Karma

Den ene side af begrænsningen er derfor materialet. Den anden kommer fra en helt anden kilde. Det er den begrænsning, der gives af Karmas Herrer. Karmas Herrer er betegnelsen for høje bevidsthedsaspekter, der repræsenterer den naturlov, der kaldes årsag og virkning. Livets karma drejer sig om skæbner, som mennesket har påført sig selv, og udligningen af de karmiske ubalancer. Karma udgør den måske vigtigste begrænsende faktor, fordi den generelle udformning af den hjerne, et menneske fødes med, er resultatet af fortidens karma. Og især den del af fortidens karma, som iflg. Karmas Herrer er relevant at afvikle i et enkelt fysisk liv. Mennesket leverer det materiale, der skal indbygges i hjernen, men det styrer ikke selv den generelle udformning. Man kan sagtens forestille sig et menneske, der i sin fortid har skabt en karma, der forudsætter en begrænsning af vågenbevidsthedens evner, hvis karmaen skal afvikles. Dette menneske inkarnerer med netop den nødvendige form for fysisk tankestof i hjernen, der gør det muligt at afvikle karmaen.
Det er absolut en begrænsning, for selvom begrænsningen i sidste instans er selvskabt, kommer den i den aktuelle inkarnation fra en anden kilde – Karmas Herrer. Den type begrænsninger er man er tvunget til at leve med. Den ofte deprimerende og irriterende mangel på bestemte evner er tegn på, at begrænsningerne er påført fra en anden kilde – et højere bevidsthedsaspekt – på grund af årsager, man selv har skabt, selvom deres virkning for øjeblikket skabes af kræfter uden for mennesket.
|