Karma-yoga
(Sanskrit). Karma-yoga bestĂ„r af âkarmaâ, der betyder âhandlingâ, og âyogaâ, der betyder âat foreneâ. Karma-yoga er en af metoderne eller stadierne i yoga-praksis og -uddannelse, der medfĂžrer opnĂ„else af enhed, syntese eller forening med den Ă„ndelige eller guddommelige essens ved hjĂŠlp af uselviske handlinger. At praktisere karma-yoga betyder, at man er til stede i nuet â eller i den uafbrudte rĂŠkke af nuâer, som livet bestĂ„r af. Tanker, fĂžlelser, handlinger â alt iagttages, vurderes, accepteres og slippes. Karma-yoga er en yogisk udviklingsmetode, der lĂŠrer et menneske at arbejde uselvisk, uden forventninger og uden at hĂžste anerkendelse. Karma-yoga er âhandlingens yogaâ, der overvinder hĂŠmninger og ligegyldighed gennem aktivitet, ved at man sĂŠtter sig et klart mĂ„l, pĂ„tager sig en opgave og utrĂŠtteligt arbejder pĂ„ at lĂžse den. Og alligevel er det ikke frugten eller resultatet, der er vigtigt. Det er selve bevidstheden, oplevelsen og opmĂŠrksomheden i handlingen, der er vigtig. NĂ„r man udfĂžrer en opgave eller et arbejde, praktiserer man karma-yoga. Det drejer sig om at koncentrere sig fuldt og helt om opgaven. Udadtil vil man ligne et handlekraftigt menneske, men nĂ„r man praktiserer karma-yoga, er man i virkeligheden et fokuseret menneske. Man er bevidst om, hvad man gĂžr. Karma-yoga er en hjĂŠlp til koncentration og indre opmĂŠrksomhed. Karma-yoga kaldes âmeditation med Ă„bne Ăžjneâ â midt i handlingen. Karma-yoga omtales i Bhagavad-Gita. (Se ogsĂ„ Bhagavad-Gita, Karma, Karma-bandha, Karma-nemesis, Karma-phala, Karma-sakshin, Karma-saya og Yoga).
Karmas Herrer
Se Lipika.
Karmendriya
(Sanskrit). Karmendriya bestĂ„r af âkarmaâ, der betyder âhandlingâ, og âindriyaâ, der betyder âfornuftâ eller âkraftâ, isĂŠr med henvisning til sanserne. Karmendriya kan derfor oversĂŠttes med âredskab til handlingâ, som gĂžr mennesket i stand til at hĂ„ndtere den fysiske verden. De fem redskaber til handling i den ydre verden â karmendriya â er udtryk for sattva guna: Vak, der er evnen til at tale, og som henviser til munden. Pani, der er evnen til at gribe, og som henviser til hĂŠnderne. Pada, der er evnen til at gĂ„, og som henviser til fĂždderne. Upastha, der er evnen til at formere sig, og som henviser til kĂžnsorganerne. Payu, som er evnen til at udskille, og som henviser til anus. Karmendriya har ogsĂ„ relation til tanmatraer (rudimenter), bhutaer (elementer), jnanendriyaer (sanseorganer), lokaer (lokaliteter), rupaer (former) og menneskelige principper og sanser. (Se ogsĂ„ Bhuta, Indriya, Jnanendriya, Pada, Rupa og Sattva Guna og Tanmatra).
Karna-dhauti
(Sanskrit). Karna betyder âĂžreâ. Karna-dhauti er en af shatkarma-teknikkerne, og i karna-dhauti renses Ăžrerne. Den ydre del af Ăžret bestĂ„r af et kort rĂžr eller en kanal omkring fire centimeter lang regnet fra ydersiden til indersiden af hovedet. Inde i rĂžret er der lidt hĂ„r, som forhindrer insekter og andre fremmedlegemer i at trĂŠnge ind i de indre dele af Ăžret og trommehinden ved enden af Ăžregangen. Den ydre kanal indeholder desuden forskellige kirtler, som udskiller voks for at beskytte Ăžrets dybere afsnit. Hvis man skal hĂžre godt og klart, skal den ydre kanal holdes ren, men nogle gange producerer kirtlerne for meget voks, som blokerer kanalen. Der findes redskaber til at rense Ăžrerne, men det anbefales at bruge yoga-metoden karna-dhauti, hvor man forsigtigt anbringer sin lillefinger i Ăžregangen og drejer fingeren rundt nogle gange. Man kan desuden trykke let mod Ăžrets vĂŠgge. Gentag derefter den samme procedure, men med pegefingeren. Gentag med det andet Ăžre. UdfĂžr karna-dhauti en gang om ugen, og sĂžrg for, at neglene er korte og rene. (Se ogsĂ„ Antar-dhauti, Danda-dhauti, Danta-dhauti, Dhauti, Jihva-dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman-dhauti, Vastra-dhauti og Vatsara-dhauti).
Karnaim
(HebrĂŠisk). Karnaim betyder âhornbĂŠrendeâ eller âhornetâ. Karnaim er en af Astartes egenskaber. Horn karakteriserer det maskuline aspekt, og dermed forvandles guddommen til en androgyn gud. (Se ogsĂ„ Astarte og Horn).
Karnak
(Egyptisk). Karnak-templet skulle egentligt hedde Karnak-templerne, for komplekset bestĂ„r af adskillige templer: Faderguden Amons tempel, modergudinden Muts tempel, sĂžnneguden Khonsus tempel, sĂžnneguden Monthus tempel, skaberguden Ptahs tempel, dĂždens og genopstandelsens gud Osirisâ tempel, solguden Atons tempel, Sethos IIâs barktempel, Ramses IIâs kulttempel, Ramses IIIâs barktempel, Amenhotep IIâs kulttempel, Amenhotep IIIâs kulttempel, Tutmosis IIIâs ceremonitempel, Taharqas to templer og barksanktuarie, Sesostrisâ kiosk m.fl. I historisk tid blev det fĂžrste tempel bygget i Karnak i Mellemste Rige (12. dynasti 1991-1785 f.Kr.), og byggeriet fortsatte helt frem til den ptolemĂŠiske tid (fra 80-51 f.Kr.). Dvs. en byggetid pĂ„ nĂŠsten 2.000 Ă„r. Det svarer til, at man i Skandinavien pĂ„begyndte et byggeri i jernalderen, og fĂžrst blev fĂŠrdig med det i nutiden. Navnet Karnak stammer fra den arabiske landsby el-Karnak i nĂŠrheden af templet. Templet hed oprindeligt Ipet-isut, dvs. âdet mest udsĂžgte af alle stederâ. Karnak-templet blev ogsĂ„ betragtet som Ăvre-Egyptens Heliopolis â dvs. âen spejlingâ af Nedre-Egyptens Heliopolis i omrĂ„det ved de store pyramider i Giza, som var Egyptens Ăžverste kraftcenter. Det bekrĂŠftes i en inskription pĂ„ ydersiden af sydvĂŠggen i Karnak-templets hypostylhal, hvor Ramses II fortĂŠller: âJeg bad til slut til den skjulte (Amon), og min stemme lĂžd i Ăvre-Egyptens Heliopolisâ. TempelomrĂ„det strĂŠkker sig nĂŠsten to kilometer langs Nilen og en ca. tre kilometer lang vĂŠdderallĂ© forbinder Karnak-templet med Luxor-templet. PĂ„ den mĂ„de er âgudernes tempelâ forbundet med âmenneskets tempelâ. Karnak-templet symboliserer makrokosmos, mens Luxor-templet symboliserer mikrokosmos. Den nordlige tempelgruppe, der ligger uden for Amon-templets mur, var dedikeret til falkeguden Monthu. Den sydlige hovedgruppe var dedikeret til modergudinden Mut. I det sydvestlige hjĂžrne ligger sĂžnneguden Khonsus tempel, men den stĂžrste og bedst bevarede hovedgruppe er den centrale tempelgruppe â Amons tempel. (Se ogsĂ„ Amenhotep, Amenhotep II, Amenhotep III, Amon, Aton, Giza, Heliopolis, Khonsu, Luxor-templet, Monthu, Mut, Osiris, Ptah, Ramses, Ramses II, Ramses III, Sesostris, Sethos II, Tutmosis og Tutmosis III).
Karnatisk
(Hindi). Karnatisk musik eller karnataka samgita er et musiksystem, der ofte er forbundet med den sydlige del af det indiske subkontinent â specielt de fire indiske stater: Andhra Pradesh, Karnataka, Kerala og Tamil Nadu. Det er en af de to vigtigste undergenrer i klassisk indisk musik, som har udviklet sig fra gamle hinduistiske traditioner. Den anden undergenre er hindustani-musik, der opstod som en sĂŠrlig form pga. persiske og islamiske pĂ„virkninger i det nordlige Indien. HovedvĂŠgten i karnatisk musik er lagt pĂ„ vokalmusik. De fleste kompositioner er skrevet til sang, og selv nĂ„r musikken spilles instrumentalt, er de beregnet til at blive udfĂžrt i gayaki (sang) stil. I den sydindiske musikfremfĂžrelse er ragam, tanam, pallavi og kriti betegnelserne pĂ„ de klassiske hovedformer. (Se ogsĂ„ Bhajan, Dhrupad, Kirtan, Kriti, Raga og Tala).
Karneios
(GrĂŠsk). Karneios, Carneus (latin) eller Apollon Karneios er en af Apollons titler. Det svarer til avataren Krishna Karna, for begge var solguder, og bĂ„de âkarnaâ og âkarneiosâ betyder âstrĂ„lendeâ. Det er en mystisk personificering af Solens Ă„ndelige kraft. Det er et guddommeligt aspekt, der henviser til hele solsystemets Ă„ndelige udstrĂžmninger. Apollon Karneios blev fejret i Sparta ved en stor ceremoni i Karneia. Ceremonien varede i ni dage i mĂ„neden metageitnion, som svarer til august. (Se ogsĂ„ Apollon, Avatar og Krishna).
Karon
Se Charon.
Karshift
Se Karshipta.
Karshipta
(Pahlavi). Karshipta eller Karshift er den hellige fugl i zarathustrismens mazdeanske skrifter, hvor Ahura Mazda siger til Zarathustra at âhan reciterer Avesta i fuglenes sprogâ. I dialogen mellem Ahura Mazda og Zarathustra spurgte sidstnĂŠvnte: âO skaber af den materielle verden, o du hellige! Hvem bragte Mazdas lov ind i den vara, som Yima gjorde?â Og Ahura Mazda svarede: âDet var fuglen Karshipta, o hellige Zarathustraâ. Karshipta er identisk med Kalavinka. Fuglen Karshipta bor i âHimlenâ. Hvis den levede pĂ„ Jorden, ville den vĂŠre fuglenes konge. Den bragte loven ind i Yimas vara og reciterede Avesta i âfuglenes sprogâ. Det er en allegori og et symbol, som er blevet misforstĂ„et af orientalisterne, der betragter fuglen som âen inkarnation af lynetâ, og de siger, at dens sang âofte blev anset for at vĂŠre et udsagn fra en gud og en Ă„benbaringâ − osv. Men da Karshipta kom ind i varaen (mennesket), forstod det omgĂ„ende Mazdas lov â dvs. den guddommelige visdom. Fuglen er symbol pĂ„ âsolenglenâ (sjĂŠlslegemet) eller (sjĂŠls)devaen i de gamle religioner. Det er derfor let at se, at den âhellige fuglâ er symbol pĂ„ menneskets sjĂŠl. Den blev symboliseret af en fugl i fortidens magisme. For grĂŠkerne var sjĂŠlen en sommerfugl. Kabbalisterne brugte en lignende symbolik. Fuglen var ogsĂ„ kaldĂŠisk, men den blev et hebrĂŠisk synonym og symbol for en engel, en sjĂŠl, en Ă„nd eller en deva. Fuglereden var bĂ„de Himlen og i Guds favn iflg. Zohar. Egypterne talte ogsĂ„ om sjĂŠlsfuglen, ba-fuglen og den Ă„ndelige svale − manas. Allegorien beskriver nedstigningen af manasaputraerne i 3. rodrace. Det var symbol pĂ„ en hĂžj intelligens, som var i stand til bĂ„de at flyve og lĂžfte sig op til de himmelske riger eller Ă„ndelige planer, og trĂŠde ind i menneskets opbygning, vĂŠkke evnerne og fĂ„ det til bĂ„de at forstĂ„ og recitere âlovenâ. (Se ogsĂ„ Ahura Mazda, Avesta, Kalavinka, Manas, Manasaputra, Rodrace, SjĂŠl, Solengel, Yima, Zarathustrisme og Zohar).
Karshvar
(Avestisk). Karshvar, Kishvar pĂ„ pahlavi eller Keshvar pĂ„ persisk er planeter i jordkĂŠden, som iflg. Vendidad bestĂ„r af syv: Arzahe og Savahe − Fradadhafshu og Vidadhafshu − Vourubaresti og Vouruzaresti − og Hvaniratha. De syv âjordkloderâ udgĂžr Jordens syvfoldige kĂŠde, som Amesha Spenta eller persernes Dhyan-Chohaner hersker over. Karshvar hentyder i deres syv betydninger til planetkĂŠdens syv kloder, de syv planeter, de syv himle osv., afhĂŠngig af om der tĂŠnkes pĂ„ en fysisk, en metafysisk eller en siderisk verden â dvs. en verden, der vedrĂžrer stjernerne. Det nĂŠvnes, at de ligger i tre strata (lag), plus en fjerde enkelt karshvar. Gathaerne taler ogsĂ„ om den syvdelte Jord (bumi-haptaiti). De tre lag refererer til de kosmiske planer, hvor planeterne ligger placeret to og to, mens den fysiske Jord â Hvaniratha − ligger alene pĂ„ det laveste plan. Karshvar er omgivet af et âhavâ, som gĂžr det umuligt at bevĂŠge sig fra den ene planet til den anden. âHavetâ er rummet, og derfor er Jorden eller Hvaniratha den eneste, der er kendt af de dĂždelige. (Se ogsĂ„ Amesha Spenta, Bumi-haptaiti, Dhyan-chohan, Gatha, JordkĂŠde, Keshvar, PlanetkĂŠde, Planetrunder, Vendidad).
Kartomanti
(Fransk). Kartomanti stammer fra âcartomancieâ, som pĂ„ tysk hedder âkartomantieâ. Kartomanti er spĂ„domskunst ved hjĂŠlp af kort. I middelalderen kom forskellige typer af spillekort og tarotkort til Europa via handelsruterne mod Ăžst fra Persien og Kina og fra Egypten i syd. Man mener, at kineserne allerede trykte kort i 900-tallet. I slutningen af 1400-tallet begyndte franske trykkerier at fremstille forenklede spillekort med to serier i sort og to serier i rĂždt med symbolerne spar, klĂžr, ruder og hjerter â 20 forskellige kort i alt, og Frankrig var hurtigt pĂ„ vej til at blive en af de stĂžrste producenter af spillekort i verden. Derfor blev de franske kort, de mest udbredte. De 52 spillekort stammer fra tarotkortenes Lille Arkana. Alle kort fra Major Arkana forsvandt undtagen narren, der blev til jokeren. Hvert kort i nutidens spillekort har betydning, hvis man er i stand til at opspore den, for sandsynligvis stammer de alle fra tarotkortene. Selv om man kan fĂ„ informationer ved hjĂŠlp af almindelige spillekort, har de ikke den samme status inden for spĂ„domskunst som tarotkort.
Kartouche
(Fransk). Kartouche stammer fra âcartoucheâ, der er afledt af det latinske âchartaâ, der betyder âpapirâ eller âskriftâ. Kartouche kendes primĂŠrt fra det gamle Egypten, hvor det er betegnelsen for den ovale ramme, som i reliefferne omkranser de to sidste af kongens fem navne. Egypternes definition pĂ„ Universet lĂžd sĂ„dan: âAlt hvad Solen omkredserâ. Symbolet, der udtrykker idĂ©en, er en oval eller en cirkel, der er formet af et reb med en knude i cirklens bund. Faraoens navn skrev man inde i ovalen, for faraoen var âkredslĂžbets herreâ. Solens kredslĂžb i galaksen reprĂŠsenterer et kosmisk ansvars- og udviklingsomrĂ„de i en manifestationsperiode. Jordens kredslĂžb omkring Solen udgĂžr et planetarisk ansvars- og udviklingsomrĂ„de inden for solsystemet. Og faraoens liv- og herskerembede reprĂŠsenterede ansvaret for udviklingen af sit folk, (der var symbol pĂ„ menneskeheden) i en bestemt periode i Jordens liv. Cirklen, der var formet af rebet, symboliserede derfor en livscyklus, og nĂ„r faraoens navn blev skrevet i cirklen, henviste egypterne til hans specifikke inkarnation og indflydelsessfĂŠre. Faraoens kartouche blev anvendt til de to vigtigste af de fem kongelige navne: âKonge over Ăvre- og Nedre-Egyptenâ samt âSĂžn af Raâ. Fem er et tal, der er specielt for den faraoniske rolle. Faraoen eller den kongelige person fik i alt fem navne og fem kroner, som hver reprĂŠsenterede kongemagtens vigtige funktioner, der gik ud pĂ„ at opretholde orden, enhed og kontinuitet mellem den fysiske og den Ă„ndelige verden. Faraoniske monumenter bestĂ„r konsekvent af fem nicher eller kamre, som var indrettet til funktionerne i form af statuer og offerritualer, der var beregnet til at opretholde den guddommelige herskers femdobbelte funktioner. Skiftevis opretholdt de fem âphylesâ eller prĂŠsternes skiftehold, ceremoniernes hellige tidsplan i de fem kamre samt i templet og graven.
Karttika
(Sanskrit). Karttika stammer fra âKrittikaâ, der betyder âPlejaderneâ i indisk astronomi. Karttika er ogsĂ„ en mĂ„ned, der svarer til oktober-november. Karttika er desuden den gamle hinduistiske krigsgud, som fik navnet Karttika eller Karttikeya, fordi han iflg. mytologien blev passet, plejet og opdraget af de seks Krittikaer eller Plejader. (Se ogsĂ„ Karttikeya, Krittika og Plejaderne).
Karttikeya
(Sanskrit). Karttikeya stammer fra âKrittikaâ, der betyder âPlejaderneâ. Karttikeya er den gamle hinduistiske krigsgud, som fik navnet Karttika eller Karttikeya, fordi han iflg. mytologien blev passet, plejet og opdraget af de seks Krittikaer eller Plejader. Astronomisk er Karttikeya planeten Mars. Han blev fĂždt af ild og vand pĂ„ grundlag af Rudra-Shivas sĂŠd, der faldt i Ganga. Det er en personificering af den kosmiske Logosâ kraft, som via Agni, lod sĂŠden falde i Ganga (Ganges). Ligesom Plejaderne er Karttikeya afbildet med seks hoveder, der svarer til de seks synlige stjerner i stjernebilledet. Karttikeya er angiveligt den syvende eller skjulte Plejade. Karttikeya blev fĂždt med det formĂ„l at drĂŠbe Taraka, den alt for hellige og kloge deva-dĂŠmon, der havde erhvervet sig al gudernes viden ved hjĂŠlp af askese og yoga. Karttikeya svarer til Michael, Indra og Apollon. (Se ogsĂ„ Agni, Apollon, Daitya, Ganga, Gharma, Indra, Krittika, Logos, Michael, Murugan, Plejaderne, Rudra, Shiva og Taraka).
Karuna-bhavana
(Sanskrit). Karuna-bhavana eller karuna-bhawana stammer fra âkarunaâ, der betyder âmedfĂžlelseâ, og roden âbhuâ, der betyder âat bliveâ. Karuna-bhavana er medlidenhedens og medfĂžlelsens meditation inden for yoga-traditionen. Meditationen handler om at medvirke til, at medfĂžlelse kommer til udtryk i verden. (Se ogsĂ„ Meditation og Yoga).
Kasbeck
Kasbeck er et bjerg i den Kaukasiske bjergkÊde, hvor Prometheus iflg. mytologien var bundet. (Se ogsÄ Prometheus).
Kashaya-vastra
(Sanskrit). Kashaya-vastra eller kasaya-vastra er en rĂždfarvet klĂŠdning. I Puranaerne bad guderne rishi Vaisishtha om at bringe Solen, Surya, til satya-loka. Solen fortalte ham, at verdener ville gĂ„ til grunde, hvis han gik, men vismanden tilbĂžd at placere sin kashaya-vastra i stedet for solskiven, og det gjorde han. Den rĂždfarvede klĂŠdning symboliserer Solens synlige legeme. H.P. Blavatsky siger, at asketernes klĂŠdninger − som enhver ved â er farvet i en rĂždgul eller orange nuance, ofte med rosa pletter. Det er en brutal reprĂŠsentation af det vitale princip, som kaldes menneskets blod. Symbolet pĂ„ Solens vitale princip kaldes nu kromosfĂŠren. (Se ogsĂ„ Loka, Puranaer, Rishi og Surya).
Kashi
(Sanskrit). Kashi eller Kasi er det gamle navn for den âhellige byâ Benares.
Kashmir-shaivisme
(Sanskrit). Kashmir-shaivisme eller Kasmir-saivisme er en af de forskellige hinduistiske filosofier. Kashmir-shaivisme er en skole for shaivisme, der bestĂ„r af Trika (begrebet Trimurti eller Treenighed) og dens filosofiske forbindelse til Pratyabhijna (en idealistisk monistiske og teistisk filosofi). Kashmir-shaivisme betragtes som monistisk idealisme â dvs. absolut idealisme, teistisk monisme, realistisk idealisme, transcendental fysikalisme (en filosofisk teori, der er baseret pĂ„, at alt, hvad der eksisterer, er fysisk). Filosofisk set er det vigtigt at skelne mellem Kashmir-shaivisme og Advaita-sidhantha, for der er ikke tale om identiske filosofier, selv om den universale bevidsthed â Chit eller Brahman â har fortrin. I Kashmir-shavisimen er alt i skabelsen en manifestation af den hĂžjeste bevidsthed. Det medfĂžrer, at iflg. Kashmir-shavisimens synspunkt er shakti (den skabte verden) virkelig og ikke en illusion (maya), for den eksisterer og har sin vĂŠren i chit (bevidstheden). Advaita-Vedanta mener derimod, at Brahman er inaktiv (niskriya), og den skabte verden er en illusion (maya). PĂ„ den mĂ„de kan Kashmir-shaivismens filosofi, der som sagt ogsĂ„ kaldes trika, ses som en modsĂŠtning til Shankaras advaita. MĂ„let med Kashmir-shaivismen er at blive Ă©t med Shiva eller den universelle bevidsthed, eller erkende den allerede eksisterende identitet med Shiva. (Se ogsĂ„ Advaita, Brahman, Chit, Maya, Monisme, Shakti, Shiva, Treenighed, Trimurti og Vedanta).
Kasi
Se Kashi.
Kasi-khanda
Kasi-khanda
(Sanskrit). Kasi-khanda er et langt digt, som udgÞr en del af Skanda-Purana. Det beskriver en sÊrlig version af legenden om Dakshas hoved. Daksha mistede sit hoved i et slagsmÄl, men guderne erstattede det med hovedet af vÊdderen Mekha Shivas. I andre versioner af legenden beskriver det som et gedehoved, og det Êndrer allegorien betydeligt. (Se ogsÄ Daksha og Puranaer).
Kasina
(Sanskrit). Kasina betyder âelementâ â som f.eks. jord, vand, luft og ild. Kasina er et buddhistisk meditationsobjekt. Kasina henviser til en gruppe visuelle genstande, der kan bruges i meditation. I Pali Tipitaka nĂŠvnes der 10 kasinaer: Pathavi-kasina â jord. Apo-kasina − vand. Vayo-kasina â luft og vind. Tejo-kasina â ild. Nila-kasina â blĂ„ og grĂžn. Pita-kasina â gul. Lohita-kasina â rĂžd. Odata-kasina â hvid. Akasa-kasina â lukket rum eller et hul. Aloka-kasina â klart lys. Kasina beskrives sĂŠdvanligvis som en farvet skive med udvalgte farver, egenskaber, dimensioner og udtryk. Pathavi-kasina eller jord er eksempelvis en skive med en rĂždbrun farve, der er dannet ved hjĂŠlp af jord eller ler. Kasina er et meditationsobjekt, der skal hjĂŠlpe den mediterende med at skabe et fundament for den videre meditationspraksis. I de tidlige stadier af kasina-meditation fokuserer man pĂ„ et fysisk objekt, indtil objektets form og farve m.m. former tankerne. PĂ„ mere avancerede niveauer af kasina-meditationen, skabes der udelukkende et mentalt billede af meditationsobjektet. Kasina frigĂžr tankesindet fra alle fĂžlelsesmĂŠssige pĂ„virkninger, og fĂ„r det kamiske aspekt til at falde fuldstĂŠndigt til ro. (Se ogsĂ„ Kama, Meditation og Tripitaka).
Kastor
Se Aswin og Dioskurer.
Kastrat
Se Eunuk.
Kasyapa
(Sanskrit). Kasyapa er en vismand, der ofte nĂŠvnes i Vedaerne. Kasyapa var sĂžn af Marichi, Brahmas tankefĂždte sĂžn. Han var far til Vivasvat, far til Manuen, stamfader til menneskeheden, Aditis ĂŠgtefĂŠlle, far til adityaerne − som er Solens krĂŠfter − og han var en af de syv store kosmiske rishier. Via Aditis sĂžstre var han desuden forfader til dĂŠmoner, nagaer (slanger), krybdyr, fugle og andre gĂ„ende, flyvende og krybende skabninger â eller kort sagt til alt levende. Atharva-Veda oplyser, at den âselvfĂždte Kasyapa udsprang fra tidenâ. Tiden bliver ofte identificeret med Vishnu − bevareren. Kasyapa reprĂŠsenterer pĂ„ den mĂ„de en af solsystemets oprindelige Ă„ndeligt-intellektuelle egenskaber, og dermed er han en af de vigtigste oprindelige Sollogoi. IsĂŠr i sin funktion som overhoved for sol-adityaerne er han kosmisk set selve Solen (Vivasvat). Han er derfor det kosmiske overhoved for sit hierarki − et hierarki, der naturligvis er reprĂŠsenteret pĂ„ Jorden. PĂ„ samme mĂ„de er der i menneskeheden en gruppe af mennesker, som har Ă„ndelig-psykologisk affinitet til Kasyapa, fordi de er efterkommere i direkte linje, og i dem vil Kasyapas energier og krĂŠfter af og til komme kraftigt til udtryk. NĂ„r de stĂŠrke Kasapika-krĂŠfter manifesteres i et menneske, kan iklĂŠdningen af krĂŠfterne fra den hierarkiske Kasyapa, tilsvarende kaldes Kasyapa. (Se ogsĂ„ Aditi, Aditya, Atharva-Veda, Brahma, Brahman, Dharma-savarni, Logos, Manu, Marichi, Naga, Rishi, Rodmanu, Vaivasvata, Veda og Vishnu).
Kat
(Egyptisk). LĂŠnge fĂžr de egyptiske dynastier opstod, levede vildkatten i Ăžrkenens grĂŠnseomrĂ„der i Egypten. Det var en race af aggressive jĂŠgere med en kort hale og et lidt buttet udseende. Det var uden tvivl denne katterace og ikke den rolige, slanke kattetype, der var prototype for âDen store kat i Heliopolisâ. I âDĂždebogenâ omtales den som en meget gammel solskabning, der flĂ„ede den onde slange i smĂ„stykker ved foden af det hellige trĂŠ. Den tamme, rolige og venlige tempelkat viser sig fĂžrst senere i historien. Man ser den i hvert fald ikke i mastabaernes scener fra det daglige liv i Gamle Rige, selv om der vises mange andre dyr. Den fĂžrste reference til tamkatten ser man fĂžrst ca. 2.100 f.Kr., hvor en mor til en person fra Mentuhotep Iâs hof kaldes âmissenâ. LĂžvegudinden og katten er nĂŠrt forbundet i egyptisk symbolik. LĂžvegudinden symboliserer stoffets ildelement eller den utĂŠmmede kundalinikraft i mennesket â slangeilden. I legenderne overvindes lĂžvindens utĂŠmmede vildskab, og gudinden forvandles til den tamme tempelkat â Bastet. Kundalinikraften eller slangeilden er nu under kontrol. Ligesom katten er den stadig en selvstĂŠndig kraft, men den er omdannet fra en destruktiv kraft til en konstruktiv. (Se ogsĂ„ Bastet, DĂždebog, Kundalini, Mentuhotep og Sakhmet).
Kataklysme
(GrĂŠsk). Kataklysme stammer fra âkataklysmosâ, der betyder âoversvĂžmmelseâ. Oprindeligt opstod udtrykket hos stoikerne, for iflg. deres lĂŠre hjemsĂžges verden periodisk af syndfloder (katastrofer) og storbrande (ekpyrosis, der betyder âat brĂŠnde opâ). Den sidste opfattelse overtog de fĂžrste kristne, for iflg. deres teologi vil verden gĂ„ til grunde i ild. I nutiden omfatter kataklysme bĂ„de oversvĂžmmelser og vulkansk aktivitet. Ă
ndsvidenskaben pĂ„stĂ„r, at Jorden regelmĂŠssigt og med lange intervaller hjemsĂžges af forholdsvis pludselige ĂŠndringer. Den geografiske indflydelse varierer fra kontinentale til lokale katastrofer. Hele perioden for kataklysmen omfatter en gradvis begyndelse, en progressiv intensivering, en kulmination og en gradvis nedtrapning. Lokale transformationer er ofte pludselige, kraftige eller voldsomme, mens de, der dĂŠkker et bredt geografisk omrĂ„de, som regel er meget langsommere eller strĂŠkker sig over en lĂŠngere periode, og ofte er Ă„rsagen tilsyneladende ikke andet end jordiske og materielle ĂŠndringer, som iflg. menneskets erfaringer accepteres som naturlige og sĂŠdvanlige. Naturkatastrofer skyldes pĂ„virkning fra Solen, MĂ„nen, planeterne og reelt ogsĂ„ stjernebillederne. Alle fysiske fĂŠnomener er manifestationer af det, der oprindeligt foregik i tankesindet og bevidstheden. BevĂŠgelser i jordskorpen afspejler bevĂŠgelser i hjernerne pĂ„ de skabninger, der bebor den, for naturen er en organisme, og alt er uundgĂ„eligt forbundet af kosmiske krĂŠfter. Alle naturkatastrofer er ledsaget af bĂ„de oversvĂžmmelse og vulkansk aktivitet, men de forstĂŠrkes skiftevis pĂ„ forskellige tidspunkter. De kommende naturkatastrofer i slutningen af 5. rodrace vil angiveligt vĂŠre sĂŠrligt prĂŠget af virkningen af ildelementet. Lemurien − det tredje store kontinentalsystem â gik under pga. underjordiske omvĂŠltninger, enorm vulkansk aktivitet og andre fĂŠnomener. Det medfĂžrte jordskĂŠlv pga. enorme brudflader i havbunden. PĂ„ Atlantis − det fjerde store kontinentalsystem â skyldtes katastrofen hovedsagelig akserettet forstyrrelse, som medfĂžrte nedsĂŠnkning af store landomrĂ„der, som skabte enorme flodbĂžlger, og dermed omvĂŠltning af store dele af havomrĂ„derne. Derfor er det helt forkert at tro, at alle de store geologiske ĂŠndringer og frygtelige omvĂŠltninger er blevet skabt af almindelige og kendte fysiske krĂŠfter. For krĂŠfterne er ikke andet end redskaber og de endelige metoder, der kan bruges til at realisere et bestemt formĂ„l. Det er krĂŠfter, der aktiveres med jĂŠvne mellemrum, og tilsyneladende sker det mekanisk via en indre impuls, der ligger hinsides den materielle natur. Men der er et formĂ„l bag enhver vigtig handling i naturen, for alle handlinger er cykliske og periodiske. H.P. Blavatsky brugte ogsĂ„ ildelementet som det, der mere eller mindre vil ĂždelĂŠgge Jorden ved pralaya. (Se ogsĂ„ Atlantis, Element, JordskĂŠlv, Lemurien, Pralaya, Rodrace, Stoiker, Stoicisme og Syndflod).
Katakombe
(GrĂŠsk). Katakombe stammer fra âkata kumbasâ. En katakombe er underjordiske huler, gallerier og gange med gravkamre i vĂŠggene. Nogle af de mest berĂžmte findes i og omkring Rom. I Rom kender man ca. 60 katakomber, og de 50 er kristne. De kristne har i henhold til Laterantraktaten siden 1929 vĂŠret underlagt Vatikanstaten − nĂŠrmere bestemt Den pavelige kommission for hellig arkĂŠologi. Flere af katakomberne er Ă„bne for publikum. De betragtes som gravpladser, men de fleste steder i verden var det ikke det oprindelige formĂ„l, selv om mange af dem senere blev brugt til begravelse, og dermed til opbevaring af de afdĂždes knogler. De fleste blev oprindeligt brugt som hemmelige templer, hvor man foretog indvielsesritualer. Der var mange katakomber i Egypten og KaldĂŠa, og nogle af dem var meget store underjordiske systemer. De mest berĂžmte var de underjordiske krypter i Theben og Memphis. De underjordiske krypter i Theben begyndte pĂ„ Nilens vestlige side, og strakte sig ud mod den Libyske Ăžrken, og de var kendt som âslangens katakomberâ eller âslangens passagerâ. Det var der, man arrangerede de hellige mysterier i forbindelse med âkuklos ananksâ, det âuundgĂ„elige kredslĂžbâ, der er almindeligt kendt under betegnelsen ânĂždvendighedens cirkelâ eller âden ubĂžnhĂžrlige skĂŠbneâ. Det er den skĂŠbne, der venter enhver sjĂŠl efter den fysiske dĂžd, nĂ„r den er blevet dĂžmt i Amenti. (Se ogsĂ„ Amenti, Memphis og Theben).
Katarakt
(GrĂŠsk). Katarakt stammer fra âkatarasseinâ, der betyder at âstyrte nedâ, og det henviser uden tvivl til et vandfald. I Egypten er katarakt desuden betegnelsen for kraftige strĂžmhvirvler i Nilen ved Aswan, der ogsĂ„ udgĂžr den sydlige grĂŠnse for Ăvre-Egypten. Hvirvlerne opstĂ„r f.eks. i forbindelse med et mindre vandfald og ved indsnĂŠvringer af floden, hvor den deler sig i flere arme og omkring klippepartier og Ăžer. Nilens katarakter findes pĂ„ de lavvandede strĂŠkninger af floden mellem Aswan og Khartoum, hvor vandoverfladen brydes af mange smĂ„ klippeĂžer og talrige store sten, der stikker op fra flodbunden. Set fra nord mod syd befinder den fĂžrste katarakt sig i det nuvĂŠrende Egypten, mens resten ligger i Sudan. FĂžrste katarakt ligger ved Aswan. Anden katarakt (den store katarakt) lĂ„ i Nubien, men i nutiden befinder den sig nu under NassersĂžens overflade. NassersĂžen blev dannet efter opfĂžrelsen af den store Aswan-dĂŠmning. Tredje katarakt ligger ved Tombos/Hannek. Fjerde katarakt ligger i Ăžrkenen Dar al-Manasir. Den er oversvĂžmmet af sĂžen bag Merowe-dĂŠmningen. Femte katarakt ligger i nĂŠrheden af bifloden Atbaras indmunding i Nilen. Og sjette katarakt findes pĂ„ det sted, hvor Nilen skĂŠrer gennem Sabaluka-massivet nĂŠr Bagrawiyah. (Se ogsĂ„ Nubien).
Katarsis
(GrĂŠsk). Katarsis stammer fra âkatharosâ, der betyder ârenâ. Katarsis er udrensning eller renselse. Katarsis blev brugt af Aristoteles i forbindelse den fĂžlelsesmĂŠssige udrensning af et publikum, der oplevede et kunstvĂŠrk − eksempelvis et drama. Det samme gĂŠlder den indledende disciplin i de gamle mysterier, hvor neofyttens lavere natur skulle udrenses, for at gĂžre ham eller hende klar til yderligere uddannelse, stĂžrre viden og hĂžjere indvielse. De tre laveste grader bestod udelukkende af undervisning, og de udgjorde forberedelsen, disciplinen og det mentale, Ă„ndelige psykiske og fysiske grundlag, som grĂŠkerne kaldte katarsis eller udrensning. Og nĂ„r disciplen blev betragtet som tilstrĂŠkkeligt udrenset, disciplineret, mentalt fokuseret og Ă„ndeligt rolig, var det muligt at gĂ„ videre til fjerde grad. (Se ogsĂ„ Neofyt).
Katekismus
(Latin). Katekismus stammer fra det latinske âcatechizareâ, som igen er afledt af det grĂŠske âkatechizeinâ, der betyder âat give undervisningâ. Efter Reformationen blev Katekismus betegnelse for en hĂ„ndbog med en rĂŠkke doktrinĂŠre sammenfatninger af kristen tro og moral. (Se ogsĂ„ Doktrin).
Katha
(Sanskrit). Katha, Katha Upanishad eller Kathopanishad er en af Upanishaderne. Katha Upanishad er opkaldt efter vismanden Katha, og den er kommenteret af Sankaracharya, grundlÊggeren af Advaita-Vedanta skolen. (Se ogsÄ Sankaracharya og Upanishader).
Kati chakrasana
(Sanskrit). Kati chakrasana stammer fra âkatiâ, der betyder âtaljeâ, og âchakraâ, der betyder âhjulâ eller âroterende hjulâ. Kati chakrasana kaldes ogsĂ„ âtaljedrejningenâ. Det er en yoga-Ăžvelse, hvor der foretages roterende bevĂŠgelser med hofterne. Kati henviser til den nederste del af ryggen. Kati chakrasana er en meget enkel, men kraftfuld Ăžvelse, som har flere fordele. Kati chakrasana fjerner stivhed i ryggen, afbalancerer den nederste del af ryggen samt skuldre og nakke, og strĂŠkker musklerne pĂ„ bagsiden af ryggen. Ăvelsen udfĂžres ved at stĂ„ med spredte ben. HĂŠnderne foldes foran pĂ„ kroppen med hĂ„ndfladerne vendt nedad. Herefter strĂŠkkes armene op over hovedet, mens man Ă„nder ind, og hĂ„ndfladerne vendes opad. Man Ă„nder nu ud og bĂžjer i hofterne, sĂ„ lĂŠnden, ryggen og armene peger fremad i en strakt og vandret stilling, mens man ser fremad pĂ„ de foldede hĂŠnder. Mens man holder vejret ude, drejer man overkrop og arme sĂ„ langt som muligt til hĂžjre i vandret stilling og tilbage til midten igen. Ăvelsen gentages tre gange. Man skal sĂžrge for, at hĂŠnder, arme og ryg er strakt ud i vandret hĂžjde, mens man drejer. PĂ„ indĂ„nding rejser man kroppen op i oprejst stilling, mens armene lĂžftes op over hovedet. Herefter Ă„ndes der ud, og armene sĂŠnkes ned langs kroppen. Ăvelsen gentages derefter til venstre side. NĂ„r bevĂŠgelsen foretages tredje gang, drejer overkroppen tre gange i en fuld halvcirkel hele vejen fra hĂžjre til venstre og tilbage igen.
Katoptromanti
(GrĂŠsk). Katoptromanti stammer fra âkatoptronâ, der betyder âspejlâ, og âmanteiaâ, der betyder âforudsigelseâ. Katoptromanti er derfor spĂ„domskunst, hvor der anvendes âmagiskeâ spejle eller krystalkugle. Forudsigelserne sker ved sĂ„kaldt spejlskuen, dvs. ved intensivt at stirre i et spejl, og pĂ„ den mĂ„de finde svar eller fĂ„ kontakt med afdĂžde.
Kaumodaki
(Sanskrit). Kaumodaki er et âvĂ„benâ, som den 4-armede Vishnu holder i sin nederste venstre hĂ„nd. Kaumodaki symboliserer kilden til Vishnus guddommelig magt og hans fysiske og mentale styrke. Det er et vĂ„ben, der giver Vishnu magt til at fjerne alt det i menneskets fĂžlelser og tanker, der forhindrer det i at opnĂ„ guddommelighed. Vishnu bruger sit vĂ„ben til at rense og forĂŠdle Ă„nden i mennesket og frigĂžre det fra materialistiske bindinger. Det er et almĂŠgtigt âvĂ„benâ, som er umuligt at besejre. (Se ogsĂ„ Vishnu).
Kaurava
(Sanskrit). Kaurava refererer til efterkommerne af Kuru, den legendariske konge, der er stamfader til mange af personerne i Mahabharata. I Mahabharata var kuruerne modstandere af pandavaerne. Pandavaerne er afledt fra âpanduâ, der betyder âlysâ, âblegâ eller âblondâ. Lys har altid vĂŠret betragtet som et synonym for Ă„nd, og derfor har nogle forfattere pĂ„stĂ„et, at kauravaerne reprĂŠsenterer stoffet eller de mĂžrke krĂŠfter, mens pandavaerne symboliserer Ă„nden og de lyse krĂŠfter i bĂ„de kosmisk og menneskelig natur, men den slags analogier kan presses for langt. Der var gode og onde, lyse og mĂžrke pĂ„ begge sider i det berĂžmte indiske digt. (Se ogsĂ„ Bhima, Kaurava, Mahabharata og Pandava).
Kauravya
(Sanskrit). Kauravya var de indviedes eller nagaernes (slangernes) konge i Patala, som eksoterisk svarer til underverden. Patala bestĂ„r af syv regioner eller lokaer. Men esoterisk betyder det noget helt andet. Iflg. Mahabharata rejste Krishnas discipel, Arjuna, til Patala for at blive gift med Ulupi, der var datter af kong Kauravya. Der findes en stamme af nagaer i det Ăvre-Indien, nagal er betegnelsen for de fĂžrende medicinmĂŠnd i Mexico, og det samme gjaldt fortidens ledende adepter − og endelig er Patal navnet pĂ„ Amerika. Historien om at Arjuna rejste til Patala for at gifte sig med Ulupi, kan derfor vĂŠre lige sĂ„ historisk som mange andre fortĂŠllinger, der fĂžrst blev betragtet som en fabel, og senere blev erklĂŠret for at vĂŠre sand. (Se ogsĂ„ Adept, Loka, Naga, Patala og Underverdenen).
Kausallegeme
(Latin). Kausal eller kausalitet stammer fra âcausaâ, der betyder âĂ„rsagâ, eller det henviser til noget, der rummer Ă„rsagen. Kausal henviser dermed til forholdet mellem Ă„rsag og virkning. Kausallegemet er derfor âĂ„rsagslegemetâ, for det er Ă„rsagen til, at menneskets sjĂŠl utallige gange inkarnerer i skiftende personligheder. Kausallegemet er derfor sjĂŠlens legeme, som er et relativt udĂždeligt legeme. Iflg. Ă„ndsvidenskaben befinder kausallegemet â sjĂŠlens legeme â sig pĂ„ det hĂžjere mentalplan â dvs. de tre Ăžverste underplaner af mentalplanet − og graden af sjĂŠlens udvikling stĂ„r i forhold til menneskets moralske og Ă„ndelige niveau. PĂ„ sanskrit kaldes kausallegemet karana-sharira eller karanopadhi. Kausallegemet oplĂžses efter 4. indvielse (symboliseret af korsfĂŠstelsen), nĂ„r behovet for reinkarnation pĂ„ de lavere eksistensplaner ophĂžrer. SjĂŠlen stiger nu op til det buddhiske plan − det 5. naturrige, der ogsĂ„ kaldes âdet overmenneskelige rigeâ. Kausallegeme og sjĂŠl er to udtryk, der ofte opfattes som identiske, men der er en markant forskel. Det er et grundprincip i Ă„ndsvidenskaben, at Ă„nd (liv) forenes med stof (form), hvorved sjĂŠlen (bevidsthed) opstĂ„r. Kausallegemet er den stofform, som Ă„nden beliver, og dermed opstĂ„r sjĂŠlen. SjĂŠlen er derfor bevidstheden i kausallegemet. Ordet sjĂŠl, som anvendes i Ă„ndsvidenskaben, svarer ikke til psykologiens âegoâ, men er reelt det bevidsthedscenter, der i dybdepsykologien kaldes âSelvetâ. I Ă„ndsvidenskaben betragtes sjĂŠlen som det virkelige menneske, der periodisk sender et aspekt af sig selv ned i skiftende personligheder gennem en rĂŠkke pĂ„ hinanden fĂžlgende inkarnationer. SjĂŠlen betragtes som det hĂžjere aspekt af tankesindet, der er ulĂžseligt forbundet med den hĂžjere intuition, som er oplyst af monaden (Ă„nden). Kausallegemet er derfor sjĂŠlens âhjemâ. Kausallegemet fungerer som legeme for abstrakt tĂŠnkning og som opbevaringssted for essensen af al den erfaring, der indhĂžstes i talrige inkarnationer. Det skal ikke opfattes i rumlig betydning, men snarere som et kompleks af vibrationsmuligheder, der er Ă„rsag til fremtidige handlinger og erfaringer, og derfor kaldes sjĂŠlens legeme pĂ„ sit eget plan for kausallegemet â Ă„rsagslegemet. Kausallegemet er reelt intet legeme − hverken objektivt eller subjektivt. Det er buddhi, som ogsĂ„ kaldes den Ă„ndelige sjĂŠl, fordi den er den direkte Ă„rsag til sushupti-tilstanden, der fĂžrer til turya-tilstanden − den hĂžjeste samadhi-tilstand. Den kaldes som sagt karanopadhi − âgrundlaget for Ă„rsagenâ − af taraka raja yogierne. I Vedanta-systemet korresponderer den til bĂ„de vijnana-maya-kosha og ananda-maya-kosha. Den sidstnĂŠvnte kommer lige efter atma, og er derfor den universelle Ă„nds legeme. Buddhi alene kan ikke kaldes et kausallegeme, men det bliver et legeme sammen med manas. (Se ogsĂ„ Ananda-maya-kosha, Anna-maya-kosha, Atma, Buddhi, Buddhisk plan, Karanopadhi, Karana-sharira, Mana-maya-kosha, Manas, Monade, Samadhi, SjĂŠl, Solengel, Sushupti, Vedanta og Vijnana-maya-kosha).
Kavya
(Sanskrit). Kavya stammer fra âkaviâ, der betyder âintelligentâ eller âklogâ. Kavya er en gruppe af pitrier, der er efterkommerne af Kavi, og tĂŠt forbundet med Sukra − hersker over planeten Venus. Kavya er intimt forbundet med manasaputraerne eller solpitrierne og monader af Ă„ndeligt-intellektuel type eller afstamning, i modsĂŠtning til de barhishaderne eller mĂ„nepitrierne − de laverestĂ„ende forfĂŠdre til mennesket. Da de forskellige nedstigninger af tankesindet reguleres af cykliske lovmĂŠssigheder, der er forbundet med manasaputraerne, ser man grunden til, at kavyaerne ofte omtales som tĂŠt forbundet med udviklingens hvirvlende tidscyklusser, og som herskere over cyklusserne. (Se ogsĂ„ Barhishader, Manasaputra, Monade, Pitri og Sukra).
Kavyavahana
(Sanskrit). Kavyavahana bestĂ„r af âkavyaâ, der er en gruppe pitrier, og âvahanaâ, der betyder âlegemeâ eller âredskabâ. Kavyavahana er legemet, der formidler kavyaernes indflydelse eller kraft. Kavyavahana betyder ofte solpitriernes intellektuelle ild eller vitalitet. I hinduismen opfattes det som den hellige ild, der transformerer offergaverne til pitrierne. I Puranaerne er Pavaka (elektrisk ild) fremstillet som forĂŠlder til Kavyavahana, men der er ikke tale om den grove elektriske substans prithivi (den fysiske verden), men den elektriske, livgivende energi i tankesindet eller intelligensen. (Se ogsĂ„ Pavaka, Pitri, Prithivi og Puranaer).
Kayanim
(HebrĂŠisk). Kayanim eller cunim er navnet pĂ„ nogle bestemte mystiske kager, der blev ofret til Ishtar, den babyloniske Venus. Jeremias taler om kayanim-kagerne, der blev ofret til âHimlens dronningâ. (Se ogsĂ„ Ishtar).
Kebar-Zivo
Se Cabar-Zio.
Kedara
(Sanskrit). Kedara er en mark, en eng, en slette eller et bjergrigt omrÄde i Himalaya. Kedara er ogsÄ et af Shivas navne. Shiva blev tilbedt i Himalaya. (Se ogsÄ Shiva).
Kelim
(HebrĂŠisk). Kelim er et fartĂžj, et skib eller et redskab. I rummet afbildede kabbalisterne kelim som en stor livskilde eller fontĂŠne. Den var begyndelsen pĂ„ en rĂŠkke kosmiske vaser, fartĂžjer eller kelim, som er de ti sephiroth, og det var pga. de ti sephiroth, at alle energierne, stoffet, formerne og de utallige manifesterede genstande kunne komme til udtryk. Livskilden, kronen eller kether, svarer til den skabende Brahma. Brahma var umanifesteret lige fĂžr den manvantariske manifestation, og befandt sig derfor i den hĂžjere essens favn â dvs. i Brahman eller Parabrahman. Da Brahma vĂ„gnede til ny aktivitet, og dermed blev den kosmiske demiurg eller det, man kalder skaberen i den vestlige religion og filosofi, opstod de forskellige fartĂžjer eller vaser. De strĂžmmede frem fra Brahma, som er Fader-Moder. NĂ„r skabninger betegnes som vaser eller fartĂžjer, betyder det bare, at de kosmiske sephiroth er beholdere, som rummer alle de egenskaber, kvaliteter, krĂŠfter, karaktertrĂŠk osv., der krĂŠves til opbygningen af det manifesterede univers, og som sephiroth gĂžr de det muligt at udfolde de guddommelige energier under manifestationen. Senere kabbalister mente, at kelim var forbundet med de 22 kanaler, der svarer til de 22 bogstaver i det hebrĂŠiske alfabet, som sammen med de ti sephiroth udgĂžr de 32 veje til visdom. (Se ogsĂ„ Brahma, Brahman, Demiurg, Kabbala, Kabbalist, Kether, Manvantara, Parabrahman og Sephiroth).
Kemit
(Egyptisk). Kemit, Khemit, Kemet, Khem, Khame eller Khmi henviser til hieroglyffen âKmâ, som i en lang periode var navnet pĂ„ det gamle Egypten. Kemit og hieroglyffen er iflg. egyptologen Alan Henderson Gardiner (1879-1963) den egyptiske betegnelse for âsortâ. Egypten fik flere forskellige navne i Ă„rtusindernes lĂžb, og de fĂžrste navne antyder en tilknytning til det forsvundne Atlantis. FĂžrst hed landet Aha-men-Ptah, der betyder âGuds fĂžrste hjerteâ. Senere ĂŠndredes navnet til Amenptah, der betyder âde dĂždes rigeâ. Det antyder, at landet oplevede en omfattende katastrofe. Igen skifter Egypten navn denne gang til Ath-ka-Ptah, der betyder âGuds andet hjerteâ. Civilisationen var tilsyneladende igen kommet til live efter katastrofen. Egypterne ĂŠndrede senere landets navn til Khemmea eller Kemit, der betyder âden sorte jordâ. I nogle inskriptioner er Kemit eller den sorte jord nogle gange prĂŠsenteret i modsĂŠtning til Toshri eller âden rĂžde jordâ, der henviser til Ăžrkenerne og sandet. Kemit blev senere i historien til det grĂŠske âchemeiaâ eller âchemiaâ, der nu er forvandlet til âkemiâ og âalkymiâ. Egypten er kemiens fĂždested. RĂždderne til ordet kemi eller chemi er Chem, der stammer fra den egyptiske mysteriegud Khem â eller skaberguden Khnum â som skabte lyset pĂ„ grundlag af mĂžrket â det usynlige blev synligt. Egyptens civilisation er betinget af Nilen, som i Ă„rets cyklus aflejrer sort nilslam, der gĂžr Nilbredderne frugtbare. Uden Nilens vand og den periodiske aflejring af frugtbart slam, ville Egypten vĂŠre livlĂžs Ăžrken. Landet fik derfor navnet Kemit efter den sorte jord eller det frugtbare slam. Den traditionelle forskning stopper ved den forklaring, men Ă„ndsvidenskaben inddrager desuden den symbolske dimension. Hele Egypten blev betragtet som Ă©t legeme, og egypterne var celler i Egyptens legeme. Egypten og dets civilisation var planlagt til at forvandle den sorte jord, det mĂžrke stof eller materialismen, og dermed transformere landet til et tempel for Guds lys. Skaberguden Chem eller Khnum, som skabte lyset pĂ„ grundlag af mĂžrket, er pĂ„ den mĂ„de symbolsk forbundet med Kemit, den sorte jord, der skulle forvandles til guddommeligt lys. (Se ogsĂ„ Alkymi og Chemi og Khnum).
Kena-Upanishad
(Sanskrit). Kena-Upanishad eller Kenopanishad bestĂ„r af âkenaâ, der betyder âhvemâ, og âupanishadâ, der betyder âat sidde nĂŠr vedâ (en lĂŠrer). Det er en af Sama-Vedas Upanishader, som indleder med spĂžrgsmĂ„let: âHvem gav ordren til at skabe tankesindet, livet, stemmen, Ăžjnene og Ăžrerne?â (Se ogsĂ„ Sama-Veda, Upanishader og Veda).
Kentaur
(GrĂŠsk). Kentaur stammer fra âkentaurosâ, men ordets oprindelse og betydning er ukendt. Kentauren er et fabeldyr fra den grĂŠske mytologi. Kentauren er en skabning, der er sammensat af en menneskeoverkrop med menneskehoved og en hestekrop med fire ben. Ofte har menneskehovedet hesteĂžrer. Kentauren symboliserer tĂŠnkeevnen (mennesket), der hersker over den instinktive bevidsthed (dyret). Kentauren ses ofte med bue og pil som symbol pĂ„ mĂ„lrettethed, og kentauren bruges i den astrologiske symbolik for Skyttens tegn. Den mest kendte kentaur er Chiron, som var den vise og lĂŠgekyndige kentaur, der opdrog Achilles og Asklepios pĂ„ bjerget Pelion i Thessalien. Chiron er desuden en af de fĂ„ navngivne kentaurer. Nessus var en anden berĂžmt kentaur, som blev drĂŠbt af Herkules, men Nessusâ blod ramte Herkules og drĂŠbte ham. Nessus var sĂžn af Centauros. Han kĂŠmpede i slaget med Lapiths, og han blev fĂŠrgemand pĂ„ floden Euenos. I mytologien â eksempelvis Berosusâ (Alexander Polyhistors) skabelseshistorie â er der bevaret legender om monstre, der er halvt menneske og halvt hest. Der fortĂŠlles om hĂŠslige vĂŠsener, som i urskabelsens afgrund opstod af det tofoldige princip − jord og vand: Naraer (kentaurer, mennesker med hestelemmer og menneskekrop) og kinnaraer (mennesker med hestehoveder), som Brahma havde skabt i begyndelsen af kalpaen. Man sagde ogsĂ„, at kentaurer var afkom af Ixion â konge over Lapith-folket − og at en sky, der var formet som Hera, var sendt af Zeus for at teste hans ondskab. Eller man mente, at kentaurer var afkom af Ixions sĂžn og hans hopper. De blev betragtet som en primitiv, vild race, der boede i bjergene i Thessalien. Men iflg. den grĂŠske mytologi var kentaurerne klogere end mennesker. Senere blev kentaurerne knyttet til Dionysos. (Se ogsĂ„ Asklepios, Herkules, Kalpa og Skytten).
Kephalomanti
(GrĂŠsk). Kephalos eller Cephalus betyder âhovedâ, som mĂ„ske stammer fra den grĂŠske mytologi, hvor Kephalos var grundlĂŠgger og dermed âoverhovedâ for en stor og berĂžmt familie, der bl.a. inkluderede Odysseus. Kephalomanti er en betegnelse for heksekunst, spĂ„domme og brug af middelalderlig sort magi, hvori der indgik et lig af en nyligt begravet afdĂžd. Eksempelvis benyttede man hovedet af et lig, og hovedet blev brugt til forskellige magiske processer i middelalderen.
Keramik
(Egyptisk). De gamle egyptere fremstillede to forskellige keramiske produkttyper. Den mest ĂŠdle var fajance, der blev lavet med kvarts som hovedbestanddel â og den anden type, der var almindeligt lertĂžj og det mest typiske. Egypternes keramik blev lavet af Nilslam, men nogle gange brugte de ler fra Ballas og Qena, hvor pottemagerindustrien stadig lever i bedste velgĂ„ende. Egyptisk keramik havde en mat eller let poleret overflade, der blev sort, rĂžd og delvis sort og rĂžd eller grĂ„ afhĂŠngig af brĂŠndingsprocessen. Glaseret keramik blev fĂžrst produceret i Egypten efter 6. Ă„rh. f.Kr., da grĂŠske pottemagere bosatte sig ved Naucratis. Vaser i mange forskellige former og figurer blev lavet af almindeligt ler, der ofte blev blandet med strĂ„. Herefter blev vaserne tĂžrret i Solen eller belagt med en overflade og brĂŠndt i en ovn. Pottemagerkunsten nĂ„ede et hĂžjt niveau i Ăvre-Egypten, hvor lerkar blev dekoreret med graveringer, og vaser, krukker og skĂ„le m.m. blev formet med hĂ„nden pĂ„ en drejeskive og malet kunstfĂŠrdigt.
Kerberos
(GrĂŠsk/Latin). Kerberos er en hund med tre hoveder og med en slangehale − et monster, som vogter porten til Hades eller underverdenen. Kerberos var sĂžn af Typhon og Echidna − et vĂŠsen, der var halvt kvinde og halvt slange og meget hĂŠdret i Etrurien (et omrĂ„de i Mellemitalien, som i nutiden stort set svarer til Toscana). I den grĂŠske mytologi var Echidna et uhyre, som man kaldte âmoderen til alle uhyrerâ. Hun betragtes oftest som datter af Gaia og Uranos eller Tartaros. Kerberos blev bragt til Jorden og tilbage af Herkules som hans tolvte arbejde. Kerberos kom til grĂŠkerne og romerne fra Egypten. Det var et uhyre, der var halvt hund og halvt flodhest, og som bevogtede porten til amenti. BĂ„de den egyptiske og den grĂŠske Kerberos var symboler pĂ„ kama-loka og dets primitive monstre, som er identiske med de astrale dĂždes aflagte skygger og skaller. (Se ogsĂ„ Amenti, Gaia, Hades, Herkules, Kama-loka, Skygger, Tartaros, Typhon og Uranos).
Kerkes
(Arabisk). Kerkes er Koranens Phoenix. Kerkes, som levende i tusind Är, brÊnde til sidst sig selv ved selvantÊndelse, og den blev genfÞdt fra sin egen aske. (Se ogsÄ Koranen og Phoenix).
Kerub
Se Kerubim.
Kerubim
(HebrĂŠisk). Kerubim eller kerub er et himmelsk og helligt vĂŠsen i den hebrĂŠiske mytologi. I Det Gamle Testamente findes der forskellige beskrivelser af kerubim, og den, der bruges mest, omtaler et vinget vĂŠsen med fire hoveder − et menneskehoved, et lĂžvehoved, et oksehoved og et Ăžrnehoved. I skabelsesberetningen anses de for at vĂŠre âParadisets vogtereâ, som Gud bl.a. satte til at bevogte Edens Have med flammesvĂŠrd efter syndefaldet, og i Det Gamle Testamente omtales de ofte som âvogtere af den guddommelige herlighedâ. I Anden Mosebog placeres de ved ânĂ„dens sĂŠdeâ. Keruberne er desuden vingede vogtere i guld, der var placeret over Pagtens Ark, og de var kolossale figurer, som blev ogsĂ„ placeret i Salomons tempels Sanctum Sanctorum. Men den mest benyttede placering er ved Yahwehs (Jehovahs) trone eller stridsvogn. I forbindelse med Ezekiel og i kabbalaen vises keruberne som fire hellige skabninger. De fire dyr symboliserer de fire elementer og menneskets fire lavere principper. Iflg. kabbalaen er keruberne en gruppe eller en engleorden, der navnlig blev associeret med sephirahen jesod. I kristendommen er det en engleorden, der fungerer som âvogtereâ. I den jĂždiske kabbala er der en nĂŠr forbindelse mellem dem, og de fire bogstaver i Tetragrammaton â YHVH eller JHVH. I det hierarkiske system indtager keruberne andenpladsen i den fĂžrste treenighed: Seraphim, keruber og troner. Men Keruberne har en endnu mere mystisk forbindelse, for de fire himmelske skabninger er menneskehedens beskyttere, men de er ogsĂ„ Karmas Herrer i relation til Jorden. I den hebrĂŠiske kabbala er kerubim en gruppe engle eller halvĂ„ndelige skabninger, der svarer til malkuth − den laveste sephiroth. Ordet kerub betĂžd ogsĂ„ slange, selv om den reelle betydning er anderledes, fordi keruberne og de persiske vingede griffer, som vogtede det gyldne bjerg, er de samme, og deres navn viser deres karakter, for det stammer fra âkrâ, der betyder âcirkelâ, og âaubâ eller âobâ, der betyder âslangeâ − en slange i en cirkel. Kerubernes farve er blĂ„, mens den rĂžde er forbundet med seraphim. (Se ogsĂ„ Adonai, Ark, Grif, Jehovah, Jesod, Kabbala, Karma, Malkuth, Salomons tempel, Sephiroth, Seraf, Serafim, Tetragrammaton og Troner).
Kesarin
(Sanskrit). Kesarin eller Kesari vil sige at have en manke. Det er en variant af navnet Anjana, som er den naga eller indviet, som var mor til Hanuman, Ramayanas abegud. Hanumans far, vindguden Pavana eller Vayu, kaldes nogle gange Kesarin. (Se ogsÄ Anjana, Hanuman, Naga, Pavana, Ramayana og Vayu).
Keshara
(Sanskrit). Keshara er en âhimmelvandrerâ, dvs. en yogi, der rejser i sit astrallegeme. (Se ogsĂ„ Yogi).
Keshvar
Se Karshvar.
Kether
(HebrĂŠisk). Kether er den 1. sephirah og den hĂžjeste af de 10 sephiroth. Kether er kronen − den fĂžrste i den Ăžverste triade. Kether er Guds ensomme majestĂŠt med det usigelige navn IHVN, men ogsĂ„ med Sinai-navnet AHIH AShR AHIH, der betyder âden evigt vĂŠrendeâ. Kether kan ogsĂ„ tydes som den hellige gral, der symboliserer Guds permanente relation til mennesket. Kether betragtes som den fĂžrste kondensering af Ă„ndelig substans omkring det monadiske centrum, og denne samling er den fĂžrste refleksion af manifesteret ikke-eksistens eller Ain-Soph − den mystiske kosmiske livmoder, som billedligt reprĂŠsenteres som Zero. Kether kaldes âurpunktetâ (nequdah riâshonah) og âudviklingspunktetâ (nequdah peshutah). Det skyldes, at nĂ„r den fĂžrste refleksion fra oven − eller kondenseringen fra Ain-Soph â indtrĂŠffer, sĂ„ optrĂŠder den som et punkt eller som en monadisk iklĂŠdning. Den fĂžrste sephirah rummer alle de Ăžvrige ni sephiroth, som den manifesterer i lovmĂŠssig orden. I kabbalaen betragtes den som en kĂžnslĂžs eller androgyn kraft. Kether er Ă„ndeligt lys sammenlignet med det guddommelige mĂžrke eller det absolutte lys i Ain-Soph. Det absolutte lys eller det guddommelige mĂžrke befinder sig hinsides menneskets opfattelse, og derfor kaldes det for skjult, og skjult er desuden en betegnelse for kether. Som den ĂŠldste eller den fĂžrste sephiroth kaldes kether ogsĂ„ âden gamle og allerhelligsteâ (attiqa qaddisha), âden gamle af dageâ (attiq yomin) og âdet hvide hovedâ (reâsh hiwwar), som rummer alle farver. Som overhoved for âLivets TrĂŠâ kaldes kether âdet store aspektâ, makroprosopus eller âdet lange ansigtâ (âarichâ anpin), fordi det rummer alle de egenskaber, som reprĂŠsenteres af de Ăžvrige ni sephiroth. Kethers guddommelige navn er âehyehâ (âJeg erâ) â dvs. den fĂžrste manifesterede eksistens eller kosmiske skabning. Hvis kether symboliserer mennesket, reprĂŠsenterer det hovedet. Dens fĂžrste udstrĂ„ling fra kether blev den anden sephirah, chokmah. (Se ogsĂ„ Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Ehyeh, Geburah, Gral, Hod, Jesod, Kabbala, Makroprosopus, Malkuth, Monade, Netzach, Reâsh Hiwwar, Sephiroth, Tiphereth og Triade).
Ketu
(Sanskrit). Ketu er den nedstigende mÄneknude i astronomi og astrologi. I hinduistisk mytologi er det den himmelske drages hale, som angiveligt angriber Solen under solformÞrkelserne, men det er desuden betegnelsen for en komet eller et meteor.
Kevala-kumbhaka
(Sanskrit). Kevala-kumbhaka stammer fra âkevalaâ, der betyder âkunâ, og âkumbhakaâ, der betyder âĂ„ndeâ, âtilbageholdelseâ eller âophĂžrâ. Kevala-kumbhaka er betegnelsen for spontan standsning af Ă„ndedrĂŠttet uden bevidst anstrengelse. Sanskritordet âkevalaâ er direkte forbundet til ordet kaivalya, der er en betegnelse for samadhi, nirvana eller den hĂžjeste oplysning og enhed. Kevala og kaivalya henviser derfor til erkendelser, der er hinsides dualitet, forestillinger og ord. Enhver beskrivelse af oplevelsen vil straks forvrĂŠnge den. Derfor bruges kevala og kaivalya som udtryk for noget, der er ubeskriveligt. Andre former for kumbhaka (f.eks. antar-kumbhaka i nadi-shodhana (3. trin) er almindeligt kendt som sahita-kumbhaka. Sanskritordet sahita betyder âkombineret med nogetâ. Med andre ord er disse typer af kumbhaka kombineret med eller en fĂžlge af andre former for yoga-praksis. Der krĂŠves derfor en indsats for at praktisere dem. De opstĂ„r ikke spontant, og derfor er de ikke direkte relateret til samadhi. Den form for kumbhaka udfĂžres med henblik pĂ„ at fremkalde den spontane kevala-kumbhaka, hvor man bliver fuldstĂŠndig modtagelig for indstrĂžmningen af hĂžjere bevidsthed. De tre bandhaer â jalandhara, uddiyana og moola â er kraftfulde teknikker til at fremkalde kevala-kumbhaka, isĂŠr hvis de kombineres med pranayama. (Se ogsĂ„ Antar-kumbhaka, Bahir-kumbhaka, Bandha, Jalandhara-bandha, Kaivalya, Kumbhaka, Maha-bandha, Moola-bandha, Nadi-shodhana, Pranayama og Uddiyana-bandha).
Kha
(Sanskrit). Kha er det ĂŠteriske rum, men ordet bruges ofte om Jordens atmosfĂŠre, og nogle gange om akasha. (Se ogsĂ„ Akasha og Ăter).
Khado
Se Khadoma.
Khadoma
(Tibetansk). Khadoma eller mkha âgro ma (kha-do-ma) stammer fra âmkhaâ, der betyder âhimmelâ, og âgroâ, der betyder âgĂ„râ, samt âmaâ, der betyder âfemininâ. Khadoma svarer til sanskritordet âdakiniâ. I den populĂŠre tibetanske folklore havde guddommene feminine egenskaber, og derfor blev de ofte kaldt âmĂždreâ, selv om de blev betragtet som dĂŠmoner. H.P. Blavatsky oplyser, at de er elementaler â dvs. naturens okkulte og onde krĂŠfter. De svarer til jĂždernes lilith. Allegoriske legender kalder liliths overhoved for Sangye Khado (eller Buddha Dakini pĂ„ sanskrit), og de kender alle kunsten af âgĂ„ pĂ„ luftâ. De viser stor venlighed over for de afdĂžde, men de har intet tankesind − kun dyrets instinkt. Derfor svarer khadoma eller khado til en af de grupper af naturens Ă„nder, der var anerkendt af middelalderens ildfilosoffer. (Se ogsĂ„ Dakini, Elemental og Lilith).
Khafra
(Egyptisk). Khafra hed Khepren eller Khefren pĂ„ grĂŠsk. Han var den 4. konge i 4. dynasti (ca. 2.620 f.Kr.). Han var sĂžn af kong Khufu, som grĂŠkerne kaldte Cheops â eller muligvis hans bror. Egyptologerne pĂ„stĂ„r, at han byggede den nĂŠststĂžrste af de tre Giza-pyramider, men sandheden er, at der ikke findes historiske facts om pyramidebyggerne, og teorien er blot en hypotese, som ikke kan dokumenteres. Man ved ganske enkelt ikke, hvem der byggede de store Giza-pyramider. Man ved heller ikke, hvornĂ„r de blev bygget og hvorfor. Nyere forskning og almindelig logik viser, at pyramiderne ikke er kongegrave. Sandsynligvis var de indvielsestempler, og de er opfĂžrt i en fjern fortid lĂŠnge fĂžr kong Khafra og kong Khufu. Egyptologer pĂ„stĂ„r desuden, at det var Khafra, der lod Sfinksen bygge, og at ansigtet pĂ„ Sfinksen skulle forestille ham. Identitetseksperter afviser teorien. PĂ„ en stele (mindesten) oplyser de gamle egyptere, at kong Khufu restaurerede templet foran Sfinksen. Sfinksen og tempelkomplekset eksisterede derfor allerede pĂ„ kong Khufus tid, og havde Ă„benbart vĂŠret der sĂ„ lĂŠnge, at templet trĂŠngte til at blive restaureret, og derfor kan Sfinksen naturligvis ikke vĂŠre bygget af Khafra, som ikke var Khufus efterfĂžlger pĂ„ tronen, for han blev efterfulgt af Djedefra. (Se ogsĂ„ Djedefra, Giza, Khufu og Sfinks).
Khaibit
(Egyptisk). Khaibit er de gamle egypteres betegnelse for ĂŠterlegemet. Egypterne havde stor indsigt i de indre verdener og det usynlige menneske, og det var langt mere detaljeret end nutidens, hvor man begrĂŠnser sig til sjĂŠl og krop, hvis udgangspunktet er en religiĂžs opfattelse, mens mennesket udelukkende er en fysisk krop, hvis udgangspunktet er en naturvidenskabelig opfattelse. I det gamle Egypten havde man navne og symboler for alle menneskets ydre og indre legemer, og de reprĂŠsenterede de samme principper, som omtales i nutidens Ă„ndsvidenskab. Det fysiske legeme kaldte egypterne for khat. Ăterlegemet kaldte de âkhaibitâ, som ofte oversĂŠttes med âskyggenâ. Astrallegemet kaldte de âkaâ â en betegnelse, der mange gange oversĂŠttes med âdobbeltâ eller âdobbeltgĂŠngerâ. SjĂŠlen kaldte de âbaâ, og fra nutidens Ă„ndsvidenskab ved man, at der hentydes til mentalplanet, der er opdelt i hĂžjere og lavere manas. âBaâ er tĂŠnkeevnens bevidsthedsplan, og sjĂŠlen reprĂŠsenterer hĂžjere tĂŠnkning eller abstrakt tĂŠnkning, mens den lavere tĂŠnkning kommer til udtryk som konkret tĂŠnkning. Derfor havde man desuden en betegnelse for det Ă„ndelige legeme â sahu, der kan fortolkes som hĂžjere manas eller sjĂŠlen. Intelligensen, lavere manas eller den konkrete tĂŠnkning, kaldte man âkhuâ. Hjertet var identisk med bevidstheden, og hjertet kaldte man âabâ, mens menneskets formside blev kaldt âsekhemâ. For de gamle egyptere var ord levende skabninger, og menneskets navn var derfor en levende energi eller kraft, som man kaldte ârenâ. Nogle af de indre legemer havde direkte forbindelse til âgudernes rigeâ, og derfor levede mennesket reelt i âgudernes rigeâ. (Se ogsĂ„ Ab, Ba, Ka, Khat, Khu, Manas, Sahu, Sekhem, SjĂŠl og Ăterlegemet).
Khaldi
Khaldi er KaldÊas tidligste beboere. De var de fÞrste tilbedere af mÄneguden, Deus Lunus. Det var ceremonier, som blev bragt dem af den store strÞm af tidlige hindu-immigranter. Senere blev det en kaste af almindelige astrologer og indviede.
Khami
(Egyptisk). Khami stammer fra âchemâ, der betyder âden sorte jordâ. Khami er det gamle egyptiske eller muligvis koptiske sprog. Det er en betegnelse, der er givet af egyptologerne. (Se ogsĂ„ Kemit, Khnum og Kopter).
Khanda
(Sanskrit). Khanda stammer fra roden âkhandâ, der betyder âat opdeleâ. Khanda er en opdeling, en andel eller en del, der er adskilt fra helheden â og dermed henviser det til et afsnit eller et kapitel i de hinduistiske skrifter. Khanda bruges desuden i filosofien om adskilte dele.
Khanda-kala
(Sanskrit). Khanda-kala bestĂ„r af âkhandaâ, der betyder âopdelingâ, og âkalaâ, der betyder âtidsperiodeâ. Khanda-kala er tiden, der er brudt op i dele eller tidsperioder â dvs. endelig og betinget tid i modsĂŠtning til uendelig tid eller evighed. (Se ogsĂ„ Kala).
Khanti
(Pali). Khanti hedder kshanti pĂ„ sanskrit, og begge betyder âtĂ„lmodighedâ, âtoleranceâ, âoverbĂŠrenhedâ og âtilgivelseâ. Det er en praksis, der er en betingelse for fuldkommenhed (paramita) i bĂ„de Theravada- og Mahayana-buddhisme. Khanti er den sjette af ti forudsĂŠtninger for opnĂ„else af buddhaskab. Khanti betyder bogstaveligt âtĂ„lmodighedâ, men der menes ikke en svag tĂ„lmodighed eller tĂ„lmodighed pga., at man er konfliktsky. Khanti er den perfekte kontrol over fĂžlelser og temperament, som skyldes et hĂžjt udviklet tankesind, der er funderet pĂ„ medfĂžlelse for alle levende vĂŠsener. (Se ogsĂ„ Mahayana, Paramita og Theravada).
Khat
(Egyptisk). Khat eller kha stammer fra âkhaaâ, der betyder âved siden afâ âudstĂždtâ eller âelimineretâ. âKhatâ er de gamle egypteres betegnelse for det fysiske legeme − levende eller dĂždt. Navnet henviser til, hvor lidt interessant det fysiske legeme reelt er i menneskets opbygning, for det opgives, forlades eller udstĂždes ved dĂžden − eller det opgives midlertidigt af indviede, der opholder sig et andet sted end i det fysiske legeme. BĂ„de âkhaibitâ â det ĂŠteriske legeme â og âkhatâ symboliseres af Horus den Anden. Ganske vist reprĂŠsenterede Horus den Anden andet og mere end det fysisk-ĂŠteriske legeme, men man valgte sandsynligvis symbolet for de to legemer, fordi han symboliserede mennesket i inkarnation, som pĂ„ trods af sin fĂŠngsling i det fysisk-ĂŠteriske legeme har bĂ„de den astrale og den mentale natur under kontrol. Derfor var Horus den Anden ogsĂ„ symbolet pĂ„ faraoen som menneske og dermed pĂ„ lov og orden i den fysiske verden, hvorimod faraoen som gudernes reprĂŠsentant blev symboliseret af gudinden Maat â den guddommelige lov og orden. Det fysiske legeme kaldte egypterne som sagt for âkhatâ. Ăterlegemet â âkhaibitâ â oversĂŠttes ofte med âskyggenâ. Astrallegemet kaldte de âkaâ â en betegnelse, der mange gange oversĂŠttes med âdobbeltâ eller âdobbeltgĂŠngerâ. SjĂŠlen kaldte de âbaâ, og fra nutidens Ă„ndsvidenskab ved man, at der hentydes til mentalplanet, som er opdelt i hĂžjere og lavere manas. âBaâ er tĂŠnkeevnens bevidsthedsplan, og sjĂŠlen reprĂŠsenterer hĂžjere tĂŠnkning eller abstrakt tĂŠnkning, mens den lavere tĂŠnkning kommer til udtryk som logisk, konkret tĂŠnkning. Derfor havde man desuden en betegnelse for det Ă„ndelige legeme â âsahuâ, der kan fortolkes som hĂžjere manas eller sjĂŠlen, og intelligensen, lavere manas eller den konkrete tĂŠnkning, kaldte man âkhuâ. Hjertet var identisk med bevidstheden, og hjertet kaldte man âabâ, mens menneskets formside blev kaldt âsekhemâ. For de gamle egyptere var ord levende skabninger, og menneskets navn var derfor en levende energi eller kraft, som man kaldte ârenâ. Nogle af de indre legemer havde direkte forbindelse til âgudernes rigeâ, og derfor levede mennesket reelt i âgudernes rigeâ. Khat var desuden egypternes hellige plante, der svarer til den hinduistiske soma. (Se ogsĂ„ Ab, Astrallegeme, Ba, Horus den Anden, Ka, Khaibit, Khat, Khu, Maat, Manas, Mentallegeme, Sahu, Sekhem, SjĂŠl, Soma og Ăterlegeme).
Khechara
(Sanskrit). Khechara eller khecara bestĂ„r af âkhaâ, der betyder âblĂ„ ĂŠterâ eller âhimlenâ, og âcharaâ, der betyder âvandrerâ eller âen, som gĂ„râ. Khechara er et menneske, der vandrer i det blĂ„ rum, eller som fĂžlger himlens veje. Khechara er derfor et menneske, som er i stand til at forlade sin fysiske krop og gĂ„ andre steder hen i sin mayavirupa. Det er âyogiens krop, som formes af vindenâ, eller âen sky, som lemmerne er vokset ud fraâ, hvorefter âyogien kan iagttage det, der ligger hinsides havene og stjernerneâ. âYogien hĂžrer og forstĂ„r devaernes sprog, og opfatter, hvad der passerer gennem selv en myres sindâ. Khechara svarer til tibetanernes hpho-wa og sanskritordet khaga. (Se ogsĂ„ Hpho-wa, Mayavirupa og Yogi).
Khechari-mudra
(Sanskrit). Khechari-mudra er en af de fem mudraer, der blev praktiseret af ariere, for at kvalificere sig til raja-yoga. Khechari-mudra er en yoga-Ăžvelse, der udfĂžres ved at anbringe tungen over den blĂžde gane og fĂžre tungen ind i nĂŠsehulen. I begyndelsen vil de fleste kun vĂŠre i stand til at fĂžre tungespidsen tilbage, sĂ„ den rĂžrer den blĂžde gane. Det skal gĂžres uden at overanstrenge sig. Senere kan tungen placeres, sĂ„ den kommer i kontakt med drĂžbelen bagest i munden. Det er en Ăžvelse, der er i stand til at vĂŠkke Ă„ndelige energier i organismen. I Pali Tipitaka, der hĂžrer til de ĂŠldste skrifter i Theravada-buddhismen, er der tre passager, hvor Buddha beskriver, hvordan man trykker tungen mod ganen for at styre sulten eller tankesindet. Der er imidlertid ingen omtale af, at tungen bliver indsat i nĂŠsesvĂŠlget, sĂ„dan som det skal gĂžres i ĂŠgte khechari-mudra. I en hatha-yoga tekst â khechari-vidya â siges det, at khechari-mudra gĂžr det muligt at rejse kundaliniilden og fĂ„ adgang til forskellige former for amrita i hovedet, som man derefter kan lade strĂžmme gennem kroppen. I samme tekst giver Shiva vejledning i, hvordan man skĂŠrer tungebĂ„ndet â frenulum linguae â over. TungebĂ„ndet er den lille membran, der strĂŠkker sig fra bunden af munden til undersiden af tungen, og det er en nĂždvendig forudsĂŠtning for at udfĂžre khechari-mudra korrekt, at tungebĂ„ndet overskĂŠres. Ăvelsen kaldes âtungeslugningsteknikkenâ, for Ăžvelsen indebĂŠrer, at tungen vendes opad og skubbes ind i nĂŠsehulen over den blĂžde gane. Yogier oplyser, at en af menneskets mest sensitive organer befinder sig ca. en cm. bag ganen. Stedet kan nĂ„s med tungen, og det er det, khechari-mudra handler om. For at kunne udfĂžre den khechari-mudra, skal man rulle tungen tilbage, sĂ„ tungespidsen berĂžrer drĂžbelen, der befinder sig bagest i munden. Derefter skubbes tungen bagud, sĂ„ den kommer ind i nĂŠsehulen, der befinder sig bag den blĂžde gane. NĂ„r man indĂ„nder, skabes der en snorkende lyd fra bagsiden af halsen. Derefter udĂ„nder man. De fleste har vanskeligt ved at udfĂžre khechari-mudra, fordi tungebĂ„ndet ikke tillader tungen at nĂ„ tilstrĂŠkkeligt langt tilbage og opad, men almindelige khechari-mudra Ăžvelser gĂžr gradvis tungebĂ„ndet mere og mere fleksibel. (Se ogsĂ„ Agochari-mudra, Amrita, Anjali-mudra, Arier, Ashwini-mudra, Buddha, Charachari-mudra, Chin-mudra, Gautama Buddha, Hatha-yoga, Jnana-mudra, Kundalini, Maha-mudra, Mudra, Nasagra-mudra, Pada, Pancha-makara, Raja-yoga, Shambhavi-mudra, Shiva, Theravada, Vidya, Yoga og Yogi).
Khechari-vidya
Se Vidya.
Khefren
Se Khafra.
Khem
(Egyptisk). Khem er en guddom, der hersker over distrikterne Herui og Khem i Ăvre-Egypten. Khem er den samme som eller et aspekt af Horus den Yngre (Heru-Merti). Han er isĂŠr forbundet med fisken i byen Sekhem i underverdenen. âSekhem er guden Khems bolig eller loka og derfor atma-buddhis devachanâ. (Khem er Horus-Osiris eller Fader og SĂžn). SĂŠtningen bekrĂŠfter den esoteriske buddhismes lĂŠre, for den hentyder direkte til det femte princip (manas) eller rettere til den mest Ă„ndelige del af det, som efter menneskets dĂžd smelter sammen med, absorberes af og bliver Ă©t med atma-buddhi. âGuden Khem vil hĂŠvne sin fader Osirisâ − siger en tekst i en papyrus. Khem vil med andre ord straffe mennesket for dets synder, nĂ„r det bliver en diskarneret sjĂŠl. Den âOsiris-blevneâ afdĂžde blev derfor guden Khem, der âsanker korn pĂ„ Aanrus markâ, dvs. han hĂžster enten sin belĂžnning eller sin straf, for marken er den himmelske lokalitet (devachan), hvor den afdĂžde fĂ„r âhvedeâ, dvs. den guddommelige retfĂŠrdigheds fĂžde. (Se ogsĂ„ Aanru, Atma-Buddhi, Devachan, Horus den Anden, Loka, Manas, Osiris, Sekhem og Underverdenen).
Khepera
(Egyptisk). Khepera stammer fra âkhopruâ eller âkheperâ, der betyder âat bliveâ, âat blive fĂždtâ, âat blive genfĂždtâ og âat blive manifesteretâ. Oprindeligt var Khepera et af Solens tre aspekter: âJeg er Khepera om morgenen, Ra ved middagstid og Temu (Atum) om aftenenâ. Senere blev de tre aspekter udviklet til en separat guddom. Mange egyptiske gudenavne er mantraer eller skabende ord, og det skyldes, at de symboliserer den kraft, der ligger til grund for skabelsen af Universet. Andre guder symboliserer processerne efter skabelsen â f.eks. livets bevĂŠgelse. SkarabĂŠen og dens gĂždningskugle, der er fyldt med ĂŠg, er et symbol pĂ„ bevĂŠgelse. Khepera er solskiven i bevĂŠgelse over himlen, men Khepera er ikke identisk med Ă„ndsvidenskabens Sollogos â den ufattelige bevidsthed, der beliver den fysiske Sol. Khepera er et aspekt af Sollogos eller Ra. Sollogos er identisk med egypternes Ra. I et af sine vigtigste aspekter er det skarabĂŠen, der symboliser Ra, som bliver til Khepe-Ra. Sollogos har skabt alt levende i solsystemet ud af sig selv, ligesom skarabĂŠen, der er opstĂ„et af sin egen substans. SkarabĂŠen (skarnbassen) ruller en kugle af sine ekskrementer og lĂŠgger sine ĂŠg i kuglen, og det er det, der menes, nĂ„r man siger, at det nye liv fĂždes af skarabĂŠens eget stof. Derfor var skarabĂŠen et velegnet symbol pĂ„ bĂ„de Solen og livet, som konstant genfĂžder sig selv. Den vingede solskive har principielt samme betydning som skarabĂŠen, for den vingede solskive viser bevĂŠgelsen mod det hĂžjeste Ă„ndelige niveau, der er reprĂŠsenteret af Ra. Neb-er-tcher (en form for Ra) betyder âHerren til den yderste grĂŠnseâ. Det svarer til nutidens âGud den AlmĂŠgtigeâ, og ordet âgrĂŠnseâ refererer til tid og rum, for han var i virkeligheden Universets evige Gud. Neb-er-tcher siger: âJeg er den, som kom til syne i form af guden Kheperaâ. I hieroglyfteksten er ordet Khepera omkranset af en cirkel. Universet er en genfĂždsel af et tidligere univers, og skarabĂŠen, der symboliserer genfĂždsel og fornyelse, danner en cirkel om Universets karmiske skĂŠbne, som indeholder livets frĂž. De sĂŠttes i aktivitet via belivning af formen dvs. genfĂždsel. Shu og Tefnut â de to urguddomme − blev bl.a. skabt af Khepera, som var skaberen af alt det, der er i manifesteret pĂ„ grundlag af det latente. I âDĂždebogenâ kaldes Khepera for âgudernes faderâ. Navnet Khepera betyder som sagt âat blive fĂždtâ eller âat blive genfĂždtâ. Der hentydes bĂ„de til menneskets cykliske reinkarnation og til dets Ă„ndelige genfĂždsel. PĂ„ det mikrokosmiske niveau er skarabĂŠen identisk med menneskets Ă„nd. Det betyder, at mennesket symboliserer et lyspunkt i et stĂžrre lys. Menneskets Ă„nd begynder sin eksistens som en gnist af guddommelige krĂŠfter. NĂ„r gnisten springer fra den guddommelige ild, skiller den sig ud, og er ikke lĂŠngere en del af flammen. Den er blevet noget selvstĂŠndigt. Den er adskilt og isoleret fra kilden. De gamle egyptere ville sige, at mennesket havde skilt sig ud fra Nun (urhavet). Processen korresponderer med skarabĂŠens mĂžddingkugle, der blev skabt af hunnen (stoffet), og hvor larven (Ă„nden), som reprĂŠsenteres af hannen, bryder ud af ĂŠgget og bliver noget selvstĂŠndigt (bevidstheden). (Se ogsĂ„ Atum, Nun og Ra).
Khepren
Se Khafra.
Khi
(Kinesisk). Khi eller Châi betyder âĂ„ndedrĂŠtâ. Khi er den fulde manifestation af shen (I Ching). âKnogler og kĂžd hensmuldrer i jorden, og bliver umĂŠrkeligt til muld, mens khi lĂžfter sig for at bevĂŠge sig til hĂžjderne som et skinnende lysâ. I sin essentielle betydning sammenligner H.P. Blavatsky det med buddhi i menneskets opbygning, mens khi pĂ„ andre mĂ„der svarer til hinduernes prana. (Se ogsĂ„ Buddhi, I Ching, Prana og Shen).
Khnoom
(Egyptisk). Khnoom er det store dyb, urhavet eller urrummet. (Se ogsÄ Khoom og VerdenssjÊlen).
Khnum
(Egyptisk). Khnum, Khnumu eller Khnemu stammer fra âkhnemâ, der betyder âat deltageâ og âforeneâ. Kneph, Knouphis eller Nouf er en anden form for guddommen Khnum i den egyptiske kosmologi. Khnum blev afbildet som en egyptisk vĂŠddergud. De gamle egyptere troede pĂ„ Ă©n Gud, men Den Ene var tredelt i sin natur (jf. Treenigheden, triader eller den treenige Gud). VĂŠdderguden Khnum er en af de tre egyptiske skaberguder â dvs. guddommelige aspekter i Den Enes trefoldige natur. De to andre aspekter er skaberguderne Atum og Ptah. Atum symboliserer âbygherrenâ og Ptah er symbol pĂ„ âarkitektenâ. Khnum symboliserer âhĂ„ndvĂŠrksmesterenâ, der udfĂžrer âbygherrensâ plan ved at omsĂŠtte âarkitektensâ tegning til det kosmiske bygningsvĂŠrk − Universet. Khnum kaldes derfor ogsĂ„ âden, der giver Ă„nden form og livâ. Universets âbyggestenâ bestĂ„r symbolsk af guder og gudinder, for de reprĂŠsenterer Ă„nd, stof og bevidsthed pĂ„ forskellige niveauer. Gudekredsen symboliserer derfor selve bygningsvĂŠrket. Khnum har menneskeskikkelse og vĂŠdderhoved. Han blev afbildet i form af en fladhornet vĂŠdder, som stammer fra en art, der hedder âovis longipes palĂŠoĂŠgypticusâ. Arten uddĂžde omkring 2000 f.Kr. Iflg. legenderne var Khnum selvskabt ligesom skaberguderne Atum og Ptah. Det understreger, at han er et af de tre skabende aspekter af Den Ene. Khnum var ogsĂ„ skaber af âHimlenâ. Der var derfor ingen âHimmelâ og intet univers, fĂžr Khnum udfĂžrte sin del af skabervĂŠrket. Derfor kaldte egypterne ham for âfĂŠdrenes fader og mĂždrenes moderâ. Det var Khnum, der rejste âHimlenâ pĂ„ fire sĂžjler iflg. den egyptiske skabelsesberetning. Han var desuden Jordens (den fysiske verdens) skaber, og skaber af underverdenen (eller inderverdenen â dvs. den usynlige verden), og han var desuden vandets (dvs. urhavets) skaber. Han var kort sagt skaber af alt stof, og derfor var han ophav til âalt det, som erâ. NĂ„r Khnum er skaber af âalt det, som erâ, er han ogsĂ„ skaber af bĂ„de guder og mennesker. Legenden siger, at han formede guder og mennesker i ler pĂ„ sin pottemagerdrejeskive. Han blev nogle gange afbildet i fĂŠrd med at skabe et menneske (sĂŠdvanligvis en farao) og hans âkaâ (astrallegeme) pĂ„ en pottemagers drejebord. Derfor omtales han ofte som âpottemagergudenâ. Khnum var en skabergud, der reprĂŠsenterede det samme som indernes Narayana − âĂ„nden, der svĂŠvede over rummets vandeâ. Det var âGuds Ă„ndeâ, der bevĂŠger sig i urhavet eller i rummets vande, dengang Eichton eller ĂŠteren holdt VerdensĂŠgget i sin mund. Han er ogsĂ„ Shiva − nedbryderen og genopbyggeren. âKhnums rejse til de lavere hemisfĂŠrer symboliserer tilsyneladende stoffets udviklingstendenser, som er fĂždt for at dĂž, og for at blive genfĂždtâ. Eusebius identificerer ham med Logos, og Iamblichus gĂ„r sĂ„ langt, at han nĂŠsten identificerer ham med Brahma. Khnum er det vigtigste medlem af den gudetriade, der blev tilbedt i Abu eller Elephantine, og tilbedelsen strĂŠkker sig fra Theben til Philae. Khnum var Faderen, som eksisterede ved begyndelsen, og det var ham, der skabte det fĂžrste ĂŠg (VerdensĂŠgget eller Universet), som Solen udsprang fra. Han skabte med andre ord lyset pĂ„ grundlag af mĂžrket. Derfor var Khnum tĂŠt forbundet med Khepera i forbindelse med skarabĂŠens aktive skabende funktioner. Khnums egenskaber har relation til vand (urhavet), for det var ham, der organiserede rummets kosmiske krĂŠfter, og derfor blev han senere tilknyttet Nilguden Hapi. Men i Abu (Elephantine) forenede han egenskaberne hos Ra, Shu, Geb og Osiris. Selv i den kristne tid blomstrede hans kult, og de gnostiske juveler er bevis pĂ„ hans popularitet. (Se ogsĂ„ AgathodĂŠmon, Amon, Astrallegeme, Atum, Brahma, Brahman, Chnoumis, Chnouphis, Eichton, Elephantine, Eusebius, Geb, Hapi, Iamblichus, Ka, Khepera, Khnum-kronen, Logos, Narayana, Osiris, Philae, Ptah, Ra, Shiva, Shu, Theben, Treenigheden, Triade, Underverdenen, VerdensĂŠgget og Ăg).
Khnum-kronen
(Egyptisk). Khnum-kronen blev bĂ„ret af den ophĂžjede skabergud Khnum, som manifesterede Universet. Faraoen bar Khnum-kronen, nĂ„r han var gudernes reprĂŠsentant i ceremonierne, for det var hans opgave, at omsĂŠtte Den Enes plan og hensigt til fysisk manifestation i mikrokosmos (det egyptiske rige), pĂ„ samme mĂ„de som guden Khnum, der manifesterede Atums og Ptahs guddommelige plan i makrokosmos. Khnum-kronen bestĂ„r af Osirisâ hvide Atef-krone, der er flankeret af to strudsefjer (Benu-fuglens fjer), og den kaldes âilluminationens kroneâ. (Se ogsĂ„ Amon, Amon-Min, Atef-kronen, Atum, Benu, BlĂ„ krone, Dobbeltkronen, Hvide krone, Khnum, Nemes-hovedklĂŠdningen, Osiris, Ptah og RĂžde krone).
Khoda
Se Khvataya.
Khonsu
(Egyptisk). Khonsu, Khensu, Khons eller Chonso stammer fra âkhensâ, der betyder âat rejseâ eller âat krydseâ. Khonsu er âhan, som krydserâ (himlen). MĂ„neguden Khonsu var ogsĂ„ skĂŠbneguden, som prĂŠsenteres i to aspekter: 1) âHan, som er i absolut hvileâ. 2) âHan, som bringer skĂŠbnen til udfĂžrelseâ. Det fĂžrste aspekt planlĂŠgger og forbereder det, der skal ske i menneskets liv. Det andet realiserer planerne. I det gamle Egypten var Khonsu egyptisk gudesĂžn. Han var den tredje guddom i den thebanske triade, der bestĂ„r af Amon (faderen), Mut (moderen) og Khonsu (sĂžnnen). Forenet symboliserer triaden MĂ„nen, som er deres fĂŠlles symbol. Amon er et lavere aspekt af Osiris. Mut er et lavere aspekt af Isis. Og Khonsu er et lavere aspekt af Horus den Ăldre. Man kan ogsĂ„ sige, at lyset fra Solens triade (Osiris-Isis-Horus), reflekteres i MĂ„nens triade (Amon-Mut-Khonsu). NĂ„r den thebanske triade blev vist som adskilte aspekter, var det sĂžnnen, Khonsu, der var mĂ„negud. Khonsu blev afbildet som et meget ungt menneske med mumificeret krop. Mumificeringen af det fysiske legeme viser, at hovedet eller bevidstheden er kernen i symbolikken. Khonsu er kronraget bortset fra en prinselok, og det fortĂŠller, at han er et barn â en relativt uudviklet bevidsthed eller en ung sjĂŠl, som stadig er under vĂŠkst og udvikling. Khonsu er symbol pĂ„ menneskehedens skĂŠbne, og hans krone bestĂ„r af en halvmĂ„ne og en fuldmĂ„ne. I det gamle Egypten var MĂ„nen i nogle tilfĂŠlde et gudindesymbol, fordi MĂ„nen illustrerer naturens rytmer og cyklusser og det modtagende princip. I andre sammenhĂŠnge symboliserer MĂ„nen sjĂŠlen, fordi MĂ„nen modtager eller spejler Solens lys, pĂ„ samme mĂ„de som sjĂŠlen er et spejlbillede af Ă„ndens lys. NĂ„r Khonsu er kronet med nymĂ„nen, symboliserer han primĂŠrt betingelserne for cyklisk vĂŠkst. NymĂ„nen symboliserer begyndelse, de tiltagende mĂ„nefaser reprĂŠsenterer vĂŠksten, og fuldmĂ„nen er illuminationen eller fuldkommengĂžrelse. I hĂ„nden holder Khonsu flere sceptre, der rummer historien om menneskehedens skĂŠbne: Ankh-sceptret, Was-sceptret, Djed-sĂžjlen samt Heqa- og Nekhakha-sceptrene. Alle sceptre forenes undtagen Wadj-sceptret, som er en kraftstav med en papyrus eller lotus i fuld blomst. Khonsu forener dermed alle krĂŠfter undtagen energien for ekspansion, vĂŠkst og udvikling. Was-sceptret var gudernes symbol. Det ses i hĂŠnderne pĂ„ alle guder. Was-sceptret var en kraftstav, der indeholdt den livgivende kraft. Den bestod af en stav, som i den nederste ende var todelt som en fork, og i den Ăžverste var den skĂ„ret til som hovedet af en sjakal, der skulle forestille guden Seth. Was-sceptret var fremstillet af en levende gren, der er i stand til at lade den livgivende saft (energi) strĂžmme. Men saften eller kraften stiger uden at kunne vende tilbage til roden, sĂ„dan som det sker i naturen. Der er tale om âOrdets kraftâ. Det skabende ord er den nĂŠrende kraft, som endnu ikke er manifesteret. Ordet som skabelsens grundidĂ© kendes bl.a. fra Bibelen: âI begyndelsen var Ordetâ. Som Nefer-hetep (âherre over hjertets glĂŠdeâ) er han afbildet med et falkehoved, der er kronet med halvmĂ„nen og fuldmĂ„nen. Desuden bĂŠrer han was-sceptret og ankh-korset i hĂŠnderne. Han symboliserer MĂ„nen, og derfor hersker han over mĂ„neden. Han var i besiddelse af fuldstĂŠndig magt over det onde eller de lunariske skabninger, som bringer sygdom og lidelse, der hĂŠrger jord, luft, himmel og hav. PĂ„ den mĂ„de betragtes Khonsu som healer, og som den, der kan jage det onde vĂŠk. Khensu var desuden forbundet med Horus-aspektet Harpokrates og med solguden Ra. I Hermopolis (Khemennu) blev han forbundet med visdomsguden Thoth (Tehuti), og derfor kaldte man ham for Khonsu-Tehuti. (Se ogsĂ„ Amon, Ankh, Bibelen, Djed-sĂžjle, Harpokrates, Hermopolis, Heqa-scepter, Horus, Horus den Ăldre, Isis, Mut, Nekhakha-scepter, Osiris, Ra, Seth, Theben, Thoth, Was-scepter og Wadj-scepter).
Khoom
(Egyptisk). Khoom eller Knooph er VerdenssjĂŠlen − en variant af Khnoom. (Se ogsĂ„ Khnoom og VerdenssjĂŠlen).
Khopesh
Se Chopesh.
Khordah-Avesta
(Avestisk). Khordah-Avesta er ogsĂ„ kendt som âDen Lille Avestaâ. âDet er den anden del af Zend-Avesta, der hovedsagelig bestĂ„r af bĂžnner. Khordah-Avesta omfatter desuden forskellige fragmenter, hvoraf den vigtigste er Hadhokht Nask. (Se ogsĂ„ Avesta, Zend og Zend-Avesta).
Khu
(Egyptisk). Khu er de gamle egypteres betegnelse for intelligens. Det fysiske legeme kaldte de for âkhatâ. Ăterlegemet kaldte de âkhaibitâ, og det oversĂŠttes ofte med âskyggenâ. Astrallegemet kaldte de âkaâ â en betegnelse, som mange gange oversĂŠttes med âdobbeltâ eller âdobbeltgĂŠngerâ. SjĂŠlen kaldte de âbaâ, og fra nutidens Ă„ndsvidenskab ved man, at der hentydes til mentalplanet, som er opdelt i hĂžjere og lavere manas. âBaâ er tĂŠnkeevnens bevidsthedsplan, og sjĂŠlen reprĂŠsenterer hĂžjere tĂŠnkning eller abstrakt tĂŠnkning, mens den lavere tĂŠnkning kommer til udtryk som logisk og konkret tĂŠnkning. Derfor havde man desuden en betegnelse for det Ă„ndelige legeme â âsahuâ, der kan fortolkes som hĂžjere manas eller sjĂŠlen. Men intelligensen, lavere manas eller den konkrete tĂŠnkning kaldte man âkhuâ. Hjertet var identisk med bevidstheden, og hjertet kaldte man âabâ, mens menneskets stoflige aspekter blev kaldt âsekhemâ. Khu blev ogsĂ„ betragtet som menneskets Ă„nd-sjĂŠl, der var tĂŠt forbundet med hjertet (âabâ), og som derfor blev betragtet som evigt. Som regel blev symbolet afbildet i hieroglyffer i form af en hejre. For de gamle egyptere var ord levende skabninger, og menneskets navn var derfor en levende energi eller kraft, som man kaldte ârenâ. Nogle af de indre legemer havde direkte forbindelse til âgudernes rigeâ, og derfor levede mennesket reelt i âgudernes rigeâ. (Se ogsĂ„ Ab, Astrallegeme, Ba, Ka, Khaibit, Khat, Manas, Mentalplan, Osiris, Sahu, Sekhem, SjĂŠl og Ăterlegeme).
Khu-en-ua
Se Charon.
Khubilkhan
(Mongolsk). Khubilkhan, Khobilgan eller Shabrong var det en betegnelse i Tibet for Buddhas formodede inkarnationer. (Se ogsÄ Buddha).
Khufu
(Egyptisk). Khufu, som pĂ„ grĂŠsk blev kaldt Cheops, var 2. konge i 4. dynasti (ca. 2.650 f.Kr.). Han blev verdensberĂžmt, da egyptologerne besluttede, at det var ham, der byggede den store Giza-pyramide, som de nu kalder Cheops-pyramiden. PĂ„standen er ikke alene udokumenteret, men den afvises desuden af en lang rĂŠkke eksperter â herunder arkitekter, ingeniĂžrer, boreeksperter, eksperter i hieroglyffer m.m. Det var arkĂŠologen og egyptologen Richard William Howard Vyse (1784-1853) â en mand med et stĂŠrkt belastet rygte â der var Ă„rsag til teorien om Khufu som pyramidebygger, for Howard Vyse og hans partner J.R. Hill forfalskede inskriptionerne i kamrene over pyramidens kongekammer, som han sprĂŠngte sig adgang til ved hjĂŠlp af krudt. Forfalskningen har siden 1837 vĂŠret egyptologernes hovedbevis for, at Khufu-pyramiden blev bygget af Khufu. Forfalskningerne bestod af rĂždmalede tegn, men pga. af uvidenhed havde Howard Vyse anvendt skrivestil (lineĂŠr), tekster (semi-hieratisk og hieratisk) og titler fra forskellige perioder â men han brugte ingen fra Khufus tid, for alle var fra senere perioder. Forfatteren var heller ikke for sprogkyndig. Mange af hieroglyfferne var enten uklare, ufĂŠrdige, forkert placeret, fejlagtigt sammensat eller fuldstĂŠndigt ukendte. Hieroglyfeksperten Samuel Birch fra British Museum i London skrev en rapport om sine fortolkninger af inskriptioner og indhold, og han afviste ĂŠgtheden af dette makvĂŠrk. Alligevel valgte egyptologerne at lukke Ăžjnene for falskneriet. Problemet er, at egyptologernes eneste alternativ er, at Khufu-pyramiden blev bygget fĂžr den dynastiske periode, og denne indrĂžmmelse vil i praksis betyde det samme som at opgive isolationsteorien og acceptere Atlantis-teorien. Senere fandt den anerkendte egyptolog Auguste Mariette en stele (stentavle), som egyptologerne kalder âinventarlistenâ. Den blev fundet i Isis-templet i nĂŠrheden af Khufu-pyramiden. PĂ„ stelen fortĂŠller Khufu, at han havde bygget Isis-templet og restaureret Sfinksen, der befinder sig foran den pyramide, som egyptologerne kalder Khafra-pyramiden. Det skabte et stort problem, for den herskende teori siger, at bĂ„de Sfinksen og den anden Giza-pyramide blev bygget af Khufus sĂžn og efterfĂžlger Khafra. Iflg. stelen eksisterede bĂ„de Khufu-pyramiden, Khafra-pyramiden og Sfinksen, dengang Khufu blev fĂždt! Alligevel fastholder egyptologerne den teori, der er baseret pĂ„ Howard Vyses forfalskninger. Sandheden er, at der ikke findes historiske facts om pyramidebyggerne. Man ved ganske enkelt ikke, hvem der byggede de tre store Giza-pyramider, hvornĂ„r de blev bygget og hvorfor − medmindre man vil acceptere Ă„ndsvidenskabens forklaring, der oplyser, at de tre pyramider blev bygget i den atlantiske periode, der gik forud for den egyptiske. Nyere forskning og almindelig logik viser, at pyramiderne ikke er grave for egyptiske konger. Adskillige kilder oplyser, at de fungerede som indvielsestempler, og at de blev bygget i en fjern fortid lĂŠnge fĂžr kong Khufu, Khafra og Menkaura. Khufu er kendt fra legender, og Herodot oplyser, at det var Khufu, der lukkede templerne og forbĂžd tilbedelse af guderne. Ă
ndsvidenskaben bekrÊfter og tilfÞjer, at Khufu endda lukkede pyramiderne, og forhindrede, at de fungerede som indvielsestempler. GrÊkerne beskriver Khufu som bÄde ondskabsfuld og arrogant. (Se ogsÄ Herodot, Khafra og Sfinks).
Khvatadha
Se Khvataya.
Khvataya
(Persisk). Khvataya, khoda, khvatadha (avestisk) bestĂ„r af âkhvatâ, der betyder âselvâ, og âdhataâ, der betyder âat skabeâ eller âlovâ â eller âayaâ, der betyder âat blive tilâ. Khvataya minder om sanskritordet svata-ayu, der betyder âselv-eksisterendeâ, mens khvatadha betyder âselvskabtâ. I nutiden betyder det persiske ord khoda − âGudâ.
Kilna
(Hindi). Kilna er et hinduistisk udtryk for et mantra, som yogier praktiserede for at forhindre et drĂŠbende bid af en giftig slange.
Kim
Kim i kosmogonien betyder den fĂžrste udviklede kosmiske lysende enhed, der er grundlaget for den fremtidige verden, uanset om det er en planet eller en sol. Derfor er kimen et resultat af den fĂžrste kosmiske impuls fra ur-intelligensens formskabende princip, som arbejder sig videre ned i manifestation. Det er en fase i udviklingen af den kosmiske enhed − uanset om det er en planet eller en sol − som pĂ„ sanskrit kaldes hiranyagarbha (det gyldne kim eller den lysende livmoder), for enheden udvikler sig fra kimen eller fĂždes fra livmoderen og udvikler sig. I âDen Hemmelige LĂŠreâ tales der om den selv-eksisterende kama, som fĂždes fra Brahmas hjerte. Det er en personificering af âden fĂžrste bevĂŠgelse, der hvirvlede ud fra Den Ene efter manifestationen fra det rent abstrakte princip − skabelse. BegĂŠr opstod fĂžrst i det, som var tankesindets primĂŠre kim â dvs. bindeleddet, som forbinder enhed med ikke-enhedâ. Japansk kosmogoni siger, at âud af den kaotiske masse, opstod der en ĂŠglignende kerne, som i sit indre rummede kimen og kraften til hele det universelle liv og alt jordisk livâ. (Se ogsĂ„ Bakterier, Brahma, Brahman, Hiranyagarbha, Kama, Kimceller og Kosmogoni).
Kimapurusha
(Sanskrit). Kimapurusha, kimpurusha eller kimpurusa betyder âhvilken slags menneske?â Iflg. Brahmanaerne er der tale om onde skabninger, som ligner mennesker. I senere tider blev de identificeret med kinnaraer, dvs. skabninger, der havde en skikkelse, som var en kombination af et menneske og et dyr â ofte halvt menneske og halvt hest. Det er en gruppe af himmelske skabninger, der betragtes som kuberas ledsagere. I Vishnu-Purana er kimapurusha en af de ni khandaer (opdelinger), som Jorden er inddelt i. De omtales som regionen mellem bjergene Himachala og Hemakuta â som derfor kaldes regionen nogle gange for Kimpurusha-Varsha. (Se ogsĂ„ Kentaur, Khanda, Kinnara, Kubera, Puranaer og Purusha og Vishnu-Purana).
Kimceller
Kimceller henviser til den indre sjĂŠl i den fysiske celle. Dette âĂ„ndelige plasmaâ, som behersker kimplasmaet i udviklingen af fosteret, er den nĂžgle, der en dag vil Ă„bne porten til biologernes ukendte land − embryologiens mĂžrke mysterium. Det er vĂŠrd at lĂŠgge mĂŠrke til, at nutidens kemi, samtidig med at den afviser bĂ„de Ă„ndsvidenskabens og religionens teori om stoflige og usynlige vĂŠsener, der kaldes devaer, elementaler osv. â uden nogensinde at have sat sig ind i de usynlige skabningers filosofi eller tĂŠnkt over dem â betragter det hele som overtro, og alligevel via iagttagelser og opdagelser ubevidst er blevet tvunget til at anerkende og acceptere samme progressionsforhold og orden i de kemiske atomers evolution, som Ă„ndsvidenskaben anerkender for bĂ„de dhyanier og atomer. Hver kimcelle − i mennesket eller i andre skabninger − er det fysiske udtryk for de indre, ĂŠteriske og psyko-magnetiske aktiviteter. De er et kompakt bundt af indre krĂŠfter og substanser, der spĂŠnder fra det guddommelige via mellemliggende grader ned til det astrale og fysiske. Hver kimcelle er en udfĂŠldning eller en spejling pĂ„ det fysiske plan af en indre, psyko-ĂŠterisk udstrĂ„ling. Det er en inkarnation af en strĂ„le, der har sin oprindelse i de indre verdener, og den kontakter det fysiske stof pga. psyko-magnetisk affinitet, og derved skabes der en regulĂŠr partikel eller en molekylĂŠr enhed af levende, fysisk substans, som danner en reproduktiv celle. UdstrĂ„lingen af den belivende strĂ„le er ikke identisk med den reinkarnerende sjĂŠl, for strĂ„len udsendes af den belivende sjĂŠl. NĂ„r sjĂŠlen − som selv er en strĂ„le fra monaden − nĂ„r sin egen mellemliggende sfĂŠre, efter at den har forladt monaden, stiger den ikke lĂŠngere ned i stoffet fra dette plan. Men dens udstrĂ„lede indflydelse, dens psyko-magnetiske strĂ„le, har et stĂŠrkere tilhĂžrsforhold til de materielle verdener end til sig selv, og derfor gĂ„r den dybere ind i stoffet, og der vĂŠkker den livsatomerne til aktivitet pĂ„ de forskellige planer, som ligger mellem den belivende sjĂŠl og den fysiske jords grove stof. NĂ„r den psyko-vitale-elektriske eller -magnetiske strĂ„le vĂŠkker nogle bestemte livsatomer i det grove fysiske materie pĂ„ Jorden, skyldes det, at livsatomerne blev udvalgt, fordi de tidligere tilhĂžrte den samme belivende sjĂŠl, og derfor reagerer stoffet pĂ„ sin egen âforĂŠlderâ. Processen begyndte i den ĂŠteriske 1. rodrace ved simpel opdeling af den menneskelige celle, og fosteret gentager stadig processen i begyndelsen. Det er en enkelt, ganske lille celle blandt millioner af andre, som er i aktivitet ved opbygningen af en organisme, som alene, uden hjĂŠlp og ved konstant deling og formering korrekt bestemmer det fremtidige menneskes eller dyrs fysiske, mentale og psykiske egenskaber. Det er denne kimcelle, som giver det nye individ form og de karakteristiske trĂŠk fra en eller anden fjern forfader. Det er ogsĂ„ denne kimcelle, der overfĂžrer stamfĂŠdrenes intellektuelle og mentale egenskaber til barnet. Plasmaet er den udĂždelige del af menneskets legeme, og det udvikler sig gennem en successiv assimileringsproces. (Se ogsĂ„ Arvelighed, Atom, Deva, Dhyan-chohan, Ektoplasma, Elemental, Forplantning, Kim, Kimplasma, Monade, Protoplasma, Reproduktion, Rodrace og SjĂŠl).
Kimmerer
(GrÊsk). Kimmererne er et folk, der boede i et land med tÄge og mÞrke iflg. den grÊske mytologi. De blev placeret pÄ forskellige lokaliteter, som f.eks. af Homér, der placerede dem lÊngst mod vest pÄ den anden side af havet. I historisk tid er det et folk fra Palus Maeotis (hvor Don-floden lÞber ud i Maeotian-sÞen eller Det Azovske Hav nÊr Tanais), men folket blev drevet vÊk af skyterne (et iransk nomadeflok, som i oldtiden levede pÄ sletterne nord for Sortehavet og Det Kaspiske Hav). Kimmererne er en modsÊtning til hyperborÊerne, der boede i et land med evig solskin. (Se ogsÄ Homér og HyperborÊisk).
Kimnara
Se Kinnara.
|
