Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRĆDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BŰGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJŰ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Ba
(Egyptisk). Ba er de gamle egypteres udtryk for mentallegemet inklusiv kausallegemet eller sjĂŠlslegemet. Menneskets sjĂŠl var tĂŠt forbundet med hjertet, og som regel blev Ba’en afbildet som en falk eller en svale med menneskehoved. Åndsvidenskaben oplyser, at mentallegeme og kausallegeme reprĂŠsenterer henholdsvis konkret tĂŠnkeevne og abstrakt tĂŠnkeevne. Menneskets natur blev betragtet som ”dobbelt”, dvs. et aspekt, der er evigt, og et aspekt, der er og dĂždeligt, og som svarer til Prana i nogle af sine funktioner eller til Kama-Manas. Inderne taler ogsĂ„ om en opdeling i Rupa (form) og Arupa (formlĂžs). De gamle egyptere sagde, at ”Sahu lever i Ba”. ”Sahu” kan derfor fortolkes som egypternes betegnelse for sjĂŠlen, der kommer til udtryk i stof, der er finere end selve tanken. De dybeste Ă„ndelige instanser, der i nutiden kaldes hĂžjere bevidsthed (dvs. hĂžjere end sjĂŠlen), kaldte de gamle egyptere ”Akh”, der betyder ”lysvĂŠsen” eller â€Ă„nd”. At blive en ”Akh” var mĂ„let for enhver egypter. (Se ogsĂ„ Arupa, Kama-Manas, Manas, Prana, Rupa og Sahu).

Baal
(KaldĂŠisk). Baal, Ba’al eller pĂ„ grĂŠsk/latin Bel, stammer fra det semitiske udtryk Ba’al, der betyder ”herre”. Herren eller overhovedet var en af de Ăžverste guder i den assyrisk-babyloniske gudekreds. Baal var den anden i en gudetriade, der bestod af Anu, Baal og Ea. Assyriologer mener, at Baal simpelthen var titlen pĂ„ en guddom, som de har udpeget som ”En-lil” – ”den mĂŠgtige herre”. I forbindelse med Universets opdeling i himlen, jorden og vandet blev Baal betragtes som ”landets herre”, og hans tempel i Nippur blev kaldt ”E-kur” – ”bjerghuset”, og Eas tempel blev kaldt ”vandhuset”. Der har vĂŠret mange Baal’er, og det kan vĂŠre en af grundene til, at Den Hemmelige LĂŠre omtaler Baal som Solen, Jupiter, Saturn og Merkur. Fordi Baal betyder ”herre”, benyttes betegnelsen til enhver af de vigtige himmellegemer. Iflg. en kilde tilskrives skabelsen af verden og isĂŠr menneskeheden Baal. Baal kaldes ogsĂ„ ”gudernes fader”, og hans hustru, Belit, kaldes ”gudernes moder”. Baals ĂŠldste sĂžn er Sin – MĂ„nens gud. Baal skaber ogsĂ„ Syndfloden, der tilintetgĂžr menneskeheden, og det viser hans dobbelte aspekt som opretholder og nedbryder. Baal er blevet forbundet med den fĂžnikiske Baal, som var kanaanĂŠerne vigtigste gud, men Baal havde desuden en beskyttende effekt pĂ„ produktion og frugtbarhed, som er forbundet med MĂ„nen. Baals kvindelige modstykke, Astarte (Ishtar) blev betragtet som den receptive gudinde, og hun var ogsĂ„ en mĂ„negudinde. I senere tider blev ritualerne for guddommene forvandlet til hĂŠmningslĂžse orgier, der indebar ofringer − sandsynligvis ogsĂ„ menneskeofringer − men pĂ„ et tidspunkt blev Baal tilbedt som en solgud. Hans forskellige navne i Det Gamle og Det Nye Testamente afslĂžrer Baals forskellige aspekter. Eksempelvis blev Baal i Anden Mosebog udnĂŠvnt til Ba’al-Tsephon – ”gud for krypten”. Han blev desuden opkaldt efter Seth eller Sheth, der betyder en sĂžjle (fallos), og pga. de mange associationer, blev han betragtet som en skjult gud, der svarer til Amon i Egypten. Blandt ammonitterne − et folk af det Ăžstlige PalĂŠstina, var han kendt som Moloch (kongen). I Tyrus blev han kaldt Melcarth. Tilbedelsen af Baal blev indfĂžrt i Israel under Ahab. Hans hustru var en fĂžnikisk prinsesse. Typhon, ogsĂ„ kaldet Seth, der var en vigtig gud i Egypten i de tidlige dynastier, var et aspekt af Baal og Amon og desuden af Shiva, Jehovah og andre guder. Baal var den altfortĂŠrende Sol − i en vis forstand er han den brĂŠndende Moloch. Med hensyn til de dansende Baal-profeter, der nĂŠvnes i Bibelen, skriver H.P. Blavatsky: ”Det var simpelthen et udtryk for Sabean-tilbedelse, for dansen betegnede planeternes bevĂŠgelse rundt om Solen”. Baal er ogsĂ„ navnet for Solen hos gallerne. (Se ogsĂ„ Adonai, Amon, Anu, Astarte, Ea, Ishtar, Seth og Shiva).

Babel
(Hebraisk). Babel eller Babah hentyder til BabelstĂ„rnet, som mennesker ville bygge for at nĂ„ op til Himlen og guddommen. BabelstĂ„rnet er derfor en symbolsk bygning, der reprĂŠsenterer indvielse eller porten til det guddommelige. Det fysiske tĂ„rn var bĂ„de en bygning, der skulle indeholde og beskytte indvielseskamrene og de indvielsesceremonier, der blev udfĂžrt i dem, samt vĂŠre et arkitektonisk symbol pĂ„ bevidsthedsudvidelse mod hĂžjere niveauer. BabelstĂ„rnet kan bĂ„de have en negativ og en positiv betydning, for tĂ„rnet reprĂŠsenterer bĂ„de egoistisk selvudvikling og Ă„ndelig strĂŠben. Det, som den sorte magiker bygger, er forgĂŠngeligt, og nĂ„r bygningen nĂ„r Himlen, styrter den i grus. Hvis tĂ„rnet og systemet bruges af indviede pĂ„ ”venstrehĂ„ndsvejen”, medfĂžrer det total og forudbestemt forvirring som den ene mulighed. Hvis tĂ„rnet og dets indre mysterier bruges af indviede pĂ„ ”hĂžjrehĂ„ndsvejen”, er det noget helt andet. Bibelens fortĂŠlling om BabelstĂ„rnet har tilsyneladende udelukkende haft fokus pĂ„ de sorte magikere. Atlantiderne var i den sidste epoke kendt for misbrug af magiske krĂŠfter, ondskab og oprĂžr mod den guddommelige hensigt, og traditionen er bevaret i mange legender, som f.eks. det bibelske BabelstĂ„rn, men legenden stammer fra endnu ĂŠldre kaldĂŠiske skrifter. De legendariske historier fra fĂžr syndfloden om giganter, der strĂŠber mod himlen, er almindelige i de fleste mytologier. Giganternes nederlag i nogle af legenderne resulterer i sprogforvirring, splittelse og spredning, der medfĂžrer omfattende opdeling af menneskeheden i racer. (Se ogsĂ„ VenstrehĂ„ndsvejen).

Babu
Babu betyder ”hr.” og titlen anbringes efter bengalske navne – ikke foran som i Vesten.

Babylon
(Assyrisk). Babylon − ”gudernes port” − er en gammel, berĂžmt by ved Eufrat, som angiveligt blev grundlagt af den assyriske monark Ninus eller hans legendariske kone Semiramis. I oldtiden var Babylon centrum for Indiens esoteriske visdom, der blev udbredt i Lilleasien, og kosmogonien skabte forbindelse mellem den esoteriske lĂŠrdom og den hebraiske bibels kosmogoni.

Bacchus
Se Bakkus.

Bacon, Francis
Sir Francis Bacon (1561-1626) var engelsk filosof, statsmand, jurist, politiker og forfatter. Han blev adlet baron Verulam of Verulam (1618) og Viscount St. Alban (1621). Allerede som 22-Ă„rig blev han parlamentsmedlem, og han blev Lord Chancellor (finansminister) som 57-Ă„rig i 1618, men han blev afsat i 1621 pĂ„ grund af anklager om bestikkelse. Francis Bacon havde den tvivlsomme ĂŠre, at vĂŠre opfĂžrt pĂ„ Index Librorum Prohibitorum, den katolske kirkes indeks over forbudte bĂžger. I 1621 blev han dĂžmt for korruption og frataget sine embeder. Francis Bacon havde modtaget mange gaver, men han oplyste, at det aldrig havde pĂ„virket ham, og der er ingen grund til at betvivle hans ord. Francis Bacons navn er knyttet til den induktive metode og til det videnskabelige eksperiment. Induktion var allerede kendt af Aristoteles, men Francis Bacon pĂ„peger, at man tidligere generaliserede ud fra fĂ„ eksempler eller for hurtigt generaliserede uden at kontrollere punkt for punkt om generaliseringen var holdbar. Han anses som grundlĂŠgger af erfaringsfilosofien, der ogsĂ„ kaldet empirisme. Francis Bacons hovedvĂŠrk Novum Organum (Det nye vĂŠrktĂžj) fra 1620, er en del af det stĂžrre og aldrig fĂŠrdiggjorte vĂŠrk Instauratio Magna (Den store fornyelse). Titlen refererer til Aristoteles’ vĂŠrk Organum som det oprindelige vĂŠrktĂžj, som Francis Bacon fornyede. Baconteorien gĂ„r ud pĂ„, at Francis Bacon er den virkelige forfatter til William Shakespeares vĂŠrker, og at William Shakespeares navn blev brugt som pseudonym, for det var ikke passende at skrive skuespil for et menneske af Francis Bacons stand. Hovedargumentet for de sĂ„kaldte ”baconister” er, at forfatteren til Shakespeares skuespil mĂ„ vĂŠre et menneske med omfattende indsigt i historie, sprog, kultur, dannelse, jura mm., og det passer bedre pĂ„ Francis Bacon end pĂ„ skuespilleren William Shakespeare. C.W. Leadbeater oplyser, at ”Francis Bacon blev fĂždt i 1561, og han var sĂžn af dronning Elisabeth, der giftede sig med sir Robert Dudley, mens de begge var fanger i Tower. Francis Bacon blev dronning Elisabeths minister, og i andre inkarnationer har han som mesteren Rakoczy spillet en enestĂ„ende rolle i Europas historiske liv”. (Se ogsĂ„ Rakoczy).

Bacon, Roger
Roger Bacon (1215-1292) var engelsk filosof og teolog. I 1240’erne underviste han i filosofi i Paris. I 1250’erne blev han franciskanermunk, og i Ă„rene derefter arbejdede han pĂ„ en samlende teori for alle videnskaber. Roger Bacons vigtigste skrift er Opus Maius (Det Store VĂŠrk), som han skrev ca. 1267, efter at pave Clemens 4. havde bedt ham publicere sin store lĂŠrdom. I Opus Maius pĂ„stĂ„r Roger Bacon, at et menneske i princippet kan forstĂ„ den totale virkelighed. ForstĂ„elsen opstĂ„r, nĂ„r menneskets fatteevne – ”den potentielle intelligens”, bliver oplyst af ”den aktive intelligens”, som er Gud. Imidlertid kan autoritet, vaner og fordomme forhindre mennesket i at opnĂ„ den sande forstĂ„else. Han eksperimenterede med alkymi og optik og blev beskyldt for at praktisere sort magi. I ti Ă„r blev han holdt indespĂŠrret i Paris af sin munkeorden pga. sine ”kĂŠtterske” skrifter, og det gentog sig i 1278-92. C.W. Leadbeater oplyser, at mesteren Rakoczy er identisk med Roger Bacon: ”Rakoczy inkarnerede i Ă„ret 1211, og i dette liv var han Roger Bacon, en franciskanermunk, der var reformator af bĂ„de sin samtids teologi og dens videnskab. Han var en engageret eksperimentator”. (Se ogsĂ„ Rakoczy).

Bacon-metoden
Bacon-metoden svarer nogenlunde til det, der er kendt som den induktive metode, og som Sir Francis Bacon var fortaler for. Den induktive metode stĂ„r i modsĂŠtning til den deduktive metode. Ved induktion iagttager man enkelte tilfĂŠlde (specialtilfĂŠlde) og konkluderer noget generelt (generalisering) pĂ„ grundlag af iagttagelsen. Det er den sĂ„kaldt empiriske metode, der benyttes som nutidens videnskabelige metode. Statistik er eksempelvis et redskab for den induktive tĂŠnkning, ligesom logik er det for den deduktive. Et filosofisk standardeksempel er, at man gentagne gange har iagttaget, at de svaner, man har set, er hvide. Man konkluderer derfor, at alle svaner er hvide. Fejlen ved mĂ„den at konkludere pĂ„ illustreres af, at alle svaner, der iagttages i Europa, er hvide, men alligevel eksisterer der sorte svaner i Australien. Selv mange observationer garanterer derfor ikke induktionsmetodens rigtighed. I praksis kan man undersĂžge, hvordan virkeligheden ser ud, og ud fra resultatet beslutte en teori, der fortĂŠller noget generelt ud fra empiriske undersĂžgelser af nogle fĂ„ tilfĂŠlde. F.eks. er meningsmĂ„linger induktive, fordi man typisk ”kun” interviewer en promille af den samlede mĂŠngde for at fĂ„ et overordnet billede. Ved hjĂŠlp af Bacon-metoden undersĂžges sĂŠrlige fĂŠnomener for at finde ud af, hvad der er vĂŠsentligt og udelukke det, der er uvĂŠsentligt, og dermed vedtage en generel lov. Men svagheden ved metoden er, at antallet af sĂŠrlige fĂŠnomener eller oplysninger, der skal undersĂžges for at nĂ„ frem til sandheden, er grĂŠnselĂžse. Reelt er den naturvidenskabelige metode er en kombination af de to metoder. Man kan ikke fortolke fĂŠnomener uden at have udgangspunkt i nogle principper. Og sĂ„ snart man har besluttet en generel lov, begynder man at bruge den i forbindelse med opdagelse af andre fĂŠnomener, og dermed bruger man den deduktive metode. En mere vigtig indvending mod den induktive metode, som benyttes af nutidens naturvidenskab, er, at den begrĂŠnser grundlaget for rĂŠsonnementet til de relativt begrĂŠnsede oplysninger, der stammer fra de fysiske sanser, og data fra sanserne skal forskerne fĂžrst lĂŠre at forstĂ„ til et niveau, hvor de er indiskutable, ellers vil rĂŠsonnementet vĂŠre fejlagtigt. H.P. Blavatsky understreger, at fĂŠnomenernes usynlige karakter ikke kan udledes pĂ„ den mĂ„de, men at man er nĂždt til at bruge hĂžjere sanser for at skabe det nĂždvendige grundlag for konklusionerne, og for at sikre tilstrĂŠkkelig forstĂ„else af de data, der iagttages. (Se ogsĂ„ Bacon, Francis og Rakoczy).

Baddha
(Sanskrit). Baddha stammer fra roden ”bandh”, der betyder ”at binde”. I hinduismen henviser Baddha til et menneske, der er ”bundet af livets lĂŠnker eller ondskab”, og det gĂŠlder for enhver dĂždelig, som ikke har frigjort sig og har opnĂ„et Nirvana. (Se ogsĂ„ Mukti Nirvana).

Badha
(Sanskrit). Badha stammer fra roden ”badh”, der betyder ”at chikanere”, ”smerter”, ”besvér”, ”lidelse” eller ”problemer”.

Bagavadam
(Sanskrit). Bagavadam er et tamilsk helligt skrift om astronomi og beslĂŠgtede emner. Tidsperioderne i skriftet adskiller sig fra nutidens beregninger. 15 soldage danner en ”paccham”, 2 ”paccham” (30 dage) udgĂžr en mĂ„ned, og det svarer til Ă©n enkelt dag for en Pitri. To mĂ„neder udgĂžr en ”roodoo”, tre ”roodoo” er en ”ayanam”, to ”ayanam” udgĂžr et Ă„r. Men et Ă„r for de dĂždelige svarer til Ă©n enkelt dag for guderne. (Se ogsĂ„ Pitri).

Bahak-Zivo
(Gnostisk). Bahak-Zivo eller Bahak-Ziwa betyder â€Ă„ndernes fader” i Codex NazarƓus. NazarĂŠerne var en tidlig halvkristen sekt. Det var Bahak-Zivo, som ud af det mĂžrke vand, vĂŠkkede verden til eksistens. Han kaldes ogsĂ„ faderen til ”genii” dvs. ĂŠonerne. Bahak-Zivo fik ordre til at fremstille skabninger, men det lykkedes ham ikke at gĂžre det, fordi han var uvidende om Orcus (afgrunden). Derfor bad han om hjĂŠlp fra en endnu renere Ă„nd – Fetahil – men hans forsĂžg mislykkedes ogsĂ„. (Se ogsĂ„ Codex Nazaraeus).

Bahir
(Sanskrit). Bahir betyder ”ydre” eller ”udvendig”.

Bahir Kumbhaka
(Sanskrit). Bahir Kumbhaka er en betegnelse for tilbageholdelse af ÄndedrÊttet i en yoga-Þvelse. Bahir Kumbhaka er et stadie i yoga-Þvelsen Pranayama, hvor man holder vejret ude efter udÄnding. (Se ogsÄ Pranayama).

Bahiranga Trataka
(Sanskrit). Bahiranga Trataka er et yogaudtryk, der betegner koncentreret opmÊrksomhed pÄ et ydre objekt som eksempelvis flammen pÄ et stearinlys. (Se ogsÄ Tratak).

Bahish-Prajna
(Sanskrit). Bahish-Prajna stammer fra ”bahish”, der betyder ”ud” og ”udenfor” plus ”prajna”, der er ”intuitiv bevidsthed”. Bahir-Prajna er menneskets nuvĂŠrende bevidsthedstilstand. (Se ogsĂ„ Bahir og Prajna).

Bahram
(Persisk). Bahram betyder ”den sejrende” og henviser til en af de syv planeter, der hersker over den fĂžrste mĂ„ned i det iranske Ă„r ”Farvardin” (VĂŠdderen). I vedisk litteratur er Bahram kendt som den, der drĂŠber dĂŠmonen Vritra. I de islamiske mystiske skrifter er Bahram nĂŠvnt som den 5. sfĂŠre eller det 5. intellekt. ”Som den jordiske reprĂŠsentant for den himmelske ild, er Bahram det hellige center, som enhver jordisk ild lĂŠnges efter at vende tilbage til, for igen at blive forenet med sit naturlige hjem. Jo stĂžrre indvikling i verdslige handlinger, jo stĂžrre er vĂŠrdien af at vikle sig ud af dem igen”. (Se ogsĂ„ Atash, Atash-Bahram og Vritra).

Bahudaka
(Sanskrit). Bahudaka er den anden af livets fire faser for en Sannyasin og den fjerde og sidste fase af livet for en hindu. En Bahudaka er et menneske, ”der lever helt adskilt fra sin familie og fra verden, som lever af almisser, der indsamles fra syv huse, og som er ifĂžrt den samme rĂždlige beklĂŠdningsgenstand”. (Se ogsĂ„ Sannyasin).

Bakkus
(GrĂŠsk). Bakkus eller Bakkhos − som pĂ„ latin hedder Bacchus – var en guddom, der blev brugt af bĂ„de grĂŠkere og romere. Bakkus blev ogsĂ„ kaldt Dionysos af grĂŠkerne, Liber af romerne, Zagreus i de orfiske mysterier og Sabazios i Frygien og Thrakien. Bakkus var vinens gud i den antikke grĂŠsk-romerske religion. Eksoterisk og overfladisk betragtet er Bakkus gud for vin, frugtbarhed og for seksuelt begĂŠr og udskejelser, men den esoteriske betydning er mere filosofisk. Bakkus svarer til egypternes Osiris, og hans liv og symbolik tilhĂžrer samme gruppe som andre solare guddomme, for han ”bĂŠrer al synd”, han drĂŠbes og han genopstĂ„r − dvs., som Dionysos eller som Atys fra Frygien, Adonis, den syriske Tammuz, Ausonius, Balder osv. De blev alle slĂ„et ihjel, man sĂžrgede over deres dĂžd, og de genopstod. Atys ceremonier fandt sted 15. marts ved Hilaria i den ”hedenske” pĂ„ske. Ausonius (en slags Bakkus) blev drĂŠbt 21. marts ”ved forĂ„rsjĂŠvndĂžgn, og han genopstod pĂ„ tredje dag”. Bakkus blev drĂŠbt, og hans mor samlede delene af hans sĂžnderrevne krop pĂ„ samme mĂ„de som Isis samlede Osiris’ kropsdele. Iakchos, (som er forbundet med Iao og Jehova), blev sĂžnderlemmet af Titanerne, og Iakchos, Osiris og Krishna steg alle ned til dĂždsriget eller Hades og vendte tilbage igen. Bakkus er en menneskeskabt frelser parallelt med Adonis, Osiris, Krishna, Buddha og Kristus. Psykisk set er de alle et symbol pĂ„ den konstant reinkarnerende sjĂŠl. De er alle uskyldsrene syndebukke, som soner de dĂždeliges synder. Astronomisk reprĂŠsenterer de alle Solen. Bakkus er sĂŠdvanligvis reprĂŠsenteret som sĂžn af Zeus og Semele, og han omtales nogle gange som en solguddom og nogle gange som en mĂ„neguddom, for ligesom mange andre personificeringer af kosmiske krĂŠfter er han bĂ„de sol og mĂ„ne − det maskuline og feminine aspekt. Som solguddom har han en slange som sit symbol. De oprindelige rene Bakkus-ritualer var forbundet med hĂžje indvielser, hvor neofytten blev bevidst om sin enhed med guddommen. Slangen og vinen er derfor symboler pĂ„ guddommelig inspiration. Men dengang nĂžglerne til den hellige videnskab var gĂ„et tabt, og symbolerne blev fortolket bogstaveligt, udartede ritualerne og de blev ofte umoralske. Eksoterisk opfattes Bakkus-Dionysos ogsĂ„ som inspirator for dramatisk kunst, som pĂ„virkede mennesker med guddommelige indfald eller okkult vanvid, men i den oprindelige esoteriske betydning var der tale om neofyttens forbindelse med sin egen indre gud – sjĂŠlen − og den deraf fĂžlgende inspiration. PĂ„ et lavere plan betĂžd det en digters eller kunstners mere flygtige inspiration, men misforstĂ„elsen udartede til regulĂŠrt hysteri og sygelige psykiske tilstande. (Se ogsĂ„ Adonis, Balder, Dionysos, Krishna, Osiris, Tammuz og Titaner).

Bal
Se Baal.

Bal-ilu
(KaldĂŠisk). Bal-ilu er en af Solens mange titler. Det er en gammel betegnelse for Solen. Iflg. Dzyans bog byggede Moderen (rummet) otte huse til sine otte guddommelige sĂžnner (planeterne) − fire store og fire smĂ„ – og otte Sole som lyste i overensstemmelse med deres alder og udvikling. Bal-ilu (Marrtanda) − den ottende Sol, som er Solen i vores solsystem − var ikke tilfreds, selv om hans hus var det stĂžrste. Han begyndte at arbejde pĂ„ samme mĂ„de som de store elefanter. Han tog en gigantisk indĂ„nding af sine brĂždres livgivende luft. Han forsĂžgte simpelthen at fortĂŠre dem, men de fire stĂžrste var for langt vĂŠk, for de befandt sig pĂ„ grĂŠnsen af deres rige (planetsystem). De blev ikke slugt (berĂžrt) og de morede sig. ”GĂžr hvad du kan, for du kan ikke nĂ„ os”, sagde de. Men de mindre grĂŠd, og de klagede til Moderen. Hun landsforviste Bal-ilu til miden af sit rige, og herfra kunne han ikke bevĂŠge sig. Siden det skete, kunne han kun iagttage og true. Han prĂžvede at forfĂžlge brĂždrene ved at dreje langsomt rundt om sig selv, men de bevĂŠgede sig hurtigt vĂŠk fra ham, og han kom langt bagefter i det kredslĂžb, som hans brĂždre fulgte om deres huse. (Iflg. astronomien roterer Solen altid om sin akse i den samme retning, som planeterne kredser i deres respektive baner). (Se ogsĂ„ Dzyan).

Bala
(Sanskrit). Bala betyder ”kraft”, ”styrke” eller ”handlekraft”. Bala er en af handlingens seks funktioner, der svarer til de ti Karmendriya (karmiske energier) i buddhismen. Bala eller Panchabalani er de ”fem krĂŠfter”, som erhverves ved at praktisere yoga. De fem krĂŠfter er ”fuld tillid” eller ”tro”, ”energi”, ”hukommelse”, ”meditation” og ”visdom”. (Se ogsĂ„ Karmendriya og Meditation).

Balaam
(Hebraisk). Balaam eller Bil’am er en af Det Gamle Testamentes profeter. Han er den sidste og stĂžrste af de hedenske profeter, der gĂžr sin entrĂ© pĂ„ det tidspunkt, hvor israelitterne var fĂŠrdige med deres 40 Ă„rs Ăžrkenvandring. Zohar oplyser, at de ”fugle”, der inspirerede Bileam, var visdomsslanger − dvs. vise mĂŠnd og mestre − og i deres mysterieskoler havde Balaam lĂŠrt profetiens mysterier. (Se ogsĂ„ Zohar).

Balahala
(Egyptisk). Balahala er femte grad i Egyptens mindre mysterier, som indebar undervisning i alkymi. Undervisning i forstĂ„elsen af Horus var femte grads vigtigste element. Gradens ord var ”Khemi”. (Khemi var det oldegyptiske navn for landet Egypten).

Balarama
(Sanskrit). Balarama er Krishnas Êldste bror. Balarama betragtes af nogle som avataren Vishnu, men for andre er han inkarnationen af den store slange Sesha. Balarama tilbragte sin barndom sammen med Krishna, og i lÞbet af livet udfÞrte han mange modige bedrifter. Krishnas indigo hudfarve, blev betragtet som en nÊsten fuldstÊndig avatar-manifestation af Vishnu, men man sagde, at Balarama havde en lysere teint, der blev betragtet som en delvis avatar-inkarnation af Vishnu. (Se ogsÄ Avatar, Krishna, Sesha og Vishnu).

Balder
(Oldnordisk). Balder, Baldr eller Baldur er en nordisk guddom, og hans rolle i mytologien er meget omdiskuteret. Balder er ”lysets gud” – ”den hellige” – ”den eneste, som er uden synd” – ”det godes gud” − ”giveren af alt godt”. Han er solguden, der genopstĂ„r hvert forĂ„r som forĂ„rssolen Vali, der ogsĂ„ kaldes Balders bror, og det er ham, der hĂŠvner drabet pĂ„ Balder. Balder er en personificering af dagen og lyset (Ă„ndeligt lys, kĂŠrlighed og visdom), der drĂŠbes af den blinde HĂždur (mĂžrke og uvidenhed), som er en personificering af natten og mĂžrket. Balders hustru er Nanna, der personificerer forĂ„ret og daggryet. Sammen med hende har han sĂžnnen Forsete. Forsete er gud for retfĂŠrdighed, og det svarer til Lipikaerne, der er Karmas Herrer, men Balder omtales almindeligvis som retfĂŠrdighedens gud i religionshistorien. Balder omtales i myterne som den smukkeste af alle Aserne og sĂžn af gudernes konge Odin og Frigga. Hans bolig er Breidablik eller Bredeblik, som er et sted, hvor intet urent kan eksistere. Herfra kan han holde Ăžje med alle verdener. Myten om Balders dĂžd er blandt de mest kendte i den nordiske mytologi. I myten drĂŠbes Balder af et skud fra HĂždur med en pil af mistelten. Hans mor havde ellers taget alt i hele verden i ed, og alle havde lovet aldrig at skade Balder. Hun mente dog, at misteltenen var uvĂŠsentlig, og derfor blev den ikke taget i ed – ligesom da Achilleus’ mor glemte sĂžnnens hĂŠl. Loke − den drillesyge gud (menneskets tankesind) − lavede en pil af mistelten og anbragte den i hĂŠnderne pĂ„ den blinde HĂždur, som drĂŠbte lysets gud med pilen. Tankesindet, der var formĂžrket af uvidenhed, udfĂžrte det, som ingen andre kunne – det drĂŠbte det guddommelige lys. Julens mistelten er muligvis et levn efter misteltenen, som drĂŠbte den gode gud. I mytologien fremstilles Balder som en passiv gud i stedet for aktiv og handlende, men han fĂ„r alligevel en helt central placering i det store kosmologiske drama, for hans dĂžd markerer begyndelsen pĂ„ de begivenheder, der resulterer i verdens undergang. Efter Ragnarok skal Balder igen vende tilbage fra dĂždsriget. Han ”skal fĂždes igen, nĂ„r en nyere og renere verden opstĂ„r fra den gamle syndefulde verdens (AsgĂ„rds) aske”. (Se ogsĂ„ Aser, AsgĂ„rd, Frigga, Karma, Lipika, Loke, Nanna, Odin og Ragnarok).

Baldur
Se Balder.

Balthasar
Balthasar eller Belshazzar er ”rigdommens herre” eller ”fangernes herre”. Balthasar er en af de tre vĂ­se mĂŠnd eller hellige tre konger, der omtales i forbindelse med rejsen til JudĂŠa, hvor de Ăžnskede at hĂŠdre det nyfĂždte Jesus-barn. Den gamle babylonske gud Bel eller Baal var forbundet med MĂ„nen. Han var ”den mĂŠgtige herre”, og det giver en anden fortolkning af julelegenden, for den i handler i virkeligheden om de tre planeter, der var sĂŠrligt fremherskende ved Jesu fĂždsel. Balthasar symboliserede MĂ„nen, Kasper var symbol for Mercur, og Melchior reprĂŠsenterede Venus. (Se ogsĂ„ Baal).

Bandha
(Sanskrit). Bandha stammer fra roden ”bandh”, der betyder ”at blive lĂŠnket”, ”at binde” og ”at lĂŠnke”. Bandha stammer fra den samme rod som Baddha. Bandha er derfor en binding eller en begrĂŠnsning. Inden for filosofien bruges udtrykket om livet pĂ„ jorden, om verdslig trĂŠldom eller binding til den fysiske verden i modsĂŠtning til Mukti eller Moksha (endelig frigĂžrelse). Bandha er desuden en yogastilling, hvor organer og muskler trĂŠkkes sammen for at skabe en energilĂ„s i et specifikt omrĂ„de af den fysiske krop. MuskelsammentrĂŠkningen holdes et lille stykke tid. (Se ogsĂ„ Baddha, Bandhakarana, Jalandhara Bandha, Maha Bandha, Moksha, Moola Bandha, Mukti og Uddiyana Bandha).

Bandhakarana
(Sanskrit). Bandhakarana bestĂ„r af ”bandha”, der betyder ”trĂŠldom”, og ”karana”, som stammer fra roden ”kri”, der betyder ”at handle” eller ”at gĂžre”. Bandhakarana er derfor en handling, der medfĂžrer binding − en binding, der begrĂŠnser eller tilbageholder. Der er muligvis tale om, at Mulaprakriti er den reelle eller principielle Bandhakarana, som er den oprindelige Ă„rsag til karmisk aktivitet, men det henviser kun til den mest abstrakte og Ă„ndelige side af tingene, for i sidste instans kan selv karma spores tilbage og indad til Mulaprakriti som et omrĂ„de for alle de aktiviteter, der er mulige. (Se ogsĂ„ Bandha, Karma og Mulaprakriti).

Bankelyde
Bankelyde er esoterisk set paranormale akustiske lyde, der ligner fysiske bankelyde, men som opstÄr uden fysisk pÄvirkning. Lydene kan optages med recorder. Bankelyde opleves ofte i forbindelse med poltergejster. Evnen til at hÞre bankelyde er ikke identiske med clairaudience, som er evnen til at hÞre metafysiske lyde.

Baphomet
(GrĂŠsk). Baphomet er et ord, der er skabt af ”baphe”, der betyder ”fordybelse”, og ”metis”, der betyder ”visdom”. I middelalderen var det et mystisk udtryk, som normalt blev identificeret med Mendes, den androgyne ged. Mendes eller Mendesius var identisk med den egyptiske gud Amon med vĂŠdderhovedet. PĂ„ et senere tidspunkt i den kristne teologi blev symbolet fejlagtigt betragtet som en dĂŠmonisk gedebuk, som man mente, at frimurere tilbad. Tempelridderne pĂ„ Malta blev eksempelvis anklaget for at tilbede Baphomet som en afgud. ”Baphomat” betyder ”dĂ„ben i visdom” eller ”indvielse i visdom”, men ligesom sĂ„ meget andet blev symbolet mistĂŠnkeliggjort og misforstĂ„et pĂ„ grund af uvidenhed, og nĂžglerne til den virkelige betydning gik tabt. Iflg. de vestlige − og isĂŠr de franske kabbalister − blev tempelherrerne beskyldt for at tilbede Baphomet, og tempelherrernes stormester, Jacques Molay, led dĂžden sammen med alle sine frimurerbrĂždre, som konsekvens af de kristnes uvidenhed. Men hverken esoterisk eller filologisk betĂžd ordet nogensinde ”ged” − og heller ikke noget sĂ„ objektivt som en afgud. Udtrykket betyder som sagt ”dĂ„b” eller ”indvielse i visdom”, men desuden havde Baphometus relation til Pan. Det var et hermetisk-kabbalistisk symbol, men hele forestillingen, som blev opfundet af de gejstlige, var falsk. Pan, den grĂŠske gud for naturen, som symboliserede naturens altbesjĂŠlende Ă„nd, blev ofte symboliseret med gedehorn, gedeĂžrer og gedehove, men Pan har kun relation til den mendesianske ged under forudsĂŠtning af, at Mendes er en talisman med stor magisk potens i form af naturens skabende kraft. (Se ogsĂ„ Amon, Kabbala og Pan).

Bar-Nang
(Tibetansk). Bar-Nang eller Bar-Snan betyder ”rum” eller Maha-Sunyata, dvs. ”intethed” eller Akasha. (Se ogsĂ„ Akasha og Sunyata).

Barbelo
(Gnostisk). Barbelo-gnostikerne var i middelalderen en sekt, der dyrkede satanisme. De praktiserede den sĂ„kaldte ”sorte messe”, som bestod af ritualer, hvor sektens medlemmer pĂ„kaldte mĂžrke magter. Barbelo har en fremtrĂŠdende plads i Pistis Sophia, men her omtales Barbelo som ”en usynlig gud”, og Barbelo er en af tre usynlige guder. (Se ogsĂ„ Pistis Sophia).

Barder
(Gallisk). Barder stammer fra det latinske ”bardus” og desuden fra gallisk og sandsynligvis ogsĂ„ fra det walisiske ”bardd”, der betyder ”ophĂžjet”, ”indviet” eller ”lĂŠrer”. Barderne var en af Druidernes tre hellige ordener − Druider, Barder og Ovates. Den grĂŠske historiker Strabo, skrev i sin Geographica, at der hos gallerne var tre typer hĂžjt respekterede skikkelser: Digtere og sangere, der var kendt som ”bardoi”, profeter og specialister i den Ă„ndelige verden, der var kendt som ”o’vateis”, og de mennesker, som studerede ”moralfilosofi”, der var kendt som ”druidai”. Barderne havde pligt til at holde viden og intuition i live blandt folket, for det reprĂŠsenterede en vej, der fĂžrte til visdom og indvielse. Barderne formidlede budskaberne ved at fortĂŠlle legender. En ”mabinogi” var en legende, som var et vigtigt redskab for Barderne. Legenderne blev fortalt pĂ„ en mĂ„de, som gjorde den symbolske betydning indlysende for tilhĂžrere med intuition, men samtidig var betydningen skjult for masserne. NĂ„r de fortalte legenderne, brugte de ofte vers, og en ”bard” er derfor det samme som en ”skjald” i alle lande bortset fra Wales. I Wales har man bevaret levn af den oprindelige betydning, for her er en bard medlem af Gorsedd, og medlemmet er mĂ„ske og mĂ„ske ikke digter, men ingen digter er en Bard medmindre Gorsedd har givet titlen til digteren. Bardernes beklĂŠdning var blĂ„, Druidernes var hvid og Ovates bar grĂžnne kĂ„ber. (Se ogsĂ„ Druide).

Bardo
(Tibetansk). Bardo bestĂ„r af ”bar”, der betyder ”mellem” og ”do”, der betyder ”to”. Bardo betyder derfor ”mellem to”. Bardo henviser normalt til et mellemrum eller en klĂžft, et interval eller en mellemtilstand – ogsĂ„ i betydningen midlertidig tilstand eller mellemstadie, og det er isĂŠr tilstanden mellem to fĂždsler. Udtrykket er blevet kendt i Vesten gennem ”Bar do thos sgrol” (Bardo ThĂždol), der betyder ”Befrielse gennem hĂžringen i Bardo”. Bardo ThĂždol er oversat af W.Y. Evans-Wentz, og er kendt som Den Tibetanske DĂždebog. PĂ„ sanskrit kaldes begrebet Antarabhava. Bardo er tilstanden mellem dĂžd og genfĂždelse, hvor den afdĂždes skĂŠbne (Karma) afgĂžres. Her bestemmes det, om den afdĂžde kan opnĂ„ Nirvana eller skal genfĂždes til et nyt fysisk liv. Begrebet opstod kort efter Gautama Buddhas dĂžd, og mange buddhistiske retninger accepterer eksistensen af mellemtilstanden, mens andre afviser den. I den almindelige opfattelse henviser Bardo til efterlivet eller menneskets tilstand imellem to fysiske inkarnationer. Iflg. den tibetanske tradition gennemlever den afdĂžde en rĂŠkke forskellige tilstande i perioden, der strĂŠkker sig fra den fysiske dĂžd og frem til nĂŠste fysiske fĂždsel – dvs. i den periode, hvor bevidstheden ikke er bundet til en fysisk krop. Tilstandene i Bardo er et resultat af den afdĂždes bearbejdning af tanker, fĂžlelser og handlinger fra det fysiske liv, for i mellemtilstanden fĂ„r mennesket de klareste erkendelser af virkeligheden. Iflg. Bardo ThĂždol er der seks ”stadier”: 1) FĂždslens Bardo. 2) DrĂžmmenes Bardo. 3) Samadhi Bardo (meditation). 4) Bardo i Ăžjeblikket fĂžr dĂžden. 5) Bardo af Dharmata (vĂŠren). 6) Transformationens Bardo. Bardo ThĂždol beskriver de sidste tre, som fremsiges for den afdĂžde, som er pĂ„ vej til at opleve stadierne i efterlivet, som regel i en samlet periode pĂ„ 49 dage. Undervisningen skal inspirere den afdĂžde til at strĂŠbe efter befrielse eller i det mindste til at opnĂ„ den bedst mulige genfĂždsel. Bardo bruges i Tibet til at henvise til de mange begivenheder og erfaringer, som afdĂžde gennemlever efter den fysiske dĂžd. Perioden betragtes generelt for at vare fra den fysiske dĂžd indtil den nĂŠste genfĂždsel eller reinkarnation. Perioden ”kan vare fra et par Ă„r til en Kalpa”, og derfor har Bardo ikke alene den betydning, som almindeligvis forstĂ„s af den tibetanske befolkning, for Bardo omfatter bĂ„de den periode, som den afdĂžde tilbringer i Kama-Loka (astralplanet), dvs. i den mellemliggende bearbejdningsperiode, hvor mennesket forbereder sin fĂždsel i Devachan (mentalplanet), og perioden med ekstatisk lyksalighed og fred i Devachan. Bardo omfatter derfor ogsĂ„ den senere mellemliggende periode − som regel omhyggeligt skjult fra almindelig viden – som opstĂ„r i perioden mellem afslutningen af perioden i Devachan og genfĂždslen i en fysisk krop. (Se ogsĂ„ Antarabhava, Astralplan, Devachan, Gautama Buddha, Kalpa, Kama-Loka, Karma, Meditation, Mentalplan og Nirvana).

Barelitae
(Gnostisk). Barelitae var en betegnelse, som valentinianske gnostikere brugte om deres indvielse til hĂžjeste grad, hvor mesteren blev en fuldkommen Pneumatisk (besjĂŠlet) eller Illuminatus − en ”udĂždelig sĂžn”. (Se ogsĂ„ Gnosis og Gnostiker).

Baresma
(Zend). Baresma er en plante, der blev brugt af Mobad (persiske prÊster) i ildtemplerne, hvor der fandtes bundter af planten, som var indviet til formÄlet. (Se ogsÄ Mobad).

Baresman
(Avestan). Baresman, Baresma, Barsum (pahlavi) eller Barsam (persisk) stammer fra roden ”at vokse oprejst”. Baresman er en magisk tryllestav, der omtales i Vendidad, hvor man opfordres til at gĂ„ til trĂŠet ”som er smukt, har hĂžj vĂŠkst og er mĂŠgtigt blandt de hĂžjtvoksende trĂŠer, og efter en invokation skal man afskĂŠre en kvist, der er lang som et plovskĂŠr, tyk som et ”barley-corn” (svarer til en tredjedel af en tomme). Den rettroende holder kvisten i sin venstre hĂ„nd, og fastholder sit blik pĂ„ den, mens offeret dedikeres til Ahura Mazda og Amesha-Spenta”. Selv i nutiden bruger Parserne en Baresman, men de har erstattet kvistene med messingtrĂ„de. H.P. Blavatsky antyder, at en Baresman er skĂ„ret fra det trĂŠ, der blev skabt af Ahura Mazda. Det er ”visdommens tré”, der reprĂŠsenterer den esoteriske, Ă„ndelige viden og visdom. Derfor er det ofte en symbolsk kraftstav eller visdomsstav, der omtales i gamle mytologier i forbindelse med ophĂžjede mestre, oplyste ledere eller lĂŠrere for folket. Baresman er et symbol pĂ„ en gren fra kundskabens eller visdommens trĂŠ, der er kendt som Gaokarena i Pahlavi-litteraturen, Haoma til sjĂŠls-healing (ekstrakt fra trĂŠet) og Zavr (drikoffer). ”Vi priser den mĂŠgtige Vayu med Haoma, der er blandet med mĂŠlk, og med en Baresman, der har Kherads (intellektets) tunge (det hellige ord) med tale og gerninger, med Zavr og sandhedens ord”. Det siges i Zad-Sparam, at trĂŠet til Harwisp Tohmag (trĂŠet, der bĂŠrer alverdens frĂž) blev skabt i havet af Farakhkard (det grĂŠnselĂžse ocean), som er kilden til alle planter, og at den mytiske fugl Simorgh (Saena) byggede rede i det. NĂ„r Simorgh flyver vĂŠk fra trĂŠet, drysser alle de tĂžrre frĂž ned i vandet, som regnen vĂŠder jorden med. Ved siden af trĂŠet, der bĂŠrer alverdens frĂž, voksede det hvide Haoma-trĂŠ (Gaokarena) eller livets trĂŠ, der er alderdommens fjende, de dĂždes genopliver og den, der giver evigt liv. (Se ogsĂ„ Ahura Mazda, Amesha-Spenta, Haoma, Parser, Simorgh og Vendidad).

Barhaspatyamana
(Sanskrit). Barhaspatyamana bestĂ„r af ”brihaspati”, der betyder ”Jupiter”, og roden ”ma”, der betyder ”at mĂ„le”. Barhaspatyamana er derfor en metode til mĂ„ling af tiden baseret pĂ„ Jupiters Ă„rscyklus, hvor et Jord-Ă„r beregnes til 361 dage og 11 Ghadiaer. Det er en af de tre metoder til beregning af tiden, der blev brugt i den periode, hvor Gautama Buddha levede − navnlig i Magadha og hos Pali-forfattere. Metoden bruges stadig i dele af Indien. (Se ogsĂ„ Chandramanam, Ghadia og Suryamana).

Barhishader
(Sanskrit). Barhishader stammer fra ”barhish”, der betyder ”ild”, og fra roden ”sad”, der betyder ”at sidde”. Barhishader er en gruppe af MĂ„nepitrier, og esoterisk set er det de Pitrier, der projicerede deres astrale skygger eller Chhayaer og skabte den fĂžrste menneskerace. Barhishaderne bestod af syv eller ti grupper, der udviklede sig frem til et punkt, hvor de kunne skabe astrale legemer eller Chhayaer (skygger), og derfor udgjorde de menneskehedens fĂžrste astral/fysiske racer. De var derfor prototyper for de fĂžrste menneskeracers fysiske legemer. Agnishwattaerne − de hĂžjere grupper af Pitrier – inkarnerede, og dermed skabte de det ĂŠgte tĂŠnkende menneske pĂ„ grundlag af den relativt intellektuelt ubevidste menneskehed. Det er derfor indlysende, hvorfor Agnishwatta, der var blottet for den grovere skabende ild, var ude af stand til at skabe fysiske mennesker, for de havde hverken et ĂŠterlegeme eller et astrallegeme, som kunne projiceres, for de var selv uden form. Det fremgĂ„r af eksoteriske allegorier om yogier og kumaraer, som blev ”oprĂžrske” Asuraer, der kĂŠmper med og gĂ„r imod guderne, men det var kun dem, der kunne skabe mennesket, dvs. gĂžre mennesker selvbevidste − nĂŠsten som guddommelige skabninger eller som en slags guder pĂ„ Jorden. Barhishaderne, der selv var i besiddelse af den skabende ild, var blottet for hĂžjere Mahat. De var skabninger, der var pĂ„ niveau med de lavere principper – dvs. de principper, der kommer fĂžr det grove objektive stof. De var kun i stand til at skabe det ydre menneske, eller rettere den astrale skabelon til det fysiske menneske. Barhishaderne kunne kun skabe − eller snarere iklĂŠde menneskets Monade − deres egne astrale ”Selv”, men de kunne ikke skabe mennesket i deres eget billede. ”Mennesket skal ikke vĂŠre som en af os”, sagde de skabende guder, der havde ansvaret for skabelsen af de laverestĂ„ende dyr, ”− men deres niveau skal vĂŠre hĂžjere end dyrenes”. De skabte menneskets form ud af deres egen guddommelige essens, og esoterisk betyder det, at det er dem, der blev den fĂžrste astrale menneskerace, og dermed delte de skĂŠbne med menneskeheden og dens videre udvikling. ”De ville ikke − simpelthen fordi de ikke kunne − give mennesket den hellige gnist, der brĂŠnder i menneskets inderste Ă„rsag, og som udfoldes i selvbevidsthedens blomst, for den var de ikke i stand til at give”. (Se ogsĂ„ Agnishwatta, Asura, Chhaya, Mahat, Monade og Pitri).

Bark
Se Ark.

Basileus
(GrĂŠsk). Basileus eller Archon Basileus var en Ăžvrighedsperson i Athen i oldtiden. NĂ„r Archon i Athen blev erstattet af en bestyrelse pĂ„ ni Archon’er, blev de officielle funktioner delt, og den anden Archon fik formandskabet for de religiĂžse skikke og ritualer − herunder af de Eleusinske mysterier. Han havde derfor det ydre opsyn med de Eleusinske mysterier. Man hans funktioner skal ikke forveksles med Hierofantens, for han var den sande leder af de indre ritualer og indvielser. Hierofanten var indviet i visdommen, mens Basileus’en i det indre tempel var medlem af den overordnede Hierofants stab. (Se ogsĂ„ Archon, Eleusinske mysterier og Hierofant).

Basilisk
(GrĂŠsk). Basilisk stammer fra ”basileos”, der betyder ”konge”, og ”basiliskos”, der betyder ”lille konge”. Basilisken er et fabeldyr i grĂŠsk og europĂŠisk mytologi, og den kaldes ofte ”reptilernes konge”. Den beskrives oftest som en stor slange eller Ăžgle, men Plinius den Ældre beskrev basilisken som en lille slange. Til gengĂŠld var dens gift sĂ„ drĂŠbende, at alene det at krydse dens spor var nok til at slĂ„ et menneske ihjel. Ud over den stĂŠrke gift blev det ofte sagt, at basiliskens blik var i stand til at forvandle et menneske til en sten. Mange kender basilisken som en blanding af en slange og en hane. Basilisken har haft utallige former og oprindelser. En af de mĂ„der, en basilisk kom til verden pĂ„, var, at en hanes ĂŠg blev udruget af en tudse. I en anden metode pĂ„stod man, at basilisken opstod fra vin eller Ăžl, der havde gĂŠret i flere hundrede Ă„r. Der fandtes ogsĂ„ forskellige mĂ„der at drĂŠbe basilisken pĂ„. Man kunne f.eks. lade den se sig selv i et spejl, for det ville drĂŠbe den. Det samme skete, hvis den hĂžrte en hane gale.

Bastet
(Egyptisk). Bastet stammer fra ”bes”, der betyder ”varme” eller ”ild”. Hendes navn staves ogsĂ„ Bast og Ubasti. Bastet var gudinde for 7. nome i Nedre-Egypten, hvor hovedbyen var Per-Bast, som grĂŠkerne kaldte Bubasti. Bastet var en kattelignende gudinde. Hun blev identificeret med de feminine modstykker til Ra og Atum, og derfor blev hun bl.a. kaldt ”Ras og Atums Ăžje”, og Sakhmet – ”den skjulte”. I Theben blev hun identificeret med Mut og Isis, og hendes sĂžn, som hun fik sammen med solguden Shu var Khonsu. Khonsu var en mĂ„negud. Bastet blev betragtet som en personificering af Solens kraft, der manifesteres i form af varme. Det var en egenskab, hun delte med lĂžvegudinden Sakhmet. Men Bastet var desuden tĂŠt forbundet med MĂ„nen − isĂŠr i hendes forbindelse til katten. NĂ„r Bastet blev afbildet som lĂžvinde, blev hendes egenskaber vist med en sol, og med en mĂ„ne, nĂ„r hun blev vist som en kat. Dobbeltaspektet havde en tĂŠt analogi med MĂ„nen, og det understreges dels af, at Bastet optrĂ„dte som gudinde i fĂždselskammeret, og dels af at hendes sĂžn Khonsu kunne gĂžre kvinder frugtbare og fĂ„ det menneskelige kim til at vokse, fordi han var lysbringer, og pga. hans forbindelse til MĂ„nen. Bastet er en gammel guddom, der kendes fra 2. dynasti, men sandsynligvis er gudinden endnu ĂŠldre. Tamkatten Bastet er en blidere version af lĂžvegudinden Sakhmet. Sakhmet symboliserer kundalinikraften – den psykiske energi i ethvert menneske. Men desuden er kundalinikraften stoffets iboende kraft. Sakhmet fremstilles som bĂ„de en brutal og hensynslĂžs gudinde og en styrkende og helbredende healingsgudinde. Kundalinikraften er en voldsom kraft, som kan vĂŠre totalt ĂždelĂŠggende, hvis den er ude af kontrol eller udvikles for tidligt. Et uudviklet menneske vil ikke kunne kontrollere den enorme psykiske kraft, og resultatet vil ofte vĂŠre katastrofalt. Modsat er energien en kolossal kreativ, dynamisk og forvandlende kraft, der kan lĂžfte mennesket fra dyrisk natur til overmenneskelige hĂžjder. NĂ„r kundalinikraften er under kontrol, er den en positiv kraft og en tro ledsager pĂ„ udviklingsvejen. NĂ„r Sakhmet – den utĂŠmmede kundalinikraft – kommer under kontrol, forvandles hun til Bastet – den milde og tamme tempelkat, der dog stadig har kattens selvstĂŠndige natur. Via Bastet (den kontrollerede kundalinikraft) skabes der kontakt mellem lĂžvegudinden Sakhmet (rodchakraet) og lĂžvegudinden Tefnut – kundalinikraftens Ă„ndelige aspekt (hovedchakraet). Herodot oplyser, at den grĂŠske Artemis (Diana pĂ„ latin) svarer til Bastet. (Se ogsĂ„ Artemis, Atum, Mut, Isis, Khonsu, Kundalini, Ra, Sakhmet, Shu og Tefnut).

Basti
(Sanskrit). Basti er en tarmrensningsteknik (Shatkarma) – en slags yoga-lavement. Dhauti renser den Ăžverste del af fordĂžjelseskanalen. Basti renser den nederste del af tarmene, og Shankhaprakshalana er en grundigt rensning af hele fordĂžjelsessystemet fra mund til anus. I tidligere tider blev Basti udfĂžrt i floden. Man sad i hugsiddende stilling, og ved hjĂŠlp fra Nauli blev vand suget op i tarmene og derefter igen skyllet ud i floden. I nutiden bruges Basti som et lavement med henblik pĂ„ at rense den nederste del af tarmen. (Se ogsĂ„ Antar Dhauti, Danda Dhauti, Danta Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Shatkarma, Tridosha, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Bath Kol
(Hebraisk). Bath Kol stammer fra ”bath”, der betyder ”datter” og ”qol”, der betyder ”stemme”. Bath Kol er ”stemmens datter”. Bath Kol bruges i Kabbala til at symbolisere Logos’ feminine side, som er Shechinah, datter af den oprindelige lys. Hun svarer til den hinduistiske Vach og den kinesiske Kwan-Yin. Bath Kol henviser ogsĂ„ til den visdom, der blev modtaget af indviede i form af en indre stemme (inspiration), en visdom, som er ”datter af den kosmisk alvisdom”. Stemmen svarer til ”Ordet”, som et udtryk for tanken. Bath-Kol, den ”guddommelige stemme” eller ”Ordets datter”, er den maskuline/feminine Logos, det ”himmelske menneske” eller Adam Kadmon, der samtidig er Sephira. SidstnĂŠvnte stammer uden tvivl fra en senere tid end hinduernes Vach, den kvindelige essens, som er et aspekt af Aditi, gudernes moder og urlyset. Vach er talens eller ordets gudinde, for Vach, der er datter eller den kvindelige del af Brahma og ”avlet af guderne”, er ligesom Kwan-Yin, Isis (der ogsĂ„ er Osiris’ datter, hustru og sĂžster) og andre gudinder sĂ„ at sige den feminine Logos eller gudinden for de aktive krĂŠfter i naturen. Hvad skabervĂŠrket angĂ„r, stĂ„r hun i forbindelse med Prajapati. Bath Kol er den guddommelige inspiration, som Israels profeter blev inspireret af som ved en stemme fra Himlen. PĂ„ latin kaldes det ”filia vocis”. (Se ogsĂ„ Aditi-Vach, Kabbala, Kwan-Yin, Logos og Prajapati).

Beelzebub
(Hebraisk). Beelzebub, Beelzebul eller Baal Zebub stammer fra ”baal”, der betyder ”herre” og ”zebub”, der betyder ”flue”. Beelzebub betyder derfor ”fluernes herre”. Beelzebub eller Beel-Zebub er en forvanskning af Baal eller mere korrekt Beel-Zebul. Det var en af Filistrenes populĂŠre guder, som blev tilbedt for evnen til at uskadeliggĂžre fluer, og der blev rejst et tempel til Beelzebub i Ekron. ”Fluernes herre” er et latterligt tilnavn, som blev brugt af jĂžderne, og det reprĂŠsenterer den forvirrede og fejlagtige opfattelse af Khepera, ”den hellige skarabé”, som var et egyptisk symbol pĂ„ transformering, regenerering og udĂždelighed. Khepera stammer fra ordet ”khopru”, som betyder ”at blive” eller ”at blive genfĂždt”. Direkte oversat betyder Beelzebub ”boligens gud”. Apollon, som oprindeligt ikke var en grĂŠsk men en fĂžnikisk gud, var bĂ„de en healede gud og oraklernes gud, og han blev gradvist transformeret til ”boligens herre”, og derfor blev han kaldt Beelzebub. Han varetog sjĂŠlene pĂ„ samme mĂ„de som egypternes Anubis gjorde det. Beelzebub var orakelguden, og han blev fĂžrst forvekslet og identificeret med Apollon pĂ„ et senere tidspunkt. Fortidens mytiske insektforstĂ„else peger direkte pĂ„ en esoterisk forklaring. ”Fluer” henviser ikke til insektet, men til en bestemt gruppe af elementaler, som ”flĂžj” rundt om og gennem Jorden, og som blev styret direkte af MĂ„nens pĂ„virkninger. Set i det lys er Beelzebub en mĂ„neguddom. I Det Gamle og Det Nye Testamente omtales Beelzebul som ”boligens herre” eller ”husbonden”. Det er en henvisning til MĂ„nen som det sted, hvor elementalerne ”boede” eller opholdt sig pĂ„ et bestemt tidspunkt af deres eksistens. I den kristne dĂŠmonologi er Beelzebul en af guvernĂžrerne i det djĂŠvelske kongerige under Lucifer. I MatthĂŠusevangeliet kaldes Beelzebub ”de onde Ă„nders fyrste”. (Se ogsĂ„ Anubis, Apollon, Baal, DĂŠmonologi, Elementaler, Khepera og Lucifer).

Begravelseskult
(Egyptisk). Hvis man ser pĂ„ antallet af grave, der har overlevet ĂždelĂŠggelse, pĂ„ deres rigdom af udsmykninger og pĂ„ deres overflod af tekster, er det indlysende, at egypterne brugte mere tid pĂ„ problemer og opgaver, der ventede dem i efterlivet end noget andet folk i oldtiden. Men man skal vĂŠre forsigtig med at fortolke meningen med skikken, der kom til udtryk i den opmĂŠrksomhed, man investerede i bĂ„de den afdĂžde og i begravelsesceremonierne, som fortsatte lĂŠnge efter selve begravelsen. Det var ikke frygt for dĂžden, der inspirerede til handlingerne. Egypterne betragtede det fysiske liv som et naturligt trin pĂ„ vejen til en anden form for liv i andre legemer pĂ„ indre eksistensplaner. AfdĂžde egyptere levede videre i et andet legeme, der er usynligt for det fysiske Ăžje, men de afdĂžde kunne stadig kontaktes i mastabaerne. Det er Ă„rsagen til den store betydning, man tillagde begravelseskulten, der kom til udtryk i begravelsesceremonierne. En egypter indrettede sin egen grav efter eget Ăžnske og ”þkonomi”, og en Ka-prĂŠst blev ansat til at fortsĂŠtte ritualerne efter ejerens fysiske dĂžd. Men det er helt usandsynligt, at egypterne troede, at den afdĂžde levede videre i graven i sit mumificerede legeme, selv om egyptologerne pĂ„stĂ„r det. (Se ogsĂ„ Ka og Mastaba).

Begravelsesskik
(Egyptisk). En begravelse i det gamle Egypten bestod af flere faser. I fĂžrste fase sĂžrgede den afdĂždes familie og husstand omkring den afdĂždes bĂ„re, og her spillede professionelle grĂŠdekoner en vigtig rolle. NĂ„r en egypter dĂžde, var der bĂ„de glĂŠde og sorg i familien. Man glĂŠdede sig over, at den afdĂžde havde afsluttet et nyt afsnit i sin uddannelse i livets skole og nu kunne gĂ„ gennem dĂždens indvielse beriget med livets erfaringer. Men man fĂžlte ogsĂ„ sorg over at skulle skilles fra et nĂŠrt familiemedlem, selv om adskillelsen kun var fysisk. Dilemmaet mellem glĂŠde og sorg lĂžste egypterne ved at leje grĂŠdekoner, som skulle klage og jamre hĂžjlydt, slĂ„ sig for brystet, smĂžre sand og snavs i ansigtet og flĂ„ tĂžjet i stykker – pĂ„ familiens vegne. Familien kunne koncentrere sig om den festlige side af ritualet, som omfattede et festligt mĂ„ltid. Skikken med at mumificere den afdĂždes fysiske legeme medfĂžrte, at der var en lang periode mellem selve dĂžden og den endelige begravelse, og det skabte naturligt to faser i begravelsesritualet. I den fĂžrste fase forlod den afdĂžde sit fysiske hjem i kisten fulgt at venner og slĂŠgtninge. Den afdĂžde blev identificeret med Osiris – dĂždens og opstandelsens gud – og derfor skulle to kvindelige pĂ„rĂžrende personificere Osiris’ hustru og hendes sĂžster, gudinderne Isis og Nephthys. FĂžlget gik til Nilen, hvor den afdĂžde blev fĂžrt i procession til en bark og sejlet til ”DĂždens hus”. Her blev det fysiske legeme balsameret, og nĂ„r det var udfĂžrt, blev mumien overdraget til familien. FĂžrst herefter kunne den anden procession begynde. Det krĂŠvede 70 dage at gennemfĂžre en mumificering efter forskrifterne, og kun faraoner og adelsmĂŠnd havde rĂ„d til den fulde mumificering. Almindelige mennesker mĂ„tte nĂžjes med en mindre kompliceret og vĂŠsentlig billigere mumificering. I de 70 dage, hvor mumificeringen foregik, forberedte man gravudstyret, udarbejdede dekorationer og fremstillede de forskellige kister og en sarkofag. Den afdĂžde blev anbragt i mindst Ă©n trĂŠkiste, men ofte i flere, der kunne anbringes inden i hinanden. De blev anbragt i selve stensarkofagen. Hvis det var en kongelig mumie, blev de mumieformede kister anbragt i guldbelagte skrin, som var placeret inden i hinanden. Indvoldene blev anbragt i beholdere, der blev kaldt Kanopekrukker. Nu kunne nĂŠste fase i den lange ceremoni begynde. Under ledelse af begravelsesprĂŠsterne blev mumien igen bĂ„ret i procession til Nilen og sejlet fra Østbredden til Vestbredden – til ”de dĂždes land”. FĂžr mumien blev sĂŠnket ned i det underjordiske mumiekammer, blev den omfavnet af yppersteprĂŠsten. Herefter blev den lagt foran Ka-statuen i Mastabaen for at vise forbindelsen mellem det fysiske legeme og den afdĂždes Ka-statue. Der blev slagtet offerkvĂŠg, og kĂždet blev tilberedt til et begravelsesmĂ„ltid. Sangere og dansere bĂžd den afdĂžde velkommen til ”Vestens hellige land”, hvor den afdĂžde pĂ„ de indre planer skulle fĂžres til ”Dommens hal”, stilles over for 42 dommere, dĂžmmes og herefter gennemgĂ„ forskellige faser i en transformationsproces, der afsluttedes med den afdĂždes genfĂždsel til efterlivet. I Ă„rene efter begravelsen kunne de efterladte derfor bevare kontakten til den afdĂžde og regelmĂŠssigt udfĂžre bestemte ritualer i Mastabaen. (Se ogsĂ„ Amenti, Isis, Kanopekrukke, Nephthys og Osiris).

BegĂŠr
BegĂŠr er et ord, der kan fortolkes pĂ„ mange mĂ„der. BegĂŠr spĂŠnder fra primitiv dyrisk lidenskab til kosmisk Kama (begĂŠr) efter manifestation, som er en forudsĂŠtning for hele skabelsen. Det var begĂŠret, der var Ă„rsag til, at Ă„nden forenede sig med stoffet og gav anledning til skabelse eller udstrĂ„ling af forskellige grupper af skabninger. BegĂŠr kan ogsĂ„ vĂŠre ophĂžjet Ă„ndelige aspiration, dvs. en stĂŠrk lĂŠngsel opad mod den udĂždelige sjĂŠl eller mod guddommelighed – eller et Ăžnske om upersonlig kĂŠrlighed − eller trangen til at blive forenet med eller blive Ă©t med andre. Det er fĂžlelser, lĂŠngsler og Ăžnsker, der udtrykkes med mange forskellige ord − eksempelvis vilje, tiltrĂŠkning, kĂŠrlighed og begĂŠrlighed. I Ă„ndsvidenskaben bruges en generel oversĂŠttelse med sanskritordet ”Kama”. Filosofisk er Kama ofte synonymt med abstrakt vilje, f.eks. nĂ„r Kama nogle gange kaldes begĂŠr og nogle gange vilje. SĂ„ ser det ud til, at vilje og Ăžnske blandes og bliver Ă©t pĂ„ et hĂžjere niveau. NĂ„r man siger, at begĂŠret skjuler sig bag viljen, er viljen en farvelĂžs kraft, der er sat i gang af begĂŠret, pĂ„ samme mĂ„de som nĂ„r en strĂžm skabes af en elektromotor. Men set fra en anden synsvinkel, er viljen som en abstrakt motor i menneskets konstitution, som skabes af en hĂžjere eller Ă„ndelig-intellektuel instans, der bestĂ„r af selve Kama-princippet. Årsagen er, at vilje og begĂŠr er henholdsvis hĂžjere og lavere aspekter af Ă©n og samme kraft. (Se ogsĂ„ Abhimana, Abhimanim, Kama og Samkhya).

BegĂŠrelementaler
1) Kama-devaer er de naturĂ„nder, der stĂ„r for skabelsen af dyrs og menneskers astrallegemer. 2) Selve den astralelementale essens, der indgĂ„r i menneskets astrallegeme. Den astralelementale essens er pĂ„ den involutionĂŠre vej i sin udvikling, og derfor sĂžger begĂŠrelementalen sĂ„ stĂŠrke og grove vibrationer som muligt. Den frister derfor mennesket til grove og negative fĂžlelser, og derfor kan den fungere som en indre ”frister”. (Se ogsĂ„ Kama, Kama-Deva og Kama-Loka).

BegĂŠrlegeme
Se Astrallegeme.

Behdety
Se Horus Behdety.

Behemoth
(Hebraisk). Behemoth, som i ental hedder Behemah, stammer fra ”ba-ham”, der betyder at vĂŠre ”stum” eller ”lydlĂžs”. Behemoth er et dyr − en umĂŠlende levende skabning, der omtales i Job (40,15-23). Eksperter mener, at Behemoth henviser til en flodhest eller en Leviathan (et havuhyre). Behemoth er princippet om mĂžrket − eller Satan i romersk-katolske teologi − og alligevel siger Job, at ”Behemoth er det vigtigste (princip) blandt Guds veje” − og med Guds veje menes der garanteret ikke et fysisk firbenet dyr pĂ„ Jorden.

Beith Elohim
(Hebraisk). Beith Elohim betyder ”Elohims Hus” af dvs. ”gudernes hus”. Det er titlen pĂ„ et kabbalistisk arbejde, som er klassificeret som en afhandling i Zohar, der indeholder Rabbi Isaac Loria’s doktriner (redigeret af Rabbi Irira). Afhandlingen omhandler engle, dĂŠmoner, elementaler og sjĂŠle. (Se ogsĂ„ Elohim, Kabbala og Zohar).

Bel
Se Baal.

Bel Shemesh
(Hebraisk). Bel Shemesh er ”Solens Herre” − en titel der ogsĂ„ blev givet til MĂ„nen. Udtrykket stammer fra en periode, hvor jĂžderne var delt mellem sol- og mĂ„ne-tilbedere − Eliter og Beliter. Her tilbad jĂžderne MĂ„nen som en maskulin guddom, mens Solen blev betragtet som en feminin guddom. Senere blev titlen brugt om Solen (og ogsĂ„ om Jehova), og derefter blev Ashtoreth dronning af Himlen eller MĂ„nen.

Bele
(Oldnordisk). Bele var en jÊtte, der var sÞn af Gymer og Aurbode eller Ørboda, og han var bror til Gerd. Han blev drÊbt med et hjortehorn af Freyr, da Freyr havde givet sit svÊrd til sin tjener Skirner. (Se ogsÄ Edda, Gerd, Gymer, Freyr og Skirner).

Belial
(Hebraisk). Belial eller Beliyya’al stammer fra ”beli”, der betyder ”intet” eller ”ikke” og ”ya’al”, der betyder ”vĂŠrdi”, ”profit”, ”udnyttelse”. VĂŠrdilĂžshed antyder ondskab − herunder et ondt menneske, en vandal, en nedbryder. Det er en betegnelse, der er givet af hebraiske og kristne demonologer, som betegnelse for summen af onde astrale krĂŠfter eller pĂ„virkninger. Nogle af de astrale krĂŠfter har antaget en individualiseret form, og deres indflydelse er altid skadelig for mennesker. Forbindelse med dem er uundgĂ„eligt umoralsk, fordi de leder tanken hen pĂ„ ondskab.

Bellona
Bellona var en romersk krigsgudinde i antikkens Rom. Hendes navn er en afledning af det latinske ord for krig – ”bellum”. Hun blev opfattet som sĂžster til Mars. Bellona svarer til den oldgrĂŠske Enyo, som ogsĂ„ var gudinde for krig og ĂždelĂŠggelse i den grĂŠske mytologi. Bellona bar et svĂŠrd, og hun blev afbildet ifĂžrt en hjelm og bevĂŠbnet med spyd og fakkel. I forbindelse med krig med fremmede magter afholdt det romerske senat mĂžder i Templum Bellonae – Bellonas tempel pĂ„ Collis Capitolinus udenfor Pomerium. (Se ogsĂ„ Pomerium).

Belomanti
Belomanti er betegnelsen for en speciel spÄdomskunst, som i oldtiden blev praktiseret ved hjÊlp af bue og pil. Fortolkningen var knyttet til afskydningen af pilene.

Ben
(Hebraisk). Ben betyder ”sþn”. Ben bruges i forbindelse med navne for at betegne ”sþn af”, som f.eks. Ben-Hadad (sþn af Hadad).

Benares-talen
Benares-talen er den fĂžrste tale, som Siddharta Gautama Buddha holdt, efter at han var blevet en oplyst. Han oplyste, at der i livet er to yderligheder, som man skal undgĂ„: Et liv i begĂŠrtilfredsstillelse og et liv i askese. Desuden fortalte han om igangsĂŠtning af ”lĂŠrens hjul” med ”middelvejen, den ĂŠdle ottefoldige vej og de fire ĂŠdle sandheder”, om lidelsen, om lidelsens ophav, om lidelsens ophĂžr og om vejen til lidelsens ophĂžr. ”Lidelse er: FĂždsel, ĂŠldning, sygdom, dĂžd, forening med ukĂŠrt og adskillelse fra kĂŠrt.” ”Den ottefoldige vej er: Rigtig holdning, rigtig tanke, rigtig tale, rigtig handling, rigtig levevis, rigtig strĂŠben, rigtig omtanke, rigtig koncentration.” Det er begĂŠret efter sanselig nydelse og eksistens, der medfĂžrer genfĂždsel. (Se ogsĂ„ Gautama Buddha).

Benu
(Egyptisk). Benu, Bennu, Benoo er en betegnelse, som man forbinder med ”Phoenix” eller ”FĂžnix”. Benu relaterede til to symboler. Det ene var Shen-shen (hejren), og det andet var en ubeskrivelig fugl kaldet Rech (den rĂžde) − begge var dedikeret til Osiris. Det var den sidstnĂŠvnte, der var den virkelige Phoenix i Egyptens stĂžrre mysterier, for den var det typiske symbol pĂ„ selvskabelse og genopstandelse via dĂžden. Symbolikken var et eksempel pĂ„ den solare Osiris og den guddommelige sjĂŠl i mennesket. Alligevel var bĂ„de hejren og Rech’en symboler pĂ„ cyklusser − den fĂžrstnĂŠvnte pĂ„ solĂ„ret pĂ„ 365 dage, og den sidstnĂŠvnte pĂ„ det tropiske Ă„r eller en periode pĂ„ nĂŠsten 26.000 Ă„r. I begge tilfĂŠlde reprĂŠsenterede cyklusserne en form for lysets tilbagevenden efter mĂžrke − den Ă„rlige store cykliske tilbagevenden af solguden til hans fĂždested eller hans genopstandelse. Den romerske forfatter Ambrosius Theodosius Macrobius (ca. 400 e.Kr.) oplyser, at Rech-Benu levede i 600 Ă„r, og derefter dĂžde den, mens andre siger, at den levede i 1.460 Ă„r. Pliny beskriver Rech’en som en stor fugl med gyldne og violette vinger og med en lang blĂ„ hale. Iflg. traditionen bygger Phoenix’en et ligbĂ„l pĂ„ et offeralter, nĂ„r den fĂžler, at enden er nĂŠr, og den lader ilden fortĂŠre sig som brĂŠndoffer. Herefter opstĂ„r den som en orm i asken. Den vokser og udvikler sig hurtigt til en ny Phoenix, som genopstĂ„r fra sin forgĂŠngers aske. Benu afbildes sĂŠdvanligvis som en fiskehejre. Den havde en markant betydning i egyptisk mytologi, og den blev associeret med Solen. Det siges, at den blev skabt i den ild, der brĂŠndte pĂ„ toppen af det hellige Persea-trĂŠ (Mimusops Schimperi) i samme Ăžjeblik morgensolen lĂžftede sig over horisonten i form af Benu − og Benu var solguden Ras sjĂŠl. Benus helligdomme var dedikeret til bĂ„de Ra og Osiris. Et vers i DĂždebogen siger: ”Jeg forsvinder som en falk og jeg vender tilbage som Benu – Ras morgenstjerne (dvs. planeten Venus)”. H.P. Blavatsky oplyser, at ”Benu, den evige genopstandelses fugl, hvor nat fĂžlger dag og dag nat, henviser til de periodiske cyklusser af kosmisk genopstandelsen og menneskets reinkarnation”. En af Egyptens skabelseslegender fortĂŠller om en tid, hvor Egypten var totalt oversvĂžmmet. En prĂŠgtig fugl svĂŠvede over de uendelige vande (urhavet). Fuglens navn var Benu eller Boinu, og navnet er roden til grĂŠkernes Phoenix eller FĂžnix. Ligesom Solen eller livslyset – som Benu-fuglen symboliserede – havde Benu-fuglen skabt sig selv i urhavets tĂ„ger, og – ligesom Solen – herskede den over en 30-Ă„rs cyklus og fornyelsesritualerne (de faraoniske Heb-Sed-ritualer). Benu-fuglen var i sandhed vandenes konge. Legenden fortĂŠller, at fuglen svĂŠvede over urhavet (kaos), mens den sĂžgte et sted, hvor den kunne slĂ„ sig ned. Endelig fik den Ăžje pĂ„ toppen af en pyramide, der stak op af vandet. Den landede pĂ„ topstenen og udstĂždte et hĂžjt skrig, og skriget (lyden) skabte alt, som er. Og hermed blev ogsĂ„ tiden skabt. Symbolikken er sandsynligvis hentet fra en virkelig begivenhed, fra dengang Egypten blev totalt oversvĂžmmet i forbindelse med, at Atlantis’ hovedland sank i havet ved den anden store Atlantis-katastrofe (Bibelens syndflod). Åndsvidenskaben oplyser, at Egypten blev totalt oversvĂžmmet, og det eneste, der stak op af vandet, var toppen af de to store pyramider. I forhold til den egyptiske civilisation kan det opfattes som tidernes begyndelse – eller Egyptens fĂždsel eller genfĂždsel i urhavet. I det fĂžrste morgengry rejste Benu-fuglen sig af vandene pĂ„ samme mĂ„de som Solen havde gjort det ved det fĂžrste morgengry. Den egyptiske Benu-fugl var derfor nĂŠrt knyttet til den mystiske pyramideformede topsten – Benu-stenen – som man har fundet i adskillige grave. Genopstandelsessymbolikken knyttede desuden Benu-fuglen til dĂždens og genopstandelsens gud Osiris. (Se ogsĂ„ Atlantis, Osiris, Phoenix og Ra).

Benu-stenen
Se Benu.

Berasit
(Hebraisk). Berasit, Bere’shith eller B’raisheeth er det fĂžrste ord i FĂžrste Mosesbog. De etablerede versioner oversĂŠtter det med ”i begyndelsen”, men fortolkningen er stĂŠrkt debatteret blandt eksperter. Hebraisk blev oprindeligt skrevet fra hĂžjre mod venstre i en rĂŠkke konsonanter og uden vokaler, og derfor kan der vĂŠre lavet flere fortolkninger af hver passage i overensstemmelse med den mĂ„de, man indsatte vokaler og inddelte konsonanterne i ordene. Det originale hebrĂŠiske − b r ‘ sh th − kan opdeles som be-re’shith, som man normalt gĂžr det i europĂŠiske oversĂŠttelser, og derfor betyde ”i begyndelsen”, for ”be” betyder ”i” og ”re’shith” betyder ”begyndende” fra ”re’sh” eller ”ro’sh”, som betyder ”hoved”, ”leder”, ”þverst”, ”fĂžrste del” eller ”toppen”. En anden oversĂŠttelse kunne vĂŠre ”i den fĂžrste del”. Hvis man vĂŠlger betydningen af ”hoved” eller ”leder”, og lader ordet betyde ”visdom”, betyder kombinationen ”i visdom”. Men den samme bogstavkombination kan betyde ”efter aftale” eller ”ved etableringen” ved at skille ”bare’-shith”. Tertullian oversatte Berasit til ”Ved magt” – Grotius til ”Da fĂžrst 
”, men forfatterne til Targum af Jerusalem, som havde stort kendskab til hebraisk, oversatte Berasit til ”I visdom”. Godfrey Higgins insisterer i Anacalypsis pĂ„, at Berasit er tegnet for den ablative (en grammatisk kasusform, som bruges for at angive en bevĂŠgelse til eller fra) form i betydningen ”i” og ”ras” eller ”rasit”, som er et gammelt ord for Chokmah, der betyder ”visdom”. Berasit eller Berasheth er et esoterisk ord blandt kabbalister i Lilleasien. (Se ogsĂ„ Chokmah og Kabbala).

Bergelmir
(Oldnordisk). Bergelmir eller Bargalmer stammer fra ”ber”, der betyder ”at bĂŠre” og ”gelmir”, der betyder ”skrigeren”. Det er muligvis en skrigende Ăžrn (gemlir) eller endelsen pĂ„ et navneord, der knytter sig til det islandske verbum ”gella”, der betyder ”skrig” − eller til det svenske tillĂŠgsord ”gall”, der betyder ”skinger”. Bergelmir er kĂŠmpen, der overlever verdens undergang. Det er livsfrugten, der fĂždes af – Trudgelmir – den nye livscyklus og spirer frem. Bergelmir kaldes sĂžn af Trudgelmir, der til gengĂŠld er fĂždt af Orgelmir (den oprindelige lyd) − eksistensens toneskala. Historien fortĂŠller, at da urjĂŠtten Ymer blev drĂŠbt (forvandlet) af gudernes skabende treenighed og omdannet til verdenerne, druknede alle de onde jĂŠtter i hans blod − undtagen Bergelmir. Han blev reddet pĂ„ en bĂ„dkĂžl og malet i en mĂžlle for at blive stof til den nye skabelse. (Se ogsĂ„ JĂŠtter og Ymer).

Beri’ah
(Hebraisk). Beri’ah stammer fra ”bara”, der betyder ”at skabe” eller ”antage skikkelse”. Den beri’atiske verden eller ‘Olam hab-beri’ah er ”skabelsens verden” eller ”skabelsens sfĂŠre”, der er den anden af fire verdener (‘Olamim), som iflg. Kabbala udstrĂ„les i lĂžbet af manifestationen af Universet. Man mener, at skabelsen udelukkende rummer rene eller Ă„ndelige former og originale idĂ©er, for ‘Olam er begyndelsen pĂ„ skabelsen. SfĂŠren er en fortsĂŠttelse af ‘Olam ‘atstsiloth - den fĂžrste udstrĂ„ling, og den indeholder ligesom enhver ‘Olamim et komplet tifoldigt kabbalistisk trĂŠ, men vedr. ‘Olam hab-beri’ah har enkelte af de ti Sephiroth sĂŠrlige aktionsomrĂ„der. Sephiroth er guddommens 10 udstrĂ„linger i Kabbalaen. Substansen i den beri’atiske verden er stadig af en meget ĂŠterisk eller Ă„ndelig type. Ligesom Diyyuqna’ (prototypen), der okkuperer den fĂžrste verden, indtager Metatron den anden, som ogsĂ„ kaldes Kursyai’ eller ”tronen”. Fra den anden verden udgik ‘Olam hay-yetsirah – den tredje verden. Det er interessant, at nĂ„r man skriver uden de masoretiske synspunkter, sĂ„ omfatter Beri’ah de samme bogstaver – ”BRH” - som findes i sanskrit i roden ”brih”, der betyder ”at udvide”, og som er roden til hinduernes fĂžrste skaber Brahma. Masoretiske stammer fra ”masorah”, der betyder ”overlevering”, men som oprindeligt betĂžd ”lĂŠnke”. Det reprĂŠsenterede det rabbinske arbejde med at fastholde en bestemt bibeltekst. (Se ogsĂ„ Kabbala, Olam og Sephiroth).

Berosus
(KaldĂŠisk). Berosus (3. Ă„rh. f.Kr.) var kaldĂŠisk prĂŠst pĂ„ Alexander den Stores tid. Han nedskrev menneskehedens urgamle traditioner nĂŠsten helt frem til hans egen tid. Fragmenter af hans arbejde er blevet bevaret af historikere og mytologer som Apollodoros og polyhistorer (forskere, der har en dybdegĂ„ende viden inden for flere forskellige videnskaber), men ogsĂ„ Josefus i 1. og 2. Ă„rh. f.Kr. Berosus’ kosmogoni viser, at de bibelske historier om skabelse og syndflod blev afledt fra ĂŠldre kilder, som siden er blevet bekrĂŠftet af babylonisk arkĂŠologi. Berosus skrev kosmologiens historie for Alexander den Store med udgangspunkt i templernes undervisning i kosmologi. (Se ogsĂ„ Alexander den Store).

Bes
(Egyptisk). Bes stammer fra ”besa” og ”basu”, der betyder ”panter”. Bes er en mystisk guddom – en grinende dvĂŠrg med stort skĂŠgget hoved, flad nĂŠse, med en stor tunge, der hĂŠnger ud af munden, tjavset hĂ„r, tyk mave og udstyret med en kappe af panterskind med hale og afrikansk hovedklĂŠde. Mange opfatter Bes som uhyggelig, men i Egypten blev han betragtet som en hyggelig og sjov fyr, der var beskytter af bĂžrn, og han beskyttede mod negative indflydelser. Den sjove lille pygmĂŠlignende gud reprĂŠsenterer et lavere aspekt af gudinden Hathor. Bes reprĂŠsenterer principielt det samme som Hathor, bare pĂ„ et lavere og sĂŠrdeles menneskeligt niveau. PĂ„ samme mĂ„de som Hathor reprĂŠsenterer han glĂŠden, dansen og musikken, men han er desuden vinens og sĂžvnens gud. Han symboliserer det glade, festende, spisende, drikkende og dansende menneske, som ofte ender med at falde i sĂžvn – beruset af vin, dans og sang. I senere perioder blev han fusioneret med nogle af Horus’ aspekter. I de fleste aspekter er Bes den egyptiske reprĂŠsentation af den latinske Amor. (Se ogsĂ„ Hathor og Horus).

Bestla
(Oldnordisk). Bestla er datter af jĂŠtten BĂžltorn i den nordiske mytologi. Hun er Borrs hustru og mor til Odin, Vile og Ve. Iflg. skabelsesmyten i Snorres Edda giftede hun sig med Borr, der var sĂžn af Bure. Bure er den jĂŠtte, som koen Audumla slikkede frem af de salte sten. Bestla er omtalt i Ældre Edda, der er samlet i det 13. Ă„rh. fra tidligere traditionelle kilder. (Se ogsĂ„ Audumla, Borr, Bure, BĂžltorn, Edda, Odin, Ve og Vile).

Besvimelsen
Se Moorchha Pranayama.

BesvĂŠrgelse
BesvĂŠrgelse er en lyd, et ord, en sĂŠtning eller et matra, som et menneske med kendskab til teknikken kan bruge med viljens kraft. BesvĂŠrgelsen kan bruges til at besvĂŠrge eller afsvĂŠrge okkulte krĂŠfter i naturen. Brug af besvĂŠrgelser er derfor magi − isĂŠr af ceremoniel art. Effekten af lyd var tidligere velkendt, og iflg. H.P. Blavatsky er det den ”fĂžrste af de nĂžgler, der Ă„bner dĂžren til kommunikation mellem dĂždelige og udĂždelige”. Det er en af de syv siddhier, eller mantrika-shakti. (Se ogsĂ„ Mantra, Mantrika-Shakti og Siddhi).

BesĂŠttelse
BesĂŠttelse er et almindeligt begreb i Ă„ndsvidenskaben. BesĂŠttelse forekommer, nĂ„r en diskarneret (et menneske, der ikke lĂŠngere er i en fysisk krop) under visse betingelser overtager kontrollen med et inkarneret menneskes fysiske legeme. Den besattes personlighed skubbes derved i baggrunden. Der kan vĂŠre tale om flere typer af besĂŠttelser. Nogle er ufrivillige, andre er frivillige. De ufrivillige besĂŠttelser, som kan vĂŠre permanente eller midlertidige, er oftest farlige og smertefulde for den besatte. Der foregĂ„r ofte en intens indre kamp om hvem, der skal bestemme og have kontrol over kroppen. De frivillige besĂŠttelser kan ogsĂ„ vĂŠre farlige, specielt hvis de er ubevidste. I forbindelse med spiritistiske trancer ser man ofte fĂŠnomenet. Her opgiver mediet frivilligt og bevidst kontrollen over sin krop, for at give en afdĂžd mulighed for at kommunikere gennem sig. Sker det ubevidst, dvs. at mediet ikke kan huske, hvad der er sket, kan det vĂŠre farligt, for mediet kan ikke altid vĂŠre sikker pĂ„, at den ”rigtige” trĂŠder ind i kroppen. Den bevidste besĂŠttelse, hvor mediet hele tiden er bevidst om processen, kan i nogle tilfĂŠlde vĂŠre gavnlig, for den kan bygge bro mellem den Ă„ndelige og den fysiske verden.

Beth Elohim
(Hebraisk). Beth Elohim er en kabbalistisk afhandling, der omtaler engle, menneskets sjél og démoner. Beth Elohim betyder ”gudernes hus”.

Betylos
(FĂžnikisk). Betylos, Baetyl, Betyles og Baetylus (latin) stammer fra ”betylus”, der betyder ”meteorisk sten”. I antikken var Betylos en sten, der enten var formet naturligt eller kunstigt, og dens oprindelse blev betragtet som symbol pĂ„ guddommelighed, fordi den kom ned fra himlen. Der fandtes adskillige af den slags hellige sten i GrĂŠkenland, men den mest berĂžmte er omphalos ved Delfi (pĂ„ grĂŠsk betyder omphalos ”navle”). Desuden var der de sĂ„kaldte ”animerede” sten eller orakelsten. Strabo, Plinius og Hellanikos taler alle om Betylos’ elektro-magnetiske kraft. De indgik i ritualerne i den fjerneste oldtid i Egypten og Samothraki som sĂ„kaldte ”magnetiske sten”, der indeholdt kraft, der var sendt fra himlen, og prĂŠsterne pĂ„ Kybele bar en lille Betylos pĂ„ kroppen. I Persien blev de kaldt Oitzoe. De opstod lĂŠnge fĂžr antikken, for de fandtes pĂ„ Lemurien og Atlantis og i de tidligste perioder i 5. rodrace, som alle kendte til Betylos og magiske sten i almindelighed. (Se ogsĂ„ Atlantis, Lemurien og MundĂ„bningsceremonien).

Bevarelse af energi
Bevarelse af energi er en naturvidenskabelig teori om, at den samlede energi i ethvert stofligt system bestĂ„r af en energimĂŠngde, der hverken kan Ăžges eller reduceres af handlinger delene imellem. Teorien siger ogsĂ„, at nĂ„r energi tilsyneladende forsvinder, er den bare omdannet til en tilsvarende energimĂŠngde i en anden form. NĂ„r teorien fortolkes i bredeste forstand, betyder den ganske enkelt, at det ikke er muligt at skabe noget ud af ingenting eller at oplĂžse noget til ingenting. Tilsyneladende er der tale om en perfekt og harmlĂžs generalisering. Men Ă„ndsvidenskaben siger, at der sker en konstant tilstrĂžmning af kraft til et fysisk eller stofligt system, som videnskabeligt set stammer fra kilder, der ligger uden for det ”lukkede stoflige system”. Men Ă„ndsvidenskaben betragter ikke energierne som ydre, for man ser de lukkede stoflige systemer som fĂŠnomener pĂ„ det fysiske plan, der er skabt af stĂŠrke indre krĂŠfter, der manifesterer de fysiske systemer som ydre former, som naturligvis er virkelige for de enheder, der beliver dem, sĂ„ lĂŠnge formen varer, men formen forsvinder, nĂ„r de indre, kontrollerende krĂŠfter trĂŠkker sig tilbage. Atomerne forsvinder simpelthen, fordi de energier, som fĂ„r dem til at hĂŠnge sammen som former, ogsĂ„ trĂŠkkes tilbage. PĂ„ baggrund af de Ă„ndsvidenskabelige betragtninger er det indlysende, hvorfor mestrene pĂ„ H.P. Blavatskys tid erklĂŠrede, at den naturvidenskabelige teori om bevarelse af energi var grundlĂŠggende forkert, selv om den var anvendelig som en simpel hypotese i forbindelse med laboratorieundersĂžgelser.

Bevidsthed
(Latin). Bevidsthed strammer fra ”conscio”, der betyder ”at vide med” eller ”at vide sammen”. Bevidsthed er Ă„ndens aktive tilstand i manifesteret eksistens. Ligesom lys kan bevidsthed kun manifesteres ved hjĂŠlp af et redskab, og bevidsthed kan have forskellige grader af manifestation i henhold til bevidsthedsplanerne. Den individuelle bevidsthed stammer fra Logos i ethvert hierarki. Hver manifesteret enhed er bevidst til en vis grad, og er et udtryk for guddommelig bevidsthed eller Ă„nd. Buddhi siges at vĂŠre latent Ă„ndelig bevidsthed, som bliver til tĂŠnkning i Manas afhĂŠngig af menneskets udviklingsniveau. Iflg. Ă„ndsvidenskaben skabes bevidsthed ikke af hjernen. Menneskets bevidsthed skabes af en indre eller hĂžjere instans i mennesket, der kaldes mentallegemet, og nĂ„r mennesket fungerer i sit fysiske legeme, bruger det hjernen som modtager af bevidsthedsimpulser. NĂ„r impulserne fra mentallegemet modtages af hjernen, fortolker mennesket dem som tanker, og svingningerne i Astrallegemet fortolkes som fĂžlelser. Man kan derfor sammenligne hjernen med en radiomodtager. Der indgĂ„r tre aspekter i enhver sanse- eller bevidsthedsproces: 1) Den, der opfatter. 2) Selve opfattelsen. 3) Det, der opfattes. Menneskets bevidsthed er tĂŠt forbundet med sanserne. Udtrykket bevidsthed bruges ofte som alternativ til Ă„nd, som hvor det siges, at bevidsthed og stof er Parabrahmans to aspekter, eller at bevidsthed er kosmisk kraft i sin reneste form. Reelt er bevidsthed en egenskab ved den aktive Ă„nd. Nogle gange kaldes bevidsthed for ”det universelle liv”. Den relative anvendelse af ordet gĂžr det muligt at tale om stadier eller grader af bevidsthed, afhĂŠngig af det plan, som essensen er manifesteret pĂ„ − eller man kan kalde et stadie for ubevidst i modsĂŠtning til et andet, som nĂ„r man sammenligner den vĂ„gne bevidsthed med bevidstheden under sĂžvn eller trance. (Se ogsĂ„ Astrallegeme, Bevidsthedsplaner, Buddhi, Logos, Manas, Mentallegeme og Parabrahman).

Bevidsthed-Liv-Substans
Bevidsthed-Liv-Substans er den forenede kilde af bevidsthed-liv-stof, som er kildens redskaber i manifestation. Det betyder, at den ene virkelighed eller essens ligger bag al manifestation. Den bagvedliggende essens er grundlaget for universel enhed, som ofte kaldes broderskab i Ändsvidenskaben. (Se ogsÄ Bevidsthed og Bevidsthedsplaner).

Bevidsthedsplaner
Åndsvidenskaben beskriver virkeligheden som syv bevidsthedsplaner, hvor det fysiske plan er det laveste, ”nederste” og tĂŠtteste stofplan. Da Den Ene, der kaldes Gud, skabte de syv bevidstheds- eller eksistensplaner, skete det indefra og ud – eller ”oppefra og ned”. Derfor er alle eksistensplanerne udtryk for liv og Ă„nd. H.P. Blavatsky sagde: ”Stof er Ă„nd i sit laveste aspekt, mens Ă„nd er udtryk for stof i sit hĂžjeste aspekt.” Ånden skabte eksistensplanerne med den hensigt at udvikle kĂŠrlighed og visdom til fuldkommenhed. Alle uden undtagelse deltager i udviklingsprocessen. NĂ„r mennesker inkarnerer og forĂŠdler deres karakter, forĂŠdler de samtidig de bevidsthedsplaner, de arbejder pĂ„. ForĂŠdling af fĂžlelseslivet er eksempelvis med til at forĂŠdle (lĂžfte vibrationerne) pĂ„ det kollektive astrale bevidstheds niveau osv. NĂ„r Ă„ndsvidenskaben taler om planer, menes der eksistensplaner eller bevidsthedstilstande, der karakteriseres af forskellige tĂŠtheder og dimensioner af stoffet. I solsystemet er der syv eksistensplaner, som hver har syv underplaner. De syv eksistensplaner (eller rettere deres syv atomare (”þverste”) underplaner) udgĂžr tilsammen det laveste komiske bevidsthedsplan, og udgĂžr planets underplan. De syv planer i solsystemet er: 1. Det fysiske plan, som er delt i tre rent fysiske og fire ĂŠteriske underplaner. 2. Astralplanet med syv underplaner. 3. Mentalplanet, hvor de syv underplaner er delt i to hovedafdelinger – den konkrete tĂŠnknings planer (Rupa-planet) og den abstrakte tĂŠnknings planer (Arupa-planet). 4. Det Buddhiske plan. 5. Det Atmiske eller Nirvaniske plan. 6. Det Monadiske plan. 7. Det Logoiske plan. PĂ„ sit nuvĂŠrende udviklingstrin fungerer menneskeheden primĂŠrt pĂ„ de tre ”laveste” eksistensplaner, men den skal i den aktuelle manifestationsperiode (Manvantara) udvikle sig sĂ„ langt, at den er i stand til at fungere pĂ„ de fem laveste eksistensplaner. De to Ăžverste planer ved man intet andet om bortset fra, at de er selve Sollogos’ og Monadernes bevidsthedsomrĂ„der. NĂ„r planerne kaldes ”lavere” og ”hĂžjere”, betyder det ikke, at nogle af planerne er hĂžjere i rum end andre. Eksistensplanerne ligger ikke oven over hinanden som hylder i en bogreol, for de gennemtrĂŠnger hinanden. En ”bevĂŠgelse” fra det ene plan til det andet behĂžver derfor ikke at medfĂžre en bevĂŠgelse i rummet, men skyldes udelukkende en forandring i bevidstheden. PĂ„ den mĂ„de bliver mennesket i udviklingens lĂžb i stand til at erkende finere eller grovere tilstande. Planerne adskilles fra hinanden, fordi hvert plan har sine specielle atomer, og det er deres forbindelser, der danner underplanerne og formerne. Det siges, at hvert plan har en dimension mere end det nĂŠrmeste og lavere, sĂ„dan at astralplanet har fire dimensioner, mentalplanet har fem osv. – men om princippet gĂŠlder for alle de hĂžjere planer, vides ikke. Det er dog sandsynligt, at hĂžjere dimensioner skal karakteriseres som en slags bevidsthedsudvidelser. (Se ogsĂ„ Arupa, Astralplan, Atma-Buddhi-Manas, Bevidsthed, Buddhisk plan, Mentalplan, Monade, Logos, Nirvana og Rupa).

Bevidsthedsudvidelse
Åndsvidenskaben oplyser, at formĂ„let med evolutionen er udvikling af bevidstheden og ikke udvikling af formen. MĂ„let for ethvert menneske er almagt, allestedsnĂŠrvĂŠrelse og alvidenhed, og midlet er disciplinering af levemĂ„den, erhvervelse af erfaringer via reinkarnation og esoterisk undervisning. Alt, hvad der kan erkendes, eksisterer allerede i et fuldkomment univers, og bevidsthedsudvidelse betyder, at bevidstheden ekspanderes, sĂ„dan at den gradvis kommer til at omfatte stadig mere af det, der allerede er. (Se ogsĂ„ Bevidsthed og Bevidsthedsplaner).

Bhadra-Kalpa
(Sanskrit). Bhadra-Kalpa stammer fra ”bhadra”, der betyder ӎdel” eller ”velsignet” og ”kalpa”, der betyder ”tidsalder”. Bhadra-Kalpa betyder derfor ”vismĂŠndenes tidsalder” eller ”Bodhisattvaernes tidsalder”. Den nuvĂŠrende runde eller ”perioden med stabilitet” kaldes Bhadra-Kalpa, og eksoterisk set er den pĂ„ mindst 236 millioner Ă„r. Den kaldes ”vismĂŠndenes tidsalder”, fordi 1.000 Buddhaer eller vismĂŠnd vil vise sig i lĂžbet af tidsalderen. Esoterisk svarer perioden til varigheden af klode (D), og de 1.000 Buddhaer bliver i realiteten begrĂŠnset til 49 i alt − og 4 Buddhaer har allerede vist sig. Ud af de 236 millioner Ă„r, er der allerede gĂ„et 151 millioner Ă„r, og derfor er fordelingen af Buddhaer tilsyneladende temmelig ulige, men det er ofte et udtryk for, hvordan eksoteriske eller materialistiske religioner forvirrer begreberne. Den esoteriske filosofi oplyser, at enhver rodrace har sine primĂŠre Buddhaer, som ogsĂ„ viser sig i de syv underracer som Bodhisattva. Gautama Sakyamuni var den fjerde, men ogsĂ„ den femte Buddha − den femte, fordi menneskeheden i nutiden befinder sig i 5. rodrace, og den fjerde som den herskende Buddha i den nuvĂŠrende 4. runde eller PlanetkĂŠde. (Se ogsĂ„ Bodhisattva, Buddha, Kalpa, PlanetkĂŠde og Rodrace).

Bhadra-Vihara
(Sanskrit). Bhadra-Kalpa stammer fra ”bhadra”, der betyder ”velsignet” og ”vihara”, der betyder ”kloster”. Bhadra-Vihara betyder derfor ”vismĂŠndenes kloster” eller ”Bodhisattvaernes kloster”. Vihara er en betegnelse for et buddhistisk kloster, og oprindeligt betĂžd det ”et afsides tilflugtssted”, og det henviste til ”boliger” eller ”tilflugtssteder”, som blev brugt af vandrene munke i regntiden. (Se ogsĂ„ Bodhisattva).

Bhadrasana
(Sanskrit). Bhadrasana stammer fra ”bhadra”, der betyder ӎdel” eller ”velsignet” og ”asana”, der betyder ”þvelse” eller ”stilling”. Bhadrasana er en yoga-Ăžvelse, der strĂŠkker muskler og sener pĂ„ lĂ„renes inderside, og Bhadrasana betyder ”den ĂŠdle stilling”. Bhadrasana kaldes ogsĂ„ ”sommerfuglen”. Bhadrasana stimulerer hoftefleksibiliteten. Øvelsen udfĂžres ved at man sidder pĂ„ gulvet, fodsĂ„lerne sĂŠttes sammen og knĂŠene fra hinanden. Placer hĂŠnderne pĂ„ fĂždderne og lad knĂŠene bevĂŠge sig op og ned nogle gange for at varme op. Herefter bevĂŠger man knĂŠene ned mod gulvet. Det Ă„bner op for hofteleddet. NĂ„r der er gjort fremskridt i Bhadrasana, kan man forsigtigt lĂŠgge pres pĂ„ knĂŠene med hĂŠnderne. Indersiden af benene skal vĂŠre afspĂŠndte. Man skal ikke gĂ„ voldsomt frem, men bruge et kontinuerligt blidt pres. NĂŠste fremskridt i Bhadrasana kan gĂžres ved at lĂŠgge pres pĂ„ knĂŠene med hĂŠnderne, mens man lĂŠner ryggen mod vĂŠggen. Det gĂžr Ăžvelsen effektiv. Slap af i benene og pres med hĂŠnderne. FĂžrst gĂžres det forsigtigt og derefter Ăžges presset. En endnu mere avanceret variant kan benyttes, nĂ„r man er i stand til at holde knĂŠene pĂ„ gulvet, hvorefter man kan bĂžje dig forover.

Bhagat
(Hindustani). Bhagat, som hedder Bhakta pÄ sanskrit, kaldes ogsÄ Sokha og Sivnath i hinduismen. Bhagat er en religiÞs tigger eller hengiven, som er i stand til at uddrive onde Änder. (Hindustani er en fÊllesbetegnelse for hindu og urdu).

Bhagavad-Gita
(Sanskrit). Bhagavad-Gita stammer fra ”bhagavat”, der betyder ”hĂŠderkronet”, ”hellig” eller ”Herren er hellig” (en af Krishnas titler) og ”gita”, der betyder ”sang”. Bhagavad-Gita betyder ”Herrens Sang” eller ”Den Helliges Sang”. Bhagavad-Gita er et afsnit af det store hinduistiske epos Mahabarata (”Den store krig”). Det er et af Indiens smukkeste digte med Ă„ndeligt indhold. Den bestĂ„r af en dialog i 18 samtaler mellem Krishna (Vishnus avatar, Ishvara, det hĂžjere selv), der optrĂŠder som vognstyrer, og disciplen Arjuna, hĂŠrfĂžreren (”den hvide”, mennesket eller det lavere selv) og Krishnas Chela. Den indeholder den hĂžjeste etiske undervisning, der findes i hinduernes hellige skrifter, og mĂ„ske den hĂžjeste, der overhovedet er skrevet. Den er bĂ„de en historisk beretning og en esoterisk afhandling, der – ligesom alle andre hellige skrifter – krĂŠver syv nĂžgler, hvis man skal lĂŠse og forstĂ„ den i sin fulde betydning. I Alice A. Baileys bĂžger rĂ„der den tibetanske mester Djwhal Khul sine elever til at studere alle verdensreligionernes skrifter, men oplyser, at tre af dem er vigtige: Det Nye Testamente, Bhagavad-Gita og Patanjalis Yoga Sutras. Og Mahatma Gandhi skrev: ”Den, der vil meditere over Gita, vil fĂ„ glĂŠde og ny mening fra den hver dag. Der er ikke et eneste Ă„ndeligt spĂžrgsmĂ„l, som Gita ikke kan lĂžse”. (Se ogsĂ„ Alice A. Bailey, Arjuna, Chela, Djwhal Khul, Ishvara, Krishna, Mahabarata, Patanjali og Vishnu).

Bhagavad-Purana
Bhagavad-Purana eller Bhagavata-Purana, der ogsĂ„ er kendt som Srimad Bhagavata Maha Purana, Srimad Bhagavatam eller Bhagavata, er et helligt indisk skrift. Bhagavad-Purana betyder bogstaveligt ”de evige, guddommelige beretninger om Det hĂžjeste VĂŠsen”. Det er en af de vigtigste puraniske tekster i hinduismen med fokus pĂ„ Bhakti – dvs. religiĂžs hengivenhed over for den store guddom Vishnu (Narayana), med primĂŠrt fokus pĂ„ Krishna. Bhagavad-Purana indeholder mange informationer, der er velkendte i hinduismen, bl.a. om Vishnus forskellige Avatarer og om hans liv og aktiviteter i den fuldkomne inkarnation som Krishna eller Svayam Bhagavan. Bhagavad-Purana er den fĂžrste Purana, der blev oversat til et europĂŠisk sprog, og mellem 1840 og 1857 blev den ogsĂ„ oversat af tre franskmĂŠnd. Padma-Purana kategoriserer Bhagavad-Purana som Sattva-Purana (Purana’en som reprĂŠsenterer godhed og renhed). Bhagavad-Purana anses for at vĂŠre den reneste og vigtigste af alle Purana’erne, fordi den inspirerer til hengivenhed over for Vishnu og hans forskellige inkarnationer. Bhagavad-Purana pointerer, hvor vigtigt det er at gĂžre sig fri for alle materielle bindinger, mens man samtidig arbejder med processerne for at opnĂ„ ren transcendental viden, forsagelse og hengivenhed over for Vishnu. Iflg. Bhagavad-Purana er Vishnu (Narayana) identisk med Parabrahman – ”den Ăžverste Herre” − der skabte de ubegrĂŠnsede universer, og han er til stede som Herre over hvert enkelt univers. Som Brahma er Vishnu engageret i skabelsen af 14 verdener inden i Universet, for han accepterer bevidst Raja Guna (bevarelse). Det er Vishnu selv, der opretholder og vedligeholder Universet i skikkelse af Vishnu, nĂ„r han bevidst accepterer Sattva Guna (skabelse), og det er ham, der tilintetgĂžr Universet ved slutningen af Maha-Kalpa i skikkelse af Shiva eller Rudra, nĂ„r han bevidst accepterer Tama Guna (nedbrydning). Bhagavad-Purana er et produkt af traditionen med mundtlig overfĂžring af visdommen, den nedskrevne udgave dateres sĂŠdvanligvis mellem 4. eller 10. Ă„rh. e.Kr. (Se ogsĂ„ Avatar, Bhakti, Guna, Kalpa, Narayana, Parabrahman, Puranaer, Raja Guna, Rudra, Sattva Guna, Shiva, Tama Guna, Veda og Vishnu).

Bhagavat
(Sanskrit). Bhagavat, Bhagavan eller Bhagawan er en betegnelse for Buddha og for Krishna. Bhagavat betyder ”Herren”. Det er en betegnelse, der bruges om guder, halvguder, og hĂžjt oplyste skabninger som f.eks. Gautama Buddha, Krishna og Vishnu. (Se ogsĂ„ Buddha, Gautama Buddha Krishna og Vishnu).

Bhagavata-Purana
Se Bhagavad-Purana.

Bhagawan
Se Bhagavat.

Bhajan
(Sanskrit). En Bhajan er en form for hinduistisk, rytmisk, hengiven sang (Bhakti). En Bhajan har ingen fast form. Sangen kan vÊre helt enkel og baseret pÄ et Mantra eller Kirtan, eller den kan vÊre sÄ raffineret og kompliceret som Dhrupad eller Kriti med musik, der er baseret pÄ klassiske Ragaer og Talaer. En Bhajan er normalt et lyrisk udtryk for kÊrlighed til det guddommelige. Bhajan er beslÊgtet med Bhakti, der betyder religiÞs hengivenhed. Det antyder, at Bhajan havde stor betydning for Bhakti-bevÊgelsen, der bredte sig fra den sydlige del af Indien til hele subkontinentet i mogul-perioden. Bhajan-versene stammer fra anekdoter og episoder fra skrifterne, lÊrdommen om oplyste skikkelser og beskrivelser af guder. Dhrupad-stilen, Sufi Qawwali og Kirtan eller sang i Haridasi-traditionen har relation til lovsang. (Se ogsÄ Bhakti, Dhrupad, Karnatisk, Kirtan, Kriti, Mantra, Qawwali, Raga og Tala).

Bhakta
(Sanskrit). Bhakta er betegnelsen for et menneske, der praktiserer Bhakti-yoga. (Se ogsÄ Bhakti og Bhakti-yoga)

Bhakti
(Sanskrit). Bhakti stammer fra roden ”bhaj”, der betyder ”at dele”, ”at tjene”, ”at vĂŠre hengiven” eller ”at udtrykke kĂŠrlighed”. Bhakti er derfor kĂŠrlighed eller hengivenhed, men der er tale om den absolut hĂžjeste hengivenhed, hvor disciplen forsĂžger at rendyrke sin kĂŠrlighedsfĂžlelse ved at erkende Gud i alle ting og i enhver skabning. Som navneord betyder Bhakti ”hengivenhed” eller ”kĂŠrlig tilknytning”, men det er samtidig en af de veje (Marga’er) som disciplen eller den studerende kan fĂžlge, og hvis det er tilfĂŠldet, betyder Bhakti befrielse ved hjĂŠlp af tro eller kĂŠrlighed. Bhakti-yoga er en yogagren, hvor yoga udĂžves i kraft af fĂžlelserne (hengivelse). At praktisere Bhakti-yoga vil sige at udfĂžre alle sine opgaver og sit ansvar som en hengiven handling. (Se ogsĂ„ Bhakta, Bhakti Marga, Bhakti-yoga og Marga).

Bhakti-Marga
(Sanskrit). Bhakti-Marga er vejen til frelse via Bhakti – ”nĂ„devejen”. Veda-religionen har f.eks. Karma-Marga, dvs. frelse via handlinger. Upanishaderne har Jnana-Marga, dvs. frelse via kundskab og erkendelse. (Se ogsĂ„ Karma, Marga og Upanishader).

Bhakti-yoga
(Sanskrit). Bhakti-yoga stammer fra ”bhakti”, der betyder ”hengivenhed” og ”yoga”, der betyder ”forening” fra roden ”yuj”, der betyder ”at forbinde” eller ”at forene”. Det er en form for yoga-praksis, der har til hensigt at nĂ„ forening med den Ă„ndelige eller guddommelige essens ved hjĂŠlp af hengivenhed, tro og kĂŠrlighed. Det menneske, der praktiserer Bhakti-yoga, forsĂžger at opnĂ„ forening med det hĂžjeste via hengivenhed. EfterhĂ„nden som mennesket udviklede sig og begyndte at komme over den fĂžrste fysiske fokusering, opstod der to nye yogasystemer. Det skete i den atlantiske periode. FĂžrst kom Laya-yoga – ”centrenes yoga” – der udviklede en stabilisering af det ĂŠteriske legeme og af centre, chakraer og fĂžlelsesnaturen i mennesket. Senere blev Bhakti-yoga, der udsprang af udviklingen af astrallegemet, forbundet med Laya-yoga, og dermed var grundlaget lagt for den mysticisme og hengivenhed, som har vĂŠret drivkraften for nutidens menneskehed bĂ„de i Østen og Vesten. Bhakti-yoga er som sagt ”hengivenhedens yoga”. Bhakti-yoga giver det enkelte menneske mulighed for at transformere den astrale natur ved at rette fĂžlelserne mod sjĂŠlen, og dermed gĂ„ uden om tankesindet (mentallegemet). Bhakti-yoga er derfor fundamentet for mysticismens kĂŠrlighed, hengivenhed og opofrelse til Gud. Det er en holdning, der har kendetegnet helgener og mystikere i de seneste 2.000 Ă„r. At kunne give sig hen til livet og gĂžre det, man Ăžnsker, uden eftertanke eller tvivl er Bhakti. Alle handlinger er, som de er. Alle tanker er tilladte. Det hele er i overensstemmelse med helheden, som man er del af. Der er stadig mennesker, der har behov for Bhakti-yoga. Det gĂŠlder mennesker, der overvejende lever via deres begĂŠr og fysiske besiddelser – eksempelvis ved konstant at ville erobre det modsatte kĂžn eller anskaffe fysiske ejendele. Det afslĂžrer, at sakralcentret dominerer. Det samme gĂŠlder, hvis et menneske overvejende lever via sine fĂžlelser – eksempelvis ved at opsĂžger situationer, hvor det fĂ„r nye oplevelser, fĂžler sig godt tilpas og modtager positiv respons. Her er det solar plexus centret, der dominerer. (Se ogsĂ„ Abhyasa-yoga, Agni-yoga, Antar-yoga, Bhakta, Bhakti, Bhakti-yoga, Hatha-yoga, Jnana-yoga, Karma-yoga, Kundalini-yoga, Laya-yoga, Raja-yoga og Yoga).

Bhao
(Sanskrit). Bhao er en spÄdomsceremoni, der praktiseres blandt Kolarian-stammerne i det centrale Indien.

Bharata
(Sanskrit). Bharata eller Bharata Varsha stammer fra roden ”bhri”, der betyder ”at opretholde”, ”at bĂŠre”, ”at stĂžtte”, ”at producere” og ”varsha”, der betyder ”sletter”, ”lavland” og ”jord”. Bharata Varsha er det gamle hinduistiske navn for Indien. Bharata var desuden et navn, der ogsĂ„ blev givet bĂ„de til mange guder og til vigtige mennesker, store helte, men ogsĂ„ til mennesker med mindre betydning. I Mahabharata blev den berĂžmte helt, der var sĂžn af Dushyanta (en stor konge i klassisk indisk litteratur og mytologi) og Sakuntala (hustru til Dushyanta og mor til kejser Bharata), navngivet Bharata − den fĂžrste af tolv Chakravartin’er (et gammelt indisk udtryk, der bruges om en ideel, universel hersker, der hersker etisk og velmenende over hele verden). I Ă„ndsvidenskabelig litteratur er Bharata desuden blevet brugt om et gammelt helligt land. ”Lykkelige er de, der selv fra en tilstand af guddommelighed er fĂždt som mennesker i Bharata-Varsha, udbrĂžd de inkarnerede guder under 3. rodrace. Bharata er sĂŠdvanligvis Indien, men i dette tilfĂŠlde symboliserede det datidens udvalgte folks land, og blev betragtet som den bedste af de divisioner af Jambudvipa (en Ăž eller et kontinent i den fysiske verden i hinduismes, buddhismes og jainismes kosmologier), dengang landet isĂŠr var aktivt Ă„ndeligt − landet med indvielser og guddommelig viden”. (Se ogsĂ„ Bhagavad-Gita og Mahabharata og Rodrace).

Bhashya
(Sanskrit). Bhashya stammer fra roden ”bhash”, der betyder ”at tale”. Bhashya er taler eller samtaler – bl.a. oplysende arbejde eller kommentarer vedr. de tekniske Sutraer, og isĂŠr Patanjalis kommentarer vedr. Paninis Sutraer, der ogsĂ„ kaldes Mahabhashya (Den store kommentar). (Se ogsĂ„ Mahabhashya, Panini, Patanjali og Sutra).


Side : 1 2 3
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z ? ? ?
Hűjre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Hűjre-spalte-Artikler-pć-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Hűjre-spalte-Nyeste-eBűger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Hűjre-spalte-eBűger-pć-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Fűlelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FŰLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Hűjre-spalte-Trykte-bűger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegćder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGĆDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er pć Facebook