Kimplasma
Kimplasma er et udtryk, der blev brugt af den tyske biolog August Weismann (1894-1914) for det arvelige materiale i hver celle, som består uændret fra generation til generation. Cellen blev opdelt i somatisk plasma og kimplasma, og kimplasmaet blev opdelt i en latent eller passiv del, som uændret går videre til den næste generation, og en aktiv del, som bruges til at opbygge kroppen. Det latente kimplasma er ”udødeligt”, fordi det er identisk med det, der stammer fra et menneskes tidligste forfader. (Se også Arvelighed, Kim og Kimcelle).
Kinnara
(Sanskrit). Kinnara eller kimnara består af ”kim”, der betyder ”hvad” eller ”hvilken”, og ”nara”, der betyder ”menneske”. Kinnara betyder ”hvilken slags menneske?” En mytisk skikkelse, som antageligt havde menneskekrop men med hestehoved − eller nogle gange var det en hestekrop med menneskehoved. I senere tider, blev kinnara ligesom naraer, betragtet som gandharvaer (”himmelske sangere”), og de er også ofte forbundet med kimapurushaer. Nogle kilder siger, at de sprang ud fra Brahmas tå − men de var et produkt af jorden i begyndelsen af en kalpa. De repræsenterer de tidlige forsøg på at skabe halvbevidste væsener, der udvikler sig til selvbevidste skabninger. I et større perspektiv er kinnaraer, kimapurushaer mv. enheder, der tilhører Jordens planetariske kæde, der deltager i udviklingen af både naturens stof eller form og ånd. De har en bestemt plads i den planetariske kædes økonomi, og de udfører deres funktioner på samme måde som menneskehedens hierarki gør det. De er mere avancerede end naturånder eller elementaler, men alligevel står de lavere end menneskeheden. Generelt kan de kategoriseres som værter for halvastrale skabninger. (Se også Brahma, Brahman, Elemental, Gandharva, Kalpa, Kentaur, Kimapurusha, Nara, Naturånder og Planetkæde).
Kinvad
(Avestisk). Kinvad eller chinvad er den hellige bro, der er bygget af Ahura-Mazda. Iflg. Vendidad strækker broen sig over Helvede og fører til Paradis. For de oplyste sjæle udvider broen sig, så bredden svarer til ni kastespyd. For de ugudelige indsnævres den til tykkelsen af en tråd, og derfor falder de ned i Helvedes flammer, iflg. den senere persiske mytologi. Kinvad svarer til muslimernes As-Sirat-bro. Iflg. Avesta møder den afdøde på den fjerde dag efter døden en kvinde af guddommelig skønhed eller af djævelsk grimhed afhængig af, om den afdøde var god eller ond, og kvinden fører enten den afdøde op til Himlen eller ned til Helvede. Den hellige bro og kvinden symboliserer ganske enkelt karma, og det er hovedsagelig den afdødes personlige karma. Jomfruen, som mennesket møder efter døden, er mennesket selv, som enten viser sig i guddommelig i skønhed eller djævelsk i grimhed. Og menneskets tilstand efter døden symboliseres af den hellige bro, som gode og oplyste mennesker kan krydse sikkert, men som onde mennesker, der har udtæret deres åndelige natur, vil opleve, at den bliver smal som en tråd, og at den desuden bliver skarp som æggen på et barberblad. Hvis der ikke er tilstrækkelig godhed og moral i den afdøde til at krydse den knivskarpe bro, vil den afdøde falde ned i de lavere regioner. (Se også Ahura-Mazda, As-Sirat, Helvede, Karma, Paradis og Vendidad).
Kioo-tche
(Kinesisk). Kioo-tche er et astronomisk værk.
Kiratarjuniya
(Sanskrit). Kiratarjuniya er et sanskrit-digt af Bharavi, der beskriver kampen mellem Arjuna og guden Shiva i skikkelse af den vilde bjergbestiger Kirata. Digtet stammer fra Mahabharata. (Se også Arjuna, Mahabharata og Shiva).
Kirlianfotografi
Kirlianfotografering er forskellige fotografiske teknikker, der bruges til at opfange elektriske udladninger. Det er opkaldt efter den sovjetiske fysiker og elektrotekniker Semyon Dawidowitsch Kirlian (1898-1978), som i 1939 ved en tilfældighed opdagede, at hvis en genstand placeres på en fotografisk plade og i kort tid udsættes for et stærkt elektrisk felt (20-30 kV, 100 kHz), dannes der et aftryk på pladen. Opdagelsen medførte, at Semyon Kilian i 1950’erne udviklede et bioelektromagnetisk kamera, som han kaldte et Kirlian-kamera. Kirlianfotografi er særlig form for fotografi, hvor genstanden på en sort-hvid eller farvefilm omgives af en lysende korona, som viser den æteriske genpart. Kirlian fotografering har været genstand for både videnskabelig og parapsykologisk forskning. (Se også Korona, Para, Æter og Æterlegeme).
Kiromanti
(Græsk). Kiromanti stammer fra ”chciros”, der betyder ”hånd”, og ”manteia”, der betyder ”spådom” eller ”evne”. Kiromanti er en åndsvidenskabelig videnskab, hvor man læser et menneskes anlæg og karakter ud fra hændernes form og især håndfladens linjer og mønstre. Kiromanti er baseret på hændernes nerveenheder, der er forbundet med hjernen, og derfor er håndfladernes linjer og markeringer et spejlbillede af menneskets personlighed og fysiske, følelsesmæssige og mentale tilstand. Linjer og tegn forandres med tiden. Fingre og håndflader kan f.eks. blive mere kødfulde eller benede, og derfor kan tegnene ændres. Håndlæsning er reelt et stykke detektivarbejde, hvor håndlæseren aflæser mange oplysninger, og efter grundig analyse er det muligt at give mange vigtige oplysninger som f.eks. karaktertræk, adfærd, psyke, fysik, skjulte evner, stærke og svage sider, kærlighed, parforhold, arbejde, begivenheder fra fortiden og potentielle fremtidige handlinger.
Kirtan
(Sanskrit). Kirtan betyder ”lovprisning”. Kirtan er rytmisk mantrisk sang (chanting) ofte ledsaget af dans, som udføres i Indiens bhakti-traditioner. Den mantriske sang i kirtan akkompagneres af instrumenter som harmonium, tablas, mrdanga eller pakawaj-tromme og cymbals. (Se også Bhajan, Bhakti, Chanting, Dhrupad, Karnatisk, Kriti, Raga og Tala).
Kishvar
Se Karshvar.
Kistophoros
(Egyptisk). Kistophoros (som H.P. Blavatsky stavede ”Kistophores”) er den fjerde grad i de egyptiske mysterier. Neofytten modtog titlen, når han havde bestået prøven i Dommens Hal, som svarer til den, der er beskrevet i sandhedens dobbelte hal i den egyptiske Dødebog. I Kistophores-graden fik neofytten mysterienavnet Iao. (Se også Amenti).
Kivan
Se Kiyun.
Kiyun
(Hebræisk). Kiyun eller guden Kivan, som blev tilbedt af israelitterne i ørkenen, og Kiyun var muligvis identisk med Saturn og endda med guden Shiva. Ligesom i oldpersisk zend er ”H” det samme som ”S” på indisk − f.eks. er ”hapta” blevet til ”sapta” osv. − og på samme måde som bogstaverne K, H og S kan ombyttes, så kan Shiva let være blevet til Kiva, Kivan og Kiyun. (Se også Shiva).
Klardrøm
(Engelsk). Lucid dream eller klardrøm betegner en usædvanlig klar drøm, som huskes tydeligere, længere og mere detaljeret end almindelige drømme. Udtrykket ”lucid dream” blev brugt første gang i 1913 af den hollandske psykiater og læge W. van Eeden (1860-1932). I en klardrøm kan man til en vis grad kontrollere drømmens deltagere i drømmen eller være i stand til at manipulere de imaginære oplevelser og handlinger. Klardrømme er realistiske og levende, og undersøgelser har vist, at der er en større mængde beta-1 frekvenser (13-19 Hz), når man oplever klardrømme, og derfor er der øget aktivitet i parietal hjernelapperne, som gør klardrømmene til en bevidst proces. Klardrømme er lægevidenskabeligt undersøgt, og deres eksistens er velkendt.
Klarfølelse
Se Clairsentience.
Klarhørelse
Se Clairaudience
Klarsyn
Se Clairvoyance.
Klarviden
Se Claircognizance.
Klassisk astrologi
Klassisk astrologi er en fortolkning af horoskopet, hvor der lægges vægt på især de fysiske begivenheder i livet – økonomi, parforhold, rejser, søskende, familie osv. I modsætning til den psykologiske og esoteriske astrologi, der lægger vægt på de årsager, der skaber de fysiske forhold. (Se også Horoskop).
Klesha
(Sanskrit). Klesha, klesa, kilesa (pali) og nyon mongs (tibetansk) stammer fra roden ”klis”, der betyder ”at forulempe”. Klesha er en smerte, lidelse, eller spænding, der alligevel involverer kærlighed til fysisk eksistens. At klynge sig til livet, er næsten det samme som kama. Filosofisk er det kærlighed til livet, til glæde eller til verdslig nydelse – på godt eller ondt. I buddhismen er klesha betegnelsen for mentale tilstande, der formørker sindet og kommer til udtryk som skadelige handlinger. Klesha omfatter sindstilstande som angst, frygt, vrede, jalousi, begær, depression osv. Klesha er derfor forhindringer, som skyldes uvidenhed. Klesah er også tilbøjelighed til fornøjelser, og binding til det fysiske liv. Iflg. yogatraditionen fødes mennesket med fem lidelser eller forhindringer: Uvidenhed i form af en misforståelse af virkeligheden – avidya. Egoisme i form af en forkert identifikation med intellektet – asmita. Binding eller tiltrækning − raga. Aversion eller frastødning − dvesa. Frygt for døden i form af klamren sig til livet – abhinivesa. I Mahayana- og Theravada-buddhistiske traditioner er der tre kleshaer – uvidenhed, binding og aversion – som er kilden til alle andre kleshaer. De tre kaldes ”giftstoffer” i Mahayana-traditionen, og ”de tre usunde rødder” i Theravada-traditionen. (Se også Abhinivesa, Asmita, Avidya, Dvesa, Kama, Mahayana, Raga og Theravada og Vidya).
Klimakterium
Klimakterium er en kritisk periode eller et år, hvor der forekommer vigtige ændringer. Men klimakterium har mere end den sædvanlige betydning, når ordet bruges af esoterikere og mystikere. Det er ikke kun en kritisk periode, hvor der periodisk forventes nogle store forandringer, for klimakterium handler både om menneskers tilstand og den kosmiske situation, men det vedrører åndelige og universelle ændringer. Hvert menneske har et klimakteriepunkt, når det nærmer sig døden, og hvis det har forspildt sine livskræfter, er der er ingen flugt for det, men hvis det har levet i balance med loven, kan det passere.
Klippoth
(Hebræisk). Klippoth er skaller. Ordet bruges i flere betydninger i kabbalaen − 1) Onde ånder eller dæmoner − 2) Skallerne (skyggerne) fra afdøde mennesker. Det er ikke er det fysiske legeme, men et astralt lig, som er et levn, efter at sjælen har trukket sig ud af astrallegemet. (3) Elementarer (hos nogle forfattere). (Se også Astrallegeme, Elementar, Kabbala og Skygger).
Klotho
(Græsk). Klotho eller Clotho betyder ”spinder”. I den græske mytologi, er det en af de tre skæbnegudinder – moirerne − der spinder livstråden. Menneskelivet blev afbilledet som en skæbnetråd, der blev overvåget af tre søstre (naturens kræfter), som blev kaldt Klotho (spinderen), Lachesis (skæbnemåleren) og Atropos (det uundgåelige). Klotho optræder også i flertal, klother, som er fællesbetegnelse for de tre moirer. Klotho blev fremstillet som en jomfru, der holder håndtenen (et spinderedskab, der består af en ten, som drejes med hånden, samt en tenvægt, som udstrækker det materiale, der skal snos), og det er hende, der spinder livstråden. Lachesis målte livstråden, der var spundet af søsteren Klotho, som derefter blev skåret til af Atropos. (Se også Atropos, Lachesis og Moira).
Klymene
(Græsk). Klymene eller Clymene var datter af Okeanos og Tethys og mor til Atlas, Menoitios, Prometheus og Epimetheus og Phaethon i den græske mytologi. (Se også Atlas, Epimetheus, Menoitios, Phaeton, Prometheus, Okeanos og Tethys).
Klytaimnestra
(Græsk). Klytaimnestra er en græsk mytologisk dronning i Mykene. Hun var datter af Tyndareos og Leda og tvilling til Helena. Mens hendes mand, kong Agamemnon, var i Troja, blev Aigisthos hendes elsker. Da Agamemnon vendte hjem, dræbte Klytaimnestra og Agamemnon Aigisthos. (Se også Aswin, Dioskurer, Helena, Leda og Tyndareos).
Kneph
Se Chnoumis og Khnum.
Ko
Koen og andre dyr blev brugt i de gamle civilisationers symbolik, for dyrene kunne formidle specifikke filosofiske og religiøse aspekter til almindelige mennesker. Koen som symbol er et af de mest filosofiske pga. symbolets dybere betydning. Generelt symboliserer koen naturens befrugtende kraft − den guddommelige ”Moder” eller det feminine princip. Hos skandinaverne var det den kosmiske ko Audumla, der først viste sig ved Universets fødsel, og fra Audumla flød der fire strømme af mælk (prana), som giver næring til alle de skabninger, der efterfølgende blev skabt. Blandt grækerne var skabelse af en ny race associeret med koen – eksempelvis Io og Europa. I Egypten symboliserede gudinderne et aspekt af den universelle Moder, der er forbundet med ko-symbolikken – det gælder navnlig Hathor og Isis. I Indien er ko-symbolet dybt respekteret. Kama-dhenu eller Surabhi (koen, der repræsenterer masserne) symboliserede det nærende, bevarende, vitale og frugtbare princip i naturen. Man mener, at månegudinder er forbundet med ko-symbolikken. I alle lande var koen symbolet på naturens passive, avlende kraft − fra Isis, Vach og Venus-moderen til den frugtbare kærlighedsgud Cupido, men det samme gælder Logos, som hos egypterne og inderne blev symboliseret af tyren – eksempelvis Apis-tyren og de hinduiske tyre i de ældste af deres templer. I den esoteriske filosofi er koen symbolet på den skabende natur, og tyren (hendes kalv) er ånden, der befrugter hende − dvs. ”Helligånden”. (Se også Apis, Audumla, Cupido, Hathor, Io, Isis, Kalv, Kama-dhenu, Logos, Prana, Tyren og Vach).
Koah hag-Guph
(Hebræisk). Koah hag-Guph, Choach-ha-guf, ko’h-ha-guph m.fl. består af ”koah”, der betyder ”kraft”, ”styrke”, ”egenskab”, og ”guph”, der betyder ”krop”, ”legeme” eller ”skal”. Koah hag-Guph er vitalitetslegemet, der svarer til linga-sharira eller æterlegemet i den syvfoldige opbygning af menneskets principper. (Se også Linga-sharira og Æterlegemet).
Kobber
(Egyptisk). I de tidligste tider i det historiske Egypten brugte man kun meget lidt kobber og bronze. Materialet blev hovedsageligt brugt til fremstilling af nåle, perler og andre simple genstande. Senere blev kobber brugt til bestemte ceremonielle remedier. Fra de første dynastier blev statuer af de kongelige og guderne udført i hamret kobber. Senere begyndte man at dekorere templerne med kobberbelægninger. I Gamle Rige og i Mellemste Rige havde soldaterne våben af kobber. Egypten var ikke specielt rigt på metaller bortset fra på Sinai, hvor minedriften var i gang allerede i 3. dynasti. I 1840 f.Kr. sendte Amenhotep III (18. dynasti) 734 mænd til Sinai for ”at hente turkis og kobber”, men kort tid efter var minerne udtømte. De gamle egyptere var derfor tvunget til at importere. Der er intet sikkert bevis for, at det var egypterne selv, der fremstillede bronze ved at blande gul kobber og tin for at skabe et hårdere metal. I inskriptionerne brugte egypterne samme ord for legeringer og det rene metal. I Ny Rige og senere i perioden benyttede håndværkerne ”cire perdure” – metoden til støbning af smukke kobberstatuer af guder og mennesker. Egypten fortsatte med at bruge bronze til våben langt ind i jernalderen. (Se også Amenhotep III, Gamle Rige, Mellemste Rige og Ny Rige).
Kobberalderen
Se Dvapara-yuga.
Kobberslange
(Hebræisk). Kobberslangen omtales i Bibelen, i forbindelse med at jøderne i ørkenen klagede til Moses: ”Da sendte Herren giftslanger blandt folket, og de bed folket, og der døde mange israelitter. Så gik folket til Moses og sagde: ‘Vi har syndet, for vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren om, at han vil tage slangerne fra os’. Så bad Moses for folket. Derefter lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang, og hvis nogen blev bidt af en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet”. Det hebræiske ord for slange og messing er det samme. Gud befaler Moses at lave en kobberslange, som, når de så på den, helbredte de personer, der var blevet bidt af de luende slanger (”giftslanger” iflg. den danske bibeloversættelse). De luende slanger var seraferne, som iflg. Esajas ”havde seks vinger” hver. De var symboler på Jehovah og på alle de øvrige demiurger, som ud af sig selv skabte seks sønner eller skabninger, der lignede dem selv – og dermed blev de sammen med deres skaber til syv. Kobberslangen er derfor Jehovah − de ”luende slangers” overhoved. Men der står imidlertid i 2. Kongebog, at kong Ezekias, der ligesom sin fader David ”gjorde, hvad der var rigtigt i Herrens øjne − knuste kobberslangen, som Moses havde lavet og kaldte den nehusjtan”, dvs. et stykke kobber. Både den hedenske stav og den jødiske ”slange” symboliserer det samme, nemlig Merkurs caduceus. Det er let at forstå, hvorfor jøderne lod deres ”forfører” optræde i slangeskikkelse. Hos dem var slangen rent fysiologisk og fallisk. På samme måde som slangen er forbundet med viden, visdom og magi – uanset om det er hvid magi eller sort magi – er kobber eller messing i umindelige tider i alle mysterieskoler blevet betragtet som en metallisk forbindelse, der navnlig er under Venus’ overordnede indflydelse. Og Venus hersker over menneskets højere manas, og manas er både frelser og frister for menneskeheden, for fristelser, synder og onde handlinger opstår i tankesindet. (Se også Bibelen, Caduceus, Demiurg, Fallisk, Jehovah, Kobber, Manas, Merkur og Seraf).
Kobold
(Tysk). Kobold er en betegnelse for ildstedets fe eller for elementaler og naturånder, der tilhører jordelementet. Iflg. den folkelige opfattelse bor de i miner eller andre underjordiske steder. De svarer derfor til gnomer og nisser. Når en kobold flytter ind i et hus, kaldes den nogle gange fejlagtigt for en poltergejst eller larmeånd. (Se også Element, Elemental, Elementar, Elementalriger, Faun, Gnom, Naturånder, Nymfe, Poltergejst, Prithivi Tattwa, Salamander, Satyr, Sylfer og Undiner).
Kobrastillingen
Se Bhujangasana (yoga-øvelse).
Kochab
Se Kokab.
Kohanitter
(Hebræisk). Kohanitter eller kohanit (i ental), stammer fra det hebræiske ”kohen” og ”kohanim” (i flertal). Det er betegnelsen for det jødiske præsteskab. Alle præster er direkte efterkommere af Aaron, Moses’ bror, og hans sønner. I det gamle Israel arbejdede præsterne i templet i Jerusalem, hvor de bl.a. velsignede folk, og den funktion har de stadig i nutidens synagoger. Man kan ikke ”blive” kohanit, for enten er man Kohanit, fordi man er født af en kohen, eller også er man det ikke, og er man det ikke, kan man aldrig blive det. Der gælder en række forhold og regler for kohanitter. De skal konstant være rituelt rene, så de er klar til tempeltjeneste, hvis templet i Jerusalem skulle blive genopbygget. Kohanitter må derfor ikke omgås lig eller komme på en begravelsesplads, for lig betragtes som urene. Kohanitter må bl.a. heller ikke gifte sig med fraskilte kvinder. (Se også Levit).
Kohovedstilling
Se Gomukhasana (yoga-øvelse).
Kohæsion
(Latin). Kohæsion stammer fra ”cohaesio”, der betyder ”sammenholdning”, ”sammenhæng”, og fra ”cohaerere”, der betyder ”at hænge sammen” – dvs. et stofs indre sammenhængskraft. Kohæsion skyldes intermolekylære kræfter og er normalt størst for faste stoffer, mindre for væsker og mindst for gasser. (Se også Adhæsion).
Koinobi
(Græsk). Koinobi er en sekt, som levede i Egypten i den første del af det første kristne århundrede. Koinobi forveksles ofte med therapeutæ. De gik for at være magikere. (Se også Therapeutæ).
Koios
(Græsk) En af de syv titaner, som nævnes af Orfeus. (Se også Orfeus og Titaner).
Kokab
(Hebræisk). Kokab eller kochab er et lysende himmellegeme eller stjernelys fra en stjerne eller en planet med en hentydning til en levende skabning af himmelsk karakter. I kabbalaen og andre steder i gamle hebræiske skrifter henviser kokab ofte til planeten Merkur. (Se også Kabbala).
Kollektive ubevidste
Se Astralplan.
Kolossalstatuer
(Egyptisk). Kolossalstatuer er (som navnet antyder) statuer af kolossal størrelse – ofte over 20 meter høje. Kolossalstatuer blev udhugget af én stenblok, og de blev fremstillet fra de tidligste tider (Gamle Rige), men de største blev udhugget til to faraoner i Ny Rige – Amenhotep III, som grækerne kaldte Memnon og Ramses II. For at fremstille giganterne med den nødvendige præcision, krævede det et ekstremt tæt samarbejde mellem arkitekten og stenhuggerne, for stenhuggerne kunne ikke se statuen i sin helhed under udhugningen. Et eksempel på det enestående samarbejde ses ved indgangen til klippetemplerne ved Abu Simbel, hvor fire kolossalstatuer af Ramses II er mejslet direkte ud i klippen. Kolossalstatuerne var som regel placeret ved indgangen til et tempel eller til et dybere tempelafsnit, og statuernes størrelse symboliserede faraoen som gudernes repræsentant i den fysiske verden. Når egypterne passerede mellem kolossalstatuerne på vej ind i det hellige tempel, blev de gjort opmærksom på, at de forlod det menneskelige rige og trådte ind i det ”overmenneskelige” rige. (Se også Abu Simbel, Amenhotep III, Gamle Rige, Memnon og Ramses II).
Kom Ombo
(Egyptisk). Det oldegyptiske Ombos – et navn, der er blevet bevaret til nutiden som Kom Ombo, der betyder ”Ombos bjerge” – er opstået pga. stedets gunstige beliggenhed. Kom Ombo ligger ved Nilens bred, og ruterne fra Nubien mødtes her og førte ind i Nildalen. Opblomstringen fandt sted i den ptolemæiske periode, hvor byen blev gjort til hovedstad i nomen Ombite, og det var i den periode, det storslåede Kom Ombo-tempel blev bygget. Der er imidlertid intet tilbage af templet fra den tidligste periode. Resterne af byen, som nu er begravet af sand, ligger i det nordøstlige hjørne af plateauet. Tempelkomplekset, der ligger mod syd, blev udgravet og restaureret i 1893 af den franske arkæolog Jacques de Morgan (1857-1924). Tempelområdet, som ligger ca. 15 m. over Nilens gennemsnitlige vandstand, er omgivet af en murstensmur. På sydsiden er der en port, som er bygget af Ptolemæ XII Neos Dionysos. Den vestlige del af porthvælvingen er blevet ført bort af Nilen, mens den højre halvdel stadig eksisterer. Porten har relieffer, der viser Neos Dionysos ofre til Ombos guder. Ombos hovedguder var krokodilleguden Sobek (Suches) og falkeguden Horus Haroeris. Horus Haroeris er identisk med Horus den Ældre, og det store tempel blev dedikeret til de to guder. Templet er derfor planlagt som to sammenhængende templer. De blev udsmykket med relieffer af Philometor, Euergetes II og Neos Dionysos. Kom Ombo-templet kaldes ”dualitetens tempel”, netop fordi det er dedikeret til to guder, som ved første øjekast repræsenterer modsætninger. Den ene er Horus Haroeris, som er identisk med Horus den Ældre, der er symbol på sjælen på sjælsplanet og dermed på lysets kræfter. Den anden er krokodilleguden Sobek, som symboliserer mørkets kræfter. Krokodilleguden Sobek er mangfoldig, og guden symboliserer flere niveauer i skabelsen. Sobek udgør i sig selv en dualitet, der repræsenterer både lysets og mørkets kræfter. Sobek er både det højeste og det laveste – lys og mørke – gud og stof … Osiris og Isis. (Se også Horus, Horus den Ældre, Isis, Kausallegeme, Krokodille, Osiris og Sobek).
Komet
(Græsk). Komet betyder ”langhåret” på oldgræsk. Ordet hentyder til kometens lange hale. Kometer er udtryk for en fase i dannelsen af planeter baseret på det oprindelige urstof. Herefter kommer der en fase, der er kendt som komisk elementarmasse, som går forud for dannelsen af sole og planeter. Hvad ved videnskaben om kometers opståen, vækst og ultimative adfærd? Intet! Absolut intet!!! Men der er intet umuligt i, at hvis et laya-center – en masse af kosmisk homogent og latent protoplasma – pludselig vækkes til live, kan det fare væk fra sin plads og hvirvle gennem rummets umådelige dybder, mens det styrker sin homogene organisme ved at optage forskellige elementer i sig. Og hvorfor skulle en komet ikke senere kunne falde i ro og blive en beboet planet? Kometer kaldes ”vandrere”, og nogle af dem bliver sole, mens andre bliver planeter. Nogle bliver tiltrukket af solsystemer og følger faste baner, fordi de er inkarnerende planeter. Andre har endnu ikke påtaget sig en endelig form. Flere er enten brudt i stykker eller er blevet absorberet af påvirkningen fra nærliggende sole eller planeter. Stoffet, som de består af, er på samme plan som menneskets sanser (ellers ville det ikke være synligt for mennesket), men stoffet er ikke af samme art som stoffet på Jorden, men kometerne er på vej imod samme art efterhånden som deres stof kondenserer. (Se også Laya-center og Protoplasma).
Kommunion
(Latin). Kommunion stammer fra det ”communio”, der betyder ”fællesskab” eller ”fælles medvirken”. ”Communio” er afledt af ”communis”, der betyder ”fælles”. Kommunion, eukaristi eller nadver er altsammen betegnelser for det samme sakramente. Eukaristi er græsk og betyder taknemmelighed og taksigelse − især fællesskab om ”Herrens bord”. I den almindelige katolske betydning er kommunion altergang under messen. Kommunion i kristne kirker er et gammelt hedensk ritual, der tidligt blev indført i kristendommen. Oprindeligt betød kommunion, at mennesket blev forenet med sin indre gud. Det var et udviklingsniveau og en indvielse, der var opnået, hvor man var mere eller mindre fuldkommen. I mysterierne blev det fejret med et ritual, hvor den ceremonielle praksis svarede til det, som kristendommen har kopieret. (Se også Eukaristi og Nadver).
Komplementær
(Fransk). Komplementær stammer fra ”complémentaire”, der betyder ”udfyldende” og ”fuldstændiggørende”. Komplementær vil derfor sige to beskrivelser af det samme begreb, som både udelukker hinanden og supplerer hinanden, og som begge er nødvendige og sande.
Koncentration
(Latin). Koncentration stammer fra ”concentrare”, der betyder ”at samle i ét punkt”, og af ”kon”, der er en afledning af ”centrum”, ”center” eller ”midtpunkt”. I psykologien er koncentration udtryk for et menneskes evne (eller manglende evne) til at holde fokuseringen på bestemte aktiviteter eller opgaver. Koncentration er derfor en kombination af evnen til at fastholde sin opmærksomhed og evnen til at udelukke forstyrrelser. I meditation henviser koncentration til fokuseret opmærksomhed. Koncentration er evnen til at samle alle tanker i ét punkt – f.eks. på et meditationsobjekt. Koncentration er derfor det første niveau i meditationsprocessen, hvor den mediterende først fokuserer tankesindet på et ydre objekt og derefter på et indre, mentalt billede. Forlænget koncentration glider over i meditation. Processen følger den esoteriske lov, der siger, at energi følger tanken. De øvrige faser i meditationsprocessen er meditation, kontemplation, illumination og inspiration, der kommer til udtryk i tjenestearbejde. Koncentration i forbindelse med meditation indgår i visse dele af yoga, hvor man overvinder distraktioner, der stammer fra tankesindet, og hvor man centrerer tankesindet om de åndelige og intellektuelle mål, der skal nås. Optimalt drejer det sig om forening med den indre gud − den guddommelige monade. Det er en bevidst identifikation med den universelle guddommelighed. Metoden til meditativ koncentration er omtalt i Bhagavad-Gita, og her siges det, at man skal udføre alle opgaver i livet uden tilknytning eller fortrængning. De forhindringer, der skal fjernes for at opnå koncentration, er de, der er et resultat af vrede, begær, forfængelighed, frygt, dovenskab osv. Forhindringerne fjernes ved at løfte tankesindet over forhindringerne eller ved bevidst at ignorere dem. Hvis man kæmper direkte med dem, fokuseres tankesindet på dem, for energi følger tanken, og dermed vokser forhindringerne i styrke. Ægte meditativ koncentration drejer sig faktisk mere om hjertet end om tankesindet, for det er ikke en tvungen mental praksis, men mest af alt en meget positiv og upersonlig holdning til livet. Det betyder, at ønsker og tanker centreres, og de fungerer som et ideal for identifikation med den åndelige og universelle. (Se også Dharana, Dhyana, Illumination, Inspiration, Jhana, Kontemplation, Meditation, Monade, Meditation og Sjæl).
Koncil
(Latin). Koncil stammer fra ”concilium”, der betyder ”møde”, ”sammenkomst” eller ”råd”. Koncil er en kirkelig forsamling, hvor kirkens officielle repræsentanter træffer bindende afgørelser om kirkens lære, ret og praksis. Mens ordet koncil hovedsageligt bruges om store fælleskirkelige (økumeniske) kirkeforsamlinger, bruges ordet synode hovedsageligt om mere afgrænsede lokale diskussioner. Synode stammer fra det græske ”synodos”, der betyder ”samme vej”. Et koncil består af præster eller andre repræsentanter for den kristne kirke, som mødes for at træffe teologiske beslutninger. Der blev holdt kendte og vigtige kristne konciler mellem det 4. og 9. årh., og beslutningerne fik gyldighed for den kristne kirke på verdensplan. Koncilerne anses navnligt som vigtige af de ortodokse kirker. Eksempelvis blev begrebet reinkarnation afskaffet ved kirkemødet i Konstantinopel i år 543 e.Kr. Blandt vigtige konciler kan nævnes det første og det andet Vatikanerkoncil i 1870 og 1962-65, hvor samtlige kardinaler og biskopper fra den romersk-katolske kirke deltog. (Se også Synode).
Konfucianisme
(Latin). Konfucianisme stammer fra ”Confucius”, der er en latinisering af den kinesiske filosof Konfutze. Konfucianismen er en statsideologi. Den er stærkt hierarkisk til forskel fra taoismen og buddhismen. Man regner med, at konfucianismen er grundlagt af Konfutse, som sandsynligvis levede på samme tid som Lao-Tse. (Se også Buddhisme, Konfutze og Tao).
Konfutze
(Kinesisk). Konfutze, K’ung Fu-tzu, Konfutse, Kong Fuzi, Kongfuzi (551-479 f.Kr.), som på latin kaldes Confucius, var Kinas store filosof og lovgiver. Han regnes for Kinas første filosof. Han var stifteren af Kinas vigtigste religion, konfucianismen. Konfutze blev født år 551 f.Kr., og han døde ca. 477-9 f.Kr. Hans lære var på en meget højt etisk niveau, og han lagde stor vægt på børnenes kærlighed til og respekt for forældre og forfædre. Han har ikke efterladt sig noget værk, men spredte sine tanker i form af dialoger med eleverne, som er samlet under titlen Lunyu (”Udvalgte udsagn”), der traditionelt omtales som ”Analekterne”, der er en af fem bøger af kinesiske klassikere. Han kaldte sig selv ”budbringer − ikke ophavsmand”. Iflg. H.P. Blavatsky blev han for ca. 200 år siden kanoniseret af den romersk-katolske kirke som helgen. (Se også Confucius og Konfucianisme).
Kongekammer
(Egyptisk). Kongekammeret i den store pyramide, som iflg. egyptologerne er bygget som gravplads for kong Khufu (Cheops), var i virkeligheden et indvielseskammer, som var det allerhelligste i de egyptiske mysterier. Kongekammeret var et symbol på livmoderen og på regenerering via genfødsel. Under indvielsesmysterierne måtte neofytten, der repræsenterede solguden, stige ned i sarkofagen som symbol på den livgivende stråle, der trængte ind i naturens frugtbare moderskød. Når neofytten den følgende morgen rejste sig af sarkofagen, symboliserede han livets genopstandelse efter den forandringsproces, der kaldes døden. I de store mysterier varede neofyttens ”død” (kontrolleret ud-af-kroppen oplevelse) i to dage, hvorefter neofytten stod op med Solen den 3. dags morgen efter i løbet af den sidste nat at have været underkastet de hårdeste prøver. Neofytten repræsenterede Solen, den altbelivende Sol, som ”genopstår” hver morgen for at give lys og liv til alle, og sarkofagen var symbol på det kvindelige princip. (Se også Indvielse).
Kongeriger
(Egyptisk). Gamle, Mellemste og Ny Rige repræsenterer Egyptens historie, som inddeles i tre store epoker eller ”riger”. Gamle Rige omfatter 1.-6. dynasti, Mellemste Rige omfatter 12. dynasti og Ny Rige 18.-20. dynasti. De mellemliggende perioder kaldes henholdsvis Første og Anden Mellemtid. Sentiden omfatter traditionelt 21.-30. dynasti, men i den nyere forskning er man begyndt at bruge betegnelsen Tredje Mellemtid for 21.-24. dynasti. (Se også Gamle Rige, Mellemste Rige og Ny Rige).
Konjunktion
Konjunktion vil sige, at der opstår et sammenfald af to himmellegemers positioner set fra Jorden. Dvs. at de iflg. astrologien befinder sig på samme ekliptiske længdegrad − eller at de har den samme opstigning iflg. astronomien. Det er sjældent at mere end to himmellegemer er i nøjagtig konjunktion. Det er almindeligt at fokusere på planeterne, Solen og Månen, men de faste stjerner kan også indgå. I astrologien har konjunktionerne altid indikeret, varslet eller givet anledning til vigtige begivenheder og forandringer, og de har markeret ændringer i rutinerne. Konjunktioner af Saturn, Jupiter og Mars nævnes specielt. Konjunktioner af Solen og Månen har relation til menneskers og dyrs fysiologiske undfangelse. (Se også Annus magnus).
Kontemplation
(Latin). Kontemplation stammer fra ”contemplatio”, der betyder ”betragtning”, som er afledt af ”contemplare”, der betyder ”at betragte” og ”overskue”. Kontemplation defineres forskelligt afhængig af tradition og religiøst tilhørsforhold. I meditation er kontemplationsstadiet en tilstand, hvor personlighedens bevidsthed smelter sammen med sjælens bevidsthed. I denne tilstand er der ingen bevidsthed om adskilthed. Al personlig aktivitet ophører – tanker og følelser – og i stedet bliver mennesket bevidst om sin essentielle enhed med helheden eller det guddommelige. Det er ikke personligheden, men sjælen, der kontemplerer. Kontemplation er derfor meditationsprocessens kulmination, hvor den mediterende bliver ét med det liv, der besjæler det begreb eller den kvalitet, der mediteres på. Det lykkes imidlertid sjældent for den mediterende at trænge så dybt ind i livets mysterier. Inden for raja-yoga filosofien kaldes tilstanden for samadhi. Meditationsprocessens faser er koncentration, meditation, kontemplation, illumination og inspiration, der resulterer i tjenestearbejde. (Se også Dhyana, Illumination, Inspiration, Jhana, Koncentration, Meditation og Raja-yoga).
Konx-Om-Pax
(Græsk). Konx-Om-Pax er et mystisk ord, der blev brugt i de eleusinske mysterier. Man mener, at ordene er græske efterligninger af gamle egyptiske ord, der engang blev brugt i hemmelige ceremonier i Isis-kulten. Ritualerne er ukendte. Muligvis er der tale om en gammel atlantisk sætning, som blev bragt til Egypten fra kontinentet i Atlanterhavet, som Platon kalder Atlantis. De atlantiske emigranter forlod Atlantis for at kolonisere det egyptiske delta, og de medbragte naturligvis deres mysterielære. Mange af nutidens forfattere har foreslået fantasifulde oversættelser af Konx-Om-Pax, men der er kun tale om gætteri. (Se også Atlantis og Eleusinske mysterier).
Koordinering
(Dansk/Engelsk). Koordinering eller linjering (eng. alignment) bruges i åndsvidenskaben i betydningen at koordinere ved at ”stille på linje”. Ordet bruges bl.a. i forbindelse med meditation, hvor man henviser til en indre koordinering, hvor den mediterende visualiserer, at det fysisk-æteriske legeme, astrallegemet og mentallegemet ”stilles på linje” eller koordineres, sådan at personlighedens tre legemer kan fungerer som en enhed eller en sammenhængende kanal. Koordineringen er en forudsætning for, at sjælen kan benytte legemerne som en kanal både i meditation og i det daglige liv. Åndsvidenskaben omtaler det samme krav til koordinering i det daglige liv, som en forudsætning for at disciplen kan fungere som en integreret personlighed. Hos en integreret personlighed er tanker, følelser og handlinger koordineret, mens gennemsnitsmennesker som regel tænker ét, føler noget andet og gør noget tredje. (Se også Meditation).
Koot Hoomi
Mesteren Koot Hoomi eller Kuthumi, som også er kendt i Vesten, har mange elever overalt. Han stammer fra Kashmir, selv om familien oprindeligt kom fra Indien. Han er en indviet af høj rang, og han er mester på 2. stråle for kærlighed-visdom. Han er et menneske med et ædelt udseende. Han er høj og mere spinkelt bygget end f.eks. mesteren Morya. Koot Hoomi har en lys hudfarve og gyldenbrunt hår og skæg. Øjnene, som er dybblå udstråler tidsaldrenes kærlighed og visdom. Mesteren Koot Hoomi har stor erfaring og en omfattende uddannelse. Oprindeligt er han uddannet på et af de engelske universiteter, og han taler flydende engelsk. Han er meget belæst, og seriøs litteratur på forskellige sprog findes i hans bolig i Himalaya. Han beskæftiger sig i stor udstrækning med at belive nogle af de store filosofiske retninger og interesserer sig for en række filantropiske foretagender. Det er hans primære opgave at stimulere manifestationen af den kærlighed, som ligger latent i alle menneskers hjerter, og at vække forståelsen af at broderskab er en fundamental kendsgerning i menneskehedens bevidsthed. Specielt i den nuværende periode interesserer mestrene Morya, Koot Hoomi og Jesus sig for arbejdet med at forene østerlandsk og vesterlandsk tænkning med det formål, at Østens store religioner og den senere udvikling af kristendommen og alle dens mange forgreninger kan støtte og supplere hinanden. Planen er, at der til sidst kan skabes en universel verdensreligion. (Se også Hvide Broderskab, Mester, Morya og Jesus).
Kopter
(Egyptisk). Kopter stammer fra det arabiske ”qibti”, der er afledt af det græske ”aigyptos”, der betyder ”egypter”, en betegnelse, der opstod efter den arabiske invasion af Egypten i det 7. århundrede. Kopter er betegnelsen for en kristen efterkommer af de gamle egyptere. Ordet kopter blev først brugt i Europa i det 16. århundrede som en betegnelse for de kristne i det egyptiske samfund. I lange perioder blev kopterne betragtet som de sande indfødte, og de bevarede deres sprog, der bestod af nogle af det gamle Egyptens dialekter, men ordene blev skrevet med det græske alfabet. Det koptiske sprog er en blanding af det gamle egyptiske sprog og det semitiske og græske − i inskriptioner blev de gamle demotiske tegn erstattet af det græske alfabet med supplerende bogstaver fra demotisk. Da Pistis Sophia blev opdaget, var det et koptisk manuskript. I det 2. årh. f.Kr. besøgte den nubiske konge Urgonaphor den egyptiske by Abydos, og han skrev en graffiti på egyptisk med græske bogstaver. Han havde tydeligvis et meget begrænset kendskab til begge sprog. Senere blev nogle egyptiske tekster nedskrevet på græsk. Årsagen var uden tvivl, at man ønskede at sikre den rigtige udtale af de hellige formler. De koptiske skrivere valgte at tilføje ekstra tegn for at være i stand til at udtrykke de egyptiske konsonanter, som ikke eksisterede på græsk. Takket være opfindelsen dukkede de første koptiske skrifter op i det 3. årh. e.Kr., og det viste sig at være en oversættelse af Det Gamle Testamente, der sandsynligvis var skrevet af de jødiske samfund i Øvre-Egypten. (Se også Abydos, Demotisk og Pistis Sophia).
Koranen
(Arabisk). Koranen eller Al-Quran betyder bogstaveligt ”fremsigelse”. Koranen er muslimernes hellige skrift, som de troende anser for at være ordret citeret fra Allah (Gud), der brugte Mohammed som kanal. Verden over anses Koranen som det absolut bedste stykke litteratur på arabisk. Muslimer tror, at Koranen blev verbalt åbenbaret af Allah via englen Gabriel (Jibril) til Mohammed. Det skete gradvist over en periode på cirka 23 år, der begyndte den 22. december 609 e.Kr., da Mohammed var 40 år, og fortsatte til 632 e.Kr., hvor Mohammed døde. Muslimerne betragter Koranen som Mohammeds vigtigste mirakel og en dokumentation for, at han var profet. Koranen betragtes som kulminationen på en serie guddommelige åbenbaringer, der begyndte med de meddelelser, der blev givet til Adam, som islam betragter som den første profet. Det fortsatte med Suhuf Ibrahims (Abrahams) skriftruller, og Tawrat (Torahen eller Mosebøgerne), der blev givet til Moses, Zabur (Tehillim eller Salmernes bog) af David og Injil (evangelium) af Jesus. Koranen forudsætter relationer mellem de store beretninger, der er nedskrevet i de jødiske og kristne skrifter. Den opsummerer nogle beretninger, går i dybden med andre, og i nogle tilfælde præsenteres alternative forklaringer og fortolkninger. Koranen omtaler sig selv som en bog, der skal vejlede, og nogle gange tilbydes detaljerede redegørelser for bestemte historiske begivenheder, og ofte understreges begivenhedens moralske betydning frem for det faktuelle hændelsesforløb. Koranen oplyser, at ”bogens moder” findes i Himlen, hvor den er skjult. Stykke for stykke blev bogen kanaliseret til profeten. Mohammed udgav løbende åbenbaringerne, og hver udgivelse blev kaldt ”en læsning” (Koranen) eller en skrift (Kitab), og de enkelte dele blev også kaldt en Sura (en serie). Sura er et ord, der nu bruges om hver sektion eller kapitel, og der er i alt 114 kapitler. Mohammed dikterede suraerne til sine nærmeste tilhængere, der huskede dem. Men nogle af tilhængerne mistede livet i de konflikter, der opstod efter Mohammeds død. Derfor kom Omar med et forslag til kalif ‘Abu-Bekr (Mohammeds efterfølger), at suraerne skulle nedskrives. Opgaven med at indsamle flest muligt af beretningerne om åbenbaringerne blev givet til Zaid, en indfødt fra Medina, som ofte havde fungeret som Mohammeds medhjælper. Samlingen blev til den første Koran, som Azid skrev ned på arabisk. Nogle år senere foretog man den anden redigering, og alle tidligere dele eller manuskripter blev brændt. Zaid dikterede værket til fire skriftkloge, og de fire eksemplarer eksisterer den dag i dag. Indholdet af Koranen varierer både i stil og indhold. Den deklaratoriske (konstaterende) stil er dominerende, og der er en overflod af fordømmelser. Der tages afstand til guddommeliggørelse af mennesker eller genstande − især i forbindelse med tilbedelsen af Jesus som Guds søn. Både Jesus − ”Issa Ben Yussuf” (Jesus, Josefs søn) − og Moses betragtes som hellige profeter. Allah er ophøjet som den almægtige Gud, og Mohammed er hans profet. Troende får særlige instruktioner, og der trues med frygtelige straffe til ikke-troende. Lærdommen om Himmel og Helvede er stærkt fremhævet i Koranen. Koranen er et stort digt, der er fyldt med etisk lære, og som proklamerer tro, håb og barmhjertighed. (Se også Adam, Islam, Jesus, Moses, Sura og Torah).
Kore-Persefone
(Græsk). Kore-Persefone stammer fra ”kore”, der betyder ”jomfru”. I Attika blev Persefone tilbedt under navnet Kore-Persefone. Det var et af Demeters (Jordens gudinde) tre aspekter, hvor hun symboliserer hustruen, moderen og datteren. Kore-Persefone var en af de tre store guder i Eleusis, og de to andre er Demeter og Zagreus-Iacchos, som var hendes barn. Som en af de vigtigste guder i mysterierne, var Kore (som Demeter-Kore) egnet som ægtefælle til drageguden (Zeus friede til hende i skikkelse af en drage). Proclus Lycaeus, der citerer Orfeus, siger, at når Persefone er forenet med den himmelske Zeus, er hun Demeter-Kore, men når hun er forenet med Pluto eller Hades, er hun Kore-Persefone. Det var Kore, som i sin egenskab af ægtefælle til Hades, der afslørede dødens lyse side. Hun var derfor tilknyttet en særlig grad i de eleusinske mysterier, og et af mysterie-dramaerne, der blev opført som instruktion for neofytterne, indebar en voldtægt af Persefone, og det medførte, at hun udviklede det tredje øje. H.P. Blavatsky anbringer hende blandt kabirierne. Kore blev også symboliseret som ”den himmelske væver”, og da hun blev bortført til underverdenen af Hades, siges det, at hun efterlod sit vævearbejde ufærdigt. (Se også Bakkus, Demeter, Dionysos, Eleusis, Eleusinske mysterier, Hades, Iacchos, Kabiri, Orfeus, Persefone, Proclus, Zagreus og Zeus).
Korintisk søjle
Der findes tre søjleformer i den klassiske kunst − den joniske, den korintiske og den doriske. Den korintiske søjle er en variation af den joniske, men den korintiske er slankere, og kapitælen er ofte udsmykket med akantusblade. Korintiske søjler følger det joniske system undtagen ved kapitælen, der er formet som en kurv med høje og lave akantusblade. Den korintiske linje inden for den antikke arkitektur blev udviklet i Grækenland i det 5. årh. f.Kr. Den korintiske søjle er opkaldt efter byen Korinth, og de ældste eksemplarer af den form for søjler er fundet i Apollontemplet i Bassae. De tre klassiske søjler repræsenterer de tre metaller guld, sølv og kobber. Guld er den joniske søjle, som symboliserer visdommen. Dens kapitæl forestiller en skriftrulle. Sølv er den korintiske søjle, som symboliserer skønheden. Kapitælen forestiller akantusblade, og den er symbol på livet. Kobber tilhører den doriske søjle, der symboliserer styrken. Kapitælen forestiller en stødpude. Som fælles symbol repræsenterer de det sande, det smukke og det gode – eller religion, kunst og videnskab, som engang udgjorde en enhed. (Se også Akantus, Dorisk søjle og Jonisk søjle).
Korona
(Latin). Korona stammer fra ”corona”, der betyder ”krone” eller ”krans”. Korona er betegnelsen for det yderste lag af Solens atmosfære, som er Solens yderste, meget tynde og varme dele over kromosfæren. Koronaen er som regel usynlig set fra Jorden, for Solens stråler udsender et meget kraftigt lys. Men når der er solformørkelse, og Solen bliver skjult af Månen, kommer koronaen til syne og ”omgiver” Månen. Koronaen befinder sig langt fra Solen.
Kors
Korset er et af de ældste og helligste symboler. Det er udbredt over hele verden, for korset er langt ældre end kristendommen. Korset fandtes eksempelvis fra de tidligste tider i det gamle Egypten, hvor den ældste korsform er Tat (og) eller muligvis Tau (T-korset). Det egyptiske kors var primært ankh-korset, som bestod af en cirkel eller ægform, der var anbragt oven på et T-kors. Ankh var en hieroglyf, der betød ”liv” i betydningen ”evigt liv”, mens ordet ankh betød ”nøgle”. Ankh-korset er derfor ”livets kors”, og ikke ”dødens kors” eller et torturredskab som i kristendommen. Ankh-korset er en meget gammel form, men den allerældste form er muligvis svastikaet (hagekorset). Korsets lodrette og vandrette linjer symboliserer ”Fader” og ”Moder” (natur”) eller ånd og stof. Korsets fire arme symboliserer de fire elementer, og dets centrale punkt repræsenterer syntesen eller laya-centret. Bøjningen af armene i svastikaet symboliserer rotation og balance, der opnås ved at beherske forandringerne i elementerne. Hvis siderne i en terning eller en kubus foldes ud, vil dens seks flader danne et kors, hvor den opretstående bjælke vil være den længste. Kubussen var et af Hermes’ vigtigste symboler. I tidligere tider var symbolet for Hermes-Mercur − søn af Jupiter og Maia – korsformet, og det blev placeret ved skilleveje eller korsveje. Og i stil med Jesus efter opstandelsen, var Hermes også sjælenes vejleder. I kristendommen blev symbolet ikke afledt af korsfæstelsen, selv om de fleste tror det. Selv om korset ofte ses i den tidlige kristne symbolik, er korset ikke set sammen med et menneske før i det 6. årh. e.Kr. Korset var et symbol på den mystiske Kristus eller Christos. Korset kan også ses i forhold til cirklen og halvmånen, for tilsammen danner de en symbolsk treenighed − Faderen-Moderen-Sønnen. De tre findes i forskellige kombinationer, især i de tegn, der repræsenterer de hellige planeter. Man har korset placeret over en cirkel, tegnet for Mars, inden i det tegnet for Jorden, og under det tegnet for Venus. Dermed symboliserer det den lavere og højere natur og balancen eller midtvejspunktet. Tegnet for Merkur kombinerer de tre elementer, der repræsenterer hoved, hjerte og organer − eller Solen, Månen og Jorden. En cirkel med en lodret og en vandret diameter betyder, at menneskeheden er adskilt i to køn. Når cirklen forsvinder, er menneskehedens fald ned i stoffet virkeliggjort. Korset har mange betydninger, både åndelige og materielle, men også kosmiske, jordiske og menneskelige. Man brugte bl.a. korset i indvielsesceremonierne. (Se også Ankh, Chrestos, Korsfæstelse, Laya-center, Svastika og Tau).
Korsfæstelse
Korsfæstelse i kristen forstand er identisk med Jesu offerhandling, lidelse og død på korset. I kristendommen er det en udbredt misforståelse, at Jesus skulle tage menneskehedens samlede synder på sig, og at det var grunden til, at Gud krævede, at hans egen uskyldsrene søn skulle lide en grusom død på korset for synder, han ikke havde begået – en handling, der ikke er i overensstemmelse med præsternes budskab om, at Gud er både alkærlig og retfærdig. Inspirationen er givetvis hentet fra primitive kulturer, som f.eks. aztekernes, hvor man ofrede mennesker for at formilde en vred og emotionel Gud. Idéen er i modstrid med den naturlov, der kaldes årsags- og virkningsloven (karmaloven), for hvis et menneske fratages muligheden for at blive konfronteret med sine egne karaktersvagheder (synder), fratages det også muligheden for at udvikle sig. Korsfæstelse i åndsvidenskaben er også et symbol, der er identisk med offer og forsagelse, men her henviser begrebet til et udviklingsniveau på indvielsesvejen, som alle mennesker skal gennemgå. Her mister mennesket alt det, der har værdi for personligheden, for det er en forudsætning for at blive ét med sjælen. Det er et offer, der medfører lidelse (tab) og død af alt det, man tidligere oplevede som værdifuldt, og som man derfor havde bundet sig til i den fysiske verden. Efter 4. indvielse, der kaldes korsfæstelsen, kan intet jordisk binde det højt udviklede menneske, som nu er blevet en arhat. I det gamle Egypten blev neofytterne ”korsfæstet” i en af indvielserne. Neofytten blev bundet med løse bånd (ikke sømmet) til et kors, som gav neofytten mulighed for at frigøre sig fra korset. Det var symbol på, at neofytten deltog frivilligt i processen. I Egypten var korset symbol på livets kors. Korset og processen blev senere til dødens kors i kristendommen. Den kristne lære om korsfæstelsen indeholder mindst tre elementer: 1) Den gamle og brutale metode til henrettelse, som blev brug hos romerne, hvor de naglede offeret til et trækors − 2) Rituelt brug ved indvielse − 3) Symbol på at det guddommelige i mennesket bliver inkarneret. I indvielsesceremonien, som i oldtiden var højdepunktet i et menneskes regenerering, blev neofytten lagt på et korsformet leje, som symboliserede stoffet, som neofyttens bevidsthed var bundet til. I en kontrolleret ud-af-kroppen oplevelse blev bevidstheden befriet fra kroppen for at opleve de indre verdener. Der sker f.eks. en symbolsk korsfæstelse hver gang en guddommelighed inkarnerer, for at leve et fysisk liv. Myten om korsfæstelse er derfor blevet et symbol for verdenslærere i almindelighed, for det er et symbol på de mennesker, der vil ofre deres personlige liv for at genopstå som en regenereret og upersonlig frelser. Korsfæstelsen er blevet det centrale symbol i kristendommen, men den generelle idé om korsfæstelse som et symbol på regenerering findes i mange religiøse systemer. Paulus brugte ordet korsfæstelse i esoterisk og symbolsk betydning, for korsfæstelsen er en indre proces i det enkelte menneske, og derfor henviser hans ord ikke til myten om Jesu korsfæstelse. Iflg. evangelierne råbte Jesus fra korset: ”Eli Eli (eller Eloi) lama, Sabaktani”, som oversat til græsk er: ”Theemou, Theemou, hinati me ‘egkatelipes” − og oversat til dansk betyder det: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Det er endnu et eksempel på en fejloversættelse, for de hebræiske ord betyder: ”Min Gud, min Gud, som du dog har forherliget mig!” I Salmernes Bog står der imidlertid: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”, men det hebræiske ord for ”forladt mig” er ”‘azabtani”. Der har tilsyneladende været et ønske om at få et råb fra korset, som kunne stemme overens med ordene i Salmernes Bog. Men Jesu virkelige udråb er iflg. den hebræiske tekst et ekstatisk råb pga. den ufattelige fred, afklaring og frihed, der var opnået. Råbet i Salmernes Bog hentyder til, at neofytten, der gennemgår indvielsesprocessen, er overladt til sine egne ressourcer, og processen skal gennemføres på grundlag af dem alene – for det er den eneste retfærdige og sikre test på neofyttens evner. (Se også Arhat, Jesus, Kors og Neofyt).
Korybanter
(Græsk). Korybanter stammer fra ”korybantes”, som måske er lånt fra frygisk. Korybanter er celebranter (personer, der står for en højtidelig handling eller en ceremoni) i Rhea-Kybele-mysterierne i Frygien. I de offentlige ritualer, fejrede man Attis’ død og genfødsel. Ritualerne begyndte med jammer, men sluttede med pragt. Pga. de offentlige festligheders støjende karakter blev ordet korybanter senere synonym med larm. Korybanter blev også en betegnelse for Kybeles eunuk-præster. Attis’ død og genfødsel repræsenterede indvielse og efterfølgende adeptskab (mester). Attis’ impotens symboliserer det fuldkomne cølibat, der blev krævet i de højere grader af indvielse. I græsk mytologi var korybanter dæmoniske væsener eller rettere naturvæsener. (Se også Adept, Attis, Kybele, Mester og Rhea).
Kosha
(Sanskrit). Kosha betyder ”hylster”, og det er den vedantinske betegnelse for menneskets forskellige legemer. Koshaer eller legemer er områder for erfaring og eksistens. Der er fem koshaer: Det første er det fysiske legeme, der kaldes anna-maya-kosha. Sanskritordet ”anna” betyder ”mad”. Alle de fysiske aspekter i livet kommer og går – opstår og forvinder – og forbruges af et andet aspekt af den ydre virkelighed. Derfor kaldes den yderste af de fem koshaer ”madlegemet”. Mennesket uddanner og disciplinerer det ydre aspekt af sin natur, tager sig af det, plejer det, så det er muligt både at nyde det ydre liv og gå indad, uden at det skaber forhindringer under meditation. I meditation bliver mennesket opmærksom på anna-maya-kosha. Det udforsker det fysiske legeme, og derefter går det indad til de andre koshaer. Det andet legeme er et energilegeme, der kaldes pranamaya-kosha. Sanskritordet ”prana” betyder ”energi”. Det er den afgørende livskraft, der producerer de subtile vibrationer i forbindelse med åndedrættet, som er drivkraften bag de fysiske sanser og det fysiske legemes funktioner. Det giver legemets usynlige beboer – menneskets sande selv – mulighed for at belive den ydre verden. Men det gør det også muligt for det evigt rolige og tavse bevidsthedscenter fejlagtigt at identificere sig med den bevægelige og synlige fysiske krop. Forudsætningen for et sundt liv og en effektiv meditationspraksis er, at dette aspekt af menneskets natur uddannes, disciplineres, og instrueres, så det fungerer harmonisk. I meditation bliver mennesket opmærksom på pranamaya-kosha, udforsker det, og går derefter indad til de andre koshaer. Det tredje legeme er et mentallegeme, der kaldes mana-maya-kosha. Sanskritordet ”manas” betyder ”tankesind”. På dette niveau behandles tanker og følelser. Mentallegemet har den direkte ledelse ved hjælp af prana og den fysiske krop og dens sanser. Det er ligesom en værkfører på en fabrik, for mentallegemet giver ordrer og retningslinjer, men det er ikke ansvarlig for fabrikkens overordnede liv og ledelse. Derfor kan mentallegemet naturligvis komme i tvivl og skabe illusioner. Når det modtager klare instrukser fra et højere eller dybere niveau, fungerer det udmærket. Men når illusionerne skaber et skydække, er den dybere visdom også overskygget. Efter at have disciplineret den fysiske krop og trænet prana-strømmen, er det vigtigt at træne tankesindet på en positiv måde. I meditation bliver mennesket opmærksom på mana-maya-kosha, udforsker det, og går derefter indad til de resterende koshaer. Det fjerde legeme er sjælslegemet, kausallegemet eller årsagslegemet. Det handler om visdom. Det kaldes vijnana-maya-kosha. Sanskritordet ”vijnana” betyder ”at kende”. Det er visdommens slør, der er under behandling – det højere tænkende aspekt af tankesindet. Det er det, der ved, beslutter, bedømmer og skelner mellem årsag og virkning – mellem nyttigt og unyttigt. Det er også selvbevidsthedens niveau, som medfører en kraftfuld bølge af ”jeg-er”-oplevelse. ”Jeg-er”-oplevelsen har i sig selv en positiv påvirkning, men når den bliver blandet sammen med minderne og domineres af manas, mister den sin positive kraft. Stadig flere sadhana (åndelige øvelser) er nødvendige på dette niveau af menneskets natur, for det er på et niveau, hvor man kan søge den højeste visdom og sandhed, hvis man går indad på jagt efter det evige bevidsthedscenter. Det femte legeme er lyksalighedslegemet, der kaldes ananda-maya-kosha. Det er den inderste af koshaerne, og den første kosha, der omgiver Atman – det evige bevidsthedscenter. Sanskritordet ”ananda” betyder ”lyksalighed”. Det er imidlertid ikke lyksalighed som en følelse, for den opleves via tankesindet. Ananda er en fuldstændig anden erkendelse af virkeligheden i forhold til den, der kan erkendes af tankesindet. Ananda er fred, glæde og kærlighed, der overgår enhver forstand, for den er uafhængig af enhver årsag eller stimulus, der kan forårsage en mental eller følelsesmæssig reaktion. Den lyksalighed, der er ren væren, hvor man hviler i lyksalighed, kaldes ananda. Men selv denne lyksalighed – uanset hvor dejlig den er – er stadig et slør, et subtilt hylster, der afskærmer den rene bevidstheds lys. Det er den mest subtile af de fem koshaer. I stilhed og i dyb meditation, skal dette niveau også slippes for at opleve det evige bevidsthedscenter. Det evige bevidsthedscenter – ”Selvet” – kaldes Atman. Atman er det evige center, som aldrig blev født og aldrig dør. Atman er selve lyset, og selv det, at man beskriver det med disse ord, er ufuldstændigt og ukorrekt. Atmans klareste lys skinner gennem koshaerne, og bliver farvet af dem. (Se også Ananda, Ananda-maya-kosha, Anna-maya-kosha, Atman, Kausallegeme, Mana-maya-kosha, Manas, Meditation, Mentallegeme, Prana, Principper, Sadhana, Vedanta, Vijnana-maya-kosha og Æterlegeme).
Kosmisk bevidsthed
Kosmisk bevidsthed er et enormt højt bevidsthedsniveau, som kun de mest avancerede sjæle har opnået. Iflg. åndsvidenskaben har den historiske Kristus, der leder Hierarkiet, opnået en bevidsthed, der omfatter bevidsthedsfeltet inden for solsystemets afgrænsning, men som endnu ikke er kosmisk. Det er målet for Planetlogos – livet og bevidstheden, der er planeten Jordens samlede bevidsthed.
Kosmisk Kristus
Den kosmiske Kristus er et åndsvidenskabeligt udtryk for det kærligheds-visdoms-aspekt, der er en del af den store bevidsthed, som mennesket ”lever i, ånder i og er”. Det er en bevidsthed, der også kaldes Sollogos, og iflg. åndsvidenskaben er formålet med solsystemet at udvikle kærlighed og visdom til fuldkommenhed. Alle sjæle i solsystemet deltager i udviklingen og dermed i udviklingen af den kosmiske Kristusbevidsthed. Det sker via udviklingen af menneskets iboende Kristusbevidsthed eller sjælsbevidsthed. Processen kaldes også for udviklingen af sjælskontakt. (Se også Sollogos).
Kosmogoni
(Græsk). Kosmogoni stammer fra ”kosmos”, der betyder ”verden” og ”orden”, samt ”gone”, der betyder ”skabelse”, ”tilblivelse” og ”opståen”. Kosmogoni er derfor en betegnelse for Universets og solsystemets skabelse. Der er forskel på skabelse af Universet og skabelse af menneskeheden. H.P. Blavatsky sagde: ”Ved begyndelsen af en stor manvantara manifesterer Parabrahman sig som mulaprakriti og derefter som Logos. Logos svarer til de vesterlandske panteisters ’ubevidste, universelle tanke’ osv., som er grundlaget for den manifesterede tilværelses subjektive side og kilden til alle individuelle bevidsthedsudtryk. Mulaprakriti, den kosmiske ursubstans, er grundlaget for tingenes objektive side, og basis for al objektiv udvikling og for verdensaltets opståen”. Kosmogoni findes grundlæggende i to former. Den ene er filosofisk-mytisk, og den anden er videnskabelig-astronomisk, men historisk set er de naturligvis forbundet. Den filosofiske og religiøse kosmogoni er grundlag for den astronomiske kosmogoni, og begge eksisterer stadig side om side. Den videnskabelig-astronomiske kosmogoni er derfor en del af kosmologien. Den naturvidenskabelige kosmogoni bygger på G. Lemaitres teori fra 1931, hvor han præsenterede den første big bang-teori. Teorien var baseret på en oprindelig eksistens af et enkelt uratom, som eksploderede og skabte et urunivers. Teorien var baseret på Albert Einsteins relativitetsteori. Den videnskabelig-astronomiske kosmogoni er et forslag til, hvordan verden blev skabt, og den er en modsætning til kosmologi, der arbejder med hypoteser om verdens tilstand. Den filosofisk-mytiske kosmogoni findes i utallige variationer, og der bruges ofte symboler og analogier i et forsøg på at forklare altings opståen og deres hierarkiske plads i helheden. Fra dette synspunk er kosmogoni først og fremmest udtryk for en bevidsthedsmæssig evolution, og dermed får den formmæssige side af udviklingen, der bevæger sig fra kaos til orden, en helt anden betydning end den videnskabelig-astronomiske. I de gamle kulturer valgte man at beskrive kosmogoni i symbolsk form, hvor skaberguder kæmpede med kaosmagterne. Det skabende Ord er ikke begrænset til Jorden, men omfatter utallige planeter. Det er heller ikke begrænset til de verdener, som tilfældigvis er synlige for menneskets øjne, for det omfatter verdener på alle de forskellige planer for manifesteret substans. Det betyder ikke, at de mange verdener blev skabt ex nihilo (ud af ingenting) på guddommelig befaling, eller at skabelsen er udtryk for dødt, bevidstløst stof. Skabelsen er ikke en proces, der er opstået én gang for alle. Det er en proces, der gentages i det uendelige under gentagne manvantaraer, som opstår efter langvarige pralayaer. På den måde har Universet udviklet sig fra et latent stadie efter en hvileperiode eller pralaya, som Universet gled ind i ved afslutningen af den foregående manvantara, og både ursubstansen og urånden kommer fra samme kilde − Parabrahman − og begge vender tilbage til den samme kilde. Processen medfører evolution eller progressiv manifestation af de latente muligheder i det åndelige kim på forskellige bevidsthedsplaner. Fødsler og genfødsler af verdener er ikke tilfældige produktioner af en bevidsthed, som evigt bearbejder stoffet, og som i sig selv er evig og adskilt fra sin bevidsthed. Fødsler og genfødsler er udtryk for bevidsthed-liv-stof, som med jævne mellemrum manifesterer sit iboende liv og sine energier ved at skabe forskellige verdenssystemer – det kan være galakser, solsystemer, sole eller planeter − eller i de uendeligt små verdener kan det f.eks. være atomer og monader. Hele processen med tilsynekomst og forsvinden af verdenssystemerne er afhængig af den iboende karmiske årsagssammenhæng, som manifesteres på alle planer, og som opstår af bevidsthedens kvaliteter og handlinger. (Se også Atom, Kosmos, Kosmologi, Logos, Manvantara, Monade, Mulaprakriti, Parabrahman og Pralaya).
Kosmokrator
(Græsk). Kosmokrator består af ”kosmos”, der er afledt af det græske ”kratos”, der betyder ”magt”, og ”kratores”, der betyder ”herre”. Kosmokratorer er ”verdensherskerne”. De er ”opbyggerne”, ”Universets bygmestre”, ”verdensarkitekterne” – dvs. personifikationer af de skabende kræfter. Den kristne kirke opfatter Kristus som kosmokrator eller verdenshersker, og det er et af de vigtigste motiver i både malerier og mosaik i byzantinske og ortodokse kirker. Kosmokrator forekommer i orfisk litteratur og i Det Nye Testamente, hvor Paulus bruger ordet om onde magter. I åndsvidenskaben bruges det om Universets herskere, som skabte solsystemet. Ordet bruges især i relation til tre vigtige grupper, der svarer til dhyan-chohanerne og lipikaerne. Den første gruppe genskaber Universet efter pralaya, den anden bygger den planetariske kæde, og den tredje er menneskehedens stamfædre. De udgør de skabende Logoi, der har fået forskellige navne i forskellige kulturer i forskellige tidsperioder – eksempelvis Osiris, Brahma-Prajapati, Elohim, Adam-Kadmon og Ormuzd (Ahura Mazda). I den oldnordiske mytologi var aserne ”verdens herskere”, og navnet betød bogstaveligt ”verdens søjler”. De var Universets ”støtter”, og de svarede til de græske kosmokratorer, der var Pymanders syv arbejdere, de syv rishier, hinduernes pitrier, de syv kaldæiske guder og syv onde ånder, kabbalaens syv sephiroth, der forenes i en syntese i den øverste triade, og endda de kristne mystikeres syv planetariske ånder. Kosmokratorer er verdens bygmestre, som arbejder med naturens formside, mens Hierarkiets mestre arbejder med livssiden. Et andet aspekt af kosmokratorerne er de herskere, der beliver de syv hellige planeter. (Se også Adam-Kadmon, Ahura Mazda, Aser, Brahma-Prajapati, Dhyan-chohan, Elohim, Hvide Broderskab, Kabbala, Kosmogoni, Kosmologi, Kosmos, Lipika, Logos, Osiris, Pitri, Planetkæde, Pralaya, Pymander, Rishi, Sephiroth og Triade).
Kosmologi
(Græsk). Kosmologi stammer fra ”kosmos”, der betyder ”verden” og ”orden”. Der er forskellige opfattelser af kosmologi. Fra en astronomisk synsvinkel er kosmologi studiet af det fysiske Univers – ikke af alt i Universet, men af Universets opbygning og udvikling. Religionernes syn på kosmologi afhænger af religionens tilhængeres opfattelse af Universet, og dermed den måde verden er indrettet på. Eksempelvis fastslog biskop James Ussher (1581-1656) – ærkebispen af Irland – i 1650 e.Kr., hvornår Jorden var skabt. Det var i år 4004 f. Kr. om morgenen, og alderen var angiveligt baseret på nærstudier af Bibelen. Andre kristne fastholder, at Jorden ikke engang er 30.000 år gammel, og når naturvidenskaben påstår, at f.eks. fossiler er meget ældre, fastholder de kristne, at det blot er udtryk for, at Gud har manipuleret med tiden. Åndsvidenskabeligt omfatter kosmologi alt det, der er. Fra et åndsvidenskabeligt synspunkt er kosmologi studiet af årsagen til altings opståen, af skabelsen, opbygningen, bevægelsen og systemets grundlæggende bestanddele. Det omfatter studiet af kosmiske og åndelige love, som viser, at alt i tilværelsen er spejlinger af noget større. Alt gentager sig overalt i kosmos og er forbundet med hele livsmønstret. Det er hemmeligheden bag alt livs enhed. Esoterisk kosmologi kan forstås, hvis den studerende husker, at der kun er ét universelt aspekt, som er uendeligt, ubegrænset, ufødt og udødeligt, og at alle de øvrige − som er verdens fænomener – ikke er andet end mangfoldige differentierede aspekter og transformationer, som udgår fra Den Ene, dvs. fra det kosmiske ned til de mikrokosmiske virkninger. (Se også Bibelen, Kosmogoni og Kosmos).
Kosmos
(Græsk). Kosmos stammer fra ”kosmos”, der betyder ”verden” og ”orden”, og dermed bliver kosmos en modsætning til kaos. Derfor betragtes kosmos sædvanligvis som et ordnet eller et harmonisk system i balance. I nutiden bruges ordet kosmos ofte som et synonym for det latinske ord ”Univers”. I de fleste religioners myter består den kosmiske orden af tre regioner. Foroven har man Himlen, og her bor Gud sammen med englene og de rettroende i en slags evigt Paradis eller Himmerige. I midten har man Jorden, hvor mennesker, dyr, planter og mineraler lever i et begrænset tidsrum, som er altafgørende for efterlivet og tilstanden i evigheden. Forneden har man Helvede, underverdenen eller et uhyggeligt torturkammer, hvor den ”alkærlige” Gud opbevarer sine modstandere, de, der nægter at tro på Ham på den måde, som præsterne kræver det, de onde og vantro, som opbevares under forfærdelige forhold og rædselsvækkende pinsler til evig tid. I åndsvidenskaben er kosmos identisk med verdensaltet – Universet – men udtrykket bruges også om f.eks. et solsystem. Nogle forfattere – f.eks. H.P. Blavatsky – skelner mellem kosmos og cosmos, hvor kosmos er hele det manifesterede Univers, mens cosmos er solsystemet som helhed. Universet svarer til det latinske Mundus. Åndsvidenskaben forestiller sig en uendelig række af successive helheder eller universer, som hver især kan kaldes et kosmos eller et univers, selv om de hver især er inkluderet i en større helhed. Der findes ikke nogen absolutte eller endelige grænser, for det er i strid med naturen, og derfor bør der ikke skabes en fornemmelse af afgrænsning i forbindelse med ordet kosmos, for det omfatter både de usynlige eksistensplaner og det synlige univers. Nogle åndsvidenskabelige forfattere bruger kosmos for at henvise til det hjemlige univers, det galaktiske system og solsystemet. Den trefoldige guddom − kaos-theos-cosmos – henviser til både det subjektive og det objektive rum og ethvert hierarki, uanset om det er stort eller lille. I hvert enkelt tilfælde udgør de et tetraktys. (Se også Deus Mundus, Helvede, Paradis, Tetraktys, Tahor og Underverdenen).
Kottos
(Græsk). Kottos eller Cottus er søn af Gaia og Uranos (himmel og jord) i den græske mytologi. Kottos er en af hekatoncheirerne – de tre gigantiske brødre, som hver havde 100 arme og 50 hoveder. De blev forvist til Tartaros (Hades) af Uranos. Og under Zeus blev Kottos assistent for Hefaistos. (Se også Briareus, Frostgiganter, Gaia, Giganter, Gyges, Hades, Hefaistos, Jotun, Jotunheim, Jætter, Kronos, Tartaros, Thurser, Titaner, Uranos og Zeus).
Kounboum
(Tibetansk). Kounboum stammer fra ”sku-’bum”, og det er Tibets hellige træ. Det kaldes ”de 10.000 billeders træ”. Det gror i en indhegning i Kunbum-klostret, og der passes godt på træet. Træet siges at være det eneste eksemplar af sin art, mens andre benægter det. Traditionen siger at træet voksede ud af Tsong-kha-pa’s hår, efter at han blev begravet, der hvor træet nu vokser, og hvor det stadig vokser. Tsong-kha-pa (14. årh.) var lama og en stor reformator af tibetansk buddhisme, og han anses for at være en inkarnation af Amita Buddha. Abbé Huc (1813-1860), der var fransk missionær og katolsk præst, sagde: ”Hvert af træets blade, bærer i starten enten et bogstav eller en religiøs sætning, der er skrevet med hellige tegn, og bogstaverne har en enestående perfektion. Hvis man åbner bladene, som træet er ved at udfolde, vil man opdage, at bogstaverne eller de bestemte ord er det unikke træs mirakel! Hvis man vender blikket fra bladene til træets grene og bark, vil man få øje på nye tegn! Hvis man løfter barklaget, vil andre tegn vise sig, og deres skønhed vil overraske, for lagene gentager ikke den samme tegning. Tværtimod − for hvert lag, man løfter, ser man et separat tegn eller ord”. Alligevel mistænkte den franske missionær Djævlen for at stå bag. (Se også Amita-Buddha, Djævelen og Lama).
Krama
(Sanskrit). Krama betyder ”sekvens” i betydningen ”række af forandringer”.
Krauncha
(Sanskrit). I Puranaerne er Krauncha navnet på den 5. races kontinent – Europa-Asien.
Krebsen
(Latin). Krebsen eller Cancer udgør zodiakens 4. tegn og stjernebilledet Krebsen. Cancer er et vandtegn, det er feminint og med Månens eneste hus. I astrologien svarer det til maven og brystet. Symbolet er en krabbe, som på sanskrit kaldes Karkata eller Karkataka, der er dedikeret til Surya – solguden. I den hebraiske fordeling af stjernetegnene, som blev givet til Jakobs 12 sønner, blev Cancer givet til Benjamin, som angiveligt er en glubende ulv. Det er tegn på, at sommersolhverv på den nordlige halvkugle er forbundet med varme, mens der på den sydlige halvkugle er vintersolhverv, men engang var Jordens poler vendt sådan, at den sydlige pol var i Cancer. Iflg. åndsvidenskaben repræsenterer Cancer det hellige Tetragrammaton − Parabrahmatharaca − Pranava opdelt i fire separate enheder, der svarer til Pranavas fire Matra’er, de fire Avastha’er eller fire bevidsthedstilstande, Brahmans fire stadier osv. (Se også Avastha, Brahman, Matra, Pranava, Surya, Tetragrammaton).
Krishna
(Sanskrit). Krishna er navnet på en af de øverste guder i hinduismen. Krishna er en inkarnation af guden Vishnu – den højeste Trimurtis (treenigheds) bevarende aspekt. Krishna er en historisk skikkelse, der levede ca. 3.000 år f.Kr. Han deltog i ”den store krig” – Mahabarata – men han er samtidig Vishnus (Ishvaras) avatar her på Jorden iflg. Bhagavad-Gita. Krishna-skikkelsen er et stort mysterium, for der er måske tre (muligvis kun to) Krishnaer, nemlig barnet Krishna, den mest elskede af alle Indiens guder og avataren Shri Krishna fra Bhagavad-Gita. Iflg. traditionen er Krishna den ottende søn af Devaki, der er søster til Kampsa, som er Krishnas onde onkel. Iflg. myten skal Davakis ottende søn dræbe Kampsa. Historien om Shri Krishnas undfangelse, fødsel og barndom er en nøjagtig parallel til Det Nye Testamentes fortælling om Jesus frem til barnemordet i Betlehem. (Se også Kristus).
Kristus
(Græsk). Kristus er Christos, som betyder ”den salvede”. Christos stammer fra antikkens græske ord Χριστός (Christos), der i en oversættelse til hebraisk blev til ”Messias”, og Messias bruges som en titel for Jesus i Det Nye Testamente. Det hebraiske Messias og det arabiske Al-Masih, der begge betyder ”den salvede”, bruges i jødedom, kristendom og islam som betegnelse for en religiøs frelserskikkelse. Begrebet ”den salvede” viste sig første gang i den hebræiske bibel, hvor det i første omgang blev brugt om mennesker, der blev indviet ved salvning til et teokratisk embede i Israel – navnlig konger, men også profeter og præster, for indvielsesritualet indebar salvelse med en særlig olie. Hos gnostikerne er Kristus betegnelsen for 2. Logos. Forskellige stavemåder – Chrestos, Chrestes m.fl. – indikerer forskellige stadier af den logoiske nedstigning i stoffet. Christos eller Kristus – ”den salvede” – er en titel, der blev givet den fuldkomne mester, der havde modtaget den sidste salvelse, dvs. gennemgået den sidste indvielse, der symboliseres ved korsfæstelsen. Titlen Christos eller Kristus blev givet til Jesus af Nazareth, fordi Kristus (Verdenslæreren), benyttede disciplen Jesu legeme. Kristusprincippet i mennesket, som Paulus (der var en indviet), taler om, er faktisk det samme som Atma-Buddhi-Manas – menneskets højere åndelige princip. Kristus blev kaldt ”verdens lys”, fordi han var legemliggørelsen af kærlighed og symbolet på den guddommelige hensigt. I åndsvidenskaben arbejdes der med den kosmiske Kristus, den historiske Kristus, den planetariske Kristus og Kristus i menneskets hjerte. Iflg. åndsvidenskaben tilhører Kristus ikke de kristne, men hele menneskeheden uanset nation, race, religion, social eller kulturel baggrund. Han er den samme, som anerkendes i andre ideologier med andre navne. Kristus er Messias i Det Gamle Testamente, Guds søn, som overskyggede Jesus af Nazareth i Det Nye Testamente, i Østen er han Bodhisattva eller Herren Maitreya, i Mellemøsten er han Imam Mahdi og i Indien er han Krishna. Kristus er reelt et princip, som forener den kosmiske kilde, den planetariske manifestation og mennesket. (Se også Atma-Buddhi-Manas).
Kristusbevidsthed
Iflg. åndsvidenskaben kan ethvert menneske udvikle Kristusbevidsthed − eller den ophøjede kvalitet, der kaldes kærlighed i det enkelte menneske og i menneskeracen som helhed. Når et menneske opnår Kristusbevidsthed, er det lavere fuldstændig underlagt det højere, det materielle er underlagt det åndelige og det personlige er underlagt det guddommelige. Kristusbevidsthed er udtryk for fuldkommen sjælskontakt, og kvaliteten kærlighed refererer ikke til en følelse (i astrallegemet), men til astralplanets højere pendant – det Buddhiske plan. (Se også Buddhisk plan).
Krita-yuga
(Sanskrit). Krita-yuga er den første af hinduernes fire Yugaer eller tidsaldre. Den nuværende Maha-yuga inddeles i Krita- eller Satya-yuga, Treta-yoga, Dvapara-yuga og Kali-yuga. Krita-yuga, der også kaldes guldalderen, varede i 1.726.000 år. (Se også Brahmas alder, Dvapara-yuga, Kali-yuga, Maha-yuga, Treta-yuga og Yuga).
Krittika
(Sanskrit). Krittika som på sanskrit hedder Kṛttikā omskrives normalt til Krittika, men er også kendt som Kartika. Krittika er identisk med stjernebilledet Plejaderne i indisk astronomi og Jyotisa (i hindu-astrologi). Navnet betyder bogstaveligt ”knivene”. I hinduistisk mytologi var guden Murugan stærkt optaget af de seks søstre, der var kendt som Krittika, og Murugan blev derfor kendt som Kartikeya, som bogstaveligt betyder ”Ham med Krittika”. Iflg. Mahabharata blev Murugan født af Agni og Swaha, efter at Swaha efterlignede seks af de syv hustruer til Saptarishi, som gjorde kur til ham. Da Saptarishi hørte om episoden, tvivlede de på deres hustruers uskyld, og de blev skilt fra dem. Hustruerne blev derefter Krittika. Saptarishi, der stammer fra Saptarsi, der betyder ”syv vismænd”, er de syv Rishier, der omtales mange steder i Vedaerne og i hinduistisk litteratur. Den vediske Samhita har faktisk aldrig opregnet Rishierne ved navn, selvom senere vediske tekster som f.eks. Brahmanaerne og Upanishaderne gør det. Rishierne betragtes som den vediske religions patriarker. Stjernebilledet Store Bjørn eller Ursa Major er kendt som Karlsvognen eller Saptarishi (opkaldt efter de syv Rishier). Det er et stjernebillede, der består af syv stjerner, som er blevet betragtet som en særskilt gruppering i mange kulturer fra tidernes morgen. I hinduistisk astrologi er Krittika den tredje af de 27 Naksatraer, og herskeren er Kartikeya (Murugan). Nakshatra eller Naksatra er betegnelsen for Månens domæne i hindu-astrologien. En Nakshatra er en af 27 (nogle gange 28) sektorer langs ekliptika. Deres navne er relateret til de mest iøjnefaldende stjerner i de respektive sektorer. Udgangspunktet for Nakshatraerne er det punkt på ekliptika, der ligger direkte modsat stjernen Spica, som kaldes Chitra på sanskrit. Der findes dog andre lidt forskellige definitioner. Udgangspunktet kaldes Meshadi eller ”Vædderens begyndelse”. Ekliptika er opdelt i hver af de Nakshatraer, som begynder fra dette punkt mod øst. Antallet af Nakshatraer afspejles i antallet af dage i en siderisk måned (nutidig værdi er 27,32 dage), og Månen passerer en Nakshatra på ca. en dag. (Se også Samhita).
Kriya
(Sanskrit). Kriya betyder ”aktivitet”, ”handling”, ”gerning” og ”indsats”. Kriya refererer til en ”gennemført handling”, for det er en yoga-teknik, der praktiseres for at nå et bestemt resultat. Kriya er en dynamisk yoga-praksis, hvor sansernes kaos bringes til ro som en forudsætning for at opnå en gradvis voksende identitet med kosmisk bevidsthed. Kriya er bl.a. vejrtrækningsteknikker, der har til formål at rense og forædle kroppens energikanaler. Eksempelvis praktiseres Kriya ved hurtigt at pumpe mavemusklerne ind og ud, som om man trækker vejret, men uden at tage et åndedrag. Kriya kan variere fra yoga-skole til yoga-skole. Kriya kan f.eks. opfattes som ydre, fysiske udtryk for opvækket Kundalini. Kriya fortolkes også nogle gange som spontane bevægelser, der skyldes Kundalini-energien. (Se også Kriya-Shakti, Kriya-yoga, Kundalini).
Kriya-Shakti
(Sanskrit). Kriya-Shakti er ”tankeenergi”, og Kriya-Shakti er grundigt undersøgt af fremtrædende yogier. Til de specifikke Kriya-teknikker hører Kriya-yoga og andre yoga-teknikker. Kriya-yoga blev genoplivet af Mahavatar Babaji og forskellige yoga-skoler, herunder Paramahansa Yogananda i hans Kriya-yoga institut, Self Realization Fellowship, der underviser i de oprindelige teknikker. Kriya-Shakti er evnen til at skabe et legeme med viljens kraft. En mester uden fysisk legeme skaber sig et legeme på de forskellige bevidsthedsplaner ved hjælp af Kriya-Shakti. Kumaraerne (Flammeherrerne) skabte sig eksempelvis legemer ved hjælp af Kriya-Shakti, da de ankom til Jorden i den lemurisk periode. (Se også Kriya, Kriya-yoga, Kumaraer, Kundalini og Mayavirupa).
Kriya-yoga
(Sanskrit). Kriya-yoga er en avanceret Kundalini-yoga teknik. Kriya-yoga er beskrevet af yogier, der praktiserede det ældgamle yoga-system. Kriya-yoga blev genoplivet i nyere tid (ca. 1861) af Mahavatar Babaji via hans discipel Lahiri Mahasaya. Paramahansa Yogananda bragte teknikken til Vesten ved at give instruktioner i Kriya-yoga (fra 1920), og ved at beskrive teknikken i bogen En Yogis Selvbiografi. Kriya-systemet består af flere niveauer af Pranayama-teknikker, der medfører hurtig åndelig udvikling, og som skaber en tilstand af dyb ro og erkendelse af enhed med alt. Iflg. Yogananda stammer Kriya-yoga fra den række af guruer, som han selv tilhører, dvs. Yukteswar Giri og hans mester Lahiri Mahasaya, som lærte teknikken af Mahavatar Babaji. Mahavatar Babaji har oplyst, at Kriya-yoga i det væsentlige er identisk med Patanjalis Raja-yoga og hele yoga-konceptet, som det er beskrevet i Bhagavad Gita. Kriya-yoga er en genoplivning af den samme videnskab, som Krishna gav til Arjuna for årtusinder siden, og det var denne videnskab, der senere blev givet til Patanjali. Satyananda-yoga underviser i Kriya-yoga, og her gør man det klart, at Kriya-yoga er baseret på Ujjayi Pranayama, og at Kriya-yoga udelukkende læres via et guru-discipel forhold. (Se også Kriya, Kriya-Shakti, Kundalini og Ujjayi Pranayama).
Krodha
(Sanskrit). Krodha betyder ”vrede”. I buddhismen er Krodha derfor en astral faktor kombineret med en mental faktor, der kommer til udtryk som raseri eller vrede, det får et menneske til at skade både andre og sig selv. I buddhismen er vrede guder reelt oplyste skabninger, der iklæder sig vrede for at lede sensitive mennesker mod større oplysning. I hinduismen er Krodha eller vrede far til gudinden Kali. (Se også Kali).
Krokodille
(Egyptologi). Både Solen (livslyset) og krokodillen dukker begge op af vandet (urhavet). Denne iagttagelse og de gamle egypteres holistiske syn på samspillet mellem Universet og Jorden medførte, at krokodillen fik guddommelig status i form af krokodilleguden Sobek (Suchos). Overalt i Egypten var der templer dedikeret til krokodilleguden, som havde sin storhedsperiode i Mellemste Rige. Ved Krokodilopolis ved Faijum og langs Karun-søen var Sobek hovedguddommen. Halvdelen af det smukke tempel ved Kom Ombo var dedikeret til ham. I en genial syntese sammensmeltede præsterne mange egenskaber i Sobek – i stil med guden Amon. Præsterne i Krokodilopolis sang hver morgen denne hymne: ”Vær hilset Sobek, Ra, Horus almægtige gud. Vær hilset Sobek af Krokodilopolis. Vær hilset, du som rejste dig af urhavet – Horus, Egyptens leder, tyrenes tyr, den store maskuline skabning, Herren over de flydende øer …” Sobek personificerede dermed både Solen, Jorden og det livgivende vand (Nilen), som forhindrede, at Egypten var livløs ørken. (Se også Sobek).
Krokodillestillingen
Se Makarasana.
Kronchakra
Se Hovecchakra.
Kroner
(Egyptologi). Kroner blev båret af både konger, dronninger, guder og gudinder i det gamle Egypten. Der var talrige kroner, og man kender ikke betydningen af dem alle, men det har været muligt at afdække symbolikken for de vigtigste. Som hersker over Øvre- og Nedre-Egypten bar faraoen Pasekhemty – dobbeltkronen, som bestod af Hedjet – den hvide krone, som var inde i og stak op af Deshret – den røde krone. Dobbeltkronen symboliserer det ydre herskerembede (Øvre- og Nedre-Egypten), men den havde også en symbolsk dimension – beherskelse af den lavere menneskelige natur eller personligheden (den hvide krone) og den højere menneskelige natur eller sjælen og ånden (den røde krone). Iflg. de gamle egyptere udgjorde den indre og den ydre verden en helhed, og det var ethvert menneskes opgave og mål at opnå fuld kontrol over menneskets totalitet. Kampen og den endelige sejr blev repræsenteret af faraoen. Den røde krone blev desuden båret af gudinder som f.eks. Neith og Wajdjet, og den hvide krone af gudinden Nekhbet. I almindelighed bar guderne kroner for at vise typen og kvaliteten af deres kræfter. Eksempelvis bar Ra (livslyset) solskiven på hovedet. Nogle bar dobbelte fjer (himmelguder, falke og Amon), kohorn (Isis, Hathor m.fl.), vædderhorn (Khnum, Amon m.fl.), gribbehovedklædning (gudinder og dronninger, skorpioner (Selket), tronstole (Isis) osv. Sædvanligvis bar guder og konger kroner i forbindelse med tempelceremonierne. Kronerne var ofte sammensat af flere elementer – f.eks. Osiris’ Atef-krone, der bestod af den hvide krone med en solskive samt to strudsefjer på hver side. Andre var mere komplekse, for de var desuden forsynet med vingede solskiver, skarabæer og plantesymbolik, der var arrangeret symmetrisk, m-m.m. (Se også Dobbeltkronen, Hvide krone, Røde krone, Blå krone, Atef-kronen, Amon-kronen, Khnum-kronen og Nemes-hovedklædningen).
Kronologi
(Græsk). Kronologi stammer fra ”chronos”, der betyder ”tid” og ”logos”, der betyder ”ord” og ”lære”. Kronologi er derfor læren om tidsregning. I den absolutte kronologi fastsætter man begivenhederne på grundlag af eksakte datoer eller tidspunkter. Udgangspunktet for en absolut kronologi er altid en objektivt kontrollerbar begivenhed. I faget historie er kronologisk bestemmelse et afgørende metodisk krav. Den kristne periode har givet en universal kronologi, som tager udgangspunkt i et fastsat tidspunkt. Egypternes dateringssystem var ikke tilsvarende praktisk, for de beregnede tiden ved at begynde ved år 0, hver gang en farao besteg tronen. Derfor skrev de: ”I Ramses’ 5. år”, ”i Amenhoteps 20. år” osv., uden at sætte det i forbindelse med den foregående faraos regeringstid. De oplyste ikke engang antallet af faraoner med samme navn, men differentierede de forskellige Ramses-faraoner, Amenhotep-faraoner osv. ved hjælp af forskellige elementer i deres titler. Der er derfor store problemer med at fastlægge, i hvilken rækkefølge den ene farao regerede før den anden, og ikke mindst hvornår. Derfor arbejder forskerne med relativ kronologi, og derfor sker der løbende ændringer og tilpasninger af kronologien. I den relative kronologi sættes begivenhederne i relation til hinanden, og med nutidens arkæologiske metoder kan man opnå relative kronologier, som har en ret stor præcision.
Kronos
(Græsk). Kronos er en titan fra den græske mytologi. Kronos har intet at gøre med det græske ord ”chronos”, der betyder ”tid”, og der findes desuden en anden gud, Chronos, der er en personifikation af tiden. På latin kaldes Kronos for Saturnus. I den græske mytologi er Kronos søn af Uranos og far til både gudinderne Hera, Demeter og Hestia og guderne Zeus, Hades og Poseidon. Af frygt for, at sønnerne ville styrte ham fra tronen – sådan som han selv i sin tid havde gjort det over for Uranos – slugte han sine børn. Men moderen nåede at redde Zeus, og han befriede sine søskende og fordrev Kronos. Omkring vintersolhverv fejrede man en fest til ære for Kronos. På græsk kaldes festen Kronia og på latin Saturnalia. Saturnalierne blev senere af de første kristne valgt som tidspunktet, hvor man fejrede Jesu fødsel, selv om der ikke er dokumentation for tidspunktet. (Se også Zeus).
Kryptomnesi
(Græsk). Kryptomnesi stammer fra ”kryptos”, der betyder ”hemmelig” og ”skjult” samt ”mnesis”, der betyder ”hukommelse”. Kryptomnesi er det underbevidste erindringsliv, som er forbundet med trancefænomener og mulig overførsel af paranormale informationer. Kryptomnesi opstår, når en glemt begivenhed igen dukker op i bevidstheden uden en erkendelse af, at der er tale om en tidligere begivenhed, og derfor opleves den som ny og original. Der er tale om en hukommelsesforskydning, hvor et menneske genkalder tanker, idéer, en sang eller en vittighed uden at vide, at der er tale om en gentagelse, men forveksler det med en ny inspiration. Eksempelvis består de tidligste barndomsminder ofte af Kryptomnesi. Nogle erindringer kan imidlertid gøres bevidste i drømme eller under trance og hypnose. Kryptomnesi forekommer i visse patologiske tilstande – f.eks. Korsakoffs syndrom.
Krystallomanti
(Græsk). Krystallomanti stammer fra ”krystallos”, der betyder ”is”, og ”manteia”, der betyder ”spådom”. Krystallomanti er derfor betegnelsen for spådom ved hjælp af en krystalkugle. Metoden går ud på at stirre intenst i en krystalkugle så længe, at der begynder at danne sig syner. Evnen til at fremkalde synerne betragtes ofte som clairvoyance eller prækognition. Betegnelsen Krystallomanti er en smule misvisende, for man kan bruge andet end krystalkugler til formålet. Alle slags blanke eller gennemsigtige genstande og flader kan bruges. Den vigtigste forudsætning for at praktisere Krystallomanti, er, at øjet skal have vanskeligt ved at finde fokuspunkter, for det er fravær af sanseindtryk, der øger muligheden for at modtage ubevidste indtryk. (Se også Clairvoyance og Prækognition).
Kshama
(Sanskrit). Kshama er et sanskrit ord, der relaterer til tålmodighed, for tålmodighed sparer tid og frigør energi til handling i nuet. Begrebet Kshama udgør et af de ti traditionelle Yamaer eller begrænsninger, der er defineret i mange skrifter, herunder Shandilya, Varaha Upanishaderne og Hatha-yoga Pradipika. Kshama er at vise tålmodighed, og dvs. at handle tålmodigt og tolerant over for andre. Udgangspunktet er, at ingen skal forvente, at hele verden underordner sig under de idéer, man selv har. Hvert menneske har bestemte kvaliteter, karakterer og vaner, der er udtryk for de måder, det blev påvirket i opvæksten, i livet og i tidligere liv. Derfor er det vigtigt at være medfølende og tålmodig og forsøge at forstå andre, at være tålmodig med familien og børnene og med naboer og kolleger. Hver tilhænger af Sanatana-Dharma religionen skal være et levende eksempel på tålmodighed og tolerance med alle mennesker og i alle de forskellige omstændigheder, livet giver. (Se også Yama).
Kshatriya
(Sanskrit). Kshatriya er afledt af ordene for ”magt” og ”hersker”. Kshatriya er den anden af Indiens oprindelige fire kaster – krigerkasten. I det hinduistiske kastesystem er en Kshatriya derfor er en leder, hersker eller en kriger. Medlemmerne af Kshatriya-kasten har haft magten i Indien i århundreder. Selvom kastesystemet er blevet voldsomt forandret via lovgivning og sociale reformer, er det ikke ualmindeligt at se Kshatriyaer i offentlige embeder i Indien, og det skyldes, at de har været forbundet med magt og ledelse så længe. Baggrunden for kastesystemet findes i hinduismens hellige tekster, der er kendt som Vedaerne. Ifølge Vedaerne tilhører alle borgere en eller andet Varna eller kaste. Oprindeligt ville et menneskes kaste være baseret på handlinger i livet, men kasten endte med at blive arvelige, og det medførte et stivnet, lagdelt system, som Indien har lidt under i århundreder. Kastesystemet gav ganske vist alle en plads i det indiske samfund, men det forhindrede social mobilitet og fleksibilitet, og for nutidens indere er kastesystemet meget diskriminerende. Ideelt set var en Kshatriya en retfærdig og barmhjertig hersker, det stod i spidsen for fællesskabet på grund af de lederegenskaber, der var forudsætningen for hans kaste. Det var også almindeligt, at børn, der blev født i Kshatriya-kasten, blev uddannet i statskundskab og historie, for at sikre, at de ville lede med klogskab.
Kshiti
(Sanskrit). Kshiti er en af devaerne for de fem manifesterede elementer. Kshiti er en deva med samme rang og kraft som en Chohan for en stråle. Kshiti hersker over alt på det fysiske plan undtagen menneskeriget. (Se også Chohan og Elementer).
Kubera
(Pali). Den nøjagtige oprindelse til navnet Kubera er ukendt. Kubera eller Kuvera, som han senere kom til at hedde på sanskrit, betyder ”deform” eller ”dårligt formet”. En teori foreslår, at Kubera stammer fra ”kumba”, der betyder ”at skjule”. Kubera er herre over rigdom og konge over halvguden Yakshas i hinduistisk mytologi. Kubera afbildes ofte som en dværg med et muntert temperament, en tyk mave, velplejet lotus-teint og gyldne klæder. Han har tre ben og kun otte tænder – eller to små stødtænder, der stritter ud fra begge sider af munden. De er symbol på hans magt til at straffe og favorisere. Hans venstre øje er gult, og han er pyntet med juveler. Nogle gange ser man ham ridende på ryggen af en mand (som personificerer staten). Hans kone Riddhi, der repræsenterer livets rejse, sidder på hans venstre side. I nogle kilder er Kubera afbildet som en drukkenbolt. Beskrivelsen af Kuberas deformiteter – f.eks. knækkede tænder, tre ben, tre hoveder og fire arme – forekommer kun i de senere puraniske tekster. Kubera har en stor pose penge i hånden. Han kan også gå rundt med et bundt juveler. Og nogle gange har han et desmerdyr ved sin side. I Tibet betragtes desmerdyr som et symbol på Kuberas sejr over Nagas vogtere af skattene, og Kubera er derfor normalt afbildet med et desmerdyr i buddhistisk ikonografi. Oprindeligt blev Kubera beskrevet som en ond ånd i vediske tekster, men han opnåede status som deva i Puranaerne og i hinduistiske epos. Skrifterne fortæller, at Kubera engang herskede over Lanka, men han blev væltet af sin dæmoniske stedbror Ravana. Senere slog han sig ned i byen Alaka i Himalaya. Beskrivelser af byens velstand og ”herligheder” findes i mange skrifter. I buddhismen er Kubera kendt som Vaisravana, mens han i jainisme kaldes Sarvanubhuti. Desuden giver Kubera associationer til den egyptiske gud Bes. (Se også Bes og Deva).
Kukkutasana
(Sanskrit). Kukkutasana stammer fra ”kukkuta”, der betyder ”hane”, og ”asana”, der betyder ”stilling”. Kukkutasana er en betegnelse for yogastillingen ”hanekyllingen”. Kukkutasana styrker håndled, albuer og skuldre, og hjælper med at forbedre fordøjelsessystemet. Yoga-øvelsen styrker balancen i kroppen, og den er særlig gavnlig for kvinder, der ønsker at overvinde smerter i hoften og ubehag fra menstruation.
Kumaraer
(Sanskrit). Kumaraerne er ”flammens herrer” eller ”ildens sønner”. De udgør et åndeligt hierarki, som for ca. 18½ millioner år siden kom til Jorden for at lede menneskehedens udvikling, som dengang befandt sig på et kritisk lavt niveau. Åndsvidenskaben oplyser, at det skete i lemurisk tid. De fire kumaraer ankom fra Venus, hvor udviklingen er længere fremme end på Jorden, og de ankom til Jorden i menneskehedens 4. runde i midten af den 3. rodrace (Lemurien) for at grundlægge det åndelige hierarki på Jorden og overtage planetens indre styrelse. De kom til Jorden sammen med 30 hjælpere, som alle var ophøjede skabninger af forskellige grader og indvielser. Der omtales som regel kun fire kumaraer – Sanat Kumara og hans tre brødre eller disciple, Sanaka, Sananda og Sanatana Kumara. Nogle gange nævnes der syv. De tre andre er Jata Kumara, Vadhu Kumara og Panchashikha Kumara. Sanat Kumara befinder sig stadig på planeten ved det mystiske Shamballa ved Gobi, selv om han hverken har et permanent fysisk legeme eller det, man kalder overfysiske legemer. Han skaber sine legemer ved Kriya-Shakti. Han er overhoved for det åndelige hierarki, som kaldes Det Store Hvide Broderskab, som består af mestre og deres indviede disciple. Fra Venus medførte kumaraerne bl.a. kimen til hveden og bierne. I den hinduistiske gudelære betyder ordet kumara ”jomfruelige ynglinge”, og det bruges også om Brahmas syv sønner, der nægtede ”at skabe” – dvs. forplante deres art – og som derfor ”vedblev at være yogier.” Den symbolske skikkelse, der omtales i Bibelen som Melkisadek, kan være identisk med Sanat Kumara. (Se også Hvide Broderskab, Kriya-Shakti og Mayavirupa).
Kumari
(Sanskrit). Kumari betyder ”jomfru”, ”datter” eller ”barn”. Kumari eller Kumari Devi repræsenterer en tradition, hvor man tilbeder unge præpubertære piger som udtryk for af den guddommelige feminine energi – Devi – i hinduistiske religiøse traditioner. De unge ugifte piger betragtes som børn af gudinden Durga både i Indien og i Nepal. I Nepal udvælges Kumari blandt præ-pubertære pige fra Shakya- eller Bajracharya-klanen i Newari-samfundet. Kumari æres og tilbedes af landets hinduer og af de nepalesiske buddhister, men ikke af de tibetanske buddhister. Der er flere Kumarier i Nepal, men nogle byer har flere end andre, men den bedst kendte er den kongelige Kumari af Kathmandu. Hun bor i Kumari Ghar-paladset i byens centrum. Hendes udvælgelsesproces er særligt streng. I Indien er en Kumari normalt valgt for en enkelt dag, og hun tilbedes med bestemte ritualer som Navaratri eller Durga Puja. I den indiske delstat Bengalen er det en særlig vigtig ceremoni. Man mener, at en Kumari er en inkarnation af gudinden Taleju (det nepalesiske navn for Durga), indtil hun menstruerer. Når det sker, forlader gudinden hendes krop. Alvorlig sygdom eller hvis hun i forbindelse med en ulykke får et større blodtab, er det også årsag til, at hun må vende tilbage til almindelig status.
|
