VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Hermafrodit
Betydning
(Græsk). Hermafrodit stammer fra ”hermafroditos”, der betyder ”tvekønnet” – dvs. en dobbeltkønnet skabning. Kilden til begrebet er den græske mytologis Hermes (det maskuline) og Afrodite (det feminine), som fik barnet Hermafroditos. Barnets navn er en kombination af forældrenes navne og afslører dermed den dobbelte natur. Hermafroditos var en ung, smuk mand, som nymfen Salmakis forelskede sig i. Hun bad guderne om at forene deres legemer, og de to blev ét – en kombination af mand og kvinde. I mytologiernes verden − ikke mindst i den græske − er androgynitet et symbol på helhed eller den oprindelige enhed og harmoni. Hermafroditten er symbol på naturens universelle polaritet, og polariteten er en udstråling fra de åndelige verdener, der ikke er duale og ikke er polariseret. I abstrakt forstand er hermafroditten en personificering af den universelle polaritet i naturen på dens lavere planer, hvor de såkaldte maskuline og feminine principper er modsatte principper, men alligevel spiller de sammen. De kaldes ofte positive og negative i deres skabende aspekter. Der er derfor et filosofisk behov for at skelne skarpt mellem det, H.P. Blavatsky kaldte primær skabelse og sekundær skabelse. Primær skabelse henviser til den guddommelige enhed, som rummer alle de hierarkier, der manifesteres senere, og som oprindeligt er en fast bestanddel af Den Ene, mens den sekundære skabelse eller fase i den kosmiske evolution begynder med den fjerde fase eller det fjerde kosmisk plan under den primære skabelse, hvor polaritet eller dualitet og udstrålingens konkretisering af Universet og dets hierarkiske strukturer begynder. På den måde bryder Den Ene frem i sine to aspekter − Parabrahman og Mulaprakriti − og ind i et kosmisk androgynt og manifesteret univers. De aseksuelle skabende metoder i de tidlige rodracer havde udviklet sig til en tvekønnet tilstand i den tidlige og midterste 3. rodrace. Den nuværende seksuelle skabende metode vil også forsvinde på et tidspunkt, når lange tidsaldre har givet mænd og kvinder erfaring med sjælens maskuline og feminine aspekter. Menneskeheden vil i løbet af millioner af år blive dobbeltkønnet og til sidst vil den blive kønsløs. I Platons univers og i åndsvidenskaben er sjælen uden køn, men ved inkarnation i personligheden spaltes den i to. Derefter søger de to halvdele hinanden i en erotisk stræben efter genforening. Kroppen betragtes som et fængsel. Kroppen er en forhindring for at opnå forening. Bestræbelsen går udad mod det modsatte køn og opad mod enhed. Målet er identisk med begyndelsen. Enheden findes før og efter opsplitningen i dualitet. I alkymi søger man efter det hele menneske og den forskelsløse kvintessens. I hinduismens myter og praksis − især inden for tantrismen − er shakti den feminine kraft i Universet, som forenes med Shiva − den maskuline. Billedligt udtrykkes det med en skikkelse, der har to sider − en mandlig og kvindelig. Ved rituel forening (samleje) mellem en mand og en kvinde, kan kønnene transcenderes og blive ét med Universets oprindelige enhed. Den kinesiske Yin-Yang-symbolik viser en komplementær, filosofisk, androgyn helhed. Loke i den oldnordiske mytologi er en mystisk gud, som kan skifte køn. Men man finder hermafroditten i næsten alle folkeslags hellige skrifter og traditioner, og man ville ikke se overensstemmelsen, hvis symbolikken kun var fiktion. Det er indlysende, at menneskeracerne har udviklet sig fra den guddommelige ukønnede enhed − det androgyne princip. I Enoks Bog kan man læse om Adam. Han var angiveligt den første guddommelige androgyne, som blev delt i mand og kvinde. Mennesket er manifesteret fra det formløse ukønnede enhedsprincip, og det har trin for trin antaget stadig tættere form og oplevet tiltagende dualitet. Efter de første androgyne guddommelige menneskeracer opstod der efterhånden rodracer af mænd og kvinder – dvs. individer med modsat køn. De var ikke længere androgyne, kønsløse, halvt åndelige skabninger, som det var tilfældet med de to foregående rodracer. I enhver antropogoni (menneskets udviklingshistorie) hentydes der til dette forhold. Man møder det i fabler og allegorier, i myter, åbenbarede skrifter, i legender og i sagn. Det forklarer det biseksuelle element, som man finder hos enhver skabende guddom − både hos Brahma-Viraj-Vach og hos Adam-Jehovah-Eva og desuden hos Kain-Jehovah-Abel. Og det afslører den esoteriske betydning. Den kønsløse race var deres første skabelse og en modifikation af og fra de rent åndelige væsener. Det var den enlige Adam, og 1. rodrace kaldes derfor ”den adamiske”. Derfra udgik 2. rodrace (den hyperboræiske), som bestod af passive androgyne, og til sidst opstod den tredje eller ”hermafroditten, som ved at dele sig i to” skabte den fjerde osv. Opdelingen i køn opstod derfor i 3. rodrace (den lemuriske). Den fjerde, der havde spist af ”frugten fra kundskabens træ” på godt og ondt, måtte naturligvis erhverve sig visdom via indvielse og hård kamp. Foreningen af visdom og intelligens, som medfører, at visdom kommer til at beherske intelligensen, kaldes i de hermetiske bøger ”guden, som besidder de to køns dobbelte frugtbarhed”. Den kronede hermafrodit er det sande, androgyne menneske, og har intet at gøre med det, man i nutiden kender som homoseksualitet. (Se også Adam, Afrodite, Enok, Hermes, Hyperboræisk, Lemurien, Loke, Mulaprakriti, Parabrahman, Rodrace, Shakti, Tantra og Yin og Yang). |
