Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Den kosmiske Kristus er et åndsvidenskabeligt udtryk for det kærligheds-visdoms-aspekt, der er en del af den store bevidsthed, som mennesket ”lever i, ånder i og er”. Denne bevidsthed kaldes også Soll
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben anvender en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på mange af åndsvidenskabens begreber og udtryk. Forståelse af visse af ordbogens forklaringer vil forudsætte et grundlæggende kendskab til åndsvidenskabens begreber.

Det opslåede ord
Kosmiske Kristus

Betydning
Den kosmiske Kristus er et åndsvidenskabeligt udtryk for det kærligheds-visdoms-aspekt, der er en del af den store bevidsthed, som mennesket ”lever i, ånder i og er”. Denne bevidsthed kaldes også Sollogos, og iflg. åndsvidenskaben er formålet med solsystemet at udvikle kærlighed og visdom til fuldkommenhed. Alle sjæle i solsystemet deltager i udviklingen og dermed i udviklingen af den kosmiske Kristusbevidsthed. Det sker via udviklingen af menneskets iboende Kristusbevidsthed eller sjælsbevidsthed. Processen kaldes også for udviklingen af sjælskontakt.
Ka
(Egyptologi). Egyptologerne kalder de gamle egypteres Ka for et abstrakt begreb, som ikke kan forklares, og årsagen er angiveligt, at der ikke findes et nutidigt begreb, der svarer til egypternes Ka. Men det er ikke korrekt, for i åndsvidenskaben er Ka’en detaljeret beskrevet, for en Ka er menneskets astrallegeme eller følelseslegeme. Astrallegemet er ganske vist usynligt for den fysiske synssans, men det er det legeme, som mennesket er levende og bevidst til stede i om natten under søvnen, når det forlader det fysiske legeme, og den afdøde befinder sig også i Ka’en eller astrallegemet efter den fysiske død. Ka er et ord, der normalt oversættes med ”dobbelt” eller ”dobbeltgænger”. Iflg. åndsvidenskaben er Ka’en som sagt identisk med astrallegemet – menneskets følelseslegeme – og egypterne fortalte, at mennesket efter den fysiske død kunne forlade graven eller mumien i sin Ka og frit bevæge sig omkring. Åndsvidenskabelig er det logisk, for det er nøjagtig det samme mennesket gør om natten under søvnen og efter den fysiske død, for frigjort fra det fysiske legeme kan mennesket frit bevæge sig omkring i astrallegemet. Gudinden Nephthys er en personificering af menneskets astrallegeme, og esoterisk set er hun astralplanets gudinde. Det betyder, at hun også symboliserede selve astralplanet. Udtryksmåden ”at gå til sin Ka” betød ”at dø”, for i døden forlod en egypter sit fysisk-æteriske legeme (Khat og Khaibit) og gik til sit astrallegeme (Ka). Statuer af afdøde, som blev placeret i mastabaerne, blev kaldt Ka-statuer. Statuerne fungerede som fokuspunkter for de efterladte, for den afdøde kunne ”belive” Ka-statuen, når de efterladte besøgte mastabaen. Begravelsesritualet var desuden henvendt til den afdødes Ka, for ritualet var henvendt til den ”døde”, som i virkeligheden var levende og bevidst til stede i sin Ka – sit astrallegeme. Et levende menneske kunne i specielle tilfælde opleve sin Ka blive ophøjet af faraoen. (Se også Sahu).

Kabbala
(Hebraisk). Kabbala eller Kabbalisme er betegnelsen for et filosofisk system. Det er en almindelig antagelse, at den kabbalistiske mysterielære bygger på overleveringer fra den tidligste jødedom, men alt tyder på, at den stammer fra det gamle Egypten. Kabbalaen handler om menneskets indre udvikling, og kabbalaen er tydeligvis baseret på de gamle egypteres opfattelse af menneskets trefoldighed og skabelsens tre niveauer – ånd, sjæl og personlighed. De tre niveauer kaldte egypterne Ka (astralplanet og følelseslivet), Ba (mental- /kausalplanet og tanke-/sjælelivet) og A (det guddommelige plan og det åndelige liv). Egypternes Ka-Ba-A blev til Kabala, Kabbala eller Kabbalah, og dannede dermed menneskets totalitet – ånd, sjæl og personlighed. De tre niveauer var tredelt, for hvert niveau blev repræsenteret af en treenighed eller en gudetriade – en gud, en gudinde og en gudesøn – ånd, stof og bevidsthed. Tredelingen med de tre triader skabte egypternes kendte 9-gudekreds, der var skabelonen for jødernes kabbala. Kabbalisme bruges i daglig tale som synonym for den tal- og bogstavmystik, som kabbalisterne benytter. Kabbalismens hovedværker er Sepher ha Zohar og Sepher Yetzirah. Kabbala er en disciplin, der ofte beskrives som mystik, for kabbalaen er en esoterisk forklaring på og kommentar til de hebraiske hellige skrifter. Kabbalaen er den mystiske fortolkning af den hebraiske religion. Kabbalaen stammer som sagt fra Egypten, men den repræsenterede desuden kaldæernes hemmelige lære. Den blev efter sigende først nedskrevet af rabbi Moses de Leon i det 13. århundrede. Før den tid blev den overleveret mundtligt. Ezekiels, Daniels og Enoks bog i Det Gamle Testamente og Johannes’ åbenbaring i Det Nye Testamente er kabbalistiske bøger. Kabbalaen repræsenterer derfor også en esoterisk forklaring på og kommentar til de hebraiske hellige skrifter.

Kabiri
(Fønikisk). Kabiri eller Kabirim var gådefulde guder i de gamle nationer, bl.a. Israel. Nogle − eksempelvis Tara, Abrams far – blev tilbedt under navnet Teraphim. Hos de kristne, betragtede man Kabiri som djævle, selv om nutidens ærkeengle er direkte transformeringer af de samme Kabiri. På hebraisk betyder Kabirim ”de mægtige” − Gibborim. På et tidspunkt var det guddomme, der var forbundet med ildelementet − uanset om de var guddommelige, dæmoniske eller vulkanske – og de blev kaldt Kabirian. Ingen profane havde ret til at navngive eller tale om dem. Herodot omtaler dem som ildguder og mener, at Vulcan er deres ophav. (Se også Abram).

Kagyu
(Tibetansk). Kagyu, Kagyupa eller Kagyud praktiserer mundtlig overlevering. Kagyu er den næstældste af Tibets fire religiøse hovedskoler. Den er også kendt som ”skolen for hviskede formidling”, og den betragtes som en af Himalayas seks vigtigste skoler inden for tibetansk buddhisme. De fem andre er Nyingma, Sakya, Jonang, Bon og Gelug. Sammen med Sekya og Gelug skolerne, er Kagyu klassificeret som en af de ”nye formidlingsskoler”, fordi den først og fremmest følger Vajrayana eller den tantriske lære, der er baseret på de såkaldte ”nye tantras” – dvs. de, der oversættes i anden udbredelse af Buddha Dharma i Tibet. Sammen med Nyingma- og Sakya-skolerne er det en rødhue-sekt. (Se også Gelugpa).

Kahuna-tro
Kahuna-tro er de oprindelige indbyggeres tro på Hawaii. Troen forsvandt, da øerne blev kolonialiseret af europæerne, og en af myterne siger, at troen blev forbudt af den hvide mand. Der fandtes flere forskellige typer af Kahuna. En anden myte siger, at Kahuna var den hawaiianske betegnelse for en shaman, og at betegnelsen stadig bruges af nogle hawaiianere.

Kainitter
Kainitter er en gnostisk kristen sekt fra ca. 100 e.Kr., som blev opkaldt efter Kain i Det Gamle Testamente. Kainitterne nævnes af Irenæus og andre kirkelige fædre, men der er få informationer om dem. De betragtede angiveligt Kain, Esau og Judas som menneskehedens forbilleder. De var meget kritiske over Det Gamle Testamente og mente, at frelsen kun kunne opnås ved at bryde alle de gammeltestamentlige love og overskride alle moralske grænser.

Kaivalya
(Sanskrit). Kaivalya er det ultimative mål i yoga. Kaivalya er endelig og absolut frigørelse fra isolation fra sjælen, hvorefter den hviler i sig selv som følge af den sidste og højeste Samadhi-tilstand. Fjerde kapitel i Patanjalis 34 Yoga Sutras omhandler menneskets endeløse reinkarnationscyklusser og nødvendigheden af at blive frigjort fra den rytmiske gentagelse. Her omtales en yogi, der har opnået Kaivalya, dvs. uafhængighed af alle bindinger og absolut bevidsthed.

Kaivalya
(Sanskrit). Kaivalya er afledt af ”kevala”, der betyder ”alene” eller ”isoleret”. Kaivalya er et udtryk for det ultimative mål i yoga, og ordet oversættes med ”ensomhed” eller ”adskillelse”. Det er begreber, der er identiske med Moksha og Nirvana. Kevala, Kaivalya og Kaivalya-Mukti møder man i Upanishaderne – bl.a. i Svetasvatara, Amrtabindu og Muktika. I Yogatattva Upanishad står der: ”Kaivalya er selve åndens karakter – den højeste tilstand (Paramam Padam). Kaivalya er udelt, pletfri og den direkte intuition af den universelle eksistens, intelligens og lyksalighed. Kaivalya er fri for fødsel, eksistens, nedbrydning, anerkendelse og erfaring. Det er det, der kaldes viden.” Efter hinduismens fremkomst i det magtfulde Vijayanagar imperium i det 14. årh., oplevede veerashaivismen stor vækst i det sydlige Indien. Nogle af tidens lærde – eksempelvis Nijaguna Shivayogi (ca. 1500) – forsøgte forene veerashaivismen med Shankaras advaitisme. Hans bedst kendte værk er Kaivalya Paddhati. (Se også Moksha, Mukti, Nirvana, Parama og Yoga).

Kakodæmon
(Græsk). Kako betyder ”lavtstående” eller ”ond”. En Kakodæmon er derfor en ond dæmon eller en mørkets ånd. (Se også Midgårdsormen).

Kalahamsa
(Sanskrit). Kalahamsa er ”fuglen” eller ”svanen” i og hinsides tiden. Kalahamsa er derfor symbol på evigheden – ”det, der hverken fødes eller dør”. Kalahamsa-svanen, der sætter sig på en lotusblomst, svæver over urhavets rene levende vande. Kalahamsa betyder det: ”Jeg er Ham, Jeg er Ham, Jeg er Ham.” Med andre ord: ”Guds ånd svæver over vandene.” Kalahamsa er en betegnelse for Parabrahman, men benyttes også om den, der har passeret 3. indvielse – Anagamin’en.

Kali
(Sanskrit). Kali er et indisk symbol på Gud som den evige ”Moder Natur”. Kali er en gudinde, der repræsenterer den kvindelige Shakti-energi. Kali kaldes ”den sorte”, og hun forbindes ofte med ondskab, men det er en misforståelse. Kali er den gudinde, der opsuger eller fjerner mørket. Hun eliminerer urenheder og uretfærdigheder. Transformationen af denne guddom til de kosmiske kræfters store gudinde opstod i kombination med Devi Mahatmya (”gudindens herlighed”), hvor det siges, at hun udsprang fra øjenbrynene på gudinden Durga (dæmonernes drabsmand), hvorefter tilbedelsen af det feminine princip antog nye dimensioner. Gudinden blev ikke alene livets mystiske kilde − hun var selve stoffet. Det var hende, der formede alt og fortærede alt. Kali afbildes som en sort kvinde med fire arme. I den ene hånd bærer hun et sværd. I den anden hånd holder hun en dræbt dæmon. Og med de to andre hænder opmuntrer hun sine tilhængere. Hendes dramatiske udseende har resulteret i mange fortolkninger af hendes natur. Hendes sorte farve symboliserer hendes altfavnende, vidt-spændende natur, for sort er den farve, som alle andre farver smelter sammen med. Den sorte farve absorberer dem og opløser dem. På samme måde vil alle former forsvinde i hende. Man kan også sige, at sort repræsenterer det totale fravær af alle farver. Kalis sorte farve symboliserer derfor hendes forvandling af alle former.

Kali-Valya
(Sanskrit) Kali-Valya betegner fuldstændig frigørelse i betydningen adskillelse af ånd og stof.

Kali-yuga
(Sanskrit). Kali-Yuga er ”jernalderen” – som er sanskrit-betegnelsen for den nuværende tidsalder, der også kaldes den ”sorte” tidsalder. Det er en cyklus, hvor åndeligheden er på sit laveste punkt, og de materielle interesser dominerer. Den begyndte den 16. februar år 3.102 f.Kr. (samtidig med Shri Krishnas død), og de første 5.000 år deraf sluttede februar 1898. Kali-Yuga varer i 432.000 år. (Se også Brahmas alder, Dvapara-yuga, Krita-yuga, Maha-yuga, Treta-yuga og Yuga).

Kalpa
(Sanskrit). Kalpa er en ”tidsperiode” eller en ”æon” i den hinduistiske og buddhistiske kosmologi – dvs. en relativt lang periode set i menneskelig målestok. Kalpa benyttes som regel om én Brahmas dag – en periode på 4.320.000.000 år. Konceptet er første gang nævnt i Mahabharata. Definitionen af en Kalpa er fundet i Puranaerne – specielt Vishnu Purana og Bhagavata Purana. (Se Brahmas også alder).

Kalpa Vedanga
(Sanskrit). Kalpa er en af de seks Vedanga-discipliner eller -ritualer. Vedanga-traditionen anviser ikke nogen speciel ceremoni, når Kalpa Vedanga praktiseres, men offerhandlinger indebærer altid en lang række systematiske sutraer for præster med forskellige rituelle opgaver. Man har kendskab til flere litterære værker med stor indflydelse blandt de litterære produktioner i sutra-perioden. Der findes to slags ceremonielle regler for Kalpa-sutraerne: 1) Shrauta-sutraer, som er baseret på Shruti. Det er læren om, hvordan man udfører de store ofre, der kræver offerild tre til fem gange. 2) Smarta-sutraer, som er regler, der er baseret på Smrti-traditionen. Smrti-traditionen indeholder også to typer regler: 1) Grhya-sutraer eller nationale regler, der omhandler overgangsritualer som f.eks. ægteskab, fødsel, navngivning m.v., der er forbundet med enkle ildofre. 2) Dharma-sutraer, som omhandler told og andre sociale afgifter, og som har været de vigtigste i de senere lovbøger. Desuden omfatter Shrauta-sutraer i Yajur-veda de såkaldte Shulva-sutraer, dvs. snorreglen, som omhandler opmåling ved hjælp af snore, og udformningen af forskellige altertyper, der kræves til offerhandlinger. Reglerne har særlig interesse, for de er en kilde til vigtige oplysninger om den tidlige geometriske forståelse i Indien. Sutraer og et stort antal supplerende regler, som kan klassificeres i forhold til forskellige emner i forbindelse med de hellige tekster og vedisk religion kaldes generelt Parisista. (Se også Parisista, Shrauta, Shruti, Smrti, Sutra, Vedanga og Yajurveda).

Kama
(Sanskrit) Kama er det 4. princip i det 5-delte menneske: 1. Sjæl (højere manas). 2. Personlighed (et aspekt af sjælen samt syntesen af de tre lavere aspekter). 3. Tankeliv (lavere Manas). 4. Følelsesliv (Kama). 5. Handlingsliv (fysisk-æterisk). Kama er lidenskaber, begær og sindsbevægelser, som tilhører menneskets lavere natur, og som manifesterer sig via astrallegemet. Forenet med lavere Manas, som Kama-Manas, er det betegnelsen for hjerneintelligensen – eller personligheden med dens intelligens plus følelser og lidenskaber.

Kama-Deva
(Sanskrit). Kama betyder ”begær” eller ”lidenskab”, især i betydningen sensuel eller seksuel kærlighed, og Deva betyder ”himmelsk” eller ”guddommelig”. Kama-Deva er navnet på den indiske kærlighedsgud. Iflg. åndsvidenskaben er Kama-Devaer det samme som begærelementaler. Kama-Deva er afbildet som en ung, smuk bevinget mand med grøn hud, med bue og pile i hænderne (i stil med Amor). Buen er lavet af sukkerrør med en perlerække af honningbier, og hans pilene har fem slags duftende blomster. De fem blomster stammer fra Ashoka-træet, hvid og blå lotus, Jasmin fra Mallika-træet og blomster fra Mango-træet. Kama-Deva kaldes også Mara, som er den hinduistiske gud for menneskelig kærlighed eller begær. Kama-Deva har flere navne eksempelvis Manmadhudu. På Telugu hedder han Atanu (den, der er uden krop). Desuden kaldes han Ragavrinta (snert af lidenskab), Ananga (den urørlige), Kandarpa (den, der endda kan opildne en gud), Manmatha eller Manmadha (hjerternes oprører), Manasija (den, der er født i tankesindet, Madana (den berusende), Kusuma Shara (den, der skyder med blomsterpile), Ratikanta, Pushpavan, Pushpadhanva eller bare Kama (lidenskab). Kama-Deva, er søn af den hinduistiske gudinde Sri og desuden Pradyumna, Krishnas søn, der betragtes som en inkarnation af Kama-Deva. (Se også Kama).

Kama-Loka
(Sanskrit). Kama betyder ”følelser”, ”lidenskab” og ”begær”, og Loka betyder ”lokalitet” eller ”sted”. Kama-Loka er derfor ”Kamas verden”. Kama-Loka minder om grækernes Hades, ”skyggernes rige” eller katolikkernes skærsild. I åndsvidenskaben er det den afdeling af astralplanet, hvor menneskets personlighed opholder sig en periode efter det fysiske legemes død. Her renses mennesket for sine begær og lidenskaber – og den eventuelle lidelse står i forhold til menneskes astrale natur. Kama-Loka er derfor ikke et sted med djævle, svovlpøl og andre fantasifostre, men det er en region, hvor mennesket konfronteres med sig selv og sit personlige følelsesliv på godt og ondt. (Se også Hades, Helvede og Vetala).

Kama-Manas
(Sanskrit). Kama betyder ”følelser”, ”lidenskab” og ”begær”, og Manas betyder ”tanke” ”tankeliv” eller ”tankesind”. I menneskets inkarnation er begærene og det lavere tankeliv så tæt sammenvævet, at de sjældent fungerer adskilt, og derfor bruger man udtrykket Kama-Manas i åndsvidenskaben.

Kama-Raga
(Sanskrit). På Anagami-trinnet frigør mennesket sig fra de sidste rester af lænken Kama-Raga – dvs. tilknytning til glæde ved sansefornemmelser, som fysisk kærlighed er et typisk eksempel på. (Se også Anagami, Kama og Raga).

Kama-Rupa
(Sanskrit). Kama betyder ”følelser”, ”lidenskab” og ”begær”, og Rupa betyder ”form”. Kama-Rupa er det samme som astrallegemet, og Kama-Rupa betyder ordret ”begærets eller lidenskabernes form”. Menneskets lavere princip efterlades i Kama-Rupa (astrallegemet) på astralplanet efter, at højere Manas (sjælslegemet) har forenet sig med Atma-Buddhi og er gået videre til Devachan. (Se også Arupa, Kama og Rupa).

Kama-Sutra
(Sanskrit). Kama-Sutra er en gammel indisk hindutekst skrevet af Vatsyayana. Kama-Sutra betragtes normalt som standard for menneskets seksuelle adfærd. En del af værket består i praktiske råd om samleje. Kama-Sutra er stort set i prosa med mange indsatte poetiske vers. ”Kama”, som er et af de fire mål i en hindus liv, betyder ”sensuel”, ”seksuel nydelse” eller ”lidenskab”, og ”Sutra” betyder bogstaveligt en ”tråd” eller ”linje”, dvs. noget, der holder tingene sammen. I en mere metaforisk betydning refererer det til en aforisme (eller linje, regel, formel), eller en samling af aforismer i form af en håndbog. I modsætning til den gængse opfattelse – især i den vestlige verden – er Kama-Sutra ikke bare en eksklusiv sex-manual. Kama-Sutra betragter sig selv som en guide til et kærligt og moralsk liv, hvor karakteren af kærlighed, familieliv og andre aspekter i relation til at livsglæde omtales. Kama-Sutra er den ældste og mest tankevækkende af en gruppe skrifter, der er kendt som Kama-Shastra eller Kama-Sastra. Traditionelt tillægges den første udgivelse af Kama-Shastra eller ”Kama-disciplin” den hellige Nandi, som var Shivas dørvogter. Den hørte de hellige udtalelser, da den overværede Shivas og hans kone Parvatis elskov, og senere blev udtalelserne nedskrevet til gavn for menneskeheden. Historikere mener, at Kama-Sutra blev nedskrevet mellem 400-200 f.Kr. – og muligvis er Kama-Sutra et kompendium, der blev samlet i sin nuværende form i det 2. årh. e.Kr. (Se også Sutra).

Kamelstillingen
Se Ustrasana.

Kanaans land
Se Israel.

Kandharasana
(Sanskrit). Kandhar betyder ”skulder” og Asana betyder ”stilling”. Kandharasana er en bagoverbøjet yoga-stilling, hvor det fysiske legemes vægt lægges på skuldrene. Det er en yoga-øvelse, der er god for skjoldbruskkirtlen, og den kan praktiseres efter Sarvangasana (skulderstand). Kandharasana udføres ved at man lægger sig på ryggen på sin yoga-måtte med hænderne placeret tæt på kroppen. Bøj benene og placere fødderne tæt på hofterne. Hold begge ben ved at placere hænderne nær anklerne. Ånd ind og skyd bagdelen op og forsøg at løfte kroppen så meget som muligt. I denne position holdes vægten på skuldre, nakke, arme og fødder. Bliv så længe som muligt i stillingen og vend langsomt tilbage til jorden ved udånding. Øvelse gentages 2-3 gange. (Se også Sarvangasana).

Kanon
Kanon (med tryk på første stavelse) betyder ”forskrift”, ”rettesnor” eller ”forbillede”, og det kan være et religionssamfunds forskrifter – f.eks. de dele af Bibelen, der anses for ægte (kanoniske). I den romersk-katolske kirke er det betegnelsen for bestemte påbud fra koncilier. I kunsten kan Kanon defineres som et proportionssystem, der er baseret på en standardisering af størrelsesforholdet mellem de forskellige legemsdele.

Kanonisk lov
Kanonisk betyder ”regelret”. Kanoniske love er love, der er formuleret af nogle kirker (f.eks. den romersk-katolske og Church of England). De kanoniske love omhandler spørgsmål vedrørende etik, moral, tro og disciplin.

Kanopekrukke
(Egyptologi). I det gamle Egypten er Kanope en slags vase, der blev brugt i forbindelse med begravelsesritualerne. Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor grækerne gav en af deres legendariske helte fra Troja-krigen navnet Canopus, men i en sen periode blev den egyptiske gud Osiris tilbedt i skikkelse af en krukke forsynet med gudens hoved. Med udgangspunkt i denne iagttagelse begyndte de europæiske arkæologer at kalde krukkerne for ”Kanopekrukker”. Man fandt krukkerne i de egyptiske grave, og i krukkerne opbevaredes balsamererne de afdødes indre organer, som var fjernet fra det fysiske legeme under mumificeringen. Der var fire krukker med hovederne af Horus’ sønner – Amset med menneskehoved, Hapi med bavianhoved, Duamutef med sjakalhoved og Qebsennuf med falkehoved. Navnet kanopekrukker stammer derfor ikke fra det gamle Egypten, men fra nutidens forskere.

Kaos
(Græsk). Kaos eller Chaos stammer fra ”chaino”, der betyder ”gab”, ”åbning” eller ”tomhed”. I Genesis 1:2 står der ”tohu wa-bohu”. Det oversættes med ”Jorden var tom og uden form”, og det er en beskrivelse af skabelsens første faser. Den græske mytologi præsenterer den samme idé om den oprindelige tomhed og formløshed, som gik forud for skabelsen eller rettere genfødslen af Universet efter Pralaya (hviletilstanden). Chaos var den tomme, åndelige, formløse og ubegrænsede tilstand, der eksisterede før skabelsen af Universet. Chaos er ”intet, der rummer alt”. Det er et paradoks, for det er en tilstand, man ikke kan forestille sig, for det ville kræve, at der er én, der forestiller sig noget, og derfor vil der ikke være tomhed. I intetheden er der intet at forestille sig, og der er ingen, der kan forestille sig noget. Mennesker kan skabe på grundlag af det, der allerede er skabt. Evnen til at skabe på grundlag af absolut intet er guddommelig. Chaos sammenlignes som regel med mørke eller nat, men lys og mørke udgør en dualitet, og lys og mørke er derfor hinandens forudsætninger. Derfor var Chaos ikke mørke men intethed. Begrebet ”kaos” indgår i de fleste religioner, hvor det refererer til den oprindelige tilstand før skabelsen, og kaos forbinder dermed to begreber – urhavet og urmørket – som er grundlaget for manifestationen. Og urhavet og urmørket eller intetheden kræver en Gud, hvis det skal forvandles fra intet til noget. Chaos er udelukkende ”kaotisk” i den forstand, at Universets bestanddele endnu er ikke skabt og organiseret hierarkisk. Skabelsen er stadig uorganiseret, fordi den består af et kosmisk lager af latente eller hvilende ”tankefrø” fra de tidligere Manvantaraer (manifestationsperioder). Chaos rummer derfor potentialet til en bestemt hierarkisk opbygning, der er faldende i manifestation. Reelt er det betingelsen for et solsystem eller en planetarisk kæde under Pralaya (hvileperioden), der indeholder alle nødvendige elementer i en udifferentieret tilstand. Chaos og æteren er de to principper, der umiddelbart er relateret til skabelsens første princip. Chaos er mere eller mindre synonymt med Akasha – Verdensægget (hvorfra Brahma manifesteres som lys) – det jomfruelige æg – den jomfruelige moder – den ubesmittede årsag (befrugtet af strålen) – urdybet – afgrunden – ”den store moder” – er alle betegnelser, der henviser til Chaos. Den guddommelige stråle og kaos er Fader-Moder eller kosmisk ild og vand. Chaos-Theos-Cosmos er den tredobbelte guddom eller Altet. Chaos, urdybet eller urhavet blev personificeret i Egypten af Neith, som er ”den eneste gud uden form og køn. Hun gav fødsel til sig selv uden befrugtning, og derfor blev hun tilbedt i form af jomfrumoderen”. For hinduerne er Chaos identisk med Akasha. De nordlige buddhister kalder det Svabhavat (substans), og i den islandske mytologi er det Ginnungagap. En misforstået fortolkning af kaos som udtryk for total uorden eller forvirring dukkede først op i Middelalderen. Chaos er desuden en af de syv græske skaberguder. Chaos, der omtales af Hesiod, er ofte blevet fortolket som bevægelsen fra den formløse tilstand til en tilstand med stof og form, som kosmos og guderne opstod af. (Se også Akasha, Brahma, Ginnungagap, Manvantara, Neith, Pralaya og Svabhavat).

Kapala
(Sanskrit). Kapala betyder ”kranie” eller ”hjerneskal”. En Kapala er en skål, der er lavet af en hjerneskal. Den blev brugt som et rituelt redskab i både hindu tantra og buddhistisk tantra (Vajrayana). Især i Tibet, blev de ofte skåret eller kunstfærdigt dekoreret med ædle metaller og juveler.

Kapalbhati Pranayama
(Sanskrit). Kapal betyder ”pande”, Bhati betyder ”lysende” og Pranayama er et sanskritord, der betyder ”udvidelse af Pran” dvs. ”ånde” eller ”udvidelse af livskraft”. Kapalbhati Pranayama er en åndedrætsteknik, der har til formål at rense forhjernen. Kapalbhati Pranayama kaldes også ”kranie-rens”. Øvelsen udføres ved hurtigt åndedræt med størst kraft i udåndingen. Kapalbhati foregår i siddende stilling, og man skal fokusere på udåndingen, for der skal være kontakt med mavemusklerne ved hver udånding. Man ånder ind som normalt. (Se også Pranayama).

Kapila
(Hindi). Kapila var en vedisk vismand, som angiveligt er en af grundlæggerene af Samkhya-filosofien. Han omtales i Bhagavata Purana, som har en teistisk version af Kapilas Samkhya-filosofi. Traditionelle hinduistiske kilder beskriver Kapila som Manuens efterkommer og barnebarn af Brahma. Bhagavad Gita omtaler Kapila som yogi og eneboer med højt udviklede evner og åndelige kræfter. I Bhagavata Purana findes der mange detaljer om Kapilas liv. Her nævnes det, at hans forældre var Kardama Muni og Devahuti. Kapila betragtes som en inkarnation af den højeste skabning – Narayana – og det fremgår af en liste over hans inkarnationer i Bhagavata Purana. Da hans far forlod hjemmet, instruerede Kapila sin mor Devahuti i yoga-filosofi og tilbedelse af Herren Vishnu, og det gjorde hende i stand til at opnå Moksha (befrielse fra reinkarnation). Kapila nævnes også af Krishna i Bhagavad Gita. (Se også Narayana og Samkhya).

Kapilavastu
(Sanskrit). Kapilavastu. (Pali). Kapilavatthu er navnet på det sted i det gamle Shakya-rige, hvor Gautama Buddhas voksede op. Kapilavatthu er hovedstaden i Buddhas fars kongerige, og her lå hans families hjem og have. Kapilavastu ligger ca. 10 km vest for hans kendte fødested Lumbini. Det er almindeligt accepteret, at Herren Buddha tilbragte de første 29 år af sit liv i nærheden af Kapilavastu.

Karana-Sharira
(Sanskrit). Karana-Sharira er det samme som sjælslegemet eller kausallegemet. Karana-Sharira eller Kaarana-Sareeram er bevidsthedens redskab. Det er Atma – det intuitive overbevidste sind eller indre selv. Det er sjælens legeme, der rummer de potentielle indtryk og tendenser. Karana-Sharira svarer til Ananda-Maya-Kosha – ”lyksalighedens kappe” – det inderste af de fem hylstre eller legemer. (Se også Ananda-Maya-Kosha, Karanopadhi og Kausallegeme).

Karaniya-Metta-Sutta
(Sanskrit). Karaniya-Metta-Sutta kan oversættes med ”næstekærlighed”. Begreberne ren, uselvisk kærlighed (Metta) og medfølelse (Karuna) er det nærmeste, man kommer en betegnelse for buddhistisk næstekærlighed.

Karanopadhi
(Sanskrit). Karanopadhi betyder ”kausallegemet” eller ”årsagslegemet”. Det er sjælens legeme på kausalplanet, som er udgangspunkt for utallige inkarnationer i den fysiske verden. Upadhi eller Opadi – den anden del af ordet – oversættes ofte med ”redskab”, men selv om ”redskab” giver den umiddelbare betydning, får man ikke ordets essentielle betydning, som er ”klædning”, ”forklædning” eller ”maske”, som menneskets monade (ånd) ifører sig, når den manifesterer sig på de lavere planer. Set i dette lys kan man næsten sætte lighedstegn mellem Karanopadhi og Maya eller de illusoriske forklædninger, som monaden beliver og manifesterer sig igennem. Betydningen af Karanopadhi er derfor dual. Den første er nemt at forstå, for årsagen til at skabe reinkarnerende personligheden er Avidya, som snarere betyder uvidenskabelig end uvidenhed, for når den reinkarnerende enhed gennem gentagne reinkarnationer i stof og legemer har afkastet stoffets og legemernes lænker og har erhvervet sig selvbevidst erkendelse af sine egne guddommelige kræfter, og derved gennemskuet Maya, bliver den det, der kaldes en Jivanmukta. Det er kun ufuldkomne sjæle, der er forpligtet af naturens cykliske lov til at gennemgå de gentagende inkarnationer på det fysiske plan for at lære selvkontrol og herredømme over alle naturens eksistensplaner. Efterhånden som der sker fremskridt inden for viden, visdom og medfølelse, ligner den reinkarnerende enhed sin åndelige modpol mere og mere, og bliver mindre underlagt Avidya. (Se også Ananda-Maya-Kosha, Jivanmukta, Karana-Sharira, Kausallegeme og Maya).

Karma
(Sanskrit). Karma betyder ”handling”. Karma er ”skæbnebestemt”, for al handling er årsagsskabende, og ikke-handling betragtes også som handling. Karma er loven om årsag og virkning. Princippet i Karmaloven er i overensstemmelse med Isaac Newton, der sagde: ”Enhver aktion medfører en lige så stor og modsatrettet reaktion”. Karmaloven kaldes derfor retfærdighedens og gengældelsens lov: ”Hvad et menneske sår, skal det høste”. Karma skaber balance og derfor retfærdighed iflg. kausalitetsprincippet. Karma er ofte misforstået som ”skæbnens uafvendelighed”, men Karma står reelt for alt det, man ikke har været bevidst om, det som man kun har forstået delvist, og det som man har undladt at konfrontere. Ved et menneskes positive eller negative karma forstår man den samlede opsparede sum af virkninger, som det selv har været årsag til i det aktuelle eller i tidligere liv, og som skal afbalanceres før eller senere. Karma betinger på den måde et menneskes skæbne i næste eller fremtidige liv. Karmaloven virker bl.a. via underbevidstheden, som får mennesket bragt i situationer, hvor det kan gennemføre de opgaver, ønsker og beslutninger, der endnu ikke er opfyldt. Det er vigtigt desuden at inddrage den kollektive karma – dvs. den sociale påvirkning, som et mennesket er udsat for, og som spiller en rolle i menneskes karma. Den græske gudinde Nemesis, som er den straffende retfærdighed, var en personificering af et af Karmas aspekter. (Se også Årsag og virkning).

Karma-Phala
(Sanskrit). Karma-Phala er et sanskritord, der består af Karma, som betyder ”handling”, og Phala, som betyder ”frugt” eller ”resultat” – dvs. frugten af de handlinger, der er udført. Karma-Phala er derfor yoga-filosofiens betegnelse for karmiske virkninger. Karmaloven er loven om årsag og virkning på godt og ondt, og Karma-Phala er karmisk tilbagevirkning. Karma-Phala skal opfattes positivt, for alle handlinger uden undtagelse giver resultater. Uanset hvad man gør, så skaber man resultater. Iflg. hinduistisk filosofi er der tale om alle former for handlinger – herunder handling i tanker, følelser, ord og adfærd. Positive handlinger giver positiv tilbagevirkning, og negative handlinger giver negativ tilbagevirkning. Karma-Phala kan opdeles i tre typer: Sancita Karma-Phala, som er virkninger, der modtages i det aktuelle liv pga. handlinger i tidligere liv. Prarabdha Karma-Phala, som er virkninger, der stammer fra handlinger i nuværende liv. Kryamana Karma-Phala, som er handlinger, der er udført i det nuværende liv, men hvor virkningerne først vil vise sig i kommende liv.

Karma-yoga
(Sanskrit). At praktisere Karma-yoga betyder, at man er til stede i nuet – eller i den uafbrudte række af nu’er, som livet består af. Tanker, følelser, handlinger – alt iagttages, vurderes, accepteres og slippes. Karma-yoga er en yogisk udviklingsmetode, der lærer et menneske at arbejde uselvisk, uden forventninger, uden at høste anerkendelse. Karma-yoga er ”handlingens yoga”, der overvinder hæmninger og ligegyldighed gennem aktivitet ved at man sætter sig et klart mål, påtager sig en opgave og utrætteligt arbejder på at løse den. Og alligevel er det ikke frugten eller resultatet, der er vigtigt. Det er selve bevidstheden, oplevelsen og opmærksomheden i handlingen, der er vigtig. Når man udfører en opgave eller et arbejde, praktiserer man Karma-yoga. Det drejer sig om at koncentrere sig fuldt og helt om opgaven. Udadtil vil man ligne et handlekraftigt menneske, men når man praktiserer Karma-yoga, er man i virkeligheden et fokuseret menneske. Man er bevidst om, hvad man gør. Karma-yoga er en hjælp til indre opmærksomhed. Karma-yoga kaldes ”meditation med åbne øjne” – midt i handlingen. Karma-yoga omtales i Bhagavad Gita.

Karmas Herrer
Se Lipika.

Karmasaya
(Sanskrit). Karmasaya er et sanskritord, der består af Karma, som betyder ”handling”, og Saya, som betyder ”seksuel lyst”, ”begær” og ”lidenskab” – også ”i hjertet”. Karmasaya er betegnelsen for latente handlingsindtryk, som vil skabe virkninger før eller senere. Karmasaya er den samlede sum af de indtryk, der er efterladt af ethvert seksuelt forhold (fysisk, følelsesmæssigt og mentalt). Med andre ord efterlader tidligere seksuelle forhold karmiske spor i underbevidstheden, og Karmasaya er en slags karmisk lager for disse indtryk. Karmasaya kan overvindes ved at forstå de bagvedliggende årsager. Dyb meditation på følelsesmæssige kriser giver kontakt til Karmasaya, og forståelsen kommer fra sjælen. Uden selverkendelse og meditation for at finde årsagerne, er forståelse og efterfølgende eliminering af Karmasaya umulig, og Karmasaya oplagres i sindet og bliver årsag til lidelse.

Karmendriya
(Sanskrit). Karmendriya er et sanskritord med rødder i Karma, som betyder ”handling”, og Indra, som er en gud i hinduismen. Karmendriya kan derfor oversættes med ”redskab til handling”, som gør mennesket i stand til at håndtere den fysiske verden. De fem redskaber til handling i den ydre verden – Karmendriya – er udtryk for Satwa Guna: Vak – evnen til at tale og munden. Pani – evnen til at gribe og hænderne. Pada – evne til at gå og fødderne. Upastha – evnen til at formere sig og de reproduktive organer. Payu – evnen til at udskille og anus.

Karna-Dhauti
(Sanskrit). Karna betyder ”øre”. Karna-Dhauti er en af Shatkarma-teknikkerne, og i Karna-Dhauti renses ørerne. Den ydre del af øret består af et kort rør eller en kanal omkring fire centimeter i længden, regnet fra ydersiden til indersiden af hovedet. Inde i røret er der lidt hår, som forhindrer insekter og andre fremmedlegemer i at trænge ind i de indre dele af øret og trommehinden ved enden af øregangen. Den ydre kanal indeholder desuden forskellige kirtler, som udskiller voks for at beskytte ørets dybere afsnit. Hvis man skal høre godt og klart, skal den ydre kanal holdes ren, men nogle gange producerer kirtlerne for meget voks, som blokerer kanalen. Der findes redskaber til at rense ørerne, men det anbefales at bruge yoga-metoden Karna-Dhauti, hvor man forsigtigt anbringer sin lillefinger i øregangen og drejer fingeren rundt nogle gange. Man kan desuden trykke let mod ørets vægge. Gentag derefter den samme procedure, men med pegefingeren. Gentag med det andet øre. Udfør Karna-Dhauti en gang om ugen, og sørg for, at neglene er korte og rene. (Se også Antar Dhauti, Danda Dhauti, Danta Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Karnak
(Egyptologi). Karnak-templet skulle egentligt hedde Karnak-templerne, for komplekset består af adskillige templer: Faderguden Amons tempel, modergudinden Muts tempel, sønneguden Khonsus tempel, sønneguden Monthus tempel, skaberguden Ptahs tempel, dødens og genopstandelsens gud Osiris’ tempel, solguden Atons tempel, Sethos II’s barktempel, Ramses II’s kulttempel, Ramses III’s barktempel, Amenhotep II’s kulttempel, Amenhotep III’s kulttempel, Tutmosis III’s ceremonitempel, Taharqas to templer og barksanktuarie, Sesostris’ kiosk m.fl. I historisk tid blev det første tempel bygget i Karnak i Mellemste Rige (12. dynasti 1991-1785 f.Kr.), og byggeriet fortsatte helt frem til den ptolemæiske tid (fra 80-51 f.Kr.). Altså en byggetid på næsten 2.000 år. Det svarer til, at man i Skandinavien påbegyndte et byggeri i jernalderen, og først blev færdig med det i nutiden. Navnet Karnak stammer fra den arabiske landsby el-Karnak i nærheden af templet. Templet hed oprindeligt Ipet-isut, dvs. ”det mest udsøgte af alle steder”. Karnak-templet blev også betragtet som Øvre-Egyptens Heliopolis – dvs. ”en spejling” af Nedre-Egyptens Heliopolis i området ved de store pyramider i Giza, som var Egyptens øverste kraftcenter. Det bekræftes i en inskription på ydersiden af sydvæggen i Karnak-templets hypostylhal, hvor Ramses II fortæller: ”Jeg bad til slut til den skjulte (Amon), og min stemme lød i Øvre-Egyptens Heliopolis”. Tempelområdet strækker sig næsten to kilometer langs Nilen og en ca. tre kilometer lang vædderallé forbinder Karnak-templet med Luxor-templet – eller ”gudernes tempel” med ”menneskets tempel”, for Karnak-templet symboliserer makrokosmos, mens Luxor-templet symboliserer mikrokosmos. Den nordlige tempelgruppe, der ligger uden for Amon-templets mur, var dedikeret til falkeguden Monthu. Den sydlige hovedgruppe var dedikeret til modergudinden Mut. I det sydvestlige hjørne ligger sønneguden Khonsus tempel, men den største og bedst bevarede hovedgruppe er den centrale tempelgruppe – Amons tempel.

Karon
Se Charon.

Kartikeya
Se Murugan.

Kartomanti
(Fransk). Kartomanti stammer fra ”cartomancie”. (Tysk) Kartomantie. Kartomanti er spådomskunst ved hjælp af kort. I middelalderen kom forskellige typer af spillekort og tarotkort til Europa via handelsruterne mod øst fra Persien og Kina og fra Egypten i syd. Man mener, at kineserne allerede trykte kort i 900-tallet. I slutningen af 1400-tallet begyndte franske trykkerier at fremstille forenklede spillekort med to serier i sort og to serier i rødt med symbolerne spar, klør, ruder og hjerter – 20 forskellige kort i alt, og Frankrig var hurtigt på vej til at blive en af de største producenter af spillekort i verden, og derfor blev de franske kort, de mest udbredte. De 52 spillekort stammer fra tarotkortenes Lille Arkana. Alle kort fra Major Arkana forsvandt undtagen narren, der blev til Jokeren. Hvert kort i nutidens spillekort har betydning, hvis man er i stand til at opspore den, for sandsynligvis stammer de alle fra tarotkortene. Selvom man kan få informationer ved hjælp af almindelige spillekort, har de ikke den samme status inden for spådomskunst som tarotkort.

Kartouche
(Fransk). Kartouche stammer fra ”cartouche”, der er afledt af det latinske ”charta”, der betyder ”papir” eller ”skrift”. Kartouche kendes primært fra det gamle Egypten, hvor det er betegnelsen for den ovale ramme, som i reliefferne omkranser de to sidste af kongens fem navne. Egypternes definition på Universet lød sådan: ”Alt hvad Solen omkredser”. Symbolet, der udtrykker denne idé, er en oval eller en cirkel, der er formet af et reb med en knude i cirklens bund. Faraoens navn skrev man inde i ovalen, for faraoen var ”kredsløbets herre”. Solens kredsløb i galaksen repræsenterer et kosmisk ansvars- og udviklingsområde i en manifestationsperiode. Jordens kredsløb omkring Solen udgør et planetarisk ansvars- og udviklingsområde inden for solsystemet. Og faraoens liv- og herskerembede repræsenterede ansvaret for udviklingen af sit folk, (der var symbol på menneskeheden) i en given periode i Jordens liv. Cirklen, der var formet af rebet, symboliserede derfor en livscyklus, og når faraoens navn blev skrevet i cirklen, henviste egypterne til hans specifikke inkarnation og indflydelsessfære. Faraoens kartouche blev anvendt til de to vigtigste af de fem kongelige navne: ”Konge over Øvre- og Nedre-Egypten” samt ”Søn af Ra”.

Kashi
(Sanskrit). Kashi er det gamle navn for den ”hellige by” – Benares.

Kashmir Shaivisme
(Sanskrit). Kashmir Shaivisme eller Kasmir Saivisme er en af de forskellige hinduistiske filosofier. Kashmir Shaivisme er en skole for Saivisme, der består af Trika (begrebet Trimurti eller Treenighed) og dens filosofiske forbindelse til Pratyabhijna (en idealistisk monistiske og teistisk filosofi). Kashmir Shaivisme betragtes som monistisk idealisme – dvs. absolut idealisme, teistisk monisme, realistisk idealisme, transcendental fysikalisme (en filosofisk teori, der er baseret på, at alt, hvad der eksisterer, er fysisk). Filosofisk set er det vigtigt at skelne mellem Kashmir Shaivisme og Adwaita Sidhantha, for der er ikke tale om identiske filosofier, selv om den universale bevidsthed – Chit eller Brahman – har fortrin. I Kashmir Shavisimen er alt i skabelsen en manifestation af den højeste bevidsthed. Det medfører, at iflg. Kashmir Shavisimens synspunkt er Shakti (den skabte verden) virkelig og ikke en illusion (Maya), for den eksisterer og har sin væren i Chit (bevidstheden). Adwaita Vedanta mener derimod, at Brahman er inaktiv (Niskriya), og den skabte verden er en illusion (Maya). På den måde kan Kashmir Shaivismens filosofi, der som sagt også kaldes Trika, ses som en modsætning til Shankaras Adwaita. Målet med Kashmir Shaivismen er at blive ét med Shiva eller den universelle bevidsthed, eller erkende den allerede eksisterende identitet med Shiva. (Se også Adwaita og Trimurti).

Kasina
(Sanskrit). Kasina betyder ”element” – som f.eks. jord, vand, luft og ild. Kasina er et buddhistisk meditationsobjekt. Kasina henviser til en gruppe visuelle genstande, der kan anvendes i meditation. I Pali Tipitaka nævnes der 10 Kasina: Pathavi-Kasina – jord. Apo-Kasina vand. Vayo-Kasina – luft og vind. Tejo-Kasina – ild. Nila-Kasina – blå og grøn. Pita-Kasina – gul. Lohita-Kasina – rød. Odata-Kasina – hvid. Akasa-Kasina – lukket rum eller et hul. Aloka-Kasina – klart lys. Kasina beskrives sædvanligvis som en farvet skive med udvalgte farver, egenskaber, dimensioner og udtryk. Pathavi-Kasina – jord – er eksempelvis en skive med en rødbrun farve, der er dannet ved hjælp af jord eller ler. Kasina er et meditationsobjekt, der skal hjælpe den mediterende med at skabe et fundament for den videre meditationspraksis. I de tidlige stadier af Kasina-meditation, fokuserer man på et fysisk objekt, indtil objektets form og farve m.m. former tankerne. På mere avancerede niveauer af Kasina-meditation, dannes der udelukkende et mentalt billede meditationsobjektet.

Kat
(Egyptologi). Længe før de egyptiske dynastier opstod, levede vildkatten i ørkenens grænseområder i Egypten. Det var en race af aggressive jægere med en kort hale og et lidt buttet udseende. Det var uden tvivl denne katterace og ikke den rolige, slanke kattetype, der var prototype for ”Den store kat i Heliopolis”. I Dødebogen omtales den som et meget gammelt solvæsen, der flåede den onde slange i småstykker ved foden af det hellige træ. Den tamme, rolige og venlige tempelkat viser sig først senere i historien. Man ser den i hvert fald ikke i mastabaernes scener fra det daglige liv i Gamle Rige, selv om der vises mange andre dyr. Den første reference til tamkatten ser man først omkring 2.100 f.Kr., hvor en mor til en person fra Mentuhotep I’s hof kaldes ”missen”. Løvegudinden og katten er nært forbundet i egyptisk symbolik. Løvegudinden symboliserer stoffets ildelement eller den utæmmede kundalinikraft i mennesket – slangeilden. I legenderne overvindes løvindens utæmmede vildskab, og gudinden forvandles til den tamme tempelkat – Bastet. Kundalinikraften eller slangeilden er nu under kontrol. Ligesom katten er den stadig en selvstændig kraft, men den er omdannet fra en destruktiv kraft til en konstruktiv. (Se også Dødebog).

Katarakt
(Græsk). Katarakt stammer fra ”katarassein”, der betyder at ”styrte ned”, og det henviser uden tvivl til et vandfald. I Egypten er Katarakt desuden betegnelsen for kraftige strømhvirvler i Nilen ved Aswan, der også danner den sydlige grænse for Øvre Egypten. Hvirvlerne opstår f.eks. i forbindelse med et mindre vandfald og ved indsnævringer af floden, hvor den deler sig i flere arme og omkring klippepartier og øer. Nilens katarakter findes på de lavvandede strækninger af floden mellem Aswan og Khartoum, hvor vandoverfladen brydes af mange små klippeøer og talrige store sten, der stikker op fra flodbunden. Set fra nord mod syd befinder den første katarakt sig i det nuværende Egypten, mens resten ligger i Sudan. Første katarakt findes ved Aswan. Anden katarakt (den store katarakt) lå i Nubien, men befinder sig nu under Nassersøens overflade. Nassersøen blev dannet efter opførelsen af den store Aswan-dæmning. Tredje katarakt findes ved Tombos/Hannek. Fjerde katarakt ligger i ørkenen Dar al-Manasir. Den er oversvømmet af søen bag Merowe-dæmningen. Femte katarakt findes i nærheden af bifloden Atbaras indmunding i Nilen. Og sjette katarakt findes på det sted, hvor Nilen skærer gennem Sabaluka-massivet nær Bagrawiyah.

Katekismus
(Latin). Katekismus stammer fra det latinske ”catechizare”, som igen er afledt af det græske ”katechizein”, der betyder ”at give undervisning”. Efter Reformationen blev Katekismus betegnelse for en håndbog med en række doktrinære sammenfatninger af kristen tro og moral. (Se også Doktrin).

Kati Chakrasana
(Sanskrit). Kati Chakrasana stammer fra Kati, der betyder ”talje”, og Chakra, der betyder ”hjul” eller ”roterende hjul”. Kati Chakrasana er en yogaøvelse, hvor der foretages roterende bevægelser med taljen. Kati henviser til den nederste del af ryggen. Kati Chakrasana er en meget enkel, men kraftfuld øvelse, som har flere fordele. Kati Chakrasana fjerner stivhed i ryggen, afbalancerer den nederste del af ryggen samt skuldre og nakke, og strækker musklerne på bagsiden af ryggen.

Katoptromanti
(Græsk). Katoptromanti stammer fra ”katoptron”, der betyder ”spejl”, og ”manteia”, der betyder ”forudsigelse”. Katoptromanti er derfor spådoms-kunst, hvor der anvendes ”magiske” spejle eller krystalkugle. Forudsigelserne sker ved såkaldt spejlskuen, dvs. ved intensivt at stirre i et spejl, og på den måde finde svar eller få kontakt med afdøde.

Kaumodaki
(Sanskrit). Kaumodaki er et ”våben”, som den 4-armede Vishnu holder i sin nederste venstre hånd. Kaumodaki symboliserer kilden til Vishnus guddommelig magt og hans fysiske og mentale styrke. Det er et våben, der giver Vishnu magt til at afslutte alt det i menneskets sind, der forhindrer det i at opnå guddommelighed. Vishnu bruger dette våben til at rense og forædle ånden i mennesket og frigøre det fra materialistiske bindinger. Det er et almægtigt ”våben”, som er umulig at besejre.

Kausallegeme
(Latin). Kausal eller kausalitet stammer fra ”causa”, der betyder ”årsag”, eller henviser til noget, der rummer årsagen. Kausal henviser dermed til forholdet mellem årsag og virkning. Kausallegemet er derfor ”årsagslegemet”, og årsagen til menneskets gentagne inkarnationer i skiftende personligheder er menneskets sjæl. Kausallegemet er derfor sjælens legeme, som er et relativt udødeligt legeme. Iflg. åndsvidenskaben befinder Kausallegemet – sjælens legeme – sig på det højere mentalplan, og graden af sjælens udvikling står i forhold til menneskets moralske eller åndelige niveau. På sanskrit kaldes Kausallegemet Karana-Sharira eller Karanopadhi. Kausallegemet opløses efter 4. indvielse (korsfæstelsen), når behovet for reinkarnation på de lavere eksistensplaner ophører. Sjælen stiger nu op til det Buddhiske plan − det 5. naturrige, der også kaldes ”det overmenneskelige rige”. Kausallegeme og sjæl er to udtryk, der ofte opfattes som identiske, men der er en markant forskel. Det er et grundprincip i åndsvidenskaben, at ånd (liv) forenes med stof (form), hvorved sjælen (bevidsthed) opstår. Kausallegemet er den stofform, som ånden beliver, hvorved sjælen opstår. Sjælen er derfor bevidstheden i Kausallegemet. Ordet sjæl, som anvendes i åndsvidenskaben, svarer ikke til psykologiens ”ego”, men er reelt det bevidsthedscenter, der i dybdepsykologien kaldes ”Selvet”. I åndsvidenskaben betragtes sjælen som det virkelige menneske, der periodisk sender et aspekt af sig selv ned i skiftende personligheder gennem en række på hinanden følgende inkarnationer. Sjælen betragtes som det højere aspekt af tankesindet, der er uløseligt forbundet med den højere intuition, som er oplyst af monaden (ånden). Kausallegemet er derfor sjælens ”hjem”. Kausallegemet fungerer som legeme for abstrakt tænkning og som opbevaringssted for essensen af al den erfaring, der indhøstes i de talrige inkarnationer. Det skal ikke opfattes i rumlig betydning, men snarere som et kompleks af vibrationsmuligheder, der er årsag til fremtidige handlinger og erfaringer, og derfor kaldes sjælens legeme på sit eget plan for Kausallegemet – årsagslegemet. (Se også Ananda-Maya-Kosha, Karanopadhi, Karana-Sharira og Sjæl).

Kemit
(Egyptologi). Kemit eller Kemet henviser til hieroglyffen ”Km”, som i en lang periode var navnet på det gamle Egypten. Kemit og hieroglyffen er iflg. egyptologen Alan Henderson Gardiner den egyptiske betegnelse for ”sort”. Egypten fik flere forskellige navne i årtusindernes løb, og de første navne antyder en tilknytning til det forsvundne Atlantis. Først hed landet Aha-men-Ptah, der betyder ”Guds første hjerte”. Senere ændredes navnet til Amenptah, der betyder ”De dødes rige”. Det antyder, at landet oplevede en katastrofe. Igen skifter Egypten navn denne gang til Ath-ka-Ptah, der betyder ”Guds andet hjerte”. Civilisationen var tilsyneladende igen kommet til live. Egypterne ændrede senere landets navn til Khemmea eller Kemit, der betyder ”den sorte jord”. Kemit blev senere i historien til det græske ”chemeia” eller ”chemia”, der nu er forvandlet til ”kemi” og ”alkymi”. Egypten er kemiens fødested. Rødderne til ordet kemi eller chemi er Chem, der stammer fra den egyptiske mysteriegud Khem – eller skaberguden Khnum – som skabte lyset på grundlag af mørket. Egyptens civilisation er betinget af Nilen, som i årets cyklus aflejrer sort nilslam, der gør Nilbredderne frugtbare. Uden Nilens vand og denne periodiske aflejring af frugtbart slam, ville Egypten være livløs ørken. Landet fik derfor navnet Kemit efter den sorte jord. Den traditionelle forskning stopper ved denne forklaring, men åndsvidenskaben inddrager desuden den symbolske dimension. Hele Egypten blev betragtet som ét legeme, og egypterne var celler i Egyptens legeme. Egypten og dets civilisation var planlagt til at forvandle den sorte jord, det mørke stof eller materialismen, sådan at landet blev et tempel for Guds lys. Skaberguden Chem eller Khnum, som skabte lyset på grundlag af mørket, er på denne måde symbolsk forbundet med Kemit, den sorte jord, der skulle forvandles til guddommeligt lys.

Kentaur
(Græsk). Kentaur stammer fra ”kentauros”, men ordets betydning er ukendt. Kentauren er et fabeldyr fra den græske mytologi. Kentauren er en skabning, der er sammensat af en menneskeoverkrop med menneskehoved og en hestekrop med fire ben. Ofte har menneskehovedet hesteører. Kentauren symboliserer tænkeevnen (mennesket), der hersker over den instinktive bevidsthed (dyret). Kentauren ses ofte med bue og pil som symbol på målrettethed, og Kentauren anvendes i den astrologiske symbolik for Skyttens tegn. Den mest kendte kentaur er Chiron, som var den vise og lægekyndige kentaur, der opdrog Achilles og Asklepios på bjerget Pelion i Thessalien. Chiron er desuden en af de få navngivne kentaurer. Nessus var en anden berømt kentaur, som blev dræbt af Herkules, men Nessus’ blod plettede Herkules og dræbte ham. Nessus var søn af Centauros. Han kæmpede i slaget med Lapiths. Han blev færgemand på floden Euenos.

Kephalomanti
(Græsk). Kephalos betyder ”hoved”, som måske stammer fra den græske mytologi, hvor Cephalus var grundlæggelsen og dermed ”overhoved” for en stor og berømt familie, der bl.a. inkluderer Odysseus. Kephalomanti er en betegnelse for heksekunst, spådomme og brug af middelalderlig sort magi, hvori der indgik et lig af en nyligt begravet afdød. Eksempelvis benyttede man hovedet af et lig, og hovedet blev brugt til forskellige middelalderlige, magiske processer.

Keramik
(Egyptologi). De gamle egyptere fremstillede to forskellige keramiske produkttyper. De mest ædle var fajance, der blev lavet med kvarts som hovedbestanddel – og den anden type, der var almindeligt lertøj og det mest typiske. Egypternes keramik blev lavet af Nilslam, men nogle gange brugte de ler fra Ballas og Qena (hvor pottemagerindustrien stadig lever i bedste velgående). Egyptisk keramik havde en mat eller let poleret overflade, der blev sort, rød og delvis sort og rød eller grå afhængig af brændingsprocessen. Glaseret keramik blev først produceret i Egypten efter 6. årh. f.Kr., da græske pottemagere bosatte sig ved Naucratis. Vaser i mange forskellige former og figurer blev lavet af almindeligt ler, der ofte blev blandet med strå. Herefter blev vaserne tørret i Solen eller belagt med en overflade og brændt i en ovn. Pottemagerkunsten nåede et højt niveau i Øvre-Egypten, hvor lerkar blev dekoreret med graveringer, og vaser, krukker og skåle m.m. blev formet med hånden på en drejeskive og malet kunstfærdigt.

Kerub
Se Kerubim.

Kerubim
(Hebraisk). Kerubim eller Kerub er et himmelsk og helligt væsen i den hebraiske mytologi. I Det Gamle Testamente findes der forskellige beskrivelser af Kerubim, og den, der oftest benyttes, beskriver et vinget væsen med fire hoveder − et menneskehoved, et løvehoved, et oksehoved og et ørnehoved. I skabelsesberetningen anses de for at være ”paradisets vogtere”. I 2. Mosebog (25:18-22) placeres de ved ”nådens sæde”, og det samme er tilfældet i Solomons tempel. Men den mest benyttede placering er ved Yahwehs (Jehovas) trone eller stridsvogn. I forbindelse med Ezekiel og i kabbalaen vises keruberne som fire hellige skabninger. De fire dyr symboliserer de fire elementer og menneskets fire lavere principper. (Se også Seraf, Serafim og Troner).

Kether
(Hebraisk). Den 1. af de 10 sephiroth. Kether er kronen. Kether er Guds ensomme majestæt med det usigelige navn IHVN, men også med Sinai-navnet AHIH AShR AHIH, der betyder ”den evigt værende”. Kether kan også tydes som den hellige gral, der symboliserer Guds permanente forbindelse med mennesket.

Kevala Kumbhaka
(Sanskrit). Kevala Kumbhaka stammer fra ”kevala”, der betyder ”kun”, og ”kumbhaka”, der betyder ”ånde”, ”tilbageholdelse” eller ”ophør”. Kevala Kumbhaka er betegnelsen for spontan standsning af åndedrættet uden bevidst anstrengelse. Sanskritordet ”kevala” er direkte forbundet til ordet Kaivalya, der er en betegnelse for Samadhi, Nirvana eller den højeste oplysning og enhed. Kevala og Kaivalya henviser derfor til erkendelser, der er hinsides dualitet, forestillinger og ord. Enhver beskrivelse af oplevelsen vil straks forvrænge den, og den kan aldrig være tilstrækkelig til at formilde sin essens. Derfor anvendes Kevala og Kaivalya som udtryk for noget, der ubeskriveligt. Andre former for Kumbhaka (f.eks. Antar Kumbhaka i Nadi Shodhana (3. trin) er almindeligt kendt som Sahita Kumbhaka. Sanskritordet Sahita betyder ”kombineret med noget”. Med andre ord er disse typer af Kumbhaka kombineret med og eller en følge af andre former for yoga-praksis. Der kræves derfor en indsats for at praktisere dem, for de opstår ikke spontant, og derfor er de ikke direkte relateret til Samadhi. Den form for Kumbhaka udføres med henblik på at fremkalde den spontane Kevala Kumbhaka, hvor man bliver fuldstændig modtagelig for indstrømningen af højere bevidsthed. De tre Bandhas – Jalandhara, Uddiyana og Moola – er kraftfulde teknikker til at fremkalde Kevala Kumbhaka, især hvis de kombineres med Pranayama. (Se også Jalandhara-Bandha, Moola-Bandha, Nadi-Shodhana, Kaivalya og Uddiyana Bandha).

Khafra
(Egyptologi). Khafra hed Khepren eller Khefren på græsk. Han var 4. konge i 4. dynasti (ca. 2.620 f.Kr.). Han var søn af kong Khufu, som grækerne kaldte Cheops – eller muligvis hans bror. Egyptologerne påstår, at han byggede den næststørste af de tre Giza-pyramider, men sandheden er, at der ikke findes historiske facts om pyramidebyggerne, og teorien er blot en hypotese, som ikke kan dokumenteres. Man ved ganske enkelt ikke, hvem der byggede de store Giza-pyramider. Man ved heller ikke, hvornår de blev bygget og hvorfor. Nyere forskning og almindelig logik viser, at pyramiderne ikke er grave for konger. Sandsynligvis var de indvielsestempler, og de er opført i en fjern fortid længe før kong Khafra og kong Khufu. Egyptologer påstår desuden, at det var Khafra, der lod Sfinksen bygge, og at ansigtet på Sfinksen skulle forestille ham. Identitetseksperter afviser teorien. På en stele (mindesten) oplyser gamle egyptere, at kong Khufu restaurerede templet foran Sfinksen. Sfinksen og tempelkomplekset eksisterede derfor allerede på kong Khufus tid, og havde åbenbart været der så længe, at templet trængte til at blive restaureret, og derfor kan Sfinksen naturligvis ikke være bygget af Khafra, som ikke var Khufus efterfølger på tronen, men efterfølger til Djedef-Ra, som overtog tronen efter Khufu.

Khaibit
(Egyptologi). Khaibit er de gamle egypteres betegnelse for æterlegemet. Egypterne havde en indsigt i de indre verdener og det usynlige menneske, der var langt mere detaljeret end nutidens, hvor man begrænser sig til sjæl og krop, hvis udgangspunktet er en religiøs opfattelse, mens mennesket udelukkende er en fysisk krop, hvis udgangspunktet er en naturvidenskabelig opfattelse. I det gamle Egypten havde man navne og symboler for alle menneskets ydre og indre legemer, og de repræsenterede de samme principper, som omtales i nutidens åndsvidenskab. Det fysiske legeme kaldte egypterne for Khat. Æterlegemet kaldte de Khaibit, som ofte oversættes med ”skyggen”. Astrallegemet kaldte de Ka – en betegnelse, der mange gange oversættes med ”dobbelt” eller ”dobbeltgænger”. Sjælen kaldte de Ba, og fra nutidens åndsvidenskab ved man, at der hentydes til mentalplanet, der er opdelt i højere og lavere Manas. Ba er tænkeevnens bevidsthedsplan, og Sjælen repræsenterer højere tænkning eller abstrakt tænkning, mens den lavere tænkning kommer til udtryk som konkret tænkning. Derfor havde man desuden en betegnelse for det åndelige legeme – Sahu, der kan fortolkes som højere Manas eller sjælen, og intelligensen, lavere Manas eller den konkrete tænkning, kaldte man Khu. Hjertet var identisk med bevidstheden, og hjertet kaldte man Ab, mens menneskets formside blev kaldt Sekhem. For de gamle egyptere var ord levende væsener, og menneskets navn var derfor en levende energi eller kraft, som man kaldte Ren. Nogle af de indre legemer havde direkte forbindelse til ”gudernes rige”, og derfor levede mennesket reelt i ”gudernes rige”. (Se også Sahu).

Khanti
(Pali). Khanti hedder Kshanti på sanskrit, og begge betyder ”tålmodighed”, ”tolerance”, ”overbærenhed” og ”tilgivelse”. Det er en praksis, der er en betingelse for fuldkommenhed (Paramita) i både Theravada- og Mahayana-buddhisme. Khanti er den sjette af ti forudsætninger for opnåelse af Buddhaskab. Khanti betyder bogstaveligt ”tålmodighed”, men der menes ikke en svag tålmodighed eller tålmodighed pga., at man er konfliktsky. Khanti er den perfekte kontrol over temperamentet, som skyldes et højt udviklet tankesind, der er funderet på medfølelse for alle levende væsener. (Se også Paramita).

Khat
(Egyptologi). De gamle egyptere kaldte det fysiske legeme for Khat. Både Khaibit – det æteriske legeme – og Khat symboliseres af Horus den Anden. Ganske vist repræsenterede Horus den Anden andet og mere end det fysisk-æteriske legeme, men man valgte sandsynligvis dette symbol for de to legemer, fordi han repræsenterer mennesket i inkarnation, som på trods af sin fængsling i det fysisk-æteriske legeme kontrollerer både den astrale og den mentale natur. Derfor var Horus den Anden også symbolet på faraoen som menneske og dermed lov og orden i den fysiske verden, hvorimod faraoen som gudernes repræsentant blev symboliseret af gudinden Maat – den guddommelige lov og orden. Det fysiske legeme kaldte egypterne som sagt for Khat. Æterlegemet – Khaibit – oversættes ofte med ”skyggen”. Astrallegemet kaldte de Ka – en betegnelse, der mange gange oversættes med ”dobbelt” eller ”dobbeltgænger”. Sjælen kaldte de Ba, og fra nutidens åndsvidenskab ved man, at der hentydes til mentalplanet, der er opdelt i højere og lavere Manas. Ba er tænkeevnens bevidsthedsplan, og Sjælen repræsenterer højere tænkning eller abstrakt tænkning, mens den lavere tænkning kommer til udtryk som konkret tænkning. Derfor havde man desuden en betegnelse for det åndelige legeme – Sahu, der kan fortolkes som højere Manas eller sjælen, og intelligensen, lavere Manas eller den konkrete tænkning, kaldte man Khu. Hjertet var identisk med bevidstheden, og hjertet kaldte man Ab, mens menneskets formside blev kaldt Sekhem. For de gamle egyptere var ord levende væsener, og menneskets navn var derfor en levende energi eller kraft, som man kaldte Ren. Nogle af de indre legemer havde direkte forbindelse til ”gudernes rige”, og derfor levede mennesket reelt i ”gudernes rige”. (Se også Sahu).

Khechari Mudra
(Sanskrit). Khechari Mudra er et yoga-praksis, der udføres ved at anbringe tungen over den bløde gane og ind i næsehulen. I begyndelsen vil de fleste kun være i stand til at føre tungespidsen tilbage, så den rører den bløde gane. Det skal gøres uden at overanstrenge sig. Senere kan tungen placeres, så den kommer i kontakt med drøbel bagest i munden. Det er en øvelse, der er i stand til at vække åndelige energier i organismen. I Pali Tipitaka, der hører til de ældste skrifter i Theravada-buddhismen, er der tre passager, hvor Buddha beskriver, hvordan man trykker tungen mod ganen for at styre sulten eller tankesindet. Der er imidlertid ingen omtale af tungen bliver indsat i næsesvælget, sådan som det skal gøres i ægte Khechari Mudra. I en Hatha-yoga tekst – Khecarividya – siges det, at Khechari Mudra gør det muligt at rejse Kundaliniilden og få adgang til forskellige former for Amrita i hovedet, som man derefter kan lade strømme gennem kroppen. I samme tekst giver Siva vejledning i, hvordan man skærer tungebåndet – frenulum linguae – over. Tungebåndet er den lille membran, der strækker sig fra bunden af munden til undersiden af tungen, og det er en nødvendig forudsætning for at udføre Khechari Mudra korrekt, at tungebåndet overskæres. Øvelsen kaldes ”tungeslugningsteknikken”, for øvelsen indebærer, at tungen vendes opad og skubbes ind i næsehulen over den bløde gane. Yogier oplyser, at en af menneskets mest sensitive organer befinder sig ca. en centimeter bag ganen. Stedet kan nås med tungen, og det er det, Khechari Mudra handler om. For at kunne udføre den Khechari Mudra, skal man rulle tungen tilbage, så tungespidsen berøre drøbelen, der befinder sig bagest i munden. Derefter skubbes tungen bagud, så den kommer ind i næsehulen, der befinder sig bag den bløde gane. Når man indånder skabes der en snorkende lyd fra bagsiden af halsen. Derefter udånder man. De fleste har vanskeligt ved at udføre Khechari Mudra, fordi tungebåndet ikke tillader tungen at nå tilstrækkeligt langt tilbage og opad, men almindelige Khechari Mudra-øvelser gør gradvis tungebåndet mere og mere fleksibel. (Se også Amrita og Pancha Makara).

Khefren
Se Khafra.

Khepera
(Egyptologi). Mange egyptiske gudenavne er mantraer eller skabende ord, og det skyldes, at de symboliserer den kraft, der ligger til grund for skabelsen af Universet. Andre guder symboliserer processerne efter skabelsen – f.eks. livets bevægelse. Skarabæen og dens gødningskugle, der er fyldt med æg, er et symbol på bevægelse. Khepera er solskiven i bevægelse over himlen, men Khepera er ikke identisk med åndsvidenskabens Sollogos – den ufattelige bevidsthed, der beliver den fysiske sol. Khepera er et aspekt af Sollogos eller Ra, for Sollogos er identisk med egypternes Ra. I et af sine vigtigste aspekter er det skarabæen, der symboliser Ra, som bliver til Khepe-Ra. Sollogos har skabt alt levende i solsystemet ud af sig selv, ligesom skarabæen, der er opstået af sin egen substans. Skarabæen (skarnbassen) ruller en kugle af sine ekskrementer og lægger sine æg i kuglen, og det er det, der menes, når man siger, at det nye liv fødes af skarabæens eget stof. Derfor var skarabæen et strålende symbol på både Solen og livet, som konstant genføder sig selv. Den vingede solskive har principielt samme betydning som skarabæen, for den vingede solskive viser bevægelsen mod det højeste åndelige niveau, der er repræsenteret af Ra. Navnet Khepera stammer fra ordet ”khopru”, som betyder ”at blive” eller ”at blive genfødt”. Der hentydes både til menneskets cykliske reinkarnation og til dets åndelige genfødsel. På det mikrokosmiske niveau er skarabæen identisk med menneskets ånd. Man kan sige, at mennesket symboliserer et lyspunkt i et større lys. Menneskets ånd begynder sin eksistens som en gnist af guddommelige kræfter. Når gnisten springer fra den guddommelige ild, skiller den sig ud, og er ikke længere en del af flammen. Den er blevet noget selvstændigt. Den er adskilt og isoleret fra kilden. De gamle egyptere ville sige, at mennesket havde skilt sig ud fra Nun (urhavet). Processen korresponderer med skarabæens møddingkugle, der blev skabt af hunnen (stoffet), og hvor larven (ånden), som repræsenteres af hannen, bryder ud af ægget og bliver noget selvstændigt (bevidstheden).

Khepren
Se Khafra.

Khnum
(Egyptologi). De gamle egyptere troede på én Gud, men Den Ene var tredelt i sin natur (jf. den treenige Gud). Vædderguden Khnum er en af de tre egyptiske skaberguder eller aspekter i Den Enes trefoldige natur. De to andre aspekter er skaberguderne Atum og Ptah. Atum symboliserer ”bygherren” og Ptah er symbol på ”arkitekten”. Khnum symboliserer ”håndværksmesteren”, der udfører ”bygherrens” plan ved at omsætte ”arkitektens” tegning til det kosmiske bygningsværk − Universet. Khnum kaldes derfor også ”den, der giver ånden form og liv”. Universets ”byggesten” består symbolsk af guder og gudinder, for de repræsenterer ånd og stof på forskellige niveauer. Gudekredsen symboliserer derfor selve bygningsværket. Khnum har menneskeskikkelse og vædderhoved. Han blev afbildet i form af en fladhornet vædder, som stammer fra en art, der hedder ”ovis longipes palæoægypticus”. Arten uddøde omkring 2000 f.Kr. Iflg. legenderne var Khnum selvskabt ligesom skaberguderne Atum og Ptah. Det understreger, at han er et af de tre skabende aspekter af Den Ene. Khnum var også skaber af himlen. Der var derfor ingen himmel og intet univers, før Khnum udførte sin del af skaberværket. Derfor kaldte egypterne ham for ”fædrenes fader og mødrenes moder”. Det var Khnum, der rejste himlen på sine fire søjler, iflg. den egyptiske skabelsesberetning. Han var desuden Jordens (den fysiske verdens) skaber, og skaber af underverden (den usynlige verden), samt vandets (urhavets) skaber. Han var skaber af alt stof, og var derfor ophav til ”alt det, som er”. Når Khnum er skaber af ”alt det, som er”, er han skaber af både guder og mennesker. Legenden siger, at han formede guder og mennesker i ler på sin pottemagerdrejeskive. Han blev nogle gange afbildet i færd med at skabe et menneske (sædvanligvis en farao) og hans Ka (astrallegeme) på en pottemagers drejebord. Derfor omtales han ofte som ”pottemagerguden”. (Se også Khnum-kronen).

Khnum-kronen
(Egyptisk). Khnum-kronen blev båret af den ophøjede skabergud Khnum, som manifesterede Universet. Faraoen bar Khnum-kronen, når han var gudernes repræsentant i ceremonierne, for det var hans opgave, at omsætte Den Enes hensigt til fysisk manifestation i mikrokosmos (det egyptiske rige), på samme måde som guden Khnum, der manifesterede den guddommelige plan i makrokosmos. Khnum-kronen består af Osiris’ hvide Atef-krone, der er flankeret af to strudsefjer (Benu-fuglens fjer), og den kaldes ”illuminationens krone”. (Se også Amon, Amon-Min, Atef-kronen, Benu, Blå krone, Dobbeltkronen, Hvide krone, Khnum, Nemes-hovedklædningen og Røde krone).

Khonsu
(Egyptologi). I det gamle Egypten var Khonsu egyptisk gudesøn. Den thebanske triade består af Amon (faderen), Mut (moderen) og Khonsu (sønnen). Forenet symboliserer triaden Månen, som er deres fælles symbol. Amon er et lavere aspekt af Osiris. Mut er et lavere aspekt af Isis. Og Khonsu er et lavere aspekt af Horus den Ældre. Man kan også sige, at lyset fra Solens triade (Osiris-Isis-Horus), reflekteres i Månens triade (Amon-Mut-Khonsu). Når den thebanske triade blev vist som adskilte aspekter, var det sønnen, Khonsu, der var månegud. Khonsus navn stammer fra verbet ”at krydse” – ”han, som krydser” (himlen). Khonsu var skæbneguden, som præsenteres i to aspekter: 1) ”Han, som er i absolut hvile”. 2) ”Han, som bringer skæbnen til udførelse”. Den første planlægger og forbereder det, der skal ske i menneskets liv. Den anden realiserer planerne. Khonsu blev afbildet som et meget ungt menneske med mumificeret krop. Mumificeringen af den fysiske krop viser, at hovedet eller bevidstheden er kernen i symbolet. Khonsu er kronraget bortset fra en prinselok, og det fortæller, at han er et barn – en uudviklet bevidsthed eller en ung sjæl, der er under vækst og udvikling. Khonsu er symbol på menneskehedens skæbne, og hans krone består af en halvmåne og en fuldmåne. I det gamle Egypten var Månen i nogle tilfælde et gudindesymbol, fordi Månen illustrerer naturens rytmer og cyklusser. I andre sammenhænge symboliserer Månen sjælen, fordi Månen spejler Solens lys, på samme måde som sjælen er et spejlbillede af åndens lys. Når Khonsu bærer nymånen, symboliserede han primært betingelserne for cyklisk vækst. Nymånen symboliserer begyndelse, de tiltagende månefaser repræsenterer væksten, og fuldmånen er illuminationen. I hånden holder Khonsu flere sceptre, der rummer historien om menneskehedens skæbne: Ankh-sceptret, Was-sceptret, Djed-søjlen samt Heq- og Nekhakha-sceptrene. Alle sceptre forenes undtagen Wadj-sceptret, som er en kraftstav med en papyrus eller lotus i fuld blomst. Khonsu forener dermed alle kræfter undtagen energien for ekspansion, vækst og udvikling. Was-sceptret var gudernes symbol. Det ses i hænderne på alle guder. Was-sceptret var en kraftstav, der indeholdt den livgivende kraft. Den bestod af en stav, som i den nederste ende var todelt som en fork, og i den øverste var skåret til som hovedet af en sjakal, der skulle forestille guden Seth. Was-sceptret var fremstillet af en levende gren, der er i stand til at lade den livgivende saft (energi) strømme. Men saften eller kraften stiger uden at kunne vende tilbage til roden, sådan som det sker i naturen. Der er tale om ”Ordets kraft”. Det skabende ord er den nærende kraft, som endnu ikke er manifesteret. Ordet som skabelsens grundidé kendes bl.a. fra Bibelen: ”I begyndelsen var Ordet”.

Khopesh
Se Chopesh.

Khu
(Egyptologi). Khu er de gamle egypteres betegnelse for intelligens. Det fysiske legeme kaldte de for Khat. Æterlegemet kaldte de Khaibit, som ofte oversættes med ”skyggen”. Astrallegemet kaldte de Ka – en betegnelse, der mange gange oversættes med ”dobbelt” eller ”dobbeltgænger”. Sjælen kaldte de Ba, og fra nutidens åndsvidenskab ved man, at der hentydes til mentalplanet, der er opdelt i højere og lavere manas. Ba er tænkeevnens bevidsthedsplan, og Sjælen repræsenterer højere tænkning eller abstrakt tænkning, mens den lavere tænkning kommer til udtryk som konkret tænkning. Derfor havde man desuden en betegnelse for det åndelige legeme – Sahu, der kan fortolkes som højere manas eller sjælen, og intelligensen, lavere manas eller den konkrete tænkning, kaldte man Khu. Hjertet var identisk med bevidstheden, og hjertet kaldte man Ab, mens menneskets formside blev kaldt Sekhem. For de gamle egyptere var ord levende væsener, og menneskets navn var derfor en levende energi eller kraft, som man kaldte Ren. Nogle af de indre legemer havde direkte forbindelse til ”gudernes rige”, og derfor levede mennesket reelt i ”gudernes rige”.

Khufu
(Egyptologi). Khufu, som på græsk blev kaldt Cheops, var 2. konge i 4. dynasti (ca. 2.650 f.Kr.). Han blev verdensberømt, da egyptologerne besluttede, at det var ham, der byggede den store Giza-pyramide, som de nu kalder Cheops-pyramiden. Påstanden er ikke alene udokumenteret, men den afvises desuden af en lang række eksperter – herunder arkitekter, ingeniører, boreeksperter m.m. Det var arkæologen og egyptologen Richard William Howard Vyse (1784-1853) – en mand med et belastet rygte – der var årsag til teorien om Khufu som pyramidebygger, for Howard Vyse og hans partner J.R. Hill forfalskede inskriptionerne i kamrene over pyramidens kongekammer, som han sprængte sig adgang til ved hjælp af krudt. Forfalskningen har siden 1837 har været egyptologernes hovedbevis på, at Khufu-pyramiden blev bygget af Khufu. Forfalskningerne bestod af rødmalede tegn, men pga. af uvidenhed havde Howard Vyse anvendt skrivestil (lineær), tekster (semi-hieratisk og hieratisk) og titler fra forskellige perioder – men ingen fra Khufus tid, og alle fra senere perioder. Forfatteren var heller ikke for sprogkyndig. Mange af hieroglyfferne var enten uklare, ufærdige, forkert placeret, fejlagtigt sammensat eller fuldstændigt ukendte. Hieroglyfeksperten Samuel Birch ved British Museum i London skrev en rapport om sine fortolkninger af inskriptioner og indhold, og han afviste ægtheden af dette makværk. Alligevel valgte egyptologerne at lukke øjnene for falskneriet. Problemet er, at egyptologernes eneste alternativ er, at Khufu-pyramiden blev bygget før den dynastiske periode, og denne indrømmelse vil i praksis være det samme som at opgive isolationsteorien og acceptere Atlantis-teorien. Senere fandt den anerkendte egyptolog Auguste Mariette en stele (stentavle), som egyptologerne kalder Inventarlisten. Den blev fundet i Isis-templet i nærheden af Khufu-pyramiden. På stelen fortæller Khufu, at han havde bygget Isis-templet og restaureret Sfinksen, der befinder sig foran den pyramide, som egyptologerne kalder Khafra-pyramiden. Det skabte et stort problem, for den herskende teori siger, at både Sfinksen og den anden Giza-pyramide blev bygget af Khufus søn og efterfølger Khafra. Ifølge stelen eksisterede både Khufu-pyramiden, Khafra-pyramiden og Sfinksen, dengang Khufu blev født! Alligevel fastholder egyptologerne den teori, der er baseret på Howard Vyses forfalskninger. Sandheden er, at der ikke findes historiske facts om pyramidebyggerne. Man ved ganske enkelt ikke, hvem der byggede de tre store Giza-pyramider, hvornår de blev bygget og hvorfor, medmindre man vil acceptere åndsvidenskabens forklaring, der oplyser, at de tre pyramider blev bygget i den atlantiske periode, der gik forud for den egyptiske. Nyere forskning og almindelig logik viser, at pyramiderne ikke er grave for egyptiske konger. Adskillige kilder oplyser, at de var fungerede som indvielsestempler, og at de blev bygget i en fjern fortid længe før kong Khufu, Khafra og Menkaura. Khufu er kendt fra legender, og Herodot oplyser, at han lukkede templerne og forbød tilbedelse af guderne. Åndsvidenskaben bekræfter og tilføjer, at Khufu endda lukkede pyramiderne, og forhindrede, at de arbejdede som indvielsestempler. Grækerne beskriver Khufu som både ondskabsfuld og arrogant.

Kiromanti
(Græsk). Kiromanti stammer fra ”chciros”, der betyder ”hånd, og ”manteia”, der betyder ”spådom” eller ”evne”. Kiromanti er en åndsvidenskabelig videnskab, hvor man læser et menneskes anlæg og karakter ud fra hændernes form og især håndfladens linjer og mønstre. Kiromanti er baseret på hændernes nerveenheder, der er forbundet med hjernen og derfor er håndfladernes linjer og markeringer et spejlbillede af menneskets personlighed og fysiske, følelsesmæssige og mentale tilstand. Linjer og tegn forandres med tiden. Fingre og håndflader kan f.eks. blive mere kødfulde eller benede, og derfor kan tegnene ændres. Håndlæsning er reelt et stykke detektivarbejde, hvor håndlæseren skal aflæse mange oplysninger, og efter grundig analyse er det muligt at give mange vigtige oplysninger som f.eks. karaktertræk, adfærd, psyke, fysik, skjulte evner, stærke og svage sider, kærlighed, parforhold, arbejde, begivenheder fra fortiden og potentielle fremtidige handlinger.

Kirtan
(Sanskrit). Kirtan betyder ”lovprisning”. Kirtan er rytmisk mantrisk sang (chanting) ofte ledsaget af dans, som udføres i Indiens Bhakti-traditioner. Den mantriske sang i Kirtan akkompagneres af instrumenter som harmonium, tablas, mrdanga eller pakawaj-tromme og cymbals.

Klardrøm
(Engelsk). Lucid dream eller Klardrøm betegner en usædvanlig klar drøm, som huskes tydeligere og længere end almindelige drømme. Udtrykket ”lucid dream” blev brugt første gang i 1913 af den hollandske psykiater og læge W. van Eeden (1860-1932). I en Klardrøm kan man til en vis grad kontrollere drømmens deltagere i drømmen eller være i stand til at manipulere de imaginære oplevelser og handling. Klardrømme er realistiske og levende, og undersøgelser har vist, at der er en større mængde beta-1 frekvenser (13-19 Hz), når man oplever Klardrømme, og derfor er der øget aktivitet i parietal hjernelapperne, som gør Klardrømmene til en bevidst proces. Klardrømme er lægevidenskabeligt undersøgt, og deres eksistens er velkendt.

Klarfølelse
Se Clairsentience.

Klarhørelse
Se Clairaudience

Klarsyn
Se Clairvoyance.

Klarviden
Se Claircognizance.

Klassisk astrologi
Klassisk astrologi er en fortolkning af horoskopet, hvor der lægges vægt på især de fysiske begivenheder i livet – økonomi, parforhold, rejser, søskende, familie osv. I modsætning til den psykologiske og esoteriske astrologi, der lægger vægt på de årsager, der skaber de fysiske forhold. (Se også Horoskop).

Klesha
(Sanskrit). Klesha eller Kleśa. (Pali). Kilesa. (Tibetansk). Nyon Mongs. I buddhismen er Klesha betegnelsen for mentale tilstande, der formørker sindet og kommer til udtryk som skadelige handlinger. Klesha betyder ”smerte”, ”lidelse” og ”spænding”, og omfatter sindstilstande som angst, frygt, vrede, jalousi, begær, depression osv. Klesha er derfor forhindringer, som skyldes uvidenhed. Klesah er også tilbøjelighed til fornøjelser, og binding til det fysiske liv. Iflg. yogatraditionen fødes mennesket med fem lidelser eller forhindringer: Uvidenhed (i form af en misforståelse af virkeligheden – Avidya). Egoisme (i form af en forkert identifikation med intellektet – Asmita). Binding eller tiltrækning (Raga). Aversion eller frastødning (Dvesa). Frygt for døden (i form af klamren sig til livet – Abhinivesah). I Mahayana- og Theravada-buddhistiske traditioner er de tre Kleshas – uvidenhed, binding og aversion – kilden til alle andre Kleshaer. De tre kaldes ”giftstoffer” i Mahayana-traditionen, og ”de tre usunde rødder” i Theravada-traditionen.

Kobber
(Egyptologi). I de tidligste tider i det historiske Egypten brugte man kun lidt kobber og bronze. Materialet blev hovedsageligt brugt til fremstilling af nåle, perler og andre simple genstande. Senere blev kobber brugt til bestemte ceremonielle remedier. Fra de første dynastier blev statuer af de kongelige og guderne udført i hamret kobber. Senere begyndte man at dekorere templerne med kobberbelægninger. I gamle Rige og i Mellemste Rige havde soldaterne våben af kobber. Egypten var ikke specielt rigt på metaller bortset fra på Sinai, hvor minedriften var i gang allerede i 3. dynasti. I 1840 f.Kr. sendte Amenhotep III (18. dynasti) 734 mænd til Sinai for ”at hente turkis og kobber”, men kort tid efter var minerne udtømte. De gamle egyptere var derfor tvunget til at importere. Der er intet sikkert bevis for, at det var egypterne selv, der fremstillede bronze ved at blande gul kobber og tin for at skabe et hårdere metal. I inskriptionerne brugte egypterne samme ord for legeringer og det rene metal. I Ny Rige og senere i perioden benyttede håndværkerne ”cire perdure” – metoden til støbning af smukke kobberstatuer af guder og mennesker. Egypten fortsatte med at bruge bronze til våben langt ind i jernalderen.

Kobberalderen
Se Dvapara-yuga.

Kobrastillingen
Se Bhujangasana.

Kohanitter
(Hebraisk). Kohanitter eller Kohanit (i ental), stammer fra det hebraiske ”kohen” og ”kohanim” (i flertal) er betegnelsen for det jødiske præsteskab. Alle præster er direkte efterkommere af Aaron, Moses’ bror, og hans sønner. I det gamle Israel arbejdede præsterne i templet i Jerusalem, hvor de bl.a. velsignede folk, og den funktion har de stadig i nutidens synagoger. Man kan ikke ”blive” Kohanit, for enten er man Kohanit, fordi man er født af en Kohen, eller også er man det ikke, og så kan man aldrig blive det. Der gælder en række forhold og regler for Kohanitter. De skal konstant være rituelt rene, så de er klar til tempeltjeneste, hvis templet i Jerusalem skulle blive genopbygget. Kohanitter må derfor ikke omgås lig eller kommer på en begravelsesplads, for lig betragtes som urene. Kohanitter må bl.a. heller ikke gifte sig med fraskilte kvinder. (Se også Levit).

Kohæsion
(Latin). Kohæsion stammer fra ”cohaesio”, der betyder ”sammenholdning”, ”sammenhæng”, og af ”cohaerere”, der betyder ”at hænge sammen” i betydningen et stofs indre sammenhængskraft. Kohæsion skyldes intermolekylære kræfter og er normalt størst for faste stoffer, mindre for væsker og mindst for gasser. (Se også Adhæsion).

Kollektive ubevidste
Se Astralplan.

Kolossalstatuer
(Egyptologi). Kolossalstatuer er (som navnet antyder) statuer af kolossal størrelse – ofte over 20 meter høje. Kolossalstatuer blev udhugget af én stenblok, og de blev fremstillet fra de tidligste tider (Gamle Rige), men de største blev udhugget til to faraoner i Ny Rige – Amenhotep III, som grækerne kaldte Memnon og Ramses II. For at fremstille disse giganter med den nødvendige præcision, krævede det et ekstremt tæt samarbejde mellem arkitekten og stenhuggerne, for stenhuggerne kunne ikke se statuen i sin helhed under udhugningen. Et eksempel på det enestående samarbejde ses ved indgangen til klippetemplerne ved Abu Simbel, hvor fire kolossalstatuer af Ramses II er mejslet direkte ud i klippen. Kolossalstatuerne var som regel placeret ved indgangen til et tempel eller til et dybere tempelafsnit, og statuernes størrelse symboliserede faraoen som gudernes repræsentant i den fysiske verden. Når egypterne passerede mellem kolossalstatuerne på vej ind i det hellige tempel, blev de mindet om, at de forlod det menneskelige rige og trådte ind i det ”overmenneskelige” rige.

Kom Ombo
(Egyptologi). Den oldegyptiske Ombos – et navn, der er blevet bevaret til nutiden som Kom Ombo, der betyder ”Ombos bjerge” – er opstået på grund af stedets gunstige beliggenhed. Kom Ombo ligger ved Nilens bred, og ruterne fra Nubien mødtes her og førte ind i Nildalen. Opblomstringen fandt sted i den ptolemæiske periode, hvor byen blev gjort til hovedstad i nomen Ombite, og det var i den periode, at det storslåede Kom Ombo-tempel blev bygget. Der er imidlertid intet tilbage af templet fra den tidligste periode. Resterne af byen, som nu er begravet af sand, ligger i det nordøstlige hjørne af plateauet. Tempelkomplekset, der ligger mod syd, blev udgravet og restaureret i 1893 af den franske arkæolog Jacques de Morgan (1857-1924). Tempelområdet, som ligger cirka 15 meter over Nilens gennemsnitlige vandstand, var omgivet af en murstensmur. På sydsiden er en port, der er bygget af Ptolemæ XII Neos Dionysos. Den vestlige del af porthvælvingen er blevet ført bort af Nilen, mens den højre halvdel stadig eksisterer. Porten har relieffer, der viser Neos Dionysos ofre til Ombos guder. Ombos hovedguder var krokodilleguden Sobek (Suches) og falkeguden Horus Haroeris. Horus Haroeris er identisk med Horus den Ældre, og det store tempel blev dedikeret til de to guder. Templet er derfor planlagt som to sammenhængende templer. De blev udsmykket med relieffer af Philometor, Euergetes II og Neos Dionysos. Kom Ombo-templet kaldes ”dualitetens tempel”, netop fordi det er dedikeret til to guder, som ved første øjekast repræsenterer modsætninger. Den ene er Horus Haroeris, som er identisk med Horus den Ældre og symbol på sjælen på sjælsplanet og dermed på lysets kræfter. Den anden er krokodilleguden Sobek, som symboliserer mørkets kræfter. Krokodilleguden Sobek er imidlertid en mangfoldig skikkelse, som symboliserer flere niveauer i skabelsen. Sobek udgør i sig selv en dualitet, der repræsenterer både lysets og mørkets kræfter. Sobek er både det højeste og det laveste – lys og mørke – gud og stof … Osiris og Isis.

Komplementær
(Fransk). Komplementær stammer fra ”complémentaire”, der betyder ”udfyldende” og ”fuldstændiggørende”. Komplementær vil derfor sige to beskrivelser af det samme begreb, som både udelukker hinanden og supplerer hinanden, og som begge er nødvendige og sande.

Koncentration
(Latin). Koncentration stammer fra ”concentrare”, der betyder ”at samle i ét punkt”, for af ”kon” er en afledning af ”centrum”, ”center”, ”midtpunkt”. I psykologien er Koncentration udtryk for et menneskes evne (eller manglende evne) til at holde fokuseringen på bestemte aktiviteter eller opgaver. Koncentration er derfor en kombination af evnen til at fastholde sin opmærksomhed og evnen til at udelukke forstyrrelser. I meditation henviser Koncentration til et stadie af fokuseret opmærksomhed. Koncentration er evnen til at samle alle tanker i ét punkt – f.eks. på et meditationsobjekt. Koncentration er derfor det første stadie i meditationsprocessen, hvor den mediterende først fokuserer tankesindet på ydre objekt og derefter et indre, mentalt billede. Forlænget koncentration glider over i meditation. Processen følger den esoteriske lov, der siger, at energi følger tanken. De øvrige faser i meditationsprocessen er meditation, kontemplation, illumination og inspiration, der kommer til udtryk i tjenestearbejde.

Koncil
(Latin). Koncil stammer fra ”concilium”, der betyder ”møde”, ”sammenkomst” og ”råd”. Koncil er en kirkelig forsamling, hvor kirkens officielle repræsentanter træffer bindende afgørelser om kirkens lære, ret og praksis. Mens ordet Koncil hovedsagelig bruges om store fælleskirkelige (økumeniske) kirkeforsamlinger, bruges ordet Synode hovedsagelig om mere afgrænsede lokale diskussioner. Synode stammer fra det græske ”synodos”, der betyder ”samme vej”. Et koncil består af præster eller andre repræsentanter for den kristne kirke, som mødes for at træffe teologiske beslutninger. Der blev holdt kendte vigtige kristne konciler mellem det 4. og 9. årh., og beslutningerne fik gyldighed for den kristne kirke på verdensplan. Koncilerne anses navnlig som vigtige af de ortodokse kirker. Eksempelvis blev begrebet reinkarnation afskaffet ved kirkemødet i Konstantinopel i år 543 e.Kr. Blandt vigtige konciler kan nævnes det første og den andet Vatikanerkoncil i 1870 og 1962-65, hvor samtlige kardinaler og biskopper fra den romersk-katolske kirke deltog.

Konfucianisme
(Latin). Konfucianisme stammer fra ”Confucius”, der er en latinisering af den kinesiske filosof Konfutze. Konfucianismen er en statsideologi. Den er stærkt hierarkisk til forskel fra taoismen og buddhismen. Man regner med, at Konfucianismen er grundlagt af Konfutse, som sandsynligvis levede på samme tid som Lao-Tse. (Se også Konfutze).

Konfutse
(Kinesisk). Konfutse. (Latin). Confucius. Konfutze var Kinas store filosof og lovgiver. Han var stifteren af Kinas vigtigste religion, konfucianismen. Konfutze blev født år 551 f.Kr., og han døde 477-8 f.Kr. Hans lære var på en meget højt etisk niveau, og han lagde stor vægt på børnenes kærlighed til og respekt for forældre og forfædre. Iflg. H.P. Blavatsky blev han for ca. 200 år siden kanoniseret af den romersk-katolske kirke som helgen. (Se også Konfucianisme).

Kongeriger
(Egyptologi). Gamle, Mellemste og Ny Rige repræsenterer Egyptens historie, som inddeles i tre store epoker eller ”riger”. Gamle Rige omfatter 1.-6. dynasti, Mellemste Rige omfatter 12. dynasti og Ny Rige 18.-20. dynasti. De mellemliggende perioder kaldes henholdsvis Første og Anden Mellemtid. Sentiden omfatter traditionelt 21.-30. dynasti, men i den nyere forskning er man begyndt at bruge betegnelsen Tredje Mellemtid for 21.-24. dynasti.

Kontemplation
(Latin). Kontemplation stammer fra ”contemplatio”, der betyder ”betragtning”, som er afledt af ”contemplare”, der betyder ”at betragte” og ”overskue”. Kontemplation defineres forskelligt afhængig af tradition og religiøst tilhørsforhold. I meditation er kontemplationsstadiet en tilstand, hvor personlighedens bevidsthed smelter sammen med sjælens bevidsthed. I denne tilstand er der ingen bevidsthed om adskilthed. Al personlig aktivitet ophører – tanker og følelser – og i stedet bliver mennesket bevidst om sin essentielle enhed med det guddommelige. Det er ikke personligheden, men sjælen, der kontemplerer. Kontemplation er derfor meditationsprocessens kulmination, hvor den mediterende bliver ét med det liv, der besjæler det begreb eller den kvalitet, der mediteres på. Det lykkes imidlertid sjældent for den mediterende at trænge så dybt ind i livets mysterier. Inden for Raja-yoga filosofien kaldes tilstanden for Samadhi. Meditationsprocessens faser er koncentration, meditation, kontemplation, illumination og inspiration, der resulterer i tjenestearbejde.

Koordinering
(Dansk/Engelsk). Koordinering eller linjering (alignment) bruges i åndsvidenskaben i betydningen at koordinere ved at ”stille på linje”. Ordet bruges bl.a. i forbindelse med meditation, hvor man henviser til en indre koordinering, hvor den mediterende visualiserer, at det fysisk-æteriske legeme, astrallegemet og mentallegemet ”stilles på linje” eller koordineres, sådan at personlighedens tre legemer kan fungerer som en enhed eller en sammenhængende kanal. Koordineringen er en forudsætning for, at sjælen kan benytte legemerne som en kanal både i meditation og i det daglige liv. Åndsvidenskaben omtaler det samme krav til koordinering i det daglige liv, som en forudsætning for at disciplen kan fungere som en integreret personlighed. Hos en integreret personlighed er tanker, følelser og handlinger koordineret, mens gennemsnitsmennesker som regel tænker ét, føler noget andet og gør noget tredje.

Koot Hoomi
Mesteren Koot Hoomi eller Kuthumi, som også er kendt i Vesten, har mange elever overalt. Han stammer fra Kashmir, selv om familien oprindeligt kom fra Indien. Han er en indviet af høj rang, og han er mester på 2. stråle for kærlighed-visdom. Han er et menneske med et ædelt udseende, høj og noget spinklere bygget end f.eks. mesteren Morya. Koot Hoomi har en lys hudfarve og gyldenbrunt hår og skæg. Øjnene, som er dybblå udstråler tidsaldrenes kærlighed og visdom. Mesteren Koot Hoomi har stor erfaring og en omfattende uddannelse. Oprindeligt er han uddannet på et af de engelske universiteter, og han taler flydende engelsk. Han er meget belæst, og seriøs litteratur på forskellige sprog finder vej til hans bolig i Himalaya. Han beskæftiger sig i stor udstrækning med at belive nogle af de store filosofiske retninger og interesserer sig for en række filantropiske foretagender. Det er hans opgave hovedsageligt at stimulere manifestationen af den kærlighed, som ligger latent i alle menneskers hjerter, og at vække forståelsen af at broderskab er en fundamental kendsgerning i menneskehedens bevidsthed. Specielt i den nuværende periode interesserer mestrene Morya, Koot Hoomi og Jesus sig for arbejdet med at forene østerlandsk og vesterlandsk tænkning, med det formål at Østens store religioner og den senere udvikling af kristendommen og alle dens mange forgreninger kan støtte og supplere hinanden. Planen er, at der til sidst kan skabes en universel verdensreligion.

Kopter
(Egyptologi). Kopter stammer fra det arabiske ”qibti”, der er afledt af det græske ”aigyptos”, der betyder ”egypter”, en betegnelse, der opstod efter den arabiske invasion af Egypten det 7. århundrede. Kopter er betegnelsen for en kristen efterkommer af de gamle egyptere. Ordet Kopter blev først brugt i Europa i det 16. århundrede som en betegnelse for de kristne i det egyptiske samfund. I lange perioder blev kopterne betragtet som de sande indfødte, og de bevarede deres sprog, der bestod af nogle af det gamle Egyptens folkedialekter, men de blev skrevet med det græske alfabet. I det 2. århundrede f.Kr. besøgte den nubiske konge Urgonaphor den egyptiske by Abydos, og han skrev en graffiti på egyptisk med græske bogstaver. Han havde tydeligvis et meget begrænset kendskab til begge sprog. Senere blev nogle egyptiske tekster nedskrevet på græsk. Årsagen var uden tvivl, at man ønskede at sikre den rigtige udtale af de hellige formler. De koptiske skrivere valgte at tilføje ekstra tegn for at være i stand til at udtrykke de egyptiske konsonanter, som ikke eksisterede på græsk. Takket være denne opfindelse dukkede de første koptiske skrifter op i det 3. århundrede e.Kr., og det viste sig, at være en oversættelse af Det Gamle Testamente, der sandsynligvis var skrevet af de jødiske samfund i Øvre-Egypten.

Koranen
(Arabisk). Koranen eller Al Quran betyder bogstaveligt ”fremsigelse”. Koranen er muslimernes centrale og hellige skrift, som de troende anser for at være ordret citeret fra Allah (Gud). Verden over anses Koranen som det absolut fineste stykke litteratur på arabisk. Muslimer tror, at Koranen blev verbalt åbenbaret fra Allah via englen Gabriel (Jibril) til Muhammad. Det skete gradvist over en periode på cirka 23 år, der begyndte den 22. december 609 e.Kr., da Muhammad var 40, og fortsatte til 632 e.Kr. da Muhammad døde. Muslimer betragter Koranen som Muhammads vigtigste mirakel og en dokumentation for, at han var profet. Koranen betragtes som kulminationen på en serie guddommelige åbenbaringer, der begyndte med de meddelelser, der blev givet til Adam, som Islam betragter som den første profet. Det fortsatte med Suhuf Ibrahims (Abrahams) skriftruller, og Tawrat (Torahen eller Mosebøgerne), der blev givet til Moses, Zabur (Tehillim eller Salmernes bog) af David og Injil (evangelium) af Jesus. Koranen forudsætter relationer mellem de store beretninger, der er nedskrevet i jødiske og kristne skrifter, for de opsummerer nogle beretninger, går i dybden med andre, og i nogle tilfælde præsenterer de alternative redegørelser og fortolkninger. Koranen beskriver sig selv som en bog, der skal vejlede, og nogle gange tilbydes detaljerede redegørelser for bestemte historiske begivenheder, og ofte understreges begivenhedens moralske betydning fremfor det faktuelle hændelsesforløb.

Korintisk søjle
Der findes tre søjleformer i den klassiske kunst − den Joniske, den Korintiske og den Doriske. Den Korintiske søjle er en variant af den Joniske, men den Korintiske er slankere, og kapitælen er ofte udsmykket med akantusblade. Korinthiske søjler følger det Joniske system undtagen ved kapitælet, der er formet som en kurv med høje og lave akantusblade. Den korintiske linje inden for den antikke arkitektur blev udviklet i Grækenland i det 5. årh. f.Kr. Den Korintiske søjle er opkaldt efter byen Korinth, og de ældste eksemplarer af denne søjleorden er fundet i Apollontemplet i Bassae. De tre klassiske søjler repræsenterer de tre metaller guld, sølv og kobber. Guld er den Joniske søjle, som symboliserer visdommen. Dens kapitæl forestiller en skriftrulle. Sølv er den Korintiske søjle, som symboliserer skønheden. Kapitælet forestiller akantusblade, og den er symbol på livet. Kobber tilhører den Doriske søjle, der symboliserer styrken. Kapitælet forestiller en stødpude. Som fælles symbol repræsenterer de det sande, det smukke og det gode – eller religion, kunst og videnskab, som engang udgjorde en enhed. (Se også Akantus, Dorisk søjle og Jonisk søjle).

Kors
Korset er et af de ældste og helligste symboler. Det er udbredt over hele verden, for korset er langt ældre end kristendommen. Korset fandtes eksempelvis fra de tidligste tider i det gamle Egypten, hvor den ældste korsform er Tat (+) eller muligvis Tau (T). Det egyptiske kors var primært Ankh-korset, der bestod af en cirkel eller ægform, der var anbragt ovenpå et T-kors. Ankh var en hieroglyf, der betød ”liv” i betydningen ”evigt liv”, mens ordet Ankh betød ”nøgle”. Ankh-korset er derfor ”livets kors”, og ikke ”dødens kors” som i kristendommen. Ankh-korset er en meget gammel form, men den allerældste form er måske Svastikaet. (Se også Ankh og Svastika).

Korsfæstelse
Korsfæstelse i kristen forstand er identisk med Jesu offerhandling, lidelse og død, og i den kristen verden er det en udbredt misforståelse, at Jesus skulle tage menneskehedens samlede synder på sig, og at det var grunden til, at Gud krævede, at hans egen søns skulle lide en grusom død på korset for synder, han ikke havde begået – en handling, der ikke er i overensstemmelse med præsternes budskab om, at Gud er både alkærlig og retfærdig. Desuden er idéen i modstrid med den naturlov, der kaldes årsags- og virkningsloven (karmaloven), for hvis et menneske fratages muligheden for at blive konfronteret med sine egne karaktersvagheder (synder), fratages det også muligheden for at udvikle sig. Korsfæstelse i åndsvidenskaben er også identisk med offer og forsagelse, men her henviser begrebet til et stadie på indvielsens vej, som alle mennesker skal gennemgå. Her mister mennesket alt det, der har værdi for personligheden, for det er en forudsætning for at blive ét med sjælen. Det er et offer, der medfører lidelse (tab) og død af alt det, man tidligere oplevede som værdifuldt, og som man derfor havde bundet sig til i den fysiske verden. Efter 4. indvielse, der kaldes korsfæstelsen, kan intet jordisk binde det højt udviklede menneske, som nu er blevet en Arhat. I det gamle Egypten blev neofytterne ”korsfæstet” i en af indvielserne. Neofytten blev bundet (ikke sømmet) til et kors med løse bånd, som gav neofytten mulighed for at frigøre sig fra korsfæstelsen. Det var symbol på, at neofytten deltog frivilligt i processen. I Egypten var korset symbol på livets kors. Korset og processen blev senere til dødens kors i kristendommen. (Se også Arhat).

Kosha
(Sanskrit). Kosha betyder ”hylster”, og det er den vedantinske betegnelse for menneskets forskellige legemer. Koshaer eller legemer er områder for erfaring og eksistens. Der er fem Koshaer: Det første er det fysiske legeme, der kaldes Annamaya-Kosha. Sanskritordet ”Anna” betyder ”mad”. Alle de fysiske aspekter i livet kommer og går – opstår og forvinder – og forbruges af et andet aspekt af den ydre virkelighed. Derfor kaldes den yderste af de fem Koshaer ”madlegemet”. Mennesket uddanner og disciplinerer det ydre aspekt af sin natur, tager sig af det, plejer det, så det er muligt både at nyde det ydre liv og gå indad, uden at det skaber forhindringer under meditation. I meditation, bliver mennesket opmærksom på Annamaya-Kosha, udforske legemet, og derefter går det indad til de andre Koshaer. Det andet legeme er et energilegeme, der kaldes Pranamaya-Kosha. Sanskritordet ”Prana” betyder ”energi”. Det er den afgørende livskraft, der producerer de subtile vibrationer i forbindelse med åndedrættet, og som er drivkraften bag de fysiske sanser og den fysiske krops funktioner. Det giver legemets usynlige beboer – menneskets sande selv – mulighed for at belive den ydre verden. Men det gør det også muligt for det evigt rolige og tavse bevidsthedscenter fejlagtigt at identificere sig med den bevægelige og synlige fysiske krop. Forudsætningen for et sundt liv og en effektiv meditationspraksis er, at dette aspekt af menneskets natur uddannes, disciplineres, og instrueres, så det fungerer harmonisk. I meditation bliver mennesket opmærksom på Pranamaya-Kosha, udforsker det, og går derefter indad til de andre Koshaer. Det tredje legeme er et mentallegeme, der kaldes Manamaya-Kosha. Sanskritordet ”Manas” betyder ”tankesind”. På dette niveau behandles tanker og følelser. Mentallegemet har den direkte ledelse ved hjælp af Prana og den fysiske krop og dens sanser. Det er ligesom en værkfører på en fabrik, for mentallegemet giver ordrer og retningslinjer, men det er ikke ansvarlig for fabrikkens overordnede liv og ledelse. Derfor kan legemet naturligvis komme i tvivl og skabte illusioner. Når det modtager klare instrukser fra et højere eller dybere niveau, fungerer det udmærket. Men når illusionerne danner et skydække, er den dybere visdom også overskygget. Efter at have disciplineret den fysiske krop og trænet Prana-strømmen, er det vigtigt at træne tankesindet på en positiv måde. I meditation bliver mennesket opmærksom på Manamaya-Kosha, udforsker det, og går derefter indad til de resterende Koshaer. Det fjerde legeme er sjælslegemet, kausallegemet eller årsagslegemet. Det handler om visdom. Det kaldes Vijnanamaya-Kosha. Sanskritordet ”Vijnana” betyder ”at kende”. Det er visdommens slør, der er under behandling – det højere tænkende aspekt af sindet. Det er det, der ved, beslutter, bedømmer og skelner mellem årsag og virkning – mellem nyttigt og unyttigt. Det er også selvbevidsthedens niveau, som medfører en kraftfuld bølge af ”jeg-er”-oplevelse. ”Jeg-er”-oplevelsen har i sig selv en positiv påvirkning, men når den bliver blandet sammen med minderne og domineres af Manas, mister den sin positive kraft. Stadig flere Sadhana (åndelige øvelser) er nødvendige på dette niveau af menneskets natur. Det er på dette niveau, man kan søge den højeste visdom og sandhed, hvis man at går indad på jagt efter det evige bevidsthedscenter. Det femte legeme er lyksalighedslegemet, der kaldes Anandamaya-Kosha – Den inderste af Koshaerne, og den første Kosha, der omgiver Atman – det evige bevidsthedscenter. Sanskritordet ”Ananda” betyder ”lyksalighed”. Det er imidlertid ikke lyksalighed som en følelse, for den opleves via tankesindet. Ananda er en fuldstændig anden erkendelse af virkeligheden i forhold til den, der kan erkendes af tankesindet. Ananda er fred, glæde og kærlighed, der overgår enhver forstand, for den er uafhængig af enhver årsag eller stimulus, der kan forårsage en mental eller følelsesmæssig reaktion. Den lyksalighed, der er ren væren, hvor man hviler i lyksalighed, kaldes Ananda. Men selv denne lyksalighed – uanset hvor vidunderligt den er – er stadig et slør, et subtilt hylster, der afskærmer den rene bevidstheds lys. Det er den mest subtile af de fem Koshaer. I stilhed og i dyb meditation, skal dette niveau også slippes for at opleve det evige bevidsthedscenter. Det evige bevidsthedscenter – Selvet – kaldes Atman. Atman er det evige center, som aldrig blev født og aldrig dør. Atman er selve lyset, og selv det, at man beskriver det med disse ord, er ufuldstændigt og ukorrekt. Atmans klareste lys skinner gennem Koshaerne, og bliver farvet af dem. (Se også Anandamaya-Kosha, Annamaya-Kosha, Manamaya-Kosha, Principper, Vedanta, Vijnanamaya-Kosha og Æterlegeme).

Kosmisk bevidsthed
Kosmisk bevidsthed er et enormt højt bevidsthedsniveau, som kun de mest avancerede sjæle har opnået. Iflg. åndsvidenskaben har den historiske Kristus, der leder Hierarkiet, opnået en bevidsthed, der omfatter bevidsthedsfeltet inden for solsystemets afgrænsning, men som endnu ikke er kosmisk. Det er målet for Planetlogos – livet og bevidstheden, der er planeten Jordens samlede bevidsthed.

Kosmiske Kristus
Den kosmiske Kristus er et åndsvidenskabeligt udtryk for det kærligheds-visdoms-aspekt, der er en del af den store bevidsthed, som mennesket ”lever i, ånder i og er”. Denne bevidsthed kaldes også Sollogos, og iflg. åndsvidenskaben er formålet med solsystemet at udvikle kærlighed og visdom til fuldkommenhed. Alle sjæle i solsystemet deltager i udviklingen og dermed i udviklingen af den kosmiske Kristusbevidsthed. Det sker via udviklingen af menneskets iboende Kristusbevidsthed eller sjælsbevidsthed. Processen kaldes også for udviklingen af sjælskontakt.

Kosmogoni
(Græsk). Kosmogoni stammer fra ”kósmos”, der betyder ”verden” og ”orden” samt ”gonê”, der betyder ”skabelse”, ”tilblivelse” og ”opståen”. Kosmogoni er derfor ofte en betegnelse for Universets og Solsystemets skabelse. Kosmogoni findes grundlæggende i to former. Den ene er filosofisk-mytisk, og den anden er videnskabelig-astronomisk, men historisk set er de naturligvis forbundne. Den filosofiske og religiøse Kosmogoni er grundlag for den astronomiske Kosmogoni, og begge eksisterer stadig side om side. Den videnskabelig-astronomiske Kosmogoni er derfor en del af Kosmologi. Den naturvidenskabelige Kosmogoni bygger på G. Lemaître teori fra 1931, hvor han præsenterede den første big bang-teori. Teorien var baseret på en oprindelig eksistens af et enkelt uratom, som eksploderede og skabte et ur-univers. Teorien var baseret på Einsteins relativitetsteori. Den videnskabelig-astronomiske Kosmogoni er et forslag til, hvordan verden blev skabt, og den er en modsætning til Kosmologi, der arbejder med hypoteser om verdens tilstand. Den filosofisk-mytiske Kosmogoni findes i utallige varianter, og der anvendes ofte symboler og analogier i et forsøg på at forklare altings opståen og hierarkiske plads i helheden. Fra dette syns-punk er Kosmogoni først og fremmest udtryk for en bevidsthedsmæssig evolution, og dermed får den formmæssige side af udviklingen, der bevæger sig fra kaos til orden, en helt anden betydning end den videnskabelig-astronomiske. I de gamle kulturer valgte man at beskrive Kosmogoni i symbolsk form, hvor skaberguder kæmpede med kaosmagter. (Se også Kosmos og Kosmologi).

Kosmokrator
(Græsk). Kosmokrator stammer fra ”Kosmos”, der er afledt af det græske ”kratos”, der betyder ”magt”. Kosmokratorer er ”verdensherskerne”. De er ”opbyggerne”, ”Universets bygmestre”, ”verdensarkitekterne” – dvs. personifikationerne af de skabende kræfter. Den kristne kirke opfatter Kristus som Kosmokrator eller verdenshersker, og det er et af de vigtigste motiver i både malerier og mosaik i byzantinske og ortodokse kirker. Kosmokrator forekommer i orfisk litteratur og i Det Nye Testamente, hvor Paulus bruger ordet om onde magter. I åndsvidenskaben bruges det om Universets herskere, som skabte solsystemet. Ordet bruges især i relation til tre vigtige grupper, der svarer til Dhyan-Chohanerne og Lipikaerne. Den første gruppe genskaber Universet efter Pralaya, den anden bygger den planetariske kæde, og den tredje er menneskehedens stamfædre. De udgør de skabende Logoi, der har fået forskellige navne i forskellige kulturer i forskellige tidsperioder – eksempelvis Osiris, Brahma-Prajapati, Elohim, Adam-Kadmon og Ormudz (Ahura Mazda). I den oldnordiske mytologi var Aserne ”verdens herskere”, og navnet betød bogstaveligt ”verdens søjler”. De var Universets ”støtter”, og de svarede til de græske Cosmocratores, der var Pymanders syv arbejdere, de syv rishier, hinduernes Pitrier, de syv kaldæiske guder og syv onde ånder, kabbalaens syv sephiroth, der forenes i en syntese i den øverste triade, og endda de kristne mystikeres syv planetariske ånder. Kosmokratorer er verdens bygmestre, som arbejder med naturens formside, mens Hierarkiets mestre arbejder med livssiden. Et andet aspekt af Kosmokratorerne er de herskere, der beliver de syv hellige planeter. (Se også Adam-Kadmon, Dhyan-Chohan, Elohim, Lipika og Pralaya).

Kosmologi
Kosmologi er studiet af alle tings opståen, af deres opbygning og bevægelser og af systemets grundlæggende bestanddele. Kosmiske og åndelige love viser, at alt i tilværelsen er spejlinger af noget større. Alt gentager sig overalt i kosmos og forbinder sig med hele livsmønstret. Dette er hemmeligheden bag alt livs enhed.

Kosmos
(Græsk). Kosmos stammer fra ”kósmos”, der betyder ”verden” og ”orden”, og dermed bliver Kosmos en modsætning til kaos. Derfor betragtes Kosmos sædvanligvis som et ordnet eller harmonisk system i balance. I nutiden bruges ordet Kosmos ofte som et synonym for det latinske ord ”Univers”. I de fleste religioners myter består den kosmiske orden af tre regioner. Foroven har man Himlen, og her bor Gud sammen med englene og de rettroende i en slags evigt Paradis eller Himmerige. I midten har man Jorden, hvor mennesker, dyr, planter og mineraler lever i et begrænset tidsrum, som er altafgørende for efterlivet og tilstanden i evigheden. Forneden har man Helvede eller underverdenen, hvor Guds modstandere, de onde og vantro opbevares under forfærdelige forhold til evig tid. I åndsvidenskaben er Kosmos identisk med verdensaltet – Universet – men udtrykket bruges også om f.eks. et solsystem. Nogle forfattere – f.eks. H.P. Blavatsky – skelner mellem Kosmos og Cosmos, hvor Kosmos er hele det manifesterede univers, mens Cosmos er solsystemet som helhed.

Krama
(Sanskrit). Krama betyder ”sekvens” i betydningen ”række af forandringer”.

Krauncha
(Sanskrit). I Puranaerne er Krauncha navnet på den 5. races kontinent – Europa-Asien.

Krishna
(Sanskrit). Krishna er navnet på en af de øverste guder i hinduismen. Krishna er en inkarnation af guden Vishnu – den højeste Trimurtis (treenigheds) bevarende aspekt. Krishna er en historisk skikkelse, der levede ca. 3.000 år f.Kr. Han deltog i ”den store krig” – Mahabarata – men han er samtidig Vishnus (Ishvaras) avatar her på Jorden iflg. Bhagavad-Gita. Krishna-skikkelsen er et stort mysterium, for der er måske tre (muligvis kun to) Krishnaer, nemlig barnet Krishna, den mest elskede af alle Indiens guder og avataren Shri Krishna fra Bhagavad-Gita. Iflg. traditionen er Krishna den ottende søn af Devaki, der er søster til Kampsa, som er Krishnas onde onkel. Iflg. myten skal Davakis ottende søn dræbe Kampsa. Historien om Shri Krishnas undfangelse, fødsel og barndom er en nøjagtig parallel til Det Nye Testamentes fortælling om Jesus frem til barnemordet i Betlehem. (Se også Kristus).

Kristus
(Græsk). Kristus er Christos, som betyder ”den salvede”. Christos stammer fra antikkens græske ord Χριστός (Christos), der i en oversættelse til hebraisk blev til ”Messias”, og Messias bruges som en titel for Jesus i Det Nye Testamente. Det hebraiske Messias og det arabiske Al-Masih, der begge betyder ”den salvede”, bruges i jødedom, kristendom og islam som betegnelse for en religiøs frelserskikkelse. Begrebet ”den salvede” viste sig første gang i den hebræiske bibel, hvor det i første omgang blev brugt om mennesker, der blev indviet ved salvning til et teokratisk embede i Israel – navnlig konger, men også profeter og præster, for indvielsesritualet indebar salvelse med en særlig olie. Hos gnostikerne er Kristus betegnelsen for 2. Logos. Forskellige stavemåder – Chrestos, Chrestes m.fl. – indikerer forskellige stadier af den logoiske nedstigning i stoffet. Christos eller Kristus – ”den salvede” – er en titel, der blev givet den fuldkomne mester, der havde modtaget den sidste salvelse, dvs. gennemgået den sidste indvielse, der symboliseres ved korsfæstelsen. Titlen Christos eller Kristus blev givet til Jesus af Nazareth, fordi Kristus (Verdenslæreren), benyttede disciplen Jesu legeme. Kristusprincippet i mennesket, som Paulus (der var en indviet), taler om, er faktisk det samme som Atma-Buddhi-Manas – menneskets højere åndelige princip. Kristus blev kaldt ”verdens lys”, fordi han var legemliggørelsen af kærlighed og symbolet på den guddommelige hensigt. I åndsvidenskaben arbejdes der med den kosmiske Kristus, den historiske Kristus, den planetariske Kristus og Kristus i menneskets hjerte. Iflg. åndsvidenskaben tilhører Kristus ikke de kristne, men hele menneskeheden uanset nation, race, religion, social eller kulturel baggrund. Han er den samme, som anerkendes i andre ideologier med andre navne. Kristus er Messias i Det Gamle Testamente, Guds søn, som overskyggede Jesus af Nazareth i Det Nye Testamente, i Østen er han Bodhisattva eller Herren Maitreya, i Mellemøsten er han Imam Mahdi og i Indien er han Krishna. Kristus er reelt et princip, som forener den kosmiske kilde, den planetariske manifestation og mennesket. (Se også Atma-Buddhi-Manas).

Kristusbevidsthed
Iflg. åndsvidenskaben kan ethvert menneske udvikle Kristusbevidsthed − eller den ophøjede kvalitet, der kaldes kærlighed i det enkelte menneske og i menneskeracen som helhed. Når et menneske opnår Kristusbevidsthed, er det lavere fuldstændig underlagt det højere, det materielle er underlagt det åndelige og det personlige er underlagt det guddommelige. Kristusbevidsthed er udtryk for fuldkommen sjælskontakt, og kvaliteten kærlighed refererer ikke til en følelse (i astrallegemet), men til astralplanets højere pendant – det Buddhiske plan. (Se også Buddhisk plan).

Krita-yuga
(Sanskrit). Krita-yuga er den første af hinduernes fire Yugaer eller tidsaldre. Den nuværende Maha-yuga inddeles i Krita- eller Satya-yuga, Treta-yoga, Dvapara-yuga og Kali-yuga. Krita-yuga, der også kaldes guldalderen, varede i 1.726.000 år. (Se også Brahmas alder, Dvapara-yuga, Kali-yuga, Maha-yuga, Treta-yuga og Yuga).

Krittika
(Sanskrit). Krittika som på sanskrit hedder Kṛttikā omskrives normalt til Krittika, men er også kendt som Kartika. Krittika er identisk med stjernebilledet Plejaderne i indisk astronomi og Jyotisa (i hindu-astrologi). Navnet betyder bogstaveligt ”knivene”. I hinduistisk mytologi var guden Murugan stærkt optaget af de seks søstre, der var kendt som Krittika, og Murugan blev derfor kendt som Kartikeya, som bogstaveligt betyder ”Ham med Krittika”. Iflg. Mahabharata blev Murugan født af Agni og Swaha, efter at Swaha efterlignede seks af de syv hustruer til Saptarishi, som gjorde kur til ham. Da Saptarishi hørte om episoden, tvivlede de på deres hustruers uskyld, og de blev skilt fra dem. Hustruerne blev derefter Krittika. Saptarishi, der stammer fra Saptarsi, der betyder ”syv vismænd”, er de syv Rishier, der omtales mange steder i Vedaerne og i hinduistisk litteratur. Den vediske Samhita har faktisk aldrig opregnet Rishierne ved navn, selvom senere vediske tekster som f.eks. Brahmanaerne og Upanishaderne gør det. Rishierne betragtes som den vediske religions patriarker. Stjernebilledet Store Bjørn eller Ursa Major er kendt som Karlsvognen eller Saptarishi (opkaldt efter de syv Rishier). Det er et stjernebillede, der består af syv stjerner, som er blevet betragtet som en særskilt gruppering i mange kulturer fra tidernes morgen. I hinduistisk astrologi er Krittika den tredje af de 27 Naksatraer, og herskeren er Kartikeya (Murugan). Nakshatra eller Naksatra er betegnelsen for Månens domæne i hindu-astrologien. En Nakshatra er en af 27 (nogle gange 28) sektorer langs ekliptika. Deres navne er relateret til de mest iøjnefaldende stjerner i de respektive sektorer. Udgangspunktet for Nakshatraerne er det punkt på ekliptika, der ligger direkte modsat stjernen Spica, som kaldes Chitra på sanskrit. Der findes dog andre lidt forskellige definitioner. Udgangspunktet kaldes Meshadi eller ”Vædderens begyndelse”. Ekliptika er opdelt i hver af de Nakshatraer, som begynder fra dette punkt mod øst. Antallet af Nakshatraer afspejles i antallet af dage i en siderisk måned (nutidig værdi er 27,32 dage), og Månen passerer en Nakshatra på ca. en dag. (Se også Samhita).

Kriya
(Sanskrit). Kriya betyder ”aktivitet”, ”handling”, ”gerning” og ”indsats”. Kriya refererer til en ”gennemført handling”, for det er en yoga-teknik, der praktiseres for at nå et bestemt resultat. Kriya er en dynamisk yoga-praksis, hvor sansernes kaos bringes til ro som en forudsætning for at opnå en gradvis voksende identitet med kosmisk bevidsthed. Kriya er bl.a. vejrtrækningsteknikker, der har til formål at rense og forædle kroppens energikanaler. Eksempelvis praktiseres Kriya ved hurtigt at pumpe mavemusklerne ind og ud, som om man trækker vejret, men uden at tage et åndedrag. Kriya kan variere fra yoga-skole til yoga-skole. Kriya kan f.eks. opfattes som ydre, fysiske udtryk for opvækket Kundalini. Kriya fortolkes også nogle gange som spontane bevægelser, der skyldes Kundalini-energien. (Se også Kriya-Shakti, Kriya-yoga, Kundalini).

Kriya-Shakti
(Sanskrit). Kriya-Shakti er ”tankeenergi”, og Kriya-Shakti er grundigt undersøgt af fremtrædende yogier. Til de specifikke Kriya-teknikker hører Kriya-yoga og andre yoga-teknikker. Kriya-yoga blev genoplivet af Mahavatar Babaji og forskellige yoga-skoler, herunder Paramahansa Yogananda i hans Kriya-yoga institut, Self Realization Fellowship, der underviser i de oprindelige teknikker. Kriya-Shakti er evnen til at skabe et legeme med viljens kraft. En mester uden fysisk legeme skaber sig et legeme på de forskellige bevidsthedsplaner ved hjælp af Kriya-Shakti. Kumaraerne (Flammeherrerne) skabte sig eksempelvis legemer ved hjælp af Kriya-Shakti, da de ankom til Jorden i den lemurisk periode. (Se også Kriya, Kriya-yoga, Kumaraer, Kundalini og Mayavirupa).

Kriya-yoga
(Sanskrit). Kriya-yoga er en avanceret Kundalini-yoga teknik. Kriya-yoga er beskrevet af yogier, der praktiserede det ældgamle yoga-system. Kriya-yoga blev genoplivet i nyere tid (ca. 1861) af Mahavatar Babaji via hans discipel Lahiri Mahasaya. Paramahansa Yogananda bragte teknikken til Vesten ved at give instruktioner i Kriya-yoga (fra 1920), og ved at beskrive teknikken i bogen En Yogis Selvbiografi. Kriya-systemet består af flere niveauer af Pranayama-teknikker, der medfører hurtig åndelig udvikling, og som skaber en tilstand af dyb ro og erkendelse af enhed med alt. Iflg. Yogananda stammer Kriya-yoga fra den række af guruer, som han selv tilhører, dvs. Yukteswar Giri og hans mester Lahiri Mahasaya, som lærte teknikken af Mahavatar Babaji. Mahavatar Babaji har oplyst, at Kriya-yoga i det væsentlige er identisk med Patanjalis Raja-yoga og hele yoga-konceptet, som det er beskrevet i Bhagavad Gita. Kriya-yoga er en genoplivning af den samme videnskab, som Krishna gav til Arjuna for årtusinder siden, og det var denne videnskab, der senere blev givet til Patanjali. Satyananda-yoga underviser i Kriya-yoga, og her gør man det klart, at Kriya-yoga er baseret på Ujjayi Pranayama, og at Kriya-yoga udelukkende læres via et guru-discipel forhold. (Se også Kriya, Kriya-Shakti, Kundalini og Ujjayi Pranayama).

Krodha
(Sanskrit). Krodha betyder ”vrede”. I buddhismen er Krodha derfor en astral faktor kombineret med en mental faktor, der kommer til udtryk som raseri eller vrede, det får et menneske til at skade både andre og sig selv. I buddhismen er vrede guder reelt oplyste skabninger, der iklæder sig vrede for at lede sensitive mennesker mod større oplysning. I hinduismen er Krodha eller vrede far til gudinden Kali. (Se også Kali).

Krokodille
(Egyptologi). Både Solen (livslyset) og krokodillen dukker begge op af vandet (urhavet). Denne iagttagelse og de gamle egypteres holistiske syn på samspillet mellem Universet og Jorden medførte, at krokodillen fik guddommelig status i form af krokodilleguden Sobek (Suchos). Overalt i Egypten var der templer dedikeret til krokodilleguden, som havde sin storhedsperiode i Mellemste Rige. Ved Krokodilopolis ved Faijum og langs Karun-søen var Sobek hovedguddommen. Halvdelen af det smukke tempel ved Kom Ombo var dedikeret til ham. I en genial syntese sammensmeltede præsterne mange egenskaber i Sobek – i stil med guden Amon. Præsterne i Krokodilopolis sang hver morgen denne hymne: ”Vær hilset Sobek, Ra, Horus almægtige gud. Vær hilset Sobek af Krokodilopolis. Vær hilset, du som rejste dig af urhavet – Horus, Egyptens leder, tyrenes tyr, den store maskuline skabning, Herren over de flydende øer …” Sobek personificerede dermed både Solen, Jorden og det livgivende vand (Nilen), som forhindrede, at Egypten var livløs ørken. (Se også Sobek).

Krokodillestillingen
Se Makarasana.

Kronchakra
Se Hovecchakra.

Kroner
(Egyptologi). Kroner blev båret af både konger, dronninger, guder og gudinder i det gamle Egypten. Der var talrige kroner, og man kender ikke betydningen af dem alle, men det har været muligt at afdække symbolikken for de vigtigste. Som hersker over Øvre- og Nedre-Egypten bar faraoen Pasekhemty – dobbeltkronen, som bestod af Hedjet – den hvide krone, som var inde i og stak op af Deshret – den røde krone. Dobbeltkronen symboliserer det ydre herskerembede (Øvre- og Nedre-Egypten), men den havde også en symbolsk dimension – beherskelse af den lavere menneskelige natur eller personligheden (den hvide krone) og den højere menneskelige natur eller sjælen og ånden (den røde krone). Iflg. de gamle egyptere udgjorde den indre og den ydre verden en helhed, og det var ethvert menneskes opgave og mål at opnå fuld kontrol over menneskets totalitet. Kampen og den endelige sejr blev repræsenteret af faraoen. Den røde krone blev desuden båret af gudinder som f.eks. Neith og Wajdjet, og den hvide krone af gudinden Nekhbet. I almindelighed bar guderne kroner for at vise typen og kvaliteten af deres kræfter. Eksempelvis bar Ra (livslyset) solskiven på hovedet. Nogle bar dobbelte fjer (himmelguder, falke og Amon), kohorn (Isis, Hathor m.fl.), vædderhorn (Khnum, Amon m.fl.), gribbehovedklædning (gudinder og dronninger, skorpioner (Selket), tronstole (Isis) osv. Sædvanligvis bar guder og konger kroner i forbindelse med tempelceremonierne. Kronerne var ofte sammensat af flere elementer – f.eks. Osiris’ Atef-krone, der bestod af den hvide krone med en solskive samt to strudsefjer på hver side. Andre var mere komplekse, for de var desuden forsynet med vingede solskiver, skarabæer og plantesymbolik, der var arrangeret symmetrisk, m-m.m. (Se også Dobbeltkronen, Hvide krone, Røde krone, Blå krone, Atef-kronen, Amon-kronen, Khnum-kronen og Nemes-hovedklædningen).

Kronologi
(Græsk). Kronologi stammer fra ”chronos”, der betyder ”tid” og ”logos”, der betyder ”ord” og ”lære”. Kronologi er derfor læren om tidsregning. I den absolutte kronologi fastsætter man begivenhederne på grundlag af eksakte datoer eller tidspunkter. Udgangspunktet for en absolut kronologi er altid en objektivt kontrollerbar begivenhed. I faget historie er kronologisk bestemmelse et afgørende metodisk krav. Den kristne periode har givet en universal kronologi, som tager udgangspunkt i et fastsat tidspunkt. Egypternes dateringssystem var ikke tilsvarende praktisk, for de beregnede tiden ved at begynde ved år 0, hver gang en farao besteg tronen. Derfor skrev de: ”I Ramses’ 5. år”, ”i Amenhoteps 20. år” osv., uden at sætte det i forbindelse med den foregående faraos regeringstid. De oplyste ikke engang antallet af faraoner med samme navn, men differentierede de forskellige Ramses-faraoner, Amenhotep-faraoner osv. ved hjælp af forskellige elementer i deres titler. Der er derfor store problemer med at fastlægge, i hvilken rækkefølge den ene farao regerede før den anden, og ikke mindst hvornår. Derfor arbejder forskerne med relativ kronologi, og derfor sker der løbende ændringer og tilpasninger af kronologien. I den relative kronologi sættes begivenhederne i relation til hinanden, og med nutidens arkæologiske metoder kan man opnå relative kronologier, som har en ret stor præcision.

Kronos
(Græsk). Kronos er en titan fra den græske mytologi. Kronos har intet at gøre med det græske ord ”chronos”, der betyder ”tid”, og der findes desuden en anden gud, Chronos, der er en personifikation af tiden. På latin kaldes Kronos for Saturnus. I den græske mytologi er Kronos søn af Uranos og far til både gudinderne Hera, Demeter og Hestia og guderne Zeus, Hades og Poseidon. Af frygt for, at sønnerne ville styrte ham fra tronen – sådan som han selv i sin tid havde gjort det over for Uranos – slugte han sine børn. Men moderen nåede at redde Zeus, og han befriede sine søskende og fordrev Kronos. Omkring vintersolhverv fejrede man en fest til ære for Kronos. På græsk kaldes festen Kronia og på latin Saturnalia. Saturnalierne blev senere af de første kristne valgt som tidspunktet, hvor man fejrede Jesu fødsel, selv om der ikke er dokumentation for tidspunktet. (Se også Zeus).

Kryptomnesi
(Græsk). Kryptomnesi stammer fra ”kryptos”, der betyder ”hemmelig” og ”skjult” samt ”mnesis”, der betyder ”hukommelse”. Kryptomnesi er det underbevidste erindringsliv, som er forbundet med trancefænomener og mulig overførsel af paranormale informationer. Kryptomnesi opstår, når en glemt begivenhed igen dukker op i bevidstheden uden en erkendelse af, at der er tale om en tidligere begivenhed, og derfor opleves den som ny og original. Der er tale om en hukommelsesforskydning, hvor et menneske genkalder tanker, idéer, en sang eller en vittighed uden at vide, at der er tale om en gentagelse, men forveksler det med en ny inspiration. Eksempelvis består de tidligste barndomsminder ofte af Kryptomnesi. Nogle erindringer kan imidlertid gøres bevidste i drømme eller under trance og hypnose. Kryptomnesi forekommer i visse patologiske tilstande – f.eks. Korsakoffs syndrom.

Krystallomanti
(Græsk). Krystallomanti stammer fra ”krystallos”, der betyder ”is”, og ”manteia”, der betyder ”spådom”. Krystallomanti er derfor betegnelsen for spådom ved hjælp af en krystalkugle. Metoden går ud på at stirre intenst i en krystalkugle så længe, at der begynder at danne sig syner. Evnen til at fremkalde synerne betragtes ofte som clairvoyance eller prækognition. Betegnelsen Krystallomanti er en smule misvisende, for man kan bruge andet end krystalkugler til formålet. Alle slags blanke eller gennemsigtige genstande og flader kan bruges. Den vigtigste forudsætning for at praktisere Krystallomanti, er, at øjet skal have vanskeligt ved at finde fokuspunkter, for det er fravær af sanseindtryk, der øger muligheden for at modtage ubevidste indtryk. (Se også Clairvoyance og Prækognition).

Kshama
(Sanskrit). Kshama er et sanskrit ord, der relaterer til tålmodighed, for tålmodighed sparer tid og frigør energi til handling i nuet. Begrebet Kshama udgør et af de ti traditionelle Yamaer eller begrænsninger, der er defineret i mange skrifter, herunder Shandilya, Varaha Upanishaderne og Hatha-yoga Pradipika. Kshama er at vise tålmodighed, og dvs. at handle tålmodigt og tolerant over for andre. Udgangspunktet er, at ingen skal forvente, at hele verden underordner sig under de idéer, man selv har. Hvert menneske har bestemte kvaliteter, karakterer og vaner, der er udtryk for de måder, det blev påvirket i opvæksten, i livet og i tidligere liv. Derfor er det vigtigt at være medfølende og tålmodig og forsøge at forstå andre, at være tålmodig med familien og børnene og med naboer og kolleger. Hver tilhænger af Sanatana-Dharma religionen skal være et levende eksempel på tålmodighed og tolerance med alle mennesker og i alle de forskellige omstændigheder, livet giver. (Se også Yama).

Kshatriya
(Sanskrit). Kshatriya er afledt af ordene for ”magt” og ”hersker”. Kshatriya er den anden af Indiens oprindelige fire kaster – krigerkasten. I det hinduistiske kastesystem er en Kshatriya derfor er en leder, hersker eller en kriger. Medlemmerne af Kshatriya-kasten har haft magten i Indien i århundreder. Selvom kastesystemet er blevet voldsomt forandret via lovgivning og sociale reformer, er det ikke ualmindeligt at se Kshatriyaer i offentlige embeder i Indien, og det skyldes, at de har været forbundet med magt og ledelse så længe. Baggrunden for kastesystemet findes i hinduismens hellige tekster, der er kendt som Vedaerne. Ifølge Vedaerne tilhører alle borgere en eller andet Varna eller kaste. Oprindeligt ville et menneskes kaste være baseret på handlinger i livet, men kasten endte med at blive arvelige, og det medførte et stivnet, lagdelt system, som Indien har lidt under i århundreder. Kastesystemet gav ganske vist alle en plads i det indiske samfund, men det forhindrede social mobilitet og fleksibilitet, og for nutidens indere er kastesystemet meget diskriminerende. Ideelt set var en Kshatriya en retfærdig og barmhjertig hersker, det stod i spidsen for fællesskabet på grund af de lederegenskaber, der var forudsætningen for hans kaste. Det var også almindeligt, at børn, der blev født i Kshatriya-kasten, blev uddannet i statskundskab og historie, for at sikre, at de ville lede med klogskab.

Kshiti
(Sanskrit). Kshiti er en af devaerne for de fem manifesterede elementer. Kshiti er en deva med samme rang og kraft som en Chohan for en stråle. Kshiti hersker over alt på det fysiske plan undtagen menneskeriget. (Se også Chohan og Elementer).

Kubera
(Pali). Den nøjagtige oprindelse til navnet Kubera er ukendt. Kubera eller Kuvera, som han senere kom til at hedde på sanskrit, betyder ”deform” eller ”dårligt formet”. En teori foreslår, at Kubera stammer fra ”kumba”, der betyder ”at skjule”. Kubera er herre over rigdom og konge over halvguden Yakshas i hinduistisk mytologi. Kubera afbildes ofte som en dværg med et muntert temperament, en tyk mave, velplejet lotus-teint og gyldne klæder. Han har tre ben og kun otte tænder – eller to små stødtænder, der stritter ud fra begge sider af munden. De er symbol på hans magt til at straffe og favorisere. Hans venstre øje er gult, og han er pyntet med juveler. Nogle gange ser man ham ridende på ryggen af en mand (som personificerer staten). Hans kone Riddhi, der repræsenterer livets rejse, sidder på hans venstre side. I nogle kilder er Kubera afbildet som en drukkenbolt. Beskrivelsen af Kuberas deformiteter – f.eks. knækkede tænder, tre ben, tre hoveder og fire arme – forekommer kun i de senere puraniske tekster. Kubera har en stor pose penge i hånden. Han kan også gå rundt med et bundt juveler. Og nogle gange har han et desmerdyr ved sin side. I Tibet betragtes desmerdyr som et symbol på Kuberas sejr over Nagas vogtere af skattene, og Kubera er derfor normalt afbildet med et desmerdyr i buddhistisk ikonografi. Oprindeligt blev Kubera beskrevet som en ond ånd i vediske tekster, men han opnåede status som deva i Puranaerne og i hinduistiske epos. Skrifterne fortæller, at Kubera engang herskede over Lanka, men han blev væltet af sin dæmoniske stedbror Ravana. Senere slog han sig ned i byen Alaka i Himalaya. Beskrivelser af byens velstand og ”herligheder” findes i mange skrifter. I buddhismen er Kubera kendt som Vaisravana, mens han i jainisme kaldes Sarvanubhuti. Desuden giver Kubera associationer til den egyptiske gud Bes. (Se også Bes og Deva).

Kukkutasana
(Sanskrit). Kukkutasana stammer fra ”kukkuta”, der betyder ”hane”, og ”asana”, der betyder ”stilling”. Kukkutasana er en betegnelse for yogastillingen ”hanekyllingen”. Kukkutasana styrker håndled, albuer og skuldre, og hjælper med at forbedre fordøjelsessystemet. Yoga-øvelsen styrker balancen i kroppen, og den er særlig gavnlig for kvinder, der ønsker at overvinde smerter i hoften og ubehag fra menstruation.

Kumaraer
(Sanskrit). Kumaraerne er ”flammens herrer” eller ”ildens sønner”. De udgør et åndeligt hierarki, som for ca. 18½ millioner år siden kom til Jorden for at lede menneskehedens udvikling, som dengang befandt sig på et kritisk lavt niveau. Åndsvidenskaben oplyser, at det skete i lemurisk tid. De fire kumaraer ankom fra Venus, hvor udviklingen er længere fremme end på Jorden, og de ankom til Jorden i menneskehedens 4. runde i midten af den 3. rodrace (Lemurien) for at grundlægge det åndelige hierarki på Jorden og overtage planetens indre styrelse. De kom til Jorden sammen med 30 hjælpere, som alle var ophøjede skabninger af forskellige grader og indvielser. Der omtales som regel kun fire kumaraer – Sanat Kumara og hans tre brødre eller disciple, Sanaka, Sananda og Sanatana Kumara. Nogle gange nævnes der syv. De tre andre er Jata Kumara, Vadhu Kumara og Panchashikha Kumara. Sanat Kumara befinder sig stadig på planeten ved det mystiske Shamballa ved Gobi, selv om han hverken har et permanent fysisk legeme eller det, man kalder overfysiske legemer. Han skaber sine legemer ved Kriya-Shakti. Han er overhoved for det åndelige hierarki, som kaldes Det Store Hvide Broderskab, som består af mestre og deres indviede disciple. Fra Venus medførte kumaraerne bl.a. kimen til hveden og bierne. I den hinduistiske gudelære betyder ordet kumara ”jomfruelige ynglinge”, og det bruges også om Brahmas syv sønner, der nægtede ”at skabe” – dvs. forplante deres art – og som derfor ”vedblev at være yogier.” Den symbolske skikkelse, der omtales i Bibelen som Melkisadek, kan være identisk med Sanat Kumara. (Se også Hvide Broderskab, Kriya-Shakti og Mayavirupa).

Kumari
(Sanskrit). Kumari betyder ”jomfru”, ”datter” eller ”barn”. Kumari eller Kumari Devi repræsenterer en tradition, hvor man tilbeder unge præpubertære piger som udtryk for af den guddommelige feminine energi – Devi – i hinduistiske religiøse traditioner. De unge ugifte piger betragtes som børn af gudinden Durga både i Indien og i Nepal. I Nepal udvælges Kumari blandt præ-pubertære pige fra Shakya- eller Bajracharya-klanen i Newari-samfundet. Kumari æres og tilbedes af landets hinduer og af de nepalesiske buddhister, men ikke af de tibetanske buddhister. Der er flere Kumarier i Nepal, men nogle byer har flere end andre, men den bedst kendte er den kongelige Kumari af Kathmandu. Hun bor i Kumari Ghar-paladset i byens centrum. Hendes udvælgelsesproces er særligt streng. I Indien er en Kumari normalt valgt for en enkelt dag, og hun tilbedes med bestemte ritualer som Navaratri eller Durga Puja. I den indiske delstat Bengalen er det en særlig vigtig ceremoni. Man mener, at en Kumari er en inkarnation af gudinden Taleju (det nepalesiske navn for Durga), indtil hun menstruerer. Når det sker, forlader gudinden hendes krop. Alvorlig sygdom eller hvis hun i forbindelse med en ulykke får et større blodtab, er det også årsag til, at hun må vende tilbage til almindelig status.

Kumbhaka
(Sanskrit). Kumbhaka betyder ”tilbageholdelse af åndedrættet”. Kumbhaka er tilbageholdelse af Puraka og Rechaka, dvs. indånding og udånding. I yoga hører Pranayama til de mest anerkendte holistiske øvelser. Pranayama eller åndedrætsøvelser anbefales til forskellige fysiologiske og psykologiske lidelser. Kumbhaka danner grundlag for de dybeste åndedrætsøvelser (Pranayama), der er nødvendige, hvis man ønsker at regulere og afbalancere tankesindet og øge koncentrationsevnen. Kumbhaka omfatter fire øvelser. Antar Kumbhaka vil sige ophør af åndedrættet, når indåndingen (Puraka) er udført, og lungerne er helt fyldt med luft. I Antar Kumbhaka skal man forsøge at indånde mere luft end normalt, og holde vejret lidt længere end man normalt er i stand til. Bahya Kumbhaka er ophør af åndedrættet, når udåndingen (Rechaka) er helt gennemført. Det anbefales også at udånde mere end normalt, og derefter holde vejret længere end normalt. Sahit Kumbhaka udføres med enten indånding eller udånding. I Kevali Kumbhaka er hverken indånding eller udånding påkrævet. Det er den vanskeligste af Kumbhaka-øvelserne, som kun kan praktiseres efter meget lang tids Pranayama og Kumbhaka-øvelser. (Se også Antar Kumbhaka, Pranayama, Puraka og Rechaka).

Kundalini
(Sanskrit). Kundalini eller Kundalini-Shakti er ”slangeilden”, der ligger latent ved rodcentret i ryggen, og som kan vækkes i ethvert menneske. Opvækkelsen medfører en såkaldt ”kundalinirejsning”, der kan medføre stærke oversanselige evner. Kundalini er en latent åndelig kraft – en vigtig psykisk nerveenergi. Kundalini i forbindelse med menneskelegemet er en kraft, der findes latent i selve stoffet. Kundalini er det integrerede liv i hvert atom. Stoffets ild blander sig først med den praniske ild (som vitaliseres af det æteriske miltcenter) og senere med tankesindets ild. Den naturlige udvikling er en langsom og jævn bevægelse opad gennem chakraerne eller kraftcentrene i den æteriske rygsøjle (ikke den fysiske) i overensstemmelse med menneskets udvikling. Kundalini står i direkte forbindelse med eller er et aspekt af Buddhi – den åndelige skabende, elektriske kraft. Hvis den vækkes for tidligt, og hvis den ikke ledes ad den rigtige kanal, kan den meget let være ødelæggende og endog dræbende i stedet for skabende. Det anbefales derfor, at man aldrig forsøger at fremskynde rejsningen af Kundalinikraften. Kundalinikraften er aktiv i ethvert menneske. Det enkelte menneskes åndelige niveau er udtryk for det niveau, Kundalinikraften har nået i mennesket. Kundalinirejsningen sker automatisk og naturligt i livenes løb, men en stimulering i utide kan være farlig og endda direkte katastrofal. (Se også Kundalini-Shakti og Kundalini-yoga).

Kundalini-Shakti
(Sanskrit). Kundalini-Shakti henviser til menneskets potentielle energi, der ligger slumrende i rodchakraet – Mooladhara-chakra – som en spiralrullet slange. Når Kundalini-Shakti vækkes, løfter den sig op gennem Sushumna-Nadi i den æteriske rygsøjle. (Se også Kundalini og Kundalini-yoga).

Kundalini-yoga
(Sanskrit). Kundalini-yoga er en filosofi, der fortolker vækningen af den potentielle energi og den iboende bevidsthed i menneskets legeme og tankesind. Kundalini-yoga har til hensigt at frigøre den uudnyttede energi (Prana) ved bunden af rygsøjlen. Den psykiske energi kan trækkes op gennem kroppen, hvor den aktiverer hvert af de syv chakraer. Når energien når hovedcentret, opnår mennesket fuld oplysning. Kundalinikraften symboliseres ofte med en slange, der ligger sammenrullet og sovende ved bunden af rygsøjlen (rodcentret), og Kundalini-yoga – der består af yoga-øvelser og meditation – er en metode til at aktivere og løfte energien. Der er imidlertid grund til at advare mod at stimulere Kundalinikraften for at fremskynde en kundalinirejsning. Kundalinirejsningen sker automatisk og naturligt i livenes løb efterhånden som udviklingen skrider frem, men en stimulering i utide kan være farlig og endda direkte katastrofal.

Kundskabens hal
Kundskabens hal er ikke en bygning eller et sted, men et bevidsthedsfelt, der befinder sig på det øverste (atomare) astralplan. Kundskabens hal er betegnelsen for det plan og bevidsthedsfelt, der kendetegner sjælens stræben efter at kontrollere formen og stoffet, indtil der er skabt en balance, hvor personligheden ikke kontrolleres af hverken sjælen eller formen. I processen oplyses mørket gradvis af Kristusbevidsthedens lys, og uvidenhed forvandles til kundskab. Kundskabens hal kaldes også Lærdommens hal. (Se også Uvidenhedens hal og Visdommens hal).

Kunjal Kriya
(Sanskrit). Kunjal Kriya er en Shatkarma-teknik til rensning af maven ved at drikke vand og derefter skylle det ud ved at fremtvinge opkastning. Fordøjelsessystemet kan nemt skabe problemer, hvis man ikke passer det ordentligt, og en af måderne er at praktisere Kunjal Kriya. Fordøjelsessystemet er ofte nøglen til bedre sundhed for de fleste mennesker og Kunjal Kriya-teknikken påvirker fordøjelsessystemet direkte, men virkningerne kan mærkes i hele kroppen. Kunjal Kriya er en effektiv yogisk teknik, der giver øjeblikkelig lindring til astmatikere og til mennesker, der lider af syreindhold, fordøjelsesbesvær, hovedpine osv. Kunjal udføres ved at drikke lunkent saltvand, indtil man når et punkt, hvor man har lyst til at kaste op. Vandet skal være lunken, og det skal indeholde omkring en eller to teskefulde salt til en halv liter vand. Der skal drikkes seks glas saltvand, men hvis man kan, skal man fortsætte, indtil man ikke kan tage endnu et glas. Når man når dette punkt, kan man ofte kaste op automatisk. Hvis ikke kan man sætte to fingre i halsen, massere bagsiden af tungen så langt ned i halsen som muligt. Trykket skaber trang til at kaste op. Vandet vil strømme ud af munden i hurtige serier. Man fortsætter med at trykke, indtil maven er tømt. Kunjal Kriya skal gøres om morgenen og på tom mave. Det gælder også efter Shankhaprakshalana. (Se også Shankhaprakshalana).

Kurmasana
(Sanskrit). Kurmasana stammer fra ”kurma”, der betyder ”skildpadde”, og ”asana”, der betyder ”stilling”. Kurmasana er en betegnelse for yoga-øvelsen ”skildpadden”, som er en avanceret yoga-stilling. Kurmasana udføres ved, at man sidder med strakte ben og med fødderne så langt fra hinanden som muligt. Knæene skal bære let bøjede, og hælene holdes i kontakt med gulvet. Kroppen skal lænes frem fra hofterne, og hænderne skubbes ind under knæene. Kroppen lænes nu frem med bøjning ved hofterne, så hænder og arme glider sidelæns og baglæns ind under knæene, indtil albuerne ligger tæt på bagsiden af knæene. Hælene skubbes fremad, og benene strækkes så meget som muligt. Panden (eller hagen) føres nedad til den rører gulvet. Armene lægges desuden omkring enden, og hænderne låses under balderne.

Kusha
(Sanskrit). I Puranaerne er Kusha navnet på den 4. races kontinent – Atlantis.

Kuthumi
Se Koot Hoomi.

Kutilangasana
(Sanskrit). Kutilangasana er en yogaøvelse, der kaldes slangestillingen.

Kvæg
(Egyptologi). Der fandtes vildkvæg i det gamle Egypten. Kvægflokke vandrede frit omkring, og faraoen og hans hof gik på jagt efter det vilde kvæg. Den store, stærke tyr, som var kvægflokkens leder, har i alle tider været et kraftfuldt symbol på grund af styrken og de farlige horn. Faraoen var et symbol på menneskets sjæl, og kvægflokkene repræsenterede de skjulte, dyriske eller primitive kræfter i menneskets underbevidsthed. Når faraoen – lysets søn – nedlagde en tyr under jagten, var det et symbol på det godes sejr over det onde – lysets sejr over mørket.

Kwan-Shai-Yin
Se Kwan-Yin.

Kwan-Yin
(Kinesisk). Kwan-Shai-Yin svarer til sanskritbegrebet Avalokiteshvara og er derfor en androgyn guddom ligesom Tetragrammaton og alle oldtidens Logoi. I nogle sekter i Kina bliver Kwan-Shai-Yin menneskeliggjort og fremstillet med kvindelige kendetegn. I sit kvindelige aspekt bliver Kwan-Shai-Yin til Kwan-Yin − barmhjertighedens gudinde, som kaldes ”den guddommelige stemme”. Den sidstnævnte er skytsgudinde for Tibet. Man finder ingen kvindelig skaber i noget eksoterisk, religiøst system, og lige fra de folkelige religioners allerførste begyndelse er kvinden derfor blevet betragtet (og behandlet), som om hun var manden underlegen. Kun i Kina og Egypten blev Kwan-Yin og Isis stillet på lige fod med de maskuline guder. Åndsvidenskaben lader begge køn ude af betragtning. Den højeste guddom er både kønsløs og formløs − hverken fader eller moder. Og de første manifesterede skabninger − både de himmelske og de jordiske − bliver først lidt efter lidt androgyne for til sidst at dele sig i klart adskilte køn.

Kædeperiode
Udtrykket Kædeperiode har relation til det, man kalder ”læren om cyklusserne” eller ”periodicitetsloven”. Iflg. åndsvidenskaben er al manifestation cyklisk, uanset om det drejer sig om et univers, en planet eller en eller anden aktivitet eller tilværelsesform i dette univers eller på denne planet. Desuden kan der være tale om århundreder, tiårsperioder, år, måneder osv. eller inden for menneskelig erfaring kan det være dag og nat, vågen tilstand og søvn eller andre perioder, der tydeligvis gentager sig. Det, man får en erkendelse af, har sin oprindelse i det, der ikke kan erkendes, og efter æoners forløb vender det tilbage til sin kilde, idet det medbringer frugterne af den erfaring, der er indhøstet i løbet af aktivitetsperioden. Hypotesen omfatter forestillingen om kæder af verdener eller planeter af forskellige grader af stoflighed. Nogle er synlige og andre usynlige, men de er alle forbundet med hinanden som aktivitetsområde for en bestemt bølge af manifesteret eller aktivt liv. Udtrykket kædeperiode bruges som betegnelse for det tidsrum, en livsbølge er om at passere syv gange gennem en kædes syv planeter. Hver enkelt passage kaldes en runde.

Kærlighedsdigte
(Egyptologi). ”Din hud er som et alrunebær, din kærlighed er i mit legeme som et siv i vindens arme”. I Ny Rige i det gamle Egypten blev musik og dans populært, og kærlighedsdigte og -sange begyndte at vise sig i litteraturen. Adskillige eksempler fra 19.-20. dynasti er bevaret på papyrus. Sangene blev sunget eller reciteret ved festlige lejligheder akkompagneret af fløjter og harper. De blev ikke skabt som improvisationer af omvandrende troubadourer, men blev digtet bevidst med tilsløret lidenskab og følelser, der kom til udtryk med stor værdighed, og teksterne var fulde af diskrete billeddannelser. ”Træerne er skabt til at tale og fuglene til at kvidre. Hvor er det skønt at vandre nær ved en, man elsker”. – ”Kære, il hurtigt til din søster som en jaget gazelle, der springer gennem ørkenen – dens klove vakler, dens ben svækkes, benene er styret af panik – en jæger og hans hund er i hælene på dem, de ser ikke støvskyerne, der rejser sig – et hvilested viser sig at være en fælde, og den søger mod floden, måtte den krydse den til dit elskede tilflugtssted og kysse hendes hænder fire gange – du søger din søsters kærlighed, Den Gyldne har givet hende til dig, du min kæreste ven”.


a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Højere-&-lavere-psykisme
Kenneth Sørensen: HØJERE & LAVERE PSYKISME


Artikel-Børns-psykiske-potentiale
Gesine Abraham: BØRNS PSYKISKE POTENTIALE


Artikel-Ilddevaer-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: ILDDEVAER


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Besættelse-årsag-&-virkning
Kenneth Sørensen: BESÆTTELSE


Artikel-Den-mystiske-akkord-Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN MYSTISKE AKKORD


Artikel-Devaernes-bevidsthed
Geoffrey Hodson: DEVAERNES BEVIDSTHED


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-Clairvoyance-e-bog-C-W-Leadbeater
C.W. Leadbeater: CLAIRVOYANCE


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
Bliv ven med os på Facebook