Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Inspiration
(Latin). Inspiration består af ”in”, der betyder ”efter”, og ”spiro”, der betyder ”ånde”. Inspiration blev taget fra det græske ord ”empneusis”, der består af ”en”, som betyder ”ind”, og ”pneo”, som betyder ”at ånde”. ”Inspirare” betyder derfor at ”indånde”, ”indblæse” eller ”indgyde”. I åndsvidenskaben er inspiration betegnelsen for en tilstand, hvor mennesket lader sig påvirke af højere impulser, idéer, tanker eller begreber, som det normalt ikke umiddelbart er i stand til at modtage. Inspiration stammer derfor fra en kilde, der er højere end personligheden og menneskets almindelige bevidsthed − eksempelvis fra sjælen. (Se også Sjæl).

Instinkt
(Latin). Instinkt stammer fra ”instinctus”, der betyder ”tilskyndelse”. Instinkt er ubevidst erfaringsmateriale, der gennem evolutionen er blevet indbygget i de lavere legemer, og som kommer til udtryk som ubevidste reaktionsmønstre. Instinkt er derfor reaktionsmønstre, som er baseret på medfødte og nedarvede anlæg, der kendetegner en art – f.eks. fugles redebygning. Åndsvidenskabeligt er dyrerigets bevidsthed styret af instinkt, fordi dyr har en gruppesjæl, mens mennesket er selvbevidst med mulighed for at forstå årsag og virkning, fordi et menneske har en individuel sjæl. Instinkt er den passive eller automatiske side af intuitionen. Atomerne bevæger og roterer instinktivt, og det er de instinktive egenskaber, der styrer dyret i sit liv. I mennesket findes der guddommelige instinkter af kærlighed, tilgivelse og medlidenhed. Instinktet er som en guddommelig gnist, der ligger på lur i de ubevidste nervecentre, og som manifesterer sig via nervesystemet som det fysiologer kalder reflekser. Dyrenes instinkt fungerer fra fødslen inden for rammerne af dyrets natur. Det er et instinkt, der kan defineres som automatisk, fordi der ikke er nogen intelligens til at lede dyret. Strålerne fra det kosmiske sind strømmer fra de guddommelige intelligenser, derefter via de åndelige intelligenser, derefter via hærskarer af skabninger af større og mindre grad, og dermed fungerer hele naturen under påvirkningen af det kosmiske sind. I forhold til intuitionen udvikles den engang på livsstigen, for instinkt går over i intelligens, som derefter bliver selvbevidst intelligens, og til sidst bliver den til åndelig intelligens, der er den kosmiske guddommeligheds slør. (Se også Gruppesjæl).

Instinktiv telepati
Instinktiv telepati er evnen til at sende og modtage tankebilleder, følelser, farver og andre sansninger via den psykiske følelsesnatur. Det er en evne, der normalt kommer til udtryk fra solar plexus chakra til solar plexus chakra. Telepatisk kontakt mellem mor og barn er et typisk eksempel. (Se også Solar plexus chakra).

Integration
Integration betyder at samle dele til en helhed. I åndsvidenskaben bruges ordet integration i betydningen at organisere personligheden – dvs. at samle de lavere legemer (mentallegemet, astrallegemet og det fysisk-æteriske legeme), så de udgør en helhed, der er underordnet sjælen, og dermed får sjælen fuld kontrol over personligheden.

Intellekt
Se Manas.

Intuition
(Latin). Intuition ”stammer fra ”intueri”, der normalt oversættes som ”at se indad” eller ”at overveje”. Carl Gustav Jung anerkendte intuitionen som en selvstændig psykologisk erkendelsesform, der er lige så virkelig og legitim som andre former for erkendelse. Det samme gælder den transpersonlige psykolog Roberto Assagioli. Roberto Assagioli kategoriserede desuden intuitionen som en højere erkendelsesform, og den indtager en central plads i hans psykologiske system. Roberto Assagioli definerede intuitionen som ”den direkte erfaring af enhed med den ultimative virkelighed”. Intuitionen kan give mennesket en direkte oplevelse af at være en del af den overordnede helhed, uden at vedkommende kan forklare detaljerne i oplevelsen. Intuition i åndsvidenskabelig forstand vil sige direkte åndelig erkendelse. Intuition er sjælens buddhiske evne – dvs. evnen til at erkende sandheden uafhængig af logik, viden og studier. Intuition er derfor en direkte erkendelse af sandheden. Ren intuition kan bedst defineres som enhedsbevidsthed, der udspringer fra det buddhiske plan. Det er en spontan indsigt i den guddommelige helhed og plan, der ligger bag livets udfoldelse på Jorden. Intuitiv indsigt vedrører ikke enkeltpersoner, men omhandler altid helheden, grupper af mennesker, fremtiden og den højere mening og formålet med livet. Intuition giver mennesket en klar viden om det højere formål, som det skal tjene. Når intuition virker i forbindelse med følelseslivet, opstår der kærlighed, og hvis samme enhedsbevidsthed udtrykker sig via mentallegemet, opstår der visdom. Intuition skal ikke forveksles med instinktiv telepati, som er en proces, hvor et menneske via sin indføling spontant kan vide, hvad der sker i et andet menneske. Den form for indføling kan omfatte illusioner – det gør intuitionen aldrig. Intuition er en evne, der endnu ikke er fuldt udviklet i menneskeheden, men den er under udvikling, og det viser sig på nuværende tidspunkt som fornemmelser. Ethvert menneske er født med et rudiment af den indre følelse. Plotin oplyste, at den hemmelige gnosis har tre grader − opfattelse, videnskab (viden) og oplysning − og redskabet til oplysning er intuition. Intuition er absolut viden, hvor tankesindet er identificeret med objektet. Iamblichus skrev at: ”Intuition er en evne i menneskets tankesind, der giver mulighed for at opnå forening med højere intelligenser, der befinder sig hinsides verdens sceneri, og evnen giver mulighed for at deltage i det højere liv og de åndelige bevidstheders mystiske kræfter”. Fra et andet synspunkt kan intuition beskrives som åndelig visdom, der er indsamlet af monaden og sjælen ved hjælp af erfaringer i tidligere liv, men det er en version, der kan beskrives som ”automatisk intuition”. Højere intuition vil sige, at menneskets tankesind fyldes med en stråle, der strømmer fra den indre guddommelighed, som oplyser tankesindet med fuldendt visdom. I sin mest udviklede form rummer evnen potentielt alvidenhed om solsystemet. Intuition er den fulde udfoldelse af den buddhiske evne i mennesket − og når evnen er opvækket og fungerer, skaber den Manushi-Buddhaer eller menneskelige buddhaer. (Se også Buddhi, Gnosis, Iamblichus, Illusion, Manushi-Buddhaer, Mentallegeme, Monade, Plotin, Rudiment og Sjæl).

Invokation
(Latin). Invokation stammer fra ”invocare”, der betyder ”at påberåbe”, ”nedkalde” eller ”at påkalde”. Videnskaben om invokation og evokation er videnskaben om påkaldelse og svar − eller at bede og at modtage. Når man invokerer, kombinerer man tanker, følelser, forestillingsevne og vilje. Enhver årsag har en virkning og enhver invokation resulterer i et svar eller en evokation. ”Den Store Invokation” er en universel verdensbøn – dvs. en påkaldelse, der ikke tilhører hverken enkeltpersoner eller grupper. Den er givet til hele menneskeheden. (Se også Evokation).

Involution
(Latin). Involution stammer fra ”involutio”, der betyder ”at involvere” eller ”at rulle ind”. I biologien henviser involution til reduktion af både strukturer og funktion. Åndsvidenskabeligt henviser involution til, at livsbølgen i form af ”livsgnister” forlader ”Faderens hus” som ånd (monader) for at forblive på det monadiske plan gennem hele involutions- og evolutionsperioden. Den efterfølgende proces, hvor hver ånd (monade) nedsænker en energitråd eller livstråd i stadigt tættere stof indtil det laveste og tætteste punkt er nået, kaldes involution − eller indvikling i stoffet. Den anden halvdel af processen, hvor livet vender tilbage til sit udgangspunkt kaldes evolution eller udvikling – dvs. frigørelse fra stoffet. Efter involutionen, indfoldningen eller indviklingen i stoffet, vikler livet sig igen ud af stoffet. En proces, der kan kaldes udfoldning. Det er den proces, der fortælles om i lignelsen om den fortabte søn. (Se også Evolution, Evolutionsbue og Monade).

Involutionsbue
Se Evolutionsbue.

Io
(Græsk). Io var datter af flodguden Inachos og præstinde for Hera i den græske mytologi. Zeus blev forelsket i Io, og for at beskytte hende mod Heras jalousi omskabte han hende til en kvie. Hera opdagede knebet og fik først uhyret Argos med de 100 øjne til at vogte kvien, men Hermes dræbte Argos på ordre fra Zeus. Senere sendte Hera en kobremse, som fik den stakkels Io til at blive vanvittig og bisse. På sin flugt kom hun til Egypten, hvor hun fødte Epafos. Efter at have genvundet sin form og sin fornuft blev hun forvandlet til den egyptiske gudinde Isis. Epafos blev konge af Egypten, og han grundlagde Memphis. Io betyder Månen. Hun er Isis, Diana og mor til guder og generationer. Hun er Jordens dronning, der ofte symboliseres med koens horn. (Se også Argos, Diana, Epafos, Hera, Hermes, Inachos, Isis, Okeanos, Tethys og Zeus).

Ion
(Græsk). Ion er søn af Apollon og Kreusa, som var datter af den athenske konge Erechtheus i den græske mytologi. Ved fødslen blev Ion udsat af sin mor, men han blev samlet op af Hermes for at blive opdraget af præstinderne i Delfi. Til sidst blev han forenet med sin mor og hendes anden mand, og han blev hersker over aegialeanerne. Han blev derfor stamfader til jonerne, for de fire joniske stammer opstod fra hans fire sønner.

Ioniske skole
Den ioniske skole er de græske filosoffers skole i Ionia fra det 5. og 6. årh. f.Kr. Man mener, at skolen blev grundlagt af Thales fra Milet (640-550 f.Kr.), og Anaximander, Anaximenes, Anaxagoras, Heraklit, Diogenes af Apollonia, Arkelaus og Hippo var tilknyttet skolen. De var astronomer og matematikere, og de forsøgte at beskrive Universet på grundlag af stof, bevægelse og kraft. Thales og Hippo gjorde det kosmiske element vand til det oprindelige urelement. Anaximenes og Diogenes af Apollonia mente, at det var det kosmiske element luft. Heraklit mente, at det var det kosmiske element ild. Anaxagoras påstod, at det var det højststående hierarkiske tankesind (nous), som skabte evolution, form og orden i kaos på grundlag af naturens uudviklede substans. (Se også Anaxagoras, Anaximenes, Heraklit og Nous).

Iormungandr
(Oldnordisk). Iormungandr består af ”iormun”, der betyder ”enorm”, ”stor” eller ”overmenneskelig”, og ”gandr”, der betyder ”magi”, ”fortryllelse” – eller muligvis stammer ”gandr” fra ”andr”, der betyder ”ånd”. I den nordiske Edda er Iormungandr identisk med Midgårdsormen, som omspænder Jorden. Det er en af Lokes tre gigantiske unger. De to andre er Fenrisulven, der er forudset til at fortære Solen, når dets levetid er ovre. Og Hel, der er dronning i dødens riger. Iormungandr kan muligvis henvise til ækvator eller ekliptika − og i en endnu større sammenhæng til Mælkevejen. (Se også Edda, Ekliptika, Fenris, Hel, Loke, Mælkevejen og Midgårdsormen).

Iotef
(Egyptisk). Iotef er et diadem, der bæres af Thoth-Lunus i egyptisk ikonografi. Thoth-Lunus er syvfoldig. Han bærer solskiven med de syv stråler på hovedet, når han rejser i solbarken. (Se også Thoth).

Irdhi
(Sanskrit). Irdhi er syntesen af de ti ”overnaturlige” metafysiske kræfter inden for buddhisme og brahmanisme. (Se også Brahmanisme og Buddhisme).

Irkalla
(Kaldæisk). Irkalla er underverden eller Hades, som babylonierne kaldte ”det usete land”. Irkalla var også kendt som Aralu. Indgangen befandt sig i en dyb hule. Irkalla blev regeret af gudinden Allatu eller Ereshkigal (”underverdens frue”), som var Ishtars søster eller alter ego – dvs. den store naturgudinde Ishtar. Samme idé finder man i den egyptiske opfattelse af Isis og Nephthys. Irkalla blev regeret af Allatu og Nergal i forening, og de blev betragtet som guder for de afdøde. (Se også Allatu, Alter ego, Ereshkigal, Hades, Ishtar, Isis, Nephthys og Nergal).

Irreversibilitet
Irreversibilitet vil sige manglende mulighed for en tilbagevenden til en tidligere tilstand.

Isanagi
Se Izanagi.

Isanami
Se Izanagi.

Isarim
(Hebræisk). Isarim eller issarim stammer fra ”asar”, der betyder ”binding” eller ”bekræfte”. Isarim bruges ofte i forbindelse med afgivelse af et løfte, og ofte løfter om askese. Isarim var et navn, der blev givet til indviede eller adepter hos de gamle hebræere, og især blandt de gamle jødiske essærerne, som svarer til Egyptens hierofanter. (Se også Adept, Essæerne, Hierofant og Indvielse).

Ish Amon
(Gnostisk). Ish Amon var et begreb, som nogle jødiske gnostikere forbandt med det, der svarer til den guddommelige tanke i evig hvile eller semiaktivitet i pleroma (det grænseløse). Ish Amon er synonymt med ferho, som omtales i nazaræernes system, og sammen med kaos (mørkt vand) og ptahil, danner de en treenighed, der svarer til den kristne Fader-Søn-Helligånd. Det svarer også til åndsvidenskabens umanifesterede eller 1. Logos. Det er 1. Logos, som ved Universets begyndelse skabte 2. Logos, der kaldes feminin, fordi 2. Logos er skabende eller forplantende. Fra 2. Logos dannes 3. Logos, som i de gnostiske systemer kaldes Iukabar Zivo. (Se også Ferho, Iukabar Zivo, Logos, Nazaræner, Pleroma og Treenighed).

Ishim
(Hebræisk/Kaldæisk). Ishim eller ishin i kabbalaen er en lavere orden af engle. I rangordningen er det den 9. i englehierarkiet, og det svarer til sephira Jesod. Zohar beskriver Ishim som lænket til et bjerg i ørkenen, og det hentyder til de mennesker, der er bundet til Jorden under inkarnationernes cyklusser. Ishim er ellers Benei Elohim, der betyder ”guds smukke søn”, som i forbindelse med menneskeevolutionen blev faldne engle. Ved deres fald forvandlede de faldne engle den tankeløse menneskehed til tænkningens menneskehed med selvbevidste mennesker, sådan som mennesket er i nutiden. Derfor svarer de til manasaputraer. Det siges, at ishim ved hjælp af magi kan skabe en homuculus. (Se også Azazel, Elohim, Homuculus, Jesod, Kabbala, Manasaputra og Sephiroth).

Ishta
(Sanskrit). Ishta betyder ”elsket”. Hinduer har ofte en skytsånd eller ”skytsgud” (Ishta-devata), som har større opmærksomhed end andre guder. Deres personlige mantra er som regel navnet på guddommen. Alle guder er på trods af deres forskelle i virkeligheden udtryk for højere bevidsthedstilstande. I Vajrayana-buddhismen er en Ishta-devata eller en Ishta-deva (som på tibetansk hedder yidam) en fuldt oplyst skabning, som er i fokus under den personlige meditation i en periode eller nogle gange for livstid. Ishta-devata oversættes ofte med skytsgud eller meditationsguddom. (Se også Mantra og Vajrayana).

Ishtar
(Kaldæisk). Ishtar er en af fortidens babyloniske guddomme. Det siges, at Ishtar er ”den ældste i Himlen og på Jorden”. Hun er datter af Anu (Himlens Herre). Tilbedelsen af hende blev fulgt med inderlighed af masserne både i Babylon og Assyrien. Hun var kendt under forskellige navne i forskellige områder − Anunit, Nina, Nanna Innanna og Atar − selv når hun blev præsenteret som hustru til Marduk i Babylonien − et oldtidsrige fra ca. 2400 f.Kr. i det sydlige Mesopotamien − og i Assur (Assyrien). Iflg. den populære opfattelse var hun den gavmilde gudinde. Hun er kærlighedens og skønhedens gudinde, og hun svarer til Afrodite eller Venus snarere end til Ceres. Hendes andet aspekt er som den dystre ”høstarbejder”, som høster liv og tilbagetrækker livskraften, sådan at alt i en periode får søvn og hvile. De krigeriske assyrere var fokuseret på det mørke aspekt, og det blev understreget af, at de symboliserede hende bevæbnet med bue og pile. Dermed blev hun assyrernes krigsgudinde, mens babylonierne fokuserede på hendes aspekt som mor med barn. Hendes symbol var en 8-takket stjerne. Ishtar sammen med Shamash og Sin (livskraften, Solen og Månen), var en vigtig gudetriade. I astronomien var Ishtar navnet på planeten Venus – dvs. i gudindens dobbelte aspekt, der svarer til morgen- og aftenstjernen. Ishtar var desuden en mystisk repræsentation af Jorden i hendes produktive og frugtbare aspekter som moder til alle, og derfor blev hun hovedsageligt betragtet som prakriti, der stammer fra mulaprakriti. Der findes en underlig historie om hendes nedstigning til Hades på den 6. og 7. af de assyriske tavler. Enhver esoteriker, der læser om hendes kærlighed til Tammuz, Izdubars attentatet imod ham, gudindens fortvivlelse og hendes nedstigning i sin søgen efter sin elskede, hvor hun går gennem Hades syv porte, og hvor hun til sidst frigøres fra den mørke lokalitet, vil genkende den smukke allegori som sjælens søgen efter ånden. (Se også Afrodite, Anu, Anunit, Assur, Ceres, Hades, Izdubar, Marduk, Mulaprakriti, Prakriti, Shamash, Sin og Tammuz).

Ishvara
(Sanskrit). Ishvara eller Isvara stammer fra roden ”is”, som betyder ”at herske”, ”at være herre”. Ishvara er det højeste Selv eller Universets overhoved – uanset om det er et stort eller et lille univers, for Ishvara henviser også til guddommen i mennesket. Ishvara er et filosofisk begreb, der stammer fra hinduismen, som oversætter det med ”Højeste Herre”, ”Højeste Lærer”, ”Herre” eller ”Mester”. Ishvara bruges for det meste om Vishnu og Shiva. Ordet bruges også på et verdsligt niveau som betegnelse for en hvilken som helst mester eller konge. Begrebet bruges desuden i buddhismen, hvor det betyder et kraftfuldt men ikke almægtigt væsen. I åndsvidenskaben svarer Ishvara til den manifesterede Logos – den ”personlige” gud. Ishvara benyttes også nogle gange om den guddommelige ånd i mennesket. Ishvara er desuden yoga-udøverens eller yogiens personlige gudsbegreb − et kollektivt bevidsthedsniveau. Begrebet Ishvara udgør som regel et problem for vestlig tankegang. Hvis man har afvist tanken om en personlig kristen Gud i Himlen, der skabte en verden, som er adskilt fra Gud selv, og som er fyldt af Adams og Evas efterkommere, der lever både i synd og arvesynd, og hvis man desuden har accepteret det ikke-dualistiske begreb advaita, kan det opleves som et tilbageskridt at begynde at tale om Ishvara. Umiddelbart er den eneste intellektuelt acceptabel idé, at der ikke har været nogen skabelse, for hvis verden eksisterer som adskilt fra det Absolutte, vil det medføre dualitet, uanset om Han skabte den eller ej. Men hvis det Absolutte har forvandlet sig til verden, så er Han foranderlig og derfor ikke længere det Absolutte. At skabe noget indebærer et ønske om at skabe, og det antyder, at Han mangler noget, og det er en begrænsning, som medfører, at det Absolutte ikke er ubegrænset. I stedet for skabelse kan den rationelle forklaring være, at den synlige verden er en spejling. Men det giver kun mening at tale om skabelse i den skabte verden, hvor der tilsyneladende eksisterer årsagssammenhænge. Men hvis opfattelsen transcenderes, forsvinder spørgsmålet. Verden er tilsynekomst – virkeligheden er Brahman. Men det giver ikke mening at sige, at Brahman er årsag til verden. Årsag og virkning har ingen betydning på det høje niveau. Der er ingen sammenhæng mellem Ishvara og verden, for både Ishvara og verden er Brahman. Der findes kun en ”skaber” så længe man mener, at den skabte verden er virkelighed. Eller sagt på en anden måde – hvis man tror på, at verden er virkeligheden, er man nødt til at opfinde Gud. På individets niveau er det uvidenhed, der forhindrer, at man kan se sandheden, som kaldes avidya. På verdens niveau skjules virkelighedens verden at den ”kraft”, der kaldes maya. Det giver ikke mening at tale om ”kraften” uden også at tale om en ”skabning”, som bruger ”kraften”, og derfor er det nødvendigt at opfinde en. Den skabning, som udførte skabelsen på vegne af Brahman var Ishvara. Ishvara og maya har samme ontologiske status. I modsætning til jiva, som er prisgivet maya, er maya under Ishvaras kontrol. I Bhagavad-Gita siges det, at Ishvara ”bor i hjertet af enhver skabning”, og at det er Ishvara, der ”får alle ting og skabninger til at dreje, men de er fastgjort til tidens universelle hjul”. Det er essensen af den åndelige monade i den individualiserede skabning under udvikling, den åndelige kim, den indre guddom og kilden til de åndelige og vitale strømme i enhver skabning. Ishvara svarer til den ”Fader i Himlen”, som Jesus omtalte, og dermed er Ishvara kilden til den indre Kristus eller Buddha. I den forstand er Ishvara den individualiserede Dhyani-Buddha i enhver skabning. (Se også Absolutte, Adam, Advaita, Avalokitesvara, Avidya, Brahma, Brahman, Buddhakshetra, Dhyani-Bodhisattva, Dhyani-Buddha, Jiva, Logos, Maya, Monade, Ontologi, Shiva og Vishnu).

Isis
(Egyptisk). Isis – den egyptiske gudinde – hed oprindeligt ”Ast”, som betyder ”trone”. I en senere periode blev det oldegyptiske navn ændret til ”Issa”, som forgrenede sig til det græske ”Isis”, der er identisk med ”Sirius” – ”Astri” (indisk) – ”Ishtar” (babylonisk) – Asthare (syrisk) – ”Ester” (jødisk) – ”Aster” (Latin) – ”Estella” (spansk) – ”star” (engelsk) – ”stjerne” (dansk). På koptisk hed hun ”Uasi”, og hendes ægtefælle var ”Uasar” (Osiris). ”Isis Latona” er den romerske Isis. Hun var datter af guderne Geb (Jorden) og Nut (Himmelrummet eller Mælkevejen). Den egyptiske gudinde Isis var datidens Verdensmoder. Hun var også jomfrumoderen, for Osiris gjorde hende frugtsommelig, selv om han var død og befandt sig i Himlen. I stedet fik hun rakt et ankh-kors (livets kors) til næsen, og hun indåndede de hellige guddommelige ånde, og dermed blev hun frugtsommelig med gudebarnet Horus. Der er derfor ingen tvivl om, at de kristne kopierede idéen med den ubesmittede jomfrumoder, befrugtningen via Helligånden og fødslen af ”Guds søn”, som skulle komme som frelser fra de gamle egyptere. Isis blev også kaldt ”kvinden klædt i Solen”. Hun symboliserede legemer, stof og form. Hun repræsenterede kredsløb, rytmer og perioder. Hun var legemet, der modtog livet. Hun var minuspolen og hendes maskuline modpol var Osiris. Hun var Månen – Osiris var Solen. Isis er sædvanligvis afbildet som en kvinde, der bærer en gribbekrone. Over gribben løfter to lange svagt buede kohorn sig mod himlen. Mellem hornene er der en solskive. Andre gange bærer hun en lille tronstol på hovedet som symbol på, at hun er stoffets og formens herskerinde, for hun er stof og former. Isis er en meget nuanceret gudinde, men i hovedtræk er hun ”stoffets store moder”, for hun er den allerhøjeste fineste essens af alle substanser, af alt stof og al form. Den guddommelige moder var selvreproducerende, og i sanktuarierne lærte neofytterne om stoffets og formernes reproducerende egenskaber. Men de lærte naturligvis også om den guddommelige befrugtende aktivitet i naturen, som kræver en maskulin modpol – Osiris. Universet er en gigantisk tankeform, som udtrykker ”Den Enes” vision. Når visionen fødes, begynder den at antage form, og den løfter sig som en lotusblomst op af urhavet. I legenden om Verdensmoderen sammenlignes Isis med en kosmisk lotus, og fordi hun repræsenterer alt stof på alle niveauer, er det ikke overraskende, at Øvre-Egypten (den sydlige del af Egypten) symboliseres af en lotusblomst. Øvre-Egypten symboliserer de lavere chakraer i det hellige egyptiske legeme (landet), og Isis-templet på Philae i nutidens Aswan ligger i landskabets rodchakra, for Isis er roden til alt stof og alle former. Isis og lotusblomsten er derfor identiske symboler, og Isis kaldes – ”den hellige jomfru i lotussen” og ”det himmelske bæger”. Isis symboliserer de legemer eller former, der rummer den guddommelige bevidsthed. Lotusblomsten er et perfekt symbol på relationen. Blomsten danner et bæger, og inden i blomsten lyser den gyldne skønhed. Derfor udtrykker Isis den øverste universelle tankevirksomhed, det guddommelige tankesind eller ren visdom. Isis er et kosmisk symbol, men ud fra princippet ”som foroven således også forneden, som i det store således også i det små”, repræsenterer hun principielt det samme i det enkelte menneske. Isis og alle andre gudinder symboliserer stof og legemer, som rummer livet eller bevidstheden, men Isis er essensen af dem alle – og derfor er hun Verdensmoder. Åndsvidenskaben oplyser, at i mennesket er Isis den åndelige essens. Isis symboliserer menneskets egenskaber. Alle erfaringer opmagasineres i legemer (former). De fysiske erfaringer lagres i det fysiske permanente atom. De følelsesmæssige erfaringer opmagasineres i det astrale permanente atom, og de mentale erfaringer opbevares i den mentale enhed. Sjælens egenskaber, som er den positive essens af de erfaringer, der erhverves liv efter liv, opbevares i kausallegemet som essens eller egenskaber og talenter. Gudinden Hathor, som er et aspekt af Isis og derfor blev beskrevet som søster til Isis, symboliserer kausallegemet eller sjælslegemet. Isis er reelt også kausallegemet, men hun symboliserer desuden både højere og lavere legemer. Isis’ sorg over sin ægtefælles (Osiris’) død, og hendes vandringer i jagten på hans krop, er identisk med den legende, man møder i den græske mytologi om Demeter, der søger efter sin datter Persefone. Isis havde angiveligt viden om mantraers styrke, og hun genoplivede bl.a. sin forgiftede søn, Horus, med mantraer. Osiris, Isis og Horus udgør den mest kendte egyptiske triade, der består af Fader-Moder-Søn, som uden tvivl har været inspiration til den kristne Treenighed – Fader-Søn-Helligånd. (Se også Ankh, Demeter, Geb, Hathor, Horus, Horus den Ældre, Ishtar, Kausallegeme, Nephthys, Nut, Osiris, Persefone og Verdensmoder).

Isissløret
(Egyptisk). Isis’ slør symboliserer uvidenhedens slør, som forhindrer uindviede mennesker i at erkende de dybere og skjulte åndelige sandheder. Sløret fjernes, efterhånden som evolutionen, indvielserne, selvudviklingen og forståelsen skrider frem. (Se også Isis).

Islam
(Arabisk). Islam stammer fra ”salama”, der betyder ”at være fri” eller ”hengiven”. Islam hentyder derfor til underkastelse og lydighed over for Allah – den ene Gud. Islam er navnet på Mohammeds religion, og betegnelsen islam er udvalgt af Mohammed selv.

Islamisme
Islamismen indebærer forestillingen om, at Koranen er regler, der er givet af Gud via Mohammed, og reglerne skal bruges til at styre samfundene. Det er derfor menneskets opgave at forsøge at efterleve Koranens love og regler bedst muligt. Samfundsmodellen er dermed gudsgivet, og derfor er den ikke til diskussion. Opfattelsen bringer islamismen i opposition til det klassiske liberale demokrati, hvor love og regler besluttes af mennesker. Islamismen er en universel ideologi. Profeten Mohammed kendte ikke til nogen verdslig stat eller til nogen nationalitet, og statens formål er i sin overordnede form ikke beherskelsen af en bestemt nationalstat eller et bestemt folkeslag, men derimod realisering af de gudsgivne påbud. Formålet er universelt, og derfor kender det ikke nogen grænser. De gudsgivne regler skal spredes til alle verdens muslimer, som alle bør leve efter Koranens skrifter. Muslimer skal leve i en stor islamisk stat, Ummaen, der udelukkende skal sørge for opretholdelsen af den gudsgivne orden. Da de forskellige islamistiske strømninger ofte er meget knyttet til de forskellige mellemøstlige nationalstater, er kravet om en fælles stat for alle muslimer ikke mærkbart. Vestens rationelle og kritiske tankemåde, der er frigjort fra religiøse dogmer, er islamister ofte modstandere af. Den kritiske tilgang til religiøse dogmer betragter islamister som en trussel mod deres religiøse dogme om gudsgivne sandheder. Man må ikke stilles spørgsmålstegn ved forestillingen om Allah, og man skal ikke diskutere menneskets plads i verden, for menneskets plads er allerede defineret som en plads, der er underlagt Guds ord. (Se også Ateisme, Buddhisme, Gnosticisme, Henoteisme, Hinduisme, Monolatri, Monoteisme, Panteisme, Polyteisme, Sufisme, Teisme, Theos og Universalisme).

isme
-isme er et suffiks, en endelse eller en efterstavelse, der bruges til navneord. Som regel bruges det i forbindelse med store, filosofiske tros- og tankesystemer eller ideologier – eksempelvis hinduisme, buddhisme, sufisme, islamisme, gnosticisme osv. I nutiden er det desuden blevet et navneord, hvor man taler om ”en isme”. Suffikset kan føres tilbage til det græske suffix – ”-ismos” – der primært blev brugt til at danne nominer (bøjning af grundformen) fra udsagnsord. Suffikset blev optaget i latin som ”-ismus”, og det spredte sig videre til de europæiske sprog. (Se også Ateisme, Buddhisme, Gnosticisme, Henoteisme, Hinduisme, Islamisme, Monolatri, Monoteisme, Panteisme, Polyteisme, Sufisme, Teisme, Theos og Universalisme).

Israel
(Egyptisk). Navnet ”Israel” er dannet af navnene på den egyptiske gudinde og verdensmoder ”Isis” (græsk), som på oldegyptisk hed ”Issa”, og solguden og skaberen ”Ra” samt den jødiske betegnelse for en guddom eller en guddommelig kraft – ”el”. ”Issa” (eller Isis), ”Ra” og ”el” blev til ”Issa-Ra-El” og derefter til ”Israel”. Israelitterne har brugt de samme kombinationer af egyptiske guder i andre sammenhænge. Eksempelvis er den egyptiske gud ”Geb” for Jorden, og solguden ”Ra” plus ”el” – ”Geb-Ra-El” – blevet til ”Gab-Ri-El” − og ”Gabriel”, Jordens engel. Ordet ”Egypten” forekommer hele 680 gange i Bibelen, men i de egyptiske tekster optræder navnet ”Israel” kun på en stele (mindesten) i farao Merneptahs 5. regeringsår (han var søn af Ramses II, og hans efterfølger på tronen). Navnet findes i tekstens 27. linje: ”Israel er lagt øde – hendes livskim eksisterer ikke længere”. (Exodus). Moses havde lovet, at israelitterne skulle overtage Kanaans land. I praksis blev det ikke til andet end en lille træbevokset mark med en klippehule – oven i købet et andet sted (Makpe’lah ca. 30 km syd for (Jeru)Salem). Det beskedne areal købte ”stamfaderen” Abraham af ”Hets sønner”. Abraham ønskede dette stykke land til anlæggelse af en familiegravplads. Israelitternes forfædre havde levet som nomader, og derfor kunne ejerskabet af den lille plet jord i Kanaan have medvirket til at gøre Kanaans land til mål for udvandringen. Som modydelse for støtte til Moses’ forsøg på ”generobring” af Egyptens trone har han sandsynligvis lovet israelitterne, at de fik Nedre-Egyptens jordarealer tilbage i stedet for at arbejde for andre. Hos en del israelitter var der ingen interesse i at udvandre, og efter at forhandlingerne med farao om deres udrejse brød sammen, blev de alle fordrevet og mange måtte flygte. En anden fortolkning af navnet Israel siger, at det hebræiske ord ”Sara” betyder ”prinsesse”. ”Saraj” er muligvis afledt af ”min prinsesse”, eller en forkortelse af ”Jah er hersker”. Sara var Abrahams hustru, men hendes navn blev ændret fra Saraj til Sara. Nogle forskere mener, at benævnelsen Israel stammer fra hendes navn, men det er en tvivlsom teori. En tredje teori siger, at Israel stammer fra det hebræiske Yisra’el. Ordet består af ”yashar”, der betyder ”opretstående”, ”lige” eller ”retfærdig”, samt ”el”, der som sagt er en guddom eller en guddommelig kraft. Det var oprindeligt et ord, der blev brugt til at udpege jøderne, og det blev hovedsageligt brugt i jødisk historie i det nordlige rige til forskel fra Judah, det sydlige rige. Senere henviste ordet til jøderne som trossamfund, der var forenet under den nationale gud Jehova. Navnet blev givet til Jacob, der blev betragtet som fader til de tolv stammer. Den oprindelige betydning er i ental. Det er en opretstående, retfærdig mand, der stræber efter forening med sin indre gud, og derfor er han en indviet. Jøderne brugte udtrykket som en ærbødighed over for de ædleste hebræere − men udtrykket gælder for alle indviede i ethvert land. (Se også Bibelen, Geb, Isis, Ra og Ramses II).

Issa
Se Isis.

Isvara
Se Ishvara.

Ithyphallic
(Græsk). Ithyphallic er den erigerede fallos. Den blev båret i Bakkus-processionerne, som symbol på den abstrakte skaberkraft. (Se også Bakkus og Fallos).

Ivalde
(Oldnordisk). Ivalde eller Ivaldi består af ”i”, der betyder ”ind” eller ”ind i”, og ”valdi”, der betyder ”kraft” eller ”bruger”. I Eddaen er Ivalde den, der bruger kraften, eller som træder ind i kraften. Ivalde er dværg − dvs. et symbol på en endnu ikke menneskelig bevidsthed − men han er også en kæmpe, og det henviser til en periode med et materielt liv. Ivalde repræsenterer tilsyneladende Planetlogos’ tidligere levetid og den planetariske bevidsthed, som kom til udtryk på Månen, som Planetlogos belivede, før planeten Jorden blev skabt. Ivalde er hjemsted for de mørke elver, som befinder sig under Midgård (Jorden). Ivaldes børn er Nanna (Månens sjæl), og Idun (Jordens sjæl). Hjuke og Bil er de børn, hvis skygger ses på forsiden af fuldmånen. Ivalde havde flere efterkommere – f.eks. dværgene Brokk og Sindre, der repræsenterer henholdsvis mineralriget og planteriget, der nu befinder sig på Jorden. Brok og Sindre smedede våben og smykker til aserne − f.eks. Odins magiske spyd. (Se også Aser, Dværg, Edda, Idun, Midgård, Nanna og Odin).

Izad
Se Ised.

Izanagi
(Japansk). Izanagi og Izanami – eller Isanagi og Isanami − er menneskehedens oprindelige mandlige og kvindelige forfædre, der avlede Jordens første gud, Tenshoko doijin. I shintoismen forestiller man sig, at skabelsen foregik sådan: Jorden (In) var en aflejring, som havde bundfældet sig fra kaos (Konton), og himlen (Yo) eller de æteriske essenser, som var steget til vejrs. Imellem de to opstod mennesket (Jin). Det første menneske hed Kuni-to ko tatchino-mikoto, og han fik fem andre navne, og derpå opstod menneskeslægten som mand og kvinde. Isanagi og Isanami avlede Tenshoko doijin, den første af Jordens fem guder. ”Guderne” er simpelthen menneskehedens fem racer, og Izanagi og Izanami er de to slags ”forfædre”, dvs. de to foregående racer, som skabte både det dyriske menneske, og det menneske, der var udstyret med fornuft. Det himmelske par har angiveligt skabt Japan ved hjælp af saltvandsdråber. (Se også Rodrace).

Izanami
Se Izanagi.

Izdubar
(Babylonisk). Izdubar er helten fra Erech. Hans bedrifter er nedskrevet i Gilgamesh-eposset, der betragtes som verdenslitteraturens første hovedværk. Det blev udgravet i Nineve. Det stammer fra Assurbanipals (668-26 f.Kr.) kongelige samling, der består af tolv tavler (som ikke alle er fuldstændig bevaret). Heltens navn er skrevet ideografisk, og tidligere blev det fortolket som Izdubar, indtil et andet fragment fra samme tid afslørede navnet Gilgamesh.

Ized
(Pahlavi/Persisk). Ized eller Izad er en gruppe gamle zarathustrianske guder, som var underordnet Ahura Mazda, og som var udtryk for hans vilje. I Avesta er de 21 yasht (en samling på 21 strofer i yngre Avesta) henvendt til ized-gruppen. I bundahish er Neryosengh gudernes sendebud, og Neryosengh omtales som en ized. Det samme gælder Anahita, havenes gudinde. I den senere zarathustrisme er der en gruppe på 33 guddommelige skabninger, som kaldes ized. (Se også Ahura Mazda, Avesta, Bundahishn, Zarathustra og Zarathustrisme).


Side : 1 2
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook