Det er en vigtig erkendelse, hvis man vil forstå evolutionen, for når man studerer sansernes udvikling, er det bemærkelsesværdigt, at der bliver flere af dem, jo længere man kommer ned i stofplanerne. Sanseorganerne hører til på det fysiske plan, og de udvikles ét efter ét, men når man vender tilbage og bevæger sig opad gennem planerne, mister man den ene sans efter den anden. Når man kommer til mentalplanet, er der kun én sans tilbage.

Den klarhed i opfattelsen, der er på mentalplanet, skyldes derfor ikke antallet af sanseorganer. Mennesket kan kun lære den ydre verden at kende ved at komme ned på det fysiske plan, udvikle sanseorganerne, lære at bruge dem, og ved hjælp af dem udvikle de centre i astrallegemet, som sanserne oprindeligt stammer fra. Når mennesket har opnået en klar opfattelse via sanserne, kan redskaberne undværes, og på de højere eksistensplaner har man en klarhed, som man ikke ville være i stand til at skabe uden at stige ned til de lavere eksistensplaner. I menneskets opadgående bevægelse mod sjælsplanet aflægges sanseorganerne, men samtidig vil det bevare de evner, der er udviklet ved hjælp af sanseorganerne.