Tripundra
(Sanskrit). Tripundra er sammensat af ”tri”, der betyder ”tre”, og ”pundra”, der betyder ”den, der er fri”. Tripundra henviser til ”tre mærker” og til de tre Mukti. Tripundra er tre vandrette linjer, der er fremstillet af Vibhuti (hellig aske) og tegnet på panden, ofte suppleret med en prik (Bindu), der repræsenterer ”det tredje øje”. De tre linjer symboliserer sjælens tre tilknytninger: Anava, Karma og Maya. Hellig aske, der er fremstillet af brændt komøg, er en påmindelse om det fysiske legemes midlertidige karakter, og at det haster med at stræbe efter åndelighed og guddommelighed. ”Tri” i Tripundra henviser bl.a. til Trigunaerne: Tamas Guna, Rajas Guna og Sattva Guna og Trilokaerne: Bhuhu-Bhuvaha-Suvaha – det fysiske eksistensplan, mentalplanet og de åndelige bevidsthedsplaner. Pundara er afledt af ordet Pundarika, som er et af guden Vishnus navne. Pundarika refererer ofte til en lotus, for lotusplanten symboliserer renhed. Desuden kaldes Tripundra enten Bhasma eller Vibhuti. Når Tripundra males på panden, kaldes det ”Bhasma Dharana”. ”Bhasma” er helligt aske, men Bhasma betyder også ”den, der har fået udbytte af total selvopofrelse”. Når et menneske bærer Tripundra i panden, forventes det, at det kan intonere vigtige mantraer og forstå betydningen af dem. Tripundra er tegn på, at den der bærer de tre linjer i panden, er i besiddelse af stor indsigt og har lært at ofre sig for at opnå fred i sindet. (Se også Anava, Gayatri, Guna, Karma, Maya, Mukti, Pundalik, Triguna og Vibhuti).
Trisagion
(Græsk). Trisagion betyder ”tre hellige”. Nogle gange betegnes Trisagion ved sin åbningslinje ”Agios O Theos”, der betyder ”den hellige Gud”, eller ved den latinske betegnelse Tersanctus. Trisagion er en standardsalme i liturgien i de fleste af de østlige og orientalske ortodokse kirker og i de østlige katolske kirker. I den vestlige kristendom bruges Sanctus (et andet ritual) i messen. I de kirker, der benytter det byzantinske ritual, synges Trisagion umiddelbart før prokeimenon og epistlen.
Trolde
Se Naturånder.
Troner
Troner er iflg. åndsvidenskaben det første af de syv skabende hierarkier, som indpoder viljesimpulsen i de skabte monader. Troner forekommer også i kirkekunsten, hvor englemotiver er meget anvendt. Man regner med ni forskellige typer: Serafer, keruber eller kerubim, troner, herredømmer, magter, kræfter, fyrstendømmer, ærkeengle og engle, og hver gruppe præsenteres som et englekor. Både serafer og keruber har flere vingepar. Vingede englehoveder på stolestader er keruber (stolestade er den kirkebænk, der benyttes af menigheden). I hel figur kan keruberne bære messeskjorte, hovedlind og kåbe i farverne hvid og blå. Hænderne holdes løftet nogle gange med flammesværd, og keruberne har af og til fire hoveder. Tronerne fremstilles enten som ildhjul med øjne eller som mennesker med foldede hænder, og med pandebånd og vinger, der er forsynet med øjne. Herredømmer, magter og kræfter er alle iført en hvid kjortel, grøn stola om skuldrene, grøn kappe og gyldent bælte om livet. Herredømmernes kendetegn er et scepter, magterne bærer krone og kræfterne holder en stav med et rigsæble. Alle tre englekor er barfodede, og de bærer alle et Jahve-tegn i venstre hånd. (Se også Deva, Kerubim, Seraf, Serafim og Ærkeengle).
Trulku
Se Tulku.
Træ
Legender om træer og æbler findes både i Europa og det vestlige Asien. De dukkede også op i klassisk arabisk litteratur, og i gammel europæisk mytologi og folklore var æblerne enten et middel til udødelighed, et symbol på frugtbarhed, en offergave, en kur, en kærlighedsamulet, en test på kyskhed, et middel til spådomskunst og et magisk objekt. Hos araberne kurerede prins Ahmeds æbler enhver sygdom. I England brugte Druiderne æbler til spådomme. Men Hesperidernes gyldne æbler i den græske mytologi og Yduns nordiske æbler giver udødelighed. De græske gudinder Hesperiderne bevogtede sammen med dragen Ladon med 100 hoveder de gyldne æbler, som Gaia (Verdensmoderen) gav som bryllupsgave til Hera, da hun indgik ægteskab med Zeus. Æblerne voksede på et træ i en have ved bredden af floden Oceanus i nærheden af Mt. Atlas, som for de gamle grækere geografisk var toppen af Tenerife, og som man betragtede som en rest af det sunkne Atlantis. En af opgaverne for Herkules var at sikre sig nogle af æblerne. Afhængig af kilden er der tre, fire eller syv Hesperider. Hesiod kalder dem ”nattens døtre”. De kaldes også atlantider, og nogle mener, at de er døtre af Atlantis og Hespera. Man genkender myten om Kundskabens Træ med dets frugt og dets placering i Livets Have. Træet befandt sig i det mystiske Vestens land, som grækernes forfædre udvandrede fra, da en ny race blev født af de udvalgte i den gamle race, der overlevede. Det repræsenterede guldalderen i den græske mytologi. Træet er en variant af korset eller Tau, der skal ses i forbindelse med slangen, som vikler sig rundt om det. Tilsammen symboliserer de Verdenstræet – dvs. enheden af de åndelige, intellektuelle, psykiske og psykologiske kræfter, der omkranser Verdenstræet og arbejder i og gennem det. I Østen kaldes kræfterne Kundalini. På et lavere niveau symboliserer træet og slangen tilsammen livsbølgen – eller en hvilken som helst livbølge – der passerer gennem eksistensplanerne, når ånden cirkulerer gennem stoffet og Fohat arbejder i kosmos. På den måde bliver træet et symbol på Universet, og tilsvarende for mennesket, for i mennesket strømmer den monadiske livsstråle gennem de forskellige eksistensplaner. Den fysiologiske nøgle består af analogier til menneskekroppens forskellige strukturer som pranaen strømmer igennem. Træets form repræsenterer evolutionen, for den begynder ved roden og spreder sig ud i grene og kviste. Når træet symboliserer kosmos, vender roden opad, og grenene vender nedad. Symbolikken svarer til Aswattha-træet i Indien, Bodhitræet i Østen, nordboernes Yggdrasil og Ababel-træet i Koranen. Kabbalaens træ med de 10 Sephiroth, som er Adam-Kadmon, repræsenterer guddommens 10 udstrålinger. I Edens have var der to træer – Livets Træ og Kundskabens Træ – det sidste rummede godt og ondt, og det indebærer, at der er to kundskaber. I gnosticismen siges det, at Ennoia (den guddommelige tanke) og Apophis (slangen) udgør en helhed, som er Logos, men som adskilte er de Livets Træ og Kundskabens Træ – den første repræsenterer det åndelige, og det sidste repræsenterer det manasiske eller intellektet. Adam spiste æblet fra Kundskabens Træ, og det er en vigtig allegori i relation til menneskets evolution, for efter adskillelsen af kønnene blev menneskeheden begavet med Manas (tænkeevnen) – eller man kan sige, at da menneskeheden begyndte at blive begavet med den duale Manas, blev strålerne derefter adskilt i modsatte køn, for mennesket skulle ikke spise æblerne på Livets Træ og blive udødelig pga. af den ufuldkomne tilstand i evolutionen, og derfor blev mennesket sendt ud af Edens have. I åndsvidenskaben siges det, at Buddhi (kærlighed/visdom) bliver omdannet til et træ, som bærer en frugt, der skaber frigørelse, og som definitivt nedbryder Aswattha-træets (evighedens træs) rødder. Rødderne er symbol på formlivet og formens illusion. Aswattha-træet er desuden symbol på den hemmelige og hellige viden, der bevogtes af slanger eller drager, men det kan også henvise til hellige skrifter. Det var en drage, der bevogtede træet med Hesperidernes gyldne æbler. Træerne i Meru blev bevogtet af en slange. På sin bryllupsdag med Jupiter, gav Juno ham et træ med gyldne frugter på samme måde som Eva gav æblet til Adam. H.P. Blavatsky siger om Eva: ”Hun var den første, der førte mennesket til Kundskabens Træ og lærte det om godt og ondt, men hvis hun havde fået fred til i stilhed at gøre det, som hun ønskede at gøre, ville hun have ført mennesket til Livets Træ, og på den måde ville mennesket være gjort udødelig”. Både mestre og magikere blev engang kaldt træer. (Se også Ababel, Adam, Adam-Kadmon, Apophis, Atlantis, Bodhitræ, Buddhi, Druide, Fohat, Gaia, Hera, Herkules, Hesperider, Kabbala, Kundalini, Meru, Sephiroth, Tau, Verdenstræet, Ydun, Yggdrasil og Zeus).
Træstillingen
Se Vrikshasana.
Tscandal
Se Chandal.
Tulku
(Tibetansk). Tulku eller Trulku er betegnelsen for en genfødt tibetansk lama. Der er tre hovedtyper af Tulkuer: 1) Udstrålinger af Buddhaer. 2) Manifestation af en oplyst mester. 3) En genfødt indviet åndelig lærer. Desuden findes der sekundære Tulkuer, som omfatter ikke-genkendte Tulkuer, velsignede Tulkuer og Tulkuer, der har forladt den åndelige vej. Tibets mest ophøjede Tulkuer er reinkarnationer af Bodhisattvaer, som er i stand til at vælge tid, sted og fremtidige forældre til deres fødsel. Eksempelvis nævnes Dalai Lama, Panchen Lama og Karmapa som Tulkuer. Man vurderer, at der i nutiden er omkring 500 Tulku’er i Tibet, og før den kinesiske invasion var der sandsynligvis et par tusinde. Hver Tulku tilhører en speciel slægt af genfødsler. Eksempelvis anses den 14. Dalai Lama for at være en reinkarnation af hver af Tibets foregående 13 Dalai Lamaer, som igen er manifestationer af Avalokiteshvara eller Chenrezig – medfølelsens Bodhisattva og indehaver af ”den hvide lotus”. Langt de fleste Tulkuer og lamaer er mænd, men der findes dog få Tulku’er, der er kvinder. (Se også Avalokiteshvara, Bodhisattva og Lama).
Tungetale
Tungetale eller Glossolali er en betegnelse for en helt eller delvist uforståelig talestrøm af ord, sætninger og lyde, som opstår i religiøs ekstase. De mystiske lyde betragtes af nogle som et helligt sprog og som en guddoms tale gennem ekstatiske medier. Tungetale kendes fra mange kulturer og religiøse sekter, hvor deltagernes under ekstase bryder ud i ord og lyde, der er uforståelige for andre. Tungetale praktiseres i enkelte kristne bevægelser – særligt i pinsebevægelsen. Tungetale ses ofte i forbindelse med besættelse, hvor en astral skabning taler gennem et fysisk menneske, ofte med det formål at give varsler eller advarsler. Ved Apollons Orakel i Delfi i det gamle Grækenland fungerede præstinden Pythia på den måde. Det samme ses nogle gange i hinduistisk sammenhæng, hvor højdepunktet for et religiøst ritual kan være, når en guddom tager en præsts eller præstindes fysiske legeme i besiddelse og taler ved hjælp af det. I kristendommen kendes tungetale ikke kun fra pinsebevægelsen, men også fra den apostolske kirke og andre ”karismatiske” kristne kredse, men også indenfor folkekirken). Her opfattes tungetale som et naturlig resultat af ”dåben ved Helligånden”, som enhver troende skal stræbe efter. Forestillingen er baseret på 1. Korintherbrev kap. 12-14, hvor Paulus nævner evnen til at tale i tunger som en åbenbaring og en nådegave, der via Helligånden udgydes over menigheden. Tungetalen er angiveligt uforståelig for andre end Gud, og derfor gavner den kun den, der taler i tunger. Derfor kritiserede Paulus tungetale i forsamlinger, hvis ikke der samtidig var en person til stede, som kunne tolke tungetalen, så den kunne komme forsamlingen til gavn. Iflg. en anden opfattelse er tungetale ikke kun uforståelig tale, for man mener, at det menneske, der er i ekstase, taler et fremmed sprog, som det ikke ellers kunne tale, og at sker med Helligåndens mellemkomst. Opfattelsen er baseret på ”pinseunderet” i Apostlenes Gerninger kap. 2, hvor disciplene er forsamlede efter Jesu død og pludselig oplever ”tunger af ild”, der daler ned fra himlen og sætte sig på dem, og herefter er de i stand til at forkynde det kristne evangelium på andre folkeslags tungemål. (Se også Glossolalia).
Turaner
Turanernes race hører til den atlantiske 4. rodraces 4. underrace. Racen havde sin oprindelse på østsiden af det atlantiske kontinent syd for de bjergegne, som var beboet af Tlavatli-folket. Turanerne var kolonister fra begyndelsen, og mange af dem udvandrede til landene øst for Atlantis. Turanerne blev aldrig en dominerende race på moderkontinentet, selv om nogle af stammerne og familieracerne blev temmelig magtfulde. De store centrale områder vest og syd for Tlavatliernes bjergegne var Turanernes foretrukne hjem, men de var ikke de eneste, som boede dér, for de delte området med Toltekerne. (Se også Akkader, Atlantis, Mongoler, Rmoahal, Rodrace, Semitter, Tlavatli og Tolteker).
Turiya
(Sanskrit). Turiya er en af de fire bevidsthedstilstande – Avasthas – der er beskrevet i Mandukya Upanishad, og Turiya er yoga-filosofiens betegnelse for en bevidsthedstilstand, som kaldes ”den fjerde tilstand”. De tre andre tilstande er vågen (Jagrat), drømmende (Svapna) og drømmeløs søvn (Sushupti). Den fjerde er en tilstand af høj åndelig bevidsthed (Turiya). Svapna og Sushupti er drømmetilstande eller astral bevidsthed, hvor bevidstheden er mere eller mindre frigjort fra kroppens hylster, og delvis vågen på astralplanet på højere eller lavere underplaner afhængig af udvikling og omstændighed. Ønsket om selvrealisering begynder i hverdagen. Mennesket sover det meste af sit liv, og hvis man forstår søvnen, vil det være muligt at nå målet hurtigere. Jagrat, den vågne tilstand er nem at forstå. Under Svapna eller den drømmende bevidsthed under søvnen påvirker Jagrat – den vågne tilstand – tankesindet. Kroppen hviler sig, men bevidstheden er aktiv. Sushupti eller den drømmeløse søvn er en tilstand, hvor det fysiske menneske befinder sig i dyb selvglemsel. Det er et stadie, der klart adskiller sig fra både den vågne tilstand (Jagrat) og den drømmende tilstand (Svapna). Under Sushupti er både kroppen og sindet i hvile. Og når man vågner, har man en oplevelse af, at man er helt udhvilet. Turiya er en tilstand af overbevidsthed. Det er en tilstand af det dybeste fravær fra alt i den materielle verden. Turiya er menneskets højere bevidsthed. (Se også Avasthas, Jagrat, Svapna og Sushupti).
Tuthmosis
Se Tutmosis.
Tutmosis
(Egyptologi). Tutmosis eller Thothmosis var navnet på fire konger i 18. dynasti.
Tutmosis I
(Egyptologi). Tutmosis I, Tuthmosis I eller Thothmosis I (ca. 1506-1494 f.Kr.) var søn af Amenhotep I. Tutmosis I var den første store erobrer i Ny Rige. Hans succes som hærfører udvidede Egypten fra 4. katarakt i syd til den anden side af Eufrat. Han var den første, der byggede en grav i Kongernes dal. Der er kun få informationer om hans regeringsperiode, og det samme gælder hans søn og efterfølger Tutmosis II (ca. 1494-1490 f.Kr.), der ligesom sin far var hærfører. Desuden var Tutmosis II dronning Hatshepsuts første ægtemand.
Tutmosis III
(Egyptologi). Tutmosis III, Tuthmosis III eller Thothmosis III (1490-1436 f.Kr.) var søn af Tutmosis II, som igen var søn af Tutmosis I og en dronning af lav rang. Dvs., at hun var 2. eller 3. hustru eller lavere rangerende. Hendes navn var Mutnofre. Tutmosis III’s egen moder var også 2. hustru til Tutmosis II. Hun hed Isis og var også af ringe herkomst. Tutmosis III var far til den senere regent Amenhotep II (ca. 1438-1412 f.Kr.). Tutmosis III blev 18. dynastis store helt. Han blev dog først farao efter et kup mod sin hustru og tante, dronning Hatshepsut (ca. 1490-1468 f.Kr.). Tutmosis III kom derfor ikke på tronen pga. sin herkomst, men snarere pga.et kup og et strategisk ægteskab, hvor han blev Hatshepsuts medregent. Men desuden påstod han selv, at han blev farao ved guddommelig udvælgelse. Det fortælles, at Tutmosis III ofte talte om en begivenhed, hvor en procession af Amons præster pludselig og tilsyneladende inspireret af højere magter ændrede retning i forhold til den rute, de egentlig skulle være gået. Det var normalt helt utænkeligt, men i stedet stilede de direkte hen imod den unge prins. De standsede foran ham, som om Amon udpegede ham til tronens efterfølger. Det var tydeligvis aftalt spil, og efter en slags husarrest forsvandt dronning Hatshepsut pludselig sporløst af ukendte årsager, og Tutmosis III blev landets konge.
Tutmosis IV
(Egyptologi). Tutmosis IV, Tuthmosis IV eller Thothmosis IV (1490-1436 f.Kr.) var søn af Amenhotep II. Det lykkedes for Tutmosis IV uden krige og konflikter at holde det store rige samlet, som han havde arvet fra sin farfar Tutmosis III. Han er bedst kendt for den drøm, han drømte i skyggen af hovedet fra den tilsandede sfinks ved Giza. Den er beskrevet på den stele, der er rejst mellem poterne på Sfinksen: ”Se på mig, Tutmosis, min søn. Jeg er din fader, Horus i horisonten. Jeg lover det, der er min gave – jordisk herredømme over alt levende. Alle de områder, Solen kaster sine øjne på, skal være dine. Til dig vender jeg mit ansigt og hjerte for beskyttelse, for jeg er træt i alle mine lemmer. Sand fra det hellige sted, hvor jeg hviler, har dækket mig. Vågn op! Befri mig for sandet, så gør jeg dig til Egyptens konge”. Og han blev konge som forudsagt af Sfinksen.
Typhon
(Egyptologi). Typhon kaldes Seth i nutidens egyptologi. Typhon eller Seth var et aspekt og en skygge af Osiris. Seth var ikke – som almindeligt antaget – det onde princip, for han symboliserede oprindeligt de lavere kosmiske principper. Mens Osiris var symbol på det personificerede univers på de højere åndelige planer, var Seth symbol på det tilsvarende lavere materielle univers. Med andre ord – Seth repræsenterede det fysiske og materielle legeme, og Osiris personificerede den iboende ånd. Disse 2-i-1 – Osiris-Seth – svarer til hinduernes Vishnu-Shiva. Seth var symbolet på den lavere firfoldighed og Osiris på den højere trefoldighed – både i Universet og hos mennesket. Først senere blev Seth til det personificerede onde princip, der svarer til Satan.
Tyr
(Oldnordisk). Tyr er en af aserne i den nordiske mytologi. I de islandske sagaer fra middelalderen har Tyr en sekundær rolle i forhold til guder som Odin og Thor. Her beskrives han primært som krigsgud og gud for lov og orden. I vikingetiden var han mest af alt en baggrundsfigur, men tidligere havde han haft større religiøs og mytologisk betydning. Tyr kendes også fra andre germanske mytologier. På gotisk hed han f.eks. ”Teiws”, på angelsaksisk ”Tiw” og på oldhøjtysk ”Ziu”. Hans familierelationer er uklare, men iflg. Snorre Sturlasons Yngre Edda er Tyr søn af Odin, men eddadigtet Hymerskvadet oplyser, at han er søn af jætten Hymer. Den vigtigste myte om Tyr handler om lænkningen af Fenrisulven. Her fortælles den dramatiske historie om, hvordan Tyr mistede sin højre hånd, da han kæmpede for at lægge uhyret i lænker. Hvis man sammenligner med andre myter, tyder det på, at myten er meget gammel. Tyr optræder desuden i Hymiskvida i den Ældre Edda, hvor han hjalp Thor med at skaffe et bryggekar, som var stort nok til, at der kunne brygges øl til alle guderne på én gang. Den lille rolle, Tyr spillede i den bevarede nordiske litteratur, tyder på, at han i den sene før-kristne periode, hvor den skriftlige overlevering blev skabt, stod i skyggen af guder som Odin og Thor. Desuden peger stednavnene i materialet på, at Tyr i vikingetiden hovedsageligt blev dyrket i Danmark. Tyr var en gammel guddom, dvs. at han var kendt fra de ældste kilder til den germanske religion. Fra sydgermanske kilder kan man se, at Tyr fungerede som krigsgud, for han blev ofte identificeret med den romerske gud Mars. Det er bl.a. kommer til udtryk i navnet på ugedagen tirsdag, som på latin kaldes ”dies Martius”. Dagen har samme navn på andre germanske sprog – bl.a. svensk ”Tisdag”, engelsk ”Tuesday”, allemanisk ”Zischtig”. På tysk hedder dagen ”Dienstag”, der stammer fra navnet ”Mars thingsus”, som sandsynligvis er en romaniseret udgave af ”Tyr-Tiwaz”. Hans vigtigste kvalitet blev symboliseret af sværdet. (Se også Edda, Odin, Thor, Tyr og Ægir).
Tzon-kha-pa
(Tibetansk). Tzon-kha-pa betyder ”manden fra Tsong-kha”. Tsong-kha er et distrikt i Amdo, og hans virkelige navn var Blo bzang grags pa (Lo-Zang Dag-pa). Han blev født år 1355 e.Kr., og han var en vís lærer og reformator af tibetansk buddhisme og grundlægger af Gelugpa-sekten – ”gulhuerne”. Han betragtes som en Amitabha-Buddha eller som en inkarnation af Gautama Buddha. Amitabha er den af Dhyani-Buddhaerne, der manifesterer sig gennem Gautama Buddha, og de er derfor evige prototyper på Buddhaer, der optræder på Jorden, men de har hver især en særlig guddommelig prototype. (Se også Amrita og Gulhue).
Tænkeren
Se Manas.
Tærsklens vogter
Tærsklens vogter er et åndsvidenskabeligt begreb, der er en betegnelse for summen af den lavere naturs kræfter, som den til enhver tid kommer til udtryk i personligheden på udviklingsvejen. Tærsklens vogter er også et udtryk for en af prøverne på indvielsesvejen. Disciplen vil på et tidspunkt blive konfronteret med vogteren af de oversanselige verdener. Mødet vil være skrækindjagende, for tærsklens vogter repræsenterer alt det laveste og mest negative, der står i vejen for disciplens videre udvikling. I virkeligheden er der tale om disciplens lavere personlighed, som på astralplanet viser sig som en objektiv form. Mødet sætter disciplens mod på den hårdeste prøve. Almindelige mennesker vil ikke møde fænomenet, for mødet forudsætter en ret høj grad af åndelig udvikling.
|
