Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Gobi
Gobi-ørkenen er et udstrakt område i det sydlige Mongoliet og det nordlige Kina. Gobi er den største ørken i Asien. Den er også kendt som Shamo, der er det kinesiske ord for ”sandørken”. Gobi er et vild og tørt område med bjerge og sand, men engang var det et område med frugtbar jord, og en del af ørkenen var tidligere et stort indhav eller en sø. Her lå den ”hellige ø”, hvor ”viljens sønner” (de udvalgte fra 3. rodrace) søgte tilflugt, når daityaer sejrede over devaerne, og når menneskeheden blev tynget af synder. Kineserne kalder Gobi for ”kundskabens hav”, og traditionen siger, at efterkommerne af de hellige flygtninge stadig bor i en oase ”i de frygtelige vildmarker i den store Gobi-ørken, som nu er det sagnomspundne Shamballa”. Området var sidste gang et hav for 10-12.000 år siden, men en lokal katastrofe afdrænede vandet mod syd og vest, og det skabte de nuværende betingelser. Det siges også, at begivenhederne i forbindelse med udtørringen af Gobi-regionen er forbundet med allegorier over kampe mellem de gode og de onde kræfter, og at ”mennesker på venstrehåndsvejen systematisk forfulgte profeter fra højrehåndsvejen”, og det medførte de materialistiske former for tænkning i verden. (Se også Daityaer, Deva, Modstandskræfter, Rodrace, Shamballa og Venstrehåndsvejen).

Goetheanum
Goetheanum er den antroposofiske bevægelses hovedsæde i Dornach i Schweiz. Rudolf Steiner – stifteren af Antroposofisk Selskab – opførte først en bygning af træ efter antroposofiske principper, men bygningen brændte og blev senere genopført i sten. (Se også Antroposofi og Rudolf Steiner).

Gogard
(Pahlavi). Gogard, Gokard, Geokar eller Gaekarena er ”Livets Træ” i Avesta. I Bundahishn er det den hvide Haoma eller ”Livets Træ”, som bevogter Harawispa Tohma − træet med alle frø. Det vokser i midten af Farakhard-oceanet (det grænseløse hav eller rummets vande), som alle arter er udgået fra. Og i nærheden af det, voksede Gogard-træet, som skulle holde alle deforme eller hensygnede vækster væk, og resultatet var en helt perfekt verden. Gogard beskrives som et frodigt træ, og i træets grene boede der en slange. I det makrokosmiske træ bor ”evighedens slange” og dermed den absolutte visdom, men slangen i det mikrokosmiske træ er ”den manifesterede visdoms slange”. Den ene symboliserer Den Ene og alt, mens den anden andre er den første refleksion. Det reflekterede ”træ” er selvfølgelig mennesket, og slangen bor i ethvert menneske – dvs. den bevidste manas, der er forbindelsen mellem ånd og stof − himmel og jord. (Se også Avesta, Bundahishn, Haoma og Manas).

Golgata
(Aramæisk/hebræisk). Golgata eller Golgatha stammer fra aramæisk ”gulgalta” og hebræisk ”gulgoläth”, der betyder ”hovedskalssted”. På latin er det ”Calvariae Locus” og på græsk ”Kraniou Topos”. Iflg. Det Nye Testamente er det stedet, hvor Jesus blev korsfæstet. Navnet Golgata eller hovedskalsstedet skyldes enten stedets form, eller at stedet blev brugt som henrettelsesplads. Golgata ligger sandsynligvis der, hvor gravkirken nu ligger − lige uden for Jerusalems bymur i nærheden af hovedvejen, der fører ind til byen. I senere legender omtales Golgata som verdens midtpunkt, hvor indgangen til Jordens indre fandtes, og hvor Adam angiveligt skulle være begravet (jf. nogle jødiske og kristne traditioner, hvor navnet ”hovedskallen” hentyder til Adams kranie). (Se også Korsfæstelse).

Golgathakors
Golgathakorset eller det latinske kors, hvor den lodrette nederste bjælke er længere end de tre andre, er et kors, der ikke daterer sig fra kristendommen. Det var kendt og brugt til mystiske formål flere tusinde år f.Kr. Det blev brugt i flere forskellige ritualer i Egypten, Grækenland, Babylon, Indien, Kina, Mexico og Peru. Det er både et kosmisk og et fysiologisk (eller fallisk) symbol. Tertullian (160-220 e.Kr.) oplyser, at det eksisterede blandt ”hedenske” nationer. TAU-korset er det ældste af alle korsformer. Det egyptiske ankh-kors eller crux ansata, som det kaldes på latin, et kors med en cirkel eller ægform oven på et TAU-kors eller T-kors. Det ses i hænderne på næsten alle egyptiske guder og gudinder, men også hos Baal og den syrisk-fønikiske gudinde Ishtar (Astarte). (Se også Ankh, Astarte, Baal, Croix Cramponnee, Fallisk, Kors, Ishtar, Svastika og Tau).

Gomukhasana
(Sanskrit). Gomukhasana stammer fra ”go”, der betyder ”ko”, ”mukha”, der betyder ”hoved” eller ”mund” og ”asana” betyder ”stilling”. Gomukhasana er en yogastilling, der kaldes ”koens hoved” eller ”kohovedstillingen”. Ordet ”go” betyder også ”lys”, så ”gomukh” henvise til ”lyset i hovedet” eller ”lethed i hovedet”. Yoga-stillingen har fået sit navn, fordi lår og læggene på den, der udfører gomukhasana, ligner hovedet på en ko, for det er bredere i den ene ende og smallere i den anden. Øvelsen udføres ved at man skubber venstre fod ind under højre knæ på ydersiden af højre hofte. Derefter krydser man højre ben over venstre, og anbringer højre knæ over venstre knæ, og placerer højre fod på ydersiden af venstre hofte. Prøv at anbringe hælene lige langt fra hofterne. Fordi højre ben er øverst, skal den højre hæl rykkes tættere på venstre hofte. Tag en dyb indånding og stræk højre arm lige ud til højre parallelt med gulvet. Drej armen indad. Tommelfingeren vender først mod gulvet, og derefter peger den mod væggen bagved med håndfladen vendt mod loftet. Bevægelsen vil rulle højre skulder lidt op og fremad og runde den øverste del af ryggen. Under udånding placeres armen bag overkroppen. Læg underarmen i lændens hulning parallelt med taljen, med højre albue mod højre side af overkroppen. Rul skulderen tilbage og nedad, og flyt derefter underarmen op ad ryggen, indtil den ligger parallelt med rygsøjlen. Bagsiden af hånden vil befinde sig mellem skulderbladene. Sørg for at højre albue ikke glider væk fra højre side af overkroppen. Tag en dyb indånding og stræk venstre arm lige frem parallelt med gulvet, så den peger mod den modsatte væg. Vend håndfladen opad, og under en ny indånding, strækkes armen lige op mod loftet med håndfladen vendt bagud. Under udånding føres venstre arm bagud for at se, om hænderne kan nå hinanden mellem skulderbladene. Løft venstre albue mod loftet, og hold højre albue mod gulvet. Hvis det er muligt, hægt fingrene på højre og venstre hånd sammen. Nakken holdes strakt uden at hovedet bøjes frem. Hold stillingen i ca. et minut. Slip armene, sæt de krydsede ben tilbage i normal stilling. Gentag øvelsen med de modsatte arm- og benstillinger. Husk, at uanset hvilket ben, der er øverst, er armen i den samme side lavere. Stillingen bearbejder de områder i kroppen, hvor der ofte opstår kroniske smerter og spændinger − dvs. hofter og skuldre. Gomukh er desuden et musikinstrument, der minder om et kohoved. (Se også Yoga).

Gonpis
(Sanskrit). Gonpis er en hyrdinde, der var en af Krishnas legekammerater og ledsagere. En anden var Radha. (Se også Radha).

Gopa
(Sanskrit). Gopa består af ”go”, der betyder ”ko”, og roden ”pa”, der betyder ”at beskytte” eller ”at værne”. Gopa er en beskytter, en værge, en vogter, en røgter eller en hyrde. I mytologien om Krishna bruges gopa som udtryk for ham som overordnet vogter − eller hyrde, hvis man skal bruge det kristne udtryk for samme idé. (Se også Gopi og Krishna).

Gopi
(Sanskrit). Gopi er det grammatiske hunkøn for ”gopa”, der betyder vogter eller hyrde. I hinduistisk mytologi er det Vrindavana − de kvindelige røgterpiger – der er Krishnas legekammerater og ledsagere i hans drengeår. De betragtes som mystiske himmelske skabninger, energier eller kræfter. Gopi omtales nogle gange som en af Sakyamunis (Gautama Buddhas) hustruer, men betydningen her er en mystisk kraft. (Se også Gopa, Krishna og Sakyamuni).

Gorakshasana
(Sanskrit). Guru Gorakshanath var en berømt yogi, der ofte sad i en bestemt stilling. Gorakshasana er derfor betegnelsen for yogi Gorakhnaths’ stilling. Man sidder behageligt på et tæppe, bøjer begge ben i knæleddene og samler hæle og tæer på begge ben. Langsomt føres begge hæle op til mellemkødet, og begge hænder lægges på knæene. Derefter ånder man ind og fylder lungerne med luft og holde ryggen ret. Tryk begge knæ ned til jorden. Sid afslappet og hold vejret så længe, som det er muligt. Til sidst ånder man langsomt ud, slipper presset på benene og slappe af i hele kroppen. Træk herefter vejret normalt og slap af.

Gorgon
(Græsk). Gorgon stammer fra det gamle ord ”gorgos”, som betyder ”frygtelige”, og det stammer sandsynligvis fra den samme rod som sanskritordet ”garg”, der er defineret som en strubelyd, som svarer til et dyr, der knurrer faretruende. Gorgon er tre søstre med vinger, lange skarpe kløer, enorme tænder og på hovedet havde de slanger i stedet for hår. To af gorgonerne var udødelige − Stheno og Euryale − men deres søster Medusa var ikke. Oprindeligt var Medusa en smuk ung pige, men da Poseidon forgreb sig på hende i Athenes tempel, blev gudinden så fornærmet, at hun forvandlede den mishandlede pige til et uhyre med slangehår. Medusa blev dræbt af den berømte græske sagnhelt Perseus, som undgik hende fatale blik, for det ville have forvandlet ham til en sten. Perseus brugte Athenes skjold som spejl. Han var iført en usynlighedskappe, og på den måde kunne han se Medusa uden at blive til sten. Pegasus, den bevingede hest, blev skabt af Medusas blod. Pegasus sprang ud fra hendes afhuggede hals. Det er indlysende, at gorgonerne er de kræfter, som hersker på naturens lavere planer, og som skal overvindes af aspirantens visdom i indvielsesprocesserne. (Se også Athene, Medusa, Pegasus, Perseus og Poseidon).

Gorsedd
(Walisisk). Gorsedd er en trone eller et højsæde hos barderne, når de afholdt rituelle møder. En gorsedd afholdes fire gange årligt ved solhverv og jævndøgn. I gammel tid var der tre gorseddan (eller gorseddau). To af dem var offentlige, og derfor mistede møderne deres hemmelige visdom, men den tredje − gorsedd af Morganwg (Glamorgan) − foregik ikke i offentlighedens søgelys i tidligere tider, og derfor blev det esoteriske indhold (celddysgol eller den hemmelige undervisning) og druidernes visdom bevaret. (Se også Barder og Druide).

Gossain
(Sanskrit). Gossain er navnet på nogle grupper af asketer i Indien.

Gotra
(Sanskrit). Gotra betyder ”race”, ”stamme”, ”familie” eller ”pårørende”.

Gotrabhu
(Pali). Gotrabhu er en bevidsthedstilstand, hvor aspiranten er parat til indvielse. Det er et udviklingsniveau, hvor aspiranten samler de erhvervede egenskaber og styrker dem i det omfang, der kræves, for at kunne tage det næste store skridt, hvor aspiranten bevæger sig ind på den egentlige udviklingsvej som antaget discipel. Når det niveau er nået, efterfølges det meget hurtigt af indvielse i næste grad. Som svar på spørgsmålet: ”Hvem er en Gotrabhu?” svarer Buddha: ”Det menneske, der er i besiddelse af de egenskaber, der umiddelbart fører til begyndelsen af indvielserne, er en Gotrabhu.” (Se også Gotrabhu-Gnana).

Gotrabhu-gnana
(Pali). Gotrabhu-gnana er betegnelsen for den visdom, som er nødvendig for at kunne begynde på indvielsesvejen. (Se også Gnana og Gotrabhu).

Grafologi
(Græsk). Grafologi består af ”graphein”, der betyder ”skrive”, og ”logia”, der betyder ”lære”. Grafologi er derfor læren om, hvordan menneskets personlighedsegenskaber viser sig i håndskriften. En grafolog er en håndskriftkyndig, som ud fra håndskriften er i stand til at analysere et menneskes karakter. Grafologi er ikke det samme som juridisk eller kriminalteknisk skriftekspertise, for med den bedømmer man ægtheden af underskrifter, eller man sammenligner skriftprøver for at fastslå, om ophavsmanden er den samme. Grafologer analyserer skriftprøver for at fortolke personlige egenskaber. Grafologi bruges bl.a. til opstilling af personlighedsprofiler, til personaleudvælgelse eller som redskab til personlig udvikling. Grafologi er ikke en anerkendt videnskab.

Gral
Gral er et bæger, en kop, en beholder, en skål – eller en upadhi. Gralen har i nogle sammenhænge samme generelle betydning som en solbark, en ark, en halvmåne osv. Gralen svarer derfor til buddhi i menneskets opbygning og mahabuddhi på kosmisk niveau, på samme måde som Vahana rummer Atman eller Paramatman. Gralen kan indeholde vin, for vin er symbol på det åndelige liv. Gralen findes i Bakkus-ritualerne og i de Orfiske mysterier, hvor et helligt bæger går fra hånd til hånd og fra mund til mund. Det blev senere til kalken i den kristne eukaristi. Gralen eller den hellige gral i de kristne legender, er det bæger, som Jesus brugte ved den sidste nadver, og senere blev det brugt til at opfange hans blod. Symbolsk svarer det til stenen, der faldt fra Lucifers krone, dengang han styrtede til jorden. Lucifer (lysbringeren) bragte det mentale princip til menneskeheden, og derfor kan stenen betragtes som sjælens bevidsthed. I middelalderen var gralen forbundet med usædvanlige kræfter – navnlig i forbindelse med genskabelse af liv og kristen renhed. Gralen er et velkendt symbol i europæiske legender. Gralen har altid været et af midlerne til spådom − enten ved at se koncentreret ned i gralen, eller ved at se i vandet i gralen − eller måske ved at blande vandet med teblade eller kaffegrums, men så er der blot tale om fysisk supplement til det clairvoyante syn. I tarotkortene findes der bægre i den lille arkana, som svarer til hjerter i spillekort. (Se også Atman, Bakkus, Buddhi, Ceridwen, Dionysos, Eukaristi, Lucifer, Maha, Nadver, Orfiske mysterier, Paramatman, Tarot og Upadhi).

Grane
(Oldnordisk). Grane er navnet på Sigurd Fafners trofaste ottebenede hest som han fik af Odin i den nordiske mytologi. Grane er søn til Odins egen hest Sleipner. Sigurd rider på Grane gennem en mur af flammer for at fri til Brynhild før Gunnar Gjukeson. Sigurd fragter også den skat, han stjal fra Fafner, væk på Grane. (Se også Alsvin, Alswider, Arvak, Arwaker, Fafner, Guldfaxe, Hest, Hovvarpner, Rimfaxe, Sleipner og Skinfaxe).

Grantha
(Sanskrit). Grantha stammer fra ”granth”, der betyder ”at binde” eller ”at komponere”. At binde, sammenbinde og forene henviser til et vers (især en sloka dvs. de 32 stavelser), et partitur, en bog o.l. I de gamle sanskrit-manuskripter blev siderne bundet sammen med en snor. Navnet stammer især fra sikhernes hellige skrifter. De blev oprindeligt udarbejdet i 1604 af den femte sikh-guru, Arjan. De hellige skrifter bestod af hymner fra de første guruer og helgener fra forskellige religioner og kaster. I 1705-6 tilføjede Govindsingh − den tiende og sidste guru – hymner fra den niende guru, og han gjorde opmærksom på, at efter ham ville grantha erstatte guruen. Temaet for hymnerne er forening af menneskets sjæl med det guddommelige ved at overvinde egoisme og separatisme. (Se også Guru, Sikh, Sikhisme og Sloka).

Gravtempel
(Egyptisk). Det er en almindelig antagelse, at Amenhotep III’s tempel, Rammeseum, Hatshepsuts tempel, Medinet Habu-templet og Mentuhotep II’s tempel – som alle ligger på Vestbredden ved Luxor – er gravtempler, der er knyttet til gravene i Kongernes dal, som også ligger på Vestbredden, men bortset fra Hatshepsuts tempel adskiller de thebanske gravtempler sig ikke fra andre templer, der er dedikeret til guderne. Faraonerne blev begravet i dybe klippegrave i Kongernes dal. Gravene blev lukket og kamufleret, og alle spor var slettet. Men samtidig opførte de samme faraoner gravtempler, hvor den afdøde farao fra den ”anden side” kunne stå i kontakt med efterfølgere og efterkommere og på denne måde inspirere og påvirke det egyptiske riges fortsatte udvikling i den fysiske verden. Gravtempler var kulttempler, som var dedikeret både til guderne og gudernes repræsentant i den fysiske verden – faraoen. Umiddelbart lyder det måske mystisk, men i nutiden gør man i princippet det samme, når man bygger kirker for Jesus. Man påstår, at Jesus var Guds søn og dermed Guds repræsentant på Jorden for mere end 2.000 år siden, og på samme måde var faraonerne Guds sønner og gudernes repræsentanter årtusinder før Jesus. De kristne præster opfordrer menigheden til at komme i kirkerne for at blive inspireret af Jesu liv og lære, på samme måde som egypterne kom i gravtemplerne for at kontakte deres symbol på et ophøjet og åndeligt liv. Private havde ikke råd til at bygge gravtempler, så mange adelige opførte kultsanktuarier, men de fleste ”nøjedes” med en Mastaba. (Se også Dødetempel, Hatshepsut, Mastaba, Medinet Habu og Mentuhotep).

Grif
(Græsk). Grif stammer sandsynligvis fra det oldsemitiske ord ”krb” (ligesom ”kerub”). Ordet blev lånt fra græsk i formen ”gryps” eller ”grypos”, der var en betegnelse for de griffer, der dukkede op i græsk kunst i 600-tallet f.Kr. Latin overtog ordet i formen ”gryphus”, og fra det tysk ”Greif” blev ordet til ”grib” og ”grif” på dansk. En grif er et fabeldyr. Der findes tre slags griffe. Løvegriffen, der har løveforkrop og løvehoved, samt vinger og bagkrop som en ørn. Perserne brugte for det meste løvegriffen. Slangegriffen, har løvekrop (ofte skællet) og løveforben, men den har for det meste fuglebagben. Hovedet er formet som en hornet slanges, og det sidder på en stærkt snoet hals. Som hale kan den have endnu en slange (ligesom Kerberos – hunden med tre hoveder, der bevogter portene til Hades). Den har desuden ofte vinger. Fuglegriffen har forkrop som en ørn og bagkrop som en løve (ofte med ører som en kat). Det er den type grif, man ser i europæisk tradition. Som type er den ældgammel. Den findes f.eks. på en 5.000 år gammel seglsten fra Susa i det vestlige Iran. Griffen er et af de mest kendte fabeldyr i verden og et af de ældste (den har været kendt i over 6.000 år). Griffen bevogter typisk skatte og hellige steder. Den holder sig til øde steder som f.eks. ødemarker. De gamle egyptere kendte griffen. Griffen hører til den almindelige gruppe af drager, fantasivæsener osv., som enten er symbolske abstraktioner, reminiscenser af uddøde dyr, eller de er reelle former, der er iagttaget af clairvoyante, og formerne er udtryk for bestemte kosmiske kræfter. Når assyriske, persiske og græske griffer blev repræsenteret som frygtindgydende vogtere af skatte, viser det, at de er symbol på naturlige energier, som mennesket skal have under kontrol for at erhverve sig skatten, som er åndelig visdom og kraft. De er desuden et symbolsk udtryk for de kræfter, som vogter og styrer de lavere naturriger, og de kan modstå og true enhver, der udfordrer deres magt og skat, og derfor fremstilles de som rædselsvækkende monstre. (Se også Hades, Kerberos og Kerubim).

Grihastha
(Sanskrit). Grihastha består af ”griha”, der betyder ”hus” eller ”hjem”, og ”stha”, der betyder ”at placere” eller ”at stå”. Grihastha betyder derfor en ”husejer”, men også et ”familieoverhoved”. I en populær udlægning er det en ”familiepræst” i hinduernes præstehierarki. Iflg. Manuens lov er der tale om det andet niveau eller den anden periode i braminens religiøse liv. Braminen skulle fungere som overhoved for en husholdning og som far i en familie. Braminen fortsatte sine studier og sin undervisning i Vedaerne, og han skulle desuden både gøre ofre og hjælpe i forbindelse med offerhandlingerne. (Se også Bramin, Dharma-savarni, Manu, Rodmanu og Veda).

Grihya
(Sanskrit). Grihya Shastra eller grihya sutra betyder ”leveregler” eller ”kodeks for husstanden”. Det er et vigtigt element i den klassiske Smriti-litteratur, der udstikker regler og skikke for det hjemlige liv − herunder ceremonier og andre private ritualer, der sædvanligvis stadig følges i nutidens Indien. Grihya Sutras (eller Shastra) er en del af Kalpa Vedanga eller Kalpa Sutras, der er ”proceduremæssige leveregler”, som også omfatter Shrauta og Shulba Shastra, der er offentlige vediske ritualer, og Dharma Shastra eller Dharma Sutra, der omhandler national sociallovgivning. Blandt de mest kendte Grihya Sutraer er Ashvalayanas Grihya Sutraer, der er knyttet til Rig-Veda, Gobhilas Sutraer fra Sama Veda, og Sutra Paraskara og Baudhayana fra Yajur Veda. (Se også Dharma, Kalpa Vedanga, Rig-Veda, Sanskara, Shastra, Shrauta, Smriti, Veda og Yajna).

Grimorium
(Fransk). Grimorium stammer fra ”grimoire”. Grimorium er meddelelser med magiske tekster.

Gruppebevidsthed
I åndsvidenskaben bruges betegnelsen ”gruppebevidsthed” i betydningen delens identifikation med helheden. Gruppebevidsthed forudsætter fælles målsætning og ægte ansvarsfølelse over for gruppen. Den tibetanske mester Djwhal Khul oplyser, at ”en gruppe er et formål”. Gruppebevidsthed må ikke forveksles med massebevidsthed eller flokbevidsthed. Gruppebevidsthed i menneskeriget må heller ikke forveksles med dyrerigets gruppebevidsthed, for mennesket har en individuel sjæl, hvorimod dyr har en gruppesjæl. Det betyder, at en enkelt sjæl inkarnerer i en gruppe bestående af flere dyr, som reagerer instinktivt på sjælens impulser. (Se også Djwhal Khul og Gruppesjæl).

Gruppesjæl
På samme måde som et menneske har en personlighed, mens det er i inkarnation, har hvert enkelt dyr i dyreriget det også, men disse ”personligheder” er ikke som hos mennesket udgået fra en selvstændig sjæl eller individualitet, men fra en gruppesjæl, som har mere end én ”personlighed” i inkarnation på én gang på det fysiske plan. Der kan være flere eller færre i inkarnation afhængig af, om dyret udviklingsmæssigt tilhører lavere- eller højerestående arter. Når dyrets lavere aspekt eller ”personlighed” dør, går dyret derfor tilbage til sin gruppesjæl, og alle de erfaringer, dyret har indsamlet i sit fysiske liv, kommer derfor alle senere fødte ”personligheder” fra samme gruppesjæl til gode. Det er den form for gruppebevidsthed, man kalder instinkt. Hver enkelt ny gruppesjæl indeholder efterhånden færre og færre individer efterhånden som udviklingen skrider fremad. For de højerestående pattedyrarters vedkommende er der kun ganske få. Til sidst er der kun er ét eksemplar eller én ”personlighed” tilbage, som herefter bliver bevidst om, at den er adskilt fra gruppen. Derved sker individualiseringen, hvor en ånd (monade) forbinder sig med den adskilte personlighed via en individuel sjæl, og den fødes derefter ikke mere som dyr, men som menneske. Individualiseringen kan kun ske via syv pattedyrarter, og processen skal stimuleres ved kontakt med mennesker. Af de syv dyrearter kender man fem: Hunden, katten, hesten, elefanten og en af de store menneskeaber. De to sidste kendes ikke. Muligvis er de ikke udviklet endnu. I den nuværende periode kan der ikke fødes flere individualiserede dyr som mennesker, for det siges, at ”døren til menneskeriget er lukket”. De dyr, der individualiserer, befinder sig i en slags nirvana. De ”sover” indtil det rigtige tidspunkt indtræffer i en senere periode, hvor der vil være passende menneskeformer til rådighed. En gruppesjæls udvikling begynder allerede i mineralriget og fortsætter i planteriget, hvor de principielle forhold er nogenlunde de samme som i dyreriget. Ovennævnte skal ikke forstås sådan, at når et dyrs ”personlighed” dør, bliver det ét med sin gruppesjæl, for det ville medføre, at de mister deres individualitet. Hvert dyr – og det samme gælder enhver organisme helt ned til et atom − har sin monade eller permanente individualitet, som er på udviklingsvejen på samme måde som menneskets monade er det. Dyret befinder sig bare på et lavere udviklingstrin. Dyrets individualitet kan ikke gå tabt, men kvaliteten af den manifesterede individualitet er så lidt udviklet i et dyr i forhold til menneskets, og det samme gælder deres monader i forhold til menneskets tankesind, men grundlæggende er der ikke den store forskel på dyrets og menneskets monader, og derfor giver dyrene et indtryk af, at de udgør en samlet gruppe. Ordet gruppe betegner derfor en enhed, men i ekstremt abstrakt forstand. Den tibetanske mester Djwhal Khul oplyser, at når mennesket engang er vendt tilbage til udgangspunktet for sin udviklingsrejse og bliver ét med sin monade, som er ét med alt, vil der stadig være en erkendelse af individualitet. (Se også Djwhal Khul, Gruppebevidsthed, Monade og Nirvana).

Grækere
(Egyptisk). Grækerne levede i Egypten, længe før Alexander den Store erobrede landet (332 f.Kr.). Gamle legender fortæller om Menelaus’ rejse, som omhandler grækerne, der begyndte at ankomme til Egypten i stort antal fra 7. dynasti, og de spillede en større og større rolle i landets liv. De første kom som lejesoldater, og senere kom de handlende (Naucratis) og til sidst turisterne (Herodot). Og under de sidste indfødte konger var de kongelige rådgivere (Chabrias) og officerer i hæren. Efter den anden persiske periode slog de sig ned i den nye by Alexandria og Ptolemais – eller rundt omkring i landet – navnlig i Faijum. Kontakten mellem egyptere og grækere skabte gradvis et blandet samfund. (Se også Alexander den Store, Faijum og Herodot).

Græshoppen
Se Shalabhasana (yoga-øvelse).

Gud
I de panteistiske religioner tales der om mange guder, men åndsvidenskabeligt set findes selve guddommen, Gud eller Den Ene altid bag de mangfoldige symboler på guddommelige kræfter. I de monoteistiske religioner (jødedommen, kristendommen, islam) er der kun én personlig Gud, som betragtes som den højeste og eneste. Det er imidlertid et fuldstændig ufilosofisk og umuligt begreb. Den Gud, der nærmest svarer til den kristne kirkes Gud, er enten Planetlogos eller Sollogos, som hverken er den højeste eller den eneste Gud. Begrebet den immanente Gud henviser til opfattelsen af Gud som iboende alle former. Dermed udtrykker alle naturriger − herunder menneskeriget − guddommelighed. Opfattelsen af Gud som transcendent henviser til opfattelsen af Gud som en skabning og/eller bevidsthed, der befinder sig over mennesket og uden for den skabte verden. Åndsvidenskaben betragter Gud som både immanent og transcendent. Gud i videste forstand er oprindelsen til alt. Det Absolutte betragtes måske som et tilsvarende udtryk, men hvis Det Absoluttet betragtes som en skabning eller et væsen, kan begrebet i sig selv betragtes som en tilstand eller en egenskab, og derfor er det desuden nødvendigt at postulere ”værenhed”. Gud er et allestedsnærværende, evigt, ubegrænset og uforanderligt princip, som det er umuligt at forestille sig, for princippet ligger ud over menneskets forestillingsevne, og det kan kun blive mindre ved at gøre det til genstand for menneskelige og udtryk og sammenligne Gud med mennesker. Gud falder uden for tankens område og rækkevidde. Gud er ”utænkelig og unævnelig”. For at give en bedre forståelse af idéerne, kan man forudsætte, at der findes en Absolut Virkelighed, der eksisterede forud for al manifesteret og betinget væren. Den uendelige og evige årsag − som i den almindelige europæiske filosofi uklart kaldes ”det ubevidste” og ”det uerkendelige” − er den ”rodløse rod” til ”alt hvad der var, er og nogensinde skal blive”. Den er naturligvis blottet for alle egenskaber og har ingen forbindelse til manifesteret væren. Det er ”værenhed” snarere end væren, som er hævet over al tanke og tænkning. Værenhed har to aspekter. Det ene er det absolutte, abstrakte rum, der repræsenterer ren subjektivitet − det eneste, som ingen menneskelig tanke kan udelukke fra nogen forestilling eller opleve som adskilt fra alt andet. Det andet er absolut, abstrakt bevægelse, som repræsenterer ubetinget bevidsthed. Monoteister anerkender kun én Gud, som de forestiller sig som den øverste personlighed. Den monoteistiske Gud er normalt begavet med egenskaber, der har relation til menneskets personlighed. Det mentale billede af Gud er derfor blot en afspejling af menneskets tankesind inklusive tankens begrænsninger og fordomme. Men selv monoteister anerkender reelt andre guder, hvis man bare kalder dem for naturkræfter. Polyteisme anerkender hierarkier af guddommelige skabninger, og panteisme betragter guddommen som uendelig, allestedsnærværende og evig. Mennesket er også i sin essens en guddom. At forestille sig Gud som en personlighed må betragtes som en særdeles upassende begrænsning. Det afslører uvidenhed og mangel på forståelse af betydningen af ordene personlighed, sjæl og individualitet. Nogle monoteister frygter, at benægtelse af Guds personlighed vil forvandle opfattelsen af guddommelighed til en tom abstraktion. Men menneskets manglende evne til at opfatte det utænkeligt har intet at gøre med menneskets intuition og opgave − heller ikke visionen om den indre Gud som den højeste guide i menneskelivet. (Se også Ateisme, Dualisme, Gnosticisme, Guddom, Henoteisme, Holisme, Monisme, Monolatri, Monoteisme, Pandeisme, Panenteisme, Panteisme, Pluralisme, Polyteisme, Teisme, Theos, Treenighed, Triade, Trimurti, Universalisme og Værenhed).

Guddom
Guddommen er en intelligens, der er overlegen i sammenligning med menneskets. Guddommen er den intelligente og vitale leder af Universets essens, uanset om det er et stort eller et lille univers. De vigtigste synspunkter med hensyn til guddommens art kan klassificeres som 1) Panteisme, 2) Polyteisme, 3) Henoteisme og 4) Monoteisme. Panteismen ser det guddommelige som immanent i naturen og alligevel transcendent i sine højere aspekter. Det er karakteristisk for flere vesterlandske filosofiske systemer og alle orientalske systemer. Polyteisme indebærer anerkendelse af et ubestemt antal guddommelige kræfter i Universet, dvs. mangfoldige manifestationer af den evigt immanente, evigtvarende og manifesterede/umanifesterede Ene. Polyteismen er derfor en logisk udvikling af panteismen. Henoteisme er troen på én Gud, men uden at udelukke andre, sådan som det f.eks. findes i de jødiske skrifter, hvor de gamle hebræere tilbad en stammegud og samtidig anerkendte eksistensen af andre stammeguder. Monoteisme er troen på én Gud, og den findes i kristendommen og islam. Det er religioner, der har overtaget den jødiske tradition, og man har forvekslet de udelukkende personlige og lokale forestillinger med Universets første årsag. I åndsvidenskaben kaldes det den skabende kosmiske 3. Logos. Den kosmiske guddom er både transcendent og immanent, og under manifestationen udsendte guddommen utallige stråler, som skabte de forskellige guddommelige kræfter af indre og ydre natur. Alle immanente guddomme stammer selvsagt fra den altomfattende og evigt umanifesterede ”rodløse rod” eller Parabrahman. De forskellige universer kaldes nogle gange for ”evighedens gnister”, som udgår fra Parabrahman med periodiske intervaller, der kaldes manvantaraer. Derefter vender manifestationen tilbage til den præ-manvantariske tilstand eller pralaya, for igen at træde frem, når pralaya har udspillet sin rolle. Derfor er guddommelighed både transcendent og immanent, evig og umanifesteret, mens strålerne eller de kosmiske gnister og manifestationer er periodiske. Enhver manifestation fra Den Ene skabes ved hjælp af mange stråler, som i forskellige religiøse opfattelser får gudenavne og egenskaber. Derfor er begreber som Gud og Guddom blevet en slags artsbetegnelse. (Se også Ateisme, Dualisme, Gnosticisme, Gud, Henoteisme, Holisme, Manvantara, Monisme, Monolatri, Monoteisme, Pandeisme, Panenteisme, Panteisme, Parabrahman, Pluralisme, Polyteisme, Pralaya, Teisme, Theos, Treenighed, Triade, Trimurti og Universalisme).

Guddommelige plan
Den guddommelige plan er den overordnede plan eller hensigt med Universets skabelse og udvikling. Jorden og mennesket er aspekter i skabelsen, og dermed bliver den guddommelige plan samtidig betegnelsen for formålet med det enkelte menneskes liv, for alle livsenheder uden undtagelse har en meningsfuld plads i helheden. Alt liv på alle niveauer spiller en specifik rolle i opfyldelsen af den overordnede eller guddommelige plan. (Se også Gud og Guddom).

Guddommeliggørelse
(Egyptisk). Selv om egypterne oplyser, at de kunne gøre mennesker til guder, var guddommeliggørelse en sjældenhed i Egypten. Herodot fortæller, at ”helte var ikke genstand for tilbedelse”, men der findes enkelte undtagelser. Nogle faraoner modtog guddommeliggørelse i forbindelse med begravelsesritualet, og de fik deres eget kultsanktuarie til gavn for senere generationer. Amenhotep I og hans moder Ahmes-Nefertari blev tilbedt i den thebanske nekropol, Snofru på Sinai, Sesostris III i Nubien, Amenemhet III i Faijum osv. Nogle blev guddommeliggjort umiddelbart efter døden. Det var utvivlsomt tilfældet for nogle vizirer i Gamle Rige. Kagemni fik et kultsanktuarie og en stele (mindesten) opstillet i sin mastaba i Sakkara af sin trofaste efterfølger Isi – prins af Edfu, som selv blev tilbedt som ”hellig vizir” og ”levende gud” fra 6. dynasti til 2. Mellemtid. Hekaib havde også et sanktuarie, der var dedikeret til hans kult på Elephantine ved Aswan. Andre blev først guddommeliggjort længe efter deres død, eksempelvis Imhotep – kong Djosers arkitekt i 3. dynasti – for han blev først guddommeliggjort 2.000 år efter sin død. Amenhotep søn af Habu, som var Amenhotep III’s arkitekt i 18. dynasti, blev også guddommeliggjort, men det skete, mens han levede. Han blev healingsgud, og fik et kursted i sit sanktuarie ved Deir el-Bahari. Teephibis blev også tilbedt i et lille tempel på Thebens vestbred. (Se også Amenemhet III, Amenhotep I, Amenhotep III, Deir el-Bahari, Djoser, Elephantine, Herodot, Imhotep, Mastaba og Sesostris III).

Gudeforældre
Gudeforældre, som iflg. kristen lov er stærk i den græsk-ortodokse kirke, svagere i den romersk-katolske og glemt i den protestantiske, er baseret på det faktum, at når en åndelig lærer begynder at undervise disciplen, påtager han sig den studerendes karma i relation til de esoteriske videnskaber indtil eleven på et tidspunkt bliver en mester. Gudeforældre påtager sig stiltiende al synd for det nydøbte barn (der er salvet, som ved indvielsen − et reelt mysterium) − indtil den dag, hvor barnet bliver ansvarligt og kender forskel på godt og ondt.

Gudemenneske
Gudemenneske henviser til menneskeheden efter forvandlingen i 3. rodrace, dengang dyremennesket blev inkarnerede devaer pga. manasaputraernes overskyggende inkarnationer. Det henviser også til manas (tankesindet) i forbindelse med atma-buddhi i modsætning til manas i forbindelse med de lavere principper, for sidstnævnte forbindelse er ganske enkelt menneskelig. Gudemenneske bruges nogle gange til at beskrive avatarerne, der viser sig i menneskeheden med periodiske intervaller. Begrebet gudemenneske kan desuden være en betegnelse for buddhaer eller andre åndelige mennesker. (Se også Atma-Buddhi, Avatar, Buddha, Deva, Manas, Manasaputra og Rodrace).

Guder
Guder og gudinder er et generaliserende udtryk, der betyder alle selvbevidste enheder, der er overmægtige i forhold til menneskeheden. Ofte er de begrænset til de tre dhyan-chohaners bevidsthedsområde. Guderne hersker over forskellige områder i naturen i hierarkisk orden, og de repræsenterer kosmiske intelligenser i utallige kvaliteter. Åndsvidenskaben oplyser, at mennesker, der når frem til syvende runde på Jordkæden, vil ved afslutningen af sidste runde bevæge sig ind i det overmenneskelige rige, der udgør dhyan-chohanernes laveste bevidsthedsområde. En af dhyan-chohanernes funktioner (som er guder eller halvguder af den lavere type), er at overvåge alle hierarkier under deres bevidsthedsområde. Nogle dhyan-chohaner overvåger menneskeheden, mens andre overvåger og beskyttelse af lavere udviklede naturriger. Guder eller guddomme på de højere hierarkiske niveauer i denne del af Universet er enheder i det højere åndelige hierarki, der er så ufatteligt højt, at de fra menneskets synsvinkel betragtes som guder − og kollektivt er de Gud. Til det højeste hører de syv ordener af rent guddommelige ånder. De seks laveste af dem består af hierarkier, der lejlighedsvis kan ses og høres af mennesket, og som faktisk kommunikerer med Jordens menneskebørn, for deres afkom er uløseligt forbundet til dem. Hvert princip i mennesket er forbundet direkte med en kilde i form af de store skabninger, som forsyner mennesket med usynlige aspekter. Overordnet tilhører de ophøjede skabninger to grupper − arupa (formløse) og rupa (stoflige). Man skal imidlertid ikke forestille sig, at de, der har form, nødvendigvis har form som mennesker eller ser ud som fremstillingerne i fortidens gudekredse. Rupa-guder har meget æteriske former. Nogle minder måske om den nuværende menneskeform, mens andre har en helt anden opbygning. Men arupa-guder ligger uden for menneskets forestillingsevne, for det er skabninger, der består af ren intelligens, ren essens og ren ånd, og mennesket vil opfatte dem som formløse. I de gamle kulturer havde deres guder og gudinder til formål at repræsentere de styrende intelligenser, der var usynligt til stede, og som kom til udtryk via astrale og fysiske manifestationer i naturen. Guder og gudinder var derfor personificeringer af energier, kvaliteter og processer. (Se også Arupa, Astral, Astralplan, Dhyan-Chohan, Gud, Guddom og Rupa).

Gudinder
Se Guder.

Gudsgnist
Dengang evolutionen begyndte på den nedadgående bue, dukker den åndelige essens op som et kæmpemæssigt væld af individuelle monader eller åndelige, bevidste atomer, som pga. deres mangel på den selvbevidste menneskelige tilstand ofte betegnes som ubevidste gudsgnister (dvs. uden selvbevidsthed), men det betyder ikke, at de er uden selvbevidsthed på deres eget plan, det monadiske plan, for monaderne forlader aldrig deres eget plan. Når man taler om, at en monade inkarnerer, betyder det, at en stråle projiceres fra monaden ”ned” fra det monadiske plan for at opflamme det spirende manasiske aspekt eller den manasiske kraft i lavere skabninger, og det var det, der fandt sted i forbindelse med manasaputraerne. Gudsgnisterne bliver dermed åndelige monader for levende skabninger, som udgår fra monaderne selv, mens de gradvist iklæder sig det stof, de manifesterer sig i. Processen foregår serielt og trinvist på den nedadgående evolutionsbue. Det resulterer i, at ved afslutningen på den opadgående evolutionsbue, bliver de ubevidste (dvs. ikke selvbevidste) gudsgnister selvbevidste guder. Det betyder, at det selvbevidste menneske bliver selvbevidst forbundet til monadens selvbevidsthed på det monadiske plan. (Se også Atom, Manas, Manasaputra, Mentalplanet og Monade).

Guff
(Hebræisk). Guff eller gof betyder ”krop” eller ”fysisk form”.

Guhya-adesa
(Sanskrit). Guhya-adesa stammer fra ”guhya”, der betyder ”hemmelighed”. Guhya-adesa er tavshedspligt i forhold til de esoteriske doktriner i hinduismen − f.eks. Upanishaderne. (Se også Esoterisk, Hinduisme og Upanishader).

Guhya-vidya
(Sanskrit). Guhya-vidya består af ”guhya”, der betyder ”hemmelighed” fra roden ”guh”, der betyder ”at skjule”, ”at hemmeligholde”, samt ”vidya”, der betyder ”viden” eller ”visdom”. Guhya-vidya er den hemmelige viden eller den esoteriske visdom. I Indien henviser guhya-vidya især til den esoteriske viden og videnskab om mantraer og deres sande rytme i chanting. (Se også Avidya, Chanting, Mantra og Vidya).

Guide
Guide er åndsvidenskabens betegnelse for usynlige hjælpere og rådgivere, der befinder sig på de indre eksistensplaner. De kan kommunikere med fysiske mennesker, og det gør de enten via et medie eller i kraft af et menneskes modtagelighed. Åndsvidenskaben afviser den forklaring på fænomenerne, der ofte gives af spiritister, men samtidig oplyser åndsvidenskaben, at Universet indeholder et netværk af mange grupper, der består af skabninger og enheder i utallige kvaliteter og på mange eksistensniveauer. Nogle af enhederne kan være en kilde til inspiration, men det er et faktum, at inspirationen kommer fra en ikke-fysisk kilde, og derfor er der ingen garanti for, at indflydelsen er positiv. Den kendsgerning, at oprindelsen er ukendt, bør give stof til alvorlig eftertanke. Det må heller ikke glemmes, at mulighederne for selvbedrag er næsten uendelig. I antikken var der enighed om, at enhver form for kommunikation eller samkvem med astrale skabninger − uanset om det var spøgelser, skygger, skaller, elementaler eller ikke − var særdeles farlig, for de havde ofte en negativ indflydelse på menneskets karakter. I Indien kaldte man de astrale skabninger for bhutaer, pisachaer o.l. (Se også Astral, Astralhylster, Astrallegeme, Astrallys, Astralprojektion, Bhuta, Elemental, Elementar, Elementalriger, Genfærd, Pisacha, Skygger, Skytsengel, Skytsånd og Spøgelse).

Guld
(Egyptisk/alkymistisk). Guld var symbol på perfektion, evighed og renhed. De gamle egyptere betragtede guld som koaguleret lys fra Solen, Ra, Faderen, det ophøjede princip, det kosmiske livs positive aspekt. Guld (elektrum) blev derfor betragtet som det mest værdifulde metal, men værdien havde intet at gøre med økonomi. Det blev betragtet som et guddommeligt og kongeligt metal. Det var Solens og gudernes strålende og uforgængelige ”kød” og ”hud”. Gudinden Hathor var eksempelvis en inkarnation af guld. Og en af de kongelige titler var ”Horus Nub”, ”den gyldne Horus”. Guddommelige symboler blev belagt med rent guld, hvis de da ikke blev fremstillet helt i guld. Bladguld blev brugt til belægning på obeliskernes toppe, tempelsøjler, rituelle redskaber og relieffer med særligt hellige symboler. Det sted, hvor den afdødes ”dobbeltgænger” (ka-statuen) og dens skrin blev fremstillet, kaldte man ”guldhuset”. Det samme navn fik nogle balsameringshuse og værksteder, der arbejdede for hoffet. Mumiemasken, der dækkede den afdødes ansigt, var enten guldbelagt eller malet gul, mens faraoniske mumiemasker blev fremstillet af massivt guld (f.eks. Tutankhamons). Egypterne handlede med naturalier, og derfor indgik guld kun langsomt i økonomien. Sethos I advarede mod den nye skik, for han sagde: ”Guld er gudernes kød, og derfor er det ikke tiltænkt dig. Undlad derfor at tale som solguden, dengang han indledte sin tale: ‘Min hud er af ren elektrum’.” Egyptens enorme forbrug af guld undrer eksperterne, for guld fandtes ganske enkelt ikke naturligt i så store mængder, at guldminerne kunne dække det ufattelige forbrug. Guldminerne lå i det sydlige Egypten (Nub betyder ”guld” på oldegyptisk, og Nubien betyder ”guldlandet”). Iflg. åndsvidenskaben var man i de gamle kulturer i stand til at fremstille guld ved hjælp af alkymi. Alkymister betragtede også guld som en aflejring af sollys, dvs. lys, der er udstrålet som ild fra Solen. Guldet i menneskets natur skal renses for slagger ved hjælp af ild. Med ild mener man manas, det selvbevidste aspekt, og når tankesindet var renset fra forurening fra de lavere principper, blev manas forenet med buddhi. Den guddommelige alkymi forsøgte at rense guldet i menneskets natur, mens den fysiske alkymi forsøgte at skabe guld ved at transmutere uædle metaller. I modsætning til guld betragtes messing som et uædelt metal, der symboliserer lidenskaber og begær i stoffets verden. Guld repræsenterer det maskuline princip og ildelementet, og en anden kontrast er sølv, der er analog med det feminine princip og vandelementet. Guld symboliserer Solen og sølv er symbol på Månen. Iflg. de hinduistiske skrifter har Universet udviklet sig fra et guldæg eller et gyldent kim. (Se også Alkahest, Alkymi, Buddhi, Buddhi-Manas, Hathor, Hiranyagarbha, Ka, Manas, Nubien, Obelisk, Sethos I og Tutankhamon).

Guldalderen
Se Krita-Yuga.

Guldfaxe
(Oldnordisk). Guldfaxe er en hest i den nordiske mytologi. Den var tidligere ejet af Hrungner, men nu tilhører den Magni. Magni hjalp Thor i kampen mod Hrungner, og som tak fik han Guldfaxe af Thor. I den nordiske mytologi er Guldfaxe én af flere heste, som kan flyve. (Se også Alsvin, Alswider, Arvak, Arwaker, Grane, Guldfaxe, Hest, Hovvarpner, Hrungner, Magni, Rimfaxe, Sleipner, Skinfaxe og Thor).

Guldkalv
(Hebræisk). Guldkalven omtales i Det Gamle Testamente. Guldkalven er en genstand, der på hebræisk hedder ”agel” eller ”egel”, som betyder ”kalv” eller ”planet”. Guldkalven blev angiveligt fremstillet i ørkenen af Aaron på opfordring fra israelitterne, fordi Moses ikke var vendt tilbage fra Mount Sinai. Da han senere vendte tilbage, ødelagde han afgudsbilledet ved at brænde det, knuse det til pulver og drysse guldpulveret i vand, og han opfordrede israelitterne til at drikke vandet. H.P. Blavatsky gør opmærksom på, at handlingen har en alkymistisk betydning. I en forstand står guldkalven for den hemmelige viden, som jøderne tog med fra egypterne. I en anden forstand er det den ”hellige ko”, der var symbol på den ”Store Moder”, som først var planeten Venus og derefter Månen. Guldkalven har begge køn, for den rummer Venus’ tvillingenatur i skikkelse af Hathor eller Ishtar − dobbeltstjernen, der var maskulin ved solopgang og feminin ved solnedgang. Kalven er desuden symbol på keruben og planeten i betydningen styrke og skabende kraft eller forplantningsevne. Forfatteren Ove von Spaeth har tilsvarende tanker. Han oplyser, at alkymisterne betragtede den bibelske Genesis (Første Mosebog) − dvs. beretningen om verdens skabelse, som iflg. traditionen er beskrevet af Moses − som en gigantisk alkymistisk proces, ”Guds opus”. Den alkymistiske idé om en proces med et element eller grundstof, der transmuterer til et andet eller til næste grundstof − som i nutiden anses for at være ”yderst vanskeligt”, med hensyn til alkymisternes favoritmetaller – forekommer reelt i verdensrummet hver gang en stjerne ændrer sig til en supernova med de voldsomste energiudbrud i Universet. Frem til den fase har stjernen i hele sin eksistens transformeret helium via fusion til tungere og tungere grundstoffer, indtil dannelsen af metallet jern er gennemført. Hos alkymisterne symboliserede både transmutation af mere almindelige metaller til guld, og det universelle panacea, en udvikling fra en mangelfuld, unormal, fordærvelig og midlertidig fase frem til et fuldkomment, sundt, ufordærveligt og eviggjort niveau − og ”de vises sten” repræsenterede dermed en mystikernøgle, som kunne gøre den form for evolution mulig. Guldstøv kaldtes i alkymien også for (guld)panacea, som man mente var et universalmiddel, der kunne kurere alle sygdomme og oven i købet forlænge livet − især når guldet blev gjort drikkeligt (aurum potabile). Aurum potabile betyder på latin ”drikkeligt guld”, dvs. guldklorid opløst i æter. Hos alkymisterne var det en guldopløsning. (Se også Aaron, Alkymi, Genesis, Guld, Hathor, Kerubim, Ishtar og Sinai).

Gulhue
Se Dugpa og Gelugpa.

Gullinbursti
(Oldnordisk). Gullinbursti består af ”gullin”, der betyder ”gyldne”, og ”bursti”, der betyder ”børster” eller ”manke”. Gullinbursti betyder derfor ”gyldenbørste”. I den nordiske mytologi − omtalt i Snorres Edda − er det en gylden orne eller galt (hangris), som trækker Freyrs vogn. Freyr er gud for den fysiske verden. Han modtog Gullinbursti som en gave fra de to dværge Brok (mineralriget) og Sindre (planteriget), som var sønner af Ivalde, Månen. Gullinbursti kunne både løbe og flyve. (Se også Freyr og Ivalde).

Gullveig
(Oldnordisk). Gullveig eller gullweig består af ”gull”, der betyder ”guld”, og ”veig”, der betyder ”tørst” eller ”drikke”. Gullveig er en personificering af ”guldmalm”. I Eddaens vigtigste digt, ”Vølvens spådom”, siges det, at under den gyldne tidsalder, dengang begær efter guld og rigdom endnu var ukendt for mennesket, ”legede guderne med gyldne skiver, og ingen lidenskaber forstyrrede begejstringen for livet”, og alle på Jorden var lyksalige. Men digtet indeholder en kryptisk hentydning til Gullveig, som tre gange blev kastet i ilden, og alligevel blev hun genfødt alle tre gange. Hun levede og var endnu smukkere end før. Gullveig fyldte gudernes og menneskenes sjæle med utilfredsstillet længsel, og dermed blev alt forandret. Hun var årsag til den første krig i verden, dengang aserne (skaberguderne) blev fordrevet fra deres himmelske bolig af vanerne (de overordnede guder), som blev tilbage i Asgård. Flere fortolkninger er mulige. Det kan være de tre gudinder, nornerne, der symboliserer fortid, nutid og fremtid, som kom til verden, da barndommens drømme og velsignede fred forsvandt, og begær og lidenskaber viste sig med alle dens negative konsekvenser. Tørsten efter guld kan også betragtes som tørsten efter visdom, som er årsag til, at guddommene må legemliggøre verdenerne, og derfor er de nødt til at overlade deres guddommelige sfærer til højere magter. Det minder om hinduernes agnishwattaer og kumaraer. Guldet, der blev renset tre gange, kan identificeres som Manas − den bevidste sjæl. Og den mest indlysende fortolkning er naturligvis, at tørst efter guld repræsenterer egoisme og grådighed efter ting, og at Gullveig var en troldkvinde, der bragte synd til verden, og dermed opstod karma. (Se også Agnishwatta, Aser, Asgård, Edda, Guder, Karma, Kumaraer, Manas, Norner, Vaner og Vølvens spådom).

Guna
(Sanskrit). Guna betyder ”egenskab”, ”streng”, ”tråd” eller ”fiber”. I mere abstrakt sammenhæng betyder guna ”underinddeling”, ”art”, ”type” eller ”kvalitet” – eller ”et operationelt princip” eller ”en tendens”. Universet er vævet af ”tråde” eller ”fibre”, der består af principper, egenskaber og tendenser. I Samkhya-filosofien er der tre vigtige gunaer, der betragtes som grundlæggende driftsprincipper eller ”tendenser” i prakriti (de universelle egenskaber). De tre gunaer kaldes: Tama guna, raja guna, og sattva guna og stoffets tre kvaliteter kaldes tilsammen triguna. De tre gunaer eller triguna er stoffets tre grundegenskaber: Tama, som er træghed, inerti, død og forfald (hovedegenskaben på det fysiske plan) – Raja, som er aktivitet og bevægelse (hovedegenskaben på astralplanet) – og Sattva, som er rytme, harmoni (hovedegenskaben på mentalplanet). I den hinduistiske trimurti svarer Brahma til raja, Vishnu til sattva og Shiva til tama. Hele skabelsen og dens udviklingsproces udføres af de tre store gunaer. De tre kategorier er et almindeligt middel til at kategorisere adfærd og naturfænomener i hinduistisk filosofi. Guna er tendensen – ikke selve handlingen. F.eks. er sattva guna tendensen til renhed, men er ikke selve renheden. Raja guna er kraft, der har tendens til at skabe handling, men raja guna er ikke selve handlingen. Hver af de tre gunaer er altid til stede samtidigt i hver partikel i skabelsen, men variationer i balancen viser variationer i skabelsen – herunder stof, krop, tankesind og ånd. Al skabelse består af en balance mellem alle tre kræfter. For at skabe fremskridt har hvert nyt stadie brug for en kraft til at fastholde fremskridtet, og en anden kraft til at udvikle det til en ny fase. Den kraft, der udvikler processen i den nye fase, er raja guna, mens tama guna kontrollerer eller forsinker processen for at opretholde den tilstand, der allerede er skabt, så det kan danne grundlag for næste fase. Hvert af de fem elementer har sin guna eller særlige kvalitet, og de er knyttet til et tilsvarende sanseorgan i mennesket. På den måde har æteren sabda eller lyd som sin guna og øret som sit sanseorgan. Luften har håndgribelighed som sin guna og huden som sit sanseorgan. Ilden eller lyset har synet som sin guna og øjet som sit sanseorgan. Vand har smagen som sin guna og tungen som sit sanseorgan. Jorden har lugten som sin guna og næsen som sit sanseorgan. Der er faktisk syv gunaer i naturen, men kun fem af dem er udviklet dog endnu ikke i særlig grad, og to afventer stadig på at afsløre både deres kvaliteter og deres sanseorganer. Det vil først ske i en fjern fremtid. Hver enkelt af gunaerne med deres tilhørende kvaliteter og sanseorganer, udvikles i hver af de syv rodracer, som udgør Jordens manvantara. Opremsningen giver den rækkefølge, som forbinder gunaerne med den rodrace, der har til opgave at udvikle dem. På nuværende tidspunkt befinder menneskeheden sig i 5. rodrace, og den har udviklet fem gunaer med deres tilsvarende kvaliteter og sanseorganer. Iflg. Samkhya-filosofien har prakriti tre grundlæggende kvaliteter (triguna), og det er sattva, rajas og tamas. Iflg. Nyaya-filosofien er alle eksisterende ting i besiddelse af 24 gunaer eller karakteristiske egenskaber. (Se også Brahma, Manvantara, Nyaya, Prakriti, Raja Guna, Rodrace, Samkhya, Sattva Guna, Shiva, Tama Guna, Triguna, Vishnu og Æteren).

Gunavat
(Sanskrit). Gunavat stammer fra ”guna”, der betyder ”kvalitet”. Gunavat er det, som er begavet med kvaliteter eller fortrin i betydningen fremragende eller perfekt. I filosofien er de fem kvaliteter forbundet med elementerne. H.P. Blavatsky bruger også den angliserede form ”gunavatic”. Navneordet gunavatta er en tilstand, der er begavet med kvaliteter. (Se også Elementer og Guna).

Gungner
(Oldnordisk). Gungner stammer fra ”gunga”, der betyder ”at svinge”. I den nordiske mytologi er Gungner navnet på Odins altgennemborende spyd, som giganten Loke fik fremstillet ved hjælp af dværgen Dvalin. Det er smedet af Ivaldes sønner iflg. Skaldskaparmal (det midterste og største afsnit i den yngre Edda). Navnet har tilsyneladende en hentydning til modsætninger, som f.eks. aktivitet og hvile eller åndelighed og materialisme. Gullveig (tørst efter guld eller visdom) blev tryllebundet af det og kastet i ilden, hvor hun ”tre gange blev brændt og tre gange blev genfødt, og hun lever stadig”. Det skete da Odin kastede sit spyd ind en gudeskare, og det medførte krig i Himlen. Det betød også, at aserne (skaberguderne) blev fortrængt fra Asgård, mens vanerne kom i besiddelse af asernes himmelske bolig. Vanerne er ”vandguder”. Det er kosmiske guder, og ”vandet” henviser til det mystiske tomrum, der kaldes urhavet. Vanerne deltager ikke direkte i verdenssystemet, hvorimod aserne er de skabende kræfter i Universet, og de bor i planeterne − synligt og usynligt. (Se også Aser, Asgård, Dvalin, Edda, Gullveig, Ivalde, Loke, Odin og Vaner).

Guph
(Hebræisk). Guph, Guf eller Guff er en hul eller en tom krop – dvs. en skal. Guph bruges ofte i Kabbala til at beskrive menneskets fysiske krop uanset om kroppen er levende eller død. Andre hebræiske ord for krop er Guphah, Gewiyyah og Gewah. (Se også Kabbala).

Gupta-maya
(Sanskrit). Gupta-maya består af ”gupta”, der betyder ”hemmelighed”, og ”maya”, der betyder ”illusion”. Gupta-maya er en hemmelig illusion. Begrebet henviser til det trick, der bruges af hinduistiske ”magikere”, som f.eks. får mango-træer til at ser ud, som om de vokser meget hurtigt, eller de får en dreng til at klatre op ad et reb, der tilsyneladende er fastgjort i skyerne − osv. H.P. Blavatsky fortæller, at fænomenerne opstår som en psykologisk effekt, hvor ”tryllekunstnerne” projicerer en illusion eller et blændværk ind i tilskuernes bevidsthed. (Se også Blændværk, Maya og Illusion).

Gupta-vidya
(Sanskrit). Gupta-vidya består af ”gupt”, der betyder ”bevare”, og ”vidya” betyder ”viden” eller ”visdom”. ”Gupta” stammer fra roden ”gup”, der betyder ”at skjule”, ”at tilbageholde”. Gupta-vidya er ”hemmelig kundskab”, ”hemmelig visdom”, ”den hemmelige lære”, som også kaldes ”den esoteriske visdom” eller ”den evige visdom”. Gupta-vidya kan derfor også kaldes åndsvidenskab. I den åndsvidenskabelige tradition er Gupta-vidya kilden til alle kendte religioner og filosofier. Den hemmelige visdom eller den hemmelige lære kan derfor betragtes som et synonym for åndsvidenskab, den esoteriske filosofi eller teosofi. (Se også Teosofi).

Guptasana
(Sanskrit). Guptasana eller muktasana er en yoga-stilling, der betyder ”den hemmelige stilling” eller ”den perfekte stilling”. Guptasana er stort set den samme yoga-stilling som swastikasana, men guptasana praktiseres kun af mænd. Yoga-stillingen er beregnet til meditation. ”Gupta” betyder ”at skjule”, og fordi stillingen skjuler kønsorganet, kaldes den guptasana. Man sidder med ret ryg og med bøjede ben. Hælen placeres blidt lige over penis, og den anden hæl anbringes lige over. Hænderne placeres på knæene. Tryk hagen mod brystet og koncentrer blikket mod midten af øjenbrynene − eller man kan også holde hovedet lige uden at bøje det og sidde med lukkede øjne for at meditere. Man kan sidde i stillingen, så længe man kan, og derefter vende tilbage til den grundlæggende position. Til sidst praktiserer man savasana for at slappe af. Guptasana gavner meditationen og koncentrationen, og hjælper med at nå til højere bevidsthedstilstande. Guptasana stimulerer alle indre organer, sænker pulsen og blodtrykket, og den korrigerer seksuelle og følelsesmæssige problemer. Desuden øger guptasana udskillelsen af testosteron. Guptasana er ikke egnet til kvinder. (Se også Savasana, Swastikasana og Yoga).

Guru
(Sanskrit). Ordet ”guru” stammer fra ”gur”, som betyder ”at opløfte”. En guru er en ”lærer” – navnlig i betydningen ”en åndelig lærer”, der har til opgave at udvikle sine elever (chelaer) og opløfte dem åndeligt. Betegnelsen guru benyttes både i indiske religioner og i vestlige yoga-bevægelser, som en betegnelse for et menneske, der har nået en høj grad af åndelig indsigt, og som derfor er i stand til at undervise eller fungere som åndelig vejleder. En guru er reelt en indviet, der underviser disciple for at føre dem fremad på den åndelige udviklingsvej. Ofte bruges samme terminologi for en chela – en discipel eller en elev. Iflg. Paramahansa Yogananda betyder guru ”fordriver af mørket”. ”Gu” betyder ”mørke” og ”ru” betyder ”fordriver af”. Guru-begrebet er centralt i hinduisme, buddhisme og sikhisme. For tilhængere er det vigtigt at finde en guru, man har respekt for, og som man kan have fuldt tillid til. Den åndelige ild i hvert menneske − det højere selv eller atma-buddhi – kaldes også guru, for det er menneskets indre guddommelige lærer. Atma-buddhi i ethvert menneske er reelt den øverste guru eller mester for det pågældende menneske. Den ydre guru var tidligere et meget nødvendigt element i den ægte esoteriske undervisning, men iflg. den tibetanske mester Djwhal Khul er der i nutiden så mange mennesker, der har bevæget sig ind på den åndelige udviklingsvej, at der ikke er ydre guruer nok. Guruens eller mesterens tanker er derfor nedskrevet i bøger – eksempelvis H.P. Blavatskys ”Den Hemmelige Lære” og de 12.000 sider avanceret esoterisk stof, som Djwhal Khul kanaliserede via Alice A. Bailey. Chelaens eller disciplens opgave i nutiden er derfor selvundervisning evt. sammen med grupper af ligesindede. (Se også Alice A. Bailey, Atma-Buddhi, Buddhisme, Chela, Djwhal Khul, Hinduisme og Sikhisme).

Guru Deva
(Sanskrit). Guru Deva består af ”guru”, der betyder ”lærer, og ”deva”, der betyder ”guddommelig skabning”. Guru Deva er derfor en ”guddommelig mester”. Guru Deva er også en titel, der viser respekt og ærbødighed, og den bruges af chelaer over for deres lærere. (Se også Chela, Deva og Guru).

Guru Puja
Se Puja.

Guruparampara
(Sanskrit). Guruparampara består af ”guru”, der betyder ”lærer”, og ”parampara”, der betyder ”en række” eller ”en uafbrudt serie” eller ”en arv”. Guruparampara er derfor en uafbrudt serie eller række af guruer eller lærere. I oldtiden havde alle mysterieskoler eller esoteriske uddannelsessteder en regelmæssig og uafbrudt serie af guruer, der afløste hinanden, og som løbende overdrog lederskab og ansvar til sin efterfølger, på samme måde som guruen selv havde modtaget lederskabet og ansvaret fra sin forgænger. Der er to slags guruparampara. Den første opløfter mennesket til åndelig værdighed og giver gradvist højere esoteriske grader. Den anden repræsenterer den tidsmæssige rækkefølge i den ydre verden. De to typer følger imidlertid den samme regel om fremadskridende rækkefølge, der manifesterer sig på to lidt forskellige måder. Processen er inspireret af naturens hierarkiske struktur. Guruparampara gælder i almindelige menneskers liv, for en lang kæde af påvirkninger strækker sig fra den højeste åndelige vejledning, der kan inspirere et menneske, ned gennem et stort antal åndelige ledere, og kæden slutter ved lærerne og skoleundervisningen i ungdommen. Man kan også se det som en kæde, der går fra lærerne til den højeste åndelige enhed, der udsender en nedadgående stråle, som det enkelte menneske er forbundet med. Og det gør ingen forskel om den esoteriske relation er klar eller uklar for eleven, eller om eleven erkender relationen. (Se også Guru).

Gwydion
(Walisisk). Gwydion er søn af Don (Dana på irsk). Der var to vigtige gudefamilier – Dons børn og Llyrs børn. Gwydion er identisk med Hermes. Gwydions slot (Caer Gwydion) repræsenterer Mælkevejen, men ligesom mange andre galakser, stjernebilleder og stjerner var de projiceret ned i Wales et eller andet sted. Nøjagtig de samme himmelske kræfter og funktioner blev projiceret ned i menneskers liv. (Se også Hermes og Mælkevejen).

Gwynfyd
(Walisisk). Gwynfyd eller Clych y Gwynfyd betyder ”lyksalighed” eller ”en cyklus af lyksalighed”. Hos druiderne er gwynfyd verdenerne over menneskeriget. Det er den anden af tre cyklusser af væren – det er det, som sjælen opnår, efter at have foretaget en udvikling, der løfter den hinsides den lille verden (menneskehedens tilstand). Fra gwynfyd kan sjælen vælge at tage flere inkarnationer i den lille verden, baseret på ønsket om at hjælpe inkarnerede mennesker fremad i udviklingen. (Se også Druide og Inkarnation).

Gwynfydolion
(Walisisk). Gwynfydolion er et begreb hos druiderne. Begrebet omhandler det tidspunkt, hvor Universet med et glimt gik fra latent tilstand til eksistens. Gwynfydolion er tilholdsstedet for de sjæle, der opnåede gwynfyd i en tidligere livsperiode i Universet. De vågner i gwynfyd og ser fremad, og de ønsker at tage evigheden (cylch y ceugant) med storm. Men da de rejste ud fra gwynfyd med det formål for øje, sank de ned i abred og begyndte på inkarnationscyklusserne, og det førte dem til sidst til menneskeriget. Her kunne deres forædling føre dem tilbage til cylch y gwynfyd (evigheden) igen. (Se også Druide og Gwynfyd).

Gyan
(Persisk). Gyan, Gian-ben-Gian eller Gyan-ben-Gian er iflg. en persisk legende konge over sylferne. Gyan havde et fantastisk skjold, der fungerede som beskyttelse mod ondskab, sort magi og trolddom. H.P. Blavatsky siger, at Gyan kan staves ”gnan”, som svarer til sanskritordet jnana, og det betyder ægte eller esoterisk visdom. Hans skjold, der er fremstillet af astrologiske principper, knuste amuletter, fortryllelser og onde besværgelser, kunne ikke få magt over Iblis, som var repræsentant for skæbnen eller karma. (Se også Iblis Jnana, Karma og Sylfer).

Gyges
(Græsk). Gyges er en af de tre giganter, som har et dobbelt aspekt − både som gud og som dødelig. Gyges blev fængslet af Kronos fordi de gjorde oprør imod ham. ”Gyges ringe” er blevet en kendt metafor i Europæisk litteratur. Iflg. Platon var Gyges en lydier (fra oldtidsriget Lydien på Lilleasiens vestkyst) som giftede sig med kong Candaules enke, efter at han havde myrdet kongen. Platon fortæller, at Gyges en gang steg ned i en kløft i jorden og opdagede en bronzehest. I en åbning i bronzehestens side var der et skelet af et menneske, som havde en bronzering på fingeren. Gyges tog ringen, og når han satte den på sin finger, gjorde den ham usynlig. Ringen symboliserer omfanget af viden eller indvielsens cyklus, der giver erfaring og visdom. Den mesterindviede bærer derefter både visdommen og kraften med sig i form af en ring. Eksempelvis har en mester viljen og kraften til at gøre sig usynlig. Det gør mesteren ved at kaste akashas slør omkring sig. Nedstigningen i kløften antyder tydeligvis nedstigningen i underverdenen. Det er en opgave som en discipel af højere grader er forpligtet til at gennemføre, før indvielsens cyklus er fuldført. (Se også Akasha, Briareus, Gaia, Kottos, Kronos, Titaner, Uranus og Zeus).

Gylden tidsalder
Den Gyldne Tidsalder er den første af fire tidsaldre, der omtales af Hesiod − guldalder, sølvalder kobberalder og jernalder. ”Den Gyldne Tidsalder” repræsenterer begyndelsen på en ny rodrace og i mindre omfang begyndelsen på en underrace. Firdelingen gælder ikke kun for rodracer, men også for rodracernes syv underracer. Kronos (Saturn) var Den Gyldne Tidsalders hersker, og iflg. Platon troede Kronos ikke, at mennesker kunne herske over sig selv, og derfor blev de tvunget til at blive styret af guderne. Det var en tid med uskyld og lyksalighed, hvor sandhed og retfærdighed altid sejrede. Uden møje og besvær gav Jorden alt det, der var nødvendigt for menneskeheden. Der herskede evigt forår, og heltene døde fredsommeligt og gled ind i åndelig eksistens. Det svarer til hinduernes krita-yuga. (Se også Krita-yuga, Kronos, Platon og Rodrace).

Gyldne skind
(Græsk). I den græske mytologi blev skindet fra en vædder sendt af guderne for at redde Frixos og Helle fra deres stedmor Ino. Frixos og Helle var søn og datter af kong Athamas og Nefele. Athamas var Jasons grandonkel. Kong Athamas slog imidlertid hånden af Nefele og giftede sig med Ino. Ino forfulgte Frixos og Helle, og det var grunden til, at de fik den gyldne og talende vædder af deres mor. Vædderen havde Nefele fået af guden Hermes. Vædderen kunne flyve, og den bar Frixos og Helle mod landet Kolchis (nutidens Georgien) i Lilleasien. Helle blev imidlertid svimmel over havet. Hun faldt af vædderen og druknede i havet (ved Hellespont), men Frixos ankom til Kolchis. Der ofrede han vædderen til Zeus i overensstemmelse med gudernes vilje. Før ofringen slap vædderen ud af sit skind, og den blev af guderne sat på himlen som tak. Frixos tog skindet og hængte det op i et træ, hvor det blev bevogtet af en drage. Senere − en generation før den trojanske krig – bragte Jason det gyldne skind tilbage til Grækenland ved hjælp af Aeetes’ datter Medea. (Se også Frixos, Helle, Hermes, Jason og Zeus).

Gyldne tråd
Se Sutratma.

Gylfaginning
Se Edda.

Gymer
(Oldnordisk). Gymer ar en rig bjergjætte, der var gift med Aurbode eller Ørboda. Gymer var desuden far til Gerd. Skirner − Freyrs tjener − måtte aflevere Freyrs sværd til Gymer, før Freyr kunne møde Gerd. I andre tekster er Gymer identisk med havjætten Ægir. (Se også Aurbode, Edda, Freyr, Gerd, Jætter og Ægir).

Gymnosofist
(Græsk). Gymnosofist er en betegnelse, som græske forfattere har givet til oldtidens nøgne eller ”luftklædte” vismænd. Udtrykket blev først brugt af Plutarch i det 1. årh. e.Kr., da man skulle beskrive et møde, som Alexander den Store havde med ti gymnosofister ved Indus-flodens bred i Indien (nu i Pakistan). Gymnosofisterne var indiske asketiske filosoffer med ekstremt visdom, og de var begavet med mystiske kræfter. De lærde yogier og asketiske filosoffer trak sig tilbage til junglen og skoven. Via øvelser og store prøvelser opnåede de metafysisk viden og erkendelse. De praktiserede angiveligt vidtgående askese, herunder nøgenhed i al slags vejr. (Se også Alexander den Store og Askese).

Gyn
(Tibetansk). Gyn er viden, der er tilegnet fra undervisning af en mester, lærer eller guru. (Se også Guru).


Side : 1 2
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook