Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Karma-yoga
(Sanskrit). Karma-yoga består af ”karma”, der betyder ”handling”, og ”yoga”, der betyder ”at forene”. Karma-yoga er en af metoderne eller stadierne i yoga-praksis og -uddannelse, der medfører opnåelse af enhed, syntese eller forening med den åndelige eller guddommelige essens ved hjælp af uselviske handlinger. At praktisere karma-yoga betyder, at man er til stede i nuet – eller i den uafbrudte række af nu’er, som livet består af. Tanker, følelser, handlinger – alt iagttages, vurderes, accepteres og slippes. Karma-yoga er en yogisk udviklingsmetode, der lærer et menneske at arbejde uselvisk, uden forventninger og uden at høste anerkendelse. Karma-yoga er ”handlingens yoga”, der overvinder hæmninger og ligegyldighed gennem aktivitet, ved at man sætter sig et klart mål, påtager sig en opgave og utrætteligt arbejder på at løse den. Og alligevel er det ikke frugten eller resultatet, der er vigtigt. Det er selve bevidstheden, oplevelsen og opmærksomheden i handlingen, der er vigtig. Når man udfører en opgave eller et arbejde, praktiserer man karma-yoga. Det drejer sig om at koncentrere sig fuldt og helt om opgaven. Udadtil vil man ligne et handlekraftigt menneske, men når man praktiserer karma-yoga, er man i virkeligheden et fokuseret menneske. Man er bevidst om, hvad man gør. Karma-yoga er en hjælp til koncentration og indre opmærksomhed. Karma-yoga kaldes ”meditation med åbne øjne” – midt i handlingen. Karma-yoga omtales i Bhagavad-Gita. (Se også Bhagavad-Gita, Karma, Karma-bandha, Karma-nemesis, Karma-phala, Karma-sakshin, Karma-saya og Yoga).

Karmas Herrer
Se Lipika.

Karmendriya
(Sanskrit). Karmendriya består af ”karma”, der betyder ”handling”, og ”indriya”, der betyder ”fornuft” eller ”kraft”, især med henvisning til sanserne. Karmendriya kan derfor oversættes med ”redskab til handling”, som gør mennesket i stand til at håndtere den fysiske verden. De fem redskaber til handling i den ydre verden – karmendriya – er udtryk for sattva guna: Vak, der er evnen til at tale, og som henviser til munden. Pani, der er evnen til at gribe, og som henviser til hænderne. Pada, der er evnen til at gå, og som henviser til fødderne. Upastha, der er evnen til at formere sig, og som henviser til kønsorganerne. Payu, som er evnen til at udskille, og som henviser til anus. Karmendriya har også relation til tanmatraer (rudimenter), bhutaer (elementer), jnanendriyaer (sanseorganer), lokaer (lokaliteter), rupaer (former) og menneskelige principper og sanser. (Se også Bhuta, Indriya, Jnanendriya, Pada, Rupa og Sattva Guna og Tanmatra).

Karna-dhauti
(Sanskrit). Karna betyder ”øre”. Karna-dhauti er en af shatkarma-teknikkerne, og i karna-dhauti renses ørerne. Den ydre del af øret består af et kort rør eller en kanal omkring fire centimeter lang regnet fra ydersiden til indersiden af hovedet. Inde i røret er der lidt hår, som forhindrer insekter og andre fremmedlegemer i at trænge ind i de indre dele af øret og trommehinden ved enden af øregangen. Den ydre kanal indeholder desuden forskellige kirtler, som udskiller voks for at beskytte ørets dybere afsnit. Hvis man skal høre godt og klart, skal den ydre kanal holdes ren, men nogle gange producerer kirtlerne for meget voks, som blokerer kanalen. Der findes redskaber til at rense ørerne, men det anbefales at bruge yoga-metoden karna-dhauti, hvor man forsigtigt anbringer sin lillefinger i øregangen og drejer fingeren rundt nogle gange. Man kan desuden trykke let mod ørets vægge. Gentag derefter den samme procedure, men med pegefingeren. Gentag med det andet øre. Udfør karna-dhauti en gang om ugen, og sørg for, at neglene er korte og rene. (Se også Antar-dhauti, Danda-dhauti, Danta-dhauti, Dhauti, Jihva-dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman-dhauti, Vastra-dhauti og Vatsara-dhauti).

Karnaim
(Hebræisk). Karnaim betyder ”hornbærende” eller ”hornet”. Karnaim er en af Astartes egenskaber. Horn karakteriserer det maskuline aspekt, og dermed forvandles guddommen til en androgyn gud. (Se også Astarte og Horn).

Karnak
(Egyptisk). Karnak-templet skulle egentligt hedde Karnak-templerne, for komplekset består af adskillige templer: Faderguden Amons tempel, modergudinden Muts tempel, sønneguden Khonsus tempel, sønneguden Monthus tempel, skaberguden Ptahs tempel, dødens og genopstandelsens gud Osiris’ tempel, solguden Atons tempel, Sethos II’s barktempel, Ramses II’s kulttempel, Ramses III’s barktempel, Amenhotep II’s kulttempel, Amenhotep III’s kulttempel, Tutmosis III’s ceremonitempel, Taharqas to templer og barksanktuarie, Sesostris’ kiosk m.fl. I historisk tid blev det første tempel bygget i Karnak i Mellemste Rige (12. dynasti 1991-1785 f.Kr.), og byggeriet fortsatte helt frem til den ptolemæiske tid (fra 80-51 f.Kr.). Dvs. en byggetid på næsten 2.000 år. Det svarer til, at man i Skandinavien påbegyndte et byggeri i jernalderen, og først blev færdig med det i nutiden. Navnet Karnak stammer fra den arabiske landsby el-Karnak i nærheden af templet. Templet hed oprindeligt Ipet-isut, dvs. ”det mest udsøgte af alle steder”. Karnak-templet blev også betragtet som Øvre-Egyptens Heliopolis – dvs. ”en spejling” af Nedre-Egyptens Heliopolis i området ved de store pyramider i Giza, som var Egyptens øverste kraftcenter. Det bekræftes i en inskription på ydersiden af sydvæggen i Karnak-templets hypostylhal, hvor Ramses II fortæller: ”Jeg bad til slut til den skjulte (Amon), og min stemme lød i Øvre-Egyptens Heliopolis”. Tempelområdet strækker sig næsten to kilometer langs Nilen og en ca. tre kilometer lang vædderallé forbinder Karnak-templet med Luxor-templet. På den måde er ”gudernes tempel” forbundet med ”menneskets tempel”. Karnak-templet symboliserer makrokosmos, mens Luxor-templet symboliserer mikrokosmos. Den nordlige tempelgruppe, der ligger uden for Amon-templets mur, var dedikeret til falkeguden Monthu. Den sydlige hovedgruppe var dedikeret til modergudinden Mut. I det sydvestlige hjørne ligger sønneguden Khonsus tempel, men den største og bedst bevarede hovedgruppe er den centrale tempelgruppe – Amons tempel. (Se også Amenhotep, Amenhotep II, Amenhotep III, Amon, Aton, Giza, Heliopolis, Khonsu, Luxor-templet, Monthu, Mut, Osiris, Ptah, Ramses, Ramses II, Ramses III, Sesostris, Sethos II, Tutmosis og Tutmosis III).

Karnatisk
(Hindi). Karnatisk musik eller karnataka samgita er et musiksystem, der ofte er forbundet med den sydlige del af det indiske subkontinent – specielt de fire indiske stater: Andhra Pradesh, Karnataka, Kerala og Tamil Nadu. Det er en af de to vigtigste undergenrer i klassisk indisk musik, som har udviklet sig fra gamle hinduistiske traditioner. Den anden undergenre er hindustani-musik, der opstod som en særlig form pga. persiske og islamiske påvirkninger i det nordlige Indien. Hovedvægten i karnatisk musik er lagt på vokalmusik. De fleste kompositioner er skrevet til sang, og selv når musikken spilles instrumentalt, er de beregnet til at blive udført i gayaki (sang) stil. I den sydindiske musikfremførelse er ragam, tanam, pallavi og kriti betegnelserne på de klassiske hovedformer. (Se også Bhajan, Dhrupad, Kirtan, Kriti, Raga og Tala).

Karneios
(Græsk). Karneios, Carneus (latin) eller Apollon Karneios er en af Apollons titler. Det svarer til avataren Krishna Karna, for begge var solguder, og både ”karna” og ”karneios” betyder ”strålende”. Det er en mystisk personificering af Solens åndelige kraft. Det er et guddommeligt aspekt, der henviser til hele solsystemets åndelige udstrømninger. Apollon Karneios blev fejret i Sparta ved en stor ceremoni i Karneia. Ceremonien varede i ni dage i måneden metageitnion, som svarer til august. (Se også Apollon, Avatar og Krishna).

Karon
Se Charon.

Karshift
Se Karshipta.

Karshipta
(Pahlavi). Karshipta eller Karshift er den hellige fugl i zarathustrismens mazdeanske skrifter, hvor Ahura Mazda siger til Zarathustra at ”han reciterer Avesta i fuglenes sprog”. I dialogen mellem Ahura Mazda og Zarathustra spurgte sidstnævnte: ”O skaber af den materielle verden, o du hellige! Hvem bragte Mazdas lov ind i den vara, som Yima gjorde?” Og Ahura Mazda svarede: ”Det var fuglen Karshipta, o hellige Zarathustra”. Karshipta er identisk med Kalavinka. Fuglen Karshipta bor i ”Himlen”. Hvis den levede på Jorden, ville den være fuglenes konge. Den bragte loven ind i Yimas vara og reciterede Avesta i ”fuglenes sprog”. Det er en allegori og et symbol, som er blevet misforstået af orientalisterne, der betragter fuglen som ”en inkarnation af lynet”, og de siger, at dens sang ”ofte blev anset for at være et udsagn fra en gud og en åbenbaring” − osv. Men da Karshipta kom ind i varaen (mennesket), forstod det omgående Mazdas lov – dvs. den guddommelige visdom. Fuglen er symbol på ”solenglen” (sjælslegemet) eller (sjæls)devaen i de gamle religioner. Det er derfor let at se, at den ”hellige fugl” er symbol på menneskets sjæl. Den blev symboliseret af en fugl i fortidens magisme. For grækerne var sjælen en sommerfugl. Kabbalisterne brugte en lignende symbolik. Fuglen var også kaldæisk, men den blev et hebræisk synonym og symbol for en engel, en sjæl, en ånd eller en deva. Fuglereden var både Himlen og i Guds favn iflg. Zohar. Egypterne talte også om sjælsfuglen, ba-fuglen og den åndelige svale − manas. Allegorien beskriver nedstigningen af manasaputraerne i 3. rodrace. Det var symbol på en høj intelligens, som var i stand til både at flyve og løfte sig op til de himmelske riger eller åndelige planer, og træde ind i menneskets opbygning, vække evnerne og få det til både at forstå og recitere ”loven”. (Se også Ahura Mazda, Avesta, Kalavinka, Manas, Manasaputra, Rodrace, Sjæl, Solengel, Yima, Zarathustrisme og Zohar).

Karshvar
(Avestisk). Karshvar, Kishvar på pahlavi eller Keshvar på persisk er planeter i jordkæden, som iflg. Vendidad består af syv: Arzahe og Savahe − Fradadhafshu og Vidadhafshu − Vourubaresti og Vouruzaresti − og Hvaniratha. De syv ”jordkloder” udgør Jordens syvfoldige kæde, som Amesha Spenta eller persernes Dhyan-Chohaner hersker over. Karshvar hentyder i deres syv betydninger til planetkædens syv kloder, de syv planeter, de syv himle osv., afhængig af om der tænkes på en fysisk, en metafysisk eller en siderisk verden – dvs. en verden, der vedrører stjernerne. Det nævnes, at de ligger i tre strata (lag), plus en fjerde enkelt karshvar. Gathaerne taler også om den syvdelte Jord (bumi-haptaiti). De tre lag refererer til de kosmiske planer, hvor planeterne ligger placeret to og to, mens den fysiske Jord – Hvaniratha − ligger alene på det laveste plan. Karshvar er omgivet af et ”hav”, som gør det umuligt at bevæge sig fra den ene planet til den anden. ”Havet” er rummet, og derfor er Jorden eller Hvaniratha den eneste, der er kendt af de dødelige. (Se også Amesha Spenta, Bumi-haptaiti, Dhyan-chohan, Gatha, Jordkæde, Keshvar, Planetkæde, Planetrunder, Vendidad).

Kartomanti
(Fransk). Kartomanti stammer fra ”cartomancie”, som på tysk hedder ”kartomantie”. Kartomanti er spådomskunst ved hjælp af kort. I middelalderen kom forskellige typer af spillekort og tarotkort til Europa via handelsruterne mod øst fra Persien og Kina og fra Egypten i syd. Man mener, at kineserne allerede trykte kort i 900-tallet. I slutningen af 1400-tallet begyndte franske trykkerier at fremstille forenklede spillekort med to serier i sort og to serier i rødt med symbolerne spar, klør, ruder og hjerter – 20 forskellige kort i alt, og Frankrig var hurtigt på vej til at blive en af de største producenter af spillekort i verden. Derfor blev de franske kort, de mest udbredte. De 52 spillekort stammer fra tarotkortenes Lille Arkana. Alle kort fra Major Arkana forsvandt undtagen narren, der blev til jokeren. Hvert kort i nutidens spillekort har betydning, hvis man er i stand til at opspore den, for sandsynligvis stammer de alle fra tarotkortene. Selv om man kan få informationer ved hjælp af almindelige spillekort, har de ikke den samme status inden for spådomskunst som tarotkort.

Kartouche
(Fransk). Kartouche stammer fra ”cartouche”, der er afledt af det latinske ”charta”, der betyder ”papir” eller ”skrift”. Kartouche kendes primært fra det gamle Egypten, hvor det er betegnelsen for den ovale ramme, som i reliefferne omkranser de to sidste af kongens fem navne. Egypternes definition på Universet lød sådan: ”Alt hvad Solen omkredser”. Symbolet, der udtrykker idéen, er en oval eller en cirkel, der er formet af et reb med en knude i cirklens bund. Faraoens navn skrev man inde i ovalen, for faraoen var ”kredsløbets herre”. Solens kredsløb i galaksen repræsenterer et kosmisk ansvars- og udviklingsområde i en manifestationsperiode. Jordens kredsløb omkring Solen udgør et planetarisk ansvars- og udviklingsområde inden for solsystemet. Og faraoens liv- og herskerembede repræsenterede ansvaret for udviklingen af sit folk, (der var symbol på menneskeheden) i en bestemt periode i Jordens liv. Cirklen, der var formet af rebet, symboliserede derfor en livscyklus, og når faraoens navn blev skrevet i cirklen, henviste egypterne til hans specifikke inkarnation og indflydelsessfære. Faraoens kartouche blev anvendt til de to vigtigste af de fem kongelige navne: ”Konge over Øvre- og Nedre-Egypten” samt ”Søn af Ra”. Fem er et tal, der er specielt for den faraoniske rolle. Faraoen eller den kongelige person fik i alt fem navne og fem kroner, som hver repræsenterede kongemagtens vigtige funktioner, der gik ud på at opretholde orden, enhed og kontinuitet mellem den fysiske og den åndelige verden. Faraoniske monumenter består konsekvent af fem nicher eller kamre, som var indrettet til funktionerne i form af statuer og offerritualer, der var beregnet til at opretholde den guddommelige herskers femdobbelte funktioner. Skiftevis opretholdt de fem ”phyles” eller præsternes skiftehold, ceremoniernes hellige tidsplan i de fem kamre samt i templet og graven.

Karttika
(Sanskrit). Karttika stammer fra ”Krittika”, der betyder ”Plejaderne” i indisk astronomi. Karttika er også en måned, der svarer til oktober-november. Karttika er desuden den gamle hinduistiske krigsgud, som fik navnet Karttika eller Karttikeya, fordi han iflg. mytologien blev passet, plejet og opdraget af de seks Krittikaer eller Plejader. (Se også Karttikeya, Krittika og Plejaderne).

Karttikeya
(Sanskrit). Karttikeya stammer fra ”Krittika”, der betyder ”Plejaderne”. Karttikeya er den gamle hinduistiske krigsgud, som fik navnet Karttika eller Karttikeya, fordi han iflg. mytologien blev passet, plejet og opdraget af de seks Krittikaer eller Plejader. Astronomisk er Karttikeya planeten Mars. Han blev født af ild og vand på grundlag af Rudra-Shivas sæd, der faldt i Ganga. Det er en personificering af den kosmiske Logos’ kraft, som via Agni, lod sæden falde i Ganga (Ganges). Ligesom Plejaderne er Karttikeya afbildet med seks hoveder, der svarer til de seks synlige stjerner i stjernebilledet. Karttikeya er angiveligt den syvende eller skjulte Plejade. Karttikeya blev født med det formål at dræbe Taraka, den alt for hellige og kloge deva-dæmon, der havde erhvervet sig al gudernes viden ved hjælp af askese og yoga. Karttikeya svarer til Michael, Indra og Apollon. (Se også Agni, Apollon, Daitya, Ganga, Gharma, Indra, Krittika, Logos, Michael, Murugan, Plejaderne, Rudra, Shiva og Taraka).

Karuna-bhavana
(Sanskrit). Karuna-bhavana eller karuna-bhawana stammer fra ”karuna”, der betyder ”medfølelse”, og roden ”bhu”, der betyder ”at blive”. Karuna-bhavana er medlidenhedens og medfølelsens meditation inden for yoga-traditionen. Meditationen handler om at medvirke til, at medfølelse kommer til udtryk i verden. (Se også Meditation og Yoga).

Kasbeck
Kasbeck er et bjerg i den Kaukasiske bjergkæde, hvor Prometheus iflg. mytologien var bundet. (Se også Prometheus).

Kashaya-vastra
(Sanskrit). Kashaya-vastra eller kasaya-vastra er en rødfarvet klædning. I Puranaerne bad guderne rishi Vaisishtha om at bringe Solen, Surya, til satya-loka. Solen fortalte ham, at verdener ville gå til grunde, hvis han gik, men vismanden tilbød at placere sin kashaya-vastra i stedet for solskiven, og det gjorde han. Den rødfarvede klædning symboliserer Solens synlige legeme. H.P. Blavatsky siger, at asketernes klædninger − som enhver ved – er farvet i en rødgul eller orange nuance, ofte med rosa pletter. Det er en brutal repræsentation af det vitale princip, som kaldes menneskets blod. Symbolet på Solens vitale princip kaldes nu kromosfæren. (Se også Loka, Puranaer, Rishi og Surya).

Kashi
(Sanskrit). Kashi eller Kasi er det gamle navn for den ”hellige by” Benares.

Kashmir-shaivisme
(Sanskrit). Kashmir-shaivisme eller Kasmir-saivisme er en af de forskellige hinduistiske filosofier. Kashmir-shaivisme er en skole for shaivisme, der består af Trika (begrebet Trimurti eller Treenighed) og dens filosofiske forbindelse til Pratyabhijna (en idealistisk monistiske og teistisk filosofi). Kashmir-shaivisme betragtes som monistisk idealisme – dvs. absolut idealisme, teistisk monisme, realistisk idealisme, transcendental fysikalisme (en filosofisk teori, der er baseret på, at alt, hvad der eksisterer, er fysisk). Filosofisk set er det vigtigt at skelne mellem Kashmir-shaivisme og Advaita-sidhantha, for der er ikke tale om identiske filosofier, selv om den universale bevidsthed – Chit eller Brahman – har fortrin. I Kashmir-shavisimen er alt i skabelsen en manifestation af den højeste bevidsthed. Det medfører, at iflg. Kashmir-shavisimens synspunkt er shakti (den skabte verden) virkelig og ikke en illusion (maya), for den eksisterer og har sin væren i chit (bevidstheden). Advaita-Vedanta mener derimod, at Brahman er inaktiv (niskriya), og den skabte verden er en illusion (maya). På den måde kan Kashmir-shaivismens filosofi, der som sagt også kaldes trika, ses som en modsætning til Shankaras advaita. Målet med Kashmir-shaivismen er at blive ét med Shiva eller den universelle bevidsthed, eller erkende den allerede eksisterende identitet med Shiva. (Se også Advaita, Brahman, Chit, Maya, Monisme, Shakti, Shiva, Treenighed, Trimurti og Vedanta).

Kasi
Se Kashi.

Kasi-khanda
Kasi-khanda (Sanskrit). Kasi-khanda er et langt digt, som udgør en del af Skanda-Purana. Det beskriver en særlig version af legenden om Dakshas hoved. Daksha mistede sit hoved i et slagsmål, men guderne erstattede det med hovedet af vædderen Mekha Shivas. I andre versioner af legenden beskriver det som et gedehoved, og det ændrer allegorien betydeligt. (Se også Daksha og Puranaer).

Kasina
(Sanskrit). Kasina betyder ”element” – som f.eks. jord, vand, luft og ild. Kasina er et buddhistisk meditationsobjekt. Kasina henviser til en gruppe visuelle genstande, der kan bruges i meditation. I Pali Tipitaka nævnes der 10 kasinaer: Pathavi-kasina – jord. Apo-kasina − vand. Vayo-kasina – luft og vind. Tejo-kasina – ild. Nila-kasina – blå og grøn. Pita-kasina – gul. Lohita-kasina – rød. Odata-kasina – hvid. Akasa-kasina – lukket rum eller et hul. Aloka-kasina – klart lys. Kasina beskrives sædvanligvis som en farvet skive med udvalgte farver, egenskaber, dimensioner og udtryk. Pathavi-kasina eller jord er eksempelvis en skive med en rødbrun farve, der er dannet ved hjælp af jord eller ler. Kasina er et meditationsobjekt, der skal hjælpe den mediterende med at skabe et fundament for den videre meditationspraksis. I de tidlige stadier af kasina-meditation fokuserer man på et fysisk objekt, indtil objektets form og farve m.m. former tankerne. På mere avancerede niveauer af kasina-meditationen, skabes der udelukkende et mentalt billede af meditationsobjektet. Kasina frigør tankesindet fra alle følelsesmæssige påvirkninger, og får det kamiske aspekt til at falde fuldstændigt til ro. (Se også Kama, Meditation og Tripitaka).

Kastor
Se Aswin og Dioskurer.

Kastrat
Se Eunuk.

Kasyapa
(Sanskrit). Kasyapa er en vismand, der ofte nævnes i Vedaerne. Kasyapa var søn af Marichi, Brahmas tankefødte søn. Han var far til Vivasvat, far til Manuen, stamfader til menneskeheden, Aditis ægtefælle, far til adityaerne − som er Solens kræfter − og han var en af de syv store kosmiske rishier. Via Aditis søstre var han desuden forfader til dæmoner, nagaer (slanger), krybdyr, fugle og andre gående, flyvende og krybende skabninger – eller kort sagt til alt levende. Atharva-Veda oplyser, at den ”selvfødte Kasyapa udsprang fra tiden”. Tiden bliver ofte identificeret med Vishnu − bevareren. Kasyapa repræsenterer på den måde en af solsystemets oprindelige åndeligt-intellektuelle egenskaber, og dermed er han en af de vigtigste oprindelige Sollogoi. Især i sin funktion som overhoved for sol-adityaerne er han kosmisk set selve Solen (Vivasvat). Han er derfor det kosmiske overhoved for sit hierarki − et hierarki, der naturligvis er repræsenteret på Jorden. På samme måde er der i menneskeheden en gruppe af mennesker, som har åndelig-psykologisk affinitet til Kasyapa, fordi de er efterkommere i direkte linje, og i dem vil Kasyapas energier og kræfter af og til komme kraftigt til udtryk. Når de stærke Kasapika-kræfter manifesteres i et menneske, kan iklædningen af kræfterne fra den hierarkiske Kasyapa, tilsvarende kaldes Kasyapa. (Se også Aditi, Aditya, Atharva-Veda, Brahma, Brahman, Dharma-savarni, Logos, Manu, Marichi, Naga, Rishi, Rodmanu, Vaivasvata, Veda og Vishnu).

Kat
(Egyptisk). Længe før de egyptiske dynastier opstod, levede vildkatten i ørkenens grænseområder i Egypten. Det var en race af aggressive jægere med en kort hale og et lidt buttet udseende. Det var uden tvivl denne katterace og ikke den rolige, slanke kattetype, der var prototype for ”Den store kat i Heliopolis”. I ”Dødebogen” omtales den som en meget gammel solskabning, der flåede den onde slange i småstykker ved foden af det hellige træ. Den tamme, rolige og venlige tempelkat viser sig først senere i historien. Man ser den i hvert fald ikke i mastabaernes scener fra det daglige liv i Gamle Rige, selv om der vises mange andre dyr. Den første reference til tamkatten ser man først ca. 2.100 f.Kr., hvor en mor til en person fra Mentuhotep I’s hof kaldes ”missen”. Løvegudinden og katten er nært forbundet i egyptisk symbolik. Løvegudinden symboliserer stoffets ildelement eller den utæmmede kundalinikraft i mennesket – slangeilden. I legenderne overvindes løvindens utæmmede vildskab, og gudinden forvandles til den tamme tempelkat – Bastet. Kundalinikraften eller slangeilden er nu under kontrol. Ligesom katten er den stadig en selvstændig kraft, men den er omdannet fra en destruktiv kraft til en konstruktiv. (Se også Bastet, Dødebog, Kundalini, Mentuhotep og Sakhmet).

Kataklysme
(Græsk). Kataklysme stammer fra ”kataklysmos”, der betyder ”oversvømmelse”. Oprindeligt opstod udtrykket hos stoikerne, for iflg. deres lære hjemsøges verden periodisk af syndfloder (katastrofer) og storbrande (ekpyrosis, der betyder ”at brænde op”). Den sidste opfattelse overtog de første kristne, for iflg. deres teologi vil verden gå til grunde i ild. I nutiden omfatter kataklysme både oversvømmelser og vulkansk aktivitet. Åndsvidenskaben påstår, at Jorden regelmæssigt og med lange intervaller hjemsøges af forholdsvis pludselige ændringer. Den geografiske indflydelse varierer fra kontinentale til lokale katastrofer. Hele perioden for kataklysmen omfatter en gradvis begyndelse, en progressiv intensivering, en kulmination og en gradvis nedtrapning. Lokale transformationer er ofte pludselige, kraftige eller voldsomme, mens de, der dækker et bredt geografisk område, som regel er meget langsommere eller strækker sig over en længere periode, og ofte er årsagen tilsyneladende ikke andet end jordiske og materielle ændringer, som iflg. menneskets erfaringer accepteres som naturlige og sædvanlige. Naturkatastrofer skyldes påvirkning fra Solen, Månen, planeterne og reelt også stjernebillederne. Alle fysiske fænomener er manifestationer af det, der oprindeligt foregik i tankesindet og bevidstheden. Bevægelser i jordskorpen afspejler bevægelser i hjernerne på de skabninger, der bebor den, for naturen er en organisme, og alt er uundgåeligt forbundet af kosmiske kræfter. Alle naturkatastrofer er ledsaget af både oversvømmelse og vulkansk aktivitet, men de forstærkes skiftevis på forskellige tidspunkter. De kommende naturkatastrofer i slutningen af 5. rodrace vil angiveligt være særligt præget af virkningen af ildelementet. Lemurien − det tredje store kontinentalsystem – gik under pga. underjordiske omvæltninger, enorm vulkansk aktivitet og andre fænomener. Det medførte jordskælv pga. enorme brudflader i havbunden. På Atlantis − det fjerde store kontinentalsystem – skyldtes katastrofen hovedsagelig akserettet forstyrrelse, som medførte nedsænkning af store landområder, som skabte enorme flodbølger, og dermed omvæltning af store dele af havområderne. Derfor er det helt forkert at tro, at alle de store geologiske ændringer og frygtelige omvæltninger er blevet skabt af almindelige og kendte fysiske kræfter. For kræfterne er ikke andet end redskaber og de endelige metoder, der kan bruges til at realisere et bestemt formål. Det er kræfter, der aktiveres med jævne mellemrum, og tilsyneladende sker det mekanisk via en indre impuls, der ligger hinsides den materielle natur. Men der er et formål bag enhver vigtig handling i naturen, for alle handlinger er cykliske og periodiske. H.P. Blavatsky brugte også ildelementet som det, der mere eller mindre vil ødelægge Jorden ved pralaya. (Se også Atlantis, Element, Jordskælv, Lemurien, Pralaya, Rodrace, Stoiker, Stoicisme og Syndflod).

Katakombe
(Græsk). Katakombe stammer fra ”kata kumbas”. En katakombe er underjordiske huler, gallerier og gange med gravkamre i væggene. Nogle af de mest berømte findes i og omkring Rom. I Rom kender man ca. 60 katakomber, og de 50 er kristne. De kristne har i henhold til Laterantraktaten siden 1929 været underlagt Vatikanstaten − nærmere bestemt Den pavelige kommission for hellig arkæologi. Flere af katakomberne er åbne for publikum. De betragtes som gravpladser, men de fleste steder i verden var det ikke det oprindelige formål, selv om mange af dem senere blev brugt til begravelse, og dermed til opbevaring af de afdødes knogler. De fleste blev oprindeligt brugt som hemmelige templer, hvor man foretog indvielsesritualer. Der var mange katakomber i Egypten og Kaldæa, og nogle af dem var meget store underjordiske systemer. De mest berømte var de underjordiske krypter i Theben og Memphis. De underjordiske krypter i Theben begyndte på Nilens vestlige side, og strakte sig ud mod den Libyske ørken, og de var kendt som ”slangens katakomber” eller ”slangens passager”. Det var der, man arrangerede de hellige mysterier i forbindelse med ”kuklos ananks”, det ”uundgåelige kredsløb”, der er almindeligt kendt under betegnelsen ”nødvendighedens cirkel” eller ”den ubønhørlige skæbne”. Det er den skæbne, der venter enhver sjæl efter den fysiske død, når den er blevet dømt i Amenti. (Se også Amenti, Memphis og Theben).

Katarakt
(Græsk). Katarakt stammer fra ”katarassein”, der betyder at ”styrte ned”, og det henviser uden tvivl til et vandfald. I Egypten er katarakt desuden betegnelsen for kraftige strømhvirvler i Nilen ved Aswan, der også udgør den sydlige grænse for Øvre-Egypten. Hvirvlerne opstår f.eks. i forbindelse med et mindre vandfald og ved indsnævringer af floden, hvor den deler sig i flere arme og omkring klippepartier og øer. Nilens katarakter findes på de lavvandede strækninger af floden mellem Aswan og Khartoum, hvor vandoverfladen brydes af mange små klippeøer og talrige store sten, der stikker op fra flodbunden. Set fra nord mod syd befinder den første katarakt sig i det nuværende Egypten, mens resten ligger i Sudan. Første katarakt ligger ved Aswan. Anden katarakt (den store katarakt) lå i Nubien, men i nutiden befinder den sig nu under Nassersøens overflade. Nassersøen blev dannet efter opførelsen af den store Aswan-dæmning. Tredje katarakt ligger ved Tombos/Hannek. Fjerde katarakt ligger i ørkenen Dar al-Manasir. Den er oversvømmet af søen bag Merowe-dæmningen. Femte katarakt ligger i nærheden af bifloden Atbaras indmunding i Nilen. Og sjette katarakt findes på det sted, hvor Nilen skærer gennem Sabaluka-massivet nær Bagrawiyah. (Se også Nubien).

Katarsis
(Græsk). Katarsis stammer fra ”katharos”, der betyder ”ren”. Katarsis er udrensning eller renselse. Katarsis blev brugt af Aristoteles i forbindelse den følelsesmæssige udrensning af et publikum, der oplevede et kunstværk − eksempelvis et drama. Det samme gælder den indledende disciplin i de gamle mysterier, hvor neofyttens lavere natur skulle udrenses, for at gøre ham eller hende klar til yderligere uddannelse, større viden og højere indvielse. De tre laveste grader bestod udelukkende af undervisning, og de udgjorde forberedelsen, disciplinen og det mentale, åndelige psykiske og fysiske grundlag, som grækerne kaldte katarsis eller udrensning. Og når disciplen blev betragtet som tilstrækkeligt udrenset, disciplineret, mentalt fokuseret og åndeligt rolig, var det muligt at gå videre til fjerde grad. (Se også Neofyt).

Katekismus
(Latin). Katekismus stammer fra det latinske ”catechizare”, som igen er afledt af det græske ”katechizein”, der betyder ”at give undervisning”. Efter Reformationen blev Katekismus betegnelse for en håndbog med en række doktrinære sammenfatninger af kristen tro og moral. (Se også Doktrin).

Katha
(Sanskrit). Katha, Katha Upanishad eller Kathopanishad er en af Upanishaderne. Katha Upanishad er opkaldt efter vismanden Katha, og den er kommenteret af Sankaracharya, grundlæggeren af Advaita-Vedanta skolen. (Se også Sankaracharya og Upanishader).

Kati chakrasana
(Sanskrit). Kati chakrasana stammer fra ”kati”, der betyder ”talje”, og ”chakra”, der betyder ”hjul” eller ”roterende hjul”. Kati chakrasana kaldes også ”taljedrejningen”. Det er en yoga-øvelse, hvor der foretages roterende bevægelser med hofterne. Kati henviser til den nederste del af ryggen. Kati chakrasana er en meget enkel, men kraftfuld øvelse, som har flere fordele. Kati chakrasana fjerner stivhed i ryggen, afbalancerer den nederste del af ryggen samt skuldre og nakke, og strækker musklerne på bagsiden af ryggen. Øvelsen udføres ved at stå med spredte ben. Hænderne foldes foran på kroppen med håndfladerne vendt nedad. Herefter strækkes armene op over hovedet, mens man ånder ind, og håndfladerne vendes opad. Man ånder nu ud og bøjer i hofterne, så lænden, ryggen og armene peger fremad i en strakt og vandret stilling, mens man ser fremad på de foldede hænder. Mens man holder vejret ude, drejer man overkrop og arme så langt som muligt til højre i vandret stilling og tilbage til midten igen. Øvelsen gentages tre gange. Man skal sørge for, at hænder, arme og ryg er strakt ud i vandret højde, mens man drejer. På indånding rejser man kroppen op i oprejst stilling, mens armene løftes op over hovedet. Herefter åndes der ud, og armene sænkes ned langs kroppen. Øvelsen gentages derefter til venstre side. Når bevægelsen foretages tredje gang, drejer overkroppen tre gange i en fuld halvcirkel hele vejen fra højre til venstre og tilbage igen.

Katoptromanti
(Græsk). Katoptromanti stammer fra ”katoptron”, der betyder ”spejl”, og ”manteia”, der betyder ”forudsigelse”. Katoptromanti er derfor spådomskunst, hvor der anvendes ”magiske” spejle eller krystalkugle. Forudsigelserne sker ved såkaldt spejlskuen, dvs. ved intensivt at stirre i et spejl, og på den måde finde svar eller få kontakt med afdøde.

Kaumodaki
(Sanskrit). Kaumodaki er et ”våben”, som den 4-armede Vishnu holder i sin nederste venstre hånd. Kaumodaki symboliserer kilden til Vishnus guddommelig magt og hans fysiske og mentale styrke. Det er et våben, der giver Vishnu magt til at fjerne alt det i menneskets følelser og tanker, der forhindrer det i at opnå guddommelighed. Vishnu bruger sit våben til at rense og forædle ånden i mennesket og frigøre det fra materialistiske bindinger. Det er et almægtigt ”våben”, som er umuligt at besejre. (Se også Vishnu).

Kaurava
(Sanskrit). Kaurava refererer til efterkommerne af Kuru, den legendariske konge, der er stamfader til mange af personerne i Mahabharata. I Mahabharata var kuruerne modstandere af pandavaerne. Pandavaerne er afledt fra ”pandu”, der betyder ”lys”, ”bleg” eller ”blond”. Lys har altid været betragtet som et synonym for ånd, og derfor har nogle forfattere påstået, at kauravaerne repræsenterer stoffet eller de mørke kræfter, mens pandavaerne symboliserer ånden og de lyse kræfter i både kosmisk og menneskelig natur, men den slags analogier kan presses for langt. Der var gode og onde, lyse og mørke på begge sider i det berømte indiske digt. (Se også Bhima, Kaurava, Mahabharata og Pandava).

Kauravya
(Sanskrit). Kauravya var de indviedes eller nagaernes (slangernes) konge i Patala, som eksoterisk svarer til underverden. Patala består af syv regioner eller lokaer. Men esoterisk betyder det noget helt andet. Iflg. Mahabharata rejste Krishnas discipel, Arjuna, til Patala for at blive gift med Ulupi, der var datter af kong Kauravya. Der findes en stamme af nagaer i det Øvre-Indien, nagal er betegnelsen for de førende medicinmænd i Mexico, og det samme gjaldt fortidens ledende adepter − og endelig er Patal navnet på Amerika. Historien om at Arjuna rejste til Patala for at gifte sig med Ulupi, kan derfor være lige så historisk som mange andre fortællinger, der først blev betragtet som en fabel, og senere blev erklæret for at være sand. (Se også Adept, Loka, Naga, Patala og Underverdenen).

Kausallegeme
(Latin). Kausal eller kausalitet stammer fra ”causa”, der betyder ”årsag”, eller det henviser til noget, der rummer årsagen. Kausal henviser dermed til forholdet mellem årsag og virkning. Kausallegemet er derfor ”årsagslegemet”, for det er årsagen til, at menneskets sjæl utallige gange inkarnerer i skiftende personligheder. Kausallegemet er derfor sjælens legeme, som er et relativt udødeligt legeme. Iflg. åndsvidenskaben befinder kausallegemet – sjælens legeme – sig på det højere mentalplan – dvs. de tre øverste underplaner af mentalplanet − og graden af sjælens udvikling står i forhold til menneskets moralske og åndelige niveau. På sanskrit kaldes kausallegemet karana-sharira eller karanopadhi. Kausallegemet opløses efter 4. indvielse (symboliseret af korsfæstelsen), når behovet for reinkarnation på de lavere eksistensplaner ophører. Sjælen stiger nu op til det buddhiske plan − det 5. naturrige, der også kaldes ”det overmenneskelige rige”. Kausallegeme og sjæl er to udtryk, der ofte opfattes som identiske, men der er en markant forskel. Det er et grundprincip i åndsvidenskaben, at ånd (liv) forenes med stof (form), hvorved sjælen (bevidsthed) opstår. Kausallegemet er den stofform, som ånden beliver, og dermed opstår sjælen. Sjælen er derfor bevidstheden i kausallegemet. Ordet sjæl, som anvendes i åndsvidenskaben, svarer ikke til psykologiens ”ego”, men er reelt det bevidsthedscenter, der i dybdepsykologien kaldes ”Selvet”. I åndsvidenskaben betragtes sjælen som det virkelige menneske, der periodisk sender et aspekt af sig selv ned i skiftende personligheder gennem en række på hinanden følgende inkarnationer. Sjælen betragtes som det højere aspekt af tankesindet, der er uløseligt forbundet med den højere intuition, som er oplyst af monaden (ånden). Kausallegemet er derfor sjælens ”hjem”. Kausallegemet fungerer som legeme for abstrakt tænkning og som opbevaringssted for essensen af al den erfaring, der indhøstes i talrige inkarnationer. Det skal ikke opfattes i rumlig betydning, men snarere som et kompleks af vibrationsmuligheder, der er årsag til fremtidige handlinger og erfaringer, og derfor kaldes sjælens legeme på sit eget plan for kausallegemet – årsagslegemet. Kausallegemet er reelt intet legeme − hverken objektivt eller subjektivt. Det er buddhi, som også kaldes den åndelige sjæl, fordi den er den direkte årsag til sushupti-tilstanden, der fører til turya-tilstanden − den højeste samadhi-tilstand. Den kaldes som sagt karanopadhi − ”grundlaget for årsagen” − af taraka raja yogierne. I Vedanta-systemet korresponderer den til både vijnana-maya-kosha og ananda-maya-kosha. Den sidstnævnte kommer lige efter atma, og er derfor den universelle ånds legeme. Buddhi alene kan ikke kaldes et kausallegeme, men det bliver et legeme sammen med manas. (Se også Ananda-maya-kosha, Anna-maya-kosha, Atma, Buddhi, Buddhisk plan, Karanopadhi, Karana-sharira, Mana-maya-kosha, Manas, Monade, Samadhi, Sjæl, Solengel, Sushupti, Vedanta og Vijnana-maya-kosha).

Kavya
(Sanskrit). Kavya stammer fra ”kavi”, der betyder ”intelligent” eller ”klog”. Kavya er en gruppe af pitrier, der er efterkommerne af Kavi, og tæt forbundet med Sukra − hersker over planeten Venus. Kavya er intimt forbundet med manasaputraerne eller solpitrierne og monader af åndeligt-intellektuel type eller afstamning, i modsætning til de barhishaderne eller månepitrierne − de laverestående forfædre til mennesket. Da de forskellige nedstigninger af tankesindet reguleres af cykliske lovmæssigheder, der er forbundet med manasaputraerne, ser man grunden til, at kavyaerne ofte omtales som tæt forbundet med udviklingens hvirvlende tidscyklusser, og som herskere over cyklusserne. (Se også Barhishader, Manasaputra, Monade, Pitri og Sukra).

Kavyavahana
(Sanskrit). Kavyavahana består af ”kavya”, der er en gruppe pitrier, og ”vahana”, der betyder ”legeme” eller ”redskab”. Kavyavahana er legemet, der formidler kavyaernes indflydelse eller kraft. Kavyavahana betyder ofte solpitriernes intellektuelle ild eller vitalitet. I hinduismen opfattes det som den hellige ild, der transformerer offergaverne til pitrierne. I Puranaerne er Pavaka (elektrisk ild) fremstillet som forælder til Kavyavahana, men der er ikke tale om den grove elektriske substans prithivi (den fysiske verden), men den elektriske, livgivende energi i tankesindet eller intelligensen. (Se også Pavaka, Pitri, Prithivi og Puranaer).

Kayanim
(Hebræisk). Kayanim eller cunim er navnet på nogle bestemte mystiske kager, der blev ofret til Ishtar, den babyloniske Venus. Jeremias taler om kayanim-kagerne, der blev ofret til ”Himlens dronning”. (Se også Ishtar).

Kebar-Zivo
Se Cabar-Zio.

Kedara
(Sanskrit). Kedara er en mark, en eng, en slette eller et bjergrigt område i Himalaya. Kedara er også et af Shivas navne. Shiva blev tilbedt i Himalaya. (Se også Shiva).

Kelim
(Hebræisk). Kelim er et fartøj, et skib eller et redskab. I rummet afbildede kabbalisterne kelim som en stor livskilde eller fontæne. Den var begyndelsen på en række kosmiske vaser, fartøjer eller kelim, som er de ti sephiroth, og det var pga. de ti sephiroth, at alle energierne, stoffet, formerne og de utallige manifesterede genstande kunne komme til udtryk. Livskilden, kronen eller kether, svarer til den skabende Brahma. Brahma var umanifesteret lige før den manvantariske manifestation, og befandt sig derfor i den højere essens favn – dvs. i Brahman eller Parabrahman. Da Brahma vågnede til ny aktivitet, og dermed blev den kosmiske demiurg eller det, man kalder skaberen i den vestlige religion og filosofi, opstod de forskellige fartøjer eller vaser. De strømmede frem fra Brahma, som er Fader-Moder. Når skabninger betegnes som vaser eller fartøjer, betyder det bare, at de kosmiske sephiroth er beholdere, som rummer alle de egenskaber, kvaliteter, kræfter, karaktertræk osv., der kræves til opbygningen af det manifesterede univers, og som sephiroth gør de det muligt at udfolde de guddommelige energier under manifestationen. Senere kabbalister mente, at kelim var forbundet med de 22 kanaler, der svarer til de 22 bogstaver i det hebræiske alfabet, som sammen med de ti sephiroth udgør de 32 veje til visdom. (Se også Brahma, Brahman, Demiurg, Kabbala, Kabbalist, Kether, Manvantara, Parabrahman og Sephiroth).

Kemit
(Egyptisk). Kemit, Khemit, Kemet, Khem, Khame eller Khmi henviser til hieroglyffen ”Km”, som i en lang periode var navnet på det gamle Egypten. Kemit og hieroglyffen er iflg. egyptologen Alan Henderson Gardiner (1879-1963) den egyptiske betegnelse for ”sort”. Egypten fik flere forskellige navne i årtusindernes løb, og de første navne antyder en tilknytning til det forsvundne Atlantis. Først hed landet Aha-men-Ptah, der betyder ”Guds første hjerte”. Senere ændredes navnet til Amenptah, der betyder ”de dødes rige”. Det antyder, at landet oplevede en omfattende katastrofe. Igen skifter Egypten navn denne gang til Ath-ka-Ptah, der betyder ”Guds andet hjerte”. Civilisationen var tilsyneladende igen kommet til live efter katastrofen. Egypterne ændrede senere landets navn til Khemmea eller Kemit, der betyder ”den sorte jord”. I nogle inskriptioner er Kemit eller den sorte jord nogle gange præsenteret i modsætning til Toshri eller ”den røde jord”, der henviser til ørkenerne og sandet. Kemit blev senere i historien til det græske ”chemeia” eller ”chemia”, der nu er forvandlet til ”kemi” og ”alkymi”. Egypten er kemiens fødested. Rødderne til ordet kemi eller chemi er Chem, der stammer fra den egyptiske mysteriegud Khem – eller skaberguden Khnum – som skabte lyset på grundlag af mørket – det usynlige blev synligt. Egyptens civilisation er betinget af Nilen, som i årets cyklus aflejrer sort nilslam, der gør Nilbredderne frugtbare. Uden Nilens vand og den periodiske aflejring af frugtbart slam, ville Egypten være livløs ørken. Landet fik derfor navnet Kemit efter den sorte jord eller det frugtbare slam. Den traditionelle forskning stopper ved den forklaring, men åndsvidenskaben inddrager desuden den symbolske dimension. Hele Egypten blev betragtet som ét legeme, og egypterne var celler i Egyptens legeme. Egypten og dets civilisation var planlagt til at forvandle den sorte jord, det mørke stof eller materialismen, og dermed transformere landet til et tempel for Guds lys. Skaberguden Chem eller Khnum, som skabte lyset på grundlag af mørket, er på den måde symbolsk forbundet med Kemit, den sorte jord, der skulle forvandles til guddommeligt lys. (Se også Alkymi og Chemi og Khnum).

Kena-Upanishad
(Sanskrit). Kena-Upanishad eller Kenopanishad består af ”kena”, der betyder ”hvem”, og ”upanishad”, der betyder ”at sidde nær ved” (en lærer). Det er en af Sama-Vedas Upanishader, som indleder med spørgsmålet: ”Hvem gav ordren til at skabe tankesindet, livet, stemmen, øjnene og ørerne?” (Se også Sama-Veda, Upanishader og Veda).

Kentaur
(Græsk). Kentaur stammer fra ”kentauros”, men ordets oprindelse og betydning er ukendt. Kentauren er et fabeldyr fra den græske mytologi. Kentauren er en skabning, der er sammensat af en menneskeoverkrop med menneskehoved og en hestekrop med fire ben. Ofte har menneskehovedet hesteører. Kentauren symboliserer tænkeevnen (mennesket), der hersker over den instinktive bevidsthed (dyret). Kentauren ses ofte med bue og pil som symbol på målrettethed, og kentauren bruges i den astrologiske symbolik for Skyttens tegn. Den mest kendte kentaur er Chiron, som var den vise og lægekyndige kentaur, der opdrog Achilles og Asklepios på bjerget Pelion i Thessalien. Chiron er desuden en af de få navngivne kentaurer. Nessus var en anden berømt kentaur, som blev dræbt af Herkules, men Nessus’ blod ramte Herkules og dræbte ham. Nessus var søn af Centauros. Han kæmpede i slaget med Lapiths, og han blev færgemand på floden Euenos. I mytologien – eksempelvis Berosus’ (Alexander Polyhistors) skabelseshistorie – er der bevaret legender om monstre, der er halvt menneske og halvt hest. Der fortælles om hæslige væsener, som i urskabelsens afgrund opstod af det tofoldige princip − jord og vand: Naraer (kentaurer, mennesker med hestelemmer og menneskekrop) og kinnaraer (mennesker med hestehoveder), som Brahma havde skabt i begyndelsen af kalpaen. Man sagde også, at kentaurer var afkom af Ixion – konge over Lapith-folket − og at en sky, der var formet som Hera, var sendt af Zeus for at teste hans ondskab. Eller man mente, at kentaurer var afkom af Ixions søn og hans hopper. De blev betragtet som en primitiv, vild race, der boede i bjergene i Thessalien. Men iflg. den græske mytologi var kentaurerne klogere end mennesker. Senere blev kentaurerne knyttet til Dionysos. (Se også Asklepios, Herkules, Kalpa og Skytten).

Kephalomanti
(Græsk). Kephalos eller Cephalus betyder ”hoved”, som måske stammer fra den græske mytologi, hvor Kephalos var grundlægger og dermed ”overhoved” for en stor og berømt familie, der bl.a. inkluderede Odysseus. Kephalomanti er en betegnelse for heksekunst, spådomme og brug af middelalderlig sort magi, hvori der indgik et lig af en nyligt begravet afdød. Eksempelvis benyttede man hovedet af et lig, og hovedet blev brugt til forskellige magiske processer i middelalderen.

Keramik
(Egyptisk). De gamle egyptere fremstillede to forskellige keramiske produkttyper. Den mest ædle var fajance, der blev lavet med kvarts som hovedbestanddel – og den anden type, der var almindeligt lertøj og det mest typiske. Egypternes keramik blev lavet af Nilslam, men nogle gange brugte de ler fra Ballas og Qena, hvor pottemagerindustrien stadig lever i bedste velgående. Egyptisk keramik havde en mat eller let poleret overflade, der blev sort, rød og delvis sort og rød eller grå afhængig af brændingsprocessen. Glaseret keramik blev først produceret i Egypten efter 6. årh. f.Kr., da græske pottemagere bosatte sig ved Naucratis. Vaser i mange forskellige former og figurer blev lavet af almindeligt ler, der ofte blev blandet med strå. Herefter blev vaserne tørret i Solen eller belagt med en overflade og brændt i en ovn. Pottemagerkunsten nåede et højt niveau i Øvre-Egypten, hvor lerkar blev dekoreret med graveringer, og vaser, krukker og skåle m.m. blev formet med hånden på en drejeskive og malet kunstfærdigt.

Kerberos
(Græsk/Latin). Kerberos er en hund med tre hoveder og med en slangehale − et monster, som vogter porten til Hades eller underverdenen. Kerberos var søn af Typhon og Echidna − et væsen, der var halvt kvinde og halvt slange og meget hædret i Etrurien (et område i Mellemitalien, som i nutiden stort set svarer til Toscana). I den græske mytologi var Echidna et uhyre, som man kaldte ”moderen til alle uhyrer”. Hun betragtes oftest som datter af Gaia og Uranos eller Tartaros. Kerberos blev bragt til Jorden og tilbage af Herkules som hans tolvte arbejde. Kerberos kom til grækerne og romerne fra Egypten. Det var et uhyre, der var halvt hund og halvt flodhest, og som bevogtede porten til amenti. Både den egyptiske og den græske Kerberos var symboler på kama-loka og dets primitive monstre, som er identiske med de astrale dødes aflagte skygger og skaller. (Se også Amenti, Gaia, Hades, Herkules, Kama-loka, Skygger, Tartaros, Typhon og Uranos).

Kerkes
(Arabisk). Kerkes er Koranens Phoenix. Kerkes, som levende i tusind år, brænde til sidst sig selv ved selvantændelse, og den blev genfødt fra sin egen aske. (Se også Koranen og Phoenix).

Kerub
Se Kerubim.

Kerubim
(Hebræisk). Kerubim eller kerub er et himmelsk og helligt væsen i den hebræiske mytologi. I Det Gamle Testamente findes der forskellige beskrivelser af kerubim, og den, der bruges mest, omtaler et vinget væsen med fire hoveder − et menneskehoved, et løvehoved, et oksehoved og et ørnehoved. I skabelsesberetningen anses de for at være ”Paradisets vogtere”, som Gud bl.a. satte til at bevogte Edens Have med flammesværd efter syndefaldet, og i Det Gamle Testamente omtales de ofte som ”vogtere af den guddommelige herlighed”. I Anden Mosebog placeres de ved ”nådens sæde”. Keruberne er desuden vingede vogtere i guld, der var placeret over Pagtens Ark, og de var kolossale figurer, som blev også placeret i Salomons tempels Sanctum Sanctorum. Men den mest benyttede placering er ved Yahwehs (Jehovahs) trone eller stridsvogn. I forbindelse med Ezekiel og i kabbalaen vises keruberne som fire hellige skabninger. De fire dyr symboliserer de fire elementer og menneskets fire lavere principper. Iflg. kabbalaen er keruberne en gruppe eller en engleorden, der navnlig blev associeret med sephirahen jesod. I kristendommen er det en engleorden, der fungerer som ”vogtere”. I den jødiske kabbala er der en nær forbindelse mellem dem, og de fire bogstaver i Tetragrammaton – YHVH eller JHVH. I det hierarkiske system indtager keruberne andenpladsen i den første treenighed: Seraphim, keruber og troner. Men Keruberne har en endnu mere mystisk forbindelse, for de fire himmelske skabninger er menneskehedens beskyttere, men de er også Karmas Herrer i relation til Jorden. I den hebræiske kabbala er kerubim en gruppe engle eller halvåndelige skabninger, der svarer til malkuth − den laveste sephiroth. Ordet kerub betød også slange, selv om den reelle betydning er anderledes, fordi keruberne og de persiske vingede griffer, som vogtede det gyldne bjerg, er de samme, og deres navn viser deres karakter, for det stammer fra ”kr”, der betyder ”cirkel”, og ”aub” eller ”ob”, der betyder ”slange” − en slange i en cirkel. Kerubernes farve er blå, mens den røde er forbundet med seraphim. (Se også Adonai, Ark, Grif, Jehovah, Jesod, Kabbala, Karma, Malkuth, Salomons tempel, Sephiroth, Seraf, Serafim, Tetragrammaton og Troner).

Kesarin
(Sanskrit). Kesarin eller Kesari vil sige at have en manke. Det er en variant af navnet Anjana, som er den naga eller indviet, som var mor til Hanuman, Ramayanas abegud. Hanumans far, vindguden Pavana eller Vayu, kaldes nogle gange Kesarin. (Se også Anjana, Hanuman, Naga, Pavana, Ramayana og Vayu).

Keshara
(Sanskrit). Keshara er en ”himmelvandrer”, dvs. en yogi, der rejser i sit astrallegeme. (Se også Yogi).

Keshvar
Se Karshvar.

Kether
(Hebræisk). Kether er den 1. sephirah og den højeste af de 10 sephiroth. Kether er kronen − den første i den øverste triade. Kether er Guds ensomme majestæt med det usigelige navn IHVN, men også med Sinai-navnet AHIH AShR AHIH, der betyder ”den evigt værende”. Kether kan også tydes som den hellige gral, der symboliserer Guds permanente relation til mennesket. Kether betragtes som den første kondensering af åndelig substans omkring det monadiske centrum, og denne samling er den første refleksion af manifesteret ikke-eksistens eller Ain-Soph − den mystiske kosmiske livmoder, som billedligt repræsenteres som Zero. Kether kaldes ”urpunktet” (nequdah ri’shonah) og ”udviklingspunktet” (nequdah peshutah). Det skyldes, at når den første refleksion fra oven − eller kondenseringen fra Ain-Soph – indtræffer, så optræder den som et punkt eller som en monadisk iklædning. Den første sephirah rummer alle de øvrige ni sephiroth, som den manifesterer i lovmæssig orden. I kabbalaen betragtes den som en kønsløs eller androgyn kraft. Kether er åndeligt lys sammenlignet med det guddommelige mørke eller det absolutte lys i Ain-Soph. Det absolutte lys eller det guddommelige mørke befinder sig hinsides menneskets opfattelse, og derfor kaldes det for skjult, og skjult er desuden en betegnelse for kether. Som den ældste eller den første sephiroth kaldes kether også ”den gamle og allerhelligste” (attiqa qaddisha), ”den gamle af dage” (attiq yomin) og ”det hvide hoved” (re’sh hiwwar), som rummer alle farver. Som overhoved for ”Livets Træ” kaldes kether ”det store aspekt”, makroprosopus eller ”det lange ansigt” (‘arich’ anpin), fordi det rummer alle de egenskaber, som repræsenteres af de øvrige ni sephiroth. Kethers guddommelige navn er ”ehyeh” (”Jeg er”) – dvs. den første manifesterede eksistens eller kosmiske skabning. Hvis kether symboliserer mennesket, repræsenterer det hovedet. Dens første udstråling fra kether blev den anden sephirah, chokmah. (Se også Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Ehyeh, Geburah, Gral, Hod, Jesod, Kabbala, Makroprosopus, Malkuth, Monade, Netzach, Re’sh Hiwwar, Sephiroth, Tiphereth og Triade).

Ketu
(Sanskrit). Ketu er den nedstigende måneknude i astronomi og astrologi. I hinduistisk mytologi er det den himmelske drages hale, som angiveligt angriber Solen under solformørkelserne, men det er desuden betegnelsen for en komet eller et meteor.

Kevala-kumbhaka
(Sanskrit). Kevala-kumbhaka stammer fra ”kevala”, der betyder ”kun”, og ”kumbhaka”, der betyder ”ånde”, ”tilbageholdelse” eller ”ophør”. Kevala-kumbhaka er betegnelsen for spontan standsning af åndedrættet uden bevidst anstrengelse. Sanskritordet ”kevala” er direkte forbundet til ordet kaivalya, der er en betegnelse for samadhi, nirvana eller den højeste oplysning og enhed. Kevala og kaivalya henviser derfor til erkendelser, der er hinsides dualitet, forestillinger og ord. Enhver beskrivelse af oplevelsen vil straks forvrænge den. Derfor bruges kevala og kaivalya som udtryk for noget, der er ubeskriveligt. Andre former for kumbhaka (f.eks. antar-kumbhaka i nadi-shodhana (3. trin) er almindeligt kendt som sahita-kumbhaka. Sanskritordet sahita betyder ”kombineret med noget”. Med andre ord er disse typer af kumbhaka kombineret med eller en følge af andre former for yoga-praksis. Der kræves derfor en indsats for at praktisere dem. De opstår ikke spontant, og derfor er de ikke direkte relateret til samadhi. Den form for kumbhaka udføres med henblik på at fremkalde den spontane kevala-kumbhaka, hvor man bliver fuldstændig modtagelig for indstrømningen af højere bevidsthed. De tre bandhaer – jalandhara, uddiyana og moola – er kraftfulde teknikker til at fremkalde kevala-kumbhaka, især hvis de kombineres med pranayama. (Se også Antar-kumbhaka, Bahir-kumbhaka, Bandha, Jalandhara-bandha, Kaivalya, Kumbhaka, Maha-bandha, Moola-bandha, Nadi-shodhana, Pranayama og Uddiyana-bandha).

Kha
(Sanskrit). Kha er det æteriske rum, men ordet bruges ofte om Jordens atmosfære, og nogle gange om akasha. (Se også Akasha og Æter).

Khado
Se Khadoma.

Khadoma
(Tibetansk). Khadoma eller mkha ‘gro ma (kha-do-ma) stammer fra ”mkha”, der betyder ”himmel”, og ”gro”, der betyder ”går”, samt ”ma”, der betyder ”feminin”. Khadoma svarer til sanskritordet ”dakini”. I den populære tibetanske folklore havde guddommene feminine egenskaber, og derfor blev de ofte kaldt ”mødre”, selv om de blev betragtet som dæmoner. H.P. Blavatsky oplyser, at de er elementaler – dvs. naturens okkulte og onde kræfter. De svarer til jødernes lilith. Allegoriske legender kalder liliths overhoved for Sangye Khado (eller Buddha Dakini på sanskrit), og de kender alle kunsten af ”gå på luft”. De viser stor venlighed over for de afdøde, men de har intet tankesind − kun dyrets instinkt. Derfor svarer khadoma eller khado til en af de grupper af naturens ånder, der var anerkendt af middelalderens ildfilosoffer. (Se også Dakini, Elemental og Lilith).

Khafra
(Egyptisk). Khafra hed Khepren eller Khefren på græsk. Han var den 4. konge i 4. dynasti (ca. 2.620 f.Kr.). Han var søn af kong Khufu, som grækerne kaldte Cheops – eller muligvis hans bror. Egyptologerne påstår, at han byggede den næststørste af de tre Giza-pyramider, men sandheden er, at der ikke findes historiske facts om pyramidebyggerne, og teorien er blot en hypotese, som ikke kan dokumenteres. Man ved ganske enkelt ikke, hvem der byggede de store Giza-pyramider. Man ved heller ikke, hvornår de blev bygget og hvorfor. Nyere forskning og almindelig logik viser, at pyramiderne ikke er kongegrave. Sandsynligvis var de indvielsestempler, og de er opført i en fjern fortid længe før kong Khafra og kong Khufu. Egyptologer påstår desuden, at det var Khafra, der lod Sfinksen bygge, og at ansigtet på Sfinksen skulle forestille ham. Identitetseksperter afviser teorien. På en stele (mindesten) oplyser de gamle egyptere, at kong Khufu restaurerede templet foran Sfinksen. Sfinksen og tempelkomplekset eksisterede derfor allerede på kong Khufus tid, og havde åbenbart været der så længe, at templet trængte til at blive restaureret, og derfor kan Sfinksen naturligvis ikke være bygget af Khafra, som ikke var Khufus efterfølger på tronen, for han blev efterfulgt af Djedefra. (Se også Djedefra, Giza, Khufu og Sfinks).

Khaibit
(Egyptisk). Khaibit er de gamle egypteres betegnelse for æterlegemet. Egypterne havde stor indsigt i de indre verdener og det usynlige menneske, og det var langt mere detaljeret end nutidens, hvor man begrænser sig til sjæl og krop, hvis udgangspunktet er en religiøs opfattelse, mens mennesket udelukkende er en fysisk krop, hvis udgangspunktet er en naturvidenskabelig opfattelse. I det gamle Egypten havde man navne og symboler for alle menneskets ydre og indre legemer, og de repræsenterede de samme principper, som omtales i nutidens åndsvidenskab. Det fysiske legeme kaldte egypterne for khat. Æterlegemet kaldte de ”khaibit”, som ofte oversættes med ”skyggen”. Astrallegemet kaldte de ”ka” – en betegnelse, der mange gange oversættes med ”dobbelt” eller ”dobbeltgænger”. Sjælen kaldte de ”ba”, og fra nutidens åndsvidenskab ved man, at der hentydes til mentalplanet, der er opdelt i højere og lavere manas. ”Ba” er tænkeevnens bevidsthedsplan, og sjælen repræsenterer højere tænkning eller abstrakt tænkning, mens den lavere tænkning kommer til udtryk som konkret tænkning. Derfor havde man desuden en betegnelse for det åndelige legeme – sahu, der kan fortolkes som højere manas eller sjælen. Intelligensen, lavere manas eller den konkrete tænkning, kaldte man ”khu”. Hjertet var identisk med bevidstheden, og hjertet kaldte man ”ab”, mens menneskets formside blev kaldt ”sekhem”. For de gamle egyptere var ord levende skabninger, og menneskets navn var derfor en levende energi eller kraft, som man kaldte ”ren”. Nogle af de indre legemer havde direkte forbindelse til ”gudernes rige”, og derfor levede mennesket reelt i ”gudernes rige”. (Se også Ab, Ba, Ka, Khat, Khu, Manas, Sahu, Sekhem, Sjæl og Æterlegemet).

Khaldi
Khaldi er Kaldæas tidligste beboere. De var de første tilbedere af måneguden, Deus Lunus. Det var ceremonier, som blev bragt dem af den store strøm af tidlige hindu-immigranter. Senere blev det en kaste af almindelige astrologer og indviede.

Khami
(Egyptisk). Khami stammer fra ”chem”, der betyder ”den sorte jord”. Khami er det gamle egyptiske eller muligvis koptiske sprog. Det er en betegnelse, der er givet af egyptologerne. (Se også Kemit, Khnum og Kopter).

Khanda
(Sanskrit). Khanda stammer fra roden ”khand”, der betyder ”at opdele”. Khanda er en opdeling, en andel eller en del, der er adskilt fra helheden – og dermed henviser det til et afsnit eller et kapitel i de hinduistiske skrifter. Khanda bruges desuden i filosofien om adskilte dele.

Khanda-kala
(Sanskrit). Khanda-kala består af ”khanda”, der betyder ”opdeling”, og ”kala”, der betyder ”tidsperiode”. Khanda-kala er tiden, der er brudt op i dele eller tidsperioder – dvs. endelig og betinget tid i modsætning til uendelig tid eller evighed. (Se også Kala).

Khanti
(Pali). Khanti hedder kshanti på sanskrit, og begge betyder ”tålmodighed”, ”tolerance”, ”overbærenhed” og ”tilgivelse”. Det er en praksis, der er en betingelse for fuldkommenhed (paramita) i både Theravada- og Mahayana-buddhisme. Khanti er den sjette af ti forudsætninger for opnåelse af buddhaskab. Khanti betyder bogstaveligt ”tålmodighed”, men der menes ikke en svag tålmodighed eller tålmodighed pga., at man er konfliktsky. Khanti er den perfekte kontrol over følelser og temperament, som skyldes et højt udviklet tankesind, der er funderet på medfølelse for alle levende væsener. (Se også Mahayana, Paramita og Theravada).

Khat
(Egyptisk). Khat eller kha stammer fra ”khaa”, der betyder ”ved siden af” ”udstødt” eller ”elimineret”. ”Khat” er de gamle egypteres betegnelse for det fysiske legeme − levende eller dødt. Navnet henviser til, hvor lidt interessant det fysiske legeme reelt er i menneskets opbygning, for det opgives, forlades eller udstødes ved døden − eller det opgives midlertidigt af indviede, der opholder sig et andet sted end i det fysiske legeme. Både ”khaibit” – det æteriske legeme – og ”khat” symboliseres af Horus den Anden. Ganske vist repræsenterede Horus den Anden andet og mere end det fysisk-æteriske legeme, men man valgte sandsynligvis symbolet for de to legemer, fordi han symboliserede mennesket i inkarnation, som på trods af sin fængsling i det fysisk-æteriske legeme har både den astrale og den mentale natur under kontrol. Derfor var Horus den Anden også symbolet på faraoen som menneske og dermed på lov og orden i den fysiske verden, hvorimod faraoen som gudernes repræsentant blev symboliseret af gudinden Maat – den guddommelige lov og orden. Det fysiske legeme kaldte egypterne som sagt for ”khat”. Æterlegemet – ”khaibit” – oversættes ofte med ”skyggen”. Astrallegemet kaldte de ”ka” – en betegnelse, der mange gange oversættes med ”dobbelt” eller ”dobbeltgænger”. Sjælen kaldte de ”ba”, og fra nutidens åndsvidenskab ved man, at der hentydes til mentalplanet, som er opdelt i højere og lavere manas. ”Ba” er tænkeevnens bevidsthedsplan, og sjælen repræsenterer højere tænkning eller abstrakt tænkning, mens den lavere tænkning kommer til udtryk som logisk, konkret tænkning. Derfor havde man desuden en betegnelse for det åndelige legeme – ”sahu”, der kan fortolkes som højere manas eller sjælen, og intelligensen, lavere manas eller den konkrete tænkning, kaldte man ”khu”. Hjertet var identisk med bevidstheden, og hjertet kaldte man ”ab”, mens menneskets formside blev kaldt ”sekhem”. For de gamle egyptere var ord levende skabninger, og menneskets navn var derfor en levende energi eller kraft, som man kaldte ”ren”. Nogle af de indre legemer havde direkte forbindelse til ”gudernes rige”, og derfor levede mennesket reelt i ”gudernes rige”. Khat var desuden egypternes hellige plante, der svarer til den hinduistiske soma. (Se også Ab, Astrallegeme, Ba, Horus den Anden, Ka, Khaibit, Khat, Khu, Maat, Manas, Mentallegeme, Sahu, Sekhem, Sjæl, Soma og Æterlegeme).

Khechara
(Sanskrit). Khechara eller khecara består af ”kha”, der betyder ”blå æter” eller ”himlen”, og ”chara”, der betyder ”vandrer” eller ”en, som går”. Khechara er et menneske, der vandrer i det blå rum, eller som følger himlens veje. Khechara er derfor et menneske, som er i stand til at forlade sin fysiske krop og gå andre steder hen i sin mayavirupa. Det er ”yogiens krop, som formes af vinden”, eller ”en sky, som lemmerne er vokset ud fra”, hvorefter ”yogien kan iagttage det, der ligger hinsides havene og stjernerne”. ”Yogien hører og forstår devaernes sprog, og opfatter, hvad der passerer gennem selv en myres sind”. Khechara svarer til tibetanernes hpho-wa og sanskritordet khaga. (Se også Hpho-wa, Mayavirupa og Yogi).

Khechari-mudra
(Sanskrit). Khechari-mudra er en af de fem mudraer, der blev praktiseret af ariere, for at kvalificere sig til raja-yoga. Khechari-mudra er en yoga-øvelse, der udføres ved at anbringe tungen over den bløde gane og føre tungen ind i næsehulen. I begyndelsen vil de fleste kun være i stand til at føre tungespidsen tilbage, så den rører den bløde gane. Det skal gøres uden at overanstrenge sig. Senere kan tungen placeres, så den kommer i kontakt med drøbelen bagest i munden. Det er en øvelse, der er i stand til at vække åndelige energier i organismen. I Pali Tipitaka, der hører til de ældste skrifter i Theravada-buddhismen, er der tre passager, hvor Buddha beskriver, hvordan man trykker tungen mod ganen for at styre sulten eller tankesindet. Der er imidlertid ingen omtale af, at tungen bliver indsat i næsesvælget, sådan som det skal gøres i ægte khechari-mudra. I en hatha-yoga tekst – khechari-vidya – siges det, at khechari-mudra gør det muligt at rejse kundaliniilden og få adgang til forskellige former for amrita i hovedet, som man derefter kan lade strømme gennem kroppen. I samme tekst giver Shiva vejledning i, hvordan man skærer tungebåndet – frenulum linguae – over. Tungebåndet er den lille membran, der strækker sig fra bunden af munden til undersiden af tungen, og det er en nødvendig forudsætning for at udføre khechari-mudra korrekt, at tungebåndet overskæres. Øvelsen kaldes ”tungeslugningsteknikken”, for øvelsen indebærer, at tungen vendes opad og skubbes ind i næsehulen over den bløde gane. Yogier oplyser, at en af menneskets mest sensitive organer befinder sig ca. en cm. bag ganen. Stedet kan nås med tungen, og det er det, khechari-mudra handler om. For at kunne udføre den khechari-mudra, skal man rulle tungen tilbage, så tungespidsen berører drøbelen, der befinder sig bagest i munden. Derefter skubbes tungen bagud, så den kommer ind i næsehulen, der befinder sig bag den bløde gane. Når man indånder, skabes der en snorkende lyd fra bagsiden af halsen. Derefter udånder man. De fleste har vanskeligt ved at udføre khechari-mudra, fordi tungebåndet ikke tillader tungen at nå tilstrækkeligt langt tilbage og opad, men almindelige khechari-mudra øvelser gør gradvis tungebåndet mere og mere fleksibel. (Se også Agochari-mudra, Amrita, Anjali-mudra, Arier, Ashwini-mudra, Buddha, Charachari-mudra, Chin-mudra, Gautama Buddha, Hatha-yoga, Jnana-mudra, Kundalini, Maha-mudra, Mudra, Nasagra-mudra, Pada, Pancha-makara, Raja-yoga, Shambhavi-mudra, Shiva, Theravada, Vidya, Yoga og Yogi).

Khechari-vidya
Se Vidya.

Khefren
Se Khafra.

Khem
(Egyptisk). Khem er en guddom, der hersker over distrikterne Herui og Khem i Øvre-Egypten. Khem er den samme som eller et aspekt af Horus den Yngre (Heru-Merti). Han er især forbundet med fisken i byen Sekhem i underverdenen. ”Sekhem er guden Khems bolig eller loka og derfor atma-buddhis devachan”. (Khem er Horus-Osiris eller Fader og Søn). Sætningen bekræfter den esoteriske buddhismes lære, for den hentyder direkte til det femte princip (manas) eller rettere til den mest åndelige del af det, som efter menneskets død smelter sammen med, absorberes af og bliver ét med atma-buddhi. ”Guden Khem vil hævne sin fader Osiris” − siger en tekst i en papyrus. Khem vil med andre ord straffe mennesket for dets synder, når det bliver en diskarneret sjæl. Den ”Osiris-blevne” afdøde blev derfor guden Khem, der ”sanker korn på Aanrus mark”, dvs. han høster enten sin belønning eller sin straf, for marken er den himmelske lokalitet (devachan), hvor den afdøde får ”hvede”, dvs. den guddommelige retfærdigheds føde. (Se også Aanru, Atma-Buddhi, Devachan, Horus den Anden, Loka, Manas, Osiris, Sekhem og Underverdenen).

Khepera
(Egyptisk). Khepera stammer fra ”khopru” eller ”kheper”, der betyder ”at blive”, ”at blive født”, ”at blive genfødt” og ”at blive manifesteret”. Oprindeligt var Khepera et af Solens tre aspekter: ”Jeg er Khepera om morgenen, Ra ved middagstid og Temu (Atum) om aftenen”. Senere blev de tre aspekter udviklet til en separat guddom. Mange egyptiske gudenavne er mantraer eller skabende ord, og det skyldes, at de symboliserer den kraft, der ligger til grund for skabelsen af Universet. Andre guder symboliserer processerne efter skabelsen – f.eks. livets bevægelse. Skarabæen og dens gødningskugle, der er fyldt med æg, er et symbol på bevægelse. Khepera er solskiven i bevægelse over himlen, men Khepera er ikke identisk med åndsvidenskabens Sollogos – den ufattelige bevidsthed, der beliver den fysiske Sol. Khepera er et aspekt af Sollogos eller Ra. Sollogos er identisk med egypternes Ra. I et af sine vigtigste aspekter er det skarabæen, der symboliser Ra, som bliver til Khepe-Ra. Sollogos har skabt alt levende i solsystemet ud af sig selv, ligesom skarabæen, der er opstået af sin egen substans. Skarabæen (skarnbassen) ruller en kugle af sine ekskrementer og lægger sine æg i kuglen, og det er det, der menes, når man siger, at det nye liv fødes af skarabæens eget stof. Derfor var skarabæen et velegnet symbol på både Solen og livet, som konstant genføder sig selv. Den vingede solskive har principielt samme betydning som skarabæen, for den vingede solskive viser bevægelsen mod det højeste åndelige niveau, der er repræsenteret af Ra. Neb-er-tcher (en form for Ra) betyder ”Herren til den yderste grænse”. Det svarer til nutidens ”Gud den Almægtige”, og ordet ”grænse” refererer til tid og rum, for han var i virkeligheden Universets evige Gud. Neb-er-tcher siger: ”Jeg er den, som kom til syne i form af guden Khepera”. I hieroglyfteksten er ordet Khepera omkranset af en cirkel. Universet er en genfødsel af et tidligere univers, og skarabæen, der symboliserer genfødsel og fornyelse, danner en cirkel om Universets karmiske skæbne, som indeholder livets frø. De sættes i aktivitet via belivning af formen dvs. genfødsel. Shu og Tefnut – de to urguddomme − blev bl.a. skabt af Khepera, som var skaberen af alt det, der er i manifesteret på grundlag af det latente. I “Dødebogen” kaldes Khepera for “gudernes fader”. Navnet Khepera betyder som sagt ”at blive født” eller ”at blive genfødt”. Der hentydes både til menneskets cykliske reinkarnation og til dets åndelige genfødsel. På det mikrokosmiske niveau er skarabæen identisk med menneskets ånd. Det betyder, at mennesket symboliserer et lyspunkt i et større lys. Menneskets ånd begynder sin eksistens som en gnist af guddommelige kræfter. Når gnisten springer fra den guddommelige ild, skiller den sig ud, og er ikke længere en del af flammen. Den er blevet noget selvstændigt. Den er adskilt og isoleret fra kilden. De gamle egyptere ville sige, at mennesket havde skilt sig ud fra Nun (urhavet). Processen korresponderer med skarabæens møddingkugle, der blev skabt af hunnen (stoffet), og hvor larven (ånden), som repræsenteres af hannen, bryder ud af ægget og bliver noget selvstændigt (bevidstheden). (Se også Atum, Nun og Ra).

Khepren
Se Khafra.

Khi
(Kinesisk). Khi eller Ch’i betyder ”åndedræt”. Khi er den fulde manifestation af shen (I Ching). ”Knogler og kød hensmuldrer i jorden, og bliver umærkeligt til muld, mens khi løfter sig for at bevæge sig til højderne som et skinnende lys”. I sin essentielle betydning sammenligner H.P. Blavatsky det med buddhi i menneskets opbygning, mens khi på andre måder svarer til hinduernes prana. (Se også Buddhi, I Ching, Prana og Shen).

Khnoom
(Egyptisk). Khnoom er det store dyb, urhavet eller urrummet. (Se også Khoom og Verdenssjælen).

Khnum
(Egyptisk). Khnum, Khnumu eller Khnemu stammer fra ”khnem”, der betyder ”at deltage” og ”forene”. Kneph, Knouphis eller Nouf er en anden form for guddommen Khnum i den egyptiske kosmologi. Khnum blev afbildet som en egyptisk væddergud. De gamle egyptere troede på én Gud, men Den Ene var tredelt i sin natur (jf. Treenigheden, triader eller den treenige Gud). Vædderguden Khnum er en af de tre egyptiske skaberguder – dvs. guddommelige aspekter i Den Enes trefoldige natur. De to andre aspekter er skaberguderne Atum og Ptah. Atum symboliserer ”bygherren” og Ptah er symbol på ”arkitekten”. Khnum symboliserer ”håndværksmesteren”, der udfører ”bygherrens” plan ved at omsætte ”arkitektens” tegning til det kosmiske bygningsværk − Universet. Khnum kaldes derfor også ”den, der giver ånden form og liv”. Universets ”byggesten” består symbolsk af guder og gudinder, for de repræsenterer ånd, stof og bevidsthed på forskellige niveauer. Gudekredsen symboliserer derfor selve bygningsværket. Khnum har menneskeskikkelse og vædderhoved. Han blev afbildet i form af en fladhornet vædder, som stammer fra en art, der hedder ”ovis longipes palæoægypticus”. Arten uddøde omkring 2000 f.Kr. Iflg. legenderne var Khnum selvskabt ligesom skaberguderne Atum og Ptah. Det understreger, at han er et af de tre skabende aspekter af Den Ene. Khnum var også skaber af ”Himlen”. Der var derfor ingen ”Himmel” og intet univers, før Khnum udførte sin del af skaberværket. Derfor kaldte egypterne ham for ”fædrenes fader og mødrenes moder”. Det var Khnum, der rejste ”Himlen” på fire søjler iflg. den egyptiske skabelsesberetning. Han var desuden Jordens (den fysiske verdens) skaber, og skaber af underverdenen (eller inderverdenen – dvs. den usynlige verden), og han var desuden vandets (dvs. urhavets) skaber. Han var kort sagt skaber af alt stof, og derfor var han ophav til ”alt det, som er”. Når Khnum er skaber af ”alt det, som er”, er han også skaber af både guder og mennesker. Legenden siger, at han formede guder og mennesker i ler på sin pottemagerdrejeskive. Han blev nogle gange afbildet i færd med at skabe et menneske (sædvanligvis en farao) og hans ”ka” (astrallegeme) på en pottemagers drejebord. Derfor omtales han ofte som ”pottemagerguden”. Khnum var en skabergud, der repræsenterede det samme som indernes Narayana − ”ånden, der svævede over rummets vande”. Det var ”Guds ånde”, der bevæger sig i urhavet eller i rummets vande, dengang Eichton eller æteren holdt Verdensægget i sin mund. Han er også Shiva − nedbryderen og genopbyggeren. ”Khnums rejse til de lavere hemisfærer symboliserer tilsyneladende stoffets udviklingstendenser, som er født for at dø, og for at blive genfødt”. Eusebius identificerer ham med Logos, og Iamblichus går så langt, at han næsten identificerer ham med Brahma. Khnum er det vigtigste medlem af den gudetriade, der blev tilbedt i Abu eller Elephantine, og tilbedelsen strækker sig fra Theben til Philae. Khnum var Faderen, som eksisterede ved begyndelsen, og det var ham, der skabte det første æg (Verdensægget eller Universet), som Solen udsprang fra. Han skabte med andre ord lyset på grundlag af mørket. Derfor var Khnum tæt forbundet med Khepera i forbindelse med skarabæens aktive skabende funktioner. Khnums egenskaber har relation til vand (urhavet), for det var ham, der organiserede rummets kosmiske kræfter, og derfor blev han senere tilknyttet Nilguden Hapi. Men i Abu (Elephantine) forenede han egenskaberne hos Ra, Shu, Geb og Osiris. Selv i den kristne tid blomstrede hans kult, og de gnostiske juveler er bevis på hans popularitet. (Se også Agathodæmon, Amon, Astrallegeme, Atum, Brahma, Brahman, Chnoumis, Chnouphis, Eichton, Elephantine, Eusebius, Geb, Hapi, Iamblichus, Ka, Khepera, Khnum-kronen, Logos, Narayana, Osiris, Philae, Ptah, Ra, Shiva, Shu, Theben, Treenigheden, Triade, Underverdenen, Verdensægget og Æg).

Khnum-kronen
(Egyptisk). Khnum-kronen blev båret af den ophøjede skabergud Khnum, som manifesterede Universet. Faraoen bar Khnum-kronen, når han var gudernes repræsentant i ceremonierne, for det var hans opgave, at omsætte Den Enes plan og hensigt til fysisk manifestation i mikrokosmos (det egyptiske rige), på samme måde som guden Khnum, der manifesterede Atums og Ptahs guddommelige plan i makrokosmos. Khnum-kronen består af Osiris’ hvide Atef-krone, der er flankeret af to strudsefjer (Benu-fuglens fjer), og den kaldes ”illuminationens krone”. (Se også Amon, Amon-Min, Atef-kronen, Atum, Benu, Blå krone, Dobbeltkronen, Hvide krone, Khnum, Nemes-hovedklædningen, Osiris, Ptah og Røde krone).

Khoda
Se Khvataya.

Khonsu
(Egyptisk). Khonsu, Khensu, Khons eller Chonso stammer fra ”khens”, der betyder ”at rejse” eller ”at krydse”. Khonsu er ”han, som krydser” (himlen). Måneguden Khonsu var også skæbneguden, som præsenteres i to aspekter: 1) ”Han, som er i absolut hvile”. 2) ”Han, som bringer skæbnen til udførelse”. Det første aspekt planlægger og forbereder det, der skal ske i menneskets liv. Det andet realiserer planerne. I det gamle Egypten var Khonsu egyptisk gudesøn. Han var den tredje guddom i den thebanske triade, der består af Amon (faderen), Mut (moderen) og Khonsu (sønnen). Forenet symboliserer triaden Månen, som er deres fælles symbol. Amon er et lavere aspekt af Osiris. Mut er et lavere aspekt af Isis. Og Khonsu er et lavere aspekt af Horus den Ældre. Man kan også sige, at lyset fra Solens triade (Osiris-Isis-Horus), reflekteres i Månens triade (Amon-Mut-Khonsu). Når den thebanske triade blev vist som adskilte aspekter, var det sønnen, Khonsu, der var månegud. Khonsu blev afbildet som et meget ungt menneske med mumificeret krop. Mumificeringen af det fysiske legeme viser, at hovedet eller bevidstheden er kernen i symbolikken. Khonsu er kronraget bortset fra en prinselok, og det fortæller, at han er et barn – en relativt uudviklet bevidsthed eller en ung sjæl, som stadig er under vækst og udvikling. Khonsu er symbol på menneskehedens skæbne, og hans krone består af en halvmåne og en fuldmåne. I det gamle Egypten var Månen i nogle tilfælde et gudindesymbol, fordi Månen illustrerer naturens rytmer og cyklusser og det modtagende princip. I andre sammenhænge symboliserer Månen sjælen, fordi Månen modtager eller spejler Solens lys, på samme måde som sjælen er et spejlbillede af åndens lys. Når Khonsu er kronet med nymånen, symboliserer han primært betingelserne for cyklisk vækst. Nymånen symboliserer begyndelse, de tiltagende månefaser repræsenterer væksten, og fuldmånen er illuminationen eller fuldkommengørelse. I hånden holder Khonsu flere sceptre, der rummer historien om menneskehedens skæbne: Ankh-sceptret, Was-sceptret, Djed-søjlen samt Heqa- og Nekhakha-sceptrene. Alle sceptre forenes undtagen Wadj-sceptret, som er en kraftstav med en papyrus eller lotus i fuld blomst. Khonsu forener dermed alle kræfter undtagen energien for ekspansion, vækst og udvikling. Was-sceptret var gudernes symbol. Det ses i hænderne på alle guder. Was-sceptret var en kraftstav, der indeholdt den livgivende kraft. Den bestod af en stav, som i den nederste ende var todelt som en fork, og i den øverste var den skåret til som hovedet af en sjakal, der skulle forestille guden Seth. Was-sceptret var fremstillet af en levende gren, der er i stand til at lade den livgivende saft (energi) strømme. Men saften eller kraften stiger uden at kunne vende tilbage til roden, sådan som det sker i naturen. Der er tale om ”Ordets kraft”. Det skabende ord er den nærende kraft, som endnu ikke er manifesteret. Ordet som skabelsens grundidé kendes bl.a. fra Bibelen: ”I begyndelsen var Ordet”. Som Nefer-hetep (”herre over hjertets glæde”) er han afbildet med et falkehoved, der er kronet med halvmånen og fuldmånen. Desuden bærer han was-sceptret og ankh-korset i hænderne. Han symboliserer Månen, og derfor hersker han over måneden. Han var i besiddelse af fuldstændig magt over det onde eller de lunariske skabninger, som bringer sygdom og lidelse, der hærger jord, luft, himmel og hav. På den måde betragtes Khonsu som healer, og som den, der kan jage det onde væk. Khensu var desuden forbundet med Horus-aspektet Harpokrates og med solguden Ra. I Hermopolis (Khemennu) blev han forbundet med visdomsguden Thoth (Tehuti), og derfor kaldte man ham for Khonsu-Tehuti. (Se også Amon, Ankh, Bibelen, Djed-søjle, Harpokrates, Hermopolis, Heqa-scepter, Horus, Horus den Ældre, Isis, Mut, Nekhakha-scepter, Osiris, Ra, Seth, Theben, Thoth, Was-scepter og Wadj-scepter).

Khoom
(Egyptisk). Khoom eller Knooph er Verdenssjælen − en variant af Khnoom. (Se også Khnoom og Verdenssjælen).

Khopesh
Se Chopesh.

Khordah-Avesta
(Avestisk). Khordah-Avesta er også kendt som ”Den Lille Avesta”. ”Det er den anden del af Zend-Avesta, der hovedsagelig består af bønner. Khordah-Avesta omfatter desuden forskellige fragmenter, hvoraf den vigtigste er Hadhokht Nask. (Se også Avesta, Zend og Zend-Avesta).

Khu
(Egyptisk). Khu er de gamle egypteres betegnelse for intelligens. Det fysiske legeme kaldte de for ”khat”. Æterlegemet kaldte de ”khaibit”, og det oversættes ofte med ”skyggen”. Astrallegemet kaldte de ”ka” – en betegnelse, som mange gange oversættes med ”dobbelt” eller ”dobbeltgænger”. Sjælen kaldte de ”ba”, og fra nutidens åndsvidenskab ved man, at der hentydes til mentalplanet, som er opdelt i højere og lavere manas. ”Ba” er tænkeevnens bevidsthedsplan, og sjælen repræsenterer højere tænkning eller abstrakt tænkning, mens den lavere tænkning kommer til udtryk som logisk og konkret tænkning. Derfor havde man desuden en betegnelse for det åndelige legeme – ”sahu”, der kan fortolkes som højere manas eller sjælen. Men intelligensen, lavere manas eller den konkrete tænkning kaldte man ”khu”. Hjertet var identisk med bevidstheden, og hjertet kaldte man ”ab”, mens menneskets stoflige aspekter blev kaldt ”sekhem”. Khu blev også betragtet som menneskets ånd-sjæl, der var tæt forbundet med hjertet (”ab”), og som derfor blev betragtet som evigt. Som regel blev symbolet afbildet i hieroglyffer i form af en hejre. For de gamle egyptere var ord levende skabninger, og menneskets navn var derfor en levende energi eller kraft, som man kaldte ”ren”. Nogle af de indre legemer havde direkte forbindelse til ”gudernes rige”, og derfor levede mennesket reelt i ”gudernes rige”. (Se også Ab, Astrallegeme, Ba, Ka, Khaibit, Khat, Manas, Mentalplan, Osiris, Sahu, Sekhem, Sjæl og Æterlegeme).

Khu-en-ua
Se Charon.

Khubilkhan
(Mongolsk). Khubilkhan, Khobilgan eller Shabrong var det en betegnelse i Tibet for Buddhas formodede inkarnationer. (Se også Buddha).

Khufu
(Egyptisk). Khufu, som på græsk blev kaldt Cheops, var 2. konge i 4. dynasti (ca. 2.650 f.Kr.). Han blev verdensberømt, da egyptologerne besluttede, at det var ham, der byggede den store Giza-pyramide, som de nu kalder Cheops-pyramiden. Påstanden er ikke alene udokumenteret, men den afvises desuden af en lang række eksperter – herunder arkitekter, ingeniører, boreeksperter, eksperter i hieroglyffer m.m. Det var arkæologen og egyptologen Richard William Howard Vyse (1784-1853) – en mand med et stærkt belastet rygte – der var årsag til teorien om Khufu som pyramidebygger, for Howard Vyse og hans partner J.R. Hill forfalskede inskriptionerne i kamrene over pyramidens kongekammer, som han sprængte sig adgang til ved hjælp af krudt. Forfalskningen har siden 1837 været egyptologernes hovedbevis for, at Khufu-pyramiden blev bygget af Khufu. Forfalskningerne bestod af rødmalede tegn, men pga. af uvidenhed havde Howard Vyse anvendt skrivestil (lineær), tekster (semi-hieratisk og hieratisk) og titler fra forskellige perioder – men han brugte ingen fra Khufus tid, for alle var fra senere perioder. Forfatteren var heller ikke for sprogkyndig. Mange af hieroglyfferne var enten uklare, ufærdige, forkert placeret, fejlagtigt sammensat eller fuldstændigt ukendte. Hieroglyfeksperten Samuel Birch fra British Museum i London skrev en rapport om sine fortolkninger af inskriptioner og indhold, og han afviste ægtheden af dette makværk. Alligevel valgte egyptologerne at lukke øjnene for falskneriet. Problemet er, at egyptologernes eneste alternativ er, at Khufu-pyramiden blev bygget før den dynastiske periode, og denne indrømmelse vil i praksis betyde det samme som at opgive isolationsteorien og acceptere Atlantis-teorien. Senere fandt den anerkendte egyptolog Auguste Mariette en stele (stentavle), som egyptologerne kalder ”inventarlisten”. Den blev fundet i Isis-templet i nærheden af Khufu-pyramiden. På stelen fortæller Khufu, at han havde bygget Isis-templet og restaureret Sfinksen, der befinder sig foran den pyramide, som egyptologerne kalder Khafra-pyramiden. Det skabte et stort problem, for den herskende teori siger, at både Sfinksen og den anden Giza-pyramide blev bygget af Khufus søn og efterfølger Khafra. Iflg. stelen eksisterede både Khufu-pyramiden, Khafra-pyramiden og Sfinksen, dengang Khufu blev født! Alligevel fastholder egyptologerne den teori, der er baseret på Howard Vyses forfalskninger. Sandheden er, at der ikke findes historiske facts om pyramidebyggerne. Man ved ganske enkelt ikke, hvem der byggede de tre store Giza-pyramider, hvornår de blev bygget og hvorfor − medmindre man vil acceptere åndsvidenskabens forklaring, der oplyser, at de tre pyramider blev bygget i den atlantiske periode, der gik forud for den egyptiske. Nyere forskning og almindelig logik viser, at pyramiderne ikke er grave for egyptiske konger. Adskillige kilder oplyser, at de fungerede som indvielsestempler, og at de blev bygget i en fjern fortid længe før kong Khufu, Khafra og Menkaura. Khufu er kendt fra legender, og Herodot oplyser, at det var Khufu, der lukkede templerne og forbød tilbedelse af guderne. Åndsvidenskaben bekræfter og tilføjer, at Khufu endda lukkede pyramiderne, og forhindrede, at de fungerede som indvielsestempler. Grækerne beskriver Khufu som både ondskabsfuld og arrogant. (Se også Herodot, Khafra og Sfinks).

Khvatadha
Se Khvataya.

Khvataya
(Persisk). Khvataya, khoda, khvatadha (avestisk) består af ”khvat”, der betyder ”selv”, og ”dhata”, der betyder ”at skabe” eller ”lov” – eller ”aya”, der betyder ”at blive til”. Khvataya minder om sanskritordet svata-ayu, der betyder ”selv-eksisterende”, mens khvatadha betyder ”selvskabt”. I nutiden betyder det persiske ord khoda − ”Gud”.

Kilna
(Hindi). Kilna er et hinduistisk udtryk for et mantra, som yogier praktiserede for at forhindre et dræbende bid af en giftig slange.

Kim
Kim i kosmogonien betyder den første udviklede kosmiske lysende enhed, der er grundlaget for den fremtidige verden, uanset om det er en planet eller en sol. Derfor er kimen et resultat af den første kosmiske impuls fra ur-intelligensens formskabende princip, som arbejder sig videre ned i manifestation. Det er en fase i udviklingen af den kosmiske enhed − uanset om det er en planet eller en sol − som på sanskrit kaldes hiranyagarbha (det gyldne kim eller den lysende livmoder), for enheden udvikler sig fra kimen eller fødes fra livmoderen og udvikler sig. I ”Den Hemmelige Lære” tales der om den selv-eksisterende kama, som fødes fra Brahmas hjerte. Det er en personificering af ”den første bevægelse, der hvirvlede ud fra Den Ene efter manifestationen fra det rent abstrakte princip − skabelse. Begær opstod først i det, som var tankesindets primære kim – dvs. bindeleddet, som forbinder enhed med ikke-enhed”. Japansk kosmogoni siger, at ”ud af den kaotiske masse, opstod der en æglignende kerne, som i sit indre rummede kimen og kraften til hele det universelle liv og alt jordisk liv”. (Se også Bakterier, Brahma, Brahman, Hiranyagarbha, Kama, Kimceller og Kosmogoni).

Kimapurusha
(Sanskrit). Kimapurusha, kimpurusha eller kimpurusa betyder ”hvilken slags menneske?” Iflg. Brahmanaerne er der tale om onde skabninger, som ligner mennesker. I senere tider blev de identificeret med kinnaraer, dvs. skabninger, der havde en skikkelse, som var en kombination af et menneske og et dyr – ofte halvt menneske og halvt hest. Det er en gruppe af himmelske skabninger, der betragtes som kuberas ledsagere. I Vishnu-Purana er kimapurusha en af de ni khandaer (opdelinger), som Jorden er inddelt i. De omtales som regionen mellem bjergene Himachala og Hemakuta – som derfor kaldes regionen nogle gange for Kimpurusha-Varsha. (Se også Kentaur, Khanda, Kinnara, Kubera, Puranaer og Purusha og Vishnu-Purana).

Kimceller
Kimceller henviser til den indre sjæl i den fysiske celle. Dette ”åndelige plasma”, som behersker kimplasmaet i udviklingen af fosteret, er den nøgle, der en dag vil åbne porten til biologernes ukendte land − embryologiens mørke mysterium. Det er værd at lægge mærke til, at nutidens kemi, samtidig med at den afviser både åndsvidenskabens og religionens teori om stoflige og usynlige væsener, der kaldes devaer, elementaler osv. – uden nogensinde at have sat sig ind i de usynlige skabningers filosofi eller tænkt over dem – betragter det hele som overtro, og alligevel via iagttagelser og opdagelser ubevidst er blevet tvunget til at anerkende og acceptere samme progressionsforhold og orden i de kemiske atomers evolution, som åndsvidenskaben anerkender for både dhyanier og atomer. Hver kimcelle − i mennesket eller i andre skabninger − er det fysiske udtryk for de indre, æteriske og psyko-magnetiske aktiviteter. De er et kompakt bundt af indre kræfter og substanser, der spænder fra det guddommelige via mellemliggende grader ned til det astrale og fysiske. Hver kimcelle er en udfældning eller en spejling på det fysiske plan af en indre, psyko-æterisk udstråling. Det er en inkarnation af en stråle, der har sin oprindelse i de indre verdener, og den kontakter det fysiske stof pga. psyko-magnetisk affinitet, og derved skabes der en regulær partikel eller en molekylær enhed af levende, fysisk substans, som danner en reproduktiv celle. Udstrålingen af den belivende stråle er ikke identisk med den reinkarnerende sjæl, for strålen udsendes af den belivende sjæl. Når sjælen − som selv er en stråle fra monaden − når sin egen mellemliggende sfære, efter at den har forladt monaden, stiger den ikke længere ned i stoffet fra dette plan. Men dens udstrålede indflydelse, dens psyko-magnetiske stråle, har et stærkere tilhørsforhold til de materielle verdener end til sig selv, og derfor går den dybere ind i stoffet, og der vækker den livsatomerne til aktivitet på de forskellige planer, som ligger mellem den belivende sjæl og den fysiske jords grove stof. Når den psyko-vitale-elektriske eller -magnetiske stråle vækker nogle bestemte livsatomer i det grove fysiske materie på Jorden, skyldes det, at livsatomerne blev udvalgt, fordi de tidligere tilhørte den samme belivende sjæl, og derfor reagerer stoffet på sin egen ”forælder”. Processen begyndte i den æteriske 1. rodrace ved simpel opdeling af den menneskelige celle, og fosteret gentager stadig processen i begyndelsen. Det er en enkelt, ganske lille celle blandt millioner af andre, som er i aktivitet ved opbygningen af en organisme, som alene, uden hjælp og ved konstant deling og formering korrekt bestemmer det fremtidige menneskes eller dyrs fysiske, mentale og psykiske egenskaber. Det er denne kimcelle, som giver det nye individ form og de karakteristiske træk fra en eller anden fjern forfader. Det er også denne kimcelle, der overfører stamfædrenes intellektuelle og mentale egenskaber til barnet. Plasmaet er den udødelige del af menneskets legeme, og det udvikler sig gennem en successiv assimileringsproces. (Se også Arvelighed, Atom, Deva, Dhyan-chohan, Ektoplasma, Elemental, Forplantning, Kim, Kimplasma, Monade, Protoplasma, Reproduktion, Rodrace og Sjæl).

Kimmerer
(Græsk). Kimmererne er et folk, der boede i et land med tåge og mørke iflg. den græske mytologi. De blev placeret på forskellige lokaliteter, som f.eks. af Homér, der placerede dem længst mod vest på den anden side af havet. I historisk tid er det et folk fra Palus Maeotis (hvor Don-floden løber ud i Maeotian-søen eller Det Azovske Hav nær Tanais), men folket blev drevet væk af skyterne (et iransk nomadeflok, som i oldtiden levede på sletterne nord for Sortehavet og Det Kaspiske Hav). Kimmererne er en modsætning til hyperboræerne, der boede i et land med evig solskin. (Se også Homér og Hyperboræisk).

Kimnara
Se Kinnara.


Side : 1 2 3 4
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook