Pranava
(Sanskrit). Pranava er et andet navn for det hellige mantra AUM. I yoga-traditionen er AUM det helligste af de hellige ord â det hĂžjeste mantra. AUM kaldes ogsĂ„ Pranava, der betyder bĂ„de âden, der kontrollerer livskraften Pranaâ og âden, der giver livâ (Pranas livstilfĂžrsel). AUM kaldes Shabda Brahman â Gud som lyd eller vibration. IfĂžlge yoga-teorien blev Universet skabt af den lyd eller vibration, der blev intoneret af Gud. Ved i meditation at fĂžlge lydbĂžlgen tilbage til mere og mere subtile niveauer eller overtoner, der er udtryk for bevidsthed, opnĂ„r den mediterende genforening med Brahman. FormĂ„let forklares i Prashna Upanishad: âHvad opnĂ„r man ved at meditere pĂ„ AUM hele livet? Hvis man mediterer pĂ„ Den HĂžjeste Skabning med mantraet AUM, bliver man Ă©t med lyset, man bliver fĂžrt til Brahman, for hvem er hĂžjere end det hĂžjeste liv, som er vĂŠren, stilhed, uden alder, udĂždeligt, frygtlĂžst og absolut.â (Se ogsĂ„ AUM, Mantra og Prana).
Pranayama
(Sanskrit). Pranayama stammer fra âpranâ, der betyder âlivskraftâ eller âvital energiâ â isĂŠr Ă„ndedrĂŠttet â og âyamâ, der betyder âkontrolâ. Pranayama betyder derfor âĂ„ndedrĂŠtskontrolâ. Nogle kilder mener imidlertid, at anden stavelse stammer fra âayamaâ, der betyder âat udvideâ eller âtrĂŠkke udâ â altsĂ„ ikke âbegrĂŠnseâ eller âkontrollereâ. I yoga-systemet er Pranayama en Ă„ndedrĂŠtsĂžvelse, der gĂ„ ud pĂ„ at rense det fysiske legeme, nadierne og tankesindet for at forberede vejen for Kundalini Shaktis opstigning til de hĂžjere centre, og Pranayama forbindes ofte med Prana-standsning. Pranayama er bl.a. kendt fra otte krĂŠvende Ă„ndedrĂŠtsteknikker, hvor evnen til at tilbageholde Ă„ndedrĂŠttet spiller en stor rolle. De otte Ă„ndedrĂŠt kaldes ogsĂ„ under Ă©t Pranayama. Men Pranayama kan ogsĂ„ opnĂ„s pĂ„ anden mĂ„de end ved beherskelse af Ă„ndedrĂŠttet. Det afgĂžrende er, hvad der sker med den Prana, som man har adgang til bl.a. gennem Ă„ndedrĂŠttet, og hvordan man kan lĂŠre at fĂ„ kontakt med nogle af de 72.000 energistrĂžmme (Nadier) i kroppen. Pranayama spiller en vigtig rolle i yoga-trĂŠningen. Der er en intim forbindelse mellem krop og sind, og det er vitalenergien (Prana), der skaber forbindelsen. Prana er essentiel for den fysiske og psykiske sundhed. Hvis der er for meget eller for lidt Prana i kroppen eller i sindet, eller hvis den er ulige fordelt, opstĂ„r der ubalance og fysisk eller psykisk lidelse. Prana har sit eget hylster (Prana Maya Korha), hvorfra Prana via nervestrĂžmmene kanaliseres overalt i kroppen. Den mest kendte form for Pranayama er Ă„ndedrĂŠtstrĂŠning. Ved at holde luften tilbage (Kumbhaka) â enten inde eller ude â prĂžver man at pĂ„virke Prana-strĂžmmene. Ydre Pranayama er tilbageholdelse af Prana efter udĂ„ndingen. Indre Pranayama er tilbageholdelse efter indĂ„ndingen, og det undertrykte Pranayama er tilbageholdelse af Prana pĂ„ et hvilket som helst tidspunkt. I yoga symboliserer indĂ„ndingen liv, udĂ„ndingen dĂžd og tilbageholdelsen stilstand. NĂ„r man indĂ„nder, modtager man Prana. NĂ„r man udĂ„nder, giver man den fra sig, og nĂ„r man holder vejret inde eller ude, bliver Prana i krop og sind. Det, der afgĂžr, om man mister meget eller lidt Prana i vejrtrĂŠkningen, er Ă„ndedrĂŠtsfunktionen. Et rytmisk Ă„ndedrĂŠt har stor betydning, og det har indflydelse pĂ„ adgangen til og kontrollen over den vĂŠrdifulde vitalenergi. Det fjerde Pranayama gĂ„r hinsides den indre og den ydre sfĂŠre. Men Pranayama har som sagt ikke nĂždvendigvis noget med Ă„ndedrĂŠttets bevĂŠgelse at gĂžre. Man kan forhindre energitab pĂ„ andre mĂ„der, end ved at pĂ„virke Ă„ndedrĂŠttet direkte. En udĂžver kan f.eks. pludselig opdage, at man kan âseâ sin Prana og flytte den, uden at man kan give nogen direkte forklaring pĂ„, hvordan evnen er opstĂ„et. Der lĂžber to vigtige nervestrĂžmme omkring rygsĂžjlen: Pingala Nadi er hĂžjredrejet, og Ida Nadi er venstredrejet. De er forbundet med henholdsvis den opadgĂ„ende og den nedadgĂ„ende energi. Den opadgĂ„ende energi giver liv til og stimulerer det Ăžverste af kroppen og hovedet. Den nedadgĂ„ende energi giver liv til og stimulerer den nederste del af kroppen og benene. VesterlĂŠndinge lever overvejende i den opadgĂ„ende energi. Pranayama er en trĂŠning, som gĂžr det muligt at etablere en balance mellem de to modsatrettede energier. Et menneske, der kan balancere den opadgĂ„ende og nedadgĂ„ende energistrĂžm, er i stand til at leve i hele sit indre univers. I Shvetashvatara Upanishad stĂ„r der: âSindet, hvis urenheder er fjernet ved Pranayama, bliver fĂŠstnet i Brahman.â (Se ogsĂ„ Antar Kumbhaka, Ida Nadi, Kumbhaka, Kundalini, Kundalini Shakti, Pingala Nadi, Prana, Puraka og Rechaka).
Pranisk ild
I Ă„ndsvidenskaben er âpranisk ildâ betegnelsen for den vitalitet, der strĂžmmer igennem det ĂŠteriske legeme. Hos mennesket svarer det til solar Prana og planetarisk Prana.
Prasad
(Sanskrit). Prasad betyder bogstaveligt ânĂ„degaveâ. NĂ„degaven bestĂ„r sĂŠdvanligvis af mad, som man giver til eller modtager fra en guru, en mester, en avatar, en guddom eller en hĂžjere magt. Derefter videregives maden i hans eller hendes navn til tilhĂŠngerne. F.eks. tilbydes Prasadam pĂ„ bananblade efter Puja-ceremonien. Prasad anses for at rumme guddommens eller guruens velsignelse. I nutidens hindureligion er Ăžnsket om at fĂ„ Prasada og have Darshana en af to stĂžrste motivationer bag pilgrimsfĂŠrd og tempelbesĂžg. Men i den vediske litteratur betragtes Prasada desuden som en Ă„ndelig tilstand med mange betydninger. Iflg. Vedaerne er Prasada en bevidsthedstilstand, der opleves af guder, mestre og andre kraftfulde skabninger, der er kendetegnet ved spontan generĂžsitet og velsignelse. Fra den tidligste litteratur (Rig Veda) opfattes Prasada som en bevidsthedstilstand, og ikke som et aspekt af rituel praksis. I senere tekster â f.eks. Shiva Purana â begynder man at henvise til Prasada som en materiel substans side om side med den oprindelige Ă„ndelige betydning. I materiel forstand er Prasada skabt af processen med at give og modtage i forholdet mellem et hengivent menneske og et guddommeligt aspekt. Eksempelvis giver et hengivet menneske blomster eller frugter som kaldes Naivedya, og modtageren ânyderâ eller smager lidt af gaven, som derefter midlertidigt kaldes Bhogya. Gaven er nu guddommeligt beriget stof, som kaldes Prasada, og det modtages af den hengivne for at blive indtaget, bĂ„ret osv. I mange templer er der forskellige typer af Prasada (f.eks. nĂždder, slik m.m.), der videregives til de hengivne. Nogle strengt hengivne tilhĂŠngere spiser udelukkende Prasada. Dvs. at alt, hvad de spiser, fĂžrst tilbydes til Krishna. Prasad tilberedes ofte ved at anbringe maden foran et billede eller en statue af den Ă„ndelige skikkelse, og fĂžrst efter nogen tid fĂ„r den hellige Prasad lov til at blive videregivet. (Se ogsĂ„ Avatar, Darshana og Prasadam).
Prasadam
(Sanskrit). At spise mad er en basal nĂždvendighed i livet. Selv naturvidenskaben bekrĂŠfter, at mennesket pĂ„virkes fysisk, fĂžlelsesmĂŠssigt og mentalt af den mad, det spiser. Men mad rummer endnu et aspekt, der ligger ud over den grundlĂŠggende forstĂ„else, og som menneskeheden tilsyneladende har glemt â madens transcendentale natur. I Vedaerne kaldes madens hĂžjeste perfektion for Prasadam, og ordet kan oversĂŠttes med âGuds barmhjertighedâ. Prasadams smag og aroma er noget helt specielt, for det er fĂžde, der tilbydes Krishna. Pga. Krishnas barmhjertighed accepterer han gaven, og idet han gĂžr det, renser og forĂŠdler han maden. Prasadam er derfor ikke anderledes end Krishna selv. Alene ved at spise Prasadam, lĂŠrer man Krishna at kende, og via den perfekte vegetariske fĂžde, erfarer man den hĂžjeste Ă„ndelige tilstand.
Pratyagatman
(Sanskrit) Pratyagatman stammer fra âpratyakâ, der betyder âindvendigâ eller âindreâ plus âAtmanâ, der er âSelvetâ i betydningen âĂ„ndenâ eller âmonadenâ. Atman er et evigt princip, der er frigjort, fuldkomment og uforanderligt, og derfor betragtes Atman nogle gange som identisk med Logos.
Pratyahara
(Sanskrit). Pratyahara er âtilbagetrĂŠkning af sanserneâ â dvs. viljebestemt koncentration af tanken pĂ„ kun Ă©n ting. Pratyahara er femte trin i Patanjalis Raja-yoga og en af de otte Yoganga. Udelukkelsen af de Ăžvrige sanser er et forberedende stadie i yoga, der tilstrĂŠber kontrol over tankesindet for at opnĂ„ hĂžjere bevidsthedstilstande. For Patanjali reprĂŠsenterer Pratyahara en bro mellem Bahiranga â de ydre aspekter af yoga, dvs. Yama, Niyama, Asana, Pranayama â og Antaranga, der er yogaens indre aspekter. De tre Angas vedrĂžrer tankesindet: Dharana â koncentration, Dhyana â meditation og Samadhi â kontemplation. NĂ„r Pratyahara-stadiet er opnĂ„et er udĂžveren i stand til effektivt at praktisere Samyama. PĂ„ Pratyahara-stadiet er bevidstheden hos udĂžveren sĂ„ tilbagetrukket, at impulser fra smagssansen, fĂžlesansen, synssansen, hĂžresansen og lugtesansen ikke nĂ„r deres respektive centre i hjernen og det fĂžrer udĂžveren til nĂŠste stadie af yoga, der er Dharana (koncentration), Dhyana (meditation) og Samadhi (kontemplation eller den mystiske absorption), og det er mĂ„let med al yogisk praksis. En af de mest almindelige mĂ„der at praktisere Pratyahara er via Pranayama, hvor man automatisk trĂŠkke sig tilbage fra den ydre verden og fokuserer pĂ„ Ă„ndedrĂŠttet, og dermed afbrydes forbindelsen gradvis til ydre sanser og stimuli. En anden metode, der benyttes til at udvikle Pratyahara, er koncentration pĂ„ pandechakraet â Ajna-chakra â der ogsĂ„ kaldes det tredje Ăžje â mellem Ăžjenbrynene. En anden metode er fĂžrst at reducere fysiske stimuli, derefter at koncentrere sig pĂ„ Ă©n af sanserne â eksempelvis hĂžresansen. Tankesindet har en naturlig tendens til at strejfe omkring fra den ene sensoriske impuls til den nĂŠste. NĂ„r tankesindet bliver trĂŠt af at lytte, fordi der ikke kommer nogen vĂŠsentlige sanseimpulser, er det tvunget til at vende opmĂŠrksomheden indad. PĂ„ de avancerede niveauer af Pratyahara, lukkes der for nerveimpulserne og endda de automatiske muskelbevĂŠgelser af udĂžveren. Det kan ogsĂ„ opnĂ„s ved hjĂŠlp af Pranayama eller Ă„ndedrĂŠtskontrol. (Se ogsĂ„ Patanjali, Pranayama, Samyama og Yoganga).
Pratyaya
(Sanskrit). Pratyaya â eller Paccaya pĂ„ pali â betyder âĂ„rsagâ. Pratyaya er imidlertid en indirekte Ă„rsag i modsĂŠtning til Hetu, der betegner den direkte eller primĂŠre Ă„rsag. Et frĂž, for eksempel, er en direkte Ă„rsag til en plante, mens solskin, vand og jord er indirekte Ă„rsager til plantens vĂŠkst. Nogle gange bruges Pratyaya som et generelt udtryk for selve Ă„rsagen. IdĂ©en om Ă„rsagssammenhĂŠnge er vigtig i den buddhistiske opfattelse af livets cyklus, der slutter med dĂžd og begynder med genfĂždsel. (Se ogsĂ„ Hetu).
Pravritti
(Sanskrit). Pravritti stammer fra âPraâ, der betyder âanderledesâ, og Vritti, der stĂ„r for âchitta vrittiâ, der betyder âtankerâ. Pravritti er derfor et udtryk for tankesindets natur. Hinduismen har to primĂŠre Ă„ndelige veje. Den ene er for gennemsnitsmennesker, og den anden er for Ă„ndeligt sĂžgende mennesker. Den fĂžrste vej kaldes Pravritti Marga â âvejen mod verdenâ, og den anden kaldes Nivritti Marga â âtilbagevejenâ. Gennemsnitsmenneskets vej er Pravritti Marga, mens de Ă„ndeligt sĂžgendes vej kaldes Nivritti Marga. Pravritti vil sige at leve midt i de verdslige pligter med fokus pĂ„ sanseoplevelser og handlinger, og hvor opmĂŠrksomheden primĂŠrt er rettet mod den ydre verden. Nivritti er tilbagevejen, der fĂžrer indad mod Ă„ndelig fordybelse. Den anbringer det guddommelige i centrum for menneskets eksistens efter at det har opfyldt de familiĂŠre og professionelle opgaver. SĂ„ lĂŠnge mennesket lever i Pravritti, gĂ„r tankerne gĂ„r fĂžrst og fremmest i retning af verdslige ting, hvor man forsĂžger at tilfredsstille interesser og bekymrer sig om position, indkomst og besiddelser. NĂ„r man ensidigt retter opmĂŠrksomheden mod den ydre verden, mister man kontakten til den indre verden og sjĂŠlen. Derfor vil den eneste vej ud af Pravritti vĂŠre via Nivritti. (Se ogsĂ„ Nivritti).
Princip
Se Principper.
Principper
Iflg. Ändsvidenskaben bestÄr menneskets totalitet af syv principper: Det fysisk-Êteriske, astrale, mentale, buddhiske, atmiske, monadiske og logoiske princip. Det fysiske legeme betragtes imidlertid ikke som et egentligt princip, fordi det ikke lÊngere er genstand for udvikling, men fungerer som en automat.
Prithvi Tattwa
(Sanskrit). Prithvi Tattwa betyder âjordelementetâ. Prithvi betyder âjordenâ, og dens inderste vĂŠsen er Prithvi Tattwa i skikkelse af en gudinde eller en modergudinde (Moder Jord). Prithvi kaldes ogsĂ„ Dhra, Dharti, Dhrithri, og det betyder, âdet, der holder det heleâ.
Progressivt horoskop
Det progressive horoskop er en forudsigelse, der er baseret af fĂždselshoroskopet, som fortolkes ud fra forskellige principper, som kan vĂŠre forskellige afhĂŠngig af den metode, der anvendes. Filosofien bag det progressive horoskop er, at der i ethvert horoskop (og menneske) er nedlagt et udviklingsforlĂžb, som skaber menneskets karakter i lĂžbet af et livsforlĂžb. Det indre vĂŠkstforlĂžb afspejles i det progressive horoskop, og derfor kan astrologen forudsige kriser og muligheder, men astrologen kan ikke sige, hvordan mennesket vĂŠlger at forholde sig til kriserne og mulighederne pga. menneskets frie vilje.
Prometheus
(GrĂŠsk). Prometheus er den grĂŠske Logos â visdommens sĂžn, som ved at bringe den guddommelige ild (intelligensen og selvbevidstheden) ned til Jorden, gav menneskeheden logikkens og tĂŠnkningens gave (Manas). Som straf lĂŠnkede guderne Prometheus til en klippe (stoffet). Legenden er et symbol pĂ„ monadens (Ă„ndens) nedstigning gennem eksistensplanerne og fastgĂžrelse til stoffet. I de grĂŠske legender var Prometheus sĂžn af titanen Iapetos, som var ildens guddom. Da han gav menneskeheden ilden som en gave, gik han imod Zeus, som derfor lĂŠnkede ham nĂžgen til en klippe, og Zeus sendte en Ăžrn, som skulle ĂŠde hans lever. Men hver nat voksede leveren ud igen, og Ăžrnen mĂ„tte ĂŠde den igen nĂŠste dag. Prometheus blev til sidst sluppet fri af Zeus, fordi Prometheus advarede ham om, at havnymfen Thetis, som bĂ„de Zeus og Poseidon var interesserede i, ville fĂžde en sĂžn, som ville blive mere magtfuld end sin far. IfĂžlge en anden kilde befries Prometheus af Herkules. Zeus tillader det, fordi Herkules er hans sĂžn. IfĂžlge "Myten om Chiron" lĂžskĂžbes Prometheus, mod at Chiron til gengĂŠld giver afkald pĂ„ sin udĂždelighed. Prometheus skabte det fĂžrste menneske, Pharenon, men Zeus blev rasende over Prometheusâ beskyttelse af mennesket, og derfor sĂžrgede Zeus for, at menneskeheden ikke fik ild, og alle mennesker var tvunget til at leve i kulde og mĂžrke. Prometheus hjalp menneskeheden ved at stjĂŠle ilden fra Hefaistos og give den til menneskeheden. Som straf skabte Zeus den fĂžrste kvinde Pandora i Athenes billede og med Hermesâ evne til at bedrage. Hun blev sendt til Prometheusâ bror â Epimetheus â sammen med en gave: Pandoras ĂŠske. Da hun kom ind i menneskehedens samfund, Ă„bnede hun ĂŠsken, og det resulterede i, at det meste af ĂŠskens indhold (ondskab og sygdom) slap ud. Kun hĂ„bet blev i ĂŠsken, men det slap ogsĂ„ ud pĂ„ et senere tidspunkt. Det var begrundelsen for, at kvinden fik en mindre dominerende rolle i samfundet end manden. (Se ogsĂ„ Agniswatta).
Propagation
Propagation betyder âudbredelseâ, men ogsĂ„ âforplantningâ og âformeringâ. Propagation er en handling, der skaber forĂžgelse â som f.eks. en organisme, der Ăžges i antal, spredning af noget â som f.eks. en tro til udlandet eller til nye omrĂ„der, eller udvidelse â f.eks. af en revne i en fast genstand.
PrĂŠdestination
(Latin). âPrĂŠâ stammer fra âpraeâ, der betyder âforanâ eller âforudâ, og destination stammer fra âdestinatioâ, âdestinationisâ, der betyder âbestemmelseâ, âformĂ„lâ. PrĂŠdestination betyder âforudbestemmelseâ. Betegnelsen dĂŠkker troen pĂ„, at skĂŠbnen er forudbestemt. Det grĂŠske ord, der muligvis er oprindelsen til udtrykket, er âproorizoâ, som betyder at âvĂŠlge forud,â âindsĂŠtte,â og âbeslutte sig fĂžr tid.â I teologien er forudbestemmelse blevet en doktrin, der siger, at alle begivenheder er noget Gud vil â at Gud vĂŠlger at noget skal ske, fĂžr det sker. Iflg. Ă„ndsvidenskaben er prĂŠdestination relativ, fordi bestemte hovedtrĂŠk i et menneskes inkarnation er tilrettelagt, men der er desuden plads til bĂ„de fri vilje, frie valg og uforudsete begivenheder. I evolutionens lĂžb vil den frie vilje vokse, og dermed ogsĂ„ ansvaret for begivenhederne i livet. Astrologi er baseret pĂ„ en vis grad af prĂŠdestination, fordi horoskopet er et kort over de energier, som i bestemte perioder kan pĂ„virke et menneske og dermed aktivere fysiske eller psykologiske situationer og reaktioner. I kristendommen betyder prĂŠdestination, at Gud har forudbestemt, at nogle mennesker skal frelses, mens andre er dĂžmt til fortabelse. IfĂžlge Luther har Gud udvalgt mennesker til frelse, men ikke til fortabelse. John Calvin mener, at forudbestemmelse kun er mulig, hvis den gĂŠlder bĂ„de frelse og fortabelse. Blandt lutheranere kaldes det for âden dobbelte prĂŠdestinationâ. De forskellige teologiske forklaringer pĂ„ forudbestemmelse er ofte et forsĂžg pĂ„ at lĂžse âden frie viljes paradoksâ, for Guds alvidenhed er reelt uforenelig med menneskets frie vilje. PrĂŠdestination bruges nogle gange som udtryk for idĂ©er, der bygger pĂ„ determinisme, skĂŠbne, tro, dommedag m.fl., som kan vĂŠre materialistiske, spiritistiske, ikke-teistiske eller polyteistiske. Den slags overbevisninger eller filosofiske systemer pĂ„stĂ„r, at udfaldet er endeligt bestemt af et komplekst samspil mellem flere muligvis immanente, upersonlige eller analoge krĂŠfter, snarere end udtryk for en guddommelig skabers bevidste valg.
PrĂŠeksistens
(Latin). âPrĂŠâ stammer fra âpraeâ, der betyder âforanâ eller âforudâ, og eksistens, der stammer fra âexistentiaâ, der betyder âfremtrĂŠdenâ. PrĂŠeksistens betyder âforudtilvĂŠrelseâ. Det er et udtryk, der beskriver, at sjĂŠlen eksisterer, fĂžr den fĂždes i et fysisk legeme. PrĂŠeksistens er derfor nĂŠrt knyttet til reinkarnation. Nogle af oldtidens kirkefĂŠdre â f.eks. Origenes â var overbevist om prĂŠeksistensen. Nutidens kristendom mener derimod, at sjĂŠlen er ny og uden forudgĂ„ende liv og erfaring, nĂ„r et menneske fĂždes â eller at sjĂŠlen gĂ„r i arv fra far til sĂžn â begge dele er lige ulogiske og ufilosofiske. Kirken Ă„bner mulighed for en evig fremtid efter dĂžden, men almindelig logik viser, at âevighedâ nĂždvendigvis mĂ„ vĂŠre uendelig eller ubegrĂŠnset til begge sider. Hvis der er en evig fremtid, mĂ„ der ogsĂ„ vĂŠre en evig fortid â altsĂ„ prĂŠeksistens.
PrĂŠkognition
(Latin). âPrĂŠâ stammer fra âpraeâ, der betyder âforanâ eller âforudâ, og âkognitionâ, der betyder erkendelse, tĂŠnkning, anvendelse af viden. Inden for parapsykologi er prĂŠkognition betegnelsen for forudviden om fremtidens begivenheder, og denne viden er modtaget metafysisk. Der skelnes mellem spontan og eksperimentel prĂŠkognition. I nutiden bruges begrebet kognition desuden om mental informationsbehandling, dvs. som processer, der kendes fra computerberegninger.
PrĂŠkognitiv
Se PrĂŠkognition.
PrĂŠstekonger
(Egyptologi). Ved slutningen af Ny Rige â under Ramses XI â blev generalen Herihor som den fĂžrste udnĂŠvnt til âAmons fĂžrste profetâ, og han herskede herefter over alle den almĂŠgtige guddoms besiddelser. Ca. 1080 f.Kr. sluttede Ramesside-dynastiet, og Smendes fra Tanis i Deltaet grundlagde 21. dynasti, som inkluderede Psusennes. Herihors arvinger ĂŠndrede Thebens (Luxors) status til uafhĂŠngighed â dog under protest (der skete deportationer til oaserne) − og med vanhelligelser og optĂžjer (det var eksempelvis nĂždvendigt at skjule de faraoniske mumier mod ĂždelĂŠggelse). Tre prĂŠstekonger skrev deres navne i faraoniske kartoucher. Det var yppersteprĂŠster, der reelt indfĂžrte et teokratisk diktatur. Enhver beslutning om liv og dĂžd blev taget i form af et orakelsvar fra guden Amon, og svaret var et dekret. (Se ogsĂ„ PrĂŠster og PrĂŠsteskabet).
PrĂŠsteskab
(Egyptologi). Det egyptiske prĂŠsteskab kan opdeles i mange kategorier. FĂžrst og fremmest var der administratorerne. Herefter kommer den hĂžjere adel â âGuds tjenereâ â som grĂŠkerne kaldte âprofeterâ, der nogle gange var opdelt i fire klassetrin: âFĂžrste profeterâ, som var prĂŠsteskabets vigtigste, og de spillede ofte en vigtig rolle i landets politik. I en periode opnĂ„ede âAmons fĂžrste profeterâ kongelighed (prĂŠstekonger). Den lavere adel bestod af smĂ„gejstlige, som i teksterne kaldes âforĂŠdlereâ. I mindre templer kunne det vĂŠre dem, der udfĂžrte ritualerne. I udkanten af prĂŠstehierarkiet â men nĂŠrt knyttet til templerne â finder man specialisterne, navnlig skriverne, som boede i âLivets husâ (dvs. i templerne). I nogle templer reprĂŠsenterede de yppersteprĂŠsterne. Blandt specialisterne nĂŠvnes ogsĂ„ vismĂŠndene, underviserne, timeprĂŠsterne (astronomer/astrologer), og blandt flere andre kan nĂŠvnes medicinerne og magikerne. Ceremonierne blev ikke udfĂžrt hele Ă„ret af de samme prĂŠster. PrĂŠsteskabet var opdelt i fire klasser med identisk opbygning (de fire âphylesâ), som skiftedes til tempeltjenesten en mĂ„ned ad gangen. Derfor ville den samme gruppe vĂŠre fri for tjeneste i de efterfĂžlgende tre mĂ„neder. I fritiden vendte prĂŠsterne tilbage til deres landsbyer for at fortsĂŠtte livet som almindelige borgere, og det sikrede forbindelsen mellem tempellivet som prĂŠst og det almindelige daglige liv. (Se ogsĂ„ PrĂŠstekonger).
Psammetichus I
(Egyptologi). Tre konger bar dette navn i 26. dynasti. Psammetichus I regerede i 54 Ă„r (ca. 663-609 f.Kr.). I begyndelsen af hans regeringstid fjernede han andre lokale herskere i Deltaet i et slag, som er omtalt af Herodot. Han frigjorde sig ogsĂ„ fra Assyriens herredĂžmme og fordrev etiopierne fra Ăvre-Egypten. For at sejre rekrutterede han grĂŠske lejesoldater, som fra den tid kom til at spille en vigtig rolle i Egypten. Da fĂžrst landet var forenet, genoprettede Psammetichus I orden, velstand og magt. Han blev efterfulgt af sin sĂžn Necho II.
Psammetichus II
(Egyptologi). Psammetichus II var sĂžn af Necho II (595-589 f.Kr.) Psammetichus II sendte en hĂŠr mod Etiopien, og den banede sig vej til hjertet af kongeriget. PĂ„ hĂŠrens vej efterlod de grĂŠske og fĂžnikiske soldater sig spor i form af graffiti i templerne i Abu Simbel i Nubien.
Psammetichus III
(Egyptologi). Psammetichus III var sÞn af Amasis og den sidste farao i 16. dynasti. Han regerede i kun seks mÄneder. Den persiske konge Cambyses, der erobrede Egypten, lod ham henrette 525 f.Kr.
Psusennes
(Egyptisk). Psusennes var en forholdsvis ukendt konge i det 21. dynasti. Han herskede i Deltaet, men Ăvre-Egypten â som teoretisk var under hans herredĂžmme â blev reelt ledet af Amons Ăžverste yppersteprĂŠst. Psusennes, der knap nok var kendt af egyptologerne, ville vĂŠre forblevet ukendt, hvis ikke Pierre Montet havde fundet hans grav ved Tanis i 1940. Graven afslĂžrede en uberĂžrt begravelse af fire personer: Psusennes selv, en af hans generaler, Amenemope, en anden konge fra 21. dynasti samt Sheshong â en konge fra 22. dynasti. Det rige gravfund befinder sig nu pĂ„ Egyptian Museum i Cairo.
Psyke
(GrĂŠsk). Psyke stammer fra âpsucheâ, der betyder âlivâ. Det er afledt af âpsuchhoâ, der betyder âat blĂŠseâ, og som skal forstĂ„s som âĂ„ndeâ, herunder âĂ„ndâ og âsjĂŠlâ â og i sidste ende âselvâ i betydningen âden bevidste personlighedâ. I Ă„ndsvidenskaben er psyke identisk med âdet lavere selvâ â dvs. personligheden. Sigmund Freud, der betragtes som psykoanalysens far, mente, at psyken (han brugte ordet âSeeleâ (sjĂŠl/psyke) i alle sine skrifter) bestod af tre dele: 1) Id, som reprĂŠsenterer et menneskets instinktive drifter, og som stort set er ubevidst. 2) Super-egoâet, som reprĂŠsenterer menneskets samvittighed og internaliseringen (dvs. at man overtager andres tanker og holdninger og gĂžre dem til sine egne) af samfundsmĂŠssige normer og moral. 3) Egoet, som er bevidst og forsĂžger at integrere drifter fra id og begrĂŠnsningerne i super-egoâet. Freud mente, at konflikten muligvis var i centrum for neuroser. I den jungianske skole skrev Carl G. Jung meget af sit arbejde pĂ„ tysk. Det skaber vanskeligheder for oversĂŠtterne, for det tyske ord âSeeleâ betyder bĂ„de âpsykeâ og âsjĂŠlâ. Carl G. Jung var meget omhyggelig med at definere, hvad han mente med henholdsvis psyke og sjĂŠl. Psykologi er den videnskabelige eller objektive undersĂžgelse af psyken, og ordet er blevet brugt bĂ„de i psykologi og filosofi helt tilbage til oldtiden. Psyke har vĂŠret et af de grundlĂŠggende begreber for at forstĂ„ den menneskelige natur fra et videnskabeligt synspunkt. I psykologien er psyken den energimĂŠssige del, der har relation til tanker, fĂžlelser, idĂ©er, visioner og Ă„ndelighed, som iflg. naturvidenskaben stammer fra generne. Iflg. Ă„ndsvidenskaben fĂždes mennesket ikke som en renvasket tavle, men med en grundstruktur, der er opbygget af erfaringer i tidligere inkarnationer. (Se ogsĂ„ Nous).
Psykisk
(GrĂŠsk). Psykisk stammer fra âpsucheâ, der betyder âlivâ. âPsucheâ er afledt af âpsuchhoâ, der betyder âat blĂŠseâ, og som skal forstĂ„s som âĂ„ndeâ, herunder âĂ„ndâ og âsjĂŠlâ â og i sidste ende âselvâ i betydningen âden bevidste personlighedâ. Det psykiske er alt, hvad der vedrĂžrer det Ă„ndelige eller sjĂŠlelige i mennesket. Det er et udtryk, der ofte meget overfladisk benyttes som betegnelse for de evner og omrĂ„der, der ligger over de fysiske â dvs. fra det ĂŠteriske og opefter. Da psykisk er afledt af psyke, burde det kun anvendes om astrale og mentale evner og metafysiske fĂŠnomener. (Se ogsĂ„ Psyke).
Psykisk kirurgi
(GrĂŠsk). Psykisk stammer fra âpsucheâ, der betyder âlivâ. Psykisk kirurgi er betegnelsen for kirurgisk indgreb uden brug af normal lĂŠgepraksis â dvs. uden bedĂžvelse (anĂŠstesi), sepis eller kirurgiske instrumenter. I forbindelse med indgrebet indgĂ„r ofte materialisationsfĂŠnomener og healing. (Se ogsĂ„ Psyke).
Psykiske evner
(GrĂŠsk). Psykiske stammer fra âpsucheâ, der betyder âlivâ. âPsucheâ er afledt af âpsuchhoâ, der betyder âat blĂŠseâ, og som skal forstĂ„s som âĂ„ndeâ, herunder âĂ„ndâ og âsjĂŠlâ. SjĂŠlen har en rĂŠkke sanser og evner, som den benytter som erkendelsesredskaber pĂ„ de syv bevidsthedsplaner. PĂ„ det fysiske plan bruger sjĂŠlen de fem fysiske sanser, men pĂ„ de indre eller metafysiske bevidsthedsplaner, bruger den en rĂŠkke metafysiske sanser â f.eks. clairvoyance (klarsyn), clairaudience (klarhĂžrelse), telepati og intuition. TĂŠnkeevnens hĂžjere funktioner betragtes af Ă„ndsvidenskaben som sjĂŠlens sjette sans og intuition som den syvende. Ikke alle sjĂŠlens sanser er nĂždvendigvis metafysiske. Skelneevne og aspiration betragtes ogsĂ„ som vĂŠsentlige erkendelsesredskaber, som de fleste Ă„ndeligt sĂžgende mennesker anvender. PĂ„ astralplanet har sjĂŠlen fĂžlgende evner: Lavere astral clairvoyance (clairvoyant klarsyn), clairaudience (klarhĂžrelse), psykometri (klarfĂžlelse), forestillingsevne og aspiration. PĂ„ det lavere mentalplan har sjĂŠlen fĂžlgende evner: HĂžjere mental clairvoyance (clairvoyant klarsyn), hĂžjere clairaudience (klarhĂžrelse), hĂžjere psykometri (klarfĂžlelse) og klar skelneevne. PĂ„ kausalplanet (det hĂžjere mentalplan), befinder sjĂŠlen sig i sin egen verden, og her har sjĂŠlen fĂžlgende evner til sin rĂ„dighed: DĂžmmekraft, respons pĂ„ gruppevibration og Ă„ndelig telepati. BĂ„de begreberne og de evner, der krĂŠves pĂ„ de hĂžjere bevidsthedsplaner reprĂŠsenterer en meget hĂžjt udviklet bevidsthed, som kun de fĂŠrreste mennesker har udviklet pĂ„ nuvĂŠrende tidspunkt. PĂ„ det buddhiske plan, der befinder sig umiddelbart over sjĂŠlens plan, findes det sande kĂŠrligheds- og visdomsplan. Det buddhiske plan kaldes ofte for intuitionens plan. Her har sjĂŠlen fĂžlgende evner: Ă
ndelig forstÄelse, Ändelig healing, Ändelig vision, Ändelig intuition, Ändelig idealisme. PÄ det atmiske plan, der svarer til buddhisternes Nirvana, findes den Ändelige viljes plan. Her har sjÊlen evner, der er helt uforstÄelige for nutidens menneskehed, for evnerne er i hÞj grad abstrakte: Salighed, aktiv tjeneste, indsigt, perfektion og alvidenhed. (Se ogsÄ Aspiration, Clairalience, Clairaudience, Claircognizance, Clairgustance, Clairsentience, Clairvoyance, Clairvoyant, Skelneevne, Telepati og Intuition).
Psykisme
(GrĂŠsk). Psykisme stammer fra âpsucheâ, der betyder âlivâ. âPsucheâ er afledt af âpsuchhoâ, der betyder âat blĂŠseâ, og som skal forstĂ„s som âĂ„ndeâ, herunder âĂ„ndâ og âsjĂŠlâ. Psykisme handler bl.a. om naturens skjulte krĂŠfter, der kan erkendes ved hjĂŠlp af hĂžjere og lavere sensitivitet, afhĂŠngig af om krĂŠfterne og fĂŠnomenerne stammer fra de hĂžjere eller lavere niveauer pĂ„ det fysiske, astrale eller mentale bevidsthedsplaner. Der skelnes mellem to slags psykisme: Lavere psykisme, der ofte kommer til udtryk som clairvoyance, clairaudience og evnen til at kontakte ikke-menneskelige vĂŠsener (former). HĂžjere psykisme, der kommer til udtryk som telepati, Ă„ndelige evner og evnen til at erkende det guddommelige i alle former samt illumination. Engang i fremtiden vil evnerne ikke lĂŠngere blive betragtet som psykiske, men almindelige menneskelige egenskaber.
Psykokinese
(GrĂŠsk). Psykokinese stammer fra âpsucheâ, der betyder âlivâ, og âkinesisâ, der betyder âbevĂŠgelseâ. Psykokinese er evnen til at pĂ„virke en genstand uden berĂžring â dvs. alene ved hjĂŠlp af psykiske krĂŠfter. Det er derfor en almindelig betegnelse for tankens pĂ„virkning af fysiske systemer uafhĂŠngig af kendte fysiske kanaler. Psykokinese er ogsĂ„ kendt som telekinese, der ogsĂ„ betyder fjernbevĂŠgelse. Begge begreber bruges inden for den metafysiske verden. Det er et eksempel pĂ„ psykokinese, nĂ„r man alene ved tankens kraft flytter genstande. Det kaldes desuden psykokinese, hvis man ĂŠndrer pĂ„ ting ved tankens kraft, men det kaldes kun telekinese, hvis man flytter dem ved hjĂŠlp af tanken. Den mest avancerede form for psykokinese er levitation, som betyder, at man lĂžfter sin egen krop fra gulvet. (Se ogsĂ„ Telekinese).
Psykometri
(GrĂŠsk). Psykometri stammer fra âpsucheâ, der betyder âpsycheâ (âlivâ), og âmetriâ, âmetronâ, der betyder âmĂ„lingâ. Psykometri er derfor mĂ„ling ved hjĂŠlp af psyken. Inden for Ă„ndsvidenskaben kaldes psykometri ogsĂ„ for âgenstandslĂŠsningâ. Psykometri var oprindeligt evnen til at âlĂŠseâ eller âseâ â ikke med de fysiske Ăžjne, men med det indre syn (clairvoyance). I Ă„ndsvidenskaben bruges ordet om evnen til at kunne âseâ en genstands fortidige historie alene ved at berĂžre den. En psykometriker kan f.eks. ved at tage en personlig genstand i hĂ„nden âaflĂŠseâ informationer om personen, der har bĂ„ret den, og de begivenheder, der har udspillet sig i genstandens nĂŠrhed. Psykometri er desuden en videnskabsgren, der beskĂŠftiger sig med generelle teoretiske og metodologiske principper ved hjĂŠlp af mĂ„ling (kvantificering) af menneskets mentale egenskaber og tilstande. Det kan f.eks. vĂŠre personens intelligensniveau, personlighedstrĂŠk, hukommelse m.v. I bred forstand er psykometri en betegnelse for psykologiske data, men snĂŠvert er et en betegnelse for psykologisk testning, som inden for psykologien er den mest udbredte metode til at âmĂ„le psykenâ.
Psykometriker
(GrĂŠsk). Psykometriker stammer fra âpsucheâ, der betyder âpsycheâ (âlivâ), og âmetriâ, âmetronâ, der betyder âmĂ„lingâ. En psykometriker er enten en betegnelse for en person, der udfĂžrer psykometri (genstandslĂŠsning), eller en psykolog, der udfĂžrer psykologiske tests. En psykometriker, der udfĂžrer genstandslĂŠsning, praktiserer en form for metafysisk afkodning af relevante informationer, der er âprogrammeretâ i genstanden af ejeren. Psykometrikeren aflĂŠser genstandens energifelt, der rummer viden om dens historie. (Se ogsĂ„ Psykometri).
Psykosyntese
(GrĂŠsk/latin). Psykosyntese stammer fra det grĂŠske âpsucheâ, der betyder âpsycheâ (âlivâ), og det oldgrĂŠske σύνθεσις, hvor âσύνâ betyder âsammenâ, og τίθημι, der betyder âforeneâ, âkombinereâ, âsmelte sammenâ (i en syntese). Psykosyntesen blev udviklet af den italienske psykiater Roberto Assagioli, og den er en del af den transpersonlige psykologi. Psykosyntesen er en af de fĂ„ psykologier, der Ă„bent erkender, at mennesket er en sjĂŠl. Psykosyntesen er en helhedsorienteret psykologi, der betoner, at mennesket udover sine driftsmĂŠssige instinkter ogsĂ„ indeholder hĂžjere etiske, ĂŠstetiske og Ă„ndelige potentialer. Et af psykosyntesens mĂ„l er at lĂŠre mennesket at samle og koordinere bĂ„de driftsmĂŠssige og transpersonlige kvaliteter i en helstĂžbt personlighed. Mennesket er ofte splittet imellem forskellige indre drifter og impulser, og det stĂ„r som regel viljeslĂžst overfor de psykologiske krĂŠfter. Psykosyntesen pĂ„stĂ„r, at ved at styrke kontakten til den sande identitet â sjĂŠlen â kan mennesket opnĂ„ en evne til at mestre sig selv. SjĂŠlen er defineret som menneskets indre kerne, der bestĂ„r af âren bevidsthed og viljeâ. Psykosyntesen er kendt for sine effektive teknikker til bĂ„de at kontakte og forlĂžse ubevidste komplekser og fortrĂŠngninger og hĂžjere intuitive og kreative potentialer. FĂžrst nĂ„r mennesket har erkendt og integreret sine skyggesider, er der mulighed for, at de hĂžjere transpersonlige kvaliteter kan udfolde sig. Integreringen mellem de Ă„ndelige og personlige kvaliteter i menneskets psyke kaldes psykosyntese.
Ptah
(Egyptologi). Ptah er en egyptisk skabergud. Navnet Ptah blev senere til Pethâr, Patara og Patras, som blev til âpaterâ (der betyder âophavâ). Navnet pĂ„ apostlen Peter stammer fra mysterierne. Jesus sagde: âPĂ„ denne klippe vil jeg bygge min kirkeâ. Universet er Guds tempel, og klippen eller âpetraâ er klippetemplet eller den universelle visdom, som blev manifesteret af Ptah. Hierofanten eller yppersteprĂŠsten bar titlen âHeb-carâ, som betyder âfortolkerenâ (af Ptahs visdom). Alle guder i det gamle Egypten indgik i triader (treenigheder). Triaden symboliserede de skabende krĂŠfter, som bestod af: 1. aspekt: Atum â âUniversets bygherreâ. 2. aspekt: Ptah â âUniversets arkitektâ. 3. aspekt: Khnum − âUniversets hĂ„ndvĂŠrksmesterâ. Skaberguden Ptah blev derfor betragtet som âUniversets arkitektâ. Det var Ptah, der skabte Universet form eller âlivets trĂŠâ. âLivets trĂŠâ er arketypen for livets vision eller den guddommelige hensigt. Den egyptiske gudelĂŠre oplyser, at guder, gudinder og mennesker udgik fra Ptahs bevidsthed. NĂ„r mennesket skabte noget, var det derfor i virkeligheden bevidstheden hos âUniversets arkitektâ, der skabte ved at bruge menneskets intelligens. Det skal forstĂ„s sĂ„dan, at Universet er en tanke â Guds tankeform â og det enkelte menneskes tanker er dele af den universelle helhed. Det enkelte menneske er Guds redskab til at realisere livets vision eller den guddommelige hensigt. Hvis Universet er alt det, der er, og alt det der er, er udgĂ„et fra Guds bevidsthed, rummer Guds bevidsthed alt, hvad der kan erkendes. Derfor var Ptah âden absolutte sandhedâ om Universet og Gud iflg. de gamle egyptere. Ptah blev af yppersteprĂŠsterne erklĂŠret for âden Ăžverste bevidsthedâ. Han blev afbildet med det fysiske legeme mumificeret. Det fysiske og stoflige var inaktivt og fikseret. Kun hovedet eller bevidstheden var levende og aktiv. PrĂŠsterne sagde, at Ptah var âgudernes hjerte og tungeâ. I det gamle Egypten var ordet âhjerteâ identisk med âbevidsthedâ. Men Ptah var ogsĂ„ âgudernes tungeâ. Det var derfor ham, der udtalte âDen Enesâ (dvs. Atums) skabende ord. En egyptisk tekst siger: âDet er hjertet, der er Ă„rsag til, at enhver virkning opstĂ„r. Det er tungen, som udtaler hjertets tanke â Ptah er gudernes store hjerte og tungeâ. Atum symboliserede viljen og kraften bag Universet. Ptah omsatte Atums vilje til en tanke, og Ordet manifesterede den guddommelige tanke i en tankeform, som er Universet. Tanker er derfor en skabende kraft. Den samme idĂ© gĂ„r igen i de hellige skrifter. âI begyndelsen var Ordetâ, siger Bibelen. Oprindelig stod der â âI begyndelsen var Logosâ. Det grĂŠske ord logos betyder bĂ„de ord og tanke. FĂžrst kom viljen eller impulsen til skabelse. Viljen blev manifesteret i form af en tanke. Ordets vibration skabte derefter stoffet og ordnede det efter tĂŠthed pĂ„ forskellige bevidsthedsniveauer eller eksistensplaner. I den egyptiske mysteriebog Tallenes Bog fortĂŠlles det, at Ptah var âden, der lukkede opâ. Det var derfor Ptah, som âlukkede opâ for skabelsen og dermed for cyklussen af liv, dĂžd og genfĂždsel. Fortidens egypter ville sige, at livet udgik fra VerdensĂŠgget (enheden) for at begynde sit dobbelte vĂŠrk (skabelse af den duale verden).
PtolemĂŠ I Epiphanes
(Egyptologi). PtolemÊ I Epiphanes (205-180 f.Kr.) generobrede 187-186 f.Kr. Theben, men kunne ikke opretholde magten i Asien, PalÊstina og det ÊgÊiske omrÄde.
PtolemĂŠ I Euergetes
(Egyptologi). PtolemĂŠ I Euergetes (ca. 246-221 f.Kr.) og PtolemĂŠ IV Phi-lopator â som var PtolemĂŠ I Philadelphusâ sĂžn og sĂžnnesĂžn â fik begge diplomatisk og militĂŠr succes i Kyrenaika og Syrien, men 208 f.Kr. brĂžd en opstand ud i Theben, og de mistede magten.
PtolemĂŠ I Philadelphus
(Egyptologi). PtolemĂŠ I Philadelphus (ca. 282-246 f.Kr.) var sĂžn af PtolemĂŠ I Soter. Han etablerede og organiserede et omfattende system til Ăžkonomisk administration. Han oprettede grĂŠske landbrugskolonier ved Faijum og introducerede den dynastiske kult. Mange af de mest berĂžmte bygninger i Alexandria stammer fra hans regeringstid â f.eks. museet, biblioteket og fyrtĂ„rnet. Han genĂ„bnede vandvejen mellem Nilen og Det RĂžde Hav. Iflg. nogle traditioner blev Det Gamle Testamente oversat til grĂŠsk i hans regeringstid.
PtolemĂŠ I Philopator
(Egyptologi). Fra PtolemĂŠ I Philopator (ca. 180-145 f.Kr.) til PtolemĂŠ X Alexander I (ca. 88-80 f.Kr.) var Egypten splittet af magtkampe mellem brĂždre. Philometor kĂŠmpede med sin broder PtolemĂŠ VIII Euergetes II (170-164 f.Kr. â herefter 164-163 f.Kr.). PtolemĂŠ VIII Euergetes II myrdede sin nevĂž PtolemĂŠ VII Neos Philopator (ca. 145-144 f.Kr.). Hans to sĂžnner PtolemĂŠ IX Soter II og PtolemĂŠ X Alexander I deltog i gensidige terrorhandlinger. Deres to efterfĂžlgere, PtolemĂŠ X Alexander II (ca. 88-80 f.Kr.) og PtolemĂŠ XII Neos Dionysos (Auletes) blev konfronteret med flere oprĂžr fra Alexandrias borgere â ofte med tragiske fĂžlger. PtolemĂŠ XIII (ca. 51-47 f.Kr.) og PtolemĂŠ XIV (ca. 47-44 f.Kr.) â brĂždre og ĂŠgtemĂŠnd til den kendte Cleopatra VII â blev ofre for henholdsvis Julius CĂŠsar og deres sĂžster. PtolemĂŠ XV CĂŠsarion â sĂžn af Julius CĂŠsar og Cleopatra â blev myrdet af Octavian 30 f.Kr.
PtolemĂŠ I Soter
(Egyptologi). PtolemĂŠ I Soter (ca. 304-282 f.Kr.) reorganiserede landets administration, introducerede Serapis-kulten og grundlagde âPtolemaisâ i Ăvre-Egypten.
PtolemĂŠerne
(Egyptologi). Mellem 304 f.Kr. â Ă„ret for tiltrĂŠdelsen af PtolemĂŠ I â og 30 f.Kr. â Ă„ret for Romerrigets erobring af Egypten â bar 15 konger, som sad pĂ„ Egyptens trone eller gjorde krav pĂ„ den, navnet PtolemĂŠ. Mange af kongerne var dygtige organisatorer, som tvang Egypten ind under en ny skattemĂŠssig og Ăžkonomisk struktur, og de gjorde Alexandria til det Ăžstlige middelhavsomrĂ„des handels-, uddannelses- og forskningscenter. I en periode pĂ„ nĂŠsten tre Ă„rhundreder blev mange egyptiske sanktuarier enten rekonstrueret, udvidet eller grundlagt â eksempelvis Edfu-templet, Philae-templet, Esna-templet, Kom Ombo-templet og Dendara-templet, som alle er bevaret. Egypten led imidlertid under de fremmede konger, og der var to oprĂžrsforsĂžg i den thebanske region 208-186 f.Kr. og 88-86 f.Kr.
Puja
(Sanskrit). Puja stammer fra dravidiske sprog. De dravidiske sprog er en sprogfamilie med omkring 26 sprog, som hovedsageligt tales i det sydlige Indien og pĂ„ Sri Lanka. Forskerne har foreslĂ„et to mulige tamilske rĂždder til Puja â âPoosaiâ, der betyder "at gĂžre noget", og âPoocheiâ, der betyder âat gĂžre med blomsterâ. Fra sanskrit oversĂŠttes Puja ofte med ord som âĂŠrbĂždighedâ, âĂŠreâ eller âtilbedelseâ. For hinduer betyder Puja tilbedelse og ofring til guden, og Puja indgĂ„r i enhver tempelhandling. Ritualet udfĂžres ogsĂ„ af buddhister og sikher. I hinduismen udfĂžres Puja ved en rĂŠkke lejligheder, pĂ„ forskellige tidspunkter af dagen og pĂ„ forskellige tidspunkter â f.eks. den daglige Puja i hjemmet, Puja ved tempelceremonierne og Puja ved store festivaler. Puja udfĂžres i mange varianter og ved mange lejligheder som f.eks. Durga Puja og Lakshmi Puja. Durga Puja betyder âtilbedelse af Durgaâ, som ogsĂ„ kaldes Durgotsava. Durga Puja festivalen markerer gudinden Durgas sejr over den onde bĂžffeldĂŠmon Mahishasura. Durga Puja-festivalen handler derfor om det godes sejr over det onde. Lakshmi Puja er et hinduistisk ritual, der udfĂžres under Diwali-festivalen, som er et lysritual. Iflg. traditionen anbringer deltagerne smĂ„ olielamper udenfor deres hjem under festivalen i hĂ„b om, at Lakshmi vil velsigne dem. Gudinden Lakshmi tilbedes ofte af mennesker, der Ăžnsker at erhverve eller bevare rigdom. Man mener, at Lakshmi (dvs. rigdom) kun gĂ„r til Ă„ndligt rene hjem med hĂ„rdtarbejdende mennesker. Lakshmi besĂžger aldrig steder, der er urene, eller hvor familiemedlemmerne er dovne. I Vaishnava-filosofien betragtes Lakshmi som âIswarigm sarva bhootanamâ â dvs. en hĂžjtstĂ„ende Ă„ndelig skikkelse, og ikke kun som gudinde for rigdom. Et andet eksempel er Guru Puja, som er et ritual, hvor man ofrer til sin Ă„ndelige mester (guru) og beder om inspiration. Ă
ndelige lÞfter og forpligtelser, som mÄske ikke er fÞrt ud i livet, reetableres. I ritualet forener man tankesindet med den Ändelige mesters eller guruens ophÞjede tankesind, som er en kilde og livskraft, der oplyser den Ändelige vej. Mennesker under Ändelig udvikling har brug for positiv energi, hvis det Ändelige potentiale skal vokse og blive fuldkomment. Det er baggrunden for Guru Puja-ritualet. Puja er inspireret af tanken om at gÞre et offer eller give en gave til en guddom eller Ändelig person og modtage deres velsignelse til gengÊld. (Se ogsÄ Durga og Lakshmi).
Pundalik
(Sanskrit). Pundalik eller Pundarik er en central skikkelse i legenderne om den hinduistiske gud Vithoba. Generelt betragtet er Vithoba identisk med Vaishnava-guddommene, der er bedre kendt som guderne Vishnu og Krishna. Pundalik har fÄet Êren for at have bragt Vithoba til Pandharpur, hvor Vithobas vigtige helligdom befinder sig den dag i dag. Man mener ogsÄ, at Pundalik er den historiske grundlÊgger af Varkari-sekten, hvor Vithoba er den centrale guddom.
Punt
(Egyptologi). SydĂžst for Egypten â i omrĂ„det ved Eritrea og Somalia â lĂ„ det mystiske land Punt. Egypterne havde kendt Punt siden 5. dynasti, og tekster i de ptolemĂŠiske og romanske templer fortĂŠller om det fjerne land, der bl.a. producerede velduftende rĂžgelse. Men de primĂŠre informationer om Punt stammer fra Mellemste Rige og Ny Rige, hvor der fortĂŠlles om flere ekspeditioner til Punt. Eventyreren Henu opdagede en ny rute gennem den Ăžstlige Ăžrken til havet, og dronning Hatshepsut sendte sin berĂžmte ekspedition til Punt â en bedrift, der er beskrevet i detaljer pĂ„ tempelvĂŠggen i en af kolonnaderne i hendes gravtempel i Deir el-Bahari (Vestbredden ved Luxor). Reliefferne viser, at Punts indbyggere boede ved en flod, og deres hytter var bygget pĂ„ pĂŠle. Landet producerede ibenholt, elfenben, guld, viraktrĂŠ, terpentintrĂŠ, kvĂŠg og andre dyr eksempelvis aber. Handler foregik som byttehandler og tilsyneladende med gensidig respekt.
Puraka
(Sanskrit). Puraka betyder âindĂ„ndingâ. NĂ„r man praktiserer Puraka, skal indĂ„ndingen begynde langsomt og kontrolleret. Under indĂ„ndingen skal man lytte til Ă„ndedrĂŠttets lyd. Den skal jĂŠvn og harmonisk, for luften skal indĂ„ndes i samme tempo under hele indĂ„ndingen. NĂ„r man tager en dyb indĂ„nding, skal man stoppe, nĂ„r brystet begynder at stramme. Nogle gange skal indĂ„ndingen stoppes kort pĂ„ indĂ„ndingens yderste grĂŠnse pga. spĂŠndinger eller for stort pres. Det skal man vĂŠre opmĂŠrksom pĂ„, nĂ„r man forsĂžger at indĂ„nde den stĂžrste mĂŠngde luft, og samtidig forsĂžger at afbalancere presset pĂ„ krop og sind. Man skal aldrig vĂŠre for kraftfuld, nĂ„r man praktiserer dybe vejrtrĂŠkninger.
Puranaer
(Sanskrit). Puranaer, der betyder âde ĂŠldgamleâ, er de gamle hinduistiske vediske hellige skrifter, der i mytologiske allegorier og symboler bl.a. indeholder hele kosmologien. Iflg. Ă„ndsvidenskaben er de ĂŠldste Puranaer oversĂŠttelser til sanskrit fra atlantiske skrifter. Puranaerne indeholder primĂŠrt beskrivelser af Universets historie fra skabelse til oplĂžsning â ofte prĂŠsenteret som symbolske slĂŠgtshistorier med guder, gudinder, halvguder, konger, helte og vismĂŠnd, som udgĂžr den hinduistiske kosmologi og filosofi. Puranaerne er blevet grupperet i overensstemmelse med de tre gunaer eller kvaliteter â Sattva, Rajas og Tamas â eller i forhold til de tre aspekter i den guddommelige Trimurti â Vaishnava, Brahma og Shaiva. Puranaerne lĂŠgger normalt vĂŠgt pĂ„ en bestemt guddom, som forklares med en overflod af religiĂžse og filosofiske begreber. Som regel er Puranaerne skrevet i form af historier, der fortĂŠlles af Ă©n person til en anden. De findes i folkelige oversĂŠttelser, og de formidles af braminerne, der lĂŠser dem op for tilhĂžrerne. Det sker som regel i Katha-sessioner, hvor en omrejsende bramin opholder sig i et tempel i et par uger, og oplĂŠser og forklarer dele af Puranaerne, som regel ud fra et Bhakti-perspektiv. Vyasa, forfatteren til Mahabharata, betragtes traditionelt som den, der har samlet Puranaerne. De tidligste skriftlige versioner stammer sandsynligvis fra Gupta-imperiet (3.-5. Ă„rh. e.Kr.), og meget materiale er dateret via historiske referencer og andre forbindelser til perioden og de efterfĂžlgende Ă„rhundreder. Teksterne blev muligvis nedskrevet over hele Indien. Dateringen for de skrevne tekster er ikke identisk med Puranernes oprindelse. FĂžr de blev nedskrevet, eksisterede de i mundtlig form, og desuden blev de gradvis modificeret langt ind i det 16. Ă„rh. En tidlig henvisning findes i Chandogya Upanishad â ca. 500 f.Kr. Brhadaranyaka Upanishad refererer til Puranaerne som âden femte Vedaâ â âItihasapuranam Pancamam Vedanaṃâ â og det afspejler den meget tidlige religiĂžse betydning af myterne â sandsynligvis i rent mundtlig form. Den mest berĂžmte form for Itihasapuranam er Mahabharata. (Se ogsĂ„ Bhakti, Guna, Mahabharata, Shaivisme og Vaishnava).
Puritaner
Se Puritanisme.
Puritanisme
(Latin). Puritanisme stammer fra âpuritasâ, der betyder ârenhedâ. Puritanisme er puritanernes lĂŠre, som er kendetegnet ved nĂžjsom og ren livsfĂžrelse. I 1500-tallet dannedes en engelsk sekt af protestanter, som praktiserede renhed i troen og gudstjenesternes renselsesceremonier. De Ăžnskede yderligere reformer og oven i kĂžbet lĂžsrivelse fra den etablerede kirke under reformationen. Men puritanerne brugte ikke begrebet âpuritanerâ om sig selv. Det var et skĂŠldsord, som fĂžrst dukkede op i 1560âerne. Puritanerne kaldte sig selv âde gudeligeâ. Ordet âpuritanerâ blev dermed snarere en beskrivelse af en speciel form for religiĂžs overbevisning end en speciel form for kirke.
Purusha
(Sanskrit). Purusha betyder âĂ„ndâ, der er en modsĂŠtning til Prakriti, som betyder âstofâ. Purusha er ren universel Ă„nd eller absolut bevidsthed. Samkhya-filosofien og den klassiske yoga baseret pĂ„ Yoga Sutras er derfor dualistiske filosofier. Purusha er sjĂŠlen, Ă„nden eller ren bevidsthed, og den eneste kilde til bevidsthed. Purusha er den maskuline pluspol. Prakriti er det, der er skabt. Det er naturen i alle sine aspekter. Prakriti er den feminine minuspol. Iflg. Samkhya-filosofien findes der ikke en enkelt Purusha, som befinder sig hierarkisk over andre â eller sagt pĂ„ en anden mĂ„de â der er der ingen dukkefĂžrer, der trĂŠkker i strengene til marionetdukkerne. Purusha er ren bevidsthed, og derfor er Prakriti i sagens natur bevidstlĂžs. Prakriti er alt det, der er under forandring. Men Prakriti er ikke kun de fysiske aspekter af det univers, mennesket kan sanse. Prakriti er selve menneskets sanser. Prakriti er tanker, hukommelse, fĂžlelser, begĂŠr og endda menneskets intelligens. Prakriti er alt det, der ikke er bevidst. Bevidsthed er udelukkende Purusha. Purusha sammenlignes ofte med Solen, mens Prakriti sammenlignes med en blomst, der er tiltrukket af Solens lys og varme. Purusha er ren og fjern og hinsides bĂ„de subjekt og objekt. Man kan ikke forstĂ„ Purusha, for det ville gĂžre Purusha til et objekt. Purusha kan heller ikke vide eller forstĂ„, for det ville gĂžre Purusha til et subjekt. Purusha ER. Men pĂ„ grund af tilstedevĂŠrelsen af Prakriti, bliver Purusha tiltrukket, pĂ„ samme mĂ„de som pluspolen og minuspolen pĂ„ en magnet tiltrĂŠkker hinanden. TiltrĂŠkningen medfĂžrer, at Purusha bliver indfanget af Prakriti. Gradvis bliver Purusha mere og mere viklet ind i Prakriti. Til sidst glemmer Purusha, at Purusha og Prakriti engang var adskilt, og Purusha holder op med at kĂŠmpe for at genvinde sin frihed. Det uheldige ĂŠgteskab burde aldrig vĂŠre sket. Det eneste, der kan ĂŠndre situationen, er en hurtig og effektiv skilsmisse. Skilsmissen kan gennemfĂžres ved at praktisere yoga og meditation. Samkhya-filosofien og klassisk yoga handler derfor ikke om forening. Yoga Sutra handler om at fĂ„ gennemfĂžrt en skilsmisse sĂ„ hurtigt som muligt. Purusha er let at forstĂ„, for alle har tilsyneladende en instinktiv eller intuitiv forstĂ„else af begrebet sjĂŠl eller bevidsthed, selv om man ikke er i stand til at beskrive Purusha nĂžjagtig. Prakriti er derimod mere fremmed. (Se ogsĂ„ Parabrahman og Prakriti).
Purusha Sukta
(Sanskrit). Purusha Sukta er en af de mest almindeligt anvendte vediske hymner pĂ„ sanskrit. Den reciteres i nĂŠsten alle vediske ritualer og ceremonier. Den bruges ofte i forbindelse med tilbedelsen af Vishnu eller Narayana i templerne. Den anvendes ved ildceremonier og i forbindelse med personlige meditationer. Purusha Sukta er en vigtig del af Rig-Veda. Mudgalopanishad giver en glimrende oversigt over hele Purusha Sukta. Indholdet af Sukta er ogsĂ„ afspejlet og uddybet i Bhagavata Purana og i Mahabharata. Den mest almindeligt anvendte del af Sukta indeholder 24 mantraer eller vers. De fĂžrste 18 mantraer kaldes Purvanarayana, og resten Uttaranarayana. Nogle gange har man tilfĂžjet 6 mantraer, og tilfĂžjelsen kaldes Vaishnavanuvaka. Versene er taget fra en anden velkendt hymne, der kaldes Vishnusukta, som er en del af Rig-Vedas Samhita. Selv om mantraer i Uttaranarayana og Vaishnavanuvaka ikke umiddelbart har nogen sammenhĂŠng med de 16 mantraer i Rig-Veda Samhita har traditionen pĂ„ en eller anden mĂ„de bandet dem sammen. Purusha Sukta er en tekst, der er temmelig vanskelig at forklare pĂ„ en mĂ„de, der forstĂ„s i nutiden. Det skyldes fĂžrst og fremmest det arkaiske sprog, som ikke altid egner sig til fortolkninger, der er baseret pĂ„ klassisk sanskrit, for mange af ordene kan fortolkes pĂ„ mange forskellige mĂ„der â bĂ„de bogstaveligt og symbolsk. Alligevel rummer Purusha Sukta essensen af Vedanta-filosofien, den vediske tradition, Bhagavad-Gita og Bhagavata Purana. Den indeholder principperne for Upasana (meditation), Jnana (viden), Bhakti (hengivenhed), Dharma og Karma (ritualer og pligter). Derfor er Purusha Sukta hĂžjt respekteret og lige sĂ„ flittigt brugt i nutiden som for tusinder af Ă„r siden.
Purushartha
(Sanskrit). Purushartha vil sige âdet, der sĂžges af mennesketâ, âmenneskets formĂ„lâ, âlivsmĂ„lâ eller âbestemmelseâ. Purushartha er derfor formĂ„let med bevidstheden og med menneskets eksistens. Ved at opfylde Purushartha, opnĂ„r mennesket bĂ„de fuldkommenhed og hjĂŠlper med at opretholde og udvikle menneskeheden. Purushartha bestĂ„r af fire grundlĂŠggende behov eller lĂŠngsler: Dharma, Artha, Kama og Moksha. Dharma er retfĂŠrdighed â religiĂžs, social, moralsk og Ă„ndelig. Artha er velstand â bĂ„de materiel, Ăžkonomisk og sĂžgen efter Ă„ndelige vĂŠrdier. Kama er opfyldelse af begĂŠr â kĂŠrlighed, fĂžlelsesmĂŠssigt og seksuelt. Dharma skal danne grundlaget for Artha og Kama. BĂ„de Artha og Kama reprĂŠsenterer, hvordan et retfĂŠrdigt menneske skal bidrage til samfundet og menneskeheden i almindelighed. Moksha er Ă„ndelig frigĂžrelse, afkald pĂ„ alle bindinger og fuldkommen upersonlighed.
Putra
(Sanskrit). Putra betyder âsĂžnâ â f.eks. Manasaputra, som er âtankens sĂžnnerâ. Menneskets reinkarnerende sjĂŠl â Brahmaputra â er Brahmas eller guds sĂžn. (Se ogsĂ„ Manasaputra).
Putrakameshti
(Sanskrit). Putrakameshti er en speciel Yajna, der praktiseres i hinduismen for at fĂ„ et barn. Putrakameshti er en Kaamya-karma. I Ramayana kan man lĂŠse, at pĂ„ anbefaling af den vise Vashishta udfĂžrte kong Dasharatha af Ayodhya ritualet Putrakameshti Yajna under overvĂ„gning af Rishishringa Muni, der var ekspert i Yajur-veda, og som var i besiddelse af retningslinjerne for invokationen. Efter et succesfuldt ritual gav ildens herre Agnidev en skĂ„l med sĂžde sager til kongen af Ayodhya. Den blev givet videre til kongens tre dronninger med henblik pĂ„ offentliggĂžrelse af budskabet om kongens sĂžnner â Sri Rama, Lakshmana, Bharatha og Shatrughna. (Se ogsĂ„ Ramayana og Yajna).
PygmĂŠ
(Egyptologi). PygmĂŠer nĂŠvnes fĂžrste gang i 6. dynasti (ca. 2370 f.Kr.). Den rejsende Herkhuf tog en pygmĂŠ med sig tilbage fra en ekspedition â en bedrift, der var udfĂžrt et Ă„rhundrede tidligere under kong Isesi. I de egyptiske optegnelser kaldes pygmĂŠen for âdenegâ, som man har associeret med det abessinske ord âdvĂŠrgâ. PygmĂŠens ankomst til Egypten vakte opsigt, for den er bekrĂŠftet af den unge kong Pepi II, som skrev til Herkhuf: âKom omgĂ„ende med bĂ„d til paladset og medbring pygmĂŠen, som du har medbragt fra verdens ende, i live sund og rask, sĂ„dan at han kan udfĂžre en dans for guden og underholde din herre. Og nĂ„r han gĂ„r om bord, sĂžrg da for, at trofaste mĂŠnd vogter hans kahyt, og foretag inspektion ti gange i lĂžbet af natten, for majestĂŠten har stĂžrre Ăžnske om at se pygmĂŠen end alle skatte fra Sinai og RĂžgelseslandetâ. I Gamle Rige var pygmĂŠer blot dansere, som hyldede solguden med deres akrobatiske spring.
Pylon
(Egyptologi). Foran egyptiske templer byggede de gamle egyptere pyloner. Ordet âpylonâ er grĂŠsk og betyder âportâ. NĂ„r HomĂ©r i Iliaden kalder Theben for âbyen med de 100 porteâ, hentyder det sandsynligvis til de mange pyloner i de mange templer bĂ„de pĂ„ Ăst- og Vestbredden. Tempelpylonen bestod af to symmetriske konstruktioner, som flankerede den indgang, der gav adgang til den Ă„bne tempelgĂ„rd eller peristylhal bag pylonen. Pylonerne rejste sig hĂžjt over tagene pĂ„ tempelrummene og − hallerne i de indre tempelafsnit. De skjulte de indre tempelafsnit for mennesker, der befandt sig uden for templet. Pylonens facade var udsmykket med farvede vimpler, der hang ned fra lange trĂŠflagstĂŠnger, der var forsĂŠnket i nicher i muren. Det meste af konstruktionen var massiv, med desuden var der flere rum og en trappeopgang, der fĂžrte helt op til pylonens tag. De stĂžrste pyloner havde flere etager med adskillige rum, og formĂ„let med rummene er ukendt, men sandsynligvis har tempelvagterne opholdt sig her. De to pylontĂ„rne symboliserede de to horisonter, som Solen bevĂŠgede sig imellem fra solopgang til solnedgang â fra Ăžst til vest, og det var ogsĂ„ tĂ„rnenes orientering. Samme symbolik ser man i forbindelse med broen, der forbandt de to pylontĂ„rne, for her viste faraoen sig ved bestemte lejligheder, og hans liv var netop et symbol pĂ„ Solens rejse eller livets cyklus fra fĂždsel (solopgang) til dĂžd (solnedgang). SĂŠdvanligvis har et tempel kun en enkelt pylon, der bestĂ„r af to pylontĂ„rne, men nogle thebanske templer har flere (foran hvert tempelafsnit). Karnak-templet har eksempelvis ti pyloner.
Pyromanti
(GrĂŠsk). Pyromanti stammer fra âpyrâ eller âpyroâ, der betyder âildâ, og âmantiâ, der er afledt af âmanteiaâ, som betyder âspĂ„domâ. Pyromanti er betegnelsen for spĂ„dom med offerild. Det er en sĂŠrprĂŠget spĂ„domskunst, der er baseret pĂ„ stĂžrrelsen af ildens flammer. Store flammer tolkes som positive, hvorimod smĂ„ flammer reprĂŠsenterer negative tendenser.
Pythagoras
(GrĂŠsk). Den mest berĂžmte af alle mystiske filosoffer blev fĂždt pĂ„ Ăžen Samos omkring 586 f.Kr. Han rejste over hele den dengang kendte verden og studerede den hemmelige videnskab i Egypten, KaldĂŠa og Indien, hvor han ogsĂ„ er kendt under navnet Yavanacharya (den ioniske lĂŠrer). Efter sin hjemkomst grundlagde han en skole i Krotona i Italien, der hurtigt blev berĂžmt i alle civiliserede lande. Han underviste bl.a. i reinkarnation og det heliocentriske system, og han var en af de stĂžrste matematikere, der har levet. Et eksempel er âden pythagorĂŠiske lĂŠresĂŠtningâ. Det var ham, der dannede ordet filosof eller philosof af âphileinâ â âat elskeâ, og âsophiaâ, der betyder âvisdomâ, altsĂ„ âet menneske, der elsker visdommenâ. SĂŠrlig kendt er hans talsystem, hvor han ud fra tallene forklarede verdens skabelse.
PĂ„fuglen
Se Mayurasana.
|
