Gobi
Gobi-Ăžrkenen er et udstrakt omrĂ„de i det sydlige Mongoliet og det nordlige Kina. Gobi er den stĂžrste Ăžrken i Asien. Den er ogsĂ„ kendt som Shamo, der er det kinesiske ord for âsandĂžrkenâ. Gobi er et vild og tĂžrt omrĂ„de med bjerge og sand, men engang var det et omrĂ„de med frugtbar jord, og en del af Ăžrkenen var tidligere et stort indhav eller en sĂž. Her lĂ„ den âhellige Ăžâ, hvor âviljens sĂžnnerâ (de udvalgte fra 3. rodrace) sĂžgte tilflugt, nĂ„r daityaer sejrede over devaerne, og nĂ„r menneskeheden blev tynget af synder. Kineserne kalder Gobi for âkundskabens havâ, og traditionen siger, at efterkommerne af de hellige flygtninge stadig bor i en oase âi de frygtelige vildmarker i den store Gobi-Ăžrken, som nu er det sagnomspundne Shamballaâ. OmrĂ„det var sidste gang et hav for 10-12.000 Ă„r siden, men en lokal katastrofe afdrĂŠnede vandet mod syd og vest, og det skabte de nuvĂŠrende betingelser. Det siges ogsĂ„, at begivenhederne i forbindelse med udtĂžrringen af Gobi-regionen er forbundet med allegorier over kampe mellem de gode og de onde krĂŠfter, og at âmennesker pĂ„ venstrehĂ„ndsvejen systematisk forfulgte profeter fra hĂžjrehĂ„ndsvejenâ, og det medfĂžrte de materialistiske former for tĂŠnkning i verden. (Se ogsĂ„ Daityaer, Deva, ModstandskrĂŠfter, Rodrace, Shamballa og VenstrehĂ„ndsvejen).
Goetheanum
Goetheanum er den antroposofiske bevĂŠgelses hovedsĂŠde i Dornach i Schweiz. Rudolf Steiner â stifteren af Antroposofisk Selskab â opfĂžrte fĂžrst en bygning af trĂŠ efter antroposofiske principper, men bygningen brĂŠndte og blev senere genopfĂžrt i sten. (Se ogsĂ„ Antroposofi og Rudolf Steiner).
Gogard
(Pahlavi). Gogard, Gokard, Geokar eller Gaekarena er âLivets TrĂŠâ i Avesta. I Bundahishn er det den hvide Haoma eller âLivets TrĂŠâ, som bevogter Harawispa Tohma − trĂŠet med alle frĂž. Det vokser i midten af Farakhard-oceanet (det grĂŠnselĂžse hav eller rummets vande), som alle arter er udgĂ„et fra. Og i nĂŠrheden af det, voksede Gogard-trĂŠet, som skulle holde alle deforme eller hensygnede vĂŠkster vĂŠk, og resultatet var en helt perfekt verden. Gogard beskrives som et frodigt trĂŠ, og i trĂŠets grene boede der en slange. I det makrokosmiske trĂŠ bor âevighedens slangeâ og dermed den absolutte visdom, men slangen i det mikrokosmiske trĂŠ er âden manifesterede visdoms slangeâ. Den ene symboliserer Den Ene og alt, mens den anden andre er den fĂžrste refleksion. Det reflekterede âtrĂŠâ er selvfĂžlgelig mennesket, og slangen bor i ethvert menneske â dvs. den bevidste manas, der er forbindelsen mellem Ă„nd og stof − himmel og jord. (Se ogsĂ„ Avesta, Bundahishn, Haoma og Manas).
Golgata
(AramĂŠisk/hebrĂŠisk). Golgata eller Golgatha stammer fra aramĂŠisk âgulgaltaâ og hebrĂŠisk âgulgolĂ€thâ, der betyder âhovedskalsstedâ. PĂ„ latin er det âCalvariae Locusâ og pĂ„ grĂŠsk âKraniou Toposâ. Iflg. Det Nye Testamente er det stedet, hvor Jesus blev korsfĂŠstet. Navnet Golgata eller hovedskalsstedet skyldes enten stedets form, eller at stedet blev brugt som henrettelsesplads. Golgata ligger sandsynligvis der, hvor gravkirken nu ligger − lige uden for Jerusalems bymur i nĂŠrheden af hovedvejen, der fĂžrer ind til byen. I senere legender omtales Golgata som verdens midtpunkt, hvor indgangen til Jordens indre fandtes, og hvor Adam angiveligt skulle vĂŠre begravet (jf. nogle jĂždiske og kristne traditioner, hvor navnet âhovedskallenâ hentyder til Adams kranie). (Se ogsĂ„ KorsfĂŠstelse).
Golgathakors
Golgathakorset eller det latinske kors, hvor den lodrette nederste bjĂŠlke er lĂŠngere end de tre andre, er et kors, der ikke daterer sig fra kristendommen. Det var kendt og brugt til mystiske formĂ„l flere tusinde Ă„r f.Kr. Det blev brugt i flere forskellige ritualer i Egypten, GrĂŠkenland, Babylon, Indien, Kina, Mexico og Peru. Det er bĂ„de et kosmisk og et fysiologisk (eller fallisk) symbol. Tertullian (160-220 e.Kr.) oplyser, at det eksisterede blandt âhedenskeâ nationer. TAU-korset er det ĂŠldste af alle korsformer. Det egyptiske ankh-kors eller crux ansata, som det kaldes pĂ„ latin, et kors med en cirkel eller ĂŠgform oven pĂ„ et TAU-kors eller T-kors. Det ses i hĂŠnderne pĂ„ nĂŠsten alle egyptiske guder og gudinder, men ogsĂ„ hos Baal og den syrisk-fĂžnikiske gudinde Ishtar (Astarte). (Se ogsĂ„ Ankh, Astarte, Baal, Croix Cramponnee, Fallisk, Kors, Ishtar, Svastika og Tau).
Gomukhasana
(Sanskrit). Gomukhasana stammer fra âgoâ, der betyder âkoâ, âmukhaâ, der betyder âhovedâ eller âmundâ og âasanaâ betyder âstillingâ. Gomukhasana er en yogastilling, der kaldes âkoens hovedâ eller âkohovedstillingenâ. Ordet âgoâ betyder ogsĂ„ âlysâ, sĂ„ âgomukhâ henvise til âlyset i hovedetâ eller âlethed i hovedetâ. Yoga-stillingen har fĂ„et sit navn, fordi lĂ„r og lĂŠggene pĂ„ den, der udfĂžrer gomukhasana, ligner hovedet pĂ„ en ko, for det er bredere i den ene ende og smallere i den anden. Ăvelsen udfĂžres ved at man skubber venstre fod ind under hĂžjre knĂŠ pĂ„ ydersiden af hĂžjre hofte. Derefter krydser man hĂžjre ben over venstre, og anbringer hĂžjre knĂŠ over venstre knĂŠ, og placerer hĂžjre fod pĂ„ ydersiden af venstre hofte. PrĂžv at anbringe hĂŠlene lige langt fra hofterne. Fordi hĂžjre ben er Ăžverst, skal den hĂžjre hĂŠl rykkes tĂŠttere pĂ„ venstre hofte. Tag en dyb indĂ„nding og strĂŠk hĂžjre arm lige ud til hĂžjre parallelt med gulvet. Drej armen indad. Tommelfingeren vender fĂžrst mod gulvet, og derefter peger den mod vĂŠggen bagved med hĂ„ndfladen vendt mod loftet. BevĂŠgelsen vil rulle hĂžjre skulder lidt op og fremad og runde den Ăžverste del af ryggen. Under udĂ„nding placeres armen bag overkroppen. LĂŠg underarmen i lĂŠndens hulning parallelt med taljen, med hĂžjre albue mod hĂžjre side af overkroppen. Rul skulderen tilbage og nedad, og flyt derefter underarmen op ad ryggen, indtil den ligger parallelt med rygsĂžjlen. Bagsiden af hĂ„nden vil befinde sig mellem skulderbladene. SĂžrg for at hĂžjre albue ikke glider vĂŠk fra hĂžjre side af overkroppen. Tag en dyb indĂ„nding og strĂŠk venstre arm lige frem parallelt med gulvet, sĂ„ den peger mod den modsatte vĂŠg. Vend hĂ„ndfladen opad, og under en ny indĂ„nding, strĂŠkkes armen lige op mod loftet med hĂ„ndfladen vendt bagud. Under udĂ„nding fĂžres venstre arm bagud for at se, om hĂŠnderne kan nĂ„ hinanden mellem skulderbladene. LĂžft venstre albue mod loftet, og hold hĂžjre albue mod gulvet. Hvis det er muligt, hĂŠgt fingrene pĂ„ hĂžjre og venstre hĂ„nd sammen. Nakken holdes strakt uden at hovedet bĂžjes frem. Hold stillingen i ca. et minut. Slip armene, sĂŠt de krydsede ben tilbage i normal stilling. Gentag Ăžvelsen med de modsatte arm- og benstillinger. Husk, at uanset hvilket ben, der er Ăžverst, er armen i den samme side lavere. Stillingen bearbejder de omrĂ„der i kroppen, hvor der ofte opstĂ„r kroniske smerter og spĂŠndinger − dvs. hofter og skuldre. Gomukh er desuden et musikinstrument, der minder om et kohoved. (Se ogsĂ„ Yoga).
Gonpis
(Sanskrit). Gonpis er en hyrdinde, der var en af Krishnas legekammerater og ledsagere. En anden var Radha. (Se ogsÄ Radha).
Gopa
(Sanskrit). Gopa bestĂ„r af âgoâ, der betyder âkoâ, og roden âpaâ, der betyder âat beskytteâ eller âat vĂŠrneâ. Gopa er en beskytter, en vĂŠrge, en vogter, en rĂžgter eller en hyrde. I mytologien om Krishna bruges gopa som udtryk for ham som overordnet vogter − eller hyrde, hvis man skal bruge det kristne udtryk for samme idĂ©. (Se ogsĂ„ Gopi og Krishna).
Gopi
(Sanskrit). Gopi er det grammatiske hunkĂžn for âgopaâ, der betyder vogter eller hyrde. I hinduistisk mytologi er det Vrindavana − de kvindelige rĂžgterpiger â der er Krishnas legekammerater og ledsagere i hans drengeĂ„r. De betragtes som mystiske himmelske skabninger, energier eller krĂŠfter. Gopi omtales nogle gange som en af Sakyamunis (Gautama Buddhas) hustruer, men betydningen her er en mystisk kraft. (Se ogsĂ„ Gopa, Krishna og Sakyamuni).
Gorakshasana
(Sanskrit). Guru Gorakshanath var en berĂžmt yogi, der ofte sad i en bestemt stilling. Gorakshasana er derfor betegnelsen for yogi Gorakhnathsâ stilling. Man sidder behageligt pĂ„ et tĂŠppe, bĂžjer begge ben i knĂŠleddene og samler hĂŠle og tĂŠer pĂ„ begge ben. Langsomt fĂžres begge hĂŠle op til mellemkĂždet, og begge hĂŠnder lĂŠgges pĂ„ knĂŠene. Derefter Ă„nder man ind og fylder lungerne med luft og holde ryggen ret. Tryk begge knĂŠ ned til jorden. Sid afslappet og hold vejret sĂ„ lĂŠnge, som det er muligt. Til sidst Ă„nder man langsomt ud, slipper presset pĂ„ benene og slappe af i hele kroppen. TrĂŠk herefter vejret normalt og slap af.
Gorgon
(GrĂŠsk). Gorgon stammer fra det gamle ord âgorgosâ, som betyder âfrygteligeâ, og det stammer sandsynligvis fra den samme rod som sanskritordet âgargâ, der er defineret som en strubelyd, som svarer til et dyr, der knurrer faretruende. Gorgon er tre sĂžstre med vinger, lange skarpe klĂžer, enorme tĂŠnder og pĂ„ hovedet havde de slanger i stedet for hĂ„r. To af gorgonerne var udĂždelige − Stheno og Euryale − men deres sĂžster Medusa var ikke. Oprindeligt var Medusa en smuk ung pige, men da Poseidon forgreb sig pĂ„ hende i Athenes tempel, blev gudinden sĂ„ fornĂŠrmet, at hun forvandlede den mishandlede pige til et uhyre med slangehĂ„r. Medusa blev drĂŠbt af den berĂžmte grĂŠske sagnhelt Perseus, som undgik hende fatale blik, for det ville have forvandlet ham til en sten. Perseus brugte Athenes skjold som spejl. Han var ifĂžrt en usynlighedskappe, og pĂ„ den mĂ„de kunne han se Medusa uden at blive til sten. Pegasus, den bevingede hest, blev skabt af Medusas blod. Pegasus sprang ud fra hendes afhuggede hals. Det er indlysende, at gorgonerne er de krĂŠfter, som hersker pĂ„ naturens lavere planer, og som skal overvindes af aspirantens visdom i indvielsesprocesserne. (Se ogsĂ„ Athene, Medusa, Pegasus, Perseus og Poseidon).
Gorsedd
(Walisisk). Gorsedd er en trone eller et hĂžjsĂŠde hos barderne, nĂ„r de afholdt rituelle mĂžder. En gorsedd afholdes fire gange Ă„rligt ved solhverv og jĂŠvndĂžgn. I gammel tid var der tre gorseddan (eller gorseddau). To af dem var offentlige, og derfor mistede mĂžderne deres hemmelige visdom, men den tredje − gorsedd af Morganwg (Glamorgan) − foregik ikke i offentlighedens sĂžgelys i tidligere tider, og derfor blev det esoteriske indhold (celddysgol eller den hemmelige undervisning) og druidernes visdom bevaret. (Se ogsĂ„ Barder og Druide).
Gossain
(Sanskrit). Gossain er navnet pÄ nogle grupper af asketer i Indien.
Gotra
(Sanskrit). Gotra betyder âraceâ, âstammeâ, âfamilieâ eller âpĂ„rĂžrendeâ.
Gotrabhu
(Pali). Gotrabhu er en bevidsthedstilstand, hvor aspiranten er parat til indvielse. Det er et udviklingsniveau, hvor aspiranten samler de erhvervede egenskaber og styrker dem i det omfang, der krĂŠves, for at kunne tage det nĂŠste store skridt, hvor aspiranten bevĂŠger sig ind pĂ„ den egentlige udviklingsvej som antaget discipel. NĂ„r det niveau er nĂ„et, efterfĂžlges det meget hurtigt af indvielse i nĂŠste grad. Som svar pĂ„ spĂžrgsmĂ„let: âHvem er en Gotrabhu?â svarer Buddha: âDet menneske, der er i besiddelse af de egenskaber, der umiddelbart fĂžrer til begyndelsen af indvielserne, er en Gotrabhu.â (Se ogsĂ„ Gotrabhu-Gnana).
Gotrabhu-gnana
(Pali). Gotrabhu-gnana er betegnelsen for den visdom, som er nÞdvendig for at kunne begynde pÄ indvielsesvejen. (Se ogsÄ Gnana og Gotrabhu).
Grafologi
(GrĂŠsk). Grafologi bestĂ„r af âgrapheinâ, der betyder âskriveâ, og âlogiaâ, der betyder âlĂŠreâ. Grafologi er derfor lĂŠren om, hvordan menneskets personlighedsegenskaber viser sig i hĂ„ndskriften. En grafolog er en hĂ„ndskriftkyndig, som ud fra hĂ„ndskriften er i stand til at analysere et menneskes karakter. Grafologi er ikke det samme som juridisk eller kriminalteknisk skriftekspertise, for med den bedĂžmmer man ĂŠgtheden af underskrifter, eller man sammenligner skriftprĂžver for at fastslĂ„, om ophavsmanden er den samme. Grafologer analyserer skriftprĂžver for at fortolke personlige egenskaber. Grafologi bruges bl.a. til opstilling af personlighedsprofiler, til personaleudvĂŠlgelse eller som redskab til personlig udvikling. Grafologi er ikke en anerkendt videnskab.
Gral
Gral er et bĂŠger, en kop, en beholder, en skĂ„l â eller en upadhi. Gralen har i nogle sammenhĂŠnge samme generelle betydning som en solbark, en ark, en halvmĂ„ne osv. Gralen svarer derfor til buddhi i menneskets opbygning og mahabuddhi pĂ„ kosmisk niveau, pĂ„ samme mĂ„de som Vahana rummer Atman eller Paramatman. Gralen kan indeholde vin, for vin er symbol pĂ„ det Ă„ndelige liv. Gralen findes i Bakkus-ritualerne og i de Orfiske mysterier, hvor et helligt bĂŠger gĂ„r fra hĂ„nd til hĂ„nd og fra mund til mund. Det blev senere til kalken i den kristne eukaristi. Gralen eller den hellige gral i de kristne legender, er det bĂŠger, som Jesus brugte ved den sidste nadver, og senere blev det brugt til at opfange hans blod. Symbolsk svarer det til stenen, der faldt fra Lucifers krone, dengang han styrtede til jorden. Lucifer (lysbringeren) bragte det mentale princip til menneskeheden, og derfor kan stenen betragtes som sjĂŠlens bevidsthed. I middelalderen var gralen forbundet med usĂŠdvanlige krĂŠfter â navnlig i forbindelse med genskabelse af liv og kristen renhed. Gralen er et velkendt symbol i europĂŠiske legender. Gralen har altid vĂŠret et af midlerne til spĂ„dom − enten ved at se koncentreret ned i gralen, eller ved at se i vandet i gralen − eller mĂ„ske ved at blande vandet med teblade eller kaffegrums, men sĂ„ er der blot tale om fysisk supplement til det clairvoyante syn. I tarotkortene findes der bĂŠgre i den lille arkana, som svarer til hjerter i spillekort. (Se ogsĂ„ Atman, Bakkus, Buddhi, Ceridwen, Dionysos, Eukaristi, Lucifer, Maha, Nadver, Orfiske mysterier, Paramatman, Tarot og Upadhi).
Grane
(Oldnordisk). Grane er navnet pÄ Sigurd Fafners trofaste ottebenede hest som han fik af Odin i den nordiske mytologi. Grane er sÞn til Odins egen hest Sleipner. Sigurd rider pÄ Grane gennem en mur af flammer for at fri til Brynhild fÞr Gunnar Gjukeson. Sigurd fragter ogsÄ den skat, han stjal fra Fafner, vÊk pÄ Grane. (Se ogsÄ Alsvin, Alswider, Arvak, Arwaker, Fafner, Guldfaxe, Hest, Hovvarpner, Rimfaxe, Sleipner og Skinfaxe).
Grantha
(Sanskrit). Grantha stammer fra âgranthâ, der betyder âat bindeâ eller âat komponereâ. At binde, sammenbinde og forene henviser til et vers (isĂŠr en sloka dvs. de 32 stavelser), et partitur, en bog o.l. I de gamle sanskrit-manuskripter blev siderne bundet sammen med en snor. Navnet stammer isĂŠr fra sikhernes hellige skrifter. De blev oprindeligt udarbejdet i 1604 af den femte sikh-guru, Arjan. De hellige skrifter bestod af hymner fra de fĂžrste guruer og helgener fra forskellige religioner og kaster. I 1705-6 tilfĂžjede Govindsingh − den tiende og sidste guru â hymner fra den niende guru, og han gjorde opmĂŠrksom pĂ„, at efter ham ville grantha erstatte guruen. Temaet for hymnerne er forening af menneskets sjĂŠl med det guddommelige ved at overvinde egoisme og separatisme. (Se ogsĂ„ Guru, Sikh, Sikhisme og Sloka).
Gravtempel
(Egyptisk). Det er en almindelig antagelse, at Amenhotep IIIâs tempel, Rammeseum, Hatshepsuts tempel, Medinet Habu-templet og Mentuhotep IIâs tempel â som alle ligger pĂ„ Vestbredden ved Luxor â er gravtempler, der er knyttet til gravene i Kongernes dal, som ogsĂ„ ligger pĂ„ Vestbredden, men bortset fra Hatshepsuts tempel adskiller de thebanske gravtempler sig ikke fra andre templer, der er dedikeret til guderne. Faraonerne blev begravet i dybe klippegrave i Kongernes dal. Gravene blev lukket og kamufleret, og alle spor var slettet. Men samtidig opfĂžrte de samme faraoner gravtempler, hvor den afdĂžde farao fra den âanden sideâ kunne stĂ„ i kontakt med efterfĂžlgere og efterkommere og pĂ„ denne mĂ„de inspirere og pĂ„virke det egyptiske riges fortsatte udvikling i den fysiske verden. Gravtempler var kulttempler, som var dedikeret bĂ„de til guderne og gudernes reprĂŠsentant i den fysiske verden â faraoen. Umiddelbart lyder det mĂ„ske mystisk, men i nutiden gĂžr man i princippet det samme, nĂ„r man bygger kirker for Jesus. Man pĂ„stĂ„r, at Jesus var Guds sĂžn og dermed Guds reprĂŠsentant pĂ„ Jorden for mere end 2.000 Ă„r siden, og pĂ„ samme mĂ„de var faraonerne Guds sĂžnner og gudernes reprĂŠsentanter Ă„rtusinder fĂžr Jesus. De kristne prĂŠster opfordrer menigheden til at komme i kirkerne for at blive inspireret af Jesu liv og lĂŠre, pĂ„ samme mĂ„de som egypterne kom i gravtemplerne for at kontakte deres symbol pĂ„ et ophĂžjet og Ă„ndeligt liv. Private havde ikke rĂ„d til at bygge gravtempler, sĂ„ mange adelige opfĂžrte kultsanktuarier, men de fleste ânĂžjedesâ med en Mastaba. (Se ogsĂ„ DĂždetempel, Hatshepsut, Mastaba, Medinet Habu og Mentuhotep).
Grif
(GrĂŠsk). Grif stammer sandsynligvis fra det oldsemitiske ord âkrbâ (ligesom âkerubâ). Ordet blev lĂ„nt fra grĂŠsk i formen âgrypsâ eller âgryposâ, der var en betegnelse for de griffer, der dukkede op i grĂŠsk kunst i 600-tallet f.Kr. Latin overtog ordet i formen âgryphusâ, og fra det tysk âGreifâ blev ordet til âgribâ og âgrifâ pĂ„ dansk. En grif er et fabeldyr. Der findes tre slags griffe. LĂžvegriffen, der har lĂžveforkrop og lĂžvehoved, samt vinger og bagkrop som en Ăžrn. Perserne brugte for det meste lĂžvegriffen. Slangegriffen, har lĂžvekrop (ofte skĂŠllet) og lĂžveforben, men den har for det meste fuglebagben. Hovedet er formet som en hornet slanges, og det sidder pĂ„ en stĂŠrkt snoet hals. Som hale kan den have endnu en slange (ligesom Kerberos â hunden med tre hoveder, der bevogter portene til Hades). Den har desuden ofte vinger. Fuglegriffen har forkrop som en Ăžrn og bagkrop som en lĂžve (ofte med Ăžrer som en kat). Det er den type grif, man ser i europĂŠisk tradition. Som type er den ĂŠldgammel. Den findes f.eks. pĂ„ en 5.000 Ă„r gammel seglsten fra Susa i det vestlige Iran. Griffen er et af de mest kendte fabeldyr i verden og et af de ĂŠldste (den har vĂŠret kendt i over 6.000 Ă„r). Griffen bevogter typisk skatte og hellige steder. Den holder sig til Ăžde steder som f.eks. Ăždemarker. De gamle egyptere kendte griffen. Griffen hĂžrer til den almindelige gruppe af drager, fantasivĂŠsener osv., som enten er symbolske abstraktioner, reminiscenser af uddĂžde dyr, eller de er reelle former, der er iagttaget af clairvoyante, og formerne er udtryk for bestemte kosmiske krĂŠfter. NĂ„r assyriske, persiske og grĂŠske griffer blev reprĂŠsenteret som frygtindgydende vogtere af skatte, viser det, at de er symbol pĂ„ naturlige energier, som mennesket skal have under kontrol for at erhverve sig skatten, som er Ă„ndelig visdom og kraft. De er desuden et symbolsk udtryk for de krĂŠfter, som vogter og styrer de lavere naturriger, og de kan modstĂ„ og true enhver, der udfordrer deres magt og skat, og derfor fremstilles de som rĂŠdselsvĂŠkkende monstre. (Se ogsĂ„ Hades, Kerberos og Kerubim).
Grihastha
(Sanskrit). Grihastha bestĂ„r af âgrihaâ, der betyder âhusâ eller âhjemâ, og âsthaâ, der betyder âat placereâ eller âat stĂ„â. Grihastha betyder derfor en âhusejerâ, men ogsĂ„ et âfamilieoverhovedâ. I en populĂŠr udlĂŠgning er det en âfamilieprĂŠstâ i hinduernes prĂŠstehierarki. Iflg. Manuens lov er der tale om det andet niveau eller den anden periode i braminens religiĂžse liv. Braminen skulle fungere som overhoved for en husholdning og som far i en familie. Braminen fortsatte sine studier og sin undervisning i Vedaerne, og han skulle desuden bĂ„de gĂžre ofre og hjĂŠlpe i forbindelse med offerhandlingerne. (Se ogsĂ„ Bramin, Dharma-savarni, Manu, Rodmanu og Veda).
Grihya
(Sanskrit). Grihya Shastra eller grihya sutra betyder âlevereglerâ eller âkodeks for husstandenâ. Det er et vigtigt element i den klassiske Smriti-litteratur, der udstikker regler og skikke for det hjemlige liv − herunder ceremonier og andre private ritualer, der sĂŠdvanligvis stadig fĂžlges i nutidens Indien. Grihya Sutras (eller Shastra) er en del af Kalpa Vedanga eller Kalpa Sutras, der er âproceduremĂŠssige levereglerâ, som ogsĂ„ omfatter Shrauta og Shulba Shastra, der er offentlige vediske ritualer, og Dharma Shastra eller Dharma Sutra, der omhandler national sociallovgivning. Blandt de mest kendte Grihya Sutraer er Ashvalayanas Grihya Sutraer, der er knyttet til Rig-Veda, Gobhilas Sutraer fra Sama Veda, og Sutra Paraskara og Baudhayana fra Yajur Veda. (Se ogsĂ„ Dharma, Kalpa Vedanga, Rig-Veda, Sanskara, Shastra, Shrauta, Smriti, Veda og Yajna).
Grimorium
(Fransk). Grimorium stammer fra âgrimoireâ. Grimorium er meddelelser med magiske tekster.
Gruppebevidsthed
I Ă„ndsvidenskaben bruges betegnelsen âgruppebevidsthedâ i betydningen delens identifikation med helheden. Gruppebevidsthed forudsĂŠtter fĂŠlles mĂ„lsĂŠtning og ĂŠgte ansvarsfĂžlelse over for gruppen. Den tibetanske mester Djwhal Khul oplyser, at âen gruppe er et formĂ„lâ. Gruppebevidsthed mĂ„ ikke forveksles med massebevidsthed eller flokbevidsthed. Gruppebevidsthed i menneskeriget mĂ„ heller ikke forveksles med dyrerigets gruppebevidsthed, for mennesket har en individuel sjĂŠl, hvorimod dyr har en gruppesjĂŠl. Det betyder, at en enkelt sjĂŠl inkarnerer i en gruppe bestĂ„ende af flere dyr, som reagerer instinktivt pĂ„ sjĂŠlens impulser. (Se ogsĂ„ Djwhal Khul og GruppesjĂŠl).
GruppesjĂŠl
PĂ„ samme mĂ„de som et menneske har en personlighed, mens det er i inkarnation, har hvert enkelt dyr i dyreriget det ogsĂ„, men disse âpersonlighederâ er ikke som hos mennesket udgĂ„et fra en selvstĂŠndig sjĂŠl eller individualitet, men fra en gruppesjĂŠl, som har mere end Ă©n âpersonlighedâ i inkarnation pĂ„ Ă©n gang pĂ„ det fysiske plan. Der kan vĂŠre flere eller fĂŠrre i inkarnation afhĂŠngig af, om dyret udviklingsmĂŠssigt tilhĂžrer lavere- eller hĂžjerestĂ„ende arter. NĂ„r dyrets lavere aspekt eller âpersonlighedâ dĂžr, gĂ„r dyret derfor tilbage til sin gruppesjĂŠl, og alle de erfaringer, dyret har indsamlet i sit fysiske liv, kommer derfor alle senere fĂždte âpersonlighederâ fra samme gruppesjĂŠl til gode. Det er den form for gruppebevidsthed, man kalder instinkt. Hver enkelt ny gruppesjĂŠl indeholder efterhĂ„nden fĂŠrre og fĂŠrre individer efterhĂ„nden som udviklingen skrider fremad. For de hĂžjerestĂ„ende pattedyrarters vedkommende er der kun ganske fĂ„. Til sidst er der kun er Ă©t eksemplar eller Ă©n âpersonlighedâ tilbage, som herefter bliver bevidst om, at den er adskilt fra gruppen. Derved sker individualiseringen, hvor en Ă„nd (monade) forbinder sig med den adskilte personlighed via en individuel sjĂŠl, og den fĂždes derefter ikke mere som dyr, men som menneske. Individualiseringen kan kun ske via syv pattedyrarter, og processen skal stimuleres ved kontakt med mennesker. Af de syv dyrearter kender man fem: Hunden, katten, hesten, elefanten og en af de store menneskeaber. De to sidste kendes ikke. Muligvis er de ikke udviklet endnu. I den nuvĂŠrende periode kan der ikke fĂždes flere individualiserede dyr som mennesker, for det siges, at âdĂžren til menneskeriget er lukketâ. De dyr, der individualiserer, befinder sig i en slags nirvana. De âsoverâ indtil det rigtige tidspunkt indtrĂŠffer i en senere periode, hvor der vil vĂŠre passende menneskeformer til rĂ„dighed. En gruppesjĂŠls udvikling begynder allerede i mineralriget og fortsĂŠtter i planteriget, hvor de principielle forhold er nogenlunde de samme som i dyreriget. OvennĂŠvnte skal ikke forstĂ„s sĂ„dan, at nĂ„r et dyrs âpersonlighedâ dĂžr, bliver det Ă©t med sin gruppesjĂŠl, for det ville medfĂžre, at de mister deres individualitet. Hvert dyr â og det samme gĂŠlder enhver organisme helt ned til et atom − har sin monade eller permanente individualitet, som er pĂ„ udviklingsvejen pĂ„ samme mĂ„de som menneskets monade er det. Dyret befinder sig bare pĂ„ et lavere udviklingstrin. Dyrets individualitet kan ikke gĂ„ tabt, men kvaliteten af den manifesterede individualitet er sĂ„ lidt udviklet i et dyr i forhold til menneskets, og det samme gĂŠlder deres monader i forhold til menneskets tankesind, men grundlĂŠggende er der ikke den store forskel pĂ„ dyrets og menneskets monader, og derfor giver dyrene et indtryk af, at de udgĂžr en samlet gruppe. Ordet gruppe betegner derfor en enhed, men i ekstremt abstrakt forstand. Den tibetanske mester Djwhal Khul oplyser, at nĂ„r mennesket engang er vendt tilbage til udgangspunktet for sin udviklingsrejse og bliver Ă©t med sin monade, som er Ă©t med alt, vil der stadig vĂŠre en erkendelse af individualitet. (Se ogsĂ„ Djwhal Khul, Gruppebevidsthed, Monade og Nirvana).
GrĂŠkere
(Egyptisk). GrĂŠkerne levede i Egypten, lĂŠnge fĂžr Alexander den Store erobrede landet (332 f.Kr.). Gamle legender fortĂŠller om Menelausâ rejse, som omhandler grĂŠkerne, der begyndte at ankomme til Egypten i stort antal fra 7. dynasti, og de spillede en stĂžrre og stĂžrre rolle i landets liv. De fĂžrste kom som lejesoldater, og senere kom de handlende (Naucratis) og til sidst turisterne (Herodot). Og under de sidste indfĂždte konger var de kongelige rĂ„dgivere (Chabrias) og officerer i hĂŠren. Efter den anden persiske periode slog de sig ned i den nye by Alexandria og Ptolemais â eller rundt omkring i landet â navnlig i Faijum. Kontakten mellem egyptere og grĂŠkere skabte gradvis et blandet samfund. (Se ogsĂ„ Alexander den Store, Faijum og Herodot).
GrĂŠshoppen
Se Shalabhasana (yoga-Ăžvelse).
Gud
I de panteistiske religioner tales der om mange guder, men Ă„ndsvidenskabeligt set findes selve guddommen, Gud eller Den Ene altid bag de mangfoldige symboler pĂ„ guddommelige krĂŠfter. I de monoteistiske religioner (jĂždedommen, kristendommen, islam) er der kun Ă©n personlig Gud, som betragtes som den hĂžjeste og eneste. Det er imidlertid et fuldstĂŠndig ufilosofisk og umuligt begreb. Den Gud, der nĂŠrmest svarer til den kristne kirkes Gud, er enten Planetlogos eller Sollogos, som hverken er den hĂžjeste eller den eneste Gud. Begrebet den immanente Gud henviser til opfattelsen af Gud som iboende alle former. Dermed udtrykker alle naturriger − herunder menneskeriget − guddommelighed. Opfattelsen af Gud som transcendent henviser til opfattelsen af Gud som en skabning og/eller bevidsthed, der befinder sig over mennesket og uden for den skabte verden. Ă
ndsvidenskaben betragter Gud som bĂ„de immanent og transcendent. Gud i videste forstand er oprindelsen til alt. Det Absolutte betragtes mĂ„ske som et tilsvarende udtryk, men hvis Det Absoluttet betragtes som en skabning eller et vĂŠsen, kan begrebet i sig selv betragtes som en tilstand eller en egenskab, og derfor er det desuden nĂždvendigt at postulere âvĂŠrenhedâ. Gud er et allestedsnĂŠrvĂŠrende, evigt, ubegrĂŠnset og uforanderligt princip, som det er umuligt at forestille sig, for princippet ligger ud over menneskets forestillingsevne, og det kan kun blive mindre ved at gĂžre det til genstand for menneskelige og udtryk og sammenligne Gud med mennesker. Gud falder uden for tankens omrĂ„de og rĂŠkkevidde. Gud er âutĂŠnkelig og unĂŠvneligâ. For at give en bedre forstĂ„else af idĂ©erne, kan man forudsĂŠtte, at der findes en Absolut Virkelighed, der eksisterede forud for al manifesteret og betinget vĂŠren. Den uendelige og evige Ă„rsag − som i den almindelige europĂŠiske filosofi uklart kaldes âdet ubevidsteâ og âdet uerkendeligeâ − er den ârodlĂžse rodâ til âalt hvad der var, er og nogensinde skal bliveâ. Den er naturligvis blottet for alle egenskaber og har ingen forbindelse til manifesteret vĂŠren. Det er âvĂŠrenhedâ snarere end vĂŠren, som er hĂŠvet over al tanke og tĂŠnkning. VĂŠrenhed har to aspekter. Det ene er det absolutte, abstrakte rum, der reprĂŠsenterer ren subjektivitet − det eneste, som ingen menneskelig tanke kan udelukke fra nogen forestilling eller opleve som adskilt fra alt andet. Det andet er absolut, abstrakt bevĂŠgelse, som reprĂŠsenterer ubetinget bevidsthed. Monoteister anerkender kun Ă©n Gud, som de forestiller sig som den Ăžverste personlighed. Den monoteistiske Gud er normalt begavet med egenskaber, der har relation til menneskets personlighed. Det mentale billede af Gud er derfor blot en afspejling af menneskets tankesind inklusive tankens begrĂŠnsninger og fordomme. Men selv monoteister anerkender reelt andre guder, hvis man bare kalder dem for naturkrĂŠfter. Polyteisme anerkender hierarkier af guddommelige skabninger, og panteisme betragter guddommen som uendelig, allestedsnĂŠrvĂŠrende og evig. Mennesket er ogsĂ„ i sin essens en guddom. At forestille sig Gud som en personlighed mĂ„ betragtes som en sĂŠrdeles upassende begrĂŠnsning. Det afslĂžrer uvidenhed og mangel pĂ„ forstĂ„else af betydningen af ordene personlighed, sjĂŠl og individualitet. Nogle monoteister frygter, at benĂŠgtelse af Guds personlighed vil forvandle opfattelsen af guddommelighed til en tom abstraktion. Men menneskets manglende evne til at opfatte det utĂŠnkeligt har intet at gĂžre med menneskets intuition og opgave − heller ikke visionen om den indre Gud som den hĂžjeste guide i menneskelivet. (Se ogsĂ„ Ateisme, Dualisme, Gnosticisme, Guddom, Henoteisme, Holisme, Monisme, Monolatri, Monoteisme, Pandeisme, Panenteisme, Panteisme, Pluralisme, Polyteisme, Teisme, Theos, Treenighed, Triade, Trimurti, Universalisme og VĂŠrenhed).
Guddom
Guddommen er en intelligens, der er overlegen i sammenligning med menneskets. Guddommen er den intelligente og vitale leder af Universets essens, uanset om det er et stort eller et lille univers. De vigtigste synspunkter med hensyn til guddommens art kan klassificeres som 1) Panteisme, 2) Polyteisme, 3) Henoteisme og 4) Monoteisme. Panteismen ser det guddommelige som immanent i naturen og alligevel transcendent i sine hĂžjere aspekter. Det er karakteristisk for flere vesterlandske filosofiske systemer og alle orientalske systemer. Polyteisme indebĂŠrer anerkendelse af et ubestemt antal guddommelige krĂŠfter i Universet, dvs. mangfoldige manifestationer af den evigt immanente, evigtvarende og manifesterede/umanifesterede Ene. Polyteismen er derfor en logisk udvikling af panteismen. Henoteisme er troen pĂ„ Ă©n Gud, men uden at udelukke andre, sĂ„dan som det f.eks. findes i de jĂždiske skrifter, hvor de gamle hebrĂŠere tilbad en stammegud og samtidig anerkendte eksistensen af andre stammeguder. Monoteisme er troen pĂ„ Ă©n Gud, og den findes i kristendommen og islam. Det er religioner, der har overtaget den jĂždiske tradition, og man har forvekslet de udelukkende personlige og lokale forestillinger med Universets fĂžrste Ă„rsag. I Ă„ndsvidenskaben kaldes det den skabende kosmiske 3. Logos. Den kosmiske guddom er bĂ„de transcendent og immanent, og under manifestationen udsendte guddommen utallige strĂ„ler, som skabte de forskellige guddommelige krĂŠfter af indre og ydre natur. Alle immanente guddomme stammer selvsagt fra den altomfattende og evigt umanifesterede ârodlĂžse rodâ eller Parabrahman. De forskellige universer kaldes nogle gange for âevighedens gnisterâ, som udgĂ„r fra Parabrahman med periodiske intervaller, der kaldes manvantaraer. Derefter vender manifestationen tilbage til den prĂŠ-manvantariske tilstand eller pralaya, for igen at trĂŠde frem, nĂ„r pralaya har udspillet sin rolle. Derfor er guddommelighed bĂ„de transcendent og immanent, evig og umanifesteret, mens strĂ„lerne eller de kosmiske gnister og manifestationer er periodiske. Enhver manifestation fra Den Ene skabes ved hjĂŠlp af mange strĂ„ler, som i forskellige religiĂžse opfattelser fĂ„r gudenavne og egenskaber. Derfor er begreber som Gud og Guddom blevet en slags artsbetegnelse. (Se ogsĂ„ Ateisme, Dualisme, Gnosticisme, Gud, Henoteisme, Holisme, Manvantara, Monisme, Monolatri, Monoteisme, Pandeisme, Panenteisme, Panteisme, Parabrahman, Pluralisme, Polyteisme, Pralaya, Teisme, Theos, Treenighed, Triade, Trimurti og Universalisme).
Guddommelige plan
Den guddommelige plan er den overordnede plan eller hensigt med Universets skabelse og udvikling. Jorden og mennesket er aspekter i skabelsen, og dermed bliver den guddommelige plan samtidig betegnelsen for formÄlet med det enkelte menneskes liv, for alle livsenheder uden undtagelse har en meningsfuld plads i helheden. Alt liv pÄ alle niveauer spiller en specifik rolle i opfyldelsen af den overordnede eller guddommelige plan. (Se ogsÄ Gud og Guddom).
GuddommeliggĂžrelse
(Egyptisk). Selv om egypterne oplyser, at de kunne gĂžre mennesker til guder, var guddommeliggĂžrelse en sjĂŠldenhed i Egypten. Herodot fortĂŠller, at âhelte var ikke genstand for tilbedelseâ, men der findes enkelte undtagelser. Nogle faraoner modtog guddommeliggĂžrelse i forbindelse med begravelsesritualet, og de fik deres eget kultsanktuarie til gavn for senere generationer. Amenhotep I og hans moder Ahmes-Nefertari blev tilbedt i den thebanske nekropol, Snofru pĂ„ Sinai, Sesostris III i Nubien, Amenemhet III i Faijum osv. Nogle blev guddommeliggjort umiddelbart efter dĂžden. Det var utvivlsomt tilfĂŠldet for nogle vizirer i Gamle Rige. Kagemni fik et kultsanktuarie og en stele (mindesten) opstillet i sin mastaba i Sakkara af sin trofaste efterfĂžlger Isi â prins af Edfu, som selv blev tilbedt som âhellig vizirâ og âlevende gudâ fra 6. dynasti til 2. Mellemtid. Hekaib havde ogsĂ„ et sanktuarie, der var dedikeret til hans kult pĂ„ Elephantine ved Aswan. Andre blev fĂžrst guddommeliggjort lĂŠnge efter deres dĂžd, eksempelvis Imhotep â kong Djosers arkitekt i 3. dynasti â for han blev fĂžrst guddommeliggjort 2.000 Ă„r efter sin dĂžd. Amenhotep sĂžn af Habu, som var Amenhotep IIIâs arkitekt i 18. dynasti, blev ogsĂ„ guddommeliggjort, men det skete, mens han levede. Han blev healingsgud, og fik et kursted i sit sanktuarie ved Deir el-Bahari. Teephibis blev ogsĂ„ tilbedt i et lille tempel pĂ„ Thebens vestbred. (Se ogsĂ„ Amenemhet III, Amenhotep I, Amenhotep III, Deir el-Bahari, Djoser, Elephantine, Herodot, Imhotep, Mastaba og Sesostris III).
GudeforĂŠldre
GudeforĂŠldre, som iflg. kristen lov er stĂŠrk i den grĂŠsk-ortodokse kirke, svagere i den romersk-katolske og glemt i den protestantiske, er baseret pĂ„ det faktum, at nĂ„r en Ă„ndelig lĂŠrer begynder at undervise disciplen, pĂ„tager han sig den studerendes karma i relation til de esoteriske videnskaber indtil eleven pĂ„ et tidspunkt bliver en mester. GudeforĂŠldre pĂ„tager sig stiltiende al synd for det nydĂžbte barn (der er salvet, som ved indvielsen − et reelt mysterium) − indtil den dag, hvor barnet bliver ansvarligt og kender forskel pĂ„ godt og ondt.
Gudemenneske
Gudemenneske henviser til menneskeheden efter forvandlingen i 3. rodrace, dengang dyremennesket blev inkarnerede devaer pga. manasaputraernes overskyggende inkarnationer. Det henviser ogsÄ til manas (tankesindet) i forbindelse med atma-buddhi i modsÊtning til manas i forbindelse med de lavere principper, for sidstnÊvnte forbindelse er ganske enkelt menneskelig. Gudemenneske bruges nogle gange til at beskrive avatarerne, der viser sig i menneskeheden med periodiske intervaller. Begrebet gudemenneske kan desuden vÊre en betegnelse for buddhaer eller andre Ändelige mennesker. (Se ogsÄ Atma-Buddhi, Avatar, Buddha, Deva, Manas, Manasaputra og Rodrace).
Guder
Guder og gudinder er et generaliserende udtryk, der betyder alle selvbevidste enheder, der er overmĂŠgtige i forhold til menneskeheden. Ofte er de begrĂŠnset til de tre dhyan-chohaners bevidsthedsomrĂ„de. Guderne hersker over forskellige omrĂ„der i naturen i hierarkisk orden, og de reprĂŠsenterer kosmiske intelligenser i utallige kvaliteter. Ă
ndsvidenskaben oplyser, at mennesker, der nĂ„r frem til syvende runde pĂ„ JordkĂŠden, vil ved afslutningen af sidste runde bevĂŠge sig ind i det overmenneskelige rige, der udgĂžr dhyan-chohanernes laveste bevidsthedsomrĂ„de. En af dhyan-chohanernes funktioner (som er guder eller halvguder af den lavere type), er at overvĂ„ge alle hierarkier under deres bevidsthedsomrĂ„de. Nogle dhyan-chohaner overvĂ„ger menneskeheden, mens andre overvĂ„ger og beskyttelse af lavere udviklede naturriger. Guder eller guddomme pĂ„ de hĂžjere hierarkiske niveauer i denne del af Universet er enheder i det hĂžjere Ă„ndelige hierarki, der er sĂ„ ufatteligt hĂžjt, at de fra menneskets synsvinkel betragtes som guder − og kollektivt er de Gud. Til det hĂžjeste hĂžrer de syv ordener af rent guddommelige Ă„nder. De seks laveste af dem bestĂ„r af hierarkier, der lejlighedsvis kan ses og hĂžres af mennesket, og som faktisk kommunikerer med Jordens menneskebĂžrn, for deres afkom er ulĂžseligt forbundet til dem. Hvert princip i mennesket er forbundet direkte med en kilde i form af de store skabninger, som forsyner mennesket med usynlige aspekter. Overordnet tilhĂžrer de ophĂžjede skabninger to grupper − arupa (formlĂžse) og rupa (stoflige). Man skal imidlertid ikke forestille sig, at de, der har form, nĂždvendigvis har form som mennesker eller ser ud som fremstillingerne i fortidens gudekredse. Rupa-guder har meget ĂŠteriske former. Nogle minder mĂ„ske om den nuvĂŠrende menneskeform, mens andre har en helt anden opbygning. Men arupa-guder ligger uden for menneskets forestillingsevne, for det er skabninger, der bestĂ„r af ren intelligens, ren essens og ren Ă„nd, og mennesket vil opfatte dem som formlĂžse. I de gamle kulturer havde deres guder og gudinder til formĂ„l at reprĂŠsentere de styrende intelligenser, der var usynligt til stede, og som kom til udtryk via astrale og fysiske manifestationer i naturen. Guder og gudinder var derfor personificeringer af energier, kvaliteter og processer. (Se ogsĂ„ Arupa, Astral, Astralplan, Dhyan-Chohan, Gud, Guddom og Rupa).
Gudinder
Se Guder.
Gudsgnist
Dengang evolutionen begyndte pĂ„ den nedadgĂ„ende bue, dukker den Ă„ndelige essens op som et kĂŠmpemĂŠssigt vĂŠld af individuelle monader eller Ă„ndelige, bevidste atomer, som pga. deres mangel pĂ„ den selvbevidste menneskelige tilstand ofte betegnes som ubevidste gudsgnister (dvs. uden selvbevidsthed), men det betyder ikke, at de er uden selvbevidsthed pĂ„ deres eget plan, det monadiske plan, for monaderne forlader aldrig deres eget plan. NĂ„r man taler om, at en monade inkarnerer, betyder det, at en strĂ„le projiceres fra monaden ânedâ fra det monadiske plan for at opflamme det spirende manasiske aspekt eller den manasiske kraft i lavere skabninger, og det var det, der fandt sted i forbindelse med manasaputraerne. Gudsgnisterne bliver dermed Ă„ndelige monader for levende skabninger, som udgĂ„r fra monaderne selv, mens de gradvist iklĂŠder sig det stof, de manifesterer sig i. Processen foregĂ„r serielt og trinvist pĂ„ den nedadgĂ„ende evolutionsbue. Det resulterer i, at ved afslutningen pĂ„ den opadgĂ„ende evolutionsbue, bliver de ubevidste (dvs. ikke selvbevidste) gudsgnister selvbevidste guder. Det betyder, at det selvbevidste menneske bliver selvbevidst forbundet til monadens selvbevidsthed pĂ„ det monadiske plan. (Se ogsĂ„ Atom, Manas, Manasaputra, Mentalplanet og Monade).
Guff
(HebrĂŠisk). Guff eller gof betyder âkropâ eller âfysisk formâ.
Guhya-adesa
(Sanskrit). Guhya-adesa stammer fra âguhyaâ, der betyder âhemmelighedâ. Guhya-adesa er tavshedspligt i forhold til de esoteriske doktriner i hinduismen − f.eks. Upanishaderne. (Se ogsĂ„ Esoterisk, Hinduisme og Upanishader).
Guhya-vidya
(Sanskrit). Guhya-vidya bestĂ„r af âguhyaâ, der betyder âhemmelighedâ fra roden âguhâ, der betyder âat skjuleâ, âat hemmeligholdeâ, samt âvidyaâ, der betyder âvidenâ eller âvisdomâ. Guhya-vidya er den hemmelige viden eller den esoteriske visdom. I Indien henviser guhya-vidya isĂŠr til den esoteriske viden og videnskab om mantraer og deres sande rytme i chanting. (Se ogsĂ„ Avidya, Chanting, Mantra og Vidya).
Guide
Guide er Ă„ndsvidenskabens betegnelse for usynlige hjĂŠlpere og rĂ„dgivere, der befinder sig pĂ„ de indre eksistensplaner. De kan kommunikere med fysiske mennesker, og det gĂžr de enten via et medie eller i kraft af et menneskes modtagelighed. Ă
ndsvidenskaben afviser den forklaring pĂ„ fĂŠnomenerne, der ofte gives af spiritister, men samtidig oplyser Ă„ndsvidenskaben, at Universet indeholder et netvĂŠrk af mange grupper, der bestĂ„r af skabninger og enheder i utallige kvaliteter og pĂ„ mange eksistensniveauer. Nogle af enhederne kan vĂŠre en kilde til inspiration, men det er et faktum, at inspirationen kommer fra en ikke-fysisk kilde, og derfor er der ingen garanti for, at indflydelsen er positiv. Den kendsgerning, at oprindelsen er ukendt, bĂžr give stof til alvorlig eftertanke. Det mĂ„ heller ikke glemmes, at mulighederne for selvbedrag er nĂŠsten uendelig. I antikken var der enighed om, at enhver form for kommunikation eller samkvem med astrale skabninger − uanset om det var spĂžgelser, skygger, skaller, elementaler eller ikke − var sĂŠrdeles farlig, for de havde ofte en negativ indflydelse pĂ„ menneskets karakter. I Indien kaldte man de astrale skabninger for bhutaer, pisachaer o.l. (Se ogsĂ„ Astral, Astralhylster, Astrallegeme, Astrallys, Astralprojektion, Bhuta, Elemental, Elementar, Elementalriger, GenfĂŠrd, Pisacha, Skygger, Skytsengel, SkytsĂ„nd og SpĂžgelse).
Guld
(Egyptisk/alkymistisk). Guld var symbol pĂ„ perfektion, evighed og renhed. De gamle egyptere betragtede guld som koaguleret lys fra Solen, Ra, Faderen, det ophĂžjede princip, det kosmiske livs positive aspekt. Guld (elektrum) blev derfor betragtet som det mest vĂŠrdifulde metal, men vĂŠrdien havde intet at gĂžre med Ăžkonomi. Det blev betragtet som et guddommeligt og kongeligt metal. Det var Solens og gudernes strĂ„lende og uforgĂŠngelige âkĂždâ og âhudâ. Gudinden Hathor var eksempelvis en inkarnation af guld. Og en af de kongelige titler var âHorus Nubâ, âden gyldne Horusâ. Guddommelige symboler blev belagt med rent guld, hvis de da ikke blev fremstillet helt i guld. Bladguld blev brugt til belĂŠgning pĂ„ obeliskernes toppe, tempelsĂžjler, rituelle redskaber og relieffer med sĂŠrligt hellige symboler. Det sted, hvor den afdĂždes âdobbeltgĂŠngerâ (ka-statuen) og dens skrin blev fremstillet, kaldte man âguldhusetâ. Det samme navn fik nogle balsameringshuse og vĂŠrksteder, der arbejdede for hoffet. Mumiemasken, der dĂŠkkede den afdĂždes ansigt, var enten guldbelagt eller malet gul, mens faraoniske mumiemasker blev fremstillet af massivt guld (f.eks. Tutankhamons). Egypterne handlede med naturalier, og derfor indgik guld kun langsomt i Ăžkonomien. Sethos I advarede mod den nye skik, for han sagde: âGuld er gudernes kĂžd, og derfor er det ikke tiltĂŠnkt dig. Undlad derfor at tale som solguden, dengang han indledte sin tale: âMin hud er af ren elektrumâ.â Egyptens enorme forbrug af guld undrer eksperterne, for guld fandtes ganske enkelt ikke naturligt i sĂ„ store mĂŠngder, at guldminerne kunne dĂŠkke det ufattelige forbrug. Guldminerne lĂ„ i det sydlige Egypten (Nub betyder âguldâ pĂ„ oldegyptisk, og Nubien betyder âguldlandetâ). Iflg. Ă„ndsvidenskaben var man i de gamle kulturer i stand til at fremstille guld ved hjĂŠlp af alkymi. Alkymister betragtede ogsĂ„ guld som en aflejring af sollys, dvs. lys, der er udstrĂ„let som ild fra Solen. Guldet i menneskets natur skal renses for slagger ved hjĂŠlp af ild. Med ild mener man manas, det selvbevidste aspekt, og nĂ„r tankesindet var renset fra forurening fra de lavere principper, blev manas forenet med buddhi. Den guddommelige alkymi forsĂžgte at rense guldet i menneskets natur, mens den fysiske alkymi forsĂžgte at skabe guld ved at transmutere uĂŠdle metaller. I modsĂŠtning til guld betragtes messing som et uĂŠdelt metal, der symboliserer lidenskaber og begĂŠr i stoffets verden. Guld reprĂŠsenterer det maskuline princip og ildelementet, og en anden kontrast er sĂžlv, der er analog med det feminine princip og vandelementet. Guld symboliserer Solen og sĂžlv er symbol pĂ„ MĂ„nen. Iflg. de hinduistiske skrifter har Universet udviklet sig fra et guldĂŠg eller et gyldent kim. (Se ogsĂ„ Alkahest, Alkymi, Buddhi, Buddhi-Manas, Hathor, Hiranyagarbha, Ka, Manas, Nubien, Obelisk, Sethos I og Tutankhamon).
Guldalderen
Se Krita-Yuga.
Guldfaxe
(Oldnordisk). Guldfaxe er en hest i den nordiske mytologi. Den var tidligere ejet af Hrungner, men nu tilhÞrer den Magni. Magni hjalp Thor i kampen mod Hrungner, og som tak fik han Guldfaxe af Thor. I den nordiske mytologi er Guldfaxe én af flere heste, som kan flyve. (Se ogsÄ Alsvin, Alswider, Arvak, Arwaker, Grane, Guldfaxe, Hest, Hovvarpner, Hrungner, Magni, Rimfaxe, Sleipner, Skinfaxe og Thor).
Guldkalv
(HebrĂŠisk). Guldkalven omtales i Det Gamle Testamente. Guldkalven er en genstand, der pĂ„ hebrĂŠisk hedder âagelâ eller âegelâ, som betyder âkalvâ eller âplanetâ. Guldkalven blev angiveligt fremstillet i Ăžrkenen af Aaron pĂ„ opfordring fra israelitterne, fordi Moses ikke var vendt tilbage fra Mount Sinai. Da han senere vendte tilbage, Ăždelagde han afgudsbilledet ved at brĂŠnde det, knuse det til pulver og drysse guldpulveret i vand, og han opfordrede israelitterne til at drikke vandet. H.P. Blavatsky gĂžr opmĂŠrksom pĂ„, at handlingen har en alkymistisk betydning. I en forstand stĂ„r guldkalven for den hemmelige viden, som jĂžderne tog med fra egypterne. I en anden forstand er det den âhellige koâ, der var symbol pĂ„ den âStore Moderâ, som fĂžrst var planeten Venus og derefter MĂ„nen. Guldkalven har begge kĂžn, for den rummer Venusâ tvillingenatur i skikkelse af Hathor eller Ishtar − dobbeltstjernen, der var maskulin ved solopgang og feminin ved solnedgang. Kalven er desuden symbol pĂ„ keruben og planeten i betydningen styrke og skabende kraft eller forplantningsevne. Forfatteren Ove von Spaeth har tilsvarende tanker. Han oplyser, at alkymisterne betragtede den bibelske Genesis (FĂžrste Mosebog) − dvs. beretningen om verdens skabelse, som iflg. traditionen er beskrevet af Moses − som en gigantisk alkymistisk proces, âGuds opusâ. Den alkymistiske idĂ© om en proces med et element eller grundstof, der transmuterer til et andet eller til nĂŠste grundstof − som i nutiden anses for at vĂŠre âyderst vanskeligtâ, med hensyn til alkymisternes favoritmetaller â forekommer reelt i verdensrummet hver gang en stjerne ĂŠndrer sig til en supernova med de voldsomste energiudbrud i Universet. Frem til den fase har stjernen i hele sin eksistens transformeret helium via fusion til tungere og tungere grundstoffer, indtil dannelsen af metallet jern er gennemfĂžrt. Hos alkymisterne symboliserede bĂ„de transmutation af mere almindelige metaller til guld, og det universelle panacea, en udvikling fra en mangelfuld, unormal, fordĂŠrvelig og midlertidig fase frem til et fuldkomment, sundt, ufordĂŠrveligt og eviggjort niveau − og âde vises stenâ reprĂŠsenterede dermed en mystikernĂžgle, som kunne gĂžre den form for evolution mulig. GuldstĂžv kaldtes i alkymien ogsĂ„ for (guld)panacea, som man mente var et universalmiddel, der kunne kurere alle sygdomme og oven i kĂžbet forlĂŠnge livet − isĂŠr nĂ„r guldet blev gjort drikkeligt (aurum potabile). Aurum potabile betyder pĂ„ latin âdrikkeligt guldâ, dvs. guldklorid oplĂžst i ĂŠter. Hos alkymisterne var det en guldoplĂžsning. (Se ogsĂ„ Aaron, Alkymi, Genesis, Guld, Hathor, Kerubim, Ishtar og Sinai).
Gulhue
Se Dugpa og Gelugpa.
Gullinbursti
(Oldnordisk). Gullinbursti bestĂ„r af âgullinâ, der betyder âgyldneâ, og âburstiâ, der betyder âbĂžrsterâ eller âmankeâ. Gullinbursti betyder derfor âgyldenbĂžrsteâ. I den nordiske mytologi − omtalt i Snorres Edda − er det en gylden orne eller galt (hangris), som trĂŠkker Freyrs vogn. Freyr er gud for den fysiske verden. Han modtog Gullinbursti som en gave fra de to dvĂŠrge Brok (mineralriget) og Sindre (planteriget), som var sĂžnner af Ivalde, MĂ„nen. Gullinbursti kunne bĂ„de lĂžbe og flyve. (Se ogsĂ„ Freyr og Ivalde).
Gullveig
(Oldnordisk). Gullveig eller gullweig bestĂ„r af âgullâ, der betyder âguldâ, og âveigâ, der betyder âtĂžrstâ eller âdrikkeâ. Gullveig er en personificering af âguldmalmâ. I Eddaens vigtigste digt, âVĂžlvens spĂ„domâ, siges det, at under den gyldne tidsalder, dengang begĂŠr efter guld og rigdom endnu var ukendt for mennesket, âlegede guderne med gyldne skiver, og ingen lidenskaber forstyrrede begejstringen for livetâ, og alle pĂ„ Jorden var lyksalige. Men digtet indeholder en kryptisk hentydning til Gullveig, som tre gange blev kastet i ilden, og alligevel blev hun genfĂždt alle tre gange. Hun levede og var endnu smukkere end fĂžr. Gullveig fyldte gudernes og menneskenes sjĂŠle med utilfredsstillet lĂŠngsel, og dermed blev alt forandret. Hun var Ă„rsag til den fĂžrste krig i verden, dengang aserne (skaberguderne) blev fordrevet fra deres himmelske bolig af vanerne (de overordnede guder), som blev tilbage i AsgĂ„rd. Flere fortolkninger er mulige. Det kan vĂŠre de tre gudinder, nornerne, der symboliserer fortid, nutid og fremtid, som kom til verden, da barndommens drĂžmme og velsignede fred forsvandt, og begĂŠr og lidenskaber viste sig med alle dens negative konsekvenser. TĂžrsten efter guld kan ogsĂ„ betragtes som tĂžrsten efter visdom, som er Ă„rsag til, at guddommene mĂ„ legemliggĂžre verdenerne, og derfor er de nĂždt til at overlade deres guddommelige sfĂŠrer til hĂžjere magter. Det minder om hinduernes agnishwattaer og kumaraer. Guldet, der blev renset tre gange, kan identificeres som Manas − den bevidste sjĂŠl. Og den mest indlysende fortolkning er naturligvis, at tĂžrst efter guld reprĂŠsenterer egoisme og grĂ„dighed efter ting, og at Gullveig var en troldkvinde, der bragte synd til verden, og dermed opstod karma. (Se ogsĂ„ Agnishwatta, Aser, AsgĂ„rd, Edda, Guder, Karma, Kumaraer, Manas, Norner, Vaner og VĂžlvens spĂ„dom).
Guna
(Sanskrit). Guna betyder âegenskabâ, âstrengâ, âtrĂ„dâ eller âfiberâ. I mere abstrakt sammenhĂŠng betyder guna âunderinddelingâ, âartâ, âtypeâ eller âkvalitetâ â eller âet operationelt principâ eller âen tendensâ. Universet er vĂŠvet af âtrĂ„deâ eller âfibreâ, der bestĂ„r af principper, egenskaber og tendenser. I Samkhya-filosofien er der tre vigtige gunaer, der betragtes som grundlĂŠggende driftsprincipper eller âtendenserâ i prakriti (de universelle egenskaber). De tre gunaer kaldes: Tama guna, raja guna, og sattva guna og stoffets tre kvaliteter kaldes tilsammen triguna. De tre gunaer eller triguna er stoffets tre grundegenskaber: Tama, som er trĂŠghed, inerti, dĂžd og forfald (hovedegenskaben pĂ„ det fysiske plan) â Raja, som er aktivitet og bevĂŠgelse (hovedegenskaben pĂ„ astralplanet) â og Sattva, som er rytme, harmoni (hovedegenskaben pĂ„ mentalplanet). I den hinduistiske trimurti svarer Brahma til raja, Vishnu til sattva og Shiva til tama. Hele skabelsen og dens udviklingsproces udfĂžres af de tre store gunaer. De tre kategorier er et almindeligt middel til at kategorisere adfĂŠrd og naturfĂŠnomener i hinduistisk filosofi. Guna er tendensen â ikke selve handlingen. F.eks. er sattva guna tendensen til renhed, men er ikke selve renheden. Raja guna er kraft, der har tendens til at skabe handling, men raja guna er ikke selve handlingen. Hver af de tre gunaer er altid til stede samtidigt i hver partikel i skabelsen, men variationer i balancen viser variationer i skabelsen â herunder stof, krop, tankesind og Ă„nd. Al skabelse bestĂ„r af en balance mellem alle tre krĂŠfter. For at skabe fremskridt har hvert nyt stadie brug for en kraft til at fastholde fremskridtet, og en anden kraft til at udvikle det til en ny fase. Den kraft, der udvikler processen i den nye fase, er raja guna, mens tama guna kontrollerer eller forsinker processen for at opretholde den tilstand, der allerede er skabt, sĂ„ det kan danne grundlag for nĂŠste fase. Hvert af de fem elementer har sin guna eller sĂŠrlige kvalitet, og de er knyttet til et tilsvarende sanseorgan i mennesket. PĂ„ den mĂ„de har ĂŠteren sabda eller lyd som sin guna og Ăžret som sit sanseorgan. Luften har hĂ„ndgribelighed som sin guna og huden som sit sanseorgan. Ilden eller lyset har synet som sin guna og Ăžjet som sit sanseorgan. Vand har smagen som sin guna og tungen som sit sanseorgan. Jorden har lugten som sin guna og nĂŠsen som sit sanseorgan. Der er faktisk syv gunaer i naturen, men kun fem af dem er udviklet dog endnu ikke i sĂŠrlig grad, og to afventer stadig pĂ„ at afslĂžre bĂ„de deres kvaliteter og deres sanseorganer. Det vil fĂžrst ske i en fjern fremtid. Hver enkelt af gunaerne med deres tilhĂžrende kvaliteter og sanseorganer, udvikles i hver af de syv rodracer, som udgĂžr Jordens manvantara. Opremsningen giver den rĂŠkkefĂžlge, som forbinder gunaerne med den rodrace, der har til opgave at udvikle dem. PĂ„ nuvĂŠrende tidspunkt befinder menneskeheden sig i 5. rodrace, og den har udviklet fem gunaer med deres tilsvarende kvaliteter og sanseorganer. Iflg. Samkhya-filosofien har prakriti tre grundlĂŠggende kvaliteter (triguna), og det er sattva, rajas og tamas. Iflg. Nyaya-filosofien er alle eksisterende ting i besiddelse af 24 gunaer eller karakteristiske egenskaber. (Se ogsĂ„ Brahma, Manvantara, Nyaya, Prakriti, Raja Guna, Rodrace, Samkhya, Sattva Guna, Shiva, Tama Guna, Triguna, Vishnu og Ăteren).
Gunavat
(Sanskrit). Gunavat stammer fra âgunaâ, der betyder âkvalitetâ. Gunavat er det, som er begavet med kvaliteter eller fortrin i betydningen fremragende eller perfekt. I filosofien er de fem kvaliteter forbundet med elementerne. H.P. Blavatsky bruger ogsĂ„ den angliserede form âgunavaticâ. Navneordet gunavatta er en tilstand, der er begavet med kvaliteter. (Se ogsĂ„ Elementer og Guna).
Gungner
(Oldnordisk). Gungner stammer fra âgungaâ, der betyder âat svingeâ. I den nordiske mytologi er Gungner navnet pĂ„ Odins altgennemborende spyd, som giganten Loke fik fremstillet ved hjĂŠlp af dvĂŠrgen Dvalin. Det er smedet af Ivaldes sĂžnner iflg. Skaldskaparmal (det midterste og stĂžrste afsnit i den yngre Edda). Navnet har tilsyneladende en hentydning til modsĂŠtninger, som f.eks. aktivitet og hvile eller Ă„ndelighed og materialisme. Gullveig (tĂžrst efter guld eller visdom) blev tryllebundet af det og kastet i ilden, hvor hun âtre gange blev brĂŠndt og tre gange blev genfĂždt, og hun lever stadigâ. Det skete da Odin kastede sit spyd ind en gudeskare, og det medfĂžrte krig i Himlen. Det betĂžd ogsĂ„, at aserne (skaberguderne) blev fortrĂŠngt fra AsgĂ„rd, mens vanerne kom i besiddelse af asernes himmelske bolig. Vanerne er âvandguderâ. Det er kosmiske guder, og âvandetâ henviser til det mystiske tomrum, der kaldes urhavet. Vanerne deltager ikke direkte i verdenssystemet, hvorimod aserne er de skabende krĂŠfter i Universet, og de bor i planeterne − synligt og usynligt. (Se ogsĂ„ Aser, AsgĂ„rd, Dvalin, Edda, Gullveig, Ivalde, Loke, Odin og Vaner).
Guph
(HebrĂŠisk). Guph, Guf eller Guff er en hul eller en tom krop â dvs. en skal. Guph bruges ofte i Kabbala til at beskrive menneskets fysiske krop uanset om kroppen er levende eller dĂžd. Andre hebrĂŠiske ord for krop er Guphah, Gewiyyah og Gewah. (Se ogsĂ„ Kabbala).
Gupta-maya
(Sanskrit). Gupta-maya bestĂ„r af âguptaâ, der betyder âhemmelighedâ, og âmayaâ, der betyder âillusionâ. Gupta-maya er en hemmelig illusion. Begrebet henviser til det trick, der bruges af hinduistiske âmagikereâ, som f.eks. fĂ„r mango-trĂŠer til at ser ud, som om de vokser meget hurtigt, eller de fĂ„r en dreng til at klatre op ad et reb, der tilsyneladende er fastgjort i skyerne − osv. H.P. Blavatsky fortĂŠller, at fĂŠnomenerne opstĂ„r som en psykologisk effekt, hvor âtryllekunstnerneâ projicerer en illusion eller et blĂŠndvĂŠrk ind i tilskuernes bevidsthed. (Se ogsĂ„ BlĂŠndvĂŠrk, Maya og Illusion).
Gupta-vidya
(Sanskrit). Gupta-vidya bestĂ„r af âguptâ, der betyder âbevareâ, og âvidyaâ betyder âvidenâ eller âvisdomâ. âGuptaâ stammer fra roden âgupâ, der betyder âat skjuleâ, âat tilbageholdeâ. Gupta-vidya er âhemmelig kundskabâ, âhemmelig visdomâ, âden hemmelige lĂŠreâ, som ogsĂ„ kaldes âden esoteriske visdomâ eller âden evige visdomâ. Gupta-vidya kan derfor ogsĂ„ kaldes Ă„ndsvidenskab. I den Ă„ndsvidenskabelige tradition er Gupta-vidya kilden til alle kendte religioner og filosofier. Den hemmelige visdom eller den hemmelige lĂŠre kan derfor betragtes som et synonym for Ă„ndsvidenskab, den esoteriske filosofi eller teosofi. (Se ogsĂ„ Teosofi).
Guptasana
(Sanskrit). Guptasana eller muktasana er en yoga-stilling, der betyder âden hemmelige stillingâ eller âden perfekte stillingâ. Guptasana er stort set den samme yoga-stilling som swastikasana, men guptasana praktiseres kun af mĂŠnd. Yoga-stillingen er beregnet til meditation. âGuptaâ betyder âat skjuleâ, og fordi stillingen skjuler kĂžnsorganet, kaldes den guptasana. Man sidder med ret ryg og med bĂžjede ben. HĂŠlen placeres blidt lige over penis, og den anden hĂŠl anbringes lige over. HĂŠnderne placeres pĂ„ knĂŠene. Tryk hagen mod brystet og koncentrer blikket mod midten af Ăžjenbrynene − eller man kan ogsĂ„ holde hovedet lige uden at bĂžje det og sidde med lukkede Ăžjne for at meditere. Man kan sidde i stillingen, sĂ„ lĂŠnge man kan, og derefter vende tilbage til den grundlĂŠggende position. Til sidst praktiserer man savasana for at slappe af. Guptasana gavner meditationen og koncentrationen, og hjĂŠlper med at nĂ„ til hĂžjere bevidsthedstilstande. Guptasana stimulerer alle indre organer, sĂŠnker pulsen og blodtrykket, og den korrigerer seksuelle og fĂžlelsesmĂŠssige problemer. Desuden Ăžger guptasana udskillelsen af testosteron. Guptasana er ikke egnet til kvinder. (Se ogsĂ„ Savasana, Swastikasana og Yoga).
Guru
(Sanskrit). Ordet âguruâ stammer fra âgurâ, som betyder âat oplĂžfteâ. En guru er en âlĂŠrerâ â navnlig i betydningen âen Ă„ndelig lĂŠrerâ, der har til opgave at udvikle sine elever (chelaer) og oplĂžfte dem Ă„ndeligt. Betegnelsen guru benyttes bĂ„de i indiske religioner og i vestlige yoga-bevĂŠgelser, som en betegnelse for et menneske, der har nĂ„et en hĂžj grad af Ă„ndelig indsigt, og som derfor er i stand til at undervise eller fungere som Ă„ndelig vejleder. En guru er reelt en indviet, der underviser disciple for at fĂžre dem fremad pĂ„ den Ă„ndelige udviklingsvej. Ofte bruges samme terminologi for en chela â en discipel eller en elev. Iflg. Paramahansa Yogananda betyder guru âfordriver af mĂžrketâ. âGuâ betyder âmĂžrkeâ og âruâ betyder âfordriver afâ. Guru-begrebet er centralt i hinduisme, buddhisme og sikhisme. For tilhĂŠngere er det vigtigt at finde en guru, man har respekt for, og som man kan have fuldt tillid til. Den Ă„ndelige ild i hvert menneske − det hĂžjere selv eller atma-buddhi â kaldes ogsĂ„ guru, for det er menneskets indre guddommelige lĂŠrer. Atma-buddhi i ethvert menneske er reelt den Ăžverste guru eller mester for det pĂ„gĂŠldende menneske. Den ydre guru var tidligere et meget nĂždvendigt element i den ĂŠgte esoteriske undervisning, men iflg. den tibetanske mester Djwhal Khul er der i nutiden sĂ„ mange mennesker, der har bevĂŠget sig ind pĂ„ den Ă„ndelige udviklingsvej, at der ikke er ydre guruer nok. Guruens eller mesterens tanker er derfor nedskrevet i bĂžger â eksempelvis H.P. Blavatskys âDen Hemmelige LĂŠreâ og de 12.000 sider avanceret esoterisk stof, som Djwhal Khul kanaliserede via Alice A. Bailey. Chelaens eller disciplens opgave i nutiden er derfor selvundervisning evt. sammen med grupper af ligesindede. (Se ogsĂ„ Alice A. Bailey, Atma-Buddhi, Buddhisme, Chela, Djwhal Khul, Hinduisme og Sikhisme).
Guru Deva
(Sanskrit). Guru Deva bestĂ„r af âguruâ, der betyder âlĂŠrer, og âdevaâ, der betyder âguddommelig skabningâ. Guru Deva er derfor en âguddommelig mesterâ. Guru Deva er ogsĂ„ en titel, der viser respekt og ĂŠrbĂždighed, og den bruges af chelaer over for deres lĂŠrere. (Se ogsĂ„ Chela, Deva og Guru).
Guru Puja
Se Puja.
Guruparampara
(Sanskrit). Guruparampara bestĂ„r af âguruâ, der betyder âlĂŠrerâ, og âparamparaâ, der betyder âen rĂŠkkeâ eller âen uafbrudt serieâ eller âen arvâ. Guruparampara er derfor en uafbrudt serie eller rĂŠkke af guruer eller lĂŠrere. I oldtiden havde alle mysterieskoler eller esoteriske uddannelsessteder en regelmĂŠssig og uafbrudt serie af guruer, der aflĂžste hinanden, og som lĂžbende overdrog lederskab og ansvar til sin efterfĂžlger, pĂ„ samme mĂ„de som guruen selv havde modtaget lederskabet og ansvaret fra sin forgĂŠnger. Der er to slags guruparampara. Den fĂžrste oplĂžfter mennesket til Ă„ndelig vĂŠrdighed og giver gradvist hĂžjere esoteriske grader. Den anden reprĂŠsenterer den tidsmĂŠssige rĂŠkkefĂžlge i den ydre verden. De to typer fĂžlger imidlertid den samme regel om fremadskridende rĂŠkkefĂžlge, der manifesterer sig pĂ„ to lidt forskellige mĂ„der. Processen er inspireret af naturens hierarkiske struktur. Guruparampara gĂŠlder i almindelige menneskers liv, for en lang kĂŠde af pĂ„virkninger strĂŠkker sig fra den hĂžjeste Ă„ndelige vejledning, der kan inspirere et menneske, ned gennem et stort antal Ă„ndelige ledere, og kĂŠden slutter ved lĂŠrerne og skoleundervisningen i ungdommen. Man kan ogsĂ„ se det som en kĂŠde, der gĂ„r fra lĂŠrerne til den hĂžjeste Ă„ndelige enhed, der udsender en nedadgĂ„ende strĂ„le, som det enkelte menneske er forbundet med. Og det gĂžr ingen forskel om den esoteriske relation er klar eller uklar for eleven, eller om eleven erkender relationen. (Se ogsĂ„ Guru).
Gwydion
(Walisisk). Gwydion er sĂžn af Don (Dana pĂ„ irsk). Der var to vigtige gudefamilier â Dons bĂžrn og Llyrs bĂžrn. Gwydion er identisk med Hermes. Gwydions slot (Caer Gwydion) reprĂŠsenterer MĂŠlkevejen, men ligesom mange andre galakser, stjernebilleder og stjerner var de projiceret ned i Wales et eller andet sted. NĂžjagtig de samme himmelske krĂŠfter og funktioner blev projiceret ned i menneskers liv. (Se ogsĂ„ Hermes og MĂŠlkevejen).
Gwynfyd
(Walisisk). Gwynfyd eller Clych y Gwynfyd betyder âlyksalighedâ eller âen cyklus af lyksalighedâ. Hos druiderne er gwynfyd verdenerne over menneskeriget. Det er den anden af tre cyklusser af vĂŠren â det er det, som sjĂŠlen opnĂ„r, efter at have foretaget en udvikling, der lĂžfter den hinsides den lille verden (menneskehedens tilstand). Fra gwynfyd kan sjĂŠlen vĂŠlge at tage flere inkarnationer i den lille verden, baseret pĂ„ Ăžnsket om at hjĂŠlpe inkarnerede mennesker fremad i udviklingen. (Se ogsĂ„ Druide og Inkarnation).
Gwynfydolion
(Walisisk). Gwynfydolion er et begreb hos druiderne. Begrebet omhandler det tidspunkt, hvor Universet med et glimt gik fra latent tilstand til eksistens. Gwynfydolion er tilholdsstedet for de sjÊle, der opnÄede gwynfyd i en tidligere livsperiode i Universet. De vÄgner i gwynfyd og ser fremad, og de Þnsker at tage evigheden (cylch y ceugant) med storm. Men da de rejste ud fra gwynfyd med det formÄl for Þje, sank de ned i abred og begyndte pÄ inkarnationscyklusserne, og det fÞrte dem til sidst til menneskeriget. Her kunne deres forÊdling fÞre dem tilbage til cylch y gwynfyd (evigheden) igen. (Se ogsÄ Druide og Gwynfyd).
Gyan
(Persisk). Gyan, Gian-ben-Gian eller Gyan-ben-Gian er iflg. en persisk legende konge over sylferne. Gyan havde et fantastisk skjold, der fungerede som beskyttelse mod ondskab, sort magi og trolddom. H.P. Blavatsky siger, at Gyan kan staves âgnanâ, som svarer til sanskritordet jnana, og det betyder ĂŠgte eller esoterisk visdom. Hans skjold, der er fremstillet af astrologiske principper, knuste amuletter, fortryllelser og onde besvĂŠrgelser, kunne ikke fĂ„ magt over Iblis, som var reprĂŠsentant for skĂŠbnen eller karma. (Se ogsĂ„ Iblis Jnana, Karma og Sylfer).
Gyges
(GrĂŠsk). Gyges er en af de tre giganter, som har et dobbelt aspekt − bĂ„de som gud og som dĂždelig. Gyges blev fĂŠngslet af Kronos fordi de gjorde oprĂžr imod ham. âGyges ringeâ er blevet en kendt metafor i EuropĂŠisk litteratur. Iflg. Platon var Gyges en lydier (fra oldtidsriget Lydien pĂ„ Lilleasiens vestkyst) som giftede sig med kong Candaules enke, efter at han havde myrdet kongen. Platon fortĂŠller, at Gyges en gang steg ned i en klĂžft i jorden og opdagede en bronzehest. I en Ă„bning i bronzehestens side var der et skelet af et menneske, som havde en bronzering pĂ„ fingeren. Gyges tog ringen, og nĂ„r han satte den pĂ„ sin finger, gjorde den ham usynlig. Ringen symboliserer omfanget af viden eller indvielsens cyklus, der giver erfaring og visdom. Den mesterindviede bĂŠrer derefter bĂ„de visdommen og kraften med sig i form af en ring. Eksempelvis har en mester viljen og kraften til at gĂžre sig usynlig. Det gĂžr mesteren ved at kaste akashas slĂžr omkring sig. Nedstigningen i klĂžften antyder tydeligvis nedstigningen i underverdenen. Det er en opgave som en discipel af hĂžjere grader er forpligtet til at gennemfĂžre, fĂžr indvielsens cyklus er fuldfĂžrt. (Se ogsĂ„ Akasha, Briareus, Gaia, Kottos, Kronos, Titaner, Uranus og Zeus).
Gylden tidsalder
Den Gyldne Tidsalder er den fĂžrste af fire tidsaldre, der omtales af Hesiod − guldalder, sĂžlvalder kobberalder og jernalder. âDen Gyldne Tidsalderâ reprĂŠsenterer begyndelsen pĂ„ en ny rodrace og i mindre omfang begyndelsen pĂ„ en underrace. Firdelingen gĂŠlder ikke kun for rodracer, men ogsĂ„ for rodracernes syv underracer. Kronos (Saturn) var Den Gyldne Tidsalders hersker, og iflg. Platon troede Kronos ikke, at mennesker kunne herske over sig selv, og derfor blev de tvunget til at blive styret af guderne. Det var en tid med uskyld og lyksalighed, hvor sandhed og retfĂŠrdighed altid sejrede. Uden mĂžje og besvĂŠr gav Jorden alt det, der var nĂždvendigt for menneskeheden. Der herskede evigt forĂ„r, og heltene dĂžde fredsommeligt og gled ind i Ă„ndelig eksistens. Det svarer til hinduernes krita-yuga. (Se ogsĂ„ Krita-yuga, Kronos, Platon og Rodrace).
Gyldne skind
(GrĂŠsk). I den grĂŠske mytologi blev skindet fra en vĂŠdder sendt af guderne for at redde Frixos og Helle fra deres stedmor Ino. Frixos og Helle var sĂžn og datter af kong Athamas og Nefele. Athamas var Jasons grandonkel. Kong Athamas slog imidlertid hĂ„nden af Nefele og giftede sig med Ino. Ino forfulgte Frixos og Helle, og det var grunden til, at de fik den gyldne og talende vĂŠdder af deres mor. VĂŠdderen havde Nefele fĂ„et af guden Hermes. VĂŠdderen kunne flyve, og den bar Frixos og Helle mod landet Kolchis (nutidens Georgien) i Lilleasien. Helle blev imidlertid svimmel over havet. Hun faldt af vĂŠdderen og druknede i havet (ved Hellespont), men Frixos ankom til Kolchis. Der ofrede han vĂŠdderen til Zeus i overensstemmelse med gudernes vilje. FĂžr ofringen slap vĂŠdderen ud af sit skind, og den blev af guderne sat pĂ„ himlen som tak. Frixos tog skindet og hĂŠngte det op i et trĂŠ, hvor det blev bevogtet af en drage. Senere − en generation fĂžr den trojanske krig â bragte Jason det gyldne skind tilbage til GrĂŠkenland ved hjĂŠlp af Aeetesâ datter Medea. (Se ogsĂ„ Frixos, Helle, Hermes, Jason og Zeus).
Gyldne trÄd
Se Sutratma.
Gylfaginning
Se Edda.
Gymer
(Oldnordisk). Gymer ar en rig bjergjĂŠtte, der var gift med Aurbode eller Ărboda. Gymer var desuden far til Gerd. Skirner − Freyrs tjener − mĂ„tte aflevere Freyrs svĂŠrd til Gymer, fĂžr Freyr kunne mĂžde Gerd. I andre tekster er Gymer identisk med havjĂŠtten Ăgir. (Se ogsĂ„ Aurbode, Edda, Freyr, Gerd, JĂŠtter og Ăgir).
Gymnosofist
(GrĂŠsk). Gymnosofist er en betegnelse, som grĂŠske forfattere har givet til oldtidens nĂžgne eller âluftklĂŠdteâ vismĂŠnd. Udtrykket blev fĂžrst brugt af Plutarch i det 1. Ă„rh. e.Kr., da man skulle beskrive et mĂžde, som Alexander den Store havde med ti gymnosofister ved Indus-flodens bred i Indien (nu i Pakistan). Gymnosofisterne var indiske asketiske filosoffer med ekstremt visdom, og de var begavet med mystiske krĂŠfter. De lĂŠrde yogier og asketiske filosoffer trak sig tilbage til junglen og skoven. Via Ăžvelser og store prĂžvelser opnĂ„ede de metafysisk viden og erkendelse. De praktiserede angiveligt vidtgĂ„ende askese, herunder nĂžgenhed i al slags vejr. (Se ogsĂ„ Alexander den Store og Askese).
Gyn
(Tibetansk). Gyn er viden, der er tilegnet fra undervisning af en mester, lÊrer eller guru. (Se ogsÄ Guru).
|
