VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Janus
Betydning
(Latin). Janus stammer fra ”janua”, der betyder ”port”. Janus er den ældste og den mest ophøjede af de romerske guder. Han blev kaldt den ældste af guderne og begyndelsen til alt. Han blev betragtet som oprindelsen til alt organisk liv − især menneskelivet. Fra ham udsprang alle bække og floder, og han havde desuden magt over havene. Janus havde ikke et græsk modstykke, og oprindeligt kan han have været en solgud eller en gud for lyset, der blev tændt og slukket i løbet af dagen. Senere var Janus især gud for begyndelse og slutning − eksempelvis begyndelsen og slutning på cyklusser, og det blev symboliseret ved at give hans statuer to ansigter – et, der vender bagud, og et der vender fremad for at symboliserede fortid og fremtid. Han repræsenterede desuden alle døre, porte, indgange og passager, hvor han blev afbilledet som porter med vagtmandskab og nøgle. Han blev hyldet hver morgen ved dagens begyndelse. Det samme gjaldt ved begyndelsen af hver måned, men også ved årets begyndelse. Da romerne begyndte et nyt år efter vintersolhverv (153 f.Kr.), kaldte de måneden ”januarius” – Janus’ måned − som repræsenterede slutningen på en cyklus og begyndelsen på den næste. De kombinerede navnet Janus med Dianus – dvs. et aspekt af den guddommelige sol, hvis feminine aspekt er Diana eller Månen. Janus blev også betragtet som den ældste italienske konge, der byggede et tempel ved Tiberen og bød Saturn velkommen. De kristne forvandlet Janus til St. Peter, som vogter porten eller indgangen til Himlen. |