Ibis
(Egyptologi). Turister på rejse i Egypten tror ofte, at de ser den hvide ibis ved Nilens bredder, men de forveksler den med den hvide kohejre, der findes overalt i Egyptens vådområder. Her ser man fuglen fjerne insekter fra ryggen af de store bøfler og køer, der græsser ved Nilens bredder. Men på reliefferne er det ikke dette medlem af hejrefamilien, der er afbildet, men den ægte ibis. Tre ibis-arter var oprindeligt hjemhørende i de egyptiske sumpe. Den ene er ”ibis falcinellus” – en trækfugl med brun fjerdragt, der stadig besøger landet hvert år, og som iflg. legenderne forsvarede landet imod invasion af vingede slanger. Den anden er ibissen med fjerbusken og den bronzefarvede fjerdragt, men det er en ibis-art, der ikke længere findes i Egypten. Den lever kun på tempelvæggene og i gravene, for der er den en hieroglyf, som betyder ”at stråle” – og afledninger af dette begreb. For det tredje er der den smukke, hellige ibis med den snehvide krop og med sort hoved og hale. Det er denne ibis, der blev betragtet som et symbol på visdomsguden Tehuti (som grækerne kaldte Thoth). Navnet ”nib”, som den ofte blev kaldt, har overlevet til nutiden. Den ses ikke længere ved Nilens bredder i Egypten, men den har overlevet i Sudans vådområder. Desuden kan den ses i Egyptian museum i Cairo og i Hermopolis i Mellem-Egypten – Tehutis hellige by – hvor mumier af den hellige fugl er bevaret.
Iccha
(Sanskrit). Iccha betyder "vilje".
Ida Nadi
(Sanskrit). Ida Nadi er en af hovednadierne (æteriske nervebaner), der løber til venstre for og langs rygsøjlen og forbinder rodcenter med hovedcenter. Et andet navn for Ida Nadi er Chandra Nadi. Pingala Nadi strømmer i højre siden af rygsøjlen. Ida og Chandra Nadi er ”måne-energi” og Pingala og Surya Nadi er ”sol-energi”, for Ida er kølig og Pingala er varm. I yoga-filosofien kaldes venstre næsebor – Chandra Nadi eller Ida Nadi – for ”måne-passagen” og højre næsebor kaldes – Surya Nadi eller Pingala Nadi – for ”sol-passagen”. Åndedrætter i højre næsebor repræsenterer livskraften, og venstre næsebor repræsenterer den mentale kraft. ”Måne-energien” eller den mentale energi anses for at være den dominerende. (Se også Nadi, Pancha Makara, Pingala Nadi og Sushumna).
Ikonografi
(Græsk). Ikonografi stammer fra ”εικον”, der betyder ”billede” og ”γραφειν”, der betyder ”at skrive” – dvs. ”at skrive med billeder”. Ikonografi er derfor betegnelsen for analyse, fortolkning og beskrivelse af et billedes eller skulpturs motiv med henblik på at identificere portrætter, religiøse eller mytologiske figurer og scener. Metoden benyttes også i forbindelse med tolkning af nonfigurativ kunst, tv, film og reklamebilleder samt arkitektur og andre kulturers visuelle udtryksformer. Der er tale om et kunsthistorisk begreb for undersøgelse af idéer og detaljer i et kunstværk. En sekundær betydning er fremstillingen af ikoner i den byzantinske og ortodokse kristne tradition. Udtrykket bruges også inden for flere fagområder ud over kunsthistorien, f.eks. semiotik og studiet af massemedier.
Ild
Ild er den åndsvidenskabelige symbolik for ånd, forstået som et aktivt, besjælende princip i modsætning til substans, stof og form.
Ild ved friktion
I åndsvidenskaben er ”ild ved friktion” betegnelsen for ”stoffets ild” – eller åndedraget – eller varme fra moderaspektet. ”Ild ved friktion” har relation til 3. stråle.
Ildens sønner
Se Kumara.
Ildgang
(Se Firewalking).
Ilissos
(Græsk). Ilissos eller Ilissus var en flod i det gamle Grækenland – oprindeligt en biflod til Kifissos-floden. Nu er den stort set blevet kanaliseret ned i under jorden. I antikken løb den uden for Athens forsvarsmure. Platon skrev om det i sin Kritias-dialog, at Ilissos floden repræsenterede en grænse i antikkens Akropolis. Dens bredder var græsklædte og med skyggefulde platantræer, og området blev anset for idyllisk i antikken, og her kunne interesserede møde Sokrates, når han gik sine ture, og modtage hans undervisning.
Illumination
(Latin). Illumination betyder ”oplysning”, men er i åndsvidenskaben betegnelsen for kontakt med højere bevidsthedstilstande, der oplyser den mediterende om et aspekt af den højere virkelighed. Når sjælens udstrålende lys modtages, forstår det fysiske menneske med sin hjernebevidsthed, det, der tidligere var skjult. Den oplyste tænkning modtager sjælsviden. Udtrykket bruges navnlig om den selvindvielse, som Buddha nåede i sin sidste inkarnation, hvor han nåede til den endelige oplysning eller illumination under Bodhi-træet.
Illusion
Se Maya og Blændværk.
Illusionslegeme
Se Mayavirupa.
Imagination
(Latin). Imagination kaldes også forestillingsevne. Imagination er evnen til at danne nye billeder, der ikke er opfattet ved hjælp af syn, hørelse eller andre fysiske sanser. I åndsvidenskaben tales der derfor ofte om ”skabende imagination”. Imagination er menneskets billeddannende evne eller kraft til at skabe mentale billeder. Først skabes tankeformen. Derefter aktiveres ønsket om at virkeliggøre det, man forestiller sig. Ved at handle ”som om”, kan et menneske bevidst aktivere den skabende imagination. I åndsvidenskaben skal imagination imidlertid ikke forveksles med fantasi. Ligesom fantasi er imagination en evne, der er knyttet til astrallegemet og astralplanet, men imagination er desuden baseret på hukommelse fra tidligere inkarnationer. Man kan derfor sige, at fantasien er imaginationens ”spejlbillede”. Imagination er accepteret af naturvidenskaben som en medfødt evne og tankeproces, der gør det muligt at skabe delvise eller komplette scener i tankesindet. Imagination bruges i psykologien som en teknisk betegnelse for evnen til at genoplive situationer i tankesindet, og dermed mener man, at imaginationen stammer fra sanseindtryk af genstande og situationer, der tidligere er oplevet i den ydre verden. Men definitionen er i konflikt med den almindelige opfattelse af imagination, og derfor foretrækker nogle psykologer at beskrive processen som ”visualisering”, der opfattes som reproduktiv, i modsætning til produktiv eller konstruktiv Imagination – dvs. evnen til uafhængigt af sanserne at skabe billeder med det ”indre øje”.
Imhotep
(Egyptologi). I museerne findes der adskillige små bronzefigurer af en hellig egypter, der sidder med et udrullet stykke papyrus på knæene. Han ser lidt stiv og formel ud. Hans navn er Imhotep – den guddommeliggjorte vismand. Man ved kun meget lidt om hans liv og arbejde. Man ved dog, at han var kong Djosers rådgiver (3. dynasti ca. 2.800 f.Kr.). Forskerne antager, at det var ham, der var hjernen og arkitekten bag trinpyramiden ved Sakkara, men der er intet bevis for teorien. Legenderne om Imhotep overlevede til den persiske og ptolemæiske periode, hvor han blev skytshelgen for ”arbejdets overvågere”. De bøger, han skrev – og endog hans grav – er forsvundet. Han blev guddommeliggjort, men han blev ikke tilbedt som arkitekt, men som en healingsgud, og hans sanktuarie i Sakkara, som grækerne kaldte Asklepieion, blev efterhånden et helbredelsestempel, som handicappede fra hele Egypten søgte til. Hans popularitet spredtes til hele landet, og overalt blev bygninger dedikeret til ham – i Theben (Karnak, Deir el-Bahari, Deir el-Medina) og på Philae-øen, hvor Ptolemæ V byggede et sanktuarie til ham. Hans berømmelse var stor både blandt grækerne, som kaldte ham ”Imuthes”, og blandt egyptere, og der findes mange bøger, der omtaler hans mirakuløse helbredelser.
Imperil
(Engelsk). Imperil betyder ”at udsætte for fare”. Mesteren Morya bruger betegnelsen ”Imperil” som udtryk for den ødelæggende gift, der dannes på grund af irritation. Giften spreder sig langsomt i menneskets nervesystem og gradvis nedbryder giften både det æteriske og det astrale legeme.
Incubus
(Latin). Incubus stammer fra ”incubo” og ”incubare”, der betyder ”at ligge på” i betydningen ”mareridt”, for Incubus er en mandlig dæmon, der ”lægger sig på” eller hos kvinder. Iflg. åndsvidenskaben er Incubus betegnelsen for bestemte laverestående astralelementaler, der sædvanligvis tiltrækkes af vibrationer fra menneskers begærliv. Incubus er en maskulin elemental, og Succubus er en feminin elemental. Iflg. mytologiske traditioner lægger en Incubus sig på sovende kvinder for at have samleje med dem. En Incubus kan søge seksuel forbindelse for at blive far til et barn – eksempelvis som i sagnet om Merlin. Religiøse traditioner advarer om, at gentagne samlejer med en Incubus eller Succubus forringer sundheden eller medfører døden. (Se også Succubus).
Indifferens
(Latin). Indifferens stammer fra ”indifferentia” (”in” + ”differentia”), der betyder ”at være indifferent” eller ”ligegyldighed”. I åndsvidenskaben er Indifferens eller guddommelig indifferens frihed for binding til stof og form (ikke-selvet). Indifferens er en upersonlig reaktion, som er en af de hurtigste metoder til sjælens frigørelse fra personligheden. Guddommelig indifferens er baseret på en dyb tro på, at den udødelige skabning i formen består, mens personlighedsproblemer og -fejl toner bort på grund af manglende interesse – indifferens.
Individualisering
Se Gruppesjæl.
Individualitet
Individualitet er et udtryk for det højere selv – sjælen, for menneskets sjæl er årsag til individuel eksistens. Individualitet er det, der er karakteristisk for et enkelt menneske, som gør mennesker forskellige og adskiller mennesker fra andre mennesker i tid og rum. Den bagvedliggende årsag er, at den udødelige og guddommelige ”individualitet” består evigt, mens den dødelige, menneskelige ”personlighed” forgår.
Indra
(Sanskrit). Indra er en af devaerne (guderne) for de fem manifesterede elementer – Æterens Herre. I den hinduistiske mytologi er Indra ”Himlens Herre” (eller Svarga Loka). Indra var den øverste deva inden for hinduismen i den tidlige vediske periode, men er nu erstattet af Vishnu og Shiva, men Indra har bevaret sin betydning som en vigtig gud og en fremtrædende skikkelse i mytologien. (Se også Elementer og Svarga).
Indrajala
(Sanskrit). Indrajala betyder ”vildfarelse”.
Indriya
(Sanskrit). Indriya betyder bogstaveligt ”det, der tilhører eller behager Indra”. Indriya skal fortolkes som ”sanser”. På både sanskrit og pali er det betegnelse for sanser i almindelighed og de fem sanser i særdeleshed. De sensoriske sanser hedder Jnanendriyas og de motoriske Kamendriyas. Indriya henviser til sanseorganerne – de fem handlingssanser – som er fødder, hænder, udskillelse, forplantning og mund – samt de fem kundskabssanser, som er lugt, smag, syn, følelse og hørelse. (Se også Indra, Jnanendriyas og Kamendriyas).
Indvielse
(Latin). Indvielse stammer fra ”initia”, der henviser til de første grundsætninger i en videnskab. ”Initia” eller ”initiation” eller ”indvielse” blev benyttet i mysterierne, hvor man sagde, at ypperstepræsten (hierofanten) ”initierede” kandidaten i kundskaber, der hidtil har været hemmelige. Indvielse er et nyt stadie i det åndelige liv og er en del af den normale udviklingsproces, der medfører fremadskridende udvidelser af bevidstheden. Der findes ”større” og ”mindre” indvielser med mange grader eller trin. I åndsvidenskaben regnes der med fire store indvielser, som fører til den 5., der giver mesterskab – Asekha-indvielsen. Forud for indvielsen skal kandidaten undervises og bestå adskillige prøver, der ofte er meget vanskelige. Selv om enhver indvielse er absolut betinget af kandidatens indre udvikling, er den desuden en ydre ceremoni eller højtidelighed. De fem indvielser har relation til de fem markante hændelser i Jesu liv: Fødslen i Betlehem, dåben i Jordanfloden, transfigurationen på Karmels bjerg, korsfæstelsen på Golgata og opstandelsen og himmelfarten. For at tage 6. indvielse skal en mester gennemgå en intensiv undervisning i planetarisk esoterisme. En 6. indviet er en Chohan af 6. grad – en Herre eller en Bodhisattva, og en 7. indviet er en Maha-Chohan af 7. grad – en Stor Herrer eller en Buddha. (Se også Asekha og Chohan).
Indvielse i Egypten
(Egyptologi). I Egypten omtales indvielser altid som ”en ny fødsel” eller ”en fødsel til sandheden”, for processerne var i sandhed en åndelig og intellektuel genfødsel af mennesket til større sjælskontakt. Dermed var en indvielse også en fødsel til en højere og klarere selvbevidsthed. Derfor kaldte man mennesker, der gennemgik en indvielse, for ”indviede” eller ”de genfødte”. I Indien kaldte man de genfødte for ”Dvija” – et sanskritord, der betyder ”dobbeltfødt”. I Egypten kaldte man dem ”Solens sønner” eller ”den dobbelte Horus”. Indvielse repræsenterer et nyt stadie i det åndelige liv, og er en del af den normale evolutionsproces, som medfører fremadskridende udvidelser af bevidstheden. (Se også Dvija og Indvielse).
Initiation
(Latin) Initiation stammer fra ”initiatio”, der er afledt af ”initium”, som betyder ”indgang” eller ”begyndelse”. Hos grækerne og romerne henviste ordet til optagelse i en mysteriekult. Initiation er indgangen til eller begyndelsen på et nyt liv som indviet i skjulte og hemmelige mysterier. Indvielserne har altid været inddelt i forskellige grader eller trin, der hver blev afsluttet med strenge prøver. (Se også Indvielse og Indvielse i Egypten).
Inkarnation
(Latin). Inkarnation stammer fra ”in” og ”caro”, dvs. ”kød”, og det betyder ”at blive kød” underforstået menneske. Inkarnation er sjælens eller åndens ”indtræden i kødet” eller ”igen i kødet”. Inkarnation opfattes derfor som regel som et fysisk liv fra fødsel til død, men inkarnationen begynder reelt ved sjælens nedstigning fra sjælsplanet (kausalplanet) gennem mentalplanet (tankens plan) og astralplanet (følelsernes plan) til det fysiske plan, og inkarnationen slutter først efter den fysiske død, den astrale død og den mentale død, når sjælen vender tilbage til sit eget plan. Ethvert menneske er en inkarnation af et åndeligt princip (sjælen), og enhver sjæl sender liv efter liv personligheder i inkarnation. Derfor kædes ordet sammen med forstavelsen ”re” (igen), og bliver til Reinkarnation. Reinkarnation hentyder til de gentagne inkarnationer. Sjælen og ånden inkarnerer udelukkende for at vinde erfaringer i de tre lavere verdener (fysiske, astrale og mentale), for til sidst at beherske personligheden og derved opnå kontrol over tanker, følelser og handlinger. Når alle erfaringer er gjort, og den erfarne sjæl har overtaget styringen af personligheden i de tre lavere verdener, er der ikke behov for flere inkarnationer. Ordet inkarnation benyttes også om monadernes liv i de lavere naturriger, f.eks. dyreinkarnationer, men betegnelsen bør strengt taget kun benyttes om liv i menneskeriget. (Se også Reinkarnation).
Inspiration
(Latin). Inspiration stammer fra ”inspirare”, der betyder at ”indblæse”, ”indgyde” eller ”indånde”. I åndsvidenskaben er Inspiration betegnelsen for en tilstand, hvor mennesket lader sig påvirke af højere impulser, idéer, tanker eller begreber, som det normalt ikke umiddelbart er i stand til at modtage. Inspiration stammer derfor fra en kilde, der er højere end menneskets personlighed eksempelvis sjælen.
Instinkt
(Latin). Instinkt stammer fra ”instinctus”, der betyder ”tilskyndelse”. Instinkt er ubevidst erfaringsmateriale, der gennem evolutionen er indbygget i de lavere legemer, og som kommer til udtryk som ubevidste reaktionsmønstre. Instinkt er reaktionsmønstre, der er baseret på medfødte, nedarvede anlæg, som er kendetegnende for en art – f.eks. fugles redebygning. Åndsvidenskabeligt er dyrerigets bevidsthed styret af instinkt, fordi dyr har gruppesjæl, mens mennesket er selvbevidst med mulighed for at forstå årsag og virkning, fordi et menneske har en individuel sjæl.
Instinktiv telepati
Instinktiv telepati er evnen til at sende og modtage tankebilleder, følelser, farver og andre sansninger via den psykiske følelsesnatur. Det er en evne, der normalt kommer til udtryk fra Solar Plexus-center til Solar Plexus-center. Telepatisk kontakt mellem mor og barn er et typisk eksempel.
Integration
Integration betyder at samle dele til en helhed. I åndsvidenskaben anvendes ordet Integration i betydningen at samordne personligheden – dvs. de lavere legemer (mentallegemet, astrallegemet og det fysisk-æteriske legeme) til en helhed, der er underordnet sjælen, så sjælen har fuld kontrol over personligheden.
Intuition
(Latin). Intuition "stammer fra ”intueri”, der normalt oversættes som ”at se indad” eller ”at overveje”. Carl Gustav Jung har anerkendt intuitionen som en selvstændig psykologisk erkendelsesform, der er lige så virkelig og legitim som andre former for erkendelse. Det samme har den transpersonlige psykolog Roberto Assagioli. Roberto Assagioli kategoriserer desuden intuitionen som en højere erkendelsesform, og den indtager en central plads i hans psykologiske system. Roberto Assagioli definerer intuitionen som ”den direkte erfaring af enhed med den ultimative virkelighed”. Intuitionen kan give mennesket en direkte oplevelse af at være en del af den overordnede helhed, uden at vedkommende kan forklare detaljerne i oplevelsen. Intuition i åndsvidenskabelig forstand er direkte åndelig erkendelse. Intuition er sjælens buddhiske evne – dvs. evnen til at erkende sandheden uafhængig af logik og viden. Intuition er derfor en direkte erkendelse af og viden om sandhed. Ren intuition kan bedst defineres som enhedsbevidsthed, der udspringer fra det buddhiske plan. Det er en spontan indsigt i den guddommelige helhed og plan, der ligger bag livets udfoldelse på Jorden. Intuitiv indsigt vedrører ikke enkeltpersoner, men altid helhed, grupper af mennesker, fremtiden og den højere mening og formålet med livet. Intuition giver mennesket en klar viden om de højere formål, det skal tjene. Når intuition virker i forbindelse med følelseslivet opstår der kærlighed, og hvis samme enhedsbevidsthed udtrykker sig gennem mentallegemet opstår visdom. Intuition skal ikke forveksles med instinktiv telepati, som er en proces, hvor et menneske via sin indføling spontant kan vide, hvad der sker i et andet menneske. Den form for indføling kan rumme illusioner – det gør intuitionen aldrig.
Invokation
(Latin). Invokation stammer fra ”invocare”, der betyder ”at påberåbe”, ”nedkalde” eller ”at påkalde”. Videnskaben om invokation og evokation er videnskaben om påkaldelse og svar − eller at bede og modtage. Når man invokerer, kombinerer man tanker, følelser, forestillingsevne og vilje. Enhver årsag har en virkning og enhver invokation resulterer i et svar eller en evokation. ”Den Store Invokation” er en universel verdensbøn – dvs. en påkaldelse, der ikke tilhører hverken enkeltpersoner eller grupper. Den er givet til hele menneskeheden.
Involution
(Latin). Involution stammer fra ”involutio”, der betyder ”at involvere” eller ”at rulle ind”. I biologien henviser Involution til reduktion af både strukturer og funktion. Åndsvidenskabeligt henviser Involution til, at livsbølgen i form af ”livsgnister” forlader ”Faderens hus” som ånd (monader) for at forblive på det monadiske plan gennem hele involutions- og evolutionsperioden. Den efterfølgende proces, hvor hver ånd (monade) nedsænker en energitråd eller livstråd i stadigt tættere stof, indtil det laveste og tætteste punkt er nået, kaldes involution − eller indvikling i stoffet. Den anden halvdel af processen, hvor livet vender tilbage kaldes evolution − eller udvikling – dvs. frigørelse fra stoffet. Efter Involutionen vikler livet sig igen ud af stoffet. Det er denne proces, der fortælles om i lignelsen om den fortabte søn. (Se også Evolution og Evolutionsbue).
Involutionsbue
Se Evolutionsbue.
Ishta
(Sanskrit). Ishta betyder ”elsket”. Hinduer har en ”skytsgud” (Ishta-Devata), som de fokuserer mere intenst på end andre guder. Deres personlige mantra er som regel navnet på guddommen. Alle guder er på trods af deres forskelle i virkeligheden udtryk for højere bevidsthedstilstande. I Vajrayana-buddhismen er en Ishta-Devata eller en Ishta-deva (tibetansk Yidam) en fuldt oplyst skabning, som er i fokus for personlig meditation i en periode eller for livstid. Ishta-Devata oversættes ofte med skytsgud eller meditationsguddom.
Ishvara
(Sanskrit). Ishvara eller Isvara er et filosofisk begreb, der stammer fra hinduismen, og som oversættes med den ”Højeste Herre”, ”Højeste Lærer”, ”Herre” eller ”Mester”. Ishvara bruges for det meste om Shiva. Ordet anvendes også på et verdsligt niveau som betegnelse for en hvilken som helst mester eller konge. Begrebet bruges desuden i buddhismen, hvor det betyder et kraftfuldt men ikke almægtigt væsen. I åndsvidenskaben svarer Ishvara til den manifesterede Logos – den ”personlige” gud. Ishvara benyttes også nogle gange om den guddommelige ånd i mennesket. Ishvara er desuden yoga-udøverens eller yogiens personlige gudsbegreb − et kollektivt bevidsthedsstadie. Begrebet Ishvara udgør som regel et problem for vestlig tankegang. Hvis man har afvist tanken om en personlig kristen Gud i Himlen, som skabte en verden, der er adskilt fra Gud selv, og som er fyldt af Adams og Evas efterkommere, der lever både i synd og arvesynd, og hvis man desuden har accepteret det ikke-dualistiske begreb Adwaita, kan det opleves som et tilbageskridt at begynde at tale om Ishvara. Umiddelbart er den eneste intellektuelt acceptabel idé, at der ikke har været nogen skabelse, for hvis verden eksisterer som adskilt fra det Absolutte, vil det medføre dualitet, uanset om Han skabte den eller ej. Men hvis det Absolutte har forvandlet sig til verden, så er Han foranderlig og derfor ikke længere det Absolutte. At skabe noget indebærer et ønske om at skabe, og det antyder, at Han mangler noget, og det er en begrænsning, som medfører, at det Absolutte ikke er ubegrænset. I stedet for skabelse kan den rationelle forklaring være, at den synlige verden er spejling. Men det giver kun mening at tale om skabelse i den skabte verden, hvor der tilsyneladende eksisterer årsagssammenhænge. Men hvis denne opfattelse er transcenderet, forsvinder spørgsmålet. Verden er tilsynekomst – virkeligheden er Brahman. Men det giver ikke mening at sige, at Brahman er årsag til verden. Årsag og virkning har ingen betydning på dette niveau. Der er ingen sammenhæng mellem Ishvara og verden, for både Ishvara og verden er Brahman. Der findes kun en "skaber" så længe man mener, at den skabte verden er virkelighed. Eller sagt på en anden måde – hvis man tror på, at verden er virkeligheden, er man nødt til at opfinde Gud. På individets niveau er det uvidenhed, der forhindrer, at man kan se sandheden, som kaldes Avidya. På verdens niveau skjules virkelighedens verden at den ”kraft”, der kaldes Maya. Det giver ikke mening at tale om denne kraft uden også at tale om en ”skabning”, som bruger ”kraften”, og derfor er det nødvendigt at opfinde en. Den skabning, som så at sige udfører skabelsen på vegne af Brahman er Ishvara. Ishvara og Maya har samme ontologiske status. I modsætning til Jiva, som er prisgivet Maya, er Maya under Ishvaras kontrol. (Se også Adwaita, Avalokitesvara, Avidya, Brahman, Maya og Ontologi).
Isis
(Egyptologi). Isis – den egyptiske gudinde – hed oprindeligt ”Ast”, som betyder ”trone”. I en senere periode ændrede det oldegyptiske navn sig til ”Issa”, som forgrenede sig til det græske ”Isis” som er identisk med ”Sirius” – ”Astri” (Indien) – ”Ishtar” (Babylon) – Asthare (syrisk) – ”Ester” (jødisk) – ”Aster” (Latin) – ”Estella” (spansk) – ”Star” (engelsk) – ”Stjerne” (dansk). Den egyptiske gudinde Isis er Verdensmoderen. Hun symboliserer legemer, stof og form. Hun repræsenterer kredsløb, rytmer, perioder. Hun er legemet, der modtager livet. Hun er minuspolen og hendes maskuline modpol er Osiris. Hun er Månen – Osiris er Solen. Isis er sædvanligvis afbildet som en kvinde, der bærer en gribbekrone. Over gribben løfter to lange svagt buede kohorn sig mod himlen. Mellem hornene er der en solskive. Andre gange bærer hun en lille tronstol på hovedet, som symbol på, at hun stoffets og formens hersker, for hun er stof og former. Isis er en nuanceret gudinde, men i hovedtræk er hun ”stoffets store moder”, for hun er den allerhøjeste fineste essens af alle substanser, af alt stof og al form. Denne guddommelige moder var selvreproducerende, og i sanktuarierne lærte neofytterne om stoffets og formernes reproducerende egenskaber. Men de lærte naturligvis også om den guddommelige befrugtende aktivitet i naturen, som krævede en maskulin modpol – Osiris. Universet er en gigantisk tankeform, som udtrykker ”Den Enes” vision. Når visionen fødes, begynder den at antage form, og den stiger som en lotusblomst op af urhavet. I legenden om Verdensmoderen sammenlignes Isis med en kosmisk lotus, og fordi hun repræsenterer alt stof på alle niveauer, er det ikke overraskende, at Øvre-Egypten symboliseres af en lotusblomst. Øvre-Egypten symboliserer de lavere chakraer i det hellige egyptiske legeme, og Isis-templet på Philae ved nutidens Aswan ligger i landskabets rodchakra, for Isis er roden til alt stof og alle former. Isis og lotusblomsten er derfor identiske symboler, og Isis kaldes – ”den hellige jomfru i lotusen” og ”det himmelske bæger”. Isis symboliserer legemer eller former, der rummer den guddommelige bevidsthed. Lotusblomsten er et perfekt symbol på relationen. Blomsten danner et bæger og inden i lyser den gyldne skønhed. Derfor udtrykker Isis den øverste universelle tankevirksomhed, det guddommelige tankesind eller ren visdom. Isis er et kosmisk symbol, men ud fra princippet ”som foroven således også forneden, som i det store således også i det små”, repræsenterer hun principielt det samme i det enkelte menneske. Isis og alle andre gudinder symboliserer stof og legemer, der rummer livet eller bevidstheden, men Isis er essensen af dem alle – og derfor er hun Verdensmoder. Åndsvidenskaben oplyser, at i mennesket er Isis den åndelige essens. Isis er menneskets egenskaber. Alle erfaringer opmagasineres i legemer (former). De fysiske erfaringer lagres i det fysiske permanente atom. De følelsesmæssige erfaringer opmagasineres i det astrale permanente atom, og de mentale erfaringer opbevares i den mentale enhed. Sjælens egenskaber, som er den positive essens af de erfaringer, der vindes liv efter liv, opbevares i kausallegemet som essens eller egenskaber og talenter. Gudinden Hathor, som er et aspekt af Isis, symboliserer kausallegemet eller sjælslegemet. Isis er reelt også kausallegemet, men hun symboliserer desuden både højere og lavere legemer. (Se også Osiris, Horus den Ældre og Verdensmoderen).
Isissløret
(Egyptologi). Isis’ slør symboliserer uvidenhedens slør, som forhindrer uindviede mennesker i at erkende de dybere og skjulte åndelige sandheder. Sløret fjernes, efterhånden som evolutionen, indvielserne og selvudviklingen skrider frem.
Israel
(Egyptologi). Navnet ”Israel” er dannet af navnene på den egyptiske gudinde og verdensmoder ”Isis” (græsk), som på oldegyptisk hed ”Issa” og solguden og skaberen ”Ra” samt den jødiske betegnelse for Gud eller guddommelig kraft – ”El”. Issa (eller Isis), Ra og El blev til Is-Ra-El og Israel. Israelitterne har brugt disse kombinationer af egyptiske guder i andre sammenhænge. Eksempelvis er den egyptiske gud ”Geb” for Jorden, og solguden ”Ra” plus ”El” – Geb-Ra-El – blevet til Gab-Ri-El og Gabriel, Jordens engel. Ordet ”Egypten” forekommer hele 680 gange i Bibelen, men i de egyptiske tekster optræder navnet ”Israel” kun på en stele (mindesten) i farao Merneptahs 5. regeringsår (han var søn af Ramses II og hans efterfølger på tronen). Navnet findes i tekstens 27. linje: ”Israel er lagt øde – hendes livskim eksisterer ikke længere”. (V. Exodus). Moses havde lovet, at israelitterne skulle overtage Kanaans land. I praksis blev det ikke til andet end en lille træbevokset mark med en klippehule – oven i købet et andet sted (Makpe’lah ca. 30 km syd for (Jeru)Salem). Det beskedne areal købte ”stamfaderen” Abraham af ”Hets sønner”. Abraham ønskede dette stykke land til anlæggelse af en familiegravplads. Israelitternes forfædre havde levet som nomader, og derfor kunne ejerskabet af den lille plet jord i Kanaan have medvirket til at gøre Kanaans land til mål for udvandringen. Som modydelse for støtte til Moses’ forsøg på ”generobring” af Egyptens trone, har han sandsynligvis lovet israelitterne, at de fik Nedre-Egyptens jordarealer tilbage i stedet for at arbejde for andre. Hos en del israelitter var der ingen interesse for at udvandre, og efter at forhandlingerne med farao om deres udrejse brød sammen, blev de alle fordrevet og mange måtte flygte. En anden fortolkning af navnet Israel siger, at det hebraiske ord ”Sara” betyder ”prinsesse”. ”Saraj” er muligvis afledt af ”min prinsesse”, eller en forkortelse af ”Jah er hersker”. Sara var Abrahams hustru, men hendes navn blev ændret fra Saraj til Sara. Nogle forskere mener, at benævnelsen Israel stammer fra dette navn, men det er blot en teori.
Issa
Se Isis.
|
