I Ching
(Kinesisk). I Ching eller Yi King er âForandringernes Bogâ. Det er en hellig bog om forandringer, som bliver manifestationer af Tao. Teksten til den oprindelige afhandling er fra et system med 8 trigrammer og 64 hexagrammer, der bestĂ„r af hele og brudte linjer. Ved at ĂŠndre de hele og de brudte linjers positioner, skabes forandringerne i diagrammerne. Systemet tilskrives Fu-Hsis forskere (30. Ă„rh. f.Kr.). Den fĂžrste bevarede kommentar til I Ching tillĂŠgges Ching Wen, der var grundlĂŠgger af Chou-dynastiet (1122 f.Kr.) og hans sĂžn. Der er givet mange forklaringer pĂ„ systemet, som af mange kaldes âKinas kabbalaâ. Nogle betragter det kun som et spĂ„domssystem − eller en mĂ„nekalender − eller et system til fallisk tilbedelse. Andre mener, at det er en ordliste for en kinesisk stamme. BĂ„de taoister og konfucianister betragter I Ching som den helligste af alle bĂžger. Confucius erklĂŠrede, at han gerne vil give 50 Ă„r mere af sit liv til at undersĂžge systemet, men den eneste kinesiske kommentator, der angiveligt har forstĂ„et det, var Chu Hsi (1130-1200 e.Kr.). I Hi-tsâze (appendiks) er Universet beskrevet som en levende organisme, der kaldes Tâai-châi (det hĂžjeste vĂŠsen, eller Det Absolutte). Processerne vedr. fĂždsel og genfĂždsel eller skabelse af livet, skyldes manifestationer af Tao ved hjĂŠlp af Yin og Yang. Til Yang hĂžrer tallene 1, 3, 5, 7 og 9, og til Yin hĂžrer tallene 2, 4, 6, 8 og 10. Der er derefter 5 himmelske og 5 jordiske tal − og rĂŠkkerne af 5 pĂ„virker hinanden, og hvert tal har et andet tal, som det korresponderer med. Summen af de himmelske numre er 25. Processerne i Universet opstĂ„r i overensstemmelse med disse faktorer, samt nĂ„r kwei og shen gĂžr deres arbejde. H.P. Blavatsky siger om I Ching, âat stanzaerne i Ă„ndsvidenskaben reprĂŠsenterer prĂŠcis den samme idĂ©. Kosmologiens gamle arkaiske kort er fyldt med linjer, koncentriske cirkler og prikker i konfuciansk stil. De reprĂŠsenterer de mest abstrakte og filosofiske opfattelser af Universets kosmologiâ. (Se ogsĂ„ Confucius, Dzyans Stanzer, Konfucianisme, Tao, Trigram, Yi King og Yin og Yang).
I.H.S.
I.H.S. er et kendt kristen monogram, der angiveligt er forbogstaver, der betyder: âJesus Hominum Salvatorâ â âJesus, menneskets frelserâ. I.H.S. var ogsĂ„ det monogram, der reprĂŠsenterede Dionysos, og det blev brugt i mysterierne. I.H.S. som latinsk forkortelse, har en mystiske betydning â âIn hoc signo victor erisâ â âi dette tegn skal du sejreâ. (Se ogsĂ„ Dionysos, Eleusinske mysterier og Jesus).
I.N.R.I.
I.N.R.I. er fire bogstaver, der findes Ăžverst pĂ„ billeder af Jesus pĂ„ korset. Generelt fortolkes I.N.R.I. som initialerne for âJesus Nazarenus Rex Iudaeorumâ (âJesus af Nazareth, JĂždernes Kongeâ), men iflg. andre kilder, reprĂŠsenterer det rosenkreuzernes motto: âIngne Natura Renovatur Integraâ (âmed ild fornyes hele naturenâ), og med âildâ, menes der âĂ„ndâ. (Se ogsĂ„ Ild og Rosenkreuzer).
Iacchos
(GrĂŠsk). Iacchos stammer fra âiachoâ, âiakcheoâ eller âiacheinâ, der betyder âat rĂ„beâ. I mytologien er der tre personer ved navn Iacchos. De var alle grĂŠske forbilleder, som senere blev antaget af romerne. Ordet siges desuden at vĂŠre af fĂžnikisk oprindelse, og at det betyder âet barn ved brystetâ. Mange af fortidens monumenter forestiller Ceres og Demeter med Bacchus i armene. Iacchos er et synonym for Bacchus (Dionysos) i de eleusinske mysterier. Han var sĂžn af Zeus og Demeter. Han var ikke sĂžn af Zeus og Semele, som var den thebanske Bacchus, for den anden af de tre Iacchosâer var thebaner og erobrer. Hans mor dĂžde fĂžr han blev fĂždt, og derfor blev han opbevaret i et stykke tid i sin fars lĂ„r. Han havde skikkelse som en drage. Denne Iacchos blev drĂŠbt af titanerne. En tredje var Iacchos af Eleusis, som var sĂžn af Ceres. Han er vigtig, for han optrĂ„dte pĂ„ den sjette dag i de eleusinske mysterier. Nogle ser en analogi mellem Bacchus og Noah, fordi begge dyrkede vin. Navnet Iacchos er desuden en hentydning til de invokationer, som blev intoneret i de ritualer, der er forbundet med Iao og Jehova. (Se ogsĂ„ Bacchus, Ceres, Demeter, Dionysos, Eleusinske mysterier, Iao, Jehova, Persefone, Semele, Titaner og Zeus).
Iaho
Iaho omtales mere udfĂžrligt under ordet âYahâ og âIaoâ, men nogle fĂ„ forklarende ord vil alligevel vĂŠre nyttige. Diodorus Siculus (grĂŠsk historiker) nĂŠvner, at Mosesâ Gud var Iao − men Iaho er betegnelsen for en âmysteriegudâ, som ikke skal forveksles med Iao eller Yah. Samaritanerne kaldte Iaho for Iabe og Yahva, mens jĂžderne sagde Yaho − og derefter Jehovah pga. forandring i de masoretiske vokaler. De udgĂžr et fleksibelt system, som gĂžr det muligt at udforske de forandringer, der ligger skjult i det. Men âJehovahâ er en senere opfindelse og en invokation, for navnet var oprindeligt Jah eller Iacchos (Bacchus). Aristoteles pĂ„peger, at de gamle arabere symboliserede Iach (Iacchos) med en hest − dvs. Solens (Dionysosâ) hest − der fulgte vognen, som Ahura Mazda, âhimlenes gudâ, dagligt red pĂ„. (Se ogsĂ„ Ahura Mazda, Aristoteles, Bacchus, Dionysos, Iacchos, Iao, Jehovah og Yah).
Ialdabaoth
(Gnostisk). Ialdabaoth bestĂ„r af âsem ildaâ og âbaothâ. Ialdabaoth er âbarnet fra ĂŠggetâ (kaos). Det er Ă„nden i stoffet, herskeren over den lavere elohim, som er far til de seks mĂžrke stjerneĂ„nder eller jordiske engle, og dermed en af de lavere grupper i kabbalaens Sephiroth. Ialdabaoth er skyggen eller refleksionen pĂ„ de nederste fire kosmiske planer fra arupa-planerne eller de hĂžjere, formlĂžse planer. UdstrĂžmningerne fra stjernernes Ă„nder bliver gradvis mĂžrkere og mere stoflige, efterhĂ„nden som de bevĂŠger sig vĂŠk fra deres kilder i nedstigningen, og derfor er det korrekt, at de beskrives som de syv planetariske Ă„nder. Ialdabaoths mor, Sophia Achamoth (de fire lavere kosmiske planers visdom), er datter eller en manifesteret afspejling af den himmelske Sophia â den guddommelige visdom. Ialdabaoth svarer derfor til nazarĂŠernes demiurg i Codex NazarĂŠus (Adams Bog), og det gĂžr ham identisk med den hebrĂŠiske Jehova − skaberen af den fysiske jord og det materielle aspekt af planeten Saturns Ă„nd. I orfitternes rangordning er han den fĂžrste af den overordnede syvfoldighed. Som en skabende Ă„nd skaber Ialdabaoth seks sĂžnner (de lavere jordiske engle eller stjerneĂ„nder) uafhĂŠngigt af et feminint aspekt, og nĂ„r sĂžnnerne samarbejder med ham, skaber han Ophiomorphos, den slangeformede Ă„nd, der bestĂ„r af alt det laveste i stoffet. Idet Ialdabaoth proklamerer, at han er Gud og Fader, og at ingen er over ham, fortĂŠller Sophia ham, at fĂžrste og anden Anthropos (det himmelske menneske) er over ham. Ialdabaoths sĂžnner skabte et menneske, Adam, og Ialdabaoth gav sine livsĂ„nde til Adam ved at tĂžmme sig fra skabende kraft. Fordi han gjorde oprĂžr mod sin mor, var hans skabelse uden tĂŠnkeevne, og derfor skulle Sophia Achamoth forsyne skabelsen med et tankesind. Det er en henvisning til manasaputraernes nedstigning. Det er Ă„rsagen til, at mennesket strĂŠber vĂŠk fra sin skaber, som derefter bliver menneskets modstander, og danner de tre lavere naturriger og lukker mennesket inde i et legeme af ler (kĂžd). Ialdabaoth skaber ogsĂ„ Eva (Lilith) for at eliminere den maskuline lyskraft. Sophia sender slangen eller intelligensen for at fĂ„ Adam og Eva til at overtrĂŠde befalingen fra Ialdabaoth, som smides ud af Paradis og ind i verden sammen med slangen. Sophia eliminerer bĂ„de Adams og Evas lyskraft, men til sidst genskabes deres kraft, og de vĂ„gner mentalt. Det er i store trĂŠk den samme forvirring, der er forbundet med de forskellige fortolkninger af Satan og slangen. Ialdabaoth, der har lĂžvehoved eller har form som en lĂžve, reprĂŠsenterer kama-princippet eller det falske lys, der tvinger sjĂŠlen ned i stoffet, og som kĂŠmper imod enhver tilbagevenden til Ă„nden. Nogle gnostikere mener, at Sophia sendte Christos for at hjĂŠlpe menneskeheden, fordi Ialdabaoth og hans pĂ„virkningskraft var ved at fastfryse det guddommelige lys. Ialdabaoth opdagede â− at Christos var ved at bringe hans materielle kongedĂžmme til ende, og derfor ophidsede han sit eget folk, jĂžderne, imod ham, og Jesus blev henrettetâ. (Se ogsĂ„ Akasha, Arupa, Codex NazarĂŠus, Demiurg, Elohim, Eva, Jehova, Jehova-Tzabaoth, Kabbala, Kama, Lilith, Manasaputra, NazarĂŠer, Ophis, Orfitter, Sephiroth og Ăg).
Iamblichus
(GrĂŠsk). Iamblichus (ca. 250-325 e.Kr.) var mystiker, filosof og forfatter i 3. og 4. Ă„rh. e.Kr. Han blev fĂždt ved Chalcis i CĂŠlesyrien. Iamblichus er en af de vigtigste af de sĂ„kaldte neoplatoniske filosoffer â kun overgĂ„et af Plotin. Han var elev af Plotins discipel Porfyrios fra Tyros og grundlĂŠgger af den syriske neoplatoniske skole. Hans toneangivende afhandling âTheurgiaâ eller âOn the Mysteries of Egyptâ omhandler âhĂžjere magiâ, som beskrives pĂ„ grundlag af gudekredsen. Agrippa refererede ofte til Iamblichus i sin âOcculta Philosophiaâ. Iamblichus havde ogsĂ„ en stĂŠrk indflydelse pĂ„ andre af renĂŠssancens esoterikere som Ficino, Pico della Mirandola og Giordano Bruno. Iamblichus er ogsĂ„ omtalt i âGrimorium Verumâ. Iflg. Ă„ndsvidenskaben er Iamblicus identisk med mesteren Hilarion, for Hilarion var Iamblicus i en tidligere inkarnation, og endnu tidligere var han Paulus fra Tarsos â Bibelens Paulus. Der har aldrig eksisteret korrekte biografier om ham. Det skyldes, at han var hadet af de kristne, men uafhĂŠngige forfattere har samlet fragmenter om hans liv fra hans vĂŠrker, og de beskriver en enestĂ„ende moralsk karakter med stor lĂŠrdom. I begyndelsen var hans skole adskilt fra Plotins og Porfyriosâ, for de var begge modstandere af ceremoniel magi og praktisk theurgi, som de betragtede som farlig. Senere fik Iamblichus overbevist Porfyrios om, at theurgisk magi i nogle tilfĂŠlde kunne vĂŠre gavnlig. Theurgi er positiv magi, og den bliver fĂžrst negativ, nĂ„r den bruges til egoistiske formĂ„l. Porfyrios blev overbevist, selv om han aldrig selv praktiserede theurgi, men han gav instruktioner om, hvordan man erhvervede den hellige videnskab. I bogen âLife of Plotinusâ nĂŠvner Porfyrios en egyptisk prĂŠst, som âpĂ„ opfordring fra en af Plotins venner, viste ham den theurgiske filosofs velkendte dĂŠmon i Isis-templet i Româ. Dvs. at han intonerede den theurgiske invokation, og ved hjĂŠlp af invokationens kraft kunne datidens egyptiske hierofant eller den indiske mahatma forbinde sit eget eller ethvert andet menneskes astrallegeme med sjĂŠlen og gĂžre den synlig. Theurgi vil reelt sige, at man kan kommunikere med og har kraft til at bringe planetariske Ă„nder og engle â âlysets guderâ − ned pĂ„ Jorden. Det er den form for magi, som Iamblichus og mange andre − herunder middelalderens rosenkreuzere − kaldte âforening med guddommenâ. Iamblichus skrev mange bĂžger, og i afhandlingen âOn Deamonsâ advarer han imod enhver kontakt til elementalerne. Han var oplĂŠrt i de kaldĂŠiske mysterier, og i sin undervisning betonede han for det fĂžrste, at Den Ene eller den universelle monade er princippet bag bĂ„de enhed og mangfoldighed eller bag homogenitet og heterogentiet. Og for det andet at dualitet eller de to principper er intellektet, som i Ă„ndsvidenskaben kaldes buddhi-manas. Og det tredje er sjĂŠlen og den lavere manas − osv. Der er meget Ă„ndsvidenskab i Iamblichusâ lĂŠre. Hans disciplin, renhed i livsfĂžrelse og hans ihĂŠrdighed var stor. Man siger, at Iamblichus en gang var i stand til at levitere ti cubits fra jorden pĂ„ samme mĂ„de som nogle af nutidens yogier. (Se ogsĂ„ Bibelen, Buddhi, Buddhi-Manas, Cubit, Discipel, Elementaler, Heterogenitet, Hilarion, Hierofant, KaldĂŠerne, Levitation, Mahatma, Manas, Monade, Plotin, Rosenkreuzer, SjĂŠl, Theurgi og Theurgiker).
Iao
(GrĂŠsk). Iao var fĂžnikernes Ăžverste guddom, og âgudens lys kunne kun opfattes af intellektetâ. Iao var âvisdommens maskuline essensâ â dvs. det fysiske og Ă„ndelige princip i skabelsen. Iflg. gnostikerne var de tre bogstaver i Iao et mysterium i stil med pranava pĂ„ sanskrit. Og Iao minder om triader, trimurtier eller de treenige guder, som udgĂžr en treklang. Princippet forekommer i mange variationer. F.eks. Io, den grĂŠske mĂ„negudinde − Iaho, Jevo, Jehova og andre hebrĂŠiske former â Iaso, som muligvis er oprindelsen til navnet Jesus â Iacchos i Bacchus-mysterierne m.fl. De har pĂ„ Ă©n gang en tredobbelt, firdobbelt og syvdobbelt betydning. Iao Hebdomad (den syvfoldige) var en af gnostikernes syvfoldige mysterieguder. Gnostikerne havde en hĂžjerestĂ„ende Hebdomad, en laverestĂ„ende eller himmelsk Hebdomad og en jordisk Hebdomad. Iao blev betragtet som den, der var overordnet de syv himle over Jorden, som er identisk med mĂ„nepitriernes overhoved. Iao Hebdomad er derfor den syvfoldige Iao eller de syv kollektive kosmiske bestyrere, som hver reprĂŠsenterer en himmel, og derfor identificerede vismĂŠndene Iao Hebdomad med de syv mysterieplaneter. Iao er nogle gange forbundet med Yah (eller Yaho), men fra et andet synspunkt er Iao manasaputraernes syv eller ti kollektive grupper. Iao er ogsĂ„ forbundet med den kaldĂŠiske Heptakis. Derfor kan man konkludere, at Iao eller Iao Hebdomad iflg. dette synspunkt ikke kun er de syvfoldige grupper af mĂ„nepitrierne eller -dhyanierne, men de er ogsĂ„ manasaputraernes syv eller ti grupper. Forenet med MĂ„nen er Iao enten maskulin, feminin eller androgyn afhĂŠngig af sammenhĂŠngen. Iao er ogsĂ„ slangen i Edens have − den lysende engel, som er en udstrĂ„lende elohim, der er iklĂŠdt glans og herlighed. Eller mysteriernes Iao, der er overhoved for menneskehedens androgyne skabere. Ligesom med Bacchus og andre guddomme opstod der efterhĂ„nden en perverteret fortolkning, og det medfĂžrte falliske doktriner og ritualer. Iao eller Yah var et mysterienavn, som havde en meget hĂžj og Ă„ndelig betydning. Betegnelsen reprĂŠsenterede den treenige kraft og substans, som er forbundet med den Ăžverste guddommelighed i menneskehedens eget kosmiske hierarki, som befinder sig over de syv himle. Derfor er det en guddommelighed, der svarer til den universelle Atman eller Paramatman − det kosmiske Ă„ndelige lys, hvis udstrĂ„ling er de individuelle Ă„ndelige monader. (Se ogsĂ„ Atman, Bacchus, Elohim, Gnostiker, Hebdomad, Heptakis, Iacchos, Iaho, Io, Jehova, Manasaputra, Monade, MĂ„nepitri, Paramatman, Pitri, Pranava, Treenighed, Triade, Trimurti og Yah).
Iao Hebdomad
(GrĂŠsk). Iao Hebdomad er de kollektive âsyv Himleâ, men iflg. Lyons kristne biskop IrenĂŠus (ca. 130-ca. 200) er Iao Hebdomad ogsĂ„ engle. Hos gnostikerne er Iao Hebdomad en mysteriegud, og Iao Hebdomad svarer til de syv manasaputraer i Ă„ndsvidenskaben. (Se ogsĂ„ Gnostiker, Iao, Manasaputra og Yah.)
Iapetos
(GrÊsk). Iapetos eller Iapetus er en af titanerne i den grÊske mytologi. Han er sÞn af Uranos og Gaia, og han var far til Prometheus, Epimetheus, Atlas og Menoitios. I kampen mod titanerne kastede Zeus ham ned i Tartaros, det dybeste sted i underverdenen. (Se ogsÄ Atlas, Epimetheus, Gaia, Prometheus, Tartaros og Zeus).
Iaso
(GrĂŠsk). Iaso er gudinde for helbredelse. Hun var datter af Ăskulap eller Asklepios (Asklepios er den latiniserede form af Aesculapius, som er fordansket til Ăskulap). Alle neofytter til indvielse i hendes fars tempel var under hendes beskyttelse. Nybegyndere eller chrostoi kaldte man âIasos sĂžnnerâ. (Se ogsĂ„ Asklepios og Neofyt).
Ibis
(Egyptisk). Turister pĂ„ rejse i Egypten tror ofte, at de ser den hvide ibis ved Nilens bredder, men de forveksler den med den hvide kohejre, der findes overalt i Egyptens vĂ„domrĂ„der. Her ser man kohejren fjerne insekter fra ryggen af de store bĂžfler og kĂžer, der grĂŠsser ved Nilens bredder. Men pĂ„ reliefferne er det ikke dette medlem af hejrefamilien, der er afbildet, men den ĂŠgte ibis. Tre ibis-arter var oprindeligt hjemhĂžrende i de egyptiske sumpe. Den ene er âibis falcinellusâ â en trĂŠkfugl med brun fjerdragt, der stadig besĂžger landet hvert Ă„r, og som iflg. legenderne forsvarede landet imod invasion af vingede slanger. Den anden er ibissen med fjerbusken og den bronzefarvede fjerdragt, men det er en ibis-art, der ikke lĂŠngere findes i Egypten, for den âleverâ kun pĂ„ tempelvĂŠggene og i gravene i form af en hieroglyf. Hieroglyffen betyder âat strĂ„leâ samt afledninger af begrebet. Den tredje er den smukke, hellige ibis med den snehvide krop og med sort hoved og hale. Det var denne ibis, der blev betragtet som et symbol pĂ„ visdomsguden Tehuti (som grĂŠkerne kaldte Thoth). Navnet ânibâ, som den ofte blev kaldt, har overlevet til nutiden. Den ses ikke lĂŠngere ved Nilens bredder i Egypten, men den lever stadig i Sudans vĂ„domrĂ„der. Desuden kan den ses i Egyptian museum i Cairo og i Hermopolis i Mellem-Egypten â Tehutis hellige by â hvor mumier af den hellige fugl er bevaret. Ibisen var dedikeret til visdomsguden Thoth − isĂŠr i byen Khmunu eller Khemennu (Hermopolis), hvor fuglen var forbundet med MĂ„nen. Den blev kaldt Osirisâ budbringer, for den var symbol pĂ„ visdom, skelneevne og renhed â mĂ„ske fordi den afskyr vand, der er det mindste forurenet. Den levede af krokodillernes og slangernes ĂŠg. Iflg. Herodot var ibissen hĂžjt respekteret, fordi den udryddede de vingede slanger, der kom flyvende fra Arabien i forĂ„ret. Ibissens guddommelige symbol var knyttet til de sorte vinger, som forbandt den til urmĂžrket og skabelsens kaos, samt dens triangulĂŠre form, for trianglen eller trekanten var den fĂžrste geometriske figur og et symbol pĂ„ det trefoldige mysterium. I nutiden er Ibisen stadig en hellig fugl hos nogle koptiske stammer, som lever langs Nilen. (Se ogsĂ„ Hermopolis, Herodot, Kopter, Osiris og Thoth).
Iblis
(Arabisk). Iblis eller Eblis er et ondt vĂŠsen iflg. den islamiske tro. Iblis var oprindeligt Ă„ndelig eller en engel, der ofte blev kaldt Shaitan, som generelt svarer til Satan. I Koranen er Iblis omtalt som leder af de engle, der gjorde oprĂžr mod Allah, og derfor blev de bortvist fra Paradis. Selv om de er blevet dĂžmt til dĂžden, er straffen blevet tilbageholdt indtil Dommedag. FĂžr Iblisâ fald blev han kaldt Azazel. Han betragtes ofte som leder af Jinn, som muslimer normalt betragter som onde Ă„nder, men populĂŠre legender udstyrer dem ogsĂ„ med kraft â ofte stor kraft â som en gang imellem kan vĂŠre til gavn for menneskeheden. (Se ogsĂ„ Azazel, Jinn og Satan).
Ichchha
(Sanskrit). Ichchha eller Iccha stammer fra roden âishâ, der betyder âat Ăžnskeâ. Ichchha betyder derfor Ăžnske, begĂŠr, intention − og en afledning deraf er vilje. Ichchha betyder derfor âviljeâ eller âviljes-kraftâ. (Se ogsĂ„ Ichchha-Shakti).
Ichchha-shakti
(Sanskrit). Ichchha-shakti bestĂ„r af âichchhaâ, der stammer fra roden âishâ, som betyder âat Ăžnskeâ, samt âshaktiâ, der stammer fra âshakâ, som betyder âat kunneâ, og dermed menes der hellig kraft. Ichchha-shakti er derfor viljens kraft eller begĂŠrets kraft, som er en af naturens esoteriske krĂŠfter. Det er en viljeskraft som − hvis den praktiseres esoterisk − opbygger nervestrĂžmme, der er nĂždvendige for at sĂŠtte bestemte muskler i bevĂŠgelse og samtidig paralysere andre. En yogi udfĂžrer generelt sine âmiraklerâ ved hjĂŠlp ichchha-shakti kombineret med kriya-shakti. Ănsker eller begĂŠr vĂŠkker eller motiverer viljen, som derefter bevĂŠger sig i den retning, som Ăžnsket eller begĂŠret viser, og det indebĂŠrer altid mental aktivitet. Fra det generelle grundlag kan mesteren ved hjĂŠlp af sin viden om naturens love udnytte sine Ăžnsker, som altid har en ophĂžjet karakter, til at vĂŠkke viljen pĂ„ forskellige planer. (Se ogsĂ„ Adept, Hvide Broderskab, Kriya, Kriya-Shakti, Kriya-yoga, Mahatma, Mester, Shakti og Yogi).
Ichthus
(GrĂŠsk). Ichthus eller ichthys stammer fra âikhthĂœsâ eller âikhthisâ, der betyder âfiskâ. Symbolet bestĂ„r af to buer, der krydser hinanden, og de ligner profilen pĂ„ en fisk. De tidlige kristne brugte symbolet som et hemmeligt tegn, men nu er det almindeligt kendt, at fiskesymbolet refererer til Jesus og delvist til Kristus. Ichthus er et akrostikon (dvs. en sĂŠtning, hvor linjernes begyndelses- eller slutningsbogstaver eller det fĂžrste ord i linjen danner ord eller sĂŠtninger, nĂ„r de lĂŠses lodret), som bestĂ„r af de fĂžrste grĂŠske bogstaver i sĂŠtningen âIesous Christos Thiou Yios Soter (Iesous Christos Theou Yios Soter), som betyder âJesus Kristus, Guds SĂžn, Frelserâ. Derfor blev tilhĂŠngere af Jesus i de tidlige kristne Ă„rhundreder ofte kaldt âfiskereâ, og der er fundet tegninger af fisk i katakomberne. I Det Nye Testamente fortĂŠlles det, at nogle af Jesu tidlige disciple var fiskere − og Jesus sagde: âKom og fĂžlg mig, sĂ„ vil jeg gĂžre jer til menneskefiskereâ. Sandsynligvis stammer symbolikken fra det gamle Egypten, hvor visdommens gud Tehuti (Thoth) var forbundet med ibissen eller hejren. Hejren er en enestĂ„ende fisker, og Tehuti er kendt som âskattefiskerenâ. Ibissen er kendt for sit skarpe syn, som gĂžr den til den perfekte fiskefanger. Den stĂ„r over vandet og ser det, der bevĂŠger sig nede i vandet. Det er et symbol pĂ„ Ă„rvĂ„genhed og klarsyn. Neofytten ser ind i et andet element (plan). Den sande seer ser verdens hĂŠndelser fra et hĂžjere niveau â fra et oplyst bevidsthedsniveau. Han ser og forstĂ„r med klarhed livets bevĂŠgelser, cyklusser og lovmĂŠssigheder. Han er i stand til at identificere og udvĂŠlge de sjĂŠle, der er parate til at gĂ„ ind i en hĂžjere indvielsesgrad. Gnostikerne brugte ogsĂ„ Ichthus som tilnavn for deres ideal Jesus â men de brugte det ogsĂ„ om den neofyt, der skulle indvies. Ichthus eller fisken var for de tidlige kristne forbundet med vandet i almindelighed og med vandet i Jordanfloden i sĂŠrdeleshed. Derfor var fisken og vandet knyttet til de gamle indvielsesmysterier. BemĂŠrk ogsĂ„ Vesica Piscis, der generelt set er en konventionel form for fisk, som ofte omkranser et billede af Kristus, den hellige jomfru eller en helgen. Det Nye Testamente skal ikke forstĂ„s bogstaveligt, for det er reelt en allegorisk beskrivelse af indvielsens cyklus. Mennesket fĂždes i kĂždet, og dets anden eller Ă„ndelige fĂždsel er en indvielse, der efterfĂžlges af opstandelsen efter tre dage i en ud-af-kroppen oplevelse, hvor mennesket befinder sig pĂ„ astralplanet i sit astrallegeme. Ordet Ichthus blev ogsĂ„ anvendt til Bacchus. Og der er andre skikkelser, som er forbundet med fiskesymboler â eksempelvis Jonas, Oannes, Dagon, Vishnu osv. (Se ogsĂ„ Astrallegeme, Astralplan, Bacchus, Dagon, Fiskene, Oannes, Thoth, Ud-af-kroppen-oplevelse, Vesica Piscis og Vishnu).
Ichthyocentaur
(GrĂŠsk). Ichthyocentaur bestĂ„r af âichthyoâ og âcentaurâ. âIchthyoâ stammer fra det grĂŠske ord âikhthĂœsâ eller âikhthisâ, som betyder âfiskâ. âCentaurâ eller âcentaurusâ pĂ„ latin stammer fra den klassiske mytologi. En kentaur er et fabelvĂŠsen, der har hoved, overkrop og arme som et menneske, mens resten af kroppen og benene stammer fra en hest. Ichtyocentaur har egenskaber fra dem begge, og derfor er fabelvĂŠsenet et âfiske-heste-menneskeâ. Ichthyocentaur er forbundet med kentaurer, havnymfer og havfolk â men hvordan det mystiske vĂŠsen opstod, er et mysterium. Man mener, at skabelsen af de mystiske havkentaurere oprindeligt blev afbildet som en stjernekonstellation i stjernebilledet Fiskenes tegn. Ved slutningen af den poetiske grĂŠske mytologi var ichthyocentaur (eller ikhthyokentauroi) et par havguder med et menneskes mandlige overkrop, og med en underkrop af en hest, mens halen var fra en fisk. Nogle gange havde de horn af hummerklĂžer. De var halvbrĂždre til Chiron, den vise kentaur, og de var sĂžnner af Poseidon og Amphitrite. De to ichthyocentaurere ses sammen i flere kunstvĂŠrker. Havkentaurerne stammer sandsynligvis fra den guddommelige fisk i den syriske mytologi (som muligvis er identisk med Dagon), der bragte Astarte i land efter hendes fĂždsel i havet. (Se ogsĂ„ Astarte, Dagon, Ichthus, Ishtar, Poseidon og Triton).
Ida
(Oldnordisk/sanskrit). Ida stammer fra âida eddyâ, der betyder âstrĂžmhvirvelâ. Iflg. Eddaen er Idas marker urolige og i konstant bevĂŠgelse, og her forsamles aserne for at holde rĂ„d. Idas marker befinder sig i midten af AsgĂ„rd, som er gudernes bolig. Idas marker kan sammenlignes med Vigridsslatten (indvielsessletten), hvor menneskehedens helte i deres livscyklus kĂŠmper mod mĂžrkets krĂŠfter. Hver slette svarer til en verden og dens beboere, og hver slette har en tilsvarende himmelsk sfĂŠre. De tilbagevĂŠrende aser samles pĂ„ Idas marker efter Ragnarok, for intet andet end AsgĂ„rd har overlevet.
Ida-nadi
(Sanskrit). Ida-nadi bestĂ„r af âidaâ, der betyder âforfriskningâ og ânadiâ, der betyder ârĂžrformet beholderâ. Ida-nadi er en af de tre hovednadier (ĂŠteriske nervebaner). I Ă„ndsvidenskaben spiller rygsĂžjlen mange fysiologiske roller, men den er navnlig tredoblet i sine funktioner, som er fundamentet for kroppens praniske vitalitet, drevet af pingalas kama og mere eller mindre kontrolleret af Idas hĂžjere manasiske eller dirigerende egenskaber. Ida-nadi lĂžber til venstre for og langs rygsĂžjlen og forbinder rodcentret med hovedcentret. Et andet navn for ida-nadi er chandra-nadi. pingala-nadi strĂžmmer i hĂžjre side af rygsĂžjlen. Ida-nadi og chandra-nadi er âmĂ„neenergiâ og pingala-nadi og surya-nadi er âsolenergiâ, for ida er kĂžlig og pingala er varm. I yoga-filosofien kaldes venstre nĂŠsebor â chandra-nadi eller ida-nadi â for âmĂ„ne-passagenâ og hĂžjre nĂŠsebor kaldes â surya-nadi eller pingala-nadi â for âsol-passagenâ. Ă
ndedrĂŠttet i hĂžjre nĂŠsebor reprĂŠsenterer livskraften, og venstre nĂŠsebor reprĂŠsenterer den mentale kraft. âMĂ„neenergienâ eller den mentale energi anses for at vĂŠre den dominerende. (Se ogsĂ„ Chandra-nadi, Hovedcenter, Kama, Nadi, Pancha Makara, Pingala-nadi, Rodcenter, Surya-nadi, Sushumna og Ăterlegeme).
Idam
(Sanskrit). Idam bruges af vediske vismĂŠnd til at beskrive det manifesterede univers − i modsĂŠtning til Tat (Det), den ubeskrivelige kilde, hvorfra alle universer udgĂ„r, og hvortil de igen vender tilbage til pralaya (kosmisk hviletilstand), og herfra udsendes de igen til nye manifestationsperioder med aktivitet. (Se ogsĂ„ Pralaya).
Idas
(GrĂŠsk). Idas er bror til Lynceus. Idas og Lynceus er sĂžnner af Aphareus og Arene og fĂŠtre til dioskurerne, Kastor og Pollox. Idas erobrede nymfen Marpessa fra Apollon, og blev derfor betragtet som den stĂŠrkeste blandt levende mennesker. PĂ„ grund af et skĂŠnderi over fordelingen af kvĂŠg − eller over dioskurernes voldtĂŠgt af deres trolovede, drĂŠbte Idas Kastor, men Idas blev derefter drĂŠbt af et lyn fra Zeus. (Se ogsĂ„ Apollon, Dioskurer og Zeus).
Idaspati
(Sanskrit). Idaspati bestĂ„r af âidâ, der betyder âen forfriskende slurkâ eller âdrikofferâ, og âpatiâ, der betyder âherreâ eller âmesterâ. Idaspati er derfor âdrikofrenes herreâ. Betegnelsen bruges om Brihaspati (en vedisk guddom) i Rig-Veda og Pushan (en anden vedisk guddom). I Puranaerne bruges Idaspati om Vishnu, isĂŠr Vishnu i sit aspekt som Narayana (âDen Ene, der hviler pĂ„ vandâ). (Se ogsĂ„ Brihaspati, Narayana, Puranaer, Pushan, Rig-Veda, Veda og Vishnu).
Idavatsara
(Sanskrit). Idavatsara bestĂ„r af âidaâ, der betyder âdagen i dagâ, og âvatsaraâ, der betyder âdet femte Ă„râ i en femĂ„rig cyklus. Idavatsara er derfor Ă„ret i en femĂ„rig cyklus. Idavatsara er desuden en af de fem perioder, der udgĂžr en yuga. Yuga betyder âepokeâ eller âĂŠraâ i en cyklus, og den vediske cyklus er beregningsgrundlag for stĂžrre cyklusser. (Se ogsĂ„ Yuga).
Iddhi
(Pali). Iddhi stammer fra roden âsidhâ, der betyder âat lykkesâ, âat nĂ„ et mĂ„lâ, âat realisereâ. Iddhi svarer til sanskritordet siddhi, der bruges til at betegne perfekte evner og egenskaber. Evnerne kan vĂŠre Ă„ndelige og intellektuelle, men ogsĂ„ astrale og fysiske, og de erhverves ved hjĂŠlp af uddannelse, disciplin og indvielse. I buddhismen betragtes iddhi generelt som âmetafysik kraftâ. Iddhi opdeles i to grupper. Iflg. Digha-Nikaya og andre buddhistiske vĂŠrker bestĂ„r den hĂžjeste Iddhi af otte evner: 1) Evnen til at projicere tankeskabte billeder af sig selv − 2) Evnen til at gĂžre sig usynlig − 3) Evnen til at gĂ„ igennem faste ting f.eks. en vĂŠg − 4) Evnen til at trĂŠnge igennem fast fundament, som om det bestod af vand − 5) Evnen til at gĂ„ pĂ„ vandet − 6) Evnen til at flyve gennem luften − 7) Evnen til at rĂžre Solen og MĂ„nen − 8) Evnen til at stige op til den hĂžjeste Himmel. Buddha sagde om tilegnelsen af de otte evner: âJeg kan se faren ved at praktisere de mystiske evner, og derfor vĂŠmmes, afskyr og skammer jeg mig over demâ. Det er en meget kontant besked, selv om iddhier er evner, der er bĂ„de positive og efterstrĂŠbelsesvĂŠrdige, vel at mĂŠrke nĂ„r de vedrĂžrer menneskets hĂžjere natur, for de er af Ă„ndelig, intellektuel og hĂžjere psykisk karakter. Det er kun nĂ„r iddhierne eller siddhierne er begrĂŠnset til astrale og psykiske egenskaber, at Buddha fordĂžmmer dem og betragter dem som farlige, og med god grund. For ambitiĂžse og egoistiske mennesker er evnerne ekstremt farlige. Desuden var det forbudt i forhold til broderskabets (Sanghas) regler, at demonstrere nogen form for metafysiske evner for almindelige mennesker. Grundlaget for erhvervelse af iddhier, var baseret pĂ„ fire afsluttede trin i uddannelse (iddhipada) − mĂ„lbevidst koncentration pĂ„ formĂ„let, pĂ„ viljen, pĂ„ tĂŠnkeevnen og pĂ„ studier. (Se ogsĂ„ Buddha, Buddhisme, Sangha, Siddha, Siddhi).
Idealisme
Idealisme i de filosofiske systemer er principielt baseret pĂ„ bevidsthed, i modsĂŠtning til systemer, der er baseret pĂ„ sansning eller materialisme. Det bekrĂŠfter, at Universet er tankesindets legemliggĂžrelse − eller som oplyst i Ă„ndsvidenskaben â bevidsthedshierarkiernes legemliggĂžrelse, som strĂžmmer ud fra en enhed eller en essentiel universel kilde. Det medfĂžrer, at virkeligheden reelt er guddommelig eller Ă„ndelig, og det psykiske kommer til udtryk som fysiske fĂŠnomener pĂ„ et lavere plan. Teoretisk set er idealisme enten en metode til identifikation af virkeligheden i forhold til menneskeheden og dens indre bevidste erfaring, eller ogsĂ„ er det udelukkende det mentale liv, der erkendes. Subjektiv idealisme benĂŠgter eksistensen af den objektive virkelighed − undtagen mĂ„ske som illusorisk. Objektiv idealisme anerkender eksistensen af objektive verdener samtidig med den ideelle verden, som er den primĂŠre og altoverskyggende. Den ydre verden har en relativ og midlertidig virkelighed, som pĂ„ sanskrit kaldes maya. Maya vil sige, at alt (skabelsen), undtagen Skaberen, er en illusion, uvirkeligt eller rettere ikke evigt. Det sidste synspunkt er den eneste logiske konklusion, for hvis man eliminerer objektet, mĂ„ man ogsĂ„ eliminere subjektet, og subjekt og objekt er uden betydning undtagen i forhold til hinanden. Enhver teori krĂŠver den, der ved, og det, der vides noget om. Det sidstnĂŠvnte er det objektive, og det fĂžrstnĂŠvnte er det subjektive. Absolut idealisme er logisk set lige sĂ„ utĂŠnkeligt som absolut materialisme. (Se ogsĂ„ Maya).
Idédannelse
IdĂ©dannelse er evnen, kraften eller processen til at skabe idĂ©er. Kosmisk idĂ©dannelse kaldes en abstraktion, for den er et aspekt af det kosmiske sjĂŠlsaspekt, men kosmisk idĂ©dannelse er ogsĂ„ den mere konkrete virkelighed, der er reprĂŠsenteret ved mahat − den kosmiske bevidsthed. Kosmisk idĂ©dannelse er rettet mod et fokuspunkt eller upadhi, som resulterer i rummets abstrakte bevidsthed, hvor der arbejdes via monaden eller legemerne − og manifestationerne varierer i forhold til graden af de forskellige upadhier. Kosmisk idĂ©dannelse kaldes mahabuddhi eller mahat, som er den universelle verdenssjĂŠl − det kosmiske eller Ă„ndelige stof. Mahat er den oprindelige essens eller urprincippet i kosmisk bevidsthed og intelligens, som er kilden til de syv prakriti â dvs. Universets syv bevidsthedsplaner eller elementer, samt den styrende intelligens, der er manifesteret i naturen pĂ„ alle planer. Hvis man gĂ„r dybere, er der en fĂžrkosmisk idĂ©dannelse, som er et aspekt af den metafysiske triade, som er kilden til al manifestation. For Platon var en idĂ© fĂžrst og fremmest en prototype, der eksisterede i det kosmiske tankesind, og som manifesterede sig i former pga. virkningen af den kosmiske energi, der er styret af idĂ©dannelsen, som er aktiv i stoffet. Derfor mĂ„ evnen betragtes som medfĂždt, og menneskets tanker er derfor mentale manifestationer af idĂ©er. For Platon og Aristoteles (nĂ„r man ikke bruger ordet til at betegne arter) var idĂ©er de grundlĂŠggende kilder til manifesterede former og genstande, og derfor skal idĂ©er ses som et bevidsthedsaspekt og ikke som et stofaspekt. Af den Ă„rsag skal evnen til idĂ©dannelse betragtes som kosmisk og skabende, for det ligger latent i selve idĂ©dannelsen, og den kan vĂŠre det samme i mennesket, fordi hvert eneste individ er et mikrokosmos. Det er helt forskellig fra evnen til at skabe mentale billeder pga. sanseoplevelser, for de er reelt en form for billeder, som grĂŠkerne kaldte phantasmata. Men selv den form for billeder er blot en grad af den oprindelige proces, og derfor kan den mĂ„ske kaldes astral idĂ©dannelse. (Se ogsĂ„ Aristoteles, Mahat, Platon, Prakrita, Prakriti, Triade og Upadhi).
Ideos
(GrĂŠsk). Ideos er iflg. Paracelsus det samme som det oprindelige udifferentierede stof i kaos − eller mysterium magnum, som filosoffen ogsĂ„ kalder det. Hos Paracelsus er ideos det samme som urstoffet i subjektiv tilstand. (Se ogsĂ„ Mysterium Magnum).
Idises
(Oldnordisk). Idises er det samme som diserne, feerne og valkyrierne iflg. Eddaen. Idises omtales som guddommelige kvinder i de nordiske legender. De blev bl.a. Êret af teutonerne. Germanerne betragtede dem som clairvoyante, kvindelige profeter, og sÊdvanligvis kaldte man dem for viskvinder, for de var i stand til at lindre de syge ved hjÊlp af urter og metafysiske krÊfter. (Se ogsÄ Edda, Diser, NaturÄnder, Teutoner og Valkyrier).
Idol
(GrĂŠsk). Idol stammer fra âeidolonâ, der betyder âbilledeâ (âforbilledeâ) og âsynâ. âEidolonâ er afledt af âeidosâ, der betyder âformâ. Idol er opstĂ„et pga. brugen af gudebilleder, som blev synlige symboler, der blev ĂŠret i ceremonier og ritualer. Holdningen til gudebilleder varierer fra religion til religion. Katolicismen, hinduisme og buddhisme tillader gudebilleder. Ortodoks kristendom tillader ikoner − eksempelvis billeder af helgener. JĂždedom, islam og protestantisk kristendom er imod gudebilleder. Forskellige grader af uvidenhed eller mangel pĂ„ oplysning kan medfĂžre, at et gudebillede i sig selv betragtes som en afgud, der reprĂŠsenterer en legemliggĂžrelse af guddommelighed, og man mener, at gudebilledet kan overfĂžre sin guddommelige eller Ă„ndelige indflydelse til den bedende. Eksempelvis beder mange katolikker ikke ved en statue af Jomfru Maria, men til statuen, og mange jĂžder beder ikke ved âGrĂŠdemurenâ i Jerusalem, men til âGrĂŠdemurenâ. I virkeligheden medfĂžrer idoldyrkelsen, at man fokuserer pĂ„ formen i stedet for pĂ„ Ă„nden, og ofte nedvĂŠrdiger mennesket sig til at tilbede de billeder, der er opbygget i fantasien. Ă
ndsvidenskaben oplyser, at afguder og tilbedelse af afguder skulle uddĂž med 4. rodrace (den atlantiske), men efteratlantiske racer bragte gradvis tilbedelsen tilbage. Vedaerne tolereret f.eks. ingen afguder. Psykoanalytisk betragtes idolet som et âoverfĂžringsobjektâ, og fascinationskraften beror pĂ„, at mennesket ubevidst overfĂžrer elementer fra sit eget indre idealbillede til den idoliserede skikkelse, og derefter identificerer det sig med idolet i forbindelse med idoldyrkelsen. (Se ogsĂ„ Atlantis, Rodrace og Veda).
Idospati
(Sanskrit). Idospati er det samme som Narayana eller Vishnu, og Idospati svarer pÄ en mÄde til Poseidon. (Se ogsÄ Narayana, Neptun og Vishnu).
Idra Rabba
(HebrĂŠisk). Idra Rabba eller Idrah Rabbah er âDen stĂžrre hellige forsamlingâ. Det er en del af Zohar. (Se ogsĂ„ Zohar).
Idra Suta
(HebrĂŠisk). Idra Suta eller Idrah Suta er âDen mindre hellige forsamlingâ. Det er en anden del af Zohar. (Se ogsĂ„ Zohar).
Idris
(Arabisk). Idris eller Edris er âden lĂŠrdeâ. Det er ogsĂ„ en betegnelse, der bruges om Enok, som er identisk med den egyptiske visdomsgud Tehuti, (Thoth) og Orfeus. (Se ogsĂ„ Enok, Orfeus og Thoth).
Idun
(Oldnordisk). Idun, Idunn eller Iduna stammer fra âidâ, der betyder âforyngelseâ. Idun er den nordiske gudinde for evig ungdom. Hun er den ĂŠldste af mĂ„neguden Ivaldes yngste afkom, som reprĂŠsenterer Jordens sjĂŠl. Idun er gift med Brage, der er poesiens gud og skytsgud for skjalde og barder, og Idun fulgte med ham til AsgĂ„rd. Idun vogter udĂždelighedens ĂŠbler, som hun dagligt (ved hver ny cyklus) serverer for aserne (guderne) i AsgĂ„rd. Iflg. Eddaen har hun skjult âlivetâ i oceanets dyb, og nĂ„r den rette tid kommer, vil hun genskabe livet pĂ„ Jorden. (Se ogsĂ„ Aser, AsgĂ„rd, Brage, Edda og Ivalde).
Idwatsara
(Sanskrit). Idwatsara er en af de fem perioder, som former yugaen. Idwatsara er en cyklus, som i sÊrlig grad er den vediske cyklus, der er grundlag for udregningen af de stÞrre cyklusser. (Se ogsÄ Veda og Yuga).
IdĂŠisk finger
IdĂŠisk finger er en jernfinger, der er stĂŠrkt magnetiseret, og som blev brugt i templerne til helbredelse. Den idĂŠiske finger skabte mirakler, og derfor mente man, at den indeholdt magiske krĂŠfter.
Ieu
(Gnostisk). Ieu, Ieon eller Jeu er det fĂžrste menneske. Ieu omtales i Pistis Sophia. Andre titler er âlysets vogterâ, âslĂžrets vogterâ og âfader til Jesu faderâ. Det er derfor et andet navn for kabbalaens Adam Kadmon, den kosmiske intelligens eller 3. Logos. (Se ogsĂ„ Adam Kadmon, Kabbala Logos og Pistis Sophia).
Iezedian
(Persisk). Iezedian eller lezidi er en sekt, der kom til Syrien fra Basra. De praktiserede dÄbsritualet og troede pÄ Êrkeengle, men de var desuden dedikeret til Satan. Iezad, deres profet, fortalte, at en budbringer fra Himlen ville bringe dem en bog, der var skrevet i evigheden.
Ifing
(Oldnordisk). Ifing stammer fra âifâ eller âefâ, der betyder âtvivlâ. Ifing er navnet pĂ„ den brede flod, der deler AsgĂ„rd, gudernes hjem, fra Jotunheim, jĂŠtternes og giganternes hjem. JĂŠtterne var store og stĂŠrke magikere. Neden for AsgĂ„rd lĂ„ Alfheim med elverfolkets hjem, som var bygget i Solens ĂŠter, og herunder lĂ„ MidgĂ„rd. RĂŠkkefĂžlgen af lokaliteterne svarer til hinduernes lokaer, som var beboet af forskellige grupper af guder og asuraer. Ifing-floden fryser aldrig, sĂ„ den kan skabe en is-bro, der kan krydses af uvĂŠrdige, men alle sjĂŠle mĂ„ i sidste ende krydse bĂ„de tvivlens flod og ogsĂ„ tidens flod (Tund) for at gĂžre sig fortjent til gudernes rige. (Se ogsĂ„ Alfheim, AsgĂ„rd, Asura, Loka og MidgĂ„rd).
Igaga
(KaldĂŠisk). Igaga, Igege eller Igigi er et hierarki af hĂžjerestĂ„ende engle. De svarer til ĂŠrkeengle. Igaga er Ă„ndelige i modsĂŠtning til anunnaki, der er Jordens engle. (Se ogsĂ„ Anunnaki, Ekimu, Gallu og Ărkeengel).
Igege
Se Igaga.
Igigi
Se Igaga.
Igne Natura Renovatur Integra
(Latin). Igne Natura Renovatur Integra betyder, at ânaturen genopstĂ„r i renhed ved hjĂŠlp af ildâ − eller rettere: âStoffet forĂŠdles ved hjĂŠlp af Ă„ndâ. Rosenkreuzernes middelalderlige motto betyder, at arbejdet med den indre Ă„ndelige ild − nĂ„r den arbejder frit og ubundet af de omkringliggende slĂžr − reducerer slĂžrene, sĂ„ de bliver Ă©t. PĂ„ den mĂ„de bliver den rene og fuldkomne natur forvandlet til den oprindelige essens. Det er en opfordring til mennesket, for nĂ„r et menneske lever i ildens eller Ă„ndens lys eller i overensstemmelse med den indre guddom, smelter alle bevidsthedsslĂžr sammen med den indre ild. Den oprindelige Ă„ndelige natur genoprettes, og mennesket bliver guddommeligt. (Se ogsĂ„ Rosenkreuzer).
IHVH
Se Tetragrammaton.
Ikon
(GrĂŠsk). Ikon stammer fra âeikonâ, der betyder âbilledeâ. Et ikon er et helligt billede isĂŠr inden for de ortodokse kirker. Som regel er det et billede, der er malet pĂ„ trĂŠ, men ikoner omfatter ogsĂ„ andre medier eksempelvis mosaik, tekstiler og endda skulpturer. Ofte er motivet et billede af Jomfru Maria med Jesus-barnet. Afbildningen betragtes ikke alene som en illustration, men som en del af det religiĂžse budskab, for billedet pĂ„ ikonet opfattes som en fysisk manifestation af dĂ©t, den reprĂŠsenterer. I de ortodokse kirker er ikoner sat op pĂ„ ikonostasen. (Se ogsĂ„ Ikonografi).
Ikonografi
(GrĂŠsk). Ikonografi stammer fra âeikonâ, der betyder âbilledeâ og âgrĂĄpheinâ, der betyder âat skriveâ â dvs. âat skrive med billederâ. Ikonografi opstod fra det grĂŠske eikonographĂa via det latinske ikonographia. Ikonografi er betegnelsen for analyse, fortolkning og beskrivelse af et billedes eller en skulpturs motiv med henblik pĂ„ at identificere portrĂŠtter, religiĂžse eller mytologiske figurer og scener. Ikonografi er derfor billedlĂŠre. Metoden benyttes ogsĂ„ i forbindelse med fortolkning af nonfigurativ kunst, tv, film og reklamebilleder samt arkitektur og andre kulturers visuelle udtryksformer. Der er tale om et kunsthistorisk begreb for undersĂžgelse af idĂ©er og detaljer i et kunstvĂŠrk. En sekundĂŠr betydning er fremstillingen af ikoner i den byzantinske og ortodokse kristne tradition. Udtrykket bruges ogsĂ„ inden for flere fagomrĂ„der ud over kunsthistorien, f.eks. semiotik og studiet af massemedier. (Se ogsĂ„ Ikon og Semiotik).
Ikosaeder
(GrĂŠsk). Ikosaeder stammer fra âeikosiâ, der betyder âtyveâ, og âhedraâ, der betyder âfladeâ eller âsideâ. Ikosaeder er en geometrisk eller platonisk figur, der begrĂŠnses af tyve lige store, ligesidede trekanter. Ikosaederet er et af de fem regulĂŠre polyedre. Et ikosaeder er et konvekst, regulĂŠrt polyeder, der er sammensat af tyve trekantede sideflader, som er grupperet med fem trekanter, der mĂždes i hvert af de tolv hjĂžrner. Ikosaederet har tredive kanter og ikosaederets duale polyeder er dodekaederet. Mange virustyper − bl.a. HIV og herpes − har form som et ikosaeder. Virusstrukturen er bygget af gentaget identiske proteinbyggesten, og ikosaederet er en af de nemmeste former at samle ved at bruge den form for byggesten. (Se ogsĂ„ Dodekaeder, Heksaeder, Oktaeder, Platoniske legemer, Polyeder og Tetraeder).
Ikshu
(Sanskrit). Ikshu er et af de legendariske syv have. Nogle mener, at Ikshu er identisk med Sortehavet.
Ikshvaku
(Sanskrit). Ikshvaku, Ikshwaku eller Iksvaku var sĂžn af Vaivasvata Manu, som er 5. rodraces stamfader â dvs. den nuvĂŠrende menneskerace. Vaivasvata Manu var sĂžn af Vivasvat (Solen). Ikshvaku var grundlĂŠgger af den solare race (suryavansa). Han regerede i Ayodhya ved begyndelsen af treta-yuga (den anden tidsalder). Det siges, at han havde 100 sĂžnner, og den ene, Nimi, grundlagde Mithila-dynastiet. (Se ogsĂ„ Ayodhya, Manu, Surya, Suryavansa, Treta-yuga og Vaivasvata).
Iksvaku
Se Ikshvaku.
Ila
(Sanskrit). Ila er nĂŠrt forbundet med Ida, og nogle gange bruges de i flĂŠng. Ila betyder âstrĂžmningâ, âtaleâ og âJordenâ. Ilagola betyder f.eks. âplaneten Jordenâ. Ila er gudinden for hellig tale. Ila minder om Vach, som i Rig-Veda kaldes âManuens lĂŠrerindeâ, for hun introducerede reglerne for, hvordan offerhandlinger skal udfĂžres. I Satapatha-Brahmana opstĂ„r Ida fra en offerhandling, som Manuen udfĂžrte for at fĂ„ afkom. Hun blev gift med Manuen for at fĂžde manuernes race. I Puranaerne er hun datter af Vaivasvata-Manu og hustru til Budha (visdom), og mor til Pururavas. I nogle sammenhĂŠnge fĂžder hun en kvinde, som bliver en mand ved navn Sudyumna, sĂ„ derefter igen bliver kvinde, for endeligt at blive en mand igen. Det refererer til den androgyne 3. rodrace og til slutningen af 2. rodrace. I sin mest mystiske betydning reprĂŠsenterer det foreningen mellem Svayambhuva Manu − der er den fĂžrste personifikation af det duale princip, hvoraf Vaivasvata Manu og Ila er en anden og en tredje form − og Vach-Shata-Rupa, hans egen datter, som i den kosmiske symbolik er livets rod, dvs. den kim, som alle solsystemer, verdener, engle og guder udgĂ„r fra, for som Vishnu siger: âFra Manuen mĂ„ alskabningen, guder, asuraer og mennesker vĂŠre skabt. Han mĂ„ have skabt Ordet − det, som bevĂŠger og alligevel ikke bevĂŠger sigâ. (Se ogsĂ„ Brahmana, Budha, Ida, Ida-nadi, Manu, Puranaer, Pururavas, Rig-Veda, Rodrace, Sudyumna, Vach og Vaivasvata).
Ilavrita
(Sanskrit). Ilavrita Ilavrta er en af de ni varshaer (opdelinger af Jorden) i henhold til fortidens hinduistiske undervisning. Det er omrÄdet ved den nordlige pol og omgivelserne ved Mount Meru, der angiveligt skulle vÊre hjemsted for guderne. (Se ogsÄ Varsha).
Ild
I Ă„ndsvidenskaben er ild symbolet pĂ„ Ă„nd. Det skal forstĂ„s som et aktivt, besjĂŠlende princip i modsĂŠtning til substans, stof og form. I alle tidsaldre er ild blevet ĂŠret som symbol pĂ„ Ă„nden i modsĂŠtning til stoffet. Ildens essens eller substans bestĂ„r af Ă„nd, og fordi ilden er mere essentiel end luft og vand (der betragtes som oprindelige elementer), bliver ilden identisk med sjĂŠlen. Desuden tilfĂžjes elementet jord, og elementerne bliver belivede organer, som besjĂŠles med egenskaber og kvaliteter fra de forudgĂ„ende mere ĂŠteriske elementer. I oldtiden var det derfor vigtigt at holde liv i den hellige ild pĂ„ alteret. Ă
rsagen er, at den fysiske ild reprĂŠsenterer den himmelske eller Ă„ndelige ild, som er et aspekt af den kosmiske bevidsthed. Guddomme omtales ofte som den kosmiske bevidstheds ild. Fortidens opfattelse af ilden omfattede derfor langt mere end nutidens almindelige opfattelse af ild. Fortidens civilisationer havde en mangfoldig opfattelse af ildens egenskaber, der spĂŠnder fra guddommeligt-Ă„ndeligt intellekt via ildens manifestationer pĂ„ mellemliggende faser og ned til fysisk varme som fĂžlge af afbrĂŠnding af materiale som f.eks. trĂŠ eller kroppens fysiske varme. Det er grunden til, at nogle gamle filosoffer som f.eks. Heraklit talte om ild, som Universets primĂŠre element, og det var i overensstemmelse med den arkaiske synsvinkel. Ild er det aktive, energimĂŠssige, vitaliserende, fremdrivende princip pĂ„ alle eksistensplaner. H.P. Blavatsky fastslĂ„r, at ilden opstod fra ur-kaos. Ilden var kold, formlĂžs og lysende â den var den essentielle bevidsthedsubstans. Den fĂžrste manifesterede varme ild med varme flammer opstod pĂ„ et meget senere tidspunkt i manifestationen. Skjult i den centrale Sol findes den tredobbelte formlĂžse og usynlige ild, som gĂ„r forud for den kosmiske syvfoldige manifesterede ild. Ild, uanset om den er himmelsk eller jordisk, er den mest fuldkomne og rene refleksion af den universelle flamme. Ilden er liv og dĂžd − skaberen og genskaberen − begyndelsen og slutningen pĂ„ al manifestation. Ilden er den guddommelige bevidsthedssubstans. Ild udgĂžr en enhed pĂ„ planet for den ene virkelighed. Og pĂ„ illusionens plan er partiklerne brĂŠndende liv. Ligesom nĂŠsten alt andet har ild en lavere polarisering, som dermed udgĂžr det ildens infernalske aspekt, men Helvedes flammer er rensende. Mennesket har magt til at foretage selvbevidste valg, og derfor kan det modarbejde naturens processer og skabe sine egne djĂŠvle. Ild var det vigtigste middel til forĂŠdling i middelalderens alkymi, for det fjernede slaggeret fra guldet. Det samme gĂŠlder pĂ„ det moralske plan, for Ă„ndelig aspiration opvĂŠkker den indre ild, der renser guldet for slagger i aspirantens hjerte. Der er to fĂždsler eller dĂ„bshandlinger, som vedrĂžrer vand og ild. Den fĂžrstnĂŠvnte er den fysiske, mens den sidstnĂŠvnte er den Ă„ndelige fĂždsel eller dĂ„b, der gives til aspiranten. (Se ogsĂ„ Agni, Element, Flammer, Helvede, Taijasa og Tattva).
Ild ved friktion
I Ă„ndsvidenskaben er âild ved friktionâ en betegnelse for âstoffets ildâ â eller Ă„ndedraget â eller varmen fra moderaspektet. âIld ved friktionâ har relation til 3. strĂ„le.
Ildabaoth
(Gnostisk). Ildabaoth betyder âbarnet fra ĂŠggetâ. Iflg. den gnostiske lĂŠre i Codex NazarĂŠus (nazarĂŠernes og ebionitternes skrifter) er Ildabaoth skaberen af den fysiske Jord. Ebionitterne identificerer Ildabaoth med Jehovah, jĂždernes guddom. Ildabaoth er âmĂžrkets sĂžnâ i negativ betydning, og han er faderen til de seks jordiske og mĂžrke stjerneĂ„nder, som er de lysende stjerneĂ„nders modsĂŠtning. Deres boliger er de syv sfĂŠrer, hvor den Ăžverste begynder i det âmellemste rumâ. Deres moder, Sophia Achamoths region og Jordens lavere ende, er den syvende region. Ildabaoth er planeten Saturns skytsĂ„nd − eller den er snarere dens herskers onde Ă„nd. (Se ogsĂ„ Codex NazarĂŠus, Ebionitter, Gnosticisme, Gnostiker og Sophia Achamoth).
Ildens sĂžnner
Se Kumara.
Ildfilosoffer
Ildfilosoffer er et navn, der blev givet til hermetikerne og alkymisterne i middelalderen, og det samme gĂŠlder rosenkreuzerne. Rosenkreuzerne, der var theurgisternes efterfĂžlgere, betragter ild som symbol pĂ„ guddommen. Ild er kilden − ikke kun til stoflige atomer, for de er blot formen, som rummede Ă„ndelige og psykiske krĂŠfter, der giver dem energi. Bredt analyseret er ild et trefoldigt princip, og esoterisk er det syvfoldigt lige som alle andre elementer. Et menneske bestĂ„r af Ă„nd, sjĂŠl og legeme plus et firfoldigt aspekt, som er ild. Iflg. rosenkreuzere bestĂ„r ild af: 1) En synlig flamme (legeme) − 2) En usynlig astral ild (sjĂŠl) − 3) Ă
nd. De fire aspekter er varme (liv), lys (sind), elektricitet (kamiske eller molekylĂŠre krĂŠfter) og den syntetiske essens hinsides Ă„nden, der er den fundamentale Ă„rsag til ildens eksistens og manifestation. For hermetikere eller rosenkreuzere er en flamme, som slukkes pĂ„ de fysiske plan, kun gĂ„et fra den synlige verden til den usynlige − fra det kendte til det ukendte. (Se ogsĂ„ Alkymi, Element, Hermetisme, Kama, Rosenkreuzer og Theurgi).
Ildgang
Se Firewalking.
Iliados
Iliados blev brugt af Paracelsus som synonym for ideos − urmaterien i subjektiv tilstand. (Se ogsĂ„ Ideos).
Ilissos
(GrĂŠsk). Ilissos eller Ilissus var en flod i det gamle GrĂŠkenland â oprindeligt en biflod til Kifissos-floden. Nu er den stort set blevet kanaliseret ned under jorden. I antikken lĂžb den uden for Athens forsvarsmure. Platon skrev i sin Kritias-dialog, at Ilissos-floden reprĂŠsenterede en grĂŠnse i antikkens Akropolis. Dens bredder var grĂŠsklĂŠdte og med skyggefulde platantrĂŠer, og omrĂ„det blev anset for idyllisk i antikken, og her kunne interesserede mĂžde Sokrates, nĂ„r han gik sine ture, og modtage hans undervisning.
Ilithyia
Se Eileithyia.
Illa-ah
(HebrÊisk). Adam Illa-ah er den himmelske eller overordnede Adam i Zohar. (Se ogsÄ Adam Kadmon, Himmelske Adam og Zohar).
Illinus
(KaldĂŠisk). Illinus er en af guderne i Damasciusâ kaldĂŠiske theogoni.
Illuminati
(Latin). Illuminati betyder âde oplysteâ og indviede adepter. Illuminati er en titel, som i Europa blev brugt af forskellige grupper af mystikere i forskellige perioder med pĂ„stand om, at medlemmerne havde udviklet evner til at se og forstĂ„ den guddommelige sandhed. Det var ogsĂ„ populĂŠrt at bruge illuminati om senere grupper som f.eks. Swedenborgs tilhĂŠngere og rosenkreuzerne. Illuminati blev desuden brugt om hemmeligs samfund − dels religiĂžse og dels politiske − som opstod i Tyskland i slutningen af det 18. Ă„rh. De spredte deres indflydelse til andre lande, og de havde indvielsesgrader i stil med frimurerloger. (Se ogsĂ„ Adept).
Illumination
(Latin). Illumination betyder âoplysningâ, men i Ă„ndsvidenskaben er illumination betegnelsen for kontakt med hĂžjere bevidsthedstilstande, der oplyser den mediterende om et aspekt af den hĂžjere virkelighed. NĂ„r sjĂŠlens udstrĂ„lende lys modtages, forstĂ„r det fysiske menneske med sin hjernebevidsthed det, der tidligere var skjult. Den oplyste tĂŠnkning modtager sjĂŠlsviden. Udtrykket bruges navnlig om den selvindvielse, som Buddha opnĂ„ede i sin sidste inkarnation, hvor han fik den endelige oplysning eller illumination under Bodhi-trĂŠet. (Se ogsĂ„ BodhitrĂŠ og Buddha).
Illusion
Illusion er enten positiv uvirkelighed, eller den er helt og fuldstÊndigt vildledende uden grundlag i virkeligheden. Nogle filosoffer mener, at kilden til illusioner er menneskets eget tankesind. Dvs. at illusioner betragtes som subjektive eller indre forestillinger og ikke noget ydre og objektivt. NÄr illusioner opfattes pÄ den mÄde, ligger forstÄelsen langt fra betydningen af sanskritordet maya. Opfattelsen af maya vil sige, at det ydre opstÄr af virkeligheden, og ikke er en modsÊtning til virkeligheden. Det er indlysende, at hvis man kan sige, at Universet eksisterer, skal man tillade denne illusion i den forstand, at maya har eksistens. Det er en midlertidig virkelighed, for den stammer naturligvis fra og skygger for virkeligheden bag manifestationen. Manifestationen er ikke virkeligheden selv, men dens mangeformede skikkelse. NÄr det siges, at verden og alle mennesker og skabninger og genstande i verden er en illusion, betyder det ikke, at det hele er en ligegyldig drÞm. Det betyder, at verden er virkelig for mennesket, sÄ lÊnge mennesket er bevidst om verden pÄ det fysiske plan, og den skabte verden skal betragtes som maya eller en bedragerisk fremtoning fra menneskets synspunkt, indtil mennesket bliver bevidst pÄ et hÞjere plan. (Se ogsÄ BlÊndvÊrk og Maya).
Illusionslegeme
Se Mayavirupa.
Ilmatar
(Finsk). Ilmatar er den store kosmiske Moder, som hjalp med skabelsen af Himlen og Jorden. I Kalevala er Ilmatar beskrevet som datter af ĂŠteren eller luften (ilma). Efter at have gennemgĂ„et et liv i lange tidsaldre i luftelementet, steg hun ned til vandelementet, for intet andet eksisterede pĂ„ det tidspunkt. Efter 700 Ă„r pĂ„kaldte hun den store guddom. Jorden blev skabt, og hun blev i stand til at fĂžde sine syv sĂžnner, og det er deres bedrifter, der udgĂžr den vigtigste fortĂŠlling i de store finske epos. (Se ogsĂ„ Ăter).
Ilmatar
(Finsk). Ilmatar er jomfruen, der falder ned i havet fra Himlen fĂžr skabelsen. Ilmatar er âluftens datterâ og mor til syv sĂžnner (naturens syv krĂŠfter).
Ilus
(GrĂŠsk). Ilus stammer fra âilueâ, der betyder âmudderâ. KaldĂŠeren Berosus omtaler det oprindelige mudder, som er den grove substans, som kosmos blev bygget af. Og den fĂžnikiske forfatter Sanchoniathon kalder det for kaossets afkom efter Ă„ndens omfavnelse. Lotusblomsten eller det manifesterede univers voksede ud af den kosmiske ilus eller den oprindelige substans. Elementerne blev adskilt eller udfoldede deres aktivitet fra deres urilus, som hvilede i pralaya. Esoterisk er det den homogene aflejring fra kaos eller det store dyb. Det er det fĂžrste princip, som formede det objektive Univers. Det svarer til hyle. (Se ogsĂ„ Hyle, Lotus og Pralaya).
Imagination
(Latin). Imagination kaldes ogsĂ„ forestillingsevne. Imagination er evnen til at skabe nye tankebilleder, der ikke opfattes ved hjĂŠlp af synet, hĂžrelsen eller andre fysiske sanser. I Ă„ndsvidenskaben tales der derfor ofte om âskabende imaginationâ. Imagination er menneskets billeddannende evne eller kraft til at skabe mentale billeder. FĂžrst skabes tankeformen. Derefter aktiveres Ăžnsket om at virkeliggĂžre det, man forestiller sig. Ved at handle âsom omâ, kan et menneske bevidst aktivere den skabende imagination. I Ă„ndsvidenskaben skal imagination imidlertid ikke forveksles med fantasi. Ligesom fantasi er imagination en evne, der er knyttet til astrallegemet og astralplanet, men imagination er desuden baseret pĂ„ hukommelse fra tidligere inkarnationer. Man kan derfor sige, at fantasien er imaginationens âspejlbilledeâ. Imagination er accepteret af naturvidenskaben som en medfĂždt evne og tankeproces, der gĂžr det muligt at skabe delvise eller komplette scener i tankesindet. Imagination bruges i psykologien som en teknisk betegnelse for evnen til at genoplive situationer i tankesindet, og dermed mener man, at imaginationen stammer fra sanseindtryk af genstande og situationer, der tidligere er oplevet i den ydre verden. Men definitionen er i konflikt med den almindelige opfattelse af imagination, og derfor foretrĂŠkker nogle psykologer at beskrive processen som âvisualiseringâ, der opfattes som reproduktiv, i modsĂŠtning til produktiv eller konstruktiv. Imagination er evnen til uafhĂŠngigt af sanserne at skabe billeder med det âindre Ăžjeâ, og imagination er derfor en skabende kraft, der bruges i forbindelse med viljen, og den fremkalder ikke kun skabende krĂŠfter, men ogsĂ„ associationer. PĂ„ den mĂ„de kan imagination bruges til Ă„ndeliggĂžrelse, men ogsĂ„ til materialisering af billeder, der er undfanget i tankesindet â dvs. at skabe de resultater, man Ăžnsker pĂ„ godt og ondt. Det kan blive menneskets mester, der kĂŠder det sammen til illusioner, som mennesket selv har skabt. Men nĂ„r mennesket kan styre kraften og modstĂ„ de mange fantasifulde forslag, bliver imaginationen et effektivt redskab til at forme livet og skĂŠbnen. (Se ogsĂ„ Fantasi, Illusion, Manas og Visualisering).
Imago
(Latin). Imago er et image, en lignelse, et afgudsbillede, et genfĂŠrd, et spĂžgelse â og nogle gange bruges imago om linga-sarira. (Se ogsĂ„ GenfĂŠrd, Linga-Sharira og SpĂžgelse).
Imam Mahdi
(Arabisk). I islamisk eskatologi (dvs. religiĂžs forestilling om de begivenheder, der indtrĂŠffer ved Jordens undergang) er Mahdi, der betyder âden vejledteâ − den profeterede frelser af islam. Han vil herske i syv, ni eller nitten Ă„r (iflg. forskellige fortolkninger) fĂžr âDommedagâ (Yawm al-qiyamah), og han vil befri verden for ondskab. Der er ikke nogen udtrykkelig henvisning til Mahdi i Koranen, men der references til ham i hadith (beretninger og traditioner om Muhammeds belĂŠringer, indsamlet efter hans dĂžd). Iflg. islamisk tradition vil Mahdis embedstid falde sammen med Kristi (Isas) genkomst, og han skal hjĂŠlpe Mahdi mod Masih ad-Dajjal − de âfalske Messiasâerâ eller âAntikristâ. Der er forskellig opfattelse af Mahdi hos sunni-muslimer og tilhĂŠngere af den shia-muslimske tradition. Sunnier opfatter Mahdi som Muhammads efterfĂžlger, der er endnu ikke kommet. For de fleste shia-muslimer er Mahdi blevet fĂždt, men han forsvandt, og han vil forblive skjult for menneskeheden, indtil han igen kan bringe retfĂŠrdighed til verden. For shia-muslimerne er den âskjulte imamâ identisk med Muhammad al-Mahdi − den 12. imam. Gennem historien har forskellige enkeltpersoner pĂ„stĂ„et, at de var Mahdi. Det gĂŠlder bl.a. Muhammad Jaunpuri, grundlĂŠgger af Mahdavia-sekten, BĂĄb (Siyyid Ali Muhammad), grundlĂŠggeren af babismen, Muhammad Ahmad, der grundlagde Mahdist-staten i Sudan i slutningen af det 19. Ă„rh., og Mirza Ghulam Ahmad, der var grundlĂŠgger af Ahmadiyya-sekten. Imam Mahdi svarer til hinduernes Kalkiavatar, buddhisternes Maitreya, jĂždernes Messias, zarathustrismes Sosiosh og kristendommens Kristus, der har forudsagt sin genkomst. (Se ogsĂ„ Kalkiavatar, Maitreya, Messias, Sosiosh og Zarathustrisme).
Imhotep
(Egyptisk). Imhotep, I-em-hetep og Imhot-Pou pĂ„ egyptisk og Imouthis og Imouthes pĂ„ grĂŠsk. Imhotep betyder âden, som kommer med fredâ. Imhotep var arkitekt. I museerne findes der adskillige smĂ„ bronzefigurer af Imhotep, der sidder med et udrullet stykke papyrus pĂ„ knĂŠene. Han ser lidt stiv og formel ud. Man ved kun meget lidt om hans liv og arbejde. Man ved dog, at han var kong Djosers rĂ„dgiver (3. dynasti ca. 2.800 f.Kr.). Egyptologerne mener, at det var ham, der var hjernen og arkitekten bag trinpyramiden ved Sakkara, men der er intet bevis for teorien. Legenderne om Imhotep overlevede til den persiske og ptolemĂŠiske periode, hvor han blev skytshelgen for âarbejdets overvĂ„gereâ. De bĂžger, han skrev â og endog hans grav â er forsvundet. Han blev guddommeliggjort, men han blev ikke tilbedt som arkitekt, men som en healingsgud. Hans sanktuarie i Sakkara, blev efterhĂ„nden et helbredelsestempel, som handicappede fra hele Egypten sĂžgte til. Hans popularitet spredtes til hele landet, og overalt blev bygninger dedikeret til ham â i Theben (Karnak, Deir el-Bahari, Deir el-Medina) og pĂ„ Philae-Ăžen, hvor PtolemĂŠ V byggede et sanktuarie til ham. Hans berĂžmmelse var stor bĂ„de blandt egyptere og grĂŠkerne, der som sagt kaldte ham Imuthes, og der findes mange bĂžger, der omtaler hans mirakulĂžse helbredelser. Imhotep blev derfor en egyptisk guddom, som var overhoved for medicin, isĂŠr i forbindelse med uddannelse og videnskab. Han var sĂžn af skaberguden Ptah og et aspekt af Hermes, og sammen med sin bror Nefertum eller Nefer-tem, blev han betragtet som det tredje medlem af den overordnede gudetriade i Memphis. GrĂŠkerne sidestillede ham med Asklepios. Han blev betragtet som gud for studier, og senere overfĂžrte man nogle af visdomsguden Tehutis (Thoths) egenskaber til ham, og han blev gudernes skriver. Han helbredte menneskers kroppe. Han stod desuden for bevarelsen af legemerne, og han blev betragtet som en af de afdĂždes skytsĂ„nder i underverdenen. (Se ogsĂ„ Asklepios, Deir el-Bahari, Deir el-Medina, Hermes, Nefertum Karnak, Philae og Ptah).
Immah
(HebrĂŠisk). Immah betyder âmoderâ i modsĂŠtning til abba, der betyder âfaderâ. (Se ogsĂ„ Abba og Abba Amona).
Immah Illa-ah
(HebrÊisk/kaldÊisk). Immah Illa-ah er den himmelske moder eller det hÞjeste moderprincip. Det er et navn, der er givet til Shekinah. I kabbalaen er det betegnelsen for den tredje Sephira, Binah, som skal skelnes fra Malkuth, det lavere moderprincip, der kaldes bruden eller dronningen. Det er den Ändelige Shechinah eller den guddommelige kilde, som det udstrÄlende hierarki strÞmmer ud fra, og dets fuldkomne udvikling er det manifesterede univers. (Se ogsÄ Binah, Kabbala, Malkuth, Sephiroth og Shechinah og Shekinah).
Imperil
(Engelsk). Imperil betyder âat udsĂŠtte for fareâ. Mesteren Morya bruger betegnelsen âimperilâ som udtryk for den ĂždelĂŠggende gift, der dannes pga. irritation. Giften spreder sig langsomt i menneskets nervesystem og gradvis nedbryder giften bĂ„de det ĂŠteriske og det astrale legeme. Irritation virker derfor som en snigende gift. Irritation er en sygdom, der er forbundet med egoisme, selvtilstrĂŠkkelighed og selvtilfredshed. Bekymring er ogsĂ„ en kilde til sygdom. (Se ogsĂ„ Astrallegeme, Morya og Ăterlegeme).
In
(Japansk). In er stoffets feminine princip, der er befrugtet af Yo, det ĂŠteriske maskuline princip, og derefter er det udskilt og sendt ud i Universet. In er identisk med det kinesiske yin. I shintoisme svarer det til stoffets feminine princip eller jordelementet. In (Jorden) er befrugtet af Yo (Himlen). In skaber den fĂžrste ĂŠteriske, kĂžnslĂžse skabning, og med Yo skaber hun de syv guddommelige Ă„nder, der udstrĂ„les i syv skabelser. (Se ogsĂ„ Yin og Yang, Yo og Ăter).
Inachos
(GrÊsk). Inachos eller Inachus er en flodgud, som er forfader til Pelasgian-folket og den Êldste konge af Argos (oldgrÊsk bystat i landskabet Argolis i nÊrheden af Korinth). Han er sÞn af Okeanos og Tethys og far til Io og Phoroneus. Efter oversvÞmmelsen og Deucalion (den grÊske version af Noah), fÞrte Inachos indbyggerne i det sydlige GrÊkenland fra bjergene til sletterne. (Se ogsÄ Io, Okeanos, Phoroneus og Tethys).
Incubus
(Latin). Incubus bestĂ„r af âinâ, der betyder âpĂ„â, og âcubâ, der betyder âat narreâ. Incubus er betegnelsen for et mareridt, hvor en astral elemental lĂŠgger sig oven pĂ„ et sovende menneske. Nutidens lĂŠgevidenskab betragter det som et subjektivt indtryk, der er skabt af fysiologiske lidelser, men Ă„ndsvidenskabeligt skal man desuden tage hensyn til de lavere underplaner pĂ„ astralplanet, der vrimler med sjĂŠllĂžse elementaler og astrale elementarer, som altid er parat til at drage fordel af ubevogtede og kaotiske forhold. TilfĂŠldet er derfor mere reelt end en uhyggelig drĂžm, og det indebĂŠrer en risiko, der overgĂ„r den almindelige opfattelse af mareridt. Incubus stammer desuden fra âincuboâ og âincubareâ, der betyder âat ligge pĂ„â, for incubus er en mandlig dĂŠmon, der âlĂŠgger sig pĂ„â eller âlĂŠgger sig hosâ kvinder. Iflg. Ă„ndsvidenskaben er incubus betegnelsen for bestemte laverestĂ„ende astrale elementaler, der sĂŠdvanligvis tiltrĂŠkkes af vibrationer fra menneskers lidenskaber og begĂŠrliv. Incubus er en maskulin elemental, og succubus er en feminin elemental. Iflg. mytologiske traditioner lĂŠgger en incubus sig oven pĂ„ sovende kvinder for at have samleje med dem. En incubus kan sĂžge seksuel forbindelse for at blive âfarâ til et barn â eksempelvis som i sagnet om Merlin. ReligiĂžse traditioner advarer om, at gentagne samlejer med en incubus eller succubus svĂŠkker sundheden og kan medfĂžrer dĂžden. Elementalerne kaldes âĂ„ndelige brudeâ og âĂ„ndelige gemalerâ blandt spiritister og medier. De er formlĂžse livscentre, der bestĂ„r af protoplasma uden sanser, men de kan belives og antage form. Hinduerne kan fortĂŠlle om frygtelige dramaer pga. pisachaer, som er indernes betegnelse for en incubus. Det er kraften i offerets lidenskabelige fantasier, der giver de astrale vĂŠsener magt over mennesket. Hvis de ikke belives, er de magteslĂžse, og der er ikke noget at frygte. (Se ogsĂ„ Astral, Astralplanet, Elemental, Elementar, Pisacha, Protoplasma og Succubus).
Indfangning
Indfangning bruges om astronomiske legemer, der ikke hĂžrer til et bestemt systems oprindelse. Planeten Neptun omtales som indfanget â dvs. at planeten ikke oprindeligt tilhĂžrte solsystemet. Det betyder, at det er et legeme, der er blevet trukket ind i kredslĂžb omkring Solen. Ordet bruges ogsĂ„ om mĂ„ner i kredslĂžb om planeter, der har flere satellitter end Ă©n mĂ„ne, som er forĂŠlder til den synlige planet. De mĂ„ner, der er indfanget, er satellitter fra et astronomisk synspunkt, men de er ikke de oprindelige mĂ„ner eller forĂŠldre.
Indifferens
(Latin). Indifferens stammer fra âindifferentiaâ (âinâ og âdifferentiaâ), der betyder âat vĂŠre indifferentâ eller âligegyldighedâ. I Ă„ndsvidenskaben er indifferens eller guddommelig indifferens frihed for binding til stof og form (ikke-selvet). Indifferens er en upersonlig reaktion, som er en af de hurtigste metoder til sjĂŠlens frigĂžrelse fra personligheden. Guddommelig indifferens er baseret pĂ„ en dyb tro pĂ„, at den udĂždelige sjĂŠl i formen bestĂ„r, mens personlighedsproblemer og -fejl toner bort pga. manglende interesse â dvs. indifferens.
Individualisering
Se GruppesjĂŠl.
Individualitet
(Latin). Individualitet stammer fra âindividuumâ, og i filosofien betyder det âudelt enhedâ. I Ă„ndsvidenskaben bruges individualitet om den iboende identitet − monaden, sjĂŠlen og atomet. Individualiteten er sjĂŠlen eller den hĂžjere bevidsthed i mennesket i modsĂŠtning til den lavere bevidsthed eller personligheden. Det er en skelnen, der ikke foretages i almindeligt sprogbrug. Individualitet er derfor et udtryk for det hĂžjere selv eller sjĂŠlen, som er Ă„rsag til individuel eksistens. Individualitet er det, der er karakteristisk for et enkelt menneske, som gĂžr mennesker forskellige og adskiller mennesker fra andre mennesker i tid og rum. Den bagvedliggende Ă„rsag er, at den udĂždelige og guddommelige individualitet bestĂ„r evigt, mens den dĂždelige, menneskelige personlighed forgĂ„r. (Se ogsĂ„ Monade og SjĂŠl).
Indolentia
(Latin). Indolentia bestĂ„r af âinâ og âuâ, der betyder âikkeâ, og âdolereâ, der betyder âat fĂžle smerteâ eller âligegyldighedâ. Indolentia er frihed fra smerte, som var de vĂses ideal, og iflg. dem kan lykke ikke adskilles fra moral.
Indra
(Sanskrit). Indra er den vediske gud eller deva for himmelhvĂŠlvingen. I den hinduistiske mytologi er Indra âHimlens Herreâ eller svarga loka. Indra kaldes ogsĂ„ âĂterens Herreâ. Indra var den Ăžverste deva i den tidlige vediske periode, men nu er Indra erstattet af Vishnu og Shiva. Men Indra har bevaret sin betydning som en vigtig gud, der er en fremtrĂŠdende skikkelse i mytologien. Som gud for himmelhvĂŠlvingen kan funktionerne sammenlignes med de principper, der svarer til de fire maharajaer. Indra, Varuna og Agni blev anset som de tre hĂžjeste guder i Vedaerne, selv om triaden, der bestĂ„r af Vayu, Surya og Agni, nĂŠvnes ofte. Indra trĂŠder ofte i stedet for Vayu. Indra er ofte beskrevet som forkĂŠmper for alle guder og den, der uskadeliggĂžr deres fjender. Det var f.eks. ham, der overvandt Vritra, den store kosmiske slange. Indra har derfor paralleller til Vestens St. Michael, og nogle af hans funktioner er identiske med krigsguden Karttikeya. I Rig-Veda er Indra den Ăžverste og stĂžrste af guderne, og hans soma-drikke er en allegori for hans hĂžje Ă„ndelige natur. I Puranaerne er Indra fremstillet som demoraliseret, for han drikker regelmĂŠssigt soma pĂ„ en fysisk mĂ„de. Indra svarer til det kosmiske princip Mahat, og i den menneskelige opbygning er det princippets refleksion, dvs. manas i sit dobbelte aspekt. Nogle gange er Indra forbundet med buddhi, og andre gange er han trukket ned af kama − begĂŠrprincippet. (Se ogsĂ„ Agni, Aindri, Arbhu, Buddhi, Deva, Element, Indrani, Indriya, Kama, Karttikeya, Loka, Maharaja, Mahat, Manas, Puranaer, Rig-Veda, Svarga, Varuna, Vayu, Veda, Vishnu, Shiva, Soma, Surya og Ăter).
Indrajala
(Sanskrit). Indrajala betyder âvildfarelseâ.
Indrani
(Sanskrit). Indrani eller Aindri er guden Indras feminine aspekt. Hun beskrives derfor som hustru til Indra, og hun personificerer aindriyaka, som kaldes den organiske skabelse eller skabelsen af sanserne â dvs. forestillingen om âjegâetâ (ahamkara). Indra stĂ„r for Mahat − isĂŠr det dobbelte aspekt af manas i mennesket. Indras ĂŠgteskab med Indrani skete pga. hendes âattraktive rundingerâ, og muligvis reprĂŠsenterer det sammenkĂŠdningen af den hĂžjere manas med den lavere pĂ„ grund af karmiske forbindelser, og med den lavere trefoldighed i menneskets opbygning. Foreningen, kombinationen eller ĂŠgteskabet manifesterer sig som den kama-manasiske del af menneskets bevidsthed. (Se ogsĂ„ Ahamkara, Aindri, Aindriyaka, Indra, Mahat og Manas).
Indre gud
Begrebet âindre gudâ bruges om det hĂžjere selv, sjĂŠlen eller monaden. Den indre gud handler om den guddommelig-Ă„ndelige individualitet i menneskets opbygning − isĂŠr i forbindelse med forskellige grader af indvielse, hvor kandidaten forenes med sit sande Ă„ndelige selv â den indre gud. Det er den sande og evige enhed i mennesket i modsĂŠtning til den ydre og dĂždelige form, (det fysiske legeme, astrallegemet og mentallegemet). Det er den hĂžjere manas, kausallegemet eller manas sammen med atma-buddhi. (Se ogsĂ„ Atma-Buddhi, Kausallegemet, Manas, Monade og SjĂŠl).
Indriya
(Sanskrit). Indriya betyder âfornuftâ eller âkraftâ, isĂŠr med henvisning til sanserne â f.eks. evnen til at sanse sig selv, herunder det indre eller astrale sanseorgan. Bogstaveligt betyder Indriya âdet, der tilhĂžrer eller behager Indraâ. Indriya skal forstĂ„s som âsanserâ. PĂ„ bĂ„de sanskrit og pali er det bĂ„de en betegnelse for sanser i almindelighed og de fem sanser i sĂŠrdeleshed. De sensoriske sanser hedder jnana-indriya, og de motoriske hedder karma-indriya. Indriya henviser til sanseorganerne â de fem handlingssanser â som er fĂždder, hĂŠnder, udskillelse, forplantning og mund (eller strubehoved, hĂ„nd, fod, anus og forplantning) â samt de fem kundskabssanser, som er syn, hĂžrelse, lugt, smag og fĂžlelse eller Ăžje, Ăžre, nĂŠse, tunge og hud. Indriya er derfor ti forbindelser til det ydre. Pancha-indriyani i esoterisk forstand betyder âkim, der skaber (evigt) livâ. Hos buddhisterne, er det de fem positive aspekter, der skaber fem himmelske kvaliteter. Mellem de ti organer og Atman stĂ„r manas, som sammen med Atman og de ti sanser udgĂžr tolv aspekter i menneskets opbygning. I vedantisk filosofi er der fire indre sanser (antar-indriyani) − manas, buddhi, ahamkara og chitta. Hver af de fjorten sanser og organer ledes af deres egen inyantri (hersker). Ăjet af Solen − Ăžret af verdenshjĂžrnerne − nĂŠsen af de to aswin (âde guddommelige vognstyrereâ) − tungen af prachetasa − huden af vinden − stemmen af ild − hĂ„nden af Indra − foden af Vishnu − anus af Mithra â forplantningsorganerne af prajapati − manas af MĂ„nen − buddhi af Brahman − ahamkara af Shiva − chitta af Vishnu som Achyuta. Forskellene i opdelingen kan forklares med de forskellige indiske filosofiske skolers mĂ„de at inddele de forskellige aspekter i menneskets opbygning. Puranaerne inddeler aspekterne i syv skabelser, og det var den tredje, der blev kaldt Indriya. I yoga indgĂ„r tilbagetrĂŠkning af sanserne, og Ăžvelsen kaldes indriya-samyama, mens indriyasanga er ikke-binding til objekter eller den materielle verden. (Se ogsĂ„ Achyuta, Ahamkara, Antar, Atman, Buddhi, Buddhisme, Chitta, Indra, Jnana, Jnanendriya, Kamendriya, Karma, Manas, Mithra, Prachetasa, Prajapati, Puranaer, Shiva, Veda og Vishnu).
Indriyatman
(Sanskrit). Indriyatman bestĂ„r af âindriyaâ, der betyder âfornuftâ og Atman, der er Selvet. Indriyatman er en betegnelse for Brahma, og det bruges af H.P. Blavatsky til beskrivelse af tredje fase i Brahmans nedstigning i forbindelse med manifestationen. Det indebĂŠrer, at den Ă„ndelige eller intelligente sjĂŠl via sin egen sĂŠrlige udstrĂ„ling er den grundlĂŠggende essens, der skaber udviklingen i de indre sanser og de tilsvarende fysiske organer. (Se ogsĂ„ Atman, Brahma og Brahman).
Indu
(Sanskrit). Indu stammer fra roden âundâ, der betyder âat dryppeâ. I Brahmanaerne er det MĂ„nen. I Vedaerne er det en drĂ„be − isĂŠr af soma eller en gnist. Indu henviser til den fysiske MĂ„ne og dens funktioner, mens soma indebĂŠrer de vĂŠsentlig mere mystiske og esoteriske egenskaber ved MĂ„nen. (Se ogsĂ„ Induvansa, Soma og Veda).
Induktion
Induktion, den induktive metode eller logisk induktion er en proces, der vil sige rĂŠsonnementer, som gĂ„r fra delene til helheden, fra det sĂŠrlige til det almindelige eller fra individet til det universelle. Den induktive metode stĂ„r i kontrast til den deduktive metode, som gĂ„r fra helheden til delene, fra det generelle til det sĂŠrlige eller fra det universelle til den enkelte. Induktion er forbundet med Aristoteles, men ogsĂ„ med Francis Bacon og nutidens naturvidenskab i almindelighed. Naturvidenskaben forsĂžger at fastsĂŠtte generelle love ved at rĂŠsonnere fra sĂŠrlige iagttagelser − men det er nĂždvendigt at forudsĂŠtte, at det, der er sandt i det enkelte tilfĂŠlde, ogsĂ„ vil vĂŠre sandt i det generelle tilfĂŠlde, selv om der kun er tale om et enkeltstĂ„ende eksempel. De hypoteser, man nĂ„r frem til, skal naturligvis betragtes som forelĂžbige, og hypoteserne skal derfor ĂŠndres, nĂ„r der kommer flere iagttagelser, som ĂŠndrer konklusionen. Metoden er et forsĂžg pĂ„ at forstĂ„ naturen gennem en kontinuerlig proces med forsĂžg og fejl, og gradvis bliver beskrivelsen af naturens love bedre og bredere. Men en vĂŠsentlig del af metoden er i sig selv deduktiv, fordi man hele tiden konkluderer bagud pĂ„ grundlag af de forelĂžbige hypoteser, der er fastlagt for de nye konklusioner, og pĂ„ den baggrund forsĂžger man at dokumentere eller at afkrĂŠfte. Det er Ă„rsagen til, at metoden iflg. naturvidenskaben ofte kaldes en deduktiv-induktiv fremgangsmĂ„de. Induktion og deduktion er indbyrdes afhĂŠngige funktioner i det rationelle tankesind. Desuden er naturvidenskabens data for induktion udtryk for sensoriske iagttagelsesindhold − og mĂŠngden af den slags oplysninger vil aldrig gĂžre det muligt for mennesket at beskrive sandheden om de kausale verdener, som ligger til grund for fĂŠnomenerne â dvs. de Ă„rsager, der ligger bag virkningerne. Hvis man ligesom Platon accepterer eksistensen af intuitionen eller den direkte erkendelse af essentielle sandheder, eller hvis man accepterer hans doktrin om eksistensen af sjĂŠlens hukommelse, der ligger latent i tankesindet, sĂ„ har man en ressource, der vil frigĂžre menneskeheden fra den totale afhĂŠngighed af den nuvĂŠrende kunstige metode til at beskrive de generelle sandheder. (Se ogsĂ„ Aristoteles, Bacon, Bacon-metoden, Intuition, Platon og SjĂŠl).
Induvansa
(Sanskrit). Induvansa, induvamsa eller samovansa bestĂ„r af âinduâ, der betyder âmĂ„neâ, og âvansaâ, der betyder âraceâ. Induvansa er âmĂ„neracenâ, âmĂ„nedynastietâ eller âden lunare raceâ i den gamle hinduistiske historie. (Se ogsĂ„, Chandravansa, Indu og Suryavansa).
Indvielse
(Latin). Indvielse stammer fra âinitiaâ og fra âinitiatioâ, der er afledt af âinitiumâ, som betyder âindgangâ eller âbegyndelseâ. Indvielse henviser til de fĂžrste grundsĂŠtninger eller de fĂžrste principper i en videnskab. âInitiaâ, âinitiationâ eller âindvielseâ blev benyttet i mysterierne, hvor man sagde, at yppersteprĂŠsten (hierofanten) âinitieredeâ kandidaten (neofytten) i kundskaber, der indtil afslĂžringen var hemmeligholdt. Generelt er indvielse en instruktion til en ny mĂ„de at leve pĂ„, hvor kandidaten bliver indfĂžrt i en hemmelig viden af en kompetent lĂŠrer. Indvielse reprĂŠsenterer et nyt niveau i det Ă„ndelige liv, og den er en del af den normale udviklingsproces, der medfĂžrer fremadskridende udvidelser af bevidstheden. Der findes âstĂžrreâ og âmindreâ indvielser med mange grader eller trin. Ă
ndsvidenskaben omtaler fire store indvielser, som fĂžrer til den femte, der giver mesterskab â asekha-indvielsen. Forud for indvielsen skal kandidaten undervises og bestĂ„ adskillige prĂžver, der ofte er meget vanskelige. Selv om enhver indvielse er betinget af kandidatens indre Ă„ndelige udvikling, bestĂ„r indvielsen desuden af en ydre ceremoni eller hĂžjtidelighed. De fem indvielser har relation til de fem markante hĂŠndelser i Jesu liv − fĂždslen i Betlehem, dĂ„ben i Jordanfloden, transfigurationen pĂ„ Karmels bjerg, korsfĂŠstelsen pĂ„ Golgata og opstandelsen og himmelfarten. For at tage 6. indvielse skal en mester gennemgĂ„ en intensiv undervisning i planetarisk esoterisme. En 6. indviet er en chohan af 6. grad â dvs. en Herre eller en bodhisattva, og en 7. indviet er en mahachohan af 7. grad â dvs. en âstor herreâ eller en Buddha. Indvielse i de hellige mysterier er en af de ĂŠldste traditioner, der blev praktiseret i alle fortidens religioner. I Europa forsvandt indvielsesprocesserne efterhĂ„nden, og der eksisterer kun en form for pseudo-indvielser inden for frimurerordenen. Frimureriet har imidlertid ikke flere sandheder, som kan afslĂžres eller hemmeligholdes. Iflg. grĂŠske og romerske filosoffer var mysterierne de helligste af alle ceremonier. Mysterierne symboliserede passagen fra det forgĂŠngelige liv via dĂžden til den formlĂžse sjĂŠls og Ă„nds oplevelser i den subjektive verden. I nutiden er metoden, der gĂžr det muligt at give kandidaten en ud-af-kroppen oplevelse, gĂ„et tabt, og derfor praktiserer man diverse meningslĂžse ceremonier, og eksempelvis indvies frimurerne i Hiram Abiffs solare allegori, som man kalder âenkens sĂžnâ. Hver nation havde engang sine eksoteriske og esoteriske mysterielĂŠre − den ene for masserne, den anden for den intelligente tĂŠnker. Eksempelvis havde hinduerne tre grader med flere undergrader. Egypterne havde ogsĂ„ tre indledende grader personificeret af de âtre vogtere af ildenâ. Kineserne havde ogsĂ„ tre, og tibetanerne har âtre skridtâ, som i Vedaerne blev symboliseret af Vishnus tre skridt. De gamle babyloniere havde tre faser som indvielse til prĂŠsteskabet (som dengang bestod af esoterisk viden). JĂžderne, kabbalisterne og mystikere har lĂ„nt dem fra kaldĂŠerne, og den kristne kirke har kopieret dem fra jĂžderne. Indvielsen medfĂžrer, at kandidaten gennemfĂžrer den naturlige evolution i et hurtigere tempo. Kandidaten udfolder de latente Ă„ndelige og intellektuelle krĂŠfter, og pĂ„ den mĂ„de hĂžjnes den individuelle selvbevidsthed til et tilsvarende niveau. Indvielse i de forskellige grader blev omtalt som en ny fĂždsel. Indvielserne blev ofte udfĂžrt pĂ„ bjerge, som derfor blev betragtet som hellige. Andre indvielser foregik i klippehuler eller afkroge i bjergene, som var valgt pga. deres utilgĂŠngelighed. Det samme gĂŠlder krypter eller kamre. I det gamle Egypten var den store pyramide et indvielsestempel â ikke en faraonisk gravplads. Adepten, der med succes havde gennemfĂžrt alle prĂžver, blev bundet − ikke naglet − til et kors i form af et tau. Kandidaten blev fĂžrt ind i en trance eller en dyb sĂžvn, som man kaldte âSiloams sĂžvnâ − og det kaldes den stadig blandt de indviede i Lilleasien, Syrien og Egypten. Kandidaten forblev i den kontrollerede ud-af-kroppen-oplevelse i tre dage og tre nĂŠtter, og i de tre dĂžgn âtalte sjĂŠlen med âguderneâ, kom ned i Hades, op i Amenti eller i Patala (afhĂŠngig af landet), og pĂ„ de indre planer skulle der udfĂžres barmhjertighedsgerninger over for de usynlige skabninger, uanset om det var sjĂŠle eller elementalĂ„nder. Det fysiske legeme lĂ„ hele tiden i tempelkrypten eller en underjordisk hule. I Egypten blev kandidaten lagt i sarkofagen i den store pyramides sĂ„kaldte kongekammer. PĂ„ tredjedagen blev kroppen i lĂžbet af natten transporteret til indgangen til et galleri, hvor strĂ„lerne fra den opgĂ„ende Sol pĂ„ et bestemt tidspunkt ramte kandidaten i ansigtet. I buddhistiske vĂŠrker er der fire indvielsesgrader: 1) Sotapatti (âden, der er trĂ„dt ud i strĂžmmenâ), dvs. en kandidat, der har taget fat pĂ„ opgaven med at forvandle krĂŠfterne i sin natur − 2) Sakradagami (âden, som kommer igenâ), dvs. en kandidat, der kun bliver genfĂždt pĂ„ Jorden en enkelt gang, fĂžr kandidaten har nĂ„et de lavere grader af nirvana − 3) Anagamin (âden, der ikke kommerâ), dvs. en kandidat, der ikke lĂŠngere skal reinkarnere, medmindre kandidaten selv vĂŠlger at blive pĂ„ Jorden for at hjĂŠlpe menneskeheden − 4) Arhat (âden vĂŠrdigeâ), dvs. den, der efter behag kan erfare nirvana selv under sit liv pĂ„ Jorden. (Se ogsĂ„ Adept, Amenti, Anagamin, Arhat, Asekha, Bodhisattva, Buddha, Chohan, Hades, Hierofant, Hiram Abiff, Indvielse i Egypten, Indviet, Maha, Nirvana, Patala, Sakradagami, Sotapatti, Tau, Ud-af-kroppen-oplevelse, Veda og Vishnu).
Indvielse i Egypten
(Egyptisk). I Egypten omtales indvielser altid som âen ny fĂždselâ eller âen fĂždsel til sandhedenâ, for processerne var i sandhed en Ă„ndelig og intellektuel genfĂždsel af mennesket til stĂžrre sjĂŠlskontakt. Dermed var en indvielse ogsĂ„ en fĂždsel til en hĂžjere og klarere selvbevidsthed. Derfor kaldte man mennesker, der gennemgik en indvielse, for âindviedeâ eller âde genfĂždteâ. I Indien kaldte man de genfĂždte for âdvijaâ. Det er et sanskritord, der betyder âdobbeltfĂždtâ. I Egypten kaldte man desuden de indviede for âSolens sĂžnnerâ eller âden dobbelte Horusâ. Indvielse reprĂŠsenterede et nyt niveau i det Ă„ndelige liv, og den var en del af den normale evolutionsproces, som medfĂžrer fremadskridende udvidelser af bevidstheden. (Se ogsĂ„ Dvija, Indvielse og Indviet).
Indviet
(Latin). Indviet stammer fra âinitiatusâ, der betyder âindgangâ, âbegyndelseâ, âat opstĂ„â og âat blive helliggjortâ. En indviet var derfor betegnelsen pĂ„ enhver, der blev optaget i mysterierne og fik afslĂžret de esoteriske hemmeligheder. I oldtiden blev man indviet i den hemmelige esoteriske viden af mysterieskolernes vĂse hierofanter. I nutiden har de mennesker, som adepterne indviede i mysterielĂŠren, stadigvĂŠk nogle fĂ„ sande og faste stĂžtter pĂ„ Jorden pĂ„ trods af tidsaldrenes gang. (Se ogsĂ„ Adept, Hierofant, Indvielse og Indvielse i Egypten).
Infernalske guddomme
(Latin). Infernalske guddomme stammer fra âinferiâ eller âinferniâ, der henviser til indbyggere i den lavere verden. Det er de kosmiske krĂŠfter, der hĂžrer til de lavere manifestationsplaner. I den klassiske mytologi befinder Jorden og dens skabninger sig mellem Himlen og de infernalske eller djĂŠvelske regioner, og derfor er de under dobbelte pĂ„virkning af henholdsvis hĂžjere og lavere guder − eller de, der er over, og de, der er under. De infernalske guder er som regel de hĂžjerestĂ„ende guders dobbeltgĂŠngere, ofte med samme navn, eller med et tilnavn som i Jupiter-Ktonios (ktonisk, er det, der hĂžrer til Jorden â dvs. det underjordiske) eller Osiris-Typhon. Kontrasten mellem godt og ondt har givet guddommene et ildevarslende aspekt, som er forbundet med dĂžd, ĂždelĂŠggelse og lidelse, selv om de symboliserer nĂždvendige kosmiske krĂŠfter. IsĂŠr den kristne teologi har gjort dem til djĂŠvle. (Se ogsĂ„ Osiris, Seth og Typhon).
Inka
(Peruviansk). Inka var navnet pÄ de skabende guder i den peruvianske teogoni, men senere blev betegnelsen givet til landets herskere. Legenden siger, at syv inkaer genbefolkede Jorden efter Syndfloden. De tilhÞrte begyndelsen pÄ den 5. rodrace, som var et dynasti af guddommelige konger ligesom i Egypten, Indien og KaldÊa. (Se ogsÄ Rodrace, Syndflod og Teogoni).
Inkarnation
(Latin). Inkarnation stammer fra âinâ og âcaroâ, dvs. âkĂždâ, og det betyder âat blive kĂždâ underforstĂ„et at blive til menneske i kĂžd og blod. Inkarnation er sjĂŠlens eller Ă„ndens âindtrĂŠden i kĂždetâ eller âigen i kĂždetâ. Inkarnation opfattes derfor som regel som et fysisk liv fra fĂždsel til dĂžd, men inkarnationen begynder reelt ved sjĂŠlens nedstigning fra sjĂŠlsplanet (kausalplanet) gennem mentalplanet (tankens plan) og astralplanet (fĂžlelsernes plan) til det fysisk-ĂŠteriske plan, og inkarnationen slutter fĂžrst efter den fysiske dĂžd, den astrale dĂžd og den mentale dĂžd, nĂ„r sjĂŠlen vender tilbage til sit eget plan. Ethvert menneske er en inkarnation af et Ă„ndeligt princip (sjĂŠlen), og enhver sjĂŠl sender liv efter liv personligheder i inkarnation. Derfor kĂŠdes ordet sammen med forstavelsen âreâ (igen), og bliver til reinkarnation. Reinkarnation hentyder til gentagne inkarnationer. SjĂŠlen og Ă„nden inkarnerer udelukkende for at vinde erfaringer i de tre lavere verdener (den fysiske, astrale og mentale), for til sidst at beherske personligheden og derved udvikle kontrol over tanker, fĂžlelser og handlinger. NĂ„r alle erfaringer er gjort, og den erfarne sjĂŠl har overtaget styringen af personligheden i de tre lavere verdener, er der ikke behov for flere inkarnationer. Ordet inkarnation benyttes ogsĂ„ om monadernes liv i de lavere naturriger, f.eks. mineral-, plante- og dyreinkarnationer, men betegnelsen bĂžr strengt taget kun benyttes om liv i menneskeriget. Inkarnation bruges ogsĂ„ om avatarer, buddhaer m.v. for at beskrive mysteriet om foreningen af det guddommelige og menneskeheden. (Se ogsĂ„ Astralplan, Avatar, Buddha, Kausalplan, Mentalplan, Monade, Reinkarnation).
|
