Heptachord
(Græsk). Heptachord eller ”heptachordus” på latin er Apollons syvstrengede lyre, der svarer til den grundlæggende syvdeling – eksempelvis de syv toner i toneskalaen, de syv farver i farveskalaen, menneskets syv primære chakraer, de syv kosmiske principper mv. Heptachord refererer også til de syv hellige planeter, hvor Apollon er Solen. I de gamle civilisationer betragtede man Solen – uanset hvilket navn man gav den − som ”den syvstrålede” eller ”den tolv-strålede” – og der hentydes hermed til læren om de Logoi, der strømmer ud fra Solens hjerte, og som derefter beliver deres individuelle legemer i form af planeterne. Heptachord er derfor solsystemets faktuelle organiske struktur − og i virkeligheden er Apollons heptachord Apollon selv, der strømmer ud som syv logoiske kræfter. (Se også Apollon, Chakra og Logos).
Heptakis
(Græsk). Heptakis betyder ”syv gange”. Heptakis svarer til kaldæernes Iao med syv stråler, som symboliseres af gnostiske juveler. (Se også Gnostiker, Heptachord og Iao).
Hera
(Græsk). Hera er en af Olympens guder. Hun er Zeus’ søster og ægtefælle, og et modstykke til den romerske Juno. Iflg. Homérs digte blev hun hædret af de andre guddomme som om hun var selve Zeus. Zeus rådgav hende, og han delte også hemmeligheder, som var ukendte for de andre guder, med hende. Hera blev først omtalt som Himlens Dronning på et senere tidspunkt. Ligesom Zeus havde hun magt til at overdrage profetiens gave til dem, hun fandt værdig. Hun var mor til Ares, Hefaistos og Hebe, og Hebes kult var nært forbundet med Heras. Hun var gudinde for ægteskab og fødsel, guddommelig skytsånd for kvinder fra fødsel til død, og hun overvågede de huslige pligter. Heras sanktuarier fandtes mange steder i Grækenland, men det vigtigste center var i Argos (en bystat på Peloponnes). Hera svarer til hinduernes personificering af prakriti, og Zeus var i mange henseender det græske modstykke til Brahma. Det forklarer, hvorfor Heras funktioner − høje og lave − var forplantning og frugtbarhed, for generelt var hun den frodige skaber af alt i hele manvantaraens drama. (Se også Ares, Brahma, Brahman, Hebe, Hefaistos, Manvantara, Olympen, Prakriti og Zeus).
Herakies
Se Herkules.
Herakles
Se Herkules.
Heraklit
(Græsk). Heraklit eller Herakleitos (535-475 f.Kr.) var græsk filosof fra Efesos. Han var kendt som ”den uigennemskuelige” pga. af hans vanskelige skrivestil. Han fastslog, at viden er baseret på sanseoplevelser, og visdom består i at erkende den intelligens, der styrer Universet. Alt er i konstant forandring, og alt er ved at blive opløst og vendte tilbage til urelementet ild efter den cykliske bevægelse gennem alle elementer. Naturen deler og samler sig konstant, og derfor er alle ting er på en gang identiske og ikke-identiske.
Herakte
Se Ra-Herakte.
Heranasikha
(Singalesisk). Heranasikha består af ”herana”, der betyder ”novice”, og ”sikha”, der betyder ”regel” eller ”forskrift”. Heranasikha er derfor en manual med forskrifter. Den er skrevet i ”elu” – dvs. det gamle singalesiske − til brug for unge præster.
Herkules
(Latin). Herkules, Hercules (latin) eller Herakles (græsk) stammer sandsynligvis fra ”heros”, der betyder ”fri mand” eller ”herre”, jf. ”herus” på latin, der betyder ”herre over en husstand” eller ”berømt via Hera”. Herkules var søn af Zeus og Alkmene, og han betragtes som den største og mest populære af de græske helte. Han var gift med Hebe. Hans primære våben var en stor kølle, og han dræbte de to slanger, der symboliserer Månens knudepunkter. Herkules’ tolv arbejder repræsenterer Solens passage gennem stjernetegnene − dvs. den kosmiske Logos’ energier, der arbejder på forskellige planer, men de tolv arbejder repræsenterer også prøverne i den mikrokosmiske sfære, som den indviede skal passere for at opnå mesterskab. I et af sine højeste aspekter er Herkules symbol på Solens selvskabte enhed, og muligvis svarer han til Thor i den nordiske mytologi. Han er den førstefødte, og på nogle måder er han identisk med Lilleasiens Baal og Indiens Shiva. Han er en af de mindre Logoi, der stræber efter at udstyre menneskeheden med højere egenskaber. Han er solguden, der bevæger sig ned til Hades (indvielsesgrotten) for at befri beboere fra deres bånd, og dermed svarer han til Mahasura og Lucifer. Navnet Herkules blev ofte givet til helte og halvguder, der repræsenterede særlige egenskaber. (Se også Baal, Hebe, Hera, Logos, Lucifer, Shiva, Sura, Thor og Zeus).
Hermafrodit
(Græsk). Hermafrodit stammer fra ”hermafroditos”, der betyder ”tvekønnet” – dvs. en dobbeltkønnet skabning. Kilden til begrebet er den græske mytologis Hermes (det maskuline) og Afrodite (det feminine), som fik barnet Hermafroditos. Barnets navn er en kombination af forældrenes navne og afslører dermed den dobbelte natur. Hermafroditos var en ung, smuk mand, som nymfen Salmakis forelskede sig i. Hun bad guderne om at forene deres legemer, og de to blev ét – en kombination af mand og kvinde. I mytologiernes verden − ikke mindst i den græske − er androgynitet et symbol på helhed eller den oprindelige enhed og harmoni. Hermafroditten er symbol på naturens universelle polaritet, og polariteten er en udstråling fra de åndelige verdener, der ikke er duale og ikke er polariseret. I abstrakt forstand er hermafroditten en personificering af den universelle polaritet i naturen på dens lavere planer, hvor de såkaldte maskuline og feminine principper er modsatte principper, men alligevel spiller de sammen. De kaldes ofte positive og negative i deres skabende aspekter. Der er derfor et filosofisk behov for at skelne skarpt mellem det, H.P. Blavatsky kaldte primær skabelse og sekundær skabelse. Primær skabelse henviser til den guddommelige enhed, som rummer alle de hierarkier, der manifesteres senere, og som oprindeligt er en fast bestanddel af Den Ene, mens den sekundære skabelse eller fase i den kosmiske evolution begynder med den fjerde fase eller det fjerde kosmisk plan under den primære skabelse, hvor polaritet eller dualitet og udstrålingens konkretisering af Universet og dets hierarkiske strukturer begynder. På den måde bryder Den Ene frem i sine to aspekter − Parabrahman og Mulaprakriti − og ind i et kosmisk androgynt og manifesteret univers. De aseksuelle skabende metoder i de tidlige rodracer havde udviklet sig til en tvekønnet tilstand i den tidlige og midterste 3. rodrace. Den nuværende seksuelle skabende metode vil også forsvinde på et tidspunkt, når lange tidsaldre har givet mænd og kvinder erfaring med sjælens maskuline og feminine aspekter. Menneskeheden vil i løbet af millioner af år blive dobbeltkønnet og til sidst vil den blive kønsløs. I Platons univers og i åndsvidenskaben er sjælen uden køn, men ved inkarnation i personligheden spaltes den i to. Derefter søger de to halvdele hinanden i en erotisk stræben efter genforening. Kroppen betragtes som et fængsel. Kroppen er en forhindring for at opnå forening. Bestræbelsen går udad mod det modsatte køn og opad mod enhed. Målet er identisk med begyndelsen. Enheden findes før og efter opsplitningen i dualitet. I alkymi søger man efter det hele menneske og den forskelsløse kvintessens. I hinduismens myter og praksis − især inden for tantrismen − er shakti den feminine kraft i Universet, som forenes med Shiva − den maskuline. Billedligt udtrykkes det med en skikkelse, der har to sider − en mandlig og kvindelig. Ved rituel forening (samleje) mellem en mand og en kvinde, kan kønnene transcenderes og blive ét med Universets oprindelige enhed. Den kinesiske Yin-Yang-symbolik viser en komplementær, filosofisk, androgyn helhed. Loke i den oldnordiske mytologi er en mystisk gud, som kan skifte køn. Men man finder hermafroditten i næsten alle folkeslags hellige skrifter og traditioner, og man ville ikke se overensstemmelsen, hvis symbolikken kun var fiktion. Det er indlysende, at menneskeracerne har udviklet sig fra den guddommelige ukønnede enhed − det androgyne princip. I Enoks Bog kan man læse om Adam. Han var angiveligt den første guddommelige androgyne, som blev delt i mand og kvinde. Mennesket er manifesteret fra det formløse ukønnede enhedsprincip, og det har trin for trin antaget stadig tættere form og oplevet tiltagende dualitet. Efter de første androgyne guddommelige menneskeracer opstod der efterhånden rodracer af mænd og kvinder – dvs. individer med modsat køn. De var ikke længere androgyne, kønsløse, halvt åndelige skabninger, som det var tilfældet med de to foregående rodracer. I enhver antropogoni (menneskets udviklingshistorie) hentydes der til dette forhold. Man møder det i fabler og allegorier, i myter, åbenbarede skrifter, i legender og i sagn. Det forklarer det biseksuelle element, som man finder hos enhver skabende guddom − både hos Brahma-Viraj-Vach og hos Adam-Jehovah-Eva og desuden hos Kain-Jehovah-Abel. Og det afslører den esoteriske betydning. Den kønsløse race var deres første skabelse og en modifikation af og fra de rent åndelige væsener. Det var den enlige Adam, og 1. rodrace kaldes derfor ”den adamiske”. Derfra udgik 2. rodrace (den hyperboræiske), som bestod af passive androgyne, og til sidst opstod den tredje eller ”hermafroditten, som ved at dele sig i to” skabte den fjerde osv. Opdelingen i køn opstod derfor i 3. rodrace (den lemuriske). Den fjerde, der havde spist af ”frugten fra kundskabens træ” på godt og ondt, måtte naturligvis erhverve sig visdom via indvielse og hård kamp. Foreningen af visdom og intelligens, som medfører, at visdom kommer til at beherske intelligensen, kaldes i de hermetiske bøger ”guden, som besidder de to køns dobbelte frugtbarhed”. Den kronede hermafrodit er det sande, androgyne menneske, og har intet at gøre med det, man i nutiden kender som homoseksualitet. (Se også Adam, Afrodite, Enok, Hermes, Hyperboræisk, Lemurien, Loke, Mulaprakriti, Parabrahman, Rodrace, Shakti, Tantra og Yin og Yang).
Hermanubis
Se Anubis.
Hermeneutik
(Græsk). Hermeneutik stammer fra ”hermeneuein”, der betyder ”fortolke”, ”forklare”, ”oversætte” og ”udlægning”. Hermeneutik er fortolkningskunst, og betegnelsen benyttes ofte om læren om en bibelfortolkning, der både er tro over for Bibelens oprindelige ”sande” betydning, og desuden er anvendelig i hverdagslivet. Navnet har relation til den græske gud Hermes, der var gudernes sendebud. Hermes skulle ikke alene overbringe gudernes budskab, for han skulle også oversætte fra gudernes sprog til menneskesprog. Og Hermes måtte ikke lyve, men han kunne ikke love altid at fortælle den fulde sandhed, og dermed mener man, at enhver oversættelse indebærer principielle problemer. Fortolkningskunst har altid været vigtig, både når det drejede sig om fortolkning af naturens fænomener og af kulturens vigtigste tekster – eksempelvis Homer, romerretten og Bibelen. Siden Renæssancen lagde fortolkning af naturen ind under den naturvidenskabelige autoritet, hvor der lægges vægt på naturvidenskabelige principper, mens man valgte forskellige strategier på kulturens område – f.eks. filologisk, teologisk, juridisk og litterær hermeneutik, der alle beskæftiger sig med kildekritik og udlægning af tekster. Her lægges der vægt på den forståelsesorienterede tilgang, og iflg. den hermeneutiske tilgang giver det ikke mening at forsøge at bruge naturvidenskabens metoder i samfundsvidenskaben. Hermeneutikken har dog det til fælles med naturvidenskaben, at man forsøger at opstille hypoteser om det aktuelle materiale, og derefter sammenligner man hypotesens logiske konsekvenser. (Se også Bibelen, Hermafrodit, Hermes, Hermes Sarameyas, Hermesstaven, Hermes Trismegistos, Hermetisk, Hermetisk aksiom, Hermetisme og Thoth).
Hermes
(Græsk). Hermes er en græsk gud, som i den græske mytologi var søn af Zeus og Maia. Hermes var det tredje aspekt i en triade af Fader-Moder-Søn, og dermed var han en skabende Logos eller ”Ordet”. Hermes er identisk med romernes Merkur eller Mercurius (søn af Coelus og Lux eller himmel og lys), egypternes Tehuti (som grækerne kaldte Thoth), hinduernes Buddha, den zarathustriske Mithra og den babylonske Nebo. Hermes er ”gudernes sendebud”. Hermes’ symbol er enten sko med vinger eller en vinget stav, ofte omslynget af slanger – den såkaldte Caduceus. Desuden ses han ofte med Hermesstaven (heroldstaven). Han er også visdommens gud, der svarer til Odin i den nordiske mytologi. I sit menneskelige aspekt kaldte man ham Hermes Trismegistos, ”den tre gange store Hermes”, og han var forbilledet for og personificeringen af en mysterieskole for egyptiske indviede. Corpus Hermeticum eller de ”hermetiske skrifter” stammer fra Egypten. Han havde andre symboler som f.eks. korset og den kubiske form. Navnet Hermes er givet til mange mestre. Hermes havde mange egenskaber − eksempelvis inspirerende veltalenhed og healing. Han var skytshelgen for de intellektuelle og kunstneriske. Guddommens natur og funktioner repræsenterer menneskets tankesind, der kommer til udtryk som lys, visdom, intelligens og hurtig opfattelse − især i intellektuel forstand. Han var leder for de sjæle, der befandt sig i underverdenen. I hans lavere aspekter påstod man, at han fungerede som inspirator for groft misbrug af intelligensen – eksempelvis i forbindelse med smart tyveri – og dermed illustrerede man, at selv de ædleste kvaliteter har en mørk side. (Se også Asklepios-staven, Buddha, Caduceus, Enok, Hermafrodit, Hermeneutik, Hermes Sarameyas, Hermesstaven, Hermes Trismegistos, Hermetisk, Hermetisk aksiom, Hermetisme, Maia, Merkur, Mithra, Nebo, Odin, Thoth og Treenighed).
Hermes Sarameyas
(Græsk/sanskrit). Hermes Sarameyas er guden Hermes eller Merkur i den græske mytologi − ”han, som våger over stjerneflokken”. (Se også Hermafrodit, Hermeneutik, Hermes, Hermesstaven, Hermes Trismegistos, Hermetisk, Hermetisk aksiom, Hermetisme, Merkur og Thoth).
Hermes Trismegistos
(Græsk). Hermes Trismegistos betyder ”Hermes, den tre gange store”. Det er betegnelsen for Hermes eller Tehuti, den egyptiske visdomsgud, som grækerne kaldte Thoth. Hermes Trismegistos er navnet på Hermes i sit menneskelige aspekt som højt indviet, men som en guddom var han meget mere. Det er et mytisk navn for indviede, som blev brugt af mange græske forfattere, der skrev om filosofi og alkymi, samt af forfattere, der formulerede de såkaldte hermetiske tekster, og de tidlige kristne kirkefædre og gnostikere afslører, at de var bekendt med de hermetiske tekster. Som Hermes-Thoth-Aah var han Månen, dvs., hans symbol var Månens lyse side, som repræsenterer essensen af oplysning eller visdom. Aah betyder Månen, men det kan også betyde ”omfavne” eller ”beskytter”. På en måde er Hermes Trismegistos associeret med cynocephalus – aben med hunde- eller sjakalhoved, som er et mytisk fænomen, der findes i mange forskellige former og sammenhænge. Derfor var Anubis et af Thoths aspekter. Den samme idé ligger bag hinduernes visdomsgud Ganesha med elefanthoved, som var Parvatis og Shivas søn. Når Hermes Trismegistos havde ibis-hoved, var han gudernes hellige skriver, men selv i den skikkelse bar han Atef-kronen med fuld- og nymåne. Han er den mest mystiske af guderne. (Se også Anubis, Atef-krone, Ganesha, Hermafrodit, Hermeneutik, Hermes, Hermes Sarameyas, Hermesstaven, Hermetisk, Hermetisk aksiom, Hermetisme, Parvati, Pymander, Shiva og Thoth).
Hermesild
Hermesild er det samme som elmsild. (Se også Elmsild).
Hermesstaven
(Egyptisk/græsk). Hermes ses ofte med en stav i hånden – den såkaldte Hermesstav eller Caduceus, som betyder ”sceptret”. Hermesstaven kaldes også Merkurs vingede heroldstav. Grækerne kopierede idéen om Merkurstaven eller Caduceus fra egypterne. Caduceus er en stav med to slanger, der slynger sig hver sin vej omkring en stav, og den ses på egyptiske monumenter, der er bygget før grækernes storhedsperiode. Caduceus stammer fra det latinske ”caduceum”. På græsk hed staven ”kerukeion”, som betyder ”at råbe højt”. Som symbol repræsenterer den menneskets rygsøjle (sushumna), hvor ida og pingala − den maskuline og den feminine kraft – der slynger sig omkring hinanden og danner en kanal, som sushumnas syntesekraft strømmer igennem. Hermesstaven er derfor et filosofisk symbol på ånd og stof, der er sammenflettet i det manifesterede univers, og staven henviser til kundalinienergien − menneskets psykisk-åndelige energi, der ligger slumrende i rodchakraet som en ”spiralrullet slange”. Når kundalinikraften vækkes, stiger den op gennem sushumna. Hermesstaven symboliserer derfor menneskets rygsøjle og kundalinienergien − den latente åndelige kraft eller psykiske nerveenergi. Kundalini i relation til menneskets fysiske legeme er en kraft, der findes latent i stoffet. Det er det integrerede liv i hvert atom. Kundalini eller kundalini-shakti er ”slangeilden”, der kan vækkes i ethvert menneske. Den naturlige udvikling er en langsom og jævn bevægelse opad gennem chakraerne eller kraftcentrene i den æteriske rygsøjle (ikke den fysiske) i overensstemmelse med menneskets udvikling. Opvækkelsen medfører en såkaldt kundalinirejsning, som kan medføre stærke oversanselige evner. Hvis den vækkes for tidligt i stedet for via naturlig udvikling gennem mange inkarnationer, og hvis den ikke ledes ad den rigtige vej, bliver kundalinikraften alvorligt ødelæggende i stedet for skabende. Kundalinikraften er aktiv i ethvert menneske. Det enkelte menneskes åndelige niveau er udtryk for det niveau, kundalinikraften har nået. Kundalinirejsningen sker automatisk og naturligt i inkarnationernes løb, men en stimulering i utide kan være katastrofal. Hermesstaven er også symbol på hele evolutionen, på de syv skabelsesdage, på en manifestationsperiode eller Yggdrasil i den nordiske mytologi. Hermesstaven består af en lodret stav, der øverst er forsynet med en vinget solskive og to slanger, der snor sig om kraftstaven. Den ene slange er sort. Den symboliserer involutionen − nedstigningen i stoffet. Den anden slange er hvid, og symboliserer evolutionen − opstigningen til det åndelige efter at have erhvervet sig al den erfaring, som inkarnationerne i stoffet kan give. Selve staven symboliserer den lodrette og lige vej til ånden eller monaden. Det er indvielsesvejen. Mange tror, at Hermesstaven er identisk med Asklepios-staven, men det er ikke korrekt. (Se også Asklepios-staven, Caduceus, Chakra, Hermafrodit, Hermeneutik, Hermes, Hermes Sarameyas, Hermes Trismegistos, Hermetisk, Hermetisk aksiom, Hermetisme, Ida, Kundalini, Monade, Pingala, Shakti, Sushumna, Thoth og Yggdrasil).
Hermetisk
(Græsk). Hermetisk er et udtryk, der stammer fra grækernes Hermes Trismegistos (”den tre gange store Hermes”). Hermes Trismegistos er identisk med den egyptiske visdomsgud Tehuti (som grækerne kaldte Thoth). Navnet blev til det latinske ”hermeticus” og senere til det tyske ”hermetisch”, som blev betegnelsen for en ”hermetisk lukning” – dvs. en lufttæt forsegling. Årsagen er, at Hermes Trismegistos, der var alkymiens grundlægger, datidens verdenslærer og en højt indviet, grundlagde de egyptiske mysterieskoler, hvorfra den ”hermetiske visdom” eller den dybt hemmelige mysterielære stammer. Intet slap ud om mysterielæren, og det har givet inspiration til begrebet hermetisk. Hermetisk blev senere betegnelsen for noget skjult, lukket, utilgængeligt, vanskeligt forståeligt eller noget, der er lukket lufttæt. Iflg. Platon er det den egyptiske Tehuti (Thoth) eller den græske Hermes, der afslørede tallene, geometrien, astronomien og bogstaverne for menneskeheden. (Se også Alkymi, Hermafrodit, Hermeneutik, Hermes, Hermes Sarameyas, Hermesstaven, Hermes Trismegistos, Hermetisk aksiom, Hermetisme og Thoth).
Hermetisk aksiom
(Græsk). Åndsvidenskaben oplyser, at tilværelsen er en enhed − ikke en samling af ting, der er forbundet med hinanden. Fundamentalt er der én væren, som har to aspekter − et positivt og et negativt. Det positive aspekt er ånden eller bevidstheden. Det negative aspekt er stoffet eller substansen, som er bevidsthedens redskab. Væren er det Absolutte i dets primære manifestation. Den er absolut, fordi der ikke er noget uden for det Absolutte. Det er Alværen. Det Absolutte er udeleligt, for ellers ville det ikke være absolut. Hvis man kunne skille en del ud fra det Absolutte, kunne det resterende ikke være absolut, fordi det straks ville blive muligt at foretage en sammenligning mellem det og den del, der er udskilt. Sammenligning er uforenelig med forestillingen om noget absolut. Det er derfor klart, at den fundamentale Ene Tilværelse eller den Absolutte Væren er virkeligheden i enhver form, der eksisterer. Det medfører at der ikke findes dødt stof. Hvert eneste atom er levende. Sådan må det være, for fundamentalt er ethvert atom selv den Absolutte Væren. Mennesket er mikrokosmos. Netop fordi det er tilfældet, eksisterer ”alle himles hierarkier” i mennesket. I virkeligheden findes hverken makrokosmos eller mikrokosmos, men kun den Ene Tilværelse. Det store og det små er kun stort og småt, når det betragtes af en begrænset bevidsthed. Det hermetiske aksiom er i virkeligheden summen og syntesen af denne kendsgerning. Det hermetiske aksiom siger: ”Som i det indre således også i det ydre. Som i det store således også i det små. Som for oven således også for neden”. Kort sagt er der kun ét liv og én lov, og den, der fungerer i dem, er ÉN. Intet er indre, og intet er ydre, intet er stort, og intet er småt, intet er højt, og intet er lavt i den guddommelige husholdning. (Se også Hermafrodit, Hermeneutik, Hermes, Hermes Sarameyas, Hermesstaven, Hermes Trismegistos, Hermetisk, Hermetisme, Makrokosmos, Mikrokosmos og Thoth).
Hermetisk kæde
(Græsk). Hermetisk kæde er et græsk udtryk, der betyder ”kæden af skabninger”. Den hermetiske kæde går fra guder til halvguder, helte og vismænd og til sidst ned til almindelige mennesker. Hvert led i systemet af hierarkier − hvor hvert link udgør et hierarki − udsender visdom og kraft til hierarkiet nedenunder − og det er grunden til, at viden og oplysning oprindeligt blev åbenbaret for den tidlige menneskehed. (Se også Guruparampara).
Hermetisme
(Græsk). Hermetisme stammer fra det latinske ”hermeticus”, er sandsynligvis skrevet i det gamle Egypten af visdomsguden Tehuti (som grækerne kaldte Thoth). Tehuti skrev 42 visdomsbøger, der angiveligt indeholdt al den visdom, der var nødvendig for et menneskes udvikling. Grækerne identificerede Thoth med Hermes Trismegistos – ”den tre gange store Hermes”. Hermetismen er en filosofi, der minder meget om gnosticismen. Hermetismens vigtigste skrifter findes i Corpus Hermeticum eller De hermetiske Skrifter. Corpus Hermeticum består af dialoger med f.eks. Asklepios, der er kendt fra den latinske oversættelse. Hermetismen fik som åndsretning både direkte og indirekte indflydelse på eftertiden. I Vesten fik de hermetiske skrifter stor betydning, da Marsilio Ficino oversatte dem til latin i 1471 e.Kr. (Se også Asklepios, Gnosis, Gnosticisme, Gnostiker, Hermafrodit, Hermeneutik, Hermes, Hermes Sarameyas, Hermesstaven, Hermes Trismegistos, Hermetisk, Hermetisk aksiom og Thoth).
Hermod
(Oldnordisk). Hermod består af ”her”, der betyder ”hær”, og ”mod”, der betyder ”magt” og ”mod”. I den nordiske mytologi var Hermod søn af Odin. Hermod svarer til Hermes eller Merkur, gudernes sendebud. Han er bedst kendt for sin rejse til Hels rige i underverdenen på gudernes vegne. Han var sendt for at bede dødens dronning om at frigive solguden Balder, som var blevet slået ihjel af sin blinde bror Høders skud med en mistelten, en situation, der var skabt af Loke. I nogle versioner er det Odin selv, der forgæves forsøger at kalde Balder tilbage fra dødsriget. (Se også Balder, Edda, Hel, Hermafrodit, Hermeneutik, Hermes, Hermes Sarameyas, Hermesstaven, Hermes Trismegistos, Hermetisk, Hermetisk aksiom, Hel, Merkur, Loke, Odin og Thoth).
Hermopolis
(Græsk). Hermopolis, Hermopolis Magna, Hermupolis eller Un (egyptisk) lå i nærheden af nutidens egyptiske by El Ashmunein i Mellem-Egypten. Hermopolis var et vigtigt kultcenter for visdomsguden Tehuti (som grækerne kaldte Thoth) og for skaberguden Khnum. Hermopolis var hovedstad i Øvre-Egyptens 5. nome (administrationsdistrikt). Hermopolis befandt sig på grænsen mellem Øvre- og Nedre-Egypten. I nutiden er der kun ruiner tilbage fra de mange sanktuarier for Tehuti. Områdets nekropol rummer mange grave, og engang var der en vandrig kilde, som forsynede en stor have for den hellige ibis og de hellige bavianer med vand. I en enorm underjordisk labyrint har man fundet mumificerede ibis-fugle og aber, som var knyttet til Tehuti-kulten. (Se også Hermes, Hermes Trismegistos, Ibis, Khnum og Thoth).
Herodot
(Græsk). Herodot af Halicarnassus (i Lilleasien) er græsk historiker fra det 5. årh. f.Kr. Han kaldes ”historieskrivernes fader”. Han besøgte Egypten omkring 450 f.Kr. Den bog han skrev om Egypten, er et overflødighedshorn af informationer, der har haft betydning for forskere og studerende, selv om hans iagttagelser stammer fra en meget sen periode, hvor Egyptens magt og kultur var stærkt degenereret. Hans rejse gik så langt sydpå som til Elephantine-øen (ved nutidens Aswan), og hans beskrivelser er udtryk for førstehåndsviden. Herodots bog er andet og mere end en historisk afhandling. Den er desuden udtryk for kompetent journalistik, der vidner om et menneske med stor iagttagelsesevne og ægte nysgerrighed kombineret med sund fornuft. Han rejste over det meste af datidens kendte verden, og et af hans store arbejder er historien om den persiske krig med Grækenland, som giver mange detaljerede informationer om de mennesker, der boede ved Middelhavet. (Se også Elephantine).
Heru-pa-khart
Se Horus den Anden.
Heru-ur
Se Horus den Ældre.
Hesed
Se Chesed.
Hesiod
(Græsk). Hesiod eller Hesiodos var en græsk digter fra det 8. eller 7. århundrede f.Kr. Hesiods kosmologi er historisk, men man har brug for fortolkning for at forstå hans symbolik og for at fjerne ophobningen af mindre myter, der er blandet grundigt ind i beskrivelsen. Hans to store værker er ”Theogonien” og ”Værker og dage”. Han nævner bl.a., at guder og dødelige har en fælles oprindelse, at der er gået fire racer forud for den nuværende, som han kalder guld-, sølv-, bronze- og jernalder. Den fjerde bestod angiveligt af de helte, der faldt ved Theben og Troya. Han fortæller også, at syv er et helligt tal i forhold til dage og stjernekonstellationer, at alt ved skabelsens begyndelse var kaos (Hesiod taler ikke om, hvad der gik forud for kaos), og at ”natten” eller mørket skabte ”dagen” og lyset. De giganter, han nævner, svarer til asuraerne og suraerne, som er reminiscenser af atlantiderne. De tre kykloper, som han omtaler, stammer fra Lemuriens sidste tre underracer. Hans Prometheus kendetegner de græske moralske idealer, for Prometheus repræsenterer en oprørsk halvgud, som er menneskehedens velgører i modsætning til den kristne Satan. (Se også Asura, Atlantis, Djævelen, Lemurien, Prometheus og Sura).
Hesperider
(Græsk). Hesperiderne er græske gudinder, som sammen med den hundredehovedede drage, Ladon, bevogtede de gyldne æbler, som Gaia (Jorden) gav som bryllupsgave til Hera, dengang hun indgik ægteskab med Zeus. Æblerne voksede på et træ i en have ved bredden af floden Oceanos nær Mt. Atlas, som for datidens folk var toppen af Tenerife ((Isla de Tenerife), og den blev betragtet som en rest af Atlantis. En af opgaverne for Herkules var at sikre sig nogle af æblerne. Iflg. forskellige autoriteter er hesperidernes antal tre, fire eller syv. Hesiod kalder dem ”nattens døtre”, men de blev også kaldt ”atlantider”, og nogle betragtede dem som ”døtre fra Atlantis”. Legenden minder om frugterne på Kundskabens Træ, som stod midt i Livets Have. Haven befandt sig i det mystiske land i Vesten, som grækernes forfædre emigrerede fra, dengang en ny race opstod på basis af de udvalgte og overlevende fra den gamle race. Den gamle race repræsenterer guldalderen i den græske mytologi. (Se også Atlantis, Eosphorus, Gaia, Hera, Herkules, Hesperus, Træ og Zeus).
Hesperus
(Græsk). Hesperus er ”aftenstjernen”. Hesperus svarer til Venus. Hesperus er bror til Eosphorus eller Phosphorus, som er ”morgenstjernen” (svarer til romernes Lucifer). Hesperus og Eosphorus er daggryets og tusmørket børn. Iflg. Hesiod er de børn af Astraeus og Eos − den stjerneklare himmel og daggryet. Ligesom med Merkur troede man engang, at Venus var to forskellige objekter. Hesperus blev både lovprist af de tidlige kristne og i hedenske bryllupssange. H.P. Blavatsky kalder Hesperus for far til hesperiderne. (Se også Eos, Eosphorus, Hesperider og Phosphorus).
Hest
Hesten er et symbol, der ofte blev brugt i fortidens mytologier ved Middelhavet og i Nordeuropa. Symbolet var forbundet med Solen, og det repræsenterede enten Solens egenskaber eller selve Solen, hvor Solen symbolsk blev trukket over himlen ved hjælp af heste. I det gamle Persien og Grækenland sagde man, at individuelle helte − f.eks. Hushenk og Bellerophon − havde opnået herredømme over nogle imponerende heste, og det lykkedes dem at nærme sig Solen ved hjælp af dem. I den nordiske mytologi blev hestene brugt til at transportere heltene ind i underverdenen eller oververdenen, og de var desuden rideheste for valkyrierne, som bar de faldne helte til Valhalla. Kalkiavataren, som er Vishnus sidste inkarnation iflg. hinduismen eller inkarnationen af Maitreya Buddha i den nordlige buddhisme, eller Sosiosh, den sidste store helt og menneskehedens frelser i zarathustrismen, eller Kristus iflg. Johannes’ Åbenbaring i kristendommen, vil alle komme ridende på en hvid hest. De mange helte eller frelsere er symbolsk forbundet med hestens kraft, fordi hesten i umindelige tider har repræsenteret Solen og de åndelige og intellektuelle energier. (Se også Alsvin, Alswider, Arvak, Arwaker, Asvamedha, Grane, Guldfaxe, Hovvarpner, Kalkiavatar, Maitreya, Rimfaxe, Sleipner, Skinfaxe, Sosiosh, Valhalla, Valkyrier, Vishnu og Zarathustrisme).
Hestia
Se Vesta.
Heterogen
(Græsk). Heterogen stammer fra ”heteros”, som betyder ”ulige”, ”anden” eller ”anderledes” og ”genos”, der betyder ”slægt” eller ”art”. Heterogen betyder derfor ulighed, forskellighed, uensartethed, af forskellig struktur, varierende kvalitet osv. Det modsatte af heterogenitet er homogenitet (ensartethed). Inden for zoologien taler man om heterogene arter, underarter og racer, når de enkelte dyr har uensartede udtryk – dvs. at de afviger fra hinanden eller ser forskellige ud. Inden for biologien taler man også om en heterogen familie, gruppe, delgruppe osv. Hvis en befolkning betragtes som heterogen, kan det eksempelvis betyde, at den har forskelligartede holdninger eller biologiske uligheder.
Heterogenitet
(Fransk). Heterogenitet stammer fra ”heterogénéité” eller fra det græske ”heteros”, der betyder ”ulige”, ”anden” eller ”anderledes”, og ”genos”, der betyder ”slægt” eller ”art”. Heterogenitet er uensartethed. Heterogenitet er det modsatte af homogenitet, der betyder ensartethed. Iflg. åndsvidenskaben er heterogenitet den enorme, differentierede, mangfoldige og brogede udstråling fra den kosmiske ånd, der betragtes som en homogen og udifferentieret kilde, som er roden til alt. Under en manvantara er den ensartede enhed og udifferentierede ånd blevet differentieret i de ufatteligt mange arter i den manifesterede natur. Men under pralaya ophører differentieringen, og alt vender tilbage til den udifferentierede homogenitet i den kosmiske ånd. (Se også Differentiering, Element, Laya-center, Manvantara, Pralaya og Ånd).
Hetu
(Sanskrit). Hetu betyder ”årsag”, ”motiv” og ”impuls”. Hetu er en naturlig eller fysisk årsag. I det nyaya-filosofiske system er hetu en logisk begrundelse, konklusion eller et argument, der er baseret på et logisk ræsonnement. I buddhismen er hetu en primær årsag i modsætning til pratyaya, der er en indirekte årsag. Indisk ”logik” skal ikke forstås som græsk logik (eksempelvis i betydningen aristotelisk syllogisme), og heller ikke som hverken klassisk logik eller nutidens vestlige logik. Indisk logik var påvirket af grammatiske studier, mens græsk og klassisk logik, som hovedsageligt har formet nutidens vestlige logik, er stærkt påvirket af matematiske studier. (Se også Aristoteles, Nyaya og Pratyaya).
Heva
(Hebræisk). Heva er Eva − ”moderen til alt levende”.
Hierarki
(Græsk). Hierarki stammer fra ”hieros”, der betyder ”hellig”, og ”arkhia”, der betyder ”styre” eller ”herskere”. Hierarki betyder derfor ”helligt styre” eller ”hellige herskere”. Oprindeligt blev ordet fortolket som ”præstevælde” eller ”rangordning af indviede mennesker”. Betegnelsen henviste primært til graduering af kirkelige embeder, som blev udviklet i 200- og 300-tallet. I romersk-katolsk kirkeret er hierarki betegnelsen for over- og underordningsforholdet mellem de gejstlige på to planer: Ordination og jurisdiktion. Der findes en lang række vielsesgrader og tilsvarende grader af kirkelig fuldmagt. Den egentlige doms- og lærefuldmagt tilkommer paven og biskopperne. Modsætningen til hierarki er heteraki, der betyder forskellige styreformer. Hierarki er et system, der bruges til at rangordne og organisere. Inden for vidensorganisering og klassificering udgør hierarkiske klassifikationssystemer en form for vidensordning. Ordets oprindelse afslører, at det hierarkiske princip bygger på tanken om et helligt styre eller et styre, der er lagt i hænderne på hellige, ophøjede, oplyste eller víse mennesker. Den hierarkiske grundtanke er derfor ikke et magthierarki, men et visdomshierarki. Den hierarkiske rangordning findes ikke kun i menneskeriget. Princippet for rangordning gælder overalt i naturen og i kosmos. Det hierarkiske princip kan defineres sådan: ”Et hierarki er resultatet af en proces, der skaber rangfølge, hvorved niveauer af tiltagende kompleksitet, fleksibilitet og koordination skabes i form, funktion og adfærd”. Den hierarkiske rangfølge strækker sig fra det relativt enkle til det relativt komplekse. Beviser for hierarkisk rangfølge findes overalt, og man kan se den som ”styrende funktioner”. Det skal forstås sådan, at det, der styrer, befinder sig på et højere niveau, end det, der styres. Spørgsmålet er, om der overhovedet findes en handling, en genstand, en proces eller en idé, der ikke er hierarkisk af natur. Det hierarkiske system befinder sig potentielt i det kosmiske kim, som er roden til hele det manifesterede univers, og derfor gennemtrænger det hierarkiske system hele det manifesterede univers gennem alle dele fra det højeste til det laveste. Der skal bruges et målestoksforhold baseret på 7, 10 eller 12 for at definere den hierarkiske struktur. Hvis man bruger 10-skalaen, ser man, at lederen af ethvert hierarki er det lavest stående medlem af den dekade (en gruppe på ti), der ligger umiddelbart over, men det lavest stående medlem af samme hierarki er desuden leder af den lavere dekade, og derfor er skalaen reelt en 9-skala. Det forklarer, hvorfor 9 betragtes som et helligt tal i de gamle civilisationers regnemetoder, for det indebærer princippet om cyklusser, der overlapper hinanden. (Se også Dekade, Hvide Broderskab, Loka og Tala).
Hierarkiet
Se Hvide broderskab.
Hierartisk
Se Demotisk.
Hierofant
(Græsk). Hierofant består af ”hieros”, der betyder ”hellig”, og ”phainein”, der betyder ”at vise”. En hierofant er ”den, der åbenbarer og forklarer de hellige mysterier” – dvs. den, der fortolker den esoteriske lære og principperne i mysterielæren. Hierofant var en titel, der blev givet til de højst indviede i antikkens templer. De havde til opgave at undervise i og praktisere mysterierne. Hierofanten var derfor identisk med ypperstepræsten (indvieren) i oldtidens templer, og det var hierofanterne, der havde ansvaret for indvielse af kandidaterne i de store mysterier. Kandidaterne kaldte man neofytter. Det var forbudt at udtale hans navn over for en uindviet person. Hierofanternes egenskaber blev symboliseret af Hermes eller Merkur, som begge var fortolkere og mystagoger, som vejledte sjæle. På hebraisk har man fundet et tilsvarende begreb i Elohims hierarki. Man brugte hierofant som titel på den overordnede præst ved de eleusinske mysterier i Attika. Mange navne på gudemennesker refererer til arkaiske hierofanter, som f.eks. Orfeus, Enok osv. Hierofanterne i det gamle Egypten overbragte de hellige lærdomme, men en del af den hemmelige undervisning gik imidlertid tabt før hierofanterne havde fuldført deres opgave. Årsagen var den degenerering, der bredte sig over Vesten, og derfor var hierofanterne ude af stand til at finde egnede neofytter, som kunne modtage den esoteriske visdom. Når man udførte ceremonierne i de gamle mysterier, deltog hierofanten i mysteriedramaet, hvor han repræsenterede demiurgen eller 3. Logos, der åbenbarer eller afslører Universets mysterier og skabelsens fænomener, og som derfor også er den, der giver neofytterne indsigt i menneskets natur. På hebræisk og kaldæisk kaldte man hierofanten for Peter – åbneren eller afsløreren – og derfor sidder paven som hierofantens efterfølger i Skt. Peters paganske stol. I frimureriet sidder hierofanten i Øst, og han bærer en gylden globus om halsen som et symbol på visdom og autoritet. (Se også Demiurg, Eleusinske mysterier, Elohim, Enok, Hermes, Logos, Merkur, Myste, Mystagog, Mysterium, Neofyt og Orfeus).
Hierogrammatist
(Græsk). Hierogrammatist stammer fra ”hierogrammateus”, der består af ”hieros”, som betyder ”hellig”, og ”grammateus”, der betyder ”skriver”. Hierogrammatist blev brugt af de græske forfattere om de hellige skrivere i det gamle Egypten. Det var de egyptiske skriverne, der skrev og læste de hellige optegnelser, og det var skrivernes opgave at instruere neofytterne i forbindelse med deres forberedelse til indvielse.
Hilaira
(Græsk). Hilaira eller Hilaeira betyder ”den glade”. Hilaira var datter af Apollon og søster til Phoebe, og sammen med hende blev hun bortført af Kastor og Pollux. (Se også Aswin, Dioskurer og Phoebe).
Hilarion
Hilarion er en af Hierarkiets mestre, og han er desuden medlem af Luxor-broderskabet. Han er mester i den ashram, der har ansvaret for 5. stråle for konkret viden eller videnskab. Iflg. Alice A. Bailey (Djwhal Khul) har Hilarion et kretensisk fysisk legeme, men han tilbringer en stor del af sin tid i Egypten. Det var Hilarion, der gav verden den esoteriske afhandling Lys på vejen, og hans arbejde er især interessant for det brede publikum i den nuværende overgangsperiode, for han arbejder med mennesker, der er ved at udvikle intuitionen. Han kontrollerer og transmuterer de store bevægelser, som har til formål at fjerne sløret fra de usynlige verdener. Det er hans energi, som via hans disciple stimulerer grupperne for psykisk forskning overalt, og det var ham, der via sine forskellige disciple indstiftede den åndsvidenskabelige bevægelse. Han overvåger alle, som har højere psykiske evner, og han hjælper dem med at udvikle evnerne til gavn for gruppearbejdet. For mennesker, som søger efter sandheden, arbejder han sammen med bestemte devagrupper på astralplanet for at åbne for den subjektive verden, der ligger bag den tætte og grove materielle verden. Iflg. åndsvidenskaben var han i en tidligere inkarnation neo-platonikeren Iamblicus, og endnu tidligere var han Paulus fra Tarsus – Bibelens Paulus. (Se også Alice A. Bailey, Bibelen, Djwhal Khul, Hvide Broderskab og Iamblicus).
Hilkija
(Hebræisk). Hilkija, Hilqiyyah eller Hilqiyyahu var ypperstepræst i Jerusalems under Josias’ regeringstid, og han fandt angiveligt manuskripterne til Bibelen. H.P. Blavatsky understreger, at Hilkija ikke var i stand til at læse ”Guds bog”, og hun oplyser, at udgaven er forsvundet. Hun siger videre, at den ægte hebræiske Bibel var og er et bind, der delvis er skrevet med chifferskrift, og det er i overensstemmelse med det, som et stort antal kabbalister altid definitivt har påstået. Og hvilke rester kunne der overhovedet være tilbage fra Moses’ oprindelige skrifter, hvis de overhovedet har eksisteret. (Se også Bibelen).
Himadri
(Sanskrit). Himadri består af ”hima”, der betyder ”koldt” eller ”frost”, og ”adri”, der betyder ”bjerg”. Himadri er ”det kolde bjerg”. Det er en betegnelse for Himalaya. Andre navne er Himachala (”rystende af kulde”), Himaga (”snebjerget”) og Himavat. (Se også Himavat).
Himalaya-broderskabet
Himalaya-broderskabet er ”Himlens Herrer”. Det er et navn, der nogle gange bruges om de højere devaer. Detaljer om mestrene er stort set fraværende i den originale åndsvidenskab, men de mestre, der var tættest forbundet med den teosofiske bevægelse og Alice A. Baileys åndsvidenskab, er medlemmer af Himalaya-broderskabet, der holder til i Shigatse i Tibet. Himalaya-broderskabet er et esoterisk buddhist-broderskab, som oprindeligt blev grundlagt i sin nuværende form af den tibetanske buddhistiske reformator Tsong Kha-pa i det 14. årh., som var tilknyttet gelugpa (gulhuerne), der er en gren af tibetansk mahayana-buddhisme, men som også er tilknyttet Panchen Lama, der iflg. traditionen har sæde i Tashilhunpo-klostret i Shigatse. Tsong Kha-pa, der grundlagde Panchen Lama slægten, gelugpaerne og den esoteriske skole, var en reinkarnation af Gautama Buddha, og derfor betragter Himalaya-broderskabet sig selv for at være de sande tilhængere af Buddha. (Se også Buddha, Deva, Gautama Buddha, Gelugpa, Hvide Broderskab og Mahayana).
Himavat
(Sanskrit). Himavat eller Himavan betyder ”sneklædt”. Det er et navn på Himalayas bjergkæde – navnlig i dens personificerede aspekt − floden Ganges fader. Mytologisk betragtes Himavat som ægtefælle til Mena eller Menaka, for den ældste datter var Himavatsuta – dvs. Ganges. Himavat bruges også som tillægsord − ”sneklædt”. Bjergkæden er kendt som Himavan-Mekhala (snebjerget eller snebæltet). I de esoteriske kommentarer til Dzyans Bog er bjergkæden omtalt som et bælte, der omkranser Jorden − både over og under vand. (Se også Dzyan, Dzyans Stanzer, Ganga, Gangadvara, Ganga-Putra, Gharma, Himadri, Jordan, Makara, Yamuna floden).
Himmel og Helvede
I kristen teologi er Himmel og Helvede identisk med Guds domæne, hvor det himmelske hierarki er på den ene side, og Satan og hans faldne engle er på den anden. Himmel og Helvede er det endelige mål for de mennesker, der er frelst, og for de mennesker, der er fortabte. Oprindelsen til doktrinen blev grundlagt af den gamle mysterielære, men den handlede om menneskets erfaringer i efterlivet og de tilsvarende erfaringer, når neofytten gennemlevede indvielsesprocessen. Helvede kan sammenlignes med kama-loka eller avichi, selv om ingen af tilstandene er evige. Kama-loka er en bedre forklaring, dog uden skærsilden. Himlen er en afspejling af devachan, som desuden er kombineret med forestillinger om nirvaniske bevidsthedstilstande. Himmel og Helvede skal derfor betragtes fra mange andre synsvinkler end kristendommens, for der findes adskillige opfattelser som f.eks. Elysion eller Elysium, Nirvana, Paradis, Valhalla, Olympen og flere andre navne for Himlen – og der findes også mange forskellige opfattelser af Helvede – f.eks. Tartaros, Gei-Hinnom eller Gehenna, Sheol, Niflheim, osv. Himmel og Helvede kan desuden være en betegnelse for de bevidsthedstilstande, der opleves i dagligdagen i den fysiske verden. En grov opdeling af de kosmiske sfærer placerer Himlen på det højeste niveau, mens Helvede befinder sig på det laveste, og her befinder Jorden sig under Himlen, mens underverdenen befinder sig under Jorden. Sfærerne i middelalderens astronomi opdelte himlen omkring Jorden i koncentriske cirkler. Men der afsiges ikke en dom af en emotionel Gud, som afgør lykke eller lidelse i efterlivet. Et menneske går til den region, som det vibratorisk er tiltrukket af pga. oplevelser og erfaringer i inkarnationen. Åndsvidenskaben konstaterer, at der findes næsten uendeligt mange og meget forskellige verdener eller regioner, der alle er beboet af skabninger under udvikling − og de højere regioner kan man vælge at kalde Himlen, de lavere kan man kalde Helvede, og de mellemliggende sfærer kan f.eks. kaldes regionen for erfaringer og forædling. Alle sfærer består af stof i forskellige tætheder, og de tætteste kan man betragte som de lavere regioner, i modsætning til de højere subtile og åndelige regioner, og dermed kan de opdeles i helveder og himler. Nogle skabninger er i bevægelse mod ”helveder” (involution), mens andre er på vej mod ”himlene” (evolution). Alt er energi, og alle skabninger er tiltrukket af psyko-magnetisk tiltrækningskraft til de områder, der på forskellige tidspunkter i den lange evolutionære læreproces er bedst egnet til den videre proces. (Se også Amenti, Avichi, Devachan, Elysion, Gei-Hinnom, Hades, Helvede, Kama-loka, Loka, Niflheim, Nirvana, Olympen, Sheol, Tartaros og Valhalla).
Himmelske Adam
(Hebræisk). Den himmelske Adam repræsenterer en syntese af Sephiroth-træet, dvs. af alle naturens kræfter og deres gennemtrængende guddommelige essens. I diagrammet er det den syvende af de lavere Sephiroth − Sephira Malkuth – der betyder ”riget”. Det er Guds rige, selv om det på godt og ondt findes på Jorden. Det er harmoniens rige ved foden af det ideelle makrokosmos. Den himmelske Adam er natura naturans, den abstrakte verden. Natura naturans betyder den skabende natur, til forskel fra natura naturata, som er den skabte natur. Adam på Jorden (menneskeheden) er derfor natura naturata eller det materielle univers. Den førstnævnte er guddommens nærvær i dens universelle essens, mens den sidstnævnte er en manifestation af essensens intelligens. I den ægte Zohar – og ikke den antropomorfiske karikatur, som man ofte finder i vestens kabbalisters skrifter – omtales der intet aspekt af den personlige guddom, som er så dominerende i den mørke udgave af den hemmelige visdom, der er kendt som den mosaiske Pentateuk (de fem Mosebøger). (Se også Adam Kadmon, Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Geburah, Hod, Jesod, Kabbala, Kether, Makrokosmos, Malkuth, Netzach, Sephiroth, Tiphereth og Zohar).
Himmerige
Himmerige er et sted i ”Himlen”, hvor de kristne forestiller sig, at Gud og englene opholder sig, og som de rettroende – dvs. de mennesker, der tror på kristendommens doktriner og de kristne præsters fortolkning af kristendommen – får adgang til efter døden. Den almindelige kristne tanke om Himmerige bygger oprindeligt på den esoteriske læres informationer om devachan, men i tidens løb er forståelsen blevet alvorligt forvrænget. Når Jesus brugte betegnelsen ”Himmeriges rige”, talte han om den hemmelige viden – den esoteriske visdom eller åndsvidenskaben – der fører til forening med Faderen eller Gud. Menneskeheden har sendt rumsonder meget langt ud i rummet, og med teleskoper har rumforskerne iagttaget fjerne galakser millioner af lysår borte, men religionernes meget omtalte ”Himmel” eller ”Himmerige”, hvor Gud, englene og de rettroende angiveligt opholder sig, har ingen set. Religionerne kan ikke forklare, hvor deres ”Himmerige”, befinder sig, men iflg. åndsvidenskaben findes der tre områder, der på en måde kan betegnes som en slags ”Himmel”. Den ene ”Himmel” er astralplanet. Det er et subjektivt eksistensplan – det sjette af syv bevidsthedsplaner. Det fysiske plan gennemtrænges af astralplanets stof, som ikke kan opfattes med de fysiske sanser, for de er ikke i stand til at registrere stoffets finhed og hurtige bevægelser. Iagttagelse kræver clairvoyance. Når mennesket dør på det fysiske plan, overføres bevidstheden til astrallegemet. Det samme sker, når det sover. Mennesket kan bruge lang tid på astralplanet afhængig af tilstanden i følelses- og begærlivet. Det er muligvis den bevidsthedstilstand, som de traditionelle religioner kalder ”Himmerige” eller ”Himlen”. Det er en tilstand for sanselig nydelse, der er udtryk for længsel efter hvile, fred og lykke, og det enkelte menneske skaber det for sig selv i forhold til det, der er opbygget i livet på det fysiske plan. Derfor er der utallige varianter af det astrale liv. På et tidspunkt dør astrallegemet også, og bevidstheden trækker sig ind på næste eksistensplan – mentalplanet. På mentalplanet er der også en slags ”Himmel”. Planet omtales ofte som devachan. I det gamle Egypten hed det amenti. Eksistensplanet og mentallegemet består af endnu finere og hurtigere vibrerende stof end astrallegemet, og bevidsthedstilstanden, der beskrives som lyksalighed, er mere eftertænksom og intens. Virkelighedsoplevelsen er overvældende i forhold til astralplanet. Men mentalplanet hører stadig til den lavere stof- og formverden, og mennesket er også nødt til på et tidspunkt at transcendere den mentale tilstand. Det kan kun ske via ubundethed og upersonlighed – og det gælder i øvrigt uanset hvilket bevidsthedsplan, man befinder sig på. Desuden er der ingen ophold i devachan for det uudviklede menneske, for hvis der kun er udviklet meget lidt intelligens og aktivt tankeliv, er der ikke noget at bearbejde i devachan. Hvis det er tilfældet, udsender sjælen en impuls, som indleder en ny reinkarnationsproces. Den tredje form for ”Himmel” kaldes nirvana, som de fleste har hørt om. Et menneske får kun adgang til den høje energiverden, når de tre lavere formverdener ikke længere kan fastholde et menneske pga. bindinger eller karma. Mentalplanet giver en oplevelse af enhed med andre, men eksistensplanet er stadig en afspejling af en endnu højere tilstand, og derfor er der stadig aspekter af egoisme og separatisme. Nirvana repræsenterer ægte enheds- eller gruppebevidsthed. Det indebærer lyksalighed for den enkelte, og adskilthed opleves ikke længere – kun altomfattende enhed. (Se også Amenti, Astrallegeme, Astralplan, Devachan, Himmel og Helvede, Mentalplan, Nirvana).
Hinayana
(Sanskrit). Hinayana betyder ”den lille vogn” eller ”den lille sti” i den nordlige buddhisme, og i japansk zenbuddhisme betyder triyana ”det lille fartøj”. Inden for mahayana-buddhistisk terminologi er det en betegnelse for en række tidligere buddhistiske skoler, der ikke havde samme tilgang til opnåelsen af nirvana, som den tibetanske mahayana-buddhisme (”det store fartøj”). I nutiden bruges begrebet ofte til at betegne den såkaldte theravada-buddhisme eller theravada-skole (den eksoteriske skole) i den sydlige buddhisme, selv om mange theravada-buddhister er imod det, for sanskritordet betyder ikke kun ”lille” men også ”ringe”, ”mangelfuld” eller ”underlegen”. Hinayana repræsenterer det, som buddhistiske mystikere kalder ”øjets doktrin”. Det var den del af Buddhas lære, som var eksoterisk eller henvendt til offentligheden − dvs. det, der er synligt for øjet. Mahayana kaldes ”hjertets doktrin”, og det henviser til den del af Buddhas lære, der var skjult og hemmelig, for det var ”hjertet i læren”. Men der var også en udpræget esoterisk side til Hinayana, forudsat at læren var korrekt analyseret og forstået. (Se også Buddha, Gautama Buddha, Mahayana, Nirvana, Theravada og Triyana).
Hinduisme
Hinduisme er Indiens største religion. Ca. 80% af befolkningen er hinduer. Ordet hinduisme dækker flere forskellige religiøse traditioner med oprindelse i Sydasien (nutidens Indien, Sri Lanka, Pakistan, Nepal og Bangladesh). Hinduismen har over 1 milliard tilhængere, hvoraf omkring 900 millioner bor i Indien. De fleste af de øvrige lever i resten af Syd- og Sydøstasien, men også i Øst- og Sydafrika, på Mauritius, Caribien og i Europa (især England), men der lever også mange hinduer i USA, som primært er emigranter fra Indien. I modsætning til buddhisme, kristendom og islam har hinduismen ingen religionsstifter, og derfor er hinduismens forestillingsverden og praksis heller ikke et sammenhængende system, men snarere en række temaer og praksisser, der er kombineret igennem en lang historisk udvikling. I hinduismen er der derfor plads til mange, ofte modstridende religiøse trosformer, og derfor er det vanskeligt at definere hinduismen præcist. Hinduismen har ingen hellige skrifter eller dogmer, som alle troende skal acceptere.
Hipparchos
(Græsk). Hipparchos (ca. 190-125 f.Kr.) var astronom, og sammen med Aristarchus var han den vigtigste i den græske periode. Han betragtes som grundlægger af den videnskabelige astronomi, og han var fremragende som både observator og teoretiker. Han blev født i Nikæa, og man mener, at han tilbragte det meste af sit voksenliv på Rhodos. Hipparchos’ udgangspunkt var den babyloniske astronomi. Desværre er de fleste af hans skrifter gået tabt, men hans indsats kendes især via Ptolemaios’ Almagest, der i princippet er baseret på Hipparchos’ arbejder. Hipparchos’ vigtigste opdagelse var Jordens præcession − dvs. den langsomme, periodiske ændring af retningen af Jordens rotationsakse. Hipparchos’ iagttagelser af Solens og Månens bevægelser resulterede i vigtige fremskridt med hensyn til forudsigelsen af sol- og måneformørkelser. (Se også Aristarchus).
Hippocentaur
(Græsk). Hippocentaur består af ”hippos”, der betyder ”hest”, og ”kentauros”, der betyder ”kentaur”. En kentaur er halvt menneske og halvt hest. Forstavelsen ”hest” adskiller hippocentaur fra en anden slags monster − ichthyocentaur – der var halvt menneske og halvt fisk. De er begge udtryk for de monstre, der blev skabt fra naturens egen hånd i de tidlige udviklingsstadier. (Se også Hest, Ichthyocentaur og Kentaur).
Hippokrates
(Græsk). Hippokrates (460-370 f.Kr.) var en berømt læge fra Kos. Hippokrates opnåede en usædvanlig berømmelse i lægekunstens historie. Han blev kaldt ”medicinens fader” og ”lægekunstens fader”, og man mente, at han var forfatter til en større samling medicinske tekster fra 5. og 4. årh. f.Kr., det såkaldte Corpus Hippocraticum. Allerede i oldtiden mente man, at nogle af skrifterne ikke kunne være skrevet af Hippokrates, og i nutiden har man samme mening, for flere af teksterne giver modstridende informationer. Men Hippokrates skrev bøger, og han havde en lægeskole på øen Kos, hvor han var født. I 1800-tallet betragtede man stadig Corpus Hippocraticum som vigtigt for lægekunsten, og midt i 1800-tallet kunne både folkemedicinen og medicinundervisningen på universiteterne i Europa karakteriseres som hippokratisk. Den næsten ubrudte tradition skyldes også en anden græsk læge ved navn Galen som i 2. årh. e.Kr. promoverede de hippokratiske skrifter ved at benytte Hippokrates’ lære i stedet for datidens gældende medicinske teorier. Desuden kommenterede, supplerede og systematiserede Galen læren. Middelalderens og renæssancens hippokratiske medicin var i høj grad baseret på Galens skrifter, der var oversat til latin. Hippokrates arbejdede bl.a. i Athen under Artaxerxes invasion, og han hjalp byen med at bekæmpe en frygtelig pest. Hans læredom og viden var enorm, og Galen siger om hans tekster, at ”de er et orakels stemme”. Hippokrates døde som 100-årig.
Hiram
(Hebræisk). Hiram eller Huram var konge af Tyrus. Hiram stammer muligvis fra ”hawar”, der betyder ”at blive hvid” eller ”bleg” − eller fra ”harah”, der betyder ”at brænde for” (dvs. at være ivrig), ”være ædel” eller ”født fri” − eller fra ”haram”, der betyder ”at dedikere”, ”at hellige sig” (f.eks. til en religion eller til fortabelse, undergang og opstandelse). Hiram levede på samme tid som Israels konger David og Salomon. Det var ham, der sendte cedertræer, tømrere og murere, til David for at bygge et hus til ham. Og senere − som svar på en anmodning fra Solomon − sendte han træ fra Libanon og en dygtig håndværker, Hiram Abiff, Hiram’abiu eller Huram’abiu, for at hjælpe med at opbygge Salomons tempel. Alle de gamle optegnelser omtaler kong Hiram som bygmester. Han byggede templer til Herkules og Astarte, og han genopbyggede praktisk talt Tyrus, hvor han rekonstruerede det nationale tempel Melkarth (Melekartha). Ved indgangen til templet placerede han to søjler efter egyptisk mønster − den ene af guld og den anden af smaragd. Det var sandsynligvis prototyperne til Jakin- og Boaz-søjlerne foran det tempel, som Salomon senere byggede med Hirams hjælp, og dermed blev tilbedelsen af Jehova forbundet med Melkarth eller Baal. Den oprindelige prototype til de to søjler var Hermes’ søjler. (Se også Astarte, Baal, Boaz, Herkules, Hiram Abiff, Jakin, Jehova, Salomon og Salomons tempel).
Hiram Abiff
(Hebræisk). Hiram Abiff, Huram Abif, Hiram’abiu, Huram’abiu eller Huram’abiv. Hiram stammer muligvis fra ”hawar”, der betyder ”at blive hvid” eller ”bleg” − eller fra ”harah”, der betyder ”at brænde for” (dvs. at være ivrig), ”være ædel” eller ”født fri” − eller fra ”haram”, der betyder ”at dedikere”, ”at hellige sig” (f.eks. til en religion eller til fortabelse, undergang og opstandelse). Den sidste fortolkning gengiver den skæbne, som Hiram Abiff fik iflg. frimurerisk tradition, mens den anden fortolkning giver associationer til Hiram, kongen af Tyrus. Hiram Abiff beskrives som enkens søn af Naftalis stamme. Han var en kompetent og begavet mand, som arbejdede med guld, sølv, messing og jern, og det samme gjorde hans far. Hiram, kongen af Tyrus, sendte Hiram Abiff til kong Salomon for at hjælpe med at bygge Salomons tempel. I frimureriet er Hiram Abiff den centrale figur i dramaet i III grad, den første mestergrad. Før tempelbygningen var fuldført, blev Hiram Abiff slået ihjel af tre oprørske brødre, fordi han nægtede at røbe mesterordet, og pga. hans død gik ordet angiveligt tabt. Hiram Abiff blev i al hast begravet i en grav, der var udført overfladisk og kun markeret med en akaciekvist. Det var akaciekvisten, der førte til fundet af graven og Hiram Abiffs efterfølgende opstandelse, og det skete i kraft af et erstatningsord, der blev bekendtgjort, og som kunne bruges indtil det mistede mesterord igen blev fundet. Frimurernes indvielsesritualer er udformet på grundlag af de mindre mysterier i Egyptens mysterieskoler, som også fra tidernes morgen blev praktiseret i Indien med Loka-chaksu (”verdens øje”) og Dinkara (”skaberen af dag” eller Solen). I Egypten kaldte man tredje grad for ”dødens port”, og i nutidens ritualer finder man en genfremstilling af den egyptiske myte − bortset fra, at man har erstattet Osiris eller Solen, med navnet Hiram, som betyder ”opstanden”. Drabet på Hiram symboliserer det årlige ”drab” på Solen i årets tre sidste måneder, hvorefter Solen eller livslyset genfødes eller genopstår ved vintersolhverv, som var en af de fire store indvielsesperioder i antikken. Hiram Abiff er en prototype på menneskehedens frelsere, der ofrede deres liv på at frelse menneskeheden. Hiram Abiff er en menneskelig prototype for guddomme, som f.eks. Odin og Visvakarman, der var gudernes bygherre og håndværker. Hiram Abiff er desuden symbol på det enkelte menneskes indre gud, der er fæstet til materiens kors i stoffets verden. Legenden og dramaet i mestergraden skaber en indiskutabel forbindelse mellem frimureriet og de gamle mysterier, men der er stadig få, der forstår den esoteriske betydning af graden og legenden om Hiram Abiff. Hiram Abiff repræsenterer − 1) Forholdet mellem den højere triade og de lavere kvaternær (firdeling) af menneskets syvdobbelte natur − 2) Manasaputraernes inkarnation eller offer − 3) Salomons tempels symbolske betydning − 4) De redskaber, der blev brugt til at dræbe Hiram Abiff − 5) Henvisningen til Hiram som pottemager, forbinder ham med guden Khnum i de egyptiske mysterier, som skabte verdensægget. (Se også Hiram, Khnum, Manasaputra, Odin, Osiris, Salomon, Salomons tempel og Visvakarman).
Hiranya
(Sanskrit). Hiranya betyder ”strålende” eller ”gylden”, og det blev brugt om ”Brahmas æg”. (Se også Brahma, Brahman og Æg).
Hiranyagarbha
(Sanskrit). Hiranyagarbha består af ”hiranya”, der betyder ”strålende” eller ”gylden”, og ”garbha”, der betyder ”livmoder”, ”foster” eller ”det indre tempel”. Hiranyagarbha betyder derfor bogstaveligt ”den gyldne eller strålende livmoder” eller ”det gyldne eller strålende æg”. Det skal forstås i betydningen ”det universelle kim”, som er kilden til Universets skabelse. I Upanishaderne kaldes hiranyagarbha for ”Universets sjæl” eller Brahman, og her oplyses det, at hiranyagarbha (den uforgængelige substans) flød rundt i tomhed, mørke og ikke-eksistens. Derefter blev hiranyagarbha delt i to halvdele (dualitet). Det er den lysende ”ildtåge” eller æter, som Universet blev skabt af. I klassisk hinduisme er hiranyagarbha derfor et navn på Brahma, fordi Brahma blev født fra et guldæg, sådan som det er beskrevet i Rig-Veda. Guldægget blev dannet af det kim, der var indeholdt i urhavet, og som et resultat af evolution blev de skabt som den første vikara (selveksisterende). Det universelle kim blev til et guldæg, der strålede som Solen, mens den selveksisterende Brahman stadig var transcendent i sine højere aspekter, men Brahman udviklede sig samtidig til Brahma − skaberen, som er en manifestation af den selveksisterende. Efter at have opholdt sig et år i ægget delte Brahma ægget i to dele alene ved hjælp af tanken, og dermed skabte han Himlen og Jorden − og imellem de to anbragte han de otte regioner. Ægget er måske et af de mest universelle symboler, og meget tyder på, at symbolet er identisk både i åndelig, fysiologisk og kosmologisk forstand. Mysteriet om selvskabelse og evolution via egen skabende kraft gentages i miniatureformat i processen i den kosmiske evolution inde i ægget, for den sker pga. udstrålingens påvirkning fra den usynlige skabende ånd, og det er grunden til, at man valgte ægget som symbol. ”Det jomfruelige æg” er det mikrokosmiske symbol på den makrokosmiske prototype – ”jomfrumoderen” − kaos eller urhavet. Den maskuline skaber udgår fra den feminine jomfru, som er den ubesmittede kilde, der er blevet frugtsommelig pga. den usynlige udstråling. (Se også Brahma, Brahman, Rig-Veda, Upanishader, Vikara og Æg).
Hiranyakasipu
(Sanskrit). Hiranyakasipu består af ”hiranya”, der betyder ”strålende” eller ”gylden”, og ”kasipu”, der betyder ”tøj” eller ”klædning”. Hiranyakasipu er ”den gyldne klædning”. Hiranyakasipu er daityaernes konge. Det er en af de mest berømte af de hinduistiske titaner eller daityaer, som er søn af vismanden Kasyapa og Diti. I Mahabharata opnåede han Brahmas velvilje, og han fik bevilget tre verdener i en million år. Han blev almægtig, fordi han ikke kunne dræbes – hverken af guder, mennesker eller dyr. Men hans magt blev brugt så ondskabsfuldt, at han blev berygtet for sin ugudelighed. Han forfulgte sin søn Prahlada, fordi han tilbad Vishnu − indtil en dag, hvor Prahlada udførte en ceremoni for Vishnu − for i sin fjerde inkarnation som avatar dukkede Vishnu pludselig frem fra en søjle i form af Narasimha (halvt menneske og halvt løve), og han flåede Hiranyakasipu i mange stykker. Da Hiranyakasipu var slået ihjel af Narasimha-avataren, blev han født som Ravana, som til gengæld blev dræbt af Rama (Vishnus syvende inkarnation som avatar) – og herefter blev han genfødt som Sisupala, som blev slået ihjel af Krishna (Vishnus seneste inkarnation som avatar). Vishnus (åndens) parallelle udvikling i samspil med en daitya, giver ikke alene nøglen til data om Rama og Krishna, men til et bestemt psykologisk mysterium. (Se også Avatar, Brahma, Brahman, Daityaer, Diti, Kasyapa, Krishna, Mahabharata, Prahlada, Rama, Ravana, Sisupala, Titaner og Vishnu).
Hiranyaksha
(Sanskrit). Hiranyaksha eller Hiranyaksa består af ”hiranya”, der betyder ”strålende” eller ”gylden”, og ”aksha”, der betyder ”øje”. Hiranyaksha er ”den gyldenøjede”. Hiranyaksha er en af de vigtigste daityaer (titaner), og hans tvillingebror er Hrianyakasipu. Iflg. Mahabharata trak han Jorden ned til havets dybder, og derfor blev han dræbt af Vishnu, da Vishnu inkarnerede i sin tredje avatar-manifestation som Varaha-avataren (vildsvin-avataren). Han fik angiveligt 77 crorer eller 770 millioner efterfølgere. Hiranyaksha var hersker eller konge over den femte region eller patala, og han var en slangegud” i hinduernes gudekreds. (Se også Daityaer, Mahabharata, Patala, Varaha-avataren og Vishnu).
Hiranyapura
(Sanskrit). Hiranyapura består af ”hiranya”, der betyder ”strålende” eller ”gylden”, og ”pura”, der betyder ”by”. Hiranyapura er ”den gyldne by”. Iflg. hinduistisk mytologi er det en by, der svæver oppe i luften. Den gyldne by er bolig for danavaerne (en gruppe titaner), men det var også betegnelsen for asuraernes by, de lå på den anden side af havet. I de populære skrifter var asuraerne generelt beskæftiget med at udvælge medlemmer af 4. rodrace, som reelt var kæmper, og som boede i landet på den anden side af havet – dvs. Atlantis. (Se også Asura, Atlantis, Daityaer, Danava og Rodrace).
Hisi
(Finsk). Hisi eller Hiisi, som også kaldes Juntas, Piru og Lempo, er det ondes princip i den gamle finske mytologi. Hisi beskrives som en grusom, blodtørstig ånd, der er ansvarlig for al ondskab i verden, og det er også Hisi, der påfører sygdomme og udsætter menneskeheden for ulykker. Kalevala oplyser, at dengang den højeste guddom, Ukko, nægtede at give liv til ondskabens slange, som var skabt af spyt fra Suoyatar, åndede Hisi en sjæl ind i slangen, så den kunne hjælpe ham. (Se også Kalevala).
Hitopadesa
(Sanskrit). Hitopadesa består af ”hita”, der betyder ”god” eller ”pæn”, og ”upadesa”, der betyder ”råd”. Hitopadesa er derfor ”et godt råd”. Det er en kendt sanskritsamling af etiske forskrifter, allegorier og fortællinger fra et større og ældre værk, der kaldes Panchatantra. Begge bøger er skrevet som en blanding af vers og prosa. Versene − der primært er udformet som ordsprog og leveregler for esoterisk praksis, understøttes af prosa-fablerne, hvor dyr ofte spille aspekter af mennesket. (Se også Panchatantra).
Hivim
(Hebræisk). Hivim, Hiwwiyim eller Chivim stammer fra ”hawah”, der betyder ”at leve” eller ”at ånde”. Flertalsformen af ”hivi” eller ”hiwwi”, henviser på mystisk måde til en slange – og det samme gælder en stamme, der omtales i Det Gamle Testamente, som kommer fra Kanaan. Det er slangestammen fra Palæstina, og de var tempelpræster nogenlunde som levitterne eller orfitterne fra Israels og Lilleasien. I det gamle Amerika blev hivim brugt som association til slangen. Høvdinge kaldte man ”votan” (”slangernes sønner”). Quetzalcoatl, mexikanernes slangegud, sagde: ”Jeg er hivim. At være en hivim vil sige at nedstamme fra dragernes (slangernes) store race. Jeg er selv en slange, for jeg er en hivim”. (Se også Orfitter, Quetzalcoatl og Votan).
Hjerne
Åndsvidenskabeligt set er hjernen en fortætning af mental, astral og æterisk substans. Det fysiske legeme og hermed hjernen er et resultat af bevidsthedens udvikling og ikke omvendt. Mennesket tænker ikke med hjernen, selv om hjerneforskerne påstår det. Hjernen afspejler de impulser, den modtager fra mentallegemet og astrallegemet, og impulserne fortolkes som tanker og følelser. Hjernen skaber derfor ikke tankerne. Den er blot en modtager, der er i stand til at registrere mentale impulser i mentallegemet. Hjernens anatomi er meget kompleks, og som helhed er der to hovedaspekter. Hjernen kan betragtes: 1) I forhold til bevidsthed, tanke og hukommelse. 2) I forhold til funktionsorienterede aktiviteter, der er stimuleret af nervestrømme til de forskellige organer, muskler osv. H.P. Blavatsky fokuserede på bevidsthed, da hun sagde, at iflg. åndsvidenskaben er ethvert atom − ligesom monaden − et lille univers i sig selv. Hvert eneste organ og hver eneste celle i menneskets krop har en form for hjerne med hukommelse. Hjernen er det organ, der registrerer hukommelsen, men hjernen er ikke selve hukommelsen. Evnen til at huske fysiske oplevelser – de oplevelser, der har relation til det lavere tankesind − opstår i de organer i kroppen, som har relation til oplevelserne, og de transmitteres til hjernens struktur, hvor de registreres i den kama-manasiske bevidsthed. Men de finere partikler i hjernen kan ikke kontaktes på den måde, for i den forstand er hjernen et organ for det højere åndelige tankesind. Det højere tankesind påvirker ikke kroppens organer direkte, men gør det med det lavere tankesinds mellemkomst. På den måde opfanger personligheden af og til et glimt af det, der er hinsides menneskets sanser, og sender dem til bestemte hjerneceller (som har funktioner, der er ukendte for naturvidenskaben), og på den måde bliver mennesket clairvoyant. Hjernen og hjertet er specielle organer, som det højere tankesind bruger, når det ønsker at påvirke personlighedens tankesind til at stimulere kroppens finere partikler for at præsentere åndelige idéer. Mere specifikt kan hjernen beskrives som organ for de lavere manasiske aktiviteter, der fra de indre aspekter af mennesket strømmer ud som manasisk væske − mens hjertet er det organ − som endnu kun er meget lidt udviklet til højere formål – dvs. til de usynlige buddhiske eller buddhi-manasiske aspekter af menneskets system. Når hjernen er blevet trænet til at modtage indstrømningen af den nuværende påvirkning, vil væskens højere aspekter ”bade hjertet”, og derfor lever mennesket sit liv − i det mindste i en periode − i de højeste dele af sit system, og midlertidigt bliver den en slags halvgud på Jorden. (Se også Astrallegemet, Hjernebevidsthed, Hjerte, Kama-Manas, Manas og Mentallegemet).
Hjernebevidsthed
Hjernebevidsthed er et ord, der ofte bruges af esoterikere, når de vil beskrive personlighedens astrale aspekt. Det er den blege og ofte forvrængede afspejling af tankevirksomhed hos den reinkarnerende sjæl. I den fysiske verden er den i virkeligheden repræsentant for kama-manas – dvs. tankesindet, der er betinget af materialisme. Det lavere tankesind eller de psykiske nerveimpulser fra hjernen fungerer via nervesystemets ganglier i de kamiske centre − eksempelvis lever, mave og milt − selv om centralnervesystemets ganglier befinder sig i kraniet. Hjernen og hjertet er også organer for åndelige og intellektuelle evner, der er langt højere end de evner, der kommer til udtryk via personligheden og hjernebevidstheden. På den måde arbejder de højere former for tænkning – overbevidstheden − sammen med hjerne- og hjertecentrene. Kroppen i almindelighed og hjernen i særdeleshed er sammensat af både finere og grovere elementer. De finere reagerer på den guddommelige visdoms åndedræt, som er utilgængeligt for lidenskaber og det lavere tankesind, for det skal reagere på og aktivere nervesystemets grovere elementer. Hjernen er derfor en slags reflektor for tankestrømmene og følelsernes tidevand, som viser sig som ebbe og flod i de kamiske centre i det indre menneske, og som distribueres via nervesystemets ganglier i kraniet til de fysisk-kamiske centre i kroppen. Mennesket bruger knap nok selve hjernen − eller i hvert fald kun i dens laveste aspekter eller funktioner − og det er kun på helt usædvanlige tidspunkter, at hjernens væv er gennemtrængt af den pragt, der stammer direkte fra den højere natur, og som arbejder via pinealkirtlen og hypofysen i kraniet og via det hemmelige center i hjertet. (Se også Hjerne, Hjerte, Kama, Kama-Manas og Manas).
Hjernetelepati
Hjernetelepati vil sige hjerne-til-hjerne telepati. Det er en form for fysisk-æterisk telepati, hvor to mennesker udveksler tanker og følelser fra hjerne til hjerne. Det sker ofte i tætte relationer. Det er en meget almindelig form for telepati, som mange familier oplever, når de samtidig og spontant giver udtryk for fælles idéer, impulser, behov osv. uden først at have talt om det.
Hjerte
I menneskekroppen er hjertet basis for buddhisk bevidsthed, der svarer til anahata-chakra (hjertechakra), som er styret af planeten Venus. Der er tre vigtigste centre i menneskekroppen – hjertet, som er center for åndelig bevidsthed – hovedet, som er center for mental bevidsthed − og navlen, som er center for kamisk eller følelsesmæssig bevidsthed. Sjælen arbejder igennem hjertet, når den forsøger at sende impulser til sin personlighed, der fungerer via hjernen. I den forstand er hjertet den vigtigste del af kroppen, og når kanalen er fuldkommen, medfører det åndelig kontrol og syntese mellem atma-buddhi-manas. Fra en anden synsvinkel svarer hjertet til prana, men kun fordi prana og det auriske hylster stort set er det samme, og fordi hjertet som jiva er det samme som den universelle guddom. Kosmisk set er Solen det bankende hjerte i solsystemet, og cyklussen med solpletaktivitet ca. hvert 12. år repræsenterer hjerterytmens cyklus, fordi det udsender og modtager cirkulationen fra de mange planer, der opretholder solsystemet. Solen er et bankende hjerte, men set fra en anden synsvinkel er det en hjerne. Der er en tilbøjelighed til at bruge ordene hjerte og hjerne bogstaveligt, men det har intet at gøre med virkeligheden. Det er ikke den fysiske solskive, der er det virkelige hjerte eller den virkelige hjerne. De er smeltet sammen, og de fungerer som en enhed. Hjernen og hjertet er guddommen, som er bagved, over og inden i Solens fysiske legeme. (Se også Anahata-chakra, Atma-Buddhi-Manas, Aura, Buddhi, Hjertechakra, Jiva, Kama og Prana).
Hjertechakra
Hjertechakraet befinder sig på overfladen af menneskets æteriske legeme ud for hjertet. Det er tilknyttet hjertecentret i den æteriske rygsøjle. Chakraet er forbundet med thymuskirtlen eller brislen. Hjertechakraets funktion er at udtrykke åndelig kærlighed (det indfølende menneske). Det forbinder mennesket til det buddhiske plan (bevidsthedsplanet over sjælens plan eller kausalplanet). Hvis et menneske overvejende er styret af sin sensitivitet, og lever ud fra ønsket om at give og modtage kærlighed (som ikke må forveksles med lidenskab, begær, tiltrækning eller ønsket om at eje), ved man, at hjertechakraet (anahata) er dominerende. Det er et menneske, der handler til gavn for andre. Det er ikke styret af lavere følelser, lidenskaber eller begær, men af aspiration – dvs. uselviske følelser. (Se også Anahata-chakra, Aspiration, Buddhi og Kausallegeme).
Hjertets symbolik
(Egyptisk). ”Øjnenes syn, ørernes hørelse og næsens ind- og udånding kontrolleres af hjertet”. ”Armenes handling, benenes bevægelse og bevægelse af enhver anden del af det fysiske legeme, styres af hjertet”. Citater fra gamle egyptiske tekster giver hjertet en central placering, som det styrende og kontrollerende organ i menneskets organisme. Det er en funktion, som man i nutiden tillægger hjernen. Det har fået forskerne til at påstå, at egypterne troede, at mennesket tænkte med hjertet, men konklusionen er utvivlsomt forkert. Menneskets handlinger og vurdering af sansningerne er nært knyttet til etik og moral. For de gamle egyptere var hjertet symbol på bevidstheden, for de ønskede at fokusere på bevidsthedens udtryk eller renheden i tænkningen (hjertet), i stedet for på det organ, der er redskab for den lavere tænkeevne og rationelle fornuft (hjernen). Det var grunden til, at hjertet blev vejet i Dommens hal efter den fysiske død, og i den modsatte vægtskål placerede man Maats fjer – sandhedens fjer. Vejningen afgjorde, hvor etisk, moralsk eller ædelt den afdøde havde handlet i de fysiske sansers verden. Kvaliteten af menneskets natur kan derfor udelukkende stamme fra dets bevidsthed. Derfor var hjerte og bevidsthed synonymer i det gamle Egypten. (Se også Amenti, Hjerne, Hjerte og Maat).
Hler
(Oldnordisk). Hler stammer fra ”hles”, der betyder ”beskyttelse”. Hler er havets gud, men han kaldes ofte Ægir i Eddaerne. Hler er en af frostgiganten Ymers tre sønner. Sønnerne var Kari, gud for luften og stormene – Hler, gud for havet − og Logi, gud for ilden. De udgjorde en kosmisk treenighed i den nordiske mytologi. Man kan sammenligne Hler med den græske Okeanos og den walisiske Llyr (havet). Hans ni døtre − Hles-doetr (døtre af Hler) − er bølgerne. (Se også Edda, Gwydion, Okeanos, Ymer og Ægir).
Hoa
(Hebræisk). Hoa er det sted, som ”Faderen” (Ab) udgår fra. Hoa er derfor den skjulte Logos. (Se også Logos).
Hochmah
Se Chokmah.
Hod
(Hebræisk). Hod er den 8. sephira af de 10 sephiroth. Hod er ”det strålende lys” eller Guds pragt, herlighed og majestæt i sin trofasthed mod det skabte. I kabbalaen udgår hod fra de syv foregående sephiroth. Hod er klassificeret som en passiv kraft, dvs. et feminint aspekt, der udgør bunden af venstre søjle i ”Livets Træ”. Hods guddommelige navn er Elohim Tseba’oth. I englehierarkiet er hod repræsenteret som Benei Elohim (Guds søn). Ærkeenglen Michael og planeten Merkur er hods hersker. I forhold til menneskets legeme og som repræsentant for Adam Kadmon (”det himmelske menneske”), betragtes hod som venstre søjle – og i forhold til de syv planeter i Jordens planetariske kæde, svarer hod til kloden B. Den 9. sephira, jesod, udstråles fra hod. (Se også Adam Kadmon, Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Elohim, Geburah, Jesod, Kabbala, Kether, Malkuth, Netzach, Sephiroth og Tiphereth).
Hoddmimirs Holt
(Oldnordisk). Hoddmimirs Holt består af ”hodd”, der betyder ”skatkammer”, og ”mimer” − dvs. kæmpen Mimer − som symboliserer rodstoffet, samt ”holt”, der betyder ”lund”. I den nordiske mytologi er Hoddmimirs Holt ”den hellige lund”, hvor skatkammeret bevogtes, men der søges efter skatten i stoffet under manifestationen. I den hellige lund udskilles Livtraser og Liv − menneskets udødelige principper – når verden er nået til afslutningen af sin levetid, og før verden igen bliver genfødt. (Se også Livtraser og Mimer).
Holisme
(Græsk). Holisme stammer fra ”holos”, der betyder ”hel”. Holisme er læren om helhed – dvs. samhørighed mellem ånd og stof. Det er en filosofisk eller videnskabsteoretisk opfattelse af, at helhederne og ikke delkomponenterne er afgørende. Fænomener betragtes som helheder og ikke som sammensatte enkeltdele. Holisme betyder bl.a., at helheden er mere end summen af delene. Det er blevet almindeligt at tale om et holistisk menneskesyn, navnlig i forhold til sundhed. Et holistisk menneskesyn fokuserer på ”det hele menneske”, dvs. både på de psykiske og fysiske behov. Holisme medfører, at mennesket ikke kun består af fysisk stof, men desuden er energi. Mange alternative behandlere arbejder ud fra en holistisk orientering. Det betyder, at det enkelte menneske og alt i verden er uløseligt forbundet. (Se også Ateisme, Dualisme, Gnosticisme, Gud, Guddom, Henoteisme, Monisme, Monolatri, Monoteisme, Pandeisme, Panenteisme, Panteisme, Pluralisme, Polyteisme, Teisme, Theos, Treenighed, Triade, Trimurti og Universalisme).
Holotyper
(Dansk). Holotyper er baseret på videnskaben om ”de syv stråler”, og ordet ”holotyper” er reelt et synonym for ”de syv stråler”. De syv stråler beskrives detaljeret i Alice A. Baileys omfattende litteratur, der blev modtaget fra den tibetanske mester Djwhal Khul og af forskellige teosofiske pionerer, og det er deres beskrivelse af de forskellige stråletyper, der også kaldes holotyper. (Se også Alice A. Bailey og Djwhal Khul).
Homa
(Sanskrit). Homa, homam eller havan henviser til ethvert ritual, hvor offerhandlinger i indviet offerild er den primære rituelle handling. Homa blev praktiseret af rishier i gammel tid i det, der kaldes den vediske æra. I nutiden er sanskritordene homa, homam og havan erstattet af ordet yajna. Homa er en vigtig religiøs praksis i hinduismen, hvor den er en del af de fleste sanskar-ceremonier. De er også udbredt i nutidens buddhistiske traditioner – især i de tibetanske og japanske vajrayana-traditioner – og i jainisme. (Se også Hinduisme, Jainist, Rishi, Sanskara, Sudarshana-chakra, Vajrayana og Yajna).
Homer
(Græsk). Homer eller Homeros var græsk digter, og han er muligvis forfatter til Iliaden og Odysseen, som er heltedigte om den trojanske krig og Odysseus’ rejser. Fra kilder i antikken oplyses det, at det er ham, der er forfatter til de to store episke digte og de homeriske hymner. Det er imidlertid usikkert, om Homer er en historisk person og derfor også, om det var ham, der skrev digtene, eller om det bare var ham, der samlede digtene og skrev dem ned. Nogle forskere mener, at der levede en historisk Homer i det 8. årh. f.Kr., mens andre mener, at digtene stammer fra en mundtlig tradition, og derfor blev de først nedskrevet senere. Men ingen ved med sikkerhed, hvor Homer var født, eller hvornår han levede. Forestillingen om, at han var blind, kan stamme fra den homeriske hymne til Apollon, som man mener, er skrevet af Homer, for her bliver digteren beskrevet som ”en blind mand”. Blindhed var imidlertid et typisk træk for vismænd og digtere i traditionen. I oldtiden var der adskillige byer, der påstod, at de var Homers hjemby. (Se også Odysseus).
Homogen
(Græsk). Homogen stammer fra ”homogenes”, der er afledt af ”homos” og ”génos”, der betyder ”art”. Homogen betyder derfor ”ensartet” eller ”udifferentieret”. Homogen bruges bl.a. om stoffets urtilstand. Homogenitet er et homogent system eller en homogen blanding. Det er et system, hvor der ikke kan ses grænseflader mellem systemets komponenter. Prøver udtaget forskellige steder i en homogen blanding vil have samme egenskaber og sammensætning. Modsætningen er heterogen. (Se også Heterogen og Heterogenitet).
Homogenitet
Se Heterogenitet.
Homuculus
(Latin). Homuculus eller Homunculi stammer fra ”homo”, og slægten homo er samlebetegnelse for de arter, der er mest beslægtet med mennesket. Homuculus betyder ”lille menneske” eller ”mandsling”. Middelalderens alkymister i det 16. årh. beskæftigede sig med muligheden for at skabe et kunstigt menneske via materialiseringsforsøg. Med ”lille” menes der ikke nødvendigvis lille i størrelse, men snarere ufuldstændig. Paracelsus påstår, at han har skabt dem, og han har givet detaljerede og ofte grusomme forklaringer på deres fremstilling. Resultaterne findes i gamle bøger om magi. Principperne for jord og vand er en nødvendighed for at skabe organismen og vitaliteten, og magikerens vilje er ledetråd for kraften, og en form for naturånd skal desuden belive organismen, sådan som det nævnes i Zohar. Men resultatet af processen er bare et dyr med menneskeform − eller med andre former. Hvis man vil skabe et komplet menneske, vil det være nødvendigt at efterligne manasaputraernes handling. H.P. Blavatsky forventer, at naturvidenskaben en dag vil være i stand til at skabe en homuculus, på samme måde som middelalderens alkymister drømte om at gøre det. I nutidens naturvidenskab kan en homunculus være en betegnelse for menneskekroppen, hvis den på en eller anden måde afviger fysiologisk, psykologisk eller på andre bizarre måder. (Se også Manasaputra, Paracelsus og Zohar).
Honavar
(Pahlavi). Honavar, Ahunavar eller Ahuna-Vairya (Avestisk) er det gamle persiske navn for den kosmiske årsag, Logos eller Ordet. I Avesta blev det hellige skabende ord givet af Ahura Mazda til Zarathustra – ”i den grænseløse tid”. Det hellige ord var et effektivt våben, som gav Zarathustra en fordel i kampen med Ahriman. Ahura Mazda forvirrede Ahriman ved at intonere honavar dengang verden blev skabt. (Se også Ahriman, Ahura Mazda, Avesta, Logos og Zarathustra).
Honning
(Egyptisk). ”Solguden Ra græd, og tårerne fra hans øjne faldt på jorden og forvandledes til en bi. Bien byggede en bikube og samlede både honning og voks fra blomsterne”. Egypterne brugte legenden for at forklare, hvordan bien kom til verden, og man ved fra teksterne og reliefferne, at de gamle egyptere altid spiste honning i store mængder. Nogle gange gik de ud i ørkenen for at samle vild honning, og i de sene perioder importerede de honning fra Grækenland og Syrien. Honning blev brugt i fremstillingen af medicin, men den blev aldrig brugt til balsamering, sådan som det nogle gange skete i den græske nation. Honning og honningdug blev nogle gange brugt af fortidens forfattere som symbol på visdom. Idéen er baseret på bierne (symbol på indviede), som samlede nektar eller honning (viden) fra blomsterne (livet) og forvandle det til honning, som repræsenterer menneskelivets erfaringer, som er lagret i hukommelsen, og den viden, der er høstet på den måde, forvandles til visdom. Præstinderne i bestemte græske templer blev kaldt melissai (bier). I den oldnordiske opfattelse af verdenstræet (Yggdrasil), blev den dug, der faldt fra det kosmiske træ, kaldt honningdug, og den blev indsamlet af ”bier” – dvs. de indviede, som ved hjælp af ritualer var i stand til i harmoni at synkronisere sig med forskellige kosmiske kræfter og bevidsthedsplaner. På den måde blev de kanaler eller fortolkere af den kosmiske visdom for menneskeheden. Idéen er beslægtet med de gamle grækeres dybere betydning af ambrosia, som var gudernes drik. (Se også Ambrosia, Træ og Yggdrasil).
Honover
(Persisk). Honover er den persiske Logos eller det manifesterede Ord. (Se også Logos).
Hoppen
Se Ashwini Mudra (yoga-øvelse).
Hor-Amon
(Græsk/egyptisk). Hor-Amon (græsk) eller Heru-Amen (egyptisk) betyder ”selvskabt”. Det er et ord i teogonien, der svarer til sanskritordet Anupadaka, som betyder ”forældreløs” eller ”selveksisterende”. Hor-Amon er en kombination af guden Amon med vædderhoved og falkeguden Horus. (Se også Amon, Anupadaka, Horus og Teogoni).
Horchia
(Kaldæisk). Horchia er en ildgudinde, og dermed er hun også gudinde for ildstedet. Horchia svarer på en måde til den romerske Vesta. Horchia er også kendt under navnet Titea Aretia, og hun associeres med Moder Jord, den planetariske ild eller livmoder, der skabte Jorden som en af planeterne i planetkæden. (Se også Planetkæder og Vesta).
Horn
Horn bruges ofte i Bibelen som et symbol på kraft. Alteret i tabernaklet havde eksempelvis horn. I kristendommens og andre religioners profetiske og apokalyptiske bøger finder man drager og andre monstre med horn. Antallet af horn er muligvis en symbolsk henvisning til rodracerne. Hornenes mest generelle symbolik omhandler den naturlige skabende kraft, der er karakteristisk for flere dyr som f.eks. vædderen, tyren, koen, geden osv. Det ses eksempelvis hos grækernes Pan, der var gud for frugtbarhed og formering. Jødedommen havde en ged som syndebuk, og den symboliserede bl.a. menneskets fald ind i dualitet og avling. Satan eller Djævelen afbildes med horn, for han repræsenterer naturens lavere aspekt, og iflg. den populære tro har han horn, og han har desuden bukkehove og bukkehale, for det betragtes som rædselsvækkende og bestialske karaktertræk. Månen, det ældste symbol på fertilitet, har angiveligt horn, og det samme ses i stjernetegnet Tyren, mens vædderhorn ses i Vædderens tegn − den ene repræsenterer det passive og den anden det aktive princip i naturen. (Se også Bibelen, Djævelen, Pan og Rodrace).
Horoskop
(Græsk). Horoskop stammer fra ”horoskopos”, der består af ”horo”, som betyder ”time”, og ”skopos”, der betyder ”undersøge” eller ”iagttage”. ”Horoskopos” vil sige at ”iagttage timerne”. Et horoskop er en grafisk præsentation af planeternes stilling på himlen på et givent tidspunkt og set fra et bestemt geografisk punkt. Som regel opstilles et horoskop for det tidspunkt, hvor det nyfødte barn første gang trækker vejret og fysiologisk set bliver en selvstændig skabning. Det kaldes et fødselshoroskop. Det er muligt at opstille horoskoper for en hvilken som helst begivenhed. Horoskopet er udtryk for både en årscyklus og en døgncyklus. Årscyklussen bestemmer planeternes placering i stjernetegn, og de tolv huse dannes som et resultat af Jordens rotation omkring sin egen akse. Astrologen bruger horoskopet som grundlag for en fortolkning af et menneskes psykologiske konstitution samt dets livsforløb, der desuden er underlagt den frie vilje. Den astrologiske filosofi betoner, at ethvert øjeblik rummer en bestemt type energi, som præger barnet ved fødselstidspunktet. Overensstemmelsen mellem planeternes position og individet er et udtryk for den gamle hermetiske lov: ”Som foroven, således også forneden”. Analogien mellem himmellegemernes positioner og menneskets karakter og skæbne kan bevises ved hjælp af åndsvidenskabelige principper og kompetente astrologer. Men for at opnå en fuldkommen prognose er det imidlertid nødvendigt at inddrage langt flere data, end der normalt indgår i nutidens astrologers beregninger – eksempelvis indflydelsen fra de stjerner og planeter, der ikke er synlige for det fysiske syn og de enorme påvirkninger fra rummet. I bedste fald kan astrologer forklare de miljømæssige forhold, der omgiver mennesket, uden at kunne vurdere de ubestemte faktorer, som er et resultat af den fri vilje og den aktive intelligens. (Se også Astrolog, Astrologi og Astrologisk tydning).
Horus
(Egyptisk/græsk). Horus eller Heru (egyptisk) er en guddom, der er associeret med solguden Ra, og Horus svarer på mange måder til grækernes Apollon. Oprindeligt var Horus to forskellige guder − Heru-ur (Aroeris eller Horus den Ældre) og Heru-pa-khart (Harpokrates, Horus den Yngre, Horus-barnet eller Horus den Anden). Men i senere tider blev de to guddommes karakteristika lagt sammen til én. Man ændrede desuden den oprindelige guddom, som var selvfødt, til det mytologiske aspekt i skikkelse af et helligt barn, der indgik i triaden Osiris-Isis-Horus − Faderen-Moderen-Sønnen. Relieffer med Isis, som ammer Horus-barnet, findes overalt i Egypten. Hvert aspekt af guden blev repræsenteret på forskellige måder, men de fleste viste guddommen i skikkelse af en falk. Pga. Horus’ kamp med Seth, blev Heru senere til det engelske ord ”hero”, der betyder ”helt”. Horus er den store gud, der er ”elsket i Himlen”. Han er ”gudernes (monadens) afkom” (sjælen). Han kommer fra mammisiet − det hellige fødested (verdens livmoder), og derfor er han ”barkens mystiske barn”. Iflg. Dødebogen hjælper Horus de døde, for han introducerer de afdøde for Osiris, og går i forbøn for dem. I pyramideteksterne er Horus og Seth afbildet, hvor de viser evolutionsstigen til den afdøde, som derefter kan fortsætte sin rejse ind i højere regioner. (Se også Apollon, Harpokrates, Harviri, Horus Behdety, Horus den Anden, Horus den Ældre, Horus Harmachis, Horus Harsomtus, Horusøjet, Isis, Mammisi, Osiris, Ra og Seth).
Horus Behdety
(Egyptisk/græsk). Horus Behdety vises som en vinget solskive. Horus-templet i Edfu er primært templet for helten, Horus den Anden, men det er samtidig templet for Horus Behdety. Horus Behdety kaldes ”faderens hævner”. Horus tog skikkelse af en vinget solskive og fløj op til Himlen. Horus Behdety er den vingede solskive. Før var han Horus den Ældre, men han ændrer form og blev til en strålende sol. Han bliver næsten lig sin fader Ra – den lysende solskive, der løfter sig op over horisonten og stiger op på himlen. Horus Behdety symboliserer neofytten, som gennem inkarnationernes utallige kampe og indvielsernes hårde prøver systematisk har forvandlet sin natur. Han er nu blevet en lysende, strålende og livgivende skabning. Ved egen kraft har han løftet sin bevidsthed længere og længere væk fra bindingen til livet i den forgængelige verdens forskellige niveauer, og bevæget sig ind i de højere bevidstheders domæne. Han er dog stadig ikke endelig frigjort fra dualitetens magtområde, for først skal han demonstrere for verden, hvad han har opnået. Han må vise sine medmennesker, at det er muligt at svæve triumferende på modsætningernes par og med lethed løfte sig højt på dualitetens vinger, så højt at han nu nærmer sig målet – foreningen med Ra − han himmelske Fader. Horus Behdety er mesteren eller den højt indviede, der nu arbejder i de høje åndelige sfærer, men han har endnu ikke har vundet fuld guddommelig bevidsthed. Han er ikke blevet ét med Ra. (Se også Edfu, Harviri, Horus, Horus den Anden, Horus den Ældre, Horus Harmachis, Horus Harpokrates, Horus Harsomtus, Horusøjet, Isis, Osiris og Ra).
Horus den Anden
(Egyptisk/græsk). Horus den Anden, Horus den Yngre eller Heru-pa-khart var en falkegud, som de gamle egyptere kaldte for Heru. Heru var den anden Horus i den egyptiske gudekreds, hvorimod Horus den Ældre, Haroeris eller Harsiesis var søn af Osiris og Isis. Horus den Ældre symboliserede sjælen på sit eget plan (kausalplanet). Horus, der var søn af Seth og Nephthys, hed Horus den Anden. Horus den Anden symboliserede menneskets sjælsaspekt i inkarnation. Horus den Anden var derfor barn af Horus den Ældre – sjælen på sit eget plan. Horus den Ældre var den essentielle sjæl, mens Horus den Anden var et lavere aspekt af Horus den Ældre. Horus den Anden vises som menneske med falkehoved, og man kaldte ham ”kongen, der regerer over alt” og ”herskeren over de to lande”. Han repræsenterede derfor et andet og højere aspekt end Horus Harsomtus, som var ”foreneren af de to lande”. Han var symbol på neofytten, som via møjsommelig og systematisk karakteropbygning havde forfinet sin natur og sine legemer, tilkæmpet sig fuld kontrol over personligheden, rejst kundalinikraften og bygget sjælskontakten ved egen kraft. Han var derfor idealkarakter for templernes neofytter, for han var et symbol på den integrerede personlighed. Han symboliserede det menneske, der havde udviklet total kontrol over sine tanker, følelser og handlinger. De fungerede som en helhed og udgjorde derfor et ideelt redskab for sjælen (Horus den Ældre). Som tegn på den åndelige status, bar Horus den Anden Øvre- og Nedre-Egyptens krone på hovedet. I overført betydning havde han erobret dobbeltriget. Øvre- og Nedre-Egypten var symboler på de højere og de lavere chakraer. Foreningen af chakraerne, svarer til foreningen af ånd og stof. Han symboliserede derfor den rejste kundalinikraft. Kampen med Seth (personligheden) var vundet. Horus havde gennemført genopstandelsen. Derfor var han ”den genopstandne”. Og derfor var det egyptiske navn for Horus den Anden ”Heru”, som betyder helten. På engelsk er navnet blevet til ”hero” (helten). (Se også Harviri, Horus, Horus Behdety, Horus den Ældre, Horus Harmachis, Horus Harpokrates, Horus Harsomtus, Horusøjet, Isis, Kausalplanet, Osiris og Ra).
Horus den Ældre
(Egyptisk/græsk). Horus den Ældre eller Horus den Store, hed oprindeligt Heru-ur, Aroeris, Haroeris eller Harsiesis. Han var ”født i mørket før verdens skabelse”. Horus den Ældre er sjælen på sit eget plan (den store sjæl) i modsætning til Horus den Anden, der er det aspekt af sjælen, der er i inkarnation (den lille sjæl). Horus den Ældre er de gamle egypteres falkegud. Foreningen af Osiris og Isis (symbol på højere bevidsthed) resulterede i fødslen af gudesønnen Horus den Ældre (sjælen på sit eget plan − kausalplanet). Horus den Ældre symboliserede bevidstheden. Han var kvalitet og udvikling. Han var spændingsfeltet mellem pluspol og minuspol – mellem det åndelige og det stoflige – mellem Osiris og Isis – mellem Faderen og Moderen eller Helligånden. Horus den Ældre var derfor ”gudesønnen”. Han var den egyptiske version af Kristus – ”Menneskesønnen” – som repræsenterer sjælsaspektet i mennesket. Når egypterne brugte ordet ”Hor”, refererede de til falken, som de så cirkle på himlen højt over deres hoveder. ”Hor” kan enten betyde ”ansigt” eller ”i det fjerne”. Lettere modificeret til ”horet” betyder det ”himmel”. Falken jager på jorden og løfter sig ved egen kraft mod Solen og lyset. Det var en iagttagelse, som de egyptiske hierofanter brugte, når de forklarede, at Horus den Anden – sjælen i inkarnation – løftede sig mod sjælen på sit eget plan, og at sjælen på sit eget plan løftede sig mod Ra – ånden eller monaden. Horus den Ældre blev derfor fremstillet som et menneske med falkehoved, og som krone bar han en strålende solskive omgivet af en uræusslange. Solskiven med uræusslangen er identisk med det symbol, der blev båret af solguden Ra, for Horus den Ældre (sjælen) er et spejlbillede af Ra (monaden) – og et spejlbillede er som bekendt en nøjagtig kopi af den, der spejler sig. Horus den Ældre er ”den ældre”, fordi han symboliserede sjælen på sit eget plan i modsætning til Horus den Anden, der symboliserede det aspekt af sjælen, der er inkarneret i menneskets personlighed. Hele menneskets sjæl inkarnerer ikke ved fødslen − kun et mindre aspekt af sjælen. Hovedparten af sjælen befinder sig på kausalplanet eller sjælsplanet, og her overvåger den inkarnationen og udviklingen. Den åndelige realitet symboliserede de gamle egyptere med falkens altseende øje. Mennesker, der arbejder med åndelig udvikling, kender opdelingen af sjælen, og hvis man i det fysiske liv arbejder på at skabe sjælskontakt, er det sjælsaspektet, der er inkarneret i personligheden, der forsøger at etablere en bevidst kontakt med sjælen på sit eget plan. Horus den Ældre repræsenterede sjælen på kausalplanet, og det forklarede ypperstepræsterne (hierofanterne), når de beskrev menneskets trefoldige natur, som består af ånd, sjæl og personlighed – Osiris, Horus og Isis – Fader, Moder og Søn. Neofytterne lærte om Ra, som projicerer sig selv ned på kausalplanet og bliver Horus den Ældre, som igen sender en del af sig selv i inkarnation på det fysiske plan som Horus den Anden. Legenderne fortæller, at ”Horus underlagde sig Seth og genforenede alt”. Det skal forstås sådan, at han underlagde sig personligheden og genforenede sjælens lavere aspekt med sjælen på sit eget plan. H.P. Blavatsky fortæller i Den Hemmelige Lære, at Horus den Ældre er et gammelt aspekt af solguden og samtidigt med Ra (Solen) og Shu (solenergien). (Se også Harviri, Hierofant, Horus, Horus Behdety, Horus den Anden, Horus Harmachis, Horus Harpokrates, Horus Harsomtus, Horusøjet, Isis, Kausalplanet, Monade, Osiris, Ra, Seth og Uræus).
Horus Harmachis
(Egyptisk/græsk). Horus Harmachis er det græske ord for det oldegyptiske ”Hor-m-akhti”, der betyder ”Horus i de to horisonter”. Den traditionelle fortolkning siger, at de to horisonter repræsenterer dagens sol og nattens sol − eller solopgang og solnedgang. Den åndsvidenskabelige forklaring oplyser, at Horus Harmachis er det unge drengebarn, der symboliserer den tiltagende sjælskontakt, som på dette stadie stadig er ubevidst. Neofyttens spirende åndelige interesse i skikkelse af Horus Harpokrates er nu vokset til mere konkret indsigt i det indre menneskes natur. Set fra neofyttens synsvinkel befinder Horus eller sjælen sig nu i to horisonter. Horus i den ene horisont repræsenterer sjælen på sit eget plan, og Horus i den anden horisont symboliserer ånden eller monaden. Neofytten kender nu vejen til ægte åndeliggørelse, for via indvielsens processer er det første mål forening med sjælen på sjælsplanet. Der skal opbygges en permanent sjælskontakt. I åndsvidenskaben kaldes den ”bro”, der bygges til sjælen, for antahkaranaen eller regnbuebroen. Når sjælskontakten er etableret, og neofytten fungerer som et sjælsinspireret menneske i det fysiske liv, skal sjælens domæne forlades, for det ultimative mål er forening med ånden eller monaden. Horus Harmachis er et Horus-aspekt, der altid forbindes med uræus-slangen og indvielse. Uræus-slangen symboliserer kundalinikraftens rejsning – dvs. den psykiske energi, der bevæger sig fra chakra til chakra i den æteriske rygsøjle. Det er en proces, der sker over utallige inkarnationer. Kundalinirejsningen betyder, at den spirende sjælsbevidsthed i Horus Harpokrates vokser, og det resulterer i en aktivering af stoffet over sjælsplanet – det buddhiske. Den åndsvidenskabelige beskrivelse af Horus Harmachis er derfor den første vækkelse af det buddhiske bevidsthedsområde, der befinder sig over sjælsplanet. Buddhisk bevidsthed kommer til udtryk som intuition. Bevidstheden ekspanderes nu op i det åndelige, evige og formløse område, men samtidig er bevidstheden fokuseret i personligheden, der stadig er inkarneret i forgængelighedens verden. Neofytten er endnu ubevidst om de processer, der er under udvikling i den indre natur, men for de egyptiske præster er mennesket nu ”den dobbeltfødte”. Harmachis er også navnet på Sfinksen, som repræsenterer solguden Ra, der esoterisk set er den opstegne gud. Sfinksen ved Giza-pyramiderne er symbol på Harmachis. Man fandt en legende om Horus på nogle tavler i Edfu, og inskriptionen fortalte, at guden engang havde antaget form som en løve med menneskehoved for at bekæmpe sin fjende Seth eller Typhon. I skikkelse af en sfinks blev Horus tilbedt i Leontopolis. Horus (sjælen) er derfor den virkelige Sfinks, som er symbol på det opstandne gudemenneske. Sfinksen er desuden forbillede for neofytterne, som under meget vanskelige prøver gennemgik indvielsesprocessens cyklus. (Se også Antahkarana, Buddhi, Harviri, Horus, Horus Behdety, Horus den Anden, Horus den Ældre, Horus Harpokrates, Horus Harsomtus, Horusøjet, Isis, Kundalini, Monade, Osiris, Seth, Ra og Typhon).
Horus Harpokrates
(Egyptisk/græsk). Horus Harpokrates er det græske ord for det egyptiske ”Heru-pa-khart” eller ”Hor-pe-chod”. Horus Harpokrates vises ofte som et nyfødt barn. Horus-barnet blev født af Isis, men det ammes af Hathor. I den egyptiske symbolik manifesterer Horus Harpokrates sig som et nyfødt barn af solguden i form af ”barnet i lotusblomsten”. Fødslen af Universet vises på samme måde, for solguden Ra fødes også i en lotusblomst, der løfter sig over urhavets mørke vande. Solen er symbol på livet, lyset og fødslen af en ny dag, og Horus Harpokrates var derfor symbol på fødslen af den nye åndelige bevidsthed i mennesket og det nye liv som neofyt. Horus Harpokrates blev derfor også brugt som symbol på − dagens første time, månedens første dag, årets første måned eller kort sagt alt, som er nyt. I utallige inkarnationer har menneskets bevidsthed været fokuseret på stoffet og formens fysiske verden, og det materialistiske menneske har betragtet tilfredsstillelse af fysiske begær som livets mål og mening. Menneskets materialistiske niveau symboliserede de gamle egyptere med en kylling. Kyllingen har hele sin opmærksomhed rettet mod jorden, hvor den søger efter føde. Det er her, den finder det, den begærer. Den har endnu ikke udviklet sine vinger, for vingerne er symbol på evnen til ved egen kraft at løfte sig fra jorden, frigøre sig for dualiteten og i fuld balance svinge sig op mod Solens lys. De dunede vingestumper viser tydeligt den manglende evne og kraft i den åndelige udvikling på det niveau. Efterhånden erfarer det materialistiske menneske, at lykken, som det utrætteligt har jagtet, aldrig kan findes i den fysiske verden – forgængelighedens verden. Opmærksomheden vendes for første gang indad, og den sovende åndelige bevidsthed vækkes til live. Den indre fødsel er indledningen til menneskets vandring på indvielsesvejen. Horus Harpokrates var desuden symbol på stilhed eller tavshed om mysterierne. (Se også Harviri, Horus, Horus Behdety, Horus den Anden, Horus den Ældre, Horus Harmachis, Horus Harsomtus, Horusøjet, Isis, Osiris, Ra, Seth og Typhon).
Horusøjet
(Egyptisk/græsk). Horusøjet var et helligt symbol i gamle Egypten. Det blev kaldt uazit eller utchat. De gamle egyptere illustrerede sjælen og personligheden ved hjælp af Horus’ øje, som repræsenterede henholdsvis Solen og Månen – det livgivende lys og dets refleksion på et lavere niveau. I sit højeste aspekt var Horus’ højre øje den positive, objektive manifesterede Sollogos, der bragte alle monader i cirkulation. I mennesket er det monaden eller ånden, der er kilden til al erfaring. Uden for sanktuarierne symboliserede Horus’ venstre øje Månen – det vil sige stoffet, mørket og natten, men inden for i helligdommen var venstre øje det subjektive, der afbalancerede det objektive – det transcendente, der opretholdt det immanente. Øjet har form som et æg, og begge rummede det guddommelige kim, som i sit højeste aspekt udfoldede sig som den vingede solskive – det tredje øje. De enkelte buede øjenvipper forestillede uræusslangens åndelige kraft, og tårerne fra begge øjne blev forvandlet til vinger. Horus’ øjne og den vingede solskive rummede dermed den samme lære. Lidelsens og smertens tårer fører til indsigt, derefter til klogskab og til sidst til visdom, der rummer kraften til at føre mennesket ud af reinkarnationens cykliske lovmæssighed. Det solare øje eller Horus’ højre øje symboliserede Sollogos’ aktivitet og kraft. Det altid åbne øje eller altseende øje refererede ikke kun til evig iagttagelse og alvidenhed, men også til ubrudt koncentration, som Sollogos opretholder i hele manifestationsperioden. Iflg. åndsvidenskaben mediterer Sollogos uafbrudt, og i tidens løb forædles de første formers nøjagtighed gennem reproduktion af arketyperne. (Se også Harviri, Horus, Horus Behdety, Horus den Anden, Horus den Ældre, Horus Harmachis, Horus Harpokrates, Horus Harsomtus, Isis, Osiris og Ra).
Hotri
(Sanskrit). Hotri eller Hotr er et brændoffer, dvs. en offergave, der består af ild, og ordet henviser derfor til offerpræsten, der udfører ceremonien. Hotri nævnes i Rig-Veda, og han er en af fire forskellige offerpræster. Hotri er den, der påkalder gudernes kraft ved at recitere mantraer fra Rig-Veda. I Anugita (en af Upanishaderne) bruges flertalsformen symbolsk for de syv sanser, der er personificeret af ”de syv præster”. ”Sanserne skaber ild i sindet (dvs. begær) og giver offergaver til ydre fornøjelser”. De syv er derfor årsager, der kan føre til frigørelse. (Se også Anugita, Rig-Veda og Upanishader).
Houen
(Kinesisk). Houen er et lavere aspekt af menneskets konstitution, der svarer til kama. Et andet aspekt er ”ling”, og det højere ”ling” svarer til buddhi, mens det lavere ”ling” svarer til manas. Efter døden bliver houen til kama-rupa eller astrale elementaler. Kineserne forsøgte at fremkalde houen, når der var begået et mord, for at få oplysninger om sagen. (Se også Astral, Astralplan, Buddhi, Elemental, Kama, Kama-rupa og Manas).
|
