Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Descartes, Rene
(Fransk). Descartes, Rene (1596-1650) fransk videnskabsmand, matematiker og filosof. Han adskilte religion fra naturvidenskab, og det fysiske liv fra bevidsthedens eller det åndelige liv, og dermed grundlagde han nutidens naturvidenskabelig praksis, hvor man ignorerer det ikke-fysiske, når man studerer eller forklare den materielle verden.

Deshret
(Egyptisk). Deshret er faraoens røde krone, og når han bar den, viste han sin ret til at herske over Nedre-Egypten. Han bar Hedjet – den hvide krone – når han ønskede at vise, at han var overhoved for Øvre-Egypten. Og han bar Pasekhemty – dobbeltkronen – som var en kombination af den hvide og den røde krone – når han viste sig som herskeren over de to lande eller dobbeltriget. Det kan fortolkes bogstaveligt, og det skal det også. Faraoen, som bar dobbeltkronen, var den fysiske hersker over både den nordlige og sydlige del af Egypten. Men det ydre herskersymbol havde også en indre betydning. Han symboliserede samtidig kraften til at herske over det indre kongerige – personlighedens legemer (det fysiske legeme, astrallegemet og mentalleget) og dermed chakrasystemet. Faraoen var et forbillede for det egyptiske folk og ikke mindst for templernes neofytter. Når han bar dobbeltkronen, betød det ikke nødvendigvis, at han havde fuldkommen kontrol over sin indre natur, selv om det uden tvivl var tilfældet i Egyptens tidligste perioder, hvor mestrene og de højt indviede stod i spidsen for civilisationen. Senere blev faraoen mere et symbol på de høje indvielser og det fuldkomne menneske. Den hvide krone (Hedjet) symboliserer kontrol over de lavere chakraer (rodchakra, sakralchakra og solar plexus chakra). Den hvide farve repræsenterer det hvide og rene, for oprindeligt hed Egypten ”Kemit”, som betyder ”den sorte jord”. ”Kemit” blev senere til det græske ”chemia”, som nu er omdannet til ”kemi”. Når egypterne kaldte deres land ”Kemit”, er forklaringen, at Egyptens civilisation var planlagt til via forvandlingen fra sort jord, mørkt stof eller dyb materialisme at blive et tempel for Guds lys. Skaberguden Khnum blev bl.a. kaldt Khnum-Ra, fordi han skabte lyset på baggrund af mørket. (Se også Amon-kronen, Atef-kronen, Blå krone, Dobbeltkronen, Hvide krone, Kemit, Khnum-kronen, Nemes-hovedklædningen og Røde krone).

Determinativer
(Egyptisk). Ligesom i de fleste sprog havde de gamle egyptere forskellige ord, der lyder ens, men hieroglyfferne klarlægger deres mening, og afslører dermed et andet kommunikationsniveau: Idéer. Tegnene findes i hundredvis – og de kaldes ”determinativer” (bestemmende) – og de oplyser ordets nøjagtige idé, og resultatet er en terminologi med en helt anden betydning end et andet ord, der udtales på samme måde.

Determinisme
Determinisme vil sige en opfattelse af, at hele verden – herunder det enkelte menneske og alle dets handlinger – er forudbestemt. Dog indgår forskellige faktorer som f.eks. arv og miljø, men reelt medfører determinisme, at den frie vilje ikke eksisterer. Hvis determinismen er religiøs, betragter man Gud eller guddommelige kræfter som eneste ansvarlige årsag til alt det, der sker i verden. Nogle mennesker betragter astrologi som udtryk for determinisme, fordi de tror, at det er himmellegemernes position og energipåvirkning, der afgør menneskets skæbne, mens den seriøse astrologi betragter energierne som potentialer for menneskets adfærd. Kristendommen har deterministiske træk, for pga. Guds almagt og alvidenhed er begivenheder i verden forudset og forudbestemt, og i den forstand har Gud determineret dem. I nutiden domineres holdningerne af naturvidenskaben, og derfor betragtes determinisme mere fra en fysisk synsvinkel end fra en teologisk. Men fysikere kan ikke undersøge, om Universet er deterministisk, for fysikken kan kun beskæftige sig med den empiriske del af Universet, men en logisk følge af empiriske undersøgelser peger i retning af et deterministisk univers.

Deukalion
(Græsk). Deukalion eller Deucalion er søn af Prometheus og Klymene og konge af Phthia i Thessaly. Da Zeus besluttede at tilintetgøre den degenererede menneskelige race, var Deucalion og hans kone Pyrrha de eneste, der overlevede på grund af deres gudfrygtighed. På faderens råd, byggede Deucalion en ark, hvor han og Pyrrha opholdt sig i under oversvømmelsen, der varede ni dage, indtil arken til sidst strandede på Mount Parnassus. Efter råd fra et orakel, genbefolkede de Jorden ved at kaste sten bag sig, som alle blev forvandlet til mennesker. (Se også Ark, Klymene, Prometheus, Pyrrha og Zeus).

Deus Emnim et Circulus Est
(Latin). Deus Emnim et Circulus Est betyder: ”For Gud er faktisk en cirkel”. Det er et hermetisk aksiom, der stammer fra Pherecydes, en græsk filosof fra det 6. årh. f.Kr., og man mener, at han var lærer for Pythagoras. Cirklen er et symbol på det grænseløse, men også på gentagne cyklusser. (Se også Hermetisk, Hermetisk aksiom og Pythagoras).

Deus Explicitus
(Latin). Deus Explicitus eller Deus Implicitus betyder: ”Gud indfolder sig, og Gud udfolder sig”. Det første henviser til Pralaya (den kosmiske hvileperiode), og det sidste henviser til Manvantara (den kosmiske manifestationsperiode). (Se også Manvantara og Pralaya).

Deus Lunus
(Latin). Deus Lunus er Månens guddom i maskulin skikkelse. Dea Luna er Månen i feminin skikkelse. H.P. Blavatsky forbinder Deus Lunus med hinduernes Soma og med jødernes Jehova. Månens påvirkning betragtes som feminin, fordi dens vigtigste funktion er fødsler og avl, og den er desuden nært forbundet med evnen til at give en hvilken som helst form liv. Menneskers mødre og dyremødre skaber, plejer og hjælper deres afkom − både på godt og ondt − og de samme funktioner har Månens feminine aspekt i de kosmiske relationer, der forbinder Månen intimt med Jorden. Månens påvirkning i sit maskuline aspekt repræsenterer forplantningseffekten i modsætning til den feminine skabende effekt. Det maskuline aspekt producerer ikke alene selve livskimen som en kosmisk agent, men kosmisk set har aspektet i sig selv en forplantningsfunktion, som spreder de vitale cykliske aktiviteter som hærskarer af livskim, som bliver sået på relevante områder. (Se også Soma).

Deus Mundus
(Latin). Deus Mundus er Verdensguden. Det er Verdensguden, der skaber og hersker over verden. I en vis forstand er Deus Mundus den esoteriske hierarkiske leder af den nuværende verdensorden. Og i en anden betydning er der tale om det guddommelige aspekt af den nuværende verdensorden, for det fremgår tydeligt af ordet ”mundus”, for den basale etymologiske betydning er ”ren”, ”pæn”, ”velordnet”, og det svarer til de græske ord ”kosmos”, som er ensbetydende med ”ordentlighed” og ”skønhed” i den kosmiske opbygning. Det er derfor både selve verdens guddommelighed, der er adskilt fra det mere materielle plan, som det fungerer på, og guddommeligheden identificeret med det hierarkiske verdenssystem, som det fungerer igennem.

Deuteroskopi
(Græsk). Deutero betyder ”den anden” eller ”i anden række”. Deuteroskopi er ”det andet syn” i betydningen ”oversanseligt” eller ”metafysisk” syn. Deutero stammer fra kelterne. (Se også Clairvoyance).

Deva
(Sanskrit). Deva stammer fra roden ”div”, der betyder ”at skinne”. Deva vil derfor sige ”de strålende” eller ”de skinnende”. Ordet oversættes ofte ved ”guder”, men bruges aldrig i den hinduistiske gudelære om de primære guder, men altid om andre metafysiske skabninger. En Deva er hverken god, dårlig eller neutral. Devaer befinder sig på de tre eksistensplaner, som ligger ovenover menneskehedens fysiske plan. Deva er en meget generel betegnelse for forskellige grupper af metafysiske skabninger. Der er grupper af æteriske, astrale, mentale og åndelige skabninger. Nogle er bagud i forhold til menneskehedens udvikling, andre er endnu ikke selvbevidste guddommelige gnister, for de har endnu ikke gennemgået menneskets udviklingsfase. Desuden er der guddommelige skabninger, der har bestået prøverne på menneskets scene, og derfor befinder de sig udviklingsmæssigt højere end menneskeheden. Og der er skabninger, der er endnu højere i udvikling, og som har udviklet de mest guddommelige aspekter i deres konstitution. De er indbyggere i de tre verdener eller bevidsthedsplaner over den fysiske menneskehed, og de betegnes generelt som Devaer. De højststående Devaer svarer til de kristnes engle og ærkeengle. De lavtstående Devaer kaldes naturånder. Navnlig benyttes ordet naturånder om den udviklingslinje, der er parallel med menneskehedens, og på nogle punkter har de to udviklingslinjer berøringspunkter. De løber f.eks. sammen på det punkt, der svarer til den højeste indvielse i menneskets evolutionslinje. Devaerne er bevægelse. De legemliggør energi og opbygger energiformer på alle niveauer. Det er dem, der giver alt, hvad der er manifesteret, form. De kaldes derfor de større og de mindre bygmestre. (Se også Asura).

Deva-laya
(Sanskrit). Deva-laya består af ”deva”, som er en subjektiv skabning eller en ”gud”, og ”laya”, der betyder ”opløsende sted” fra roden ”li”, der betyder ”at opløse”. Det er et sanktuarie for en åndelig skabning eller ”en Devas helligdom”. Navnet gives til alle Braminske templer. Laya betyder i dette tilfælde et sted, hvor alt det lavere opløses og søger opad mod det højere. (Se også Bramin og Deva).

Deva-loka
(Sanskrit). Deva-loka består af ”deva”, som er en subjektiv skabning eller en ”gud”, og ”loka”, der betyder ”lokalitet”, ”verden” eller ”sfære”. Deva-loka er ”gudernes bolig” eller ”Devaernes bolig” i de højere sfærer. (Se også Deva og Loka).

Deva-Sarga
(Sanskrit). Deva-Sarga består af ”deva”, som er en subjektiv skabning eller en ”gud”, og ”sarga”, der betyder ”udstråling”, ”udledning” eller ”skabelse”. Deva-Sarga er guddommelig udstråling eller gudernes skabelseshandling − den sidste i den første serie af skabelser, der beskrives i Vishnu-Purana. Deva-Sarga er skabelse – dvs. princippernes oprindelse, som angiveligt er intelligens født på grundlag af naturens kvaliteter eller egenskaber. Deva-Sarga har en universel reference – dvs. evolutionen generelt. Der refereres ikke specifikt til den nuværende Manvantara, som begynder med det samme igen og igen. Det viser, at der henvises til flere forskellige Kalpaer, for det siges: ”Ved afslutningen af den foregående (Padma) Kalpa vågnede den guddommelige Brahma op af den søvn, som han havde været hensunket i, mens natten varede, og han så, at universet var tomt”. Derefter oplyses det, hvordan Brahma igen gennemgår de ”syv skabelser” på det sekundære evolutionsstadie, mens han gentager de første tre på det objektive plan. (Se også Brahma, Brahman, Kalpa, Manvantara, Padma, Puranaer og Vishnu-Purana).

Deva-Sena
(Sanskrit). Deva-Sena er en buddhistisk Arhat. Det feminine Devasena er et væld af åndelige eller himmelske skabninger − et navn, der er givet til Vach, som et aspekt af Saraswati, gudinden for esoterisk visdom. (Se også Arhat, Saraswati og Vach).

Deva-vardhaki
(Sanskrit). Deva-vardhaki er ”gudernes arkitekt”. Det er en titel, der gives til Visvakarman, som iflg. hinduistisk mytologi var den kosmiske Demiurg eller verdensskaber. (Se også Demiurg og Visvakarman).

Devachan
(Sanskrit). Devachan stammer fra det tibetanske ”bDe-ba-kan” eller ”de-wa-chen”, hvor ”bde-ba” betyder ”lykke”, og ”can” betyder ”eje”. Eksoterisk er Devachan ”det lykkelige land” − en oversættelse af sanskritordet Sukhavati, ”det lykkelige vestlige rige” eller ”Dhyani-Buddha Amitabhas rene land” i den østasiatiske buddhisme. Nogle tibetanske bøger indeholder begejstrede beskrivelser af Devachan, eksempelvis Mani Kambum (eller Kumbum) og Odpagmed Kyi shing kod. Devachan er en subjektiv tilstand mellem to inkarnationer. Tilstanden indtræder, når sjælen (Atma-Buddhi-Manas) har afkastet sine lavere principper (mentallegemet, astrallegemet og det fysisk-æteriske legeme). Længden på Devachan-tilstanden afhænger af de erfaringer, personligheden har samlet i løbet af inkarnationen. Erfaringerne skal bearbejdes og integreres af sjælen, før en ny inkarnation kan finde sted. Devachan svarer omtrent til hinduernes Svarga, buddhisternes Sukhavati, Zarathustrismes, muslimernes, jødernes og de kristnes Himmerige eller Paradis. Det er det oprindelige kendskab til Devachan, der ligger til grund for forestillingerne. I nutidens åndsvidenskab bruges Devachan hovedsageligt i betydningen mentalplanet. I åndsvidenskaben beskrives Devachan som en periode, hvor mennesket hviler i lyksalighed. Cykliske perioder af manifestation og hvile er grundlæggende i naturen, og Devachan er den subjektive del af den cykliske rytme i menneskets evolution på planeten. Det er en sovende tilstand, men devachaniske ”drømme” er langt mere levende, virkelige og klare end almindelige drømme. Det fysiske liv er i virkeligheden langt mere en drømmetilstand – og for mange er det ofte et mareridt. Tilstanden i Devachan indtræder, efter at den ”anden død” (den astrale død) har fundet sted, når de lavere principper (det fysiske legeme, Æterlegemet og Astrallegemet) har adskilt sig fra den reinkarnerende sjæl, og når sjælen har trukket de mest ophøjede tanker, følelser og de urealiserede visioner fra fortidens inkarnationer ind i sig selv. Atma-Buddhi og den mere åndelige del af Manas − den reinkarnerende sjæl − bliver i en periode Monade. Sjælen tager sin Devachan-periode inden i Monaden. I den devachaniske tilstand bearbejdes kun de højere principper i mennesket − den rensede del af personligheden. Tilstanden har mange grader, og sjælen finder sin rette plads i overensstemmelse med det karmiske og udviklingsmæssige niveau. Devachan er en tilstand af ubeskrivelig fred og ekstatisk lykke ud over det, man sædvanligvis forestiller sig som lyksalighed ved hjælp af den fysiske hjerne. Der er lukket af for alle forstyrrende elementer indtil den reinkarnerende sjæl er færdig med sin hviletilstand og kan fokusere sin energi på at gennemføre en ny inkarnation i den fysiske verden. Sjælen opbygger sit eget paradis ved hjælp af de materialer, den indsamlede i sidste inkarnation, og der er en mangfoldighed i den devachaniske tilstand. Tilstanden er et produkt af den enkeltes uopfyldte åndelige længsler og håb. De blev kun delvis eller slet ikke opfyldt i inkarnationen, og i intervallet mellem inkarnationerne forsøger sjælen at indøve de åndelige visioner i form af mentale billeder eller tankeformer, som reelt er langt mere virkelige end alt muligt i den fysiske verden, hvor bevidstheden er tykt indhyllet i det tætte slør af lavere begær. Det er kvaliteten af visionerne, der bestemmer længden af den devachaniske periode. Jo mere ophøjede og åndelige visioner, jo længere ophold. Devachan er ikke en tilstand af aktiv handling og ansvar, og derfor ikke et område, hvor man konfronteres af det, man gjorde forkert i fortiden. Den forædlede sjæl er langt uden for rækkevidde for almindelige clairvoyante, for deres kontakt er begrænset til langt grovere planer. Nogle gange kan et meget sensitivt menneske få kontakt med det devachaniske plan og opleve det åndelige fællesskab med sjælen, som det er meget tæt forbundet med, men det hører også til sjældenhederne, og evnen til at overføre erkendelserne til den fysiske dagsbevidsthed er endnu sjældnere. Hvis man spekulerer på forskellen mellem Devachan og Nirvana, så er Devachan en del af menneskets sjæl, hvorimod Nirvana er en langt højere tilstand, hvor personligheden er helt transcenderet og forladt − eller den er blevet så grundigt forædlet, at mennesket er helt identificeret med den højere bevidsthed. Den devachaniske tilstand har en illusorisk karakter, selv om den forekommer virkelig i Devachan − på samme måde som det fysiske plan er virkelig for den inkarnerede personlighed. Men i Nirvana har mennesket opnået universel bevidsthed, hvor det oplever virkeligheden, som den er. Devachan og Nirvana er ikke lokaliteter, men bevidsthedstilstande for skabninger under de respektive åndelige forhold. Nirvana er det højeste åndelige stadie. Devachan er de mellemliggende eller høje psykologiske tilstande, mens Avichi, der populært kaldes det laveste Helvede, er den åndelige tilstands nederste pol. Det er tre tilstande for skabninger, der eksisterer i Lokaer eller Talaer – dvs. verdener eller planer i det kosmiske æg − hvorimod Paranirvana – dvs. ”hinsides Nirvana” – er et guddommeligt stadie, hvor der næsten er identifikation med den kosmiske virkelighed. (Se også Amitabha, Astrallegeme, Atma, Atma-Buddhi, Atma-Buddhi-Manas, Avichi, Buddhi, Buddhi-Manas, Dhyani-Buddhaer, Kausallegeme, Loka, Manas, Monade, Nirvana, Paranirvana, Sjæl, Sukhavati, Svarga, Tala, Zarathustrisme og Æterlegeme).

Devajnana
(Sanskrit). Devajnana eller Daivajna er de højere grupper af himmelske skabninger, som er i besiddelse af guddommelig viden.

Devaki
(Sanskrit). Devaki er Krishnas mor. Hun blev lukket inde i et underjordisk fangehul af broderen kong Kansa af frygt for opfyldelsen af en profeti, der forudsagde, at hans søsters søn ville fjerne ham fra tronen og dræbe ham. På trods af den strenge overvågning, blev Devaki overskygget af Vishnu (Helligånden) og fødte Krishna − den guddommelige Avatar – som var Logos’ inkarnerede stråle. I en senere mytologi blev Devaki den antropomorfe (menneskelignende) form af Aditi eller det kosmiske rum, ligesom den hebraiske Mary blev en overjordisk skabning. Devakis syv sønner, der blev dræbt af Kansa før Krishna blev født, symboliserer de syv menneskelige principper. Mennesket skal løfte sig over dem, før de når det ideelle Krishna-, Kristus- eller Buddha-stadie, og dermed bliver centreret i den højeste, den syvende eller den første. (Se også Avatar, Kansa, Krishna, Logos og Vishnu).

Devamata
(Sanskrit). Devamata er en Rishi der havde en dialog med Narada. (Se også Anugita, Narada og Rishi).

Devamatri
(Sanskrit). Devamatri er ”gudernes moder”. Devamatri er en betegnelse for den vediske modergudinde Aditi – ursubstansen eller det fysiske symbol på det grænseløse rum, som er grundsubstans for Solen og planeterne. Hun er identisk med de højere aspekter af Akasha, den åndelige essens, der gennemtrænger rummet og ethvert solsystem. Aditi kan derfor betragtes som naturens mystiske livmoder, som føder alt i manifestationen i den kosmiske Manvantara, og som alt trækkes ind i, når den kosmiske evolutionsperiode ophører og Pralaya begynder. (Se også Aditi, Akasha, Manvantara og Pralaya).

Devanagari
(Sanskrit). Devanagari betyder ”devaernes sprog” eller ”gudernes sprog” og bogstaver. Det er det arisk-indiske skriftsprog, som skrives i sanskrit. Devanagari-alfabetet og skrivekunsten blev holdt hemmelig i lange tidsaldre, for det var kun Dvijaer (de dobbeltfødte) og Dikshitaer (de indviede), der havde tilladelse til at bruge den litterære kunst. I Indien og i mange andre lande, som var centre for arkaiske civilisationer, blev de hellige tekster overført til tankesindet og ikke nedskrevet i bøger. Det var forbudt for en Sudra (Indiens fjerde og laveste kaste) at recitere vers fra Vedaerne, og hvis man tilhørte de to lavere kaster (Vaisya og Sudra) og kunne læse, var det en overtrædelse, der indebar dødsstraf. Derfor findes ordet ”lipi”, der betyder ”at skrive”, ikke i de ældste skrifter. Det gav forskerne den fejlagtige idé, at skrivning var ukendt før Paninis tid, og at selv vismanden Panini ikke var i stand til at læse og skrive! At den største grammatiker verden nogensinde har set skulle være uvidende om læsning og skrivning er i sandhed et endnu større og uforståeligt fænomen. Udover huskeregler lavede præsterne altid ideografiske skrifter (et skriftsystem baseret på ideogrammer, der betegner ting eller begreber og ikke bogstaver eller lyde) som blev brugt, når det var praktisk eller nødvendigt − hovedsagelig til at kommunikere indbyrdes eller til indviede, der talte andre sprog. Det var ideografiske tegn, som nemt kunne læses af mennesker, der kendte til systemet uafhængig af deres modersmål. Det er hovedårsagen til, at de gamle civilisationer havde så få hentydninger − og nogen gange ingen hentydninger overhovedet − til evnen til at skrive. I endnu tidligere civilisationer har der ikke været behov for at skrive, og ellers blev det betragtet som en hellig kunst for templets skriftkloge. Ægte Devanagari – uden fonetiske tegn − betød tidligere ydre symboler, dvs. de tegn, der blev brugt i kommunikationen mellem guderne og de indviede. Derfor opretholdt man den store hellighed og hemmelighed i hele den vediske og brahmanske periode om alt, der henviste til læsning og skrivning. Det var ”gudernes sprog”. Devanagari-tegn, som først blev brugt blandt de indviede, var symbolske og ideografiske. Men efterhånden mistede de deres billedeform eller idémæssige kraft, og pga. konstant brug og hurtig skrivning mistede de flere og flere detaljer i billederne, indtil de til sidst blev almindelige tegn eller bogstaver i alfabetet. Ordet Devanagari er synonymt med de gamle egypteres Hermetisk og Hieratisk – ”Neter-khari” (guddommelig tale). (Se også Demotisk, Deva, Dikshita, Dvija, Hermetisk, Panini, Sudra, Vaisya og Veda).

Devapi
(Sanskrit). Devapi består af ”deva”, som er en subjektiv skabning eller en ”gud”, og ”api”, som betyder ”ven”. Devapi betyder derfor ”ven af Gud”. Devapi er en Rishi, der omtales i Rig-Veda som søn af Rishti-Shena. I Mahabharata og Puranaerne er han beskrevet som søn af kong Pratipa af Kuru, der opgiver sit rige og trækker sig tilbage i skoven, hvor han angiveligt lever i fire tidsalder, og sammen med vismanden Maru eller Moru afventer de Maitreya Buddhas komme – Kalkiavataren (Vishnus sidste Avatar), der iflg. legenden kommer ved afslutningen af Kali-yugaen. Man mener, at Devapi og Moru lever i Himalaya i et retreat, der kaldes Kalapa eller Katapa. (Se også Avatar, Buddha, Deva, Kali-yuga, Kalkiavatar, Mahabharata, Maitreya, Puranaer, Rig-Veda, Rishi, Vishnu og Yuga).

Devaraja
Se Maharaja.

Devarshi
(Sanskrit). Devarshi består af ”deva”, som er en subjektiv skabning eller en ”gud”, og ”rishi”, der betyder ”vismand”. Devarshi betyder ”rishi-guder”, som er guddommelige eller gudelignende vismænd – ”sønner af Dharma eller Yoga”. De udgør en gruppe af vismænd – som f.eks. Atri. Det er vismænd, der tilhører menneskeheden, men som pga. af målrettet stræben, dyb aspiration og selvkontrol har opnået guddommelig natur, mens de befinder sig på det fysiske plan. (Se også Atri, Deva, Dharma, Rishi og Yoga).

Devata
(Sanskrit). Devata stammer fra ”deva”, som er en subjektiv skabning eller en ”gud”. Devata er en guddommelig eller åndelig skabning. Almindeligvis sidestilles Devata med en Deva. I flertal er det en gruppe af himmelske skabninger, der iflg. Purana’erne førte krig med Daityaerne. (Se også Daityaer, Deva og Puranaer).

Devayana
(Sanskrit). Devayana består af ”deva”, som er en subjektiv skabning eller en ”gud”, og ”yana”, der betyder ”sti”. Devayana er gudernes vej eller sti.

Devi
Se Tantra.

Devi-Durga
(Sanskrit). Devi-Durga er en utilgængelig gudinde, der også kaldes Kali − ”den sorte”. Sort er den farve, som alle andre farver smelter sammen med, og det afspejler den esoteriske betydning af hendes natur. Kali omtales sædvanligvis som en krigerisk, blodtørstig gudinde, der tilintetgør og fortærer sine fjender uden medlidenhed. Esoterisk set er Kali en gudinde, der opsuger eller fjerner mørket. Hun eliminerer urenheder og uretfærdigheder. Gudernes kvindelige partnere symboliserede stoffet og formen, som udstråles fra Monaden (ånden), og fordi stoffet er konstant bevægelse, er de ofte grupperet under navnet Shakti – dvs. aktiv universel energi, som er syvfoldig, tifoldig eller tolvfoldig i den hierarkiske opbygning, afhængig af måden, man tæller på. De åndelige eller guddommelige ægtefæller svarer derfor til åndsvidenskabens elementer eller grundelementer, uanset om de er kosmiske eller individuelle, og som omgiver hver enkelt Monade og opbygger den indflydelsessfære, som Monaden udtrykker sig igennem. (Se også Durga, Kali, Monade og Shakti).

Dhaivata
(Sanskrit). Dhaivata er den sjette af de syv primære musikalske toner i den hinduistiske skala. (Se også Shad-ja).

Dhammachakkappavattana
(Pali). Når buddhisterne taler om Dhammachakkappavattana, taler de om livets og dødens hjul, der beskrives i den første store tale, hvor Buddha gav sin lære under betegnelsen Dhammachakkappavattana Sutta. Det er en betegnelse, som en forsker har oversat med disse ord: ”At sætte sandhedens og pålidelighedens verdensriges kongelige vognhjul i bevægelse”. Chakka i ordet Dhammachakkappavattana, er et pali ord, der svarer til sanskrit udtrykket Chakra, der betyder ”hjul”. Det er netop ånden i den betydning, som den hengivne tilhænger af Buddha lægger i udtrykket, selv om ordene bogstaveligt betyder ”omdrejningen af lovens hjul”. (Se også Buddha og Chakra).

Dhammapada
(Pali). Dhammapada eller Dammapadan består af sanskritordet ”dharma”, der betyder ”pligt” og ”pada”, der betyder ”fod”, ”verslinje” eller ”ord” − muligvis ”lærens ord”. Dammapadan er en buddhistisk aforismesamling på pali. Dhammapada indgår i Suttapitaka, den anden hovedafdeling i Theravada-skolens kanon. Dhammapada er et samleværk, som menes at være citater af Gautama Buddha. Mere end halvdelen af de 423 vers findes i andre buddhistiske tekster. Det lille skrift behandler i kort og letfattelig form vigtige sider af Buddhas lære, ligesom etiske tanker af almengyldig karakter kommer til udtryk. Dhammapada beskæftiger sig med en bred vifte af filosofisk og religiøs tænkning med stor vægt på etik, og ofte formuleret i smukt billedsprog, som skaber en klar og dyb appel til læseren. Der lægges stor vægt på selvkontrol, og hvis forskrifterne følges medfører det et engageret og ophøjet liv. Mange af samlingens aforismer er almindeligt indisk tankesprog, som også er optaget i den jainistiske og den hinduistiske litteratur. Dhammapada har vundet stor udbredelse i Vesten og er den hyppigst oversatte buddhistiske tekst. (Se også Buddha, Dharma, Gautama Buddha, Pada, Sutta, Theravada og Tripitaka).

Dhanu
(Sanskrit). Dhanu betyder ”bue”, som er det 9. stjernetegn − Skytten. Iflg. nogle hinduistiske tænkere repræsenterer tegnet de ni Brahmaer eller Prajapatier, som hjalp med at opbygge Universet. Ni er et tal, der symboliserer noget, man er på vej til eller som man forandrer. (Se også Brahma, Brahman og Prajapati).

Dhanurasana
(Sanskrit). Dhanurasana, som nogle gange kaldes Akarna Dhanurasana og Urdva Chakraasana, er en betegnelse for en bagoverbøjet yogastilling, hvor det fysiske legeme spændes som en bue. Når øvelsen kaldes Akarna Dhanurasana betyder ”karna” ”øre” og forstavelsen ”a” betyder ”i nærheden af”. Dhanu betyder ”bue”, og ”asana” betyder ”stilling”. Bogstaveligt oversat betyder betegnelsen ”stillingen, der buer mod øret”. Sædvanligvis kaldes yoga-stillingen for ”buen”, for stillingen ligner en bueskytte, der er ved at sende en pil af sted. I yoga er rygsøjlen den vigtigste og mest subtile del af kroppen, og Dhanurasana hjælper med at styrke og udvikle rygsøjlen og smidiggøre hofter, ben, arme, skuldre og ryg. Øvelsen udføres ved at man ligger på maven. Man bøjer benene og tager fat om anklerne. Ved indåndingen strækker man benene så meget, at kroppen strækkes opad og kun maven rører ved gulvet. Vejret og stillingen holdes så længe som muligt. Man rokker nu frem og tilbage, mens man stadig holder vejret, og derefter fra side til side. Øvelsen skal udføres i tre runder, og når sidste runde afsluttes, lægger man sig på ryggen i Savasana (dødstille). (Se også Chakraasana, Savasana og Yoga).

Dharaka
(Sanskrit). Dharaka er en beholder eller et kar. Sekundært, svarer Dharaka til Dhara, der betyder det højeste punkt − toppunktet. Subba Row oplyser, at den hellige Dharaka svarer til det hellige hebræiske Tetragram eller Pranavas fire Matraer − de fire kvaliteter i de hellige stavelser ”OM”. (Se også Matra, Pranava og Tetragrammaton).

Dharana
(Sanskrit). Dharana stammer fra roden” dhri”, der betyder ”at holde”, ”at bære”, ”at vedligeholde” eller ”at løse”. Dharana er viljesbestemt koncentration af opmærksomheden på ét punkt. Det resulterer i fuldstændig abstraktion fra alt, hvad der vedrører det ydre univers eller sansernes verden. Dharana er det sjette stadie i den ottefoldige vej i Raja-yoga eller Ashtanga-yoga, der er beskrevet i Yoga Sutras af Patanjali. Dharana er koncentration, som er det første stadie i Yoga eller helliggørelsens vej efter Pratyahara (tilbagetrækning af sanserne), der er et forberedende stadie. Forskellen mellem Dharana, Dhyana og Samadhi (som tilsammen udgør Samyama) er, at i de tidligere stadier er meditationsobjektet, den mediterende og selve meditationsprocessen adskilt. Dvs. at den mediterende eller den mediterendes koncentrerede bevidsthed er bevidst om at meditere (dvs. selve meditationsprocessen) på meditationsobjektet. Når den mediterende bliver mere avanceret, vil selve meditationshandlingen forsvinde i den efterfølgende Dhyana-fase, og kun bevidstheden om at eksistere og koncentrationen på meditationsobjektet eksisterer i tankesindet. I den afsluttende Samadhi-fase opløses tankesindet, og den mediterende bliver ét med objektet. Den mediterende fusionerer med den syvende sans − den mest åndelige. Generelt er formålet fusion med sjælen, der betragtes som et udtryk for ånden eller Gud. (Se også Ashtanga-yoga, Dhyana, Meditation, Patanjali, Pratyahara, Raja-yoga, Samadhi, Samyama og Yoga).

Dharani
(Sanskrit). Dharani stammer fra roden ”dhri”, der betyder ”at holde”, ”at bære”, ”at vedligeholde” eller ”at løse”. I buddhismen − både den sydlige og den nordlige − henviser Dharani til mystiske Mantraer, og det samme gælder i hinduismen, hvor Dharani er mantraer − hellige vers − fra Rig-Veda. Oprindeligt var Mantraerne eller Dharani’erne både esoteriske og virkningsfulde, når de blev brugt i praksis. I nutiden er det imidlertid kun Yogacharya-skolen, der beviser virkningen i praksis. Når Mantraerne intoneres efter de rigtige instruktioner, skaber Dharani en fantastisk effekt. Den esoteriske kraft skabes ikke af ordene, men af tonefaldet eller betoningen og den lyd, som dermed skabes. (Se også Buddhisme, Mantra, Rig-Veda og Yogacharya).

Dharma
(Sanskrit). Dharma stammer fra roden ”dhri”, der betyder ”at holde”, ”at bære”, ”at vedligeholde” eller ”at løse”. Dharma eller Dhamma (på pali) betyder ”retfærdighed”, ”pligt”, ”rigtig handling” eller ”lov”, for Dharma er udtryk for altings sande objektive tilstand – dvs. dets lovmæssige skikkelse. Immanuel Kant betegnede det ”numenon” til forskel fra ”fænomen”. Dharma oversættes ofte med ”pligt”, og dermed menes der opfyldelse af menneskets karmiske forpligtelser på det sted og under de omstændigheder, hvor skæbnen har anbragt det. Dharma er derfor menneskets pligt i evolutionen. Dharma er på den måde et udtryk, der spænder over hele menneskets plads i evolutionen og de pligter, det medfører i forhold til menneskeheden, rodracen, nationen, samfundet, familien osv. Alle de tanker, handlinger, ønsker og begær, der fremmer et menneskes udvikling, er derfor i overensstemmelse med dets Dharma, mens de, der forsinker udviklingen, er imod Dharma. Med andre ord vil alt, hvad der fremmer et menneskes udvikling, være rigtigt for mennesket at gøre, selv om det ville være forkert for et menneske, som er højere udviklet. Ordet benyttes også om Buddhas lære. Desuden er Dharma en karakteristisk egenskab, der ligger tæt på betydningen af Svabhavat (substans). Dharma er også navnet på en vismand, som giftede sig med ti eller tretten af Dakshas døtre – Daksha, der var dommer over de døde, og en personificering af lov og retfærdighed. I Mahabharata var han Yudhishthiras far og Pandava’ernes overhoved. (Se også Buddha, Daksha, Mahabharata, Pandava, Rodrace, Substans og Yudhishthira).

Dharma-megha
(Sanskrit). Dharma-megha betyder overøst med ”skyer af dyd” eller universel sandhed. Det er en højere bevidsthedstilstand, hvor mennesket bliver bevidst om at være uden tendenser til separatisme. Det er den sidste Samadhi-tilstand inden foreningen med Brahman. Det sker, når en Bodhisattva giver afkald på alle sine psykiske evner og kræfter. Dermed giver Bodhisattvaen afkald på illusionen om, at der er behov for noget ydre, for at være lykkelig. Bodhisattvaer på dette udviklingsniveau kan ikke længere fejle, for de er i kontakt med virkeligheden. De er ren væren eller den dybeste åndelige fred. (Se også Bodhisattva, Brahma og Brahman).

Dharma-savarni
(Sanskrit). Dharma-savarni er en af de 14 Manuer, som har opsyn med jordkæden. Dharma-savarni er Rodmanuen for sjette runde. (Se også Manu og Rodmanu).

Dharmachakra
(Sanskrit). Dharmachakra består af ”dharma”, som stammer fra roden ”dhri”, der betyder ”at holde”, ”at bære”, ”at vedligeholde” eller ”at løse”, men oversættes også ofte med ”lov”, samt ”chakra”, der betyder ”hjul”. Dharmachakra er derfor ”lovens hjul”. I buddhismen er det et symbol på det kosmiske system med cyklusser og reinkarnationer. Buddha betragtes som den, som styrer lovens hjul, for det er ham, der sætter en ny cyklus i bevægelse, og dermed ændrer han menneskehedens skæbne i kraft af sin præsentation af den esoteriske lære. (Se også Chakra).

Dharmadhatu
(Sanskrit). Dharmadhatu betyder ”dimension”, ”rige” eller ”rum” (Dhatu) i Dharma. Dharmadhatu har lidt forskellige definitioner i Mahayana- og Theravada-buddhismen. På sanskrit og pali betyder Dhatu ”element” eller ”ejendom”. Sanskritordet Dharma har flere betydninger. Her betyder det ”manifestation af virkeligheden” (Mahayana) eller ”faktorer i tilværelsen”, de midlertidige betingelser, der er årsag til, at fænomener opstår (Theravada). I Theravada-buddhismen staves Dharmadhatu ofte ”Dhammadhatu”, og det er Dharmas grundlæggende essens − sagens natur og hvordan den eksisterer. I Mahayana-buddhismen er Dharmadhatu en matrix, en totalitet eller et grænseløst altgennemtrængende rum, hvor alle fænomener opstår, opholder sig og ophører. (Se også Akanishta, Dagoba, Dharma, Dhatu, Mahayana og Theravada).

Dharmakaya
(Sanskrit). Dharmakaya består af ”dharma”, som stammer fra roden ”dhri”, der betyder ”at holde”, ”at bære”, ”at vedligeholde” eller ”at løse”, men oversættes også ofte med ”lov”, samt ”kaya”, der betyder ”krop”. Dharmakaya er et ”fortsættelseslegeme”, et ”sandhedslegeme” eller ”lyksalighedens klædning”. Det er et af Buddhas tre legemer (Trikaya) i Mahayana-buddhismen. Trikaya består af 1) Nirmanakaya, 2) Sambhogakaya 3) Dharmakaya. Dharmakaya er det tredje og højeste af de tre legemer. Det er det sidste, det højeste og det mest sublimerede af dem alle, for det placerer asketen på tærsklen til Nirvana. Dharmakaya er det umanifesterede aspekt af en Buddha, som er en egenskab, der udvikles af enhver ”Buddha” – dvs. enhver indviet, som er nået til slutningen af det, der kaldes den ”fjerde vej” (i åndsvidenskaben er det den sjette ”portal”, før den indviede kan træde ind gennem den syvende). Buddhaer er manifestationer af de Dharmakayaer, der kaldes Nirmanakaya (i et transformationslegeme). Det er et ”virkelighedslegeme”, som er uden en specifik, afgrænset form, hvor Buddha er identificeret med den åndelige natur af alt, hvad der er. Dharmakaya er den første Bardo-tilstand, den perfekte orden, den sande Buddha-natur, Universets essens, foreningen mellem Buddha og alt eksisterende. Det er, et åndeligt legeme eller en høj åndelig skabnings bevidsthedstilstand, hvor den begrænsede betydning af sjæl og individualitet er forsvundet i en universel (hierarkisk) sans, og bevares kun latent som kim. Det er ren bevidsthed, ren lyksalighed, ren intelligens, der er befriet fra al personlig tænkning. Nogle gange kaldes Dharmakaya for ”Nirvana uden jordiske rester” for når man først har nået Buddha-stadiet eller Bodhisattva-stadiet, er man helt befriet for enhver jordisk tiltrækning. Den indviede vil ikke vende tilbage før en ny Manvantara indledes, for den indviede har frigjort sig fra reinkarnationens cyklus. Dharmakaya-tilstanden kaldes Parasamadhi hvor ingen fremskridt er muligt − i hvert fald så længe den indviede forbliver i tilstanden. Man kan sige, at de i en periode er krystalliseret i renhed og homogenitet. (Se også Bardo, Buddha, Buddhi, Mahayana, Manvantara, Nirmanakaya, Nirvana, Sambhogakaya, Trikaya og Trisarana).

Dharmaprabhasa
(Sanskrit). Dharmaprabhasa består af ”dharma”, som stammer fra roden ”dhri”, der betyder ”at holde”, ”at bære”, ”at vedligeholde” eller ”at løse”, men oversættes også ofte med ”lov”, samt ”prabhasa”, der betyder ”oplysning” og ”illumination”. Dharmaprabhasa er ”den, der oplyser om loven”. Det er navnet på den Buddha, som vil vise sig i 7. Rodrace, hvor kønnene ikke længere eksisterer. (Se også Buddha og Rodrace).

Dharmaraja
(Sanskrit). Dharmaraja er en streng og retfærdig konge. Det en titel, der blev givet til Gautama Buddha og til Yima, som er gud for de døde. I sidstnævnte tilfælde symboliserer Dharmaraja streng og fuldstændig upartisk karmisk retfærdighed, som de afdøde konfronteres med efter døden. (Se også Gautama Buddha og Yima).

Dharmasmriti Upasthana
(Sanskrit). Dharmasmriti Upasthana eller Dharma-Smrti-Upasthana består af ”dharma”, som stammer fra roden ”dhri”, der betyder ”at holde”, ”at bære”, ”at vedligeholde” eller ”at løse”, men oversættes også ofte med ”lov”, samt ”smriti”, der betyder ”erindring”, og ”upasthana”, der betyder at man placerer sig selv i relation til sine handlinger. I buddhismen betyder det handlinger, hvor man husker at handle i overensstemmelse med den kosmiske lov. H.P. Blavatsky ser udtrykket fra en anden synsvinkel: ”Husk, at bestanddele (i mennesketes natur) stammer fra Nidanaerne, og ikke fra Selvet”. Nidanaerne er en kæde af kausale sammenhænge − de tolv årsager til eksistens eller manifestation. Hver enkelt er udviklet af sig selv, som regel i seriel og periodisk orden og i nøje overensstemmelse med de forskellige oplagrede karmiske frø. Lige så vigtigt er det, at den Atmiske kerne af individualitet selv iklæder sig forskellige bevidsthedslegemer, som derfor faktisk er frøene eller − i en vis forstand − Nidanaernes natur, og på den måde virker Nidanaerne tilbage på Selvet som årsag. Det er samme idé, der kommer til udtryk i den kristne udtalelse: ”Som et menneske tænker, sådan er det”. (Se også Atma og Nidana).

Dharmasoka
(Sanskrit). Dharmasoka er et navn, der blev givet til den første Asoka efter hans konvertering til buddhismen. Han var barnebarn af kong Chandragupta, som tjente ”Dharma” eller Buddhas lov i hele sit lange liv. Den anden kong Asoka konverterede ikke, for han var født som buddhist. (Se også Asoka, Buddha, Chandragupta og Dharma).

Dhatu
(Sanskrit). Dhatu er en primær bestanddel. Det svarer til Mahabhuta (element) eller urstoffets område eller plan. Man regner som regel med, at der er fem: Kha eller Akasha (æter) − Anila (vind) − Taijasa (ild) − Jala (vand) − Bhu (jord) − men esoterisk er der syv. ”Der er syv kræfter i mennesket og i hele naturen, ligesom der er syv Dhatu (hovedsubstanser i menneskekroppen)”. I den sydlige buddhisme, betyder ordet også levn eller relikvie (det, der er tilbage, efter at kroppen er kremeret), og ordet bruges især om relikvier fra Buddhas krop, som angiveligt blev indsamlet efter kremering. I åndsvidenskaben er de planeter i den planetariske kæde, der er fordelt i tre Dhatu’er: Arupa-Dhatu, Kama-Dhatu og Rupa-Dhatu. (Se også Akasha, Arupa-Dhatu, Dharmadhatu, Mahabhuta, Jala, Kama-Dhatu, Rupa-Dhatu og Taijasa).

Dhauti
(Sanskrit). Dhauti er den anden Shatkarma (også kendt som Shatkriya) – yogasystemets teknikker til kropsrensning. Dhauti skal primært rense fordøjelseskanalen i dens fulde længde, men det påvirker også i luftvejene, ører og øjne. Derfor er Dhauti en renselsesteknik for øjne, ører, tunge, forhoved, spiserør, endetarm og anus. Dhauti er opdelt i fire dele: Antar-Dhauti (intern), Danta-Dhauti (tænder), Hrid-Dhauti (hjerte- eller brystregionen) og Moola Shodhana (rektal udrensning dvs. tarmrensning). (Se også Antar Dhauti, Danda Dhauti, Danta Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Dhriti dhrti
(Sanskrit). Dhriti dhrti stammer fra roden ”dhri”, der betyder ”at holde”, ”at bevare”, ”at være stabil”. Dhriti dhrti betyder fasthed, konstans, beslutning. Det er desuden et tilnavn til Dakshas datter og Dharmas hustru. (Se også Daksha og Dharma).

Dhrupad
(Hindi). Dhrupad består af ”dhruva”, der stammer fra roden ”dhru”, som betyder ”at være fast” eller ”fikseret” og ”pada”, der betyder ”vers”. Dhruva betegner den del af et vers, der bruges som et fast refræn. Dhrupad er en genre i klassisk hindustani musik, og man mener, at den er den ældste, der stadig er i brug inden for musiktraditionen. Udtrykket betegner både digtets vers og sangstil. Abul Fazl, der var kronikør ved hoffet under kejser Akbar, forklarer i Ain-e-Akbari, at Dhrupad-versene er: ”Fire linjer der rimer, hver på ubestemt prosodiske længder”. Prosodisk vil sige stavelsernes tonehøjde samt tryk- og længdeforhold. Temaerne spænder fra religiøse og åndelige (for det meste i lovprisning af hinduistiske guder) til kongelige lovtaler, musikvidenskab og romantik. Selv om Dhrupad dybest set er en vokal tradition, praktiseres dens musikalske æstetik af mange musikere. (Se også Akbar, Bhajan, Karnatisk, Kirtan, Kriti, Raga og Tala).

Dhruva
(Sanskrit). Dhruva stammer fra roden ”dhru”, der betyder ”at være fast” eller ”fikseret”. Dhruva er Nordstjerne. Dhruva omtales i klassisk hinduistisk mytologi som: ”− den himmelske form af den mægtige herre Hari, der består af stjerner og formet som et marsvin med Dhruva i halen. Planeter, Månen, Solen osv. drejer omkring Dhruva, og Krittika (Plejaderne) cirkler omkring ham som et hjul, og Solen hviler på Dhruva, og vogter verden med sine guder, dæmoner og mennesker. Alle de planeter, stjernebilleder, stjerner og meteorer er uden undtagelse bundet til Dhruva med snore af vind, så de bevæge sig i deres rigtige kurs, kære Maitreya”. Åndsvidenskaben afslører, at rodracernes forfædre (de respektive grupper af syv Prajapatier) alle er forbundet med Nordstjernen. Det siges at: ”Den, som forstår Dhruvas alder, som er på 9.090 af de dødeliges år, vil forstå tiderne for Pralayaerne og folkeslagenes endelige skæbne, kære Lanoo”. Dhruva er også navnet på en arisk vismand, en Kshatriya, der ved hjælp af disciplineret askese og filosofisk meditation, blev Rishi. I Puranaerne var Dhruva Maharaja søn af kong Uttanapada − herskede over Universet − der blev ført til Nordstjernen af Vishnu. (Se også Hari, Kshatriya, Krittika, Meditation, Prajapati, Pralaya, Puranaer, Rishi, Rodrace og Vishnu).

Dhulkarnayn
(Arabisk). Dhulkarnayn er den to-hornede. Det var en betegnelse, der blev givet af araberne til erobrere − uanset om de var åndelige eller materielle − som efter deres opfattelse har underlagt sig verden fra øst til vest. Dhulkarnayn er i en vis forstand identisk med hinduernes Chakravartin. (Se også Chakravartin).

Dhyan
(Sanskrit). Dhyan betyder meditation. På pali hedder det Jhan. Dhyan eller Dhyana har en anden betydning end det latinske ord meditation (beherskelse) – for det betyder ”nedsænkning” med det formål, at man vågner op og oplyses. Dhyan kan oversættes til Chan (Kina), Son (Korea) og Zen (Japan). Dhyan er desuden betegnelsen for højtstående åndelige skikkelser af forskellige grader. (Se også Chohan, Dhyana, Dhyan-Chohan og Meditation).

Dhyan-Chohan
(Sanskrit/Tibetansk). Dhyan-Chohan eller Dhyani-Chohan stammer fra sanskrit ”dhyani”, der betyder ”fordybelse”, og det tibetanske ”chohan”, der betyder ”herre”. Dhyan-Chohan eller Dhyani-Chohan er ”meditationens herrer”. De er ”lysets herrer” eller ”Dhyanernes overhoveder”. Det er guddommelige intelligenser, der deltager i Universets opbygning, og det er dem, der har overopsyn med skabelsen. De svarer omtrent til kristendommens ærkeengle. De omtales bl.a. i Den Hemmelige Lære i forbindelse med verdens skabelse. Dhyan-Chohaner er generelt en gruppe, der omfatter både højere skabninger, som deltager selvbevidst og aktivt i den arkitektoniske opbygning af Universet, og helt ned til de lavere skabninger, hvoraf nogle er selvbevidste. De laveste af bygherrerne er lidt mere end blot bevidste eller halvbevidste skabninger, som næsten slavisk følger idéstrømmene fra den kosmiske ånd, som overføres til dem af højere grupper af bygherrer. Dhyan-Chohan svarer på en måde også til sanskritordet Manu. Dhyan-Chohanernes syv vigtigste grupper er intimt forbundet, både til de syv hellige planeter i solsystemet, men også til aspekterne i Jordens planetariske kæde. Desuden er der en gruppe Dhyan-Chohaner i spidsen i solsystemet for hver afdeling af naturen. Dhyan-Chohanerne, som udgør toppen af Hierarkiet, legemliggør den kosmiske Logos’ hensigter, og på den måde udgør Dhyan-Chohanerne de love, som naturen eksisterer og fungerer under. Lovene er derfor reelt de åndelige aktiviteter for de højeste grupper af Dhyan-Chohanerne. Dhyan-Chohanerne har deres Bodhisattvaer, som er deres intelligente repræsentanter på ethvert lavere kosmisk plan, og på den måde har enhver skabning et højere aspekt – en egoisk individualitet − som er en Dhyan-Chohan. Derfor er Dhyan-Chohanerne reelt det vigtigste aspekt i mennesket. Mennesket blev skabt af dem. Mennesket er Monaderne, mennesket er atomerne, mennesket er sjælene, som er projiceret og udsendt, og det hele stammer fra Dhyan-Chohanerne. (Se også Bodhisattva, Dharma-savarni, Manu, Meditation, Monade og Rodmanu).

Dhyana
(Sanskrit). Dhyana stammer fra roden ”dhyai”, der betyder ”at overveje” og ”at meditere” – dvs. åndelig-intellektuel fordybelse, der medfører fuldstændig løsrivelse fra alle genstande, følelser og den lavere mentale natur. Tilstanden kaldes også ”kontemplation”. Dhyana defineres som meditation. Dhyana blev afledt via tibetansk-kinesisk Ch’an til det japanske Zen (f.eks. Zenbuddhisme). Dhyana er det tredje og næsthøjeste stadie i Yoga. Det kommer efter Dharma og Pratyahara. Dhyana er et udtryk for meditation i betydningen fokusering af opmærksomheden på en form, en tanke eller en lyd. Dhyana er derfor koncentration af tanken i ét punkt og forlænget fastholdelse af opmærksomheden på punktet, som ultimativt kan resultere i Samadhi. Sutta beskriver fire niveauer af Dhyana, og niveauerne kaldes Jhana, som hver især har tiltagende dybde. Jhanaerne er beskrevet i Pali-skrifterne, og udgør en stor del af den Theravada-buddhistiske litteratur og Mahayana-litteraturen. Zen-traditioner er blevet opkaldt efter Dhyanas meditative tilstand, men i kinesisk buddhisme kan Dhyana henvise til alle former for meditationsteknikker og deres forberedelse, som kan bruges til at opnå Samadhi. Iflg. den hinduistiske Yoga Sutra, der er skrevet af vismanden Patanjali, er Dhyana et af de otte trin i Yoga. De øvrige syv er Yama, Niyama, Asana, Pranayama, Pratyahara, Dharana og Samadhi. Iflg. Patanjali betragtes den sidste fase i Dhyana (meditation) som Jhana. Det er et stadie i meditationen, som ikke længere kan betragtes som en egentlig meditationshandling, for den mediterende smelter sammen med meditationsobjektet, og man kan ikke nå et højere bevidsthedsstadie uden Jhana. Samtlige otte trin i Patanjalis system kaldes nogle gange Dhyana eller ”den meditative vej”, selv om det strengt taget kun er de sidste fire trin – Pratyahara, Dhyana, Dharana, og Samadhi – der udgør meditation. De foregående trin skal alene forberede kroppen og tankesindet til meditation. I Patanjalis Ashtanga-yoga (”otte trin”), kaldes det meditationsstadie, der går forud for Dhyana for Dharana. I Dhyana er den mediterende ikke bevidst om meditationen (dvs. at den mediterende ikke er bevidst om meditationsprocessen), men er kun bevidst om sin eksistens (bevidstheden om at være) og selve formålet med meditationen. Dhyana adskiller sig fra Dharana, fordi den mediterende bliver ét med meditationens formål. Den mediterende er derefter i stand til at opretholde tilstanden i 144 indåndinger og udåndinger. Dhyana praktiseret sammen med Dharana og Samadhi udgør Samyama. Dhyana-systemet er detaljeret beskrevet af Sri Krishna i 6. kapitel i Bhagavad-Gita, hvor han forklarer de forskellige yoga-systemer for sin ven og discipel, Arjuna. I hinduismen anses Dhyana for at være et redskab til selvindsigt. Dhyana adskiller Maya fra virkeligheden og er en hjælp til at nå det endelige mål – Moksha. (Se også Arjuna, Asana, Ashtanga-yoga, Bhagavad-Gita, Dharana, Dharma, Jhana, Kontemplation, Krishna, Mahayana, Maya, Meditation, Moksha, Niyama, Patanjali, Pranayama, Pratyahara, Samadhi, Samyama, Sutta, Theravada, Yama, Yoga og Zenbuddhisme).

Dhyana-Marga
(Sanskrit). Dhyana-Marga består af ”dhyana”, der betyder ”meditation”, og ”marga”, der betyder ”sti”. Dhyana-Marga er stien til meditation eller til åndelig-intellektuel fordybelse. (Se også Dhyana og Meditation).

Dhyana-yoga
(Sanskrit). Dhyana-yoga er en dyb åndelig forbindelse til den indre guddommelighed, som består af seks eller syv fremadskridende stadier, der ledsages af en simultan tilbagetrækning af tankesindet fra den ydre tilværelse. 6. kapitel i Bhagavad-Gita omhandler Dhyana-yoga. Det var desuden en af buddhismen Paramitaer. (Se også Bhagavad-Gita, Buddhisme, Dhyana, Meditation og Paramita).

Dhyani-Bodhisattva
(Sanskrit). Dhyani-Bodhisattva består af roden ”dhyai”, der betyder ”at meditere” eller ”at overveje”, og ”bodhisattva”, der betyder, ”den, hvis essens er Bodhi”. Bodhi betyder ”at opnå forståelse”, ”at erkende” eller ”at vide”. Dhyani-Bodhisattva er derfor en Bodhisattva, der mediterer og kontemplerer. Dhyani-Bodhisattvaerne er de fem Dhyani-Buddhaers tankefødte sønner. Der er en Dhyani-Bodhisattva for Jorden, og for hver af de tre planeter, der gik forud for den nuværende planet på den nedadgående bue. På samme måde er der en Bodhisattva for hver af de tre planeter, der følger den nuværende planet på den opadgående bue – dvs. en Bodhisattva for hver. Dhyani-Bodhisattva er den åndelige leder af det åndelige-psykologiske hierarki i hver verden. Jordens nuværende Dhyani-Bodhisattva er den guddommelige skabning, der kaldes planetens ” tavse vogter”. (Se også Bodhi, Bodhisattva, Dhyani-Buddha, Kontemplation og Meditation).

Dhyani-Buddha
(Sanskrit). Dhyani-Buddha består af roden ”dhyai”, der betyder ”at meditere” eller ”at overveje”, og ”buddha”, som stammer fra roden ”budh”, der betyder ”at opfatte”, ”at vække” eller ”at vågne op”. Buddha er en titel – ikke et navn. Dhyani-Buddhaer er de evige urtyper for de jordiske Buddhaer. Iflg. åndsvidenskaben er der syv, hvoraf endnu kun fem har manifesteret sig gennem fysiske Buddhaer. Syntesen af de syv er Avalokiteshvara. Der er tale om to hierarkier af åndelige skabninger, der har udviklet det nuværende kosmos. Det ene er Dhyani-Buddhaerne eller ”arkitekterne”, som i enhed skaber den højere og mere åndelige side, og reelt danner de en linje, der har form af en lysende bue. Den anden er Dhyan-Chohanerne, ”bygherrerne” eller ”ingeniørerne”, som udgør den lavere og relativt mere materielle side, og de danner en linje, som (kun fra det høje synspunkt) er en skyggefuld bue. Ofte bruges udtrykket Dhyan-Chohaner om begge linjer. Der er som sagt syv Dhyani-Buddhaer, sådan at der for hver runde i en syvfoldige planetarisk kæde er en herskende Dhyani-Buddha eller kausal Buddha. I menneskehedens nuværende 4. runde er den under overvågning af en Dhyani-Buddha, der tilhører 4. grad i det guddommelige hierarki. De Dhyani-Bodhisattvaer, der overvåger planeterne i hver runde af den planetariske kæde, består af stråler fra rundens Dhyani-Buddha. Det er Dhyani-Buddhaen for menneskehedens 4. runde – ”Faderen i Himlen” − som er den store initiativtager eller den, der yder det store offer. Strålen strømmer igennem alle individuelle skabninger, og det er derfra mennesket trækker sit åndelige liv og sin åndelige næring, for livet kommer direkte fra den hierarkiske skabning, som alle mennesker er forankret i. I forhold til menneskeheden er Dhyani-Buddhaen psykisk og åndeligt nøjagtig det samme, som menneskets sjæl er til de utallige skarer af elementære enheder, som udgør menneskekroppen. Ethvert menneskes Monade er udsprunget fra essensen af en Dhyani-Buddha. (Se også Avalokiteshvara, Bodhisattva, Buddha, Dhyan-Chohan og Monade).

Dhyanipasa
(Sanskrit). Dhyanipasa består af ”dhyanin”, som er en ”guddommelig skabning”, og ”pasa”, der betyder ”reb”. Dhyanipasa er gudernes (dhyaniernes) reb. Det er en anden betegnelse for den store ”ringmur”, ”grænsering” eller ”ring-pass-not”, som omslutter fænomenernes verden og adskiller den fra det metafysiske kosmos.

Di-Nur
(Hebraisk). Di-Nur findes i en kabbalistisk allegori som en del af en berømt sætning − Nehar Di-Nur – der betyder ”floden eller strømmen af lys eller ild”. Når mennesket nærmer sig den tid, hvor det skal væk fra den fysiske verden, og hvor herolden råber sit dekret, springer en flamme pludselig frem fra den nordlige ende og antænder floden Di-Nur (ildfloden), og ilden spreder sig ud til verdens fire hjørner og fortærer de skyldige sjæle. Og flammerne fortsætter helt ned til verden. ”Og når Neshamoths sjæle stiger op, renser de sig i floden D’e-noor (Di-Nur), men de fortæres ikke, de renser blot sig selv”, iflg. Zohar. (Se også Kabbala og Zohar).

Diakka
Diakka er et udtryk, som blev opfundet af den prominente amerikanske clairvoyante, Andrew Jackson Davis (1826-1910). Det var en betegnelse for ”utroværdige ånder”. I sine bøger beskriver han ”spøgelserne” som amoralske, vildledende væsener, der lever i et skyggefuldt hjørne af ”sommerlandet” (på Astralplanet). Der er tale om Elementaler eller astrale Skygger og Skaller − dvs., fantomer fra Kama-Loka. Diakkaer er derfor ganske enkelt mediers og spiritisters såkaldte materialiserede og kommunikerende ånder. H.P. Blavatsky siger om Diakka: ”Enhver form for trolddom skabes med direkte hjælp fra de dårlige dæmoner. Det er ånder, som bruger deres tid på at bedrage mennesket, ved at vise tåbelige illusioner. Det er deres ambition, at blive betragtet som guder”. Skallerne, Skyggerne, Elementalerne eller ”spøgelserne” i det astrale lys var kendt i oldtiden. Generelt var de hadet, og ofte var de frygtet af mennesker på grund af deres onde påvirkning af menneskers liv. Hebraiske og tidlige kristne demonologier personificerede dem under overhovedet Belial og hans hær af djævleunger. (Se også Astralplan, Belial, Dæmonologi, Elementar, Elementaler, Kama-Loka og Skygger).

Diamant
Diamanten eller diamanthjertet symboliserer den kosmiske kvintessens, − quinta essentia − det femte element − den aristoteliske ”æter”, dvs. det fuldkomne element, som bevæger sig i cirkelformede baner, og som himlen og stjernerne er skabt af, hvorimod den jordiske verden består af de fire elementer ild, jord, vand og luft. Iflg. den nordlige buddhisme er den umanifesterede Logos så meget ånd, at direkte manifestation i de stoflige verdener er umulig, og derfor sender Logos sit ”hjerte” ned i de manifesterede verdener − diamanthjertet (Vajrasattva eller Dorjesempa) − som er den manifesterede Logos, som udstråler 3. Logos, der kollektivt er de syv kosmiske Dhyani-Buddhaer. Når Manushi-Buddhaernes personlighed er blevet fusioneret i Atma-Buddhi, kaldes de også diamantsjæle pga. deres åndelige tilgang til deres kosmiske prototype − ellers er de Mahatmaer på højeste niveau. (Se også Atma-Buddhi, Buddhisme, Dhyani-Buddha, Dorje, Dorjesempa, Elementer, Logos, Mahatma, Manushi-Buddhaer, Vajra, Vajradhara, Vajrasana, Vajrasattva og Vajrayana).

Diamantsjælen
Se Vajradhara.

Diamantstillingen
Se Vajrasana.

Diana
(Latin). Diana er lysets gudinde − en gammel italiensk guddom, der senere blev identificeret med den græske Artemis, som er datter af Zeus og Latona og søster til Apollon. Diana var Månens gudinde og nattens dronning. Hun herskede over jagt, det åbne land, skovene, krig og vand. Som Månens gudinde blev hun betragtet som et aspekt af Hekate. Hun blev desuden tilbedt i form af Lucina, som hersker over fødsler. Som nattens gudinde blev hun tilbedt med fakkelceremonier, og hun var elsket som skytsengel for udstødte og slaver. Månen har en tættere relation til Jorden end noget andet himmellegeme. De tidlige racer forstod det og vidste det fra de tidligste tider. Diana er dronningen, og hun er kongen. Hun var kong Soma, før hun blev forvandlet til Phoebe og den kyske Diana. Artemis var ”Luna i Himlen”, og Diana var den, der herskede over livet og fødslerne på Jorden. Hos egypterne var hun Heka (Hekate) i Helvede – dødens gudinde, som herskede over magi og trolddom. Ikke nok med det, for hun personificerede Månen, som havde tredelte fremtoninger − Diana-Hekate-Luna – og derfor er hun ”tre i én”. Hun har tre hoveder på én hals ligesom Brahma-Vishnu-Shiva. (Se også Apollon, Artemis, Apollon, Brahma, Heka, Hekate, Latona, Lucina, Luna, Phoebe, Shiva, Soma, Vishnu og Zeus).

Dianoia
(Græsk). Dianoia betyder ”tanke”, og det svarer derfor til Logos − den evige tankes kilde og den ”guddommelige hensigt”. Dianoia blev brugt af Platon og Aristoteles − ofte i kontrast til Soma (kroppen). Dianoia er de guddommelige tanker og roden til al tænkning. (Se også Aristoteles, Ennoia, Logos, Platon og Soma).

Dictynra
(Græsk). Dictynra eller Dictynna er en græsk havgudinde, der blev tilbedt på Kreta. Dictynra var et aspekt af Britomartis, en gudinde der blev tilbedt i hele Middelhavsområdet, og som ofte blev identificeret med Artemis. Britomartis administrerede lykken, og hun var skytsånd for jægere, fiskere og søfolk. Desuden var hun gudinde for sundhed og fødsel. Dictynra var datter af Zeus og Artemis, og sandsynligvis var hun oprindeligt månegudinde. Hun bar angiveligt ”en krans, der var lavet af den magiske plante dictamnus, en stedsegrøn busk”. Iflg. myten kan berøring af planten både udvikle søvngængeri og helbrede den definitivt. I Danmark dyrkes bl.a. Dictamnus albus, som kaldes ”Moses’ brændende busk”. (Se også Artemis, Britomartis og Zeus).

Didaktisk
(Græsk). Didaktisk stammer fra ”didaktikos” og ”didaskein”, der betyder ”lære”, ”belære” og ”undervise”. I Egyptens historie henvises der kollektivt til skrivekunsten som didaktisk (belærende) eller som ”visdomslæren”.

Dido
(Fønikisk). Dido er den mytiske dronning, der grundlagde Kartago. Iflg. Timaios, var hendes rigtige navn Theiosso. På fønikisk var navnet Helissa eller Elissa, og hun var de fønikiske søfolks beskytter. Under sin flugt fra Troja mødte Æneas hende, og iflg. Virgil forelskede han sig i hende, men han måtte forlade hende, fordi det var hans skæbne at grundlægge Rom. Herefter begik Dido selvmord. Temaet er den mytiske baggrund for konflikten mellem Rom og Kartago. Det siges også, at Dido var navnet på en fønikisk gudinde, og navnet kan oversættes med ”den elskede”. En anden version siger, at hendes mand blev dræbt af sin bror, og derfor flygtede Dido til Afrika, hvor hun grundlagde en by, der blev til Kartago. I stedet for mod sin vilje at gifte sig med en lokal høvding, begik hun selvmord. Dido var ”havets jomfru” sammen med Venus og andre månegudinder. Månen har en stærk indflydelse på tidevandet, og fønikerne, der var dristige opdagelsesrejsende, anbragte gudinden Astartes figur på stævnen af deres skibe − Astarte, der er identisk med Elissa og Dido. (Se også Astarte).

Dies Sanguinis
Dies Sanguinis betyder ”bloddagen”. Det var en romersk fest, der hvert år blev afholdt i det antikke Rom den 24. marts. Dagen kaldte man Bellona-dag. Det var en dag, hvor de romere, der dyrkede krigsgudinden Bellona, skar sig selv til blods og drak den hellige blod for at formilde guddommen. Gudinden Kybeles præster piskede sig selv til blods og stænkede blodet på gudestatuer og altre i helligdommen, mens andre angiveligt efterlignede Attis ved at kastrere sig selv. De smertefulde og dramatiske handlinger gav de fanatiske tilbedere en mulighed for at identificere sig med Attis’ smerte og død. Attis blev fejret i en cyklus af festligheder i en periode fra 15. til 28. marts hvert år. I helligdagene fejrede man en guddoms død i stil med den kristne påske, hvor ceremonierne drejer sig om Jesu lidelse, død og genopstandelse. Forårsfesten i Rom sluttede med en tiltrængt hviledag, hvor den hellige statue af Kybele – ”den store moder” – blev badet i Almo-floden. (Se også Attis og Kybele).

Differentiering
Differentiering er en proces, der går fra det enkle til det komplekse eller som det bruges i filosofi − fra homogenitet til heterogenitet − fra enhed til mangfoldighed. Det betyder ikke, at enheden er mindre end mangfoldigheden, eller at helheden er blevet reduceret, for enheden rummer alt det, der er mangfoldiggjort fra den. Ordet bruges i stort set samme betydning som manifestation. Evolutionsprocessen på den nedadgående bue består af kontinuerlige differentieringer, og den modsatte proces finder sted på den opadgående bue. Pythagoræerne fordømte ”duad”, fordi det repræsenterede differentieringens begyndelse eller ophør af den kosmiske enkelhed og helhed. I åndsvidenskabelig filosofi begynder differentieringen efter nul, og Den Ene er den første differentiering. Ånden er den første differentiering i rummet, og urmaterien er den første differentiering fra ånden. Differentiering indebærer også specialisering af funktionerne, som det bl.a. ses i biologi i forbindelse med celleudviklingen.

Digambara
(Sanskrit). Digambara består af ”dis”, der betyder ”en fjerdedel” eller ”en region” samt ”ambara”, der betyder ”himmel” eller ”atmosfære”. Men det betyder også ”tøj” eller ”beklædning”. Digambara er den ”himmelklædte”, ”den, der er iført elementerne” eller ”den, der er iklædt rummet”. Digambara er derfor en nøgen tigger, dvs. en tigger, der går uden tøj. Betegnelsen bruges ofte om Shiva i rollen som Rudra i aspektet som asket, men det bruges også om oplyste Mestre eller højt udviklede Chelaer. Når Digambara bruges om Mestre og højt udviklede Chelaer skyldes det deres evne til at projicere metafysisk bevidsthed på stor afstand. De bruger den kraft, som i Tibet kaldes ”hpho-wa”. De bliver derfor på mystisk vis betragtet som frigjort for al fysisk iklædning, for de er ”klædt i himlen” eller i ”atmosfæren”, og de kan bevæge sig frit og ved hjælp af deres vilje. (Se også Adept, Chela, Khechara, Mester, Rudra og Shiva).

Dii Majores
(Latin). Dii Majores, Dii Magni eller Di Magni er ”de store guder”. Dii Majores refererer specifikt til de tolv store guder i den latinske gudeverden, som svarer til Kabiri, Dhyan-Chohaner mv. De tolv store guder er let at genkende i den græske mytologi men også i andre. Det er også de tolv store guder i den romerske mytologi − Juno, Vesta, Minerva, Ceres, Diana, Venus, Mars, Merkur, Jupiter, Neptun, Vulcan og Apollo. De blev særlig dyrket i den gamle Etruriske mytologi. (Etrurien var beboet af etruskerne, og Etrurien lå mellem floderne Tiberen i syd og Arno i nord og var i øst afgrænset af Appenninerbjergene, og det svarer nogenlunde til nutidens Toscana og Umbria). De tolv guder var direkte forbundet med de tolv tegn i dyrekredsen. (Se også Dhyan-Chohan, Dii Minores og Kabiri).

Dii Minores
(Latin). Dii Minores er ”de mindre guder” eller ”de tolv store guders − Dii Majores − refleksion i en lavere gruppe”. Dii Majores blev beskrevet af Cicero i hans De Natura Deorum. Dii Minores i den græske og latinske Pantheon er bestemte guddomme, som er underordnet de tolv store guder fra Olympen. De er forbundet med de tolv patriarker, de gnostiske æoner, de tolv Sephiroth mv., men deres antal varierer angiveligt fra 10 til 12 ligesom dyrekredsens tegn. De tilhører en lavere gruppe, som er udstrålet af de tolv store guder, og derfor er de jordiske refleksioner af det overordnede kosmiske hierarki, der repræsenteres af Dii Majores. (Se også Dii Majores, Olympen, Pantheon og Sephiroth).

Dike
(Græsk). Dike er retsind og retfærdighed personificeret som en gudinde, der er datter af Zeus og Themis (iflg. Hesiod) og søster til Moira (skæbnen). (Se også Atropos, Klotho, Lachesis, Moira, Themis og Zeus).

Diksha
(Sanskrit). Diksha eller Diksa stammer fra roden ”diksh”, der betyder ”at indvie” eller ”at dedikere sig”. Diksha betyder ”indvielse”, og ”dikshit” betyder ”indviet”. Diksha, der også staves Deeksha eller Deeksa, er ofte betegnelsen for en indvielse, der gives af en Guru inden for hinduisme, buddhisme og jainisme. Diksha gives ikke kollektivt men direkte fra en Guru til en discipel, og det indebærer påbud om streng åndelig disciplin. Når Guruens tankesind bliver ét med disciplens, er disciplen blevet indviet af Guruen. Diksha foregår på mange måder – via Guruens blik, berøring eller ord – som har til formål at rense disciplen. Indvielse ved berøring kaldes Sparsa Diksha. Den, der giver guddommelige nåde via Diksha, hedder Saktipat. (Se også Dikshita, Guru og Sparsa).

Dikshita
(Sanskrit). Dikshita eller Diksita strammer fra roden ”diksh”, der betyder ”at indvie” eller ”at dedikere sig”. Dikshita vil sige at hellige sig, at dedikere sig til eksoterisk uddannelse, som iflg. hinduismen ikke er begrænset til en inderkreds af disciple eller indviede, men som fungerer som træning for udførelsen af et Soma-offer, og dermed bliver det som navneord en indviet. (Se også Soma).

Diktamnon
(Græsk). Diktamnon eller Dictemnus er en gådefuld plante, som vokser i Grækenland. Den er i besiddelse af mystiske egenskaber, og i antikken var den almindelig kendt for sine beroligende egenskaber og for den fantastiske helbredende kraft til sår. Blandet med jernurt (verbena) medfører den clairvoyance og ekstase. Diktamnon er en eviggrøn busk. Den var dedikeret til månegudinden Luna, Astarte, Diana. Det kretensiske navn for Diana var Dictynra, og derfor bar gudinden en krans, der var flettet af planten. Ordet var forbundet med Dictynra, der var et tilnavn for månegudinden Artemis. (Se også Artemis, Astarte, Diana, Dictynra og Luna).

Dimensioner
Se Plan.

Dinah
(Hebraisk). Dinah er datter af Jakob, og hun er identificeret med stjernetegnet Jomfruen.

Dinakara
(Sanskrit). Dinakara er et symbol på Solen.

Dione
(Græsk). Dione er datter af Okeanos og Tethys – eller af Uranus og Gaia. Dione er mor til Afrodite, mens Zeus er Afrodites far. Dione blev tilbedt som hustru til Zeus på Dodona, og hendes navn repræsenterede det feminine aspekt af Zeus. Da Dodonan-oraklet mistede sin betydning, blev Dione afløst af Hera, og Dione blev derefter kun betragtet som en nymfe. En legende siger, at der kom to sorte duer flyvende fra Egypten. De slog sig ned i Dodonas ege og gav de græske guder deres navne. (Se også Afrodite, Gaia, Hera, Okeanos, Tethys, Uranus og Zeus).

Dionysia
(Græsk). Dionysia er ceremonier, der er dedikeret til Dionysos, især de festivaler, der blev holdt i Attika. De landlige eller mindre Dionysier blev fejret i december på landet, hvor vinen blev dyrket. Ved forårsfesten Anthesteria (blomsternes fest), som varede i tre dage, fejrede man Dionysos som den livgivende gud med masser af vin, mad og processioner. De større Dionysier blev fejret i marts i Athen, og festlighederne stod på i seks dage ved forårsjævndøgn. Ved festivalen opførte man nye skuespil i tre dage i træk med et enormt antal borgere og internationale allierede som tilskuere. Efter processioner og dithyramber (korsang til ære for Dionysos) blev der holdt dramakonkurrencer, og på festens anden dag blev der opført fem komedier, og på hver af de følgende tre dage blev der opført en tetralogi – tre tragedier og et satyrspil. Ved en anden Dionysosfest, Lenaea, som også foregik i Dionysosteatret, blev der primært opført komedier. Det skete i februar-marts. I oktober-november fejrede man Oschophoria. Dionysos- eller Bakkus-mysterierne blev ødelagt i senere tider pga. bogstavelig fortolkning af symbolikken, og ved at man erstattede den rent åndelige inspiration med psykospirituel sindsbevægelse. (Se også Anthesteria og Dionysos).

Dionysos
(Græsk). Dionysos eller Dionysius betyder ”Zeusbarn”. Det stammer fra ”dio” og ”dis”, som er en gammel form for Zeus plus Nysa. Dionysos blev født ved Nysa eller Nissi − et navn, som hebræerne kopierede og gav Mount Sinai (jf. 2. Mosebog). I den græske mytologi er Zeus Nysa et bjerg ved verdens ende, hvor Dionysos plantede sin første vinstok. Under Alexander den Stores indiske felttog erobrede han en by med et helligt bjerg, Meros, som man identificerede med Nysa. Bjerget blev skiftevis placeret i Thrakien, Boiotien, Arabien, Indien, Lilleasien og Libyen. Et andet navn for Dionysos er Bakkus, der var en form for Iacchos, som er en hentydning til Bakkus-påkaldelse. Romerne kaldte ham Liber (den frie), og mange kaldte ham ”befrier” (jf. labarum, som senere blev symbol på Kristus). Dionysos blev tilbedt og fejret i Athen under Dionysierne, og han havde en stilling, der var næsten lig med Apollons i Delfi, og han var tilknyttet de Eleusinske mysterier. Dionysos var søn af Zeus og Semele − Solen og Månen − og han havde derfor en biseksuel natur. Derfor blev han på forskellige tidspunkter betragtet som henholdsvis en solguddom og en måneguddom. Hans betydning minder om Krishnas, Brahmas, Christos, Adonais, Mithras og Prometheus’, for han var en frelser, og et mellemled mellem Gud og mennesket − det himmelske og det jordiske. Han var desuden den gud, der udgik fra Verdensægget, og som de dødelige senere udsprang fra, og derfor forenede han begge køn i sin natur. De vigtigste symboler for Dionysos er vin og druer, der også er typiske for en dobbelt betydning i den sande mysterielære. Vin er et symbol på ånden i Kristus, på samme måde som brød er symbol på kroppen, og begge indgik i ritualet, som det kristne sakramente er kopieret fra. Når den indre gud åbenbares for den, der har kvalificeret sig til indvielse, blev hele den indviedes natur illumineret og belivet. Men den, der uforberedt søger guddommelighed, drives til vanvid eller ødelægges af den indre gud. Bakkus-orgierne og det dionysiske vanvid var udtryk for den senere vanhelligelse. I sit kosmiske aspekt er Dionysos demiurgen eller Universets skaber. Som Dionysos Chthonios var han søn af Demeter eller Persefone, og en af hans navne er Zagreus. Han blev flået i stykker og fortæret af Titaner, men hans hjerte blev reddet og givet til Zeus. Det samme aspekt ses i Dionysios Sabazios i Thrakien og Frygien. Allegorien har paralleller til hinduernes Avalokiteshvara, og hans partering af de kosmiske Titaner. Det samme gælder egypternes Osiris, som blev dræbt og parteret af Seth og spredt i fjorten dele. Det symboliserer den kosmiske evolutions differentieringsprocesser, der opbyggede Universets vigtigste hierarkier. Dionysos var også en personificering af Solen i sine åndelige og materielle aspekter. I de Orfiske mysterier blev neofytterne undervist i Dionysos-mysteriernes esoteriske betydning. (Se også Adonai, Alexander den Store, Apollon, Bakkus, Brahma, Chrestos, Demeter, Demiurg, Eleusinske mysterier, Iacchos, Krishna, Liber, Mithra, Orfiske mysterier, Persefone, Prometheus, Titaner, Verdensægget og Zagreus).

Dioskurer
(Græsk). Dioskurer eller Dioskouroi er i den græske mytologi de romerske navne for tvillingerne Kastor og Polydeukes − Zeus’ sønner. I græsk mytologi er de Ledas sønner. I nogle myter er Zeus far til begge, i andre er Ledas mand Tyndareos far til Kastor, som derfor er dødelig. Tvillingernes søstre var Helen og Klytaimnestra. Sædvanligvis var det Zeus i skikkelse af en svane, der havde forført Leda, som fødte to æg – det ene med Helen, og det andet med Kastor og Pollux. Tvillingerne reddede Helen fra Theseus og gik med argonauterne (sømændene på Argo, som var hovedpersoner i det græske sagn om den farefulde ekspedition med skibet Argo.) Kastor og Pollux er forbundet med stjernetegnet Tvillingerne og nogle gange med morgen- og aftenstjerner. Dioskurernes festival – Dioscuria − blev fejret med stor festivitas. Oprindeligt var de syv kosmiske guder, for dengang i Lemurien var der syv ægfødte Dioskurer eller Dhyan-Chohaner (Agnishwatta-Kumaraer), som inkarnerede i syv udvalgte i 3. Rodrace. De identificeres med Korybantes, Curetes, Dii Majores, Titaner mv. Senere blev de opdelt i tre og fire, som mand og kvinde. De fire er de fire Kabiri, som man normalt regner med, og endelig blev de begrænset til to, som også var Kabirier. (Se også Agnishwatta, Aswin, Dhyan-Chohan, Dii Majores, Kabiri, Leda, Lemurien, Rodrace, Titaner og Zeus).

Dipamkara
(Sanskrit). Dipamkara består af ”dipa”, der betyder ”lys” og ”kara”, der betyder ”skaber” eller ”handling”. Dipamkara er ”lysskaberen” eller ”lysbringeren”. Dipamkara er en tidligere Buddha − en af Gautama Buddhas forfædre − som af forskerne betragtes som mytisk. (Se også Buddha og Gautama Buddha).

Diplomati
(Egyptisk). Med en fjer i håret og et ræveskind om hoften gik egypterne i krig. En gammel hieroglyf, der viser en ambassadør med en fjer og et ræveskind i hånden, er uden tvivl det ældste symbol på en ”diplomat”. Diplomati var derfor en kamp ved hjælp af ord, men hvis det ikke hjalp, bestod diplomatiet af en kamp ved hjælp af våben. Men i Gamle Rige foretrak man at handle i stedet for at slås. Under Sesostris I gennemførte den kendte Sinuhe et diplomatisk arbejde, der sikrede jordanernes støtte til Egypten. Man kan se på fund af dokumenter, at det diplomatiske spil foregik efter faste regler. F.eks. ser man, at ”Ras søn Apopi sender hilsener til kongen af Nubiens søn”. Da situationen blev alvorlig for hyksos-kongen Apopi, fordi han kom under pres fra Thebens konger, blev det vigtigt for ham at indgå en alliance med Nubiens hersker, men han undgik at titulere ham med en kongelig titel: ”Deres tiltrædelse er sket uden mit vidende”, skrev han diplomatisk, og efter denne formalitet kunne han tage fat på forhandlingerne. Egypterne udkæmpede mange kampe med nabostaterne, men de handlede endnu mere med dem, og derfor udviklede de balance mellem trusler og forhandlinger. (Se også Sesostris I).

Diploteratology
(Græsk). Diploteratology er skabelse af sammensatte monstre – som forkortet kaldes teratologi − læren om misdannelser, dvs. medfødte misdannelser hos mennesker og husdyr.

Dis
(Græsk/Latin/Oldnordisk/Sanskrit). Dis har flere betydninger afhængig af sproget. Dis på græsk betyder iflg. Damascios det samme som Protogonos − ”det førstefødte lys”, som han kalder ”alle tings hersker”. Dis er ”den lysende”, som er en ældre form af Zeus. Dis på latin er en sammentrækning af ”dyk” og ”rig”. Dis er navnet på Pluto, der er gud for underverdenen. Udtrykket ”rig” opstår i det faktum, at underverdenens herskende guddom i tidsaldrenes løb indsamler alt, og det antyder et konstant voksende lager af alt det, der engang var, men nu hører fortiden til. Der er derfor en lighed mellem den græske og latinske Dis. Dis i den oldnordiske mytologi betyder ”søster”. I de nordiske myter er Dis en skytsånd eller en ledsager. Muligvis hentydes der til menneskets astrallegeme, for når menneskets Dis er fraværende, er det et forvarsel om fysisk død. En anden ledsager, der overgår Dis, er Hamingja, som er Solenglen, der beskytter og fremskynder sjælens udvikling, og det gør Monadens kraft til en Asmegir − en guddommeliggører eller en potentiel Ase. Dis på sanskrit, stammer fra roden ”dis”, der betyder ”at vise”, ”at påpege”, ”at vise vej”. Dis henviser til en retning eller et punkt i rummet − et kardinalpunkt eller de fire kardinalpunkter: Prachi (øst), Dakshina (syd), Pratichi (vest) og Udichi (nord). På samme måde betyder navneordet ”disa” retning, region eller et punkt af rummet. (Se også Aser, Asmegir, Diser, Hamingja, Monade, Protogonos, Solengel og Zeus).

Discipel
(Latin). Discipel stammer fra ”discipulus”, der betyder ”elev”, og ordet er afledt af ”discere”, dvs. ”at lære”. Åndsvidenskabeligt set er en discipel et menneske, der har nået et vist bevidsthedsniveau, hvor det primære formål er at leve og fungere som en sjæl og at tjene den guddommelige plan. En discipel er derfor en esoterisk og teknisk betegnelse for mennesker, der er trådt ind på den humanistiske og åndelige vej. Et menneske behøver ikke være religiøst for at være discipel. Det er motivet om at gøre en positiv forskel, der er afgørende. At blive en mesters accepterede discipel eller Chela betyder, at et menneske, efter at have nået et vist udviklingsniveau, og derefter at har gennemgået en vis prøvetid (som regel flere inkarnationer), knyttes fast til mesteren, og som regel lærer disciplen mesteren at kende ansigt til ansigt. Disciplen skal derefter gennemgå bestemte udviklingsstadier og udvikle bestemte egenskaber, og processen kaldes ”discipelskabets vej” eller ”renselsens vej”. Sanskritbetegnelserne for stadierne er følgende: 1) Viveka – evnen til at skelne mellem det virkelige og det uvirkelige. 2) Vairagya – ligegyldighed over for det uvirkelige og forgængelige, dvs. den ydre verden. 3) Shatsampatti – ”hundredfoldig lykke”. Det er et stadie, hvor der skal udvikles seks dyder: Shama, herredømme over tankerne – Dama, herredømme over handlingerne – Uparati, fredsommelighed – Titiksha, udholdenhed, standhaftighed – Shraddha, tro, tillid − Sannadhana, ligevægt. 4) Mumuksha – længsel efter frigørelse. Når de fire stadier er passeret, er disciplen en Adhikarin, som er parat til 2. indvielse. (Se også Adhikarin, Chela, Dama, Mumuksha, Shatsampatti, Shraddha, Titiksha, Uparati, Upacharo, Vairagya og Viveka).

Discipelskab
Se Discipel.

Discipelskabets vej
Se Discipel.

Diser
(Oldnordisk). Diser (flertal) og Dis (ental) er en gudindegruppe der omtales i Eddaen. Diserne er en slags skytsånder, der er knyttet til et enkelt menneske eller til en slægt som beskytter − især i forbindelse med fødsel og kamp. Oprindelig var de sandsynligvis frugtbarhedsgudinder, men funktionen er gået i glemmebogen, og de er gledet sammen med Norner og Valkyrier og med slægternes følgeånder − Fylgerne. Gudinderne dyrkedes ved ”dísablót”, der sandsynligvis blev afholdt hver vinter som en offentlig offerhandling, der skulle fremme høsten. (Se også Dis, Edda, Fylgje, Norner og Valkyrie).

Diskarnere
At diskarnere vil sige at forlade det fysiske legeme – dvs. at dø set fra personlighedens synspunkt. (Se Reinkarnation).

Diti
(Sanskrit). Diti betyder ”bundet af” fra roden ”at binde”. Aditi (som stammer fra ”diti”) betyder tilsvarende ”ikke-bundet”. Aditi er det grænseløse, frigjorte eller uendelige. Diti er derfor det, der kan kaldes den første kosmiske kappe eller skal i aditi. Hvis aditi generelt er rummet, bliver diti den mere eller mindre guddommelige udstrækning af den kosmiske enhed, som omfatter et univers, solsystemet osv., men betydningen af diti henviser samtidig direkte til den ophøjede ånd. Diti er den metafysiske naturs sjette princip − akashaens buddhi. Diti er mor til marut’erne (en gruppe af åndelige eller meget æteriske væsener, korrekt klassificeret som tilhørende den midterste sfære mellem himmel og jord), som er en af hendes stoflige former. (Se også Aditi, Akasha, Buddhi og Marut).

Divination
(Latin). Divination stammer fra ”divinatio”, der betyder "forudsigelse", og fra ”divinare”, der betyder "guddommelig inspiration". Divination kaldes også varselstydning, og det var oprindeligt et religiøst ritual med det formål at opnå information ved at tyde varsler eller kommunikere med en metafysisk skabning. Divination er derfor evnen til at forudsige, og omfatter eksempelvis forvarsler, orakler, spådomme osv.

Divyachakchus
(Sanskrit). Divyachakshus eller Divyacakshus består af ”divya”, der betyder ”guddommelig”, og ”cakshus”, der betyder ”øje”. Divyachakshus er ”det guddommelige øje” eller ”det himmelske øje”. I buddhismen er det den første af de seks eller syv ”Abhijnaer” (indre kræfter eller sanser), der opnås af en Buddha – dvs. guddommelige evner, der udvikles ved at praktisere Yoga. Evnen giver magt til at se ethvert objekt i enhver Loka eller på ethvert bevidsthedsplan uafhængigt af afstanden. Divyachakshus er ægte åndelig Clairvoyance. (Se også Abhijna, Buddha, Buddhisme, Clairvoyance, Divyasrotra, Loka og Yoga).

Divyasrotra
(Sanskrit). Divyasrotra består af ”divya”, der betyder ”guddommelig”, og ”srotra”, der betyder ”øre”. Divyasrotra er ”det guddommelige øre” eller ”det himmelske øre”. I buddhismen er det den anden af de seks eller syv ”Abhijnaer” (indre kræfter eller sanser), der opnås af en Buddha – dvs. guddommelige evner, der udvikles ved at praktisere Yoga. Evnen giver magt til at høre enhver lyd i enhver Loka eller på ethvert bevidsthedsplan uafhængigt af afstanden – herunder alle sprog. Divyachakshus er ægte åndelig Clairaudience. (Se også Abhijna, Buddha, Buddhisme, Clairaudience, Divyachakshus, Loka og Yoga).


Side : 1 2 3
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook