Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRĆDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BŰGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJŰ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Inspiration
(Latin). Inspiration bestĂ„r af ”in”, der betyder ”efter”, og ”spiro”, der betyder â€Ă„nde”. Inspiration blev taget fra det grĂŠske ord ”empneusis”, der bestĂ„r af ”en”, som betyder ”ind”, og ”pneo”, som betyder ”at Ă„nde”. ”Inspirare” betyder derfor at ”indĂ„nde”, ”indblĂŠse” eller ”indgyde”. I Ă„ndsvidenskaben er inspiration betegnelsen for en tilstand, hvor mennesket lader sig pĂ„virke af hĂžjere impulser, idĂ©er, tanker eller begreber, som det normalt ikke umiddelbart er i stand til at modtage. Inspiration stammer derfor fra en kilde, der er hĂžjere end personligheden og menneskets almindelige bevidsthed − eksempelvis fra sjĂŠlen. (Se ogsĂ„ SjĂŠl).

Instinkt
(Latin). Instinkt stammer fra ”instinctus”, der betyder ”tilskyndelse”. Instinkt er ubevidst erfaringsmateriale, der gennem evolutionen er blevet indbygget i de lavere legemer, og som kommer til udtryk som ubevidste reaktionsmĂžnstre. Instinkt er derfor reaktionsmĂžnstre, som er baseret pĂ„ medfĂždte og nedarvede anlĂŠg, der kendetegner en art – f.eks. fugles redebygning. Åndsvidenskabeligt er dyrerigets bevidsthed styret af instinkt, fordi dyr har en gruppesjĂŠl, mens mennesket er selvbevidst med mulighed for at forstĂ„ Ă„rsag og virkning, fordi et menneske har en individuel sjĂŠl. Instinkt er den passive eller automatiske side af intuitionen. Atomerne bevĂŠger og roterer instinktivt, og det er de instinktive egenskaber, der styrer dyret i sit liv. I mennesket findes der guddommelige instinkter af kĂŠrlighed, tilgivelse og medlidenhed. Instinktet er som en guddommelig gnist, der ligger pĂ„ lur i de ubevidste nervecentre, og som manifesterer sig via nervesystemet som det fysiologer kalder reflekser. Dyrenes instinkt fungerer fra fĂždslen inden for rammerne af dyrets natur. Det er et instinkt, der kan defineres som automatisk, fordi der ikke er nogen intelligens til at lede dyret. StrĂ„lerne fra det kosmiske sind strĂžmmer fra de guddommelige intelligenser, derefter via de Ă„ndelige intelligenser, derefter via hĂŠrskarer af skabninger af stĂžrre og mindre grad, og dermed fungerer hele naturen under pĂ„virkningen af det kosmiske sind. I forhold til intuitionen udvikles den engang pĂ„ livsstigen, for instinkt gĂ„r over i intelligens, som derefter bliver selvbevidst intelligens, og til sidst bliver den til Ă„ndelig intelligens, der er den kosmiske guddommeligheds slĂžr. (Se ogsĂ„ GruppesjĂŠl).

Instinktiv telepati
Instinktiv telepati er evnen til at sende og modtage tankebilleder, fÞlelser, farver og andre sansninger via den psykiske fÞlelsesnatur. Det er en evne, der normalt kommer til udtryk fra solar plexus chakra til solar plexus chakra. Telepatisk kontakt mellem mor og barn er et typisk eksempel. (Se ogsÄ Solar plexus chakra).

Integration
Integration betyder at samle dele til en helhed. I Ă„ndsvidenskaben bruges ordet integration i betydningen at organisere personligheden – dvs. at samle de lavere legemer (mentallegemet, astrallegemet og det fysisk-ĂŠteriske legeme), sĂ„ de udgĂžr en helhed, der er underordnet sjĂŠlen, og dermed fĂ„r sjĂŠlen fuld kontrol over personligheden.

Intellekt
Se Manas.

Intuition
(Latin). Intuition ”stammer fra ”intueri”, der normalt oversĂŠttes som ”at se indad” eller ”at overveje”. Carl Gustav Jung anerkendte intuitionen som en selvstĂŠndig psykologisk erkendelsesform, der er lige sĂ„ virkelig og legitim som andre former for erkendelse. Det samme gĂŠlder den transpersonlige psykolog Roberto Assagioli. Roberto Assagioli kategoriserede desuden intuitionen som en hĂžjere erkendelsesform, og den indtager en central plads i hans psykologiske system. Roberto Assagioli definerede intuitionen som ”den direkte erfaring af enhed med den ultimative virkelighed”. Intuitionen kan give mennesket en direkte oplevelse af at vĂŠre en del af den overordnede helhed, uden at vedkommende kan forklare detaljerne i oplevelsen. Intuition i Ă„ndsvidenskabelig forstand vil sige direkte Ă„ndelig erkendelse. Intuition er sjĂŠlens buddhiske evne – dvs. evnen til at erkende sandheden uafhĂŠngig af logik, viden og studier. Intuition er derfor en direkte erkendelse af sandheden. Ren intuition kan bedst defineres som enhedsbevidsthed, der udspringer fra det buddhiske plan. Det er en spontan indsigt i den guddommelige helhed og plan, der ligger bag livets udfoldelse pĂ„ Jorden. Intuitiv indsigt vedrĂžrer ikke enkeltpersoner, men omhandler altid helheden, grupper af mennesker, fremtiden og den hĂžjere mening og formĂ„let med livet. Intuition giver mennesket en klar viden om det hĂžjere formĂ„l, som det skal tjene. NĂ„r intuition virker i forbindelse med fĂžlelseslivet, opstĂ„r der kĂŠrlighed, og hvis samme enhedsbevidsthed udtrykker sig via mentallegemet, opstĂ„r der visdom. Intuition skal ikke forveksles med instinktiv telepati, som er en proces, hvor et menneske via sin indfĂžling spontant kan vide, hvad der sker i et andet menneske. Den form for indfĂžling kan omfatte illusioner – det gĂžr intuitionen aldrig. Intuition er en evne, der endnu ikke er fuldt udviklet i menneskeheden, men den er under udvikling, og det viser sig pĂ„ nuvĂŠrende tidspunkt som fornemmelser. Ethvert menneske er fĂždt med et rudiment af den indre fĂžlelse. Plotin oplyste, at den hemmelige gnosis har tre grader − opfattelse, videnskab (viden) og oplysning − og redskabet til oplysning er intuition. Intuition er absolut viden, hvor tankesindet er identificeret med objektet. Iamblichus skrev at: ”Intuition er en evne i menneskets tankesind, der giver mulighed for at opnĂ„ forening med hĂžjere intelligenser, der befinder sig hinsides verdens sceneri, og evnen giver mulighed for at deltage i det hĂžjere liv og de Ă„ndelige bevidstheders mystiske krĂŠfter”. Fra et andet synspunkt kan intuition beskrives som Ă„ndelig visdom, der er indsamlet af monaden og sjĂŠlen ved hjĂŠlp af erfaringer i tidligere liv, men det er en version, der kan beskrives som ”automatisk intuition”. HĂžjere intuition vil sige, at menneskets tankesind fyldes med en strĂ„le, der strĂžmmer fra den indre guddommelighed, som oplyser tankesindet med fuldendt visdom. I sin mest udviklede form rummer evnen potentielt alvidenhed om solsystemet. Intuition er den fulde udfoldelse af den buddhiske evne i mennesket − og nĂ„r evnen er opvĂŠkket og fungerer, skaber den Manushi-Buddhaer eller menneskelige buddhaer. (Se ogsĂ„ Buddhi, Gnosis, Iamblichus, Illusion, Manushi-Buddhaer, Mentallegeme, Monade, Plotin, Rudiment og SjĂŠl).

Invokation
(Latin). Invokation stammer fra ”invocare”, der betyder ”at pĂ„berĂ„be”, ”nedkalde” eller ”at pĂ„kalde”. Videnskaben om invokation og evokation er videnskaben om pĂ„kaldelse og svar − eller at bede og at modtage. NĂ„r man invokerer, kombinerer man tanker, fĂžlelser, forestillingsevne og vilje. Enhver Ă„rsag har en virkning og enhver invokation resulterer i et svar eller en evokation. ”Den Store Invokation” er en universel verdensbĂžn – dvs. en pĂ„kaldelse, der ikke tilhĂžrer hverken enkeltpersoner eller grupper. Den er givet til hele menneskeheden. (Se ogsĂ„ Evokation).

Involution
(Latin). Involution stammer fra ”involutio”, der betyder ”at involvere” eller ”at rulle ind”. I biologien henviser involution til reduktion af bĂ„de strukturer og funktion. Åndsvidenskabeligt henviser involution til, at livsbĂžlgen i form af ”livsgnister” forlader ”Faderens hus” som Ă„nd (monader) for at forblive pĂ„ det monadiske plan gennem hele involutions- og evolutionsperioden. Den efterfĂžlgende proces, hvor hver Ă„nd (monade) nedsĂŠnker en energitrĂ„d eller livstrĂ„d i stadigt tĂŠttere stof indtil det laveste og tĂŠtteste punkt er nĂ„et, kaldes involution − eller indvikling i stoffet. Den anden halvdel af processen, hvor livet vender tilbage til sit udgangspunkt kaldes evolution eller udvikling – dvs. frigĂžrelse fra stoffet. Efter involutionen, indfoldningen eller indviklingen i stoffet, vikler livet sig igen ud af stoffet. En proces, der kan kaldes udfoldning. Det er den proces, der fortĂŠlles om i lignelsen om den fortabte sĂžn. (Se ogsĂ„ Evolution, Evolutionsbue og Monade).

Involutionsbue
Se Evolutionsbue.

Io
(GrÊsk). Io var datter af flodguden Inachos og prÊstinde for Hera i den grÊske mytologi. Zeus blev forelsket i Io, og for at beskytte hende mod Heras jalousi omskabte han hende til en kvie. Hera opdagede knebet og fik fÞrst uhyret Argos med de 100 Þjne til at vogte kvien, men Hermes drÊbte Argos pÄ ordre fra Zeus. Senere sendte Hera en kobremse, som fik den stakkels Io til at blive vanvittig og bisse. PÄ sin flugt kom hun til Egypten, hvor hun fÞdte Epafos. Efter at have genvundet sin form og sin fornuft blev hun forvandlet til den egyptiske gudinde Isis. Epafos blev konge af Egypten, og han grundlagde Memphis. Io betyder MÄnen. Hun er Isis, Diana og mor til guder og generationer. Hun er Jordens dronning, der ofte symboliseres med koens horn. (Se ogsÄ Argos, Diana, Epafos, Hera, Hermes, Inachos, Isis, Okeanos, Tethys og Zeus).

Ion
(GrĂŠsk). Ion er sĂžn af Apollon og Kreusa, som var datter af den athenske konge Erechtheus i den grĂŠske mytologi. Ved fĂždslen blev Ion udsat af sin mor, men han blev samlet op af Hermes for at blive opdraget af prĂŠstinderne i Delfi. Til sidst blev han forenet med sin mor og hendes anden mand, og han blev hersker over aegialeanerne. Han blev derfor stamfader til jonerne, for de fire joniske stammer opstod fra hans fire sĂžnner.

Ioniske skole
Den ioniske skole er de grÊske filosoffers skole i Ionia fra det 5. og 6. Ärh. f.Kr. Man mener, at skolen blev grundlagt af Thales fra Milet (640-550 f.Kr.), og Anaximander, Anaximenes, Anaxagoras, Heraklit, Diogenes af Apollonia, Arkelaus og Hippo var tilknyttet skolen. De var astronomer og matematikere, og de forsÞgte at beskrive Universet pÄ grundlag af stof, bevÊgelse og kraft. Thales og Hippo gjorde det kosmiske element vand til det oprindelige urelement. Anaximenes og Diogenes af Apollonia mente, at det var det kosmiske element luft. Heraklit mente, at det var det kosmiske element ild. Anaxagoras pÄstod, at det var det hÞjststÄende hierarkiske tankesind (nous), som skabte evolution, form og orden i kaos pÄ grundlag af naturens uudviklede substans. (Se ogsÄ Anaxagoras, Anaximenes, Heraklit og Nous).

Iormungandr
(Oldnordisk). Iormungandr bestĂ„r af ”iormun”, der betyder ”enorm”, ”stor” eller ”overmenneskelig”, og ”gandr”, der betyder ”magi”, ”fortryllelse” – eller muligvis stammer ”gandr” fra ”andr”, der betyder â€Ă„nd”. I den nordiske Edda er Iormungandr identisk med MidgĂ„rdsormen, som omspĂŠnder Jorden. Det er en af Lokes tre gigantiske unger. De to andre er Fenrisulven, der er forudset til at fortĂŠre Solen, nĂ„r dets levetid er ovre. Og Hel, der er dronning i dĂždens riger. Iormungandr kan muligvis henvise til ĂŠkvator eller ekliptika − og i en endnu stĂžrre sammenhĂŠng til MĂŠlkevejen. (Se ogsĂ„ Edda, Ekliptika, Fenris, Hel, Loke, MĂŠlkevejen og MidgĂ„rdsormen).

Iotef
(Egyptisk). Iotef er et diadem, der bÊres af Thoth-Lunus i egyptisk ikonografi. Thoth-Lunus er syvfoldig. Han bÊrer solskiven med de syv strÄler pÄ hovedet, nÄr han rejser i solbarken. (Se ogsÄ Thoth).

Irdhi
(Sanskrit). Irdhi er syntesen af de ti ”overnaturlige” metafysiske krĂŠfter inden for buddhisme og brahmanisme. (Se ogsĂ„ Brahmanisme og Buddhisme).

Irkalla
(KaldĂŠisk). Irkalla er underverden eller Hades, som babylonierne kaldte ”det usete land”. Irkalla var ogsĂ„ kendt som Aralu. Indgangen befandt sig i en dyb hule. Irkalla blev regeret af gudinden Allatu eller Ereshkigal (”underverdens frue”), som var Ishtars sĂžster eller alter ego – dvs. den store naturgudinde Ishtar. Samme idĂ© finder man i den egyptiske opfattelse af Isis og Nephthys. Irkalla blev regeret af Allatu og Nergal i forening, og de blev betragtet som guder for de afdĂžde. (Se ogsĂ„ Allatu, Alter ego, Ereshkigal, Hades, Ishtar, Isis, Nephthys og Nergal).

Irreversibilitet
Irreversibilitet vil sige manglende mulighed for en tilbagevenden til en tidligere tilstand.

Isanagi
Se Izanagi.

Isanami
Se Izanagi.

Isarim
(HebrĂŠisk). Isarim eller issarim stammer fra ”asar”, der betyder ”binding” eller ”bekrĂŠfte”. Isarim bruges ofte i forbindelse med afgivelse af et lĂžfte, og ofte lĂžfter om askese. Isarim var et navn, der blev givet til indviede eller adepter hos de gamle hebrĂŠere, og isĂŠr blandt de gamle jĂždiske essĂŠrerne, som svarer til Egyptens hierofanter. (Se ogsĂ„ Adept, EssĂŠerne, Hierofant og Indvielse).

Ish Amon
(Gnostisk). Ish Amon var et begreb, som nogle jÞdiske gnostikere forbandt med det, der svarer til den guddommelige tanke i evig hvile eller semiaktivitet i pleroma (det grÊnselÞse). Ish Amon er synonymt med ferho, som omtales i nazarÊernes system, og sammen med kaos (mÞrkt vand) og ptahil, danner de en treenighed, der svarer til den kristne Fader-SÞn-HelligÄnd. Det svarer ogsÄ til Ändsvidenskabens umanifesterede eller 1. Logos. Det er 1. Logos, som ved Universets begyndelse skabte 2. Logos, der kaldes feminin, fordi 2. Logos er skabende eller forplantende. Fra 2. Logos dannes 3. Logos, som i de gnostiske systemer kaldes Iukabar Zivo. (Se ogsÄ Ferho, Iukabar Zivo, Logos, NazarÊner, Pleroma og Treenighed).

Ishim
(HebrĂŠisk/KaldĂŠisk). Ishim eller ishin i kabbalaen er en lavere orden af engle. I rangordningen er det den 9. i englehierarkiet, og det svarer til sephira Jesod. Zohar beskriver Ishim som lĂŠnket til et bjerg i Ăžrkenen, og det hentyder til de mennesker, der er bundet til Jorden under inkarnationernes cyklusser. Ishim er ellers Benei Elohim, der betyder ”guds smukke sĂžn”, som i forbindelse med menneskeevolutionen blev faldne engle. Ved deres fald forvandlede de faldne engle den tankelĂžse menneskehed til tĂŠnkningens menneskehed med selvbevidste mennesker, sĂ„dan som mennesket er i nutiden. Derfor svarer de til manasaputraer. Det siges, at ishim ved hjĂŠlp af magi kan skabe en homuculus. (Se ogsĂ„ Azazel, Elohim, Homuculus, Jesod, Kabbala, Manasaputra og Sephiroth).

Ishta
(Sanskrit). Ishta betyder ”elsket”. Hinduer har ofte en skytsĂ„nd eller ”skytsgud” (Ishta-devata), som har stĂžrre opmĂŠrksomhed end andre guder. Deres personlige mantra er som regel navnet pĂ„ guddommen. Alle guder er pĂ„ trods af deres forskelle i virkeligheden udtryk for hĂžjere bevidsthedstilstande. I Vajrayana-buddhismen er en Ishta-devata eller en Ishta-deva (som pĂ„ tibetansk hedder yidam) en fuldt oplyst skabning, som er i fokus under den personlige meditation i en periode eller nogle gange for livstid. Ishta-devata oversĂŠttes ofte med skytsgud eller meditationsguddom. (Se ogsĂ„ Mantra og Vajrayana).

Ishtar
(KaldĂŠisk). Ishtar er en af fortidens babyloniske guddomme. Det siges, at Ishtar er ”den ĂŠldste i Himlen og pĂ„ Jorden”. Hun er datter af Anu (Himlens Herre). Tilbedelsen af hende blev fulgt med inderlighed af masserne bĂ„de i Babylon og Assyrien. Hun var kendt under forskellige navne i forskellige omrĂ„der − Anunit, Nina, Nanna Innanna og Atar − selv nĂ„r hun blev prĂŠsenteret som hustru til Marduk i Babylonien − et oldtidsrige fra ca. 2400 f.Kr. i det sydlige Mesopotamien − og i Assur (Assyrien). Iflg. den populĂŠre opfattelse var hun den gavmilde gudinde. Hun er kĂŠrlighedens og skĂžnhedens gudinde, og hun svarer til Afrodite eller Venus snarere end til Ceres. Hendes andet aspekt er som den dystre ”hĂžstarbejder”, som hĂžster liv og tilbagetrĂŠkker livskraften, sĂ„dan at alt i en periode fĂ„r sĂžvn og hvile. De krigeriske assyrere var fokuseret pĂ„ det mĂžrke aspekt, og det blev understreget af, at de symboliserede hende bevĂŠbnet med bue og pile. Dermed blev hun assyrernes krigsgudinde, mens babylonierne fokuserede pĂ„ hendes aspekt som mor med barn. Hendes symbol var en 8-takket stjerne. Ishtar sammen med Shamash og Sin (livskraften, Solen og MĂ„nen), var en vigtig gudetriade. I astronomien var Ishtar navnet pĂ„ planeten Venus – dvs. i gudindens dobbelte aspekt, der svarer til morgen- og aftenstjernen. Ishtar var desuden en mystisk reprĂŠsentation af Jorden i hendes produktive og frugtbare aspekter som moder til alle, og derfor blev hun hovedsageligt betragtet som prakriti, der stammer fra mulaprakriti. Der findes en underlig historie om hendes nedstigning til Hades pĂ„ den 6. og 7. af de assyriske tavler. Enhver esoteriker, der lĂŠser om hendes kĂŠrlighed til Tammuz, Izdubars attentatet imod ham, gudindens fortvivlelse og hendes nedstigning i sin sĂžgen efter sin elskede, hvor hun gĂ„r gennem Hades syv porte, og hvor hun til sidst frigĂžres fra den mĂžrke lokalitet, vil genkende den smukke allegori som sjĂŠlens sĂžgen efter Ă„nden. (Se ogsĂ„ Afrodite, Anu, Anunit, Assur, Ceres, Hades, Izdubar, Marduk, Mulaprakriti, Prakriti, Shamash, Sin og Tammuz).

Ishvara
(Sanskrit). Ishvara eller Isvara stammer fra roden ”is”, som betyder ”at herske”, ”at vĂŠre herre”. Ishvara er det hĂžjeste Selv eller Universets overhoved – uanset om det er et stort eller et lille univers, for Ishvara henviser ogsĂ„ til guddommen i mennesket. Ishvara er et filosofisk begreb, der stammer fra hinduismen, som oversĂŠtter det med ”HĂžjeste Herre”, ”HĂžjeste LĂŠrer”, ”Herre” eller ”Mester”. Ishvara bruges for det meste om Vishnu og Shiva. Ordet bruges ogsĂ„ pĂ„ et verdsligt niveau som betegnelse for en hvilken som helst mester eller konge. Begrebet bruges desuden i buddhismen, hvor det betyder et kraftfuldt men ikke almĂŠgtigt vĂŠsen. I Ă„ndsvidenskaben svarer Ishvara til den manifesterede Logos – den ”personlige” gud. Ishvara benyttes ogsĂ„ nogle gange om den guddommelige Ă„nd i mennesket. Ishvara er desuden yoga-udĂžverens eller yogiens personlige gudsbegreb − et kollektivt bevidsthedsniveau. Begrebet Ishvara udgĂžr som regel et problem for vestlig tankegang. Hvis man har afvist tanken om en personlig kristen Gud i Himlen, der skabte en verden, som er adskilt fra Gud selv, og som er fyldt af Adams og Evas efterkommere, der lever bĂ„de i synd og arvesynd, og hvis man desuden har accepteret det ikke-dualistiske begreb advaita, kan det opleves som et tilbageskridt at begynde at tale om Ishvara. Umiddelbart er den eneste intellektuelt acceptabel idĂ©, at der ikke har vĂŠret nogen skabelse, for hvis verden eksisterer som adskilt fra det Absolutte, vil det medfĂžre dualitet, uanset om Han skabte den eller ej. Men hvis det Absolutte har forvandlet sig til verden, sĂ„ er Han foranderlig og derfor ikke lĂŠngere det Absolutte. At skabe noget indebĂŠrer et Ăžnske om at skabe, og det antyder, at Han mangler noget, og det er en begrĂŠnsning, som medfĂžrer, at det Absolutte ikke er ubegrĂŠnset. I stedet for skabelse kan den rationelle forklaring vĂŠre, at den synlige verden er en spejling. Men det giver kun mening at tale om skabelse i den skabte verden, hvor der tilsyneladende eksisterer Ă„rsagssammenhĂŠnge. Men hvis opfattelsen transcenderes, forsvinder spĂžrgsmĂ„let. Verden er tilsynekomst – virkeligheden er Brahman. Men det giver ikke mening at sige, at Brahman er Ă„rsag til verden. Årsag og virkning har ingen betydning pĂ„ det hĂžje niveau. Der er ingen sammenhĂŠng mellem Ishvara og verden, for bĂ„de Ishvara og verden er Brahman. Der findes kun en ”skaber” sĂ„ lĂŠnge man mener, at den skabte verden er virkelighed. Eller sagt pĂ„ en anden mĂ„de – hvis man tror pĂ„, at verden er virkeligheden, er man nĂždt til at opfinde Gud. PĂ„ individets niveau er det uvidenhed, der forhindrer, at man kan se sandheden, som kaldes avidya. PĂ„ verdens niveau skjules virkelighedens verden at den ”kraft”, der kaldes maya. Det giver ikke mening at tale om ”kraften” uden ogsĂ„ at tale om en ”skabning”, som bruger ”kraften”, og derfor er det nĂždvendigt at opfinde en. Den skabning, som udfĂžrte skabelsen pĂ„ vegne af Brahman var Ishvara. Ishvara og maya har samme ontologiske status. I modsĂŠtning til jiva, som er prisgivet maya, er maya under Ishvaras kontrol. I Bhagavad-Gita siges det, at Ishvara ”bor i hjertet af enhver skabning”, og at det er Ishvara, der ”fĂ„r alle ting og skabninger til at dreje, men de er fastgjort til tidens universelle hjul”. Det er essensen af den Ă„ndelige monade i den individualiserede skabning under udvikling, den Ă„ndelige kim, den indre guddom og kilden til de Ă„ndelige og vitale strĂžmme i enhver skabning. Ishvara svarer til den ”Fader i Himlen”, som Jesus omtalte, og dermed er Ishvara kilden til den indre Kristus eller Buddha. I den forstand er Ishvara den individualiserede Dhyani-Buddha i enhver skabning. (Se ogsĂ„ Absolutte, Adam, Advaita, Avalokitesvara, Avidya, Brahma, Brahman, Buddhakshetra, Dhyani-Bodhisattva, Dhyani-Buddha, Jiva, Logos, Maya, Monade, Ontologi, Shiva og Vishnu).

Isis
(Egyptisk). Isis – den egyptiske gudinde – hed oprindeligt ”Ast”, som betyder ”trone”. I en senere periode blev det oldegyptiske navn ĂŠndret til ”Issa”, som forgrenede sig til det grĂŠske ”Isis”, der er identisk med ”Sirius” – ”Astri” (indisk) – ”Ishtar” (babylonisk) – Asthare (syrisk) – ”Ester” (jĂždisk) – ”Aster” (Latin) – ”Estella” (spansk) – ”star” (engelsk) – ”stjerne” (dansk). PĂ„ koptisk hed hun ”Uasi”, og hendes ĂŠgtefĂŠlle var ”Uasar” (Osiris). ”Isis Latona” er den romerske Isis. Hun var datter af guderne Geb (Jorden) og Nut (Himmelrummet eller MĂŠlkevejen). Den egyptiske gudinde Isis var datidens Verdensmoder. Hun var ogsĂ„ jomfrumoderen, for Osiris gjorde hende frugtsommelig, selv om han var dĂžd og befandt sig i Himlen. I stedet fik hun rakt et ankh-kors (livets kors) til nĂŠsen, og hun indĂ„ndede de hellige guddommelige Ă„nde, og dermed blev hun frugtsommelig med gudebarnet Horus. Der er derfor ingen tvivl om, at de kristne kopierede idĂ©en med den ubesmittede jomfrumoder, befrugtningen via HelligĂ„nden og fĂždslen af ”Guds sĂžn”, som skulle komme som frelser fra de gamle egyptere. Isis blev ogsĂ„ kaldt ”kvinden klĂŠdt i Solen”. Hun symboliserede legemer, stof og form. Hun reprĂŠsenterede kredslĂžb, rytmer og perioder. Hun var legemet, der modtog livet. Hun var minuspolen og hendes maskuline modpol var Osiris. Hun var MĂ„nen – Osiris var Solen. Isis er sĂŠdvanligvis afbildet som en kvinde, der bĂŠrer en gribbekrone. Over gribben lĂžfter to lange svagt buede kohorn sig mod himlen. Mellem hornene er der en solskive. Andre gange bĂŠrer hun en lille tronstol pĂ„ hovedet som symbol pĂ„, at hun er stoffets og formens herskerinde, for hun er stof og former. Isis er en meget nuanceret gudinde, men i hovedtrĂŠk er hun ”stoffets store moder”, for hun er den allerhĂžjeste fineste essens af alle substanser, af alt stof og al form. Den guddommelige moder var selvreproducerende, og i sanktuarierne lĂŠrte neofytterne om stoffets og formernes reproducerende egenskaber. Men de lĂŠrte naturligvis ogsĂ„ om den guddommelige befrugtende aktivitet i naturen, som krĂŠver en maskulin modpol – Osiris. Universet er en gigantisk tankeform, som udtrykker ”Den Enes” vision. NĂ„r visionen fĂždes, begynder den at antage form, og den lĂžfter sig som en lotusblomst op af urhavet. I legenden om Verdensmoderen sammenlignes Isis med en kosmisk lotus, og fordi hun reprĂŠsenterer alt stof pĂ„ alle niveauer, er det ikke overraskende, at Øvre-Egypten (den sydlige del af Egypten) symboliseres af en lotusblomst. Øvre-Egypten symboliserer de lavere chakraer i det hellige egyptiske legeme (landet), og Isis-templet pĂ„ Philae i nutidens Aswan ligger i landskabets rodchakra, for Isis er roden til alt stof og alle former. Isis og lotusblomsten er derfor identiske symboler, og Isis kaldes – ”den hellige jomfru i lotussen” og ”det himmelske bĂŠger”. Isis symboliserer de legemer eller former, der rummer den guddommelige bevidsthed. Lotusblomsten er et perfekt symbol pĂ„ relationen. Blomsten danner et bĂŠger, og inden i blomsten lyser den gyldne skĂžnhed. Derfor udtrykker Isis den Ăžverste universelle tankevirksomhed, det guddommelige tankesind eller ren visdom. Isis er et kosmisk symbol, men ud fra princippet ”som foroven sĂ„ledes ogsĂ„ forneden, som i det store sĂ„ledes ogsĂ„ i det smĂ„â€, reprĂŠsenterer hun principielt det samme i det enkelte menneske. Isis og alle andre gudinder symboliserer stof og legemer, som rummer livet eller bevidstheden, men Isis er essensen af dem alle – og derfor er hun Verdensmoder. Åndsvidenskaben oplyser, at i mennesket er Isis den Ă„ndelige essens. Isis symboliserer menneskets egenskaber. Alle erfaringer opmagasineres i legemer (former). De fysiske erfaringer lagres i det fysiske permanente atom. De fĂžlelsesmĂŠssige erfaringer opmagasineres i det astrale permanente atom, og de mentale erfaringer opbevares i den mentale enhed. SjĂŠlens egenskaber, som er den positive essens af de erfaringer, der erhverves liv efter liv, opbevares i kausallegemet som essens eller egenskaber og talenter. Gudinden Hathor, som er et aspekt af Isis og derfor blev beskrevet som sĂžster til Isis, symboliserer kausallegemet eller sjĂŠlslegemet. Isis er reelt ogsĂ„ kausallegemet, men hun symboliserer desuden bĂ„de hĂžjere og lavere legemer. Isis’ sorg over sin ĂŠgtefĂŠlles (Osiris’) dĂžd, og hendes vandringer i jagten pĂ„ hans krop, er identisk med den legende, man mĂžder i den grĂŠske mytologi om Demeter, der sĂžger efter sin datter Persefone. Isis havde angiveligt viden om mantraers styrke, og hun genoplivede bl.a. sin forgiftede sĂžn, Horus, med mantraer. Osiris, Isis og Horus udgĂžr den mest kendte egyptiske triade, der bestĂ„r af Fader-Moder-SĂžn, som uden tvivl har vĂŠret inspiration til den kristne Treenighed – Fader-SĂžn-HelligĂ„nd. (Se ogsĂ„ Ankh, Demeter, Geb, Hathor, Horus, Horus den Ældre, Ishtar, Kausallegeme, Nephthys, Nut, Osiris, Persefone og Verdensmoder).

IsisslĂžret
(Egyptisk). Isis’ slĂžr symboliserer uvidenhedens slĂžr, som forhindrer uindviede mennesker i at erkende de dybere og skjulte Ă„ndelige sandheder. SlĂžret fjernes, efterhĂ„nden som evolutionen, indvielserne, selvudviklingen og forstĂ„elsen skrider frem. (Se ogsĂ„ Isis).

Islam
(Arabisk). Islam stammer fra ”salama”, der betyder ”at vĂŠre fri” eller ”hengiven”. Islam hentyder derfor til underkastelse og lydighed over for Allah – den ene Gud. Islam er navnet pĂ„ Mohammeds religion, og betegnelsen islam er udvalgt af Mohammed selv.

Islamisme
Islamismen indebÊrer forestillingen om, at Koranen er regler, der er givet af Gud via Mohammed, og reglerne skal bruges til at styre samfundene. Det er derfor menneskets opgave at forsÞge at efterleve Koranens love og regler bedst muligt. Samfundsmodellen er dermed gudsgivet, og derfor er den ikke til diskussion. Opfattelsen bringer islamismen i opposition til det klassiske liberale demokrati, hvor love og regler besluttes af mennesker. Islamismen er en universel ideologi. Profeten Mohammed kendte ikke til nogen verdslig stat eller til nogen nationalitet, og statens formÄl er i sin overordnede form ikke beherskelsen af en bestemt nationalstat eller et bestemt folkeslag, men derimod realisering af de gudsgivne pÄbud. FormÄlet er universelt, og derfor kender det ikke nogen grÊnser. De gudsgivne regler skal spredes til alle verdens muslimer, som alle bÞr leve efter Koranens skrifter. Muslimer skal leve i en stor islamisk stat, Ummaen, der udelukkende skal sÞrge for opretholdelsen af den gudsgivne orden. Da de forskellige islamistiske strÞmninger ofte er meget knyttet til de forskellige mellemÞstlige nationalstater, er kravet om en fÊlles stat for alle muslimer ikke mÊrkbart. Vestens rationelle og kritiske tankemÄde, der er frigjort fra religiÞse dogmer, er islamister ofte modstandere af. Den kritiske tilgang til religiÞse dogmer betragter islamister som en trussel mod deres religiÞse dogme om gudsgivne sandheder. Man mÄ ikke stilles spÞrgsmÄlstegn ved forestillingen om Allah, og man skal ikke diskutere menneskets plads i verden, for menneskets plads er allerede defineret som en plads, der er underlagt Guds ord. (Se ogsÄ Ateisme, Buddhisme, Gnosticisme, Henoteisme, Hinduisme, Monolatri, Monoteisme, Panteisme, Polyteisme, Sufisme, Teisme, Theos og Universalisme).

isme
-isme er et suffiks, en endelse eller en efterstavelse, der bruges til navneord. Som regel bruges det i forbindelse med store, filosofiske tros- og tankesystemer eller ideologier – eksempelvis hinduisme, buddhisme, sufisme, islamisme, gnosticisme osv. I nutiden er det desuden blevet et navneord, hvor man taler om ”en isme”. Suffikset kan fĂžres tilbage til det grĂŠske suffix – ”-ismos” – der primĂŠrt blev brugt til at danne nominer (bĂžjning af grundformen) fra udsagnsord. Suffikset blev optaget i latin som ”-ismus”, og det spredte sig videre til de europĂŠiske sprog. (Se ogsĂ„ Ateisme, Buddhisme, Gnosticisme, Henoteisme, Hinduisme, Islamisme, Monolatri, Monoteisme, Panteisme, Polyteisme, Sufisme, Teisme, Theos og Universalisme).

Israel
(Egyptisk). Navnet ”Israel” er dannet af navnene pĂ„ den egyptiske gudinde og verdensmoder ”Isis” (grĂŠsk), som pĂ„ oldegyptisk hed ”Issa”, og solguden og skaberen ”Ra” samt den jĂždiske betegnelse for en guddom eller en guddommelig kraft – ”el”. ”Issa” (eller Isis), ”Ra” og ”el” blev til ”Issa-Ra-El” og derefter til ”Israel”. Israelitterne har brugt de samme kombinationer af egyptiske guder i andre sammenhĂŠnge. Eksempelvis er den egyptiske gud ”Geb” for Jorden, og solguden ”Ra” plus ”el” – ”Geb-Ra-El” – blevet til ”Gab-Ri-El” − og ”Gabriel”, Jordens engel. Ordet ”Egypten” forekommer hele 680 gange i Bibelen, men i de egyptiske tekster optrĂŠder navnet ”Israel” kun pĂ„ en stele (mindesten) i farao Merneptahs 5. regeringsĂ„r (han var sĂžn af Ramses II, og hans efterfĂžlger pĂ„ tronen). Navnet findes i tekstens 27. linje: ”Israel er lagt Ăžde – hendes livskim eksisterer ikke lĂŠngere”. (Exodus). Moses havde lovet, at israelitterne skulle overtage Kanaans land. I praksis blev det ikke til andet end en lille trĂŠbevokset mark med en klippehule – oven i kĂžbet et andet sted (Makpe’lah ca. 30 km syd for (Jeru)Salem). Det beskedne areal kĂžbte ”stamfaderen” Abraham af ”Hets sĂžnner”. Abraham Ăžnskede dette stykke land til anlĂŠggelse af en familiegravplads. Israelitternes forfĂŠdre havde levet som nomader, og derfor kunne ejerskabet af den lille plet jord i Kanaan have medvirket til at gĂžre Kanaans land til mĂ„l for udvandringen. Som modydelse for stĂžtte til Moses’ forsĂžg pĂ„ ”generobring” af Egyptens trone har han sandsynligvis lovet israelitterne, at de fik Nedre-Egyptens jordarealer tilbage i stedet for at arbejde for andre. Hos en del israelitter var der ingen interesse i at udvandre, og efter at forhandlingerne med farao om deres udrejse brĂžd sammen, blev de alle fordrevet og mange mĂ„tte flygte. En anden fortolkning af navnet Israel siger, at det hebrĂŠiske ord ”Sara” betyder ”prinsesse”. ”Saraj” er muligvis afledt af ”min prinsesse”, eller en forkortelse af ”Jah er hersker”. Sara var Abrahams hustru, men hendes navn blev ĂŠndret fra Saraj til Sara. Nogle forskere mener, at benĂŠvnelsen Israel stammer fra hendes navn, men det er en tvivlsom teori. En tredje teori siger, at Israel stammer fra det hebrĂŠiske Yisra’el. Ordet bestĂ„r af ”yashar”, der betyder ”opretstĂ„ende”, ”lige” eller ”retfĂŠrdig”, samt ”el”, der som sagt er en guddom eller en guddommelig kraft. Det var oprindeligt et ord, der blev brugt til at udpege jĂžderne, og det blev hovedsageligt brugt i jĂždisk historie i det nordlige rige til forskel fra Judah, det sydlige rige. Senere henviste ordet til jĂžderne som trossamfund, der var forenet under den nationale gud Jehova. Navnet blev givet til Jacob, der blev betragtet som fader til de tolv stammer. Den oprindelige betydning er i ental. Det er en opretstĂ„ende, retfĂŠrdig mand, der strĂŠber efter forening med sin indre gud, og derfor er han en indviet. JĂžderne brugte udtrykket som en ĂŠrbĂždighed over for de ĂŠdleste hebrĂŠere − men udtrykket gĂŠlder for alle indviede i ethvert land. (Se ogsĂ„ Bibelen, Geb, Isis, Ra og Ramses II).

Issa
Se Isis.

Isvara
Se Ishvara.

Ithyphallic
(GrÊsk). Ithyphallic er den erigerede fallos. Den blev bÄret i Bakkus-processionerne, som symbol pÄ den abstrakte skaberkraft. (Se ogsÄ Bakkus og Fallos).

Ivalde
(Oldnordisk). Ivalde eller Ivaldi bestĂ„r af ”i”, der betyder ”ind” eller ”ind i”, og ”valdi”, der betyder ”kraft” eller ”bruger”. I Eddaen er Ivalde den, der bruger kraften, eller som trĂŠder ind i kraften. Ivalde er dvĂŠrg − dvs. et symbol pĂ„ en endnu ikke menneskelig bevidsthed − men han er ogsĂ„ en kĂŠmpe, og det henviser til en periode med et materielt liv. Ivalde reprĂŠsenterer tilsyneladende Planetlogos’ tidligere levetid og den planetariske bevidsthed, som kom til udtryk pĂ„ MĂ„nen, som Planetlogos belivede, fĂžr planeten Jorden blev skabt. Ivalde er hjemsted for de mĂžrke elver, som befinder sig under MidgĂ„rd (Jorden). Ivaldes bĂžrn er Nanna (MĂ„nens sjĂŠl), og Idun (Jordens sjĂŠl). Hjuke og Bil er de bĂžrn, hvis skygger ses pĂ„ forsiden af fuldmĂ„nen. Ivalde havde flere efterkommere – f.eks. dvĂŠrgene Brokk og Sindre, der reprĂŠsenterer henholdsvis mineralriget og planteriget, der nu befinder sig pĂ„ Jorden. Brok og Sindre smedede vĂ„ben og smykker til aserne − f.eks. Odins magiske spyd. (Se ogsĂ„ Aser, DvĂŠrg, Edda, Idun, MidgĂ„rd, Nanna og Odin).

Izad
Se Ised.

Izanagi
(Japansk). Izanagi og Izanami – eller Isanagi og Isanami − er menneskehedens oprindelige mandlige og kvindelige forfĂŠdre, der avlede Jordens fĂžrste gud, Tenshoko doijin. I shintoismen forestiller man sig, at skabelsen foregik sĂ„dan: Jorden (In) var en aflejring, som havde bundfĂŠldet sig fra kaos (Konton), og himlen (Yo) eller de ĂŠteriske essenser, som var steget til vejrs. Imellem de to opstod mennesket (Jin). Det fĂžrste menneske hed Kuni-to ko tatchino-mikoto, og han fik fem andre navne, og derpĂ„ opstod menneskeslĂŠgten som mand og kvinde. Isanagi og Isanami avlede Tenshoko doijin, den fĂžrste af Jordens fem guder. ”Guderne” er simpelthen menneskehedens fem racer, og Izanagi og Izanami er de to slags ”forfĂŠdre”, dvs. de to foregĂ„ende racer, som skabte bĂ„de det dyriske menneske, og det menneske, der var udstyret med fornuft. Det himmelske par har angiveligt skabt Japan ved hjĂŠlp af saltvandsdrĂ„ber. (Se ogsĂ„ Rodrace).

Izanami
Se Izanagi.

Izdubar
(Babylonisk). Izdubar er helten fra Erech. Hans bedrifter er nedskrevet i Gilgamesh-eposset, der betragtes som verdenslitteraturens fÞrste hovedvÊrk. Det blev udgravet i Nineve. Det stammer fra Assurbanipals (668-26 f.Kr.) kongelige samling, der bestÄr af tolv tavler (som ikke alle er fuldstÊndig bevaret). Heltens navn er skrevet ideografisk, og tidligere blev det fortolket som Izdubar, indtil et andet fragment fra samme tid afslÞrede navnet Gilgamesh.

Ized
(Pahlavi/Persisk). Ized eller Izad er en gruppe gamle zarathustrianske guder, som var underordnet Ahura Mazda, og som var udtryk for hans vilje. I Avesta er de 21 yasht (en samling pÄ 21 strofer i yngre Avesta) henvendt til ized-gruppen. I bundahish er Neryosengh gudernes sendebud, og Neryosengh omtales som en ized. Det samme gÊlder Anahita, havenes gudinde. I den senere zarathustrisme er der en gruppe pÄ 33 guddommelige skabninger, som kaldes ized. (Se ogsÄ Ahura Mazda, Avesta, Bundahishn, Zarathustra og Zarathustrisme).


Side : 1 2
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z ? ? ?
Hűjre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Hűjre-spalte-Artikler-pć-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Hűjre-spalte-Nyeste-eBűger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Hűjre-spalte-eBűger-pć-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Fűlelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FŰLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Hűjre-spalte-Trykte-bűger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegćder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGĆDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er pć Facebook