Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

Visdomsnettet - Ordbog
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.

Eosphorus
(Græsk). Eosphorus er ”morgenstjernen”. Eosphorus svarer til Venus, der er det mest lysstærke himmellegeme efter Solen og Månen. Venus var kendt fra forhistorisk tid og før Hesiods theogoni (theogoni betyder ”gudernes fødsel”), som Eosphorus eller Phosphorus, der er identisk med romernes Lucifer. Eosphorus og Hesperus var børn af henholdsvis daggry og tusmørke. Iflg. Hesiod opløses planeten og omdannes til to guddommelige væsener eller de to brødre − Eosphorus om morgenen og Hesperus om aftenen. På samme måde som med Merkur troede man engang, at Venus var to forskellige objekter. De er børn af Astraeus og Eos − den stjerneklare himmel og daggry. (Se også Hesperider og Hesperus).

Epafos
(Græsk). Epafos var søn af Zeus og Io, som i dette tilfælde symboliserer Solen og Månen. I Dionysos-Sabazian mysterierne var Epafos søn af Zeus og Demeter, der også er en månegudinde. Fødslen af Epafos symboliserede − ligesom Prometheus – det tidspunkt, hvor menneskeheden begyndte på udviklingens opadgående bue (evolutionen) efter nedstigningen (involutionen) i stoffet og i materialismens fangenskab. Epafos er i én forstand Logos. Han er Zeus i form af en slange, som står for den kraft, der vil løfte menneskeheden tilbage mod den åndelige kilde, som den kom fra, og menneskeheden medbringer den erfaring, den har høstet som intelligente skabninger. (Se også Demeter, Dionysos, Io, Logos, Prometheus og Zeus).

Epagomenal
(Egyptisk). Epagomenal stammer fra det græske ”epagein”, som betyder at ”tilføje”. Egypterne delte året i 12 måneder med 30 dage i hver måned, og dertil lagde de 5 dage, som på egyptisk blev kaldt ”de, der er oven på året”. De epagomenale dage var dedikeret til guderne Osiris, Horus, Seth, Isis og Nephthys. (Se også Horus, Isis, Nephthys, Osiris og Seth).

Ephialtes
(Græsk). Ephialtes er en Titan i den græske mytologi. Han er søn af Poseidon (Neptun), der sammen med sin bror Otus gør oprør mod Olympen og lægger Ares i lænker i 13 måneder. I en alder af 9 år var begge brødre 16 meter høje og 10 meter brede. De to Titaner henviser til 3. rodrace i den sene lemuriske periode, men også til de tidlige atlantiderne, som også var kendt for deres enorme størrelse og store mod − og for deres krige mod guderne eller lysets sønner. Men de var ikke dæmoner i kristen forstand, for i menneskehedens tidlige racer var mennesker simpelthen gigantiske, og selvbevidsthed kom til udtryk i stolthed og begær efter materiel magt i stedet for åndelig kraft, og det kom til udtryk som materielle eller fysiske præstationer. I middelalderens etymologi blev navnet Ephialtes brugt om en dæmonisk ånd, som var årsag til mareridt, og senere blev det betegnelsen for selve mareridtet. (Se også Ares, Atlantis, Lemurien, Neptun, Olympen og Titan).

Epidemi
(Græsk). Epidemi består af ”epi”, der betyder ”på”, og ”demos”, der betyder ”folket”. En Epidemi er derfor noget, der påføres folket. De årsager, der normalt er tegn på epidemiske sygdomme, er individuel modtagelighed, fysiske betingelser som varme, fugt, jord, vand, hygiejne, sanitære forhold og massebevægelser af mennesker, som f.eks. i krige, under pilgrimsrejser osv. Det er alle faktorer, der skaber gunstige vilkår for bestemte fysiske og psykiske epidemiske sygdomme og følelsesmæssige forstyrrelser, men der er desuden en række potente, usynlige årsager, som man også skal tage i betragtning. H.P. Blavatsky omtaler usædvanlige og alvorlige konsekvenser af bestemte årsager, som i nogle tilfælde er kosmiske snarere end bakterielle. Epidemier som influenza skyldes en overflod af ozon i luften, hvor et overskud af ilt er blevet til ozon under kraftig påvirkning af elektricitet. Livsatomerne i menneskets krop danner et elektrisk felt, der gennemsyrer den astrale-æteriske-fysiske tilstand og forbinder mennesket med den naturlige ladning af æteriske strømninger, der består af elektrisk og magnetisk kraft. Det er kræfter, som udstråles fra store kosmiske enheder, der er de intelligente instanser, som har ansvaret for de karmiske virkninger, dvs. ansvaret for de såkaldte naturlove. De fungerer i årsagernes verden, som viser sig på Jorden som alverdens virkninger og fænomener. De kosmiske enheder udelukker Solens kræfter, som kommer til udtryk gennem de syv hellige planeter, der hjælper med at opbygge legemerne, og som kontrollerer både menneskehedens og Jordens skæbne. De handler automatisk og upersonligt i harmoni med, at de kombinerede årsager og virkninger i de æteriske og jordiske forhold. Solen, Månen, planeterne, Jorden og menneskets hjerne er alle magneter, som er i kontakt med et fælles netværk af levende bevidsthedstråde. Atomerne i solsystemet ændrer sandsynligvis ikke kun deres forbindelser til deres modstykker på hver planet, men de gennemgår en vis ændring i deres hurtige passage gennem Jordens atmosfære. Ånden, der er årsag til processen, bliver i sin groveste form til ilt, brint og kvælstof på Jorden. Før gasserne og væskerne bliver, hvad de er i Jordens atmosfære, er de kosmisk æter, og tidligere på et dybere plan, var de noget andet, og sådan fortsætter det i én uendelighed. Væskerne og gasserne nedtrappes fra plan til plan og overfører de karmiske påvirkninger fra enheder, der udgør Solens organisme. De repræsenterer den kosmiske elektriske ilds bærebølge, der består af guddommelige, åndelige, mentale, psykiske, astrale og materielle kræfter, som udfylder Universet. Kort sagt er der tale om astrologiske sygdomsfremkaldende påvirkninger i forbindelse med typiske epidemier, som også omfatter andre karmiske sygdomme og mentale og følelsesmæssige lidelser − eksempelvis folkelige opstande, fanatiske bevægelser, bølger af kriminalitet og moralsk fordærv. De upersonlige repræsentanter for den karmiske lov er heldigvis under indflydelse af langt højere åndelige repræsentanter, der er lige så aktive og hjælpsomme i forbindelse med menneskehedens cyklusser af etisk og åndelig stræben og fremskridt. (Se også Karma og Prana).

Epilepsi
Epilepsi er en sygdom. I antikken omtales lidelsen som en besættelse eller som en elemental, der midlertidigt fortrænger det astrale-æteriske aspekt fra det fysiske legeme og periodisk overtager kontrollen med den fysiske organisme. Det medfører, at tænkeevnen mister den direkte forbindelse til det fysiske legeme og resultatet er derfor bevidstløshed. Åndsvidenskaben beskriver Elementaler som astrale enheder med et intenst begær, som får dem til at føle sig tiltrukket af neurotiske, mediumistiske personer og mennesker med følelsesmæssig ubalance. Det er årsagen til de skadelige og formålsløse krafteksplosioner i et menneske, når der sker en adskillelse mellem krop og hjerne. Blandt de forskellige bizarre varsler, som går forud for mange typiske angreb, er det mest almindelige, at mennesket pludselig ser rædselsslagen ud mens, det stirrer på et fast punkt, som om det oplever nogle grusomme astrale syn. De hyppige hallucinationer har som regel samme karakter som det, alkoholiserede mennesker oplever i delirium tremens. H.P. Blavatsky siger, at epileptiske anfald ”er de første og stærkeste symptomer på ægte mediumisme”. Læger oplyser, at nogle tilfælde af idiopatisk (om lidelse, som optræder selvstændigt og uden påviselig årsag) epilepsi, er mennesket ofte helt normalt mellem angrebene, og obduktioner viser ingen organisk sygdom, der er årsag til den voldsomme lidelse. (Se Astrallegeme, Delirium tremens, Elemental, Elementar og Æterlegeme).

Epimetheus
(Græsk). Epimetheus eller ”den, der tænker bagefter” er en Titan, som er bror til Prometheus, som er ”den forudseende”. Epimetheus er Pandoras ægtemand, som skabte dyreriget, mens Prometheus skabte menneskeriget. Epimetheus symboliserer det lavere aspekt af menneskets tankesind. (Se også Pandora, Prometheus og Titaner).

Epinoia
(Græsk). Epinoia vil sige at tænke på en ting eller at reflektere over en mening. Det er udtryk for tankens kraft, kreativitet, et formål eller en plan. I Gnosticismen er Epinoia navnet på den første passive Æon eller åndelig enhed, der udgør et aspekt i et kosmisk hierarki. (Se også Ennoia, Gnosticisme og Æon).

Epiphani
(Græsk). Epiphani betyder ”åbenbaring”. Det er en guddoms eller en overmenneskelig skabnings manifestation, som senere blev fejret i den kristne kirke den 6. januar − tolv dage efter jul − hvor man fejrer, at de tre vismænd (Helligtrekonger) besøgte Jesus-barnet. I forbindelse med indvielse refererer Epiphani til en mindre manifestation af den indre gud i kandidaten, i modsætning til Theophani, som finder sted i en højere grad, hvor den indre guddom viser sig.

Epithumia
(Græsk). Epithumia svarer til Kama eller menneskets følelsesliv i græsk metafysik. Psyken eller sjælen var en forening af ”bioa” (dvs. fysisk vitalitet eller Prana), ”epithumia”, ”phren” eller ”mens” (dvs. tankesind eller Manas). Både Pythagoras og Platon opdelte sjælen i to karakteristiske dele, der var uafhængige af hinanden. Den ene var den rationelle sjæl eller ”logos”, og den anden var den irrationelle sjæl eller ”alogos”. Den sidstnævnte blev igen opdelt i to dele eller aspekter − thymichon og epithymichon – som sammen med den guddommelige sjæl og ånd og krop udgør de syv principper i åndsvidenskaben. (Se også Kama, Manas, Prana og Principper).

Epoptai
(Græsk). Epoptai eller Epoptes består af ”epi”, der betyder ”efter”, og ”opt”, der betyder ”at se”. I de Eleusinske mysterier er det seeren, overvågeren, mestermureren eller den, der kender den ophøjede vision eller den guddommelige plan. Epoptai er indviet i mysteriernes højeste grad − Epopteia. Det er en indviet, der blandt flere åndelige egenskaber, har udviklet clairvoyance. Det stadie, der er opnået – Epopteia – var indvielsernes syvende og højeste grad i de Eleusinske mysterier, hvor den indre guddom strålede ud fra mennesket, fordi kandidaten nu var blevet ét med sin indre guddommelighed. (Se også Clairvoyance og Eleusinske mysterier).

Equinox
(Latin). Equinox stammer fra ”aequinoctium”, der betyder ”lige nætter”. Det er de to årlige tidspunkter, hvor Solen i sin elliptiske bane omkring ekliptika krydser himlens ækvator. Tidspunkterne falder i det 21. århundrede omkring 19.-20. marts dansk tid, og det kaldes forårsjævndøgn på den nordlige halvkugle og efterårsjævndøgn på den sydlige halvkugle. Og 22.-23. september kaldes efterårsjævndøgn på den nordlige halvkugle og forårsjævndøgn på den sydlige halvkugle, og her er det almindeligt at sige, at dagene og nætterne har samme længde. Men iflg. definitionen er de to ”halvår” ikke lige lange, for sommerhalvåret på den nordlige halvkugle er næsten en uge længere end vinterhalvåret. På den sydlige halvkugle er sommerhalvåret tilsvarende en uge kortere end vinterhalvåret. Det skyldes, at Jordens bane om Solen er elliptisk, og at man befinder sig i en astronomisk periode, hvor den nordlige del af Jordens akse hælder mod Solen i den periode, hvor Jorden i sin bane er længst fra Solen. Der er på trods af navnet jævndøgn ikke tale om døgn, men om præcise tidspunkter. Tidspunkterne, hvor dag og nat er lige lange, falder altid før forårsjævndøgn og efter efterårsjævndøgn. Jævndøgnspunkterne er derfor de punkter på himmelkuglen, hvor ekliptika og himlens ækvator skærer hinanden. Forårspunktet i Vædderen har rektascensionen 0 timer, og efterårspunktet i Jomfruen har 12 timer. Skæringspunktet eller jævndøgnspunktet ved forårsjævndøgn på den nordlige halvkugle kaldes Vædderens 1. grad. Men punktet skifter kontinuerligt med en retrograd bevægelse omkring ekliptika, der strækker sig over ca. 25.920 år. Perioden er meget vigtigt, for hver astronomisk cyklus har betydning for kosmiske og menneskelige cyklusser. Den er opdelt i tolv dele i overensstemmelse med de tolv tegn i dyrekredsen, som hver udgør 2.160 år, og i åndsvidenskaben kaldes det for den messianske cyklus som markerer en ny Verdenslærers komme. (Se også Astrologi og Verdenslærer).

Erebos
(Græsk). Erebos eller Erebus er symbol på mørket i den græske mytologi. Ordet Erebos er sandsynligvis af østerlandsk oprindelse, og det betyder ”solnedgang” eller ”vest”. ”Ereb” på hebræisk og fønikisk betyder ”aften”. På assyrisk betyder ordet at ”gå ned” med henvisning til Solen. Erebos er søn af Chaos, og hans søskende er Nyx (eller Nux), Gaia, Tartaros og Eros. Nyx symboliserer natten, og er ligesom Erebos udgået fra Chaos. Erebos og Nyx blev betragtet som et gudepar, og i nogle versioner undfangede de Aither, som er symbol på ånden og Hemera, som er symbol på dagen. Med andre ord er det mørket, der avler lyset. I skabelsens efterfølgende processer repræsenterede mørket og den usynlige ånd det aktive aspekt, mens lyset og dagen var det passive aspekt – dvs. det substantielle eller formmæssige aspekt. De gamle egyptere oplyser noget lignende, for de sagde, at ”mørket er større end lyset, for mørket kom før lyset”. Esoterisk set betyder det, at lyset dybest set er symbol på skabelse og manifestation, som er udtryk for en begrænsning, hvorimod mørket er symbol på den ubegrænsede guddommelige tilstand, der kaldes ”intet, som rummer alt”. Erebos er forbundet med det guddommelige eller aktive aspekt, der er årsag til skabelsen, mens lyset og skabelsen repræsenterer en virkning. I den hinduistiske filosofi svarer det til Brahman, mens Nyx repræsenterede det passive aspekt, og det svarer til Pradhana eller Mulaprakriti. Iflg. Homér og andre græske digtere er Erebos en betegnelse for ”skyggeriget” – et mørkt sted, som de døde henvises til. Oprindeligt forestillede man sig, at Erebos befandt sig i det fjerne Vesten ligesom Elysion i Okeanos. Senere blev Erebos flyttet til et sted dybt inde i Jorden. Elysion kaldes i sin latiniserede form Elysium. På dansk kaldes stedet for ”De saliges øer”, og i den græske mytologi er Elysion en variant af efterlivet. De kristnes Himlen er uden tvivl inspireret fra grækernes Elysion. Elysion er dermed den direkte modsætning til Tartaros. Iflg. Pindar herskede titanen Kronos i Elysion – og det gjorde han også i den græske urtid. Gudernes udvalgte blev ført til Elysion, hvor der ventede evigt liv i lyksalighed. I modsætning til Hades og Tartaros lå Elysion derfor ikke i underverdenen, men var angiveligt nogle øer langt ude mod vest på den anden side af Okeanos – et sted i Atlanterhavet. Iflg. Hesiod var det Heroerne, som af selveste Zeus blev vist den ære at blive skænket evigt liv i Elysion. Erebos er på en måde et paradoks, for kosmisk set er det mørke, der tales om, identisk med lyset fra den kosmiske ånd, der befinder sig langt ud over menneskets fatteevne. For et menneskes intellekt er Erebos mørke, fordi selv menneskets intellektuelle lys er en sekundær afspejling af det kosmiske mørke. Intellektet er i virkeligheden en skygge af det kosmiske mørke. Derfor symboliserede grækerne mørke og nat med lyset af den kosmiske ånd i forbindelse med urstoffet, som kaldes natten, og som fødte den kosmisk æter og dagen. Men betegnelsen Erebos blev desuden overført til underverdenen, fordi åndens totale udstrækning når helt ned til de laveste områder i kosmos. Men ånden er skjult for menneskets intelligens, og derfor er den identisk med mørke. (Se også Aither, Afrodite, Apollon, Ares, Artemis, Athene, Brahma, Brahman, Chaos, Demeter, Elysion, Eros, Gaia, Hades, Hefaistos, Hera, Hestia, Kronos, Mulaprakriti, Nyx, Okeanos, Poseidon, Pradhana, Python, Tartaros, Tyfon, Uranus og Zeus).

Ereshkigal
(Sumerisk). Ereshkigal er ”det store steds dronning”. Det er et af mange babyloniske navne på underverdenens herskerinde. Ereshkigal svarer til den græske Persefone og den nordiske Hel. En myte fortæller, hvordan pestguden Nergal opførte sig uforskammet over for Ereshkigals budbringer og som straf måtte han bosætte sig i underverdenen, hvor han giftede sig med hende. (Se også Allatu, Hel og Persefone).

Eridanus
(Græsk). Eridanus er en flod i den græske mytologi, og Zeus kastede Phaethon − søn af Helios (Solen) – i floden, da han tankeløst forsøgte at køre Solvognen, og han var lige ved at sætte ild til Jorden. Eridanus er identisk med den hellige flod Nilen i Egypten, og de etymologiske rødder er de samme som dem, man har fundet i Jordan. Myten om Phaethon henviser bl.a. til geologiske ændringer, og Eridanus har både kosmisk og jordisk betydning. I de tidligste henvisninger til den rindende flod, er der en mystisk oplysning om, at den indhyller verden. Det er en henvisning til den strøm af inspiration, der flyder nedad i forbindelse med åndens nedstigning i de modtageliges tankesind. (Se også Hapi, Helios, Jordan, Nilen, Phaethon og Zeus).

Erman
(Egyptisk). Erman, Adolf (1854-1937) var tysk egyptolog. Hans grammatiske undersøgelser udgør i nutiden fundamentet for studiet af det oldegyptiske sprog. Han var initiativtager til og udgiver af den store "Wörterbuch der ägyptischen Sprache", som udkom 1926-1931. Hans indsats for egyptologien har været ubeskrivelig stor, og han betragtes som en af de vigtigste egyptologer siden franskmanden Jean-Francois Champollion. (Se også Champollion og Gardiner).

Eros
(Græsk). Eros var gud for kærlighed i den græske mytologi. Hans romerske modstykke var Amor, der fortolkes som ”begær”. Flere myter gør Eros til en af de syv oprindelige skaberguder i den græske gudekreds, men i andre er han søn af Afrodite. I de gamle græske kilder præsenteres Eros i flere forskellige forklædninger. I de tidligste kilder (kosmogonierne, hos de tidligste filosoffer og i mysterieteksterne) er Eros en af de oprindelige skaberguder, der er forbundet med manifestationen af kosmos. Hos Hesiod kaldes han en af de allerældste guder, men i senere kilder bliver Eros som sagt fremstillet som søn af Afrodite med enten Ares, Zeus eller Hermes. Eros’ drilagtige indblanding i guders og menneskers anliggender skabte kærlighedsbånd, der ofte var illegitime. De senere satiriske digtere præsenterede ham til sidst som et barn med bind for øjnene, og dermed blev Eros forløberen til den buttede Amor i renæssancen. Det er naturligvis en overraskende udvikling i betragtning af, at han i begyndelsen af den græske poesi og kunst blev afbildet som en fuldvoksen mand, der personificerede seksuel kraft og erotisk tiltrækning. I det før-klassiske Grækenland fandtes der en Eros-kult, men den havde ikke så stor indflydelse som Afrodites. Men i senantikken blev Eros tilbedt af en fertilitetskult i Thespiai i Bøotien. I Athen delte han en meget populær kult med Afrodite, og den fjerde dag i hver måned var helliget Eros. Eros er symbol på både kærlighed og begær, og iflg. Hesiod er han en af fire guddomme, der har skabt sig selv. De andre er Chaos, Gaia og Erebos. Eros symboliserer den kosmiske kraft, der er årsag til, at det umanifesterede søger manifestation ved egen kraft. Det er guddommelig kærlighed, vilje, begær, og ønsket om at manifestere via skabende aktivitet, og dermed give liv og eksistens til alt levende. Begæret findes derfor i guderne og i hele naturen. Efter at verdenerne var manifesteret, opstod Eros i form af ”Fohat” – den evigt aktive kraft, som samler og kombinerer elemental-atomerne. Fohat er i sin egenskab af guddommelig kærlighed identisk med Eros. Han symboliserer den elektriske kraft, der er kendt som affinitet og sympati. Han repræsenterer forsøget på at bringe den rene ånd – der ikke kan adskilles fra Det Absolutte – i forening med sjælen. Eros fungerer på mange planer ligesom hans synonymer Kama, Amor og Cupido. Eros-Phanes eller Protogonos, der betyder ”nyfødt”, er et aspekt af kærlighedens gud Eros, hvor ”phanes” betyder ”afsløret” dvs. manifesteret. Det er en af de orfiske treenigheder – Chaos, Kronos og Phanes – der udvikler sig fra det guddommelige eller kosmiske æg (Verdensægget), som ”befrugtes af rummets æteriske vinde”. Vinden er ”Guds ånd” eller rettere det ”ukendte mørkes ånd” (Platons guddommelige idé), som angiveligt bevæger sig i æteren. Det svarer til Eros, der af Hesiod beskrives som det tredje aspekt i den oprindelige græske treenighed af Urania, Gaia og Eros. Der er et forholdsvis tæt slægtskab mellem Eros eller Eros-Phanes og det åndelige aspekt af Fohat. (Se også Aither, Afrodite, Apollon, Ares, Artemis, Athene, Chaos, Cupido, Demeter, Elemental, Eros-Phanes, Fohat, Gaia, Hades, Hefaistos, Hera, Hestia, Kama, Kosmogoni, Manas, Nyx, Poseidon, Protogonos, Python, Tartaros, Tyfon, Uranus, Verdensægget og Zeus).

Eros-Phanes
(Græsk). Eros-Phanes består af Eros, der er kærlighedens gud, og ”phanes”, der betyder ”afsløret” eller ”manifesteret”. Det er en af de orfiske treenigheder − Chaos, Kronos og Phanes – der udvikler sig fra det guddommelige eller kosmiske æg, som rummets æteriske vinde befrugtede. Det svarer til Eros, som Hesiod gør det tredje aspekt af den oprindelige græske treenighed, der består af Uranus (Ouranos), Gaia, og Eros. Der er et forholdsvis tæt slægtskab mellem Eros eller Eros-Phanes og det åndelige aspekt af Fohat. (Se også Chaos, Eros, Fohat, Gaia, Kronos, Uranus og Protogonos).

Esh Metsareph
(Hebræisk). Esh Metsareph består af ”esh”, der betyder ”ild”, og roden ”tsaraph”, der betyder ”at smelte”, ”raffinere” eller ”rense”. Esh Metsareph er derfor rensning med ild. En af bøgerne i den såkaldte dogmatiske Kabbala, kaldes sædvanligvis ”Den rensende ilds bog”, og den anses af nogle for at omhandle et sjældent hermetisk og alkymistisk arbejde. (Se også Kabbala).

Eshmim
(Hebræisk). Eshmim er ”himlene” eller ”himmelhvælvingen” med Solen, planeterne og stjernerne. Eshmim stammer fra roden ”sm”, som betyder ”at placere” eller ”at anbringe”, men hentydning til planeterne.

Eskatologi
(Græsk). Eskatologi stammer fra ”eschatos”, der betyder ”yderst” eller ”sidst”. Eskatologi er læren om de sidste begivenheder, verdens undergang og den yderste dom, og hermed mener man begivenhederne ved tidernes slutning. Idéen om tidernes slutning, verdens ende eller verdens undergang er ofte en fordrejning af kendsgerningen om de ofte dramatiske begivenheder, der følger med en tidsalders afslutning. En ny tidsalder vil medføre nye værdier – et paradigmeskift. Når materialismens tidsalder slutter, vil det opleves som ”verdens ende” eller ”verdens undergang” for de mennesker, der har baseret deres liv på kapital og materialisme – men verden består og livet fortsætter, men på et andet værdigrundlag.

Esna
(Egyptisk). Esna ligger ca. 55 km syd for det gamle Theben (Luxor). Grækerne kaldte byen ”Latopolis”, som betyder ”fiskens by” efter Esna-templets fiskeritualer. I gammel tid hed den ”Tesnet”, som i tidens løb blev til ”Enit” og ”Yunit”, og til slut blev til det arabiske ”Esna”. Esna-templet ligger midt i byen ni meter under det nuværende gadeniveau. Esna var templet for skaberguden Khnum og hans gudindetriade – Anuket, Neith og Satet. Khnum-kulten var udbredt over hele Egypten fra et meget tidligt tidspunkt, og mærkeligt nok er Khnums mest berømte tempel i Esna først bygget ved slutningen af Egyptens historiske periode. Templet blev bygget af de romerske kejsere Claudius og Vespasian i det første århundrede e.Kr. Templet er meget ødelagt, og kun hypostylhallen med 24 søjler er tilbage. I Esna havde man en speciel fiskekult. I det gamle Egypten var fisken et helligt dyr, som man mumificerede og begravede på store gravpladser. Fisken var desuden gudinden Neiths hellige fisk. Talrige ritualer og religiøse tekster, der er indgraveret på tempelvæggene, stammer fra Decius’ regeringstid (249-251 e.Kr.). Teksterne fortæller bl.a. om, at verdens skabelse blev udført af Neith, som efter sit første skaberværk drog ud fra sin egen by Sais (Heliopolis). Hun forlod Khnum for at fortsætte den skabergerning, som han havde udført med at forme menneskelegemer på sit pottemagerdrejebord. (Se også Anuket, Elephantine, Heliopolis, Khnum, Neith og Satet).

Esoterisk
(Græsk). Esoterisk stammer fra ”esoterikos”, der betyder ”indadvendt”. I den græske filosofihistorie er det betegnelsen for forelæsninger eller skrifter, der er beregnet for medlemmer af en filosofisk skole. Betegnelsen blev første gang brugt af Aristoteles. Jesus gav privat undervisning til sine disciple, mens en anden undervisning blev givet til offentligheden præcist på samme måde som fortidens religiøse og filosofiske lærere altid har gjort det. I åndsvidenskaben betyder esoterisk ”indre” eller ”skjult” i modsætning til eksoterisk, der betyder ”ydre” og ”synligt” (for de fysiske sanser). I åndsvidenskaben henviser esoterisk til den skjulte indre, åndelige betydning, der ligger bag alle former og begivenheder. Ordet bruges ofte i relation til læren om det indre menneske og de indre eller højere bevidsthedsplaner. Den esoteriske lære kaldes også for visdomslæren eller den evige visdom. Men ordet dækker også den indre betydning af ydre, eksoteriske former, symboler og dogmer. Den indsigt, der afsløres under indvielserne, er esoterisk, men den bliver eksoterisk i samme øjeblik, den offentliggøres. Meget af den viden, der i nutiden offentliggøres via åndsvidenskaben, har tidligere tilhørt den esoteriske eller hemmelige viden, men nu er det blevet tilladt at offentliggøre den hemmelige lære, og den del af ”den esoteriske lære” er derfor reelt ikke længere esoterisk. Den esoteriske lære var og er stadig en lære, som hverken kan forstås eller modtages med udbytte, hvis man ikke tidligere er blevet forberedt via studier og undervisning. Eksoterisk eller ydre belæringer blev ofte givet i et symbolsprog, som kun afslørede den esoteriske betydning for de mennesker, der havde nøglerne til fortolkning. (Se også Aristoteles, Eksoterisk, Esoterisk skole, Esoterisme, Jesus, Okkult og Okkultisme).

Esoterisk astrologi
Esoterisk astrologi er videnskaben om de energier, der er årsag til de virkninger, som kommer til udtryk i personligheden i form af tanker, følelser og handlinger via det fysiske legeme. Den esoteriske astrologi er en udviklingsorienteret astrologi, der har til formål at vejlede klienten til forståelse af sjælens hensigt med inkarnationen. Det er desuden en metode til indsigt i menneskets stråleopbygning, dvs. de energier, der styrer sjælen, personligheden og dens tre legemer – mentallegemet, astrallegemet og det fysisk-æteriske legeme. I nutiden er ingen astrologer i stand til at lægge et ægte esoterisk horoskop, for det forudsætter, at astrologen er fuldt sjælsbevidst. De astrologer, der arbejder med esoterisk astrologi lægger derfor vægt på især ascendanten og de esoteriske herskere, som kan antyde sjælens mål og hensigt. (Se også Astrologi, Eksoterisk, Esoterisk, Esoterisme, Okkult og Okkultisme).

Esoterisk skole
I en esoterisk skole undervises man ikke alene i den esoteriske lære, visdomslæren eller åndsvidenskab. Man lærer desuden at opbygge kontakt til sjælen, og at arbejde som en bevidst sjæl, der kontrollerer en tænkende, følende, handlende og intelligent personlighed mod sjælens mål. Målet er et delmål i den guddommelige plan for menneskeheden og planeten. (Se også Eksoterisk, Esoterisk, Esoterisme, Okkult og Okkultisme).

Esoterisme
(Græsk). Esoterisme er afledt af ”esoterisk”, der stammer fra ”esoterikos”, som betyder ”indadvendt”. En esoteriker praktiserer esoterisme, og det indebærer en indsats for at leve i overensstemmelse med tilværelsens indre realiteter. Esoterisme vil sige, at man går dybere end det kvantitative og opdager kvaliteten, som ligger latent i enhver form. Esoterisme vil sige, at man betragter den tilsyneladende meningsløshed, der kendetegner mange begivenheder og afdækker meningen med dem. Esoterisme betyder, at man indser, at bag ethvert menneskes udtryk, eller enhver naturlig begivenhed ligger et dybt aspekt af ubetinget kærlighed. Hvis man er i stand til at praktisere esoterisme, bliver livet beriget og styret af det formål, der beliver enhver årsag og enhver virkning. (Se også Eksoterisk, Esoterisk, Okkult og Okkultisme).

ESP
(Amerikansk). ESP betyder ”extra-sensory perception”, (dvs. metafysisk opfattelsesevne). ESP er evnen til at opfatte indtryk og informationer, der stammer fra højere bevidsthedsområder end de fem fysiske sanser. ESP blev oprindeligt indført af den amerikanske professor Joseph Banks Rhine for begrebet Telepati – tankeoverføring. Han var amerikansk botaniker, der grundlagde den videnskabelige forskning af parapsykologi som en gren af psykologien. Han grundlagde et laboratorie for parapsykologi ved Duke University, stiftede “Journal of Parapsychology”, “The Foundation for Research on the Nature of Man” og “The Parapsychological Association”. Joseph Banks Rhine skrev bøgerne “Extrasensory Perception and Parapsychology: Frontier Science of the Mind”. (Se også Clairalience, Clairaudience, Claircognizance, Clairgustance og Clairsentience, Clairvoyance, ESP-forsøg, Remote viewing og Telepati).

ESP-forsøg
ESP-forsøg er eksperimenter, der skal bevise eksistensen af ESP i dens mange former. (Se også ESP).

Esse
(Latin). Esse betyder ”væren” eller ”essens”. Ab Esse ses nogle gange som modsætning til Ab Posse, som betyder, at fra en tings eksistens kan man ræsonnere sig til dens potentialer. Esse kan sammenlignes med at eksistere, på samme måde som væren kan betragtes som en modsætning til tilværelsen. Alexander Wilder definerede skabelse som det, der fra Esse kommer ind i eksistens − fra væren ind i tilværelsen − fra det evige ind i kosmos, tid og rum. (Se også Essens og Værenhed).

Essens
(Latin). Essens stammer fra ”esse”, der betyder ”væren”. Essens er en enheds eller et elements karakteristiske natur. I en vis forstand svarer Essens til Svabhavat (substans) i betydningen en karakteristisk art, en bestemt type skabning eller individualitet. (Se også Esse og Svabhavat).

Essæerne
(Hebræisk). Essæerne er et ord, der sandsynligvis stammer fra det hebræiske ”asa”, der betyder ”at helbrede”. Josefus (37/38-100 e.Kr.) − hebræisk Yosef ben Matitjahu, latinsk Flavius Iosephus − var jødisk historiker fra antikken, og han omtalte Essæerne som en af tre vigtigste jødiske sekter fra omkring midten af det 2. årh. f.Kr. Betegnelsen ”healer”, svarede ofte til frelser eller lærer. Essæerne var en jødisk sekt, der studerede den esoteriske lære. Det var en temmelig eksklusiv sekt, der tilsluttede sig den jødiske tradition på nogle områder, men blev betragtet som kætterske på andre. Deres hovedprincipper var aktiv velgørenhed og selvdisciplin. De havde en esoterisk skole, som var beskyttet af tavshedsløfter og hemmeligholdelse, som kun kunne afsløres efter passende prøvetid og via forskellige grader. Josefus, der beskriver fællesskabets regler, fortæller om et roligt liv, der var delt mellem praktiske opgaver, rådsforsamlinger og rituelle ceremonier. Pliny sagde, at Essæerne levede i nærheden af Det Døde Hav ”per millia sæculorum” – dvs. for tusinder af år siden. Nogle mener, at Essæerne var ekstremistiske farisæere. Andre påstår − og det er måske den sande teori – at de er efterkommere af Benim-nabim, der omtales i Biblen, og de mener, at de var Nazaræere og Kenitter, et folk, der bl.a. opfattes som Kains efterkommere, og iflg. oplysningerne i 1. Mosebog ser det ud til, at Kenitterne var et omrejsende nomadefolk, der var kompetente smede. Bibelen giver ingen direkte oplysninger om deres oprindelse eller afstamning. De blev senere sat i forbindelse med Midianitterne. De havde mange buddhistiske idéer og skikke, og Eusebius, og efter ham den engelske forfatter Thomas de Quincey (1785-1859), påstod, at Essæerne var identisk med de tidlige kristne. Betegnelsen ”broder” blev brugt i den tidlige kristne kirke, og betegnelsen stammede fra Essæerne, som var et broderskab på samme måde som de tidlige konvertitter. (Se også Eusebius)

Etik
Etik i åndsvidenskaben er en filosofi, der handler om moralsk adfærd, som er baseret på det indre menneske og Universets indre lovmæssigheder. Etik er derfor ikke kun en kodeks for hævdvunden adfærd. Begrundelsen for den moralske adfærd afhænger af det individuelle syn på mennesket og Universet. Åndsvidenskaben skelner mellem et menneskets sjæl og dets uvirkelige personlige masker, som forveksles med sjælen. Det samme gjorde Immanuel Kant, som sagde, at det er et menneskes motiv med handlingen, og ikke handlingens udfald, der afgør handlingens moralske værdi. Hvis en person handler af ren egoisme, og handlingen resulterer i noget godt for alle mennesker, så har menneskets handlinger ingen moralsk værdi. Hvis et andet menneske handler ud fra ønsket om at hjælpe andre, men handlingen resulterer i at skade andre mennesker, så har menneskets handlinger moralsk værdi, for motivet var uanset konsekvenserne af handlingen gode, og det gør mennesket til en moralsk skabning. Iflg. Immanuel Kant er der intet andet godt end den gode vilje, og den gode vilje er udelukkende god på grund af det, den vil. Kriteriet for det moralsk rigtige motiv er derfor et spørgsmål om, motivet er i overensstemmelse med moralloven. Moralloven må være a priori, for den skal være universel og almengyldig, og det er kun a priori, hvis den er universel − altså en universel lov der gælder for alle. A priori kommer af latin og betyder ”fra det tidligere”. A priori er en erkendelse, der er opnået via fornuften alene. A priori kommer derfor før erfaringen. Når det enkelte menneske har erkendt den basale enhed med Universet − ikke alene åndeligt, men på alle planer – vil det menneske, der studerer åndsvidenskab, stræbe efter at underordne personligheden, så mennesket arbejder for det fælles bedste for hele menneskeheden i alt, hvad det foretager sig. Mennesket vil efterhånden indse, at der ikke findes en ydre moralsk forpligtelse, der kræver, at det undertrykker de personlige ønsker for at yde det fælles bedste for andre, for holdningen bliver den vigtigste i livet. På den måde opnår man åndelige kræfter, egenskaber og karaktertræk sammen med intellektuel ekspansion. Når mennesket efterhånden bliver stadig mere fuldkomment, kombineres udviklingen med indvielse og ultimativt med mesterskab. Menneskets etiske fornemmelse er en manifestation af dets bevidsthed og frivillige samarbejde med Universets iboende åndelige love. Intet menneske kan skabe ubalance uden at skabe disharmoni i menneskehedens hierarki, som det selv er en del af det, og ubalancer medfører altid en karmisk tilbagevirkning − ikke som hævn eller straf, men for at justere eller genoprette den forstyrrede harmoni. Selv om lovene er evige og uforanderlige, så varierer graden af deres manifestation afhængig af tidspunkterne og grupperne. Derfor kan man også tale om etik i relativ forstand. (Se også Karma).

Etiopisk dynasti
(Egyptisk). Efter at have været en vasalstat i Ny Rige lykkedes det for Nubien at erobre Egypten ved slutningen af den Libyske periode. Cirka 730 f.Kr. blev Piankhi af Napata den første sudaneser, der gik over i historien, da han erobrede Øvre-Egypten (Egyptens sydlige del) og fik det symbolske herredømme over Nedre-Egypten (Egyptens nordlige del). Da deltaet blev erobret af Shabaka (715 f.Kr.) opstod 25. dynasti af nubiske konger, som regerede et halvt århundrede, og det vigtigste medlem var Taharqa. Dynastiet kaldes Kushite efter navnet Kush, som var de gamle egypteres navn for Sudan – eller efter den græske tradition – det Etiopiske Dynasti. I 660 f.Kr. bragte Psammetichus I en ende på det etiopiske herredømme, som ellers havde tilladt Egypten at få en renæssance, og som gav Sudan en chance for at tilegne sig en del af den faraoniske kultur. (Se også Libysk periode og Psammetichus I).

Etruskerne
Etruskerne er et fortidigt italienske folk fra før romertiden. Blandt de ældre græske historikere tales der om Tyrrhenoi eller Tyrsenoi og kongen af Lydia, der hed Tyrrhenos, som var hovedhoved for en koloni i Umbrien, hvor man praktiserede pelagianisme. Pelagianisme var i 400-tallet en forkætret asketisk bevægelse med en teologisk lære, det var opkaldt efter Pelagius, som påstod, at ethvert menneske af natur er godt, og derfor er i stand til at lade være med at synde i kraft af sin medfødte frie vilje. Romersk historie omtaler en blandet befolkning − Etruski, Tuski eller Rasenna − der bestod af indvandrere fra Asien, som kom over Alperne. De bevarede meget af deres gamle kultur med demoraliserede vaner, som de spredte til det italienske folk. Gennem den romerske historie er Etrurien (antikt landskab i Mellemitalien) og Etruskerne blevet betragtet af folk fra stort set alle sociale klasser, der var under indflydelse af Rom, som en befolkningsgruppe, der var eksponenter for magi, mystiske tanker og esoterisk filosofi.

Ets Ha-Hayyim
(Hebræisk). Ets Ha-Hayyim er ”Livets Træ”, som nogle gange bare kaldes ”Træet” (Chald ‘ilan). Ets Ha-Hayyim er et kabbalistisk begreb, der bruges om de 10 Sephiroth, når Kabbalaen er vist skematisk i tre kolonner med tre Sephiroth i hver. Kabbalaen er kronet med den 10. Sephira, der kaldes Kether. Ets Ha-Hayyim er et vigtigt kabbalistisk arbejde, som ofte nævnes sammen med Zohar. (Se også Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Geburah, Hod, Jesod, Kabbala, Malkuth, Netzach, Sephiroth, Tiphereth og Zohar).

Eukaristi
(Græsk). Eukaristi stammer fra ”eucharistia”, der betyder ”taksigelse”. Ordet er afledt af ”eu” og ”charis”, der betyder ”gunst”. Eukaristi er betegnelsen for den hellige nadvers sakramente i den romersk-katolske kirke, der er en gentagelse af Jesu takkebøn over brød og vin ved den sidste nadver aftenen før korsfæstelsen, hvor han symbolsk gav apostlene sit legeme og sit blod. Ritualet blev vedtaget i de tidlige århundreder af den kristne æra. Den oprindelige betydning var en taksigelse over åndens manifestation eller den indre guds − sjælens − tilsynekomst i novicen eller den indviede, men ritualet blev efterhånden degraderet til et rent ceremonielt ritual, som blev baseret på ceremonien for Bakkus, hvor der indgik indtagelse af vin og brød. Vinen symboliserer ånden, og brødet er symbol på det manifesterede legeme, som repræsenterer ånden i stoffet. (Se også Bakkus, Dionysos og Nadver).

Eunuk
(Græsk). Eunuk stammer fra ”eunuchos”, der egentlig betyder ”sengevogter”. En eunuk eller en kastrat er en kastreret mand i tempeltjeneste. I mellemøstlige oldtidskulturer kunne tempelpræster være eunukker, fordi de havde dedikeret deres liv til en gudinde ved at ofre deres manddom til hende. En eunuk kunne også være en slave, sultanens haremsvogter eller slaver ved fyrstehoffer. Eunukker var som regel tjenere eller slaver, der var kastreret på grund af deres opgave. I teorien kunne en eunuk blive ”herskerens øre”. Eunukker var også kastratsangere, der blev kastreret før puberteten for at bevare det præpubertære stemmeleje. Andre blev kastreret for at varetage funktioner, hvor kønsdrift er uønsket. (Se også Harem).

Eurus
(Græsk). Eurus (Subsolanus på latin) var østenvinden i den græske mytologi, men Eurus var ikke forbundet med nogen af grækernes tre sæsoner. Eurus er den eneste af de fire Anemoi, der ikke nævnes af Hesiod. Han boede i nærheden af slottet, hvor solguden Helios − Solen i det fjerne Østen − boede. (Se også Aeolus, Anemoi, Boreas, Notos og Zephyrus ).

Eurydike
(Græsk). Eurydike er symbol på kraft og sandhed. I græsk mytologi var hun Orfeus’ elskede, og han forsøgte forgæves at bringe hende tilbage fra Hades. Efter hendes alt for tidlige død fik han adgang til underverdenen for at føre hende tilbage til den fysiske verden, men han mistede hende igen. Ægteskabet mellem Orfeus og Eurydike er en af mange lignende allegorier, der beskriver foreningen af den indviede med den esoteriske sandhed, som blev erhvervet efter hårde kampe. Kort tid efter ægteskabet blev Eurydike forfulgt af Aristaios, som blev forelsket i hendes skønhed. Hun trådte på en giftslange og døde, da Aristaios forsøgte at voldtage hende. Aristaios er symbol på en brutal magt, der forfølger Eurydike (symbol på den sande esoteriske lære) ind i skoven, hvor slangen (symbol på solguden) dræber hende. Det er et symbol på sandhedens kraft, som presser på for at opnå endnu mere esoterisk visdom, og derfor skulle hun søge ind i underverdenen, som ikke er Helvede, selv om teologerne tror det. Legenden om Orfeus og Eurydike har også astronomisk eller kosmisk betydning, for den er forbundet med naturkatastrofer på det fysiske plan, der er skabt af cykliske ændringer i vinklen på Ekliptika og ved jævndøgnets præcession. Eurydike er identisk med stjernebilledet Jomfruen. (Se også Aristaios, Ekliptika, Equinox, Hades, Helvede og Orfeus).

Eusebius
(Græsk). Eusebius (ca. 260/265-339/340 e.Kr.) − også kaldet Eusebius af Cæsarea og Eusebius Pamphilus − var romersk historiker af græsk afstamning. Eusebius var elev af Sankt Pamphilus, som oplærte ham i traditionen efter Origenes. Eusebius var teolog, kirkehistoriker og biskop i Cæsarea, og han kaldes kirkefader. Eusebius blev betragtet som en særdeles veluddannet kristen på sin tid. Efter Pamphilus’ martyrdød i 310 e.Kr. flygtede han til Tyrus for at undslippe forfølgelsen af de kristne, som var almindeligt der. Han fortsatte til Egypten, hvor han sad fængslet i nogle måneder. Fra 315 var han biskop i Cæsarea. I striden om arianismen støttede han Arius, og blev fordømt og fjernet fra sit embede af koncilet i Antiokia − et lokalt kirkekonsil, der blev afholdt 324/325 e.Kr.. Kort tid efter, ved koncilet i Nikæa i 325 e.Kr., blev han genindsat af kejser Konstantin, efter at han havde fremsagt en trosbekendelse. Han påstod senere, at trosbekendelsen udgjorde grundlaget for den nikænske trosbekendelse, men det er tvivlsomt. Eusebius godtog delvis den nikænske trosbekendelse. Han fortsatte også med at være modstander af Athansius af Alexandria, arianismens største modstander. Omkring 327 e.Kr. blev han tilbudt bispesædet i Antiokia, men afslog. Han deltog ved koncilet i Tyrus i 335 e.Kr., og han var også med ved indvielsen af Opstandelseskirken i Jerusalem. Eusebius regnes ikke som en helgen, men årsagen er sandsynligvis hans arianske sympatier.

Eutychius
(Latin). Eutychius blev sammen med sin ledsager dræbt som martyr af kaliffen al Hisam ved Harran i Mesopotamien. Eutychius var patricier. Patricier stammer fra det latinske ”patricius”, som iflg. romerne er afledt af ”pater”, der betyder ”far”. Patricierne var en romersk borgergruppe, men man ved ikke, hvornår og hvordan den opstod, men i tidlig republikansk tid havde patricierne eneret til alle religiøse og politiske poster. Desuden var der iflg. romersk tradition indtil 445 f.Kr. ægteskabsforbud mellem patricierne og plebejerne. Eutychius døde ca. år 740/741.

Eva
(Hebræisk). Eva eller Hawwah stammer fra ”hawah”, der betyder ”at ånde” eller ”at leve”. Eva er den mystiske ”Moder til alt levende” − en allegorisk og alligevel virkelig skikkelse i alle arkaiske kosmogonier. Mosebøgerne omtaler tre Eva’er: 1) Den arketypiske Eva, som er det feminine aspekt af det guddommelige androgyne aspekt, som både er Adam-Kadmon og Sephira-Eva. 2) Symbol på overgangen til den tidlige 3. rodrace efter adskillelsen af kønnene, men før vækkelsen i tankesindet. 3) Eva som mor til Abel og Seth, og her begynder udviklingen af menneskets historie efter vækkelsen af tankesindet. Den første Eva var ikke kvinde, men ligesom den første Adam, var hun det åndelige feminine aspekt af den arketypiske åndelige kilde. Den anden Eva var heller ikke kvinde, men symbol på selve kvindekønnet. Den tredje Eva var som bekendt både kvinde og mor. De tre Eva’er svarer til de tre Adam’er. (Kabbalaen nævner fire Adam’er). Den første er den åndelige Adam, som er det maskuline aspekt af den arketypiske kilde. Den anden Adam repræsenterer den første, ubevidste menneskerace. Og den tredje Adam er ”den race, der oplevede sig som fuldstændig adskilt, og som derfor åbnede øjnene”. Mellem Eva i 1. Mosebog og Eva, der er mor til Seth i 4. Mosebog, går der meget lange tidsperioder på millioner af år. I den lange periode sker den arketypiske forberedelse af planeten til menneskeheden, og forberedelserne blev efterfulgt af forskellige Rodracer og tre Edens Haver. Der gik millioner af år − selv mellem de sidstnævnte. Den originale bog, som de hebræiske Mosebøger senere blev samlet fra, er gået tabt. Men materialer fra den originale bog er alligevel blevet givet til menneskeheden − først tilsløret og senere omskrevet af Ezra med bevidste fejltagelser, fordrejninger og uorden i kronologien. På trods af at vigtige ord og sætninger er blevet fejloversat af europæiske lærde, er der stadig mange lighedspunkter med de esoteriske forklaringer. Da tænkeevnen begyndte at dukke op i Adams og Evas tankesind, begyndte de på den selvbevidste udvikling, og det er en henvisning til den anden og tredje Eva, som er nævnt ovenfor. Da de spiste af frugten fra Kundskabens træ, symboliserer det vækning af menneskets tankesind. Det viser, at Eva var i kontakt med åndelige kræfter − ikke dæmoniske. Det samme gælder slangen og træet, som begge er ældgamle og universelle symboler på hellig og esoterisk viden. At spise af frugten fra Kundskabens Træ vil sige at tilegne sig den viden, som guderne er i besiddelse af, og den fører til udødelighed i henhold til loven. Der er hverken sammenhæng eller historisk eller filosofisk lighed mellem Eva og Lilith. Lilith var iflg. en middelalderlig jødisk legende Adams allerførste kone eller elskerinde. (Se også Adam, Adam-Adammi, Adam-Illa’ah, Adam-Kadmon, Adam-Ri’shon, Kabbala, Kosmogoni, Lilith, Rodrace, Sephiroth og Træ).

Evighed
(Latin). Evighed stammer fra ”aeternus”, ”aeviternus” og fra ”aevum”, der betyder ”en alder”. Oprindeligt indebar evighed et tidsbegreb, der var opdelt i endeløse cyklusser, som strækker sig fra en ubestemt fortid via nutiden ind i en ubestemt fremtid. Evighed kan derfor opfattes som grænseløs. Evighed er den abstrakte sum af uendelige cykliske perioder. Tid kan opfattes. Evighed er ufattelig. Åndsvidenskaben anerkender ingen evighed på grundlag af f.eks. den kristne kirkes forståelse, hvor man mener, at evighed er en tidsperiode af uendelig varighed. Hvis evighed udelukkende er uendelig lang tid, adskiller evighed sig ikke principielt fra al anden tid. Iflg. åndsvidenskaben kan evighed ikke måles i tid. Evighed er en tilstand, der befinder sig hinsides tid og rum. Når ordet evighed benyttes i åndsvidenskaben, betegner det nogle gange en Brahmas alder – dvs. varigheden af en Mahakalpa eller 311.040.000.000.000 fysiske år, men selv om det er en periode, der kan opleves som en ”evighed”, falder Brahmas alder alligevel ind under begrebet tid. Evighed betyder ofte en kosmisk Mahakalpa eller manifestationsperiode. De syv evigheder betyder syv kosmiske perioder, der svarer til Brahmas alder. I den hinduistiske Vishnu-Purana betyder udødelighed, der er angivet som en definition på evigheden, blot ”eksistens til slutningen af Kalpa”. Nogle gange bruges ordet som synonym for varighed. Symbolet for Evighed er den cirkelformede slange Ouroboros, der bider med sit aktive hoved i sin passive hale, og fra dens udstråling udgår verdener, skabninger og ting. (Se også Brahmas alder, Kalpa, Maha, Ouroboros og Vishnu-Purana).

Evokation
(Latin). Evokation stammer fra ”evocare”, der betyder ”at fremkalde”, eller ”evocatio”, der betyder ”udkaldelse”. I åndsvidenskaben betyder Evokation ”respons” eller ”svar”. Videnskaben om Invokation og Evokation er derfor videnskaben om påkaldelse og svar – eller at bede og at modtage. Invokation betyder at ”påberåbe”, ”nedkalde” eller ”påkalde”. Når man invokerer, kombinerer man tanker, følelser, forestillingsevne og vilje. Enhver årsag har en virkning, og enhver invokation resulterer i et svar eller en Evokation iflg. naturloven. Et menneskes åndelige aspekter kan imidlertid ikke kaldes frem – bortset fra i sjældne tilfælde umiddelbart efter døden, men det karakteriseres som sort magi. (Se også Bøn og Invokation).

Evolution
(Latin). Evolution stammer fra ”evolutio”, der betyder ”at udfolde” eller ”at åbne”. Evolution i åndsvidenskaben betyder ”udvikling”. Evolution vil sige, at en manifestationsproces iværksættes af en skabnings iboende og allerede eksisterende karakteristika. Der er derfor tale om vækst indefra, som udvikler sig. Evolution er en proces, der udvikler liv og bevidsthed i alle former. Processen er universel, for Universet består udelukkende af levende skabninger, som alle vokser, fordi de udfolder deres iboende potentialer. Evolution forudsætter, at der er to hovedfaktorer – et liv, der er under udvikling, og en form, der er udviklet. De to er forbundet som ånd og stof – som Monaden (ånden) til sin organisme. Hver eneste af de utallige skabninger, der udgør Universet, er hovedsageligt en livsgnist fra den universelle guddommelige ild − livet eller ånden. Til enhver tid og på ethvert niveau er alt under kontinuerlig udfoldelse og vækst. Hver livsgnist skaber en række selvstændige måder, der gør det muligt at udtrykker mere eller mindre af de iboende kvaliteter. De fysiske redskaber er udelukkende det fysiske slutprodukt. Før de fysiske redskaber manifesteres, skabes der andre redskaber, der er lavet af finere stofkvaliteter eller kombinationer af bevidsthed og stof på de mellemliggende planer − eksempelvis astrale former på det eksistensplan, der ligger tættest på det fysiske. Evolution er udtryk for en kontinuerlig reaktion mellem det, der er indeni, og det, der er udenfor. Miljøet modificerer væksten, men uden impulser fra den iboende Monade, ville der ikke være nogen påvirkning af miljøet, og der ville ikke være nogen reaktion fra miljøet. Evolution er ikke en proces, hvor der sker tilvækst udefra. Tilvækst udefra vil ikke være i stand til at skabe en organisme, medmindre organismens fulde potentiale allerede eksisterede latent som en idé. Ændringerne sker på grund af den igangværende vækst i det iboende liv, og hver ny udvikling af livet påvirker formen, som derfor mere eller mindre ændres af det. Det iboende liv bygger på den måde nye former, der er egnet til livets udvikling. I åndsvidenskaben henviser Evolution til livets udvikling fra lavere uudviklede former til højere udviklede former. Ved Involution forstås som regel åndens nedstigning, dannelse af baggrundsstof (elementalessens), dannelse af former og indkapsling i stofformerne, mens Evolution er åndens efterfølgende opstigning af og frigørelse fra stoffet og formerne. Iflg. åndsvidenskaben befinder menneskeriget sig i øjeblikket midtvejs i evolutionen, og den sidste halvdel af evolutionen vil ske under overmenneskelige former i ikke-fysiske verdener. Evolution er derfor også en kontinuerlig og voksende kraft, der responderer på noget højere. Nutidens naturvidenskab fastholdes af en ensidig fysisk Evolution, og forskerne ignorerer eller undgår omhyggeligt den højere Evolution, for det ville tvinge dem til at anerkende, at fortidens filosoffer og psykologer var klogere, end man er i nutiden. Fortidens víse kontaktede det uerkendelige og tog udgangspunkt i det usynlige, i årsagerne og i den første manifestation − og ud fra et strengt logisk ræsonnement, at der nødvendigvis var en Skaber − Universets Demiurg. For dem begyndte Evolutionen som ren ånd. Ånden steg ned til lavere og lavere niveauer, og antog til sidst en synlig og håndgribelig stofform. I menneskeheden sker evolutionen ad tre forskellige hovedlinjer − det åndelige, det mentale eller manasiske, og det astrale-æteriske-fysiske. Al udvikling under menneskeriget arbejder sig frem mod menneskestadiet, mens menneskeheden har endnu større bevidsthedsmæssige højder som målsætning. (Se også Astrallegeme, Astralplan, Demiurg, Elementaler, Elementalriger, Emanation, Evolutionsbue, Involution, Manas, Monade og Æterlegeme).

Evolutionsbue
En Evolutionsbue er den ene halvdel af et kredsløb. Kredsløbet består af en Involutionsbue, der betegnes åndens nedstigning i stoffet, indtil det laveste punkt er nået. Den anden halvdel af kredsløbet − Evolutionsbuen − betegner åndens tilbagevenden til sin kilde beriget med de erfaringer, der blev erhvervet undervejs. (Se også Evolution).

Exterristisk
Exterristisk er betegnelsen for noget ikke-jordisk.

Eyn-Soph
Se Ain-Soph.

Eyn-Suph
Se Ain-Soph.

Ezra
(Hebræisk). Ezra (ca. 450 f.Kr.) var en jødisk præst, skriver og reformator. Han levede blandt de eksilerede jøder i Babylon. Ezra havde stor indflydelse på jødisk religiøs praksis. Jøderne foretog omfattende og afgørende omskrivninger især i perioden 600-400 f.Kr. Her ændrede man navnlig informationerne om Moses, som herefter blev opfattet som jøde, på trods af at han var egypter − og det var utvivlsomt hensigten. Da jøderne vendte tilbage fra deres eksil i Babylon i 586-535 f.Kr., var det især Ezra, der redigerede i Bibelen. Ezra tilføjede materiale fra nyere bøger og slægtsregistre og omskrev teksterne af regulære religionspolitiske årsager. Derfor foretog han flere tekststramninger og forkortelser i Bibelens ældste dele. I tiden derefter blev Bibelen betragtet som et rent religiøst dokument, der er uafhængig af den historiske virkelighed. Ezras redigerede bibelversion blev til sidst enerådende. Redigeringerne skabte utallige ubalancer, og derfor måtte man konstant redigere og tilføje forklaringer og fortolkninger. Selv rabbinerskrifternes overleveringer om Moses har fået mange tilføjelser undervejs. Målet har tydeligvis været at eliminere Moses’ egyptiske baggrund. Jødernes store lovgiver måtte ikke være egypter. Jøderne skulle tro, at han var jøde.


Side : 1 2
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Kremering-eller-begravelse
KREMERING ELLER BEGRAVELSE?


Artikel-Æterlegemet
Annie Besant: ÆTERLEGEMET


Artikel-Rummets-natur-Djwhal-Khul
Djwhal Khul: RUMMETS NATUR


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Lysets-helende-kraft
LYSETS HELENEDE KRAFT


Artikel-Synteseloven-i-menneskets-liv-Haselhurst
M.E. Haselhurst: SYNTESELOVEN I MENNESKETS LIV


Artikel-Astrallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: ASTRALLEGEMET


Artikel-Mentallegemet-Annie-Besant
Annie Besant: MENTALLEGEMET


Artikel-Kausallegemet
Erik Ansvang: KAUSALLEGEMET


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-Bevidstheden-og-dens-udvikling-Annie-Besant
Annie Besant: BEVIDSTHEDEN OG DENS UDVIKLING


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
VisdomsNettet er på Facebook