VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Rakshasa
Betydning
(Sanskrit). Rakshasa betyder ”råædere”. I folketroen er Rakshasa onde ånder eller dæmoner. Esoterisk er de imidlertid det samme som Bibelens Gibborim (kykloper), som iflg. åndsvidenskaben henviser til den lemuriske 3. rodrace eller atlantidernes 4. rodrace, nærmere bestemt 1. underraces Rmoahalere. I den hinduistiske mytologi er Rakshasa en dæmon – en menneskelignende skabning eller en ondskabsfuld ånd. Senere blev den dæmoniske Rakshasa optaget i andre religioner – bl.a. i buddhismen. Rakshasa kaldes endda menneskeædere. En kvindelig dæmon kaldes en Rakshasi, og en kvindelig dæmon i menneskeskikkelse er en Manushya-Rakshasi. Ofte bruges Rakshasa og Asura og i flæng. Oprindelsen til Rakshasa og Rakshasi kan ikke spores tilbage til vedisk tid. I vediske tider fandtes der kun to mennesketyper – Asuraerne og Devaerne. Først langt senere blev begrebet genopfundet, og her placerede man Asuraerne i dæmon-gruppen. Det understøttes af den kendsgerning, at ordet Rakshasa først blev brugt i meget senere tider. Det er kun Asuraerne, der kan spores tilbage til vedisk tid, hvor Asuraer og Devaer stort set var på lige fod. Rakshasa blev ofte afbildet som en stor, ond, grim, benhård, sort dæmon med to store hugtænder, der stritter ud fra overmunden. En Rakshasa har skarpe klolignende fingernegle, og han knurrer som et vildt dyr. Rakshasa blev også afbildet som kannibal med en umættelig appetit, og han kunne spore lugten af dyr, mennesker eller kød på lang afstand. Nogle mere glubske udgaver blev vist med flammende røde øjne og ild i håret, mens de drikker blod fra håndfladerne eller fra en hjerneskal. I denne version minder de om vampyrer i den kristne mytologi. I mytiske fortællinger havde dæmoner som regel magt til at flyve. De kunne forsvinde, og de kunne øge eller reducere deres størrelse efter behag. De kunne også antage form af ethvert dyr, menneske eller andre genstande, hvis og når det passede dem. I Ramayanas og Mahabharatas verden var dæmonerne en folkerig race, der bestod af overnaturlige menneskelignende væsener. Der var både gode og onde dæmoner, og når der var krig, kæmpede de sammen med hæren på godt og ondt. De var både stærke krigere og eksperter i magi og illusion. De kunne antage alverdens forskellige fysiske former, og det var ikke altid klart, hvornår de havde deres naturlige form, eller hvornår de havde forklædt sig. Som illusionister var de i stand til at skabe scener, der var virkelige for de mennesker, der troede på dem. Iflg. myterne voksede nogle Rakshasaer i anerkendelse. Nogle blev helte, men de fleste var skurke. (Se også Asura, Atlantis, Lemurien, Rmoahal og Rodrace). |