Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Pranava
(Sanskrit). Pranava er et andet navn for det hellige mantra AUM. I yoga-traditionen er AUM det helligste af de hellige ord – det højeste mantra. AUM kaldes også Pranava, der betyder både ”den, der kontrollerer livskraften Prana” og ”den, der giver liv” (Pranas livstilførsel). AUM kaldes Shabda Brahman – Gud som lyd eller vibration. Ifølge yoga-teorien blev Universet skabt af den lyd eller vibration, der blev intoneret af Gud. Ved i meditation at følge lydbølgen tilbage til mere og mere subtile niveauer eller overtoner, der er udtryk for bevidsthed, opnår den mediterende genforening med Brahman. Formålet forklares i Prashna Upanishad: ”Hvad opnår man ved at meditere på AUM hele livet? Hvis man mediterer på Den Højeste Skabning med mantraet AUM, bliver man ét med lyset, man bliver ført til Brahman, for hvem er højere end det højeste liv, som er væren, stilhed, uden alder, udødeligt, frygtløst og absolut.” (Se også AUM, Mantra og Prana).

Pranayama
(Sanskrit). Pranayama stammer fra ”pran”, der betyder ”livskraft” eller ”vital energi” – især åndedrættet – og ”yam”, der betyder ”kontrol”. Pranayama betyder derfor ”åndedrætskontrol”. Nogle kilder mener imidlertid, at anden stavelse stammer fra ”ayama”, der betyder ”at udvide” eller ”trække ud” – altså ikke ”begrænse” eller ”kontrollere”. I yoga-systemet er Pranayama en åndedrætsøvelse, der gå ud på at rense det fysiske legeme, nadierne og tankesindet for at forberede vejen for Kundalini Shaktis opstigning til de højere centre, og Pranayama forbindes ofte med Prana-standsning. Pranayama er bl.a. kendt fra otte krævende åndedrætsteknikker, hvor evnen til at tilbageholde åndedrættet spiller en stor rolle. De otte åndedræt kaldes også under ét Pranayama. Men Pranayama kan også opnås på anden måde end ved beherskelse af åndedrættet. Det afgørende er, hvad der sker med den Prana, som man har adgang til bl.a. gennem åndedrættet, og hvordan man kan lære at få kontakt med nogle af de 72.000 energistrømme (Nadier) i kroppen. Pranayama spiller en vigtig rolle i yoga-træningen. Der er en intim forbindelse mellem krop og sind, og det er vitalenergien (Prana), der skaber forbindelsen. Prana er essentiel for den fysiske og psykiske sundhed. Hvis der er for meget eller for lidt Prana i kroppen eller i sindet, eller hvis den er ulige fordelt, opstår der ubalance og fysisk eller psykisk lidelse. Prana har sit eget hylster (Prana Maya Korha), hvorfra Prana via nervestrømmene kanaliseres overalt i kroppen. Den mest kendte form for Pranayama er åndedrætstræning. Ved at holde luften tilbage (Kumbhaka) – enten inde eller ude – prøver man at påvirke Prana-strømmene. Ydre Pranayama er tilbageholdelse af Prana efter udåndingen. Indre Pranayama er tilbageholdelse efter indåndingen, og det undertrykte Pranayama er tilbageholdelse af Prana på et hvilket som helst tidspunkt. I yoga symboliserer indåndingen liv, udåndingen død og tilbageholdelsen stilstand. Når man indånder, modtager man Prana. Når man udånder, giver man den fra sig, og når man holder vejret inde eller ude, bliver Prana i krop og sind. Det, der afgør, om man mister meget eller lidt Prana i vejrtrækningen, er åndedrætsfunktionen. Et rytmisk åndedræt har stor betydning, og det har indflydelse på adgangen til og kontrollen over den værdifulde vitalenergi. Det fjerde Pranayama går hinsides den indre og den ydre sfære. Men Pranayama har som sagt ikke nødvendigvis noget med åndedrættets bevægelse at gøre. Man kan forhindre energitab på andre måder, end ved at påvirke åndedrættet direkte. En udøver kan f.eks. pludselig opdage, at man kan ”se” sin Prana og flytte den, uden at man kan give nogen direkte forklaring på, hvordan evnen er opstået. Der løber to vigtige nervestrømme omkring rygsøjlen: Pingala Nadi er højredrejet, og Ida Nadi er venstredrejet. De er forbundet med henholdsvis den opadgående og den nedadgående energi. Den opadgående energi giver liv til og stimulerer det øverste af kroppen og hovedet. Den nedadgående energi giver liv til og stimulerer den nederste del af kroppen og benene. Vesterlændinge lever overvejende i den opadgående energi. Pranayama er en træning, som gør det muligt at etablere en balance mellem de to modsatrettede energier. Et menneske, der kan balancere den opadgående og nedadgående energistrøm, er i stand til at leve i hele sit indre univers. I Shvetashvatara Upanishad står der: ”Sindet, hvis urenheder er fjernet ved Pranayama, bliver fæstnet i Brahman.” (Se også Antar Kumbhaka, Ida Nadi, Kumbhaka, Kundalini, Kundalini Shakti, Pingala Nadi, Prana, Puraka og Rechaka).

Pranisk ild
I åndsvidenskaben er ”pranisk ild” betegnelsen for den vitalitet, der strømmer igennem det æteriske legeme. Hos mennesket svarer det til solar Prana og planetarisk Prana.

Prasad
(Sanskrit). Prasad betyder bogstaveligt ”nådegave”. Nådegaven består sædvanligvis af mad, som man giver til eller modtager fra en guru, en mester, en avatar, en guddom eller en højere magt. Derefter videregives maden i hans eller hendes navn til tilhængerne. F.eks. tilbydes Prasadam på bananblade efter Puja-ceremonien. Prasad anses for at rumme guddommens eller guruens velsignelse. I nutidens hindureligion er ønsket om at få Prasada og have Darshana en af to største motivationer bag pilgrimsfærd og tempelbesøg. Men i den vediske litteratur betragtes Prasada desuden som en åndelig tilstand med mange betydninger. Iflg. Vedaerne er Prasada en bevidsthedstilstand, der opleves af guder, mestre og andre kraftfulde skabninger, der er kendetegnet ved spontan generøsitet og velsignelse. Fra den tidligste litteratur (Rig Veda) opfattes Prasada som en bevidsthedstilstand, og ikke som et aspekt af rituel praksis. I senere tekster – f.eks. Shiva Purana – begynder man at henvise til Prasada som en materiel substans side om side med den oprindelige åndelige betydning. I materiel forstand er Prasada skabt af processen med at give og modtage i forholdet mellem et hengivent menneske og et guddommeligt aspekt. Eksempelvis giver et hengivet menneske blomster eller frugter som kaldes Naivedya, og modtageren ”nyder” eller smager lidt af gaven, som derefter midlertidigt kaldes Bhogya. Gaven er nu guddommeligt beriget stof, som kaldes Prasada, og det modtages af den hengivne for at blive indtaget, båret osv. I mange templer er der forskellige typer af Prasada (f.eks. nødder, slik m.m.), der videregives til de hengivne. Nogle strengt hengivne tilhængere spiser udelukkende Prasada. Dvs. at alt, hvad de spiser, først tilbydes til Krishna. Prasad tilberedes ofte ved at anbringe maden foran et billede eller en statue af den åndelige skikkelse, og først efter nogen tid får den hellige Prasad lov til at blive videregivet. (Se også Avatar, Darshana og Prasadam).

Prasadam
(Sanskrit). At spise mad er en basal nødvendighed i livet. Selv naturvidenskaben bekræfter, at mennesket påvirkes fysisk, følelsesmæssigt og mentalt af den mad, det spiser. Men mad rummer endnu et aspekt, der ligger ud over den grundlæggende forståelse, og som menneskeheden tilsyneladende har glemt – madens transcendentale natur. I Vedaerne kaldes madens højeste perfektion for Prasadam, og ordet kan oversættes med ”Guds barmhjertighed”. Prasadams smag og aroma er noget helt specielt, for det er føde, der tilbydes Krishna. Pga. Krishnas barmhjertighed accepterer han gaven, og idet han gør det, renser og forædler han maden. Prasadam er derfor ikke anderledes end Krishna selv. Alene ved at spise Prasadam, lærer man Krishna at kende, og via den perfekte vegetariske føde, erfarer man den højeste åndelige tilstand.

Pratyagatman
(Sanskrit) Pratyagatman stammer fra ”pratyak”, der betyder ”indvendig” eller ”indre” plus ”Atman”, der er ”Selvet” i betydningen ”ånden” eller ”monaden”. Atman er et evigt princip, der er frigjort, fuldkomment og uforanderligt, og derfor betragtes Atman nogle gange som identisk med Logos.

Pratyahara
(Sanskrit). Pratyahara er ”tilbagetrækning af sanserne” – dvs. viljebestemt koncentration af tanken på kun én ting. Pratyahara er femte trin i Patanjalis Raja-yoga og en af de otte Yoganga. Udelukkelsen af de øvrige sanser er et forberedende stadie i yoga, der tilstræber kontrol over tankesindet for at opnå højere bevidsthedstilstande. For Patanjali repræsenterer Pratyahara en bro mellem Bahiranga – de ydre aspekter af yoga, dvs. Yama, Niyama, Asana, Pranayama – og Antaranga, der er yogaens indre aspekter. De tre Angas vedrører tankesindet: Dharana – koncentration, Dhyana – meditation og Samadhi – kontemplation. Når Pratyahara-stadiet er opnået er udøveren i stand til effektivt at praktisere Samyama. På Pratyahara-stadiet er bevidstheden hos udøveren så tilbagetrukket, at impulser fra smagssansen, følesansen, synssansen, høresansen og lugtesansen ikke når deres respektive centre i hjernen og det fører udøveren til næste stadie af yoga, der er Dharana (koncentration), Dhyana (meditation) og Samadhi (kontemplation eller den mystiske absorption), og det er målet med al yogisk praksis. En af de mest almindelige måder at praktisere Pratyahara er via Pranayama, hvor man automatisk trække sig tilbage fra den ydre verden og fokuserer på åndedrættet, og dermed afbrydes forbindelsen gradvis til ydre sanser og stimuli. En anden metode, der benyttes til at udvikle Pratyahara, er koncentration på pandechakraet – Ajna-chakra – der også kaldes det tredje øje – mellem øjenbrynene. En anden metode er først at reducere fysiske stimuli, derefter at koncentrere sig på én af sanserne – eksempelvis høresansen. Tankesindet har en naturlig tendens til at strejfe omkring fra den ene sensoriske impuls til den næste. Når tankesindet bliver træt af at lytte, fordi der ikke kommer nogen væsentlige sanseimpulser, er det tvunget til at vende opmærksomheden indad. På de avancerede niveauer af Pratyahara, lukkes der for nerveimpulserne og endda de automatiske muskelbevægelser af udøveren. Det kan også opnås ved hjælp af Pranayama eller åndedrætskontrol. (Se også Patanjali, Pranayama, Samyama og Yoganga).

Pratyaya
(Sanskrit). Pratyaya – eller Paccaya på pali – betyder ”årsag”. Pratyaya er imidlertid en indirekte årsag i modsætning til Hetu, der betegner den direkte eller primære årsag. Et frø, for eksempel, er en direkte årsag til en plante, mens solskin, vand og jord er indirekte årsager til plantens vækst. Nogle gange bruges Pratyaya som et generelt udtryk for selve årsagen. Idéen om årsagssammenhænge er vigtig i den buddhistiske opfattelse af livets cyklus, der slutter med død og begynder med genfødsel. (Se også Hetu).

Pravritti
(Sanskrit). Pravritti stammer fra ”Pra”, der betyder ”anderledes”, og Vritti, der står for ”chitta vritti”, der betyder ”tanker”. Pravritti er derfor et udtryk for tankesindets natur. Hinduismen har to primære åndelige veje. Den ene er for gennemsnitsmennesker, og den anden er for åndeligt søgende mennesker. Den første vej kaldes Pravritti Marga – ”vejen mod verden”, og den anden kaldes Nivritti Marga – ”tilbagevejen”. Gennemsnitsmenneskets vej er Pravritti Marga, mens de åndeligt søgendes vej kaldes Nivritti Marga. Pravritti vil sige at leve midt i de verdslige pligter med fokus på sanseoplevelser og handlinger, og hvor opmærksomheden primært er rettet mod den ydre verden. Nivritti er tilbagevejen, der fører indad mod åndelig fordybelse. Den anbringer det guddommelige i centrum for menneskets eksistens efter at det har opfyldt de familiære og professionelle opgaver. Så længe mennesket lever i Pravritti, går tankerne går først og fremmest i retning af verdslige ting, hvor man forsøger at tilfredsstille interesser og bekymrer sig om position, indkomst og besiddelser. Når man ensidigt retter opmærksomheden mod den ydre verden, mister man kontakten til den indre verden og sjælen. Derfor vil den eneste vej ud af Pravritti være via Nivritti. (Se også Nivritti).

Princip
Se Principper.

Principper
Iflg. åndsvidenskaben består menneskets totalitet af syv principper: Det fysisk-æteriske, astrale, mentale, buddhiske, atmiske, monadiske og logoiske princip. Det fysiske legeme betragtes imidlertid ikke som et egentligt princip, fordi det ikke længere er genstand for udvikling, men fungerer som en automat.

Prithvi Tattwa
(Sanskrit). Prithvi Tattwa betyder ”jordelementet”. Prithvi betyder ”jorden”, og dens inderste væsen er Prithvi Tattwa i skikkelse af en gudinde eller en modergudinde (Moder Jord). Prithvi kaldes også Dhra, Dharti, Dhrithri, og det betyder, ”det, der holder det hele”.

Progressivt horoskop
Det progressive horoskop er en forudsigelse, der er baseret af fødselshoroskopet, som fortolkes ud fra forskellige principper, som kan være forskellige afhængig af den metode, der anvendes. Filosofien bag det progressive horoskop er, at der i ethvert horoskop (og menneske) er nedlagt et udviklingsforløb, som skaber menneskets karakter i løbet af et livsforløb. Det indre vækstforløb afspejles i det progressive horoskop, og derfor kan astrologen forudsige kriser og muligheder, men astrologen kan ikke sige, hvordan mennesket vælger at forholde sig til kriserne og mulighederne pga. menneskets frie vilje.

Prometheus
(Græsk). Prometheus er den græske Logos – visdommens søn, som ved at bringe den guddommelige ild (intelligensen og selvbevidstheden) ned til Jorden, gav menneskeheden logikkens og tænkningens gave (Manas). Som straf lænkede guderne Prometheus til en klippe (stoffet). Legenden er et symbol på monadens (åndens) nedstigning gennem eksistensplanerne og fastgørelse til stoffet. I de græske legender var Prometheus søn af titanen Iapetos, som var ildens guddom. Da han gav menneskeheden ilden som en gave, gik han imod Zeus, som derfor lænkede ham nøgen til en klippe, og Zeus sendte en ørn, som skulle æde hans lever. Men hver nat voksede leveren ud igen, og ørnen måtte æde den igen næste dag. Prometheus blev til sidst sluppet fri af Zeus, fordi Prometheus advarede ham om, at havnymfen Thetis, som både Zeus og Poseidon var interesserede i, ville føde en søn, som ville blive mere magtfuld end sin far. Ifølge en anden kilde befries Prometheus af Herkules. Zeus tillader det, fordi Herkules er hans søn. Ifølge "Myten om Chiron" løskøbes Prometheus, mod at Chiron til gengæld giver afkald på sin udødelighed. Prometheus skabte det første menneske, Pharenon, men Zeus blev rasende over Prometheus’ beskyttelse af mennesket, og derfor sørgede Zeus for, at menneskeheden ikke fik ild, og alle mennesker var tvunget til at leve i kulde og mørke. Prometheus hjalp menneskeheden ved at stjæle ilden fra Hefaistos og give den til menneskeheden. Som straf skabte Zeus den første kvinde Pandora i Athenes billede og med Hermes’ evne til at bedrage. Hun blev sendt til Prometheus’ bror – Epimetheus – sammen med en gave: Pandoras æske. Da hun kom ind i menneskehedens samfund, åbnede hun æsken, og det resulterede i, at det meste af æskens indhold (ondskab og sygdom) slap ud. Kun håbet blev i æsken, men det slap også ud på et senere tidspunkt. Det var begrundelsen for, at kvinden fik en mindre dominerende rolle i samfundet end manden. (Se også Agniswatta).

Propagation
Propagation betyder ”udbredelse”, men også ”forplantning” og ”formering”. Propagation er en handling, der skaber forøgelse – som f.eks. en organisme, der øges i antal, spredning af noget – som f.eks. en tro til udlandet eller til nye områder, eller udvidelse – f.eks. af en revne i en fast genstand.

Prædestination
(Latin). ”Præ” stammer fra ”prae”, der betyder ”foran” eller ”forud”, og destination stammer fra ”destinatio”, ”destinationis”, der betyder ”bestemmelse”, ”formål”. Prædestination betyder ”forudbestemmelse”. Betegnelsen dækker troen på, at skæbnen er forudbestemt. Det græske ord, der muligvis er oprindelsen til udtrykket, er ”proorizo”, som betyder at ”vælge forud,” ”indsætte,” og ”beslutte sig før tid.” I teologien er forudbestemmelse blevet en doktrin, der siger, at alle begivenheder er noget Gud vil – at Gud vælger at noget skal ske, før det sker. Iflg. åndsvidenskaben er prædestination relativ, fordi bestemte hovedtræk i et menneskes inkarnation er tilrettelagt, men der er desuden plads til både fri vilje, frie valg og uforudsete begivenheder. I evolutionens løb vil den frie vilje vokse, og dermed også ansvaret for begivenhederne i livet. Astrologi er baseret på en vis grad af prædestination, fordi horoskopet er et kort over de energier, som i bestemte perioder kan påvirke et menneske og dermed aktivere fysiske eller psykologiske situationer og reaktioner. I kristendommen betyder prædestination, at Gud har forudbestemt, at nogle mennesker skal frelses, mens andre er dømt til fortabelse. Ifølge Luther har Gud udvalgt mennesker til frelse, men ikke til fortabelse. John Calvin mener, at forudbestemmelse kun er mulig, hvis den gælder både frelse og fortabelse. Blandt lutheranere kaldes det for ”den dobbelte prædestination”. De forskellige teologiske forklaringer på forudbestemmelse er ofte et forsøg på at løse ”den frie viljes paradoks”, for Guds alvidenhed er reelt uforenelig med menneskets frie vilje. Prædestination bruges nogle gange som udtryk for idéer, der bygger på determinisme, skæbne, tro, dommedag m.fl., som kan være materialistiske, spiritistiske, ikke-teistiske eller polyteistiske. Den slags overbevisninger eller filosofiske systemer påstår, at udfaldet er endeligt bestemt af et komplekst samspil mellem flere muligvis immanente, upersonlige eller analoge kræfter, snarere end udtryk for en guddommelig skabers bevidste valg.

Præeksistens
(Latin). ”Præ” stammer fra ”prae”, der betyder ”foran” eller ”forud”, og eksistens, der stammer fra ”existentia”, der betyder ”fremtræden”. Præeksistens betyder ”forudtilværelse”. Det er et udtryk, der beskriver, at sjælen eksisterer, før den fødes i et fysisk legeme. Præeksistens er derfor nært knyttet til reinkarnation. Nogle af oldtidens kirkefædre – f.eks. Origenes – var overbevist om præeksistensen. Nutidens kristendom mener derimod, at sjælen er ny og uden forudgående liv og erfaring, når et menneske fødes – eller at sjælen går i arv fra far til søn – begge dele er lige ulogiske og ufilosofiske. Kirken åbner mulighed for en evig fremtid efter døden, men almindelig logik viser, at ”evighed” nødvendigvis må være uendelig eller ubegrænset til begge sider. Hvis der er en evig fremtid, må der også være en evig fortid – altså præeksistens.

Prækognition
(Latin). ”Præ” stammer fra ”prae”, der betyder ”foran” eller ”forud”, og ”kognition”, der betyder erkendelse, tænkning, anvendelse af viden. Inden for parapsykologi er prækognition betegnelsen for forudviden om fremtidens begivenheder, og denne viden er modtaget metafysisk. Der skelnes mellem spontan og eksperimentel prækognition. I nutiden bruges begrebet kognition desuden om mental informationsbehandling, dvs. som processer, der kendes fra computerberegninger.

Prækognitiv
Se Prækognition.

Præstekonger
(Egyptologi). Ved slutningen af Ny Rige – under Ramses XI – blev generalen Herihor som den første udnævnt til ”Amons første profet”, og han herskede herefter over alle den almægtige guddoms besiddelser. Ca. 1080 f.Kr. sluttede Ramesside-dynastiet, og Smendes fra Tanis i Deltaet grundlagde 21. dynasti, som inkluderede Psusennes. Herihors arvinger ændrede Thebens (Luxors) status til uafhængighed – dog under protest (der skete deportationer til oaserne) − og med vanhelligelser og optøjer (det var eksempelvis nødvendigt at skjule de faraoniske mumier mod ødelæggelse). Tre præstekonger skrev deres navne i faraoniske kartoucher. Det var ypperstepræster, der reelt indførte et teokratisk diktatur. Enhver beslutning om liv og død blev taget i form af et orakelsvar fra guden Amon, og svaret var et dekret. (Se også Præster og Præsteskabet).

Præsteskab
(Egyptologi). Det egyptiske præsteskab kan opdeles i mange kategorier. Først og fremmest var der administratorerne. Herefter kommer den højere adel – ”Guds tjenere” – som grækerne kaldte ”profeter”, der nogle gange var opdelt i fire klassetrin: ”Første profeter”, som var præsteskabets vigtigste, og de spillede ofte en vigtig rolle i landets politik. I en periode opnåede ”Amons første profeter” kongelighed (præstekonger). Den lavere adel bestod af smågejstlige, som i teksterne kaldes ”forædlere”. I mindre templer kunne det være dem, der udførte ritualerne. I udkanten af præstehierarkiet – men nært knyttet til templerne – finder man specialisterne, navnlig skriverne, som boede i ”Livets hus” (dvs. i templerne). I nogle templer repræsenterede de ypperstepræsterne. Blandt specialisterne nævnes også vismændene, underviserne, timepræsterne (astronomer/astrologer), og blandt flere andre kan nævnes medicinerne og magikerne. Ceremonierne blev ikke udført hele året af de samme præster. Præsteskabet var opdelt i fire klasser med identisk opbygning (de fire ”phyles”), som skiftedes til tempeltjenesten en måned ad gangen. Derfor ville den samme gruppe være fri for tjeneste i de efterfølgende tre måneder. I fritiden vendte præsterne tilbage til deres landsbyer for at fortsætte livet som almindelige borgere, og det sikrede forbindelsen mellem tempellivet som præst og det almindelige daglige liv. (Se også Præstekonger).

Psammetichus I
(Egyptologi). Tre konger bar dette navn i 26. dynasti. Psammetichus I regerede i 54 år (ca. 663-609 f.Kr.). I begyndelsen af hans regeringstid fjernede han andre lokale herskere i Deltaet i et slag, som er omtalt af Herodot. Han frigjorde sig også fra Assyriens herredømme og fordrev etiopierne fra Øvre-Egypten. For at sejre rekrutterede han græske lejesoldater, som fra den tid kom til at spille en vigtig rolle i Egypten. Da først landet var forenet, genoprettede Psammetichus I orden, velstand og magt. Han blev efterfulgt af sin søn Necho II.

Psammetichus II
(Egyptologi). Psammetichus II var søn af Necho II (595-589 f.Kr.) Psammetichus II sendte en hær mod Etiopien, og den banede sig vej til hjertet af kongeriget. På hærens vej efterlod de græske og fønikiske soldater sig spor i form af graffiti i templerne i Abu Simbel i Nubien.

Psammetichus III
(Egyptologi). Psammetichus III var søn af Amasis og den sidste farao i 16. dynasti. Han regerede i kun seks måneder. Den persiske konge Cambyses, der erobrede Egypten, lod ham henrette 525 f.Kr.

Psusennes
(Egyptisk). Psusennes var en forholdsvis ukendt konge i det 21. dynasti. Han herskede i Deltaet, men Øvre-Egypten – som teoretisk var under hans herredømme – blev reelt ledet af Amons øverste ypperstepræst. Psusennes, der knap nok var kendt af egyptologerne, ville være forblevet ukendt, hvis ikke Pierre Montet havde fundet hans grav ved Tanis i 1940. Graven afslørede en uberørt begravelse af fire personer: Psusennes selv, en af hans generaler, Amenemope, en anden konge fra 21. dynasti samt Sheshong – en konge fra 22. dynasti. Det rige gravfund befinder sig nu på Egyptian Museum i Cairo.

Psyke
(Græsk). Psyke stammer fra ”psuche”, der betyder ”liv”. Det er afledt af ”psuchho”, der betyder ”at blæse”, og som skal forstås som ”ånde”, herunder ”ånd” og ”sjæl” – og i sidste ende ”selv” i betydningen ”den bevidste personlighed”. I åndsvidenskaben er psyke identisk med ”det lavere selv” – dvs. personligheden. Sigmund Freud, der betragtes som psykoanalysens far, mente, at psyken (han brugte ordet ”Seele” (sjæl/psyke) i alle sine skrifter) bestod af tre dele: 1) Id, som repræsenterer et menneskets instinktive drifter, og som stort set er ubevidst. 2) Super-ego’et, som repræsenterer menneskets samvittighed og internaliseringen (dvs. at man overtager andres tanker og holdninger og gøre dem til sine egne) af samfundsmæssige normer og moral. 3) Egoet, som er bevidst og forsøger at integrere drifter fra id og begrænsningerne i super-ego’et. Freud mente, at konflikten muligvis var i centrum for neuroser. I den jungianske skole skrev Carl G. Jung meget af sit arbejde på tysk. Det skaber vanskeligheder for oversætterne, for det tyske ord ”Seele” betyder både ”psyke” og ”sjæl”. Carl G. Jung var meget omhyggelig med at definere, hvad han mente med henholdsvis psyke og sjæl. Psykologi er den videnskabelige eller objektive undersøgelse af psyken, og ordet er blevet brugt både i psykologi og filosofi helt tilbage til oldtiden. Psyke har været et af de grundlæggende begreber for at forstå den menneskelige natur fra et videnskabeligt synspunkt. I psykologien er psyken den energimæssige del, der har relation til tanker, følelser, idéer, visioner og åndelighed, som iflg. naturvidenskaben stammer fra generne. Iflg. åndsvidenskaben fødes mennesket ikke som en renvasket tavle, men med en grundstruktur, der er opbygget af erfaringer i tidligere inkarnationer. (Se også Nous).

Psykisk
(Græsk). Psykisk stammer fra ”psuche”, der betyder ”liv”. ”Psuche” er afledt af ”psuchho”, der betyder ”at blæse”, og som skal forstås som ”ånde”, herunder ”ånd” og ”sjæl” – og i sidste ende ”selv” i betydningen ”den bevidste personlighed”. Det psykiske er alt, hvad der vedrører det åndelige eller sjælelige i mennesket. Det er et udtryk, der ofte meget overfladisk benyttes som betegnelse for de evner og områder, der ligger over de fysiske – dvs. fra det æteriske og opefter. Da psykisk er afledt af psyke, burde det kun anvendes om astrale og mentale evner og metafysiske fænomener. (Se også Psyke).

Psykisk kirurgi
(Græsk). Psykisk stammer fra ”psuche”, der betyder ”liv”. Psykisk kirurgi er betegnelsen for kirurgisk indgreb uden brug af normal lægepraksis – dvs. uden bedøvelse (anæstesi), sepis eller kirurgiske instrumenter. I forbindelse med indgrebet indgår ofte materialisationsfænomener og healing. (Se også Psyke).

Psykiske evner
(Græsk). Psykiske stammer fra ”psuche”, der betyder ”liv”. ”Psuche” er afledt af ”psuchho”, der betyder ”at blæse”, og som skal forstås som ”ånde”, herunder ”ånd” og ”sjæl”. Sjælen har en række sanser og evner, som den benytter som erkendelsesredskaber på de syv bevidsthedsplaner. På det fysiske plan bruger sjælen de fem fysiske sanser, men på de indre eller metafysiske bevidsthedsplaner, bruger den en række metafysiske sanser – f.eks. clairvoyance (klarsyn), clairaudience (klarhørelse), telepati og intuition. Tænkeevnens højere funktioner betragtes af åndsvidenskaben som sjælens sjette sans og intuition som den syvende. Ikke alle sjælens sanser er nødvendigvis metafysiske. Skelneevne og aspiration betragtes også som væsentlige erkendelsesredskaber, som de fleste åndeligt søgende mennesker anvender. På astralplanet har sjælen følgende evner: Lavere astral clairvoyance (clairvoyant klarsyn), clairaudience (klarhørelse), psykometri (klarfølelse), forestillingsevne og aspiration. På det lavere mentalplan har sjælen følgende evner: Højere mental clairvoyance (clairvoyant klarsyn), højere clairaudience (klarhørelse), højere psykometri (klarfølelse) og klar skelneevne. På kausalplanet (det højere mentalplan), befinder sjælen sig i sin egen verden, og her har sjælen følgende evner til sin rådighed: Dømmekraft, respons på gruppevibration og åndelig telepati. Både begreberne og de evner, der kræves på de højere bevidsthedsplaner repræsenterer en meget højt udviklet bevidsthed, som kun de færreste mennesker har udviklet på nuværende tidspunkt. På det buddhiske plan, der befinder sig umiddelbart over sjælens plan, findes det sande kærligheds- og visdomsplan. Det buddhiske plan kaldes ofte for intuitionens plan. Her har sjælen følgende evner: Åndelig forståelse, åndelig healing, åndelig vision, åndelig intuition, åndelig idealisme. På det atmiske plan, der svarer til buddhisternes Nirvana, findes den åndelige viljes plan. Her har sjælen evner, der er helt uforståelige for nutidens menneskehed, for evnerne er i høj grad abstrakte: Salighed, aktiv tjeneste, indsigt, perfektion og alvidenhed. (Se også Aspiration, Clairalience, Clairaudience, Claircognizance, Clairgustance, Clairsentience, Clairvoyance, Clairvoyant, Skelneevne, Telepati og Intuition).

Psykisme
(Græsk). Psykisme stammer fra ”psuche”, der betyder ”liv”. ”Psuche” er afledt af ”psuchho”, der betyder ”at blæse”, og som skal forstås som ”ånde”, herunder ”ånd” og ”sjæl”. Psykisme handler bl.a. om naturens skjulte kræfter, der kan erkendes ved hjælp af højere og lavere sensitivitet, afhængig af om kræfterne og fænomenerne stammer fra de højere eller lavere niveauer på det fysiske, astrale eller mentale bevidsthedsplaner. Der skelnes mellem to slags psykisme: Lavere psykisme, der ofte kommer til udtryk som clairvoyance, clairaudience og evnen til at kontakte ikke-menneskelige væsener (former). Højere psykisme, der kommer til udtryk som telepati, åndelige evner og evnen til at erkende det guddommelige i alle former samt illumination. Engang i fremtiden vil evnerne ikke længere blive betragtet som psykiske, men almindelige menneskelige egenskaber.

Psykokinese
(Græsk). Psykokinese stammer fra ”psuche”, der betyder ”liv”, og ”kinesis”, der betyder ”bevægelse”. Psykokinese er evnen til at påvirke en genstand uden berøring – dvs. alene ved hjælp af psykiske kræfter. Det er derfor en almindelig betegnelse for tankens påvirkning af fysiske systemer uafhængig af kendte fysiske kanaler. Psykokinese er også kendt som telekinese, der også betyder fjernbevægelse. Begge begreber bruges inden for den metafysiske verden. Det er et eksempel på psykokinese, når man alene ved tankens kraft flytter genstande. Det kaldes desuden psykokinese, hvis man ændrer på ting ved tankens kraft, men det kaldes kun telekinese, hvis man flytter dem ved hjælp af tanken. Den mest avancerede form for psykokinese er levitation, som betyder, at man løfter sin egen krop fra gulvet. (Se også Telekinese).

Psykometri
(Græsk). Psykometri stammer fra ”psuche”, der betyder ”psyche” (”liv”), og ”metri”, ”metron”, der betyder ”måling”. Psykometri er derfor måling ved hjælp af psyken. Inden for åndsvidenskaben kaldes psykometri også for ”genstandslæsning”. Psykometri var oprindeligt evnen til at ”læse” eller ”se” – ikke med de fysiske øjne, men med det indre syn (clairvoyance). I åndsvidenskaben bruges ordet om evnen til at kunne ”se” en genstands fortidige historie alene ved at berøre den. En psykometriker kan f.eks. ved at tage en personlig genstand i hånden ”aflæse” informationer om personen, der har båret den, og de begivenheder, der har udspillet sig i genstandens nærhed. Psykometri er desuden en videnskabsgren, der beskæftiger sig med generelle teoretiske og metodologiske principper ved hjælp af måling (kvantificering) af menneskets mentale egenskaber og tilstande. Det kan f.eks. være personens intelligensniveau, personlighedstræk, hukommelse m.v. I bred forstand er psykometri en betegnelse for psykologiske data, men snævert er et en betegnelse for psykologisk testning, som inden for psykologien er den mest udbredte metode til at ”måle psyken”.

Psykometriker
(Græsk). Psykometriker stammer fra ”psuche”, der betyder ”psyche” (”liv”), og ”metri”, ”metron”, der betyder ”måling”. En psykometriker er enten en betegnelse for en person, der udfører psykometri (genstandslæsning), eller en psykolog, der udfører psykologiske tests. En psykometriker, der udfører genstandslæsning, praktiserer en form for metafysisk afkodning af relevante informationer, der er ”programmeret” i genstanden af ejeren. Psykometrikeren aflæser genstandens energifelt, der rummer viden om dens historie. (Se også Psykometri).

Psykosyntese
(Græsk/latin). Psykosyntese stammer fra det græske ”psuche”, der betyder ”psyche” (”liv”), og det oldgræske σύνθεσις, hvor ”σύν” betyder ”sammen”, og τίθημι, der betyder ”forene”, ”kombinere”, ”smelte sammen” (i en syntese). Psykosyntesen blev udviklet af den italienske psykiater Roberto Assagioli, og den er en del af den transpersonlige psykologi. Psykosyntesen er en af de få psykologier, der åbent erkender, at mennesket er en sjæl. Psykosyntesen er en helhedsorienteret psykologi, der betoner, at mennesket udover sine driftsmæssige instinkter også indeholder højere etiske, æstetiske og åndelige potentialer. Et af psykosyntesens mål er at lære mennesket at samle og koordinere både driftsmæssige og transpersonlige kvaliteter i en helstøbt personlighed. Mennesket er ofte splittet imellem forskellige indre drifter og impulser, og det står som regel viljesløst overfor de psykologiske kræfter. Psykosyntesen påstår, at ved at styrke kontakten til den sande identitet – sjælen – kan mennesket opnå en evne til at mestre sig selv. Sjælen er defineret som menneskets indre kerne, der består af ”ren bevidsthed og vilje”. Psykosyntesen er kendt for sine effektive teknikker til både at kontakte og forløse ubevidste komplekser og fortrængninger og højere intuitive og kreative potentialer. Først når mennesket har erkendt og integreret sine skyggesider, er der mulighed for, at de højere transpersonlige kvaliteter kan udfolde sig. Integreringen mellem de åndelige og personlige kvaliteter i menneskets psyke kaldes psykosyntese.

Ptah
(Egyptologi). Ptah er en egyptisk skabergud. Navnet Ptah blev senere til Peth’r, Patara og Patras, som blev til ”pater” (der betyder ”ophav”). Navnet på apostlen Peter stammer fra mysterierne. Jesus sagde: ”På denne klippe vil jeg bygge min kirke”. Universet er Guds tempel, og klippen eller ”petra” er klippetemplet eller den universelle visdom, som blev manifesteret af Ptah. Hierofanten eller ypperstepræsten bar titlen ”Heb-car”, som betyder ”fortolkeren” (af Ptahs visdom). Alle guder i det gamle Egypten indgik i triader (treenigheder). Triaden symboliserede de skabende kræfter, som bestod af: 1. aspekt: Atum – ”Universets bygherre”. 2. aspekt: Ptah – ”Universets arkitekt”. 3. aspekt: Khnum − ”Universets håndværksmester”. Skaberguden Ptah blev derfor betragtet som ”Universets arkitekt”. Det var Ptah, der skabte Universet form eller ”livets træ”. ”Livets træ” er arketypen for livets vision eller den guddommelige hensigt. Den egyptiske gudelære oplyser, at guder, gudinder og mennesker udgik fra Ptahs bevidsthed. Når mennesket skabte noget, var det derfor i virkeligheden bevidstheden hos ”Universets arkitekt”, der skabte ved at bruge menneskets intelligens. Det skal forstås sådan, at Universet er en tanke – Guds tankeform – og det enkelte menneskes tanker er dele af den universelle helhed. Det enkelte menneske er Guds redskab til at realisere livets vision eller den guddommelige hensigt. Hvis Universet er alt det, der er, og alt det der er, er udgået fra Guds bevidsthed, rummer Guds bevidsthed alt, hvad der kan erkendes. Derfor var Ptah ”den absolutte sandhed” om Universet og Gud iflg. de gamle egyptere. Ptah blev af ypperstepræsterne erklæret for ”den øverste bevidsthed”. Han blev afbildet med det fysiske legeme mumificeret. Det fysiske og stoflige var inaktivt og fikseret. Kun hovedet eller bevidstheden var levende og aktiv. Præsterne sagde, at Ptah var ”gudernes hjerte og tunge”. I det gamle Egypten var ordet ”hjerte” identisk med ”bevidsthed”. Men Ptah var også ”gudernes tunge”. Det var derfor ham, der udtalte ”Den Enes” (dvs. Atums) skabende ord. En egyptisk tekst siger: ”Det er hjertet, der er årsag til, at enhver virkning opstår. Det er tungen, som udtaler hjertets tanke – Ptah er gudernes store hjerte og tunge”. Atum symboliserede viljen og kraften bag Universet. Ptah omsatte Atums vilje til en tanke, og Ordet manifesterede den guddommelige tanke i en tankeform, som er Universet. Tanker er derfor en skabende kraft. Den samme idé går igen i de hellige skrifter. ”I begyndelsen var Ordet”, siger Bibelen. Oprindelig stod der – ”I begyndelsen var Logos”. Det græske ord logos betyder både ord og tanke. Først kom viljen eller impulsen til skabelse. Viljen blev manifesteret i form af en tanke. Ordets vibration skabte derefter stoffet og ordnede det efter tæthed på forskellige bevidsthedsniveauer eller eksistensplaner. I den egyptiske mysteriebog Tallenes Bog fortælles det, at Ptah var ”den, der lukkede op”. Det var derfor Ptah, som ”lukkede op” for skabelsen og dermed for cyklussen af liv, død og genfødsel. Fortidens egypter ville sige, at livet udgik fra Verdensægget (enheden) for at begynde sit dobbelte værk (skabelse af den duale verden).

Ptolemæ I Epiphanes
(Egyptologi). Ptolemæ I Epiphanes (205-180 f.Kr.) generobrede 187-186 f.Kr. Theben, men kunne ikke opretholde magten i Asien, Palæstina og det ægæiske område.

Ptolemæ I Euergetes
(Egyptologi). Ptolemæ I Euergetes (ca. 246-221 f.Kr.) og Ptolemæ IV Phi-lopator – som var Ptolemæ I Philadelphus’ søn og sønnesøn – fik begge diplomatisk og militær succes i Kyrenaika og Syrien, men 208 f.Kr. brød en opstand ud i Theben, og de mistede magten.

Ptolemæ I Philadelphus
(Egyptologi). Ptolemæ I Philadelphus (ca. 282-246 f.Kr.) var søn af Ptolemæ I Soter. Han etablerede og organiserede et omfattende system til økonomisk administration. Han oprettede græske landbrugskolonier ved Faijum og introducerede den dynastiske kult. Mange af de mest berømte bygninger i Alexandria stammer fra hans regeringstid – f.eks. museet, biblioteket og fyrtårnet. Han genåbnede vandvejen mellem Nilen og Det Røde Hav. Iflg. nogle traditioner blev Det Gamle Testamente oversat til græsk i hans regeringstid.

Ptolemæ I Philopator
(Egyptologi). Fra Ptolemæ I Philopator (ca. 180-145 f.Kr.) til Ptolemæ X Alexander I (ca. 88-80 f.Kr.) var Egypten splittet af magtkampe mellem brødre. Philometor kæmpede med sin broder Ptolemæ VIII Euergetes II (170-164 f.Kr. – herefter 164-163 f.Kr.). Ptolemæ VIII Euergetes II myrdede sin nevø Ptolemæ VII Neos Philopator (ca. 145-144 f.Kr.). Hans to sønner Ptolemæ IX Soter II og Ptolemæ X Alexander I deltog i gensidige terrorhandlinger. Deres to efterfølgere, Ptolemæ X Alexander II (ca. 88-80 f.Kr.) og Ptolemæ XII Neos Dionysos (Auletes) blev konfronteret med flere oprør fra Alexandrias borgere – ofte med tragiske følger. Ptolemæ XIII (ca. 51-47 f.Kr.) og Ptolemæ XIV (ca. 47-44 f.Kr.) – brødre og ægtemænd til den kendte Cleopatra VII – blev ofre for henholdsvis Julius Cæsar og deres søster. Ptolemæ XV Cæsarion – søn af Julius Cæsar og Cleopatra – blev myrdet af Octavian 30 f.Kr.

Ptolemæ I Soter
(Egyptologi). Ptolemæ I Soter (ca. 304-282 f.Kr.) reorganiserede landets administration, introducerede Serapis-kulten og grundlagde ”Ptolemais” i Øvre-Egypten.

Ptolemæerne
(Egyptologi). Mellem 304 f.Kr. – året for tiltrædelsen af Ptolemæ I – og 30 f.Kr. – året for Romerrigets erobring af Egypten – bar 15 konger, som sad på Egyptens trone eller gjorde krav på den, navnet Ptolemæ. Mange af kongerne var dygtige organisatorer, som tvang Egypten ind under en ny skattemæssig og økonomisk struktur, og de gjorde Alexandria til det østlige middelhavsområdes handels-, uddannelses- og forskningscenter. I en periode på næsten tre århundreder blev mange egyptiske sanktuarier enten rekonstrueret, udvidet eller grundlagt – eksempelvis Edfu-templet, Philae-templet, Esna-templet, Kom Ombo-templet og Dendara-templet, som alle er bevaret. Egypten led imidlertid under de fremmede konger, og der var to oprørsforsøg i den thebanske region 208-186 f.Kr. og 88-86 f.Kr.

Puja
(Sanskrit). Puja stammer fra dravidiske sprog. De dravidiske sprog er en sprogfamilie med omkring 26 sprog, som hovedsageligt tales i det sydlige Indien og på Sri Lanka. Forskerne har foreslået to mulige tamilske rødder til Puja – ”Poosai”, der betyder "at gøre noget", og ”Poochei”, der betyder ”at gøre med blomster”. Fra sanskrit oversættes Puja ofte med ord som ”ærbødighed”, ”ære” eller ”tilbedelse”. For hinduer betyder Puja tilbedelse og ofring til guden, og Puja indgår i enhver tempelhandling. Ritualet udføres også af buddhister og sikher. I hinduismen udføres Puja ved en række lejligheder, på forskellige tidspunkter af dagen og på forskellige tidspunkter – f.eks. den daglige Puja i hjemmet, Puja ved tempelceremonierne og Puja ved store festivaler. Puja udføres i mange varianter og ved mange lejligheder som f.eks. Durga Puja og Lakshmi Puja. Durga Puja betyder ”tilbedelse af Durga”, som også kaldes Durgotsava. Durga Puja festivalen markerer gudinden Durgas sejr over den onde bøffeldæmon Mahishasura. Durga Puja-festivalen handler derfor om det godes sejr over det onde. Lakshmi Puja er et hinduistisk ritual, der udføres under Diwali-festivalen, som er et lysritual. Iflg. traditionen anbringer deltagerne små olielamper udenfor deres hjem under festivalen i håb om, at Lakshmi vil velsigne dem. Gudinden Lakshmi tilbedes ofte af mennesker, der ønsker at erhverve eller bevare rigdom. Man mener, at Lakshmi (dvs. rigdom) kun går til åndligt rene hjem med hårdtarbejdende mennesker. Lakshmi besøger aldrig steder, der er urene, eller hvor familiemedlemmerne er dovne. I Vaishnava-filosofien betragtes Lakshmi som ”Iswarigm sarva bhootanam” – dvs. en højtstående åndelig skikkelse, og ikke kun som gudinde for rigdom. Et andet eksempel er Guru Puja, som er et ritual, hvor man ofrer til sin åndelige mester (guru) og beder om inspiration. Åndelige løfter og forpligtelser, som måske ikke er ført ud i livet, reetableres. I ritualet forener man tankesindet med den åndelige mesters eller guruens ophøjede tankesind, som er en kilde og livskraft, der oplyser den åndelige vej. Mennesker under åndelig udvikling har brug for positiv energi, hvis det åndelige potentiale skal vokse og blive fuldkomment. Det er baggrunden for Guru Puja-ritualet. Puja er inspireret af tanken om at gøre et offer eller give en gave til en guddom eller åndelig person og modtage deres velsignelse til gengæld. (Se også Durga og Lakshmi).

Pundalik
(Sanskrit). Pundalik eller Pundarik er en central skikkelse i legenderne om den hinduistiske gud Vithoba. Generelt betragtet er Vithoba identisk med Vaishnava-guddommene, der er bedre kendt som guderne Vishnu og Krishna. Pundalik har fået æren for at have bragt Vithoba til Pandharpur, hvor Vithobas vigtige helligdom befinder sig den dag i dag. Man mener også, at Pundalik er den historiske grundlægger af Varkari-sekten, hvor Vithoba er den centrale guddom.

Punt
(Egyptologi). Sydøst for Egypten – i området ved Eritrea og Somalia – lå det mystiske land Punt. Egypterne havde kendt Punt siden 5. dynasti, og tekster i de ptolemæiske og romanske templer fortæller om det fjerne land, der bl.a. producerede velduftende røgelse. Men de primære informationer om Punt stammer fra Mellemste Rige og Ny Rige, hvor der fortælles om flere ekspeditioner til Punt. Eventyreren Henu opdagede en ny rute gennem den østlige ørken til havet, og dronning Hatshepsut sendte sin berømte ekspedition til Punt – en bedrift, der er beskrevet i detaljer på tempelvæggen i en af kolonnaderne i hendes gravtempel i Deir el-Bahari (Vestbredden ved Luxor). Reliefferne viser, at Punts indbyggere boede ved en flod, og deres hytter var bygget på pæle. Landet producerede ibenholt, elfenben, guld, viraktræ, terpentintræ, kvæg og andre dyr eksempelvis aber. Handler foregik som byttehandler og tilsyneladende med gensidig respekt.

Puraka
(Sanskrit). Puraka betyder ”indånding”. Når man praktiserer Puraka, skal indåndingen begynde langsomt og kontrolleret. Under indåndingen skal man lytte til åndedrættets lyd. Den skal jævn og harmonisk, for luften skal indåndes i samme tempo under hele indåndingen. Når man tager en dyb indånding, skal man stoppe, når brystet begynder at stramme. Nogle gange skal indåndingen stoppes kort på indåndingens yderste grænse pga. spændinger eller for stort pres. Det skal man være opmærksom på, når man forsøger at indånde den største mængde luft, og samtidig forsøger at afbalancere presset på krop og sind. Man skal aldrig være for kraftfuld, når man praktiserer dybe vejrtrækninger.

Puranaer
(Sanskrit). Puranaer, der betyder ”de ældgamle”, er de gamle hinduistiske vediske hellige skrifter, der i mytologiske allegorier og symboler bl.a. indeholder hele kosmologien. Iflg. åndsvidenskaben er de ældste Puranaer oversættelser til sanskrit fra atlantiske skrifter. Puranaerne indeholder primært beskrivelser af Universets historie fra skabelse til opløsning – ofte præsenteret som symbolske slægtshistorier med guder, gudinder, halvguder, konger, helte og vismænd, som udgør den hinduistiske kosmologi og filosofi. Puranaerne er blevet grupperet i overensstemmelse med de tre gunaer eller kvaliteter – Sattva, Rajas og Tamas – eller i forhold til de tre aspekter i den guddommelige Trimurti – Vaishnava, Brahma og Shaiva. Puranaerne lægger normalt vægt på en bestemt guddom, som forklares med en overflod af religiøse og filosofiske begreber. Som regel er Puranaerne skrevet i form af historier, der fortælles af én person til en anden. De findes i folkelige oversættelser, og de formidles af braminerne, der læser dem op for tilhørerne. Det sker som regel i Katha-sessioner, hvor en omrejsende bramin opholder sig i et tempel i et par uger, og oplæser og forklarer dele af Puranaerne, som regel ud fra et Bhakti-perspektiv. Vyasa, forfatteren til Mahabharata, betragtes traditionelt som den, der har samlet Puranaerne. De tidligste skriftlige versioner stammer sandsynligvis fra Gupta-imperiet (3.-5. årh. e.Kr.), og meget materiale er dateret via historiske referencer og andre forbindelser til perioden og de efterfølgende århundreder. Teksterne blev muligvis nedskrevet over hele Indien. Dateringen for de skrevne tekster er ikke identisk med Puranernes oprindelse. Før de blev nedskrevet, eksisterede de i mundtlig form, og desuden blev de gradvis modificeret langt ind i det 16. årh. En tidlig henvisning findes i Chandogya Upanishad – ca. 500 f.Kr. Brhadaranyaka Upanishad refererer til Puranaerne som ”den femte Veda” – ”Itihasapuranam Pancamam Vedanaṃ” – og det afspejler den meget tidlige religiøse betydning af myterne – sandsynligvis i rent mundtlig form. Den mest berømte form for Itihasapuranam er Mahabharata. (Se også Bhakti, Guna, Mahabharata, Shaivisme og Vaishnava).

Puritaner
Se Puritanisme.

Puritanisme
(Latin). Puritanisme stammer fra ”puritas”, der betyder ”renhed”. Puritanisme er puritanernes lære, som er kendetegnet ved nøjsom og ren livsførelse. I 1500-tallet dannedes en engelsk sekt af protestanter, som praktiserede renhed i troen og gudstjenesternes renselsesceremonier. De ønskede yderligere reformer og oven i købet løsrivelse fra den etablerede kirke under reformationen. Men puritanerne brugte ikke begrebet ”puritaner” om sig selv. Det var et skældsord, som først dukkede op i 1560’erne. Puritanerne kaldte sig selv ”de gudelige”. Ordet ”puritaner” blev dermed snarere en beskrivelse af en speciel form for religiøs overbevisning end en speciel form for kirke.

Purusha
(Sanskrit). Purusha betyder ”ånd”, der er en modsætning til Prakriti, som betyder ”stof”. Purusha er ren universel ånd eller absolut bevidsthed. Samkhya-filosofien og den klassiske yoga baseret på Yoga Sutras er derfor dualistiske filosofier. Purusha er sjælen, ånden eller ren bevidsthed, og den eneste kilde til bevidsthed. Purusha er den maskuline pluspol. Prakriti er det, der er skabt. Det er naturen i alle sine aspekter. Prakriti er den feminine minuspol. Iflg. Samkhya-filosofien findes der ikke en enkelt Purusha, som befinder sig hierarkisk over andre – eller sagt på en anden måde – der er der ingen dukkefører, der trækker i strengene til marionetdukkerne. Purusha er ren bevidsthed, og derfor er Prakriti i sagens natur bevidstløs. Prakriti er alt det, der er under forandring. Men Prakriti er ikke kun de fysiske aspekter af det univers, mennesket kan sanse. Prakriti er selve menneskets sanser. Prakriti er tanker, hukommelse, følelser, begær og endda menneskets intelligens. Prakriti er alt det, der ikke er bevidst. Bevidsthed er udelukkende Purusha. Purusha sammenlignes ofte med Solen, mens Prakriti sammenlignes med en blomst, der er tiltrukket af Solens lys og varme. Purusha er ren og fjern og hinsides både subjekt og objekt. Man kan ikke forstå Purusha, for det ville gøre Purusha til et objekt. Purusha kan heller ikke vide eller forstå, for det ville gøre Purusha til et subjekt. Purusha ER. Men på grund af tilstedeværelsen af Prakriti, bliver Purusha tiltrukket, på samme måde som pluspolen og minuspolen på en magnet tiltrækker hinanden. Tiltrækningen medfører, at Purusha bliver indfanget af Prakriti. Gradvis bliver Purusha mere og mere viklet ind i Prakriti. Til sidst glemmer Purusha, at Purusha og Prakriti engang var adskilt, og Purusha holder op med at kæmpe for at genvinde sin frihed. Det uheldige ægteskab burde aldrig være sket. Det eneste, der kan ændre situationen, er en hurtig og effektiv skilsmisse. Skilsmissen kan gennemføres ved at praktisere yoga og meditation. Samkhya-filosofien og klassisk yoga handler derfor ikke om forening. Yoga Sutra handler om at få gennemført en skilsmisse så hurtigt som muligt. Purusha er let at forstå, for alle har tilsyneladende en instinktiv eller intuitiv forståelse af begrebet sjæl eller bevidsthed, selv om man ikke er i stand til at beskrive Purusha nøjagtig. Prakriti er derimod mere fremmed. (Se også Parabrahman og Prakriti).

Purusha Sukta
(Sanskrit). Purusha Sukta er en af de mest almindeligt anvendte vediske hymner på sanskrit. Den reciteres i næsten alle vediske ritualer og ceremonier. Den bruges ofte i forbindelse med tilbedelsen af Vishnu eller Narayana i templerne. Den anvendes ved ildceremonier og i forbindelse med personlige meditationer. Purusha Sukta er en vigtig del af Rig-Veda. Mudgalopanishad giver en glimrende oversigt over hele Purusha Sukta. Indholdet af Sukta er også afspejlet og uddybet i Bhagavata Purana og i Mahabharata. Den mest almindeligt anvendte del af Sukta indeholder 24 mantraer eller vers. De første 18 mantraer kaldes Purvanarayana, og resten Uttaranarayana. Nogle gange har man tilføjet 6 mantraer, og tilføjelsen kaldes Vaishnavanuvaka. Versene er taget fra en anden velkendt hymne, der kaldes Vishnusukta, som er en del af Rig-Vedas Samhita. Selv om mantraer i Uttaranarayana og Vaishnavanuvaka ikke umiddelbart har nogen sammenhæng med de 16 mantraer i Rig-Veda Samhita har traditionen på en eller anden måde bandet dem sammen. Purusha Sukta er en tekst, der er temmelig vanskelig at forklare på en måde, der forstås i nutiden. Det skyldes først og fremmest det arkaiske sprog, som ikke altid egner sig til fortolkninger, der er baseret på klassisk sanskrit, for mange af ordene kan fortolkes på mange forskellige måder – både bogstaveligt og symbolsk. Alligevel rummer Purusha Sukta essensen af Vedanta-filosofien, den vediske tradition, Bhagavad-Gita og Bhagavata Purana. Den indeholder principperne for Upasana (meditation), Jnana (viden), Bhakti (hengivenhed), Dharma og Karma (ritualer og pligter). Derfor er Purusha Sukta højt respekteret og lige så flittigt brugt i nutiden som for tusinder af år siden.

Purushartha
(Sanskrit). Purushartha vil sige ”det, der søges af mennesket”, ”menneskets formål”, ”livsmål” eller ”bestemmelse”. Purushartha er derfor formålet med bevidstheden og med menneskets eksistens. Ved at opfylde Purushartha, opnår mennesket både fuldkommenhed og hjælper med at opretholde og udvikle menneskeheden. Purushartha består af fire grundlæggende behov eller længsler: Dharma, Artha, Kama og Moksha. Dharma er retfærdighed – religiøs, social, moralsk og åndelig. Artha er velstand – både materiel, økonomisk og søgen efter åndelige værdier. Kama er opfyldelse af begær – kærlighed, følelsesmæssigt og seksuelt. Dharma skal danne grundlaget for Artha og Kama. Både Artha og Kama repræsenterer, hvordan et retfærdigt menneske skal bidrage til samfundet og menneskeheden i almindelighed. Moksha er åndelig frigørelse, afkald på alle bindinger og fuldkommen upersonlighed.

Putra
(Sanskrit). Putra betyder ”søn” – f.eks. Manasaputra, som er ”tankens sønner”. Menneskets reinkarnerende sjæl – Brahmaputra – er Brahmas eller guds søn. (Se også Manasaputra).

Putrakameshti
(Sanskrit). Putrakameshti er en speciel Yajna, der praktiseres i hinduismen for at få et barn. Putrakameshti er en Kaamya-karma. I Ramayana kan man læse, at på anbefaling af den vise Vashishta udførte kong Dasharatha af Ayodhya ritualet Putrakameshti Yajna under overvågning af Rishishringa Muni, der var ekspert i Yajur-veda, og som var i besiddelse af retningslinjerne for invokationen. Efter et succesfuldt ritual gav ildens herre Agnidev en skål med søde sager til kongen af Ayodhya. Den blev givet videre til kongens tre dronninger med henblik på offentliggørelse af budskabet om kongens sønner – Sri Rama, Lakshmana, Bharatha og Shatrughna. (Se også Ramayana og Yajna).

Pygmæ
(Egyptologi). Pygmæer nævnes første gang i 6. dynasti (ca. 2370 f.Kr.). Den rejsende Herkhuf tog en pygmæ med sig tilbage fra en ekspedition – en bedrift, der var udført et århundrede tidligere under kong Isesi. I de egyptiske optegnelser kaldes pygmæen for ”deneg”, som man har associeret med det abessinske ord ”dværg”. Pygmæens ankomst til Egypten vakte opsigt, for den er bekræftet af den unge kong Pepi II, som skrev til Herkhuf: ”Kom omgående med båd til paladset og medbring pygmæen, som du har medbragt fra verdens ende, i live sund og rask, sådan at han kan udføre en dans for guden og underholde din herre. Og når han går om bord, sørg da for, at trofaste mænd vogter hans kahyt, og foretag inspektion ti gange i løbet af natten, for majestæten har større ønske om at se pygmæen end alle skatte fra Sinai og Røgelseslandet”. I Gamle Rige var pygmæer blot dansere, som hyldede solguden med deres akrobatiske spring.

Pylon
(Egyptologi). Foran egyptiske templer byggede de gamle egyptere pyloner. Ordet ”pylon” er græsk og betyder ”port”. Når Homér i Iliaden kalder Theben for ”byen med de 100 porte”, hentyder det sandsynligvis til de mange pyloner i de mange templer både på Øst- og Vestbredden. Tempelpylonen bestod af to symmetriske konstruktioner, som flankerede den indgang, der gav adgang til den åbne tempelgård eller peristylhal bag pylonen. Pylonerne rejste sig højt over tagene på tempelrummene og − hallerne i de indre tempelafsnit. De skjulte de indre tempelafsnit for mennesker, der befandt sig uden for templet. Pylonens facade var udsmykket med farvede vimpler, der hang ned fra lange træflagstænger, der var forsænket i nicher i muren. Det meste af konstruktionen var massiv, med desuden var der flere rum og en trappeopgang, der førte helt op til pylonens tag. De største pyloner havde flere etager med adskillige rum, og formålet med rummene er ukendt, men sandsynligvis har tempelvagterne opholdt sig her. De to pylontårne symboliserede de to horisonter, som Solen bevægede sig imellem fra solopgang til solnedgang – fra øst til vest, og det var også tårnenes orientering. Samme symbolik ser man i forbindelse med broen, der forbandt de to pylontårne, for her viste faraoen sig ved bestemte lejligheder, og hans liv var netop et symbol på Solens rejse eller livets cyklus fra fødsel (solopgang) til død (solnedgang). Sædvanligvis har et tempel kun en enkelt pylon, der består af to pylontårne, men nogle thebanske templer har flere (foran hvert tempelafsnit). Karnak-templet har eksempelvis ti pyloner.

Pyromanti
(Græsk). Pyromanti stammer fra ”pyr” eller ”pyro”, der betyder ”ild”, og ”manti”, der er afledt af ”manteia”, som betyder ”spådom”. Pyromanti er betegnelsen for spådom med offerild. Det er en særpræget spådomskunst, der er baseret på størrelsen af ildens flammer. Store flammer tolkes som positive, hvorimod små flammer repræsenterer negative tendenser.

Pythagoras
(Græsk). Den mest berømte af alle mystiske filosoffer blev født på øen Samos omkring 586 f.Kr. Han rejste over hele den dengang kendte verden og studerede den hemmelige videnskab i Egypten, Kaldæa og Indien, hvor han også er kendt under navnet Yavanacharya (den ioniske lærer). Efter sin hjemkomst grundlagde han en skole i Krotona i Italien, der hurtigt blev berømt i alle civiliserede lande. Han underviste bl.a. i reinkarnation og det heliocentriske system, og han var en af de største matematikere, der har levet. Et eksempel er ”den pythagoræiske læresætning”. Det var ham, der dannede ordet filosof eller philosof af ”philein” – ”at elske”, og ”sophia”, der betyder ”visdom”, altså ”et menneske, der elsker visdommen”. Særlig kendt er hans talsystem, hvor han ud fra tallene forklarede verdens skabelse.

Påfuglen
Se Mayurasana.


Side : 1 2
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook