes rige”. Ordet Ab findes også på hebraisk. Ab stammer fra ”abab”, der betyder ”at blomstre” eller ”at bære frugt”. Det er oprindeligt et babylonisk ord for ”fader”, ”grundlægger”, ”stamfader” – og afledt heraf er det blevet til ”lærer” eller ”rådgiver”. På hebraisk er Ab en betegnelse for den 11. måned i den hebraiske kalender − den 5. af de hellige måneder, der begynder i juli.

Ab Hati
(Egyptisk). Ab Hati er dyresjælen, hjertet eller følelserne i de gamle egypteres opfattelse af det syvfoldige menneske.

Ab-e-Hayat
(Persisk). Ab-e-Hayat eller Ab-e-Zendegi stammer fra ”Ab”, der betyder ”vand”, renhed”, ”klarhed” og ”velsignelse”. Ab-e-Hayat er udødelighedens kilde, som angiveligt gav evig ungdom og evigt liv til den, der drak af den. Nogle persiske legender siger, at Alexander den Store søgte efter kilden men forgæves. Det siges også, at profeten Khezr fandt den, og det var grunden til, at han blev udødelig. Iflg. åndsvidenskaben repræsenterer Ab-e-Hayat den universelle sjæl og urstoffet. Det svarer til det ”vand”, der omtales i Mosebog 1:2. De gamle iranere mente, at Mithra var det første, der blev skabt, og Mithra var en refleksion af væren – dvs. lysets essens i livets vand. Skabelsen var en syntese af de to, som man kaldte Mehrab. Mehrab blev senere muslimernes hellige sted for tilbedelse i moskeerne. Det er interessant, at de samme bogstaver bruges i ordene Abraham (ABRHM), Bahram (BHRAM) og Brahma (BRHMA). Livets vand kaldes også Ab-e-Bagha (udødelighedens vand), Ab-e-Heyvan (livets vand) og Ab-e-Khezr (Khezrs vand).

Ab-Soo
(Kaldæisk). Ab-Soo eller Absu, (babylonisk) Apsu, (sumerisk) Abzu, er en betegnelse for ”rummet”. Ab-Soo betyder stedet hvor ”Ab” eller ”Faderen” opholder sig eller ”kilden til visdommens vande”. Viden om sidstnævnte er skjult i det usynlige rum eller i de akashiske optegnelser. Guder og mennesker udgik fra Ab-Soo (rummet) og Tiamat (urstoffet), og de blev formet af ler fra Abzu i den sumeriske version, og af blodet fra Kingu, søn og Tiamats anden ægtefælle, i Enuma Elish. Urdybet er Eas (visdommens) bolig. Visdommen redder menneskeheden fra at blive knust i Ab-Soo, og dermed bliver Ab-Soo omdannet til stillestående vand. Den babyloniske skaber er Marduk, og hans mod i kampen med Tiamats (stoffets) enorme kræfter var årsag til, at guderne udstyrede ham med magt til at kontrollere stoffet og fuldføre skabelsen af Himlen og Jorden. (Se også Ab og Akasha).

Ababel
(Arabisk). Ababel stammer fra det hebraiske ”ab”, der betyder ”fader”. Ababel er ”fadertræet” eller det mystiske ”livstræ” i Koranen, der lader nye grene og blade vokse frem efter hver genfødsel af ”Kerkes” eller ”Phoenix”, og det sker 7 gange 7 eller 49 gange. Det symboliserer de 49 Manuer i de syv runder, og menneskehedens syv gange syv cyklusser i hver runde på hver planet. (Se også Dharma-savarni, Kerkes, Manu, Phoenix og Rodmanu).

Abacus
(Græsk/Latin). Abacus stammer fra det græske ”abax”, der betyder ”plade” og det hebraiske ”abaq”, der betyder ”støv”. Udtrykket stammer fra dengang man strøede sand på et bord eller en plade, som blev brugt til skrivning eller til at tegne geometriske figurer osv. Det var et tegnebræt, en regnetavle eller en kugleramme, der blev brugt i regneundervisning som hjælpemiddel ved regning. Oprindeligt brugte man et bord med tællesten, men senere lavede man en ramme med kugler, der kunne forskydes på vandrette stænger – en kugleramme. I arkitektur er Abacus den øverste stendækplade på en søjlekapitæl, der understøtter indfatningen, men Abacus er også den mystiske stav, der blev båret af tempelherrernes stormester.

Abaddon
(Hebræisk). Abaddon stammer fra ”abad”, der betyder ”at omkomme”, ”at være afskåret” eller ”ødelæggelse”. Det stammer fra det græske Abaton, der er identisk med ”afgrunden”. I Det Gamle Testamente er det et navn for et underjordisk dødsrige – ødelæggelsens, udslettelsens og undergangens sted. Iflg. rabbinerne er det betegnelsen for det dybeste rum i Helvede. Abaddon er sandsynligvis afledt fra navnet på den græske gud Apollon, solguden, der hver nat steg ned i underverdenen, og derfor blev han også betragtet som ”afgrundens ånd”. Mytologien er identisk med den egyptiske Apep-slange, der både var solgud og underverdens gud. Abaddon, Apollyon, Hades og Orcus er alle betegnelser for underverdenen. Iflg. åndsvidenskaben svarer det til Kama-Loka eller den laveste region på astralplanet. (Se også Hades, Helvede og Kama-Loka).

Abatur
(Gnostisk). Abatur eller Abathur stammer fra det hebræiske ”ab”, der betyder ”fader”. Abatur i Nazarenes og Bardesanian system er ”Antiquus Altus”, ”Universets Fader”, Demiurgos, Verdensarkitekten eller ”3. Logos”. Nazarene var lærer og profet. Han blev født i Betlehem og prædikede sin lære i Nazareth. Hans liv og prædikener skabte grundlag for kristendommen ca. 4 f.Kr.-29 e.Kr.). I Codex Nazaraeus åbner Abatur en port, han går hen til det mørke vand (kaos), og ser ned i det. I det mørke vand ser han sit eget spejlbillede, og ud af afspejlingen formes der en søn, som bliver Logos eller Demiurgos, der kaldes Ptahil eller Fetahil. Når Ptahil får afsluttet sit arbejde, vil han igen stige op til sin Fader. Mysterieskikkelsen Abatur kaldes nogle gange ”det tredje liv” i betydningen 3. Logos, fordi han er en af tre i den trefoldige Gud i Nazarenes system, hvor Gud består af tre Logoi. Det er i overensstemmelse med ”den gamle af dage” i kabbalaen, Narayana hos hinduerne og Helligånden i kristendommen. Som den, der vejer sjælene efter døden, kan Abatur sidestilles med visdomsguden Tehuti (Thoth), der var vejemester i den egyptiske dødebog. (Se også Codex Nazaraeus, Demiurgos, Logos og Narayana).

Abba
(Kaldæisk). Abba stammer fra det hebraiske ”ab” og det syriske ”abba” eller ”abbo”, der betyder ”far”, ”oprindelse”, ”kilde”, og som er oversat til græsk i Markusevangeliet (14,36), som ”Abba”. Udtrykket ”Abba Fader” er blevet en betegnelse, der bruges til påkaldelse af den første person i Treenigheden. I koptiske og syriske kirker er Abba (Fader eller mester) en titel på biskoppernes overhoved. I kabbala er Abba det oprindelige princip, der symboliseres af Kether (kronen). (Se også Kabbala og Kether).

Abba Amona
(Hebraisk). Abba Amona betyder ”Far-Mor”. Det er de esoteriske navne på de to højere Sephiroth - Chokmah og Binah i den øverste triade – toppen, der er Sephira eller Kether. Fra den øverste triade udgår ”træets” nederste syvfoldighed. (Se også Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Geburah, Hod, Jesod, Kabbala, Kether, Malkuth, Netzach, Sephiroth og Tiphereth).

Abd
(Arabisk). Abd er et muslimsk udtryk for evigheden, som har en begyndelse, men ingen ende, i modsætning til Azl, som er udtryk for evigheden uden begyndelse.

Abdal
(Arabisk). Abdal betyder bogstaveligt ”stedfortræder”. Abdal er et muslimsk udtryk, som kan sammenlignes med yogi. Abdal er en rangorden, der består af 40 helgener, men i sufismen er der tale om en større gruppe på 356 helgener, som kun er kendt og udpeget af Allah. Det er i kraft af deres aktiviteter, at verden fortsætter med at eksistere. Udtrykket er i tidens løb kommet til at omfatte et større hierarki af helgener med forskellig rang og anseelse. Abdal er flertalsformen af Badal eller snarere Badeel, som betyder "de, der afløser”, ”de, der fungerer som en delvis erstatning for profeterne” eller ”venner af Allah”. Abdal er derfor en gruppe af sande og rettroende. De tjener Allah i deres levetid, og når de dør, bliver de straks erstattet af en anden, som er udvalgt af Allah. Udvælgelsen sker fra en større gruppe, der angiveligt kan være på 500 Akhyar, dvs. de semi-guddommelige helgener.

Abdi
(Arabisk). Abdi er muslimernes fire bogstaver, der betegner Allah. Abdi stammer fra det arabiske ord “abd al”, ”abd el” og ”abd ul”. Navnet kan oversættes med ”tjener” eller ”slave” med henvisning til religiøs underkastelse til Allah. Men Abdi bruges desuden ofte som et af navnene på Allah i Islam, og andre gange bruges betegnelserne uafhængigt af hinanden.

Abel
(Hebraisk). Abel eller Hebel stammer fra roden ”abal”, der betyder ”at trække vejret”, ”blæse”, ”nytteløs” og ”forbigående”. Abel er ”åndedræt”, ”tåge”, ”dis”, og i forlængelse heraf ”tomhed”, ”frugtesløshed”, ”forfængelighed” o.l. Abel er Adams og Evas anden søn. Abel var fårehyrde, og det var ham, der blev dræbt af sin bror Kain (1. Mosebog). Iflg. H.P. Blavatsky repræsenterede Kain og Abel den 3. rodrace eller ”hermafrodittens todeling”, som skabte den 4. rodrace – Seth-Enos. Abel eller Hebel er den feminine pendant til den maskuline Kain, og Adam er den kollektive betegnelse for både mand og kvinde. Abel er ”den første naturlige kvinde som udgyder det jomfruelige blod i forbindelse med adskillelsen af kønnene. Mordet symboliserer blodudgydelse, men ikke drab”. Abel er derfor en generel betegnelse for kvindekønnet, og Kain for menneskeheden, da de to køn begyndte at blive adskilt i 3. rodrace, men kønnene var endnu ikke helt adskilt, før den androgyne menneskehed blev til den nuværende menneskehed, hvor kønnene er klart adskilte. Et lignende ord – Hebel – der betyder ”smerte ved fødslen”, har iflg. nogle forskere relation til Abel. (Se også Kain).

Abestillingen
Se Hanumanasana.

Abhamsi
(Sanskrit). Abhamsi er betegnelsen for ”fire typer af skabninger” − guder, dæmoner, pitrier og mennesker. Orientalister forbinder navnet med ”vand”, men den esoteriske filosofi forbinder symbolikken med Akasha – dvs. det æteriske − ”rummets vand” eller ”skød”, fordi de ”fire (lavere) typer af skabninger”, og de tre højere typer af åndelige skabninger er født på ”rummets” syv planer.

Abhasvara
(Sanskrit). Abhasvara stammer fra roden ”bhas”, der betyder ”at skinne”, ”oplyse”, ”strålende” eller ”skinnende”. Abhasvara er lysets og lydens devaer eller ”guder” − den højeste af de tre øverste himmelske regioner (eksistensplaner) i 2. Dhyana. (Dhyana er en abstraktion, som er hinsides Det Absolutte.) Abhasvara er en kategori af guder eller halvguder – 64 i alt − der repræsenterer en bestemt manifestationscyklus, dvs. en aktiv fase af evolutionsprocessen, der er sat i gang af Brahman ved hjælp af en viljeshandling, mens Brahman stadig er transcendent, mens han udstråler det manifesterede univers. (Se også Absolutte, Brahman og Dhyana).

Abhava
(Sanskrit). Abhava stammer fra ”bhava”, der er afledt af roden ”bhu”, der betyder ”ikke-væren”, ”ikke-eksisterende”, ”uanseelig” eller ”benægtelse” med henvisning til specifikke objekter – dvs. stof, der er uafhængig af sanserne eller abstrakt objektivitet. I Vedanta-filosofien er Abhava den første af de seks Pramanaer, der er midler til at opnå viden, og som derfor svarer til den 5. Pramana – Abhava-Pratyaksha – der er uimodtagelighed i forhold til det fysiske, men mere præcist er evnen til at opfatte subjektivt eller åndeligt. I almindeligt sprogbrug forbindes Abhava med død eller udslettelse, men kun fordi mennesker, der tænker materialistisk er overbevist om, at hvis man ikke kan se det med de fysiske sanser eksisterer det ikke. Ligesom andre filosofiske udtryk, har Abhava dobbelt betydning. Abhava betyder ikke-væren eller ikke-eksistens, når ordet forstås objektivt. Åndsvidenskabeligt er Abhava den eneste sande skabning nemlig ånden, som er ikke-eksisterende for mennesker, der ikke accepterer, at der findes højere bevidstheder og eksistensplaner. Både Bhava og Abhava – eksistens og ikke-eksistens – er Brahma. Brahman er hovedsagelig kilden eller grundlaget for alt det eksisterende, men også for det ikke-eksisterende, og fordi Bhava og Abhava eksisterer i Universet, er begge Brahman. Et subtilt og dybt filosofisk begreb er anvendelsen af Abhava til det umanifesterede – dvs. en tilstand af den kosmiske essens før manifestationen begyndte med differentieringen af de hierarkiske ordener, og dermed skabes Bhava. (Se også Pramana).

Abhaya
(Sanskrit). Abhaya er afledt af ”ikke” kombineret med ”bhaya”, der betyder ”frygte”, og ordkombinationen stammer fra roden ”bhi”, der betyder ”at frygte”, ”frygtløshed”, ”fred” og ”mental ro”. Abhaya er kort sagt ”frygtløshed”. Abhaya forbindes med ”en søn af Dharma”, eller et religiøst liv, der er præget af pligter. Som adjektiv er Abhaya (”frygtløshed”) et tilnavn, der gives til både Shiva og enhver Buddha – eller en af Dhritarashtras 100 sønner

Abhayagiri
(Sanskrit). Abhayagiri er ”Mount Fearless” i Ceylon. På stedet er der en gammel Vihara eller et kloster, hvor den berømte kinesiske rejsende Fahien 400 e.Kr. fandt en skole kaldet Abhayagiri Vasinah − ”Den hemmelige skovs skole” − med 5.000 buddhistiske præster og asketer. Den filosofiske skole blev betragtet som kættersk, da asketerne studerede doktriner om både ”de højere” og ”de lavere” legemer − eller Mahayana, Hinayana og Triyana – dvs. tre successive yogatrin, på samme måde som et bestemt broderskab stadig gør det i nærheden af Himalaya. Det var den mest mystiske af alle mysterieskoler, og den var kendt for de mange 4. indviede – Arhater – den kunne fremvise. Abhayagiri-broderskabet kaldte sig selv for disciple af Katyayana – Gautama Buddhas foretrukne chela. Traditionen fortæller, at de forlod Ceylon på grund af intolerance og forfølgelse. De slog sig ned i nærheden af Himalaya, hvor de har været lige siden. (Se også Arhat, Gautama Buddha, Mahayana, Hinayana og Triyana).

Abhichara
(Sanskrit). Abhichara eller Abhicara stammer fra ”abhi”, der betyder ”mod” og ”car”, der betyder ”at bevæge sig”. Abhichara bruges ofte nedsættende som udtryk for at handle forkert i forhold til et andet menneske ved at charmere det, fortrylle det eller forsøge at eje det. Abhichara henviser normalt til anvendelse af charme eller magi med ondskabsfulde hensigter, som f.eks. kan forårsage sygdom eller død. Abhichara bruges bl.a. om de mesmeriske kræfter, der anvendes af magikere i Indien.

Abhidharma
(Sanskrit). Abhidharma er den metafysiske (tredje) del af Triftitaka − et filosofisk buddhistisk værk af Katyayana. Abhidharma hedder Abhidhamma eller Abhidhamma Pitaka på pali, og de udgør Pali-skrifterne i Theravada-buddhismen. Abhidharma er buddhistiske tekster fra 3. årh. f.Kr., som indeholder detaljerede skolastiske og videnskabelige omarbejdelser af det materiale, der findes i Suttaerne (Buddhas taler), men som senere er blevet udviklet som selvstændige doktriner. Abhidhamma-værkerne indeholder ikke systematiske filosofiske afhandlinger, men er resuméer eller abstrakte og systematiske oversigter. Betydningen af ordet Abhidharma er uklar, men sædvanligvis gives der to forklaringer. Abhidharma består af Abhi, der betyder ”højere” eller ”særlig” og Dharma i betydningen ”undervisning” eller ”filosofi”, og dermed bliver Abhidharma ”den højere lære”. Eller Abhi, der betyder ”om” og Dharma, der betyder ”undervisning”, og dermed betyder Abhidharma ”om undervisningen”. I Vesten er Abhidhamma generelt blevet betragtet som kernen af den buddhistiske psykologi. Abhidhamma Pitaka er den sidste af de tre Pitakas. Pitaka betyder ”kurve”. (Se også Suttaer og Theravada).

Abhidina
(Sanskrit). Abhidina stammer fra ”abhi”, der betyder ”mod” og ”dina”, der betyder ”flyvning”. Abhidina er en Siddhi – dvs. en af Buddhas metafysiske kræfter. Abhidina var kraften til at projicere Mayavirupa (illusionslegemet) præcis derhen, hvor man ønsker det i de lavere regioner af kosmos. Det er kraften til at transcendere de begrænsninger, der findes i kosmos’ lavere firfoldighed og fuldt bevidst ”flyve” ind på Universets åndelige planer og fungere der med fuldt selvkontrol og med fuld kontrol over tiden og begivenhederne. Abhidina er en af de mest mystiske og fremmedartede i den esoterisk buddhisme, og begrebet er nært forbundet med Nirvana. (Se også Mayavirupa og Siddhi).

Abhijit
(Sanskrit). Abhijit eller Abhijita stammer fra ”abhi”, der betyder ”mod” og roden ”ji”, der betyder ”at erobre”. Abhijit som navneord er den vigtigste stjerne i stjernebilledet Lyra. Abhijit er også et navn for Vishnu, og der er flere betydninger. Som et adjektiv – ”sejrende” – henviser ordet også til et menneske, der er født under stjernebilledet Abhijit. Det svarer til Aghijin-Muhurta, der er den 8. Muhurta eller periode, som består af 24 minutter før og 24 minutter efter middag. Det er en særlig positiv periode, og det siges, at Sankaracharya blev født på dette tidspunkt.

Abhijna
(Sanskrit). Abhijna stammer fra ”abhi”, der betyder ”mod” og roden ”jna”, der betyder ”at vide”, ”have særlig indsigt”, ”beherske” osv. I buddhismen er Abhijna metafysisk sansning, der er en af de fem eller seks transcendentale kræfter, der erhverves, når man når buddhatilstanden. Abhijna blev erhvervet af Gautama Buddha den nat, hvor han opnåede buddhaskab eller oplysning. Abhijna er fjerde grad af Dhyana (den syvende i den esoteriske lære), der skal opnås af enhver Arhat. Generelt præsenteres faserne sådan: 1) Divyachakshus – den guddommelige synssans – den øjeblikkelige opfattelse af, hvad man ønsker at se. 2) Divyasrotra – den guddommelige høresans – øjeblikkelig forståelse af alle lyde på ethvert plan. 3) Riddhisakshatkriya – den intuitive sans – kraften til at blive synligt manifesteret med en viljeshandling. 4) Purvanivasajnana – evnen til at kende tidligere eksistenser – som også kaldes Purvanivasanu-smritijnana eller erindring om tidligere liv. 5) Parachittajnana – evnen til at aflæse andres tanker – dvs. forståelse af deres tankesind og hjerter. De indviede buddhistiske asketer i Kina arbejder med seks metafysiske evner, men i Ceylon er der kun tale om fem. Den første Abhijna er Divyachakchus – evnen til øjeblikkeligt at se, hvad man sætter viljen ind på at se. Den anden er Divyasrotra − kraften til at forstå enhver lyd – osv. Abhijna kan udvikles når man arbejder med at gøre åndelige fremskridt, men Buddha havde modstand mod ethvert forsøg på at udvikle de åndelige evner, og hvis de opstod spontant, skulle man undgå at afsløre, at man var i besiddelse af de metafysiske evner.

Abhimana
(Sanskrit). Abhimana stammer fra ”abhi”, der betyder ”mod” og roden ”at tænke”. Abhimana betyder, at et menneske tænker på sig selv, at det er selvoptaget, at det er stolt, arrogant osv., og derfor er det indhyllet i selvbedrag. Begær kommer til udtryk i begærlighed, og begærlighed skaber længsel efter det, der tænkes på og begæres, og det skaber selvoptagethed. I Samkhya-filosofien defineres Abhimana som en ekstrem egoistisk opfattelse af sig selv, der som regel bygger på selvovervurdering. Den er udtryk for menneskets tilstand, når det drives til handling af impulser fra Kama (begær). (Se også Begær, Abhimanim, Kama og Samkhya).

Abhimanim
(Sanskrit). Abhimanim eller Abhimani stammer fra ”abhi”, der betyder ”mod” og roden ”at tænke” eller ”reflektere”. Abhimanim er navnet på Agni (ild) − den ”ældste søn af Brahma”. Med andre ord det første element eller den første kraft (den skabende krafts begær), der skabes i Universet under udvikling. Sammen med sin kone Swaha fik Abhimanim tre sønner (tre former for ild) Pavaka, Pavamana og Suchi, og de fik femogfyrre sønner, som sammen med den oprindelige søn af Brahma og hans tre efterkommere, udgør den esoteriske læres 49 flammer. Som Brahmas ældste søn repræsenterer Abhimanin den kosmiske Logos, den første kraft, der produceres i Universet, da det blev skabt med det kosmiske, kreative begærs ild – dvs. begæret efter manifestation. Brahmas tre sønner symboliserer iflg. Vayu-Purana tre forskellige aspekter af Agni (ild). Pavaka er den elektriske ild. Pavamana er ild ved friktion. Og Suchi er solild. Hvis de tre former for ild overføres fra kosmisk til menneskeligt niveau, repræsenterer de tre former for ild henholdsvis ånd, sjæl og legeme – dvs. de tre primære aspekter med deres fire sekundære aspekter. Legenden siger, at vismanden Vasishtha har fortryllet dem, så de er nødt til at blive født igen og igen. Hver ildtype har en særskilt funktion og betydning i de fysiske og de åndelige verdener. De har i øvrigt i deres grundlæggende natur et tilsvarende forhold til en af menneskets psykiske evner, ud over de velkendte kemiske og fysiske kræfter, når de kommer i kontakt med fysisk differentieret stof. (Se også Begær, Abhimana, Kama og Samkhya).

Abhimanyu
(Sanskrit). Abhimanyu stammer fra ”abhi”, der betyder ”mod” og roden ”at tænke”. Abhimanyu var søn af Arjuna. Han dræbte Lakshmana i det store slag på Kurukshetra i Mahabharata på sin 2. dag, men han blev selv dræbt på den 13. dag. I den esoteriske fortolkning af Bhagavad-Gita symboliserer Abhimanyu ophøjethed og gavmildhed, der er beslægtet med Dhyana (meditation). Mahabharata fortæller om Abhimanyu tidligere fødsel som Varcha, søn af Chandra, og der blev indgået en aftale med Chandra og devaerne om, at de skulle lade sønnen blive født som søn af Arjuna, for at han kunne kæmpe mod de ”onde mennesker”. Chandra indførte imidlertid en betingelse, at Abhimanyu skulle dræbes af modstandskræfterne, så han kunne vende tilbage, når han fyldte 16. år. (Se også Bhagavad-Gita, Dhyana, Mahabharata og Meditation).

Abhinivesa
(Sanskrit). Abhinivesa, Abhinna eller Abhijna er sammensat af ”abhi”, der betyder ”mod”, ”ni”, der betyder ”ned” og roden ”vis”, der betyder ”at gå ind i”. Dvs. at gå fuldstændigt ind i opgaven og målsætningen med hengivenhed, udholdenhed og vilje til at gennemføre hensigten for at nå målet. I Bhagavad-Gita oplyses det, at når Abhinivesa bruges med Manas (tankesindet) og Atman (ånden), betyder det, at man dedikerer hele sin opmærksomhed til formålet. I Samkhya-filosofien og yoga-systemerne er Abhinivesa eller vedholdenhed den sidste af de fem hindringer (Klesha). W.Q. Judge definerer det som ”inaktiv terror, der er årsag til død”. (Se også Atman, Bhagavad-Gita, Klesha, Manas og Samkhya).

Abhrayanti
(Sanskrit). Abhrayanti stammer fra ”abhra”, der betyder ”sky”. Der henvises til formning af skyer, eller at forårsage regn. Abhrayanti er en af de syv Krittikaer – Plejaderne. (Se også Krittika).

Abhutarajasa
(Sanskrit). Abhutarajasa stammer fra en kombination af ”ikke”, roden ”bhu”, der betyder ”at blive født” eller ”producere”, og ”rajas”, der betyder ”lidenskab”. Lidenskab er derfor ikke årsag til, at Abhutarajasaerne blev skabt eller født. Nogle kalder Abhutarajasaerne for en simpel gruppe Pitrier, mens andre identificerer dem med Vairaja Agnishwatta. I mange manuskripter siges det, at Vishnu blev inkarneret gennem dem. Abhutarajasa er en gruppe på 14 guder eller devaer i den 5. Manvantara, hvor den 5. Manu var Raivata. Abhutarajasaerne udgør et hierarki af guddommelige skabninger, der svarer til Kumaraerne og Manasaputraerne, der har passeret gennem de stoflige verdener i tidligere udviklingscyklusser. Efter at have løftet sig over alle former for lidenskaber og begær i de lavere sfærer, har de tre grupper af guder helt frigjort sig fra enhver form for lidenskab. Guddommene er mestre over deres egen natur. I forhold til åndsvidenskabens runder og rodracer, henviser den 5. Manvantara iflg. Puranaerne til første halvdel eller den nedadgående bue i 3. runde af den nuværende planetariske kæde, og den 5. manu – Raivata – som var rodmanu for 3. runde, stimulerede livbølgernes passage gennem hver runde på alle planeter i den planetariske kæde – dvs. fra planeten A til planeten G – som består af to Manvantaraer, og på den måde bliver den første halvdel eller den nedadgående bue i den 3. runde den 5. af Manvantaraerne. Desuden – ligesom i 3. rodrace på planeten i Jordens nuværende 4. runde – inkarnerede Manasaputraerne i den dengang relativt intellektuelt uudviklede menneskehed for at vække det selvbevidste tankesind. På den måde og på deres egne bevidsthedsplaner handlede Abhutarajasaerne. På den nedadgående bue i den 3. runde spillede de samme rolle, selv om det var på en mere diffus og mindre aktiv måde end i den tidlige del af 3. rodraces 4. runde på Jorden, hvor de menneskelige legemer udviklingsmæssigt var parate til mere intensive inkarnationer. (Se også Agnishwatta, Dharma-savarni, Kumaraer, Manasaputra, Manu, Manvantara, Pitri, Rodmanu og Rodrace).

Abhyasa
(Sanskrit). Abhyasa i hinduismen er en åndelig praksis, der udføres rytmisk og disciplineret over en lang periode. Abhyasa er blevet anbefalet af den store vismand Patanjali i Yoga Sutras og af Krishna i Bhagavad-Gita som et vigtigt middel til at kontrollere tankesindet sammen med Vairagya. I en Sutra står der: ”Både Abhyasa (åndelig praksis) og Vairagya (ikke-binding) er nødvendig for at skabe ro i bevidstheden.” Og i Patanjalis Yoga Sutras siger han: ”Åndelig praksis er den rytmiske indsats, der får tankesindet til at falde til ro”. Abhyasa er derfor evnen til at praktisere en vedholdende indsats for at opnå og fastholde en tilstand af stabil ro, og for at integrere tilstanden, skal Abhyasa udføres disciplineret og i lang tid. Fra den stabile ro fortsættes en praksis, hvor man går stadigt dybere i bestræbelsen på at få en direkte oplevelse af den evige kerne i menneskets natur. Det er vigtigt at udvikle Vairagya eller ikke-binding samtidig, for man skal lære at give slip på de mange bindinger, programmeringer, aversioner, frygt og falske identiteter, som står i vejen for erkendelsen af sjælen. (Se også Bhagavad-Gita, Discipel, Krishna, Parikamma, Patanjali, Samnyasa, Uparama, Uparati og Vairagya).

Abhyasa-yoga
(Sanskrit) Abhyasa-yoga stammer fra ”abhi”, der betyder ”mod” og roden ”at leve”, ”at eksistere”. Nogle gange kaldes Abhyasa-yoga fejlagtigt Abhyasana, hvor ”asana” betyder ”øvelse” eller ”stilling”. Abhy-asa-yoga er gentagelse af yoga-praksis og meditation. Gentagelsen skal skabe en neutral tilstand af fuldkommen sindsro og opmærksomhed i tankesindet. Koncentration og opmærksomhed er en af yogaens otte krav, og kombineret med fysiske stillinger er det en form for Hatha-yoga, men hvis Abhyasa-yoga praktiseres uden Raja-yogaens åndelige disciplin, er den ikke ufarlig. Hvis den mentale koncentration er rettet mod upersonlige og humanitære mål, er Abhyasa-yoga til gengæld gavnlig. Krishna påpeger, at Abhyasa-yoga ikke kun er nyttig til uddannelse og udvikling i ét enkelt liv, men hvis den praktiseres af hensyn til den Højeste, vil den skabe permanente impulser i sjælen, som også vil være gavnlige i fremtidige inkarnationer, og til sidst vil Abhyasa-yoga føre til forening med det guddommelige. (Se også Hatha-yoga, Krishna, Meditation og Raja-yoga).

Abib
(Hebraisk). Abib stammer fra roden ”abab”, der betyder at være ”frisk”, ”grøn”, ”at blomstre” og ”bære frugt”. Abib er den første jødiske hellige måned, der begynder i marts. Et aks eller en spire (fra korn) markerer den første måned af det hebraiske hellige år, der svarer til marts-april, og den begynder ved nymåne. Hodesh ha-’Abib var ”det grønne korns måned”, som senere – efter eksilet – blev kaldt Nisan, hvor man fejrede forårsjævndøgn.

Abir
(Hebraisk). Abir eller Abbir stammer fra roden ”abar”, der betyder ”at være stærk”. Som adjektiv betyder det ”holdbar” og "styrke", og som navneord, betyder det ”beskytter” og ”helt”. Abir er beslægtet med kabbir, kabiri, kabeiroi, som generelt signalerer magt, kraft, styrke, selv om hvert ord har sin særskilte betydning. (Se også Kabiri).

Abiri
(Græsk). Abiri eller Kabiri eller Kabeiri er de ophøjede, de overjordiske, sønner af Zedec, den eneste ene. Det var en gruppe guder, som man tilbad i Fønikien. De minder om Titanerne, Korybantes, Curetes og Telchines. (Se også Kabiri og Titaner).

Abjayoni
(Sanskrit). Abjayoni er en kombination af ordene ”abja”, der betyder ”lotus, ”ap”, der betyder ”vand”, roden ”jan”, der betyder ”at blive født” eller ”skabt” og ”yoni”, der betyder ”livmoder”, ”vagina” eller ”kilde”. Abjayoni er den lotus-fødte, og betegnelsen bruges om Brahma, som sprang ud som en lotus på det tidspunkt, hvor Universet blev skabt. Lotussen voksede ud fra Vishnus navle. (Se også Brahma, Vishnu og Yoni).

Ablanathanalba
(Gnostisk). Ablanathanalba er et begreb, der ligner ”Abracadabra”. Det skulle angiveligt betyde: ”Du er en Fader for os”. Ordet Ablanathanalba er et palindrom, som siger det samme, uanset om ordet siges forfra eller bagfra, og ordet blev brugt i en amulet i Egypten. Senere blev Ablanathanalba brugt som en magisk besværgelse i det sene Romerrige, dengang gnosticismen blomstrede i de fleste store befolkningscentre som f.eks. Alexandria. (Se også Abracadabra).

Abracadabra
(Gnostisk). Abracadabra stammer muligvis fra det keltiske ”abra” eller ”abar”, der betyder ”Gud” og ”cad”, der betyder ”hellig”. Abracadabra er et symbolsk ord, der først optræder i en medicinsk afhandling på vers af Samonicus, der havde sin storhedstid under kejser Lucius Septimius Severus (1193-211 e.Kr.). Ordet blev brugt i amuletter, og indgraveret på Kameas, der så vidt man ved, er det mystiske navn på magiske firkanter. Men det er mere sandsynligt, at Abracadabra er en senere forvanskning af det hellige gnostiske udtryk Abrasax. Abrasax er en endnu tidligere forvanskning af et helligt og gammelt koptisk eller egyptisk ord. Det var en magisk formel, der betød: ”Gør mig ikke fortræd”, og ordene var henvendt til en guddom, som i hieroglyfskriften blev betegnet som ”Fader”. Formlen blev indgraveret i en amulet, der blev båret som en Tat på brystet under tøjet. Kraften i en amulet med et magisk ord ligger ikke i selve ordet, men i den skjulte videnskab, der forbinder lyde og symboler med de kræfter i naturen, som de korresponderer med. (Se også Ablanathanalba, Abrasax og Tat).

Abraham
(Hebraisk). Abraham strammer fra ”ab”, der betyder ”fader” eller ”forfader” og roden ”raham”, der betyder ”at bringe sammen” eller ”at samle”. Abraham betragtes traditionelt som grundlæggeren af det hebraiske og sydarabiske folk, hvis oprindelige navn var Abram. ”Derfor skal dit navn ikke mere være Abram, men dit navn skal være Abraham, for jeg har gjort dig til fader til mange nationer”. (1. Mosebog 17,05). Iflg. H.P. Blavatsky hører Abraham til den universelle mytologi. Det mest sandsynlige er, at han blot et af de utallige pseudonymer for Zeruan (Saturn) – kongen af den gyldne alder, der også kaldes den gamle mand (symbol på tiden). Skikkelserne er beskrevet på forskellige måder – som historiske skikkelser, som mytologiske skikkelser, og som jordiske og himmelske herskere, og de skal fortolkes astronomisk og kosmisk. (Se også Abram).

Abram
(Hebraisk). Abram er et fornavn af hebraisk oprindelse. Det betyder ”ophøjet fader”. I Bibelen var Abram det oprindelige navn på det menneske, der senere blev kendt som patriarken Abraham. (Se også Abraham).

Abraxas
(Gnostisk). Abraxas eller Abrasax er et mysterieord, der er blevet sporet så langt tilbage som til Basilides – en tidlig gnostisk religiøs lærer i Alexandria i Egypten, der underviste fra 117-138 e.Kr. Han brugte Abraxas som betegnelse for guddommelighed. Abraxas er et esoterisk udtryk, der blev brugt af gnostikerne til at angive den øverste enhed i det kosmiske hierarki eller dets manifestation i mennesket, som de kaldte Christos. Abraxas har talværdien 365, og tallet er baseret på numeriske ækvivalenter i det græske alfabet. Fordi 365 repræsenterer en cyklus eller Jordens kredsløb omkring Solen, mente man, at Abraxas på mystisk vis indeholdt det fulde antal enheder, der udgjorde et hierarki. Fra deres øverste lyskilde Abraxas, modtager enhederne livsstrømen og inspirationen til deres eksistens. På den måde er Abraxas i en vis forstand den kosmiske oversjæl eller den skabende 3. Logos. Abraxas var derfor den øverste af syv, som havde 365 dyder, der henviser til årets 365 dage eller solåret − en fuldført cyklus af guddommelig aktivitet. Abraxas ligner det hebraiske Shemhamphorasch − et helligt ord eller det udvidede navn på Gud. Abraxas er en pendant til hinduernes Abhimanim og Brahma tilsammen. Det er disse kombinerede og mystiske egenskaber, som fik en frimurerisk autoritet til at forbinde navnet på Abraxas med Abraham, selv om det var ubegrundet. Man burde have vist, at Abraxas’ 365 dyder og egenskaber betød, at guddommen havde tilknytning til Solen og Solens opdeling af året. Basilides lærte gnostikere, at den øverste Gud skabte nous (tankesindet). Abraxas blev også identificeret med det hebraiske Adonai, den egyptiske Horus og hinduistiske Prajapati.

Absoluthed
Når ”Absoluthed” anvendes om det universelle princip, benytter man et abstrakt substantiv, som er mere korrekt og logisk, end når man anvender adjektivet ”Det Absolutte” om det, som hverken har egenskaber eller begrænsninger eller kan have nogen. (Se også Absolutte.)

Absolutte
(Latin). Absolut stammer fra ”ab”, der betyder ”væk” og ”solvere”, der betyder ”at løsne” eller ”at opløse”. Absolut kan oversættes med ”befriet”, ”frigivet” og ”frikendt”. Det svarer til sanskritordet Moksha eller Mukti og buddhisternes Nirvana, og alle begreber er udtryk for opnåelse af frihed fra reinkarnation eller cyklisk begrænsning i legemer. ”Det absolutte” er filosofisk set betegnelsen for selve guddommen, ”DET”, Den Ene fundamentale virkelighed, sandhed og enhed, som er både væren og ikke-væren. I Vestens filosofi er ”Absolut” blevet brugt temmelig løst, som en betegnelse for en ubetinget eller grænseløs uendelighed. Men nogle tænkere betragter ”Det Absolutte” som diametral modsætning til og i direkte modstrid med ubegrænsethed, og det er korrekt ud fra både etymologi og abstrakt filosofi. H.P. Blavatsky bruger udtrykket i begge betydninger – nogle gange sidestillede hun det med ubegrænsethed, og på andre tidspunkter med den første årsag eller det guddommelige stof-princip. I virkeligheden er ”Absolut” et relativt begreb. Det repræsenterer filosofisk set den kosmiske oprindelse, men det er ikke identisk med det mystiske nulpunkt eller ubegrænsethed. ”Det Absolutte” eller ”Den kosmisk befriede” er ikke ”DET” (ubegrænsethed), for ubegrænsethed har ingen egenskaber. Det er hverken absolut eller ikke-absolut, bevidst eller ubevidst, fordi alle egenskaber og kvaliteter tilhører det manifesterede og derfor begrænsede skabninger og genstande. I grænseløsheden findes der utallige absolutter, som omfatter iagttageren, iagttagelsen og det iagttagede, og derfor er både stof og ånd, subjekt og objekt, selv og ikke-selv, inkluderet i processen. Fra nulpunktet udspringer et uendeligt antal kosmiske enheder eller monader. Enhver absolut er ikke kun leder af sit eget hierarki – ”Den Ene”, som alle efterfølgende differentieringer udstråler fra – men den er også en kosmisk Jivanmukta, en fri monade, der er befriet fra tiltrækning til de lavere planer. Hver monade på tærsklen til Paranirvana vender tilbage til sin uressens og bliver igen ét med ”Det absolutte” i sit eget hierarkiske system. ”Det absolutte” er derfor både udviklingens mål og kilde, den højeste guddommelighed eller ”den tavse vogter”, som udgør Universets lyse natur eller kosmiske hierarki. (Se også Absoluthed, Brahm, Jivanmukta, Moksha, Mukti, Nirvana og Parabrahman).

Absorbere
(Latin). Absorbere betyder ”at optage i sig” eller ”opsluge”. Iflg. Den Hemmelige Lære absorberes hele manifestationen, når ”den store nat” eller Mahapralaya indtræffer. Det sker når Pralaya har transformeret ikke alene materielle og psykiske legemer, men selv sjælene til deres oprindelige princip. Fortid, nutid, og selv fremtidens menneskehed og alt skabt, vil udgøre én samlet enhed. Alt i kosmos vil genindtræde i det Store Åndedræt. Det enkelte menneske vil også vende tilbage til den guddommelige kilde, hvor det vil opnå Samadhi, og det vil få adgang til den nirvaniske tilstand. (Se også Maha, Nirvana, Pralaya og Samadhi).

Abstraktion
(Latin). Abstraktion stammer fra ”abstractus”, dvs. ”at trække noget væk”. Abstraktion betyder ”den egentlige værdi”, ”fravær af tænkning” eller ”uden mening”. Iflg. åndsvidenskaben er det abstrakte udtryk for en modsætning til det konkrete. Sjælen på det højere mentalplan eller kausalplanet udtrykker abstrakt tænkning – dvs. idéer, der endnu ikke har antaget form – mens den på det lavere mentalplan udtrykker konkret tænkning – dvs. tanker, der har antaget form i mentalt stof. (Se også Tankeform).

Absu
Se Ab-Soo.

Abu Simbel
(Egyptisk). Abu Simbel eller Ibsambul ligger i den sydligste del af Øvre-Egypten eller Nedre Nubien, hvor to imponerende klippetempler, der er udført i sandsten, vender facaden mod Nilen. Begge er udført efter ordre fra Ramses II, der også kaldes Ramses den Store. Fire imponerende kolossalstatuer af den mægtige farao dominerer tempelfacaden. I templet, der er dedikeret til Ramses selv, ses smukke relieffer med kampscener, ceremonier og kultritualer. Bl.a. ses en velbevaret scene af det berømte slag ved Kadesh. Det mindre nabotempel er dedikeret til Ramses’ yndlingshustru Nefertari og gudinden Hathor. Begge templer er flyttet fra deres oprindelige placering til den nuværende højere position for at redde de fantastiske bygningsværker fra ødelæggelse i forbindelse med oversvømmelserne, der blev skabt ved bygningen af den store Aswan-dæmning.

Abydos
(Egyptisk). Abydos eller Abodu ligger nord for Luxor og syd for Asyut i Egypten. Mange templer, faraoniske grave og gravminder, som er dateret til Egyptens tidligste tider, er fundet i området. Abydos har været berømt i årtusinder, ikke mindst på grund af det store Osiris-tempel, der blev bygget af Sethos I og hans søn Ramses II. Templet er berømt for de særdeles velbevarede og usædvanligt smukke relieffer. Templet rummer en af Egyptens mange Osiris-grave, som i Abydos-templet kaldes Osirion – et mystisk underjordisk sanktuarie, som oprindeligt havde et centralt rum, hvor Nilen strømmede ind og skabte en sø, der symboliserede urhavet. Midt i søen stod en sarkofag med Osiris’ mumificerede legeme. Ved Abydos opførte de gamle egyptere årlige Osiris-spil, som var en symbolsk gengivelse af Osiris’ fødsel, liv, død og genopstandelse. I nutiden fejrer de kristne principielt det samme ved påsketid – i øvrigt på samme tidspunkt af året, hvor Osiris-dramaerne fandt sted i det gamle Egypten. Mange præster og adelsfamilier indrettede deres grave i området, fordi de ønskede at blive begravet i nærheden af Osiris.

Acervulus Cerebri
Acervulus Cerebri eller ”hjerne-sand” er mikroskopiske partikler, der er gullige, halvgennemsigtige, hårde og strålende. De findes i pinealkirtlen i menneskets hjerne, men ikke hos mennesker, der er født evnesvage, hos små børn og hos senile ældre. Fysiologer oplyser, at ”sandet” består af alkaliske phosphater, karbonater og animalsk materiale, men de forklarer ikke deres formål. Det faktum, at ”hjerne-sandet” er mineralsk og ikke har en knogleagtig karakter, er i overensstemmelse med åndsvidenskaben, der oplyser, at der engang var et aktiv, ydre tredje øje i de tidlige faser af menneskets udvikling. Fortidens gamle vismænd vidste, at efterhånden som evolutionen førte menneskeheden ned i stadig grovere stof, svandt de ”åndelige øjne” gradvis ind. De blev forkrøblede og forstenede, og trak sig dybt ind i hjernen, der var under udvikling. Pinealkirtlen er åndelighedens primære organ i menneskets hjerne på nuværende tidspunkt i udviklingen. Det mystiske ”sand” er resultatet af den mentale elektricitets arbejde med det omgivende stof. Det er baseret på den åndsvidenskabelige idé om, at hvert stofatom er en fortætning eller krystallisering af ånden eller Akasha – den universelle sjæl. (Se også Akasha).

Achaitanya
(Sanskrit). Achaitanya eller Acaitanya stammer fra ”ikke” plus roden ”cit”, der betyder ”at være bevidst om”, ”at forstå”. Achaitanya henviser til et menneske, der er blottet for intelligens, bevidsthed og manglende åndelighed. En gammel sanskrit talemåde siger: ”Achaitanyan noa vidyate, Sarvan sarvatra sarvada” – ”En skabning uden intelligens eller bevidsthed findes ikke. Alt er altid overalt”.

Achala
(Sanskrit). Achala eller Acala stammer fra ”ikke” eller ”uden” plus roden ”cal”, der betyder ”bevæges”, ”irriteret”. Achala henviser til urokkelighed og ubevægelighed. Som navneord betyder Achala ”bjerg”, ”klippe”, ”Jorden” og desuden tallet ”syv”. Som egennavn, er Achala et af Sivas navne. Achala henviser også til Bodhisattvaens ti trin eller grader, der fører til buddhatilstanden. Ordet anvendes i Bhagavad-Gita til at beskrive Selvet i modsætning til ikke-selvet: ”Han er evig, altgennemtrængende, uforanderlig og urokkelig (Achala)”. Achala var også en heroisk vognstyrer, der blev dræbt af Arjuna. (Se også Bhagavad-Gita og Bodhisattva).

Achamoth
(Gnostisk). Achamoth var navnet på ”den anden Sophia” − den lavere Sophia. Esoterisk set og i overensstemmelse med gnostikernes opfattelse, repræsenterede den ældste Sophia Helligånden (det feminine aspekt) eller Shakti af det ukendte og den guddommelige ånd, mens Sophia Achamlith er personificeringen af det kvindelige aspekt af den skabende maskuline kraft i naturen også kaldet astrallyset. (Se også Astrallyset).

Achar
(Hebraisk). Achar er guderne som Jehova – iflg. jøderne – hersker over.

Achara
(Sanskrit). Achara eller Acara stammer fra ”imod” og roden ”car”, der betyder ”fremgangsmåde”, ”forløb”, ”opførsel”. Achara henviser derfor til skik, adfærd, praksis – eksempelvis personlige og sociale (religiøse) forpligtelser, men også almindelige adfærdsregler og forskrifter. Achara bruges ofte i sammensatte ord – eksempelvis i litteratur, der beskæftiger sig med moralske forskrifter.

Acharya
(Sanskrit). Acharya eller Acarya stammer fra ”imod” og roden ”car”, der betyder ”fremgangsmåde”, ”forløb”, ”opførsel”. Acharya er en betegnelse for en åndelig lærer eller guru – eksempelvis Sankaracharya. Acharya er et navn, der som regel blev givet til indviede, og det betyder ”mester”.

Achath
(Hebraisk). Achath betyder ”den ene”, ”den første” feminine. Achad er den maskuline. Det talmudiske ord blev anvendt til Jehova. Det er værd at bemærke, at sanskritudtrykket ”ak” betyder ”en”, mens ”ekata” er ”enhed”, Brahma kaldes ”ak” eller ”eka” – ”den ene”, ”den første” − og det er herfra, det hebraiske ord er taget.

Acher
(Hebraisk). Acher stammer fra ”ahar”, der betyder ”at være bagud”, ”at tøve”, ”at følge efter”. Der hentydes til at følge efter en anden eller en fremmed. Acher er det talmudiske navn på apostlen Paulus og kabbalisterne siger, at Acher er Paulus. Talmud fortæller historien om de fire Tanaim, der kom ind i Paradisets Have – dvs., at de kom for at blive indviet. Ben Asai, som så og mistede synet − Ben Zoma, som så og mistede sin fornuft − Acher, som plyndrede Haven og svigtede, og Rabbi Akiba, som var den eneste, der lykkedes.

Acheron
(Græsk). Acheron stammer sandsynligvis fra ”achos”, der betyder ”smerte” eller ”angst”. Acheron er ”sorgens flod”, der er en af de fem floder i Hades i den græske mytologi. De andre var Cocytus – ”jammerens flod”, Styx – ”hadets flod”, Pyriphlegethon – ”den brændende flod” og Lethe – ”glemsomhedens flod”. I de senere traditioner blev en søn af Solen (Helios) og Demeter – der forsynede Titanerne med drikkevarer, når de kæmpede imod Zeus – omdannet til en flod af underverden. Floderne refererer til Universets kredsløb, og derfor havde de gamle grækere og romere bestemte mystiske ritualer med relation til sjælenes ”guddommeliggørelse” efter døden, og deres passage ind i andre sfærer. (Se også Demeter, Hades, Styx, Titaner og Zeus).

Achidrupa
(Sanskrit). Achidrupa eller Acidrupa stammer fra ”ikke” eller ”uden”, og ”cit”, der betyder ”intelligens”, samt ”rupa”, der betyder ”form” eller ”legeme”. Achidrupa er en form eller et legeme uden intelligens. Det er det modsatte af Chidrupa, der er ren intelligens og bevidsthed, som kendetegner herskeren over et hierarki. Achidrupa betegner en hvilken som helst skabning eller genstand, der endnu ikke er selvbevidst, dvs. bevidst om Chit (intelligensen) i sig selv – og dermed menes der, at den er uden Atman eller et bevidst Selv. Derfor henviser Achidrupa til stoflige planer, eller til intelligenser, der er laverestående end Chidrupa. Som de fleste af Østens filosofiske udtryk, ændres betydningen i forhold til den kontekst, tanken indgår i. (Se også Chidrupa).

Achit
(Sanskrit). Achit eller Acit stammer fra ”ikke” eller ”uden”, og roden ”cit”, der betyder ”at opfatte” eller ”forstå”. Achit hentyder derfor til totalt fravær af intelligens. Modsætningen til Achit er Chit, der betyder absolut intelligens. Achit vil sige ingen forståelse, ingen tænkeevne, og hvis ordet bruges som navneord i relation til kosmos, betyder Achit absolut fravær at intelligens i modsætning til Chit, der betyder absolut intelligens. I åndsvidenskabelig litteratur betegner Achit ofte naturens uintelligente, stoflige eller formmæssige aspekter. (Se også Chit og Sat-Chit-Ananda).

Achthna
(Sanskrit). Achthna eller Acthna er den usynlige ild i Jordens indre, som nogle gange er årsag til vulkanudbrud. Det er ”et aspekt af den store slange Vasukis liv”. Vasuki omkranser Jorden iflg. hinduistisk mytologi, og når slangen bevæger sig, kan det medføre jordskælv. Det skyldes også ”en bestemt tilstand af Jordens sjæl – en kombination af astrale og fysiske elementer, som måske har elektrisk eller magnetisk karakter”.

Achthnichi
(Sanskrit). Achthnichi er hinduernes ildguder eller ilddevaer.

Achyuta
(Sanskrit). Achyuta eller Acyuta stammer fra ”ikke” eller ”uden” og roden ”cyu”, der betyder ”at flytte frem og tilbage”, ”at falde” og ”ebbe ud”. Achyuta er det, der ikke kan ændres eller nedbrydes. Achyuta er derfor det evige og uforgængelige, som har relation til Brahman, men Achyuta bruges desuden som titel til guden Vishnu og Krishna. Modsætningen er Chyuta, der er det foranderlige og forgængelige. Achyuta refererer ikke så meget til en individualiseret guddom, som dog er sublim, fordi det er en guddom, der udgør en enhed, og derfor er begrænset. Achyuta refererer snarere til en vigtig kosmisk tilstand, der består af bevidsthed-liv-stof, og som repræsenterer målet og den endelige skæbne for alle skabninger.

Acosmism
(Græsk). Acosmism er perioden før skabelsen, hvor der ikke fandtes et Kosmos men udelukkende kaos.

Actio i Distans
(Latin). Actio i Distans betyder ”handling på afstand”. Kan kraft overføres gennem det tomme rum? Iflg. den naturvidenskabelige teori om Universet, er det en handling, der er uforklarlig, men den er alligevel nødvendig, for hvis Universet udelukkende består af stof, der er opbygget af atomer, som er adskilt fra hinanden af tomt rum, kan overførslen af kraften fra et atom til et andet kun forklares ved, at et mellemled griber ind. Men hvis mellemleddet er atomart, står man med nøjagtig samme problem. Hvis overførslen er en kontinuerlig proces, er der ingen grund til at teoretisere om det, for man antager at stof er sammenhængende. Så hvis man vælger at betragte virkeligheden som et system, der består af punkter i rummet, må man antage, at Actio i Distans er en forudsætning. Problemet med, at et legeme ikke er i stand til at handle, der hvor det ikke befinder sig, skal måske ændres til, at overalt hvor det kan handle, der vil det også befinde sig. Naturvidenskabelige teorier fører til en logisk konklusion, der støtter tanken om, at alt i Universet er forbundet med hinanden, så uanset hvad der påvirker den ene del, påvirker det også den anden. Teorierne om det fysiske rum kommer ikke ind på områder som sind, tanke og følelse. For at imødegå problemet med Actio i Distans eller ”handling på afstand”, har tidlige europæiske forskere opfundet forskellige former for æter, der kan bygge bro over den formodede forskel på den tomhed, der adskiller atom fra atom eller legeme fra legeme. Teorierne blev til sidst opgivet bortset fra teorien om lysbærende æter, som blev bevaret indtil Michelson-Morley eksperimentet, og derefter blev det også opgivet. Alligevel påstår åndsvidenskaben, at der eksisterer atomar og subatomar æter af forskellige grader af tæthed, der spænder fra fysisk til åndelig. Kollektivt betragtet er æterne forskellige planer eller intervaller i Akasha – Universets grundlæggende fundament og det stof, som den kosmiske guddom ifører sig – dvs. de forskellige Prakriti, som især omtales i Samkhya-filosofien. Enhver form for naturvidenskabelig æter er hverken Akasha eller æter i åndsvidenskabelig forstand, men udelukkende det laveste plan i den akashiske struktur eller nogle af intervallerne i det astrale lys, som i en vis forstand er det højeste princip i Jordens atmosfære. Det er en subtil æterisk energimasse, der gennemtrænger og påvirker alle former for fysisk stof. (Se også Akasha, Prakriti, Samkhya og Æter).

Ad
(Hebraisk). Ad, Adad og Hadad betyder ”Fader”. Ad på aramæisk betyder ”én”, og ”Ad-Ad” betyder ”den eneste”. På assyrisk betyder Ad “Fader”. Ad eller Adad, Hadad (semitisk) stammer fra ”Adad”, der betyder ”at være kraftfuld”, ”stærk”, ”mægtig”, ”den oprindelige”. Det svarer til sanskrit, hvor Ad betyder ”første” eller ”ur-”. I det babyloniske system er Ad eller Ad-Ad iflg. H.P. Blavatsky den første årsag, ”der er uden navn, og som kun kan erkendes i tanken, ligesom den hinduistiske Swayambhuva. Fra udgangspunktet manifesterer Ad sig som Anu eller Ana – den ene over alt og alle”. Ad eller Adad er uden egenskaber, og betragtes derfor som kilden til manifestation af Demiurgos eller Verdens Bygherre. Adad er en national beskyttende guddom for syrerne og edomitterne. Det bekræftes af fund af tavler med syrisk kileskrift, der stammer fra ca. 3000 f.Kr. I den babylonisk-assyriske gudekreds er Adad placeret i den anden guddommelige triade sammen med solguden Shamash og måneguden Sin (der altid symboliseres med en tyr), og triaden repræsenterer de livgivende naturkræfter. I den babylonske myte om syndfloden er Adad gud for storm, regn og høst, og gudens symbol er lynet, og derfor er det tilsyneladende en semitisk version af den græske gud Zeus, den romerske gud Jupiter og den nordiske gud Thor. Hans hustru er Atargatis (Astarte, Asthoreth, Ishtar), som nogle gange tager hans plads. (Se også Demiurgos og Thor).

Ad-i
(Sanskrit). Ad-i er et navn, der blev givet af ariere til ”den første talende race i menneskeheden” i fjerde runde. ”Ad” er roden til mange vigtige ord i mange gamle sprog. På sanskrit betyder Adi ”første” og ”oprindelige”. På hebraisk betyder Adon ”herre”, og Adonim er engle eller planetariske Logoi – ”Jordens første åndelige og æteriske sønner”. Sønner af Adi – sønner af den første – kaldes ofte ”ildtågens sønner”. (Se også Adi).

Adah
(Assyrisk). Adah, Ad-Ah eller Ada har hebræerne lånt fra assyrerne til navnet på deres Adah − far til Jabal (Jubal) … osv. Men Adah betyder ”den første”, ”den ene”, og tilhører dermed alle. Der er grund til at tro, at Ak-Ad, betyder ”den første fødte” eller søn of ”Ad”. Adon var den første ”Herre” i Syrien. Adah blev brugt af H.P. Blavatsky som betegnelse for menneskehedens tidligste rodrace – den første rodrace på Jorden, og – analogt hermed – den første store underrace i den nuværende 5. rodrace, som begge omtales som ”Ad-Ahs sønner”. I 1. Mosebog var Ada den første af Lamechs to koner, og hun fødte Jabal (Yabal), der betyder ”strømmende” (som vandet i en flod), og dermed var Jabal ligesom moderen Ada, afgrænset af tid og/eller rum og forgængelig. Jabal stod angiveligt for den nomadiske ariske race, der beboede et område, der strakte sig fra Sortehavet til Kashmir og endnu længere. Adah bruges af Esajas sammen med ”olam”, der betyder verden, alder eller æon, for at tilkendegive evighedens evigheder.

Adam
(Hebraisk). I kabbalaen er Adam ”den eneste fødte”. Ordet Adam betyder ”rød jord”, som Gud brugte, dengang han skabte det adamiske menneske. Det er næsten det samme som Athamas, og på græsk bliver det til Didumos – ”tvillingen” eller ”den dobbelte” – og det er i overensstemmelse med fremstillingen i 1. Mosebog af ”den første” som mand/kvinde, der var oprindelsen til menneskeheden. Kabbalaen nævner fire Adam’er. Den arketypiske Adam eller ”det himmelske menneske” (Adam-Kadmon) er prototypen for den anden Adam – ”den androgyne Adam”. Fra de to Adam’er udstråles den tredje Adam, som var før-fysisk og uvidende, men alligevel langt væk fra den guddommelige prototype Adam-Kadmon. Den fjerde Adam er ”den tredje Adam, som han var efter syndefaldet”, dvs. den fysiske Adam i Edens Have. Han repræsenterer den fysiske, kønsopdelte, seksuelle menneskehed. Med hensyn til Elohim, som skabte mennesket ”i gudernes eget billede” (Tselem), siger H.P. Blavatsky: Først blev den ukønnede rodrace skabt. Elohim betyder ”Gud” eller rettere ”guder” på hebraisk, og Elohim er den samme som Jahve. Racen var en modifikation af guderne selv – de rene åndelige eksistenser – og derfor fremstod rodracen som Adam-Solus. Det hebraiske ord ”Adam” sammen med det latinske ord ”Solus” repræsenterer 1. rodrace – den adamiske rodrace – som var en ren astral og androgyn eksistens. Derfra opstod 2. rodrace – Adam-Eva, Iod-Havah eller Jod-Heva – den Hyperboræiske rodrace, som var æterisk, passiv og androgyn. Endelig opstod den 3. rodrace – den lemuriske – som var fysisk, og hvor den lemuriske hermafrodit blev adskilt i to køn symboliseret af Kain og Abel, hvor Kain repræsenterede det maskuline aspekt og Abel det feminine. Begivenheden blev symboliseret i Bibelen med allegorier, hvor den indre Iod-Havah fysisk adskiller sig – Havah (Eva) skilles fra Iod (Adam) – og ved hjælp af ”faldet” opdeles bevidstheden i Kain (tendensen til adskillelse og ondskab – tankesindet) og Abel (tendensen til renhed og godhed – sjælen). Den uskyldige Abel døde pga. Kains ondskab, som ved hjælp af regenerering skabte Seth-Enos – atlantidernes 4. rodrace. Atlantiderne (i betydningen successive transformationer) kom til udtryk som Noah, der er identisk med Vaisvasvata Manu, som var søn af den Hyperboræiske Surya – Solen. Han var stamfader til den ariske rodrace, og både 4. og 5. rodrace (den 5. rodrace er den nuværende) er resultatet af, at Adam smagte frugten på Kundskabens Træ, for det medførte, at menneskeheden skulle opnå kundskab om dualitet – ånd og stof – selv og ikke-selv – godt og ondt. De fire Adam’er blev efterhånden glemt i processen, hvor symbolikken blev videregivet fra den ene generation til den næste, for allegorierne fik tilføjet ekstra myter, og den oprindelige betydning druknede til sidst i det store hav af populær symbolik, som man kaldte ”gudekredsen”. Men de fire Adam’er eksisterer stadig i de ældste jødiske traditioner, som Tzelem – ”Skygge-Adam” – der svarer til åndsvidenskabens Chhaya. (Se også Aarea, Abel, Adam-Adammi, Adam Illa’ah, Adam-Kadmon, Adam-Ri’shon, Chhaya, Elohim, Eva, Hyperboræisk og Rodrace).

Adam-Adammi
(Hebraisk). Adam-Adammi eller Adam-Adami stammer fra ”adam”, der betyder ”menneskeheden” og ”adami”, der betyder ”fæstning”. Iflg. H.P. Blavatsky er Adam-Adammi ”et generelt og konstrueret navn, der er lige så gammelt som selve sproget”. Adam-Adammi – ligesom Adam – var ikke et menneske, men en race. Mere specifikt var det ”den mørke race”, som var ”den første til at degenerere” i modsætning til Sarku eller ”lysets race”, som forblev ren meget længere. ”Adam-Adammi er en personificering af den dobbelte Adam, der både består af den forbilledlige Adam-Kadmon eller åndelige Adam, og den lavere Adam, den fysiske”. (Se også Adam, Adam-Illa’ah, Adam-Kadmon, Adam-Ri’shon og Eva).

Adam-Illa’ah
(Hebraisk). Adam-Illa’ah stammer fra ”adam”, der er en betegnelse for ”menneskeheden” og ”alah”, der betyder ”at bestige” eller ”stige”. Adam-Illa’ah er den overordnede Adam. I kabbalaen er det den åndelige Adam, som har en modsætning i den jordiske Adam. Adam-Illa’ah svarer til Adam-Kadmon (den himmelske Adam), det kosmiske menneske eller den kosmiske ånd. (Se også Adam, Adam-Adammi, Adam-Illa’ah, Adam Kadmon, Adam Ri’shon, Eva og Kabbala).

Adam-Kadmon
(Hebraisk). Adam-Kadmon stammer fra ”adam”, der er en betegnelse for ”menneskeheden” og ”qadam”, der betyder ”at være før” eller ”forud”. Adam-Kadmon er urmennesket – Adam-Primus. Adam-Kadmon er det arketypiske menneske eller sindbilledet på menneskeheden. Adam-Kadmon er det ”himmelske menneske” eller ”det makrokosmiske menneske”, der er uden synd i modsætning til den jordiske Adam, ”det mikrokosmiske menneske”. Kabbalisterne refererer til den 10. Sephiroth i Livets Træ. I kabbalaen er Adam Kadmon den manifesterede Logos, der svarer til åndsvidenskabens 3. Logos - den umanifesterede skabning - det første ideale menneske. I Aristotlesk forstand symboliserer Adam-Kadmon Universet in abscondito eller i begærløs tilstand. Adam-Kadmon svarer til hinduernes Purusha, og begge er et generelt udtryk, der bruges til at repræsentere enten den kosmiske Logos eller mestre, der hersker over deres respektive hierarkier. H.P. Blavatsky identificerer Adam-Kadmon med den første Manu, Svayambhuva – ”syntesen af de fjorten Manuer”. Det samme gælder den græske Prometheus og den guddommelige Pymander i Hermetica – tankens guddommelige kraft i sit mest åndelige aspekt. (Se også Adam, Adam-Adammi, Adam-Illa’ah, Adam-Ri’shon, Eva, Kabbala, Manu og Sephiroth).

Adam-Ri’shon
(Hebraisk). Adam-Ri’shon stammer fra ”adam”, der er en betegnelse for ”menneskeheden” og ”re’sh”, der betyder ”hoved”. Den første Adam – Adam-Primus – omtales i Jobs Bog: ”Er du det første menneske, der blev født, eller blev du skabt før landskabet?” H.P. Blavatsky siger, at Adam-Ri’shon er Månens ånd (dvs. Jehova i en vis forstand eller Pitrier) og hans tre sønner – Ka-yin (Kain) Habel (Abel) og Seth – repræsenterer menneskehedens tre rodracer. (Se også Adam, Adam-Adammi, Adam-Illa’ah, Adam-Kadmon, Eva, Pitri og Rodrace).

Adamisk jord
(Alkymistisk). Adamisk jord kaldes ”den ægte olie, der består af guld”, og det er ”urelementet” i alkymien. Adamisk jord er blot et enkelt trin fra skabelse af det rene homogene element. Adamisk jord betragtes derfor som ”originalt stof” i alkymien, dvs. udifferentieret stof fra planeten Jorden. Det er ”nabo til alkahest”, som er et hypotetisk universelt opløsningsmiddel, der er i stand til at opløse ethvert andet stof – herunder guld. Det er en af alkymisternes vigtigste hemmeligheder. (Se også Alkymi).

Adbhitanya
Adbhitanya er sandsynligvis en forvrængning af sanskritordet ”Adbhuta-ma” eller ”Adbhutva”, som stammer fra ”Adbhuta”, der betyder ”gådefuldt” eller ”pragtfuldt”. I Vishnu-Purana er Adbhuta navnet på guden Indra i den niende Manvantara. H.P. Blavatsky henviser til det første kontinent, som engang var beboet af Svetadwipas velsignede sønner (den hvide ø) og Adbhitanya, den første, den ene og den rene”. Et andet navn for kontinentet eller den oprindeligt beboede del af Jorden er Adivarsha. (Se også Manvantara og Puranaer).

Adbhuta Brahmana
(Sanskrit). Adbhuta-Brahmana stammer fra ”adbhuta”, der betyder ”gådefuldt” eller ”pragtfuldt” kombineret med ”Brahmana”. Brahmana beskrives i Vedaerne, og emnet er ritualer, bønner, ofringer og mantraer. Adbhuta-Brahmana er en af de otte Brahmanaer i Sama-Veda. Adbhuta Brahmana er miraklernes Brahmana, som omhandler underværker, varsler og forskellige andre mystiske fænomener. (Se også Brahmana og Veda).

Adbhuta Dharma
(Sanskrit). Adbhuta Dharma stammer fra ”adbhuta”, der betyder ”gådefuldt” eller ”pragtfuldt” kombineret med Dharma, der betyder ”lov”, ”sandhed”, ”opgave”, ”pligt”. Adbhuta Dharma er ”loven om ting, der aldrig tidligere er hørt”. Adbhuta Dharma hører til en gruppe buddhistiske værker, der omhandler mirakler eller fænomener. Adbhuta Dharma er en af de ni Angas (inddelinger af buddhistiske tekster), der beskriver mirakler og underværker.

Adept
(Latin). Adept stammer fra det latinske ”adeptus”. I åndsvidenskaben betyder adept ”oplyst” eller ”indsigtsfuld”. En adept er ”den, som har opnået” – mesterskab. En adept er en mester – et menneske, der har fuldført discipelskabet og har opnået 5. indvielse. Det er et menneske, der er blevet en mester i esoterisk filosofi og åndsvidenskab. En adept behøver ikke længere at inkarnere på de tre lavere planer (de fysiske, astrale og mentale planer), men lever og arbejder på intuitionens plan (det buddhiske plan) i 5. naturrige – det overmenneskelige rige. Adept og mester er derfor synonyme. H.P. Blavatsky brugte i begyndelsen betegnelsen temmelig frit. Hun taler nogle steder om ”indviede adepter”, og hentyder samtidig til mennesker, som endnu ikke er parate til ”indvielse”. ”Indvielse” er et ord, der både betyder indføring i de esoteriske mysterier og begyndelsen til en bevidsthedsudvidelse ved hjælp af metoder, der fører til en fuldstændig forandring af menneskets indre natur. Hun talte også om adepter på ”venstrehåndsvejen”. Det viser, at der kan være andre, som måske har stor indsigt i bestemte områder som f.eks. magi, men som følger en forkert udviklingsvej. Ordet adept blev derfor i begyndelsen brugt i en anden betydning end i den senere esoteriske litteratur. I nutiden betyder adept noget andet og mere end et menneske, der har stor indsigt i åndsvidenskab, eller som er i stand til at manipulere med metafysiske kræfter.

Adharma
(Sanskrit). Adharma består af ”ikke” og ”dharma”, der betyder ”lov”, ”sandhed”, ”opgave” og ”pligt”. Adharma er derfor ”ikke-dharma”. Adharma er det modsatte af Dharma, for Adharma er betegnelsen for et liv fyldt med laster og begær. Adharma betyder desuden både uvane, usandhed, umoral og uretfærdighed. I Bhagavad-Gita siger Krishna: ”Kære Bharata, når Dharma i verden forfalder og Adharma vokser, vender jeg tilbage”. (Se også Bhagavad-Gita og Dharma).

Adhi
(Sanskrit). Adhi betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende”. (Se også Adi).

Adhibhautika
(Sanskrit). Adhibhautika stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og ”bhuta”, der betyder ”har været”. Bhuta er afledt af roden ”bhu”, der betyder ”skal” eller ”bliver”. Ordet har relation til elementære væsener, og dermed til skabninger, der er fremkaldt af de primordiale elementer eller urelementaler. Når de har forbindelse med lidelse (Dukkha), er det en af de tre typer af modgang (Klesha), der beskrives i hinduismen som ”den lidelse, der stammer fra materielle objekter eller ydre genstande” – herunder mennesker eller dyr. Adhibhautika er derfor den anden af tre former for lidelser − ”det onde, der stammer fra ydre skabninger eller genstande”. (Se også Adi, Dukkha og Klesha).

Adhidaiva
(Sanskrit). Adhidaiva eller Adhidaivata stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og ”deva”, der kan oversættes med ”gud” eller ”engel”. Der henvises til en oprindelig guddom eller en guddommelig repræsentant, der manifesteres via skabninger eller genstande. Generelt er det et udtryk for en guddommelig skabning, dvs. Adhyatman eller den oprindelige Atman. (Se også Adi, Atman og Deva).

Adhidaivika
(Sanskrit). Adhidaivika stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og ”deva”, der kan oversættes med ”gud” eller ”engel”. Det er ”de himmelske” eller ”de lysende”, og derfor henviser Adhidaivika til devaerne, som er himmelske eller åndelige skabninger, en slags guder, som repræsenterer guddommelige påvirkninger. Når Adhidaivika kombineres med Dukkha (lidelse), bliver det en af de tre former for Klesha (lidelser) i hinduismen. Adhidaivika henviser til ”guddommelige” kilder eller naturen, som f.eks. kan skabe lidelse ved hjælp af vind, regn eller hedeslag, men ordet repræsenterer også uventede ulykker, som f.eks. huse, der styrter sammen. Adhidaivika er derfor den tredje af de tre former for lidelser – ”det onde, der har guddommelig årsager, eller som skyldes en retfærdig karmisk virkning”. (Se også Adi, Deva, Dukkha og Karma).

Adhikarin
(Sanskrit). Adhikarin er en Chela (elev), der har opnået det fulde discipelskab og er klar til 2. indvielse. (Se også Adi, Chela og Discipel).

Adhima
(Sanskrit). Iflg. Siva-Purana er Adhima det første menneske, der skabes af Shiva, som sammen med Heva er forfædre til den nuværende menneskehed. (Se også Adi og Shiva).

Adhishthana
(Sanskrit). Adhishthana eller Adhishtanam stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og roden ”stha”, der betyder ”at stå på”. Adhishthana betyder derfor ”basis”, ”fundament” eller ”et fokus” for en handling. Adhishthana bruges ofte i betydningen et princip, der indeholder andre principper – dvs. det overordnede eller aktive princip, der fungerer i Prakriti. Adhishthana bruges også for ”præcedens” eller ”en regel”, der anvendes som betegnelse for en af de ti frigørende handlinger eller adfærdsregler. Adhishnhana-Deha eller Adhishnhan-Sarira (-kroppen) er et subtilt legeme, som afdøde ifører sig efter døden. (Se også Adi og Prakriti).

Adhitthana
(Sanskrit). Adhitthana betyder viljestyrke.

Adhiyajna
(Sanskrit). Adhiyajna stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og roden ”yaj”, der betyder ”at indvie”, ”tilbyde” eller ”ofre”. Adhiyajna er et altafgørende offer eller ofre fra oven, som er synonymt med den kosmiske Logos, der er ved at komme i manifestation. Logos ”ofrer” sig selv til gavn for alle levende skabninger, for dermed gives der mulighed for, at de ventende monader kan gennemgå deres egen udvikling, for i Ham lever, ånder og er de. Hver Avatar gentager i mikrokosmos den kosmiske Logos’ offerhandling. Guddommen ofrer sig af hensyn til de hierarkier, der findes i den indre natur. Det er et offer, der fandt sted ”før verden blev skabt”, og det er kernen i de mytologiske beretninger om Kristus, Logoer eller skabende Ord, der inkarnerede som menneske. (Se også Adi, Avatar og Logos).

Adhyaropa
(Sanskrit). Adhyaropa, Aropa eller Adhyaro-Pana stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og ”a-ruh”, der betyder ”at bestige” eller ”bjerg”. Adhyaropa betyder at gennemtvinge en konklusion, der som regel er fejlagtig. I vedisk filosofi beskrives Adhyaropa som en forkert fortolkning eller en misforståelse. Tankesindets opfattelse kan være uvirkelig (Avidya eller uvidenhed) og dermed gennemtvinger man opfattelsen af, at dualitet og mangfoldighed er virkelighed, og resultatet er en mangfoldighed af forvirrende og ofte modstridende mål. (Se også Adi og Avidya).

Adhyasa
(Sanskrit). Adhyasa eller Adhyasika stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og roden ”at kaste”. Adhyasa henviser til at kaste om sig med misforståelse eller fejlagtige opfattelser. Det skal forstås som tankesindet, der fokuserer på facts, som bliver misforstået. Dermed opstår der fejlagtige holdninger og derfor forkert retning i livet. Adhyasa svarer til Adhyaropa. (Se også Adi og Adhyaropa).

Adhyatma-Jnana
(Sanskrit). Adhyatma-Jnana stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og ”atman” samt ”jnana”, der betyder ”viden”. (Jnana stammer fra roden ”jna”, der betyder ”at vide” eller ”forstå”). Adhyatma-Jnana er derfor viden om det øverste Selv, der svarer til Adhyatma-Vidya. (Se også Adi, Adhyatma-Vidya og Atman).

Adhyatma-Vidya
(Sanskrit). Adhyatma-Vidya stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og ”atman” samt ”vidya”, der betyder ”viden” fra roden ”vid”, der betyder ”at vide”, ”at opfatte”, ”at lære”. Adhyatma-Vidya er kendskab til den øverste Atman eller det højeste Selv. Adhyatma-Vidya oversættes med ”den indre oplyste”. Det er en af Pancha Vidya Sastras eller ”De fem videnskabers skrifter”. Adhyatma-Vidya bruges i flæng med Adhyatma-Jnana. (Se også Adi, Adhyatma-Jnana og Atman).

Adhyatman
(Sanskrit). Adhyatman fra stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og ”atman”. Adhyatman er det øverste eller oprindelige Selv, der svarer til Paramatman. (Se også Adi, Atman og Paramatman).

Adhyatmika
(Sanskrit). Adhyatmika stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og ”atman”. Adhyatmika henviser til det højeste Selv eller Atman – og i mere abstrakt forstand henviser Adhyatmika til den oprindelige Atman. (Se også Adi og Atman).

Adhyatmika-Duhkha
(Sanskrit). Adhyatmika-Duhkha stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og ”atman” samt ”duhka”, der stammer fra ”dush”, der betyder ”at blive besmittet”. Adhyatmika-Duhkha er den første af tre slags Klesha (lidelse) eller jordisk smerte. Adhyatmika-Duhkha betyder, at ”lidelsen stammer fra sjælen” – det vil sige, at det er en lidelse, der er påført af sjælen og skabt af personligheden. Man er med andre ord selv årsag til lidelsen. Adhyatmika-Duhkha henviser normalt til fysiske lidelser (f.eks. hovedpine, feber, sygdomme osv.), men mere korrekt stammer lidelserne, smerterne eller problemerne fra psykiske og følelsesmæssige ubalancer som f.eks. svag vilje, ukontrollerede eller vildledende følelser og mangelfulde tankeprocesser, som altid resulterer i fysiske lidelser. (Se også Adi, Adhyatmika, Atman og Klesha).

Adhyaya
(Sanskrit) Adhyaya stammer fra ”adhi”, der betyder ”over”, ”øverste”, ”suveræn” eller ”altafgørende” og roden ”i”, der betyder ”at gå”, ”at bevæge”. Adhyaya henviser til et kapitel, et afsnit eller den del af en bog. Adhyaya eller inddeling i musik er otte takter. (Se også Adi).

Adhæsion
(Latin). Adhæsion betyder ”hænger ved” og ”holde fast i” i betydningen sammenhængskraft mellem legemer, der berører hinanden. Adhæsion skyldes tiltrækning af molekyler i legemernes overflader. (Se også Kohæsion).

Adi
(Sanskrit). Adi betyder ”den første”, ”det oprindelige”, ”det højeste” (i relation til bevidsthedstrin) og ”det højestes sønner”. Adi benyttes i sammensatte ord f.eks. Adi-Buddhi, Adi-Sanat osv. Adi-planet er det højeste plan i solsystemet og ligger ligesom det næsthøjeste – Anupadaka-planet – endnu langt uden for menneskets opfattelsesevne. Man kender kun navnene og ved, at de betegner selve det guddommelige aktivitetsområde – dvs. Logos’ eget indflydelsessfære. Adi kaldes også ”Universets grundvold”, ”Universets støtte” og ”Universets livskilde”. ”Adis sønner” kaldes i åndsvidenskaben ”ildtågens sønner” − et udtryk, der bruges af nogle mestre, for at beskrive Atma-Buddhi. (Se også Adi-Buddhi).

Adi-Banat
(Sanskrit). Adi-Banat betyder bogstaveligt ”den første gamle”. Begrebet svarer til kabbalisternes ”den gamle af dage”. Det er en af Brahmas titler, som i Zohar kaldes Atteekah d’Atteekeen eller ”den ældste af de ældste”. (Se også Zohar).

Adi-Bhuta
(Sanskrit). Adi-Bhuta stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”det oprindelige”, ”det højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”bhuta”, der stammer fra roden ”bhu”, der betyder ”at være” eller ”at blive”. Adi-Bhuta er derfor det første, oprindelige urelement i naturen – den oprindelige umanifesterede årsag til alle verdener, som nogle gange kaldes ”navnløs” i den åndsvidenskabelige litteratur. Adi-Bhuta er årsagen og kilden til de efterfølgende syv kosmiske Bhutaer, der er de frø, som elementerne udstråler fra. Adi-Bhuta er en betegnelse for Vishnu, fordi ”Det første element” indeholder alle elementer − ”den gådefulde guddom”. (Se også Adi og Bhuta).

Adi-Buddha
(Sanskrit). Adi-Buddha eller Adi-Budha er den første, den højeste og den oprindelige Buddha – det evige lys. Adi-Buddha er ikke anerkendt i den sydlige buddhisme. Adi-Buddha befinder sig bevidsthedsmæssigt over alle andre Buddhaer og Bodhisattvaer i den senere tibetanske, nepalesiske, javanesiske, og japanske Mahayana-buddhisme. I åndsvidenskabelig litteratur er Adi-Buddha det højeste aspekt for Universets øverste bevidsthed, som eksisterer i den mest ophøjede Dharmakaya-tilstand. I den esoteriske buddhisme, og endda i den eksoteriske buddhisme i nord, er Adi-Buddha (Chogi Dangpoi Sangye), ”den ene ukendte”, som er uden begyndelse og uden slutning, identisk med Para Brahman og Ain-Soph, der udsender en lysstråle fra mørket. Det er 1. Logos eller Vajradhara, den højeste Buddha (som tibetanerne kalder Dorjechang). Han er ”Herren over alle mysterier”, som ikke selv manifesteres, men som ”sender sit hjerte ind i verdensmanifestation” – det hjerte, der kaldes ”diamant hjertet” – Vajrasattva (Dorjesempa). Adi-Buddha er Adi-Buddhis individualiserede monadiske fokus – den oprindelige kosmiske visdom eller intelligens, der er synonym med Maha-Buddhi eller Mahat (det universelle tankesind). Eller sagt på en anden måde så er Adi-Buddha den øverste bevidsthed i solsystemets hierarki, hvor oceaner af lys strømmer gennem alle de underordnede visdomshierarkier og deres højeste bevidsthed, som på Jorden er Det Store Hvide Broderskab, mestrene eller Mahatmaerne. Lyset og kraften strømmer gennem Mahachohanen, der er Jordens repræsentant for Adi-Buddha. Det er årsagen til, at tibetansk buddhisme anerkender den kontinuerlige ”reinkarnation af Buddha” – ikke sådan at Gautama Buddha legemliggøres, men ved at Adi-Buddha gennem menneskehedens stråle foreviger sig selv ved refleksion i udvalgte mennesker. På samme måde som Adi-Buddha er den individualiserede guddommelige tankeform af Universet, som er altgennemtrængende og allestedsnærværende, er de mennesker, der løfter sig bevidsthedsmæssigt op til at blive ét med en af Adi-Buddhis stråler, faktuelt ”reinkarnationer” eller større eller mindre legemliggørelser af den kosmiske Buddha. Adi-Buddha manifesteres via de himmelske Buddhaers eller Dhyani-Buddhaernes hierarki. De manifesterer sig videre gennem Manushi-Buddhaerne og i mindre grad gennem mennesker, der – selv om nogen er ophøjede, alligevel er mindre ophøjede end Manushi-Buddhaerne. (Se også Adi, Adi-Buddhi, Ain-Soph, Bodhisattva, Buddha, Buddhisme, Bhuta, Dharmakaya, Dhyani-Buddhaer, Dorjechang, Maha-Buddhi, Mahachohan, Mahat, Mahatma, Mahayana, Manushi-Buddhaer, Para Brahman og Vajradhara).

Adi-Buddhi
(Sanskrit). Adi-Buddhi stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”det oprindelige”, ”det højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”buddhi” fra roden ”budh”, der betyder ”at vide”, ”opfatte”, ”opvække”. Buddhi er essensen af den højeste intelligens eller visdom – den evige Budhi eller det universelle tankesind, der er legemliggjort i Adi-Buddhi. Adi-Buddhi eller Dharmakaya er ”den mystiske, universelle diffuse essens – den altgennemtrængende højeste og absolutte intelligens med sin cykliske manifestation af guddommelighed – Avalokiteshvara – der er syntesen af intelligens fra de universelle intelligenser inklusive Dhyan-Chohaner endda af de højeste ordener”. (Se også Adi, Avalokiteshvara, Dharmakaya og Dhyan-Chohan).

Adi-Granth
Adi-Granth er sikhernes hellige skrifter.

Adi-Natha
(Sanskrit). Adi-Natha stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”det oprindelige”, ”det højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”natha”, der betyder ”beskytter” eller ”herre”. ”Natha” stammer fra roden ”nath”, der betyder ”at søge bistand”. Adi-Natha er den højeste beskytter eller Herre. Adi-Natha bruges nogle gange om Adi-Buddha og andre kosmiske hierarkier – eksempelvis Shiva. Adi-Natha er også kendt som Rishabha, der er den første af de 24 Tirthankaras eller Jain-lærere. (Se også Adi, Adi-Buddha og Jain).

Adi-Nidana
(Sanskrit). Adi-Nidana stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”den oprindelige”, ”den højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”nidana”, der betyder ”binding”. ”Nidana” stammer fra ”ni”, der betyder ”ned” og ”dana”, der betyder ”bånd” eller ”reb” fra roden ”da”, dvs. ”at binde” eller ”at fastgøre”. Adi-Nidana er den første og øverste årsag i betydningen forbindelsen mellem årsag og virkning eller årsagssammenhæng, som symboliseres af den feminine kraft, der er et aspekt af enhver maskulin guddom. Shakti er derfor altid hustru til en gud i hinduernes gudekreds. Adi-Nidana er forbindelsen mellem den første og højeste årsag og den efterfølgende kæde af Nidanaer, som i de buddhistiske skrifter kaldes de tolv årsager til manifesteret eksistens eller kæden af årsag og virkning i hele den manifesterede guddom. (Se også Adi og Shakti).

Adi-Sanat
(Sanskrit). Adi-Sanat stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”den oprindelige”, ”den højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”sanat”, der betyder ”gammel” og ”altid”. Det er ”den evigt-oprindelige” – et navn der bruges om Brahma. Dzyans stanzer fortæller, hvad der gik forud for Svabhavat i den kosmiske evolution. Først var der intet, derefter Adi-Sanat – ”den første som er én” – og herefter Svabhavat eller mangfoldighed og årsagssammenhæng. Det kan sammenlignes med kabbalisternes ”Attiqa de Atttiqin” – ”den ældste af de ældste” – i Zohar, men også med den pythagoræiske kosmiske monade, som er skabt i og født fra livmoderen af den evigtværende eller uerkendelige, der manifesterer sig som kilden til kosmos, og trækker sig tilbage i ”stilhed og mørke”, men både bevarer sin tilstand og samtidig fungerer som en ubeskrivelig kilde, som al manifestation er forbundet med i rummene i rummet. Adi-Sanat er det evigtværende kim til det kosmiske tankesind, og fordi det eksisterer fra kosmisk Manvantara til kosmisk Manvantara, synker Adi-Sanat blot i perioder ind i umanifesterede forløb af kosmiske Pralayaer. (Se også Adi, Adinidana-Svabhavat, Dzyan, Manvantara, Pralaya og Zohar).

Adi-Sesha
(Sanskrit). Adi-Sesha stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”den oprindelige”, ”den højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”sesha” fra roden ”sish”, der betyder ”rest” eller ”efterladt”. Det henviser til den universelle hvile, der symboliseres af den mytologiske tusindhovede slange (Naga), som Vishnu ”sover” på under Pralaya (intervallet mellem manifestationerne). Det symboliserer desuden de syv Patala’er, som i hinduistisk kosmologi betegner Universets syv nederste områder, som befinder sig under jorden, og de syv eksistensplaner ovenover – dvs. hele Universet. Oftere kaldes det simpelthen Sesha – eller Ananta (ubegrænset) eller Ananta-Sesha. Sesha betyder ”efterladt” eller ”det, der er tilovers”. Den vigtigste fortolkning er, at under Vishnus Pralaya, der repræsenterer den kosmiske guddommelighed, forestiller man sig, at der soves på indholdet af en åndelig karakter, der er tilbage efter Universets opløsning. På den måde er Adi-Sesha – ursubstansen eller ”resten” – det kosmiske rum eller hav af bevidsthedsstof, der er tilovers fra den tidligere kosmiske Manvantara. Det fungerer som moder-stof eller kaos, som er grundlaget for fødslen og skabelsen af de fremtidige verdener, når Pralaya slutter. (Se også Ananta, Manvantara, Naga, Pralaya og Vishnu).

Adi-Shakti
(Sanskrit). Adi-Shakti stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”den oprindelige”, ”den højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”shakti”, som hentyder til kraft og energi. Det er den oprindelige energi eller guddommelige kraft, som er en direkte energiudstråling fra Mulaprakriti – dvs. det feminine aspekt eller den stoflige iklædning af enhver potentiel åndelig form. Adi-Shakti er derfor den essentielle guddommelig energi – den feminine skabende kraft, som er et aspekt i enhver maskulin guddom i den hinduistiske gudekreds, og derfor er Shakti altid hustru til en gud. Shakti kaldes desuden Maya (uvirkeligt). Det er en vigtig betegnelse, for illusionen begynder med manifestationen. (Se også Adi, Maya, Mulaprakriti og Shakti).

Adi-Tattva
(Sanskrit). Adi-Tattva stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”den oprindelige”, ”den højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”tattva”, der betyder ”essens”. Det er det essentielle princip, og det bruges i åndsvidenskabelig litteratur som betegnelse for den første eller den højeste af syv Tattvaer eller principper på den nedadgående bue i naturens strukturelle opbygning. I de kosmiske princippers rækkefølge svarer Adi-Tattva til 1. Logos. (Se også Adi, Logos og Tattva).

Adikrit
(Sanskrit). Adikrit eller Adikartri stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”det oprindelige”, ”det højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”krit”, der betyder ”at handle”. (”Kartri” er f.eks. betegnelsen for et handlingsmenneske, en forfatter, en producer osv.). ”Krit” stammer fra roden ”kri”, der betyder ”at gøre”, ”at lave”, ”at udrette”. Adikrit betyder bogstaveligt ”den første skabte” eller manifesterede. Det er den skabende kraft, der er evig og umanifesteret, men som manifesterer en del af sig selv periodisk. Adikrit bruges om Vishnu, som hviler i ”rummets vande” under Pralaya. Den første skabte er synonym med Adikara. I hinduistisk mytologi er det Skaberen, og i Puranaerne er Adikrit det personificerede aspekt af den udviklende eller kosmisk skabende kraft, der dybest set er evig, men desuden er periodisk i sine manifestationer. I perioder med manifestation (Manvantara) personificeres Adikrit med Vishnu eller Brahma. I perioder med hvile (Pralaya), symboliseres det med gudens søvn i urhavet. Udtrykket gælder for ethvert univers eller hierarki, stort eller lille, om en galaksehob, et solsystem, en planet eller et menneske. (Se også Adi, Brahma, Manvantara Pralaya og Vishnu).

Adinidana-Svabhavat
(Sanskrit). Adinidana-Svabhavat stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”den oprindelige”, ”den højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”nidana”, der betyder ”årsagssammenhæng” samt ”svabhavat”, der betyder ”selvskabt”. ”Svabhavat” stammer fra ”sva”, der betyder ”selv” og roden ”bhu”, der betyder ”skal” eller ”bliver”. Der henvises til den oprindelige årsagssammenhæng med udgangspunkt i det selvskabte. I buddhismen kan Nidana også betyde den oprindelige essens eller substans, mens Svabhavat sidestilles med Fader-Moder-manifestationen, der kan beskrives som ”den oprindelige Fader-Moder årsagsessens”. Det er manifestationens højeste aspekt eller 3. Logos i galaksen Mælkevejen, og fordi 3. Logos i ethvert solsystem er en afspejling af den galaktiske 3. Logos, er Adinidana-Svabhavat i ethvert solsystem forbundet med galaksens Adinidana-Svabhavat. Sætningen findes i Dzyan stanzer: ”Mørket – det grænseløse eller uerkendelige – Adi-Nidana Svabhavat”. Det er 3. Logos’ nedstigningspunkt, der kan beskrives som mørke og uerkendeligt, for det er mørke i relation til menneskets intellekt, og alligevel er det begyndelsen til erkendelse af alle de hierarkier, der strømmer ud fra punktet. Alt det, der befinder sig herunder, kan ligesom Adinidana-Svabhavat kaldes grænseløs i betydningen den kosmiske essens eller åndelige substans uden indsnævrende grænser. (Se også Adi, Adi-Nidana, Dzyan og Logos).

Aditi
(Sanskrit). Aditi stammer fra ”ikke” og ”diti”, der betyder ”bundet af” fra roden ”at binde”. Aditi er det, der ikke er bundet. Det er det grænseløse, frigjorte eller uendelige. Aditi er modergudinden Devamatri i Vedaerne, og ud af hendes kosmiske substans blev alle himmellegemerne født. Aditi er derfor urnaturen eller grundstoffet (Mulaprakriti), og Aditis fysiske symbol er det grænseløse rum. Hun er den himmelske jomfru og moder til hver enkelt eksisterende form og skabning. Hun er syntesen af al skabelse. Hun er den øverste Akasha. I Rig-Veda identificeres Aditi med Vach (den mystiske stemme), og i Vedanta desuden med Mulaprakriti. Hun er Universets livmoder og dermed en feminiseret udgave af Brahma. I Rig-Veda står der: ”Daksha udsprang fra Aditi og Aditi fra Daksha”, og det er en henvisning til ”den evige cykliske genfødsel af den samme guddommelige essens”. I et af de mere mystiske aspekter identificeres Aditi med guddommelig visdom. Aditis princip findes i mange gamle religioner – den højeste Sephira i Zohar, gnostikernes Sophia-Achamoth, den græske Rhea, der er moder til Olympens guder, Bythos (det store dyb), Amba, Surarani, Chaos, rummets vande, det oprindelige lys, og hun er kilden til de gamle egypteres syv himle. Nogle gange har hun relation til den græske Gaia, Jordens gudinde, for at vise hendes dobbelte natur, for hun er moderen til både det åndelige og det fysiske. Aditi er både det kosmiske rum, moderen til alle skabninger, og Gaia – Moder Jord – og i en større skala er hun moder til alt, der har objektiv karakter. (Se også Aditi-Vach, Akasha, Brahma, Daksha, Gaia, Mulaprakriti, Rig-Veda, Vedanta og Zohar).

Aditi-Prakriti
(Sanskrit). Aditi-Prakriti stammer fra ”aditi”, der betyder ”grænseløs” og ”prakriti”, der betyder ”at skabe” eller ”at manifestere” fra roden ”pra”, der betyder ”frem” og roden ”kri”, der betyder ”at gøre”. Aditi-Prakriti er den åndelige-fysiske natur – Fader-Moder aspektet, der tonede frem i rummet ved skabelsen. Det er den kosmiske universelle grundsubstans, der personificeres i Universets dobbelte natur, og som også kommer til udtryk i mennesket. Aditi betyder grænseløshed, der er personificeret i en gudinde, for Prakriti er urhavet eller grundsubstansen i den oprindelige tilstand. (Se også Aditi og Prakriti).

Aditi-Vach
(Sanskrit). Aditi-Vach eller Aditi-Vac stammer fra ”aditi”, der betyder ”grænseløs” og ”vach”, der betyder ”tale” eller ”stemme” fra roden ”vach”, der betyder ”at sige noget” eller ”at fremsige”. I sit feminine aspekt betragtes den kosmiske Logos som et slør, der omgiver den kosmiske monade, som er under udvikling. Logois feminine aspekter er alle sammenhængende i deres noumenale aspekt, der består af lys, lyd og æter. Noumenal er iflg. Immanuel Kant et objekt, som det er i sig selv uafhængigt af tankesindet i modsætning til et fænomen.

Aditya
(Sanskrit). Aditya er ”Aditis søn”. I Vedaerne er Aditya et navn for Solen og for planeterne, for de syv Adityaer er identiske med de syv planeter eller rettere deres ”guder”, bevidstheder eller liv. Aditya refererer desuden til antallet fem, syv, otte og tolv. Den ottende Aditya – Marttanda – blev afvist af Aditi, og derefter var der syv ”Solsønner”, som hver manifesterer en bestemt solenergi (stråle). ”De syv tillader de dødelige, at de ser deres boliger, men de viser sig kun for Arhater”, iflg. et gammelt ordsprog. Deres ”boliger” skal fortolkes som planeter. Brahmanaerne og Puranaerne omtaler normalt tolv Adityaer. I en forudgående Manvantara blev de kaldt Tushitaer, men ved manifestationscyklussens slutning kom de ind i ”Aditis livmoder”, for at de kan fødes i den næste Manvantara, ”– og der skal de igen opnå rang af guder”. I den nuværende syvende Manvantara er de kendt som Adityas. Når Pralaya (hviletilstanden) i Universet indtræder, vil de tolv sole vise sig. De tolv Adityas er de tolv store guder i hinduernes gudekreds. Det er desuden de tolv stjernetegn i dyrekredsen – eller årets tolv måneder. Adityaerne opretholder Solens guddommelige liv, som gennemstrømmer alt, og i den nuværende Vaivasvata Manvantara er det de guddommelige Solpitrier (fædre) – ikke at forveksle med de laverestående Månepitrier, der inkarnerede i den tidlige menneskehed. (Se også Aditi, Arhat, Brahmana, Manvantara, Pitri, Puranaer og Veda).

Adivamsa
(Sanskrit). Adivamsa stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”den oprindelige”, ”den højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”vamsa”, der betyder ”afstamning” eller ”race”. Adivamsa er den første rodrace, der omtales i Mahabharata som ”ur-racen” – den oprindelige familie. (Se også Mahabharata og Rodrace).

Adivarsha
(Sanskrit). Adivarsha stammer fra ”adi”, der betyder ”den første”, ”den oprindelige”, ”den højeste” (bevidsthedsmæssigt) og ”varsha”, der er en opdeling af Jorden. Det stammer fra roden ”vrish”, der betyder ”at regne” eller ”at udøse”. Adivarsha er ”det første land”. Udtrykket bruges om ”menneskehedens første rodraces Paradis”. Det er det oprindelige kontinent, hvor menneskehedens første rodracer levede. Det kaldes også Stjernelandet, og det lå i området ved Nordpolen.

Adon
(Hebraisk). Adon er flertalsformen af ”adonim”, som stammer fra ”adan”, der betyder ”at fastsætte”. Adon er den øverstbefalende, herren, mesteren, herskeren osv. Adonim og Adonai – som jøderne brugte om deres Jehova og engle – var simpelthen Jordens første åndelige og æteriske sønner. Det samme gælder guden Adonis, som i sine mange varianter repræsenterede ”den første Herre”. H.P. Blavatsky bruger desuden Adon som en betegnelse for Codex Nazaraeus’ himmelske eller engleagtige hierarki. De gamle hebræere og fønikerne brugte ikke kun Adon i forbindelse med guder eller guddomme, men også som betegnelse for konger og præster. (Se også Adonai og Codex Nazaraeus).

Adonai
(Hebraisk). Adonai stammer fra Adon, der betyder ”Herre”. Oprindeligt var Adonai en slags klage eller bøn til de hierarkiske åndelige kræfter, der er overhoveder for Jordens planetariske kæde – især til Planetlogos. Men senere blev det en simpel erstatning for Guds navn, som ikke måtte udtales, og som derfor normalt erstattede Tetragrammaton (YHVH). Adonai betyder som sagt ”Herre”. Når en rettroende hebræer under læsningen af de hellige skrifter kom til navnet JHVH, erstatte de det med ordet Adonai, for ”Guds navn måtte ikke udtales” for ”du skal ikke tage Herren din Guds navn forfængeligt”. Den indre natur af YHVH er skjult, derfor kan YHVH kun navngives med navn som Shekhinah og Adonai. Derfor siger rabbinerne om navnet YHVH: ”Som jeg skrives (dvs. YHVH), skal jeg ikke læses”. Og iflg. Zohar: ”I denne verden skrives mit navn YHVH, og det læse Adonai, men i den kommende verden, vil det samme blive læst som det er skrevet, så barmhjertighed (repræsenteret ved YHVH), skal findes overalt”. I Bibelen oversættes ”Adonai” med ”Herren”, selv om det betyder ”mine Herrer”, hvorimod ”Elohim” oversættes med ”Gud”. I kabbalaen er Adonai det guddommelige navn for det højeste Sephira for Malkuth. Gnostikerne lærte, at Iurbo og Adonai var Iao-Jehova, som er en udstråling af Ilda Baoth. Ifølge Origenes betragtede gnostikerne Adonai som udtryk for Solens egenskaber. H.P. Blavatsky oplyser, at både Aidoneus og Dionysius (Dionysos) er grundlaget for Adonai, eller ”Jurbo Adonai”, som Jehova kaldes i Codex Nazaraeus. (Se Adon, Codex Nazaraeus, Elohim, Kabbala, Malkuth, Tetragrammaton og Zohar).

Adonim
Se Adon.

Adonis
(Hebraisk). Adonis stammer fra ”adon”, der betyder ”Herre”. Adon er også en titel på den babyloniske gud Tammuz. Hans kult blev importeret til Grækenland. Adonis var en smuk ung mand, der var højt elsket af Afrodite, men han blev dræbt af et vildsvin. Afrodite var så hårdt ramt af sorg, at guderne i de lavere verdener tillod ham at være sammen med hende på jorden et halvt år ad gangen. Hans død og opstandelse blev symboliseret i årlige festivaler. Han er et af de mange symboler på den mystiske Kristus – gudemennesket. Selv om han er søn af både fader og moder, var han identisk med faderen. Adonis identificeres med både Osiris og Horus, med den semitiske Tammuz i Ezekiel, med Athamaz, Tamaz og Adam-Kadmon, og desuden med den indiske Aditi og den hebraiske Adon eller Adonai. Adonis omtales som både Månens og Solens guddom, for det, der er Solens lys fra ét synspunkt, kan være Månens lys fra et andet – eksempelvis kan Adonis repræsenteres Solen i en månekalender. Adonis er forbundet med solåret, og det vises i allegorien om hans aftale om seks måneder på Jorden sammen med Afrodite. (Se også Adam-Kadmon, Adon, Adonai og Afrodite).

Adrasteia
(Græsk). Adrasteia består af ”ikke” og ”didraskein”, som betyder ”at løbe væk”. Adrasteia er det, man ikke kan flygte fra. Adrasteia er symbol på det aspekt af karma, der kaldes Nemesis, men de to udtryk er ikke synonymer. Nemesis, Adrasteia og Themis udgør en treenighed. Adrasteia er årsager, der er skabt af personligheden, og derfor er tilbagevirkningen uundgåelig. Nemesis er symbol på respekt for loven – dvs. samvittighed. Og Themis er symbol på guddommelig orden og harmoni – den iboende balance i den kosmiske struktur. Adrasteia betyder derfor de virkninger, som før eller senere vil ramme et menneske som resultat af positive eller negative tanker, følelser og handlinger.

Adrishta
(Sanskrit) Adrishta består af ”ikke” og roden ”dris”, der betyder ”at se”, ”at lære”, ”at opfatte med tankesindet” eller ”intuition”. Adrishta er det ukendte, det uforudsete, det usynlige og en uforudset fare. I filosofien henviser det til det, der er uden for rækkevidde eller iagttagelse ved hjælp af sanserne. W.Q. Judge definerer Adrishta som ”en fordel eller ulempe, der er knyttet til et menneskes adfærd i en tidligere inkarnation, og den tilsvarende (tilsyneladende vilkårlige) positive eller negative tilbagevirkning i den nuværende eller i en fremtidig inkarnation”. Det fremgår tydeligt af det sammensatte udtryk Adrishta-Phala (ukendt frugt), for karmaen er ukendt og derfor endnu ikke trådt i kraft. Adrishta er derfor skæbnen, der kommer til udtryk som lykke og nogen gange som ulykke. (Se også Karma).

Adunai
(Gnostisk). Adunai bruges af Ofiterne og Nazarenes i forbindelse med Iurbo. Iflg. Ofiterne er Iurbo og Adunai navne på Iao-Jehova – en af udstrålingerne af Ilda-Baoth og Adunai – og i forbindelse med Ezras rettelser og omformuleringer blev Adunai til sidst Adonai af Massorah – Den Ene og højeste Gud for de kristne ”. (Se også Ofiterne).

Advaita
(Sanskrit). Advaita eller Adwaita består af ”ikke” og ”dvaita”, der betyder ”dual” fra ”dvi”, der betyder ”to”. I Vedanta betyder Advaita derfor ikke-dualistisk. Advaita er en filosofi, hvor dualitet ikke eksisterer. Der findes udelukkende ét altomfattende bevidsthedsniveau. Advaita er desuden en Vedanta-sekt, som er den ikke-dualistiske (Advaita-) skole inden for den vedantinske filosofi. Den er grundlagt af Sankaracharya. De to andre vedantiske skoler er Dwaita- og Vishishthadwaita-skolen. Sankaracharyas lære handler om Universets – Brahmans eller Paramatmans – enhed med menneskets ånd og sjæl eller Jivatma, og som derfor er identisk med ånd og stof. Han lærte også at Universets guddommelige ånd er den aktive og skabende årsag til periodiske manifestationer, opretholdelse og nedbrydning af Universet, og at den guddommelige kosmiske ånd er den ultimative sandhed og eneste virkelighed. Derfor er Advaita den ene uden nogen anden. Alt andet er Maya, afhængig hvilken afstand det har til den guddommelige kilde. Efter Sankaracharya er de største indviede og yogier kommet fra Advaita-vedantisternes rækker. Alligevel er den filosofiske kilde hos både de advaitiske og de buddhistiske lærde i overensstemmelse med hinanden, og begge grupper har den samme respekt for dyr og deres liv, for de mener, at hver skabning på Jorden – uanset hvor lille og beskeden den forekommer – er en udødelig del af det udødelige stof. Stof har en helt anden betydning end den, man møder hos både Kristne og materialister, for alle skabninger er underlagt Karma. (Se også Brahman, Jivatma, Karma, Maya, Paramatman og Vedanta).

Advaya
(Sanskrit). Advaya består af ”ikke” og ”dvi”, der betyder ”to”. Dvs. ”ikke-to” og dermed ”én uden en anden”. Advaya kan oversættes med ”unik”. Som maskulint navneord er Advaya navnet på en Buddha. Som intetkøns navneord betyder Advaya nondualitet, enhed eller identitet – især når det bruges om Brahman, om Universet eller om ånd og stof, og derfor repræsenterer Advaya den ultimative sandhed. (Se også Brahman).

Advent
(Latin). Advent stammer fra ”ad”, der betyder ”mod” og ”venio”, der betyder ”at komme” eller ”ankomst”. I kristendommen er advent en periode på ca. fire uger før jul. I det førkristne Grækenland var Eleusis et af de store indvielsescentre, og ”eleusis” var et græsk ord, der betød ”kommer” eller ”advent”. Alle antikkens mysterieskoler underviste i og dramatiserede doktriner, som beskæftigede sig med det, der skal komme – dødens mysterium, genfødslens mysterium og indvielsens mysterium – dvs. fødslen eller opvækkelsen af den indre Buddha eller Kristus i neofytten. Man kaldte det for ”det kommende” eller ”advent” eller fremkomsten af den indre gud. Advent henviser også til rækken af tilsynekomster i den fysiske verden, hvor en Nirmanakaya legemliggør en Dhyani-Buddha – et fuldkomment menneske fra en foregående Manvantara, der kommer for at oplyse menneskeheden i den aktuelle cyklus. Nirmanakayaerne arbejder inden for Jordens sfære som menneskehedens usynlige eller nogle gange synlige hjælpere. ”Den anden advent” henviser til Kristi genkomst, og den blev betragtet som nært forestående af nogle af de tidlige kristne sekter, og den ventes stadig af forskellige grupper i nutiden. Det afspejler den arkaiske undervisning om Maitreya-Buddha genkomst. Maitreya-Buddha er den næste store Buddha i den lange rækkefølge af Buddha-tilsynekomster. Det henviser også til genkomsten af Elias hos jøderne og Kalki-Avatarens genkomst hos Hinduerne. (Se også Dhyani-Buddha, Manvantara og Nirmanakaya).

Adyar
I 1882 købte Det Teosofiske Samfund en gammel engelsk bungalow – Huddlestones Garden – i Adyar, hvor H.P. Blavatsky og Henry Steel Olcott etablerede samfundets hovedkvarter i 1883. Det blev Det Teosofiske Samfunds internationale hovedkvarter og har været det siden. Adyar ligger i Madras-provinsen i Indien. Det Teosofiske Samfund kaldes nogle gange ”Adyar-samfundet”, hvorimod Det Teosofiske Samfund i Californien – som brød ud af det oprindelige samfund, der blev stiftet af H.P. Blavatsky – kaldes ”Point-Loma samfundet”. (Se også Teosofi).

Adytum
(Latin). Adytum stammer fra det græske ”adytos”, som består af ”ikke” og ”duo”, der betyder ”at træde ind i” (”adyta” i flertalsform). Dvs. et område, man ikke skal træde ind i. Adytum er derfor den inderste helligdom – det allerhelligste – i et tempel, som kun måtte betrædes af de indviede. Det allerhelligste sanktuarium eller ”sanctum sanctorum” var almindelig i den arkitektoniske plan af templer i alle gamle civilisationer. Adytum eller det allerhelligste indeholdt ofte en sarkofag og en statue af den guddom, templet var indviet til. Adytum var et symbol på regenerering, genopstandelse og indvielse. Da jøderne efterhånden fortolkede bogstaveligt og blev helt eksoteriske i deres religiøse tro og praksis, gjorde de Adytum til et symbol på deres nationale eksoteriske monoteisme. Esoterisk blev Adytum blot et symbol på formering i stedet for på regenerering. Men den sande betydning kan stadig læses i historien om David, der danser foran arken, for dansen var i virkeligheden et bakkisk ritual, og dansens betydning blev kun afsløret i mysterierne. Arken var symbol på det legeme, der opbevarer frøene til alle levende skabninger, der skal genbefolke Jorden i en ny cyklus. Kongens kammer i den store Giza-pyramide er et egyptisk Adytum. Neofytten, der skulle indvies, repræsenterede den solare guddom, som stiger ned i sarkofagen. Ceremonien symboliserede den livgivende stråle, der strømmer ind i naturens livmoder og befrugter den, og efter en mystisk død (kontrolleret ud-af-kroppen oplevelse) blev neofytten genfødt. (Se også Neofyt).

Aeolus
(Græsk). Aeolus er Hippotes søn i græsk og romersk mytologi. Han var udpeget af Zeus som vogter af vindene. Han levede på øen Aeolia i det fjerne vesten, og øens stejle klipper var omkranset af en messingvæg. Her spærrede han vindene inde i en hule, og han slap dem kun løs, når han ønskede det, eller når han blev beordret til det af guderne. Senere sagde man, at han boede på en ø nord for Sicilien. (Se også Zeus).

Afaia
(Græsk). Afaia var i oldtiden en lokal gudinde på den græske ø Ægina. Dyrkelsen af Afaia går tilbage til mykensk tid, og en sent overleveret myte identificerer hende med den kretensiske gudinde Britomartis. (Se også Britomartis).

Affinitet
Affinitet er en ukendt kraft inden for fysikken. Affinitet manifesterer sig bl.a. i samspil med kemiske reaktioner. Affinitet gør sig altid gældende i enhver partikelteori om Universet, men teorierne, der er nødvendige for en naturvidenskabelig fortolkning af naturen, kan ikke defineres på det traditionelle materialistiske grundlag. I den fysiske verden er affinitet blot en manifestation af den universelle kraft, som har tilbøjelighed til at skabe mangfoldighed i enheden. Affinitet eller tiltrækningskraft er det modsatte af frastødningskraft, og de to kræfter fungerer sammen om at skabe kosmisk harmoni. Affinitet er Fohat, som i sit højeste aspekt er guddommelig kærlighed – sympatiens og tiltrækningens elektriske kraft. Det er den kraft, der forener ånden med den subtile natur. Det er den, der skaber sjælen i mennesket. I naturen er det den første forbindelse mellem det ubetingede og det betingede eller manifesterede. Leucippus lærte menneskeheden, at rummet er fyldt med atomer – eller rettere monader – der er i konstant bevægelse, og Epicurus og Lucretius tilføjede idéen om affinitet. Leucippus havde samme idé. Atomerne, som aflægges i døden efter inkarnationen, vender tilbage til den samme personlighed pga. affinitet ved næste inkarnation. (Se også Fohat).

Afgrund
(Græsk). Afgrund består af et ”ikke” og det græske ”byssos” eller ”bythos”, der betyder ”dyb” eller ”dybde”, som på engelsk er blevet til ”abyss”. Afgrunden er derfor noget, der ikke har en bund eller er bundløs. Afgrund i åndsvidenskabelig betydning er en betegnelse for kaos, rummet og urhavets dybe afgrund, som er selve manifestationen eller kosmos. Det er et begreb, der findes i mytologier overalt i verden. Hos sumererne og babylonierne blev Hea født i ”den store afgrund” – Hea, den alvidende, uerkendelige og grænseløse guddom. I den kaldæiske mytologi er Tiamat, det kvindelige princip, en legemliggørelse af kaos. Kaos eller afgrunden var den kosmiske visdoms bolig. I den egyptiske mytologi er gudinden Nut det himmelske dyb. I den nordiske mytologi fortæller man om Ginnungagap (afgrunden for Ginns afkom), det uendelige tomrum eller illusionens dyb. (Se også Ginnungagap og Hea).

Aflad
Aflad var oprindeligt en eftergivelse af synd. Idéen om betaling af den gæld, som synderen skylder Gud, bygger på tanken om, at Jesus, Maria og helgenerne samlede en ”skat af dyder”. Den katolske kirkes salg af aflad med påstand om, at man kunne betale sig fra evige lidelser og straf i Helvede i efterlivet, var den væsentligste årsag til Martin Luthers reformation. De fleste tror, at aflad er afskaffet i den katolske kirke, men Tridentinerkoncilet 1545-63 afskaffede ikke aflad. Det reformerede kirkens afladspraksis og forbød bl.a. handel med afladsbreve. Den katolske kirkes lære om aflad findes stadig men i andre former, som senest er formuleret af pave Paul 6. i den apostolske konstitution ”Indulgentiarum Doctrina” fra 1967. Eftergivelse af synd er i modstrid med både den naturlov, der kaldes Newtons tredje lov, som siger, at enhver aktion har en lige så stor og modsatrettet reaktion. Aflad er også i modstrid med åndsvidenskaben og karmaloven, som er baseret på naturloven om aktion og reaktion. Karmaloven er et pædagogisk system, hvor tilbagevirkningen af egne handlinger medfører voksende forståelse, indlevelse og medfølelse. Aflad betyder derfor, at man fratager et menneskes mulighed for at udvikle sig. Aflad eller eftergivelse af synd svarer til en påstand om, at man kan få en sten, man har kastet i en sø, til at vende tilbage gennem vandet og op i den hånd, der kastede den. Dermed er aflad også i modstrid med sund fornuft.

Afrit
(Arabisk). Afrit stammer fra ”ifrit”, der betyder dæmon. Afrit er en gruppe naturånder eller elementaler i arabisk mytologi, som betragtes som en magtfuld ond jinn. Det er ånder, som af muslimer anses for at være djævle.

Agama
(Sanskrit). Agama stammer fra ”a”, der betyder ”mod” og ”nær” og roden ”gam”, der betyder ”at komme”, ”at gå”. Agama betyder derfor ”at nærme sig”, og det henviser til skriftsteder, ”der er kommet ned” – dvs. kanaliseret fra en højere kilde. Som maskulint navneord betyder det ”at nærme sig”, ”tilsynekomst”, ”studie”, ”læsning”, ”erhvervelse af viden” eller ”videnskab”. Inden for filosofien henviser Agama til traditionel videregivet lære. Agama er en samling af hellige skrifter på sanskrit, tamil og grantha som f.eks. Brahmanaerne. Saivites – dvs. Shiva-tilhængere – anerkender 28 Agamaer. Shakta anerkender 77 Agamaer eller Tantraer, og der er 215 Vaishnava-Agamaer. Vaishnavaer – Vishnu-tilhængere – betragter Pancharatra Agamaer som hellige bøger. De samlede Agamaer udgør Jain-kanonen. Agama omhandler hovedsageligt metoder til templets opførelse, skabelse af forbilleder, tilbedelse hjælp af guder, formulering af filosofiske doktriner, meditativ praksis og forskellige former for yoga. Agama-religionerne kaldes også tantrisme, selv om udtrykket ”tantra” nogle gange bruges med henvisning til Shakta Agamas. Agama-religionernes oprindelse og kronologi er fortsat et omdiskuteret emne. Agama er ikke af vediske oprindelse, og skrifterne betragtes som enten post-vediske tekster eller som præ-vediske kompositioner. I malay-sproget betyder ordet Agama bogstaveligt ”religion”. Agama-traditionerne har været kilder til yoga og selvrealiseringskoncepter på det indiske subkontinent – herunder Kundalini-yoga, og de omfatter bl.a. traditioner vedr. askese. (Se også Brahmana, Jain, Kundalini-yoga og Tantra).

Agamin
(Sanskrit). Agamin stammer fra ”a”, der betyder ”mod” og roden ”gam”, der betyder ”at komme”, ”at gå”. Agamin vil derfor sige ”at komme” eller ”at nærme sig”. Og når Agamin bruges sammen med karma, betyder det ”den snarlige fremtid”. Når Agamin bruges sammen med spådom – dvs. forudsigelser om fremtiden – henviser Agamin til tilfældig forandring i modsætning til Sthira, der betyder fastlagt forandring. Agami-karma er de karmiske frø, som vil blive sået, hvis man tilstræber et almindeligt liv – dvs., de karmiske frø, der endnu ikke er afviklet. (Se også Karma).

Agapae
(Græsk). Agapae er flertalsformen af ”agape”, der betyder ”broderlig kærlighed”, ”kærlig venlighed” og ”velgørenhed”. Agapae var kærlighedsfester, der blev afholdt af de tidlige kristne. Ved kærlighedsfesterne skulle de kristne ikke kun udvise kærlighed til Gud, men også kærlighed til hinanden som udtryk for medfølelse, gensidig glæde og sympati. Ved festerne deltog medlemmerne i en guddommeligt inspireret altergang, og ved Agapaen skulle man mødes i bøn, for at synge salmer, læse skrifterne, inspirere hinanden, udveksle nyheder, og festen blev afsluttet med et broderligt kys. Men efterhånden sneg verdsligheden sig ind, og der opstod udbredt misbrug ved kærlighedsfesterne, og det blev derfor nødvendigt at stoppe dem. I Korinterbrevene beklager Paulus sig over misbrug ved de kristnes fester.

Agastya
(Sanskrit). Agastya eller Agasti stammer fra ”aga”, der betyder ”bjerg” og roden ”as”, der betyder ”at kaste” eller ”smide væk”. Agastya er derfor ”bjergkasteren”. Men Agastya er reelt navnet på den store Rishi, der var højt respekteret i Sydindien. Han var den ansete forfatter til en række hymner i Rig-Veda. Han omtales også i Mahabharata og Ramayana. Legenderne siger, at Agastya blev født i en vandkrukke, at han var en lille mand, at han havde slugt havet, og at han havde tvunget Vindhya-bjerget til at kaste sig i støvet for ham. Derfor fik han navnet ”bjergkaster”. I den tamilske litteratur er der tradition for at betragte Agastya som den, der bragte litteratur, videnskab, religion og filosofi til Sydindien. Det var også Agastya, der instruerede Dravidierne i medicin, astrologi og magiske videnskaber. Agastya er desuden navnet på stjernen ”Canopus”. (Se også Dravidia, Mahabharata, Ramayana og Rishi).

Agathodæmon
(Gnostisk). Agathodæmon eller Agathodaimon (græsk) er en betegnelse for den gode, hjælpende ånd eller genius – i modsætning til den onde og djævelske ånd – Kakodæmon. Agathodæmon var udstyret ”med kundskab om godt og ondt”, dvs. med guddommelig visdom, for uden den sidste kan der ikke være tale om den første. Kobberslangen i Bibelen var en Agathodæmon, mens giftslangerne var et aspekt af Kakodæmon. Ofiterne kaldte Logos og den guddommelige visdom for Agathodæmon, og i mysterierne blev Agathodæmon symboliseret med en slange på en stang. Agathodæmon blev også symboliseret som en yngling med et overflødighedshorn og en skål i hænderne. I andre tilfælde var det en valmue og et kornaks. I Athen drak man et glas vin ved middagen til ære for Agathodæmon. I en af de mange former var Agathodæmons den kosmiske Kristus – evighedens slange. Og i menneskets tankesind blev Agathodæmons genesis-slangen, som blev til Satan efter Middelhavs-civilisationernes fald. For at kunne skabe hierarkierne måtte Brahma blive firfoldig og gradvis udstråle dæmoner, engle, pitrier, og mennesker. Den græske Agathodaimon refererer derfor til den første af Brahmas udstrålinger, hvor ”det kosmiske mørkes sønner” blev skabt. Det henviser til det ufattelige lys, som går forud for det manifesterede lys. I kristen teologi forstod man det desværre sådan, at Satan var vært for Guds første sønner. Derfor valgte man af ren og skær uvidenhed at forvanske energiernes nedstigning. Nedstigningen havde til hensigt at udvikle og oplyse menneskeheden, men de kristne forvandlede den positive hensigt til i et primitivt oprør mod den almægtige Gud. Agathodaimon blev på den måde den guddommelige godheds og kærligheds fjende og modpol. Det samme skete med Asuraerne i Indien og med den kosmiske slange. Clement fra Alexandria, som var indviet neoplatoniker, vidste at Agathodaimon var identisk med den kosmiske Kristus og menneskehedens åndelige frelser. Det samme gælder Prometheus. I en tidlig form af Agathodaimon blev læren fremlagt for at oplyse menneskeheden om den inkarnerende åndelige krafts aktivitet og indflydelse. Som modpol til Agathodaimon står Kakodaimon – den onde eller lavere slange. Det er den Satan, som beder Kristus om, at han skal tilbede ham, for: ”Jeg vil give dig alle kongeriger på Jorden”. Kakodaimon er det lavere aspekt af Agathodaimon. Kakodaimon er Kama-Manas – bedrageren – i modsætning til Buddhi-Manas – frelseren. (Se også Buddhi-Manas, Djævelen, Kakodæmon, Kama-Manas, Ofiterne, Pitri og Prometheus).

Agathon
(Græsk). Agathon betyder bogstaveligt ”det gode”, og bergebet henviser til ”den universelle sjæl”. Agathon er ”det gode”, ”den gode” eller ”godhedens princip”. Agathon er det højeste gode i moralsk betydning – summim bonum. Agathon var Platons betegnelse for den højeste Gud, der svarer til Alaya eller den universelle sjæl. For Platon var Agathon identisk med det aspekt af det guddommelige, som kaldes det umanifesterede eller 1. Logos. Selv om Agathon nogle gange sidestilles med Atman – som kan sammenlignes med grækernes Pneuma – så svarer Paramatman bedre til Agathon. Agathon svarer desuden til buddhisternes Alaya – det uforgængelige eller evige). (Se også Alaya, Atman og Paramatman).

Aghora
(Sanskrit). Aghora består af ”ikke” og roden ”ghur”, der betyder ”at skræmme” – dvs. ”ikke skrækindjagende”. I Mahabharata er Aghora et maskulint navneord, der bruges som en titel på guden Shiva, men Aghora er også en betegnelse for en tilhænger af Shiva og hans hustru Durga. Som et feminint navneord er Aghora den 14. dag i den mørke halvdel af Bhadra, der er en måned i regntiden i august-september, og dagen er helliget Shiva. (Se også Durga, Mahabharataen og Shiva).

Agla
(Hebraisk). Agla er en kabbalistisk talisman. Ordet er sammensat af initialerne for de fire ord: ”Ateh Gibor Leolam Adonai”, som betyder: ”Du er mægtig for evigt O Herre”. ”A” i ordets begyndelse betyder ”den første”. ”G” er treenigheden i enheden. ”L” betyder ”fuldendelsen af det store værk”. Og ”A” i ordet slutning betyder ”den sidste”. (Se også Kabbala).

Agneya
(Sanskrit). Agneya stammer fra ”agni”, der betyder ”ild”. Agneya betyder at tilhøre eller være indviet til ilden eller ildguden Agni. Agni er den ene af ”guderne” for de fem manifesterede elementer. Agneya er desuden navnet på krigsguden Murugan eller Karttikeya, men Agneya er også betegnelsen for Agnis søn. Betegnelsen Agni- eller Agneya-Purana skyldes, at Agni gav vismanden Vasishtha dobbelte viden om Brahman – det, der erhverves via studiet af ”ord” (Vedaerne), og det, der erhverves via den højere opfattelsesevne, som opnås ved hjælp af kontemplation. (Se også Agni, Kontemplation, Murugan og Veda).

Agneyastra
(Sanskrit). Agneyastra stammer fra ”agneya”, der betyder ”ildvåben”. Ordet er sammensat af ”agni”, der betyder ”ild” og ”astra”, der betyder ”våben” eller ”pil”. Agneyastra er eksoterisk forstået det ildagtige og flammende kastevåben, som guderne benytter i Puranaerne og Mahabarata. Det er et magisk våben, der iflg. åndsvidenskaben blev brugt af den 4. rodrace – atlantiderne. Det ”ildagtige våben” blev givet til Agnivesa – Agnis søn af Bharadwaja, og Agnivesa gav det til Drona. Vishnu-Purana er ikke enig i udlægningen, for her er det vismanden Aurva, der giver det til Kong Sagara, der er hans Chela. Ildvåbenet Agneyastra var et magisk våben, der blev brugt af nogle af guderne og heltene i Mahabharata og Ramayana. Det magiske våben var angiveligt bygget af de ”syv elementer”. Det kan naturligvis opfattes som et fysisk våben af ildagtig karakter, der blev brugt til fysisk krigsførelse, men hvis det ses esoterisk og i en kosmisk skala, kan det symbolisere en naturkraft, der både kan bruges til offensive og defensive formål af intelligente og højtudviklede skabninger. Iflg. åndsvidenskaben er ild et abstrakt begreb, der er identisk med ånd (liv), som gennemstrømmer det syvfoldige univers. (Se også Agni, Atlantis, Chela, Mahabarata, Purana og Ramayana).

Agni
(Sanskrit). Agni stammer fra roden ”ag”, der betyder ”at bevæge”, ”bugte” og ”vind”. Agni betyder ”ild” og i Vedaerne er Agni ildguden eller ildens herre. Agni er den ældste og den mest ansete af Indiens guder. Oprindeligt var Agni den ene person i hinduernes ældste Trimurti, der bestod af Agni, Vayu og Surya. Det var før Vishnu fik sin plads blandt guderne, og før Brahma og Shiva blev skabt. Agni var desuden syntesen af de tre guder i Trimurtien, for han er ildens trefoldige aspekt. Han manifesterede sig på himlen som Solen (Surya), i atmosfæren eller luften (Vayu) som lynet og på Jorden som almindelig ild. I nutiden er Agni desuden en betegnelse for en højtstående åndelig skabning, der styrer ildens manifestationer på alle eksistensplaner, og som praktiserer sin magt via ildelementaler (salamanderne). Agni er den ene af ”guderne” for de fem manifesterede elementer. De fire andre er Indra, Pavana, Varuna og Kshiti. Agni er mellemled mellem guder og mennesker. Fra Agnis legeme udgår der ”tusinde herligheds strømme og syv flammetunger”. Agni repræsenterer den guddommelige essens eller den himmelske ild, der findes i ethvert atom i Universet, og som derfor ofte bruges synonymt med Aditya. Som en af de fire Lokapalaer eller verdensbeskyttere er Agni beskytter af den sydøstlige kvadrant, og i Rig-Veda i skikkelse af Matarisvan er han budbringer for Vivasvat – Solen – og derfra bragte han den ”skjulte ild” ned til menneskeheden. At ”tænde ild” svarer derfor til at invokere en af de tre store ild-energier eller ”at påkalde Gud”. Ild omtales som det essentielle i Dzyans Stanzaer: ”Ånden ovenover den manifesterede natur er det ildagtige åndedrag i dens absolutte enhed. I det manifesterede univers, er det den centrale åndelige Sol – alt livs elektriske ild. I solsystemet er det den synlige Sol – naturens ånd – den jordiske gud – og i, på, og omkring Jorden, er det den ildagtige ånd – luft er strømme af ild – vand er flydende ild – Jord, er kompakt ild. Alt er ild. Ild er ”ignis” i dens ultimative struktur, eller ”jeg”, hvor roden er ”0” (nul) ifølge denne opfattelse. Ild er Altet i naturen og dets tankesind. Pro-moderen er guddommelig ild. Ild er skaberen, nedbryderen og opretholderen. Gudernes oprindelige navne er alle knyttet til ild, lige fra Agni til den jødiske gud, som ”er den fortærende ild”. I Puranaerne er Agni både en Rishi i den 4. Manvantara, navnet på en Kalpa, men desuden navnet på en stjerne. (Se også Aditya, Bhumi, Brahma, Indra, Jala, Kalpa, Kshiti, Manvantara, Panchamahabhuta, Pavana, Purana, Rishi, Shiva, Stanza, Surya, Trimurti, Varuna, Vayu, Veda, Vishnu).

Agni Abhimanin
(Sanskrit). Agni Abhimanin er den ældste søn af Brahma, der havde tre sønner, som selv havde 45 sønner, og sammen med Brahma udgjorde de 49 former for ild eller ”Agnier”. (Se også Agni og Brahma).

Agni Dhatu Samadhi
(Sanskrit). Agni Dhatu Samadhi er en form for kontemplering inden for yoga, hvor Kundalinikraften vækkes og rejses, og hvor ”uendeligheden viser sig i en klædning af ild”. (Se også Kundalini og Yoga).

Agni-Vishnu-Surya
(Sanskrit). Agni-Visnu-Surya stammer fra ”agni”, der betyder ”ild” og ”vishnu” fra roden ”vis” eller ”vish”, der betyder ”at gennemstrømme” plus ”surya”, der betyder ”sol”. Agni-Visnu-Surya er derfor en ildgennemstrømmende solguddom. Trefoldigheden Agni-Visnu-Surya er muligvis en anden kombination af den oprindelige vediske trefoldighed Agni-Indra-Surya, som repræsenterede kræfter, der relaterede sig til jorden, atmosfæren og himlen. Agni-Vishnu-Surya kaldes ”syntesen og hovedet – eller det fokus hvorfra trefoldigheden udstrålede energierne i både det fysiske og det metafysiske – fra både den åndelige Sol og den fysiske Sol – eller de syv stråler, de syv ildagtige tunger, de syv planeter eller guder”. (Se også Agni, Indra, Surya, Veda og Vishnu).

Agni-yoga
Agni-yoga er ”yoga for den åndelige vilje”. Agni-yoga kaldes også ”ildens yoga”, for der er tale om tankesindets ild. Agni-yoga er fremtidens yogasystem, der først bliver relevant, når mennesket har opbygget en stabil sjælskontakt.

Agnibahu
(Sanskrit). Agnibahu eller Agnivahu stammer fra ”agni”, der betyder ”ild” og roden ”bhu”, der betyder ”at være” eller ”at blive”. Agnibahu er Manu Swayambhuvas – den ”selvfødtes” – asketiske søn. Agnibahu var den første Manu som kaldes ”lovgiveren”, fordi det var ham, der grundlagde de hellige love, som vejleder sjælen med regler for harmonisk og korrekt livsførelse. Agnibahu, som praktiserede et forbilledligt religiøst liv, kaldes også Priyavarta af Kamya. Agnibahu er angiveligt den første af de syv Rishier, som vil leve i den 14. Manvantara, der engang vil komme. Den nuværende verdensperiode er den 7. som kaldes Vaivasvata. (Se også Agni, Manu, Manvantara og Rishi).

Agnibhu
(Sanskrit). Agnibhu eller Agni Bhuvah stammer fra ”agni”, der betyder ”ild” og roden ”bhu”, der betyder ”at være” eller ”at blive”. Agnibhu er derfor ildfødt. Det er et af krigsguden Murugans (Karttikeyas) navne, og det relateres til Kshatriyaerne eller krigskasten – den anden af de fire kaster – for man sagde, at deres forfædre var sprunget frem af ilden. Agnibhu var desuden en vedisk lærer. (Se også Agni, Kshatriya, Murugan og Veda).

Agnidagdha
(Sanskrit). Agnidagdha stammer fra ”agni”, der betyder ”ild”, og ”dagdha”, der betyder ”brændt” fra roden ”dah”, der betyder ”at brænde”. Agnidagdha oversættes med ”fortæret af ild”. Agnidagdha er en gruppe af Pitrier (fædre eller forfædre), som opretholdt husstandens ild og gav offergaver i form af ild. Agnidagdhaerne, som omtales i Den Hemmelige Lære, er identiske med de lunare Pitrier, der er lige så gådefulde som de højere Arupa-grupper hos Kumaraerne eller Agnishwattaere. Agnidagdhaerne er Arupa-gruppernes legemer, og på grund af deres fastere og mere materialiserede essenser, er de i stand til forene sig med kræfter og substanser i naturen på mere materielle planer i solsystemet. De er også kendt som Barhishader, som ”vedligeholdt husstandens flamme”, og det var dem, der var fortrolige med ild og levede med flammer i de materielle sfærer. De ”materielle” flammer er de ildagtige eller magnetisk-elektriske kræfter og substanser i de lavere verdener, som inkluderer både begærenes og lidenskabernes flamme og den elektriske ild i det fysiske univers. De forsynede ikke kun mennesket med de lavere aspekter, men projekterede deres Chhayaer (skygger eller astrallegemer), og fuldendte på den måde det astral-fysisk-æteriske legeme i den tidlige menneskehed. Agnidagdhaerne, er de mere åndelige og intellektuelle grupper af Pitrier, som gav den spirende menneskehed de åndelige, intellektuelle og højere psykiske principper. H.P. Blavatsky skriver: ”De første oprindelige Pitrier – ’ildens syv sønner’ – er adskilt og opdelt i syv grupper – tre af grupperne er Arupa (formløse), og de består af intellektuel og ikke af elementarsubstans. Fire af grupperne er kropslige. Den første er ren Agni (ild) eller Spta-jiva (dvs. ’syv liv’, som bliver Sapta’jihva eller ’syv-tungede’, fordi Agni symboliseres med syv tunger og med syv vinde, som udgør hjulene på hans ildvogn). Da de bestod af en formløs og ren åndelig essens på evolutionens øverste niveau, kunne de ikke skabe den arketypiske form, for den var ikke i deres tankesind, og det er den første forudsætning. De var kun i stand til at føde ’tankeskabte skabninger’ – deres ’sønner’, som var den anden gruppe af Pitrier (eller Prajapati, eller Rishier osv.), på et niveau, der var mere materielt. De hører til den tredje og sidste af Arupa-grupperne. Det var den eneste gruppe, der blev virkeliggjort ved hjælp af den universelle sjæls (Aditis, Akashas) fjerde princip til manifestation af objektive skabninger som har form. Men da de kom i eksistens, var den guddommelige udødelige sjæl eller ild i dem så begrænset, at de blev betragtet som fejltagelser. De tre ordner af skabninger – Pitri-Rishierne eller ”flammens sønner” – var nødt til at forene og sammensmelte deres tre højere principper med det fjerde og det femte (det mikrokosmiske) princip før den nødvendige forening kunne opnås og skabe resultater”. (Se også Aditi, Agni, Agnishwatta, Akasha, Arupa, Barhishader, Chhaya, Kumaraer, Pitri, Prajapati og Rishi).

Agnidhra
(Sanskrit). Agnidhra stammer fra ”agnidh”, der betyder ”tænde”, fra roden ”agni”, der betyder ”ild” plus roden ”indh”, der betyder ”at tænde” eller ”oplyse”. Agnidhra eller ”ildtænderen” er den ældste af Priyavartas ti sønner – Svayambhuva Manus ældste søn. Tre af Priyavartas sønner blev tiggere. De syv andre blev konger og berømte pga. deres tapperhed og visdom. Priyavarta inddelte Jorden i syv Dvipaer eller kontinentale øer, og han gav ansvaret for deres administration til hver af sønnerne. Agnidhra regerede over Jambu-Dvipa. Han fik ti sønner, og derefter delte han Jambu-Dvipa mellem dem. H.P. Blavatsky sammenligner den puraniske allegori med de syv planeter i den planetariske kæde, og Jambu-Dvipa svarer til klode D i det teosofiske skema. Agnidhra eller Agnihotra henviser også til præsten, der tænder offerilden. (Se også Agni, Agnihotri og Puranaer).

Agnihotra
(Sanskrit). Agnihotra stammer fra ”agni”, der betyder ”ild” og ”hotra”, der betyder ”offer” fra roden ”hu”, der betyder ”at ofre”. Agnihotra er et ildoffer. Det er et vigtigt vedisk offer til ildguden Agni, og offeret består af mælk, olie, og sur vælling. Agnihotra kræver, at familiens overhoved to gange dagligt – før solopgang og efter solnedgang – udfører offerhandlingen. Præsten som tænder den hellige offerild kaldes Agnihotri eller Agnidhra. (Se også Agni, Agnidhra og Veda).

Agnihotri
Se Agnidhra og Agnihotra.

Agniputra
(Sanskrit). Agniputra stammer fra ”Agni”, der betyder ”ild” og ”putra”, der betyder ”søn” eller ”afkom”. Agniputra er ildguden Agnis søn. Agniputra er desuden navnet på krigsguden Skandha eller Karttikeya. Ethvert af de utallige gudehierarkier kan betragtes som afkom eller ”sønner” af den kosmiske ånd eller ild – for gudehierarkierne, som findes i rummet, er i virkeligheden rummet. Men Agniputra er især en betegnelse for en af de karakteristiske kvaliteter, der gør guden til en aktiv i stedet for en passiv eller næsten passiv medspiller i det kosmiske drama. Agniputra er symbol på planeten Mars og dens indflydelser – eller Skandha, krigsguden i Mahabharataen – pga. af den karakteristiske intense ildagtige aktivitet, der omtales som Agniputra. Agniputra omtales også i Den Hemmelige Lære men i flertalsform med henvisning til de åndeligt-intellektuelle enheder, der bragte det intellektuelle lys til verden og indpodede intellekt og fornuft i menneskeheden. De er forbundet med Manasaputraerne. (Se også Agni, Karttikeya, Manasaputra og Skandha).

Agniratha
(Sanskrit). Agniratha stammer fra ”agni”, der betyder ”ild” og ”ratha”, der betyder ”vogn”, og ”ratha” stammer fra roden ”ri”, der betyder ”at bevæge sig”. Agniratha betyder bogstaveligt en ”ildvogn”. Agniratha er en slags flyvende fartøj, der omtales i Ramayanaen og i gamle indiske værker om magi samt i episke digte. ”Den vibratoriske kraft fra en Agni Rath, der var fastgjort til et flyvende fartøj, blev rettet mod en hær, og den udslettede 100.000 mand og deres elefanter og forvandlede dem til aske, lige så let som hvis de var en død rotte”. (Se også Agni og Ramayana).

Agnisara
Agnisara (Sanskrit). Agnisara eller Agnisar Kriya er en yogisk teknik, der stimulerer forbrændingen, og derfor kaldes Agnisara ”den der nærer ilden”. Yoga-øvelsen udføres ved, at man stiller sig med spredte ben, mens man trækker vejret normalt. Herefter bøjer man sig fremover, benene bøjes en smule, og hænderne placeres på knæene. Hovedet bøjes, så man kan iagttage maven, og herefter skal maven bevæges ind og ud 20 gange. Øvelsen gentages herefter, mens man ånder helt ind. Derefter ånder man helt ud, mens hovedet bøjes indtil hagen rører brystet. Vejret holdes ude og samtidig suges maven indad og opad – ikke lige bagud men opad – sådan at der dannes en hulning i maveområdet. Vejret holdes så længe, det er muligt. Bugen slappes af inden indåndingen. Når denne del af øvelsen er under kontrol, kan Agnisara udvides med, at når vejret holdes ude, kan man bevæge maven ud og ind så mange gange, som det er muligt, mens man holder vejret ude. Derefter slapper man af i bugen, retter sig op og ånder ind. Agnisara gavner fordøjelsen og reducerer stress. (Se også Kriya og Yoga).

Agnishtoma
(Sanskrit). Agnishtoma stammer fra ”agni”, der betyder ”ild” og ”stoma”, der betyder ”at lovprise” – fra roden ”stu”, der betyder ”at prise” eller ”at hylde”. Agnishtoma betyder derfor lovprisning af ildguden Agni. Det er en gammel vedisk ceremoni eller offerhandling, der udføres af en Bramin, der bestræber sig på at opnå en bevidsthedstilstand, der giver adgang til Svarga Loka. Offeret til Indra og andre guder var Soma. Ceremonierne fortsatte i fem dage under ledelse af 16 præster. Selv om det i senere tider mest af alt blev en formalitet, så var Agnishtoma oprindeligt forbundet med indvielsesritualerne i soma-mysterierne. I Puranerne er Agnishtoma Manuens syvende søn – den sjette Manu, som nedstammer fra den første Manu, Svayambhuva. (Se også Agni, Agnishtoma, Bramin, Indra, Manu, Puraner, Soma, Svarga, Veda).

Agnishwatta
(Sanskrit). Agnishwatta eller Agnisvatta stammer fra ”agni”, der betyder ”ild” og roden ”svad”, der betyder ”at forsøde” eller ”at smage”. Agnishwatta er skabninger, der har smagt ild eller er forsødet af ild. Agnishwatta er en af de syv højere grupper af Pitrier eller stamfædre, der omtales i Puranaerne som ”de, der er uden ild”. I åndsvidenskaben er Agnishwatta en gruppe af Pitrier, som skabte den første æteriske menneskerace – de solare stamfædre eller Solpitrierne til forskel fra Barhishaderne eller Månepitrierne. Esoterisk set er Agnishwattaerne langt højerestående skabninger end Barishaderne, fordi de er fri for begærets ild. De er guddommelige og rene, og derfor er de befriet fra den grovere ildtype, og det medfører, at de er ude af stand til at forme det fysiske menneske. I stedet er de i besiddelse af den åndelig-intellektuelle ild, som menneskets bevidste, åndelige, udødelige sjæl begaves med. Derfor kaldes Agnishwatta-Pitrierne for, ”de, der er renset med ild”, og det kan fortolkes som enten lidelsens ild i det fysiske liv, der skaber en stærk karakter og styrker åndeligheden, eller det kan ses fra et esoterisk synspunkt, der betegner de skabninger, som i evolutionens løb essentielt et blevet ét med åndens æteriske ild. Agnishwattaerne henviser til menneskets forfaders solare Selv i modsætning til Barishadernes, som er menneskets lunare forfædre. Agnishwattaerne omtales i Den Hemmelige Lære som ”designer af det indre menneske”, Manasa-Dhyanier (tankesindets herrer), solare devaer, visdomsflammens sønner, de, der giver menneskelig intelligens og bevidsthed samt ilddhyanier. I det gamle Grækenland blev de kollektivt personificeret i den episke figur Prometheus, og i Kina, blev de symboliseret som visdommens ilddrager. Agnishwattaerne, menneskets solare åndeligt-intellektuelle aspekter, har i tidligere Manvantarer færdiggjort deres evolution i stoffets verdener, og på et tidspunkt, hvor evolutionen havde bragt de vågnende menneskemasser til et bevidsthedsstadie, hvor de kun havde deres fysiske kreative ild, kom Agnishwattaerne til undsætning ved at inspirere og oplyse de lunare Pitrier med åndelige og intellektuelle energier i form af ild. I Puranaerne er Agnishwattaerne identificeret med årstiderne, og de omtales som en af de grupper af guddomme, der hersker over årets cykliske opdeling. (Se også Agni, Barhishader, Månepitrier, Pitrier, Prometheus og Puranaer).

Agnoia
(Græsk). Agnoia eller Anoia består af ”ikke” og ”jna”, der betyder ”at vide” eller ”at forstå”, som på latin hedder ”gnosco” eller ”nosco”, og som på engelsk blev til ”know” – ”at vide”. Agnoia betyder ”uvidenhed”, ”irrationalitet”, ”fravær af viden”, ”tanketom” eller ”dum” – dvs. det modsatte af ”nous”, som betyder ”intelligens”. Hos Platon er sjælen (psychen) enten forbundet med Nous eller Anoia. Nous og Anoia svarer til åndsvidenskabens Buddhi-Manas og Kama-Manas, dvs. lavere Manas, når den er for tæt forbundet med Kama, som er irrationel (Agnoia). Agnoia omtales også som ”frigjort fra fornuft”, og bogstaveligt betyder Agnoia ”irrationalitet”. Ifølge Plutarch inddelte Pythagoras og Platon menneskets sjæl i to dele, der svarer til højere Manas og lavere Manas. (Se også Agnostisk, Buddhi-Manas, Kama-Manas, Manas og Nous).

Agnostisk
(Græsk). Agnostisk består af ”ikke” og ”gnostos”, der betyder ”kendt”. Agnostos betyder derfor ”ukendt” eller ”uerkendeligt” med henvisning til den uerkendelige guddom. Agnostisk er et ord som T.H. Huxley påstod at have opfundet for at indikere et menneske, som ikke tror på noget, der ikke kan verificeres ved hjælp af de fysiske sanser. Udtrykket skulle betegne T.H. Huxleys egen holdning, der var i modsætning til gnosticismen, som indebærer muligheden for at kende sandheden om Universets indre og usynlige virkelighed. Agnosticisme er forskellig fra Ateisme, for Agnosticisme benægter ikke eksistensen af Gud eller kosmiske guddomme. Den senere Agnostiske Skole angiver en mere filosofisk definition af udtrykket. Agnosticisme er en mental holdning, der benægte muligheden for at opnå reel erkendelse af sandheden og derfor også om Universets ultimative eller fundamentale natur. (Se også Ateisme, Gnosis og Gnostikere).

Agnus Dei
(Latin). Agnus Dei stammer fra ”agnus”, der betyder ”lam” og ”deus”, der betyder ”Gud”. Agnus Dei betyder derfor ”Guds lam”. Agnus Dei stammer fra Det Nye Testamente (Johannesevangeliet 1,29) hvor der står: ”Næste dag ser han Jesus komme hen imod sig, og han siger: ’Se Guds lam, som bærer (eller borttager) verdens synd’.” I nutiden knyttes det til forskellige kristne symboler, nadverbrød, salmer osv. i de ortodokse kristne kirkers gudstjenester. Ved den jødiske fest ved påskehøjtiden, ofrede og spiste man et lam, og i virkeligheden sagde Johannes: ”Se det sande guddommelige påskelam”. Imidlertid er den oprindelige idé om, at urenheder brændes bort i den guddommelige ild fra den kilde, der strømmer fra ethvert menneskes indre, blevet forvrænget og misforstået – både med hensyn til ”agni” (ild) og ”Guds lam”, og den rituelle handling er fordrejet til idéen om stedfortrædende forsoning.

Agnus-Castus
(Latin/Græsk). Agnus-Castus stammer fra det latinske ”agnus”, der betyder ”lam” og det græske ”agnos”, der er tilknyttet kyskhedsritualer, fordi det er afledt af ”hagnos”, der betyder ”kysk” eller ”hellig”. I den kristne symbolik er lammet udtryk for uskyld. Agnus-Castus er en slags ”kyskhedstræ” – et pileagtigt træ. Prometheus (Logos) krones med Agnus-Castus-plantens blade, som var ”de sejrendes krone” i Agonia i de olympiske lege. Agnus-Castus-planten blev desuden brugt ved Thesmophoria-festen til ære for Demeter – Jordens gudinde. Thesmophoros var gudinde for Nomos – lov og orden. Præstinderne sov på Agnus-Castus-plantens løv som en opfordring til kyskhed. I de kristne tider overlevede traditionen blandt nonner, hvor nonnerne drak vand, der var destilleret fra plantens blade, mens munkene brugte knive med håndtag fra Agnus-Castus-plantens træ, og hensigten var den samme hensigt – at opmuntre til kyskhed.

Agochari Mudra
(Sanskrit). Agochari Mudra er en af fem Mudraer, der praktiseres af Aryanere, som begynderstadier indenfor Raja-yoga og Hatha-yoga. De øvrige fire Mudraer er Bhuchari, Chachuri, Khechari og Charachari. (Se også Hatha-yoga, Mudra og Raja-yoga).

Agra-Sandhani
(Sanskrit). Agra-Sandhani stammer fra ”agra”, der betyder ”førende” eller ”begyndelse” og ”sam”, der betyder ”sammen” eller ”med” plus roden ”dha”, der betyder ”at fastgøre” eller ”at forene”. Agra-Sandhani er derfor det, der er sat sammen eller samlet fra begyndelsen. Begrebet henviser til optegnelserne over menneskets handlinger (karma), der opbevares af Yima – hinduernes gud for de afdøde. Det har relation til Chitragupta – Yimas skribent – som optegner ethvert menneskes tanker, følelser og handlinger i Agrasamdhanien. Det svarer næsten til Lipikaerne i Den Hemmelige Lære. (Se også Chitragupta, Karma, Lipika og Yima).

Agrae
(Græsk). Agrae er en lille by på Ilissus bredder nær Athen, hvor de mindre mysterier blev fejret om foråret i det gamle Grækenland, og de var de indledende indvielser, der kunne føre til de større mysterier, der blev afholdt om efteråret i Eleusis. Mysterierne i Agrae blev associeret med Kore-Persephone, og blev afholdt omkring midten af måneden Anthesterion, når kornets afgrøder var nye. (Se også Eleusinske mysterier).

Agruerus
(Fønikisk). Agruerus er fønikernes store gud, der er identisk med grækernes Kronos eller Saturn. Hans syv sønner svarer til Titanerne eller Kabirierne, som er ”forbundet med Syndfloden og de syv Rishier”. (Se også Kabiri).

Aguna
(Sanskrit) Aguna består af ”ikke” og ”guna”, der betyder ”egenskab”. Aguna er derfor fravær af egenskaber eller kvaliteter. Det er en bevidsthedstilstand, der bruges om den højeste guddom. Nirguna betyder uden kvalificerende egenskaber. Som navneord henviser det til en mangel, for her betyder det uden gode kvaliteter. (Se også Guna).

Agyrmos
(Græsk). Agyrmos er en gruppe mennesker – en forsamling. Agyrmos refererer til mysterieindvielse, synonymt med synakse (græsk: synaxis). I den ortodokse kirke er det dels den gudstjenestefejrende forsamling og dels festen for en helgen. Hesychius kaldte den første dag i indvielsen i Ceres-mysterierne for Agyrmos. Ceres var høstens gudinde. Udtrykket synakse blev til sidst opgivet af de kristne til fordel for ”missa” eller ”messe”.

Ah-hi
(Senzar). Ah-hi, som på sanskrit hedder Ahi, betyder ”slange”. Ah-hi er Dhyan-Chohaner dvs. ”víse slanger” eller ”visdomsdrager”. Ah-hi er en gruppe himmelske eller åndelige skabninger, der er kendt i forskellige lande under forskellige navne: Dhyani-Chohan, Devaer, Engle, Elohim, grækernes mindre Logoi – osv. De er legemer for det kosmiske tankesind og den kosmiske vilje i manifestationen. Her fungerer de som ”de åndelige skabningers kollektive værter”, som det universelle tankesind har brug for, for at være i stand til at træde i aktivitet. ”De er intelligente kræfter, som repræsenterer og udtrykker naturens lovmæssigheder, mens de handler i overensstemmelse med de kosmiske love, som er pålagt dem på tilsvarende måde af endnu højere kræfter – men de er ikke personifikationer af naturens kræfter, sådan som mange ofte fejlagtigt tror”. Dzyans Stanzaer fortæller, at under Pralaya (hviletilstanden) ”eksisterede det universelle tankesind ikke, for der var ikke nogen Ah-hi, der kunne rumme det”. Der var med andre ord ingen himmelske skabninger, der kunne manifestere tankesindet. H.P. Blavatsky beskriver Ah-hi som enheder, der ”eksisterer på det højeste plan, hvor de reflekterer det universelle tankesind kollektivt ved Manvantaraens første bevægelse”. Herefter begyndte de at arbejde med evolutionens lavere energier gennem de syv eksistensplaner – helt ned til det laveste – menneskehedens. Ah-hi er de oprindelige syv stråler, eller Logoi, der udstråles fra 1. Logos. Udstrålingen er trefoldig og alligevel essentielt ét. Lige som alle andre hierarkier er de Arupa (dvs. formløse) på det højeste plan. De er uden substans og derfor kun et åndedrag. På det andet plan, nærmer de sig først Rupa (dvs. form). På det tredje plan bliver de Manasaputraer – dvs. de, som blev inkarneret i mennesket. På hvert plan, de manifesteres på, har de forskellige navne. (Se også Ahi, Arupa, Deva, Dhyan-Chohan, Dzyan, Elohim, Logos, Manasaputra, Manvantara, Pralaya og Rupa).

Aham
(Sanskrit). Aham betyder ”jeg”, og Aham er grundlaget for Ahamkara, dvs. oplevelsen af at være adskilt fra helheden eller følelsen af ”individualitet” på et hvilket som helst plan. Det er måske livets stærkeste drivkraft, som sikrer, at den evolutionære fremdrift udfolder sig, men alligevel er det en illusorisk manifestation i den individuelle Paramatman – det højeste Selv. Individualiteten, som er et karaktertræk ved Monaden, kan ikke bare betegnes som Maya, på samme måde som den manifesterede personlighed heller ikke kan betragtes som det fulde udtryk for den kosmiske Paramatman. Den 1. kosmiske Logos eller Paramatman er ophav til utallige ”monade-børn”, som er menneskelige skabninger – og desuden til enhver anden skabning på dets eget plan. Enhver ”barne-monade” er identisk med Parabrahman med hensyn til substans, intelligens og bevidsthed, og alligevel er hver enkelt monade et evigt individ. En buddhistisk metafor antyder, at det kosmiske havs liv er inddelt i uendeligt mange dråber af ånd, som kaldes monader, hvor hver enkelt er forudbestemt til at foretage sin separate kosmiske pilgrimsfærd for at udfoldede sine udviklingsmæssige potentialer gennem ufattelige tidsperioder, men til sidst vender hver enkelt tilbage og smelter sammen med det kosmiske hav, som fødte den – ”dugdråben glider ned i det lysende hav”. (Se også Logos, Maya, Monade og Paramatman).

Aham Eva Parabrahma
(Sanskrit). Aham Eva Parabrahma stammer fra ”aham”, der betyder ”jeg”, ”eva”, der betyder ”sandelig” eller ”bestemt”, ”para”, der betyder ”ovenover” og ”Brahma”, der er den skabende guddom – fra roden ”brih”, der betyder ”at ekspandere”. Aham Eva Parabrahma svarer til Aham Asmi Parabrahma: ”Jeg er sandelig Parabrahma” – den grænseløse. Det afspejler læren om, at ovenover og indeni en hvilken som helst skabning, findes alt det, der findes i det universelle rum eller i den grænseløse uendelighed. Ethvert menneske er derfor fundamentalt ét med alt, for det er den samme guddommelige bevidsthed, der strømmer igennem ethvert punkt i rummet. Årsagen er, at alle verdener, guder, mennesker og atomer oprindeligt udgik fra samme kilde. (Se også Aham, Brahma og Parabrahma).

Aham-atma
(Sanskrit). Aham-atma stammer fra ”aham”, som betyder ”jeg” og ”atman”, der betyder ”selv” eller ”ånd”. Aham-atma betyder derfor ”jeg er selv” eller ”jeg er ånd”. Det betyder, at ethvert ”selv” alene er en manifestation af det essentielle selv, Atman eller Verdenssjælen. For menneskehedens vedkommende er der tale om en refleksion af den indre Logos. Efterhånden som mennesket gør fremskridt i evolutionen vil dets menneskelige ”selv” blive forenet med ”Atman” – den åndelige kilde til menneskets sammensatte konstitution. I Bhagavad-Gita siger Krishna: ”Ahamatma gudakesa sarvabhutasayasthitah”, der betyder: ”Jeg er den Atman, kære Gudakesa, som lever i hjertet af alle skabninger”. (Se også Aham, Atman, Bhagavad-Gita, Krishna og Logos).

Ahamkara
(Sanskrit). Ahamkara stammer fra ”aham”, der betyder ”jeg” og ”kara”, der betyder ”skaber” eller ”udøver” fra roden ”at gøre”. Udtrykket stammer fra vedisk filosofi for over 3.000 år siden, og det blev senere indarbejdet i hinduistisk filosofi – især Samkhya-filosofien. Ahamkara er et individualitetsprincip. Ahamkara er selvbevidsthed eller selvidentificering. Ahamkara er derfor personligheden, som på grund af uvidenhed opleves som adskilt fra den universelle enhed. Ahamkara i sit lavere aspekt kan derfor oversættes med egoisme, som stammer fra Avidya (uvidenhed). I Samkhya-filosofien er Ahamkara den 3. udstråling. Fra Prakriti (urnaturen eller ursubstansen) udgår Mahat (den kosmiske hensigt), som er en betegnelse for den universelle bevidsthed, som efterfølgende skaber Ahamkara eller individualitet. Fra Ahamkara opstår de fem Tanmatraer – de subtile former for elementer eller principper og ”de to serier af sanseorganer”. Iflg. Bhagavad-Gita manifesterer Prakriti sig i otte dele – ”jord, vand, ild, æter, rum (Kham-Akasa), tankesind (Manas), forståelse (Buddhi) og personlighed eller individualitet (Ahamkara)” – og det hele har relation til det objektive, som medfører en fejlagtig opfattelse af identitet eller identifikation med personligheden og livets formside. Som universel selvbevidsthed har Aham-kara et trefoldigt aspekt ligesom Manas. Opfattelsen af ”jeg” eller ”ego” er enten Sattva – ”ren stilhed” – eller det fremstår som Raja – ”aktivitet” – eller det forbliver Tamas – ”træghed” eller ”inerti”. Det tilhører både Himlen og Jorden, og antager egenskaber fra begge. Ahamkara er et af de fire aspekter af Antahkarana (”regnbuebroen” eller forbindelsesleddet mellem den højere og den lavere tænkeevne), der er beskrevet i hinduistisk filosofi. De andre tre aspekter er Buddhi, Chitta og Manas. I Uttara Mimamsa eller hinduismens Vedanta-gren siges det, at Ahamkara skal udryddes, og selv om det ikke diskuteres i detaljer i Bhagavad-Gita, så siger Krishna til Arjun, at Ahamkara skal fjernes – med andre ord skal mennesket være underordnet den kosmiske bevidsthed. Grunden er, at sjælen ikke er og ikke kan være til stede, når mennesket befinder sig i en tilstand af Ahamkara. Når man forstår begrebet Ahamkara, forstår man sig selv og andre. Iflg. den vediske filosofi er man underlagt en tilstand af illusion, når man er i en tilstand af Ahamkara, for tankesindet er bundet til formens verden og manifesterede genstande og relationer. Det skabte er fænomener, der kan opfattes som noget, der befinder sig uden for selvet. Det kan være materielt (f.eks. en bil) eller immaterielt (f.eks. en ideologi). Personligheden er involveret i opbygningen af blændværk og illusioner. (Se også Aham, Antahkarana, Avidya, Bhagavad-Gita, Buddhi, Chitta, Mahat, Manas, Prakriti, Raja Guna, Samkhya, Sattva Guna, Tamas, Tanmatra og Veda).

Ahammana
(Sanskrit). Ahammana stammer fra ”aham”, der betyder ”jeg” og ”mana”, der er afledt fra roden ”at tænke” eller ”at reflektere”. Ahammana er egoisme eller selvskabt illusion, og derfor er Ahammana lig med åndelig uvidenhed. Ahammana er Maya (det uvirkelige), der skabes ved at tænke på eller forestille sig, at ”jeg’et” har primær betydning. ”Når sjælen er forbundet med Prakriti, er den præget af egoisme (Ahammana), og den støtter sig til og identificerer sig med den grovere naturs kvaliteter, selv om den er adskilt fra dem og uforgængelig (Avyaya)”. (Se også Aham, Maya og Prakriti).

Ahamsa
(Sanskrit). Ahamsa stammer fra ”aham”, der betyder ”jeg” og ”sa” (”sah”), der betyder ”han”. Ahamsa er et mystisk anagram, der anvendes som titel på Brahman – den første umanifesterede kosmiske Logos. Man ønskede at skabe forståelse for, at menneskets essens er identisk med den kosmiske guddoms guddommelighed: ”Jeg er ham” – ”Jeg er Brahman”. (Se også Aham, Anagram, Brahman og Logos).

Ahan
(Sanskrit). Ahan betyder ”dag”. I Vishnu-Purana er Ahan en af Brahmas fire legemer: Jyotsna (daggry), Ratri (nat), Ahan (dag) og Sandhya (aften). De fire legemer er ”omgivet af tre kvaliteter” (Triguna). Esoterisk har det en direkte relevans for den manifesterede Brahma eller Universets syv principper, som afspejles i samme rækkefølge i mennesket. Eksoterisk er der kun fire principper. Derfor omtaler Puranaerne kun fire af Brahmas legemer. (Se også Brahma, Purana og Triguna).

Ahankara
Se Ahamkara.

Ahar
(Hebraisk). Ahar betyder ”efter” eller ”bagefter” bl.a. i tid. Ahar bruges af nogle kabbalistiske forfattere som en betegnelse for gudehierarkierne. Jøderne sagde, at Jehovah – Achad (Ehad) – var den øverste Gud.

Ahath
(Hebraisk). Ahath er den feminine version af Achath, der oversættes med ”en” i betydningen ”én”, ”enestående”, ”alene” eller ”solo”. Betegnelsen bruges om det feminine aspekt af Logos eller Hierarkiets leder. I hebraisk esoterisme repræsenterer Ahath – sammen med den maskuline form Achod (Ehad) – ”den kollektive enhed eller totalitet af de ledende arkitekter eller skabere af det synlige univers”. Begrebet er fejlagtigt blevet forbundet med Elohim som Sefiroth – fejlagtigt fordi de sidste kun er legemer eller manifestationer af Logos. Achath-Achod (Ahath-Ehad) korresponderer med sanskritordet Adi, der betyder ”første” eller ”oprindelig” – eller ”Eka”, der betyder én, men i dette tilfælde med henvisning til kronen, og dermed til skaberens inddeling af det kosmiske hierarki i mangfoldighed i forbindelse med at de åndelige substantielle energier strømmer nedad i stoffets planer, hvor der skabes illusioner, som energierne selv sammensætter. (Se også Adi, Ahar, Elohim og Sefiroth).

Ahath-Ruah-Elohim-Hayyim
(Hebraisk). Ahath-Ruah-Elohim-Hayyim betyder ”sjæl”, ”guder” eller ”liv”. Ahath-Ruah-Elohim-Hayyim er ”den ældste af de ældste” – dvs. den kosmiske skaber eller den øverste i det kosmiske hierarki – som er kilden til Universet. Universet manifesteres fra den kosmiske skabers egen guddommelige essens, og på den måde bliver Universet selv ”den ældste af de ældste”. Der henvises ikke til menneskets tidsregning, men til kosmiske Manvantaraer, for ”den ældste af de ældste” er Universets sjæl (Ruah), der kommer til udtryk via gudehierarkier (Elohim) og utallige mindre hierarkier af levende skabninger (Hayyim), som Universets organisme er bygget af. Den hebraiske tankegang minder meget om den åndsvidenskabelige og den hinduistiske lære om Atman, Paramatman eller Brahman. Det er Verdensægget, som Universet fødes ud af, og som derefter fylder Universet med guddommelige og åndelige inspirationer. Her lever og arbejder utallige hierarkier af mindre skabninger, som både udgør og opbygger Universets hierarki, og som simpelthen er Universet. En anden parallel er den Pythagoræiske lære om ”monas monadum” – dvs. ”monader af monader”. I kabbalaen er der relation til ”Kronen” eller ”Kether”, som udstråler alle de andre og lavere hierarkier. Kether – den højeste Sefiroth – er makrokosmos (”det store kosmiske ansigt”). Det er den kaldæiske ”Arik Anpin” (det store ansigt), som skjuler den iboende ånd. Kether, Makrokosmos, Arik Anpin, og Adam Kadmon er blot forskellige måder at udtrykke den samme hierarkiske oprindelse, som dermed bliver det kabbalistiske Ain-Soph, Vedantas Parabrahman eller ”det grænseløse”. H.P. Blavatsky gjorde opmærksom på, at betegnelsen ”i bedste fald beskriver Elohim som androgyn, for det feminine aspekt er næsten fremherskende, når det fortolkes: ”Hun er én – Elohim – livets ånd”. (Se også Adam Kadmon, Ain-Soph, Atman, Brahman, Elohim, Kether, Manvantara, Paramatman, Sefiroth og Vedanta).

Ahavaniya
(Sanskrit). Ahavaniya er offerilden, som man kaster offergaver ind i.

Aheie
(Hebraisk). Aheie betyder ”eksistens”. Aheie er ”han, som eksisterer”. Begrebet korresponderer med Kether og Makroprosopus (det store ansigt). (Se også Ahath-Ruah-Elohim-Hayyim).

Aher
(Hebraisk). Aher betyder ”at være efter”, ”bagefter”, ”sekundær”, ”en anden”. Aher er flertalsformen af Aherim, og når ordet blev brugt i sammenhæng med Elohim, betød det ”andre eller fremmede guder”, som man blot betragtede som idoler. De hebraiske skrifter viser, at de gamle hebræere aldrig benægtede eksistensen af andre folkeslags guder, men da jøderne selv var meget stammeprægede, så betragtede de deres egen stammegud – Jehovah – som den højeste og vigtigste. Deres stammegud herskede over planeten Saturn, som var deres planetariske overhoved, og som derfor blev den øverste gud for dem – guden over alle andre guder. Hvis jøderne var blevet født som stamme under en anden planetarisk hersker, ville overhovedet for den anden planet ifølge deres opfattelse blive betragtet som den højeste gud. (Se også Elohim).

Ahi
(Sanskrit). Ahi stammer fra roden ”anh”, der betyder ”at presse sammen” eller ”at kvæle”. Ahi er en ”slange”. Det er et navn for Vritra, der er den vediske dæmon for tørke, som omtales i Rig-Veda. Ahi er ”himlens slange”, og mytologisk refereres der til mørkets og tørkens dæmon, som absorberede de kosmiske vande. Indra – regnmageren og himlens gud – kæmper med Ahi og slår ham ihjel, og dermed frigøres vandene over Jorden. Ahi er desuden et navn for Solen. Det samme gælder Rahu – den opstigende måneknude og Daitya (dæmonen), som periodisk ”sluger” eller formørker Solen og Månen. (Se også Ah-hi, Daitya, Rig-Veda og Vritra).

AHIH
(Hebraisk). AHIH er en kabbalistisk form for Tetragrammaton, der repræsenter Makrokosmos i modsætning til JHVH (Jehovah), der repræsenterer Mikrokosmos. Det er eksoterisk forbundet med Eyeh (absolut værenhed) og med ”Jeg er det, Jeg er.” (Se også Tetragrammaton).

Ahimsa
(Sanskrit). Ahimsa består af ”ikke” og roden ”hims”, der betyder ”at skade”, ”at dræbe” og ”at ødelægge”. Ahimsa betyder ”ikke-vold” eller ”ikke-skade” i tanke, ord og handling. Ahimsa er en af de fem Yamaer i Ashtanga-yoga. Ahimsa svarer til åndsvidenskabens harmløshed, der er en af de kardinale dyder. Livets hellighed er legemliggjort både i buddhisternes og jainernes lære, men desuden i mange hinduistiske skoler. Den første buddhistiske kejser, Asoka, gik ind for Ahimsa som udtryk for Dharma. Det siges, at man kan erhverve sig evnen til at ”huske tidligere liv” ved at praktisere Ahimsa. I Vamana-Puranaen er Ahimsa personificeret som Dharmas kone og deres børn, som er Nara og Narayana. Begge er tilnavne for henholdsvis Arjuna og Krishna, som viste vejen til åndelig oplysning. (Se også Asoka, Dharma, Jain, Purana og Yama).

Ahor
(Hebræisk). Ahor betyder ”bagside” eller ”bagud”. I kabbalaen er Ahor en modsætning til Anpin, der betyder ”ansigt” – et kaldæisk ord, som også staves Anpeh og på Hebræisk Appayim, der svarer til Makroprosopus. Makroprosopus er latin og betyder ”det store ansigt”. Makroprosopus er en poetisk beskrivelse af udstrålingerne fra det første Sephira, Kether, der betyder kronen. Kronen er det punkt, hvor intet bliver til noget. Herfra strømmer al skabelse ud. Makroprosopus er lysende – og visualiseres som et ansigt set i profil. Ansigtet har et evigt åbent øje – og et vældigt skæg med 13 lokker. Alle lokkerne ender i myriader af universer. Fra det store univers udstrømmer Sephiroth-træet. (Se også Kether, Makroprosopus, og Sephiroth).

Ahriman
(Persisk). Ahriman eller Angro Manyu stammer fra ”ah”, der betyder ”bevidst liv” og ”riman”, der betyder ”demoraliseret”. Ahriman forstyrrer den kosmiske orden og demoraliserer tankesindet. Ahriman er ”den onde ånd” i den persiske religion. Iflg. den mazdaske filosofi udgår livet fra to principper: Ahura Mazda (lysets princip) og Ahriman (mørkets princip). Ahriman repræsenterer de modstandskræfter, som mennesket skal overvinde på udviklingsvejen. Ahriman er derfor identisk med åndsvidenskabens elementalessens, som menneskets legemer består af. Elementalessensen udvikler sig i retning af tiltagende stoflig tæthed (involution), hvorimod mennesket udvikler sig i retning af tiltagende åndelighed (evolution). I spændingsfeltet mellem de duale energier udvikles mennesket. Ahriman er derfor en forudsætning for menneskets udvikling. I Rudolf Steiners antroposofi og hos Rosenkreuzerne har udtrykket Ahriman stor betydning som betegnelse for modstandskræfterne, som mennesket skal overvinde for at få adgang til højere bevidstheds- og eksistensplaner. I Martinus’ åndsvidenskab er Ahriman identisk med ”de mørke genløsere”. I symbolsproget er Ahriman den ene af røverne på Golgatha. Det var den røver, der valgte at følge folkemængden for at spotte Jesus. Shahrestani – en islamisk vismand fra det 12. årh. – skriver, at ”magikerne kom fra tre sekter: Geomarathianerne, Zurvanianerne og Zoroastrianerne. Alle tre havde det synspunkt til fælles, at to principper styrer Universet: Ahura Mazda og Ahri-man. Ahura Mazda er en før-eksisterede bevidsthed og Ahriman er det skabte”. Han fortæller allegorisk, at Ahura-Mazda funderede over, hvordan det ville være, hvis han havde en rival. På baggrund af tanken blev den onde ånd Ahriman skabt. Og Ahriman gjorde straks oprør mod lyset og nægtede af følge lysets love. Det udviklede sig til en kamp mellem lysets og mørkets hære. Englene fungerede som mæglere, og de forhandlede sig frem til en våbenhvile, hvor underverdenen blev givet til Ahriman i 7.000 år og derefter til Ahura-Mazda i 7.000 år. Alle skabninger, der befandt sig i en tilstand af før-eksistens, forsvandt. Mennesket – Gaeo-Marth – og et dyr (en tyr) kom til syne. Men begge døde. Fra menneskets hoved spirede en rabarberplante, og ud fra planten voksede der en mand og en kvinde – Mashia og Mashiana – som blev menneskehedens forfædre. Alle dyr voksede frem fra tyrens hoved. Troen er baseret på, at lyset gav menneskeheden to valg: At blive ånder uden legemer, der befinder sig langt væk fra Ahriman, eller at iklæde sig legemer for at kæmpe imod ham. Menneskeheden valgte det sidste. Overvindelse af Ahrimans hær ville medføre opstandelse. I senere Pahlavi-skrifter møder man Ahrimans afkom – seks modstandere som hver for sig stiller op imod Amesha-Spenta – de seks udødelige velgørere. (Se også Ahura Mazda).

Ahti
(Oldnordisk). Ahti er ”dragen” i Eddaerne. Ahti er desuden en finsk vandgud, der afbildes som en gammel mand. Hans kone er Vellamo. Den gamle mand er meget hjælpsom over for fiskere. Ahti er desuden et navn for Lemminkainen, der kaldes ”vidensdragen” i Kalevala. Ahti symboliserer den lavere personlighed eller det personlige liv. Det er den laveste triade i menneskets syvfoldige konstitution – det fysiske legeme, æterlegemet og astrallegemet. (Se også Edda).

Ahu
(Persisk/Oldnordisk/Sanskrit). Iflg. Avesta – som er zarathustrismens samling af hellige tekster, hvor Avesta kun udgør en lille del, der var opdelt i 21 nasker (bundter) – stammer Ahu fra roden ”ah”, der betyder ”bevidst liv”. Dvs. de mest bevidste, som derfor er de bedst forberedte til at handle i den fysiske verden. På nordisk betyder Ahu ”den ene” og ”den første”. I den mazdaske litteratur korresponderer Ahu med den første af fem livgivende former for ild eller åndelige kræfter nemlig: Ahu, Daena, Baudha, Urvan og Fravashi, der alle handler om bevidsthed. De fem kan oversættes med henholdsvis ånd, bevidsthed, intelligens, sjæl og de afdødes rene sjæle. Fravashi er de, der er mindst bevidste om den fysiske verden, men de er alligevel kilden til bevidsthed, og det er dem, der er nærmest ved kilden til ”absolut væren”. Iflg. de senere Pahlavi-skrifter, er det Ahus opgave at skabe orden i menneskets fysiske legeme, og derfor betragtes Ahu som den fysiske verdens hersker. Rumi, den iranske mystiker og poet fra det 13. årh., anså Ahu (”jan”) for at være bevidst liv, som den evige visdom reflekteres i. Molavi tillægger tre kvaliteter til ”jan”: Bevidsthed – skelneevne mellem godt og ondt – og en tendens mod det gode og en afvisning af det onde. Ferdowsi, den iranske poet fra 10. årh., betragtede ”Kherad” (intellektet) for at være bevarer af Ahu – den første skabelse og integrerede del af ”jan”. På sanskrit stammer Ahu muligvis fra ”paro’mhu”, der betyder ”uden for synsvidde”. Ahu er derfor noget usynligt, ukendt, hemmeligt og mysteriøst. H.P. Blavatsky sammenligner Ahu med sanskrit-ordet ”eka”, der betyder ”ene”, og det hebraiske ”echod”, der betyder de, som indleder udstrålingerne fra det uerkendelige.

Ahum
(Avestan). Ahum er de første tre principper i det syvfoldige menneske i Avesta – zarathustrismens samling af hellige tekster, hvor Avesta kun udgør en lille del, der var opdelt i 21 nasker (bundter). Ahum er det fysiske menneske og dets æteriske og astrale legemer.

Ahura
(Avestan). Ahura stammer fra roden ”ahu”, der betyder ”bevidst liv”. Ahura er det samme som Asura på sanskrit – dvs. ”Livets Herre”, ”Det Ene Liv, som alt udgår fra”, ”det hellige” eller ”det åndedrætslignende”. Zoroasternes Ahura Mazda eller persernes Ormudz er ”Herren, som skænker lys og intelligens”, og symbolet er Solen, og hvor Ahriman – den europæiske udgave af ”Angra Mainyu” – er det mørke aspekt. De var oprindeligt højtstående guder, som blev forandret til dæmoner af iranerne, og Asuraerne blev på samme måde forandret til dæmoner af inderne. I de tidlige Vedaer præsenteres Asura især om Varuna, der var lederen af den himmelske region. Zend Avesta i de mazdæisme skrifter, Vendidad (loven mod dæmoner) og andre skrifter korrigerer og afslører de senere snedige sammenblandinger af guderne i hinduernes gudekreds, og ved hjælp af Ahura giver de Asuraerne deres retsmæssige plads i teogonien. H.P. Blavatsky gav en jordnær fortolkning af Ahura, for hun sagde: ”Magikerne havde ikke kendskab til nogen højtstående ‘personlig’ individualitet. De anerkendte kun Ahura – ‘Herren’ – det 7. princip i mennesket, og ‘bad’ – dvs. gjorde sig anstrengelser under meditationen for at tilegne sig og forene Ahuras øvrige principper, som er afhængige af den fysiske krop, og som evigt er underlagt Angra-Mainya (stof), for at kontakte det eneste rene, hellige og evige princip, den guddommelig monade. Hvem kunne magikerne ellers bede til? Hvem var Ormudz, hvis det ikke var Spent-Mainyu – monaden – gudsprincippet i menneskets egen natur? Og den esoteriske doktrin forklarer, at Ahura er menneskets egen indre, sande, personlige gud, som er det åndelige lys og ”skaberen af den materielle verden” – dvs. arkitekten og skaberen af mikrokosmos. Mennesket kan få kontakt med monaden, når det ved, hvordan Angra-Mainyu eller Kama, lidenskaber og materielle begær kontrolleres. Og det skal have tillid til, at blive overskygget af Ahura-Mazda eller den åndelige essens. Ahura-Mazda er også far til Tistrya – regnmageren – som gør den udtørrede jord frugtbar og hjælper den med at bære god frugt baseret på egne anstrengelser, dvs., ved at smage frugten fra det evige livs træ via åndelig oplysning. Tistrya er den persiske gud, der er forbundet med regn og fertilitet – den personificerede guddom Sirius (Hundestjernen). Det er Tistrya, der leder Ahura Mazdas hære mod de onde kræfter. (Se også Ahriman, Ahura Mazda, Asura, Meditation, Monade og Veda).

Ahura Mazda
(Persisk). Ahura Mazda eller Aura Mazda (oldpersisk), Auhr Mazd (Pahlavi), Hormazd, Hormoz, Ormazd, Ormuzd eller Ormudz (persisk) stammer fra Ahura (Avestan), der betyder ”Livets Herre”. Det er afledt af roden ”ahu”, der betyder ”bevidst liv”. Ordet er kombineret med ”Mazda”, der er ”skaberen af tankesindet” eller ”hukommelsen”, som stammer fra roden ”man”, der betyder ”at tænke”, og ”da”, som betyder ”skaberen” eller ”skænkeren”. Ahura Mazda er derfor et navn for Ormuzd – det universelle guddommelige lys i den persiske religion. Ahura Mazda er den personificerede guddom, og hans symbol er Solen. Modsætningen er Ahriman – mørkets gud. Ahura Mazda stammer fra Ahura eller Asura, der betyder ”åndedrag”, ”åndelig” eller ”guddommelig” i den ældste Rig-Veda, hvor de ortodokse Brahmanaer degraderede Ahura Mazda til Asura, der betyder ”ingen guder”, på samme måde som mazdeanerne degraderede hinduernes devaer (”guder”) til ”dæva” (djævle). Ahura Mazda er ”Herren, der gav liv” eller ”Herren, der gav tankesindet” – det uforanderlige lys – den uskabte højeste guddom i mazdean-systemet. Pythagoras sagde, at ”iranerne betragter Ahura Mazda som en skabning, der har et lyslegeme, og en sjæl, der består af sandhed”. Ahura Mazda omtales som skaberen af den materielle verden og far til seks Amesha-Spentas. I senere persisk litteratur ser man lignende beskrivelser af den højeste skaber. Ferdowsi omtaler ham som ”Herre Jan” (bevidsthed) og Kherad (intellekt). I zoroastrismen er der en dualistisk kosmisk orden, der består af godt og ondt. H.P. Blavatsky sagde: ”Der findes ikke en mere dybsindig, en mere imponerende, en mere realistisk og mere modig allegori i verdens religioner end de to modstridende kræfter i Mazdean-religionen, som kaldes Ahura Mazda og Angra Mainyu, der er bedre kendt i deres nyere form som Ormuzd og Ahriman. Af ’den grænseløse tids sønner’ er de to udstrålinger – Zeruana-Akrana – selv udsendt fra det højeste og ukendte princip. Den ene er legemliggørelsen af ’gode tanker’ (Vohu-Mano), den anden af ’onde tanker’ (Ako-Mano). Lysets konge eller Ahura Mazda udstråler fra urlyset og former eller skaber ved hjælp af ’Ordet’ – Honover (Ahuna-Vairya) – en ren og hellig verden. Men Angra Mainyu, der ganske vist er født lige så ren som sin ældre bror, bliver jaloux på ham, og modarbejder alt i Universet og på Jorden, og skaber synd og ondskab overalt, hvor han går. De to kræfter er uadskillelige på menneskehedens nuværende bevidsthedsniveau, og det er et niveau i evolutionen, hvor den ene forudsætter den anden. De er plus- og minuspoler i den ene manifesterede skabende kraft, og den sidstnævnte skal betragtes som en universal kosmisk kraft, der opbygger verdener – eller som det antropomorfe aspekt, som skaber det tænkende menneskes legemer”. (Se også Ahriman, Ahura, Asura, Brahmana, Pythagoras og Zoroastrisme).

Ain-Soph
(Hebraisk). Ain-Soph, Eyn-Soph, Ayn-Soph, Eyn-Suph, Ein-Soph osv. betyder ”absolut intethed” – negativ eksistens – eller ”kosmisk tomrum”. Ain-Soph er en betegnelse for det abstrakte begreb ”absolut intethed”, der er det store dybe ”intet”, som alle eksistenser udgår fra. Alt, hvad der eksisterer, er skabt. Livmoderen for ”absolut intethed”, hvorfra alt i Universet er skabt, er ikke alene årsagen til alle eksistenser, men også til deres funktionsområder. Alt i skabelsen har en hensigt. Ain-Soph oversættes ofte fejlagtigt med ”ingenting”, men ”absolut intethed” er bestemt ikke ingenting, for det er selve livets essens. Det grænseløse og uendelige er det absolutte guddommelige princip, som er upersonligt, og det kan ikke erkendes. Ain-Soph svarer til Parabrahman. Ain-Soph svarer også i nogle henseender til den mystiske Sunyata i Mahayana-buddhismen. I kabbalaen er Ain-Soph det ubegrænsede lys, som koncentreres i første og højeste Sephiroth – Kether eller Kronen – for det, der er over Kether eller Macroprosopus, er ”absolut intethed”. Betegnelsen skyldes, at man intet ved om det, for det er umuligt at vide noget om det, der findes i dette princip, fordi det ligger så uendelig langt over menneskets uvidenhed, og fordi det befinder sig over selve visdommen. Ain-Soph skrives også En-Soph og Ain-Suph, og ingen – ikke en gang rabbinerne – er sikker på vokalerne. I de gamle hebraiske filosoffers metafysik var ”det ene princip” en abstraktion ligesom Parabrahman, men selv nutidens kabbalister har via ordkløveri og mærkelige paradokser haft held til at reducere ”absolut intethed” til ”den øverste Gud” og intet højere. Men for de tidlige kaldæiske kabbalister var Ain-Soph ”uden form og væren”. Ain-Soph havde ”ingen lighed med noget andet”. At Ain-Soph aldrig har været anset for at være ”Skaberen” bevises endda af en så ortodoks jøde som Philo, der kaldte ”Skaberen” for Logos, som står ved siden af den ”ubegrænsede Ene” og ”den anden Gud”. ”Den anden Gud” er Ain-Sophs visdom iflg. Philo. Guddom er ”absolut intethed”. Guddommen er navnløs, og kaldes derfor Ain-Soph, og ordet ”Ain” betyder ”intet”. (Se også Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Geburah, Hod, Jesod, Kabbala, Kether, Logos, Mahayana, Malkuth, Netzach, Parabrahman, Sephiroth, Sunyata og Tiphereth).

Aindri
(Sanskrit). Aindri er det feminine tillægsord for Indra, der sandsynligvis stammer fra roden ”ind”, der betyder til ”at droppe”. I forhold til guden Indra er Aindri et feminin egennavn på Indras hustru. Hun kaldes også Aindri-Shakti, Indrani og Aindriya. Aindri som hankønsord skal forstås som en efterkommer af Indra, som nogle gange henviser til Arjuna, som er søn af Indra af Kunti. (Se også Indra).

Aindriyaka
(Sanskrit). Aindriyaka stammer fra ”indriya”, som henviser til den ”forstand” eller ”magt”, der tilhører guden Indra. I Puranaerne er Brahmas skaberværker henholdsvis opregnet som seks, syv og ni. Aindriyaka repræsenterer organisk skabelse, der involverer udviklingen af sanserne. (Se også Brahma, Indra og Purana).

Airavata
(Sanskrit). Airavata er en mytologisk hvid hanelefant, der bærer den hinduistiske gud Indra på ryggen. Den kaldes også Ardha-Matanga, der betyder ”sky-elefant”, ”Naga-Malla”, der betyder ”kæmpende elefant” og ”Arkasodara”, der betyder ”Solens broder”. Abharamu er hanelefantens feminine partner. Airavata har fire stødtænder og syv snabler. Den er hvid og uden en plet. I Thailand er den kendt som Erawan. Iflg. Ramayana var Iravati elefantens moder. Matangalila oplyser, at Airavata blev født, mens Brahma sang hellige mantraer over de to æggeskaller fra ægget, som Garuda blev klækket af. Garuda er navnet på Vishnus legeme. Airavata blev efterfulgt af yderligere syv han- og otte hunelefanter. Prithu (en Avatar eller inkarnation af Vishnu) gjorde Airavata til konge over alle elefanter. En af hans navne betyder ”den, der knytter eller binder skyerne”, for iflg. myten kan de hellige elefanter skabe skyer. Forbindelsen mellem elefanter, vand og regn betones i mytologien om Indra, der ridder på elefanten Airavata i slaget, hvor han besejrer Vritra. Den store elefant er i stand til med sine syv lange snabler at nå ned i den våde underverden og suge vand, og derefter sprøjte vandet op i luften og danne skyer, som Indra derefter får til at regne med køligt vand. Himlen og underverdenen forbindes dermed af vandet. Airavata står desuden ved indgangen til Indras palads Svarga. Det samme gør otte vogtende guddomme, som hersker over hvert sit punkt i cirklen. Hver guddom har en elefant, der deltager i forsvaret og beskyttelsen af hver sit kvadrat. Elefanternes konge er Indras Airavata. Der er en henvisning til Airavata i Bhagavad-Gita. (Se også Avatar, Bhagavad-Gita, Indra, Ramayana, Svarga og Vritra).

Airgiod-Lamh
(Gælisk). Airgiod-Lamh betyder ”gylden hånd”. Det er den hånd, der har modtaget og spredt den himmelske ild. Airgiod-Lamh er et irsk navn for Zarathustra. (Se også Zarathustra).

Airyana-ishejo
(Avestan). Airyana-ishejo er navnet på en bøn til den ”hellige Airyanmen”, dvs. Ahrimans guddommelige aspekt før Ahriman blev en mørk modstandskraft – en Satan. Ahriman er skabt af samme essens som Ahura Mazda, ligesom Typhon-Seth består af den samme essens som den egyptiske gud Osiris. Bønnen har følgende ordlyd: ”Må menneskehedens broderskab, som vi længes efter, vise sig blandt os og glæde mænds og ungmøers hjerter, som er forenet i Zarathustra-troen. Må det bringe fuldbyrdelse til Vohu Manah (Guds hensigt eller Guds tankesind), når som helst menneskesjælene modtager den dyrebare mjød. Jeg beder også Asha i Hans nåde om at give de velsignelser, som menneskesjælene længes efter, og som af Mazda er forudbestemt for alle”. Selv om verset ikke er med i Gathaerne (Gatha er 17 hymner, som man mener, er komponeret af Zarathustra), så følger det umiddelbart efter 5. Gatha. Både sprog og versemål er nøjagtig de samme, som i de vers, der er i 5. Gatha. Airyana-ishejo reciteres under Zoroastrianske vielsesritualer som en del af velsignelsen. (Se også Ahriman, Ahura Mazda og Zarathustra).

Airyanmen Vaeja
(Avestan). Airyanmen Vaeja eller Airyena-Vaegah, Airyana-Vaeja, Airyam-Veg (Pahlavi) er Ariere – ”de ædle” – og iflg. Avesta havde de deres oprindelige hjem i Airyana Vaeja, et fjerntliggende land, som var Ariernes vugge. Det var det første af de landområder, der blev skabt af Mazda. Det befandt sig i Jordens midte, og i landets midte stod bjerget Harabareza. Det svarer til hinduernes beskrivelse af gudernes land med Mount Meru i landområdets midte. Ariere inddelte Universet i syv regioner eller Keshvar: 1) Arzah eller Arzahe 2) Shabah eller Sava-Cavahe 3) Fradaafsh eller Fradadhfsha, 4) Vidadafsh eller Vidadahfshu; 5) Vorubarst eller Vourubaresti, 6) Vorugarst, Vourujaresti eller Vouruzaresti og 7) Khvanuras, Ganiratha eller Hvaniratha. Den syvende region ligger i midten af de andre seks. I introduktionen til Abu-Mansouris Shah-Nameh (den ældre Shah-Nameh), er den syvende region, som kongerne kaldte Iran-Shahr (Airya-Vaeja) også i midten af de øvrige seks. Airyanmen Vaeja er et urland, som i Vendidad (en tekstsamling i Avesta) er kendetegnet ved uskyld og lyksalighed. Det svarer til Sveta-Dvipa (den hvide ø) i den puraniske litteratur og til hinduernes Mount Meru. I det ”smukke land” ved floden Daitya ”steg stjernerne, Månen og Solen kun op én gang (om året) på himlen” (Vendidad). H.P. Blavatsky sidestiller det med den fysiske menneskeheds vugge, og stedfæster det i Centralasien. Det er identisk med Shamballa og Arghya Varsha, hvorfra man forventer Kalki Avatarens genkomst. I en persisk legende dukkede der en slange op i Airyana Vaeja, og slangegiften forvandlede det smukke evige forår til vinter, og den skabte sygdom og død. Det skal fortolkes geologisk og astronomisk. Esoterikere ved, at slangen hentyder til Nordpolen, som også er himlenes pol. Den sidstnævnte skaber årstiderne afhængig af den vinkel, den har i forhold til Jordens akse. De to polakser var ikke længere parallelle, og derfor forsvandt det evige forår i Airyana Vaeja, og den gode flod Daitya forsvandt også. Iflg. åndsvidenskabelige kilder var Arierne derfor nødt til at emigrere til Sagdiani. Men åndsvidenskaben pointerer, at polaksen tidligere har passeret igennem ækvator, og at ”lyksalighedens land” i 4. rodrace, som den arvede fra 3. rodrace, blev ødelagt og genstand for lidelse. (Se også Arier, Avatar, Rodrace og Shamballa).

Aisa
(Græsk). Aisa betyder Karma, som giver alle deres andel af godt og ondt. (Se også Karma).

Aish
(Hebraisk). Aish eller ”Ish” betyder ”menneske”. Navnet Jesus blev iflg. H.P. Blavatsky udledt af Aish. I relation til korsfæstelsens symbolik, bemærker H.P. Blavatsky, at ”de tidlige forfattere af de kristne mysterier var velbevandret i esoterisk filosofi og i hebraisk okkulte metrologi (læren om målinger og måleteknik), og de brugte deres viden behændigt. De tog ordet Aish, og kombinerede det med Shanah, der betyder ”måneår”, så Aish på mystisk vis blev forbundet med navnet Jehova, den formodede ”far” til Jesus, og dermed gav de den mystiske idé i en astronomisk værdi og formel”.

Aistheton
(Græsk). Aistheton betyder ”sensitiv opfattelse ved hjælp af sanserne”. Aistheton blev brugt af Platon som en modsætning til ”Noeton”, der betyder ”forståelige”, for han ønskede at betegne det synlige aspekt af den oprindelige årsag til den manifesterede verden. (Se også Platon).

Aisvarika
(Sanskrit). Aisvarika stammer fra ”Isvara”, der betyder ”herre”, ”prins” eller ”mester”. Det er afledt af roden ”ish”, der betyder ”at være valid”, ”kraftfuld” eller ”mester i noget”. Aisvarika er derfor en konge, en herre, eller et overhovedet og den øverste åndelige leder i et hierarki. Aisvarika er desuden en af fire filosofiske skole i Nepal. De andre er Karmika, Yatnika og Svabhavikia. Aisvarika er teistisk, for i Aisvarika-systemet er Adi Buddha den øverste gud (Isvara), i stedet for at betragte det højeste som et abstrakt princip eller symbol. I Aisvarika-systemet er Adi-Buddha individualiseret som den kosmiske ånd i menneskehedens hierarki, og derfor bliver opmærksomheden centreret om individualiseringen i et omfang, der er usædvanligt i buddhismen. Selv om det er rigtigt, at den højeste individualiserede manifestation af Adi-Buddhi er Adi-Buddha, som er Isvara eller det kosmiske overhoved i dette hierarki, er både Adi-Buddhi og Adi-Buddha abstrakte principper i det galaktiske rum. (Se også Adi-Buddha, Adi-Buddhi og Teisme).

Aitareya
(Sanskrit). Aitareya stammer fra ”itara”, der betyder ”anden”, men ordet stammer også fra Itara, der er mor til Aitareya. Aitareya er navnet på en Aranyaka (Brahmana), en Upanishade og et litterært værk, der er knyttet til Rig-Veda. Nogle af dens dele er rent Vedantiske. Aitareya-Brahmana – eller Aitareyaka – indeholder 40 Adhyayaer (afsnit), hvor tjenestearbejdet for et Hotri (præst) er beskrevet. Aitareya-Aranyaka består af fem bøger eller Aranyakaer, og det er 2. og 3. bog, der kaldes Aitareya-Upanishaden, selv om de sidste fire afsnit af 2. bog nogle gange betegnes på den måde. (Se også Brahmana, Rig-Veda, Upanishader og Veda).

Aith-ur
(Kaldæisk). Aith-ur betyder ”solild” eller ”guddommelig æter”.

Aither
(Græsk). Aither, Aether eller Æthere stammer fra ”aitho”, der betyder ”skinner” eller ”ild”. Aither eller Aether var en af de syv græske skaberguder. Aither var en personificering af den mest subtile del af luftelementet, og ligesom Tartaros og Erebos har Aither muligvis haft helligdomme i Hellas, men man byggede og dedikerede ikke templer til ham, og derfor er det usandsynligt, at han havde en kult. Aither symboliserer den rene luft i ”de højere luftlag”, som guderne indånder, i modsætning til den normale luft – ”aer” – som indåndes af de dødelige. I den græske mytologi er Aither en af de oprindelige skaberguder – den førstefødte. I antikken var Aither eller Aether betegnelsen for urstoffet – Proteus eller protyl. Protyl er et hypotetisk oprindeligt stof, som de kemiske elementer er skabt af. Aither er derfor både kilden til alt stof og al form, og dermed også til alle kosmiske former og fænomener. Det er et begreb, der dækker betegnelser, der strækker sig fra Alfader til Moder Jord. I Den Hemmelige Lære er Aither eller æteren det femte kosmiske element nedefra, som forbinder det kosmiske tankesind eller Mahat med den lavere manifesterede verden. Det er derfor redskab for det oprindelige og ophav til det sidstnævnte. Ser man på æter fra en mere generel kosmisk synsvinkel, befinder det sig inden for den kosmiske 3. Logos’ – Brahmas eller Prakritis – aktivitetsområde, og derfor er æteren ”den store livmoder” til alle manifesterede skabninger. Æteren er skatkammer for alle kosmiske arketyper, og fra skatkammeret strømmer arketyperne ud i manifestation og antager form, og de vender tilbage til udgangspunktet ved manifestationsperiodens slutning, når den kosmiske Pralaya (hvileperiode) begynder. Æteren er derfor det store urstof eller ”moderstof”, som alle hierarkier i Universet er opbygget af. Æteren gennemtrænger alt fra begyndelsen af den universelle Manvantara (manifestationsperiode) til afslutningen, og herefter kan man sige, at den fortsat eksisterer i sin mest sublime og subtile åndelige form under den kosmiske Pralaya, hvor potentialerne opbevares som åndelige kim. Når manifestationen igen begynder efter hvileperioden, vil alt igen strømme ud i manifestation i den nye periode for kosmisk aktivitet. Når æteren betragtes som den kosmiske moder til alt i skabelsen, er æter i sit højeste feminine aspekt det samme som den vediske Aditi – eller Hera eller Juno i Grækenland og Rom. I den forstand er æteren også Mulaprakriti, dvs. den, der skaber de frø, der er ophav til alt i skabelsen. Det Gamle Testamente omtaler æteren som ”det kosmiske ocean”. I sine højeste aspekter er det den mystiske Alaya (den kosmiske ånd og sjæl), som i den nordlige buddhisme kaldes Svabhavat (substans) – eller det er den endnu mere gådefulde Adi-Buddhi. Nogle gange oversættes sanskritordet Akasha med ”æter”, og det har samme etymologiske og filosofiske betydning. Akasha er et element eller princip, der kommer efter Manas (det mentale princip) og Kama (det astrale princip) og før det æteriske princip. Men det æteriske princip er en stor del af Akasha, som også har syv underordnede aspekter. I det kosmiske rum er der mindst syv ætere eller Prakritier, som findes inden i hinanden på en opadgående åndelig skala. Tilsammen kan man derfor kalde ånd for æter eller Akasha. Hesiod betragtede Aither som ”lys” – måske inspireret af astrallyset. Aither er søn af Erebus (mørket) og Nyx (natten), og han er bror til Hemera (dagen). Den romerske Hyginus siger, at Aither var søn af Chaos og Caligo (mørket). Vergil taler om, at ”Jupiter er identisk med Aither”, og Cicero beskriver æteren som en ultimativ sfære på himlen, som omkranser og gennemtrænger alt, og derfor indgik æteren i alkymisternes jagt på det ”absolutte element”, som ville give magt over naturen – og som desuden er et medium for overførsel af lysbølger. (Se også Adi-Buddhi, Afrodite, Akasha, Alaya, Apollon, Ares, Artemis, Athene, Brahma, Chaos, Demeter, Erebos, Eros, Gaia, Hades, Hefaistos, Hera, Hestia, Kama, Logos, Manas, Manvantara, Mulaprakriti, Nyx, Poseidon, Prakriti, Pralaya, Python, Tartaros, Tyfon, Uranus, Zeus og Æter).

Aithihya
(Sanskrit). Aithihya stammer fra ”iti”, der betyder ”sådan” eller ”på den måde” samt ”ha”, der betyder ”bestemt”. Aithihya betyder derfor: ”Sådan er det faktisk”. Det henviser til vedtagne regler og nedarvede traditioner. Aithihya ligger tæt på Itihasa, der er et navn, som man bl.a. møder i semi-legender og episke skildringer. Det forekommer også i Mahabharata og Ramayana. På nogle skoler, hvor man navnlig lærer mundlig undervisning, indleder man en sætning med frasen: ”Iti maya srutam” eller ”iti ha maya srutam”, der betyder: ”Jeg har i sandhed hørt …”. Den form for instruktion kaldes ”Aitihya” eller ”Aitiha”. Som tillægsord betyder ”Aitihasika” også det, der stammer fra traditionen, gamle legender eller heroiske historier. (Se også Mahabharata og Ramayana).

Aja
(Sanskrit). Aja består af ”ikke” og roden ”jan”, der betyder ”at blive født” eller ”skabt”. Aja betyder derfor ”ufødt” eller ”uskabt”. Det er en titel eller et tilnavn, der er givet til mange af de oprindelige skaberguder. I Rig-Veda svarer det til 1. Logos, som er en udstråling eller den første manifestation på illusionens plan for det Absolutte eller den kosmiske Paramatman. I både Rig-Veda og Purusha-Sukta er det den tusindhovede Purusha, der blev opsplittet ved Universets grundlæggelse, og Universet blev derfor skabt af hans stoflige rester. Det er grundlaget for det senere kristne symbol med offerlammet. Aja den ”ufødte” – Purusha eller den manvantariske ånd – kan også udledes af roden ”aj”, der betyder ”fremstød” eller ”at drive frem”, og betydningen omfatter vædderen, vædderhornene og stjernetegnet Vædderen. Ånden forsvinder eller dør – metaforisk – jo mere den involveres i kosmisk stof, og det medførte ofring af det ufødte lam eller en vædder. Når Aja stammer fra roden ”aj”, er det desuden en titel, der gives til forskellige vediske guder – f.eks. Rudra, Indra, Agni, Solen – og i de post-vediske værker er det Brahma, Vishnu og Shiva samt kosmisk Kama, der er et modstykke til den græske kosmiske Eros. Alle guderne er ledere af deres respektive hierarkier i den forstand, at de inspirerer, styrer eller fremskynder livet og intelligensen i hierarkierne. Aja i sin feminine form betyder Maya (blændværk) og dermed Prakriti i naturen under udvikling. (Se også Agni, Brahma, Eros, Indra, Kama, Logos, Maya, Paramatman, Prakriti, Purusha, Rig-Veda, Rudra, Shiva, Veda og Vishnu).

Ajapa
(Sanskrit). Ajapa består af ”ikke” og roden ”jap”, der betyder ”at tale med lav stemme”. Ajapa henviser til et menneske, der ikke bruger ortodokse bønner, og ikke oplæser doktrinære skrifter, og ikke intonerer mantraer. Ajapa er den særlig form for mantra, der hedder Hamsa, som består af en række indåndinger og udåndinger.

Ajapa Japa
(Sanskrit). Ajapa Japa betyder ”meditationen, der sker af sig selv”. Meditationen indebærer en spontan gentagelse af mantraet ”Soham”. Ajapa Japa er baseret på det såkaldte psykiske åndedræt kombineret med et mantra. Ved Ajapa Japa skaber man et svagt hvæsende åndedræt dybt nede i halsen – helt nede ved stemmebåndene. Man fokuserer opmærksomheden på lyden, og får ind- og udånding til at lyde ens. Man ånder ind, holder vejret et øjeblik og ånder derefter ud, og holder vejret et øjeblik, før man igen tager en indånding. Munden holdes lukket, og tungen foldes bagover og opad, så den placeres over den bløde gane. I begyndelsen vil de fleste kun være i stand til at føre tungespidsen tilbage, så den rører den bløde gane. Det skal gøres uden anstrengelse. Herefter lytter man koncentreret til lyden af åndedrættet. Efter en periode forestiller man sig, at man oplades med lys og energi for hvert åndedræt. Efter endnu et stykke tid forestiller man sig, at luftstrømmen bevæger sig fra Manipura-chakra (Solar plexus chakra) ved navleområdet til Vishuddhi-chakra (Halschakraet) i halsen. Luften bevæger sig op og ned ad den psykiske passage mellem Manipura og Vishuddhi. Man fortsætter i 5-15 minutter. Gå herefter op til Vishuddhi på en indånding, og lad fokuseringen blive dér. På næste indånding forestiller man sig, at indåndingen stiger fra Vishuddhi til et punkt, der befinder sig midt på toppen af hovedet. Fornem punktet tre gange. Ved næste udånding går man ned til Vishuddhi og fornemmer Vishuddhi tre gange. Stig op igen – og fortsæt på den måde 5-15 minutter. Herefter flyttes fokus fra åndedrættet, og i stedet høres åndedrættets lyd eller mantra – ”So-Ham”. Hør i indåndingen ”So” stige op til Vishuddhi. Hold vejret et øjeblik. Hør derefter ”Ham” synke ned til Manipura. Oplev derefter passagen i hovedet. Man tager en indånding, mens man går til Vishuddhi. Ånd ud og bliv dér med opmærksomheden. Ved næste indånding stiger man op med ”So” fra Vishuddhi, til punktet midt på toppen af hovedet. Fornem punktet (der er navnløst) tre gange. Ved næste udånding går man ned med ”Ham” til Vishuddhi, som fornemmes tre gange. Fortsæt med at gå op med ”So”, og ned med ”Ham”. Processen skal ske ubesværet og af sig selv. Til sidst gør man de to passager til én lang kanal, hvor åndedrættet og energien strømmer hele vejen op fra Manipura til punktet midt på toppen af hovedet og ned igen. Denne del af øvelsen fortsættes i 10-30 min. (Se også Ajapa, Halschakra, Khechari Mudra, Manipura-chakra, Meditation, Soham, Solar plexus chakra og Vishuddhi-chakra).

Ajita
(Sanskrit). Ajita består af ”ikke” og roden ”ji”, der betyder ”at erobre” eller ”triumfere”. Ajita er et af de esoteriske navne på de tolv højtstående guder, der inkarnerer i hver Manvantara. Esoterikerne identificerer dem med Kumaraer, der også kaldes Jnana-devaer eller Gnana-devaer. Ajita er også en af Vishnus skikkelser i den anden Manvantara. Ajita kaldes også Jayaer. I Vayu-Purana er Ajita den usynlige, den uovertrufne og den øverste af tolv guder, som kaldes Jayaer. Jayaerne blev skabt af Brahma, så de kunne støtte ham ved Manvantaraens begyndelse. Men de forsømte deres pligter, og derfor blev de ”forbandet” af Brahma, og derfor skulle de fødes i hver af de efterfølgende Manvantaraer indtil den syvende – Vaivasvata-Manvantara. De tolv Jayaer i den hinduistiske filosofi svarer til de tolv store guder i den græsk-romerske mytologi. På grund af deres altgennemtrængende karakter er de tolv guddomme – på et lavere niveau – identiske med Manasaer, Jnana-devaer, Rudraer og andre grupper af manifesterede guder. Deres funktioner i de lavere manifestationer er identiske med Dhyani-Chohanernes grupper, som ”nægtede at inkarnere”. Ajita er desuden navnet på den anden af de 24 Tirthankaras eller Jain-lærere. (Se også Dhyani-Chohan, Jain, Jnana, Kumaraer, Manvantara og Rudra).

Ajna-chakra
(Sanskrit). Ajna-chakra eller Ajnakhya-chakra er betegnelsen for det 6. chakra (den 96-bladede lotus). Ajna-centret befinder sig mellem øjenbrynene midt i hovedet, hvor det er forbundet med hypofysen. Det er en endokrin kirtel, der påvirker og styrer mange andre endokrine eller hormonproducerende kirtler. Ajna-chakraet kaldes også Agni-chakraet eller Agniya-chakraet – det ildagtige chakra. Ajna er center for bevidsthedens Tattva. Ajna-centret er det højeste af personlighedens centre og består egentlig af en dobbeltbladet ”lotus”, der hver har 48 ”blade”. Lotusbladene er symbolske udtryk for kræfter, der kommer til udtryk gennem de syv primære centre eller chakraer. Ajna-chakraet er lokaliseret ca. fem centimeter foran øjenbrynene. Ajna-centrets er centret for menneskets bevidsthed – ”den indre iagttager”. Direkte oversat betyder Ajna ”kommando”. Det hentyder til centrets funktion som stedet, hvor personlighedens vilje ultimativt forenes med den højere åndelige vilje via Sahasrara-centret (Hovedcentret) og omsættes til aktiv handling. Ajna-centrets er også ”visionens øje”. Det er centret, hvor de højere abstrakte idéer tager konkret form i bevidstheden og projiceres ud i livet som aktivt tjenestearbejde. Chakraet befinder sig i øjenbrynsregionen, og kaldes ofte ”det tredje øje”. Symbolet for Ajna er hvidt, og det vises med to hvide kronblade. Inde i dobbeltformen ses Shakti Hakini, der er en hvid Måne med seks ansigter og seks arme, der holder en bog, et kranium, en tromme, en rosenkrans og gør fagter for at give velsignelse og fjerne frygt. Ovenover er der en trekant, som peger nedad, og inde i den er der en månehvid Lingam. I nogle systemer ses guddommen Ardhanarishvara, som er en hermafroditagtig udgave af Shiva-Shakti, der symboliserer den oprindelige dualitet mellem subjekt og objekt. Over trekanten er der en mindre trekant, og inde i den ses symbolet AUM BIJA – mantraet i den esoteriske buddhisme. Ajnas to hvide kronblade repræsenter angiveligt de psykiske kanaler Ida Nadi og Pingala Nadi, der mødes i den centrale Sushumna Nadi i rygsøjlen, inden de stiger op til Sahasrara-chakra eller hovedchakraet. Med hvide bogstaver er der skrevet ”Ham” på venstre kronblad, og ”Ksham” på højre kronblad. De repræsenterer henholdsvis Shiva og Shakti. Kronbladene symboliserer desuden manifestet og umanifesteret tankesind, og nogle mener, at de også repræsenterer pinealen og hypofysen. (Se også Agni, Ardhanarishvara, Hovedchakra, Ida Nadi, Lingam, Pandecentret, Pingala Nadi, Sahasrara-chakra, Shakti, Sushumna Nadi og Tattva).

Ajnana
(Sanskrit). Ajnana består af ”ikke” og ”jnana”, der betyder ”viden”. Det er afledt fra roden ”jna”, der betyder ”at vide”, at forstå” eller ”at opfatte”. Ajnana er derfor uvidenhed eller rettere ikke-visdom – eller det modsatte af kundskab eller Jnana (udtales ”gnjana”). En Ajizani betyder en ”profan”, dvs. et menneske, der lever uden for de hellige templer og mysterielæren. (Se også Jnana).

Akacie
(Græsk). Akacie symboliserer ”håb” og ”uskyldighed”. Det er en plante, der anvendes i frimureriet som symbol på indvielse, udødelighed og renhed. Akacietræet stammer fra legenden om Osiris og Isis, og her voksede det i Byblos – nutidens Libanon. I legenden omtales akacietræet som et sykomoretræ. Jøderne lånte senere symbolet hos de gamle egyptere, og kaldte det et ”Shittah-træ”, der var symbol på udødelighed. Sykomoretræet forvandledes til en søjle, som egypterne kaldte en Djed-søjle, der var symbol på Osiris’ rygsøjle. Akaciegrenen er derfor symbol på menneskets åndelige vækst. Som søjle repræsenterede akaciegrenen rygsøjlen, og den blev kaldt ”tornegrenen”. I Rabbinerskrifterne kan man læse at: ”… tornebusken var det første træ, der blev skabt i Paradis …” Og tornebusken er identisk med ”livets træ” eller ”kundskabens træ” i Paradis. Den egyptiske Djed-søjle, som både repræsenterer Osiris’ rygsøjle og menneskets rygsøjle, kaldes ”det tornede træ” eller ”tornegrenen” på grund af ryghvirvlernes tapper. Åndsvidenskaben oplyser, at mennesket langs rygsøjlen har syv psykiske centre eller chakraer, der beskrives som lysende eller ”brændende” energihvirvler, og det siges, at i udviklingens løb, stiger energien op gennem rygsøjlen. I Isis-kulterne hos romerne kaldte man disse centre langs den ”tornede” rygsøjle for ”roser”. Og i senere kristne kulter − som f.eks. Rosenkreuzerne, hvis navn betyder ”roserne på korset” eller ”de korsfæstede roser” – vises de som flammende røde roser, der stikker frem fra den tornede gren. (Se også Rosenkreuzer).

Akali
Akali er sikhernes vogtere af det synlige sted for tilbedelse af guderne.

Akanishta
(Sanskrit). Akanishta betyder bogstaveligt ”det, som ikke er under” eller ”ikke højere”. Akanishta er betegnelsen for den højeste Buddha-tilstand. Der findes seks steder med samme navn. De strækker sig fra det 8. niveau, der er gudernes Paradis op til det absolutte Akanishta, som er ufatteligt. Akanishta er bl.a. den højeste himmel i formens verden. Akanishta er desuden Vajradharas ”højeste rige”, dvs. Dharmakaya Buddhas oplyste sfære. Akanishta bruges ofte som et synonym for Dharmadhatu. (Se også Dharmadhatu og Vajradhara).

Akantus
(Latin). Akantus stammer fra ”acanthi”, som er den latinske form af det græske ord ”acanthos”, ”akanthos” eller ”acantho”, der betyder ”vanskelig”. Akantus er en plante, der er kendt langt tilbage i historien. Den vokser sig stor og frodig under de rigtige vækstvilkår, og bladene springer ud ved at udfolde sig i stil med bregner. På sandjord ligner den en bonsai, og hvis vækstbetingelserne er ideelle, bliver den meterhøj. Akantusblade blev brugt på kapitæler på den Korintiske søjle, der symboliserer skønhed. (Se også Korintisk søjle).

Akar
(Egyptisk). Akar eller Akert var en betegnelse for underverdenen, hvor guden Osiris i sit aspekt af Un-Nefer var Herren. Akar er også navnet på guden for dagens femte time. (Se også Aahla).

Akarna Dhanurasana
Akarna Dhanurasana Se Dhanurasana.

Akasa
Se Akasha.

Akasha
(Sanskrit). Akasha, Aksha, Akasa eller Aksa stammer fra roden ”aksh”, som betyder ”at nå”, ”at passere igennem”, ”at gennemstrømme”. Det er en matrice eller den akse, livet drejer omkring. Akasha er ”primærrum” (det femte element). Akasha er det immaterielle stof, der udgør både det lufttomme rum i Universet og tomrummet mellem atomerne. Akasha er derfor den æteriske ursubstans – det første manifesterede element i solsystemet. Akasha er det oprindelige stof, der ligger til grund for alle former. Men i den senere åndsvidenskabelige litteratur anvendes udtrykket udelukkende om stoffet på det øverste mentalplan, som er center for ”naturens hukommelse” – den såkaldte Akasha-kronik. Her er alt, hvad der er sket i alle tider i planetens historie ”registreret”, og derfor kan det ”aflæses” ved hjælp af højt udviklet clairvoyance. Akasha er derfor den subtile, metafysiske åndelige essens, der gennemtrænger alt rum. Akasha er den ursubstans, som fejlagtigt identificeres med æteren. Men Akasha svarer til æter som ånd svarer til stof – eller som Atma til Kama-Rupa. Akasha er det universelle rum, som indeholder Universets evige tankeform i dens evigt-foranderlige aspekter på stoffets og objektivitetens planer, og hvorfra 1. Logos udstråler sin tanke. Det er grunden til, at Puranaerne oplyser, at Akasha kun har én egenskab – lyd – for lyd er et symbolsk udtryk for Logos. Akasha (det femte kosmiske element set nedefra) forbinder det kosmiske tankesind eller Mahat med den lavere manifesterede verden. Akasha er derfor redskab for det oprindelige og ophav til det sidstnævnte. Ser man på Akasha fra en mere generel kosmisk synsvinkel, befinder det sig inden for den kosmiske 3. Logos’ – Brahmas eller Prakritis – aktivitetsområde, og derfor er Akasha ”den store livmoder” til alle manifesterede skabninger. Akasha er skatkammer for alle kosmiske arketyper, og fra skatkammeret strømmer arketyperne ud i manifestation og antager form, og de vender tilbage til udgangspunktet ved manifestationsperiodens slutning, når den kosmiske Pralaya (hvileperiode) begynder. Akasha er derfor det store urstof eller ”moderstof”, som alle hierarkier i Universet er opbygget af. Akasha gennemtrænger alt fra begyndelsen af den universelle Manvantara (manifestationsperiode) til afslutningen, og herefter kan man sige, at den fortsat eksisterer i sin mest sublime og subtile åndelige form under den kosmiske Pralaya (hvileperiode), hvor potentialerne opbevares som åndelige kim. Når manifestationen igen begynder efter hvileperioden, vil alt igen strømme ud i manifestation i den nye periode eller Manvantara for kosmisk aktivitet. Når Akasha betragtes som den kosmiske moder til alt i skabelsen, er Akasha i sit højeste feminine aspekt det samme som den vediske Aditi. I den forstand er Akasha også Mulaprakriti, dvs. den, der skaber de frø, der er ophav til alt i skabelsen. Det Gamle Testamente omtaler Akasha som ”det kosmiske ocean”. I sine højeste aspekter er det den mystiske Alaya (den kosmiske ånd og sjæl), som i den nordlige buddhisme kaldes Svabhavat (substans) – eller det er den endnu mere gådefulde Adi-Buddhi. Nogle gange oversættes sanskritordet Akasha som sagt med ”æter”, og det har samme etymologiske og filosofiske betydning. Akasha er et element eller princip, der kommer efter Manas (det mentale princip) og Kama (det astrale princip) og før det æteriske princip. Men det æteriske princip er en stor del af Akasha, som også har syv underordnede aspekter. I det kosmiske rum er der mindst syv ætere eller Prakritier, som findes inden i hinanden på en opadgående åndelig skala. Tilsammen kan man derfor kalde ånd for æter eller Akasha. Nogle gange bruges ”astrallyset” som en nem men unøjagtig betegnelse for Akasha. H.P. Blavatsky forklarer: ”Astrallyset er det, der afspejler de tre højere bevidsthedsplaner (det mentale, det astrale og det æteriske), der befinder sig over det fysiske, og derfor ikke strækker sig ud over det fjerde plan, hvor Akasha begynder”. Akasha er den evige guddommelige bevidsthed, som er uden skelneevne, uden kvaliteter og uden handling, for handling hører til det, der reflekteres eller afspejles. Det ubetingede og evige kan ikke have forbindelse med det betingede og forgængelige. (Se også Adi-Buddhi, Akasha-kronik, Alaya, Atma, Kama, Kama-Rupa, Manas, Manvantara, Mulaprakriti, Prakriti, Pralaya, Puranaer, Substans og Æter).

Akasha-Bhuta
(Sanskrit). Akasha-Bhuta stammer fra ”akasha” der betyder ”rum” og ”bhuta”, der betyder ”element”, ”det eksisterende” og ”skabning” – fra roden ”bhu”, der betyder ”at være” eller ”at blive”. Akasha-Bhuta henviser til det æteriske element – Fader-Moder-elementet – der er det tredje i den nedadgående skala med syv kosmiske Bhutaer. I Upanishaderne taler man om fem, og i buddhistiske skrifter om fire. Akasha-Bhuta er analog med 3. Logos, fordi 3. Logos er formskabende, og derfor kaldes Fader-Moder, men som ikke er identisk med æteren, som blot er et af de laveste principper og kun lidt mere æterisk end fysisk stof. (Se også Akasha, Bhuta og Upanishader).

Akasha-kronik
(Sanskrit). Akasha-kronikken kaldes ofte for naturens hukommelse. Der er tre niveauer i hukommelsen: 1) Det midlertidige niveau, der befinder sig i den æteriske (elektromagnetiske) substans i nærheden af Jorden. Niveauet vil efterhånden forsvinde. 2) En mere nøjagtig form, der befinder sig på det højere mentalplan (kausalplanet). 3) På det Buddhiske plan findes det højeste niveau af hukommelsesbanken. Den indeholder den fuldstændige hukommelse af det planetariske liv og evolution. Akasha-kronikken kan derfor defineres som Jordens DNA. (Se også Akasha, Buddhisk plan og Mentalplan).

Akasha-Shakti
(Sanskrit). Akasha-Shakti stammer fra ”akasha” der betyder ”rum” og ”shakti”, der betyder ”kraft” og ”energi” – fra roden ”sak”, der betyder ”at være stærk”, ”at være i stand til”. Akasha-Shakti benyttes af H.P. Blavatsky om sjælens eller Prakritis energi: ”Den tibetanske esoteriske buddhistiske doktrin oplyser, at Prakriti er kosmisk stof, som alle synlige former er skabt af, og Akasha består af det samme kosmiske stof, men det bliver stadig mere ubestemmeligt, for den oprindelige ånd bliver Prakriti, som er legemer eller stof, og Akasha-Shakti bliver sjæl eller energi”. Hver guddom har sin Shakti (aktive energi og kraft), som mytologisk kaldes gudens hustru eller feminine modstykke. Derfor omtales Akasha-Shakti som Akasha-energi i Prakritis utallige differentieringer. (Se også Akasha, Prakriti og Shakti).

Akasha-Tattva
(Sanskrit). Akasha-Tattva stammer fra ”akasha”, der betyder ”rum”, og ”tattva”, der betyder ”realitet”. Tattva eller Tattwa er det indre åndelige lys. Akasha-Tattva kaldes strålende, skinnende, åndeligt lysende og naturens udviklende grundlag. Akasha-Tattva er den tredje i nedstigende retning af syv Tattvaer. Iflg. en af de måder, der anvendes til at beskrive den kosmiske bevidsthedsmæssige rækkefølge, svarer Tattva til det feminine aspekt af 3. Logos, men fordi naturen konstant gentager sine processer i den evolutionære udfoldelse, er det også korrekt at udlede den underordnede 1. Logos fra Akasha, når Akasha betragtes som næsten identisk med Mulaprakriti. I betragtning af naturens princip om gentagelse, er det vigtigt ikke at fastlåse tankesindet på én enkelt definition af et stadie i en række ”nedstigninger”, som om forståelsen af det ene stadie kan dække alle stadier. Det fremgår bl.a. af 1. Logos, for Adi-Tattva er den første af de fem eller syv Tattvaer, der kan kaldes 1. Logos. Fra et andet aspekt fødes 1. Logos fra Akasha-Tattva som den formskabende mentale impuls. (Se også Adi, Akasha, Adi-Tattva, Logos, Mulaprakriti og Tattva).

Akashisk magnetisme
Akashisk magnetisme er i åndsvidenskaben både elektricitet og magnetisme, der betragtes som de vitale væsker eller udstrømninger af levende skabninger, som strømmer ud for at sammenblandes og samarbejde, og for at skabe multimyriader af former og elektriske og magnetiske fænomener, der er fælles for processer og aktiviteter overalt. Det betyder, at både magnetisme og elektricitet skal spores til deres kilde i den kosmiske Akasha, som i det store er, hvad magnetisme i et menneske er i det små. Forandringer i Jordens magnetisme ”skyldes Akashisk magnetisme, som konstant genererer elektriske strømme, der har tendens til at genoprette ubalancer i ligevægten”. Pga. at alle magnetiske eller elektriske processer på Jorden er skabt af astral magnetisme og elektricitet, genereres der konstant elektriske og magnetiske strømme, der reproducerer sig selv i den fysiske sfære. (Se også Akasha).

Akashisk Samadhi
(Sanskrit). Akashisk Samadhi er en kombination af ”akasha”, der betyder ”rum”, og ”samadhi”, der kan oversættes med ”dyb meditation”. Samadhi stammer fra ”sam-a-dha”, der betyder ”at holde” eller ”fastgøre” (i abstrakt forstand). Akashisk Samadhi henviser til den bevidsthedstilstand, som ofre for utilsigtet død træder ind i. Det er en tilstand, der kan betegnes som ”stille søvn” – en søvn, der er fyldt med rosenrøde drømme, hvor der ikke er nogen erindring om den dødelige ulykke, men hvor der er en oplevelse af at være sammen med familie og venner i kendte scener. Tilstanden varer indtil den planlagte inkarnation er færdig, hvor den afdøde vågner i Devachan. Det er en bevidsthedsmæssig situation, der adskiller sig fra den normale devachaniske tilstand. Som nævnt handler Akashisk Samadhi om mennesker, der dør i forbindelse med et utilsigtet uheld, og som i det fysiske liv har haft en usædvanlig ren karakter. Akashisk Samadhi er en midlertidig tilstand, hvor der sker en automatisk genspejling i den afdødes bevidsthed af de smukke og ophøjede tanker, som kom til udtryk under den fysiske inkarnation. I virkeligheden er det en slags foreløbig devachanisk tilstand. Drømmetilstanden, som den første fase efter døden, gælder for alle mennesker – gode, onde eller midt imellem – når chokket over en pludselig og utilsigtet død medfører absolut bevidstløshed. Men i ovennævnte tilfælde med den ophøjede karakter vil der ikke være nogen bevidst Kama-Loka-erfaring overhovedet, for chokket over døden medfører lammelse af alle de lavere aspekter i mennesket. Der sker kun en bevidsthedsmæssig overskygning af Buddhi og Atma, og kun den mest åndelige del af Manas vil være aktiv. I nogle tilfælde vil Samadhi-tilstanden i de Akashiske områder af den menneskelige konstitution vare indtil det tidspunkt, hvor den fysiske inkarnation naturligt ville være afsluttet, hvorefter mennesket glider ind i den devachaniske tilstand. (Se også Akasha, Devachan, Kama-Loka, Meditation og Samadhi).

Akbar
(Hindi). Akbar var Indiens kejser og stormogul 1542-1605. Iflg. åndsvidenskaben er Akbar identisk med mesteren Morya. Han blev kendt som Akbar den Store, den berømte beskytter for religiøse kunstarter og videnskaber og som den mest frie af alle muslimske overhoveder. Han var den tredje og største hersker over Mughal-dynastiet i Indien. Akbar efterfulgte sin far, Humayun, under regenten Bairam Khan, der hjalp den unge kejser med at udvide og konsolidere Mughal-domænerne i Indien. Akbar havde en stærk personlighed og var vellykket som general, og gradvist udvidede han riget til at omfatte næsten hele det indiske subkontinent nord for Godavari floden. Hans magt og indflydelse omfattede hele landet pga. den militære, politiske, kulturelle og økonomiske dominans. Akbar etablerede et centraliseret system for sin administration i det store imperium, og han gennemførte en politik til forsonlig med slagne herskere ved hjælp af ægteskab og diplomati. For at bevare ro og orden i et religiøst og kulturelt mangfoldigt imperium, gennemførte han en politik, der gav ham støtte fra sine ikke-muslimske undersåtter. Han undgik forbindelser til stammefolk og forhindrede, at der blev indført en islamisk stat. Akbar stræbte efter at forene de mange regioner i riget ved hjælp af loyalitet, og han fik næsten guddommelig status. Akbar var begejstret for litteratur, og han skabte et bibliotek med over 24.000 bind, der var skrevet på sanskrit, hindi, persisk, græsk, latin, arabisk og kashmiri. Og biblioteket blev bemandet med lærde, oversættere, kunstnere, kalligrafer, skriftkloge bogbindere og læsere. Hellige mænd fra mange trosretninger, digtere, arkitekter og kunsthåndværkere kom fra hele verden for at studere og diskutere. Han var overbevist om, at et stabilt imperium afhang af samarbejde og god vilje. Og det blev grundlaget for et multikulturelt imperium i hans regeringstid. Akbar blev efterfulgt som kejser af sin søn, Jahangir. Der har aldrig været en mere tolerant eller oplyst hersker end kejser Akbar, hverken i Indien eller noget andet muslimsk land.

Aker
(Egyptisk). Aker eller Akar er en guddom fra meget gammel tid i det gamle Egypten. Aker var en guddommeliggørelse af horisonten, og gudeskikkelsen blev fremstillet som en løve, der var symbol på solopgang og daggry. Aker vogtede Solens port. Senere i den egyptiske civilisation afbildede man to løver. Derfor blev Aker ofte omtalt som Ruti, der er det egyptiske ord for to løver. Den ene kaldte man gårsdagens løve (Sef), og den anden var dagens løve (Tuau). Mellem de to løver var der ofte hieroglyffen for horisonten, hvor Solenskiven var anbragt mellem to bjerge. I kampen mellem solguden Ra (symbol på lys og kærlighed) og Apep-slangen (symbol på mørke og ondskab), hjalp Aker lysets kræfter ved at binde og fastlænke slangen. Aker betyder ”den, der krummer”, fordi horisonten er krum. I pyramideteksterne er der en erklæring om, at Akeru (flertalsformen af Aker) ikke vil fastholde faraoen på hans vej til Nordstjernen efter døden. Horisonten markerer grænsen mellem dag og nat – solopgang og solnedgang. Nogle gange havde løverne i symbolikken leopardlignende pletter, og det henviser sandsynligvis til den uddøde Atlas-løve, som i modsætning til de afrikanske arter havde plettet pels. Når nat blev dag sagde man, at Aker bevogtede indgangen til underverdenen.

Akhenaton
(Egyptisk). Amenhotep IV (1364-1347 f.Kr.), som senere ændrede navn til Akhenaton, er en af historiens mest fascinerende herskere. Hans regeringsperiode på kun 17 år (1364-1347 f.Kr.) lå i slutningen af det 18. dynasti – en periode, der er kendt for smuk, idealistisk kunst. Mange faraoner regerede i flere årtier, uden at deres navne har sat så tydelige spor i historien, som Akhenatons. I nutiden kaldes han ”den første monoteist”, for man tror fejlagtigt, at egypterne før Akhenaton dyrkede mange guder (polyteisme). Egypterne har imidlertid altid troet på Den Ene Gud som var usynlig og repræsenterede årsagen til Universets skabelse, men Den Ene manifesterede sig via utallige aspekter, som er virkninger af skaberimpulsen. Bag skabelsens ydre mangfoldighed er der derfor syntese og indre enhed. Der er én Gud eller én bevidsthed. Det er dog helt korrekt, at Akhenaton forsøgte at gennemføre en tiltrængt religiøs revolution. Revolutionen var et opgør med det etablerede trossystem, der var blevet afsporet, og derfor blev Akhenaton betragtet som en forræder – en kætter. Nutiden har derfor også givet ham tilnavnet ”kætterkongen”. Han indførte et gudesymbol, Aton, som ikke blev personificeret ved hjælp af statuer ligesom de øvrige egyptiske guder. Selve solskiven på himlen var symbol på Den Ene Gud. Aton vises dog på relieffer som en rund solskive, og det livgivende lys strømmer ud fra solskiven som lange arme, der ender i varme og kærlige hænder. Livet og kærligheden rækkes til alt levende på Jorden. Akhenaton regerede som sagt i 17 år, men han nåede at fejre sit 30 års regeringsjubilæum, fordi han som – ene af alle faraoner – regnede sin regeringsperiode fra sin fødsel. Måske døde han af sygdom. Sandsynligvis blev han myrdet. Man ved det ikke. Men få år efter hans død sad feltherren Horemheb på tronen som Amon-troens fuldstændige genopretter. (Se også Aton).

Akiba
(Hebraisk). Rabbi Akiba er den eneste af Tanaim (dvs. de indviede profeter), der gik ind i ”Paradisets Have” (dvs. ind i de esoteriske videnskaber), som havde succes med at blive indviet. De andre fejlede. Tanaim var de første kabbalister blandt jøderne. De viste sig i Jerusalem omkring begyndelsen af 3. årh. f.Kr. (Se også Acher).

Akkader
Akkader er betegnelsen for en rodrace. Iflg. åndsvidenskaben levede menneskehedens 4. rodrace på Atlantis, og 4. rodrace havde syv underracer, og den 6. underrace kaldes Akkader. Akkadernes underrace opstod efter den store naturkatastrofe for ca. 800.000 år siden. Underracen havde sin opvækst i landet øst for Atlantis i midten af en stor halvø. Halvøens sydvestlige del strakte sig ud mod det gamle kontinent. Stedet er lokaliseret til omkring 42° nordlig bredde og 10° østlig længde. Akkaderne begrænsede sig imidlertid ikke til deres fødested, men spredte sig hurtigt til det formindskede atlantiske kontinent. De udkæmpede mange slag med Semitterne både til lands og til søs, og der blev brugt meget store flåder på begge sider. Akkaderne havde sin storhedstid efter den atlantiske katastrofe ca. 200.000 år f.Kr., hvor racen kæmpede og til sidst udkonkurrerede den 5. atlantiske underrace – Semitterne – for til sidst (for omkring 100.000 år siden) besejrede de Semitterne helt. Fra den tid blev der etableret et akkadisk dynasti i den gamle semitiske hovedstad. Det regerede landet klogt i adskillige hundrede år. Akkaderne var et toneangivende handelsfolk, en søfarende og koloniserende nation, som etablerede mange centre, der havde forbindelse til fjerne lande. H.P. Blavatsky oplyser i Den Hemmelige Lære, at Akkaderne ikke var turanske, men var emigranter fra Indien, og de var de ariske inspiratorer for de senere babyloniere. Etnologien vedr. de folk, der levede i Mesopotamien, er meget uklar. Optegnelser i den esoteriske verdenshistorie viser, at i en tidligere geologisk periode, var det vestlige og centralvestlige Asien, der omfatter Persien, Babylonien, Turkestan, Baluchistan, Afghanistan osv., engang en særdeles frugtbart og ret tæt befolket del af Jorden, hvor der ikke kun én gang udviklede sig store og intelligente civilisationer, men som også var hjemsted for forskellige folkeslag, der levede side om side. Der skete enorme klimatiske og geologiske forandringer, og store områder åbnede derfor nye vækstmuligheder, og herfra spredte immigranterne sig mod øst, syd og vest. De befolkede de dengang mindre frugtbare områder, som i tidens løb udviklede sig i det nordlige Indien, Afghanistan, Baluchistan og Turkestan og i det sydvestlige Iran, Mesopotamien, Lilleasien og Kaukasus-distriktet. Det var først langt senere, at en omvendt strøm af immigranter forlod, hvad der nu er det nordlige Indien, og fortsatte vestpå og i et vist omfang slog sig ned i deres gamle forfædres landområder. Det forklarer ikke kun lighederne mellem vest og øst i området, men også at den indiske indflydelse var mærkbar i Mesopotamien, og der opstod tætte forbindelser – bl.a. sproglige. (Se også Atlantis, Rodrace, Mongoler, Rmoahal, Semitter, Tlavatli, Tolteker og Turaner).

Akkaer
Akkaerne er navnet på en stamme i det sydlige Afrika, hvor stammens medlemmer lignede hårløse orangutanger eller chimpanser. Akkaerne nævnes af H.P. Blavatsky, og hun oplyser, at de svarende til Herodots pygmæer, og muligvis er de rester af ”the missing link”.

Ako-mano
(Persisk). Ako-mano betyder ”onde tanker”. I Zarathustrisme er Angra Mainyu en legemliggørelse af Ako-mano, på samme måde som Ahura Mazda er legemliggørelsen af Vohu-mano, der betyder ”gode tanker”. (Se også Ahura Mazda og Zarathustrisme).

Akosmisme
(Græsk). Akosmisme består af ”ikke” og ”kosmos”, der betyder ”universet”, ”orden” og ”form” plus ”isme”. Akosmisme er derfor en filosofisk opfattelse af et ”ikke-kosmos” med henvisning til perioden før skabelsen, hvor Kosmos ikke fandtes, og hvor der udelukkende herskede kaos. Akosmisme vil derfor sige, at Universets virkelighed udgår fra noget, der befinder sig uden for Universet – f.eks. Gud eller en Verdenssjæl.

Akousmatikoi
(Græsk). Akousmatikoi er en betegnelse for deltagerne, kandidaterne og tilhørerne i Pythagoras’ skole.

Akrishu
(Sanskrit). Akrishu, Akrsa, Akarsha eller Akrsu stammer fra ”askrish”, der betyder ”at tiltrække”, ”at trække i retning af”. Akrishu er derfor tiltrækningskraft, magnetisme osv., i modsætning til Prishu eller Presha, der betyder frastødning, afsky, aversion osv.

Akshara
(Sanskrit). Akshara eller Aksara består af ”ikke” og ”kshara”, der betyder ”strømmer”. Akshara er afledt af roden ”kshar”, der betyder ”at strømme” eller ”at smelte”. Det, der ikke strømmer, henviser til det evige, uforgængelige og altid perfekte. Akshara er et af Brahmans navne, og nogle gange bruges det også om Shiva og Vishnu. Akshara henviser til gudernes uforanderlige og uforgængelig natur, der er et udtryk for Mahamanvantara. Krishna fortæller Arjuna, at der er to slags Purusha i verden – Kshara og Akshara – det forgængelige og det uforgængelige. Alle skabninger er Kshara i den forstand, der bruges af den græske filosof Heraklit: Panta Rhei – alt det, der strømmer, og alt det, der dør, er ikke Akshara. Men den højeste Purusha er stadig noget andet. Det er Paramatman eller den øverste Atman. (Se også Arjuna, Atman, Brahman, Krishna, Maha, Manvantara, Paramatman, Purusha, Shiva og Vishnu).

Akta
(Sanskrit). Akta stammer fra roden ”aj”, der betyder ”at køre”, ”at drive frem”, men også fra roden ”anj”, der betyder ”at smøre”, ”at salve”. Akta er en kraft, der driver fremad, men ordet henviser også til ”den salvede”. Derfor er Akta forbundet med både Kristus (”den slavede”) og Visvakarman (Tvashtri), den guddommelige arkitekt, øverste skaber eller Logos i vedisk litteratur. Akta er en personificering af Logos’ kosmiske formskabende kraft, og i Rig-Veda kaldes han ”Gudernes Fader” og ”Den hellige ilds Fader”. (Se også Logos, Rig-Veda og Veda).

Akupara
(Sanskrit). Akupara består af ”ikke” og ”kupara”, der betyder ”ocean”. Akupara er det ubegrænsede – den mytiske og symbolske skildpadde, som Jorden hviler på. Akupara henviser desuden til havet, uanset om det er det jordiske hav eller det kosmiske urhav. Akupara er desuden et navn for Solen.

Al Quran
Se Koranen.

Al-ait
(Fønikisk). Al-ait er en fønikisk ildgud, og Al-ait er et meget gammelt og meget mystisk navn inden for koptisk esoterisme. (Se også Alethai).

Al-Chazari
(Arabisk). Al-Chazari er en prinse-filosof og esoteriker.

Al-om-jah
(Egyptisk). Al-om-jah var et navn, man gav de mest oplyste og højtstående hierofanter i det gamle Egyptens mysterieskoler.

Alaparus
(Kaldæisk). Alaparus er den anden guddommelige konge fra Babylon, som regerede ”tre saroi”. Saro er en periode på 3.600 år. Iflg. Berosus var Alorus den første konge i det guddommelige dynasti. Han blev ”udpeget som ”fårehyrde for folket” og regerede ti Saroi – dvs. i 36.000 år. De lange regeringsperioder henviser selvsagt ikke til mennesker men til underracer, for de enkelte underracer har deres egen karakteristiske Svabhavat (substans) eller individualitet, og derfor omtalte de gamle vismænd underracerne som individer.

Alaya
(Sanskrit). Alaya består af ”ikke” og ”laya”, der betyder ”opløsning”. Alaya er derfor ”ikke-opløsning” eller ”det uopløselige”. Alaya bruges i buddhismen som udtryk for den universelle sjæl eller de højere aspekter af Anima Mundi, som er kilden til alle skabninger og al manifestation. Alaya er på mystisk måde identisk med de højeste aspekter af Akasha og med Mahabuddhi, men også med Mulaprakriti − roden til alt skabt. Alaya, Anima Mundi eller Verdenssjælen er livets subjektive side – den usynlige bevidsthed i alle naturens former. Alaya er den sansende faktor i selve substansen, og betegner derfor den bevidsthed, kvalitet eller reaktionsevne, som enhver form er i besiddelse af. Alaya er derfor Verdenssjælen, den universelle sjæl eller Buddhi betragtet som et kosmisk princip. Alaya svarer til Atma og Atma-Buddhi hos mennesket. Det er den guddommelige essens, der gennemtrænger og beliver alt fra det mindste atom til mennesker, planeter, solsystemer, galakser osv. Navnet stammer fra det tibetanske system − nærmere bestemt fra den kontemplative Mahayana Skole. Hos Mahayana-buddhisterne betragtes Alaya som både den universelle sjæl og det åndelige selv i et højt udviklet menneske. Aryasangha oplyste, at ”den, der behersker yoga, kan i kraft af sin vilje udtrykke sin Alaya, og dermed menes der meditation, som skaber kontakt til ’eksistensens sande natur’.” Den Hemmelige Lære nævner Alaya i forbindelse med Yogachara-systemet, og der henvises sandsynligvis til Alaya-Vijnana, men det tilføjes, at for ”de esoteriske buddhister har Alaya en dobbelt og endda en tredobbelt betydning.” (Se også Akasha, Alaya-Vijnana, Anima Mundi, Aryasangha, Atma, Atma-Buddhi-Manas, Buddhi, Mahat, Mahayana, Meditation, Mulaprakriti, Verdenssjælen og Yogacara).

Alaya-Mahat
(Sanskrit). Alaya-Mahat stammer fra ”alaya”, der betyder ”bolig” eller ”tilholdssted” fra ”roden ”a-li”, der betyder ”at bosætte”, og ”at komme tæt på”, plus ”mahat” er det kosmiske tankesind. Alaya-Mahat er derfor det universelle tankesinds tilholdssted, og individuelle og personlige tankesind (Buddhi-Manas) er midlertidige refleksioner af Alaya-Mahat. (Se også Alaya, Atma-Buddhi-Manas og Mahat).

Alaya-Vijnana
(Sanskrit). Alaya-Vijnana stammer fra ”alaya”, der betyder ”tilholdssted” eller ”bolig” fra ”roden ”a-li”, der betyder ”at bosætte” og ”at komme tæt på”. Alaya kombineres med ”vijnana”, der betyder ”dømmekraft” eller ”viden” fra roden ”vijna”, der betyder ”at skelne”, ”at kende” og ”at forstå”. Alaya-Vijnana er derfor viden, som er baseret på skelneevne og upersonlighed. Det er den videnskabelige kritiske sans og den mentale evne til at differentiere og nå frem til højere ræsonnementer. Når ordet bruges esoterisk, henviser det til ”et reservoir eller et skatkammer af viden og visdom”. Alaya-Vijnana svarer til det vedantiske Vijnanamaya-Kosha, der er ”det tankeskabte reservoir af menneskelig erkendelse”, som er identisk med højere manas eller den reinkarnerende sjæl. I Mahayana-buddhismen har Alaya-Vijnana en tilsvarende betydning. Her bruges udtrykket som en betegnelse for menneskets monade (ånd), for Buddhi-Manas eller for højere Manas (sjælen), som er det indre legeme (kausallegeme), hvor inkarnationens højere erfaringer opsamles. Derfor sammenlignes Alaya-Vijnana med et skatkammer. (Se også Atma-Buddhi-Manas, Kausallegeme, Mahayana, Manas, Monade og Vijnanamaya-Kosha).

Alba Petra
(Latin). Alba Petra betyder ”hvid sten”. Det er indvielsens hvide sten − den ”hvide karneol”, der nævnes i Johannes Åbenbaring 2,17: ”Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give af den skjulte manna og give ham en hvid sten, og på den sten er der indskrevet et nyt navn, som ingen kender, undtagen den, der får det.” Den hvide sten henviser til indvielse og til den indviedes rene og ophøjede karakter. Det nye navn, der skrives på stenen, er en symbolsk måde at beskrive det nye menneske, der nu er blevet genfødt i indvielseskammeret. Og fordi den indviede dermed er blevet et nyt og højt udviklet menneske, har det ret til det nye navn som er adept eller mester. Det er indlysende, at intet menneske kender det nye navn, bortset fra den, der modtager det. (Se også Adept).

Alcyone
(Græsk). Alcyone eller Halcyone var datter af Æolus i den græske mytologi. Hun var hustru til Ceyx, som druknede, da Ceyx rejste for at konsultere oraklet, og derfor kastede hun sig i havet. Efterfølgende forvandlede guderne dem begge til ”kongefiskere”. Kvinden lagde angiveligt sine æg i havet og holdt bølgerne i ro i syv dage før og syv dage efter solhverv. Det har dybere betydning inden for Ornitomanti. Alcyone er desuden den klareste stjerne i Plejaderne. Alcyone og Plejaderne er den centrale gruppe i ”systemet for siderisk symbolik”. Det guddommelige åndedræt udgår herfra og vender tilbage hertil. Det er en kontinuerlig bevægelse under en Manvantara. Plejadernes og Alcyones kulmination på meridianen ved midnat i november blev fejret overalt i verden med ceremonier, der hovedsageligt var til ære for de døde. (Se også Manvantara og Ornitomanti).

Aldebaran
(Arabisk). Aldebaran stammer fra det arabiske ”al-dabaran”, som bogstaveligt betyder ”følgesvend” − sandsynligvis fordi denne klart lysende stjerne tilsyneladende følger Plejaderne eller de ”Syv Søstre”. Aldebaran eller Alpha Tauri er en rød kæmpestjerne, der befinder sig ca. 68 lysår fra Jorden i stjernebilledet Tyren. Aldebaran er både den klareste stjerne i stjernebilledet og en af de klareste stjerner på nattehimlen. Aldebaran var en af de fire ”kongelige stjerner” i det gamle Persien, som omtrent markerede solhverv og jævndøgn omkring 4000 f.Kr. Aldebaran repræsenterede forårsjævndøgn, og de tre andre er Antares i Skorpionen (sommersolhverv), Regulus i Løven (efterårsjævndøgn) og Fomalhaut (fiskens mund) i den sydlige Fisk (vintersolhverv). De er blevet relateret til hinanden fra en tidlig periode i Indien i form af legender, der handler om fire Maharajaer (herskere over kardinalpunkter), og de fire ur-elementer, der omtales i hebraiske og semitiske skrifter som ærkeenglene Uriel, Gabriel, Michael og Raphael. De findes desuden i kristen symbolik i de fire evangelister − tyren, ørnen (skorpionen), løven og englen eller mennesket. H.P. Blavatsky oplyser, at forårsjævndøgn var i Taurus i begyndelsen af Kali-Yuga (3102 f.Kr.), selv om forårsjævndøgnet nærmede sig Vædderen. Aldebaran symboliserer det hebraiske Aleph, der repræsenterer A eller 1. (Se også Aleph og Kali-Yuga).

Aleph
(Hebraisk). Aleph er det første bogstav i det hebraiske alfabet. Aleph blev symboliseret af en okse eller en tyr. Alephs numeriske værdi var 1.

Alesia
(Keltisk). Alesia eller Alisa er en forhistorisk gallisk by, som i nutiden kaldet St. Reine. Alesia er navnlig kendt for sine keltiske mysterier. Gallernes oprør mod romerne under Cæsar resulterede i nedslagtning af både garnisonen og alle indbyggerne i Alesia − herunder druiderne, præsterne og neofytterne. Herefter blev hele byen plyndret og jævnet med jorden, og druidernes biblioteker blev ødelagt. Da den nærliggende Bibracte − nutidens Autun – kort efter også blev erobret og ødelagt, var drudismen reelt udryddet i Gallien.

Aletae
(Fønikisk). Al-ait er en betegnelse for en fønikisk ildgud, og Aletae er ”ildtilbedere”. Aletae er det samme som de syv Kabiri eller Rishier – dvs. de guddommelige titanere, der var sønner af Agruerus eller Kronos, og ligesom Agruerus’ (Saturns) syv udstrålinger har de alle relation til ild, til det solare eller til ”storm-guder”. I et af aspekterne er Al-ait synonymt med Maruta. (Se også Al-ait og Maruta).

Alethai
Se Aletae.

Aletheia
(Græsk). Aletheia består af et ”ikke” og ”lethein”, der betyder ”at holde skjult”. Aletheia betyder sandhed, og er derfor en modsætning til usandhed og upålidelighed. Aletheia var desuden en safir, der blev båret af egyptiske ypperstepræster som symbol på, at de kendte sandheden.

Aleuromanti
(Græsk). Aleuromanti stammer fra ”aleuro” eller ”aleuron”, der betyder ”mel”, og ”mantik”, der betyder ”spådomskunst”. Eller muligvis fra det græske ”alektyon” eller ”alektor”, der betyder ”hane”. Aleuromanti er spådom ved hjælp af kornkerner, hvor man benyttede en hane eller en anden fugl. Man tegnede en cirkel, som blev inddelt i felter, og hvert felt repræsenterede et bogstav. Herefter spredte man korn ud over felterne, og den rækkefølge fuglen tog kornene i bogstavsinddelingen blev noteret som udtryk for et varsel.

Alexander den Store
(Egyptisk/Græsk). Alexander den Store (332-323 f.Kr.). I efteråret 332 f.Kr. nåede grækeren Alexander den Store til Egypten. På det tidspunkt smuldrede det Persiske rige, som overgav provins efter provins til de makedoniske hærførere. I fem måneder besatte Alexander den Store Egypten så langt sydpå som til 1. katarakt ved Aswan, og han påtvang Egypten et styre, som i det store hele bevarede græsk militær- og økonomisk kontrol. To begivenheder var markante under invasionen. Den ene var grundlæggelsen af Alexandria, som blev Egyptens nye hovedstad. Den anden var i form af en legende, der fortæller, at den store gud Amon anerkendte Alexander som sin søn og lovede ham, at han skulle herske over hele verden – et ritual, der var almindelig kendt i forbindelse med anerkendelse af egyptiske faraoner. Kort efter blev Alexander kronet som Egyptens konge i Ptah-templet i Memphis. I foråret 331 f.Kr. rejste han mod øst, og han vendte aldrig tilbage til Egypten igen. (Se også Alexandria).

Alexandria
(Egyptisk/Græsk). Alexandria blev grundlagt 332 f.Kr. af Alexander den Store, og Egypten blev styret fra Alexandria fra Ptolemæ I’s tid. Byen voksede i den græsk-romanske periode, og under Ptolemæ II og III blev byens befolkning rigere og mere magtfulde. Alexandria forfaldt imidlertid efter arabernes erobring af byen. I nutiden er Alexandria Egyptens næststørste by. (Se også Alexander den Store).

Alexandria-biblioteket
(Egyptisk/Græsk). I antikken var Alexandria-biblioteket det største bibliotek i verden, og det gjorde Alexandria til et førende center for lærdom. Man mener, at Alexandria-biblioteket blev grundlagt af Egyptens hersker Ptolemæus Soter (367-283 f.Kr.), og videreført af hans efterfølger Ptolemæus Philadelphus. Man ved, at Eratosthenes og Aristarchos forskede aktivt ved biblioteket. De to vigtigste biblioteker var i Bruchion og Serapeum, og i sin storhedstid have bibliotekerne mellem 400.000 og 700.000 skriftruller hovedsagelig med græsk litteratur. Selve universitetet hed Museion. Ved et uheld blev der sat ild til Bruchion, da Cæsar brændte flåden i havnen, men mange ruller blev reddet. Bruchion-kvarteret blev ødelagt af Lucius Domitius Aurelian i 273 e.Kr., og sandsynligvis blev biblioteket ødelagt ved samme lejlighed. Og ca. 390 e.Kr. beordrede Theodosius I (egentligt Flavius Theodosius) ødelæggelse af Serapeum, og bibliotekets bøger blev plyndret af de kristne. Omar − den muslimske kalif – var angiveligt den, der endeligt ødelagde resten af biblioteket. (Se også Alexandria og Alexandria-skolen).

Alexandria-skolen
(Egyptisk/Græsk). Alexandria-skolen blomstrede fra det 4. årh. f.Kr. til det 7. årh. e.Kr., og det var et absolut bemærkelsesværdigt videnscenter pga. blandingen af græsk og orientalsk indflydelse. Den berømte Alexandria-skole opstod i Alexandria i Egypten, og i flere århundreder var den verdens førende skole for lærdom og filosofi. Alexandria var navnlig berømt for sit bibliotek, der blev grundlagt af Ptolemæus Soter (367-283 f.Kr.) ved begyndelsen af hans regeringstid. Biblioteket havde et sted mellem 400.000 og 700,000 skriftruller iflg. den romerske forfatter og grammatiker Aulus Gellius. Alexandria-skolen blev dannet af neoplatoniske filosoffer, som lagde grunden til den senere alexandrinske kultur og dermed sandsynligvis også de gnostiske skoler. Filosofien var karakteriseret af de arkaiske visdomsreligioner, der stammede fra Indien og baseret på den viden og indsigt, der stadig var tilgængelig i Egypten. Alexandria-skolen var verdens første virkelige akademi for videnskaber og kunstarter. Skolen blev kendt pga. dens verdensberømte videnskabsfolk, som f.eks. Euklid (faderen til naturvidenskabelig geometri), Apollonios fra Perga (forfatteren til det endnu intakte værk om koniske sektioner) og Nicomachus (aritmetikeren) − og astronomer, filosoffer, anatomikere som f.eks. Herophilus og Erasistratus – og læger, musikere, kunstnere osv. Skolen voksede i anerkendelse pga. dens eklekticisme, og pga. den nyplatoniske skole, der blev grundlagt i 193 e.Kr. − muligvis af Ammonius Saccas, der havde disciple som Origenes, Plotin og mange andre, der senere i historien blev verdenskendte. De mest kendte gnostiske skoler opstod i Alexandria. Philo Judæus Josephus, Iamblichus, Porfyr, Clement fra Alexandria, astronomen Eratosthenes, Hypathia og utallige andre, som på forskellige tidspunkter var knyttet til de forskellige skoler, var med til at gøre Alexandria til et af de mest berømte steder for lærdom og filosofi i verden. (Se også Alexandria og Alexandria-biblioteket).

Alexeterioi
(Græsk). Alexeterioi er skytsguder. De befinder sig i Himlen, og de har samme størrelse og form som et menneske. De var genstand for tilbedelse og blev brugt til magiske formål både i Israel og i Babylon. De er bl.a. kendt i forbindelse med jødiske Teraphim (orakler). Anvendelsen af Teraphim var sandsynligvis ikke udtryk for tilbedelse af fremmede guder, men et forsøg på at tilbede den ene Gud på en fejlagtig måde.

Alfa og Omega
(Græsk). Alfa og Omega er det første og det sidste bogstav i det græske alfabet. ”Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden,” siger Herren i Johannes’ Åbenbaring (21,6). Det betyder ikke alene at ”Jeg er Alt”, men også begyndelsen og slutningen på en guddommelig og åndelige kosmiske ”slange”, hvoraf Alfa er 2. Logos eller 2. person i Treenigheden, og Omega er symbol på Jordens vismænd. I en anden betydning er Sologos ophav til den kosmiske Manvantara, og alle åndelige hierarkier strømmer ud fra Sollogos for at opbygge, bevare og til sidst nedbryde solsystemet, når manifestationsperioden slutter. Alfa eller den udstrømmende energi spiller sammen med Omega eller den indstrømmende energi, som forenes i den oprindelige enhed. (Se også Logos og Manvantara).

Alfabølger
Alfabølger er bioelektromagnetiske bølger fra hjernen. De ligger i området 7-14 Hz, (dvs. vågen men afslappet tilstand), og de er forbundet med bestemte fysiologiske og psykologiske tilstande, der f.eks. er brugt i ESP-forskningen.

Alfadir
(Oldnordisk). Alfadir stammer fra ”al”, der betyder ”alle” og ”fadir”, der betyder ”far”. Alfadir er derfor det samme som ”Alfader”. Alfadir var en betegnelse for Odin, som var far til guder og mennesker. Som Alfader viste Odin sig på mange niveauer. Han var Universets iboende guddommelighed, og derfor var han til stede i alle dele af Universet. Han var desuden sammen med sine to brødre, og han var den skabende livskraft på hvert eksistensplan. Odin er den guddommelige intelligens, som svarer til indernes Mahat. Vile repræsenterede vilje, og Ve eller Vi var symboler på ærefrygt og hellighed. Odin, Vile og Ve udgjorde den kosmiske skabende treenighed. De var udgået fra Bur eller 2. Logos, og Bur udgik fra Buri, den legendariske konge over kulden. Buri blev nedsænket i isen, som symboliserer ikke-væren, indtil koen Audhumle, som var symbol på frugtbarhed, afslørede hans hoved ved at slikke salt af isblokken. På næste niveau var Odin medvirkende til skabelsen. Her kaldes hans brødre og medskabere Honir og Lodur. Guderne i den lavere treenighed svarer til de hinduistiske Tattva’er. Odin stod for luft (ånd), Honir for vand (intelligens) og Lodur for ild (energi, vilje og vitalitet). (Se også Mahat, Niflheim, Odin og Vile).

Alfer
Se Naturånder.

Alfheim
(Oldnordisk). Alfheim eller Alfhem er kombineret af ”alf” og ”heim”, der betyder ”hjem” eller ”hjemsted”. Alfheim er derfor hjemsted for alferne i den nordiske mytologi. Alfheim er Freyrs bolig i Asgård, som er beboet af lysalfer eller feer, som også kaldes elverfolk eller ellefolk. Alfheim regeres af Freyr, den nordiske gud for frugtbarhed. Ligesom sin far Njord og sin søster Freya tilhørte han Vanernes slægt. Alfer sidestilles ofte med feer, men det er ikke korrekt, for myterne antyder, at alfer skaber en kanal mellem den guddommelige eller åndelige kilde og dens redskab. Med andre ord fungerer en alf som en formidler eller som en sjæl i en levende skabning. I Edda er Alfheim ”begyndervanskelighedernes gave”, der blev skænket i tidernes morgen af Freyr, som er symbol på den planetariske guddom, Jordens iboende bevidsthed eller Jordsystemets herre og hersker med alle dens aspekter. Derfor er Alfheim eller ”alfehjemmet” sjælenes bolig i planetens sfære. Odins krigere på Jorden brugte Freyrs sværd (åndelig vilje) til kampen i ”giganternes verden”, som er stoffets verden. For Freyr er Alfheim identisk med menneskets sjæl eller alf. (Se Edda, Freya, Freyr, Naturånder og Odin).

Alhim
Se Elohim.

Alice A. Bailey
Alice Bailey (1880-1949) var en af det 20. århundredes helt store åndsvidenskabelige pionerer. Hendes forfatterskab er blandt de mest avancerede og omfattende inden for åndsvidenskabelig forskning. Hun skrev 24 bøger, heraf 20 i samarbejde med den tibetanske mester Djwhal Khul, som ofte kaldes D.K. eller Tibetaneren. Samarbejdet var muligt pga. af Alice A. Baileys højtudviklede psykiske evner. Hun var i stand til at overføre indtryk, ved hjælp af bl.a. mental telepati, og på den måde modtog hun den undervisning som – efter Hierarkiet planer – skal gå forud for og forberede menneskeheden til Den Nye Tidsalder − Vandbærerens tidsalder. (Se også Djwhal Khul).

Alilat
(Arabisk). Alilat er en gudinde som araberne symboliserede med Månens to horn. Alilat svarer til den assyriske Mylitta, Magna Mater, Adonaia (Venus) osv.

Alinga
(Sanskrit) Alinga er Shivas absolutte form, der befinder sig hinsides alle synlige former. Alinga er det, der ikke har nogen synlig form, og som er grundlag for senere manifestationer af enhver synlig form eller Linga. Alinga betyder derfor ”det, der er uden årsag”. (Se også Shiva).

Alipta
(Sanskrit). Alipta består af ”ikke” og ”lipta”, der betyder ”tilsmudse” fra roden ”at smøre” eller ”at salve”. Alipta betyder derfor ”utilsmudsket”, ”ufarvet”, ”uplettet” eller ”ubesmittet”. Filosofisk set betyder Alipta ”ubegrænset” eller ”ubundet”. Det er det højeste princip i den menneskelige konstitution – Atman. Atman kan kaldes Alipta, for Atman er ”uplettet” i den forstand, at det er et princip, der er ubundet af alle de principper, der befinder sig under det. Og det er kun de lavere menneskelige principper, der er mangelfuldt udviklede. Principperne er ufuldkomne udstrømninger fra den iboende latente guddommelighed, og derfor kan man sige, at de er tilsmudsede eller besmittede ved at være bundet til lavere principper. (Se også Atman).

Alkahest
(Arabisk). Inden for Alkymi henviser Alkahest til universel opløsning. Det er den kombination, der omdanner stof (bly) til guld. Inden for åndsvidenskaben henviser begrebet til det Højere Selv, hvor alle forbindelser genoprettes, sådan at menneskekroppen og dens egenskaber omdannes til den oprindelige åndelige essens. Udtrykket Alkahest blev første gang brugt af Paracelsus for at betegne menstruum (et stof, der opløser et fast stof eller fortrænger det). Alkahest er det universelle opløsningsmiddel, som iflg. Paracelsus og Van Helmont kan reducere alle organer − enkelvis eller sammensatte − til primum (dvs. det første eller det oprindelige). På en måde er det Akasha, som i sin laveste form er Anima Mundi eller det astrale lys. Van Helmont mente, at det var muligt at skabe et generelt opløsningsmiddel ved hjælp af kemiske midler, når det gælder fysiske ting. Men psykologisk har det relation til de mangfoldige og skiftende elementer, som styrer menneskets handlinger, og som kan komme under kontrol ved hjælp af den oplyste vilje. Det gøres ved at reducere dem til deres essens, som de alle er udgået fra. Alkahest – set fra det metafysiske, psykologiske og mystiske aspekt − er derfor det Højere Selv, der bruger de iboende energier til at bearbejde eller opløse stoffets indflydelse – eller bearbejde og forvandle ”bly” og med tiden forvandle det til det ”rene guld”. Med andre ord går processen ud på at bringe hele menneskets tilstand i perfekt harmoni og åndelig sympati med Alkahest − den monadiske essens eller det Højere Selv. (Se også Akasha, Alkymi og Anima Mundi).

Alkymi
(Arabisk). Alkymi stammer fra ”al”, der betyder ”den” og ”kimiya”, der betyder ”vises sten”. Al-Kimiya er imidlertid et arabiseret ord, der stammer fra det græske ”chemeia”, der betyder ”væske” eller saft, der er udtrukket fra en plante. Chemeia kan derfor oversættes med ”livets vand”. ”Al-Kimiya” eller ”Ul-Khemi” blev til Alkymi, dvs. den guddommelige magis kunst. Men hvis man går længere tilbage i tiden, stammer Alkymi fra den egyptiske skabergud Chem eller Khem. Ordet ”Khem” er identisk med navnet på skaberguden Khnum. De gamle egyptere sagde, at ”Khnum giver ånden form og liv”, for han var symbol på den guddommelige kraft, der omsatte den guddommelige hensigt og plan til det skaberværk, der kaldes Universet. Khnums enestående alkymistiske handling bestod i at forvandle absolut intet til absolut alt (Universet i sin helhed), og det må betegnes som en guddommelig alkymistisk proces. Khnums arbejde var derfor en forudsætning for skabelse og udviklingen af stof, tid og rum, af cyklisk bevægelse og af begyndelse og slutning. Egyptens navn havde også relation til de alkymistiske processer. Egypten hed oprindeligt ”Kemit”, der betyder ”den sorte jord”. Navnet var inspireret af det sorte slam fra Nilen, der gjorde Egypten til et frugtbart land midt i den livløse ørken. ”Kemit” blev senere til det græske ”chemeia”, der blev forvandlet til det nutidige ord: ”Kemi” – eller ”Alkymi”. Egypten og dets civilisation var planlagt til gennem forvandlingen fra sort jord eller mørkt stof til at blive et tempel for åndeligt lys. Kemit eller den sorte jord var derfor symbol på mørk materialisme, som kendetegner de tidlige stadier i menneskets åndelige udvikling. Alkymi er ”naturens kemi”. Alkymi beskæftiger sig med naturens finere kræfter, som eksoterisk set er en søgen efter midler til at forvandle uædle metaller til guld ved hjælp af f.eks. ”de vises sten” – lapis philosophorum (kabbalistisk alkymi). Forvandlingen er mulig, men det er en søgen, der kun repræsenterer alkymiens rent fysiske eller materielle aspekt. Esoterisk set arbejder alkymien på at forvandle menneskets lavere firfoldighed til den højere åndelige triade, som smelter sammen i en syntese og bliver ét, når de åndelige, alkymistiske processer er fuldført – og her er der tale om åndelig eller esoterisk alkymi. Det er det, rosenkreuzerne kalder ”det kymiske bryllup”. De uædle metaller symboliserer det lavere sinds begær, lidenskaber og vrangforestillinger, og rent guld er den visdom, der opstår når højere Manas forbindes med Buddhi. Middelalderens rosenkreuzere var alkymister, der ledte efter ”den skjulte ånd” i alt uorganisk stof, og som af frygt for forfølgelser skjulte deres esoteriske filosofi bag et slør af symbolik. Alkymi beskæftiger sig som sagt med naturens finere kræfter og forskellige tilstande, og alkymisten forsøger med mere eller mindre symbolsk sprogbrug at vise de uindviede så meget af ”mysterium magnum” som det var sikkert at afsløre for en egoistisk og grådig menneskehed. Som det første princip postulerer alkymisten, at der findes et bestemt universelt opløsningsmiddel, som medfører, at alle sammensatte legemer opløses i den homogene substans, som de alle er opstået fra. Det er en substans, som alkymisten kalder ”rent guld” eller ”summa materia”. Opløsningen, der også kaldes ”menstruum universale”, rummer kraften til at fjerne alle sygdomme fra menneskekroppen. Den kan forny ungdommeligheden og forlænge livet. Sådan er ”lapis philosophorum” − de víses sten. Alkymi kom først til Europa via Geber − den arabiske vismand og filosof fra det 8. årh. e.Kr. − men Alkymi var kendt og praktiseret i Kina og Egypten i årtusinder tilbage i tiden. Man har fundet utallige papyri om alkymi og andre beviser på, at det var faraonernes og præsternes foretrukne studier, og informationerne er bevaret under den overordnede betegnelse ”hermetiske skifter” – Corpus Hermeticum. Man studerede Alkymi på tre særskilte niveauer, som giver mulighed for mange fortolkninger − kosmisk, menneskelig og fysisk. De tre metoder blev kategoriseret under de tre alkymistiske egenskaber − svovl, kviksølv, og salt. Forskellige forfattere har oplyst, at der henholdsvis er tre, syv, ti og tolv processer, men de er alle enige om, at der kun er ét formål med Alkymi: At transmutere grove metaller og forvandle dem til rent guld. Men hvad der menes med ”det rene guld”, er der meget få, der har forstået. Der er ingen tvivl om, at naturen rummer mulighed for en transmutation af grovere metaller til finere – dvs. til guld. Men det er kun ét af alkymiens aspekter. Det er det fysiske og rent materielle aspekt, for de samme processer foregår i Jordens indre. Men desuden har Alkymi en symbolsk, psykisk og åndelig betydning. De kabbalistiske alkymister stræber efter erhvervelse af den førstnævnte metode, men de esoteriske alkymister er ikke interesseret i fysisk guld, for de retter al opmærksomhed og alle bestræbelser på transmutation af den lavere firfoldighed, så den kan indgå i en syntese med den åndelige treenighed i mennesket. Menneskets sjælelige, mentale, astrale og fysiske bevidsthedsplaner sammenlignes derfor med de fire elementer − ild, luft, vand og jord – eller de tre elementer svovl, salt og kviksølv, der er en betegnelse for ånd, krop og sjæl − eller ild, jord og vand. Hvert element rummer en trefoldig sammensætning − fast, vekslende og flygtig. Man ved kun lidt eller intet om oprindelsen til filosofiens arkaiske gren, men der er ingen tvivl om, at den går forud for konstruktionen af enhver kendt zodiak. Der er heller ikke tvivl om, at den beskæftiger sig med naturens personificerede kræfter, og at den muligvis også har inspireret til verdens mytologier. Der er heller ingen tvivl om, at den sande transmutation (på det fysiske plan) var kendt i de gamle civilisationer, men at den er gået tabt ved begyndelsen af den såkaldte historiske periode. De fleste i Europa beskyldte alkymisterne for at være fupmagere og charlataner, men tænkere som Roger Bacon, Agrippa, Henry Khunrath og den arabiske Geber var alt andet end fupmagere. Naturvidenskabens forskere, som i nutiden reformerer fysikkens videnskab på baggrund af Demokrites teori om atomet, der er genfremsat af John Dalton, ”glemmer”, at Demokrites fra Abdera var alkymist, og at et tankesind, der var i stand til at trænge så dybt ind i naturens hemmelige processer, må have haft gode grunde til at blive hermetisk filosof. (Se også Alkahest, Buddhi og Manas).

Alkymist
Se Alkymi.

Allah
(Arabisk). Allah stammer fra ”al”, der betyder ”den” og ”ilah”, der betyder ”Gud”. Allah er den muslimske betegnelse for Gud. Ordet stammer fra det hebraiske ”Eloah”. I islam er Allah den ene Gud analogt med den hebraiske Jahweh. Den arabiske og før-muslimske skytshelgen for Mekka var guden Hobal, som man kaldte Al-Lahu (”guden”), og som blev bevaret som øverste gud i muslimsk teologi. De øvrige guder blev betragtet som dæmoner. Allahs enhed og originalitet er en af de fundamentale overbevisninger i islam.

Allegori
(Græsk). Allegori stammer fra ”allegoria” fra roden ”allegorein”, der betyder ”at sige noget andet”. En allegori er derfor tale eller skrift, som ikke skal fortolkes bogstaveligt men symbolsk. Det er en fortælling, et digt eller et billede, hvor personer og begivenheder er symboler på noget andet, end det, de umiddelbart viser. Allegori i den græske retorik er en udtryksmåde, der indeholder noget andet end det, der formelt ligger i den.

Almadel
Almadel er en afhandling om theurgi eller hvid magi. Den er skrevet af en ukendt europæisk forfatter i middelalderen. Bogen findes nogle gange i litteratur med manuskripter, der kaldes ”Solomons Nøgler”.

Almeh
(Arabisk). Almeh er kvindelige arabiske dansere. De svarer til de indiske tempeldansere og offentlige dansere. Det var kvinder, der var uddannet til at synge og recitere klassisk poesi og samtale. De var sandsynligvis en videreførelse af Gayna slave-sangerne i det før-islamiske Arabien. Almeh var uddannede kvinder af god social status, og de dansede, sang og fremsagde digte ved højtider og forlystelser. De blev desuden hyret som sørgende ved begravelser. I den islamiske tradition blev de knyttet til Aisha, der var profeten Muhammeds hustru, og Aisha bint Talhah, der konverserede med de lærde ved retten i Damaskus. Hun fik tilnavnet ”litteraturens blomst” pga. af den poesi, hun forfattede.

Alogon
(Græsk). Alogon er et udtryk, der blev brugt af Pythagoras og Platon som betegnelse for menneskets usynlige sjæl. Alogon blev opdelt i Thymichon og Epithymichon. Den erkendelige sjæl blev kaldt Logos.

Alpha Draconis
(Latin). Alpha Draconis, der også kaldes Thuban, er en stjerne i stjernebilledet Dragen nord for stjernebilledet Store Bjørn. Alpha Draconis befinder sig ca. 300 lysår fra Jorden. Thuban var Nordstjerne omkring 2800 f.Kr. Ca. 2170 f.Kr. befandt stjernen sig i lige linje ud for den nedadgående passage i Den Store Pyramide i Giza, men både egyptologer og åndsvidenskaben mener, at pyramiden er meget ældre. Ca. 26.000 år tidligere befandt Alpha Draconis sig i samme position.

Alswider
(Oldnordisk). Alswider betyder ”Altid-hurtig”. I Eddaerne var det navnet på ”Månens hest”. Der herskede totalt mørke i hele rummet. Kun et par fyrige gnister fra Muspelheim (en verden, der fandtes, før den kendte verden på Jorden blev dannet) vandrede planløst gennem luften. Solen kendte ikke sin plads, det samme gjaldt Månen, og selvfølgelig vidste stjernerne heller ikke, hvor de skulle stå. Men guderne indsamlede gnisterne, gjorde dem til stjerner og satte dem fast på himmelhvælvingen. De skabte solvognen, og de spændte hesten Arwaker (Tidlig-ganger), som blev styret af jomfru Sol, og hun blev hurtigt efterfulgt af den skinnende Måne, der blev trukket af hesten Alswider (Altid-hurtig). Den blev styret af den smukke dreng, Mani. Moder Nat talte kærligt til Mani, da hun kørte foran ham med sin sorte hest Hrimfaxi (Frost-manke), og hendes søn Dag fulgte hende med sin hvide Skinfaxi (Lysende-manke). (Se også Edda).

Alta Major centret
Alta Major centret findes i menneskets baghoved i bunden af kraniet, hvor rygmarven begynder. Alta Major centret forbinder energierne i det fysiske legeme og i mentallegemet.

Alter
(Egyptisk/Latin). Alter stammer fra ”altare”, som er afledt af ”altus”, der betyder ”høj”. Oprindelsen til alteret var en jordhøj, en sten eller en forhøjning af træ, som de bedende kunne knæle ved, eller hvor de kunne tilbyde ofre. Det kunne også være en piedestal med en usynlig guddommelighed, eller hvor man placerede en gudestatue. Fra de tidligste tider i Egyptens historie har man anvendt altre i gravene (Mastabaerne), og iflg. den traditionelle egyptologiske opfattelse blev de brugt af de efterladte, som bragte mad- og drikofre til den afdøde. Årsagen var, at gravens ejer selv havde fået fremstillet relieffer og inskriptioner, som beskriver de livretter, der blev værdsat i det fysiske liv. Iflg. åndsvidenskaben er det ikke den fysiske føde, der var i fokus, men den energimæssige side af det daglige måltid, som for de gamle egyptere ikke bare repræsenterede gudernes gaver. Guderne var til stede i alt som energi, og derfor indtog man reelt guderne, når man spiste og drak. Fødens energi var gudernes energi, og de efterladte fortsatte med det daglige ritual i graven sammen med den afdøde, som kunne være til stede i et af sine energilegemer (Ka’en eller astrallegemet). Altre er desuden fundet i templerne, ofte i form af en massiv granitblok, der stod i den åbne tempelgård – eksempelvis Heliopolis’ firkantede alter eller trinalteret i Amarna. Nogle gange var mindre altre anbragt i forkammeret til det allerhelligste. Der fandtes også altre, som bestod af et cylinderformet fundament med en stenplade på toppen – eller en stengral til afbrænding af røgelse. Den føde, der blev ofret til guderne, udgjorde præsternes og neofytternes måltider. Ildaltre, hvor man bragte brændofre, blev først anvendt sent i Egyptens historie. Det samme gælder dyreofringer, som er tegn på en degenererende kultur. Det er en indlysende misforståelse, at et levende væsen kan købe sig goodwill hos Gud ved at myrde et andet levende væsen, der er skabt af den samme Gud. Det er ”dyret” eller den dyriske natur i mennesket, der skal ofres – ikke et fysisk dyr. I Det Gamle Testamente omtales alteret som en del af udstyret i det jødiske tabernakel − guddommens hellige skrin. Det jødiske alter har horn i begge ender, som angiveligt symboliserer en frugtbar ko. Det er en idé, som jøderne har fælles med hinduerne og de gamle egyptere. Her var det et symbol på ”Moder Natur”, og forbindelsen til det Allerhelligste, som repræsenterer ”den store Moder”, opstandelsen og fødslen, er tydelig. Alteret blev overtaget af kristendommen, hvor det blev til alterbordet.

Altruisme
(Latin/fransk). Altruisme stammer fra det latinske ”alter”, der betyder ”anden” eller det franske ”autrui”, der betyder (for) ”andre mennesker”. Altruisme er det modsatte af egoisme. Et menneske, der er altruistisk, er menneskekærlig og uselvisk og ofte opofrende. Det altruistiske menneske prioriterer derfor andres lykke over sin egen. Nogle mener imidlertid, at altruisme snarere er en behagelig form for egoisme, for det altruistiske menneske opnår glæde ved at glæde andre. Altruisme betragtes som en moralsk grundholdning eller væremåde. Som etisk teori er altruisme en kombination af de holdninger og handlemåder, der udgør en altruistisk væremåde. Der kan f.eks. være tale om begrundelser ud fra en kristen næstekærlighedstanke eller ud fra et filosofisk princip om en almenmenneskelig pligt til at vise godgørenhed. De fleste religioner har et altruistisk grundsynspunkt som moralsk værdi. F.eks. mener kristne, at Jesus var et altruistisk menneske, men også buddhismen bygger på altruistiske egenskaber i mennesket.

Am
(Hebraisk). Am, Em eller Amia på kaldæisk betyder ”moder”. Nogle gange bruges betegnelsen for en kvindelig forfader eller endda om fødebyen. Somme tider bruges ordet som en metafor for Moder Jord. Desuden er det en betegnelse for Binah Sephira, hvis ”guddommelige navn er Jehovah” og som også kaldes ”Himmelske Moder”.

Amaltheia
(Græsk). Amaltheia eller Amalthea er en nymfe i den græske mytologi, der passede og plejede spædbarnet Zeus, da hans mor Rhea skjulte ham i en hule på Kreta for at forhindre, at han blev slugt af sin far Kronos. En anden legende oplyser, at det var nymferne Ida og Adrastea, der plejede Zeus, og at det var geden, der gav ham mælk fra sit yver, der hed Amaltheia. Amaltheia er forbundet med ”cornucopia” – geden med det afbrækkede horn. Guderne gav på den måde den ammede fremtidige konge usædvanlige evner og styrke. Han legede med sin barnepige, og ved et uheld brækkede han det ene af hendes horn af, som derefter havde guddommelige kraft til at give evig næring. Amaltheias horn blev et symbol på uudtømmelig overflod – et overflødighedshorn − og det blev brugt som en egenskab hos forskellige guddomme − bl.a. Hermes, Demeter, Gaia, Pluto og Cybele. I de romerske legender er Amalthea identisk med sibyllen Cumaean, der tilbød de sibyllinske bøger til Roms hersker Tarquin (Lucius Tarquinius Superbus).

Amanasa
(Sanskrit). Amanasa består af ”ikke” og ”manasa”, der stammer fra ”manas”, som betyder ”tankesind”. Manas henviser til mennesket, der er tænkeren, iagttageren og den reflekterende. Ikke-manas eller Amanasa er derfor ”de sindløse”, og betegnelsen henviser både til Jordens tidlige menneskeracer og til bestemte hinduistiske guder. På et tidspunkt i udviklingen var menneskeheden uden intellekt. Det var i perioden før Manasaputraerne (”tankens sønner”) inkarnerede i menneskeheden og aktiverede Manas – tankesindet. (Se også Manas og Manasaputra).

Amara-Kosha
(Sanskrit). Amara-Kosha eller Amarakosha består af ”ikke” og ”mara”, der betyder ”døende” fra roden ”mri”, der betyder ”at dø”. Ordet er kombineret med ”kosha”, der betyder ”skatkammer”, ”ordbog” eller ”hylster”. Amara-Kosha er det ”udødelige ordforråd”. Det er den ældste ordbog man kender i verden, og den rummer den mest præcise fortolkning af klassisk sanskrit. Den er skrevet af den buddhistiske vismand Amara Simha, men man ved ikke meget om ham. Orientalister placerer ham et sted mellem 2. og 6. årh., og de vurderer, at Amara-Kosha i kvalitet og betydning er på højde med det sanskritsprog, der findes i Paninis grammatik. Amara-Kosha bruges også nogle gange om den højeste af Koshaerne. (Se også Kosha).

Amarna
(Egyptisk). Amarna, Tell el-Amarna eller rettere Et-Till el-Amarna var en beduinlejr på Østbredden i Mellem-Egypten. Stedet har fået sit navn efter Beni Amran, som slog lejr i området for to århundreder siden. I nutiden vækker navnet Amarna minder om den imponerende hovedstad – Akhet-Aton (”Solens horisont” – eller ”Soltemplet”), som blev grundlagt omkring 1370 f.Kr. og dedikeret til solguden Aton af farao Akhenaton. Byen døde med faraoen, templerne blev ødelagt og husene smuldrede. Resterne af tre paladser, mange templer, rigmandsvillaer, en arbejderbydel og et kunstnerværksted blev fundet under ørkensandet. I den pragtfulde hovedstad levede Akhenaton, den smukke Nefertete, deres fem døtre og Tutankhaton, som senere skiftede navn til Tutankhamon. (Se også Akhenaton, Amenhotep IV, Aton og Nefertete).

Amasis
(Egyptisk). Amasis (ca. 569-525 f.Kr.) var konge i 26. dynasti i det gamle Egypten. Han kom på tronen efter et libysk oprør mod Apries og hans pengegriske grækere. Da Amasis blev konge, var han mere pro-græsk end forgængerne. Historiske tekster og demotiske kilder giver et billede af en tronraner med en mystisk personlighed. Han elskede stærke drikke – en svaghed, der nævnes i mange beretninger. Eksempelvis svigtede han ofte vigtige statsanliggender for at deltage i en drikkekonkurrence. Et andet eksempel beskriver, hvordan den etiopiske konge udfordrede sin egyptiske kollega til at drikke havet. Han var imidlertid ikke i stand til at forhindre udvidelsen af det overvældende persiske rige. Seks måneder efter hans død erobrede Cambyses Egypten.

Amata-Yana
(Pali). Amata-Yana består af ”ikke” og ”mata”, der betyder ”død”, fra roden ”mri”, der betyder ”at dø”. Ordet er kombineret med ”yana”, der betyder ”førende”, ”går” eller ”redskab” fra roden ”ya”, der betyder ”at gå” eller ”at gå frem”. Amata-Yana er derfor det ”udødelige redskab” eller den ”udødelige metode”. Det svarer til sanskrit-begrebet Amrita-Yana − det udødelige redskab eller den udødelige individualitet, i modsætning til personlighedens redskab eller ego’et (Pachcheka-Yana). Amata-Yana er derfor det udødelige aspekt af mennesket, som er en kombination af de 5., 6. og 7. principper − Atman, Buddhi og Manas. (Se også Amrita-Yana og Atman-Buddhi-Manas).

Amba
(Sanskrit). Amba er navnet på den ældste af de syv Plejader − de himmelske søstre eller jomfruer, der hver blev gift med en Rishi. Rishierne tilhørte Saptarishi − dvs. de syv Rishier, der har forbindelse til stjernetegnet Store Bjørn. Amba er en mor eller en kvinde, der agtes og respekteres. Amba er et af Durgas navne − Durga, der er Shivas hustru i Mahabharata. Hun er den ældste af kongen af Kasis tre døtre, som blev bortført af Bhishma, for at de kunne blive hans bror Vichitraviryas hustruer. Da Bhishma opdagede, at Amba allerede var lovet væk til Raja af Salva, sendte han Amba til ham. Raja afviste hende imidlertid, fordi hun havde tilhørt en anden mand. Dybt såret trak Amba sig tilbage til skoven for at praktisere ekstrem askese, for hun ønskede at opbygge kraft til at hævne sig over den uretfærdighed, Bhishma havde udsat hende for. Hendes liv sluttede frivilligt på et ligbål, og hun blev genfødt som Sikhandin, der dræbte Bhishma i den store kamp mellem Kauravaerne og Pandavaerne. Hendes søstre − Ambika og Ambalika − blev mødre til henholdsvis den blinde konge Dhritarashtra og til Pandu, der blev far til Arjuna. I Den Hemmelige Lære er Amba et udtryk for mystisk ærbødighed over for Aditi og Akasha − den himmelske jomfrumoder til det synlige univers. (Se også Durga, Krittika, Mahabharata, Raja, Rishi og Shiva).

Ambarvalia
(Latin). Ambarvalia eller Ambarvale er italienske ceremonier til ære for Ceres. De blev afholdt i Rom hvert år den 29. maj, og her velsignede man markerne. Landboerne gik tre gange rundt om deres marker efter et svin, en vædder og en tyr, som derefter blev aflivet, mens man bad til Ceres om at skænke frugtbarhed. Oprindeligt blev ceremonien udført til ære for Mars. Ambarvalia-ritualet indebar brød, vin og vand, der var skænket i en kalk, og ritualet for Ceres blev kopieret af de første kristne, og Ambarvalia er derfor oprindelsen til den kristne nadver. (Se også Ceres og Demeter).

Ambhamsi
(Sanskrit). Ambhamsi stammer fra ”ambhas”, der betyder vand, fra roden ”bha”, der betyder ”at skinne”. I Vedaerne er vand identisk med ”de himmelske vande”, og vand er også et synonym for guder. I Brahmanaerne og i Puranaerne beskrives Ambhamsi som fire grupper af skabninger, som henholdsvis ”skinner” eller ”blomstrer”. Deva-Manushyah (guder og mennesker), Pitrierne (stamfædre eller forfædre) og Asuraer (dæmoner eller elementaler) er alle skabt af urhavet − det akashiske ocean. Der findes derfor utallige tankeforbindelser til udtrykket Ambhamsi – eksempelvis ”jomfruen i Himlen” og alkymisternes ”himmelske Jomfru”. Ambhamsi er desuden et navn på Kumaraernes leder Sanat-Sujata, der kaldes ”vandene”. Betegnelsen bliver mere forståelig, når man ved, at den sidste Sanat-Sujatas karakter var Mikael − ærkeenglen, som i Talmud kaldes ”vandenes prins”. I den romersk-katolske kirke er han beskytter af bjerge ved kyststrækninger. Sanat-Sujata er ”den ubesmittede søn” af ”den ubesmittede moder” (Amba eller Aditi − kaos og rum) eller ”vandene” (urhavet) i det ubegrænsede rum. (Se også Aditi, Amba, Asura, Brahmana, Kumaraer, Pitri, Puranaer, Sanna, Talmud og Veda).

Amen
(Egyptisk.) Amen oversættes sædvanligvis med ordene ”måtte det ske”, men esoterisk betyder amen ”den skjulte”. Egypterne benyttede mantraet til påkaldelse af den store mysteriegud Amon, Ammon eller Amen, hvorfra ”Amen” stammer. Amon staves ”A-m-n” med hieroglyffer. Esoterisk set repræsenterede Amon den guddommelige vilje og hensigt (Ra) omsat til handling – ”ske Din vilje”. Manetho oplyser, at ordet henviser til ”det, som er skjult”, og fra historikeren Hecatæus og andre ved man, at egypterne brugte ordet til påkaldelse af guden Amon. Bonomi − den respekterede hieroglyfkyndige − kalder meget korrekt Amon-religionens tilhængere for ”Amenoph”. Amon var ”nymånes herre”, og jødernes Jehovah-Adonai er kopieret fra den egyptiske gud Amon med vædderhovedet. Ordet Amen, som på hebraisk skabes af bogstaverne A-M-N, svarer til talværdierne 1,40,50 = 91, og derfor er der en tæt relation til ”Jehovah Adonai”, som har talværdierne 10, 5, 6, 5 og 1,4, 50,10 = 91. Det er en version af det hebraiske ord ”sandhed”, ”trofasthed”, ”pålidelighed eller ”sikkerhed”. Som udsagnsord betyder det ”sikkert”, ”bestemt”, ”sådan må det være”. Betydningen af Amen er i mange tilfælde næsten identisk med sanskritordet AUM (OM). Det er baggrunden for, at kristne bønner og gudstjenester afsluttes med ”Amen”, og det er en skik, der svarer til anvendelsen af OM og udtrykket OM TAT SAT i sanskrit skrifter. I senere gnostiske tider blev Amen medlem af engleskaren. I det gamle Egypten hed en af de store guder Amon. (Se også Adonai, Amon og Om-Tat-Sat).

Amenemhet
(Egyptisk). Amenemhet var navnet på fire konger i 12. dynasti i Mellemste Rige.

Amenemhet I
(Egyptisk). Amenemhet I (1991-1962 f.Kr.) var vizir under den sidste Mentuhotep i 11. dynasti. Amenemhet I besteg tronen efter mange år uden ledelse af landet. Egypten genopstod – ikke uden vanskeligheder – efter en lang periode med uro, og Amenemhet I måtte bruge 30 hårde år til at reorganisere dobbeltriget og genoprette kongemagtens autoritet. Hans forgænger regerede landet fra Theben (Luxor), men han flyttede hovedstaden til Lisht ved grænsen mellem Øvre- og Nedre-Egypten. Selv tilbragte han ikke meget tid i Lisht, for han måtte først rejse rundt i Egypten for at undertrykke lokale oprørsceller. Han fordrev nomadestammerne, som havde udnyttet fordelen ved landets interne uro og havde slået sig ned i det østlige delta, som Amenemhet I herefter forstærkede. Det lykkedes ham at give landet en solid administration. I 1971 f.Kr., da faraoen var blevet gammel og træt, udnævnte han sin søn Sesostris I til medregent, og herefter forlod han ikke paladset, men overlod kampene med Syrien, Nubien og Libyen til sin søn. Under en af ekspeditionerne døde Sesostris I’s far – muligvis som et resultat af en sammensværgelse – og familien var tæt på at miste tronen. Amenemhet I skrev et smukt og tankevækkende digt, der bl.a. opfordrer til næstekærlighed – ca. 2.000 år f.Kr.: ”Kæmp for livsglæden, som de fattige kæmper for deres brød. Og husk, at kærlighed er såsæd – og frugten af glæde. Elsk dig selv – så du kan elske de andre. Vær ikke bange for at blive gammel, for på enhver ny horisont finder du ny visdom. Vær ikke bange for døden, for du vil altid huske den anden flodbred.”

Amenemhet II
(Egyptisk). Amenemhet II (1929-1895 f.Kr.) var Amenemhet I’s sønnesøn. Dynastiet var solidt grundfæstet, da han kom til magten. Begivenhederne i hans regeringstid er uklare. Skatte fra andre lande, som er fundet i Tod-templet, er bevis på kongens forbindelse til Syrien.

Amenemhet III
(Egyptisk). Amenemhet III (1842-1797 f.Kr.), som efterfulgte Sesostris III herskede over et velhavende og velorganiseret land. Han dedikerede sig til udførelsen af imponerende arbejder, som er grundlaget for hans senere berømmelse. Han udviklede Faiyum, og her byggede han en pyramide, som græske og romerske forfattere – der beundrede ham meget – kaldte ”labyrinten”. Amenemhet III blev guddommeliggjort, og 2.000 år efter sin død blev han stadig tilbedt i området. Et usædvanligt tilfælde gjorde ham berømt efter døden. Hans navn ”Mares” (fra hans fornavn ”Nemaare”), et navn han senere blev kendt under, blev udtalt ligesom navnet på søen ”Karun” i Faiyum – ”de to byers sø Miwer”. De to navne blev blandet sammen til Moeris-søen, og man troede, at Amenemhet III udgravede søen og opkaldte den efter sig selv.

Amenemhet IV
(Egyptisk). Amenemhet IV (1798-1790 f.Kr.). En storslået periode lakkede mod enden under farao Amenemhet IV’s korte regeringstid, selv om det ikke har været muligt at finde en bestemt svaghed ved det hæderkronede dynasti. Det smuldrede i løbet af få år og bevægede sig ind i en mørk periode, hvor forskellige konger kortvarigt forsøgte at vinde prestige ved at tage navnet Amenemhet, men uden held.

Amenhotep
(Egyptisk). Amenhotep er navnet på fire berømte faraoner i 18. dynasti i Ny Rige.

Amenhotep I
(Egyptisk). Amenhotep I (1527-1506 f.Kr.) var søn af farao Ahmose I og dronning Ahmose-Nefertari. Amenhotep I blev begravet i Dira Abu’n-Naga i den ældste kongegrav i Theben (Luxor), og han blev betragtet som en af de fire skytsånder for den thebanske nekropol. Det samme gjaldt hans moder Ahmose-Nefertari.

Amenhotep II
(Egyptisk). Amenhotep II (1438-1412 f.Kr.) var søn af Tutmosis III og far til Tutmosis IV. Amenhotep II forsøgte at genvinde de asiatiske besiddelser, der tidligere blev erobret af hans far, ved nådesløst at knuse alle oprør. Han demonstrerede en stolthed over at være Egyptens leder, som overgik alle andre faraoner, for i imponerende inskriptioner pralede han af sin usædvanlige styrke. Han oplyste, at han var en fantastisk kæmper, den stærkeste til at skyde med bue, en kraftfuld roer i sin båd – osv. Den ”atletiske” konge betragtede krig som en sport, og i et enkelt tilfælde ledte han personligt et overraskelsesangreb, hvor han ene mand en hel nat holdt vagt over nogle fanger. Da den franske egyptolog Victor Clement Georges Philippe Loret opdagede Amenhotep II’s grav i Kongernes Dal (1889), fandt han udover kongeligt gravudstyr selve den kongelige mumie samt mumier af adskillige konger, der havde ligget skjult på stedet siden præstekongernes tid.

Amenhotep III
(Egyptisk). Amenhotep III (1402-1364 f.Kr.) var søn af Tutmosis IV. Amenhotep III har sat et markant præg på Egypten ved at bygge det smukke Luxor-tempel med den imponerende søjlekolonnade mellem 1. og 2. tempelgård. Arkitekten bag templet var den berømte Amenhotep søn af Habu. Amenhotep III stod bag fremstillingen af et overvældende antal Sakhmet-statuer (løvegudinden). Han byggede desuden det gigantiske gravtempel Kom el-Haitan på Vestbredden ved Theben (Luxor). I dag er kun de berømte Memnon-statuer tilbage. Tiye var hans elskede førstehustru og dronning. I hans regeringstid var det egyptiske imperium på sit højeste, og han havde allerede vist interesse for solguden Aton − en religiøs idé, som under hans søn Akhenaton skulle føre til en regulær religiøs revolution.

Amenhotep IV
(Egyptisk). Amenhotep IV (1364-1347 f.Kr.) var søn af Amenhotep III og dronning Tiye. Han forsøgte at revolutionere den egyptiske religion ved at gøre solguden Aton til den primære guddom, og dermed kastede han sig ud i et åbent opgør med det magtfulde Amon-præsteskab. Han ændrede på et tidspunkt sit navn fra Amenhotep til Akhenaton. (Se også Akhenaton, Amarna, Amenhotep III, Aton og Nefertete.)

Amenti
(Egyptisk). Amenti eller Amentet er Duat, som egyptologerne har valgt at oversætte med ”underverdenen”. Amenti betyder ”det skjulte sted” eller ”den hemmelige region”. De gamle egypteres Amenti var et område i efterlivet, hvor mennesket blev renset og forædlet efter den fysiske inkarnation. Det er imidlertid en almindelig misforståelse, at Amenti er identisk med et sted under Jorden ligesom Hades eller skærsilden, som den afdøde ankommer til umiddelbart efter døden. Amenti er i virkeligheden et højere bevidsthedsplan, hvor sjælen potentielt forvandles til ren ånd i evigheden. Det 15. eller sidste hus (Aat) i Duat, kaldes Amentet-Nefert (”smukke Amenti”), og beskrives som en bolig for guderne. Det er himmelverden eller Devachan. Efterlivet blev også omtalt som Sekhet-hetep (”fredens regioner”), som var under Osiris’ herredømme. En papyrus i Ødipus Egyptiacus viser et billede af et æg, der svæver over mumien. Det er et symbol på håbet om en ny fødsel på Jorden efter renselsesprocessen i Amenti. I åndsvidenskaben er ægget symbol på Devachan – ”salighedens region” – der er identisk med Mentalplanet. Et andet symbol for det samme er den vingede skarabæ. Den ”vingede solskive” er også et symbol, der er beslægtet med ægget, og begge har samme betydning som skarabæen Khepera eller Khopiru, et ord, der stammer fra ”khopru”, der betyder ”at blive” og ”at blive genfødt”. Der hentydes naturligvis til både menneskets reinkarnation og til dets åndelige genfødsel. Ved indgangen til Amenti fører Anubis den afdøde til Osiris’ Hal − Dommens Hal. Her skal det fysiske liv bedømmes af 42 dommere, og den afdødes hjerte (bevidsthed) vejes mod sandhedens fjer. I Dommens Hal i Amenti ”anklages” den afdøde efter den fysiske død af de 42 ”dommere”, der repræsenterer Osiris. Hvis sjælen klarer prøven, går den indre rejse videre til regionen Aalu. Hvis navnene på de 15 Aats, de 7 Arrets (cirkler), de 21 pyloner (porte), og hvis guder og vogtere af domænerne alle er kendt, er den afdøde i stand til at gå fra den ene hal til den næste, og til sidst stige om bord i nattens solbåd, der passerer gennem Duat for at løfte sig op på himlen. De afdøde, der ikke kommer med nattens båd − de uudviklede personligheder − skal blive i efterlivet eller Kama-Loka (astralplanet), mens de, der kommer med båden, føres op til himmelverdenen eller Devachan, hvor de lever, indtil de vender tilbage for at blive genfødt i den fysiske verden. Det henviser til en udvikling, hvor mennesket passerer fra eksistensplan til eksistensplan pga. af menneskets viden om planernes ”navne”, og til sidst bliver det muligt at finde den hemmelige eller usynlige vej til Solen. Kendskabet til navnene indikerer åndelig, intellektuel og psykisk udvikling, som medfører, at den afdøde ikke længere føler sig tiltrukket af de lavere verdener, for der er nu udviklet tilstrækkelig og korrekt kundskab til at klare udfordringerne, og derfor vil et højere udviklet menneske føle en tiltrækning, der fører opad mod åndelige højder. Hvis egyptologerne vidste mere om de egyptiske guders esoteriske betydning, ville de vide, at ”dommerne” svarer til Lipikaerne – Karmas Herrer. Hinduernes Chitragupta, der oplæser beretningen om enhver sjæls liv fra sin bog, der kaldes Agrasandhani, og dommerne, der oplæser deres fra den afdødes hjerte, der er som en åben bog for Yimas, Minos’, Osiris’ eller karmas øje, og de er alle varianter af åndsvidenskabens Lipikaer. Men Lipikaerne er ikke guddomme, der står i forbindelse med døden, men med det evige liv. Allegorien i Dødebogen, der handler om ”sjælens belønning”, svarer til åndsvidenskabens syv principper. De afdøde får tildelt et stykke jord på Aanroos mark, og her kan de høste det, de har sået ved deres handlinger i det fysiske liv. De afdøde, der er optaget blandt guderne, høster det syv alen høje korn, som vokser på et område, der er delt i syv og fjorten dele. Kornet er den føde, der betinger deres liv og død i Amenti, som Aanroo-marken er en del af, for her tilintetgøres den afdøde eller bliver til ren ånd i evigheden som følge af de ”syv gange syv og halvfjerds liv”, som den afdøde har tilbragt – eller skal tilbringe – på Jorden. Idéen om kornet, der høstes som ”frugten af menneskets handlinger”, er indlysende. De mystiske og mytologiske belæringer om Amenti var alle mere eller mindre symbolske beskrivelser af rækken af stadier i efterlivet. Det gælder Kama-Loka, Devachan og åndens pilgrimsrejse, som egypterne havde samlet under begrebet Amenti. (Se også Aanroo, Agra-Sandhani, Chitragupta, Devachan, Duat, Dødebog, Kama-Loka, Khepera, Lipika, Mentalplan og Yima).

Amesha Spenta
(Avestan). Amesha Spenta består af ”ikke” og ”mesha” eller ”mara”, der betyder ”dødelig” eller ”foranderlig” samt ”spenta”, der betyder ”beskytter” eller ”hellig” – i stil med sanskritordet ”svanta”, der betyder ”lykkevarslende”. Amesha Spenta er betegnelsen for seks engle eller guddommelige kræfter, der er personificeret som guder. De beskytter Ahura Mazda, og han er syntesen og den syvende. De seks udødelige beskyttere er Vohu-Manah, Asha-Vahishta, Khshathra-Vayria, Spenta-Armaiti (kærlighed), Haurvatat (perfektion) og Ameretat (udødelighed). De tre første er Ahura Mazdas egenskaber, som er abstraktioner uden form. De maskuline positive skabende kræfter projicerer et spejlbillede i den lavere mentale verden og føder dermed den anden treenighed, som er menneskets vej til frihed. De er både identiske med og alligevel adskilt fra Ahura-Mazda. De er en af prototyperne i den romersk-katolske kirkes ”syv ånder” eller ”engle”, der har ærkeenglen Mikael som leder. De kaldes også ”den himmelske hærskare” og ”de syv tilstedeværelsens engle”. De er gnostikernes Kosmokratorer, som er en kraft, der er tæt på skaberen, det aktive tankesind eller intellekt, som er kilden til guddommelig lyksalighed. De svarer til jødernes Elohim, arabernes Malaeka (engle), Koranens ”sjæl i englene”, og teosoffernes Dhyan-Chohaner eller Dhyani-Buddhaer. De er herskerne over jordkædens syv planeter, og de er identiske med de syv Prajapatier, Sephiroth osv. (Se også Ahura Mazda, Dhyan-Chohan, Dhyani-Buddhaer, Elohim, Kosmokrator, Prajapati og Sephiroth).

Ameyatman
(Sanskrit). Ameyatman stammer fra ”ameya”, der betyder ”umådelig”. Ordet består af ”ikke” og roden ”ma”, der betyder ”at måle” eller ”markere” samt ”atman”, der er ”Selvet”. Ameyatman er den umådelige sjæl eller det umådelige Selv, og betegnelsen henviser til Vishnu, som er i besiddelse af ekstraordinær eller umålelig visdom og storsind. (Se også Atman og Vishnu).

Amilakha
(Mongolsk). Amilakha henviser til en fase i evolutionen, hvor bevidstheder trådte ind i eller animerede menneskelige former. Udviklingsprocessen henviser især til Dhyani-Buddhaerne og de guddommelige Bodhisattvaer. (Se også Bodhisattva og Dhyani-Buddhaer).

Amita-Buddha
(Sanskrit). Amita-Buddha er de kinesiske og tibetanske buddhisters navn på den oprindelige visdom eller universelle sjæl. Amita-Buddha svarer til Adi-Buddha. Det er desuden det ”himmelske navn” på Gautama Buddha. Tsong-kha-pa betragtes som en direkte inkarnation af Amita-Buddha. (Se også Adi-Buddha, Amitabha, Buddha, Gautama Buddha og Tzon-kha-pa).

Amitabha
(Sanskrit). Amitabha består af ”ikke” og roden ”ma”, der betyder ”at måle” samt ”abha”, der betyder ”pragt” eller ”lys”. Det er afledt fra ”a-bha”, der betyder ”at skinne” eller ”at stråle”. Amitabha er derfor umålelig pragt, grænseløst lys eller grænseløst rum. Det er en af tibetansk buddhismes fem Dhyani-Buddhaer, der som regel kaldes de fem Tathaga-thas eller Jinaer (de sejrende). Oprindeligt repræsenterede Dhyani-Buddhaerne kosmiske åndelige egenskaber og udstrømninger fra Adi-Buddhi, men i mytologien blev de til guder. I Kina blev Amitabha en fordrejning af sanskritbetegnelsen Amrita-Buddha, der er Gautama Buddhas ”himmelske navn”. Amitabha er den af Dhyani-Buddhaerne, der manifesterer sig gennem Gautama Buddha, når han inkarnerer på Jorden. Navnet har mange varianter − f.eks. Amita, Abida, Amitaya m.fl. − og de fortolkes i betydningen ”grænseløs tidsalder” og ”grænseløst lys”. Den oprindelige opfattelse var et upersonligt guddommeligt lys. I Vesten er Amitabha den herskende guddom Sukhavati (”det vestlige Paradis” eller ”den rene jord”), og i Kina og Japan er Amitabha tilbedt som Amida-Buddha. Esoterisk set er der tale om de syv Dhyani-Buddhaer (foreløbig er kun fem manifesteret), og de repræsenterer både kosmiske skabninger og stråler eller refleksioner af de kosmiske kilder, som manifesterer sig i mennesket som Monader. Amitabha svarer til 1. Logos, som er Faderen i den kristne treenighed. Hos Pythagoras er Amitabha monadernes monade og i mennesket svarer det til Atman. Fra et filosofisk synspunkt betyder Amitabha også ”ingen farve” eller ”hvid herlighed”. Det er det grundlæggende åndelige element eller princip i solsystemet, som er kilden til syv differentierede ”farver”, der kendetegner de manifesterede kosmiske hierarkier. (Se også Adi-Buddhi, Atman, Dhyani-Buddhaer, Dolmas sGrol-ma, Buddha, Gautama Buddha og Monade).

Ammonius Saccas
(Græsk). Ammonius Saccas var grundlægger af den neoplatoniske skole i Alexandria i Egypten, hvor man søgte at undervise i principperne bag tidens forskellige religiøse og filosofiske systemer. Ammonius Saccas var derfor den første neoplatoniker, og han blev en indflydelsesrig filosof, der levede i Alexandria mellem 2. og 3. årh. e.Kr. Han kom fra fattige kår, blev født af kristne forældre, men var udstyret med en markant næsten guddommelig godhed, og derfor kaldte man ham theodidaktos, ”den gudslærde”. Han respekterede det, der var godt i kristendommen, men brød meget tidligt med den kristne tro og kirkerne, for han var ude af stand til at finde noget overbevisende i religionen. Han skrev ikke noget, men hans lære blev kendt via hans elever – navnlig Plotin. (Se også Analogeticist og Athenagoras).

Amon
(Egyptisk). Amon eller Amen er en egyptisk gud. I 5. dynasti (2465-2323 f.Kr.) hørte Amon og hans hustru gudinden Ament til de oprindelige skaberguder, der var placeret umiddelbart efter de guddomme, der var forbundet med urstoffet − Hauhet og Nunet – der begge var guder, som repræsenterede det kosmiske urhav, kaos eller ”afgrunden”. Amon var oprindeligt tænkt som symbol på ”Altet” eller selve Universet, især i dets esoteriske og skjulte aspekter. Men efter 12. dynasti (1937-1759 f.Kr.), fik Amon sol-egenskaber, og derfor blev han kaldt Amon-Ra − den øverste guddom hos Thebens magtfulde præsteskab, som dominerede hele Egypten. Amon blev især identificeret med Solens skjulte aspekter. Det fremgår af flere hymner, hvor det siges, at Amon er ”den, der er skjult for guder og mennesker”, ”han, som er ukendt” m.fl. Amon dannede dermed en triade, der bestod af en fader, en moder og en søn – Amon, Mut og Khonsu. Vædderen er Amons dyr, og nøgleordet for Vædderens tegn i nutidens fuldmånemeditationer giver en nøgle til forståelse, for det lyder: ”Jeg træder frem, og fra tankens plan hersker jeg”. Når sjælen træder frem og viser sig i handling, behersker sjælen personligheden ved hjælp af tænkeevnen. Amon repræsenterer den sjælsinspirerede tænkning i mennesket. Amon staves ”A-m-n” i hieroglyfskriften. ”A-m-n” betyder ”at tilsløre” eller ”at skjule”. Menneskets sjæl er skjult, og det samme er de tanker, der er sjælens redskab i det fysiske menneske. Amon repræsenterer det skjulte, men han er ikke selve sjælen. Han er den sjælsinspirerede handling – eller den intelligente aktivitet. Det kristne mantra ”AMEN” stammer fra ”AUM” og ”AMON”, og AMEN betyder ”måtte det ske”. I nutiden bruger man hovedsageligt mantraet AMEN som en fysisk bekræftelse, eller måske nærmere som en religiøs formalisme uden åndelig betydning overhovedet. De esoteriske forskere oplyser, at i nutiden og fremtiden vil man i stigende grad bruge ”OM”, som er en kontrolleret tilbagetrækningslyd, der gradvis giver mennesket bevidst herredømme over formerne og mulighed for at betræde vejen tilbage til sjælen – eller Gud. OM-lyden bruges med den hensigt at ryste atomerne i det mentale, astrale og fysiske legeme løs, afkaste det uønskede stof og indbygge nyt og mere velegnet materiale i henhold til 2. stråles tiltrækningslov. Amon var også vindens og luftelementets gud. Luftelementet symboliserer tankesindet (mentalplanet), og vinden repræsenterer bevægelser i tankestoffet – fra de fineste til de kraftigste. Vandelementet symboliserer følelserne (astrallegemet). Amon bærer en fjerkrone med to lange strudsefjer, fordi de fine fibre i strudsefjerene reagerer på den mindste bevægelse i luftelementet. Amons bevidsthed opfanger enhver bevægelse i det fineste stof på mentalplanet. Hans sceptre er hyrdestaven og plejlen. Hyrdestaven symboliserer kontrol over tænkeevnen. Tanken styrer følelsernes flok, på samme måde som hyrden styrer sin fåreflok. Plejlen er symbolet på kontrol over følelseslegemet. Følelserne sorterer det gode fra det dårlige, når mennesket vælger, hvad det kan lide, og hvad det ikke kan lide. På samme måde skiller plejlen kærnerne fra avnerne. Amon sidder ofte på en trone. Tronen er symbolet på kontrol over det fysiske legeme og det fysiske plan. Tronen er udhugget i granit, som er et af de hårdeste materialer i mineralriget. Amon sidder på stoffets trone og viser dermed kontrollen over det fysiske element. Tronen hviler imidlertid på vand, men her er vandelementet ikke et billede på astrallegemet, men på urhavet, som det fysiske plan, astralplanet og mentalplanet er skabt af. Amon bærer ofte skaberguden Khnums vædderhorn på hovedet. Legenden fortæller, at Verdensægget (Universet) blev anbragt i Khnum – skaberguden, der repræsenterer kræfterne i det 3. aspekt af ”Den Ene”. Det 3. aspekt kaldes også ”aktiv intelligens”, og dengang menneskeheden blev skabt, blev Khnum til Amon eller ”den intelligente aktivitet”. Den aktive intelligens blev til den intelligente aktivitet. (Se også Amen, Amon-kronen, Amon-Min, Chnoumis, Chnouphis, Hauhet, Khnum, Nunet, Khnum, Khonsu og Mut).

Amon-kronen
(Egyptisk). Amon-kronen eller fjerkronen ”Ibes” forbandt ”Deshret” (den røde krone for Nedre-Egypten) med Benu-fuglens to fjer, som symboliserede kraften fra Heliopolis’ guder. Amon var den skjulte eller usynlige gnist eller intelligens i Universet, men han var også vindens og luftelementets gud. (Se også Amon, Amon-Min, Atef-kronen, Benu, Blå krone, Dobbeltkronen, Hvide krone, Khnum-kronen, Nemes-hovedklædningen og Røde krone).

Amon-Min
(Egyptisk). Amon-Min er et aspekt af guden Amon. Amon repræsenterede Guds kraft i skabende manifestation, og undervisningen og indvielserne i Thebens (Luxors) templer koncentrerede sig naturligt om sakralcentrets bevidsthedsaspekter. Her arbejdede egypterne med de skabende kræfter, dvs. med avl i bred forstand – fra skabelse af Egypten som det perfekte rige til kønsliv og forplantning − og derfor var guden Min repræsenteret i alle templer i Theben. Al kunst og alle former for skabende virksomhed er reelt et resultat af sublimeringer af seksualenergi, mens ødelæggelsestrang og grusomhed skyldes manglende evne til at hæmme den primitive og afsporede seksualitet. Min er som sagt et aspekt af Amon, og Min blev også kaldt Amon-Min. Min betyder: ”Han, som åbner skyerne”, og symbolikken er nem at forstå, for regn betød frugtbarhed. Min afbildes sædvanligvis som en stående mand med erigeret penis. De færreste har imidlertid bemærket, at Mins penis ikke er placeret på sin naturlige plads på det fysiske legeme, men ud for navlen. Det indikerer følelses- og begærkontrol og anvendelse af seksualenergiens skabende kraft til højere formål. Min bærer Amons krone med to lange fjer på hovedet. Det fysiske legeme er mumificeret og dermed fikseret. Det viser, at Mins skaberevner udelukkende udgår fra bevidstheden. Han bruger den skabende tanke. Mins ene arm er imidlertid frigjort fra mumieklædningen. Den er bøjet og løftet op over hovedet. Over den løftede arm svæver en plejl – symbolet på følelseskontrol. Den løftede arm indikerer, at Min ikke symboliserer det lavere begærliv, men at det befinder sig på et højere bevidsthedsniveau. Min symboliserer derfor det sublimerede følelsesliv. Hans hud var oprindelig malet sort, og farvelægningen indgik i et særligt tempelritual. Det var Min-ypperstepræstens opgave at skabe den særlige substans, som statuen rituelt blev malet med, for sort var frugtbarhedens farve i det gamle Egypten – sort som den frugtbare jord langs Nilens bredder. Teksterne fortæller, at Min var sort, men han ”udstrålede den hvide sæd”. I skabelsesprocessen repræsenterede han forvandlingen af det sorte stof (materialisme). Den hvide sæd (sjælsimpulsen) påvirker det sorte stof, impulsen spirer og vokser, og den alkymistiske proces, der løfter bevidstheden fra uvidenhed til alvidenhed – fra formørkelse til oplysning – kan begynde. (Se også Amon og Amon-kronen).

Amonet
(Egyptisk). I Karnak-templet i forkammeret til det allerhelligste står en Amon-statue. Gudestatuen er udført med Tutankhamons ansigtstræk. Det er ikke usædvanligt at faraoner fremstillede Amon-statuer med deres egne ansigtstræk, men Amons statue står sammen med en tilsvarende kvindelig version, og det er ualmindeligt. Tutankhamons navn er fjernet fra statuerne og erstattet med hans efterfølger Horemhebs navn, og det vidner om den magtkamp, der udspillede sig på Tutankhamons tid. Nogle egyptologer kalder Tutankhamon i kvindeskikkelse for Amonet, og mener, at der er tale om en feminin modpol til Amon, men Amonet skal sandsynligvis ikke opfattes som en erstatning for gudinden Mut, der udgør den feminine modpol til Amon i den thebanske triade. Det bekræftes af, at Amonet ikke forekommer hverken før eller senere i Egyptens historie. Meget tyder på, at der er tale om en reminiscens fra Aton-kulten. Der er muligvis tale om et overgangsfænomen. Man ønskede at forlade Aton-religionens ligeværdighedsprincip, hvor farao Akhenaton fremstillede sig selv som androgyn for at vise, at alle mennesker er sjæle, at den kønslige dualitet udelukkende er fysisk, og at der bag dualiteten findes et enhedsprincip. Amon-præsterne ønskede givetvis at vende tilbage til den traditionelle Amon-symbolik, og det var muligvis grunden til, at de skabte Amonet. Den samme idé møder man i den græske mytologi i skikkelse af Hermes og Afrodite, som i en syntese smeltede sammen i hermafroditten – det androgyne princip. (Se også Amon).

Amor
Se Eros.

AMORC
AMORC er en forkortelse for ”Ancient Mystical Order of Rosicrucian”, som er navnet på Rosenkreuzordenen. Ordenen er opstået i det gamle Egypten under farao Akhenaton. Medlemmerne indvies i de egyptiske mysterier via ritualer og mysteriespil i stil med frimureriets ritualer, og begge steder er der tavshedspligt om den viden, der opnås.

Amrita
(Sanskrit). Amrita består af ”ikke” og ”mrita”, der betyder ”død” fra roden ”mri”, der betyder ”at dø”. Amrita betyder derfor ”udødelighed”. Amrita er ”livets vand” – gudernes ambrosiske drik eller føde, som giver udødelighed. Amrita er en livseliksir og en af de ”fjorten dyrebare ting” i den puraniske allegori. Amrita er et gammelt vendisk udtryk for den hellige soma-saft, der benyttes i tempelmysterierne. Iflg. Puranaer, Ramayana og Mahabharata er Amrita en livseliksir, der blev brygget i en strid mellem Devaer og Asuraer, da de kærnede ”mælkehavet” (livets vande). Livseliksiren blev stjålet mange gange, men hver gang blev den genskabt, og eliksiren ”er stadig bevaret omhyggeligt i Deva-loka”. I Vedaerne omtales Amrita som en mystisk soma-saft, som gør den nyindviede til et nyt menneske, og gør det muligt for den åndelige natur at beherske den lavere natur. Amrita er hævet over enhver Guna (egenskab). Esoterisk set betyder Amrita derfor, at man ”drikker” af den overjordiske visdoms kilde, og at det åndelige ”brusebad” tilfører livgivende kraft. (Se også Asura, Deva, Guna, Pancha Makara, Mahabharata, Puranaer, Ramayana og Veda).

Amrita-Buddha
Se Amitabha.

Amrita-Yana
(Sanskrit). Amrita-Yana består at ”ikke” og ”mrita” der betyder ”død” fra roden ”mri”, der betyder ”at dø”, kombineret med ”yana”, der betyder ”vej” eller ”redskab”. Amrita-Yana er derfor ”vejen til udødelighed”. I bogen Stilhedens Stemme er det Buddhaernes vej til udvikling af fuldkommenhed. Det er den ”hemmelige vej” – Arya, det ædle hjertes vej og den esoteriske visdoms doktrin. Det er Buddhaer, der afviser at iføre sig Dharmakaya-klædningen og indtræde i Nirvana, på samme måde som Pratyeka-Buddhaerne opgiver Nirvana for at iføre sig Nirmanakaya-klædningen. På grund af det store individuelle offer er det muligt for dem at arbejde direkte til gavn for mindre udviklede skabninger. Nirmanakayaen er på en måde den helligste af de tre legemer (Trikaya). Amrita-Yana er den ophøjede åndelig vej, der fører til ubeskrivelige herligheder i selvbevidst udødelighed i den kosmiske Manvantariske ”evighed”. Amrita-Yana kan også referere til det ”udødelige redskab” i ethvert menneskes individualitet i modsætning til den dødelige personlighed. Amrita-Yana er ”den åndelige gnist” eller den udødelige monade − en kombination af femtes, sjettes og syvendes principper. (Se også Amrita, Dharmakaya, Manvantara, Nirmanakaya, Nirvana og Trikaya).

Amsa
(Sanskrit). Amsa er et fragment eller en partikel. Det er en af Adityaerne i Mahabharata. Amsa er også Surya (Solen), der udsendte en solenergi, der var så kraftig, at Visvakarman − den guddommelige arkitekt – ”afbrød 1/8 af sin herlighed”. De lysende fragmenter (Amsa), der faldt på Jorden, forvandlede Visvakarman til en række redskaber for guderne − herunder Vishnus diskos og Shivas trefork. I Bhagavad-Gita udstråler Krishna selv en Amsa, som blev en Jiva (monade) blandt verdens levende skabninger. Den tiltrak Manas (tankesindet) og de fem sanser, som stammer fra Prakriti (naturen). Amsa er desuden grundtonen eller den dominerende tone i en Raga − hinduernes musik, der er komponeret for at stimulere højere følelser, som er i harmoni med dagens og nattens energier. I åndsvidenskaben henviser Amsa til partikler af enhver art − til både et livsatom og til en Monade, som er punkter eller ”fragmenter” i den kosmiske bevidstheds- og livssubstans. (Se også Aditya, Bhagavad-Gita, Jiva, Krishna, Mahabharata, Manas, Monade, Prakriti, Raga, Shiva, Surya og Vishnu).

Amsamsavatara
(Sanskrit). Amsamsavatara stammer fra ”amsamsa” (amsa + amsa), som er en del af en del eller et fragment af et fragment. Ordet er kombineret med ”ava-tara”, der betyder ”nedstigning” fra roden ”ava-tri”, der betyder ”at krydse over” eller ”at stige ned”. En del af en del, der stiger ned, anvendes på de mange af Vishnus og Brahmas manifestationer. I Vishnu-Purana henvises der specielt til Krishna og de ”handlinger, han udførte som en del af en del (Amsamsavatara) for de ophøjede”. En Avatar − eller en såkaldt guddommelige nedstigning − er aldrig en ”nedstigning” eller inkarnation af hele guddommen, men kun en del af guddommen. Derfor indebærer en nedstigning kun en del af en del, og en Avatar kan derfor reelt kaldes en Amsamsavatara. Jo højere udviklet Avataren er, jo større vil indflydelsen være. (Se også Amsa, Avatar, Brahma, Krishna, Puranaer og Vishnu).

Amshaspand
(Persisk). Amshaspand eller Amshaspend er ”de syv lyse og herlige” i Pahlavi-udgaven af den avestanske Amesha-Spenta. Amshaspand henviser til Ahura Mazdas seks egenskaber både i de åndelige og i de mentale verdener. De tre første − Vohu-Man (Bahman), Asha-Vahishta (Ordibehesht) og Khshathra-Vayria (Shahrivar) − er de tre aspekter af sandheden. Spenta-Armaiti (Spandar-Maz eller Esphand) Haurvata (Khordad) og Ameretat (Amordad) er refleksioner af den første maskuline treenighed i den mentale verden. Den samlede sum af de seks er Kherad (intellektet), menneskets frigørende kraft, som ikke skal forveksles med Ahura Mazda, den øverste skaber. Amshaspand i den gamle persiske teologi havde samme generelle forhold til Universet, som man møder i de syv eller ti Prajapati i hinduistiske skrifter, eller de syv eller ti Sephiroth i den hebraiske Kabbala. (Se også Ahura Mazda, Amesha Spenta, Kabbala, Prajapati og Sephiroth).

Amsumat
(Sanskrit). Amsumat eller Amsuman stammer fra ”amsu”, der betyder ”tråd” eller ”lysstråle”. Som tillægsord betyder Amsumat ”trådlignende” eller lysende som Solen og Månen, men også med henvisning til soma planter og soma saft. Som navneord er Amsuman en solprins og søn af Asamanja, og barnebarn af kong Sagara, der havde 60.000 sønner, som blev opslugt af et enkelt blik af Kapilas ”øje”. Deres jordiske rester blev opdaget af Amsuman, der bragte den hest tilbage til Jorden, som var blevet bortført fra Sagara under Asvamedha-offeret. (Se Amrita).

Amula-Mula
(Sanskrit). Amula-Mula eller Mulam består af ”ikke” og ”mula”, der betyder ”rod” eller ”basis”. I Vedaerne er Amula-Mula derfor ”den rodløse rod” eller Mulaprakriti. Amula-Mula benyttes af H.P. Blavatsky i forbindelse med Mulaprakriti, med henvisning til ”den åndelige rod” eller ”naturens essens”. Dvs. den åndeligs substantielle kilde til alt, der ligger bag den grænseløse Parabrahmans slør eller klædning. (Se også Mulaprakriti, Parabrahman og Veda).

Amulet
(Egyptisk). Amuletter i det gamle Egypten rummede magisk kraft. I forbindelse med mumificeringen placerede Anubis-præsterne amuletter i mumiebandagen for at beskytte den afdødes fysisk-æteriske legeme. Amuletterne var små figurer, der var udført i guld, bronze, sten, glas og fajance. Her er det ikke muligt at give en komplet liste over de mange figurer, deres symbolik og funktioner. Ofte var de forsynet med kraftord, mantraer og sætninger fra Dødebogen og fra bogen om balsameringsritualer. En samlet kollektion af de egyptiske amuletter ville fylde butiksvinduet i en mellemstor forretning, og de repræsenterede den egyptiske religion med guder, gudinder, hellige dyr og symboler. Egypterne havde kendskab til amuletternes metafysiske kræfter, og derfor smykkede de sig med symboler på de guddommelige kræfter – f.eks. gudeansigter, Udjat (hjertet), Djed-søjlen (Osiris’ rygsøjle), Khepera (skarabæen) osv. Amuletter blev derfor ikke alene benyttet ved begravelser, men også i hverdagslivet. (Se også Djed-søjle, Dødebog, Khepera og Osiris).

Ana
(Kaldæisk). Ana er den usynlige himmel, det astrale lys og den himmelske moder til Jordens hav. Ana indgår i en triade, der består af gudinderne Ana, Belita og Damkina. Ana som mor til havet er sandsynligt kilden den kristne symbolik, hvor Jomfru Maria står på halvmånen og har forbindelse til havet. Anna − navnet på Jomfru Marias moder − er afledt af det kaldæiske Ana. I den hinduistiske pantheon er Ana beslægtet med Annapurna, der er et navn på Shivas hustru Devi-Durga, som betyder ”fuld af føde”, med henvisning til den frugtbare mor – dvs. astrallyset i et af sine mange aspekter. (Se også Durga og Shiva).

Anael
Anael er en engel i den romersk-katolske kirke og i den kristne kabbalisme. Anael hersker over planeten Venus.

Anagamin
(Sanskrit/Pali). Anagamin består af ”ikke” og ”agamin” fra ”a-gam”, der betyder ”at komme” eller ”at gå mod”. Dvs. et menneske, ”der ikke kommer” eller ”den, der ikke vender tilbage”. I den sydlige buddhisme eller Theravada-buddhismen er Anagami betegnelsen for en delvis oplyst discipel. Når en Anagami i søvnen forlader sin fysiske krop, træder disciplen ind i den gådefulde udvidede buddhiske bevidsthed. En Anagami har nået den tredje af oplysningens fire grader eller faser − niveauet før man bliver Arhat og klar til Nirvana. Og når den aktuelle inkarnation er afsluttet, skal en Anagami ikke længere genfødes i den fysiske verden, men er blevet en Arhat (4. indviet). (Se også Arhat, Buddhi og Pathiga).

Anagram
(Græsk). Anagram stammer fra ”ana” og ”gramma”, der betyder ”skrifttegn”. Anagram er ord, sætninger eller navne, der er dannet ved omflytning af bogstaver. Ofte er det skabt ved omflytning af et andet ords bogstaver, sådan at der opstår en ny betydning. Anagrammet blev ofte benyttet af jødiske kabbalister, men det er også kendt i antikken og op gennem middelalderen.

Anahata Shabda
(Sanskrit). Anahata Shabda består af ”ikke” og ”a-han”, der betyder ”at anslå” samt ”shabda”, der betyder ”lyd”. ”Shabda” stammer fra roden ”sabd”, der betyder ”at støje”, ”at skrige” eller ”at råbe”. Anahata Shabda er derfor lyde, der ikke er slået an. Det er en immateriel lyd, der ikke skabes af nogen form for materielle ting − en mystisk klokkeagtig lyd, der ofte høres af døende. Lyden mister langsomt sin intensitet indtil dødsøjeblikket. Det er også den lyd, der høres af den mediterende yogi i kontemplation. Theravada-buddhister taler om, at lyden er et indre signal, der er devaernes stemmer, som ligner ”lyden af en gylden klokke”. Anahata Shabda er i virkeligheden en afspejling af den iboende lyd, der er karakteristisk for Akasha. Anahata Shabda er den tredje af fire lydfænomener eller -stadier, som også kaldes Madhyama. Det fjerde stadie kan opfattes af den fysiske høresans. Lyden høres ikke i de forudgående stadier, undtagen af de mennesker, der har udviklet de metafysiske sanser. De fire stadier kaldes Para, Pashyanti, Madhyama og Vaikhari. (Se også Akasha, Kontemplation og Theravada).

Anahata-chakra
Anahata-chakra (Sanskrit). Anahata-chakra er yoga-systemets betegnelse for det 4. chakra (den 12-bladede lotus) iflg. hinduistisk Shaktisme og buddhistiske tantriske traditioner. På sanskrit betyder ordet Anahata ”uskadt”, ”ubelastet” og ”ubesejret”. Anahata-Nad refererer til det vediske begreb ”ikke anslået lyd”, som er det åndelige riges lyd. Anahata-centret befinder sig i den centrale nadi (Sushumna) i rygsøjlen i hjerteområdet, mens chakraet munder ud på forsiden af æterlegemet i hjerteområdet mellem brysterne. Anahata-chakra symboliseres af en lotusblomst med 12 cinnoberrøde kronblade. Inde i figuren er der et røgfarvet felt, der består af to trekanter − en opadvendt og en nedadvendt − som skaber en Shatkona. Det er et symbol, der bruges i Yantraer, og som repræsenterer foreningen af det maskuline (åndelige) og det feminine (formmæssige) princip. Mere specifikt repræsenterer det Purusha (den øverste skabning), og Prakriti (moder natur eller det kausale stof). Ofte vises det som Shiva-Shakti. Guddommen er den røgfarvede, 4-armede Vayu, som ridder på en antilope, som er chakraets symbolske dyr. Chakraets mantra er ”Yam” − et tegn, der står på en mørkegrå baggrund. I de 12 cinnoberrøde kronblade er der indskrevet sanskrit-stavelserne Kam, Kham, Gam, Gham, Ngam, Cham, Chham, Jam, Jham, Nyam, Tam og Tham. De svarer til de 12 Vritti: Begær, bedrageri, ubeslutsomhed, anger, håb, angst, længsel, upartiskhed, arrogance, inkompetence, diskrimination og genstridighed. Anahata betragtes som sæde for Jivatman og Para Shakti. I Upanishaderne er det beskrevet som en lille flamme inde i hjertet. Anahata er forbundet med evnen til at tage beslutninger, der er uafhængige af karma. Fra Manipura-chakra og nedefter er mennesket bundet af karmiske love. I Anahata-chakra tager man beslutninger ”efter sit hjerte” og baseret på sjælen, og ikke ud fra uopfyldte følelser, begær og ønsker, der stammer fra den lavere natur. Anahata-chakra er derfor forbundet med kærlighed, medfølelse og barmhjertighed. Anahata-chakra er forbundet med huden, og chakraet har relation til handlinger med hænderne. I det endokrine system er Anahata forbundet til den hormonproducerende Thymus-kirtel. I Kundalini-yoga er Anahata-chakraet vækket og afbalanceret via yoga-praksis, herunder Asana, Pranayama og udøvelse af Ajapa Japa. (Se også Ajapa Japa, Asana, Kundalini-yoga, Manipura-chakra, Prakriti, Pranayama, Purusha, Shakti, Shaktisme, Shatkona, Sushumna Nadi, Tantra, Upanishader, Vayu, Vritti og Yantra).

Anaitia
(Kaldæisk). Anaitia er en afledning af Ana, som er en gudinde, der er identisk med hinduernes Annapurna. Annapurna er et af navnene på gudinden Kali, Shivas feminine aspekt, som er hendes gemal. (Se også Ana, Kali og Shiva).

Analogeticist
(Græsk). Analogeticist er en betegnelse for Ammonius Saccas’ disciple. Det var en tilnavn, de fik, fordi de arbejdede med at fortolke legender, myter og mysterier ud fra det analogiske og korresponderende princip, som findes i det kabbalistiske system. Det samme gælder Østens esoteriske og filosofiske skoler. (Se også Ammonius Saccas og Analogi).

Analogi
Analogi (Græsk). Analogi stammer fra det græske ”analogia”, der betyder ”overensstemmelse” og ”lighed”. Analogi er loven om paralleller. Det er den lovmæssighed, der henvises til i det hermetiske aksiom med ordene: ”Som foroven, således også forneden, som i det store, således også i det små, som i det ydre, således også i det indre”. Analogiloven er udtryk for Gud i mennesket.

Ananda
(Sanskrit). Ananda stammer fra ”a-nand”, der betyder ”glæde” og ”lyksalighed”. Ananda oversættes normalt med ”salighed”, ”lykke”, ”glæde” og ”ekstase”. Ananda var desuden navnet på Gautama Buddhas yndlingsdiscipel, der fulgte og tjente sin lærer med allerstørste hengivenhed i tyve år, og han får æren for at have reciteret hele Buddhavachana (Buddhas ord) kort efter Gautama Buddhas Parinibbana (overgang). I vedantinsk filosofi − Sat-Chit-Ananda (den trefoldige, universelle Logos) − er det tredje ord Ananda. Det er de tre egenskaber, der tilhører Atman eller Brahman eller den kosmiske Logos. (Se også Atman, Brahman, Gautama Buddha og Sat-Chit-Ananda).

Ananda-Lahari
(Sanskrit). Ananda stammer fra ”a-nand”, der betyder ”glæde” og ”lyksalighed”. Ananda-Lahari er en ”bølge af glæde”. Det er et smukt digt skrevet af Sankaracharya. Det er en hymne til Parvati, der er Shivas hustru. Teksten indeholder meget esoterisk undervisning. (Se også Ananda, Parvati og Shiva).

Ananda-Marga
(Sanskrit). Ananda-Marga er en praktisk filosofi til personlig udvikling, tjenestearbejde og forvandling af samfundet. Ananda-Margas åndelige system betragtes også som en syntese af vediske og tantriske filosofier.

Anandamaya-Kosha
(Sanskrit). Anandamaya-Kosha eller Anandamayakosha stammer fra ”ananda”, der er afledt fra ”a-nand”, der betyder ”glæde” og ”lyksalighed”. ”Maya” betyder ”skabt af” fra roden ”ma”, der betyder ”at måle” eller ”form”. ”Kosha” betyder ”hylster”, ”svøb” eller ”legeme”. Anandamaya-Kosha er derfor et hylster eller et legeme, der er skabt af lyksalighed. Anandamaya-Kosha en illusorisk form, for den er formløs (Arupa). I Vedaerne er legemet det første af fem svøb eller principper (Panchakosha) i menneskets opbygning, som omslutter den guddommelige monade − Atman. Anandamaya-Kosha er ”lyksalighedslegemet”, som er det legeme, der anvendes på det Buddhiske plan. I Upanishaderne kaldes det bl.a. for ”sollegemet”. Anandamaya-Kosha er en afspejling af Atman, som er absolut lyksalighed. Anandamaya-Kosha er ikke et legeme på samme måde som de fire ydre Koshaer (hylstre eller legemer). Anandamaya-Kosha er selve sjælen – et legeme af lys, der også kaldes Karana-Sharira og Karmashaya – dvs. ejer af karma fra det aktuelle og alle tidligere liv. Anandamaya-Kosha er det princip, der udvikles gennem alle inkarnationer og videre frem indtil sjælens ultimative syntese med Paramatman. Anandamaya-Kosha er forbundet med Karana-Sharira eller Kausallegemet. Det henviser til en fase, hvor Pranamaya-Kosha (Selvet) befinder sig i den evige lyksalighed – en fuldkommen tilstand af indre fred, sindsro, stabilitet og væren. Det er den tilstand, der kaldes Samadhi. Har man nået Anandamaya-Kosha-stadiet, forstår man alle de tidligere Koshaer (hylstre eller legemer), og erkender deres ufuldkommenhed. Man forstår hvor forgængelig og midlertidig eksistensplanerne reelt er, og forståelsen medfører fokusering på virkelighed og energi. Alle verdslige problemer bliver ubetydelige, og der indtræder en tilstand af fred og sindsro. Anandamaya-Kosha skal ikke forveksles med Annamaya-Kosha. (Se også Annamaya-Kosha, Arupa, Atma-Buddhi-Manas, Atman, Buddhi, Karana-Sharira, Karmasaya, Kausallegeme, Kosha, Manamaya-Kosha, Meditation, Paramatman, Samadhi, Upanishader, Veda, Vijnanamaya-Kosha og Æterlegeme).

Ananga
(Sanskrit). Ananga består af ”ikke” og ”anga”, der betyder ”lem”, ”del” eller ”inddeling”. Ananga betyder derfor ”uden lemmer” eller ”uden dele”. Det henviser til ”den kropsløse”, som er Kama eller Kama-Deva − kærlighedens gud. I den puraniske legende blev Kama gjort kropsløs med et enkelt blik fra Shivas tredje øje. Årsagen var et forsøg på at forstyrre Shivas asketiske liv (jf. Ramayana). Shiva er esoterikerens skytsånd, og det, der symboliseres af Shivas tredje øje, skal ”på mystisk vis erhverves via askese, før man bliver en mester”. Forklaringen er, at netop fordi Ananga betyder ”kropsløs”, ”uden lemmer” eller ”uden dele”, er det et billede på en suggestiv betegnelse for alle åndelige kræfter, kvaliteter eller egenskaber. Ananga er også en betegnelse for Akasha eller den kosmiske æter og Manas (tankesindet). Derfor er det ikke kun guden Kama, der er kropsløs, men hver eneste del af menneskets åndelige natur uden lemmer. Ananga er desuden navnet på jainisternes vigtigste hellige skrifter. (Se også Ajna-chakra, Jain, Kama-Deva, Puranaer, Ramayana og Shiva).

Ananta
(Sanskrit) Ananta betyder ”grænseløs”, ”uendelig” og ”evig”. Ordet refererer muligvis til et af Vishnus navne. Ananta er også Ananta-Shesha, som er den slange, Vishnu ligger på. (Se også Ananta-Shesha og Vishnu).

Ananta-Jyotis
(Sanskrit). Ananta-Jyotis betyder ”uendeligt lys” eller ”altgennemtrængende lys”. Ananta-Jyotis er den fornemmelse, som yogier i meditation (Dhyana) får, når de bliver ”omgivet af glimt af evigt lys eller elektricitet”, som angiveligt stammer fra den universelle sjæl”. (Se også Dhyana og Meditation).

Ananta-Sesha
(Sanskrit). Ananta-Sesha består af ”ikke” og ”anta”, der betyder ”ende” plus roden ”sish”, der betyder ”at efterlade rester”. Ananta-Sesha betyder bogstaveligt ”evige eller uendelige rester”. Ananta-Sesha eller de uendelige Sishtaer (rester) er betegnelsen for ”evighedens slange”, som guden Vishnu hviler på under Universets Pralaya (hvileperiode). Evighedens slange omtales i Puranaerne. Evigheden symboliseres af den store 7-hovede slange, som er hvilested for Vishnu − den manvantariske Logos − når Logos synker ind i pralayisk inaktivitet. Relationen betegner de potentielle Sishtaer – dvs. åndelige kosmiske frø eller ”rester”, der overføres fra Manvantara (manifestationsperiode) til Manvantara via de mellemliggende Pralayaer og dermed i al evighed. Vishnu, den kosmiske Logos, kan hvile på den evige sum af kosmiske Sishtaer, og den logoiske bevidsthedstråd bliver på den måde overført fra Manvantara til Manvantara via Pralaya. I åndsvidenskaben er Vishnu en generel betegnelse for de utallige forbundne hierarkier af skabninger og genstande, der er udfoldet i løbet af en Manvantara, og under Pralaya står Vishnu for den samme sum af hierarkier, når de opfattes som hvilende på de karmiske frø eller på den ”sovende” substans, der blev tilovers fra den foregående Manvantara. (Se også Ananta, Manvantara, Pralaya og Vishnu).

Anareta
Anareta vil sige ”dødens planet”. En planet, der er i stand til at nedbryde og være en trussel mod livet, kan også give fødsel og liv. Anareta er betegnelsen for påvirkningerne fra Saturn og Mars, og i astrologien betragtes de som ”anaretiske”, for de skaber spændinger og kriser. Anareta betyder derfor ”livsødelæggende”.

Anastasis
(Græsk). Anastasis betyder ”at stige op”, og betegnelsen henviser til de afdøde og deres opstandelse, og dermed også til sjælens fortsatte eksistens. Men Anastasis er desuden et gammelt udtryk fra mysterielæren, hvor det blev brugt som betegnelse for den nyindviede. Når indvielsens prøver var fuldført, rejste den indviede sig som et nyt menneske, en ”genfødt”, som i Indien blev kaldt en Dvija – ”den to gange fødte”. En anden betydning stammer fra endnu tidligere tider, for her blev Anastasis brugt om et menneske, der havde gennemgået en vanskelig uddannelse og indvielse, og herefter forsagede alt stofligt for at beskæftige sig med åndelighed. Anastasis var et menneske, som havde succes med at blive ét med sin sjæl. Man betragtede derfor den indviede som genfødt eller genopstanden inden for alle områder af det kosmiske liv, og som et menneske, der havde opnået selvbevidst eksistens i ånden. Når man havde nået Anastasis-stadiet, indtog man sin plads i lysets hierarki, hvor man ”samarbejdede med guderne”. (Se også Dvija).

Anatman
(Sanskrit). Anatman består af ”ikke” og ”atman”, der betyder ”sjæl” eller ”selv”, som dels stammer fra roden ”at bevæge” og dels ”at ånde”, som igen stammer fra roden ”va”, der betyder ”at blæse”. Anatman betyder derfor ”ikke-selv” eller ”ikke-ånd” − dvs. et kropsbevidst menneske, der er blottet for sjælsbevidsthed eller åndelig orientering. Når Anatman bruges om kosmos, menes der en modsætning til Atman, som er absolut ånd. Anatman er Atmans skygge eller ikke-ånd, dvs. den stoflige eller formmæssige side af Universet, der ofte omtales som ”den kosmiske skygge”. Anatman, som kaldes Anatta på pali, er en central lære i buddhismen. Iflg. læren er der intet ”Selv” i form af en fast, integreret, autonom skabning med individuel eksistens. Det, som mennesket oplever som sin individualitet, er midlertidige nyskabelser af Skandhaer. Anatman opfattes fejlagtigt i betydningen ”ikke-eksistens”, men det er ikke, hvad buddhismen mener. Det er mere korrekt at sige, at eksistens er, men at mennesket forstår det på en separatistisk og forfejlet måde. (Se også Anatta, Atman, Samsara og Skandha).

Anatta
(Pali). Anatta består af ”ikke” og ”atta”, der betyder ”sjæl” eller ”selv” – og ”atta” svarer til ”atman” på sanskrit. Anatta betyder derfor ”ikke-sjæl” eller ”ikke-selv”. Anatta er en buddhistisk lære, der påstår, at der ikke findes en uforanderlig, permanent sjæl i mennesket. Det er i modsætning til Upanishadernes opfattelse af Atman eller menneskets indre essens, som er identisk med Brahman, den øverste bevidsthed, der gennemstrømmer alt, og som er Universet. Gautama Buddha understregede sjælens eller selvets ikke-eksistens, men det var med henvisning til sjælens egenskaber (de fem Skandhaer), som vender tilbage, hver gang mennesket inkarnerer. Det er dokumenteret i skrifter i både de sydlige og de nordlige buddhistiske skoler, at Buddha anerkendte den grundlæggende individualitet i menneskets konstitution − eksempelvis i Dhammapada, der er en af de mest respekterede tekster hos de sydlige buddhister. (Se også Anatman, Atman, Brahman, Dhammapada, Gautama Buddha, Skandha og Upanishader).

Anatum
(Kaldæisk). Anatum eller Antum er det kvindelige aspekt af Anu eller An, som er den øverste gud i den assyrisk-babyloniske gudekreds. Anatum repræsenterer Jorden og dybderne, mens hendes ægtefælle Anu repræsenterer Himlen og højderne. Hun blev betragtet som mor til guderne, og Anatum er bl.a. mor til guden Hea eller Ea. Astronomisk er hun Isthar, Venus og jødernes Astarte. Iflg. Hesiod svarer Anu og Anatum til de græske guder Uranus og Gaia, og dermed er Anatum identisk med hinduernes Prakriti. (Se også Anu, Gaia, Hea, Prakriti og Uranus)

Anava
(Sanskrit). Anava stammer fra ”anu”, der betyder ”et atom” eller ”en usandsynlig lille enhed”. Anava er et bevidsthedsstadie, der medfører en opfattelse af at være en selvstændig personlighed, og en følelse af at være et isoleret ”jeg”. Anava indebærer derfor en oplevelse af individualitet og separatisme. Anava er en af de tre buddhistiske Mala’er (bindinger eller lænker): Anava, Karma og Maya. De tre Mala’er eller Pasha’er er vigtige emner i Shaivite-hinduismens teologi. I Shaivisme er Anava årsagen til, at den individuelle sjæl glemmer erkendelsen af sin egen identitet, og derfor oplever den adskillelse fra Shiva – den universelle Gud. Anava er den sidste lænke, der brydes, før mennesket opnår forening med det guddommelige – Moksha – via selverkendelse. (Se også Karma, Maya, Moksha, Pasha og Shaivisme).

Anaxagoras
(Græsk). Anaxagoras af Klazomenai (500?-428 f.Kr.) er en berømt videnskabelig filosof, som studerede filosofi under Anaximenes fra Miletus (ca. 525 f.Kr.). Anaxagoras boede i Athen på Perikles’ tid (ca. 495-429 f.Kr.). Sokrates, Euripides, Archelaus og andre tænkere og filosoffer var blandt hans disciple og elever. Han var en usædvanlig vidende astronom og en af de første, der åbent forklarede det, som hørte til Pythagoras’ hemmelige lære − planeternes bevægelser, Solens og Månens formørkelser osv. Det var Anaxagoras, der fremsatte kaosteorien ud fra et princip om, at ”intet kommer fra intet”, og han betragtede atomer som den underliggende essens og substans bag alle former og legemer, og han mente, at de bestod ”af den samme natur, som de legemer, de formede”. Han oplyste, at atomerne primært blev sat i bevægelse af Nous (den universelle intelligens − hinduernes Mahat) vel at mærke et Nous, som er en immateriel, evig, åndelig enhed. Kombinationen medførte, at verden blev skabt, de materielle legemer blev manifesteret, og de æteriske atomer (eller ildæteren) blev spredt i de højere himmelske regioner. Anaxagoras var derfor over 2.000 år forud for nutidens naturvidenskab, for han oplyste, at stjernerne bestod af samme materiale som Jorden, at Solen var en glødende masse, at Månen var et dødt og ubeboeligt legeme, som modtog sit lys fra Solen, at kometerne var vandrende himmellegemer − og han var overbevist om, at tingenes virkelige eksistens, som mennesket opfatter den med sanserne, ikke kan bevises. Ligesom Parmenides benægtede han eksistensen af fødsel og død, for de to processer er uadskillelige. De ultimative elementer i processen er et uendeligt antal af udelelige, uforgængelige partikler, der manifesteres af ånden af ren kosmisk årsag. Han troede fuldt og fast på, at de åndelige prototyper af alle former og deres elementer skulle findes i den grænseløse æter, hvor de er blevet skabt, hvorfra de har udviklet sig, og som de vil vendte tilbage til. Han døde i eksil ved Lampsacus i en alder af 72. (Se også Anaximenes, Mahat, Nous, Parmenides, Pythagoras, Æter, Æterkraft og Æterlegeme).

Anaximenes
(Græsk). Anaximenes af Miletus (611-547 f.Kr.) var filosof og elev af Anaximander (610-546 f.Kr.). Anaximenes betragtede luft som det grundlæggende princip. Luft var basis for ild, som opstod via forædling og vand, mens former opstod ved kondensering. Han fastslog også, at Universet var levende, og at den individuelle sjæl var en lille del af den mest forfinede ”luft” eller ursubstans, der var indespærret i det enkelte menneske. Han oplyste, at menneskeheden havde udviklet sig fra dyrene, men H.P. Blavatsky siger, at Anaximenes ikke mente det i darwinistiske forstand. (Se også Anaxagoras).

Anda
(Sanskrit). Anda betyder ”æg”. Det er et navn på Shiva, på grund af guddommens forbindelse til og identifikation med Brahmanda – Brahmas Verdensæg, som er symbol på Universet. På samme måde som et fugleæg rummer kimet til en fugleunge, gælder det samme for planeter, sole, galakser og Universet. Med andre ord rummer ethvert Verdensæg kimene til det, der senere under den kosmiske manifestation skal udfolde sine basale egenskaber, enten i form af en planetarisk kæde, et solsystem, en galakse eller som en galaksehob. Og alle kan betragtes som en af Brahmas Anda’er. Anda bruges også om den centrale, halvkugleformede kuppel, der består af jord, mursten eller sten, som udgør fundamentet for den buddhistiske Stupa. (Se også Brahma og Shiva).

Anda-Kataha
(Sanskrit). Anda-Kataha stammer fra ”anda”, der betyder ”æg” og ”kataha”, der betyder ”beholder” eller ”halvrund beholder” fra roden ”kat”, der betyder ”at omslutte”. Anda-Kataha er det ydre dække eller ”skallen” på Brahmas æg i Vishnu-Purana. Anda-Kataha er Verdensægget og symbol på det manifesterede univers. (Se også Brahma og Puranaer).

Andaja
(Sanskrit). Andaja stammer fra ”anda”, der betyder ”æg” og ”ja”, der stammer fra roden ”jan”, som betyder ”at blive født”. ”Ægfødt” – oviparous – er som bekendt den metode, som fugle, krybdyr og fisk bruger til reproduktion, men mennesker er reelt også undfanget i et æg inde i livmoderen. I åndsvidenskabelige skrifter fremgår det, at androgyne menneskeagtige skabninger i den tidlige og midterste periode i 3. rodrace (den lemuriske) for mange millioner år siden blev reproduceret ved hjælp af store æg, der blev udskilt fra kroppen. Æglægningen skete i overensstemmelse med årstidernes cyklus. Efter en rugetid i fri luft brød en menneskelignende unge ud af ægget − meget i stil med det, man ser hos fugle og krybdyr i nutiden. (Se også Rodrace).

Andarah
(Sanskrit). Andarah stammer muligvis fra sanskritordet ”andhakara”, som betyder ”mørke” eller ”blindhed” fra ”andha”, der betyder ”blind”, ”mørke” og ”grumset”. Ordet stammer fra roden ”andh”, der betyder ”at gøre blind” plus ”kara”, der betyder ”gøre” fra roden ”kri”, der betyder ”at gøre”. Eller muligvis stammer Andarah fra sanskritordet ”antarala”, der betyder ”midt imellem” eller ”det mellemliggende rum” fra ”antar”, der betyder ”intern” eller ”mellem” plus ”ala”, der sandsynligvis kan oversættes med ”alaya”, som betyder ”bolig” eller ”asyl”. Andarah henviser derfor muligvis til det ”mørke” eller ”mellemliggende rum”, der omtales i Mahatmabrevene (mesterbrevene): ”Husk den hinduistiske allegori om de faldne Devaer, som Shiva med tilladelse af Para Brahman slyngede ind i Andarah, der kan betragtes som et mellemliggende stadie, hvor de kan forberede sig til en række genfødsler i denne sfære for at opnå en højere tilstand − en regenerering)”. (Se også Deva, Mahatma og Para Brahman).

Androgyn
(Græsk). Androgyn stammer fra ”androgynos”, der er en ”mand-kvinde”. Androgyn betyder ”tvekønnet” eller ”dobbeltkønnet”. Det androgyne princip symboliseres af hermafroditten, som repræsenterer syntesen af det duale princip, for hermafroditten består af både de aktive og de passive kræfter, på samme måde som den androgyne stråle eller 2. Logos, Purusha-Prakriti, ånd-stof osv. Hermafroditten henviser desuden til 2. rodrace, hvor mennesket fysiologisk bestod af begge køn, og biologisk tilhørte bestemte dyr med duale køn. Polarisering, kontrast og samspil mellem naturens energiside og naturens formside er universel. Køn er bare en bestemt fase i den universelle udvikling, og begreberne bruges ofte i en rent symbolsk betydning for at definere naturens grundlæggende dualitet. Man skal passe på ikke at opfatte symbolerne bogstaveligt og tro, at de har relation til fysiologiske egenskaber hos højere kræfter. Når ordet androgyn eller hermafrodit bruges i filosofien, betyder det hverken fysisk eller æterisk tvekønnethed, undtagen når der tydeligt henvises til fysiske, dobbeltkønnede skabninger, for sædvanligvis menes der naturens dobbelte egenskab i manifestation. Meget ofte er dobbeltheden opdelt i ”maskulin” og ”feminin” for at bruge ord, der er velkendte fra menneskelivet, selv om dobbeltheden måske kunne beskrives mere præcist med ordene ”positiv” og ”negativ”, ”ånd” og ”stof” eller ”bevidsthed” og ”legeme”. Det er årsagen til, at gudekredsen i de gamle kulturer blev præsenteret som guder og gudinder, og i myter og legender blev gudekredsen beskrevet og afbilledet som om den var opdelt i to køn. Den androgyne eller duale karakter af de manifesterede verdener begyndte med den kosmiske Buddhi eller Maha-Buddhi, selv om den første mere klart definerede manifestation af individualiseret dualitet begyndte på planet for kosmisk Kama, hvor Fohat især virker. På højere planer forenes de to stråler fra Den Ene igen. I mytologiernes verden – navnlig den græske – er androgynitet et symbol på helhed og den oprindelige harmoni. Iflg. åndsvidenskaben (og Platon) er sjælen ikke opdelt i køn, men repræsenterer enhed. Ved fødslen på det fysiske plan spaltes sjælene i to køn, som derefter søger hinanden i en erotisk stræben efter genforening. Iflg. åndsvidenskaben var mennesket oprindeligt tvekønnet eller uden køn, men evolutionen er baseret på dualitet, og derfor spaltedes den fysiske menneskehed i to køn. Enheden findes før og efter dualismen, og menneskeheden vil igen vende tilbage til den oprindelige androgyne tilstand. Åndsvidenskaben betragter derfor de to køn som midlertidig. (Se også Androgyne stråle, Buddhi, Fohat, Hermafrodit, Kama, Mahat, Prakriti og Purusha).

Androgyn ged
Se Baphomet.

Androgyn stråle
Den androgyne stråle er udtryk for skabelsens 2. fase – dvs. 2. Logos i systemet, hvor Logoi strømmer ud i manifestation. H.P. Blavatsky omtaler processen som den kosmiske undfangelses Fader-Moder, der på sanskrit kaldes Brahma-Prakriti eller Purusha-Prakriti. Manu Svayambhuva siger: ”De to − Brahma og Prakriti − er i virkeligheden én, men de er samtidig de to aspekter af den ene udstråling, der handler og reagerer i forhold til sig selv.” (Se også Brahma, Logos, Prakriti og Purusha).

Andvare
(Oldnordisk). Andvare stammer fra ”and”, der betyder ”ånd” og ”vari”, der betyder ”iagttager” eller ”beskytter”. I den nordiske mytologi er Andvare en dværg, der vogter en skat, som er centrum for de indviklede begivenheder i Nibelungen. Guldskatten har en dobbelt betydning, og desuden har den en markant dobbelt effekt på de forskellige hovedpersoner, der begærer skatten.

Anganta Yene
(Sanskrit). Anganta Yene er et udtryk, der er kendt af stort et alle i Indien. Anganta Yene er et mennesker, som er blevet besat af en Bhuta. Det er en elemental, der har taget et mediets sensitive men passive krop i besiddelse. Anganta Yene betyder derfor bogstaveligt ”besættelse”. I nutiden frygter hinduerne den form for besættelse lige så stærkt, som for tusinder af år siden. Hinduer, tibetanere eller singalesere – bortset fra den laveste kaste eller mennesker med den laveste intelligens – frygter tegnene på, at en elemental har overtaget kontrollen over et medlem af familien. (Se også Bhuta).

Angaraka
(Sanskrit). Angaraka eller Angara stammer fra roden ”ag”, der betyder ”at bevæge sig snørklet” eller fra roden ”ang”, der betyder ”at gå” eller ”at bevæge”. Angaraka er planeten Mars, men ordet betyder også kul, som basis for ild. Angaraka betyder derfor ”ildstjerne”, som henviser til den røde planet Mars – eller Bhauma (søn af Bhumi), der er krigsgud. Han betragtes som søn af Prithvi eller Bhumi (Jordens gudinde). Det er Angaraka, der hersker over Vædderen og Skorpionen tegn. Ara er et andet navn af Mars (jf. det græske Ares) og for Saturn. I Mahabharata repræsenterer Angaraka nogle gange en af verdens vogtere, nogle gange en planet og andre gange en af Solens 108 navne. (Se også Bhumi, Mahabharata og Prithvi Tattwa).

Angelus Rector
(Latin). Angelus Rector er retfærdighedens engel. Iflg. Johannes Kepler er det en engel eller en guddommelig skabning, der er årsag til, at en planet fortsætter i sin bane omkring Solen. Det svarer til teosofiens planetariske herskere.

Angerboda
(Oldnordisk). Angerboda stammer fra ”anger”, der betyder ”vrede”, ”sorg” og ”ærgrelse” plus ”boda”, der betyder ”varsel”. I den nordiske mytologi repræsenteres vredens eller sorgens varsel af en jættekvinde, der er hustru til Loke. Hun har tre børn med Loke. Det er tankevækkende, at jættekvinden (stofaspektet), der er Lokes (tankesindet) hustru, får tre børn: Hel (døden), Iormungandr (Midgårdsormen eller ækvator) og Fenris (ulven, der skal sluge Solen, når dets livscyklus er forbi).

Angira
(Sanskrit). Angira stammer fra ”ang”, der betyder ”at gå” eller ”at bevæge”. Angira er en af de syv Rishier eller Manasaputraer (Brahmas tankefødte sønner) i første Manvantara, der er en sekundær projektion af Brahmas tankesind og vilje, fordi hans første ”tankeskabte afkom ikke formerede sig”. Derfor er Angira en af Prajapatierne (stamfædrene), hvis sønner og døtre befolker jorden i de efterfølgende Manvantaraer − og menneskeheden hører til deres afkom. Stamfædrene er opdelt i to overordnede grupper. Den ene gruppe er de immaterielle, som f.eks. Agnishwattaer, og den anden har legemer, som f.eks. Angirasaerne, der er efterkommere af Angira. Iflg. åndsvidenskaben er Angirasaer en gruppe under Manasaputraerne − det udstrålede afkom af de immaterielle Agnishwattaer eller Kumaraer. I syvende Manvantara (den nuværende) er Angira angiveligt søn af Agni, selv om Agni oprindeligt blev født af Angira. I astronomien er Angira både faderen og herskeren over Brihaspati (planeten Jupiter) og en stjerne i Ursa Major (Store Bjørn), for Angira er en af de syv store Rishier. Navnet Angira er forbundet med at bringe lys, og det har relation til lyslegemer. En række hymner i Rig-Veda er dedikeret til Angira, og i et af hans liv, er han kendt for sin høje moral og som en fortolker af Brahma-Vidya (guddommelig eller transcendental visdom). I Vayu-Purana og andre steder i den puraniske litteratur oplyses det, at nogle af Angiras efterkommere er født som Kshatriya og er kaldet til at blive Braminerne. (Se også Agni, Brahma, Brahma-Vidya, Brihaspati, Kshatriya, Kumaraer, Manasaputra, Manvantara, Prajapati, Rig-Veda, Rishi og Vayu-Purana).

Angirasa
(Sanskrit). Angirasa stammer fra ”ang”, der betyder ”at gå” eller ”at bevæge” – men med forhindringer. Angirasa er Angiras efterkommerne via sønnen Agni − et navn, der optræder i vediske hymner med henvisning til lysende guddomme. Senere blev det udvidet til alle fænomener, der var forbundet med lys. Mere specifikt er det hymnerne i Athrava-Veda, der kaldes Angirasa, for det var dem, præsterne reciterede, mens de udførte de ofre, det er beskrevet i de Atharva-vediske regler. Angirasa var også et af navnene på Dhyanier eller Devaer (guru-devaer), der var de indviedes vejledere i den sene 3., 4., og endda i 5. rodrace. Navnet er desuden forbundet med en gruppe Pitrier med legemer. (Se også Agni, Angira, Deva, Pitri, Puranaer, Rodrace og Vedaer).

Angra-Mainyu
(Avestan). Angra-Mainyu er det zoroastriske navn for Ahriman − ondskabens, ødelæggelsens og modstandskræfternes ånd i den senere Avesta. I Gatha (17 hymner, som man mener, er skrevet af Zarathustra selv) taler Zarathustra om, at Mazda skabte to ånder. De var tvillinger, men levede i konstant krig med hinanden. Den ene skabte liv, den anden død − den ene talte sandhed, den anden fortalte løgne. De modsatrettede kræfter, der opretholder det synlige univers, er Spenta-Mainyu og Angra-Mainyu, som er roden til henholdsvis alt godt og til alt ondt. Fordi Angra-Mainyu betragtes som Ahriman, mener nogle forskere, at Spenta-Mainyu også skal repræsentere Ahura Mazda. I Mazdean-filosofi er Ahura Mazda den øverste skaber, mens Ahriman er et skabt væsen. I Avesta beskrives Angra-Mainyu som den djævelske Druj − Daevaernes Daeva – ondskabens fyrste. Han er symbol på mørke og uvidenhed, og han opholder sig i den uendelige nat. Uanset hvad den gode ånd opbygger, forsøger den onde ånd at nedbryde – på trods af at ”de to ånder − den gode ånd og den onde − skabte verden”. Da verden var skabt, brød Angra-Mainyu ind i den, og hver gang Ahura Mazda skabte noget, brugte hans modpart trolddom til at skabe en plage. Han dræbte eksempelvis den førstefødte tyr, som havde været kilde til alt liv på Jorden. Han skabte 99.999 sygdomme − osv. Ahriman ødelægger alt det, der er skabt af Ormuzd, og det er symbol på det uvirkelige fysiske liv, der er kimen til sorg, og årsag til at mennesket glemmer, at fortabte og forgængelige frø skal dø, hvis udødelighedens åndelige plante − det evige liv − skal spire og vokse. Derfor er Ahriman udråbt som fjenden, modstandskræfterne og djævelen. De mange allegorier var forbundet med menneskets udvikling og kampe for at opnå indvielse og mesterskab, og astronomisk henviste de til sol- og måneformørkelser. Selv om Angra-Mainyu og hans overvældende onde kræfter, som personificeres i Avesta af Daevaerne, tilsyneladende har stor magt i verden, vil den dag komme, hvor de overvindes af Ahura Mazda − når Ahura Mazda lader sin hellige ord inkarnere i Sosiosh (Saoshyant), for derefter vil han overvinde Angra-Mainyu og genskabe verden. (Se også Ahriman, Ahura Mazda, Avestan, Daeva, Gatha og Zarathustra).

Anhika
(Sanskrit). Anhika er afsnit eller kapitler i Mahabhasya − det store værk af Patanjali. Patanjali var en af de tre mest berømte sanskrit-grammatikere i oldtidens Indien. De to andre er Panini og Katyayana, der levede før Patanjali (ca. 150 f.Kr.). Katyayanas arbejde er kun tilgængelig via referencer i Patanjalis arbejde. Det var med Patanjali, at den indiske tradition for sproglig videnskab fik en bestemt form. (Se også Patanjali).

Anicca
(Sanskrit). Anicca betyder ”natur”.

Anima
(Latin). Anima og Animus er de feminine og maskuline former af latin for luft, vind, åndedræt og livskraft. Især Carl Gustav Jung brugte begreberne til at betegne dybdepsykologiske fænomener. I åndsvidenskaben henviser Anima til luft, vind, åndedræt, liv, sjæl, ånd og tankesind. De færreste er opmærksom på, at man kan skelne mellem Anima og Animus, hvor Animus ligger meget tæt på begrebet intelligens eller Manas, og Anima svarer til den åndsvidenskabelige betegnelse Prana. Anima svarer til Prana, og derfor eksisterer Anima på alle syv eksistensplaner − fra Atma til det fysiske − og derfor er der Anima til stede i hver gruppe af kosmiske skabninger. Anima er derfor ikke begrænset til mennesker, dyr og andre skabninger, der er til stede i materielle legemer. Anima er en skabning, der belives af en individuel sjæl, og Jorden er også et legeme, der belives af en sjæl. Anima omtales som ren ånd, fordi essensen af Prana reelt er ånd, for Prana stammer direkte fra den Atma-Buddhiske monade, selv om Prana farves på de lavere planer af sin intime forbindelse med personligheden. (Se også Animus, Atma, Atma-Buddhi-Manas, Manas, Monade og Prana).

Anima Divina
(Latin). Anima Divina er en betegnelse for den guddommelige ånd eller sjæl. I Rom og Grækenland blev menneskets sjæl præsenteret som dual − Anima Divina, der var den udødelige sjæl (græsk ”Nous” eller ”Logos”), og Anima Brutus, der var den dyriske sjæl (græsk: Phren, Thymos eller Alogos). (Se også Logos og Nous).

Anima Mundi
(Latin). Anima Mundi er Verdenssjælen. Anima Mundi er livets subjektive side – den usynlige bevidsthed i alle naturens former og den guddommelige essens, der gennemtrænger og beliver alt fra det mindste atom til mennesker, planeter, solsystemer, galakser, galaksehobe og det, der er endnu større. Anima Mundi er den skabende 3. Logos i det logoiske feminine aspekt. Anima Mundi svarer til Alaya hos de nordlige buddhister, og Alaya betyder ”det uløselige”. Ordet anvendes i buddhismen som udtryk for den universelle sjæl eller de højere aspekter af Anima Mundi, der er kilden til alle skabninger og al manifestation. Anima Mundi er substansens sansende faktor, og derfor er Anima Mundi udtryk for den bevidsthed, kvalitet eller reaktionsevne, som enhver form er i besiddelse af. Anima Mundi er dermed identisk med den universelle sjæl eller Buddhi betragtet som et kosmisk princip. I mennesket svarer Anima Mundi til Atma og Atma-Buddhi. I nogle sammenhænge er Anima Mundi identisk med Mulaprakriti (ursubstansen), som er oprindelsen til alle ting. I Den Hemmelige Læres stanzaer kaldes Anima Mundi den ”syvdelte moder” som udtryk for essensen af de syv planer for føleevne, bevidsthed og differentiering − både moralsk og fysisk. Anima Mundi i sit højeste aspekt er Nirvana, og i sit laveste aspekt er Anima Mundi astralt lys. Hos gnostikerne og de første kristne var Anima Mundi et feminint aspekt, men det var biseksuelt hos andre sekter, som kun betragtede Anima Mundi på de fire lavere planer. Når man kan læse, at menneskets sjæl blev født ved at frigøre sig fra Anima Mundi, så betyder det, at esoterisk set består sjælen af en essens, der er identisk med Det Universelle Absolutte, og derfor er sjælene udstrålinger fra Verdenssjælen. Anima Mundi blev skiftevis identificeret med Isis, Sephira, Sophia, Helligånden, Mahat, Mulaprakriti osv., men begrebet blev brugt i en tåget og ofte materialistisk forståelse. (Se også Alaya, Atma, Atma-Buddhi, Buddhi, Isis, Logos, Mahat, Mulaprakriti, Nirvana, Sephiroth og Sophia).

Anima Supra Mundi
(Latin). Anima Supra Mundi er det intelligente liv hinsides eller i verden, og den højere del af Anima Mundi. Anima Supra Mundi er Akasha eller den kosmiske intelligens, og dermed i en vis forstand Verdenssjælen. (Se også Akasha og Anima Mundi).

Animisme
(Latin). Animisme er kombineret af ”anima”, der kan oversættes med ”sjæl” plus ”isme”, der betyder ”bevægelse” eller ”lære”. Animisme er troen på, at alt har en sjæl. Oprindelsen til alle fænomener er derfor sjælen og ikke ydre årsager. I modsætning til spiritismen påstår animismen, at åndelige kræfter uden for mennesket også skal tages i betragtning i forbindelse med esoteriske fænomener. Animisme er en betegnelse, der er givet af antropologer for at beskrive troen på, at tilsyneladende livløse objekter som f.eks. bjerge, floder eller billeder har liv og er udtryk for bevidsthed. Animisme er desuden en betegnelse for dyrkelse af forfædrenes ånder. Animisme eksisterede tidligere i mange folkeslag som en anerkendelse af naturens universelle bevidsthed. (Se også Anima).

Animus
(Latin). Animus er den rationelle sjæl i modsætning til Anima, der er den vitale sjæl. Både Animus og Anima blev brugt overfladisk af romerne, på samme måde som man i nutiden bruger ordene sjæl og sind. Animus svarer til åndsvidenskabens Kama-Manas og Anima svarer til Prana-Manas. (Se også Anima, Kama-Manas og Prana).

Aniyamsam
(Sanskrit). Aniyamsam eller Aniyasam stammer fra ”anu”, der betyder ”atom”. Filosofisk er det atomernes atomer ellers det mindste af det mindste. Det er en sætning, der er hentet fra en af de hinduistiske skrifter. Det bruges både om essensen af den universelle guddoms allestedsnærværende bevidsthed, og om det absolutte åndelige atom, som er den guddommelige monade i alle enheder i kosmos − store såvel som små. I vedantinsk filosofi bruges betegnelsen ofte som et navn på Brahman, for hinduerne opfatter Brahman som mindre end det mindste atom og tilsvarende højere end den højeste sfære dvs. hele Universet. Betegnelsen gælder også Paramatman. Uanset om universaliteten er uendelig lille eller har kosmisk udstrækning kommer den til udtryk i en betegnelse, der næsten er identisk − Anor Aniyamsam − der betyder ”mindre end et atom”, og i betegnelsen Anor Aniyan, der betyder ”mindre end det mindste” i kombination med Mahato Mahiyan, der betyder ”større end det største”, som begge omtales i Upanishaderne. (Se også Atom, Brahman, Paramatman, Upanishader og Vedanta).

Anjala
(Sanskrit). Anjala er en af de syv personificerede kræfter, der udsprang fra Brahmas legeme − Prajapatierne. (Se også Brahma og Prajapati).

Anjali Mudra
(Sanskrit). Anjali Mudra stammer fra ”Anjali”, der betyder ”gestus”, ”ærbødighed”, ”velsignelse” og ”hilsen”. Ordet er afledt af ”anj”, der betyder ”at ære” eller ”at fejre”. ”Mudra” betyder ”tegn” eller ”segl”. Anjali Mudra er ligesom Pranamasana en håndbevægelse, der praktiseres overalt i Østen. Anjali Mudra er tegn på respekt. I Indien er det en almindelig hilsen, og den bruges også blandt yoga-udøvere. Det er en gestus, der er indarbejdet i mange yoga-asanas. Anjali Mudra udføres ved at lægge håndfladerne sammen. Fingrene holdes samlet med fingerspidserne pegende opad. I den mest almindelige form for Anjali Mudra placeres hænderne foran Anahata-chakra (hjertechakraet) med tommelfingrene hvilende let mod brystbenet. Men Anjali Mudra kan også udføres ved at placere hænderne foran Ajna-chakra (pandechakraet) med spidsen af tommelfingrene hvilende let mod det ”tredje øje”. Anjali Mudra kan desuden udføres ved at placere hænderne på Sahasrara-chakra (hovedchakraet) over issen. I nogle yogastillinger placeres hænderne i Anjali Mudra stilling til en af kroppens sider eller bag ryggen. Anjali Mudra kombineres ofte med en let bøjning af hovedet. Anjali Mudra har samme betydning som sanskrit-hilsenen Namaskara eller Namaste, og den kan udføres samtidig med, at man siger Namaskara, Namaste eller Pranam. Anjali Mudra har en dybere betydning end bare ”goddag” og ”farvel”. Når hænder og fingre samles, er det symbol på forening af højre og venstre hjernehalvdel, der repræsenterer enhed. Anjali Mudra viser derfor den sjælsmæssige enhed mellem de mennesker, der hilser på hinanden. Det er derfor en gestus, der anerkender den indre guddommelighed hos både afsender og modtager. (Se også Ajna-chakra, Anahata-chakra, Asana, Namaskara, Pranam og Sahasrara-chakra).

Anjana
(Sanskrit). Anjana stammer fra roden ”anj”, der betyder ”at smøre med”, ”at salve” eller ”at ære”. Anjana er en magisk salve. Som egennavn er Anjana en af de 1.000 mytiske mangehovedede slanger, der udgår fra Kadra, der er Rishi Kasyapas søn eller ægtefælle. Anjana er også navnet på en af Universets fire elefanter, der bevogter det vestlige eller sydvestlige område af rummet. Anjana er desuden mor til Hanumat eller Hanuman, den berømte abegud Ramayana, som derfor kaldes Anjaneya (søn af Anjana). I en tidligere inkarnation var Anjana gudinde, men på grund af en forbandelse, blev hun født som en abe i Himalaya. Fødslen af hendes søn, Hanuman, ophævede forbandelsen, og efter en periode steg Anjana op til Svarga (”Himlen”). Anjana er desuden navnet på et bjerg. (Se også Hanuman, Ramayana, Rishi og Svarga).

Ankh
(Egyptisk). Ankh er ”det egyptiske kors”. Ankh er symbol på liv og udødelighed. Symbolet er en hieroglyf, der betyder ”liv” med henvisning til ”evigt liv”, mens ordet ”ankh” oversættes med ”nøgle”. Ankh-korset kaldes derfor ”livets nøgle”. På latin kaldes Ankh-korset for Crux Ansata – ”hankekorset”. Ankh-korset er skabt ved at anbringe ægformen eller cirklen (evighedens symbol) på toppen af T-korset (stoffets, dualitetens eller menneskets symbol). Korsets T-form stammer fra det egyptiske Tau (gudinden Isis) eller det endnu ældre Tat. Overalt i de egyptiske templer ser man relieffer, hvor guder og gudinder bærer Ankh-korset i hænderne. Det sammen gælder faraoner, dronninger og indviede, og desuden blev det anbragt på mumierne. Det planetariske tegn for Venus er stort set det samme som formen på Ankh-korset. Esoterisk viser Ankh-korset, at menneskeheden og alt dyreliv er trådt ud af den guddommelige åndelige cirkel (enheden) og er nedsænket i stoffets maskuline og feminine polarisering i de lavere verdener (T-korset). Det er derfor et tegn, der markerer slutningen af 3. rodrace, og det har samme betydning som ”livets træ” i Paradisets have. (Se også Rodrace).

Anna
(Sanskrit). Anna stammer fra roden ”ad”, der betyder ”at spise” eller ”at forbruge”. Anna henviser derfor til alt spiseligt – f.eks. mad eller fødevarer. Men Anna er også mad i esoterisk forstand – dvs. Brahmans laveste manifestation eller legeme. Brahman − den højeste ånd i manifestation − betragtes som ”fødevarer” af de enheder, der bor i formerne, for de lever af eller bliver ”fodret” af stamfaderens legeme. Det er årsagen til, at ordet nogle gange betyder ”jord” og ”vand”. ”Levende væsener skabes af fødevarer (Anna), fødevarer skabes af regn, regn stammer fra ofre (Yajna), og ofre stammer fra handlinger (Karma).” (Se også Annamaya-Kosha, Brahman, Karma og Yajna).

Annamaya-Kosha
(Sanskrit). Annamaya-Kosha er et vedantinsk udtryk. Det repræsenterer det samme som Sthula Sharira eller den fysiske krop. Det er det første ”hylster” af fem ”hylstre” iflg. Vedaerne. Et hylster kaldes et ”princip” inden for åndsvidenskaben. Kosha betyder ”hylster”, og det er den vedantinske betegnelse for menneskets forskellige legemer. Koshaer eller legemer er områder for erfaring og eksistens. Der er fem Koshaer: Det første er det fysiske legeme, der kaldes Annamaya-Kosha. Sanskritordet ”Anna” betyder ”mad”. Alle de fysiske aspekter i livet kommer og går – opstår og forvinder – og forbruges af et andet aspekt af den ydre virkelighed. Derfor kaldes den yderste af de fem Koshaer for ”madlegemet”. Mennesket uddanner og disciplinerer det ydre aspekt af sin natur, tager sig af det, plejer det, så det er muligt både at nyde det ydre liv og gå indad, uden at det skaber forhindringer under meditation. I meditation, bliver mennesket opmærksom på Annamaya-Kosha, det udforske legemet, og derefter går det indad til de andre Koshaer. (Annamaya-Kosha skal ikke forveksles med Anandamaya-Kosha). (Se også Anandamaya-Kosha, Manamaya-Kosha, Kosha, Sthula Sharira, Veda, Vijnanamaya-Kosha og Æterlegemet).

Annapurna
Se Ana.

Annedotus
(Græsk). Annedotus er den kaldæiske Oannes, den mystiske menneske-fisk, som var halvt menneske og halvt dyr, men som alligevel var i stand til at give kaldæerne nyttig viden, der kunne menneskeliggøre dem. Iflg. historikeren Berosus rejste der sig ved utallige begivenheder en halvdæmon med navnet Oannes eller Annedotus fra det Eritreanske Hav. Der var ti og syv kaldæiske Annedotus’er, som kan sammenlignes med Sephiroth, Amshaspand (Ahura-Mazdas guddommelige følgesvende), Rishi-Manuer, osv., der repræsenterer de guddommelige forfædre, som var menneskeracernes ophav, og som udgør et aspekt af det udstrålende hierarki, der er udgået fra de oprindelige Dhyan-Chohaner. Berosus’ historie begynder med skabelsen og de mellemliggende stadier, der gik forud for menneskeracerne. Fortællingerne er fulde af esoteriske oplysninger for de mennesker, der har nøglerne til hans myter. (Se også Ahura-Mazda, Amshaspand, Dhyan-Chohan og Sephiroth).

Annus Magnus
(Latin). Annus Magnus betyder ”det store år”, og betegnelsen henviser til en præcessionscyklus på 25.920 år. Annus Magnus er desuden intervallet mellem to successive ekliptika-konjunktioner med samtlige planeter − herunder Solen og Månen. Hinduerne daterer begyndelsen af Kali-Yuga til sådan en storkonjunktion, som angiveligt fandt sted 3102 f.Kr. I antikken var det en udbredt overbevisning, at cyklusser af varierende længder markerede afgørende epoker eller tidspunkter for indvielse, og det blev markeret af udrensende naturkatastrofer, og derefter fulgte en gentagelse af tilsvarende begivenheder. (Se også Kali-Yuga).

Annwn
(Walisisk). Annwn er et udtryk, der blev brugt af druiderne. Annwn er det store dyb, der befinder sig under menneskets verden på det laveste plan, Abred. Sjælens udgangspunkt var oprindeligt Annwn, men den udviklede sig fra dette niveau gennem alle mulige former for liv indtil sjælen nåede menneskets niveau. Hvis mennesket i mange liv blev ved med at udføre dårlige handlinger, kunne det synke tilbage til Annwn igen gennem Cydfil og Obryn. Hvis et menneske sank ned i Annwn igen, ville det være endeligt, og det ville medføre udslettelse – ”Nid ai Annwn ond unwaith” – ”der er kun én nedstigning til Annwn”. (Se også Druide).

Anoia
Se Agnoia.

Anouki
Se Anuket og Anuki.

Ansigt
(Se Makroprosopus).

Ansumat
(Sanskrit). Ansumat er ”nevø til kong Sagars 60.000 sønner” i Puranaerne. Kong Sagars sønner blev forvandlet til aske med et enkelt blik fra Kapila Rishis øje. (Se også Kapila og Purana).

Antaeus
(Græsk). Antaeus er en af giganterne i de græske mysterier. Antaeus er søn af Poseidon og Gaia. Han voksede sig stærkere hver gang, han rørte ved sin mor, Jorden. Han blev dræbt af Herkules, fordi Herkules var i stand til at holde ham væk fra jorden. Han blev begravet nær Tingis i Mauretanien.

Antahkarana
(Sanskrit). Antahkarana eller Antaskarana består af ”antar”, der betyder ”midterste” eller ”indre”, og ”karana”, der betyder ”årsag” eller ”redskab”. I teknisk forstand er Antahkarana broen mellem det højere og det lavere tankesind – dvs. det indre redskab, som fungerer imellem dem. Antahkarana kaldes ”broen” eller ”regnbuebroen”, som er forbindelsesleddet mellem den højere og den lavere tænkeevne (Manas) – dvs. mellem sjælen og personligheden. Det er åndsvidenskabens definition på Antahkarana, men ordet bruges også i andre betydninger i de filosofiske skoler. Antahkaranaen opbygges af bevidsthed og giver respons på højere sjælelige og åndelige energier. Før stadiet for bevidst sjælskontakt er der en barriere mellem sjælen på kausalplanet og sjælsaspektet i personligheden. Bevidsthedsbarrieren forhindrer mennesket i at få bevidst kontakt med sjælen − og med ånden (monaden) på et senere udviklingsstadie. Men via meditation, studier og aktivt tjenestearbejde til gavn for menneskeheden opbygges der en bevidsthedsbro fra personligheden ind til sjælen og senere til ånden. Det er denne bro, der kaldes Antahkaranaen. Som sagt har Antahkarana forskellige betydninger i forskellige filosofiske skoler og grupper. Sankaracharya oversætter Antahkarana med ”forståelse”. Andre siger ”det indre instrument”, ”sjælen, formet af det tænkende princip og egoisme” o.l. (Se også Kausallegemet, Manas og Monade).

Antar
(Sanskrit). Antar betyder ”indre”, ”intern” eller ”i midten”.

Antar Dhauti
(Sanskrit). Antar Dhauti er betegnelsen for teknikker til indre renselse (Shat-Marma) i yoga. Dhauti er opdelt i fire dele. Iflg. Gherand Samhita kaldes de fire dele a) Antar (intern), b) Dhauti, Danta (tænder), c) Dhauti (hjerte) og d) Moola Shodhana (rektal udrensning). Den teknik, der beskrives i denne yoga-øvelse, er reelt Vastra Dhauti. (Vastra betyder ”klud”). Yoga-øvelsen må kun udføres under kyndig vejledning og i fuld overensstemmelse med teknikkens instrukser. (Se også Danda Dhauti, Danta Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Antar Kumbhaka
(Sanskrit). Antar Kumbhaka betyder tilbageholdelse af åndedrættet. Det er et stadie i Pranayama, hvor man holder vejret efter indånding, og Kumbhaka danner grundlag for de dybe åndedrætsøvelser (Pranayama), der regulerer aktiviteterne i tankesindet og øger koncentrationen. Åndedrættet omfatter indånding og udånding. Imellem de to yderpunkter, er der er en lille pause (normalt på millisekunder), som normalt ikke bemærkes. Pausen forekommer igen og igen i rytmen indånding-pause-udånding-pause-indånding … osv. Den største pause forekommer i hviletilstand. Kumbhaka forsøger at øge pausen ved at regulere åndedrættets rytme ved hjælp af forskellige former for af Pranayama- og Kumbhaka-øvelser. (Se også Kumbhaka, Pranayama og Rechaka).

Antar Mouna
(Sanskrit). Antar Mouna betyder ”indre stilhed”. Det er en tantrisk meditationsteknik, der skal forberede tankesindet til selve meditationsstadiet. Antar Mouna består af seks faser, og det anbefales, at man arbejder med hver fase i mindst en måned. Antar Mouna er et effektivt redskab til træning af hjernen og sanserne. Antar Mouna er en Pratyahara-teknik, og Pratyahara (tilbagetrækning af sanserne) er den første af de fire trin i Raja-yoga. Antar Mouna arbejder med det aktive og bevidste tankesind, og derfor er man opmærksom på tankerne og den mentale aktivitet, når man praktiserer Antar Mouna. Teknikken indebærer muligheden for at skabe, transformere og endelig få kontrol over tankeprocesserne. (Se også Meditation, Pratyahara og Raja-yoga).

Antar-yoga
(Sanskrit). Antar-yoga stammer fra ”antar”, der betyder ”indre” eller ”intern” og ”yoga”, der betyder ”forening”. Yoga stammer fra roden ”yuj”, der betyder ”at deltage” eller ”at forene”. Antar-yoga er derfor indre forening − en tilstand af fordybelse eller abstraktion, der er tegn på opnåelse af et højt niveau af indre åndelig og intellektuel kontakt, hvor alle de højerestående instanser i menneskets konstitution er samlet og fokuseret i et enkelt punkt af bevidsthed. Det er målet for opnåelse af højere bevidsthedstilstande som f.eks. Turiya-Samadhi. (Se også Turiya).

Antarabhava
(Pali). Antarabhava betyder ”mellemtilstand”, men begrebet forkastes af Abhidharma på trods af, at Sutraerne omtaler en mellemtilstand mellem livene i reinkarnationsprocessen. (Se også Abhidharma, Bardo og Sutra).

Antarakasha
(Sanskrit). Antarakasha stammer fra ”antar”, der betyder ”indre” eller ”i midten” og ”akasha”, der betyder ”rum” eller ”æter” fra ”a-kas”, der betyder ”at skinne” eller ”at stråle”. Antarakasha er ”Akashaens Akasha” eller essensen af Akasha eller essensen af den inderste æter. Det er den åndelige-guddommelige æter eller Pradhana, som er hjemsted for den oprindelige Atman på en kosmisk skala, eller den svarer til samme princip i individuelle enheder. ”Det, der findes i Brahmapura (”Brahmans by”), er en bolig, en lille lotusblomst, og inden i den er der et lille rum (Antarakasha). Det, der er inde i det lille rum, skal undersøges. Det er i sandhed det, man skal ønske at forstå”. (Se også Akasha, Atman og Pradhana).

Antaratman
(Sanskrit). Antaratman stammer fra ”antar”, der betyder ”indre” eller ”i midten” og ”atman”, der betyder ”Selv”. Antaratman er det indre Selv eller den oprindelige kilde i et individ. Målet for en yogi er den ultimative forening med Antaratman. (Se også Atman).

Antardhanam
(Sanskrit). Antardhanam er et udtryk, der beskriver en yogis forsvinden ved hjælp af en viljeshandling.

Antariksha
(Sanskrit). Antariksha eller Antariksa stammer fra ”antar”, der betyder ”indre” eller ”i midten” og ”iksha” fra roden ”iksh”, der betyder ”at betragte” eller ”at se”. Antariksha er midterfeltet, himmelhvælvingen eller området mellem Jorden og Himlen, hvor Apsaraerne (nymferne), Gandharvaerne (de himmelske musikere) og Yakshaerne (forskellige typer af alfer) sammen med den mytiske ko, Kamadhenu, der rundhåndet opfylder ønsker, opholder sig. I Vedaerne er Antariksha i midten af eller det andet af tre Lokaer (regioner), der sædvanligvis omtales som Bhur, Bhuvar og Svar. Over de tre Lokaer findes der fire højere Lokaer i den almindelige hierarkiske opbygning. I dette hierarki er Bhur-Loka den fysiske sfære og Bhuvar-Loka eller Antariksha svarer til astralplanet. I Vishnu-Purana nævnes Antariksha af Vyasa som 13. Dvapara-yuga i Vaivasvata Manvantara, dvs. den nuværende verdenscyklus. (Se også Apsara, Astralplan, Dvapara-yuga, Gandharva, Loka, Manvantara, Veda, Vyasa og Yaksha).

Antediluviansk
(Latin). Antediluviansk stammer fra ”ante”, der betyder ”før” eller ”foran” og ”diluvium”, der betyder ”oversvømmelse”. Diluvium er afledt af ”luere”, der betyder ”at afvaske”. Antediluviansk er betegnelsen for tiden før Syndfloden, men ordet kan også henvise til noget, der er forældet eller gammeldags.

Anthesteria
(Græsk). Anthesteria stammer fra ”anthos”, der betyder ”blomst”. Anthesteria er blomsternes fest. I den gamle romerske religion var blomsternes fest, Floralia, en ceremoni til ære for gudinden Flora, som blev afholdt 27. april i den republikanske æra og 28. april efter den julianske kalender. På latin blev festivalen kendt som Ludi Florae, og spillene varede i seks dage. I det gamle Grækenland blev dåbs- og renselsesritualerne udført ved tempelsøerne, Limnaeerne, under Anthesteria, der blev afholdt fra den 11. til den 13. i måneden Anthesterion (februar-marts), hvor Mystaeen blev inspireret til at gå gennem Dionysos’ ”snævre port”, for derefter at gå videre som indviet. Det var et ritual i de mindre mysterier, som var forberedelse til ritualerne i måneden Boedromion (september) i Eleusis. (Se også Eleusinske Mysterier).

Anthropoid
(Græsk). Anthropoid betyder ”menneskelignende” eller ”abeagtig”, dvs. ethvert medlem af underordenen Anthropoidea − herunder aber og menneskeaber og hominider (f.eks. neandertaleren). I åndsvidenskaben henvises der til en periode, hvor menneskeheden i 4. rodraces 4. runde (den atlantiske) på planeten D (den nuværende Jord) passerede et punkt, hvor nogle mennesker endnu kun delvist bevidst var indblandet i raceblandinger med de dengang eksisterende abetyper, som selv var afkom fra en tidligere tilsvarende raceblanding i 3. rodrace (den lemuriske). Anthropoider nedstammer dels fra menneskelige stamceller, og derfor udgør Anthropoider ikke en opadstigende udvikling imod mennesket i den forstand, som darwinismen påstår. Det er bevist ved en undersøgelse af de strukturelle og funktionelle forskelle og ligheder mellem Anthropoider og mennesket. Siden midten af 4. rodrace kunne monader fra dyreriget ikke længere inkarnere i menneskeriget, for dengang begyndte Jorden sin opstigende udvikling i evolutionen. Alligevel vil uratomerne, der er findes i Anthropoidernes opbygning, påvirke med de laveste og mindst udviklede tendenser fra menneskeriget under 5. runde. Monaderne, der nu findes i Anthropoide kroppe, vil forsvinde ud af inkarnation i løbet af den nuværende 5. rodrace, og de vil træde ind i Paranirvana. De vil fortsat eksistere som astrale monader indtil næste runde – dvs. 5. runde. De relativt få individer blandt Anthropoiderne, som har nået den mest avancerede grad af udvikling, som er mulig for Anthropoiderne, vil have nået et næsten-menneskelig niveau, men de befinder sig stadig i menneskelignende kroppe, før 5. rodrace har nået sin afslutning. Selv de ekstraordinære Anthropoider vil sandsynligvis uddø, før 5. rodrace er ophørt eller i den første del af 6. rodrace − en periode, der ligger flere millioner år fremme i tiden. (Se Atlantis, Lemurien og Rodrace).

Antigamin
(Sanskrit). En Antigamin er ”en skabning, der ikke længere skal genfødes i begærets verden”. Det er et trin på indvielsesvejen, der går forud for Arhat-stadiet. (Se også Arhat).

Antipartikel
En antipartikel er en partikel, som har de modsatte egenskaber i sammenligning med kendte partikler. Eksistensen af en antipartikel tyder på en mulig eksistens af antistof.

Antologi
(Græsk). Antologi stammer fra det græske ”anthologia”, der reelt betyder ”blomstersamling”, for ordet er sammensat af ”anthos” (blomst) og ”logi”, der er en afledning af ”logos” i betydningen ”læren om”. Teologi er eksempelvis ”læren om Gud”, biologi er ”læren om liv” osv. Antologi er en samling af udvalgte digte eller af eksempler fra én eller flere forfatteres litterære arbejde. Betegnelsen bruges navnlig om to store digtsamlinger fra antikken – den græske og den latinske Antologi.

Antropogoni
(Græsk). Antropogoni er et mytologisk begreb, der stammer fra det græske ”antropo” og ”goni” − dvs. videnskaben om menneskets opståen og afstamning eller menneskets udviklingshistorie. Antropogoni referer ofte til religiøse fortællinger eller myter – eksempelvis myten om Adam og Eva fra Det Gamle Testamente.

Antropologi
(Græsk). Antropologi er ”videnskaben om mennesket”. Den omfatter bl.a. fysiologi eller den gren af naturvidenskaben, som afslører organernes funktioner i mennesker, dyr og planter. Antropologi omfatter også – eller især – psykologi. I virkeligheden omfatter den også den oversete videnskab om sjælen. Med sjælens psykologi menes der den enhed, der er adskilt fra ånden, og dets relation til ånden og legemerne. I nutidens videnskab beskæftiger psykologien sig kun eller principielt med tilstande i nervesystemet, og ignorerer stort set helt den psykiske essens og natur. Lægevidenskaben mener, at videnskaben om psykisk sygdom hører under psykologien.

Antropomorfisk
(Græsk). Antropomorfisk stammer fra ”anthropos”, der betyder ”menneskelig”, og ”morfe”, der betyder ”form”. Antropomorfisme vedrører menneskeformen. Antropomorfisk form eller Antropomorf betyder derfor menneskeskikkelse. Det er en form, hvor noget abstrakt eller åndeligt symboliseres i menneskeskikkelse, eller det er et fænomen eller at en skabning, der tillægges menneskelige egenskaber – eksempelvis den kristne Gud, hvor de kristne tror på en personlig Gud eller at Gud har menneskeskikkelse. Antropomorfisme er derfor en handling, hvor man giver Gud eller guder menneskelig form og menneskelige egenskaber eller kvaliteter.

Antroposofi
(Græsk). Antroposofi stammer fra ”anthropos”, der betyder ”menneske” og ”sofia”, der betyder ”visdom”. Antroposofi betyder derfor ”menneske-visdom” eller ”viden om mennesket”. Antroposofi er en åndelig bevægelse, der blev grundlagt af Rudolf Steiner (1861-1925). Iflg. antroposofien er mennesket en del af en trindelt indre verden, der gør det muligt at opnå stadig højere sjælelige egenskaber.

Antum
Se Anatum.

Anu
(Sanskrit/Kaldæisk). På sanskrit er Anu som navneord et stofligt atom, og som tillægsord betyder Anu ”småt” eller ”minut”. Anu er en betegnelse for Brahma, som angiveligt er et atom i betydningen uendelig og universel. Det kan betragtes som en henvisning til guddommelighedens panteistiske natur. Hvert eneste Anu eller atom er ”et center for potentiel vitalitet med latent intelligens”. I Bhagavad-Gita bliver Arjuna bedt om at meditere på ”den, der ser”, dvs. den oplyste, alvidende guddom, som er ”mindre end et atom” (Anor Aniyamsam), og desuden ”den, der forener alt og alle”. I jainismen er Anu identisk med sjælen, og det siges, at sjælen har samme størrelse som et atom. Atomet sidder i hjertet, mens Jiva (livet eller monaden) er det aktiverende aspekt, der gennemstrømmer hele menneskets system. Kaldæisk er Anu en af de mest ophøjede guddomme i den babyloniske gudekreds. Anu var et primært aspekt i treenigheden sammen med Enlil og Ea. ”Anu er konge over engle og ånder, og hersker over byen Erech eller Uruk − senere Ur”. Han er Herren og guden i Himlen og på Jorden. Det var ham, der skabte stjernernes ånder og kuldens, regnens og mørkets dæmoner. Ægtefællen til Anu var Anatum (eller Antum), der var gudernes moder. De svarer til grækernes Uranus og Gaia iflg. Hesiod. Anu var en usynlig guddom i den kaldæiske skabelseslegende. Han var en passiv guddom, og alligevel repræsenterede han desuden det oprindelige kaos, kosmos, det uskabte stof, tid og rum, der udgår fra det ene grundlæggende princip bag alt i skabelsen. I den senere babylonske historie består treenigheden af Anu, Baal og Ea, der er forbundet med tre regioner i Universet − Himlen, Jorden og rummet eller dybet. I et andet aspekt er Anu identisk med Sin − Månen. Månen i den hebraiske Kabbala er Argha, der er kilden til alt materielt liv, som kabbalistisk set er endnu tættere forbundet med Jehova, der rummer begge køn i sin natur ligesom Anu. De er begge repræsenteret i åndsvidenskaben som et dualt aspekt − det maskuline og åndelige og det feminine og stoflige − eller ånd og stof − eller modsætningernes par. Der er ingen tvivl om, at den kaldæiske Anu og Anu (atom) på sanskrit har samme oprindelse. Anu er en titel på den formskabende Brahma, som filosofisk set ofte fremstilles som det kosmiske atom eller det uendelige Univers. Anu er et udtryk, der på mystisk vis henviser til det evigt usynlige, uerkendelige guddommelige center − uanset om det opleves som en skabning eller et univers. Anu er det guddommelige, åndelige fokuspunkt for den essentielle bevidsthed, og kilden til de mangfoldige strømme af bevidsthed. (Se også Aniyamsam, Atom, Baal,Bhagavad-Gita, Ea, Gaia, Jain, Jiva, Panteisme og Uranus).

Anubhava
(Sanskrit). Anubhava betyder erfaring eller virkeliggørelse.

Anubis
(Egyptisk/Græsk). Den egyptiske gud Anubis hed oprindeligt Anpu på egyptisk, men på græsk blev det til Anubis. Det var Anubis-præsten, der havde ansvaret for neofytternes mange prøver og eksaminationer. Han repræsenterede guden Anubis – en meget gammel gudeskikkelse, der blev afbilledet med sjakalhoved. Døden er også en indvielse, og fordi det var Anubis’ opgave at vise den afdøde vejen til livet på den anden side af døden (astralplanet), var det også ham, der førte neofytten over indvielsens tærskel til et nyt liv som indviet. Han var derfor symbol på slutningen og begyndelsen − slutningen på det fysiske liv og begyndelsen på livet i den ikke-fysiske verden – eller slutningen på et stadie i menneskelivet og begyndelsen på det næste. Anubis blev født efter en forening mellem Isis’ søster Nephthys og Osiris, men i legenden bliver Anubis Isis’ trofaste følgesvend og beskytter. Astronomisk danner Anubis stjernebilledet Sirius sammen med Isis. Når Orion, som egypterne identificerede med Osiris, steg op over den sydlige horisont, blev han fulgt af Sirius, som egypterne identificerede med Isis, og Isis blev tæt fulgt af Hundestjernen, som egypterne sammenlignede med Anubis. Anubis er derfor Hundestjernen, der markerer hjertet i det store stjernebillede Canis Major. Hunden symboliserer ”stifinderen”, eller ”den, der viser vejen”. Anubis er derfor et aspekt af Tehuti (egyptisk) eller Thoth (græsk), som er ”budbringer” – dvs. ”den, der kender vejen”. Tehuti er symbol på Verdenslæreren og sjælens vejleder på indvielsesvejen, mens Anubis er den, der tester sjælen undervejs. Anubis’ tal er 9, som også er et symbol, der repræsenterer begyndelsen og slutningen, for 9-tallet markerer slutningen på talrækken og begyndelsen på den næste talrække på et højere niveau. Anubis er ansvarlig for overgangen fra én bevidsthedstilstand til en anden, og derfor er det naturligt, at Anubis også er balsamerernes overhoved. Legenderne siger, at det var Anubis, der balsamerede Osiris’ døde legeme, og han var derfor den første, der udførte en balsamering. Det var også Anubis, der vogtede vægten i Amenti – ”Dommens Hal”. Anubis aflæste vægten, hvor den afdødes hjerte (bevidsthed) blev vejet på den ene vægtskål mod retfærdighedens hvide fjer på den anden, og det var alene Anubis’ dom, der var afgørende. Hverken Osiris eller andre i Dommens Hal kunne blande sig eller ændre afgørelsen. Anubis var født af Nephthys, som er søster til Isis. Anubis var Isis’ trofaste vagthund, nærmere bestemt i de usynlige verdener, som symboliseres af Nephthys og i den synlige verden symboliseret af Isis. Anubis var forbindelsen og overgangen mellem den synlige og den usynlige verden – mellem Isis og Nephthys. Anubis var desuden skytsgud for psykiatere og for læger, der udfører bedøvelse. Under bedøvelse forlader bevidstheden det fysiske legeme, og igen understreges Anubis’ rolle som bindeled mellem to tilstande. Han var også skytsgud for enhver, der søger efter tabte ting. Det skal forstås i overført betydning, for det gjaldt især den tabte forbindelse til det åndelige. Anubis er både ”den, der viser vejen”, og ”den der giver adgang til vejen”. De store mysterier befandt sig i hans varetægt. Anubis’ lære var hemmelig og blev kun afsløret for neofytter, der søgte indvielse. (Se også Amenti, Isis, Nephthys og Thoth).

Anugita
(Sanskrit). Anugita stammer fra ”anu”, der oversættes med ”efter” og ”gita”, der betyder ”sang” fra roden ”gai”, der betyder ”at synge”. Anugita betyder derfor ”eftersang”. Anugita er en af Upanishaderne. Det er en betegnelse for kapitlerne 16-92 i Asvamedhika-Parvan − Mahabharatas 14. bog. Den omhandler Asvamedha (ofring af heste) udført af Yudhishthira. Det er et ritual, der stammer fra den vediske periode. Ligesom Bhagavad-Gita er Anugita en samtale mellem Krishna og Arjuna − en ”eftersang” − hvor Krishna giver en detaljeret forklaring på undervisningen med mange mystiske hentydninger − en meget esoterisk afhandling. (Se også Arjuna, Bhagavad-Gita, Krishna, Mahabharata og Upanishader).

Anugraha
(Sanskrit). Anugraha eller Anugrahana stammer fra ”anu-grah”, der betyder ”at støtte”, ”at værne”, ”at fremme” og ”at behandle venligt”. Anugraha henviser til velvilje, venlighed og fremme af en god sag. I Vishnu Purana, er der syv skabelser, men der tilføjes to, og den 8. kaldes Anugraha, som ”besidder både godhedens og mørkets egenskaber”. Det er en tanke, der mere hører hjemme i Sankhya-filosofien end i Puranaerne. I Vishnu-Purana (1:5) anvendes Anugraha om den 8. skabelse (i Matsya og andre Puranaer om den 5. skabelse), der er perioden for udvikling af form, ”som rummer kvaliteterne godhed og mørke.” I Sankhya filosofien henviser Anugraha-Sarga til skabelsen eller dannelse af ”følelser eller mentale tilstande”. H.P. Blavatsky mener, at Anugraha er en tilsløring. Den 8. skabelse, der nævnes, er slet ikke nogen skabelse. Det er en tilsløring, fordi den refererer til en rent mental proces − erkendelsen af den ”9. skabelse”, som igen er en virkning af det, der var en ”skabelse” i den primære skabelse (Prakrita), dvs. en virkning, der manifesterer sig i den sekundære. Den 8. der kaldes Anugraha er Sankhyaernes (se Sankhya-Karika) intellektuelle skabelse eller Pratyayasarga skabelse. Det er ”den skabelse, som man har en forestilling om (i dens esoteriske aspekt), eller som man erkender intellektuelt (Anugraha) i modsætning til den organiske skabelse.” Det er den korrekte opfattelse af menneskets forhold til hele rækken af de forskellige ”guder” og især af forholdet til Kumaraerne − den såkaldte ”9. skabelse”, der i virkeligheden er et aspekt eller en afspejling af den 6. i den nuværende Manvantara (Vaivasvata Manvantara). ”Der er en 9. Kumara-skabelsen, som både er primær og sekundær”, oplyser Vishnu-Purana, der er den ældste af Puranaerne. Alle de forskellige ”skabelser”, der nævnes i Puranaerne, repræsenterer stadier i evolutionen, som sker i regelmæssig rækkefølge, og det, der befandt sig som latente frø, udfolder sig i manifestation, og dermed opstår de forskellige stadier. Derfor kan henvisningen i Vishnu-Purana f.eks. være et analogisk ræsonnement, der gælder både for et univers, et solsystem, en planetarisk kæde eller Jordens og menneskehedens udviklingsmæssige historie. (Se også Manvantara, Prakrita, Pratyaya, Pratyayasarga og Puranaer)

Anuket
(Egyptisk). Anuket eller Anukis er den græske betegnelse for den egyptiske gudinde Anqet. Anqet stammer fra ”anq”, der betyder ”omslutte” eller ”omfavne”. Anuket indgik i gudinde-triaden, der bestod af Anuket, Satet og Neith. De var alle hustruer til skaberguden Khnum eller Khnemu. Anuket var gudinde for katarakten ved Egyptens sydlige grænse, hvor hendes hovedhelligdom fandtes på øen Seheil. Hun afbildes normalt som en kvinde med en hovedklædning, der består af ildrøde fjer, som kunne stamme fra røde papegøjer. Grækerne identificerede Anuket med Hestia, gudinden for ildstedet. Man ved ikke, om de røde fjer stammer fra papegøjer, men alligevel har det givet anledning til en teori, der går ud på, at egypterne havde importeret gudinden Anuket fra afrikanske stammers gudelære. Når man ved, hvor omhyggeligt de gamle egyptere udviklede deres gude- og gudindesymboler, lyder det usandsynligt, at de skulle have valgt en nem løsning ved at kopiere et symbol fra en anden kultur med en helt anden religiøs symbolik. Det er vigtigere at fokusere på fjerenes farve, for rød var åndens og ildelementets farve i det gamle Egypten, og Anuket var 1. aspekt i Khnums gudindetriade. Anukets røde fjerkrone viser, at hun udgør den øverste position og funktion i den skabende triade af gudinder, der er forbundet med guden Khnum. Men på trods af at hun er i stand til at skabe former ved egen kraft, følger hun ikke sin egen vilje, men opfanger konstant den guddommelige vilje, som strømmer fra skaberguden Khnum. Fjerene er et smukt symbol på gudindens lydhørhed over for de guddommelige impulser, for fjerenes fibre opfanger og reagerer på selv de blideste vindpust – og i dette tilfælde kommer de fra ”nordenvinden”, som var en betegnelse for Khnum. (Se også Khnum, Neith og Selket).

Anukis
Se Anuket.

Anuloma
(Pali). Anuloma betyder ”direkte orden” eller ”rækkefølge”. Det skal forstås sådan, at opnåelsen af Anuloma er en naturlig følge af tilegnelsen af de tre egenskaber – Manodvaravajjana, Parikamma og Upacharo. Det er et udviklingsstadie, hvor man får et intenst ønske om frigørelse fra det fysiske liv og forene sig med det højeste. Hinduernes betegnelse for egenskaben er Mumukshatva. (Se også Manodvaravajjana, Parikamma og Upacharo).

Anumana
(Sanskrit). Anumana stammer fra ”anu-ma”, der betyder ”at udlede”, ”at konkludere” eller ”at forudsætte”. Anumana er derfor en følgeslutning eller en konklusion baseret på givne præmisser. I Samkhya-yoga er Anumana den anden af tre Pramanaer (beviser eller former for erkendelse), som bruges til at øge forståelsen eller til at søge viden. Nyaya-systemet nævner fire kilder til præcis viden, hvor Anumana (logisk konklusion) også er den anden. (Se også Pramana og Samkhya).

Anumati
(Sanskrit). Anumati stammer fra ”anu-man”, der betyder ”at godkende” eller ”at acceptere”. Anumati vil derfor sige enighed, bevilling og accept. Anumati er ofte personificeret som en gudinde. Anumati er den 15. dag i Månens cyklus, og det er angiveligt et tidspunkt, der er gunstigt for offergaver til Devaer og Pitrier. ”Ved fuldmåne bliver Soma af en gud gjort til gudinde”. Første halvdel af den tiltagende fase i Månens cyklus betragtes mytologisk som maskulin. Ved fuldmåne og de efterfølgende fjorten dage er Månen aftagende, og den betragtes som feminin. I nogle kulturer betragtes Månen som maskulin og i andre som feminin. På latin var Månen både Lunus (maskulin) og Luna (feminin), men i de fleste andre sprog er Månen næsten konsekvent enten maskulin eller feminin. (Se også Deva, Pitri og Soma).

Anumiti
Se Anumana.

Anunit
(Kaldæisk). Anunit er gudinden fra Akkad. H.P. Blavatsky fastslog, at Anunit er Venus, dvs. Lucifer, lysbringeren og morgenstjernen. Anunit var desuden aftenstjernen Isthar fra Erech, som var den samme planet. Anunit var en af de populære gudinder i den tidlige babyloniske befolkning, som i et aspekt kaldes Ishtar. Tilbedelsen af Anunit var markant på Sippar i den senere babyloniske periode. Man rejste et sanktuarie, der var dedikeret til hende ved Sargon af Akkad i Babylon (3800 f.Kr.).

Anunnaki
(Kaldæisk). Anunnaki er engle eller ånder fra Jorden − også jordiske Elementaler. Anunnaki er et hierarki af laverestående engle i den babyloniske mytologi. Det er Jordens engle eller underverdenens engle, og stjerneguder, der er sunket under horisonten og fungerer som dommere over de døde. Under Anunnaki er der flere grupper − Sadu Vadukku, Ekimu og Gallu − og nogle repræsenterer godhed og andre ondskab. Anunnaki er desuden elementaler. I sumerisk mytologi er Anunnaki børn og tilhængere af An − de afdødes dommere. (Se også Elementaler).

Anupadaka
(Sanskrit). Anupadaka, Anupapadaka eller Aupapaduka betyder ”forældreløs”, ”selveksisterende”, ”selvskabt” eller ”født uden forældre eller ophav”. I buddhismen er det et udtryk, der sædvanligvis henviser til selvskabte guder og Dhyani-Buddhaer. Anupadaka er ”det, hvori endnu intet legeme er skabt”. Det er det næsthøjeste plan i solsystemet – det monadiske plan eller åndens plan. Sammen med Atma, som er det højeste trin i menneskets udvikling, udgør det en treenighed for guddommelig skabelse. Adi-Anupadaka-Atmaska skaber og opretholder solsystemet. De tre aspekter i Sollogos kaldes også vilje, visdom og virksomhed. (Se også Anupapaduka-Bhuta, Anupapaduka-Tattva og Dhyani-Buddhaer).

Anupapaduka-Bhuta
(Sanskrit). Anupapaduka-Bhuta stammer fra ”aupapaduka”, der betyder ”selvskabt” og ”bhuta”, der betyder ”element” fra roden ”bhu”, der betyder ”at blive”. Anupapaduka-Bhuta er derfor det selvskabte element − dvs. den anden i nedstigende skala af de syv kosmiske Bhutaer eller elementer. Anupapaduka-Bhuta svarer derfor til 2. Logos eller den umanifesterede Logos. (Se også Anupadaka, Anupapaduka-Tattva og Bhuta).

Anupapaduka-Tattva
(Sanskrit). Anupapaduka-Tattva stammer fra ”aupapaduka”, der betyder ”selvskabt” og ”tattva”, der betyder ”essens”. Tattva repræsenterer bevidstheden, energien eller den åndelige side af en skabning. Anupapaduka-Tattva er det selvskabte eller forældreløse princip − dvs. den anden i nedstigende skala af de syv kosmiske Tattvaer. I Indiens filosofiske skoler regner man kun med fem. Aupapaduka henviser til den mystiske mening om noget, der opstår − uanset om det er i kosmos eller i et menneske − udelukkende af den iboende energi. Det opstår derfor ikke som afkom eller barn af en forgænger. Aupapaduka-Tattva svarer derfor til 2. Logos eller den umanifesterede Logos. (Se også Anupadaka, Anupapaduka-Bhuta og Tattva).

Anuttara
(Sanskrit). Anuttara består af ”ikke” og ”uttara”, der kan sammenlignes med ordene ”ud” eller ”op”. Anuttara betyder uovertruffen, enestående, uden lige osv. Eksempelvis betyder Anuttara-Bodhi uovertruffen eller enestående intelligens eller visdom, og Anuttara-Dharma er en enestående eller uovertruffen lov eller religion. I buddhismen er Anuttara-Tantra en af de fire grupper af tantriske afhandlinger, der fortolker de yogiske teknikker til opnåelse af den højeste sandhed. Hos jainister er Anuttaraer (maskulin flertal) en gruppe af guder.(Se også Jain).

Anuttara-Samyak-Sambodhi
(Sanskrit). Anuttara-Samyak-Sambodhi er det uoverstigelige, barmhjertige og oplyste hjerte. Det er Jivanmukta eller ”det frigjorte liv” – frigjort fra reinkarnation. Det er fuldkomne skabninger, der er forbundet i enhed, og derfor kan de ”passere gennem alle seks eksistensplaner (Rupa-Loka) og træde ind i de tre højeste verdener (Arupa)”. (Se også Arupa, Jivanmukta, Loka og Rupa).

Anvaya
(Sanskrit). Anvaya betyder ”falsk lys” eller ”uærlig fremtoning”.

Anyamsam
Se Aniyamsam.

Anæstesi
(Græsk). Anæstesi stammer fra ”anaisthesia”, der betyder ”følelsesløs”. Det er en tilstand med hel eller delvis følelsesløshed. De mange referencer til bedøvelsesmidler i de gamle kulturer indikerer, at man vidste meget om emnet, som man er uvidende om i nutiden. H.P. Blavatsky henviser bl.a. til en hellig drik, der blev brugt af hierofanter i ceremonierne for at frigøre astrallegemet fra bindingen til det fysiske legeme, og det gjorde det muligt at gennemføre kontrollerede ud-af-kroppen-oplevelser. Anæstesi virker med større besvær på kirurgiske patienter, der lider af skræk, før de bedøves, og der er også større bivirkninger fra bedøvelsesmidlet end hos mennesker, der ikke føler angst. Den første fase i almindelig anæstesi, er sædvanligvis ikke ubehagelig, og den resulterer ganske enkelt i tab af fysisk bevidsthed. Derefter begynder anden fase, hvor man kæmper mere eller mindre energisk − sandsynligvis pga. en automatisk reaktion på den fysiske krop, der forsøger at forhindre, at astrallegemet adskilles fra det fysiske aspekt. I tredje fase slapper musklerne af, og hjerte og lunger finder en almindelig rytme, der er under kontrol af det sympatiske nervesystem, og patienten glider ind i en dyb og drømmeløs søvn. Bevidstheden forlader sin sædvanlige tilstand af væren, og bevæger sig mere eller mindre dybt ind på de subjektive bevidsthedsplaner i det indre liv. Det er en tilstand, der paradoksalt nok kan kaldes ”bevidst bevidstløshed”. Der er en risiko for, at sjælen kan komme så langt i adskillelsen fra den fysiske krop, at den ikke vender tilbage igen. Resultatet er fysiske død. Men bevidstløsheden er udelukkende en fysisk tilstand. Mennesker er stadig bevidst i et aspekt af sin indre natur, på samme måde som mennesket gennemgår en serie af stadig dybere former for bevidsthed efter den fysiske død. Nogle mennesker er blevet bragt tilbage efter en dødlignende tilstand, og efter nær-død-oplevelsen har de en mere eller mindre klar erindring om en tilstand af at være transcenderet til noget, som de aldrig nogensinde havde forestillet sig i fysisk tilstand. Deres første følelse er en ubeskrivelig fred og befrielse. Derefter oplever de en mental klarhed med kosmiske visioner om fuldkommen sandhed og en realisering af det selveksisterende ”Selv”, som en del af den universelle helhed. Det åndeligt bevidste menneske kan opnå en øjeblikkelig og fuldstændig Buddhi-Manasisk erkendelse af ”tingene som de er”, men eventuelle glimt af viden kan blive misforstået af hjerne og tankesind pga. forudfattede filosofiske eller religiøse idéer. Gennemsnitsmennesket bringer kun lidt eller overhovedet ingen erindring tilbage om sin oplevelserne på de indre planer. Det bedøvede menneske kan eventuelt være bevidst om at befinde sig uden for sin krop, og eventuelt se ned på kroppen under operationen, og det kan bevarer en svag erindring om ud-af-kroppen-oplevelsen, når det igen vågner til fysisk bevidsthed.

Apah
Se Apas.

Apamnapat
(Sanskrit). Apamnapat stammer fra Apam, der betyder ”vande” fra ”ap”, der betyder ”vand” og ”napat”, der betyder ”barn”, ”søn” eller ”afkom”. Apamnapat er derfor ”vandenes søn” i Vedaerne. Det er et navn på Agni (den kosmiske og jordiske ild), der er opstået som et lyn fra himmelhvælvingen eller fra det kosmiske rum, der ofte kaldes ”vandene” eller ”urhavet” i de gamle skrifter. Apamnapat har forbindelse med Fohat. På samme måde som Fohat er den kosmiske vitalitet manifesteret i en af sine former som ild (Agni), elektricitet og magnetisme i mange varianter, og Fohat eller Apamnapat er ”et barn” eller ”afkom” af det kosmiske rum eller de kosmiske vande. Men vandene består ikke af væske, sådan som man kender det fra den fysiske verden, men af æter – ”rummets flammende vande”. Fohat kaldes også ”æterens søn” i sit højeste aspekt som Akasha. (Se også Agni, Akasha, Fohat og Veda).

Apana
(Sanskrit). Apana stammer fra ”apa”, der betyder ”væk” eller ”ned”, og ”an”, der betyder ”at puste” eller ”at ånde”. Apana vil sige at ”ånde ned” eller at ”ånde væk”− dvs. indtage livsenergier, livsstrømme eller Prana, som vitaliserer og renser mennesket. Apana kan oversættes med ”subtil energi”, der bevæger sig i maveregionen og styrer fjernelse af affaldsprodukter fra kroppen. Som ”apa” i betydningen ”væk” antyder, er det Prana, som udskiller materiale eller biprodukter fra systemet, der ikke længere er behov for, i modsætning til funktionen Udana, den opadstigende livsstrøm i menneskekroppen, der opbygger og opretholder kroppen. I yoga oversættes Prana med ”livskraft”, og ordet henviser til en kosmisk energi, der stammer fra Solen og forbinder elementerne i Universet. Prana er et universelt princip om energi eller kraft, der er ansvarlig for kroppens liv, varme og opretholdelse. Prana er derfor summen af al energi, som er manifesteret i Universet. Livsenergien Prana er detaljeret beskrevet i Vedaerne. I Ayurveda, Tantra og Prana Vayu (tibetansk medicin) er den essentielle Vayu (vind, luft), som alle andre Vayuer udgår fra. (Se også Prana, Tantra, Udana og Vayu).

Apap
Se Apep.

Aparavidya
(Sanskrit). Aparavidya består af ”ikke” og ”para”, der betyder ”fremmest” samt ”vidya”, der betyder ”viden” fra roden ”vid”, der betyder ”at se”, ”at vide” og ”at opfatte”. Aparavidya betyder derfor den ”ikke-fremmeste viden” i Vedanta-filosofien – dvs. den lavere visdom om Brahman. Der henvises til relative kundskaber, som er opnået ved hjælp af intellektet og via udførelse af rituel tilbedelse og tjeneste. Aparavidya er derfor en modsætning til Paravidya – den højeste visdom eller den transcendentale viden om Brahman, som kun er opnåelig for den, der har opnået Moksha (befrielse) i løbet af inkarnationen. Det er en skelnen mellem den eksoteriske og den esoteriske tradition og doktrin, som findes i stort set alle kulturer. (Se også Brahman, Moksha og Vedanta).

Aparigraha
(Sanskrit). Aparigraha består af ”ikke” og ”parigraha”, der betyder at ”begære noget” eller at ”kræve noget til sig selv”. Aparigraha er derfor ”ikke-besiddertrang”. Aparigraha er en modsætning til Asteya, der henviser til det, der er virkelig nødvendigt − og ikke mere end det. Aparigraha eller ikke-besiddertrang er både et Jain-koncept og et aspekt af Raja Yoga eller Ashtanga Yoga. Udtrykket betyder normalt at begrænse ejendele til det, der er nødvendigt eller vigtigt, og det skifter fra tidsperiode til tidsperiode – hvorimod en Sadhu ikke ønsker at eje noget. Det er et af de fem principper i jainismen, som sammen med Ahimsa (ikke-vold), Asteya (ikke-stjæle), Brahmacharya (ikke have sex dvs. cølibat) og Satya (sandfærdighed). De kaldes også de fem begrænsende løfter. I Yoga Sutras, der er baseret på Raja Yoga-traditionen, er Aparigraha den femte Yama eller nøglen til selvbeherskelse efter Ahimsa (ikke-vold), Satya (sandfærdighed), Asteya (ikke-stjæle) og Brahmacharya (cølibat). (Se også Ahimsa, Brahmacharya, Jain, Raja Yoga, Sadhu, Satya og Yama).

Aparinamin
(Sanskrit). Aparinamin består af ”ikke” og ”pari”, der betyder ”rundt om” eller ”omkring” samt roden ”nam”, der betyder ”at bøje”, ”at dreje” eller ”at ændre”. Aparinamin er det uforanderlige, som er det modsatte af Parinamin, der henviser til det, som er underlagt ændring, differentiering eller forfald. Aparinamin bruges i forbindelse med Purusha og Prakriti eller Pradhana i betydningen deres grundlæggende essens af permanent åndelig substans. I Puranaerne kaldes både Purusha (ånd) og Aparinamin (uforanderlig) eksempelvis Avyaya, der betyder ”uforgængelig”, mens Prahana eller Prakriti (stof i elemental-stadiet) er Vyaya (forgængeligt) og Parinamin, der betyder ”underlagt forandring”. Men når Purusha og Prakriti betragtes ud fra de perioder, hvor de er i manifestation, bliver deres aspekter Maya (illusoriske), og deres samspil er derfor omfattet af ændringerne under evolutionen i den aktuelle Manvantara. (Se også Manvantara, Maya, Pradhana, Prakriti, Puranaer og Purusha).

Aparoksha
(Sanskrit). Aparoksha betyder ”direkte opfattelse” eller ”direkte oplevelse af sandheden”. Aparoksha henviser til guddommelig Jnana eller viden, som modtages fra højeste åndelige kilde, og som kaldes Aparoksha-Jnana. Der er tale om identifikation af det individuelle Selv med det universelle Selv via en direkte oplevelse af den højeste sandhed. Iflg. Advaita Vedanta-filosofien er Brahman (eller ”Det Absolutte”), den eneste virkelighed, og verden har ingen eksistens udover Brahman. I Aparokshanu-Bhuti omtales metoderne og vejen til en direkte oplevelse af Brahman og den ultimative sandhed. Metoden til at føre tankesindet fra Paroksha-Jnana til Aparoksha-Jnana oplyses i 6. kapitel af Chhandogya-Upanishaden (fra omkring 600-tallet), hvor Uddalaka-Aruni instruerer studerende i Svetaketu. Indirekte viden om Brahman er givet som udsagn i Upanishaden med ordene ”Satyam-Jnanam-Anantam Brahma” – ”sandhed-viden-uendelighed er Brahman” − og direkte kendskab til temaet findes i 6. kapitel af Chhandogya-Upanishaden, som også har vigtige sætning ”Tat-Tvam-Asi” – ”Det-er-Dig”. Ordene rummer grundtanken i Upanishade-læren, som siger, at ethvert individ i sit inderste væsen (Atman) er identisk med verdensaltet eller Brahman. Stedordene ”Det” og ”Dig” refererer til henholdsvis et fjernt objekt og et nært objekt, som er velkendt. (Se også Atman, Brahman, Jnana og Upanishader).

Apas
(Sanskrit). Apas eller Apah stammer fra ”ap”, som betyder ”vand” eller ”fugtig” og i flertal betyder Apas ”vandene”, der symboliseres med feminine guddomme, gudinder og guddommelige mødre, som har født alt. Kosmisk set er Apas eller Apas’er urhavet, som er Universets byggesten. En tekst siger: ”Apas (vandene) antager forskellige former på Jorden, skaber atmosfæren, himlen, bjergene, guderne og mennesker (Deva-Manushyah), kvæg, fugle, græs, træer, dyr og desuden orme, fluer og myrer. Apas (vand) er i høj grad alle disse former”. Apas eller Ap er desuden navnet på en dæmon, der er forbundet med måneden Karttika (oktober). Apas nævnes også som en Prajapati af den anden Manvantara (manifestationsperiode) og søn af Vasishtha. (Se også Manvantara og Prajapati).

Apas-Bhuta
(Sanskrit). Apas-Bhuta stammer fra ”ap”, som betyder ”vand” eller ”fugtig” og ”bhuta”, der betyder ”element” fra roden ”bhu”, der betyder ”at være” eller ”at blive”. Vandelementet er det sjette af de syv kosmiske Bhutaer i nedadgående skala (hvoraf de fem er almindeligt anerkendt), og det er det andet i opadgående skala på elementernes kosmiske stige. Apas-Bhuta svarer til Linga-Sharira i menneskets opbygning. (Se også Apas, Apas-Tattva, Bhuta og Linga-Sharira).

Apas-Tattva
(Sanskrit). Apas-Tattva eller Apattattva stammer fra ”ap”, som betyder ”vand” eller ”fugtig” og ”tattva”, der betyder ”virkelighed” − det indre åndelige lys. Vandet eller urhavet er grundlag for den manifesterede virkelighed. I nedadgående skala er vandelementet det sjette af de syv kosmiske Tattvaer, der er principper eller kategorier i naturen. I Upanishaderne og Vedanta nævnes kun fem af de syv Tattvaer. (Se også Apas, Apas-Bhuta, Mahattattva, Tattva, Upanishader og Vedanta).

Apattattva
Se Apas-Tattva.

Apava
(Sanskrit). Apava stammer fra ”ap”, der betyder ”vand”. Apava betyder bogstaveligt ”han, der bevæger sig i eller på rummets vande”. Apava er et aspekt af Narayana eller Vishnu og af Brahma i kombination, for ligesom den sidstnævnte inddeler Apava sig selv i to dele − maskulin og feminin − og skaber Vishnu, som skaber Viraj, som skaber den første manu − Manu Svayambhuva. Manuen skabte derefter de ti Prajapatier, der er stamfædre til den manifesterede verden. I Mahabharata er Apava et navn på Prajapati Vasishtha. Navnet forklares og fortolkes på forskellige måder i brahmanistisk litteratur. (Se også Brahma, Mahabharata, Manu, Narayana, Prajapati og Vishnu).

Apavarga
(Sanskrit). Apavarga stammer fra ”apa-vrij”, der betyder ”holde op med” eller ”at opfylde”. Apavarga vil sige at holde op med at blive genfødt eller at frigøre sig fra reinkarnation. Dermed menes der sjælens frigørelse fra gentagne fødsler og opnåelse af Moksha, Nirvana eller befrielse. (Se også Moksha og Nirvana).

Apeiros
(Græsk). Apeiros betyder ”grænseløs”, ”uendelig” eller ”grænseløs ekspansion”. Apeiros blev brugt af Anaximander, Anaximenes og Platon i Philebus. Det tilsvarende udtryk − Apeiria − blev brugt af Anaxagoras og Aristoteles. Det svarer til Ain-Soph, og iflg. Porfyr svarer det til Pythagoras’ monade, der er ”årsag til al enhed og målestok for alle ting.” (Se også Ain-Soph, Anaxagoras, Anaximenes, Platon og Pythagoras).

Apep
(Egyptisk). Apep eller Apap var de gamle egypteres billede på ondskab, der symbolsk havde taget form som en slange. Generelt blev Apep betragtet som den laveste og tætteste del af åndens differentiering. Apep omtales i Dødebogen som den, der dræber solbarken og Solen. Apep var desuden sjælens banemand, fordi sjælen kun var løst knyttet til sin udødelige ånd. Efter at Typhon have dræbt Osiris, inkarnerer Typhon i Apep, og han forsøger nu at dræbe Osiris’ søn Horus, men Apep bliver dræbt af Horus ved hjælp af kraften fra Osiris − det buddhiske princip. Apep er desuden den slange, der dræbes af solguden Ra. Kampen er et andet aspekt af myten om kampen mellem Horus og Seth, og guderne repræsenterer henholdsvis kosmisk og fysisk lys og kosmisk og fysisk mørke. Ligesom Taoer (eller Ta-ap-oer, der er Typhons kvindelige aspekt), kaldes Apep ”den, der fortærer sjælene”, fordi Apep symboliserer menneskets dyriske krop. Den fysiske krop består af stof, der overlades sjælsløs til sig selv. Osiris er ligesom alle andre solguder en betegnelse for et åndeligt aspekt eller åndelig bevidsthed. Horus den Ældre med solskiven på hovedet symboliserer højere Manas eller højere bevidsthed, mens Horus den Anden, der bærer dobbeltkronen, repræsenterer personligheden og selvbevidsthed. På mange relieffer kan man se Horus den Anden i kamp, hvor han bliver hjulpet af guder med sjakalhoved (Anubis), der er bevæbnet med ankh-kors og spyd, hvor de sammen dræber Apep. Scenerne kan betragtes som den tidligste form for Skt. George og Dragen eller Michael og Satan osv. Apep-slangen eller ondskaben dræbes af Aker, der er Seths slange, og det viser slangesymbolets dobbelte betydning. Kosmologisk betyder det, at der skabes orden i de turbulente principper i kaos, i mennesket henviser det til indvielsernes prøver og i astronomi til eklipser. Apep blev af grækerne kaldt Apophis. (Se også Apophis, Horus den Anden, Horus den Ældre, Manas og Osiris).

Apis
(Egyptisk). Apis var en tyr, som på egyptisk hed Hapi-ankh – ”den levende døde”. Den repræsenterede Osiris, som var inkarneret i den hellige hvide Apis-tyr. Egypterne tilbad ikke selve tyren, for den var et symbol på Osiris, på samme måde som de kristne beder til lammet, der er symbol på Kristus. Apis er den hellige tyr, som første gang blev fundet af egyptologen Mariette i Serapeums underjordiske gravlabyrint ved Sakkara. Apis-tyren har en historie, der er lige så lang som den egyptiske civilisation, og Apis-kulten blev først afviklet i forbindelse med kristendommens indførelse. I århundredernes løb fik det oprindelige esoteriske begreb mange former. Apis-tyrens kult var knyttet til Memphis og skaberguden Ptah og repræsenterede gudens lavere aspekt – dvs. den guddommelige vilje eller hensigt manifesteret i stoffet. Den hvide Apis-tyr bærer solskiven (symbolet på solguden Ra eller ånden) mellem sine horn og viser dermed livet, som er sænket ned i stoffets duale verden. Apis blev på den måde forenet med Ra – det lavere og det højere blev forenet. Apis smeltede som sagt også sammen med Osiris, for Osiris symboliserede ånden, der genopstod fra graven. Når Apis-tyren var 28 år gammel – den alder, hvor Osiris blev slået ihjel af Seth − blev tyren slået ihjel under en stor ceremoni. (Se også Osiris).

Apokryf
(Græsk). Apokryf stammer fra det græske ”apokryfos”. Apokryf betyder ”hemmelig” eller ”skjult”. Apokryfisk er betegnelsen på de skrifter, der er blevet fjernet fra Det Gamle og Det Nye Testamente som ”uheldige” eller i hvert fald ligegyldige i teologisk henseende. Nogle apokryfe bøger har dog fået deres plads selv i nyere bibeludgaver, selv om de ikke sidestilles med de kanoniske skrifter – dvs. de hellige bøger, der anvendes under gudstjenesten − mens andre og størsteparten er forsvundet ud af Bibelen.

Apollon
(Græsk). Apollon er en græsk gud, som også kaldes Foibos eller Phoebus på latin. Det betyder ”den rene” eller ”den skinnende”. Romerne kaldte ham Apollo. Apollon var søn af Zeus og Leto (Latona) − polarområdet eller natten – og hans tvillingesøster var Artemis (Diana). Hans fødsel repræsenterede udstråling af lys fra mørket. Apollon var en af de mest populære guder i den græske mytologi. Han var først og fremmest lysets guddom, og han var forbundet med Solen. Derfor var det ham, der gav liv, lys og visdom til Jorden og menneskeheden. H.P. Blavatsky oplyste, at ”Apollon og Artemis er den mystiske Sol og den højere esoteriske Måne”. Apollon symboliserede orden, retfærdighed, lov og udrensning ved bodshandling. Han straffede ondskab, og det blev symboliseret af buen, som han brugte, dengang han dræbte Python, selv om han dengang kun var et spædbarn. Han ikke alene straffede ondskab, for han var desuden en guddom, der afværgede ondskab. Han var også gud for medicin og healing og far til Asklepios, som han ofte bliver identificeret med. Han var også gud for profeti, og han var især tilknyttet oraklet i Delfi, men også med Klaros og Didyma. Et andet vigtigt sted for tilbedelse af Apollon var på Delos, der var hans fødested. Han var desuden skytshelgen for sang og musik og beskytter af afgrøder og menneskemængder. Hans musikinstrument, som han havde fået af Hermes, var den hellige syvstrengede heptachord-lyre, der er udtryk for Logos’ syvfoldige manifestationer i Universet og i mennesket. Apollon var derfor også Solen med dens syv hellige planeter. Apollons hellige træ var laurbærtræet (Dafne), og laurbærgrene bruges stadig til hæderskranse for digtere og musikere. Apollon svarer på en måde til den hinduistiske Indra og Karttikeya og til den kristne ærkeengel Michael, men i Romerriget var det Janus, der var lysets gud. (Se også Artemis, Asklepios, Hermes, Indra, Janus, Murugan, Latona, Python og Zeus).

Apollonius af Tyana
(Græsk). Apollonius af Tyana var ny-pythagoræisk filosof. Han blev født i Kappadokien. Han levede i 1. årh. e.Kr. og blev kendt for sit asketiske liv, sin morallære og sine magiske evner. Hans lære var baseret på hermetikkens allegorier, men i en mere faktuel udgave. Apollonius af Tyana var en mester med stor autoritet. Han studerede den pythagoræiske filosofi og de fønikiske videnskaber under Euthydemus og andre studier under Euxenus fra Heraclea. Han rejste meget bl.a. til Babylon og Indien, hvor han var i forbindelse med kaldæerne, brahmanerne og buddhisterne. Hans liv var dedikeret til oplysning om etik og moral, og han profeterede og udførte healing, og der findes mange veldokumenterede fænomener eller såkaldte ”mirakler” udført af ham. Iflg. åndsvidenskaben er han en tidligere inkarnation af mesteren Jesus, og H.P. Blavatsky oplyser, at Apollonius af Tyana snarere var en Nirmanakaya end en Avatar. Han var vegetar i hele sit liv, og han spiste kun frugter og urter. Han drak ingen vin, bar kun klæder fremstillet af plantefibre, gik barfodet og lod håret vokse til fuld længde ligesom alle andre indviede havde gjort både før og efter ham. Han blev indviet af præsterne i Asklepios-templet ved Ægaæ og lærte mange healings-”mirakler”. Han forberedte sig til en højere indvielse ved at praktisere tavshed og stilhed i fem år, og han besøgte Antioch, Ephesus og Pamphylia og andre egne. Da han rejste til Indien via Babylon, forlod alle hans disciple ham, for de var bange for at tage til ”fortryllelsens land.” Damis − en discipel, som han mødte på sin vej − fulgte ham imidlertid på rejserne. Iflg. Damis blev han indviet af kaldæerne og magerne i Babylon. Damis’ beretning blev kopieret af Philostratus 100 år senere. Efter sin tilbagevenden fra Indien optrådte Apollonius af Tyana som en sand indviet, hvor han profeterede pest, jordskælv, kongers død og andre begivenheder, som skete nøjagtig som profeteret. På Lesbos blev en Orfeus-præst jaloux på ham, og nægtede at indvie ham i de orfiske mysterier, men indvielsen skete mange år senere. Før sin død grundlagde han en esoterisk skole i Efesos. Apollonius af Tyana døde i en alder af næsten 100 år. (Se også Avatar, Nirmanakaya, Orfeus og Orfisme).

Apollyon
(Græsk). Apollyon er latin, men ordet stammer fra ”apollunai”, der betyder ”total nedbrydning”. Apollyon er derfor nedbryderen − et navn, der senere blev givet til Djævelen (Åb 9:11) af de kristne. Apollyon stammer fra det samme verbum som Apollo. Symbolet er udtryk for, at kraften til enhver vækst rummer en lige så stor nedbrydnings- og spredningskraft, som er en forudsætning for ny vækst. Oprindeligt repræsenterede Apollyon derfor et vigtigt esoterisk begreb, men i kristen tid blev Apollyon pga. af præsternes uvidenhed forvandlet til at være identisk med Satan. Den kirkelige monoteisme krævede, at nogle af de positive skabende kræfter blev fjernet fra Himlen og forvist til afgrunden. (Se også Apollon).

Apophis
(Græsk). Apophis symboliserede kaos, og blev fremstillet som en dæmonisk slange af gigantisk størrelse, der forstyrrede den kosmiske orden ved at angribe solbarken hver morgen og hver aften. Evigt besejret men også evigt genfødt var han uforgængelig og et fast element i den kosmiske orden. Apophis var den trussel, der udfordrede de kræfter, der forsøgte at skabe balance. Mange hellige skrifter fortæller om angrebene fra Apophis og om hans nederlag. I templerne udførte man hemmelige ritualer, som havde til formål at paralysere angrebene fra det forfærdelige monster på det tidspunkt, hvor solskiven steg op over horisonten. Apophis identificeres ofte med den egyptiske gud Seth. (Se også Apep og Seth).

Aporrheta
(Græsk). Aporrheta betyder ”forbudt”, ”hemmelig”, ”mystisk” og ”noget der ikke tales om”. Aporrheta er hemmelige instruktioner om esoteriske emner. Instruktionerne blev givet til neofytter under indvielsesceremonierne i de egyptiske og græske mysterier. I en dybere betydning henviser Aporrheta til specifikke fakta af teknisk esoterisk karakter, der gives af mestre i forbindelse med indvielse, og som det er forkert at videregive informationerne til uindviede, og derfor er de forbundet med tavshedspligt.

Apostolisk succession
Apostolisk succession er en trosforestilling, der praktiseres i forskellige grene af den kristne kirke. Doktrinen medfører, at biskoppelig magt er nødvendig for den anerkendte administration af sakramenterne og for modtagelse af Guds ordrer og befalinger mv. Apostolisk succession er blevet praktiseret ubrudt siden Saint Peter, som angiveligt var den discipel, som Jesus stolede på. Den grundlæggende idé, der blev til den apostoliske succession, kopierede den tidlige kristendom fra den esoteriske lære hos Middelhavets folkeslag. Det oprindelige esoteriske ritual bestod i, at lys blev videregivet fra en mester til en anden i forbindelse med en indvielse. Dermed skabes der det, der kaldes Guruparampara eller overførsel af energi og viden fra lærer til lærer i en uafbrudt serie eller række af lærere. En lignende praksis eksisterede i de Eleusinske mysterier, hvor Hierofanterne stammede fra én familie – Eumolpidae – men samme praksis fandtes i mange andre dele af verden. (Se også Eleusinske mysterier, Guruparampara og Hierofant).

Apparition
(Latin). Apparition stammer fra ”apparitio”, der betyder ”at komme til syne”. Åndsvidenskaben beskriver Apparition som en visuel oplevelse af en diskarneret eller nulevende person, som ikke er fysisk til stede. Apparition er derfor en slags genfærd, der, selv om fænomenet sjældent forekommer, er både ægte og autentisk. Tilsynekomsten skyldes den døendes intense tanke om et andet menneske, og det gør det muligt et kort øjeblik at manifestere sig synligt for det andet menneske. Årsagen kan være et intenst ønske om at se eller vise sig for den anden, eller det kan være en projektion af en Mayavirupa af den døende. I det sidste tilfælde kræver det en bevidst evne og kraft til at adskille og projicere det højere astrale-mentale legeme. (Se også Mayavirupa).

Apperception
(Latin). Apperception stammer fra ”ad”, der betyder ”til”, og afledningen af ”percipere”, der betyder ”opfatte” eller ”tilegne sig”. Det er et filosofisk begreb, som betegner et stadie, der befinder sig over eller er mere subtilt end perception. Perception involverer selvbevidsthed, dvs. erkendelse ved at forbinde nye idéer med velkendte idéer. Indtryk, der modtages ved hjælp af perception og forstås af tankesindet, er relateret til andre indtryk, som er lagret i hukommelsen, og dermed er det muligt at kombinere og skabe komplekse idéer. Apperception kan derfor kaldes perception ledsaget af opmærksomhed sammen med en fortolkende kraft. I modsætning til forestillingen om, at tankesindets højere sanser er kunstigt opbygget fra det lavere, er teorien baseret på, at intuitive eller oprindelige indre kræfter er de primære. Spirende Apperception, som er de lavere niveauers Mahat, er især udviklet af elementalernes tredje orden, som efterfølges af det første objektive naturrige, der kaldes mineralriget, og i sidstnævnte er Apperception helt latent, og kan kun genskabes i planteriget. Og det, der kaldes ”dyr” i den primære skabelse, er kimen til vækkelse af bevidsthed eller Apperception. Det er det, der svagt spores i bestemte sensitive planter på Jorden og mere tydeligt i protoctista monera − organismer, der kendetegnes ved at have cellekerne (dvs. være eukaryoter). Protoctista omfatter de undergrupper, som hverken er dyr, planter eller svampe, f.eks. grupper af encellede organismer som ciliater, foraminiferer og coccolitter samt grupper, der kan indeholde eller udelukkende består af flercellede former som f.eks. forskellige alger, der hverken er planter eller dyr, men en eksistens mellem de to. (Se også Mahat).

Apport
(Fransk). Apport stammer fra ”apporter”, der igen stammer fra det latinske ”apportare”, der betyder ”at bringe hjem”, ”at hente”. Ordet er afledt af ”ad” og ”portare”, der betyder ”at bære”, ”at bringe”, ”at hente”. Apport er en betegnelse, man møder i åndsvidenskaben. Apport henviser til, at fysisk stof kan påvirkes og opløses i finere og mere subtile bestanddele og føres op på et metafysisk plan. Herefter kan stoffets atomer igen samles og manifesteres på det fysiske plan – muligvis på et andet sted. Apport-fænomenet kendes inden for spiritismen, hvor genstande pludseligt daler ned i en kreds af mennesker. Kraften formidles som regel af et medium. (Se også Spiritisme).

Apportation
Apportation er evnen til at projicere et objekt gennem rummet og derved flytte det fra et sted til et andet. Det kan være en menneskelig form eller ethvert andet objekt. Evnen omtales ofte i indiske skrifter, men man møder den også i forbindelse med kristne helgener og åndelige skikkelser som Apollonius af Tyana. (Se Apollonius af Tyana og Apport).

Apsara
(Sanskrit). Apsara eller Apsarasa stammer fra ”ap”, der betyder ”vand” og ”saras”, der betyder ”flyde” fra roden ”sri”, der betyder ”at flyde”, ”at glide” og ”at blæse”. Apsara er også kendt som Vidhya Dhari eller Tep Apsar hos khmererne, Acchara på pali, og på engelsk oversættes ordet Apsara med ”nymfe”, ”himmelsk nymfe” og ”himmelsk jomfru.” Apsara er betegnelsen for en Undine eller en vandnymfe fra Indras Himmel. Apsaraerne er iflg. en populær overbevisning ”gudernes hustruer”, og de kaldes Suranganaer − og med et mindre respektfuldt udtryk, kaldes de Sumad-atmajaer eller ”behagelighedens døtre”, for man mener, at når de viste sig ved kværningen af urhavet, ville hverken guder (Suraer) eller dæmoner (Asuraer) tage dem som legitime hustruer. Apsaraer omtales i Vedaerne. Der er to typer – Laukika, der er jordiske, og 34 specificeres, mens Daivika er guddommelige, og her omtales 10. Urvasi, Menaka, Rambha og Tilottama er de mest berømte blandt Apsaraerne. Apsaraer sammenlignes nogle gange med muser i oldtidens Grækenland, hvor hver af de 26 Apsaraer i Indras hof repræsenterer et aspekt af scenekunsten. Apsaraer er forbundet med vand, og dermed kan de sammenlignes med Nymfer, Dryader og Najader i oldtidens Grækenland. De har desuden relation til frugtbarhedsritualer. En gruppe af de feminine guddomme er kendt som himmelske vandnymfer, og de befinder sig sædvanligvis mellem skyerne og ikke i havene på Jorden, selv om de angiveligt ofte besøger Jorden. De alfelignende hustruer til Gandharvaerne (de himmelske musikere) kan ændre form efter behag, og de illustreres ofte som vandfugle. I Puranaerne og Ramayana relateres deres oprindelse til kværningen af de kosmiske vande. I Yajur-Veda kaldes Apsarasaerne for ”solstrålerne” på grund af deres forbindelse til Gandharvaerne, der personificerer Solen. H.P. Blavatsky betragter Apsarasaerne som ”både kvaliteter og mængder”, men også som ”vandplanter, der virker som sovemiddel og indre naturkræfter”. (Se også Asura, Dryader, Gandharva, Indra, Laukika, Naturånder, Puranaer, Ramayana, Sura, Undine, Urvasi, Veda og Vidya).

Apsu
Se Ab-Soo.

Apta
(Egyptisk). Apta betyder ”seng”, ”krybbe” eller ”fødested” for Solen.

Apurva
(Sanskrit). Apurva betyder ”første årsag”.

Aquarius
(Latin). Aquarius er zodiakens 11. tegn og stjernebilledet Vandbæreren. I astrologien er Aquarius et lufttegn, der indgår i det faste kors i Saturns hus, men nogle gange styret af Uranus. I omkring 1898 passerede jævndøgnspunktet fra Fiskene til Vandbæreren i den bevægelige zodiak, og dermed begyndte en ny messiansk cyklus, som afløste en cyklus præget af Fiskenes stjernetegn. Fiskemennesket er som bekendt forbundet med Jesus Kristus. Den gnostiske solgud afbildes som en mand, der er dækket med bryster. Manden har en fisk på hovedet og et havmonster ved fødderne. Det symboliserer tydeligvis en gruppe på tre tegn − Fiskene, Vandmanden og Stenbukken − og det peger på en firdeling af dyrekredsen. Hver del rummer tre stjernetegn. Taurus, som sandsynligvis repræsenteres af den egyptiske Apis-tyr, repræsenterer den triade af tegn, der gik forud Aquarius. Brahmanernes pendant til Aquarius, der rangerer over himmelguden Indra, er Kumbha, som svarer til den numeriske værdi 14 − et tal der repræsenterer 14 Lokaer eller Chaturdasa-Bhuvanam. (Se også Apis, Indra, Kumbha og Loka).

Aquinas
Thomas Aquinas (1225?-1274) var italiensk filosof og medlem af den dominikanske orden. Han var elev af Albertus Magnus, og den mest fremtrædende kristne filosof i Middelalderen. Han blev kanoniseret i 1323, og i 1567 titulerede man ham ”kirkens læge”. Han er kendt som den katolske teologis organisator og for sin filosofi, der nu er kendt som Thomisim. Hans bedst kendte værk er Summa Theologica.

Ar-Abu Nasr-al-Farabi
(Persisk). Ar-Abu Nasr-al-Farabi eller Abu Nasr Muhammad al-Farabi, som på latin kaldes Alpharabius var en af de tidligste islamiske intellektuelle, der formidlede Platons og Aristoteles’ doktriner til den muslimske verden, og han fik stor indflydelse på de senere islamiske filosoffer som f.eks. Avicenna. Han var en fremragende sprogforsker som oversatte Aristoteles’ og Platons græske værker, og han forsynede dem med vigtige tilføjelser af sine egne tanker. Han fik tilnavnet Mallim-e-Sani, og tilnavnet er oversat som ”den anden master” eller ”den anden lærer”. Han blev født i 950 e.Kr., og han blev angiveligt myrdet i 1047. Han var hermetisk filosof, og han havde evnen til at hypnotisere via musik. Nogle af hans arbejder om hermetisk filosofi findes i biblioteket i Leyden.

Arachne
(Græsk). Arachne var datter af farveren Idmon fra Colophon i den græske mytologi. Arachne var væver, og hun var så dygtig til sit arbejde, at hun vovede at udfordre Athena til en vævekonkurrence. Men Athena var forarget over, at Arachne forudsatte, at hun ville afbilde gudernes elskov i sin vævning. Derfor rev Athena hendes arbejde i stykker, hvorefter Arachne begik selvmord ved at hænge sig. Athena forvandlede derefter den uforskammede jomfru til en edderkop, og dømte hende til at spinde sit net for evigt. Gudernes elskov, som Arachne ville væve, symboliserede vævningen af det fantastiske netværk af al manifesteret liv i alle dens indviklede hierarkiske strukturer. (Se også Athena og Neith).

Arahant
(Pali). Arahant stammer fra roden ”arh”, der betyder ”at være værdig” − eller fra ”ari”, der betyder ”fjende” − plus roden ”han”, der betyder ”at dræbe”. Arahant er derfor den, der er værdig til at ”dræbe en fjende”. Fjenden er tankesindet, som dræber virkeligheden, fordi tanken opsplitter virkeligheden, selv om den reelt udgør en enhed. Arahant er en betegnelse for et menneske, der har opnået den højeste bevidsthedstilstand på niveau med en Buddha. Det er især et menneske, der har befriet sig fra Asrava, der betyder beruselse af eller forvirring i tankesindet eller logisk tænkning. Betegnelsen Arahant er ligesom Arhat ofte blevet brugt om mennesker på et lavere bevidsthedsniveau. (Se også Asrava og Buddha).

Arahat
Se Arhat.

Arahatta
(Pali). Arahatta stammer fra roden ”arh”, der betyder ”at være værdig” − eller fra ”ari”, der betyder ”fjende” − plus roden ”han”, der betyder ”at dræbe”. Arahatta er derfor den, der er værdig til at ”dræbe en fjende”. Fjenden er tankesindet, som dræber virkeligheden, fordi tanken opsplitter virkeligheden, selv om den reelt udgør en enhed. Arahatta henviser til det bevidsthedsstadie, der kaldes Arhatskab. I buddhismen er det et stadie eller en tilstand, der er fri fra Asrava – dvs. forgiftning i tankesindet eller af sanserne. Tankesindet er kraftigt udvidet, sådan at enhed erkendes, og det medfører den endelige og fuldstændige frigørelse. Det er stadiet, der på pali kaldes Nibbana og på sanskrit Nirvana. (Se også Arhat, Asrava og Nirvana).

Aralez
(Armensk). Aralez er populære guder i det gamle Armenien. Aralez er guder, som har kraften til at genopvække de døde, der falder i kamp. Guderne slikker offerets blødende sår og ånder på dem, indtil de kommer til live igen på ny og kan deltage aktivt i det fysiske liv. Krigerne lever på den måde videre resten af deres naturlige levetid, men de er frataget deres åndelige aspekter.

Arambha
(Sanskrit). Arambha betyder ”begyndelsen”. Begyndelsen eller skabelsen skal ses på baggrund af den hinduistiske filosofiske holdning, der siger, at den højeste guddom skabte Universet ud af allerede eksisterende materiale. Holdningen omfatter de filosofiske skoler Nyaya-skolen og Vaiseshika-skolen. De to holistiske skolers livssyn svarer til Vestens naturvidenskabelige livssyn, hvor der er en opdeling i videnskab, religion og filosofi. Man forestiller sig, at Universet udvikler sig som en ”nyskabelse”, der er baseret på præ-eksisterende kosmisk intelligens og et præ-eksisterende udgangspunkt for individualitet, som åndsvidenskaben kalder monader og ikke atomer. Selv om det nyskabte Univers betragtes som et karmisk resultat af et forudgående Univers − det tidligere ”selv” i det nuværende – er der alligevel lagt vægt på begyndelsen − på Universet som en ”nyskabelse”, på samme måde som naturvidenskabens forskere mener, det er tilfældet med Universet.

Arani
(Sanskrit). Arani stammer fra roden ”ri”, der betyder ”en opadgående tendens”, ”at flytte”, ”at indsætte” eller ”at ordne”. Arani er navnet på den vediske Aditi, som esoterisk ses er modergudinden eller den hebraiske Shekinah − de feminine egenskaber ved Guds nærvær – det evige lys i åndens verden – det store dyb eller kaos − den oprindelige substans i dens første afsondring fra det ukendte, dengang kosmos blev manifesteret. Arani er desuden en af de to ceremonielle pinde, der gnides mod hinanden for at antænde offerilden. Den øverste pind − Uttararani eller Pramantha − holdes lodret og placeres i en rille i den nederste pind – Adhararani − og når de roteres hurtigt, udvikler de varme og der skabes ild. Iflg. Rig-Veda blev den lodrette pind lavet af Sami-træet (mimosa suma), og den vandrette pind blev lavet af Aswattha- eller Pipal-træet (ficus religiosa) − det hellige figentræ. Iflg. Satapatha-Brahmana blev begge pinde skåret af Aswattha-træet. Den duale Arani repræsenterer de maskuline og feminine elementer i naturen, hvor den skabende, forplantningsenergi skabte afkommet i moderen. Umiddelbart giver den maskuline-feminine metafor fysiologiske associationer, men den skal fortolkes kosmisk. Idéen om den skabende ildenergi skal forstås som foreningen af menneskets sjæl med den monadiske eller guddommelige gnist. (Se også Aditi, Aswattha, Monade, Shekinah og Veda).

Aranya
(Sanskrit). Aranya betyder ”fjernt land”, ”skov eller ”vildmark”. Aranya som tillægsord henviser til noget, der vedrører en skov eller naturen, og som et navneord henviser det til et vildt dyr.

Aranyaka
(Sanskrit). Aranyaka stammer fra ”aranya”, der betyder ”fjernt land”, ”skov” eller ”vildmark”. Aranyaka betyder ”skovfødt”. Aranyaka er eneboere, eremitter eller hellige mænd, der bor i skoven eller i vildmarken under deres udviklingsproces, hvor de forsøger at blive en ægte åndelig yogi. Aranyakaer (flertal) er også navnet på vediske afhandlinger med en mystisk karakter. De er knyttet til Brahmanaerne og tæt forbundet med Upanishaderne. Grunden til at man kalder dem Aranyakaer skyldes enten, at de er skrevet i ensomhed i skoven eller ørkenen, eller fordi de er beregnet til fordybelse af de, der havde trukket sig tilbage fra verden for at leve livet som åndelige eneboere. Aranyakaer er ritualistiske, og de omhandler særlige ceremonier, som enten er udeladt eller kun delvist omtalt i Brahmanaerne, og derfor betragtes de som et supplement til sidstnævnte. Kun fire Aranyakaer kendes i øjeblikket − Aitareya (Rig-Veda) udgør en del af Aitareya-Brahmana − Kausitaki (Rig-Veda), hvor tredje og sidste kapitel udgør Kanusitaki-Upanishaden − Taittiriya, der er ti bøger, som tilhører Yaju-Veda − og Brihad (Yajur-Veda), som udgør en del af Brihadaranyaka-Upanishaden, der er knyttet til Satapatha-Brahman. (Se også Aranya, Brahmana, Upanishader og Veda).

Ararat
(Hebraisk). Ararat er navnet på bjerget, hvor man mener, at Pagtens Ark strandede, da vandet trak sig tilbage efter syndfloden. Den bibelske legende er symbolsk. Den beskriver, at livets erfaringer og menneskehedens frø aldrig går tabt, men spirer frem på Jorden og vokser inkarnation efter inkarnation. Der findes tilsvarende legender i alle gamle kulturer. Den kaldæiske er Nizir, den arabiske er Jebel Judi og den hinduistiske er Himalaya. Bibelens globale oversvømmelse er udelukkende symbolsk. Der har aldrig været en universel syndflod, der dækkede hele planeten.

Ararita
(Hebraisk). Ararita er et meget mystisk og omdebatteret kabbalistisk ord på syv bogstaver. Tallet for Ararita er 813. Ordets bogstaver er samlet af Notaricon fra sætningen: ”Princippet for Hans enhed, begyndelsen på Hans individualitet, Hans forandring er enhed”. Ararita kan findes i meget gamle magiske tekster i den tyske Hasidim, som det hemmelige navn ”hashmal” i Ezekiels version. Ararita indgår også i Rab Hamnunah den Ældres bøn (i perioden mellem 6. og 11. årh. e.Kr.). I bogen Iyyun er navnet fortolket som et neoplatonisk gudsbegreb. Det angiver både Guds statiske og dynamiske enhed, som desuden bevarer sin identitet i sine modsætninger.

Arasa-Maram
(Sanskrit). Arasa-Maram eller Arasa-Mara er hinduernes hellige Banyantræ, der repræsenterer viden og visdom. I et af sine aspekter betragtes Arasa-Maram som ”Kundskabens træ” eller ”Livets træ”. Iflg. den hinduistiske tro, underviste Vishnu under det hellige Banyantræ i en af sine inkarnationer i den fysiske verden, og derfor betragtes træet som helligt. H.P. Blavatsky sagde: ”Under det beskyttende løvhang fra denne skovenes konge gav guruerne deres elever de første lektioner om udødelighed og indførte dem i livets og dødens mysterier”.

Arati
(Sanskrit). Arati er et ritual, hvor man tilbeder en guddom, eller hvor man viser respekt over for en ophøjet åndelig skikkelse. Under Arati udfører man forskellige ofre til guddommen. Arati-ritualet kan være kort eller langt, og tid, sted og omstændigheder afgør, hvor mange Arati’er, der udføres dagligt, men uanset hvilken niveau, der vælges, bør det opretholdes. I en fuld Arati indgår røgelse, levende ild (ghee-lampe), en konkylie med vand, en klud, blomster, en Chamara (yakhale-vifte) og en vifte af påfuglefjer, og alle elementer ofres til guddommen. Mens man foretager offerhandlingerne, intonerer man mantraer, der svarer til hvert enkelt offer, og med venstre hånd ringer man med en klokke. I en kort Arati kan man ofre røgelse og en enkelt eller flere af de genstande, der bruges i den fulde Arati. Arati-ritualet kan evt. ledsages af et Hare Krishna-mantra. De andre deltagere synger eller spiller passende musik.

Arba-il
(Hebraisk). Arba-il eller Arbo-Al stammer fra ”arba”, der betyder ”fire”, og ”el”, der betyder ”guddommelighed”. Arba-il er derfor ”de fire store guder”. Arba er aramæisk for ”ild”, og ”il” er det samme som ”al” eller ”el”. Der er tale om tre maskuline guddomme og en feminin, som er jomfruelig men alligevel svanger. De fire guddomme udgør en syntese eller en enhed, for på mystisk vis er de fire én, for firfoldigheden opstår, når Logos udsender det livgivende lys − på samme måde som den guddommelige triade, trimurti eller treenighed i stort set alle de gamle religiøse filosofier både er en treenighed og en guddommelig enhed − én, som er tre eller tre i én − eksempelvis som i kristendommen. H.P. Blavatsky sagde: ”Det er den kabbalistiske, abstrakte treenighed, som kirkefædrene uden videre har menneskeliggjort. Hele kosmos er strømmet ud fra den trefoldige Ene. Fra ettallet udgik først totallet eller luften, det skabende element, og fra luften udgik derefter tretallet, vandet. Æteren eller ilden fuldstændiggør de mystiske fire − Arba-il. I den østerlandske lære er ilden det første element − æteren, der repræsenterer syntesen af det hele, fordi æteren rummer dem alle”. Og i Sepher Yetzirah står der: ”Det er de ti Sephiroth, der er udgået fra rummet (eller tomrummet) − En fra Elohim (guddommene) af alle levende skabningers sjæle (luft) − fra luft til vand − fra vand til ild eller æter”, og fra det sidste udstråler det manifesterede univers. (Se også Elohim, Kabbala, Logos, Sepher Yetzirah, Sephiroth, Treenighed, Triade, Trimurti og Æter).

Arbhu
(Sanskrit). Arbhu er en vedisk guddom. Arbhu er en af guden Indras titler og en betegnelse for Solen. (Se også Indra og Veda).

Arbo-Al
Se Arba-il.

Arcana
(Latin). Arcana betyder ”hemmeligheder” eller ”mysterier”. I oldtiden henviste Arcana næsten altid til det, der både var helligt og hemmeligt. Undervisningen i mysterielæren foregik skjult og i hemmelighed, og lærdommene bestod i åbenbaring af de esoteriske sandheder. Den forklarede de vanskelige aspekter af ceremonierne eller den skjulte visdom. I middelalderen og i senere tiders Europa betød Arcanum (ental) nogle gange ”de vises sten” eller henviste til en eliksir eller et magisk middel − enten fysisk eller åndeligt.

Archi-Aha
(Sanskrit?). Archi-Aha beskrives i åndsvidenskaben som Jiva’en, der skrider frem mod Paramapada hjulpet af Adhivahika’er (bærere på rejsen), som kaldes Archi-Aha’er, Aditya, Prajapati’er osv. De nævnte Archi’er (m.fl.) er rene sjæle. (Se også Aditya, Jiva, Paramapada og Prajapati).

Archidev
(Persisk). Archidev er de syv højststående og mest magtfulde djævle eller dæmoner i Zarathustrismen i modsætning til Amesha Spenta. (Se også Amesha Spenta og Zarathustrisme).

Archobiosis
(Græsk). Archobiosis eller Achebiosis stammer fra ”arch”, der betyder ”original” og ”bios”, der betyder ”liv”. Archobiosis betyder derfor ”livets begyndelse”. Åndsvidenskabeligt er Archobiosis en betegnelse for liv, der opstår i evolutionens femte etape, men det er en skabelse, der medfører, at manifestationen af liv stammer fra de syv eksistensplaner.

Archon
(Græsk). Archon eller Archont betyder ”hersker” eller ”regent” i almindeligt bibelsk sprog, men inden for åndsvidenskaben henviser Archon til de oprindelige planetariske ånder eller Dhyan-Chohaner, som kanaliserede deres mystiske essenser til deres ”skygger” eller legemer som forudsætning for, at de kunne manifesteres på Universets forskellige planer. I en vis forstand er Archon derfor identisk med de faldne engle, som både er genparter af de højeste hierarkiske skabninger og af menneskers personligheder på det laveste trin på udstrømningens stige. Derfor er de menneskehedens lærere eller skytsengle, som teologerne har forvandlet til onde ånder, og de betragtes som modsætninger til både ærkeengle og deres egne højeste og oprindelige essenser. Det er skabninger, der er beskæftiget med en slags hypostatiske handlinger, dvs. at skabe forbindelse mellem flere forskellige naturer eller karakteristika, f.eks. det guddommelige og det menneskelige eller overførsel af bevidsthed, vitalitet og kraft fra højere til lavere eksistensplaner ved hjælp af forskellige legemer eller former, som den nedstrømmende energi iklæder sig, når den gennemstrømmer Universets forskellige planer. Archon er desuden athenernes navn på den øverste myndighed, der blev etableret efter afskaffelsen af kongemagten i 1068 f.Kr. (Se også Dhyan-Chohan).

Archæus
(Græsk). Archæus, Archaeus eller Archeus stammer fra ”archaios”, der betyder ”oprindelig” eller ”gammel”. Archæus betyder derfor ”den gamle”. Betegnelsen er brugt om den ældste manifesterede guddom − et udtryk, der bl.a. bruges i kabbalaen. Archæus blev brugt af Paracelsus og andre efter ham til at betegne det kosmiske enhedsprincip eller menneskets åndelige livskraft eller essens. Archæus er et aspekt af Anima Mundi og dermed kilden til alle astrale og fysiske fænomener − enten som energi eller stof, som også kaldes ”fader-æteren”. Fra en anden synsvinkel er Archæus et aspekt af Fohat, der manifesterer sig som energi på Universets lavere planer. I åndelig forstand kan Archæus faktisk kaldes Fohat i sine højeste aspekter, for Fohat er en kombination af intelligent energi og oprindelig substans, der fungerer som sjæl og legeme. (Se også Anima Mundi, Fohat, Kabbala, Paracelsus og Æter).

Arcturus
Arcturus er den strålende gyldengule stjerne Alfa i stjernebilledet Bootes, som kan ses på sommerhimlen, når den stiger op på himlen 50 dage efter vintersolhverv. Kaldæerne kaldte den for Papsukal, som var skytsånd og guddom for deres 10. måned. For hinduerne var den kendt som Nishtya (den udstødte). Araberne betragtede den som Al Haris al Sama (Himlens vogter). Søfolk og landmænd anså den for at være et stormvarsel, mens stjernen rejste sig og forsvandt. Hippokrates påstod, at alle sygdomme blev mere kritiske efter dens tilsynekomst. Man har erkendt, at henvisninger til Arcturus i Jobs Bog er fejloversættelser af hentydninger til Store Bjørn.

Ardeshan
(Persisk). Ardeshan er lærer og præst inden for zarathustrismen, som iflg. den kristne Eutychius blev udnævnt af Nimrod til at vogte den hellige ild. En stemme fra ilden fortalte ham, at magianeres præster er forpligtet til at begå incest. Men H.P. Blavatsky forklarer, at der er tale om en fejlagtig fortolkning af idéen om at blive ét med Jorden eller Moder Jord − med menneskeheden, der er menneskets søster – og med videnskaben, der er menneskets datter. (Se også Eutychius og Zarathustrisme).

Ardha
(Sanskrit). Ardha betyder ”halv”. Ardha kaldes også Ardhanari eller Ardhanarishvara. Ardha stammer fra den androgyne guddom i hinduismen, for Ardha er en guddom, der er sammensat af Shiva og hans hustru Parvati – den guddommelige Shakti, der repræsenterer syntesen af de maskuline og feminine energier. Ardha er desuden arabisk, men her er det en folkedans, der danses af beduinstammer i Arabien. Iflg. traditionen skulle den udføres før man gik i krig. Ardha tilhørte oprindeligt Shammr-stammen, men nu danses den ved fester eller kulturelle begivenheder, som f.eks. Jenadriyah-festen. Dansen, udføres af mænd, som bærer sværd eller stokke, og den akkompagneres af trommer og oplæsning af vers. (Se også Ardhanarishvara). (Se også Parvati, Shakti og Shiva).

Ardha Chandrasana
(Sanskrit). Ardha Chandrasana stammer fra ”ardha”, der betyder ”halv”, ”chandra” eller ”candra”, der betyder ”måne”, ”skinnende” eller ”lysende” og asana”, der betyder ”stilling” eller ”øvelse”. Ardha Chandrasana eller ”halvmånestillingen” er en yoga-øvelse. Ardha Chandrasana strækker overkroppen i én retning og et løftet og strakt ben, trækker i den modsatte retning. Stillingen symboliserer halvmånens flade kant, mens energien i de udstrakte arme og det ben, man står på, minder om lysstråler på nattehimlen. Halvmånestillingen er en vigtig øvelse, hvis man vil lære balance og øget koncentration ved hjælp af en stilling, som ved første øjekast kan virke en smule forvirrende. Stillingen kan også afhjælpe rygproblemer i den nederste del af ryggen, lindre smerter i korsbenet og lette iskias- og lændesmerter. Øvelsen begynder med Trikonasana med venstre hånd hvilende på hoften. Højre knæ bøjes og flyttes derefter lidt fremad. Herefter flyttes højre hånd frem og placeres et par cm fra tæerne på højre ben, og ved udånding trykkes højre hånd og højre hæl i gulvet for at skabe balance. Løft derpå venstre ben, så benet er parallelt med gulvet. Løft nu venstre hånd. Den skal være på linje med højre hånd. Bær vægten på højre ben. Se op på fingrene. Bliv i stillingen i nogle sekunder. Hvis man er nybegynder, kan man øve stillingen op ad en væg. Man kan også bruge en støtte, hvis man har svært ved at nå gulvet med den nedadvendte hånd. Øvelsen kan udføres med ryggen lænet mod en væg. (Se også Ardha Dhanurasana og Trikonasana).

Ardha Dhanurasana
Se Dhanurasana.

Ardha Matsyasana
Se Matsyasana.

Ardha Padmasana
Se Padmasana.

Ardha Shalabhasana
Se Shalabhasana.

Ardha-Nari
(Sanskrit). Ardha-Nari stammer fra ”ardha”, der betyder ”halv” og ”nari”, der betyder ”kvinde”. Ardha-Nari betyder bogstaveligt ”halv kvinde”. Nari er det feminine princip, og Nara er det maskuline princip. Syntesen af Nara og Nari er den androgyne udstråling, der deles i to – den mandlige og den kvindelige del. Nara og Nari befrugter Verdensægget, som Brahma udvikles i − eller det er snarere Viradj, Skaberen. Det kendes fra den egyptiske mytologi, hvor der også er en treklang – Atum, Ptah og Khnum − eller Kneph, Neith og Ptah − eller Amon (Faderen), Mut (Moderen) og Khonsu (Sønnen). Fra sin egen natur udvikler hinduernes Swayambhuva-Nara det feminine princip, der er en del af hans egen guddommelige essens, og dermed opstår Nari, den udødelige jomfru, som befrugtes af hans ånd og bliver Tanmatra − mor til de fem elementer luft, vand, ild, jord og æter. Desuden vises det kosmiske aspekt af Shiva nogle gange som androgynt − halvt mand og halvt kvinde – som symbol de polariserede naturkræfters dobbelthed, selv om de almindeligvis betegnes som maskuline og feminine på de lavere eksistensplaner. H.P. Blavatsky oplyser, at Ardha-Nari præsenteres med den sekstakkede stjerne eller Vishnus segl, og hun sammenligner det med Adonais hjul hos den hebraiske Ezekiel. (Se også Adonai, Amon, Atum, Brahma, Khnum, Kneph, Mut, Neith, Ptah, Khonsu, Shiva, Tanmatra og Vishnu).

Ardhamatra
(Sanskrit). Ardhamatra stammer fra ”ardha”, der betyder ”halv” og ”matra”, der er en måleenhed. Ardhamatra er bl.a. halvdelen af en kort sætning. Nadabindu-Upanishaden oplyser, at når AUM intoneres, betragtes stavelsen eller bogstavet ”A” for at være Kalahamsas højre vinge, ”U” er venstre vinge, og ”M” er halen på svanen, mens Ardhamatra er hovedet. I Mahabharata er Kalahamsa navnet på flere hamsa fuglearter − en gås eller en svane. Ardhamatra er en esoterisk betegnelse for en af de dele af svanen, som symboliserer tiden – dvs. Brahma, det manifesterede Univers eller Universets 3. Logos. Udstrålingen eller den skabende aktivitet fra Brahma er Hamsa-Vahana (legemet eller det, der bærer svanen). Ardhamatra henviser derfor til 3. Logos’ egoiske individualitet, eller Brahma (også kaldet Purusha), der betragtes som ”det halve af tilværelsen” − den evige fortid og den evige fremtid. Den egoiske individualitet, der kommer til udtryk som tid og rum i kraft af åndens kontinuerlige legemliggørelse af Universet, udvikler og ændre sin karakter i evolutionens løb pga. tidens cyklusser, der skifter fra fortidens tidsperiode til den nuværende, som fortsætter i en fremtidig tidsperiode. (Se også AUM, Brahma, Kalahamsa, Logos, Purusha og Upanishader).

Ardhanarisa
(Sanskrit). Ardhanarisa eller Ardhanarishvara stammer fra ”ardha”, der betyder ”halv”, ”nari”, der betyder ”kvinde” og ”isvara” eller ”isa”, der betyder ”herre”. Ardhanarisa betyder bogstaveligt ”den halvkvindelige herre”. Esoterisk henviser Ardhanarisa til den kosmiske energi, der endnu ikke er blevet polariseret, og som f.eks. symboliseres af den kabbalistiske androgyne Sephira, Adam Kadmon osv. Ardhanarisa eller Ardhanarishvara er et sammensat ord, der henviser til det androgyne aspekt af den hinduistiske gud Shiva og hans hustru Parvati (der også er kendt som Devi, Shakti og Uma). Ardhanarisa er en skikkelse, der er delt på midten. Den ene halvdel er afbildet som en mand og den anden som en kvinde. Den højre halvdel er normalt den maskuline, og den illustrerer Shivas traditionelle egenskaber. De tidligste Ardhanarisa-billeder er dateret til Kushan-perioden, der begyndte omkring 1. årh. e.Kr. Ikonografien udviklede sig, og blev fuldkommen i Gupta-perioden. Puranaerne og forskellige ikonografiske afhandlinger fortæller om Ardhanarisa-mytologi og -ikonografi. Ardhanarisa-ikonografi er stadig populær, og findes i de fleste Shiva-templer i Indien, men der er meget få templer, der er dedikeret til Shiva. Ardhanarisa repræsenterer syntesen af Universets maskuline og feminine energier (Purusha og Prakriti), og de viser, hvordan Shakti – det feminine guddommelige princip – er en uadskillelig del af (eller det samme som) Shiva – det maskuline guddommelige princip. Foreningen af de to principper er forudsætningen for al skabelse. Man kan også sige, at Ardhanarisa er et symbol på Shivas altgennemtrængende karakter. Kosmiske skikkelser er ikke seksuelt eller kønsligt opdelt i menneskelig forstand, for seksualitet, sådan som den er kendt i menneskeriget og dyreriget, er en forbigående fase af evolutionen. Når der bruges begreber som androgyn, maskulin eller feminin i forbindelse med kosmiske guddomme, refererer det til kosmisk kraft, energi og stof, som kan være i en polariseret eller en ikke polariseret tilstand. Menneskets energier og stof på det nuværende udviklingstrin − og det samme gælder for dyreriget og til en vis grad til planteriget − er opdelt i modsætninger eller en polarisering, der medfører en seksuel relation. Når energierne og stoffet er delvist polariseret, er resultatet androgyne eller tvekønnede betingelser. Når energier eller stof ikke er polariseret under en Pralaya (Universets hviletilstand) og ved begyndelsen og slutningen af en Manvantara (Universets manifestationsperiode), så rummer enhver enhed en tilstand af udelt enhed − et individ, der er fuldkomment og perfekt i sin natur, og som kan manifesteres. (Se også Adam Kadmon, Ikonografi, Manvantara, Parvati, Prakriti, Pralaya, Puranaer, Sephiroth, Shakti og Shiva).

Ardhvi-Sura Anahita
(Persisk). Anahita er det gamle persiske navn på en iransk gudinde, og i en tidligere og mere fuldstændig version var navnet Ardhvi-Sura Anahita. H.P. Blavatsky sidestiller gudinden med Saraswati, brahmanismens gudinde for esoterisk visdom. Ardhvi-Sura Anahita blev æret som guddom for ”vandelementet” (Aban), og dermed var hun forbundet med frugtbarhed, healing og visdom. Ardhvi-Sura Anahita svarer til Ardwisur Anahid eller Nahid i Mellemøsten og Anaheed på armensk. Oldtidens græske og romerske historikere identificerede hende med en af guddommene fra deres egne gudekredse. (Se også Saraswati).

Arelim
(Hebraisk). Arelim er et flertalsord, som bogstaveligt betyder ”den stærke løve”. Arelim er Binahs (eller Jehovas) guddommelige navn, som også er den feminine tredje Sephira eller den kosmiske mor. (Se også Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Geburah, Hod, Jesod, Kabbala, Kether, Malkuth, Netzach, Sephiroth og Tiphereth).

Ares
(Græsk). Ares eller Areus er grækernes navn for krigsguden Mars. Udtrykket blev også brugt af Paracelsus om den differentierede kraft i kosmos, eller de differentierede kræfter, som H.P. Blavatsky sidestiller med Fohat. Ares svarer til det latinske Mars, som almindeligvis var gud for krig, kampe, blodsudgydelser og ufred. Esoterisk symboliserer Ares heroisk mod og frygtløs energi, der kæmper sig vej til åndelig sandhed. (Se også Fohat).

Arghyanatha
(Sanskrit). Arghyanatha stammer fra ”arghya”, der betyder ”værdig” og ”natha”, der betyder ”herre” eller ”beskytter”. Arghyanatha betyder bogstaveligt ”herre over drikofre”. Det er en titel på Mahachohanen. (Se også Mahachohan).

Arghyavarsha
(Sanskrit). Arghyavarsha eller Arghyavarsa stammer fra ”arghya”, der betyder ”værdig”, og ”varsha”, der betyder ”regn”, ”sky” eller henviser til opdeling af jordarealer, som er adskilt af en bjergkæde. Arghyavarsha betyder ”drikofrenes land”. Det er et mystisk navn på en region, der strækker sig fra Kailas-bjerget og næsten til Schamo-ørkenen, og tilsynekomsten af Kalki Avataren ventes at ske i dette område. (Se også Avatar).

Argos
(Græsk). Argos eller Argus betyder ”lysende” eller ”lysøjet”. Argos er et uhyre og en kæmpe i den græske mytologi. Argos kaldes også Panoptes (den altseende), fordi han havde hundrede øjne, og de var aldrig lukket på én gang. Hera udnævnte derfor Argos til at holde øje med Io – en pige, der var omformet til en kvie for at skjule hende. Men Zeus sendte Hermes, der formåede at dysse Argos i søvn og derefter dræbe ham. Hera indsamlede øjnene og satte dem på halen af en påfugl. (Se også Hera, Hermes, Io og Zeus).

Arhan
Se Arhat.

Arhat
(Sanskrit). Arhat, Arahat, Arhan, Arahan, Rahat osv. betyder ”den værdige” – ”den, der har gjort sig fortjent”. Arhat stammer fra roden ”arh”, der betyder ”at være værdig”, ”at fortjene”, ”at være i stand til”. Udover ”værdig” og ”fortjeneste” betyder Arhat også ”fjendedræberen” fra ”ari”, der betyder ”fjende” og roden ”han”, der betyder ”at dræbe” eller ”at slå”. En Arhat er derfor en ”drabsmand” i relation til evnen til at slå hele spektret af indre fjender i form af lidenskaber og begær − mentale, følelsesmæssige og fysiske − ihjel. Buddhister definerer generelt Arhat på den måde, mens nutidens åndsvidenskab udleder ordet fra roden ”arh” – ”den værdige” eller et menneske, der har nået sine højeste åndelige idealer. En Arhat har taget 4. indvielse, som svarer til korsfæstelsen eller opofrelsen. En Arhat er et menneske, der har gået den højeste og rigtigste ”vej” og derved frigjort sig fra reinkarnation. Ordet ”Arhat” stammer fra den tidligste samling af buddhistiske skrifter (Pali-kanon) og henviser til den højeste kvalitet af et ophøjet menneske (Ariya-Puggala), som blev beskrevet af Buddha. I Theravada-buddhismen har en Arhat opnået Nirvana. At blive en Arhat betragtes derfor som målet for åndelige fremskridt. Arhat svarer i princippet til Hierofanten i det gamle Egypten, den kaldæiske Magus og hinduernes Rishi. Lige til afslutningen af den aktuelle Manvantara (den nuværende manifestationsperiode) vil der være indviede og uindviede. H.P. Blavatsky oplyser: ”Ildtågens Arhat’er på 7. trin er kun ét skridt fra grundvolden for deres hierarki − det højeste på Jorden og i denne jordkæde”. Arhat er den højeste af de fire grader af Arhatskab på den firedobbelte vej til Nirvana. De første tre er Sotapatti (”den, der er trådt ud i strømmen”), Sakradagami (”den, der kun vender tilbage én gang til”), og Anagamin (”den, der ikke vender tilbage”). Arhat har en bredere betydning end Anagamin, for det gjaldt for de højst udviklede af Buddhas disciple, der var ”værdige” til at modtage Arhatskab, fordi de forstod Tathagata-doktrinen, der er de mere esoteriske og mystiske dele af Buddhas budskab. Tathagata er ”den, der vandrer i sine forgængeres fodspor”. Allerede 100 år efter Buddhas død, hvor han indtrådte i Paranirvana, blev ordenens forskellige doktriner og discipliner manifesteret. I løbet af århundrederne udvikledes to grundlæggende tendenser. De kaldes sædvanligvis Hinayana (det lille fartøj eller den lille sti) eller Theravada (den ældste lære), og Mahayana (det store fartøj eller den store sti). Theravada lagde vægt på den firedobbelte sti, der fører til Nirvana og Arhat’ens totale befrielse fra materielle bindinger. Mahayana betragtede Bodhisattvayana som ideel, dvs. medfølelsens vej, der kulminerer i forsagelse af Nirvana for at vende tilbage og inspirere andre til ”at vågne og følge Dhammapada”. Det er de grundlæggende forskelle i de målsætninger, der kendetegner de gamle visdomsskoler, som fører til Arhatskab. (Se også Anagamin, Bodhisattva, Buddha, Dhammapada, Hierofant, Hinayana, Indvielse, Mahayana, Manvantara, Nirvana, Paranirvana, Rishi, Sotapatti, Tathagata og Theravada).

Ari-Krishna
(Sanskrit). Ari-Krishna er en betegnelse for Solen som herre over de syv stråler.

Ariadne
(Græsk). Ariadne er modergudinde og datter af kong Minos fra Kreta i den græske mytologi. Ariadne forelskede sig i Theseus, da han kom for at dræbe Minotauros – uhyret med tyrehoved og menneskekrop – der var indespærret i labyrinten under kongens palads på Knossos. Hun forsynede Theseus med tråden fra et garnnøgle, som hjalp ham med at finde vej ud af labyrinten. Ariadne flygtede sammen med ham, men senere svigtede han hende og forlod hende på Naxos-øen på opfordring fra Dionysos, som derefter giftede sig med hende og løftede hende op til udødelighed. På Cypern blev hun dyrket som Afrodite-Ariadne, og i Italien blev hun identificeret med Libera, vinens gudinde. (Se også Minotauros).

Arich Anpin
(Kaldæisk). Arich Anpin stammer fra ”arich”, der betyder ”lang” eller ”stor”, og ”anpin”, der betyder ”ansigt”. Arich Anpin betyder derfor ”langt ansigt” eller ”det store ansigt”. Kabbalistisk er det betegnelsen for Kether, den første udstråling fra Livets Træ. Arich Anpin svarer til det græsk-latinske Macroprosopus, der er et billede på det hermetiske aksiom: ”Som foroven, således også for neden”. Arich Anpin kaldes også Arich Appayim, som betyder ”langt ansigt” eller ”langt ansigtsudtryk”, og der henvises til dobbelthed eller det højere og det lavere – det indre og det ydre – ånd og stof. Den første Sephira har mindst syv navne, bl.a. kronen, oprindelsen, det hvide hoved og det lange ansigt. Fra Kether udgår de øvrige ni Sephiroth. ”Den første udstråling er det ældgamle ansigt, der betragter sit ansigt. Det er det øverste overhoved, kilden til alt lys, princippet bag al visdom, der kan defineres som enhed.” (Se også Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Geburah, Hermetiske aksiom, Hod, Jesod, Kabbala, Kether, Malkuth, Netzach, Sephiroth og Tiphereth).

Arier
(Sanskrit). Arier stammer fra ”arya”, der bogstaveligt betyder ”de hellige”. ”Arya” stammer fra roden ”ri”, der betyder ”at stige”, ”at have en opadgående udvikling”. Arier oversættes derfor ofte med ”hellig” eller ”højt udviklet”, en titel, der forbindes med de hinduistiske Rishier. Rishierne havde mestret Aryasatyani’en og betrådt Aryanimarga, vejen til Nirvana eller Moksha, den ophøjede ”firfoldige” vej. En anden fortolkning siger, at Arier stammer fra ”ary”, der betyder ”den ædle”. ”Ary” er navnet på den ariske race – dvs. den 5. rodraces 1. underrace, som er hinduerne. Europæerne tilhører hovedsageligt 5. rodraces 5. og 4. underracer − ”teutonerne” og ”kelterne”. De nulevende semitter (jøderne) er en blandet sidegren. Det er meningen, at den ariske race skal udvikle den konkrete tænkeevne. Udvikling af tænkeevnen er ikke begrænset til en bestemt race, for den er summen af alle mennesker, som udvikler mental bevidsthed. Det er derfor en mennesketype, som findes i alle racer overalt på Jorden. Åndsvidenskaben omtaler fire veje eller stadier, der kræver markant åndelig udvikling, før de ”fire frugter” kan høstes. Graderne eller ”frugterne” kaldes henholdsvis for Sotapatti, Sakradagami, Anagamin og Arhat, som alle korresponderer med de fire veje og de fire sandheder. Udviklingen kræver både etisk, intellektuel og åndelig ekspertise, som kun kan opnås af mennesker, der har fuld kontrol over Aryasatyani (de hellige sandheder), og som er trådt ind på Aryamarga (stien, der fører til Moksha eller Nirvana). Det var en udviklingsvej, der oprindeligt kun gjaldt for de indviede i fortidens Ariske folkeslag, men i nutiden er Arier blevet betegnelsen for en hel rodrace og dens forskellige forgreninger. (Se også Airyanmen Vaeja, Anagamin, Arhat, Aryasatya, Moksha, Nirvana, Rishi, Rodrace, Sakradagami og Sotapatti).

Aries
(Latin). Aries er zodiakens 1. tegn og stjernebilledet Vædderen. Aries er et ildtegn, og det styres af planeten Mars. Hvis en planet i horoskopet er placeret i Aries, vil energierne manifestere sig på en dynamisk måde og gennem handlinger. Fysisk er tegnet forbundet med hovedet, og det har en maskulin natur, og der er stor manifestationskraft i tegnets energi. Aries kaldes Mesha på sanskrit, og tegnet hersker over eller er dedikeret til den vediske guddom Varuna. Varuna symboliserer urhavet eller rummet. De tolv store guder i de gamle civilisationer herskede over de tolv tegn i dyrekredsen. (Se også Varuna).

Arimaspi
(Græsk). Arimaspi stammer fra ”arimastioi”. I den græske mytologi er Arimaspi enøjede mennesker nordøst for Skytien − måske i nærheden af regionen i det østlige Altai, der omtales af den græske digter Aristeas fra Proconnesus (Marmara), som Herodot nævner som kilde. De stjal guld fra grifferne, der bevogtede guldet, men Apollon nedlagde dem med sine pile. Det er en allegori, der er sammenblandet med Herodots historie, der henviser til dengang resterne af det uddøende treøjede folk blev fortrængt af den kommende 5. rodrace på samme måde som kykloperne. (Se også Apollon, Grif og Rodrace).

Arion
(Græsk). Arion er den første og den hurtigste hest i den græske mytologi. Den er afkom af havets gud Poseidon (eller Neptun) og høstens gudinde Ceres. Arion er desuden en halvmytisk græsk digter og musiker fra Lesbos (ca. 600 f.Kr.). Arion er kendt fra Herodots historie om hans mirakuløse redning fra druknedøden, hvor han blev reddet af en delfin, efter at sørøvere havde forsøgt at drukne ham i havet for at få fat i hans skat. (Se også Ceres og Neptun).

Aristaios
(Græsk). Aristaios eller Aristæus er en græsk guddom, der var søn af Apollon og nymfen Kyrene. Aristaios hjalp med dyrehold, dyreflokke og bier, og han gav beskyttelse mod sommerens værste varme. Han uskadeliggjorde Eurydike, der var hustru til Orfeus. Hun blev bidt af en slange, mens hun flygtede fra ham. Bagefter blev hans bier som straf ødelagt af vrede nymfer. Han ofrede kvæg, og da han vendte tilbage ni dage senere, fandt han en bisværm, der havde brugt et af de døde dyr som bikube. (Se også Apollon, Eurydike og Orfeus).

Aristarchus
(Græsk). Aristarchus fra Samos (ca. 270 f.Kr.) var matematiker og astronom. Han levede i Alexandria, og det siges, at han var den første der offentligt fastslog, at det var Jorden, der kredsede om Solen, og ikke omvendt. Og han fastslog også, at Jorden drejede omkring sin egen akse. Sammen med sin elev, Hipparchos, gjorde Aristarchus mange vigtige astronomiske iagttagelser. (Se også Hipparchos).

Aristoteles
(Græsk). Aristoteles (384-322 f.Kr.) var en af de to mest indflydelsesrige græske filosoffer. Han studerede under Platon, underviste Alexander den Store (ca. 342-335 f.Kr.), og han underviste i Athen på Lyceum som leder af den peripatetiske skole. Hans værker, hvoraf cirka halvdelen er blevet bevaret, omhandler logik, metafysik, naturvidenskab, etik, politik, retorik og poetik (verselære). Der er kun fragmenter tilbage af hans dialoger, som er skrevet i en mere tilgængelig og charmerende stil. I modsætning til Platons er hans metode empirisk, kritisk og induktiv. Han betragtes som den videnskabelig terminologis fader. Han var en af de mest indflydelsesrige personer i vestlig tænkning, og han var en fremtrædende filosofisk og videnskabelig autoritet for arabere og europæere, og han er stadig respekteret inden for logik.

Arithmomancy
(Græsk). Arithmomancy er fortolkning eller spådom ved hjælp af tal. Pythagoras og Platon brugte numeriske nøgler i teogonien (gudernes oprindelse og indbyrdes slægtskab) og kosmogoni (læren om verdens og solsystemets skabelse og udvikling) baseret på videnskaben om korrespondancer som væsentlige blandt guder, mennesker, tal eller numeriske mængder. Det er årsagen til, at den numeriske nøgle til naturen kan bruges som grundlag for forskellige metoder for spådomme og til afdækning af sandheden eller fejlagtige antagelser.

Ariya Atthangika Magga
(Pali). Ariya Atthangika Magga stammer fra ”arya”, der betyder ”ædel” og ”atthangika”, der betyder ottefoldig, samt ”magga”, der betyder ”metoder” eller ”vej”. Ariya Atthangika Magga er den ædle ottefoldige vej. Det er den fjerde af de fire ædle sandheder (Chattari Ariyasachchani), som traditionelt anses for at udgøre den første af Gautama Buddhas taler, der bestod af: 1) Rigtig forståelse (Sammaditthi). 2) Rigtig beslutning (Sammasamkappa). 3) Rigtig tale (Sammavacha). 4) Rigtig handling (Sammakammanta). 5) Rigtig levemåde (Sammajiva). 6) Rigtig stræben (Sammavayama). 7) Rigtig hukommelse (Sammasati). 8) Rigtig koncentration (Sammasamadhi). (Se også Ariyasachcha).

Ariyasachcha
(Pali). Ariyasachcha stammer fra ”arya”, der betyder ”ædel” og ”sachcha”, som betyder ”det virkelige”, ”det sande”. Ariyasachcha er derfor den ædle sandhed. Men der er fire ædle sandheder (Chattari Ariyasachchani), som er givet af Gautama Buddha i hans første tale: 1) Lidelse (Dukkha). 2) Årsag til lidelse (Samudaya) er begær (Panha). 3) Ophævelse af begær fjerner lidelse (Nirodha). 4) Udviklingsvejen (Magga) er den ædle ottefoldige vej (Ariya Atthangika Magga). (Se også Ariya Atthangika Magga, Dukkha, Nirodha).

Arjava
(Sanskrit). Arjava er en af de ti Yama’er, som alle er udtryk for selvbeherskelse, selvkontrol og selvdisciplin, som er et ideal for enhver hindu. Arjava er den 8. Yama, som er tilbageholdenhed og ærlighed. Arjava betyder, at man giver afkald på at manipulere, snyde og begå enhver form for ulovlighed − herunder ærlighed mod sig selv, hvor man konfronterer og accepterer sine fejl uden at give andre skylden for dem. (Se også Yama).

Arjuna
(Sanskrit). Arjuna udtales Ardjuna. Arjuna betyder ”den hvide”. Han er den tredje af Pandu-prinserne, og søn af guden Indra af Kuntis, der også er kendt som Pritha. Arjuna er en af Krishnas disciple og en nær ven af Krishna. Arjuna omtales i Mahabarata. Arjuna giftede sig med Subhadra, som var Krishnas søster. Arjuna er krigshelten, der tjente som Krishnas vognstyrer, og som Krishna underviste i den højeste filosofi på slagmarken før det store slag mellem Solens og Månens sønner - broderkrigen mellem Kauravaerne og Pandavaerne - som udgør størstedelen af Mahabharata. Arjuna og hans modstander – Duryodhana – bad om Krishnas støtte. Krishna gav dem et valg: Enten hans veludstyrede hær eller sig selv men uden våben. Arjuna, der var den yngste af de to, fik første valg. Til Duryodhanas store glæde faldt Arjunas valg på Krishna, som indvilligede i at fungere som hans vognstyrer – dvs. hans rådgiver og ven. Arjuna repræsenterer det almindelige menneske – den individuelle sjæl - i modsætning til Krishna, der både symboliserer Monaden (ånden) og Avataren, der viser sig fra tidsalder til tidsalder for at nedbryde Adharma (lovløshed), og genoprette Dharma (respekt for loven, retfærdighed og sandhed) i landet. Den komplette Bhagavad-Gita er meget længere end de 18 kapitler, der udgør Krishnas filosofiske belæring til Arjuna på tærsklen til den 18-dages prøve, der fulgte. Den indledende del mangler filosofisk indhold, men den giver holdningen og baggrunden for Bhagavad-Gita. (Se Adharma, Avatar, Bhagavad-Gita, Dharma, Krishna, Mahabarata og Monade.)

Ark
(Latin). Ark eller Bark stammer fra ”arca”, der betyder ”skrin”. En ark eller en bark er en båd, en kiste, en tildækket kurv eller en anden lukket beholder. Arken symboliserer naturens livmoder, der rummer et kim fra de foregående tidsaldre, som på et tidspunkt udfolder sig og udvikler sig i et nyt system senere i evolutionen. Arken henviser til den periodiske hvile (Pralaya) før fødslen af et univers, et solsystem, en planet eller et menneske, som altid vil repræsentere en enhed, der er en ny legemliggørelse af en tidligere levende enhed. Forbindelsen til Sishta er tydelig. Enhver ark, uanset om det var hos mexicanerne, egypterne, hinduerne, kaldæerne, grækerne eller jøderne (Pagtens Ark), var symbol på ”naturens moderskød”. Pagtens Ark har jøderne kopieret fra den egyptiske bark, og Pagtens Ark er stort set identisk med den egyptiske – eksempelvis med vingede keruber på låget, der svarer til den vingede Isis. Osiris’ ark, der rummede gudens hellige relikvier, havde samme størrelse som jødernes ark, iflg. egyptologerne. Arken blev båret i hellig procession af præster på stave, der var sat igennem Arkens ringe. Arken eller barken havde form som en båd. ”Theben havde en hellig bark, der var 300 cubits lang”. Ordet Theben betyder ”bark” eller ”ark” på hebraisk. Moses var ikke den første, der brugte keruberne. Den vingede Isis var Kerub eller Kerubim i Egypten århundreder før Abraham. Jøderne anerkendte idéen, men ”glemte” at anerkende dens kilde. Halvmånens buede form var symbol på arkens esoteriske betydning i mysterieskolernes undervisning, for Månen var symbol på ”den døde moders frugtbarhed”, for Månen er efterfølgende legemliggjort i form af Jorden. Månen er med andre ord et planetarisk lig, men engang var der biologisk liv på Månen, og dele af menneskeheden individualiserede i det, der i åndsvidenskaben kaldes Månekæden. Kosmos blev betragtet som et urhav, og som et kosmisk symbol var Månen derfor symbol på en ark, der sejlede på urhavet eller på rummets baggrundsstof − og den jødiske ark var som bekendt forbundet med syndflod og oversvømmelse, der rummede alle livskim. Arken har derfor både kosmisk og menneskelig betydning. På en måde er det mennesket selv, der er Arken, for den repræsenterer individualiseringen, hvor mennesket gik fra dyreriget til menneskeriget. I sin bredeste forstand symboliserer Arken den første kosmiske ”oversvømmelse”, dvs. urhavet og den oprindelige skabelse, og derfor repræsenterer Arken også Moder Natur, men den refererer samtidig til den jordiske syndflod, hvor symbolikken er dobbelt. Dels betyder den, at menneskeheden aldrig udslettes, for den reinkarnerer, dels henviser den til den cykliske syndflod − eksempelvis den atlantiske. Arken er derfor det receptive eller modtagende aspekt, der har relation til princippet om reproduktion og regenerering. (Se også Pralaya, Kerubim og Sishta).

Arka
(Sanskrit). Arka stammer fra ”arch”, der betyder ”at skinne”, ”at stråle”, ”at ære”, ”at prise”. Arka er et lysglimt, og derfor er det bl.a. et navn på Solen. Arka bruges i ordforbindelser som f.eks. Arkakara (solstråle), Arkagraha (solformørkelse), Arkadina (soldag), Arkaja (solfødt, eller én, der kommer fra Solen) osv. Arka er et navn for Indra og ilden, men Arka er desuden en sang. (Se også Indra).

Arkadier
Se Akkader.

Arkanum
(Latin). Det latinske Arcanum stammer fra ”arca”, som betyder ”skrin”, ”ark” eller ”kiste”. Arkanum betegner noget hemmeligt – navnlig i betydningen et lægemiddel, som består af hemmelige ingredienser. Arkanum var desuden alkymisternes betegnelse for det hemmelige middel, der skulle anvendes til skabelse af guld. Tinktur, De Vises Sten, Quinta Essentia, Magisterium osv. er alle synonymer for Arkanum.

Arketype
(Græsk). Arketype stammer fra ”archetypos”, der er dannet fra ”archi-”, ”arche-” og ”typos”, som betyder ”form” eller ”mønster”. En arketype er en oprindelig matrice, der ligger til grund for skabelse af alt andet. Der findes arketyper i mentalt stof, som ligger til grund for de forskellige fysiske former. De er ikke egentlige matricer, for der er tale om belivede former eller skabende støbeforme, som skaber former, der ligner dem selv. Arketyper i platonisk filosofi er ikke-materielle forbilleder, der ligger til grund for sanseverdenens mangfoldighed. Arketyper er en psykologisk term, der blev indført af Carl Gustav Jung om de medfødte, ubevidste psykiske strukturer, der vedrører universelt menneskelige livserfaringer.

Arketypisk Univers
(Græsk). Arketypisk Univers stammer fra ”archetypos”, der er det oprindelige mønster − enten som en abstrakt form i det guddommelige sind, eller som en subtil form, der er model for en grovere version. Det Arketypiske Univers er derfor en betegnelse, der henviser til det fuldkomne indre univers, som den ydre, objektive verden er bygget på. I skabelsesprocesserne passerer idéerne fra det abstrakte niveau til det konkrete og antager synlig form. De skabende Logoi ser de arketypiske former i den indre og fuldkomne verden, og bygger videre på de arketypiske modeller, som både er flygtige og transcendente. Derfor har menneskets former eksisteret i evigheden som astrale eller æteriske prototyper, som åndelige skabninger har til opgave at give liv og form på Jorden.

Arkitekt
(Græsk). Arkitekt stammer fra ”architektones”, som henviser til kosmiske bygmestre, der er grupper af skabere som f.eks. kosmokratorer (verdensherskere), Demiurger (verdensbygmestre) og Dhyan-Chohaner (verdensarkitekter). Det er skabninger, som har adgang til og er i stand til at forstå de subtile formløse åndelige idéer. Udtrykket ”bygherre” gælder reelt de kosmiske ”håndværkere” eller skabninger, der udfører den generelle udformning af idéerne. Arkitekterne tilhører livets højere eller mere åndelige side, og faktisk danner de ”den lysende bue”, mens bygherrernes eller konstruktørernes former, danner ”den mørke bue”. Arkitekterne er Dhyani-Buddhaer, skabere af de kosmiske principper, eller Elohim, der består af Demiurger. Det er dem, der følger planerne for den iboende guddommelige tanke. (Se også Avalokiteshvara, Demiurgos, Dhyan-Chohan, Dhyani-Buddhaer, Elohim og Kosmokrator).

Arkitektur
(Latin). Arkitektur stammer fra ”architectura”, som er en afledning af det græske ”architekton”, der betyder ”bygmester”. Arkitektur betyder ikke i sig selv ”at opbygge”, men henviser til videnskaben eller kunsten i at bygge i overensstemmelse med bestemte principper eller regler, som har overlevet i tidernes løb, fordi de er grundfæstet i den kosmiske orden og skønhed. Arkitektur regnes som en af de fem store kunstarter, og monumenter i antikken overalt på Jorden viser tydeligt, at de mennesker, som designede dem, udover viden om materialer og teknisk indsigt, havde en vis fornemmelse af de kosmiske loves harmoni, skønhed og proportioner. Menneskeheden blev dengang overvåget og beskyttet af guddommelige instruktører, og i den kunst, som de åndelige skabninger underviste i, havde arkitektur en fremtrædende plads. H.P. Blavatsky sagde, at ”intet stenaldermenneske ville nogensinde være i stand til at udvikle sådan en videnskab uden hjælp selv efter årtusinders udvikling af intellektet. Det var eleverne fra inkarnerede Rishierne og Devaer i 3. rodrace, der overleverede deres viden fra den ene generation til den anden − til Egypten og Grækenland – som nu har mistet principperne bag proportionerne”. Det var Marcus Vitruvius Pollio, der gav eftertiden reglerne for konstruktion af græske templer i 10 bøger om arkitektur. Han var indviet, og bøgerne kan kun studeres esoterisk. (Se også Deva, Rishi og Rodrace).

Armageddon
(Græsk). Armageddon, Harmaggedon (latin Armagedon) eller Har Megiddo er en lokalitet i det nordlige Israel, hvor det endelige slag mellem godt og ondt engang skal stå iflg. Johannes Åbenbaring. Det er den bibelske hentydning til det sidste store opgør mellem lysets og mørkets kræfter på Jorden. Alice A. Bailey fortæller, at kampen vil udspille sig om millioner af år, hvor den del af menneskeheden, der har valgt lysets vej, vil sejre, og de sjæle, der fortsat følger egoismens og materialismens vej, vil blive overført til et andet planetsystem, hvor de vil gennemgå en langsommere udviklingsrytme, der passer bedre til deres formål.

Armaita Spenta
(Persisk). Armaita Spenta er Jordens ånd og materialitet (dvs. forholdet til legemlige ting). I en vis forstand er Armaita Spenta det samme som Ahriman eller Angro Manyu. (Se også Ahriman).

Aroeris
Se Horus den Ældre.

Aromaterapi
Aromaterapi er betegnelsen for brugen af bestemte olier til terapeutiske formål. Olierne er udvundet af planter, og olierne siges at have en kraftig og positiv virkning på både krop og sind. Æteriske olier er en kraftfuld, aromatisk substans, der findes i små kirtler enten uden på eller inde i rødder, blade, blomster eller frugt. Olien udvindes af træer, buske, blomster og urter overalt på Jorden, og hver olie har sin egen unikke kemiske sammensætning. Det er kombinationen af de helbredende elementer, der giver hver olie sin specielle kvalitet og evne til at helbrede. De æteriske olier er meget flygtige, og derfor fordamper de hurtigt, hvis de udsættes for luft. Allerede ved stuetemperatur frigøres små partikler, der straks forbinder sig med luften. Æteriske olier er organiske sammensætninger med en kompliceret kemisk struktur. Aromaterapi har været anvendt i århundreder.

Arrhetos
(Græsk). Arrhetos betyder ”ubeskrivelig” eller ”usigeligt”, og ordet bruges i den græske esoteriske filosofi om noget, der ikke må afsløres. Arrhetos findes i de græske mysterier, og begrebet forekommer konstant i græsk mystisk litteratur fra de tidligste tider. Alt hvad blev anset for helligt, eller som ville blive opfattet forkert af offentligheden uanset om det var i tale eller skrift, blev kaldt Arrhetos. Ordet blev overtaget af de gnostiske sekter, som bl.a. brugte betegnelsen om den skabende Logos’ syvfoldige natur eller den første kosmiske Hebdomos (stammer fra ”hepta”, der betyder syv). (Se også Gnosis, Gnostiker og Logos).

Artemis
(Græsk). Artemis er en græsk gudinde, der normalt identificeres med den romerske Diana. Artemis var datter af Leto og Zeus og Apollons tvilling. Artemis er gudinde for kyskhed, og det er hende, der beskytter unge mennesker og jomfruer. Artemis blev hædret i arkadiske ritualer og legender, der er ældre end Homér. Her beskrives hun som en naturgudinde, der vogtede over marker og skove. Hun var desuden gudinde for livgivende vand, moser, floder og kilder. Som gudinde for landbrug bragte hun vækst til markerne, og hun skræmte mus og skadedyr væk. Derfor var hun ven med sædemanden og høstkarlen. Legenden om det kalydoniske vildsvin viser, at hun blev tilbedt som høstgudinde. Hun blev også kaldt tæmmeren, gudinden for jagt og healergudinde. Hun var dyrenes beskytter, og de var ikke hendes jagtbytte. Artemis var desuden skytsgudinde for menneskeheden, og hun var specielt aktiv, når det gjaldt undervisning af børn og unge. Drenge og piger blev indviet til hende i templerne. Hun var gudinde for ægteskab og med særligt ansvar for fødsler. Hendes vigtigste ceremoni − Ephesia eller Artemisia − blev afholdt i foråret. Hendes forbindelse til Afrodite (eller Venus) og Månen, er beskrevet i mange varianter og under forskellige navne. I virkeligheden var Afrodite Pandemos (den mest almindelige og populære) tættere forbundet med Månens energier og egenskaber end med Venus. Månen − eksempelvis under navnet Lucina − præsiderede over fødsler, og under navnet Diana blev hun omtalt som den, der giver liv og vitalitet i overflod. Under navnet Hekate var hun gudinde for underverdenen, fordi det var hende, der var årsag til sygdom, alderdom og død. (Se også Aither, Afrodite, Apollon, Ares, Artemis, Athene, Bastet, Chaos, Demeter, Eros, Gaia, Hades, Hefaistos, Hera, Hestia, Nyx, Poseidon, Python, Tartaros, Tyfon, Uranus og Zeus).

Artephius
Artephius eller Artefius (ca. 1150 e.Kr.) var hermetisk filosof og forfatter, som skrev en række alkymistiske tekster. Kilden til teksterne er ukendt, og ophavsmandens identitet er uklar, men nogle af teksterne er af arabisk oprindelse. Han er navngivet som forfatter til flere bøger. Hans værker er uden dateringer, selv om det er kendt, at han skrev The Secret Book i det 12. årh. Legenden siger, at han var 1.000 år gammel, da han skrev bogen. The Secret Book nævnes flere gange af Roger Bacon. I Baghdad findes der en bog om drømme, der er skrevet af ham, hvor han beskriver hemmeligheden ved at kunne se fortid, nutid og fremtid under søvnen og huske det, man har set. Der findes kun to kopier af manuskriptet.

Artha
(Sanskrit). Artha betyder ”arbejde”, ”rigdom”, ”økonomi” og ”gevinst”. Ordet har tilknytning til materiel velstand. I hinduismen er Artha en af de fire mål i livet, der kendes som Purushartha: ”Det, der søges af mennesket”. De fire grundlæggende behov eller længsler er Artha, Kama, Dharma og Moksha. Artha anses for at være et ophøjet mål, så længe det sker i overensstemmelse med den vediske moral. (Se også Dharma, Kama, Moksha, Purushartha og Veda).

Arudha
(Sanskrit). Arudha stammer fra ”a-ruh”, der betyder ”at bestige” eller ”at stige op”. Arudha vil derfor sige at løfte sig op, at nå eller at præstere. Arudha indgår i ordforbindelser, som f.eks. ”indriyarudha”, der betyder opfattet eller erkendt ved hjælp af sanserne, og ”yogarudha”, der betyder fordybet i meditation eller opnåelsen af forening eller yoga. (Se også Meditation og Indriya)

Aruna
(Sanskrit). Aruna stammer fra roden ”ri”, der betyder ”at flytte”, ”at stige” og ”at være fremadrettet”. Aruna repræsenterer den rødlig-brune eller rødlige farve på morgenhimlen i modsætning til den natmørke himmel. Aruna er en personificering af daggryet − nogle gange symboliseret som Solens vognstyrer. I Ramayana er Aruna far til fabelfuglen Jatayu, som var gribbenes konge, men han blev dræbt af Ravana. I Vishnu-Purana er Aruna en af Kasyapa af Vinatas to sønner, som man kaldte Suparna. Han er ”fjerkongen, og den nådesløse fjende af slangens race”. I buddhistiske skrifter er Aruna navnet på 1. En Kshatriya-konge, der blev far til Sikhi Buddha. 2. En gruppe guder. 3) En Naga eller slangekonge. 4. En konge af Potali i Assaka, der gik sejrrig ud af en kamp mod Kalinga-kongen, og vandt kongens fire døtre. 5. Et område i nærheden af Anupama, hvor Buddha Vessabhu holdt sin første tale en uge efter, at han havde opnået oplysning. (Se også Anjana, Jatayu, Kshatriya, Kubera, Naga, Puranaer, Rama, Ramayana, Sikhi-Buddha og Vishnu-Purana).

Arundhati
(Sanskrit). Arundhati består sandsynligvis af ”ikke” og roden ”rudh”, der betyder ”at kontrollere”, ”at begrænse”, ”at binde”. Arundhati er en frigiver, en befrier, en, der løsner bånd. Arundhati har magt til at helbrede alvorlige sår. Det er vismanden Vasishthas ægtefælle. Det er også ægtefællen til Dharma, der repræsenterer retfærdighed, pligt, rigtig handling, sandhed eller den kosmiske lov. Arundhati er en personificering af morgenstjernen eller Lucifer-Venus, som er en af de gamle grækeres syv stjerner i Store Bjørn (Ursa Major). Arundhati er en betegnelse for Kundalini, den psykiske energi i mennesket, som symboliseres med en sammenrullet slange, der ligger latent ved Rodchakraet i bunden af rygsøjlen. Arundhati er et af de mere mystiske begreber i den gamle hinduistiske mytologi. Overensstemmelsen mellem egenskaberne tyder på, at Arundhati er identisk med den kosmiske Shakti – den oprindelige kosmiske energi, som aktiverer og skaber det, der befinder sig i latent tilstand eller som er relativt inaktivt. I rollen som Lucifer-Venus kan Arundhati være mystisk forbundet med hierarkier af Manasaputraerne – tankens sønner − som vækkede det sovende tankesind i den tidlige menneskehed. (Se også Dharma, Kundalini, Lucifer, Manasaputra, Mooladhara-chakra, Rodchakra og Shakti).

Arupa
(Sanskrit). Arupa består af ”ikke” og ”rupa”, der betyder ”form” eller ”legeme” − sandsynligvis fra roden ”rup”, der betyder ”form” eller ”figur”. Arupa betyder derfor ”uden form” eller ”formløs” – i modsætning til ”rupa”, der betyder ”form” eller ”legeme”. Arupa er betegnelsen for de tre højeste underplaner af mentalplanet (kausalplanet) og endnu højere bevidsthedsplaner. I buddhismen bruges Arupa i en række forbindelser – eksempelvis Arupa-Dhatu (det formløse element), Arupa-Loka (den formløse verden) og Arupa-Tanha (ønske om genfødsel i den formløse verden). Arupa betyder imidlertid ikke, at der overhovedet ikke er nogen form. Formerne på de åndelige planer er ikke-materielle i den forstand, at de er meget æteriske og subtile og primært opfattes som energi. I den åndsvidenskabelige opdeling af det syvfoldige kosmos kaldes de tre højere bevidsthedsplaner for Arupa-planer. Det er formløse verdener, hvor form som mennesker opfatter stof og form på det objektive plan ophører med at eksistere. De fire lavere kosmiske planer kaldes Rupa-Loka eller manifesterede planer. Hvis kosmos betragtes som 10-delt, kan de tre højeste planer kaldes Arupa, mens de syv manifesterede planer er Rupa- eller formverdener. H.P. Blavatsky sagde: ”De formløse (Arupa) udstrålinger, der eksisterer i den universelle viljes harmoni og udgør det, der kaldes den kollektive eller samlede kosmiske vilje på det subjektive verdensalts plan, forener en uendelighed af monader − der hver for sig afspejler sit eget univers − og individualiserer på den måde i øjeblikket en selvstændig, alvidende og universel tanke og danner sig i kraft af den samme magnetiske sammenhobningsproces objektive, synlige legemer af de interstellare atomer, for atomer og monader − i fællesskab eller enkeltvis, usammensatte eller sammensatte − fra det første differentieringsøjeblik kun er ”gudernes” legemlige, sjælelige og åndelige principper, og disse guder er igen udstrålinger fra urnaturen”. (Se også Loka og Rupa).

Arupa-deva
(Sanskrit). Arupa-deva består af ”ikke” og ”rupa”, der betyder ”form” eller ”legeme” samt ”deva”, der er en åndelig skabning. Arupa-devaer er derfor de formløse åndelige skabninger, der beskrives i Mahatmabrevene. Der henvises til skabninger, som engang var mennesker på samme måde som nutidens mennesker, men de har udviklet sig til mesterskab og har forladt menneskeriget. De er indtrådt i en af de to vigtige grupper, der består af Dhyan-Chohaner. Iflg. udviklingen eksisterer der mennesker, som er længere fremme i udvikling end nutidens menneskehed, men ikke desto mindre har de tidligere været mennesker, som nu er henholdsvis Rupa og Arupa. I menneskeriget er der to grupper, der vil blive mennesker i fremtiden. Det er Asuraer (elementaler, der mere eller mindre har menneskelig form), og dyr eller elementaler fra en mindre avanceret gruppe, som kan kaldes animalske elementaler. Når ordet Deva bruges alene, er det svagt og ubestemt, for der findes højtstående åndelige skabninger, der kaldes devaer, som hverken er tidligere mennesker, Asuraer eller dyr, men som kan betragtes som himmelske eller åndelige elementaler. (Se også Asura, Deva, Dhyan-Chohan, Elementaler og Mahatma).

Aruparaga
(Sanskrit). Aruparaga er betegnelsen for ønsket om et liv frigjort fra formens verden – dvs. ønsket om et liv på de højeste og formløse planer af mentalplanet (kausalplanet eller sjælsplanet) eller på det endnu højere Buddhiske plan. Ønsket er imidlertid udtryk for egoisme, for det indebærer ønsket om en højere og mindre sanselig form for egoisme, og det er en egoisme, der også skal aflægges ligesom de lavere former for egoisme. (Se også Buddhisk plan og Kausallegeme).

Arvakr
(Oldnordisk). Arvakr betyder ”tidlig vågen” i den nordiske mytologi. Arvakr er en af de to heste, der trækker Solen over himlen iflg. den ældre Edda (Grímnismál). Arvakr har angiveligt Odins runer i ørerne, men på den anden hest – Alswider, Alsvinnr eller Alsvidr − er runerne indgraveret på hovene. (Se også Alswider og Edda).

Arvaksrota
(Sanskrit). Arvaksrota stammer fra ”arvak”, der betyder ”nedad” og ”srota”, der betyder ”strøm”. Arvaksrotaer er skabninger, som har en tendens til at strømme nedad. Der henvises til skabelsen af mennesket, som er Brahmas syvende skabelse iflg. Vishnu-Purana. De syv skabelser, som ”ikke forekommer på denne planet, hvor de ellers kan have fundet sted”, henviser til forskellige stadier af udviklingen i de tidligere perioder af en planets Manvantara og af en Kædemanvantara. (Se også Brahma, Manvantara og Vishnu-Purana).

Arvelighed
Arvelighed i åndsvidenskabelig forstand er primært summen af de fysiske, astrale og mentale egenskaber, som et menneske har med sig fra tidligere liv. Mellem inkarnationerne opbevares arvelige tendenser i de permanente atomer, og de aktiveres, når sjælen nedsænker livstråden til mentalplanet, astralplanet og det fysisk-æteriske plan og samler stof fra de tre planer til formning af et mentallegeme, et astrallegeme og et fysisk-æterisk legeme. (Se også Permanente atom.)

Arwaker
Se Alswider.

Arya-Bhata
(Sanskrit). Arya-Bhata er den forhistoriske hinduforfatter, matematiker og astronom, født i Kusuma-Pura (nutidens Patma). Hans mest berømte astrologiske arbejde er Arya-Siddhanta.

Arya-Dasa
(Sanskrit). Arya-Dasa stammer fra ”arya”, der betyder ”ædel” eller ”hellig” og ”dasa”, der betyder ”et menneske med viden” eller ”tjener”. Arya-Dasa betyder bogstaveligt ”hellig lærer”. Arya-Dasa var en stor vismand og Arhat fra Mahasamghika-skolen. (Se også Arhat og Arier).

Arya-Samaj
(Sanskrit). Arya Samaj er en bevægelse, der blev grundlagt i Indien af Swami Sarasvati Dyanand i det 19. årh. Målsætningen var, at han ville føre sine landsmænd tilbage til den vediske religions uberørte renhed, selv om det skulle ske i form af en teistisk filosofi. Tilhængerne skulle befries fra tidens ortodokse Brahmanisme, der var degenereret og demoraliserende. I en kort periode var Arya Samaj tilknyttet Det Teosofisk Samfund, men samarbejdet blev afbrudt, fordi det blev tydeligt, at Arya Samaj ikke var i harmoni med teosoffernes universelle formål og mål. Arya Samaj spredte sig gradvis over det nordlige Indien og fik efterhånden 2-300 afdelinger. (Se også Brahmanisme, Brahma-Samaj, Teisme, Teosofi og Veda).

Aryadeva
(Sanskrit). Aryadeva (3. årh. f.Kr.), var discipel af Nagarjuna og forfatter til flere vigtige Mahayana Madhyamaka buddhistiske tekster. Han er også kendt som Kanadeva – den 15. patriark i Zen-traditionen og Bodhisattva Deva i Sri Lanka. Aryadeva er den ene af de tre oplyste buddhistiske lærere, der kaldes ”buddhismens tre sole”. (Se også Bodhisattva, Discipel, Gautama Buddha, Mahayana og Zenbuddhisme).

Aryahata
(Sanskrit). Aryahata er ”Arhatskabets vej”, der fører til Nirvana. (Se også Arhat og Nirvana).

Aryaman
(Sanskrit). Aryaman er Pitriernes overhoved. Aryaman er en af de vigtigste Adityaer (solguddomme), der almindeligvis påkaldes i forbindelse med Varuna og Mitra. Mælkevejen hedder Aryamanah Panthah (Aryamans vej), og Aryaman hersker angiveligt over et af Månens palæer (Nakshatra Uttaraphalguni). (Se også Aditya, Mitra, Pitri og Varuna).

Aryasangha
(Sanskrit). Aryasangha er en af de tre oplyste buddhistiske lærere og reformatorer, der kaldes ”buddhismens tre sole”. Den víse lærer Aryasangha kendes nu som mesteren Djwhal Khul. Aryasangha levede iflg. traditionen ca. 1.000 år efter Gautama Buddha, og han døde angiveligt i Rjagriha ca. 150 år gammel. Aryasangha var grundlægger af den første Yogacharya-skole. Aryasangha var Arhat og en af Gautama Buddhas disciple, og han er helt ubegrundet blandet sammen med og forvekslet med en anden Aryasangha, som angiveligt har levet i Ayodhya (Oude) omkring det 5. eller 6. årh. e.Kr., og som underviste i Tantra i forbindelse med Yogacharya-systemet. Man har påstået, at han var den samme Aryasangha, som var discipel af Sakyamuni (Gautama Buddha), og at han var 1.000 år gammel. Almindelige studier afslører, at værkerne, der blev skrevet af ham, er oversat omkring år 600 e.Kr. Værkerne er fyldt med tantriske teknikker, ritualisme og læresætninger, som nu i høj grad følges af rødhue-sekterne (Dugpaerne) i Sikhim, Bhutan, og Lille Tibet, og som ikke kan være identiske med de oplyste systemer hos den tidlige Yogacharya-skoles rene buddhisme, som hverken er nordlig eller sydlig men i høj grad esoterisk. Selv om ingen af de ægte Yogacharya-bøger (Narjol Chodpa’en) nogen sinde er blevet offentliggjort, så finder man alligevel i Yogacharya Bhumi Shastra hos pseudo-Aryasanghaen meget fra det ældre system om de læresætninger, han kan være indviet i. Materialet er imidlertid så stærkt blandet med Shivaisme og Tantrisk magi og overtro, at værket er sin egen fjende på trods af dets dialektiske raffinementer. I alle tilfælde er det uden for enhver tvivl, at Mahayanaens religiøse værker blev skrevet længe før Aryasanghas tid − uanset om han levede i 2. årh. f.Kr. eller 7. årh. e.Kr. (Se også Arhat, Aryadeva, Dugpa, Discipel, Gautama Buddha, Mahayana, Shakyamuni, Tantra og Yogacharya).

Aryasatya
(Sanskrit). Aryasatya eller Aryasatyani stammer fra ”arya”, der betyder ”ædel” eller ”hellig” og ”satya”, der betyder ”sandt” eller ”ægte” fra roden ”at være”. Aryasatya er den ædle eller hellige sandhed − eller i flertal − buddhismens fire store sandheder − Chatvari Aryasatyani (eller Chattari Ariyasachchani på pali): 1. Dukkha − livet er lidelse. 2. Samudaya − oprindelse, årsag, trang, egoistiske begær (Tanha) er årsag til lidelse. 3. Nirodha − destruktion, udslettelse af begær fjerner lidelse. 4. Aryashtanga-Marga − den ottefoldige vej fører til ophør af lidelse. (Se også Aryashtanga-Marga, Dukkha, Nirodha, Samudaya og Tanha).

Aryasatyani
Se Aryasatya.

Aryashtanga-Marga
(Sanskrit). Aryashtanga-Marga stammer fra ”arya”, der betyder ”ædel” eller ”hellig, ”ashta”, der betyder ”otte”, ”anga”, der betyder ”inddeling” og ”marga”, der betyder ”sti” eller ”vej” fra roden ”mrig”, der betyder ”at søge”, ”at stræbe efter” eller ”at opnå”. Aryashtanga-Marga er den hellige ottefoldige vej i buddhismen. Den ottefoldige vej er beskrevet af Gautama Buddha som den fjerde af de fire ædle sandheder (Chattari Aryasatyani). Fast disciplin og praksis i Aryashtanga-Marga fører til sidst disciplen til fuldkommen visdom, kærlighed og befrielse fra Samsara (serien af genfødsler og dødsfald). Den ottefoldige vej er beskrevet som: 1. Samyagdrishti − rigtig indsigt. 2. Samyaksamkalpa − rigtig beslutsomhed. 3. Samyagvach − rigtig tale. 4. Samyak-karmantra − rigtig handling. 5. Samyagajiva − rigtig levemåde. 6. Samyagvyayama – rigtig stræben. 7). Samyaksmriti − rigtig erindring. 8. Samyaksamadhi − rigtig koncentration. (Se også Arier, Aryasatya, Gautama Buddha, Marga og Samsara).

Aryavarta
(Sanskrit). Aryavarta er ”ariernes land”. Det er det gamle navn for det nordlige Indien, og braminerne var de første, der slog sig ned i området. Det er forkert at give navnet til hele Indien, for Manuen gav kun navnet Aryavarta er ”ariernes land” til området mellem Himalaya og Vindhya-bjergene fra det østlige til det vestlige hav. (Se også Arier og Manu).

Asakrit Samadhi
(Sanskrit). Asakrit Samadhi stammer fra ”a-sakrit”, der betyder ”ikke én gang” eller ”flere gange” og ”samadhi”, der henviser til meget dyb meditation. I buddhismen er Asakrit Samadhi derfor gentagne dybe åndelige og intellektuelle meditationer på højeste niveau, der kan betegnes som et stadie i Samadhi. (Se også Meditation og Samadhi).

Asamprajnata
(Sanskrit) Asamprajnata er et udtryk for en bevidsthedstilstand, hvor der ikke findes et objekt, der kan trække tankesindet væk fra dets center.

Asana
(Sanskrit). Asana stammer fra roden ”at sidde stille”. Asana er en yogastilling eller en ubevægelig stilling, der også kaldes yoga-asana. Det er en afbalanceret stilling, der muliggør en rolig energigennemstrømning i bestemte områder af kroppen og i tankesindet. Selve yogastillingen har ingen dybere åndelig værdi. Kropsstillingen skal være så afbalanceret, at tankesindet bliver mindst muligt distraheret, og dermed muliggøres dyb meditation og ægte selvrefleksion. Bevidstheden skal være uden den mindste opmærksomhed på de forskellige yogastillinger. (Se også Meditation og Yoga).

Asar
Se Osiris.

Asat
(Sanskrit). Asat består af ”ikke” og ”sat”. ”Sat” stammer fra roden ”at være”. Asat er derfor et filosofisk udtryk med betydningen ”ikke-væren”. ”Sat” er det uforanderlige, det evige, det, der altid er til stede. ”Ikke-væren” omtales i indiske filosofier med to betydninger, der næsten er diametrale modsætninger. For det første betragtes ”ikke-væren” som det falske, det uvirkelige eller det manifesteret Univers i modsætning til det virkelige, for naturen er illusoriske skygger af sin egen sande essens. For det andet har ikke-væren en dybt mystisk betydning, der omhandler alt, som befinder sig over eller højere end Sat, for den ene virkelige ”værenhed” (ikke-væren) er ”født af Asat, og Asat er undfanget af Sat”. Det henviser til den evige cykliske cirkulære bevægelse, der kun kan manifesteres på tærsklen til Paranirvana. I sin lavere betydning betegner Asat de objektive naturriger og Prakriti, der betragtes som illusoriske, i modsætning til den evige ”værenhed” eller Sat. I sin højere betydning er Asat grænseløs og en evig metafysisk rumessens, og ud af den, i den og fra den, opstår selv Sat eller ”værenhed”. Asat er her Parabrahman-Mulaprakriti i sin mest abstrakte betydning. (Se også Mulaprakriti, Parabrahman, Paranirvana og Prakriti).

Asathor
(Oldnordisk). Asathor er identisk med guden Thor − guden for storm og torden i den nordiske mytologi. Asathor hentyder til, at Thor tilhører asernes gudegruppe Han er helten, som modtager Mjølner − ”stormhammeren” − fra dværgene Sindre og Brokk, der har opfundet den. Med den besejrer han giganten Hrungner, der var den stærkeste af alle jætter, og Hrungner havde desuden et hjerte af sten. Thor smadrede hans hoved med Mjølner og udslettede dermed giganternes race i Thrymheim, ”larmens hjem”, som var gudinden Skades bolig. Og som en god og positiv guddom, satte han mindesmærker op i forbindelse sin handling, han helliggjorde ægteskabet og velsignede lov og orden. Thor er en guddom, der omtales med samme respekt, og som blev betragtet som næsten på højde med Odin i Eddaerne. (Se også Aser, Edda og Thors Hammer).

Asava
(Sanskrit/Pali). Asava eller Asrava stammer fra roden ”su”, der betyder ”at destillere” eller ”at lave afkog”. Destillering eller afkog i buddhistisk opfattelse er vanskeligt at oversætte til den vesterlandske begrebsverden. Med destillation eller afkog mener buddhisterne den proces, som tankesindet udfører eller producerer på grund af påvirkning fra omgivelsernes energier eller stoffer, uanset om de stammer fra andres tanker eller opstår automatisk og resulterer i handling, eller et menneskes bevidsthed påvirkes af en anden bevidsthed, der forsøger at gøre indtryk. På en måde svarer det til den kristne forestilling om fristelse. Asava betyder tankesindets voksende binding pga. påvirkning fra ydre impulser, og de idéer og holdninger, der opstår fra ydre påvirkninger, som forgifter tankesindet. De opstår i tankesindet eller flyder ind i mentallegemet og forhindrer bevidstheden i at fastholde sin fokusering på højere bevidsthedsplaner. Frihed fra Asava er det vigtigste aspekt af Arhatskab, og det indebærer selvkontrol i alle dets aspekter. De fire Asava er beskrevet i den sydlige buddhisme som: 1. Kama − sanselighed og sensualitet. 2. Bhava − begær efter eksistens. 3. Dittha − drømmende spekulation. 4. Avidya − uvidenhed. (Se også Abhava (Bhava), Arhat og Avidya).

Asch Metzareph
(Hebraisk). Asch Metzareph betyder ”den rensende ild”. Det er en kabbalistisk afhandling, der omhandler alkymi og relationen mellem metaller og planeter.

Asdt’eshdath
(Hebraisk). Asdt’eshdath stammer fra ”ash” eller ”esh”, der betyder ”ild”, eller ”lyn” og ”dath”, der betyder ”lov”, ”mandat” eller ”juridisk dekret”. Asdt’eshdath oversættes til ”ildens lov” i Septuaginta, hvor der tales om engle. Asdt’eshdath er ildagtige åndelige skabninger eller kosmiske selvbevidste ånder, som er udstrålet fra den kosmiske Logos. (Se også Logos og Septuaginta).

Asekha
(Pali). Asekha er en buddhistisk betegnelse for den, der har opnået nirvanisk bevidsthed – dvs. det menneske, der har passeret den 5. store indvielse. Asekha er det samme som hinduernes Jivanmukta. (Se også Indvielse, Jivanmukta og Nirvana).

Aser
(Oldnordisk). Aser stammer fra ”ass”, der betyder "gud", men ordet henviser reelt til et støttespær på et tag. Aser er flertalsformen, og Asynja er grammatisk hunkøn, der ikke findes i dansk grammatik, og Asynjor er hunkøn i flertalsform. I Eddaerne er Aserne de overordnede skaberguder dvs. ”luftguder” i den nordiske gudelære. Aserne er alfaderen Odins afkom. De lever i Asgård, hvor de mødes til højtider, hvor de drikker ”mjød”, som er symbol på livserfaringer, der er erhvervet i livets lavere regioner. Asernes egenskaber er forbundet med lufteelementet, og derfor er de mentale guder. En anden gudegruppe er Vanerne, der er relateret til vandelementet, og derfor er de astrale guder. I mytologien blev Aserne fortrængt fra deres himmelske bolig af Vanerne, som derefter blev i de guddommelige sfærer, mens Aserne inspirerede livet i de lavere verdener. I Eddaer er Aserne i evig opposition til Jætterne, som er kæmper eller giganter, og deres energi repræsenterer en modsætning til inerti. Når guderne trækker sig tilbage efter Ragnarok, ophører Universet med at eksistere. Aserne regeringstid eller livsperiode efterfølges af en periode med stilstand, hvor intet eksisterer, symboliseret af Ymer, frostgianten, den transformerede Bergelmir – kæmpen, der overlever verdens undergang, dvs. frugten af det universelle livs tidligere livscyklus. Aserne var ikke de højststående guder, selv om den kosmiske Odin i sin egenskab af alfader er far til guder og mennesker i kraft af, at han nedstammer fra en tidligere evolutionscyklus. Alle skaberguder eller personificerede guddomme viser sig ved den sekundære fase af den kosmiske evolution. (Se også Asgård, Bergelmir, Edda, Heimdal, Jætter, Odin, Vaner og Ymer).

Asgård
(Oldnordisk). Asgård eller Asgard stammer fra ”ass”, der betyder ”gud” og ”gardr”, der betyder ”gård”, ”hjem” eller ”højborg”. Asgård er Asernes hjem. Aserne er den nordiske mytologis skabende guddomme, der omtales i Eddaen. Asgård var adskilt fra Midgård (den midterste gård, der var hjemsted for menneskeheden) af floderne Ifing (tvivl) og Tund (tid) og af en mur af rensende ild. Inden for Asgårds hellige enemærker mødtes Aser og Asynjer (guder og gudinder) for at vurdere verdenstræets tidligere liv og for at bestemme fremtidens kurs. Asgård lå højere end Lysalfernes og Vanernes hjem, men på samme plan som Jotunheim (Jættehjem) – de onde og troldkyndige Jætters hjem, som guderne konstant lå i strid med. Asgårds guder er sandsynligvis identiske med de indiske Suraer, mens Jætterne svarer til Asuraerne, fordi de to grupper symboliserer naturens stridende kræfter. Det er de skabende og nedbrydende kræfter, som er lige guddommelige og nødvendige. Derfor ligger Asgård og Jotunheim på samme plan. De nordiske guder svarer til de græske guder og Titaner. (Se også Aser, Asura, Edda, Jætter og Sura).

Ash
(Hebraisk). Ash stammer sandsynligvis fra ”na’ash”, der betyder ”at understøtte” eller ”at bære”. Ash oversættes med ”ild”, uanset om det er fysisk eller symbolsk ild. I Job (09,09) er Ash fejlagtigt oversat med stjernen Arcturus, men iflg. arabiske skrifter fremgår det tydeligt, at Ash henviser til Store Bjørn (Ursa Major). Adskillige folkeslag betragter Store Bjørn som den konstellation, der udgør den fundamentale støtte eller som er bærer af både skæbnen og Himlene. Hinduerne taler om Saptarshayah (de syv Rishier), der hersker over konstellationen, og som har det karmiske tilsyn med Universet. (Se også Rishi).

Ash Yggdrasil
(Oldnordisk). Ash Yggdrasil er ”Verdenstræet”. Det er symbolet på verden i den nordiske mytologi, hvor det omtales som ”tidens, livets og Universets træ”. Det er evigt grønt, fordi de nordiske skæbneguder dagligt stænker med livets vand fra fontænen Urd, som strømmer i Midgård. Dragen Nidhug − syndens og ondskabens drage − gnaver konstant i træets rødder. Men Ash Yggdrasil kan ikke visne før det sidste slag (den 7. rodrace i den 7. runde) er udkæmpet. Her vil livet, tiden og verden blive ødelagt og forsvinde. (Se også Yggdrasil).

Ashem-Vohu
(Avestan). Ashem-Vohu er et af de tre helligste mantraer eller invokationer i Zarathustrismen. Ashem-Vohu handler om at ”renhed er det største gode, en velsignelse, er en velsignelse for den, der praktiserer renhed af hensyn til den højeste renhed”. (Se også Zarathustrisme).

Ashemogha
Se Ashmog.

Ashen
(Indisk). Ashen og Langhan er ceremonier, der uddriver onde ånder fra besatte mennesker. Ashen minder om kristendommens eksorcisme. Ceremonierne bruges af indiske Kolarian-stammer.

Asher
(Hebraisk). Asher betyder ”hvem”, ”hvad”, ”den/det”, som i Den Hemmelige Lære anvendes i forbindelse med udtrykket ”ehyeh ‘asher’ ehyeh” – ”Jeg er den, jeg er”. (Exodus 03:14). Asher (dvs. lykke) var desuden Jacobs anden søn iflg. Første Mosebog.

Ashera
(Syrisk/Hebraisk). Ashera er en syrisk gudinde for lykke, der har store ligheder med den romerske guddommelighed Venus, og som har egenskaber, der er beslægtet med Astarte − en anden syrisk guddom. Ashera er også en hellig træpæl eller symbol, der stod tæt på alteret, eller en Massebah (et udtryk, der bruges af arkæologer om en hellig søjle eller et stenmonument, der er genstand for tilbedelse) i de tidlige semitiske helligdomme. Ashera var en del af udstyret i Jehovas tempel i Jerusalem indtil Josias’ reformation. Den oprindelige Ashera var en søjle med syv grene på hver side, og toppen var en kuppelformet blomsterkrone med tre stråler. Den var et metafysisk symbol uden den falliske sten, som jøderne forvandlede den til. ”Du barmhjertige, som vækker døde til live”, var en bøn, der blev udtalt foran Ashera på Eufrats bred. Den barmhjertige var menneskets åndelige triade, symboliseret ved den kugleformede krone med de tre stråler. (Se også Astarte)

Ashmog
(Avestan/Pahlavi). Ashmog eller Ashmogh er en dæmon eller et monster med pjusket hår. Ashmog var Ahrimans discipel, der opmuntrer Azhi-Dahak til at gøre oprør for at tilintetgøre menneskeheden. Han råber: ”Nu er der gået 9.000 år efter Fereyduns død (navnet på en iransk mytisk konge og helt, der er et symbol på sejr, retfærdighed og gavmildhed i persisk litteratur). Hvorfor rejser du dig ikke, selv om dine fodlænker ikke er fjernet, når verden er fuld af mennesker, og de er lukket ind i den indhegning, som Yima byggede?” Ashmog er også en drage eller en slange i Avesta, der beskrives som et kæmpe monster med kamelhals, der efter syndefaldet ”mistede sin natur og sit navn”. Det svarer til ”den flyvende kamel” i Zohar − de hebraiske kabbalistiske tekster. Det er tydeligvis før-historiske levn om monstre, der var halvt fugle og halvt reptiler. De stammer fra før syndfloden. (Se også Ahriman og Avesta).

Ashram
(Sanskrit). Ashram stammer fra roden ”sram”, der betyder ”at øve sig åndeligt”. Eksoterisk set er en Ashram en hellig bygning, et kloster, en skole eller en eneboerbolig til åndelige formål. Enhver sekt i Indien har sine ashramer. Esoterisk set er en ashram et subjektivt åndeligt center, hvor en mester samler en gruppe af sjæle, der befinder sig på samme stråle (en af de syv kosmiske energier). Ashramen arbejder på at realisere et aspekt af den guddommelige plan. Alle sjæle er knyttet til en bestemt Ashram og sjælegruppe på de indre bevidsthedsplaner. I hjertet af gruppen står en mester – en oplyst sjæl, der holder gruppens fælles energi og formål i fokus. En ashram er derfor først og fremmest en indflydelsessfære af positive energier, der telepatisk påvirker menneskeheden. Ashramen er desuden et energicenter i Hierarkiets gruppeliv og et redskab for inspiration i verden. I oldtiden var Ashram desuden en betegnelse for fire perioder i en bramins stræben efter indre åndelig udvikling. De fire Ashramer var: 1. Den studerende eller Brahmacharya. 2. Boligejeren eller Grihastha − den periode, hvor braminen var gift og påtog sig sin rolle i samfundet. 3. Afsondrethed eller Vanaprastha − den periode, hvor braminen levede isoleret i en Vana (skov). Det var en periode med åndelig refleksion og meditation på filosofiske og åndelige spørgsmål. 4. Afkald eller Bhikshu − den, der har givet afkald på alle adspredelse i det verdslige liv, fordi opmærksomheden er fokuseret på åndelige anliggender, også selv om braminen evt. vender tilbage til menneskehedens verden for at hjælpe og undervise. (Se også Bhikshu, Brahmasrama, Brahmacharya, Grihastha og Meditation).

Ashrama
(Sanskrit). Ordet Ashrama henviser i yogatraditionen til et sted, hvor mennesker lever sammen i overensstemmelse med yogatraditionen. Ashrama er desuden betegnelsen for et livsstadie. (Se også Ashram).

Ashta-Siddhi
(Sanskrit). Ashta-Siddhi stammer fra ”ashta”, der betyder ”otte” og ”siddhi”, der betyder ”metafysiske evner”. Menneskets otte metafysiske kræfter eller evner er medfødte, men på nuværende tidspunkt i udviklingen er de i almindelighed latente eller uudviklede, men de kan alle udvikles til fuldkommenhed, når et menneske bliver en Buddha. (Se også Buddha og Siddhi).

Ashta-Vijnana
(Sanskrit). Ashta-Vijnana stammer fra ”ashta”, der betyder ”otte” og ”vijnana”, der betyder ”at kende”, men Vijnana oversættes ofte med ”bevidsthed”, ”livskraft”, ”tankesind” eller ”dømmekraft”. Ashta-Vijnana er otte eller ottefoldige evner, der benyttes i de esoteriske Mahayana-buddhistiske arbejder, for at betegne det, der i hinduistisk filosofi kaldes Jnanendriya (sanseorganerne eller bevidst eksistens i legemliggjort liv). Det er en gruppe evner, funktioner eller bevidsthedsmæssige kræfter, der har direkte reference til Skandhaerne (egenskaber) i Brahmana-filosofien. Mens Skandhaerne spænder fra de højeste og ned til og inklusive det astrale og fysisk-æteriske legeme, så udgør Ashta-Vijnana ikke desto mindre – når evnerne betragtes samlet – en enhed. Det er åndens og sjælens redskaber, og derfor ”skal mennesket se med sine åndelige øjne, høre med sine Dharmakaya-ører og føle med de åndelige sanser i Ashta-Vijnana, før det forstår doktrinen fuldt ud”. (Se også Brahmana, Dharmakaya, Mahayana, Jnanendriya, Skandha og Vijnana).

Ashtadisa
(Sanskrit). Ashtadisa stammer fra ”ashta”, der betyder ”otte” og ”dis”, der betyder ”påpege” eller ”udpege”. Ashtadisa er det ottekantede rum. Det henviser til en forestilling om en inddeling af rummet, der nogle gange fremstilles som et Oktaeder og andre gange som et Dodekaeder. Ashtadisa henviser bl.a. til de otte, der er udpeget til at være herskere over kompassets kardinalpunkter. I forbindelse med Ashtadisa og lignende ord, der har relation til rummet eller retninger i rummet og deres herskere, fastslog de gamle religiøse og filosofiske systemer, at rummet ikke repræsenterer tomhed eller bare er en tom container, men at det udgør en gigantisk og ubegribeligt enhed − Pleroma (en græsk betegnelse, der henviser til de samlede guddommelige kræfter) – der består af bevidstheder, eksistensplaner, sfærer eller verdener, som hver især har sin Maharaja eller overordnede bevidsthed. (Se også Dodekaeder, Maharaja, Oktaeder, Platoniske legemer og Polyeder).

Ashtanga-yoga
(Sanskrit). Ashtanga-yoga består af otte trin: Yama, der er adfærdskodeks og selvbeherskelse. Niyama, der er religiøse skikke og forpligtelser til praksis, f.eks. studier og hengivenhed. Asana, der omfatter integrering af sind og krop gennem fysisk aktivitet. Pranayama, der består af regulering af åndedrættet, som medfører integrering af sind og krop. Pratyahara, der er tilbagetrækning af sanserne fra opmærksomhed på ydre objekter. Dharana, der består af koncentration og en fokusering af tankesindet. Dhyana, der er meditation – en indadvendt aktivitet, der ultimativt fører til Samadhi. Samadhi, der er en tilstand af væren og ophøjet bevidsthed i en dyb metafysisk tilstand. Samadhi er opnået, når yogien konstant ser Paramatman i sit Jivatma-hjerte. Ashtanga-yoga er nogle gange opdelt i fire lavere og fire højere trin. De lavere trin går fra Yama til Pranayama, der svarer til de lavere trin i Hatha Yoga, mens de højere, der går fra Pratyahara til Samadhi svarer til Raja Yoga. De øverste tre trin praktiseres samtidig og udgør Samyama. (Se også Asana, Dharana, Dhyana, Jivatma, Meditation, Niyama, Paramatman, Pranayama, Pratyahara, Raja-yoga, Samadhi, Samyama og Yama).

Ashtar-Vidya
(Sanskrit). Ashtar-Vidya stammer muligvis fra ”astra”, der er et ”våben” eller et ”missil”, og ”vidya”, der betyder ”viden”. Ashtar-Vidya blev brugt af H.P. Blavatsky som udtryk for ”den højeste magiske viden”. Ashtar-Vidya er hinduernes ældste værk om magi. Astra-Vidya er videnskaben om krigsførelse, men det skal forstås som en viden, der benyttes til de indviedes evige kamp mod modstandskræfterne – lysets kamp mod mørket. Derfor drejer det sig ikke om våbenteknologi, men om indsigt i kraftfulde magiske kræfter. Selv om det påstås, at værket er i hænderne på esoterikere, så betragter orientalisterne det for tabt. Nogle meget få fragmenter er stadig intakte, men de er meget ødelagte. (Se også Astra og Vidya).

Ashur
Se Assur.

Ashwini Mudra
(Sanskrit). Ashwini Mudra er en yoga-øvelse, der kaldes ”hoppen”. I øvelsen trækkes endetarmens lukkemuskel sammen for at danne en energilås i dette område af kroppen. Øvelsen udføres ved, at man langsomt trækker endetarmens lukkemuskel samme og opad og holder stillingen et stykke tid uden at spænde andre steder i kroppen. Herefter slapper man langsomt af og afspænder hele området. Bevægelsen udføres 25 gange. Herefter gentages øvelsen 25 gange men med en anden hastighed, hvor sammentrækning og afspænding følger det naturlige åndedræt. Øvelsen afsluttes med endnu en langsom sammentrækning af endetarmens lukkemuskel under indånding. Når lungerne er fyldt, holdes sammentrækningen så længe som muligt. Under udåndingen afspændes området, og med lukkede øjne fokuseres der på Mooladhara-chakra.

Asira
(Sanskrit). Asira består af ”ikke” og ”siras”, der betyder ”hoved”. Asira betyder bogstaveligt ”hovedløs”. Asira er elementaler uden hoveder, men ordet blev også brugt om de to første menneskeracer. Asira henviser til egenskaber, som mennesker er i besiddelse af, men som mangler hos elementaler. Når Asira bruges om de første to menneskeracer, betyder det, at deres mentale kræfter endnu var uudviklede, og derfor var de endnu ikke i funktion. Det henviser også til 1. rodrace og i vid udstrækning også til 2. rodrace, for her havde de spirende menneskelige protoplaster (det indhold i en celle, der findes inden for cellevæggen) stadig en svag og kugleformede form, som fik H.P. Blavatsky til at kalde dem for ”budding-poser”. (Se også Rodrace).

Asita
(Sanskrit). Asita som et adjektiv betyder ”mørk i farven”, og det henviser ofte til mørk blå og endda sort. Krishna har mere eller mindre den samme henvisning til mørke farvetoner − bl.a. indigo. Som egennavn er Asita desuden et navn for planeten Saturn og en betegnelse for Månens mørke månedlige periode, hvor den i 14 dage er aftagende. Asita er også navnet på en af Kasyapas efterkommere − forfatter af flere afsnit i Rig-Veda. Han kaldes også Devala eller Asita-Devala (og mange andre navne), der henviser til en af de ophøjede Rishier. Generelt er Asita et navn på en skabning, der hersker over magi og mørke. Asita kan også betyde ”ubundet”, for ”asita” består af ”ikke” og ”sita”, der stammer fra roden ”si”, der betyder ”at binde”. (Se også Anjana, Aruna, Krishna, Rig-Veda og Rishi).

Asiyyah
(Hebraisk). Asiyyah stammer fra ”asah”, der betyder ”at danne”, ”at formgive”. Asiyyah er den laveste af de fire Olamim (verdener eller sfærer), som iflg. kabbala er manifesteret i løbet af en verdensperiode. Olam er en verden af stof eller en aktivitets-sfære, som også kaldes Olam Qelippoth. Den stammer fra den tredje verden eller Olam Yetsirah. Den fjerde verden repræsenteres af planeter og sfærer (Gilgulim) af fysisk stof, som er bolig for Samael (mørkets fyrste) og hans legioner. I denne sfære befinder Jorden sig, for den er genstand for fødsel, forandring, opløsning og genfødsel af stofformerne. I det, der kaldes Asiyyatics verden, er alle kræfter og funktioner fra de foregående eller overordnede verdener funktionsdygtige - herunder kræfterne og funktionerne fra de ti Sephiroth, men de er alle stærkt reducerede eller svækkede, fordi de udgør den fjerneste eller laveste del af den nedstigende stråle. (Se også Sephiroth).

Ask
(Oldnordisk). Ask, Askr eller Asketræ er ”Verdenstræet” eller ”Livets Træ” i den nordiske mytologi. Sammen med Embla (elletræet) var asketræet det træ, hvorfra guderne skabte det første menneske. Odin og hans to brødre udstyrede de inaktive skabninger med ånd, tankesind og begær, og kombinerede det med vilje. Universet blev afbildet som et asketræ – Yggdrasil – og i asketræet var enhver mindre skabning et asketræ med sin individuelle eksistens. Livets Træ indgår i traditionerne overalt i verden – eksempelvis nordboernes Ask, Hesiods Ash og Tzite-træet i Popol-Vuh, som skabte den mexicanske tredje menneskerace, og de udgør én og samme fortælling. Livets Træ hos nordboernes var angiveligt rodfæstet i den guddommelige ”jord”, og træet rakte ud til alle niveauer i rummet, og grenene bar verdener af liv på sine grene. Asketræet kunne have reference til menneskeheden på Jorden, og så blev det kaldt ”Askungen” – dvs. askebarnet eller Askepot. (Se også Odin, Popol Vuh og Yggdrasil).

Askese
Askese er afkald, selvfornægtelse eller selvpålagt disciplin. Askese betyder egentlig ”øvelse”. Det var ofte munke, der øvede sig i at undgå at lade sig lokke af verdens fristelser. Tidligere var løftet om askese eller et liv i fattigdom almindelig praksis i religiøse kredse. Askese indikerede ekstrem dedikation og offer til et bestemt religiøst system. Løftet gik som regel hånd i hånd med underkastelse, der var pålagt af en autoritet. Det var reelt en metode til adfærdskontrol, og den var knyttet til en fase, der kan betegnes som menneskehedens barndom. Det var en praksis, som skabte utallige tiggere, der gik rundt med tiggerskåle, og levede af deres medmennesker, men det blev anset for at være yderst prisværdigt. Menneskeheden er ved at opnå modenhed. Skal løftet om askese så droppes? Det rigtige svar er sandsynligvis ”nej”. Og hvis det er tilfældet, er der brug for en moden forståelse af askese. Der kommer et tidspunkt i enhver discipels udvikling, hvor de åndelige aspirationers samlede virkning skaber et nyt og dybere engagement. Disciplen erkender langt om længe i sin bevidsthed den dybe sandhed, at: 1) Disciplens problemer smelter sammen med menneskehedens problemer. 2) Disciplens planer er identiske med Hierarkiets planer. 3) Disciplens liv forenes med gruppens liv. Og alligevel er intet mistet. I Den Nye Tidsalder kan man forvente, at løftet om askese og fattigdom bliver en privat sag mellem personligheden og menneskets sjæl. Det er en beslutning, der er underlagt disciplens åndelige vilje. Det er et løfte, der gives lydløst, i fortrolighed og intet menneske kender til det. Hvis løftet skal have værdi, skal det udelukkende komme til udtryk i disciplens liv. Gør det ikke det, vil det være et mislykket forsøg på at tage et stort skridt fremad. I Den Nye Tidsalder vil løftet omfatte meget mere end penge og materielle besiddelser, som disciplen heller ikke skal binde sig til af hensyn til den personlige karma og omstændighederne i tjenestearbejdet, og det vil kræve både disciplin og offer.

Asklepios
(Græsk). Asklepios, som på latin kaldes Aesculapius, og som er fordansket til Æskulap, var gud for healing og medicin. Grækerne identificerede Asklepios med den egyptiske lægegud Imhotep. Asklepios var søn af Koronis og Apollon og uddannet af kentauren Cheiron. Asklepios forsøgte at genoplive Hippolytos fra de døde, og Hades opfordrede derfor Zeus til at dræbe Asklepios med en tordenkile, og det fik uoverskuelige konsekvenser for grænsen mellem de udødelige og de dødelige. Asklepios blev ofte identificeret med Merkur, den guddommelige healer eller den kosmiske slange, der blev symboliseret med Merkurs Caduceus eller Hermesstav. I nogle af Asklepios’ funktioner var han identisk med egypternes skabergud Ptah. Han var det skabende intellekt eller visdommen ligesom Apollon, Baal, Adonis og Herkules/Herakles. Han blev kaldt slangen og frelseren. ”Esculapius, Serapis, Pluto, Khnum og Kneph er alle slangeguder, siger Dupuis. De er alle healere, de skaber sundhed − både åndelig og fysisk – og de giver oplysning”. Det mest berømte kultsted for Asklepios lå i Epidauros. Syge valfartede til stedet og modtog behandlinger, som guden anbefalede i deres drømme, mens de lå i kultstedets sovesal. De syge ofrede til Asklepios, og efterlod ofte skulpturer eller modeller af de syge legemsdele i templet. Asklepios’ grav lå også i Epidauros, og den var forbundet med en slangekult. (Se også Adonis, Asklepios-staven, Apollon, Hades, Herakles, Hermesstaven, Ptah og Zeus).

Asklepios-staven
(Græsk). Asklepios-staven tilhørte lægeguden Asklepios, som på latin hedder Aesculapius. Staven ender i en gral eller skål, og omkring staven snor en slange sig. Slangen samler symbolsk den helbredende lægekunst og den helbredende medicin i skålen. Slangen repræsenterer den helbredende energi og de magiske helbredende evner på godt og ondt. At slanger altid har været symboler på visdom og klogskab fremgår også af Merkurstaven, fordi Merkur som sagt er identisk med den egyptiske visdomsgud Tehuti, som på græsk blev kaldt Thoth, Hermes, Hermes Trismegistos osv. Slangen har altid været symbolet på mesteren og på mesterens udødelighed og guddommelige kundskab. Med sin stav viser Merkur de afdødes sjæle vej til efterlivet. Oldtidens menneskehed − med en enkelt undtagelse – viste stor ærbødighed for symbolet. Undtagelsen er de kristne, som foretrak at glemme Moses’ ”kobberslange” − ja endda den anerkendelse af ”slangens” store visdom og klogskab, der ligger i Jesu egne ord: ”Vær vise som slanger” (i den danske bibeloversættelse står der ”snilde”), selv om det er indlysende, at der er stor forskel på at være vis og at være snild eller snu. (Se også Asklepios og Hermesstaven).

Asmegir
(Oldnordisk). Asmegir stammer fra ”ass”, der betyder ”gud” og ”mega”, der betyder ”magt” og ”at være i stand til”. I den nordiske mytologi, er det en ”gudmager” − dvs. en menneskesjæl, der er på vej mod guddommeliggørelse i evolutionens løb.

Asmita
(Sanskrit). Asmita betyder ”jeg-følelse”.

Asmodeus
(Hebraisk). Asmodeus stammer fra det persiske Aeshma-Daeva, der betyder ”galskab”. Det er et æterisk væsen eller en kosmisk ånd − en begærlig, vred og ondskabsfuld ånd, som jøderne gav navnet Ashmedai – ”ødelæggeren”. Talmud identificerer væsnet med Beelzebul og Azrael, ”dødens engel”, som også kaldes ”djævlens fyrste”. Han personificerer konflikt og krig, og sammen med dødens dæmon, Asto Vidatu, jager han de afdødes sjæle, når de stiger til Himlen. I den senere jødiske tradition var Ashmedai søn af Naamah (søster til Tubalkain) og Shamdon. I Talmud er dæmonen forbundet med Salomos legender, hvor han nedbryder ægteskabelig lykke, og hvor han tvinges til at hjælpe med at bygge templet. Men beskrivelsen i Tobits apokryfe bog, hvor han uskadeliggøres af Tobias og tages til fange af englen Raphael, er sandsynligvis baseret på nyere forfattere. Hans evige modstander er Sraosa.

Asoka
Asoka er navnet på to berømte indiske konger fra Maurya-dynastiet i Magadha. Iflg. Chronicles of Northern Buddhisme var der to Asokaer − kong Chandragupta, som fik tilnavnet ”buddhismens Konstantin den Store” og hans barnebarn kong Asoka. Kong Chandragupta blev kaldt Piyadasi, der betyder ”den elskede” eller ”den gode”, Devanam-Piya, der betyder ”elsket af guderne” og Kalasoka, der betyder ”Asoka, der er kommet på det rigtige tidspunkt”. Hans barnebarn fik navnet Dharmasoka, der betyder ”den gode lovs Asoka”. Han havde stor hengivenhed over for buddhismen, og han støttede læren og dens udbredelse med stor entusiasme. Den anden Asoka fulgte aldrig den brahmanske tro, for han blev født buddhist. Det var hans bedstefar, der konverterede til buddhismens nye lære, og han fik en række forskrifter indskrevet på søjler og i sten. Skikken blev fulgt af hans barnebarn, men det var reelt den anden Asoka, der var den ivrigste tilhænger af buddhismen. Man siger, at han i sit palads havde 60.000-70.000 munke og præster, og at han rejste 84.000 stupaer. Hans inskriptioner med forskellige forskrifter viser de mest ædle og etiske holdninger − især et dekret, der findes ved Allahabad på den såkaldte Asoka-søjle. (Se også Azinave og Stupa).

Asomatous
(Græsk). Asomatous består af ”ikke” og ”soma”, der betyder ”krop”. Asomatous betyder derfor bogstaveligt ”uden fysisk krop” eller ”ulegemlig”. Asomatous bruges om himmelske skabninger og engle. Asomatous svarer til Arupa på sanskrit. (Se også Arupa).

Aspirant
En aspirant er en åndsvidenskabelig definition på et udviklingsstadie, hvor en sjæl begynder at aspirere mod noget, der er større end aspiranten selv. En aspirant er derfor et søgende menneske, der stræber efter at nå et højere bevidsthedstrin. Bestræbelsen kræver tiltagende kontrol over tankesindet og følelseslivet kombineret med etisk og moralsk motivering og handling. (Se også Aspiration).

Aspiration
(Latin). Aspiration stammer fra ”aspiratio”, der betyder åndedræt. Aspiration i esoterisk betydning henviser til åndelig søgen efter viden om sjælen eller stræben mod noget højere. Aspiration kommer før inspiration. Aspiration er et inderligt eller brændende ønske og målrettet beslutsomhed, som fjerner negative egenskaber i personligheden. Det er en af følelseslivets vigtigste evner, og den betragtes som en af sjælens psykiske evner. Aspiration får mennesket til at overskride sine lavere egoistiske behov for at søge et højere uselvisk mål. Aspiration er det følelsesmæssige brændstof, som gør det muligt for aspiranten, der stræber mod det åndelige, at målrette sine bestræbelser og nå sine mål. Ofte er Aspirationen rettet mod et idealbillede af en eller anden egenskab. (Se også Aspirant).

Asrava
Se Asava.

Assassin
(Arabisk). Assassin er en mystisk orden, der blev grundlagt af Hassan ben Sabbah i Persien i det 11. årh. Assassin er en udløber af ismaelitterne, der tilhører islams shiitiske del. Ismaelitterne er opkaldt efter Abrahams ældste søn, Ismael, men folkeslaget har vist sig at høre til en tidlig arabisk stammekoalition. Ismaelitter-koalitionen afløste tilsyneladende et ældre stammeforbund af midjanitter. Assassin er en europæisk fordrejning af ”Hassan”, som udgør det meste af navnet. Tilhængerne var ganske enkelt sufier, og ifølge traditionen var de afhængige af hash, som blev brugt til at fremkalde visioner. Assassin stammer fra ”hashshashin”, der betyder ”hash-spiser”. De underviste i islams hemmelige doktriner. De opmuntrede til studier i matematik og filosofi, og de skabte mange værdifulde værker. Hovedordenen blev kaldt Sheik-el-Jebel, som er oversat til ”den gamle mand fra bjergene”, og ordenens stormester havde magt over liv og død. Det påstås, at ordenen sanktionerede hemmelige snigmord mod dens fjender. (Se også Sufisme).

Assur
(Kaldæisk/Assyrisk). Assur, Asur eller Ashur stammer fra ”a-shir”, der betyder ”leder”. Oprindeligt var Assur titlen på en guddom i en gammel assyrisk by ved Tigris, men da det assyriske imperium opstod, blev Assurs fremtrædende rolle udvidet, og han blev en af de vigtigste guder i den assyriske gudeverden. Titlen Asir blev givet til andre vigtige guder − eksempelvis Marduk og Nebo. Ligesom Marduk blev Assur først anerkendt som en solgud, og han blev bl.a. symboliseret med den vingede solskive, der kendes fra det gamle Egypten. Senere blev Assur krigsgud, og den vingede solskive fik en mere ydmyg plads under en figur med en mand med en bue. Assur forblev den vigtigste guddom, selv efter at den assyriske hovedstad blev flyttet til Nineve i 8. årh. f.Kr., og selv om han måtte dele æren med Ishtar, som herefter blev betragtes som hans hustru − indtil det assyriske imperiums fald 606 f.Kr. (Se også Ishtar, Marduk og Nebo).

Asta-Dasha
(Sanskrit). Asta-Dasha stammer fra roden ”as”, der betyder ”at fjerne” eller ”at slutte” og ”dasa”, der betyder ”tilstand”. Asta-Dasha er slutfasen, målet eller det fuldkomne stadie, der repræsenterer den højeste visdom. Asta-Dasha er en betegnelse for guddommelighed. Asta-Dasha henviser derfor til den kosmiske Monade, der har nået den højeste tilstand i sit eget hierarki, og dermed for Hierarkiet, der repræsenterer den højeste og mest fuldkomne visdom. (Se også Monade).

Astarte
(Græsk). Astarte er den græske betegnelse for den syrisk-fønikiske gudinde Ishtar, der er det feminine modstykke til Baal. Astarte er gudinde for kærlighed og frugtbarhed. Hun var hovedsagelig Månens gudinde med relation til kvindens cyklus. Som sagt var Ishtar den assyriske og babyloniske udgave af Astarte, som i Syrien bl.a. blev omtalt som Atargates, i Frygien som Cybele, i Bibelen som Astarte og i Nordafrika som Tanith eller Dido. I den kaldæiske form var gudinden nært forbundet med tilbedelse af planeten Venus. Hun svarer til den egyptiske Isis eller Hathor, den græske Afrodite og den oldnordiske Freya. Den grædende Jomfru Maria er kopieret fra lignende billeder af Astarte. (Se også Afrodite, Baal, Cybele, Dido, Freya, Ishtar, Isis og Hathor).

Asteria
(Græsk). Asteria var datter af Coeus og Phoebe, søster til Leto eller Latona og mor til Hecate. Det siges, at hun have forvandlet sig til en vagtel (ortyx) og kastet sig i havet for at flygte fra Zeus. Øen Delos blev oprindeligt opkaldt efter hende − først Asteria og derefter Ortygia. (Se også Zeus).

Aster’t
(Syrisk). Aster’t var Månens gudinde og hun var Adons hustru − en af de vigtigste guddomme i Syrien, som minder meget om den jødiske Adonai. (Se også Adon og Adonai).

Astra
(Sanskrit). Astra er et våben, der blev brugt i krigen mellem Pandavaer og Kaurava (Kurus) i Mahabharata. Udover de almindelige våben – Astraer – nævnes også andre, f.eks. Mantra-Astra (våben, der fik tilført kraft ved hjælp af mantraer), Divya-Astra (våben, der var modtaget fra højere skabninger) og Agney-Astra (ildvåben). Desuden brugte man de racemæssige efterkommere af de tidligere atlantider, der kaldes dæmoner, som brugte magt i form af hallucinationer (Maya). Det er også beskrevet i Ramayana. (Se også Kaurava, Mahabharata, Maya, Pandava, Pandavarani og Ramayana).

Astraea
(Græsk). Astraea stammer fra ”astr”, der betyder ”stjerne”. Astraea er ”stjernejomfruen”. Hun er datter af Astraeus og Eos eller af Zeus og Themis. Themis var født af Uranus og Gaia (Himlen og Jorden), og Themis stod for lov, orden og retfærdighed. Det samme gjorde hendes datter Astraea, som i guldalderen levede på Jorden blandt mennesker som gudinde for retfærdighed. Men dengang der herskede ondskab i bronzealderen, var hun den sidste af guderne, der trak sig tilbage sammen med sin søster Aidos (beskedenhed), og hun findes nu blandt stjernerne i Jomfruen. En anden myte fortæller, at dengang Zeus bortførte Ganymede, (der personificerede begær), kastede han Astraea tilbage til Jorden igen, og hun faldt ned på hovedet. Ganymede er Vandbærerens tegn, og astronomisk refererer det til en omvending af polerne, som placerede Vandbæreren på den nordlige himmels halvkugle og Jomfruen ”på hovedet” i den sydlige halvdel. Astraeas tilbagevenden betyder også en tilbagevenden til guldalderen (begyndelsen på en ny Rodrace). I en anden symbolik er Astraea identisk med Venus-Lucifer, og Zeus er personificeringen af den cykliske lov, der betinger Rodracernes nedadgående udvikling. (Se også Gaia, Ganymede, Rodrace, Themis, Uranus og Zeus).

Astral
”Astral” benyttes i åndsvidenskaben om stof på et højere svingningsniveau end det fysisk-æteriske stof. Svingninger i astralt stof fortolkes af hjernen som følelser, begær og lidenskaber. Astral betyder ”stjerneagtig”, og betegnelsen benyttes ofte overfladisk til at betegne alle typer af stof, der er for fine til at opfattes med de fysiske sanser, men i den åndsvidenskabelige terminologi benyttes betegnelsen astral udelukkende om stoffet på astralplanet – det eksistensplan, der ligger umiddelbart over det fysisk-æteriske plan. Det astrale stof er derfor stoffet på det sjette bevidsthedsplan, der vibrerer en frekvens lavere end stoffet på mentalplanet og en frekvens højere end det fysisk-æteriske stof. (Se også Astrallegeme, Astrallys, Astralplan, Astralprojektion og Astralrejse).

Astralgalomanti
(Græsk?). Astralgalomanti er en gammel muligvis græsk metode til spådomskunst, hvor man kastede terninger og brugte terningernes tal til forudsigelser.

Astralhylster
Et astralhylster er et astrallegeme, som ånden har forladt, men i stedet for at lade det gå i opløsning, holder ånden partiklerne samlede. Efter kortere eller længere periode går astralhylsteret imidlertid i opløsning i overensstemmelse med naturlovene. (Se også Astral, Astrallegeme, Astrallys, Astralprojektion, Astralplan og Astralrejse).

Astrallegeme
Astrallegemet er en del af personligheden, som består af et mentallegeme, et astrallegeme og et fysisk-æterisk legeme. Astrallegemet eller følelseslegemet befinder sig på astralplanet, som er følelsernes bevidsthedsplan, der nogle gange kaldes det emotionelle plan. Astrallegemet er menneskers, dyrs og planters følelseslegeme – dvs. det legeme, som bevidstheden udtrykker sig igennem på astralplanet, og som omsættes til impulser, som hjernebevidstheden registrerer som følelser. Astrallegemet hedder på sanskrit Kama-Rupa, der er følelses- eller begærlegemet, fordi både følelser og begær hører hjemme på det astrale bevidsthedsplan. Astrallegemet er det redskab, som sjælen bruger til at udtrykke og opleve følelser, emotioner og begær. Det er desuden det ubevidste område i mennesket, som de fleste psykologer forsøger at bearbejde og heale. Astrallegemet overlever det fysiske legemes død, og mennesket lever videre efter den fysiske død i astrallegemet på astralplanet, indtil astrallegemet dør på et senere tidspunkt, og livet fortsætter ved at bevidstheden trækker sig opad eller indad. Under søvnen fungerer de fleste højere udviklede mennesker nogenlunde bevidst i astrallegemet, men bringer kun forholdsvis sjældent erindring igennem til den fysiske dagsbevisthed, og når det sker, er det som regel kun i form af kaotiske drømme blandet med hjernens rester af dagsbevidsthed. Ved en stadig forædling af tanker og følelser, kan astrallegemet komme under kontrol, og der indbygges finere stof, som er mere modtagelig for sjælens impulser. (Se også (Se også Astral, Astrallys og Astralplan, Astralprojektion, Astralrejse, Kama-Rupa, Mentallegeme og Æterlegeme).

Astrallys
Astrallyset er betegnelsen for Jordens astrale aura. Ordet astrallys benyttes mest som synonym for astralplanet, men er egentlig nærmest det samme som lysæteren. Det er den usynlige region, der omgiver planeten, og det er et plan, der består af en subtil essens, som kun er synligt for clairvoyante. (Se også Astral, Astrallegeme, Astralplan, Astralprojektion og Astralrejse).

Astralplan
Astralplanet er det subjektive bevidsthedsplan, hvor menneskets astrallegeme (følelseslegeme) befinder sig. Det er det sjette af syv bevidsthedsplaner, som menneskets samlede konstitution består af. Astralplanet er planet, der ligger over eller indeni og som samtidig gennemtrænger det fysiske plan. Astralplanet kan ikke opfattes med de fysiske sanser, som ikke er i stand til at registrere følelsesenergiernes farver og hurtige bevægelser. Iagttagelse kræver metafysiske evner, som kaldes clairvoyance (klarsyn). Astralplanet udgør menneskehedens kollektive ubevidste. Her findes summen af menneskehedens følelsesliv − dvs. følelsesmæssige begær, ønsker og behov. Alt, hvad menneskeheden har følt, begæret og ønsket sig, har antaget form og eksisterer derfor på astralplanet som mægtige astrale former og svingninger, der påvirker de mennesker, der har affinitet til den samme type følelser. Det individuelle følelsesliv består af stof fra astralplanets enorme bevidsthedsplan. I inkarnationsprocessen skaber sjælen sit astrallegeme af stof fra astralplanet som en forudsætning for, at mennesket kan føle. Det er det plan, som sjælen først trækker sig tilbage til, når den forlader det fysiske legeme i dødsprocessen. Diskarnerede sjæle befinder sig på astralplanet, hvor de enten venter på at inkarnere, arbejder som hjælpere eller er på vej videre til mental- og sjælsplanet (kausalplanet), når de følelsesmæssige begær er udlevet og bearbejdet. Inkarnerede mennesker opholder sig også på Astralplanet under søvnen. Astralplanet kaldes også for blændværkets verden. Årsagen er, at det f.eks. er meget svært at skelne mellem levende mennesker, der opholder sig her, og de tankebilleder af mennesker, der skabes af de mennesker, der tænker på dem, mens de levede og efter deres død. Astralplanet kan opfattes som Jordens astrallegeme. På sanskrit kaldes astralplanet for Kama-Loka, der betyder begærverdenen. Astralplanet er i konstant bevægelse med skift i farve og form på grund af følende skabningers konstant skiftende følelser og begær. (Se også Astral, Astrallegeme, Astrallys, Astralprojektion, Astralrejse, Clairvoyance, Kausalplanet, Kama-Loka og Metalplanet).

Astralprojektion
Astralprojektion er en betegnelse for astrallegemet, der forlader det fysisk-æteriske legeme for at bevæge sig ind på astralplanet. (Se også Astral, Astrallegeme, Astrallys, Astralplan og Astralrejse).

Astralrejse
Astralrejse eller astralvandring er et udtryk, der bruges om tilstande, hvor bevidstheden befinder sig uden for det fysisk-æteriske legeme i et andet legeme, der kaldes astrallegemet og i en højere dimension, som kaldes Astralplanet. (Se også Astral, Astrallegeme, Astrallys, Astralplan og Astralprojektion).

Astrolog
(Græsk). Astrolog betyder ”stjernetyder”. En astrolog er et menneske, der er i stand til at fortolke den energimæssige virkelighed, som afspejler sig i et horoskop. Udover at have viden om astronomiske forhold skal astrologen desuden kunne fortolke planeternes placeringer i tegn og huse. Forudsætningen for at gøre det er indblik i psykologiske forhold og evnen til intuitiv indsigt i klientens eller virksomhedens situation. (Se også Astrologi, Astrologisk tydning og Astronomos).

Astrologi
(Græsk). Astrologi stammer fra det græske ”astron”, der betyder ”stjerne”, og ”logos”, der betyder ”ord”. Astrologi er baseret på den naturvidenskabelige kendsgerning, at alt er energi, og den åndsvidenskabelige videnskab om himmellegemernes energimæssige påvirkning af Jorden og menneskeheden. Sandsynligvis er astrologien opstået og udviklet til et meget højt niveau i Egypten. Astronomien har udviklet sig af astrologien og ikke omvendt. Den sande astrologi er esoterisk. Astrologi var i lange tidsaldre en hemmelig videnskab i Østen, og selv i nutiden er dens endelige udformning stadig en gåde. H.P. Blavatsky siger: ”Astrologi er i forhold til nøjagtig astronomi, hvad psykologi er i forhold til nøjagtig fysiologi. Inden for astrologi og psykologi er man nødt til træde ud over den synlige stoflige verden, og indgå i den transcenderede ånds domæne”. Astrologi giver nøglen til esoteriske mysterier ved at studere himmellegemernes natur, bevægelser og energipåvirkning. Himmellegemerne er essentielt guder, og den energimæssige påvirkning, som de udstråler, er reelt deres aura, og alle levende skabninger har en aura. I fortidens astrologi lærte neofytterne om den absolutte enhed af alt i Universet. Alt udgør en organisk enhed. Himmellegemernes bevægelser og påvirkninger strømmer frem fra dem og alle deres underordnede skabninger. De syv hellige planeter korresponderer med de kosmiske og menneskelige chakraer, og videnskaben om planeternes natur giver nøglen til forståelse af naturens korrespondancer og energimæssige samspil. Planeternes bevægelser inddeles i cyklusser og bestemte epoker. Hvis man beregner enhver skabnings livscyklus, repræsenterer det en begivenhed, en natur, en skæbne − forudsat at man kender og kan definere denne livscyklus fra fødslen. En kompetent astrolog vil derfor kunne fortolke fortiden og vurdere, hvad der vil vise sig i fremtiden. Astrologen vil kunne definere tingenes sammenhæng og nå til en forståelse af strukturen i makrokosmos og mikrokosmos, der udspiller sig i tid og rum. Astrologi er en videnskab, der er lige så ufejlbarlig som astronomi, men med den forudsætning, at dens fortolkning er lige så ufejlbarlig. Astrologi er derfor en videnskab med ufattelig stor rækkevidde, som muliggør undersøgelser, der spænder fra det mest sublime til det mest banale, fra den mest rummelige til de mest begrænsede. Astronomi beskæftiger sig især med himmellegemernes fysiske tilstand. Astrologi beskæftiger sig især med årsager og ikke så meget med Universets love. Astrologi i nutiden er en svækket arv fra Grækenland og Rom via middelalderlig forståelse, som i nutiden er omformet til en spekulativ industri. Astrologi faldt i miskredit i Rom og mange andre steder pga. snyd og bedrag fra ”astrologer”, der ønskede at tjene penge på en videnskab, som oprindeligt var en del af mysterielærens hellige videnskab. Uvidende astrologer udviklede efterhånden et system, der udelukkende var baseret på matematik i stedet for på transcendental metafysik med de fysiske himmellegemer som sin Upadhi eller materielle grundlag. Astrologi i middelalderen var ikke andet end en degenereret arv fra de gamle kulturer. Astrologi i nutiden binder alt for ofte mennesket til personligheden eller stimulerer useriøs nysgerrighed. Angst for den personlige skæbne, ønske om indflydelse og berømmelse, evnen til at tjene til livets ophold eller endog viden for dens egen skyld er ofte motiver, som begrænser interessen for den astrologiske viden til personen selv. (Se også Astrolog, Astrologisk tydning, Astronomos og Upadhi).

Astrologisk tydning
En astrologisk tydning er normalt en psykologisk fortolkning af fødselshoroskopet. Med udgangspunkt i horoskopet kan en astrolog bl.a. analysere de psykologiske grundmønstre, som ethvert menneske består af, og hvordan de bedst kommer til udtryk inden for de forskellige områder af livet baseret på astrologiske ”huse”. Psykologiske konfliktmønstre og lettilgængelige ressourcer og potentialer kan afdækkes via den astrologiske analyse og den efterfølgende samtale mellem astrolog og klient. Det er vigtigt at forstå, at astrologen ikke kan se klientens udviklingsniveau i horoskopet – dvs. hvor mange ressourcer klienten har udviklet, og hvor mange, der fortsat er latente. Derfor er enhver astrologisk tydning baseret på en samtale, hvor usikkerhedsmomenterne afklares. Computerhoroskoper – dvs. tydninger uden samtale – er derfor en usikker affære. (Se også Astrolog, Astrologi og Astronomos).

Astronomos
(Græsk). Astronomos er en titel, der blev givet til den indviede ved indføring i mysterierne til 7. grad. Astronomi var oprindeligt synonym med astrologi, og i det gamle Egypten fandt den store astrologiske indvielse sted i Theben (nutidens Luxor). De egyptiske præster udviklede astrologien til fuldkommenhed, og muligvis opfandt de endda videnskaben. Efter at have gået gennem graderne for Pastophoros, Neocoros, Melanophoros, Kistophoros, og Balahala (graden om stjernernes kemi), blev neofytten belært om zodiakens esoteriske tegn. Planeternes baner blev vist af præsteskabet ved cirkeldans. (Krishnas og Gopiernes dans fejres stadig i nutiden i Rajputana). Herefter modtog neofytten Tau-korset (eller Tat), og fik titlen Astronomos og blev betragtet som healer. Astronomi og kemi var uadskillelige indenfor de astrologiske studier. Uheldigvis er nøglen til den sidste dør inden for astrologi eller astronomi gået tabt i nutidens astrologi − og uden den er det ikke muligt at besvare en relevant bemærkning fra en forfatter, som skrev: ”Man siger, at mennesker er født under et bestemt stjernetegn, men i realiteten er de født under et andet, fordi Solen nu ses blandt andre stjerner ved jævndøgn?” Når den indviede forstod den astronomiske nøgle til de kosmiske mysterier, som f.eks. zodiakens virkelige betydning og stjernernes positioner, bevægelser og påvirkninger i almindelighed og i fødselshoroskopet, blev den indviede betragtet som en Astronomos. (Se også Astrolog, Astrologi, Astrologisk tydning og Tau).

Asu
(Sanskrit). Asu stammer fra roden ”as”, som betyder ”at være”, ”at trække vejret”. Som et maskulint navneord betyder det ”åndedræt” eller ”åndeligt liv” – og i flertal repræsenterer det de eksoterisk set kroppens fem vitale vejrtrækninger eller Prana’er. Næsten alle arkaiske sprog har samme ord for vejr og vind eller luft og ånd – eksempelvis det græske ”pneuma” og det latinske ”spiritus”. (Se også Prana).

Asur
Se Assur.

Asura
(Sanskrit). Asura stammer fra roden ”as”, som betyder ”at være”, ”at trække vejret”. Eksoterisk er Asuraer ondskabsfulde elementaler, som anses for at være skadelige. De er dæmoner og ikke-guder. Men esoterisk set er de det modsatte. Asura er en titel, der ofte betegner Universets åndelige overhoved, som er det fundamentale ”åndedræt”. Men samtidig udgør Asuraerne en gruppe åndelige/intelligente skabninger. Asuraerne er sønner af det oprindelige åndedræt ved begyndelsen af hver ny Manvantara (manifestationsperiode). I hinduismen betyder Asura sædvanligvis grundstoffer, onde guder eller dæmoner, men i den ældste del af Rig-Veda er Asuraerne beskrevet som åndelige og guddommelige skabninger. Det er kun i Rig-Vedas sidste bogs sidste del, i Atharva-Veda og i Brahmanaerne, at tilnavnet, som blev givet til Agni og til Indra og Varuna, efterhånden blev en betegnelse for det modsatte af guder. Etymologisk stammer Asuraerne fra ”asu”, der betyder ”åndedræt” eller ”Guds åndedræt”, og dermed det samme som ”den højeste ånd” eller den zoroastriske Ahura. I senere teologi blev Asuraernes navn efterhånden afledt af Suraerne, der regnes for lavere guddomme – dvs. Devaer, som står i forbindelse med Solen. Asura er esoterisk set elementaler, dæmoner og onde kræfter, men oprindeligt var Asuraer det stik modsatte. Da ritualisme og dogmer overtog visdomsreligionen, blev det første bogstav ”a” i Asura opfattet som en negativ forstavelse, og til sidst betegnede udtrykket en ”ikke-gud”. Men i Vedaerne er Suraerne altid blevet forbundet med Surya – Solen − og anset som underordnede guddomme − Devaer. (Se også Agni, Ahura, Asu, Atharva-Veda, Brahma, Brahmana, Deva, Indra, Manvantara, Rakshasa, Rig-Veda, Sura, Varuna og Veda).

Asura Mazda
Se Ahura Mazda.

Asuramaya
(Sanskrit). Asuramaya er en atlantisk astronom, magiker og troldmand, og Asuramayas beregninger benyttes stadig af hinduernes astronomer.

Asurendra
(Sanskrit). Asurendra stammer fra ”asura”, der er en gudegruppe plus Indra. Indra er en af Asuraerne, og Indra blev sædvanligvis kaldt gudernes gud. Asurendra er også Asuraernes overhoved.

Asvamedha
(Sanskrit). Asvamedha består af ”asva”, der betyder ”hest” og ”medha” henviser til ofring af et dyr eller andre former for offergaver. Hesteofring er en gammel brahmansk ceremoni, der går tilbage til den vediske periode. Den var udbredt i en periode, der er beskrevet i Asvamedhika-Parva i Mahabharata. Det var kun konger, der havde lov til at udføre ofringen, og tilhængerne betragtede dengang den, der udførte ofringen, som kongernes konge. En hest med en speciel farve blev udvalgt og indviet ved hjælp af særlige ceremonier. Den fik lov til at gå, hvor den ønskede det i et år. Kongen eller kongens repræsentant fulgte hesten med en bevæbnet eskorte, og hver hersker i områder, som hesten bevægede sig ind i, var forpligtet til at tage kampen op med kongen. Hvis hestens befrier havde held til at undertvinge alle herskere, man stødte på, vendte vedkommende tilbage fulgt af de besejrede herskere – og hvis det mislykkedes, blev han latterliggjort og ceremonien blev aflyst. Den afsluttende offerhandling, som enten blev udført i virkeligheden eller symbolsk, blev foretaget under stor festivitas. Asvamedha nævnes også i Ramayana. (Se også Mahabharata, Ramayana og Veda).

Aswattha
(Sanskrit). Aswattha eller Asvattha er figentræet eller visdomstræet, ficus religiosa. Det er ”Livets Træ” eller Bodhitræet for hinduerne. Træet vokser med rødderne opad, og de når ind i de usynlige verdener, mens grenene vokser nedad for at skabe den synlige verden. (Se også Bodhitræet).

Aswin
(Sanskrit). Aswin eller Aswinau (Asvin eller Asvinau) eller Aswini-Kumarau hører til nogle af de mest mystiske guddomme. Bogstavligt er de ”hestemennesker” eller ”guddommelige vognstyrere”. De to ryttere er to vediske guddomme som på mange måder svarer til grækernes Dioskurer − Pollux og Kastor − Ledas og Zeus’ tvillingesønner. Fordi Zeus viste sig for Leda i form af en svane, siges det nogle gange, at tvillingebrødrene er født fra et æg. Pollux var en imponerende bokser, og Kastor var en blændende rytter. De ”himmelske tvillinger” blev ofte forbundet med stjernebilledet Tvillingerne. De symboliserede et forvarsel for Ushas (daggryet), hvor de viser sig som to ryttere på himlen i en gylden vogn, der trækkes af heste, fugle eller andre dyr, og de kunne antage mange former. ”De er evigt unge og smukke, lyse, raske og hurtige som falke”, og de ”baner vejen for det strålende daggry for de mennesker, der tålmodigt har ventet på det hele natten”. En myte fortæller, at de var børn af Solen sammen med Aswini, en nymfe, der skjulte sig i form af en hoppe. En anden myte gør Aswini til deres kone. De repræsenterer overgangen fra mørke til lys − ikke kun mellem nat og dag men også kosmisk og metafysisk. H.P. Blavatsky oplyser, at i esoterisk filosofi symboliserer tvillingerne Kumara-egoer – dvs. de reinkarnerende ”principper” i den nuværende Manvantara. (Se også Dioskurer, Kumaraer, Leda, Manvantara, Ushas, Veda og Zeus).

Atala
(Sanskrit). Atala består af ”ikke” og ”tala”, der betyder ”sted”. Atala er derfor ”intet sted”. Intet sted vil sige en ikke-materiel lokalitet, som er den første og mest åndelige af de syv Talaer. Atala er derfor næsten ét med Satya-Loka, som er Atalas tilsvarende Loka, og de to er næsten ét − og dermed er de det, der kaldes ”intet sted”. Atalas relation til Satya-Loka svarer til Prakriti i forbindelse med Brahma, og derfor er det det første næsten-åndelige, næsten-materielle plan i Solsystemet. Satya-Loka-Atala − den højeste Loka − kombineres med eller genindtræder i den planetariske kædes monadiske essens. Differentieringen er så markant på de lavere planer, at den stopper her, og det er årsagen til, at de smelter sammen og blive ét. Kosmisk Atala udspringer direkte fra Sollogi, og sammen med Satya-Loka rummes de vigtige frø af alt der har været, er og vil være fra begyndelsen til slutningen af en Solar Mahamanvantara. Atala med Satya-Loka kan betragtes som udgangspunktet for Dhyaniernes hierarkier, som − når de befinder sig i denne tilstand − er i Para-Samadhi og dermed klædt i Dharmakaya. H.P. Blavatsky oplyser, at Atala også var navnet på de tidligste fra 5. rodrace. Desuden var Atala en af regionerne i hinduernes lokaer og et af syv bjerge, men esoterisk er Atala på astralplanet, men Atala var engang en ø på det fysiske plan. (Se også Brahma, Dharmakaya, Dhyan-Chohan, Dhyani-Buddhaer Loka, Maha, Manvantara, Prakriti, Para, Samadhi, Satya, Sollogos og Tala).

Atarpi
(Kaldæisk). Atarpi eller Atarpi-Nisi betyder ”mennesket”. Iflg. babylonisk opfattelse var Atarpi et gudfrygtigt menneske, som bad til guden Hea om at fjerne den grusomme tørke og andet før syndfloden blev sendt. Som svar på bønnen − ”bekendtgør Hea sin vilje til at ødelægge de mennesker, han selv havde skabt, og at han vil gøre det med en syndflod”. Historien findes på en af de ældste babyloniske tavler, som omtaler verdens synd. ”Guden Anu eller Baal kalder guderne sammen, og han forklarer dem, at han er vred over verdens synd”. Og på tavlens fragmentariske dele: ”Jeg skabte dem, og jeg er vred over deres ondskabsfulde adfærd. Deres straf vil ikke blive lille. Føde vil blive en mangel og lad Yul drikke al sin regn før dette” … osv. Som svar på Atarpis bøn bekendtgør guden Hea, at det er hans vilje at ødelægge de mennesker, han skabte, og det gør han til sidst ved at sende en syndflod. (Se også Anu, Baal og Hea).

Atash
(Persisk). Atash, Azar, Atur på pahlavi eller Atar på avestan betyder ”ild”. Atash er navnet på månedens niende dag i den gamle persiske kalender, og det samme gælder årets niende måned (Skytten). Zarathustra bruger udtrykket i Gatha i betydningen ”den livgivende kraft” eller ”den evige sandheds åndelige natur”. Atash er den ild, der styrer Universet og mennesket mod dets målsætning − fuldkommenhed. I den gamle ariske tro havde Atash tre kvaliteter, og den blev kaldt Trishazashta − de tre steders ild. De tre steder kaldte man: 1) Azar-Borzin-Mehr, 2) Azar-Faranbagh eller Azar-Khordad og 3) Azar-Goshnasp. I Yasna − den senere avestanske litteratur − havde man fem forskellige former for ild: 1) Brezisevangha (den godgørende ild fra det høje) – dvs. åndelig ild. 2) Vohu-Fryana − instinktiv ild − dvs. dyrisk ild. 3) Urvazishta − livets ild, den mest nyttige ild – dvs. plantelivets ild. 4) Vazishta − himmellegemernes ild – dvs. den mest støttende ild. 5) Spenishta − hellig ild eller paradisisk ild – dvs. den mest gavmilde ild. Der har været syv offentligt anerkendte ildtempler, som var opkaldt efter de syv himmellegemer: 1) Azar-Mehr (Mithra-ild). 2) Azar-Noush (sødmens ild til healing), som symboliserede Ab-e-Hayat eller ”livets vand”. 3) Azar-Bahram (sejrens ild), som symboliserede skabelsen af lys. 4) Azar-Aeen eller Azar-Abteen (Apam-Napata), som er det universelle Selv, herlighedens ild eller urhavets søn. 5) Azar-Khorin (Solens herskerskab), som symboliserede fuldkommenhed. 6) Azar-Borzin (højdernes ild). 7) Azar-Zartusht (Zarathustras ild, det evige lys). (Se også Ab-e-Hayat, Avesta, Gatha, Pahlavi og Zarathustra).

Atash-Bahram
(Persisk). Atash-Bahram, Verethraghna på avestan og Varhran eller Varhram på pahlavi er persernes hellige ild, som konstant blev holdt brændende på altrene i deres ildtempler. Azar-Bahram (sejrens ild), som symboliserede skabelsen af lys, er den tredje i persernes syvfoldige ild. Azar-Bahram symboliserede den første ild, som var bevidsthedens ild. Den svarer til den hinduistiske Akasha. I det gamle Rom var det vestalinderne, der holdt ilden vedlige, så den konstant brændte på altrene, og det samme gjorde grækerne i templet på Akropolis. På den måde bevarede man erindringen om ”den livgivende ild” ved hjælp af en synlig manifestation. Den grundlæggende idé bag den rituelle praksis, der kunne ligne tilbedelse af ilden, var, at varmen og de livgivende funktioner fra det universelle element skulle symbolisere det kosmiske livs vitale og altgennemtrængende aktivitet. Solen var i fokus − eller hjertet, som livet strømmer igennem i ethvert solsystem, og derfor var de idéer, der er forbundet med fortidens ildtilbedelse tæt forbundet med læren om solskiven og dens iboende guddommelighed. (Se også Akasha, Atash, Pahlavi og Bahram).

Atavisme
(Latin). Atavisme stammer fra ”atavus”, der betyder ”forfader” eller ”stamfader”. Inden for biologien hentyder atavisme til en egenskab, der fandtes hos en slægtning flere generationer tilbage, som viser sig igen – en slags forsinket arvelighed. Atavisme viser sig i livets handlinger eller kollektivt i livsatomerne, for når der skabes nye former, ”kopieres der både familieligheder og de ligheder, der imponeres i auraen hos alle fremtidige generationer”. Nogle atavistiske træk kan forklares genetisk som enten recessive eller dominerende træk med ufuldstændig gennemslagskraft (penetrans). Atavisme har også været brugt bl.a. i negativ betydning i eugenik og politik, om ”tilbageskridt” i evolutionen, f.eks. som argument for, at nogle folkeslag står på et lavere udviklingsniveau end andre. Atomet er et redskab for en sjæl eller en monade − uanset hvilket plan, det tilhører − og derfor er det udstyret med ånd og sjæl og som følge deraf hukommelse. Nogle unormale vækster i menneskekroppen som f.eks. kræft, indikerer en tilbagevenden af livsatomer, der aktiverer cellerne til en ny vane, for der var et tidspunkt, hvor menneskets organisme reproducerede sig selv med denne metode ved knopskydning, som nu kun ses i meget primitive organismer. Psykisk svarer det til tab af kontrol ved at omdirigere vilje og intelligens til de instinktive og emotionelle elementer, som normalt er underordnede faktorer i menneskets opbygning. Tendensen til at specialiserede dyre- eller plantearter vender tilbage til deres primitive udgangspunkt er i konflikter med den darwinistiske idé, hvor ændringer skyldes den gradvise tilvækst af små differentieringer. Forskere ser arvelighed som perler i en kæde uden tråd. Åndsvidenskaben mener, at hver eneste perle er forbundet med en levende tråd, sådan at alle forfædres særlige kendetegn kan transmitteres i latent form, som er klar til at vise sig på ethvert tidspunkt, hvis omstændighederne er til stede.

Atef-kronen
(Egyptisk). Atef betyder ”fader”. Atef-kronen var en af guden Osiris’ kroner. Den blev også båret af guden Khnum, men mindre hyppigt af andre guder. Nogle egyptiske faraoner − især Ramses-faraonerne – bar den også. Atef-kronen var gudekronen i det gamle Egypten. Atef-kronen var en del af den hvide krone for Øvre-Egypten – Hedjet – med strudsefjer og Amons vædderhorn, som repræsenterede faraoens thebanske slægt. Foran havde den en solskive og uræus-slanger. Ureret var en krone med gudinden Maats to fjer og en solskive, som repræsenterede gudernes gennemstrømmende lys og kraft, som via faraoen skulle forankres i form af lov og orden. (Se også Amon, Amon-kronen, Blå krone, Dobbeltkronen, Hedjet, Hvide krone, Khnum, Khnum-kronen, Kroner, Maat, Nemes-hovedklædningen, Osiris, Ramesside, Ramses, Røde krone, Ureret og Uræus).

Ateisme
Ateisme accepterer ikke den monoteistiske kristne Gud eller nogen anden gud. Ateisme er en form for ikke-tro, men Ateisme er ofte betegnelsen for og derfor troen på et materialistisk livssyn, hvor et menneske med en ateistisk holdning mener, at årsagerne til alle fænomener udelukkende skal findes i den fysiske verden. Ateismen afviser derfor højere eller metafysiske principper og højere skabninger, indre bevidsthedsplaner og højere bevidsthedstilstande. Ateisme er ofte et entydigt standpunkt, som kommer til udtryk som afvisning af teisme (troen på én eller flere guder). I en bredere definition er Ateisme fravær af tro på guddomme eller nonteisme. Mange, der betragter sig selv som ateister, er skeptiske over for alle metafysiske skabninger og fænomener, og de mener, at der er tale om mangel på empirisk bevis for eksistensen af det metafysiske. Andre argumenter for ateisme er filosofiske, sociale eller historiske. Selv om mange ateister tenderer til sekulære filosofier som humanisme og naturalisme, er Ateisme ikke en samlet ideologi, selv om Ateisme ofte defineres som en tro på naturvidenskabens erkendelser. Begrebet ateist blev oprindeligt brugt som et nedsættende øgenavn om ethvert menneske eller enhver tro, der var i modstrid med den etablerede religion. I forbindelse med udbredelsen af fritænkning, videnskabelig skepticisme og religionskritik fik Ateisme en mere specifik betydning. (Se også Ateist, Henoteisme, Monolatri, Monoteisme, Polyteisme og Teisme).

Ateist
En ateist er et menneske, der ikke tror på Gud, eller at der er en højere styrelse bag Universets skabelse og verdens begivenheder. Psykologisk set er Ateisme også en tro, nemlig troen på en gudløs tilværelse, som derfor styres af andre kræfter – f.eks. egoisme, naturlovene osv. De fleste ateister er derfor reelt agnostikere. (Se også Ateisme og Teisme).

Athamaz
(Hebraisk). Athamaz er identisk med grækernes Adonis i form af Adon ”Herre”. Alle jødernes guder er kopieret fra andre kulturer og religioner. Athamaz er også identisk med Tammuz, der er en syrisk guddom, som blev tilbedt af både syrere og hebræere. (Se også Adonis og Tammuz).

Athanor
Athanor stammer sandsynligvis fra arabisk. Athanor er alkymisternes selvforsynende ovn, men det er desuden et middel til skabelse af astralt stof eller ”astral” væske. I forhold til elektricitet, der er udtryk for det Ene Liv på det højeste trin, er Athanor astral væske på det laveste plan. (Se også Alkymi).

Atharva-Veda
(Sanskrit). Atharva-Veda betyder bogstaveligt ”magisk besværgelse”. Atharva-Veda er den fjerde Veda – en samling af 20 bøger med 700 mantraer med tilsammen ca. 6.000 vers. De indeholder ritualer til at helbrede sygdomme og forhindre ulykker. De kaldes også Brahma-Vidya. De har en lidt anden karakter end de øvrige Vedaer. De indeholder aforismer, besværgelser og magiske formler, og de er de ældste og mest respekterede bøger blandt Brahmanaerne. Atharva-Veda tilskrives Atharvan eller Atharva. Iflg. Rig-Veda var han den første til at ”manifestere ild”, indføre ildritualer og offerritualer med Soma og bønner. Mytologisk repræsenterer Atharvan en Prajapati − Brahmas ældste søn – som blev instrueret af sin far i Brahma-Vidya. Derfor blev han inspireret til at forfatte en Veda, der bærer hans navn. I en senere periode blev han associeret med Angira og han blev kaldt far til Agni. (Se også Agni, Angira, Brahma-Vidya, Brahmana, Prajapati, Soma og Veda).

Athena
(Græsk). Athena var datter af Zeus og Metis (visdom eller intelligente råd). Athena sprang angiveligt fuldt færdig ud af Zeus’ hoved. Sammen med Zeus og Apollo danner Athena en af de guddommelige triader. Athena var kendt for sin kloge rådgivning både i fred og krig, og derfor var Athena strateg, og sådan referere Homér til hende i Iliaden. Hun var skytsgudinde for Athen, og hun omtales som geni i statsmandskunst og politik. Nogle arkaiske monumenter viser Athena, som hjælper Prometheus (den intellektuelle bringer af ild) med udformningen af det første menneskelige legeme ved hjælp af formbart materiale fra jorden. Men det er lige så vigtigt, at hun var forbundet med Apollo, som var en personificering af Solen. Det var ham, der skabte klimatiske ændringer ved at flytte af polerne. Athena har mange navne i fortidens forskellige religioner. Hun var en vís jomfruguddom – Athena Parthenos – som på oldgræsk bogstaveligt betyder ”Athena jomfru”. I åndsvidenskaben er Athena mor til Manasaputra Kumaraerne, og i kraft af sit intellektuelle afkom er hun kilden til kreativ eller intellektuel kraft. (Se også Apollo, Kumaraer, Manasaputra, Metis, Prometheus og Zeus).

Athravan
(Avestan). Athravan, Atravan eller Atourban på pahlavi og Azarban eller Azarvan på persisk betyder ”ildvogter”. Athravan havde ansvaret for den hellige ild i de persiske templer. Det var desuden den korrekte betegnelse for en præst i Avesta, med også navnet på Zarathustra på et langt senere tidspunkt. H.P. Blavatsky fortolker Athravan som ”ildens lærer”. De persiske skrifter siger, at man ikke bliver Athravan ved at bære præstedragten og bruge rekvisitterne og en Baresman (magiske grene). ”Den, der sover hele natten, som ikke udfører Yasna eller synger hymner, som ikke tilbeder med ord eller handling, som hverken lærer eller underviser med en længsel efter (evigt) liv, han lyver, når han siger, ‘Jeg er en Athravan’. Den, man kan kalde en Athravan, sidder oppe hele natten med åbent hjerte og fordyber sig i den hellige visdom, som befrier mennesket for angst, for med denne stræben når man den hellige, åndelige verden, den verden der kaldes paradis”. (Se også Avesta, Baresman, Pahlavi, Yasna og Zarathustra).

Ativahika
(Sanskrit). Ativahika stammer fra ”ati”, der betyder ”over” og ”vakiha”, som stammer fra roden ”vah”, der betyder ”at transportere” eller ”at bære”. Ativahika er en gruppe af skabninger, der befolker de lavere Lokaer. ”Sammen med Visishtadwaitaerne er det de Pitrier eller Devaer, som hjælper den ulegemlige sjæl eller Jiva i dens overgang fra den døde krop til Paramapada − den højeste lyksalighed”. Ativahika henviser til Sukshma-Sarira eller det subtile legeme i Vedanta-filosofien. (Se også Deva, Jiva, Loka, Paramapada, Pitri, Sharira og Vedanta).

Atlantider
Atlantider er de forskellige folkeslag, der udviklede sig i lange tider på det fjerde store kontinent, der kaldes Atlantis. Iflg. åndsvidenskaben er atlantiderne menneskehedens 4. rodrace. Atlantidernes 4. rodrace var en videreudvikling fra en underrace i 3. rodrace fra det nordlige Lemurien. Det atlantiske kontinent lå stort set midt i det, der nu er Atlanterhavet. Kontinentet blev skabt ved sammensmeltning af mange øer og halvøer pga. landhævninger, og det blev til sidst det sande hjem af den store rodrace, der er kendt som atlantiderne. Men ”atlantider” skal ikke opfattes, som om der kun er tale om kun én race eller én nation. Det svarer til, at man i nutiden siger ”asiater”. Atlantiderne var mangfoldige, mangeartede og vidt forskellige mennesketyper, som udgjorde utallige racer og nationer. Der var brune, røde, gule, hvide og sorte atlantider, og der var giganter, ”almindelige” størrelser og dværge. Det er almindeligt at betragte de senere atlantider som magikere pga. af fortællingerne om Atlantis’ undergang, men selv om mange bevidst fulgte modstandskræfternes ledere, var der millioner i alle aldre, som oprigtigt forsøgte at bevare den visdom, de modtog af deres semi-åndelige forfædre i 3. rodrace. Der opstod fantastiske civilisationer i løbet af de millioner af år, hvor menneskeheden udviklede sig på Atlantis, og mange materielle resultater overgår meget af det, der præsteres i nutiden. Den tidlige 5. rodrace (nutidens menneskehed) fik deres vigtigste viden fra 4. rodrace. Da de geologiske ændringer i Jordens overflade udløste katastrofen, hvor størstedelen af Atlantis og dets befolkning − hovedsagelig magikerne − omkom i havet, overlevede mange øer som f.eks. Ruta og Daitya. Men de víse havde forladt Atlantis inden katastrofen. (Se også Akkader, Atlantidæ, Atlantis, Daitya, Lemurien, Mongoler, Rmoahal, Ruta, Semitter, Tlavatli, Tolteker og Turaner).

Atlantidæ
(Græsk). Atlantidæ er faraonernes og egypternes forfædre iflg. åndsvidenskaben. Platon omtalte det højt udviklede og civiliserede folk, hvis sidste efterkommere blev nedsænket i havet 9.000 år før hans tid. Platon hørte om Atlantis fra Solon, og Solon havde det direkte fra ypperstepræsterne i Egypten. Egypterne kan betragtes som en efteratlantisk civilisation, og det var Egypten, Syrien og Frygien, der etablerede soltilbedelsen. (Se også Atlantider og Atlantis).

Atlantis
(Græsk). Atlantis var et stort kontinent, som iflg. åndsvidenskaben strakte sig langs Europas og Afrikas nuværende vestkyst gennem det nuværende Atlanterhav til Mellemamerika. For flere millioner år siden var Atlantis hjemsted for menneskehedens 4. rodrace. Kontinentet er nu pga. flere voldsomme naturkatastrofer forsvundet i Atlanterhavet og Stillehavet. Den sidste rest af Atlantis – øen Poseidonis, der omtales af Platon i Timæos – sank i havet for 11-12.000 år siden samtidig med, at Alperne løftede sig i en gigantisk landhævning. Den store katastrofe, der ødelagde hovedparten af kontinentet, fandt sted for ca. 850.000 år siden. Atlantis var ikke det oprindelige navn på kontinentet, dengang det var beboet af atlantiderne, men åndsvidenskaben har lånt det fra Platon. Atlantis hed oprindeligt Kusha på ”atlantisk”. Et overraskende stort antal meget gamle traditioner ud over de græske støtter Atlantis-teorien. Nogle af de udbredte syndflodsberetninger, der har overlevet i den klassiske periode i nationerne omkring Middelhavet, vedrører kun Platons forholdsvis lille ø, Poseidonis, som bare var på størrelse med nutidens Irland. Men ud over disse fortællinger har der været mange syndflodsberetninger i andre traditioner og andre folkeslag, der var spredt over hele Jorden. Den helt store oversvømmelse, der udgjorde det primære kollaps af Atlantis, hvor hovedlandet sank i havet, opstod i den geologiske miocæn-periode for flere millioner år siden. Den næste katastrofe, hvor øer fra kontinentet sank i havet − f.eks. Daitya og Ruta (som er sanskrit-navne for de sidste store øer i det atlantiske system i Stillehavet) – skete i den geologiske pliocæn-periode for ca. 850.000 år siden. Den atlantiske del af Lemurien var det geologiske grundlag for det, der sædvanligvis er kendt som Atlantis. Atlantis skal betragtes som en udvikling, der ses i forlængelse af Lemurien, og ikke som et helt nyt landmassiv, der pludselig vælter op fra havet for at opfylde særlige krav for 4. rodrace. Der gælder det samme som for raceevolutionen. Der sker ikke omvæltninger langs hårde og hurtige linjer, hvor en ny udvikling slutter brat og den næste begynder. Kontinuiteten i de naturlige processer brydes aldrig. Begrebet Atlantis stammer fra græske kilder, og de gav utvivlsomt navnet til det, der nu kaldes Atlanterhavet, men det atlantiske kontinentale system strakte sig ind i det, der i nutiden kaldes Stillehavet. Øboerne i området har alle legender, som peger på det faktum, at deres forfædre levede på og kom fra ”store øer”, som gik forud for den nuværende opdeling af land og hav. (Se også Atlantidæ, Atlantider, Akkader, Daitya, Rodrace, Lemurien, Mongoler, Rmoahal, Ruta, Semitter, Tlavatli, Tolteker og Turaner).

Atlas
(Græsk). Atlas stammer fra ”tlenai”, der betyder ”at bære”. Nogle gange oversættes det til ”den, som udholder meget”. I den græske mytologi er Atlas en titan og en havgud, der støtter himmelhvælvingen på sine skuldre. Atlas er søn af Iapetos og Klymene. Han er bror til Tartaros, Epimetheus og Menoitios og far til Plejaderne, Hyaderne, Kalypso og nogle gange Hesperiderne. Atlas er desuden et bjerg eller et område i Vestafrika. Mount Atlas har både geografisk og mytologisk paralleller til hinduernes Mount Meru. Begge har relation til menneskehedens 4. rodrace. Atlas er et symbol på 4. rodrace, og hans syv døtre – Atlantiderne − er symbol på de syv underracer. Men Atlas er også de gamle kontinenter Lemurien og Atlantis kombineret og personificeret i ét enkelt symbol. Mount Atlas omtales som et levn fra Lemurien. Atlas var tvunget til at forlade Jordens overflade og slutte sig til sin bror Iapetos i dybet af Tartaros, hvor han støtter de nye kontinenter på sine ”skuldre”. (Se også Atlantider, Atlantis, Epimetheus, Hesperider, Klymene, Prometheus, Rodrace, Tartaros og Zeus).

Atma
(Sanskrit). Atma er den universelle ånd eller den guddommelige monade – det 7. princip i menneskets syvfoldige konstitution. Atma, der er åndelig vilje og hensigt, er sjælens højeste aspekt. (Se også Atma-Buddhi, Atma-Buddhi-Manas, Atman, Buddhi og Monade).

Atma-Buddhi
(Sanskrit). Atma-Buddhi stammer fra ”atman”, der betyder ”Selv” i betydningen ” den universelle ånd” eller ”det evige bevidsthedscenter”. ”Buddhi” er en betegnelse for det næsthøjeste princip i menneskeudviklingen. Atma-Buddhi er det guddommelige-åndelige aspekt af mennesket. Det svarer til den pythagoræiske Monas eller højere Duad. Mahatmaer eller mestre, der kan kaldes Vajra-Sattvaer, har skabt syntese i hele deres natur og forbundet 6. og 7. princip − Atma-Buddhi – ved hjælp af og sammen med Buddhi-Manas. Atma-Buddhi er upersonligt og en slags gud i sig selv, men når det er skilt fra Manas, kan det ikke være bevidst eller opfatte tingene under sit eget plan. (Se også Atma, Atma-Buddhi-Manas, Atman, Buddhi, Mahatma, Manas og Monade).

Atma-Buddhi-Manas
(Sanskrit). Atma er det højeste princip i menneskets udvikling. Atma er derfor betegnelsen for åndens (monadens) viljes-styring. Atma iklæder sig Buddhi, som igen er forbundet med højere Manas. Højere Manas (sjælslegemet eller kausallegemet) hos mennesket er uadskilleligt forbundet med Buddhi, og fordi Buddhi er Atmas legeme, er det i virkeligheden formålsløst at tale om dem enkeltvis. Atma-Buddhi-Manas er det åndelige menneske eller det samlede udtryk for ånden (monaden), der spejler sit viljesaspekt som Atma, sit kærligheds-visdomsaspekt som Buddhi og sit handlingsaspekt som Manas. De betegnes også nogle gange – lidt uheldigt – som ånden, den åndelige sjæl og den menneskelige sjæl. Atma-Buddhi-Manas er det reinkarnerende princip i forbindelse med Monaden. Det er en treenighed, der kun omfatter den højeste essens af Manas – det, der kaldes højere Manas. Kombinationen Atma-Buddhi-Manas kaldes nogle gange ”den guddommelige svale” eller ”uræus i flammer”, når man ønsker at forklare, at åndelig vilje, kærlighed-visdom og intellekt eller højere Manas er forenet og derfor udødeligt, og at det vil bestå i hele den kosmiske Manvantara. Den ”tretungede flamme”, der aldrig dør, er et symbol på den udødelige åndelige triade − Atma-Buddhi-Manas. Erfaringerne fra Manas absorberes af Atma og Buddhi efter hver inkarnation. De ”fire væger”, der går ud og slukkes, er de fire lavere principper herunder det fysiske legeme. Den reinkarnerende sjæl betegnes nogle gange enten som Atma-Buddhi-Manas, som den monadiske enhed eller som højere Manas. Strengt taget er den reinkarnerende sjæl en kombination af åndelige, intellektuelle og psykologiske erfaringer, der er indsamlet af Monaden eller Atma-Buddhi ved slutningen af hver enkelt inkarnation af den legemliggjorte enhed, og derfor er den reinkarnerende sjæl højere Manas. Men fordi de forskellige manasiske erfaringer er indsamlet af Monaden, som er kilden, og hvorfra det er umuligt at udskille dem, omtales den reinkarnerende sjæl ofte som om den er Atma-Buddhi plus højere Manas. (Se også Atma, Atma-Buddhi, Atman, Buddhi, Kausallegemet og Manas).

Atma-Jnani
(Sanskrit). Atma-Jnanin stammer fra Atman, der betyder ”Selvet” (det evige center) og ”jnanin”, der betyder ”vidende” fra roden ”jna”, der betyder ”at vide”. Atma-Jnanin er den, der kender Atman, det universelle selv eller Verdenssjælen. I en mere mystisk forstand henviser Atma-Jnanin til den individuelle sjæl, hvor Atma-Jnanin betyder den, der kender sin egen indre guddommelighed og erkender sin åndelige enhed med den kosmiske sjæl − solsystemets Paramatman. De, der oplever enhed med den kosmiske guddommelighed er Mahatmaer på højeste niveau. (Se også Atman, Mahatma, Paramatman og Verdenssjælen).

Atma-Vidya
(Sanskrit). Atma-Vidya stammer fra Atman, der betyder ”Selvet” (det evige center) og ”vidya”, der betyder ”viden”. Atma-Vidya betyder bogstaveligt ”sjælsviden”. Atma-Vidya er den højeste form for åndelig viden, fordi det essentielle ”Selv” er en flamme eller en gnist, der er udsprunget fra det kosmiske ”Selv”. Ud af de syv former for kundskab, der omtales i Puranaerne, er der fire Vidyaer. 1) Yajna-Vidya − udførelse af religiøse ritualer for at skabe bestemte resultater. 2) Maha-Vidya − den store (magiske) viden, som forfaldt til tantrisk tilbedelse. 3) Guhya-Vidya − videnskaben om mantraer, deres rytme og chanting, mystiske besværgelser osv. 4) Atma-Vidya – den sande åndelige og guddommelige visdom, som kan kaste absolut og endeligt lys over læren om de tre første Vidyaer. Uden hjælp fra Atma-Vidya er de tre øvrige ikke andet end overfladiske videnskaber og geometriske størrelser med længde og bredde, men uden dybde. De er ligesom sjæl, legemer og tankesind hos et sovende menneske, som kun er i stand til at foretage mekaniske bevægelser, opleve kaotiske drømme og måske endda gå i søvne. Det er synlige effekter, men de er stimuleret af instinktive ikke-intellektuelle impulser − mindst af alt af fuldt bevidste åndelige impulser. Meget kan forklares ud fra de tre første videnskaber, men hvis nøglen til lærdommene ikke er i overensstemmelse med Atma-Vidya, vil de blot være løsrevne fragmenter. (Se også Atma, Atman, Puranaerne og Tantra).

Atmabhu
(Samskrit). Atmabhu stammer fra Atman, der betyder ”Selvet” (det evige center) og ”bhu”, der betyder ”at blive”. Atmabhu er den ”selv-eksisterende”, den ”selv-skabte” og dermed den ”selv-fødte”. Atmabhu betegner ethvert medlem af den hinduistiske Trimurti − Brahma, Vishnu og Shiva − men det er også guden for kosmisk begær, magnetisme eller enhed, Kama-Deva. (Se også Atman, Brahma, Kama-Deva, Shiva, Trimurti og Vishnu).

Atmabodha
(Sanskrit). Atmabodha stammer fra Atman, der betyder ”Selvet” (det evige center) og ”Bodha”, der betyder ”visdom”. Atmabodha er Selvets visdom, guddommelig visdom eller det højeste aspekt af enhver skabning. Atmabodha er også en vedantisk afhandling af Sankaracharya, og desuden en af Upanishaderne i Atharva-Veda. (Se også Atman, Bodha, Sankaracharya, Upanishader og Veda).

Atmamatra
(Sanskrit). Atmamatra stammer fra Atman, der betyder ”Selvet” (det evige center) og ”matra”, der betyder ”element” eller ”partikel”. Atmamatra er den oprindelige åndelige partikel eller Monade. Atmamatra er en partikel eller en elementær del af den oprindelige Prakriti eller af den essentielle substans. H.P. Blavatsky sagde: ”Atmamatra er det åndelige atom i modsætning til det elementære, ikke reflekterende ‘elementer af sig selv’.” − dvs. i modsætning til det differentierede atom eller den adskilte molekyle i manifesteret eksistens. (Se også Atman, Atom, Matra, Monade og Prakriti).

Atman
(Sanskrit). Atman er det evige bevidsthedscenter – ”Selvet”. Atman er det evige center, som aldrig blev født og aldrig dør. Atman er selve livslyset eller ren bevidsthed, og selv denne beskrivelse af Atman er ufuldstændig og ukorrekt. Atman − det kosmiske Selv – er det samme i alle levende skabninger på Jorden, og i hver eneste af de planetariske eller solare organismer i rummet. Atmans klareste lys skinner gennem Koshaerne (legemerne), og bliver farvet af dem. På menneskets niveau er Atman identisk med Monaden eller ånden. Atman er et evigt princip, som er frigjort, fuldkomment og uforanderligt. Det er i stand til at skabe, manifestere en sjæl, et tankesind og legemerne. Man kan kalde Atman for ”det upersonlige selv”, som pga. manglende indsigt er bundet til cyklisk reinkarnation. Atman er identisk med Brahman – den kosmiske upersonlige væren. Det er den manglende erkendelse af den enhed, som Atman repræsenterer, der iflg. Upanishaderne tvinger mennesket til reinkarnation. Atman er følelsen af eller viden om ”jeg er”. Det er en abstrakt idé om sig selv. Den adskiller sig ikke fra alle i hele kosmos undtagen i graden af selverkendelse. Selv om Atman er universel, tilhører Atman på menneskehedens nuværende udviklingstrin, det fjerde kosmiske plan, selv om det er menneskets syvende princip, når man ser det nedefra. Atman kan også betragtes som første Logos i menneskets mikrokosmos. Under inkarnation ifører Atmans laveste aspekter sig forskellige kvaliteter, der er forbundet med Buddhi, fordi Buddhi er forbundet med Manas, fordi Manas er forbundet med Kama osv. Atman er for hver individualiseret bevidsthed et Laya-center eller den enkeltes indgang til kosmisk manifestation. Laya-centret er individuelt, netop fordi det er et link, som forbinder den enkelte skabning til det kosmiske Selv. Via det atmiske Laya-center strømmer guddommelige kræfter ovenfra eller indefra, og når de udfolder sig på de lavere bevidsthedsplaner, opstår de syv principper. Atman er ikke det enkelte menneskes individuelle ejendom, for det er den guddommelige essens, der ikke har noget legeme. Atman har ingen form, er ubestemmelig, usynlig og udelelig. Atman er noget, som ikke eksisterer og alligevel er på samme måde som Nirvana iflg. buddhisterne. Atman bruges også nogle gang om det universelle Selv eller ånden, som på sanskrit hedder Brahman eller Paramatman. (Se også Atma, Brahman, Buddhi, Kama, Kosha, Laya-center, Logos, Manas, Monade, Nirvana, Paramatman og Upanishader).

Atmanam
(Sanskrit). Atmanam eller Atmana Pasya stammer fra Atman, der betyder ”Selvet” (det evige center) og roden ”pas”, der betyder ”at se”. Dvs. at se ”Selvet” ved hjælp af ”Selvet”. Det er en favoritsætning i Vedanta-filosofien − især i Sankaracharyas filosofiske skole. I sin højeste fortolkning henviser Atmanam til Avalokitesvara, som ”i en vis forstand” er det guddommelige Selv, sådan som det opfattes eller ses af Selvet. I Upanishaderne er den samme idé vist med en allegori, hvor to fugle sidder i et træ, og den ene fugl ser på den anden. (Se også Atman, Avalokitesvara, Maya, Sankaracharya, Upanishader og Vedanta).

Atmasamyama-yoga
(Sanskrit). Atmasamyama-yoga stammer fra Atman, der betyder ”Selvet” (det evige center) og ”samyama”, der betyder ”tilbageholdenhed” samt ”yoga”, der betyder ”forening”. Atmasamyama-yoga er opnåelsen af enhed ved hjælp af den højeste selvbeherskelse. Bhagavad-Gita omtaler Atmasamyama-yoga, og beskriver hvordan man opnår sindsro, styrer personlighedens lidenskaber og begær og opnår fuldkommen realisering af det sande Selv eller Atman. (Se også Atma, Atman, Bhagavad-Gita og Yoga).

Atmosfære
Atmosfære er en betegnelse for enhver æterisk sfære, der omgiver en hvilken som helst planet. Luften omkring Jorden er atmosfærens laveste aspekt, men der er andre og højere aspekter i de æteriske områder. Atmosfære har relation til Mahat og Manas, som mytologisk repræsenteres af den hinduistiske gud Indra, der er gud for himmelhvælvingen og en personificering af atmosfæren. Men Mahat og dens stråle i mennesket, Manas, er langt højere og befinder sig langt over den kvalitet og æteriske subtilitet, som et menneske forstår ved atmosfære – bortset fra hvis det har udviklet metafysiske evner, som de gamle filosoffer var i besiddelse af. Elementerne i den nuværende atmosfære er sammensat af enklere elementer, der eksisterede på Jorden i de tidlige stadier af planetens udvikling, og som nu findes på nogle andre planeter. Jordens atmosfære er en alkymistisk smeltedigel, hvor ”der i rummet sker en stadig udveksling af molekyler eller rettere af atomer, hvorved de ækvivalenter (noget, som har samme betydning, gyldighed eller værdi), de danner på hver planet, bliver sat i forbindelse med hinanden og dermed ændret”. Spektroskopet (et instrument, der benyttes ved undersøgelse af lysspektret) kan afsløre ligheder mellem de elementer, der findes på Solen og stjernerne og de, der findes på Jorden, men det er ulogisk at konkludere, at de derfor også er identiske på andre områder. Atomernes fysiske og kemiske egenskaber er meget forskellige på forskellige planeter, og det samme gælder effekten af forskellige temperaturer. Jordens atmosfære vrimler med usynligt liv, hvor f.eks. bakterier har en meget beskeden magt. Jordens atmosfære indeholder desuden usynlige skabninger med enorm energi. Middelalderens filosoffer samlede atmosfærens beboere under samme navn − sylfider. Åndsvidenskaben forklarer, at både atmosfæren og den faste jord er gennemtrængt af andre rumlige verdener, som er usynlige og immaterielle for menneskeheden, men som er objektive for deres egne skabninger på samme måde, som menneskets verden er det for mennesket. De tidligste menneskeracer på Jorden havde ikke behov for en atmosfære, som den mennesket kender i nutiden. I nutiden er der også organismer på Jorden, som ikke har brug for ilt. Skabninger på ethvert udviklingstrin og på enhver planet er altid tilpasset de ydre omstændigheder, der omgiver dem. (Se også Indra, Mahat, Manas og Naturånder).

Atom
(Græsk). Atom stammer fra ”atomos”, som betyder ”udelelig”. I den almindelige naturvidenskabelige betydning er atomet den mindste del, som et såkaldt grundstof kan deles i. I nutidens fysik er atomet en lille partikel, som man engang troede var udelelig, men nu ved man, at atomet kan adskilles i mindre enheder. Naturvidenskaben erkender nu, at atomerne er centre for energi eller elektrisk kraft, som afgiver energi, varme og udstråling. Åndsvidenskaben er enig, men går et skridt videre, for den tilføjer, at atomerne er levende og bevidste centre – en lille vibrerende verden, og inden for atomets indflydelsessfære eksisterer andre livsformer. Det fysiske uratom, som endnu er ukendt for naturvidenskaben, er det fysiske plans syvende underplans atom – dvs. det atom, som alt fysisk er opbygget af. Det er den yderste grænse for objektivitet på det fysiske plan. Atomet kan ved en kompliceret proces spaltes i astrale atomer, som igen kan spaltes i mentale atomer osv., for hvert eksistensplan i solsystemet har sit eget unikke uratom, som alle planets former er opbygget af. Og sådan fortsætter det, indtil man når det kosmiske atom. I åndsvidenskaben skal atomer ses i forhold til Monader. I Den Hemmelige Lære udgør guder, monader og atomer en treenighed ligesom ånd, sjæl og legeme. Monaden er et guddommeligt-åndeligt livsatom, et levende væsen, der er under udvikling på sit eget plan, og livsatomet er Monadens redskab, for Monaden besjæler livsatomet, og livsatomet besjæler det fysiske atom. Atomet er den stoflige naturs ultimative side, og monaden er det på energisiden. Monader er udelelige, atomer er delelige. Det er derfor en gruppe, som er opdelt i fire enheder, som består af guder, monader, livsatomer og fysiske atomer. Et atom kan sammenlignes med (og er for en esoteriker) det syvende princip i et organ − eller snarere et molekyle. Fysiske eller kemiske molekyler er sammensat af en uendelighed af finere molekyler, og de består af utallige endnu finere molekyler. Et eksempel kan være et jernmolekyle. Hvis det frigøres, så det bliver ikke-molekylært, vil det straks blive omdannet til et af dets syv principper, dvs. dets astrallegeme. Det syvende af principperne er atomet. Analogien mellem et jernmolekyle før det frigøres og samme molekyle efter frigørelsen, er identisk med det, der sker mellem et fysisk legeme før og efter døden. Princippet består men uden det fysiske legeme. Der er naturligvis tale om esoterisk alkymi − ikke nutidens kemi. (Se også Monade og Principper).

Aton
(Egyptisk). Aton er en af det gamle Egyptens solguder. Aton-kulten blev grundlaget for en religiøs revolution, der begyndte under farao Amenhotep III og fortsatte under hans søn Amenhotep IV − den legendariske farao, som senere ændrede navn til Akhenaton. Akhenaton (1364-1347 f.Kr.) regerede i slutningen af 18. dynasti. Alt liv er betinget af Solen, og derfor har de gamle egyptere i årtusinder æret Solen i forskellige former og under adskillige navne. Ra er solgud. Osiris er solgud. Amon blev på et tidspunkt ophøjet til solgud og blev Amon-Ra. Men mest markant var navnlig Akhenatons forsøg på at indføre tilbedelse af Sollogos i form af Aton. De to faraoner forsøgte at vække en mere hengiven følelse i egypterne. De var i opposition til den strenge, formalistiske tilbedelse, der blev krævet af Amon-præsterne i en tid med blodige dyreofringer og stive ceremonier. Aton-kulten understregede gudernes esoteriske aspekter. Røgelse og blomster prydede altrene i stedet for blodofre. Glæde gennemstrømmede Akhenatons nye hovedstad, mens arkitekter og håndværkere skabte nye idéer i deres værker. Akhenaton skabte imidlertid ikke en ny Aton-tilbedelse. Aton i skikkelse af solskiven var kendt i historisk tid siden 5. dynasti i Nedre-Egypten, hvor man finder Aton-symbolet i pyramiderne fra 5. dynasti i Sakkara. Faktisk stammer Aton-symbolet iflg. åndsvidenskaben helt tilbage fra Atlantis. Aton vises i reliefferne som en lysende solskive med lange solstråler. Hver stråle ender i en kærtegnende hånd. En af hænderne holder et ankh-kors – symbolet på evigt liv. Aton blev betragtet og respekteret som et levende og bevidst væsen. I virkeligheden er solguden Aton en variant af skaberguden Atum, som er symbol på ”Den Ene”. Det viser, at Akhenaton ønskede at fokusere bevidstheden mod skabelsens virkelige ophav. Det korrupte præsteskab have i tidernes løb fordrejet den oprindelige rene esoteriske lære i en sådan grad, at den var blevet til overtro, og religionen blev misbrugt til at erhverve rigdom og magt til præsterne. Akhenaton blev sandsynligvis myrdet af Amon-præsteskabet. Hans søn Tutankhamon blev indsat på tronen, og tilbedelsen af Amon-Ra under ledelse af Amon-præsteskabet blev genindført. (Se også Akhenaton, Amon, Ankh, Atum, Osiris og Ra).

Atri
(Sanskrit). Atri stammer fra roden ”ad”, der betyder ”at fortære”. Atri er en af de syv store Rishier eller Maharshier. Mange af de vediske hymner er dedikeret til Atri. Han betragtes som en af de ti Prajapatier – ”Skabelsens Herrer” − og de syv Rishier og de ti Prajapatier er nært forbundet i myterne. Atri er gift med Anusuya, Dakshas datter, og de fik sønnen Durvasas. Atri omtales også som en af Brahmas syv tankefødte sønner, som der også refereres til som de syv Rishier i tredje Manvantara (og det kan henvise til både 3. runde og til 3. rodrace i 4. runde). Nøglen til de skiftende relationer er analogi. Atris sønner tilhører en af de grupper af Pitrier, der repræsenterer Barhishaderne, som primært er Månens Pitrier. Det er dem, der udvikler menneskets fysiske krop og lavere principper. H.P. Blavatsky sagde: ”Da de havde skabt deres astrale doubler, blev de genfødt som Atris sønner”. I astronomi er Atri en af stjernerne i Store Bjørn (Ursa Major). Konstellationen er nært forbundet til de syv Maharshier. (Se også Barhishader, Brahma, Maharshi, Manvantara, Pitri, Prajapati, Rishi og Ursa Major).

Atropos
(Græsk). Atropos består af ”ikke” og ”trepo”, der betyder ”at vende”. Atropos er den tredje af de tre Moira: Klotho, Lachesis og Atropos. Deres navne betyder henholdsvis ”spinderen”, ”skæbnemåleren” og ”det uundgåelige”. De er alle aspekter af karma. Lachesis målte livstråden, der var spundet af søsteren Klotho, som derefter blev skåret til af Atropos. Atropos er symbol på den resterende karma, som endnu ikke er afviklet, og som skal kombineres med effekten af viljen i mennesket, og derfor udgør Atropos en relativt uundgåelig eller uafvendelig skæbne og fremtid. Atropos er det, der er uundgåeligt, fordi det repræsenterer det, man skal blive. (Se også Klotho, Lachesis og Moira).

Atsaras
(Tibetansk). Atsaras er ”urene og groft syndige sjæle”, der deltager i seancer.

Atstsiloth
(Hebraisk). Atstsiloth stammer fra ”atsal”, der betyder ”at deltage”, ”at adskille”, ”at flyde ud”. I kabbalaen er det den første af de fire verdener eller sfærer (Olam), der blev skabt under manifestationen af et kosmos, der kaldes ”sfæren af udstråling eller fortætning”. Det er den mest ophøjede af sfærerne eller tilstandene. Atstsiloth indeholder de ti øverste Sephiroth, som repræsenterer de operative kvaliteter i den guddommelige vilje, og som er de mest abstrakte og åndelige af udstrømningerne fra Ain-Soph. Den øverste sfære er tilholdssted for Diyyuqna (prototypen, den øverste Adam eller Adam Illa’ah) også kaldet Olam Has-Sephiroth (Sephiroths verden). Som den mest perfekte udstråling fra Ain-Soph er Atstsiloth ”Det Store Hellige Segl”. Det er prototypen, som alle lavere verdener er spejlbilleder af, men som i deres natur rummer billedet af ”Det Store Hellige Segl”. (Se også Adam, Adam Illa’ah, Ain-Soph, Kabbala, Olam og Sephiroth).

Attavada
(Pali). Attavada stammer fra ”attan”, der betyder ”Selvet” (eller Atman på sanskrit) og ”vada”, der betyder ”teori” eller ”diskurs” fra roden ”vad”, der betyder ”at tale”. Attavada er teorien om den evige sjæl. En undersøgelse af buddhistiske Sutraer eller Suttaer viser, at Gautama Buddha mente, at udtrykket skulle forstås som vranglæren om adskilthed – dvs. troen på at den individuelle sjæl er forskellig fra og er adskilt fra Det Ene Universelle Selv, Brahman. Attavadas filosofiske betydning, esoteriske idé og ordets særlige betydning for buddhister ligger i det faktum, at buddhismen ikke benægter sjælens eksistens, men at den kraftigt understreger, at sjælen ikke er en særskilt skabelse, eller at den i sin essens er anderledes end det kosmiske Selv eller Verdenssjælen. Derfor er adskilthed en vranglære, fordi mennesker, der har dette synspunkt, lever under falske livsbetingelser, for de tror, at de adskiller sig fra andre og fra Universet, hvor de lever, ånder og er. I Mahatmabrevene kaldes Attavada ”læren om Selvet”, og sammen med Sakkayaditthi, der betyder ”illusionen om individualitet” eller ”personlighedens blændværk” fører det til Maya og troen på effekten af tomme ritualer og ceremonier. (Se også Atman, Brahman, Gautama Buddha, Mahatma, Maya, Sakkayaditthi, Sutra og Sutta).

Attis
(Græsk). Attis eller Atys stammer sandsynligvis fra frygisk. Attis er en guddom, der blev tilbedt i forbindelse med den store moder Kybele i Frygien og senere i hele det romerske imperium. Legenderne om Kybele og Attis ligner legenderne om Afrodite og Adonis i Syrien, om Baal og Astarte i Sidon og om Isis og Osiris i Egypten. I nogle aspekter repræsenteres aspekter af indvielse og mesterskab i Kybele-mysterierne. Ritualerne blev afholdt af Korybantes i Frygien ved forårsjævndøgn. I kejsertidens Rom skete det årligt fra 4.-10. april og i senere tider fra 15.-27. marts. Den 4. fase i ceremonien Hilaria var den foretrukne i Rom. (Se også Adonis, Afrodite, Astarte, Baal, Isis, Korybantes, Kybele og Osiris).

Atum
(Egyptisk). Atum, Atmu, Tem, Tum og Temu stammer fra ”tem”, der betyder ”at gøre en ende på”, ”at fuldende”. Atum er en højtstående egyptisk skabergud. Atum er bygherren eller bygmesteren. I Den Hemmelige Lære forklarer H.P. Blavatsky, at Den Ene rummer muligheden for skabelse af alle former, og impulserne til formerne skabes og reproduceres i detaljer af bygmesteren. Atum repræsenterer Universet før skabelsen. Han er én og udelt, men i sig rummer Atum evnen til manifestation via tre aspekter i sin egen natur − nøjagtig som den treenige Gud i kristendommen – nøjagtig som i alle store religioner. I Dødebogen står der: ”Jeg er guden Tem, skaberen af Himlen, skaberen af det, der er, og det, der skal vise sig på Jorden, den, der skabte kimen til menneskets opståen, Herren over alting, den, der skabte guderne, den store gud, der skabte sig selv, Herren over livet, den, der fik de to grupper af guder til at blomstre. Mit komme svarer til den gud, der fortærer mennesker og bespiser guderne”. Et sted kaldes han ”den store ham-hende”. Sammensmeltningen af det maskuline og det feminine princip viser klart, at Atum befinder sig over enhver form for adskillelse. I åndsvidenskaben ville man kalde Atum for guddommens 1. aspekt eller 1. Logos, som er ”liv eller kraft”. Liv og kraft er energi, som ikke er det samme som manifestation. Viljen til at manifestere er ikke det samme som selve manifestationen. Ligesom elektricitet kræver en ledning for at komme til udtryk, kommer livet eller kraften kun til udtryk via en form. Navnet ”Atum” betyder desuden ”Alt og Intet”. Før Universet blev til, var der intet, men dette intet rummede alt. Atum symboliserer intet, der er alt, og alt det, der kan skabes ud af intet. Derfor er han også ”Den Fuldendte”. Atum er ren ”Væren”, men fordi han er Alt, er han også ”Ikke-væren”. De mange navne og betegnelser viser klart, at Atum symboliserede en guddom, der var hinsides tilsynekomst. Atum er ikke manifesteret – det er Atum, der manifesterer. Atum-legenden fortæller, at før skabelsen befandt Atum sig som ren ånd – altså stadig uden form – i Nun (urhavet), og ”Atum skabte sig selv, og han manifesterede alt skabt ud af sig selv”. ”Evighedens slange” (Oroborus – slangen, der bider sig selv i halen) er også et symbol på Atum. Hvis man forestiller sig, at slangen, der former en cirkel, gradvis sluger sig selv, vil cirklen blive mindre og mindre. Til sidst vil den smelte sammen i ét punkt og helt forsvinde. Når filmen køres den modsatte vej, vil man først se et hvidt lærred. Det er den første årsag. Der er intet – ligesom før Universets skabelse. Langsomt toner et punkt frem. Det er den første begyndelse. Efterhånden vokser slangen ud af munden på slangehovedet, og cirklen skabes – Universets afgrænsning er nu markeret og Universet er skabt. En anden fortolkning siger, at slangen ikke bider sig selv i halen, men at halen skjules bag slangens hoved. Den danner derfor en spiral, og den rummer derfor både symbolikken om Universets grænse og om Universets cykliske udvikling, hvor den cirkelformede bevægelse vender tilbage til det relativt samme udgangspunkt men i en fremadgående bevægelse. Iflg. Atum-legenden tog Atum først form som den kosmiske slange, der kom til syne i Nuns urhav. Herefter tog han form som et menneske, men legenden fortæller, at han ved verdens ende igen tager form som en slange og vender tilbage til Nun. Iflg. H.P. Blavatsky er Atum identisk med Fohat, for Atum omtales som den proteusagtige gud, der skaber andre guder og giver sig selv den form, han selv bestemmer. Atum er ”Livets Mester”. Det er ham, der giver guderne energi. Han har overopsyn med guderne. Han skaber deres ånder og giver dem form og liv. Han er den vitale elektriske kraft, der forlader kroppen ved døden, og derfor beder den afdøde om, at Atum giver ånde fra det højre næsebor (den positive elektricitet), som gør det muligt at leve i den anden form”. (Se også Fohat, Ptah, Khnum og Nun).

Atyantika
(Sanskrit). Atyantika stammer fra ”ati”, der betyder ”ud over” og ”anta”, der betyder ”slutning” eller ”grænse” samt ”pra”, der betyder ”opløsning”. Atyantika er en af fire former for Pralayaer eller hvileperioder. Atyantika er den ”absolutte” Pralaya eller ”totale” opløsning. Atyantika er det, der synes evigt eller uden begrænsning − dvs. det, der er hinsides grænsen for individuel Pralaya eller Nirvana. Atyantika Pralaya vedrører kun få og særlige individualiteter, som er identificeret med den frigjorte individuelle Monade (Jivanmukta) − ”det frigjorte liv”. Det henviser til Mahatma-stadiet (mesterstadiet), uanset om det er midlertidigt eller permanent indtil den følgende Mahakalpa. Når tilstanden er opnået, er ingen fremtidig evolution mulig, og dermed ingen legemliggørelse efter Mahapralaya, der varer 311.040.000.000.000 år. Der er en sandsynlighed for, at Jivanmuktaer opnår Nirvana i en tidlig cyklus i Manvantaraen, og derfor kan Mahapralaya-perioden blive næsten fordoblet. Det er så lang tid, at perioden kan betragtes som evigt eller uendeligt. Atyantika Pralaya bruges også nogle gange til at beskrive absolut formørkelse, f.eks. for en hel planetarisk kæde. (Se også Jivanmukta, Kalpa, Maha, Mahatma, Monade, Nirvana og Pralaya).

Atys
Se Attis.

Audlang
(Oldnordisk). Audlang stammer fra ”audr”, der betyder ”tomrum” og ”langr”, der betyder ”lang”. Audlang er en af flere himle i nordboernes Eddaer. I de nordiske legender er Audlang den anden himmel skabt af guddommen ovenover Idas himmel. Iflg. åndsvidenskaben er det en af ”de tre gradvist opstigende planeter i Jordkæden”. Det er de usynlige planeter, der sædvanligvis betegnes E, F og G i teosofisk litteratur. Audlang er tydeligvis en af de stofplaner, der er anderledes end Jordens fysiske stof, og som de usynlige planeter består af. Hinsides Audlang ligger der andre himle: Grimnismal i Eddaen omtaler tolv gudepaladser på hver deres relevante niveau. (Se også Edda og Ida).

Audumla
(Oldnordisk). Audumla, Audhumbla, Ødhumbla eller Ødhumble stammer fra ”audr”, der betyder ”tomrum” og ”brum”, der betyder ”skumring” – dvs. det dystre tomrum. Audumla er symbol på den frugtbarhed, der blev skabt af de frosne dampe af elivagar (gletsjere, isbølger). Audumla er himmelkoen, som i urtiden nærede jætten Ymer med sin mælk. Audumla er det feminine princip, og Ymer er det maskuline. Audumla slikkede Bure frem af saltklippen før mennesket blev skabt. Bure blev stamfar til Aserne og dermed til Odin. Audumla er derfor ”skabelsens ko” eller ”ernæreren”. Fra koen flød der fire strømme af mælk, som ernærede giganten Ymer, Ymir eller Aurgelmir (betyder stof i kog) og hans sønner, Rimturserne (frostgiganterne), før guder og mennesker blev skabt. De fire strømme af mælk, der spredte sig i hele rummet, henviser til det astrale lys i sin reneste udstråling. Audumla kunne ikke græsse, og derfor slikkede hun salt af isklipperne og skabte på den måde Bure − Skaberen. Bure fik efterfølgende sønnen Borr (den fødte), som blev gift med en af frostgiganternes døtre. De fik tre sønner, Odin (ånd), Vile (vilje) og Ve (hellig). Allegoriens betydning er indlysende. Den henviser til elementernes før-kosmiske forening af ånd eller den kreative kraft og stoffet, der var nedkølet men stadig kogende, med det antog former i overensstemmelse med den universelle vilje. Derefter træder Aserne − ”verdens søjler og støtter” (skaberne af kosmos) − ind på scenen og skaber i overensstemmelse med det, som Alfaderen ønsker. (Se også Aser, Bure, Edda, Odin, Ve, Vile og Ymer).

Augoeider
(Græsk). Augoeider stammer fra ”auge”, der betyder ”stærkt lys” eller ”udstråling” og ”eidos”, der betyder ”danne” eller ”forme”. I orfisk og neo-platonisk filosofi er Augoeiderne betegnelsen for sjælslegemet eller kausallegemet. Det svarer til Paulus’ ”åndelige legeme”. Men esoterikeren gør det til noget andet. Augoiderne er sjælens lysende, guddommelige udstråling. I Isis Unveiled er det betegnelsen for den åndelige Monade − Atma-Buddhi − og det kan sammenlignes med persernes Feruer eller Ferouer, den platoniske Nous − osv. I forbindelse med en indvielse på højt niveau kommer den indviede til at stå ansigt til ansigt med det strålende nærvær, som opleves som en lysende udstråling fra det guddommelige Selv i Monadens hjerte. (Se også Atma-Buddhi, Feruer, Kausallegeme, Monade og Nous).

AUM
(Sanskrit). AUM er et Mantra. AUM eller OM aktiverer energi. Den tibetanske mester Djwhal Khul har sagt: ”Den, der lever i overensstemmelse med AUM-lyden, kender sig selv. Den, der lever og intonerer OM, kender sin broder. Den, der kender LYDEN, kender alt”. AUM er det helligste af alle ord i Indien og Tibet. AMEN er afledt af AUM. OM er den form, man hovedsageligt bruger i Tibet. I Indien bruger man for det meste AUM. AUM er et symbol på evigheden og treenigheden. I Indien betegner de tre bogstaver de tre Vedaer og desuden de tre store guder − ”A” er Agni, ”V” er Varuna og ”M” er Marut − eller ild, vand og luft. Eller de tre Gunaer, som er naturens tre kvaliteter eller Prakriti, hvor ”A” er Sattva Guna, ”U” er Raja Guna, og ”M” er Tamas Guna. Eller Universets trefoldighed hvor ”A” er Bhurloka, ”U” er Bhuvar-Loka, og ”M” er Svar-Loka, for ved hjælp af de tre lyde viser ånden sig. Eller hinduernes Trimurti − Brahma, Vishnu og Shiva, der står for skabelse, opretholdelse og opløsning af Universet. AUM siges at have en moralsk og åndeliggørende virkning, hvis mantraet udtales under meditation, når tankesindet er i ro og renset for alle urenheder. Esoterisk set er AUM bl.a. den ”tredobbelte ild” (den højere triade) i mennesket og Universet. Iflg. Paramahansa Yogananda kommer lydens uendelige kræfter fra skabelsens ord AUM− den kosmiske vibrationskraft bag alle atomenergier. Et hvilket som helst ord, der udtales med klar forståelse og dyb koncentration, har evnen til at materialisere sig. Gentagelsen af inspirerende ord, uanset om de siges højt eller stille, er beskrevet i psykoterapeutiske systemer. Hemmeligheden ligger i evnen til at løfte tankesindets vibrationsfrekvens. (Se også Agni, Brahma, Guna, Loka, Mantra, Marut, Meditation, Prakriti, Raja Guna, Sattva Guna, Shiva, Tamas Guna, Trimurti, Varuna, Veda og Vishnu).

Aupapaduka
(Sanskrit). Aupapaduka eller Opapatika på pali betyder ”selvskabt” eller ”spontant udviklet”. Forskningen viser, at Anupapadaka, som findes i Sanskrit-English Dictionary, er en misforståelse af Aupapaduka. Aupapaduka er en, der hverken går eller kommer (sådan som alle andre gør det). Aupapaduka er ”den forældreløse”, der er uden substantielle forældre. Aupapaduka er selvfødt i kraft af sin egen iboende energi, uden forældre eller forgængere som årsag til eksistensen, sådan som det sædvanligvis er tilfældet. Aupapaduka bruges derfor om visse selvskabte guder. I buddhismen henviser Aupapaduka til Dhyani-Buddhaerne, der udstråles fra Adi-Buddha uden en mellemliggende instans. Udtrykket Anupadaka − forældreløse eller uden stamfader − er en mystisk betegnelse, der har flere betydninger i esoterisk filosofi. Normalt henviser man til himmelske skabninger som f.eks. Dhyan-Chohaner eller Dhyani-Buddhaer. Men på mystisk vis svarer de til menneskelige Buddhaer og Bodhisattvaer, der er kendt som Manushi-Buddhaer. Manushi-Buddhaer kaldes også Anupadaka, når hele deres personlighed engang fusioneres med det forenede 6. og 7. princip i deres natur − eller Atma-Buddhi − hvor de bliver de såkaldte ”diamantsjæle” (Vajra-Sattva) eller fuldkomne Mahatmaer. Mysteriet om Anupadakas placering i den hierarkiske struktur er stor. Øverst i hierarkiet er den universelle ånd/sjæl, og nederst er Manushi-Buddhaerne, og alligevel er ethvert sjælsinspireret menneske en Anupadaka i latent tilstand. Derfor kan man sige, at når man taler om Universet i sin formløse, evige eller absolutte tilstand, før det blev formet af ”bygmestrene”, er Universet udtryk for Anupadaka. Der er ikke alene Aupapaduka-guddomme i solsystemet, men i enhver organisk enhed, fordi kernen i enhver enhed er en Aupapaduka. Aupapaduka er derfor en mystisk måde at udtrykke læren om den indre gud. (Se også Adi-Buddha, Atma-Buddhi, Bodhisattva, Buddha, Dhyan-Chohaner, Dhyani-Buddhaer, Mahatma, Manushi-Buddhaer og Vajra).

Aupapaduka-Bhuta
(Sanskrit). Aupapaduka-Bhuta stammer fra Aupapaduka, der betyder ”selvskabt” og Bhuta, der betyder ”element” fra roden ”bhu”, der betyder ”at være” eller ”at blive”. Aupapaduka-Bhuta er det selvskabte element. Det er det andet element på en nedadgående skala med de syv kosmiske Bhutaer eller elementer. Aupapaduka-Bhuta svarer til 2. Logos eller den umanifesterede Logos. (Se også Aupapaduka, Bhuta og Logos).

Aupapaduka-Tattva
(Sanskrit). Aupapaduka-Tattva stammer fra Aupapaduka, der betyder ”selvskabt” og Tattva, der betyder ”det” eller ”virkelighed”. Aupapaduka-Tattva er det selvfødte eller forældreløse princip. Det er det andet element på en nedadgående skala med de syv kosmiske Tattvaer, hvor kun fem Tattvaer er omtalt i Indiens filosofiske skoler. Aupapaduka har en mystisk betydning, som henviser til det, der bliver til noget, uanset om det er i kosmos eller i et menneske. Det sker udelukkende i kraft af den iboende energi og ikke som afkom eller barn af en forgænger. Aupapaduka-Tattva svarer til 2. Logos eller den umanifesterede Logos. (Se også Aupapaduka, Logos og Tattva).

Aura
(Græsk/Latin). Aura stammer fra det græsk/latinske ”aura”, der betyder ”luft”. Alt i Universet udgør et centrum for levende energier af en eller anden type, og derfor må alt nødvendigvis være omgivet af et kraftfelt, der sender sine energier eller stråler ud i det omgivende rum og skaber forbindelse til objekter inden for indflydelsessfæren. Auraen er derfor en subtil, usynlig essens, der omgiver alt skabt. Menneskets aura er udtryk for finere legemer, som skaber et energifelt, der omgiver menneskets fysiske legeme. Auraen er menneskets forskellige indre eller finere legemer – det æteriske, astrale og mentale legeme, som vibrerer med forskellige hastigheder og frekvenser. De finere legemer gennemtrænger det fysiske legeme og strækker sig desuden ud over det – det æteriske en smule, det astrale længere og det mentale og kausale endnu længere. Det område, der strækker sig ud over det fysiske legeme, kalder man sædvanligvis ”aura”. Man kan også sige, at auraen er en betegnelse for: 1) Den energimæssige udstråling som sjælen, mentallegemet og astrallegemet samlet set udstråler, når deres kræfter og energier mødes i det æteriske legemes centre. 2) De selvstændige udstrålinger, som hvert legeme udsender, og som fortolkes af clairvoyante som farver, følelsestilstande og tankeformer. Kun æterlegemet kan lejlighedsvis ses med det fysiske øje som en svagt lysende, gråviolet tåge, der strækker sig ca. 5 cm uden for det fysiske legeme. Skarpheden er afhængig af menneskets sundhedstilstand. Æterlegemet kaldes derfor også sundhedsauraen. Den øvrige del af auraen, hvis omfang og farver afhænger af menneskets udviklingsgrad, kan kun ses af clairvoyante, for legemerne består ikke af fysisk stof fra det fysiske plan. Dyr er på mange måder langt mere sensitive over for auraer end mennesket. De såkaldte uorganiske stoffer har også en aura i form af magnetisk udstråling. (Se også Astrallegeme, Auralæsning, Aurisk æg, Clairvoyance, Mandorla, Mentallegeme, Nimbus og Æterlegeme).

Auralæsning
Auralæsning er en analyse af auraens farve, form, tæthed og sammensætning til bl.a. diagnosticering. Analysen kan kun foretages af clairvoyante. Normalt fortolker den clairvoyante auraens farver og de tankebilleder og symboler, der er aftegnet i auraen, for de afslører en hel del om et menneskes psykiske vaner. En auralæsning er imidlertid afhængig af, hvor klartseende den clairvoyante er. Ofte fejlfortolkes der, bl.a. fordi det er vanskeligt at skelne mellem mentale og astrale energier eller pga. uvidenhed. (Se også Astrallegeme, Aura, Aurisk æg, Clairvoyance, Mandorla, Mentallegeme, Nimbus og Æterlegeme).

Aurisk æg
Aurisk æg er et åndsvidenskabeligt udtryk for menneskets aura. Betegnelsen er inspireret af auraens form. Auraen spænder fra det guddommelige til det fysisk-æteriske. Det auriske æg er center for alle de monadiske, åndelige, sjælelige, mentale, astrale og vitale energier og evner. Essentielt er det auriske æg evigt, for det består under hele Pralaya-tilstanden og under hele Manvantaraen. Hver eneste skabning og genstand i Universet − herunder selve Universet − har eller snarere er sit selvstændige auriske æg. Det auriske ægs oprindelige stof er Akasha. Det auriske æg stammer fra Monaden som er hjertet eller kernen, og når skabelsen begynder, udstråles manifestationen i strømme af vital effluvia (et udtryk der bruges om en usynlig udstråling). På de forskellige planer, som det auriske æg gennemstrømmer, går der en søjle af lys fra det atmiske til det fysiske, og hver aura, der dannes, er et princip eller et element, som i mennesket udgør syv. Når det auriske æg ses på et hvilket som helst plan i den menneskelige opbygning, opdager man, at planet ikke alene svarer til, men reelt er et af menneskets seks principper, som ser ud til at være ægformet. Det auriske æg kan være mere eller mindre tæt og mere eller mindre lysende, og ægformen består af en central del, der er omgivet af en enorm aktiv hvirvlende sky, som består af Prana-strømninger, og de aktive Prana-strømme spiller sammen på et hvilket som helst plan. (Se også Akasha, Astrallegeme, Aura, Auralæsning, Clairvoyance, Mandorla, Manvantara, Mentallegeme, Monaden, Nimbus, Pralaya, Prana og Æterlegeme).

Aurnavabh
(Sanskrit). Aurnavabh er en gammel sanskrit-kommentator. Aurnavabh er desuden en grammatiker, der omtales i Yaskas Nirukta, men det er også en dæmon, der omtales i Rig-Veda. (Se også Nirukta, Rig-Veda og Veda).

Aurva
(Sanskrit). Aurva er en Rishi. Han var søn af Urva og Bhrigus barnebarn som omtales i Rig-Veda. Mahabharata oplyser, at Aurva var kong Sagaras lærer (og han reddede hans mor fra ligbålet). Aurva er desuden den vismand, som har fået æren af at have opfundet ”ildvåbnet” ved navn Agneyastra. (Se også Agneyastra, Mahabharata, Rig-Veda, Rishi og Veda).

Automatisme
Automatisme er betegnelsen for bevægelser eller aktiviteter, som et menneske udfører uden at være bevidst om det – f.eks. søvngængeri, automatskrift osv. (Se også Automatskrift).

Automatskrift
Automatskrift forekommer, når et menneske er i stand til at skrive uden selv at kontrollere nedskrivningen. Automatskrift kan eksempelvis foregå i trancetilstand. Ved automatskrift tager et menneske pen og papir, tømmer tankesindet og venter på, at pennen begynder at skrive ved hjælp af ufrivillige impulser. Nogle gange kan pennen erstattes af et Ouija-bræt. Resultaterne varierer fra totalt negative, via en fase med ulæselige skriblerier med nedskrivning af sammenhængende beskeder eller endda citater fra sjældne bøger. Evnen er vidt forskellig fra menneske til menneske, men det er kun et mindretal, der er i stand til at udvikle og praktisere automatskrift. Den spiritistiske forklaring er, at meddelelserne stammer fra afdøde ”på den anden side”. Men under alle omstændigheder er det nødvendigt for den, der skal foretage automatskrivningen, at man opgiver den personlige kontrol og trækker sin vilje over det fysisk-æteriske og astrallegemet tilbage, og overlader disse aspekter til ukendte skabninger og påvirkninger. Fra et åndsvidenskabeligt synspunkt er det yderst farligt, for normalt er man beskyttet af sin fysiske organisme og af sin egen vilje, som kan modstå de farlige og ofte ondartede påvirkninger fra det lavere astralplan. Hvis man stræber efter at nedbryde barrieren, er det en procedure, der kan medføre en blokering i samspillet med det højere selv. (Se også Automatisme, Ouija-bræt og Ånden i glasset).

Autoskopi
(Græsk). Autoskopi er en betegnelse for en ud-af-kroppen oplevelse, hvor et menneske iagttager sit fysiske legeme fra et punkt uden for sig selv.

Autosomnambulisme
(Latin). Autosomnambulisme er sammensat af ordene ”somnus”, der betyder søvn og ”ambulare”, der betyder at gå omkring. Autosomnambulisme er derfor søvngængeri. Autosomnambulisme betegner desuden et menneske, som ved brug af sin egen vilje bringer sig i en somnambul tilstand for at udvikle clairvoyance. Ofte benyttes fysiske hjælpemidler som f.eks. røgelse, spejlblanke genstande osv.

Autosuggestion
(Latin). Autosuggestion stammer fra ”suggestio”, der betyder suggererende påvirkning, dvs. psykisk påvirkning af et andet menneske. Autosuggestion er en suggestiv evne, som virker tilbage på afsenderen. Autosuggestionens kraft kan være så stor, at den synligt påvirker det fysiske legeme – eksempelvis stigmatisering. Autosuggestion er i virkeligheden en stærk koncentration, der aktiverer mentale kræfter. I en mildere form bruges autosuggestion til at styre sig selv mod et bestemt mål.

Avabodha
(Sanskrit). Avabodha stammer fra ”ava”, der betyder ”ned” eller ”væk” og ”bodha”, der betyder ”opvågnen”. Avabodha vil sige at være ”bevidst vidende” eller ”have indsigt”. Avabodha er derfor skelneevne eller skærpet opfattelsesevne. Avabodha er en titel på Aditi i betydningen ”moder for viden”. (Se også Aditi).

Avadhoot
(Sanskrit). Avadhoot er en oplyst person, der har opnået en særlig åndelig bevidsthedstilstand. Avadhoot bruges af Ananda Marga m.fl. (Se også Ananda Marga).

Avadhuta
(Sanskrit). Avadhuta stammer fra ”ava-dhu”, der betyder ”at ryste af sig”, ”fordrive”, ”tilbagevise” eller ”afvise”. Avadhuta henviser til onde ånder eller fjender. Der er tale om et menneske, som har rystet materialistiske følelser og hæmmende bindinger af sig. Avadhuta er også en af askesens seks grader eller stadier. Avadhuta bruges desuden om planter, der rystes af vinden.

Avaivartika
(Sanskrit). Avaivartika består af ”ikke” og ”vi-vrit”, der betyder ”at vende rundt” eller ”at kredse”. Avaivartika betyder derfor ikke-roterende eller ikke-reinkarnerende. Der er tale om et menneske – en Avaivartya − der er kommet så langt på udviklingsvejen, at det ikke længere er slave af eller lænket til Samsaras roterende hjul. Derfor oversættes Avaivartika også med ”den, der ikke roterer mere”. Det henviser til 7. rundes mennesker, og derfor kan det reelt henføres til et menneske, der har nået Nirvana. Avaivartika er et tilnavn for alle Buddhaer, ”som aldrig vender tilbage, men går direkte til Nirvana”. Uanset om mennesket går i Nirvana som f.eks. Pratyeka Buddhaer, eller om de opgiver den ophøjede tilstand og forbliver Nirmanakayaer − medfølelsens Buddhaer − så har begge grupper af Buddhaer frigjort sig fra nødvendigheden af at ”rotere” eller inkarnere. (Se også Buddha, Nirmanakaya, Nirvana, Pratyeka-Buddha og Samsara).

Avalokitesvara
(Sanskrit). Avalokitesvara stammer fra ”ava”, der betyder ”ned” eller ”væk” og roden ”lok”, der betyder ”at se på” og ”at kontemplere”. Etymologisk betyder Avalokitesvara ”den, der ser ned (fra himlen)”. Avalokitesvara henviser til Herren eller det guddommelige i det nedadskuende aspekt. I åndsvidenskaben er Avalokitesvara principielt det samme som 2. Logos. Betegnelsen benyttes også om sjælen eller det højere Selv, og derfor har det afgørende betydning, om Avalokitesvara skal opfattes i sit kosmiske aspekt eller i sin funktion i en enhed i kosmos. Avalokitesvara er det 7. princip i mikrokosmos, og dermed Atman eller Atma-Buddhi. Det er analogt med det 7. eller højeste princip i makrokosmos − den kosmiske Logos. Konsekvensen er, at der er to Avalokitesvaraer – 1. Logos og 2. Logos − enten for makrokosmos eller for mikrokosmos, fordi 1. Logos afspejler sig i 2. Logos i makrokosmos, ligesom Atman afspejler sig i og arbejder gennem sin spejling i Buddhi. Det svarer til Parabrahman og Mulaprakriti, men Avalokitesvara er hovedsagelig den kosmiske Monade eller 1. Logos, men desuden menneskets guddommelige Monade eller menneskets Atma-Buddhi. Det er derfor Avalokitesvara, der åbner for manifestation eller differentiering på begge niveauer. I nordbuddhismen er Avalokitesvara syntesen af de syv Dhyani-Buddhaer og derfor den første Buddha eller Logos. Avalokitesvara er desuden navnet på en vigtig Bodhisattva. Avalokitesvara kendes ikke i Hinayana, men er vigtig i Mahayana uden for Indien. I Kina er Avalokitesvara identificeret med Kwan-Yin og i Japan med Kwannon eller Kannoh. I Tibet er Avalokitesvara den første guddommelige forfader. Men i esoterisk filosofi er han Avaloki − ”tilskueren”− dvs. ånden eller det højere Selv, mens Padmapani er sjælen eller højere Manas. Mantraet ”Om Mani Padme Hum” bruges specielt til at invokere åndens og sjælens fælles hjælp. Samtidig med at det universelle tankesind udvikler sig, manifesteres den skjulte visdom − Adi-Buddha − som Avalokiteshvara (eller som den manifesterede Ishvara). Avalokiteshvara svarer til egypternes Osiris, zarathustrismens Ahura Mazda, hermetikkens ”himmelske menneske”, platonikernes Logos og vedantisternes Atman. (Se også Adi-Buddha, Ahura Mazda, At-ma-Buddhi, Atman, Bodhisattva, Buddhi, Dhyani-Buddha, Hinayana, Ishvara, Kwan-Yin, Logos, Mahayana, Monade, Mulaprakriti, Om Mani Padme Hum, Osiris, Parabrahman og Zarathustrisme)

Avara
(Sanskrit). Avara stammer fra ”ava” der betyder ”ned” eller ”nedenfor” – dvs. underordnet, lavere eller yngre.

Avarana
(Sanskrit). Avarana stammer fra ”a-vri”, der betyder ”at skjule” eller ”at omgive”. Avarana er noget, der omfatter, gemmer, tilslører eller omslutter. Som navneord er det en handling, der omslutter eller skjuler noget, eller beskytter det som en mur, et skjold eller beklædningsgenstand. I esoterisk filosofi henviser Avarana til intellektuel blindhed, og i Vedanta-filosofien betyder Avarana-Shakti illusionens magt, for det er det slør, der skjuler eller omgiver skabningernes eller tingenes virkelige natur. (Se også Vedanta og Shakti).

Avastha
(Sanskrit). Avastha betyder ”status” eller ”tilstand”. Hindu-astrologien har udviklet metoder til at påvise de Avasthas (bevidsthedstilstande) man modtager fra planeterne på ethvert givet tidspunkt. De fire Avasthas er beskrevet i Mandukya Upanishad. De fire tilstande er vågen (Jagrat), drømmende (Svapna) og drømmeløs søvn (Sushupti). Den dybeste er en tilstand af høj åndelig bevidsthed (Turiya). Svapna og Sushupti er drømmetilstande eller astral bevidsthed, hvor bevidstheden er mere eller mindre frigjort fra kroppens hylster, og delvis vågen på astralplanet på højere eller lavere underplaner afhængig af udvikling og omstændighed, mens Turiya er en tilstand af overbevidsthed. Turiya er en tilstand af det dybeste fravær fra alt i den materielle verden. Jagrat, den vågne tilstand er nem at forstå. Under Svapna eller den drømmende bevidsthed under søvnen har Jagrat – den vågne tilstand – indvirkning på tankesindet. Kroppen hviler sig, men bevidstheden er aktiv. Sushupti eller den drømmeløse søvn, er en tilstand, hvor det fysiske menneske befinder sig i dyb selvglemsel. Det er et stadie, der klart adskiller sig fra både den vågne tilstand (Jagrat) og den drømmende tilstand (Svapna). Under Sushupti er både kroppen og sindet i hvile. Og når man vågner, har man en oplevelse af, at man er helt udhvilet. Turiya er yoga-filosofiens betegnelse for en bevidsthedstilstand, som kaldes ”den fjerde tilstand”. Turiya er menneskets højere bevidsthed. Den individuelle sjæl kaldes vågen, så længe den er knyttet til eksterne objekter og når bevidstheden identificerer sig med eksterne objekter, skaber det en begrænset tilknytning til sjælen. Svapna (drømmetilstanden) opstår, når bevidstheden går ind i Hita Nadi, som udgår fra hjertet, og omslutter den store membran der omgiver hjertet, og en individuelle sjæl oplever tilstanden som drøm. I drømmetilstanden er sanserne rolige og fokuseret i bevidstheden. Bevidstheden opererer på en fri og uhindret måde. De objekter, der opstår i drømme, stammer fra indtryk, der er modtaget i vågen tilstand pga. af tilknytningen til objekterne. Et menneske, der er bevidst tilknyttet sin sjæl, drømmer ikke. (Se også Jagrat, Svapna, Sushupti og Turiya).

Avatar
(Sanskrit). Avatar eller Avatara stammer fra ”ava”, der betyder ”ned”, sammen med roden ”tri”, der betyder ”at krydse” eller ”at passere”. Avatar er ”den, der passerer ned” − eller mere præcist betyder Avatar ”nedstigning” (i kødet). En Avatar er en befriet sjæl – en ”gudesøn”, der er fri for enhver binding til de lavere eksistensplaner. Men på trods af sin frigørelse, stiger Avataren alligevel ned (inkarnerer) for at åbenbare et guddommeligt princip på det fysiske plan. Der er derfor tale om en inkarnation på det fysiske plan af en guddommelig eller højtstående åndelig skabning, der stiger ned for at vejlede menneskeheden ved hjælp af sin lære og sit eksempel. De store religionsstiftere betragtes som Avatarer. En Avatar beholder i en inkarnation alle sine guddommelige evner og kræfter. Shri Krishna var en af Vishnus Avatarer. Dalai Lama betragtes som en Avatar af Avalokiteshvara og Teshu Lama som Tzon-kha-pa eller Amitabha. Sankaracharya, Lao-Tze og Jesus var Avatarer på forskellige niveauer og med lidt forskellig struktur. En Avatar viser sig, når en direkte stråle fra Logos strømmer ind i, inspirerer og oplyser et menneske med en Bodhisattva som mellemled, som inkarnerer i et pågældende menneske. Mennesket er fuldt bevidst om, at det stiller sit redskab til rådighed. Der er to slags avatarer: Den, der fødes af en kvinde og den ”forældreløse” − Anupadakaen. En Avatar har en kombination af tre elementer i sin natur − en inspirerende guddommelighed, en højt udviklet karakter eller sjæl, der er stillet til rådighed som en kanal for den guddommelige impuls og en ren og forædlet fysisk krop. I hinduistiske legender beskrives Vishnu som en udviklingslinje med 10 Avatarer: 1) Matsya – fisken. 2) Kurma – skildpadden. 3) Varaha – ornen. 4) Narasimha − den menneskeskabte løve (menneskets sidste dyriske fase). 5) Vamana − dværgen (det første skridt mod menneskeform). 6) Parasu-Rama − Rama med øksen (helten). 7) Rama-Chandra − helten i Ramayana. 8) Krishna − søn af Devaki. 9) Gautama Buddha. 10) Kalki-Avataren − den Avatar, der viser sig ved slutningen af Kali-Yuga ridende på en hvid hest som indledningen til en ny og retfærdig tidsalder på Jorden. En hest har altid været et symbol på den indre åndelige Sols vitale og åndelige energier. Når det siges, at næste Avatar kommer ridende på en hvid hest, betyder det, at han kommer opfyldt af lys eller stråleglans, for en Avatar er en manifestation af åndelig og intellektuel solenergi på Jorden. (Se også Amitabha, Anupadaka, Avalokiteshvara, Devaki, Gautama Buddha, Kalki-Avatar, Kali-Yuga, Krishna, Nirmanakaya, Ramayana, Tzon-kha-pa, Vishnu og Yuga).

Avesa
(Sanskrit). Avesa stammer fra ”a-vis”, der betyder ”at gå ind i”. Dvs. at indtræde, få adgang til eller tage i besiddelse, som det f.eks. er tilfældet med en besættelse. I gammel tid brugte man udtrykket til at beskrive et raserianfald eller dæmonisk vanvid. I åndsvidenskabelig litteratur betegner Avesa enten en mesters midlertidige anvendelse af et menneskes krop til specifikke åndelige formål eller en Avatars tilstedeværelsen på det fysiske plan for at give en guddommelig impuls til menneskeheden. Avesa har derfor samme betydning som den tibetanske Tulku. Avesa betyder derfor, at en ydre instans midlertidigt tager et menneskes krop i besiddelse uanset om formålet er positivt eller negativt. (Se også Avatar, Sankaracharya og Tulku).

Avesta
(Persisk). Avesta, Apstak eller Avestak (på pahlavi) var de gamle perseres hellige skrifter inden for Zarathustrisme-troen. Avesta udgør kun en lille del af den oprindelige tekstmængde, som var opdelt i 21 nasker (bundter). Der findes dog værdifulde oplysninger om den tabte del af teksterne i værket Denkart fra 800-tallet skrevet på pahlavi. Teksterne er skrevet på Avestan, der tidligere var kendt som Zend eller gamle ”Bactrian”, som er et østiransk sprog. Man mener, at de vigtigste dele af teksterne – Gathaerne − er profeten Zarathustras hellige åbenbaringer, der blev nedskrevet omkring år 1000 f.Kr. Selv om kun Gathaerne anses for at være skrevet af Zarathustra selv, opfattes hele tekstsamlingen som inspireret af hans lære. De ældste dele menes dog at være lidt ældre, mens de yngre dele regner man med er skrevet 559-330 f.Kr. Teksterne i Avesta blev nedskrevet i løbet af flere hundrede år. Yasnas liturgiske tekster, der omfatter Gathaerne, er skrevet i ældre Avestan med senere tilføjelser i yngre Avestan. Yasnas ældste dele kan være ældre end Gathaerne. Visprat og Vendidad, der er skrevet i yngre Avestan, blev sandsynligvis forfattet senere, men det er ikke sikkert. Vendidad blev primært skrevet til rituel rensning. Visparat − en anden gruppe af skrifter i Avesta − mentes at være forfattet for at ære og bede til guderne. Avesta blev mundtligt overleveret, indtil den under sasanidernes styre i Iran blev nedskrevet med et alfabet på 46 tegn, der var udviklet til formået, og som muliggjorde gengivelse af enhver vokal og konsonant. Avesta inddeles traditionelt i 1) Yasna − som reciteredes af præsterne under yasna-ceremonien. 2) Visprat − som indeholder tilbedelse af skytsguderne. 3) Yashterne − hymner til enkelte yazataer, de tilbedelsesværdige. 4) Khorde Avesta −”lille Avesta”, der består af bønneformler, som især er beregnet for lægfolk. 5) Vendidad − loven mod dæmonerne, som indeholder omfattende renselsesforskrifter. (Se også Avestan, Pahlavi, Yasna, Zarathustra og Zarathustrisme).

Avestan
(Persisk). Avestan var tidligere kendt som ”Zend” eller gamle ”Bactrian”. Det er et østiransk sprog, som kun kendes fra det sprog, der bruges i Avesta – zarathustrismens skrifter. Zarathustrisme kaldes også zoroastrisme eller parsisme. Sproget blev brugt i bl.a. Arachosia/Sistan, Herat, Merv og Baktrien. Yaz-kulturen betragtes som en sandsynlig arkæologisk afspejling af den tidlige østiranske kultur, der er beskrevet i Avesta. Avestans status som et helligt sprog har sikret dets fortsatte anvendelse til nye orddannelser, længe efter at sproget var ophørt med at være et såkaldt levende sprog. H.P. Blavatsky definerer Avestan som ”en gammel betegnelse for Arabien”. (Se også Avesta, Zarathustra og Zarathustrianisme).

Avichi
(Sanskrit). Avichi eller Avitchi består af ”ikke” og ”vichi”, der betyder ”bølger” eller ”glæde”. Avichi betyder derfor glædesløs eller en tilstand, der er uden bølger eller bevægelse – dvs. uden lykke og uden hvile. I almindelig forståelse er det et sted for onde erkendelser, men der er ikke tale om Guds ”straf” i kristen forstand. Det er et sted, hvor viljen til det onde og utilfredsstillede egoistiske længsler får en chance for at ekspandere og møde sin endelige udslettelse. Avichi findes i mange grader, for naturen rummer alle nuancer. På højere niveauer, hvor gode og sande mennesker finder hvile, fred og lyksalighed, har naturen andre områder og stadier, der virker tiltrækkende på de mennesker, der ønsker at udtrykke de onde lidenskaber, der brænder inden i. Avichi er en tilstand − ikke en lokalitet. Men en enhed, uanset hvilket stadie den befinder sig i, skal have position, og derfor er Avichi – i hvert fald set fra menneskehedens udviklingsniveau – identisk med Myalba – Jorden – dvs. nogle af planetens laveste aspekter. Selv om Avichi kan betragtes som udtryk for stagnerende liv og skabninger, der er uden bevægelse, er tilstanden midlertidig på den evolutionære stige. Så længe handlingerne ikke medfører tiltrækning til 8. sfære – dødens sfære − er der stadig mulighed for at genvinde sit fodfæste på den opadgående evolutionære stige. Processerne i Avichi sker ikke kun lige efter døden eller mellem to inkarnationer, men også i løbet af livet i den fysiske verden. I den forstand er Avichi modsætningen til Devachan. (Se også Devachan og Myalba).

Avichi-Nirvana
(Sanskrit). Avichi-Nirvana eller Avitchi-Nirvana er en frygtelig tilstand, der består af en ubeskrivelig, selvpålagt elendighed, som er det modsatte af salighedens Nirvana, som opleves af Dhyani-Chohaner i æoner. Avichi-Nirvana består enten indtil den hensygnende Monade i et desperat forsøg redder sig selv eller − mere normalt − til den endelige opløsning følger i 8. sfære, og skabningen forsvinder som et organisk væsen, som definitivt udslettes. (Se også Avichi, Dhyani-Chohan, Monade og Nirvana).

Avidya
(Sanskrit). Avidya består af ”ikke” og ”vidya”, der betyder ”viden” eller ”visdom”. Avidya er derfor ”uvidenhed” eller ”forkert viden” – og en modsætning til Vidya, som er visdom eller kundskab. Avidya er den uvidenhed, der stammer fra og skabes af sansernes illusion, og dermed er det uvidenhed om åndelige ting. (Se også Vidya).

Avikara
(Sanskrit). Avikara består af ”ikke” og ”vikara”, der er afledt af ”vi-kri”, der betyder ”at transformere” eller ”at ændre”. Avikara betyder derfor uforanderlig eller fri for degenerering − et udtryk, der bruges om guddommen eller Hierarkiets overhoved.

Avyakta
(Sanskrit). Avyakta består af ”ikke” og ”vyakta”, der betyder ”manifestere” eller ”vise”. Vyakta er afledt fra ”vy-anj”, der betyder ”at salve”, ”at smykke” og ”at åbenbare”. Avyakta er den uafslørede årsag, som er udelt eller udifferentieret. Avyakta er det modsatte af Vyakta − det differentierede. Avyakta bruges om den umanifesterede og Vyakta om den manifesterede guddom – dvs. Brahma. Vishnu og Shiva betragtes også som umanifesterede guddomme, og i Bhagavad-Gita bruges udtrykket om Krishna. I Samkhya-filosofien er Vyakta identisk med Mulaprakriti (urstoffet). Det er Parabrahmans slør eller Parabrahman manifesteret i Mulaprakriti. Mulaprakriti er det umanifesterede aspekt af den differentierede natur og dermed Avyakta, men udtrykket kan også bruges om Universets bevidsthedsaspekt i de ufatteligt lange tidsperioder, hvor den kosmiske bevidsthed er sunket ind i sin egen essens og er umanifesteret. På samme måde kan man sige, at de højere, guddommelige eller åndelige aspekter af kosmisk bevidsthed er Avyakta selv i perioder med kosmisk manifestation. (Se også Bhagavad-Gita, Brahma, Krishna, Mulaprakriti, Parabrahman, Samkhya, Shiva, Vishnu og Vyakta).

Avyaktabrahma
(Sanskrit). Avyaktabrahma stammer fra ”avyakta”, der betyder ”umanifesteret” plus ”Brahman”, der er den første umanifesterede guddom. Avyaktabrahma står for det 7. princip. (Se også Avyakta og Brahman).

Avyaktamurti
(Sanskrit). Avyaktamurti stammer fra ”avyakta”, der betyder ”umanifesteret” og ”murti”, der betyder ”form” eller ”facon” fra roden ”murc”, der betyder ”at kondensere” eller ”at størkne”. Avyaktamurti betyder derfor at antage form. Avyaktamurti henviser til den udifferentierede kosmiske substans. Krishna sagde: ”Hele Universet er gennemtrængt af mig i min Avyaktamurti”. Det er en oplysning om, at Universets udifferentierede åndelige substans gennemstrømmer hele Universet, og Krishna er identisk med Logos. (Se også Avyakta, Krishna og Logos).

Avyaktanugrahana
(Sanskrit). Avyaktanugrahana stammer fra ”avyakta”, der betyder ”umanifesteret” og ”anugrahana”, der er den 5. eller 8. skabelse i Puranaerne. Avyaktanugrahana beskriver Universets umanifesterede periode og udviklingen af former, og det henviser til Parabrahman og Mulaprakriti i forening. (Se også Avyakta, Mulaprakriti, Parabrahman og Puranaer).

Avyaya
(Sanskrit). Avyaya består af ”ikke” og ”vyaya”, der betyder ”forbehold for ændringer”. Det er afledt af roden ”vyay”, der betyder ”at forbruge”. Som adjektiv betyder Avyaya ”noget, der ikke kan ændres”, ”noget, der er uforgængeligt” eller ”ubestikkeligt”. Som maskulint navneord er Avyaya en betegnelse for Vishnu og Shiva, og som intetkøn er Avyaya en legemlig del af en organisme (bruges i Vedanta-filosofien). (Se også Shiva, Vedanta og Vishnu).

Axieros
(Græsk). Axieros, Axiokersa, Axiokersos − eller Aschieros, Achiosera, Achiochersus − er en af Kabirierne. Det var tre guddomme i den græske mytologi, og tilbedelsen af dem og deres mysterier var primært centreret på Samothrake. I forbindelse med mennesket tilhørte Kabiri de fire lavere grupper af åndelige skabninger, der er kendt som Pitrier, Kumaraer og Agnishwattaer, der alle er børn af den kosmiske Mahat. Det er guddomme, som på trods af at de repræsenterede mindre guder, når de sammenlignes med de tolv store guder, alligevel blev betragtet med den største ærefrygt – navnlig af de mennesker, der blev indviet i deres mysterier. Herodot beskriver dem og deres funktioner med stor respekt, og han omtaler dem som ildguder, og det er korrekt, for kosmisk set repræsenterer de kræfter i relation til den skabende ild og tankekraft, som i menneskeheden arbejder på samme måde som de intellektuelle Ild- eller Solpitrier. Deres indflydelse på menneskeheden er direkte forbundet med Manas og Buddhi-Manas. (Se også Agnishwatta, Buddhi-Manas, Herodot, Kabiri, Kumaraer, Mahat, Manas og Pitri).

Axinomanti
Axinomanti betyder ”øksespådom”, hvor en økses bevægelser kunne bruges til spådom. Axinomanti stammer fra det engelske ord ”axe” (økse). Axinomanti er en gammel form for spådomskunst eller metode til at forudsige fremtidige begivenheder ved hjælp af en økse. Det var en kunst, der tidligere var meget udbredt, og nogle kilder oplyser, at spådommen blev udført ved at lægge en agat på en rødglødende stridsøkse eller ved at hugge en stridsøkse fast i en roterende pæl, og dermed kunne skaftet pege præcist på et af navnene på de personer, der var under mistanke. Når handlingen blev gentaget og den igen pegede på samme navn, blev vedkommende erklæret skyldig. Aristofanes og Plinius omtaler Axinomanti.

Ayana
(Sanskrit). Ayana er afledt af roden ”ay”, der betyder ”at gå”. Ayana betyder derfor ”gå”, ”vandre”, ”vej”, ”sti”. Ayana bruges i astronomi om præcession. Solens bevægelse nordpå eller sydpå, fra det ene solhverv til det andet, er en Ayana eller et halvår. To Ayanaer udgør et år. Ayana betegner også jævndøgnspunkterne. Desuden henviser Ayana til kredsløb i Universet.

Ayatana
(Sanskrit). Ayatana består af ”a”, der betyder ”imod” samt roden ”yat”, der betyder ”at hvile i”, ”at hvile på” eller ”at stræbe imod”. Ayatana er et hvilested, sæde eller opholdssted. Det er et alter, og stedet hvor den hellige ild brænder. Ayatana repræsenterer et indre eller ydre fristed. I buddhismen er der seks Ayatanaer (Shadayatanaer). De består af de fem sanser plus Manas, der betragtes som det inderste sæde eller opholdssted for den lavere bevidsthed, der fungerer via de fem fysiske sanseorganer plus kroppens manasiske redskab − hjernen. Ayatanaerne er derfor klassificeret som en af de tolv Nidanaer (forbindelser, bindinger, links), der danner en årsagskæde eller de lavere årsager til eksistens. (Se også Manas og Nidana).

Ayur-Veda
(Sanskrit). Ayur-Veda stammer fra ”ayus”, der betyder ”liv”, ”sundhed”, ”vitalitet” samt ”veda”, der betyder ”viden”. Ayur-Veda – viden om sundhed − er en af de mindre Vedaer, der generelt betragtes som et supplement til Atharva-Veda, der er en af de fire vigtigste Vedaer. Den omhandler videnskaben om sundhed og medicin, og den er opdelt i otte afsnit: 1) Salya – kirurgi, 2) Salakya − videnskaben om helbredelse af sygdomme i hovedet og organerne, 3) Kaya-Chikitsa − helbredelse af sygdomme, der påvirker hele kroppen – dvs. almindelig lægebehandling, 4) Bhuta-Vidya − behandling af psykiske og deraf følgende fysiske sygdomme, som man mente blev skabt af Bhutaer (dæmoner), 5) Kaumara-Nhritya − medicinsk behandling af børn, 6) Agada-Tantra − læren om modgifte, 7) Rasayana-Tantra − læren om eliksirer, 8) Vajikarana-Tantra − læren om elskovsmidler. Medicin blev betragtet som en af de hellige videnskaber i alle gamle kulturer, og det var en af de videnskaber, der sorterede under præsteskabet. Listen over emnerne viser, at området var omfattende. Ayur-Vedas forfatterskab tilskrives Dhanvantari af nogle. Han kaldes også ”gudernes læge”, som blev skabt i forbindelse med den mystiske kærning af havet, hvor han viste sig med en kop Amrita (udødelighed) i hænderne. (Se også Amrita, Bhuta og Veda).

Ayuta
(Sanskrit). Ayuta består af ”ikke” og roden ”yu”, der betyder ”at binde” eller ”at fastgøre”. Ayuta betyder derfor ”ubundet” eller ”ikke fastgjort”. Ayuta-Siddha er et filosofisk begreb, der betyder at være ubundet (af indblanding fra rummet), og dermed henvises der til det iboende eller det medfødte. Ayuta betyder også 10.000 eller myriader. (Se også Siddha).

Azael
(Hebraisk). Azael, Aza’el eller Azza’el er en af de højerestående engle, der omtales i Kabbalaen. Zohar fortæller, at han og englen Uzza spottede Gud (Elohim) for at skabe en menneskehed, der syndede, og derfor blev de kastet til jorden og forvandlet til mennesker. (Se også Elohim, Kabbala, Uzza og Zohar).

Azazel
(Hebraisk). Azazel eller Azazael og Azazil på arabisk er et begreb, der anvendes tre gange i den hebraiske bibel. Traditionelt betragtes Azazel som en syndebuk for Israels synder. Azazel er ”han, som forstår Azazel-mysteriet”, siger Aben-Ezra, ”− og som vil afsløre mysteriet om Guds navn”. Og dermed er Azazel ”sejrens Gud”. Men i traditioner som f.eks. jødedommen, kristendommen og islam er Azazel imidlertid navnet på en falden engel eller dæmon. Azazel er inspireret fra det gamle Egyptens Typhon. (Se også Typhon).

Azerekhsh
(Pahlavi). Azerekhsh er det mest berømte af de gamle magiske ildtempler, der ligger i Shiz − hovedstaden i Atropatene (den persiske Gazn). Iflg. traditionen er Azerekhsh-templet dedikeret til Zartusht (Zarathustra). (Se også Pahlavi og Zarathustra).

Azhi-Dahaka
(Avestan). Azhi-Dahaka eller Zahak på persisk stammer fra ”azhi” eller ”azi”, der betyder ”slange”. Azhi-Dahaka er den destruktive slange eller drage, som er identisk med Satan. I Avesta fremstilles den som en 3-ledet drage, der modarbejder guddommeligt lys og herlighed fra oven. Azhi-Dahaka forsøger at få kontrol over lyset, men ildguden Atar, der er søn af Ahura Mazda, skræmmer ham væk og genopretter lyset. Kampen udspiller sig på havet − Vourukasha – som er urhavet, hvorfra alle vande på Jorden er faldet ned fra sammen med vindene og skyerne. En anden myte, der minder meget om den persiske, findes i Vedaerne, og den fortæller, hvordan Thraetaona Athwya dræber monstret med tre hoveder − den 6-øjede slange, som er den mest forfærdelige orm, der er skabt af Angra Mainyu. Kampscenen er den 4-sidede himmel. Om ondskabens slange eller Satan sagde H.P. Blavatsky: ”Krigen i Himlen mellem Thraetaona og Azhidahaka − den destruktive slange − slutter på Jorden i slaget mellem mennesker med moral og det ondes magt”. I langt senere tider personificerede både Pahlavi, Avesta-kommentarerne og den respekterede episke persiske forfatter, Ferdowsi, Azhi-Dahaka som en djævel i skikkelse af kong Jamshid, som blev kaldt Zahak og Thraetaona. Azhi-Dahaka indgik en pagt med Djævelen, hvor han solgte sin sjæl til gengæld for fysiske ejendele og boet efter sin far Mardas − en mand med høj moral. Han indvilliger i, at hans far blev myrdet, og derefter kastede han sig ud i en overflod af fysiske fornøjelser, dyrkede sin forfængelighed, og lod sig forføre og fortrylle af ros og smiger. Da Zahak tillod, at Djævelen kyssede hans skuldre, voksede der to sorte slanger frem i stedet for hans læber. Ingen kur kunne fjerne de onde slanger, men Djævelen tog skikkelse af en læge og ordinerede, at helbredelsen forudsatte, at slangerne skulle fodres med friske hjerner fra unge mennesker. Azhak finder senere Jamshid og skærer ham i to stykker i det kinesiske hav, og han hersker med grusomhed i tusind år, indtil Fereydoun (Thraetaona, den trefold mægtige) besejrer ham og lænker ham til Damavand-bjerget. (Se også Ahura, Angra-Mainyu, Avesta, Djævelen, Pahlavi og Veda).

Aziluth
Se Atstsiloth.

Azinave
I buddhismen er Azinave ni lovovertrædelser eller synder, som er mejslet på en søjle, der er rejst af kong Asoka. De ni synder er vrede, grusomhed, tyveri, stolthed, misundelse, modløshed, druk, utroskab og mord. (Se også Asoka).

Azoth
(Arabisk/Alkymi). Azoth stammer fra det arabiske ”azzaug”, som er identisk med kviksølv. Ordet blev brugt af Paracelsus som betegnelse for et universelt lægemiddel. Kviksølv blev betragtet som en slags grundstof, der findes i alle andre metaller. I alkymistisk sprog var ord som kviksølv generelt snarere end specifikt, og grove stoffer blev betragtet som afledt fra subtile stoffer. Dermed bliver Azoth et fælles grundlæggende element, som både er basis for andre elementer, syntesen af de fire elementer og et aspekt af det astrale lys. Kabbalisterne bruger betegnelsen Azoth i betydningen ren luft.


a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Indvielse-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: INDVIELSE


Artikel-Skelneevne-sindets-kronjuvel-Kenneth-Sørensen
Kenneth Sørensen: SKELNEEVNE - SINDETS KRONJUVEL


Artikel-Mester-Rakoczy-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: MESTER RAKOCZY


Artikel-Båndet-der-forener-Gud-og-mennesker-Eriki-Ansvang
Erik Ansvang: BÅNDET DER FORENER GUD OG MENNESKER


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-De-fem-sjælsgrupper-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: DE FEM SJÆLSGRUPPER


Artikel-Skabelsen-og-guderne-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: SKABELSEN OG GUDERNE


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook