Asathor
(Oldnordisk). Asathor er identisk med guden Thor − guden for storm og torden i den nordiske mytologi. Asathor hentyder til, at Thor tilhører asernes gudegruppe Han er helten, som modtager Mjølner − ”stormhammeren” − fra dværgene Sindre og Brokk, der har opfundet den. Med den besejrer han giganten Hrungner, der var den stærkeste af alle jætter, og Hrungner havde desuden et hjerte af sten. Thor smadrede hans hoved med Mjølner og udslettede dermed giganternes race i Thrymheim, ”larmens hjem”, som var gudinden Skades bolig. Og som en god og positiv guddom, satte han mindesmærker op i forbindelse sin handling, han helliggjorde ægteskabet og velsignede lov og orden. Thor er en guddom, der omtales med samme respekt, og som blev betragtet som næsten på højde med Odin i Eddaerne. (Se også Aser, Edda og Thors Hammer).
Asava
(Sanskrit/Pali). Asava eller Asrava stammer fra roden ”su”, der betyder ”at destillere” eller ”at lave afkog”. Destillering eller afkog i buddhistisk opfattelse er vanskeligt at oversætte til den vesterlandske begrebsverden. Med destillation eller afkog mener buddhisterne den proces, som tankesindet udfører eller producerer på grund af påvirkning fra omgivelsernes energier eller stoffer, uanset om de stammer fra andres tanker eller opstår automatisk og resulterer i handling, eller et menneskes bevidsthed påvirkes af en anden bevidsthed, der forsøger at gøre indtryk. På en måde svarer det til den kristne forestilling om fristelse. Asava betyder tankesindets voksende binding pga. påvirkning fra ydre impulser, og de idéer og holdninger, der opstår fra ydre påvirkninger, som forgifter tankesindet. De opstår i tankesindet eller flyder ind i mentallegemet og forhindrer bevidstheden i at fastholde sin fokusering på højere bevidsthedsplaner. Frihed fra Asava er det vigtigste aspekt af Arhatskab, og det indebærer selvkontrol i alle dets aspekter. De fire Asava er beskrevet i den sydlige buddhisme som: 1. Kama − sanselighed og sensualitet. 2. Bhava − begær efter eksistens. 3. Dittha − drømmende spekulation. 4. Avidya − uvidenhed. (Se også Abhava (Bhava), Arhat og Avidya).
Asch Metzareph
(Hebraisk). Asch Metzareph betyder ”den rensende ild”. Det er en kabbalistisk afhandling, der omhandler alkymi og relationen mellem metaller og planeter.
Asdt’eshdath
(Hebraisk). Asdt’eshdath stammer fra ”ash” eller ”esh”, der betyder ”ild”, eller ”lyn” og ”dath”, der betyder ”lov”, ”mandat” eller ”juridisk dekret”. Asdt’eshdath oversættes til ”ildens lov” i Septuaginta, hvor der tales om engle. Asdt’eshdath er ildagtige åndelige skabninger eller kosmiske selvbevidste ånder, som er udstrålet fra den kosmiske Logos. (Se også Logos og Septuaginta).
Asekha
(Pali). Asekha er en buddhistisk betegnelse for den, der har opnået nirvanisk bevidsthed – dvs. det menneske, der har passeret den 5. store indvielse. Asekha er det samme som hinduernes Jivanmukta. (Se også Indvielse, Jivanmukta og Nirvana).
Aser
(Oldnordisk). Aser stammer fra ”ass”, der betyder "gud", men ordet henviser reelt til et støttespær på et tag. Aser er flertalsformen, og Asynja er grammatisk hunkøn, der ikke findes i dansk grammatik, og Asynjor er hunkøn i flertalsform. I Eddaerne er Aserne de overordnede skaberguder dvs. ”luftguder” i den nordiske gudelære. Aserne er alfaderen Odins afkom. De lever i Asgård, hvor de mødes til højtider, hvor de drikker ”mjød”, som er symbol på livserfaringer, der er erhvervet i livets lavere regioner. Asernes egenskaber er forbundet med lufteelementet, og derfor er de mentale guder. En anden gudegruppe er Vanerne, der er relateret til vandelementet, og derfor er de astrale guder. I mytologien blev Aserne fortrængt fra deres himmelske bolig af Vanerne, som derefter blev i de guddommelige sfærer, mens Aserne inspirerede livet i de lavere verdener. I Eddaer er Aserne i evig opposition til Jætterne, som er kæmper eller giganter, og deres energi repræsenterer en modsætning til inerti. Når guderne trækker sig tilbage efter Ragnarok, ophører Universet med at eksistere. Aserne regeringstid eller livsperiode efterfølges af en periode med stilstand, hvor intet eksisterer, symboliseret af Ymer, frostgianten, den transformerede Bergelmir – kæmpen, der overlever verdens undergang, dvs. frugten af det universelle livs tidligere livscyklus. Aserne var ikke de højststående guder, selv om den kosmiske Odin i sin egenskab af alfader er far til guder og mennesker i kraft af, at han nedstammer fra en tidligere evolutionscyklus. Alle skaberguder eller personificerede guddomme viser sig ved den sekundære fase af den kosmiske evolution. (Se også Asgård, Bergelmir, Edda, Heimdal, Jætter, Odin, Vaner og Ymer).
Asgård
(Oldnordisk). Asgård eller Asgard stammer fra ”ass”, der betyder ”gud” og ”gardr”, der betyder ”gård”, ”hjem” eller ”højborg”. Asgård er Asernes hjem. Aserne er den nordiske mytologis skabende guddomme, der omtales i Eddaen. Asgård var adskilt fra Midgård (den midterste gård, der var hjemsted for menneskeheden) af floderne Ifing (tvivl) og Tund (tid) og af en mur af rensende ild. Inden for Asgårds hellige enemærker mødtes Aser og Asynjer (guder og gudinder) for at vurdere verdenstræets tidligere liv og for at bestemme fremtidens kurs. Asgård lå højere end Lysalfernes og Vanernes hjem, men på samme plan som Jotunheim (Jættehjem) – de onde og troldkyndige Jætters hjem, som guderne konstant lå i strid med. Asgårds guder er sandsynligvis identiske med de indiske Suraer, mens Jætterne svarer til Asuraerne, fordi de to grupper symboliserer naturens stridende kræfter. Det er de skabende og nedbrydende kræfter, som er lige guddommelige og nødvendige. Derfor ligger Asgård og Jotunheim på samme plan. De nordiske guder svarer til de græske guder og Titaner. (Se også Aser, Asura, Edda, Jætter og Sura).
Ash
(Hebraisk). Ash stammer sandsynligvis fra ”na’ash”, der betyder ”at understøtte” eller ”at bære”. Ash oversættes med ”ild”, uanset om det er fysisk eller symbolsk ild. I Job (09,09) er Ash fejlagtigt oversat med stjernen Arcturus, men iflg. arabiske skrifter fremgår det tydeligt, at Ash henviser til Store Bjørn (Ursa Major). Adskillige folkeslag betragter Store Bjørn som den konstellation, der udgør den fundamentale støtte eller som er bærer af både skæbnen og Himlene. Hinduerne taler om Saptarshayah (de syv Rishier), der hersker over konstellationen, og som har det karmiske tilsyn med Universet. (Se også Rishi).
Ash Yggdrasil
(Oldnordisk). Ash Yggdrasil er ”Verdenstræet”. Det er symbolet på verden i den nordiske mytologi, hvor det omtales som ”tidens, livets og Universets træ”. Det er evigt grønt, fordi de nordiske skæbneguder dagligt stænker med livets vand fra fontænen Urd, som strømmer i Midgård. Dragen Nidhug − syndens og ondskabens drage − gnaver konstant i træets rødder. Men Ash Yggdrasil kan ikke visne før det sidste slag (den 7. rodrace i den 7. runde) er udkæmpet. Her vil livet, tiden og verden blive ødelagt og forsvinde. (Se også Yggdrasil).
Ashem-Vohu
(Avestan). Ashem-Vohu er et af de tre helligste mantraer eller invokationer i Zarathustrismen. Ashem-Vohu handler om at ”renhed er det største gode, en velsignelse, er en velsignelse for den, der praktiserer renhed af hensyn til den højeste renhed”. (Se også Zarathustrisme).
Ashemogha
Se Ashmog.
Ashen
(Indisk). Ashen og Langhan er ceremonier, der uddriver onde ånder fra besatte mennesker. Ashen minder om kristendommens eksorcisme. Ceremonierne bruges af indiske Kolarian-stammer.
Asher
(Hebraisk). Asher betyder ”hvem”, ”hvad”, ”den/det”, som i Den Hemmelige Lære anvendes i forbindelse med udtrykket ”ehyeh ‘asher’ ehyeh” – ”Jeg er den, jeg er”. (Exodus 03:14). Asher (dvs. lykke) var desuden Jacobs anden søn iflg. Første Mosebog.
Ashera
(Syrisk/Hebraisk). Ashera er en syrisk gudinde for lykke, der har store ligheder med den romerske guddommelighed Venus, og som har egenskaber, der er beslægtet med Astarte − en anden syrisk guddom. Ashera er også en hellig træpæl eller symbol, der stod tæt på alteret, eller en Massebah (et udtryk, der bruges af arkæologer om en hellig søjle eller et stenmonument, der er genstand for tilbedelse) i de tidlige semitiske helligdomme. Ashera var en del af udstyret i Jehovas tempel i Jerusalem indtil Josias’ reformation. Den oprindelige Ashera var en søjle med syv grene på hver side, og toppen var en kuppelformet blomsterkrone med tre stråler. Den var et metafysisk symbol uden den falliske sten, som jøderne forvandlede den til. ”Du barmhjertige, som vækker døde til live”, var en bøn, der blev udtalt foran Ashera på Eufrats bred. Den barmhjertige var menneskets åndelige triade, symboliseret ved den kugleformede krone med de tre stråler. (Se også Astarte)
Ashmog
(Avestan/Pahlavi). Ashmog eller Ashmogh er en dæmon eller et monster med pjusket hår. Ashmog var Ahrimans discipel, der opmuntrer Azhi-Dahak til at gøre oprør for at tilintetgøre menneskeheden. Han råber: ”Nu er der gået 9.000 år efter Fereyduns død (navnet på en iransk mytisk konge og helt, der er et symbol på sejr, retfærdighed og gavmildhed i persisk litteratur). Hvorfor rejser du dig ikke, selv om dine fodlænker ikke er fjernet, når verden er fuld af mennesker, og de er lukket ind i den indhegning, som Yima byggede?” Ashmog er også en drage eller en slange i Avesta, der beskrives som et kæmpe monster med kamelhals, der efter syndefaldet ”mistede sin natur og sit navn”. Det svarer til ”den flyvende kamel” i Zohar − de hebraiske kabbalistiske tekster. Det er tydeligvis før-historiske levn om monstre, der var halvt fugle og halvt reptiler. De stammer fra før syndfloden. (Se også Ahriman og Avesta).
Ashram
(Sanskrit). Ashram stammer fra roden ”sram”, der betyder ”at øve sig åndeligt”. Eksoterisk set er en Ashram en hellig bygning, et kloster, en skole eller en eneboerbolig til åndelige formål. Enhver sekt i Indien har sine ashramer. Esoterisk set er en ashram et subjektivt åndeligt center, hvor en mester samler en gruppe af sjæle, der befinder sig på samme stråle (en af de syv kosmiske energier). Ashramen arbejder på at realisere et aspekt af den guddommelige plan. Alle sjæle er knyttet til en bestemt Ashram og sjælegruppe på de indre bevidsthedsplaner. I hjertet af gruppen står en mester – en oplyst sjæl, der holder gruppens fælles energi og formål i fokus. En ashram er derfor først og fremmest en indflydelsessfære af positive energier, der telepatisk påvirker menneskeheden. Ashramen er desuden et energicenter i Hierarkiets gruppeliv og et redskab for inspiration i verden. I oldtiden var Ashram desuden en betegnelse for fire perioder i en bramins stræben efter indre åndelig udvikling. De fire Ashramer var: 1. Den studerende eller Brahmacharya. 2. Boligejeren eller Grihastha − den periode, hvor braminen var gift og påtog sig sin rolle i samfundet. 3. Afsondrethed eller Vanaprastha − den periode, hvor braminen levede isoleret i en Vana (skov). Det var en periode med åndelig refleksion og meditation på filosofiske og åndelige spørgsmål. 4. Afkald eller Bhikshu − den, der har givet afkald på alle adspredelse i det verdslige liv, fordi opmærksomheden er fokuseret på åndelige anliggender, også selv om braminen evt. vender tilbage til menneskehedens verden for at hjælpe og undervise. (Se også Bhikshu, Brahmasrama, Brahmacharya, Grihastha og Meditation).
Ashrama
(Sanskrit). Ordet Ashrama henviser i yogatraditionen til et sted, hvor mennesker lever sammen i overensstemmelse med yogatraditionen. Ashrama er desuden betegnelsen for et livsstadie. (Se også Ashram).
Ashta-Siddhi
(Sanskrit). Ashta-Siddhi stammer fra ”ashta”, der betyder ”otte” og ”siddhi”, der betyder ”metafysiske evner”. Menneskets otte metafysiske kræfter eller evner er medfødte, men på nuværende tidspunkt i udviklingen er de i almindelighed latente eller uudviklede, men de kan alle udvikles til fuldkommenhed, når et menneske bliver en Buddha. (Se også Buddha og Siddhi).
Ashta-Vijnana
(Sanskrit). Ashta-Vijnana stammer fra ”ashta”, der betyder ”otte” og ”vijnana”, der betyder ”at kende”, men Vijnana oversættes ofte med ”bevidsthed”, ”livskraft”, ”tankesind” eller ”dømmekraft”. Ashta-Vijnana er otte eller ottefoldige evner, der benyttes i de esoteriske Mahayana-buddhistiske arbejder, for at betegne det, der i hinduistisk filosofi kaldes Jnanendriya (sanseorganerne eller bevidst eksistens i legemliggjort liv). Det er en gruppe evner, funktioner eller bevidsthedsmæssige kræfter, der har direkte reference til Skandhaerne (egenskaber) i Brahmana-filosofien. Mens Skandhaerne spænder fra de højeste og ned til og inklusive det astrale og fysisk-æteriske legeme, så udgør Ashta-Vijnana ikke desto mindre – når evnerne betragtes samlet – en enhed. Det er åndens og sjælens redskaber, og derfor ”skal mennesket se med sine åndelige øjne, høre med sine Dharmakaya-ører og føle med de åndelige sanser i Ashta-Vijnana, før det forstår doktrinen fuldt ud”. (Se også Brahmana, Dharmakaya, Mahayana, Jnanendriya, Skandha og Vijnana).
Ashtadisa
(Sanskrit). Ashtadisa stammer fra ”ashta”, der betyder ”otte” og ”dis”, der betyder ”påpege” eller ”udpege”. Ashtadisa er det ottekantede rum. Det henviser til en forestilling om en inddeling af rummet, der nogle gange fremstilles som et Oktaeder og andre gange som et Dodekaeder. Ashtadisa henviser bl.a. til de otte, der er udpeget til at være herskere over kompassets kardinalpunkter. I forbindelse med Ashtadisa og lignende ord, der har relation til rummet eller retninger i rummet og deres herskere, fastslog de gamle religiøse og filosofiske systemer, at rummet ikke repræsenterer tomhed eller bare er en tom container, men at det udgør en gigantisk og ubegribeligt enhed − Pleroma (en græsk betegnelse, der henviser til de samlede guddommelige kræfter) – der består af bevidstheder, eksistensplaner, sfærer eller verdener, som hver især har sin Maharaja eller overordnede bevidsthed. (Se også Dodekaeder, Maharaja, Oktaeder, Platoniske legemer og Polyeder).
Ashtanga-yoga
(Sanskrit). Ashtanga-yoga består af otte trin: Yama, der er adfærdskodeks og selvbeherskelse. Niyama, der er religiøse skikke og forpligtelser til praksis, f.eks. studier og hengivenhed. Asana, der omfatter integrering af sind og krop gennem fysisk aktivitet. Pranayama, der består af regulering af åndedrættet, som medfører integrering af sind og krop. Pratyahara, der er tilbagetrækning af sanserne fra opmærksomhed på ydre objekter. Dharana, der består af koncentration og en fokusering af tankesindet. Dhyana, der er meditation – en indadvendt aktivitet, der ultimativt fører til Samadhi. Samadhi, der er en tilstand af væren og ophøjet bevidsthed i en dyb metafysisk tilstand. Samadhi er opnået, når yogien konstant ser Paramatman i sit Jivatma-hjerte. Ashtanga-yoga er nogle gange opdelt i fire lavere og fire højere trin. De lavere trin går fra Yama til Pranayama, der svarer til de lavere trin i Hatha Yoga, mens de højere, der går fra Pratyahara til Samadhi svarer til Raja Yoga. De øverste tre trin praktiseres samtidig og udgør Samyama. (Se også Asana, Dharana, Dhyana, Jivatma, Meditation, Niyama, Paramatman, Pranayama, Pratyahara, Raja-yoga, Samadhi, Samyama og Yama).
Ashtar-Vidya
(Sanskrit). Ashtar-Vidya stammer muligvis fra ”astra”, der er et ”våben” eller et ”missil”, og ”vidya”, der betyder ”viden”. Ashtar-Vidya blev brugt af H.P. Blavatsky som udtryk for ”den højeste magiske viden”. Ashtar-Vidya er hinduernes ældste værk om magi. Astra-Vidya er videnskaben om krigsførelse, men det skal forstås som en viden, der benyttes til de indviedes evige kamp mod modstandskræfterne – lysets kamp mod mørket. Derfor drejer det sig ikke om våbenteknologi, men om indsigt i kraftfulde magiske kræfter. Selv om det påstås, at værket er i hænderne på esoterikere, så betragter orientalisterne det for tabt. Nogle meget få fragmenter er stadig intakte, men de er meget ødelagte. (Se også Astra og Vidya).
Ashur
Se Assur.
Ashwini Mudra
(Sanskrit). Ashwini Mudra er en yoga-øvelse, der kaldes ”hoppen”. I øvelsen trækkes endetarmens lukkemuskel sammen for at danne en energilås i dette område af kroppen. Øvelsen udføres ved, at man langsomt trækker endetarmens lukkemuskel samme og opad og holder stillingen et stykke tid uden at spænde andre steder i kroppen. Herefter slapper man langsomt af og afspænder hele området. Bevægelsen udføres 25 gange. Herefter gentages øvelsen 25 gange men med en anden hastighed, hvor sammentrækning og afspænding følger det naturlige åndedræt. Øvelsen afsluttes med endnu en langsom sammentrækning af endetarmens lukkemuskel under indånding. Når lungerne er fyldt, holdes sammentrækningen så længe som muligt. Under udåndingen afspændes området, og med lukkede øjne fokuseres der på Mooladhara-chakra.
Asira
(Sanskrit). Asira består af ”ikke” og ”siras”, der betyder ”hoved”. Asira betyder bogstaveligt ”hovedløs”. Asira er elementaler uden hoveder, men ordet blev også brugt om de to første menneskeracer. Asira henviser til egenskaber, som mennesker er i besiddelse af, men som mangler hos elementaler. Når Asira bruges om de første to menneskeracer, betyder det, at deres mentale kræfter endnu var uudviklede, og derfor var de endnu ikke i funktion. Det henviser også til 1. rodrace og i vid udstrækning også til 2. rodrace, for her havde de spirende menneskelige protoplaster (det indhold i en celle, der findes inden for cellevæggen) stadig en svag og kugleformede form, som fik H.P. Blavatsky til at kalde dem for ”budding-poser”. (Se også Rodrace).
Asita
(Sanskrit). Asita som et adjektiv betyder ”mørk i farven”, og det henviser ofte til mørk blå og endda sort. Krishna har mere eller mindre den samme henvisning til mørke farvetoner − bl.a. indigo. Som egennavn er Asita desuden et navn for planeten Saturn og en betegnelse for Månens mørke månedlige periode, hvor den i 14 dage er aftagende. Asita er også navnet på en af Kasyapas efterkommere − forfatter af flere afsnit i Rig-Veda. Han kaldes også Devala eller Asita-Devala (og mange andre navne), der henviser til en af de ophøjede Rishier. Generelt er Asita et navn på en skabning, der hersker over magi og mørke. Asita kan også betyde ”ubundet”, for ”asita” består af ”ikke” og ”sita”, der stammer fra roden ”si”, der betyder ”at binde”. (Se også Anjana, Aruna, Krishna, Rig-Veda og Rishi).
Asiyyah
(Hebraisk). Asiyyah stammer fra ”asah”, der betyder ”at danne”, ”at formgive”. Asiyyah er den laveste af de fire Olamim (verdener eller sfærer), som iflg. kabbala er manifesteret i løbet af en verdensperiode. Olam er en verden af stof eller en aktivitets-sfære, som også kaldes Olam Qelippoth. Den stammer fra den tredje verden eller Olam Yetsirah. Den fjerde verden repræsenteres af planeter og sfærer (Gilgulim) af fysisk stof, som er bolig for Samael (mørkets fyrste) og hans legioner. I denne sfære befinder Jorden sig, for den er genstand for fødsel, forandring, opløsning og genfødsel af stofformerne. I det, der kaldes Asiyyatics verden, er alle kræfter og funktioner fra de foregående eller overordnede verdener funktionsdygtige - herunder kræfterne og funktionerne fra de ti Sephiroth, men de er alle stærkt reducerede eller svækkede, fordi de udgør den fjerneste eller laveste del af den nedstigende stråle. (Se også Sephiroth).
Ask
(Oldnordisk). Ask, Askr eller Asketræ er ”Verdenstræet” eller ”Livets Træ” i den nordiske mytologi. Sammen med Embla (elletræet) var asketræet det træ, hvorfra guderne skabte det første menneske. Odin og hans to brødre udstyrede de inaktive skabninger med ånd, tankesind og begær, og kombinerede det med vilje. Universet blev afbildet som et asketræ – Yggdrasil – og i asketræet var enhver mindre skabning et asketræ med sin individuelle eksistens. Livets Træ indgår i traditionerne overalt i verden – eksempelvis nordboernes Ask, Hesiods Ash og Tzite-træet i Popol-Vuh, som skabte den mexicanske tredje menneskerace, og de udgør én og samme fortælling. Livets Træ hos nordboernes var angiveligt rodfæstet i den guddommelige ”jord”, og træet rakte ud til alle niveauer i rummet, og grenene bar verdener af liv på sine grene. Asketræet kunne have reference til menneskeheden på Jorden, og så blev det kaldt ”Askungen” – dvs. askebarnet eller Askepot. (Se også Odin, Popol Vuh og Yggdrasil).
Askese
Askese er afkald, selvfornægtelse eller selvpålagt disciplin. Askese betyder egentlig ”øvelse”. Det var ofte munke, der øvede sig i at undgå at lade sig lokke af verdens fristelser. Tidligere var løftet om askese eller et liv i fattigdom almindelig praksis i religiøse kredse. Askese indikerede ekstrem dedikation og offer til et bestemt religiøst system. Løftet gik som regel hånd i hånd med underkastelse, der var pålagt af en autoritet. Det var reelt en metode til adfærdskontrol, og den var knyttet til en fase, der kan betegnes som menneskehedens barndom. Det var en praksis, som skabte utallige tiggere, der gik rundt med tiggerskåle, og levede af deres medmennesker, men det blev anset for at være yderst prisværdigt. Menneskeheden er ved at opnå modenhed. Skal løftet om askese så droppes? Det rigtige svar er sandsynligvis ”nej”. Og hvis det er tilfældet, er der brug for en moden forståelse af askese. Der kommer et tidspunkt i enhver discipels udvikling, hvor de åndelige aspirationers samlede virkning skaber et nyt og dybere engagement. Disciplen erkender langt om længe i sin bevidsthed den dybe sandhed, at: 1) Disciplens problemer smelter sammen med menneskehedens problemer. 2) Disciplens planer er identiske med Hierarkiets planer. 3) Disciplens liv forenes med gruppens liv. Og alligevel er intet mistet. I Den Nye Tidsalder kan man forvente, at løftet om askese og fattigdom bliver en privat sag mellem personligheden og menneskets sjæl. Det er en beslutning, der er underlagt disciplens åndelige vilje. Det er et løfte, der gives lydløst, i fortrolighed og intet menneske kender til det. Hvis løftet skal have værdi, skal det udelukkende komme til udtryk i disciplens liv. Gør det ikke det, vil det være et mislykket forsøg på at tage et stort skridt fremad. I Den Nye Tidsalder vil løftet omfatte meget mere end penge og materielle besiddelser, som disciplen heller ikke skal binde sig til af hensyn til den personlige karma og omstændighederne i tjenestearbejdet, og det vil kræve både disciplin og offer.
Asklepios
(Græsk). Asklepios, som på latin kaldes Aesculapius, og som er fordansket til Æskulap, var gud for healing og medicin. Grækerne identificerede Asklepios med den egyptiske lægegud Imhotep. Asklepios var søn af Koronis og Apollon og uddannet af kentauren Cheiron. Asklepios forsøgte at genoplive Hippolytos fra de døde, og Hades opfordrede derfor Zeus til at dræbe Asklepios med en tordenkile, og det fik uoverskuelige konsekvenser for grænsen mellem de udødelige og de dødelige. Asklepios blev ofte identificeret med Merkur, den guddommelige healer eller den kosmiske slange, der blev symboliseret med Merkurs Caduceus eller Hermesstav. I nogle af Asklepios’ funktioner var han identisk med egypternes skabergud Ptah. Han var det skabende intellekt eller visdommen ligesom Apollon, Baal, Adonis og Herkules/Herakles. Han blev kaldt slangen og frelseren. ”Esculapius, Serapis, Pluto, Khnum og Kneph er alle slangeguder, siger Dupuis. De er alle healere, de skaber sundhed − både åndelig og fysisk – og de giver oplysning”. Det mest berømte kultsted for Asklepios lå i Epidauros. Syge valfartede til stedet og modtog behandlinger, som guden anbefalede i deres drømme, mens de lå i kultstedets sovesal. De syge ofrede til Asklepios, og efterlod ofte skulpturer eller modeller af de syge legemsdele i templet. Asklepios’ grav lå også i Epidauros, og den var forbundet med en slangekult. (Se også Adonis, Asklepios-staven, Apollon, Hades, Herakles, Hermesstaven, Ptah og Zeus).
Asklepios-staven
(Græsk). Asklepios-staven tilhørte lægeguden Asklepios, som på latin hedder Aesculapius. Staven ender i en gral eller skål, og omkring staven snor en slange sig. Slangen samler symbolsk den helbredende lægekunst og den helbredende medicin i skålen. Slangen repræsenterer den helbredende energi og de magiske helbredende evner på godt og ondt. At slanger altid har været symboler på visdom og klogskab fremgår også af Merkurstaven, fordi Merkur som sagt er identisk med den egyptiske visdomsgud Tehuti, som på græsk blev kaldt Thoth, Hermes, Hermes Trismegistos osv. Slangen har altid været symbolet på mesteren og på mesterens udødelighed og guddommelige kundskab. Med sin stav viser Merkur de afdødes sjæle vej til efterlivet. Oldtidens menneskehed − med en enkelt undtagelse – viste stor ærbødighed for symbolet. Undtagelsen er de kristne, som foretrak at glemme Moses’ ”kobberslange” − ja endda den anerkendelse af ”slangens” store visdom og klogskab, der ligger i Jesu egne ord: ”Vær vise som slanger” (i den danske bibeloversættelse står der ”snilde”), selv om det er indlysende, at der er stor forskel på at være vis og at være snild eller snu. (Se også Asklepios og Hermesstaven).
Asmegir
(Oldnordisk). Asmegir stammer fra ”ass”, der betyder ”gud” og ”mega”, der betyder ”magt” og ”at være i stand til”. I den nordiske mytologi, er det en ”gudmager” − dvs. en menneskesjæl, der er på vej mod guddommeliggørelse i evolutionens løb.
Asmita
(Sanskrit). Asmita betyder ”jeg-følelse”.
Asmodeus
(Hebraisk). Asmodeus stammer fra det persiske Aeshma-Daeva, der betyder ”galskab”. Det er et æterisk væsen eller en kosmisk ånd − en begærlig, vred og ondskabsfuld ånd, som jøderne gav navnet Ashmedai – ”ødelæggeren”. Talmud identificerer væsnet med Beelzebul og Azrael, ”dødens engel”, som også kaldes ”djævlens fyrste”. Han personificerer konflikt og krig, og sammen med dødens dæmon, Asto Vidatu, jager han de afdødes sjæle, når de stiger til Himlen. I den senere jødiske tradition var Ashmedai søn af Naamah (søster til Tubalkain) og Shamdon. I Talmud er dæmonen forbundet med Salomos legender, hvor han nedbryder ægteskabelig lykke, og hvor han tvinges til at hjælpe med at bygge templet. Men beskrivelsen i Tobits apokryfe bog, hvor han uskadeliggøres af Tobias og tages til fange af englen Raphael, er sandsynligvis baseret på nyere forfattere. Hans evige modstander er Sraosa.
Asoka
Asoka er navnet på to berømte indiske konger fra Maurya-dynastiet i Magadha. Iflg. Chronicles of Northern Buddhisme var der to Asokaer − kong Chandragupta, som fik tilnavnet ”buddhismens Konstantin den Store” og hans barnebarn kong Asoka. Kong Chandragupta blev kaldt Piyadasi, der betyder ”den elskede” eller ”den gode”, Devanam-Piya, der betyder ”elsket af guderne” og Kalasoka, der betyder ”Asoka, der er kommet på det rigtige tidspunkt”. Hans barnebarn fik navnet Dharmasoka, der betyder ”den gode lovs Asoka”. Han havde stor hengivenhed over for buddhismen, og han støttede læren og dens udbredelse med stor entusiasme. Den anden Asoka fulgte aldrig den brahmanske tro, for han blev født buddhist. Det var hans bedstefar, der konverterede til buddhismens nye lære, og han fik en række forskrifter indskrevet på søjler og i sten. Skikken blev fulgt af hans barnebarn, men det var reelt den anden Asoka, der var den ivrigste tilhænger af buddhismen. Man siger, at han i sit palads havde 60.000-70.000 munke og præster, og at han rejste 84.000 stupaer. Hans inskriptioner med forskellige forskrifter viser de mest ædle og etiske holdninger − især et dekret, der findes ved Allahabad på den såkaldte Asoka-søjle. (Se også Azinave og Stupa).
Asomatous
(Græsk). Asomatous består af ”ikke” og ”soma”, der betyder ”krop”. Asomatous betyder derfor bogstaveligt ”uden fysisk krop” eller ”ulegemlig”. Asomatous bruges om himmelske skabninger og engle. Asomatous svarer til Arupa på sanskrit. (Se også Arupa).
Aspirant
En aspirant er en åndsvidenskabelig definition på et udviklingsstadie, hvor en sjæl begynder at aspirere mod noget, der er større end aspiranten selv. En aspirant er derfor et søgende menneske, der stræber efter at nå et højere bevidsthedstrin. Bestræbelsen kræver tiltagende kontrol over tankesindet og følelseslivet kombineret med etisk og moralsk motivering og handling. (Se også Aspiration).
Aspiration
(Latin). Aspiration stammer fra ”aspiratio”, der betyder åndedræt. Aspiration i esoterisk betydning henviser til åndelig søgen efter viden om sjælen eller stræben mod noget højere. Aspiration kommer før inspiration. Aspiration er et inderligt eller brændende ønske og målrettet beslutsomhed, som fjerner negative egenskaber i personligheden. Det er en af følelseslivets vigtigste evner, og den betragtes som en af sjælens psykiske evner. Aspiration får mennesket til at overskride sine lavere egoistiske behov for at søge et højere uselvisk mål. Aspiration er det følelsesmæssige brændstof, som gør det muligt for aspiranten, der stræber mod det åndelige, at målrette sine bestræbelser og nå sine mål. Ofte er Aspirationen rettet mod et idealbillede af en eller anden egenskab. (Se også Aspirant).
Asrava
Se Asava.
Assassin
(Arabisk). Assassin er en mystisk orden, der blev grundlagt af Hassan ben Sabbah i Persien i det 11. årh. Assassin er en udløber af ismaelitterne, der tilhører islams shiitiske del. Ismaelitterne er opkaldt efter Abrahams ældste søn, Ismael, men folkeslaget har vist sig at høre til en tidlig arabisk stammekoalition. Ismaelitter-koalitionen afløste tilsyneladende et ældre stammeforbund af midjanitter. Assassin er en europæisk fordrejning af ”Hassan”, som udgør det meste af navnet. Tilhængerne var ganske enkelt sufier, og ifølge traditionen var de afhængige af hash, som blev brugt til at fremkalde visioner. Assassin stammer fra ”hashshashin”, der betyder ”hash-spiser”. De underviste i islams hemmelige doktriner. De opmuntrede til studier i matematik og filosofi, og de skabte mange værdifulde værker. Hovedordenen blev kaldt Sheik-el-Jebel, som er oversat til ”den gamle mand fra bjergene”, og ordenens stormester havde magt over liv og død. Det påstås, at ordenen sanktionerede hemmelige snigmord mod dens fjender. (Se også Sufisme).
Assur
(Kaldæisk/Assyrisk). Assur, Asur eller Ashur stammer fra ”a-shir”, der betyder ”leder”. Oprindeligt var Assur titlen på en guddom i en gammel assyrisk by ved Tigris, men da det assyriske imperium opstod, blev Assurs fremtrædende rolle udvidet, og han blev en af de vigtigste guder i den assyriske gudeverden. Titlen Asir blev givet til andre vigtige guder − eksempelvis Marduk og Nebo. Ligesom Marduk blev Assur først anerkendt som en solgud, og han blev bl.a. symboliseret med den vingede solskive, der kendes fra det gamle Egypten. Senere blev Assur krigsgud, og den vingede solskive fik en mere ydmyg plads under en figur med en mand med en bue. Assur forblev den vigtigste guddom, selv efter at den assyriske hovedstad blev flyttet til Nineve i 8. årh. f.Kr., og selv om han måtte dele æren med Ishtar, som herefter blev betragtes som hans hustru − indtil det assyriske imperiums fald 606 f.Kr. (Se også Ishtar, Marduk og Nebo).
Asta-Dasha
(Sanskrit). Asta-Dasha stammer fra roden ”as”, der betyder ”at fjerne” eller ”at slutte” og ”dasa”, der betyder ”tilstand”. Asta-Dasha er slutfasen, målet eller det fuldkomne stadie, der repræsenterer den højeste visdom. Asta-Dasha er en betegnelse for guddommelighed. Asta-Dasha henviser derfor til den kosmiske Monade, der har nået den højeste tilstand i sit eget hierarki, og dermed for Hierarkiet, der repræsenterer den højeste og mest fuldkomne visdom. (Se også Monade).
Astarte
(Græsk). Astarte er den græske betegnelse for den syrisk-fønikiske gudinde Ishtar, der er det feminine modstykke til Baal. Astarte er gudinde for kærlighed og frugtbarhed. Hun var hovedsagelig Månens gudinde med relation til kvindens cyklus. Som sagt var Ishtar den assyriske og babyloniske udgave af Astarte, som i Syrien bl.a. blev omtalt som Atargates, i Frygien som Cybele, i Bibelen som Astarte og i Nordafrika som Tanith eller Dido. I den kaldæiske form var gudinden nært forbundet med tilbedelse af planeten Venus. Hun svarer til den egyptiske Isis eller Hathor, den græske Afrodite og den oldnordiske Freya. Den grædende Jomfru Maria er kopieret fra lignende billeder af Astarte. (Se også Afrodite, Baal, Cybele, Dido, Freya, Ishtar, Isis og Hathor).
Asteria
(Græsk). Asteria var datter af Coeus og Phoebe, søster til Leto eller Latona og mor til Hecate. Det siges, at hun have forvandlet sig til en vagtel (ortyx) og kastet sig i havet for at flygte fra Zeus. Øen Delos blev oprindeligt opkaldt efter hende − først Asteria og derefter Ortygia. (Se også Zeus).
Aster’t
(Syrisk). Aster’t var Månens gudinde og hun var Adons hustru − en af de vigtigste guddomme i Syrien, som minder meget om den jødiske Adonai. (Se også Adon og Adonai).
Astra
(Sanskrit). Astra er et våben, der blev brugt i krigen mellem Pandavaer og Kaurava (Kurus) i Mahabharata. Udover de almindelige våben – Astraer – nævnes også andre, f.eks. Mantra-Astra (våben, der fik tilført kraft ved hjælp af mantraer), Divya-Astra (våben, der var modtaget fra højere skabninger) og Agney-Astra (ildvåben). Desuden brugte man de racemæssige efterkommere af de tidligere atlantider, der kaldes dæmoner, som brugte magt i form af hallucinationer (Maya). Det er også beskrevet i Ramayana. (Se også Kaurava, Mahabharata, Maya, Pandava, Pandavarani og Ramayana).
Astraea
(Græsk). Astraea stammer fra ”astr”, der betyder ”stjerne”. Astraea er ”stjernejomfruen”. Hun er datter af Astraeus og Eos eller af Zeus og Themis. Themis var født af Uranus og Gaia (Himlen og Jorden), og Themis stod for lov, orden og retfærdighed. Det samme gjorde hendes datter Astraea, som i guldalderen levede på Jorden blandt mennesker som gudinde for retfærdighed. Men dengang der herskede ondskab i bronzealderen, var hun den sidste af guderne, der trak sig tilbage sammen med sin søster Aidos (beskedenhed), og hun findes nu blandt stjernerne i Jomfruen. En anden myte fortæller, at dengang Zeus bortførte Ganymede, (der personificerede begær), kastede han Astraea tilbage til Jorden igen, og hun faldt ned på hovedet. Ganymede er Vandbærerens tegn, og astronomisk refererer det til en omvending af polerne, som placerede Vandbæreren på den nordlige himmels halvkugle og Jomfruen ”på hovedet” i den sydlige halvdel. Astraeas tilbagevenden betyder også en tilbagevenden til guldalderen (begyndelsen på en ny Rodrace). I en anden symbolik er Astraea identisk med Venus-Lucifer, og Zeus er personificeringen af den cykliske lov, der betinger Rodracernes nedadgående udvikling. (Se også Gaia, Ganymede, Rodrace, Themis, Uranus og Zeus).
Astraeus
(Græsk). Astraeus var symbol på den stjerneklare himmel. Astraeus var derfor en astrologisk guddom og en af titanerne, som symboliserede skumringen i den græske mytologi. Astraeus havde desuden associerer til vindene, fordi han var far til de fire Anemoi eller vindguder. Iflg. Hesiod tilhører Astraeus anden generation af titanerne, som nedstammer fra Crius og Eurybia, men Hyginus skrev ganske vist, at Astraeus nedstammer direkte fra Tartaros og Gaia, men han omtaler ham også som en af titanerne. Naturligvis var skumringen, Astraeus, gift med Eos, daggryet. Skumringen eller mørkets frembrud skabte mange børn sammen med daggryet, og børnene er forbundet med det, der sker på himlen. Deres fire sønner kaldte grækerne Anemoi dvs. vindene. De hed Boreas (nordenvinden), Notus (søndenvinden), Eurus (østenvinden) og Zephyrus (vestenvinden) plus de fem Astra Planeta (vandrestjerner, dvs. planeter) − Phainon (Saturn), Phaethon (Jupiter), Pyroeis (Mars), Eosphorus dvs. morgenstjernen og Hesperus dvs. aftenstjernen (Venus) og Stilbon (Merkur). Enkelte kilder nævner en datter, Astraea, som var gudinde for uskyld, og nogle gange repræsenterede hun retfærdighed. Astraeus sættes også nogle gange i forbindelse med Aeolus, vindenes vogter, for det blæser ofte op omkring solnedgang. (Se også Aeolus, Anemoi, Astraea, Boreas, Eosphorus, Gaia, Hesiod, Tartaros og Titaner).
Astral
”Astral” benyttes i åndsvidenskaben om stof på et højere svingningsniveau end det fysisk-æteriske stof. Svingninger i astralt stof fortolkes af hjernen som følelser, begær og lidenskaber. Astral betyder ”stjerneagtig”, og betegnelsen benyttes ofte overfladisk til at betegne alle typer af stof, der er for fine til at opfattes med de fysiske sanser, men i den åndsvidenskabelige terminologi benyttes betegnelsen astral udelukkende om stoffet på astralplanet – det eksistensplan, der ligger umiddelbart over det fysisk-æteriske plan. Det astrale stof er derfor stoffet på det sjette bevidsthedsplan, der vibrerer en frekvens lavere end stoffet på mentalplanet og en frekvens højere end det fysisk-æteriske stof. (Se også Astrallegeme, Astrallys, Astralplan, Astralprojektion og Astralrejse).
Astralgalomanti
(Græsk?). Astralgalomanti er en gammel muligvis græsk metode til spådomskunst, hvor man kastede terninger og brugte terningernes tal til forudsigelser.
Astralhylster
Et astralhylster er et astrallegeme, som ånden har forladt, men i stedet for at lade det gå i opløsning, holder ånden partiklerne samlede. Efter kortere eller længere periode går astralhylsteret imidlertid i opløsning i overensstemmelse med naturlovene. (Se også Astral, Astrallegeme, Astrallys, Astralprojektion, Astralplan og Astralrejse).
Astrallegeme
Astrallegemet er en del af personligheden, som består af et mentallegeme, et astrallegeme og et fysisk-æterisk legeme. Astrallegemet eller følelseslegemet befinder sig på astralplanet, som er følelsernes bevidsthedsplan, der nogle gange kaldes det emotionelle plan. Astrallegemet er menneskers, dyrs og planters følelseslegeme – dvs. det legeme, som bevidstheden udtrykker sig igennem på astralplanet, og som omsættes til impulser, som hjernebevidstheden registrerer som følelser. Astrallegemet hedder på sanskrit Kama-Rupa, der er følelses- eller begærlegemet, fordi både følelser og begær hører hjemme på det astrale bevidsthedsplan. Astrallegemet er det redskab, som sjælen bruger til at udtrykke og opleve følelser, emotioner og begær. Det er desuden det ubevidste område i mennesket, som de fleste psykologer forsøger at bearbejde og heale. Astrallegemet overlever det fysiske legemes død, og mennesket lever videre efter den fysiske død i astrallegemet på astralplanet, indtil astrallegemet dør på et senere tidspunkt, og livet fortsætter ved at bevidstheden trækker sig opad eller indad. Under søvnen fungerer de fleste højere udviklede mennesker nogenlunde bevidst i astrallegemet, men bringer kun forholdsvis sjældent erindring igennem til den fysiske dagsbevisthed, og når det sker, er det som regel kun i form af kaotiske drømme blandet med hjernens rester af dagsbevidsthed. Ved en stadig forædling af tanker og følelser, kan astrallegemet komme under kontrol, og der indbygges finere stof, som er mere modtagelig for sjælens impulser. (Se også (Se også Astral, Astrallys og Astralplan, Astralprojektion, Astralrejse, Kama-Rupa, Mentallegeme og Æterlegeme).
Astrallys
Astrallyset er betegnelsen for Jordens astrale aura. Ordet astrallys benyttes mest som synonym for astralplanet, men er egentlig nærmest det samme som lysæteren. Det er den usynlige region, der omgiver planeten, og det er et plan, der består af en subtil essens, som kun er synligt for clairvoyante. (Se også Astral, Astrallegeme, Astralplan, Astralprojektion og Astralrejse).
Astralplan
Astralplanet er det subjektive bevidsthedsplan, hvor menneskets astrallegeme (følelseslegeme) befinder sig. Det er det sjette af syv bevidsthedsplaner, som menneskets samlede konstitution består af. Astralplanet er planet, der ligger over eller indeni og som samtidig gennemtrænger det fysiske plan. Astralplanet kan ikke opfattes med de fysiske sanser, som ikke er i stand til at registrere følelsesenergiernes farver og hurtige bevægelser. Iagttagelse kræver metafysiske evner, som kaldes clairvoyance (klarsyn). Astralplanet udgør menneskehedens kollektive ubevidste. Her findes summen af menneskehedens følelsesliv − dvs. følelsesmæssige begær, ønsker og behov. Alt, hvad menneskeheden har følt, begæret og ønsket sig, har antaget form og eksisterer derfor på astralplanet som mægtige astrale former og svingninger, der påvirker de mennesker, der har affinitet til den samme type følelser. Det individuelle følelsesliv består af stof fra astralplanets enorme bevidsthedsplan. I inkarnationsprocessen skaber sjælen sit astrallegeme af stof fra astralplanet som en forudsætning for, at mennesket kan føle. Det er det plan, som sjælen først trækker sig tilbage til, når den forlader det fysiske legeme i dødsprocessen. Diskarnerede sjæle befinder sig på astralplanet, hvor de enten venter på at inkarnere, arbejder som hjælpere eller er på vej videre til mental- og sjælsplanet (kausalplanet), når de følelsesmæssige begær er udlevet og bearbejdet. Inkarnerede mennesker opholder sig også på Astralplanet under søvnen. Astralplanet kaldes også for blændværkets verden. Årsagen er, at det f.eks. er meget svært at skelne mellem levende mennesker, der opholder sig her, og de tankebilleder af mennesker, der skabes af de mennesker, der tænker på dem, mens de levede og efter deres død. Astralplanet kan opfattes som Jordens astrallegeme. På sanskrit kaldes astralplanet for Kama-Loka, der betyder begærverdenen. Astralplanet er i konstant bevægelse med skift i farve og form på grund af følende skabningers konstant skiftende følelser og begær. (Se også Astral, Astrallegeme, Astrallys, Astralprojektion, Astralrejse, Clairvoyance, Kausalplanet, Kama-Loka og Metalplanet).
Astralprojektion
Astralprojektion er en betegnelse for astrallegemet, der forlader det fysisk-æteriske legeme for at bevæge sig ind på astralplanet. (Se også Astral, Astrallegeme, Astrallys, Astralplan og Astralrejse).
Astralrejse
Astralrejse eller astralvandring er et udtryk, der bruges om tilstande, hvor bevidstheden befinder sig uden for det fysisk-æteriske legeme i et andet legeme, der kaldes astrallegemet og i en højere dimension, som kaldes Astralplanet. (Se også Astral, Astrallegeme, Astrallys, Astralplan og Astralprojektion).
Astrolog
(Græsk). Astrolog betyder ”stjernetyder”. En astrolog er et menneske, der er i stand til at fortolke den energimæssige virkelighed, som afspejler sig i et horoskop. Udover at have viden om astronomiske forhold skal astrologen desuden kunne fortolke planeternes placeringer i tegn og huse. Forudsætningen for at gøre det er indblik i psykologiske forhold og evnen til intuitiv indsigt i klientens eller virksomhedens situation. (Se også Astrologi, Astrologisk tydning og Astronomos).
Astrologi
(Græsk). Astrologi stammer fra det græske ”astron”, der betyder ”stjerne”, og ”logos”, der betyder ”ord”. Astrologi er baseret på den naturvidenskabelige kendsgerning, at alt er energi, og den åndsvidenskabelige videnskab om himmellegemernes energimæssige påvirkning af Jorden og menneskeheden. Sandsynligvis er astrologien opstået og udviklet til et meget højt niveau i Egypten. Astronomien har udviklet sig af astrologien og ikke omvendt. Den sande astrologi er esoterisk. Astrologi var i lange tidsaldre en hemmelig videnskab i Østen, og selv i nutiden er dens endelige udformning stadig en gåde. H.P. Blavatsky siger: ”Astrologi er i forhold til nøjagtig astronomi, hvad psykologi er i forhold til nøjagtig fysiologi. Inden for astrologi og psykologi er man nødt til træde ud over den synlige stoflige verden, og indgå i den transcenderede ånds domæne”. Astrologi giver nøglen til esoteriske mysterier ved at studere himmellegemernes natur, bevægelser og energipåvirkning. Himmellegemerne er essentielt guder, og den energimæssige påvirkning, som de udstråler, er reelt deres aura, og alle levende skabninger har en aura. I fortidens astrologi lærte neofytterne om den absolutte enhed af alt i Universet. Alt udgør en organisk enhed. Himmellegemernes bevægelser og påvirkninger strømmer frem fra dem og alle deres underordnede skabninger. De syv hellige planeter korresponderer med de kosmiske og menneskelige chakraer, og videnskaben om planeternes natur giver nøglen til forståelse af naturens korrespondancer og energimæssige samspil. Planeternes bevægelser inddeles i cyklusser og bestemte epoker. Hvis man beregner enhver skabnings livscyklus, repræsenterer det en begivenhed, en natur, en skæbne − forudsat at man kender og kan definere denne livscyklus fra fødslen. En kompetent astrolog vil derfor kunne fortolke fortiden og vurdere, hvad der vil vise sig i fremtiden. Astrologen vil kunne definere tingenes sammenhæng og nå til en forståelse af strukturen i makrokosmos og mikrokosmos, der udspiller sig i tid og rum. Astrologi er en videnskab, der er lige så ufejlbarlig som astronomi, men med den forudsætning, at dens fortolkning er lige så ufejlbarlig. Astrologi er derfor en videnskab med ufattelig stor rækkevidde, som muliggør undersøgelser, der spænder fra det mest sublime til det mest banale, fra den mest rummelige til de mest begrænsede. Astronomi beskæftiger sig især med himmellegemernes fysiske tilstand. Astrologi beskæftiger sig især med årsager og ikke så meget med Universets love. Astrologi i nutiden er en svækket arv fra Grækenland og Rom via middelalderlig forståelse, som i nutiden er omformet til en spekulativ industri. Astrologi faldt i miskredit i Rom og mange andre steder pga. snyd og bedrag fra ”astrologer”, der ønskede at tjene penge på en videnskab, som oprindeligt var en del af mysterielærens hellige videnskab. Uvidende astrologer udviklede efterhånden et system, der udelukkende var baseret på matematik i stedet for på transcendental metafysik med de fysiske himmellegemer som sin Upadhi eller materielle grundlag. Astrologi i middelalderen var ikke andet end en degenereret arv fra de gamle kulturer. Astrologi i nutiden binder alt for ofte mennesket til personligheden eller stimulerer useriøs nysgerrighed. Angst for den personlige skæbne, ønske om indflydelse og berømmelse, evnen til at tjene til livets ophold eller endog viden for dens egen skyld er ofte motiver, som begrænser interessen for den astrologiske viden til personen selv. (Se også Astrolog, Astrologisk tydning, Astronomos og Upadhi).
Astrologisk tydning
En astrologisk tydning er normalt en psykologisk fortolkning af fødselshoroskopet. Med udgangspunkt i horoskopet kan en astrolog bl.a. analysere de psykologiske grundmønstre, som ethvert menneske består af, og hvordan de bedst kommer til udtryk inden for de forskellige områder af livet baseret på astrologiske ”huse”. Psykologiske konfliktmønstre og lettilgængelige ressourcer og potentialer kan afdækkes via den astrologiske analyse og den efterfølgende samtale mellem astrolog og klient. Det er vigtigt at forstå, at astrologen ikke kan se klientens udviklingsniveau i horoskopet – dvs. hvor mange ressourcer klienten har udviklet, og hvor mange, der fortsat er latente. Derfor er enhver astrologisk tydning baseret på en samtale, hvor usikkerhedsmomenterne afklares. Computerhoroskoper – dvs. tydninger uden samtale – er derfor en usikker affære. (Se også Astrolog, Astrologi og Astronomos).
Astronomos
(Græsk). Astronomos er en titel, der blev givet til den indviede ved indføring i mysterierne til 7. grad. Astronomi var oprindeligt synonym med astrologi, og i det gamle Egypten fandt den store astrologiske indvielse sted i Theben (nutidens Luxor). De egyptiske præster udviklede astrologien til fuldkommenhed, og muligvis opfandt de endda videnskaben. Efter at have gået gennem graderne for Pastophoros, Neocoros, Melanophoros, Kistophoros, og Balahala (graden om stjernernes kemi), blev neofytten belært om zodiakens esoteriske tegn. Planeternes baner blev vist af præsteskabet ved cirkeldans. (Krishnas og Gopiernes dans fejres stadig i nutiden i Rajputana). Herefter modtog neofytten Tau-korset (eller Tat), og fik titlen Astronomos og blev betragtet som healer. Astronomi og kemi var uadskillelige indenfor de astrologiske studier. Uheldigvis er nøglen til den sidste dør inden for astrologi eller astronomi gået tabt i nutidens astrologi − og uden den er det ikke muligt at besvare en relevant bemærkning fra en forfatter, som skrev: ”Man siger, at mennesker er født under et bestemt stjernetegn, men i realiteten er de født under et andet, fordi Solen nu ses blandt andre stjerner ved jævndøgn?” Når den indviede forstod den astronomiske nøgle til de kosmiske mysterier, som f.eks. zodiakens virkelige betydning og stjernernes positioner, bevægelser og påvirkninger i almindelighed og i fødselshoroskopet, blev den indviede betragtet som en Astronomos. (Se også Astrolog, Astrologi, Astrologisk tydning og Tau).
Asu
(Sanskrit). Asu stammer fra roden ”as”, som betyder ”at være”, ”at trække vejret”. Som et maskulint navneord betyder det ”åndedræt” eller ”åndeligt liv” – og i flertal repræsenterer det de eksoterisk set kroppens fem vitale vejrtrækninger eller Prana’er. Næsten alle arkaiske sprog har samme ord for vejr og vind eller luft og ånd – eksempelvis det græske ”pneuma” og det latinske ”spiritus”. (Se også Prana).
Asur
Se Assur.
Asura
(Sanskrit). Asura stammer fra roden ”as”, som betyder ”at være”, ”at trække vejret”. Eksoterisk er Asuraer ondskabsfulde elementaler, som anses for at være skadelige. De er dæmoner og ikke-guder. Men esoterisk set er de det modsatte. Asura er en titel, der ofte betegner Universets åndelige overhoved, som er det fundamentale ”åndedræt”. Men samtidig udgør Asuraerne en gruppe åndelige/intelligente skabninger. Asuraerne er sønner af det oprindelige åndedræt ved begyndelsen af hver ny Manvantara (manifestationsperiode). I hinduismen betyder Asura sædvanligvis grundstoffer, onde guder eller dæmoner, men i den ældste del af Rig-Veda er Asuraerne beskrevet som åndelige og guddommelige skabninger. Det er kun i Rig-Vedas sidste bogs sidste del, i Atharva-Veda og i Brahmanaerne, at tilnavnet, som blev givet til Agni og til Indra og Varuna, efterhånden blev en betegnelse for det modsatte af guder. Etymologisk stammer Asuraerne fra ”asu”, der betyder ”åndedræt” eller ”Guds åndedræt”, og dermed det samme som ”den højeste ånd” eller den zoroastriske Ahura. I senere teologi blev Asuraernes navn efterhånden afledt af Suraerne, der regnes for lavere guddomme – dvs. Devaer, som står i forbindelse med Solen. Asura er esoterisk set elementaler, dæmoner og onde kræfter, men oprindeligt var Asuraer det stik modsatte. Da ritualisme og dogmer overtog visdomsreligionen, blev det første bogstav ”a” i Asura opfattet som en negativ forstavelse, og til sidst betegnede udtrykket en ”ikke-gud”. Men i Vedaerne er Suraerne altid blevet forbundet med Surya – Solen − og anset som underordnede guddomme − Devaer. (Se også Agni, Ahura, Asu, Atharva-Veda, Brahma, Brahmana, Deva, Indra, Manvantara, Rakshasa, Rig-Veda, Sura, Varuna og Veda).
Asura Mazda
Se Ahura Mazda.
Asuramaya
(Sanskrit). Asuramaya er en atlantisk astronom, magiker og troldmand, og Asuramayas beregninger benyttes stadig af hinduernes astronomer.
Asurendra
(Sanskrit). Asurendra stammer fra ”asura”, der er en gudegruppe plus Indra. Indra er en af Asuraerne, og Indra blev sædvanligvis kaldt gudernes gud. Asurendra er også Asuraernes overhoved.
Asvamedha
(Sanskrit). Asvamedha består af ”asva”, der betyder ”hest” og ”medha” henviser til ofring af et dyr eller andre former for offergaver. Hesteofring er en gammel brahmansk ceremoni, der går tilbage til den vediske periode. Den var udbredt i en periode, der er beskrevet i Asvamedhika-Parva i Mahabharata. Det var kun konger, der havde lov til at udføre ofringen, og tilhængerne betragtede dengang den, der udførte ofringen, som kongernes konge. En hest med en speciel farve blev udvalgt og indviet ved hjælp af særlige ceremonier. Den fik lov til at gå, hvor den ønskede det i et år. Kongen eller kongens repræsentant fulgte hesten med en bevæbnet eskorte, og hver hersker i områder, som hesten bevægede sig ind i, var forpligtet til at tage kampen op med kongen. Hvis hestens befrier havde held til at undertvinge alle herskere, man stødte på, vendte vedkommende tilbage fulgt af de besejrede herskere – og hvis det mislykkedes, blev han latterliggjort og ceremonien blev aflyst. Den afsluttende offerhandling, som enten blev udført i virkeligheden eller symbolsk, blev foretaget under stor festivitas. Asvamedha nævnes også i Ramayana. (Se også Mahabharata, Ramayana og Veda).
Aswattha
(Sanskrit). Aswattha eller Asvattha er figentræet eller visdomstræet, ficus religiosa. Det er ”Livets Træ” eller Bodhitræet for hinduerne. Træet vokser med rødderne opad, og de når ind i de usynlige verdener, mens grenene vokser nedad for at skabe den synlige verden. (Se også Bodhitræet).
Aswin
(Sanskrit). Aswin eller Aswinau (Asvin eller Asvinau) eller Aswini-Kumarau hører til nogle af de mest mystiske guddomme. Bogstavligt er de ”hestemennesker” eller ”guddommelige vognstyrere”. De to ryttere er to vediske guddomme som på mange måder svarer til grækernes Dioskurer − Pollux og Kastor − Ledas og Zeus’ tvillingesønner. Fordi Zeus viste sig for Leda i form af en svane, siges det nogle gange, at tvillingebrødrene er født fra et æg. Pollux var en imponerende bokser, og Kastor var en blændende rytter. De ”himmelske tvillinger” blev ofte forbundet med stjernebilledet Tvillingerne. De symboliserede et forvarsel for Ushas (daggryet), hvor de viser sig som to ryttere på himlen i en gylden vogn, der trækkes af heste, fugle eller andre dyr, og de kunne antage mange former. ”De er evigt unge og smukke, lyse, raske og hurtige som falke”, og de ”baner vejen for det strålende daggry for de mennesker, der tålmodigt har ventet på det hele natten”. En myte fortæller, at de var børn af Solen sammen med Aswini, en nymfe, der skjulte sig i form af en hoppe. En anden myte gør Aswini til deres kone. De repræsenterer overgangen fra mørke til lys − ikke kun mellem nat og dag men også kosmisk og metafysisk. H.P. Blavatsky oplyser, at i esoterisk filosofi symboliserer tvillingerne Kumara-egoer – dvs. de reinkarnerende ”principper” i den nuværende Manvantara. (Se også Dioskurer, Kumaraer, Leda, Manvantara, Ushas, Veda og Zeus).
Asynje
(Oldnordisk). Asynje er betegnelsen for en gudinde, der tilhører ase-slægten i nordisk mytologi. En asynje er derfor en kvindelig pendant til de mandlige guder − aserne. Asynje er derfor en kvindelig ase. Asynjernes ledere er Sif og Frigga, Thors og Odins koner. De mødes og tager vigtige beslutninger, i skjul. (Se også Aser, Frigga, Odin og Thor).
Atala
(Sanskrit). Atala består af ”ikke” og ”tala”, der betyder ”sted”. Atala er derfor ”intet sted”. Intet sted vil sige en ikke-materiel lokalitet, som er den første og mest åndelige af de syv Talaer. Atala er derfor næsten ét med Satya-Loka, som er Atalas tilsvarende Loka, og de to er næsten ét − og dermed er de det, der kaldes ”intet sted”. Atalas relation til Satya-Loka svarer til Prakriti i forbindelse med Brahma, og derfor er det det første næsten-åndelige, næsten-materielle plan i Solsystemet. Satya-Loka-Atala − den højeste Loka − kombineres med eller genindtræder i den planetariske kædes monadiske essens. Differentieringen er så markant på de lavere planer, at den stopper her, og det er årsagen til, at de smelter sammen og blive ét. Kosmisk Atala udspringer direkte fra Sollogi, og sammen med Satya-Loka rummes de vigtige frø af alt der har været, er og vil være fra begyndelsen til slutningen af en Solar Mahamanvantara. Atala med Satya-Loka kan betragtes som udgangspunktet for Dhyaniernes hierarkier, som − når de befinder sig i denne tilstand − er i Para-Samadhi og dermed klædt i Dharmakaya. H.P. Blavatsky oplyser, at Atala også var navnet på de tidligste fra 5. rodrace. Desuden var Atala en af regionerne i hinduernes lokaer og et af syv bjerge, men esoterisk er Atala på astralplanet, men Atala var engang en ø på det fysiske plan. (Se også Brahma, Dharmakaya, Dhyan-Chohan, Dhyani-Buddhaer Loka, Maha, Manvantara, Prakriti, Para, Samadhi, Satya, Sollogos og Tala).
Atarpi
(Kaldæisk). Atarpi eller Atarpi-Nisi betyder ”mennesket”. Iflg. babylonisk opfattelse var Atarpi et gudfrygtigt menneske, som bad til guden Hea om at fjerne den grusomme tørke og andet før syndfloden blev sendt. Som svar på bønnen − ”bekendtgør Hea sin vilje til at ødelægge de mennesker, han selv havde skabt, og at han vil gøre det med en syndflod”. Historien findes på en af de ældste babyloniske tavler, som omtaler verdens synd. ”Guden Anu eller Baal kalder guderne sammen, og han forklarer dem, at han er vred over verdens synd”. Og på tavlens fragmentariske dele: ”Jeg skabte dem, og jeg er vred over deres ondskabsfulde adfærd. Deres straf vil ikke blive lille. Føde vil blive en mangel og lad Yul drikke al sin regn før dette” … osv. Som svar på Atarpis bøn bekendtgør guden Hea, at det er hans vilje at ødelægge de mennesker, han skabte, og det gør han til sidst ved at sende en syndflod. (Se også Anu, Baal og Hea).
Atash
(Persisk). Atash, Azar, Atur på pahlavi eller Atar på avestan betyder ”ild”. Atash er navnet på månedens niende dag i den gamle persiske kalender, og det samme gælder årets niende måned (Skytten). Zarathustra bruger udtrykket i Gatha i betydningen ”den livgivende kraft” eller ”den evige sandheds åndelige natur”. Atash er den ild, der styrer Universet og mennesket mod dets målsætning − fuldkommenhed. I den gamle ariske tro havde Atash tre kvaliteter, og den blev kaldt Trishazashta − de tre steders ild. De tre steder kaldte man: 1) Azar-Borzin-Mehr, 2) Azar-Faranbagh eller Azar-Khordad og 3) Azar-Goshnasp. I Yasna − den senere avestanske litteratur − havde man fem forskellige former for ild: 1) Brezisevangha (den godgørende ild fra det høje) – dvs. åndelig ild. 2) Vohu-Fryana − instinktiv ild − dvs. dyrisk ild. 3) Urvazishta − livets ild, den mest nyttige ild – dvs. plantelivets ild. 4) Vazishta − himmellegemernes ild – dvs. den mest støttende ild. 5) Spenishta − hellig ild eller paradisisk ild – dvs. den mest gavmilde ild. Der har været syv offentligt anerkendte ildtempler, som var opkaldt efter de syv himmellegemer: 1) Azar-Mehr (Mithra-ild). 2) Azar-Noush (sødmens ild til healing), som symboliserede Ab-e-Hayat eller ”livets vand”. 3) Azar-Bahram (sejrens ild), som symboliserede skabelsen af lys. 4) Azar-Aeen eller Azar-Abteen (Apam-Napata), som er det universelle Selv, herlighedens ild eller urhavets søn. 5) Azar-Khorin (Solens herskerskab), som symboliserede fuldkommenhed. 6) Azar-Borzin (højdernes ild). 7) Azar-Zartusht (Zarathustras ild, det evige lys). (Se også Ab-e-Hayat, Avesta, Gatha, Pahlavi og Zarathustra).
Atash-Bahram
(Persisk). Atash-Bahram, Verethraghna på avestan og Varhran eller Varhram på pahlavi er persernes hellige ild, som konstant blev holdt brændende på altrene i deres ildtempler. Azar-Bahram (sejrens ild), som symboliserede skabelsen af lys, er den tredje i persernes syvfoldige ild. Azar-Bahram symboliserede den første ild, som var bevidsthedens ild. Den svarer til den hinduistiske Akasha. I det gamle Rom var det vestalinderne, der holdt ilden vedlige, så den konstant brændte på altrene, og det samme gjorde grækerne i templet på Akropolis. På den måde bevarede man erindringen om ”den livgivende ild” ved hjælp af en synlig manifestation. Den grundlæggende idé bag den rituelle praksis, der kunne ligne tilbedelse af ilden, var, at varmen og de livgivende funktioner fra det universelle element skulle symbolisere det kosmiske livs vitale og altgennemtrængende aktivitet. Solen var i fokus − eller hjertet, som livet strømmer igennem i ethvert solsystem, og derfor var de idéer, der er forbundet med fortidens ildtilbedelse tæt forbundet med læren om solskiven og dens iboende guddommelighed. (Se også Akasha, Atash, Pahlavi og Bahram).
Atavisme
(Latin). Atavisme stammer fra ”atavus”, der betyder ”forfader” eller ”stamfader”. Inden for biologien hentyder atavisme til en egenskab, der fandtes hos en slægtning flere generationer tilbage, som viser sig igen – en slags forsinket arvelighed. Atavisme viser sig i livets handlinger eller kollektivt i livsatomerne, for når der skabes nye former, ”kopieres der både familieligheder og de ligheder, der imponeres i auraen hos alle fremtidige generationer”. Nogle atavistiske træk kan forklares genetisk som enten recessive eller dominerende træk med ufuldstændig gennemslagskraft (penetrans). Atavisme har også været brugt bl.a. i negativ betydning i eugenik og politik, om ”tilbageskridt” i evolutionen, f.eks. som argument for, at nogle folkeslag står på et lavere udviklingsniveau end andre. Atomet er et redskab for en sjæl eller en monade − uanset hvilket plan, det tilhører − og derfor er det udstyret med ånd og sjæl og som følge deraf hukommelse. Nogle unormale vækster i menneskekroppen som f.eks. kræft, indikerer en tilbagevenden af livsatomer, der aktiverer cellerne til en ny vane, for der var et tidspunkt, hvor menneskets organisme reproducerede sig selv med denne metode ved knopskydning, som nu kun ses i meget primitive organismer. Psykisk svarer det til tab af kontrol ved at omdirigere vilje og intelligens til de instinktive og emotionelle elementer, som normalt er underordnede faktorer i menneskets opbygning. Tendensen til at specialiserede dyre- eller plantearter vender tilbage til deres primitive udgangspunkt er i konflikter med den darwinistiske idé, hvor ændringer skyldes den gradvise tilvækst af små differentieringer. Forskere ser arvelighed som perler i en kæde uden tråd. Åndsvidenskaben mener, at hver eneste perle er forbundet med en levende tråd, sådan at alle forfædres særlige kendetegn kan transmitteres i latent form, som er klar til at vise sig på ethvert tidspunkt, hvis omstændighederne er til stede.
Atef-kronen
(Egyptisk). Atef betyder ”fader”. Atef-kronen var en af guden Osiris’ kroner. Den blev også båret af guden Khnum, men mindre hyppigt af andre guder. Nogle egyptiske faraoner − især Ramses-faraonerne – bar den også. Atef-kronen var gudekronen i det gamle Egypten. Atef-kronen var en del af den hvide krone for Øvre-Egypten – Hedjet – med strudsefjer og Amons vædderhorn, som repræsenterede faraoens thebanske slægt. Foran havde den en solskive og uræus-slanger. Ureret var en krone med gudinden Maats to fjer og en solskive, som repræsenterede gudernes gennemstrømmende lys og kraft, som via faraoen skulle forankres i form af lov og orden. (Se også Amon, Amon-kronen, Blå krone, Dobbeltkronen, Hedjet, Hvide krone, Khnum, Khnum-kronen, Kroner, Maat, Nemes-hovedklædningen, Osiris, Ramesside, Ramses, Røde krone, Ureret og Uræus).
Ateisme
Ateisme accepterer ikke den monoteistiske kristne Gud eller nogen anden gud. Ateisme er en form for ikke-tro, men Ateisme er ofte betegnelsen for og derfor troen på et materialistisk livssyn, hvor et menneske med en ateistisk holdning mener, at årsagerne til alle fænomener udelukkende skal findes i den fysiske verden. Ateismen afviser derfor højere eller metafysiske principper og højere skabninger, indre bevidsthedsplaner og højere bevidsthedstilstande. Ateisme er ofte et entydigt standpunkt, som kommer til udtryk som afvisning af teisme (troen på én eller flere guder). I en bredere definition er Ateisme fravær af tro på guddomme eller nonteisme. Mange, der betragter sig selv som ateister, er skeptiske over for alle metafysiske skabninger og fænomener, og de mener, at der er tale om mangel på empirisk bevis for eksistensen af det metafysiske. Andre argumenter for ateisme er filosofiske, sociale eller historiske. Selv om mange ateister tenderer til sekulære filosofier som humanisme og naturalisme, er Ateisme ikke en samlet ideologi, selv om Ateisme ofte defineres som en tro på naturvidenskabens erkendelser. Begrebet ateist blev oprindeligt brugt som et nedsættende øgenavn om ethvert menneske eller enhver tro, der var i modstrid med den etablerede religion. I forbindelse med udbredelsen af fritænkning, videnskabelig skepticisme og religionskritik fik Ateisme en mere specifik betydning. (Se også Ateisme, Ateist, Dualisme, Gnosticisme, Gud, Guddom, Henoteisme, Holisme, Monisme, Monolatri, Monoteisme, Pandeisme, Panenteisme, Panteisme, Pluralisme, Polyteisme, Teisme, Theos, Treenighed, Triade og Trimurti og Universalisme).
Ateist
En ateist er et menneske, der ikke tror på Gud, eller at der er en højere styrelse bag Universets skabelse og verdens begivenheder. Psykologisk set er Ateisme også en tro, nemlig troen på en gudløs tilværelse, som derfor styres af andre kræfter – f.eks. egoisme, naturlovene osv. De fleste ateister er derfor reelt agnostikere. (Se også Ateisme og Teisme).
Athamaz
(Hebraisk). Athamaz er identisk med grækernes Adonis i form af Adon ”Herre”. Alle jødernes guder er kopieret fra andre kulturer og religioner. Athamaz er også identisk med Tammuz, der er en syrisk guddom, som blev tilbedt af både syrere og hebræere. (Se også Adonis og Tammuz).
Athanor
Athanor stammer sandsynligvis fra arabisk. Athanor er alkymisternes selvforsynende ovn, men det er desuden et middel til skabelse af astralt stof eller ”astral” væske. I forhold til elektricitet, der er udtryk for det Ene Liv på det højeste trin, er Athanor astral væske på det laveste plan. (Se også Alkymi).
Atharva-Veda
(Sanskrit). Atharva-Veda betyder bogstaveligt ”magisk besværgelse”. Atharva-Veda er den fjerde Veda – en samling af 20 bøger med 700 mantraer med tilsammen ca. 6.000 vers. De indeholder ritualer til at helbrede sygdomme og forhindre ulykker. De kaldes også Brahma-Vidya. De har en lidt anden karakter end de øvrige Vedaer. De indeholder aforismer, besværgelser og magiske formler, og de er de ældste og mest respekterede bøger blandt Brahmanaerne. Atharva-Veda tilskrives Atharvan eller Atharva. Iflg. Rig-Veda var han den første til at ”manifestere ild”, indføre ildritualer og offerritualer med Soma og bønner. Mytologisk repræsenterer Atharvan en Prajapati − Brahmas ældste søn – som blev instrueret af sin far i Brahma-Vidya. Derfor blev han inspireret til at forfatte en Veda, der bærer hans navn. I en senere periode blev han associeret med Angira og han blev kaldt far til Agni. (Se også Agni, Angira, Brahma-Vidya, Brahmana, Prajapati, Soma og Veda).
Athene
(Græsk). Athene, Athena der også kaldes Pallas Athene, var datter af Zeus og Metis (visdom eller intelligente råd). Athene sprang angiveligt fuldt færdig ud af Zeus’ hoved. Sammen med Zeus og Apollo danner Athene en af de guddommelige triader. Athene var kendt for sin kloge rådgivning både i fred og krig, og derfor var Athene strateg, og sådan referere Homér til hende i Iliaden. Hun var skytsgudinde for Athen, og hun omtales som geni i statsmandskunst og politik. Nogle arkaiske monumenter viser Athene, som hjælper Prometheus (den intellektuelle bringer af ild) med udformningen af det første menneskelige legeme ved hjælp af formbart materiale fra jorden. Men det er lige så vigtigt, at hun var forbundet med Apollo, som var en personificering af Solen. Det var ham, der skabte klimatiske ændringer ved at flytte af polerne. Athene har mange navne i fortidens forskellige religioner. Hun var en vís jomfruguddom – Athene Parthenos – som på oldgræsk bogstaveligt betyder ”Athena jomfru”. I åndsvidenskaben er Athene mor til Manasaputra Kumaraerne, og i kraft af sit intellektuelle afkom er hun kilden til kreativ eller intellektuel kraft. (Se også Apollo, Gorgon, Kumaraer, Manasaputra, Metis, Prometheus og Zeus).
Athravan
(Avestan). Athravan, Atravan eller Atourban på pahlavi og Azarban eller Azarvan på persisk betyder ”ildvogter”. Athravan havde ansvaret for den hellige ild i de persiske templer. Det var desuden den korrekte betegnelse for en præst i Avesta, med også navnet på Zarathustra på et langt senere tidspunkt. H.P. Blavatsky fortolker Athravan som ”ildens lærer”. De persiske skrifter siger, at man ikke bliver Athravan ved at bære præstedragten og bruge rekvisitterne og en Baresman (magiske grene). ”Den, der sover hele natten, som ikke udfører Yasna eller synger hymner, som ikke tilbeder med ord eller handling, som hverken lærer eller underviser med en længsel efter (evigt) liv, han lyver, når han siger, ‘Jeg er en Athravan’. Den, man kan kalde en Athravan, sidder oppe hele natten med åbent hjerte og fordyber sig i den hellige visdom, som befrier mennesket for angst, for med denne stræben når man den hellige, åndelige verden, den verden der kaldes paradis”. (Se også Avesta, Baresman, Pahlavi, Yasna og Zarathustra).
Ativahika
(Sanskrit). Ativahika stammer fra ”ati”, der betyder ”over” og ”vakiha”, som stammer fra roden ”vah”, der betyder ”at transportere” eller ”at bære”. Ativahika er en gruppe af skabninger, der befolker de lavere Lokaer. ”Sammen med Visishtadwaitaerne er det de Pitrier eller Devaer, som hjælper den ulegemlige sjæl eller Jiva i dens overgang fra den døde krop til Paramapada − den højeste lyksalighed”. Ativahika henviser til Sukshma-Sarira eller det subtile legeme i Vedanta-filosofien. (Se også Deva, Jiva, Loka, Paramapada, Pitri, Sharira og Vedanta).
Atlantider
Atlantider er de forskellige folkeslag, der udviklede sig i lange tider på det fjerde store kontinent, der kaldes Atlantis. Iflg. åndsvidenskaben er atlantiderne menneskehedens 4. rodrace. Atlantidernes 4. rodrace var en videreudvikling fra en underrace i 3. rodrace fra det nordlige Lemurien. Det atlantiske kontinent lå stort set midt i det, der nu er Atlanterhavet. Kontinentet blev skabt ved sammensmeltning af mange øer og halvøer pga. landhævninger, og det blev til sidst det sande hjem af den store rodrace, der er kendt som atlantiderne. Men ”atlantider” skal ikke opfattes, som om der kun er tale om kun én race eller én nation. Det svarer til, at man i nutiden siger ”asiater”. Atlantiderne var mangfoldige, mangeartede og vidt forskellige mennesketyper, som udgjorde utallige racer og nationer. Der var brune, røde, gule, hvide og sorte atlantider, og der var giganter, ”almindelige” størrelser og dværge. Det er almindeligt at betragte de senere atlantider som magikere pga. af fortællingerne om Atlantis’ undergang, men selv om mange bevidst fulgte modstandskræfternes ledere, var der millioner i alle aldre, som oprigtigt forsøgte at bevare den visdom, de modtog af deres semi-åndelige forfædre i 3. rodrace. Der opstod fantastiske civilisationer i løbet af de millioner af år, hvor menneskeheden udviklede sig på Atlantis, og mange materielle resultater overgår meget af det, der præsteres i nutiden. Den tidlige 5. rodrace (nutidens menneskehed) fik deres vigtigste viden fra 4. rodrace. Da de geologiske ændringer i Jordens overflade udløste katastrofen, hvor størstedelen af Atlantis og dets befolkning − hovedsagelig magikerne − omkom i havet, overlevede mange øer som f.eks. Ruta og Daitya. Men de víse havde forladt Atlantis inden katastrofen. (Se også Akkader, Atlantidæ, Atlantis, Daitya, Lemurien, Mongoler, Rmoahal, Ruta, Semitter, Tlavatli, Tolteker og Turaner).
Atlantidæ
(Græsk). Atlantidæ er faraonernes og egypternes forfædre iflg. åndsvidenskaben. Platon omtalte det højt udviklede og civiliserede folk, hvis sidste efterkommere blev nedsænket i havet 9.000 år før hans tid. Platon hørte om Atlantis fra Solon, og Solon havde det direkte fra ypperstepræsterne i Egypten. Egypterne kan betragtes som en efteratlantisk civilisation, og det var Egypten, Syrien og Frygien, der etablerede soltilbedelsen. (Se også Atlantider og Atlantis).
Atlantis
(Græsk). Atlantis var et stort kontinent, som iflg. åndsvidenskaben strakte sig langs Europas og Afrikas nuværende vestkyst gennem det nuværende Atlanterhav til Mellemamerika. For flere millioner år siden var Atlantis hjemsted for menneskehedens 4. rodrace. Kontinentet er nu pga. flere voldsomme naturkatastrofer forsvundet i Atlanterhavet og Stillehavet. Den sidste rest af Atlantis – øen Poseidonis, der omtales af Platon i Timæos – sank i havet for 11-12.000 år siden samtidig med, at Alperne løftede sig i en gigantisk landhævning. Den store katastrofe, der ødelagde hovedparten af kontinentet, fandt sted for ca. 850.000 år siden. Atlantis var ikke det oprindelige navn på kontinentet, dengang det var beboet af atlantiderne, men åndsvidenskaben har lånt det fra Platon. Atlantis hed oprindeligt Kusha på ”atlantisk”. Et overraskende stort antal meget gamle traditioner ud over de græske støtter Atlantis-teorien. Nogle af de udbredte syndflodsberetninger, der har overlevet i den klassiske periode i nationerne omkring Middelhavet, vedrører kun Platons forholdsvis lille ø, Poseidonis, som bare var på størrelse med nutidens Irland. Men ud over disse fortællinger har der været mange syndflodsberetninger i andre traditioner og andre folkeslag, der var spredt over hele Jorden. Den helt store oversvømmelse, der udgjorde det primære kollaps af Atlantis, hvor hovedlandet sank i havet, opstod i den geologiske miocæn-periode for flere millioner år siden. Den næste katastrofe, hvor øer fra kontinentet sank i havet − f.eks. Daitya og Ruta (som er sanskrit-navne for de sidste store øer i det atlantiske system i Stillehavet) – skete i den geologiske pliocæn-periode for ca. 850.000 år siden. Den atlantiske del af Lemurien var det geologiske grundlag for det, der sædvanligvis er kendt som Atlantis. Atlantis skal betragtes som en udvikling, der ses i forlængelse af Lemurien, og ikke som et helt nyt landmassiv, der pludselig vælter op fra havet for at opfylde særlige krav for 4. rodrace. Der gælder det samme som for raceevolutionen. Der sker ikke omvæltninger langs hårde og hurtige linjer, hvor en ny udvikling slutter brat og den næste begynder. Kontinuiteten i de naturlige processer brydes aldrig. Begrebet Atlantis stammer fra græske kilder, og de gav utvivlsomt navnet til det, der nu kaldes Atlanterhavet, men det atlantiske kontinentale system strakte sig ind i det, der i nutiden kaldes Stillehavet. Øboerne i området har alle legender, som peger på det faktum, at deres forfædre levede på og kom fra ”store øer”, som gik forud for den nuværende opdeling af land og hav. (Se også Atlantidæ, Atlantider, Akkader, Daitya, Rodrace, Lemurien, Mongoler, Rmoahal, Ruta, Semitter, Tlavatli, Tolteker og Turaner).
Atlas
(Græsk). Atlas stammer fra ”tlenai”, der betyder ”at bære”. Nogle gange oversættes det til ”den, som udholder meget”. I den græske mytologi er Atlas en titan og en havgud, der støtter himmelhvælvingen på sine skuldre. Atlas er søn af Iapetos og Klymene. Han er bror til Tartaros, Epimetheus og Menoitios og far til Plejaderne, Hyaderne, Kalypso og nogle gange Hesperiderne. Atlas er desuden et bjerg eller et område i Vestafrika. Mount Atlas har både geografisk og mytologisk paralleller til hinduernes Mount Meru. Begge har relation til menneskehedens 4. rodrace. Atlas er et symbol på 4. rodrace, og hans syv døtre – Atlantiderne − er symbol på de syv underracer. Men Atlas er også de gamle kontinenter Lemurien og Atlantis kombineret og personificeret i ét enkelt symbol. Mount Atlas omtales som et levn fra Lemurien. Atlas var tvunget til at forlade Jordens overflade og slutte sig til sin bror Iapetos i dybet af Tartaros, hvor han støtter de nye kontinenter på sine ”skuldre”. (Se også Atlantider, Atlantis, Epimetheus, Hesperider, Klymene, Prometheus, Rodrace, Tartaros og Zeus).
Atma
(Sanskrit). Atma er den universelle ånd eller den guddommelige monade – det 7. princip i menneskets syvfoldige konstitution. Atma, der er åndelig vilje og hensigt, er sjælens højeste aspekt. (Se også Atma-Buddhi, Atma-Buddhi-Manas, Atman, Buddhi og Monade).
Atma-Buddhi
(Sanskrit). Atma-Buddhi stammer fra ”atman”, der betyder ”Selv” i betydningen ” den universelle ånd” eller ”det evige bevidsthedscenter”. ”Buddhi” er en betegnelse for det næsthøjeste princip i menneskeudviklingen. Atma-Buddhi er det guddommelige-åndelige aspekt af mennesket. Det svarer til den pythagoræiske Monas eller højere Duad. Mahatmaer eller mestre, der kan kaldes Vajra-Sattvaer, har skabt syntese i hele deres natur og forbundet 6. og 7. princip − Atma-Buddhi – ved hjælp af og sammen med Buddhi-Manas. Atma-Buddhi er upersonligt og en slags gud i sig selv, men når det er skilt fra Manas, kan det ikke være bevidst eller opfatte tingene under sit eget plan. (Se også Atma, Atma-Buddhi-Manas, Atman, Buddhi, Mahatma, Manas og Monade).
Atma-Buddhi-Manas
(Sanskrit). Atma er det højeste princip i menneskets udvikling. Atma er derfor betegnelsen for åndens (monadens) viljes-styring. Atma iklæder sig Buddhi, som igen er forbundet med højere Manas. Højere Manas (sjælslegemet eller kausallegemet) hos mennesket er uadskilleligt forbundet med Buddhi, og fordi Buddhi er Atmas legeme, er det i virkeligheden formålsløst at tale om dem enkeltvis. Atma-Buddhi-Manas er det åndelige menneske eller det samlede udtryk for ånden (monaden), der spejler sit viljesaspekt som Atma, sit kærligheds-visdomsaspekt som Buddhi og sit handlingsaspekt som Manas. De betegnes også nogle gange – lidt uheldigt – som ånden, den åndelige sjæl og den menneskelige sjæl. Atma-Buddhi-Manas er det reinkarnerende princip i forbindelse med Monaden. Det er en treenighed, der kun omfatter den højeste essens af Manas – det, der kaldes højere Manas. Kombinationen Atma-Buddhi-Manas kaldes nogle gange ”den guddommelige svale” eller ”uræus i flammer”, når man ønsker at forklare, at åndelig vilje, kærlighed-visdom og intellekt eller højere Manas er forenet og derfor udødeligt, og at det vil bestå i hele den kosmiske Manvantara. Den ”tretungede flamme”, der aldrig dør, er et symbol på den udødelige åndelige triade − Atma-Buddhi-Manas. Erfaringerne fra Manas absorberes af Atma og Buddhi efter hver inkarnation. De ”fire væger”, der går ud og slukkes, er de fire lavere principper herunder det fysiske legeme. Den reinkarnerende sjæl betegnes nogle gange enten som Atma-Buddhi-Manas, som den monadiske enhed eller som højere Manas. Strengt taget er den reinkarnerende sjæl en kombination af åndelige, intellektuelle og psykologiske erfaringer, der er indsamlet af Monaden eller Atma-Buddhi ved slutningen af hver enkelt inkarnation af den legemliggjorte enhed, og derfor er den reinkarnerende sjæl højere Manas. Men fordi de forskellige manasiske erfaringer er indsamlet af Monaden, som er kilden, og hvorfra det er umuligt at udskille dem, omtales den reinkarnerende sjæl ofte som om den er Atma-Buddhi plus højere Manas. (Se også Atma, Atma-Buddhi, Atman, Buddhi, Kausallegemet og Manas).
Atma-Jnani
(Sanskrit). Atma-Jnanin stammer fra Atman, der betyder ”Selvet” (det evige center) og ”jnanin”, der betyder ”vidende” fra roden ”jna”, der betyder ”at vide”. Atma-Jnanin er den, der kender Atman, det universelle selv eller Verdenssjælen. I en mere mystisk forstand henviser Atma-Jnanin til den individuelle sjæl, hvor Atma-Jnanin betyder den, der kender sin egen indre guddommelighed og erkender sin åndelige enhed med den kosmiske sjæl − solsystemets Paramatman. De, der oplever enhed med den kosmiske guddommelighed er Mahatmaer på højeste niveau. (Se også Atman, Mahatma, Paramatman og Verdenssjælen).
Atma-Vidya
(Sanskrit). Atma-Vidya stammer fra Atman, der betyder ”Selvet” (det evige center) og ”vidya”, der betyder ”viden”. Atma-Vidya betyder bogstaveligt ”sjælsviden”. Atma-Vidya er den højeste form for åndelig viden, fordi det essentielle ”Selv” er en flamme eller en gnist, der er udsprunget fra det kosmiske ”Selv”. Ud af de syv former for kundskab, der omtales i Puranaerne, er der fire Vidyaer. 1) Yajna-Vidya − udførelse af religiøse ritualer for at skabe bestemte resultater. 2) Maha-Vidya − den store (magiske) viden, som forfaldt til tantrisk tilbedelse. 3) Guhya-Vidya − videnskaben om mantraer, deres rytme og chanting, mystiske besværgelser osv. 4) Atma-Vidya – den sande åndelige og guddommelige visdom, som kan kaste absolut og endeligt lys over læren om de tre første Vidyaer. Uden hjælp fra Atma-Vidya er de tre øvrige ikke andet end overfladiske videnskaber og geometriske størrelser med længde og bredde, men uden dybde. De er ligesom sjæl, legemer og tankesind hos et sovende menneske, som kun er i stand til at foretage mekaniske bevægelser, opleve kaotiske drømme og måske endda gå i søvne. Det er synlige effekter, men de er stimuleret af instinktive ikke-intellektuelle impulser − mindst af alt af fuldt bevidste åndelige impulser. Meget kan forklares ud fra de tre første videnskaber, men hvis nøglen til lærdommene ikke er i overensstemmelse med Atma-Vidya, vil de blot være løsrevne fragmenter. (Se også Atma, Atman, Puranaerne og Tantra).
Atmabhu
(Samskrit). Atmabhu stammer fra Atman, der betyder ”Selvet” (det evige center) og ”bhu”, der betyder ”at blive”. Atmabhu er den ”selv-eksisterende”, den ”selv-skabte” og dermed den ”selv-fødte”. Atmabhu betegner ethvert medlem af den hinduistiske Trimurti − Brahma, Vishnu og Shiva − men det er også guden for kosmisk begær, magnetisme eller enhed, Kama-Deva. (Se også Atman, Brahma, Kama-Deva, Shiva, Trimurti og Vishnu).
Atmabodha
(Sanskrit). Atmabodha stammer fra Atman, der betyder ”Selvet” (det evige center) og ”Bodha”, der betyder ”visdom”. Atmabodha er Selvets visdom, guddommelig visdom eller det højeste aspekt af enhver skabning. Atmabodha er også en vedantisk afhandling af Sankaracharya, og desuden en af Upanishaderne i Atharva-Veda. (Se også Atman, Bodha, Sankaracharya, Upanishader og Veda).
Atmamatra
(Sanskrit). Atmamatra stammer fra Atman, der betyder ”Selvet” (det evige center) og ”matra”, der betyder ”element” eller ”partikel”. Atmamatra er den oprindelige åndelige partikel eller Monade. Atmamatra er en partikel eller en elementær del af den oprindelige Prakriti eller af den essentielle substans. H.P. Blavatsky sagde: ”Atmamatra er det åndelige atom i modsætning til det elementære, ikke reflekterende ‘elementer af sig selv’.” − dvs. i modsætning til det differentierede atom eller den adskilte molekyle i manifesteret eksistens. (Se også Atman, Atom, Matra, Monade og Prakriti).
Atman
(Sanskrit). Atman er det evige bevidsthedscenter – ”Selvet”. Atman er det evige center, som aldrig blev født og aldrig dør. Atman er selve livslyset eller ren bevidsthed, og selv denne beskrivelse af Atman er ufuldstændig og ukorrekt. Atman − det kosmiske Selv – er det samme i alle levende skabninger på Jorden, og i hver eneste af de planetariske eller solare organismer i rummet. Atmans klareste lys skinner gennem Koshaerne (legemerne), og bliver farvet af dem. På menneskets niveau er Atman identisk med Monaden eller ånden. Atman er et evigt princip, som er frigjort, fuldkomment og uforanderligt. Det er i stand til at skabe, manifestere en sjæl, et tankesind og legemerne. Man kan kalde Atman for ”det upersonlige selv”, som pga. manglende indsigt er bundet til cyklisk reinkarnation. Atman er identisk med Brahman – den kosmiske upersonlige væren. Det er den manglende erkendelse af den enhed, som Atman repræsenterer, der iflg. Upanishaderne tvinger mennesket til reinkarnation. Atman er følelsen af eller viden om ”jeg er”. Det er en abstrakt idé om sig selv. Den adskiller sig ikke fra alle i hele kosmos undtagen i graden af selverkendelse. Selv om Atman er universel, tilhører Atman på menneskehedens nuværende udviklingstrin, det fjerde kosmiske plan, selv om det er menneskets syvende princip, når man ser det nedefra. Atman kan også betragtes som første Logos i menneskets mikrokosmos. Under inkarnation ifører Atmans laveste aspekter sig forskellige kvaliteter, der er forbundet med Buddhi, fordi Buddhi er forbundet med Manas, fordi Manas er forbundet med Kama osv. Atman er for hver individualiseret bevidsthed et Laya-center eller den enkeltes indgang til kosmisk manifestation. Laya-centret er individuelt, netop fordi det er et link, som forbinder den enkelte skabning til det kosmiske Selv. Via det atmiske Laya-center strømmer guddommelige kræfter ovenfra eller indefra, og når de udfolder sig på de lavere bevidsthedsplaner, opstår de syv principper. Atman er ikke det enkelte menneskes individuelle ejendom, for det er den guddommelige essens, der ikke har noget legeme. Atman har ingen form, er ubestemmelig, usynlig og udelelig. Atman er noget, som ikke eksisterer og alligevel er på samme måde som Nirvana iflg. buddhisterne. Atman bruges også nogle gang om det universelle Selv eller ånden, som på sanskrit hedder Brahman eller Paramatman. (Se også Atma, Brahman, Buddhi, Kama, Kosha, Laya-center, Logos, Manas, Monade, Nirvana, Paramatman og Upanishader).
Atmanam
(Sanskrit). Atmanam eller Atmana Pasya stammer fra Atman, der betyder ”Selvet” (det evige center) og roden ”pas”, der betyder ”at se”. Dvs. at se ”Selvet” ved hjælp af ”Selvet”. Det er en favoritsætning i Vedanta-filosofien − især i Sankaracharyas filosofiske skole. I sin højeste fortolkning henviser Atmanam til Avalokitesvara, som ”i en vis forstand” er det guddommelige Selv, sådan som det opfattes eller ses af Selvet. I Upanishaderne er den samme idé vist med en allegori, hvor to fugle sidder i et træ, og den ene fugl ser på den anden. (Se også Atman, Avalokitesvara, Maya, Sankaracharya, Upanishader og Vedanta).
Atmasamyama-yoga
(Sanskrit). Atmasamyama-yoga stammer fra Atman, der betyder ”Selvet” (det evige center) og ”samyama”, der betyder ”tilbageholdenhed” samt ”yoga”, der betyder ”forening”. Atmasamyama-yoga er opnåelsen af enhed ved hjælp af den højeste selvbeherskelse. Bhagavad-Gita omtaler Atmasamyama-yoga, og beskriver hvordan man opnår sindsro, styrer personlighedens lidenskaber og begær og opnår fuldkommen realisering af det sande Selv eller Atman. (Se også Atma, Atman, Bhagavad-Gita og Yoga).
Atmosfære
Atmosfære er en betegnelse for enhver æterisk sfære, der omgiver en hvilken som helst planet. Luften omkring Jorden er atmosfærens laveste aspekt, men der er andre og højere aspekter i de æteriske områder. Atmosfære har relation til Mahat og Manas, som mytologisk repræsenteres af den hinduistiske gud Indra, der er gud for himmelhvælvingen og en personificering af atmosfæren. Men Mahat og dens stråle i mennesket, Manas, er langt højere og befinder sig langt over den kvalitet og æteriske subtilitet, som et menneske forstår ved atmosfære – bortset fra hvis det har udviklet metafysiske evner, som de gamle filosoffer var i besiddelse af. Elementerne i den nuværende atmosfære er sammensat af enklere elementer, der eksisterede på Jorden i de tidlige stadier af planetens udvikling, og som nu findes på nogle andre planeter. Jordens atmosfære er en alkymistisk smeltedigel, hvor ”der i rummet sker en stadig udveksling af molekyler eller rettere af atomer, hvorved de ækvivalenter (noget, som har samme betydning, gyldighed eller værdi), de danner på hver planet, bliver sat i forbindelse med hinanden og dermed ændret”. Spektroskopet (et instrument, der benyttes ved undersøgelse af lysspektret) kan afsløre ligheder mellem de elementer, der findes på Solen og stjernerne og de, der findes på Jorden, men det er ulogisk at konkludere, at de derfor også er identiske på andre områder. Atomernes fysiske og kemiske egenskaber er meget forskellige på forskellige planeter, og det samme gælder effekten af forskellige temperaturer. Jordens atmosfære vrimler med usynligt liv, hvor f.eks. bakterier har en meget beskeden magt. Jordens atmosfære indeholder desuden usynlige skabninger med enorm energi. Middelalderens filosoffer samlede atmosfærens beboere under samme navn − sylfider. Åndsvidenskaben forklarer, at både atmosfæren og den faste jord er gennemtrængt af andre rumlige verdener, som er usynlige og immaterielle for menneskeheden, men som er objektive for deres egne skabninger på samme måde, som menneskets verden er det for mennesket. De tidligste menneskeracer på Jorden havde ikke behov for en atmosfære, som den mennesket kender i nutiden. I nutiden er der også organismer på Jorden, som ikke har brug for ilt. Skabninger på ethvert udviklingstrin og på enhver planet er altid tilpasset de ydre omstændigheder, der omgiver dem. (Se også Indra, Mahat, Manas og Naturånder).
|
